Hvad magten gør ved os

64745.strip.zoom

Mange af os kender mennesker, der engang var sympatiske, men opnåede en magtposition og efterhånden forandrede sig til ukendelighed. En tidligere kollega fik indflydelse og bruger nu tiden på at være ligeglad med andre. En idealistisk fagforeningsleder gik ind i politik og taler nu imod fagforeningerne. Osv. osv. Andre gange oplever vi det modsatte: at tidligere politikere nu tænker på en helt anden måde end de gjorde, da de var magtfulde. To meget interessante eksempler er de tidligere præsidenter Jimmy Carter og Mikhail Gorbatjov. De startede begge som idealister, der ville reformere det system, de var del af, havnede som præsidenter med alt hvad det indebar – og i deres alderdom er de begge blevet voldsomme kritikere af de supermagter, de engang var ledere af.

Hvorfor går det sådan? En af årsagerne kan være den forskel i ansvar, der er mellem at have magt og ikke at have magt. En anden mulighed er at magt korrumperer – ikke nødvendigvis i den forstand, at man som magthaver begynder at udøve korruption, men at den magtposition, man har fået, gør at man opfatter andre mennesker på en anden måde.

Sukhvinder Obhi, Jeremy Hogeveen og Michael Inzlicht fra Wilfrid Laurier University i Canada har publiceret resultaterne af en undersøgelse af hvordan magt påvirker menneskers mulighed for at “se andre” og derfor også deres muligheder for empati.

Det, Obhi et al. har gjort, er at måle hvordan forskellige oplevelser af magt påvirker et menneskes evne til at opfatte andre. Denne evne til at opfatte “Den Anden” viser sig i et netværk af regioner i hjernen, som kaldes motorresonans-systemet. Resultaterne tyder på at det er tilfældet at en magtposition mindsker den magtfulde persons evne til “se andre”. Her er et citat fra en omtale af artiklen hos National Public Radio (USAs reklamefrie radiostation):

“What we’re finding is power diminishes all varieties of empathy,” says Dacher Keltner, a social psychologist at University of California, Berkeley, not involved in the new study. He says these results fit a trend within psychological research.

“Whether you’re with a team at work [or] your family dinner, all of that hinges on how we adapt our behaviors to the behaviors of other people,” he says. “And power takes a bite out of that ability, which is too bad.”

The good news, Keltner says, is an emerging field of research that suggests powerful people who begin to forget their subordinates can be coached back to their compassionate selves.

Obhi, Hogeeen og Inzlicht skriver i konklusionen på deres artikel dette:

Indeed, anecdotes abound about the worker on the shop floor whose boss seems oblivious to his existence, or the junior sales associate whose regional manager never remembers her name and seems to look straight through her in meetings. Perhaps the pattern of activity within the motor resonance system that we observed in the present study can begin to explain how these occurrences take place and, more generally, can shed light on the tendency for the powerful to neglect the powerless, and the tendency for the powerless to expend effort in understanding the powerful.

Hvis vi ikke har tænkt på det tidligere, bør dette gøre os yderligere opmærksomme på problemerne ved at lade de samme mennesker have de samme magtpositioner gennem lang tid – det ender med at gå ud over dem, de har magt over, men også over dem selv.

De har jo selv valgt det (?)

hjemvendte

I denne uge er der en kronik af Ole Olesen-Bagneux i Information. Det er en kronik, jeg har det lidt underligt med. Man kan meget let læse artiklen som et angreb på dem, der har deltaget i danske styrker under væbnede konflikter:

Nu siger jeg det, som mange sikkert har tænkt, men som ingen tilsyneladende tør sige: Soldaterne er selv ude om det. Har de pådraget sig skader, er det deres egen skyld. De har selv valgt krigen, aktivt og frit. Modsat deres amerikanske kolleger er ingen danskere taget af sted med det formål at få et dansk statsborgerskab. Modsat amerikanerne gør de det heller ikke for at få adgang til højere uddannelse eller komme ud af fattigdom og elendighed. De danske soldater er udelukkende taget afsted, fordi de som rationelle, selvstændigt tænkende mennesker har besluttet sig for, at de vil i krig.

Sådan læste jeg den også først selv, og hvis den læses på denne måde, fremstår Olesen-Bagneuxs artikel urimelig. Jeg har tidligere her på bloggen talt for at også hjemvendte soldater, der har fået fysiske eller psykiske mén (typisk PTSD), skal have den nødvendige behandling. Der er da også kommet en del negative reaktioner i Informations debatforum fra tidligere danske soldater og politifolk, der har været udsendt til væbnede konflikter. Jeg forstår godt deres reaktioner. Og hvis man er ude for en arbejdsulykke som murer, skulle man umiddelbart ifølge ovenstående ræsonnement selv være ude om det, for man kunne jo bare have valgt en anden profession!

Men det, artiklen så vidt jeg kan se egentlig vil påpege (men efter min mening skjuler alt for godt), er at mange borgerlige politikere (men ikke kun borgerlige politikere!) ytrer følgende to holdninger.

  1. Hvis man selv er skyld i sin situation, bør man ikke modtage sociale ydelser (herunder behandlingstilbud). Kun borgere, der uden at ville det, har fået sociale problemer, bør tage imod sociale ydelser.
  2. Der skal være gode sociale ydelser (herunder behandlingstilbud) for danske krigsveteraner.

Den første af disse påstande er blevet fremført hyppigt inden for de senere år; bedst kendt er nok udtalelserne fra Joachim B. Olsen, men også inden for diskussioner af asylpolitik har man hørt tilsvarende argumenter – her især i sagerne om asylansøgere, der i mange år har siddet i danske asylcentre. Den anden holdning fremføres for tiden af især de Konservative, der ønsker at der skal oprettes en særlig Veteranstyrelse. (Interessant nok har Hærens Konstabel- og Korporalforening faktisk udtrykt skepsis over for ideen om en Veteranstyrelse.)

Hvis kronikken i Information har en berettigelse, må det være at påpege et paradoks, som de to holdninger ovenfor er udtryk for. Paradokset består i at de danske krigsveteraner i et vist omfang selv har været medvirkende til deres egen situation, da de er professionelle soldater eller (specielt for FN-missioners vedkommende) politifolk, men samtidig klart omtales positivt af de pågældende politikere.

Det interessante er diskussionen af hvilken rolle den enkeltes ansvar spiller i socialpolitisk sammenhæng. Borgerlige politikeres forklaringsmodel for sociale problemer er typisk at opfatte sociale problemer som enten en slags “uforklarlige naturfænomener” eller som selvforskyldte.

De tilskadekomne soldater og politifolks problemer er da heller ikke rent selvforskyldte; de er også i høj grad en konsekvens af en række politiske beslutninger inden for de seneste 20 år om at udsende styrker til væbnede konflikter. Ikke alle disse beslutninger er lige ukontroversielle. Jeg synes selv slet ikke om beslutningerne om dansk militær deltagelse i Irak og Afghanistan.

Derfor rører diskussionen af Olesen-Bagneuxs kronik ved flere temmelig forskellige, men relaterede problemer. For det første er der diskussionen af Danmarks engagement i væbnede konflikter. For det andet er der udviklingen i dansk socialpolitik. Og for det tredje er der spørgsmålet om hvilke bevæggrunde man som dansker kan have til at ville deltage på dansk side i en væbnet konflikt. I modsætning til et land som USA har Danmark ikke traditionelt haft den militære karriere som en mulighed, der især tiltrak mennesker, der på grund af deres sociale status ikke havde gode muligheder for at gøre civil karriere. Om dette er under forandring herhjemme, må jeg indrømme at jeg ikke ved.

Et nyt Facebook

redfigure

Flere eksperter (hvad der så menes med dette ord) udtaler i Politiken at Facebook er blevet et kapitalistisk medie! Det er underligt at de kan være så overraskede. For har det nogen sinde været andet? Facebook har ligesom Google og mange andre populære netbaserede “gratistjenester” altid været baseret på reklameindtægter i den helt store stil.

De sociale medier giver os mulighed for at dele vores oplysninger med hinanden – men de ender, som det nu mere og mere tydeligt står klart, også med at blive delt med myndigheder i andre lande.

Netop fordi Facebook, Google og alle de andre er private virksomheder, overlader vi alle vore personlige data til virksomheder. Den form for samarbejde, der nu viser sig at være mellem NSA og store amerikanske it-virksomheder, er i virkeligheden bare endnu en form for udlicitering.

Forsøget på at skabe et alternativ har da også været gjort. Der var for få år siden et nyt socialt medium ved navn Diaspora; det blev lanceret af fire datalogistuderende fra New York, og ideen var at skabe et decentraliseret socialt medium baseret på open source-software. Se, dét lyder jp sympatisk, men det er aldrig rigtig kommet videre. En artikel fra august sidste år viser hvordan Diaspora løb på grund. En kombination af dårlig software og svigtende iværksætteri lader til at have været grunden.

Nogen derude bør nu starte et egentligt alternativ, der undgår disse faldgruber og arbejder ud fra idealer om bedre kommunikation snarere end ud fra kommercielle interesser. Det kunne ske f.eks. i Danmark – og det kunne være et initiativ fra os på Aalborg Universitet, gerne sammen med andre. Det kunne blive både et forskningsprojekt og en form for fælles produktudvikling. Jeg melder mig gerne under fanerne.

PTSD

PTSD
Fra: Liberzon et al.: Brain activation in PTSD in response to trauma-related stimuli ,Biological Psychiatry, Vol. 45(7), April 1999, s. 817–826.(http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0006322398002467)

Der virker til at være en noget slingrende holdning til mennesker med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). PTSD er en højst reel lidelse, der skaber kognitive forstyrrelser og ændringer i hjernens adfærd. For tiden er der kommet fornyet fokus på de voldsomme eftervirkninger, der er i voksenlivet af seksuelt misbrug i barndommen. For mange menneskers vedkommende får de svært ved at fungere i arbejdslivet, og uforholdsmæssigt mange ender med at få pension. Indtil nu har der været 11 timers gratis psykologhjælp, og det er Venstre og Dansk Folkeparti utilfredse med (nedenstående citat er fra Ritzau):

– Først og fremmest skal ofrene have langt bedre psykologhjælp. Og så skal de, der lider af PTSD have det nemmere i socialsystemet. Alt for ofte afvises sexofre med PTSD af socialrådgiverne, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg deler denne bekymring. Forhåbentlig kan de allerfleste af os være enige om at ofre for seksuelle overgreb meget ofte har svære problemer at slås med. Det, jeg spekulerer på, er hvad der er de to populære partiers generelle holdning til mennesker med PTSD rent socialpolitisk. Har de overhovedet en sådan holdning?

Et stort antal flygtninge i Danmark lider nemlig også af PTSD; omkring 34 procent af alle asylansøgere i Danmark skønnes at lide af PTSD, mens internationale undersøgelser peger på at mindst 50 procent af alle flygtninge har PTSD. Rehabiliteringscentre gør ganske meget for at hjælpe flygtninge med PTSD; det er et arbejde, som bl.a. DIGNITY (det tidligere RCT) har gjort en stor og god indsats for at fremme her i Danmark. Men socialpolitisk er det mere grumset. Frem til 2011 havde flygtninge det sværere end andre borgere i socialsystemet på grund af bl.a. 300-timersreglen og den såkaldte starthjælp. Disse former for sværere adgang til sociale ydelser vil Dansk Folkeparti og Venstre genindføre, når de får regeringsmagten. Det har desuden været en mærkesag hos disse partier, at der ikke skulle gives dispensation for indfødsretsprøven hos flygtninge diagnosticeret med PTSD.

Endnu en gruppe borgere, hos hvem hyppigheden af PTSD er stor (dog ikke helt så høj som hos flygtninge), er de danske soldater, der har været udsendt til væbnede konflikter. SFI (Det nationale center for velfærd) publicerede i 2012 en rapport herom. Dansk Folkeparti og Venstre har i høj grad været tilhængere af udsendelse af danske soldater til væbnede konflikter, og den nuværende regering fortsætter denne linje.

Begge disse grupper af mennesker, jeg har nævnt, har det ligesom ofre for seksuelt misbrug (eller vold) svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked. Så vidt jeg kan se, er det der er brug for, en samlet holdning til hvordan vi behandler mennesker med posttraumatisk stresssyndrom og behandler dem godt – men også til hvordan PTSD kan forebygges. Det, som Venstre og Dansk Folkeparti melder ud her, virker desværre mest strategisk.

Landsforeningen for PTSD-ramte i Danmark kan findes på http://ptsdidanmark.dk.

 

Homo oeconomicus

Man Wearing Dollar Sign Glasses

En af de mest interessante bøger, jeg har læst i år, er Daniel Kahnemans Thinking, Fast and Slow, og jeg har flere gange tidligere skrevet om den her. Bogen er så interessant for mig, fordi Kahneman, der fik Nobelprisen i økonomi i 2002, på et strengt empirisk grundlag udfordrer vores billede af os selv som fornuftsvæsener og beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder disse for henholdsvis System 1 og System 2.

Især for beslutninger i politik og økonomi bliver det vigtigt at forstå denne forskel. En grundlæggende antagelse hos liberalistiske økonomer er at mennesker er en særlig slags “økonomiske fornuftsvæsener” som altid hver især handler ud fra en rationel egeninteresse, hvor de maksimerer deres profit og maksimerer deres omkostninger. Fordi hvert enkelt menneske er et sådant homo oeconomicus, vil markedsøkonomien bestående af alle disse aktører fungere således at alle problemer bliver løst “af sig selv”. En stor del af liberalismen består i en appel til hvad man anser for et sådant vigtigt aspekt af menneskets natur.

Men Daniel Kahnemans forskning viser at det er anderledes: ofte handler mennesker ikke rationelt. Måske vil de gerne være økonomiske fornuftsvæsener, men de kan ikke være det. En stor del af Thinking, Fast and Slow beskriver de eksperimentelle resultater, der underbygger denne tese og søger at forklare de principper, der formodentlig ligger bag.

At mennesker ikke træffer rationelle valg skyldes ikke nødvendigvis at de handler bevidst anderledes eller ikke vil optimere gevinst og minimere tab, men at mennesker meget ofte ikke er i stand til at anvende den optimeringsfunktion, der er optimal. Ofte er det System 1, der træffer valg, men også når System 2 er ved roret, er der problemer.

I en række eksperimenter afslører Kahneman og hans mangeårige samarbejdspartner Amos Tversky en række af de faktorer, der spiller ind.

Problemet med troen på homo oeconomicus bliver især tydeligt når man betragter finansmarkederne. Børsmæglere tror at de kan handle rationelt men faktisk har de en forventet gevinst der over tid ikke er bedre end den forventede genvist de ville have fået, hvis de havde gjort tilfældige valg (f.eks. ved at slå med en terning). Daniel Kahneman undrer sig derfor meget over eksistensen af de mange firmaer, der giver råd om hvordan man skal “spille på børsen” – de råd er nemlig helt uden værdi.

I Der Spiegels interview med Daniel Kahneman beskriver han dette.

SPIEGEL: So, all the experts’ complex analyses and calculations are worthless and no better than simply betting on the index?

Kahneman: The experts are even worse because they’re expensive.

SPIEGEL: So it’s all about selling snake oil?

Kahneman: It’s more complicated because the person who sells snake oil knows that there is no magic, whereas many people on Wall Street seem to believe that they understand. That’s the illusion of validity …

SPIEGEL: … which earns them millions in bonuses.

Kahneman: There is no need to be cynical. You may be cynical about the whole banking system, but not about the individuals. Many believe they are building real value.

SPIEGEL: How did Wall Street respond to your book?

Kahneman: Oh, some people were really mad; others were quite interested and positive. It was on Wall Street, I heard, that somebody gave a thousand copies of my book to investors. But, of course, many professionals still don’t believe me. Or, to be more precise, they believe me in general, but they don’t apply that to themselves. They feel that they can trust their own judgment, and they feel comfortable with that.

Det er bemærkelsesværdigt at denne indsigt ikke har ført til nogen konklusioner af politisk eller økonomisk art, og især i lyset af vores viden om de stadigt tilbagevendende økonomiske kriser. Et af svarene er formodentlig det oplagte: Ja, de andre handler irrationelt, men jeg, jeg er anderledes. Og det anvendes så vidt jeg kan se af økonomiske aktører på alle niveauer.

 

Hvid som…?

07WHITE-popup

De, der læser min blog, kan læse dansk eller et hermed beslægtet nordisk sprog, og blandt dem er de fleste formodentlig forsynet med en hudfarve der kan findes på figuren ovenfor. De er “hvide” mennesker. Men hvad vil det sige at være et “hvidt” menneske? I USA taler man i officielle sammenhænge om “kaukasere” (Caucasians). Alle, der har set en tv-krimi fra USA, har hørt denne betegnelse. Shaila Dewan fra New York Times har en interessant artikel om det.

Det var interessant for mig at finde ud af hvorfra betegnelsen Caucasian stammer – den skyldes den tyske antropolog Johann Friedrich Blumenbach, der sidst i 1700-tallet brugte betegnelsen om mennesker fra Europa, Nordafrika og den del af Asien, der mod øst er afgrænset af det Kaspiske Hav, floderne Ob i Rusland og Ganges i Indien. Blumenbach syntes at mennesker i Georgien var særligt smukke, og deraf kom betegnelsen “den kaukasiske race”. Shaila Dewan synes (og jeg giver hende ret i det) at betegnelsen er temmelig underlig. Som hun skriver

…the term seems like one of those polite euphemisms that hides more than it reveals. There is no legal reason to use it. It rarely appears in federal statutes, and the Census Bureau has never put a checkbox by the word Caucasian. (White is an option.)

Vi bruger stort set ikke betegnelsen på dansk; her taler man ofte om at være “hvid”, en betegnelse der er endnu mere eksklusiv. Men er den egentlig meget bedre end at være “kaukasier”? Den er i al fald lige så vilkårlig. Dewan skriver:

The Supreme Court, which can be more colloquial, has used the term in only 64 cases, including a pair from the 1920s that reveal its limitations. In one, the court ruled that a Japanese man could not become a citizen because, although he may have been light-skinned, he was not Caucasian. In the other, an Indian was told that he could not become a citizen because, although he may have been technically Caucasian, he was certainly not white.

Det interessante ved begreberne er – som man kan se af begreberne ovenfor – at de begge bruges som eufemismer for at skelne mellem “dem, der ser ud som os” og “dem, der ikke ser ud som os”. I begge tilfælde er det “os”, der klassificerer. Det ville groft sagt svare til at vi klassificerede møbler i “stole” og “ikke-stole”. Og nej, jeg aner ikke hvad man skal sætte i stedet andet end en mere nuanceret måde at beskrive mennesker på.

Alle Der Har Diagnoser

ADHD symbol design isolated on white background

Her er et overraskende og interessant faktum: i USA har 9 procent af alle skolebørn diagnosen ADHD, men i Frankrig er det kun en halv procent. En artikel af den amerikanske psykolog og familieterapeut Marilyn Wedge stiller skarpt på dette.

Det første, hun hæfter sig ved, er at franske børnepsykiatere anvender en anden klassifikation af børns psykiske problemer end man gør i USA med diagnosemanualen DSM. Systemet hedder (med en typisk kryptisk fransk forkortelse) CFTMEA.

The focus of CFTMEA is on identifying and addressing the underlying psychosocial causes of children’s symptoms, not on finding the best pharmacological bandaids with which to mask symptoms.

To the extent that French clinicians are successful at finding and repairing what has gone awry in the child’s social context, fewer children qualify for the ADHD diagnosis. Moreover, the definition of ADHD is not as broad as in the American system, which, in my view, tends to “pathologize” much of what is normal childhood behavior. The DSM specifically does not consider underlying causes. It thus leads clinicians to give the ADHD diagnosis to a much larger number of symptomatic children, while also encouraging them to treat those children with pharmaceuticals.

Marilyn Wedges påstand er således at amerikansk ADHD-behandling bliver til symptombehandling og et fokus på en biologisk forklaring, fordi der ikke er fokus på årsagerne. Jeg tør ikke udtale mig om dette, men det kunne være interessant at undersøge få undersøgt denne hypotese, dvs. hvordan familiemønstrene korrelerer med ADHD-diagnoser. Hvordan man skal lave en kvantitativ analyse, ved jeg ikke helt.

Marilyn Wedge har dernæst nogle betragtninger om amerikansk og fransk børneopdragelse, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal synes om. Hun tager her udgangspunkt i Bringing up Bébé, en bog af den amerikanske forfatter Pamela Druckerman:

French parents, Druckerman observes, love their children just as much as American parents. They give them piano lessons, take them to sports practice, and encourage them to make the most of their talents. But French parents have a different philosophy of discipline. Consistently enforced limits, in the French view, make children feel safe and secure. Clear limits, they believe, actually make a child feel happier and safer—something that is congruent with my own experience as both a therapist and a parent.

Dette lyder egentlig mest som den velkendte idé med at “sætte grænser”, og det er ikke klart for mig om der er noget ordentligt empirisk grundlag for at udtale sig om en sådan mulig sammenhæng.

Det rigtig interessante er forskellen i diagnosticering – 9 procent kontra en halv – og det vil også være at tænke over om vi i Danmark primært har amerikanske eller fransk baserede idealer og hvad det er der bestemmer vores syn på ADHD og lignende. Mit gæt er at den danske tilgang er meget amerikansk.

De riges svære liv

prisen

Herhjemme har der nu i en del år været fokus på social ulighed; nogle politiske partier synes ikke at øget ulighed er et problem i samfundet og ser endda gerne at samfundet bliver mere ulige. I 2005 sagde daværende socialminister Eva Kjer Hansen fra Venstre således at ulighed giver “øget dynamik” i et samfund. Og i december 2011 skrev Joachim B. Olsen i en kronik at prisen for økonomisk ulighed er at “vi gør køb på vores frihed”.

Meget af diskussionen om øget ulighed har handlet om diskussionen af hvordan uligheden påvirker lavindkomstgrupperne. Men øget ulighed kan også ende med at gå ud over livskvaliteten for de rige, som bl.a. Eva Kjer Hansen og Joachim B. Olsen støtter.

En indikator på det er de tendenser, man ser i bl.a. USA. Amerikanske Rich Benjamin er trods sit fornavn formodentlig ikke specielt rig. Men fra 2007 til 2009 rejste han rundt i USA for at lave research til sin bog Searching for Whitopia, der handler om de mange amerikanske gated communities – der på dansk vel kan kaldes bevogtede kvarterer. På denne måde er disse kvarterer et spejlbillede af de socialt mest belastede kvarterer; forskellen er at det her ikke er bander, der kontrollerer adgang og adfærd, men bevæbnede vagtværn. (Tilbage i januar 2012 skrev jeg om de bevogtede kvarterer i et indlæg her.)

I USA var der ifølge Rich Benjamin i 2012 omkring 10 millioner mennesker, der boede i bevogtede kvarterer, og tallet er næppe mindre nu.

Det, der hurtigt gik op for Benjamin og som han beskriver i en kronik i New York Times, er at der i de tilsyneladende beskyttede og trygge bevogtede samfund hersker en stemning af frygt hos beboerne. Også dette er en slags spejlbillede af situationen i de socialt udsatte kvarterer, hvor mange beboere ofte nærer mistro til de privilegerede.

The perverse, pervasive real-estate speak I heard in these communities champions a bunker mentality. Residents often expressed a fear of crime that was exaggerated beyond the actual criminal threat, as documented by their police department’s statistics. Since you can say “gated community” only so many times, developers hatched an array of Orwellian euphemisms to appease residents’ anxieties: “master-planned community,” “landscaped resort community,” “secluded intimate neighborhood.”

No matter the label, the product is the same: self-contained, conservative and overzealous in its demands for “safety.” Gated communities churn a vicious cycle by attracting like-minded residents who seek shelter from outsiders and whose physical seclusion then worsens paranoid groupthink against outsiders.

Min fornemmelse er at det på denne måde er de følelsesmæssige omkostninger ved at være rig der øges voldsomt når den økonomiske ulighed vokser. Når man i stigende grad er bevidst om at man er anderledes, begynder man at frygte sine medborgere og tvivle på deres motiver. Det sker hvad enten man er anderledes fordi man er rig eller anderledes fordi man er fattig. Den negative holdning til kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, som i disse år ses mere og mere tydeligt, er vel i virkeligheden et trist skridt i denne retning. Og er det egentlig en indikator på et godt liv at frygte andre eller se ned på andre?

De mest gennemsnitlige mennesker i verden

Sandemose_Janteloven

Engang var der en masse selverklæret foretagsomme danskere, der beskyldte den danske mentalitet for at ligge under for janteloven og forhindre dem i at være foretagsomme. Men nu kan jeg se et eksempel på en selverklæret foretagsom mand, der tilsyneladende mener det modsatte.

Forfatteren Morten Albæk (der har haft en karriere i Danske Bank og desuden er adjungeret professor ved Aalborg Universitet) har en bog på trapperne, hvor han langer ud efter den danske tendens til at fejre sig selv. Det er en holdning, han foregreb i et essay i Berlingske tilbage i 2010. Her skrev han:

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære.

Så vidt jeg ved, identificerer Morten Albæk sig selv som borgerlig. Men jeg kan ikke af hans essay eller af det seneste interview med ham, se hvordan han forholder sig til Helge Sander, der talte om “verdensklasse” som et mantra i uddannelse og forskning – to emner, som Albæk nævner.

Jeg kan sagtens komme i tanke om mennesker herhjemme, der gerne fremhæver egne fortræffeligheder. Og også jeg synes at det kan være enormt trættende at skulle overvære, både når selvfejringen er berettiget og når den ikke er det. Men det er slet ikke klart for mig at vi skulle have at gøre med et dansk fænomen. Der er vel snarere tale om det, der hedder the optimism bias eller the illusion of superiority: Vi vil alle gerne tro at vi er bedre end gennemsnittet. På en måde er denne illusion den samme som Dunning-Kruger-effekten, som jeg tidligere har skrevet om her.

Min fornemmelse er at det er almindeligt rundt omkring i verden at nære tilsvarende illusioner om at være noget særligt som land – prøv bare at spørge f.eks. en amerikaner – netop fordi dette er et udbredt menneskeligt træk. I virkeligheden er det vel derfor egentlig Morten Albæk, der synes at danskerne er noget helt særligt.

P.S. I den oprindelige udgave af dette indlæg nævnte jeg den påstand, at daværende finansminister Thor Pedersen i en tale i sin tid skulle have sagt om den økonomiske situation i Danmark at vi snart “kunne eje hele verden”, en udtalelse der af og til tages som indtægt for overdreven optimisme. Udtalelsen fra Thor Pedersen falder imidlertid i en anden sammenhæng, nemlig som en kritik af hvad økonomiske modeller vil kunne risikere at forudsige – se http://www.dr.dk/Nyheder/risogros/2009/0909135059.htm. Tak til Flemming for at gøre mig opmærksom på den faktuelle fejl.

Over grænsen

dfannonce_755036a

I dag er der en annonce fra Dansk Folkeparti i flere danske dagblade. Annoncen er partiets reaktion på den seneste lov om tildeling af dansk statsborgerskab; i Danmark tildeles statsborgerskab af Folketinget via særlove, der vedtages med mellemrum. Ifølge PET skulle er én af dem, der nu får dansk statsborgerskab, være til “fare for rigets sikkerhed”.

Man kan selvfølgelig diskutere hvornår personer, der er dømt eller mistænkt for kriminelle handlinger, skal kunne opnå statsborgerskab. Men for mig at se er der i dette tilfælde helt klart tale om en form for injurier, og jeg kan læse at flere af de borgere, der er blevet nævnt, føler sig meget ubehageligt til mode. Det ville jeg også gøre, hvis det var mit navn, der blev nævnt.

Dansk Folkeparti har forsvaret sig med at listen over nye statsborgere er offentligt tilgængelig. Men det er konteksten, navnene optræder i, der er problemet. Nogle få medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet dømt for f.eks. bedrageri og for grov vold; dette har været fremme i medierne og er således også offentligt tilgængelige oplysninger.

Hvordan ville Dansk Folkeparti reagere, hvis der blev vist en annonce med 700 udvalgte navne på nuværende og tidligere partimedlemmer under overskriften “Flere på denne liste har begået kriminalitet”?