Strategisk modvilje

Fra Greta Thunbergs Twitter-konto. https://twitter.com/GretaThunberg/status/1162342911549329409/photo/1

For to et halvt år siden skrev jeg om det, jeg kalder for strategisk velvilje. Det er et usympatisk retorisk kneb, hvor man siger nej til et tiltag ved at postulere, at der er et bedre alternativ.. Et eksempel: Når nogen ikke vil støtte Danmarksindsamlingen, fordi det ville være bedre at samle ind til de hjemløse, er det strategisk velvilje – for der kommer aldrig nogen ny indsats til de hjemløse ud af det. Nu, hvor alvorligheden af klimakrisen er ved at gå op for mange, dukker der en variant op af den strategiske velvilje op, nemlig strategisk modvilje.

Den strategiske modvilje er et retorisk kneb, der først og fremmest har til formål forsvare at man ikke skal gøre noget, fordi et tiltag er nytteløst. Ofte bliver det kombineret med en påstand om at de, der foreslår tiltaget, i virkeligheden er hyklere eller bare ubegavede.

Et eksempel er Bild Zeitungs angreb på Greta Thunbergs sejlads over Atlanterhavet – med det argument, at nogen skal sejle båden tilbage, og de skal så ankomme til USA med fly. Derfor burde Greta Thunberg bare være fløjet til USA.

Et andet eksempel kan findes i et kommentarspor til et indlæg på dagbladet Information, hvor nogen skriver

Flytrafik står for 2% af verdens samlede C02 udledning, så det er ikke meget det batter at holde op med at flyve. Internettet står for for 4% – så hvis man synes man sviner ved at flyve, så bør man helt sikkert også droppe alle former for streaming på nettet. 

Derfor bør man fortsætte med at flyve; det betyder alligevel ingen ting. Og hvis man streamer film på nettet selv om man ikke flyver, må man være en hykler.

Problemet med strategisk modvilje er, at denne retoriske strategi umiddelbart er uangribelig (hvis konklusionerne ellers holder), men den strategiske modvilje er i virkeligheden aldrig andet end et argument for passivitet og for at man skal fortsætte med at gøre som man plejer. Man kan aldrig leve op til de inkonsekventes krav om at man skal være fuldstændig konsekvent. Jeg har f.eks. ingen grund til at formode, at Bild Zeitung gør noget for at påvirke læserne til at nedsætte miljøbelastningen ved de rejser, de måtte foretage.

Den bedste taktik for at komme den strategiske modvilje til livs er, så vidt jeg kan se, at påpege, at klimaforandringerne er så alvorlige og fremskredne som tilfældet er, netop fordi så mange har været så passive.

Godhavn: Noget om at tabe ansigt

Kilde: http://www.godhavn.dk/images/AnerkendelseGodhavnsdrengene.pdf

I dag kom den så – den siddende danske regerings undskyldning til dem, der i perioden 1945-1976 blev udsat for svigt og mishandling på 19 danske børnehjem. Det er ikke ofte, danske regeringer har givet sådanne undskyldninger. Tidligere regeringer har ikke villet give en undskyldning, og her var argumentet altid, at det var andre tider nu: den siddende regering kunne ikke holdes ansvarlig for det, der skete for længe siden – det var andre myndigheder og andre politikere dengang, sagde man.

Jeg synes selv, den nuværende regering har handlet rigtigt. Det, der overbeviste mig om det, var de reaktioner, som de tidligere børnehjemsbørn kom med i medierne i dag. For dem var et svært kapitel nu afsluttet. Undskyldningen er på den måde også et stærkt budskab om at det er andre tider nu.

Ofte ser regeringer sig som officielle bærere af nogle gode nationale traditioner, som de er stolte af at føre videre. Men regeringer risikerer nemt også at være bærere af dårlige nationale traditioner. Der har i de senere år været diskussioner om hvorvidt regeringer fra lande, der engang var kolonimagter, skal undskylde over for befolkningen i de lande, der engang var kolonier. Selv om det virker underligt på nogle, synes jeg at regeringerne fra de gamle kolonimagter burde tage et sådant skridt, også selv om ingen længere taler for kolonialisme eller slaveri.

Den store udfordring er, at statsledere (og politikere generelt) er meget bange for at tabe ansigt. Men jeg tror, det i nogle situationer kan være langt bedre selv at lade ansigtet falde end at bruge tiden på at prøve at undgå at det sker. Den nuværende regering har bestemt ikke tabt ansigt ved at komme med sin undskyldning – tværtimod.

En sommerferiebog: Normal People

På en måde er det snyd at kalde Normal People for en sommerferiebog, for selv om jeg begyndte at læse denne roman af den unge irske forfatter Sally Rooney i min sommerferie, fik jeg først læst de sidste sider af den efter ferien var forbi.

Normal People er blevet meget rost og har fået flere priser, og det er helt med rette. Fortællingen om de to unge irere Marianne og Connell fra Carricklea, der mødes i skoletiden og begge studerer i Dublin er en skildring af kærlighedens usikkerhed og i særdeleshed af det komplicerede grænseland mellem kærlighed og venskab. De to sympatiske og begavede unge mennesker er tiltrukket af hinanden og elsker faktisk hinanden meget højt, men de har svært ved at indrømme det, og de er begge også bevidste om at have temmelig forskelligt udgangspunkt. Marianne kommer fra en velhavende, men helt dysfunktionel familie, mens Connell vokser op med en enlig mor, der bestemt ikke er dysfunktionel.

Jeg skal ikke røbe så meget mere; Normal People er på én gang en helt ligetil hverdagshistorie og i stand til at bevæge og sætte tankerne i gang. I den på sin vis helt enkle fortælling er der nogle etiske problemer begravet. Et af dem er, om man mon på sin vis opnår en slags magt over et andet menneske, hvis man er i stand til at lytte til vedkommende og være hensynsfuld og forstående. Connell føler selv på et tidspunkt, at han har en sådan magt over Marianne, netop fordi han er så god til at være empatisk sammen med hende.

Noget andet, jeg også holder af ved Normal People er, at Sally Rooney skriver gode og mundrette replikker, der samtidig er lette at læse. De kunne snildt bruges direkte, hvis bogen en dag skulle filmatiseres, måske som tv-serie. Normal People findes i øvrigt også i en dansk oversættelse, der skulle være meget vellykket, omend jeg ikke kender dén udgave.

Effektiv altruisme

En idé, jeg stødte på sidste år, er ideen om effektiv altruisme. Ifølge webstedet af samme navn består effektiv altruisme i at søge et evidens- og erfaringsbaseret svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi bruge vores resurser til at hjælpe flest mulige så godt som overhovedet muligt? Nogle ville måske hævde, at alle politiske partier giver hver deres svar herpå – det vil jeg nu ikke.

Et andet websted om effektiv altruisme, 80000hours.org, giver en liste over forskningsområder, som burde have højere prioritet af hensyn til at nå dette mål, og de mest presserende problemer er ifølge webstedets forfattere

Jeg bemærker her, hvordan nogle af disse prioriteter ligner FNs verdensmål, mens andre er helt forskellige.

Det sidste er interessant – det minder umiddelbart meget om FNs verdensmål nummer 16, men hos 80000hours.org er fokus i høj grad også på at kunne træffe de rigtige beslutninger, dvs. beslutninger, der hjælper så mange som muligt. Måske er dette endda den allervigtigste prioritet? Ærkeeksemplet på en dårlig beslutning er ifølge 80000 hours.org USAs beslutning om at invadere Irak i 2003. Desværre bliver forløbet om hele denne beslutning forplumret af det faktum, at beslutningen i høj grad var motiveret af politiske og økonomiske interesser. Derfor må det være vigtigt at sørge for, at beslutninger ikke i det skjulte bliver begrundet af den slags.

Faldet fra tinderne

I 1960erne aflyttede FBI Martin Luther King; det amerikanske forbundspoliti forsøgte systematisk at svine King til og at true ham til tavshed. Et notat beskriver hvordan Martin Luther King skulle have overværet en voldtægt og have grinet imens. Andre notater viser nogle meget sexistiske og sjofle udtalelser, han skulle være kommet med i private sammenhænge. Det er bestemt ikke rar læsning.

Selvfølgelig er der grund til at spekulere på om FBIs notater er ægte, netop på grund af deres motiver for at aflytte ham. Men hvis det hele er sandt – og der kan det sagtens risikere at være  – er det ikke rart.

I en anden sag er Morrissey kommet ud for voldsom kritik efter at han har udtalt sin støtte til det stærkt højreorienterede parti For Britain. Morrissey var for mange unge mennesker et forbillede op gennem 1980’erne på grund af sine sange om at være ung og usikker og en lang overgang var han også en af de få kendte personer, der talte for at man ikke skulle spise dyr. Jeg ved at mange er oprørt over at han nu har vist sig at have så ubehagelige holdninger, som han har. Det er forresten påfaldende, at Morrissey ikke selv bor i Storbritannien og at hans familie faktisk ikke engang er britisk, men irsk (jvf. Rasmus Paludan, hvis far er svensk). 

Det er ikke rart at se sine forbilleder falde fra tinderne på denne måde. Jeg har aldrig selv været så begejstret for Morrissey; jeg har altid syntes at han var selvoptaget grænsende til det narcissistiske. Men for mange mennesker (og også for mig) har Martin Luther King været et forbillede på grund af hans kamp mod racisme og ulighed.

Martin Luther Kings frastødende adfærd viser i så fald at han var en hykler (og har været vidne til et voldeligt overgreb mod et andet menneske uden at gribe ind). Men betyder det, at antiracister er hyklere eller at antiracisme er forkert?

Og betyder Morrisseys stærkt højreorienterede holdninger, at hans sange fra tiden i The Smiths nu er dårlige sange eller at det er hyklerisk at være vegetar eller veganer?

Ingen af delene. Så vidt jeg kan se, er vi så berørte af faldet fra tinderne, fordi vi nu pludselig ikke kan have nogen at gemme os bag, ingen autoritet uden for os selv, vi kan påberåbe os, når vi giver udtryk for vores holdninger. Men strengt taget behøver vi heller ikke at have sådan en fjern autoritet. Apartheid i USA var dybt forkastelig, uanset Martin Luther Kings forkastelige handlinger. Antiracismen i dag tilhører nutidens antiracister, ikke en person der døde for 50 år siden. Det er ikke Morrissey, der har patent på at være vegetar eller veganer.

På sin vis er det det samme fald fra tinderne, man oplever som barn, når éns forældre gør noget forkert eller forkasteligt. Forældrene lever ikke op til det, de selv har prædiket, men det betyder ikke at deres principper nødvendigvis er forkerte – kun at de er ude af stand til at leve op til dem.

Trivselsaftrykket

New Zealands regering ledet af Jacinda Ardern har i sidste måned præsenteret en finanslov, hvor fokus er på “wellbeing”, på dansk trivsel, på græsk eudaimonia. Der bliver forsket i livskvalitet rundt om, og der har da også længe været undersøgelser af livskvaliteten rundt om i verden med bl.a. en del påstande om at Danmark var verdens lykkeligste land.

Der er nu også omsider fokus på klimaforandringerne, og der bliver gjort mange forsøg på at analysere CO2-aftrykket af menneskets handlinger – omend det er enormt kompliceret. Men man kunne også analysere trivselsaftrykket, dvs. foretage en analyse af hvordan et politisk tiltag påvirker menneskers trivsel. Her skulle man stille spørgsmål som: Hvem er det, der får det bedre af denne politik? Hvordan får det de bedre? Hvor længe vil de have det bedre? Vil andre til gengæld komme til at føle lavere trivsel? Hvordan skal disse forhold opvejes mod hinanden?

Meget ofte henviser politikere til en form for “indirekte trivsel”; nogle politiske tiltag vil ikke skabe umiddelbar trivsel for nogen, men politikere vil da hævde, at der er en indirekte trivsel på længere sigt. Det er typisk denne form for “indirekte trivsel”, der er et skjult argument for f.eks. nedskæringer: Nedskæringerne kommer til at skabe lavere trivsel nu (og det er ofte nemt at dokumentere), men en dag vil alle indse at det var nødvendigt at skære, og når det sker, er trivslen blevet genetableret. Lavere skatter hævdes ofte at give en form for direkte trivsel, og det er derfor ordet “skattelettelser” findes, men der er også ofte postuleret en form for indirekte trivsel.

Det kunne være en interessant øvelse at analysere trivselsaftrykket fra de senere års politiske tiltag – infrastrukturaftalen, “paradigmeskiftet” i asyllovgivning, kontanthjælpsloftet, Universitetsloven af 2003 osv. Alle disse politiske beslutninger må have skabt en trivsel for nogen, der opvejede en eventuelt lavere trivsel for andre Og hvad er egentlig trivselsaftrykket af New Public Management?

Og det kunne også være interessant at høre politikere give deres egen analyse af trivselsaftrykket af de forslag, de kommer med.

Stof til eftertanke?

Nu er det kommet frem, at den konservative britiske politiker Michael Gove engang (for mere end 20 år siden) tog kokain. Hvor tit han gjorde det, ved jeg ikke. Men dette er blevet en tydelig forhindring for ham hvad angår hans chancer for at kunne blive formand for det konservative parti (og dermed premierminister). Andre politikere fra samme parti har siden indrømmet, at de også har brugt ulovlige stimulanser.

Man skulle tro, at alt dette ikke ville betyde det store. Forbløffende mange mennesker har taget stoffer (også folk, jeg kender og har kendt). I Danmark har vi set en del bekendelser om dette på det seneste. I den selvbiografiske roman Kort over Paradis af Knud Romer Jørgensen, der udkom sidste år, er der lange beskrivelser af hvordan Romer Jørgensen tog kokain og deltog i andre udskejelser. Det er tydeligt, at han er flov over sin fortid og over at han aldrig fik gjort sin uddannelse færdig. Og efter at popsangeren Hugo Helmig måtte aflyse koncerter på grund af sit kokainmisbrug, stod hans mor Renée Toft Simonsen frem og indrømmede, at hun – psykolog, forfatter m.m. – også havde taget kokain som ung.

Problemet er for mig at se den tydelige uærlighed: Michael Gove talte i sin tid (faktisk tilbage i 1999) imod legalisering af narkotika og har stået for en politisk holdning om strengere straffe til kriminelle. Det er påfaldende, så ofte netop dét er tilfældet blandt politikere: At tale om behovet for “lov og orden” og samtidig selv have et elastisk forhold til loven. Herhjemme kunne man nævne Inger Støjbergs ulovlige instrukser om adskillelse af asylansøgere, Kim Christiansens fartbøder, Claus Hjort Frederiksens omgåelse af lovgivningen om 300-timers reglen (m.m.m.) Det er for mig at se her, det virkelige problem er – at nogle magthavere er så åbenlyst skamløse.

Ikke-voldelig modstand mod hadet

For nogle dage siden skrev jeg om en yngre mand, der drager land og rige rundt for at lave såkaldte demonstrationer, hvis smagløse indhold er direkte beregnet på at tirre muslimer, flygtninge og indvandrere i Danmark – og han giver udtryk for at de skal nægtes helt fundamentale menneskerettigheder. På én måde har denne meget opmærksomhedssøgende person omsider fået præcis det, han drømte om, nemlig mediernes udelte opmærksomhed. Og der har været vold og trusler rettet mod ham. Også dette ser ud til at styrke ham.

Hans søskende er forståeligt nok kede af det, for det er helt tydeligt fra deres udtalelser i medierne, at de sket ikke deler hans had og racisme.

Hvis man forbød mandens smagløse optrin, ville han med god ret kunne sige, at systemet var ude efter ham – for det er præcis en sådan afsløring af systemet som hyklere, mange der har ekstreme synspunkter, prøver at gennemføre. Derfor er det vigtigt at ignorere de smagløse optrin for at undgå at fodre hans store ønske om opmærksomhed, men det er også vigtigt at tale imod de intolerante og hadske synspunkter, som de er udtryk for. Det giver hans bror da også udtryk for i et interview med Radio 24Syv.

Men nogle af de kræfter, man er oppe imod, er simpelthen ikke interesseret i at lytte. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvad modargumenterne kan bruges til og hvordan de skal leveres. De er nemlig stadig meget nødvendige.

Modargumenterne mod hadet og racismen skal ikke fremstå som en slags dialog med den part, der ytrer sit had – for det gavner bare den opmærksomhedssøgende. Der er en interessant artikel in New Statesman om netop det. Det, der er behov for, er at bruge dette som en ikke-voldelig modstand for hadet. Det første vigtige er, at modargumenterne i høj grad udgør en mulighed for at påvirke alle dem, der lytter med. Antiracismen skal have en stemme. Det andet vigtige er, at alle har ret til et liv, men det betyder ikke, at andre har ret til bestemme over vores liv. Og den værdighed, som anti-racismen repræsenterer, skal komme til udtryk i de handlinger, man udfører som anti-racist.

Noget af det, jeg savner i den nuværende debat er netop dét: positive stemmer, der taler imod racismen, taler imod hadet og taler for nødvendigheden af værdighed. Det meste kommer til at handle om ham, der laver så smagløse og verbalt aggressive optrin, eller om de trusler og voldshandlinger, han bliver udsat for – ikke om racisme eller om had. Min fornemmelse er desværre at en af grundene til dette er, at ganske mange politikere efterhånden er blevet dybt viklet ind i samarbejde med ikke mindst Dansk Folkeparti og har fremsat ganske mange voldsomme og generaliserende udsagn vendt mod de samme grupper, som manden, som alt dette kommer til at handle om, hetzer mod.

Umisteligt

Foto: Remi Mathis (https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/8/8d/Incendie_de_Notre-Dame-de-Paris_15_avril_2019_05.jpg)

Der er allerede doneret mere end seks en halv milliard kroner til genopbygning af Notre Dame-kirken.

Det viser mindst to ting. For det første, at der faktisk er midler nok derude til at udrette meget – og at de superrige har rigtig mange sådanne midler. Når de kan give så stort et beløb til genopbygning af en brandskadet kirke, må det også være muligt at skaffe midler til at hjælpe mennesker på flugt og til at genopbygge krigshærgede lande i et større omfang, end vi ser nu. De mennesker, der er på flugt fra Syrien og andre steder, hvor historiske bygninger er gået tabt, vil uden tvivl minde alle om netop dét.

For det andet, at det må være muligt at tænke på meget andet som dyrt og umisteligt og vigtigt at beskytte. Her tænker jeg selvfølgelig på miljøet, der netop nu er mere truet end nogensinde før. Vi har mindre end ti år til at standse de menneskeskabte bidrag til den globale opvarmning. Greta Thunberg bruger samme sammenligning i sin tale til EU-parlamentet.

På dén måde kan den voldsomme brand i Paris måske også få alle til at huske den aftale, der er blevet indgået i samme by for få år siden.

Hvad ytringsfriheden koster

Der findes en yngre, noget fedladen mand som kalder sig partiformand – hans såkaldte politiske parti er dog end ikke i nærheden af at være opstillingsberettiget. Han fortjener ikke at få sit navn nævnt, så det vil jeg ikke gøre her.

Den pågældende mand, der ofte omtales som “islamkritiker”, bruger ikke ret meget af tiden på at blande sig i den politiske debat, men bruger den først fremmest på at rejse land og rige rundt for at ødelægge eksemplarer af Koranen. (Ironisk nok må det så det betyde, at han aktivt bidrager til salget af netop Koranen, men lad os ikke fokusere på dét.) Til sine specielle arrangementer (eller hvad vi nu skal kalde det) bruger han også tiden på at synge smædesange vendt mod muslimer, flygtninge og indvandrere. Han mener åbenbart, det er på disse måder, man udøver religionskritik.

Den mand, som dette handler om, vælger sine smagløse handlinger med omhu; han annoncerer dem flittigt på internettet og med pressemeddelelser og vælger at udføre dem på steder, hvor han er sikker på at mange vil reagere – nemlig på steder, hvor der bor særligt mange muslimer, flygtninge og indvandrere eller på steder, hvor bestemte, meget intolerante grupper af muslimer samles.

Manden, som vi her taler om, er blevet udsat for trusler, og han har politibeskyttelse til sine arrangementer. Det har i år allerede nu kostet omkring seks millioner kroner. Selvfølgelig må man ikke true nogen på baggrund af deres ikke-voldelige holdninger eller gerninger, for ytringsfriheden strækker sig langt. (Her taler vi ikke om mandens homofobiske udsagn eller om hans seneste dom for racisme.)

Men hele situationen er grotesk og den er baseret på den samme logik, som ligger bag mange former for mobning, hvor man antyder vold og antyder had, men lader det være op til en oplagt tolkning, som modparten ikke kan undgå at lave. De bizarre og smagløse arrangementer er tydeligvis ene og alene til for at tirre en bestemt gruppe af befolkningen, så det kan fremprovokere konfrontationer og måske endda trusler. En udspekuleret mobber behøver bare antyde sin hån og sit had for at få modparten til at gå amok – og selv få opmærksomhed.

Og det er en ekstremt udspekuleret taktik, den pågældende mand bedriver. Hvis der ikke kommer trusler eller konfrontationer, er det en sejr – for så har dem, der skal tirres, lade sig ydmyge. Og skulle der komme en konfrontation, kan manden og hans meningsfæller bruge det som argument for hvor fjendtlige hensigter, muslimer, indvandrere og flygtninge har. På denne måde bliver alt dette en øvelse i ekstrem tålmodighed for alle dem, der ikke bryder sig om den pågældende mands holdninger eller gerninger. Men den udspekulerede taktik skal derfor udstilles som netop det, den er, nemlig en form for opmærksomhedssøgende mobning. Forhåbentlig vil dette også i sidste ende få alle til at ignorere ham, sådan som det for nylig skete i Aalborg. Og det er dén skæbne, han fortjener – at blive glemt.