En strengere straf

loesladt-og-gaeldsat_240318

En artikel i dagens udgave af Information peger på et problem, der burde få mere opmærksomhed. Udgangspunktet er en PhD-afhandling af Annette Olesen fra Syddansk Universitet, der senere er blevet til bogen Løsladt og gældsat, som er udkommet på DJØFs forlag. Annette Olesen har fulgt 81 løsladte i deres forsøg på at vende tilbage til samfundet, og et af de problemer, hun hæfter sig ved, er at Danmark er et af de få lande i Europa, hvor man som dømt for en forbrydelse typisk skal betale de fulde sagsomkostninger. Det kan dreje sig om bl.a. advokatbistand og om udgifter til politiets undersøgelser.

De tidligere indsatte skyldte ifølge tal fra 2012 i alt op mod to milliarder, og der er ringe udsigt til at denne gæld nogen sinde vil blive betalt. DR Nyheder kunne i juni i år fortælle at der kun er inddrevet 24 millioner, så tallet er ikke blevet væsentligt lavere siden 2012 – formodentlig er der i dag tale om et større beløb.

Samtidig er denne gæld et problem for den enkelte indsatte, når han/hun bliver løsladt en dag. Hvis den løsladte ikke har et job eller en formue at vende tilbage til, bliver der tale om en gældspost, der skal afdrages hurtigt. Det kan i forvejen være svært at få et arbejde, hvis man ikke har en ren straffeattest, men lykkes det alligevel, vil Skat modregne gælden i lønnen, og man ender typisk med at få et rådighedsbeløb der svarer til størrelsen af kontanthjælp. På denne måde kommer gælden fra sagsomkostningerne meget let til at forhindre den løsladte i at blive resocialiseret. De mange tidligere straffede, der kom fra sociale problemer, bliver fastholdt i deres dårlige sociale forhold af gælden og en manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Og pengene bliver for størstedelens vedkommende aldrig tilbage til staten. Der må da være en bedre løsning.

Også Advokatrådets Strafferetsudvalg ser at der er et problem. Udvalgets formand Sysette Vinding Kruse siger til Information:

»Nogle kommer ud af fængslet og får en regning på 50.000 kroner i nakken, som skal betales inden 14 dage. Og det er jo helt udsigtsløst for dem. Hvis de er så heldige at få et arbejde, kommer skattevæsenet og tager det meste af deres beskedne løn, og så giver de jo helt op,« forklarer hun og tilføjer:

»Og så vil folk hellere arbejde sort. De bliver fastholdt i kriminalitet og en eller anden subkultur. Der er ingen motivation til at komme videre.«

I 2004 blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle undersøge forholdene om disse sagsomkostninger. Af et spørgsmål til Folketingets retsudvalg i december 2005 kunne man se, at det forventedes at arbejdet forventes afsluttet i foråret 2005 (!!!), men men der er endnu intet sket. Og i 2012 blev der nedsat et nyt udvalg, som skulle beskæftige sig med samme problemstilling; i et svar til TV-Avisen i juni i år oplyste Justitsministeriet at arbejdet ville begynde i efteråret 2013. Og nu er det så efterår, og det er 2013.

Yahya Hassan

Her er en god lille portrætvideo med den 18-årige århusianske digter Yahya Hassan; den må været optaget for knap et år siden efter hans bemærkning om højskoleopholdet “efter nytår” at dømme. Der har været en del medieomtale af ham her op til udsendelsen af hans første digtsamling på Gyldendal, og jeg har selv delt en portrætartikel med ham, der har været i Politiken. Artiklen og de tekster, jeg har hørt af Yahya Hassan, giver et knivskarpt indblik i det hykleri og det armod, der også findes blandt folk med mellemøstlig baggrund i Danmark.

Nogle andre unge danskere med mellemøstlig baggrund har kritiseret Yahya Hassan for at give et alt for negativt billede, som de ikke kan genkende. Det kan jeg på den ene side jo egentlig godt forstå, men det er på den anden side vigtigt at huske at Yahya Hassans tekster i høj grad ikke er generelle betragtninger men er observationer af en dysfunktionel familie fra et etnisk mindretal i underklassen; jeg synes selv at der er tydelige paralleller til den svenske forfatter Susanna Alakoski. Hendes roman Svinestierne er en tilsvarende selvbiografisk indsigt i hvordan det er at vokse op blandt finske indvandrere på bunden af Sverige.

Efter Yahyas medvirken i Deadline på DR2 er der kommet dødstrusler fra diverse idioter, der ikke forstår hans budskab. Og endelig er han blevet taget til indtægt for lidt af hvert af folk, der er meget ældre end ham. Jeg vil prøve ikke at falde i den fælde også.

Yahya Hassan er en usædvanligt velformuleret og tiltalende fyr, men man kan ikke forlange af ham at han skal give en grydeklar analyse af hvad der er af sociale problemer i Danmark. Han er først og fremmest digter, ikke sociolog, og som sådan kan han se noget, mange andre ikke ser. Mediernes reaktioner (og vel også min) viser, at det er som om alle savnede en ung dansk digter der er socialt indigneret. Nu er han her!

Giv nu Yahya Hassan fred og ro til at udvikle sig som digter og som en af sin generations vigtige stemmer herhjemme – og en stemme, der også med tiden vil kunne tale om andet end en barsk opvækst mellem arabiske forventninger og dansk virkelighed og om at slippe ud af en kriminel løbebane. Han har det danske sprog i sin magt på en god måde, så selvfølgelig vil han kunne det. Yahya Hassans fortælling er nemlig også fortællingen om hvad sproget kan, og det er under alle omstændigheder en stor bedrift at debutere med en digtsamling på Gyldendal som 18-årig!

De privilegerede og de ligeglade

20131008-123838.jpg

Den amerikanske psykolog Daniel Goleman er manden bag Følelsernes intelligens. I et blogindlæg hos New York Times skriver han om undersøgelser af hvordan sociale forskelle påvirker menneskers følelse af empati.

Her nævner han en undersøgelse fra 2008, hvor psykologer fra Amsterdam og Berkeley undersøgte hvordan mennesker parvis fortalte hinanden om svære oplevelser, de havde været igennem – som en skilsmisse eller et dødsfald i den nærmeste familie. Forskerne observerede at privilegerede mennesker havde en større tendens til at nedtone det tragiske hos andre og at være mindre empatiske.

Man kan ikke nødvendigvis konkludere at mere privilegerede mennesker er mindre empatiske af natur. Jeg vil ikke hævde at rige mennesker er “onde” fordi de er rige. Der kan naturligvis være tale om at det bliver nemmere at opnå fordele på andres bekostning, hvis man er mindre empatisk (for så er det nemmere at leve med at andre har det dårligere end én selv), men det kan lige så vel være at årsags-virknings-sammenhængen er omvendt: at relative fordele ender med at gøre mennesker mindre empatiske og at man omvendt kan opleve en større følelse af indlevelse i andre menneskers vilkår hvis man ikke er mere privilegeret end dem. Man får ganske enkelt sværere ved at leve sig ind i hvordan det er at være et menneske, der ikke har samme privilegier som én selv.

Goleman nævner Dacher Keltner, der er professor i psykologi ved Berkely og er en af de vigtigste forskere inden for dette område af socialpsykologi.

While Mr. Keltner’s research finds that the poor, compared with the wealthy, have keenly attuned interpersonal attention in all directions, in general, those with the most power in society seem to pay particularly little attention to those with the least power. To be sure, high-status people do attend to those of equal rank — but not as well as those low of status do.

En forsigtig konklusion er at man simpelthen bliver ude af stand til at  “se” mennesker med lav social status på samme måde som man ser mennesker med éns egen status, hvis man selv har høj social status. Det turde være tydeligt, hvordan det kan påvirke politiske beslutninger.

Portræt af en nulforsker

nielsbohr

Helge Kragh, der er professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, har en spændende artikel i Magisterbladet om arven efter Niels Bohr og om den drøm om “en ny Niels Bohr” som med mellemrum dukker op herhjemme. Det interessante i artiklen er i høj grad Kraghs beskrivelse af forskningsmiljøet dengang og kontrasten med de nuværende tilstande.

Selvfølgelig skal man bidrage med ny viden, når man er ansat som forsker. Men det er som om publikationen er blevet vigtigere end resultatet der står i den. Meget ofte tales der om at vi skal undgå nulforskere – og ofte er det personer uden indsigt i forskningsverdenen, der opstiller idealer for hvordan en forsker skal agere. Men problemet er meget lille i vore dage; der er f.eks. ingen nulforskere på mit institut.

Den geniale engelske kvantefysiker Paul Dirac hævdede i 1972, at fysikken havde udviklet sig til et “rotteræs”, om end blandt intelligente rotter. En anden fremragende naturforsker, geokemikeren Clair Patterson, advarede tilsvarende om den publikationsmani, der for ham at se stod i modsætning til videnskabelig kvalitet. “Den videnskabeligt arbejdende hjerne”, sagde han, “kan ikke producere og publicere egentligt værdifuldt arbejde mere end en gang om året”. Bohr var efter sin egen tids standarder en ganske produktiv forsker, men ikke efter moderne standarder, Der var år, hvor han som ung mand slet intet publicerede, hvilket næppe ville blive accepteret i dag. Han tillod sig den luksus at tænke.

Niels Bohrs æra er intet ideal som sådan; han begyndte sin karriere som professor på Københavns Universitet under kummerlige forhold. Men forskningsmidler kunne han få.

Når der oven i publikations- og karrierepres lægges det store og vedvarende arbejde med at søge midler til forskning og generelt den omfattende registrering og bureaukratisering af forskningsverdenen, har vi måske noget af forklaringen på, at vi ikke har frembragt en banebrydende forsker af Niels Bohrs kaliber. Da han som ung mand søgte Carlsbergfondet om midler til et forskningsophold i England, skete det i form af et brev på nogle få linjer. Han fik pengene.

Ved det møde, jeg i sidste uge deltog i i Madrid, diskuterede vi mulighederne for at søge om forskningsmidler inden for EUs nye Horizon-program. Vores forskernetværk kan kun dække rejser og overnatning, ikke f.eks. PhD-stipendier, postdoc-lønmidler, udstyr eller andre sædvanlige forskningsudgifter. Men selv om der sad ganske mange personer med banebrydende resultater og flere årtiers erfaring i bagagen, heriblandt adskillige professorer ved store gamle europæiske universiteter og en tidligere leder af et stort tysk forskningsinstitut, var holdningen nærmest opgivende. Forhindringerne virkede næsten uoverstigelige set i lyset af den lave succesrate på knap 20 procent, der typisk er.

Kampen om anerkendelse

db_bo_bojesen_05265

Hvad er vigtigst for en universitetslærer – undervisning eller forskning? Jeg holder af at undervise, og jeg er meget stolt af at være blevet udnævnt til at være årets underviser i 2013 – men jeg vil også gerne forske. Jeg holder også af at opdage nye sammenhænge og at beskrive dem. For mig er undervisning og forskning to sider af samme mønt.

Der findes forskere, der har haft stor succes med at skaffe eksterne bevillinger hjem til egne aktiviteter, har æresdoktorater, har modtaget ordner, har modtaget forskningspriser ved internationale konferencer og som følge deraf har fået hædersbevisninger for at skaffe deres institut omtale, gennem en årrække har haft mulighed for at særrekruttere studerende til særlige eliteprogrammer og for at placere dem i særlige PhD-forløb, er hædret som særligt hyppigt citerede forskere, sidder i forskningsråd og er frikøbt for undervisningsforpligtelser (og derfor konsekvent kan vælge de opgaver, de helst vil have) – og alligevel trods summen af al denne prestige (for én og samme person kan faktisk opnå alt dette) savner mere anerkendelse og større synlighed og flere muligheder. Egentlig er det vel lidt paradoksalt.

Nogle af disse forskere taler for at institutterne skal indføre målemekanismer, så det kan blive muligt at hædre dem, der opnår forskningsbevillinger og publicerer meget (og samtidig gøre det modsatte for dem, der ikke har samme succes). Det er helt klart et ønske, som man deler fra myndighedernes side.

Selvfølgelig er jeg da misundelig, for min egen situation er en noget anden. Jeg er med i to europæiske forskningsprojekter, men jeg har ikke selv en forskningsbevilling. Mine muligheder for “spræl” er begrænsede, og jeg har altid haft fuld undervisningsbelastning (ofte mere end det). Min undervisning bliver som regel positivt omtalt. Jeg publicerer vel det jeg skal, men jeg ville gerne have PhD-studerende og også af og til få min forskning omtalt også der hvor jeg selv er ansat. Mange ser mig primært som “ham der underviser”. På den måde er jeg ikke anderledes end dem, der har ridderkors og æresdoktorater. Formodentlig er det det samme, vi brænder for, nemlig for at udvikle vores fag.

Alt andet lige synes jeg at der er en asymmetri, der gør mig skeptisk over for de ønsker om yderligere måling af akademiske præstationer, der kommer fra mange sider. Man kan måle publikationer og eksterne forskningsbevillinger, og dette mål er et mål for kvalitet: jo flere publikationer og jo flere forskningsbevillinger, jo bedre en forsker er man. Man kan også måle undervisningsaktivitet, men antallet af timer man underviser er aldrig et mål for undervisningens kvalitet. Publikationer og forskningsbevillinger udløser midler helt direkte – deres værdi kan måles i kroner. Undervisning udløser også midler, nemlig “taksametertilskud” for hvert studenterårsværk. Men vi kan ikke nemt se, hvor mange studenterårsværk den enkelte underviser skaber. Man kunne sikkert finde på en snedig algoritme, men jeg er bestemt ikke sikker på at den vil føre til noget godt. Et andet problem er at registrering af egen aktivitet bliver en afledt aktivitet, og det er en aktivitet helt uden nogen akademisk prestige. Jeg ved at nogle af de personer, der gerne så at deres publikationsrate blev genstand for egen anerkendelse, allerede nu føler det besværligt at bruge tid på at indberette egne publikationer.

Det er ikke mit parti

maxresdefault
Ledende medlem af “Danskernes Parti” holder tale til tre blå stole.

Der er snart ikke længe til kommunalvalget, og det er formodentlig ikke tilfældigt at researchkollektivet Redox har udgivet en lang rapport om et af de mest ubehagelige fænomener i dansk politik (eller hvad vi nu skal kalde det), nemlig det såkaldte “Danskernes Parti”. Det er en grundig rapport, men også meget trist læsning. “Danskernes Parti” er stiftet af tidligere medlemmer af det danske nazistparti og plejer nære forbindelser til bl.a. det helt tilsvarende Svenskarnas Parti og til det tyske NPD. Det er tydeligt at man ligesom disse udenlandske pendanter vil prøve at fremstå som et demokratisk parti, men man skal ikke grave ret dybt for at opdage at det i virkeligheden er anderledes fat. Helt tilsvarende opdager man hurtigt, at holocaustbenægtelse, antisemitisme og racisme er helt centrale holdninger.

Jeg har opdaget at stifteren og lederen af denne nazistiske frontorganisation i Danmark er kæreste med (og har barn med) en kvinde, der har samme efternavn som mig. Der er dog heldigvis næppe nogen, der fejlagtigt vil forbinde en person med min baggrund og holdninger med “Danskernes Parti”.

“Danskernes Parti” stiller op til kommunalvalget rundt omkring i Danmark, og de ledende medlemmer prøver at slå sig op som et “konsekvent” alternativ til især Dansk Folkeparti. Det er endda lykkedes dem at komme til at deltage i debatarrangementer med mainstream-partier, bl.a. Venstres Ungdom og med en viceborgmester fra Det Radikale Venstre. Hele denne hvidvaskning af nazismen gør mig bekymret.

Det var trist at opdage at “Danskernes Parti” har en Facebook-side som 4063 brugere synes om  – og især blev jeg rigtig ked af at finde ud af at en af dem er ham, der var min nærmeste barndomsven i de første skoleår (og siden også Facebook-ven). Her kunne jeg vælge at slette ham fra vennelisten, men det ville nok blot sende ham dybere ned i mørket. Jeg har skrevet en besked til ham og spurgt om han er klar over hvad “Danskernes Parti” faktisk er. Jeg har ikke fået noget svar – endnu.

Noget om hensigt og virkning

sisyfos

Sokrates og Sisyfos mødtes i Fakta.

Sisyfos: Goddag Sokrates!
Sokrates: Og goddag til dig! Jeg kan se at du har købt en avis.
Sisyfos: Ja, der står noget om en politiker der har udtalt at det er vigtigt at forældrene bakker op om den danske folkeskole. Nu står der så at hun sender sine egne børn i privatskole, fordi hun gerne vil give sin børn en god skoletid. Det er dybt forkasteligt.
Sokrates: Hvorfor er det dybt forkasteligt?
Sisyfos: Fordi hun har anviser en bestemt handling, men ikke følger den selv. Når man gør det, er det hykleri.
Sokrates: Er det et stort problem, synes du?
Sisyfos: Ja, det gør jeg. Det man siger, man bør gøre, skal man også selv gøre. Det vigtigste princip af alle er at hykleri er forkert.
Sokrates: Så man skal altid gøre det, man siger man bør gøre?
Sisyfos: Ja. Ellers er det hykleri.
Sokrates: Der var en anden politiker, der også talte om at man skal bakke op om folkeskolen. Han lader sine børn gå i den lokale folkeskole. Var det forkasteligt?
Sisyfos: Tværtimod. Han gør det, han siger man bør gøre.
Sokrates: Jeg så et program i dansk tv om en kendt dansk fotograf, der ofte besøger USA. Han kender nogle amerikanere, der er medlem af Ku Klux Klan.
Sisyfos: Hvad er det? Er det et firma?
Sokrates: Nej, det er en slags forening. Ku Klux Klan er en forening af hvide amerikanere, som taler stærkt nedsættende om sorte amerikanere og andre mindretal og vil fratage dem deres borgerrettigheder. Nogle medlemmer af Ku Klux Klan har dræbt sorte amerikanere i deres hjem, og andre har skudt på fredelige demonstranter.
Sisyfos: Det lyder forfærdeligt.
Sokrates: Det er det også. Men fotografen opdagede at mange medlemmer af Ku Klux Klan faktisk har venner, der er sorte. De går på jagt sammen og deres børn spiller musik sammen.
Sisyfos: Det var vel nok godt.
Sokrates: Hvorfor er det godt?
Sisyfos: Det er godt at mange medlemmer af Ku Klux Klan faktisk ikke hader de sorte, sådan som de ellers siger at de gør.
Sokrates: Men når man ikke gør det man siger man bør gøre, er det hykleri.
Sisyfos: Ja, det er det vel.
Sokrates: Men du sagde før, at det Ku Klux Klan-medlemmerne faktisk gør, er godt.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: Hvordan kan dét hænge sammen?
Sisyfos: Hvis det man siger, man bør gøre, er en handling med dårlige konsekvenser, er det forkasteligt, hvis man faktisk udfører denne handling. Men det er til gengæld prisværdigt, hvis man ikke udfører handlingen.
Sokrates: Begår medlemmerne af Ku Klux Klan hykleri?
Sisyfos: På en måde gør det de vel.
Sokrates: Du har lige fået din familie til Danmark. Er dine børn så startet i en dansk skole?
Sisyfos: Nej da. Jeg har fundet en god græsksproget privatskole. Den er lidt dyr, men den er meget bedre end folkeskolen, efter hvad jeg kan se. Mine børn skal have nogle gode år i skolen. Jeg synes at det er det vigtigste.
Sokrates: Så du synes, at man bør sende sine børn i privatskole, hvis man synes at det er det vigtigste?
Sisyfos: Ja, det bør man.
Sokrates: Og du sender dine børn i privatskole. Så du er ikke hykler.
Sisyfos: Nej, det ved Zeus jeg da ikke er!
Sokrates: Og din handling har gode konsekvenser for dine børn?
Sisyfos: Ja, det har den.
Sokrates: Og det har dårlige konsekvenser at sende sine børn i folkeskole?
Sisyfos: Ja, det har det.
Sokrates: Der er også en politiker, der sender sine børn i privatskole. Har hendes handling gode konsekvenser for hendes børn?
Sisyfos: Ja, det har den da. Privatskoler er rigtig gode.
Sokrates: Politikeren gør det samme som dig. Men du sagde før, at det hun gør, er forkasteligt, mens det du selv gør er godt.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: For handlingen er hykleri?
Sisyfos: Ja, det er den.
Sokrates: Men egentlig er det jo en god handling, politikeren gør.
Sisyfos: Ja, det er det vel.
Sokrates: Du nævnte en anden politiker, der sender sine børn i folkeskole.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: Han handler korrekt, fordi han gør det, han siger man bør gøre.
Sisyfos: Ja, det gør han.
Sokrates: Men han sender sine børn i folkeskole. Du sagde før, at det er en handling, der har dårlige konsekvenser.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg.
Sokrates: Men det er ikke hykleri.
Sisyfos: Nej, det er det ikke.
Sokrates: Men vi har to handlinger her: Den ene er en handling, der er hykleri, men alligevel ikke er forkastelig. Og den anden er ikke hykleri, men er forkastelig.
Sisyfos: Ja.
Sokrates: Du sagde, at det vigtigste princip af alle er at hykleri er forkert.
Sisyfos: Ja, det gjorde jeg vel. Men nu er jeg virkelig i tvivl. Måske er det mere kompliceret end jeg troede.

Den bedste alder (eller: Finding Never-Never Land)

Wasenius_Ages_of_man_1831
Finsk træsnit fra 1831.

I går aftes var jeg til en fest arrangeret af ejerforeningen, hvor jeg bor. Der var en del pensionister, og én af dem kunne røbe at man får tilbud om at blive medlem af Ældresagen, når man fylder 50. Det var en oplysning, jeg havde det underligt med, for det bliver jeg jo snart. Jeg er midaldrende, og det ved alle.

Som alle andre begreber er dette at være midaldrende et begreb, mennesker har konstrueret. Det har ikke altid været der, selv om der altid har været mennesker af enhver mulig alder, og opfattelsen af menneskets aldre har ændret sig siden 1800-tallet. Prøv at se det finske træsnit ovenfor. Det erfra 1831, og på dét er 50-års-alderen en slags kulmination på menneskelivet – eller vel snarere på mandens liv. Jeg bemærker, at kvinderne findes som partnere og forsvinder, når manden når de 50. Dette er ikke et finsk fænomen; der er helt tilsvarende illustrationer fra samme periode fra Tyskland og fra USA.

I vore dages industrialiserede samfund er det i høj grad ungdommen, der ses som livets kulmination og som der, hvor alt det interessante sker. Herefter går det ned ad bakke. Det bedste, man kan gøre, er at søge at fremstå yngre end man er. Andre former for forstillelse er ikke nær så velsete. De artikler jeg har læst om at bluffe sig til at være en anden end den man er (rigere, mere belæst, af en anden etnicitet osv.), er som regel helt igennem satiriske.

I en tv-serie som Sex And The City skal hovedpersonerne fremstå som rige og smukke og seksuelt aktive og attraktive, og de arbejder hårdt på det. De er alle midaldrende, men skal fremstå unge. Det er helt igennem acceptabelt nu. Damerne fra denne tv-serie foretager hvad man med et engelsk begreb kalder down-aging. Er det pinligt? Er det det modsatte? Down-aging er under alle omstændigheder en følge af fokus på ungdommen som livets kulmination.

Den amerikanske forfatter og journalist Patricia Cohen har skrevet In Our Prime: The Invention Of Middle Age, en bog om hvordan begrebet “at være midaldrende” er opstået, og den vil jeg se at få læst. Nederst i dette indlæg har jeg et interview med Patricia Cohen, hvor hun fortæller om sin bog. (Jeg har også fundet et andet interview med hende, men med bedre lyd- og billedkvalitet.)

Interviewet er fyldt med guldkorn, og især synes jeg at den historiske oversigt over hvordan man har set på alder, er interessant. Hele det populære begreb “midtvejskrise” er faktisk forholdsvis nyt, og der er ikke belæg for at hævde at mange mennesker går igennem en sådan krise. Vi kan opleve kriser på mange tidspunkter i vores liv – når vi skal vælge en uddannelse eller et job, når vi skal forlade arbejdsmarkedet, når børnene flytter hjemmefra eller når vi mister vore forældre. Kriserne handler ikke så meget om en bestemt alder men om hvad der sker med os. Også begreberne flydende og krystalliseret intelligens (som jeg tidligere har skrevet lidt om) dukker op i interviewet.

Patricia Cohens opsummering af det at være midaldrende er intet mindre end fremragende:

Middle age is a ‘Never-Never Land’ — when you’re younger you never want to enter it and when you’re older you never want to leave it.

Hvad magten gør ved os

64745.strip.zoom

Mange af os kender mennesker, der engang var sympatiske, men opnåede en magtposition og efterhånden forandrede sig til ukendelighed. En tidligere kollega fik indflydelse og bruger nu tiden på at være ligeglad med andre. En idealistisk fagforeningsleder gik ind i politik og taler nu imod fagforeningerne. Osv. osv. Andre gange oplever vi det modsatte: at tidligere politikere nu tænker på en helt anden måde end de gjorde, da de var magtfulde. To meget interessante eksempler er de tidligere præsidenter Jimmy Carter og Mikhail Gorbatjov. De startede begge som idealister, der ville reformere det system, de var del af, havnede som præsidenter med alt hvad det indebar – og i deres alderdom er de begge blevet voldsomme kritikere af de supermagter, de engang var ledere af.

Hvorfor går det sådan? En af årsagerne kan være den forskel i ansvar, der er mellem at have magt og ikke at have magt. En anden mulighed er at magt korrumperer – ikke nødvendigvis i den forstand, at man som magthaver begynder at udøve korruption, men at den magtposition, man har fået, gør at man opfatter andre mennesker på en anden måde.

Sukhvinder Obhi, Jeremy Hogeveen og Michael Inzlicht fra Wilfrid Laurier University i Canada har publiceret resultaterne af en undersøgelse af hvordan magt påvirker menneskers mulighed for at “se andre” og derfor også deres muligheder for empati.

Det, Obhi et al. har gjort, er at måle hvordan forskellige oplevelser af magt påvirker et menneskes evne til at opfatte andre. Denne evne til at opfatte “Den Anden” viser sig i et netværk af regioner i hjernen, som kaldes motorresonans-systemet. Resultaterne tyder på at det er tilfældet at en magtposition mindsker den magtfulde persons evne til “se andre”. Her er et citat fra en omtale af artiklen hos National Public Radio (USAs reklamefrie radiostation):

“What we’re finding is power diminishes all varieties of empathy,” says Dacher Keltner, a social psychologist at University of California, Berkeley, not involved in the new study. He says these results fit a trend within psychological research.

“Whether you’re with a team at work [or] your family dinner, all of that hinges on how we adapt our behaviors to the behaviors of other people,” he says. “And power takes a bite out of that ability, which is too bad.”

The good news, Keltner says, is an emerging field of research that suggests powerful people who begin to forget their subordinates can be coached back to their compassionate selves.

Obhi, Hogeeen og Inzlicht skriver i konklusionen på deres artikel dette:

Indeed, anecdotes abound about the worker on the shop floor whose boss seems oblivious to his existence, or the junior sales associate whose regional manager never remembers her name and seems to look straight through her in meetings. Perhaps the pattern of activity within the motor resonance system that we observed in the present study can begin to explain how these occurrences take place and, more generally, can shed light on the tendency for the powerful to neglect the powerless, and the tendency for the powerless to expend effort in understanding the powerful.

Hvis vi ikke har tænkt på det tidligere, bør dette gøre os yderligere opmærksomme på problemerne ved at lade de samme mennesker have de samme magtpositioner gennem lang tid – det ender med at gå ud over dem, de har magt over, men også over dem selv.

De har jo selv valgt det (?)

hjemvendte

I denne uge er der en kronik af Ole Olesen-Bagneux i Information. Det er en kronik, jeg har det lidt underligt med. Man kan meget let læse artiklen som et angreb på dem, der har deltaget i danske styrker under væbnede konflikter:

Nu siger jeg det, som mange sikkert har tænkt, men som ingen tilsyneladende tør sige: Soldaterne er selv ude om det. Har de pådraget sig skader, er det deres egen skyld. De har selv valgt krigen, aktivt og frit. Modsat deres amerikanske kolleger er ingen danskere taget af sted med det formål at få et dansk statsborgerskab. Modsat amerikanerne gør de det heller ikke for at få adgang til højere uddannelse eller komme ud af fattigdom og elendighed. De danske soldater er udelukkende taget afsted, fordi de som rationelle, selvstændigt tænkende mennesker har besluttet sig for, at de vil i krig.

Sådan læste jeg den også først selv, og hvis den læses på denne måde, fremstår Olesen-Bagneuxs artikel urimelig. Jeg har tidligere her på bloggen talt for at også hjemvendte soldater, der har fået fysiske eller psykiske mén (typisk PTSD), skal have den nødvendige behandling. Der er da også kommet en del negative reaktioner i Informations debatforum fra tidligere danske soldater og politifolk, der har været udsendt til væbnede konflikter. Jeg forstår godt deres reaktioner. Og hvis man er ude for en arbejdsulykke som murer, skulle man umiddelbart ifølge ovenstående ræsonnement selv være ude om det, for man kunne jo bare have valgt en anden profession!

Men det, artiklen så vidt jeg kan se egentlig vil påpege (men efter min mening skjuler alt for godt), er at mange borgerlige politikere (men ikke kun borgerlige politikere!) ytrer følgende to holdninger.

  1. Hvis man selv er skyld i sin situation, bør man ikke modtage sociale ydelser (herunder behandlingstilbud). Kun borgere, der uden at ville det, har fået sociale problemer, bør tage imod sociale ydelser.
  2. Der skal være gode sociale ydelser (herunder behandlingstilbud) for danske krigsveteraner.

Den første af disse påstande er blevet fremført hyppigt inden for de senere år; bedst kendt er nok udtalelserne fra Joachim B. Olsen, men også inden for diskussioner af asylpolitik har man hørt tilsvarende argumenter – her især i sagerne om asylansøgere, der i mange år har siddet i danske asylcentre. Den anden holdning fremføres for tiden af især de Konservative, der ønsker at der skal oprettes en særlig Veteranstyrelse. (Interessant nok har Hærens Konstabel- og Korporalforening faktisk udtrykt skepsis over for ideen om en Veteranstyrelse.)

Hvis kronikken i Information har en berettigelse, må det være at påpege et paradoks, som de to holdninger ovenfor er udtryk for. Paradokset består i at de danske krigsveteraner i et vist omfang selv har været medvirkende til deres egen situation, da de er professionelle soldater eller (specielt for FN-missioners vedkommende) politifolk, men samtidig klart omtales positivt af de pågældende politikere.

Det interessante er diskussionen af hvilken rolle den enkeltes ansvar spiller i socialpolitisk sammenhæng. Borgerlige politikeres forklaringsmodel for sociale problemer er typisk at opfatte sociale problemer som enten en slags “uforklarlige naturfænomener” eller som selvforskyldte.

De tilskadekomne soldater og politifolks problemer er da heller ikke rent selvforskyldte; de er også i høj grad en konsekvens af en række politiske beslutninger inden for de seneste 20 år om at udsende styrker til væbnede konflikter. Ikke alle disse beslutninger er lige ukontroversielle. Jeg synes selv slet ikke om beslutningerne om dansk militær deltagelse i Irak og Afghanistan.

Derfor rører diskussionen af Olesen-Bagneuxs kronik ved flere temmelig forskellige, men relaterede problemer. For det første er der diskussionen af Danmarks engagement i væbnede konflikter. For det andet er der udviklingen i dansk socialpolitik. Og for det tredje er der spørgsmålet om hvilke bevæggrunde man som dansker kan have til at ville deltage på dansk side i en væbnet konflikt. I modsætning til et land som USA har Danmark ikke traditionelt haft den militære karriere som en mulighed, der især tiltrak mennesker, der på grund af deres sociale status ikke havde gode muligheder for at gøre civil karriere. Om dette er under forandring herhjemme, må jeg indrømme at jeg ikke ved.