Someone to watch over me

I en kommentar i Ræson skriver Zeki Laurent Sadic om overvågningskameraernes indtog i Danmark. I dag er der et overvågningskamera for hver 15. borger, og det gør Danmark til verdens mest tv-overvågede land. Jeg var meget overrasket, da jeg erfarede, at vi nu var nået så vidt.

Det, der bekymrer mig, er at mange mennesker efterhånden tager overvågningen for givet uden at tænke over dens konsekvenser. Så “naturligt” er fænomenet blevet. Overvågningen sker på privat initativ i form af kameraovervågning og registrering af oplysninger på netsteder, og den sker i offentligt regi som visitationszoner med kameraer og øgede muligheder for aflytning af telefoner. Det er nu muligt for politiet at aflytte telefonerne i en hel boligblok, blot man har mistanke til én, der færdes i en ganske bestemt lejlighed der.

Sidste år oplevede jeg en gruppe på første studieår, der lavede et P0-projekt om elektronisk overvågning. De forklarede begejstret og detaljeret til deres projektfremlæggelse om alle de mange teknologiske muligheder, der var. Til sidst spurgte jeg dem, om de havde overvejet om der var negative konsekvenser for samfundet som helhed, f.eks. for privatlivets fred eller risikoen for at data fra overvågning kunne misbruges. Deres svar? At det havde de valgt fra at beskæftige sig med!

Det er klart, at overvågningsresultater i nogle tilfælde kan opklare forbrydelser. Men man kunne godt trænge til en analyse af, i hvilket omfang overvågning er præventiv. Overvågningen bliver begrundet i frygten for at blive overfaldet og frygten for det, der er endnu værre, nemlig terrorisme, men de turde være klart, at langt flere mennesker bliver overvåget end dem, der begår forbrydelserne.

Desuden: i en nutid, hvor alle ved at man bliver overvåget, tager de velplanlagte forbrydelser det ind som en del af planlægningen, at man skal undgå at blive fanget af overvågning. Hvis jeg var en terrorist eller en bankrøver (eller måske begge dele), ville jeg gøre mig store anstrengelser for at min telefon ikke blev aflyttet og for at ingen så mit ansigt, når jeg stod klar med min pistol. (Hvis jeg var selvmordsterrorist var jeg selvfølgelig bedøvende ligeglad. Men så ville overvågning ikke hjælpe alligevel.)

Der mangler en diskussion og grundige analyser af hvad den stadigt stigende overvågning gør ved samfundet og om der findes lige så gode eller bedre alternativer, når det handler om efterforskning og forebyggelse af kriminalitet. Sadics afsluttende spørgsmål (der ikke er retoriske) vil jeg gerne gøre til mine. Jeg håber, de vil blive stillet i en kommende valgkamp.

At vi nu er den mest overvågede befolkning – bedømt ud for antallet af overvågningskameraer per indbygger – bør give anledning til en betydelig større og mere seriøs debat end den, vi har set hidtil: Hvor langt er medierne, politikerne og befolkningen villige til at gå? Kan de overvågede have fuld tillid til at den ekstremt store mængde information som bliver indsamlet af dem der overvåger, ikke bliver misbrugt? Hvor skal balancen være mellem sikkerhed og frihed? For vi må hverken glemme eller se bort fra, at al den overvågning, registrering og kontrol, vi har accepteret for vores sikkerheds skyld, nu gradvist koster os den.

Den pæne trussel mod demokratiet

I diskussioner om truslerne mod demokratiet er fokus som regel på grupper “uden for” samfundet – religiøse og politiske grupper, der ved brug af terrorhandlinger og andre former for vold vil gennemføre deres holdninger. Jeg er mindst lige så bekymret over de “pæne” mennesker, der vil afskaffe demokratiet og samtidig har indflydelse på “mainstream”-partier og den politiske proces.

Her er et eksempel på en sådan “pæn” mand. I en kronik i Berlingske d. 18. august skriver Søren Hviid Pedersen, der er lektor ved Syddansk Universitet ved Institut for Statskundskab og medstifter af en ny konservativ tænketank Cesam:

Vi har i mange år haft en forestilling om, at fordi man er over 18 år er man automatisk berettiget til stemmeret. Måske man igen skulle overveje dette. Måske det var mere betimeligt at fundere over, hvilke forudsætninger man, som borger, skal have for at kunne have stemmeret. Måske man skulle indføre et forsørgelseskriterium, altså at man har et arbejde eller lignede og kan forsørge sig selv inden man får det privilegium at stemme og i princippet bestemme over andre mennesker og deres ressourcer og ejendom. Dette sikrer mod store vælgergrupper, der på ingen måde selv arbejder eller lever af at andre forsørger dem, vedtager nye tiltag og love, der bebyrder de mennesker, der arbejder og sørger for sig selv.

Holdninger af denne art har tidligere været luftet offentligt hos både konservative og Venstre-folk. Hvordan dette forslag skulle føres ud i praksis – Skal man fratages stemmeretten, hvis man bliver fyret lige inden valget? Skal free-lancere og andre mindre selvstændige med gæld have stemmeret? Skal studerende have stemmeret? Skal hjemmegående? Skal man miste stemmeretten, hvis man bliver udsat for en invaliderende arbejdsulykke? – vil jeg slet ikke tænke på her. Hensigten er formodentlig at ramme kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, der i stort omfang ikke stemmer konservativt.

Indtil grundlovsændringen i 1915 havde tyende og mennesker på fattighjælp ikke valgret, så dette forslag er reelt et ønske om tilbagevenden til tilstandene for 100 år siden. Om kvinder også skal have stemmeretten frataget, så vi fuldstændig kan vende tilbage til de gode gamle dage, fremgår ikke.

(Et andet forslag fra Søren Hviid Petersens hånd er, at der skal være direkte valg til statsministerposten og at statsministeren skal kunne nedlægge veto mod beslutninger truffet af Folketinget.)

Søren Hviid Pedersen er under alle omstændigheder eksponent for en skadelig holdning til menneskerettighederne, vi ser udfoldet i disse år. Ytringsfrihed, valgret, brug af sundhedssystemet, at stifte familie, at kunne få statsborgerskab – alle nævnt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder – bliver i stadigt stigende grad opfattet ikke som rettigheder, men som privilegier, man først skal gøre sig grundigt fortjent til. Søren Hviid Pedersen bruger da netop også dette ord.

Menneskerettighederne blev formuleret som reaktion på nazismens forbrydelser for at forhindre magtmisbrug og sikre menneskeværd. Ytringsfriheden gør det muligt at kritisere magthaverne, valgretten gør det muligt at påvirke, hvem der er magthavere.

Menneskerettighederne udtrykker og skal sikre, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder – og de gælder også for dem, hvis holdninger man slet ikke sympatiserer med. Her f.eks. Søren Hviid Pedersen.

Hvor mange elever er der på skolen?

Der er en universitetslektor med nordjysk baggrund, Hans H., der er meget utilfreds med hvordan universiteterne har udviklet sig. I Politiken skriver han:

Det kritiske universitet anno 1968 er forsvundet. Mange af de gamle 68’ere er blevet systemets tjenere. Enhver protest er blevet affejet med, at den fremføres af gamle, sure mænd.

De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium. Universitetet er blevet bogdroppende.

Forskningsfriheden er afskaffet. Kurser skal være ’trendy’. Fordi man ikke kan undervise i det, som man forsker i, søger de ansatte forskningsmidler, og formålet er at blive fri for at undervise.

Vi opfordres til ’artikelproduktion’. Vi skal producere i tusindvis af artikler, som ingen vil læse, og ingen skal læse, for de skal kun give point, så universitetet kan få flere penge – fra staten.

Alle citaterne stammer fra et langt indlæg i Politiken i dag af Hans Hauge, der er lektor ved Århus, undskyld: Aarhus Universitet ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur. Hans Hauge har ud over sin akademiske gerning skrevet ganske mange nationalkonservative indlæg i især Jyllands-Posten, og hans tone er ofte polemisk.

På mange måder er jeg helt forskellig fra ham, men jeg kan tit høre mig selv sige noget lignende det, han giver udtryk for i sit indlæg i Politiken. Mange af os, der er ansat som videnskabeligt personale på danske universiteter, er efterhånden meget utilfredse med tingenes tilstand på vores arbejdsplads.

Kritikpunkterne vil jeg derfor ikke gentage her. Spørgsmålet er her derimod: hvordan kommer vi videre? For at kunne forstå vores egen utilfredshed og komme videre end til at bedrive polemik, for ikke at fremstå som reaktionære, for at kunne overbevise beslutningstagerne, er vi nødt til at forstå præcis hvorfor vi som akademikere er utilfredse. Lad mig i dette indlæg starte ét bestemt, lille sted, nemlig med “skole”-terminologien, der sniger sig ind i de studerendes sprogbrug.

Når jeg reagerer på de studerendes omtale af universitetet som “skolen” og sig selv som “elever”, er det, fordi denne sprogbrug afslører, at de studerende ikke er bevidste om hvor de befinder sig. Universitetet er selvfølgelig en uddannelsesinstitution, men den er meget mere end det. Universiteterne skal bedrive forskning, og undervisningen skal være forskningsbaseret. Og de studerende er ikke elever, som nogen løfter op (verbet elever betyder “at løfte op” på fransk – jvf. en elevator), men studerende, der stræber mod at tilegne sig viden (ordet studium betyder “stræben” eller “iver” på latin!).

Vi, der er på universiteterne, vil gerne have, at universitetet er noget særligt. Universitetet er ikke bedre end så mange andre fænomener i samfundet – landbrug, detailhandel, sundhedsvæsen, folkeskoler, professionshøjskoler… – men ligesom dem er der en funktion, vi er bedst til og har lang erfaring med. I vores tilfælde er det at kombinere forskning og forskningsbaseret undervisning; det er derfor, vi ikke “bare er en skole” (undskyld til de rigtige skoler; dette er ikke nedladende ment – de udfylder også en vigtig funktion.)

Den 1. september, når de nye studerende begynder på Aalborg Universitet, vil jeg som den første prøve af de mange, de efterhånden vil blive udsat for, spørge dem, jeg skal tage imod, “hvor mange elever der er på skolen”. Jeg håber, at nogen blandt dem vil give et godt svar!

Robin Hood-skatten

I disse dage kan vi læse om, hvor skidt det står til med aktiekurserne. De mange handler med værdier, der i stort omfang er fiktive, er en hovedårsag til den økonomiske krise. Denne krise er ekstra kritisk i en situation, hvor der er enorme udfordringer globalt med især klimaforandringerne. Hvor skal pengene komme fra, hvis vi skal kunne gøre noget?

En rapport fra EU-kommissionen anslår at en skat på 0,1 procent på handel med værdipapirer, sammen med en afgift på 0,01 procent på handel med derivater kunne indbringe mellem 31 og 50 milliarder euro årligt. Denne skat kaldes en Tobin-skat efter den amerikanske økonom James Tobin; den ville på én og samme tid gøre det muligt at gøre mere mod klimaændringerne og de sociale og økonomiske uligheder og være med til at forebygge risikable finansielle transaktioner.

Men bliver dette til noget? Næppe. Alle 27 medlemslande i EU skal være enige om at indføre den, og bl.a. Storbritannien er imod. Til gengæld gav Angela Merkel og Nicolas Sarkozy i et topmøde i Paris i denne uge udtryk for at en sådan skat på finansielle transaktioner kunne være nødvendig. Hverken Merkel eller Sarkozy kan siges at være socialister.

Jeg synes, arbejdet for en Tobin-skat og andre politiske tiltag mod spekulation og mod ulighed bør være et emne også i den hjemlige politiske debat. Hvad vil den siddende danske regering og den siddende danske opposition sige?

Læs mere om Tobin-skatten på http://robinhoodtax.org.

Pengeskabet Danmark

Her er den seneste plakat fra den ikke endnu igangværende valgkamp. Jeg må desværre erkende, at den er særdeles vellykket. Igen går Dansk Folkeparti efter at kapre sprogets positivt ladede ord – tidligere har det været ytringsfrihed og tolerance (men de startede med at kapre ordet dansk), nu er det ordene åben og tryg. Finanslovsforhandlingerne i år og aftalen om øget grænsekontrol, der fik så megen opmærksomhed, gør det tydeligt, at Dansk Folkepartis nationalistiske strategi for tiden især fokuserer målrettet på kriminelle udlændinge. Pengeskabet, som stik mod ordvalget selvfølgelig skal holdes lukket, skal associere netop til dette. Hvad er der inde i det blå pengeskab? En statisk idyl, hvor et ensomt Dannebrog blafrer mod højre på en grøn mark. Det, der aldrig bliver nævnt, er det egentlige budskab: ønsket om kontrol, visionen om at låse sig inde.

At blive som barn påny

Jeg har netop lånt De barnagtige, en bog fra 2009 af min gode kollega ovre fra SAMF, Johannes Andersen (som jeg engang gik til guitarundervisning sammen med; han er en meget bedre musiker end mig.)

Johannes’ tese i bogen er, at vores samfund er ved at blive barnagtiggjort med hvad deraf følger af krav om barnepiger. Tidligt i bogen dukker denne tabel op, der viser forskellen mellem et barnagtigt og et voksent perspektiv.

Det barnagtige perspektiv Det voksne perspektiv
1. Tager udgangspunkt i egne
behov. Er lig med egne behov. Ser verden gennem egne behov.
1. Tager udgangspunkt iegne
behov og abstrakte samfundsmæssige vurderinger og prioriteringer.
2. Generaliserer ud fra eget
perspektiv. Tror at andre ser tingene på samme måde.
2. Omdrejningspunktet er
gensidig kommunikation og forståelse for den generaliserede
anden, ofte udfoldet gennem demokratiske procedurer.
3. Når der abstraheres
sker det i form af relative vurderinger af konkrete ting. Man opsøger konkrete gennemsnit og konkrete vurderinger af det der er bedst.
3. Forholder sig strategisk til
givne udviklingsperspektiver med blik for muligheder og grænser.
4. Spontan sammenblanding af
følelser og fornuft.
4. Benytter sig af dynamisk og
dialogbaseret evaluering med henblik på at skærpe
vurderingen af givne fænomener.
5. Stærk fundering i det subjektive på bekostning af det generelle. 5. Er bevidst om
sammenblandingen af følelser og fornuft, og forsøger at finde en balance. Fundering i både det generelle og det subjektive.

Og nu spørger jeg: Er terrorister voksne eller barnagtige? Er politikere voksne eller barnagtige? Er denne blog voksen eller barnagtig? Er dens læsere voksne eller barnagtige?

Herefter vil jeg så kaste mig over bogen. Forresten  indleder Johannes De barnagtige  (der som sagt udkom i 2009, år 1 før skandalehistorierne begyndte at rulle) med at nævne en vis Milena Penkowa, citeret fra en artikel i Femina!