Og så blev det lørdag på Roskilde


Min sidste dag på Roskilde Festival 2017 startede med The Digable Planets. Dem så jeg faktisk også på festivalen tilbage i 1993; dengang var de albumaktuelle med Reachin’. Siden da lavede trioen endnu et album, og derefter gik de fra hinanden. Nu er de så gendannet. Deres jazz-inspirerede hiphop med eftertænksomme tekster kom vel aldrig til at danne skole, men det er musik, som holder den dag i dag, og det var helt tydeligt til dagens koncert. Med sig havde de tre vokalister et særdeles tight ensemble, og det var en fornøjelse at høre de gamle numre igen i denne opsætning. Slutningen på koncerten var især energisk.

Resten af dagen gik med at se lidt af hvert.

Jeg slog et smut ind omkring det amerikanske deathcore-band Full of Hell, og derefter overvejede jeg et kort øjeblik at se det gendannede Slowdive, men bestemte mig alligevel for at lade være. Slowdive var trods alt et band, der ikke rigtig havde sagt mig noget dengang i 1990’erne.

I stedet mødtes jeg igen med min fordums studiekammerat Carsten og hans hustru og prøvede at forklare ham hvordan den akademiske biks er skruet sammen i Danmark i dag. Dét blev dog for nedslående, så jeg fik derfor omsider at vide hvor der findes et minde kedeligt udbud af øl. Fantastisk var det vel ikke, men der var dog øl fra bryggerier som Grimberger og Brooklyn, som festivalens hovedsponsor De Forenede Bryggerier samarbejder med.

Siden prøvede jeg at finde Amnestys stand i campingområdet, men den var lukket, og jeg traskede over for at høre The Priests fra USA. Det var spild af tid. The Priests spiller en kantet og dissonant rock som jeg hørte en hel del af for 25 år siden, men efterhånden har mistet interessen for. Og jeg mistede da også hurtigt interessen for The Priests. Sangeren gik tydeligvis efter en slags “dum blondine”-image, som jeg heller ikke rigtig kunne se ideen med.

Janka Nabay and The Bubu Gang var det mest spændende jeg fik set; Nabay bor i USA men er fra Sierra Leone. Resten af bandet kommer består af en bassist fra Syrien, en trommeslager fra Hawaii og en keyboardmand, som jeg desværre ikke fik fanget hvor var fra. Resultatet var helt igennem dansabelt, og til sidst blev en tilskuer inviteret op på scenen så han kunne spille med på tromme i det afsluttende nummer! Den unge mand med klasket hår og hornbriller var lidt overvældet, men det gik faktisk godt.

Da jeg kom ud fra Gloria-scenen, var solen kommet frem og himlen godt på vej til at blive blå.

Mange havde set frem til Ice Cube, men han har aldrig sagt mig noget. Nogle ser NWA som pionerer, men jeg synes snarere at deres forherligelse af bandekriminalitet og tilfældig vold var et skridt i den helt forkerte retning bort fra alle de landvindinger som Public Enemy, De La Soul, A Trine Called Quest og mange andre repræsenterede. Jeg  er heller ikke imponeret over Ice Cubes vokale talenter; han gør mere end han rapper, og hele hans sceneoptræden i dag mindede mig desværre mest om de brovtende mænd, der sad og hang på cafeteriet i Arentsminde i min barndom.

Til sidst var det så tid til Arcade Fire, som nok var dem jeg havde set allermest frem til. Og det blev da også en særdeles positiv oplevelse ved denne koncert her på Canadas nationaldag – Arcade Fire er som bekendt fra Montreal. Der var mange numre fra gruppens bagkatalog (herunder meget fra debutalbummet), men også prøver på det kommende album. Når man på denne måde hører et tværsnit af Arcade Fires musik, opdager man for alvor at de står i stor gæld ikke bare til David Bowie og Bruce Springsteen, men faktisk også til ABBA.

Her sluttede festivalen for mit vedkommende; jeg ville gerne have oplevet tyske Moderat også, men tanken om en lang koncert med start 00.30 var lidt afskrækkende med min togrejse hjem kl. 10.54 in mente. Så jeg gik hen over festivalpladsen en allersidste gang, som jeg har for vane til sidst, købte den allersidste veganske burger og gik mod udgangen.

Var det en god festivaloplevelse? Så bestemt. Meget har forandret sig siden ungdommens festivaler; transport- og toiletforhold er helt anderledes strømlinede og håndteringen af de to sædvanlige udfordringer, nemlig affald og mudder, er særdeles prof. Sikkerheden ved scenerne er også meget gennemtænkt, selvfølgelig som konsekvens af dødsulykken i 2000. Skulle jeg indvende noget, er det måske at der er færre fantasifulde indslag fra publikums side. Der er f.eks. ikke mange festivalgæster i underligt tøj længere. Det er dog næppe festivalens skyld, men derimod vel endnu en konsekvens af at fantasi og spræl får stadigt trangere kår i det konkurrencesamfund, nogle anser for at være en nødvendighed.

Flattr this!

Fredag på Roskilde

Så kom regnen til Roskilde-festivalen, og det blev en dag i pytternes, mudderet og røjsernes tegn.

Først så jeg 47Soul; der er i det hele taget masser af bands med tal i deres navne i år, og der er faktisk både et der hedder 67 og et der hedder 68… 47Soul er fra Palæstina og spiller en særdeles dansabel form for arabisk pop med inspiration fra dancehall og hiphop og med tekster på engelsk og arabisk. Selv om det silede ned, blev det en god oplevelse ved Apollo-scenen.

Bagefter nåede jeg at høre et par numre med Karl William. Han er født længe efter Kasper Winding og Sneakers og News først huserede, men det skulle man godt nok ikke tro. Underligt at overvære rehabiliteringen af dansk firserpop her.

Lidt senere nåede jeg også slutningen af koncerten med Angel Olsen, og jeg nåede også afslutningen af koncerten med Hieroglyphic Being – en mand, der sad bøjet over sin lille mixerpult og skruede elektronisk Chicago-techno frem i traditionen fra Carl Cox og Juan Atkins. På en og samme tid dansabelt (hvor godt man så end kan danse i røjser) og introvert.

Senere Father John Misty. Hvis Karl William rehabiliterer dansk firserpop, er det blevet Father John Mistys skæbne at gøre det samme for Randy Newman, hvis kombination af sarkastisk opgivende tekster og iørefaldende melodier han har taget til sig. Der var en overvægt af numre fra det seneste album, Pure Comedy. Det er så desværre også et album, der er alt for langt og er ved at kamme over i det livstrætte og kedelige. Det var ærgerligt at opdage at koncerten på Orange Scene var på nippet til at gå samme vej.

Så var der straks meget mere energi over Trentemøller. Han har efterhånden helt forladt den dansable techno, der prægede hans første album. Aftenens koncert var i høj grad en tæt sammenspillet band-præstation, der brugte guitar, bas og trommer sammen med Anders Trentemøllers keyboards og lod sig tydeligt inspirere af den dystre, mere eller mindre gotiske synthrock fra for 30 år siden. Især This Mortal Coil og New Order var klare referencepunkter.

Jeg hørte et enkelt nummer med australske Jagwa Ma, men jeg havde for længe siden bestemt mig til at høre  Lorde fra New Zealand, så den vej måtte jeg. En norsk pige, der var til sin første festival, spurgte mig om vej, så jeg fulgte hende derned. Imens fortalte hun mig om hvordan hendes mor havde været til den festival hvor U2 havde spillet. Det var i 1982, og da følte jeg mig gammel.

Lorde er heller ikke så gammel, kun 20 år, så jeg kunne snildt være hendes far. Igen følte jeg mig gammel. Åh, hvor årene dog går hurtigt. Alle sang med på “Royals”, selvfølgelig også jeg. Og det var en rigtig gennemført omgang pop, som det var svært ikke at holde af.

En observation: De fleste musikere er enten meget glade for at spille på Roskilde eller overmåde høflige. Jeg har i al fald endnu til gode at høre en musiker sige under sin koncert, at hun er flov over at give koncert her, at det er en elendig oplevelse og at publikum er grimme. Jeg kan af anmeldelserne se, at Angel Olsen brokkede sig over at publikum snakkede løs under hendes koncert. Men det forstår jeg bestemt godt at hun var træt af. Man behøver ikke at skulle være en engel, blot fordi man hedder Olsen.

Flattr this!

Torsdag på Roskilde

Jeg ankom til Roskilde Festival 2017 lige i tide til at høre to numre med Carl Emil Petersen, tidligere sanger og sangskriver i Ulige Numre. Det ene nummer var nyt, og lovede særdeles godt. Det andet nummer var den gamle kending “København”, og alle skrålede med.

Næste koncert fik jeg set i sin helhed. Future Islands ligner fire mænd, der lige har forladt et lærerværelse, og deres melodiske new wave-pop trækker på referencer fra første halvdel af 1980’erne, ikke mindst Simple Minds fra tiden omkring New Gold Dream hvor det var en bas, dee svømmede oven på store synth-flader og drev sangene frem. Men forsanger Samuel Herring er et meget specielt bekendtskab. Han brøler og danser og vrikker, og publikum elsker det, måske også fordi han er en voksen mand, der minder mange om deres klasselærer (og nogle også Burt Reynolds i hans yngre dage). Af og til er det dog også som om det kommer til at stå lidt i vejen for den faktisk rigtig udmærkede popmusik, som Future Islands jo egentlig burde bedømmes på.

Bagefter stod jeg i kø for at købe en burger, men det var jeg bestemt ikke den eneste, der gjorde (ellers var der jo ingen kø), så jeg luskede ned til Apollo hvor den amerikanske rapper Princess Nokia gav os sit bud på bas-tung og lidt elektronisk feministisk hiphop.
Og så sås jeg ellers med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen og hans hustru og tidligere kolleger.  Vi prøvede at høre Elza Soares fra Brasilien. Men den gamle diva på 80 havde et band, der virkede forbløffende stift. Så vi gik igen.

Og jeg forsøgte forgæves at mødes med en Facebook-ven. Til gengæld fik jeg mødt Søren Vegeberg fra Studenterhuset og Joakim Hesse Lundstrøm fra Amnesty Internationals sekretariat.

Det sluttede for mit vedkommende med Hamilton Leithauser, der gav en indlevet og lun koncert med hovedvægt på sit album fra sidste år. På vej fra koncerten fangede jeg de sidste få numre fra The XX; nu var regnen kommet – foreløbig ikke som skybrud. Men i morgen…

Læs videre “Torsdag på Roskilde”

Flattr this!

En bisse besøger byen


På denne aften på Iggy Pops 70-års fødselsdag kunne jeg omsider gå til koncert med Thorbjørn Radisch alias Bisse. Sidste år måtte jeg gå forgæves på Roskilde Festival.

Også i aften var der tætpakket til den for længst udsolgte koncert på 1000Fryd.

Bisse er blevet udråbt til at være en ny C.V. Jørgensen (som jeg holder rigtig meget af), men det er tydeligt at Bisse opererer med flere variationer over sit musikalske udtryk – et mere “traditionelt sangorienteret” , men ikke desto mindre med en svært identificerbar struktur og så et beat-præget elektronisk udtryk. Ofte er strukturen af den enkelte sang svær af regne ud.

Men det ser ud til at virke! Stor ros i al fald herfra.

Flattr this!

Grundejerforeningen

Her til aften var jeg til møde i grundejerforeningen hvor jeg bor. Jeg bor i en gade med gamle huse fra 1850erne, der af uvisse grunde har fået tilnavnet Arabien. Jeg tror aldrig, der har boet arabere her. Vores del af gaden er en af Danmarks første legegader, men i dag bor der faktisk ikke nogen legende børn her. Vi er alle blevet midaldrende forældre til teenagere og voksne børn – eller ældre end dét.

Sidste år var jeg og min familie midlertidigt bosat i en anden del af byen og kunne ikke deltage, men i år kunne jeg igen deltage i det traditionsrige møde, hvor dagsordenen typisk er overstået på under tre kvarter. Et tilbagevendende samtaleemne er gadens tilstand, og igen i år lykkedes det os at tale om pullerter. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der er så fascinerende ved netop pullerter.

Efter dagsordenen er der altid ost, vin og druer, og det kom der selvfølgelig også på bordet i dag.

Flattr this!

Der er én, der våger over dig

Her til aften holdt jeg et oplæg ved en af debataftenerne arrangeret af studenterpræsterne i Aalborg under fællestitlen Science & Cocktails. Ovenfor kan I se mine slides; der er nogle små film med, som I desværre ikke kan se her.

Deltagerne ved Science & Cocktails.

Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt; vi skulle konkurrere med et foredrag af Svend Brinkmann i Folkekirkens Hus lige ved siden af Studenterhuset og poetry slam nede i den store sal. Men jeg, studenterpræst Christen Staghøj Sinding og de 10 fremmødte fik ikke desto mindre en interessant snak, der førte os vidt omkring. Det er ikke overraskende, at vi igen og igen vendte tilbage til den omfattende dataindsamling, som ikke mindst Facebook, Google og de store webbutikker som f.eks. Amazon foretager. Det er enorme datamængder, som der nu sættes mange kræfter ind på at kunne analysere – og her kommer universiteterne ofte virksomhederne til hjælp ved at oprette nye uddannelser i det, der er kommet til at hedde data science. Vi kom også omkring BAE Systems og deres indsats for at udvikle overvågningsteknologi, som kan eksporteres (og bliver eksporteret) til lande i Asien, der overtræder menneskerettighederne i stor stil.

Nikolaj vinder et poetry slam for anden gang i træk.

Efter lidt over halvanden time sluttede vi, og jeg gik nedenunder til poetry slam, hvor jeg havde meldt mig til og dukkede op i allersidste øjeblik. For anden gang i træk var det Nikolaj Lind Holm, der vandt (og igen var det fuldt fortjent), men selv endte jeg på en andenplads. Og det var slet ikke skidt, alt taget i betragtning.

Flattr this!

Årets nordjyde

Her til aften har man måske set min familie og mig i TV2 Nord; min hustru havde været så flink at invitere os til kåringen af Årets nordjyde i Musikkens Hus i Aalborg i anledning af at hun fyldte år.

Hun og jeg syntes begge at det var interessant at gense Steffen Brandt og resten af TV-2; det er snart mange år siden, jeg holdt op med at følge med i deres musik, men jeg har ikke noget dårligt at sige om dem. Og tilbage i vinteren 1982-1983 havde jeg som medlem af Studenterrådet været med til at arrangere en koncert med selvsamme band. Der kom ikke ret mange til den koncert, husker jeg – men måneden efter fik TV-2 så et stort hit med “Popmusikerens vise”. Den fik vi også her til aften med Jonny Hefty på gæstevokal. Ham var det også godt at gense.

Resten af aftenens program var en blandet omgang; aftenens komikerduo har jeg glemt navnet på, og det bør de være glade for. Der var også to nye nordjyske musiknavne, og det ene sang en hyldest til Thy – bizart nok på engelsk.

Årets nordjyde blev helt fortjent Mikkel Salling Holmgaard, manden bag det såkaldte Back to Life-projekt. Lige inden showet skulle jeg på toilettet, og her så jeg ham stå sammen med familien og se særdeles nervøs ud. Det var der så heldigvis ingen grund til.

Flattr this!

Endnu en aften med Love Shop

Og så vendte Love Shop tilbage til Skråen, hvor jeg første gang så dem spille i 1992. Der er ikke mange gengangere fra besætningen dengang – faktisk kun Jens Unmack himself og Thomas Topp-Duus. Og jeg bemærkede at publikum fra dengang heller ikke var der; alle havde tilsyneladende sendt deres forældre.

Tilbage i 2001 troede jeg vel at Love Shop var på højden af deres kunnen. Upartisk er jeg bestemt ikke, men jeg vil faktisk hævde at dette var en af de bedste aftener med Love Shop overhovedet. Bandet er tilbagelænet på en god måde og udstråler en spilleglæde som er misundelsesværdig.

Flattr this!

Elvis lever, har det godt og er sidst set i Aalborg

Elvis Costello skulle have givet koncert i Musikkens Hus i Aalborg den 20. maj 2016, men han pådrog sig en lungebetændelse og måtte aflyse. I går aftes nåede han omsider Aalborg, og det var første gang, jeg oplevede en koncert med ham – og han var alene på scenen med seks guitarer, et blåt flygel og en ukulele. Bag ham var en storskærm, forklædt som et kæmpemæssigt gammelt fjernsyn. Inden koncerten viste skærmen gamle Elvis Costello-musikvideoer, og selve koncerten blev også en fortælling om et langt og rigt liv som sanger og sangskriver. Det er interessant at tænke på at Elvis Costello, der slog igennem i 1977, meget snart har haft en musikkarriere der er dobbelt så lang som den, der tilkom Elvis Presley – som døde i 1977. Det er også interessant at tænke på at Elvis Costello er den eneste, der har skrevet og indspillet sange sammen med såvel Paul McCartney som Burt Bacharach!

Det første nummer var “Accidents Will Happen”, der er et af de numre, man forbinder med Costello. Desværre var det som om der var et eller andet galt med lyden, men snart efter faldt lyden heldigvis på plads og vi fik en rigtig vellykket koncert med både hits og sange, der ikke var så kendte. Der var indfølte versioner af bl.a. “Shipbuilding” og “Deep Dark Truthful Mirror” ved det blå flygel, der var fuzzede udgaver af “Watching the Detectives” og “Oliver’s Army” og et højdepunkt for mig var da Elvis Costello helt uden mikrofon eller forstærker gav os “Allison” fra debutalbummet My Aim Is True. Hele koncerten var kædet sammen af fortællinger – nogle gange røverhistorier – og mange af dem handlede om Elvis Costellos familie, hans forældre og hans farfar. Det hele sluttede med de to hits, som han ikke selv har skrevet, nemlig “She” (af Charles Aznavour) og “What’s So Funny About Peace, Love and Understanding (af Nick Lowe).

Inden ekstranumrene viste det kæmpemæssige fjernsyn et lille klip med Elvis Costellos far Ross MacManus, der også var sanger. Læg mærke til hvor meget Declan MacManus (der jo er Elvis Costellos rigtige navn)  ligner faderen!

Flattr this!

En rådmand flytter ind

Jeg har kendt Lasse P.N. (Peruviansk Navn) Olsen siden jeg i sin tid blev indbudt af Studentersamfundet ved AAU til at holde et kritisk oplæg om universitetsverdenen. Dengang var Lasse uddannelsespolitisk bagmand i Studentersamfundet. 

I dag er Lasse rådmand for miljø og energi i Aalborg kommune, og her til aften holdt han indflytterfest. Her var der mange af dem, der kender Lasse fra alskens forskellige sammenhænge (forbløffende hvor mange mennesker der kan være i en lejlighed i Aalborgs Øgadekvarter), og det er næppe nogen overraskelse at der blev spillet Rage Against The Machine og Slayer på vinyl.

Flattr this!