Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Lad ikke en mand klare en læges arbejde!

Lad_ikke_en_kvinde_834568a

Jørn Lund skriver i Politiken om hvor svært vi har fået det med at tale ordentligt til hinanden. Han observerer at de sproglige tabuer forsvinder.

I dag kan man uden at sætte sig uden for det gode selskab sige, at en film var pissegod eller røvsyg, måske endda en lortefilm, det statsdrevne tv kan præsentere temaudsendelser med betegnelse Kussen, og i næsten enhver diskussion hører man eder og kraftudtryk. Litteraturen afspejler denne udvikling, der ikke er så gammel igen.

Jeg kommer også selv til at bruge den slags kraftudtryk, men nogle gange opdager jeg det, og så bliver jeg underligt tilpas. Det lyder tanteagtigt, men jeg opdager at sproget bliver fattigere og at de stærke udtryk mister deres kraft, hvis man hele tiden bruger dem.

Det er også hos Politiken, man kan læse om en reklame for firmaet Renex, der ligger i Rødovre.

Der er blevet klaget over reklamen til forbrugerombudsmanden, der sendte sagen videre til Ligebehandlingsnævnet. Her mener man ikke at reklamen er kønsdiskriminerende – og man henviser til hensynet til ytringsfriheden.  Det er ikke en reklame, jeg bryder mig om overhovedet – det er i hvert fald ikke den slags reklamer, der får kvinder til at vælge at blive håndværker. Og hvad ville mænd mon sige til en reklame for privathospitaler, der proklamerede

Lad ikke en mand klare en læges arbejde!

? Der er nok ganske mange mænd, herunder mandlige læger, der ville brokke sig – og forståeligt nok.

De to artikler fra Politiken viser på hver sin måned hvad jeg synes er et problem med at finde ud af hvordan vi bør kommunikere med hinanden. Det er ikke et spørgsmål om hvad man sige til hinanden – for selvfølgelig skal det ikke forbydes at sige “røvsyg” og selvfølgelig skal en reklame som ovenstående ikke forbydes.  Der er masser af situationer (hvem sagde f.eks. “Muhammed-krisen”?) der viser hvor svært vi har ved at få en ordentlig diskussion af etikken bag kommunikation – en diskussion af hvordan vi bør kommunikere med hinanden. Meget ofte strander diskussioner af denne slags i nogle meget polariserede holdninger. Men det er faktisk meget vigtigt at tænke over hvordan vi bør kommunikere. Telepati findes nemlig ikke, så den eneste adgang vi har til andre menneskers tanker og følelser er gennem det, de siger.

Helt konkret: Mener Renex virkelig, at kvinder ikke kan blive gode arbejdsmænd? Jeg ved det ikke, og jeg hæfter mig ved at den person, der står forrest i velkomstbilledet på deres hjemmeside er en kvinde. Men hvad var det så, de ville med reklamen?

 

 

flattr this!

Altruisme blandt hvaler

stumpy

dolphin-with-spinal-trouble-sperm-whales_63541_990x742

Der er masser af diskussioner af om mennesker først og fremmest tænker på sig selv.  Men når man taler om menneskets natur, kan det være interessant at se netop på naturen.  Billedet af alles kamp mod alle er mere nuanceret end man ofte tror.

I dag så jeg et naturprogram på DR2 om en flok spækhuggere, der blandt sig har én, der har et hak i rygfinnen. Det har gjort den pågældende spækhugger nem at identificere, og man ved derfor at den har levet i mindst 17 år. Men undervandsfotograferne fik en stor overraskelse, da de for første gang så mere end halefinnen af Stumpy – spækhuggeren er deform og svømmer dårligt. Den kan derfor ikke jage selv. Men alligevel er den med, når resten af flokken jager, og de andre hvaler lader Stumpy få noget af byttet.

En anden historie, også blandt tandhvaler, viser en lignende altruisme, men her er det hvaler fra to forskellige arter. Tyske havbiologer har observeret hvordan en flok kaskelothvaler har taget et marsvin til sig og beskytter det – og marsvinet er ligesom Stumpy deformt. Der er forskellige mulige forklaringer på hvorfor kaskelotterne beskytter det lille marsvin, og en af dem er at de beskyttet det, som de ville beskytte en af deres egne kalve. En anden er at de beskytter marsvinet mod – spækhuggere.

flattr this!

Hvad nu hvis det er os…?

alone-in-the-universe1280

Vint Cerf er formand for ACM og en af ophavspersonerne til TCP/IP-protokollen, der er helt central for Internettet.  I en klumme i seneste nummer af Communications of the ACM skriver han om en workshop, der handlede problemerne med internetforbindelser i det ydre rum. Det tager otte timer for et radiosignal at nå Jorden fra Pluto, og det påvirker unægtelig mulighederne for at have et sådant interplanetarisk (for ikke at sige interstellart) internet.

Men det rigtig interessante i Cerfs klumme er hvad han skriver om et foredrag ved workshoppen, hvor den amerikanske astrofysiker og forfatter David Brin tog udgangspunkt i Drake-ligningen. Det er en formel, der skyldes den amerikanske astronom Frank Drake. Formlen giver et estimat over antallet af intelligente civilisationer i vores galakse, dvs. i Mælkevejen.

Hvis Drakes ligning er korrekt, må der være rigtig mange intelligente civilisationer derude. Men hvis der er andre intelligente civilisationer i vores galakse, hvorfor har vi så ikke fået kontakt med nogen af dem?

Dette kalder man også for Fermis paradoks. Der er ganske mange bud på hvorfor det forholder sig sådan, og det har Brin skrevet en del om på sin blog. Men et interessant og egentlig også oplagt svar, som Brin nævner og Cerf reflekterer over, er dette: Måske er der faktisk kun os her på Jorden, og netop derfor er det så os og kun os, der en dag ville kunne befolke resten af vores galakse. Det er kun livet på Jorden, der vil kunne “lyse universet op”.

Mange vil her sige, at dette er vidtløftige spekulationer. Der er en altødelæggende borgerkrig i Syrien og andre væbnede konflikter derude, som omverdenen har glemt (her tænker jeg på DR Congo). Og alt tyder på at afbrændingen af fossile brændstoffer vil ændre jordklodens klima. Der er ulighed og undertrykkelse. Der arbejdsløshed og økonomisk krise. Lad os da koncentrere os om at løse de problemer.

Det synes jeg bestemt også at vi har pligt til. Men hvis vi er helt alene i galaksen, har vi som mennesker et helt særligt ansvar for at passe på os selv og på vores planet. Det er kun, hvis vi kan løse vore egne konflikter og miljøproblemer, vi vil kunne “lyse universet op” i stedet for at ødelægge det eneste liv, som man kan være helt sikre på findes i Mælkevejen. Derfor er vi også nødt til at tænke på det større billede ind imellem.

flattr this!

Jørgens sande natur

national-forest-true-self

På Edge.org kan man nu læse om en helt ny videnskabelig disciplin, nemlig eksperimentel filosofi. Umiddelbart havde jeg aldrig troet, at jeg skulle se de to ord sammen, men sådan er det altså.  Joshua Knobe fra Yale University fortæller om ideerne bag. Noget af det, han og kolleger undersøger, er vores opfattelse af menneskets “sande natur”.

Jørgen arbejder for bøsser og lesbiskes rettigheder og holder foredrag om hvor vigtigt det er at alle mennesker har samme rettigheder uanset seksuel orientering. Men Jørgen har i al stilhed udviklet en irrationel negativ holdning over for bøsser og lesbiske, og den vil han ikke fortælle til nogen, for den går imod alt hvad han siger og argumenterer for.

Hvad er Jørgens sande natur? Dette har Joshua Knobe og kolleger undersøgt ved at lave en spørgeskemaundersøgelse. Et af spørgsmålene bad forsøgspersonerne beskrive sig selv som “frisindede” (det, man i USA kalder liberal, men ikke er det samme som ordet normalt betyder herhjemme) eller “konservative” (heller ikke en god oversættelse af det amerikanske begreb conservative). De, der betegnede sig selv som frisindede, var overvejende af den holdning at Jørgens “sande natur” var at være tolerant over for bøsser og lesbiske. Derimod mente de, der betegnede sig selv som konservative, at det var Jørgens “sande natur” der manifesterede sig i hans skjulte modvilje mod homoseksuelle.

Her er så en anden Jørgen. Han er stærkt religiøs og holder foredrag om hvor vigtig den heteroseksuelle kernefamilie er og hvor vigtigt det er at sikre at bøsser og lesbiske ikke skal kunne indgå ægteskab. Men Jørgen er faktisk selv bøsse og er seksuelt tiltrukket af andre mænd. Det vil han ikke fortælle nogen, for det går imod alt hvad han siger og argumenterer for.

Nu er spørgsmålet igen: Hvad er Jørgens sande natur? Her var svarene omvendt: De frisindede mente at Jørgens homoseksuelle orientering var hans sande natur, mens de konservative mente at det var Jørgens synlige og begrundede holdninger mod homoseksualitet, der var hans sande natur.

Denne type eksperimenter synes at påvise at menneskets  “sande natur” ikke er de irrationelle følelser eller de begrundede holdninger, men de holdninger som man opfatter som moralsk forsvarlige.

Min umiddelbare reaktion er at der ikke kan være langt fra eksperimentel filosofi til eksperimentel psykologi – og det er der heller ikke ifølge Joshua Knobe. Om dette er filosofiens genfødsel eller det modsatte, ved jeg ikke.

flattr this!

Den digitale selvfølgelighed og de analoge lommer

gaffel

Det er de færreste af os, der har en gaffel i lommen og tager den frem med jævne mellemrum for at kigge fascineret på den. Alle ved at en gaffel kun er virkelig velegnet til at spise bestemte madvarer med. Men der findes andre artefakter, som vi gerne fisker frem fra lommen i tide og utide.

I et langt debatindlæg i Politiken den 15. februar sætter Rasmus Hagedorn-Olsen, der er specialestuderende i offentlig ledelse, og Martin Fehr Therkildsen, der er bachelor i retorik, fokus på det, de kalder den “digitale selvfølgelighed”.  Deres udgangspunkt er studerendes brug af computere og smartphones ved forelæsninger – den ender med at distrahere dem selv.

Jeg har tidligere skrevet om problemerne om studerendes brug af computere til forelæsninger. Rasmus Hagedorn-Olesen og Martin Fehr Therkildsen giver i deres debatindlæg en beskrivelse af en engagerende forelæsning i København, der blev ekstra engageret fordi forelæseren netop ikke tillod brugeren af computere under forelæsninger (jeg er selv også blandt dem, der har denne politik), og de skriver

Der er vigtigere ting i livet end jagten på det næste digitale fix, nemlig kvaliteten af nærvær, opmærksomhed, eftertænksomhed og fordybelse. De ting opnår vi bedst ved at sige fra over for den digitale selvfølgelighed. Ikke hele tiden, men i det mindste en gang imellem.

De to studerende står bag webstedet Analoge lommer der skal sætte hele den ureflekterede tilgang til brugen af digitale medier under debat. Det er selvfølgelig paradoksalt (som de selv gør opmærksom på) at initiativet tager form af et websted, men formålet er netop også at skabe en reflekteret brug af de digitale muligheder og de analoge muligheder. Det er der i høj grad brug for.

 

flattr this!

Et bymenneske i naturen

togrise

Bølgerne er gået endog meget højt i kølvandet på Københavns Zoos beslutning om at dræbe en giraf og partere den for øjnene af publikum, og endnu engang er Danmark kommet i mediernes søgelys rundt om i verden med negativ omtale. På et tidspunkt bliver man nødt til at tage historien alvorligt, for den afslører noget om vores splittede forhold til dyr. Det sædvanlige argument er at man ikke bør kritisere det, der overgik giraffen Marius, for man spiser selv kød, der kommer fra dyr, der rutinemæssigt er blevet slået ihjel og slagtet. Et andet argument, der fremføres, er at mange af de protesterende er bymennesker uden viden om forholdene i landbruget.

På en måde er ræsonnementet helt uangribeligt; der er tale om den sædvanlige appel til etisk konsekvens – handlingerne A og B er ens, og hvis du accepterer A, må du også acceptere B. Hvis man mener noget andet, er man hykler.

Jeg er en af dem, der ikke spiser kød. Selv om jeg voksede op på landet, er jeg for længst blevet et bymenneske. Jeg er ikke gået med i protesterne over girafdrabet, for de endte med at blive skingre – men det betyder ikke at jeg bifalder handlingen. Min personlige holdning er at drabet på giraffen Marius skulle være undgået. Der findes rundt om i verden “hjem” (shelters)  for dyr, der er blevet vanrøgtet – burhøns, der nu har fået fjerdragten tilbage og kan gå frit omkring, malkekøer, der ikke kunne producere nok mælk, men nu kan færdes på engene osv.  Noget lignende kunne findes for andre store dyr.

Selvfølgelig vil man også hos mig kunne påpege inkonsekvenser. Det, der interesserer mig, er mest hvad det er der skaber så forskellige reaktioner. For mig at se er det ansigtets og navnets magt. Giraffen har et navn, et ansigt, en fødselsdato og forældre, der er kendte. Derfor kan vi sympatisere med dens skæbne; giraffen har en identitet og den bliver slået ihjel og parteret i fuld offentlighed. Rundt om i det animalske landbrug er der millioner af ansigtsløse dyr uden navn og uden forhistorie. De er til gengæld glemt og bliver slået ihjel i en ansigtsløs bygning, hvor kun slagterne selv færdes. Det er snarere her, inkonsistensen er – at nogle af de dyr, mennesker opdrætter, har en identitet og en synlig skæbne, andre ikke. Og nej, jeg slår ikke til lyd for at hver eneste bænkebider i min have skal navngives. Men for mig at se er der tale om to forskellige slags afstand: den afstand til dyrene, som alle vi bymennesker lever med, og den afstand til dyrene, som det animalske landbrug retfærdiggør og er nødt til at have for at kunne retfærdiggøre sig selv. Ingen af dem er for mig at se holdbare.

flattr this!

Den umulige anerkendelse

FREDERIK2

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg følger trofast med i Arvingerne på DR1. Det mest fascinerende i denne fortælling er at de fire søskende alle drives af det samme; de vil gerne anerkendes af den moder, der på hver sin måde har svigtet dem, og den største anerkendelse er at fremstå som hovedarving. Derved ender de med at gøre livet surt for hinanden og sig selv og med at splitte resten af deres familier ad.

Noget af det, der altid undrer mig og på en måde også fascinerer mig er at mange af os i varierende grad har denne tilbøjelighed: At vi meget ofte vier en masse opmærksomhed til dem, der er mest ligeglade med os. Alle de andre, de gode mennesker, ender vi med at tage for givet. Vi længes ofte efter anerkendelse fra dem, der ikke vil anerkende os. Jeg har brugt alt for meget krudt på at ruge over de spredte studerende, der kritiserede min undervisning hårdt, og på de kolleger, der var bedøvende ligeglade med min forskning.

En gammel sang af Paul Westerberg (“Bastards of Young” med The Replacements) opsummerer det usædvanligt koncist:

The ones who love us best are the ones we’ll lay to rest
And visit their graves on holidays at best
The ones who love us least are the ones we’ll die to please
If it’s any consolation, I don’t begin to understand

Så længe vi længes efter denne umulige anerkendelse, kan vi ikke blive tilfredse.

flattr this!

En anden slags virksomhed

andel

I disse dage ser vi igen hvordan hidtil offentlig virksomhed efterhånden kommer uden for demokratisk kontrol: den statsejede dansk virksomhed DONG er ved at komme delvist i hænderne på en amerikansk spekulant, og det britiske postvæsen Royal Mail bliver børsnoteret og sat til salg (og værdisat netop af Goldman Sachs). Men det værd at huske at der er andre måder at strukturere produktionen på og at beholde demokratisk kontrol med den. The Independent har for nylig bragt en artikel om Suma, der er et britisk kooperativ i fødevarebranchen. Det er en virksomhed, der drives på en helt anden måde end det, der er udbredt – og det er en virksomhed med succes.

Beslutninger træffes demokratisk af medarbejderne; ledelsesstrukturen er flad. Der er ingen direktør, og det er medarbejderne selv (ikke eksterne parter) der helt og holdent ejer Suma.

Richard Hizzard, 46, who works in sales and is also a qualified HGV driver, says that outsiders often find this hard to fathom. “People, when they start, come looking for a boss. They say, where is the director? But we are all self-managed and we inspire each other. We have had people who have been barristers, doctors,” he says. “It is a strange concept, but clearly it works and the growth is phenomenal.”

Det er især interessant at dette er muligt i et samfund som det britiske. I Danmark har vi tidligere haft andelsbevægelsen som et bud på en anden måde at organisere produktionen på, men de tre danske regeringspartier, der hver især og på hver deres måde har haft andelsbevægelsen som del af deres tankegods, ser ud til helt at have glemt denne del af Danmarkshistorien.

flattr this!

Altruismen er død! Leve egoismen!

altruismeMacrofag

I går skrev jeg om altruisme og om “hierarkiet af altruisme”. Jeg har aldrig brudt mig om ideen om at uegennyttige handlinger kun kan være “ægte”, hvis man ikke har det godt med at udføre dem, men jeg har samtidig haft det svært med at levere et godt modsvar. En anden bidragyder til Edge.org, der har besvaret spørgsmålet om hvilket begreb, der bør opgives, er Tor Nørretranders. Og hans bud er at det er altruismen!

Begrebet altruisme er skabt af Auguste Comte, positivismens fader, og er oprindelig tænkt som modbegreb til egoisme. Så der er ingen altruisme uden egoismen.

Der er bestemt ikke tale om at Nørretranders siger at alle bare skal være ligeglade med andre. Tværtimod. Mange af de handlinger, mennesker foretager sig, er til gensidig nytte – det kan simpelthen bedst betale sig. Så der er ikke nogen modsætning mellem at tænke på sig selv og at tænke på andre. Alle dem, der kun tænker på sig selv, er derfor amatøregoister, siger Nørretranders.

Likewise, if you feel better and make more money when you are generous and contribute to the wellbeing and resources of other people—like in the welfare societies like my own Denmark that became very rich through sharing and equality—then the person who wants to keep everything for himself, with no gift-giving, no tax-paying and no openness, is just an amateur egoist. Real egoists share.

Therefore, it is not altruistic to be an altruist. Just wise.

Det er ikke nogen ny idé; den dukker op i hans bog Det generøse menneske. Om Nørretranders’ tese så holder hele vejen hjem, ved jeg ikke, men jeg synes at den giver os en overbevisende måde at slippe af med begrebet om den “uægte altruisme” på.

flattr this!

En værre egoist

radiserne

Forleden morgen da jeg cyklede på arbejde og kørte hen til Selma Lagerløfs Vej 300, hvor jeg har kontor, kom jeg forbi et cykelskur hvor en cykel stod med baglygten tændt. Jeg stod af min cykel, slukkede lygten på den fremmede cykel og kørte videre. Jeg kunne have været ligeglad, for det var jo ikke min cykel, men jeg var det ikke. Det føltes som det rigtige at gøre. Det tog nogle få sekunder.

Hvad tænker I når I læser denne lille beretning? At jeg har handlet uegennyttigt? At jeg gjorde det, fordi jeg ville føle mig godt tilpas? At jeg nu vil bade mig i bloglæserens beundring over min handling? Jeg var faktisk et øjeblik betænkelig over at nævne den – netop af denne grund.

Da jeg gik i gymnasiet, endte jeg ofte i nogle underlige diskussioner om menneskets natur. Af en eller anden grund vil vi helst diskutere alle livets store spørgsmål, mens vi er teenagere. Er mennesker egoister eller altruister? Handler vi dybest set selvisk eller uegennyttigt? Nogle af mine kammerater mente at alle mennesker var egoister, for alt hvad vi gjorde af egen drift, netop var noget vi selv havde valgt at gøre og derfor gjorde for at føle os bedre tilpas.

I dag ved vi at mennesker kan handle på begge måder. Psykopater er rendyrkede egoister. Det menneske, der redder et andets liv, er det bestemt ikke. Det fantastiske og overraskende ved mennesker er at vi kan foretage os handlinger, som ikke er til nytte for os selv og som vi ikke har nogen gevinst af.

Edge.org har igen i år en lang række bud  fra forskere og forfattere på begreber fra videnskaben, som vi bør kassere. Et af dem kommer fra psykologen Jamil Zaki, og han tager netop fat i det, han kalder det “altruistiske hierarki”.

Det er som om, skriver han, at mange mennesker opererer med et hierarki af uegennyttighed. Hvis man foretager sig en altruistisk handling fordi man derved føler sig bedre tilpas, er det ikke “ægte altruisme”, vil nogle sige.

Jamil Zaki vil gerne af med dette krav, og heri er jeg helt enig.

Det er som om “ægte altruisme” skal bestå i at udføre en uegennyttig handling, der vil gavne andre, og at have det elendigt med det! Men set i det lys er det ikke engang tilfældet at det menneske, der redder et andet menneskes liv, handler “ægte altruistisk”! Og desuden gælder det jo at enhver handling af denne art er en handling, som mennesket kun udfører, fordi han/hun vil! Set på denne måde ville altruisme slet ikke kunne eksistere. Kravet bliver absurd og umuligt.

Jeg spekulerer på hvor kravet om “ægte altruisme” kommer fra. Måske er en af kilderne lignelsen fra Bibelen (Lukasevangeliet, kapitel 18) om farisæeren og tolderen. Farisæeren udbreder sig i sin bøn i templet om hvor mange gode gerninger, han har gjort, mens tolderen er helt ydmyg, da det er hans tur til at bede i templet. Og moralen i lignelsen er at

For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

 

flattr this!