Trivselsaftrykket

New Zealands regering ledet af Jacinda Ardern har i sidste måned præsenteret en finanslov, hvor fokus er på “wellbeing”, på dansk trivsel, på græsk eudaimonia. Der bliver forsket i livskvalitet rundt om, og der har da også længe været undersøgelser af livskvaliteten rundt om i verden med bl.a. en del påstande om at Danmark var verdens lykkeligste land.

Der er nu også omsider fokus på klimaforandringerne, og der bliver gjort mange forsøg på at analysere CO2-aftrykket af menneskets handlinger – omend det er enormt kompliceret. Men man kunne også analysere trivselsaftrykket, dvs. foretage en analyse af hvordan et politisk tiltag påvirker menneskers trivsel. Her skulle man stille spørgsmål som: Hvem er det, der får det bedre af denne politik? Hvordan får det de bedre? Hvor længe vil de have det bedre? Vil andre til gengæld komme til at føle lavere trivsel? Hvordan skal disse forhold opvejes mod hinanden?

Meget ofte henviser politikere til en form for “indirekte trivsel”; nogle politiske tiltag vil ikke skabe umiddelbar trivsel for nogen, men politikere vil da hævde, at der er en indirekte trivsel på længere sigt. Det er typisk denne form for “indirekte trivsel”, der er et skjult argument for f.eks. nedskæringer: Nedskæringerne kommer til at skabe lavere trivsel nu (og det er ofte nemt at dokumentere), men en dag vil alle indse at det var nødvendigt at skære, og når det sker, er trivslen blevet genetableret. Lavere skatter hævdes ofte at give en form for direkte trivsel, og det er derfor ordet “skattelettelser” findes, men der er også ofte postuleret en form for indirekte trivsel.

Det kunne være en interessant øvelse at analysere trivselsaftrykket fra de senere års politiske tiltag – infrastrukturaftalen, “paradigmeskiftet” i asyllovgivning, kontanthjælpsloftet, Universitetsloven af 2003 osv. Alle disse politiske beslutninger må have skabt en trivsel for nogen, der opvejede en eventuelt lavere trivsel for andre Og hvad er egentlig trivselsaftrykket af New Public Management?

Og det kunne også være interessant at høre politikere give deres egen analyse af trivselsaftrykket af de forslag, de kommer med.

Stof til eftertanke?

Nu er det kommet frem, at den konservative britiske politiker Michael Gove engang (for mere end 20 år siden) tog kokain. Hvor tit han gjorde det, ved jeg ikke. Men dette er blevet en tydelig forhindring for ham hvad angår hans chancer for at kunne blive formand for det konservative parti (og dermed premierminister). Andre politikere fra samme parti har siden indrømmet, at de også har brugt ulovlige stimulanser.

Man skulle tro, at alt dette ikke ville betyde det store. Forbløffende mange mennesker har taget stoffer (også folk, jeg kender og har kendt). I Danmark har vi set en del bekendelser om dette på det seneste. I den selvbiografiske roman Kort over Paradis af Knud Romer Jørgensen, der udkom sidste år, er der lange beskrivelser af hvordan Romer Jørgensen tog kokain og deltog i andre udskejelser. Det er tydeligt, at han er flov over sin fortid og over at han aldrig fik gjort sin uddannelse færdig. Og efter at popsangeren Hugo Helmig måtte aflyse koncerter på grund af sit kokainmisbrug, stod hans mor Renée Toft Simonsen frem og indrømmede, at hun – psykolog, forfatter m.m. – også havde taget kokain som ung.

Problemet er for mig at se den tydelige uærlighed: Michael Gove talte i sin tid (faktisk tilbage i 1999) imod legalisering af narkotika og har stået for en politisk holdning om strengere straffe til kriminelle. Det er påfaldende, så ofte netop dét er tilfældet blandt politikere: At tale om behovet for “lov og orden” og samtidig selv have et elastisk forhold til loven. Herhjemme kunne man nævne Inger Støjbergs ulovlige instrukser om adskillelse af asylansøgere, Kim Christiansens fartbøder, Claus Hjort Frederiksens omgåelse af lovgivningen om 300-timers reglen (m.m.m.) Det er for mig at se her, det virkelige problem er – at nogle magthavere er så åbenlyst skamløse.

Ikke-voldelig modstand mod hadet

For nogle dage siden skrev jeg om en yngre mand, der drager land og rige rundt for at lave såkaldte demonstrationer, hvis smagløse indhold er direkte beregnet på at tirre muslimer, flygtninge og indvandrere i Danmark – og han giver udtryk for at de skal nægtes helt fundamentale menneskerettigheder. På én måde har denne meget opmærksomhedssøgende person omsider fået præcis det, han drømte om, nemlig mediernes udelte opmærksomhed. Og der har været vold og trusler rettet mod ham. Også dette ser ud til at styrke ham.

Hans søskende er forståeligt nok kede af det, for det er helt tydeligt fra deres udtalelser i medierne, at de sket ikke deler hans had og racisme.

Hvis man forbød mandens smagløse optrin, ville han med god ret kunne sige, at systemet var ude efter ham – for det er præcis en sådan afsløring af systemet som hyklere, mange der har ekstreme synspunkter, prøver at gennemføre. Derfor er det vigtigt at ignorere de smagløse optrin for at undgå at fodre hans store ønske om opmærksomhed, men det er også vigtigt at tale imod de intolerante og hadske synspunkter, som de er udtryk for. Det giver hans bror da også udtryk for i et interview med Radio 24Syv.

Men nogle af de kræfter, man er oppe imod, er simpelthen ikke interesseret i at lytte. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvad modargumenterne kan bruges til og hvordan de skal leveres. De er nemlig stadig meget nødvendige.

Modargumenterne mod hadet og racismen skal ikke fremstå som en slags dialog med den part, der ytrer sit had – for det gavner bare den opmærksomhedssøgende. Der er en interessant artikel in New Statesman om netop det. Det, der er behov for, er at bruge dette som en ikke-voldelig modstand for hadet. Det første vigtige er, at modargumenterne i høj grad udgør en mulighed for at påvirke alle dem, der lytter med. Antiracismen skal have en stemme. Det andet vigtige er, at alle har ret til et liv, men det betyder ikke, at andre har ret til bestemme over vores liv. Og den værdighed, som anti-racismen repræsenterer, skal komme til udtryk i de handlinger, man udfører som anti-racist.

Noget af det, jeg savner i den nuværende debat er netop dét: positive stemmer, der taler imod racismen, taler imod hadet og taler for nødvendigheden af værdighed. Det meste kommer til at handle om ham, der laver så smagløse og verbalt aggressive optrin, eller om de trusler og voldshandlinger, han bliver udsat for – ikke om racisme eller om had. Min fornemmelse er desværre at en af grundene til dette er, at ganske mange politikere efterhånden er blevet dybt viklet ind i samarbejde med ikke mindst Dansk Folkeparti og har fremsat ganske mange voldsomme og generaliserende udsagn vendt mod de samme grupper, som manden, som alt dette kommer til at handle om, hetzer mod.

Umisteligt

Foto: Remi Mathis (https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Incendie_de_Notre-Dame-de-Paris_15_avril_2019_05.jpg)

Der er allerede doneret mere end seks en halv milliard kroner til genopbygning af Notre Dame-kirken.

Det viser mindst to ting. For det første, at der faktisk er midler nok derude til at udrette meget – og at de superrige har rigtig mange sådanne midler. Når de kan give så stort et beløb til genopbygning af en brandskadet kirke, må det også være muligt at skaffe midler til at hjælpe mennesker på flugt og til at genopbygge krigshærgede lande i et større omfang, end vi ser nu. De mennesker, der er på flugt fra Syrien og andre steder, hvor historiske bygninger er gået tabt, vil uden tvivl minde alle om netop dét.

For det andet, at det må være muligt at tænke på meget andet som dyrt og umisteligt og vigtigt at beskytte. Her tænker jeg selvfølgelig på miljøet, der netop nu er mere truet end nogensinde før. Vi har mindre end ti år til at standse de menneskeskabte bidrag til den globale opvarmning. Greta Thunberg bruger samme sammenligning i sin tale til EU-parlamentet.

På dén måde kan den voldsomme brand i Paris måske også få alle til at huske den aftale, der er blevet indgået i samme by for få år siden.

Hvad ytringsfriheden koster

Der findes en yngre, noget fedladen mand som kalder sig partiformand – hans såkaldte politiske parti er dog end ikke i nærheden af at være opstillingsberettiget. Han fortjener ikke at få sit navn nævnt, så det vil jeg ikke gøre her.

Den pågældende mand, der ofte omtales som “islamkritiker”, bruger ikke ret meget af tiden på at blande sig i den politiske debat, men bruger den først fremmest på at rejse land og rige rundt for at ødelægge eksemplarer af Koranen. (Ironisk nok må det så det betyde, at han aktivt bidrager til salget af netop Koranen, men lad os ikke fokusere på dét.) Til sine specielle arrangementer (eller hvad vi nu skal kalde det) bruger han også tiden på at synge smædesange vendt mod muslimer, flygtninge og indvandrere. Han mener åbenbart, det er på disse måder, man udøver religionskritik.

Den mand, som dette handler om, vælger sine smagløse handlinger med omhu; han annoncerer dem flittigt på internettet og med pressemeddelelser og vælger at udføre dem på steder, hvor han er sikker på at mange vil reagere – nemlig på steder, hvor der bor særligt mange muslimer, flygtninge og indvandrere eller på steder, hvor bestemte, meget intolerante grupper af muslimer samles.

Manden, som vi her taler om, er blevet udsat for trusler, og han har politibeskyttelse til sine arrangementer. Det har i år allerede nu kostet omkring seks millioner kroner. Selvfølgelig må man ikke true nogen på baggrund af deres ikke-voldelige holdninger eller gerninger, for ytringsfriheden strækker sig langt. (Her taler vi ikke om mandens homofobiske udsagn eller om hans seneste dom for racisme.)

Men hele situationen er grotesk og den er baseret på den samme logik, som ligger bag mange former for mobning, hvor man antyder vold og antyder had, men lader det være op til en oplagt tolkning, som modparten ikke kan undgå at lave. De bizarre og smagløse arrangementer er tydeligvis ene og alene til for at tirre en bestemt gruppe af befolkningen, så det kan fremprovokere konfrontationer og måske endda trusler. En udspekuleret mobber behøver bare antyde sin hån og sit had for at få modparten til at gå amok – og selv få opmærksomhed.

Og det er en ekstremt udspekuleret taktik, den pågældende mand bedriver. Hvis der ikke kommer trusler eller konfrontationer, er det en sejr – for så har dem, der skal tirres, lade sig ydmyge. Og skulle der komme en konfrontation, kan manden og hans meningsfæller bruge det som argument for hvor fjendtlige hensigter, muslimer, indvandrere og flygtninge har. På denne måde bliver alt dette en øvelse i ekstrem tålmodighed for alle dem, der ikke bryder sig om den pågældende mands holdninger eller gerninger. Men den udspekulerede taktik skal derfor udstilles som netop det, den er, nemlig en form for opmærksomhedssøgende mobning. Forhåbentlig vil dette også i sidste ende få alle til at ignorere ham, sådan som det for nylig skete i Aalborg. Og det er dén skæbne, han fortjener – at blive glemt.

Hvornår er det vold?

En kvinde kaster en stol ud fra et højhus og ned på en befærdet vej. Foto: Skærmbilleder fra video på Facebook.

Omkring 2005 var der en afskyelig tendens på de sociale medier, den såkaldte happy slapping, hvor unge mennesker overfaldt en tilfældig forbipasserende og filmede volden for at dele den på Internettet. Gerningsmændene hævdede, at det “bare var for sjov”, men de færreste ville betvivle, at der her var tale om vold. Og for nylig kunne man på BBCs websted læse om en ung kvinde i Canada, der smed en stol ud fra en altan i et højhus. Stolen ville med stor sandsynlighed lande på en stærkt befærdet vej; heldigvis kom ingen dog noget til. Hendes handling var “bare for sjov” og blev filmet og delt på Facebook. Var der tale om vold? Nogle vil sige ja – for kvinden kendte til konsekvenserne. Andre ville sige, at hun “bare” var tankeløs, at hensigten var en helt anden end at skade trafikanter – nemlig at vise noget “sjovt” på Facebook. Men hun må også have kendt til de mulige konsekvenser.

Hvad så med alt det skadelige, mennesker gør ved verden, selv om de kender de sandsynlige og alvorlige konsekvenser? Den amerikanske forfatter Rebecca Solnit (der bliver interviewet i dagbladet Information i dag, men om noget andet) nævner i et essay fra 2014 handlinger som Exxons planer om at udvinde så mange fossile brændstoffer som muligt, uagtet at det vil forværre CO2-udledningen til Jordens atmosfære voldsomt, og det, at 16 millioner børn i USA lever med sult (ifølge tal fra USAs landbrugsministerium) som eksempler på vold fra magthaverne.

Mange vil blive provokeret af et sådant udsagn – de vil sige, at den slags er triste konsekvenser, men ikke vold. Men vi ved, at disse handlinger med stor sandsynlighed vil skade andre og skade miljøet, selv om deres erklærede formål er noget andet end at volde skade. På den måde er der en forbløffende lille forskel fra at smide en stol ud fra et højhus og ned på en befærdet vej.

Men hvis Exxons planer om olieudvinding og USAs manglende socialpolitik ikke er vold, da er der tale om tankeløshed. Er det mere beroligende at kalde det dét?

Men jeg er optimist

Tidligere i dag skrev jeg endnu et indlæg her om noget, der optager mig meget. Man kan sagtens få den tanke, at jeg er pessimist. Men faktisk er jeg optimist. Ikke i den forstand, at vi mennesker bare kan lade stå til og fortsætte som vi plejer, og at alt nok skal blive godt af sig selv. Tværtimod. Der er en masse kynisme, had, ligegyldighed, profitjagt og ødelæggelse af miljøet i verden i dag, som skal bekæmpes. Men der har også været en masse forandringer, der alle har skyldtes at mennesker har handlet og har kæmpet for en bedre verden og bekæmpet det, der var forkert. Hvis jeg var pessimist, ville jeg ikke være aktivist i de sammenhænge, hvor jeg er det. Universitetsdemokratiet blev indført sidst i 1960’erne efter lang tids kamp fra studerende og løstansatte – og vi kan indføre det igen. Der var hul i ozonlaget, men der blev gjort noget efter lang tids kamp fra miljøorganisationerne. De fleste lande havde engang dødsstraf. Sådan er det ikke mere.

En ung miljøaktivist som Greta Thunberg fra Sverige (som jeg bestemt ikke tør sammenligne mig med) har et alvorligt budskab, men hun er også optimist – hun tror på at vi kan skabe forandringer. Nogle vil sige, at alt er forgængeligt og at alt er ligemeget (og det hele går alligevel til administration osv.), men den slags er bare resignation. Selv om alt skal bort, kan vi jo også kæmpe for at alt det, der er vigtigt for os lige nu, ikke skal forgå før tiden er inde.

Det er vi nødt til, og jeg tror på at vi mennesker er i stand til at skabe det gode. Og her er det os, der ikke er magthavere, der i sidste ende kan skabe forandringerne, ikke alle dem, der er ministre eller drømmer om at blive det. Sådan er min optimisme.

Giftig maskulinitet

Inden for de seneste måneder er der igen kommet fokus på nogle uheldige adfærdsmønstre, som er udbredt blandt mænd: at være nedladende over for andre mænd og over for kvinder, at undertrykke egne og andres følelser (især følelser af tvivl og sårbarhed), at fokusere på vold og aggression som en god måde at løse konflikter på osv.

Det hele kommer i kølvandet på en reklame fra Gillette (af alle). American Psychological Association (APA) har udtalt sig om det, de kalder “traditionel maskulinitet”. I en artikel af Stephanie Pappas fra APA står der

Once psychologists began studying the experiences of women through a gender lens, it became increasingly clear that the study of men needed the same gender-aware approach… The main thrust of the subsequent research is that traditional masculinity—marked by stoicism, competitiveness, dominance and aggression—is, on the whole, harmful.

(Det, der ærgrer mig her, er det at begrebet stoicisme bliver brugt på denne måde. Antikkens stoiske filosoffer repræsenterede for mig at se slet ikke den slags værdier. Men det vil jeg lade ligge her.)

Selvfølgelig har den slovenske filosof Slavoj Žižek udtalt sig også om dette. Han skriver i et indlæg, der bl.a. har været bragt i dagbladet Information at

Man kan sige, at hvor homoseksualitet i gamle dage blev set som en sygdom, søges maskulinitet i dag sygeliggjort som en uønsket afvigelse, der må bekæmpes. ….

Skiftets konturer toner frem, når vi ser på listen over de adfærdstræk, som hævdes at karakterisere ’giftig maskulinitet’: at undertrykke følelser og bekymringer, at være uvillig til at søge hjælp og tilbøjelig til at løbe risici, selv hvis de involverer fare for selvskade.


Men her synes jeg, Žižek går helt galt i byen. Der er ikke tale om et angreb på mænd som sådan. Ordet “traditionel” læser jeg som betydende “noget, der kommer fra traditionerne” – og der er som bekendt både gode og dårlige traditioner. Der findes nogle mandeidealer, som har været meget udbredte, og som ikke er gode eller værdige idealer, og det, dem nogle kalder “traditionel maskulinitet”. Der er mange kvinder, der lider under den slags, og der er også mange mænd, der lider under “traditionel maskulinitet”, fordi idealerne er urimelige og svære at leve op til og gør, at der er så meget af sig selv, man skal undertrykke.

Det er netop ikke en form for adfærd, der på en eller anden måde er indbygget i mænd, men en form for adfærd, som kommer fra uheldige normer i samfundet, som bliver overtaget gennem generationerne gennem opdragelse og kulturel påvirkning. Det er bedre at tale om “giftig maskulinitet” og derigennem indse, at der er flere måder at være mand på.

Jeg har desværre mødt mænd, der i større eller mindre grad opfører sig “giftigt”, men jeg kender mange mænd, der ikke abonnerer på den giftige maskulinitet, tager stor afstand fra den slags adfærd og aktivt forsøger at efterleve deres holdninger.

Der er selvfølgelig også nogle uheldige kvindeidealer, som bliver overført fra generation til generation. Det er bare ikke mig, der skal skrive om dem her, blandt andet det kunne misforstås som en kritik af kvinder i al almindelighed, præcis ligesom kritikken af traditionel maskulinitet nu bliver misforstået som en kritik af mænd i al almindelighed. Pointen er en anden: Traditioner skal ændres, hvis de ikke er gode traditioner, og en giftig måde at være menneske på er ikke god for nogen.

Mangel på visdom

Fra loftet i McEwan Hall i Edinburgh.

Mange mennesker i den industrialiserede verden ved, at klimaforandringerne vil ødelægge millioner af menneskers livsgrundlag, hvis der ikke bliver gjort noget. Men der bliver ikke gjort ret meget. Mange mennesker ved også, at den politik, der bliver ført over for flygtninge, har voldsomme konsekvenser for flygtningene. Og alligevel fortsætter det.

Jeg har tidligere skrevet om den ondskab, der kan føres tilbage til at den, der udfører eller billiger en handling, ikke forstår den lidelse, som handlingen fører med sig. Det er først nu, det går op for mig, at der er et begreb for denne mangel på visdom.

Jeg er ved at læse den italienske filosof og biolog Massimo Pigliuccis bog fra 2017 How To Be A Stoic; meget af bogen handler om etik og visdom set gennem stoicismen (jeg har tidligere skrevet en del om stoicisme på denne blog). I forbindelse med Pigliuccis gennemgang af ondskabens årsager har jeg stiftet bekendtskab med ordet amathia. Det er et begreb, som er oldgræsk og ikke lader sig oversætte godt til dansk. Men formodentlig kan man komme tæt på det alligevel. Amathia er nemlig det stik modsatte af visdom; mangel på visdom er ikke nødvendigvis det samme som dumhed.

Filosoffen Glenn Hughes (ikke at forveksle med musikeren af samme navn fra Deep Purple) taler om intelligent stupiditet. Begrebet har han fra den østrigske forfatter og filosof Robert Musil. Musil skriver et sted (her i min oversættelse)

I livet mener man som regel at et dumt menneske er en, der er “lidt svagt begavet”. Men hinsides det er der de mest varierede former for intellektuelle og åndelige afvigelser, som i så høj grad kan hindre og frustrere og lede selv en ubeskadiget medfødt intelligens på vildspor, at den i det store og hele fører til noget, for hvilket sproget til sin rådighed [stadig] kun har ordet stupiditet. Således omfatter dette ord to fundamentalt forskellige typer: én ærlig og ligetil stupiditet, og en anden, der noget paradoksalt, endda er et tegn på intelligens. Den første er snarest baseret på en svaghed i forståelse, den anden mere på en forståelse, der kun er svag med hensyn til noget bestemt, og denne anden slags er så klart den mest farlige.

Det farlige ved manglen på visdom er, at den fører til så mange tilsyneladende velovervejede handlinger, der skader så meget. Vi kan ikke anklage Marine Le Pen, Viktor Orbán, Donald Trump, Benjamin Netanyahu, diverse danske ministre eller hvem vi nu tager os til hovedet over, for at være onde, for de er selv overbevist om at de gør en masse godt og har som oftest detaljerede (bort)forklaringer parat. Vi kan derfor nok ikke engang anklage dem for at være dumme. Men der er næppe mange, der ville kalde sådanne beslutningstagere for eksponenter for visdom. Det, vi ser så meget af i dag, er netop intelligent stupiditet – en bizart velovervejet mangel på visdom i befolkningen og blandt beslutningstagere.

Krænket?

På det seneste har der været en del fokus på krænkende adfærd på Københavns Universitet – eller rettere: på nogle bestemte hændelser og den Retningslinje for håndtering af krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane som universitetet siden har udarbejdet.

Nogle synes, at hændelserne, bl.a. en fest, hvor studerende skulle klæde sig ud som mexicanere, ikke var krænkende, andre synes at der var grund til at gribe ind.

Min fjerne chef, uddannelsesminister Tommy Ahlers, synes at nogle studerende går for vidt.

»Det er næsten, som om der er en lille gruppe studerende, der leder efter noget, de kan blive krænket over«

Jeg er ikke sikker på, at det skulle være tilfældet. 

Nogle universitetsansatte frygter, at retningslinjerne kan få konsekvenser for den akademiske frihed, fordi det er så subjektivt, hvad der udgør en krænkelse.. Den bekymring kan jeg til gengæld dele.

Min egen fornemmelse er, at hele denne sag og andre tilsvarende sager om krænkelser først og fremmest  røber noget andet: Nemlig at mange mennesker i dag har dårligere situationsfornemmelse end de tror, og at det i virkeligheden måske er ved at blive værre, fordi vi er så dårlige til at lytte til hinanden og fordi debatkulturen er blevet så polariseret. Der er flere, der er meget udfarende og voldsomme, og flere, der er meget på vagt.

De, der bagatelliserer en hændelse, som andre finder krænkende, tager ofte den pågældende hændelse for lidt alvorligt. De, der finder en hændelse så krænkende, at de bliver vrede og forlanger sanktioner, tager ofte sagen for alvorligt.  Jeg ved f.eks. ikke om det var studerende med mexicansk baggrund, der var vrede over udklædningerne eller hvad studerende med mexicansk baggrund ville have sagt. Men jeg ved heller ikke, hvad der skulle være ideen i at bede studerende om at klæde sig ud som mexicanere.