Måske er det bare for svært for os?

Jeg har tidligere skrevet om det, man kalder wicked problems – det er samfundsproblemer som f.eks. krig, arbejdsløshed og social ulighed, som er svære at definere præcist og endnu sværere at løse. Og det er min klare opfattelse, at når beslutningstagere tror at kende en enkel løsning på et af disse problemer, er der noget galt.

Nu har jeg læst et interessant essay af den amerikanske neurolog Robert Burton; hans fornemmelse er at det simpelthen er sådan, at den menneskelige erkendelse er begrænset – at vi ikke kender vores begrænsede analytiske evner – og at det gør mange ude af stand til at kunne overskue analyserne af de “slemme problemer”, men at næsten ingen vil indrømme, at det er sådan. På en måde er der tale om en udgave af Dunning-Kruger-effekten: at de lidet kompetente ikke kan indse, hvor lidt kompetente de faktisk er.

Det er helt legitimt at have nogle grundlæggende etiske principper, vi ikke vil gå på kompromis med, ja, faktisk er det fuldstændig nødvendigt. Det, der bekymrer mig, er når deltagere i den demokratiske proces bevidst ignorerer meget veletablerede forskningsresultater. Forskning er ikke værdifri, og mange af forskningens konklusioner er kontingente (som forskere ved), men der er noget galt, når beslutningstagere (og dem, der har bragt dem til magten) ikke vil acceptere at der er overvældende evidens for at den globale opvarmning er virkelig og menneskeskabt – eller ikke vil acceptere at der ikke er evidens for at hårdere straffe fører til lavere kriminalitet. Og jeg husker selv, hvor enormt frustrerende det ofte har været for mig at høre politikere uden indsigt i undervisning eller i uddannelsesforskning tale om hvor undervisning og bedømmelse efter deres mening burde foregå.

De fleste af os må erkende, at vi ikke for alvor vil kunne forstå analyserne af de “slemme problemer”, for slet ikke at tale om at kunne foretage sådanne analyser selv. Jeg kan bestemt heller ikke altid, heller ikke selv om jeg selv er forsker. Videnskabens erkendelser strider ofte mod intuitionen, og de analyser, der frem til dem, betjener sig ofte af kvantitative analyser baseret på matematiske modeller, herunder på statistisk inferens. Et klassisk værk om dette, at videnskab er kontraintuitiv, er Lewis Wolperts The Unnatural Nature of Science.

Alle har ret til at ytre sig, men det er ikke tilfældet at alle har lige meget ret. Jeg taler ikke for en elitær holdning, men derimod for en ydmyg holdning, hvor vi alle skal erkende, at der er nogle problemer, der er meget svære at analysere og kræver en ikke-triviel analytisk indsigt. Men hvornår har vi sidst hørt en politiker sige, at der var noget, han/hun ikke ved noget om og ikke har indsigt til at udtale sig om?

Flattr this!

Universel eller ens?

Jeg har læst en artikel af den amerikanske forfatter Susan Faludi, der har gjort et stort indtryk på mig. Hendes far István kom fra Ungarn, men udvandrede til USA og blev til Steven. Faderens familie havde jødisk baggrund, men gjorde meget ud af ikke at adskille sig fra andre ungarere, helt ned til at vælge typisk ungarske navne til børnene. De var kort og godt et eksempel på hvor totalt assimilerede mennesker med mindretalsbaggrund kunne blive. Men da 2. verdenskrig kom, blev hele den del af familien, der ikke havde forladt Ungarn, myrdet af tyskerne – fordi de var jøder.  Mange år senere slutter Susan Faludis beretning med at hun har genoptaget kontakten til sin far. I mellemtiden har hendes far skiftet køn, er blevet til Stefanie Faludi og ligger nu for døden, tilbage i Ungarn.

Alt dette er en gribende fortælling om vores søgen efter at være nogen, om hvem vi selv synes vi er, og hvem andre tror, vi er. En del mennesker har i deres opvækst hørt deres forældre sukke noget i stil med “Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre?” (det har jeg også hørt!). Der er en tryghed i at være “som alle andre”, men der kan også være en tryghed i ikke at være “som alle andre”. Man kan skabe sig en identitet ved at prøve at være “som alle andre”, og man skabe sig en identitet ved at være anderledes end “alle andre”. Susan Faludis far nåede at prøve begge dele og fandt på den måde hjem, både sjæleligt og geografisk.

Det, jeg fornemmer, der er ved at ske, er at der i dag er en bevægelse i samfundet mod at man skal være “som alle andre”. Nationalismen er et tydeligt tegn på det, og i det hele taget er begrebet om universelle rettigheder ved at glide i baggrunden. Men at alle mennesker har samme rettigheder, er ikke det samme som at alle mennesker behøver at være ens. Måske er det også derfor, vi i dag ser nogle mod-strømninger, der sætter navn på mange forskellige etniske og seksuelle identiteter og taler om identiteternes rettigheder. I begge tilfælde tror jeg at risikoen kan være, at det, vi har fælles og som er universelt, nemlig at vi er mennesker, kan træde i baggrunden til fordel for de etiketter, vi bruger for at klassificere os selv. Og alt sammen er det fordi vi gerne vil finde hjem.

Flattr this!

Fornemmelse for snyd

I dag har jeg og andre medlemmer af studienævnet, hvor jeg er, læst udkastet til det nye regelsæt om disciplinærsager for studerende ved Aalborg Universitet. En stor del af dette dækker forhold omkring snyd ved eksamen og plagiering. Men det er bestemt ikke et perifert fænomen, vi her har med at gøre. En britisk undersøgelse fra 2016 afslører at omkring hver tredje studerende indrømmer at have snydt til eksamen. Også på såkaldte eliteuniversiteter i USA (bl.a. MIT) snyder de studerende.

De nye regler fra Aalborg Universitet er blevet opdateret for at kunne tage højde for endnu flere former for snyd. Men det virker som et våbenkapløb uden ende: Hver gang der bliver indført en modforanstaltning, kommer der bare en ny taktik hos dem, der vil snyde.

Ligesom for mange andre former for overtrædelser – lige fra utroskab til terrorisme – er der tale om et fænomen, der ikke vil gå væk.

Formodentlig er en af løsningerne er at finde eksamensformer, hvor det simpelthen ikke giver mening at snyde. Det bedste eksempel, jeg kender, er vel projekteksamen for projektgrupper. Her sidder projektgruppen sammen med eksaminator og censor i op til 4 timer, og alle eksaminander kan se hinanden hele tiden og høre hvad de andre eksaminander svarer. Det er endda ofte sådan, at eksaminator og censor undervejs holder en kort pause, hvor de studerende så kan snakke sammen. Men snyd? Det giver ikke rigtig mening i denne sammenhæng.

Samtidig ved vi godt, at mundtlig eksamen er meget resurse- og tidkrævende og i mange tilfælde kun kan være en stikprøve af hvor godt den enkelte eksaminand opfylder læringsmålene. Og der er jo også skriftlige kompetencer og færdigheder, som kan være relevante at undersøge. Så mundtlig eksamen kan ikke være en god universalløsning.

Vi ved samtidig også godt at mange former for snyd bunder i et ønske om at kunne reproducere, dvs. tager udgangspunkt i en (mis)forståelse af at eksamen skal undersøge hvor godt man kan reproducere. Skriftlige eksamensformer, hvor man undersøger den studerendes færdigheder og kompetencer, gør det sværere at snyde. Igen kræver det flere resurser at bedømme sådanne præstationer end f.eks. at undersøge multiple choice-besvarelser.

Men måske ville det give mening at bruge i al fald nogle af de mange resurser, der nu bliver brugt på at forhindre snyd, på at udvikle bedre eksamensformer og honorere bedømmelse bedre?

Flattr this!

Filosofi for sofavælgere

Nogle gange – når jeg læser voxpop-interviews eller når jeg er ude at samle penge ind til en humanitær organisation eller ude for at samle underskrifter for Amnesty International – møder jeg mennesker, der simpelthen ikke vil tage stilling og derfor bare siger nej. De vil ikke give et bidrag eller skrive under. Nogle gange er det hårdt at opleve manglen på engagement. Det sker, at de uengagerede mennesker som bevæggrund anfører, at de ikke har sat sig ind i forholdene. Andre gange siger de, at de får det dårligt af at skulle høre om al verdens ulykke – men samtidig gør al lidelsen dem passive. De føler, at de ikke kan gøre noget, og derfor vil de ikke gøre noget. Jeg siger så, at et økonomisk bidrag, uanset hvor småt, eller en underskrift kan gøre en forskel. Typisk er reaktionen så fra dem, jeg taler med, at de trækker sig endnu mere og siger konsekvent nej.

Kan vi forlange at man skal engagere sig i samfundsudviklingen? Det kan man ikke, og faktisk kan man have det manglende engagement som filosofisk idea. Eller: Det kunne man i hvert fald engang.

Epikuræerne, der var en filosofisk skole i antikkens Grækenland, anbefalede at man skulle trække sig tilbage fra politik, fordi det efter deres mening ville volde for megen lidelse at være en aktiv del af samfundets beslutningsprocesser. På denne måde virker de jo umiddelbart til at være på linje med de mange mennesker, der lever deres eget liv og ikke engagerer sig i samfundsspørgsmål. Men epikuræerne gik videre end dét: de anbefalede, at man ikke stiftede familie eller bare fandt sig en partner.

Der er ikke nogen ledende fortaler for sofavælgerne og for dem, der ikke giver til indsamlinger og ikke vil skrive under, og det er vel i virkeligheden derfor, de er så svære at snakke med. Men der er også filosoffer som f.eks. James Brennan, der siger at de fleste mennesker ikke bør stemme, nemlig alle de mennesker, der ikke har sat sig ordentligt ind i samfundsforholdene! Hvis disse mennesker nemlig alligevel stemmer eller på anden måde engagerer sig, fører det nemlig bare til dårlige politikere og til dårligere lovgivning. Jeg er ikke sikker på at sofavælgerne vil bryde sig om hans argument, og måske vil de endda reagere på ham ved at stemme af ren og skær trods.

Så måske skal jeg i virkeligheden takke alle dem, der ikke vil engagere sig aktivt i samfundsforhold?

Flattr this!

Datalogi og humanisme

Det er et interessant indlæg i Wired af Emma Pierson, der er en amerikansk PhD-studerende i datalogi ved Stanford University.

Hun skriver om den manglende forbindelse mellem datalogi og etiske spørgsmål. Til Coursera arbejdede hun f.eks. med at lave et recommender system som studerende kunne bruge til at hjælpe sig med at finde relevante kurser baseret på bl.a. den studerendes køn, men så opdagede hun at sådan et system, netop fordi der er få kvinder, der vælger datalogi, simpelthen aldrig ville anbefale kvindelige studerende et datalogikursus. Sådan et system ville bare forstærke den i forvejen meget skæve kønsfordeling.

Jeg er bange for at Emma Pierson har helt ret. Mange dataloger er meget bange for politiske og etiske diskussioner. De underlige ikke-diskussioner om forbindelsen til f.eks. militær og overvågningsindustri er et tegn på dette. De mærkelige studenterprojekter,  hvor studerende laver programmer til styring af en kanon, men aldrig overvejer om og hvorfor mennesker skal skydes på, er et andet.

På vores datalogi- og softwareuddannelser på Aalborg Universitet er der kursusaktiviteter, der skal anspore til etiske diskussioner, men de handler mest om forskningsetik (der selvfølgelig også er et vigtigt emne). Men ellers er det småt med overvejelserne. Måske er det frygten for at blive set som politiserende og derfor useriøs, der spiller ind. Hele den daværende regerings bredside mod “eksperter og smagsdommere” og frygten for at rage uklar med de eksterne kilder, der skal kunne finansiere forskning, har sikkert også været medvirkende til at mange går stille med dørene.

Der tales meget om ansættelighed og om at kandidater fra datalogiuddannelserne skal kunne fungere godt i samfundet. Ofte er det dét, der bruges til at fokusere på samarbejde med virksomheder. Men alligevel: Hvorfor skal det stoppe der? Hvis jeg skal vide mere om samfundet og de svære beslutninger, vi står over for, er jeg nødt til at etablere en kontakt til dem, der ved noget om disse områder. Vi kunne invitere vores kolleger fra andre fag og medarbejdere fra humanitære organisationer til at holde seminarer for os med helt andre perspektiver – og vi kunne få de studerende med til den slags aktiviteter.

Flattr this!

Det daglige lotteri

Mange ved, at jeg bruger de sociale medier regelmæssigt. Den største gevinst, jeg selv har fået på Facebook, er at jeg omsider fik kontakt med min yngste søster for otte år. Det har betydet rigtig meget for mig. Men alt det andet, jeg får ud af Facebook og Twitter og Instagram er – ja, hvad er det egentlig? Og hvorfor bliver jeg ved med at vende tilbage?

I et interview med CBS News siger Tristan Harris, der tidligere var product manager for Google at

Well every time I check my phone, I’m playing the slot machine to see, “What did I get?” This is one way to hijack people’s minds and create a habit, to form a habit. What you do is you make it so when someone pulls a lever, sometimes they get a reward, an exciting reward. And it turns out that this design technique can be embedded inside of all these products.

De sociale medier er et lotteri på lavt niveau. Modsat rigtige lotterier er de sociale medier et lotteri, hvor gevinsterne altid er små – et synes om eller en kommentar eller et billede.  I et stort lotteri kan man få en stor gevinst og aldrig få lyst til at spille igen. Gevinsterne på de sociale medier skal få os til at komme igen, og på denne måde er den afhængighed, mange af os føler, måske en slags ludomani.

Ofte tænker jeg også, at kontakten via sociale medier og chat-fora i sig rummer en lignende dobbelthed: Vi kan kontakte hele tiden, mens vi er online. På denne måde er vi altid nogenlunde tæt på hinanden. Men vi er aldrig fysisk til stede med dem, vi kan kontakte, så den begrænsede interaktionsmulighed, som et synes om eller en kommentar eller et billede eller en chat-dialog giver os, gør samtidig at vi aldrig er helt tæt på hinanden. Den store “gevinst” – og den store risiko – er kun til stede, når vi er sammen i sædvanlig forstand. Alt det andet samvær på nettet er at regne for approksimationer. Når vi bliver med at kontakte hinanden, er det i håbet om at nå tættere ind til hinanden, men det vil vi aldrig for alvor kunne, mens vi er på nettet. Vi får altid en lille gevinst, men aldrig den helt store.

Flattr this!

Medfølelse for de udvalgte?

Verden kan være overvældende. I går pegede jeg på, at der i Danmark ser ud til at være større medfølelse med ofre for terrorisme i vores del af verden end med ofre i afrikanske lande.

Det peger på et svært spørgsmål: Hvem skal jeg have medfølelse med? For nylig så jeg en omtale af en særlig meditationsform, som hedder “Loving kindness meditation”. Ideen er interessant på en provokerende måde: i meditationen skal man have medfølelse for alle. Dvs. medfølelse for dem jeg holder af, dem jeg har et “neutralt” forhold til, men faktisk også med de personer jeg ikke kan fordrage.

Nationalistiske partier har det modsatte udgangspunkt: Medfølelsen er nøje afgrænset af landegrænser og etnisk tilhørsforhold. Nationalisterne i f.eks. Dansk Folkeparti siger helt eksplicit, at problemer i andre lande ikke angår “os”.

Den amerikanske filosof Adam Waytz er af den opfattelse, at vi skal beregne hvem vi skal have medfølelse med og hvornår. Hans påstand er at empati er endelig og begrænset af natur.

Han skriver:

A data-based approach to identifying and ranking universal values is ambitious to be sure. But, crucially, it calls on us to make use of the limits on morality that are inherent to all of us as human beings, rather than lamenting them. These constraints challenge us to focus our attention, and drive us to see that not all values are equally valid. Instead of indefinitely fighting over tradeoffs between in-group- and out-group-oriented moralities, we might find that picking among universally held values is more palatable, efficient, and uniting—providing a moral function in and of itself. In place of the usual, default concentric circles of in-groups that guide us today (family, friends, neighbors, citizens) we would have the tools to carefully engineer to whom we should extend our empathy, and when.

Argumentet er her et rent utilitaristisk: Vi er ikke i stand til at have medfølelse med alle, og derfor skal vi koncentrere vores medfølelse der, hvor den giver størst mulig lykke. Umiddelbart lyder det overbevisende.

Men hvem skal man spørge for at beregne hvilke værdier, “man” føler er de vigtigste? Det, der gør mig bekymret her, er at disse “følte værdier” netop ikke er universelle. Hvis man f.eks. havde spurgt befolkningen i Rwanda i foråret 1994, ville et flertal have givet udtryk for at medfølelse til tutsier ikke var en vigtig værdi – tværtimod. Det er netop derfor, ideen om universelle menneskerettigheder er blevet til: At alle mennesker har samme rettigheder, hele tiden.

Det forekommer mig da også, at Waytz blander følelser og handlinger sammen. Det kan sagtens være, at jeg føler med alle mennesker, der lider, men det er ikke tilfældet, at jeg selv vil kunne handle aktivt over for dem alle for at afhjælpe deres lidelse. Udfordringen er, som jeg ser det, en anden: at vi tilsammen skal sørge for at alle bliver hjulpet af nogen. Og det kræver noget andet end blot en beregning af “nyttig empati”, nemlig et aktivt samarbejde. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.

Flattr this!

Mennesket er altings middel

Immanuel Kant.

Den antikke græske filosof Protagoras sagde at mennesket er altings mål. Hermed mente han så (i al fald så vidt jeg forstår hans udsagn) ikke, at mennesket er dét, al eksistens stræber henimod, men at den eneste målestok for om noget er godt eller ondt, sandt eller falsk, skal findes ud fra hvad mennesker siger derom. På denne måde kan udsagnet tolkes som en slags tidlig humanisme. Og langt senere sagde Immanuel Kant i sine forelæsninger om mennesket, at man aldrig må behandle andre mennesker som middel til at opnå et andet mål. Mennesket er et mål i sig selv. 

Men i dag kan man hævde at mennesket er blevet altings middel, og at målet – forstået både som endemål og som målestok – er noget andet.

I gårsdagens udgave af dagbladet Information var der en interessant artikel af Pil Christensen, der er uddannet sociolog og, efter hvad jeg kan se andetsteds, 30 år gammel. Artiklen er beretningen om konsekvenserne af en hjernerystelse, hun pådrog sig ved at slå hovedet på en hylde. Men det er ikke bare endnu en historie om hvad en hjernerystelse kan gøre ved et menneske, der stadig er tidligt i sit arbejdsliv. Hun kommer også med en rigtig god betragtning af mere filosofisk karakter:

Andre mennesker, såvel som naturen, betragtes i højere grad som midler, der eksempelvis kan give os et bedre, mere givende netværk, eller flere og billigere produkter.

I sådan et samfund er det langt sværere at stå af ræset. I stedet tilskyndes vi hele tiden til at skrue op, lave konkurrencefremmende tiltag i form af forskellige typer af arbejde, projekter, gode karakterer, efteruddannelse osv. Det er nemlig det, som er vores berettigelse.

Men hvis berettigelsen og pladsen her i tilværelsen skabes af vores status som middel og ikke som mennesker med en værdi i sig selv, så bliver vi meningsløse, så snart vi ikke længere er i stand til at deltage i konkurrencesamfundet.

Og det er i virkeligheden dét, der bekymrer mig: At vi er havnet i en situation, hvor det er konkurrencen (ikke engang succes i konkurrencen, men konkurrencen i sig selv), der er altings mål – og mennesket et middel hertil.  Og så vidt jeg kan se, er konkurrencen i virkeligheden kun ét af de mål, der ofte er usagte i Danmark og mange andre samfund, og som står over mennesket. “Danskhed” er et andet af disse mål: Det er vigtigere at være “dansk” end at være menneske som sådan. “Arbejde” er et tredje mål: Det er vigtigere at være et arbejdende menneske end et menneske. Dette ser vi både i den aggressive “beskæftigelsespolitik” og den megen tale om at “det skal kunne betale sig at arbejde” og i hvad vi faktisk ofte fokuserer på, når vi møder hinanden, nemlig på vores arbejde eller mangel på samme.

For disse og andre mål er mennesket blevet et middel.

Flattr this!

Gavnlig lidelse?


Det har sat en del tanker i gang hos mig at læse Nils Christie’s lille bog Små ord om store spørgsmål. En af de problemstillinger, der dukker op undervejs i bogen, er spørgsmålet om forholdet mellem forbrydelse og straf – omdrejningspunktet i hele Christies lange karriere. En af de konkrete successer her har været konfliktråd, et tiltag, der nu er meget udbredt i Norge, men aldrig er slået ordentligt igennem i Danmark.

I et interview fra 2009 siger Christie med en henvisning til Johannes Andenæs, en af de store skikkelser i norsk jura, at

Straffen er, som Johs. Andenæs sa så klart at han den dag i dag siteres i høyesterett, et onde som er ment som et onde. Det er en tilsiktet lidelse. Jeg erkjenner at vi trenger strafferettssystemer, men det er enda mer sentralt å gi mennesker en mulighet til å nærme seg det problematiske på andre måter enn gjennom straff.

Det er selvfølgelig ikke min holdning, at der ikke skal være alvorlige konsekvenser af at begå en forbrydelse. Men der er noget underligt ved at retssystemerne over hele verden dybest set er bygget op om hvilken slags og hvor megen lidelse, mennesker skal påføres.

Jeg har ikke noget godt svar her på hvad vi skal gøre i stedet. dels er jeg lægmand, dels kan man ikke give et kort eller enkelt svar på noget, der er det man ofte kalder for et wicked problem; Nils Christie og andre med ham har viet mange års forskning og etiske overvejelser til at forstå hvad vi bør gøre.

Men jeg bliver bekymret, når justitsminister Søren Pape Poulsen taler for at indsatte i fængslerne skal have hårdere vilkår og dermed plæderer for lidelse i sig selv har en gavnligt forandrende effekt. (Inger Støjberg har udtalt sig tilsvarende om personer på tålt ophold – de skal have det “så utåleligt som muligt”). 

Voldtægtsforbrydere, andre voldsforbrydere, pædofile og mange andre forbrydere har gennem deres handlinger påført andre mennesker lidelse og derigennem ofte forandret dem for bestandig. Der var ingen gode virkninger af al denne lidelse, og det er derfor underligt at tro på at officielt sanktioneret lidelse i sig selv kan skabe positive forandringer. Og det er trist, at denne idé kan leve videre i lyset af mange års forskning, der viser det stik modsatte. Det er nødvendigt at bruge Nils Christies indsigt om små ord om store spørgsmål for at forklare dette for beslutningstagere.

Flattr this!

Loyale akademikere?

De danske universiteter uddanner ganske mange kandidater, der får job i private virksomheder som software-udviklere. Ikke helt få kandidater i datalogi og software fra AAU får job hos virksomheder som bl.a. BAE Systems, der arbejder med overvågningssoftware efterspurgt af udemokratiske regimer. Det har jeg tidligere skrevet om.

Universiteterne uddanner også mange kandidater i kommunikation og medier. Her er en af skyggesiderne, at deres færdigheder kan blive brugt som led i strategier, der skal dække over et fravær af demokrati.

Ude i verden er der ifølge en rapport fra den kritiske NGO Corporate Europe Observatory en lang række regimer, som får aktiv hjælp af europæiske kommunikationsbureauer.  Der er kommunikationsmedarbejdere, der hjælper regimerne i Kina, Bahrain, Syrien, Israel, Usbekistan, Ækvatorialguinea, Saudiarabien og mange andre lande med at give et noget mere positivt billede af situationen i de pågældende lande end mange andre medier gør. I nogle tilfælde, i lande hvor der trods alt er valg, er det kommunikationsfirmaer, som ender med at styre valgkampagnerne.

I en anden og på sin vis selvfølgelig mindre voldsom sammenhæng ser vi også en vækst i brugen af kommunikationsafdelinger, nemlig som del af New Public Management. PR-afdelingerne er blevet en stadigt synligere del af offentlig virksomhed, og i den danske universitetsverden er kommunikationsafdelingernes aktivitet vokset voldsomt siden universitetsloven af 2003 afskaffede universitetsdemokratiet.

Retfærdigvis skal det siges, at der bestemt også er akademikere, der er kritiske over for disse tendenser.  Men for mig at se er det bekymrende, at mange universitetsuddannede uden videre accepterer at arbejde med at skabe dårligere vilkår for demokratiet.

Hvad er det for en dannelse, vi vil give akademikere som ballast ud over de rent faglige kompetencer/færdigheder/viden? Skal vi uddanne dem til at forsvare en demokratisk tradition eller til at være loyale? Folkeskoleloven nævner som at målsætning at eleverne skal lære “…deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.” Men i strategierne for de danske universiteter er det faktisk kun Roskilde Universitet, der nævner ordet demokrati!

Flattr this!