If you can’t beat them…

For nylig har klimaaktivister kritiseret Siemens for at ville levere jernbaneudstyr til en ny stor kulmine i Australien. Presset fik direktøren til at indbyde en af lederne af protesterne, Luisa Neubauer, til et møde, hvor han tilbød hende en plads i bestyrelsen for Siemens Energy. Han troede, han gjorde det taktisk rigtige. Men Neubauer sagde nej, for hun indså at hun ved at blive medlem af bestyrelsen ikke længere ville kunne kritisere Siemens. Tværtimod ville hun blive medansvarlig for Siemens’ engagement i kulminedrift.

Engang blev jeg selv tilbudt at være med i styregruppen for et initiativ, jeg havde været meget kritisk over for. Det sagde jeg nej til, og den beslutning har jeg ikke fortrudt.

Det er et tilbagevendende dilemma, hvordan man skal handle, hvis man indtager en kritisk rolle. Nogle siger, at man ikke skal brokke sig, men at man skal “tage ja-hatten på” så man kan “være med i båden”. Det, der imidlertid let sker, er at man bliver gidsel for andres beslutninger, i og med at man så som udgangspunkt accepterer dem. Som regel havner man i en mindretalsposition. Jeg og mange andre synes, at Luisa Neubauer gjorde det helt rigtige, og Siemens’ direktør er da også blevet udsat for hård kritik.

At måtte og at ville

I disse år bliver det klart, at der er nødt til at ske store ændringer i livsstilen hos mennesker i den rige verden, hvis vi skal skabe et bæredygtigt samfund. Vi kan ikke længere gøre som vi plejer og bruge løs af planetens resurser og uden hensyn til andre levende væseners ve og vel. Men mange konkluderer også at den slags ændringer i livsstil ikke kan lade sig gøre, når der pludselig bliver en hel masse, man ikke må.

I sådanne sammenhænge er der til tider nogen, der spørger mig, om jeg må spise ost. De har nemlig hørt, at jeg er veganer. Jeg svarer så, at ja, det må jeg gerne.

Og andre spørger mig, om jeg må flyve til USA. De har nemlig hørt, at jeg er holdt op med rejse med fly. Og jeg svarer igen, at ja, det må jeg gerne.

Dem, der spørger mig, undrer sig over mine svar. Men, forklarer jeg så, jeg vil ikke noget af dette, for det er handlinger, der har negative konsekvenser for bl.a. miljøet. Det er det, der er forskellen, og det, der gør det nemt for mig at lade være. Der er ikke en vegansk forening eller miljøorganisation, som jeg lader mig overvåge af.

Det jeg mener, er: Motivationen til store ændringer er nødt til i væsentligt omfang at komme indefra. Man skal lade sig motivere af viljen til forandring og være indre-styret i stedet for at tænke på ændringen som et forbud eller påbud udefra, så man reelt er ydre-styret. Det kunne selvfølgelig tolkes som en fuldstændig laissez-faire-holdning, så vi f.eks. ikke skulle have miljølovgivning, men det er bestemt ikke mit ærinde. Tværtimod. Lovgivning er rigtig vigtig for at skabe forandring. Men den personlige forandring kræver også, at vi vil forandre os og at der bliver skabt en mentalitet, hvor vi får lyst til forandringen. Ellers sker der nemlig ikke så meget. De mennesker, der vil ændre adfærd (f.eks at tabe sig eller at holde op med at ryge), men for hvem det ikke lykkes, siger da også typisk, at noget i dem ikke havde lyst til forandringen – og da det dukkede op, kom tilbagefaldet.

Fordi det kan lade sig gøre

Foto: https://www.flickr.com/photos/121483302@N02/14230347186

Det er fuldstændig tydeligt, at der efterhånden er skabt en politisk kultur, hvor man kan gøre som man vil og hvor man ikke behøver at lytte til modparten. I Information skrev pseudonymet Center For Vild Analyse for nylig at

Weinstein, Johnson, Trump, Erdogan, Bolsonaro, Putin osv. findes og fungerer bedre end nogensinde før, samtidig med at man på Københavns Universitet udvikler nye måder at tiltale hinanden på, som respekterer LBGTQ-etikker og nonbinære kønskoder.

Trump danser videre, kritikken bider ikke, fordi hans brand netop består i ikke at være korrekt og ordentlig, men at være charmerende vulgær og inkonsistent og give fanden i sund fornuft og videnskab. Jo mere Trump puster sig op, jo mere han agerer som et røvhul, des bedre fungerer det. Han er på en måde magt i sin rene, ’gale’ form.

(fra https://www.information.dk/moti/2019/12/center-vild-analyse-2010erne-roevhullernes-aarti)

Det er interessant, at dette kan lade sig gøre. Min egen fornemmelse er, at Donald Trump vinder ganske mange støtter fordi han er så åbenlyst skrupelløs. Trump minder på en del måder om Silvio Berlusconi, der blev beundret af forbløffende mange italienere. De vidste godt, at hans mange eskapader var moralsk tvivlsomme, men de beundrede ham, netop fordi han gjorde som han ville. Derfor er det blevet så svært at appellere til moralsk fordømmelse.

Min fornemmele af de skred, der er sket inden for hvad der er acceptabelt at sige i den politiske debat, er at de i hvert fald i et vist omgang også er sket, fordi den adfærd, der engang var uacceptabel, nu af mange mennesker bliver opfattet som et udtryk for en slags mod: Den korrupte eller hensynsløse person bliver opfattet som værende på en eller anden måde “antiautoritær”.

Du kan tage fejl

Noget af det vigtigste, man kan lære som menneske, er hvordan man lærer nyt. Men det er også utroligt vigtigt at vide, hvad man ikke ved. En artikel i Vox tager fat på begrebet intellektuel ydmyghed – det er den kvalitet, der består i at vide, at det man mener at vide lige nu, senere kan vise sig at være forkert. Fejltagelser og forkerte konklusioner er helt centrale i idehistorien. Siden Karl Popper og Thomas Kuhn er der blevet almindelig enighed om at naturvidenskabernes historie ikke kun er en historie om hvordan videnskaberne går fra triumf til triumf og fra indsigt til mere indsigt, men også i høj grad er en historie om at indse, at man har taget fejl.

Også i andre videnskaber er intellektuel ydmyghed vigtig. Artiklen fra Vox fortæller om hvordan et stort antal undersøgelser fra psykologi er blevet forsøgt replikeret – og kun 40 procent af resultaterne kunne bekræftes.

I virkeligheden er en form for intellektuel ydmyghed også af stor vigtighed for uddannelsessøgende, for den eneste måde at lære nyt på er ved at lære af sine fejl. Den intellektuelle ydmyghed er ikke en grundindstilling, hvor man siger at man intet ved eller at alle påstande er lige gode, men simpelthen en nysgerrig og åben indstilling, hvor man indser, at man kan tage fejl.

Men det er svært at fremme idealet om intellektuel ydmyghed, når medierne er fyldt med ikke mindst beslutningstagere, der ifølge dem selv aldrig tager fejl og sommetider også er så skråsikre, at de koncentrerer sig om at benægte forskningsresultaters gyldighed. Det mest skræmmende eksempel ser vi i disse år hos de politikere i bl.a. USA og Australien, der stadig hævder at klimakrisen ikke er menneskeskabt. De forskellige alternative forklaringer på klimaforandringerne ud fra f.eks. solpletter eller hvad ved jeg, er ikke intellektuel ydmyghed, for de, der fører sådanne påstande i marken, er alt andet end ydmyge over for styrken af deres egne påstande. Skulle jeg nævne et ærkeeksempel på et menneske uden skyggen af intellektuel ydmyghed (omend ordet “intellektuel” er voldsomt at anvende her), ville det være USAs siddende præsident.

Hvem skal tage sig af dem?

Foto: Østjyllands Politi

Den triste sag om de to små børn fra Aarhus, der blev fundet på gaden, giver meget at tænke over for alle. Når det gælder afviste asylansøgere på udrejsecentre, siger mange danske politikere i disse år, at det er forældrene, der er ansvarlige for deres børns skæbne og at myndighederne derfor ikke kan eller skal tage ansvar. Men de to små børns forældre er formodentlig ikke i Danmark.

Hvad skal der nu ske med børnene? Skal de udvises, så de kan blive ført sammen med deres forældre, som forlod dem? Ikke mange ville have lyst til at udvise så små børn til uvished. Skal de have lov til at blive i Danmark uden deres forældre? Børn har ret til deres forældre, men det er uvist hvad forældrenes motiver er for at efterlade de to små børn i Danmark. Lod de dem i stikken eller prøvede de i virkeligheden at efterlade dem i et land, hvor der er sikkerhed? Skal børnene bo ved deres farmor, som nu er tiltalt for vanrøgt? Det virker utrygt. Skal forældrene til Danmark? Her ville mange politikere sige nej, og argumenterne for dette har man hørt mange gange.

Jeg har ikke noget svar. Men i en hjerteskærende sag som denne bliver vi for alvor koncentreret med de etiske dilemmaer, der er, når vi taler om børns tarv.

Outsiderrollen

Katrine Wiedemann skriver i anledning af en tale af forfatteren Christina Hagen ved hendes tale ved modtagelsen af Otto Gelsted-prisen:

Man skal sørge for at være uden for. En kunstner skal være fri. Du kan ikke bukke og neje for magten og så kalde dig kritiker af den. For at have mod til at sige fra skal du øve dig i outsiderrollen. Outsiderrollen kender de fleste kunstnere. Den originale kunst skabes af folk, som tør stå uden for fællesskabet. Måske man oprindeligt ikke kunne finde ud af det sociale spil og derfor blev ekskluderet. Måske man har været immun over for en ydre anerkendelse, der faktisk fandtes.

Outsiderfølelsen er ofte indeni og kan ikke tvinges til at afgive pladsen til et andet selvbillede. Man ender med at ville være udenfor. Man gentager de mekanismer, der skaber udstødelsen. Man ser udstødelsen overalt, også når den ikke findes.

Men kunstneren ser også udstødelsen, når den findes, men er usynlig for den brede offentlighed. Kunstneren genkender udstødelsen, og da hun ikke frygter den, tør og kan hun påpege mekanismerne bag hykleriske, skjulte, ekskluderende handlinger og udtalelser. …

Hagen fortæller i talen, at hun er tidligere mobbeoffer. Det giver god mening. Hvis du overlever hård mobning, kan du blive meget stærk. 

Det er nogle interessante observationer. Outsiderrollen er i sidste ende ikke sund for nogen, selv om den kan være en kreativ drivkraft. Hele den tragiske historie om Yahya Hassan og hans deroute er et tydeligt eksempel på det.

Wiedemanns sidste observation er dog især rammende: Nogle ofre for mobning knækker helt, andre gør ikke. Sporene, det sætter, er forskellige, men ét er i al fald sikkert: Hvis man har oplevet mobning, har man oplevet den grimme side af et magtforhold. Det er formodentlig derfor, man kan blive så skeptisk over for magten senere i livet.

Men dette er også en forklaring på, hvad der er galt den autoritære tilgang til magten, hvor magthaverne prøver at skabe tavshed og ensretning. Den skaber måske tavshed og en form for ro på kort sigt, men ikke tilfredshed på længere sigt – kun flere outsidere.

Verdensmål og våbenforskning

FNs verdensmål dukker også op som byggeklodser på denne veganske takeaway i Aalborg.

Syddansk Universitet (SDU) er et af de danske universiteter, der har bekendtgjordt, at de nu vil arbejde med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Man får et indtryk af et universitet, der vil forandre verden i en bæredygtig retning og være med til at løse de meget alvorlige problemer, som klimakrisen og den globale ulighed udgør..

Det var også i år, at EU lancerede sit PADR-program (Preparatory Action on Defence Research). I de kommende tre år vil PADR uddele 90 millioner euro til våbenforskning og i det kommende årti er der fra EU afsat mere end 40 milliarder euro til området. Det er helt klart, at PADR er målrettet mod både virksomheder og universiteter; der er nu officielle initiativer i den danske universitetsverden rettet mod at gå efter forskningsmidler fra PADR.

Jeg kan være bekymret for om den pludselige interesse for verdensmålene ikke så meget bunder i et ønske om forandring. Det er nemlig påfaldende, at danske universiteter på den ene side taler så meget om FNs verdensmål og på den anden side engagerer sig helt åbenlyst i PADR. FNs verdensmål nr. 16 taler om fred, retfærdighed og stærke institutioner. Et delmål er at

16.1 Alle former for vold, og voldsrelaterede dødsfald skal reduceres væsentligt overalt.

(Fra https://www.verdensmaalene.dk/maal/16)

Min fornemmelse er, at den pludselige interesse hos bl.a. SDU for FNs verdensmål for bæredygtig udvikling i stort omfang reelt bare har samme årsag det samme som interessen for PADR: at der her er muligheder for at få forskerne til at hente eksterne forskningsmidler hjem. De eksterne forskningsmidler er i begge tilfælde centralt styrede initiativer rettet mod helt bestemte, bundne anvendelser. Og hvad angår den tilsyneladende interesse i at skabe forandring, er den formodentlig kun tilsyneladende. Jeg bemærker nemlig, at SDUs hensigtserklæring lyder at

På SDU vil vi i forskning, uddannelse og administration arbejde med, men ikke nødvendigvis for, verdensmålene.

(min fremhævning)

Designfiktion

En ny verden opstår.

Der er en interessant artikel i The Conversation af Alesso Malizia og Silvio Carta, to italienske designforskere ved University of Hertfordshire i England, om en anden måde at overveje konsekvenserne af ny teknologi på.

Typisk er det sådan, at de, der opfinder ny teknologi, fremhæver alt det positive ved ny teknologi. Men hvad med alle de negative konsekvenser? Malizia og Carta taler for at man kan bruge science fiction som en ny strategi for at udforske potentielle scenarier for hvad teknologien kan have af uventede, ubehagelige konsekvenser. På denne måde kan science fiction-fortællingen være en form for systematisk udforskning af muligheder, præcis som andre former for fiktion kan udforske f.eks. hvad der sker i ægteskaber. Den såkaldte fremtidsforskning giver ofte nogle statiske billeder af mulige fremtider, men en fortælling, der rummer en handling, kan noget andet og mere. Egentlig gør science fiction-genren det jo allerede, og nogle har da også kaldt science fiction for spekulativ fiktion (det synes jeg nu er tilfældet for al fiktion, med den selvbiografiske autofiktion som en mulig undtagelse).

Advarslerne mod overvågningssamfundet og brug af bioteknologi til “racehygiejne” kom for faktisk længe siden i science fiction i form af romanklassikerne 1984 og Fagre nye verden. Om de har ført til en bedre diskussion af teknologiens konsekvenser, end vi ville have haft ellers, ved jeg af gode grunde ikke, men det er unægtelig tit, Orwell og Huxley dukker op i diskussioner af mulige fremtider. Og hvis der var en dialog mellem science fiction-forfattere og forskere inden for teknik og naturvidenskab, kunne det være til gavn for begge parter.

En ny politisk korrekthed?

Jeg har en snigende fornemmelse af at det i Danmark med årene er blevet politisk korrekt at tale imod “politisk korrekthed”. Den seneste tids postyr omkring en henstilling fra ledelsen ved et institut på Københavns Universitet er tegn på det. Det er en henstilling til undervisere om at tænke sig om, når de taler om studerendes køn.

Mange giver udtryk for at dette er noget pjat. Kritikken går ikke på om universitetsledelsen nu prøver at kontrollere adfærd på detailniveau (det er nemlig en interessant diskussion) , men på spørgsmålet om hvordan man skal tiltale hinanden. Som så ofte før er Dansk Folkeparti med her.

Søren Espersen udtaler

»Nu kører det hele igen med denne her kønsdiskussion. Nu er det Københavns Universitet, som givetvis har arvet det her fra det politisk korrekte Sverige og USA. Man må ikke længere sige han/hun, man må ikke længere sige mand/kvinde, man må ikke længere sige dreng/pige. Hvad fanden er det, der foregår?« 

Der er ikke nødvendigvis tale om en særligt høj grad af kynisme i Danmark, selv om en person om Søren Espersen da ofte kan bringe mig i tvivl. Men som så ofte før lykkes det at fordreje sagens indhold – der er bestemt ikke tale om at “man ikke må sige mand og kvinde”. Der er simpelthen studerende, der falder uden for disse kategorier, og det skal også undervisere huske.

Det underliggende problem er, at Danmark er et land, hvor der hos mange har været en illusion om at alle var ens. De, der var “anderledes” – de handicappede, de psykisk syge, mennesker med en seksuel orientering eller kønsidentitet der var anderledes end flertallets, mennesker med en anden etnisk baggrund end flertallets osv. – blev gemt væk eller gemte sig selv for ikke at blive peget ud. Det er denne alt for forenklede verden af i går, som Søren Espersen og hans meningsfæller gerne vil fremmane, men som vi ikke længere befinder os i.

Det går jo nok slet ikke

Off Hopeless Finish End Dead End Road Sign Final

Nogle gange spekulerer jeg på om toget er kørt, om det mon er for sent at forhindre den store katastrofe, som klimaforandringerne udgør. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der i mange år har skrevet om klimaforandringerne, har en lignende tvivl. Den giver han udtryk for i et nyt essay.

Måske er det i virkeligheden forkert at leve med et håb, for der skal så enorme forandringer til i verden for at vi skal kunne forhindre klodens middeltemperatur i at stige med mere end 2 grader. Vi skal have Indien og Kina og USA med til at lægge hele den store infrastruktur om, og alle lande skal have forpligtende mål, som de skal overholde fuldt og helt så hurtigt som overhovedet muligt.

Men hvis/når det for sent at forhindre klimakatastrofen, hvad gør vi så? Franzens budskab er at vi skal holde op med at lade som om klimakatastrofen kan afværges – men så er alt det, der kan være med til at skabe en mindre uudholdelig verden for alle, er nødvendigt. Mere demokrati, mindre ulighed og mere respekt for menneskerettighederne kan gøre livet mindre uudholdeligt for os på en klode, hvor ekstremt vejr og naturkatastrofer vil plage os. Det samme gælder alle tiltag for at standse udledningerne af CO2.

Jeg forstår godt Franzens synspunkt, og uanset hvad forekommer det mig at være den farbare vej og det reelle håb – at vi skal og kan mindske konsekvenserne af klimaforandringerne så meget som overhovedet muligt i stedet for at blive ved med at insistere på, at vi faktisk kan forhindre forandringerne i at fortsætte. Man kunne måske forestille sig at klimaforandringerne ville føre til at styreformen blev mere autoritær rundt om i verden, fordi mennesker ville blive mere og mere desperate i deres forsøg på forhindre katastrofen. Men min fornemmelse er, at de autoritære bevægelser og regeringer rundt om ikke er autoritært sindende, fordi de vil forhindre klimakatastrofen. Tværtimod er de stort set helt ligeglade med det, der er i fuld gang med at ske. I sidste ende tror jeg, det vil føre til de autoritære bevægelsers fald, netop fordi de intet har villet gøre.