Små millioner og store milliarder

20130512-163213.jpg

Der var ikke mange betænkeligheder hos de partier, der vedtog vækstpakken, ved at fjerne sodavandsafgiften. Det ser noget anderledes ud når det drejer sig om at forkorte genoptjeningsperioden for dagpenge.

I en kort oversigtsartikel fra Jyllands-Posten den 21. april i år står der (med Finansministeriet som kilde):

Halvdelen af afgiften på sodavand afskaffes fra 1. juli 2013, når danskerne skal på sommerferie. Afgiften fjernes helt fra 1. januar 2014. Det koster i alt 630 millioner kroner.

I en ny artikel fra Politiken i denne uge står der at en halvering af genoptjeningskravet

…koster halv milliard

Det er bemærkelsesværdigt at se hvordan beløb af samme størrelsesorden tydeligvis bliver angivet forskelligt alt efter hvilken alvor beløbet skal tillægges. En halv milliard lyder mere dramatisk end et beløb på “kun” 630 millioner. Bægeret går fra at være halvt fyldt (med sodavand) til at være halvtomt.

Anden gang som farce

tomt

Der er et berømt citat af Karl Marx:

Hegel bemerkte irgendwo, daß alle großen weltgeschichtlichen Tatsachen und Personen sich sozusagen zweimal ereignen. Er hat vergessen, hinzuzufügen: das eine Mal als Tragödie, das andere Mal als Farce.

Det stammer fra Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte, der var Karl Marx’s reaktion på Louis Bonapartes statskup i 1855. Det er et godt citat på flere måder – det siger noget om Hegel, som var Marx’ store filosofiske inspirationskilde, men egentlig gør Marx vel også lidt grin med Hegels tanke om altings genkomst. Og så er det vel rammende for mange historiske tilfælde af “beslutsomhed” – de, der griber ind, vil gerne fremstå som helte, men kan let ende med at være det modsatte.

Citatet passer således også godt på det, der skete i dag i lærerkonflikten, nemlig det lovindgreb, alle har ventet på.

På andre tidspunkter har der været optræk til storkonflikt, og det er enkelte gange sket at konflikten brød ud. Da har der været forhandlinger og forligsinstitutionen har udarbejdet en forligsskitse, som ingen kunne tiltræde. Lovindgrebet har da bestået i at forligsskitsen blev gjort til lov. Dette er vel den tragiske udgave.

Denne gang er det imidlertid tydeligt, at der er tale om en farce. For det første var det slet ikke nogen forligsskitse; det er i sig selv usædvanligt. For det andet er der en del der tyder på, at hele forløbet fremstår som en skinmanøvre fra statens og kommunernes side. Webstedet meretidsammen.dk fremførte Kommunernes Landsforenings synspunkter, og det er del i en nøje planlagt strategi. Hos DK Hostmaster kan man se at KL købte domænet meretidsammen.dk allerede den 18. december 2012. Og Folketingets ombudsmand hæfter sig ved den arbejdsgruppe, der har undersøgt lærernes arbejdstid.

Men set udefra forekommer det overraskende, at arbejdsgruppen ikke har brugt dokumenterne til at forberede forhandlingerne om overenskomst, når det var selve formålet med gruppens arbejde«, siger Jørgen Steen Sørensen til politiken.dk.

Alle de partier, der taler for indgrebet, kommer nu til at fremstå som frelsere. Konflikten er kørt præcis så længe, at alle er trætte af den. Forældrene har længe været trætte af lockouten. Også DLF beder nu om et indgreb, vel vidende hvad det vil føre med sig. Og lovindgrebet er timet, så Folketinget skal indkaldes i bededagsferien – hvor Enhedslisten holder landsmøde!

Også oppositionspartierne kan fremstå som frelsere; de taler for indgrebet, men har også lavet små ændringsforslag undervejs og kan på denne måde hævde at have forståelse for lærerne og tale for forældrenes interesser. Det er samtidig tydeligt, at oppositionspartierne ville have gjort det samme, havde de været i regering. Det for tiden meget populære parti Venstre har gennem en række år haft sådanne planer. DR Nyheder skrev for nylig

I 2006 erklærede Lars Løkke Rasmussen i interviewbogen Løkkeland, at skolelærernes lønsystem var dårligt skruet sammen, fordi lærerne bliver belønnet for opgaver, hvor de ikke står bag katederet, men bruger tid på administration.

Men Danmarks Lærerforening har forhindret, at systemet laves om, og modspillet mod lærerne har, sagde Løkke i bogen, ikke været stort og stærkt nok. Endnu.

– Den økonomiressource, der er til dig som lærer, er skruet sådan sammen, at hvis du gør noget mere, honoreres du med at skulle undervise noget mindre…

Samtidig har det populære parti talt for andre former for styring bl.a. i form af at gøre folkeskolerne til pseudo-selvejende institutioner, som det allerede er sket med gymnasier og videregående uddannelser – og at indføre et taxameterprincip, som det allerede er sket for gymnasier og videregående uddannelser.

Dansk Folkeparti er på den anden side ved at træde ind i rollen som en slags allierede med Danmarks Lærerforening – når man tænker på dette partis bastante udtalelser om folkeskolen i mange andre sammenhænge, er det højst overraskende og viser vel mest af alt dét partis opportunisme og tæft for samme.

Og som i alle andre farcer er virkemidlerne bastante, og det er bestemt ikke altid alle, der morer sig lige meget. Den rigtige taber i hele dette spil, den tragiske skikkelse i farcen, er den danske folkeskole, der nu i lang tid vil være præget af utilfredse lærere og en dårlig stemning. Forhandlingsklimaet ved kommende forhandlinger tør jeg ikke gisne om. Jeg håber selvfølgelig at folkeskolen bliver bedre, sådan som regeringen og KL længe har hævdet, men jeg må tilstå at jeg tvivler.

Angsten for at fejle

tired-student

Jeg har sidste år skrevet om procrastination, dette at udskyde en arbejdsopgave til allersidste øjeblik (eller længere end det). Selv kender jeg alt for godt dette problem. For nylig blev jeg omsider færdig med en artikel, som i lang tid havde eksisteret som en stub på lidt over 5 sider med sætninger, der var formodninger (eller måske hensigtserklæringer). Det, der fik mig til at gøre artiklen færdig og få lavet alle de lange, bøvlede induktionsbeviser, var i virkeligheden interesse fra en kollega i udlandet, der ville høre hvornår min artikel var færdig.

Og jeg husker desværre en trist og træls oplevelse for år tilbage, hvor en studerende jeg var vejleder for på et af de sene semestre, konsekvent aflyste sine vejledermøder med mig. Det lykkedes mig aldrig at få et vejledermøde med ham, og jeg var sur og skuffet. I dag kan jeg se, at der formodentlig var tale om deep procrastination, et begreb som den amerikanske forfatter Cal Newport skriver om, en særligt grel udgave af udsættelse på ubestemt tid:

…a sinister variation of this trait that causes students to lose the will to start any work. As I’ve argued, deep procrastination afflicts students who are suffering though hard course loads without a strong sense of why. In other words, deep procrastination can be seen as a rejection of a plan, but this time the plan is on a larger scale:  your grand narrative for why you’re at college and how it will help you live a good life.

 

This perspective also helps us cope with procrastination beyond graduation. Why do we delay on ambitious projects that could change our life for the better? The common explanation from the blogosphere is because we’re afraid of failure and lack courage.

Og her kommer jeg til at tænke på at der er unge, der aldrig kommer i gang med en uddannelse eller aldrig får et længerevarende job, og det kan der være mange grunde til. Og der er mennesker, der senere i livet ikke kommer ud af den tilværelse, de er åbenlyst utilfredse med. Det er min påstand at dette problem også i hvert fald i nogle tilfælde dækker over deep procrastination, at der er tale om samme “tavse protest” mod en plan, man forventes at følge.

I de tilfælde, hvor det ikke er magelighed, men angsten for at fejle og manglen på mod, der fører til at man udsætter og udsætter, er det slet ikke oplagt at de “motivationsfremmende strategier”, der i de seneste årtier er blevet anvendt i politik, vil virke. Når jeg ser på Cal Newports råd mod deep procrastination, er det ikke fratagelse af resurser eller en form for tvangsaktivering, der er tale om. Rådene handler tværtimod om at finde eller genfinde en motivation og et formål med livsplanen, at finde ud af hvad der er det gode liv.

Og når der er tale om at en sådan angst for at fejle og en mangel på mod, der ligger bag at man ikke kommer videre, er det vigtigt at finde ud af hvad der er årsagen til det.

Det sure med det søde?

sodavand

Jeg kan godt lide sodavand, men så godt kan jeg nu heller ikke lide dem. Den nye såkaldte vækstpakke, som regeringen og oppositionen er på vej til at blive enige om, fjerner afgiften på sodavand og rummer derudover nogle beslutninger som har en tydelig social slagside.

Især hæfter jeg mig ved den nye uddannelsesydelse til alle unge under 30 år. Det underlige er at denne ydelse, der skal erstatte kontanthjælpen for denne gruppe af borgere, lanceres som værende “på linje med SU”. Men uddannelsessøgende har en lang række begunstigende økonomiske muligheder, som kontanthjælpsmodtagere ikke har. Her tænker jeg på bl.a. uddannelseskort til offentlig transport, et antal rabatordninger og muligheden for lavtforrentede studielån. Det interessante ved forslaget er desuden, at det vil ramme også de borgere under 30 år, der allerede har en uddannelse, men nu falder ud af dagpengesystemet. Der kan næppe være tale om et incitament til uddannelse for denne gruppe.

Ideen med at give unge under en bestemt alder en ydelse af størrelse som SU stammer fra et forslag fremsat i 2012 af det meget populære parti, der hedder Venstre. Ifølge Politiken sagde Leif Lahn Jensen fra Socialdemokraterne tilbage i februar 2012 til dette forslag:

Vi tror ikke på, at folk kommer i arbejde, bare fordi man tager pengene fra dem. Mange har det i forvejen svært i de her tider, hvor det ikke er til at få et arbejde. Hvad skulle det så hjælpe at tage pengene fra dem? Man skal hellere give dem den rette uddannelse. Det er den vej, vi vil køre. Det er en afvisning. Vi har lige forhøjet nogle af de allerlaveste ydelser, fordi vi ikke mener, at det er vejen frem at gøre folk fattigere.

For et år siden var det “de her tider, hvor det ikke er til at få et arbejde”. Hvilke tider er det nu?

Og lad mig så vende tilbage til sodavandene. De Samvirkende Købmænd (der ikke bryder sig om grænsehandelen) har lavet en rapport om grænsehandelens omfang, og hvis man betragter den, kan man faktisk på rapportens side 2 se at der ikke er sket ret store udsving i grænsehandelen med sodavand (eller øl) siden 2008. Og ifølge DR Nyheder er grænsehandelen faktisk for nedadgående:

  • Opgjort i 2012-niveau skønnes danskernes samlede grænsehandel i udlandet i 2011 at udgøre 9,6 mia. kr.
  • Mens den samlede grænsehandel i 2010 skønnes at udgøre 12,1 mia. kr.
  • Til sammenligning var den samlede grænsehandel i 2009 13,7 mia. kr., mens grænsehandlen, da den toppede i 2005, var 15,6 mia. kr.
  • Den samlede danske grænsehandel i udlandet skønnes i 2011 at udgøre ca. 1,1 pct. af det private forbrug.

Hvorfor er grænsehandelen så overhovedet det rigtige sted at sætte ind?

Farvel, Maggie

thatcher

Jeg burde kunne sige noget positivt om Margaret Thatcher, men selv ved denne lejlighed er det svært. (Og nej, jeg plejer ikke at bringe manipulerede fotos her. Men i dag gør jeg en undtagelse.)

Det positive skulle måske være, at hun selv troede på at det, hun gjorde, var godt. På denne måde var Margaret Thatcher en slags idealist. Men hun var med til at cementere de sociale uligheder i Storbritannien og hendes kombination af krig, nedskæringer og privatiseringer udført med en aldrig svigtende arrogance var meget svær at holde af. Jeg boede i Skotland i 1988-1991 og så resultaterne med egne øjne. Til sidst var selv hendes egne partifæller trætte af hende; de fik hende ryddet af vejen og fortsatte så ellers med den samme usympatiske politik.

Margaret Thatcher bragte nyliberalismen ind i varmen med dens “objektive” løsninger, dens kombination af privatisering og central kontrol og dens postulat om at samfundet ikke findes (et berømt/berygtet citat fra et interview fra 1987, jeg tidligere har citeret her)

…and who is society? There is no such thing! There are individual men and women…

Når samfundet ikke findes, er alle problemer individuelle og din egen skyld.

Nu er Margaret Thatcher heller ikke mere.

Hvordan man taler om De Andre

scrounger2 scrounger1

Storbritannien har på mange måder været et foregangsland inden for nyliberalistisk politik – mange af de politiske tiltag, vi har set i Danmark siden 1990’erne, ligner en variant af britisk politik. Det, der sker i Storbritannien lige nu, er den konservativt-liberale regerings nedskæringspolitik som reaktion på den økonomiske krise, og det er ligesom så ofte før et interessant sammenligningsgrundlag. I The New Statesman kan man læse en artikel af Ian Mulheirn om nedskæringerne på sociale ydelser, og hvordan denne politik begrundes af den britiske regering.

In its effort to save money on the working age welfare bill, the government has used some bold imagery. The Chancellor is fond of saying, “where is the fairness…for the shift-worker, leaving home in the dark hours of the early morning, who looks up at the closed blinds of their next-door neighbour sleeping off a life on benefits?” And the Prime Minister has talked of the benefits bill “sky-rocketing” while “generations languish on the dole and dependency”. The benefit scrounger is the bogeyman of British politics, stalking the corridors of Westminster.

Det, der slår mig er at ordvalget i forbløffende grad ligner det, daværende skatteminister Thor Möger Pedersen anvendte i foromtalen af sidste års skattereform i en kronik i Berlingske og som han senere blev kendt for:

Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt.

Danmark hænger kun sammen, fordi vi hver især trækker vores del af læsset.

Jeg forstår udmærket den frustration, der rejste sig i kølvandet på to politikeres besøg hos kontanthjælpsmodtageren Carina, og som en ufaglært kontorbetjent fra København gav udtryk for i Berlingske: »Jeg står op hver dag, og jeg gør en indsats hver dag. Man kunne næste ønske sig at blive bistandsklient.«

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at der er en fælles fortælling i de to citater, det danske fra en SF-politiker og det britiske fra en konservativ politiker: De arbejdende arbejder, selv om det ikke “kan betale sig” og selv om løn og arbejdsforhold er dårlige, mens de, der ikke arbejder, ikke arbejder, fordi det “ikke kan betale sig”, fordi de sociale ydelser er så gode. I begge tilfælde placeres ansvaret helt entydigt hos den enkelte borger. Men nogle påfaldende data fra det britiske arbejds- og pensionsministerium fortæller en noget anden historie end historien om “den beregnende arbejdsløse”, der udnytter de sociale ydelser:

Into this rhetorical maelstrom, was last week released a fascinating – and little noticed – piece of research by the Department for Work and Pensions on the benefit histories of dole recipients.

The analysis looks at the benefit claims history, going back four years, of people who made a claim for unemployment benefit in 2010-11. For a sample group of 32-33 year olds who claimed Jobseeker’s Allowance (JSA) in 2010-11, 40 per cent of them had not made a claim before in that period. Sixty three per cent had spent no more than six months of the previous four years on JSA. And almost four out of five claimants had spent at least three quarters of the past four years off the dole.

Det bekymrer mig, at diskussionen af sociale ydelser kan finde sted på trods af systematisk indsamlede data som dem, der er nævnt ovenfor, og at anekdotiske fortællinger kombineret med udbredte fordomme kommer til at fylde så meget i den politiske debat. Og det bekymrer mig, at de sociale ydelser nu ofte omtales med en sprogbrug, som om der er tale om en sanktion, en mangel, man skal opleve fordi man “vælger ikke at arbejde”.

Skat på soveværelser

room-measuring bedroom tax da

Den konservativt-liberale britiske regering indfører nu en bedroom tax, der vil ramme alle husstande, der har et uudnyttet værelse. Den britiske National Housing Association har en side om denne skat; den vil ramme et meget stort antal husstande med lav indkomst, herunder alle der, har et gæsteværelse eller et værelse, som ikke-hjemmeboende børn bruger, når de er på besøg ­­ – eller fraskilte forældre, der har børnene boende på skift.

Hele sagen om bedroom tax minder forbløffende meget om den berygtede poll tax, der sidst i 1980’erner havde en tilsvarende social slagside ­- dengang skulle alle over 18 år i en husstand betale samme beløb i kommuneskat, uanset indkomstgrundlag.

Hele sagen viser et syn på lavindkomstgrupper og på fattigdom, som man også kender fra Danmark. En række britiske trossamfund har publiceret en fælles rapport, der fokuserer på socialpolitikken i Storbritannien og det negative syn på lavindkomstgrupper. I The Guardians omtale kan man læse dette:

Paul Morrison, public issues policy adviser at the Methodist church, said the churches were concerned that the benefit cuts were “a symptom of an understanding of people in poverty in the United Kingdom that is just wrong”.

Speaking to the BBC, Morrison said: “It is an understanding of people that they somehow deserve their poverty, that they are somehow ‘lesser’, that they are not valued. The churches believe that they are valued and we believe that they should be treated much more fairly than they are being.”

Også herhjemme er der organisationer, der udfordrer det efterhånden bredt accepterede billede af fattigdom som selvforskyldt, men desværre hører man ikke så meget til dem.

Folkeskolereformer her – og der

ecolepublique

Mens vi venter på lockout og alt hvad deraf følger, er vi vidne til endnu en opslidende diskussion af forholdene i den danske folkeskole. Men også andre steder i Europa har regeringerne store planer. Det gælder således i Frankrig, og også her er der optræk til konflikt. I januar kunne man således i de franske medier læse dette (af hensyn til mine mindre frankofone læsere gengiver jeg her en udgave på engelsk fra France 24)

A majority of primary schools were closed on Tuesday in the French capital, as angry Paris-region teachers went on strike to protest against President François Hollande’s first major reform to the country’s school system.

The measure, which calls for reducing the amount of class time during the school day and adding an additional half-day on Wednesday, would go into effect in September 2013. In the current system, French primary schools operate on a four-day schedule, with no classes on Wednesday.

Striking teachers say the reform does nothing to improve the quality of education for children, and will simply force teachers to spend more time at the workplace with no compensation.

Det interessante her er at franske folkeskoleelever i modsætning til de danske vil få kortere skoledage, men som man kan se af ovenstående, til gengæld skal gå i skole om onsdagen – det har de hidtil ikke gjort. Om onsdagen har franske børn så typisk dyrket deres fritidsinteresser.

Jeg tør ikke påberåbe mig en særlig indsigt i folkeskolepædagogik (det tør regeringspolitikere til gengæld gerne), så jeg kan ikke udelukke, at en ændret skoledag måske ville kunne være til gavn og glæde for i hvert fald nogle skoleelever, men det er helt tydeligt at hverken det danske eller det franske forslag tilfører ekstra resurser, der skal muliggøre de forandringer, der er tiltænkt. Det er vel også derfor reaktionerne Danmark og Frankrig er så ens, selv om reformerne går i hver sin retning: Lærerne oplever, at der bliver handlet hen over hovedet på dem og at de ikke bliver taget alvorligt.

For en sikkerheds skyld: Jeg har ingen grund til at tro at det herhjemme utroligt populære parti Venstre ville lægge en linje, der viste større indsigt i eller forståelse for forholdene i folkeskolen. Også under den foregående regering skete der en række pludselige tiltag over for folkeskolen og læreruddannelserne, der tilsyneladende mest havde til hensigt at vise “handlekraft” – her tænker jeg bl.a. på de nationale tests.

En uskyldig bemærkning?

donglegate

Der har for nylig været en træls sag i USA, hvor IT-konsulenten Adria Richards til en konference for Python-udviklere hørte to mandlige deltagere komme med nogle bemærkninger med seksuelle under- og overtoner. Adria Richards kommenterede dette sig på Twitter og viste et billede af de to mænd. Mændene blev kort tid efter fyret. Og Adria Richards blev fyret. Kort sagt: Alle tabte.

Alice Warwick fra Fordham University har en kronik om denne sag i Wired. Hun skriver

Rather than attempting to discern whether Richards was in the right or the wrong, I’ve been thinking about why the issue blew up and what it reveals. Because it’s far from the first time this kind of thing has happened. The Richards incident and resulting backlash not only reveals the lack of diversity and presence of misogyny in tech culture, but the myth of meritocracy and the growing belief in “misandry” online.

De næste linjer er de mest ubehagelige; de får mig til at tænke på den ubehagelige sag om den unge canadiske blogger Anita Sarkeesian, som jeg tidligere har skrevet om her.

Regardless of the nuances of the incident, the fact remains that Richards faced a gargantuan backlash that included death threats, rape threats, a flood of racist and sexually violent speech, a DDOS attack on her employer — and a photoshopped picture of a naked, bound, decapitated woman. The use of mob justice to punish women who advocate feminist ideals is nothing new, but why does this happen so regularly when women criticize the tech industry? Just stating that the tech industry has a sexism problem — something that’s supported by reams of scholarly evidence — riles up the trolls.

Alice Warwick har fat i noget vigtigt her. Jeg kender bestemt mange, der ikke hader feminister og faktisk taler positivt om ligestilling. Men den modsatte holdning findes også. Derfor må IT-branchen og datalogi-miljøerne, der i stort omfang leverer kandidater til den del af IT-branchen, der beskæftiger sig med udvikling af software, må tænke over hvad det er for en kultur, der findes her. I går skrev jeg om strutte-tendenserne, der er en negativ side af kulturen inden for datalogi og inden for IT-branchen. De mere åbenlyst ubehagelige tendenser er der også, og når de kan findes, hænger det i høj grad sammen med benægtelse. Warwick skriver:

Yet the myth of equality persists, since the technology industry considers itself a meritocracy where the “good” ones — for example, talented engineers and programmers — will rise to the top regardless of nationality, background, race, or gender. When considering the dismal numbers of women (as well as African-American and Latino men) in tech, the meritocratic presumption is that these minorities aren’t good at or interested in technology; otherwise, there would be more of them.

Som i mange andre sammenhænge i samfundet, hvor der er uligheder, kan vi nemlig være tilbøjelige til at ikke at ville tro på at ulighederne findes – eller at de er helt selvforskyldte. (Tænk på hvordan der somme tider tales om fattigdom i Danmark.) Vi vil gerne have at alle har lige muligheder. Et bedre ideal vil være at arbejde for at alle rent faktisk har lige muligheder.

Struttende nørder

strut

Judy Robertson, der er lektor i datalogi på Heriot-Watt University i Edinburgh, spekulerer som så mange andre af os på hvorfor der efterhånden er så få kvinder, der studerer datalogi. Hun tager på sin blog fat i et kulturelt fænomen, som også jeg har tænkt over. Hun kalder det for nerdy strutting.

What is nerdy strutting? Garvin-Doxas and Barker (2004) refer to “strutting” as a style of interaction where people show off their knowledge by asking questions carefully designed to demonstrate that they know a lot about the topic, and quite possibly that they know more than everyone else around them. The problem with this in a learning situation is that students who lack confidence assume that they are the only person who doesn’t understand, and quickly feel even more demoralised. An example might be of a student interrupting the lecturer with a fake question of the sort, “But wouldn’t it be better to use a function to do X?” I say fake question, because the strutter knows the answer already but is merely trying to show that they know this advanced concept which has not yet been covered. Or if another student gives an answer, a strutter might say “But wouldn’t it be more elegant to do X?” Garvin-Doxas and Barker studied computer science classrooms, and found that often female students were put off by male strutters.

Det er ikke kun i undervisningen og til workshops for studerende, der bliver struttet. Det sker bestemt også til egentlige akademiske konferencer. Det opdager man som regel i spørgetiden efter et foredrag. Her er der typisk fire bevæggrunde til at spørge:

  1. Den spørgende vil stille et forståelsesspørgsmål.
  2. Den spørgende har fået en idé.
  3. Den spørgende vil gøre forsamlingen (og foredragsholderen) opmærksom på sit eget arbejde.
  4. Den spørgende vil strutte.

Og der er vældig meget strutteri, især når nogle opfatter forsamlingen som en samling potentielle konkurrenter.

Jeg kan huske en amerikaner, der var PhD-studerende i Edinburgh samtidig med mig (hun begyndte året før). Hun var helt utroligt træt af nogle af sine britiske medstuderende, der før deres PhD-forløb havde studeret i Cambridge og aldrig forsømte en lejlighed til at strutte – f.eks. kunne de igen og igen finde på at nævne udvalgsaksiomet, når de sammen prøvede at lave en opgave, hvor man skulle vælge en værdi.

Min amerikanske kollega giftede sig med sin flegmatiske engelske kæreste, og i dag er hun professor i USA. De allerfleste af dem fra Cambridge, der struttede så ivrigt og gerne, havnede uden for den akademiske verden.

Min fornemmelse er at hele strutte-mentaliteten er en kombination af et fokus på konkurrence, en adfærd, der især er blevet udviklet i mandesammenhænge og at det virker til at mange kvinder har mindre tiltro til egne evner end mange mænd har. I den artikel af Garvin-Doxas og Barker som Judy Robertson henviser til, står der at

Research finds that women often have lower confidence in their abilities than men do (e.g., Lundeberg et al [1994]; Sax [1995]). For example, women often feel they are failing or not good at something even when their grades are equal to or higher than those of men.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg var i Rom til møde og workshop i weekenden. Jeg var blandt dem, der skulle præsentere et oplæg til ét af de fire forskningsområder, vi arbejder med. Der havde inden da været en del usikkerhed om hvordan vi bedst kunne afholde vores oplæg. Men den eneste, der så vidt jeg ved diskuterede sit oplæg med nogen af de andre oplægsholdere, var en meget velrenommeret kvindelig kollega med knap 30 års erfaring, der skulle holde et oplæg om sit område. Hun kom hen og spurgte mig om hvad jeg syntes om det oplæg, hun havde planlagt. Jeg kunne straks se af hendes noter og slides at hendes oplæg var særdeles velstruktureret og fangede essensen utroligt godt. På den ene side var jeg glad for at hun havde tiltro til mig (hun er i det hele taget en utroligt rar person), og jeg var samtidig glad for at få en mulighed for at tale med nogen om mit eget oplæg. På den anden side spekulerede jeg bagefter over hvorfor jeg selv ikke valgte at spørge andre – jeg havde jo også været i tvivl.

Struttede jeg så dagen efter? Jeg håber det ikke.