Godhed skal skjules (?)

Katrine Marie Guldager har et indlæg i Politiken i dag om hvorfor man kan lade sig provokere af gode mennesker. Jeg kender det – jeg har en dårlig dag, men der er mennesker omkring, der smiler og er venlige. Det kan næsten ikke være til at holde ud.

Det er et godt indlæg på mange måder, men det besvarer ikke spørgsmålet: Hvorfor er gode mennesker så provokerende? Ét muligt bud er at Den Gode Anden gennem sine handlinger gør opmærksom på at jeg ikke selv opfører mig godt; Den Anden giver gennem sin gode handling en kritik af mig.

I virkeligheden er der hos mange faktisk et ideal om at man skal udøve sin godhed i det skjulte, så ingen bliver irriteret. Det er i Danmark blevet udbredt at tale negativt om det, man kalder for “godhedsindustrien”. På tysk har man i mange år (tilsyneladende siden 1968) haft det nedsættende ord Gutmensch på højrefløjen.

Jeg har tidligere skrevet om det “altruistiske hierarki, hvor den bedste og mest altruistiske handling tilsyneladende er den handling, man gør uden egentlig at ville det  og uden at få noget ud af det. En underlig form for godhed, synes jeg. I mange forståelser er dette ideal udbygget yderligere: den sande godhed er den uegennyttige handling, som ingen ved at man har gjort.  Mit gæt er at denne holdning skyldes indflydelse fra kristendommen. I Lukasevangeliet (Luk. 8, v. 9-14) står der

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.” Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Men denne holdning kan lige så vel bruges til at forhindre gode handlinger som at opmuntre til dem. Tolderen indrømmede, at han var en synder. Men gjorde han mere end dét? Eller fortsatte han mon bare med at opkræve told til besættelsesmagten og med at være småkorrupt (sådan som toldere på den tid ansås for at være)?

Når ingen ser den gode handling, er der da heller intet forbillede i den. Godheden bliver usynlig.  Den gode handling bliver derved en undtagelse ligesom den onde handling, der heller ikke skal ses. Det bliver svært at skabe en etik om at ville det gode, hvis godheden skal udføres i det skjulte. Idealet bliver at være hverken god eller ond.

Ville det være bedre for mit velbefindende, hvis de mennesker, som lige nu forekommer at være så irriterende gode, i stedet var lige så sure og tvære og hensynsløse som mig? Næppe.

Flattr this!

Hvad ville mit forbillede have gjort?

I denne uge råbte jeg ad andre, og andre råbte af mig. Der var hårde ord i luften. Der var reaktioner, der bragte de dårlige egenskaber frem. Jeg kom i dårligt humør, og folk, jeg stoler på og holder af, har måttet lytte til det. Nu, hvor støvet vel har lagt sig, er det tid for alle at tænke over om der var noget, der skulle være gjort anderledes og på hvad der skal til for at forsone sig med sig selv og med hinanden.

Kristne, muslimer og buddhister har de personer, der stiftede deres religioner, som idealer for hvordan man burde opføre sig. Jesus, Muhammed og Buddha levede i oldtiden og vi kender kun deres handlinger fra overleveringer og hellige skrifter – som mange troende har stor tillid til. Selv er jeg ikke troende, så de kan ikke være idealer for mig.

Men der er en del mere nutidige mennesker, som mange (især lidt ældre) mennesker ser op til som idealer. Her tænker jeg på politiske skikkelser, folk som Nelson Mandela, Martin Luther King og Dalai Lama. De har i øvrigt alle modtaget Nobels fredspris. Og jeg tænker på (især ældre) musikere og andre kunstnere, som mange opfatter som mennesker med stor personlig integritet og livserfaring: Bruce Springsteen, Patti Smith, David Bowie og andre.

Jeg tænker dog også på de ikke helt så berømte personer, vi hver især har kendt og set op til og holdt af: Bestemte af vore slægtninge (ofte er det forældre og bedsteforældre), dygtige lærere fra skoletiden, indsigtsfulde og tålmodige ældre kolleger. På hver deres måde udgør de en personifikation af idealer, vi har.

Måske kan vi bruge vores idealer i vores stræben efter at finde frem til at blive bedre mennesker. Ikke for at gøre os endnu mere dårligt tilpas over det tvivlsomme, vi nogle gange foretager os, men for at overveje hvordan vi kan reagere bedst muligt i denne slags situationer. Hvad ville Dalai Lama/min afdøde mormor/mit akademiske forbillede/David Bowie have gjort nu her, hvor et skænderi truer eller nu, hvor vi skal finde ud af hvad vi skal gøre for at løse et miljøproblem?

Flattr this!

Det moderne privatliv

I antikkens Rom var toiletter et sted, hvor man mødtes og talte sammen.

Det “offentlige rum” er blevet et omtalt begreb i vore dage, og det er kommet til at stå i modsætning til “privatlivet”. Der er nogle, der fortæller om deres uvenskaber, iturevne ægteskaber og slåskampe om forældremyndighed på Facebook. Til gengæld bliver diskussionerne af overvågning ofte en diskussion af mulighederne for privatlivets fred. I dag kan jeg læse om Martine Max Andersen, der vil afskaffe privatlivet på de sociale medier og har startet bloggen

Afskaf Privatlivet er en kamp, jeg kører imod alle de overfladiske instagramprofiler og blogs. For selv om vi ser meget fra hinandens liv, så er det ikke den reelle virkelighed, det er ikke de virkelige tanker. Det er nærmere skikkelser, vi selv kreerer, fordi vi har fået lov til at være små kunstnere, der finpudser vores identitet, men det ikke er vores rigtige identitet«, som hun formulerer det.

Privatlivet er en ny opfindelse, og den kommer sammen med den individualisering af mennesket, der kulminerer med industrisamfundet og kapitalismen. I det antikke Grækenland og i Romerriget var boligerne åbne for alverden, og toiletter havde ikke båse, men var fælles for alle. I middelalderen var det i Europa stadig almindeligt, at hele husstanden sov i én stor “seng”. Hvis nogen ville have seksuel omgang med hinanden, mens de andre var til stede, så havde de dét. Den slags er som bekendt henlagt til swingerklubber i vore dage. En vigtig grund til at man holdt op med at sove i samme seng som andre var den rent hygiejniske: Hvis man deler seng med syge mennesker, bliver man meget nemmere smittet. Ideen om brevhemmelighed er også forholdsvis ny; i Britisk Nordamerika dukker den op med The Post Office Act i 1710.

Jeg vil dog ikke sige, at ideen om et privatlivet er “forkert”, alene fordi det er en nyere udvikling. Slaveri, blodhævn, dødsstraf og tortur er fænomener med mange tusinde år på bagen, men det gør dem bestemt ikke etisk acceptable.  Det er for mig at snarere manglen på ærlighed i det offentlige rum, der er problemet – når vi iscenesætter os selv som succeser på Facebook, Twitter og andetsteds, også når der ikke er belæg for det. Netop dét er en følge af konkurrencesamfundets krav om at man skal være en vinder.

Et aspekt af privatlivet, som jeg selv opfatter som nødvendigt, er at vi også i et vist omfang tager hensyn til andre. Det er specielt rigtig ubehageligt at overvære et skænderi på åben gade.  Jeg har heller ikke haft det godt med at lægge øre til detaljerede beretninger fra mennesker, der var midt i en skilsmisse, eller med at lytte til komplicerede samtaler i mobiltelefon i et offentligt transportmiddel . Disse former for åbenhed kan selvfølgelig virke som et opgør med en falsk ærlighed, men de kan også være et forsøg på at gøre de udenforstående til meddelagtige – eller simpelthen for manglende omtanke. I sådanne situationer føler jeg mig simpelthen magtesløs, for det er uklart hvad jeg vil kunne bidrage med og om jeg i det hele taget bør blande mig.

Flattr this!

Hemmeligheder og løgne om os selv

Meget ofte tænker vi på fordomme som implicitte – de er der, selv om vi ikke bryder os om at de er der. Hvis det er dét, der er tilfældet, er det en årsag til at racistiske udsagn ofte bliver ledsaget af en forsikring om at den talende ikke er racist, men…: Den, der taler, vil ikke være racist og ser ikke sit udsagn som racistisk (selv om det faktisk altid er det). “Ikke-racisten” lyver for sig selv.

Men det kunne også være tilfældet, at vi faktisk ikke har noget imod vores fordomme, men bare prøver at skjule dem så godt vi kan. Så er fordommene eksplicitte, men skjulte: Vi har ikke lyst til at indrømme at vi er racister, men vi har egentlig ikke noget imod at være det. Det sidste er vel den mest skræmmende mulighed, for den betyder at racisme (og homofobi og antisemitisme og andre former for fordomme og had) bare er “gået under jorden”. Vi lyver ikke for os selv, vi lyver for de andre.

Hvordan finder vi ud af hvad der foregår inde i vores hoveder? I dag kunne jeg læse en interessant artikel af den amerikanske dataanalytiker Seth Stephens‑Davidowitz, der har fået adgang til søgedata hos Google, forstået som de søgestrenge, brugerne indtaster. Hans konklusioner kan ses i bogen Everybody Lies: What the Internet Can Tell Us About Who We Really Are, som nu står på min ønskeliste.

Det er afslørende at se, hvad der bliver søgt på, og måske kan det på indirekte vis fortælle os f.eks. hvor stor en procentdel af befolkningen i USA, der er homoseksuelle. Det er således alle steder i USA omkring 5 procent af alle søgninger efter porno, der er søgninger efter bøsseporno, og der er små forskelle i søgehyppigheden mellem delstaterne – i Mississippi er den 4,8%, mens den i Rhode Island er 5,2%. Men det kan også røbe noget om hvor mange, der er åbne om deres seksualitet. For ser man efter hvilke mandlige Facebook-brugere, der angiver, at de er interesseret i mænd, er der procentvis dobbelt så mange i Rhode Island som i Mississippi, hvor der er langt lavere opbakning om at tillade homoseksuelle ægteskaber.

En anden interessant og trist observation er om racismen i USA. Der er 17 gange flere søgninger på “nigger jokes” end på søgninger om vittigheder om andre etniske og religiøse mindretal i alt. Og disse søgninger ser ud til at være mest hyppige på bestemte tidspunkter, hvor der er fokus på afro-amerikanere i medierne. Ét tidspunkt var efter orkanen Katrina i 2005, der især ramte bydele med sorte amerikanere. Et andet var da Barack Obama blev valgt til præsident i 2008. Og søgningerne efter “nigger jokes” vokser i hyppighed med omkring 30 procent på Martin Luther King Jr Day.

Racistiske vittigheder er i høj grad eksplicit racisme, og det får Stephens-Davidowitz, der selv er en kridhvid mand, til at fremsætte den hypotese, at årsagerne til den diskrimination, der stadig er udbredt i USA ikke så meget er et resultat af tidligt indlærte og underbevidste negative reaktioner mod afro-amerikanere som den er et resultat af at millioner af hvide amerikanere søger efter “nigger jokes”.

Min umiddelbare tanke efter at have læst Stephens-Davidowitz’ artikel er, at det kunne være interessant at lave en lignende undersøgelse for danske søgeresultater.

Flattr this!

Det ensomme samfund

Mange mennesker føler sig i dag ensomme og rådvilde; verden forekommer stor og uoverskuelig, fremtiden virker meget uvis og det bliver sværere at føle sig forbundet til andre mennesker og uoverskueligt at prøve at påvirke de forhold, man lever under. Vi ved at ensomhed kan køre et menneske i sænk, men hvad gør ensomheden ved et samfund?

Den tysk-amerikanske filosof og forfatter Hannah Arendt mente, at det netop var ensomheden, der førte mennesker til at støtte totalitære ideologier. 

De totalitære ideologier, siger hun, baserer sig på ensomhed og på følelsen af ikke at høre til i verden. Når vi er ensomme, kan vi ikke tænke og er ude af stand til at stole på os selv. Vi kan ikke gøre brug af vores fulde kapacitet som individer, som vi kan, når vi føler os som del af et fællesskab.. Og når det totalitære samfund så først er på plads, bruger magthaverne ensomheden som en slags fastholdende våben. 

I vore dage er der mange kilder til ensomhed. Én ensomhed er den, der kommer fra generel magtesløshed – det enkelte menneske føler sig isoleret og sidder helt alene. En anden er følelsen af ikke at vide hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Hele fænomenet fake news ender med at isolere os fra omverdenen, og det er ikke tilfældigt at f.eks. Assad-regimet i Syrien og Donald Trump gør et stort nummer ud af at prøve at få mennesker til at tvivle på hvad der er sandt og hvad der er falsk – ikke for at fremme en kritisk sans, men for at forvirre dem.

Modsætningen til ensomheden er fællesskabet, men der er også andre former for ensomhed, der umiddelbart kan forveksles med fællesskab. Her tænker jeg på de som-om-fællesskaber som massemedierne kan skabe – det kan være ikke mindst de sociale medier på Internettet, men også ældre fænomener som tv. Vi kan sidde bag hver vores skærm og føle os som del af noget stort, men reelt er vi ofte alene med vore følelser og tanker imens.

Og en tredje ensomhed, der også kan forveksles med fællesskab, er den, der opstår, når grupper i samfundet trækker sig “ind i sig selv” og ender med at se sig selv som afsondret fra resten af samfundet. Det kan være privilegerede grupper i samfundet, der skaber gated communities for at være i fred – ofte er det rige menneskers frygt for den kriminelle underklasse, der er tale om. Men der kan også være undertrykte grupper, der kan “trække sig ind i sig selv”: I dag er der f.eks. nogle erklæret progressive mennesker, der taler for at skabe hvad de kalder separatistiske forsamlinger. Det er fora, der kun er for f.eks. bestemte folkegrupper, køn eller seksualiteter. Tanken er (som jeg forstår det) at give alle plads til at udfolde sig uden at skulle frygte hadske eller negative reaktioner, og det er egentlig prisværdigt, men min frygt er at man kan risikere også at “trække sig ind i selv” på den måde og faktisk også her skabe en isoleret, tilsyneladende tryg boble, der reelt ender med at afsondre én fra det store samfund.

Flattr this!

Men det er jo lovligt…

Studerende fra Sydafrika demonstrerer mod den danske afdeling af BAE Systems.

I denne uge havde jeg en kort diskussion med nogle kolleger og studerende om Aalborg Universitets partnerskab med BAE Systems, der udvikler og sælger overvågningssystemer til diktaturstater – og sælger våben til Saudiarabien, der bruger dem i sin krig i Yemen.

En studerende havde udtrykt sin bekymring over denne praksis. Kan vi virkelig leve med dét?  En af mine kolleger sagde hertil, at han godt nok slet ikke brød sig om hvad BAE Systems laver, men det er jo lovligt hvad de laver, tilføjede han, så derfor kan vi kun påvirke situationen ved at vælge nogle andre politikere.

Dette argument er umiddelbart tilforladeligt: Så længe en virksomhed ikke bryder loven, gør de ikke noget forkasteligt. Men kan dette være et tilstrækkeligt etisk grundlag? Og behøver Aalborg Universitet at være partnere med alle og enhver? Man kan jo godt sige nej, selv om pengene fra en virksomhed frister.

BAE Systems’ eksport til bl.a. Saudiarabien er kun lovlig, fordi Erhvervsstyrelsen og Udenrigsministeriet har tolket reglerne om dual use-teknologi på en bestemt måde. Den gråzone, BAE Systems lever af at operere i, er faktisk eksisterende.

Og derudover er der den akademiske verdens renommé (og den enkelte AAU-kandidats) renommé. Hvad gør det ved et dansk universitet at blive associeret med firmaer som BAE Systems? Det gjorde i længden ikke ret meget godt for Aarhus Universitet at blive associeret med Cheminova.

Lad mig bruge en analogi: Der er også en hel del softwareudviklere beskæftiget i pornoindustrien.  MindGeek, der har afdelinger i USA og Europa, er et eksempel på et sådant firma; det har bl.a. det ikke helt ukendte PornHub som datterselskab. Firmaet har tydeligvis ikke-trivielle kompetencer inden for softwareudvikling og multimedie-teknologi. Og det, de foretager sig,  nemlig at producere og publicere pornografisk materiale, er fuldt lovligt i Danmark og mange andre lande. Hvordan ville et dansk universitet have det med at have MindGeek som virksomhedspartner?

Flattr this!

En ideologisk Turing-test?

En gammel gåde fortæller om to riddere fra samme by, der bejlede til den samme prinsesse. Kongen sagde (for dette er en meget patriarkalsk gåde) at den af de to, hvis hest sidst nåede frem til kongeslottet, ville kunne tage prinsessen til ægte. De to riddere red først meget langsomt fra deres by, men så sagde den ene noget til den anden – og så red de begge så hurtigt de kunne til kongeslottet.

Hvad var det så, den ene ridder sagde til den anden?

Han foreslog simpelthen, at de skulle bytte hest.

Denne idé minder mig om den “ideologiske Turing-test” som den amerikanske økonom Bryan Caplan har foreslået. Vi befinder os her i en USA-centreret opfattelse af politik med “liberale” over for “konservative”. Caplan er “konservativ” og tager til genmæle mod Paul Krugman, en “liberal” økonomi der har hævdet at “liberale” økonomer vil kunne redegøre for “konservative” økonomers standpunkt, men at det omvendte ikke er tilfældet. Caplan udfordrer så Krugman – for han mener bestemt at han kan gøre meget overbevisende rede for en “liberal” holdning uden selv at blive overbevist om dem.

Caplans påstand er den, at hvis nogen korrekt kan forklare modpartens standpunkt og stadig være uenig med det, er det mindre sandsynligt at dette standpunkt skulle være korrekt. Og hvis man ved at forklare modpartens standpunkt ender med at blive enig med det, vil dette standpunkt have større sandsynlighed for at være korrekt. Han kalder denne “ideologiske Turing-test” for et ægte symptom på objektivitet og visdom.

En lidt mindre venlig udgave af Caplans idé er at han bare siger “Jeg mener at kende dit standpunkt mindst lige så godt som du selv gør. så derfor ved jeg at det ikke holder”. Det er formodentlig også særdeles personafhængigt, hvor nem man er at overbevise.  Og ikke mindst: Hvad vil det egentlig sige, at et etisk eller politisk standpunkt er korrekt?

Men ideen om at skulle forsvare modpartens standpunkt så overbevisende som overhovedet muligt er interessant, for det vil give en væsentlig indsigt. Tilbage i 2014 skrev jeg om dette som en strategi til at udvikle empati. Det ville også være en spændende udfordring at se en udgave af Debatten på DR2, hvor alle deltagere skulle forsvare et synspunkt som var det stik modsatte af deres eget og så overbevisende som overhovedet muligt. Måske ville jeg så endda få lyst til at se programmet igen.

Flattr this!

Deres kultur og vores kultur

Indiansk fjerkrone brugt som pyntegenstand ved en modeopvisning i USA. Foto: Associated Press.

Der har været en del kontrovers i USA om et maleri, der forestiller en åben kiste med liget af Emmett Till, en sort amerikansk dreng, der i 1955 blev mishandlet til døde af racister i USA. Maleriet er blevet udstillet på et museum i New York og er baseret på et meget grusomt foto af den døde dreng, som Emmett Tills moder bad om at få offentliggjort. Men kunstneren bag maleriet, Dana Schutz, er hvid, og nogle kunstnere og forfattere, der selv er sorte, har protesteret mod at maleriet bliver udstillet, fordi de ikke mener at en hvid kunstner kan leve sig ind i den undertrykkelse, sorte mennesker i USA er blevet udsat for.  Emnet for billedet tilhører ikke hvide kunstere, siger de.

Nogle af dem, der har protesteret, vil ligefrem have at museet skal destruere billedet. Dette sidste er for mig at se et helt uacceptabelt krav; hvis museet gik med til den slags, ville det åbne for at ethvert værk, som nogen ikke brød sig om, skulle destrueres.

Hele dette går ind i diskussionen om cultural appropriation, der ofte (men bestemt ikke kun) dukker op i USA. Jeg kan sagtens komme i tanke om tilfælde, hvor medlemmer af en privilegeret befolkningsgruppe har taget et kulturelt udtryk fra en undertrykt befolkningsgruppe og “plagieret” det så det bliver trivialiseret. Det bedst kendte eksempel er nok, at prærieindianernes fjerkroner (der har en bestemt betydning i nordamerikansk indiansk tradition og bl.a. bestemt ikke kunne bæres af alle) dukker op som staffage ved modeshows o.lign. Et virkelig bizart eksempel fra i år er kontroversen om en didgeridoo (et rituelt musikinstrument fra Australiens urbefolkning) der dukker op i en pornofilm. Jeg kan godt forstå, at den oprindelige befolkning i USA og Australien er vrede over den slags platheder.

Men tilbage til maleriet af Emmett Till. Dana Schutz siger selv, at hun ikke ved hvordan det er at være sort i USA men at hun ved hvordan det er at være mor og kender frygten for at ens barn skal komme noget alvorligt til. Hun siger

Art can be a space for empathy, a vehicle for connection. I don’t believe that people can ever really know what it is like to be someone else (I will never know the fear that black parents may have) but neither are we all completely unknowable.

Her er jeg nemlig enig. En samvittighedsfuld kunstner kan bruge sit værk til at formidle indlevelse og empati. I alle værker, der ikke er strengt selvbiografiske, prøver man nemlig at sætte sig selv i En Andens sted.  

Jeg ved også, at nogle forfattere med afrikansk baggrund ikke kan acceptere at forfattere med europæisk baggrund skriver et værk, hvor hovedpersonen er afrikansk, og begrundelsen er den samme som for protesterne mod maleriet i New York. Her synes jeg også at der er tale om et urimeligt begrænsende syn på hvad en kunstner kan tillade sig og ikke tillade sig.

Hvis vi skulle afstå fra at skrive om en undertrykt gruppe, man ikke selv tilhørte, ville det blive umuligt at skrive f.eks. en historisk roman om industriarbejderes vilkår i Danmark sidst i 1800-tallet. De var en stærkt undertrykt befolkningsgruppe, men intet menneske i Danmark i dag lever med samme slags voldsomme undertrykkelse. 

Men man skal samtidig vedstå sig sin begrænsning. Jeg har selv stået i en tilsvarende situation.

For snart en del år siden skrev jeg et lille teaterstykke om Archana Guha, en indisk skolelærer, der blev udsat for meget voldsom og langvarig tortur. En lokal ungdomsteatergruppe opførte stykket i forbindelse med Amnesty Internationals bidrag til Kulturnatten i Aalborg. Jeg havde tidligere mødt Archana Guha og også talt med Dina Yafasova, den dansk bosatte forfatter fra Usbekistan, der skrev en bog om Archanas liv. Archana og Dina er to kvinder, jeg har meget stor respekt for.

Var det passende, hvad jeg gjorde? Nogle ville indvende at jeg ikke burde have skrevet teaterstykket, for jeg er hverken inder, kvinde eller torturoverlever. Men jeg ville prøve at give mit bud på en indlevelse i det, Archana havde været igennem, til en kreds af mennesker, der ikke havde hørt om hende og formodentlig aldrig ville møde hende, og jeg kunne ikke drømme om at hævde at min skildring var lige så god som den, hun selv ville kunne give videre. Jeg henviser altid til interviews med Archana og til Dinas bog om hende, hvis folk vil vide mere om hende (for det bør de).

Nogle år senere fik vi i Amnesty International forresten opført et lille teaterstykke om rydningen af en romalejr i Italien; men det var forfattet af – en gruppe menneskerettighedsaktivister fra Zimbabwe! Var dét på sin plads? Det tror jeg også.

Noget, der bekymrer mig, er at kritikken af cultural appropriation til tider virker til at ende i en slags kulturel separatisme, hvor det mere eller mindre bliver sagt at man bør holde sig til “sin egen” kultur. Det er faktisk ikke specielt frigørende eller udfordrende. For mig at se må det være anerkendelse og kreditering i mødet mellem kulturer, der skal være grundlaget for hvad man vil udtrykke som kunstner. Hvis man gør det, begår man ikke “kulturelt plagiat” men lærer af hinanden.

Flattr this!

Måske er det bare for svært for os?

Jeg har tidligere skrevet om det, man kalder wicked problems – det er samfundsproblemer som f.eks. krig, arbejdsløshed og social ulighed, som er svære at definere præcist og endnu sværere at løse. Og det er min klare opfattelse, at når beslutningstagere tror at kende en enkel løsning på et af disse problemer, er der noget galt.

Nu har jeg læst et interessant essay af den amerikanske neurolog Robert Burton; hans fornemmelse er at det simpelthen er sådan, at den menneskelige erkendelse er begrænset – at vi ikke kender vores begrænsede analytiske evner – og at det gør mange ude af stand til at kunne overskue analyserne af de “slemme problemer”, men at næsten ingen vil indrømme, at det er sådan. På en måde er der tale om en udgave af Dunning-Kruger-effekten: at de lidet kompetente ikke kan indse, hvor lidt kompetente de faktisk er.

Det er helt legitimt at have nogle grundlæggende etiske principper, vi ikke vil gå på kompromis med, ja, faktisk er det fuldstændig nødvendigt. Det, der bekymrer mig, er når deltagere i den demokratiske proces bevidst ignorerer meget veletablerede forskningsresultater. Forskning er ikke værdifri, og mange af forskningens konklusioner er kontingente (som forskere ved), men der er noget galt, når beslutningstagere (og dem, der har bragt dem til magten) ikke vil acceptere at der er overvældende evidens for at den globale opvarmning er virkelig og menneskeskabt – eller ikke vil acceptere at der ikke er evidens for at hårdere straffe fører til lavere kriminalitet. Og jeg husker selv, hvor enormt frustrerende det ofte har været for mig at høre politikere uden indsigt i undervisning eller i uddannelsesforskning tale om hvor undervisning og bedømmelse efter deres mening burde foregå.

De fleste af os må erkende, at vi ikke for alvor vil kunne forstå analyserne af de “slemme problemer”, for slet ikke at tale om at kunne foretage sådanne analyser selv. Jeg kan bestemt heller ikke altid, heller ikke selv om jeg selv er forsker. Videnskabens erkendelser strider ofte mod intuitionen, og de analyser, der frem til dem, betjener sig ofte af kvantitative analyser baseret på matematiske modeller, herunder på statistisk inferens. Et klassisk værk om dette, at videnskab er kontraintuitiv, er Lewis Wolperts The Unnatural Nature of Science.

Alle har ret til at ytre sig, men det er ikke tilfældet at alle har lige meget ret. Jeg taler ikke for en elitær holdning, men derimod for en ydmyg holdning, hvor vi alle skal erkende, at der er nogle problemer, der er meget svære at analysere og kræver en ikke-triviel analytisk indsigt. Men hvornår har vi sidst hørt en politiker sige, at der var noget, han/hun ikke ved noget om og ikke har indsigt til at udtale sig om?

Flattr this!

Universel eller ens?

Jeg har læst en artikel af den amerikanske forfatter Susan Faludi, der har gjort et stort indtryk på mig. Hendes far István kom fra Ungarn, men udvandrede til USA og blev til Steven. Faderens familie havde jødisk baggrund, men gjorde meget ud af ikke at adskille sig fra andre ungarere, helt ned til at vælge typisk ungarske navne til børnene. De var kort og godt et eksempel på hvor totalt assimilerede mennesker med mindretalsbaggrund kunne blive. Men da 2. verdenskrig kom, blev hele den del af familien, der ikke havde forladt Ungarn, myrdet af tyskerne – fordi de var jøder.  Mange år senere slutter Susan Faludis beretning med at hun har genoptaget kontakten til sin far. I mellemtiden har hendes far skiftet køn, er blevet til Stefanie Faludi og ligger nu for døden, tilbage i Ungarn.

Alt dette er en gribende fortælling om vores søgen efter at være nogen, om hvem vi selv synes vi er, og hvem andre tror, vi er. En del mennesker har i deres opvækst hørt deres forældre sukke noget i stil med “Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre?” (det har jeg også hørt!). Der er en tryghed i at være “som alle andre”, men der kan også være en tryghed i ikke at være “som alle andre”. Man kan skabe sig en identitet ved at prøve at være “som alle andre”, og man skabe sig en identitet ved at være anderledes end “alle andre”. Susan Faludis far nåede at prøve begge dele og fandt på den måde hjem, både sjæleligt og geografisk.

Det, jeg fornemmer, der er ved at ske, er at der i dag er en bevægelse i samfundet mod at man skal være “som alle andre”. Nationalismen er et tydeligt tegn på det, og i det hele taget er begrebet om universelle rettigheder ved at glide i baggrunden. Men at alle mennesker har samme rettigheder, er ikke det samme som at alle mennesker behøver at være ens. Måske er det også derfor, vi i dag ser nogle mod-strømninger, der sætter navn på mange forskellige etniske og seksuelle identiteter og taler om identiteternes rettigheder. I begge tilfælde tror jeg at risikoen kan være, at det, vi har fælles og som er universelt, nemlig at vi er mennesker, kan træde i baggrunden til fordel for de etiketter, vi bruger for at klassificere os selv. Og alt sammen er det fordi vi gerne vil finde hjem.

Flattr this!