Det er bare en dukke

Foto: Zackary Canepari for New York Times

Den engelske professor Kathleen Richardson er initiativtager til en kampagne mod sexrobotter. Hun siger til Politiken at

De repræsenterer jo et dybt forskruet menneskesyn. Med deres store bryster, fyldige læber og utroligt smalle taljer er de jo en grotesk og pornografisk kopi af en kvindekrop. Det er hverken sundt eller hensigtsmæssigt, at det her syn på kvindekroppen bliver normaliseret. Det er meget tydeligt, at disse dukker er skabt af forskruede mænd til nogle mænd, der er endnu mere forskruede end dem selv. For de ønsker jo at dominere kvinder og deres kroppe totalt. De her dukker kan hverken sige nej eller udfordre manden på andre måder.

Argumentet er, at sexrobotterne vil anspore nogle mænd til at behandle kvinder voldeligt.

Umiddelbart virker Richardsons kampagne underlig på mig. På den ene side er der noget ubehageligt dehumaniserende ved denne teknologi. På den anden side har jeg meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne håndhæve et forbud – enhver, der har tilstrækkelig mekanisk snilde, vil kunne fremstille sit eget eksemplar til eget brug. Og måske er denne slags robotter velegnede til demente eller mentalt handicappede mennesker, der har en seksualdrift.

Der findes allerede mekaniske sælunger, som demente mennesker kan sidde med. Men den slags virker unægtelig mere uskyldigt.

Selve dette, at overføre levende væseners egenskaber til genstande, naturfænomener og begreber, er helt centralt for mennesker. Guder i mange religioner ligner mennesker eller dyr. Børn leger med dukker og tøjdyr og nogle af dem bliver deres fortrolige og bedste venner tidligt i livet. Mange af os investerer en masse følelser i fiktive mennesker og dyr fra film og bøger. Forskellen er vel, at de følelser, mennesker investerer i guder, tøjdyr og film- og romanfigurer er entydigt positive.

Men hvad med de negative og dehumaniserende følelser? Dem kan vi ikke fjerne ved at forbyde en bestemt slags robotter.

Enkelt er det dog ikke, og jeg har intet svar. Hvordan ville vi have det med en livagtig dukke, som man kunne udsætte for grov vold inden for hjemmets fire vægge? Sådan en ville være forholdsvis enkel at fremstille. Den livagtige, men meget hårdføre dukke skulle bløde og skrige, når den blev udsat for grov vold. Bagefter kunne man så vaske dukken af, så den var klar til næste gang, man fik lyst til at overfalde et menneske. Hvis nogen markedsførte en sådan “jøderobot” eller “bøsserobot”, som nazister kunne overfalde, så tit de ville, ville man selvfølgelig kunne begrunde et forbud i straffelovens forbud mod at opfordre til had mod mindretal. Et tilsvarende juridisk argument var muligt, hvis robotten var opkaldt efter og lignede en navngiven person. Men samtidig ved vi også, at de hadefulde følelser, som robotten skulle bruges til at udleve, allerede var der.

Politisk spiritualitet?

Jeg vil ikke påstå, at jeg ved ret meget om den franske sociolog Michel Foucaults tanker, men i denne uge blev jeg mindet om ham, fordi der er en debat i dagbladet Information på baggrund af en hidtil ikke udgivet tekst af ham om revolutionen i 1979. Foucault talte om at revolution var udtryk for en “politisk spiritualitet”. Og så skulle man tro, at han gik ind for en sammenblanding af politik og religion. Men var han virkelig tilhænger af Khomeini og andre? Jeg anser dette for meget usandsynligt, ikke mindst fordi Foucault som homoseksuel tilhørte et mindretal, som islamiske fundamentalister altid har forfulgt.

Det rigtig interessante er, at begrebet “politisk spiritualitet” betyder noget helt andet end en sammenblanding af politik og religion. Og i virkeligheden er det vel netop politisk spiritualitet, det er værd at stræbe efter.

I et citat fra Questions of Method fra 1991 (som jeg kun har kunnet finde på engelsk) forklarer Foucault, hvad han mener. Og her er min egen oversættelse af dét citat.

Det spørgsmål, som det ikke vil lykkes mig at besvare her, men som jeg har stillet mig selv fra begyndelsen, er groft sagt følgende: “Hvad er historie, givet at der hele tiden i den produceres en skelnen mellem sandt og falsk?” Med dét mener jeg fire ting.

For det første: I hvilken forstand er produktionen og transformationen af opdelingen i sandt og falsk karakteristisk og afgørende for vores historicitet?

For det andet: På hvilke særlige måder har denne relation virket i “vestlige” samfund, der producerer videnskabelig viden hvis former hele tiden ændrer sig og hvis værdier fremsættes som universelle?

For det tredje: Hvilken historisk viden er mulig for en historie, der der selv producerer den opdeling i sandt og falsk, som denne viden afhænger af?

For det fjerde: Er det mest generelle politiske problem ikke problemet om sandhed? Hvordan kan man analysere forbindelsen mellem måder af skelne mellem sandt og falsk på og måderne, hvorpå man kan beherske sig selv og andre?

Denne søgen efter et nyt grundlag for hver af disse praksisser, i sig selv og i forhold til hinanden, viljen til at opdage en anderledes måde at beherske sig selv på gennem en anden måde at opdele mellem sandt og falsk – dette er hvad jeg ville kalde “politisk spiritualitet”.

Og så forstår jeg pludselig analogien, og hvorfor Foucault taler om spiritualitet. De der, praktiserer f.eks. meditation, tænker ofte på det, de gør som en søgen efter en sandhed om det enkelte menneske, som de kan bruge til at “beherske sig selv”. (Jeg har mediteret, men desværre er jeg holdt op.)

På samme måde er “politisk spiritualitet” en søgen efter en sandhed om historien og om samfundet, om vi kan bruge til at “beherske os selv”. Måske er meget af det, jeg tænker over og giver udtryk for bl.a. her, i virkeligheden netop dét. Jeg vil nemlig gerne forstå hvad der er sandt og falsk, hvad der er det gode og det ikke så gode. Om det lykkes, ved jeg ikke. Men jeg prøver.

Og så synes jeg i øvrigt, at den politiske spiritualitet har trange kår i dag, ikke mindst i politik. Hvis jeg skulle nævne et menneske, der lever op til idealet, er det nok en gammel hippie som sangerinden, forfatteren mm. Patti Smith, der både er et meget politisk menneske og et meget spirituelt menneske og ser ud til at nære den samme søgen efter sandhed i begge sammenhænge.

Foucaults citat om politisk spiritualitet på engelsk.

Vi er alle gode mennesker, der kan handle ondt

Tidligere i denne uge skrev jeg et indlæg her om ondskab i politik. Det indlæg har affødt overraskende mange reaktioner. Min fornemmelse er, at diskussionen om det gode og det onde rammer ned i noget centralt i vores opfattelse af os selv og af andre.

Vi kan ikke se ind i et menneskes essens og afgøre om det er godt eller ondt. Men vi kan vurdere et mennesker handlinger ud fra deres konsekvenser. En af de store diskussioner i etik er netop, om ondskab behøver at være intentionel. Diskussionen går helt tilbage til Thomas af Aquinas.

Det er min klare opfattelse, at rigtig megen ondskab netop ikke er intentionel, og det er tilfældet netop fordi næsten alle mennesker opfatter sig selv som gode og derfor helst vil begrunde deres handlinger som fundamentalt gode. Selv en massemorder som Adolf Eichmann opfattede sig selv som “god”. Men alle disse “gode” mennesker har handlet på måder, som havde negative konsekvenser for andre. Og dermed var der tale om ondskab.

Fjodor Dostojevskij gav selv udtryk for den opfattelse, at alle mennesker er gode. Men det betyder som bekendt ikke, at ondskaben ikke findes – tværtimod. I En forfatters dagbog, her i min oversættelse fra engelsk via Maria Popovas blog, skriver han:

På en eller anden måde er jeg blindt overbevist om, at der ikke er nogen sådan skurk eller slyngel blandt det russiske folk, der ikke ville indrømme, at han er ondskabsfuld og afskyelig, hvorimod det blandt andet undertiden sker, at en person begår en skurkagtig handling og roser sig selv derfor, og ophøjer sin skurkagtige gerning til et princips niveau, og hævder at “l’ordre” og civilisationens lys udtrykkes netop i dén vederstyggelighed; den uheldige ender med at tro dette i ramme alvor, blindt og ærligt.

Min fornemmelse er, at de fleste af os (inklusive jeg selv) helst vil opfatte os selv som værende gode. Ellers kan vi ikke leve videre. På denne måde tror jeg på det gode i mennesket; det gode er der altid som en mulighed i os, og det skal være sådan. Hvis ikke man opfatter sig selv som god, er man enten opfyldt af selvhad eller har det stik modsatte, nemlig en sygelig følelse af grandiositet.  Det farlige sker, når et “godt menneske” giver sig til at retfærdiggøre en slet handling som udtryk for efterlevelsen af et “godt” princip.

Ondskab og indbildt lidelse

Jeg har ofte haft det svært med Carsten Jensen; jeg er enig i hans kritik af dansk politik på udlændinge- og flygtningeområdet, og også jeg er meget vred over at et parti som Dansk Folkeparti er blevet toneangivende. Men samtidig er der noget ved Carsten Jensens skrivestil, jeg ikke kan lide, og jeg har ikke lyst til at dele hans artikler og debatindlæg på nettet. Meget af det er, hvad jeg tidligere har kaldt for “porno med stråmænd”.

Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet, har skrevet en interessant artikel netop om dette. Han bemærker, at Carsten Jensen ofte tillægger sine modstandere lurvede motiver og kalder dem onde – Jensen er også skønlitterær forfatter, og her kan han som en alvidende forfatter “se ind i” sine personer og beskrive motiverne til deres handlinger. Men det kan man ofte ikke, når man taler om faktisk eksisterende personer.

Der er en kategorisering af ondskab, som oprindelig skyldes Hannah Arendt fra hendes bog om retssagen mod Adolf Eichmann.

  • Der er den ondskab, som skyldes at man påfører andre lidelse først og fremmest for at opnå lyst ved det.
  • Der er den ondskab, som skyldes “nødvendighed”  – udøveren ved godt, at han/hun påfører andre lidelse, men er ligeglad med det, fordi handlingen tjener et “vigtigere” formål.
  • Og der er den ondskab, hvor udøveren ikke forstår den lidelse, som han/hun påfører andre ved sine handlinger, som man af andre grunde anser for at være retfærdiggjorte.

Der er for mig ingen tvivl om at den udlændingepolitik, som regeringen formulerer og Inger Støjberg udøver, skaber og har skabt sorg og lidelse. Alene sagerne om familiesammenføringer og den ekstremt restriktive politik på dette område er for mig at se tydelig evidens herfor. Men Inger Støjberg er ikke ond i den første forstand,  og det er svært for mig at finde belæg for at hun er ond i den anden forstand. Derfor tør jeg (i modsætning til Carsten Jensen) ikke hævde dette. Man kan således ikke kritisere politikere med det udgangspunkt, at de er onde.

Det betyder dog ikke, at der ikke er tale om ondskab i politik eller om at politikere ikke er ansvarlige for at påføre andre lidelse. Tværtimod. Min ubehagelige fornemmelse er nemlig, at ganske megen ondskab i politik og i verden i øvrigt er af den tredje slags. Mange politikere vil formentlig forsvare deres politik ved at sige, at den faktisk ikke påfører andre lidelse. Politikerne vil sige, at de personer, som politikken rammer, er “indbildt lidende”: De tror, at de lider, men faktisk gør de det ikke (præcis som der også findes “indbildt arbejdsløse”). De “indbildt lidende” skal derfor simpelthen tage sig sammen, og da vil deres indbildte lidelser ophøre. Tilmed er den politik, der skaber “indbildt lidelse”, en politik der er til gavn for andre grupper.

Men netop fordi der formodentlig er tale om denne uerkendte form for ondskab, er det så stor en udfordring at gøre noget ved den. Inger Støjberg har besøgt asylcentre i Danmark og enorme flygtningelejre i Jordan, men det har ikke ændret hendes politik væk fra de mange stramninger.

For mig at se er den eneste farbare vej at blive ved med at dokumentere, at den “indbildte lidelse” faktisk ikke er indbildt og at den politik, der bliver ført, derfor er ond i praksis.

Psykisk vold

I går besøgte Sherin Khankan og Khaterah Parwani Studenterhuset i Aalborg for at fortælle om deres arbejde med Exitcirklen, der skal hjælpe mennesker, der bliver udsat for social kontrol og psykisk vold. I modsætning til hvad mange tror, er det mange forskellige mennesker i Danmark, der er ofre for den slags.

Til arrangementet, der var særdeles velbesøgt, kom meget af samtalen til at handle om årsagerne til psykisk vold. I en artikel fra Exitcirklen er der en definition på psykisk vold:

Psykisk vold kan bl.a. indebære systematisk kritik, social kontrol, tyranni, trusler om vold, jalousi, isolation, nedvurderende adfærd og dominans.

Du er offer for psykisk vold hvis du bliver, mobbet, dagligt kritiseret, kontrolleret og domineret af et andet menneske og har en følelse af at du går på glasskår og ikke kan være dig selv.

Eller hvis du skal leve op til et andet menneskes forventninger og krav, på en måde der strider imod din egen overbevisning og overskrider dine egne grænser.

Eller hvis du er ulykkelig og ikke føler dig som et frit menneske med retten til selvbestemmelse.

Det, der slår mig ved denne beskrivelse, er at ganske meget af denne adfærd, faktisk også dækker udbredte fænomenter i det danske samfund.  Udsatte grupper som arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte, handicappede og flygtninge bliver ofte nedvurderet og kritiseret som gruppe af ledende politikere, og nogle af de politiske tiltag, vi ser i disse år, handler om at få f.eks. flygtninge isoleret fra andre mennesker.

Der er også former for psykisk vold, der hersker på patriarkalske miljøer ude omkring på arbejdspladserne, hvor ledelsen er præget af management by fear og intimideringstaktikker.

Om den psykiske vold i familier og ægteskaber er et produkt af usunde samfundsstrukturer, eller om man tager den psykiske vold med sig fra hjemmet ud i samfundet og på arbejde, ved jeg ikke. Mit gæt som lægmand er, at begge dele gør sig gældende.

Humor, flirt og spontanitet???

En af de meget forudsigelige modreaktioner på #metoo-fænomenets fokus på seksuel chikane er, at nogen synes at kritikken er “gået for vidt”. I dag  kan jeg således læse, at omkring 100 franske kvinder i et åbent brev til medierne giver udtryk for atat MeToo-bevægelsen i nogle tilfælde har udviklet sig til puritanisme og en heksejagt på mænd.”

»Voldtægt er en forbrydelse, men at prøve og forføre nogen – selv om det er vedholdent og klodset – er ikke et machoangreb«, skriver brevets forfattere.

»Mænd er blevet summarisk straffet, tvunget til at forlade deres job, hvis de blot har rørt en eller andens knæ eller prøvet at stjæle et kys«.

Og så er der Mette Hjermind Dencker, MF for Dansk Folkeparti, der i en kronik i Politiken skriver at  

Det er ikke synd for nogen kvinde, at en mand bruger den ytringsfrihed, vi gudskelov stadig har i Danmark, på en kæk bemærkning. Og helt ærligt, kvinder: Hvis I passerer en mand på gaden eller på kontorgangen, vil I så hellere have han siger ’fede kælling’, end ’du har en lækker røv’?

Det undrer mig selvfølgelig ikke, at netop et medlem af Dansk Folkeparti igen påberåber sig ytringsfrihed til at forsvare en adfærd, ganske mange ville finde ubehagelig. De fleste kvinder ville formodentlig synes, at begge bemærkninger var upassende og at den sidste i bedste fald var udtryk for elendig situationsfornemmelse. Når man går på job eller går på gaden, er man der for at passe sit arbejde eller for at komme fra ét sted til et andet – ikke for at få kommentarer om sit udseende fra kolleger eller forbipasserende.

På én måde forstår jeg derimod de franske kvinders bekymringer; der er intet godt i at være seksualforskrækket, og også her skal der selvfølgelig gælde et proportionalitetsprincip, når det gælder sanktioner. Hvis der rent faktisk er mænd, der er blevet afskediget efter at have rørt én kvindes ene knæ én gang, er det helt ude af proportioner. Men der har formodentlig været tale om andet og mere end den ene berøring!

Det, #metoo-fænomenet fokuserer på er jo ikke, at mænd “lægger an på” kvinder eller “flirter” med dem. Derimod kommer der nu rigtig mange beretninger frem, der viser at nogle mænd er gået over stregen og har været hensynsløse, ofte endda udsat kvinder for egentlig tvang eller chikane, og overhovedet ikke engang har angret eller haft dårlig samvittighed over det. Tværtimod har de brugt overgrebene som en slags magtudøvelse. Den slags er ikke andet end egoisme. Jeg ved, at min afdøde mor på et tidspunkt i sit arbejdsliv var udsat for at blive ringet op om aftenen på meget nærgående vis af en gift, mandlig kollega, og hun var ked af og også til tide bange for at tage på arbejde. En dag holdt det op, men så vidt jeg ved, sagde den mandlige kollega aldrig undskyld.

Den slags adfærd havde selvfølgelig ikke det fjerneste med flirt at gøre. Hvis man flirter, er man netop ikke en rendyrket egoist, men vil egentlig det gode over for den, man flirter med – for flirten er kun en flirt, hvis modparten er indforstået og “spiller med”. Hvis ikke det sker, har den forsøgsvist flirtende situationsfornemmelse nok til at holde op med det samme for ikke at såre modparten. Måske skulle vi i virkeligheden blive bedre til at forstå hvad det vil sige at flirte og få lært bedre situationsfornemmelse?

Jeg er stadig træt af ytringsfriheden

Studerende i USA konfronterer deres rektor om udklædning til Halloween.

Jeg fejrede udgangen af 2017 med at se Deadline på DR2, der denne gang tog fat på de diskussioner, der har været i det gamle år om racistiske vittigheder i radioen, om ord som “grønlænderstiv” og om forsøg på få forbudt bestemte slags udklædning på universiteter i USA. Dette var reelt endnu en runde i den underligt statiske diskussion om ytringsfrihed, der med jævne mellemrum har stukket hovedet frem lige siden Muhammed-karikaturerne i 2006. Det var nemlig en meget lavmælt diskussion. Det virkede som om de fire deltagere på den ene side tydeligt ikke var enige, på den anden side ikke rigtig kunne fremmane den konflikt, studieværten nok havde håbet på. Det var nu også for én gangs skyld fire af de mere reflekterede mennesker, DR havde fået i studiet.

Et klip fra et universitet i USA udstillede med stor tydelighed, hvor fastkørt det hele er blevet derovre. En gruppe af studerende talte meget hårdt til deres rektor, fordi han ikke ville forbyde bestemte Halloween-kostumer. Rektoren svarede til gengæld fuldstændigt undvigende. Det var pinligt at se på.

Problemet er, at dem, der taler for forbud, ikke kan forklare, hvordan den slags vil kunne fjerne det had og den dumhed, der ligger bag. På én måde forstår jeg hensigten – jeg ville også blive vred over bestemte slags udklædning, hvis jeg tilhørte et synligt mindretal – men et simpelt forbud fjerner ikke hadet og dumheden. Nogle fremtrædende tilhængere af denne type forbud virker tydeligt til ville at prøve at få lukket ned for dem, der er uenige med dem.

Samtidig er det også et problem, at mange af dem, der taler for ytringsfrihed uanset hvad, heller ikke kan forklare, hvordan vi skal fjerne had og dumhed ved bare at lade alle sige hvad som helst. Igen forstår jeg på en måde hensigten, men her gør man ofte ikke ret meget (om noget) for at tale imod det, der til tider bliver sagt. Nogle fremtrædende “ytringsfrihedsfundamentalister” virker tydeligt til at synes om de ytringer, mange andre finder hadefulde. Den samme danske minister, der har en Muhammed-karikatur på sin iPad for at proklamere et forsvar for vidtgående ytringsfrihed, kan sagtens være fortaler for vidtgående forbud på andre områder.

Forstår vi virkelig hinanden bedst, hvis vi siger lige hvad der falder os ind? Kan vi fjerne hadet ved simple forbud? Svaret på begge spørgsmål må være nej. Min fornemmelse er, at hele den diskussionen, der i nu så mange år har udspillet sig om ytringsfrihed og virker til at være fuldstændig tilsandet nu, er den helt forkerte diskussion at tage. Der er ikke noget ønske om konfliktløsning eller forsøg på forståelse. Der er alt, alt for lidt samtale om hvad vi vil med vore ytringer. 

Forbrydelser som underholdning

I dag kunne man læse, at der nu bliver udgivet en e-bog af journalisten Thomas Djursing om mordet på den svenske journalist Kim Wall; bogen udkommer imens retssagen stadig er i gang. Forfatteren har tidligere, før mordet fandt sted, skrevet en bog og et stort antal artikel om den mistænkte, Peter Madsen, og man kan fornemme af omtalen, at udgangspunktet bliver dennes udtalelser.

Mange har allerede giver udtryk for at det er et udtryk for dårlig situationsfornemmelse og en mangel på hensyn til Kim Walls efterladte at udgive en sådan bog netop nu. Det er jeg helt enig i. Jeg tvivler ikke på, at Thomas Djursing er berørt af at en person, han mente at kende godt, har vist sig at være en bestialsk morder. Men forlaget Saxo burde have sagt nej til en udgivelse netop nu; de må have ment, at der ville være et tilpas stort publikum til en sådan udgivelse netop nu.

True crime-genren inden for de seneste få år har fået en ny udbredelse gennem podcasts. Ikke mindst podcast-føljetonen Serial har fået mange lyttere. I de fleste tilfælde er det bestialske mord (og her især massemord) der er i fokus.

Der er blevet skrevet ganske meget i forsøget på at finde ud af hvorfor true crime-genren er så populær. Mange andre former journalistik bliver ofte begrundet med vigtigheden af at påpege problemer i samfundet, men det kan ofte ikke være tilfældet for true crime. Den amerikanske kriminolog Scott Bonn har forsket i spørgsmålet om hvorfor true crime-genren lokker så mange af os (og har skrevet en bog om emnet). Hans bud på et svar er enkelt og plausibelt:

Beretningerne om de bestialske mord er så dragende, fordi de udløser en helt grundlæggende følelse i mennesket, nemlig frygt. Og det sker i en kontrolleret sammenhæng; forbrydelsen har fundet sted. På mange måder er beretningerne om de bestialske mord for voksne, hvad spøgelseshistorier og rutsjebaner er for børn. Og når man følger med i en true crime-beretning, kan man “lege detektiv” undervejs.

Med andre ord: True crime er reelt bare underholdning. Men skal en tragisk sag om mordet på en ung kvinde i september 2017, virkelig kunne bruges som underholdning i december 2017? Den meget krimi-agtige titel Ubådsmysteriet tyder desværre på, at det er tilfældet. For mig at se er der udelukende tale om spekulation fra forlagets side.

Det onde eksperiment, der blev glemt

Mindeplade for ofrene for Pitești-“eksperimentet”.

I denne uge er der et langt interview med den franske forfatter, filosof og filmskuespiller Mehdi Belhaj Kacem om det onde. Han siger et sted

»Jeg troede, Auschwitz og Shoah var det værste, menneskeheden havde fundet på, men det var indtil jeg begyndte at fordybe mig i, hvad der skete i Pitestifængslet i Rumænien i årene fra 1949 til 1952. Det gjorde mig bogstaveligste forstand syg«.

Her taler han om de grusomme overgreb, der fandt sted i fængslet i den rumænske by Pitești i perioden fra 1949 til 1951. Kommunistpartiet var kommet til magten i Rumænien, og fængselsadministrationen gav sig til at “genopdrage” mellem 1000 og 5000 fanger, der var fængslet på grund af deres politiske eller religiøse overbevisning: medlemmer af oppositionspartier, bekendende kristne og jøder. Der var tale om systematisk hjernevask og brug af alskens torturformer som f.eks. simuleret drukning i fyldte lokumsspande og at fangerne skulle spise deres egen afføring. Fangerne skulle angive medfanger, der havde været venlige mod dem, og bagefter skulle de udsætte dem for samme tortur som de selv. Og de vagter. der skulle gennemføre og kontrollere det hele var – andre fanger. Denne idé kender man som bekendt fra kapo-regimet i kz-lejrene.

Det hele blev først bragt til ophør, da myndighederne standsede “eksperimentet”. 17 af de ansvarlige blev retsforfulgt, men fik kun milde domme. Fængslet blev i 1991 solgt til et byggefirma; noget af det blev bygget om, andet blev revet ned.

Da jeg læste om dette – og det er rigtig ekstremt – måtte jeg indrømme, at jeg overhovedet ikke kendte til disse grufulde hændelser, der i deres karakter på mange måder leder tankerne hen på både Mengeles forbrydelser i Auschwitz og på beretninger om sovjetiske og japanske fangelejre. Der er ikke meget at finde på dansk; jeg har måttet ty til Wikipedias side på engelsk om Pitești-“eksperimentet”.. Det giver ikke mening at tale om dem som “det ondeste”, for den slags grusomhed er for mig umuligt at gradbøje – men ondt var det. Og det var mærkeligt at måtte erkende, at disse grusomheder tilsyneladende er blevet så lidt omtalt.

Det der med tonen

I dag har jeg læst en rigtig nedslående artikel om sager om seksuel chikane på arbejdspladser. Mange sager er blevet afvist med henvisning til arbejdspladsens “friske tone”. Og her i efteråret har jeg kunnet læse en del debatindlæg (mest fra mænd), der gerne vil frem til at nogle former for uønsket seksuel adfærd ikke er noget særligt, og tilråb mv. er måske “bare for sjov”. Selvfølgelig er der forskel på f.eks. en voldtægt og et seksuelt tilråb på gaden, men det betyder jo ikke at sidstnævnte er acceptabelt eller uproblematisk.

De etiske retningslinjer for acceptabel kommunikation er noget af det sværeste at tale om. Hvad må man sige til hinanden? Under hele karikaturkrisen om Muhammed-tegningerne i 2006 kørte den offentlige debat helt fast, og nu, hvor man taler om seksuel chikane, er det ved at ske igen.

Men der er én ting, der slår mig: Når nogen føler sig nødsaget til at fortælle andre, at en bemærkning “bare er for sjov”, er det ofte et tegn på, at det, der er blevet sagt, faktisk ikke er sjovt for andre end den, der kom med bemærkningen. Jeg tænker selv på de ganske mange gange, hvor jeg har fortalt en vittighed, som ingen forstod. Der kom bestemt ingen latter, når jeg var nødt til at fortælle at jeg havde prøvet at være morsom.

Samtidig har jeg også en fornemmelse af, at de muligheder for deling af indhold og meninger, som Internettet har givet, skaber en forandring hos mange menneskers etiske udsyn og dermed også deres opfattelse af hvordan “tonen” bør være, også uden for Internettet. Der var også hadske læserbreve for 20 år siden, men næppe så mange, som der i dag er grove og hadske udsagn på Internettet. Tilsvarende var der næppe mange forsmåede mænd, der fremstillede papiraftryk af intime fotos af deres eks-kone og delte dem ud til tilfældige forbipasserende.