Designfiktion

En ny verden opstår.

Der er en interessant artikel i The Conversation af Alesso Malizia og Silvio Carta, to italienske designforskere ved University of Hertfordshire i England, om en anden måde at overveje konsekvenserne af ny teknologi på.

Typisk er det sådan, at de, der opfinder ny teknologi, fremhæver alt det positive ved ny teknologi. Men hvad med alle de negative konsekvenser? Malizia og Carta taler for at man kan bruge science fiction som en ny strategi for at udforske potentielle scenarier for hvad teknologien kan have af uventede, ubehagelige konsekvenser. På denne måde kan science fiction-fortællingen være en form for systematisk udforskning af muligheder, præcis som andre former for fiktion kan udforske f.eks. hvad der sker i ægteskaber. Den såkaldte fremtidsforskning giver ofte nogle statiske billeder af mulige fremtider, men en fortælling, der rummer en handling, kan noget andet og mere. Egentlig gør science fiction-genren det jo allerede, og nogle har da også kaldt science fiction for spekulativ fiktion (det synes jeg nu er tilfældet for al fiktion, med den selvbiografiske autofiktion som en mulig undtagelse).

Advarslerne mod overvågningssamfundet og brug af bioteknologi til “racehygiejne” kom for faktisk længe siden i science fiction i form af romanklassikerne 1984 og Fagre nye verden. Om de har ført til en bedre diskussion af teknologiens konsekvenser, end vi ville have haft ellers, ved jeg af gode grunde ikke, men det er unægtelig tit, Orwell og Huxley dukker op i diskussioner af mulige fremtider. Og hvis der var en dialog mellem science fiction-forfattere og forskere inden for teknik og naturvidenskab, kunne det være til gavn for begge parter.

En ny politisk korrekthed?

Jeg har en snigende fornemmelse af at det i Danmark med årene er blevet politisk korrekt at tale imod “politisk korrekthed”. Den seneste tids postyr omkring en henstilling fra ledelsen ved et institut på Københavns Universitet er tegn på det. Det er en henstilling til undervisere om at tænke sig om, når de taler om studerendes køn.

Mange giver udtryk for at dette er noget pjat. Kritikken går ikke på om universitetsledelsen nu prøver at kontrollere adfærd på detailniveau (det er nemlig en interessant diskussion) , men på spørgsmålet om hvordan man skal tiltale hinanden. Som så ofte før er Dansk Folkeparti med her.

Søren Espersen udtaler

»Nu kører det hele igen med denne her kønsdiskussion. Nu er det Københavns Universitet, som givetvis har arvet det her fra det politisk korrekte Sverige og USA. Man må ikke længere sige han/hun, man må ikke længere sige mand/kvinde, man må ikke længere sige dreng/pige. Hvad fanden er det, der foregår?« 

Der er ikke nødvendigvis tale om en særligt høj grad af kynisme i Danmark, selv om en person om Søren Espersen da ofte kan bringe mig i tvivl. Men som så ofte før lykkes det at fordreje sagens indhold – der er bestemt ikke tale om at “man ikke må sige mand og kvinde”. Der er simpelthen studerende, der falder uden for disse kategorier, og det skal også undervisere huske.

Det underliggende problem er, at Danmark er et land, hvor der hos mange har været en illusion om at alle var ens. De, der var “anderledes” – de handicappede, de psykisk syge, mennesker med en seksuel orientering eller kønsidentitet der var anderledes end flertallets, mennesker med en anden etnisk baggrund end flertallets osv. – blev gemt væk eller gemte sig selv for ikke at blive peget ud. Det er denne alt for forenklede verden af i går, som Søren Espersen og hans meningsfæller gerne vil fremmane, men som vi ikke længere befinder os i.

Det går jo nok slet ikke

Off Hopeless Finish End Dead End Road Sign Final

Nogle gange spekulerer jeg på om toget er kørt, om det mon er for sent at forhindre den store katastrofe, som klimaforandringerne udgør. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der i mange år har skrevet om klimaforandringerne, har en lignende tvivl. Den giver han udtryk for i et nyt essay.

Måske er det i virkeligheden forkert at leve med et håb, for der skal så enorme forandringer til i verden for at vi skal kunne forhindre klodens middeltemperatur i at stige med mere end 2 grader. Vi skal have Indien og Kina og USA med til at lægge hele den store infrastruktur om, og alle lande skal have forpligtende mål, som de skal overholde fuldt og helt så hurtigt som overhovedet muligt.

Men hvis/når det for sent at forhindre klimakatastrofen, hvad gør vi så? Franzens budskab er at vi skal holde op med at lade som om klimakatastrofen kan afværges – men så er alt det, der kan være med til at skabe en mindre uudholdelig verden for alle, er nødvendigt. Mere demokrati, mindre ulighed og mere respekt for menneskerettighederne kan gøre livet mindre uudholdeligt for os på en klode, hvor ekstremt vejr og naturkatastrofer vil plage os. Det samme gælder alle tiltag for at standse udledningerne af CO2.

Jeg forstår godt Franzens synspunkt, og uanset hvad forekommer det mig at være den farbare vej og det reelle håb – at vi skal og kan mindske konsekvenserne af klimaforandringerne så meget som overhovedet muligt i stedet for at blive ved med at insistere på, at vi faktisk kan forhindre forandringerne i at fortsætte. Man kunne måske forestille sig at klimaforandringerne ville føre til at styreformen blev mere autoritær rundt om i verden, fordi mennesker ville blive mere og mere desperate i deres forsøg på forhindre katastrofen. Men min fornemmelse er, at de autoritære bevægelser og regeringer rundt om ikke er autoritært sindende, fordi de vil forhindre klimakatastrofen. Tværtimod er de stort set helt ligeglade med det, der er i fuld gang med at ske. I sidste ende tror jeg, det vil føre til de autoritære bevægelsers fald, netop fordi de intet har villet gøre.

Strategisk modvilje

Fra Greta Thunbergs Twitter-konto. https://twitter.com/GretaThunberg/status/1162342911549329409/photo/1

For to et halvt år siden skrev jeg om det, jeg kalder for strategisk velvilje. Det er et usympatisk retorisk kneb, hvor man siger nej til et tiltag ved at postulere, at der er et bedre alternativ.. Et eksempel: Når nogen ikke vil støtte Danmarksindsamlingen, fordi det ville være bedre at samle ind til de hjemløse, er det strategisk velvilje – for der kommer aldrig nogen ny indsats til de hjemløse ud af det. Nu, hvor alvorligheden af klimakrisen er ved at gå op for mange, dukker der en variant op af den strategiske velvilje op, nemlig strategisk modvilje.

Den strategiske modvilje er et retorisk kneb, der først og fremmest har til formål forsvare at man ikke skal gøre noget, fordi et tiltag er nytteløst. Ofte bliver det kombineret med en påstand om at de, der foreslår tiltaget, i virkeligheden er hyklere eller bare ubegavede.

Et eksempel er Bild Zeitungs angreb på Greta Thunbergs sejlads over Atlanterhavet – med det argument, at nogen skal sejle båden tilbage, og de skal så ankomme til USA med fly. Derfor burde Greta Thunberg bare være fløjet til USA.

Et andet eksempel kan findes i et kommentarspor til et indlæg på dagbladet Information, hvor nogen skriver

Flytrafik står for 2% af verdens samlede C02 udledning, så det er ikke meget det batter at holde op med at flyve. Internettet står for for 4% – så hvis man synes man sviner ved at flyve, så bør man helt sikkert også droppe alle former for streaming på nettet. 

Derfor bør man fortsætte med at flyve; det betyder alligevel ingen ting. Og hvis man streamer film på nettet selv om man ikke flyver, må man være en hykler.

Problemet med strategisk modvilje er, at denne retoriske strategi umiddelbart er uangribelig (hvis konklusionerne ellers holder), men den strategiske modvilje er i virkeligheden aldrig andet end et argument for passivitet og for at man skal fortsætte med at gøre som man plejer. Man kan aldrig leve op til de inkonsekventes krav om at man skal være fuldstændig konsekvent. Jeg har f.eks. ingen grund til at formode, at Bild Zeitung gør noget for at påvirke læserne til at nedsætte miljøbelastningen ved de rejser, de måtte foretage.

Den bedste taktik for at komme den strategiske modvilje til livs er, så vidt jeg kan se, at påpege, at klimaforandringerne er så alvorlige og fremskredne som tilfældet er, netop fordi så mange har været så passive.

Godhavn: Noget om at tabe ansigt

Kilde: http://www.godhavn.dk/images/AnerkendelseGodhavnsdrengene.pdf

I dag kom den så – den siddende danske regerings undskyldning til dem, der i perioden 1945-1976 blev udsat for svigt og mishandling på 19 danske børnehjem. Det er ikke ofte, danske regeringer har givet sådanne undskyldninger. Tidligere regeringer har ikke villet give en undskyldning, og her var argumentet altid, at det var andre tider nu: den siddende regering kunne ikke holdes ansvarlig for det, der skete for længe siden – det var andre myndigheder og andre politikere dengang, sagde man.

Jeg synes selv, den nuværende regering har handlet rigtigt. Det, der overbeviste mig om det, var de reaktioner, som de tidligere børnehjemsbørn kom med i medierne i dag. For dem var et svært kapitel nu afsluttet. Undskyldningen er på den måde også et stærkt budskab om at det er andre tider nu.

Ofte ser regeringer sig som officielle bærere af nogle gode nationale traditioner, som de er stolte af at føre videre. Men regeringer risikerer nemt også at være bærere af dårlige nationale traditioner. Der har i de senere år været diskussioner om hvorvidt regeringer fra lande, der engang var kolonimagter, skal undskylde over for befolkningen i de lande, der engang var kolonier. Selv om det virker underligt på nogle, synes jeg at regeringerne fra de gamle kolonimagter burde tage et sådant skridt, også selv om ingen længere taler for kolonialisme eller slaveri.

Den store udfordring er, at statsledere (og politikere generelt) er meget bange for at tabe ansigt. Men jeg tror, det i nogle situationer kan være langt bedre selv at lade ansigtet falde end at bruge tiden på at prøve at undgå at det sker. Den nuværende regering har bestemt ikke tabt ansigt ved at komme med sin undskyldning – tværtimod.

En sommerferiebog: Normal People

På en måde er det snyd at kalde Normal People for en sommerferiebog, for selv om jeg begyndte at læse denne roman af den unge irske forfatter Sally Rooney i min sommerferie, fik jeg først læst de sidste sider af den efter ferien var forbi.

Normal People er blevet meget rost og har fået flere priser, og det er helt med rette. Fortællingen om de to unge irere Marianne og Connell fra Carricklea, der mødes i skoletiden og begge studerer i Dublin er en skildring af kærlighedens usikkerhed og i særdeleshed af det komplicerede grænseland mellem kærlighed og venskab. De to sympatiske og begavede unge mennesker er tiltrukket af hinanden og elsker faktisk hinanden meget højt, men de har svært ved at indrømme det, og de er begge også bevidste om at have temmelig forskelligt udgangspunkt. Marianne kommer fra en velhavende, men helt dysfunktionel familie, mens Connell vokser op med en enlig mor, der bestemt ikke er dysfunktionel.

Jeg skal ikke røbe så meget mere; Normal People er på én gang en helt ligetil hverdagshistorie og i stand til at bevæge og sætte tankerne i gang. I den på sin vis helt enkle fortælling er der nogle etiske problemer begravet. Et af dem er, om man mon på sin vis opnår en slags magt over et andet menneske, hvis man er i stand til at lytte til vedkommende og være hensynsfuld og forstående. Connell føler selv på et tidspunkt, at han har en sådan magt over Marianne, netop fordi han er så god til at være empatisk sammen med hende.

Noget andet, jeg også holder af ved Normal People er, at Sally Rooney skriver gode og mundrette replikker, der samtidig er lette at læse. De kunne snildt bruges direkte, hvis bogen en dag skulle filmatiseres, måske som tv-serie. Normal People findes i øvrigt også i en dansk oversættelse, der skulle være meget vellykket, omend jeg ikke kender dén udgave.

Effektiv altruisme

En idé, jeg stødte på sidste år, er ideen om effektiv altruisme. Ifølge webstedet af samme navn består effektiv altruisme i at søge et evidens- og erfaringsbaseret svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi bruge vores resurser til at hjælpe flest mulige så godt som overhovedet muligt? Nogle ville måske hævde, at alle politiske partier giver hver deres svar herpå – det vil jeg nu ikke.

Et andet websted om effektiv altruisme, 80000hours.org, giver en liste over forskningsområder, som burde have højere prioritet af hensyn til at nå dette mål, og de mest presserende problemer er ifølge webstedets forfattere

Jeg bemærker her, hvordan nogle af disse prioriteter ligner FNs verdensmål, mens andre er helt forskellige.

Det sidste er interessant – det minder umiddelbart meget om FNs verdensmål nummer 16, men hos 80000hours.org er fokus i høj grad også på at kunne træffe de rigtige beslutninger, dvs. beslutninger, der hjælper så mange som muligt. Måske er dette endda den allervigtigste prioritet? Ærkeeksemplet på en dårlig beslutning er ifølge 80000 hours.org USAs beslutning om at invadere Irak i 2003. Desværre bliver forløbet om hele denne beslutning forplumret af det faktum, at beslutningen i høj grad var motiveret af politiske og økonomiske interesser. Derfor må det være vigtigt at sørge for, at beslutninger ikke i det skjulte bliver begrundet af den slags.

Faldet fra tinderne

I 1960erne aflyttede FBI Martin Luther King; det amerikanske forbundspoliti forsøgte systematisk at svine King til og at true ham til tavshed. Et notat beskriver hvordan Martin Luther King skulle have overværet en voldtægt og have grinet imens. Andre notater viser nogle meget sexistiske og sjofle udtalelser, han skulle være kommet med i private sammenhænge. Det er bestemt ikke rar læsning.

Selvfølgelig er der grund til at spekulere på om FBIs notater er ægte, netop på grund af deres motiver for at aflytte ham. Men hvis det hele er sandt – og der kan det sagtens risikere at være  – er det ikke rart.

I en anden sag er Morrissey kommet ud for voldsom kritik efter at han har udtalt sin støtte til det stærkt højreorienterede parti For Britain. Morrissey var for mange unge mennesker et forbillede op gennem 1980’erne på grund af sine sange om at være ung og usikker og en lang overgang var han også en af de få kendte personer, der talte for at man ikke skulle spise dyr. Jeg ved at mange er oprørt over at han nu har vist sig at have så ubehagelige holdninger, som han har. Det er forresten påfaldende, at Morrissey ikke selv bor i Storbritannien og at hans familie faktisk ikke engang er britisk, men irsk (jvf. Rasmus Paludan, hvis far er svensk). 

Det er ikke rart at se sine forbilleder falde fra tinderne på denne måde. Jeg har aldrig selv været så begejstret for Morrissey; jeg har altid syntes at han var selvoptaget grænsende til det narcissistiske. Men for mange mennesker (og også for mig) har Martin Luther King været et forbillede på grund af hans kamp mod racisme og ulighed.

Martin Luther Kings frastødende adfærd viser i så fald at han var en hykler (og har været vidne til et voldeligt overgreb mod et andet menneske uden at gribe ind). Men betyder det, at antiracister er hyklere eller at antiracisme er forkert?

Og betyder Morrisseys stærkt højreorienterede holdninger, at hans sange fra tiden i The Smiths nu er dårlige sange eller at det er hyklerisk at være vegetar eller veganer?

Ingen af delene. Så vidt jeg kan se, er vi så berørte af faldet fra tinderne, fordi vi nu pludselig ikke kan have nogen at gemme os bag, ingen autoritet uden for os selv, vi kan påberåbe os, når vi giver udtryk for vores holdninger. Men strengt taget behøver vi heller ikke at have sådan en fjern autoritet. Apartheid i USA var dybt forkastelig, uanset Martin Luther Kings forkastelige handlinger. Antiracismen i dag tilhører nutidens antiracister, ikke en person der døde for 50 år siden. Det er ikke Morrissey, der har patent på at være vegetar eller veganer.

På sin vis er det det samme fald fra tinderne, man oplever som barn, når éns forældre gør noget forkert eller forkasteligt. Forældrene lever ikke op til det, de selv har prædiket, men det betyder ikke at deres principper nødvendigvis er forkerte – kun at de er ude af stand til at leve op til dem.

Trivselsaftrykket

New Zealands regering ledet af Jacinda Ardern har i sidste måned præsenteret en finanslov, hvor fokus er på “wellbeing”, på dansk trivsel, på græsk eudaimonia. Der bliver forsket i livskvalitet rundt om, og der har da også længe været undersøgelser af livskvaliteten rundt om i verden med bl.a. en del påstande om at Danmark var verdens lykkeligste land.

Der er nu også omsider fokus på klimaforandringerne, og der bliver gjort mange forsøg på at analysere CO2-aftrykket af menneskets handlinger – omend det er enormt kompliceret. Men man kunne også analysere trivselsaftrykket, dvs. foretage en analyse af hvordan et politisk tiltag påvirker menneskers trivsel. Her skulle man stille spørgsmål som: Hvem er det, der får det bedre af denne politik? Hvordan får det de bedre? Hvor længe vil de have det bedre? Vil andre til gengæld komme til at føle lavere trivsel? Hvordan skal disse forhold opvejes mod hinanden?

Meget ofte henviser politikere til en form for “indirekte trivsel”; nogle politiske tiltag vil ikke skabe umiddelbar trivsel for nogen, men politikere vil da hævde, at der er en indirekte trivsel på længere sigt. Det er typisk denne form for “indirekte trivsel”, der er et skjult argument for f.eks. nedskæringer: Nedskæringerne kommer til at skabe lavere trivsel nu (og det er ofte nemt at dokumentere), men en dag vil alle indse at det var nødvendigt at skære, og når det sker, er trivslen blevet genetableret. Lavere skatter hævdes ofte at give en form for direkte trivsel, og det er derfor ordet “skattelettelser” findes, men der er også ofte postuleret en form for indirekte trivsel.

Det kunne være en interessant øvelse at analysere trivselsaftrykket fra de senere års politiske tiltag – infrastrukturaftalen, “paradigmeskiftet” i asyllovgivning, kontanthjælpsloftet, Universitetsloven af 2003 osv. Alle disse politiske beslutninger må have skabt en trivsel for nogen, der opvejede en eventuelt lavere trivsel for andre Og hvad er egentlig trivselsaftrykket af New Public Management?

Og det kunne også være interessant at høre politikere give deres egen analyse af trivselsaftrykket af de forslag, de kommer med.

Stof til eftertanke?

Nu er det kommet frem, at den konservative britiske politiker Michael Gove engang (for mere end 20 år siden) tog kokain. Hvor tit han gjorde det, ved jeg ikke. Men dette er blevet en tydelig forhindring for ham hvad angår hans chancer for at kunne blive formand for det konservative parti (og dermed premierminister). Andre politikere fra samme parti har siden indrømmet, at de også har brugt ulovlige stimulanser.

Man skulle tro, at alt dette ikke ville betyde det store. Forbløffende mange mennesker har taget stoffer (også folk, jeg kender og har kendt). I Danmark har vi set en del bekendelser om dette på det seneste. I den selvbiografiske roman Kort over Paradis af Knud Romer Jørgensen, der udkom sidste år, er der lange beskrivelser af hvordan Romer Jørgensen tog kokain og deltog i andre udskejelser. Det er tydeligt, at han er flov over sin fortid og over at han aldrig fik gjort sin uddannelse færdig. Og efter at popsangeren Hugo Helmig måtte aflyse koncerter på grund af sit kokainmisbrug, stod hans mor Renée Toft Simonsen frem og indrømmede, at hun – psykolog, forfatter m.m. – også havde taget kokain som ung.

Problemet er for mig at se den tydelige uærlighed: Michael Gove talte i sin tid (faktisk tilbage i 1999) imod legalisering af narkotika og har stået for en politisk holdning om strengere straffe til kriminelle. Det er påfaldende, så ofte netop dét er tilfældet blandt politikere: At tale om behovet for “lov og orden” og samtidig selv have et elastisk forhold til loven. Herhjemme kunne man nævne Inger Støjbergs ulovlige instrukser om adskillelse af asylansøgere, Kim Christiansens fartbøder, Claus Hjort Frederiksens omgåelse af lovgivningen om 300-timers reglen (m.m.m.) Det er for mig at se her, det virkelige problem er – at nogle magthavere er så åbenlyst skamløse.