Sympatiske mennesker

Michael Møller, der har været sanger i moi Caprice (og faktisk stammer fra Sæby, hvor også min familie er fra), har et essay i netmagasinet Atlas, hvor han fortæller om sit møde med Peter Skaarup, der til hans forbløffelse og ærgrelse viste sig at være en sympatisk mand, og skriver:

Da Anders Fogh Rasmussen stadig sad i en dansk ministerbil, var der nærmest total venstrefløjskonsensus om, at han måtte være et ondt menneske. Selv mere tilforladelige typer som den folkeligt skålende Lars Løkke Rasmussen eller den godmodigt kluntede Bendt Bendtsen, har jeg ofte hørt omtalt som decideret dårlige mennesker. Men hvorfor er vi så sikre på, at de er dårligere mennesker end os? Hvorfor er der ingen tillid til, at både Peter Skaarup og Anders Fogh Rasmussen faktisk kan være gode ægtemænd og familiefædre, der behandler deres venner med gavmildhed og respekt? Og er der virkelig noget, der tyder på, at Lars Løkke er er et dårligt menneske, udover at han er på den modsatte fløj end os? For det er jo ikke bare deres holdninger, vi angriber; det er oftest deres samlede personer, vi omtaler med åbenlys foragt.

Jeg er enig. Lad os huske, at de politiske holdninger kun er et aspekt af et menneskes person. Selv har jeg mødt en politiker, der senere blev minister i VC-regeringen, og han var en rigtig venlig og lun mand, som jeg snakkede godt med. Hans politiske beslutninger er jeg til gengæld dybt uenig i.

Og jeg husker, hvor forbløffet jeg har været, når Jacob Holdt har fortalt om sine møder med Ku Klux Klan-tilhængere i USA. De var faktisk venlige og omsorgsfulde forældre, og en del af dem havde afro-amerikanske venner – der var lige så fattige som dem selv.

Når jeg ikke stemmer på Venstre og gerne ser Lars Løkke Rasmussen væltet, er det ikke fordi han er ond eller fordi han er dum. Han er nemlig, så vidt jeg kan se, hverken ond eller dum. Han er en mand på min egen alder, og han er sikkert vokset op med mange af de samme kulturelle påvirkninger, som jeg har fået. Det er Lars Løkke Rasmussens politiske holdninger, jeg forholder mig til. Dem bryder jeg mig slet ikke om. Omvendt ved jeg, at der er personer, som jeg er enig med politisk, der er ubehagelige personer at omgås privat. At der er en åbenlys modsætning mellem at være en sympatisk person og støtte nogle politiske holdninger, der går ud over andre menneskers ve og vel, er et paradoks, som man formodentlig bedst kan bearbejde ved at tale til den sympatiske person. Det er det, Jacob Holdt har forsøgt.

Lad os alle prøve at efterleve dette. Vi skal stemme på dem, vi er enige med, ikke på dem, der simpelthen virker flinke. Politik handler om holdninger til samfundet. De politikere, der både er sympatiske og har holdninger, vi selv deler, er selvfølgelig at foretrække.

Og netop fordi politik handler om holdninger: Hvis der i dag skulle ske et regeringsskifte, så vil jeg sige dette til os, der bringer regeringen til fald: lad os vise et godt eksempel og holde en ordentlig tone over for de politikere, der i så fald forlader magten. Det er ikke deres personer, vi har noget imod. Det er det, de gør, vi har noget imod. Vi skal selv prøve at være sympatiske og empatiske mennesker, hvis vi skal kunne sige, at menneskeligheden sejrer ved et regeringsskifte.

Så kom dagen

Nej, jeg vil ikke prøve at overbevise nogen. Kære læsere af min blog: I stemmer selvfølgelig det, I har lyst til (hvis I stemmer). Der er formodentlig ingen holdninger, der bliver flyttet af min blog. I værste fald bekræfter jeg læsernes fordomme og præker til de allerede omvendte, i bedste fald får jeg nogen til at tænke lidt. Jeg håber i al fald, I træffer et reflekteret valg. Selv er jeg led og ked af den politik, der har været ført de sidste 10 år. Alt, hvad Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti står for, er mig imod: Nationalisme, kynisme, vækstfetichisme, mistro og skævtrækning af samfundet. Så det stemmer jeg nej til.

Jeg vil heller ikke udbasunere, hvilket parti jeg stemmer på, for mine argumenter og holdninger er først og fremmest mine egne og skal tages for netop dét.

Men jeg kan da røbe, at jeg ikke sætter mit kryds samme sted som ved sidste valg. Denne gang skal jeg nemlig stemme på Gammel Lindholm Skole.

Libyen, Syrien og pengene

En af de vigtigste begivenheder i det seneste år er de oprør i Mellemøsten, der under ét er blevet kaldt Det Arabiske Forår. Vi tænker tit på begivenhederne som en kamp for demokrati, og det er det selvfølgelig også. Det er en vigtig og nødvendig kamp, der viser, at befolkningen i de arabiske lande ikke ser en islamisk stat som alternativet til de udemokratiske og undertrykkende regimer, der har eksisteret hidtil.

Men i konteksten for denne kamp lurer der også nogle væsentlige økonomiske interesser, der er med til at forklare hvorfor NATO-landene har interveneret i Libyen og ikke i andre lande. Den australske journalist John Pilger skriver i en noget polemisk artikel i The New Statesman:

This is Rupert’s Revolution, after all. Gone from the Murdoch press are pejorative “insurgents”. The action in Libya, says the Times, is “a revolution . . . as revolutions used to be”. That it is a coup by a gang of Muammar al-Gaddafi’s ex-cronies and spooks in collusion with Nato is hardly news. Their self-appointed leader, Mustafa Abdel Jalil, was Gaddafi’s feared justice minister. The CIA runs or bankrolls most of the rest, including America’s old friends – the mujahedin Islamists who spawned al-Qaeda. They told journalists what they needed to know: that Gaddafi was about to commit “genocide”, of which there was no evidence, unlike the abundant evidence of “rebel” massacres of black African workers falsely accused of being mercenaries. European bankers’ secret transfer of the Central Bank of Libya from Tripoli to Benghazi in order to control the country’s oil billions was an epic heist of little interest.

Denne side af begivenhederne i Libyen bliver stort set ikke omtalt. Somme tider tales der om olie, men der er også klare økonomiske interesser bag at få væltet den uforudsigelige Gaddafi og få kontrol over Libyens finansielle resurser. En artikel af Ellen Brown fra Public Banking Institute beskriver dette temmelig grundigt. Især er det påfaldende, at de libyske oprørere hurtigt etablerede en alternativ nationalbank.

Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Jeg vil aldrig komme til at savne Muammar Gaddafi! Han var en diktator, der har stået bag omfattende menneskerettighedskrænkelser. Men jeg kan ikke se, at der er en tilsvarende interesse for at støtte oprøret i Syrien, hvor der ikke er lignende økonomiske interesser på spil og hvor op mod 2600 mennesker indtil nu har mistet livet.

Hvem vinder?

Nej, det handler ikke om folketingsvalget – og så alligevel.

I en tankevækkende kronik i mandagens udgave af Information tager en lang række af Danmarks førende eksperter inden for børns opvækst og vilkår – heriblandt Per Schultz Jørgensen, Jesper Juul, Dion Sommer og John Aasted Halse – et opgør med den eksisterende konkurrencementalitet inden for skoler og daginstitutioner. Nøglecitatet er dette:

Op igennem barndommen og ind i skolen: Det handler stort set altid om det samme. Børn skal træne, og de skal trænes, de skal vurderes og måles og vi skal sammenligne dem med hinanden, vi skal sammenligne skoler på samme måde som vi allerede sammenligner os med andre lande på områder som f.eks. læsefærdigheder.

Træning, testning, måling sat i system. Konstant benchmarking. For måske at blive verdensmester på et eller andet felt, som statsministeren på et tidspunkt udtrykte det i fuldt alvor eller i det mindste skal vi ende blandt de ti øverst placerede lande.

Der er protester fra forældre og fagfolk, men lige meget hjælper det tilsyneladende. I morgen eller i næste uge kommer et nyt forslag fra politikere, der skal profilere sig. Og med valgkamp på højtryk kan vi forvente alt i den retning. Det skråsikre målingshysteri fortsætter ufortrødent.

Spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor perspektivet tabes af syne. Hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for, og hvad vi som samfund vil med børn ud over at de en dag skal være arbejdskraft.

Vi er efter vores mening tæt på det punkt, derfor er vi gået sammen om dette wake-up call.

Jeg er ikke modstander af konkurrence som sådan, men inden for de seneste årtier er konkurrence blevet et mål i sig selv mange steder i samfundet. Her i det 21. århundrede er der blevet skabt et samfund, hvor konkurrencen er blevet den vigtigste succesparameter. Det er jeg grundigt træt af.

Et eksempel: Målet er ikke at skabe god kollektiv trafik, men at gøre den kollektive trafik til et konkurrenceområde. Herved skabtes det, jeg ikke vil tøve med at kalde DSB First-skandalen.

Et andet eksempel: Målet er ikke at skabe forskning af høj kvalitet, men at gøre forskning til et konkurrenceområde gennem øget konkurrence om forskningsmidler, herunder konkurrence om basismidlerne og konkurrence om at være en højt profileret forsker. Herved skabtes Milena Penkowa-fænomenet.

Jamen, konkurrence skaber et incitament for kvalitet, vil nogen sige. Og konkurrencen rummer en reguleringsmekanisme, vil de samme sige. Men her er fejltagelserne, for hvad er det egentlig, konkurrence-strategien optimerer?

  1. Konkurrencen foregår i et kort perspektiv, mens mange områder kræver en udvikling, hvor man ser på et langt perspektiv. Det gælder bl.a. forskning, kollektiv trafik – og børns opvækst. Det er langt fra sikkert, at den kortsigtede optimering, der vinder konkurrencen, også er en optimering på langt sigt. Hvis vi giver børn karakterer i skolen på tidlige klassetrin, får vi hurtigt skabt vindere og tabere. Men hvad skal der ske med vinderne og taberne senere?
  2. Konkurrencen har ikke som sit vigtigste mål at skabe kvalitet, men simpelthen at vinde konkurrencen. Hvis vi fordeler basismidler til forskning efter et konkurrenceprincip, får vi hurtigt skabt forskel på universiteterne. Men skaber vi dermed forskning af høj kvalitet, eller skaber vi simpelthen mere konkurrenceorienterede forskere?

Sammen med konkurrencen kommer nødvendigheden af kontrol, for man skal jo kunne finde frem til, hvordan deltagerne er placeret. Hele dokumentationshelvedet inden for det offentlige har sin oprindelse her.

Jeg kunne godt tænke mig, at der var politikere i den igangværende valgkamp, der turde deltage i et opgør med konkurrencesamfundet, der turde sige at konkurrence i sig selv ikke er en strategi til løsning af alle problemer, turde sige at konkurrencen skaber vindere, men også en masse tabere og turde formulere et krav om kvalitet, der ikke handler om konkurrence eller overvågning. Det bliver ikke den nuværende regering, der starter opgøret. Men vil oppositionen?

I en klasse for sig selv

Det er bestemt ikke meningen, at jeg vil skrive om partipolitik her; denne blog er uafhængig af partipolitik – det vigtige for mig er refleksionen og at finde de gode argumenter, så mine indlæg ikke degenererer til indignation eller nedladenhed. Men jeg er nødt til at indrømme det: Jeg er en af dem, der tit har siddet og skummet af vrede, når Dansk Folkeparti har været i medierne eller gjort deres indflydelse gældende. Dansk Folkeparti hævder på den ene side at være “den lille mands parti” og en slags opposition mod “eliten”, mens de på den anden side gør meget ud af at have afgørende indflydelse på beslutninger.

Den nationalistiske politik, Dansk Folkeparti har fået igennem, har fået to konsekvenser. Den første kender vi godt: Det er i dagens Danmark blevet sværere at være indvandrer, flygtning, asylansøger, udlænding eller såmand bare dansker med “anden etnisk baggrund”. Den anden tænker vi ikke på: Den nationalistiske dagsorden, hvor det hele handler om “kulturelle forskelle”, har flyttet fokus væk fra de sociale problemer, der faktisk er tale om i Danmark. Flygtninge på kontanthjælp bliver ikke set som mennesker på kontanthjælp, men som “kulturelt forskellige” og derfor knap nok som mennesker. Andre mennesker på kontanthjælp bliver slet ikke set. Til gengæld taler alle partier om middelklassen og appellerer til middelklassens værdier og bekymringer om boliglån og forbrug. Ironisk nok er middelklassen også truet. Fordi de fleste taler om “kulturelle forskelle”, er der ikke ret megen opmærksomhed om samfundsklasserne i vore dage. Alle vi, der er uenige med Dansk Folkeparti, er begyndt at bruge deres sprog om “kulturelle forskelle” og tror, at det hele handler om det.

Den nationalistiske dagsorden har Dansk Folkeparti selvfølgelig ikke patent på; andre partier herhjemme og andre steder i verden har også taget den til sig. Nationalismen er enkel og slagfærdig, men den skaber skel og gør det umuligt at føre socialpolitik.

I en artikel i The Guardian omtales en undersøgelse, der dokumenterer at den britiske middelklasse er truet på grund af en kombination af den økonomiske krise og en mangelfuld boligpolitik. Flere og flere, der engang tilhørte middelklassen, bliver tvunget ud i fattigdom eller endda hjemløshed i Storbritannien. Og i Politiken i dag skriver Lars Trier Mogensen at

Uligheden i Danmark er vokset gennem 00’erne mellem de kortuddannede ude i landområderne og de veluddannede inde i byområderne. Alligevel fastholder Socialdemokraterne og SF et snævert fokus på middelklassens boligøkonomi.

Protestvælgerne, der gennem mere end ti år har stemt på Dansk Folkeparti – som en forståelig reaktion på det globale jordskælv, der har ramt det danske arbejdsmarked – er blevet taget ved næsen.

Er det ikke på tide, at der bliver ført socialpolitik og måske endda noget så gammeldags som boligpolitik (der ikke handler om redning fra flexlån) i Danmark igen? “Den lille mands parti” gør det nemlig ikke.

Et trist jubilæum nærmer sig

Snart er der gået 10 år siden terrorangrebene i USA d. 11. september 2011. I Foreign Policy har David J. Rothkopf en oversigt over de 10 vigtigste begivenheder/udviklinger, der har fundet sted inden for de seneste 10 år. Hans for sikkert en del amerikanere lidt overraskende konklusion er, at terrorangrebene langt fra er de mest betydningsfulde hændelser i denne periode. BRICS-landenes stærkt øgede rolle, den globale opvarmning (som ingen gør noget ved), det mobile internet, de sociale medier og revolutionerne i Mellemøsten i 2011 er nogle af de fænomener, han ser som vigtigere. Til sidst skriver han:

So, does all this mean 9/11 was not important? Of course not. It was a significant day in the life of America, a turning point in our view of our vulnerabilities and of the nature of threats and real power in the world. It led us to question many of our assumptions about the nature of our country

[…]

Foremost among those lessons, however, must be that we as a nation need to summon the discipline in times of great national challenges to frame events in the broader context of time and our larger interests. We cannot allow single isolated events to warp our view of all around them, like historical black holes twisting the fabric of adjacent time and events.

Et interessant og vigtigt citat fra en amerikansk journalist i en tid, hvor der er en forbløffende stor fascination af fortiden.

Så kom valget

Jeg har glædet mig til at slippe af med VCO-partiernes dominans, så jeg har set frem til hvert folketingsvalg siden 2001. Men jeg tror stadig ikke på det, og i år er jeg sløv og pessisimistisk som ingensinde før. Pia Kjærsgaards nationalisme og VCs mantra om egoets forbrugsfest runger efterhånden så højt i det indre øre, at ingen kan lytte – hverken til hinanden eller til tvivlen.

Jeg vil stemme et klart nej til den regering, der går til valg den 15. september, men jeg har desværre ingen illusioner om at en grim og ubegavet periode i dansk politik nu kan være slut.

Skal vi sige lidt håndfast…

3682118-asger-aamund

Der bliver fokuseret meget på marginale religiøse og politiske bevægelser med voldelig dagsorden som den alvorligste trussel mod demokratiet, men jeg er blevet mere og mere opmærksom på at der også er “pæne” mennesker med indflydelse, der truer det – og bruger den økonomiske krise som argument for at sætte demokratiet ud af kraft. Det er et ubehageligt ekko af Nordamerika og Europa i 1930’erne, hvor en økonomisk krise fremkaldte magtfulde udemokratiske strømninger.

I et indlæg for nogle få dage siden citerede jeg lektor Søren Hviid Pedersen fra SDU, der er af den holdning, at kun danskere i arbejde skal kunne stemme. En anden “pæn” mand med lignende holdninger er direktør mv. Asger Aamund, der skriver hyppigt i Berlingske og i øvrigt er Suzanne Bjerrehuus’ mand, Malou Aamunds far og Mikael Bertelsens svigerfar. Altså en “rigtig samfundsstøtte”. Jeg blev opmærksom på Aamunds elastiske holdninger til demokratiet takket være et citat i dagens udgave af Information. Jeg gravede lidt og fandt et interview med ham og Ove Kaj Pedersen i Berlingske fra 15. juli i år, og her udtaler han:

I dag har folkestyret taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder.

Demokratiet er også underlagt en slags evolutionær proces, og hvis ikke demokratiet er den bedst egnede styreform, ja, så vil det dø.

Jeg er demokrat med liv og sjæl, men folkestyre betyder ikke, at døgnets uansvarlige politikere besidder en uangribelig ret til at køre deres betroede samfund i sænk i demokratiets hellige navn. Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet eller have en enevældig konge, men i en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-­regering i en periode, som bistår de folkevalgte – skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer.

Ordene “Jeg er demokrat med liv og sjæl”… minder mig om den standardbesværgelse “Jeg er ikke racist, men…”, der ofte indleder racistiske udtalelser. Formuleringen “Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet…, men…” minder mig om alle de mange forskellige udemokratiske regimer gennem tiderne, der har været “nødt til” at suspendere demokratiet og altid har lovet at genindføre det, når de har gennemført “de nødvendige reformer”.

Hvordan en Aamundsk undtagelsestilstand skal defineres, og hvem der må indføre den, har jeg ikke lyst til at tænke på. Må “man” f.eks. aflyse folketingsvalg på ubestemt tid på grund af høj arbejdsløshed? Hvem skal kontrollere elite-regeringens udøvelse af magt? Hvad skal der ske med modstandere af elite-regeringen? Hvad betyder “lidt håndfast” mere præcist?

Vi skal ikke vælge demokrati, fordi det er den “bedst egnede” styreform. Vi skal vælge demokrati, ud fra et princip om at mennesker altid har ret til at have indflydelse til at bestemme over deres eget liv, uanset hvem de er.  Lad mig gentage Verdenserklæringen om menneskerettigheder: Alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdighed. Så forstå det dog!

Someone to watch over me

I en kommentar i Ræson skriver Zeki Laurent Sadic om overvågningskameraernes indtog i Danmark. I dag er der et overvågningskamera for hver 15. borger, og det gør Danmark til verdens mest tv-overvågede land. Jeg var meget overrasket, da jeg erfarede, at vi nu var nået så vidt.

Det, der bekymrer mig, er at mange mennesker efterhånden tager overvågningen for givet uden at tænke over dens konsekvenser. Så “naturligt” er fænomenet blevet. Overvågningen sker på privat initativ i form af kameraovervågning og registrering af oplysninger på netsteder, og den sker i offentligt regi som visitationszoner med kameraer og øgede muligheder for aflytning af telefoner. Det er nu muligt for politiet at aflytte telefonerne i en hel boligblok, blot man har mistanke til én, der færdes i en ganske bestemt lejlighed der.

Sidste år oplevede jeg en gruppe på første studieår, der lavede et P0-projekt om elektronisk overvågning. De forklarede begejstret og detaljeret til deres projektfremlæggelse om alle de mange teknologiske muligheder, der var. Til sidst spurgte jeg dem, om de havde overvejet om der var negative konsekvenser for samfundet som helhed, f.eks. for privatlivets fred eller risikoen for at data fra overvågning kunne misbruges. Deres svar? At det havde de valgt fra at beskæftige sig med!

Det er klart, at overvågningsresultater i nogle tilfælde kan opklare forbrydelser. Men man kunne godt trænge til en analyse af, i hvilket omfang overvågning er præventiv. Overvågningen bliver begrundet i frygten for at blive overfaldet og frygten for det, der er endnu værre, nemlig terrorisme, men de turde være klart, at langt flere mennesker bliver overvåget end dem, der begår forbrydelserne.

Desuden: i en nutid, hvor alle ved at man bliver overvåget, tager de velplanlagte forbrydelser det ind som en del af planlægningen, at man skal undgå at blive fanget af overvågning. Hvis jeg var en terrorist eller en bankrøver (eller måske begge dele), ville jeg gøre mig store anstrengelser for at min telefon ikke blev aflyttet og for at ingen så mit ansigt, når jeg stod klar med min pistol. (Hvis jeg var selvmordsterrorist var jeg selvfølgelig bedøvende ligeglad. Men så ville overvågning ikke hjælpe alligevel.)

Der mangler en diskussion og grundige analyser af hvad den stadigt stigende overvågning gør ved samfundet og om der findes lige så gode eller bedre alternativer, når det handler om efterforskning og forebyggelse af kriminalitet. Sadics afsluttende spørgsmål (der ikke er retoriske) vil jeg gerne gøre til mine. Jeg håber, de vil blive stillet i en kommende valgkamp.

At vi nu er den mest overvågede befolkning – bedømt ud for antallet af overvågningskameraer per indbygger – bør give anledning til en betydelig større og mere seriøs debat end den, vi har set hidtil: Hvor langt er medierne, politikerne og befolkningen villige til at gå? Kan de overvågede have fuld tillid til at den ekstremt store mængde information som bliver indsamlet af dem der overvåger, ikke bliver misbrugt? Hvor skal balancen være mellem sikkerhed og frihed? For vi må hverken glemme eller se bort fra, at al den overvågning, registrering og kontrol, vi har accepteret for vores sikkerheds skyld, nu gradvist koster os den.

Den pæne trussel mod demokratiet

I diskussioner om truslerne mod demokratiet er fokus som regel på grupper “uden for” samfundet – religiøse og politiske grupper, der ved brug af terrorhandlinger og andre former for vold vil gennemføre deres holdninger. Jeg er mindst lige så bekymret over de “pæne” mennesker, der vil afskaffe demokratiet og samtidig har indflydelse på “mainstream”-partier og den politiske proces.

Her er et eksempel på en sådan “pæn” mand. I en kronik i Berlingske d. 18. august skriver Søren Hviid Pedersen, der er lektor ved Syddansk Universitet ved Institut for Statskundskab og medstifter af en ny konservativ tænketank Cesam:

Vi har i mange år haft en forestilling om, at fordi man er over 18 år er man automatisk berettiget til stemmeret. Måske man igen skulle overveje dette. Måske det var mere betimeligt at fundere over, hvilke forudsætninger man, som borger, skal have for at kunne have stemmeret. Måske man skulle indføre et forsørgelseskriterium, altså at man har et arbejde eller lignede og kan forsørge sig selv inden man får det privilegium at stemme og i princippet bestemme over andre mennesker og deres ressourcer og ejendom. Dette sikrer mod store vælgergrupper, der på ingen måde selv arbejder eller lever af at andre forsørger dem, vedtager nye tiltag og love, der bebyrder de mennesker, der arbejder og sørger for sig selv.

Holdninger af denne art har tidligere været luftet offentligt hos både konservative og Venstre-folk. Hvordan dette forslag skulle føres ud i praksis – Skal man fratages stemmeretten, hvis man bliver fyret lige inden valget? Skal free-lancere og andre mindre selvstændige med gæld have stemmeret? Skal studerende have stemmeret? Skal hjemmegående? Skal man miste stemmeretten, hvis man bliver udsat for en invaliderende arbejdsulykke? – vil jeg slet ikke tænke på her. Hensigten er formodentlig at ramme kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, der i stort omfang ikke stemmer konservativt.

Indtil grundlovsændringen i 1915 havde tyende og mennesker på fattighjælp ikke valgret, så dette forslag er reelt et ønske om tilbagevenden til tilstandene for 100 år siden. Om kvinder også skal have stemmeretten frataget, så vi fuldstændig kan vende tilbage til de gode gamle dage, fremgår ikke.

(Et andet forslag fra Søren Hviid Petersens hånd er, at der skal være direkte valg til statsministerposten og at statsministeren skal kunne nedlægge veto mod beslutninger truffet af Folketinget.)

Søren Hviid Pedersen er under alle omstændigheder eksponent for en skadelig holdning til menneskerettighederne, vi ser udfoldet i disse år. Ytringsfrihed, valgret, brug af sundhedssystemet, at stifte familie, at kunne få statsborgerskab – alle nævnt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder – bliver i stadigt stigende grad opfattet ikke som rettigheder, men som privilegier, man først skal gøre sig grundigt fortjent til. Søren Hviid Pedersen bruger da netop også dette ord.

Menneskerettighederne blev formuleret som reaktion på nazismens forbrydelser for at forhindre magtmisbrug og sikre menneskeværd. Ytringsfriheden gør det muligt at kritisere magthaverne, valgretten gør det muligt at påvirke, hvem der er magthavere.

Menneskerettighederne udtrykker og skal sikre, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder – og de gælder også for dem, hvis holdninger man slet ikke sympatiserer med. Her f.eks. Søren Hviid Pedersen.