Det daglige lotteri

Mange ved, at jeg bruger de sociale medier regelmæssigt. Den største gevinst, jeg selv har fået på Facebook, er at jeg omsider fik kontakt med min yngste søster for otte år. Det har betydet rigtig meget for mig. Men alt det andet, jeg får ud af Facebook og Twitter og Instagram er – ja, hvad er det egentlig? Og hvorfor bliver jeg ved med at vende tilbage?

I et interview med CBS News siger Tristan Harris, der tidligere var product manager for Google at

Well every time I check my phone, I’m playing the slot machine to see, “What did I get?” This is one way to hijack people’s minds and create a habit, to form a habit. What you do is you make it so when someone pulls a lever, sometimes they get a reward, an exciting reward. And it turns out that this design technique can be embedded inside of all these products.

De sociale medier er et lotteri på lavt niveau. Modsat rigtige lotterier er de sociale medier et lotteri, hvor gevinsterne altid er små – et synes om eller en kommentar eller et billede.  I et stort lotteri kan man få en stor gevinst og aldrig få lyst til at spille igen. Gevinsterne på de sociale medier skal få os til at komme igen, og på denne måde er den afhængighed, mange af os føler, måske en slags ludomani.

Ofte tænker jeg også, at kontakten via sociale medier og chat-fora i sig rummer en lignende dobbelthed: Vi kan kontakte hele tiden, mens vi er online. På denne måde er vi altid nogenlunde tæt på hinanden. Men vi er aldrig fysisk til stede med dem, vi kan kontakte, så den begrænsede interaktionsmulighed, som et synes om eller en kommentar eller et billede eller en chat-dialog giver os, gør samtidig at vi aldrig er helt tæt på hinanden. Den store “gevinst” – og den store risiko – er kun til stede, når vi er sammen i sædvanlig forstand. Alt det andet samvær på nettet er at regne for approksimationer. Når vi bliver med at kontakte hinanden, er det i håbet om at nå tættere ind til hinanden, men det vil vi aldrig for alvor kunne, mens vi er på nettet. Vi får altid en lille gevinst, men aldrig den helt store.

Flattr this!

Medfølelse for de udvalgte?

Verden kan være overvældende. I går pegede jeg på, at der i Danmark ser ud til at være større medfølelse med ofre for terrorisme i vores del af verden end med ofre i afrikanske lande.

Det peger på et svært spørgsmål: Hvem skal jeg have medfølelse med? For nylig så jeg en omtale af en særlig meditationsform, som hedder “Loving kindness meditation”. Ideen er interessant på en provokerende måde: i meditationen skal man have medfølelse for alle. Dvs. medfølelse for dem jeg holder af, dem jeg har et “neutralt” forhold til, men faktisk også med de personer jeg ikke kan fordrage.

Nationalistiske partier har det modsatte udgangspunkt: Medfølelsen er nøje afgrænset af landegrænser og etnisk tilhørsforhold. Nationalisterne i f.eks. Dansk Folkeparti siger helt eksplicit, at problemer i andre lande ikke angår “os”.

Den amerikanske filosof Adam Waytz er af den opfattelse, at vi skal beregne hvem vi skal have medfølelse med og hvornår. Hans påstand er at empati er endelig og begrænset af natur.

Han skriver:

A data-based approach to identifying and ranking universal values is ambitious to be sure. But, crucially, it calls on us to make use of the limits on morality that are inherent to all of us as human beings, rather than lamenting them. These constraints challenge us to focus our attention, and drive us to see that not all values are equally valid. Instead of indefinitely fighting over tradeoffs between in-group- and out-group-oriented moralities, we might find that picking among universally held values is more palatable, efficient, and uniting—providing a moral function in and of itself. In place of the usual, default concentric circles of in-groups that guide us today (family, friends, neighbors, citizens) we would have the tools to carefully engineer to whom we should extend our empathy, and when.

Argumentet er her et rent utilitaristisk: Vi er ikke i stand til at have medfølelse med alle, og derfor skal vi koncentrere vores medfølelse der, hvor den giver størst mulig lykke. Umiddelbart lyder det overbevisende.

Men hvem skal man spørge for at beregne hvilke værdier, “man” føler er de vigtigste? Det, der gør mig bekymret her, er at disse “følte værdier” netop ikke er universelle. Hvis man f.eks. havde spurgt befolkningen i Rwanda i foråret 1994, ville et flertal have givet udtryk for at medfølelse til tutsier ikke var en vigtig værdi – tværtimod. Det er netop derfor, ideen om universelle menneskerettigheder er blevet til: At alle mennesker har samme rettigheder, hele tiden.

Det forekommer mig da også, at Waytz blander følelser og handlinger sammen. Det kan sagtens være, at jeg føler med alle mennesker, der lider, men det er ikke tilfældet, at jeg selv vil kunne handle aktivt over for dem alle for at afhjælpe deres lidelse. Udfordringen er, som jeg ser det, en anden: at vi tilsammen skal sørge for at alle bliver hjulpet af nogen. Og det kræver noget andet end blot en beregning af “nyttig empati”, nemlig et aktivt samarbejde. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.

Flattr this!

Mennesket er altings middel

Immanuel Kant.

Den antikke græske filosof Protagoras sagde at mennesket er altings mål. Hermed mente han så (i al fald så vidt jeg forstår hans udsagn) ikke, at mennesket er dét, al eksistens stræber henimod, men at den eneste målestok for om noget er godt eller ondt, sandt eller falsk, skal findes ud fra hvad mennesker siger derom. På denne måde kan udsagnet tolkes som en slags tidlig humanisme. Og langt senere sagde Immanuel Kant i sine forelæsninger om mennesket, at man aldrig må behandle andre mennesker som middel til at opnå et andet mål. Mennesket er et mål i sig selv. 

Men i dag kan man hævde at mennesket er blevet altings middel, og at målet – forstået både som endemål og som målestok – er noget andet.

I gårsdagens udgave af dagbladet Information var der en interessant artikel af Pil Christensen, der er uddannet sociolog og, efter hvad jeg kan se andetsteds, 30 år gammel. Artiklen er beretningen om konsekvenserne af en hjernerystelse, hun pådrog sig ved at slå hovedet på en hylde. Men det er ikke bare endnu en historie om hvad en hjernerystelse kan gøre ved et menneske, der stadig er tidligt i sit arbejdsliv. Hun kommer også med en rigtig god betragtning af mere filosofisk karakter:

Andre mennesker, såvel som naturen, betragtes i højere grad som midler, der eksempelvis kan give os et bedre, mere givende netværk, eller flere og billigere produkter.

I sådan et samfund er det langt sværere at stå af ræset. I stedet tilskyndes vi hele tiden til at skrue op, lave konkurrencefremmende tiltag i form af forskellige typer af arbejde, projekter, gode karakterer, efteruddannelse osv. Det er nemlig det, som er vores berettigelse.

Men hvis berettigelsen og pladsen her i tilværelsen skabes af vores status som middel og ikke som mennesker med en værdi i sig selv, så bliver vi meningsløse, så snart vi ikke længere er i stand til at deltage i konkurrencesamfundet.

Og det er i virkeligheden dét, der bekymrer mig: At vi er havnet i en situation, hvor det er konkurrencen (ikke engang succes i konkurrencen, men konkurrencen i sig selv), der er altings mål – og mennesket et middel hertil.  Og så vidt jeg kan se, er konkurrencen i virkeligheden kun ét af de mål, der ofte er usagte i Danmark og mange andre samfund, og som står over mennesket. “Danskhed” er et andet af disse mål: Det er vigtigere at være “dansk” end at være menneske som sådan. “Arbejde” er et tredje mål: Det er vigtigere at være et arbejdende menneske end et menneske. Dette ser vi både i den aggressive “beskæftigelsespolitik” og den megen tale om at “det skal kunne betale sig at arbejde” og i hvad vi faktisk ofte fokuserer på, når vi møder hinanden, nemlig på vores arbejde eller mangel på samme.

For disse og andre mål er mennesket blevet et middel.

Flattr this!

Gavnlig lidelse?


Det har sat en del tanker i gang hos mig at læse Nils Christie’s lille bog Små ord om store spørgsmål. En af de problemstillinger, der dukker op undervejs i bogen, er spørgsmålet om forholdet mellem forbrydelse og straf – omdrejningspunktet i hele Christies lange karriere. En af de konkrete successer her har været konfliktråd, et tiltag, der nu er meget udbredt i Norge, men aldrig er slået ordentligt igennem i Danmark.

I et interview fra 2009 siger Christie med en henvisning til Johannes Andenæs, en af de store skikkelser i norsk jura, at

Straffen er, som Johs. Andenæs sa så klart at han den dag i dag siteres i høyesterett, et onde som er ment som et onde. Det er en tilsiktet lidelse. Jeg erkjenner at vi trenger strafferettssystemer, men det er enda mer sentralt å gi mennesker en mulighet til å nærme seg det problematiske på andre måter enn gjennom straff.

Det er selvfølgelig ikke min holdning, at der ikke skal være alvorlige konsekvenser af at begå en forbrydelse. Men der er noget underligt ved at retssystemerne over hele verden dybest set er bygget op om hvilken slags og hvor megen lidelse, mennesker skal påføres.

Jeg har ikke noget godt svar her på hvad vi skal gøre i stedet. dels er jeg lægmand, dels kan man ikke give et kort eller enkelt svar på noget, der er det man ofte kalder for et wicked problem; Nils Christie og andre med ham har viet mange års forskning og etiske overvejelser til at forstå hvad vi bør gøre.

Men jeg bliver bekymret, når justitsminister Søren Pape Poulsen taler for at indsatte i fængslerne skal have hårdere vilkår og dermed plæderer for lidelse i sig selv har en gavnligt forandrende effekt. (Inger Støjberg har udtalt sig tilsvarende om personer på tålt ophold – de skal have det “så utåleligt som muligt”). 

Voldtægtsforbrydere, andre voldsforbrydere, pædofile og mange andre forbrydere har gennem deres handlinger påført andre mennesker lidelse og derigennem ofte forandret dem for bestandig. Der var ingen gode virkninger af al denne lidelse, og det er derfor underligt at tro på at officielt sanktioneret lidelse i sig selv kan skabe positive forandringer. Og det er trist, at denne idé kan leve videre i lyset af mange års forskning, der viser det stik modsatte. Det er nødvendigt at bruge Nils Christies indsigt om små ord om store spørgsmål for at forklare dette for beslutningstagere.

Flattr this!

Loyale akademikere?

De danske universiteter uddanner ganske mange kandidater, der får job i private virksomheder som software-udviklere. Ikke helt få kandidater i datalogi og software fra AAU får job hos virksomheder som bl.a. BAE Systems, der arbejder med overvågningssoftware efterspurgt af udemokratiske regimer. Det har jeg tidligere skrevet om.

Universiteterne uddanner også mange kandidater i kommunikation og medier. Her er en af skyggesiderne, at deres færdigheder kan blive brugt som led i strategier, der skal dække over et fravær af demokrati.

Ude i verden er der ifølge en rapport fra den kritiske NGO Corporate Europe Observatory en lang række regimer, som får aktiv hjælp af europæiske kommunikationsbureauer.  Der er kommunikationsmedarbejdere, der hjælper regimerne i Kina, Bahrain, Syrien, Israel, Usbekistan, Ækvatorialguinea, Saudiarabien og mange andre lande med at give et noget mere positivt billede af situationen i de pågældende lande end mange andre medier gør. I nogle tilfælde, i lande hvor der trods alt er valg, er det kommunikationsfirmaer, som ender med at styre valgkampagnerne.

I en anden og på sin vis selvfølgelig mindre voldsom sammenhæng ser vi også en vækst i brugen af kommunikationsafdelinger, nemlig som del af New Public Management. PR-afdelingerne er blevet en stadigt synligere del af offentlig virksomhed, og i den danske universitetsverden er kommunikationsafdelingernes aktivitet vokset voldsomt siden universitetsloven af 2003 afskaffede universitetsdemokratiet.

Retfærdigvis skal det siges, at der bestemt også er akademikere, der er kritiske over for disse tendenser.  Men for mig at se er det bekymrende, at mange universitetsuddannede uden videre accepterer at arbejde med at skabe dårligere vilkår for demokratiet.

Hvad er det for en dannelse, vi vil give akademikere som ballast ud over de rent faglige kompetencer/færdigheder/viden? Skal vi uddanne dem til at forsvare en demokratisk tradition eller til at være loyale? Folkeskoleloven nævner som at målsætning at eleverne skal lære “…deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.” Men i strategierne for de danske universiteter er det faktisk kun Roskilde Universitet, der nævner ordet demokrati!

Flattr this!

Frihed ved tvang?

Der er en rigtig interessant observation i et indlæg af Malte Frøslee Ibsen i dagbladet Information i dag, nemlig at der er noget selvmodsigende i den måde at kapre frihedsrettigheder på, som Dansk Folkeparti og deres ligesindede anvender.

Den 9. marts var der (også i Information) et debatindlæg af Karina Adsbøl og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, hvor de anklager feminister for ikke at tage fat i den vigtige kamp for kvinders rettigheder, nemlig en kamp for muslimske kvinders rettigheder.

Det lyder umiddelbart flot, men så vidt jeg kan se er det mest et forsøg på at kapre ligestillingsdebatten og vende den til en form for nationalisme. Noget af det, som Dansk Folkeparti og andre højrenationalistiske partier i Europa og andetsteds er helt enige om, er at det bør være forbudt for muslimske kvinder at gå tildækkede.

Hvis man skal tage sådanne  udsagn for pålydende, er grundideen den at muslimske kvinder, der er tildækkede, er undertrykte – og ved at forbyde dem at gå tildækkede, er man med til at gøre dem fri. Men kan man skabe frihed gennem forbud? Og hvad er det egentlig for et frihedsideal, der er tale om?

Den påstand om kvindefrigørelse, som Dansk Folkeparti og andre har fat i, er i virkeligheden ikke en idé om at alle kvinder skal være frie, men derimod en idé om at alle kvinder skal leve på en helt bestemt måde – nemlig den måde, som mange hvide middelklassekvinder (og arbejderklassekvinder) lever på ifølge Dansk Folkeparti.

Jeg kan sagtens tilslutte mig den idé, at man bør tage oplyst stilling til religiøse normer og kunne forkaste dem (jeg er ikke selv religiøs), men samtidig er det min klare opfattelse, at man ikke kan blive fri gennem tvang eller “pr. stedfortræder”. Frigørelse kræver en personlig indsats – og der er jo faktisk også kvinder, der (uden at komme i nærheden af islam eller andre religioner) vil frigøre sig fra det kvindeideal, som Dansk Folkeparti antager som normen.

Flattr this!

Fængslernes teologi

Her til aften så jeg på DR2 en amerikansk dokumentarfilm om Red Onion, et fængsel i USA. I USA kan fanger sidde isolationsfængslet i mange år, og det kan næppe komme som nogen overraskelse, at denne bevidst påførte ensomhed ikke fører noget som helst godt med sig. Mange fanger udvikler voldsomme psykiske problemer, og nogle bliver egentligt psykisk syge.

Men hvorfor har vi fængsler og et fænomen som isolationsfængsel? Én legitim begrundelse er selvfølgelig, at nogle mennesker er for farlige til at man kan lade dem færdes frit. Men der er her tale om et fåtal af fanger.

Ideen bag fængselssystemet, som vi kender det i dag er en anden, og den kan føres tilbage til den britiske Penitentiary Act fra 1779. Denne lov indførte fængsel i særlige statsfængsler som en ny form for straf og var tænkt som et humant alternativ til dødsstraf og landsforvisning. (Sidstnævnte var blevet sværere efter tabet af kolonierne i Nordamerika.) Baggrunden bag denne lov var et bestemt protestantisk syn på teologi: fængslet skulle være et sted, hvor fangen havde tid til at angre sine synder. Det er ikke noget tilfælde, at et af de engelske ord for fængsel (netop dét sprog har forbløffende mange ord for “fængsel”!) er penitentiary.  Dette ord er afledt af penitence, der simpelthen betyder “dyb anger”. En bog af den britiske historiker Laurie Throness kaldet A Protestant Prison tager fat på netop dette, det teologiske grundlag for bestemt former for straf.

Det interessante og triste er at denne idé fra 1700-tallet faktisk stadig dominerer manges holdninger til forbrydelse og straf, og ikke mindst i USA har ideen om langvarig fængsling som en god strafform kronede dage. Dokumentarfilmen viser med stor tydelighed, at fangerne fra Red Onion har angret og har brugt adskillige på at angre. Men de sidder der stadig, og nogle af dem kommer aldrig ud af fængslet igen. Hvad det egentlig er, der skal ske ifølge det protestantiske syn på straf, når fangen har angret, var og er uvist.

Flattr this!

Organdonor

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg aldrig har ladet mig registrere som organdonor. Formodentlig har jeg altid tænkt at jeg kunne gøre det en anden dag, men lige nu osv. Men i dag tog jeg mig sammen og registrerede mig på sundhed.dk. Jeg er ikke nogen årsunge, men jeg har aldrig røget eller taget stoffer, mit alkoholindtag er (trods mange billeder af øl på Instagram) faktisk lille og så har jeg ikke spist animalsk fedt o.lign. i mere end 22 år. Og bortset fra i denne uge, hvor jeg er snotforkølet og hoster, skranter jeg ikke rigtig. Måske kan de gamle bløddele derfor alligevel være nogen, andre ville kunne få glæde af, skulle det værste ske. Jeg valgte her klausulen, der kræver at de pårørende skal spørges først.

Flattr this!

Permanent julestemning?

Den polsk-britiske filosof Zygmunt Bauman er født i 1925. Han undslap først nazismen og siden det kommunistiske diktatur i Polen. I et længere interview til al-Jazeera får han givet nogle interessante betragtninger om verdenssituationen.  De sidste par minutter af interviewet er særligt interessante, for her får vi Baumans betragtninger om hvad lykke er. Det er nogle betragtninger, der er særligt relevante i en tid, hvor det hele kan forekomme uoverskueligt og nogle gange håbløst.

I et interview til webmagasinet 032c siger Bauman det samme, som han siger til al-Jazeera (og herunder er et citat i min oversættelse):

Da Goethe var på min alder, blev han spurgt om han havde haft et lykkeligt liv. Han svarede: “Ja, jeg har haft et meget lykkeligt liv, men jeg kan ikke komme i tanke om én eneste lykkelig uge”. Det er et meget viist svar. Jeg har det på præcis samme måde. I et af sine digte sagde Goethe også, at der ikke er noget mere deprimerende end en lang række solskinsdag. Lykke er ikke alternativet til kamp og besværligheder i livet. Alternativet til det er kedsomhed. Hvis der ikke er nogen problemer at løse, ingen udfordringer at møde som nogle gange overstiger vore evner, da keder vi os. Og kedsomhed er en af de mest udbredte menneskelige lidelser. Lykke – og her er jeg på øjenhøjde med Sigmund Freud – er ikke en tilstand, men et øjeblik, et nu. Vi føler lykke når vi kan komme ud over modgang og ulykke. Vi tager et par sko af, der strammer og klemme vore fødder og føler os lykkelige og lettede. Fortsat lykke er forfærdelig, et mareridt.

Det vigtige er for mig at se erkendelsen af at lykke ikke består i en slags uafbrudt julestemning, men at lykke derimod må være en lige så flygtig følelse som enhver anden følelse.

Vi kan ikke leve uden at opleve lykke, men lykken er ikke en statisk og endegyldig tilstand. Megen religiøs forkyndelse taler om en evig paradistilstand, som sande troende vil opnå en dag, og mange varer (ikke bare produkter, men også ydelser) lover de trofaste forbrugere evig tilfredshed. Men disse løfter er netop illusioner. Et lykkeligt liv er ét, hvor man bliver i stand til at kæmpe mod modgang og til at kunne føle lykke igen og igen. Det betyder ikke, at man skal finde sig i modgang eller uretfærdighed eller at et samfund skal tillade modgang for de mange eller gøre det svært for mennesker at kunne komme til at føle lykke – tværtimod.

Flattr this!

Venstre vs. Løgstrup

Efter Morten Dige, ph.d., Filosofisk institut, Århus Universitet (http://slideplayer.dk/slide/2029651/)

I disse år kan vi se en fornyet interesse for filosofi som udgangspunkt for samfundskritik. Svend Brinkmanns bøger Stå fast! og Ståsteder er begge bøger, der giver en kritik af tendenser i det moderne samfund ud fra filosofi. En af de filosoffer, Brinkmann tager udgangspunkt i, er K.E Løgstrup og hans begreb om den etiske fordring.

Nogle gange bliver det tydeligt, at politikere forholder sig til de store spørgsmål, men gør det gennem et etisk standpunkt, der er baseret på ræsonnementer med mange indirekte led. Mange politikere vil hævde, at målet med deres politik er at skabe det gode liv for borgerne. Men der er kun sjældent diskussioner af hvad det gode liv er.

Venstre begrunder således kontanthjælpsloftet med følgende indirekte ræsonnement:

Beslutningen om at indføre et nyt kontanthjælpsloft bunder naturligvis ikke i noget ønske om at straffe folk uden arbejde. Tværtimod. Det handler om at få flere ud af et liv på kontanthjælp og ind på arbejdsmarkedet. 

Kontanthjælpsloftet betyder selvfølgelig, at nogle mennesker vil opleve en lavere ydelse, medmindre de finder et arbejde…

Og lad os lige huske på, at kontanthjælpen er ment som en midlertidig – ikke en permanent løsning. Det er meningen, at folk skal i arbejde. Jeg så forleden en rigtig positiv historie på DR om en arbejdsløs kvinde, som havde stået uden arbejde siden 2012 og nu havde fået job. Hun forklarede selv, at hun havde fundet motivationen pga. kontanthjælpsloftet. Det er godt, og endnu flere skal den vej. 

Så vidt jeg kan se, er det underliggende etiske ræsonnement dette:

Hvis et menneske modtager ydelser over et vist beløb, vil han/hun ikke lide afsavn. Men dette er ikke det gode liv. Det gode liv består i at have et arbejde. Mennesker bliver kun motiveret gennem at lide afsavn. Det er derfor beslutningstagernes pligt at skabe afsavn, hvor det er nødvendigt. Ved at skabe et afsavn, vil det enkelte menneske blive motiveret til at få et arbejde, og herigennem vil han/hun få et arbejde og dermed opnå at leve et godt liv. Fordi afsavnet således i sidste ende fører til det gode liv, er det forsvarligt, at beslutningstagerne skaber afsavn hos udvalgte borgere.

Men består det gode liv altid i at have et arbejde? Og kan en politik, der som sit direkte formål har at skabe afsavn, forsvares? Disse antagelser kan diskuteres, og de hører hjemme i etikkens domæne.

Det kunne være interessant at have en diskussion mellem politikere og filosoffer om det gode liv – eller endda mellem embedsmænd og filosoffer. Embedsmænd opfatter gerne sig selv som loyale redskaber for politikere, men i nogle sammenhænge er det formodentlig lige omvendt. Det ville være spændende at få embedsmænd til at afdække de etiske ræsonnementer, de betjener (eller ikke betjener) sig af.

Nogle af de tydeligste forsøg på at begrunde politiske beslutninger ud fra et begrebsapparat, der ikke alene består af økonomiske nyttebetragtninger skyldes Dansk Folkeparti og andre nationalistiske politikere, der taler om en bestemt fortolkning af kristendom og om menneskers uforanderlige natur, der er knyttet sammen med deres uforanderlige nationalitet. Men også disse overvejelser kunne i høj grad trænge til at blive genstand for en diskussion med filosoffer.

Når dette er sagt, er det samtidig vigtigt at huske, at en indsigt i filosofi ikke udgør en garanti for at man fører en bedre (endsige mere human) politik end ellers. Det tydeligste eksempel er Marcus Aurelius, der på én og samme tid var en vigtig filosof inden for stoicismen og kejser for Romerriget på et tidspunkt, hvor det var størst og mægtigst. Alle hans vigtige tanker om det gode liv satte sig nemlig ikke mange spor i Romerriget: Slaveriet fortsatte med at eksistere, forfølgelserne af religiøse mindretal fortsatte og Marcus Aurelius endte endda med at beslutte at hans usympatiske søn Commodus, der var alt andet end inspireret af stoicismen, skulle efterfølge ham som kejser. Det betød samtidig begyndelsen på en lang nedtur for Romerriget.

Flattr this!