Sovs og kartofler

Da jeg for mange år siden blev vegetar (inden jeg blev veganer), fortalte jeg min beslutning til min mor. Hun var tydeligt forundret og spurgte om det så betød, at jeg fra nu af kun ville spise sovs og kartofler. Det måtte være helt enormt kedeligt, syntes hun.

Nogle få år forinden havde jeg været i Rusland til en konference, hvor en af deltagerne (det var endnu ikke mig) var vegetar. Når alle andre fik serveret kød med sovs og kartofler til frokost (en typisk russisk frokost), fik han serveret agurk med sovs og kartofler. Det tog han med godt engelsk humør, husker jeg, thi han var englænder.

I dag står vi over for nogle nødvendige omlægninger af vores livsform i den industrialiserede verden og andetsteds. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Og vi er nødt til at gøre noget ved den enorme ulighed, der fører til at voldsomt rige virksomheder kan eksistere i samme virkelighed som børn, der tigger på gaden.

Men hvordan skal vi kunne tage på indkøbstur til New York og på vinterferie i Asien, hvis vi ikke længere kan flyve? Hvordan skal vi kunne komme til akademiske konferencer i USA? Hvordan skal de ufatteligt rige virksomheder kunne blive ved med at være ufatteligt rige? Hvordan skal vi komme fra sted til sted, hvis vi ikke hver især skal eje en bil?

Svaret er, at dette er sovs-og-kartofler-reaktionen i stort format. Vi er så vante til vores livsform og produktionsmåde, at vi ikke kan forestille os en anden måde at organisere os på og leve på end den, vi har nu. Men måske kan sovs-og-kartofler-sammenligningen netop vise os, hvor begrænsede vi er af vores udsyn.

Om russerne har lært at spise vegetarisk/vegansk, ved jeg ikke. Men min mor var ikke dum. Hun indså selvfølgelig med tiden, at vegetarer og veganere ikke er en slags kødspisere, der nøjes med sovs og kartofler, men spiser en helt anden slags mad og har det godt alligevel (rigtig godt endda!). Det er noget tilsvarende, vi alle skal lære nu i den store omstilling.

Et land uden korruption?

Kilde: Transparency International

Der er et interessant interview med den østrigske matematiker Karl Sigmund på Edge.org. Karl Sigmund er en af pionererne inden for det område, der hedder evolutionær spilteori og som især har vundet udbredelse i samfundsvidenskaberne. Sigmund interesserer sig bl.a. for at forstå hvordan korruption opstår og siger 

There are so many different types of corruption, but the official definition is “a misuse of public trust for private means.” And this need not be by state officials; it could be also by CEOs, or by managers of non-governmental organizations, or by a soccer referee for that matter. It is always the misuse of public trust for private means, which of course takes many different forms…

Ifølge Transparency International er Danmark verdens næstmindst korrupte land. Men Sigmunds definition er udgangspunktet for hvordan vi forstår begrebet korruption, da de er der ganske megen og ganske voldsom korruption i Danmark. Den er måske bare anderledes end korruptionen i mange andre lande.

Den “lille” korruption med bestikkelse af betjente ser man ikke meget til i Danmark. Men skandalerne om Danske Banks hvidvaskning af milliardstore beløb, afsløringerne af europæiske storbankers udnyttelse af skattelovgivning og af Britta Nielsens omfattende underslæb med satspuljemidler udgør alt sammen misbrug af offentlig tillid til private formål – og derfor må det være korruption. Om disse alvorlige problemer er et udtryk for en nyere tendens eller om der er tale om et længerevarende systemisk problem, ved jeg ikke. Men jeg vil i lyset af den seneste tids afsløringer være yderst tilbageholdende med at udråbe Danmark eller de vesteuropæiske lande som sådan til at være mindre korrupte. Selvtilfredsheden blandt mange politikere bør være fortid.

Det vigtigste værn mod korruption er formodentlig mulighederne for at afsløre korruptionen og bringe den for dagens lys. Hvis der er en forskel mellem de lande, som er højt på Transparency Internationals indeks, og dem, der er langt nede, er det da også graden af pressefrihed. Her tænker jeg ikke på muligheden for at vise karikaturer af religiøse skikkelser mv., men på muligheden for at lave dybdeborende journalistik og at få resultaterne af bore- og gravearbejdet frem.

Jeg vil lade Karl Sigmund få det sidste ord her:

Of course, it is well known that transparency is through the freedom of the press. The Soviet system, at the end, introduced Glasnost, which is just another word for transparency. This led to a huge revolution. It was the overcoming of the Soviet system. Other mechanisms of reputation, like naming and shaming, are also playing a big role. The cost of acquiring information about the likelihood of corruption here or there, about reputation of law officers, must be sufficiently low. If it is too high, if you cannot learn about this, then you will more or less automatically distrust the system and be disinclined to invest there. Therefore, transparency is a most important factor to fight this type of corruption, the corruption of the judiciary system. Every effort of reducing this transparency, for instance, by campaigns against whistleblowers, is something that should let alarm bells ring.

En statsbank

En af de gule Postgiro-kuverter, som man kunne lægge indbetalingskort i.

I dag kunne jeg til min store forbløffelse læse, at staten har indgået en millionkontrakt med Danske Bank.  Banken skal de næste fire år styre alle statens daglige ind- og udbetalinger – bl.a. udbetalinger af løn.

At det er nødvendigt med en sådan kontrakt, skyldes at bankerne er en økonomisk infrastruktur, som næsten alle borgere i Danmark er nødsaget til at gøre brug af. Det er præcis som vejene og vandforsyningen og elnettet er infrastrukturer, som skal være tilgængelige for alle. Det tragiske er imidlertid, at banker også bedriver spekulation/investering og at deres virke er så lidt gennemsigtigt og uden for demokratisk kontrol, at vi har set først truende kollaps og siden omfattende økonomisk kriminalitet. Det mest fornuftige ville være at have en statsbank, der som eneste opgave skulle have at være en udgiftsneutral og gennemsigtig infrastruktur for alle borgere – ligesom f.eks. vejnettet udgør en infrastruktur for alle borgere.

Ideen er ikke så underlig, som den lyder. For mindre end tre årtier siden var der som en del af det danske postvæsen den såkaldte Postgiro, der i 1980’erne blev til Girobank. Dér havde jeg en konto, og den var jeg glad for, ikke mindst når jeg var i udlandet. Da jeg besøgte Japan i 1994, brugte jeg postchecks til at hæve penge med, for Visa-kortet kunne jeg ikke bruge derude. Og herhjemme kunne jeg gå i banken om lørdagen ved at gå på posthuset. For dengang var der nemlig også posthuse. Alle offentlige instanser havde en girokonto, datidens pendant til en Nem-konto.

Men i 1991 blev Girobank privatiseret; den blev solgt i 1993 til Bikuben, og foretagendet kom til at hedde BG Bank. Til sidst blev BG Bank såmænd solgt til Danske Bank, og resten ved vi godt.

Triste minder om Danske Bank

Når jeg i disse dage kan læse om alle de lyssky forhold omkring Danske Bank, kan jeg ikke lade være med at tænke på min mor, der nåede at fejre sit 40-års jubilæum som ansat der. Hun klarede den gennem fyringsrunder, overtagelser, omstruktureringer og et stadigt mere ubehageligt og fremmedgørende arbejdsmiljø. Hendes gode kolleger lærte jeg med årene at kende, og de havde kun godt at sige om hende. Blandt dem var der stærke og modige kvinder.

Min mor var langt mere loyal over for Danske Bank end banken var over for hende og hendes kolleger – for de blev rent ud sagt behandlet dårligt. Til sidst var min mor lettet over at stoppe, men hun savnede den daglige kontakt med sine kolleger. Få år senere sad hun på et plejehjem som svært dement. Hun havde fortjent en meget bedre skæbne; hendes værdighed var langt større end den værdighed, banken påstod at have.

Det er underligt og trist, at Danske Bank gennem det 20. århundrede endte med at få den status, som den har haft og forhåbentlig aldrig vil få igen. Tilbage i 1922 var Landmandsbanken, som den dengang hed, faktisk på fallittens rand. Dengang måtte banken (der var den største bank i Norden) rekonstrueres, og i februar 1923 var staten nødt til at garantere for den. Det var reelt en skandale, der her var tale om, for Landmandsbanken havde med regeringens og Nationalbankens samtykke forsøgt at tale krisen ned, inden det kom så vidt som det gjorde. I dette århundrede kom så “bankpakkerne”, der endnu engang skulle redde banken.

Det er underligt at opleve alle nedskæringerne i postvæsenet og hos DR, to faktiske nationale institutioner, der skulle være til for alle, mens ingen regering ville anfægte den selvbestaltede nationale institution, som Danske Bank påstod at være. Bankens motto var endda Vi er til for Dem; hvem banken rent faktisk var til for, er en anden snak.

Lobbyen, der former EU

Gruppefoto fra mødet i april 1983, hvor ERT grundlægges.

Øverst fra venstre:
 Karl Beurle (Thyssen), Carlo De Benedetti (Olivetti), Curt Nicolin (ASEA), Harry Gray (United Technologies), John Harvey – Jones (ICI), Wolfgang Seelig (Siemens), Umberto Agnelli (Fiat), Peter Baxendell (Shell), Olivier Lecerf (Lafarge Coppée), José Bidegain (Cie de St Gobain), Wisse Dekker (Philips).
Nederst fra venstre: Antoine Riboud (BSN), Bernard Hanon (Renault), François-Xavier Ortoli (EC), Pehr G. Gyllenhammar (Volvo), Etienne Davignon (EC), Louis von Planta (Ciba-Geigy), Helmut Maucher (Nestlé).

Kilde: https://www.ert.eu/about-us

Det er let at forfalde til konspirationsteorier om hvad der sker i EU, men noget af det, som man ikke så ofte taler om, er lobbygruppernes faktisk indflydelse. Der er især én lobbygruppe, der har haft enorm indflydelse, og det er European Round Table, der blev stiftet i 1983 af Volvo, ICI, Unilever, Nestlé, Philips, Fiat og 9 andre store virksomheder med det mål at få harmoniseret handelslovgivningen i Vesteuropa. Allerede tilbage i 2001 skriver George Monbiot om ERT.

ERT er på ingen måde et hemmeligt foretagende (de har deres eget websted). Samtidig er det påfaldende, så uforholdsmæssigt gode muligheder ERT har haft for at forme EUs politik. Man må nemlig sige, at ganske meget er lykkedes for ERT – hele ideen om det indre marked i EU kan formodentlig føres tilbage til dem, og det samme kan siges om ideen om en fælles EU-valuta. I 1984 udgav ERT en rapport, der krævede en tunnel under Kanalen, en vejbro mellem Danmark og Sverige, højhastighedstog i Europa og et nyt europæisk vejbygningsprogram. Også alle disse forslag/krav er blevet til virkelighed. ERT har dertil bl.a. haft stor indflydelse på dagsordenen til topmøder i EU.

En anden meget indflydelsesrig gruppe er BusinessEurope, og også de har haft stor indflydelse på indholdet af topmøder. Det er selvfølgelig ikke forbudt at bedrive lobbyvirksomhed, men det er indflydelsen fra karteller som ERT og BusinessEurope på EUs politik sat overfor f.eks. EU-parlamentet, der gør at jeg er så skeptisk over for EU, som jeg er.

En dokumentarfilm fra 2012, The Brussels Business, tager fat i den store indflydelse, som netop European Round Table har. Man kan se hele filmen herunder.

Iværksætterdrømme

Det er tydeligt, at konkurrencestaten har fostret et ideal om at man skal være iværksætter. På universiteterne er dette ideal meget tydeligt: De af os, der skal forske, har pligt til at få ideer og til at skaffe midler til at få dem realiseret. Har man ingen eksterne forskningsmidler, har man meget begrænsede muligheder. Det er derfor, jeg ikke kan have PhD-studerende, da det ikke i de sidste snart mange år er lykkedes mig at skaffe lønmidler til at kunne ansætte nogen. Har man til gengæld eksterne forskningsmidler, kan man reelt i stor grad være uafhængig af sit institut og opbygge en samling af ansatte om sig. Ganske mange såkaldte forskningsmidler er reelt midler til iværksætteri, gemt under ordet innovation. Alene eksistensen af Innovationsfonden taler sit tydelige sprog.

Også for universitetsstuderende er der en forventning om at man bør starte sin egen virksomhed. På AAU kom der for nogle år siden et krav om at alle kandidatuddannelser skulle have et obligatorisk kursus om entreprenørskab. Også i andre sammenhænge dukker iværksætterdrømmene op; på AAU er der en egentlig kandidatuddannelse i entreprenørskab.

Det er dog ikke nødvendig en frigørelse som sådan, iværksætteridealet rummer, for det rummer i sig et stort krav til at man er eneansvarlig for sin karriere og for sin succes. Institutionerne er først og fremmest til for at skabe iværksættere. Og jeg bemærker også, at forne tiders idealer om fri forskning er blevet kapret og omformuleret til et ideal om at man skal bruge “fri forskning” til at blive iværksætter. “Fri forskning” er et middel, ikke et mål i denne tankegang.

Det er samtidig påfaldende, at iværksætteren i så høj grad er blevet idealet i den akademiske verden, når de fleste, der gennemfører en universitetsuddannelse, faktisk ender som lønarbejdere. De af os, der skal forske, men ikke har eksterne midler af betydning, ender med at være og føle sig som lønarbejdere. Reelt er iværksætterdrømmene fuldstændigt i tråd med den neoliberalistiske idé om at så mange former for menneskelig aktivitet som muligt er og bør være en form for konkurrence. Derfor er der også grund til at være påpasselig.

Mit klædeskab

Der er en omtalte i dagbladet Politiken af en stor undersøgelse af vanerne hos borgere i 20 lande.  Man spurgte bl.a. deltagerne i undersøgelsen om hvor stor en del af deres tøj de ikke har brugt i løbet af det seneste år. Resultaterne er interessante på en ærgerlig måde: De danske deltagere antog, at de ikke brugte 29 procent af deres tøj i løbet af et år, men faktisk var det hele 74 procent

Jeg kiggede efter i mit klædeskab og måtte indrømme, at der er noget om snakken: Der er faktisk temmelig meget af mit tøj, jeg ikke bruger. Jeg fandt bl.a. et par pæne grå bukser, jeg ikke har gået i i umindelige tider Men hvorfor er det dog et problem, ud over ved at det fylder?

Ifølge en artikel i Nature fra januar i år er verdens tekstilproduktion en af de mest miljøbelastende industrier; den producerer 1.2 milliarder ton CO2 om året, og det er mere end flyvning og skibsfart står for.

Løsningen på dette overflodsproblem er selvfølgelig først og fremmest, at vi ikke køber så meget tøj. Én måde at regulere dette på er ved højere priser. Dette vil samtidig fjerne tekstilindustriens argument for lave lønninger, nemlig konkurrencehensyn, og dermed gøre det muligt at give bedre løn og arbejdsforhold for tekstilarbejderne verden over.

Tøj bliver slidt; det har jeg skrevet om tidligere her. Men der er også et problem i form af en anden form for indbygget forældelse, nemlig de skiftende modetendenser. Hvad man kan gøre ved dette, ved jeg ikke præcis. Men man kunne prøve at skabe en yderligere bevidsthed om bæredygtighed hos designerne, ikke kun ved at betone anvendelsen af genbrugsmaterialer, men også ved at pointere, at tøj skal holde længe og være værd at se på i mange år frem.

Det er bare gas?

Lars Lilleholt, der har titel af klima- og energiminister, udtaler i dag til dagbladet Information at

»Vi har en stor olie- og gasproduktion i Danmark. En produktion, regeringen har valgt ikke skal foregå på land eller i det danske farvand, men langt ude i vandet. I sammenligning med andre lande foregår Danmarks olie- og gasproduktion på en miljømæssig fornuftig måde og skaber også et økonomisk grundlag for bl.a. at gennemføre alt det, vi gerne vil, når det gælder den grønne omstilling.«

– Så det vil I fortsætte med?

»Der er ingen planer om at ændre på det.«

Men er jagten på gas og olie i Nordsøen ikke det stik modsatte af det, klimaforskere siger, der er brug for?

»Nej, jeg mener, der skal skabes en økonomisk mulighed for, at vi kan gennemføre alt det, vi gerne vil – herunder også den grønne omstilling. Uden en fortsat olie- og gasproduktion vil dele af vores velfærd være udfordret, men det vil også de mange ressourcer, vi bruger på grøn omstilling.«

Det er udtalelser, der er sørgeligt fascinerende, for de er udtryk for en alt for velkendt holdning, nemlig at der godt nok en dag skal ske en “grøn omstilling”, men at vi først er nødt til at skabe noget mere vækst og noget mere forurening. Ideen om at forandring kun kan ske gennem økonomisk vækst og forbrug af resurser er så dybt indlejret i mange politikeres tankegang, at de ikke kan se andet.

Jeg ved godt, at man ikke kan nedlægge olie- og gasproduktionen med kort varsel og at omstilling tager tid. Men de seneste års forandringer af miljøet viser, at tiden er knap. De menneskeskabte CO2-udledninger skal bringes ned på nul inden for få år. Jo længere vi venter, jo længere vil det tage at standse den globale opvarmning. Der er en latenstid på omkring 40 år; de konsekvenser, vi nu oplever, skyldes CO2-udledningen i 1970’erne. Og den var ikke engang så høj som den er nu.

Det er faktisk kun ved at nedsætte CO2-udledningen så hurtigt som overhovedet muligt, at vi får tid nok til at omstille os. Så paradoksalt kan det virke.

Det er bekymrende, at den såkaldte klima- og energiminister end ikke taler om hvordan olie- og gasproduktionen skal bringes til ophør, men reelt set blot slår til lyd for at vi først skal holde op med at sætte ild til vores tøj, når vi har fået varmen. Vi har i høj grad fået varmen nu. 

Verdens største kooperativ

Her ved afslutningen af knap to ugers ferie i Spanien går det omsider op for mig, at supermarkedet Eroski, hvor familien og jeg har gjort vores dagligvareindkøb, ikke er et hvilket som helst supermarked. Det er del af Corporación Mondragon, der ikke bare er Spaniens, men verdens største kooperativ med mere end 70.000 ansatte. Det blev stiftet i 1956, dvs. lige midt under diktaturet og dét endda i Baskerlandet. Det forklarer samtidig det usædvanlige navn Eroski, som er en sammensmeltning af de baskiske ord “erosi” (at købe) og “toki” (sted). Jeg bemærker også, at Corporación Mondragon er baseret på nøje formulerede principper såsom demokratisk organisering, ordentlig løn og et mål om at forandre samfundet (oprindelig: det baskiske samfund) i en retfærdig retning. Mondragon er i det hele taget en baskisk/spansk slægtning til den danske andelsbevægelse

At en sådan virksomhed kan findes og trives, er værd at huske på i en tid, hvor selvbestaltede fyrster som Jeff Bezos stjæler hele billedet med virksomheder, der er baseret på det stik modsatte af demokrati, retfærdig løn og ordentlige arbejdsforhold.

Jeg har købt varer hos Amazon

Jeg har gjort det en hel del gange – købt bøger og musik hos Amazon. Jeg ved, at mange af mine kolleger og venner også har gjort det. Det har været meget nemt.

For mit vedkommende er det forbi nu. Det er veldokumenteret at arbejdsforholdene hos Amazon er forfærdende ringe. Arbejdstidsreglerne er ikke-eksisterende, kravene til arbejderne er horrible og lønnen er uhyggeligt lav. Min lyst til at læse bøger, lytte til musik mm. skal ikke være med til at få andre mennesker ned med nakken.

Direktøren for Amazon UK er en af mine gamle studiekammerater fra min tid som PhD-studerende i Edinburgh. Han har boet i Aarhus og har lært dansk. Jeg husker ham som en flink fyr fra dengang for 30 år siden. Nu vil jeg skrive til ham.