“Oh, what a fool I have been…”

Jeg har netop ved et tilfælde opdaget at den amerikanske sanger og sangskriver Jason Molina døde i lørdags. Molina var manden bag alt-country-bandet Magnolia Electric Co. der i 2009 lavede albummet Josephine, som jeg var meget begejstret for. Men han var også alkoholiker, og det var det, der tog livet af ham.

I 2011 skrev hans ven Henry Owings et trist og meget sigende indlæg på sin blog.

About a year ago, it became abundantly aware to me what was going on. Jason is an addict.

It weighed heavy on me. I’d call his bandmates and mutual friends to get to the bottom of “what’s up with Jason.” It appears that his drinking had caught up with him in monumental fashion. Rehab in England. Getting arrested. Drinking. Being flown back to the states by friends in Chicago so they could keep an eye on him.

It was then (about six months ago) that the calls from Jason became…..just…..desperate. Without knowing that he was even in Chicago (he was still using his UK phone), I’d get disjointed calls. He’d sing new songs to me. He’d cry. He’d pass out. He’d laugh. He’d remember some stupid random story about us singing a song together on stage in Virginia. More crying. Dead air. Drifting. And again, this wasn’t the JMo I knew. It bothered me then as it does now.

Det er svært ikke at høre sangen ovenfor som en slags farvel og en slags selverkendelse. Det triste er at kun den, der har misbrugsproblemet, selv kan redde sig. Jason Molinas familie prøvede, og de prøvede vedholdende. Men det lykkedes ikke. (Det hjalp sikkert heller ikke, at Jason Molina som mange andre i USA ikke havde nogen privat sygeforsikring.)

Men kan det betale sig?

betalesig

Tim Knudsen, der indtil for nylig var professor i statskundskab på Københavns Universitet, bliver interviewet i Politiken i dag. Han siger bl.a.

»Da jeg studerede, var der relativt mange unge fra LO-arbejderhjem på uddannelsen, som opfattede det at læse på studiet som et personligt dannelsesprojekt. De engagerede sig i emner som social ulighed, fagbevægelsen, den tredje verden osv. De var aktive i bevægelser. Det ser jeg ikke meget af mere. De studerende har en langt mere instrumentel, kalkulerende ’hvad er der i det for mig’-tilgang til studiet’«.

Jeg tror ikke, de studerende på statskundskab er værre end os andre. I vores samfund er får vi stadigt at vide, at vi først og fremmeste skal tænke på hvad der kan betale sig. Og vi regner med at andre også altid tænker på samme måde.

I dagens kronik i Information skriver Anissi Thorndal Ghazaleh og Jens Jonatan Steen:

Disse eksempler ser vi for eksempel, når regeringen gentager, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Her bliver arbejde framet som et individuelt og frit valg, som den enkelte træffer på baggrund af økonomisk motivation. ’Betale sig’ implicerer, at den enkelte kan sidde og regne ud, om det mon kan betale sig at arbejde.

Det indikerer dermed også, at dem, som er arbejdsløse, er det, fordi de har valgt det selv – fordi de fandt, at det ikke kunne betale sig.

Man ignorerer således strukturelle faktorer som tilgængelighed af job – og man ignorerer, at mennesker ikke udelukkende arbejder på grund af økonomiske incitamenter.

Men der hvor de bedste menneskelige egenskaber træder frem, er netop ofte der hvor vi gør noget selv om det ikke kan betale sig. Tænk på hvordan vi handler over for dem, vi kender – det er så godt som altid tilfældet, at vores adfærd over for venner og familie ikke kan betale sig ud fra en økonomisk betragtning. Eller tænk på de mennesker, der redder et afkræftet dyr, de finder tilfældigt – det kan ikke betale sig ud fra en økonomisk betragtning. Men de gør det alligevel. Eller tænk på alle dem, der sidder og udvikler løs på Linux uden at få noget for det. De gør det alligevel.

I politiske diskussioner er det som om et andet værdisæt træder frem end det værdisæt, vi har i hverdagen. Mange politikere taler og ræsonnerer ud fra det udgangspunkt, at vore handlinger først og fremmest skal vurderes på om de kan betale sig og ud fra at alle handler ud fra hvad der kan betale sig. Samtidig hører man tit økonomien omtalt med en “hverdagsmetafor”. I kronikken fra Information giver forfatterne dette eksempel:

Gennem metaforer sammenlignes og sidestilles samfundsøkonomi med privatøkonomi, som for eksempel hos statsministeren i årets nytårstale: »Vi skal have styr på vores fælles husholdningskasse.«

Men dette begreb homo oeconomicus som politikerne anvender, er i inden for de senere kommet under kritik. Det underlige (og triste) er at store dele af det politiske spektrum efterhånden ser ud til at abonnere på det.

Film for mænd

Shoot Em Up movie poster onesheet

Der findes et begreb i biografbranchen – en “Aalborg-film”. Det er sådan en film med to biljagter og nogle nøgenscener (med nøgne kvinder). Måske kunne man også kalde dem noget andet. Jeg har nemlig lagt mærke til at en bestemt tv-kanal nu på WWW og i tv-spots reklamerer med Film for mænd. Min spontane tanke var at det er vist ikke noget for mig.

Kanalen byder på hårdtslående næver, vilde biljagter og lækre babes, og der er action-garanti, når Hollywood-stjerner som Bruce Willis og Clint Eastwood deler øretæver ud. Glæd dig til klassefilm som The Departed med storspillende Jack Nicholson, Leonardo Di Caprio og Matt Damon i de bærende roller. Oplev Gerard Butler i den bloddryppende storfilm 300, og glæd dig også til titler som Troy, 51 State og Zodiac, når 6’eren sender actionfilm til mænd i 2011.

Og ja, jeg kan godt lide nogle af de film, der kan karakteriseres som action-film. Som alle andre genrer har den sine gode og dårlige repræsentanter. Den eneste af ovennævnte film, jeg har set, er 300 – og den var originalt filmet, gennemført visuelt tænkt og lige så gennemført forskruet i sin gengivelse af slaget ved Thermopylæ: Heltene fremstilles som 110% heteroseksuelle (hvad antikkens græske mænd fra overklassen langt fra altid var i virkeligheden!) og handlekraftige (hvad de bestemt heller ikke altid var i virkeligheden dengang), mens skurkene, dvs. perserne, fremstilles som 110% inkompetente (underligt at så inkompetente mennesker kunne frembringe en stormagt som Perserriget, ikke?) småfeminine mænd (det skal jeg ikke kunne sige om de var, men i i denne genre er den slags aldrig en ros).

Hvorfor skal jeg egentlig se “film for mænd”? Jeg tror forresten ikke engang at alle Clint Eastwoods film er “film for mænd”. Jeg synes i øvrigt at Film for kvinder, undskyld, Tøsefilm, er en lige så underlig størrelse. Det, der ærgrer mig er de køns-stereotyper, der bliver luftet mere og mere åbenlyst i disse år.

En artikel i Slate beskriver en undersøgelse foretaget af tre canadiske psykologer af reklamer i “mandeblade” af enhver slags. Det handler i høj grad om samfundsklasser.

They counted up the ads that depict men as violent, calloused, tough, dangerous, and sexually aggressive—what the researchers call “hyper-masculine”—then indexed them with the magazine’s target demographics. Hyper-masculine images, the researchers found, are more likely to be sold to adolescents, who find higher “peer group support” for manly-man behaviors. They’re also sold to working-class men, who are “embedded in enduring social and economic structures in which they experience powerlessness and lack of access to resources” like political power, social respect, and wealth, and so turn to more widely accessible measures of masculine worth—like “physical strength and aggression.”

Begreberne Film for mænd og Film for kvinder er i virkeligheden i høj grad rettet mod mennesker, der føler sig magtesløse og er med til at fortælle os alle sammen at vi skal kende vores plads og vores kønsroller.

Fordi vi holder af dem

nsa

Der var mange, der udtrykte deres store sorg og store beundring, da Mærsk McKinney-Møller døde. Samtidig er der i store dele af det politiske spektrum tale om en noget mere negativ holdning til borgere med lav indtægt. Dette gælder i særdeleshed kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse; her tales der om at det skal kunne betale sig at arbejde, og nogle politikere taler åbenlyst om at disse grupper bruger “andre folks penge”. I andre sammenhænge er det til gengæld ikke de arbejdsløse, men de lavtlønnede, der bliver kritiseret for at have for høj en indtægt. Nogle af de meget rige deltager bl.a. aktivt i denne kritik af lavindkomstgrupperne.

Tidligere i år gav Niels Smedegaard Andersen i et interview i Berlingske således udtryk for at de lavtlønnede skal længere ned i løn.

»Det skal være muligt for flere at komme ind på arbejdsmarkedet, og det forudsætter blandt andet, at virksomheder kan tiltrække og ansætte folk til en lavere løn, så vi kan beholde produktion i Danmark. Ikke alle har høje uddannelser eller er velkvalificerede til mere avancerede job, og med de lønninger, vi betaler i Danmark, er der nogle, som ikke er konkurrencedygtige med indere, tyskere eller svenskere. Derfor forsvinder job ud af landet,« siger Nils Smedegaard.

Mærsk offentliggør ikke hvor meget deres direktører tjener, men Niels Smedegaard Andersen tjener formodentlig 18 millioner kroner om året.

Overenskomsten for butiksområdet siger at man som ufaglært butiksmedarbejder uden anciennitet tjener 17.013 kroner om måneden. Dette giver 204.156 kroner om året. Direktøren for Mærsk tjener på ét år dermed langt mere end den ufaglærte butiksarbejder vil gøre i hele sit samlede arbejdsliv – og faktisk også omtrent lige så meget som hvad jeg selv vil opnå at tjene i mit samlede arbejdsliv, hvis jeg går på pension som 67-årig. Og min løn er da ikke dårlig.

Dette kan let komme til at fremstå som simpel misundelse fra min side, men det er ikke det, der ligger bag. Jeg tvivler ikke på at Niels Smedegaard Andersen har en hel del at se til. Det, der er interessant at overveje er hvordan alle vi, der hverken er rige eller har en meget lav indkomst, ser på de rigeste og ser på dem, der har en lav indkomst.

Er Niels Smedegaard Andersens høje løn således udtryk for at han arbejder 88 gange så hårdt som en ufaglært butiksarbejder? Er en årsindtægt på 18 millioner nødvendig for at have et godt liv? Jeg er formodentlig begrænset af min egen horisont – jeg tænker som en lønarbejder. Hvis jeg pludselig tjente 18 millioner kroner, ville jeg nemlig afdrage mit boliglån og få renoveret vores hus. Bagefter ved jeg faktisk ikke, hvad jeg ville gøre – sikkert bare fortsætte som nu.

Jeg har altid følt at det var påfaldende, at det forsvar for de rigeste, som ofte høres, er blevet så udbredt, at det begynder at ligne en konsensus. Blandt andet husker jeg et indlæg i Politiken, hvor en folkepensionist (som pointerede, at hun altid stemte på Socialdemokraterne) brugte en hel kronik på at forsvare de rige.

…fordi de knokler og i forvejen betaler kassen til de af os andre, der ikke har været lige så dygtige, arbejdsomme, flittige og heldige.

I virkeligheden har mange af dem, der forsvarer de rigeste og har en negativ holdning til lavindkomstgrupperne imidlertid selv en baggrund som lønarbejdere, der er langt tættere på den ufaglærte arbejder end på direktøren fra Mærsk. Samtidig er det endda langt mere sandsynligt at de, der forsvarer de rigeste, kender andre, der er ufaglærte arbejdere end at de kender folk, der er meget rige.

Lav din egen konkurrenceevne

hvidtflag

Der er en tilsyneladende kedelig, men faktisk meget interessant artikel i Information om nyliberalismen. Anledningen er at den østrigske økonomi Gabriele Michalitsch den 16. marts skal tale i København under overskriften Power and Truth: Forming Neoliberal Subjects ved TransformDenmarks konference Alternatives to Growth. Michalitsch er blandt dem, der i høj grad har leveret en kritisk vinkel på hvad nyliberalismen gør ved bl.a. de europæiske samfund.

Nyliberalismen, som den viser sig i den offentlige forvaltning, betjener sig i høj grad af incitamentstrukturer og af kontrol af effektivitet. Incitamentet i den offentlige virkelighed kommer fra konkurrence mellem dele af det offentlige system og mellem det offentlige og det private. Gymnasierne er blevet selvejende institutioner under staten, og universiteternes basismidler fordeles i konkurrence og som en slags supplement til de eksterne forskningsmidler, der er i konkurrence. Dokumentations- og registreringskravene for offentligt ansatte (fra hjemmehjælpernes stregkoder til akademikernes indberetningspligt) er del af kontrollen. Taxameterprincippet på uddannelserne er en kombination af incitament og kontrol.

Vi taler om de midler vi får og den anerkendelse, vi får, hvis det lykkes for os at klare os i konkurrencen. Til gengæld internaliserer vi vore egne nederlag, for for det store flertal af os er de store sejre i den permanente konkurrence en undtagelse. Alle er efterhånden vænnet til at tænke på konkurrencen som et livsvilkår. Det gælder også mig. Jeg ender uvilkårligt med at ærgre mig over at andre publicerer mere end jeg gør og har flere forskningsmidler end jeg har.

Det besnærende ved denne måde at vurdere på er at den beskæftiger sig med det målbare og netop fordi det er tilfældet, kommer konkurrencen til at fremstå som “objektiv” og neutral. David Budtz Pedersen fra Aarhus Universitet siger i Information dette:

»Man kunne kalde det økonomisme, en reduktion af samfundslivet til ren økonomi. Da der ikke længere er reel kappestrid mellem kommunisme og liberalisme, vokser der en konsensus frem om økonomi som noget, man rationelt kan styre samfundet gennem uden at skænke samfundets moralske habitus, menneskets dannelse eller de sociale relationer en nævneværdig tanke,« …

I Information er der i dag et interessant interview med fire gymnasieelever, og her bliver det meget tydeligt at de unge allerede er godt i gang med netop dét at internalisere. Her er et lille uddrag, der viser dette med stor tydelighed.

– Og hvad er I så bange for?

Ditte Perge: »At det ikke lykkes.«
Sofie Thomsen: »Ja.«
Rasmus Rohde: »Ja, at det bliver helt anderledes og skuffende.«
Sidsel Frida Andersen: »Og at jeg aldrig kommer til at kunne beslutte mig. At tvivlen fortsætter, og man sidder fast.«

– Hvem skal redde jer fra det her?

Rasmus Rohde: »Det er 100 procent mig selv. Det er problemet.«
Sofie Thomsen: »Det er et megastort pres.«
Ditte Perge: »Virkelig meget.«
Sidsel Frida Andersen: »Det fylder virkelig meget for mig, fordi vi konstant bliver konfronteret med det. Vi er blevet spurgt i skolen af lærere og med skemaer, af vores forældre, og medierne er fyldt med frygtelige scenarier, hvis man ikke lige ved, hvad man vil.«

Vi er endt med at tænke over alt det, vi skal kæmpe om i stedet for at tænke over alt det, bør kæmpe for. Og vi tænker mere og mere på hvad vi er værd i konkurrencen (vores egen personlige konkurrenceevne) end hvad vi er værd som mennesker. Det gør jeg også, og det er jeg faktisk rigtig træt af at jeg gør.

Hvis nogen reagerer på dette indlæg ved at tænke eller skrive “Jamen så indse det dog; det gælder først og fremmest om at klare sig i konkurrencen – sådan er verden!”, er det derfor ikke et modargument, men en bekræftelse af min påstand.