Men jeg er optimist

Tidligere i dag skrev jeg endnu et indlæg her om noget, der optager mig meget. Man kan sagtens få den tanke, at jeg er pessimist. Men faktisk er jeg optimist. Ikke i den forstand, at vi mennesker bare kan lade stå til og fortsætte som vi plejer, og at alt nok skal blive godt af sig selv. Tværtimod. Der er en masse kynisme, had, ligegyldighed, profitjagt og ødelæggelse af miljøet i verden i dag, som skal bekæmpes. Men der har også været en masse forandringer, der alle har skyldtes at mennesker har handlet og har kæmpet for en bedre verden og bekæmpet det, der var forkert. Hvis jeg var pessimist, ville jeg ikke være aktivist i de sammenhænge, hvor jeg er det. Universitetsdemokratiet blev indført sidst i 1960’erne efter lang tids kamp fra studerende og løstansatte – og vi kan indføre det igen. Der var hul i ozonlaget, men der blev gjort noget efter lang tids kamp fra miljøorganisationerne. De fleste lande havde engang dødsstraf. Sådan er det ikke mere.

En ung miljøaktivist som Greta Thunberg fra Sverige (som jeg bestemt ikke tør sammenligne mig med) har et alvorligt budskab, men hun er også optimist – hun tror på at vi kan skabe forandringer. Nogle vil sige, at alt er forgængeligt og at alt er ligemeget (og det hele går alligevel til administration osv.), men den slags er bare resignation. Selv om alt skal bort, kan vi jo også kæmpe for at alt det, der er vigtigt for os lige nu, ikke skal forgå før tiden er inde.

Det er vi nødt til, og jeg tror på at vi mennesker er i stand til at skabe det gode. Og her er det os, der ikke er magthavere, der i sidste ende kan skabe forandringerne, ikke alle dem, der er ministre eller drømmer om at blive det. Sådan er min optimisme.

Giftig maskulinitet

Inden for de seneste måneder er der igen kommet fokus på nogle uheldige adfærdsmønstre, som er udbredt blandt mænd: at være nedladende over for andre mænd og over for kvinder, at undertrykke egne og andres følelser (især følelser af tvivl og sårbarhed), at fokusere på vold og aggression som en god måde at løse konflikter på osv.

Det hele kommer i kølvandet på en reklame fra Gillette (af alle). American Psychological Association (APA) har udtalt sig om det, de kalder “traditionel maskulinitet”. I en artikel af Stephanie Pappas fra APA står der

Once psychologists began studying the experiences of women through a gender lens, it became increasingly clear that the study of men needed the same gender-aware approach… The main thrust of the subsequent research is that traditional masculinity—marked by stoicism, competitiveness, dominance and aggression—is, on the whole, harmful.

(Det, der ærgrer mig her, er det at begrebet stoicisme bliver brugt på denne måde. Antikkens stoiske filosoffer repræsenterede for mig at se slet ikke den slags værdier. Men det vil jeg lade ligge her.)

Selvfølgelig har den slovenske filosof Slavoj Žižek udtalt sig også om dette. Han skriver i et indlæg, der bl.a. har været bragt i dagbladet Information at

Man kan sige, at hvor homoseksualitet i gamle dage blev set som en sygdom, søges maskulinitet i dag sygeliggjort som en uønsket afvigelse, der må bekæmpes. ….

Skiftets konturer toner frem, når vi ser på listen over de adfærdstræk, som hævdes at karakterisere ’giftig maskulinitet’: at undertrykke følelser og bekymringer, at være uvillig til at søge hjælp og tilbøjelig til at løbe risici, selv hvis de involverer fare for selvskade.


Men her synes jeg, Žižek går helt galt i byen. Der er ikke tale om et angreb på mænd som sådan. Ordet “traditionel” læser jeg som betydende “noget, der kommer fra traditionerne” – og der er som bekendt både gode og dårlige traditioner. Der findes nogle mandeidealer, som har været meget udbredte, og som ikke er gode eller værdige idealer, og det, dem nogle kalder “traditionel maskulinitet”. Der er mange kvinder, der lider under den slags, og der er også mange mænd, der lider under “traditionel maskulinitet”, fordi idealerne er urimelige og svære at leve op til og gør, at der er så meget af sig selv, man skal undertrykke.

Det er netop ikke en form for adfærd, der på en eller anden måde er indbygget i mænd, men en form for adfærd, som kommer fra uheldige normer i samfundet, som bliver overtaget gennem generationerne gennem opdragelse og kulturel påvirkning. Det er bedre at tale om “giftig maskulinitet” og derigennem indse, at der er flere måder at være mand på.

Jeg har desværre mødt mænd, der i større eller mindre grad opfører sig “giftigt”, men jeg kender mange mænd, der ikke abonnerer på den giftige maskulinitet, tager stor afstand fra den slags adfærd og aktivt forsøger at efterleve deres holdninger.

Der er selvfølgelig også nogle uheldige kvindeidealer, som bliver overført fra generation til generation. Det er bare ikke mig, der skal skrive om dem her, blandt andet det kunne misforstås som en kritik af kvinder i al almindelighed, præcis ligesom kritikken af traditionel maskulinitet nu bliver misforstået som en kritik af mænd i al almindelighed. Pointen er en anden: Traditioner skal ændres, hvis de ikke er gode traditioner, og en giftig måde at være menneske på er ikke god for nogen.

Mangel på visdom

Fra loftet i McEwan Hall i Edinburgh.

Mange mennesker i den industrialiserede verden ved, at klimaforandringerne vil ødelægge millioner af menneskers livsgrundlag, hvis der ikke bliver gjort noget. Men der bliver ikke gjort ret meget. Mange mennesker ved også, at den politik, der bliver ført over for flygtninge, har voldsomme konsekvenser for flygtningene. Og alligevel fortsætter det.

Jeg har tidligere skrevet om den ondskab, der kan føres tilbage til at den, der udfører eller billiger en handling, ikke forstår den lidelse, som handlingen fører med sig. Det er først nu, det går op for mig, at der er et begreb for denne mangel på visdom.

Jeg er ved at læse den italienske filosof og biolog Massimo Pigliuccis bog fra 2017 How To Be A Stoic; meget af bogen handler om etik og visdom set gennem stoicismen (jeg har tidligere skrevet en del om stoicisme på denne blog). I forbindelse med Pigliuccis gennemgang af ondskabens årsager har jeg stiftet bekendtskab med ordet amathia. Det er et begreb, som er oldgræsk og ikke lader sig oversætte godt til dansk. Men formodentlig kan man komme tæt på det alligevel. Amathia er nemlig det stik modsatte af visdom; mangel på visdom er ikke nødvendigvis det samme som dumhed.

Filosoffen Glenn Hughes (ikke at forveksle med musikeren af samme navn fra Deep Purple) taler om intelligent stupiditet. Begrebet har han fra den østrigske forfatter og filosof Robert Musil. Musil skriver et sted (her i min oversættelse)

I livet mener man som regel at et dumt menneske er en, der er “lidt svagt begavet”. Men hinsides det er der de mest varierede former for intellektuelle og åndelige afvigelser, som i så høj grad kan hindre og frustrere og lede selv en ubeskadiget medfødt intelligens på vildspor, at den i det store og hele fører til noget, for hvilket sproget til sin rådighed [stadig] kun har ordet stupiditet. Således omfatter dette ord to fundamentalt forskellige typer: én ærlig og ligetil stupiditet, og en anden, der noget paradoksalt, endda er et tegn på intelligens. Den første er snarest baseret på en svaghed i forståelse, den anden mere på en forståelse, der kun er svag med hensyn til noget bestemt, og denne anden slags er så klart den mest farlige.

Det farlige ved manglen på visdom er, at den fører til så mange tilsyneladende velovervejede handlinger, der skader så meget. Vi kan ikke anklage Marine Le Pen, Viktor Orbán, Donald Trump, Benjamin Netanyahu, diverse danske ministre eller hvem vi nu tager os til hovedet over, for at være onde, for de er selv overbevist om at de gør en masse godt og har som oftest detaljerede (bort)forklaringer parat. Vi kan derfor nok ikke engang anklage dem for at være dumme. Men der er næppe mange, der ville kalde sådanne beslutningstagere for eksponenter for visdom. Det, vi ser så meget af i dag, er netop intelligent stupiditet – en bizart velovervejet mangel på visdom i befolkningen og blandt beslutningstagere.

Krænket?

På det seneste har der været en del fokus på krænkende adfærd på Københavns Universitet – eller rettere: på nogle bestemte hændelser og den Retningslinje for håndtering af krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane som universitetet siden har udarbejdet.

Nogle synes, at hændelserne, bl.a. en fest, hvor studerende skulle klæde sig ud som mexicanere, ikke var krænkende, andre synes at der var grund til at gribe ind.

Min fjerne chef, uddannelsesminister Tommy Ahlers, synes at nogle studerende går for vidt.

»Det er næsten, som om der er en lille gruppe studerende, der leder efter noget, de kan blive krænket over«

Jeg er ikke sikker på, at det skulle være tilfældet. 

Nogle universitetsansatte frygter, at retningslinjerne kan få konsekvenser for den akademiske frihed, fordi det er så subjektivt, hvad der udgør en krænkelse.. Den bekymring kan jeg til gengæld dele.

Min egen fornemmelse er, at hele denne sag og andre tilsvarende sager om krænkelser først og fremmest  røber noget andet: Nemlig at mange mennesker i dag har dårligere situationsfornemmelse end de tror, og at det i virkeligheden måske er ved at blive værre, fordi vi er så dårlige til at lytte til hinanden og fordi debatkulturen er blevet så polariseret. Der er flere, der er meget udfarende og voldsomme, og flere, der er meget på vagt.

De, der bagatelliserer en hændelse, som andre finder krænkende, tager ofte den pågældende hændelse for lidt alvorligt. De, der finder en hændelse så krænkende, at de bliver vrede og forlanger sanktioner, tager ofte sagen for alvorligt.  Jeg ved f.eks. ikke om det var studerende med mexicansk baggrund, der var vrede over udklædningerne eller hvad studerende med mexicansk baggrund ville have sagt. Men jeg ved heller ikke, hvad der skulle være ideen i at bede studerende om at klæde sig ud som mexicanere.

Du skal skamme dig ?!?


Den engelske forfatter og aktivist George Monbiot er blevet interviewet i Politiken, og emnet for samtalen er hvordan man bør reagere overfor andre mennesker, der foretager sig handlinger, der belaster miljøet voldsomt, nærmere bestemt flyvning. Skal man overhovedet påpege det? Monbiot siger

En af mine venner tog for ikke så lang tid siden til en ledelses-teambuilding-session over en weekend i Bahamas. Og jeg sagde faktisk i det tilfælde, at »jeg har et problem med det«.  [… ] Han stirrede bare forbi mig ud i luften og begyndte at tale om noget helt andet. Det gik op for mig, at han opfattede det, jeg sagde, som ubehøvlet. Det sidste, folk har lyst til at høre, når de skal på ferie, er etikken i, hvad de gør. Du vil jo glemme det hele, lade det hele være derhjemme. Men fordi vi er så høflige omkring de her ting, og i Storbritannien er høflighed jo en kronisk arvelig sygdom, så normaliserer vi destruktionen af den levende planet. Det er en normalisering, der er dræbende….

Selv har jeg ofte været i tvivl om hvad der er bedst her. Jeg kender en del mennesker, som jeg ellers deler mange holdninger med, der foretager sig noget, som jeg synes, man ikke bør gøre. Skal jeg sige det til Den Anden? 

 Bør jeg kritisere nogen, hvis de er meget hårde ved deres børn? Bør jeg kritisere nogen, hvis de giver udtryk for intolerante  (racistiske/homofobiske/antisemitiske osv.) holdninger? De allerfleste (som ikke synes at man skal slå sine børn eller være intolerant) vil nok sige ja her, for her er tale om handlinger, der går ud over andre mennesker. Bør jeg kritisere nogen, hvis de ryger? Her begynder der at optræde uenighed, også blandt ikke-rygere, også selv om rygning også generer andre. Af og til bliver det fremført, at sådan noget som rygning trods alt er et personligt valg, og at rygeren måske “ikke kan gøre for det”. Og bør jeg kritisere nogen, fordi de har været ude at flyve? Nu bliver det for alvor svært at finde enighed – også selv om forureningen påvirker det globale miljø. Så sent som i november 2018 fløj jeg selv, men jeg er stoppet nu. Jeg skal aldrig flyve mere.

Det er tvivlsomt, om Den Anden holder op med sin kritisable handling, bare fordi jeg kritiserer vedkommende. Jeg er som oftest ret konfliktsky, og jeg vil nødig støde nogen fra mig – det er trods alt mennesker i min nærhed, jeg har størst umiddelbart mulighed for at påvirke i en gunstig retning. Og der er desværre en del stereotyper derude om f.eks. “den vrede ikke-ryger”, “den selvretfærdige miljøaktivist” og “den aggressive veganer”. Nogle vil sige, at man i stedet skal rette sin vrede mod tobaksindustrien, olieproducenterne og det industrielle landbrug – og hvem der nu ellers er magthavere.

Men på den anden side er det vigtigt at huske, at hvis jeg ikke siger noget, ender Den Anden med at fortsætte med at synes, at den problematiske handling faktisk er uproblematisk. Når rygning ikke har samme positive aura, som det havde engang, og når holdningerne til det at spise kød også er under hastig forandring, er det jo i høj grad fordi  begge former for adfærd er blevet kritiseret på faktuel vis. Og når man omsider er nået dertil, at man i mainstream-medierne kan tale om flyvning som en trussel mod miljøet i 2018, er det af samme grund.

Foreløbig er jeg nået dertil, at jeg lader være med at tale positivt om de handlinger, jeg finder kritisable og at jeg vil kritisere handlingen, men ikke Den Anden selv, og gøre det på en saglig måde. Men det er en etisk position, jeg hele tiden må overveje.

Selvet som teknologi

Der er et interessant interview på Edge.org med Peter Galison, der er professor i videnskabernes historie på Harvard.  Man tænker tit på teknologien som noget, der skal erstatte eller forstærke mennesker. Men Galisons pointe er den lidt bagvendte, at det ofte er omvendt – at den teknologi og de samfundsforhold, vi har, bestemmer vores syn på mennesket og selvet. Sigmund Freud skulle have fået sin idé om fortrængning og “forbudte” tanker som en analogi med den censur og forfølgelse af anderledes tænkende, der fandt sted i zartidens Rusland. Senere, omkring 2. verdenskrig, opstod en anden, mekanistisk forståelse af selvet og menneskers reaktionsmønstre, der tog udgangspunkt i kybernetik og kontrolteori.

En mulig grund til at nogle regner med at mange slags arbejde vil forsvinde, fordi den vil blive erstattet af maskinintelligens, kan være, at de opfatter det at arbejde som at udøve en form for maskinintelligens. Vi skal derfor bare aflure hvordan mennesker gør, og så kan vi erstatte dem med maskiner, der udfører de samme handlinger, bare bedre.

Og jeg spekulerer på, hvornår det mon er tilfældet, at den kritik, magthaverne kommer med, og den kritik, vi kommer med af hinanden, egentlig består i at kritisere mennesker for at være en slags dårlige maskiner.

Et moralsk standpunkt?

Foto: Lars Jørgensen/Ritzau Scanpix

I sin tale i dag ved Venstres landsmøde siger Lars Løkke Rasmussen

»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab«, siger Løkke.

»Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere«.

Jeg kunne blive fristet til igen at spørge om hvorfor det er moralsk rigtigt at udvise nogen fra et land, hvor de aldrig har boet og at kræve at de skal forlade det arbejde, de har, og den uddannelse, de er i gang med. Hvis den slags bliver virkelighed, er der mange, der tænker sig om en ekstra gang, inden de vil ansætte flygtninge. I den globaliserede kapitalisme, vi lever med i 2018, er der flere mennesker end nogensinde før, der er på gennemrejse. Det er netop dét, der skaber en følelse af konstant forandring og mangel på kontinuitet.

Hele Lars Løkke Rasmussens udtalelse afslører, at al talen om at Danmark mangler de nødvendige resurser til at magte at tage imod flygtninge, ikke giver den egentlige bevæggrund bag regeringens og Socialdemokratiets politik – det er meget enklere: politikerne vil bare ikke have flygtninge i Danmark.

Men det, man i virkeligheden bør anholde her, er statsministerens tale om moral. På den ene side er det interessant, at en politiker begrunder sine holdninger ud fra et moralsk standpunkt. På den anden side er det påfaldende, at kravet om at handle moralsk rigtigt kommer fra lederen af en regering, hvis ministre (forhenværende og nuværende) så ofte har været på kant med både dansk og international lovgivning. 

Muligvis er alt det, regeringen gør og er fortaler for, moralsk korrekt. Forskellen mellem moral og etik er ofte set som en skelnen mellem konkrete forskrifter (dette er moral) og moralfilosofi (dette er etik). Men da bør man spørge, hvilke moralfilosofiske betragtninger, regeringen baserer sig på. Jeg ved det ikke.

Gonzalo Vargas i Aalborg

Digt af Gonzalo Vargas.
Gonzalo fortæller.

I dag havde Amnesty International i Aalborg besøg af Gonzalo Vargas, der oprindelig kommer fra Chile. Han var som ung ansat til at undervise bønder i den sydlige del af landet i deres rettigheder. Men da Salvador Allendes regering blev fjernet ved militærkuppet den 11. september 1973, blev Gonzalo tilbageholdt og udsat for voldsom og langvarig tortur. Han tilbragte to år i en koncentrationslejr, der blev ledet af Walter Rauff, en nazistisk krigsforbryder som det var lykkedes at undslippe efter 2. verdenskrig.

Amnesty Internationals kampagnearbejde gjorde, at Gonzalo slap ud af fangenskabet og væk fra torturen. Han fik asyl i Danmark, hvor han har boet lige siden. Gonzalos beretning om de ufattelige lidelser, han selv og hans familie gennemlevede under fascismen, og om de fysiske og psykiske mén, det har været årsag til, gør et enormt indtryk i sig selv. Også hans beretning om hvordan hans tidligere kollega Martín endte med at forråde ham og siden blev torturbøddel gør et stort indtryk. Men allerstørst indtryk gør det, at da Gonzalo efter 18 års landflygtighed igen kunne besøge Chile, opsøgte han Martín – og tilgav ham.  Tilgivelsen er en lige så vigtig del af Gonzalos budskab som hans budskab om retfærdighed.

Gonzalo er en meget varm og engageret mand, der taler til og ser det bedste i alle dem, han møder. Han har boet hjemme ved mig og min familie i denne weekend, og her til formiddag gik han og jeg en tur ved Limfjorden. Vi så en lidt underlig terrasse med græs ved broen, og Gonzalo standsede en tilfældig forbipasserende for at spørge ham, hvad han mon syntes om den. Manden viste sig da at være en spansk besøgende fra Zaragoza, der havde nogle få timer tilbage i Aalborg, inden han skulle med tog til København. Og sådan gik det til, at Gonzalo og José havde en lang samtale på spansk og udvekslede telefonnumre, dér midt i novemberregnen på en kaj i Nørresundby.

En stor tak fra mig og de andre, der var sammen med Gonzalo i dag, for en god og vigtig stund sammen!

Vanskelige mennesker

Noget af det, jeg stadig forsøger at finde ud, er hvordan jeg skal håndtere mennesker, der opfører sig “vanskeligt”. I går aftes, da jeg holdt en tale ved Amnesty Internationals fakkeltog og blev afbrudt af vedvarende tilråb, var situationen svær for mig. Jeg bad om kunne holde min tale færdig, men tilråbene fortsatte. Tidligere har jeg oplevet at sidde til et møde, hvor en anden mødedeltager gentagne gange afbrød mig, tilsyneladende i et forsøg på at forhindre mig i at tale. Jeg bad om at få lov til at tale færdig, men afbrydelserne fortsatte. Ved den sidste lejlighed endte jeg desværre med at blive vred og sige at den, der afbrød mig, skulle lukke munden. Det var selvfølgelig en upassende adfærd, og jeg fortrød den straks. 

Jeg er nu begyndt at undersøge, hvad de stoiske filosoffer havde af tanker om sådanne situationer. Marcus Aurelius skriver et sted (her i min oversættelse)

Begynd hver dag med at sige til dig selv: I dag vil jeg møde afbrydelser, utaknemmelighed, uforskammethed, mangel på loyalitet, ondsindethed og selviskhed.

Selvfølgelig kan dette forstås som en mistillidserklæring til andre mennesker, men man kan i stedet se det som at man skal være mentalt parat til at håndtere problematisk adfærd, så den ikke kommer bag på én. Det var fordi afbrydelserne kom bag på mig, at jeg havde svært ved at håndtere dem. Det er dét at være mentalt forberedt, der er den vigtige øvelse, og det er en ganske anden form for robusthed end den, der så ofte bliver hyldet i vore dage.

At vinde over sig selv

Af og til er der nogen, der har sagt, at de synes at jeg har god selvdisciplin, bl.a. fordi jeg siden 1994 har været veganer,  fordi jeg helt regelmæssigt går i fitness-center og fordi det lykkedes mig at tabe mig igen efter en sommerferie med lidt for meget vellevned. Selv er jeg nu ikke så imponeret over mig selv. Jeg kender f.eks. nogen, der er kommet ud af et mangeårigt heroinmisbrug og nu har overskud til at være noget for andre. Dét bærer vidne om virkelig stor selvdisciplin.

Der er dog nogle aspekter, der er gået op for mig. 

Det første er, at man skal skabe nogle nye og enkle vaner og være konsekvent over for sig selv. Når det lykkes mig at tage i fitness-center hver anden dag, skyldes det ene og alene, at jeg har valgt dette enkle princip. Hvis jeg i stedet bare havde valgt et “blødt” løfte om at jeg skulle træne lidt mere end før og skulle være motiveret, ville det næppe være gået så godt. 9 ud af 10 gange hvor jeg tager i fitness-center, har jeg faktisk mest lyst til at lade være.

Det andet er, at en form for selvdisciplin egentlig består i at kunne vinde over sig selv. Det er en form for konkurrence, der er i stor modsætning til de konkurrenceformer, der huserer i vore dages konkurrencesamfund. Her er der nemlig altid vindere og tabere, og det er i høj grad andre, der har indflydelse på om man vinder. Når man konkurrerer mod sig selv, er det den gode version af én selv, den udgave man gerne vil være, der skal vinde over den mindre gode. Derfor kan man ikke undgå at være den, der vinder, og man har selv indflydelse på om man vinder.

Og det tredje aspekt er at mine begrænsede succeser med selvdisciplin er indtruffet på bestemte afgrænsede områder, som jeg selv kan håndtere. Jeg har f.eks. slet ikke succes med at få eksterne forskningsmidler trods en hel del anstrengelser.

Jeg har prøvet at lade mig inspirere af  et bærende princip i stoicismen, nemlig at vi skal finde ud af hvad vi kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre. Det, man ikke kan ændre (her især døden, men også i et vist omfang andre menneskers adfærd), må man acceptere, mens det man ikke kan acceptere, kan man ændre. Og det, man vil ændre, kan man ændre gennem systematisk refleksion og gennem altid at stræbe efter at bevare egen værdighed og ro, så man kan blive den bedste udgave af sig selv. Dette er principper, som bliver beskrevet godt hos den amerikanske filosof William Irvine (jeg har tidligere skrevet om ham her) og også hos Svend Brinkmann, hvis meget læste bog Stå fast! tager udgangspunkt i netop stoicismen. Jeg er netop gået i gang med at læse endnu en bog om stoicismen,  nemlig How to be a Stoic af den italienske filosof Massimo Pigliucci, og den ser ud til også at give indsigt i hvad selvkontrol egentlig er og bør være. Den glæder jeg mig til at skrive mere om her snart.