Kategoriarkiv: Etiske fordringer

En historie om nærområderne

Flygtningene på St. Louis ankommer til Antwerpen efter en måneds forgæves sørejse (Foto: Three Lions/Hulton Archive/Getty Images)
Flygtningene på St. Louis ankommer til Antwerpen efter en måneds forgæves sørejse (Foto: Three Lions/Hulton Archive/Getty Images)

Den 19. maj 1939 stod skibet St. Louis ud fra havnen i Hamburg med kurs mod Havana. Om bord var 937 passagerer, hvoraf de fleste var jøder – flertallet heraf var tyske.  Deres håb var at kunne undslippe det nazistiske regime og komme til USA. De fleste havde søgt visum til USA og ville kun opholde sig midlertidigt i Cuba.

Det, der nu følger er en tragisk historie (United States Holocaust Museum har en meget grundig gennemgang). Inden ankomsten til Cuba havde cubanske medier igangsat en hetz mod flygtningene fra Tyskland – aviserne sagde at de var kommunister, som ville destabilisere landet (dette var som bekendt 20 år før Fidel Castros magtovertagelse) – og ved ankomsten fik kun 28 af passagererne på St. Louis indrejsetilladelse til Cuba. Herefter forsøgte St. Louis at sejle til USA og nåede så tæt på Miama, at man fra skibet kunne se byens lys. Men USA havde en kvote på hvor mange der kunne indvandre fra Tyskland og Østrig, og denne var brugt op. Der var økonomisk krise i USA, og et stort flertal i befolkningen var på grund af arbejdsløsheden modstandere af øget indvandring. Forsøg på appeller til USAs præsident fra flygtningene på St. Louis blev ikke besvaret. Til sidst måtte St. Louis vende tilbage til Europa. 288 af passagererne fik asyl i Storbritannien, Nederlandene tog imod 181, Belgium tog imod 214 og atter 224 fik midlertidigt ophold i Frankrig. De 288 mennesker, der kom til Storbritannien, overlevede alle 2. verdenskrig på nær én, der døde under et tysk luftangreb. 532 andre blev forfulgt af nazisterne, da de tre andre lande blev invaderet. 254 af dem døde i Holocaust.

Flere andre skibe prøvede at undslippe Europa med flygtninge på denne tid;  Flandre fra Frankrig havde 104 passagerer med, mens det britiske Orduña havde 72 passagerer ombord. Ingen fik indrejsetilladelse til Cuba; Flandre måtte vende tilbage til Frankrig, mens de fleste af de 72 flygtninge om bord på Orduña efter en længere skibsrejse rundt til havne i Latinamerika omsider kunne få indrejse i den amerikansk kontrollerede zone ved Panama-kanalen.

Der var tale om flygtninge, der havde råd til at betale en dyr rejse, og de var kun en lille procentdel af de mange der kunne tænkes at ville flygte på daværende tidspunkt. De kom fra et land, der var fjendtligt indstillet over for modtagerlandet, og de flygtede ikke til nærmeste naboland men tværtimod langt fra nærområderne. Der var stor politisk modstand imod at tage imod dem, og nogle politikere henviste til modtagerlandets økonomiske situation og forpligtelse over for egne borgere. Gjorde USA det rigtige ved at afvise passagererne fra St Louis?

Flattr this!

Den Anden i politik

Barack Obama hugs composite

I kølvandet på resultatet af folketingsvalget er der kommet en del forsimplede analyser af hvorfor danske vælgere stemmer som de gør. Nogle siger nu at de, der stemmer på f.eks. Dansk Folkeparti ikke udviser empati, mens “vi andre” der kritiserer dem gerne vil udvise empati. Det er i det store og hele en uklog og, vil jeg hævde, helt uempatisk tolkning. Jeg kender selv ikke helt få sympatiske mennesker, som i politisk sammenhæng er stærkt højreorienterede. Og samtidig har jeg svært ved at forstå deres holdninger til f.eks. arbejdsløse og etniske minoritet og til miljøspørgsmål. USAs præsident er på ikke helt få billeder i stand til at kramme amerikanske borgere, der har været udsat for stor sorg, og det ser ud som om han mener det som han står der. Samtidig fører præsidenten og hans regering en politik, der bl.a. lader droner dræbe tilfældige mennesker rundt om i verden.

Nøglen til at forstå dette er måske Karsten Lauritzen, nykåret skatteminister. Jeg husker hans bemærkning, da han i denne måned sammen med tre andre folketingskandidater var på Egholm for at tage et “første spadestik” til en Egholm-motorvej. Det måtte da være rigtig træls at bo på Egholm og vide at der skulle komme en motorvej hvor man boede, sagde han til mig. Men det var nu engang bedst med den motorvej, tilføjede han.

En artikel fra The Guardian fra 2013 har en del interessante fakta om empatiens historie. Selve ordet empati er faktisk kun lidt over 100 år gammelt; det dukker op første gang på engelsk i 1909 hele to steder, nemlig hos den amerikanske psykolog Edward B Titchener og i en tekst oversat til engelsk fra tysk. På tysk er ordet Einfühling – på dansk ville vi bruge ordet indføling.

Dette at kunne leve sig ind i andres følelser er ikke i sig selv noget godt. Psykopater kan være særdeles dygtige til at læse andre menneskers følelser, men de viser ikke omsorg; alt hvad de gør udspringer af rendyrket selvinteresse. Og en anden negativ menneskelig egenskab er skadefryd, der på tysk hedder Schadenfreude – og på det ellers så ordrige sprog engelsk faktisk ikke har sit eget ord, men er henvist til at låne fra tysk! Når man udviser skadefryd lever man sig ind i Den Andens følelse af ubehag og frydes derved.

Derfor er empati i virkeligheden kun en del af historien, og det er uheldigt at kritisere politiske modstandere for at være uempatiske. Karsten Lauritzens udtalelse på Egholm viser nemlig at han i et vist omfang har indføling, men at der er andre aspekter, han prioriterer højere end omsorg for Egholms beboere og miljøet.

Det er snarere mere passende at betone forskelle i etisk udgangspunkt hvis man skal kunne forstå og kritisere det, man i første ombæring vil forfalde til blot at kalde “uempatisk”. At man som venstreorienteret lægger vægt på nogle bestemte etiske aspekter som omsorg og lighed, mens man som højreorienteret  i højere grad prioriterer andre etiske aspekter som f.eks. loyalitet, handlefrihed for individet og umiddelbar nytteværdi (at “det skal kunne betale sig”). Dette at kunne forstå Den Andens etiske udgangspunkt er i sig selv en form for empati.

Flattr this!

En sprække i magtfuldkommenheden

revne

Noget af det værste jeg ved (både i samfundsdebatten, i undervisning og i private sammenhænge) er mennesker der ikke lytter. Bevidst ikke-kommunikation gør noget ved mig, og især når den bevidste ikke-kommunikation kommer oppefra, fra magtens side. I Danmark behøver nemlig man ikke at anholde sin modstander, hvis man er magthaver; den mest anvendte intimideringsstrategi fra politikere og embedsmænd i vore dage er ikke at lytte og at tale ned. De fleste ministre og politikere med ministerambitioner bliver ufatteligt gode til ikke at svare. Den nuværende valgkamp er et regulært orgie af den slags, og aftenens partilederrunde på TV2 (som jeg prøvede at undgå at følge for meget med i af hensyn til min egen sjælefred) var ingen undtagelse.

Det er ikke bedre i universitetets ledelseslag; de seneste få års økonomiske krise hos os afslørede samme strategi hos ledelsen, der som de eneste ikke blev ramt af fyringer.

Min oplevelse er at politikere bliver dårligere og dårligere til at lytte jo tættere de kommer på magten og jo længere de har været i det politiske spil. Pia Olsen Dyhr blev således bemærkelsesværdigt god til at ignorere kritikken af de muligheder for overvågning, der ligger i aftaler som PIPA og ACTA, da hun var minister. Til gengæld har jeg faktisk oplevet lydhørhed hos nogle socialdemokratiske og borgerlige i starten af deres politiske karriere – men det var før de blev til dem de blev til.  Så blev de også gode ikke-svarere.
Men samtidig har de fleste magthavere deres små særheder, de ikke kan kontrollere midt i al magtfuldkommenheden. Lykke Friis stirrer og virrer, Karsten Lauritzen klæder sig som en gymnasieelev der vil være politiker, Mette Frederiksen TALER FOR HØJT osv. osv. De særheder bliver til sprækker i en magtfernis, og når sprækkerne viser sig, bliver det ret fristende at trække på smilebåndet i stedet for at prøve at argumentere mod den magthaver, der alligevel ikke svarer.
Det er vigtigt ikke at lægge sin egen kritiske sans på hylden, hvis der kommer nogen til magten, som man mener at kunne identificere sig med. Tværtimod er det på det tidspunkt lige så vigtigt at kunne tænke uafhængigt. Og det gælder uanset hvem der er tale om – herunder at magthaverne skal være kritiske over for sig selv og kunne være se deres egne sprækker og leve med dem. Det er modsætningen til magtfuldkommenhed. Men hvor mange magthavere er på den måde? Ikke mange.

Flattr this!

Lignelse om en kakerlak

kakerlak

Nogle gange kommer det til underlige og frugtesløse konflikter; hvis man har at gøre med mennesker med et forholdsvis let antændeligt temperament kan det være en særlig udfordring. Hvad gør man så?

Rundt om på WWW kan man finde en interessant lille lignelse om menneskelig adfærd. Her er min kønsneutrale udgave.

På en restaurant flyver en kakerlak ind ad et åbentstående vindue. Den lander på brystet af en restaurantgæst, der udstøder et forskrækket skrig, farer op fra stolen og løber rundt i restauranten. Fjern den væmmelige kakerlak! råber restaurantgæsten. Det lykkes at få kakerlakken til at hoppe ned – og over på en anden restaurantgæst. Den anden restaurantgæst udstøder også et forskrækket skrig og begynder at løbe rundt i restauranten. Men så kommer en tjener, hidkaldt af de urolige restaurantgæster. Kakerlakken lander på tjeneren. Tjeneren går roligt hen til et vindue med insektet siddende på sig, griber fat om kakerlakken og smider den ud ad vinduet.

Hvad var årsagen til der udbrød et mindre kaos på restauranten? Var det kakerlakken? Nej, siger lignelsen, det var det netop ikke.  Det var ene og alene restaurantgæsterne, der var årsagen. Deres adfærd var en uovervejet, instinktiv og selvforstærkende reaktion. Og den fjernede ikke kakerlakken. Tjenerens adfærd var derimod en velovervejet respons. Tjeneren kunne have ladet sig rive med af gæsternes adfærd, men gjorde det ikke.

På samme måde skal man i besværlige sammenhænge tænke på om man er “restaurantgæst i panik” eller “rolig tjener”, om man udviser reaktion eller respons. Det er ikke nemt at være den “rolige tjener”; man skal tænke sig om og lade være med at handle overilet men det er meget ofte den ukontrollerede, instinktive reaktion, der skaber kaos.

Flattr this!

En ny folkebevægelse?


I dag er der mange af mine Facebook-venner der deler en artikel om Svend Brinkmann, der er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Jeg har tidligere skrevet her om hans bog Stå fast.

»Den instrumentaliserede tankegang er noget, der i dag gennemsyrer stort set alt, uanset om vi taler politiske reformer eller folks almindelige hverdagsliv. Forholdet til vores venner, kærester og ægtefæller er i stigende grad instrumentaliseret. Vi opretholder forholdet til dem, så længe det er udviklende og berigende. Vennekredsen LinkedIn-ficeres og kaldes i stedet et »netværk«; noget, man kan mobilisere, hvis man gerne vil have succes,« siger han.

Mange af de forhold jeg brokker mig over på min brok (undskyld, jeg mener blog) er netop konsekvenser af denne instrumentaliserede tilgang. Det enkelte menneske er et instrument, der skal fremme vækst. Så derfor skal vi tidligt ud på arbejdsmarkedet og finde os et produktivt job – og forlade arbejdsmarkedet så sent som muligt. Naturen er et instrument, der skal fremme vækst. Derfor skal der være motorveje som kan bringe os hurtigere på arbejde. Det kan godt være at vi en dag kan nedbringe CO2-udslippet så vi kan redde planeten men først skal vi have skabt en masse vækst. Når studerende tænker strategisk og minimalistisk, er er fordi de tænker på deres uddannelse som et instrument der skal hjælpe dem til et job, hvor de selv kan blive et instrument der kan skabe vækst. Når jeg som universitetslærer vælger hvor jeg skal publicere og hvordan jeg skal agere, tænker jeg på mig selv som et instrument der skal fremme min egen karriere. I den anden ende af samfundet er flygtninge kun værd at tænke på hvis de udgør et instrument i form af nyttig arbejdskraft. I diskussionerne om sænkning af den kriminelle lavalder bruger vi først og fremmest argumenter der tager udgangspunkt i om det kan betale sig at sænke lavalderen. Dette gælder også modstandere som mig.

Det jeg spekulerer på nu er hvordan vi kan bekæmpe denne instrumentaliserede tankegang.

Det er formodentlig umuligt at gøre dette til et tema i den igangværende valgkamp. Det er reelt kun Enhedslisten og måske også Alternativet, der sætter spørgsmålstegn ved konkurrencestaten, og alle andre taler om — at skabe arbejdspladser og vækst.

Men jeg har aldrig hørt andre end administratorer og direktører og mennesker med succes prise konkurrencestatens idealer. Der må også være nogle derude der stemmer på partier som hylder den instrumentelle tankegang, men helt privat er kritiske over for denne ide og hvad den gør ved os. Her tænker jeg dem der stemmer på bl.a. Venstre og Liberal Alliance men også på dem der stemmer på Socialdemokraterne og Radikale, to partier, der helst ser sig selv som “progressive men ansvarlige”. Hvad de der stemmer på Dansk Folkeparti tænker om konkurrencestaten, ved jeg ikke, men mon ikke der er en følelse af utryghed over alt det nye (og ikke kun over “de fremmede”) hos dem? Hvad SF mener, tør jeg ikke gisne om.

Der har tidligere i historien været folkebevægelsen der samlede mennesker i en fælles modstand på tværs af partiskel; her tænker jeg på bl.a. bevægelsen mod atomkraft og på bevægelsen mod EF. Der må være basis for en lignende folkebevægelse mod konkurrencestaten, for den gør ikke ret mange af os ret lykkelige. Den skaber først og fremmest stress og kynisme og almindelig indskrænkethed. Konkurrencestaten kan ikke betale sig.

Flattr this!

Det, vi ikke tør sige

1691

I The New Statesman er der en interessant enquête hvor en lang række kendte mennesker – fra Nick Cave over iranske systemkritikere og skotske komikere til Slavoj Žižek – bliver spurgt om hvad det er, vi “ikke tør sige”. Det afhænger af konsekvenserne – de konsekvenser, vi tror det ville have at gøre det usagte sagt. Alt det vi slet ikke tør fortælle til nogen vil vi selvfølgelig heller ikke røbe i sådan en enquête.

Her er hvad Slavoj Žižek siger:

In our permissive times, a new form of the unsayable is more and more acquiring a ­central role: it is not only that certain things are prohibited to say – the prohibition itself is prohibited: we are not allowed to say openly what is prohibited.

Already in Stalinism, it was not only prohibited to criticise Stalin and the party publicly, it was even more prohibited to announce this prohibition publicly. If someone were to shout back at a critic of Stalin, “Are you crazy? Don’t you know that we are not allowed to do this?” he would have disappeared into the Gulag even faster than the open critic of Stalin. Unexpectedly, the same holds for the relations of domination in our permissive post-patriarchal societies: a modern boss is tolerant, he behaves like a colleague of ours, sharing dirty jokes, inviting us for a drink, openly displaying his weaknesses, admitting that he is “merely human like us”. He is deeply offended if we remind him that he is our boss – however, it is this very rejection of explicit authority that guarantees his de facto power.

This is why the first gesture of liberation is to force the master to act as one: our only defence is to reject his “warm human” approach and to insist that he should treat us with cold distance. We live in weird times in which we are compelled to behave as if we are free, so that the unsayable is not our freedom but the very fact of our servitude.

Hvad er mit bud på det ingen tør sige? Det er i virkeligheden i forlængelse af Slavoj Žižek: At den danske universitetsverden inden for de seneste 15 år er blevet udemokratisk og alene styret af profithensyn, og at det kun kommer ledelsen og ledelsens yndlinge til gode at det er sådan. Til møderne i universitetets organer ligger denne erkendelse i luften, men den forbliver uudtalt. Vi skal lade som om vi er frie og lige i den danske universitetsverden, men det er vi ikke. Vi må ikke nævne at universitetsverdenen er gennemført udemokratisk.

Men nu har jeg sagt det.

Flattr this!

Nytten af at tænke på døden

doedenogmoderen
Døden og moderen. Detalje af skulptur af Niels Hansen Jacobsen. Foto: Statens museum for kunst.

Mit sammenstød med en bil i tirsdags har fået mig til at tænke på min egen forgængelighed. Var jeg kørt 2 sekunder tidligere, kunne jeg sikkert ikke sidde her og skrive dette (med venstre hånd). Jeg ville være havnet under bilens hjul. Var jeg derimod kørt 2 sekunder senere, var jeg ikke blevet ramt af bilen, og det var blevet endnu en hverdag på arbejde. Helst ville jeg have haft, at det var gået sådan, men min nuværende tilstand er kun en lille krusning på en stor overflade. Jeg kender og har kendt folk, der ikke var så heldige som jeg har været.

Hjælper det at vi tænker på at vi skal dø? Nogle mennesker bliver tilsyneladende mere kyniske af det. Andre udviser større empati. i månederne efter terrorangrebene i USA i september 2001 oplevede man begge reaktioner.

Vi kan ikke undgå at tænke på at vi alle skal dø engang, men det må ikke blive en lammende tanke. Nogle vil sige at vi er nødt til det. I stoisk filosofi anbefaler man negativ visualisering, dvs. at man skal forestille sig at man mister sine kære. Da vil man bedre kunne forstå de faktiske hændelser, man kommer ud for i hverdagen. Denne tanke har fået fornyet interesse efter at der er opstået fornyet interesse for stoicisme. I USA er der nogle steder “dødssaloner” og “dødscafeer”, hvor man kan mødes med andre for at tale om sin egen dødelighed.

Der er en spændende lang artikel i The Atlantic om dette at vi skal forholde os til døden. Læs den.

Flattr this!

Skal man tale med dem?

Daniel Carlsen fra Danskernes Parti sammen med Giorgos Epitideios, der er Europaparlamentsmedlem for Gyldent Daggry. Bemærk dette partis logo, der meget tilfældigt er tæt på at ligne et hagekors.
Daniel Carlsen fra Danskernes Parti sammen med Giorgos Epitideios, der er Europaparlamentsmedlem for Gyldent Daggry. Bemærk dette partis logo, der meget tilfældigt er tæt på at ligne et hagekors.

Jeg har endnu aldrig været til Folkemøde på Bornholm, og jeg kommer heller ikke af sted i år. Denne gang deltager der flere stærkt højreorienterede personer, og det gør mig bestemt ikke mere opsat på at deltage. Den homofobiske “ytringsfrihedsforkæmper” Geert Wilders, der vil have forbudt Koranen, er inviteret af Trykkefrihedsselskabet. Det kryptonazistiske Danskernes Parti afholder et arrangement som har deltagelse af bl.a. en repræsentant for det lige så kryptonazistiske Gyldent Daggry fra Grækenland og en fransk fascist.

Hvad skal man dog gøre? Hvis man møder op til et sådant møde, ender man med at legitimere de ekstreme holdninger. Hvis man ikke møder op, får repræsentanterne for de ekstreme holdninger frit spil. Hvad skal man så gøre? Jeg har ikke noget godt svar. Senest har Özlem Cekic sagt ja til at deltage ved det arrangement, Danskernes Parti laver. Det har mødt en del kritik. Samtidig ved vi dog også at Cekic er blevet kendt for at invitere dem, der kritiserer hende i hårde og ubehagelige vendinger, på kaffe og kage. Hun begrunder sin beslutning om at deltage hos Danskernes Parti således:

Derfor har jeg den holdning, at deres holdninger og had mod muslimer og jøder ikke skal stå uimodsagt. De har inviteret mig, og jeg har sagt ja, fordi det er vigtigt, at hadholdninger bliver sagt imod…

Måske leverer Özlem Cekic faktisk selv svaret på hvad man skal gøre: At politikerne skal tale imod hadske holdninger. Men det behøver man imidlertid ikke at mødes med repræsentanter for hadet for at gøre, og man skal ikke begrænse sig til nogle bestemte, udvalgte dage i juni. Desværre er der ikke så mange politikere, der uden for en folkemøde-sammenhæng bruger tid og kræfter på at imødegå den intolerance, der er så meget af i dag. Der er en masse ikke-racisme i dag, men alt for lidt antiracisme.

Flattr this!

At se døden i øjnene

postmortem

Jeg kan huske hvordan vi i min skoletid kom til at snakke om det at se et dødt menneske. Nogle ganske få i klassen havde prøvet det. Det var først da min hustru mistede sin mor, at jeg så et dødt menneske. Jeg kan huske, at jeg havde det meget underligt med at se min døde svigermor og jeg ved at min hustru også gav udtryk for noget tilsvarende – hvilket bestemt ikke var overraskende. Året efter så jeg så min egen mor få timer efter at hun var død; i disse dage er det ved at være et år siden at hun gik bort. Jeg kan huske at det så ud som om hun havde et skævt smil.

Jeg kan desværre ikke påstå at det er blevet nemmere for mig at tænke på døden siden da. I det 19. århundrede var det helt anderledes holdninger der herskede i Europa og Nordamerika. Dengang var det ikke ualmindeligt at tage billeder af netop afdøde slægtninge, og måske var det nemmere at leve med døden i en tid hvor folkesundheden ikke var så god og børnedødeligheden højere. Jeg lægger da også mærke til at mange billeder af døde fra dengang netop er billeder af døde børn og unge.

Det kan næsten virke som upassende omgang med lig, når man ser de opstillede billeder fra den tid, hvor den døde nogle gange står oprejst eller er sat i en særlig stilling, men måske siger det mest noget om vores egen frygt for døden. Billedet ovenfor er fra http://www.viralnova.com/post-mortem-victorian-photographs/, hvor der er en samling af sådanne gamle fotos. Jeg kan ikke finde detaljer om billedet, men det er helt tydeligt at den unge kvinde på billedet er død; eksponeringstiden var lang og forældrene bevæger sig lidt, mens deres døde datter selvfølgelig er helt tyst.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere forkert føles det at jeg (og andre med mig) har så svært ved at se døden i øjnene. Jeg mener: Vil vi ikke gerne have at andre ser os når vi selv er døde og på den måde husker os?

Flattr this!

Et forsvar for hyklerne

maske

For tiden læser jeg Svend Brinkmanns bog Stå fast; den vil jeg skrive mere om en anden gang, men her vil jeg tage fat et citat af Slavoj Žižek, der dukker op i bogen. Han besøgte København sidste år, og her sagde han bl.a. dette:

“Og det er åbenlyst, hvad jeg nu vil sige: Det, der interesserer mig, er, hvordan der kan være mere sandhed i den maske, som man adopterer, end i dit indre jeg. Jeg har altid troet på masker, og aldrig troet på det frigørende potentiale i at tage maskerne af.”

“…Vores indre jeg er fuld af lort. Det er elendighed. Jeg har aldrig troet på, at man skal gå dybt ind i en person. Hvis jeg gør det, så oplever jeg bare lort. Vi er alle beskidte egoister. Det interesserer mig ikke.”

Det er unægtelig et provokerende udsagn, hvis man tror på at man skal finde sit “sande jeg”..  Žižek bruger eksemplet med en sky, impotent og dum mand, der er bange men på Internettet skaber  en skærm-persona, som er en brutal voldtægtsmand, der ydmyger folk,  slår kvinder osv. Hvad er denne mands “sande jeg”? Jeg ved det ikke.

Man kunne også forestille sig det modsatte – en person, der har som ideal at ville det gode og ofte taler om det, men i nogle sammenhænge handler stik imod sine idealer.  Hvad er denne persons sande jeg? Er der tale om en hykler, der bag en maske af godhed skjuler sit sande, ubehagelige jeg? Hvis ja, skal han/hun da gennem personlig udvikling finde ind til dette sande jeg? Hvis en hykler er et menneske, der er at foregive at have nogle idealer, som man reelt ikke har, er personen måske men kun måske en hykler.  I mange tilfælde er det bedre at hjælpe personen til at leve op til idealerne.

Et helt konkret eksempel: Der er ganske mange mennesker, der siger at de ikke er racister, men reelt har intolerante holdninger. I mange sammenhænge ved vi godt, hvad der kommer efter indledningen “Jeg er ikke racist, men…”. Her vil udfordringen være ikke simpelthen at afsløre den faktiske racisme og udnævne “ikke-racisten” til en hykler, der bør finde ind til sit sande intolerante jeg, men i stedet at vise den pågældende person hvordan han/hun kan bekæmpe sin faktiske racisme og stræbe efter at blive anti-racist.

Flattr this!