Folkestyre eller demokrati på arbejdspladsen

I dag er det igen blevet 1. maj, og her kan jeg så læse, at Enhedslisten, SF og Alternativet kræver at der bliver flere fællesejede virksomheder. Socialdemokratiet er ikke helt afvisende over for tanken.

På én måde er ideen rigtig god – tænk, hvor meget vi kunne styrke f.eks. indsatsen for at standse de menneskeskabte klimaforandringer, hvis olie- og gasselskaber var fællesejede. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på, at jeg og mine kolleger i universitetsverdenen har voldsomt begrænset indflydelse på vores egen situation, selv om universiteterne er statslige institutioner. Problemet er, at fælleseje ikke sikrer demokrati i det daglige. Der er en voldsom og meget håndgribelig forskel på “folkestyre” af universiteterne udøvet gennem folketingsvalg/lovforslag og det nu afskaffede universitetsdemokrati.

Jeg vil påstå, at demokrati på arbejdspladsen er den eneste reelle garanti for tryghed i det daglige arbejde. Det må ikke være tilfældet, at demokratiet hører op, når man møder på arbejde.

For mig står det ikke klart, hvad Socialdemokratiets holdning er til demokrati på arbejdspladsener , og det er bekymrende, når man tænker på de tætte bånd, dette parti har haft til fagforeningerne især før i tiden. Jeg ved kun, at de var med til at afskaffe universitetsdemokratiet i 2003, da den nuværende universitetslov blev vedtaget.

Det meste til de færreste

Kilde: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/universiteter/okonomi/forskningsmidler

Aalborg Universitet har nu en budgetmodel, der giver en lavere grad af beskatning på eksterne forskningsmidler, mens beskatningen øges på indtægter fra uddannelserne. Konsekvensen bliver, at eksterne forskningsmidler bliver stadigt vigtigere for universitetets økonomi.

DEA har foretaget en undersøgelse af fordelingen af forskningsmidler på vegne af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Resultatet er interessant:

  • 94 procent af forskningsmidlerne går til de natur- og sundhedsvidenskabelige og tekniske områder.
  • 34 procent af bevillingsmodtagerne var kvinder, og de fik 22 procent af de samlede bevillinger.
  • De mest succesfulde 20 pct. af den samlede forskerbestand i Danmark har modtaget knap 90 pct. af de konkurrenceudsatte midler, som er inkluderet i analysen.
  • 13.000 af de aktive og publicerede forskere modtog ingen bevillinger af eksterne forskningsmidler i den undersøgte periode fra 2004-2016.

Jeg er selv en af de 13.000 aktive forskere, som ikke har modtaget bevillinger fra 2004 til 2016, selv om jeg (selvfølgelig) har søgt gentagne gange. Situationen er værre for mine kolleger fra humaniora og samfundsvidenskab, for her er der ganske enkelte ikke ret mange midler at konkurrere om.

Tænk, hvis andre offentlige institutioner skulle konkurrere i samme omfang om midler til deres aktiviteter på samme måde: Hvis hospitaler skulle søge om midler til udstyr, hvis gymnasier skulle søge om midler til klasseværelser, hvis trafikselskaber skulle søge om midler til busser… AAUs budgetmodel er blevet lanceret som en tilpasning til virkeligheden, men den ender i virkeligheden med at skabe virkeligheden. Jeg bemærker bl.a. at Uddannelses- og Forskningsministeriet siger at

Basismidlerne skal også dække universiteternes uddannelse af ph.d. studerende.

Men hvor jeg er ansat, er der ingen PhD-stillinger ud over dem, der kan finansieres af eksterne forskningsmidler. Det er derfor, jeg i snart 10 år ikke har kunnet have PhD-studerende.

Opstillingsberettiget?

Fra https://www.vaelgererklaering.dk

Et parti, der bl.a. vil indføre en voldsomt diskriminerende lovgivning, der vil nægte muslimer i Danmark deres mest elementære menneskerettigheder og fratage bestemte grupper af danske statsborgere deres statsborgerskab, er nu tæt på at være opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Det er sket, efter partiets stifter har fået en helt uhørt opmærksomhed i medierne på grund af sine smagløse og hadefulde “demonstrationer” rettet mod flygtninge, indvandrere og muslimer i Danmark.

Måske kommer der noget godt ud af denne triste udvikling. Jeg vil umiddelbart gætte på at mange af partiets støtter tidligere har bakket op om det nu hedengangne Danskernes Parti – så der er formodentlig ikke tale om et yderligere skred mod højre. Og måske kan det føre til at nogle af dem, der ellers ville have stemt på Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti vil stemme på det nye, endnu mere intolerante parti., som dog alligevel næppe vil komme ind.

Store partier, der indtil nu har prøvet at lægge sig tæt op ad Dansk Folkepartis linje, vil formodentlig have lyst til at distancere sig fra det nye partis racisme. Og på dén måde kan det måske paradoksalt nok være tilfældet, at vi slipper for endnu et “udlændingevalg”. Under alle omstændigheder ser jeg frem til at man vil spørge det nye parti, hvad de mener om klimaforandringerne og hvad der skal gøres ved dem. Netop dét håber jeg, at mange vil gøre.

Futurismens genkomst?

Futuristen Tommaso Martinetti har fundet vej til den italienske 20-cent-mønt-

Der er mindst to slags autoritære ideologier. Den ene slags der skuer bagud og drømmer om at lave om på nutiden, så den ligner fortiden – og måske også samtidig lave om på fortiden. Den anden drømmer om at fjerne fortiden, at fjerne alt det gamle og “ubrugelige” og skabe en ny fremtid. Pol Pot-regimet i Cambodia ville skabe et “år nul” og slette landets historie og alt hvad den rummede. Nazismen var skiftevis det ene, så det andet. Nogle gange så nazisterne tilbage på germanernes glorværdige fortid (som de så var nødt til at skrive), andre gange ville de slå alle de uønskede mennesker ihjel og skabe en ny og monumental fremtid.

Der er en interessant artikel i Wired om netop dét: Sammenhængen mellem futurisme og fascisme. Futurismen var en bevægelse i begyndelsen af det 20. århundrede, der især blev udbredt i Italien og Rusland. I Rusland var futurismen oprindelig progressiv og ikke politisk; Lenin brød sig ikke om Majakovskij og de andre russiske futurister, men Stalin udtalte sig positivt om Majakovskij, der begik selvmord i 1930, og det gjorde ham til en sovjetisk helteskikkelse.

I Italien endte futurismen med at hylde Mussolini og blev en del af fascismens grundlag. Bl.a. hyldende ledende futurister den italienske invasion af Nordafrika og brugen af bombefly. Bombefly var hurtige og nådesløse; det var lige noget for futuristerne. I det såkaldte Futuristiske Manifest af Tommaso Martinetti fra 1909 står der bl.a. (her oversat til dansk efter Wikipedia) at man vi

ødelægge muséerne, bibliotekerne, akademier af alle slags – vi vil bekæmpe moralismefeminisme, enhver nyttebetonet eller opportunistisk fejhed. Vi vil prise kærligheden til fare…til frygtløshed…verden har fået tilført en ny form for skønhed, fartens skønhed…

Det er ikke rar læsning, og på nogle måder ligner det udtalelser, man kan se i dag. Det påfaldende er, at futurismens ideer om at forkaste fortiden og hylde hastighed og forandring på nogle måder ligner de tanker om “disruption” og teknologiens uanede mulighed, som man hører ganske meget i disse år. Disse tanker kommer ofte fra de samme kredse, som er med til at skabe uanede muligheder for overvågning, nemlig de store teknologi-virksomheder og deres ufatteligt rige bagmænd – Bezos, Musk, Zuckerberg m.fl.

Viden som sport

Der er en interessant artikel i The Conversation af Luca Morini fra Coventry University. Han stiller det helt oplagte spørgsmål: Hvorfor er produktion af og tilegnelse af viden egentlig et spil? De uddannelsessøgende skal stræbe efter at få så gode karakterer som muligt. Og akademikere skal konkurrere om at få publiceret og om at skaffe forskningsmidler. Konsekvenserne af denne tilgang til videnstilegnelse er helt oplagte. Den første er fuldstændig oplagt: Man får meget, hvis man vinder og intet, hvis man taber. Den anden burde også være oplagt, men er det nok ikke: Spillet skaber stress.

Den mest oplagte grund til at videnstilegnelse er blevet et spil i vore dage er selvfølgelig neoliberalismen, hvor alle menneskelige forhold kan gøres til genstand for konkurrence, Men ideen er faktisk ældre. Morini sporer ideen helt tilbage til det 19. århundredes “socialdarwinisme”, som var en pseudovidenskabelig idé om at livet er en kamp, der fører til de bedst egnedes overlevelse. Formodentlig bliver ideen om videnstilegnelse som et spil yderligere styrket af analogier fra sportens verden.

Jeg har selv deltaget i vidensspillet mange år efterhånden. De samme metaforer og belønningsmekanismer, der præger professionel sport, har sneget sig ind i den akademiske verden og skolesystemet. Min klare fornemmelse er, at det gør det samme ved den akademiske verden og skolesystemet, som kombinationen af voldsom kommercialisering og elitedyrkelse har gjort ved sport og den måde, vi tænker om sport på. Deltager jeg i det akademiske spil for at vinde eller fordi det er sjovt? Jeg ville helst deltage fordi det er sjovt, men i konkurrencesamfundet skal man vinde, for det er vinderen, der får det hele.

Morini skelner mellem game communities og play communities på engelsk, og det er tydeligt, at vi nu står i en situation med en masse game, men ikke ret megen tid eller påskønnelse af play. Det er trist, at det er endt sådan. Tænk, hvis forskning og læring kunne blive en fælles leg i stedet for en sport.

De bedst egnede og de bedst talende

Christoph Houman Ellersgaard, der af avisen bliver kaldt eliteforsker (men her dækker det tilsyneladende over, at hans forskningsområde er den danske magtelite), skriver i et indlæg i Politiken om hvordan klasseforskelle i det danske samfund har større betydning end man tror.

Også i såkaldte eliteuddannelser viser klasseforskellene sig nemlig. Ellersgaard skriver

…overklassens børn let navigerer hjemmevant og skaber venskaber på deres prestigiøse arbejdspladser. Imens personer med en mere beskeden baggrund føler sig mere utrygge og tvungne. Forskellen er, om man forstår kulturen og omgangsformen. Hvis ikke man gør det, går man glip at de forbindelser, der kan bringe én videre op ad karrierestigen.

Jeg kommer ikke selv fra en familie med akademiske traditioner – min familie var fiskere, husmænd og håndværkere. Det var et lille trin op på den sociale rangstige, at min mor og hendes søskende kom til at arbejde i banker og i detailhandel.

Nogle akademikere har været vant til at gøre andre opmærksomme på sig selv og egne fortræffeligheder. Jeg husker en, der engang fortalte mig, at han i den by, han kom fra (et sted uden for Danmark) var kendt som “ham, der var god til matematik” og fik megen omtale på den måde; jeg ved, at han senere har fået et godt forhold til sit universitets ledelse og indflydelsesrige kolleger rundt omkring ved at gøre opmærksom på sig selv. Det er helt legalt at gøre sådan,, men det er en slags manøvrer, jeg selv har haft det svært med at foretage.

Det tog mig således en del år, før jeg tog mig sammen til at spørge en meget mere succesfuld udenlandsk kollega, hvorfor de så ofte kom med i programkomiteer til konferencer, mens det samme bestemt ikke var tilfældet for mig. Jeg havde affundet mig med, at når jeg aldrig blev spurgt, var det simpelthen fordi mine forskerkolleger ikke syntes, jeg gjorde det godt nok som forsker til at jeg kunne få den slags tillidsposter. (Til gengæld gjorde jeg meget for at opfylde mine undervisningsforpligtelser, så ingen skulle kunne sætte en finger på dét.) Svaret jeg fik af min udenlandske kollega var, at jeg bare skulle spørge på det rette tidspunkt og i øvrigt gøre mere opmærksom på mig selv. Siden har jeg været med i flere programkomiteer (men er stadig langt bagud på point her).

Min fornemmelse er også, at kønsforskelle betyder noget – at mange kvindelige forskere på grund af de herskende kønsroller heller ikke i samme grad får gjort opmærksom på sig selv. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved den slags, men det er vigtigt at være mere bevidst om disse indflydelsesstrukturer og hvad klasse- og kønsforskelle betyder her.

Noget om ulighed

Det er veldokumenteret, at den sociale og økonomiske ulighed er øget i Danmark inden for de seneste 20 år. Diskussionerne om ulighed i Danmark strander tit i en krig på definitioner af hvad fattigdom mon er og om ulighed overhovedet er et problem.. Der kommer typisk et overfladisk argument om at der ikke er fattigdom i Danmark, for “ingen ligger og sulter på gaden” (men der er hjemløshed også i Danmark) Og der er også tit dem, der peger på at mennesker i f.eks. Afghanistan eller Somalia har det økonomisk meget værre end i Danmark (men disse to lande er også lande, som den siddende regering gerne vil sende mennesker tilbage til).

Men så længe der er mennesker, der er afskåret fra at kunne få et godt liv, så længe er der en uacceptabel tilstand af ulighed i samfund. Diskussioner af ulighed må handle om retten til at leve et værdigt liv. Det er i virkeligheden en diskussion af sociale og økonomiske menneskerettigheder; de dukker op i Verdenserklæringen om menneskerettigheder.

Forstået på denne måde, er uligheden er i samfundet i høj grad en ulighed mellem dem, der har et værdigt og tåleligt liv, og dem, der ikke har et værdigt og tåleligt liv. Det er en modsætning, der er meget tydelig landene imellem men også inden for det enkelte lande.

Jeg vil hævde, at der i dag er flere mennesker end længe, der ikke lever et værdigt og tåleligt liv i Danmark. Og jeg vil hævde, at det bestemt ikke er et tilfælde, men direkte politisk betinget. F.eks. har Inger Støjberg direkte talt om at gøre forholdene utålelige på Kærshovedgård udrejsecenter..

Nogle af de spørgsmål, der bør stilles til alle politikere (og beslutningstagere i det hele taget) er

Jeg ville svare nej til alt dette. Og det er her, diskussionen skal tages. 

Jeg bemærker også noget paradoksalt i det at vægre ved at have en veldefineret fattigdomsgrænse. Mange forhold i det offentlige bliver i disse år kvantificeret og gjort til genstand for økonomisk styring. Også de stærkt nedsatte kontanthjælpssatser kommer et sted fra. Men netop når det gælder en fattigdomsgrænse, vil regeringen ikke kvantificere.

Noget at vende hjem til? (Eller: Jeg fik desværre ret)

Der er en meget læseværdig kronik i dagbladet Information af Sedra Al-Yousef, der er medicinstuderende på Københavns Universitet og kom til Danmark som 17-årig. I kronikken skriver hun

I dag bliver jeg fremstillet som ’amoralsk’ af den danske regering og de partier, der vil sende mig hjem, fordi jeg ikke vil tilbage til Syrien. Men er jeg det? Og var min far det?

Debatten om genopbygningen af Syrien er i virkeligheden en blåstempling af, at de, der flygtede, skal vende tilbage til Syrien og underkaste sig Assad, Rusland og Iran, så de kan genopbygge deres regime oven på ligene af de borgere, heriblandt børn, som demonstrerede for demokratiske rettigheder for otte år siden.

Det er derfor ikke mit land, jeg ifølge nogle politikere er forpligtiget til at vende hjem og genopbygge, men Assads land. Jeg skal genopbygge det diktatur, vi demonstrerede imod og i sidste ende flygtede fra.

Det er ikke i sig selv et etisk betinget påbud at “vende hjem”. Men sådan er det blevet i mange borgeres opfattelse af hvad mennesker på flugt bør gøre. Hele den “landegenopbygger”-retorik, som danske politikere så ofte påkalder sig, er blot en nemt gennemskuelig udgave af den strategiske velvilje, der i virkeligheden kun dækker over en afvisning af flygtninge.

Da jeg havde læst kronikken, kom jeg i tanke om noget, jeg engang havde skrevet her om det samme emne. Tilbage i november 2017 skrev jeg dette, efter der havde været udtalelser fra Dansk Folkeparti om hjemsendelse af flygtninge:

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialdemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Jeg er ked af at måtte indse, at jeg i det store og hele har fået ret i denne forudsigelse. Der er endnu ikke kommet en egentlig “genopbygningsordning”, men alt det andet, jeg forudså, er blevet til virkelighed. Det siger ikke noget om mine profetiske evner, men derimod noget om hvor forudsigelig dansk flygtningepolitik (og vel i det hele taget dansk politik) efterhånden er blevet og om hvor få positive visioner og hvor megen “strategisk velvilje”, der er.

Hvorfor er der ingen, der gør noget?

Fra OECD: Climate Change: Consequences of Inaction.
 http://www.oecd.org/fr/environnement/climate-change-consequences-of-inaction.htm

Greta Thunberg bruger sin tid på at rejse rundt og kræve, at der bliver gjort noget afgørende for at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Meget af det, jeg ender med at skrive om klimaforandringerne, bunder i et lignende spørgsmål: Hvorfor er der ingen, der gør noget? Mange andre end mig har stillet det samme spørgsmål.

Det er nogle gange forbløffende, så meget en kort tekst med udtalelser fra politikere kan røbe om hvad svaret er. I dag kan jeg læse dette i Politiken:

I alt skønner Liberal Alliance, at deres klimaplan vil koste 85 milliarder kroner frem mod 2030.

Pengene skal blandt andet findes ved besparelser inden for den offentlige sektor, gennem økonomisk vækst og en øget beskæftigelse.

Forslaget får en kølig modtagelse hos Socialdemokratiet.

»Det betyder samlet set, at det går ud over vores børn, vores sundhed og vores ældre«, siger Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Her er tale om udtalelser fra to politiske partier med regeringserfaringer.

Det ene politiske parti vil bekæmpe klimaforandringerne gennem – vækst. Men klimaforandringerne skyldes netop uhæmmet vækst. (Og derudover tror man på at offentlige nedskæringer som et middel til positiv forandring.)

Det andet politiske parti er skeptiske over for forslaget om at gøre noget mod klimaforandringerne – fordi det vil gå ud over børnene og sundheden. Men klimaforandringerne kommer netop til at have voldsomme konsekvenser for de kommende generationer og for folkesundheden.

Og det er præcis sådan, mange politikere er fanget i deres respektive, kortsynede forståelser af situationen, og det er derfor, der ikke sker noget. Jeg vil opfordre alle disse politikere til at se OECDs oversigt over, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget afgørende. Det er ikke rar læsning, men den er nødvendig.

Overlad det til de andre

Verdenskort med det centralt beliggende Danmark. Kilde: Wikimedia Commons.

Jens Philip Yazdani husker mange som den velformulerede gymnasieelev fra Aarhus, som var med i Debatten på DR2 i efteråret 2016 og her kolliderede med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti der “ikke kunne vide om” Jens var dansker. Senere blev Jens faktisk formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og er nu studerende på Københavns Universitet. For nylig har han skrevet et meget rammende indlæg på RÆSON, som er værd at læse.

Hans vigtige observation (men læs Jens’ indlæg!) er at dansk politik i dag anskuer alle problemer som “danske” problemer og at de helst skal løses ved – at overlade dem til udlandet. Det er paradokset i nationalismen i sin essens: “Vores” land er noget særligt og har en særlig styrke, men er samtidig så afmægtigt, at andre skal løse “vores” problemer.

Danskfødte kriminelle uden dansk statsborgerskab bliver udvist til lande, hvor de aldrig har boet. Så skal deres nye hjemlande leve med deres kriminalitet, selv om den skyldes en opvækst i Danmark. Danske Syriens-krigere med dansk statsborgerskab skulle helst, stod det til regeringen og andre, ikke udleveres til Danmark. Så kan Syrien og andre lande leve med de pågældende, også ganske farlige personer. Og mennesker på flugt, der flygter til Danmark, skal ideelt set ikke være i Danmark – men overlades til andre lande. Hvis der er mennesker på flugt i Danmark, skal de helst gemmes af vejen indtil de igen kan overlades til udlandet.

Den samme tendens ser vi i miljøpolitik. Den globale opvarmning er ikke et “dansk” problem og skal derfor overlades til udlandet. Og i det omfang, der er tale om et “dansk” problem, er der ikke så meget, “vi” kan eller skal gøre ved det.

Det internationale udsyn er blevet væk, og det er på tide at finde det igen.