PADR

AAUs rektor Per Michael Johansen forrest blandt tilhørerne.

EU vedtog i 2016 at stifte et program for militærforskning, den såkaldte Preparatory Action on Defence Research (PADR). I de næste 10 år vil EU-kommissionen uddele mere end 40 milliarder euro til forskning i udvikling af nye våben.

Der har selvfølgelig også været militærforskning før, og i en del Horizon 2020-projekter er nogle af de virksomheder, der deltager, virksomheder, der også arbejder med militære aktiviteter. Men det er første gang, at EU giver penge til ren våbenudvikling. Blandt de projekter, der allerede er blevet støttet, er der tydeligt fokus på “autonome våben” som f.eks. droner.

Det er bekymrende, for dette initiativ kan meget let føre til et nyt våbenkapløb. De etiske diskussioner, der lige nu er om selvkørende biler, blegner i forhold til de enorme etiske dilemmaer, som selvskydende “autonome” våben fører med sig. Herudover kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at vi i en situation, hvor der er stor konkurrence om forskningsmidler, skaber yderligere motivation hos forskere til at søge penge hos PADR. PADR er dermed med til at skævtrække forskningen endnu mere.

Det er ikke overraskende, at min arbejdsplads Aalborg Universitet er med her. Man har endda stiftet en enhed ved navn AAU Defence, og jeg kan læse at to studerende fra AAU står for at skulle besøge en kampflyfabrik i USA.

Jeg vil godt opfordre alle mine kolleger på AAU og andetsteds til at skrive under på en opfordring fra Researchers for Peace til at EU stopper dette. Og jeg vil også opfordre Aalborg Universitets ledelse til at overveje, om forskning i udvikling af våben virkelig er det, vi har mest brug i verden i dag.

Mennesket som middel

Immanuel Kant skriver i Grundlæggelse af sædernes metafysik fra 1795 at

Die Menschheit selbst ist eine Würde; denn der Mensch kann von keinem Menschen (weder von Anderen noch sogar von sich selbst) blos als Mittel, sondern muß jederzeit zugleich als Zweck gebraucht werden, und darin besteht eben seine Würde (die Persönlichkeit), dadurch er sich über alle andere Weltwesen, die nicht Menschen sind und doch gebraucht werden können, mithin über alle Sachen erhebt.

(Fra Die Metaphysik der Sitten, 1795 – Her citeret fra https://korpora.zim.uni-duisburg-essen.de/kant/aa06/462.html)

En løs, dansk populæroversættelse af dette citat (som man ofte kalder for det andet kategoriske imperativ) er

Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.

Men meget ofte ser vi, at mennesker bliver behandlet som midler, ikke som mål i sig selv. Det ekstreme tilfælde er den menneskehandlede kvinde, der tvinges til at være prostitueret og skal leve låst inde, udsat for vilkårlig vold, når hun ikke skal opfylde mænds seksuelle lyster. Hun er den ekstreme udgave af “mennesket som middel” og samtidig også en ekstrem udgave af “mennesket som vare”.

Der er dog også langt mere subtile udgaver af dette at behandle andre mennesker som midler i stedet for at lade dem være mål i sig selv. Hvis jeg ser mig om, opdager jeg, at verden er fuld af dem.

I et ægteskab, hvor den ene ægtefælle er den andens “trofæ” (eller begge parter er hinandens “trofæ”) og måske tilmed ender med at være den andens tro fæ, bliver ægtefællen reduceret til et middel til at opnå den anden ægtefælles mål.

I den akademiske verden bruger nogle vejledere deres PhD-vejledning til at opnå medforfatterskab på mange publikationer og til at fremme vejledernes egne forskningsprojekter. De PhD-studerende er blevet reduceret til et middel til at opnå vejledernes mål.

I konkurrencestaten bliver alle menneskers handlinger midler til at opnå et mål for “staten”, nemlig at vinde i konkurrencen.

Også mænd

Avita Ronell

I øjeblikket er der en sag i USA, hvor en ung mandlig akademiker, Nimrod Reitman, anklager den meget ældre Avita Ronell for seksuel chikane, mens hun var hans mentor under hans uddannelse på New York University. Denne sag kommer samtidig med sagen om Asia Argento, der er blevet anklaget for seksuel chikane mod en ligeledes meget yngre mand..

Ifølge en lang artikel om sagen i dagbladet Information, begyndte chikanen i foråret 2012, da Reitman endnu ikke var startet på sin uddannelse. Avita Ronell inviterede ham til Paris, og han takkede ja til at bo med hende i nogle dage. Her bad hun ham om at recitere digte, mens hun faldt i søvn. Senere trak hun ham ind i sin seng, hvor hun lagde hans hænder på sine bryster og kyssede ham. Senere skete der en hel del mere.

Nogle vil nu bruge dette til at miskreditere hele #metoo-bevægelsen og sige at “kvinder er jo ikke bedre”. Men forhåbentlig kan disse sager have den modsatte virkning og styrke kampen mod seksuel chikane. Når der er sager, hvor mænd er ofre og kvinder gerningsmænd, må det nemlig kunne gøre det lettere for de mænd, der er skeptiske eller direkte negative over for alvoren i de mange beretninger om mænds chikane mod kvinder, at leve sig ind i, hvad kvinder oplever og at indse, at dette ikke handler om at ét køn skulle være godt og et andet ondt. Det hele handler derimod om at seksuel chikane udgør en alvorlig form for magtmisbrug rettet mod et andet menneske.

Af samme grund er jeg faktisk også overbevist om, at det generelt er gavnligt at der også kommer fokus på kvinders voldelige overgreb mod mænd – samtidig med at vi altid skal pointere, at langt de fleste seksuelle og voldelige overgreb på tværs af køn begås af mænd mod kvinder.

Den nye blufærdighed

Foto: Samvirke.

Som barn brød jeg mig ikke om skolens idrætstimer, og jeg var heller ikke glad for at skulle gå i bad bagefter. Det med at tage tøjet af foran andre brød jeg mig slet ikke om. Jeg var blufærdig og brød mig ikke om mit udseende. I dag, mange år senere, har jeg vænnet mig til at gå ind under fællesbruseren, når jeg går i motionscenter. Mange af dem, der kommer der, ser lige så ordinære ud som mig. Alligevel kan det også nu føles lidt underligt for mig at gå gennem det store omklædningsrum helt nøgen, hen til det fælles bruserum, hvor der kun er en matteret glasplade i legemshøjde, der adskiller bruserne. Men jeg gør det.

Her til morgen stod der en ung mand under bruseren, da jeg kom derind. Ved siden af ham hang underbukser og undertrøje. Dét havde jeg ikke set før. En anden gang for ikke så længe siden så jeg en anden ung mand, der tog brusebad med underbukserne på. Heller ikke det havde jeg oplevet før. I begge tilfælde var der tale om helt almindeligt udseende unge mænd. 

Man skal selvfølgelig have lov til til at gøre det, de gjorde. Der kan ikke være en slags krav om at man skal vise sig nøgen for andre. (Jeg undrer mig dog lidt over, hvad man egentlig gør efter at have taget brusebad med undertøj på.) Og paradokset mellem den nye blufærdighed og en offentlighed, hvor reklamerne er fyldt med afklædte mennesker og pornoen ligger tilgængelig alle vegne, er tydeligt. Den tilsyneladende accept af nøgenheden, alt dette signalerer, er kun – tilsyneladende.

Lad os stjæle selvglæden tilbage

Der er mange selvglade mennesker i medierne; jeg vil hævde, at personer som Donald Trump og Silvio Berlusconi er ærkeeksempler på selvglade politikere. I arbejdslivet har mange af os også stødt på selvglade personer, der aldrig blev trætte af at tale om deres egen succes og talenter. I vore dage virker det nogle gange, som om selvglæden breder sig ud over populærkulturen som aldrig før, med selvglade idoler og selvglade mennesker, der befolker reality-tv. Nu afdøde musiknavne som Leonard Cohen, Prince, David Bowie og Aretha Franklin vidste godt, at de var usædvanligt dygtige til det, de gjorde – selvglade var de, i al fald så vidt jeg kan fornemme, til gengæld ikke.

Men i sidste uge kunne jeg læse om en ny bog af Lars J. Sørensen, der er tidligere chefpsykolog og nu pensioneret. Bogen hedder Selvglad – menneskets livslange ægteskab med sig selv, og her bliver jeg uvilkårligt underligt tilpas, for det virker umiddelbart som om selvglæden skal rehabiliteres.

Hvorfor er det egentlig, selvglade mennesker er så irriterende? Hvad er det, der er galt med selvglæden? Hvis man har succes, må man så ikke fortælle det til andre? Og hvis man tror på egne evner, er det vel bare godt?

Lars J. Sørensen bruger ordet “selvglæde” på denne måde:

»Selvglæde er at tro på, at du betyder noget for andre, og at andre betyder noget for dig. Selvglæde er at turde mærke dig selv og at have modet til at stå i det åbne og møde andre i øjenhøjde, hvor du ikke kloger dig, blærer dig eller prøver at manipulere. For det er i samspillet med andre, at vi bliver mennesker. Det handler om ikke bare at give hinanden den hule facade, men om at mødes i nuet«

Det interessante er her, at selvglæden ikke består i at blære sig og samtidig i sig rummer, at man skal kunne møde Den Anden. Selvglæden er i dét tilfælde en form for indre styrke. Lars J. Sørensen taler også om det modsatte af selvglæde:

»Vi har alle sammen en indre kritisk stemme, der kværner løs, om ting, man ikke kan gøre, om hvad der er dårlig opførsel, om hvad andre skylder os, om at vi nok ikke har fortjent bedre. Det handler om at føle sig forkert og om skam. Det kræver meget af en person at turde lade den stemme passe sig selv og begynde at mærke efter, hvad man egentlig har lyst til. Det, tror jeg, selvglade mennesker er bedre til«.

Så vidt jeg kan se, er den selvglæde, som Lars J. Sørensen taler om, egentlig en kærlighed til sig selv, der gør det muligt at elske andre. Den selvglæde, som vi ser så meget af i vore dage, gør det i al fald ikke muligt for den selvglade at møde andre i øjenhøjde. Den selvglade ophøjer i stedet sig selv og bliver ude af stand til at lytte til andre.

Hvis der findes en god form for selvglæde, er det klart for mig at konkurrencesamfundet opdyrker ikke opdyrker dén form for selvglæde. Den indre, kritiske stemme får, i al fald så vidt jeg kan se, næring af al den konkurrence og alle de vurderinger, der er derude. De fleste vinder ikke i konkurrencen, men de, der gør, bliver selvglade på den ubehagelige måde.

Hvem lærer os at kigge på vores smartphone?

Kilde: https://bgr.com/2013/11/04/smartphone-public-use-bad-samaritans/

I Politiken er der en fascinerende fotoserie, der viser mennesker på gaden med hver deres smartphone. Alle billeder er taget af fotografen Martin Lehmann på gaden i København. Han siger

Jeg kastede mit kamera i alle retninger, men det var helt umuligt at nå at fotografere dem alle. Når man først fokuserede på det, var de der hele tiden – folk med hovedet nede i den der lille lysende skærm. Det var mennesker i blå, i rød, på cykel, med barnevogn. Det var mænd, kvinder, børn, unge, gamle…. Det var alle slags mennesker – med et total fravær til fælles.

Alle stirrer intenst på dem, og det er en adfærd, der på én og samme tid er asocial og social. Det sociale aspekt er selvfølgelig den kontakt, man får med andre gennem at bruge sin telefon. Det asociale aspekt består i at det er blevet helt almindeligt at tage en smartphone frem på alle mulige og umulige tidspunkter, og også når vi er sammen med andre og måske endda skal forestille at tale sammen. Reaktionen er også ved at sætte ind, bl.a. i form af det nylige forbud mod elevers brug af smartphone i folkeskolen i Frankrig.

Billedet ovenfor er ikke fra denne serie – det er fra 2013 og fra Italien. Det viser blot, at fænomenet ikke er så nyt igen. Men hvor har vi lært smartphone-adfærden henne? Nogle vil sige, at der altid har været tilsvarende adfærd – f.eks. adfærden med at gemme sig bag en avis i busser og tog. Men der er ikke ret mange, der før i tiden greb ud efter aviser midt under samtaler og i andre sociale sammenhæng.

En parallel er snarere rygning, der også en på én gang social, asocial og vanedannende adfærd, og jeg kan se, at Robbie Gonzalez drager samme parallel i samme i et essay i Wired. Rygere har en slags socialt fællesskab, men samtidig generer deres røg alle os andre, der ikke ryger. Her hører ligheden selvfølgelig op. Rygning er et helt igennem negativt og skadeligt fænomen; det samme gælder bestemt ikke for smartphones.

Der er imidlertid én anden ting, der er fælles: Mennesker lærer deres smartphone-adfærd på samme måde som mennesker lærer f.eks. at ryge, nemlig indirekte påvirkning fra andre. Der er næppe ret mange forældre, der lærer deres børn at ryge, og så er der alligevel temmelig mange børn, der ender med at blive rygere. Der er næppe heller ret mange forældre, der lærer deres børn at bruge smartphone hele tiden.

Da jeg var barn i 1970’erne, var der tobaksreklamer alle vegne. Jeg ved selv, at der er tre vigtige grunde til at jeg aldrig begyndte at ryge (og faktisk aldrig har prøvet det). Den første er, at ingen i mit barndomshjem røg, så det var ikke noget, jeg oplevede så meget i det daglige. Den anden er, at det var og er usædvanligt ubehageligt for mig at være i nærheden af folk der ryger. Men ikke mindst spillede social konditionering ind: de børn og unge på min egen alder, der først begyndte at ryge, var nogen, jeg ikke brød mig ret meget om (og nok heller ikke brød sig så meget om mig).

I tilfældet smartphones er den sociale påvirkning derfor vigtig. Men der er også en parallel til tobaksreklamerne, nemlig den massive påvirkning fra producenterne af smartphones og alskens tilbehør til dem. Og ikke mindst: Der var engang for kun 10 år siden, hvor smartphones var et særsyn. Adfærden er ikke kun socialt tillært; producenterne fremmer den også. Derfor skal vi også have fat i dem, hvis vi vil ændre og forbedre vores smartphone-adfærd, så vi kan finde frem til en smartphone-etik.

Skamløst

Først udtalte Donald Trump sig helt uforbeholdent positivt om Vladimir Putin. Derefter løj Donald Trump helt åbenlyst om sine udtalelser – og det var ikke engang et særligt udspekuleret forsøg på at lyve. I dag kan man læse om endnu en sag, hvor han tilsyneladende har forsøgt at presse en kvinde til at tie stille om en affære, hun har haft med ham.

Det spørgsmål, som mange stiller sig, er: Hvorfor skammer han sig dog ikke?

Mennesker føler skam, når de oplever en uoverensstemmelse mellem deres handlinger og de værdier, de har. Man kunne her drage den konklusion, at Donald Trump ikke har nogle værdier, og det er derfor, han ikke skammer sig. Man kunne måske også fristes til at konkludere, at Donald Trump må være psykopat – for psykopater skammer sig aldrig. Min fornemmelse er en anden.

Der findes nemlig tilfælde, hvor Trump har givet udtryk for at andre mennesker burde skamme sig. Bl.a. sagde han dette om nogle af sine modkandidater under valgkampen i 2016.

Den statsleder, der har mindet mest om Donald Trump i sin adfærd, er vel Silvio Berlusconi. Og ét har de fælles, inden de blev valgt til deres respektive embeder: De havde (og har stadig) stor økonomisk magt, og den har gjort det muligt for dem at gøre som de ville – de har følt sig berettiget til det. Derfor opfatter Trump og Berlusconi deres løgne og deres sexistiske og nedgørende adfærd som en integreret del af deres værdisæt. Hensigten (at få egne fordele som f.eks. økonomisk eller seksuel gevinst) helliger midlet.

Donald Trump mener simpelthen, at han handler korrekt. Men det, der  er ekstra skræmmende, er at der er så mange af hans støtter, der heller ikke skammer sig, og også mener, at han handler korrekt. For uden deres støtte og stemmer var han aldrig blevet valgt. Det er samtidig også dét, der gør det hele så svært at håndtere for alle os, der ikke er imponeret af Donald Trump, for vi kan ikke bede ham eller hans støtter om at skamme sig. De føler nemlig ikke, at de har noget at skamme sig over.

Lægeløftet og andre løfter

En ny kandidat i medicin aflægger lægeløftet på Aalborg Universitet. Foto: Lars Horn/Lars Horn / Baghuset

I dag kunne jeg se at ACM, der er en international, men reelt voldsomt amerikansk domineret, forening for dataloger, har opdateret sine etiske retningslinjer. 

Det er godt, at der findes sådanne retningslinjer, og i en virkelighed, hvor  automatiseringen kan have voldsomme konsekvenser for menneskers arbejdsliv og hvor dataanalyse kan bruges til overvågning og undertrykkelse, er den slags bydende nødvendigt. Og så glemmer jeg ikke, at nogle af dem, jeg tidligere har undervist, desværre valgte at arbejde for virksomheder, der hjælper diktaturstater.

I Danmark skal alle, der bliver færdige med medicinstudiet, afgive lægeløftet ved en ceremoni på det universitet, de dimitterer fra. Når man har afgivet lægeløftet, begynder man sin gerning som læge, og løftets indhold fortæller om de etiske retningslinjer for denne gerning og om hvilken faglig standard man vil stræbe efter. Det danske lægeløfte stammer som andre landes lægeløfter fra den græske læge Hippokrates, der levede i det 4. århundrede fvt.. I den nuværende form stammer det fra 1815 og lyder

Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig,

– at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn,
– at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse,
– at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret,
– at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.

Hvorfor er der ikke et tilsvarende officielt løfte for akademikere fra andre professioner? Også f.eks. dataloger skal tjene både fattig og rig, skal anvende deres kundskaber med flid og omhu og skal blive ved med at udvide deres kundskaber.

En lille æske piller på et hemmeligt sted

Aktiv dødshjælp er et af de rigtig svære emner at tage stilling til, og det har det bestemt også været for mig. Der er et meget rammende interview om dette emne med den engelske hjernekirurg Henry Marsh i Politiken. Det sværeste aspekt er de beslutninger, man skal træffe om andre menneskers skæbne. Men en anden vinkel på dette emne er, hvad man skal gøre, hvis man selv bliver alvorligt syg. Henry Marsh har, røber han, en lille æske med piller på et hemmeligt sted. Dem vil han tage, hvis han en dag bliver uhelbredeligt syg. Han siger

»…Jeg kender flere læger, som ville gøre det, hvis de fik konstateret Alzheimers. Hvis jeg fik konstateret tidlig Alzheimers, så tror jeg, at jeg ville gøre det. Og vi er blevet bedre til at diagnostisere det tidligt. Det var det, min far døde af. Jeg har i min karriere set mange patienter med alvorlige hjerneskader, jeg har arbejdet på et psykiatrisk hospital. Jeg ved som læge, hvordan det kan være«.

Men det kan tage to år eller 20 år, det ved du ikke?

»Ja, det kan tage lang tid, men det vil langsomt gå tilbage. Og jeg vil ikke ende som min far, heller ikke efter mange år. Jeg har levet 68 år. Jeg har skrevet to bøger, jeg har gjort mit. Mine børn er alle i 30’erne og uafhængige af mig. Jeg er sikker på, at de vil savne mig, men problemet er, at man tit husker folk, som de var, da de døde. Min far døde som 97-årig helt dement, mens min mor døde, da hun var 82 år og klar til det sidste. Det er sådan, jeg husker dem. Jeg vil helst have, at mine børn husker mig, mens jeg stadig har min hjerne, end at de husker mig som et dement vrag på et plejehjem«.

Jeg forstår godt Henry Marsh. Min mor levede med demens i formodentlig 14 år; den brød ud kort efter hun var gået på efterløn og det gik hurtigt ned ad bakke – efter et halvt år var hun på plejehjem, og der tilbragte hun sine sidste 13 år. Det var meget hårdt for hende, når hun en sjælden gang fik et “klart øjeblik” og indså hvor galt det var fat. Og det var hårdt for alle os, der havde mistet hende. Og hvad angår minder om den afdøde, tror jeg desværre at Henry Marsh har ret – jeg husker desværre først og fremmest min mor som den stærkt demente og voldsomt overvægtige person hun havde været i lang tid (min mor var aldrig overvægtig, da hun var rask), da hun døde. De mange år, jeg kendte hende inden demensen satte ind, fremstår i min erindring som historien om en anden person. De triste minder om demensen overskygger uvilkårligt det, der gik forud.

Da min mor til sidst i en alder af 74 fik konstateret at hendes kræftsygdom var blusset op igen, skulle jeg tage stilling til om hun skulle udredes for kræft eller man skulle lade hendes kræftsygdom forblive ubehandlet, men lindre hendes smerter med palliativ behandling i den sidste tid. Et udredningsforløb for en stærkt dement person, der ikke engang vidste at hun havde kræft, virkede uværdigt, ville formodentlig påføre hende flere lidelser og formodentlig heller ikke virke livsforlængende. Og til hvilket liv? Jeg valgte efter svære overvejelser ikke at lade min mor blive udredt, og denne beslutning synes mig også i dag at have været den mest anstændige. På denne måde traf jeg et valg på min mors vegne.

Jeg er på ingen måde fortaler for at yde aktiv dødshjælp til demente, der ikke selv har bedt om noget sådant, inden demensen satte inde. Men hvad jeg selv vil gøre, hvis jeg en dag selv skulle blive diagnosticeret med demens, ved jeg endnu ikke. Lige nu er jeg tilbøjelig til at være enig med Henry Marsh.

Hvad vil du sige til dig selv?

Jeg har i dag fået læst Psykologi og eksistens, en kort, men på ingen andre måder lille bog af den østrigske psykiater Viktor Frankl. Frankl var født i 1905 og på grund af sin jødiske baggrund blev han pågrebet af nazisterne og, tilbragte tre år i koncentrationslejr. Blandt andet var han fange i Auschwitz. Frankl mistede sin hustru og sin familie i Holocaust.

Størstedelen af bogen er Viktor Frankls beretning om og refleksioner over netop de erfaringer, hans gjorde sig som overlever af Holocaust, og ikke mindst hans forsøg på at forstå hvordan nogen kunne overleve dette helvede og hvorfor nogle døde med værdighed, mens andre blev knækket.

Efter 2. verdenskrig grundlagde Frankl den såkaldte logoterapi, og bogens sidste del omhandler grundideerne i logoterapien. Ordet logos er græsk og betyder “ord”, men det betyder også “mening”, og fundamentet i logoterapien er netop, at det enkelte menneske for at kunne leve godt er nødt til at skabe en mening med sin egen eksistens. Denne mening er da en fundamental drivkraft bag menneskets handlinger. Meningen vil være en mening, der rækker ud over det enkelte menneske og samtidig udgør en form for værdighed. Det vil også være en mening, der kan rumme en mening med de lidelser, man har måttet gennemgå. Typisk er meningen, at man har formået at håndtere lidelserne med en form for værdighed.

Alt i alt skal man ikke spørge andre om, hvad meningen med livet; man skal spørge sig selv. Og som Frankl skriver, er meningen med livet ikke konstant – den udvikler sig gennem livet. Netop dét kan jeg selv nikke genkendende til. Meningen med mit liv er ikke den samme i dag, som den var, da jeg var halvt så gammel som i dag. Faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad jeg ville have sagt dengang.

I sin gennemgang beskriver Frankl flere interessante øvelser, som han udviklede som terapeut. Den måske allermest interessante øvelse er denne:

Du er firs år gammel, og du ligger på dit dødsleje. Nu ser du tilbage på dit liv. Hvad føler du i denne situation? Hvad vil du tænke? Hvad vil du sige til dig selv?

Frankl beskriver en kvinde, der var mor til en handicappet dreng og tidligere havde mistet sin anden søn. Hun havde forsøgt at begå selvmord og at tage drengen med sig i døden. Det, der forhindrede dette, var at drengen hindrede hende i det – for han holdt af livet. Han beder nu kvinden forestille sig at hun er gammel og skal dø:

Da hun så sit liv, som om hun lå på dødslejet, var hun pludselig blevet i stand til at se en mening med det, en mening, der også indeholdt alle hendes lidelser. På samme måde var det også blevet klart, at et kort liv, hendes døde drengs, kunne være så rigt på glæde og kærlighed, at det kunne rumme mere mening end et liv, der varede i firs år.

Tidligere har jeg skrevet om eftermælet her på bloggen, og i denne øvelse, der er rigtig væsentlig og svær tillige, beder terapeuten netop personen om at forestille sig sit eget eftermæle, når det står for at skulle skrives.  Dette eftermæle udgør en slags opsummering af meningen med livet. For nogle mennesker, der har meget høje tanker om sig selv, vil øvelsen måske bare afspejle en voldsom selvovervurdering. F.eks. tror jeg ikke at en autoritær politiker som Trump, Putin eller Erdogan ville få glæde af øvelsen. Man skal, tror jeg, have en form for eksistentiel tvivl for at kunne drage nytte af øvelsen.

Hvad ville vi selv svare, hver især? Hvad ville vi føle og sige til os selv på dødslejet?