Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Den sidste samtale

huskmig

Jeg er via en artikel i The Guardian faldet over en blog skrevet af den belgiske datalog Pieter Hintjens. Nogle kender ham fra hans kamp mod software-patenter og arbejdet med det såkaldte REST-interface.

Han har fået konstateret en sjælden form for kræft og har nu kun kort tid tilbage at leve i. Det blogindlæg, jeg har læst, er det sidste fra ham (meget passende for hans tidligere virke hedder det A Protocol for Dying); nu gør han sig klar til at dø. En stor del af det beskriver Hintjens’ tanker om at sige farvel og især tankerne om hvordan de af os, der ikke selv er døende, kan tale med den døende. Jeg kan her ikke undlade at bemærke at Pieter Hintjens er 53 år gammel, dvs. kun et år ældre end mig.

Det er gribende læsning. Og overraskende. Og så alligevel ikke. Det, Pieter Hintjens beder om, er i store træk dette:

  • At det er en glad samtale, ikke en samtale om sorg. Der skal ikke skabes flere bekymringer; den døende har nok at tumle med.
  • At man ikke fortæller den døende, at det nok skal gå og at der nok er en måde at blive helbredt på.  For det kommer ikke til at gå godt, og man bliver ikke helbredt.
  • At man taler om gamle eventyr, dvs. gode oplevelser man har haft sammen.
  • At man er rede til også at tale om de “kliniske detaljer” ved sygdommen – alt det, som den døende tænker meget på.
  • Og at man er rede til at tale om alle de praktiske forhold, der er ved at dø.

Netop dette er udtryk for et ønske om en empati i stedet for en sympati; man skal dele den døendes følelser og tage dem alvorligt som om man selve havde dem – men netop kun som om, dvs. så man synker ikke til bunds i dem, men i stedet kan være til gavn og glæde for den døende.

Pieter Hintjens vil gerne møde sine nære, inden han dør. Begravelsen er ikke vigtig for ham, for bagefter er det alligevel for sent, som han siger.

Der er noget andet, der også falder mig ind her: Det er underligt, at vi først kan tale sammen på denne måde til sidst. Hvorfor har vi aldrig talt sammen på den måde ellers? Det er jo sådan, vi gerne vil tales til. Og hvorfor bliver vi ikke bedre til at mødes med dem vi holder af? Det er jo dem, vi helst vil se. Og nej, jeg er ingen helgen i nogen af de henseender, hverken med at tale sammen på en ordentlig måde eller med at se dem jeg holder af så ofte som jeg gerne ville.

Flattr this!

Nej til empati?

Den amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom har gjort sig til fortaler for at empati ikke nødvendigvis er af de gode. Den korte video ovenfor sætter tingene på spidsen, måske endda lige lovlig meget. Det er virkeligheden bedre at læse hans lange indlæg i Boston Review; det er en hel del mere nuanceret.

Jeg er  ikke sikker på at jeg er enig med Paul Blooms konklusioner som helhed. Mindst én ting har han nu ret i: Hvis man blot sørger sammen med den sørgende eller lider sammen med den lidende, fjerner man hverken sorgen eller lidelsen. Men det er, så vidt jeg kan se,  sympati snarere end empati, Bloom her har fat i (i hans indlæg bliver det da også tydeligt) og det er vel i virkeligheden her, min uenighed ligger. En retningsløs medlidenhed er et problem, for den fører ikke til forandring. Tegningen nedenfor illustrerer det meget klart.

sympathy-empathy-apathy-1

Det er rigtigt, at empati ofte kan være irrationel. Det barn, der falder ned i en dyb brønd og skal reddes op, får langt mere opmærksomhed end den globale opvarmning, der truer os alle (og også barnet i brønden, hvis hun/han bliver reddet op derfra). Og der er en veldokumenteret og trist tendens til det er meget nemmere at føle empati med dem, der ligner én selv.

Men dette viser for mig at se ikke at empati er overflødig. Om noget viser det kun at empati ikke er nok i sig selv, men at det er gennem kombinationen af medfølelsen og den bevidste handling, der skaber forandring, at vi kan nå længst. Noget andet, jeg faktisk synes godt om hos Bloom, er hans påpegning af at vrede (eller måske skulle vi kalde det for indignation) er en vigtig drivkraft til forandring. Martin Luther King viste stor medfølelse med de undertrykte i USA, men han var også vred over den uretfærdighed, som undertrykkelsen skabte.

Når man taler om at erstatte empati med rationalitet, bliver jeg derfor ofte skeptisk, for de mange begrundelser som en del politikere har for at “handle rationelt” i bestemte samfundsspørgsmål er netop ikke båret frem af en sådan vrede. De, der f.eks. taler om at vi ikke har råd til en bestemt miljøpolitik eller skal “hjælpe i nærområderne”, er tydeligvis ikke drevet frem af en vrede over de skader, der sker på miljøet eller af flygtninges hårde skæbne.

Flattr this!

Det man synes om andre, er man måske selv

vurdering

Jeg er faldet over endnu en interessant artikel om sindet, denne gang en artikel af tre psykologer fra USA, Dustin Wood, Peter Harms og Simine Vazine, og den blev publiceret i 2010. Det er i bedste USA-tradition en artikel om analyse af data fra en række eksperimenter. Her skulle forsøgspersoner i tre forskellige undersøgelser dels gennemgå en personlighedstest, dels vurdere andre menneskers personlighed. På denne måde kunne man få data ikke om menneskers faktiske egenskaber, men om menneskers subjektive opfattelse af andre mennesker.

Undersøgelsens resultater viser ikke at der er tale om simple projektioner, dvs. at man konsekvent tillægger andre de egenskaber, man selv har.  Det rigtig interessante er for mig at se noget andet, nemlig at der er en korrelation mellem forsøgspersonernes egne positive egenskaber som opfattet af andre og hvor positivt de opfatter andre mennesker. Hvis man ser positivt på andre, har man selv flere positive personlighedstræk. Og omvendt: Hvis man har et negativt syn på andre, er man selv mere tilbøjelig til at have narcissistiske eller antisociale personlighedstræk.

Hvis denne undersøgelses resultater kan generaliseres, er det værd at tænke over. Kan man tale negativt om en større gruppe af mennesker – kvinder, flygtninge, arbejdsløse, sygemeldte eller hvem nu – uden at man selv har eller får nogle mindre positive personlighedsegenskaber? Eller: Kan man ved at tænke bedre om andre mennesker selv opnå nogle bedre personlighedsegenskaber?

Flattr this!

Suverænen og det blottede liv

Billede: Henning Bagger
Billede: Henning Bagger

I år er der kommet en dansk udgave af den italienske filosof Giorgo Agambens hovedværk Homo Sacer, der er hans forståelse af det moderne samfunds magtstrukturer. I den ene af magtskalaen har vi suverænen, den magt som har magten til at formulere lovene og til at formulere undtagelserne fra lovene. Dette begreb har Agamben fra den tyske jurist og filosof Carl Schmitt, der var nazist og i modsætning til ham så begrebet som et godt og nødvendigt ideal.

I den anden ende af magtskalaen har vi homo sacer, det “blottede liv” som er det menneske, som “man” må gøre med som man vil – homo sacer har ingen rettigheder. Begrebet kommer fra Romerriget, hvor det henviser til et menneske, som alle må slå ihjel – dvs. er fredløs – men som ikke må ofres ved en religiøs ceremoni. Så ikke engang dén rettighed har homo sacer.

I vore dage er statsmagten mange steder suveræn på denne måde. Hele Guantánamo-systemet viser dette: George Bush havde magten til at forbyde tortur og til at tillade tortur som en “undtagelse”, og fangerne i Guantánamo-lejren blev homo sacer – de mennesker, som “man” måtte gøre ved som man ville. I Frankrig har statsmagten efter sidste års terrorhandlinger i Paris indført undtagelsestilstand i længere tid.

Men også i Danmark ser vi en udgave af denne magtskala, som også findes uden for terrorbekæmpelses-retorikken. Der er ikke tale om Guantánamo-tilstande, men i disse uger kan man opleve den siddende danske regering og dens støttepartier opføre sig som suveræn ved at tale om at “Grundloven skal udfordres” for at bekæmpe imamer, der opfordrer til vold mod børn og stening af kvinder. Flere politiske partier taler om at der bør være undtagelser fra menneskerettighederne. Og i dansk politik ser man samtidig hvordan grupper af mennesker uden en egentlig stemme i debatten i voksende omfang bliver til “blottede liv”, som “man” kan behandle som “man” vil: Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte, asylansøgere og flygtninge – mennesker uden “ret til rettigheder”.

Flattr this!

Uden for ekkokammeret

ekko

Jeg har nogle Facebook-venner som jeg opdager at jeg tit er enig med. Det er samtidig dem, der mest hyppigt kommenterer mine statusopdateringer. Og nogle gange kommenterer jeg deres. Sommetider skriver vi noget, vi hver især synes er morsomt og rammende.

Nogle af mine Facebook-venner har derimod holdninger, jeg finder ekstremt usympatiske. En støtter det kryptonazistiske Danskernes Parti, en anden støtter Stop Islamiseringen Af Danmark. Nogle er bare konsekvent meget glade for Dansk Folkeparti og dets initiativer. Atter andre lægger ubehagelige og mere eller mindre åbenlyst racistiske billeder op – f.eks. har en lagt et billede op af hoveder af døde grise med en tekst om at “holde flygtningene væk”.  Når jeg støder på den slags opslag, bliver jeg altid vred eller ked af det og da overvejer jeg, om jeg skal skrive en kommentar eller bare lade stå til. Helst ville jeg udfordre, men samtidig har jeg også en trist fornemmelse af at det ikke ville gøre en forskel. I virkeligheden kan jeg nemlig ikke lide de ørkesløse meningsudvekslinger, det tit ender med på de sociale medier. I de fleste tilfælde er det som om ingen af os bliver klogere.

Der er en tendens til at omgive sig med mennesker, man er grundlæggende enig med. Vincent Hendricks kalder det for ekkokammeret.

Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, så har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning, og således sorteres der kraftigt i, hvilken information og hvilke stemmer, man gider høre på.

Således kan ekkokammeret opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen.

I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror. Det viser sig ydermere, at polarisering kan true et samfundsideal, mange sætter meget højt – idealet om det drøftende demokrati.

Det er meget fristende at have venner/andre man følger/hvad det nu hedder, som man er enig med. I nogle tilfælde kan de ligesindede være en støttegruppe – hvis man f.eks. har en interesse, kun forholdsvis få andre har, er det godt at kende til andre med et interessefællesskab. I andre tilfælde er det bare nemt at vælge sine venner, så man undgår kontroverser, men man ender i de tilfælde let med at have et ekkokammer til sin rådighed.

Jeg kunne måske godt slette de Facebook-venskaber, der mest lukker had og intolerance ud eller dem, jeg “bare” er uenig med.  Om der er nogen, der har slettet mig som Facebook-ven, fordi de synes at mine holdninger er ubehagelige, ved jeg ikke. Men jeg vil ikke slette nogen. Det er ekkokammeret, der er farligt, og muligheden for dialog er trods alt den bedste og vigtigste.

Flattr this!

Hvad gør vi ikke for at…?

The-Things-We-Do-For-Love1

Den amerikanske filosof Ernest Becker skrev en berømt bog, The Denial of Death, hvis hovedtese var at mange store menneskelige præstationer egentlig kom fra et ønske om udødelighed. Men mindre kan også gøre det.

Men det behøver ikke være så voldsomt. Af og til kan man læse at kendte (mandlige) rockmusikere egentlig begyndte at spille musik, fordi de håbede på at kunne få en kæreste på den måde. Da det så skete, fortsatte de alligevel musikkarrieren.

I dag gjorde jeg selv flere ting i håbet om en dag at kunne få det, som jeg egentlig gerne vil have det. Jeg holdt endnu et møde på nettet med de kolleger, som jeg igen i år skriver en ansøgning om forskningsmidler sammen med. Vi vil egentlig gerne lave grundforskning, men det kan vi ikke få penge til. Så nu prøver vi at søge midler til noget anvendt, så vi kan bruge lidt af tiden i det anvendte projekt (hvis vi får de midler, vi søger!) til at beskæftige os med de teoretiske problemstillinger, vi godt kan lide. Og så kommer vi til at lave en masse anvendt forskning ved siden af.

Nogle gange bliver det tydeligt, at den vigtigste styringsmekanisme er motivationen fra det, vi egentlig gerne ville have. Alle de mange konkurrencemekanismer er baseret i dette. Mange gange vil vi måske bare elskes af nogle bestemte eller opleve anerkendelse. For at kunne opleve bare lidt af dét, er vi villige til at lave alt muligt andet også. Det ærgerlige og dybt utilfredsstillende er så, at der bliver mere og mere udenomsværk for at man kan nå frem til det, man egentlig gerne vil. Hvis arbejdet bare er der for at vi kan tjene penge, så vi kan have det fritidsliv, vi gerne vil have, er det et tegn på en slags livskvalitet, der er noget galt med. Lever vi for at arbejde eller arbejder vi for at lave?

Og når vi gør alt det andet for at gøre det, vi egentlig gerne vil, er det alt udenomsværket, der ændrer os – og ikke altid til det bedre. Konkurrencemekanismerne giver os rundsave på albuerne og gør os på nogle måder måske til dårligere mennesker. Behøver det virkelig at være sådan?

Flattr this!

Strategisk velvilje

maxresdefault

Et af de mest almindelige, men samtidig mest lumpne retoriske greb er det, jeg vil kalde den strategiske velvilje. Senest har vi set den i forbindelse med Danmarksindsamlingen, hvor Richard Ragnvald har brugt dette greb. I en statusopdatering på Facebook skriver han

Nu syntes jeg snart at alle de danske solister / artister og skuespillere, skulle skulle stå sammen om at lave et kæmpe indsamlings show til fordel for de hjemløse i Danmark. Det, vi har set i aften, har for mig kun været et stort reklame show. Det kan ikke være rigtigt at DR og TV2 overser disse mennesker. Jeg er sikker på, hvis man lavede et kæmpe stort underholdningsprogram for disse mennesker ville der kommer rigtig mange penge i kassen, så de for det første kunne få et sted, hvor de kunne være i den kolde tid. Danmark, vi kan ikke være det bekendt.

(Jeg bemærker at statusopdateringen slutter her; der er ikke noget “For det andet”). Den strategiske velvilje har først og fremmest til formål at kritisere andre og dernæst, men kun som en afværgemanøvre, at påpege egen støtte til en anden indsats, som man udtaler er vigtigere. Grunden til at jeg kategoriserer dette som eksempel på strategisk velvilje, er at Richard Ragnvald ikke selv har ytret ønske om at afholde en koncert til fordel for de hjemløse.

Den strategiske velvilje er især berygtet fra bemærkningen om at “hjælpe flygtninge i nærområderne”, men den dukker op i mange forskellige sammenhænge. I forbindelse med de seksuelle overgreb i Köln nytårsaften 2015/2016 var der pludselig mange, der talte for en ekstra restriktiv flygtningepolitik med baggrund i kvinders rettigheder. Og i forbindelse med karikaturkrisen i 2005-2006 var der en masse strategisk velvilje – politiske kredse, der aldrig før havde interesseret sig for ytringsfrihed, begyndte pludselig at tale om nødvendigheden heraf. Den strategiske velvilje ser man i disse år mest i mere eller mindre nationalistiske sammenhænge, men der er tale om et retorisk greb, som alle kan benytte sig af. Jeg kan selv huske, hvordan medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti vældig ofte brugte strategisk velvilje for at forsvare Sovjetunionens adfærd rundt omkring.

Hvis de personer, der ytrer strategisk velvilje, reelt brugte den postulerede velvilje til at skabe de forandringer, som velviljen nævner, ville det være rigtig godt. Men de hjemløse får ikke bedre vilkår af Ragnvalds bemærkning og det er desværre også tydeligt, at der trods den megen tale om “hjælp i nærområderne” ikke bliver gjort så meget.

Jeg ved ikke præcis, hvad man kan gøre for at begrænse brugen af strategisk velvilje, men jeg er træt af den. Måske burde Hus Forbi tage Richard Ragnvald på ordet og opfordre ham til at være igangsætter på et initiativ for Danmarks hjemløse?

Flattr this!

Anne Frank nåede aldrig til USA

imrs-1.php

I 2007 blev der fundet dokumenter, der viste at Otto Frank i 1940 søgte asyl til sig selv, sin hustru Edith og døtrene Margot og Anne  i USA. Han fik afslag. USA havde lige været igennem en alvorlig økonomisk krise, der var en negativ holdning over for jøder hos mange og man var bange for at flygtninge var Tyskland ville være en slags “femte kolonne”. Og så var der jo også europæiske lande, meget tættere på det Tyskland, Otto Frank ville flygte fra. Otto Frank fik et visum til Cuba til sig selv i 1941, men det blev annulleret på grund af krigen.

Familien Frank havnede i Amsterdam, hvor de skjulte sig for tyskerne, men som bekendt blev de opdaget i august 1944. Anne og Margot døde af tyfus i koncentrationslejren Bergen-Belsen; deres mor døde af sult. Otto overlevede og blev fundet i Amsterdam i 1946, Anne Franks dagbog er senere blevet en litterær klassiker, et enestående dokument af en teenagepige fanget i Holocaust.

Det er selvfølgelig anderledes at se alle disse begivenheder på afstand, men argumenterne for USAs asylpolitik ligner i påfaldende grad de argumenter, der nu fremføres mange steder i Europa.

Flattr this!

Decorumkravet

Decorumkravet

I denne uge henvendte en person sig til bl.a. Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Aalborg Universitets rektor fordi vedkommende følte sig krænket af en bemærkning fra mig på Facebook. Bemærkningen var en kommentar fra mig fra efteråret 2015 til en Facebook-vens indlæg – og hvis jeg ikke husker forkert, var der tale om at jeg skrev et par linjer i en lukket Facebook-gruppe. Om jeg gik rent faktisk gik over stregen i min kommentar og i den pågældende sammenhæng, ved jeg ikke. Men jeg synes at reaktionen fra den pågældende person er helt ude af proportioner.

Hvorfor har vedkommende henvendt sig til AAUs rektor og Styrelsen for Videregående Uddannelser? Formodentlig fordi personen har opdaget (efter at have opdaget min korte kommentar med flere måneders forsinkelse), at jeg er universitetsansat og dermed ansat i den danske stat. Jeg opdagede henvendelsen, da jeg i går fik en mail fra rektors sekretariat herom. Mod slutningen i denne mail står der

Styrelsen har opfordret universitetet til at overveje, hvorvidt der er grund til at indskærpe decorumkravet. Universitetet har dog vurderet, at udtalelserne ikke er en overtrædelse af decorumkravet.

Decorumkravet er en forventning til hvordan offentligt ansatte opfører sig. Kravet som sådan er naturligt og rimeligt – som ansatte i stat, region eller kommune kan vi komme i kontakt med enhver borger i Danmark. Derfor skal man opføre sig ordentligt, også når man har fri fra arbejde. Der er en grundig kronik i Politiken fra 2002 om dette krav. Det findes i tjenestemandsloven, hvor der står

§ 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

De allerfleste offentligt ansatte i dag er dog ikke tjenestemænd. Jeg er heller ikke. Der findes da også andre decorumkrav rundt omkring.

De grelleste eksempler på overtrædelser af decorumkravet er vel eksempler på offentlig ansatte, der udvisker skillelinjen mellem deres job og privat økonomisk aktivitet. Det er en overtrædelse af decorumkravet at være skattemedarbejder og samtidig have et privat revisionsfirma.

Adfærd kan dog også være upassende på anden vis. Hvis jeg f.eks. tissede i et springvand på et museum, tog tøjet af og gik nøgen rundt på åben gade eller skrev falske læserbreve i andre menneskers navn (alle disse handlinger er eller kan være overtrædelser af love eller bekendtgørelsen om offentlig orden), ville jeg temmelig sikkert overtræde decorumkravet og formodentlig få en påtale.

Sagen om en bemærkning i en lukket Facebook-gruppe opfatter jeg selv først og fremmest som en bizar hændelse. Men i andre tilfælde kan decorumkravet være i konflikt med den ytringsfrihed, man har som borger. Det skal være muligt at kritisere det, der sker på den arbejdsplads, man er ansat ved.

På webstedet for Folketingets ombudsmand kan man således læse at Odense Kommune i 1994 afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og man fyrede ham med udgangspunkt i netop §10 ovenfor. Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter Odense Kommunes opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Her udtalte ombudsmanden at denne udtalelse kun kunne tillægges beskeden vægt i grundlaget for afskedigelsen og henstillede til at sagen om afskedigelse blev genoptaget.

Mange ved at jeg har selv været meget kritisk over for forhold på Aalborg Universitet. Udgangspunktet for min kritik er mit virke som fagforeningsmedlem, medarbejderrepræsentant i officielle organer og stedfortrædende tillidsrepræsentant. Forhåbentlig kan alle skelne imellem, hvornår jeg udtaler mig i kraft af mit embede, hvornår jeg udtaler mig kritisk om min arbejdsplads og hvornår jeg udtaler mig i andre sammenhænge.

Flattr this!

Kant og Bentham vs. L87

bentham-et-kant
Immanuel Kant (tv.) og Jeremy Bentham (th.)

Al-Jazeera har skrevet om det, og BBC har skrevet om det og Washington Post har skrevet om det. Lovforslag L87 har givet de danske myndigheder en hel del kritisk omtale i udlandet. L87 er det lovforslag, som bl.a. skal tillade danske myndigheder at konfiskere asylansøgeres ejendele af en vis værdi og skal forhindre mennesker med midlertidig beskyttelsesstatus i at få deres familie til Danmark i de første 3 år af deres ophold.

Hvad er det etiske grundlag egentlig for L87?

I Kritik der reinen Vernunft skriver Immanuel Kant

Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.

På dansk kan det oversættes til

Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.

Dette er udtryk for hvad man kalder en pligtetik. På mere moderne dansk siger det kategoriske imperativ at grundlaget for den handling, man foretager sig, kan også bruges som et generelt princip. Er den politik, som et politisk flertal i Danmark er fortalere for, i overensstemmelse med dette? Bør andre lande gøre som Danmark? Nogle politikere er tydeligt af denne holdning – og så alligevel ikke. Henrik Sass Larsen fra Socialdemokraterne taler for at det skal være op til hvert enkelt vestligt land selv at bestemme, hvor mange flygtninge, man ønsker at tage imod. De resterende flygtninge må blive i lejre i Mellemøsten, indtil de kan vende hjem en dag. Libanon og Jordan skal med andre ord ikke handle på samme måde som Danmark.

En anden holdning inden for etik er konsekvensetik. Her skal en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den får for de mennesker den berører. Den bedst mulige handling er den handling, der får de bedst mulige konsekvenser for alle berørte parter. Konsekvensetikkens ophavsmand er Jeremy Bentham, der var samtidig med Immanuel Kant. Men vil L87 føre til de bedst mulige konsekvenser for alle berørte parter? I den nuværende diskurs taler regeringen nemlig om at “passe på Danmark”, og det er ikke kun Danmark eller personer der opfattes som “en del af Danmark”, der berøres af L87.

Så vidt jeg kan se, kan man hverken tage Kant eller Bentham til indtægt for L87. Det er selvfølgelig ikke noget krav at danske beslutningstagere skal abonnere på et bestemt etisk grundsynspunkt. Men det ville klæde dem at tale om hvad deres begreb om menneskeværd er. Det vi ser lige nu er en form for nationalistisk etik, som ingen har lyst til at gøre eksplicit. Og det er påfaldende at det mest toneangivende parti i Danmark i disse år i ramme alvor hævder ikke at have noget menneskesyn. 

Flattr this!