Humor, flirt og spontanitet???

En af de meget forudsigelige modreaktioner på #metoo-fænomenets fokus på seksuel chikane er, at nogen synes at kritikken er “gået for vidt”. I dag  kan jeg således læse, at omkring 100 franske kvinder i et åbent brev til medierne giver udtryk for atat MeToo-bevægelsen i nogle tilfælde har udviklet sig til puritanisme og en heksejagt på mænd.”

»Voldtægt er en forbrydelse, men at prøve og forføre nogen – selv om det er vedholdent og klodset – er ikke et machoangreb«, skriver brevets forfattere.

»Mænd er blevet summarisk straffet, tvunget til at forlade deres job, hvis de blot har rørt en eller andens knæ eller prøvet at stjæle et kys«.

Og så er der Mette Hjermind Dencker, MF for Dansk Folkeparti, der i en kronik i Politiken skriver at  

Det er ikke synd for nogen kvinde, at en mand bruger den ytringsfrihed, vi gudskelov stadig har i Danmark, på en kæk bemærkning. Og helt ærligt, kvinder: Hvis I passerer en mand på gaden eller på kontorgangen, vil I så hellere have han siger ’fede kælling’, end ’du har en lækker røv’?

Det undrer mig selvfølgelig ikke, at netop et medlem af Dansk Folkeparti igen påberåber sig ytringsfrihed til at forsvare en adfærd, ganske mange ville finde ubehagelig. De fleste kvinder ville formodentlig synes, at begge bemærkninger var upassende og at den sidste i bedste fald var udtryk for elendig situationsfornemmelse. Når man går på job eller går på gaden, er man der for at passe sit arbejde eller for at komme fra ét sted til et andet – ikke for at få kommentarer om sit udseende fra kolleger eller forbipasserende.

På én måde forstår jeg derimod de franske kvinders bekymringer; der er intet godt i at være seksualforskrækket, og også her skal der selvfølgelig gælde et proportionalitetsprincip, når det gælder sanktioner. Hvis der rent faktisk er mænd, der er blevet afskediget efter at have rørt én kvindes ene knæ én gang, er det helt ude af proportioner. Men der har formodentlig været tale om andet og mere end den ene berøring!

Det, #metoo-fænomenet fokuserer på er jo ikke, at mænd “lægger an på” kvinder eller “flirter” med dem. Derimod kommer der nu rigtig mange beretninger frem, der viser at nogle mænd er gået over stregen og har været hensynsløse, ofte endda udsat kvinder for egentlig tvang eller chikane, og overhovedet ikke engang har angret eller haft dårlig samvittighed over det. Tværtimod har de brugt overgrebene som en slags magtudøvelse. Den slags er ikke andet end egoisme. Jeg ved, at min afdøde mor på et tidspunkt i sit arbejdsliv var udsat for at blive ringet op om aftenen på meget nærgående vis af en gift, mandlig kollega, og hun var ked af og også til tide bange for at tage på arbejde. En dag holdt det op, men så vidt jeg ved, sagde den mandlige kollega aldrig undskyld.

Den slags adfærd havde selvfølgelig ikke det fjerneste med flirt at gøre. Hvis man flirter, er man netop ikke en rendyrket egoist, men vil egentlig det gode over for den, man flirter med – for flirten er kun en flirt, hvis modparten er indforstået og “spiller med”. Hvis ikke det sker, har den forsøgsvist flirtende situationsfornemmelse nok til at holde op med det samme for ikke at såre modparten. Måske skulle vi i virkeligheden blive bedre til at forstå hvad det vil sige at flirte og få lært bedre situationsfornemmelse?

Flattr this!

Jeg er stadig træt af ytringsfriheden

Studerende i USA konfronterer deres rektor om udklædning til Halloween.

Jeg fejrede udgangen af 2017 med at se Deadline på DR2, der denne gang tog fat på de diskussioner, der har været i det gamle år om racistiske vittigheder i radioen, om ord som “grønlænderstiv” og om forsøg på få forbudt bestemte slags udklædning på universiteter i USA. Dette var reelt endnu en runde i den underligt statiske diskussion om ytringsfrihed, der med jævne mellemrum har stukket hovedet frem lige siden Muhammed-karikaturerne i 2006. Det var nemlig en meget lavmælt diskussion. Det virkede som om de fire deltagere på den ene side tydeligt ikke var enige, på den anden side ikke rigtig kunne fremmane den konflikt, studieværten nok havde håbet på. Det var nu også for én gangs skyld fire af de mere reflekterede mennesker, DR havde fået i studiet.

Et klip fra et universitet i USA udstillede med stor tydelighed, hvor fastkørt det hele er blevet derovre. En gruppe af studerende talte meget hårdt til deres rektor, fordi han ikke ville forbyde bestemte Halloween-kostumer. Rektoren svarede til gengæld fuldstændigt undvigende. Det var pinligt at se på.

Problemet er, at dem, der taler for forbud, ikke kan forklare, hvordan den slags vil kunne fjerne det had og den dumhed, der ligger bag. På én måde forstår jeg hensigten – jeg ville også blive vred over bestemte slags udklædning, hvis jeg tilhørte et synligt mindretal – men et simpelt forbud fjerner ikke hadet og dumheden. Nogle fremtrædende tilhængere af denne type forbud virker tydeligt til ville at prøve at få lukket ned for dem, der er uenige med dem.

Samtidig er det også et problem, at mange af dem, der taler for ytringsfrihed uanset hvad, heller ikke kan forklare, hvordan vi skal fjerne had og dumhed ved bare at lade alle sige hvad som helst. Igen forstår jeg på en måde hensigten, men her gør man ofte ikke ret meget (om noget) for at tale imod det, der til tider bliver sagt. Nogle fremtrædende “ytringsfrihedsfundamentalister” virker tydeligt til at synes om de ytringer, mange andre finder hadefulde. Den samme danske minister, der har en Muhammed-karikatur på sin iPad for at proklamere et forsvar for vidtgående ytringsfrihed, kan sagtens være fortaler for vidtgående forbud på andre områder.

Forstår vi virkelig hinanden bedst, hvis vi siger lige hvad der falder os ind? Kan vi fjerne hadet ved simple forbud? Svaret på begge spørgsmål må være nej. Min fornemmelse er, at hele den diskussionen, der i nu så mange år har udspillet sig om ytringsfrihed og virker til at være fuldstændig tilsandet nu, er den helt forkerte diskussion at tage. Der er ikke noget ønske om konfliktløsning eller forsøg på forståelse. Der er alt, alt for lidt samtale om hvad vi vil med vore ytringer. 

Flattr this!

Forbrydelser som underholdning

I dag kunne man læse, at der nu bliver udgivet en e-bog af journalisten Thomas Djursing om mordet på den svenske journalist Kim Wall; bogen udkommer imens retssagen stadig er i gang. Forfatteren har tidligere, før mordet fandt sted, skrevet en bog og et stort antal artikel om den mistænkte, Peter Madsen, og man kan fornemme af omtalen, at udgangspunktet bliver dennes udtalelser.

Mange har allerede giver udtryk for at det er et udtryk for dårlig situationsfornemmelse og en mangel på hensyn til Kim Walls efterladte at udgive en sådan bog netop nu. Det er jeg helt enig i. Jeg tvivler ikke på, at Thomas Djursing er berørt af at en person, han mente at kende godt, har vist sig at være en bestialsk morder. Men forlaget Saxo burde have sagt nej til en udgivelse netop nu; de må have ment, at der ville være et tilpas stort publikum til en sådan udgivelse netop nu.

True crime-genren inden for de seneste få år har fået en ny udbredelse gennem podcasts. Ikke mindst podcast-føljetonen Serial har fået mange lyttere. I de fleste tilfælde er det bestialske mord (og her især massemord) der er i fokus.

Der er blevet skrevet ganske meget i forsøget på at finde ud af hvorfor true crime-genren er så populær. Mange andre former journalistik bliver ofte begrundet med vigtigheden af at påpege problemer i samfundet, men det kan ofte ikke være tilfældet for true crime. Den amerikanske kriminolog Scott Bonn har forsket i spørgsmålet om hvorfor true crime-genren lokker så mange af os (og har skrevet en bog om emnet). Hans bud på et svar er enkelt og plausibelt:

Beretningerne om de bestialske mord er så dragende, fordi de udløser en helt grundlæggende følelse i mennesket, nemlig frygt. Og det sker i en kontrolleret sammenhæng; forbrydelsen har fundet sted. På mange måder er beretningerne om de bestialske mord for voksne, hvad spøgelseshistorier og rutsjebaner er for børn. Og når man følger med i en true crime-beretning, kan man “lege detektiv” undervejs.

Med andre ord: True crime er reelt bare underholdning. Men skal en tragisk sag om mordet på en ung kvinde i september 2017, virkelig kunne bruges som underholdning i december 2017? Den meget krimi-agtige titel Ubådsmysteriet tyder desværre på, at det er tilfældet. For mig at se er der udelukende tale om spekulation fra forlagets side.

Flattr this!

Det onde eksperiment, der blev glemt

Mindeplade for ofrene for Pitești-“eksperimentet”.

I denne uge er der et langt interview med den franske forfatter, filosof og filmskuespiller Mehdi Belhaj Kacem om det onde. Han siger et sted

»Jeg troede, Auschwitz og Shoah var det værste, menneskeheden havde fundet på, men det var indtil jeg begyndte at fordybe mig i, hvad der skete i Pitestifængslet i Rumænien i årene fra 1949 til 1952. Det gjorde mig bogstaveligste forstand syg«.

Her taler han om de grusomme overgreb, der fandt sted i fængslet i den rumænske by Pitești i perioden fra 1949 til 1951. Kommunistpartiet var kommet til magten i Rumænien, og fængselsadministrationen gav sig til at “genopdrage” mellem 1000 og 5000 fanger, der var fængslet på grund af deres politiske eller religiøse overbevisning: medlemmer af oppositionspartier, bekendende kristne og jøder. Der var tale om systematisk hjernevask og brug af alskens torturformer som f.eks. simuleret drukning i fyldte lokumsspande og at fangerne skulle spise deres egen afføring. Fangerne skulle angive medfanger, der havde været venlige mod dem, og bagefter skulle de udsætte dem for samme tortur som de selv. Og de vagter. der skulle gennemføre og kontrollere det hele var – andre fanger. Denne idé kender man som bekendt fra kapo-regimet i kz-lejrene.

Det hele blev først bragt til ophør, da myndighederne standsede “eksperimentet”. 17 af de ansvarlige blev retsforfulgt, men fik kun milde domme. Fængslet blev i 1991 solgt til et byggefirma; noget af det blev bygget om, andet blev revet ned.

Da jeg læste om dette – og det er rigtig ekstremt – måtte jeg indrømme, at jeg overhovedet ikke kendte til disse grufulde hændelser, der i deres karakter på mange måder leder tankerne hen på både Mengeles forbrydelser i Auschwitz og på beretninger om sovjetiske og japanske fangelejre. Der er ikke meget at finde på dansk; jeg har måttet ty til Wikipedias side på engelsk om Pitești-“eksperimentet”.. Det giver ikke mening at tale om dem som “det ondeste”, for den slags grusomhed er for mig umuligt at gradbøje – men ondt var det. Og det var mærkeligt at måtte erkende, at disse grusomheder tilsyneladende er blevet så lidt omtalt.

Flattr this!

Det der med tonen

I dag har jeg læst en rigtig nedslående artikel om sager om seksuel chikane på arbejdspladser. Mange sager er blevet afvist med henvisning til arbejdspladsens “friske tone”. Og her i efteråret har jeg kunnet læse en del debatindlæg (mest fra mænd), der gerne vil frem til at nogle former for uønsket seksuel adfærd ikke er noget særligt, og tilråb mv. er måske “bare for sjov”. Selvfølgelig er der forskel på f.eks. en voldtægt og et seksuelt tilråb på gaden, men det betyder jo ikke at sidstnævnte er acceptabelt eller uproblematisk.

De etiske retningslinjer for acceptabel kommunikation er noget af det sværeste at tale om. Hvad må man sige til hinanden? Under hele karikaturkrisen om Muhammed-tegningerne i 2006 kørte den offentlige debat helt fast, og nu, hvor man taler om seksuel chikane, er det ved at ske igen.

Men der er én ting, der slår mig: Når nogen føler sig nødsaget til at fortælle andre, at en bemærkning “bare er for sjov”, er det ofte et tegn på, at det, der er blevet sagt, faktisk ikke er sjovt for andre end den, der kom med bemærkningen. Jeg tænker selv på de ganske mange gange, hvor jeg har fortalt en vittighed, som ingen forstod. Der kom bestemt ingen latter, når jeg var nødt til at fortælle at jeg havde prøvet at være morsom.

Samtidig har jeg også en fornemmelse af, at de muligheder for deling af indhold og meninger, som Internettet har givet, skaber en forandring hos mange menneskers etiske udsyn og dermed også deres opfattelse af hvordan “tonen” bør være, også uden for Internettet. Der var også hadske læserbreve for 20 år siden, men næppe så mange, som der i dag er grove og hadske udsagn på Internettet. Tilsvarende var der næppe mange forsmåede mænd, der fremstillede papiraftryk af intime fotos af deres eks-kone og delte dem ud til tilfældige forbipasserende.

Flattr this!

Skal vi glemme dem?

For fire år siden skrev jeg om Gary Glitter. Han er en vigtig person i rockhistorien, men han er også pædofil og har gjort stor skade på børn. For to år siden blev han idømt 16 års fængsel for sine ugerninger.

Dengang var jeg meget i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre. Man kan nemlig ikke lytte til Gary Glitters musik uden at tænke på den smerte, han har forvoldt. Men de sange, han sang, var skrevet sammen med Mike Leander, og det var The Glitter Band, der spillede. Ingen af dem vidste, hvad Glitter begik af grusomheder. Skal vi skrive dem ud af rockhistorien sammen med ham?  Og The Glitter Band lavede en række numre selv uden Gary Glitter, men i fuldstændig samme stil.

På det seneste er dette etiske dilemma dukket op med fornyet styrke, hvor det væltet frem med tilfælde, hvor kendte mennesker er blevet afsløret i at have begået seksuelle overgreb i stor skala. Senest er det den amerikanske dirigent James Levine, der er blevet suspenderet efter mistanke om en lang række seksuelle overgreb mod teenage-drenge.

Der er også ganske mange andre udøvende kunstnere, der har begået seksuelle overgreb, som har fået konsekvenser. Den nye film med Louis CK (som i øvrigt hedder “I Love You, Daddy”) har ikke fået premiere, og Kevin Spacey er blevet fjernet helt fra en film, han medvirkede i.

Jeg har også selv nogle albums med James Levine indkøbt i de seneste knap 30 år, og dem har jeg lyttet til med stor fornøjelse. Men hvad skal jeg gøre nu? Skal jeg investere i andre indspilninger af Mozarts og Mendelssohns symfonier? Det har jeg overvejet. Men Levine slet ikke var alene om at skabe sit værk  – han ville ikke kunne have foretaget sine indspilninger uden et dygtigt symfoniorkester som f.eks. Berlinerfilharmonikerne. Og han har som bekendt heller ikke skrevet den musik, han dirigerede.

I min egen verden, nemlig den akademiske verden, kender jeg til beretninger om kendte forskere, der skulle have udsat deres børn for systematisk vold og måske også det, der var endnu værre. For nylig blev jeg opmærksom på en kvinde, hvis far på den ene side var en kendt (nu for længst pensioneret) videnskabsteoretiker, på den anden side havde begået systematisk vold mod sine børn gennem hele deres opvækst. Så vidt jeg ved, har han ikke angret. Kvinden udtalte til min store overraskelse, at hun faktisk ikke mente, at det ville være så god en idé at holde op med at citere faderens værker. Hendes far, sagde hun, var del af og eksponent for en akademisk tradition, man stadig kunne værdsætte og som hun også anså for vigtig.

Min konklusion er lige nu, at vi netop ikke skal glemme værker med de pågældende mennesker, der har begået overgreb, fordi vi så også skriver en masse, helt uskyldige mennesker ud af historien sammen med dem, nemlig med-skaberne. Og faktisk risikerer vi også at skrive ofrene ud af historien. Tværtimod skal vi også altid nævne de pågældende menneskers overgreb og være solidariske med ofrene for dem.

Flattr this!

Det var ikke mig, der gjorde det

Peter Aalbæk Jensen sover foran en plakat, hvor Lars von Trier opfordrer til anstændighed. Foto: Niels Hougaard (Politiken)

For halvandet år siden skrev jeg om dette fænomen, som psykologer kalder for kompartmentalisering – den selvopfattelse, der gør det muligt for mennesker at placere de “normale” og de forkastelige handlinger, de selv foretager, i hver sin afdeling, så de dermed kan leve med dem. Det er kompartmentalisering, der gjorde det muligt for f.eks. bødlerne fra Auschwitz at slå mennesker ihjel den ene dag og tage på skovtur den næste. Hvis man ikke delte sit sind på denne måde, ville man have meget svært ved at leve med konsekvenserne af sine handlinger.

I 1976 indrykkede Samuel D. Smithyman, der dengang var PhD-studerende i psykologi fra USA, en avisannonce, hvor han efterlyste mænd, der var villige til at indrømme anonymt, at de havde begået voldtægt, men aldrig var blevet anmeldt eller retsforfulgt. Han fik omkring 200 henvendelser. Det interessante er, at disse mænd, der alle har begået voldtægt, på én og samme tid indrømmede, hvad de har gjort, og på den anden side nægtede at kalde det for voldtægt.

Lige nu ser vi en lang række afsløringer af kendte mænd inden for film- og teaterverdenen, der har begået seksuelle overgreb. Det er ofte tydeligt, at de pågældende mænd, selv i lyset af det ofte omfattende evidensgrundlag, har svært ved at se, hvad de egentlig har gjort og ofte mener at stå for noget helt andet end det, deres handlinger afslører.

Måske hjælper dem, der omgås de pågældende mennesker, også med til at forstærke denne kompartmentalisering? Ét er at der bliver talt om hvor mange af overgrebene, der mon befinder sig i en “gråzone”, så der er tale om handlinger, der ikke var ment som overgreb, men blev tolket sådan. Mit eget indtryk fra de beretninger, jeg selv har læst er dog, at der ikke er ret mange tilfælde i denne “gråzone”.

Et andet er at der ikke rigtig har været nogen, der har stoppet de pågældende personer, selv om deres krænkende adfærd har stået på i lang tid. Deres krænkende adfærd var “en anden side”, som man tolererede og som ofrene for overgrebene oftest ikke turde tage til genmæle over for, netop fordi krænkelserne var så tilsyneladende uforenelige med krænkernes offentlige identitet som skuespillere, filminstruktører, producenter osv.

Flattr this!

Man skal altid give

Foto: haloocyn©Stock.xchng

For ikke så længe siden holdt jeg en uges ferie i Lissabon sammen med min familie. Der, i den portugisiske hovedstad, var der en del hjemløse mennesker, og ikke helt få af dem bad om penge. Nogle kom hen til de forbipasserende og bad om penge, andre sad bare for sig selv.

Jeg er ofte i tvivl om, hvad man bør gøre, også fordi nogle mennesker kan virke trælse. For nylig, tilbage i Aalborg, kom jeg gående ad gågaden og en tydeligt beruset mand, der ville sælge mig Hus Forbi, stillede sig ind foran mig og spærrede. Det var ikke så vigtigt, at jeg ikke havde de 20 kroner, et blad koster – han ville bare have nogle penge. Alle andre sælgere af Hus Forbi, jeg har mødt i årenes løb, har været høflige og har ikke været synligt berusede, og jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret. Jeg tænkte, at denne mand var med til at skade Hus Forbi’s image. Heldigvis begyndte jeg dog ikke at moralisere; jeg gav ham de 14 kroner, jeg havde i småpenge og gik videre.

For det er uhyggeligt nemt at begynde at moralisere her. Spørgsmålet om hvorvidt man skal give hjemløse mennesker penge bliver typisk diskuteret af de mennesker, der ikke selv er hjemløse og har råd til at give hjemløse mennesker penge. Ofte har jeg hørt, at man ikke skal give penge til de hjemløse – en del af dem har misbrugsproblemer, og man er simpelthen med til at holde dem fast i deres misbrug. Dét har jeg også selv tænkt, men det gør jeg ikke længere.

Jeg ved godt, at der rundt om i verden (og også i Europa) findes kriminelle bagmænd, der organiserer tiggeri og lukrerer på det – det er selvsagt ikke dette triste fænomen, jeg taler om. Europæiske undersøgelser viser at der her meget ofte er tale om trafficking, hvor mennesker bliver tvunget til at tigge, bliver groft udbyttet og holdt i permanent fattigdom. De allerfleste synligt hjemløse mennesker tilhører ikke denne gruppe.

En tankevækkende klumme af Matt Broomfield i New Statesman argumenterer for at man altid skal give til hjemløse, og at man i særdeleshed skal give penge til de hjemløse, der ikke beder om det. For ellers vil de blive glemt.

Der er alt for tydelige paralleller mellem de typiske argumenter for ikke at give penge til hjemløse og til det i vore dage udbredte argument om at mennesker bliver motiveret af at lide afsavn. I begge tilfælde er det de mennesker, der ikke selv har problemer, der udtaler sig om hvad andre mennesker med meget alvorlige problemer bør gøre. Det er kort og godt vigtigt at spørge de hjemløse, hvad de har brug for, i stedet for at anlægge det formynderiske perspektiv. Man skal ikke købe mad til de hjemløse i stedet for at give dem penge, hvis det er penge, der bliver bedt om. Hjemløse mennesker skal ikke behandles som børn, der ikke ved, hvad pengene skal bruges til. Og intet hjemløst menneske vil komme ud af sit misbrugsproblem ved at blive nægtet penge.

Undersøgelser viser, at det først efter alt andet er forsøgt og der er gået hul på en særlig skal af værdighed, at mennesker giver sig til at tigge. Jeg har kendt til hjemløse, der aldrig kunne drømme om at bede tilfældige forbipasserende om penge. De hjemløse, der beder om penge, dem, der er allerlængst ude i tovene.

Samtidig er det vigtigt aldrig at glemme, at hjemløshed er et strukturelt problem og at det at give penge kun er symptombehandling; der skal en indsats til, hvor de, der ikke er hjemløse, arbejder sammen med de hjemløse for at fjerne årsagerne til hjemløshed og for at sikre, at alle kan få et værdigt hjem. Det er de hjemløse, der ved hvor skoen trykker.

Flattr this!

Alt godt til alle?


Jeg er netop blevet færdig med The Science of Meditation af Daniel Goleman og Richard Davidson. Det sker som en del af mit forsøg på at komme ordentligt i gang med at meditere igen; jeg stoppede da jeg i forsommeren 2015 brækkede min albue og i en periode derefter havde problemer med at sidde ordentligt uden at få smerter i højre arm. Men jeg husker tiden inden som en tid, hvor jeg var inde i en god verden.

Jeg har altid været skeptisk over for ideen om at man kan ændre verden ved at meditere. Men The Science of Meditation er en god bog at læse, fordi den på én og samme tid gør systematisk rede for hvad hjerneforskningen kan fortælle os om gavnlige virkninger af meditation for den enkelte og samtidig har den fornødne grad af videnskabelig skepsis. Goleman og Davidson kritiserer således mange eksisterende forskningsresultater, der skulle vise de positive virkninger af meditation, for deres metodologiske mangler.  Noget af det, de kritiserer hyppigt, er dårligt designede eksperimenter, brugen af små populationer og forsøgsledernes forudindtagethed for at påvise en positiv effekt af meditation.

Men meget tyder ikke desto mindre på at meditation kan påvirke bestemte hjerneprocesser, og det er interessant at nogle af de virkninger, der er godt dokumenterede og kommer hurtigst, er virkninger af såkaldt “loving kindness”-meditation, hvor vi bruger meditationen til at ønske alt godt, først for sig selv, dernæst for dem, der står os nær – og her kommer det svære – for alle mennesker i verden. Det indebærer nemlig, også at vi skal ønske alt godt for dem, vi ikke kan fordrage: Den hidsige og urimelige kollega, den sure og misundelige slægtning, den korrupte politiker, terrorister og racister osv. osv.  Resultaterne beskrevet i The Science of Meditation viser faktisk, at de personer, der mediterer på denne måde,  inden for få måneder får udviklet deres evne til medfølelse (en lidt upræcis oversættelse  af det, der på engelsk hedder compassion), og på den måde ændrer de faktisk også verden for dem, de møder.

Hele denne praksis, der er “loving kindness”-meditation, er en virkelig svær øvelse, men den er også nødvendig af andre årsager end de rent instrumentelle. Den er nemlig også en slags tankeeksperiment. Hvis vi vil skabe en bedre verden, er den nemlig også nødt til at være en bedre verden for dem, vi ikke kan fordrage.

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at denne type meditation ikke bliver markedsført nær så meget som f.eks. mindfulness-meditation. Ikke at der er noget galt med mindfulness-meditation som sådan, men ideen om at ønske alle det godt er ikke helt på linje med de hyppigst fremførte grunde til at man skal meditere, nemlig at man skal være robust og ikke skal gå ned med stress (ofte underforstået: så man bedre kan klare sig i konkurrencesamfundet). F.eks. kan jeg læse, at selv Goldman-Sachs, der bestemt ikke er kendt for at vise omsorg eller for at være tynget af medfølelse, forærer alle deres ansatte et abonnement på en mindfulness-app!The Science of Meditation kan jeg til gengæld læse om en amerikansk virksomhed, der har indrettet et meditationsrum – men at man risikerer at blive fyret, hvis man går derhen for tit.

Flattr this!

At klare mosten og ikke sige nej

Der er en interessant omtale i Politiken i denne uge af en ny bog af Ole Fogh Kirkeby, Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. En undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i 2015 har vist, at brugen af ordene “robust” og “solid” er blevet mere end fordoblet i forhold til 2007. Når virksomheder (og ganske ofte er det offentlige virksomheder) søger robuste medarbejdere, er de i virkeligheden først og fremmest interesseret inogen, der har mindre sandsynlighed for at pådrage sig langvarig stress.  Og hermed siger de samtidig, at stress er et vilkår for alle, og at der hele tiden vil være udforudsigelighed og omstillinger.

Idealet er en robust medarbejder, der kan finde sig i meget og ikke har noget imod tilbagevendende nedskæringer og omstruktureringer. Ole Fogh Kirkeby siger

Det kan ses alle steder i det offentlige. Børnehaver, skoler, hospitaler. Alle er udsat for et ekstremt pres, som stresser. Siger medarbejderen fra over for det pres, kan politikerne ikke udøve deres nye bureaukratiske herredømme. Derfor er man tilbøjelig til at ønske ansatte, der vil påtage sig den uriaspost at gennemføre en arbejdsdag på de urimelige arbejdsvilkår, som fastlægges af politikerne.

Men hvis man accepterer tilbagevendende negative konsekvenser, og man samtidig har et arbejde, hvor man skal arbejde med Den Anden – det være sig i sundheds-, undervisnings- eller socialsektoren – kan man ende med at blive et menneske, der ikke reagerer på det, Den Anden føler. Man kan blive et menneske, der bagatelliserer det, Den Anden føler, eller ikke drager omsorg for Den Anden. Bliver man et sådant menneske, er man blevet kynisk og ukritisk.

Det kan godt være, man er empatisk i den forstand, at man er kognitivt empatisk, dvs. at man kan forstå, hvad Den Anden føler. Det kan endda også være, at man tillige er emotionelt empatisk, dvs. kan føle de samme følelser, som Den Anden føler. Men også det emotionelt empatiske menneske kan vende blikket bort, når det bliver for hårdt at være vidne til Den Andens ubehag.

I undervisning, socialt arbejde og sundhedsprofessionerne er vi imidlertid nødt til at gå et skridt videre og kunne udvise det, der på engelsk hedder empathic concern (på dansk siger vi “empatisk bekymring”, men ordet “bekymring” dækker ikke helt). Dette begreb, der skyldes den amerikanske psykolog Daniel Batson, bliver tit forvekslet med “empati”. Men empathic concern er den følelsesmæssige reaktion, der gør at man ikke bare mærker Den Andens følelser, men også handler for at drage omsorg for Den Anden.

Det koster imidlertid resurser at gøre denne empatisk betingede omsorg mulig; man skal have tid, ro og støtte fra andre. Det, der er i farezonen, når man insisterer på robusthed og omstillingsparathed, er netop at denne empatisk omsorgsfuldhed vil blive nedprioriteret, fordi den fremstår som noget, der ikke “er råd til”.

Flattr this!