Billede: Adam Rappe, Columbia College Chicago (https://studybreaks.com/tvfilm/nomadland/)

Man taler tit om konkurrencesamfundet for at beskrive det samfund som neoliberalismen har skabt, men et andet og lige så dækkende ord er gennemrejsesamfundet. Filmen Nomadland er en film om et samfund af fattige løsarbejdere i USA, der bor i deres biler og hele tiden er klar til at rejse et andet sted hen. Dette er gennemrejsesamfundet i sin essens: I vore dage er det blevet et ideal at være omstillingsparat, for man skal altid et andet sted hen. Ikke fordi man gerne vil væk, men fordi man skal væk.

Den typiske ansættelse i dag er en løs ansættelse; der kommer en dag, hvor man er rejst hen til et andet arbejde. Det har længe været tilfældet for ufaglært arbejde, men det er også tilfældet i den akademiske verden nu.

Mange unge mennesker rejser til et andet land for at studere i nogle år og er på den måde på gennemrejse, På denne måde er internationalisering en del af gennemrejsesamfundet.

Flygtningepolitikken i dag er også en konsekvens af gennemrejsesamfundet. Den handler nu om at gøre mennesker på flugt til mennesker på gennemrejse; de er flygtet fra ét land og får måske asyl i et andet land, men idealet er nu blevet, at de en dag skal forlade det land igen en dag.

Det, som ikke ret mange taler om, er hvad gennemrejsesamfundet gør ved det enkelte menneske. De løse ansættelser og de usikre opholdstilladelser skaber et liv i utryghed som grundvilkår. Men ikke nok med det: De færdigheder og kompetencer, som det kun giver mening at tilegne sig, hvis man lever i tryghed, bliver eroderet.

Det gælder for mennesker på flugt. Rasmus Brygger, der er stifter af Center for Integration (og engang var med i Liberal Alliance) skriveri Politiken at

Normalvis forventer man, at flygtninges beskæftigelse stiger, jo længere tid de er i landet. Men siden det såkaldte paradigmeskifte, er den i stedet stoppet op. Vi kan ikke bevise årsagen, men international forskning viser klart, at midlertidighed begrænser beskæftigelse, uddannelse og sproglæring. Det er måske ikke så underligt: Når man får at vide, at man kun er i et land på lånt tid, så falder afkastet af investering i at kunne det lokale sprog betragteligt.

Stifter af center for Integration: Indretter du samfundet til, at flygtninge kun er i Danmark kort tid, er det klart, at de ikke falder godt til, Politiken 30. juni 2021 (https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8259963/Indretter-du-samfundet-til-at-flygtninge-kun-er-i-Danmark-kort-tid-er-det-klart-at-de-ikke-falder-godt-til)

Men det gælder også for de mennesker, der “bare” er en del af prækariatet. Hvis det store flertal af arbejdsstyrken er løstansatte og udskiftelige, forsvinder den virksomhedskultur og de faglige traditioner, som ellers bliver opbygget. Hvorfor tilegne sig f.eks. den pædagogiske kultur på en uddannelsesinstitution eller normerne for betjening i et servicefag, hvis man alligevel er væk om et år eller to?

Det barokke er, at de mennesker, der taler om gennemrejse som et nødvendigt vilkår, også ofte er de samme mennesker, der siger at alle disse manifestationer af menneskelig aktivitet – sprog, kultur og faglige traditioner – er permanente og skal være det. Men hvordan kan de blive det, hvis de mennesker, der skal bære dem, hele tiden skal rejse væk?