Kategoriarkiv: Etiske fordringer

Revet midt over?

Syrien set fra rummet for 4 år siden – og nu. Byernes lys er ved at gå ud. Et land er blevet revet midt over.
Syrien set fra rummet for 4 år siden – og nu. Byernes lys er ved at gå ud. Et land er blevet revet midt over.

I Information er der en artikel om situationen om de mange syriske flygtninge. FNs Flygtningehøjkommissariat foreslår nu at der skal laves et pilotprojekt, der skal sikre at flere europæiske medlemslande tager imod flere af flygtningene fra Syrien. Lige nu er det Sverige og Tyskland, der er de europæiske lande der tager imod langt de fleste syriske flygtninge.

Den danske regering er skeptisk over for dette. Men som altid overbydes de af Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Han påpeger, at udspillet vidner om, at organisationer som FN ikke har forstået de enkelte europæiske staters flygtningesituation.

»Vi kan jo ikke blive ved med at tage imod flygtninge. Tag nu Danmark for eksempel, vores land er jo ved at blive revet midt over,« siger han.

Jeg bliver nødt til at sige dette igen: I Libanon er hver tredje indbygger lige nu flygtning fra Syrien. Danmark har taget imod lidt over 10.000 flygtninge fra Syrien. Det er specielt trist at læse dette citat, når man ved at selvsamme Martin Henriksen for få måneder siden har besøgt flygtningelejre for syriske flygtninge og dengang så at en flygtningelejr nu er den tredjestørste by i Jordan. Hvis Danmark er ved “at blive revet midt over” af 10.000 flygtninge, må Danmark være et sølle land. Og hvis der er et land, der er ved at blive revet midt over, er det Syrien.

Lidt længere nede kan man læse hvad der skal gøres ved den humanitære krise ifølge selvsamme politiker:

Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at diskussionen om, hvordan EU skal tage imod flygtninge og fordele dem imellem staterne, bør få et andet fortegn.

»Man burde i stedet se på, hvordan vi undgår flygtninge frem for, hvordan vi tager imod dem« siger han.

Det handler kort og godt om ikke at få flygtninge hertil. En dag må der da være nogen borgerlige/socialdemokratiske/radikale politikere, der kan erklære sig åbent uenige i dette og sætte Martin Henriksen og hans kynisme på plads – eller er den tid forbi?  Igen vil jeg minde om at FNs flygtningehøjkommissær i sin tid var Poul Hartling, tidligere statsminister for Venstre.

Flattr this!

En fredsring

Foto: Simon Skipper, Berlingske.
Foto: Simon Skipper, Berlingske.

Der er billeder, man ikke har lyst til at se igen: billeder af krig, lidelse, fornedrelse og dumhed. For en måned siden var der en masse billeder af den slags fra attentaterne i København, der kostede to mennesker livet. Men der er også billeder, der får mig til at tro på at der kan være et begrundet håb. Og de billeder vil jeg gerne vende tilbage til.  Berlingske bringer en billedserie, og billedet ovenfor er taget derfra. I dag er der gået præcis én måned siden attentaterne, og på denne dag var der en fredsring om synagogen i Krystalgade i København. Initiativet var taget af en dansk muslim. Og nej, jeg var der ikke, men jeg ville ønske at jeg havde været der. Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på aftensang-arrangementerne i Nørresundby i 2000-2001, da beboerne på fredelig vis stod sammen om at bekæmpe nazisme.

Flere mennesker, jeg har mødt i årenes løb, var med i dag, kan jeg se. På billederne genkender jeg den legendariske fotograf Jacob Holdt, som for snart et årti siden gæstede to arrangementer i Aalborg jeg var med til at stå for, og Eva Hesse Lundström, som indtil for få år siden arbejdede ved Amnesty Internationals sekretariat. Yahya Hassan har jeg aldrig mødt – den skæggede mand, der taler til ham på billedet (og, kan jeg læse, roser ham for digtene), er far til Dan Uzan, det ene af de to ofre for attentaterne i København.

Jeg kan ikke lade være med at være imponeret af Yahya Hassan, der i en alder af 19 år er en af vores mest velartikulerede og skarpe debattører og taler et usædvanligt rigt og præcist dansk i en tid, hvor alt for mange i medierne forfalder til sproglig dovenskab og fraværende argumentation. Mange politikere svarer ikke på noget som helst, men det gør Yahya Hassan. Det er en gave at have sproget i sin magt og at bruge det til noget godt.

Flattr this!

En sikkerhedskopi af mig?

hjerne

Tænk hvis computeren og menneskehjernen kunne kommunikere med hinanden. Daniel Kahneman og Yuval Noah Harari (der begge er fra Israel) har en interessant diskussion af denne mulighed. På en måde er det jo en dejlig vision: De barrierer, som vi mærker som undervisere, vil forsvinde – maskinen kan læse det enkelte menneskes viden og hele sind som data og vi kan omsider få egentlig tankeoverførsel. Mine studerende (hvis jeg stadig er i live til den tid) kan hente min viden om mit fagområde via et kabel eller måske endda trådløst, og eksamen kan tilsvarende finde sted via et kabel. Det vil blive noget helt andet at udveksle viden om ny forskning; omsider er det slut med at bedømme forskningsartikler. Måske vil det endelig lykkes mig at overbevise de bevilgende instanser om at mine ansøgninger om forskningsmidler skal imødekommes, når de kan læse alle mine gode tanker via et kabel.

Og døden bliver overflødiggjort – når den triste dag nærmer sig, tager nogen en sikkerhedskopi af mig og får “mig” overført til en ny og bedre krop.

Men samtidig står det klart at alt dette mål vil blive et mål for de få, præcis som hjertetransplantationer har været det og stadig er det. I det 20. århundredes lægevidenskab er de store organtransplantationer en forholdsvis undtagelse; forbedring af folkesundheden har været en høj prioritet og er det for så vidt stadig.

Harari gør da også opmærksom på at denne tilgang virker lige så godt – eller snarere lige så dårligt – som ideen om en “nedsivningsøkonomi” som fordelingspolitik, dvs. at omfordelingen i samfundet sker ved at gøre de rige endnu rigere, hvorefter al deres rigdom på en eller anden måde “siver ned gennem samfundsklasserne”. Adgangen til hjertetransplantationer er “sivet ned” til alle borgere i Danmark takket være offentlig sygesikring, men så siver de heller ikke længere ud i verden. Der er masser af mennesker i det Globale Syd der stadig dør af hjertesygdomme, som en transplantation ville kunne have forhindret.

Det er derfor, jeg nogle gange opdager at min begejstring for alle de hurtige, science fiction-lignende teknologiske fremskridt kølner – teknologien når langt fra altid ud til alle dem, der kunne have glæde af den, og nogle gange er den teknologi, der når ud til alle, måske  ikke så vigtig eller så heldig. Den empatiske og solidariske holdning, der ligger i ideerne om folkesundhed, er forsvundet.

Dette citat af Harari hæfter jeg mig ved:

There are fundamental reasons why we should take this very seriously, because generally speaking, when you look at the 20th century, it’s the era of the masses, mass politics, mass economics. Every human being has value, has political, economic, and military value, simply because he or she is a human being, and this goes back to the structures of the military and of the economy, where every human being is valuable as a soldier in the trenches and as a worker in the factory.

But in the 21st century, there is a good chance that most humans will lose, they are losing, their military and economic value. This is true for the military, it’s done, it’s over. The age of the masses is over. We are no longer in the First World War, where you take millions of soldiers, give each one a rifle and have them run forward. And the same thing perhaps is happening in the economy. Maybe the biggest question of 21st century economics is what will be the need in the economy for most people in the year 2050.

And once most people are no longer really necessary, for the military and for the economy, the idea that you will continue to have mass medicine is not so certain.

 

Flattr this!

Kopi af et mord

sandy-hook-graphic3
Efter skoleskyderierne i Sandy Hook i USA bragte de amerikanske medier forbløffende detaljerede beskrivelser af hvilke våben, morderen havde benyttet og hvordan.

Vi kan nu se hvordan weekendens dobbeltdrab i København generelt omtales som først og fremmest en fundamental trussel mod demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Men det danske politi har allerede talt om at den københavnske dobbeltmorder formodentlig har været inspireret af attentaterne i Frankrig i januar. Derfor er det måske værd at tænke på en anden måde: Gerningsmanden begik det, man på engelsk kalder for copycat murder.  Den slags mord kan også være velplanlagte, men det er i høj grad beretningerne om hvad der skete i tidligere mord og om hvordan det dengang gik morderen, ender med at inspirere de nye kopi-mordere.

I USA er der allerede en trist tradition for offentlige skudattentater, der koster flere mennesker livet. I 2012 var det rigtig slemt, som en artikel i The Atlantic fra dengang påpeger:

Seven dead at an Oakland college in April. Five killed at a Seattle coffee shop in May. Twelve killed in an Aurora, Colorado, movie theater in July. Six murdered at a Wisconsin Sikh temple in August, and six more killed in Minneapolis in September. Three dead in the Milwaukee spa shootings in October. And most recently, and unimaginably, 20 children as young as six, along with six adults, murdered at Sandy Hook Elementary School.

Denne form for tendens er dybt skræmmende, men den skal bekæmpes på en anden måde end man bekæmper organiseret terrorisme. Det er bl.a. medierne, der har et ansvar her for hvordan og hvornår man rapporterer detaljer om alvorlige forbrydelser.  Medierne skal passe på med ikke at gøre forbrydere til “helte” og skal overveje om de kan komme til at give en “drejebog” for nye, lignende forbrydelser. I de danske medier har der allerede været ganske mange af denne slags detaljer.

Flattr this!

Glad og ligeglad?

Det britiske punkband Discharge lavede tilbage i 1982 et usædvanligt hvast og metallisk album, der var et opgør med ligegyldigheden.
Det britiske punkband Discharge lavede tilbage i 1982 et usædvanligt hvast og metallisk album, der var et opgør med ligegyldigheden.

I denne weekend orkede jeg knap nok at læse avis. Dagbladet Information handlede om attentater i Frankrig, uenigheder i Bosnien, fascisme i Grækenland, menneskeskabte klimaforandringer, adoptivbørns bekymringer som voksne osv. osv.  Det var helt klart at der var grund til bekymring, men hvad i alverden kunne jeg dog gøre ved det en lørdag formiddag i januar?

Sidste år bad Edge.org en lang række forskere og forfattere give deres bud på en videnskabelig idé, der efter deres mening bør sendes på pension. En af dem, der blev spurgt, var den amerikanske psykolog June Gruber. Hendes bud på en opfattelse, vi bør forkaste, er at positive følelser nødvendigvis er gode følelser og at negative følelser (såsom nedtrykthed eller frygt) nødvendigvis er dårlige.

Nogle gange kan det forholde sig sådan, men man kan være så glad at man bliver ligeglad med andre eller er ubekymret, selv om andre mennesker bliver holdt udenfor. Hvis man er glad for sit job og sin familie kan man ende med ikke at have empati for de arbejdsløse og ensomme. Omvendt kan man, hvis man frygter f.eks. klimaforandringerne blive ansporet til at kæmpe for et bedre miljø.

Flere undersøgelser har konkluderet at signifikant flere højreorienterede mennesker end venstreorienterede mennesker føler sig lykkelige. Det er ikke overraskende, at f.eks. Venstres Ungdom er glade for disse konklusioner. Men måske skulle de ikke være så glade endda. For måske ender de bare med at være selvtilfredse.

Flattr this!

Broen

broen

Dagbladet Information bringer denne weekend en reportage fra en prisuddeling for reality-tv. Det er godt nok en trist omgang at læse om.  For nogle år siden skrev jeg om reality-tv og undrede mig over hvorfor det dog skulle være så dumt og vulgært.

Men i dag blev jeg mindet om Poul Martinsen, der fra 1960’erne og frem lavede en lang række interessante dokumentarfilm for Danmarks Radio. DR Bonanza har en række af Martinsens film fra dengang, hvor det fælles tema er fordomme. En af de film, andre har hæftet sig ved, er Broen, en lille film fra 1969 på en halv time. Den handler om to grupper af  unge mennesker fra København, der har voldsomme fordomme mod hinanden, men bliver bedt om at bygge en bro over en å. Den gruppe er “langhårede” og den anden er “læderjakker”.

Måske er det ikke reality-tv i moderne forstand, for filmen er redigeret og med en reflekteret og reflekterende kommentar, og selv om der er en pengepræmie på spil, er deltagerne ikke med for at blive berømte eller for at vinde. Broen er til gengæld en god lille dokumentar som stadig er værd at se i dag. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvad der mon er blevet af de unge mennesker, der var med i Broen.

Berlingske har en interessant portrætartikel om Poul Martinsen. Hans sidste tv-produktion hed Krigerne og kom i 2006 – den er den mest umiddelbart reality-agtige produktion, han har lavet, men som før er formålet langt dybere end at bære tilfældige unge mennesker frem til flygtig rigdom og berømmelse.

Flattr this!

Beskyldninger om homoseksualitet

abbaye

Det er formodentlig umuligt at skrive en samlet konklusion på de forfærdelige begivenheder i Frankrig. På kun tre døgn har der være alt for meget lidelse og sorg i et ellers almindeligt fredeligt europæisk land.

Under alle omstændigheder: Menneskerettighederne gælder også for dem man måske ikke selv kan lide – faktisk er menneskerettighederne der netop for at beskytte dem, som nogen ikke kan lide. Derfor er det lidt underligt at nogle af de samme personer, der lige nu taler så meget om ytringsfrihed, er nogle af de samme personer, der i andre sammenhænge udtaler sig skeptisk om menneskerettighederne som internationalt lovgrundlag og taler om at det kan være på sin plads at have “undtagelser” fra menneskerettighederne. Her tænker jeg ikke mindst på de populære partier herhjemme, Venstre og Dansk Folkeparti.

Men man behøver ikke at synes om alt hvad de pågældende personer har ytret, selv om man forsvarer dem. Her tænker jeg på bladet Charlie Hebdo og dets udtryk. Nogle gange er det skarpt, andre gange er det plat på en uheldig måde.

Der er et andre mindretal, der heldigvis i de seneste år har opnået en stærkt øget accept i Danmark, og det er bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.  Michael Nebeling Petersen, der er adjunkt ved Syddansk Universitet, har en tankevækkende kronik i Information, der giver en vinkel på hele karikaturspørgsmålet, som jeg med skam må indrømme, at jeg ikke havde tænkt over.

Det, der er påfaldende, er nemlig at ikke helt få af de kontroversielle tegninger fra Charlie Hebdo faktisk er tegninger, der gør grin med homoseksualitet. Ofte afbilder de religiøse personer som homoseksuelle mænd. Her bruger man vel egentlig det at være bøsse som en beskyldning, samtidig med at man præsenterer en stereotyp om hvad bøsser primært foretager sig med hinanden. Det er formodentlig ikke mange stærkt religiøse der ville bryde sig om at blive kaldt bøsser, men hvad vil bøsser tænke? Michael Nebeling Petersen er selv bøsse og er blevet chikaneret af andre, der bruger dette at være bøsse som en beskyldning. Derfor giver karikaturerne fra Charlie Hebdo ham nogle ubehagelige associationer.

Mange af personerne bag Charlie Hebdo har været erklæret venstreorienterede og har været medlemmer af det franske kommunistparti. Men der er ikke nogen modstrid mellem at erklære sig som venstreorienteret og at have et uafklaret eller underligt forhold til sexisme og homo/transfobi. Og når man tager denne vinkel, der tager udgangspunkt i et mindretal, der i Danmark (og Frankrig) i høj grad består af “hvide” ikke-muslimer, kan man måske også forstå hvorfor Charlie Hebdos (og andres) tegninger muligvis ikke er så heldige igen. Nebeling Petersen skriver:

Hvor mærkeligt at se, hvordan en protest mod vold og frygt anvender symboler og tegninger, der danner basis for den racistiske vold og konstante mistænkeliggørelse, som arabisk udseende mænd underlægges på gaden, i skolen, af politiet.

Og her er det så, at jeg bliver nødt til at gentage min besværgelse om at alle må ytre sig og at ingen skal slås ihjel for det, de har ytret. Det vil jeg hævde at jeg uden at rode mig ud i en selvmodsigelse godt kan mene, samtidig med at jeg synes mindre godt om det, der blev ytret.

Flattr this!

Hvad du ønsker, skal du få, når jeg blot tør stole på…

julegaver

I dag var jeg ude for at købe julegaver. Julegaver den 27. december? kan jeg høre nogen spørge nu. Ja, det er rigtigt nok. Min hustru, vores datter og jeg skal besøge slægtninge i Storbritannien hen over nytåret, og det medfører en lidt forsinket udveksling af gaver. På en dag, hvor mange andre kunder i byens butikker var ude for at bytte eller for at købe småting til nytår, var der god mulighed for at tænke over hvilke gaver jeg skulle købe og hvorfor.

Der er en masse usagte traditioner om gaver, og de traditioner rummer i sig elementer af anvendelser af spilteori og en slags folke-psykologisk indsigt, der handler om at prøve at forudsige modtagerens følelser. Når jeg giver en gave til 300 kr., skal modtageren også helst opleve at gaven er 300 kr. værd. Et eksempel: Hvis nogen giver mig en flaske rødvin der har kostet dette beløb, vil jeg ikke føle at den er 300 kr. værd, for jeg drikker ikke rødvin.

Vi kunne selvfølgelig vedtage at vi alle gav hinanden 300 kr. i kontanter (eller indbetalte 300 kr. på hinandens bankkonti), men så bliver antagelsen om et nulsum-spil for tydelig, og overførslerne bliver faktisk helt redundante. Vi kunne selvfølgelig i stedet lade som om vi gav hinanden for 50.000 kroner hver. Reelt ville det ikke koste os noget, men vé den, der kun indbetalte 150 kr. i et sådant scenarie – og det giver visse mindelser om det berømte Prisoner’s dilemma fra spilteori. Og så er der også et etisk dilemma her: Julegaver må hverken være for store eller for små; hvad disse begreber dækker over, er desværre slet ikke veldefineret.

Vi kunne også udarbejde detaljerede ønskelister med priser og navne på butikker, hvor gaven kan købes (måske endda et URL til en web-butik). Netop dette ser vi efterhånden meget hyppigt, og da er det unægtelig som om glæden ved at give forsvinder.

De bedste gaver viser, synes jeg, et forsøg på personlig indsigt og er uforudsete for modtageren. Min hustru har nogle gange i årenes løb foræret mig trøjer i julegave (aldrig bukser eller sokker eller bøger, altid trøjer!); nogle gange har hun ramt plet i forhold til min trøje-smag, andre gange er det ikke helt lykkedes. Men på en måde er netop disse julegaver ekstra gode, for de viser at hun havde overvejet hele gaveproblemet grundigt.

Der er selvfølgelig også blevet forsket i det med julegaver.  To tyske forskere har skrevet en lille oversigtsartikel om julegaveforskning.

Flattr this!

At tilgive det utilgivelige

eva-mozes-kor1

Noget af det, jeg ofte ender med at vende tilbage til, er beretninger om mennesker, der tilgiver det, vi andre ville kalde for utilgiveligt. Eva Mozes Kor var fra Rumænien og voksede her op i den eneste jødiske familie i sin landsby. Familien blev taget til fange af nazisterne under 2. verdenskrig og endte til sidst i Auschwitz. Her blev Eva og hendes tvillingesøster Miriam straks skilt fra resten af familien, som de aldrig genså. Søstrene blev i tiden derefter udsat for de grusomme eksperimenter på tvillinger, som dødslægen Josef Mengele var leder af.  Det var kun krigens afslutning, der reddede de to piger på 10 år. Efter krigen vendte Eva og Miriam tilbage til Rumænien, men kom i 1950 til Israel og siden til USA.

I 1995 genså Eva Kor Auschwitz, men denne gang sammen med Hans Münch, en tysk læge der havde kendt Josef Mengele og havde været til stede, mens mennesker blev gasset. Her tilgav Eva Kors nazisterne og afstod fra at ville lade dem retsforfølge, og Hans Münch underskrev en erklæring hvori han indrømmede sin skyld i grusomhederne og at holocaust havde fundet sted. Der er blevet lavet en dokumentarfilm om Eva Kors tilgivelsesproces. Når man læser om Hans Münch, bliver det også tydeligt at han er en af de temmelig få nazister, der angrede – og at han allerede under krigen var utilpas ved den rolle, han befandt sig i.

Nogle har været vrede over hvad Eva Kor gjorde. Selv har Eva Kor fremhævet at hun 50 år efter 2. verdenskrig bestemt ikke ville lade holocaust blive glemt. Tværtimod ville hun bruge tilgivelsen som et vigtigt led i helingsprocessen, og samtidig insisterede hun på at alle tilbageværende nazistiske krigsforbrydere skulle tilstå deres handlinger.

Under alle omstændigheder synes jeg at hendes handling maner til eftertanke, især når man tænker på hvad der er sket siden. Det var da også i 1995, at den sydafrikanske regering nedsatte en sandhedskommission, der skulle stå for opgøret med apartheid-regimets grusomheder.

Flattr this!

Skål?

problemsolver

I denne måned er der gode muligheder for at drikke juleøl, og det har jeg da også gjort. Bryggeriet Rocket Brewing i København har netop lanceret en ny øl, de kalder for Problem Solver. Der er tale om er en pale ale, altså ikke en typisk juleøl.

Bryggeriet skriver

Have you ever considered why you seem to find the most interesting solutions after a couple of beers? As it turns out there might be some truth to it after all. Beer-loving researchers have proven that when reaching an alcohol level of precisely 0.75‰ the average person produces the most creative thinking. That’s why we have now brewed a beer especially made to bring you as close to your creative peak as possible. All you have to do is drink and think!

Medical Daily beskriver nogle af de undersøgelser, der ligger til grund for denne påstand.  Tallet på 0,75 promille stammer fra en amerikansk undersøgelse fra 2012. Det, der får kreativiteten frem, er tilsyneladende at man på på grund af påvirkningen får svækket hæmningerne og “tænker friere”.

Jeg kan godt lide at drikke (godt!) øl, så jeg vil ikke moralisere unødigt her. Men selv kan jeg ikke tænke klart om faglige problemer, når jeg har drukket alkohol. Efter 2-3 genstande vælder der hurtigt en træthedsfølelse frem, og jeg føler mig på det tidspunkt først og fremmest forvirret. Rationaliteten går sig en tur, og det er et signal til mig om at stoppe og selvfølgelig også en indikator på at man ikke skal drikke alkohol særlig ofte.

Egentlig er jeg ikke så glad for Rocket Brewings måde at lancere en øl på. Der  er nemlig ganske mange forfattere og musikere, der har været alkoholikere eller narkomaner, og deres promille må have været langt højere end 0,75 meget af tiden. Måske brugte de alkohol i starten af karrieren for at slippe hæmningerne. Mange af os kender den tragiske historie om Amy Winehouse, der levede alt for godt op til sit efternavn og døde som 27-årig. Hendes ven, den vel efterhånden mere berygtede end berømte Pete Doherty, har levet med voldsomt alkohol- og stofmisbrug gennem hele sit voksenliv og har to børn, som han ikke har set i årevis. I sidste måned kunne jeg se at han har gennemgået et længere behandlingsforløb i Thailand. Jeg håber at han ikke falder i denne gang.

 

Flattr this!