Først tandlægen, så – Reykjavík

IMG_5152 IMG_5153 IMG_5154 IMG_5155

I dag var dagen, hvor jeg skulle af sted til NWPT 2015 (Nordic Workshop on Programming Theory) i Reykjavík. Det er nogle år siden jeg sidst har deltaget i NWPT, men i år skulle det være, og jeg havde indsendt hele to bidrag, der begge blev accepteret.

Dagen startede dog helt prosaisk, nemlig med et besøg hos tandlægen kl. 8.30. Jeg havde bestemt mig til at fortælle ham at jeg skulle af sted til Island kl. 11.00, hvis nu han havde planer om et større indgreb. Men det var den samme forholdsvis korte forestilling som normalt, omend med de røntgenbilleder han insisterer på at tage af min kæbe hvert tredje år.

Klokken 9.20 sad jeg i bussen ud til Aalborg lufthavn (der som bekendt ligger i Nørresundby), bange som jeg tit er for at komme for sent. Kl. 11.15 afgik flyet til København omsider – det er af en eller anden grund aldrig mig, men altid flyene der er sent på den.

Ved gate B5 i Københavns lufthavn mødte jeg min italienske kollega Rocco de Nicola fra Universitá di Lucca, der er indbudt foredragsholder ved NWPT. Det var en del år siden vi sidst havde set hinanden, så det tog et øjeblik for os at være sikre på at det rent faktisk var os. Men det var det. Og så dukkede Flemming og Hanne Riis Nielsen fra DTU også op ved gate B5; de skulle også til NWPT.

Det tog lidt over tre timer at flyve til Reykjavík; efter en lidt turbulent tur var jeg omsider fremme og kunne genkende terminalen i Keflavik, som jeg sidst havde sent engang da jeg mellemlandede på vej hjem fra Toronto. Her kunne man købe islandsk tøj – made in China og made in Latvia. 

I stedet tog jeg bussen ind til Reykjavik; med solidt gråt skydække og intenst regnvejr og etcifrede plusgrader var det nok til at få mig til at længes efter Danmark i oktober. Da jeg omsider nåede frem til Guesthouse Aurora inde i midtbyen måtte jeg spørge receptionisten om dette mon var en typisk dag heroppe. Og ja, det var det. Herefter gjorde jeg et behjertet forsøg på at finde mit værelse, der lå i en anden bygning, men fandt først frem efter flere forgæves forsøg – Guesthouse Aurora er tilsyneladende en stor succes og har købt sig ind i flere omkringliggende huse også.

Jeg kunne omsider pakke ud og indså at det var reelt nok at jeg allerede var sulten her ved 17-tiden: tidsforskellen mellem Island og Danmark er to timer. Der var ikke andet for end at gå ud for at finde et sted at spise.

Reykjavík er formodentlig den eneste hovedstad hvis centrum  minder lidt om Viborg. Og  ligesom domkirken troner over Viborg, således er Hallgrimskirken et vartegn for Reykjavík.

Reykjavík er dog mere hip end Viborg med små pladebutikker, forbløffende mange små steder med kunsthåndværk og en lille dvd-udlejningsbiks med en masse Fellini og Bergman. Jeg fandt en vegetarisk restaurant – de havde danske Naturfrisk-sodavand fra Ørbæk. Og derefter gik jeg gennem midtbyen til en ølbar, hvor franske, amerikanske og irske turister sad og sludrede med slet skjult fascination over hvor småt her egentlig er efter visse andre landes målestok. Ølbaren var forresten ejet og drevet af danske Mikkeller.

Aftenen sluttede med en kort gåtur med et stop hos en lille købmand, en Krambúð, der reklamerede med “Lokum seint”. Dette betyder blot at de holder længe åbent. Her var der et forbløffende stort udbud af færdigmad og dybfrostvarer fra – Coop Danmark. Jeg måtte spørge ekspedienten hvordan det dog kunne være. Hun forklarede mig omhyggeligt at Island engang havde været dansk og at der var mange islændinge, der talte godt dansk. Netop dét vidste jeg selvfølgelig godt. Men hvorfor der lige præcis var så mange danske købmandsvarer her, fandt jeg ikke ud af.

Poetry slam igen

Foto: Studenterhuset, Aalborg

Så var der igen poetry slam på Studenterhuset i Aalborg, og det var sjovt at være med igen. Største ændring var at deltagerne denne gang sad oppe på scenen. Hvis man aldrig har stået på en scene, ved man ikke at der er en speciel asymmetri forbundet med dét: man kan fra scenen kun ane publikum, mens publikum til gengæld kan se alt hvad der foregår deroppe.

Jeg kom med i aftenens finale sammen med Frank Langmack, der er en dreven poetry slam-performer fra København og tidligere Danmarksmester, og Jesper Nielsen, der er en ung fyr fra Aalborg. Jesper har været med flere gange, men i aften var første gang han nåede finalen. Og ikke nok med det – denne gang vandt han sikkert over de to aldrende spradebasser med sine følsomme og levede tekster om bl.a. at leve med skizofreni. Stort tillykke til Jesper herfra!

Cecilia Bartoli

IMG_5105

For 20 år siden så jeg Cecilia Bartoli i et tv-program; allerede dengang var hun et stort navn og allerede dengang var jeg fascineret. Her til aften gav hun omsider koncert i Musikkens Hus sammen med det schweiziske ensemble I Barocchisti, der er stiftet og dirigeres af Diego Fasolis.

Når vor tids største mezzosopran omsider besøger Aalborg, er der ingen vej udenom, også selv om billetterne koster en bondegård (for det gjorde de!).

Fra min plads i salen genkendte jeg min kollega Ivan Aaen, min historielærer Kirsten fra gymnasiet, en studerende ved navn Jens som jeg huskede fra min tid som hjælpelærer i matematik og som senere brugte sin fritid som forsanger i et grindcoreband – og AaBs sportschef Allan Gaarde.

Det blev en meget smuk koncert i barokkens tegn. Det er musik fra en tid, hvor opera uanset nationalitet helst skulle synges på italiensk. Før pausen var der mest ouverturer og arier af Vivaldi – der som operakomponist er noget underkendt. Efter pausen var der orkestermusik og arier af komponister som jeg ikke kendte, bl.a. Raupach, Galuppi og Araia. Nogle af disse stykker musik findes på albummet St. Petersburg, der udkom sidste år.

Cecilia Bartoli har ikke bare en suveræn stemmepragt, hun har også en udstråling der er noget helt særligt. Det vidste jeg godt, men det er noget særligt at opleve det live. Med et enkelt blik og en gestus kan hun skabe en stemning og lege med den – opera er jo også teater. Mere end én gang kom vi til at smile, ja nogle gange le, undervejs: Da hun “gik i vrede” ved slutningen af en arie. Da hun kom ind på scenen iført et langt, langt slæb som en scenemedarbejder bøvlede med at folde ud, hvorefter Cecilia bare tog det af. Da hun i et ekstranummer havde et “skænderi” med en obo.

For der var tre ekstranumre. Det er noget man ikke ser så tit igen til en klassisk koncert. Jubelen og det stående bifald ville næsten ikke slutte. Nogle fra publikum gik inden koncerten var helt slut; de bør ærgre sig.

Jeg fik desværre aldrig købt et program – tak til Ivan for at lade mig få et kig på hans program efter koncerten!