Mangel på visdom

Fra loftet i McEwan Hall i Edinburgh.

Mange mennesker i den industrialiserede verden ved, at klimaforandringerne vil ødelægge millioner af menneskers livsgrundlag, hvis der ikke bliver gjort noget. Men der bliver ikke gjort ret meget. Mange mennesker ved også, at den politik, der bliver ført over for flygtninge, har voldsomme konsekvenser for flygtningene. Og alligevel fortsætter det.

Jeg har tidligere skrevet om den ondskab, der kan føres tilbage til at den, der udfører eller billiger en handling, ikke forstår den lidelse, som handlingen fører med sig. Det er først nu, det går op for mig, at der er et begreb for denne mangel på visdom.

Jeg er ved at læse den italienske filosof og biolog Massimo Pigliuccis bog fra 2017 How To Be A Stoic; meget af bogen handler om etik og visdom set gennem stoicismen (jeg har tidligere skrevet en del om stoicisme på denne blog). I forbindelse med Pigliuccis gennemgang af ondskabens årsager har jeg stiftet bekendtskab med ordet amathia. Det er et begreb, som er oldgræsk og ikke lader sig oversætte godt til dansk. Men formodentlig kan man komme tæt på det alligevel. Amathia er nemlig det stik modsatte af visdom; mangel på visdom er ikke nødvendigvis det samme som dumhed.

Filosoffen Glenn Hughes (ikke at forveksle med musikeren af samme navn fra Deep Purple) taler om intelligent stupiditet. Begrebet har han fra den østrigske forfatter og filosof Robert Musil. Musil skriver et sted (her i min oversættelse)

I livet mener man som regel at et dumt menneske er en, der er “lidt svagt begavet”. Men hinsides det er der de mest varierede former for intellektuelle og åndelige afvigelser, som i så høj grad kan hindre og frustrere og lede selv en ubeskadiget medfødt intelligens på vildspor, at den i det store og hele fører til noget, for hvilket sproget til sin rådighed [stadig] kun har ordet stupiditet. Således omfatter dette ord to fundamentalt forskellige typer: én ærlig og ligetil stupiditet, og en anden, der noget paradoksalt, endda er et tegn på intelligens. Den første er snarest baseret på en svaghed i forståelse, den anden mere på en forståelse, der kun er svag med hensyn til noget bestemt, og denne anden slags er så klart den mest farlige.

Det farlige ved manglen på visdom er, at den fører til så mange tilsyneladende velovervejede handlinger, der skader så meget. Vi kan ikke anklage Marine Le Pen, Viktor Orbán, Donald Trump, Benjamin Netanyahu, diverse danske ministre eller hvem vi nu tager os til hovedet over, for at være onde, for de er selv overbevist om at de gør en masse godt og har som oftest detaljerede (bort)forklaringer parat. Vi kan derfor nok ikke engang anklage dem for at være dumme. Men der er næppe mange, der ville kalde sådanne beslutningstagere for eksponenter for visdom. Det, vi ser så meget af i dag, er netop intelligent stupiditet – en bizart velovervejet mangel på visdom i befolkningen og blandt beslutningstagere.

Krænket?

På det seneste har der været en del fokus på krænkende adfærd på Københavns Universitet – eller rettere: på nogle bestemte hændelser og den Retningslinje for håndtering af krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane som universitetet siden har udarbejdet.

Nogle synes, at hændelserne, bl.a. en fest, hvor studerende skulle klæde sig ud som mexicanere, ikke var krænkende, andre synes at der var grund til at gribe ind.

Min fjerne chef, uddannelsesminister Tommy Ahlers, synes at nogle studerende går for vidt.

»Det er næsten, som om der er en lille gruppe studerende, der leder efter noget, de kan blive krænket over«

Jeg er ikke sikker på, at det skulle være tilfældet. 

Nogle universitetsansatte frygter, at retningslinjerne kan få konsekvenser for den akademiske frihed, fordi det er så subjektivt, hvad der udgør en krænkelse.. Den bekymring kan jeg til gengæld dele.

Min egen fornemmelse er, at hele denne sag og andre tilsvarende sager om krænkelser først og fremmest  røber noget andet: Nemlig at mange mennesker i dag har dårligere situationsfornemmelse end de tror, og at det i virkeligheden måske er ved at blive værre, fordi vi er så dårlige til at lytte til hinanden og fordi debatkulturen er blevet så polariseret. Der er flere, der er meget udfarende og voldsomme, og flere, der er meget på vagt.

De, der bagatelliserer en hændelse, som andre finder krænkende, tager ofte den pågældende hændelse for lidt alvorligt. De, der finder en hændelse så krænkende, at de bliver vrede og forlanger sanktioner, tager ofte sagen for alvorligt.  Jeg ved f.eks. ikke om det var studerende med mexicansk baggrund, der var vrede over udklædningerne eller hvad studerende med mexicansk baggrund ville have sagt. Men jeg ved heller ikke, hvad der skulle være ideen i at bede studerende om at klæde sig ud som mexicanere.

Du skal skamme dig ?!?


Den engelske forfatter og aktivist George Monbiot er blevet interviewet i Politiken, og emnet for samtalen er hvordan man bør reagere overfor andre mennesker, der foretager sig handlinger, der belaster miljøet voldsomt, nærmere bestemt flyvning. Skal man overhovedet påpege det? Monbiot siger

En af mine venner tog for ikke så lang tid siden til en ledelses-teambuilding-session over en weekend i Bahamas. Og jeg sagde faktisk i det tilfælde, at »jeg har et problem med det«.  [… ] Han stirrede bare forbi mig ud i luften og begyndte at tale om noget helt andet. Det gik op for mig, at han opfattede det, jeg sagde, som ubehøvlet. Det sidste, folk har lyst til at høre, når de skal på ferie, er etikken i, hvad de gør. Du vil jo glemme det hele, lade det hele være derhjemme. Men fordi vi er så høflige omkring de her ting, og i Storbritannien er høflighed jo en kronisk arvelig sygdom, så normaliserer vi destruktionen af den levende planet. Det er en normalisering, der er dræbende….

Selv har jeg ofte været i tvivl om hvad der er bedst her. Jeg kender en del mennesker, som jeg ellers deler mange holdninger med, der foretager sig noget, som jeg synes, man ikke bør gøre. Skal jeg sige det til Den Anden? 

 Bør jeg kritisere nogen, hvis de er meget hårde ved deres børn? Bør jeg kritisere nogen, hvis de giver udtryk for intolerante  (racistiske/homofobiske/antisemitiske osv.) holdninger? De allerfleste (som ikke synes at man skal slå sine børn eller være intolerant) vil nok sige ja her, for her er tale om handlinger, der går ud over andre mennesker. Bør jeg kritisere nogen, hvis de ryger? Her begynder der at optræde uenighed, også blandt ikke-rygere, også selv om rygning også generer andre. Af og til bliver det fremført, at sådan noget som rygning trods alt er et personligt valg, og at rygeren måske “ikke kan gøre for det”. Og bør jeg kritisere nogen, fordi de har været ude at flyve? Nu bliver det for alvor svært at finde enighed – også selv om forureningen påvirker det globale miljø. Så sent som i november 2018 fløj jeg selv, men jeg er stoppet nu. Jeg skal aldrig flyve mere.

Det er tvivlsomt, om Den Anden holder op med sin kritisable handling, bare fordi jeg kritiserer vedkommende. Jeg er som oftest ret konfliktsky, og jeg vil nødig støde nogen fra mig – det er trods alt mennesker i min nærhed, jeg har størst umiddelbart mulighed for at påvirke i en gunstig retning. Og der er desværre en del stereotyper derude om f.eks. “den vrede ikke-ryger”, “den selvretfærdige miljøaktivist” og “den aggressive veganer”. Nogle vil sige, at man i stedet skal rette sin vrede mod tobaksindustrien, olieproducenterne og det industrielle landbrug – og hvem der nu ellers er magthavere.

Men på den anden side er det vigtigt at huske, at hvis jeg ikke siger noget, ender Den Anden med at fortsætte med at synes, at den problematiske handling faktisk er uproblematisk. Når rygning ikke har samme positive aura, som det havde engang, og når holdningerne til det at spise kød også er under hastig forandring, er det jo i høj grad fordi  begge former for adfærd er blevet kritiseret på faktuel vis. Og når man omsider er nået dertil, at man i mainstream-medierne kan tale om flyvning som en trussel mod miljøet i 2018, er det af samme grund.

Foreløbig er jeg nået dertil, at jeg lader være med at tale positivt om de handlinger, jeg finder kritisable og at jeg vil kritisere handlingen, men ikke Den Anden selv, og gøre det på en saglig måde. Men det er en etisk position, jeg hele tiden må overveje.

Selvet som teknologi

Der er et interessant interview på Edge.org med Peter Galison, der er professor i videnskabernes historie på Harvard.  Man tænker tit på teknologien som noget, der skal erstatte eller forstærke mennesker. Men Galisons pointe er den lidt bagvendte, at det ofte er omvendt – at den teknologi og de samfundsforhold, vi har, bestemmer vores syn på mennesket og selvet. Sigmund Freud skulle have fået sin idé om fortrængning og “forbudte” tanker som en analogi med den censur og forfølgelse af anderledes tænkende, der fandt sted i zartidens Rusland. Senere, omkring 2. verdenskrig, opstod en anden, mekanistisk forståelse af selvet og menneskers reaktionsmønstre, der tog udgangspunkt i kybernetik og kontrolteori.

En mulig grund til at nogle regner med at mange slags arbejde vil forsvinde, fordi den vil blive erstattet af maskinintelligens, kan være, at de opfatter det at arbejde som at udøve en form for maskinintelligens. Vi skal derfor bare aflure hvordan mennesker gør, og så kan vi erstatte dem med maskiner, der udfører de samme handlinger, bare bedre.

Og jeg spekulerer på, hvornår det mon er tilfældet, at den kritik, magthaverne kommer med, og den kritik, vi kommer med af hinanden, egentlig består i at kritisere mennesker for at være en slags dårlige maskiner.

Et moralsk standpunkt?

Foto: Lars Jørgensen/Ritzau Scanpix

I sin tale i dag ved Venstres landsmøde siger Lars Løkke Rasmussen

»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab«, siger Løkke.

»Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere«.

Jeg kunne blive fristet til igen at spørge om hvorfor det er moralsk rigtigt at udvise nogen fra et land, hvor de aldrig har boet og at kræve at de skal forlade det arbejde, de har, og den uddannelse, de er i gang med. Hvis den slags bliver virkelighed, er der mange, der tænker sig om en ekstra gang, inden de vil ansætte flygtninge. I den globaliserede kapitalisme, vi lever med i 2018, er der flere mennesker end nogensinde før, der er på gennemrejse. Det er netop dét, der skaber en følelse af konstant forandring og mangel på kontinuitet.

Hele Lars Løkke Rasmussens udtalelse afslører, at al talen om at Danmark mangler de nødvendige resurser til at magte at tage imod flygtninge, ikke giver den egentlige bevæggrund bag regeringens og Socialdemokratiets politik – det er meget enklere: politikerne vil bare ikke have flygtninge i Danmark.

Men det, man i virkeligheden bør anholde her, er statsministerens tale om moral. På den ene side er det interessant, at en politiker begrunder sine holdninger ud fra et moralsk standpunkt. På den anden side er det påfaldende, at kravet om at handle moralsk rigtigt kommer fra lederen af en regering, hvis ministre (forhenværende og nuværende) så ofte har været på kant med både dansk og international lovgivning. 

Muligvis er alt det, regeringen gør og er fortaler for, moralsk korrekt. Forskellen mellem moral og etik er ofte set som en skelnen mellem konkrete forskrifter (dette er moral) og moralfilosofi (dette er etik). Men da bør man spørge, hvilke moralfilosofiske betragtninger, regeringen baserer sig på. Jeg ved det ikke.

Gonzalo Vargas i Aalborg

Digt af Gonzalo Vargas.
Gonzalo fortæller.

I dag havde Amnesty International i Aalborg besøg af Gonzalo Vargas, der oprindelig kommer fra Chile. Han var som ung ansat til at undervise bønder i den sydlige del af landet i deres rettigheder. Men da Salvador Allendes regering blev fjernet ved militærkuppet den 11. september 1973, blev Gonzalo tilbageholdt og udsat for voldsom og langvarig tortur. Han tilbragte to år i en koncentrationslejr, der blev ledet af Walter Rauff, en nazistisk krigsforbryder som det var lykkedes at undslippe efter 2. verdenskrig.

Amnesty Internationals kampagnearbejde gjorde, at Gonzalo slap ud af fangenskabet og væk fra torturen. Han fik asyl i Danmark, hvor han har boet lige siden. Gonzalos beretning om de ufattelige lidelser, han selv og hans familie gennemlevede under fascismen, og om de fysiske og psykiske mén, det har været årsag til, gør et enormt indtryk i sig selv. Også hans beretning om hvordan hans tidligere kollega Martín endte med at forråde ham og siden blev torturbøddel gør et stort indtryk. Men allerstørst indtryk gør det, at da Gonzalo efter 18 års landflygtighed igen kunne besøge Chile, opsøgte han Martín – og tilgav ham.  Tilgivelsen er en lige så vigtig del af Gonzalos budskab som hans budskab om retfærdighed.

Gonzalo er en meget varm og engageret mand, der taler til og ser det bedste i alle dem, han møder. Han har boet hjemme ved mig og min familie i denne weekend, og her til formiddag gik han og jeg en tur ved Limfjorden. Vi så en lidt underlig terrasse med græs ved broen, og Gonzalo standsede en tilfældig forbipasserende for at spørge ham, hvad han mon syntes om den. Manden viste sig da at være en spansk besøgende fra Zaragoza, der havde nogle få timer tilbage i Aalborg, inden han skulle med tog til København. Og sådan gik det til, at Gonzalo og José havde en lang samtale på spansk og udvekslede telefonnumre, dér midt i novemberregnen på en kaj i Nørresundby.

En stor tak fra mig og de andre, der var sammen med Gonzalo i dag, for en god og vigtig stund sammen!

Vanskelige mennesker

Noget af det, jeg stadig forsøger at finde ud, er hvordan jeg skal håndtere mennesker, der opfører sig “vanskeligt”. I går aftes, da jeg holdt en tale ved Amnesty Internationals fakkeltog og blev afbrudt af vedvarende tilråb, var situationen svær for mig. Jeg bad om kunne holde min tale færdig, men tilråbene fortsatte. Tidligere har jeg oplevet at sidde til et møde, hvor en anden mødedeltager gentagne gange afbrød mig, tilsyneladende i et forsøg på at forhindre mig i at tale. Jeg bad om at få lov til at tale færdig, men afbrydelserne fortsatte. Ved den sidste lejlighed endte jeg desværre med at blive vred og sige at den, der afbrød mig, skulle lukke munden. Det var selvfølgelig en upassende adfærd, og jeg fortrød den straks. 

Jeg er nu begyndt at undersøge, hvad de stoiske filosoffer havde af tanker om sådanne situationer. Marcus Aurelius skriver et sted (her i min oversættelse)

Begynd hver dag med at sige til dig selv: I dag vil jeg møde afbrydelser, utaknemmelighed, uforskammethed, mangel på loyalitet, ondsindethed og selviskhed.

Selvfølgelig kan dette forstås som en mistillidserklæring til andre mennesker, men man kan i stedet se det som at man skal være mentalt parat til at håndtere problematisk adfærd, så den ikke kommer bag på én. Det var fordi afbrydelserne kom bag på mig, at jeg havde svært ved at håndtere dem. Det er dét at være mentalt forberedt, der er den vigtige øvelse, og det er en ganske anden form for robusthed end den, der så ofte bliver hyldet i vore dage.

At vinde over sig selv

Af og til er der nogen, der har sagt, at de synes at jeg har god selvdisciplin, bl.a. fordi jeg siden 1994 har været veganer,  fordi jeg helt regelmæssigt går i fitness-center og fordi det lykkedes mig at tabe mig igen efter en sommerferie med lidt for meget vellevned. Selv er jeg nu ikke så imponeret over mig selv. Jeg kender f.eks. nogen, der er kommet ud af et mangeårigt heroinmisbrug og nu har overskud til at være noget for andre. Dét bærer vidne om virkelig stor selvdisciplin.

Der er dog nogle aspekter, der er gået op for mig. 

Det første er, at man skal skabe nogle nye og enkle vaner og være konsekvent over for sig selv. Når det lykkes mig at tage i fitness-center hver anden dag, skyldes det ene og alene, at jeg har valgt dette enkle princip. Hvis jeg i stedet bare havde valgt et “blødt” løfte om at jeg skulle træne lidt mere end før og skulle være motiveret, ville det næppe være gået så godt. 9 ud af 10 gange hvor jeg tager i fitness-center, har jeg faktisk mest lyst til at lade være.

Det andet er, at en form for selvdisciplin egentlig består i at kunne vinde over sig selv. Det er en form for konkurrence, der er i stor modsætning til de konkurrenceformer, der huserer i vore dages konkurrencesamfund. Her er der nemlig altid vindere og tabere, og det er i høj grad andre, der har indflydelse på om man vinder. Når man konkurrerer mod sig selv, er det den gode version af én selv, den udgave man gerne vil være, der skal vinde over den mindre gode. Derfor kan man ikke undgå at være den, der vinder, og man har selv indflydelse på om man vinder.

Og det tredje aspekt er at mine begrænsede succeser med selvdisciplin er indtruffet på bestemte afgrænsede områder, som jeg selv kan håndtere. Jeg har f.eks. slet ikke succes med at få eksterne forskningsmidler trods en hel del anstrengelser.

Jeg har prøvet at lade mig inspirere af  et bærende princip i stoicismen, nemlig at vi skal finde ud af hvad vi kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre. Det, man ikke kan ændre (her især døden, men også i et vist omfang andre menneskers adfærd), må man acceptere, mens det man ikke kan acceptere, kan man ændre. Og det, man vil ændre, kan man ændre gennem systematisk refleksion og gennem altid at stræbe efter at bevare egen værdighed og ro, så man kan blive den bedste udgave af sig selv. Dette er principper, som bliver beskrevet godt hos den amerikanske filosof William Irvine (jeg har tidligere skrevet om ham her) og også hos Svend Brinkmann, hvis meget læste bog Stå fast! tager udgangspunkt i netop stoicismen. Jeg er netop gået i gang med at læse endnu en bog om stoicismen,  nemlig How to be a Stoic af den italienske filosof Massimo Pigliucci, og den ser ud til også at give indsigt i hvad selvkontrol egentlig er og bør være. Den glæder jeg mig til at skrive mere om her snart.

Hjemløs overalt

Flygtninge og indvandrere, der ikke er i uddannelse eller arbejde, når de fylder 22 år. (Kilde: https://www.information.dk/indland/2018/10/ny-undersoegelse-flygtningeboern-danmark-klarer-markant-bedre-20-aar-siden)

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, men ordet har nu sneget sig ind alle vegne. For tiden dukker det op i forbindelse med Dansk Folkepartis krav om voldsomme ændringer af dansk asylpolitik (og Venstre bruger det samme ord). René Christensen fra Dansk Folkeparti formulerer dette “paradigmeskift” sådan (jeg vil ikke linke til Dansk Folkepartis avis herfra):

Flygtninge skal være i Danmark, når de har et beskyttelsesbehov, men derefter skal de tilbage til de land, de er flygtet fra. De skal ikke i gang med integrationsforløb. Kan vi få regeringen med på det, kan vi opnå markante besparelser. Og det lyder som om, at regeringen er med på det…

Dansk Folkeparti ønsker simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

Dansk Folkepartis “paradigmeskift” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler (som Rune Lykkeberg skriver i Information) reelt om noget helt andet, nemlig at Dansk Folkeparti ikke vil integrere flygtninge.

Men lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal integreres i deres tidligere hjemland. Og de vil kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. “Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.

PADR

AAUs rektor Per Michael Johansen forrest blandt tilhørerne.

EU vedtog i 2016 at stifte et program for militærforskning, den såkaldte Preparatory Action on Defence Research (PADR). I de næste 10 år vil EU-kommissionen uddele mere end 40 milliarder euro til forskning i udvikling af nye våben.

Der har selvfølgelig også været militærforskning før, og i en del Horizon 2020-projekter er nogle af de virksomheder, der deltager, virksomheder, der også arbejder med militære aktiviteter. Men det er første gang, at EU giver penge til ren våbenudvikling. Blandt de projekter, der allerede er blevet støttet, er der tydeligt fokus på “autonome våben” som f.eks. droner.

Det er bekymrende, for dette initiativ kan meget let føre til et nyt våbenkapløb. De etiske diskussioner, der lige nu er om selvkørende biler, blegner i forhold til de enorme etiske dilemmaer, som selvskydende “autonome” våben fører med sig. Herudover kan jeg heller ikke lade være med at bemærke, at vi i en situation, hvor der er stor konkurrence om forskningsmidler, skaber yderligere motivation hos forskere til at søge penge hos PADR. PADR er dermed med til at skævtrække forskningen endnu mere.

Det er ikke overraskende, at min arbejdsplads Aalborg Universitet er med her. Man har endda stiftet en enhed ved navn AAU Defence, og jeg kan læse at to studerende fra AAU står for at skulle besøge en kampflyfabrik i USA.

Jeg vil godt opfordre alle mine kolleger på AAU og andetsteds til at skrive under på en opfordring fra Researchers for Peace til at EU stopper dette. Og jeg vil også opfordre Aalborg Universitets ledelse til at overveje, om forskning i udvikling af våben virkelig er det, vi har mest brug i verden i dag.