Den taknemmelige flygtning?

En lille tysk flygtningedreng hilser på den socialdemokratiske politiker Johannes Kjærbøl, der var leder af Flygtningeadministrationen. Billedet er fra perioden 1945-1949.

Der er et mønster i debatten om flygtninge i Danmark, der er påfaldende på en træls måde. Nogle flygtninge bliver hurtigt så gode til at læse og skrive dansk, at de får lyst til at deltage i den offentlige debat med debatindlæg og kommentere de forhold, de lever under i Danmark. Det, de oplever, er meget ofte en bestemt slags reaktioner. Her er to eksempler fra denne måned.

I dag er der en kronik i dagbladet Information, hvor en kurdisk flygtning fra Iran udtrykker sin bekymring over hvad han oplever i Danmark.

I 2014 søgte jeg asyl i Danmark. Mit håb var, at jeg med base her kunne bruge de rettigheder, som det danske demokrati sikrer, til at kæmpe videre imod racismen i mit hjemland. … Efter snart fem år i Danmark må jeg sande, at selv i et land, der har næsten 200 års demokratiske erfaringer at trække på, trives de overlegenhedsfølelser, som racismen bygger på, fortsat.

I kommentarsporet efter kronikken kom der hurtigt mange kommentarer om at forfatteren til kronikken var utaknemmelig og at danskere ikke er racister: De negative reaktioner er en nødvendig reaktion på flygtningene i Danmark. Mange af kommentarerne kommer derefter frem med nogle meget negative udsagn om flygtninge i Danmark.

En ung flygtning fra Syrien, der går i gymnasiet, skrev i sidste uge et andet debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor hun udtrykte sig meget mere positivt. Hendes indlæg slutter:

Jeg har lært, at de racistiske og negative kommentarer og beskeder, jeg altid får, fordi jeg er aktiv i medierne, skal gøre mig endnu stærkere. Det må ikke svække mig eller være en grund til, at jeg opgiver kampen. Jeg har lært, at jeg ikke må hade dem, der skriver negative og racistiske ting til mig, men at jeg skal lytte til dem og kæmpe for at ændre deres synspunkter. Jeg har lært at elske mig selv, som jeg er. Jeg har også lært, hvad kærligheden og håbet er. Jeg har fået meget kærlighed i mit liv: kærlighed fra min familie og venner, kærlighed fra de flygtninge og indvandrere, der tror på mig, støtter mig og ser mig som deres stemme i medierne, og kærlighed fra alle de danskere, der står på min side og hjælper mig med at føle mig velkommen i Danmark. Jeg har lært, at kærlighed er livsvigtig og er stærkere end alt det had, der findes i vores store verden.

Men også i dette kommentarspor var kommentarerne af fuldstændig samme art som dem, der kom på kronikken i Information. Ja, jeg vil endda sige at kommentarerne til indlægget i Jyllands-Posten var endnu mere negative.

Selvfølgelig kan jeg forstå, at det kan være hårdt at blive kritiseret og at man føler et behov for at forsvare sig. Men jeg bemærker to forhold.

For det første, at mange af svarene reelt bekræfter det udsagn om negative holdninger til flygtninge, som det oprindelige debatindlæg omtaler.

For det andet, at der tilsyneladende er en holdning om at flygtninge først og fremmest skal være taknemmelige og kun ytre sig for at vise deres taknemmelighed. Og måske er de endda “indbildte flygtninge”, der faktisk ikke burde være i Danmark. Det er også en holdning, man nogle gange ser til andre grupper i befolkningen – f.eks. de arbejdsløse. De skal være taknemmelige, fordi “vi” giver dem mulighed for at få dagpenge og skal ikke kritisere de forhold, som “vi” er nødt til at byde dem. Måske er de arbejdsløse endda “indbildt arbejdsløse”.

Jeg synes selv, det er godt og meget vigtigt, at de mennesker, der er eller oplever sig selv som marginaliserede i samfundet, kommer til orde og fortæller, hvordan de oplever marginaliseringen. Man kan ikke lave politik hen over hovedet på nogen. Arbejdsløse er kun i ringe tal politisk aktive, og udenlandske statsborgere kan i stort omfang slet ikke deltage i den politiske proces. Men mange af kommentarerne går mest ud på at få de pågældende mennesker til at tie stille og være taknemmelige.

Et godt valg?

Foto: Mogens Engelund

For 30 år siden, mens jeg boede i Edinburgh, var jeg på sommerferie i Danmark, og sammen med min mor besøgte jeg Skagens Museum. Min mor bemærkede under besøget, at den mand, der stod lidt væk, var Klaus Riskær Pedersen. Det var første gang, jeg hørte om ham. Min mor kunne fortælle mig, at hans far var Knud Pedersen, der var med i den legendariske Churchill-klub – den første danske modstandsgruppe under 2. verdenskrig, som i øvrigt blev stiftet på Aalborg Katedralskole. Senere kom jeg til at dele lejlighed i Edinburgh med en dansker, der havde stemt på Klaus Riskær Pedersen – og jeg skulle igen mindes om hvem manden var.

Og nu stiller Klaus Riskær Pedersen så op til folketingsvalget. adskillige konkurser, retssager, domme og fængselsophold senere. Det har han lov til, for han har udstået sin straf. Og han forsøger at markedsføre sig selv som en “anstændig borgerlig politiker”, for det er nu blevet et ledigt standpunkt i dansk politik. Men jeg håber, at ingen vil stemme på ham, for Klaus Riskær Pedersen er alt andet end anstændig. Det siger jeg ikke fordi han har en kriminel fortid som sådan, men fordi hans kriminelle fortid er så lang og grov, som den er, og fordi han er skoleeksemplet på opportunisme. Der er ingen grund til at forære alle de andre danske politikere, der er opportunister eller har et tvivlsomt forhold til lovgivningen, men ikke f.eks. har tømt et ejendomsselskab for 1,4 milliarder, en lynafleder, så de kan fremstå i et bedre lys.

Milton Friedman i Danmark (og på AAU)

For snart længe siden læste jeg bogen The Shock Doctrine af den canadiske forfatter og aktivist Naomi Klein, og jeg skrev også om den her.

Naomi Klein dokumenterer i denne bog, at det er en typisk neoliberalistisk strategi at udnytte kriser til at lave gennemgribende forandringer, som ofte kaldes for “reformer”. Dette kalder hun for chokdoktrinen. Et af de første og voldsomste eksempler på denne form for “chokterapi” er militærkuppet i Chile i 1973, der blev brugt til fuldstændig at omkalfatre den chilenske økonomi. Hovedarkitekten bag alt dette var den amerikanske neoliberalistiske økonom Milton Friedman.

Men også Berlinmurens fald i 1989 førte til store forandringer, denne gang i de østeuropæiske samfund, baseret på hvad den Internationale Valutafond (IMF) krævede. De østeuropæiske lande fik på meget kort tid forandret de samfundsøkonomiske strukturer og resultatet var voldsomme social uligheder, som landene stadig slås med her 30 år senere.

Neoliberalismen er i de sidste 20 år blevet central inden for det offentlige i Danmark. Min klare fornemmelse er, at denne strategi med at bruge kriser som en begrundelse for omfattende “reformer” (og måske endda ikke gøre meget for at forhindre kriser i at opstå) er en del af forklaringen på den krise, som bl.a. PostNord og DSB gennemlever. Ved på kort tid at skabe ændrede vilkår gennem et “frit marked” i form af f.eks. udlicitering af jernbanedrift og nemmere muligheder for pakkefirmaer, som disse delvist statsejede virksomheder ikke nemt kan håndtere, kan politikere i sidste ende bedre forsvare og gennemføre privatiseringer.

Også på Aalborg Universitet kan man se arven fra Milton Friedman og en udgave af chokdoktrinen udfolde sig i dise år. AAUs ledelse har i 2018 gennemført store organisatoriske ændringer, og her især ideen med at fjerne “skolerne” og lægge studienævn ind under institutterne. Den slags ændringer udgør det første chok. Samtidig har der været overenskomstforhandlinger med truslen om en storkonflikt og de årlige nedskæringer. Dette var det andet udefra kommende chok. Ledelsen har så, også i 2018, brugt et underskud på 67 millioner kroner, som var det tredje chok, til at fyre bestemte grupper af medarbejdere og til at lave yderligere organisatoriske ændringer i kølvandet herpå, som bl.a. sammenlægning af institutter, der bliver besluttet med meget kort varsel, og opstart af nye uddannelser i København.

Den største fyringsrunde på et dansk universitet

Foto: Martin Damgård,

De massefyringer, der i disse uger finder sted på Aalborg Universitet, har omsider fået mediernes bevågenhed. Tillidsrepræsentanterne blev interviewet i går på DR P4 (og også jeg blev kontaktet), og i dag er der et dobbeltopslag i Nordjyske om fyringsrunden.

Det går efterhånden op for alle, at det vi gennemlever nu, er den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet. Da samarbejdsudvalgene først fik at vide, at der var et underskud, stod der i det brev, vi fik fra ledelsen, at der skulle fyres 30 mennesker. Men nu er der allerede fyret 96, og det vil ikke undre mig, om der efter fyringsmøderne på tirsdag på TECH-fakultetet i alt er blevet fyret mere end 100.

Vi er mange, der har været ansat ved Aalborg Universitet gennem mange år, og vi har tidligere været glade for vores arbejdsplads og talt godt om den. Vi har engang haft gode ledere og en følelse af tillid og åbenhed. Den tid er nu forbi. Vi ser venner og kolleger, gode og kompetente mennesker, der bliver fyret. Jeg har oplevet én enkelt kollega, der udtalte sig positivt om fyringerne og om ledelsen (formodentlig fordi netop denne kollega for nylig var blevet forfremmet af ledelsen uden noget stillingsopslag), men ellers er situationen blandt os præget af frygt og vrede og en følelse af umyndiggørelse.

Min kollega Morten Ejrnæs, der hidtil har været lektor på SAMF, men nu er gået på pension, giver en meget rammende beskrivelse af situationen i Nordjyske:

Det var jo åbenbart fastlagt på forhånd, at det skulle ende med afskedigelser. Det var slet ikke til diskussion. Hvis ledelsen i udgangspunktet er glade for medarbejderne, så vil man, når der udefra pålægges besparelser, vel gøre alt for at undgå afskedigelser? Direktionen ser ud til at have gjort nærmest det modsatte. Det, vi oplever lige nu, minder mere om en strategi for en radikal omorganisering af AAU end om en institution, der reelt har kæmpet for at beholde sine ansatte.

Ansatte, der kan undværes – og en nødvendig bue

I går skrev jeg om Aalborg Universitets planer om at opføre en 104 høj bue over NOVI9. Planerne om buen er lige nu i en godkendelsesfase, hvor der skal udarbejdes en VVM-redegørelse (VVM = Vurdering af Virkninger på Miljøet).

I referatet fra mødet i AAUs bestyrelse mandag den 17. december 2018 kan man læse dette:

I 2021 stiger indtægterne igen sammenlignet med 2020 med 23,2 mio. kr. svarende til 0,8%, primært drevet af en forventet vækst på Tilskudsfinansieret aktiviteter. Den eksterne bevilling til ”Buen”, som er en væsentlig kapabilitetsudvidelse af antennelaboratoriet, på 32,0 mio. kr. er den største vækst driver på Tilskudsfinansierede aktiviteter i 2021. Statsindtægterne er ligesom i 2020 påvirket af den manglende taxameterløft svarende til ca. 32,8 mio. kr. i 2021. Omkostningerne forøges med 12,9 mio. kr. svarende til 0,4%. Den primære årsag til forøgelsen i omkostningerne i 2021 er også relateret til ”Buen”, som medfører, at Forbrugsomkostninger forøges med 32,0 mio. kr. relateret til den eksterne bevilling fra ”Buen”. Herudover forøges Ekstern husleje og Af- og nedskrivninger i 2021, mens Personaleomkostninger fortsætter med at falde.

På dette tidspunkt var underskuddet, der nu bruges til at begrunde den store fyringsrunde, velkendt. Planerne om buen bliver ikke desto mindre fastholdt, og man kan ikke undgå at bemærke konstateringen af, at personaleomkostningerne fortsætter med at falde.

Til fyringsmøderne får de ansatte, der bliver fyret, udleveret et standardbrev, hvori der står, at de er dem, man nemmest kan undvære. Til fyringsmøderne gentager dekanen denne passus som begrundelse. Til gengæld er det tydeligt, at buen og Science & Innovation Hub åbenbart ikke kan undværes eller bare udskydes.

Økonomi og ledelse?

Aalborg Universitet har siden 2013 haft planer om at opføre en 104 meter høj bue af stål over det nye antennelaboratorie på NOVI 9. Stålbuen skal bruges til forskning, hvor antennestyrke og radiobølger kan testes i forskellige højder, og den bliver præsenteret som et nyt vartegn for Aalborg. Så sent som 22. august 2018 udtalte dekanen for det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH) at man stadig arbejdede på at finde fondsfinansiering til den store bue.

Måske er alting godt, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at udtalelsen fra dekanen kom netop omkring det tidspunkt, hvor AAUs ledelse blev opmærksomme på det store underskud, man nu bruger som begrundelse for en fyringsrunde. Det er underligt, at store projekter som stålbuen og Science & Innovation Hub tilsyneladende ikke bliver stillet i bero, men at AAUs ledelse i stedet vælger at foretage omfattende fyringer af erfarne medarbejdere og fortsætter med licitationerne for begge disse projekters vedkommende.

I næste uge kommer fyringsrunden til TECH. Og på SAMF skal 39 fyres; ironisk nok er 21 af dem fra Institut for Økonomi og Ledelse.

Fordel forskningsmidlerne ligeligt!

Ofte bliver den politik, der bliver ført i den danske universitetsverden begrundet med at det er den eneste mulige. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at en stor del af interviews med AAUs rektor Per Michael Johansen bliver brugt på et forsvar for konkurrencesætningen af forskningsmidlerne og for den udemokratiske, stærkt hierarkiske styreform, som AAU efterhånden mestrer.

Det bliver hævdet, at konkurrencesætningen af forskningsmidlerne, der fører til at mange af os bruger så megen tid og så mange kræfter på at søge om midler og med så beskedent held, er nødvendig og faktisk er at foretrække, så flest mulige kan få forskningsmidler. De, der virkelig fortjener at få støtte til deres forskning, vil nemlig altid blive støttet, mens resten bare bliver nødt til at prøve igen (og igen). Hvis forskere virkelig fortjener at få støtte, da vil det altid lykkes for dem en skønne dag efter tilstrækkeligt mange anstrengelser. Og de mange anstrengelser vil være sliddet værd.

Men tænk, hvis der ikke var den voldsomme konkurrence om forskningsmidlerne, som der er i vore dage, men hvis forskningsmidlerne i stedet blev fordelt ligeligt. Hvad ville der så ske? Det er faktisk blevet undersøgt.

I 2017 undersøgte Krist Vaesen og Joel Katzav fra henholdsvis Eindhovens Tekniske Universitet i og The University of Queensland netop dette.  De undersøger dels en helt ligelig fordeling af fordelingsmidler, dens en model hvor man skelner mellem forskningsområder med lave omkostninger, mellemomkostninger og høje omkostninger – sidstnævnte er bl.a. forskningsområder, der kræver omfattende laboratoriefaciliteter. Og de undersøger situationen i Nederlandene, Storbritannien og USA.

I begge ligelige fordelingsmodeller er konklusionen den noget overraskende, at man kunne have den samme beskæftigelsesgrad for postdocs og PhD-studerende og at alle forskere stadig ville have midler til rådighed til rejser og udstyr; i Storbritannien i moderat omfang, i Nederlandene endda i stort omfang.

Undersøgelsen afslører på denne måde, at den konkurrencebetingede tildeling ikke er nødvendig, mere end alle andre neoliberalistiske incitamentstrukturer er det, men først og fremmest er en mekanisme, der skal skabe og vedligeholde uligheder.

Det ville være informativt at lave en tilsvarende undersøgelse af konsekvenserne af en ligelig fordeling af forskningsmidler i det danske system.

Fyringerne fortsætter på universitetet

I dag var det mine kolleger på Det Humanistiske Fakultet, der skulle sidde og vente på mail mellem 8.00 og 8.30 for at få at vide, om de skulle fyres. Og også i dag har det været en grim dag. Denne gang var det bl.a. en kollega, som jeg har kendt i mere end 30 år (og som jeg også omgås privat), der pludselig mistede sin stilling som lektor. Her er tale om endnu en dygtig person, som mange kender rundt om på AAU og som længe har givet udtryk for sin kritik af tilstandene på sit institut og på universitetet. Det er svært ikke at se dagens fyring som en form for sanktion. Og igen er der tale om en person først i tresserne, der faktisk kunne være blevet tilbudt en seniorordning – men simpelthen bliver fyret.

En af mine andre kolleger, en administrativ medarbejder, ringede til mig i dag og var også chokeret over denne seneste fyring. I løbet af samtalen blev jeg, som det er sket flere gange på det sidste, bedt om ikke at fortælle nogen, at vi har talt sammen. På Aalborg Universitet er stemningen mere utryg end nogensinde før, og jeg mærker nu, hvordan også erfarne medarbejdere oppe i årene er blevet tydeligt bange for at give deres kritik til kende over for ledelsen. Når jeg tænker på, hvordan jeg engang var glad for og faktisk også stolt over at være ansat på dette universitet og omtalte det positivt rundt om i verden, er det i særdeleshed trist, at det er endt med denne form for management by fear og topstyring.

En grim dag på Aalborg Universitet

I dag skulle medarbejderne på det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet sidde klar til at læse mail mellem 8.00 og 8.30. Nogle af dem ville nemlig få at vide, at de skulle fyres. I eftermiddag skulle selve fyringsmøderne så finde sted. Hvor er det dog en ubehagelig mail at skulle vente på.

Fordi jeg er supplerende tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening, havde jeg lovet at være rede til at være bisidder ved fyringsmøderne. Der blev brug for mig ved fire møder.

Fyringsmøder er korte; der er afsat 15 minutter, hvor repræsentanter for ledelsen og HR-afdelingen deltager. Der bliver overrakt et fyringsbrev, en folder om psykologhjælp og en anden folder med tilbud om et jobsøgningsforløb. Og nå ja, så får man også en kuvert at lægge det hele i. Der er mulighed for at sige noget til sidst, men det har desværre altid været min erfaring, at den slags preller fuldstændig af på den anden part. Reelt varer et fyringsmøde kun fem minutter.

To af dem, der skulle fyres, viste sig at være jævnaldrende kolleger, som jeg har kendt gennem mange år, har samarbejdet med om vejledningsopgaver og har spist frokost med masser af gange. Det kom selvfølgelig som et stort chok for to dygtige og samvittighedsfulde mænd, der altid har passet deres arbejde og nu er midt i 50’erne, at universitetets ledelse pludselig vil skille sig af med dem. Det var også et chok for mig.

De to andre var medarbejdere omkring pensionsalderen, og her var det påfaldende, at AAUs ledelse vælger at skride til fyring i stedet for at finde en seniorordning, der kan give ældre medarbejdere en værdig afslutning på et langt arbejdsliv snarere end en afslutning, der består i et fem minutter langt møde med foldere og en udglattende bemærkning.

Det var en usædvanligt grim dag på Aalborg Universitet. Og det bliver ikke den sidste. Snart er det nemlig mine kolleger ved de andre fakulteter, der står for skud.

Én gang ude, altid ude?

Billede: https://www.wikihow.com/Build-Self-Respect-After-Being-Stigmatized

I dagbladet Information var der i dag et indlæg fra formanden for Psykiatrifonden og SFs psykiatriordfører. De påpeger, at en tidligere psykiatrisk diagnose har det med at forfølge mennesker, der siden er blevet raske igen. Og jeg kan kun give dem ret – jeg selv (og sikkert mange andre) kender mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og siden har gået meget stille med dørene med det, når deres sygemelding var afsluttet og de skulle søge arbejde igen. Der er hos mange en antagelse om at psykiske lidelser er kroniske på en måde, som fysisk sygdom ikke antages at være. Der er et lovforslag fremme om at gøre det nemmere at blive erklæret rask for mennesker, der engang har været i kontakt med psykiatrien – og det er en rigtig god idé.

Uden sammenligning i øvrigt ser man lignende reaktioner, når det gælder mennesker, der har været i kontakt med retssystemet og har siddet i fængsel. Også tidligere straffede borgere går stille med dørene med deres fortid, og også dette er det vigtigt at gøre noget ved. I begge tilfælde er det med til at fastholde de pågældende borgere i en rolle som socialt ekskluderede, der ikke fører noget godt med sig.

Denne opfattelse af, at er man én gang dømt ude, da er man altid dømt ude, sidder meget dybt i mange mennesker. Vi ser det bl.a. i diskussionerne om hvordan man skal håndtere udenlandske statsborgere, der er på “tålt ophold” efter en udvisningsdom. De pågældende mennesker har jo faktisk udstået deres fængselsstraf, og for nogles tilfælde er det endda ved at være længe siden.

Et andet sted, hvor det bliver meget kompliceret også for mig, og jeg er meget i tvivl, er det røre, der netop nu er om en aviskronik i dagbladet Information forfattet af en mand, der i sin tid slog sin datter på fem år ihjel. Mange fordømmer ham og fordømmer kronikken, og jeg har det også svært med at læse den. Når jeg tænker nærmere over dette, er det dog nok ikke følelsen “en gang ude, altid ude”, der er på spil, men vel snarere fornemmelsen af at den pågældende mand går let hen over den ugerning, han begik tilbage i 1993, og mest fokuserer på sin egen svære barndom. På den anden side har manden ikke begået forbrydelser siden da, og han har faktisk arbejdet med voksenpædagogik, blandt andet i socialpsykiatrien. Så noget har han jo lært.