Dyreborg i Aalborg

Peter Dyreborg er en af pionererne på den danske poetry slam-scene. Han blev danmarksmester i poetry slam i 2008 og i dag er han en af de vigtigste skikkelser inden for poetry slam herhjemme. Han deltager ikke så meget i konkurrencer  mere, men til gengæld bruger han sit ikke helt ringe organisatoriske talent til at skabe opmærksomhed om den danske spoken word-scene.

Peter er i dette efterår ude på en turné med titlen Den unge Peter Dyreborgs lidelser. Egentlig skulle premieren have været i Frederikshavn, hvor han er født og opvokset, men denne første aften blev ikke til noget. Derved blev det faktisk i Aalborg, premieren fandt sted.

Bagefter fik jeg hilst på Peter, og han gav mig ret i at der er ét, der er sværere end at sige noget pænt om sig selv, når man kommer fra Frederikshavn, og det er at sige noget pænt om Hjørring.

På scenen i Aarhus

Mathias Linaa og Jesper Kirkegaard 
Niels-Peter Henriksen

Så har jeg prøvet at optræde til Aarhus Festuge. Jeg var blevet inviteret med til et arrangement ved Zulu Comedy Festival (arrangeret af TV2) i regi af HAPS (Hele Aarhus’ Poetry Slam). Invitationen kom fra Jesper Kirkegaard, der er regerende Aarhusmester i poetry slam, og med var også Mathias Linaa og Niels-Peter Henriksen. Mathias laver poetry slam, mens Niels-Peter laver stand-up og skriver og fremfører digte (uden at det vel egentlig er poetry slam).

Jesper og Niels-Peter (der i parentes bemærket begge er pædagoger i det civile liv) er ligesom jeg midaldrende mænd, og det var da også betragtninger fra dette afsnit af livet, der var i fokus hos os. Mathias (der er kandidat i filosofi og lige nu jobsøgende) tog så fat i de unge år, hvor han stadig selv færdes. Jeg kendte til Jespers tekster – og han er særdeles kompetent og uhyre morsom – men jeg havde ikke hørt Mathias eller Niels-Peter før. Også de er i høj grad værd at lytte til og opleve.

Det er en stående vits i Aalborgs poetry slam-miljø, at man ikke må nævne noget, der er sket for mere end et par år siden, for det vil mange blandt publikum ikke have hørt om. Og mange unge udøvere af poetry slam kredser om nogle bestemte emner, der hører den livsfase til – uddannelsesvalg, kærestesorger, byture osv. Det var godt at opleve en anden vinkel på tingene til en afveksling, og også godt at optræde i Aarhus. Det gør jeg gerne igen, også sammen med de tre herrer fra i aften.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.

Wienerphilharmonikerne i Aalborg

Jeg har længe drømt om en dag at kunne opleve Wienerphilharmonikerne i Musikverein-salen i Wien, og meget gerne med en symfoni af Mahler på programmaet. I aften lykkedes det næsten. Wienerphilharmonikerne og Daniel Harding gæstede Musikkens Hus i Aalborg (Zubin Mehta, der oprindelig skulle have dirigeret, var blevet syg).

Først kom Leonard Bernsteins 1. symfoni, Jeremiah fra 1944, med den østrigske mezzosopran Elisabeth Kulman. Det er et dramatisk stykke musik, der tager udgangspunkt i fortællingen om profeten Jeremias. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke kender denne symfoni, men det vil jeg få gjort noget ved.

Efter pausen kom så et stykke østrigsk musik og endda et af mine yndlingsværker, Gustav Mahlers 5. symfoni. Fem satser på i alt 70 minutter, og et af de få klassiske værker, jeg efterhånden ejer i hele tre forskellige indspilninger (Sinopoli/Philharmoni, Barbirolli/New Philharmoni og Kubelik/Bayerische RSO).

Mahlers Femte fører os hele vejen fra den dystre march i første sats over den “falske finale” i anden sats, tværs gennem den store, mærkelige scherzo til den dybe længsel i adagiettoen og frem til finalen, hvor glæden vælder frem og adagiettoens melodi dukker op igen som en glad sang. Jeg har vel aldrig hørt noget orkester lyde så godt som her til aften; flere andre af Mahlers symfonier har jeg i indspilninger med Wienerphilharmonikerne, og den varme, fyldige lyd, som mange forbinder med orkesteret, genkendte jeg med det samme. Jeg var meget bevæget; på et tidspunkt kom tårerne endda frem hos mig.

Det var en mindre streg i regningen, at en ikke helt lille del af aftenens publikum agerede så kluntet. For mig virker det helt upassende at klappe mellem satserne, og til et værk som Mahlers Femte, hvor satserne er så lange, at nogle musikere kan være nødt til at stemme instrumenterne igen mellem satserne, bryder den slags koncentrationen. Underligt var det også at opleve nogen gå deres vej få minutter inden finalen sluttede. Det er trods alt ikke hver dag verdens måske ypperste symfoniorkester dukker op i Nordjylland for at spille en af de i enhver henseende største symfonier.

Møde i Superbrugsen

Thisted Arbejderforening i 1943.

I dag prøvede jeg noget nyt – jeg deltog i et medlemsmøde i Superbrugsen Nordhavnen, der åbnede den 2. november sidste år. Jeg havde faktisk i mange år været medlem af Superbrugsen Budolfi Plads, men den lukkede i november 2012. Og det havde aldrig faldet mig ind at gå til et af medlemsmøderne dér. Mit medlemskab blev i 2012 overført til Kvickly i Dannebrogsgade, men heller ikke dér deltog jeg i medlemsmøderne.

Det var mest ældre mennesker, der deltog i medlemsmødet, hvor den unge uddeler Per fortalte om den nye butik og Nete fra Hirtshals, der er medlem af Coops landsråd, var ordstyrer. Der blev valgt en bestyrelse på fem medlemmer – og nej, jeg var ikke blandt dem (men måske til næste år?). Bagefter var der øl fra Thisted Bryghus og mad til dem, der ville spise med.

Det var interessant at opleve medlemsdemokratiet, og for min hustru var det især en overraskelse; hun måtte indrømme, at hun aldrig havde tænkt over netop dét særlige aspekt af driften af Danmarks største dagligvarekæde. Jeg er også medlem hos Imerco, blev jeg i dag mindet om, men jeg har overhovedet ingen indflydelse på Imerco gøren og laden.

Andelsbevægelsen er på én gang rundet af både arbejderbevægelsen og Grundtvigs højskoletanke. Den første brugsforening i Danmark hed da også Thisted Arbejderforening og blev til på initiativ af den lokale præst. Nogle af Coops butikker er kun indirekte medlemsstyrede (det gælder for Fakta- og Irma-butikkerne, der er senere opfindelser), men trods forbeholdene udgør hele andelsbevægelsen et tydeligt eksempel på at kooperativ-tanken sagtens kan lykkes.

Danmarksmesterskaberne i poetry slam 2018

Sara Hauge gør det igen!

I går aftes var der Danmarksmesterskab i poetry slam, og endnu engang blev det afholdt i Aalborg. Sidst det skete, var i 2014, og dengang blev Sara Hauge en meget overbevisende dansk mester.

Det er ikke så tit, jeg har deltaget i poetry slam som tilskuer (og når det sker, rykker det da altid lidt i mig for selv at kunne være med), men aftenens arrangement var et af de bedste poetry slam-arrangementer, jeg har været til. Slamfrø–arrangørerne i Aalborg er nu særdeles erfarne, og Mark Jensen-Skovgaard, der i (gymnasie)tidernes morgen selv var udøvende poetry slammer, er i dag en særdeles rutineret konferencier og arrangør.

Der var mange fine optrædender undervejs, og der var “DM for offerlam”, hvor Emil Nygård (dansk mester 2016), Peter Dyreborg (dansk mester 2008 og en central skikkelse i dansk poetry slam) og Dennis Buchleitner (endnu ikke dansk mester, men det kommer nok) alle tre leverede suveræne præstationer og gik suverænt meget ud over de tre minutter og ti sekunder, som man skal holde sig inden for.

Finalen var dog i særklasse god. Her mødtes Michael Dyst (dansk mester i 2013), Sara Hauge (dansk mester 2014) og Lasse Nyholm Jensen (dansk mester 2015 og 2017). Klichéprægede musikanmeldere ville kalde den slags for en “magtdemonstration”. Jeg ville selv bare sige, at vi i går aftes overværede hvordan tre af de allerbedste udøvere af poetry slam i Danmark gennem det seneste årti gør det, når de gør det allerbedst.

Og vinderen af denne finale? Det blev helt fortjent Sara Hauge, der nu også kan kalde sig for dobbelt Danmarksmester i poetry slam – og for anden blev hun mester på aalborgensisk grund. Sara er ud over at have ordet i sin magt og hjertet på rette sted også et stort komisk talent. Et stort, stort tillykke til Sara herfra!

DM i poetry slam – Aalborg-kvalifikation 1

Michael Dyst fremfører sit vinder-slam.

Her til aften var der den første af de to kvalifikationsrunder i Aalborg til Danmarksmesterskaberne i poetry slam, og jeg var med efter at have været forhindret i at deltage i de seneste poetry slam-arrangementer. Blandt de ni deltagere var der både gamle kendinge og (for mig) nye ansigter, og vi kom vidt omkring i teksterne. I finalen var der den eneste ikke-lokale deltager, Michael Dyst fra København, og Nikolaj Lind Holm – og mig selv. Michael og Nikolaj er to rigtig dygtige og meget forskellige performere, og jeg holder meget af at se og høre dem.

Michael har tidligere været Danmarksmester og har efterhånden ganske mange gange været med ved DM. I år bestemte han sig til at deltage i alle kvalifikationsrunder i Danmark, og denne gang lykkedes det ham så at kvalificere sig, da han kom til Aalborg. Det var en fuldt fortjent sejr, når nu det absolut skulle være en deltager der kom udenbys fra. Nikolaj blev nummer tre (tillykke til ham også!), og selv blev jeg nummer to.

(Den anden kvalifikationsrunde finder sted til december, og det er ikke usandsynligt, at jeg forsøger mig igen, hvis jeg har tid.)

En aften for 1000fryd

1000Fryd opstod som en forening i Aalborg først i 1980’erne, og mange kender mest stedet i Kattesundet som et spillested. Og det er også mest i den forbindelse, jeg er kommet der gennem årene – hvis vi ser bort fra en meget kort periode hvor jeg selv var med til at låne et øvelokale der for knap 30 år siden og rent faktisk spillede selv. Men 1000Fryd er mere end bare et spillested; det er et kreativt miljø, som har fostret ikke helt få aalborgensiske kulturpersonligheder. Bedst kendt er vel nok Jakob Ejersbo.

I modsætning til Ungdomshuset i København har 1000Fryd gennem stort set alle årene mødt megen velvilje og har haft et generelt godt forhold til Aalborg kommune. Alligevel har der desværre  gennem årene været behov for støttekoncerter for at sikre stedets overlevelse, og ekstra trist var situationen for knap et år siden, da aktivisterne på 1000fryd måtte konstatere, at en tidligere bestyrer havde fusket med midlerne.

Her til aften var det tid til endnu en støttekoncert, der denne gang blev afholdt på Huset i Hasserisgade, hvor der er plads til en del flere mennesker end på det lille 1000Fryd. Alle bands spillede gratis, heriblandt det slet ikke ukendte Magtens Korridorer. Interessant nok har de faktisk aldrig spillet på 1000Fryd – men de ville gerne tage turen helt fra Rigets Centrum for at give koncert.

Blandt publikum så jeg ganske mange kendte ansigter fra dengang i forrige århundrede, hvor jeg selv ofte var at finde på 1000Fryd – og også flere af de gamle bestyrere var der, bl.a. Anders Wested (som jeg senere har kendt fra vores arbejde mod Egholmmotorvejen) og Per Clausen (formand for Dansk Magisterforening, folketingsmedlem, byrådsmedlem osv.). Og jeg blev endnu engang mindet om at jeg bestemt ikke er 25 år mere; faktisk sad der en ikke ubetydelig rest af træthed i mig efter to aftener med koncerter med henholdsvis PJ Harvey og Patti Smith.

Den bedst kendte anekdote om 1000Fryd er vel, at der engang var en amerikansk rocktrio, som man sagde nej til et koncerttilbud fra. Der gik ikke så lang tid, så udkom Nevermind, og resten er som man siger, historie. Per Clausen var bestyrer i perioden 1988-89 og kunne derfor ikke fortælle, hvem der dog havde sagt nej til Nirvana, men her til aften var der en vis enighed om at den forpassede mulighed for at spille i Aalborg kunne have været dét, der var med til at gøre det af med Kurt Cobain få år senere.

Og jeg fik købt en folkeaktie; den kan man se på billedet ovenfor. Jeg skulle betale kontant; ellers havde jeg betalt mere end 200 kroner for den.

Patti Smith på slottet

Så kom dagen hvor Patti Smith gav sin eneste koncert i Danmark. Den fandt sted på Sostrup slot på Djursland. Min hustru og jeg fik kørelejlighed derned med Kirsten, som jeg gik i gymnasiet med.

Publikum var klart i den modne ende til denne koncert. I hele menneskemængden var der ikke rigtig nogen jeg kendte – bortset fra Ritt Bjerregaard, men hun kender formodentlig ikke mig.

Opvarmningen var med Annisette, der på ganske mange måder er en åndsfælle til Patti Smith; engang spekulerede jeg på om disse to store sangerinder kendte til hinanden, men det ved jeg nu at de gør. Fælles er deres politiske engagement og insisteren på nødvendigheden af kærlighed og forsoning. En interessant detalje er at Patti Smith, da hun var ved at slå igennem i USA, af nogle anmeldere blev sammenlignet netop med Annisette!

Annisettes korte koncert var en fin oplevelse, og det var umuligt ikke at blive dybt berørt af hendes kraftfulde stemme og aldrig svigtende intensitet.

Patti Smith er en fascinerende performer og en af rockens legender. Hun bygger bro mellem to strømninger, nemlig hippietiden, som hun kom fra, og punkrocken, som hun havnede midt i. Hun var samtidig blandt de første til at insistere på at rockmusik også kunne være kunst. Og så var der jo også lige venskabet med Bruce Springsteen dengang i 1970’erne. På en scene fremstår Patti Smith venlig og viis, men også med den excentricitet som en lang karriere har kunnet fremelske. Min hustru lagde f.eks. mærke til hendes underlige vane med at spytte (!!) mens hun sang – jeg spekulerer på om hun overhovedet tænker over det!

Patti Smith startede i det rolige og allermest hippieprægede hjørne med sange som “Dancing Barefoot” og “Ghost Dance”. Undervejs var der også tid til et par covernumre – et U2-nummer fra 1987, “Mothers of the Disappeared” (fra The Joshua Tree) og “Rocking in the Free World” af Neil Young, som bandet faktisk spillede uden Patti Smith!

Den sidste halve time af koncerten var dog klart den mest intense, og publikum rejste sig nu fra stolene og kom tæt på scenen. Vi fik hittene “Because The Night”, “Gloria” og “People Have The Power” – og til sidst, lidt overraskende, en smuk hyldest til Elvis Presley med hans “Can’t Help Falling in Love”.

Omgivelserne på Sostrup slot var meget smukke, og den regn der var blevet truet med, udeblev helt; det blev en smuk sensommeraften. Den logistiske side af sagen lod til gengæld en hel del tilbage at ønske – madkøerne var især ufatteligt lange (det tog knap en time at få noget at spise), og allerede i pausen efter Annisettes sæt var der udsolgt af hotdogs. Vi var langt fra det niveau og den driftssikkerhed, man kender fra ikke mindst Roskilde Festival.

PJ Harvey har gjort det igen

Jeg så PJ Harvey på Roskilde Festival i 2016, og det var en koncert, der var hele festivalbilletten værd. Her til aften var jeg til koncert i Randers med hende og hendes ni mand store band, og også dét blev en usædvanligt god oplevelse. Det skadede bestemt ikke, at det denne gang var lykkedes at på billetter på forreste række eller at koncerten fandt sted på Værket, hvor der kun er plads til 1000 tilskuere.

PJ Harvey er en meget intens performer, og ligesom sidste år gik der en hel time inden hun henvendte sig til publikum. Men det er ikke udtryk for arrogance, men for en usædvanligt stor indlevelse. Det blev en koncert, der i modsætning til Roskilde 2016 også i stor udstrækning besøgte de tidligere albums før Let England Shake. Bl.a. var der en række numre fra White Chalk, et album som jeg må indrømme at jeg ikke har hørt så meget som det fortjente at blive lyttet til. Og så var der endnu engang et dyk helt tilbage til “50 Ft Queenie” fra det hårdt rockende andet album Rid Of Me.

Bandet med de mangeårige samarbejdspartnere John Parish og Mick Harvey skal selvfølgelig også have sin del af æren, sammenspillet som det er og med evnen til at forløse PJ Harveys mangefacetterede univers af sange.