Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Sandheder eller kendsgerninger 

mennesker

En artikel i Information i dag satte tankerne i gang hos mig. Det er en kendsgerning at dødsstraf i USA er forbundet med store udgifter. Men jeg taler imod dødsstraf, ikke fordi den er dyr i drift, men fordi den er en grusom og umenneskelig form for straf. Hvis dødsstraf var økonomisk fordelagtig for myndighederne, ville jeg mene det samme.

Der er en forskel mellem sandheder og kendsgerninger. Sandheder er subjektive – de er de erkendelser, hver af os når frem til ud fra politiske eller etiske eller religiøse overvejelser.  Kendsgerninger er objektive – de er de erkendelser, alle vil kunne nå frem til på samme evidensgrundlag.

I dag kan vi læse om debattører, der vil fjerne stemmeretten for mennesker på overførselsindkomst.  Der er politikere, der taler åbent imod menneskerettighederne, og der er personer som i store danske dagblade får masser af spalteplads til at fremføre holdning om biologisk determinisme, der reelt er racisme. I denne uge har der på CNN i USA været en mystisk diskussion af en højreorienteret politiker, der sår tvivl om hvorvidt jøder er mennesker.

Når det i vore dage er lykkedes at så tvivl om forhold som ingen engang ville betvivle, er det ikke et tegn på at de pågældende  mennesker “har fået ret”. De har nemlig altid været der et sted i udkanten. Det, der sker nu, er mere et tegn på at mange af os nu stadigt oftere bliver fanget på det forkerte ben: Vi er nødt til at forsvare de sandheder, vi længe har taget for givet og derfor ikke har tænkt på, at det er nødvendigt at forsvare over for de konkurrerende sandheder, der siger f.eks. at ikke alle mennesker skal være frie og lige i rettigheder og værdighed.

Og samtidig ser vi at mange argumenterer for de konkurrerende sandheder ved at prøve at fremstille dem som kendsgerninger i stedet for at tale om det menneskesyn, der ligger bag. Det er let at gå i fælden og spilde en masse kræfter på at diskutere om det nu også er korrekt. f.eks. at bestemte folkegrupper virkelig er andre underlegne eller om det nu også er en god idé, at arbejdsløse ikke skal kunne stemme til valg.

Jeg er ikke tilhænger af en form for subjektivisme, men det er blevet stadigt vigtigere at huske at der er en skelnen mellem sandheder og kendsgerning og at være opmærksomme på hvornår der er tale om hvad.

Flattr this!

Fordommene sidder i tindingelappen

1280px-dont_hate_communicate_-_save_auslan_tafe_diploma_course_protest

Der er i vore dage nogle meget negative holdninger til bestemte folkegrupper, som i stort omfang er baseret på fordomme og ikke  kan henføres til objektive data. De stærkt negative holdninger til flygtninge, der nu eksisterer hos mange europæere, er for mig et eksempel på dette. Holdningerne til etniske mindretal i USA er et andet eksempel.

Negative holdninger forandrer sig ganske meget gennem historien. Lige nu ser f.eks. vi en langt mere positiv holdning til LGBT’ere, som udmønter sig i ændret lovgivning om ægteskaber og om mulighed for behandling af transpersoner. Antisemitismen kommer og går til gengæld, og lige nu ser det desværre ud til at den er på fremmarch rundt om i Europa.

Derfor er det vigtigt at undersøge, hvordan fordomme opstår. Fem neurobiologer har i eksperimentel sammenhæng undersøgt hvordan forskellige dele af menneskehjernen medvirker, når fordomme bliver til.  Især den bageste del af tindingelappen skulle ifølge fMRI-scanninger være aktiv i forbindelse med dannelsen af fordomme. Dette er i øvrigt langt fra den første neurobiologiske undersøgelse af hvordan hjernen skaber og vedligeholder fordomme – i 2014 kom der en oversigtsartikel om emnet.

Den nye undersøgelse (som også bliver diskuteret i The Guardian) tyder på at det er de negative oplysninger, der efterhånden vejer tungest, når et negativt billede af en gruppe mennesker skal justeres – dvs. at det negative billede bare bliver forstærket. Der er nemlig også særlige reaktionsmønstre i hjernen ved den kognitive dissonans som skyldes oplysninger af positiv art om den gruppe, man har dannet en negativ fordom om. Tilsvarende kommer der også et tidspunkt, hvor en gruppe, om hvilken man har en positiv fordom, bliver endegyldigt accepteret som positiv.  Men den negative fordom bliver bare mere og mere negativ.

Man skal selvfølgelig passe på med at drage store konklusioner på baggrund af én undersøgelse, men det er interessant at man kan se, hvor i hjernen fordomme bliver til – og at vi dermed vil kunne undersøge om mennesker virkelig ikke er racister. Og det er også værd at tænke på at undersøgelsen peger på at medierne i høj grad skal tænke over hvordan de omtaler grupper, der er ved at opstå negative fordomme om. Fremstillingen af bestemte grupper i medierne kan nemlig nemt være med til cementere disse fordomme.

Flattr this!

Livet efter dit liv

emmamorano
Emma Morano.

Kun ét eneste menneske, der lever i dag, hvor november 2016 begynder, var også i live ved indgangen til år 1900. Det er Emma Morano fra Italien. Bortset fra hende er hele resten af menneskeheden blevet skiftet ud. I år 2116 vil verden se tilsvarende ud; alle der lever nu, vil være væk, og i de byer, hvor vi færdedes og i nogle af de huse, hvor vi har boet, vil der færdes andre mennesker. Jeg bor selv i et hus, der blev opført i midten af 1800-tallet; alle de mennesker, der boede der dengang, er nu væk.  Huset består.

Jeg har tidligere skrevet om den stoiske øvelse, der består i at visualisere det at man skal dø.

Denne øvelse er værd at udføre med mellemrum. Prøv at forestille dig verden uden dig. Tænk på hvordan livet derefter vil fortsætte. I en tid vil dine nærmeste sørge over tabet, og nogle af dem vil aldrig glemme dig, men de fleste mennesker vil ikke blive berørt. Livet går videre, i hvert fald så længe menneskeheden ikke gør det af med biosfæren gennem en stor miljøkatastrofe (eller en asteroide tager sig af opgaven). En dag vil nogen for sidste gang tænke på dig og udtale dit navn.

Meningen er ikke at man skal føle sig betydningsløs, men tværtimod at man skal tænke over sin egen betydning i verden og over sin egen forgængelighed. Samtidig lærer man at påskønne det liv, man faktisk har og over at man faktisk er her til stede i dag.

En af de store stoiske filosoffer var Marcus Aurelius, der var kejser over Romerriget på et tidspunkt hvor det var på sit højdepunkt. Netop han visualiserede sin egen død som del af sine meditationer. Det ville være godt, hvis de mennesker, der har magt i dag, f.eks. direktører og politikere og religiøse ledere, ville prøve noget tilsvarende.

Flattr this!

Ensomhedens tidsalder

venner

Det er de færreste (om nogen) der har ret mange helt nære venner, og jeg er ingen undtagelse. Men det forekommer mig, at det bliver sværere og sværere at få nye venner, efterhånden som man bliver ældre. De personer, jeg har en god fortrolighed med, er i det store og hele mennesker, som jeg har kendt i 20 år eller mere. Min hustru oplever noget lignende, siger hun. Jeg har tænkt over om dette, at det bliver sværere at få nye venner, er en konsekvens af alderen. Men måske er det ikke kun det, der spiller ind.  Måske er det også en konsekvens af den tid, vi lever i. George Monbiot har et tankevækkende essay i New Statesman om den ensomhed, der griber om sig i vore dage – flere og flere mennesker føler sig ensomme. Konkurrencesamfundet gør det måske sværere at få nære venskaber; der er en fornemmelse af at vi skal konkurrere mod hinanden og tænke på os selv. I Politiken kan man læse hvordan en dansk sociolog konkluderer at vore dages unge netop tænker sådan– samtidig med at de unge helst ville kunne tale med andre om det, der optog dem.

Monbiot pointerer en lignende konflikt mellem den altruisme, vi ofte føler, og den individualisme, vi føler at vi skal udvise. En britisk undersøgelse fra i år viser nemlig at 72 procent af de adspurgte faktisk sætter medfølelse højere end det at tænke på sig selv først, men samtidig tror 78 procent af de adspurgte at de selv er mere selviske end andre mennesker!

Det andet underlige er, at industrisamfundet bragte mange mennesker sammen på de store fabrikker, men at hjemmene samtidig blev atomiserede – storfamilierne fra bondesamfundet blev med tiden erstattet af kernefamilier. I dag er det de sociale medier, der har en lignende paradoksal rolle: Jeg har mange “venner” på Facebook, men de fleste af dem ser jeg så godt som aldrig. Før i tiden var vi sammen med de egentlige venner, men i dag sidder vi hver for sig og bruger de “sociale” medier.

Flattr this!

Hvem stoler vi på?

bow-and-arrow-couple-524x700

Jeg stoler på mange mennesker, og min grundlæggende følelse er ikke en af mistillid. Nogle gange har jeg desværre stolet på mennesker, jeg senere opdagede at jeg ikke burde have stolet på. På dén måde har jeg været godtroende. Jeg ved ikke hvilket ord, der er modsætningen til “godtroende”, men jeg kender andre, der har det helt anderledes end mig. De stoler ikke på ret mange mennesker – om nogen overhovedet. Når jeg lytter til dem, får jeg nogle gange fornemmelsen af at lægge øre til en fortælling, hvor den verden, jeg kender og færdes trygt i, fremstår som et koldt og fjendtligt sted, og mange af de mennesker, jeg kender, fremstår som kronisk mistænkelige og svigefulde. Det kan være meget ubehageligt at lægge øren til mennesker, der ikke stoler på nogen. Jeg kan ikke engang forklare dem, at de ikke har grund til at være så mistroiske – for den forklaring vil de selvfølgelig heller ikke stole på.

Tillid er samtidig den lim, der binder vores samfund sammen. Vi kan ikke køre i bus, hvis vi ikke stoler på buschaufføren. Vi kan ikke kontakte en offentlig myndighed, hvis vi ikke stoler på at den vil tage vores henvendelse alvorligt. Og så videre.

Psykologer som Erik Erikson og John Bowlby har konkluderet, at tillid kommer af at man har en sikker tilknytning gennem sin opvækst. Det er de andre, der skaber grundlaget for tillid – ikke kun én selv. Vores forældre og andre tidlige omsorgspersoner skal være en “sikker base”. Og samtidig skal de have tillid til os.

Yahya Hassans lange digt om ikke at stole på nogen er vel et eksempel på hvad der sker, når man ikke stoler på andre. Yahya Hassan havde en opvækst præget af stor usikkerhed, og da han blev kendt og anerkendt som digter, kom truslerne frem. Tidligere i år viste det, der nærmest lignede en paranoid adfærd, at han til sidst ikke stolede på ret mange mennesker, og i dag sidder han i fængsel.

Nogle gange kan jeg være bange for at tilliden ikke har det godt i vore dages Danmark og at de toneangivende politiske partier er ved at skabe et samfund, hvor man ikke stoler på hinanden. Hele den negative holdning til flygtninge og til etniske mindretal er for mig at se et eksempel på netop en mangel på tillid, og vore dages socialpolitik (eller hvad vi nu skal kalde kontanthjælpsloft, 225-timers-reglen, integrationsydelse m.m.m.) er også for mig at se udtryk for en mangel på tillid til de socialt udsatte borgere.

Flattr this!

Lev og lad dø?

Foto: Brian Turner.
Foto: Brian Turner.

Et af de etiske dilemmaer, som ofte dukker op, er sporvognsdilemmaet, som, når jeg læser om det, uvægerligt får mig til at tænke på Lissabon med alle denne bys bakker og sporvogne:

Oppe på en bakke står en tom sporvogn, hvis bremser er gået i stykker. Sporvognen ruller nu med stor hastighed ned ad bakken, og den kan ikke blive afsporet. Hvis sporvognen når til foden af bakken, vil dem ramme fem trafikanter og slå dem ihjel – med mindre vi får skiftet den over på et andet spor. Her vil den, når den når foden af bakken, ramme og dræbe én trafikant. Skal vi lade sporvognen skifte spor? Og med hvilken begrundelse skal vi vælge det, vi vælger at gøre?

Sporvognsdilemmaet blev først formuleret af den engelske filosof Philippa Foot i 1967 og blev taget op af Judith Jarvis Thomson i 1985. Det interessante ved det, er at vi når vi svarer, bliver nødt til at overveje om en handlings etiske værdi er givet ved dens konsekvenser eller ej. Hvis man f.eks. vil lade sporvognen skifte spor og begrunder det med at tabet af ét menneskeliv er mindre end tabet af ét menneskeliv, er man det, man ville kalde utilitarist, nemlig én der hylder en nyttefilosofisk idé om at handlinger er etisk gode, hvis de skaber “størst mulig lykke til flest mulige mennesker”.

I den seneste tid er sporvognsdilemmaet dukket op i flere sammenhænge, som viser at det faktisk er realistisk, hvis vi formulerer det lidt i en lidt mindre fortænkt udgave. Hele muligheden for førerløse biler gør sporvognsdilemmaet aktuelt: Hvis en førerløs bil er ved at køre galt, skal dens autopilot så indstilles således at den slår bilens passagerer ihjel (men de har jo valgt at sætte sig ind i den førerløse bil) eller således at den slår fodgængere ihjel ved f.eks. at køre op på fortovet for at undgå sammenstød med andre biler?

Og i terrorbekæmpelse kommer den samme problemstilling frem: Hvis et passagerfly med 200 passagerer er blevet kapret og med høj hastighed vil ramme et stort højhus med 5000 mennesker (dette så vi som bekendt for 15 år siden i USA), skal flyet da skydes ned med et missil? Hvis ja, vil 200 mennesker helt sikkert dø (og måske vil der blive yderligere dødsfald, når flyets vragdele rammer jorden). Hvis nej, vil 5200 mennesker formodentlig dø. I Tyskland er der nu en film og et teaterstykke om en tilsvarende, hypotetisk problemstilling.

I en anden udgave af sporvognsdilemmaet er der ikke noget skiftespor, men til gengæld mulighed for at skuffe en fodgænger ud foran sporvognen og dermed bringe den til standsning. Der er mange, der ikke har noget imod at lade sporvognen skifte spor i det oprindelige dilemma, men ikke nær så mange, der vil skubbe den stakkels fodgænger ud foran sporvognen.

Nogle filosoffer pointerer her, at det skyldes at vi mennesker opfatter at der er en væsentlig forskel på aktivt at forårsage menneskers død og at lade dem dø. I den første udgave af dilemmaet skaber vi en positiv konsekvens med at lade sporvognen skifte spor; den éne trafikant, der dør for foden af bakken er en afledt negativ konsekvens. I den anden udgave skaber vi en negativ konsekvens ved at en skubbe en fodgænger ud foran sporvognen; redningen af fem andre trafikanters liv er en afledt positiv konsekvens.

Diskussionerne af de etiske konsekvenser af politiske beslutninger i vore dag har imidlertid ikke meget at gøre med denne slags diskussioner.  I dag er vi nået til en form for ræsonnementstruktur i politik, hvor  politiske beslutninger ofte bliver begrundet med at de giver afledte positive konsekvenser, mens de primære konsekvenser faktisk er negative.

Her er to eksempler på beslutninger, der minder mig om at skubbe en fodgænger ud foran sporvognen for at standse den: Den danske regering begrunder fjernelse af miljølovgivning med at det vil skabe vækst. Der er en primær negativ konsekvens på længere sigt, nemlig øget forurening af miljøet, men til gengæld er der (hævdes det) store afledte positive konsekvenser, nemlig øget produktion og lavere udgifter hos dem, der forurener. Tilsvarende begrunder man strammere asyllovgivning med at det vil redde det danske velfærdssamfund. Der er en primær negativ konsekvens på længere sigt, nemlig at færre mennesker vil blive bragt i sikkerhed, men til gengæld vil der så (hævdes det) være store afledte positive konsekvenser, nemlig at det vil blive muligt at opretholde sundhedsvæsenet og sociale ydelser.

Flattr this!

Refleksion og meditation

klokkentreommorgenen
Et citat fra Matt Haigs bog “Reasons to Stay Alive”.

Jeg mediterede hver morgen i et par år, og det har jeg tidligere skrevet om her. Da jeg blev kørt ned og brækkede albuen, holdt jeg desværre op af den lidt irrationelle grund, at jeg ikke kunne sidde som jeg gerne ville på grund af smerter i min arm. Siden har jeg prøvet at komme i gang igen, men det er ikke lykkedes.

På det seneste er jeg begyndt at tænke over en anden tilgang til meditation, nemlig stoisk meditation. Jeg har allerede i et stykke tid (faktisk før jeg begyndte at meditere) interesseret mig for stoicismen og skrevet om den her, og siden da har Svend Brinkmanns bog Stå fast! skabt interesse for stoicismen.

Megen meditation, herunder mindfulness, er inspireret af ideer fra buddhismen, og opfatter tanker som noget, man under meditationen skal lade passere igennem sig uden at dvæle ved dem. Stoisk meditation har et andet syn på tankernes rolle i meditation; meditationen går ud på at lave bevidste refleksioner og visualiseringer. Jeg har tidligere, faktisk da jeg blev kørt ned, skrevet om visualiseringer, og specielt den visualisering at tænke på at man skal dø en dag.

Stoisk meditation er det stik modsatte af ørkesløse spekulationer.  Jeg ved intet værre end at vågne klokken 3 om morgenen og spekulere over alskens problemer i mit liv. Det er også sket, at jeg er vågnet på dette tidspunkt og har tænkt på at jeg skal dø en dag. Tankerne kører, og det eneste jeg får ud af det, er at jeg ikke kan falde i søvn igen inden jeg skal op. Men den slags er ikke meditation eller visualisering – tværtimod, det er desperation.

Jeg har ikke kunnet finde mange kilder til stoisk meditation (måske har jeg ikke set godt nok efter), men jeg har da fundet en interessant liste med ti øvelser. Det kan være et sted for mig at starte.

Én af øvelserne kaldes morgenrefleksion og har dette indhold (i min oversættelse):

Vær først taknemmelig over at du faktisk vågnede i dag; der er mange mennesker som ikke vil opleve dette i dag.

Dernæst, planlæg hvordan du vil omfavne dine gode sider og undgå dine skyggesider. Vælg en filosofisk forskrift eller en personlig styrke som du vil dyrke og tænk på hvordan du kan indarbejde den i det, du skal i dag. Undersøg hvordan du vil håndtere eventuelle vanskelige situationer, som du ved kan opstå.

Og endelig, mind dig selv om at det eneste, du kan kontrollere er dine tanker og dine handlinger. Alt andet er uden for din kontrol.

Denne øvelse er typisk for stoicismen og stoisk meditation. Jeg vil bestemt ikke sige noget dårligt om andre former for meditation. Det, der tiltaler mig ved den stoiske meditation, er dens fokus på etik: forbindelsen mellem selvet og hvordan man skal handle i verden over for Den Anden og over for sig selv.

Flattr this!

At overleve som sms

sms

Min egen erfaring med sorg, er at det, jeg savner mest, er at kunne tale med den, jeg har mistet. Jeg mistede min mor temmelig brat til demens og noget af det hårdeste var at jeg ikke kunne tale med hende mere og dele de ting, der skete i mit liv, med hende. Da min mormor døde i 1990, var det også hårdt ikke længere at kunne tale med hende. Vores samtaler betød meget for mig i min barndom og ungdom; hun var en mild og jordnær sjæl.

I dag læste jeg en historie fra Rusland, der på én og samme tid er gribende og foruroligende.  Da Eugenia Kuyda mistede sin ven, Roman Mazurenko, fik hun overtalt et hold af dataloger, der beskæftiger sig med datalingvistik, til at bygge et stykke software, der kan modtage beskeder og svare på samme måde som Roman. Denne app, som kan downloades af alle, er baseret på et stort neuralt netværk, der har analyseret alle de mange sms’er, Eugenia og Roman udvekslede. Nu kan man sms’e med app’en, og de, der har kendt Roman Mazurenko, siger at de beskeder, man får som svar, er påfaldende tæt på hans måde at udtrykke sig på i sms’er. Men samtidig ved alle godt, at det ikke er ham.

I dag efterlader mange af os nogle meget synlige digitale aftryk. Denne blog er et eksempel på det. Man kunne tage indholdet fra denne blog og skabe en syntetisk udgave af min skrivestil. Men det er jo ikke alle de ytringer, jeg kommer med i løbet af en dag, man kan se her. Alle mine indlæg er redigerede og er nogle gange en slags små essays.

Det samme gør sig gældende med sms’er: man sender dem kun på bestemte tidspunkter. Er deres indhold et indhold, der repræsenterer den afdøde og det, han/hun stod for?

Kunne jeg tænke mig at “tale med” min mormor på denne måde? (Hun kom aldrig på nettet og ejede ikke en mobiltelefon.) Jeg tror det ikke. Jeg ville jo også vide, at det ikke var hende, jeg talte med, og at der ikke som følge af “samtalen” opstod nogen egentlig indsigt hos et andet menneske i hvordan mit liv er nu, hvor jeg er en midaldrende mand.

Mest minder Roman Mazurenko-app’en mig egentlig om de børneværelser, som nogle forældre, der har mistet et barn, lader stå urørt i årevis. Man kan gå ind på værelset og et kort øjeblik få en illusion af at barnet er der, men den illusion er kort.

Flattr this!

At elske sig selv

elskesigselv

Man taler ofte om at man skal elske sig selv. Men giver det mening?

I Ståsteder er en af Svend Brinkmanns pointer er at kærlighed er, at man erkender at der er noget andet end én selv, der er virkeligt. Denne tanke har han fra den irske forfatter og filosof Iris Murdoch. Kærligheden rækker med andre ord ud over selvet, over til Den Anden (eller De Andre). Derfor, konkluderer han, bør man ikke tale om at elske sig selv – for det kan man ikke i denne forstand.

Der er også nogle, der taler om at man skal acceptere sig selv. Jeg forstår godt denne sprogbrug, men der er noget også problematisk ved den. Hvad nu hvis man f.eks. indser, at man er hensynsløs og arrogant? Da bør det vel ikke give mening at acceptere sig selv. Det vigtige må være at ville det gode og at gøre det gode.

Ønsket om at “elske sig selv” er vigtigt at en anden grund: Der er en masse selvhad derude, og der er mange mennesker, der plager sig selv med selvbebrejdelser. Jeg kender det kun alt for godt fra mig selv.

Der er ikke helt få mennesker, der behandler sig selv dårligere, end de behandler andre, og tænker dårligere om sig selv end de tænker om sig selv. Hvor kommer alle disse selvbebrejdelser oprindelig fra? Min fornemmelse er at indholdet i dem oprindelig kommer udefra. Det underlige er derfor, at også selvhadet erkender, at der er en anden! Forskellen er at denne negative følelse lader Den Anden (eller snarere det billede, man selv har af Den Anden) overtage styringen på en negativ måde.

Jeg ville derfor tænke på dette at “elske sig selv” som noget andet end kærlighed, nemlig som den etiske fordring at man skal behandle alle mennesker med værdighed, dvs. også sig selv, og at alle mennesker, dvs. inklusive én selv, har værdighed. Netop begrebet om værdighed er et andet begreb, som Brinkmann også kommer omkring i Ståsteder. Og måske kan denne måde at tænke på, nemlig at både man selv og andre skal behandles med værdighed, også hjælpe til med at forhindre at man bliver selvoptaget og glemmer at behandle andre med værdighed. Der er nemlig desværre også ganske meget had, der er rettet udad.

Flattr this!

Et godt menneske eller et dansk menneske?

godtmenneske

I denne uge blev jeg færdig med Svend Brinkmanns bog Ståsteder. Jeg har læst en del anmeldelser af bogen, men det synes ikke som ret mange af dem bemærker det, der for mig er tydeligt: Bogen er faktisk en indføring i det område af filosofi, der hedder etik, ligesom Stå fast i virkeligheden er en bog om hvad stoicismen kan tilbyde det moderne menneske. Ståsteder er et strejftog i etikkens historie fra Aristoteles over Friedrich Nietszche, Hannah Arendt og Iris Murdoch til Jacques Derrida. Udgangspunktet er en kritik af det, Brinkmann kalder for instrumentalisering, nemlig den holdning at menneskets handlinger, også dem, der måtte fremstå som etisk betingede, er instrumenter til at opnå noget med. Bogens ti ståsteder bliver til ti etiske bud (!) på hvordan man kan forholde sig til sine handlinger og til sin eksistens og på den måde være et godt menneske, ikke et “godt menneske, der vil opnå noget bestemt”.

Der har i denne og sidste uge i Danmark været et voldsomt fokus på  hvad det vil sige at være “dansk”. Her bemærker jeg, at der fra nogles side tales meget om det, man skal foretage sig og have af holdninger for at være “dansk”. Og årsagen til at man skal være “dansk” er så vidt jeg kan se, rent instrumentel: man skal være “dansk” først og fremmest for at gøre de pågældende politikere og meningsdannere trygge.

Det ville være langt bedre at diskutere hvad man kan gøre for at være et godt menneske.  Ser man bort fra selve dette at have kompetencer mht. det danske sprog, er der nemlig ikke nogen af de mange udsagn om “danskhed”, der har noget med landet Danmark at gøre. Jeg tror selv at alle udsagnene om “danskhed”  i virkeligheden forveksler dette at være et godt menneske med det at være “dansk”.

For et godt Danmark er et Danmark, hvis borgere er gode mennesker, ikke et land, hvis borgere er “danske”.  “Danskhed” er,  må jeg indrømme, en i bedste fald sekundær “kvalitet” hos et menneske. Nelson Mandela, Martin Luther King og mange andre, der ikke er nær så kendte og ikke fik Nobels fredspris, var gode mennesker, men ikke “danske”. Omvendt er der berygtede forbrydere, som de fleste mennesker ville kalde for “danske”, men bestemt ikke betegne som gode mennesker.

Det er på tide, at politikere og andre beslutningstagere i stedet for al den evindelige fiksering på “danskhed” begynder at tale om hvad det gode er og hvordan vi gør det gode. Brinkmann fremhæver f.eks. begrebet værdighed som et af de ti ståsteder – at det er vigtigt for den enkelte selv at have værdighed og at skabe betingelserne for at andre også kan opnå og have en tilsvarende værdighed. Er dagens politikere gode mennesker? Sørger de gennem deres politik for selv at have værdighed og for at sørge for at bl.a. flygtninge kan have deres værdighed?

Flattr this!