To fortællinger om fattigdom

20111107-164637.jpg

Min gamle far har fortalt mig hvordan det er at gå i seng uden at få mad, aften efter aften. Min gamle mor har fortalt mig hvordan hun blevet taget ud af skolen for at komme ud at tjene, da der ikke var råd til at mætte alle munde i familien, se dette er FATTIGDOM. Den så kaldte fattigdom som det røde segment beskriver er kun et sygt misfoster i deres hoveder. Men kig ud verden der lever flere milliarder mennesker som er FATTIGE i ordets rigtige forstand.
(Indlæg i debatforum på Politikens webside.)

Joachim B. Olsen, der er MF for Liberal Alliance, er blevet interviewet i Politiken:
Du skriver på Facebook: ‘Hvis der er mennesker i Danmark, som ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt’. Kan der ikke være mennesker derude, som på grund af for eksempel sygdom sidder i fattigdom, uden at det er selvforskyldt?

»Det er sådan et spørgsmål, der er svært at svare på. Jeg har selv været med til at dele julegaver ud til børn…«

Ja, men…

»Hvis jeg siger ja til det, er det som, at hele pointen med den diskussion, jeg prøver at starte, og den offergørelse af masser af mennesker… Siger jeg, at der ikke er mennesker i det her land, der har det svært? Nej, det siger jeg ikke. Der er sikkert nogen, som er rigtig hårdt ramt«.

Men den tidligere kuglestøder mener, at det er en opgave for civilsamfundet og ikke staten at tildele julehjælp.

»Hvis staten begynder at betale for de ting, vil kravene kun stige og stige. Det viser historien«.

Der er mindst to fortællinger om fattigdom i dagens danske debat.

Den ene er den som en række NGO’er, bl.a. Rådet for Socialt Udsatte, Red Barnet og Dansk Røde Kors, står for. Den er, at fattigdom er et reelt og strukturelt baseret problem, som er blevet værre i de seneste 10 år, og at der bør indføres en fattigdomsgrænse i dansk politik. De nuværende regeringspartier har i hvert fald tidligere givet udtryk for denne opfattelse. Det håber jeg stadig, de gør! (At Enhedslisten også deler denne opfattelse af fattigdom, burde være unødvendigt at tiltøje her.)

Den anden fortælling er citeret ovenfor. Den siger, at der ikke er fattigdom i Danmark. I denne fortælling er der ofte et ønske om ikke at indføre en fattigdomsgrænse i Danmark, og det er især dette ønske, der undrer mig. Det lidt paradoksale er nemlig, at man for at kunne fortælle historien om et Danmark uden fattigdom er nødt til at have en definition af fattigdom. Den er formodentlig at fattigdom, det er de vilkår man har i de “fattige lande”. Men ikke engang i de “fattige lande” er det jo alle der er fattige.

Det kan selvfølgelig være, at man tænker på Verdensbankens fattigdomsgrænse. Ifølge den er man i et lavindkomstland fattig, hvis man har højst 1 US-dollar om dagen til rådighed (forstået som den købekraft denne ene dollar ville give i USA). I mellemindkomstlande er man fattig, hvis dagsbeløbet er 2,15 US-dollar. Så er det klart, at der ingen fattige er i Danmark og at der sikkert ikke vil blive det i en overskuelig fremtid. Der er så stadig over tre milliarder fattige andre steder i verden. Man kan selvfølgelig også anvende EUs definition af fattigdom: at man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 procent af landets medianindkomst, Men hov! hvis man bruger denne definition, kan man godt risikere, at der er fattige i Danmark. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er ved at bruge en modificeret udgave af EU-definitionen, nemlig 50 procent af medianindkomsten, nået frem til at der er 234.000 fattige i Danmark. Tilmed konkluderer AE, at den langvarige fattigdom er steget med 50 procent siden 2001.

Af og til høres argumentet: det er simpelthen for kompliceret at definere hvad fattigdom er. Det er godt nok ikke megen tiltro, de pågældende mennesker har til sociologer! Selvfølgelig er det rigtigt, at lav indkomst også hænger sammen med bl.a. marginalisering, og at man kunne have glæde af at indarbejde dette også i en definition. Men umuligt? Næppe. Jeg tror personligt, at den oplagte forklaring på at nogle politiske partier (Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti) ikke bryder sig om en officiel definition af dansk fattigdom (f.eks. en fattigdomsgrænse) er at en sådan vil gøre det tydeligt, hvilke konsekvenser politiske beslutninger får. Man kan nemt risikere, at den officielle definition vil skabe en udgivet udgave af den første fortællling om fattigdom, der siger at der er blevet flere fattige i Danmark under den nu forhenværende regering. Jvf. da også AEs konklusioner.

Mange, der er tilhængere af fortælling nummer to, vil gerne fortælle om “samfundets svageste” (som således ikke er fattige, men de må vel så være dem med de laveste indkomster). Joachim B. Olsen fortæller denne udgave. Det svære er så at forklare, hvorfor de svageste er så svage. Ofte bliver der talt meget uden om, men Joachim B. Olsen er først ærlig: det er et selvforskyldt vilkår. I sin opfølgning trækker han derefter i land: det er simpelthen for kompliceret. Dette minder unægtelig om argumentet mod en fattigdomsgrænse: hvis man begynder at skulle forklare, hvorfor nogle er “de svageste”, bliver man nødt til enten at give dem selv skylden (og det vil man trods alt ikke være bekendt; man vil ikke ses om en, der træder på nogen, der ligger ned) eller indrømme, at politiske beslutninger kan skabe fattigdom.

Om de pågældende politikere rent faktisk mener, at fattigdom – undskyld, det at være en af de svageste – er et sådant kompliceret, spontant naturfænomen, ved jeg ikke. Men jeg er træt af de ørkesløse diskussioner om eksistensen af fattigdom i Danmark. Her er tale om et veldokumenteret problem, og det er ikke så kompliceret igen at forstå. Alle bør læse Jens Aage Bjørkøes kronik om fattigdom i Danmark. Den kom sidste år, men er ikke blevet mindre aktuel. Jens Aage Bjørkøe er forresten forstander for den ikke helt ligegyldige institution Kofoeds Skole.

Tilbagetoget

I dag deltog jeg i Litteraturekspressen, en idé fostret af lyrikforeningen 9000 ORD fra Aalborg i anledning af litteraturfestivalen Ord i Nord i Skørping. Sammen med en anden “hjemmedigter”, Gitte Thorhauge, læste vi vores tekster højt i lokaltoget fra Aalborg mod Skørping. Der var kun 6 passagerer i MR-toget ud over os, og heraf var én klædt ud som Herman Bang. Dieselmotorerne i MR-toget larmede som de plejer, så der var ikke andet for end at hæve stemmen. På vej ud fra Støvring så vi noget så usandsynligt som et modkørende IC4-tog. Da vi nåede Skørping og steg ud, var der en stor skare samlet på perronen – dog ikke for at tage mod undertegnede eller Gitte Thorhauge, men for at byde velkommen til Herman Bangs genfærd, der kvitterede med at læse højt af Ved vejen.

Det var mange år siden, Gitte Thorhauge og hendes mand, som jeg også fik mødt, havde været ude at køre i tog. Det er altid interessant at møde mennesker, der har et så platonisk forhold til togdriften. Selv har jeg altid været flittig togpassager, både herhjemme og i udlandet. En væsentlig årsag er sikkert, at jeg som en af de få danskere fra min generation aldrig har fået mig et kørekort. Men det tæller også, at det faktisk er mindre miljøbelastende at køre i tog – og man kan arbejde/sove/høre musik/læse undervejs, hvis togene ellers tillader det. Det gør de nemlig ikke altid mere.

Det er trist at se, hvordan togdriften herhjemme er blevet forsømt i de seneste år. For ikke så mange år siden holdt jeg helt entydigt af at køre i tog, men i dag er historien om DSB blevet en historie om overfyldte tog med defekte og uhumske toiletter, om forsinkelser og om DSBs oprustning på materielsiden, der lige nu mest består i at IC4-togsættene ruster op uden for en remise i Aarhus.

Hvis man som jeg har boet i Storbritannien sidst i 1980’erne under Maggie Thatcher, genkender man scenariet: En regering, der troede på motorveje, ikke var interesseret i kollektiv trafik og mest drømte om at få skidtet privatiseret i en tro på at man kan overlade vigtige fælles behov til fri konkurrence. Ligegyldigheden blev til en blanding af misligholdelse og arrogance, og til sidst blev British Rail splittet op i en masse selskaber og solgt til et hav af indbyrdes konkurrerende købere, så det i dag er blevet en logistisk jungle at skulle tage toget i Storbritannien.

Jeg ville ønske at den nye regering for alvor ville turde sige, at den gamle regering tog fejl og at deres bilist-centrerede strategi ikke har ført noget godt med sig. Sporene skræmmer.

The storm didn’t kill me, the government changed

R.E.M. findes ikke mere; deres sidste album Collapse Into Now fra i år er et værdigt farvel. “Oh My Heart” stammer herfra.

Til gengæld har Danmark fra i morgen af en ny regering. Ikke alt er, som jeg kunne ønske mig – men kontanthjælpsloftet, “starthjælpen” og tidsbegrænsningen på sygedagpenge er afskaffet. 10 års tradition for mistænkeliggørelse af syge og arbejdsløse og diskrimination af flygtninge er omsider brudt. Vi kæmpede i 4 år i Amnesty International for at få afskaffet starthjælpen. Nu er det omsider sket. Jeg tør næsten ikke tro det.

Alting og ingen ting

I dag er der en artikel i Information om hvordan revolutionen er gået af mode. Men er den nu det? Det tror jeg bestemt ikke, den er. Og nej, jeg går slet ikke ind for væbnet revolution, for jeg er som hovedregel modstander af vold som middel til konfliktløsning.

Men hvis vi med ordet revolution mener en pludselig, ublodig forandring af et lands strukturer og styreform, der skyldes protester fra en stor gruppe i befolkningen, da tror jeg, at mange mennesker vil kunne forestille sig en sådan revolution. I vores egen verdensdel har der været fredelige revolutioner i min levetid – her tænker jeg på begivenhederne i Tyskland (i det gamle DDR) og det daværende Tjekkoslovakiet tilbage i 1989, der gjorde en ende på mange års diktatur. Og lige syd for Europa har der i år været tilsvarende pludselige forandringer i Tunesien og Egypten, som heller ikke var væbnede oprør. Det var i alle tilfælde langvarige, fredelige protester fra en stor del af befolkningen, der bragte diktaturerne til fald.

Ved CONCUR 2011 i Aachen genså jeg min gamle studiekammerat og kollega Anna Ingólfsdottir, der nu er professor i Reykjavik. Da jeg snakkede med Anna, gik det for alvor op for mig, at der inden for de seneste par år her i Norden er sket noget, der lever op til ovenstående definition på en revolution. Her tænker jeg på begivenhederne i Island siden den alvorlige økonomiske krise i august 2009. Islændingene var særdeles vrede over regeringens håndtering af krisen, og de begyndte at holde åbne protestmøder og demonstrationer foran Altinget, hvor demonstranterne slog med grydeskeer på kasseroller og forlangte at regeringen skulle gå af. Til sidst gik regeringen af, og efter yderligere pres gik også direktøren for den islandske nationalbank af. I “kasserollerevolutionen” var det ikke diktatur, men urimelige økonomiske og politiske forhold, der fremkaldte protesterne og de store forandringer.

Så jeg synes, man skal passe på med at sige, at “revolution er gået af mode”. Forhåbentlig går vold af mode, men ikke forandringer af samfundet. Det er ikke nogen nem tid, de gennemlever deroppe, men min fornemmelse er, at islændingene har fået nyt mod. Det islandske eksperiment med at skrive en ny forfatning ved brug af crowdsourcing er affødt af kasserollerevolutionen, og det er en fascinerende anvendelse af informationsteknologiens muligheder. The Guardian har en spændende artikel fra juni i år om dette, som også er blevet bragt i dansk oversættelse i Information. Jeg har ofte efterlyst en revision af den danske grundlov. Måske var crowdsourcing en model?

At tænke tanken

Der er masser af tænketanke efterhånden, især inden for politik. Måske skulle man lave en tænketank for tænketanke?

Dagbladet Information har lanceret en anderledes en af slagsen, der gør op med den lidt fortærskede form for idégenerering. Det er nemlig tænketanken som crowdsourcing. Udgangspunktet er, at der formodentlig snart kommer en ny dansk regering. I de næste 100 dage er der så mulighed for at opstille forslag til hvordan den nye regering kan løse de udfordringer, Danmark står over for – udfordringer om bæredygtighed, folkeskole, solidaritet, konkurrenceevne osv. Udvælgelsen sker via et sindrigt pointsystem, hvor man kan købe og sælge indflydelse.

Jeg har selv været i gang med at stille forslag. Da avisen forleden reklamerede for tænketanken, nævnte de endda to dem!

Hele ideen er spændende, men der er nogle brugbarhedsaspekter, der generer mig ved web-grænsefladen. Især er det ærgerligt, at man ikke kan ændre titlen på et forslag (jeg havde selv en trykfejl i en titel, og den hænger mit projektforslag på) og at brugere ikke kan gå sammen om at slå beslægtede forslag sammen. Siden kan vises fint i Safari og Firefox, mens den ser forkert ud i andre browsere (bl.a. Camino). Men pyt. Ideen er som sagt god. Besøg 100 dage på http://100dage.information.dk og vær med til at tænke tanker.

Dagen derpå

Om lidt er det tid at være seriøs igen. Men i går fik følelserne frit løb derhjemme til sidst på aftenen, mens der var tændt for valgudsendelsen. De sidste 10 år i dansk politik har været én lang, grim oplevelse. Det var mistænkeliggørelsen af de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne, det var hetzen mod etniske mindretal og herboende udlændinge, det var krig og kynisme og ragen til sig og ligegyldighed over for menneskerettighederne, der er det bedste, vi har, og miljøet, der er det eneste, vi har. Jeg selv, der vel kan klare mig under en vilkårlig regering (jeg har i al fald stadig mit job) fik oplevet universitetsloven af 2003 og bevægelsen fra forskning til faktura. Men i går aftes, da 99,8 procent af stemmerne var talt op og Johanne Schmidt-Nielsen holdt sin tale (en god og retorisk vellykket tale var det, og den handlede om det vigtige i politik – at ændre på det, der er forkert i samfundet), opdagede jeg at tårerne kom frem. Det er sentimentalt og muligvis lidt plat, det ved jeg – men jeg var lettet. Nu bliver det anderledes. Det skal det blive.

Allerede nu er det hverdag igen. Valgplakaterne hænger falmede tilbage på Limfjordsbroens opkørsel. Her er mine håb til den kommende tid:

  1. At der kommer fokus på en positiv tilgang til at ændre samfundet og på menneskeværd. Efter den borgerlige regerings tiltræden i 2001 begyndte det nu berygtede opgør med “eksperter og smagsdommere” og en hetz-agtig “værdipolitik”. I Jyllands-Posten hoverede læserbreve og kommentatorer om kap i lang tid bagefter. Den slags må ikke ske igen med modsat fortegn. Det eneste, der er værre end en dårlig taber, er en dårlig vinder.
  2. At det hele ikke kommer til at handle om middelklassen, boligpakker osv. De arbejdsløse, de syge, kontanthjælpsmodtagerne, flygtningene og de andre danskere, der befinder sig i en svær situation, skal have et værdigt liv. Alle her er en af os.
  3. At de, der har tænkt over valget og deltaget i det, nu viser et godt eksempel uanset hvad de stemte. Vi kan være uenige politisk, men vi skal også leve videre sammen her i hverdagen.
  4. At Dansk Folkeparti får den indflydelse, som partiets politiske dagsorden fortjener, dvs. slet ingen.

Sympatiske mennesker

Michael Møller, der har været sanger i moi Caprice (og faktisk stammer fra Sæby, hvor også min familie er fra), har et essay i netmagasinet Atlas, hvor han fortæller om sit møde med Peter Skaarup, der til hans forbløffelse og ærgrelse viste sig at være en sympatisk mand, og skriver:

Da Anders Fogh Rasmussen stadig sad i en dansk ministerbil, var der nærmest total venstrefløjskonsensus om, at han måtte være et ondt menneske. Selv mere tilforladelige typer som den folkeligt skålende Lars Løkke Rasmussen eller den godmodigt kluntede Bendt Bendtsen, har jeg ofte hørt omtalt som decideret dårlige mennesker. Men hvorfor er vi så sikre på, at de er dårligere mennesker end os? Hvorfor er der ingen tillid til, at både Peter Skaarup og Anders Fogh Rasmussen faktisk kan være gode ægtemænd og familiefædre, der behandler deres venner med gavmildhed og respekt? Og er der virkelig noget, der tyder på, at Lars Løkke er er et dårligt menneske, udover at han er på den modsatte fløj end os? For det er jo ikke bare deres holdninger, vi angriber; det er oftest deres samlede personer, vi omtaler med åbenlys foragt.

Jeg er enig. Lad os huske, at de politiske holdninger kun er et aspekt af et menneskes person. Selv har jeg mødt en politiker, der senere blev minister i VC-regeringen, og han var en rigtig venlig og lun mand, som jeg snakkede godt med. Hans politiske beslutninger er jeg til gengæld dybt uenig i.

Og jeg husker, hvor forbløffet jeg har været, når Jacob Holdt har fortalt om sine møder med Ku Klux Klan-tilhængere i USA. De var faktisk venlige og omsorgsfulde forældre, og en del af dem havde afro-amerikanske venner – der var lige så fattige som dem selv.

Når jeg ikke stemmer på Venstre og gerne ser Lars Løkke Rasmussen væltet, er det ikke fordi han er ond eller fordi han er dum. Han er nemlig, så vidt jeg kan se, hverken ond eller dum. Han er en mand på min egen alder, og han er sikkert vokset op med mange af de samme kulturelle påvirkninger, som jeg har fået. Det er Lars Løkke Rasmussens politiske holdninger, jeg forholder mig til. Dem bryder jeg mig slet ikke om. Omvendt ved jeg, at der er personer, som jeg er enig med politisk, der er ubehagelige personer at omgås privat. At der er en åbenlys modsætning mellem at være en sympatisk person og støtte nogle politiske holdninger, der går ud over andre menneskers ve og vel, er et paradoks, som man formodentlig bedst kan bearbejde ved at tale til den sympatiske person. Det er det, Jacob Holdt har forsøgt.

Lad os alle prøve at efterleve dette. Vi skal stemme på dem, vi er enige med, ikke på dem, der simpelthen virker flinke. Politik handler om holdninger til samfundet. De politikere, der både er sympatiske og har holdninger, vi selv deler, er selvfølgelig at foretrække.

Og netop fordi politik handler om holdninger: Hvis der i dag skulle ske et regeringsskifte, så vil jeg sige dette til os, der bringer regeringen til fald: lad os vise et godt eksempel og holde en ordentlig tone over for de politikere, der i så fald forlader magten. Det er ikke deres personer, vi har noget imod. Det er det, de gør, vi har noget imod. Vi skal selv prøve at være sympatiske og empatiske mennesker, hvis vi skal kunne sige, at menneskeligheden sejrer ved et regeringsskifte.

Så kom dagen

Nej, jeg vil ikke prøve at overbevise nogen. Kære læsere af min blog: I stemmer selvfølgelig det, I har lyst til (hvis I stemmer). Der er formodentlig ingen holdninger, der bliver flyttet af min blog. I værste fald bekræfter jeg læsernes fordomme og præker til de allerede omvendte, i bedste fald får jeg nogen til at tænke lidt. Jeg håber i al fald, I træffer et reflekteret valg. Selv er jeg led og ked af den politik, der har været ført de sidste 10 år. Alt, hvad Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti står for, er mig imod: Nationalisme, kynisme, vækstfetichisme, mistro og skævtrækning af samfundet. Så det stemmer jeg nej til.

Jeg vil heller ikke udbasunere, hvilket parti jeg stemmer på, for mine argumenter og holdninger er først og fremmest mine egne og skal tages for netop dét.

Men jeg kan da røbe, at jeg ikke sætter mit kryds samme sted som ved sidste valg. Denne gang skal jeg nemlig stemme på Gammel Lindholm Skole.

Libyen, Syrien og pengene

En af de vigtigste begivenheder i det seneste år er de oprør i Mellemøsten, der under ét er blevet kaldt Det Arabiske Forår. Vi tænker tit på begivenhederne som en kamp for demokrati, og det er det selvfølgelig også. Det er en vigtig og nødvendig kamp, der viser, at befolkningen i de arabiske lande ikke ser en islamisk stat som alternativet til de udemokratiske og undertrykkende regimer, der har eksisteret hidtil.

Men i konteksten for denne kamp lurer der også nogle væsentlige økonomiske interesser, der er med til at forklare hvorfor NATO-landene har interveneret i Libyen og ikke i andre lande. Den australske journalist John Pilger skriver i en noget polemisk artikel i The New Statesman:

This is Rupert’s Revolution, after all. Gone from the Murdoch press are pejorative “insurgents”. The action in Libya, says the Times, is “a revolution . . . as revolutions used to be”. That it is a coup by a gang of Muammar al-Gaddafi’s ex-cronies and spooks in collusion with Nato is hardly news. Their self-appointed leader, Mustafa Abdel Jalil, was Gaddafi’s feared justice minister. The CIA runs or bankrolls most of the rest, including America’s old friends – the mujahedin Islamists who spawned al-Qaeda. They told journalists what they needed to know: that Gaddafi was about to commit “genocide”, of which there was no evidence, unlike the abundant evidence of “rebel” massacres of black African workers falsely accused of being mercenaries. European bankers’ secret transfer of the Central Bank of Libya from Tripoli to Benghazi in order to control the country’s oil billions was an epic heist of little interest.

Denne side af begivenhederne i Libyen bliver stort set ikke omtalt. Somme tider tales der om olie, men der er også klare økonomiske interesser bag at få væltet den uforudsigelige Gaddafi og få kontrol over Libyens finansielle resurser. En artikel af Ellen Brown fra Public Banking Institute beskriver dette temmelig grundigt. Især er det påfaldende, at de libyske oprørere hurtigt etablerede en alternativ nationalbank.

Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Jeg vil aldrig komme til at savne Muammar Gaddafi! Han var en diktator, der har stået bag omfattende menneskerettighedskrænkelser. Men jeg kan ikke se, at der er en tilsvarende interesse for at støtte oprøret i Syrien, hvor der ikke er lignende økonomiske interesser på spil og hvor op mod 2600 mennesker indtil nu har mistet livet.

Hvem vinder?

Nej, det handler ikke om folketingsvalget – og så alligevel.

I en tankevækkende kronik i mandagens udgave af Information tager en lang række af Danmarks førende eksperter inden for børns opvækst og vilkår – heriblandt Per Schultz Jørgensen, Jesper Juul, Dion Sommer og John Aasted Halse – et opgør med den eksisterende konkurrencementalitet inden for skoler og daginstitutioner. Nøglecitatet er dette:

Op igennem barndommen og ind i skolen: Det handler stort set altid om det samme. Børn skal træne, og de skal trænes, de skal vurderes og måles og vi skal sammenligne dem med hinanden, vi skal sammenligne skoler på samme måde som vi allerede sammenligner os med andre lande på områder som f.eks. læsefærdigheder.

Træning, testning, måling sat i system. Konstant benchmarking. For måske at blive verdensmester på et eller andet felt, som statsministeren på et tidspunkt udtrykte det i fuldt alvor eller i det mindste skal vi ende blandt de ti øverst placerede lande.

Der er protester fra forældre og fagfolk, men lige meget hjælper det tilsyneladende. I morgen eller i næste uge kommer et nyt forslag fra politikere, der skal profilere sig. Og med valgkamp på højtryk kan vi forvente alt i den retning. Det skråsikre målingshysteri fortsætter ufortrødent.

Spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor perspektivet tabes af syne. Hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for, og hvad vi som samfund vil med børn ud over at de en dag skal være arbejdskraft.

Vi er efter vores mening tæt på det punkt, derfor er vi gået sammen om dette wake-up call.

Jeg er ikke modstander af konkurrence som sådan, men inden for de seneste årtier er konkurrence blevet et mål i sig selv mange steder i samfundet. Her i det 21. århundrede er der blevet skabt et samfund, hvor konkurrencen er blevet den vigtigste succesparameter. Det er jeg grundigt træt af.

Et eksempel: Målet er ikke at skabe god kollektiv trafik, men at gøre den kollektive trafik til et konkurrenceområde. Herved skabtes det, jeg ikke vil tøve med at kalde DSB First-skandalen.

Et andet eksempel: Målet er ikke at skabe forskning af høj kvalitet, men at gøre forskning til et konkurrenceområde gennem øget konkurrence om forskningsmidler, herunder konkurrence om basismidlerne og konkurrence om at være en højt profileret forsker. Herved skabtes Milena Penkowa-fænomenet.

Jamen, konkurrence skaber et incitament for kvalitet, vil nogen sige. Og konkurrencen rummer en reguleringsmekanisme, vil de samme sige. Men her er fejltagelserne, for hvad er det egentlig, konkurrence-strategien optimerer?

  1. Konkurrencen foregår i et kort perspektiv, mens mange områder kræver en udvikling, hvor man ser på et langt perspektiv. Det gælder bl.a. forskning, kollektiv trafik – og børns opvækst. Det er langt fra sikkert, at den kortsigtede optimering, der vinder konkurrencen, også er en optimering på langt sigt. Hvis vi giver børn karakterer i skolen på tidlige klassetrin, får vi hurtigt skabt vindere og tabere. Men hvad skal der ske med vinderne og taberne senere?
  2. Konkurrencen har ikke som sit vigtigste mål at skabe kvalitet, men simpelthen at vinde konkurrencen. Hvis vi fordeler basismidler til forskning efter et konkurrenceprincip, får vi hurtigt skabt forskel på universiteterne. Men skaber vi dermed forskning af høj kvalitet, eller skaber vi simpelthen mere konkurrenceorienterede forskere?

Sammen med konkurrencen kommer nødvendigheden af kontrol, for man skal jo kunne finde frem til, hvordan deltagerne er placeret. Hele dokumentationshelvedet inden for det offentlige har sin oprindelse her.

Jeg kunne godt tænke mig, at der var politikere i den igangværende valgkamp, der turde deltage i et opgør med konkurrencesamfundet, der turde sige at konkurrence i sig selv ikke er en strategi til løsning af alle problemer, turde sige at konkurrencen skaber vindere, men også en masse tabere og turde formulere et krav om kvalitet, der ikke handler om konkurrence eller overvågning. Det bliver ikke den nuværende regering, der starter opgøret. Men vil oppositionen?