Selvet som teknologi

Der er et interessant interview på Edge.org med Peter Galison, der er professor i videnskabernes historie på Harvard.  Man tænker tit på teknologien som noget, der skal erstatte eller forstærke mennesker. Men Galisons pointe er den lidt bagvendte, at det ofte er omvendt – at den teknologi og de samfundsforhold, vi har, bestemmer vores syn på mennesket og selvet. Sigmund Freud skulle have fået sin idé om fortrængning og “forbudte” tanker som en analogi med den censur og forfølgelse af anderledes tænkende, der fandt sted i zartidens Rusland. Senere, omkring 2. verdenskrig, opstod en anden, mekanistisk forståelse af selvet og menneskers reaktionsmønstre, der tog udgangspunkt i kybernetik og kontrolteori.

En mulig grund til at nogle regner med at mange slags arbejde vil forsvinde, fordi den vil blive erstattet af maskinintelligens, kan være, at de opfatter det at arbejde som at udøve en form for maskinintelligens. Vi skal derfor bare aflure hvordan mennesker gør, og så kan vi erstatte dem med maskiner, der udfører de samme handlinger, bare bedre.

Og jeg spekulerer på, hvornår det mon er tilfældet, at den kritik, magthaverne kommer med, og den kritik, vi kommer med af hinanden, egentlig består i at kritisere mennesker for at være en slags dårlige maskiner.

Et moralsk standpunkt?

Foto: Lars Jørgensen/Ritzau Scanpix

I sin tale i dag ved Venstres landsmøde siger Lars Løkke Rasmussen

»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab«, siger Løkke.

»Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere«.

Jeg kunne blive fristet til igen at spørge om hvorfor det er moralsk rigtigt at udvise nogen fra et land, hvor de aldrig har boet og at kræve at de skal forlade det arbejde, de har, og den uddannelse, de er i gang med. Hvis den slags bliver virkelighed, er der mange, der tænker sig om en ekstra gang, inden de vil ansætte flygtninge. I den globaliserede kapitalisme, vi lever med i 2018, er der flere mennesker end nogensinde før, der er på gennemrejse. Det er netop dét, der skaber en følelse af konstant forandring og mangel på kontinuitet.

Hele Lars Løkke Rasmussens udtalelse afslører, at al talen om at Danmark mangler de nødvendige resurser til at magte at tage imod flygtninge, ikke giver den egentlige bevæggrund bag regeringens og Socialdemokratiets politik – det er meget enklere: politikerne vil bare ikke have flygtninge i Danmark.

Men det, man i virkeligheden bør anholde her, er statsministerens tale om moral. På den ene side er det interessant, at en politiker begrunder sine holdninger ud fra et moralsk standpunkt. På den anden side er det påfaldende, at kravet om at handle moralsk rigtigt kommer fra lederen af en regering, hvis ministre (forhenværende og nuværende) så ofte har været på kant med både dansk og international lovgivning. 

Muligvis er alt det, regeringen gør og er fortaler for, moralsk korrekt. Forskellen mellem moral og etik er ofte set som en skelnen mellem konkrete forskrifter (dette er moral) og moralfilosofi (dette er etik). Men da bør man spørge, hvilke moralfilosofiske betragtninger, regeringen baserer sig på. Jeg ved det ikke.

Gonzalo Vargas i Aalborg

Digt af Gonzalo Vargas.
Gonzalo fortæller.

I dag havde Amnesty International i Aalborg besøg af Gonzalo Vargas, der oprindelig kommer fra Chile. Han var som ung ansat til at undervise bønder i den sydlige del af landet i deres rettigheder. Men da Salvador Allendes regering blev fjernet ved militærkuppet den 11. september 1973, blev Gonzalo tilbageholdt og udsat for voldsom og langvarig tortur. Han tilbragte to år i en koncentrationslejr, der blev ledet af Walter Rauff, en nazistisk krigsforbryder som det var lykkedes at undslippe efter 2. verdenskrig.

Amnesty Internationals kampagnearbejde gjorde, at Gonzalo slap ud af fangenskabet og væk fra torturen. Han fik asyl i Danmark, hvor han har boet lige siden. Gonzalos beretning om de ufattelige lidelser, han selv og hans familie gennemlevede under fascismen, og om de fysiske og psykiske mén, det har været årsag til, gør et enormt indtryk i sig selv. Også hans beretning om hvordan hans tidligere kollega Martín endte med at forråde ham og siden blev torturbøddel gør et stort indtryk. Men allerstørst indtryk gør det, at da Gonzalo efter 18 års landflygtighed igen kunne besøge Chile, opsøgte han Martín – og tilgav ham.  Tilgivelsen er en lige så vigtig del af Gonzalos budskab som hans budskab om retfærdighed.

Gonzalo er en meget varm og engageret mand, der taler til og ser det bedste i alle dem, han møder. Han har boet hjemme ved mig og min familie i denne weekend, og her til formiddag gik han og jeg en tur ved Limfjorden. Vi så en lidt underlig terrasse med græs ved broen, og Gonzalo standsede en tilfældig forbipasserende for at spørge ham, hvad han mon syntes om den. Manden viste sig da at være en spansk besøgende fra Zaragoza, der havde nogle få timer tilbage i Aalborg, inden han skulle med tog til København. Og sådan gik det til, at Gonzalo og José havde en lang samtale på spansk og udvekslede telefonnumre, dér midt i novemberregnen på en kaj i Nørresundby.

En stor tak fra mig og de andre, der var sammen med Gonzalo i dag, for en god og vigtig stund sammen!

Vanskelige mennesker

Noget af det, jeg stadig forsøger at finde ud, er hvordan jeg skal håndtere mennesker, der opfører sig “vanskeligt”. I går aftes, da jeg holdt en tale ved Amnesty Internationals fakkeltog og blev afbrudt af vedvarende tilråb, var situationen svær for mig. Jeg bad om kunne holde min tale færdig, men tilråbene fortsatte. Tidligere har jeg oplevet at sidde til et møde, hvor en anden mødedeltager gentagne gange afbrød mig, tilsyneladende i et forsøg på at forhindre mig i at tale. Jeg bad om at få lov til at tale færdig, men afbrydelserne fortsatte. Ved den sidste lejlighed endte jeg desværre med at blive vred og sige at den, der afbrød mig, skulle lukke munden. Det var selvfølgelig en upassende adfærd, og jeg fortrød den straks. 

Jeg er nu begyndt at undersøge, hvad de stoiske filosoffer havde af tanker om sådanne situationer. Marcus Aurelius skriver et sted (her i min oversættelse)

Begynd hver dag med at sige til dig selv: I dag vil jeg møde afbrydelser, utaknemmelighed, uforskammethed, mangel på loyalitet, ondsindethed og selviskhed.

Selvfølgelig kan dette forstås som en mistillidserklæring til andre mennesker, men man kan i stedet se det som at man skal være mentalt parat til at håndtere problematisk adfærd, så den ikke kommer bag på én. Det var fordi afbrydelserne kom bag på mig, at jeg havde svært ved at håndtere dem. Det er dét at være mentalt forberedt, der er den vigtige øvelse, og det er en ganske anden form for robusthed end den, der så ofte bliver hyldet i vore dage.

At vinde over sig selv

Af og til er der nogen, der har sagt, at de synes at jeg har god selvdisciplin, bl.a. fordi jeg siden 1994 har været veganer,  fordi jeg helt regelmæssigt går i fitness-center og fordi det lykkedes mig at tabe mig igen efter en sommerferie med lidt for meget vellevned. Selv er jeg nu ikke så imponeret over mig selv. Jeg kender f.eks. nogen, der er kommet ud af et mangeårigt heroinmisbrug og nu har overskud til at være noget for andre. Dét bærer vidne om virkelig stor selvdisciplin.

Der er dog nogle aspekter, der er gået op for mig. 

Det første er, at man skal skabe nogle nye og enkle vaner og være konsekvent over for sig selv. Når det lykkes mig at tage i fitness-center hver anden dag, skyldes det ene og alene, at jeg har valgt dette enkle princip. Hvis jeg i stedet bare havde valgt et “blødt” løfte om at jeg skulle træne lidt mere end før og skulle være motiveret, ville det næppe være gået så godt. 9 ud af 10 gange hvor jeg tager i fitness-center, har jeg faktisk mest lyst til at lade være.

Det andet er, at en form for selvdisciplin egentlig består i at kunne vinde over sig selv. Det er en form for konkurrence, der er i stor modsætning til de konkurrenceformer, der huserer i vore dages konkurrencesamfund. Her er der nemlig altid vindere og tabere, og det er i høj grad andre, der har indflydelse på om man vinder. Når man konkurrerer mod sig selv, er det den gode version af én selv, den udgave man gerne vil være, der skal vinde over den mindre gode. Derfor kan man ikke undgå at være den, der vinder, og man har selv indflydelse på om man vinder.

Og det tredje aspekt er at mine begrænsede succeser med selvdisciplin er indtruffet på bestemte afgrænsede områder, som jeg selv kan håndtere. Jeg har f.eks. slet ikke succes med at få eksterne forskningsmidler trods en hel del anstrengelser.

Jeg har prøvet at lade mig inspirere af  et bærende princip i stoicismen, nemlig at vi skal finde ud af hvad vi kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre. Det, man ikke kan ændre (her især døden, men også i et vist omfang andre menneskers adfærd), må man acceptere, mens det man ikke kan acceptere, kan man ændre. Og det, man vil ændre, kan man ændre gennem systematisk refleksion og gennem altid at stræbe efter at bevare egen værdighed og ro, så man kan blive den bedste udgave af sig selv. Dette er principper, som bliver beskrevet godt hos den amerikanske filosof William Irvine (jeg har tidligere skrevet om ham her) og også hos Svend Brinkmann, hvis meget læste bog Stå fast! tager udgangspunkt i netop stoicismen. Jeg er netop gået i gang med at læse endnu en bog om stoicismen,  nemlig How to be a Stoic af den italienske filosof Massimo Pigliucci, og den ser ud til også at give indsigt i hvad selvkontrol egentlig er og bør være. Den glæder jeg mig til at skrive mere om her snart.

Hjemløs overalt

Flygtninge og indvandrere, der ikke er i uddannelse eller arbejde, når de fylder 22 år. (Kilde: https://www.information.dk/indland/2018/10/ny-undersoegelse-flygtningeboern-danmark-klarer-markant-bedre-20-aar-siden)

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, men ordet har nu sneget sig ind alle vegne. For tiden dukker det op i forbindelse med Dansk Folkepartis krav om voldsomme ændringer af dansk asylpolitik (og Venstre bruger det samme ord). René Christensen fra Dansk Folkeparti formulerer dette “paradigmeskift” sådan (jeg vil ikke linke til Dansk Folkepartis avis herfra):

Flygtninge skal være i Danmark, når de har et beskyttelsesbehov, men derefter skal de tilbage til de land, de er flygtet fra. De skal ikke i gang med integrationsforløb. Kan vi få regeringen med på det, kan vi opnå markante besparelser. Og det lyder som om, at regeringen er med på det…

Dansk Folkeparti ønsker simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

Dansk Folkepartis “paradigmeskift” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler (som Rune Lykkeberg skriver i Information) reelt om noget helt andet, nemlig at Dansk Folkeparti ikke vil integrere flygtninge.

Men lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal integreres i deres tidligere hjemland. Og de vil kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. “Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.

PADR

AAUs rektor Per Michael Johansen forrest blandt tilhørerne.

EU vedtog i 2016 at stifte et program for militærforskning, den såkaldte Preparatory Action on Defence Research (PADR). I de næste 10 år vil EU-kommissionen uddele mere end 40 milliarder euro til forskning i udvikling af nye våben.

Der har selvfølgelig også været militærforskning før, og i en del Horizon 2020-projekter er nogle af de virksomheder, der deltager, virksomheder, der også arbejder med militære aktiviteter. Men det er første gang, at EU giver penge til ren våbenudvikling. Blandt de projekter, der allerede er blevet støttet, er der tydeligt fokus på “autonome våben” som f.eks. droner.

Det er bekymrende, for dette initiativ kan meget let føre til et nyt våbenkapløb. De etiske diskussioner, der lige nu er om selvkørende biler, blegner i forhold til de enorme etiske dilemmaer, som selvskydende “autonome” våben fører med sig. Herudover kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at vi i en situation, hvor der er stor konkurrence om forskningsmidler, skaber yderligere motivation hos forskere til at søge penge hos PADR. PADR er dermed med til at skævtrække forskningen endnu mere.

Det er ikke overraskende, at min arbejdsplads Aalborg Universitet er med her. Man har endda stiftet en enhed ved navn AAU Defence, og jeg kan læse at to studerende fra AAU står for at skulle besøge en kampflyfabrik i USA.

Jeg vil godt opfordre alle mine kolleger på AAU og andetsteds til at skrive under på en opfordring fra Researchers for Peace til at EU stopper dette. Og jeg vil også opfordre Aalborg Universitets ledelse til at overveje, om forskning i udvikling af våben virkelig er det, vi har mest brug i verden i dag.

Mennesket som middel

Immanuel Kant skriver i Grundlæggelse af sædernes metafysik fra 1795 at

Die Menschheit selbst ist eine Würde; denn der Mensch kann von keinem Menschen (weder von Anderen noch sogar von sich selbst) blos als Mittel, sondern muß jederzeit zugleich als Zweck gebraucht werden, und darin besteht eben seine Würde (die Persönlichkeit), dadurch er sich über alle andere Weltwesen, die nicht Menschen sind und doch gebraucht werden können, mithin über alle Sachen erhebt.

(Fra Die Metaphysik der Sitten, 1795 – Her citeret fra https://korpora.zim.uni-duisburg-essen.de/kant/aa06/462.html)

En løs, dansk populæroversættelse af dette citat (som man ofte kalder for det andet kategoriske imperativ) er

Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.

Men meget ofte ser vi, at mennesker bliver behandlet som midler, ikke som mål i sig selv. Det ekstreme tilfælde er den menneskehandlede kvinde, der tvinges til at være prostitueret og skal leve låst inde, udsat for vilkårlig vold, når hun ikke skal opfylde mænds seksuelle lyster. Hun er den ekstreme udgave af “mennesket som middel” og samtidig også en ekstrem udgave af “mennesket som vare”.

Der er dog også langt mere subtile udgaver af dette at behandle andre mennesker som midler i stedet for at lade dem være mål i sig selv. Hvis jeg ser mig om, opdager jeg, at verden er fuld af dem.

I et ægteskab, hvor den ene ægtefælle er den andens “trofæ” (eller begge parter er hinandens “trofæ”) og måske tilmed ender med at være den andens tro fæ, bliver ægtefællen reduceret til et middel til at opnå den anden ægtefælles mål.

I den akademiske verden bruger nogle vejledere deres PhD-vejledning til at opnå medforfatterskab på mange publikationer og til at fremme vejledernes egne forskningsprojekter. De PhD-studerende er blevet reduceret til et middel til at opnå vejledernes mål.

I konkurrencestaten bliver alle menneskers handlinger midler til at opnå et mål for “staten”, nemlig at vinde i konkurrencen.

Også mænd

Avita Ronell

I øjeblikket er der en sag i USA, hvor en ung mandlig akademiker, Nimrod Reitman, anklager den meget ældre Avita Ronell for seksuel chikane, mens hun var hans mentor under hans uddannelse på New York University. Denne sag kommer samtidig med sagen om Asia Argento, der er blevet anklaget for seksuel chikane mod en ligeledes meget yngre mand..

Ifølge en lang artikel om sagen i dagbladet Information, begyndte chikanen i foråret 2012, da Reitman endnu ikke var startet på sin uddannelse. Avita Ronell inviterede ham til Paris, og han takkede ja til at bo med hende i nogle dage. Her bad hun ham om at recitere digte, mens hun faldt i søvn. Senere trak hun ham ind i sin seng, hvor hun lagde hans hænder på sine bryster og kyssede ham. Senere skete der en hel del mere.

Nogle vil nu bruge dette til at miskreditere hele #metoo-bevægelsen og sige at “kvinder er jo ikke bedre”. Men forhåbentlig kan disse sager have den modsatte virkning og styrke kampen mod seksuel chikane. Når der er sager, hvor mænd er ofre og kvinder gerningsmænd, må det nemlig kunne gøre det lettere for de mænd, der er skeptiske eller direkte negative over for alvoren i de mange beretninger om mænds chikane mod kvinder, at leve sig ind i, hvad kvinder oplever og at indse, at dette ikke handler om at ét køn skulle være godt og et andet ondt. Det hele handler derimod om at seksuel chikane udgør en alvorlig form for magtmisbrug rettet mod et andet menneske.

Af samme grund er jeg faktisk også overbevist om, at det generelt er gavnligt at der også kommer fokus på kvinders voldelige overgreb mod mænd – samtidig med at vi altid skal pointere, at langt de fleste seksuelle og voldelige overgreb på tværs af køn begås af mænd mod kvinder.

Den nye blufærdighed

Foto: Samvirke.

Som barn brød jeg mig ikke om skolens idrætstimer, og jeg var heller ikke glad for at skulle gå i bad bagefter. Det med at tage tøjet af foran andre brød jeg mig slet ikke om. Jeg var blufærdig og brød mig ikke om mit udseende. I dag, mange år senere, har jeg vænnet mig til at gå ind under fællesbruseren, når jeg går i motionscenter. Mange af dem, der kommer der, ser lige så ordinære ud som mig. Alligevel kan det også nu føles lidt underligt for mig at gå gennem det store omklædningsrum helt nøgen, hen til det fælles bruserum, hvor der kun er en matteret glasplade i legemshøjde, der adskiller bruserne. Men jeg gør det.

Her til morgen stod der en ung mand under bruseren, da jeg kom derind. Ved siden af ham hang underbukser og undertrøje. Dét havde jeg ikke set før. En anden gang for ikke så længe siden så jeg en anden ung mand, der tog brusebad med underbukserne på. Heller ikke det havde jeg oplevet før. I begge tilfælde var der tale om helt almindeligt udseende unge mænd. 

Man skal selvfølgelig have lov til til at gøre det, de gjorde. Der kan ikke være en slags krav om at man skal vise sig nøgen for andre. (Jeg undrer mig dog lidt over, hvad man egentlig gør efter at have taget brusebad med undertøj på.) Og paradokset mellem den nye blufærdighed og en offentlighed, hvor reklamerne er fyldt med afklædte mennesker og pornoen ligger tilgængelig alle vegne, er tydeligt. Den tilsyneladende accept af nøgenheden, alt dette signalerer, er kun – tilsyneladende.