Når jeg bliver 68

Kilde: https://seniorhaandbogen.dk/pension/folkepension/pensionsalder/

Efter lang tids konkurrence mellem regeringen og Socialdemokraterne om hvem der kan føre den mest restriktive politik over for flygtninge, er der nu pludselig fokus på pensionsalderen. De, der er født i samme periode af Danmarkshistorien som mig (og det gælder også bl.a. Lars Løkke Rasmussen, der er fire måneder yngre end mig) kan se frem til at skulle arbejde indtil de bliver 68.

Det interessante er så, at forsøgene på at være de strammeste strammere faktisk også giver en indikator af holdningen til arbejdslivets længde. Her tænker jeg på den såkaldte “integrationsydelse”, der nu hedder hjemsendelsesydelse, og de andre stramninger, der først og fremmest skal forhindre flygtninge i at få sociale ydelser på niveau med andre borgere i Danmark. En af konsekvenserne af alt dette er de såkaldte brøkpensionister.

I dag skal man have boet i Danmark i 40 år af de 50 mulige år for at få ret til fuld pension. Men fra 1. juli 2025 skal man have boet i Danmark i mindst 90% af de år, man har levet fra det fyldte 15. år og indtil folkepensionsalderen (som skubbes længere og længere ud i fremtiden) for at kunne få fuld folkepension. Så arbejdslivet har været defineret til at være mindst 40 år, men allerede om seks år vil det være temmelig meget længere – og det skal i det store og hele udspille sig inden for landets grænser. Det er interessant, hvordan bl.a. Dansk Folkeparti vil kunne forene sin opbakning til forslaget fra Socialdemokraternes forslag om tidligere pensionsalder til mennesker i bestemte erhverv med den idé om brøkpension, som partiet fik indført.

Fordel forskningsmidlerne ligeligt!

Ofte bliver den politik, der bliver ført i den danske universitetsverden begrundet med at det er den eneste mulige. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at en stor del af interviews med AAUs rektor Per Michael Johansen bliver brugt på et forsvar for konkurrencesætningen af forskningsmidlerne og for den udemokratiske, stærkt hierarkiske styreform, som AAU efterhånden mestrer.

Det bliver hævdet, at konkurrencesætningen af forskningsmidlerne, der fører til at mange af os bruger så megen tid og så mange kræfter på at søge om midler og med så beskedent held, er nødvendig og faktisk er at foretrække, så flest mulige kan få forskningsmidler. De, der virkelig fortjener at få støtte til deres forskning, vil nemlig altid blive støttet, mens resten bare bliver nødt til at prøve igen (og igen). Hvis forskere virkelig fortjener at få støtte, da vil det altid lykkes for dem en skønne dag efter tilstrækkeligt mange anstrengelser. Og de mange anstrengelser vil være sliddet værd.

Men tænk, hvis der ikke var den voldsomme konkurrence om forskningsmidlerne, som der er i vore dage, men hvis forskningsmidlerne i stedet blev fordelt ligeligt. Hvad ville der så ske? Det er faktisk blevet undersøgt.

I 2017 undersøgte Krist Vaesen og Joel Katzav fra henholdsvis Eindhovens Tekniske Universitet i og The University of Queensland netop dette.  De undersøger dels en helt ligelig fordeling af fordelingsmidler, dens en model hvor man skelner mellem forskningsområder med lave omkostninger, mellemomkostninger og høje omkostninger – sidstnævnte er bl.a. forskningsområder, der kræver omfattende laboratoriefaciliteter. Og de undersøger situationen i Nederlandene, Storbritannien og USA.

I begge ligelige fordelingsmodeller er konklusionen den noget overraskende, at man kunne have den samme beskæftigelsesgrad for postdocs og PhD-studerende og at alle forskere stadig ville have midler til rådighed til rejser og udstyr; i Storbritannien i moderat omfang, i Nederlandene endda i stort omfang.

Undersøgelsen afslører på denne måde, at den konkurrencebetingede tildeling ikke er nødvendig, mere end alle andre neoliberalistiske incitamentstrukturer er det, men først og fremmest er en mekanisme, der skal skabe og vedligeholde uligheder.

Det ville være informativt at lave en tilsvarende undersøgelse af konsekvenserne af en ligelig fordeling af forskningsmidler i det danske system.

Fyringerne fortsætter på universitetet

I dag var det mine kolleger på Det Humanistiske Fakultet, der skulle sidde og vente på mail mellem 8.00 og 8.30 for at få at vide, om de skulle fyres. Og også i dag har det været en grim dag. Denne gang var det bl.a. en kollega, som jeg har kendt i mere end 30 år (og som jeg også omgås privat), der pludselig mistede sin stilling som lektor. Her er tale om endnu en dygtig person, som mange kender rundt om på AAU og som længe har givet udtryk for sin kritik af tilstandene på sit institut og på universitetet. Det er svært ikke at se dagens fyring som en form for sanktion. Og igen er der tale om en person først i tresserne, der faktisk kunne være blevet tilbudt en seniorordning – men simpelthen bliver fyret.

En af mine andre kolleger, en administrativ medarbejder, ringede til mig i dag og var også chokeret over denne seneste fyring. I løbet af samtalen blev jeg, som det er sket flere gange på det sidste, bedt om ikke at fortælle nogen, at vi har talt sammen. På Aalborg Universitet er stemningen mere utryg end nogensinde før, og jeg mærker nu, hvordan også erfarne medarbejdere oppe i årene er blevet tydeligt bange for at give deres kritik til kende over for ledelsen. Når jeg tænker på, hvordan jeg engang var glad for og faktisk også stolt over at være ansat på dette universitet og omtalte det positivt rundt om i verden, er det i særdeleshed trist, at det er endt med denne form for management by fear og topstyring.

En grim dag på Aalborg Universitet

I dag skulle medarbejderne på det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet sidde klar til at læse mail mellem 8.00 og 8.30. Nogle af dem ville nemlig få at vide, at de skulle fyres. I eftermiddag skulle selve fyringsmøderne så finde sted. Hvor er det dog en ubehagelig mail at skulle vente på.

Fordi jeg er supplerende tillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening, havde jeg lovet at være rede til at være bisidder ved fyringsmøderne. Der blev brug for mig ved fire møder.

Fyringsmøder er korte; der er afsat 15 minutter, hvor repræsentanter for ledelsen og HR-afdelingen deltager. Der bliver overrakt et fyringsbrev, en folder om psykologhjælp og en anden folder med tilbud om et jobsøgningsforløb. Og nå ja, så får man også en kuvert at lægge det hele i. Der er mulighed for at sige noget til sidst, men det har desværre altid været min erfaring, at den slags preller fuldstændig af på den anden part. Reelt varer et fyringsmøde kun fem minutter.

To af dem, der skulle fyres, viste sig at være jævnaldrende kolleger, som jeg har kendt gennem mange år, har samarbejdet med om vejledningsopgaver og har spist frokost med masser af gange. Det kom selvfølgelig som et stort chok for to dygtige og samvittighedsfulde mænd, der altid har passet deres arbejde og nu er midt i 50’erne, at universitetets ledelse pludselig vil skille sig af med dem. Det var også et chok for mig.

De to andre var medarbejdere omkring pensionsalderen, og her var det påfaldende, at AAUs ledelse vælger at skride til fyring i stedet for at finde en seniorordning, der kan give ældre medarbejdere en værdig afslutning på et langt arbejdsliv snarere end en afslutning, der består i et fem minutter langt møde med foldere og en udglattende bemærkning.

Det var en usædvanligt grim dag på Aalborg Universitet. Og det bliver ikke den sidste. Snart er det nemlig mine kolleger ved de andre fakulteter, der står for skud.

Én gang ude, altid ude?

Billede: https://www.wikihow.com/Build-Self-Respect-After-Being-Stigmatized

I dagbladet Information var der i dag et indlæg fra formanden for Psykiatrifonden og SFs psykiatriordfører. De påpeger, at en tidligere psykiatrisk diagnose har det med at forfølge mennesker, der siden er blevet raske igen. Og jeg kan kun give dem ret – jeg selv (og sikkert mange andre) kender mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og siden har gået meget stille med dørene med det, når deres sygemelding var afsluttet og de skulle søge arbejde igen. Der er hos mange en antagelse om at psykiske lidelser er kroniske på en måde, som fysisk sygdom ikke antages at være. Der er et lovforslag fremme om at gøre det nemmere at blive erklæret rask for mennesker, der engang har været i kontakt med psykiatrien – og det er en rigtig god idé.

Uden sammenligning i øvrigt ser man lignende reaktioner, når det gælder mennesker, der har været i kontakt med retssystemet og har siddet i fængsel. Også tidligere straffede borgere går stille med dørene med deres fortid, og også dette er det vigtigt at gøre noget ved. I begge tilfælde er det med til at fastholde de pågældende borgere i en rolle som socialt ekskluderede, der ikke fører noget godt med sig.

Denne opfattelse af, at er man én gang dømt ude, da er man altid dømt ude, sidder meget dybt i mange mennesker. Vi ser det bl.a. i diskussionerne om hvordan man skal håndtere udenlandske statsborgere, der er på “tålt ophold” efter en udvisningsdom. De pågældende mennesker har jo faktisk udstået deres fængselsstraf, og for nogles tilfælde er det endda ved at være længe siden.

Et andet sted, hvor det bliver meget kompliceret også for mig, og jeg er meget i tvivl, er det røre, der netop nu er om en aviskronik i dagbladet Information forfattet af en mand, der i sin tid slog sin datter på fem år ihjel. Mange fordømmer ham og fordømmer kronikken, og jeg har det også svært med at læse den. Når jeg tænker nærmere over dette, er det dog nok ikke følelsen “en gang ude, altid ude”, der er på spil, men vel snarere fornemmelsen af at den pågældende mand går let hen over den ugerning, han begik tilbage i 1993, og mest fokuserer på sin egen svære barndom. På den anden side har manden ikke begået forbrydelser siden da, og han har faktisk arbejdet med voksenpædagogik, blandt andet i socialpsykiatrien. Så noget har han jo lært.

Hvordan bliver man racist?

Citat fra Det er et jeg, der taler ( Regnskabets time) af Lone Aburas, en bog jeg tidligere har omtalt her. (http://www.hanshuttel.dk/wordpress/2017/07/03/det-jeg-der-taler/)

Min datter havde forleden besøg af en af sine gode veninder fra folkeskoletiden, der går på et andet gymnasium. Hun er dansk født med afrikansk baggrund. Over middagsbordet fortalte hun, hvordan der i hendes gymnasieklasse er en ubehagelig stemning. I klassen er det store flertal af elever “hvide danskere”, mens de resterende få elever er danskere med anden etnisk baggrund. De “hvide danskere” havde i det skjulte holdt en fest for sig selv, hvor de ikke havde inviteret de andre fra klassen med. Bagefter havde de begrundet denne ubehagelige adfærd med at de “sorte danskere” holdt sig for sig selv!

Den pågældende klasse har kun været sammen et par måneder, så der kan ikke være tale om lang tids spændinger eleverne imellem, men derimod om racisme – et ord, som jeg den aften hørte min datters veninde tage i sin mund for første gang i alle de år, vi har kendt hende. Hun var ked af det og resigneret, mere end hun var vred.

Den generation, der nu går i gymnasiet, er født og opvokset i det 21. århundredes Danmark, hvor det desværre er blevet sædvane for mange politikere at tale dårligt om borgere fra etniske og religiøse mindretal. Min uvidenskabelige fornemmelse er, at denne negative og ubehagelige måde at tale på hos den ældre generation og samfundets autoriteter, ikke kan have undgået at påvirke tonen og holdningerne hos de unge,. Gymnasieklassens eksklusion af de “sorte danskere” er formodentlig en konsekvens af det. Det værste er, at de der taler og opfører sig på denne måde, ofte ikke tænker over hvad deres sprog og adfærd gør ved andre mennesker.

Hvis man hører på intolerance og negativitet længe nok, kan ingen slippe uskadt væk fra påvirkningen.

I Information er der i dag et indlæg af Emil Ipsen,  der havde været udvekslingsstudent i USA. Han skriver:

De hyggeracistiske bemærkninger fløj rundt i luften, og der var ikke et menneske med en anden hudpigmentering i 50 kilometers omkreds. Gennem hele året smågrinede jeg af de racistiske jokes, mens jeg bedrevidende tænkte for mig selv, at de var for dumme til at vide bedre. Tilmed kunne jeg sidde og få det helt godt med mit globale udsyn. Det skulle vise sig at være falsk tryghed.

Opholdet i USA sluttede med at Emil Ipsen tilbragte en uge i Atlanta sammen med sine forældre, og her opdagede han så til sin skræk, at han alligevel havde ændret adfærd.

Her gik jeg rundt blandt forskellige racer og etniciteter, så det var nu, jeg skulle bevise, hvor meget bedre jeg var end de uvidende red necks i Arkansas. Jeg måtte dog til min egen forbløffelse konstatere, at mens jeg gik rundt, steg pulsen pludselig. Sveden begyndte at dryppe fra panden. Jeg kiggede mig febrilsk over skuldrene. Hedeslag? Paranoia? Angst? Nej, jeg var skrækslagen for disse farvede mennesker.


Mangel på visdom

Fra loftet i McEwan Hall i Edinburgh.

Mange mennesker i den industrialiserede verden ved, at klimaforandringerne vil ødelægge millioner af menneskers livsgrundlag, hvis der ikke bliver gjort noget. Men der bliver ikke gjort ret meget. Mange mennesker ved også, at den politik, der bliver ført over for flygtninge, har voldsomme konsekvenser for flygtningene. Og alligevel fortsætter det.

Jeg har tidligere skrevet om den ondskab, der kan føres tilbage til at den, der udfører eller billiger en handling, ikke forstår den lidelse, som handlingen fører med sig. Det er først nu, det går op for mig, at der er et begreb for denne mangel på visdom.

Jeg er ved at læse den italienske filosof og biolog Massimo Pigliuccis bog fra 2017 How To Be A Stoic; meget af bogen handler om etik og visdom set gennem stoicismen (jeg har tidligere skrevet en del om stoicisme på denne blog). I forbindelse med Pigliuccis gennemgang af ondskabens årsager har jeg stiftet bekendtskab med ordet amathia. Det er et begreb, som er oldgræsk og ikke lader sig oversætte godt til dansk. Men formodentlig kan man komme tæt på det alligevel. Amathia er nemlig det stik modsatte af visdom; mangel på visdom er ikke nødvendigvis det samme som dumhed.

Filosoffen Glenn Hughes (ikke at forveksle med musikeren af samme navn fra Deep Purple) taler om intelligent stupiditet. Begrebet har han fra den østrigske forfatter og filosof Robert Musil. Musil skriver et sted (her i min oversættelse)

I livet mener man som regel at et dumt menneske er en, der er “lidt svagt begavet”. Men hinsides det er der de mest varierede former for intellektuelle og åndelige afvigelser, som i så høj grad kan hindre og frustrere og lede selv en ubeskadiget medfødt intelligens på vildspor, at den i det store og hele fører til noget, for hvilket sproget til sin rådighed [stadig] kun har ordet stupiditet. Således omfatter dette ord to fundamentalt forskellige typer: én ærlig og ligetil stupiditet, og en anden, der noget paradoksalt, endda er et tegn på intelligens. Den første er snarest baseret på en svaghed i forståelse, den anden mere på en forståelse, der kun er svag med hensyn til noget bestemt, og denne anden slags er så klart den mest farlige.

Det farlige ved manglen på visdom er, at den fører til så mange tilsyneladende velovervejede handlinger, der skader så meget. Vi kan ikke anklage Marine Le Pen, Viktor Orbán, Donald Trump, Benjamin Netanyahu, diverse danske ministre eller hvem vi nu tager os til hovedet over, for at være onde, for de er selv overbevist om at de gør en masse godt og har som oftest detaljerede (bort)forklaringer parat. Vi kan derfor nok ikke engang anklage dem for at være dumme. Men der er næppe mange, der ville kalde sådanne beslutningstagere for eksponenter for visdom. Det, vi ser så meget af i dag, er netop intelligent stupiditet – en bizart velovervejet mangel på visdom i befolkningen og blandt beslutningstagere.

En regering for hele folket?

I mandags var jeg med til fakkeldemonstrationen i anledning af 70-året for Verdenserklæringen om menneskerettigheder. Flere af dem, der holdt tale, var kommet til Danmark som flygtninge, og et gennemgående træk i deres taler var, at de holdt af mange ting ved Danmark og følte, at de hørte hjemme her, men også oplevede en tiltagende følelse af utryghed.

Man behøver ikke at være flygtning for at tænke på den måde. Mustafa Kemal Topal, der er PhD-studerende på Roskilde Universitet og dansker med tyrkisk baggrund, har en interessant kronik i Information om hvordan det er at være dansker med mindretalsbaggrund og følge med i “udlændingedebatten” i Danmark.  Mustafa Kemal Topal finder det meget ubehageligt,  han slukker oftere for fjernsynet, end han gjorde engang. Og han spekulerer på, hvordan hans datter på 11 år mon oplever “udlændingedebatten”.

Kronikkens konklusion bør være stof til eftertanke.

Støjberg repræsenterer ikke kun sig selv, men også den danske stat og regering, hvorfor hun også er forpligtet til at arbejde for, at min datter ikke skal føle sig som ’en anden’ i Danmark. Jeg ønsker ikke, at min datter bliver radikaliseret, hverken af højreorienterede danske politikere eller af islamistiske grupper, som er imod integrationen.

Men den danske udlændingepolitik er desværre blevet alt for polariseret, og det gør det svært for os i gruppen af ikkevestlige forældre at skabe balance for vores børn i den verden, de skaber.

Derfor er min opfordring til politikerne inden det kommende valg: Hold jer til en faglig og saglig diskussion om udlændinge, selv om jeres politik, der hviler på præmissen om den uintegrerbare ’anden’, giver mening for jer. Husk, at vores børn lytter med på jeres diskussioner i tv’et.

Regeringen skal forestille at være en regering for hele Danmark. Derfor vil jeg godt spørge: Hvad gør regeringen for at alle mennesker, der bor i Danmark, kan føle sig trygge og for at sikre at ingen af dem føler sig anderledes og udenfor? Hvordan vil de sikre sig, at tonen i valgkampen lever op til dette?

En underlig sejr

Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget (det sædvanlige: regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne) har vedtaget, at etårige i såkaldte udsatte boligområder skal  i daginstitution i 25 timer om ugen. Dette “tilbud” er obligatorisk. Ellers mister børnenes forældre deres børnecheck.

Børne- og socialminister Mai Mercado kalder vedtagelsen “en stor sejr” og udtaler

»De, der typisk allerede har deres børn i institution, har et arbejde og har brug for pasning. Det vil de også have fremadrettet, så det vil ikke være relevant for dem at få et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen«.

Denne nye beslutning er grumt fascinerende, for den udtrykker essensen af dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det) i 2018:

  • Der er opfundet forskønnende nysprog, her “obligatorisk læringstilbud”, der skal dække over at der mere eller mindre er tale om tvang.
  • Lovforslaget betjener sig af indirekte diskrimination; man må ikke gå efter en bestemt befolkningsgruppe, så man vælger et næsten ækvivalent kriterium, der gør at man hovedsageligt rammer mennesker med anden etnisk herkomst end dansk. Det store flertal af forældre i “udsatte boligområder” (som defineret af regeringen) er nemlig flygtninge eller andre mennesker med anden etnisk herkomst end dansk.
  • Sociale ydelser, her  børnechecken, ses først og fremmest som en mulighed for sanktioner og som noget, man skal gøre sig fortjent til. Jvf. “dansktillægget” på “hjemsendelsesydelsen” og det nye optjeningskrav for dagpenge.
  • Og endelig er der synet på daginstitutioner: En daginstitution er ikke et sted, hvor børn kan få nye venner, lege og bruge fantasien. En daginstitution er derimod et “læringstilbud”, også selv om man bare er ét år gammel.

På denne ærgerlige måde er der tale om eksemplarisk politik og en underlig sejr for dansk socialpolitik (eller hvad man nu skal kalde det).

Den nødvendige fjende

Den seneste tids handlinger fra regeringens side viser, at den lægger an til endnu et “udlændingevalg”. Min fornemmelse er dog samtidig den paradoksale, at regeringen ikke ville kunne undvære flygtninge. En skarp analyse i Inrmation i dag (under pseudonymet Center for Vild Analyse) slutter med at konkludere at

Regeringen har desperat brug for flygtninge for at legitimere sin politik og fastholde magten. De skal være helt tæt på – men samtidig holdt ud i strakt arm, så alle kan se, at der bliver gjort noget ved alt det, der er farligt. Derfor skal Støjbergs færgebilletter også kun være »næsten umulige« at betale:

Det er vigtigt, at de fjerne fremmede fastholdes som en trussel, der kan risikere at dukke op midt i blandt os, hvis vi ikke er årvågne og i undtagelsestilstand hele tiden.

I mange lande har minoriteter fået denne rolle som trofaste lynafledere. I Østeuropa gælder det især jøder og romaer. I Polen blev omkring 3 millioner jøder dræbt i Holocaust; i dag er der kun 3200 jøder tilbage i landet. I Ungarn er der heller ikke mange jøder tilbage i dag. Men alligevel viser antisemitismen stadig sit grimme fjæs i begge lande. I USA har Donald Trump brugt indvandrere fra Mellemamerika som lynafleder.

Hvis man ikke har en lynafleder, bliver man nødt til at tale om noget andet og får svært ved at vise at man er handlekraftig. Den danske regering gør ikke meget ved den globale opvarmning – udgifterne til at etablere et udrejsecenter på øen Lindholm er større end summen af alle udgifter til at imødegå klimaforandringerne – men stramningerne er et tydeligt forsøg på at få regeringen til at fremstå handlekraftig, når den på andre områder faktisk er rådvild eller handlingslammet (eller bare ligeglad). Mange andre partier er enige i denne prioritering. Hvis det lykkes at lave valgkampen til et “udlændingevalg”, får man nemlig fred på de andre områder af den politiske dagsorden.