APBS

Foto: https://www.flickr.com/photos/tiomax80/38772978861 (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Jeg har sommetider spekuleret på, hvad vi egentlig ved om konsekvenserne af mobning i barndommen. Nogle, jeg kender, er selv langt inde i voksenlivet dybt mærket af det og føler en stor vrede og en stor sorg. For mit eget vedkommende sidder der også stadig noget derinde, omend det er lidt uklart hvad det præcis er, det har gjort ved mig. Den amerikanske psykolog Ellen Walser deLara har interviewet mere end 800 mennesker i aldersgruppen fra 18 til 65. Hun drager den konklusion, at mange mobbeofre udviser en adfærd, der ikke er PTSD (post-traumatic stress disorder), men hvad hun kalder for APBS (adult post-bullying syndrome).

Det er ikke en diagnose som sådan, men en beskrivelse af en typisk adfærd – ofte koblet til lavt selvværd og lav grad af tillid til andre. I modsætning til de, der har PTSD, har mennesker med APBS meget længere “lunte” og bliver ikke let voldsomt påvirket af ubehagelige stimuli. Nogle bliver behagesyge (det gælder også mange voksne, der havde ukærlige forældre) eller søger tilflugt i alkohol eller stoffer. Andre bliver til gengæld meget empatiske og bestemmer sig måske også for at ville gøre en særlig indsats for at gøre noget godt for andre.

Det sidste lyder umiddelbart positivt, men selvfølgelig er de negative konsekvenser større end de positive, og man skal vel ikke igennem den slags for at kunne blive et bedre menneske. Mange, der er blevet mobbet, har spekuleret på hvad formålet egentlig var. Regnede dem, der mobbede, virkelig regnede med at deres mobning udgjorde en strategi for kritik, de kunne bruge til at fjerne fejlene hos dem, de mobbede? I så fald tog de fejl.

Der er andre former for chikane, der har paralleller til mobning i barndommen; i voksenlivet kan man blive udsat for f.eks. seksuel chikane, racisme og homofobi. Den slags bliver tit enten forsvaret af andre med at det “bare er for sjov” eller retfærdiggjort som en form for kritik af andre menneskers adfærd eller blotte tilstedeværelse – men det er varianter af en type forfølgelse, som man måske også mødte i form af mobning i barndommen. Og de hjælper lige så lidt som mobning hjælper dem, der bliver mobbet.

“Uddannelsescentre” og forskning

Tashpolat Tiyip (tv.) bliver æresdoktor fra Sorbonne. Foto: Amnesty International.

Tashpolat Tiyip er en fremtrædende forsker i geografi i Xinjiang-provinsen i Kina. Han er bl.a. æresdoktor fra Sorbonne. Fra 2010 til 2017 var han præsident for Xinjiang Universitet, men i 2017 blev han tilbageholdt i Beijings lufthavn, da han sammen med en gruppe studerende skulle rejse til Tyskland. Herefter er han “forsvundet” og er blevet dømt til døden ved en hemmelig domstol. Hans familie kan ikke få at vide, hvor han er.

Tashpolat Tiyip er efter alt at dømme blevet forfulgt, fordi han er uighur og kritisk over for det kinesiske regime. Uighurere er et etnisk mindretal på omkring 11 millioner mennesker; de er muslimer. Uighurerne modsætter sig ligesom tibetanerne det kinesiske overherredømme, og derfor bliver de udsat for voldsom og systematisk forfølgelse. Omkring en million af dem menes at sidde i lejre eller fængsler. Ifølge Amnesty International foregår der tortur og indoktrinering i lejrene, mens de kinesiske myndigheder kalder lejrene for “uddannelsescentre”.

Det er desværre her, datalogiske metoder til analyse af data kommer ind. Kinesiske firmaer udvikler i tæt samarbejde med regimet metoder til analyse af internet-data og mobildata og til ansigtsgenkendelse, så det er muligt at opspore og overvåge dissidenter blandt uighurer og andre etniske mindretal.

USA er et af de vestlige lande, hvor der har været tæt samarbejde mellem datalogiske forskningsmiljøer og kinesiske virksomheder om teknologi, der bliver brugt til overvågning og i sidste ende til forfølgelse. I nogle tilfælde er det kinesiske universiteter, der agerer som en form for mellemmænd.

Ofte er det jagten på forskningsmidler, der er drivkraften hos datalogiske miljøer, og mange af problemerne, man beskæftiger sig med, fremstår fra de kinesiske samarbejdspartnere så generelle, at det bliver sløret hvad formålet egentlig er. I 2019 skred USAs handelsministerium dog ind over for disse samarbejder og sortlistede en række kinesiske virksomheder. Dette skete som reaktion på en række sager.

I 2018 indgik MIT et forskningspartnerskab med det kinesiske firma SenseTime, som er blandt de virksomheder, der i 2019 blev sortlistet af det amerikanske handelsministerium på grund af sin rolle i undertrykkelsen af uighurerne. SenseTime-midlerne hos MIT er forbundet med betydelige donationer fra iFlyTek, som er en anden kinesisk virksomhed inden for overvågningsteknologi. Også iFlyTek er sortlistet af det amerikanske handelsministerium og nævnt af Human Rights Watch i 2017 for sin masseindsamling af data i forbindelse med politiets overvågning i Xinjiang .

MIT er på ingen måde det eneste universitet i USA, der har haft forbindelser til forfølgelsen af uighurerne, og som har hentet eksterne forskningsmidler gennem samarbejde med kinesiske firmaer. Et andet eksempel er University of Illinois at Urbana-Champaign, hvor der har været forskning delvist finansieret af CloudWalk, der arbejder med software til ansigtsgenkendelse af uighurer og tibetanere.

USAs politik om sortlistning kan blive et generelt redskab i det større billede, men det er vigtigt, at forskningsmiljøer også selv tager aktiv stilling til de potentielle anvendelser af de teknologiske løsninger, de arbejder med, og tager et etisk ansvar i stedet for at risikere at ende som en form for naive redskaber for andre. I bl.a. USA har afhængigheden af ekstern finansiering nu nået et niveau, hvor det er vigtigt med en kritisk stillingtagen til interessenterne, ikke mindst hvis de kommer fra lande med voldsom undertrykkelse.

Benægtelse og benægtelse af benægtelse

Foto: Alex Garland, https://www.flickr.com/photos/backbone_campaign/20804927718, (CC BY 2.0)

For en uge siden skrev jeg om “spise kage”-reaktionerne fra privilegerede mennesker, når de bliver konfronteret med den racisme, andre bliver udsat for. En anden form for privilegerede menneskers benægtelse af racisme er benægtelsen af at racismen overhovedet findes eller af at handlinger og holdninger (herunder egne handlinger og holdninger) er udtryk for racisme.

Et af problemerne her er, at konsekvenserne af racisme ofte ytrer sig mentalt i form af lavere selvværd og mistillid til andre og derfor tager form af rent personlige oplevelser.. Men ofte er der også konkrete, målelige konsekvenser, og det gælder ikke mindst for den strukturelle racisme. I en kronik i dagbladet Information skriver Kashif Ahmad, der er lærer i Hvidovre og medlem af Det Radikale Venstre

I mine unge år ringede jeg til en fastfoodrestaurant i forbindelse med et jobopslag. Efter at jeg havde præsenteret mig og spurgt ind til den ledige stilling, spurgte manden i den anden ende: »Hvad var det du hed?« Stillingen var allerede besat, svarede han, efter at jeg fortalte, hvad jeg hed.

Min mavefornemmelse var dårlig, og en halv time efter ringede jeg op igen og introducerede mig selv med et andet navn: »Hej, det er Kasper.« Nu var stillingen pludselig ikke længere besat, jeg kunne kigge ned forbi butikken.

TrygFondens Børnecenter ved Aarhus Universitet publicerede i marts 2019 resultaterne af en undersøgelse, der viser, at lærere i folkeskolen både tilsigtet og utilsigtet diskriminerer børn med mellemøstlige navne. Og dette fortsætter senere i livet. Andre danske undersøgelser viser, at man skal sende 52 procent flere ansøgninger for at komme til jobsamtale, hvis man har et mellemøstligt-klingende navn.

På baggrund af den slags beretninger og den slags undersøgelser er det svært at fastholde, at der ikke findes strukturel racisme i Danmark. Her følger jeg definitionen der siger at

Strukturel, direkte racisme består i, at samfundets institutioner, erhvervslivet og kulturlivet er indrettet på en måde, så de sociale forhold/strukturer holder mennesker, der adskiller sig fra flertallet, hvad angår trosretning, hudfarve, national-, etnisk- eller kulturel oprindelse, udenfor. En afvisning ved et diskotek med henvisning til personens hudfarve er f.eks. at betragte som direkte diskrimination.

Racisme i Danmark (https://faktalink.dk/titelliste/racisme-i-danmark)

Benægtelse af strukturel racisme findes alle steder, hvor der er strukturel racisme, og de, der benægter dens eksistens, er som regel mennesker, der aldrig selv bliver udsat for diskrimination, fordi de selv er privilegerede. Kongeeksemplet er vel Søren Espersens udsagn for nylig.

Min fornemmelse er at det, der kendetegner racismen i Danmark, er at netop denne form for benægtelse er en særligt væsentlig komponent. Det er min fornemmelse, at benægtelsen også er udbredt for det, man kalder isoleret racisme – dvs. egentlige hadforbrydelser, tilråb mm.

Det er derfor også svært at tale om benægtelsen af racisme i en dansk kontekst, for den typiske reaktion i Danmark er benægtelse – nu bare i form af benægtelse af benægtelse. I værste fald prøver de, der benægter, at rationalisere diskriminationen med forklaringer om at “den slags er beklageligt, men der må desværre må være tale om at man har handlet på denne måde ud fra tidligere dårlige erfaringer med den slags mennesker”. Når man udtrykker sig på denne måde, forsvarer man dermed faktisk diskriminationen som reelt eksisterende og som en berettiget reaktion over for mennesker, man anser for at være “forkerte” som gruppe betragtet.

Det hårde ved privilegerede menneskers benægtelse af racisme er, at den på mange måder er at sammenligne med at få at vide af en voksen, at man ikke bliver mobbet i skolen og måske endda selv er ude om det.

Om benægtelsen så er udtryk for, at de benægtende bevidst hævder noget, de godt ved er ukorrekt, er en anden snak. Som jeg tidligere har sagt og her vil gentage: De allerfleste mennesker er ikke generelt onde, og de allerfleste mennesker har brug for at have et positivt billede af sig selv – og det er helt naturligt. En hel del benægtelse kommer fra et ønske om at kunne fastholde et positivt billede af sig selv. Men det er ikke klart, at det positive selvbillede er realistisk. Alle mennesker har nemlig oparbejdet fordomme og antagelser gennem deres opdragelse og for privilegerede mennesker virker privilegierne ofte “naturlige” og “neutrale”. Den store udfordring er at man ikke må lade sig styre af al denne bagage, dvs. erkende at man i et vist omfang har anskuelser, der faktisk er fordomme, men ikke vil lade sig styre af fordommene. Kan man sige, at man selv er fri for fordomme, hvis man tyr til benægtelsen som strategi? Jeg vil hævde, at man ikke kan.

Så må de spise kage!

Marie Antoinette fik ved udbruddet af den franske revolution i 1789 at vide, at folket manglede brød og reagerede da efter sigende ved at sige, at så må folket spise kage. Om hun faktisk sagde det, ved jeg ikke, men det er en reaktion, der er mere udbredt, end mange tror. “Spise-kage”-reaktionerne er udtryk for en benægtelse af alvoren af et problem, og det er pudsigt nok altid dem, der ikke har problemet, fordi de selv er privilegerede, der foreslår, at andre skal “spise kage”. Det er en “løsning”, det privilegerede menneske foreslår, fordi hun forveksler andres store problem med et andet problem, hun selv har haft, men som er meget nemmere at håndtere. Og ofte mener det privilegerede menneske ikke noget ondt med det, men ender alligevel med at bagatellisere andres problem. Jeg skrev om dette for ni år siden på denne blog, men jeg er nødt til at skrive om det igen, fornemmer jeg.

Her er et andet eksempel på en “spise-kage”-reaktion. For snart nogle år siden så jeg sammen med nogle andre, jeg kendte, dokumentarfilmen The Color of Olives, der er en skildring af en palæstinensisk familie, der bor på den ene side af de israelske besættelsesstyrkers mur, men har deres marker på den anden side af muren. For bare at kunne dyrke deres jord og gøre alt det, en landmandsfamilie gør, skal de hele tiden forbi de israelske besættelsesstyrkers kontrol – når det ellers kan lade sig gøre. Hele filmens pointe er, at denne dagligdag skaber en tilværelse med konstant og voldsom stress.

En af dem, jeg så filmen sammen med, var en ung mand, der var ved at gøre sin videregående uddannelse færdig. Hans umiddelbare reaktion efter at have set filmen var skræmmende for mig. Hvis det var mig, der boede sådan og ikke kunne lave andet, ville jeg læse nogle bøger, sagde han.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på dét. Jeg har aldrig levet på den måde, som filmen skildrede, og jeg håber, at det aldrig vil ske. Men ét havde jeg dog indset: Dette at læse bøger er en overskudshandling, og det var tydeligt at familien i dokumentarfilmen ikke havde mentalt overskud (endsige økonomiske rammer) til noget som helst. På en dårlig dag kan jeg søge tilflugt i en bog, men når alle dage er meget dårlige, kan jeg ingen ting.

En helt tredje “spise-kage”-reaktion er de alt for typiske “opmuntringer” til dem, der har en depression: Kan de da ikke bare prøve at komme i bedre humør, måske ved at se en morsom film eller spise en is? Jeg har aldrig selv lidt af en depression, men jeg kender efterhånden en del mennesker, der har måttet slås med depression og har kunnet se, hvordan depressionen fik dem helt ned med nakken, så de ikke ville leve videre. Når jeg er lidt ked af det, kan jeg ofte muntre mig selv op, men det virker ikke med en klinisk depression, for den består ikke i at “være lidt ked af det”.

Seneste eksempel på en “spise-kage”-reaktion er den, vi ofte ser på påvisninger af eksistensen af racismen. En ny undersøgelse viser, at et flertal af de adspurgte borgere i Danmark er overbeviste om at der ikke er racisme i Danmark. Til gengæld er der et mindretal, der oplever at blive udsat for racisme og bliver dybt berørt af det på det personlige plan, og der kommer flere og flere beretninger om det efterhånden. Igen er det forvekslingen af det store problem og det lille problem, som man let kan foretage, hvis man kun har kendt det lille problem. Men når man har været udsat for racisme, er der ikke tale om en situation, hvor nogen har kritiseret en lidt og hvor man bare skal slå det hen. Man er blevet ringeagtet for noget ved éns person, som man hverken nemt kan lave om på eller skal lave om på.

I alle de tilfælde, jeg nævner her, kan de privilegerede personer enten fortsætte med deres “spise-kage”-reaktion eller også kan de (bør de!) erkende, at andre mennesker har nogle ubehagelige personlige erfaringer, som de ikke selv har, og tro på det, de siger: at her er tale om stort problem, der ikke kan løses i en håndevending.

Skamstøtter og monumenter

I Fremont i USA står der en bronzestatue af Vladimir Lenin; den russiske leder besøgte dog aldrig USA. Statuen stod oprindelig i Poprad i Slovakiet, hvor den blev afsløret i 1988. I 1989 blev statuen fjernet, men en amerikaner blev så betaget af Emil Venkovs værk (der tog ham 10 år at lave), at han købte den syv tons tunge statue og tog den med til USA. Foto: Bernt Rostad (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)). https://www.flickr.com/photos/brostad/14758753968

Leopold d. 2 af Belgien var en endog usædvanligt brutal tyran og er ansvarlig for millioner af menneskers død i det, der i dag hedder Den Demokratiske Republik Congo. Hovedstaden i landet hed engang Leopoldville; i dag hedder den Kinshasa.

Også Christoffer Columbus har et ubehageligt eftermæle; hans “opdagelsesrejse” var starten på Spaniens brutale invasion, og slaveriet blev indført i hans levetid og han medvirkede selv til det. Mange steder i Nord- og Sydamerika er opkaldt efter Columbus – endog et enkelt land, nemlig Colombia.

En romersk kejser som Marcus Aurelius var en begavet mand og en stor filosof, men han var også hersker over et rige, hvor slaveri og forfølgelse af mindretal var udbredt.

Winston Churchill var også en begavet mand og central for de allieredes sejr i kampen mod nazismen under 2. verdenskrig. Men samtidig havde han antisemitiske og antimuslimske holdninger og en benhård og kynisk holdning til fagforeninger og til forholdene i den daværende britiske koloni Indien.

Hvad skal vi gøre ved alle de statuer, der er af personer som dem? Der er ingen enkel løsning. Vi kan fjerne statuerne, og det synes jeg også kan være på sin plads i nogle tilfælde. Statuer er ofte brugt som en måde at hædre magtfulde mennesker på, men efterhånden som hæderen fortager sig, skal statuerne have en anden rolle. Nogle af statuerne, som f.eks. statuen af Lenin ovenfor, har på den anden side også status som bevaringssværdige kunstværker, og når de havner et uventet sted, er det svært at se dem som en hyldest mere. Selv så jeg gerne, at statuer af personer som Leopold d. 2 og Christoffer Columbus hørte hjemme på museer; hvis man fortæller om disse menneskers gerninger, bliver statuerne reelt til skamstøtter. Andre historiske skikkelser med et mere kompliceret eftermæle kunne forsynes med en mindeplade, der fortalte om både deres gode og mindre gode gerninger.

Det virker til gengæld temmelig uoverskueligt f.eks. at omnavngive Colombia eller Washington D.C. (District of Columbia).

Selv tror jeg lige nu, at det bedste bud under alle omstændigheder er, at man fra officielt hold går forrest i at stå ved historien og forliger sig med den og oplyser om den. Det er altid sejrherrerne, der skriver historien, men det er ikke de samme sejrherrer nu, som der var engang. I Tyskland har man i årene efter 2. verdenskrig gjort sig temmelig mange anstrengelser for at gøre netop dét, og min fornemmelse er, at det har virket. Der er næppe mange i Danmark fra min generation eller dem, der er kommet efter, der har det samme had til tyskere, som mange fra generationerne inden har døjet med.

Man skal ikke (kun) pege fingre

Lige nu er der omsider kommet fokus på racismen og politibrutaliteten i USA. Der har næppe været et sådant fokus siden 1960’erne, og denne brede opmærksomhed er en enestående chance for at skabe et bredt ønske om forandring af de forhold, der har skabt så mange års utryghed og egentlig lidelse. Det er et øjeblik, vi er mange der har længtes efter. Måske kommer det omsider nu.

Det vil dog også være meget forkert blot at pege fingre ad USA nu, for racismen findes alle steder. Der er ikke systemisk racisme i Danmark på samme måde som i USA, men det betyder bestemt ikke, at alt er vel herhjemme, blot at forholdene i Danmark og USA er forskellige. Danmark var en af de største aktører i slaveriet i 1800-tallet, hvor millioner af mennesker blev bortført fra deres hjemlande og udsat for undertrykkelse og dehumanisering. Forskellen fra USA er, at slaveriet aldrig rigtig kom til Danmark, og derfor kom apartheidlovgivningen mod afrikanernes efterkommere aldrig hertil. Der var så til gengæld en fattiglovgivning, der diskriminerede voldsomt mod fattige. Den lovgivning blev siden fjernet.

Nogle siger, at der af disse grunde ikke er racisme i Danmark mere. Men de pågældende mennesker bruger det kunstgreb at definere racisme som denne form for racisme, der historisk set er fortid.

Den nutidige systemiske racisme i Danmark er nemlig subtilt anderledes, selv om den stadig er funderet i en holdning om at nogle grupper skal behandles systematisk anderledes, fordi de er “forkerte” og denne “forkerthed” er indbygget i dem. I dag er der lovgivning, der har som mål at ramme bestemte minoriteter med krav, som flertallet i praksis aldrig bliver udsat for. Det såkaldte håndtrykskrav ved statsborgerskab er nok det mest tydeligt absurde eksempel, nemlig baseret på at det er “forkert” ikke at give hånd. Især er det absurd i en tid, hvor håndtrykket som hilsen er noget miskrediteret.

Dertil er der al den uformelle racisme med “vittigheder”, tilråb og forhånelser. Den lever også i Danmark, ligesom den lever videre andre steder, og de to slags racisme understøtter hinanden. Lovgivning af enhver slags baserer sig dybest altid på nogle uformelle opfattelser, og hvis man omvendt er en myndighedsperson, der er vant til “vittigheder”, tilråb og forhånelser, tager man med stor sandsynlighed sin nedladende indstilling med sig på arbejde.

Det forvirrende og frusterende ved racismen er, at de allerfleste mennesker oprigtigt ikke vil være racister. På den ene side giver det et håb om mulig forandring, men på den anden side kan det også let blive en benægtelsesstrategi. De allerfleste mennesker er nemlig heller ikke onde, og det triste paradoks er derfor, at rigtig mange mennesker med racistiske holdninger er flinke og imødekommende og næstekærlige i mange andre sammenhænge. Og måske tror de simpelthen ikke, at de selv er racister, fordi de er modstandere af det, der skete i fortiden. Og måske tror de ikke, at nogen bliver udsat for racisme, fordi de selv tilhører det flertal, der ikke bliver udsat for racisme og derfor ikke har oplevet den på egen krop. Det er også derfor, det kan være så svært at sige fra over for dem.

Så længe det er lovligt…

Hele sagen om Inger Støjbergs instrukser om adskillelse af asylansøger-par har endnu engang sat fokus på spørgsmålet om lov og etik. Et tidligere folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti mener, at Støjberg handlede etisk korrekt og at loven derfor skal ændres. Loven skal således afspejle en etisk grundholdning. Jeg er helt uenig med det tidligere folketingsmedlem i at Støjberg handlede etisk korrekt, men jeg er faktisk enig i ideen om at lovgivningen skal være udtryk for en etisk holdning.

Man kan også mene det modsatte. For tre år siden skrev jeg her om BAE Systems, der dengang havde en stor afdeling i Nørresundby. Dagbladet Information afslørede, at BAE Systems arbejdede med udvikling af overvågningssoftware, der blev solgt til diktaturstater i Mellemøsten. Virksomheden reagerede ved at sende i en mail til Information, hvori den pointerede, at den skam overholdt loven og virksomhedens egne principper for »ansvarlig handel«. BAE Systems handlede korrekt, alene fordi de overholdt loven.

Når man diskuterer etik i erhvervslivet, hører man forbløffende ofte varianter heraf: Nogle er villige til at tjene penge på hvad som helst, så længe det er lovligt. Ofte bliver denne holdning begrundet med at aktiviteterne finder sted alligevel – og så kan man jo lige så godt tjene penge på dem. Hvis man ikke deltog, var der måske nogle værre personer, der tjente penge på den slags.

Her ser jeg et stort problem, for personer med denne holdning siger reelt, at etikken skal defineres af lovgivningen og ikke omvendt. Det betyder, at man overlader til det til lovgiverne at definere, hvilke handlinger der er etisk tilladelige, og hvilke der ikke er. Man så at sige deponerer sin etik hos politikerne. Skal politikerne på tilsvarende vis henholde sig til at det, der er etisk tilladeligt, er det, der er lovligt?

Det forekommer mig at være et synspunkt, det er underligt at skulle forsvare. Love ændrer sig som bekendt. I Tyskland var det fra 1935 og frem til Hitler-regimets fald lovligt at diskriminere mod jøder, og jøder i Tyskland mistede alle borgerrettigheder. Og i Danmark var det fra 1968 til 1979 faktisk tilladt at distribuere billeder af sensuelt misbrug af børn (såkaldt “børneporno”). Betyder det, at det i 1938 ville være etisk korrekt at arbejde med at konfiskere tyske jøders ejendom eller i 1975 ville være etisk korrekt at udgive et blad med billeder af børn, der blev sensuelt misbrugt?

Arbejdslivet er andet end arbejdskraft

Foto: https://www.flickr.com/photos/g4gti/6246088123 – Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)

Der er mange, der nu taler om at skulle tilbage på arbejde, nu hvor samfundet langsomt bliver åbnet igen. Skal man glæde sig til at vende tilbage? Og hvad er det egentlig, man vender tilbage til? Mange af os sidder enten hjemme og kan slet ikke arbejde, eller skal arbejde hjemmefra (eller snarere: være hjemme og prøve på at arbejde som vi forventes at skulle). Når vores arbejdsvirkelighed på den måde er en anden, ligger det lige for at betragte både andres og vores eget arbejde “udefra” på en måde, vi aldrig har kunnet før.

Selv kan jeg tydeligt mærke, at noget af det, jeg laver, giver mening (f.eks. vejledning og kursusundervisning og forskningssamarbejde), mens andet ikke bidrager med samme mening. Det gælder for mig ikke mindst jagten på forskningsmidler, som er en jagt, jeg kun bedriver, fordi jeg ikke kan få ordentlige forskningsvilkår ellers – p.t. er jeg ikke desto mindre mangeårig jysk mester i afslag. Under nedlukningen virker denne nødvendige jagt endnu mere mærkelig.

Andre arbejdsliv viser sig at være mere end “brød på bordet”, for de giver en ny mening for samfundet som helhed. Sundhedspersonalet og omsorgsgiverne skaber mening for os alle, og det samme gælder bl.a. butikspersonalet i supermarkederne.

Og endelig er der nogle af de nye måder, vi arbejder på under nedlukningen, der giver bedre mening end de gamle, mens der er andre former for mening i arbejdet, vi til gengæld har mistet ved at sidde hjemme.

På engelsk skelner man mellem labour og work; på dansk er der ikke nogen tilsvarende skelnen. Det nærmeste man kommer er en skelnen mellem “arbejdskraft” og “arbejde”. Denne skelnen bliver særligt tydelig hos den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt. Hun skrev i The Human Condition om det aktive liv, som hun kaldte for vita activa. Dette liv havde ifølge hende tre komponenter:

Labor is the activity which corresponds to the biological process of the human body, whose spontaneous growth, metabolism, and eventual decay are bound to the vital necessities produced and fed into the life process by labor. The human condition of labor is life itself.

Work is the activity which corresponds to the unnaturalness of human existence, which is not imbedded in, and whose mortality is not compensated by, the species’ ever-recurring life cycle. Work provides an “artificial” world of things, distinctly different from all natural surroundings. Within its borders each individual life is housed, while this world itself is meant to outlast and transcend them all. The human condition of work is worldliness.

Action, the only activity that goes on directly between men without the intermediary of things or matter, corresponds to the human condition of plurality, to the fact that men, not Man, live on the earth and inhabit the world.

Labour er nødvendig for selve livets opretholdelse, mens work er de aktiviteter, som rækker ud over selve dette og giver livet mening for os. Og så er der action, der måske bedst kan kaldes for medborgerskab eller aktivisme. Interessant nok er der på Hannah Arendts modersmål tysk vel ikke en tilsvarende skelnen mellem labour og work – begge dele hedder Arbeit. Måske er det nærmeste, vi kommer work, det tyske Werk, der svarer til det danske værk. Vores arbejde skal kunne være vores værk.

Når vi taler om det meningsfyldte arbejde, er det vel work – vores værk eller endda livsværk – vi mener. Men de, der taler om arbejdets betydning for økonomien, taler om labour. Det er netop nu, vi også kan lave en anden genåbning, nemlig genåbningen af en diskussion om betydningen af det meningsfyldte arbejde og nødvendigheden af en sådan mening. Hvad er det i arbejdet, der giver mening? Hvad er det for et arbejde, vi gerne vil tilbage til?

Fra dyr til mennesker

Inden for de seneste måneder har man talt om hvordan SARS-CoV-2-virussen er sprunget fra dyr til mennesker. Men der er ganske mange andre tilfælde derude. HIV er måske den mest spektakulære og skræmmende virus, der har foretaget dette spring, men der er mange andre tilfælde.

Mange af dem har forbindelse med det faktum, at mange mennesker spiser dyr. Da jeg i sin tid blev vegetar (og siden veganer), var det påvisningen af, at kogalskab kan springe fra køer til mennesker og forårsage Creutzfeld-Jacobs’ sygdom, der fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i at spise dyr.

De berygtede fugleinfluenza-epidemier blandt mennesker skyldes netop at en influenzavirus er sprunget fra fugle til mennesker.

Og hvad har det så med kyllingefarme at gøre? Ud over de kummerlige og uværdige vilkår, dyrene må tilbringe deres korte liv under, sådan som det generelt er tilfældet i det industrielle landbrug, er der i kyllingefarmenes tilfælde tale om risikoen for spredning af farlige former for influenza.

Influenzavirus inddeler man efter deres sygdomsfremkaldende egenskaber: enten lavpatogene (med ingen eller milde symptomer) eller højpatogene (med svære symptomer og op til 100 % dødelighed). Hidtil er det kun subtyperne H5 og H7, der har givet anledning til højpatogen fugleinfluenza hos fugle. De højpatogene vira er, som navnet antyder, de rigtig farlige.

Det industrielle opdræt af kyllinger rummer her to farer. Den ene er at mennesker er i kontakt med rigtig mange fugle (i en typisk bygning kan der være 20.000), så der er alt for gode muligheder for at vira kan springe fra fugle til mennesker. Den anden er, at det ser ud til at lavpatogene vira i ikke helt få tilfælde går hen og bliver højpatogene.

I en artikel fra 2018 i Frontiers in Veterinary Science har forfatterne lavet en analyse af hvad man ved om dette fænomen, og det viser sig, at der findes ganske mange spring af virus til mere dødelig form netop på kyllingefarme. LPAI betegner i det følgende Low Pathogenic Aviary Influenza (lavpatogen fugleinfluenza), og HPAI tegner High Pathogenic Aviary Influenza (højpatogen fugleinfluenza).

Forfatterne skriver

From 1959 onwards, we identified a total of 39 independent H7 and H5 LPAI to HPAI conversion events. All but two of these events were reported in commercial poultry production systems, and a majority of these events took place in high-income countries. In contrast, a total of 127 reassortments have been reported from 1983 to 2015, which predominantly took place in countries with poultry production systems transitioning from backyard to intensive production systems.

Fra Dhingra Madhur S., Artois Jean, Dellicour Simon, Lemey Philippe, Dauphin Gwenaelle, Von Dobschuetz Sophie, Van Boeckel Thomas P., Castellan David M., Morzaria Subhash, Gilbert Marius: Geographical and Historical Patterns in the Emergences of Novel Highly Pathogenic Avian Influenza (HPAI) H5 and H7 Viruses in Poultry, Frontiers in Veterinary Science 5, 2018.

Der har med andre ord siden 159 været 39 tilfælde, hvor en fugleinfluenza-virus er blevet højpatogen i forbindelse med kyllingeproduktion og 127 andre tilfælde, fortrinsvis i lande hvor kyllingeproduktionen blev lagt om til industrielle farme.

Nationalsygdommen

Nej, det er ikke den så omtalte luftvejsinfektion, jeg tænker på her. Det er derimod skyldfølelse. Der er noget meget dansk, ja faktisk også nordisk ved at føle skyld. I dagbladet Information er der et interessant interview med Elisabeth Oxfeldt, der er professor ved universitetet i Oslo. I er forskningsprojekt har hun undersøgt, hvilke fortællinger om skyld, man finder i skandinavisk litteratur. Den er der nemlig masser af.

Selv føler jeg nogle gange skyld, fordi jeg godt kan være utilfreds her under pandemien, selv om jeg på mange måder er så enormt privilegeret. Jeg er rask og i arbejde og mangler ikke noget materielt i en verden, hvor fattige mennesker dør uden mulighed for lægehjælp. Og alligevel er jeg stresset. Man kan altså føle skyld ved at gøre noget, der ikke er godt – her er det så at være (eller anse sig selv for at være) selvoptaget.

Men man kan også føle skyld ved at gøre noget godt! Et sted i interviewet siger Elisabeth Oxfeldt, at

»Det går igen som problem, om man kan stole på folks skyldfølelser. Hvis man gør noget godt for andre, og det ikke kun handler om den andens behov, men måske primært om ens eget behov for at være god, er man så i virkeligheden det?«

Fra Bag ethvert offer for global ulighed står en skyldplaget skandinav og pisker sig selv, Information 8. april 2020

Og her er det, det bliver særligt udspekuleret: Nogle synes også, at man bør føle skyld over at gøre noget godt, hvis man i virkeligheden gør den gode gerning for selv at få det bedre! Dette er ideen om at godhed skal skjules (det skrev jeg om her i 2017), og den kommer formodentlig fra en særlig protestantisk etik, der begrunder sig i Lukasevangeliets lignelse om farisæeren og tolderen.

Hvad skal man så gøre? Nogle prøver at gøre sig fri af skyldfølelsen ved ikke at føle skyld og måske endda ved at være skamløse. Det er sådan en “spis, drik og vær ligeglad”-holdning, som nogle gange bliver luftet i den offentlige debat. Det er helt tydeligt for mig, at den ikke fører til noget godt for andre.

Løsningen er, som jeg ser det, at føle medansvar i stedet for skyld. Skyldfølelse er nem at forfalde til, men den er bare selvdestruktiv og fører os ind i et virvar af selvmodsigelser. De fattige mennesker, der er alvorligt syge med COVID-19, får det ikke bedre af at jeg også bor på gaden. Og det gør jeg heller ikke. Men jeg kan være med til at ændre vilkårene for andre og indse, at jeg som borger i den rige verden, sådan som den har fungeret i de sidste mange år, er med til at opretholde ulighed i verden. Og ideen om at godhed skal skjules , synes jeg er udtryk for alt andet end godhed. Som Elisabeth Oxfeldt siger

»Man kan også få lyst til at skære igennem og sige: Selv om det gør dig noget godt at gøre gode gerninger, gør det jo ikke den anden noget dårligt.«