Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Hvad gør vi ikke for at…?

The-Things-We-Do-For-Love1

Den amerikanske filosof Ernest Becker skrev en berømt bog, The Denial of Death, hvis hovedtese var at mange store menneskelige præstationer egentlig kom fra et ønske om udødelighed. Men mindre kan også gøre det.

Men det behøver ikke være så voldsomt. Af og til kan man læse at kendte (mandlige) rockmusikere egentlig begyndte at spille musik, fordi de håbede på at kunne få en kæreste på den måde. Da det så skete, fortsatte de alligevel musikkarrieren.

I dag gjorde jeg selv flere ting i håbet om en dag at kunne få det, som jeg egentlig gerne vil have det. Jeg holdt endnu et møde på nettet med de kolleger, som jeg igen i år skriver en ansøgning om forskningsmidler sammen med. Vi vil egentlig gerne lave grundforskning, men det kan vi ikke få penge til. Så nu prøver vi at søge midler til noget anvendt, så vi kan bruge lidt af tiden i det anvendte projekt (hvis vi får de midler, vi søger!) til at beskæftige os med de teoretiske problemstillinger, vi godt kan lide. Og så kommer vi til at lave en masse anvendt forskning ved siden af.

Nogle gange bliver det tydeligt, at den vigtigste styringsmekanisme er motivationen fra det, vi egentlig gerne ville have. Alle de mange konkurrencemekanismer er baseret i dette. Mange gange vil vi måske bare elskes af nogle bestemte eller opleve anerkendelse. For at kunne opleve bare lidt af dét, er vi villige til at lave alt muligt andet også. Det ærgerlige og dybt utilfredsstillende er så, at der bliver mere og mere udenomsværk for at man kan nå frem til det, man egentlig gerne vil. Hvis arbejdet bare er der for at vi kan tjene penge, så vi kan have det fritidsliv, vi gerne vil have, er det et tegn på en slags livskvalitet, der er noget galt med. Lever vi for at arbejde eller arbejder vi for at lave?

Og når vi gør alt det andet for at gøre det, vi egentlig gerne vil, er det alt udenomsværket, der ændrer os – og ikke altid til det bedre. Konkurrencemekanismerne giver os rundsave på albuerne og gør os på nogle måder måske til dårligere mennesker. Behøver det virkelig at være sådan?

Flattr this!

Strategisk velvilje

maxresdefault

Et af de mest almindelige, men samtidig mest lumpne retoriske greb er det, jeg vil kalde den strategiske velvilje. Senest har vi set den i forbindelse med Danmarksindsamlingen, hvor Richard Ragnvald har brugt dette greb. I en statusopdatering på Facebook skriver han

Nu syntes jeg snart at alle de danske solister / artister og skuespillere, skulle skulle stå sammen om at lave et kæmpe indsamlings show til fordel for de hjemløse i Danmark. Det, vi har set i aften, har for mig kun været et stort reklame show. Det kan ikke være rigtigt at DR og TV2 overser disse mennesker. Jeg er sikker på, hvis man lavede et kæmpe stort underholdningsprogram for disse mennesker ville der kommer rigtig mange penge i kassen, så de for det første kunne få et sted, hvor de kunne være i den kolde tid. Danmark, vi kan ikke være det bekendt.

(Jeg bemærker at statusopdateringen slutter her; der er ikke noget “For det andet”). Den strategiske velvilje har først og fremmest til formål at kritisere andre og dernæst, men kun som en afværgemanøvre, at påpege egen støtte til en anden indsats, som man udtaler er vigtigere. Grunden til at jeg kategoriserer dette som eksempel på strategisk velvilje, er at Richard Ragnvald ikke selv har ytret ønske om at afholde en koncert til fordel for de hjemløse.

Den strategiske velvilje er især berygtet fra bemærkningen om at “hjælpe flygtninge i nærområderne”, men den dukker op i mange forskellige sammenhænge. I forbindelse med de seksuelle overgreb i Köln nytårsaften 2015/2016 var der pludselig mange, der talte for en ekstra restriktiv flygtningepolitik med baggrund i kvinders rettigheder. Og i forbindelse med karikaturkrisen i 2005-2006 var der en masse strategisk velvilje – politiske kredse, der aldrig før havde interesseret sig for ytringsfrihed, begyndte pludselig at tale om nødvendigheden heraf. Den strategiske velvilje ser man i disse år mest i mere eller mindre nationalistiske sammenhænge, men der er tale om et retorisk greb, som alle kan benytte sig af. Jeg kan selv huske, hvordan medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti vældig ofte brugte strategisk velvilje for at forsvare Sovjetunionens adfærd rundt omkring.

Hvis de personer, der ytrer strategisk velvilje, reelt brugte den postulerede velvilje til at skabe de forandringer, som velviljen nævner, ville det være rigtig godt. Men de hjemløse får ikke bedre vilkår af Ragnvalds bemærkning og det er desværre også tydeligt, at der trods den megen tale om “hjælp i nærområderne” ikke bliver gjort så meget.

Jeg ved ikke præcis, hvad man kan gøre for at begrænse brugen af strategisk velvilje, men jeg er træt af den. Måske burde Hus Forbi tage Richard Ragnvald på ordet og opfordre ham til at være igangsætter på et initiativ for Danmarks hjemløse?

Flattr this!

Anne Frank nåede aldrig til USA

imrs-1.php

I 2007 blev der fundet dokumenter, der viste at Otto Frank i 1940 søgte asyl til sig selv, sin hustru Edith og døtrene Margot og Anne  i USA. Han fik afslag. USA havde lige været igennem en alvorlig økonomisk krise, der var en negativ holdning over for jøder hos mange og man var bange for at flygtninge var Tyskland ville være en slags “femte kolonne”. Og så var der jo også europæiske lande, meget tættere på det Tyskland, Otto Frank ville flygte fra. Otto Frank fik et visum til Cuba til sig selv i 1941, men det blev annulleret på grund af krigen.

Familien Frank havnede i Amsterdam, hvor de skjulte sig for tyskerne, men som bekendt blev de opdaget i august 1944. Anne og Margot døde af tyfus i koncentrationslejren Bergen-Belsen; deres mor døde af sult. Otto overlevede og blev fundet i Amsterdam i 1946, Anne Franks dagbog er senere blevet en litterær klassiker, et enestående dokument af en teenagepige fanget i Holocaust.

Det er selvfølgelig anderledes at se alle disse begivenheder på afstand, men argumenterne for USAs asylpolitik ligner i påfaldende grad de argumenter, der nu fremføres mange steder i Europa.

Flattr this!

Decorumkravet

Decorumkravet

I denne uge henvendte en person sig til bl.a. Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Aalborg Universitets rektor fordi vedkommende følte sig krænket af en bemærkning fra mig på Facebook. Bemærkningen var en kommentar fra mig fra efteråret 2015 til en Facebook-vens indlæg – og hvis jeg ikke husker forkert, var der tale om at jeg skrev et par linjer i en lukket Facebook-gruppe. Om jeg gik rent faktisk gik over stregen i min kommentar og i den pågældende sammenhæng, ved jeg ikke. Men jeg synes at reaktionen fra den pågældende person er helt ude af proportioner.

Hvorfor har vedkommende henvendt sig til AAUs rektor og Styrelsen for Videregående Uddannelser? Formodentlig fordi personen har opdaget (efter at have opdaget min korte kommentar med flere måneders forsinkelse), at jeg er universitetsansat og dermed ansat i den danske stat. Jeg opdagede henvendelsen, da jeg i går fik en mail fra rektors sekretariat herom. Mod slutningen i denne mail står der

Styrelsen har opfordret universitetet til at overveje, hvorvidt der er grund til at indskærpe decorumkravet. Universitetet har dog vurderet, at udtalelserne ikke er en overtrædelse af decorumkravet.

Decorumkravet er en forventning til hvordan offentligt ansatte opfører sig. Kravet som sådan er naturligt og rimeligt – som ansatte i stat, region eller kommune kan vi komme i kontakt med enhver borger i Danmark. Derfor skal man opføre sig ordentligt, også når man har fri fra arbejde. Der er en grundig kronik i Politiken fra 2002 om dette krav. Det findes i tjenestemandsloven, hvor der står

§ 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

De allerfleste offentligt ansatte i dag er dog ikke tjenestemænd. Jeg er heller ikke. Der findes da også andre decorumkrav rundt omkring.

De grelleste eksempler på overtrædelser af decorumkravet er vel eksempler på offentlig ansatte, der udvisker skillelinjen mellem deres job og privat økonomisk aktivitet. Det er en overtrædelse af decorumkravet at være skattemedarbejder og samtidig have et privat revisionsfirma.

Adfærd kan dog også være upassende på anden vis. Hvis jeg f.eks. tissede i et springvand på et museum, tog tøjet af og gik nøgen rundt på åben gade eller skrev falske læserbreve i andre menneskers navn (alle disse handlinger er eller kan være overtrædelser af love eller bekendtgørelsen om offentlig orden), ville jeg temmelig sikkert overtræde decorumkravet og formodentlig få en påtale.

Sagen om en bemærkning i en lukket Facebook-gruppe opfatter jeg selv først og fremmest som en bizar hændelse. Men i andre tilfælde kan decorumkravet være i konflikt med den ytringsfrihed, man har som borger. Det skal være muligt at kritisere det, der sker på den arbejdsplads, man er ansat ved.

På webstedet for Folketingets ombudsmand kan man således læse at Odense Kommune i 1994 afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og man fyrede ham med udgangspunkt i netop §10 ovenfor. Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter Odense Kommunes opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Her udtalte ombudsmanden at denne udtalelse kun kunne tillægges beskeden vægt i grundlaget for afskedigelsen og henstillede til at sagen om afskedigelse blev genoptaget.

Mange ved at jeg har selv været meget kritisk over for forhold på Aalborg Universitet. Udgangspunktet for min kritik er mit virke som fagforeningsmedlem, medarbejderrepræsentant i officielle organer og stedfortrædende tillidsrepræsentant. Forhåbentlig kan alle skelne imellem, hvornår jeg udtaler mig i kraft af mit embede, hvornår jeg udtaler mig kritisk om min arbejdsplads og hvornår jeg udtaler mig i andre sammenhænge.

Flattr this!

Kant og Bentham vs. L87

bentham-et-kant
Immanuel Kant (tv.) og Jeremy Bentham (th.)

Al-Jazeera har skrevet om det, og BBC har skrevet om det og Washington Post har skrevet om det. Lovforslag L87 har givet de danske myndigheder en hel del kritisk omtale i udlandet. L87 er det lovforslag, som bl.a. skal tillade danske myndigheder at konfiskere asylansøgeres ejendele af en vis værdi og skal forhindre mennesker med midlertidig beskyttelsesstatus i at få deres familie til Danmark i de første 3 år af deres ophold.

Hvad er det etiske grundlag egentlig for L87?

I Kritik der reinen Vernunft skriver Immanuel Kant

Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.

På dansk kan det oversættes til

Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.

Dette er udtryk for hvad man kalder en pligtetik. På mere moderne dansk siger det kategoriske imperativ at grundlaget for den handling, man foretager sig, kan også bruges som et generelt princip. Er den politik, som et politisk flertal i Danmark er fortalere for, i overensstemmelse med dette? Bør andre lande gøre som Danmark? Nogle politikere er tydeligt af denne holdning – og så alligevel ikke. Henrik Sass Larsen fra Socialdemokraterne taler for at det skal være op til hvert enkelt vestligt land selv at bestemme, hvor mange flygtninge, man ønsker at tage imod. De resterende flygtninge må blive i lejre i Mellemøsten, indtil de kan vende hjem en dag. Libanon og Jordan skal med andre ord ikke handle på samme måde som Danmark.

En anden holdning inden for etik er konsekvensetik. Her skal en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den får for de mennesker den berører. Den bedst mulige handling er den handling, der får de bedst mulige konsekvenser for alle berørte parter. Konsekvensetikkens ophavsmand er Jeremy Bentham, der var samtidig med Immanuel Kant. Men vil L87 føre til de bedst mulige konsekvenser for alle berørte parter? I den nuværende diskurs taler regeringen nemlig om at “passe på Danmark”, og det er ikke kun Danmark eller personer der opfattes som “en del af Danmark”, der berøres af L87.

Så vidt jeg kan se, kan man hverken tage Kant eller Bentham til indtægt for L87. Det er selvfølgelig ikke noget krav at danske beslutningstagere skal abonnere på et bestemt etisk grundsynspunkt. Men det ville klæde dem at tale om hvad deres begreb om menneskeværd er. Det vi ser lige nu er en form for nationalistisk etik, som ingen har lyst til at gøre eksplicit. Og det er påfaldende at det mest toneangivende parti i Danmark i disse år i ramme alvor hævder ikke at have noget menneskesyn. 

Flattr this!

De sidste måneder af dit liv

Memento_Mori

Tænk hvis dette faktisk er det sidste år, du har tilbage at leve i og tænk hvis du ved det. Hvad vil du så gøre? Vil du dele en masse opslag på Facebook eller vil du bruge din tid på noget andet? Vil du træffe de samme beslutninger? Den amerikanske professor i økonomi Arthur C. Brooks stiller dette spørgsmål og når samme svar som mange andre (og som beretninger om døende viser os) – nemlig nej. 

Brooks konkluderer at man bør leve hver dag som om den var den sidste. Den oplagte indvending er at ingen vil gå på arbejde mere og at ingen ville sørge for dem, der skulle føre verden videre. Hvis jeg vidste, at jeg skulle dø om tre måneder, ville jeg vel næppe sidde her ved tastaturet og skrive mit blogindlæg færdig. Jeg ville vel være i fuld gang med at underrette familie og venner om min snarlige død og så ellers bruge alle mine sparepenge. Eller hvad?

Jeg ved det slet ikke. Brooks henviser til en ny artikel (fra december 2015) af Kelley og Schmeichel (nej, der er ikke tale om en kendt dansk målmand). Heri beskriver de to australske psykologer et eksperiment, der konkluderer at forsøgspersoner, der bliver bedt om at satse et pengebeløb over de næste få måneder, faktisk satser mindre, hvis de er nødt til at tænke over deres egen død end hvis de skal tænke over noget ubehageligt, men mindre truende, nemlig en smertefuld tandoperation.

Måske gør det os i virkeligheden ansvarlige på en anden måde, hvis vi husker at vi skal dø. Mange af de beretninger, jeg har kendskab om døende, giver mig det indtryk at der opstår en helt særlig visdom hos dem. Jeg har også læst at kejsere i Romerriget skulle have haft en slave, der under triumftog havde til opgave at hviske kejseren i øret: Memento mori! (Husk du skal dø!). Om det rent faktisk er tilfældet eller om der blot er tale om en god skrøne, ved jeg ikke – men det kunne være en vigtig ny arbejdsopgave for embedsmænd og journalister verden over.

Flattr this!

Samarbejde skal straffes (???)

samarbejde

Jeg stødte i dag på en interessant artikel fra 2009 af Simon Gächter fra universitetet i Nottingham og Benedikt Herrmann fra Institut for arbejdsstudier i München. De har lavet en oversigt over resultaterne af de efterhånden mange psykologiske eksperimenter om samarbejde – og i virkeligheden også om altruisme kontra egoisme.

I eksperimentelle undersøgelser af menneskers villighed til at samarbejde bruger man en simpel eksperiment-opstilling. Hver deltager får 20 pengeenheder og skal aflevere k enheder til en fælles pulje. Bagefter får hver deltager \alpha \cdot K tilbage, hvor 0 < \alpha < 1 og K er den samlede værdi af puljen. Nu er det interessant at se hvordan deltagerne agerer. Det mest anti-sociale, en forsøgsperson kan gøre, er ikke at give noget til den fælles pulje, for så mister de ikke noget. Men de får heller ikke flere penge af det. Hvis der er 4 deltagere som hver giver 20 pengeenheder til den fælles pulje og \alpha= 0,5 , får hver deltager til gengæld 40 pengeenheder ud af det. Dette er den mest pro-sociale adfærd.

Man kan lave en udgave af eksperimentet, hvor man straffer andre deltagere. Straffen skal uddeles af alle samtidig – hvis A straffer B og kræver en bøde på k, skal B miste k enheder, mens A mister én enhed.

Mange af de eksperimenter, der bliver omtalt i artiklen, viser at der er mange, der vil samarbejde og straffe dem, der ikke vil samarbejde, også selv om der ikke er en senere gevinst derved. Men det er også interessant at der er forskelle på hvor villig man er til at straffe pro-social adfærd! Og her er der faktisk tydelige forskelle – man har lavet forsøget i både Schweiz og Rusland, og i Rusland er det klart mere udbredt at straffe pro-social adfærd! En nærliggende forklaring er at russerne er vant til ikke at stole på det omgivende samfund efter årtiers erfaring med diktatur, korruption osv.

Alt dette bør give stof til eftertanke, og jeg kunne godt tænke mig at få dette undersøgt ud fra et dansk perspektiv. Den italienskfødte forsker Gloria Origgi har ikke megen tiltro til sit fødeland. Hun skriver i et indlæg på Edge.org

As an Italian with first-hand experience in living in a country where, if you behave well, you are socially and legally sanctioned, this news was exciting, even inspiring … perhaps cooperation is not an inherent virtue of the human species. Perhaps, in many circumstances, we prefer to stay with those who share our selfishness and weaknesses and to avoid pro-social altruistic individuals. Perhaps it’s not abnormal to live outside a circle of empathy.

Vi oplever stadig oftere negative udsagn om “godhed” og om “humanisme”, og man kan endog læse om en kommunalpolitiker der mere eller mindre åbenlyst truer Venligboerne. Jeg spekulerer på om der mon er to forskellige typiske former for adfærd i Danmark i vore dage.

Flattr this!

To slags modstrid: Paradokser og hykleri

middle

Jeg kunne godt tænke mig at vi i etiske og politiske diskussioner kunne blive bedre til at forstå forskellen på paradokser og hykleri. Der er tale om to slags selvmodsigelser, men de er fundamentalt forskellige.

Paradokset er en uafvendelig logisk modstrid. Et paradoks er et udsagn der viser at der er en inkonsistens i det underliggende logiske system – der er tale om et udsagn er sandt hvis og kun hvis det er falsk. Det bedst kendte eksempel er vel Epimenides’ paradoks, der i sin korteste formulering lyder: Denne sætning er falsk. Sætningen er falsk hvis og kun hvis den er sand. Paradokser har været drivkraften i udviklingen af mange forskellige videnskaber. Russells paradoks motiverer således hele udviklingen af aksiomatisk mængdeteori. Paradokser er en form for modstrid som bliver fremhævet som vigtige.

Nogle taler om paradokser i politik og etik, men de ofte er ikke paradokser i den forstand, jeg netop har nævnt. At der er hjemløse borgere og tomme boliger på samme tid er således ikke nødvendigvis et paradoks i denne forstand – de fleste tomme boliger er uden for de hjemløses rækkevidde.

Men der er en anden slags etiske og politiske paradokser, som er helt reelle. Et eksempel er forekomsten af den spiseforstyrrelse, man kalder ortoreksiMan kan blive så optaget af at leve sundt, at man reelt kommer til at leve usundt.

Hykleri er derimod en selvvalgt etisk modstrid. Man hævder en etisk norm, men handler selv i modstrid med den. Eller man hævder to forskellige etiske påstande, der er i indbyrdes modstrid. Bemærkningen “Jeg er ikke racist, men…” der typisk efterfølges af et racistisk udsagn, er et velkendt eksempel. Radikaliserede abortmodstandere, der på én og samme tid siger at alt menneskeliv er ukrænkeligt og siger at abortlæger bør slås ihjel, er et voldsomt eksempel. Et tredje eksempel kender vi fra dansk politik: Den daværende opposition kritiserede fra efteråret 2011 og frem den daværende regering for løftebrud fordi den alligevel ikke ville gennemføre den politik, oppositionen selv var modstander af.

Der er i disse år en omsiggribende brug af overvågning og kontrol, og argumentet er her typisk at overvågningen og kontrollen er nødvendig for at bekæmpe dem, der vil bekæmpe friheden. Om forsvaret for overvågning er hykleri eller et paradoks i stil med ortoreksi, ved jeg ikke. Så vidt jeg kan se, er der for nogle tale om hykleri, for andre om et paradoks.

Én forskel mellem paradokset og hykleriet er at paradokset skal bringes frem i lyset af den, der hævder det, og derefter løses, mens hykleriet typisk bliver søgt nedtonet og ikke bringer nogen videre.  Tværtimod er det ofte tale om et strategisk forsøg på at kunne “spille på to heste”.

Der er ikke helt få paradokser i samfundsudviklingen. I sin bog Stå fast skriver Svend Brinkmann om det, han kalder “paradoksmaskinen”. Og det er paradokserne, det er nødvendigt at få frem i lyset og arbejde på løse. Hykleriet kommer der derimod ikke noget godt ud af.

Flattr this!

Hvad skal vi med porno?

Det viste sig umuligt at finde et godt billede til dette blogindlæg, så jeg gav op.
Det viste sig umuligt at finde et godt billede til dette blogindlæg, så jeg gav op.

I dag er der en kronik af Henrik Marstal i Politiken om porno. Han skriver:

Når pornoforbrug bliver analyseret af sociologer eller psykologer, er det altid de negative aspekter af pornoforbruget, de fokuserer på. Det er i sig selv tankevækkende.

..

Men debatten bør ikke kun være af etisk karakter, men også stille kritiske spørgsmål til hvorvidt en kommerciel industri uden skrupler er ved at kolonisere noget af det mest grundlæggende i mennesket: kønsdriften.

Jeg forstår ham godt. Det er et problem, når børn får deres første viden om menneskers seksualitet via porno. Det er ikke bedre end at få sit første bekendtskab med teknikker til konfliktløsning ved at spille Grand Theft Auto eller med mad ved at besøge Burger King.

Der er mindst tre store problemer: Det ene er at den meste porno i dag faktisk er dum og grim og ender med at reducere dem, der deltager, og dem der ser på, til en slags objekter. Det andet er at ingen taler om hvordan man kan bruge porno. Det tredje er at der hersker en enorm dobbeltmoral om pornografi – det er enormt udbredt, men samtidig er det enormt stigmatiserende at deltage i porno som model/aktør. Der findes efterhånden flere historier fra især USA om (især) kvinder, der bliver fyret fordi det har vist sig at de deltog i pornooptagelser. På denne måde ligner det den slutshaming, seksuelt meget aktive kvinder og prostituerede kan blive udsat for.

Og de tre problemer hænger sammen, netop fordi emnet er så tabubelagt, trods alle de nøgne og halvnøgne mennesker i medierne. Også for mig er det underligt at skrive netop dette indlæg.

Men det er nemt at falde i den puritanske fælde som tabuet er udtryk for, og det er Marstal faretruende tæt på. Jeg er bestemt ikke modstander af pornografi som sådan, og det ville være en stor ulykke at prøve at forbyde skildringer af menneskers sexliv. Der findes film og litteratur der er helt seksuelt eksplicit og samtidig uden diskussion er kunstnerisk væsentlig. Og inden kameraets opfindelse var al pornografi malerier, tegninger og skrevne ord.

I stedet for at drømme om et forbud kunne man måske starte med at latterliggøre den dumme og grimme porno og prøve at finde ud af hvad kvalitet er i denne sammenhæng og hvordan porno bør bruges. Der findes feministisk porno, og Alain de Botton slår til lyd for at der skal laves begavet porno:

“Ideally, porn would excite our lusts in contexts which also presented other, elevated sides of human nature – in which people were being witty, forinstance, or showing kindness, or working hard or being clever – so that our sexual excitement could bleed into, and enhance our respect for these other elements of a good life,” he said.

“No longer would sexuality have to be lumped together with stupidity, brutishness, earnestness and exploitation; it could instead be harnessed to what is noblest in us.”

Måske skal vi sammenligne med alkohol; der er som bekendt flere gyldige og gode alternativer til at drikke sig fra sans og samling i sprutsodavand. Og alkohol er bestemt ikke uskyldigt – derfor skal vi finde en model for hvordan vi indtager (og nyder) alkohol og måske vælger at lade være med det. I virkeligheden er det vel den bedste metafor for vore dages pornoforbrug: på nettet står der altid en gratis Bacardi Breezer, fremstillet under usle arbejdsforhold og med en underlig farve, og venter på dig.

Flattr this!

Noget om herskerteknikker

hersker-print-2

I dette efterår deltog jeg i et møde, som universitetets ledelse havde indkaldt til som reaktion på et brev, som jeg og 90 af mine kolleger sammen havde skrevet som reaktion på universitetets bud på en strategi. Det var ikke nogen god oplevelse. Rent ud sagt: Lederne skældte os ud. Bagefter havde de af os, der havde deltaget, en underlig fornemmelse.

Og i år har jeg oplevet hvordan det teknisk-naturvidenskabelige fakultet må mit universitet skal deles. Men vi kan stadig ikke få at vide af universitetets ledelse hvorfor vores fakultet egentlig skal deles.

Det, vi oplever lige nu på AAU, er det som man kalder herskerteknikker. Udtrykket skyldes den norske samfundsforsker Berit Ås. Herskerteknikker dukker op i mange forskellige sammenhænge, hvor der er magtforhold involveret. Det kan være arbejdspladser og organisationer, det kan være et helt land, men det kan også være i mindre forsamlinger at man oplever herskerteknikker – til møder eller såmænd bare i hjemmet.

Debattøren og aktivisten Mads Ananda Lodahl har skrevet en interessent fortegnelse over 10 herskerteknikker.  Den er i høj grad værd at læse.  Lodahls analyse er samtidig træls, for det bliver aldrig det samme at være sammen med andre mennesker igen, når man først er begyndt at tænke over herskerteknikkerne og hvordan de hele tiden dukker op. Der er tale om

  • Usynliggørelse
  • Latterliggørelse
  • Tilbageholdelse af information
  • Dobbeltstraf
  • Påførelse af skyld og skam
  • Imødekommende modstand
  • Definition af virkeligheden
  • Objektificering
  • Vold og truende adfærd
  • Stereotypisering

Nogle af dem har vi nu oplevet på mit universitet – ikke mindst usynliggørelse, tilbageholdelse af information og imødekommende modstand har vi set masser af.

Andre herskerteknikker oplever man ude i samfundet. F.eks. er ideen om “dobbeltstraf” fremtrædende.  Hvis en kvinde går “udfordrende” klædt, er det ifølge nogen hendes ansvar hvis hun bliver udsat for et seksuelt overgreb. Men klæder hun sig “kedeligt” eller tydeligt a-seksuelt (f.eks. hvis hun er muslim og bruger hijab), har hun også gjort noget galt.

Herskerteknikkerne er udtryk for en udøvelse af magt, hvor man vil manipulere andre “på plads”. Og det er vigtigt at påpege dem, hvor vi oplever dem, så vi viser at vi har gennemskuet dem. For der kommer i det lange løb ikke noget godt ud af at bruge herskerteknikker.

Flattr this!