Hurtig og langsom etik

I går skrev jeg (igen) om sporvognsproblemet. Tidligere har jeg her skrevet om Nobelprismodtageren Daniel Kahnemans bog Thinking Fast and Slow, der peger på to måder at tænke på. Bogen beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder dem for henholdsvis System 1 og System 2.

Jeg vil hævde, at man på samme måde skal skelne mellem hurtig og langsom etik.

For hvis sporvognsproblemet pludselig opstod i virkeligheden, ville den person, der stod i nærheden af skiftesporet, så gøre sig omhyggelige etiske overvejelser? Der ville ikke være tid til det. Alle de lange diskussioner om sporvognsproblemet tager udgangspunkt i den velovervejede, “langsomme” etik, men den ville man med stor sandsynlighed ikke gøre brug af i situationen, hvor mennesker kan blive påkørt.

Vi ser, hvor overraskende mennesker handler i faretruende situationer, hvor det går stærkt. Jeg skrev tidligere her om hvordan voldtægtsofre og andre ofre for forbrydelser ofte reagerer på en helt anden måde end de troede, de ville reagere på.

I tv-serien Når støvet har lagt sig på DR1 er dette dilemma skåret ud i pap i skildringen af reaktionerne under massakren, som er seriens omdrejningspunkt. En tilsyneladende omgængelig og blød mand glemmer sin kæreste og låser sig inde for sig selv under massakre, mens ejeren af den restauranten, der bliver angrebet, ellers har virket meget kynisk, men spontant redder en svensk kvinde, han aldrig har mødt før. Deres “hurtige etik” var anderledes, end hvad deres “langsomme etik” ville have ledt os til at tro.

I den igangværende COVID-19-pandemi er det også interessant at observere hvordan den “hurtige etik” og den “langsomme etik” manifesterer sig. Hamstringsbølgen den 10. marts var “hurtig etik”, men overvejelserne om hvad man skal gøre i sundhedsvæsenet i tilfælde af voldsom overbelægning gerne vil fremstå som “langsom etik”. Om det så er det, ved jeg ikke.

Men når begge slags etik findes, er det bedste, vi kan gøre, at sikre at den “hurtige etik” ikke gør skade på os. I dagbladet Information er der en lang artikel med den britiske psykolog Stephen Reicher om netop menneskers reaktionsmønstre i pludseligt opståede, faretruende situationer. Og her taler han om hvor vigtigt det er, at vi har nogle gode fælles sociale normer, hvis vi skal have den enkelte til at handle ansvarligt.

»De fleste mennesker tror selv, at det, de gør, er acceptabelt, eller i hvert fald ikke uacceptabelt.«

Han sammenligner det med, når hoteller opfordrer gæsterne til at genbruge håndklæderne i stedet for at smide dem til vask efter et enkelt bad. Hvis man giver folk et længere foredrag om miljøet, kommer de nok ikke til at læse det.

»Men hvis du skriver noget i stil med, at 80 procent af gæster, der overnatter på dette værelse – altså, underforstået: folk som dig selv – genbruger deres håndklæder, så er det langt mere virkningsfuldt.«

Man kan altså påvirke folks adfærd alene ved at påpege, at der findes visse normer, som andre overholder.

»Gruppens og sociale normers kraft er den stærkeste kraft, vi har, både når det gælder om at få folk til at gøre positive ting og holde op med at gøre negative ting,« siger professoren.

Fra Nogle hamstrer toiletpapir, andre hjælper ældre damer med at købe ind. En psykologiprofessor i Skotland har svaret på hvorfor, Dagbladet Information 27. marts 2020.

Derfor er det vigtigt at huske, at vi lever i et samfund, og ikke bare er individer, hvis vi skal gøre det rigtige i en presset og overraskende situation. Hvordan den nuværende situation, hvor vi sidder hver for sig, vil påvirke dette, kan jeg kun gisne om. På den ene side kan det være svært at minde sig selv om, at vi faktisk ikke er alene, men på den anden side kan adskiltheden måske også være med til at fremme en længsel efter fællesskabet.

Den løbske sporvogn

Sporvognsdilemmaet dukker op i etik og skyldes den engelske filosof Philippa Foot. Her er det i sin sædvanlige formulering:

Forestil dig, at du står ved banelegemet for en sporvognsrute. I det fjerne kan du se en løbsk sporvogn der med høj hastighed er på vej ned ad sporet mod fem sporarbejdere, der står på skinnerne. De har ikke opdaget den løbske sporvogn og vil ikke kunne komme væk i tide. Du står selv for langt væk til at du vil kunne nå at advare dem. Men du står ved et sporskifte, der kan omdirigere sporvognen til et sidespor. Desværre er der også en sporarbejder her; hun kan heller ikke nå væk eller høre dig, så hvis du bruger sporskiftet, vil hun blive ramt i stedet for hendes fem kolleger. Hvad skal du gøre? Ikke gøre noget og dermed forårsage fem menneskers død eller gøre noget og forårsage ét menneskes død?

Mange vil svare at man skal skifte spor, fordi det er “bedre” at “kun” ét menneske dør end at fem dør. Det er en konsekvensetisk betragtning – at en handling skal vurderes etisk ud fra dens konsekvenser. Men så er man ansvarlig for et menneskes død. Og hvad nu hvis der ikke er tale om sporarbejdere, men om f.eks. to demente borgere, der er stukket af fra et plejehjem, ved det ene spor og et skolebarn ved det andet spor?

En helt realistisk udgave, som de seneste års teknologiske udvikling har fremmanet, er overvejelsen om hvordan en selvkørende bil skal reagere ved en mulig påkørsel. Skal bilen køre videre med risiko for at ramme den/det, der er på vejbanen, eller skal bilen dreje hurtigt af og risikere at ramme nogen/noget på fortovet eller i vejsiden?

COVID-19-epidemien giver anledning til endnu en udgave af sporvognsdilemmaet. Nogle, bl.a. en managementkonsulent og sundhedsøkonomer, giver nu udtryk for, at det ikke kan betale sig at handle på denne måde under COVID-19-epidemien. Her er et argumenterne, at hvert reddet menneskeliv vil koste det samme som et nyt hospital. Det er ikke så underligt, at det netop er personer med denne baggrund, der fremfører dette argument. Beslutningstagere har i de seneste årtier målt kvaliteten af sundhedsvæsenet ud fra denne slags cost/benefit-betragtninger, der er centrale i New Public Management.

Andre bemærker, at de restriktioner vi nu se, også er udtryk for at man værdsætter og vil gøre en særlig indsats for de borgere, der har særligt høj risiko for at få et alvorligt forløb med COVID-19 – bl.a. ældre mennesker og kronisk syge. Det er nemlig i stort omfang borgere, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke traditionelt bliver set som produktive individer. Jeg bemærker da også, at der ikke er ret mange (om nogen), der taler om en “ældrebyrde” for tiden.

At se døden i øjnene og opdage livet

Overlevelsen og frygten for samfundets kollaps har skabt mange overraskende udviklinger inden for de seneste få uger. Det, få troede muligt, sker pludselig.

  • Det er nu staten, der griber ind for at redde erhvervslivet og hele samfundsøkonomien efter mange års insisteren på neoliberalisme.
  • Vi er igen blevet opmærksomme på, at infektionssygdomme kan springe fra dyr fra til mennesker. Det sagde man sidst omkring 1990 efter BSE/Creutzfeldt-Jacobs-tilfældene, men længe var det glemt.
  • Mange mennesker har sjusket med at vaske hænder efter toiletbesøg og ellers, men nu taler alle om håndvask og om hvor vigtig håndhygiejne er.
  • I min helt egen profession opdager jeg, at undervisere, der tidligere har sværget til forelæsninger som den eneste form for “rigtig undervisning”, nu lægger deres undervisning om og er nysgerrige og villige til at afsøge og udforske de mange forskellige teknologiske løsninger, der er derude.

Vi kender alle beretninger om mennesker, der har været gennem store kriser og ændrede adfærd, da de indså, at de ville dø, hvis de fortsatte som om intet var hændt. To typiske eksempler er den svært overvægtige person, der tabte sig efter advarsler fra lægen og alkoholikeren, der var døden nær og blev ædru. Bagsiden er de mennesker, der trods advarslerne fortsætter med at æde og drikke sig ihjel.

Dette at vi bliver mindet om vores egen dødelighed kalder man i psykologi for mortality salience. Udtrykket stammer fra arbejdet med at forstå hvordan mennesker håndterer eksistentiel angst. Et tidligt hovedværk om dette begreb er den amerikanske filosof Ernest Beckers bog The Denial of Death, hvori han hævder at mennesket i høj grad er blevet motiveret af vores egen dødelighed (Becker døde i øvrigt kort tid efter bogens udgivelse!). Men det behøver ikke at manifestere sig som benægtelse – vi kan i stedet have en vilje til livet: Vi vil ikke dø. Min egen fornemmelse er, at det er netop dette, vi nu ser i stor skala.

Mange af os taler omsider – ikke om døden, men om det store fald, den tilstand hvor sundhedsvæsenet og med dét samfundet kollapser. Bagsiden er mindretallet af trodsige individer, der fester videre eller måske påstår, at der ikke er en epidemi. Men det er først gennem erkendelsen af vores fælles dødelighed, at vi kan opdage alternativet til epidemiens rasen, nemlig det fælles liv. Måske er det netop mortality salience, der også vil kunne skabe de nødvendige forandringer for at vi kan håndtere klimakrisen.

Ligesom under besættelsen?

To tyske soldater patruljerer på Højbro Plads i København under undtagelsestilstanden d. 29. august 1943 Fotograf: F. Aggersbo. (Attribution-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0))

Lige nu er mange mennesker i Europa og andetsteds i en form for karantæne på grund af COVID-19. Jeg har tidligere tænkt over, hvordan dette påvirker os mentalt. I år er det 75 år siden 2. verdenskrig sluttede, og jeg ved hvordan de, der levede i Danmark under besættelsen på den ene side talte om årene 1940-1945 som en hård og grim tid, men på den anden side også som en tid med øget sammenhold i store dele af befolkningen – og især da i de sidste par år af krigen.

I The Lancet er der i denne uge en artikel af syv forskere fra King’s College i London, der foretager en analyse af hvad man ved om de psykologiske virkninger af karantæne. Virkningerne kan være ganske store, konkluderer de.

Den vigtige del af deres konklusion er denne:

Hvis karantæne er vigtig, da tyder vore resultater på, at myndighederne bør tage alle skridt for at sikre at denne oplevelse bliver så tolerabel som muligt for folk. Dette kan opnås ved: At fortælle folk hvad der sker og hvorfor, at forklare hvor længe det skal fortsætte, at benytte klar kommunikation, at sikre at grundlæggende forsyninger (såsom mad, vand og medicin) er tilgængelige, og ved at opretholde den følelse af altruisme som folk, med rette, burde føle.

Min oversættelse – fra “The psychological impact of quarantine and how to reduce it: rapid review of the evidence” i The Lancet (Vol 395, issue 10227, p. 912-920, 14. marts 2020) af Samantha K Brooks, Rebecca K Webster, Louise E Smith, Lisa Woodland, Simon Wessely, Neil Greenberg
og Gideon James Rubin.

Og især dette sidste, appellen til altruisme, er vigtig. Man taler nu om samfundssind, og det er også et godt begreb, men også andre ord som omsorg og solidaritet og altruisme bør vinde frem. Mit håb er, at altruismen kan få en renæssance som en vigtig sidegevinst af alt det, vi lige nu gennemlever. Måske er dette vor tids udgave af den mentalitetsændring, der kom efter 2. verdenskrig (men efterhånden desværre klingede af).

Sammen, hver for sig

Foto: Bert Kaufmann (Creative Commons Attribution 2.0 Generic)

Nogle fester stadig videre, som om intet var hændt. Men hvis der er noget, den nuværende situation med COVID-19 kan lære os, må det være at vi kun kan håndtere store kriser ved en fælles indsats og ved ikke kun at tænke på os selv.

Vi ser også forskellen mellem angst og frygt. Angsten er ikke målrettet mod noget bestemt at være bange for; angsten er diffus. Frygten er målrettet og veldefineret. 

I lang tid har angsten været dominerende i mange samfund og har givet sig udtryk i nationalistiske strømninger. Angsten er beslægtet med depressionen, den generaliserede, mål-løse og stærke nedstemthed og lever ofte sammen med den. Angsten lammer dem, den rammer, eller den får dem til at lange ud i blinde eller efter det forkerte.

Men nu ser vi, at det ikke er andre folkeslag, der truer. Til gengæld har vi en konkret luftvejsinfektion, der rammer alle, og noget helt konkret at være bange for, nemlig at der bliver så mange smittede på så kort tid, at sundhedsvæsenet ikke kan håndtere de alvorlige tilfælde. Der er samtidig en afledt frygt, nemlig at økonomien kollapser som følge af alle restriktionerne, så mange mennesker på kort tid mister deres livsgrundlag.

Frygten kan, fordi den er veldefineret, være handlingsanvisende for os. Vi ved, hvad vi hver især helt konkret skal gøre lige nu – vi skal holde os for os selv i et langt stykke tid, så vi ikke skaber en situation, hvor mange bliver smittet. Det er samtidig ikke en individuel løsning; den virker kun, hvis vi udfører den sammen. Alle konkurrencerne og privatiseringerne kan ikke nedkæmpe en simpel luftvejsinfektion.

Helene Hagel fra Greenpeace skriver i Politiken at

Vi befinder os i et skæbnens øjeblik, hvor de seneste årtiers individualisme må og skal tabe til almindelige menneskers vilje til at ændre vaner for at beskytte andre, der er mere sårbare end dem selv.

Den engelske forsker Tom Oliver sagde det samme tilbage i januar, da vi “kun” tænkte på klimakrisen.

Having a strong sense of self can be useful, but excessive individualism has its costs. The more we see ourselves as discrete entities, the more likely we are to feel isolated and lonely and to show “selfish” behaviours.  … New research shows that when people have a broader sense of group identity (for example viewing themselves as global citizens, rather than embracing nationalism), they tend to be more likely to engage in pro-environmental behaviours, such as reducing their carbon emissions, buying sustainably and volunteering.

Hele den krise, vi nu ser, giver mig på underlig vis et håb om at individualismens tidsalder slutter og måske også kan vise os en vej ud af en krise, der er meget større, nemlig klimakrisen. Det er de rådvilde og selvoptagede ledere, der udstiller sig selv. Donald Trump er det tydeligste eksempel overhovedet; alle hans store tomme ord og hans voldsomme arrogance udretter intet. Det er civilsamfundet, der handler nu.

Måske er det, der omsider fører os sammen, at vi for en tid skal være hver for sig.

If you can’t beat them…

For nylig har klimaaktivister kritiseret Siemens for at ville levere jernbaneudstyr til en ny stor kulmine i Australien. Presset fik direktøren til at indbyde en af lederne af protesterne, Luisa Neubauer, til et møde, hvor han tilbød hende en plads i bestyrelsen for Siemens Energy. Han troede, han gjorde det taktisk rigtige. Men Neubauer sagde nej, for hun indså at hun ved at blive medlem af bestyrelsen ikke længere ville kunne kritisere Siemens. Tværtimod ville hun blive medansvarlig for Siemens’ engagement i kulminedrift.

Engang blev jeg selv tilbudt at være med i styregruppen for et initiativ, jeg havde været meget kritisk over for. Det sagde jeg nej til, og den beslutning har jeg ikke fortrudt.

Det er et tilbagevendende dilemma, hvordan man skal handle, hvis man indtager en kritisk rolle. Nogle siger, at man ikke skal brokke sig, men at man skal “tage ja-hatten på” så man kan “være med i båden”. Det, der imidlertid let sker, er at man bliver gidsel for andres beslutninger, i og med at man så som udgangspunkt accepterer dem. Som regel havner man i en mindretalsposition. Jeg og mange andre synes, at Luisa Neubauer gjorde det helt rigtige, og Siemens’ direktør er da også blevet udsat for hård kritik.

At måtte og at ville

I disse år bliver det klart, at der er nødt til at ske store ændringer i livsstilen hos mennesker i den rige verden, hvis vi skal skabe et bæredygtigt samfund. Vi kan ikke længere gøre som vi plejer og bruge løs af planetens resurser og uden hensyn til andre levende væseners ve og vel. Men mange konkluderer også at den slags ændringer i livsstil ikke kan lade sig gøre, når der pludselig bliver en hel masse, man ikke må.

I sådanne sammenhænge er der til tider nogen, der spørger mig, om jeg må spise ost. De har nemlig hørt, at jeg er veganer. Jeg svarer så, at ja, det må jeg gerne.

Og andre spørger mig, om jeg må flyve til USA. De har nemlig hørt, at jeg er holdt op med rejse med fly. Og jeg svarer igen, at ja, det må jeg gerne.

Dem, der spørger mig, undrer sig over mine svar. Men, forklarer jeg så, jeg vil ikke noget af dette, for det er handlinger, der har negative konsekvenser for bl.a. miljøet. Det er det, der er forskellen, og det, der gør det nemt for mig at lade være. Der er ikke en vegansk forening eller miljøorganisation, som jeg lader mig overvåge af.

Det jeg mener, er: Motivationen til store ændringer er nødt til i væsentligt omfang at komme indefra. Man skal lade sig motivere af viljen til forandring og være indre-styret i stedet for at tænke på ændringen som et forbud eller påbud udefra, så man reelt er ydre-styret. Det kunne selvfølgelig tolkes som en fuldstændig laissez-faire-holdning, så vi f.eks. ikke skulle have miljølovgivning, men det er bestemt ikke mit ærinde. Tværtimod. Lovgivning er rigtig vigtig for at skabe forandring. Men den personlige forandring kræver også, at vi vil forandre os og at der bliver skabt en mentalitet, hvor vi får lyst til forandringen. Ellers sker der nemlig ikke så meget. De mennesker, der vil ændre adfærd (f.eks at tabe sig eller at holde op med at ryge), men for hvem det ikke lykkes, siger da også typisk, at noget i dem ikke havde lyst til forandringen – og da det dukkede op, kom tilbagefaldet.

Fordi det kan lade sig gøre

Foto: https://www.flickr.com/photos/121483302@N02/14230347186

Det er fuldstændig tydeligt, at der efterhånden er skabt en politisk kultur, hvor man kan gøre som man vil og hvor man ikke behøver at lytte til modparten. I Information skrev pseudonymet Center For Vild Analyse for nylig at

Weinstein, Johnson, Trump, Erdogan, Bolsonaro, Putin osv. findes og fungerer bedre end nogensinde før, samtidig med at man på Københavns Universitet udvikler nye måder at tiltale hinanden på, som respekterer LBGTQ-etikker og nonbinære kønskoder.

Trump danser videre, kritikken bider ikke, fordi hans brand netop består i ikke at være korrekt og ordentlig, men at være charmerende vulgær og inkonsistent og give fanden i sund fornuft og videnskab. Jo mere Trump puster sig op, jo mere han agerer som et røvhul, des bedre fungerer det. Han er på en måde magt i sin rene, ’gale’ form.

(fra https://www.information.dk/moti/2019/12/center-vild-analyse-2010erne-roevhullernes-aarti)

Det er interessant, at dette kan lade sig gøre. Min egen fornemmelse er, at Donald Trump vinder ganske mange støtter fordi han er så åbenlyst skrupelløs. Trump minder på en del måder om Silvio Berlusconi, der blev beundret af forbløffende mange italienere. De vidste godt, at hans mange eskapader var moralsk tvivlsomme, men de beundrede ham, netop fordi han gjorde som han ville. Derfor er det blevet så svært at appellere til moralsk fordømmelse.

Min fornemmele af de skred, der er sket inden for hvad der er acceptabelt at sige i den politiske debat, er at de i hvert fald i et vist omgang også er sket, fordi den adfærd, der engang var uacceptabel, nu af mange mennesker bliver opfattet som et udtryk for en slags mod: Den korrupte eller hensynsløse person bliver opfattet som værende på en eller anden måde “antiautoritær”.

Du kan tage fejl

Noget af det vigtigste, man kan lære som menneske, er hvordan man lærer nyt. Men det er også utroligt vigtigt at vide, hvad man ikke ved. En artikel i Vox tager fat på begrebet intellektuel ydmyghed – det er den kvalitet, der består i at vide, at det man mener at vide lige nu, senere kan vise sig at være forkert. Fejltagelser og forkerte konklusioner er helt centrale i idehistorien. Siden Karl Popper og Thomas Kuhn er der blevet almindelig enighed om at naturvidenskabernes historie ikke kun er en historie om hvordan videnskaberne går fra triumf til triumf og fra indsigt til mere indsigt, men også i høj grad er en historie om at indse, at man har taget fejl.

Også i andre videnskaber er intellektuel ydmyghed vigtig. Artiklen fra Vox fortæller om hvordan et stort antal undersøgelser fra psykologi er blevet forsøgt replikeret – og kun 40 procent af resultaterne kunne bekræftes.

I virkeligheden er en form for intellektuel ydmyghed også af stor vigtighed for uddannelsessøgende, for den eneste måde at lære nyt på er ved at lære af sine fejl. Den intellektuelle ydmyghed er ikke en grundindstilling, hvor man siger at man intet ved eller at alle påstande er lige gode, men simpelthen en nysgerrig og åben indstilling, hvor man indser, at man kan tage fejl.

Men det er svært at fremme idealet om intellektuel ydmyghed, når medierne er fyldt med ikke mindst beslutningstagere, der ifølge dem selv aldrig tager fejl og sommetider også er så skråsikre, at de koncentrerer sig om at benægte forskningsresultaters gyldighed. Det mest skræmmende eksempel ser vi i disse år hos de politikere i bl.a. USA og Australien, der stadig hævder at klimakrisen ikke er menneskeskabt. De forskellige alternative forklaringer på klimaforandringerne ud fra f.eks. solpletter eller hvad ved jeg, er ikke intellektuel ydmyghed, for de, der fører sådanne påstande i marken, er alt andet end ydmyge over for styrken af deres egne påstande. Skulle jeg nævne et ærkeeksempel på et menneske uden skyggen af intellektuel ydmyghed (omend ordet “intellektuel” er voldsomt at anvende her), ville det være USAs siddende præsident.

Hvem skal tage sig af dem?

Foto: Østjyllands Politi

Den triste sag om de to små børn fra Aarhus, der blev fundet på gaden, giver meget at tænke over for alle. Når det gælder afviste asylansøgere på udrejsecentre, siger mange danske politikere i disse år, at det er forældrene, der er ansvarlige for deres børns skæbne og at myndighederne derfor ikke kan eller skal tage ansvar. Men de to små børns forældre er formodentlig ikke i Danmark.

Hvad skal der nu ske med børnene? Skal de udvises, så de kan blive ført sammen med deres forældre, som forlod dem? Ikke mange ville have lyst til at udvise så små børn til uvished. Skal de have lov til at blive i Danmark uden deres forældre? Børn har ret til deres forældre, men det er uvist hvad forældrenes motiver er for at efterlade de to små børn i Danmark. Lod de dem i stikken eller prøvede de i virkeligheden at efterlade dem i et land, hvor der er sikkerhed? Skal børnene bo ved deres farmor, som nu er tiltalt for vanrøgt? Det virker utrygt. Skal forældrene til Danmark? Her ville mange politikere sige nej, og argumenterne for dette har man hørt mange gange.

Jeg har ikke noget svar. Men i en hjerteskærende sag som denne bliver vi for alvor koncentreret med de etiske dilemmaer, der er, når vi taler om børns tarv.