Work Life Balance by Wichai Wi from the Noun Project

En af mine bedste oplevelser i de sidste tre år var gensynet med dem, jeg gik i gymnasiet med, da vi mødtes til gymnasiets 40-års jubilæum. Der var meget at tale om, og på et tidspunkt sagde jeg undskyldende til en af dem, jeg talte med, at jeg var blevet tilbøjelig til at tale meget om arbejde. Det var faktisk noget, jeg ikke var så glad for, for jeg var jo meget mere end én, der havde et job. Men selvfølgelig bliver det ofte sådan, sagde min gamle gymnasiekammerat – det er jo en meget stor del af det vågne liv.

For ikke så længe siden udtalte Mette Frederiksen, at det ikke skulle være lystbetonet at gå på arbejde. Det handlede derimod om at opfylde pligtens nødvendighed.

Der er et meget interessant interview i dagbladet Information med den amerikanske professor i filosofi Joanne B. Ciulla om netop dette. Hendes væsentligste pointe er, at arbejdet i den vestlige verden i alt for stort omfang er blevet det, der definerer os.

Det, som det moderne arbejdsliv virkelig mangler, er mere realistiske forventninger til, hvad arbejdet er, både fra arbejdsgiver og lønmodtager.

Joanne B. Ciulla. Citeret fra Allerede for 20 år siden advarede amerikansk professor om, at arbejdet fylder for meget i vores liv, Dagbladet Information, 20. oktober 2021 (https://www.information.dk/indland/2021/10/allerede-20-aar-siden-advarede-amerikansk-professor-arbejdet-fylder-vores-liv)

Måske kan man vende Mette Frederiksens beskrivelse af arbejdet som noget, der ikke skal være lystbetonet, på hovedet: At arbejdet først og fremmest er noget vi gør for at kunne have et livsgrundlag – ikke at det i sig selv skal udgøre vores livsgrundlag. Det kan virke kynisk at sige, at vi “kun gør det for pengenes skyld”, men det kan også være et bolværk mod dem, der forlanger at vi skal præstere mere. Vi skal også vise omsorg for os selv og ikke bare overtage andres idé om hvad arbejdet skal være.

Samtidig betyder det dog også, at der skal være en vision for alt det, der ligger uden for arbejdssfæren, bl.a. en kulturpolitik. Det ville være især godt med en vision om det, der på engelsk kaldes for work/life-balance. Lige nu er det desværre en defensiv vision om den frie tid, Socialdemokraterne leverer i så henseende – så vidt jeg kan se, mest noget med bøffer, tv-sport og charterferie og andre former for velkendt og i sidste ende tvivlsom kompensation. Det er måske ikke så underligt, når man nu er gået fra at være et arbejderparti til at være arbejdets parti.