En bisse besøger byen


På denne aften på Iggy Pops 70-års fødselsdag kunne jeg omsider gå til koncert med Thorbjørn Radisch alias Bisse. Sidste år måtte jeg gå forgæves på Roskilde Festival.

Også i aften var der tætpakket til den for længst udsolgte koncert på 1000Fryd.

Bisse er blevet udråbt til at være en ny C.V. Jørgensen (som jeg holder rigtig meget af), men det er tydeligt at Bisse opererer med flere variationer over sit musikalske udtryk – et mere “traditionelt sangorienteret” , men ikke desto mindre med en svært identificerbar struktur og så et beat-præget elektronisk udtryk. Ofte er strukturen af den enkelte sang svær af regne ud.

Men det ser ud til at virke! Stor ros i al fald herfra.

Flattr this!

Grundejerforeningen

Her til aften var jeg til møde i grundejerforeningen hvor jeg bor. Jeg bor i en gade med gamle huse fra 1850erne, der af uvisse grunde har fået tilnavnet Arabien. Jeg tror aldrig, der har boet arabere her. Vores del af gaden er en af Danmarks første legegader, men i dag bor der faktisk ikke nogen legende børn her. Vi er alle blevet midaldrende forældre til teenagere og voksne børn – eller ældre end dét.

Sidste år var jeg og min familie midlertidigt bosat i en anden del af byen og kunne ikke deltage, men i år kunne jeg igen deltage i det traditionsrige møde, hvor dagsordenen typisk er overstået på under tre kvarter. Et tilbagevendende samtaleemne er gadens tilstand, og igen i år lykkedes det os at tale om pullerter. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der er så fascinerende ved netop pullerter.

Efter dagsordenen er der altid ost, vin og druer, og det kom der selvfølgelig også på bordet i dag.

Flattr this!

Der er én, der våger over dig

Her til aften holdt jeg et oplæg ved en af debataftenerne arrangeret af studenterpræsterne i Aalborg under fællestitlen Science & Cocktails. Ovenfor kan I se mine slides; der er nogle små film med, som I desværre ikke kan se her.

Deltagerne ved Science & Cocktails.

Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt; vi skulle konkurrere med et foredrag af Svend Brinkmann i Folkekirkens Hus lige ved siden af Studenterhuset og poetry slam nede i den store sal. Men jeg, studenterpræst Christen Staghøj Sinding og de 10 fremmødte fik ikke desto mindre en interessant snak, der førte os vidt omkring. Det er ikke overraskende, at vi igen og igen vendte tilbage til den omfattende dataindsamling, som ikke mindst Facebook, Google og de store webbutikker som f.eks. Amazon foretager. Det er enorme datamængder, som der nu sættes mange kræfter ind på at kunne analysere – og her kommer universiteterne ofte virksomhederne til hjælp ved at oprette nye uddannelser i det, der er kommet til at hedde data science. Vi kom også omkring BAE Systems og deres indsats for at udvikle overvågningsteknologi, som kan eksporteres (og bliver eksporteret) til lande i Asien, der overtræder menneskerettighederne i stor stil.

Nikolaj vinder et poetry slam for anden gang i træk.

Efter lidt over halvanden time sluttede vi, og jeg gik nedenunder til poetry slam, hvor jeg havde meldt mig til og dukkede op i allersidste øjeblik. For anden gang i træk var det Nikolaj Lind Holm, der vandt (og igen var det fuldt fortjent), men selv endte jeg på en andenplads. Og det var slet ikke skidt, alt taget i betragtning.

Flattr this!

Årets nordjyde

Her til aften har man måske set min familie og mig i TV2 Nord; min hustru havde været så flink at invitere os til kåringen af Årets nordjyde i Musikkens Hus i Aalborg i anledning af at hun fyldte år.

Hun og jeg syntes begge at det var interessant at gense Steffen Brandt og resten af TV-2; det er snart mange år siden, jeg holdt op med at følge med i deres musik, men jeg har ikke noget dårligt at sige om dem. Og tilbage i vinteren 1982-1983 havde jeg som medlem af Studenterrådet været med til at arrangere en koncert med selvsamme band. Der kom ikke ret mange til den koncert, husker jeg – men måneden efter fik TV-2 så et stort hit med “Popmusikerens vise”. Den fik vi også her til aften med Jonny Hefty på gæstevokal. Ham var det også godt at gense.

Resten af aftenens program var en blandet omgang; aftenens komikerduo har jeg glemt navnet på, og det bør de være glade for. Der var også to nye nordjyske musiknavne, og det ene sang en hyldest til Thy – bizart nok på engelsk.

Årets nordjyde blev helt fortjent Mikkel Salling Holmgaard, manden bag det såkaldte Back to Life-projekt. Lige inden showet skulle jeg på toilettet, og her så jeg ham stå sammen med familien og se særdeles nervøs ud. Det var der så heldigvis ingen grund til.

Flattr this!

Endnu en aften med Love Shop

Og så vendte Love Shop tilbage til Skråen, hvor jeg første gang så dem spille i 1992. Der er ikke mange gengangere fra besætningen dengang – faktisk kun Jens Unmack himself og Thomas Topp-Duus. Og jeg bemærkede at publikum fra dengang heller ikke var der; alle havde tilsyneladende sendt deres forældre.

Tilbage i 2001 troede jeg vel at Love Shop var på højden af deres kunnen. Upartisk er jeg bestemt ikke, men jeg vil faktisk hævde at dette var en af de bedste aftener med Love Shop overhovedet. Bandet er tilbagelænet på en god måde og udstråler en spilleglæde som er misundelsesværdig.

Flattr this!

Elvis lever, har det godt og er sidst set i Aalborg

Elvis Costello skulle have givet koncert i Musikkens Hus i Aalborg den 20. maj 2016, men han pådrog sig en lungebetændelse og måtte aflyse. I går aftes nåede han omsider Aalborg, og det var første gang, jeg oplevede en koncert med ham – og han var alene på scenen med seks guitarer, et blåt flygel og en ukulele. Bag ham var en storskærm, forklædt som et kæmpemæssigt gammelt fjernsyn. Inden koncerten viste skærmen gamle Elvis Costello-musikvideoer, og selve koncerten blev også en fortælling om et langt og rigt liv som sanger og sangskriver. Det er interessant at tænke på at Elvis Costello, der slog igennem i 1977, meget snart har haft en musikkarriere der er dobbelt så lang som den, der tilkom Elvis Presley – som døde i 1977. Det er også interessant at tænke på at Elvis Costello er den eneste, der har skrevet og indspillet sange sammen med såvel Paul McCartney som Burt Bacharach!

Det første nummer var “Accidents Will Happen”, der er et af de numre, man forbinder med Costello. Desværre var det som om der var et eller andet galt med lyden, men snart efter faldt lyden heldigvis på plads og vi fik en rigtig vellykket koncert med både hits og sange, der ikke var så kendte. Der var indfølte versioner af bl.a. “Shipbuilding” og “Deep Dark Truthful Mirror” ved det blå flygel, der var fuzzede udgaver af “Watching the Detectives” og “Oliver’s Army” og et højdepunkt for mig var da Elvis Costello helt uden mikrofon eller forstærker gav os “Allison” fra debutalbummet My Aim Is True. Hele koncerten var kædet sammen af fortællinger – nogle gange røverhistorier – og mange af dem handlede om Elvis Costellos familie, hans forældre og hans farfar. Det hele sluttede med de to hits, som han ikke selv har skrevet, nemlig “She” (af Charles Aznavour) og “What’s So Funny About Peace, Love and Understanding (af Nick Lowe).

Inden ekstranumrene viste det kæmpemæssige fjernsyn et lille klip med Elvis Costellos far Ross MacManus, der også var sanger. Læg mærke til hvor meget Declan MacManus (der jo er Elvis Costellos rigtige navn)  ligner faderen!

Flattr this!

En rådmand flytter ind

Jeg har kendt Lasse P.N. (Peruviansk Navn) Olsen siden jeg i sin tid blev indbudt af Studentersamfundet ved AAU til at holde et kritisk oplæg om universitetsverdenen. Dengang var Lasse uddannelsespolitisk bagmand i Studentersamfundet. 

I dag er Lasse rådmand for miljø og energi i Aalborg kommune, og her til aften holdt han indflytterfest. Her var der mange af dem, der kender Lasse fra alskens forskellige sammenhænge (forbløffende hvor mange mennesker der kan være i en lejlighed i Aalborgs Øgadekvarter), og det er næppe nogen overraskelse at der blev spillet Rage Against The Machine og Slayer på vinyl.

Flattr this!

Konfliktkøkken

Det er underligt at tænke på at det først var i aften, jeg fik besøgt Verdenskøkkenet – der nu kalder sig Konfliktkøkkenet. Det er Folkekirkens Hus i Aalborg, der lægger rammer til, men der er intet kirkeligt indhold. Ideen er at præsentere byens borgere, indfødte og ude fra verden kommende, for hinanden over mad fra et bestemt land. Sidste år var der fokus på bl.a. Syrien og Pakistan. I år er fokus på lande, der er i konflikt med hinanden, og i aften var det Indien og Pakistan, der var temaet. Interessant nok er netop de to lande faktisk en del af min families historie – min farfar og farmor var født i det ene land og flyttede til det andet.

Et indisk og et pakistansk ægtepar bosat i Aalborg stod for maden. Bagefter havde Anna Klitgaard, der sammen med Catarina Bettencourt står bag arrangementerne, en samtale med de to familier. Det var interessant, men ikke overraskende, at de to familier, der ikke havde kendt hinanden før, talte samme sprog, faktisk lavede samme slags mad og i det hele taget havde rigtig mange ting til fælles – og i det hele taget kom godt ud af det med hinanden. Til sidst var der et længere foredrag om hele den indisk/pakistanske konflikt med Jørgen Dige Pedersen, lektor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

Konfliktkøkkenet er et spændende og vigtigt bud på hvordan man kan bringe borgere med forskellig baggrund sammen og på hvordan man kan lære mere om hinanden. Jeg opdagede til min glæde, at der også var flere kolleger fra mit institut til aftenens arrangement, herunder mindst én fra Indien. Næste Konfliktkøkken er i øvrigt den 23. marts, og her er temaet Somalia.

Flattr this!

Okkervil River i Glasgow

2016-11-13-21-06-39
Okkervil River.
2016-11-13-19-19-52
Den lille koncertsal i kælderen.

Det har været en begivenhedsrig uge på godt og ondt, og i morgen, mandag, skal jeg hjem. Jeg har fået en masse fra hånden, mens jeg har besøgt Glasgow University. Jeg og mine kolleger er nu kun få dages indsats fra at have bevist nogle gode sætninger om et nyt typesystem, vi har fundet. Men ude i den såkaldt virkelige verden var det småt med fremskridt. Donald Trump blev valgt til præsident i USA, og Leonard Cohen døde. Man skal ikke ønske noget menneske ondt, men jeg ville ikke have været helt så ked af det, hvis det havde været omvendt.

Min uge i Glasgow sluttede med en koncert med Okkervil River, et af mine yndlingsbands – på Stereo, der tilmed er et vegansk spisested med godt øl.

2016-11-13-19-48-07
Michael Nau.

Opvarmningsnavnet var Michael Nau og hans trio, også fra USA. Han var et temmelig nyt bekendtskab for mig, og jeg er stadig ikke sikker på hvad jeg synes om hans musik. Mange af sangene i det korte sæt bevægede sig i samme tempo, og først til sidst kom der lidt stemning over tingene. Selve fremførelsen var desværre heller ikke synderligt karismatisk. Okkervil River har meget bedre sangmateriale end Michael Nau, og bandet er teknisk meget dygtigere end den lidt lærerværelsesagtige trio.

Jeg blev først opmærksom på Okkervil River i 2007, da de udsendte albummet The Stage Names. Sangen “Lost Coastlines” fra det album burde være blevet et hit. Dette amerikanske band har taget navn efter en russisk novelle, der handler om en flod – der er opkaldt efter en svensker. (Selv om de kommer fra Texas, er de bestemt ikke tilhængere af Donald Trump.) Der har været store udskiftninger i gruppen, siden den blev dannet i 1998, og eneste gennemgående medlem er sanger og sangskriver Will Sheff. Deres nye album fra i år, Away, er blandt deres bedste, spørger man mig.

Aftenens koncert blev også en god oplevelse, og det var samtidig bandets sidste koncert i 2016 – i morgen går turen hjem til USA. Med præsidentvalgets resultat i baghovedet var det ikke noget, Will Sheff så frem til.

Der var mange sange fra Away – startende med “afskedssangen” “Okkervil R.I.P.” (!!) – men også en del indslag fra bagkataloget, ikke mindst The Stage Names, og herunder bl.a. den smukke “A Girl In Port”. Undervejs fik vi en fin udgave af “So Long Marianne” som Okkervil Rivers hyldest til Leonard Cohen, og i ekstranumrene kom vi helt tilbage til Black Sheep Boy.

Okkervil River er forholdsvis afdæmpede og ofte mere melankolske end ellers på Away, men til aftenens koncert var de ikke bange for at rocke igennem, bl.a. i det, der vel nu er blevet signatursangen, den dystre, men samtidig fængende “Down The Deep River”. Bandets medlemmer er alle dygtige musikere, og bandet er godt sammenspillet. Især lagde jeg mærke til guitaristen Will Graefe. Ligesom keyboardspiller m.m. Sarah Pedinotti har han en solokarriere.

Bagefter fik jeg hilst ganske kort på Will Sheff og fik sagt ham tak for en god koncert. For det var det.

Flattr this!

En aften i Hjørring

I aften var der poetry slam i Hjørring for første gang i historisk tid. Rune Klenø, Titken Toft, Mads Bjergen Pedersen og jeg deltog. Det var den lokale helt Runes debut i poetry slam-sammenhæng, og han gjorde det fint. Mads Bjergen Pedersen, der også er fra Hjørring oprindelig, og Titken Toft, der nu er flyttet til Odense, lavede også en god indsats. Vinderen blev – mig. Det er faktisk fjerde gang i år jeg vinder et poetry slam. Utroligt, men sandt.

Flattr this!