Kategoriarkiv: Etiske fordringer

En forkæmper for ytringsfriheden?

Dan Park
Foto: Hussein El-Alawi/Sydsvenskan. Læg mærke til motivet på mandens t-shirt.

Svenskeren Dan Park er blevet idømt seks måneders fængsel for “hetz mod folkegruppe”, som dette kaldes i Sverige.

Dan Park vil gerne markedsføre sig selv som en provokerende kunstner, og nogle mennesker ser ham da også på denne måde – som et symbol på at ytringsfriheden ikke bliver respekteret og på at den svenske lov er meningsløs. Men når man ser nærmere efter, opdager man at han har en politisk dagsorden. Dan Park har deltaget i højreekstremistiske demonstrationer, og han har sat en konservesdåse med påskriften Zyklon B uden for en synagoge. I september 2013 blev Yusupha Sallah, en gambiansk mand bosat i Sverige, overfaldet på åben gade for øjnene af sin et-årige søn, og lederen af foreningen Afrosvenskarnas Riksförbund Jallow Momodou betegner overfaldet som “afrofobi”. Dan Parks svar er at lave en plakat, der viser Jallow Momodou og Yusupha Sallah hængende i en galge og med underteksten “Hang on Afrofobians”.

Selv ville jeg vælge mine forbilleder med mere omhu (for nu at udtrykke mig så venligt som jeg kan). Det er tydeligt at kampen for ytringsfrihed endnu engang bliver kapret af den reaktionære nationalisme. Det er fejt at kaste sig over grupper og navngivne individer, der ikke har nogen magt af betydning i Sverige. I virkeligheden er Dan Parks handlinger helt i tråd med både den antisemitisme, som lige nu stikker sit grimme hoved frem i Europa, og med den ekstremt negative holdning over for afrikanere i Europa, som også er blevet mere tydelig.

flattr this!

Autoritær eller en autoritet?

authority

Inden for den seneste tid har de danske medier omtalt nogle ubehagelige episoder, og bl.a. har der været en udsendelse på TV2, der viste hvordan en folkeskolelærer ikke kunne få eleverne i klassen til at lægge deres mobiltelefoner væk og hvordan tonen fra elevernes side var rigtig hård. Jeg har ikke selv set denne udsendelse, men det er tydeligt at vi har at gøre med endnu en runde i diskussionen om disciplinkrise i danske skoler og om omgangstonen i Danmark i det hele taget.

Også jeg er bekymret over de eksempler, jeg kan læse om. Den allestedsnærværende kultursociolog Emilia van Hauen siger til B.T. at

Hændelserne i klasseværelset og civilbetjenten, der bliver overfuset, er et billede på, at institutionerne er ved at miste deres autoritet og magt. Vi bliver nødt til at lære vores autoriteter at bruge magt på en ansvarlig måde over for kollektivet. Politimanden er ikke i stand til at udvise den nødvendige autoritet, fordi loven er langt mindre autoritær end før. Det er det samme med lærere – før i tiden var der en klar opdeling af, hvem der havde magt, og hvem der ikke havde, siger Emilia van Hauen.

Min fornemmelse er at de to ord autoritet og autoritær endnu engang bliver blandet sammen på en uheldig måde.

Når jeg tænker tilbage på min egen skoletid, der sluttede for menneskealder siden, har jeg nogle erfaringer, jeg fornemmer at mange andre også har. Først og fremmest husker jeg at der altid var nogle lærere, der faktisk kunne skabe ro i klasse og det helt uden at skælde ud eller bortvise nogen. Som regel var det ikke en lærer, vi var bange for, men derimod en lærer der tog sig selv og dem, han/hun underviste alvorligt, én der kunne sit fag, holdt af det og stolede på sin egen faglige ballast. De lærere, der ikke kunne skabe ro i klassen, var til gengæld også dem, der skældte mest ud og hyppigst sendte elever uden for døren.

Forskellen er at den første slags lærer var en autoritet (nærmere bestemt en faglig og menneskelig autoritet), mens den anden slags lærer prøvede at være autoritær.

Også jeg selv er selvfølgelig  havnet i denne blindgyde både som underviser og som forælder; når jeg ikke har kunnet fremstå som en autoritet, har jeg prøvet at være autoritær. Når det er sket, er min gennemslagskraft gået sig en tur – jeg har tabt på stedet, uanset hvad.

Det samme kan man sige om politi: Når betjente bruger knipler og tåregas og hårdt sprog, bliver de autoritære. De kan få nedkæmpet urolige mennesker, men de mister respekten. Og præcis det samme gælder selvfølgelig for dem, politiet slår ned på – når f.eks. demonstranter kaster med brosten, bliver de autoritære i stedet for at være en moralsk autoritet, uanset hvor meget ret de så end måtte have i deres synspunkter.

Jeg tør ikke selv komme med et godt bud på løsningen på “disciplinkriser” rundt om i samfundet. Men så vidt jeg kan se kan det ikke bestå i simpelthen at indføre flere autoritære tiltag, selv om det virker så nemt og så oplagt. Vi bliver alle nødt til at være autoriteter, fagligt og menneskeligt. Og ja, det er er enormt svært – lige så svært det er at være en autoritet, lige så uhyggeligt nemt er det at være autoritær.

flattr this!

Primo Levi

20140725-123400-45240887.jpg

En af denne sommers store læseoplevelser for mig var at få læst den italienske forfatter Primo Levis bøger Hvis dette er et menneske, Tøbrud og De druknede og de frelste. For snart en del år siden fik jeg købt nogle af hans udgivelser på udsalg, men måske fordi jeg ikke vidste hvilke titler jeg skulle starte med at gå efter, fik jeg ikke fat i Hvis dette er et menneske og Tøbrud. Og jeg kom aldrig i gang med at læse Primo Levi. Men i år havde bogklubben, jeg er medlem af, et samlebind til stærkt nedsat pris med de tre titler — og denne gang slog jeg til.

Hvis dette er et menneske er beretningen om hvordan Primo Levi overlevede tæt på halvandet år i Auschwitz. Det er beretningen om hvor langt ud mennesker kan komme. Tøbrud er en direkte fortsættelse af denne beretning, men udgivet mange år senere. Denne bog beskriver det halve år, der går fra Primo Levi slipper ud af Auschwitz til han er tilbage i Italien. Hvor Hvis dette er et menneske nødvendigvis mest kommer til at handle om det næsten uendelige katalog af smerte og absurd fornedrelse, bliver Tøbrud en skildring af en odyssé gennem et Europa hvor alle er hjemløse og længes et andet sted hen. Det er i denne bog, der dukker en stille humor op i beskrivelserne af Grækeren og de italienske kammerater, Primo Levi får.

Jeg har tidligere læst Otto Friedrichs bog The Kingdom of Auschwitz, men Primo Levis bøger føjer yderligere nyt til min forståelse af denne udgave af Helvede. Ikke mange tænker over at der var “civilarbejdere”, der arbejdede side om side med fangerne i Auschwitz; det var en sådan italiensk civilarbejder, Lorenzo Perrone, der hjalp Primo Levi med mad og nyt hjemmefra, da det så rigtig sort ud. I Levis bog bliver dette venskab, der fortsætter efter krigen, kun nævnt kort. Også en hændelse i Tøbrud med en italiensk kvinde som Levi formodentlig var forelsket i, bliver kun antydet. På denne måde er Primo Levi faktisk forbløffende privat i sin fortælling, der ellers synes at blotlægge alt.

Tøbruddet blev i øvrigt filmatiseret i 1998 af Francesco Rosi med John Turturro (ja, ham fra Coen-brødrenes film) i rollen som Primo Levi.

De druknede og de frelste er en samling essays hvor Levi på meget overbevisende facon får fortalt om reaktionerne i Tyskland på Hvis dette er et menneske og får svaret på mange af de naive spørgsmål, mange af os måtte have om Holocaust, som f.eks. hvorfor der dog ikke var nogle af alle de mange forfulgte, der gjorde oprør. Svaret er selvfølgelig dels at det for manges vedkommende simpelthen var umuligt, dels at nogle meget modige og resursefyldte mennesker faktisk gjorde oprør: den sidste Sonderkommando af fanger i Auschwitz sprængte et krematorium i luften og dræbte flere SS’ere, og i Treblinka og Sobibor var der forsøg på organiseret flugt.

Primo Levis beretning er så stærk at mange forsøger at tage ham indtægt for deres egne synspunkter – inden for de seneste år har jeg læst hvordan reaktionære nationalister fra bl.a. Trykkefrihedsselskabet er begyndt at hylde ham. Men det er ikke denne selvgode hyldest til den vestlige civilisation, der præger Primo Levi. Tværtimod. I De druknede og de frelste får Levi også reflekteret over hvordan den ondskab, der manifesterer sig i Auschwitz kan genfindes også senere, i rædslerne fra fascismen i Argentina og Chile, i Pol Pots rædselsregime i Cambodia, Vietnamkrigen og i den trussel om atomkrig, der virkede så overvældende da bogen først udkom i 1980′erne.

Primo Levi døde i 1987 – om han døde ved en ulykke eller om der var tale om selvmord ved ingen. Og vi ved af gode grunde heller ikke hvad han ville have syntes om den aktuelle, meget dystre situation i Palæstina.

I al fald vil jeg på det varmeste anbefale Hvis dette er et menneske/Tøbrud/De druknede og de frelste. Samlebindet er tilmed forsynet med et godt forord af Peyer Tudvad. Min eneste anke mod denne udgivelse er at det aktuelle manuskript formodentlig er fremkommet ved at bruge software til tegngenkendelse til at scanne de gamle manuskripter fra udgivelsen hos Forum i sin tid. I al fald er der rundt omkring nogle sære trykfejl, typisk på steder med kursiv og steder med ligaturer. En simpel gennemlæsning burde have fanget disse underlige fejl.

flattr this!

Hendes eget valg

miriamweeks

I Information er der i denne uge en lang artikel om Miriam Weeks, der er en ung kvinde fra USA  på 19 år, der er blevet pornomodel for at kunne finansiere sine universitetsstudier. Hun deltager i pornofilm, der endog er særdeles voldsomme.

Samtidig siger og skriver hun at hun er feminist:

»Det, at en kvinde overskrider normen og tager ejerskab over sin egen krop – for det er, præcis hvad porno er, ligegyldigt hvor voldsom sex der er tale om – udgør tilsyneladende en trussel mod de dybt indgroede kønsnormer, der polariserer vores samfund,« skriver hun og beder om, at hun og alle andre sexarbejdere bliver behandlet med værdighed og respekt.

Både i Informations diskussionsforum og andre steder på nettet er der nu en heftig diskussion af hvad man skal synes om dette. Er Miriam Weeks en umoden ung pige, der bliver udnyttet af pornoindustrien til at legitimere sig selv, eller er hun en stærk og selvstændig ung kvinde, der tør træffe et kontroversielt valg?

(Hele denne beretning siger også noget om brugerbetaling af videregående uddannelser, men det er en anden diskussion.)

Det er en svær diskussion; den er beslægtet med hele diskussionen om prostitution. På den ene side vil vi gerne forhindre at mennesker bliver prostituerede på grund af sociale uligheder og lever en udsat og utryg tilværelse med ubehagelige langtidsfølger for dem selv. På den anden side er der også mennesker, der siger at de selv vælger at være prostituerede, faktisk holder af det og opfatter sig selv som forkæmpere for ligestilling. Hvordan kan man forstå begge dele uden at blive en sur og fordømmende person?

I New Statesman er der en interessant klumme af skribenten, der kalder sig Glosswitch om det, hun kalder “sex-positiv feminisme”. Hun skriver:

And so we get to “sex-positive feminism” – that feminism which, by its very existence, suggests that all others types are for miserable, dried-up prudes who just needed a good fuck (ideally PIV). I am sure that, initially, the intentions were good; it is not sex, but the context of sexual interaction under patriarchy, that needs to be challenged, and feminist rhetoric has not always made this distinction.

Så vidt jeg kan se, er Miriam Weeks udtryk for netop denne holdning. Og egentlig er det her jo en diskussion om man kan kortslutte en diskussion ved at sige at “det er hans/hendes valg, og der er ikke mere at sige”.

For samtidig er det nemlig tilfældet at ethvert valg, vi foretager, har nogle konsekvenser for det samfund, vi befinder os i. De film, som Miriam Weeks, deltager i, har så vidt jeg kan se, ikke ligefrem nogen feministisk dagsorden og de påvirker dem, der ser dem (mit gæt er at det mest er mænd). Hvis hun vil bekæmpe patriarkalske holdninger til kvinder, er det en lidt underlig måde at gøre det på. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved denne passage fra Information:

Optagelserne endte imidlertid med at være traumatiserende for Weeks, der blev slået og nedgjort på settet i New York. Da instruktøren opdagede, at hun havde cutting-ar på låret, der dannede ordet ’fat’, begyndte han at kalde hende fed. »De prøver at finde dit svage punkt og fucke med dig,« siger Weeks. Alligevel blev hun ved – hun havde brug for pengene – og fik kontrakt med et mere velrenommeret bureau, som bookede hende til fem scener i Los Angeles.

For egentlig handler dette ikke kun om sexarbejde, men om alle de valg, mennesker træffer. Vi vælger aldrig i et vakuum, og vore valg har konsekvenser.

Hvis kvinder vælger at sige deres arbejde op for at blive hjemmegående, er det på én og samme tid deres personlige valg og en handling, der påvirker samfundet. Hvis mange kvinder siger deres arbejde op, kommer det til at ændre kvinders stilling på arbejdsmarkedet og hvordan den bliver opfattet.

Og tilsvarende (nu er det lige ved at komme til at handle om Egholm igen, hvis jeg ikke passer på!!): Hvis mange mennesker vælger at tage bilen på arbejde, er det også på én og samme tid deres personlige valg og en handling, der påvirker samfundet.

flattr this!

Den gode psykopat

brainscans
Billeder fra hjernescanninger udført af James Fallon.

For nogle år siden gik det op for mig, at min far, som jeg først fik kontakt med i mit voksenliv og da kun fik sporadisk og ustabil kontakt med, har en alvorlig personlighedsforstyrrelse. Hans upålidelige, egoistiske og faktisk også voldelige og kriminelle adfærd viser at han efter alt at dømme er psykopat. Siden da har jeg opdaget at det er blevet vigtigt for mig at overbevise mig selv og andre (og især dem, der mødte min far før de mødte mig) om at jeg ikke selv er sådan, at man tværtimod kan stole på mig.

Den amerikanske hjerneforsker James Fallon har en interessant og påfaldende beretning om at møde en psykopat, for den psykopat han mødte, var – ham selv . Da han undersøgte resultaterne af hjernescanninger af personer, der var psykopater, gik der noget ubehageligt op for ham: hans egen kontrolscanning viste at hans egen hjerne reagerede som en psykopats hjerne ville.

Det interessante er at James Fallon har en høj grad af erkendelse af at noget ved hans psyke ikke er normalt. I sin dagligdag er han endt med ofte at spørge sig selv “Hvordan ville en god forælder/ægtefælle/kollega/osv. handle i denne situation?” og så prøve at leve derefter. James Fallon er på denne måde en “højt fungerende psykopat” og han har da også gennemført en videregående uddannelse og har fået en akademisk karriere. Jeg kunne ikke få min far til at indrømme at han havde gjort andre mennesker fortræd.

James Fallons historie er vel også en historie om to ting.

Den ene er hvor meget opdragelsen betyder for at skabe vore etiske standpunkter. James Fallon er nemlig som voksen aldrig i tvivl om at han bør handle godt over for andre mennesker. Så denne holdning er måske en indikator på at miljøet (altså opvæksten) betyder mere end arven. Fallon fremhæver selv at han, selv om han lavede gale streger som barn og ung, fik en tryg opvækst i den øvre middelklasse. Ingen ved hvordan det ville været gået ham, havde hans livsbetingelser været radikalt anderledes.

Den anden er den sædvanlige overvejelse om oprigtighed. Er det at gøre “det gode” stadig en god handling, hvis den udspringer af et ønske om at fremstå som god? Der er en usagt forventning hos mange om at en handling kun er god, hvis den er “oprigtig” – ellers er der tale om hykleri. Dette er en holdning, der så vidt jeg kan se, kommer fra i hvert fald visse udgaver af en kristen etik, jvf. talen om farisæernes selvgodhed.

Men hvis James Fallon faktisk ikke skader andre mennesker, men tværtimod handler som en god forælder, ægtemand og kollega – er han da ikke også et godt menneske, trods dét at han måske handler således for ikke at løbe ind i problemer og trods det at hjernen viser at han er psykopat?

flattr this!

En sand amerikaner

bhuiyan

Mark Stroman var en arbejdsløs stenhugger fra USA med stærkt højreorienterede holdninger. Efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 ville han hævne sig ved at skyde arabere, og han gik på hævntogt i lokalområdet med sine skydevåben. Stroman nåede at dræbe Vasudev Patel, der var fra Indien, og Waqar Hasan, der var fra Pakistan. Det tredje offer, Rais Bhuiyan fra Bangladesh, overlevede helt mirakuløst. Han blev udskrevet dagen efter attentatforsøget –  ikke fordi han havde det godt, men fordi han ikke kunne betale for at være på hospitalet. Da opdagede Rais Bhuiyan bagsiden af det amerikanske samfund.

Den helt utrolige del af historien er at Rais Bhuyian startede en kampagne for at forhindre at Mark Stroman blev henrettet. Det lykkedes desværre ikke. I et interview i New York Times fra 2011 kommer både Bhuiyan og Stroman til orde. Interviewet fandt sted få dage før Mark Stroman blev henrettet i Texas, den delstat i USA der gør suverænt mest brug af dødsstraf.

Rais Bhuiyan siger i interviewet:

I requested a meeting with Mr. Stroman. I’m eagerly awaiting to see him in person and exchange ideas. I would talk about love and compassion. We all make mistakes. He’s another human being, like me. Hate the sin, not the sinner. It’s very important that I meet him to tell him I feel for him and I strongly believe he should get a second chance.

Og Mark Stroman skriver:

Not only do I have all My friends and supporters trying to Save my Life, but now i have The Islamic Community Joining in…Spearheaded by one Very Remarkable man Named Rais Bhuiyan, Who is a Survivor of My Hate. His deep Islamic Beliefs Have gave him the strength to Forgive the Un-forgiveable…that is truly Inspiring to me, and should be an Example for us all. The Hate, has to stop, we are all in this world together.

Når man læser om Mark Stromans baggrund bliver det klart at han (lige som mange andre, der har begået lignende ugerninger) kom fra en kompliceret baggrund præget af stor smerte. Hans mor og stedfar var alkoholikere, han blev mobbet i skolen og udsat for vold i hjemmet. Han udviklede psykiske lidelser som barn og kom tidligt ud i stofmisbrug.

De to mænd nåede at tale sammen én gang, få timer inden Stroman blev henrettet. Der er netop kommet en bog om den både tragiske og enestående historie, og bogen blev anmeldt i Politiken i dag. Jeg kan også se at der formodentlig er en spillefilm på vej.

flattr this!

Hævnen er sur

En af de fejl, vi laver igen og igen, er at tro at vi kan ophæve en forkert handling, der er overgået os, ved selv at handle forkert. På engelsk siger man  at Two wrongs do not make one right.

Her er en lille fortælling af den amerikanske forfatter Erneste Quiñonez om at blive mobbet og om en hævn over mobberen, der viste sig at være alt for vellykket.

flattr this!

Fysik for præsidenter (Eller: En odyssé af almen dannelse)

odysseen

Nogle gange savner jeg at der er et større fokus på almen akademisk dannelse i vores universitetsuddannelser – blandt andet synes jeg at videnskabsteori og de filosofiske aspekter af fagene har det med at blive nedprioriteret i stoftrængslen. Nogle gange er det som vi har en tendens til at “redskabsgøre” uddannelserne, så de alle bliver en slags ingeniøruddannelser.

Dominic Cummings, der er uddannelsesrådgiver for den konservative/liberale britiske regering, lavede sidste år en 237 sider lang rapport om almen akademisk dannelse, og i den taler han om en odysseusk (Odyssean) form for uddannelse, inspireret af fysikeren Murray Gell Mann. Det skulle være en uddannelse, der skaber en syntese af matematik og naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora til

…crude, trans-disciplinary, integrative thinking.

Målet er

An Odyssean curriculum would give students and politicians some mathematical foundations and a map to navigate such subjects without requiring a deep specialist understanding of each element.

I sin rapport giver Dominic Cummings en liste over bøger, som man skal læse for at opnå denne odysseuske dannelse – og det er en overvældende liste,. Jeg har selv kun læst fire af bøgerne, nemlig A Mathematicians’s Apology, How To Solve It, Introduction to The Theory of Computation (den har jeg så til gengæld brugt som lærebog) og Thinking Fast And Slow. Der er så meget, man bør vide, og jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig hvor lidt jeg egentlig ved særlig meget om. Jeg synes mest, jeg har kradset i adskillige overflader og fået lidt med op under neglene. Om Dominic Cummings selv har læst alle de bøger, han anbefaler, er uklart.

Men én ting er klart: Dominic Cummings retter sit dannelsesideal mod eliten og specielt mod politikerne. Det er ikke overraskende; manden er konservativ. Det er næppe alle borgere, der skal lære om kvantefysik eller programmering eller verdenslitteratur. Cummings fabulerer om f.eks. et kursus i Fysik for præsidenter !

Der er bestemt en del tidspunkter, hvor jeg kunne ønske mig at politikere og embedsmænd havde en langt større faglig indsigt end det vi ser i vore dage. Selvfølgelig er det på sin vis et mirakel, at visse mennesker har været i stand til at blive ministre inden for henholdsvis undervisning og forskning, men jeg var ikke glad for at høre hvordan de har talt ned til os, der rent faktisk underviser og forsker – fra folkeskoleniveau op til universitetsniveau. Fra mit perspektiv ville det være fantastisk at få en minister, der vidste hvordan undervisere og forskere tænker.  Helt tilsvarende er der mange arbejdsløse, der gerne ville have en minister, der vidste hvordan arbejdsløse har det og hvad det er, der optager dem. Osv. osv. Den indsigt, mange politikere med universitetsbaggrund har, er udelukkende administratorens faglige indsigt.

Det, der også i høj grad har manglet hos mange politikere, har været en evne til at lytte og til at få indsigt i hvordan mennesker tænker og føler. Lige så vigtig som faglig indsigt er empati, og empati må også være en vigtig del af almen dannelse. Meget af den vrede og opgivenhed, der er i befolkningerne rundt omkring, kommer fra en fornemmelse af magthaverne ikke lytter, og det er samtidig denne fornemmelse, populistiske strømninger lever højt på.

flattr this!

Gensyn med “Gensynet”

gensyn

Så fik jeg omsider set den svenske film Gensynet, som jeg skrev om her for nylig. Den er endnu bedre end jeg havde regnet med, og dens dokumentardel er strengt taget en “film-i-filmen”-dramadokumentar. I denne del af Gensynet giver Anna Odell sammen med filmholdet og skuespillere en meget overbevisende genfortælling af de reaktioner, der kom fra Annas klassekammerater efter at de havde set den første halvdel.  Denne første del af filmen lå færdig et godt stykke tid tidligere og var Anna Odells forsøg på at skildre hvordan hun mon kunne have reageret, hvis hun havde været med til sit klassejubilæum. I virkelighedens verden blev hun aldrig inviteret. De tåkrummende scener, hvor de nu voksne klassekammerater prøver at bortforklare hvorfor de ikke inviterede Anna og prøver at reparere deres eget selvbillede af hvordan de opførte sig mod hende tilbage i skoletiden, er gjort af samme underligt sorthumoristiske stof som Thomas Vinterbergs Festen. 

Gensynet er sikkert for voldsom og for “voksen” for skoleelever, men alle, der har været del af en klasse, hvor mobning ødelagde klimaet, bør se denne film.

flattr this!

Du skal leve dig ind i spekulantens følelser

empathie

Den australske forfatter Roman Krznaric har skrevet en bog om empati; den hedder Empathy: A Handbook for Revolution. I The Guardian er der et langt og interessant interview med ham om denne bog og om hvad forældrerollen har lært ham om empati. Roman Krznaric er selv præget af at have mistet sin mor som 10-årig og af at have haft en far, som han længe opfattede som fjern og ude af stand til at tale om følelser. Som voksen har han selv skullet genopfinde faderrollen.

Roman Krznaric kom først sent i livet til at forstå sin far og om det, der formede ham – nemlig de svære år efter 2. verdenskrig. Det, han opdagede, var at han for første gang mødte sin far og forstod hvorfor han havde truffet de valg, han havde. Det gik op for ham hvor underligt det er, at man kan være sammen med mennesker gennem mange år og alligevel vide så lidt om hvad der foregår i deres hoveder.

Krznaric har seks bud på hvad der karakteriserer de mest empatiske mennesker, og i et RSA-foredrag beskriver han disse karaktertræk.

Det, jeg hæfter mig ved her, er at mennesker med særlig høj grad af empati også kan leve sig ind i følelseslivet hos dem, der er forskellige fra dem selv, herunder magthaverne. Dette er nok det største og det sværeste bud; det minder mig om to berømte citater. Det ene er fra Sun Tzus Krigskunsten fra 320 f.v.t.

Derfor siger man: Hvis du kender fjenden og ( dig selv ) skal du ikke frygte hundrede slag. Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du lide et nederlag for hver sejr. Hvis du hverken kender dig selv eller fjenden, vil du tabe alle dine slag.

Det andet lige så velkendte citat er fra Matthæus-evangeliet:

I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din fjende.” Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

I virkeligheden er der tale hos Krznaric om en mellemvej. En empatisk tilgang har hverken til sinde at besejre fjenden eller om at elske sin fjende, men om at være i Den Andens sko og at forstå Den Andens følelser og perspektiver. Først når jeg kan leve mig ind i hvordan det er at være en af de spekulanter, der har været med til at skabe den økonomiske krise i jagten på hurtige gevinster, kan jeg forstå den tankegang, der ligger bag, og finde frem og begrunde en anden vej. Jeg elsker ikke spekulantens handlinger; jeg indser hvorfor nogen kan handle på denne måde.

Her kan jeg ikke lade være med at tænke på Jacob Holdt, der gennem mange år er blevet ven med et væld af meget forskellige mennesker, herunder både medlemmer af USAs borgerrettighedsbevægelse og medlemmer af Ku Klux Klan. Fordi Jacob ikke som udgangspunkt fordømte racisterne, men ville forstå hvad der foregår i deres hoveder og hvilke mennesker, de er, kom han langt tættere på dem og langt tættere på at afvæbne deres racisme.

flattr this!