Hvem lærer os at kigge på vores smartphone?

Kilde: https://bgr.com/2013/11/04/smartphone-public-use-bad-samaritans/

I Politiken er der en fascinerende fotoserie, der viser mennesker på gaden med hver deres smartphone. Alle billeder er taget af fotografen Martin Lehmann på gaden i København. Han siger

Jeg kastede mit kamera i alle retninger, men det var helt umuligt at nå at fotografere dem alle. Når man først fokuserede på det, var de der hele tiden – folk med hovedet nede i den der lille lysende skærm. Det var mennesker i blå, i rød, på cykel, med barnevogn. Det var mænd, kvinder, børn, unge, gamle…. Det var alle slags mennesker – med et total fravær til fælles.

Alle stirrer intenst på dem, og det er en adfærd, der på én og samme tid er asocial og social. Det sociale aspekt er selvfølgelig den kontakt, man får med andre gennem at bruge sin telefon. Det asociale aspekt består i at det er blevet helt almindeligt at tage en smartphone frem på alle mulige og umulige tidspunkter, og også når vi er sammen med andre og måske endda skal forestille at tale sammen. Reaktionen er også ved at sætte ind, bl.a. i form af det nylige forbud mod elevers brug af smartphone i folkeskolen i Frankrig.

Billedet ovenfor er ikke fra denne serie – det er fra 2013 og fra Italien. Det viser blot, at fænomenet ikke er så nyt igen. Men hvor har vi lært smartphone-adfærden henne? Nogle vil sige, at der altid har været tilsvarende adfærd – f.eks. adfærden med at gemme sig bag en avis i busser og tog. Men der er ikke ret mange, der før i tiden greb ud efter aviser midt under samtaler og i andre sociale sammenhæng.

En parallel er snarere rygning, der også en på én gang social, asocial og vanedannende adfærd, og jeg kan se, at Robbie Gonzalez drager samme parallel i samme i et essay i Wired. Rygere har en slags socialt fællesskab, men samtidig generer deres røg alle os andre, der ikke ryger. Her hører ligheden selvfølgelig op. Rygning er et helt igennem negativt og skadeligt fænomen; det samme gælder bestemt ikke for smartphones.

Der er imidlertid én anden ting, der er fælles: Mennesker lærer deres smartphone-adfærd på samme måde som mennesker lærer f.eks. at ryge, nemlig indirekte påvirkning fra andre. Der er næppe ret mange forældre, der lærer deres børn at ryge, og så er der alligevel temmelig mange børn, der ender med at blive rygere. Der er næppe heller ret mange forældre, der lærer deres børn at bruge smartphone hele tiden.

Da jeg var barn i 1970’erne, var der tobaksreklamer alle vegne. Jeg ved selv, at der er tre vigtige grunde til at jeg aldrig begyndte at ryge (og faktisk aldrig har prøvet det). Den første er, at ingen i mit barndomshjem røg, så det var ikke noget, jeg oplevede så meget i det daglige. Den anden er, at det var og er usædvanligt ubehageligt for mig at være i nærheden af folk der ryger. Men ikke mindst spillede social konditionering ind: de børn og unge på min egen alder, der først begyndte at ryge, var nogen, jeg ikke brød mig ret meget om (og nok heller ikke brød sig så meget om mig).

I tilfældet smartphones er den sociale påvirkning derfor vigtig. Men der er også en parallel til tobaksreklamerne, nemlig den massive påvirkning fra producenterne af smartphones og alskens tilbehør til dem. Og ikke mindst: Der var engang for kun 10 år siden, hvor smartphones var et særsyn. Adfærden er ikke kun socialt tillært; producenterne fremmer den også. Derfor skal vi også have fat i dem, hvis vi vil ændre og forbedre vores smartphone-adfærd, så vi kan finde frem til en smartphone-etik.

Skamløst

Først udtalte Donald Trump sig helt uforbeholdent positivt om Vladimir Putin. Derefter løj Donald Trump helt åbenlyst om sine udtalelser – og det var ikke engang et særligt udspekuleret forsøg på at lyve. I dag kan man læse om endnu en sag, hvor han tilsyneladende har forsøgt at presse en kvinde til at tie stille om en affære, hun har haft med ham.

Det spørgsmål, som mange stiller sig, er: Hvorfor skammer han sig dog ikke?

Mennesker føler skam, når de oplever en uoverensstemmelse mellem deres handlinger og de værdier, de har. Man kunne her drage den konklusion, at Donald Trump ikke har nogle værdier, og det er derfor, han ikke skammer sig. Man kunne måske også fristes til at konkludere, at Donald Trump må være psykopat – for psykopater skammer sig aldrig. Min fornemmelse er en anden.

Der findes nemlig tilfælde, hvor Trump har givet udtryk for at andre mennesker burde skamme sig. Bl.a. sagde han dette om nogle af sine modkandidater under valgkampen i 2016.

Den statsleder, der har mindet mest om Donald Trump i sin adfærd, er vel Silvio Berlusconi. Og ét har de fælles, inden de blev valgt til deres respektive embeder: De havde (og har stadig) stor økonomisk magt, og den har gjort det muligt for dem at gøre som de ville – de har følt sig berettiget til det. Derfor opfatter Trump og Berlusconi deres løgne og deres sexistiske og nedgørende adfærd som en integreret del af deres værdisæt. Hensigten (at få egne fordele som f.eks. økonomisk eller seksuel gevinst) helliger midlet.

Donald Trump mener simpelthen, at han handler korrekt. Men det, der  er ekstra skræmmende, er at der er så mange af hans støtter, der heller ikke skammer sig, og også mener, at han handler korrekt. For uden deres støtte og stemmer var han aldrig blevet valgt. Det er samtidig også dét, der gør det hele så svært at håndtere for alle os, der ikke er imponeret af Donald Trump, for vi kan ikke bede ham eller hans støtter om at skamme sig. De føler nemlig ikke, at de har noget at skamme sig over.

Lægeløftet og andre løfter

En ny kandidat i medicin aflægger lægeløftet på Aalborg Universitet. Foto: Lars Horn/Lars Horn / Baghuset

I dag kunne jeg se at ACM, der er en international, men reelt voldsomt amerikansk domineret, forening for dataloger, har opdateret sine etiske retningslinjer. 

Det er godt, at der findes sådanne retningslinjer, og i en virkelighed, hvor  automatiseringen kan have voldsomme konsekvenser for menneskers arbejdsliv og hvor dataanalyse kan bruges til overvågning og undertrykkelse, er den slags bydende nødvendigt. Og så glemmer jeg ikke, at nogle af dem, jeg tidligere har undervist, desværre valgte at arbejde for virksomheder, der hjælper diktaturstater.

I Danmark skal alle, der bliver færdige med medicinstudiet, afgive lægeløftet ved en ceremoni på det universitet, de dimitterer fra. Når man har afgivet lægeløftet, begynder man sin gerning som læge, og løftets indhold fortæller om de etiske retningslinjer for denne gerning og om hvilken faglig standard man vil stræbe efter. Det danske lægeløfte stammer som andre landes lægeløfter fra den græske læge Hippokrates, der levede i det 4. århundrede fvt.. I den nuværende form stammer det fra 1815 og lyder

Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig,

– at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn,
– at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse,
– at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret,
– at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.

Hvorfor er der ikke et tilsvarende officielt løfte for akademikere fra andre professioner? Også f.eks. dataloger skal tjene både fattig og rig, skal anvende deres kundskaber med flid og omhu og skal blive ved med at udvide deres kundskaber.

En lille æske piller på et hemmeligt sted

Aktiv dødshjælp er et af de rigtig svære emner at tage stilling til, og det har det bestemt også været for mig. Der er et meget rammende interview om dette emne med den engelske hjernekirurg Henry Marsh i Politiken. Det sværeste aspekt er de beslutninger, man skal træffe om andre menneskers skæbne. Men en anden vinkel på dette emne er, hvad man skal gøre, hvis man selv bliver alvorligt syg. Henry Marsh har, røber han, en lille æske med piller på et hemmeligt sted. Dem vil han tage, hvis han en dag bliver uhelbredeligt syg. Han siger

»…Jeg kender flere læger, som ville gøre det, hvis de fik konstateret Alzheimers. Hvis jeg fik konstateret tidlig Alzheimers, så tror jeg, at jeg ville gøre det. Og vi er blevet bedre til at diagnostisere det tidligt. Det var det, min far døde af. Jeg har i min karriere set mange patienter med alvorlige hjerneskader, jeg har arbejdet på et psykiatrisk hospital. Jeg ved som læge, hvordan det kan være«.

Men det kan tage to år eller 20 år, det ved du ikke?

»Ja, det kan tage lang tid, men det vil langsomt gå tilbage. Og jeg vil ikke ende som min far, heller ikke efter mange år. Jeg har levet 68 år. Jeg har skrevet to bøger, jeg har gjort mit. Mine børn er alle i 30’erne og uafhængige af mig. Jeg er sikker på, at de vil savne mig, men problemet er, at man tit husker folk, som de var, da de døde. Min far døde som 97-årig helt dement, mens min mor døde, da hun var 82 år og klar til det sidste. Det er sådan, jeg husker dem. Jeg vil helst have, at mine børn husker mig, mens jeg stadig har min hjerne, end at de husker mig som et dement vrag på et plejehjem«.

Jeg forstår godt Henry Marsh. Min mor levede med demens i formodentlig 14 år; den brød ud kort efter hun var gået på efterløn og det gik hurtigt ned ad bakke – efter et halvt år var hun på plejehjem, og der tilbragte hun sine sidste 13 år. Det var meget hårdt for hende, når hun en sjælden gang fik et “klart øjeblik” og indså hvor galt det var fat. Og det var hårdt for alle os, der havde mistet hende. Og hvad angår minder om den afdøde, tror jeg desværre at Henry Marsh har ret – jeg husker desværre først og fremmest min mor som den stærkt demente og voldsomt overvægtige person hun havde været i lang tid (min mor var aldrig overvægtig, da hun var rask), da hun døde. De mange år, jeg kendte hende inden demensen satte ind, fremstår i min erindring som historien om en anden person. De triste minder om demensen overskygger uvilkårligt det, der gik forud.

Da min mor til sidst i en alder af 74 fik konstateret at hendes kræftsygdom var blusset op igen, skulle jeg tage stilling til om hun skulle udredes for kræft eller man skulle lade hendes kræftsygdom forblive ubehandlet, men lindre hendes smerter med palliativ behandling i den sidste tid. Et udredningsforløb for en stærkt dement person, der ikke engang vidste at hun havde kræft, virkede uværdigt, ville formodentlig påføre hende flere lidelser og formodentlig heller ikke virke livsforlængende. Og til hvilket liv? Jeg valgte efter svære overvejelser ikke at lade min mor blive udredt, og denne beslutning synes mig også i dag at have været den mest anstændige. På denne måde traf jeg et valg på min mors vegne.

Jeg er på ingen måde fortaler for at yde aktiv dødshjælp til demente, der ikke selv har bedt om noget sådant, inden demensen satte inde. Men hvad jeg selv vil gøre, hvis jeg en dag selv skulle blive diagnosticeret med demens, ved jeg endnu ikke. Lige nu er jeg tilbøjelig til at være enig med Henry Marsh.

Hvad vil du sige til dig selv?

Jeg har i dag fået læst Psykologi og eksistens, en kort, men på ingen andre måder lille bog af den østrigske psykiater Viktor Frankl. Frankl var født i 1905 og på grund af sin jødiske baggrund blev han pågrebet af nazisterne og, tilbragte tre år i koncentrationslejr. Blandt andet var han fange i Auschwitz. Frankl mistede sin hustru og sin familie i Holocaust.

Størstedelen af bogen er Viktor Frankls beretning om og refleksioner over netop de erfaringer, hans gjorde sig som overlever af Holocaust, og ikke mindst hans forsøg på at forstå hvordan nogen kunne overleve dette helvede og hvorfor nogle døde med værdighed, mens andre blev knækket.

Efter 2. verdenskrig grundlagde Frankl den såkaldte logoterapi, og bogens sidste del omhandler grundideerne i logoterapien. Ordet logos er græsk og betyder “ord”, men det betyder også “mening”, og fundamentet i logoterapien er netop, at det enkelte menneske for at kunne leve godt er nødt til at skabe en mening med sin egen eksistens. Denne mening er da en fundamental drivkraft bag menneskets handlinger. Meningen vil være en mening, der rækker ud over det enkelte menneske og samtidig udgør en form for værdighed. Det vil også være en mening, der kan rumme en mening med de lidelser, man har måttet gennemgå. Typisk er meningen, at man har formået at håndtere lidelserne med en form for værdighed.

Alt i alt skal man ikke spørge andre om, hvad meningen med livet; man skal spørge sig selv. Og som Frankl skriver, er meningen med livet ikke konstant – den udvikler sig gennem livet. Netop dét kan jeg selv nikke genkendende til. Meningen med mit liv er ikke den samme i dag, som den var, da jeg var halvt så gammel som i dag. Faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad jeg ville have sagt dengang.

I sin gennemgang beskriver Frankl flere interessante øvelser, som han udviklede som terapeut. Den måske allermest interessante øvelse er denne:

Du er firs år gammel, og du ligger på dit dødsleje. Nu ser du tilbage på dit liv. Hvad føler du i denne situation? Hvad vil du tænke? Hvad vil du sige til dig selv?

Frankl beskriver en kvinde, der var mor til en handicappet dreng og tidligere havde mistet sin anden søn. Hun havde forsøgt at begå selvmord og at tage drengen med sig i døden. Det, der forhindrede dette, var at drengen hindrede hende i det – for han holdt af livet. Han beder nu kvinden forestille sig at hun er gammel og skal dø:

Da hun så sit liv, som om hun lå på dødslejet, var hun pludselig blevet i stand til at se en mening med det, en mening, der også indeholdt alle hendes lidelser. På samme måde var det også blevet klart, at et kort liv, hendes døde drengs, kunne være så rigt på glæde og kærlighed, at det kunne rumme mere mening end et liv, der varede i firs år.

Tidligere har jeg skrevet om eftermælet her på bloggen, og i denne øvelse, der er rigtig væsentlig og svær tillige, beder terapeuten netop personen om at forestille sig sit eget eftermæle, når det står for at skulle skrives.  Dette eftermæle udgør en slags opsummering af meningen med livet. For nogle mennesker, der har meget høje tanker om sig selv, vil øvelsen måske bare afspejle en voldsom selvovervurdering. F.eks. tror jeg ikke at en autoritær politiker som Trump, Putin eller Erdogan ville få glæde af øvelsen. Man skal, tror jeg, have en form for eksistentiel tvivl for at kunne drage nytte af øvelsen.

Hvad ville vi selv svare, hver især? Hvad ville vi føle og sige til os selv på dødslejet?

Døden ifølge Critchley

Så blev jeg færdig med How to Stop Living and Start Worrying af og med den engelske filosof Simon Critchley. Titlen er en snedig parodi på How To Stop Worrying And Start Living, en storsælgende selvhjælpsbog af Dale Carnegie.

Det er ikke en selvhjælpsbog, vi har med at gøre. Til gengæld er det en form for samtalebog ; det meste af bogen er transskriberet fra en samling tv-interviews med den svenske filosof Carl Cederström fra svensk tv i 2009. Det er i sig selv dybt fascinerende, at man på svensk tv har haft en programrække om filosofi med fagfilosoffer i centrum.

How to Stop Living and Start Worrying tager fat i de store emner og de store spørgsmål – filosofi som fag, døden, kærligheden, humor og autenticitet.  Alle disse emner skal man bekymre sig om i stedet for “bare” at leve som om intet hænder, er Critchleys pointe – og deraf bogens titel. Ganske ofte undervejs vender han tilbage til døden og hvordan den dødelighed, vi mennesker kender til, former vore liv og vore måder at bedrive filosofi på. Stærkest står for mig dog kapitlerne om kærlighed og om humor. Ifølge Critchley er kærligheden noget, der rækker ud over den objektive sandhed og ikke mindst udgør en form for tilintetgørelse af selvet. Når man elsker, “hugger og hakker” man sig selv væk, siger Critchley. Og ifølge Critchley er humor en slags “kritisk socialantropologi” i og med at humoren stiller spørgsmål om det fornuftige i menneskelige forhold. I et samfund hvor alt er perfekt, er der ingen humor, siger han.

Simon Critchley er kontinentalfilosof, dvs. en filosof i den tysk/franske tradition set i modsætning til den britisk/amerikanske analytiske filosofi. Derfor er det ikke så underligt, at han ofte nævner folk som Heidegger, Derrida og Lacan. Hvis man ikke har læst kontinentalfilosoffernes hovedværker (og det har jeg ikke), er How to Stop Living and Start Worrying nogle gange en udfordring at læse. I modsætning til f.eks. Svend Brinkmanns populære bøger er her ikke tale om en indføring for den uindviede; man skal holde tungen lige i munden ganske ofte og læse langsomt og omhyggeligt. Hvis man er i stand til dét, er bogen værd at læse.

To metaforer om debat og dialog

Noget af det mest ærgerlige, jeg ved, er at læse debatter på nettet. De allerfleste sådanne meningsudvekslinger gør tydeligvis ingen klogere.  Kan vi tænke på vores adfærd på nettet på en anden måde?

Det norske websted psykologisk.no har ganske mange interessante artikler, som også er nemme at læse, hvis man kan læse dansk. I en artikel fra 2014 om dialog af Helge Svare er der således en rigtig god metafor for hvad det at skabe dialog består i.

Man kan se sit møde med andre som en missionsrejse, hvor man drager ud i verden for at omvende dem, man møder, og måler rejsens succes i hvor mange, man får omvendt. Denne slags rejse svarer til en debat eller en monolog. Men man også kan se sit møde med andre som en rygsækrejse, hvor man man besøger et nyt sted, måske et nyt land, og får lov til at besøge de fremmede og prøver at forstå dem. På denne måde lærer de fremmede så også en masse om rygsæk-turisten, der på denne måde bliver en ambassadør for sit land. Denne slags rejse svarer til dialog.

Jeg kommer her til at tænke på hvordan fotografen og forfatteren Jacob Holdt på sine mange rejser i USA faktisk gjorde denne sidste metafor til virkelighed: Han var i helt bogstavelig forstand en rygsækrejsende, der gik i dialog med de fremmede (amerikanerne) og prøvede at forstå dem.

Hvor mange rygsækrejsende er der på Facebook? Hvor mange missionærer er der? (Og hvad er jeg selv?)

Den svære nekrolog

I dag kunne jeg læse om en usædvanligt bitter nekrolog (se ovenfor) indrykket af de voksne børn af en amerikansk kvinde, der for nylig døde i en alder af 80 år. Nekrologens ordlyd er ikke til at tage fejl af: Børnene vil ikke savne hende.

Man må selvfølgelig skrive lige hvad man vil, så længe det ikke er truende eller injurierende mod et levende menneske. På denne måde er der selvfølgelig ingen tvivl om at nekrologen er legitim. Men hvad bør man skrive? På sin vis er dette nemlig også et eksempel på den svære diskussion om ytringsfrihed og etik, nemlig om hvad man kan sige, kontra hvad man bør sige.

Da prins Henrik døde for ikke så længe siden, var nekrologerne i de danske medier overstrømmende, måske i et forsøg på at kompensere for at man her i mange år havde fremstillet ham som lettere grinagtig og pinlig, måske i en form for selvransagelse, fordi man nu vidste, at han i længere tid havde lidt af demens. Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville have skrevet. På den ene side går jeg ind for at monarkiet skal afskaffes, på den anden side er der ingen grund til at være personligt ubehagelig i denne sammenhæng.

Jeg vil gætte på, at børnene af den afdøde amerikanske kvinde heller ikke, mens hun levede, har forsømt at gøre hende opmærksom på hvor dårligt de syntes om hende. Måske var det derfor ikke på sin plads også at skrive det i nekrologen. Det dårlige eftermæle er formodentlig for længst på plads.

Det vil blive svært for mig og mine søskende at skrive en nekrolog over vores far, der i dag er meget gammel. Vi opfatter ham som ekstremt usympatisk og upålidelig, og vi har derfor ikke kontakt til ham længere.  Men skal der skrives en nekrolog, bliver den kort og faktuel. Engang var der jo også nogen, der holdt af ham.

Dit eftermæle

Eftermælet er som bekendt det ry, vi efterlader omverdenen, den dag vi ikke er mere. Den svenske forfatter Göran Rosenberg har skrevet et godt lille essay (som i dag kan læses på dansk i dagbladet Information) om betydningen af at have et eftermæle og om hvordan de sociale medier kan være med til at forhindre, at mennesker får et godt eftermæle. Man kan nemlig nu let og hurtigt sprede en masse negative budskaber om et andet menneske til en meget stor målgruppe. Og alt, hvad vi har deltaget i, der har været på nettet, betyder noget for vores ry og for vores eftermæle. Et så afskyeligt fænomen som hævnporno er den mest åbenlyse udgave heraf. Alt dette er skyggesiden af den selvpromovering, som Facebook, Twitter mm. ofte bruges som værktøj til.

Det er vigtigt at være opmærksomme på vores eftermæle og vores ry hinsides de sociale mediers selvpromovering i øjeblikket – men det er også at være opmærksomme på, hvilket eftermæle vi forsyner andre med gennem det, vi siger og skriver om dem.

Nu, hvor jeg er så gammel som jeg er, hvor jeg er forælder og hvor jeg har undervist ganske mange studerende efterhånden, er det endnu mere klart for mig, hvad eftermælet betyder. Det er alt andet end ligegyldigt, hvad jeg gør og siger. Da jeg sidste år fik voldsom kritik af min undervisning, mærkede jeg hvordan jeg var i færd med at få et rigtig dårligt ry, og det var hårdt at skulle erkende. Jeg var nødt til at genopfinde mig selv og til at tage kritikken til mig.

Det er bare en dukke

Foto: Zackary Canepari for New York Times

Den engelske professor Kathleen Richardson er initiativtager til en kampagne mod sexrobotter. Hun siger til Politiken at

De repræsenterer jo et dybt forskruet menneskesyn. Med deres store bryster, fyldige læber og utroligt smalle taljer er de jo en grotesk og pornografisk kopi af en kvindekrop. Det er hverken sundt eller hensigtsmæssigt, at det her syn på kvindekroppen bliver normaliseret. Det er meget tydeligt, at disse dukker er skabt af forskruede mænd til nogle mænd, der er endnu mere forskruede end dem selv. For de ønsker jo at dominere kvinder og deres kroppe totalt. De her dukker kan hverken sige nej eller udfordre manden på andre måder.

Argumentet er, at sexrobotterne vil anspore nogle mænd til at behandle kvinder voldeligt.

Umiddelbart virker Richardsons kampagne underlig på mig. På den ene side er der noget ubehageligt dehumaniserende ved denne teknologi. På den anden side har jeg meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne håndhæve et forbud – enhver, der har tilstrækkelig mekanisk snilde, vil kunne fremstille sit eget eksemplar til eget brug. Og måske er denne slags robotter velegnede til demente eller mentalt handicappede mennesker, der har en seksualdrift.

Der findes allerede mekaniske sælunger, som demente mennesker kan sidde med. Men den slags virker unægtelig mere uskyldigt.

Selve dette, at overføre levende væseners egenskaber til genstande, naturfænomener og begreber, er helt centralt for mennesker. Guder i mange religioner ligner mennesker eller dyr. Børn leger med dukker og tøjdyr og nogle af dem bliver deres fortrolige og bedste venner tidligt i livet. Mange af os investerer en masse følelser i fiktive mennesker og dyr fra film og bøger. Forskellen er vel, at de følelser, mennesker investerer i guder, tøjdyr og film- og romanfigurer er entydigt positive.

Men hvad med de negative og dehumaniserende følelser? Dem kan vi ikke fjerne ved at forbyde en bestemt slags robotter.

Enkelt er det dog ikke, og jeg har intet svar. Hvordan ville vi have det med en livagtig dukke, som man kunne udsætte for grov vold inden for hjemmets fire vægge? Sådan en ville være forholdsvis enkel at fremstille. Den livagtige, men meget hårdføre dukke skulle bløde og skrige, når den blev udsat for grov vold. Bagefter kunne man så vaske dukken af, så den var klar til næste gang, man fik lyst til at overfalde et menneske. Hvis nogen markedsførte en sådan “jøderobot” eller “bøsserobot”, som nazister kunne overfalde, så tit de ville, ville man selvfølgelig kunne begrunde et forbud i straffelovens forbud mod at opfordre til had mod mindretal. Et tilsvarende juridisk argument var muligt, hvis robotten var opkaldt efter og lignede en navngiven person. Men samtidig ved vi også, at de hadefulde følelser, som robotten skulle bruges til at udleve, allerede var der.