Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Vi skal overkomme

viskaloverkomme

Jeg skal lave projektforslag til studerende, planlægge kursusdeltagelse i efterårssemesteret, få lavet forskningsartikler færdige, få søgt om eksterne forskningsmidler og følge med inden for udviklingen i datalogi og helst også i matematik. Situationen for verdens flygtninge og den danske regerings politik, som jeg finder dybt uansvarlig og menneskefjendsk, skal have et modsvar. De menneskeskabte klimaforandringer skal have et modsvar. Planerne om en Egholm-motorvej skal forpurres. De universitetsansattes vilkår skal forbedres. Sexisme og racisme og almindeligt idioti skal bekæmpes. Og så skal man også være noget for sin familie og sine venner, dyrke regelmæssig motion og huske at meditere også. Nogle gange er det overvældende.  Jeg vil jo også gerne høre musik og nyde vejret og spise noget godt og ligge og lytte til P2.

Herover er en tekst af Johannes Møllehave fra decembernummeret 1965 af Studenterkredsens blad (Studenterkredsen er et foredragsforum i København), og den rammer faktisk meget af den samme stemning, der dukker op her. Jeg mener at vide at teksten faktisk også er blevet til en sang, der delvist skal synges på melodien til We Shall Overcome.

Flattr this!

Godt tilpas eller meningsfyldt?

landskamp

Under min sommerferie i USA tog vi i familien på en udflugt til Providence, der er en by på størrelse med Aalborg. På hjemvejen skulle vi hentes ved busstoppestedet lidt ud på aftenen, fordi offentlig transport i USA mildt sagt er mangelfuld og ikke ville kunne få os helt tilbage til hvor vi boede. Derfor havde jeg aftenen inden bestilt en taxi til at hente os. Den kom bare ikke,  jeg blev sur og blev bestemt ikke gladere efter en absurd telefonsamtale med taxifirmaet, der fortalte mig at de ikke fik den slags at vide og at vi skulle vente en time. Ti minutter senere kom der så en taxi  – nogen havde åbenbart kontaktet en chauffør alligevel dagen før, men ingen i taxifirmaet vidste hvad hinanden gjorde.

Vi steg ind i bilen. Chaufføren spurgte hvor vi kom fra.

– Danmark? Det er jo dét land, som alle undersøgelserne siger er det lykkeligste land at bo i, sagde hun.

Jeg var mildt sagt i dårligt humør, så jeg vrissede noget med at det måske bare var det mest selvtilfredse land, vi kom fra. Til sidst tøede jeg op og trådte ud af min egen surhed, og da turen sluttede var stemningen i bilen en helt anden. Formodentlig var min egen utilfredshed ikke en dybereliggende følelse men en “plat utilfredshed”, der nemt kunne afhjælpes.

Der er en rigtig interessant artikel i The Atlantic om dette at være lykkelig. Forskere har undersøgt to forskellige indstillinger. Nogle mennesker er lykkelige i den forstand at de føler sig “godt tilpas”, andre mennesker er lykkelige i den forstand at de finder mening i tilværelsen og bidrager til nogen og noget uden for sig selv. Som artiklens forfatter skriver:

Being happy is about feeling good. Meaning is derived from contributing to others or to society in a bigger way.

Det kan sagtens være at man i et væsentligt omfang finder mening i det man laver, men ikke er så godt tilpas. Hvis man f.eks. er en engageret og kompetent klimaforsker men ikke kan få politikere til at lytte til advarslerne om den menneskeskabte påvirkning af klodens klima, bliver man ikke godt tilpas af at møde disse skuffelser. For nylig har jeg da også læst en artikel om depression blandt klimaforskere.

Omvendt kan man være godt tilpas uden at finde mening i tilværelsen. Det platte eksempel er den tilpashedsfornemmelse, man kan få efter et godt måltid mad og et par glas øl. Et andet eksempel er den tilpashedsfornemmelse, man kan få ved at købe nyt tøj til sig selv.

De to former for lykke kan betragtes som en selvisk “tagen imod” kontra en uselvisk “given til andre”. De udelukker selvfølgelig ikke hinanden; mange mennesker oplever begge former for tilfredshed, men det interessante er hvilken form for lykke man primært oplever og hvordan den påvirker hele ens liv. I filosofi taler man om hedonia og eudaimonia. Sagt lidt plat er det forskellen mellem “fuld” og “meningsfuld”. Mindre plat er det, som Ib Ravn udtrykker det på sin blog,  forskellen mellem “høj lykke” og “dyb lykke”.

Undersøgelsen nævnt i The Atlantic er en undersøgelse foretaget af Barbara Frederickson fra University of North Carolina-Chapel Hill og Steve Cole fra UCLA og involverede 80 forsøgspersoner. Den var en kombination af spørgeskemaundersøgelser, der skulle afdække forsøgspersonernes “lykkeniveau”, og målinger af deres immunsystem.

Hvis man ofte bliver udsat for modgang og usikkerhed, sker der det at der dannes flere stoffer, der skal beskytte med betændelse (forstået som inflammation) og til gengæld bliver immunforsvaret mod vira svagere. Kroppen er “på vagt”, og på længere sigt er det ikke en gunstig tilstand at være i.

Ovenstående immunreaktion fandt man overraskende nok hos de deltagere i undersøgelsen, der ifølge spørgeskemaundersøgelsen var “godt tilpas”! Til gengæld så man ikke denne reaktion i immunsystemet hos dem der følte at tilværelsen var “meningsfyldt” for dem – og det gjaldt faktisk også for dem, der oplevede mening i tilværelsen, men ikke følte sig lykkelige. Set på denne måde er eudaimonia, den “dybe”, men ikke så entydige form for meningsbestemt lykke, bedre end den “overfladiske” hedonia.

Og nu er det jeg spekulerer på, i hvilken forstand Danmark egentlig er et lykkeligt land. Er vi et hedonisk land eller et eudaimonisk land? Jeg er nogle gange bange for at det mest handler om at føle sig “godt tilpas” og at det er denne tilstand, mange politikere og mange medier først og fremmest lover os.  Måske har det (om jeg så må sige) ingen mening at være verdens lykkeligste land?

Flattr this!

Svagstærke og stærksvage lande

independent-1
Diagram: The Independent

Den igangværende debat om den danske flygtningepolitik med “integrationsydelse”, skræmmeannoncer m.m. er en kilde til stor frustration for mig. For 10 år siden fokuserede den nationalistiske position på “truslen fra islam”, mens den i dag fokuserer på “truslen fra flygtningene”. Argumentationen fra de mange, der taler for den populære regerings politik er at vi er nødt til at føre den politik, den danske regering fører.  Hvis politiske beslutninger alene var nødvendige, ville politiske uenigheder nemt kunne afgøres, men regeringens politik er i høj grad udtryk for en holdning til flygtninge og til flygtningepolitik. Jeg er selv meget bevidst om at netop dette indlæg fra mig selvfølgelig også i høj grad er et partsindlæg og er udtryk for min personlige holdning.

I mange udsagn fra tilhængere af en stram flygtningepolitik både i Danmark og andetsteds er der en implicit antagelse af at nogle lande er “stærksvage”. De “stærksvage” lande har en svagere økonomi og ingen væsentlig international indflydelse, men kan tage imod mange flygtninge. Andre lande som Danmark er så til gengæld “svagstærke” – de har en stærk økonomi og international indflydelse, men kan ikke tage imod ret mange flygtninge, da det vil underminere de “svagstærke” landes sociale sikkerhedsnet. I forhold til de mange flygtninge fra Syrien er det især lande som Tyrkiet og Libanon, der bliver karakteriseret som “stærksvage”.

Jeg kan her ikke undlade at bemærke resultaterne fra en undersøgelse, der bl.a. bliver omtalt i The Independent, hvor man har spurgt borgere fra 24 lande om deres holdninger.  I undersøgelsen bruges ordet “immigrant” generelt som samlende betegnelse for flygtninge, asylansøgere og indvandrere – ganske om begreberne i vore dage også blandes sammen.

Ovenfor kan man se et eksempel på svarene, og man bemærker at borgere fra Tyrkiet er de suverænt mest negativt indstillede. Tyrkiet er et af de lande, der i størst omfang har taget imod flygtninge fra Syrien (i skrivende stund over 1,8 millioner mennesker)– og et af de “stærksvage” lande, der antages at kunne tage imod et stort antal flygtninge uden problemer og uden negative reaktioner. De “svagstærke” lande er så derimod ikke i stand til dette.

Men hvad skal man dog gøre? spørger nogle nu. Der er ikke noget enkelt svar. Dette trods alt er den værste humanitære krise siden 2. verdenskrig og den er forbundet med væbnede konflikter, som synes meget svære at løse. Mit eget udgangspunkt er en holdning, nemlig at Danmark har en forpligtelse til at yde beskyttelse til forfulgte og samtidig har en forpligtelse til at sikre social retfærdighed. Dette fremføres af regeringens tilhængere som et dilemma, dvs. som et nødvendigt binært valg, men man bør snarere se dette som et paradoks. Et paradoks består af to påstande, som begge accepteres som sande, men synes at modsige hinanden.

En mulig løsning på dette paradoks vil være at udfordre antagelsen om at flygtningepolitik er noget, som bør formuleres af det enkelte land alene, og mest skal bestå i at lukke grænserne. Et andet vigtigt tiltag er de initiativer, som nu vokser frem i civilsamfundet for at hjælpe flygtninge og asylsøgere og for at vise verden et andet ansigt end det nogle gange kyniske, andre gange pseudo-venlige afvisende ansigt som ikke mindst Inger Støjberg nu er endt med at personificere. Det er stedse mere vigtigt at sætte handling bag ordene for os, der vil hjælpe flygtninge. Det må ikke kun være en politisk kampplads, og det skal handle om at vise styrke, ikke “svagstyrke”.

Flattr this!

Ansigterne

ansigter

Tænk på en tragisk nyhed. Det kan være en båd med flygtninge, der er sunket på Middelhavet. Det kan være en bilbombe i Bagdad eller et skuddrama i en biograf et sted i USA eller en gidseltagning med dødelig udgang i Australien. Nogle tragiske nyheder er tæt på os og udløser landesorg. Andre bliver korte notitser inden vejrudsigten og bliver anonyme tragedier. Ingen kendte alligevel dem der døde da båden sank – eller måske er der nogle flygtninge i Danmark, der gør, men hvem kender dém?

Nogle gange er medierne nødt til at tilføje den officielle trøst – ingen danskere er omkommet – og det er med til yderligere at anonymisere (og på sin vis også nedtone) den tragiske hændelse.

En af de store tragedier i nyere europæisk historie er massakren i Srebrenica i juli 1995. hvor mere end 8000 bosniske drenge og mænd blev myrdet af serbiske militser. I mange år har jeg mest tænkt på gravsten, når jeg læste om denne massakre. Men Dzenana Halimovic fra Radio Free Europe/Radio Liberty arbejder på at få billeder af så mange som overhovedet muligt af alle de drenge og mænd, der blev myrdet. Billederne er tilgængelige på Radio Free Europes hjemmeside. Ovenfor er et meget lille udsnit. Da jeg bladede igennem de mange billeder, blev tragediens omfang og art klar for mig. Tragedien var ikke længere anonym men en samling mennesker med navn, ansigt og alder.

I Amnesty International har vi brugt denne vinkel bevidst i mange år – dette at kunne sætte ansigt på ofrene for menneskerettighedskrænkelser. Ideen er ikke ny, men omfanget af billederne er det mest overvældende jeg har set.

Skal vi så alle sidde og sørge over hvert eneste menneske, der mister livet? Nej. Det kan intet menneske nemlig overskue. Men her er en god øvelse i af-anonymisering: Tag en udtalelse fra en politiker, hvor politikeren udtaler sig generelt om en gruppe mennesker i samfundet (f.eks. flygtninge) og erstat alle gruppebetegnelserne med et konkret personnavn på en person, der kunne tilhøre gruppen. Hvordan tænker vi på denne nye udtalelse?

Flattr this!

Der mangler en plade i loftet

Her er en lille video, der bliver delt på nettet for tiden. Den giver os historien om et loft, hvor vi opdager at der mangler én loftsplade – og om hvordan vi kommer til at fokusere på at pladen mangler.

Ophavsmanden Dennis Prager er en amerikansk skribent og radiovært, der befinder sig et stykke ude på højrefløjen i USA. Budskabet i denne lille video kan selvfølgelig nemt føres i marken for at sige at man ikke skal brokke sig over det, man ikke har – at den arbejdsløse f.eks. ikke skal være utilfreds med at hun ikke kan få dagpenge længere, hvis hun stadig er sund og rask og solen skinner.

Men der er uanset eventuelle politiske motiver noget fundamentalt psykologisk rigtigt i Pragers observation af at vi mennesker har en tendens til at “visualisere uhensigtsmæssigt”: vi kommer til at fokusere på det, der ikke er til stede og ikke se, det der faktisk er. Hans eksempel med de mangler, man ser hos en potentiel partner, er  godt.

På denne måde er han helt i samklang med de stoiske filosoffer og deres ideer. Og ideen om at fokusere på den ene lille ting, der mangler, kan også bruges på en måde, Prager måske ikke ville sympatisere med. Der er nemlig ganske mange politikere i USA såvel som andetstedes, der fokuserer på alt det, bestemte grupper i befolkningen ikke er – f.eks. ser de på mennesker, der er arbejdsløse, som først og fremmest defineret af deres manglende arbejde i stedet for at se dem som hele mennesker.

Flattr this!

En historie om nærområderne

Flygtningene på St. Louis ankommer til Antwerpen efter en måneds forgæves sørejse (Foto: Three Lions/Hulton Archive/Getty Images)
Flygtningene på St. Louis ankommer til Antwerpen efter en måneds forgæves sørejse (Foto: Three Lions/Hulton Archive/Getty Images)

Den 19. maj 1939 stod skibet St. Louis ud fra havnen i Hamburg med kurs mod Havana. Om bord var 937 passagerer, hvoraf de fleste var jøder – flertallet heraf var tyske.  Deres håb var at kunne undslippe det nazistiske regime og komme til USA. De fleste havde søgt visum til USA og ville kun opholde sig midlertidigt i Cuba.

Det, der nu følger er en tragisk historie (United States Holocaust Museum har en meget grundig gennemgang). Inden ankomsten til Cuba havde cubanske medier igangsat en hetz mod flygtningene fra Tyskland – aviserne sagde at de var kommunister, som ville destabilisere landet (dette var som bekendt 20 år før Fidel Castros magtovertagelse) – og ved ankomsten fik kun 28 af passagererne på St. Louis indrejsetilladelse til Cuba. Herefter forsøgte St. Louis at sejle til USA og nåede så tæt på Miama, at man fra skibet kunne se byens lys. Men USA havde en kvote på hvor mange der kunne indvandre fra Tyskland og Østrig, og denne var brugt op. Der var økonomisk krise i USA, og et stort flertal i befolkningen var på grund af arbejdsløsheden modstandere af øget indvandring. Forsøg på appeller til USAs præsident fra flygtningene på St. Louis blev ikke besvaret. Til sidst måtte St. Louis vende tilbage til Europa. 288 af passagererne fik asyl i Storbritannien, Nederlandene tog imod 181, Belgium tog imod 214 og atter 224 fik midlertidigt ophold i Frankrig. De 288 mennesker, der kom til Storbritannien, overlevede alle 2. verdenskrig på nær én, der døde under et tysk luftangreb. 532 andre blev forfulgt af nazisterne, da de tre andre lande blev invaderet. 254 af dem døde i Holocaust.

Flere andre skibe prøvede at undslippe Europa med flygtninge på denne tid;  Flandre fra Frankrig havde 104 passagerer med, mens det britiske Orduña havde 72 passagerer ombord. Ingen fik indrejsetilladelse til Cuba; Flandre måtte vende tilbage til Frankrig, mens de fleste af de 72 flygtninge om bord på Orduña efter en længere skibsrejse rundt til havne i Latinamerika omsider kunne få indrejse i den amerikansk kontrollerede zone ved Panama-kanalen.

Der var tale om flygtninge, der havde råd til at betale en dyr rejse, og de var kun en lille procentdel af de mange der kunne tænkes at ville flygte på daværende tidspunkt. De kom fra et land, der var fjendtligt indstillet over for modtagerlandet, og de flygtede ikke til nærmeste naboland men tværtimod langt fra nærområderne. Der var stor politisk modstand imod at tage imod dem, og nogle politikere henviste til modtagerlandets økonomiske situation og forpligtelse over for egne borgere. Gjorde USA det rigtige ved at afvise passagererne fra St Louis?

Flattr this!

Den Anden i politik

Barack Obama hugs composite

I kølvandet på resultatet af folketingsvalget er der kommet en del forsimplede analyser af hvorfor danske vælgere stemmer som de gør. Nogle siger nu at de, der stemmer på f.eks. Dansk Folkeparti ikke udviser empati, mens “vi andre” der kritiserer dem gerne vil udvise empati. Det er i det store og hele en uklog og, vil jeg hævde, helt uempatisk tolkning. Jeg kender selv ikke helt få sympatiske mennesker, som i politisk sammenhæng er stærkt højreorienterede. Og samtidig har jeg svært ved at forstå deres holdninger til f.eks. arbejdsløse og etniske minoritet og til miljøspørgsmål. USAs præsident er på ikke helt få billeder i stand til at kramme amerikanske borgere, der har været udsat for stor sorg, og det ser ud som om han mener det som han står der. Samtidig fører præsidenten og hans regering en politik, der bl.a. lader droner dræbe tilfældige mennesker rundt om i verden.

Nøglen til at forstå dette er måske Karsten Lauritzen, nykåret skatteminister. Jeg husker hans bemærkning, da han i denne måned sammen med tre andre folketingskandidater var på Egholm for at tage et “første spadestik” til en Egholm-motorvej. Det måtte da være rigtig træls at bo på Egholm og vide at der skulle komme en motorvej hvor man boede, sagde han til mig. Men det var nu engang bedst med den motorvej, tilføjede han.

En artikel fra The Guardian fra 2013 har en del interessante fakta om empatiens historie. Selve ordet empati er faktisk kun lidt over 100 år gammelt; det dukker op første gang på engelsk i 1909 hele to steder, nemlig hos den amerikanske psykolog Edward B Titchener og i en tekst oversat til engelsk fra tysk. På tysk er ordet Einfühling – på dansk ville vi bruge ordet indføling.

Dette at kunne leve sig ind i andres følelser er ikke i sig selv noget godt. Psykopater kan være særdeles dygtige til at læse andre menneskers følelser, men de viser ikke omsorg; alt hvad de gør udspringer af rendyrket selvinteresse. Og en anden negativ menneskelig egenskab er skadefryd, der på tysk hedder Schadenfreude – og på det ellers så ordrige sprog engelsk faktisk ikke har sit eget ord, men er henvist til at låne fra tysk! Når man udviser skadefryd lever man sig ind i Den Andens følelse af ubehag og frydes derved.

Derfor er empati i virkeligheden kun en del af historien, og det er uheldigt at kritisere politiske modstandere for at være uempatiske. Karsten Lauritzens udtalelse på Egholm viser nemlig at han i et vist omfang har indføling, men at der er andre aspekter, han prioriterer højere end omsorg for Egholms beboere og miljøet.

Det er snarere mere passende at betone forskelle i etisk udgangspunkt hvis man skal kunne forstå og kritisere det, man i første ombæring vil forfalde til blot at kalde “uempatisk”. At man som venstreorienteret lægger vægt på nogle bestemte etiske aspekter som omsorg og lighed, mens man som højreorienteret  i højere grad prioriterer andre etiske aspekter som f.eks. loyalitet, handlefrihed for individet og umiddelbar nytteværdi (at “det skal kunne betale sig”). Dette at kunne forstå Den Andens etiske udgangspunkt er i sig selv en form for empati.

Flattr this!

En sprække i magtfuldkommenheden

revne

Noget af det værste jeg ved (både i samfundsdebatten, i undervisning og i private sammenhænge) er mennesker der ikke lytter. Bevidst ikke-kommunikation gør noget ved mig, og især når den bevidste ikke-kommunikation kommer oppefra, fra magtens side. I Danmark behøver nemlig man ikke at anholde sin modstander, hvis man er magthaver; den mest anvendte intimideringsstrategi fra politikere og embedsmænd i vore dage er ikke at lytte og at tale ned. De fleste ministre og politikere med ministerambitioner bliver ufatteligt gode til ikke at svare. Den nuværende valgkamp er et regulært orgie af den slags, og aftenens partilederrunde på TV2 (som jeg prøvede at undgå at følge for meget med i af hensyn til min egen sjælefred) var ingen undtagelse.

Det er ikke bedre i universitetets ledelseslag; de seneste få års økonomiske krise hos os afslørede samme strategi hos ledelsen, der som de eneste ikke blev ramt af fyringer.

Min oplevelse er at politikere bliver dårligere og dårligere til at lytte jo tættere de kommer på magten og jo længere de har været i det politiske spil. Pia Olsen Dyhr blev således bemærkelsesværdigt god til at ignorere kritikken af de muligheder for overvågning, der ligger i aftaler som PIPA og ACTA, da hun var minister. Til gengæld har jeg faktisk oplevet lydhørhed hos nogle socialdemokratiske og borgerlige i starten af deres politiske karriere – men det var før de blev til dem de blev til.  Så blev de også gode ikke-svarere.
Men samtidig har de fleste magthavere deres små særheder, de ikke kan kontrollere midt i al magtfuldkommenheden. Lykke Friis stirrer og virrer, Karsten Lauritzen klæder sig som en gymnasieelev der vil være politiker, Mette Frederiksen TALER FOR HØJT osv. osv. De særheder bliver til sprækker i en magtfernis, og når sprækkerne viser sig, bliver det ret fristende at trække på smilebåndet i stedet for at prøve at argumentere mod den magthaver, der alligevel ikke svarer.
Det er vigtigt ikke at lægge sin egen kritiske sans på hylden, hvis der kommer nogen til magten, som man mener at kunne identificere sig med. Tværtimod er det på det tidspunkt lige så vigtigt at kunne tænke uafhængigt. Og det gælder uanset hvem der er tale om – herunder at magthaverne skal være kritiske over for sig selv og kunne være se deres egne sprækker og leve med dem. Det er modsætningen til magtfuldkommenhed. Men hvor mange magthavere er på den måde? Ikke mange.

Flattr this!

Lignelse om en kakerlak

kakerlak

Nogle gange kommer det til underlige og frugtesløse konflikter; hvis man har at gøre med mennesker med et forholdsvis let antændeligt temperament kan det være en særlig udfordring. Hvad gør man så?

Rundt om på WWW kan man finde en interessant lille lignelse om menneskelig adfærd. Her er min kønsneutrale udgave.

På en restaurant flyver en kakerlak ind ad et åbentstående vindue. Den lander på brystet af en restaurantgæst, der udstøder et forskrækket skrig, farer op fra stolen og løber rundt i restauranten. Fjern den væmmelige kakerlak! råber restaurantgæsten. Det lykkes at få kakerlakken til at hoppe ned – og over på en anden restaurantgæst. Den anden restaurantgæst udstøder også et forskrækket skrig og begynder at løbe rundt i restauranten. Men så kommer en tjener, hidkaldt af de urolige restaurantgæster. Kakerlakken lander på tjeneren. Tjeneren går roligt hen til et vindue med insektet siddende på sig, griber fat om kakerlakken og smider den ud ad vinduet.

Hvad var årsagen til der udbrød et mindre kaos på restauranten? Var det kakerlakken? Nej, siger lignelsen, det var det netop ikke.  Det var ene og alene restaurantgæsterne, der var årsagen. Deres adfærd var en uovervejet, instinktiv og selvforstærkende reaktion. Og den fjernede ikke kakerlakken. Tjenerens adfærd var derimod en velovervejet respons. Tjeneren kunne have ladet sig rive med af gæsternes adfærd, men gjorde det ikke.

På samme måde skal man i besværlige sammenhænge tænke på om man er “restaurantgæst i panik” eller “rolig tjener”, om man udviser reaktion eller respons. Det er ikke nemt at være den “rolige tjener”; man skal tænke sig om og lade være med at handle overilet men det er meget ofte den ukontrollerede, instinktive reaktion, der skaber kaos.

Flattr this!

En ny folkebevægelse?


I dag er der mange af mine Facebook-venner der deler en artikel om Svend Brinkmann, der er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Jeg har tidligere skrevet her om hans bog Stå fast.

»Den instrumentaliserede tankegang er noget, der i dag gennemsyrer stort set alt, uanset om vi taler politiske reformer eller folks almindelige hverdagsliv. Forholdet til vores venner, kærester og ægtefæller er i stigende grad instrumentaliseret. Vi opretholder forholdet til dem, så længe det er udviklende og berigende. Vennekredsen LinkedIn-ficeres og kaldes i stedet et »netværk«; noget, man kan mobilisere, hvis man gerne vil have succes,« siger han.

Mange af de forhold jeg brokker mig over på min brok (undskyld, jeg mener blog) er netop konsekvenser af denne instrumentaliserede tilgang. Det enkelte menneske er et instrument, der skal fremme vækst. Så derfor skal vi tidligt ud på arbejdsmarkedet og finde os et produktivt job – og forlade arbejdsmarkedet så sent som muligt. Naturen er et instrument, der skal fremme vækst. Derfor skal der være motorveje som kan bringe os hurtigere på arbejde. Det kan godt være at vi en dag kan nedbringe CO2-udslippet så vi kan redde planeten men først skal vi have skabt en masse vækst. Når studerende tænker strategisk og minimalistisk, er er fordi de tænker på deres uddannelse som et instrument der skal hjælpe dem til et job, hvor de selv kan blive et instrument der kan skabe vækst. Når jeg som universitetslærer vælger hvor jeg skal publicere og hvordan jeg skal agere, tænker jeg på mig selv som et instrument der skal fremme min egen karriere. I den anden ende af samfundet er flygtninge kun værd at tænke på hvis de udgør et instrument i form af nyttig arbejdskraft. I diskussionerne om sænkning af den kriminelle lavalder bruger vi først og fremmest argumenter der tager udgangspunkt i om det kan betale sig at sænke lavalderen. Dette gælder også modstandere som mig.

Det jeg spekulerer på nu er hvordan vi kan bekæmpe denne instrumentaliserede tankegang.

Det er formodentlig umuligt at gøre dette til et tema i den igangværende valgkamp. Det er reelt kun Enhedslisten og måske også Alternativet, der sætter spørgsmålstegn ved konkurrencestaten, og alle andre taler om — at skabe arbejdspladser og vækst.

Men jeg har aldrig hørt andre end administratorer og direktører og mennesker med succes prise konkurrencestatens idealer. Der må også være nogle derude der stemmer på partier som hylder den instrumentelle tankegang, men helt privat er kritiske over for denne ide og hvad den gør ved os. Her tænker jeg dem der stemmer på bl.a. Venstre og Liberal Alliance men også på dem der stemmer på Socialdemokraterne og Radikale, to partier, der helst ser sig selv som “progressive men ansvarlige”. Hvad de der stemmer på Dansk Folkeparti tænker om konkurrencestaten, ved jeg ikke, men mon ikke der er en følelse af utryghed over alt det nye (og ikke kun over “de fremmede”) hos dem? Hvad SF mener, tør jeg ikke gisne om.

Der har tidligere i historien været folkebevægelsen der samlede mennesker i en fælles modstand på tværs af partiskel; her tænker jeg på bl.a. bevægelsen mod atomkraft og på bevægelsen mod EF. Der må være basis for en lignende folkebevægelse mod konkurrencestaten, for den gør ikke ret mange af os ret lykkelige. Den skaber først og fremmest stress og kynisme og almindelig indskrænkethed. Konkurrencestaten kan ikke betale sig.

Flattr this!