Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Glad og ligeglad?

Det britiske punkband Discharge lavede tilbage i 1982 et usædvanligt hvast og metallisk album, der var et opgør med ligegyldigheden.
Det britiske punkband Discharge lavede tilbage i 1982 et usædvanligt hvast og metallisk album, der var et opgør med ligegyldigheden.

I denne weekend orkede jeg knap nok at læse avis. Dagbladet Information handlede om attentater i Frankrig, uenigheder i Bosnien, fascisme i Grækenland, menneskeskabte klimaforandringer, adoptivbørns bekymringer som voksne osv. osv.  Det var helt klart at der var grund til bekymring, men hvad i alverden kunne jeg dog gøre ved det en lørdag formiddag i januar?

Sidste år bad Edge.org en lang række forskere og forfattere give deres bud på en videnskabelig idé, der efter deres mening bør sendes på pension. En af dem, der blev spurgt, var den amerikanske psykolog June Gruber. Hendes bud på en opfattelse, vi bør forkaste, er at positive følelser nødvendigvis er gode følelser og at negative følelser (såsom nedtrykthed eller frygt) nødvendigvis er dårlige.

Nogle gange kan det forholde sig sådan, men man kan være så glad at man bliver ligeglad med andre eller er ubekymret, selv om andre mennesker bliver holdt udenfor. Hvis man er glad for sit job og sin familie kan man ende med ikke at have empati for de arbejdsløse og ensomme. Omvendt kan man, hvis man frygter f.eks. klimaforandringerne blive ansporet til at kæmpe for et bedre miljø.

Flere undersøgelser har konkluderet at signifikant flere højreorienterede mennesker end venstreorienterede mennesker føler sig lykkelige. Det er ikke overraskende, at f.eks. Venstres Ungdom er glade for disse konklusioner. Men måske skulle de ikke være så glade endda. For måske ender de bare med at være selvtilfredse.

flattr this!

Broen

broen

Dagbladet Information bringer denne weekend en reportage fra en prisuddeling for reality-tv. Det er godt nok en trist omgang at læse om.  For nogle år siden skrev jeg om reality-tv og undrede mig over hvorfor det dog skulle være så dumt og vulgært.

Men i dag blev jeg mindet om Poul Martinsen, der fra 1960’erne og frem lavede en lang række interessante dokumentarfilm for Danmarks Radio. DR Bonanza har en række af Martinsens film fra dengang, hvor det fælles tema er fordomme. En af de film, andre har hæftet sig ved, er Broen, en lille film fra 1969 på en halv time. Den handler om to grupper af  unge mennesker fra København, der har voldsomme fordomme mod hinanden, men bliver bedt om at bygge en bro over en å. Den gruppe er “langhårede” og den anden er “læderjakker”.

Måske er det ikke reality-tv i moderne forstand, for filmen er redigeret og med en reflekteret og reflekterende kommentar, og selv om der er en pengepræmie på spil, er deltagerne ikke med for at blive berømte eller for at vinde. Broen er til gengæld en god lille dokumentar som stadig er værd at se i dag. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvad der mon er blevet af de unge mennesker, der var med i Broen.

Berlingske har en interessant portrætartikel om Poul Martinsen. Hans sidste tv-produktion hed Krigerne og kom i 2006 – den er den mest umiddelbart reality-agtige produktion, han har lavet, men som før er formålet langt dybere end at bære tilfældige unge mennesker frem til flygtig rigdom og berømmelse.

flattr this!

Beskyldninger om homoseksualitet

abbaye

Det er formodentlig umuligt at skrive en samlet konklusion på de forfærdelige begivenheder i Frankrig. På kun tre døgn har der være alt for meget lidelse og sorg i et ellers almindeligt fredeligt europæisk land.

Under alle omstændigheder: Menneskerettighederne gælder også for dem man måske ikke selv kan lide – faktisk er menneskerettighederne der netop for at beskytte dem, som nogen ikke kan lide. Derfor er det lidt underligt at nogle af de samme personer, der lige nu taler så meget om ytringsfrihed, er nogle af de samme personer, der i andre sammenhænge udtaler sig skeptisk om menneskerettighederne som internationalt lovgrundlag og taler om at det kan være på sin plads at have “undtagelser” fra menneskerettighederne. Her tænker jeg ikke mindst på de populære partier herhjemme, Venstre og Dansk Folkeparti.

Men man behøver ikke at synes om alt hvad de pågældende personer har ytret, selv om man forsvarer dem. Her tænker jeg på bladet Charlie Hebdo og dets udtryk. Nogle gange er det skarpt, andre gange er det plat på en uheldig måde.

Der er et andre mindretal, der heldigvis i de seneste år har opnået en stærkt øget accept i Danmark, og det er bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.  Michael Nebeling Petersen, der er adjunkt ved Syddansk Universitet, har en tankevækkende kronik i Information, der giver en vinkel på hele karikaturspørgsmålet, som jeg med skam må indrømme, at jeg ikke havde tænkt over.

Det, der er påfaldende, er nemlig at ikke helt få af de kontroversielle tegninger fra Charlie Hebdo faktisk er tegninger, der gør grin med homoseksualitet. Ofte afbilder de religiøse personer som homoseksuelle mænd. Her bruger man vel egentlig det at være bøsse som en beskyldning, samtidig med at man præsenterer en stereotyp om hvad bøsser primært foretager sig med hinanden. Det er formodentlig ikke mange stærkt religiøse der ville bryde sig om at blive kaldt bøsser, men hvad vil bøsser tænke? Michael Nebeling Petersen er selv bøsse og er blevet chikaneret af andre, der bruger dette at være bøsse som en beskyldning. Derfor giver karikaturerne fra Charlie Hebdo ham nogle ubehagelige associationer.

Mange af personerne bag Charlie Hebdo har været erklæret venstreorienterede og har været medlemmer af det franske kommunistparti. Men der er ikke nogen modstrid mellem at erklære sig som venstreorienteret og at have et uafklaret eller underligt forhold til sexisme og homo/transfobi. Og når man tager denne vinkel, der tager udgangspunkt i et mindretal, der i Danmark (og Frankrig) i høj grad består af “hvide” ikke-muslimer, kan man måske også forstå hvorfor Charlie Hebdos (og andres) tegninger muligvis ikke er så heldige igen. Nebeling Petersen skriver:

Hvor mærkeligt at se, hvordan en protest mod vold og frygt anvender symboler og tegninger, der danner basis for den racistiske vold og konstante mistænkeliggørelse, som arabisk udseende mænd underlægges på gaden, i skolen, af politiet.

Og her er det så, at jeg bliver nødt til at gentage min besværgelse om at alle må ytre sig og at ingen skal slås ihjel for det, de har ytret. Det vil jeg hævde at jeg uden at rode mig ud i en selvmodsigelse godt kan mene, samtidig med at jeg synes mindre godt om det, der blev ytret.

flattr this!

Hvad du ønsker, skal du få, når jeg blot tør stole på…

julegaver

I dag var jeg ude for at købe julegaver. Julegaver den 27. december? kan jeg høre nogen spørge nu. Ja, det er rigtigt nok. Min hustru, vores datter og jeg skal besøge slægtninge i Storbritannien hen over nytåret, og det medfører en lidt forsinket udveksling af gaver. På en dag, hvor mange andre kunder i byens butikker var ude for at bytte eller for at købe småting til nytår, var der god mulighed for at tænke over hvilke gaver jeg skulle købe og hvorfor.

Der er en masse usagte traditioner om gaver, og de traditioner rummer i sig elementer af anvendelser af spilteori og en slags folke-psykologisk indsigt, der handler om at prøve at forudsige modtagerens følelser. Når jeg giver en gave til 300 kr., skal modtageren også helst opleve at gaven er 300 kr. værd. Et eksempel: Hvis nogen giver mig en flaske rødvin der har kostet dette beløb, vil jeg ikke føle at den er 300 kr. værd, for jeg drikker ikke rødvin.

Vi kunne selvfølgelig vedtage at vi alle gav hinanden 300 kr. i kontanter (eller indbetalte 300 kr. på hinandens bankkonti), men så bliver antagelsen om et nulsum-spil for tydelig, og overførslerne bliver faktisk helt redundante. Vi kunne selvfølgelig i stedet lade som om vi gav hinanden for 50.000 kroner hver. Reelt ville det ikke koste os noget, men vé den, der kun indbetalte 150 kr. i et sådant scenarie – og det giver visse mindelser om det berømte Prisoner’s dilemma fra spilteori. Og så er der også et etisk dilemma her: Julegaver må hverken være for store eller for små; hvad disse begreber dækker over, er desværre slet ikke veldefineret.

Vi kunne også udarbejde detaljerede ønskelister med priser og navne på butikker, hvor gaven kan købes (måske endda et URL til en web-butik). Netop dette ser vi efterhånden meget hyppigt, og da er det unægtelig som om glæden ved at give forsvinder.

De bedste gaver viser, synes jeg, et forsøg på personlig indsigt og er uforudsete for modtageren. Min hustru har nogle gange i årenes løb foræret mig trøjer i julegave (aldrig bukser eller sokker eller bøger, altid trøjer!); nogle gange har hun ramt plet i forhold til min trøje-smag, andre gange er det ikke helt lykkedes. Men på en måde er netop disse julegaver ekstra gode, for de viser at hun havde overvejet hele gaveproblemet grundigt.

Der er selvfølgelig også blevet forsket i det med julegaver.  To tyske forskere har skrevet en lille oversigtsartikel om julegaveforskning.

flattr this!

At tilgive det utilgivelige

eva-mozes-kor1

Noget af det, jeg ofte ender med at vende tilbage til, er beretninger om mennesker, der tilgiver det, vi andre ville kalde for utilgiveligt. Eva Mozes Kor var fra Rumænien og voksede her op i den eneste jødiske familie i sin landsby. Familien blev taget til fange af nazisterne under 2. verdenskrig og endte til sidst i Auschwitz. Her blev Eva og hendes tvillingesøster Miriam straks skilt fra resten af familien, som de aldrig genså. Søstrene blev i tiden derefter udsat for de grusomme eksperimenter på tvillinger, som dødslægen Josef Mengele var leder af.  Det var kun krigens afslutning, der reddede de to piger på 10 år. Efter krigen vendte Eva og Miriam tilbage til Rumænien, men kom i 1950 til Israel og siden til USA.

I 1995 genså Eva Kor Auschwitz, men denne gang sammen med Hans Münch, en tysk læge der havde kendt Josef Mengele og havde været til stede, mens mennesker blev gasset. Her tilgav Eva Kors nazisterne og afstod fra at ville lade dem retsforfølge, og Hans Münch underskrev en erklæring hvori han indrømmede sin skyld i grusomhederne og at holocaust havde fundet sted. Der er blevet lavet en dokumentarfilm om Eva Kors tilgivelsesproces. Når man læser om Hans Münch, bliver det også tydeligt at han er en af de temmelig få nazister, der angrede – og at han allerede under krigen var utilpas ved den rolle, han befandt sig i.

Nogle har været vrede over hvad Eva Kor gjorde. Selv har Eva Kor fremhævet at hun 50 år efter 2. verdenskrig bestemt ikke ville lade holocaust blive glemt. Tværtimod ville hun bruge tilgivelsen som et vigtigt led i helingsprocessen, og samtidig insisterede hun på at alle tilbageværende nazistiske krigsforbrydere skulle tilstå deres handlinger.

Under alle omstændigheder synes jeg at hendes handling maner til eftertanke, især når man tænker på hvad der er sket siden. Det var da også i 1995, at den sydafrikanske regering nedsatte en sandhedskommission, der skulle stå for opgøret med apartheid-regimets grusomheder.

flattr this!

Skål?

problemsolver

I denne måned er der gode muligheder for at drikke juleøl, og det har jeg da også gjort. Bryggeriet Rocket Brewing i København har netop lanceret en ny øl, de kalder for Problem Solver. Der er tale om er en pale ale, altså ikke en typisk juleøl.

Bryggeriet skriver

Have you ever considered why you seem to find the most interesting solutions after a couple of beers? As it turns out there might be some truth to it after all. Beer-loving researchers have proven that when reaching an alcohol level of precisely 0.75‰ the average person produces the most creative thinking. That’s why we have now brewed a beer especially made to bring you as close to your creative peak as possible. All you have to do is drink and think!

Medical Daily beskriver nogle af de undersøgelser, der ligger til grund for denne påstand.  Tallet på 0,75 promille stammer fra en amerikansk undersøgelse fra 2012. Det, der får kreativiteten frem, er tilsyneladende at man på på grund af påvirkningen får svækket hæmningerne og “tænker friere”.

Jeg kan godt lide at drikke (godt!) øl, så jeg vil ikke moralisere unødigt her. Men selv kan jeg ikke tænke klart om faglige problemer, når jeg har drukket alkohol. Efter 2-3 genstande vælder der hurtigt en træthedsfølelse frem, og jeg føler mig på det tidspunkt først og fremmest forvirret. Rationaliteten går sig en tur, og det er et signal til mig om at stoppe og selvfølgelig også en indikator på at man ikke skal drikke alkohol særlig ofte.

Egentlig er jeg ikke så glad for Rocket Brewings måde at lancere en øl på. Der  er nemlig ganske mange forfattere og musikere, der har været alkoholikere eller narkomaner, og deres promille må have været langt højere end 0,75 meget af tiden. Måske brugte de alkohol i starten af karrieren for at slippe hæmningerne. Mange af os kender den tragiske historie om Amy Winehouse, der levede alt for godt op til sit efternavn og døde som 27-årig. Hendes ven, den vel efterhånden mere berygtede end berømte Pete Doherty, har levet med voldsomt alkohol- og stofmisbrug gennem hele sit voksenliv og har to børn, som han ikke har set i årevis. I sidste måned kunne jeg se at han har gennemgået et længere behandlingsforløb i Thailand. Jeg håber at han ikke falder i denne gang.

 

flattr this!

Legenden om den lille hvide plet

storvildt
Sidste side i tegneserien af Frank Frazetta og Larry Ivie.

Jeg kan huske en tegneserie, jeg læste som barn. En egn et sted i Afrika har gennem lang tid været hærget af et glubsk rovdyr. En hvid jæger lover at nedlægge det tilsyneladende usårlige rovdyr mod til gengæld at få dyrets pels. Det er ikke nemt, men til sidst rammer han det i en lille hvid plet på dyrets ene skulder. Det gør det af med rovdyret – der med ét forvandles til et menneske. Det døende menneske takker storvildtjægeren for omsider at være fri af forbandelsen. Og så forvandles storvildtjægeren til selvsamme rovdyr; nu er det ham, der skal føre forbandelsen videre. På denne uventede måde fik han samtidig dyrets pels.

Denne historie er i virkeligheden en forbløffende præcis lignelse om hvordan hjælpen til Det Globale Syd (alias Den tredje verden) ofte bliver ført ud i livet og hvorfor den ikke lykkes.

Der er en lang artikel i webmagasinet New Republic om hvad der ofte er galt med udviklingsprojekter rundt om i Det Globale Syd. Ét er at man går efter den ene idé, der kan redde alle – man vil så at sige ramme rovdyrets hvide plet, Der er mange eksempler på projekter, der målrettet efter at udbrede én idé i stor skala, selv om den ikke er en universel løsning. Et eksempel er “karruselbrønden”, en børnekarrusel forbundet med en vandpumpe – ved at børn leger med karrusellen bliver der pumpet vand op til landsbyen. Et andet er ideen om at forære alle børn lærebøger til deres skolegang. Disse ideer virker fornuftige, men virkede ikke.

Et andet er at man også vil tjene penge på udviklingshjælpen – man vil have pelsen af det rovdyr, man slår ihjel. I nogle lande, f.eks. Australien og Canada, har man ikke særlige udviklingsministerier, men ser udviklingshjælp som del af ministeriet for udenrigshandel. Men hvis man ikke passer på, skaber man let en fejlslagen økonomisk udvikling i det land, man vil hjælpe.

Artiklen har ikke nogen lette svar på hvad man skal gøre i stedet – ud over at man skal tilpasse sin løsning efter den konkrete situation. Præcis som der ikke findes én lille hvid plet, man bare skal gå efter at ramme.

flattr this!

Frivillig førtidspension?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

David Gross, der er fra USA og arbejdede som tekstforfatter,  var modstander af den amerikanske invasion af Irak i 2003 og besluttede sig derfor til at han ikke ville lade sin skat gå til militæret. Han bad sit firma om at sætte ham så langt ned i indtægt, at han ikke længere skulle betale skat til forbundsstaten (i modsætning til skat til delstaten eller lavere niveauer) Men det kunne ikke lade sig gøre. Gross tog konsekvensen og sagde sin stilling op, så han kunne arbejde som freelancer med så lav en indkomst, at han ville komme under den skattefrie bundgrænse.

I USA er det 43 procent af alle husstande, der ikke betaler skat til forbundsstaten. Det skyldes at de pågældende husstande simpelthen ikke har en nettoindkomst, der er høj nok.

Men David Gross’ situation er et bevidst valg. I USA findes en National War Tax Resistance Coordinating Committee, der koordinerer protester af den slags, som David Gross står for.

En anden, der har truffet en lignende beslutning, men af andre årsager, er den danske fysiker Jacob Lund Fisker, som er bosat i USA. Også han har valgt at have en så lav indkomst, at han ikke skal betale skat. Jacob Lund Fisker har lavet et websted om netop denne idé, http://earlyretirementextreme.com/, og der er kommet en bog fra ham med samme titel.

Ideen er for så vidt interessant: Hvor få penge kan man klare sig for?

Problemet er at denne øvelse er en af dem, nedskæringsglade politikere gerne vil udsætte andre mennesker for. Så vidt jeg kan se, er de personer, der kan leve på en sten, netop meget resursestærke mennesker med et stærkt socialt netværk. De er nemlig i stand til at kompensere for den manglende indtægt ved at have intellektuelle ambitioner. Hvis man er 17 år gammel og har måttet droppe ud af en erhvervsuddannelse, er det ikke givet at man vil se dette som et valg. Man er ikke “stået af ræset”, tværtimod.

Og parallellerne til USA er nødvendigvis få. Den amerikanske skattenægter-bevægelse udspringer af en holdning til skatter, der er meget anderledes end en holdning om at skat er et bidrag til fællesskabet. Der er også mange steder i lovgivningen, der forhindrer at man i Danmark ville kunne lave en protesthandling som den, David Gross har foretaget.

Hvis man kan bruge de amerikanske “frivillige førtidspensionisters” erfaringer til noget, er det derimod til en personlig overvejelse om hvad livskvalitet er. Og på denne måde er de “frivillige førtidspensionister” en klar modsætning til den holdning, de nedskæringsglade politikere også har, nemlig at arbejdet er et mål i sig selv og at der skal være så meget af det som muligt. Ironisk nok har mange af disse politikere en holdning om at skatten skal sænkes, men bestemt ikke som protest mod militæret eller mod forbrugerismen eller af sociale hensyn.

 

flattr this!

Men det er jo bare for sjov…

flow
Fra http://www.buzzfeed.com/tylerisajoke/should-i-tell-a-rape-joke-a-flow-chart-bow1

Jeg er bestemt ikke den eneste, der følger DR2-programmet Ti stille kvinde og væmmes ved de ubehagelige, nedladende og truende kommentarer, som kvindelige politikere og debattører bliver udsat for på Internettet.

Noget af det, der gør det så svært at tale om hvornår ytringer kan ses som krænkende, er at der i sagens natur ikke kan findes nogen objektiv standard for hvornår en bemærkning er acceptabel. Derfor kommer det meget let til at handle om hvilken hensigt, der lå bag ytringen.

Når de mænd, der har skrevet de grimme kommentarer bliver konfronteret med dem, sætter det næsten-automatiske forsvar ind: Det er jo bare for sjov. På DR2 kunne en af de mænd, der havde skrevet en ubehagelig og truende kommentar til Johanne Schmidt-Nielsen give netop denne forklaring på sin adfærd. Jeg er meget træt af den slags standard-forsvar; det er næsten lige så almindeligt som en henvisning til ytringsfriheden og lige så tyndslidt.

Forleden læste jeg om hvordan en ny og populær tv-komiker på britisk tv, en mand der kalder sig Dapper Laughs, er blevet voldsomt kritiseret for at prøve at lave vittigheder om voldtægt. I New Statesman skriver klummisten Lez Miserable (det hedder hun nok ikke rigtigt)

A driving force behind this movement is the idea that those opposed to it are simply humourless. The sour-faced feminist trope is an old one, and it’s still being used to silence women. The banter brigade have convinced themselves that they own comedy, meaning that anti-banter is fundamentally anti-humour. All the obvious problems with this aside: these guys are just shit at being funny. Their material is weak, tired and staggeringly dated.

Forsvaret med at det “bare er for sjov” dukker op igen her – og bliver kritiseret.  Jeg er enig med skribenten i at den pågældende komiker ikke er morsom og i at voldtægt ikke er et acceptabelt emne for humor. Men måske er det vigtige spørgsmål at stille i virkeligheden et andet, nemlig: Hvem er det, den “morsomme ytring” skal være sjov for? Hvem er det, der skal grine? Hvis man spørger de “morsomme krænkere”, ville de nemlig blive nødt til at svare at det bestemt ikke er hensigten at få den, der bliver beskrevet som udsat for voldtægt, til at grine. Tværtimod. Og det er dét svar, der er det rigtig afslørende.

flattr this!

Det gode og det onde?

howtosetsyriafree

John Gray har et langt essay i The Guardian, og det kan nu også læses på dansk i Information.

Hans udgangspunkt er dilemmaet om borgerkrigen i Syrien. Bashar Assad er en grusom diktator, der myrder og lemlæster dem, han opfatter som sine modstandere. Islamisk Stat/Daesh er en grusom væbnet gruppe, der myrder og lemlæster dem, de opfatter som deres modstandere. Og de to parter hader hinanden. Hvis man bekæmper den ene part, kommer man til at fremstå som allieret med den anden. Hvem er værst? Hvis man vil det gode, står man i et ægte dilemma.

Grays påstand er at Vestens ledere – med George W. Bush og Tony Blair som prominente repræsentanter – agerer som om de kan fjerne ondskaben. I 2. verdenskrig var situationen anderledes. Hitler var en grusom leder af et grusomt diktatur, men det samme kunne man sige om Stalin. Ikke desto mindre var USA, Storbritannien og Sovjetunionen allierede i 2. verdenskrig.

Da Vesten gik i forbund med Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, valgte vi det mindste af to onder. Dette var også synspunktet hos Winston Churchill, der udtalte de berømte ord, at han ville »spise til middag med djævelen«, hvis det var det, som skulle til for at gøre det af med »denne onde mand«, Hitler. Churchills ærlige anerkendelse af det valg, han måtte træffe, er vidnesbyrd om, hvor udvandet diskursen om det onde siden er blevet. I dag vil ingen vestlig politiker kunne indrømme en sådan beslutning.

Det er et interessant essay, men om det er godt, ved jeg ikke. Der er ikke rigtig nogen god konklusion – det ville også være et stort forlangende. Mest af alt virker det på mig, som om John Gray vil finde en måde at tale om ondskab på, som gør det muligt at sige at ondskaben findes og at nogle onder er værre end andre. Der er bare det, at ondskab er  en underlig størrelse at tage ind i en analyse af samfundsforhold.

En del af historien, som Gray ikke nævner, er at også USA og Storbritannien jo faktisk også handlede ondt i nogle sammenhænge. I USA var der i 1940’erne stadig apartheid, og befolkningen i de britiske kolonier blev på denne tid udsat for udbredt diskrimination og voldsom ulighed. Jeg ved ikke, om USA og Storbritannien vil det gode i vore dage. Så vidt jeg kan se, bruger de (ligesom andre lande med stormagtsdrømme) motivet om at ville det gode som en begrundelse for det, der dybest set er en håndhævelse af deres geopolitiske og økonomiske interesser. Det var i høj grad kontrollen over Iraks olieresurser, der motiverede invasionen af Irak i 2003 – og vel også fraværet af olie, der gør at der ikke sker en tilsvarende invasion af Irak. Geopolitisk set er det også en fordel for USA, at alle parterne i borgerkrigen i Syrien slås mod hinanden i stedet for at true deres eneste fælles fjende, nemlig USAs trofaste allierede IsraelIsrael.

Og så er der jo også det, at de mennesker, vi gerne vil holde med i konflikten i Syrien, er en tredjepart – det er som om alle tænker på at vi, der hævder at ville det gode, partout skal alliere os med de magtfulde parter. Er det virkelig en god måde at tænke på? Hvis/når konflikten ender en dag, vil vi have meget let mistet al troværdighed hos den tredjepart, vi hævdede at vi ville støtte.

Hele spørgsmålet om hvorvidt ondskaben findes og om ondskaben kan fjernes én gang for alle, er stort og svært at svare på. Jeg tror ikke selv på at vi kan nå til et statisk idealsamfund, hvor alt bliver godt i al fremtid, men det betyder ikke at jeg vil gå på kompromis med at ville det gode. Jeg tænker snarere på dette således, at ondskaben i verden gør at man altid vil blive nødt til at fortsætte med stræbe efter det gode.

flattr this!