Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Skål?

problemsolver

I denne måned er der gode muligheder for at drikke juleøl, og det har jeg da også gjort. Bryggeriet Rocket Brewing i København har netop lanceret en ny øl, de kalder for Problem Solver. Der er tale om er en pale ale, altså ikke en typisk juleøl.

Bryggeriet skriver

Have you ever considered why you seem to find the most interesting solutions after a couple of beers? As it turns out there might be some truth to it after all. Beer-loving researchers have proven that when reaching an alcohol level of precisely 0.75‰ the average person produces the most creative thinking. That’s why we have now brewed a beer especially made to bring you as close to your creative peak as possible. All you have to do is drink and think!

Medical Daily beskriver nogle af de undersøgelser, der ligger til grund for denne påstand.  Tallet på 0,75 promille stammer fra en amerikansk undersøgelse fra 2012. Det, der får kreativiteten frem, er tilsyneladende at man på på grund af påvirkningen får svækket hæmningerne og “tænker friere”.

Jeg kan godt lide at drikke (godt!) øl, så jeg vil ikke moralisere unødigt her. Men selv kan jeg ikke tænke klart om faglige problemer, når jeg har drukket alkohol. Efter 2-3 genstande vælder der hurtigt en træthedsfølelse frem, og jeg føler mig på det tidspunkt først og fremmest forvirret. Rationaliteten går sig en tur, og det er et signal til mig om at stoppe og selvfølgelig også en indikator på at man ikke skal drikke alkohol særlig ofte.

Egentlig er jeg ikke så glad for Rocket Brewings måde at lancere en øl på. Der  er nemlig ganske mange forfattere og musikere, der har været alkoholikere eller narkomaner, og deres promille må have været langt højere end 0,75 meget af tiden. Måske brugte de alkohol i starten af karrieren for at slippe hæmningerne. Mange af os kender den tragiske historie om Amy Winehouse, der levede alt for godt op til sit efternavn og døde som 27-årig. Hendes ven, den vel efterhånden mere berygtede end berømte Pete Doherty, har levet med voldsomt alkohol- og stofmisbrug gennem hele sit voksenliv og har to børn, som han ikke har set i årevis. I sidste måned kunne jeg se at han har gennemgået et længere behandlingsforløb i Thailand. Jeg håber at han ikke falder i denne gang.

 

flattr this!

Legenden om den lille hvide plet

storvildt
Sidste side i tegneserien af Frank Frazetta og Larry Ivie.

Jeg kan huske en tegneserie, jeg læste som barn. En egn et sted i Afrika har gennem lang tid været hærget af et glubsk rovdyr. En hvid jæger lover at nedlægge det tilsyneladende usårlige rovdyr mod til gengæld at få dyrets pels. Det er ikke nemt, men til sidst rammer han det i en lille hvid plet på dyrets ene skulder. Det gør det af med rovdyret – der med ét forvandles til et menneske. Det døende menneske takker storvildtjægeren for omsider at være fri af forbandelsen. Og så forvandles storvildtjægeren til selvsamme rovdyr; nu er det ham, der skal føre forbandelsen videre. På denne uventede måde fik han samtidig dyrets pels.

Denne historie er i virkeligheden en forbløffende præcis lignelse om hvordan hjælpen til Det Globale Syd (alias Den tredje verden) ofte bliver ført ud i livet og hvorfor den ikke lykkes.

Der er en lang artikel i webmagasinet New Republic om hvad der ofte er galt med udviklingsprojekter rundt om i Det Globale Syd. Ét er at man går efter den ene idé, der kan redde alle – man vil så at sige ramme rovdyrets hvide plet, Der er mange eksempler på projekter, der målrettet efter at udbrede én idé i stor skala, selv om den ikke er en universel løsning. Et eksempel er “karruselbrønden”, en børnekarrusel forbundet med en vandpumpe – ved at børn leger med karrusellen bliver der pumpet vand op til landsbyen. Et andet er ideen om at forære alle børn lærebøger til deres skolegang. Disse ideer virker fornuftige, men virkede ikke.

Et andet er at man også vil tjene penge på udviklingshjælpen – man vil have pelsen af det rovdyr, man slår ihjel. I nogle lande, f.eks. Australien og Canada, har man ikke særlige udviklingsministerier, men ser udviklingshjælp som del af ministeriet for udenrigshandel. Men hvis man ikke passer på, skaber man let en fejlslagen økonomisk udvikling i det land, man vil hjælpe.

Artiklen har ikke nogen lette svar på hvad man skal gøre i stedet – ud over at man skal tilpasse sin løsning efter den konkrete situation. Præcis som der ikke findes én lille hvid plet, man bare skal gå efter at ramme.

flattr this!

Frivillig førtidspension?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

David Gross, der er fra USA og arbejdede som tekstforfatter,  var modstander af den amerikanske invasion af Irak i 2003 og besluttede sig derfor til at han ikke ville lade sin skat gå til militæret. Han bad sit firma om at sætte ham så langt ned i indtægt, at han ikke længere skulle betale skat til forbundsstaten (i modsætning til skat til delstaten eller lavere niveauer) Men det kunne ikke lade sig gøre. Gross tog konsekvensen og sagde sin stilling op, så han kunne arbejde som freelancer med så lav en indkomst, at han ville komme under den skattefrie bundgrænse.

I USA er det 43 procent af alle husstande, der ikke betaler skat til forbundsstaten. Det skyldes at de pågældende husstande simpelthen ikke har en nettoindkomst, der er høj nok.

Men David Gross’ situation er et bevidst valg. I USA findes en National War Tax Resistance Coordinating Committee, der koordinerer protester af den slags, som David Gross står for.

En anden, der har truffet en lignende beslutning, men af andre årsager, er den danske fysiker Jacob Lund Fisker, som er bosat i USA. Også han har valgt at have en så lav indkomst, at han ikke skal betale skat. Jacob Lund Fisker har lavet et websted om netop denne idé, http://earlyretirementextreme.com/, og der er kommet en bog fra ham med samme titel.

Ideen er for så vidt interessant: Hvor få penge kan man klare sig for?

Problemet er at denne øvelse er en af dem, nedskæringsglade politikere gerne vil udsætte andre mennesker for. Så vidt jeg kan se, er de personer, der kan leve på en sten, netop meget resursestærke mennesker med et stærkt socialt netværk. De er nemlig i stand til at kompensere for den manglende indtægt ved at have intellektuelle ambitioner. Hvis man er 17 år gammel og har måttet droppe ud af en erhvervsuddannelse, er det ikke givet at man vil se dette som et valg. Man er ikke “stået af ræset”, tværtimod.

Og parallellerne til USA er nødvendigvis få. Den amerikanske skattenægter-bevægelse udspringer af en holdning til skatter, der er meget anderledes end en holdning om at skat er et bidrag til fællesskabet. Der er også mange steder i lovgivningen, der forhindrer at man i Danmark ville kunne lave en protesthandling som den, David Gross har foretaget.

Hvis man kan bruge de amerikanske “frivillige førtidspensionisters” erfaringer til noget, er det derimod til en personlig overvejelse om hvad livskvalitet er. Og på denne måde er de “frivillige førtidspensionister” en klar modsætning til den holdning, de nedskæringsglade politikere også har, nemlig at arbejdet er et mål i sig selv og at der skal være så meget af det som muligt. Ironisk nok har mange af disse politikere en holdning om at skatten skal sænkes, men bestemt ikke som protest mod militæret eller mod forbrugerismen eller af sociale hensyn.

 

flattr this!

Men det er jo bare for sjov…

flow
Fra http://www.buzzfeed.com/tylerisajoke/should-i-tell-a-rape-joke-a-flow-chart-bow1

Jeg er bestemt ikke den eneste, der følger DR2-programmet Ti stille kvinde og væmmes ved de ubehagelige, nedladende og truende kommentarer, som kvindelige politikere og debattører bliver udsat for på Internettet.

Noget af det, der gør det så svært at tale om hvornår ytringer kan ses som krænkende, er at der i sagens natur ikke kan findes nogen objektiv standard for hvornår en bemærkning er acceptabel. Derfor kommer det meget let til at handle om hvilken hensigt, der lå bag ytringen.

Når de mænd, der har skrevet de grimme kommentarer bliver konfronteret med dem, sætter det næsten-automatiske forsvar ind: Det er jo bare for sjov. På DR2 kunne en af de mænd, der havde skrevet en ubehagelig og truende kommentar til Johanne Schmidt-Nielsen give netop denne forklaring på sin adfærd. Jeg er meget træt af den slags standard-forsvar; det er næsten lige så almindeligt som en henvisning til ytringsfriheden og lige så tyndslidt.

Forleden læste jeg om hvordan en ny og populær tv-komiker på britisk tv, en mand der kalder sig Dapper Laughs, er blevet voldsomt kritiseret for at prøve at lave vittigheder om voldtægt. I New Statesman skriver klummisten Lez Miserable (det hedder hun nok ikke rigtigt)

A driving force behind this movement is the idea that those opposed to it are simply humourless. The sour-faced feminist trope is an old one, and it’s still being used to silence women. The banter brigade have convinced themselves that they own comedy, meaning that anti-banter is fundamentally anti-humour. All the obvious problems with this aside: these guys are just shit at being funny. Their material is weak, tired and staggeringly dated.

Forsvaret med at det “bare er for sjov” dukker op igen her – og bliver kritiseret.  Jeg er enig med skribenten i at den pågældende komiker ikke er morsom og i at voldtægt ikke er et acceptabelt emne for humor. Men måske er det vigtige spørgsmål at stille i virkeligheden et andet, nemlig: Hvem er det, den “morsomme ytring” skal være sjov for? Hvem er det, der skal grine? Hvis man spørger de “morsomme krænkere”, ville de nemlig blive nødt til at svare at det bestemt ikke er hensigten at få den, der bliver beskrevet som udsat for voldtægt, til at grine. Tværtimod. Og det er dét svar, der er det rigtig afslørende.

flattr this!

Det gode og det onde?

howtosetsyriafree

John Gray har et langt essay i The Guardian, og det kan nu også læses på dansk i Information.

Hans udgangspunkt er dilemmaet om borgerkrigen i Syrien. Bashar Assad er en grusom diktator, der myrder og lemlæster dem, han opfatter som sine modstandere. Islamisk Stat/Daesh er en grusom væbnet gruppe, der myrder og lemlæster dem, de opfatter som deres modstandere. Og de to parter hader hinanden. Hvis man bekæmper den ene part, kommer man til at fremstå som allieret med den anden. Hvem er værst? Hvis man vil det gode, står man i et ægte dilemma.

Grays påstand er at Vestens ledere – med George W. Bush og Tony Blair som prominente repræsentanter – agerer som om de kan fjerne ondskaben. I 2. verdenskrig var situationen anderledes. Hitler var en grusom leder af et grusomt diktatur, men det samme kunne man sige om Stalin. Ikke desto mindre var USA, Storbritannien og Sovjetunionen allierede i 2. verdenskrig.

Da Vesten gik i forbund med Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, valgte vi det mindste af to onder. Dette var også synspunktet hos Winston Churchill, der udtalte de berømte ord, at han ville »spise til middag med djævelen«, hvis det var det, som skulle til for at gøre det af med »denne onde mand«, Hitler. Churchills ærlige anerkendelse af det valg, han måtte træffe, er vidnesbyrd om, hvor udvandet diskursen om det onde siden er blevet. I dag vil ingen vestlig politiker kunne indrømme en sådan beslutning.

Det er et interessant essay, men om det er godt, ved jeg ikke. Der er ikke rigtig nogen god konklusion – det ville også være et stort forlangende. Mest af alt virker det på mig, som om John Gray vil finde en måde at tale om ondskab på, som gør det muligt at sige at ondskaben findes og at nogle onder er værre end andre. Der er bare det, at ondskab er  en underlig størrelse at tage ind i en analyse af samfundsforhold.

En del af historien, som Gray ikke nævner, er at også USA og Storbritannien jo faktisk også handlede ondt i nogle sammenhænge. I USA var der i 1940’erne stadig apartheid, og befolkningen i de britiske kolonier blev på denne tid udsat for udbredt diskrimination og voldsom ulighed. Jeg ved ikke, om USA og Storbritannien vil det gode i vore dage. Så vidt jeg kan se, bruger de (ligesom andre lande med stormagtsdrømme) motivet om at ville det gode som en begrundelse for det, der dybest set er en håndhævelse af deres geopolitiske og økonomiske interesser. Det var i høj grad kontrollen over Iraks olieresurser, der motiverede invasionen af Irak i 2003 – og vel også fraværet af olie, der gør at der ikke sker en tilsvarende invasion af Irak. Geopolitisk set er det også en fordel for USA, at alle parterne i borgerkrigen i Syrien slås mod hinanden i stedet for at true deres eneste fælles fjende, nemlig USAs trofaste allierede IsraelIsrael.

Og så er der jo også det, at de mennesker, vi gerne vil holde med i konflikten i Syrien, er en tredjepart – det er som om alle tænker på at vi, der hævder at ville det gode, partout skal alliere os med de magtfulde parter. Er det virkelig en god måde at tænke på? Hvis/når konflikten ender en dag, vil vi have meget let mistet al troværdighed hos den tredjepart, vi hævdede at vi ville støtte.

Hele spørgsmålet om hvorvidt ondskaben findes og om ondskaben kan fjernes én gang for alle, er stort og svært at svare på. Jeg tror ikke selv på at vi kan nå til et statisk idealsamfund, hvor alt bliver godt i al fremtid, men det betyder ikke at jeg vil gå på kompromis med at ville det gode. Jeg tænker snarere på dette således, at ondskaben i verden gør at man altid vil blive nødt til at fortsætte med stræbe efter det gode.

flattr this!

Debatten – nu uden diskussion

debattenall

I dag talte jeg med en kollega om størrelser på projektgrupper. På
humaniora, hvor hun vejleder, er det praksis at projektgrupper ikke
bør have mere end 5 medlemmer – for humanistiske projekter er meget diskuterende og i en stor gruppe kan det hele ende i ørkesløse diskussioner. Ja, det kommer nemt til at minde om Debatten på DR2, sagde jeg. Det syntes hun var en morsom sammenligning.

Debatten på DR2 er for mig at se et eksempel på hvordan et tv-program  om politik ikke bør være; programmet giver mig bare hovedpine. Jeg har en fornemmelse af at i hvert fald nogle af de politikere, der er med, egentlig gerne ville have deres modstandere til at forstå deres synspunkter. Andre lader til at være udelukkende angrebsorienterede. Men det man observerer, er en råbekonkurrence: ingen forstår hinanden og ingen lytter. Det hjælper heller ikke at Clement Kjærsgaard anvender den stil, han gør. Den pågående stil bliver også brugt af Martin Krasnik, men det er i en situation hvor han er alene med modparten. Her giver det fin mening, men jeg tror der skal gøres noget andet i en plenumdiskussion.

Nogle gange virker det som om nogle af deltagerne i Debatten bliver kørt ekstra meget op, fordi de ikke kan nå ind til hinanden. Det er en meget almindelig frustration, som jeg kun kender alt for godt. Jeg husker alt for godt samtaler med personer, der var overbeviste astrologer, og med andre, der havde ubehagelige intolerante holdninger til minoriteter.

Hvordan får man mennesker til i det mindste til at lytte ægte
interesseret i det, man siger? Dette må være første forudsætning for at kunne forstå.

Matthew Lieberman er professor i psykologi ved UCLA og er gift med Naomi Greenberg, som jeg tidligere har skrevet om. Han interesserer sig for dette; man bemærker straks at han omtaler den meget amerikanske kontrovers om skydevåben.

It’s called “latitude of acceptance”. If I want to persuade you, what I need to do is pitch my arguments so that they’re in the range of a bubble around your current belief; it’s not too far from your current belief, but it’s within this bubble. If your belief is that you’re really, really anti-guns, let’s say, and I want to move you a bit, if I come along and say, “here’s the pro-gun position,” you’re actually going to move further away. Okay? It’s outside the bubble of things that I can consider as reasonable.

Men hvordan finder man ind til den “boble”, man har fælles med
Den Anden?

Lieberman siger:

When you’re drunk, or when you’ve had a good meal, or when you’re with people you care about versus strangers, these bubbles flex and move in different ways. Getting two groups to work together is about trying to get them to a place where their bubbles overlap, not their ideas, not their beliefs, but the bubbles that surround their ideas. Once you do that, you don’t try to get them to go to the other position, you try to get them to see there’s some common ground that you don’t share, but that you think would not be a crazy position to hold.

Samme aften som der var Debatten på DR2 om hvordan Danmark skal behandle flygtninge fra krigen i Syrien var der Bag om Borgen på DR1, hvor Martin Henriksen og Johanne Schmidt-Nielsen besøgte flygtningelejre i Jordan i et forsøg på at substantiere diskussionen. Der blev ikke opnået nogen enighed, men det blev en meget roligere diskussion – og det ikke kun fordi der kun var to personer blandet ind. Ved at de besøgte det samme sted og talte med de samme mennesker, fik de to deltagere også en fælles latitude of acceptance. Det var også tydeligt at mange af samtalerne fandt sted uden for kameraets rækkevidde, så det ikke var muligt at “tale til vælgerne”. Personligt er jeg naturligvis meget ked af at Martin Henriksen trods de mange møder med syriske flygtninge stadig stod stejlt på sit partis ubehagelige politik, men det lykkedes ham dog at sige at han følte med den mor til 5, der havde mistet sin mand. Så lidt skete der faktisk.

Jeg så gerne Debatten på DR2 erstattet med programmer, hvor
politikerne rent faktisk lyttede til hinanden og måske endda blev klogere. Man må kunne lære noget af begrebet om latitude of acceptance  og skabe et rum, hvor politikerne kommer tættere på hinanden og heller ikke falder for fristelsen til at tale til kameraet i stedet for til hinanden. Målet skal ikke være at skabe et blødt kompromis, men det kunne være godt at opleve at politikere rent faktisk talte med hinanden.

flattr this!

Livet er en katastrofe

zorba

Her til morgen læste jeg avis – Dagbladet Information, selvfølgelig. Her er nogle af overskrifterne.

Jeg behøver næsten ikke at nævne at jeg blev så overvældet og bekymret, at jeg sad og blev modløs en stund.

En mulighed er selvfølgelig at lade være med at læse avis eller at finde en avis, der er mere begejstret. Men det fjerner ikke den katastrofe, som livet er.

En af de film, jeg har set mange gange og snart må se igen, er Zorba, der er baseret på Nikos Kazantzakis’ roman (som jeg også har læst). Et sted i filmen vil englænderen Basil vide, om Zorba aldrig har haft en familie. Og Zorba svarer:

Am I not a man? And is not a man stupid? I’m a man. So I married. Wife, children, house, everything. The full catastrophe.

Citatet dukker op igen i Jon Kabat-Zinns bog Full Catastrophe Living, som jeg lige nu tygger mig igennem – og det har givet bogen dens titel. Zorba tænkte ifølge ham ikke på familielivet som en katastrofe men som endnu et aspekt af livet, der kan være overvældende og give anledning til mange bekymringer.

Og her er et citat fra et interview med Jens Unmack (lige nu aktuel med albummet Kærlighed og straf), der siger det samme som Zorba:

Du bekymrer dig heller ikke?

»Nej, jeg er fyldt op af katastrofer. Jeg gider ikke at se flere velgørenhedsshows på tv, mens jeg glemmer at være ordentlig over for de mennesker, som jeg burde være ordentlig over for. Vi kan ikke bekymre os om verdens undergang døgnet rundt, så er vi ikke mennesker længere.«

Det er meget præcist udtrykt. Det eneste realistiske, vi kan gøre, er at finde en måde at lære at leve med uoverskueligheden, så vi kan gøre noget ved den. Vi skal hverken lade os rive med af bekymringerne eller skubbe dem væk. Jon Kabat-Zinns bog handler om et bud på et alternativ, nemlig mindfulness, den nu lidt forkætrede idé om at vi skal være så opmærksomme som muligt i vores liv. Jeg håber selv at jeg efterhånden kan få denne idé til at virke for mig også.

 

flattr this!

Negre, sigøjnere og muhammedanere

Hughes - First Book of Negroes001
Børnebog af den afrikansk-amerikanske forfatter Langston Hughes. Se en nærmere omtale af denne bog på http://wetoowerechildren.blogspot.dk/2010/10/langston-hughes-first-book-of-negroes.html

I Information har der i den forgangne uge været en artikel af fire humanistiske forskere, der har kommenteret sagen om ændringer i filmene baseret på Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe-bøger.

Et af de steder, hvor der bliver ændret, er et sted hvor Pippi laver “skæve øjne”, mens hun fortæller om Kina. Et andet er i beskrivelsen af Pippis far, der hidtil er blevet kaldt negerkonge, og nu kaldes sydhavskonge.

Både i forbindelse med nyheden om Pippi-filmene og i forbindelse med kronikken i Information er kommet et hav af reaktioner fra mennesker, der bedyrer at de ikke er racister og at de undrer sig over at man ikke kan bruge dette ord, der for dem er helt naturligt og neutralt.

Men det, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er at denne reaktion kommer fra “ikke-negre”, der vil have lov til at omtale andre som “negre”, uanset om disse andre mennesker kan lide det eller ej.  Det har ikke været en reaktion fra mennesker med afrikansk baggrund, der helst vil kalde sig selv for “negre”.

Argumentet om at ordet “neger” er uskadeligt og passende er nemlig baseret på at den, der kategoriserer andre som “neger”, selv opfatter ordet som uskadeligt og passende. Og der er samtidig en stiltiende antagelse om at dem, man omtaler, ikke kan høre, hvordan de bliver omtalt.

Jeg tror på at de allerfleste af dem, der nu undrer sig over at de ikke kan bruge ordet “neger”, faktisk heller ikke bruger ordet nedsættende. Men ordet “neger” tilhører en tid med europæiske kolonier i Afrika og apartheid i Sydafrika og USA. Når “ikke-negre” bruger ordet om andre mennesker, hænger de i et eller andet omfang fast i tankegangen fra dengang, og de kommer til at signalere det over for de mennesker, de bruger ordet “neger” om. På denne måde er ordet beslægtet med “sigøjner” og “muhammedaner” – også de er markører af nogle gamle strukturer og opfattelser.  Ordet negro var engang det “korrekte” ord på engelsk, men det var i en tid, hvor et andet meget ubehageligt ord var det, man sædvanligvis brugte – også i borgerrettighedsbevægelserne brugte man ordet “neger”. Billedet ovenfor viser en berømt børnebog fra USA om afrikansk-amerikanske borgeres historie og kamp mod diskrimination og for ligestilling. Forfatteren er Langston Hughes, en kendt forfatter, der selv var afrikansk-amerikaner.

Man har “lov til” at omtale andre mennesker som man vil, så længe man ikke er injurierende, og derfor kommer alle automat-argumenterne om “ytringsfrihed” frem. Men dette er ikke et spørgsmål om hvad man har lovhjemmel til at sige, men et spørgsmål om  hvordan man i vore dage bør omtale andre mennesker.

Jamen, hvilke betegnelser skal vi så bruge? er der nu nogle, der vil indvende. Her kan jeg ikke lade være med at sige to ting.

For det første: Jeg taler ikke for at nogle ord skal forbydes, men lad os dog vænne os til at bruge en betegnelse, som det menneske, vi omtaler, selv ville bruge i vore dage. De romaer, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for sigøjnere. De muslimer, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for muhammedanere. De handicappede, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for vanføre. Derfor vil jeg heller ikke bruge de ord om disse mennesker. Jeg kan heller ikke komme i tanke om en sammenhæng, hvor ordet “neger” er tidssvarende.

For det andet: Noget rigtig underligt ved ordet “neger” er at det er et ord der hænger fast i en karakterisation af mennesker ud fra nogle dårligt definerede ydre kendetegn og en gammeldags antropologisk idé om at der findes “racer”. Jeg kender ikke noget andet ord, der på samme måde bliver brugt af nogle mennesker om så mange, meget forskellige mennesker – det være sig en amerikansk præsident, en skolepige fra Nørresundby eller en sanger fra Benin. Alle er på et tidspunkt blevet omtalt som “negre”. Hvis jeg skulle nævne et andet ord, der bruges på samme måde, skulle da det måske være betegnelsen “farvet”, som man før i tiden anvendte om mennesker, der ikke var “negre”, men heller ikke var “hvide”.  Men som regel er det alt andet end de vage ydre kendetegn, der er det relevante, når vi taler om andre mennesker. Jeg kan ikke komme i tanke om en sammenhæng, hvor ordet “neger” er nødvendigt.

Når nogen laver om i bøger og film, som børn stadig læser og ser, er det netop fordi bøgerne og filmene stadig skal være tidssvarende – de er ikke kun produkter af en bestemt historie.

flattr this!

Smerten ved at blive afvist

afvisning

En af de hårdeste følelser, man kan opleve som menneske, er at blive afvist. Nogle børn bliver afvist af deres forældre. Nogle børn bliver afvist af dem, de går i skole med. De fleste af os (måske alle?) har prøvet at blive afvist af et menneske, vi gerne ville i kontakt med. Den stærkeste følelse i kærlighed er måske den ulykkelige kærlighed.  Hvorfor husker vi afvisningerne så godt, og hvorfor sidder smerten ved dem ofte i os i lang tid?  Og hvorfor kan afvisning gøre så helt enormt ondt?

Edge.org har et spændende interview med den amerikanske socialpsykolog og hjerneforsker Naomi Eisenberger om netop dét. Hendes forskning viser at det er nogle af de samme centre i menneskets hjerne, der reagerer, når vi bliver føler fysisk smerte, som når vi bliver afvist af andre.

Dette er værd at tænke over, når vi kommer til at afvise andre. Også beslutningstagere bør tænke over at når mennesker bliver marginaliseret eller udstødt i samfundet, er smerten ved denne afvisning beslægtet med en fysisk smerte. Ingen politiker vil i bogstavelig forstand slå på f.eks. de arbejdsløse, men mange vil gerne tale afvisende om dem.

I det hele taget indikerer Eisenbergers forskning, at der er sammenhæng mellem fysiske fornemmelser og følelser – i et forsøg undersøger hun hvordan hjernen reagerer, hvis mennesker holder en varm genstand, og hvordan de reagerer, hvis de får en venlig besked fra deres nærmeste. Det er nok ikke noget tilfælde, at vi bruger ordet “varme” i begge sammenhænge – eller at vi bruger ordet “føle” begge steder!

Den sidste del af interviewet kommer til at handle om noget helt andet, som jeg også har lyst til at nævne her, da det passer med nogle af mine egne oplevelser. Naomi Eisenberger er gift med Matthew Lieberman, der også forsker i psykologi. Det, hun bemærker i sit eget akademiske miljø og i samtaler med sin mænd, er at det akademiske miljø ser ud til at være mere “mandevenligt” i sin atmosfære. Ofte har hun set mandlige forskere, der var usædvanligt kritiske og hårde ved hinanden, og bagefter har givet udtryk for at de syntes at den hårde diskussion var en god oplevelse. Og mandlige forskere, siger Eisenberger, er ofte meget mere tilpasse med selv-promovering end kvinder er. Hendes fornemmelse er at dette at promovere sig selv og sin forskning ikke er så vigtigt for kvindelige forskere og måske også føles utrygt  – i hvert fald har hun det selv på denne måde. Om dette er en grundlæggende forskel, eller om det også spiller ind, hvordan kvindelige forskere bliver behandlet, kan (og bør) man så tænke lidt nærmere over.

flattr this!

Arven fra Inge Dahl Sørensen

vinda

Dansk politik har nået et nyt lavpunkt. 2014 er ikke slut endnu, men det er allerede blevet et år hvor der er usædvanligt mange humanitære kriser rundt om i verden samtidig – Syrien, Irak, Libyen, Palæstina, Ukraine, Congo, Den Centralafrikanske Republik… Danske politikere kender situationen men bruger den kun som skræmmebilleder om det “truede Danmark”, der umenneskeliggør dansk flygtningepolitik yderligere et niveau. Dansk Folkepartis foreslår at placere flygtninge og asylansøgere i lejre i Kenya – landet, der i forvejen ifølge UNHCR huser over en halv million flygtninge fra konflikter i Afrika og har en præsident, der er under tiltale ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Og Danmarks andet populære parti, Venstre, synes at dette forslag lyder “interessant”.

Men retorikken er slet ikke ny.  Venstres indfødsretsordfører Inge Dahl Sørensen blev sidst i 1990’erne meget omtalt med et forslag om at asylansøgere og flygtninge ikke skulle kunne rejse ind i Danmark men skulle placeres i lejre et sted i Afrika. Jeg kan huske et møde i Amnesty International i Aalborg, hvor vi havde inviteret Klaus Rothstein – dengang informationschef ved Dansk Flygtningehjælp. Han og vi rystede som de fleste andre dengang  overbærende på hovedet af det forslag.

Samme Inge Dahl Sørensen foreslog at man skulle inddele ansøgere om statsborgerskab i fire grupper – dem, der var tidligere straffede, dem, der skyldte i skat, dem der ikke kunne dansk og “resten”. Og så skulle Folketinget vedtage om hver af disse fire grupper skulle have statsborgerskab. I 2001, i kølvandet på terrorangrebene i USA, foreslog Inge Dahl Sørensen at danske muslimer skulle kunne interneres “i krigssituationer og under andre alvorlige forhold”. Dengang tog selv Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti afstand fra dette forslag og sammenlignede det med kz-lejre!

Daværende partiformand Uffe Ellemann Jensen fik i 1997 Inge Dahl Sørensen til at trække sig tilbage fra sin ordførerpost. Men i 2001, da hun kom med sit interneringsforslag, kunne man stadig finde hende i Folketingets retsudvalg. I dag er Danmarks populæreste parti helt tydeligt bevidst om arven efter hende.

Inge Dahl Sørensen er i dag Ridder af Dannebrog.

flattr this!