Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Marek Edelman

edelman

Jeg har omsider fået læst om Marek Edelman, der var polsk jøde . Edelman, der døde i 2009, var en af de overlevende ledere af opstanden i Warszawa-ghettoen, hvor polske jøder gjorde et stort, men i sidste ende forgæves oprør mod den nazistiske besættelsesmagt.

I 1980’erne var Edelman med i den polske arbejderbevægelse Solidaritet. I 2002 protesterede han mod den israelske retssag mod den palæstinensiske aktivist Marwan Barghouti, en retssag der af mange blev fordømt som en skueproces. I et brev til palæstinenserne fordømte Edelman selvmordsbomberne, men udtrykte samtidig solidaritet med palæstinensernes krav, sammenlignede deres situation med situationen i Warszawa-ghettoen i sin tid og opfordrede israelere og palæstinenserne til at finde en ny vej. Han skrev:

Just look around you, Look at Ireland. After 50 years of bloody war, peace has arrived. Formerly deadly enemies have set down at a common table. Look at Poland… Without a shot being fired, the criminal communist system has been defeated. Both You and the State of Israel have to radically change your attitude. You have to want peace in order to save the lives of hundreds and perhaps thousands of people, and to create a better future for your loved ones, for your children. I know from my own experience that the current unfolding of events depends on you, the Military Leaders… You are wise and intelligent enough to understand that without peace there is no future for Palestine, and that peace can be attained only at the cost of both sides agreeing to some concessions.

Det må være de forsoningsprocesser, vi har set andre steder i verden – blandt andet i Nordirland og i Polen – der kan tjene som inspiration i Mellemøsten. Mit forsigtige gæt er at en varig fred i Israel/Palæstina også kan have en afgørende positiv indflydelse på situationen i Irak og Syrien.

På grund af sin kritik af Israel var Marek Edelman ikke populær i Israel, hvor mange officielt trækker en lige linje fra opstanden i Warszawa-ghettoen til oprettelsen af staten Israel 4 år senere. Interessant nok var en af de mest højreorienterede israelske politikere, Moshe Arens, af den opfattelse at Marek Edelman skulle hædres i Israel for sin frihedskamp under 2. verdenskrig.

(I det stik modsatte hjørne har vi den amerikanske skuespiller og tv-vært Joan Rivers, der tidligere i år udtalte at palæstinenserne “fortjener at dø”. Få dage efter denne udtalelse døde Joan Rivers ironisk nok selv.)

Marwan Barghouti sidder stadig fængslet. En opinionsundersøgelse i 2012 viste at 60 procent af palæstinenserne ville foretrække ham som leder; han ville således kunne slå både Fatah, som han i sin tid brød med, og Hamas.

flattr this!

Farvel til Danske Bank

danskebank-aalborgI dag skete det omsider – jeg skifter pengeinstitut. Beslutningen var egentlig truffet for længe siden, men en del usikkerheder på privatfronten har fået mig til at udskyde den. Min mor arbejdede i mere end 40 år i Danske Bank, men de sidste år var ikke gode. Danske Bank behandlede en af deres mest trofaste medarbejdere som skidt. Danske Bank har også altid været en torn i øjet på mig; jeg har aldrig brudt mig om deres monopollignende status kombineret med en ansvarsløshed hos bankens ledelse, som nogle kalder “risikovillighed”  og især de seneste års “bankpakker” har vist de mest uskønne sider hos både politikere og Danske Bank. Læg dertil utilfredse kunder. Og så ikke et ord om Danske Banks holdning til investeringer. Banken gør et stort nummer ud af at de ikke investerer i atomvåben og har da også en liste over virksomheder, de ikke vil investere i. Men jeg forventer mere af investering end at de ikke har kendte negative konsekvenser. Hvis jeg skal investere, skal det være i noget, der er af positiv karakter.

Der var ingen gode grunde til at blive hos Danske Bank; kun trægheden hos mig og midlertidige usikkerheder i familiens økonomi  stod i vejen. Retfærdigvis skal det siges, at de medarbejdere, der kendte min mor, altid har behandlet mig godt i årene under min mors sygdom, hvor banken forvaltede min mors formue. Det er ikke dem, men selve bankinstitutionen, der får mig til at skifte.

Efter min mor arver jeg et beløb, der er så stort at jeg nu kan indfri alle lån (inklusive familiens boliglån) og dermed for første gang i mange år være helt gældfri.  Med andre ord: dette er et helt rent brud. Der bliver endnu en overgangsperiode, til Danske Bank har opsagt mine konti og alt er overflyttet, så jeg skal leve med dem endnu en måned eller i værste fald to.

Det pengeinstitut, jeg skifter til, er Merkur Andelskasse, der i modsætning til mange andre danske pengeinstitutter har et fokus på bæredygtighed og etik. Set i bakspejlet burde jeg have skiftet for mange år siden.

flattr this!

Den indre uven

inner

I disse dage er jeg begyndt at læse en bog om meditation. Jeg skal ikke røbe hvilken bog, der er tale om – jeg er nemlig stadig ikke sikker på om det faktisk er en god bog trods alle de rosende anmeldelser (jeg har endnu til gode at finde en bog om meditation, der ikke pludselig slår over i hurra-sprog, og jeg frygter at denne bog også snart begynder på hurra-udsagnene). Men én værdifuld tanke har jeg fået fra den.

Mange menneskers indre liv (måske gælder dette for alle mennesker?) udspiller sig som en slags indre dialog med samvittigheden. Nogle gange er det en meget negativ og anstrengende dialog; hvis man på et tidspunkt har dårligt selvværd eller er stresset, kan den indre stemme være direkte uudholdelig.

Her er et eksempel på en dialog, jeg “hørte” tidligere i eftermiddags:

- Jeg orker ikke at lave mere i dag.
– Men hvis du ikke får mere fra hånden i dag, gør du dit arbejde dårligt.
– Jeg har faktisk lavet en del allerede i dag.
– Du kan sagtens lave mere, Hans. Du regnede med at du kunne lave meget mere, men igen har du været alt for ineffektiv. Hvad vil andre ikke tænke om akademikere, der opfører sig så slattent?

Det er en interessant øvelse at overveje hvor meget af det, den “indre stemme” siger, man ville kunne holde ud at høre på, hvis det kom fra en anden person. Nogle gange har samvittigheden selvfølgelig ret, men hvis en af mine kolleger havde sagt det, min “indre stemme” sagde til mig her i dag, var jeg blevet vred. Sådan skal man ikke behandle mig! Men her hvor det var “mig selv”, der talte, blev jeg bare flov over at jeg ikke havde lavet alt det, jeg “burde”. Meditation skal hjælpe os med at få fred fra denne indre uven.

flattr this!

Alle de gode grunde

IMG_3705-0.JPG

  • Jeg gider ikke.
  • Det har ingen interesse.
  • Pengene går ikke til danske børn.

Dette var nogle af de begrundelser, jeg hørte for ikke at give et bidrag, da jeg i dag var med til at samle ind til Red Barnet. Næsten alle de store villaer på Østergade i Nørresundby lå øde hen. En afdeling af en kendt motorcykelklub (som de holder af at kalde sig selv) har en af de største villaer, og de var heller ikke hjemme.

Men heldigvis mødte jeg også megen velvilje. En del steder stod folk parat med penge. Og en dame kom farende ud fra netop en stor villa på Østergade med en hundredekroneseddel, lige som jeg troede at der ikke var nogen hjemme.

Nogle gange bliver humanitære foreninger kritiseret for ikke at fokusere på det “nære” og for at være “selvgode”. Selvfølgelig laver vi, der samler ind, også fejl – vi er selvfølgelig ikke perfekte – og selvfølgelig skal vi også deltage i det nære samfund og være til stede i vore egne familier og for vore egne børn. Men i år fokuserede indsamlingen på Red Barnets arbejde i katastrofezoner, netop fordi en af de helt store udfordringer er at verden lige nu er vidne til usædvanligt mange humanitære katastrofer, både krige og naturkatastrofer. Nogle organisationer taler i denne tid for at midler skal flyttes fra udviklingsbistand til katastrofehjælp. Derfor er en indsats lige nu ekstra vigtig. Og uanset hvad de ovenfor citerede mennesker siger, har det aldrig været dem, der smækkede døren i og ikke gad, der skabte en bedre verden.

flattr this!

En planteædende censors bekendelser

Der er noget, jeg egentlig ikke føler den store trang til at skrive om her. Og jeg lover at jeg ikke vil skrive om det igen. Det er et emne, som jeg ved vækker stærke følelser hos nogle. Men i dag gør jeg en undtagelse. Jeg er veganer, dvs. jeg spiser kun mad der er rent plantebaseret. Jeg er 100% planteæder og har været det i 20 år. Mange andre er lakto-ovo-vegetarer (ofte er det europæere og nordamerikanere, og jeg var det selv før jeg blev veganer); de spiser planter og ingredienser baseret på mælk og æg. Atter andre (ofte er det hinduer) er lakto-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på mælk. Der skulle også findes ovo-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på æg – men jeg har endnu til gode at møde en af slagsen.

I tidens løb har jeg fået mange spørgsmål. Mange af dem er vel i virkeligheden omskrivninger af det samme grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har en lille FAQ i hovedet, og jeg kunne vel godt lægge den på nettet. Men dels ville det virke unødigt flabet, dels vil det næppe forhindre spørgsmålene i at dukke op igen (og igen). Det er tydeligt, at nogle mennesker opfatter det at være vegetar eller veganer som et afsavn.

Inden for de sidste års tid har jeg rundt om i verden opdaget gode veganske spisesteder, hvor man kan gå lige ind fra gaden og vælge veltillavet mad fra et godt menukort. Senest skete det i dag i Aarhus.

I Los Angeles ligger der en billig vegansk diner med sæder beklædt i gult vinyl og et overvejende thai-inspireret menukort, suppleret med alskens desserter. I Stockholm findes der en fin lille kinesisk vegansk restaurant ved navn Lao Wai. I Buenos Aires, kun få hundrede meter fra præsidentpaladset på Plaza del Mayo, ligger der en billig og pæn vegansk café. Der er en helt suverænt god vegansk restaurant i Tallinns gamle bydel, og den har endda et interessant udvalg af interessant øl (det, mange mennesker insisterer på at kalde “specialøl” og som mange andre af os kalder for “mikrobryg”). I en sidegade i Barcelona ligger den meget prisbillige veganske café Cat Bar, der desuden har et helt overvældende udbud af mikrobryg fra hele verden. Via Bergamo i Rom byder på restaurant Ops! med udendørs servering, en helt overvældende buffet og et lille, men fornuftigt udbud af italiensk øl. Og Aarhus kan byde på Mikuna, hvor jeg i dag spiste for første gang efter at have været censor ved en specialeeksamen på Aarhus Universitet. Jeg fik en dejlig mulligatawny og derefter et stykke helt nybagt chokoladekage.

Disse spisesteder viser, at det ikke behøver at være et afsavn at være veganer – maden er lækker og rigelig. Måske har de veganske cafeer også en slags folkeoplysende effekt. Min erfaring er at der er mange ikke-vegetarer, der ikke ved særlig meget om vegetarer og veganere (og meget at det, de mener at vide, er desværre ofte fordomme og halvfordøjede udsagn om ernæring – hvor ofte har jeg ikke hørt velmenende bekymringer om “kalk og protein”?), men de allerfleste vegetarer ved godt, at der er folk, der spiser kød. De fleste af os, der er vegetarer eller veganere, har nemlig engang spist kød. At vi holdt op med det, er et personligt, bevidst valg, der krævede overvejelser og stillingtagen.

Den amerikanske forfatter Carol J. Adams, der selv er vegetar (faktisk tror jeg, hun er veganer) har skrevet en læseværdig bog om den slags underlige møder mellem vegetarer og ikke-vegetarer, Living Among Meat-Eaters, og jeg genkender kun alt for godt de situationer, hun beskriver. Med fare for selv at virke meget fordomsfuld: Det at spise kød er den adfærd, der er normen i mange samfund rundt om i verden, og derfor er det uden personlige omkostninger at vælge at følge denne norm. Man behøver heller ikke at begrunde at man følger normen, og derfor overvejer man det som regel ikke. Derfor er situationen ikke helt symmetrisk – temmelig mange ikke-vegetarer, jeg har talt med, udtrykker først og fremmest, fornemmer jeg, et forsvar for at blive ved med at gøre som de plejer. Det bemærkelsesværdige er, at jeg ikke har kritiseret dem. Jeg har simpelthen svaret på deres spørgsmål om hvorfor jeg får serveret noget andet mad end dem, og jeg har egentlig ikke lyst til at tale mere om det på dét tidspunkt. Nogle gange er det tilsyneladende selve mødet med en anderledes norm, der udløser forsvaret. For jeg har i andre sammenhænge oplevet tilsvarende lidenskabelige forsvar for normerne i helt andre sammenhænge – f.eks. ved mødet med folk med f.eks. anden seksualitet, anden tøjstil eller anden livsanskuelse. Selve dette at vælge anderledes kan nogle gange fremstå som en provokation i nogle menneskers øjne.

Men den slags lærer man efterhånden at tage med et smil og et skuldertræk. Livet er for kort til unødig polemik. I virkeligheden er der efterhånden kun én ting, der for alvor stadig ærgrer mig, og det er udsagnet Men vegetarer plejer at spise fisk! Nogle gange er dem, der siger det, ægte overraskede over at jeg ikke spiser fisk, andre gange er de forargede – hvorfor kan jeg da ikke spise fisk når nu “alle de andre vegetarer gør det”?

Men de, der spiser fisk og derudover kun lakto-ovo-vegetarisk mad, er jo ikke vegetarer. Det, alle vi, der er vegetarer, har til fælles er at vi slet ikke spiser dyr. De fiskespisere, jeg kender, er begavede og sympatiske mennesker, og deres spisevaner er også udtryk for et bevidst valg; det er ikke et valg, jeg er enig i, men fiskespiserne har selvfølgelig lov til at træffe dette valg og de spiser vel også færre animalske produkter end mange andre. Det eneste jeg vil bede fiskespiserne om, er om de ikke nok vil lade være med at kalde sig for vegetarer. Når de gør det, er de nemlig med til at udbrede en misforståelse, der ender med at gøre livet mere besværligt for os, der rent faktisk er vegetarer eller det der er værre.

flattr this!

To samtaler om Danmark og Italien

danmarkitalien

På vej ud til lufthavnen faldt jeg i snak med taxichaufføren.

– Hvor skal du hen?
– Jeg skal til Italien.
– Italien?! Det er vel nok et dejligt land. Dejlig mad og dejlige mennesker. Jeg kom der tit, i de 12 år jeg arbejdede som lastbilchauffør. Jeg kan så godt lide mentaliteten dernede; de har ingen jantelov!
– Hvad tænker du på?
– Hvis nu man kommer til at lave noget, man ikke måtte, kan man altid give betjenten 10 euro. Så er dét ude af verden. Det kan jeg godt lide.
– Men hvis nu det er mafiaen, der giver politiet 1 million euro?
– Nå nej, måske er det ikke så godt altid.

I dag sad jeg i frokostpausen sammen med nogle italienere; to af dem er ansat på danske universiteter.

– Nu har jeg efterhånden boet i Danmark i en del år, og der er ikke så meget korruption i Danmark som hjemme i Italien. Faktisk virker det som om danskerne stoler på politikerne. I Italien er der ingen, der stoler på politikerne. De er så nemme at købe, og de løber om hjørner med folk.
– I Aalborg vil lokalpolitikere og region have lavet en motorvej gennem nogle grønne områder. Det er der en del mennesker, der er utilfredse med. Jeg er også med i kampagnen mod motorvejen.
– Hvad er det der er sket?
– Der har været en kampagne som skulle overbevise regeringen om at afsætte penge til motorvejen.
– Hvem lavede så den kampagne?
– Det var Region Nordjylland og et PR-bureau. Der var medarbejdere ansat på Region Nordjylland, som hjalp med kampagnen.
– Hvem betalte så for det?
– Det gjorde regionen selv.
– Var det ikke skatteyderne så?
– Jo, det var det. Men der var også nogle store entreprenørfirmaer, der støttede motorvejen og fortalte hvor meget, den ville gavne os.
– Det er da ikke så underligt; det er dem, der skal bygge den motorvej.
– Men man kan jo ikke sige at det er korruption.
– Nej, det kan man vel ikke. I Danmark følger I reglerne.
– Og den høring, der var i Folketingets udvalg lå i Folketingets sommerferie i år.
– Det lyder lidt underligt. Men man kan jo ikke sige at det er aftalt spil. I Danmark følger I jo reglerne.
– Ja, det gør vi vel.

flattr this!

En forkæmper for ytringsfriheden?

Dan Park
Foto: Hussein El-Alawi/Sydsvenskan. Læg mærke til motivet på mandens t-shirt.

Svenskeren Dan Park er blevet idømt seks måneders fængsel for “hetz mod folkegruppe”, som dette kaldes i Sverige.

Dan Park vil gerne markedsføre sig selv som en provokerende kunstner, og nogle mennesker ser ham da også på denne måde – som et symbol på at ytringsfriheden ikke bliver respekteret og på at den svenske lov er meningsløs. Men når man ser nærmere efter, opdager man at han har en politisk dagsorden. Dan Park har deltaget i højreekstremistiske demonstrationer, og han har sat en konservesdåse med påskriften Zyklon B uden for en synagoge. I september 2013 blev Yusupha Sallah, en gambiansk mand bosat i Sverige, overfaldet på åben gade for øjnene af sin et-årige søn, og lederen af foreningen Afrosvenskarnas Riksförbund Jallow Momodou betegner overfaldet som “afrofobi”. Dan Parks svar er at lave en plakat, der viser Jallow Momodou og Yusupha Sallah hængende i en galge og med underteksten “Hang on Afrofobians”.

Selv ville jeg vælge mine forbilleder med mere omhu (for nu at udtrykke mig så venligt som jeg kan). Det er tydeligt at kampen for ytringsfrihed endnu engang bliver kapret af den reaktionære nationalisme. Det er fejt at kaste sig over grupper og navngivne individer, der ikke har nogen magt af betydning i Sverige. I virkeligheden er Dan Parks handlinger helt i tråd med både den antisemitisme, som lige nu stikker sit grimme hoved frem i Europa, og med den ekstremt negative holdning over for afrikanere i Europa, som også er blevet mere tydelig.

flattr this!

Autoritær eller en autoritet?

authority

Inden for den seneste tid har de danske medier omtalt nogle ubehagelige episoder, og bl.a. har der været en udsendelse på TV2, der viste hvordan en folkeskolelærer ikke kunne få eleverne i klassen til at lægge deres mobiltelefoner væk og hvordan tonen fra elevernes side var rigtig hård. Jeg har ikke selv set denne udsendelse, men det er tydeligt at vi har at gøre med endnu en runde i diskussionen om disciplinkrise i danske skoler og om omgangstonen i Danmark i det hele taget.

Også jeg er bekymret over de eksempler, jeg kan læse om. Den allestedsnærværende kultursociolog Emilia van Hauen siger til B.T. at

Hændelserne i klasseværelset og civilbetjenten, der bliver overfuset, er et billede på, at institutionerne er ved at miste deres autoritet og magt. Vi bliver nødt til at lære vores autoriteter at bruge magt på en ansvarlig måde over for kollektivet. Politimanden er ikke i stand til at udvise den nødvendige autoritet, fordi loven er langt mindre autoritær end før. Det er det samme med lærere – før i tiden var der en klar opdeling af, hvem der havde magt, og hvem der ikke havde, siger Emilia van Hauen.

Min fornemmelse er at de to ord autoritet og autoritær endnu engang bliver blandet sammen på en uheldig måde.

Når jeg tænker tilbage på min egen skoletid, der sluttede for menneskealder siden, har jeg nogle erfaringer, jeg fornemmer at mange andre også har. Først og fremmest husker jeg at der altid var nogle lærere, der faktisk kunne skabe ro i klasse og det helt uden at skælde ud eller bortvise nogen. Som regel var det ikke en lærer, vi var bange for, men derimod en lærer der tog sig selv og dem, han/hun underviste alvorligt, én der kunne sit fag, holdt af det og stolede på sin egen faglige ballast. De lærere, der ikke kunne skabe ro i klassen, var til gengæld også dem, der skældte mest ud og hyppigst sendte elever uden for døren.

Forskellen er at den første slags lærer var en autoritet (nærmere bestemt en faglig og menneskelig autoritet), mens den anden slags lærer prøvede at være autoritær.

Også jeg selv er selvfølgelig  havnet i denne blindgyde både som underviser og som forælder; når jeg ikke har kunnet fremstå som en autoritet, har jeg prøvet at være autoritær. Når det er sket, er min gennemslagskraft gået sig en tur – jeg har tabt på stedet, uanset hvad.

Det samme kan man sige om politi: Når betjente bruger knipler og tåregas og hårdt sprog, bliver de autoritære. De kan få nedkæmpet urolige mennesker, men de mister respekten. Og præcis det samme gælder selvfølgelig for dem, politiet slår ned på – når f.eks. demonstranter kaster med brosten, bliver de autoritære i stedet for at være en moralsk autoritet, uanset hvor meget ret de så end måtte have i deres synspunkter.

Jeg tør ikke selv komme med et godt bud på løsningen på “disciplinkriser” rundt om i samfundet. Men så vidt jeg kan se kan det ikke bestå i simpelthen at indføre flere autoritære tiltag, selv om det virker så nemt og så oplagt. Vi bliver alle nødt til at være autoriteter, fagligt og menneskeligt. Og ja, det er er enormt svært – lige så svært det er at være en autoritet, lige så uhyggeligt nemt er det at være autoritær.

flattr this!

Primo Levi

20140725-123400-45240887.jpg

En af denne sommers store læseoplevelser for mig var at få læst den italienske forfatter Primo Levis bøger Hvis dette er et menneske, Tøbrud og De druknede og de frelste. For snart en del år siden fik jeg købt nogle af hans udgivelser på udsalg, men måske fordi jeg ikke vidste hvilke titler jeg skulle starte med at gå efter, fik jeg ikke fat i Hvis dette er et menneske og Tøbrud. Og jeg kom aldrig i gang med at læse Primo Levi. Men i år havde bogklubben, jeg er medlem af, et samlebind til stærkt nedsat pris med de tre titler — og denne gang slog jeg til.

Hvis dette er et menneske er beretningen om hvordan Primo Levi overlevede tæt på halvandet år i Auschwitz. Det er beretningen om hvor langt ud mennesker kan komme. Tøbrud er en direkte fortsættelse af denne beretning, men udgivet mange år senere. Denne bog beskriver det halve år, der går fra Primo Levi slipper ud af Auschwitz til han er tilbage i Italien. Hvor Hvis dette er et menneske nødvendigvis mest kommer til at handle om det næsten uendelige katalog af smerte og absurd fornedrelse, bliver Tøbrud en skildring af en odyssé gennem et Europa hvor alle er hjemløse og længes et andet sted hen. Det er i denne bog, der dukker en stille humor op i beskrivelserne af Grækeren og de italienske kammerater, Primo Levi får.

Jeg har tidligere læst Otto Friedrichs bog The Kingdom of Auschwitz, men Primo Levis bøger føjer yderligere nyt til min forståelse af denne udgave af Helvede. Ikke mange tænker over at der var “civilarbejdere”, der arbejdede side om side med fangerne i Auschwitz; det var en sådan italiensk civilarbejder, Lorenzo Perrone, der hjalp Primo Levi med mad og nyt hjemmefra, da det så rigtig sort ud. I Levis bog bliver dette venskab, der fortsætter efter krigen, kun nævnt kort. Også en hændelse i Tøbrud med en italiensk kvinde som Levi formodentlig var forelsket i, bliver kun antydet. På denne måde er Primo Levi faktisk forbløffende privat i sin fortælling, der ellers synes at blotlægge alt.

Tøbruddet blev i øvrigt filmatiseret i 1998 af Francesco Rosi med John Turturro (ja, ham fra Coen-brødrenes film) i rollen som Primo Levi.

De druknede og de frelste er en samling essays hvor Levi på meget overbevisende facon får fortalt om reaktionerne i Tyskland på Hvis dette er et menneske og får svaret på mange af de naive spørgsmål, mange af os måtte have om Holocaust, som f.eks. hvorfor der dog ikke var nogle af alle de mange forfulgte, der gjorde oprør. Svaret er selvfølgelig dels at det for manges vedkommende simpelthen var umuligt, dels at nogle meget modige og resursefyldte mennesker faktisk gjorde oprør: den sidste Sonderkommando af fanger i Auschwitz sprængte et krematorium i luften og dræbte flere SS’ere, og i Treblinka og Sobibor var der forsøg på organiseret flugt.

Primo Levis beretning er så stærk at mange forsøger at tage ham indtægt for deres egne synspunkter – inden for de seneste år har jeg læst hvordan reaktionære nationalister fra bl.a. Trykkefrihedsselskabet er begyndt at hylde ham. Men det er ikke denne selvgode hyldest til den vestlige civilisation, der præger Primo Levi. Tværtimod. I De druknede og de frelste får Levi også reflekteret over hvordan den ondskab, der manifesterer sig i Auschwitz kan genfindes også senere, i rædslerne fra fascismen i Argentina og Chile, i Pol Pots rædselsregime i Cambodia, Vietnamkrigen og i den trussel om atomkrig, der virkede så overvældende da bogen først udkom i 1980’erne.

Primo Levi døde i 1987 – om han døde ved en ulykke eller om der var tale om selvmord ved ingen. Og vi ved af gode grunde heller ikke hvad han ville have syntes om den aktuelle, meget dystre situation i Palæstina.

I al fald vil jeg på det varmeste anbefale Hvis dette er et menneske/Tøbrud/De druknede og de frelste. Samlebindet er tilmed forsynet med et godt forord af Peyer Tudvad. Min eneste anke mod denne udgivelse er at det aktuelle manuskript formodentlig er fremkommet ved at bruge software til tegngenkendelse til at scanne de gamle manuskripter fra udgivelsen hos Forum i sin tid. I al fald er der rundt omkring nogle sære trykfejl, typisk på steder med kursiv og steder med ligaturer. En simpel gennemlæsning burde have fanget disse underlige fejl.

flattr this!

Hendes eget valg

miriamweeks

I Information er der i denne uge en lang artikel om Miriam Weeks, der er en ung kvinde fra USA  på 19 år, der er blevet pornomodel for at kunne finansiere sine universitetsstudier. Hun deltager i pornofilm, der endog er særdeles voldsomme.

Samtidig siger og skriver hun at hun er feminist:

»Det, at en kvinde overskrider normen og tager ejerskab over sin egen krop – for det er, præcis hvad porno er, ligegyldigt hvor voldsom sex der er tale om – udgør tilsyneladende en trussel mod de dybt indgroede kønsnormer, der polariserer vores samfund,« skriver hun og beder om, at hun og alle andre sexarbejdere bliver behandlet med værdighed og respekt.

Både i Informations diskussionsforum og andre steder på nettet er der nu en heftig diskussion af hvad man skal synes om dette. Er Miriam Weeks en umoden ung pige, der bliver udnyttet af pornoindustrien til at legitimere sig selv, eller er hun en stærk og selvstændig ung kvinde, der tør træffe et kontroversielt valg?

(Hele denne beretning siger også noget om brugerbetaling af videregående uddannelser, men det er en anden diskussion.)

Det er en svær diskussion; den er beslægtet med hele diskussionen om prostitution. På den ene side vil vi gerne forhindre at mennesker bliver prostituerede på grund af sociale uligheder og lever en udsat og utryg tilværelse med ubehagelige langtidsfølger for dem selv. På den anden side er der også mennesker, der siger at de selv vælger at være prostituerede, faktisk holder af det og opfatter sig selv som forkæmpere for ligestilling. Hvordan kan man forstå begge dele uden at blive en sur og fordømmende person?

I New Statesman er der en interessant klumme af skribenten, der kalder sig Glosswitch om det, hun kalder “sex-positiv feminisme”. Hun skriver:

And so we get to “sex-positive feminism” – that feminism which, by its very existence, suggests that all others types are for miserable, dried-up prudes who just needed a good fuck (ideally PIV). I am sure that, initially, the intentions were good; it is not sex, but the context of sexual interaction under patriarchy, that needs to be challenged, and feminist rhetoric has not always made this distinction.

Så vidt jeg kan se, er Miriam Weeks udtryk for netop denne holdning. Og egentlig er det her jo en diskussion om man kan kortslutte en diskussion ved at sige at “det er hans/hendes valg, og der er ikke mere at sige”.

For samtidig er det nemlig tilfældet at ethvert valg, vi foretager, har nogle konsekvenser for det samfund, vi befinder os i. De film, som Miriam Weeks, deltager i, har så vidt jeg kan se, ikke ligefrem nogen feministisk dagsorden og de påvirker dem, der ser dem (mit gæt er at det mest er mænd). Hvis hun vil bekæmpe patriarkalske holdninger til kvinder, er det en lidt underlig måde at gøre det på. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved denne passage fra Information:

Optagelserne endte imidlertid med at være traumatiserende for Weeks, der blev slået og nedgjort på settet i New York. Da instruktøren opdagede, at hun havde cutting-ar på låret, der dannede ordet ’fat’, begyndte han at kalde hende fed. »De prøver at finde dit svage punkt og fucke med dig,« siger Weeks. Alligevel blev hun ved – hun havde brug for pengene – og fik kontrakt med et mere velrenommeret bureau, som bookede hende til fem scener i Los Angeles.

For egentlig handler dette ikke kun om sexarbejde, men om alle de valg, mennesker træffer. Vi vælger aldrig i et vakuum, og vore valg har konsekvenser.

Hvis kvinder vælger at sige deres arbejde op for at blive hjemmegående, er det på én og samme tid deres personlige valg og en handling, der påvirker samfundet. Hvis mange kvinder siger deres arbejde op, kommer det til at ændre kvinders stilling på arbejdsmarkedet og hvordan den bliver opfattet.

Og tilsvarende (nu er det lige ved at komme til at handle om Egholm igen, hvis jeg ikke passer på!!): Hvis mange mennesker vælger at tage bilen på arbejde, er det også på én og samme tid deres personlige valg og en handling, der påvirker samfundet.

flattr this!