Skat på soveværelser

room-measuring bedroom tax da

Den konservativt-liberale britiske regering indfører nu en bedroom tax, der vil ramme alle husstande, der har et uudnyttet værelse. Den britiske National Housing Association har en side om denne skat; den vil ramme et meget stort antal husstande med lav indkomst, herunder alle der, har et gæsteværelse eller et værelse, som ikke-hjemmeboende børn bruger, når de er på besøg ­­ – eller fraskilte forældre, der har børnene boende på skift.

Hele sagen om bedroom tax minder forbløffende meget om den berygtede poll tax, der sidst i 1980’erner havde en tilsvarende social slagside ­- dengang skulle alle over 18 år i en husstand betale samme beløb i kommuneskat, uanset indkomstgrundlag.

Hele sagen viser et syn på lavindkomstgrupper og på fattigdom, som man også kender fra Danmark. En række britiske trossamfund har publiceret en fælles rapport, der fokuserer på socialpolitikken i Storbritannien og det negative syn på lavindkomstgrupper. I The Guardians omtale kan man læse dette:

Paul Morrison, public issues policy adviser at the Methodist church, said the churches were concerned that the benefit cuts were “a symptom of an understanding of people in poverty in the United Kingdom that is just wrong”.

Speaking to the BBC, Morrison said: “It is an understanding of people that they somehow deserve their poverty, that they are somehow ‘lesser’, that they are not valued. The churches believe that they are valued and we believe that they should be treated much more fairly than they are being.”

Også herhjemme er der organisationer, der udfordrer det efterhånden bredt accepterede billede af fattigdom som selvforskyldt, men desværre hører man ikke så meget til dem.

Folkeskolereformer her – og der

ecolepublique

Mens vi venter på lockout og alt hvad deraf følger, er vi vidne til endnu en opslidende diskussion af forholdene i den danske folkeskole. Men også andre steder i Europa har regeringerne store planer. Det gælder således i Frankrig, og også her er der optræk til konflikt. I januar kunne man således i de franske medier læse dette (af hensyn til mine mindre frankofone læsere gengiver jeg her en udgave på engelsk fra France 24)

A majority of primary schools were closed on Tuesday in the French capital, as angry Paris-region teachers went on strike to protest against President François Hollande’s first major reform to the country’s school system.

The measure, which calls for reducing the amount of class time during the school day and adding an additional half-day on Wednesday, would go into effect in September 2013. In the current system, French primary schools operate on a four-day schedule, with no classes on Wednesday.

Striking teachers say the reform does nothing to improve the quality of education for children, and will simply force teachers to spend more time at the workplace with no compensation.

Det interessante her er at franske folkeskoleelever i modsætning til de danske vil få kortere skoledage, men som man kan se af ovenstående, til gengæld skal gå i skole om onsdagen – det har de hidtil ikke gjort. Om onsdagen har franske børn så typisk dyrket deres fritidsinteresser.

Jeg tør ikke påberåbe mig en særlig indsigt i folkeskolepædagogik (det tør regeringspolitikere til gengæld gerne), så jeg kan ikke udelukke, at en ændret skoledag måske ville kunne være til gavn og glæde for i hvert fald nogle skoleelever, men det er helt tydeligt at hverken det danske eller det franske forslag tilfører ekstra resurser, der skal muliggøre de forandringer, der er tiltænkt. Det er vel også derfor reaktionerne Danmark og Frankrig er så ens, selv om reformerne går i hver sin retning: Lærerne oplever, at der bliver handlet hen over hovedet på dem og at de ikke bliver taget alvorligt.

For en sikkerheds skyld: Jeg har ingen grund til at tro at det herhjemme utroligt populære parti Venstre ville lægge en linje, der viste større indsigt i eller forståelse for forholdene i folkeskolen. Også under den foregående regering skete der en række pludselige tiltag over for folkeskolen og læreruddannelserne, der tilsyneladende mest havde til hensigt at vise “handlekraft” – her tænker jeg bl.a. på de nationale tests.

En uskyldig bemærkning?

donglegate

Der har for nylig været en træls sag i USA, hvor IT-konsulenten Adria Richards til en konference for Python-udviklere hørte to mandlige deltagere komme med nogle bemærkninger med seksuelle under- og overtoner. Adria Richards kommenterede dette sig på Twitter og viste et billede af de to mænd. Mændene blev kort tid efter fyret. Og Adria Richards blev fyret. Kort sagt: Alle tabte.

Alice Warwick fra Fordham University har en kronik om denne sag i Wired. Hun skriver

Rather than attempting to discern whether Richards was in the right or the wrong, I’ve been thinking about why the issue blew up and what it reveals. Because it’s far from the first time this kind of thing has happened. The Richards incident and resulting backlash not only reveals the lack of diversity and presence of misogyny in tech culture, but the myth of meritocracy and the growing belief in “misandry” online.

De næste linjer er de mest ubehagelige; de får mig til at tænke på den ubehagelige sag om den unge canadiske blogger Anita Sarkeesian, som jeg tidligere har skrevet om her.

Regardless of the nuances of the incident, the fact remains that Richards faced a gargantuan backlash that included death threats, rape threats, a flood of racist and sexually violent speech, a DDOS attack on her employer — and a photoshopped picture of a naked, bound, decapitated woman. The use of mob justice to punish women who advocate feminist ideals is nothing new, but why does this happen so regularly when women criticize the tech industry? Just stating that the tech industry has a sexism problem — something that’s supported by reams of scholarly evidence — riles up the trolls.

Alice Warwick har fat i noget vigtigt her. Jeg kender bestemt mange, der ikke hader feminister og faktisk taler positivt om ligestilling. Men den modsatte holdning findes også. Derfor må IT-branchen og datalogi-miljøerne, der i stort omfang leverer kandidater til den del af IT-branchen, der beskæftiger sig med udvikling af software, må tænke over hvad det er for en kultur, der findes her. I går skrev jeg om strutte-tendenserne, der er en negativ side af kulturen inden for datalogi og inden for IT-branchen. De mere åbenlyst ubehagelige tendenser er der også, og når de kan findes, hænger det i høj grad sammen med benægtelse. Warwick skriver:

Yet the myth of equality persists, since the technology industry considers itself a meritocracy where the “good” ones — for example, talented engineers and programmers — will rise to the top regardless of nationality, background, race, or gender. When considering the dismal numbers of women (as well as African-American and Latino men) in tech, the meritocratic presumption is that these minorities aren’t good at or interested in technology; otherwise, there would be more of them.

Som i mange andre sammenhænge i samfundet, hvor der er uligheder, kan vi nemlig være tilbøjelige til at ikke at ville tro på at ulighederne findes – eller at de er helt selvforskyldte. (Tænk på hvordan der somme tider tales om fattigdom i Danmark.) Vi vil gerne have at alle har lige muligheder. Et bedre ideal vil være at arbejde for at alle rent faktisk har lige muligheder.

Struttende nørder

strut

Judy Robertson, der er lektor i datalogi på Heriot-Watt University i Edinburgh, spekulerer som så mange andre af os på hvorfor der efterhånden er så få kvinder, der studerer datalogi. Hun tager på sin blog fat i et kulturelt fænomen, som også jeg har tænkt over. Hun kalder det for nerdy strutting.

What is nerdy strutting? Garvin-Doxas and Barker (2004) refer to “strutting” as a style of interaction where people show off their knowledge by asking questions carefully designed to demonstrate that they know a lot about the topic, and quite possibly that they know more than everyone else around them. The problem with this in a learning situation is that students who lack confidence assume that they are the only person who doesn’t understand, and quickly feel even more demoralised. An example might be of a student interrupting the lecturer with a fake question of the sort, “But wouldn’t it be better to use a function to do X?” I say fake question, because the strutter knows the answer already but is merely trying to show that they know this advanced concept which has not yet been covered. Or if another student gives an answer, a strutter might say “But wouldn’t it be more elegant to do X?” Garvin-Doxas and Barker studied computer science classrooms, and found that often female students were put off by male strutters.

Det er ikke kun i undervisningen og til workshops for studerende, der bliver struttet. Det sker bestemt også til egentlige akademiske konferencer. Det opdager man som regel i spørgetiden efter et foredrag. Her er der typisk fire bevæggrunde til at spørge:

  1. Den spørgende vil stille et forståelsesspørgsmål.
  2. Den spørgende har fået en idé.
  3. Den spørgende vil gøre forsamlingen (og foredragsholderen) opmærksom på sit eget arbejde.
  4. Den spørgende vil strutte.

Og der er vældig meget strutteri, især når nogle opfatter forsamlingen som en samling potentielle konkurrenter.

Jeg kan huske en amerikaner, der var PhD-studerende i Edinburgh samtidig med mig (hun begyndte året før). Hun var helt utroligt træt af nogle af sine britiske medstuderende, der før deres PhD-forløb havde studeret i Cambridge og aldrig forsømte en lejlighed til at strutte – f.eks. kunne de igen og igen finde på at nævne udvalgsaksiomet, når de sammen prøvede at lave en opgave, hvor man skulle vælge en værdi.

Min amerikanske kollega giftede sig med sin flegmatiske engelske kæreste, og i dag er hun professor i USA. De allerfleste af dem fra Cambridge, der struttede så ivrigt og gerne, havnede uden for den akademiske verden.

Min fornemmelse er at hele strutte-mentaliteten er en kombination af et fokus på konkurrence, en adfærd, der især er blevet udviklet i mandesammenhænge og at det virker til at mange kvinder har mindre tiltro til egne evner end mange mænd har. I den artikel af Garvin-Doxas og Barker som Judy Robertson henviser til, står der at

Research finds that women often have lower confidence in their abilities than men do (e.g., Lundeberg et al [1994]; Sax [1995]). For example, women often feel they are failing or not good at something even when their grades are equal to or higher than those of men.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg var i Rom til møde og workshop i weekenden. Jeg var blandt dem, der skulle præsentere et oplæg til ét af de fire forskningsområder, vi arbejder med. Der havde inden da været en del usikkerhed om hvordan vi bedst kunne afholde vores oplæg. Men den eneste, der så vidt jeg ved diskuterede sit oplæg med nogen af de andre oplægsholdere, var en meget velrenommeret kvindelig kollega med knap 30 års erfaring, der skulle holde et oplæg om sit område. Hun kom hen og spurgte mig om hvad jeg syntes om det oplæg, hun havde planlagt. Jeg kunne straks se af hendes noter og slides at hendes oplæg var særdeles velstruktureret og fangede essensen utroligt godt. På den ene side var jeg glad for at hun havde tiltro til mig (hun er i det hele taget en utroligt rar person), og jeg var samtidig glad for at få en mulighed for at tale med nogen om mit eget oplæg. På den anden side spekulerede jeg bagefter over hvorfor jeg selv ikke valgte at spørge andre – jeg havde jo også været i tvivl.

Struttede jeg så dagen efter? Jeg håber det ikke.

Underskudslignende

aau-cph
Aalborg Universitets nye lokaler i København

En af de triste udviklinger, der er sket på Aalborg Universitet, er at vi lige nu har et trecifret millionunderskud på budgettet – omkring 100 millioner kroner i 2012. Dette fik vi at vide af ledelsen for tre uger siden. Underskuddet skyldes ikke ét forhold, men mange. Hovedparten af underskuddet findes på det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, og mange af årsagerne findes også her. Blandt problemerne er

  • At Aalborg Universitet er flyttet ind i nye lokaler i Københavns Sydhavn; det har medført større ekstraomkostninger end man regnede med.
  • At nogle institutter har problemer med deres eget budget.
  • At vi ikke har fået tilstrækkeligt høje STÅ-indtægter (fra studerendes gennemførelse af aktiviteter inden for et givet år); prognoserne har været for optimistiske.
  • At der er kommet 11% flere studerende med alt hvad det kræver af ekstraudgifter.
  • At finanslovbevillinger er blevet flyttet væk fra universitetsområdet; også her har prognoserne været ukorrekte.

På Institut for datalogi har vi ikke været årsag til underskuddet, men ligesom alle andre skal vi spare. Overalt er der ansættelsesstop. På nogle institutter er der for tiden afskedigelser. Netop dét kommer formodentlig ikke på tale på mit institut, men også her er stemningen trykket.

Bagsiderne ved at skulle være en pseudo-selvejende institution under staten, ved at skulle konkurrere med andre universiteter (hvorfor ellers etablere sig i København hvor der allerede er flere universiteter?) og ved det konkurrence/præstationsbaserede bevillingsprincip, herunder taxameterprincippet, træder tydeligt frem.

“Oh, what a fool I have been…”

Jeg har netop ved et tilfælde opdaget at den amerikanske sanger og sangskriver Jason Molina døde i lørdags. Molina var manden bag alt-country-bandet Magnolia Electric Co. der i 2009 lavede albummet Josephine, som jeg var meget begejstret for. Men han var også alkoholiker, og det var det, der tog livet af ham.

I 2011 skrev hans ven Henry Owings et trist og meget sigende indlæg på sin blog.

About a year ago, it became abundantly aware to me what was going on. Jason is an addict.

It weighed heavy on me. I’d call his bandmates and mutual friends to get to the bottom of “what’s up with Jason.” It appears that his drinking had caught up with him in monumental fashion. Rehab in England. Getting arrested. Drinking. Being flown back to the states by friends in Chicago so they could keep an eye on him.

It was then (about six months ago) that the calls from Jason became…..just…..desperate. Without knowing that he was even in Chicago (he was still using his UK phone), I’d get disjointed calls. He’d sing new songs to me. He’d cry. He’d pass out. He’d laugh. He’d remember some stupid random story about us singing a song together on stage in Virginia. More crying. Dead air. Drifting. And again, this wasn’t the JMo I knew. It bothered me then as it does now.

Det er svært ikke at høre sangen ovenfor som en slags farvel og en slags selverkendelse. Det triste er at kun den, der har misbrugsproblemet, selv kan redde sig. Jason Molinas familie prøvede, og de prøvede vedholdende. Men det lykkedes ikke. (Det hjalp sikkert heller ikke, at Jason Molina som mange andre i USA ikke havde nogen privat sygeforsikring.)

Men kan det betale sig?

betalesig

Tim Knudsen, der indtil for nylig var professor i statskundskab på Københavns Universitet, bliver interviewet i Politiken i dag. Han siger bl.a.

»Da jeg studerede, var der relativt mange unge fra LO-arbejderhjem på uddannelsen, som opfattede det at læse på studiet som et personligt dannelsesprojekt. De engagerede sig i emner som social ulighed, fagbevægelsen, den tredje verden osv. De var aktive i bevægelser. Det ser jeg ikke meget af mere. De studerende har en langt mere instrumentel, kalkulerende ’hvad er der i det for mig’-tilgang til studiet’«.

Jeg tror ikke, de studerende på statskundskab er værre end os andre. I vores samfund er får vi stadigt at vide, at vi først og fremmeste skal tænke på hvad der kan betale sig. Og vi regner med at andre også altid tænker på samme måde.

I dagens kronik i Information skriver Anissi Thorndal Ghazaleh og Jens Jonatan Steen:

Disse eksempler ser vi for eksempel, når regeringen gentager, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Her bliver arbejde framet som et individuelt og frit valg, som den enkelte træffer på baggrund af økonomisk motivation. ’Betale sig’ implicerer, at den enkelte kan sidde og regne ud, om det mon kan betale sig at arbejde.

Det indikerer dermed også, at dem, som er arbejdsløse, er det, fordi de har valgt det selv – fordi de fandt, at det ikke kunne betale sig.

Man ignorerer således strukturelle faktorer som tilgængelighed af job – og man ignorerer, at mennesker ikke udelukkende arbejder på grund af økonomiske incitamenter.

Men der hvor de bedste menneskelige egenskaber træder frem, er netop ofte der hvor vi gør noget selv om det ikke kan betale sig. Tænk på hvordan vi handler over for dem, vi kender – det er så godt som altid tilfældet, at vores adfærd over for venner og familie ikke kan betale sig ud fra en økonomisk betragtning. Eller tænk på de mennesker, der redder et afkræftet dyr, de finder tilfældigt – det kan ikke betale sig ud fra en økonomisk betragtning. Men de gør det alligevel. Eller tænk på alle dem, der sidder og udvikler løs på Linux uden at få noget for det. De gør det alligevel.

I politiske diskussioner er det som om et andet værdisæt træder frem end det værdisæt, vi har i hverdagen. Mange politikere taler og ræsonnerer ud fra det udgangspunkt, at vore handlinger først og fremmest skal vurderes på om de kan betale sig og ud fra at alle handler ud fra hvad der kan betale sig. Samtidig hører man tit økonomien omtalt med en “hverdagsmetafor”. I kronikken fra Information giver forfatterne dette eksempel:

Gennem metaforer sammenlignes og sidestilles samfundsøkonomi med privatøkonomi, som for eksempel hos statsministeren i årets nytårstale: »Vi skal have styr på vores fælles husholdningskasse.«

Men dette begreb homo oeconomicus som politikerne anvender, er i inden for de senere kommet under kritik. Det underlige (og triste) er at store dele af det politiske spektrum efterhånden ser ud til at abonnere på det.

Film for mænd

Shoot Em Up movie poster onesheet

Der findes et begreb i biografbranchen – en “Aalborg-film”. Det er sådan en film med to biljagter og nogle nøgenscener (med nøgne kvinder). Måske kunne man også kalde dem noget andet. Jeg har nemlig lagt mærke til at en bestemt tv-kanal nu på WWW og i tv-spots reklamerer med Film for mænd. Min spontane tanke var at det er vist ikke noget for mig.

Kanalen byder på hårdtslående næver, vilde biljagter og lækre babes, og der er action-garanti, når Hollywood-stjerner som Bruce Willis og Clint Eastwood deler øretæver ud. Glæd dig til klassefilm som The Departed med storspillende Jack Nicholson, Leonardo Di Caprio og Matt Damon i de bærende roller. Oplev Gerard Butler i den bloddryppende storfilm 300, og glæd dig også til titler som Troy, 51 State og Zodiac, når 6’eren sender actionfilm til mænd i 2011.

Og ja, jeg kan godt lide nogle af de film, der kan karakteriseres som action-film. Som alle andre genrer har den sine gode og dårlige repræsentanter. Den eneste af ovennævnte film, jeg har set, er 300 – og den var originalt filmet, gennemført visuelt tænkt og lige så gennemført forskruet i sin gengivelse af slaget ved Thermopylæ: Heltene fremstilles som 110% heteroseksuelle (hvad antikkens græske mænd fra overklassen langt fra altid var i virkeligheden!) og handlekraftige (hvad de bestemt heller ikke altid var i virkeligheden dengang), mens skurkene, dvs. perserne, fremstilles som 110% inkompetente (underligt at så inkompetente mennesker kunne frembringe en stormagt som Perserriget, ikke?) småfeminine mænd (det skal jeg ikke kunne sige om de var, men i i denne genre er den slags aldrig en ros).

Hvorfor skal jeg egentlig se “film for mænd”? Jeg tror forresten ikke engang at alle Clint Eastwoods film er “film for mænd”. Jeg synes i øvrigt at Film for kvinder, undskyld, Tøsefilm, er en lige så underlig størrelse. Det, der ærgrer mig er de køns-stereotyper, der bliver luftet mere og mere åbenlyst i disse år.

En artikel i Slate beskriver en undersøgelse foretaget af tre canadiske psykologer af reklamer i “mandeblade” af enhver slags. Det handler i høj grad om samfundsklasser.

They counted up the ads that depict men as violent, calloused, tough, dangerous, and sexually aggressive—what the researchers call “hyper-masculine”—then indexed them with the magazine’s target demographics. Hyper-masculine images, the researchers found, are more likely to be sold to adolescents, who find higher “peer group support” for manly-man behaviors. They’re also sold to working-class men, who are “embedded in enduring social and economic structures in which they experience powerlessness and lack of access to resources” like political power, social respect, and wealth, and so turn to more widely accessible measures of masculine worth—like “physical strength and aggression.”

Begreberne Film for mænd og Film for kvinder er i virkeligheden i høj grad rettet mod mennesker, der føler sig magtesløse og er med til at fortælle os alle sammen at vi skal kende vores plads og vores kønsroller.

Fordi vi holder af dem

nsa

Der var mange, der udtrykte deres store sorg og store beundring, da Mærsk McKinney-Møller døde. Samtidig er der i store dele af det politiske spektrum tale om en noget mere negativ holdning til borgere med lav indtægt. Dette gælder i særdeleshed kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse; her tales der om at det skal kunne betale sig at arbejde, og nogle politikere taler åbenlyst om at disse grupper bruger “andre folks penge”. I andre sammenhænge er det til gengæld ikke de arbejdsløse, men de lavtlønnede, der bliver kritiseret for at have for høj en indtægt. Nogle af de meget rige deltager bl.a. aktivt i denne kritik af lavindkomstgrupperne.

Tidligere i år gav Niels Smedegaard Andersen i et interview i Berlingske således udtryk for at de lavtlønnede skal længere ned i løn.

»Det skal være muligt for flere at komme ind på arbejdsmarkedet, og det forudsætter blandt andet, at virksomheder kan tiltrække og ansætte folk til en lavere løn, så vi kan beholde produktion i Danmark. Ikke alle har høje uddannelser eller er velkvalificerede til mere avancerede job, og med de lønninger, vi betaler i Danmark, er der nogle, som ikke er konkurrencedygtige med indere, tyskere eller svenskere. Derfor forsvinder job ud af landet,« siger Nils Smedegaard.

Mærsk offentliggør ikke hvor meget deres direktører tjener, men Niels Smedegaard Andersen tjener formodentlig 18 millioner kroner om året.

Overenskomsten for butiksområdet siger at man som ufaglært butiksmedarbejder uden anciennitet tjener 17.013 kroner om måneden. Dette giver 204.156 kroner om året. Direktøren for Mærsk tjener på ét år dermed langt mere end den ufaglærte butiksarbejder vil gøre i hele sit samlede arbejdsliv – og faktisk også omtrent lige så meget som hvad jeg selv vil opnå at tjene i mit samlede arbejdsliv, hvis jeg går på pension som 67-årig. Og min løn er da ikke dårlig.

Dette kan let komme til at fremstå som simpel misundelse fra min side, men det er ikke det, der ligger bag. Jeg tvivler ikke på at Niels Smedegaard Andersen har en hel del at se til. Det, der er interessant at overveje er hvordan alle vi, der hverken er rige eller har en meget lav indkomst, ser på de rigeste og ser på dem, der har en lav indkomst.

Er Niels Smedegaard Andersens høje løn således udtryk for at han arbejder 88 gange så hårdt som en ufaglært butiksarbejder? Er en årsindtægt på 18 millioner nødvendig for at have et godt liv? Jeg er formodentlig begrænset af min egen horisont – jeg tænker som en lønarbejder. Hvis jeg pludselig tjente 18 millioner kroner, ville jeg nemlig afdrage mit boliglån og få renoveret vores hus. Bagefter ved jeg faktisk ikke, hvad jeg ville gøre – sikkert bare fortsætte som nu.

Jeg har altid følt at det var påfaldende, at det forsvar for de rigeste, som ofte høres, er blevet så udbredt, at det begynder at ligne en konsensus. Blandt andet husker jeg et indlæg i Politiken, hvor en folkepensionist (som pointerede, at hun altid stemte på Socialdemokraterne) brugte en hel kronik på at forsvare de rige.

…fordi de knokler og i forvejen betaler kassen til de af os andre, der ikke har været lige så dygtige, arbejdsomme, flittige og heldige.

I virkeligheden har mange af dem, der forsvarer de rigeste og har en negativ holdning til lavindkomstgrupperne imidlertid selv en baggrund som lønarbejdere, der er langt tættere på den ufaglærte arbejder end på direktøren fra Mærsk. Samtidig er det endda langt mere sandsynligt at de, der forsvarer de rigeste, kender andre, der er ufaglærte arbejdere end at de kender folk, der er meget rige.

Lav din egen konkurrenceevne

hvidtflag

Der er en tilsyneladende kedelig, men faktisk meget interessant artikel i Information om nyliberalismen. Anledningen er at den østrigske økonomi Gabriele Michalitsch den 16. marts skal tale i København under overskriften Power and Truth: Forming Neoliberal Subjects ved TransformDenmarks konference Alternatives to Growth. Michalitsch er blandt dem, der i høj grad har leveret en kritisk vinkel på hvad nyliberalismen gør ved bl.a. de europæiske samfund.

Nyliberalismen, som den viser sig i den offentlige forvaltning, betjener sig i høj grad af incitamentstrukturer og af kontrol af effektivitet. Incitamentet i den offentlige virkelighed kommer fra konkurrence mellem dele af det offentlige system og mellem det offentlige og det private. Gymnasierne er blevet selvejende institutioner under staten, og universiteternes basismidler fordeles i konkurrence og som en slags supplement til de eksterne forskningsmidler, der er i konkurrence. Dokumentations- og registreringskravene for offentligt ansatte (fra hjemmehjælpernes stregkoder til akademikernes indberetningspligt) er del af kontrollen. Taxameterprincippet på uddannelserne er en kombination af incitament og kontrol.

Vi taler om de midler vi får og den anerkendelse, vi får, hvis det lykkes for os at klare os i konkurrencen. Til gengæld internaliserer vi vore egne nederlag, for for det store flertal af os er de store sejre i den permanente konkurrence en undtagelse. Alle er efterhånden vænnet til at tænke på konkurrencen som et livsvilkår. Det gælder også mig. Jeg ender uvilkårligt med at ærgre mig over at andre publicerer mere end jeg gør og har flere forskningsmidler end jeg har.

Det besnærende ved denne måde at vurdere på er at den beskæftiger sig med det målbare og netop fordi det er tilfældet, kommer konkurrencen til at fremstå som “objektiv” og neutral. David Budtz Pedersen fra Aarhus Universitet siger i Information dette:

»Man kunne kalde det økonomisme, en reduktion af samfundslivet til ren økonomi. Da der ikke længere er reel kappestrid mellem kommunisme og liberalisme, vokser der en konsensus frem om økonomi som noget, man rationelt kan styre samfundet gennem uden at skænke samfundets moralske habitus, menneskets dannelse eller de sociale relationer en nævneværdig tanke,« …

I Information er der i dag et interessant interview med fire gymnasieelever, og her bliver det meget tydeligt at de unge allerede er godt i gang med netop dét at internalisere. Her er et lille uddrag, der viser dette med stor tydelighed.

– Og hvad er I så bange for?

Ditte Perge: »At det ikke lykkes.«
Sofie Thomsen: »Ja.«
Rasmus Rohde: »Ja, at det bliver helt anderledes og skuffende.«
Sidsel Frida Andersen: »Og at jeg aldrig kommer til at kunne beslutte mig. At tvivlen fortsætter, og man sidder fast.«

– Hvem skal redde jer fra det her?

Rasmus Rohde: »Det er 100 procent mig selv. Det er problemet.«
Sofie Thomsen: »Det er et megastort pres.«
Ditte Perge: »Virkelig meget.«
Sidsel Frida Andersen: »Det fylder virkelig meget for mig, fordi vi konstant bliver konfronteret med det. Vi er blevet spurgt i skolen af lærere og med skemaer, af vores forældre, og medierne er fyldt med frygtelige scenarier, hvis man ikke lige ved, hvad man vil.«

Vi er endt med at tænke over alt det, vi skal kæmpe om i stedet for at tænke over alt det, bør kæmpe for. Og vi tænker mere og mere på hvad vi er værd i konkurrencen (vores egen personlige konkurrenceevne) end hvad vi er værd som mennesker. Det gør jeg også, og det er jeg faktisk rigtig træt af at jeg gør.

Hvis nogen reagerer på dette indlæg ved at tænke eller skrive “Jamen så indse det dog; det gælder først og fremmest om at klare sig i konkurrencen – sådan er verden!”, er det derfor ikke et modargument, men en bekræftelse af min påstand.