Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Skal man tale med dem?

Daniel Carlsen fra Danskernes Parti sammen med Giorgos Epitideios, der er Europaparlamentsmedlem for Gyldent Daggry. Bemærk dette partis logo, der meget tilfældigt er tæt på at ligne et hagekors.
Daniel Carlsen fra Danskernes Parti sammen med Giorgos Epitideios, der er Europaparlamentsmedlem for Gyldent Daggry. Bemærk dette partis logo, der meget tilfældigt er tæt på at ligne et hagekors.

Jeg har endnu aldrig været til Folkemøde på Bornholm, og jeg kommer heller ikke af sted i år. Denne gang deltager der flere stærkt højreorienterede personer, og det gør mig bestemt ikke mere opsat på at deltage. Den homofobiske “ytringsfrihedsforkæmper” Geert Wilders, der vil have forbudt Koranen, er inviteret af Trykkefrihedsselskabet. Det kryptonazistiske Danskernes Parti afholder et arrangement som har deltagelse af bl.a. en repræsentant for det lige så kryptonazistiske Gyldent Daggry fra Grækenland og en fransk fascist.

Hvad skal man dog gøre? Hvis man møder op til et sådant møde, ender man med at legitimere de ekstreme holdninger. Hvis man ikke møder op, får repræsentanterne for de ekstreme holdninger frit spil. Hvad skal man så gøre? Jeg har ikke noget godt svar. Senest har Özlem Cekic sagt ja til at deltage ved det arrangement, Danskernes Parti laver. Det har mødt en del kritik. Samtidig ved vi dog også at Cekic er blevet kendt for at invitere dem, der kritiserer hende i hårde og ubehagelige vendinger, på kaffe og kage. Hun begrunder sin beslutning om at deltage hos Danskernes Parti således:

Derfor har jeg den holdning, at deres holdninger og had mod muslimer og jøder ikke skal stå uimodsagt. De har inviteret mig, og jeg har sagt ja, fordi det er vigtigt, at hadholdninger bliver sagt imod…

Måske leverer Özlem Cekic faktisk selv svaret på hvad man skal gøre: At politikerne skal tale imod hadske holdninger. Men det behøver man imidlertid ikke at mødes med repræsentanter for hadet for at gøre, og man skal ikke begrænse sig til nogle bestemte, udvalgte dage i juni. Desværre er der ikke så mange politikere, der uden for en folkemøde-sammenhæng bruger tid og kræfter på at imødegå den intolerance, der er så meget af i dag. Der er en masse ikke-racisme i dag, men alt for lidt antiracisme.

Flattr this!

At se døden i øjnene

postmortem

Jeg kan huske hvordan vi i min skoletid kom til at snakke om det at se et dødt menneske. Nogle ganske få i klassen havde prøvet det. Det var først da min hustru mistede sin mor, at jeg så et dødt menneske. Jeg kan huske, at jeg havde det meget underligt med at se min døde svigermor og jeg ved at min hustru også gav udtryk for noget tilsvarende – hvilket bestemt ikke var overraskende. Året efter så jeg så min egen mor få timer efter at hun var død; i disse dage er det ved at være et år siden at hun gik bort. Jeg kan huske at det så ud som om hun havde et skævt smil.

Jeg kan desværre ikke påstå at det er blevet nemmere for mig at tænke på døden siden da. I det 19. århundrede var det helt anderledes holdninger der herskede i Europa og Nordamerika. Dengang var det ikke ualmindeligt at tage billeder af netop afdøde slægtninge, og måske var det nemmere at leve med døden i en tid hvor folkesundheden ikke var så god og børnedødeligheden højere. Jeg lægger da også mærke til at mange billeder af døde fra dengang netop er billeder af døde børn og unge.

Det kan næsten virke som upassende omgang med lig, når man ser de opstillede billeder fra den tid, hvor den døde nogle gange står oprejst eller er sat i en særlig stilling, men måske siger det mest noget om vores egen frygt for døden. Billedet ovenfor er fra http://www.viralnova.com/post-mortem-victorian-photographs/, hvor der er en samling af sådanne gamle fotos. Jeg kan ikke finde detaljer om billedet, men det er helt tydeligt at den unge kvinde på billedet er død; eksponeringstiden var lang og forældrene bevæger sig lidt, mens deres døde datter selvfølgelig er helt tyst.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere forkert føles det at jeg (og andre med mig) har så svært ved at se døden i øjnene. Jeg mener: Vil vi ikke gerne have at andre ser os når vi selv er døde og på den måde husker os?

Flattr this!

Et forsvar for hyklerne

maske

For tiden læser jeg Svend Brinkmanns bog Stå fast; den vil jeg skrive mere om en anden gang, men her vil jeg tage fat et citat af Slavoj Žižek, der dukker op i bogen. Han besøgte København sidste år, og her sagde han bl.a. dette:

“Og det er åbenlyst, hvad jeg nu vil sige: Det, der interesserer mig, er, hvordan der kan være mere sandhed i den maske, som man adopterer, end i dit indre jeg. Jeg har altid troet på masker, og aldrig troet på det frigørende potentiale i at tage maskerne af.”

“…Vores indre jeg er fuld af lort. Det er elendighed. Jeg har aldrig troet på, at man skal gå dybt ind i en person. Hvis jeg gør det, så oplever jeg bare lort. Vi er alle beskidte egoister. Det interesserer mig ikke.”

Det er unægtelig et provokerende udsagn, hvis man tror på at man skal finde sit “sande jeg”..  Žižek bruger eksemplet med en sky, impotent og dum mand, der er bange men på Internettet skaber  en skærm-persona, som er en brutal voldtægtsmand, der ydmyger folk,  slår kvinder osv. Hvad er denne mands “sande jeg”? Jeg ved det ikke.

Man kunne også forestille sig det modsatte – en person, der har som ideal at ville det gode og ofte taler om det, men i nogle sammenhænge handler stik imod sine idealer.  Hvad er denne persons sande jeg? Er der tale om en hykler, der bag en maske af godhed skjuler sit sande, ubehagelige jeg? Hvis ja, skal han/hun da gennem personlig udvikling finde ind til dette sande jeg? Hvis en hykler er et menneske, der er at foregive at have nogle idealer, som man reelt ikke har, er personen måske men kun måske en hykler.  I mange tilfælde er det bedre at hjælpe personen til at leve op til idealerne.

Et helt konkret eksempel: Der er ganske mange mennesker, der siger at de ikke er racister, men reelt har intolerante holdninger. I mange sammenhænge ved vi godt, hvad der kommer efter indledningen “Jeg er ikke racist, men…”. Her vil udfordringen være ikke simpelthen at afsløre den faktiske racisme og udnævne “ikke-racisten” til en hykler, der bør finde ind til sit sande intolerante jeg, men i stedet at vise den pågældende person hvordan han/hun kan bekæmpe sin faktiske racisme og stræbe efter at blive anti-racist.

Flattr this!

Kongen og stodderen

Jens Galschiøts skulptur Den indre svinehund, opstillet i 20 europæiske byer i 1993.
Jens Galschiøts skulptur Den indre svinehund, opstillet i 20 europæiske byer i 1993.

Der er en vending, der lyder omtrent sådan: Hvis du taler til kongen i et menneske, opfører det sig som en konge, men hvis du taler til stodderen i et menneske, opfører det sig som en stodder. Jeg er ikke klar over hvor citatet kommer fra. Men det er godt.
På et gammelt skilt i Rundetårn i København står der dette:

Taarnet – dets vægge, loft, døre , vinduer og så videre – stilles under det hæderlige publikums beskyttelse.

Det er en ganske anden holdning – at publikum er hæderligt – end den sædvanlige mistroiske. Jeg mindes også at have læst om offentlige toiletter et sted i udlandet, der ikke blev indrettet som kedelige og grå og svære at vandalisere, men som smukke og dekorative i venlige farver. Dette skulle angiveligt have gjort det mere attraktivt at behandle toilettet ordentligt – for hvorfor ødelægge et sted, man godt kan lide?

Og jeg husker også alt for tydeligt de gange, hvor jeg har talt hårdt til min datter, fordi hun havde gjort noget, jeg var meget utilfreds med. Virkede det? Som regel ikke. Det er altid gået bedst, når jeg har formuleret mig på en venlig og respektfuld måde. Jeg må se at få det lært én gang for alle.

Den måde, vi taler til andre mennesker på, fremelsker kort sagt meget  bestemte reaktioner, tankemønstre og følelser. Nu tænker jeg: Taler vore politikere til kongen eller stodderen i den enkelte vælger? Tænker de over hvilke karakteregenskaber i det enkelte menneske, de gerne vil fremme?

Flattr this!

Professionelt nærvær

laegen

Der er en interessant artikel i The Guardian, der tager udgangspunkt i billedet ovenfor. Det viser en amerikansk læge, der bryder grædende sammen efter forgæves at have forsøgt at redde en patient på 19 år. De mange reaktioner på dette billede viser hvordan mange mennesker godt kan leve sig ind i dette at en læge er nødt til at bevare overblikket og fagligheden, men at det nogle gange også kan blive for overvældende for en læge. Nogle mennesker har til gengælde været ude for læger, der ikke var empatiske nok og kun kunne se en bestemt slags faglighed, ikke patienten bag.

Det begreb, der falder mig ind her, er professionelt nærvær. Det er et begreb, der skyldes Marianne Kristiansen, som formulerede begrebet tilbage i 1993. Ordet “professionelt” er her ikke modsætningen til “amatøragtigt”, men betoner at nærværet er det, som professionen kræver (men er selvfølgelig også et plusord – det er derfor, det er så velvalgt). Professionelt nærvær er en balance mellem empati og distance, og det findes i enhver sammenhæng, hvor man arbejder med mennesker. I undervisning må man ikke gå så tæt på den lærende, at man som underviser mister overblikket og “glemmer at være underviser”. Men man må heller ikke være så fjernt fra den lærende, at man ikke søger at leve sig ind i den lærendes tanker og følelser. Selvfølgelig kan der være så ekstreme situationer, at man ikke længere kan være underviser – hvis f.eks. en studerende er åbenlyst dybt psykisk belastet, skifter situationen selvfølgelig karakter: den handler ikke længere om at prøve at opfylde læringsmål.

Jeg kommer også til at tænke på en gammel bekendt, der fik job i Udlændingestyrelsen (eller Udlændingeservice, som det hed dengang) fordi han troede han ville kunne gøre en forskel og sikre en mere human behandling af asylsager. Men nej, sådan kunne det ikke blive – og han sagde op. I hans tilfælde var han havnet i en situation, hvor det professionelle nærvær var for småt.

Det interessante i artiklen fra The Guardian er at den anvender det modsatte begreb, nemlig professionel afstand. Hvis vi i stedet turde tale om professionelt nærvær, kunne vi måske bedre forstå hvad det var, der var galt i Udlændingeservice/styrelsen eller hos ufølsomme læger i sundhedssektoren.

Flattr this!

Revet midt over?

Syrien set fra rummet for 4 år siden – og nu. Byernes lys er ved at gå ud. Et land er blevet revet midt over.
Syrien set fra rummet for 4 år siden – og nu. Byernes lys er ved at gå ud. Et land er blevet revet midt over.

I Information er der en artikel om situationen om de mange syriske flygtninge. FNs Flygtningehøjkommissariat foreslår nu at der skal laves et pilotprojekt, der skal sikre at flere europæiske medlemslande tager imod flere af flygtningene fra Syrien. Lige nu er det Sverige og Tyskland, der er de europæiske lande der tager imod langt de fleste syriske flygtninge.

Den danske regering er skeptisk over for dette. Men som altid overbydes de af Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Han påpeger, at udspillet vidner om, at organisationer som FN ikke har forstået de enkelte europæiske staters flygtningesituation.

»Vi kan jo ikke blive ved med at tage imod flygtninge. Tag nu Danmark for eksempel, vores land er jo ved at blive revet midt over,« siger han.

Jeg bliver nødt til at sige dette igen: I Libanon er hver tredje indbygger lige nu flygtning fra Syrien. Danmark har taget imod lidt over 10.000 flygtninge fra Syrien. Det er specielt trist at læse dette citat, når man ved at selvsamme Martin Henriksen for få måneder siden har besøgt flygtningelejre for syriske flygtninge og dengang så at en flygtningelejr nu er den tredjestørste by i Jordan. Hvis Danmark er ved “at blive revet midt over” af 10.000 flygtninge, må Danmark være et sølle land. Og hvis der er et land, der er ved at blive revet midt over, er det Syrien.

Lidt længere nede kan man læse hvad der skal gøres ved den humanitære krise ifølge selvsamme politiker:

Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at diskussionen om, hvordan EU skal tage imod flygtninge og fordele dem imellem staterne, bør få et andet fortegn.

»Man burde i stedet se på, hvordan vi undgår flygtninge frem for, hvordan vi tager imod dem« siger han.

Det handler kort og godt om ikke at få flygtninge hertil. En dag må der da være nogen borgerlige/socialdemokratiske/radikale politikere, der kan erklære sig åbent uenige i dette og sætte Martin Henriksen og hans kynisme på plads – eller er den tid forbi?  Igen vil jeg minde om at FNs flygtningehøjkommissær i sin tid var Poul Hartling, tidligere statsminister for Venstre.

Flattr this!

En fredsring

Foto: Simon Skipper, Berlingske.
Foto: Simon Skipper, Berlingske.

Der er billeder, man ikke har lyst til at se igen: billeder af krig, lidelse, fornedrelse og dumhed. For en måned siden var der en masse billeder af den slags fra attentaterne i København, der kostede to mennesker livet. Men der er også billeder, der får mig til at tro på at der kan være et begrundet håb. Og de billeder vil jeg gerne vende tilbage til.  Berlingske bringer en billedserie, og billedet ovenfor er taget derfra. I dag er der gået præcis én måned siden attentaterne, og på denne dag var der en fredsring om synagogen i Krystalgade i København. Initiativet var taget af en dansk muslim. Og nej, jeg var der ikke, men jeg ville ønske at jeg havde været der. Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på aftensang-arrangementerne i Nørresundby i 2000-2001, da beboerne på fredelig vis stod sammen om at bekæmpe nazisme.

Flere mennesker, jeg har mødt i årenes løb, var med i dag, kan jeg se. På billederne genkender jeg den legendariske fotograf Jacob Holdt, som for snart et årti siden gæstede to arrangementer i Aalborg jeg var med til at stå for, og Eva Hesse Lundström, som indtil for få år siden arbejdede ved Amnesty Internationals sekretariat. Yahya Hassan har jeg aldrig mødt – den skæggede mand, der taler til ham på billedet (og, kan jeg læse, roser ham for digtene), er far til Dan Uzan, det ene af de to ofre for attentaterne i København.

Jeg kan ikke lade være med at være imponeret af Yahya Hassan, der i en alder af 19 år er en af vores mest velartikulerede og skarpe debattører og taler et usædvanligt rigt og præcist dansk i en tid, hvor alt for mange i medierne forfalder til sproglig dovenskab og fraværende argumentation. Mange politikere svarer ikke på noget som helst, men det gør Yahya Hassan. Det er en gave at have sproget i sin magt og at bruge det til noget godt.

Flattr this!

En sikkerhedskopi af mig?

hjerne

Tænk hvis computeren og menneskehjernen kunne kommunikere med hinanden. Daniel Kahneman og Yuval Noah Harari (der begge er fra Israel) har en interessant diskussion af denne mulighed. På en måde er det jo en dejlig vision: De barrierer, som vi mærker som undervisere, vil forsvinde – maskinen kan læse det enkelte menneskes viden og hele sind som data og vi kan omsider få egentlig tankeoverførsel. Mine studerende (hvis jeg stadig er i live til den tid) kan hente min viden om mit fagområde via et kabel eller måske endda trådløst, og eksamen kan tilsvarende finde sted via et kabel. Det vil blive noget helt andet at udveksle viden om ny forskning; omsider er det slut med at bedømme forskningsartikler. Måske vil det endelig lykkes mig at overbevise de bevilgende instanser om at mine ansøgninger om forskningsmidler skal imødekommes, når de kan læse alle mine gode tanker via et kabel.

Og døden bliver overflødiggjort – når den triste dag nærmer sig, tager nogen en sikkerhedskopi af mig og får “mig” overført til en ny og bedre krop.

Men samtidig står det klart at alt dette mål vil blive et mål for de få, præcis som hjertetransplantationer har været det og stadig er det. I det 20. århundredes lægevidenskab er de store organtransplantationer en forholdsvis undtagelse; forbedring af folkesundheden har været en høj prioritet og er det for så vidt stadig.

Harari gør da også opmærksom på at denne tilgang virker lige så godt – eller snarere lige så dårligt – som ideen om en “nedsivningsøkonomi” som fordelingspolitik, dvs. at omfordelingen i samfundet sker ved at gøre de rige endnu rigere, hvorefter al deres rigdom på en eller anden måde “siver ned gennem samfundsklasserne”. Adgangen til hjertetransplantationer er “sivet ned” til alle borgere i Danmark takket være offentlig sygesikring, men så siver de heller ikke længere ud i verden. Der er masser af mennesker i det Globale Syd der stadig dør af hjertesygdomme, som en transplantation ville kunne have forhindret.

Det er derfor, jeg nogle gange opdager at min begejstring for alle de hurtige, science fiction-lignende teknologiske fremskridt kølner – teknologien når langt fra altid ud til alle dem, der kunne have glæde af den, og nogle gange er den teknologi, der når ud til alle, måske  ikke så vigtig eller så heldig. Den empatiske og solidariske holdning, der ligger i ideerne om folkesundhed, er forsvundet.

Dette citat af Harari hæfter jeg mig ved:

There are fundamental reasons why we should take this very seriously, because generally speaking, when you look at the 20th century, it’s the era of the masses, mass politics, mass economics. Every human being has value, has political, economic, and military value, simply because he or she is a human being, and this goes back to the structures of the military and of the economy, where every human being is valuable as a soldier in the trenches and as a worker in the factory.

But in the 21st century, there is a good chance that most humans will lose, they are losing, their military and economic value. This is true for the military, it’s done, it’s over. The age of the masses is over. We are no longer in the First World War, where you take millions of soldiers, give each one a rifle and have them run forward. And the same thing perhaps is happening in the economy. Maybe the biggest question of 21st century economics is what will be the need in the economy for most people in the year 2050.

And once most people are no longer really necessary, for the military and for the economy, the idea that you will continue to have mass medicine is not so certain.

 

Flattr this!

Kopi af et mord

sandy-hook-graphic3
Efter skoleskyderierne i Sandy Hook i USA bragte de amerikanske medier forbløffende detaljerede beskrivelser af hvilke våben, morderen havde benyttet og hvordan.

Vi kan nu se hvordan weekendens dobbeltdrab i København generelt omtales som først og fremmest en fundamental trussel mod demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Men det danske politi har allerede talt om at den københavnske dobbeltmorder formodentlig har været inspireret af attentaterne i Frankrig i januar. Derfor er det måske værd at tænke på en anden måde: Gerningsmanden begik det, man på engelsk kalder for copycat murder.  Den slags mord kan også være velplanlagte, men det er i høj grad beretningerne om hvad der skete i tidligere mord og om hvordan det dengang gik morderen, ender med at inspirere de nye kopi-mordere.

I USA er der allerede en trist tradition for offentlige skudattentater, der koster flere mennesker livet. I 2012 var det rigtig slemt, som en artikel i The Atlantic fra dengang påpeger:

Seven dead at an Oakland college in April. Five killed at a Seattle coffee shop in May. Twelve killed in an Aurora, Colorado, movie theater in July. Six murdered at a Wisconsin Sikh temple in August, and six more killed in Minneapolis in September. Three dead in the Milwaukee spa shootings in October. And most recently, and unimaginably, 20 children as young as six, along with six adults, murdered at Sandy Hook Elementary School.

Denne form for tendens er dybt skræmmende, men den skal bekæmpes på en anden måde end man bekæmper organiseret terrorisme. Det er bl.a. medierne, der har et ansvar her for hvordan og hvornår man rapporterer detaljer om alvorlige forbrydelser.  Medierne skal passe på med ikke at gøre forbrydere til “helte” og skal overveje om de kan komme til at give en “drejebog” for nye, lignende forbrydelser. I de danske medier har der allerede været ganske mange af denne slags detaljer.

Flattr this!

Glad og ligeglad?

Det britiske punkband Discharge lavede tilbage i 1982 et usædvanligt hvast og metallisk album, der var et opgør med ligegyldigheden.
Det britiske punkband Discharge lavede tilbage i 1982 et usædvanligt hvast og metallisk album, der var et opgør med ligegyldigheden.

I denne weekend orkede jeg knap nok at læse avis. Dagbladet Information handlede om attentater i Frankrig, uenigheder i Bosnien, fascisme i Grækenland, menneskeskabte klimaforandringer, adoptivbørns bekymringer som voksne osv. osv.  Det var helt klart at der var grund til bekymring, men hvad i alverden kunne jeg dog gøre ved det en lørdag formiddag i januar?

Sidste år bad Edge.org en lang række forskere og forfattere give deres bud på en videnskabelig idé, der efter deres mening bør sendes på pension. En af dem, der blev spurgt, var den amerikanske psykolog June Gruber. Hendes bud på en opfattelse, vi bør forkaste, er at positive følelser nødvendigvis er gode følelser og at negative følelser (såsom nedtrykthed eller frygt) nødvendigvis er dårlige.

Nogle gange kan det forholde sig sådan, men man kan være så glad at man bliver ligeglad med andre eller er ubekymret, selv om andre mennesker bliver holdt udenfor. Hvis man er glad for sit job og sin familie kan man ende med ikke at have empati for de arbejdsløse og ensomme. Omvendt kan man, hvis man frygter f.eks. klimaforandringerne blive ansporet til at kæmpe for et bedre miljø.

Flere undersøgelser har konkluderet at signifikant flere højreorienterede mennesker end venstreorienterede mennesker føler sig lykkelige. Det er ikke overraskende, at f.eks. Venstres Ungdom er glade for disse konklusioner. Men måske skulle de ikke være så glade endda. For måske ender de bare med at være selvtilfredse.

Flattr this!