Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Debatten – nu uden diskussion

debattenall

I dag talte jeg med en kollega om størrelser på projektgrupper. På
humaniora, hvor hun vejleder, er det praksis at projektgrupper ikke
bør have mere end 5 medlemmer – for humanistiske projekter er meget diskuterende og i en stor gruppe kan det hele ende i ørkesløse diskussioner. Ja, det kommer nemt til at minde om Debatten på DR2, sagde jeg. Det syntes hun var en morsom sammenligning.

Debatten på DR2 er for mig at se et eksempel på hvordan et tv-program  om politik ikke bør være; programmet giver mig bare hovedpine. Jeg har en fornemmelse af at i hvert fald nogle af de politikere, der er med, egentlig gerne ville have deres modstandere til at forstå deres synspunkter. Andre lader til at være udelukkende angrebsorienterede. Men det man observerer, er en råbekonkurrence: ingen forstår hinanden og ingen lytter. Det hjælper heller ikke at Clement Kjærsgaard anvender den stil, han gør. Den pågående stil bliver også brugt af Martin Krasnik, men det er i en situation hvor han er alene med modparten. Her giver det fin mening, men jeg tror der skal gøres noget andet i en plenumdiskussion.

Nogle gange virker det som om nogle af deltagerne i Debatten bliver kørt ekstra meget op, fordi de ikke kan nå ind til hinanden. Det er en meget almindelig frustration, som jeg kun kender alt for godt. Jeg husker alt for godt samtaler med personer, der var overbeviste astrologer, og med andre, der havde ubehagelige intolerante holdninger til minoriteter.

Hvordan får man mennesker til i det mindste til at lytte ægte
interesseret i det, man siger? Dette må være første forudsætning for at kunne forstå.

Matthew Lieberman er professor i psykologi ved UCLA og er gift med Naomi Greenberg, som jeg tidligere har skrevet om. Han interesserer sig for dette; man bemærker straks at han omtaler den meget amerikanske kontrovers om skydevåben.

It’s called “latitude of acceptance”. If I want to persuade you, what I need to do is pitch my arguments so that they’re in the range of a bubble around your current belief; it’s not too far from your current belief, but it’s within this bubble. If your belief is that you’re really, really anti-guns, let’s say, and I want to move you a bit, if I come along and say, “here’s the pro-gun position,” you’re actually going to move further away. Okay? It’s outside the bubble of things that I can consider as reasonable.

Men hvordan finder man ind til den “boble”, man har fælles med
Den Anden?

Lieberman siger:

When you’re drunk, or when you’ve had a good meal, or when you’re with people you care about versus strangers, these bubbles flex and move in different ways. Getting two groups to work together is about trying to get them to a place where their bubbles overlap, not their ideas, not their beliefs, but the bubbles that surround their ideas. Once you do that, you don’t try to get them to go to the other position, you try to get them to see there’s some common ground that you don’t share, but that you think would not be a crazy position to hold.

Samme aften som der var Debatten på DR2 om hvordan Danmark skal behandle flygtninge fra krigen i Syrien var der Bag om Borgen på DR1, hvor Martin Henriksen og Johanne Schmidt-Nielsen besøgte flygtningelejre i Jordan i et forsøg på at substantiere diskussionen. Der blev ikke opnået nogen enighed, men det blev en meget roligere diskussion – og det ikke kun fordi der kun var to personer blandet ind. Ved at de besøgte det samme sted og talte med de samme mennesker, fik de to deltagere også en fælles latitude of acceptance. Det var også tydeligt at mange af samtalerne fandt sted uden for kameraets rækkevidde, så det ikke var muligt at “tale til vælgerne”. Personligt er jeg naturligvis meget ked af at Martin Henriksen trods de mange møder med syriske flygtninge stadig stod stejlt på sit partis ubehagelige politik, men det lykkedes ham dog at sige at han følte med den mor til 5, der havde mistet sin mand. Så lidt skete der faktisk.

Jeg så gerne Debatten på DR2 erstattet med programmer, hvor
politikerne rent faktisk lyttede til hinanden og måske endda blev klogere. Man må kunne lære noget af begrebet om latitude of acceptance  og skabe et rum, hvor politikerne kommer tættere på hinanden og heller ikke falder for fristelsen til at tale til kameraet i stedet for til hinanden. Målet skal ikke være at skabe et blødt kompromis, men det kunne være godt at opleve at politikere rent faktisk talte med hinanden.

flattr this!

Livet er en katastrofe

zorba

Her til morgen læste jeg avis – Dagbladet Information, selvfølgelig. Her er nogle af overskrifterne.

Jeg behøver næsten ikke at nævne at jeg blev så overvældet og bekymret, at jeg sad og blev modløs en stund.

En mulighed er selvfølgelig at lade være med at læse avis eller at finde en avis, der er mere begejstret. Men det fjerner ikke den katastrofe, som livet er.

En af de film, jeg har set mange gange og snart må se igen, er Zorba, der er baseret på Nikos Kazantzakis’ roman (som jeg også har læst). Et sted i filmen vil englænderen Basil vide, om Zorba aldrig har haft en familie. Og Zorba svarer:

Am I not a man? And is not a man stupid? I’m a man. So I married. Wife, children, house, everything. The full catastrophe.

Citatet dukker op igen i Jon Kabat-Zinns bog Full Catastrophe Living, som jeg lige nu tygger mig igennem – og det har givet bogen dens titel. Zorba tænkte ifølge ham ikke på familielivet som en katastrofe men som endnu et aspekt af livet, der kan være overvældende og give anledning til mange bekymringer.

Og her er et citat fra et interview med Jens Unmack (lige nu aktuel med albummet Kærlighed og straf), der siger det samme som Zorba:

Du bekymrer dig heller ikke?

»Nej, jeg er fyldt op af katastrofer. Jeg gider ikke at se flere velgørenhedsshows på tv, mens jeg glemmer at være ordentlig over for de mennesker, som jeg burde være ordentlig over for. Vi kan ikke bekymre os om verdens undergang døgnet rundt, så er vi ikke mennesker længere.«

Det er meget præcist udtrykt. Det eneste realistiske, vi kan gøre, er at finde en måde at lære at leve med uoverskueligheden, så vi kan gøre noget ved den. Vi skal hverken lade os rive med af bekymringerne eller skubbe dem væk. Jon Kabat-Zinns bog handler om et bud på et alternativ, nemlig mindfulness, den nu lidt forkætrede idé om at vi skal være så opmærksomme som muligt i vores liv. Jeg håber selv at jeg efterhånden kan få denne idé til at virke for mig også.

 

flattr this!

Negre, sigøjnere og muhammedanere

Hughes - First Book of Negroes001
Børnebog af den afrikansk-amerikanske forfatter Langston Hughes. Se en nærmere omtale af denne bog på http://wetoowerechildren.blogspot.dk/2010/10/langston-hughes-first-book-of-negroes.html

I Information har der i den forgangne uge været en artikel af fire humanistiske forskere, der har kommenteret sagen om ændringer i filmene baseret på Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe-bøger.

Et af de steder, hvor der bliver ændret, er et sted hvor Pippi laver “skæve øjne”, mens hun fortæller om Kina. Et andet er i beskrivelsen af Pippis far, der hidtil er blevet kaldt negerkonge, og nu kaldes sydhavskonge.

Både i forbindelse med nyheden om Pippi-filmene og i forbindelse med kronikken i Information er kommet et hav af reaktioner fra mennesker, der bedyrer at de ikke er racister og at de undrer sig over at man ikke kan bruge dette ord, der for dem er helt naturligt og neutralt.

Men det, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er at denne reaktion kommer fra “ikke-negre”, der vil have lov til at omtale andre som “negre”, uanset om disse andre mennesker kan lide det eller ej.  Det har ikke været en reaktion fra mennesker med afrikansk baggrund, der helst vil kalde sig selv for “negre”.

Argumentet om at ordet “neger” er uskadeligt og passende er nemlig baseret på at den, der kategoriserer andre som “neger”, selv opfatter ordet som uskadeligt og passende. Og der er samtidig en stiltiende antagelse om at dem, man omtaler, ikke kan høre, hvordan de bliver omtalt.

Jeg tror på at de allerfleste af dem, der nu undrer sig over at de ikke kan bruge ordet “neger”, faktisk heller ikke bruger ordet nedsættende. Men ordet “neger” tilhører en tid med europæiske kolonier i Afrika og apartheid i Sydafrika og USA. Når “ikke-negre” bruger ordet om andre mennesker, hænger de i et eller andet omfang fast i tankegangen fra dengang, og de kommer til at signalere det over for de mennesker, de bruger ordet “neger” om. På denne måde er ordet beslægtet med “sigøjner” og “muhammedaner” – også de er markører af nogle gamle strukturer og opfattelser.  Ordet negro var engang det “korrekte” ord på engelsk, men det var i en tid, hvor et andet meget ubehageligt ord var det, man sædvanligvis brugte – også i borgerrettighedsbevægelserne brugte man ordet “neger”. Billedet ovenfor viser en berømt børnebog fra USA om afrikansk-amerikanske borgeres historie og kamp mod diskrimination og for ligestilling. Forfatteren er Langston Hughes, en kendt forfatter, der selv var afrikansk-amerikaner.

Man har “lov til” at omtale andre mennesker som man vil, så længe man ikke er injurierende, og derfor kommer alle automat-argumenterne om “ytringsfrihed” frem. Men dette er ikke et spørgsmål om hvad man har lovhjemmel til at sige, men et spørgsmål om  hvordan man i vore dage bør omtale andre mennesker.

Jamen, hvilke betegnelser skal vi så bruge? er der nu nogle, der vil indvende. Her kan jeg ikke lade være med at sige to ting.

For det første: Jeg taler ikke for at nogle ord skal forbydes, men lad os dog vænne os til at bruge en betegnelse, som det menneske, vi omtaler, selv ville bruge i vore dage. De romaer, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for sigøjnere. De muslimer, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for muhammedanere. De handicappede, jeg har mødt, kalder ikke sig selv for vanføre. Derfor vil jeg heller ikke bruge de ord om disse mennesker. Jeg kan heller ikke komme i tanke om en sammenhæng, hvor ordet “neger” er tidssvarende.

For det andet: Noget rigtig underligt ved ordet “neger” er at det er et ord der hænger fast i en karakterisation af mennesker ud fra nogle dårligt definerede ydre kendetegn og en gammeldags antropologisk idé om at der findes “racer”. Jeg kender ikke noget andet ord, der på samme måde bliver brugt af nogle mennesker om så mange, meget forskellige mennesker – det være sig en amerikansk præsident, en skolepige fra Nørresundby eller en sanger fra Benin. Alle er på et tidspunkt blevet omtalt som “negre”. Hvis jeg skulle nævne et andet ord, der bruges på samme måde, skulle da det måske være betegnelsen “farvet”, som man før i tiden anvendte om mennesker, der ikke var “negre”, men heller ikke var “hvide”.  Men som regel er det alt andet end de vage ydre kendetegn, der er det relevante, når vi taler om andre mennesker. Jeg kan ikke komme i tanke om en sammenhæng, hvor ordet “neger” er nødvendigt.

Når nogen laver om i bøger og film, som børn stadig læser og ser, er det netop fordi bøgerne og filmene stadig skal være tidssvarende – de er ikke kun produkter af en bestemt historie.

flattr this!

Smerten ved at blive afvist

afvisning

En af de hårdeste følelser, man kan opleve som menneske, er at blive afvist. Nogle børn bliver afvist af deres forældre. Nogle børn bliver afvist af dem, de går i skole med. De fleste af os (måske alle?) har prøvet at blive afvist af et menneske, vi gerne ville i kontakt med. Den stærkeste følelse i kærlighed er måske den ulykkelige kærlighed.  Hvorfor husker vi afvisningerne så godt, og hvorfor sidder smerten ved dem ofte i os i lang tid?  Og hvorfor kan afvisning gøre så helt enormt ondt?

Edge.org har et spændende interview med den amerikanske socialpsykolog og hjerneforsker Naomi Eisenberger om netop dét. Hendes forskning viser at det er nogle af de samme centre i menneskets hjerne, der reagerer, når vi bliver føler fysisk smerte, som når vi bliver afvist af andre.

Dette er værd at tænke over, når vi kommer til at afvise andre. Også beslutningstagere bør tænke over at når mennesker bliver marginaliseret eller udstødt i samfundet, er smerten ved denne afvisning beslægtet med en fysisk smerte. Ingen politiker vil i bogstavelig forstand slå på f.eks. de arbejdsløse, men mange vil gerne tale afvisende om dem.

I det hele taget indikerer Eisenbergers forskning, at der er sammenhæng mellem fysiske fornemmelser og følelser – i et forsøg undersøger hun hvordan hjernen reagerer, hvis mennesker holder en varm genstand, og hvordan de reagerer, hvis de får en venlig besked fra deres nærmeste. Det er nok ikke noget tilfælde, at vi bruger ordet “varme” i begge sammenhænge – eller at vi bruger ordet “føle” begge steder!

Den sidste del af interviewet kommer til at handle om noget helt andet, som jeg også har lyst til at nævne her, da det passer med nogle af mine egne oplevelser. Naomi Eisenberger er gift med Matthew Lieberman, der også forsker i psykologi. Det, hun bemærker i sit eget akademiske miljø og i samtaler med sin mænd, er at det akademiske miljø ser ud til at være mere “mandevenligt” i sin atmosfære. Ofte har hun set mandlige forskere, der var usædvanligt kritiske og hårde ved hinanden, og bagefter har givet udtryk for at de syntes at den hårde diskussion var en god oplevelse. Og mandlige forskere, siger Eisenberger, er ofte meget mere tilpasse med selv-promovering end kvinder er. Hendes fornemmelse er at dette at promovere sig selv og sin forskning ikke er så vigtigt for kvindelige forskere og måske også føles utrygt  – i hvert fald har hun det selv på denne måde. Om dette er en grundlæggende forskel, eller om det også spiller ind, hvordan kvindelige forskere bliver behandlet, kan (og bør) man så tænke lidt nærmere over.

flattr this!

Arven fra Inge Dahl Sørensen

vinda

Dansk politik har nået et nyt lavpunkt. 2014 er ikke slut endnu, men det er allerede blevet et år hvor der er usædvanligt mange humanitære kriser rundt om i verden samtidig – Syrien, Irak, Libyen, Palæstina, Ukraine, Congo, Den Centralafrikanske Republik… Danske politikere kender situationen men bruger den kun som skræmmebilleder om det “truede Danmark”, der umenneskeliggør dansk flygtningepolitik yderligere et niveau. Dansk Folkepartis foreslår at placere flygtninge og asylansøgere i lejre i Kenya – landet, der i forvejen ifølge UNHCR huser over en halv million flygtninge fra konflikter i Afrika og har en præsident, der er under tiltale ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Og Danmarks andet populære parti, Venstre, synes at dette forslag lyder “interessant”.

Men retorikken er slet ikke ny.  Venstres indfødsretsordfører Inge Dahl Sørensen blev sidst i 1990’erne meget omtalt med et forslag om at asylansøgere og flygtninge ikke skulle kunne rejse ind i Danmark men skulle placeres i lejre et sted i Afrika. Jeg kan huske et møde i Amnesty International i Aalborg, hvor vi havde inviteret Klaus Rothstein – dengang informationschef ved Dansk Flygtningehjælp. Han og vi rystede som de fleste andre dengang  overbærende på hovedet af det forslag.

Samme Inge Dahl Sørensen foreslog at man skulle inddele ansøgere om statsborgerskab i fire grupper – dem, der var tidligere straffede, dem, der skyldte i skat, dem der ikke kunne dansk og “resten”. Og så skulle Folketinget vedtage om hver af disse fire grupper skulle have statsborgerskab. I 2001, i kølvandet på terrorangrebene i USA, foreslog Inge Dahl Sørensen at danske muslimer skulle kunne interneres “i krigssituationer og under andre alvorlige forhold”. Dengang tog selv Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti afstand fra dette forslag og sammenlignede det med kz-lejre!

Daværende partiformand Uffe Ellemann Jensen fik i 1997 Inge Dahl Sørensen til at trække sig tilbage fra sin ordførerpost. Men i 2001, da hun kom med sit interneringsforslag, kunne man stadig finde hende i Folketingets retsudvalg. I dag er Danmarks populæreste parti helt tydeligt bevidst om arven efter hende.

Inge Dahl Sørensen er i dag Ridder af Dannebrog.

flattr this!

Marek Edelman

edelman

Jeg har omsider fået læst om Marek Edelman, der var polsk jøde . Edelman, der døde i 2009, var en af de overlevende ledere af opstanden i Warszawa-ghettoen, hvor polske jøder gjorde et stort, men i sidste ende forgæves oprør mod den nazistiske besættelsesmagt.

I 1980’erne var Edelman med i den polske arbejderbevægelse Solidaritet. I 2002 protesterede han mod den israelske retssag mod den palæstinensiske aktivist Marwan Barghouti, en retssag der af mange blev fordømt som en skueproces. I et brev til palæstinenserne fordømte Edelman selvmordsbomberne, men udtrykte samtidig solidaritet med palæstinensernes krav, sammenlignede deres situation med situationen i Warszawa-ghettoen i sin tid og opfordrede israelere og palæstinenserne til at finde en ny vej. Han skrev:

Just look around you, Look at Ireland. After 50 years of bloody war, peace has arrived. Formerly deadly enemies have set down at a common table. Look at Poland… Without a shot being fired, the criminal communist system has been defeated. Both You and the State of Israel have to radically change your attitude. You have to want peace in order to save the lives of hundreds and perhaps thousands of people, and to create a better future for your loved ones, for your children. I know from my own experience that the current unfolding of events depends on you, the Military Leaders… You are wise and intelligent enough to understand that without peace there is no future for Palestine, and that peace can be attained only at the cost of both sides agreeing to some concessions.

Det må være de forsoningsprocesser, vi har set andre steder i verden – blandt andet i Nordirland og i Polen – der kan tjene som inspiration i Mellemøsten. Mit forsigtige gæt er at en varig fred i Israel/Palæstina også kan have en afgørende positiv indflydelse på situationen i Irak og Syrien.

På grund af sin kritik af Israel var Marek Edelman ikke populær i Israel, hvor mange officielt trækker en lige linje fra opstanden i Warszawa-ghettoen til oprettelsen af staten Israel 4 år senere. Interessant nok var en af de mest højreorienterede israelske politikere, Moshe Arens, af den opfattelse at Marek Edelman skulle hædres i Israel for sin frihedskamp under 2. verdenskrig.

(I det stik modsatte hjørne har vi den amerikanske skuespiller og tv-vært Joan Rivers, der tidligere i år udtalte at palæstinenserne “fortjener at dø”. Få dage efter denne udtalelse døde Joan Rivers ironisk nok selv.)

Marwan Barghouti sidder stadig fængslet. En opinionsundersøgelse i 2012 viste at 60 procent af palæstinenserne ville foretrække ham som leder; han ville således kunne slå både Fatah, som han i sin tid brød med, og Hamas.

flattr this!

Farvel til Danske Bank

danskebank-aalborgI dag skete det omsider – jeg skifter pengeinstitut. Beslutningen var egentlig truffet for længe siden, men en del usikkerheder på privatfronten har fået mig til at udskyde den. Min mor arbejdede i mere end 40 år i Danske Bank, men de sidste år var ikke gode. Danske Bank behandlede en af deres mest trofaste medarbejdere som skidt. Danske Bank har også altid været en torn i øjet på mig; jeg har aldrig brudt mig om deres monopollignende status kombineret med en ansvarsløshed hos bankens ledelse, som nogle kalder “risikovillighed”  og især de seneste års “bankpakker” har vist de mest uskønne sider hos både politikere og Danske Bank. Læg dertil utilfredse kunder. Og så ikke et ord om Danske Banks holdning til investeringer. Banken gør et stort nummer ud af at de ikke investerer i atomvåben og har da også en liste over virksomheder, de ikke vil investere i. Men jeg forventer mere af investering end at de ikke har kendte negative konsekvenser. Hvis jeg skal investere, skal det være i noget, der er af positiv karakter.

Der var ingen gode grunde til at blive hos Danske Bank; kun trægheden hos mig og midlertidige usikkerheder i familiens økonomi  stod i vejen. Retfærdigvis skal det siges, at de medarbejdere, der kendte min mor, altid har behandlet mig godt i årene under min mors sygdom, hvor banken forvaltede min mors formue. Det er ikke dem, men selve bankinstitutionen, der får mig til at skifte.

Efter min mor arver jeg et beløb, der er så stort at jeg nu kan indfri alle lån (inklusive familiens boliglån) og dermed for første gang i mange år være helt gældfri.  Med andre ord: dette er et helt rent brud. Der bliver endnu en overgangsperiode, til Danske Bank har opsagt mine konti og alt er overflyttet, så jeg skal leve med dem endnu en måned eller i værste fald to.

Det pengeinstitut, jeg skifter til, er Merkur Andelskasse, der i modsætning til mange andre danske pengeinstitutter har et fokus på bæredygtighed og etik. Set i bakspejlet burde jeg have skiftet for mange år siden.

flattr this!

Den indre uven

inner

I disse dage er jeg begyndt at læse en bog om meditation. Jeg skal ikke røbe hvilken bog, der er tale om – jeg er nemlig stadig ikke sikker på om det faktisk er en god bog trods alle de rosende anmeldelser (jeg har endnu til gode at finde en bog om meditation, der ikke pludselig slår over i hurra-sprog, og jeg frygter at denne bog også snart begynder på hurra-udsagnene). Men én værdifuld tanke har jeg fået fra den.

Mange menneskers indre liv (måske gælder dette for alle mennesker?) udspiller sig som en slags indre dialog med samvittigheden. Nogle gange er det en meget negativ og anstrengende dialog; hvis man på et tidspunkt har dårligt selvværd eller er stresset, kan den indre stemme være direkte uudholdelig.

Her er et eksempel på en dialog, jeg “hørte” tidligere i eftermiddags:

- Jeg orker ikke at lave mere i dag.
– Men hvis du ikke får mere fra hånden i dag, gør du dit arbejde dårligt.
– Jeg har faktisk lavet en del allerede i dag.
– Du kan sagtens lave mere, Hans. Du regnede med at du kunne lave meget mere, men igen har du været alt for ineffektiv. Hvad vil andre ikke tænke om akademikere, der opfører sig så slattent?

Det er en interessant øvelse at overveje hvor meget af det, den “indre stemme” siger, man ville kunne holde ud at høre på, hvis det kom fra en anden person. Nogle gange har samvittigheden selvfølgelig ret, men hvis en af mine kolleger havde sagt det, min “indre stemme” sagde til mig her i dag, var jeg blevet vred. Sådan skal man ikke behandle mig! Men her hvor det var “mig selv”, der talte, blev jeg bare flov over at jeg ikke havde lavet alt det, jeg “burde”. Meditation skal hjælpe os med at få fred fra denne indre uven.

flattr this!

Alle de gode grunde

IMG_3705-0.JPG

  • Jeg gider ikke.
  • Det har ingen interesse.
  • Pengene går ikke til danske børn.

Dette var nogle af de begrundelser, jeg hørte for ikke at give et bidrag, da jeg i dag var med til at samle ind til Red Barnet. Næsten alle de store villaer på Østergade i Nørresundby lå øde hen. En afdeling af en kendt motorcykelklub (som de holder af at kalde sig selv) har en af de største villaer, og de var heller ikke hjemme.

Men heldigvis mødte jeg også megen velvilje. En del steder stod folk parat med penge. Og en dame kom farende ud fra netop en stor villa på Østergade med en hundredekroneseddel, lige som jeg troede at der ikke var nogen hjemme.

Nogle gange bliver humanitære foreninger kritiseret for ikke at fokusere på det “nære” og for at være “selvgode”. Selvfølgelig laver vi, der samler ind, også fejl – vi er selvfølgelig ikke perfekte – og selvfølgelig skal vi også deltage i det nære samfund og være til stede i vore egne familier og for vore egne børn. Men i år fokuserede indsamlingen på Red Barnets arbejde i katastrofezoner, netop fordi en af de helt store udfordringer er at verden lige nu er vidne til usædvanligt mange humanitære katastrofer, både krige og naturkatastrofer. Nogle organisationer taler i denne tid for at midler skal flyttes fra udviklingsbistand til katastrofehjælp. Derfor er en indsats lige nu ekstra vigtig. Og uanset hvad de ovenfor citerede mennesker siger, har det aldrig været dem, der smækkede døren i og ikke gad, der skabte en bedre verden.

flattr this!

En planteædende censors bekendelser

Der er noget, jeg egentlig ikke føler den store trang til at skrive om her. Og jeg lover at jeg ikke vil skrive om det igen. Det er et emne, som jeg ved vækker stærke følelser hos nogle. Men i dag gør jeg en undtagelse. Jeg er veganer, dvs. jeg spiser kun mad der er rent plantebaseret. Jeg er 100% planteæder og har været det i 20 år. Mange andre er lakto-ovo-vegetarer (ofte er det europæere og nordamerikanere, og jeg var det selv før jeg blev veganer); de spiser planter og ingredienser baseret på mælk og æg. Atter andre (ofte er det hinduer) er lakto-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på mælk. Der skulle også findes ovo-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på æg – men jeg har endnu til gode at møde en af slagsen.

I tidens løb har jeg fået mange spørgsmål. Mange af dem er vel i virkeligheden omskrivninger af det samme grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har en lille FAQ i hovedet, og jeg kunne vel godt lægge den på nettet. Men dels ville det virke unødigt flabet, dels vil det næppe forhindre spørgsmålene i at dukke op igen (og igen). Det er tydeligt, at nogle mennesker opfatter det at være vegetar eller veganer som et afsavn.

Inden for de sidste års tid har jeg rundt om i verden opdaget gode veganske spisesteder, hvor man kan gå lige ind fra gaden og vælge veltillavet mad fra et godt menukort. Senest skete det i dag i Aarhus.

I Los Angeles ligger der en billig vegansk diner med sæder beklædt i gult vinyl og et overvejende thai-inspireret menukort, suppleret med alskens desserter. I Stockholm findes der en fin lille kinesisk vegansk restaurant ved navn Lao Wai. I Buenos Aires, kun få hundrede meter fra præsidentpaladset på Plaza del Mayo, ligger der en billig og pæn vegansk café. Der er en helt suverænt god vegansk restaurant i Tallinns gamle bydel, og den har endda et interessant udvalg af interessant øl (det, mange mennesker insisterer på at kalde “specialøl” og som mange andre af os kalder for “mikrobryg”). I en sidegade i Barcelona ligger den meget prisbillige veganske café Cat Bar, der desuden har et helt overvældende udbud af mikrobryg fra hele verden. Via Bergamo i Rom byder på restaurant Ops! med udendørs servering, en helt overvældende buffet og et lille, men fornuftigt udbud af italiensk øl. Og Aarhus kan byde på Mikuna, hvor jeg i dag spiste for første gang efter at have været censor ved en specialeeksamen på Aarhus Universitet. Jeg fik en dejlig mulligatawny og derefter et stykke helt nybagt chokoladekage.

Disse spisesteder viser, at det ikke behøver at være et afsavn at være veganer – maden er lækker og rigelig. Måske har de veganske cafeer også en slags folkeoplysende effekt. Min erfaring er at der er mange ikke-vegetarer, der ikke ved særlig meget om vegetarer og veganere (og meget at det, de mener at vide, er desværre ofte fordomme og halvfordøjede udsagn om ernæring – hvor ofte har jeg ikke hørt velmenende bekymringer om “kalk og protein”?), men de allerfleste vegetarer ved godt, at der er folk, der spiser kød. De fleste af os, der er vegetarer eller veganere, har nemlig engang spist kød. At vi holdt op med det, er et personligt, bevidst valg, der krævede overvejelser og stillingtagen.

Den amerikanske forfatter Carol J. Adams, der selv er vegetar (faktisk tror jeg, hun er veganer) har skrevet en læseværdig bog om den slags underlige møder mellem vegetarer og ikke-vegetarer, Living Among Meat-Eaters, og jeg genkender kun alt for godt de situationer, hun beskriver. Med fare for selv at virke meget fordomsfuld: Det at spise kød er den adfærd, der er normen i mange samfund rundt om i verden, og derfor er det uden personlige omkostninger at vælge at følge denne norm. Man behøver heller ikke at begrunde at man følger normen, og derfor overvejer man det som regel ikke. Derfor er situationen ikke helt symmetrisk – temmelig mange ikke-vegetarer, jeg har talt med, udtrykker først og fremmest, fornemmer jeg, et forsvar for at blive ved med at gøre som de plejer. Det bemærkelsesværdige er, at jeg ikke har kritiseret dem. Jeg har simpelthen svaret på deres spørgsmål om hvorfor jeg får serveret noget andet mad end dem, og jeg har egentlig ikke lyst til at tale mere om det på dét tidspunkt. Nogle gange er det tilsyneladende selve mødet med en anderledes norm, der udløser forsvaret. For jeg har i andre sammenhænge oplevet tilsvarende lidenskabelige forsvar for normerne i helt andre sammenhænge – f.eks. ved mødet med folk med f.eks. anden seksualitet, anden tøjstil eller anden livsanskuelse. Selve dette at vælge anderledes kan nogle gange fremstå som en provokation i nogle menneskers øjne.

Men den slags lærer man efterhånden at tage med et smil og et skuldertræk. Livet er for kort til unødig polemik. I virkeligheden er der efterhånden kun én ting, der for alvor stadig ærgrer mig, og det er udsagnet Men vegetarer plejer at spise fisk! Nogle gange er dem, der siger det, ægte overraskede over at jeg ikke spiser fisk, andre gange er de forargede – hvorfor kan jeg da ikke spise fisk når nu “alle de andre vegetarer gør det”?

Men de, der spiser fisk og derudover kun lakto-ovo-vegetarisk mad, er jo ikke vegetarer. Det, alle vi, der er vegetarer, har til fælles er at vi slet ikke spiser dyr. De fiskespisere, jeg kender, er begavede og sympatiske mennesker, og deres spisevaner er også udtryk for et bevidst valg; det er ikke et valg, jeg er enig i, men fiskespiserne har selvfølgelig lov til at træffe dette valg og de spiser vel også færre animalske produkter end mange andre. Det eneste jeg vil bede fiskespiserne om, er om de ikke nok vil lade være med at kalde sig for vegetarer. Når de gør det, er de nemlig med til at udbrede en misforståelse, der ender med at gøre livet mere besværligt for os, der rent faktisk er vegetarer eller det der er værre.

flattr this!