Fredag på Roskilde 

Dagens første koncert var for mit vedkommende med Hurray for the Riff Raff, en kvintet fra USA som spiller country-rock af den slags, som kaldes «alternativ country» men reelt er tæt på countryrocken for 40 år tilbage. Sangerinden luftede sin uforbeholdne mening om Donald Trump – heller ikke countrymusikere har noget pænt at sige om ham. Musikalsk set vellykket var det også; dette er et stort, lille band.
Så over til Calypso Rose, en sangerinde fra Trinidad på 76 år. Hun og hendes band (der efter hvad jeg kunne læse mig til faktisk er Manu Chaos faste backingband) leverede intet mindre end et brag af en koncert. Der var megen calypso, men også reggae og ska. Og først og fremmest: feststemning var der i lange baner, med publikum der dansede rundt i lange bugivugi-slanger. En meget dejlig oplevelse!

Jeg nåede derefter at høre par numre med engelske Foals. Deres musik er velspillet, kompetent og – kedelig, hvis man spørger mig. Regnen kom netop da, og jeg fandt regntøjet frem og gik.

Festivalen har i år også været en god anledning til at mødes igen med gamle venner og i dag mødte jeg Lone, som jeg gik i gymnasiet med og derfor har kendt siden 1979. I mange år har hun boet tæt på Roskilde og har også ofte været frivillig på festivalen. Det var godt at ses igen.

Og så kom til tiden til endnu et. hovednavn jeg havde set frem til – Neil Young. Han startede med nogle små teateragtige indslag: unge kvinder der strør korn på scenen og lidt senere folk i hvide heldragter der sprøjter “gift”. Begge dele var en tydelig hilsen fra Young til Monsanto, som han kritiserer på sidste års The Monsanto Years. 

I den mere end to en halv timer lange koncert bevægede han og Promise of the Real sig sømløst fra de inderlige akustiske klassikere “After the Gold Rush” og “Heart of Gold” over til at inddrage hele bandet og ende i et helt elektrisk… nærmest jam-baseret udtryk, som man forbinder med Crazy Horse hvor det enkelte nummer snildt kan vare ti minutter eller mere. Det var en overmåde god koncert (næsten på højde med PJ Harvey) der endte med en helt igennem ekspansiv og trodsig udgave af “Rocking In The Free World “. Faktisk sluttede det ikke der, for dem blev hængende – de fik et 27 minutter langt ekstranummer.

Men jeg havde planer om at se Tame Impala til sidst, og det skulle også nås. Også det var en god oplevelse. Lyden var krystalklar og hver detalje i lydbilledet stod tydeligt frem. Tame Impala har et udgangspunkt i progrocken men deres nye materiale er langt mere dansabelt og ligetil. Det fik vil en del prøver på her til aften, og det fungerede så afgjort, også sammen med et velafstemt lysshow. Australierne virkede lidt imponerede over at skulle spille for det store publikum ved Arena. Det store fremmøde havde de tydeligvis ikke helt regnet med.

Torsdag på Roskilde 

PJ Harvey på storskærm.
PJ Harvey på storskærm.
IMG_20160630_153925
Foran røgen fra Hello Psychaleppo.
Carsten Sorensen (alias Carsten Sørensen)
Carsten Sorensen (alias Carsten Sørensen)

Togene fra København var forsinkede, så jeg ankom for sent til at få hele Santigolds sæt med. Men det jeg hørte var rigtig overbevisende dancehall-pop, der på den visuelle side havde et ironisk udsalgs-tema med varekurve og tilbudsskilte. Santigold inviterede publikum op til sig, for at de kunne danse med hende, og snart stod der en stor flok oppe ved hende. Jeg spekulerede på om det ville ende i kaos, men nej. Det var sjovt og livsbekræftende at se at nogle kunstnere stadig tør gøre den slags. Jeg har Santigolds to første album og ser nu frem til at høre hendes aktuelle udgivelse.

Hello Psychaleppo er kunstnernavnet for Samer Saem Eldahr, der er en elektronisk musiker fra Aleppo. Han blander tunge beats med samples af syrisk musik og syriske stemmer og skaber derudfra et meget dansabelt hele. Det blev vel modtaget af et publikum, der blev stadig mere talrigt efterhånden som koncerten skred frem.

Så tværs over festivalpladsen igen til engelske Uncle Acid and The Deadbeats: de befinder sig lige der hvor powerpop går over og bliver til tung rock. Ideen med upbeat melodier, Beatles-agtige harmonier og Black Sabbath-agtige riffts er spændende og veludført; de langhårede englændere er et rigtig tight ensemble – men jeg savner måske lidt variation i sangskrivningen.

Og derefter det canadiske band Destroyer, som har Dan Bejar som sanger og sangskriver. Han er også med i The New Pornographers, men ikke som hovedmand (det er Carl Newman der er det). Bejar er dygtig, men også lidt distanceret, synes jeg. Det kunne man også mærke til koncerten. Det hele blev bedst når han “trådte ud af hovedet” og turde give slip på f.eks. “Song for America”.

Så over til Grimes (der også er fra Canada) på Arena-scenen. Men jeg stod ikke så godt og måske fængede dette bud på elektronisk pop bare ikke rigtig hos mig i live-udgave (jeg har det nye album Art Angel et sted, og det er for så vidt OK). Jeg gik igen efter et par numre. Beklager.

Jeg have tænkt mig at høre Courtney Barnett, og det fik jeg da også gjort. Hendes musik trækker lange veksler på 1990’erne, og hendes Pixies-pastiche “Pedestrian at Best” er et af højdepunkterne på hendes album fra sidste år. Så den fik vi også. Men det var langt mere interessant at gense min gamle studiekammerat og ven Carsten, der nu er docent på London School og Economics. Jeg har kendt Carsten siden 1983, og når vi ses, ender vi tit med at tale om musik. Så vidt jeg kunne forstå, kendte Carsten faktisk ikke til Courtney Barnett.

Jeg lyder meget forbeholden over for dagens koncerter, men der var én stor oplevelse i vente, nemlig PJ Harvey. Da jeg fandt ud at hun skulle give koncert på festivalen, købte jeg billet med det samme. Jeg var til hendes koncert i 1995, men alligevel ikke rigtig. Dengang havnede jeg langt væk fra scenen og kunne hverken se eller høre ordentligt (det var før de gode storskærmes tid), og det var ærgerligt.

Denne gang nåede jeg op nogenlunde tæt ved scenen med god udsigt til både scene og skærm. De første tyve minutter stod vi som sild i en tønde, men enhver rutineret festivaldeltager ved at man bare skal holde ud, for så begynder de mindre rutinerede og udholdende i publikum at sive væk igen. Og ganske rigtigt: Derefter stod jeg godt og kunne endda læne mig op af rækværket.

Koncerten i år var hele festivalbilletten værd. PJ Harvey er en eminent sangskriver og en lige så eminent performer. Hovedvægten lå på de seneste to albums, The Hope Six Demolition Project og Let England Shake. Så det var en alvorlig koncert, præget som den var af disse to albums sange om krig og ulighed og nationalisme; først efter knap en time smilede PJ Harvey til publikum – og introducerede sit band med ikke mindst de uforlignelige Mick Harvey og John Parish. Derefter fik vi sange fra ældre albums (“When Under Ether” fra White Chalk og sange fra To Bring You My Love), og PJ Harvey var nu gået fra at være fjerklædt og sorgfuld/indigneret diva i front for et band med saxofoner og marchtrommer kørt i stilling til sin mere rockede/udadvendte fremtoning med miniskørt. Hele koncerten var præget af et enormt nærvær fra Harvey og hendes band. Lyden var så tydelig at man kunne høre enhver detalje, og de sort-hvide live-billeder på storskærmen understregede helhedsindtrykket særdeles overbevisende.

Dette var ganske enkelt en af de bedste koncerter, jeg har været til i mange år, og jeg var meget begejstret, da jeg gik fra Arena. Her fik jeg hilst kort på en meet opstemt Mathias Bundgaard, poetry slammer mm. fra Aarhus, og det var vist ikke kun PJ Harvey der havde fået ham i dét humør.

Derefter ville jeg have hørt Bisse (alias Thorbjørn Radisch) men der var lang kø for at komme ind … så jeg gav op. I stedet fik jeg omsider spist lidt, og stor var min glæde, da jeg opdagede at foretagendet bag den “100% veganske burger” er Café Mikuna fra Aarhus. Deres mad er lækker og billig. Til gengæld var den særlige (og særligt hypede) “Food Court Ale” fra Carlsberg en underligt anonym oplevelse. Mange kommer til festival for at drikke øl, men det er næppe på grund af smagsoplevelserne.

Den sidste koncertoplevelse for mig denne aften var med Chvrches fra Skotland, og de var en god måde at runde af på. Chvrches laver enkle og effektivt iørefaldende popsange til et enkelt elektronisk beat, og deres sangerinde Lauren Mayberry brænder meget klart igennem. Det er fristende at sammenligne med et andet navn i samme genre, nemlig Grimes, og hvis man gør det, er det nok ikke Grimes der vinder.

Muligvis var det et bevidst forsøg på at få alle helt ned på jorden igen, men turen ind til København var præget af togforsinkelser på grund af sporarbejde. Togrejser er i disse år ved at blive en fælles øvelse i tålmodighed. Først 2.30 lå jeg i min seng på vandrehjemmet efter halvanden time på farten. Er der da ikke snart nogen, der vil gøre noget godt for offentlig transport i Danmark og sikre at vi får en infrastruktur for tog og busser, som vi kan være bekendt?

Point Blank

image

Så var aftenen kommet hvor turen gik til København, hvor Bruce Springsteen gav koncert i Parken. Springsteen er en af det 20. århundredes store sangskrivere og performere . I hans værk mødes Dylan, Guthrie, Presley, Redding og mange andre. I perioden fra 1974 til 1982 satte han ikke en fod forkert med sine albumudgivelser. Senere er hans output blevet noget mere ujævnt, men han er stadig en usædvanligt god live-musiker sammen med sit E Street Band… der vel efterhånden er hans musikalske familie.

Var det en god koncert? Ja og nej. Da vi i 2013 så Springsteen i Herning i Boxen, var lyden fin og vi kom tæt på scenen. Og efter koncerten hilste vi på Nils Lofgren… der boede på vores hotel.

Denne gang var denne form for nærhed desværre blevet væk. Lyden i Parken er slet ikke god, og min hustru og jeg sad næsten så langt fra scenen som man kunne komme. Vi følte os mere som helt passive tilskuere end vi havde gjort længe. Men musikken fejlede slet intet og musikerne ej heller. Der var mange numre fra The River i den mere end tre timer lange koncert; især var jeg glad for en intens udgave af balladen “Point Blank”. Der var masser af feststemning i andre numre, men hele koncerten sluttede med en smuk udgave af “Thunder Road” hvor Springsteen var alene med sin guitar. Den sang er en af dem, jeg holder mest af i det hele taget (og her taler jeg ikke kun om Bruce Springsteens sange).

Poetry slam – sæsonen er slut

image
Dennis Buchleitner er med som gæst i pausen.

Her til aften var der afslutning på poetry slam-sæsonen i Aalborg, og jeg deltog for første gang siden jeg kvalificerede mig til Danmarksmesterskaberne tilbage før jul. Siden da har jeg været forhindret i at deltage – jeg har simpelthen været bortrejst hver gang, der har været poetry slam i Aalborg her i foråret. Og hvis ikke det var fordi uventede problemer med mosaik i en bruseniche havde gjort det nødvendigt at udskyde flytningen tilbage i vores hus med en uge, ville jeg heller ikke have kunnet være med denne gang.

Men nu sad jeg der. Der var debutanter og flere med erfaring – Claus Nivaa, Mads Bjergen Pedersen, Jais Christiansen og jeg selv har alle været med ved Danmarksmesterskaberne. Jan Nygaard og Titken Toft har været med i Aalborg i et godt stykke tid, og Thomas Thisted fra Herning (men han er oprindelig fra Aalborg) er en erfaren deltager fra poetry slam-scenen i Aarhus. Midt under det hele så jeg fra scenen Dennis Buchleitners karakteristiske silhuet; Dennis, som er en DM-veteran fra den københavnske scene (og snart  bør vinde titlen!), var i Hjørring til en workshop og var blevet inviteret til at optræde i den sidste pause lige inden dommerstemmerne fra finalen blev afsløret.

Trods det at publikum så ud til primært at bestå af gymnasiepiger, var det alligevel tre voksne mænd der nåede frem til finalen, nemlig Claus Nivaa, Thomas Thisted – og mig. Og til min udelte overraskelse blev det faktisk mig der vandt. Min hustru var blandt publikum, og dette var faktisk første gang hun havde set mig vinde et poetry slam.

Den tågede fader på besøg.

image

Her til aften gav Father John Misty (alias Josh Tillman) på Train i Aarhus – og det var en koncert, der allerede var udsolgt for måneder tilbage. Mange faldt sidste år for hans album I Love You, Honeybear, der på tekstsiden balancerer et sted mellem inderlighed og ironisk distance og musikalsk ofte sender tankerne tilbage til 1970’ernes bløde rock. På nogle måder er vi tæt på en anden amerikansk sangskriver, fra netop den periode, nemlig Randy Newman. Newman har aldrig sagt mig det store (hans udtryk er ofte lidt for hø-hø-agtigt til min smag), men Father John Misty har jeg det anderledes med.

Sidste år gav han koncert i København, og den fik mange roser. Var det også godt her?

Support-bandet Khruangbin var en trio fra Texas med en langhåret mandlig guitarist, en lige så langhåret kvindelig bassist og en pilskaldet mandlig trommeslager. De spillede en tilbagelænet lidt Santana-agtig instrumentalrock (til sidst kom der dog en enkelt sang hvor de sang). Kompetent og måske lidt kedeligt.

Father John Misty er også kompetent, men bestemt ikke kedelig. Vi fik et bredt udvalg af numre fra hans indtil nu to album, og det førte os lige fra de mere countryprægede ting over til balladen < »Bored In the USA» Og intenst og velspillet var det… med tryk på intenst. Manden er en regulær entertainer på den gode måde. Ekstranumrene var bl. a. et nummer af vores alle sammens Rihanna. Father John Misty truede med ikke at komme tilbage igen en dag, men det håber jeg så afgjort han gør.

En travl onsdag

image

Det var en dag med mange møder. Vejledningsmøder først med specialestuderende, så med en gruppe, der laver bachelorprojekt. Sidstnævnte har så hektisk et kursusskema, at de knap nok har tid til at lave projekt endnu. Så fem minutter til at varme mad i, og derefter et frokostmøde på instituttet – det endte med at handle om ferieåret og om finansieringen af uddannelserne. Bagefter et møde med tre matematikstuderende, der følger en miniudgave af Beregnelighed og kompleksitet, der er et kursus jeg ellers ikke holder mere. De havde et snedigt spørgsmål om en opgave, som også jeg måtte gruble en del over inden jeg fandt en god forklaring. Så over til auditoriet og en præsentation af mulighederne for kandidatuddannelser til de studerende på 6. semester.

Til sidst kunne jeg tage mig af korrespondance, cykle hjem og pakke kuffert til morgendagens rejse til Malta. Dagen sluttede med en koncert med Love Shop, som jeg har fulgt siden 1991. Jens Unmack er, som nogle vil vide, en mangeårig ven af mig, og det var godt at se ham og de andre. Det var i øvrigt også en rigtig vellykket koncert.

I morgen kl. 4.30 går det løs igen. Men først skal jeg skynde mig at få sovet. Nogle onsdage er travle. Pyh.

Café Venlig på tværs

2016-03-11 15.23.03 2016-03-11 15.43.23 2016-03-11 16.36.34

I dag var jeg blevet inviteret med til Café “Venlig på tværs”, der er nogle helt uformelle sammenkomster på Huset i Aalborg, der er blevet til på initiativ fra medlemmer af Venligboerne. Ideen er at bringe danskere og flygtninge tættere på hinanden på en hyggelig måde.

Jeg var blevet bedt om at fortælle om Amnesty International – og det gjorde jeg så. Samira fra Amnesty skulle også have været med, men hun desværre lå underdrejet hjemme med akut hold i nakke og ryg.

Det hele blev undervejs tolket til arabisk, så flygtningene fra Syrien kunne følge med. Forinden havdeHanna fra “Elsk Aalborg” og Samih fra “Syrian Touch” fortalt om deres aktiviteter, der hver på deres måde også bringer mennesker med dansk og udenlandsk baggrund sammen.

Som man kan se af billederne, var der også musik.  Den lokale sangskriver Bjarke Kirk spillede. nogle sange. Nogle entusiastiske unge fyre fra Syrien (tror jeg nok) sang en sang tilsat en lidt sparsom guitar og til sidst var der en jamsession med Søren Bruun Jensen. Jeg nåede også at snakke med Søren; han var før jul to uger i Grækenland og kunne fortælle om hvordan grækerne tager mod flygtningene. Hans klare indtryk var at de fleste græske borgere havde en positiv holdning til flygtningene – de opfattede sig (halvvejs metaforisk) som værende i samme båd som dem i et Europa, der bestemt ikke altid viser sit pæne ansigt i disse år.

Café “Venlig på tværs” er en god idé og var for mig personligt også en god og menneskelig afslutning på en lige lovlig intens arbejdsuge med masser af veldefinerede mål,  dagsordener og referater. Som Ragnhild Hauge, en af initiativtagerne, sagde til mig: “Det her kan jo også godt lykkes, uden at det behøver at være så struktureret.” Og dét har hun ret i.

En lille vision, der er stor

IMG_5195

I aften var min hustru og jeg til foredrag med Mads Nygaard og Fawaz T. Alzatto. Mads har arbejdet på det asylcenter, der blev oprettet i Hjørring sidste år og er derudover forfatter. Sammen med nogle andre borgere i Hjørring var han med til at starte Venligboerne, der i dag finder i 85 byer rundt om i landet. Gennem sit arbejde lærte han Fawaz, der er flygtning fra Syrien, at kende. Fawaz havde arbejdet som lærer og havde også haft et lille firma, indtil han måtte flygte. Han var forresten også blandt talerne ved den store Folkevandring i København den 6. oktober, arrangeret af bl.a. folk fra Venligboerne.

Mads fortalte noget, mange af os egentlig godt vidste, men aldrig har tænkt over: at modtagelsen af flygtninge i Danmark primært er foregået som en række administrative foranstaltninger i kommunalt regi – flygtninge har fået en bolig, har deltaget i nøje planlagte aktiviteter som f.eks. sprogkurser og er derudover ofte blevet overladt til sig selv. Venligboerne er et netværk, der skaber en kontakt mellem herboende borgere og de flygtninge, der kommer til landet. Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, har kaldt Venligboerne for det bedste, der er sket for integrationen nogensinde.

Jeg vil give ham ret. Mads hævdede at han ikke havde nogen stor vision, men faktisk er netop dette at starte nedefra med mødet mellem de enkelte mennesker den store og rigtige vision. Ligesom i kampen mod den globale opvarmning er det initiativer tæt på den enkelte, udført i en positiv ånd. der gør den afgørende forskel og kan skabe de afgørende forandringer.

Fawaz, der i dag bor i Hobro, fortalte om at komme til Danmark, et land han stort set intet vidste om før. Han havde haft et godt liv i Syrien og havde ikke manglet noget – før krigen kom, hvor han og mange andre mistede alt. Det havde været svært for ham at skulle starte helt forfra; trods det at han var 34 og havde mere end 10 års erhvervserfaring havde han sig pludselig følt sig som en rådvild og usikker 12-årig, der skal lære en hel masse om igen. Alene dette at pludselig at blive sendt til Hjørring fra modtagecenteret på Sjælland havde været en udfordring for ham – var der mon koldt i Hjørring? Og hvad var det dog for et underligt lille sted? Men gennem arbejdet i Venligboerne og mødet med andre mennesker, flygtninge og herboende, kom han i gang med at genfinde en mening.

Det var en god aften med et enkelt, men også helt nødvendigt budskab. Mads og Fawaz har holdt deres fælles foredrag mange gange, og det er hermed anbefalet.

Først tandlægen, så – Reykjavík

IMG_5152 IMG_5153 IMG_5154 IMG_5155

I dag var dagen, hvor jeg skulle af sted til NWPT 2015 (Nordic Workshop on Programming Theory) i Reykjavík. Det er nogle år siden jeg sidst har deltaget i NWPT, men i år skulle det være, og jeg havde indsendt hele to bidrag, der begge blev accepteret.

Dagen startede dog helt prosaisk, nemlig med et besøg hos tandlægen kl. 8.30. Jeg havde bestemt mig til at fortælle ham at jeg skulle af sted til Island kl. 11.00, hvis nu han havde planer om et større indgreb. Men det var den samme forholdsvis korte forestilling som normalt, omend med de røntgenbilleder han insisterer på at tage af min kæbe hvert tredje år.

Klokken 9.20 sad jeg i bussen ud til Aalborg lufthavn (der som bekendt ligger i Nørresundby), bange som jeg tit er for at komme for sent. Kl. 11.15 afgik flyet til København omsider – det er af en eller anden grund aldrig mig, men altid flyene der er sent på den.

Ved gate B5 i Københavns lufthavn mødte jeg min italienske kollega Rocco de Nicola fra Universitá di Lucca, der er indbudt foredragsholder ved NWPT. Det var en del år siden vi sidst havde set hinanden, så det tog et øjeblik for os at være sikre på at det rent faktisk var os. Men det var det. Og så dukkede Flemming og Hanne Riis Nielsen fra DTU også op ved gate B5; de skulle også til NWPT.

Det tog lidt over tre timer at flyve til Reykjavík; efter en lidt turbulent tur var jeg omsider fremme og kunne genkende terminalen i Keflavik, som jeg sidst havde sent engang da jeg mellemlandede på vej hjem fra Toronto. Her kunne man købe islandsk tøj – made in China og made in Latvia. 

I stedet tog jeg bussen ind til Reykjavik; med solidt gråt skydække og intenst regnvejr og etcifrede plusgrader var det nok til at få mig til at længes efter Danmark i oktober. Da jeg omsider nåede frem til Guesthouse Aurora inde i midtbyen måtte jeg spørge receptionisten om dette mon var en typisk dag heroppe. Og ja, det var det. Herefter gjorde jeg et behjertet forsøg på at finde mit værelse, der lå i en anden bygning, men fandt først frem efter flere forgæves forsøg – Guesthouse Aurora er tilsyneladende en stor succes og har købt sig ind i flere omkringliggende huse også.

Jeg kunne omsider pakke ud og indså at det var reelt nok at jeg allerede var sulten her ved 17-tiden: tidsforskellen mellem Island og Danmark er to timer. Der var ikke andet for end at gå ud for at finde et sted at spise.

Reykjavík er formodentlig den eneste hovedstad hvis centrum  minder lidt om Viborg. Og  ligesom domkirken troner over Viborg, således er Hallgrimskirken et vartegn for Reykjavík.

Reykjavík er dog mere hip end Viborg med små pladebutikker, forbløffende mange små steder med kunsthåndværk og en lille dvd-udlejningsbiks med en masse Fellini og Bergman. Jeg fandt en vegetarisk restaurant – de havde danske Naturfrisk-sodavand fra Ørbæk. Og derefter gik jeg gennem midtbyen til en ølbar, hvor franske, amerikanske og irske turister sad og sludrede med slet skjult fascination over hvor småt her egentlig er efter visse andre landes målestok. Ølbaren var forresten ejet og drevet af danske Mikkeller.

Aftenen sluttede med en kort gåtur med et stop hos en lille købmand, en Krambúð, der reklamerede med “Lokum seint”. Dette betyder blot at de holder længe åbent. Her var der et forbløffende stort udbud af færdigmad og dybfrostvarer fra – Coop Danmark. Jeg måtte spørge ekspedienten hvordan det dog kunne være. Hun forklarede mig omhyggeligt at Island engang havde været dansk og at der var mange islændinge, der talte godt dansk. Netop dét vidste jeg selvfølgelig godt. Men hvorfor der lige præcis var så mange danske købmandsvarer her, fandt jeg ikke ud af.

Poetry slam igen

Foto: Studenterhuset, Aalborg

Så var der igen poetry slam på Studenterhuset i Aalborg, og det var sjovt at være med igen. Største ændring var at deltagerne denne gang sad oppe på scenen. Hvis man aldrig har stået på en scene, ved man ikke at der er en speciel asymmetri forbundet med dét: man kan fra scenen kun ane publikum, mens publikum til gengæld kan se alt hvad der foregår deroppe.

Jeg kom med i aftenens finale sammen med Frank Langmack, der er en dreven poetry slam-performer fra København og tidligere Danmarksmester, og Jesper Nielsen, der er en ung fyr fra Aalborg. Jesper har været med flere gange, men i aften var første gang han nåede finalen. Og ikke nok med det – denne gang vandt han sikkert over de to aldrende spradebasser med sine følsomme og levede tekster om bl.a. at leve med skizofreni. Stort tillykke til Jesper herfra!