Kategoriarkiv: Etiske fordringer

I hver sin del af sindet

SS-auxiliaries-poses-at-a-resort-for-Auschwitz-personnel.-From-laughing-at-Auschwitz-c.-1942

Hvor underligt det end synes, er dette måske et af de grusomste billeder taget under 2. verdenskrig. Det viser umiddelbart bare nogle unge mennesker, der er på en udflugt. De griner og har måske lige sunget en sang. Men personerne på billedet var tyskere, der arbejdede i Auschwitz. Billedet er del af en samling fotos, der er taget i perioden fra maj til december 1944, hvor tusindvis af mennesker hver dag blev slået ihjel [på en tilfældig dag i oktober 1944 blev mere end 800 børn mellem 9 og 14 dræbt i gaskamrene]. Personerne på billedet var medskyldige i dette massemord. Og de kunne have de massakrer, de udførte eller “bare” var med til at administrere, i én del af deres bevidsthed, og udflugterne til Solahütte, som var navnet på nazisternes udflugtshytte i bjergene nær Auschwitz, kunne de have i en anden del af bevidstheden. The New Yorker har en lang og interessant artikel om det usædvanlige og usædvanligt grusomme fotoalbum og hvordan det blev fundet.

For mig og sikkert mange andre er det tankevækkende, at mennesker er i stand til at foretage og opretholde denne adskillelse mellem det “normale” og det unormale. Psykologer taler om kompartmentalisering, og det er en strategi, som er meget udbredt hos mennesker, der skal leve med en kognitiv dissonans, dvs. med flere modstridende indtryk, følelser eller elementer af viden. Kompartmentalisering kan være en nyttig strategi, så man ikke “tager sit arbejde med hjem” – men den kan også skabe en spaltet personlighed og skabe mennesker, der i nogle sammenhænge virker normale og empatiske og i andre sammenhænge er det stik modsatte. Hvis de ansvarlige for massemordene i koncentrationslejrene havde “taget deres arbejde med hjem”, kunne det måske være gået anderledes.

Flattr this!

Der er to slags mangfoldighed

mangfoldighed

Du kan have en national eller regional identitet. Du kan have en religiøs identitet. Du kan have en seksuel identitet. Du kan have en arbejdsidentitet. Du kan have en uddannelsesidentitet. Du kan lide af en særlig sygdom eller have et særligt handicap. Du kan tilhøre en aldersgruppe eller en samfundsklasse eller en subkultur af mennesker, der går i en bestemt slags tøj eller lytter til en bestemt slags musik eller læser bestemte slags bøger eller spiser bestemte slags mad.

I disse år fylder identitetspolitikken rigtig meget på godt og på ondt. Identiteterne bliver fremhævet af andre, så de kan diskriminere dig, og de bliver brugt af dig selv til at fremhæve hvem du selv er – nogle gang  for at bekæmpe diskrimination, nogle gang i form af en slags nationalisme. Man kan se Storbritanniens nej til EU og den skotske regerings krav om en ny folkeafstemning udtryk for en form for identitetspolitik. Og man kan se kampen om transpersoners adgang til offentlige toiletter i USA som en form for kamp om identitet.

På denne måde er identiteterne led i en kamp for at anerkende den mangfoldighed, der er mellem mennesker.

Men der er også en anden slags mangfoldighed, som man sjældent taler om, og det er mangfoldigheden i det enkelte menneske. Det samme menneske kan have mange identiteter på samme tid. Tænk på dig selv – du bor i et land (hvis du  kan læse denne tekst, er der en ikke helt lille sandsynlighed for at du bor i Danmark), du tror på en religion eller tror slet ikke på en religion, du har en seksuel præference, du har et job eller er uddannelsessøgende eller måske er din livssituation en anden. Osv. osv.

Måske kan vi bedre anerkende mangfoldigheden mellem mennesker ved at huske at anerkende mangfoldigheden i det enkelte menneske. For der er en god sandsynlighed for at nogle af de mennesker, som måske virker meget forskellige fra dig, i sig har en del-identitet som er den samme som en af dine del-identiteter. Hvis de husker at der er en mangfoldighed i dig selv, kan du nemmere forstå mangfoldigheden hos de andre og begynde at tænke frit.

Dette er en tanke, som dukker op hos den indiske Nobelprismodtager Amartya Sen i bogen Identitet og volddu må indse, at han/hun selv hører til mange steder og ikke må reducere dig selv til én enkelt identitet eller leve med at blive reduceret af andre. Det sidste kapitel i Identitet og vold, der er en kraftig kritik af de forskellige slags nationalisme, der findes i Indien, hedder da også “Frihed til at tænke”.

Flattr this!

Er krig uundgåelig?

I december 1969, da Vietnamkrigen rasede på sit allerblodigste, betalte John Lennon og Yoko Ono for store skilte med dette budskab rundt om i USA.
I december 1969, da Vietnamkrigen rasede på sit allerblodigste, betalte John Lennon og Yoko Ono for store skilte med dette budskab – at krigen kan slutte, hvis vi vil – rundt om i USA.

Jeg vil gerne have en verden uden krig; der er ikke noget, der er så ubehageligt at læse om som krigene rundt om i verden, om alle tabene af menneskeliv og om den ødelæggelse af menneskeskabte værdier og af miljøet, som krigene fører til. Men der vil altid være krig, hører vi meget ofte – sådan er menneskets natur. Måske er de fleste af os fredelige, men der er nogle få, der vil have krig, og derfor bliver der ved med at være krig. Sådan siger mange. Jeg spurgte derhjemme, og min familie havde også denne umiddelbare reaktion: At krig er uundgåelig.

Når man er forsker, bliver man uvilkårligt skeptisk over for dem, der siger at noget aldrig vil kunne lade sig gøre. Sådan er der jo blevet sagt om mange af de opfindelser og opdagelser, som vi tager for givet i dag. Og enhver begrundelse, der tager udgangspunkt i menneskets uafvendelige natur, har et element af fatalisme i sig. Heller ikke dette er noget, man uden videre bør acceptere.

Tilmed er det jo også sådan at krig er et menneskeskabt fænomen. Når mennesker kan frembringe det, kan mennesker vel også undlade at blive ved med at frembringe det.

John Hogan, der er professor ved Stevens Institute of Technology i Hoboken (der er en forstad til New York) og skribent for Scientific American, har det også på denne måde. Han har skrevet en bog om dette emne, The End of War,  som jeg endnu har til gode at læse. Men på Horgans websted gør han rede for sine centrale observationer.

John Horgan hæfter sig det at der faktisk ikke er fundet arkæologisk evidens for krigsførelse som er ældre end 13.000 år. Der er tilfælde, hvor chimpanser har rottet sig sammen for at slå andre chimpanser ihjel, men disse tilfælde er få, og de kan lige så vel være en tillært adfærd som skyldes menneskers indtrængen på de områder, hvor chimpanserne bor. Og nogle krige er ikke udsprunget af knaphed på resurser – der har bestemt været tale om geopolitiske interesser, men ikke resurseknaphed, og der er i høj grad tale om at krigene er udsprunget af nationalisme. Første Verdenskrig er på mange måder et eksempel på sådan en krig.

Ét er at konflikter formodentlig er uundgåelige, men det er ikke givet at væbnede konflikter også skal være uundgåelige. Her hæfter jeg mig ved at det er nogle af de samme mennesker, der gerne siger at “man kan hvad man vil”, der samtidig ytrer at krig er uundgåelig.

Det må kunne lade sig gøre at finde alternativer til krig. Min fornemmelse af at dette må være muligt, er at der allerede er en del viden om effektiv fredelig konfliktløsning derude;  vi accepterer f.eks. ikke slagsmål eller mord som en gyldig løsning på konflikter i arbejdslivet i Danmark.

Måske er det i lige så høj grad en selvopfyldende profeti at hævde at krig er uundgåelig?

Her er en kort video med John Horgan.

Flattr this!

#lægeforendag (og en opgang, der hylder Harold Pinter)

Harold Pinter var en pionér inden for det absurde teater. Den Store Danske skriver: "Besiddelsen af et lukket rum, det være sig et kælderrum, en lejlighed eller et hus, er en livsnødvendighed for det Pinterske menneske, der stedse føler sig truet af andre menneskers invasion og aggression. Rummet fungerer med andre ord som et eksistentielt beskyttelsesrum i et dæmonisk truende univers."
Harold Pinter var en pionér inden for det absurde teater. Den Store Danske skriver: “Besiddelsen af et lukket rum, det være sig et kælderrum, en lejlighed eller et hus, er en livsnødvendighed for det Pinterske menneske, der stedse føler sig truet af andre menneskers invasion og aggression. Rummet fungerer med andre ord som et eksistentielt beskyttelsesrum i et dæmonisk truende univers.”

I dag var jeg indsamler for Læger uden grænser.

Et ungt par i pænt tøj åbner døren; de skal vist ud at gå søndagstur.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Vi har desværre ikke nogen kontanter, siger manden.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser dem app’en på min telefon). I skal bare oplyse hvilket beløb, I vil give, og et mobilnummer. Derefter får I en SMS som kvittering. I skal ikke engang have jeres egen telefon frem.
– Vi vil gerne give et beløb, når vi kommer hjem igen, siger konen.
– Men… jeg står her jo ikke til den tid og kan tage imod et beløb. Det er nu, I kan give et beløb via min app.
– Vi sagde, at vi gerne vil give et beløb, når vi kommer hjem igen, siger manden.
– Men det giver jo slet ingen mening! I virkeligheden vil I jo slet ikke give noget beløb, vel?
– Nej, det vil vi nemlig ikke. Og hvad bilder du dig ind at være sur, din spasser? Vi vil jo ikke give dig noget! siger manden.

Jeg skynder mig væk, op ad trappen og hører manden kalde mig en sur spasser én gang til, hvorefter han siger til konen at de sagtens kan bruge de penge selv.

På næste etage åbner en ung mand døren.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser ham app’en på min telefon). Du skal bare oplyse hvilket beløb, du vil give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have din egen telefon frem.
– Min mobil er ved at løbe tør for strøm.
– Det var ærgerligt. Men du skal jo ikke engang have din egen telefon frem; det er min telefon, vi skal bruge.
– Nej, men der er ikke flere penge på min mobil.
– Åh, det var vel nok ærgerligt. Her er et stykke papir med oplysninger, så du kan betale et beløb over netbank. Det håber jeg, du vil.

Naboen er ikke hjemme, så jeg går op til næste etage. Her er der en yngre mand, der åbner.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser ham app’en på min telefon). Du skal bare oplyse hvilket beløb, du vil give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have din egen telefon frem.
– Jeg er meget gammeldags. Jeg har hverken mobilbank eller Swipp eller noget.
– Men har du da ikke en mobiltelefon?
– Nej, det har jeg ikke.
– Virkelig ikke?
– Nej. Og forleden gav jeg penge til WWF.
– Men det er jo et helt andet formål end Læger uden grænser!
– Ja, det er det. Men jeg kan jo ikke give til det hele.
– Jeg håber du får en god dag.

På fjerde sal lukker en mand op.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser dem app’en på min telefon). Du bare oplyse hvilket beløb, du give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have jeres egen telefon frem.
– Jeg har mistet min telefon under karnevallet.
– Det var vel nok ærgerligt. Så har du vel fået spærret dit nummer?
– Nej, det har jeg ikke fået. Vent… jeg tror jeg har tabt en mønt ude på badeværelset. (går ud på badeværelset og kommer triumferende tilbage). Se, her er ti kroner.
– Mange tak. Her har du en seddel fra Læger uden grænser, så du kan se hvad pengene går til.

[ Retfærdigvis skal det siges, at denne opgang var en speciel oplevelse. Mange andre steder blev jeg vel modtaget, og i alt fik jeg indsamlet 815 kroner. Hvis du, kære læser, vil give et bidrag til Læger uden grænser, kan du gøre det via https://msf.dk/enkelt-donation. ]

Flattr this!

Det er ikke alle, der…

notallmen

En af de mest irriterende indvendinger, når der er kritik af kønsdiskrimination eller andre former for kvindefornedrende adfærd, er at “ikke alle mænd er sådan”. Ofte bliver denne kritik ført i marken som del af en påstand om at feminister hader alle mænd (her ser vi bort fra at mænd sagtens selv kan være feminister!).

Hvorfor er indvendingen irriterende? Formelt set er den jo helt korrekt. Det er bestemt ikke alle mænd, der tager del i den adfærd, der bliver kritiseret. Det, der er så irriterende og urimeligt, er at indvendingen tolker kritikken som noget, den ikke er. Der er jo ikke tale om en kritik af mænd fordi de er mænd, men kritik af et problem og nogle magtstrukturer i samfundet som nogle mænd (men bestemt også nogle kvinder!) er anledning til.

Og her er der faktisk noget interessant: Mange kulturkonservative kritikere af feminisme fremfører “ikke alle mænd”-argumentet eller “had til mænd”-argumentet, men er samtidig ofte tilhængere af en voldsomt generaliserende kritik af etniske mindretal. Derfor er der paradoksalt set også noget potentielt godt i “ikke alle mænd”–indvendingen, i og med at den siger at man ikke skal kritisere mennesker for det, de er, men kun for det de gør. Når man ikke bør kritisere mænd, bare fordi de er mænd, bør man nemlig ikke heller kritisere mennesker, bare fordi de tilhører et etnisk mindretal.

Flattr this!

Matematik og datalogi – og krig

p9

På det seneste er jeg begyndt igen for alvor at tænke over de etisk betingede problemstillinger, der er forbundet med forskning, efter at det er kommet frem at der har været samarbejde mellem Aalborg Universitet og BAE Systems, der laver våben og overvågningssoftware og har samarbejde med diktaturstater. Det er underligt at opleve mine kollegers reaktioner og at opleve at AAU fra centralt hold tilsyneladende finder samarbejdet uproblematisk og endda nævner BAE Systems som en officiel samarbejdspartner. I dag opdagede jeg tilmed, at BAE Systems har et opslag oppe på mit institut, hvor de søger efter en studenterprogrammør, der vil hjælpe dem. Jeg talte med den studerende, der havde sat opslaget op. Han måtte indrømme, at det var lidt problematisk, “men det er jo ikke den danske afdeling, der laver den slags ting”, sagde han. Men det er det jo faktisk – det er endda afdelingen i Nørresundby.

I 1992 skrev den danske videnskabshistoriker og fysiker Jens Høyrup fra Roskilde Universitet en artikel, Matematik og krig, og det er en artikel, jeg ofte vender tilbage til. Den er en grundig historisk gennemgang af forholdet mellem matematikkens udvikling og militær teknologi. Artiklen er særdeles kritisk i sin analyse  – dengang for 24 år siden kunne man stadig slippe af sted med at lave kritisk forskning. Høyrup kommer også kort ind på forholdet mellem datalogi (som han betragter som en gren af matematik) og militæret.

Mange vil hævde, at denne forbindelse mellem matematik (bredt anskuet) og krig ikke er et problem. Nogle konkluderer dette ud fra en holdning om at militæret i sig selv er til gavn for samfundet – de færreste (heller ikke jeg) vil f.eks. se det som et problem at Alan Turing bidrog til kryptanalysen af Enigma. Det er dog som bekendt ikke alle anvendelser, der er så tilsyneladende entydigt gavnlige. Andre vil hævde at forbindelsen reelt er “tilfældig” og derfor ikke noget problem.

I artiklen fra Information optræder således dette citat fra AAU:

»En kniv kan bruges til at slå ihjel med. Men det betyder ikke, at vi ikke vil omgås knive, for de kan jo også bruges til meget andet,«

»Jeg tror godt, jeg kan stå inde for, at mine folk ikke har været ude at slå nogen ihjel. De beskæftiger sig med nogle generelle datalogiske metoder, og metoder kan jo bruges til alting.«

Dette er en ofte hørt holdning: Teknologien er neutral og videnskabelig erkendelse er neutral. Måske kan den videnskabelige erkendelse endda drage nytte af militærets interesse?

Men anvendelserne i militæret har, netop fordi de er militære, en negativ indvirkling på videnskaben – og det ikke fordi de kan bruges til at lave våben med, men på grund af denne videns natur. Høyrups har to indvendinger, som jeg synes er vigtige:

  • For det første er militære anvendelser af teknologi produktudvikling og det, som Høyrup kalder “punktuelle”. Der er tale om et udgangspunkt i nogle her-og-nu-behov, der som oftest ikke fører til ny grundforskning.
  • For det andet er militære anvendelser omgærdet af stor hemmeligholdelse. Det står i direkte modsætning til den åbenhed, som altid har været et ideal i den akademiske verden. Et nu legendarisk eksempel er at RSA-kryptosystemet faktisk allerede blev udviklet af den britiske militære efterretningstjeneste GCHQ i 1973, flere år før Rivest, Shamir og Adleman kom på samme idé om en udnyttelse af egenskaber ved endelige ringe i modulær aritmetik.

Det er derfor også på denne måde, at der er noget problematisk ved det samarbejde, som har været mellem AAU og BAE Systems. Historien bag overvågningssystemerne gør det samtidig klart, at de ikke er en “hyldevare” (som en kniv jo er), men tværtimod er udviklet direkte til Saudiarabiens hemmelige politi.

Flattr this!

Den sidste samtale

huskmig

Jeg er via en artikel i The Guardian faldet over en blog skrevet af den belgiske datalog Pieter Hintjens. Nogle kender ham fra hans kamp mod software-patenter og arbejdet med det såkaldte REST-interface.

Han har fået konstateret en sjælden form for kræft og har nu kun kort tid tilbage at leve i. Det blogindlæg, jeg har læst, er det sidste fra ham (meget passende for hans tidligere virke hedder det A Protocol for Dying); nu gør han sig klar til at dø. En stor del af det beskriver Hintjens’ tanker om at sige farvel og især tankerne om hvordan de af os, der ikke selv er døende, kan tale med den døende. Jeg kan her ikke undlade at bemærke at Pieter Hintjens er 53 år gammel, dvs. kun et år ældre end mig.

Det er gribende læsning. Og overraskende. Og så alligevel ikke. Det, Pieter Hintjens beder om, er i store træk dette:

  • At det er en glad samtale, ikke en samtale om sorg. Der skal ikke skabes flere bekymringer; den døende har nok at tumle med.
  • At man ikke fortæller den døende, at det nok skal gå og at der nok er en måde at blive helbredt på.  For det kommer ikke til at gå godt, og man bliver ikke helbredt.
  • At man taler om gamle eventyr, dvs. gode oplevelser man har haft sammen.
  • At man er rede til også at tale om de “kliniske detaljer” ved sygdommen – alt det, som den døende tænker meget på.
  • Og at man er rede til at tale om alle de praktiske forhold, der er ved at dø.

Netop dette er udtryk for et ønske om en empati i stedet for en sympati; man skal dele den døendes følelser og tage dem alvorligt som om man selve havde dem – men netop kun som om, dvs. så man synker ikke til bunds i dem, men i stedet kan være til gavn og glæde for den døende.

Pieter Hintjens vil gerne møde sine nære, inden han dør. Begravelsen er ikke vigtig for ham, for bagefter er det alligevel for sent, som han siger.

Der er noget andet, der også falder mig ind her: Det er underligt, at vi først kan tale sammen på denne måde til sidst. Hvorfor har vi aldrig talt sammen på den måde ellers? Det er jo sådan, vi gerne vil tales til. Og hvorfor bliver vi ikke bedre til at mødes med dem vi holder af? Det er jo dem, vi helst vil se. Og nej, jeg er ingen helgen i nogen af de henseender, hverken med at tale sammen på en ordentlig måde eller med at se dem jeg holder af så ofte som jeg gerne ville.

Flattr this!

Nej til empati?

Den amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom har gjort sig til fortaler for at empati ikke nødvendigvis er af de gode. Den korte video ovenfor sætter tingene på spidsen, måske endda lige lovlig meget. Det er virkeligheden bedre at læse hans lange indlæg i Boston Review; det er en hel del mere nuanceret.

Jeg er  ikke sikker på at jeg er enig med Paul Blooms konklusioner som helhed. Mindst én ting har han nu ret i: Hvis man blot sørger sammen med den sørgende eller lider sammen med den lidende, fjerner man hverken sorgen eller lidelsen. Men det er, så vidt jeg kan se,  sympati snarere end empati, Bloom her har fat i (i hans indlæg bliver det da også tydeligt) og det er vel i virkeligheden her, min uenighed ligger. En retningsløs medlidenhed er et problem, for den fører ikke til forandring. Tegningen nedenfor illustrerer det meget klart.

sympathy-empathy-apathy-1

Det er rigtigt, at empati ofte kan være irrationel. Det barn, der falder ned i en dyb brønd og skal reddes op, får langt mere opmærksomhed end den globale opvarmning, der truer os alle (og også barnet i brønden, hvis hun/han bliver reddet op derfra). Og der er en veldokumenteret og trist tendens til det er meget nemmere at føle empati med dem, der ligner én selv.

Men dette viser for mig at se ikke at empati er overflødig. Om noget viser det kun at empati ikke er nok i sig selv, men at det er gennem kombinationen af medfølelsen og den bevidste handling, der skaber forandring, at vi kan nå længst. Noget andet, jeg faktisk synes godt om hos Bloom, er hans påpegning af at vrede (eller måske skulle vi kalde det for indignation) er en vigtig drivkraft til forandring. Martin Luther King viste stor medfølelse med de undertrykte i USA, men han var også vred over den uretfærdighed, som undertrykkelsen skabte.

Når man taler om at erstatte empati med rationalitet, bliver jeg derfor ofte skeptisk, for de mange begrundelser som en del politikere har for at “handle rationelt” i bestemte samfundsspørgsmål er netop ikke båret frem af en sådan vrede. De, der f.eks. taler om at vi ikke har råd til en bestemt miljøpolitik eller skal “hjælpe i nærområderne”, er tydeligvis ikke drevet frem af en vrede over de skader, der sker på miljøet eller af flygtninges hårde skæbne.

Flattr this!

Det man synes om andre, er man måske selv

vurdering

Jeg er faldet over endnu en interessant artikel om sindet, denne gang en artikel af tre psykologer fra USA, Dustin Wood, Peter Harms og Simine Vazine, og den blev publiceret i 2010. Det er i bedste USA-tradition en artikel om analyse af data fra en række eksperimenter. Her skulle forsøgspersoner i tre forskellige undersøgelser dels gennemgå en personlighedstest, dels vurdere andre menneskers personlighed. På denne måde kunne man få data ikke om menneskers faktiske egenskaber, men om menneskers subjektive opfattelse af andre mennesker.

Undersøgelsens resultater viser ikke at der er tale om simple projektioner, dvs. at man konsekvent tillægger andre de egenskaber, man selv har.  Det rigtig interessante er for mig at se noget andet, nemlig at der er en korrelation mellem forsøgspersonernes egne positive egenskaber som opfattet af andre og hvor positivt de opfatter andre mennesker. Hvis man ser positivt på andre, har man selv flere positive personlighedstræk. Og omvendt: Hvis man har et negativt syn på andre, er man selv mere tilbøjelig til at have narcissistiske eller antisociale personlighedstræk.

Hvis denne undersøgelses resultater kan generaliseres, er det værd at tænke over. Kan man tale negativt om en større gruppe af mennesker – kvinder, flygtninge, arbejdsløse, sygemeldte eller hvem nu – uden at man selv har eller får nogle mindre positive personlighedsegenskaber? Eller: Kan man ved at tænke bedre om andre mennesker selv opnå nogle bedre personlighedsegenskaber?

Flattr this!

Suverænen og det blottede liv

Billede: Henning Bagger
Billede: Henning Bagger

I år er der kommet en dansk udgave af den italienske filosof Giorgo Agambens hovedværk Homo Sacer, der er hans forståelse af det moderne samfunds magtstrukturer. I den ene af magtskalaen har vi suverænen, den magt som har magten til at formulere lovene og til at formulere undtagelserne fra lovene. Dette begreb har Agamben fra den tyske jurist og filosof Carl Schmitt, der var nazist og i modsætning til ham så begrebet som et godt og nødvendigt ideal.

I den anden ende af magtskalaen har vi homo sacer, det “blottede liv” som er det menneske, som “man” må gøre med som man vil – homo sacer har ingen rettigheder. Begrebet kommer fra Romerriget, hvor det henviser til et menneske, som alle må slå ihjel – dvs. er fredløs – men som ikke må ofres ved en religiøs ceremoni. Så ikke engang dén rettighed har homo sacer.

I vore dage er statsmagten mange steder suveræn på denne måde. Hele Guantánamo-systemet viser dette: George Bush havde magten til at forbyde tortur og til at tillade tortur som en “undtagelse”, og fangerne i Guantánamo-lejren blev homo sacer – de mennesker, som “man” måtte gøre ved som man ville. I Frankrig har statsmagten efter sidste års terrorhandlinger i Paris indført undtagelsestilstand i længere tid.

Men også i Danmark ser vi en udgave af denne magtskala, som også findes uden for terrorbekæmpelses-retorikken. Der er ikke tale om Guantánamo-tilstande, men i disse uger kan man opleve den siddende danske regering og dens støttepartier opføre sig som suveræn ved at tale om at “Grundloven skal udfordres” for at bekæmpe imamer, der opfordrer til vold mod børn og stening af kvinder. Flere politiske partier taler om at der bør være undtagelser fra menneskerettighederne. Og i dansk politik ser man samtidig hvordan grupper af mennesker uden en egentlig stemme i debatten i voksende omfang bliver til “blottede liv”, som “man” kan behandle som “man” vil: Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte, asylansøgere og flygtninge – mennesker uden “ret til rettigheder”.

Flattr this!