Point Blank

image

Så var aftenen kommet hvor turen gik til København, hvor Bruce Springsteen gav koncert i Parken. Springsteen er en af det 20. århundredes store sangskrivere og performere . I hans værk mødes Dylan, Guthrie, Presley, Redding og mange andre. I perioden fra 1974 til 1982 satte han ikke en fod forkert med sine albumudgivelser. Senere er hans output blevet noget mere ujævnt, men han er stadig en usædvanligt god live-musiker sammen med sit E Street Band… der vel efterhånden er hans musikalske familie.

Var det en god koncert? Ja og nej. Da vi i 2013 så Springsteen i Herning i Boxen, var lyden fin og vi kom tæt på scenen. Og efter koncerten hilste vi på Nils Lofgren… der boede på vores hotel.

Denne gang var denne form for nærhed desværre blevet væk. Lyden i Parken er slet ikke god, og min hustru og jeg sad næsten så langt fra scenen som man kunne komme. Vi følte os mere som helt passive tilskuere end vi havde gjort længe. Men musikken fejlede slet intet og musikerne ej heller. Der var mange numre fra The River i den mere end tre timer lange koncert; især var jeg glad for en intens udgave af balladen “Point Blank”. Der var masser af feststemning i andre numre, men hele koncerten sluttede med en smuk udgave af “Thunder Road” hvor Springsteen var alene med sin guitar. Den sang er en af dem, jeg holder mest af i det hele taget (og her taler jeg ikke kun om Bruce Springsteens sange).

Poetry slam – sæsonen er slut

image
Dennis Buchleitner er med som gæst i pausen.

Her til aften var der afslutning på poetry slam-sæsonen i Aalborg, og jeg deltog for første gang siden jeg kvalificerede mig til Danmarksmesterskaberne tilbage før jul. Siden da har jeg været forhindret i at deltage – jeg har simpelthen været bortrejst hver gang, der har været poetry slam i Aalborg her i foråret. Og hvis ikke det var fordi uventede problemer med mosaik i en bruseniche havde gjort det nødvendigt at udskyde flytningen tilbage i vores hus med en uge, ville jeg heller ikke have kunnet være med denne gang.

Men nu sad jeg der. Der var debutanter og flere med erfaring – Claus Nivaa, Mads Bjergen Pedersen, Jais Christiansen og jeg selv har alle været med ved Danmarksmesterskaberne. Jan Nygaard og Titken Toft har været med i Aalborg i et godt stykke tid, og Thomas Thisted fra Herning (men han er oprindelig fra Aalborg) er en erfaren deltager fra poetry slam-scenen i Aarhus. Midt under det hele så jeg fra scenen Dennis Buchleitners karakteristiske silhuet; Dennis, som er en DM-veteran fra den københavnske scene (og snart  bør vinde titlen!), var i Hjørring til en workshop og var blevet inviteret til at optræde i den sidste pause lige inden dommerstemmerne fra finalen blev afsløret.

Trods det at publikum så ud til primært at bestå af gymnasiepiger, var det alligevel tre voksne mænd der nåede frem til finalen, nemlig Claus Nivaa, Thomas Thisted – og mig. Og til min udelte overraskelse blev det faktisk mig der vandt. Min hustru var blandt publikum, og dette var faktisk første gang hun havde set mig vinde et poetry slam.

Den tågede fader på besøg.

image

Her til aften gav Father John Misty (alias Josh Tillman) på Train i Aarhus – og det var en koncert, der allerede var udsolgt for måneder tilbage. Mange faldt sidste år for hans album I Love You, Honeybear, der på tekstsiden balancerer et sted mellem inderlighed og ironisk distance og musikalsk ofte sender tankerne tilbage til 1970’ernes bløde rock. På nogle måder er vi tæt på en anden amerikansk sangskriver, fra netop den periode, nemlig Randy Newman. Newman har aldrig sagt mig det store (hans udtryk er ofte lidt for hø-hø-agtigt til min smag), men Father John Misty har jeg det anderledes med.

Sidste år gav han koncert i København, og den fik mange roser. Var det også godt her?

Support-bandet Khruangbin var en trio fra Texas med en langhåret mandlig guitarist, en lige så langhåret kvindelig bassist og en pilskaldet mandlig trommeslager. De spillede en tilbagelænet lidt Santana-agtig instrumentalrock (til sidst kom der dog en enkelt sang hvor de sang). Kompetent og måske lidt kedeligt.

Father John Misty er også kompetent, men bestemt ikke kedelig. Vi fik et bredt udvalg af numre fra hans indtil nu to album, og det førte os lige fra de mere countryprægede ting over til balladen < »Bored In the USA» Og intenst og velspillet var det… med tryk på intenst. Manden er en regulær entertainer på den gode måde. Ekstranumrene var bl. a. et nummer af vores alle sammens Rihanna. Father John Misty truede med ikke at komme tilbage igen en dag, men det håber jeg så afgjort han gør.

En travl onsdag

image

Det var en dag med mange møder. Vejledningsmøder først med specialestuderende, så med en gruppe, der laver bachelorprojekt. Sidstnævnte har så hektisk et kursusskema, at de knap nok har tid til at lave projekt endnu. Så fem minutter til at varme mad i, og derefter et frokostmøde på instituttet – det endte med at handle om ferieåret og om finansieringen af uddannelserne. Bagefter et møde med tre matematikstuderende, der følger en miniudgave af Beregnelighed og kompleksitet, der er et kursus jeg ellers ikke holder mere. De havde et snedigt spørgsmål om en opgave, som også jeg måtte gruble en del over inden jeg fandt en god forklaring. Så over til auditoriet og en præsentation af mulighederne for kandidatuddannelser til de studerende på 6. semester.

Til sidst kunne jeg tage mig af korrespondance, cykle hjem og pakke kuffert til morgendagens rejse til Malta. Dagen sluttede med en koncert med Love Shop, som jeg har fulgt siden 1991. Jens Unmack er, som nogle vil vide, en mangeårig ven af mig, og det var godt at se ham og de andre. Det var i øvrigt også en rigtig vellykket koncert.

I morgen kl. 4.30 går det løs igen. Men først skal jeg skynde mig at få sovet. Nogle onsdage er travle. Pyh.

Café Venlig på tværs

2016-03-11 15.23.03 2016-03-11 15.43.23 2016-03-11 16.36.34

I dag var jeg blevet inviteret med til Café “Venlig på tværs”, der er nogle helt uformelle sammenkomster på Huset i Aalborg, der er blevet til på initiativ fra medlemmer af Venligboerne. Ideen er at bringe danskere og flygtninge tættere på hinanden på en hyggelig måde.

Jeg var blevet bedt om at fortælle om Amnesty International – og det gjorde jeg så. Samira fra Amnesty skulle også have været med, men hun desværre lå underdrejet hjemme med akut hold i nakke og ryg.

Det hele blev undervejs tolket til arabisk, så flygtningene fra Syrien kunne følge med. Forinden havdeHanna fra “Elsk Aalborg” og Samih fra “Syrian Touch” fortalt om deres aktiviteter, der hver på deres måde også bringer mennesker med dansk og udenlandsk baggrund sammen.

Som man kan se af billederne, var der også musik.  Den lokale sangskriver Bjarke Kirk spillede. nogle sange. Nogle entusiastiske unge fyre fra Syrien (tror jeg nok) sang en sang tilsat en lidt sparsom guitar og til sidst var der en jamsession med Søren Bruun Jensen. Jeg nåede også at snakke med Søren; han var før jul to uger i Grækenland og kunne fortælle om hvordan grækerne tager mod flygtningene. Hans klare indtryk var at de fleste græske borgere havde en positiv holdning til flygtningene – de opfattede sig (halvvejs metaforisk) som værende i samme båd som dem i et Europa, der bestemt ikke altid viser sit pæne ansigt i disse år.

Café “Venlig på tværs” er en god idé og var for mig personligt også en god og menneskelig afslutning på en lige lovlig intens arbejdsuge med masser af veldefinerede mål,  dagsordener og referater. Som Ragnhild Hauge, en af initiativtagerne, sagde til mig: “Det her kan jo også godt lykkes, uden at det behøver at være så struktureret.” Og dét har hun ret i.

En lille vision, der er stor

IMG_5195

I aften var min hustru og jeg til foredrag med Mads Nygaard og Fawaz T. Alzatto. Mads har arbejdet på det asylcenter, der blev oprettet i Hjørring sidste år og er derudover forfatter. Sammen med nogle andre borgere i Hjørring var han med til at starte Venligboerne, der i dag finder i 85 byer rundt om i landet. Gennem sit arbejde lærte han Fawaz, der er flygtning fra Syrien, at kende. Fawaz havde arbejdet som lærer og havde også haft et lille firma, indtil han måtte flygte. Han var forresten også blandt talerne ved den store Folkevandring i København den 6. oktober, arrangeret af bl.a. folk fra Venligboerne.

Mads fortalte noget, mange af os egentlig godt vidste, men aldrig har tænkt over: at modtagelsen af flygtninge i Danmark primært er foregået som en række administrative foranstaltninger i kommunalt regi – flygtninge har fået en bolig, har deltaget i nøje planlagte aktiviteter som f.eks. sprogkurser og er derudover ofte blevet overladt til sig selv. Venligboerne er et netværk, der skaber en kontakt mellem herboende borgere og de flygtninge, der kommer til landet. Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, har kaldt Venligboerne for det bedste, der er sket for integrationen nogensinde.

Jeg vil give ham ret. Mads hævdede at han ikke havde nogen stor vision, men faktisk er netop dette at starte nedefra med mødet mellem de enkelte mennesker den store og rigtige vision. Ligesom i kampen mod den globale opvarmning er det initiativer tæt på den enkelte, udført i en positiv ånd. der gør den afgørende forskel og kan skabe de afgørende forandringer.

Fawaz, der i dag bor i Hobro, fortalte om at komme til Danmark, et land han stort set intet vidste om før. Han havde haft et godt liv i Syrien og havde ikke manglet noget – før krigen kom, hvor han og mange andre mistede alt. Det havde været svært for ham at skulle starte helt forfra; trods det at han var 34 og havde mere end 10 års erhvervserfaring havde han sig pludselig følt sig som en rådvild og usikker 12-årig, der skal lære en hel masse om igen. Alene dette at pludselig at blive sendt til Hjørring fra modtagecenteret på Sjælland havde været en udfordring for ham – var der mon koldt i Hjørring? Og hvad var det dog for et underligt lille sted? Men gennem arbejdet i Venligboerne og mødet med andre mennesker, flygtninge og herboende, kom han i gang med at genfinde en mening.

Det var en god aften med et enkelt, men også helt nødvendigt budskab. Mads og Fawaz har holdt deres fælles foredrag mange gange, og det er hermed anbefalet.

Først tandlægen, så – Reykjavík

IMG_5152 IMG_5153 IMG_5154 IMG_5155

I dag var dagen, hvor jeg skulle af sted til NWPT 2015 (Nordic Workshop on Programming Theory) i Reykjavík. Det er nogle år siden jeg sidst har deltaget i NWPT, men i år skulle det være, og jeg havde indsendt hele to bidrag, der begge blev accepteret.

Dagen startede dog helt prosaisk, nemlig med et besøg hos tandlægen kl. 8.30. Jeg havde bestemt mig til at fortælle ham at jeg skulle af sted til Island kl. 11.00, hvis nu han havde planer om et større indgreb. Men det var den samme forholdsvis korte forestilling som normalt, omend med de røntgenbilleder han insisterer på at tage af min kæbe hvert tredje år.

Klokken 9.20 sad jeg i bussen ud til Aalborg lufthavn (der som bekendt ligger i Nørresundby), bange som jeg tit er for at komme for sent. Kl. 11.15 afgik flyet til København omsider – det er af en eller anden grund aldrig mig, men altid flyene der er sent på den.

Ved gate B5 i Københavns lufthavn mødte jeg min italienske kollega Rocco de Nicola fra Universitá di Lucca, der er indbudt foredragsholder ved NWPT. Det var en del år siden vi sidst havde set hinanden, så det tog et øjeblik for os at være sikre på at det rent faktisk var os. Men det var det. Og så dukkede Flemming og Hanne Riis Nielsen fra DTU også op ved gate B5; de skulle også til NWPT.

Det tog lidt over tre timer at flyve til Reykjavík; efter en lidt turbulent tur var jeg omsider fremme og kunne genkende terminalen i Keflavik, som jeg sidst havde sent engang da jeg mellemlandede på vej hjem fra Toronto. Her kunne man købe islandsk tøj – made in China og made in Latvia. 

I stedet tog jeg bussen ind til Reykjavik; med solidt gråt skydække og intenst regnvejr og etcifrede plusgrader var det nok til at få mig til at længes efter Danmark i oktober. Da jeg omsider nåede frem til Guesthouse Aurora inde i midtbyen måtte jeg spørge receptionisten om dette mon var en typisk dag heroppe. Og ja, det var det. Herefter gjorde jeg et behjertet forsøg på at finde mit værelse, der lå i en anden bygning, men fandt først frem efter flere forgæves forsøg – Guesthouse Aurora er tilsyneladende en stor succes og har købt sig ind i flere omkringliggende huse også.

Jeg kunne omsider pakke ud og indså at det var reelt nok at jeg allerede var sulten her ved 17-tiden: tidsforskellen mellem Island og Danmark er to timer. Der var ikke andet for end at gå ud for at finde et sted at spise.

Reykjavík er formodentlig den eneste hovedstad hvis centrum  minder lidt om Viborg. Og  ligesom domkirken troner over Viborg, således er Hallgrimskirken et vartegn for Reykjavík.

Reykjavík er dog mere hip end Viborg med små pladebutikker, forbløffende mange små steder med kunsthåndværk og en lille dvd-udlejningsbiks med en masse Fellini og Bergman. Jeg fandt en vegetarisk restaurant – de havde danske Naturfrisk-sodavand fra Ørbæk. Og derefter gik jeg gennem midtbyen til en ølbar, hvor franske, amerikanske og irske turister sad og sludrede med slet skjult fascination over hvor småt her egentlig er efter visse andre landes målestok. Ølbaren var forresten ejet og drevet af danske Mikkeller.

Aftenen sluttede med en kort gåtur med et stop hos en lille købmand, en Krambúð, der reklamerede med “Lokum seint”. Dette betyder blot at de holder længe åbent. Her var der et forbløffende stort udbud af færdigmad og dybfrostvarer fra – Coop Danmark. Jeg måtte spørge ekspedienten hvordan det dog kunne være. Hun forklarede mig omhyggeligt at Island engang havde været dansk og at der var mange islændinge, der talte godt dansk. Netop dét vidste jeg selvfølgelig godt. Men hvorfor der lige præcis var så mange danske købmandsvarer her, fandt jeg ikke ud af.

Poetry slam igen

Foto: Studenterhuset, Aalborg

Så var der igen poetry slam på Studenterhuset i Aalborg, og det var sjovt at være med igen. Største ændring var at deltagerne denne gang sad oppe på scenen. Hvis man aldrig har stået på en scene, ved man ikke at der er en speciel asymmetri forbundet med dét: man kan fra scenen kun ane publikum, mens publikum til gengæld kan se alt hvad der foregår deroppe.

Jeg kom med i aftenens finale sammen med Frank Langmack, der er en dreven poetry slam-performer fra København og tidligere Danmarksmester, og Jesper Nielsen, der er en ung fyr fra Aalborg. Jesper har været med flere gange, men i aften var første gang han nåede finalen. Og ikke nok med det – denne gang vandt han sikkert over de to aldrende spradebasser med sine følsomme og levede tekster om bl.a. at leve med skizofreni. Stort tillykke til Jesper herfra!

Cecilia Bartoli

IMG_5105

For 20 år siden så jeg Cecilia Bartoli i et tv-program; allerede dengang var hun et stort navn og allerede dengang var jeg fascineret. Her til aften gav hun omsider koncert i Musikkens Hus sammen med det schweiziske ensemble I Barocchisti, der er stiftet og dirigeres af Diego Fasolis.

Når vor tids største mezzosopran omsider besøger Aalborg, er der ingen vej udenom, også selv om billetterne koster en bondegård (for det gjorde de!).

Fra min plads i salen genkendte jeg min kollega Ivan Aaen, min historielærer Kirsten fra gymnasiet, en studerende ved navn Jens som jeg huskede fra min tid som hjælpelærer i matematik og som senere brugte sin fritid som forsanger i et grindcoreband – og AaBs sportschef Allan Gaarde.

Det blev en meget smuk koncert i barokkens tegn. Det er musik fra en tid, hvor opera uanset nationalitet helst skulle synges på italiensk. Før pausen var der mest ouverturer og arier af Vivaldi – der som operakomponist er noget underkendt. Efter pausen var der orkestermusik og arier af komponister som jeg ikke kendte, bl.a. Raupach, Galuppi og Araia. Nogle af disse stykker musik findes på albummet St. Petersburg, der udkom sidste år.

Cecilia Bartoli har ikke bare en suveræn stemmepragt, hun har også en udstråling der er noget helt særligt. Det vidste jeg godt, men det er noget særligt at opleve det live. Med et enkelt blik og en gestus kan hun skabe en stemning og lege med den – opera er jo også teater. Mere end én gang kom vi til at smile, ja nogle gange le, undervejs: Da hun “gik i vrede” ved slutningen af en arie. Da hun kom ind på scenen iført et langt, langt slæb som en scenemedarbejder bøvlede med at folde ud, hvorefter Cecilia bare tog det af. Da hun i et ekstranummer havde et “skænderi” med en obo.

For der var tre ekstranumre. Det er noget man ikke ser så tit igen til en klassisk koncert. Jubelen og det stående bifald ville næsten ikke slutte. Nogle fra publikum gik inden koncerten var helt slut; de bør ærgre sig.

Jeg fik desværre aldrig købt et program – tak til Ivan for at lade mig få et kig på hans program efter koncerten!