Så lykkelige at det gør ondt

Danmark scorer højt i internationale undersøgelser om lykke – vi skulle være et af verdens lykkeligste lande, ja måske endda det lykkeligste. Bare se verdenskortet ovenfor. Men der er samtidig tegn på at langt fra alle er lykkelige. Flere hundrede tusinde danskere tager antidepressiv medicin. I 2009 var det knap en halv million mennesker herhjemme. En halv million mennesker har alkoholproblemer, og ikke helt få unge har tilsyneladende ondt i livet med selvskadende adfærd af forskellig slags. Carsten René Jørgensen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet, har skrevet bogen Danmark på briksen, der handler om netop dette paradoks. Her er en bog, jeg gerne vil læse. Ventetiden på at låne den på biblioteket er desværre 6 til 7 måneder.

Danmark på briksen blev anmeldt af Carsten René Jørgensens kollega Steen Nepper Larsen i Information i lørdags. Man kan også høre en samtale med Carsten René Jørgensen fra P1 i januar måned. Desværre er samtalen underligt banal i sammenligning med Nepper Larsens anmeldelse. Bogen forekommer at være en del mere skarp, skal man tro anmeldelsen. Se bare hvad Nepper Larsen skriver.

Som socialkritiker og humanistisk videnskabsmand begiver forfatteren sig ud på en rejse, der dokumenterer og kortlægger, hvordan skrøbelige mennesker i stigende omfang bliver kørt over i konkurrence- og præstationssamfundet. Han demaskerer lykkelandsmyten og blotlægger de sociale kategoriseringer, der anvendes til at projicere negative fjendebilleder over på ’de fremmede’. Han viser, at paranoide og angste forestillinger ikke blot florerer i mange menneskers hverdagsliv, men også spredes blandt og udnyttes af politikere, der burde vide bedre.

Jeg spekulerer på om endnu en grund til at så mange mennesker herhjemme siger, at de er lykkelige, er at de gerne vil opnå et mere positivt selvbillede. I den seneste tids diskussioner om vilkårene for bl.a. arbejdsløse og mennesker på førtidspension ser jeg nemlig en tendens til at mange ved at udpege Den Anden som taberen samtidig derigennem styrker deres eget selvbillede ved at distancere sig fra Den Anden. “Vi” kan nemlig sagtens tage os sammen, men Den Anden kan (mener vi at vide) ikke tage sig sammen på samme måde som “vi” kan.

En vågen nats søvn

I nat vågnede jeg klokken halv fire. Måske var det fordi jeg havde fejret arbejdsugens afslutning med en god trappistøl (Westmalle Tripel, en gave fra mit 25-års jubilæum). Stresset var jeg ikke. Snarere var jeg lettet efter en uge med usædvanligt fyldt kalender. Hvorfor vågnede jeg så? Vel fordi man sover lettere efter indtagelse af alkohol ud på aftenen, men vågner også lettere.  Jeg endte med at være vågen i et par timer og tænkte til sidst nogle forholdsvis sammenhængende tanker om lineære typesystemer, som jeg prøver at få styr på for tiden. Der var siden jeg gik i seng kommet en mail med svar fra en japansk kollega og samarbejdspartner, som jeg tidligere havde skrevet og spurgt. Hvis nogen derude ved noget om lineære typesystemer, er det ham. Til sidst faldt jeg i søvn igen, og resten af familien lod mig sove til kl. 9.40 (tak til dem for det!)

Da jeg vågnede og var stået op, fejrede jeg min udsovethed ved at læse weekendudgaven af Information. Formodentlig uden at nogen egentlig havde tænkt over det, er det som om arbejdstid og forestillinger om hvor meget, man bør arbejde er blevet et tema i dagens avis. Der er en artikel om Peter Brodersen, der som mindre selvstændig arbejder 15-20 timer om ugen, har en beskeden indtægt men er tilfreds med det, thi for ham er det vigtigste at have så megen fri tid som muligt. Frederik Dehlholm, der er formand for Magistrenes A-Kasse (og som jeg kender fra Dansk Magisterforeningens repræsentantskab) har et veldokumenteret indlæg om hvordan begrænsningerne i supplerende dagpenge og kravet om hurtigt at få fuldtidsarbejde  gør livet surt for arbejdsløse, jobsøgende akademikere. Og så er der Karen Lisa Salamons essay i Information handler om, hvordan de normative forestillinger om hvor meget og hvor længe man bør arbejde hænger sammen med forestillinger om hvad en god nats søvn bør være. Karen Lisa Salamons tager udgangspunkt i hvordan mennesker går til af overarbejde. Hun hæfter sig ved idealerne om at man ikke må “spilde tiden”, om at “tid er penge” og om at stress er et rent individuelt anliggende. En tidlig bannerfører for disse idealer er Benjamin Franklin, der levede i 1700-tallet, hvor kapitalismen og det udbredte lønarbejde var ved at slå igennem. Ikke noget tilfælde.

Især dette afsnit i Salamons essay hæftede jeg mig ved:

For et par år siden skabte nogle amerikanske forskere debat ved at koble biologiske søvnforsøg med studier i søvnens kulturhistorie og konkluderede, at folk sov anderledes frem til industrisamfundets og vækkeurets gennembrud. Indtil den kunstige belysning blev allemands eje og gadebelysningen slog igennem i byerne, sov folk i flere, korte perioder hen over døgnet. Ifølge forskerne sov de typisk nogle timer efter mørkets frembrud, hvorefter de vågnede og brugte noget tid på for eksempel snak, drømmetydning, sex, religiøse ritualer, børnepasning, vagtopgaver, indtagelse af varme drikke eller toiletbesøg, hvorefter de igen lagde sig til at sove nogle timer. I gamle tekster omtales natten ofte som opdelt i en ’første’ og ’anden’ søvn, og søvnforskerne konkluderede, at det er helt naturligt for mennesker, at sove for eksempel 4 + 4 timer, med en vågen pause på 1-2 timers aktivitet ind imellem. En siesta i løbet af dagen er også kendt fra mindre industrialiserede samfund. Etnografiske studier af jæger-samler-kulturers livsform og økonomi konkluderer også, at vi i dag sover mindre og arbejder hårdere end urbefolkningerne. En klassisk undersøgelse af indfødte australieres arbejdsdag som jægere, fiskere og samlere konkluderede, at arbejdstiden gennemsnitlig lå på 4-5 timer, og at folk holdt mange hvilepauser undervejs.

Måske er min opvågnen alligevel ikke så atypisk. Jeg har en fornemmelse af, at en del mennesker med søvnproblemer oplever at vågne efter netop omkring 3-4 timer. Det er her, man sover lettest, når drømmefaserne bliver længere. Hvis  man vidste, at man med god samvittighed kunne få sovet ud senere og bruge den vågne periode til noget, man selv synes er fornuftigt – sådan som det vel til dels var tilfældet for mig her i nat  – kunne meget formodentlig være anderledes og bedre.

Selvfølgelig er stress også et individuelt anliggende. Hver enkelt af os skal kunne sige nej. Men vi kan også sige nej sammen. Det skal ikke kun være et individuelt, individualiseret nej. Tænk, hvis vi vælger at indrette arbejdslivet efter menneskets søvnmønstre i stedet for det omvendte.  Og tænk, hvis vi vælger at ændre idealerne om at tid er penge til etiske idealer, der også kan passe til mennesket, som det faktisk er indrettet.

Billedet ovenfor er Salvador Dalis Le sommeil (Søvnen), og jeg tænker her på hvordan den sovende mest er et hoved og på hvor tynde de pinde egentlig er, der holder den sovende.

Tilbage til fremtiden

20120226-191326.jpg

Kim Skotte har et langt essay i Politiken i dag (jeg kan desværre ikke finde det online), hvori han ser tilbage på 1980erne med fokus på sin egen rejse gennem dette tiår og dets kulturliv. Hans udgangspunkt for tilbageblikket er filmen “Jernladyen” om Margaret Thatcher, hvis regime sammen med valget af Ronald Reagan til præsident i USA markerede indgangen til dette årti.

Kim Skotte er 7 år ældre end mig, men også jeg har i høj grad haft mine formative år i 1980erne. Det var her, jeg fik mine første store musikalske og litterære oplevelser, og her, jeg begyndte min rejse ind i den akademiske verden. Det var også i det årti, jeg opdagede internettet og hvad det tilbød af muligheder (dengang var det e-mail og Usenet) – ti år før de fleste andre.

1980erne var dog også på mange måder en grim tid. Jeg led aldrig selv nød i min trygge middelklasseeksistens, men arbejdsløsheden med de berygtede 300.000 ledige var særdeles reel, og jeg og mange andre brugte lang tid på at være skiftevis bange, resignerende og vrede over den trussel om en tredje verdenskrig, der hang over os gennem det meste af dette årti. Det, jeg især husker, er hvordan frygten og vreden blev individualiseret i den tid, hvor også Chicago-skolens liberalistiske økonomiske politik med de massive privatiseringer slog igennem og prædikede, at der ikke var noget samfund, kun individer. Mange af de dystre og vel egentlig regulært opgivende tendenser i rockmusik og litteratur var ét med denne individuelle afmagt.

1980erne er en vigtig tid, men det er ikke en universel sandhed. Jeg kan kun sige sådan, fordi det var det årti, hvor jeg begyndte at orientere mig mod en større verden. For en stor generation af unge skal de igenem samme proces netop i disse år. 10’erne en slags nye 1980ere med økonomisk krise og usikkerhed om klodens fremtid, men det må da kunne sig gøre at undgå at synke hen i afmagt og individualisme.

1980erne forandrede manges menneskesyn i retning af en fiksering på individet. En enkelt bemærkning hæfter jeg mig derfor ved i Kim Skottes essay. Han skriver et sted:

De menneskelige omkostninger ufortalt fik Thatcher jo ret i, at hendes hestekur ville bringe Storbritannien på ret køl igen med efterfølgende velstand

Jeg oplevede at opholde mig i Storbritannien sidst i 1980erne og ved, at dette er en sandhed med modifikationer. De rige blev rigere, men de fattige blev flere og flere. Hvis Maggie Thatcher var en jernlady, var det fordi hun var kold og hård. Hende savner jeg bestemt ikke.

Populismernes nederlag

20120223-180401.jpg

Populisme har som regel været et negativt ladet ord i politik. Begrebet dukker op i USA i 1891 med The Populist Party, der hævdede at repræsentere den “jævne mand”. Siden har der været mange forskellige populistiske strømninger rundt om i verden. De seneste dages begivenheder i dansk politik viser, at der er mere end en slags populisme. Så vidt jeg kan se, er der faktisk to. Den ene er en offensiv populisme, der bruger latente holdninger blandt en større gruppe vælgere til at fremme egne sager. Venstre og Dansk Folkeparti har benyttet den frygt, der er for etniske mindretal blandt grupper i befolkningen, til at gennemføre en lang række tiltag fra 2001 til 2011. Men også siden har Venstre udført offensiv populisme. I den aktuelle sag om betalingsringen har Venstre været del af en underlig alliance med borgmestre (en del af dem socialdemokratiske) fra københavnske oplandskommuner, og da ideen om betalingsringen blev kasseret, søgte Venstre at skabe en lige så populistisk alliance med trafikforskere og dem, der benytter kollektiv trafik. Til Ritzau udtaler Lars Løkke Rasmussen således

– Hvis man spørger pendlerne og dem, der har forstand på det her, er det ikke en marginalprisnedsættelse, der betyder noget for folks valg af kollektiv trafik, siger han og fortsætter:

– Det er et spørgsmål om kvalitet i den kollektive trafik. Er den beregnelig, kører den til tiden – det synes jeg hellere, man skal koncentrere sig om end en symbolsk prisnedsættelse.

Dette forsøg på alliance er særdeles uventet, da man kun sjældent hører politikere fra Venstre udtale sig om offentlig transport og da normalt kun ud fra en virksomhedsbetragtning.

Men så er der også den anden slags populisme, som er en modstræbende, reagerende populisme. Her former man sin politik ud fra en frygt for at grupper i befolkningen vil vende partiet ryggen. Socialdemokraterne er i høj grad eksponenter for denne defensive populisme, og partiets ændrede holdninger i spørgsmål om bl.a. etniske mindretal og retspolitik er tydelige eksempler på det. Også i den aktuelle sag om betalingsringen kan man se hvordan den socialdemokratiske politik er endt med at være defensivt populistisk.

Til Ritzau siger statsministeren

– Vi ville gerne gøre noget for dem, der hver dag spilder en masse tid i trafikken, og derfor foreslog vi en betalingsring. Det viste sig så, at ingen af dem, der skulle bruge den, virkede specielt tilfredse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Jeg bryder mig hverken om den defensive eller den offensive populisme, for begge spiller på opfattelser om en “folkestemning” og en idé om at man som politiker skal følge denne. Også i Danmark er der grænser for hvor langt man vil strække sig i populisme. Nyere undersøgelser viser således, at op mod hver femte adspurgte herhjemme går ind for genindførelse af dødsstraf, men alle politiske partier, selv de efterhånden mange der taler for en “stram retspolitik”, er modstandere af dette. Jeg ville ønske, at politikerne som helhed havde en tilsvarende vilje til at tro på sig selv også i andre sammenhænge. Faktisk tror jeg, at “folkestemningen” ville have mere respekt for den slags politikere.

Perspektivet , der blev væk

20120221-191156.jpg

Jeg havde vel egentlig lovet mig selv ikke at skrive om “betalingsringen”, men nu gør jeg det alligevel. Tilgiv mig, hvis det jeg skriver, er ureflekteret.

Men hele diskussionen om en afgift for at køre ind i hovedstadsområdet som privatbilist har forekommet mig at være perspektivløs. Formålet med denne foranstaltning var at nedbringe antallet af biler og mindske forureningen (herunder, men ikke kun CO2-udslip) og andre gener. Det økologiske råd nåede sidste år frem til at en afgift vil kunne nedsætte CO2-udslippet i varierende omfang, alt afhængig af hvilken løsning der blev valgt. Regeringen fremstod perspektivløs; der var ikke nogen samtidig promovering af et alternativ, f.eks. i form af bedre og billigere kollektiv trafik. (Tænk hvis man f.eks. havde gjort kollektiv transport gratis i hovedstadsområdet for bilister.) Også selve terminologien var dårligt valgt – “betalingsring” lyder ikke mere positivt end “betalingshospital”, det gamle, forbeholdne ord for det, der nu uden forbehold kaldes et privathospital.

Men modstanderne af afgiften, anført af Danmarks for tiden meget populære parti Venstre, er mindst lige så perspektivløse. Det er lykkedes at reducere det, der kunne være en diskussion af trafikkens påvirkning af miljøet i Danmarks største byområde og af visioner for den kollektive trafiks rolle i samfundet til en kamp i valgfrihedens navn for den velkendte, men på sigt tvivlsomme løsning for samfundet det er at vi hver især tager hver vores bil på arbejde. Jeg ville næsten ønske, at modstanderne havde sagt, at de var glade for at biltrafikken kunne fastholdes på dens nuværende leje. Jeg ville oprigtigt have ønsket, at der var kommet et bud på et alternativ. Men nej. Det eneste, modstanderne af afgiften kunne sige, var tilsyneladende, at det er glædeligt, at bilisterne slipper for at betale:

– Vi glæder os ikke mindst på vegne af de mange storkøbenhavnske og sjællandske borgere, der havde en risiko for at få en ekstraregning på op mod 20.000 kroner om året, siger Martin Geertsen, der er trafikordfører i Venstre.

Jeg synes, at initiativet nu bør komme fra modstanderne af “betalingsringen”. Nu er det op til dem at vise perspektiv. Især så jeg gerne. at modstanderne

  • svarede på om omfanget af trafikken i hovedstadsområdet udgør et miljøproblem og, hvis det et tilfældet,
  • gav et bud på hvordan et sådant miljøproblem kan løses, og
  • fortalte, hvilken rolle de mener, den kollektive trafik skal spille i samfundet. Og her vil jeg gerne have et bedre svar end at “man skal kunne vælge mellem at bruge offentlig transport og at lade være”

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at ingen af disse problemstillinger bliver nævnt i Ritzaus telegram, der omtaler Venstres glæde ved bortfaldet af “betalingsringen”. I værste fald har vi opnået det, jeg med et ord, jeg fandt på i en helt anden sammenhæng har kaldt for en “ikke-løsning”, nemlig en detaljeret bortforklaring af hvorfor intet kunne gøres.

Reklamer, nej tak ?

Hvorfor er der så mange reklamer alle vegne? Når vi sidder og ser tv derhjemme på en reklamekanal, stiller vi tit os selv dette spørgsmål. Reklamerne fylder meget i det offentlige rum, og det tales der ikke meget om.

Her er en lille film fra efteråret 2010 om nogle aktivisters forsøg på at gøre Stockholms metro (tunnelbanan) reklamefri. Aktivisterne er fra planka.nu, der der en organisation, der har den kollektive trafik som indsatsområde.

Også jeg er utilfreds med de høje billetpriser, men jeg er dog uenig i planka.nu’s strategi om at køre uden billet og til gengæld have en kollektiv forsikring, der betaler bøderne. Den slags vil kun gå ud over den kollektive trafik. Men alt det er en anden snak.

Fakta – og det, der ligger bag

Center for Vild Analyse har igen en interessant klumme i dagbladet Information. Udgangspunktet er, at Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken inspireret af amerikansk journalistik alle er begyndt at have forskellige former for “faktaundersøgelser”. DR2 følger nu også trop med programmet Detektor. Hvis en politiker påstår, at udgifterne til (X kan være hvadsomhelst i denne sammenhæng) er steget i de seneste 10 år, prøver faktaundersøgelserne at finde ud af om dette er tilfældet.

Som bl.a. Christian Kock har påpeget, er der voldsomme tendenser til talfnidder i den politiske debat. Typisk består talfnidder i at forskellige politiske interessenter definerer samme kvantitativt baserede begreb forskelligt. Hvis “faktaundersøgelser” kan komme talfnidder til livs, ville det kunne højne kvaliteten af politiske diskussioner.

Men samtidig er der noget andet, der kun sjældent bliver undersøgt, nemlig de grundantagelser, der ligger bag de politiske udtalelser, vi hører. Et nøglecitat fra Center for Vild Analyse er dette:

Det er blevet sagt, at Detektor er et udtryk for en trend, man kunne kalde en videnskabeliggørelse af journalistikken — der udføres kildekritik og korrigeres for fejl og løse antagelser — men har videnskabsteorien ikke netop lært os, at enhver virkelig videnskabelighed altid foregår inden for et paradigme af grundantagelser, som ingen rigtig rører ved? Hvis den kritiske journalistisk vil gå faktavejen, kommer den med andre ord uvægerligt til igen og igen at reproducere de fakta og grundantagelser, som vi allerede kender, mens intet nyt bringes frem. Eksempelvis kunne man i dag med god ret spørge, hvad vi egentlig forstår ved en retsstat eller ved demokrati, hvorfor ’vækst’ er en automatisk indikator for en hel serie af nødvendigheder i den offentlige debat, under hvilke forudsætninger Danmark skal deltage i international krigsførelse osv. osv.

Et konkret eksempel på et spørgsmål, der aldrig bliver besvaret er dette: Hvilken rolle skal menneskerettighederne spille i dansk politik? I bedste fald (?) bliver spørgsmål kun besvaret indirekte, i værste fald udråbes standpunkter til at være indiskutable selvfølgeligheder. Et eksempel er Karsten Nonbos udtalelse  (DR Nyheder 26. januar 2012)

Nu påråber du dig menneskerettigheder her i Danmark. Helt ærligt. Du kan tale om menneskerettigheder i Irak og Somalia…

Om Karsten Nonbos synspunkter om menneskerettighedernes rolle i dansk retspolitik er reflekteret, ved jeg ikke. Jeg tillader mig at tvivle.

De grundantagelser, vi møder i samfundsdebatten, er alle udtryk for en etik. Etik er det område af filosofien, der forsøger at analysere og besvare spørgsmålene om hvordan det enkelte menneske bør handle og hvordan samfundet bør være indrettet.

I videnskab er vi nødt til at analysere grundantagelserne. Men en tilsvarende analyse af de etiske grundantagelser, der ligger bag politikernes udtalelser, bliver aldrig for alvor foretaget af medierne. Jamen, der var da for få år siden en værdikamp/værdidebat, vil nogen her indvende.  Den husker jeg kun alt for godt, men denne “værdidebat” var alt andet end en diskussion af og afklaring af etiske grundantagelser, og medierne stod i høj grad på sidelinjen her. Jeg kunne godt tænke mig at journalister og andre mediearbejdere turde spørge til de etiske grundantagelser, politikere har og måske har reflekteret over.

Hvem tænker på bankerne?

I marts 2009 agtede American International Group (AIG) at udbetale cirka 218 millioner dollars i bonus til udvalgte ansatte. Ifølge Significance Magazine satte Goldman Sachs 15,3 milliarder dollars til side til bonusordninger i 2010 (en nedgang på 5% i forhold til 2009, men dette skal ses i lyset af at Goldman Sachs’ indtjening gik ned med 13% i samme periode). Lederen af Barclays’ Bank, Bob Diamond, fik i 2011 en bonus på 8 millioner pund. Og for to uger siden kom det frem, at direktøren for Royal Bank of Scotland (der nu reelt er blevet nationaliseret) har fået en bonus på en million pund kort efter den seneste fyringsrunde, der har kostet 4000 af bankens medarbejdere deres job. Herhjemme afsatte Nordea 141 millioner euro til bonusordninger i 2011. Finanssektoren er bestemt ikke bange for at bruge penge på sig selv.

Samme finanssektors dispositioner er en væsentlig medårsag til den nuværende økonomiske krise; det er ikke tilfældigt, at krisen ofte kaldes en finanskrise. Samtidig virker det imidlertid i samfundsdebatten, som om fokus primært er blevet rettet på velfærdssamfundet, som man siger, samfundsøkonomien ikke har råd til. Mange negative kommentarer har især været rettet mod borgere på overførselsindkomst og dagpenge. Disse negative udsagn kommer fra politikere i både regeringen og i oppositionen, fra debattører og såmænd også fra stand-up-komikere. “Taberen” er igen blevet et komisk virkemiddel (tænk bare på f.eks. Linda P.) Kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse virker mere og mere bevidste, ja faktisk pinligt bevidste, om hvilken samfundsklasse de tilhører.

Nogle kommentatorer, der er kritiske over for velfærdssamfundet, taler, inspireret af et citat fra Margaret Thatcher, om at der er grænser for, hvor lang tid man kan bruge af andre folks penge. Men samfundsøkonomien består ikke af tilfældigt eksisterende disjunkte mængder af penge. Bankernes penge er vel netop “andre folks penge” om noget.

Vi har alle som borgere et ansvar for det samfund, vi er del af. Det gælder også den finansielle sektor. Når netop denne sektor har så stor betydning for den samlede samfundsøkonomi, er det underligt, at der ikke gøres mere for at regulere den og holde den til ansvar. Det er overraskende svært f.eks. at få indført en Tobin-skat på finansielle transaktioner. Jeg savner en skarp og kritisk vinkel på finanssektorens ansvar for samfundsøkonomiens tilstand, og også efterhånden en satirisk vinkel.

Sangen ovenfor skyldes den amerikanske hiphop-duo The Disposable Heroes of Hiphoprisy; den er fra 1992, altså nu 20 år gammel, men linjerne

Bail out the banks
Loan art to the churches
Satanic reverses

er stadig alt for aktuelle.

Arven fra Thatcher

Der er en meget tydelig tendens i det fremherskende syn på de “svage i samfundet”: Ansvaret placeres i høj grad hos den enkelte. Dette har man set i høj grad i diskussionen af social ulighed i Danmark.

Nye tal fra EUs statistikker viser, at Danmark er det eneste land i Norden, hvor fattigdommen er vokset. I Information kan man i dag læse dette:

»Det er ikke, fordi solidariteten i samfundet er forsvundet, men fattigdomsdebatten er udtryk for, at der er sket et holdningsskift i befolkningen. Det er i dag en mere udbredt opfattelse, at folk nok selv er skyld i det, hvis de er fattige eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Både blandt befolkningen og politikerne på Christiansborg er det blevet acceptabelt at sige, at de fattige bare skal tage sig sammen,« siger Jann Sjursen og tilføjer, at den tendens formentlig vil blive endnu mere tydelig, hvis uligheden vokser yderligere.

Også i forhold til dette at have psykiske problemer, mærker man et sådant skred. I en kronik i Information d. 25. januar skriver Frej Prahl:

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Jamen, er det ikke rigtigt, at man selv har et ansvar for sit liv? Selvfølgelig har man det. Intet menneske er kun en viljeløs genstand, og selvfølgelig er der en psykologisk komponent i at forklare menneskers adfærd. Og selvfølgelig er det i høj grad vigtigt, hvad det enkelte menneske gør med sit liv. Men individualiseringen af de sociale problemer er i høj grad et produkt af en liberalistisk økonomisk tankegang, der har præget hovedstrømningerne i europæisk politik siden slutningen af 1970’erne. Det, den fører med sig, er at politikerne og arbejdspladserne får flyttet fokus væk fra den store indflydelse, som lovgivningen, indkomstfordelingen i samfundet og arbejdsforholdene har  og også får flyttet fokus væk fra at disse faktorer faktisk spiller sammen. Sociologiens anstrengelser for at forklare fænomener i samfundet bliver underkendt. Hvis man er blandt “de svage”, kommer man i stadig større omfang til at give sig selv skylden for sine egne problemer, og er man blandt “de stærke”, har man ikke noget væsentligt ansvar for “de svage”.

Et berømt/berygtet citat fra Margaret Thatcher er det interview fra 1987, hvor hun giver udtryk for sin centrale holdning, nemlig at samfundet ikke findes – der er kun individer:

I think we have gone through a period when too many children and people have been given to understand “I have a problem, it is the Government’s job to cope with it!” or”I have a problem, I will go and get a grant to cope with it!” “I am homeless, the Government must house me!” and so they are casting their problems on society and who is society? There is no such thing! There are individual men and women and there are families and no government can do anything except through people and people look to themselves first.¨

For tiden er der en del omtale af en ny film om denne tidligere britiske premierminister. Mange i Storbritannien ser hende som et stykke historie, men det ser i disse år ud som om, hun aldrig har forladt bygningen.

Stof til eftertanke?

Den britiske milliardær Richard Branson har ifølge en artikel i The Guardian fortalt en komité nedsat af det britiske underhus, at han synes, at cannabis og andre stoffer bør legaliseres og brugen beskattes. Richard Branson er med i en gruppe af indflydelsesrige mennesker, der ønsker en legalisering. Gruppen tæller bl.a. FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan, USAs tidligere udenrigsminister George Shultz og en række tidligere præsidenter og premierministre. Deres argument er i høj grad pragmatisk: Der bruges store politiresurser på at efterforske og dømme for enkeltpersoners brug af stoffer, mens bagmændene er umulige at fange. Brugerne havner i fængsel og selv hvis de ikke bliver fanget på grund af deres misbrug, kommer de ofte ud i kriminalitet for at skaffe penge til deres indtagelse af stoffer. Samtidig er der en masse dårlige stoffer i omløb, og det koster menneskeliv.

Selv har jeg en meget ambivalent holdning til en legalisering af stoffer. Jeg har aldrig indtaget eller røget hash eller brugt andre stoffer (ud over alkohol), og det har jeg heller ikke i sinde at begynde på. Faktisk vil jeg på det kraftigste fraråde andre at tage stoffer. Det er meget let at smadre kroppen og psyken ved at tage stoffer, og det har uvægerligt sociale konsekvenser at være afhængig. Jeg kan ikke fordrage den vamle lugt af hashrøg. Skæve mennesker er ikke mere charmerende end fulde ditto. Hashbilister kører mig bekendt heller ikke sikrere end spritbilister. Kokainbrugere er ubehagelige, aggressive og dumme.

Samtidig må jeg dog erklære mig enig i de pragmatiske argumenter hos Branson, Annan m.fl. Organiseret kriminalitet er et stort problem i vore dage; i nogle lande, f.eks. Italien og Rusland er den organiserede kriminalitet tæt på at være en egentlig parallelstat. Hvis man kunne afskære disse grupperinger fra en vigtig indtjeningskilde, vil det formodentlig have stor betydning.

Og så findes der jo allerede to afhængighedsskabende stoffer, der er lovlige mange steder i verden, nemlig alkohol og tobak, og også de kan smadre kroppen – og alkohol kan dertil også smadre psyken og ligesom andre hårde stoffer har misbrug af alkohol sociale konsekvenser for også andre end misbrugeren, f.eks. dennes familie og arbejdsplads.

Formodentlig er det i høj grad et historisk betinget tilfælde, at det netop er disse to, der er lovlige, og ikke f.eks. hash. Brugen af hash er ikke et forbigående fænomen, men er en permanent kendsgerning – der er mange hashbrugere (se bare verdenskortet ovenfor), og det er særdeles uheldigt, at de ender med at støtte f.eks. rockerbander, anden organiseret kriminalitet og diverse terrorgrupper. Det ville i særdeleshed være rart at gøre en ende på det.

De store udfordringer, som jeg ser dem, er:

  • at undgå, at en legalisering af hash simpelthen bliver en redningsplanke for de trængte tobaksgiganter eller for organiserede kriminelle, der ved en legalisering samtidig lovliggør sig selv (men måske kunne man simpelthen lade fremstilling, salg og distribution være et statsligt anliggende?)
  • at undgå at øge omfanget af misbrugsproblemer (men kan det være at de, der ellers ville blive alkoholikere, i stedet så ville kaste sig over stofmisbrug? og måske kan man forvente en holdningsændring som den mere negative holdning, vi nu ser til tobaksrygning i den almindelige befolkning?), og
  • specielt at finde ud af, hvordan man kan undgå at skadelige stoffer som f.eks. ecstasy, der bevisligt og snigende ødelægger ecstasybrugerens hjerne over tid, eller heroin, der gør mange brugere afhængige efter meget kort tids brug, bliver populære (men måske er det færre, der vil kaste sig over den slags, hvis der ikke er en pusher, der tilbyder “lidt ekstra” ud over hash?)

Og nej, jeg har ingen klokkeklar løsning. Men meget tyder på at den nuværende politik mht. stoffer tydeligvis ikke dæmmer op for noget som helst.