Det var ikke mig, der gjorde det

Peter Aalbæk Jensen sover foran en plakat, hvor Lars von Trier opfordrer til anstændighed. Foto: Niels Hougaard (Politiken)

For halvandet år siden skrev jeg om dette fænomen, som psykologer kalder for kompartmentalisering – den selvopfattelse, der gør det muligt for mennesker at placere de “normale” og de forkastelige handlinger, de selv foretager, i hver sin afdeling, så de dermed kan leve med dem. Det er kompartmentalisering, der gjorde det muligt for f.eks. bødlerne fra Auschwitz at slå mennesker ihjel den ene dag og tage på skovtur den næste. Hvis man ikke delte sit sind på denne måde, ville man have meget svært ved at leve med konsekvenserne af sine handlinger.

I 1976 indrykkede Samuel D. Smithyman, der dengang var PhD-studerende i psykologi fra USA, en avisannonce, hvor han efterlyste mænd, der var villige til at indrømme anonymt, at de havde begået voldtægt, men aldrig var blevet anmeldt eller retsforfulgt. Han fik omkring 200 henvendelser. Det interessante er, at disse mænd, der alle har begået voldtægt, på én og samme tid indrømmede, hvad de har gjort, og på den anden side nægtede at kalde det for voldtægt.

Lige nu ser vi en lang række afsløringer af kendte mænd inden for film- og teaterverdenen, der har begået seksuelle overgreb. Det er ofte tydeligt, at de pågældende mænd, selv i lyset af det ofte omfattende evidensgrundlag, har svært ved at se, hvad de egentlig har gjort og ofte mener at stå for noget helt andet end det, deres handlinger afslører.

Måske hjælper dem, der omgås de pågældende mennesker, også med til at forstærke denne kompartmentalisering? Ét er at der bliver talt om hvor mange af overgrebene, der mon befinder sig i en “gråzone”, så der er tale om handlinger, der ikke var ment som overgreb, men blev tolket sådan. Mit eget indtryk fra de beretninger, jeg selv har læst er dog, at der ikke er ret mange tilfælde i denne “gråzone”.

Et andet er at der ikke rigtig har været nogen, der har stoppet de pågældende personer, selv om deres krænkende adfærd har stået på i lang tid. Deres krænkende adfærd var “en anden side”, som man tolererede og som ofrene for overgrebene oftest ikke turde tage til genmæle over for, netop fordi krænkelserne var så tilsyneladende uforenelige med krænkernes offentlige identitet som skuespillere, filminstruktører, producenter osv.

Flattr this!

Man skal altid give

Foto: haloocyn©Stock.xchng

For ikke så længe siden holdt jeg en uges ferie i Lissabon sammen med min familie. Der, i den portugisiske hovedstad, var der en del hjemløse mennesker, og ikke helt få af dem bad om penge. Nogle kom hen til de forbipasserende og bad om penge, andre sad bare for sig selv.

Jeg er ofte i tvivl om, hvad man bør gøre, også fordi nogle mennesker kan virke trælse. For nylig, tilbage i Aalborg, kom jeg gående ad gågaden og en tydeligt beruset mand, der ville sælge mig Hus Forbi, stillede sig ind foran mig og spærrede. Det var ikke så vigtigt, at jeg ikke havde de 20 kroner, et blad koster – han ville bare have nogle penge. Alle andre sælgere af Hus Forbi, jeg har mødt i årenes løb, har været høflige og har ikke været synligt berusede, og jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret. Jeg tænkte, at denne mand var med til at skade Hus Forbi’s image. Heldigvis begyndte jeg dog ikke at moralisere; jeg gav ham de 14 kroner, jeg havde i småpenge og gik videre.

For det er uhyggeligt nemt at begynde at moralisere her. Spørgsmålet om hvorvidt man skal give hjemløse mennesker penge bliver typisk diskuteret af de mennesker, der ikke selv er hjemløse og har råd til at give hjemløse mennesker penge. Ofte har jeg hørt, at man ikke skal give penge til de hjemløse – en del af dem har misbrugsproblemer, og man er simpelthen med til at holde dem fast i deres misbrug. Dét har jeg også selv tænkt, men det gør jeg ikke længere.

Jeg ved godt, at der rundt om i verden (og også i Europa) findes kriminelle bagmænd, der organiserer tiggeri og lukrerer på det – det er selvsagt ikke dette triste fænomen, jeg taler om. Europæiske undersøgelser viser at der her meget ofte er tale om trafficking, hvor mennesker bliver tvunget til at tigge, bliver groft udbyttet og holdt i permanent fattigdom. De allerfleste synligt hjemløse mennesker tilhører ikke denne gruppe.

En tankevækkende klumme af Matt Broomfield i New Statesman argumenterer for at man altid skal give til hjemløse, og at man i særdeleshed skal give penge til de hjemløse, der ikke beder om det. For ellers vil de blive glemt.

Der er alt for tydelige paralleller mellem de typiske argumenter for ikke at give penge til hjemløse og til det i vore dage udbredte argument om at mennesker bliver motiveret af at lide afsavn. I begge tilfælde er det de mennesker, der ikke selv har problemer, der udtaler sig om hvad andre mennesker med meget alvorlige problemer bør gøre. Det er kort og godt vigtigt at spørge de hjemløse, hvad de har brug for, i stedet for at anlægge det formynderiske perspektiv. Man skal ikke købe mad til de hjemløse i stedet for at give dem penge, hvis det er penge, der bliver bedt om. Hjemløse mennesker skal ikke behandles som børn, der ikke ved, hvad pengene skal bruges til. Og intet hjemløst menneske vil komme ud af sit misbrugsproblem ved at blive nægtet penge.

Undersøgelser viser, at det først efter alt andet er forsøgt og der er gået hul på en særlig skal af værdighed, at mennesker giver sig til at tigge. Jeg har kendt til hjemløse, der aldrig kunne drømme om at bede tilfældige forbipasserende om penge. De hjemløse, der beder om penge, dem, der er allerlængst ude i tovene.

Samtidig er det vigtigt aldrig at glemme, at hjemløshed er et strukturelt problem og at det at give penge kun er symptombehandling; der skal en indsats til, hvor de, der ikke er hjemløse, arbejder sammen med de hjemløse for at fjerne årsagerne til hjemløshed og for at sikre, at alle kan få et værdigt hjem. Det er de hjemløse, der ved hvor skoen trykker.

Flattr this!

Alt godt til alle?


Jeg er netop blevet færdig med The Science of Meditation af Daniel Goleman og Richard Davidson. Det sker som en del af mit forsøg på at komme ordentligt i gang med at meditere igen; jeg stoppede da jeg i forsommeren 2015 brækkede min albue og i en periode derefter havde problemer med at sidde ordentligt uden at få smerter i højre arm. Men jeg husker tiden inden som en tid, hvor jeg var inde i en god verden.

Jeg har altid været skeptisk over for ideen om at man kan ændre verden ved at meditere. Men The Science of Meditation er en god bog at læse, fordi den på én og samme tid gør systematisk rede for hvad hjerneforskningen kan fortælle os om gavnlige virkninger af meditation for den enkelte og samtidig har den fornødne grad af videnskabelig skepsis. Goleman og Davidson kritiserer således mange eksisterende forskningsresultater, der skulle vise de positive virkninger af meditation, for deres metodologiske mangler.  Noget af det, de kritiserer hyppigt, er dårligt designede eksperimenter, brugen af små populationer og forsøgsledernes forudindtagethed for at påvise en positiv effekt af meditation.

Men meget tyder ikke desto mindre på at meditation kan påvirke bestemte hjerneprocesser, og det er interessant at nogle af de virkninger, der er godt dokumenterede og kommer hurtigst, er virkninger af såkaldt “loving kindness”-meditation, hvor vi bruger meditationen til at ønske alt godt, først for sig selv, dernæst for dem, der står os nær – og her kommer det svære – for alle mennesker i verden. Det indebærer nemlig, også at vi skal ønske alt godt for dem, vi ikke kan fordrage: Den hidsige og urimelige kollega, den sure og misundelige slægtning, den korrupte politiker, terrorister og racister osv. osv.  Resultaterne beskrevet i The Science of Meditation viser faktisk, at de personer, der mediterer på denne måde,  inden for få måneder får udviklet deres evne til medfølelse (en lidt upræcis oversættelse  af det, der på engelsk hedder compassion), og på den måde ændrer de faktisk også verden for dem, de møder.

Hele denne praksis, der er “loving kindness”-meditation, er en virkelig svær øvelse, men den er også nødvendig af andre årsager end de rent instrumentelle. Den er nemlig også en slags tankeeksperiment. Hvis vi vil skabe en bedre verden, er den nemlig også nødt til at være en bedre verden for dem, vi ikke kan fordrage.

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at denne type meditation ikke bliver markedsført nær så meget som f.eks. mindfulness-meditation. Ikke at der er noget galt med mindfulness-meditation som sådan, men ideen om at ønske alle det godt er ikke helt på linje med de hyppigst fremførte grunde til at man skal meditere, nemlig at man skal være robust og ikke skal gå ned med stress (ofte underforstået: så man bedre kan klare sig i konkurrencesamfundet). F.eks. kan jeg læse, at selv Goldman-Sachs, der bestemt ikke er kendt for at vise omsorg eller for at være tynget af medfølelse, forærer alle deres ansatte et abonnement på en mindfulness-app!The Science of Meditation kan jeg til gengæld læse om en amerikansk virksomhed, der har indrettet et meditationsrum – men at man risikerer at blive fyret, hvis man går derhen for tit.

Flattr this!

At klare mosten og ikke sige nej

Der er en interessant omtale i Politiken i denne uge af en ny bog af Ole Fogh Kirkeby, Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. En undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i 2015 har vist, at brugen af ordene “robust” og “solid” er blevet mere end fordoblet i forhold til 2007. Når virksomheder (og ganske ofte er det offentlige virksomheder) søger robuste medarbejdere, er de i virkeligheden først og fremmest interesseret inogen, der har mindre sandsynlighed for at pådrage sig langvarig stress.  Og hermed siger de samtidig, at stress er et vilkår for alle, og at der hele tiden vil være udforudsigelighed og omstillinger.

Idealet er en robust medarbejder, der kan finde sig i meget og ikke har noget imod tilbagevendende nedskæringer og omstruktureringer. Ole Fogh Kirkeby siger

Det kan ses alle steder i det offentlige. Børnehaver, skoler, hospitaler. Alle er udsat for et ekstremt pres, som stresser. Siger medarbejderen fra over for det pres, kan politikerne ikke udøve deres nye bureaukratiske herredømme. Derfor er man tilbøjelig til at ønske ansatte, der vil påtage sig den uriaspost at gennemføre en arbejdsdag på de urimelige arbejdsvilkår, som fastlægges af politikerne.

Men hvis man accepterer tilbagevendende negative konsekvenser, og man samtidig har et arbejde, hvor man skal arbejde med Den Anden – det være sig i sundheds-, undervisnings- eller socialsektoren – kan man ende med at blive et menneske, der ikke reagerer på det, Den Anden føler. Man kan blive et menneske, der bagatelliserer det, Den Anden føler, eller ikke drager omsorg for Den Anden. Bliver man et sådant menneske, er man blevet kynisk og ukritisk.

Det kan godt være, man er empatisk i den forstand, at man er kognitivt empatisk, dvs. at man kan forstå, hvad Den Anden føler. Det kan endda også være, at man tillige er emotionelt empatisk, dvs. kan føle de samme følelser, som Den Anden føler. Men også det emotionelt empatiske menneske kan vende blikket bort, når det bliver for hårdt at være vidne til Den Andens ubehag.

I undervisning, socialt arbejde og sundhedsprofessionerne er vi imidlertid nødt til at gå et skridt videre og kunne udvise det, der på engelsk hedder empathic concern (på dansk siger vi “empatisk bekymring”, men ordet “bekymring” dækker ikke helt). Dette begreb, der skyldes den amerikanske psykolog Daniel Batson, bliver tit forvekslet med “empati”. Men empathic concern er den følelsesmæssige reaktion, der gør at man ikke bare mærker Den Andens følelser, men også handler for at drage omsorg for Den Anden.

Det koster imidlertid resurser at gøre denne empatisk betingede omsorg mulig; man skal have tid, ro og støtte fra andre. Det, der er i farezonen, når man insisterer på robusthed og omstillingsparathed, er netop at denne empatisk omsorgsfuldhed vil blive nedprioriteret, fordi den fremstår som noget, der ikke “er råd til”.

Flattr this!

Andre fortællinger

Massemedierne har en enorm indflydelse på hvordan vi tænker på verden, og de siger i høj grad noget om de acceptable rammer for problemløsning. Det er mange film og bøger, der handler om konflikter og om hvordan de kan løses med vold, og de såkaldte reality-programmer består først og fremmest i at skabe rammerne for at kunne fremprovokere konflikter. Det fører til en masse afledt medieomtale, hvor der bliver spekuleret over hvem der nu skal “stemmes hjem” (eller hvad der nu kan risikere at ske).

Men behøver vi altid at have dette fokus, som dybest  set ikke er konstruktivt?

Den amerikanske psykolog Betsy Levy Paluck har undersøgt, hvordan en hørespilsfortælling i Rwanda kunne ændre borgernes opfattelse af deres land. Rwanda er særligt interessant, fordi folkemordet i 1994 i høj grad var en konsekvens af og blev koordineret af hadefulde radioudsendelser. Paluck interviewede rwandere, der lyttede til en føljeton om borgere i et splittet land, der fandt sammen, og hun interviewede også andre rwandere, der lyttede til en radioføljeton om HIV. Hendes resultater tyder på. at det gjorde en positiv forskel for de deltagere, der lyttede til fortællingen om det splittede land, der fandt sammen igen – de udtrykte en større grad af tolerance.

Jeg kunne godt tænke mig flere gode fortællinger, der fokuserer på hvordan vi kan løse problemer, og her især konflikter (og det uden vold), og på den måde kan hjælpe os med at tænke på alternativer. Når jeg siger det, ved jeg godt at den slags kan komme til at virke belærende.

I totalitære samfund fabrikerer regimet ofte “opbyggelige” fortællinger, der har til formål at vise, hvordan den borger, der er loyal over for systemet, klarer sig godt, mens det går ilde for den borger, der ikke er loyal. Det er selvfølgelig ikke den slags propagandafortællinger, jeg efterlyser. Jeg tænker heller ikke på “idylhistorier,” hvor alt går glat og forhindringer bliver overvundet med et trylleslag og alle pludselig bliver venner, men på fortællinger, der kan vise hvordan man på realistisk vis kan løse problemer – og her ikke mindst håndtere konflikter på en god måde.

Spændingen i sådanne fortællinger består ikke i en spænding om konflikten bliver løst, men hvordan og hvor lang tid det tager og hvad de positive konsekvenser er. På denne måde er der mindelser om retssals-dramaer, hvor spændingen hidrører fra hvordan en retssag skal føres til afslutning, og om min barndoms Columbo, hvor hele spændingen ikke lå i hvem der havde begået et mord, men i hvordan Columbo løste mordgåden.

Flattr this!

Godhed skal skjules (?)

Katrine Marie Guldager har et indlæg i Politiken i dag om hvorfor man kan lade sig provokere af gode mennesker. Jeg kender det – jeg har en dårlig dag, men der er mennesker omkring, der smiler og er venlige. Det kan næsten ikke være til at holde ud.

Det er et godt indlæg på mange måder, men det besvarer ikke spørgsmålet: Hvorfor er gode mennesker så provokerende? Ét muligt bud er at Den Gode Anden gennem sine handlinger gør opmærksom på at jeg ikke selv opfører mig godt; Den Anden giver gennem sin gode handling en kritik af mig.

I virkeligheden er der hos mange faktisk et ideal om at man skal udøve sin godhed i det skjulte, så ingen bliver irriteret. Det er i Danmark blevet udbredt at tale negativt om det, man kalder for “godhedsindustrien”. På tysk har man i mange år (tilsyneladende siden 1968) haft det nedsættende ord Gutmensch på højrefløjen.

Jeg har tidligere skrevet om det “altruistiske hierarki, hvor den bedste og mest altruistiske handling tilsyneladende er den handling, man gør uden egentlig at ville det  og uden at få noget ud af det. En underlig form for godhed, synes jeg. I mange forståelser er dette ideal udbygget yderligere: den sande godhed er den uegennyttige handling, som ingen ved at man har gjort.  Mit gæt er at denne holdning skyldes indflydelse fra kristendommen. I Lukasevangeliet (Luk. 8, v. 9-14) står der

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.” Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Men denne holdning kan lige så vel bruges til at forhindre gode handlinger som at opmuntre til dem. Tolderen indrømmede, at han var en synder. Men gjorde han mere end dét? Eller fortsatte han mon bare med at opkræve told til besættelsesmagten og med at være småkorrupt (sådan som toldere på den tid ansås for at være)?

Når ingen ser den gode handling, er der da heller intet forbillede i den. Godheden bliver usynlig.  Den gode handling bliver derved en undtagelse ligesom den onde handling, der heller ikke skal ses. Det bliver svært at skabe en etik om at ville det gode, hvis godheden skal udføres i det skjulte. Idealet bliver at være hverken god eller ond.

Ville det være bedre for mit velbefindende, hvis de mennesker, som lige nu forekommer at være så irriterende gode, i stedet var lige så sure og tvære og hensynsløse som mig? Næppe.

Flattr this!

Hvad ville mit forbillede have gjort?

I denne uge råbte jeg ad andre, og andre råbte af mig. Der var hårde ord i luften. Der var reaktioner, der bragte de dårlige egenskaber frem. Jeg kom i dårligt humør, og folk, jeg stoler på og holder af, har måttet lytte til det. Nu, hvor støvet vel har lagt sig, er det tid for alle at tænke over om der var noget, der skulle være gjort anderledes og på hvad der skal til for at forsone sig med sig selv og med hinanden.

Kristne, muslimer og buddhister har de personer, der stiftede deres religioner, som idealer for hvordan man burde opføre sig. Jesus, Muhammed og Buddha levede i oldtiden og vi kender kun deres handlinger fra overleveringer og hellige skrifter – som mange troende har stor tillid til. Selv er jeg ikke troende, så de kan ikke være idealer for mig.

Men der er en del mere nutidige mennesker, som mange (især lidt ældre) mennesker ser op til som idealer. Her tænker jeg på politiske skikkelser, folk som Nelson Mandela, Martin Luther King og Dalai Lama. De har i øvrigt alle modtaget Nobels fredspris. Og jeg tænker på (især ældre) musikere og andre kunstnere, som mange opfatter som mennesker med stor personlig integritet og livserfaring: Bruce Springsteen, Patti Smith, David Bowie og andre.

Jeg tænker dog også på de ikke helt så berømte personer, vi hver især har kendt og set op til og holdt af: Bestemte af vore slægtninge (ofte er det forældre og bedsteforældre), dygtige lærere fra skoletiden, indsigtsfulde og tålmodige ældre kolleger. På hver deres måde udgør de en personifikation af idealer, vi har.

Måske kan vi bruge vores idealer i vores stræben efter at finde frem til at blive bedre mennesker. Ikke for at gøre os endnu mere dårligt tilpas over det tvivlsomme, vi nogle gange foretager os, men for at overveje hvordan vi kan reagere bedst muligt i denne slags situationer. Hvad ville Dalai Lama/min afdøde mormor/mit akademiske forbillede/David Bowie have gjort nu her, hvor et skænderi truer eller nu, hvor vi skal finde ud af hvad vi skal gøre for at løse et miljøproblem?

Flattr this!

Det moderne privatliv

I antikkens Rom var toiletter et sted, hvor man mødtes og talte sammen.

Det “offentlige rum” er blevet et omtalt begreb i vore dage, og det er kommet til at stå i modsætning til “privatlivet”. Der er nogle, der fortæller om deres uvenskaber, iturevne ægteskaber og slåskampe om forældremyndighed på Facebook. Til gengæld bliver diskussionerne af overvågning ofte en diskussion af mulighederne for privatlivets fred. I dag kan jeg læse om Martine Max Andersen, der vil afskaffe privatlivet på de sociale medier og har startet bloggen

Afskaf Privatlivet er en kamp, jeg kører imod alle de overfladiske instagramprofiler og blogs. For selv om vi ser meget fra hinandens liv, så er det ikke den reelle virkelighed, det er ikke de virkelige tanker. Det er nærmere skikkelser, vi selv kreerer, fordi vi har fået lov til at være små kunstnere, der finpudser vores identitet, men det ikke er vores rigtige identitet«, som hun formulerer det.

Privatlivet er en ny opfindelse, og den kommer sammen med den individualisering af mennesket, der kulminerer med industrisamfundet og kapitalismen. I det antikke Grækenland og i Romerriget var boligerne åbne for alverden, og toiletter havde ikke båse, men var fælles for alle. I middelalderen var det i Europa stadig almindeligt, at hele husstanden sov i én stor “seng”. Hvis nogen ville have seksuel omgang med hinanden, mens de andre var til stede, så havde de dét. Den slags er som bekendt henlagt til swingerklubber i vore dage. En vigtig grund til at man holdt op med at sove i samme seng som andre var den rent hygiejniske: Hvis man deler seng med syge mennesker, bliver man meget nemmere smittet. Ideen om brevhemmelighed er også forholdsvis ny; i Britisk Nordamerika dukker den op med The Post Office Act i 1710.

Jeg vil dog ikke sige, at ideen om et privatlivet er “forkert”, alene fordi det er en nyere udvikling. Slaveri, blodhævn, dødsstraf og tortur er fænomener med mange tusinde år på bagen, men det gør dem bestemt ikke etisk acceptable.  Det er for mig at snarere manglen på ærlighed i det offentlige rum, der er problemet – når vi iscenesætter os selv som succeser på Facebook, Twitter og andetsteds, også når der ikke er belæg for det. Netop dét er en følge af konkurrencesamfundets krav om at man skal være en vinder.

Et aspekt af privatlivet, som jeg selv opfatter som nødvendigt, er at vi også i et vist omfang tager hensyn til andre. Det er specielt rigtig ubehageligt at overvære et skænderi på åben gade.  Jeg har heller ikke haft det godt med at lægge øre til detaljerede beretninger fra mennesker, der var midt i en skilsmisse, eller med at lytte til komplicerede samtaler i mobiltelefon i et offentligt transportmiddel . Disse former for åbenhed kan selvfølgelig virke som et opgør med en falsk ærlighed, men de kan også være et forsøg på at gøre de udenforstående til meddelagtige – eller simpelthen for manglende omtanke. I sådanne situationer føler jeg mig simpelthen magtesløs, for det er uklart hvad jeg vil kunne bidrage med og om jeg i det hele taget bør blande mig.

Flattr this!

Hemmeligheder og løgne om os selv

Meget ofte tænker vi på fordomme som implicitte – de er der, selv om vi ikke bryder os om at de er der. Hvis det er dét, der er tilfældet, er det en årsag til at racistiske udsagn ofte bliver ledsaget af en forsikring om at den talende ikke er racist, men…: Den, der taler, vil ikke være racist og ser ikke sit udsagn som racistisk (selv om det faktisk altid er det). “Ikke-racisten” lyver for sig selv.

Men det kunne også være tilfældet, at vi faktisk ikke har noget imod vores fordomme, men bare prøver at skjule dem så godt vi kan. Så er fordommene eksplicitte, men skjulte: Vi har ikke lyst til at indrømme at vi er racister, men vi har egentlig ikke noget imod at være det. Det sidste er vel den mest skræmmende mulighed, for den betyder at racisme (og homofobi og antisemitisme og andre former for fordomme og had) bare er “gået under jorden”. Vi lyver ikke for os selv, vi lyver for de andre.

Hvordan finder vi ud af hvad der foregår inde i vores hoveder? I dag kunne jeg læse en interessant artikel af den amerikanske dataanalytiker Seth Stephens‑Davidowitz, der har fået adgang til søgedata hos Google, forstået som de søgestrenge, brugerne indtaster. Hans konklusioner kan ses i bogen Everybody Lies: What the Internet Can Tell Us About Who We Really Are, som nu står på min ønskeliste.

Det er afslørende at se, hvad der bliver søgt på, og måske kan det på indirekte vis fortælle os f.eks. hvor stor en procentdel af befolkningen i USA, der er homoseksuelle. Det er således alle steder i USA omkring 5 procent af alle søgninger efter porno, der er søgninger efter bøsseporno, og der er små forskelle i søgehyppigheden mellem delstaterne – i Mississippi er den 4,8%, mens den i Rhode Island er 5,2%. Men det kan også røbe noget om hvor mange, der er åbne om deres seksualitet. For ser man efter hvilke mandlige Facebook-brugere, der angiver, at de er interesseret i mænd, er der procentvis dobbelt så mange i Rhode Island som i Mississippi, hvor der er langt lavere opbakning om at tillade homoseksuelle ægteskaber.

En anden interessant og trist observation er om racismen i USA. Der er 17 gange flere søgninger på “nigger jokes” end på søgninger om vittigheder om andre etniske og religiøse mindretal i alt. Og disse søgninger ser ud til at være mest hyppige på bestemte tidspunkter, hvor der er fokus på afro-amerikanere i medierne. Ét tidspunkt var efter orkanen Katrina i 2005, der især ramte bydele med sorte amerikanere. Et andet var da Barack Obama blev valgt til præsident i 2008. Og søgningerne efter “nigger jokes” vokser i hyppighed med omkring 30 procent på Martin Luther King Jr Day.

Racistiske vittigheder er i høj grad eksplicit racisme, og det får Stephens-Davidowitz, der selv er en kridhvid mand, til at fremsætte den hypotese, at årsagerne til den diskrimination, der stadig er udbredt i USA ikke så meget er et resultat af tidligt indlærte og underbevidste negative reaktioner mod afro-amerikanere som den er et resultat af at millioner af hvide amerikanere søger efter “nigger jokes”.

Min umiddelbare tanke efter at have læst Stephens-Davidowitz’ artikel er, at det kunne være interessant at lave en lignende undersøgelse for danske søgeresultater.

Flattr this!

Det ensomme samfund

Mange mennesker føler sig i dag ensomme og rådvilde; verden forekommer stor og uoverskuelig, fremtiden virker meget uvis og det bliver sværere at føle sig forbundet til andre mennesker og uoverskueligt at prøve at påvirke de forhold, man lever under. Vi ved at ensomhed kan køre et menneske i sænk, men hvad gør ensomheden ved et samfund?

Den tysk-amerikanske filosof og forfatter Hannah Arendt mente, at det netop var ensomheden, der førte mennesker til at støtte totalitære ideologier. 

De totalitære ideologier, siger hun, baserer sig på ensomhed og på følelsen af ikke at høre til i verden. Når vi er ensomme, kan vi ikke tænke og er ude af stand til at stole på os selv. Vi kan ikke gøre brug af vores fulde kapacitet som individer, som vi kan, når vi føler os som del af et fællesskab.. Og når det totalitære samfund så først er på plads, bruger magthaverne ensomheden som en slags fastholdende våben. 

I vore dage er der mange kilder til ensomhed. Én ensomhed er den, der kommer fra generel magtesløshed – det enkelte menneske føler sig isoleret og sidder helt alene. En anden er følelsen af ikke at vide hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Hele fænomenet fake news ender med at isolere os fra omverdenen, og det er ikke tilfældigt at f.eks. Assad-regimet i Syrien og Donald Trump gør et stort nummer ud af at prøve at få mennesker til at tvivle på hvad der er sandt og hvad der er falsk – ikke for at fremme en kritisk sans, men for at forvirre dem.

Modsætningen til ensomheden er fællesskabet, men der er også andre former for ensomhed, der umiddelbart kan forveksles med fællesskab. Her tænker jeg på de som-om-fællesskaber som massemedierne kan skabe – det kan være ikke mindst de sociale medier på Internettet, men også ældre fænomener som tv. Vi kan sidde bag hver vores skærm og føle os som del af noget stort, men reelt er vi ofte alene med vore følelser og tanker imens.

Og en tredje ensomhed, der også kan forveksles med fællesskab, er den, der opstår, når grupper i samfundet trækker sig “ind i sig selv” og ender med at se sig selv som afsondret fra resten af samfundet. Det kan være privilegerede grupper i samfundet, der skaber gated communities for at være i fred – ofte er det rige menneskers frygt for den kriminelle underklasse, der er tale om. Men der kan også være undertrykte grupper, der kan “trække sig ind i sig selv”: I dag er der f.eks. nogle erklæret progressive mennesker, der taler for at skabe hvad de kalder separatistiske forsamlinger. Det er fora, der kun er for f.eks. bestemte folkegrupper, køn eller seksualiteter. Tanken er (som jeg forstår det) at give alle plads til at udfolde sig uden at skulle frygte hadske eller negative reaktioner, og det er egentlig prisværdigt, men min frygt er at man kan risikere også at “trække sig ind i selv” på den måde og faktisk også her skabe en isoleret, tilsyneladende tryg boble, der reelt ender med at afsondre én fra det store samfund.

Flattr this!