Ingen regning til ledelsen

For lidt siden kom der mail fra Aalborg Universitets ledelse til alle ansatte om at universitetet har et underskud på 100 millioner kroner. Det betyder “personalereduktion og andre mindre justeringer” – en eufemisme for fyringer og frivillig afgang og ansættelsesstop. Mindst 30 mennesker kommer til at miste deres arbejde. Syv uddannelser skal lukke.

Jeg er med i samarbejdsudvalget på mit institut og har derfor allerede kendt til situationen i nogle dage. Faktisk har der dog allerede siden begyndelsen af semesteret været rygter blandt de ansatte om at der var en alvorlig økonomisk situation på AAU. Alligevel har ledelsen insisteret på at møderne i denne uge skulle være omgærdet af fortrolighed. Det er sket af hensyn til de ansatte, var en del af begrundelsen i dag.

Tillidsrepræsentanter og supplerende tillidsrepræsentanter var indkaldt til et møde her til morgen, hvor HR-afdelingen orienterede om situationen og hvordan man skulle håndtere “personalereduktionen”. Universitetets ledelse var ikke repræsenteret ved mødet. Nogle af de tilstedeværende spurgte, hvorfor ledelsen ikke var til stede. Svaret var at dette var et orienterende møde; sagen havde allerede været behandlet i samarbejdsudvalgene.

I november 2013 var der samme situation. Dengang havde Aalborg Universitet pludselig fået et underskud på 130 millioner, og der var “personalereduktion og andre mindre justeringer”.  Mange af os, der var til stede til mødet i dag, havde denne situation og alt, hvad den førte med sig i alt for frisk erindring. Jeg spurgte repræsentanten fra HR, hvordan det kunne komme så vidt igen. Svaret var at “der er en masse omstændigheder, der spiller sammen – det er en perfekt storm”. Hertil kunne jeg kun bemærke, at det stormer meget på dette universitet.

Det er uventet for mig, at det hele er så uventet. Nedskæringerne bliver begrundet bl.a. i dimensioneringerne af uddannelserne (som har været kendt længe) og i lønudviklingen (som er et resultat af overenskomsten på det statslige område fra i året).

HR-afdelingen var dog fortrøstningsfuld med hensyn til personalereduktion. Erfaringen er nemlig, at der i sådanne situationer altid har været nogen, der har været villige til at sige op, sagde HR-repræsentanten. 

En anden deltager (det kunne have været mig, men det var det ikke) spurgte, om dette kun ville få konsekvenser for institutterne og ikke for ledelsen. Men nej – hertil var svaret, at den økonomiske situation ikke ville få konsekvenser for ledelsen.

At vinde over sig selv

Af og til er der nogen, der har sagt, at de synes at jeg har god selvdisciplin, bl.a. fordi jeg siden 1994 har været veganer,  fordi jeg helt regelmæssigt går i fitness-center og fordi det lykkedes mig at tabe mig igen efter en sommerferie med lidt for meget vellevned. Selv er jeg nu ikke så imponeret over mig selv. Jeg kender f.eks. nogen, der er kommet ud af et mangeårigt heroinmisbrug og nu har overskud til at være noget for andre. Dét bærer vidne om virkelig stor selvdisciplin.

Der er dog nogle aspekter, der er gået op for mig. 

Det første er, at man skal skabe nogle nye og enkle vaner og være konsekvent over for sig selv. Når det lykkes mig at tage i fitness-center hver anden dag, skyldes det ene og alene, at jeg har valgt dette enkle princip. Hvis jeg i stedet bare havde valgt et “blødt” løfte om at jeg skulle træne lidt mere end før og skulle være motiveret, ville det næppe være gået så godt. 9 ud af 10 gange hvor jeg tager i fitness-center, har jeg faktisk mest lyst til at lade være.

Det andet er, at en form for selvdisciplin egentlig består i at kunne vinde over sig selv. Det er en form for konkurrence, der er i stor modsætning til de konkurrenceformer, der huserer i vore dages konkurrencesamfund. Her er der nemlig altid vindere og tabere, og det er i høj grad andre, der har indflydelse på om man vinder. Når man konkurrerer mod sig selv, er det den gode version af én selv, den udgave man gerne vil være, der skal vinde over den mindre gode. Derfor kan man ikke undgå at være den, der vinder, og man har selv indflydelse på om man vinder.

Og det tredje aspekt er at mine begrænsede succeser med selvdisciplin er indtruffet på bestemte afgrænsede områder, som jeg selv kan håndtere. Jeg har f.eks. slet ikke succes med at få eksterne forskningsmidler trods en hel del anstrengelser.

Jeg har prøvet at lade mig inspirere af  et bærende princip i stoicismen, nemlig at vi skal finde ud af hvad vi kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre. Det, man ikke kan ændre (her især døden, men også i et vist omfang andre menneskers adfærd), må man acceptere, mens det man ikke kan acceptere, kan man ændre. Og det, man vil ændre, kan man ændre gennem systematisk refleksion og gennem altid at stræbe efter at bevare egen værdighed og ro, så man kan blive den bedste udgave af sig selv. Dette er principper, som bliver beskrevet godt hos den amerikanske filosof William Irvine (jeg har tidligere skrevet om ham her) og også hos Svend Brinkmann, hvis meget læste bog Stå fast! tager udgangspunkt i netop stoicismen. Jeg er netop gået i gang med at læse endnu en bog om stoicismen,  nemlig How to be a Stoic af den italienske filosof Massimo Pigliucci, og den ser ud til også at give indsigt i hvad selvkontrol egentlig er og bør være. Den glæder jeg mig til at skrive mere om her snart.

Sovs og kartofler

Da jeg for mange år siden blev vegetar (inden jeg blev veganer), fortalte jeg min beslutning til min mor. Hun var tydeligt forundret og spurgte om det så betød, at jeg fra nu af kun ville spise sovs og kartofler. Det måtte være helt enormt kedeligt, syntes hun.

Nogle få år forinden havde jeg været i Rusland til en konference, hvor en af deltagerne (det var endnu ikke mig) var vegetar. Når alle andre fik serveret kød med sovs og kartofler til frokost (en typisk russisk frokost), fik han serveret agurk med sovs og kartofler. Det tog han med godt engelsk humør, husker jeg, thi han var englænder.

I dag står vi over for nogle nødvendige omlægninger af vores livsform i den industrialiserede verden og andetsteds. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Og vi er nødt til at gøre noget ved den enorme ulighed, der fører til at voldsomt rige virksomheder kan eksistere i samme virkelighed som børn, der tigger på gaden.

Men hvordan skal vi kunne tage på indkøbstur til New York og på vinterferie i Asien, hvis vi ikke længere kan flyve? Hvordan skal vi kunne komme til akademiske konferencer i USA? Hvordan skal de ufatteligt rige virksomheder kunne blive ved med at være ufatteligt rige? Hvordan skal vi komme fra sted til sted, hvis vi ikke hver især skal eje en bil?

Svaret er, at dette er sovs-og-kartofler-reaktionen i stort format. Vi er så vante til vores livsform og produktionsmåde, at vi ikke kan forestille os en anden måde at organisere os på og leve på end den, vi har nu. Men måske kan sovs-og-kartofler-sammenligningen netop vise os, hvor begrænsede vi er af vores udsyn.

Om russerne har lært at spise vegetarisk/vegansk, ved jeg ikke. Men min mor var ikke dum. Hun indså selvfølgelig med tiden, at vegetarer og veganere ikke er en slags kødspisere, der nøjes med sovs og kartofler, men spiser en helt anden slags mad og har det godt alligevel (rigtig godt endda!). Det er noget tilsvarende, vi alle skal lære nu i den store omstilling.

Endnu en aften i Athen

Konferencen er slut, og alle er taget er hjem. Jeg bruger dog selv en dag mere her i den græske hovedstad, for det føltes lidt underligt at haste hjem til det danske novembervejr fra et land, jeg ikke har besøgt i mange år.

Fra i dag vil jeg huske, hvordan uligheden og fattigdommen, som den langvarige økonomiske krise har skabt hernede, fremstod så tydeligt. Et lille barn på 5-6 år kom hen til mig for at tigge penge, da jeg skulle ud til konferencen. Det var en lille dreng eller pige (jeg var ikke helt sikker) med dårlige mælketænder, og et øjeblik efter dukkede et endnu yngre barn op. For disse børn var det desværre blevet hverdag at måtte tigge.  Senere på eftermiddagen gik jeg en tur, og her så jeg en moder sidde helt apatisk ved en husmur med sin pige på en vel 7-8 år. Pigen rejste sig, løb hen til en mand, der kom gående på fortovet og trak ham i armen for at bede om penge. Fik hun noget? Jeg nåede ikke at se det. Om aftenen, da jeg kom hjem igen, så jeg hvordan nogen falbyder kartofler, tomater og frugt fra bæreposer på et tilfældigt gadehjørne – noget, jeg sidst så i Vietnam.

Dagens gode og bevægende oplevelse var til gengæld at gense en gammel bekendt, som jeg mødte til Alliance Francaise’s sommerophold i Paris i 1982. I dag er hun universitetslærer i jura, og hendes mand er professor. Der var gået mere end tre årtier siden vi sidst sås, og dengang var vi unge, men det var godt at mødes igen. Hun var både dengang og nu en meget rar og begavet person. Da mørket faldt på ud på eftermiddagen (det går hurtigt hernede), gik vi fra cafeen ned til metrostationen og fulgtes ad et par stationer, inden jeg skulle skifte ved Syntagma.

Er det (kun) vores skyld?

Hvem er det, der er skyld i den globale opvarmning? Det er også et spørgsmål for hver enkelt af os at håndtere følelsen af at være medskyldig. Den amerikanske miljøaktivist Mary Annaise Heglar har nogle gode betragtninger om dette i et essay.

Den globale opvarmning er ikke det enkelte menneskes skyld. Der er 100 firmaer, der i alt tegner sig for 71 procent af verdens udledning af CO2, viser en undersøgelse. Nr. 82 på listen er et dansk firma, nemlig A.P. Møller. 

Derfor er der noget paradoksalt i at der nu først og fremmest tales om hvordan hver enkelt af os skal ændre adfærd. Det skal vi også, for man kan ikke vende det blinde øje til, men det siger jeg samtidig med at jeg deler bekymringen over at ansvaret for den globale opvarmning bliver individualiseret. Hvis vi udelukkende giver os selv skylden, ender vi let med at blive afmægtige. Men den globale opvarmning er vores fælles problem.  Derfor har vi som borgere også et ansvar for at lægge pres på de firmaer, der udleder så meget CO2, herunder at lægge pres på A.P. Møller. Vi skal også lægge pres på den danske regering for at få den til at reagere over for A.P. Møller – og det er et oplagt ønske til en kommende valgkamp.

Pæne mænd i jakkesæt

Mohammed bin Salman sammen med Mark Zuckerberg.
Bashar al-Assad.

Den uhyggelige sag om mordet på Jamal Kashoggi viser at mange regeringer og virksomheder har haft en ufattelig og uhyggelig tillid til “pæne mænd i jakkesæt”. Osama bin Laden og andre terrorister har valgt et ørkenkriger-lignende image, som får dem til at distancere sig bevidst fra “vestlige” normer.

Men i virkeligheden får autoritære magtfigurer fra Mellemøsten større indflydelse ved at gøre det stik modsatte. Mohammad bin Salman har gerne villet iscenesætte sig selv som en forstående ny leder af Saudiarabien, selv om han reelt bare er diktator, og det har indbefattet besøg (iført jakkesæt) hos bl.a. Google og Facebook. En anden “pæn mand i jakkesæt” fra Mellemøsten, der bestemt heller ikke er pæn, er Bashar al-Assad. Ubehageligt mange mennesker, der opfatter sig selv som progressive, køber Assads (bort)forklaringer af grusomhederne i Syrien. Og jeg bemærker naturligvis også, at også Hizb-ut Tahrirs ledere er velsoignerede mænd i jakkesæt.

Som den indiske forfatter Pankaj Mishra bemærker:

Many fans of Prince Mohammed in the West are now scrambling to disavow him. But he cannot be so easily distinguished from his groupies in the American establishment. The prince is only the latest, if pitifully crude, exponent of shock-and-awe savagery that many Western elites have long deemed vital to the pacification of intransigent non-Westerners.

Dem, der bliver undertrykt af bin Salman, al-Assad og andre “pæne mænd i jakkesæt”, ser nemlig tit ikke så “pæne” og vestlige ud, og derfor er det nemmere at glemme dem.

Verdener forfalder, verdener opstår

Noget af det mest bizarre, jeg har læst i denne uge, er udtalelser fra Lars Lilleholt. I en artikel fra dagbladet Information kan man læse dette:

»Jeg har set frem til at deltage igen,« indleder ministeren veloplagt sin tale, hvor han stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor »vi« ikke bare lukker ned for gas og olie, når vi er på vej mod en grøn omstilling.

»Verden vil i lang tid fremover have brug for olie og gas,« forsikrer Lilleholt og minder om, at siden 1973 har staten haft 423 milliarder kroner i indtægt fra beskatningen af nordsøolien og -gassen. 

Hele denne udtalelse viser den grundlæggende idé hos den siddende regering om at strategien for at håndtere klimaforandringerne: Nemlig at fortsætte, som man plejer, men med små justeringer.

Men man kunne jo også lære noget nyt. Den  libanesisk-amerikanske forfatter og filosof Nassim Taleb skrev tilbage i 2012 en tyk bog ved navn Antifragile: Things That Gain From Disorder. Jeg ved stadig ikke, om jeg har lyst til at læse bogen, for de anmeldelser, jeg har læst, tyder på at den er en rodet omgang. Men der er én interessant idé i bogen, så vidt jeg kan se, og det er så også den bærende idé i den: At det modsatte af at være skrøbelig ikke er at være robust, men at være “antiskrøbelig”. Taleb skriver

Antifragility is beyond resilience or robustness. The resilient resists shocks and stays the same; the antifragile gets better.

Vi kan nemlig tænke på klimaforandringerne på flere måder.

  • Vi kan se dem som kilden til verdens undergang – så vores samfund er skrøbeligt, og toget er kørt.
  • Eller vi kan tænke på dem som noget, samfundet skal forsvare sig imod. Samfundet skal være robust. 
  • Men (og så kommer det!) vi kan også tænke på klimaforandringerne som noget, vi kan bruge til at ændre vores samfund til det bedre. Vores samfund skal være antiskrøbeligt.

Og det er noget andet end et robust samfund. Et “robust” samfund kunne meget nemt blive ét, der ikke tænkte længere end at indføre sanktioner og forbud, der skulle beskytte nationalstater og store virksomheder. Et antiskrøbeligt samfund kunne være et, der skabte helt nye strukturer.

På et møde i den såkaldte Romklub, der i sin tid var bag bogen Grænser for vækst, siger klimaforskeren John Schnellhuber netop dette:

…vi er nødt til at fortælle en historie, som alle vil elske at være del af, og ikke en historie, som man bare hader. Når alt kommer til alt, tror jeg på styrken af gode fortællinger…

En imponerende politiker

Claus Hjort Frederiksen

I 2009 fik radiojournalisten Jesper Tynell Cavling-prisen for sine afsløringer af magtmisbrug i Beskæftigelsesministeret. Magtmisbruget havde daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen som hovedperson. Blandt afsløringerne i de 15 indslag i Orientering på P1 var, at

  • Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger.
  • Ministeren afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job – i al hemmelighed og uden om Folketinget. 
  • Beskæftigelsesministeriet bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde.
  • Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel.
  • Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.

Det imponerende (eller rigtig skræmmende) er, at afsløringerne aldrig har fået nogen konsekvenser. Hvad laver Claus Hjort Frederiksen i dag? Han er såmænd forsvarsminister, og han har tydeligvis taget sine erfaringer med sig ind i det nye ministerium.

I år kom det nemlig frem, at han undlod at oplyse Folketinget om, at der var problemer med at få valideret tiltag, som skulle sikre, at de nye F35-kampfly kunne flyve sådan, at beboerne ved Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland ikke ville blive tvunget ud af deres huse af støjen.

Heller ikke disse afsløringer om magtmisbrug ser ud til at have fået nogen konsekvenser for Claus Hjort Frederiksen. Det er også imponerende (eller rigtig skræmmende).

Et land uden korruption?

Kilde: Transparency International

Der er et interessant interview med den østrigske matematiker Karl Sigmund på Edge.org. Karl Sigmund er en af pionererne inden for det område, der hedder evolutionær spilteori og som især har vundet udbredelse i samfundsvidenskaberne. Sigmund interesserer sig bl.a. for at forstå hvordan korruption opstår og siger 

There are so many different types of corruption, but the official definition is “a misuse of public trust for private means.” And this need not be by state officials; it could be also by CEOs, or by managers of non-governmental organizations, or by a soccer referee for that matter. It is always the misuse of public trust for private means, which of course takes many different forms…

Ifølge Transparency International er Danmark verdens næstmindst korrupte land. Men Sigmunds definition er udgangspunktet for hvordan vi forstår begrebet korruption, da de er der ganske megen og ganske voldsom korruption i Danmark. Den er måske bare anderledes end korruptionen i mange andre lande.

Den “lille” korruption med bestikkelse af betjente ser man ikke meget til i Danmark. Men skandalerne om Danske Banks hvidvaskning af milliardstore beløb, afsløringerne af europæiske storbankers udnyttelse af skattelovgivning og af Britta Nielsens omfattende underslæb med satspuljemidler udgør alt sammen misbrug af offentlig tillid til private formål – og derfor må det være korruption. Om disse alvorlige problemer er et udtryk for en nyere tendens eller om der er tale om et længerevarende systemisk problem, ved jeg ikke. Men jeg vil i lyset af den seneste tids afsløringer være yderst tilbageholdende med at udråbe Danmark eller de vesteuropæiske lande som sådan til at være mindre korrupte. Selvtilfredsheden blandt mange politikere bør være fortid.

Det vigtigste værn mod korruption er formodentlig mulighederne for at afsløre korruptionen og bringe den for dagens lys. Hvis der er en forskel mellem de lande, som er højt på Transparency Internationals indeks, og dem, der er langt nede, er det da også graden af pressefrihed. Her tænker jeg ikke på muligheden for at vise karikaturer af religiøse skikkelser mv., men på muligheden for at lave dybdeborende journalistik og at få resultaterne af bore- og gravearbejdet frem.

Jeg vil lade Karl Sigmund få det sidste ord her:

Of course, it is well known that transparency is through the freedom of the press. The Soviet system, at the end, introduced Glasnost, which is just another word for transparency. This led to a huge revolution. It was the overcoming of the Soviet system. Other mechanisms of reputation, like naming and shaming, are also playing a big role. The cost of acquiring information about the likelihood of corruption here or there, about reputation of law officers, must be sufficiently low. If it is too high, if you cannot learn about this, then you will more or less automatically distrust the system and be disinclined to invest there. Therefore, transparency is a most important factor to fight this type of corruption, the corruption of the judiciary system. Every effort of reducing this transparency, for instance, by campaigns against whistleblowers, is something that should let alarm bells ring.