Det globale og det lokale

Jeg kan læse, at Venstre er modstandere af forslaget om en klimalov, som regeringen har fremlagt. Information skriver:

Venstres klimaordfører, Lars Christian Lilleholt, frygter, at sådanne reduktioner vil svække Danmarks konkurrenceevne.

»Det er tiden ikke inde til. Så jeg vil opfordre regeringen til at revurdere sit mål i lyset af den svære økonomiske situation, Danmark befinder sig i. Regeringen skulle nøjes med at lægge sig på det, vi får ud af energiaftalen. Og der ligger vi allerede over det niveau, vi har forpligtet os til i EU-sammenhæng,« siger Lars Christian Lilleholt.

Her er det tydeligt, at Lars Christian Lilleholt er mest interesseret i at sikre konkurrenceevnen; hensynet til det globale klima kommer i anden række – ja, det bliver endda slet ikke nævnt. Jeg er helt uenig her, og det er jeg ud fra en forsigtighedsbetragtning. Hvis de efterhånden mange data om menneskeskabte klimaforandringer, som vi har nu, er pålidelige, risikerer vi med en ikke lille sandsynlighed at ende med at skulle spekulere på langt mere presserende spørgsmål end det enkelte lands konkurrenceevne.

Vi har her at gøre med en typisk problemstilling ikke kun i politik, men i mange af livets forhold: Forskellen mellem global og lokal optimering. Det, der virker som en god beslutning på kort sigt er ikke altid den beslutning, der er bedst på langt sigt. De store olieselskabers støtte til benægtere af den globale opvarmning er også en lokal optimeringsstrategi, der skal sikre olieselskabernes fortsatte profit inden for de kommende år.

Den kapitalistiske markedsøkonomi er i sit udgangspunkt altid styret af grådighed – og det kan man derfor ikke fremføre som anklage. I sin tekst fra i år, Krisen og den udeblevne systemkritik, skriver Preben Wilhjelm da også:

Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden? Det kan af hensyn til sarte sjæle udtrykkes mere indpakket, men realiteten er den samme. Og det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin.

I teorien om algoritmer findes der optimeringsproblemer, hvor en grådig algoritme, der optimerer lokalt, samtidig også optimerer lokalt. Problemet er, at sådan er det ikke med markedsøkonomien. Kriserne vender tilbage efter perioder med lokalt maksimum, og produktionen påvirker i vore dage også miljøet på langt sigt.

Hertil vil liberalister indvende, at alle de store økonomiske kriser er blevet overvundet til sidst og at markedet, hvis det bliver ladt i fred, vil stabilisere sig igen. Selv hvis man antager, at markederne er selvstabiliserende på længere sigt, skal samfundet typisk igennem lange perioder med store sociale spændinger, der i nogle tilfælde kan få hele samfundsstrukturen til at bryde sammen. 2. verdenskrig og dens baggrund i 1930’ernes krise er et skræmmende eksempel på det.

Og her taler vi så også om miljøet; det er ikke klart for mig, hvorfor det er en god idé for noget land at prioritere konkurrenceevne som en lokal optimeringsstrategi i en situation, hvor vi er nødt til at optimere globalt (i mere end én betydning af dette ord). Den grådige algoritme er ikke optimal.

Venstre er Danmarks suverænt mest populære parti for tiden, men det skyldes forhåbentlig ikke en miljøpolitisk profilering. Deres nedprioritering af klimaproblemerne og manglende bud på en langsigtet løsningsmodel bør give anledning til alvorlig eftertanke.

Den svære, svære konfliktløsning

Edge.org har et interview med den amerikanske hjerneforsker Rebecca Saxe. Hendes forskning er motiveret af et helt fundamentalt spørgsmål: Hvordan tænker vi om hvordan andre mennesker tænker? Det er ofte den manglende indsigt i Den Andens motiver, der skaber konflikter.

Hvordan løser man en konflikt når man ikke kan se ind i Den Andens tankeverden? Lige for tiden er der fokus på den spændte situation i Vollmose, hvor der hos nogle grupper i kvarteret (vel især blandt de unge) hersker en ekstrem mistillid til myndighederne. Det er klart, at de allerfleste mennesker (også jeg selv) umiddelbart synes at der er noget ikke bare dybt forkasteligt, men også dybt irrationelt ved at angribe den lokale skadestue, angribe brandfolk eller begå hærværk mod den daginstitution, hvor kvarterets børn går. Også i Mellemøsten har f.eks. læger og brandfolk høj social status (om muligt har læger højere status i arabiske lande end i Danmark), så dette gør hele denne tragiske situation endnu mere kompliceret at analysere.

Magtforholdene i samfundet er vigtige at forstå. Det, vi er vidne til, når nogen udøver denne form for destruktiv adfærd er ikke sædvanlig magt, men en destruktion der vokser ud af afmagt – en slags “afmagtens magt”. For den umiddelbare følelse af magt, de destruktive handlinger udløser, er særdeles kortvarig og løser ingen problemer. Der er alt for mange eksempler fra andre lande og andre tider (Brixton i 1981, Los Angeles i 1992, franske byer i 1995…) der viser hvordan en opsparet afmagt pludselig kan udløses i en destruktiv voldsspiral. Det, alle disse eksempler viser, er at der er tale om mennesker fra samfundets absolutte underklasse og ofte også om etniske mindretal (af meget forskellig baggrund). Det er ikke et tilfælde, at der er så få optøjer, der har deres udspring i middelklassekvarterer.

Jeg har ikke noget forkromet svar på noget som helst, men konfliktløsning må være et af de centrale aspekter (ud over social- og fordelingspolitiske tiltag). Tidligere i år skrev jeg et ret søgende indlæg om at kunne lytte til andre, og her nævnte jeg hvordan Jacob Holdt ud over at være en dygtig fotograf og en god fortæller er god til at lytte og har brugt dette i konfliktløsningssammenhænge. Der er mange, der udviklet sådanne kompetencer. Det interessante er, hvordan hjerneforskningen kan bekræfte denne indsigt empirisk.

Rebecca Saxe og hendes kolleger har undersøgt, hvordan aktiviteten i forskellige dele af hjernen bliver påvirket, når mennesker tænker om andre mennesker. Hun siger:

An aspect of conflict that has often got left out of the science of conflict is dynamics of power. In any conflict, one of the key factors is who has been in power and who has been out of power, in terms of how the conflict has gone up until now, and what it takes to make the conflict better in the future. In the little bit of work that we’ve done so far on conflict and how conflict plays out, thats the one discovery we have up until this moment, which we just published minutes ago, is that having a dialogue with a person from the other side is one of the standard things that people do when they’re trying to make a conflict better. They bring groups from each side together and they have them talk to each other. The new discovery that we have is that dialogue works differently for different reasons, depending on which side of the power dynamic you’re on.

If you’re in a conflict situation and you’re the one who’s been in power, making you do a good job of listening to what the other side is saying, making you take their perspective and really hear what they’re saying, makes you a little more open to them. It makes you perceive them with more empathy and as less irrational then you did a minute ago, or half an hour ago.

Det lyder umiddelbart banalt, at man skal lytte til hinanden for at løse en konflikt, men det er det bestemt ikke. Skal de danske myndigheder så forhandle med kriminelle bander og give efter for deres krav? Nej, selvfølgelig ikke. Alle skal kunne færdes trygt, der hvor de bor, og sundhedspersonale skal kunne udføre deres arbejde i tryghed. Det må aldrig stå til diskussion. Men hvis myndighederne alene skruer bissen på og kun anlægger det officielle myndigheds-synspunkt, er der en stor risiko for at en gruppe af mennesker, der er meget større end uromagerne, holder op med at lytte. Det svære og vigtige er at kunne leve sig ind i modpartens følelser og bevæggrunde, hvor langt væk fra ens egne de end må forekomme. Her har man nemlig et andet ansvar, hvis man relativt set er i en magtposition. Kun ved at få den anden part til at føle sig lyttet til og forstået, kan man som magtbegunstiget få den anden part til at forstå. Rebecca Saxe skriver:

If you’re on the disempowered side of a conflict, if you’re coming from the less-empowered position, being told to take the perspective of the more-empowered side helps not at all; it might even hurts. Instead, what helps is feeling like the other side is hearing you. Getting the chance to talk and be heard makes you a little bit more open, a little more empathetic and a little less likely to see them as irrational. This is obviously not a solution to all possible problems, but this is a little bit of empirical data from a randomized controlled trial showing that one of the reasons dialogue works differently for the different sides is that, when you come from two sides of a power dynamic, you have different needs.

Mit indtryk er, at der allerede findes en del gode kræfter i de sociale myndigheder og i politiet, der har en sådan indsigt om hvordan en sådan dialog skal etableres. Men har politikerne den også? Jeg kan være tvivl, når jeg ser medierne lige nu.

“Det hele går til…”

IT-politisk forening opfordrer til boykot af Red Barnets landsindsamling den 2. september. Foreningen skriver bl.a.:

Red Barnet samarbejder med Politiet om at lave en liste over hjemmesider, som skal blokeres af danske internetudbydere – det såkaldte børnepornofilter. Dermed deltager Red Barnet i censur af Internettet.

Formålet fra Red Barnets side er at bekæmpe udbredelsen af børneporno. Det er en ædel og god sag, men metoden er helt forkert.

Et stort problem med filteret er, at der ikke er nogen kontrol med det. I princippet kan en hvilkensomhelst side – uanset indhold – blive blokeret, uden at nogen kan gøre noget ved det eller anke afgørelsen.

Jeg deler deres bekymring, men jeg er uenig i deres konklusion. Jeg må hellere skynde mig at tilstå, at jeg og min kone tidligere har samlet ind for Red Barnet. I år kan jeg ikke, men det skyldes bestemt ikke modvilje.

Hvorfor deler jeg den bekymring, IT-politisk forening har?

For det første er DNS-blokering som sagt uigennemsigtig – det er ikke nødvendigvis klart for brugere af nettet, hvorfor en bestemt IP-adresse er utilgængelig – og den kan af udbyderne bruges til at forhindre adgangen til også meget andet.

For det andet er DNS-blokeringen upålidelig. En undersøgelse fra 2011, offentliggjort i Information, viser dette.

I september 2010 gennemgik den tyske forening AZ Zensur et repræsentativt udsnit af de hjemmesider, det danske børnepornofilter havde opsnappet. Ud af 167 blokerede hjemmesider indeholdt 164 domæner enten intet ulovligt indhold eller også var det ulovlige indhold fjernet. De sidste tre domæner havde efter to år i filteret stadig ulovligt indhold, som den tyske forening fik fjernet efter en række e-mails og opkald, sådan at indholdet ikke alene var utilgængeligt for danske brugere, men for hele verdens brugere.
Blandt de sider, der fejlagtigt er blevet blokeret, er linksiden Bizar samt en hjemmeside for et hollandsk transportfirma.

For det tredje er det ikke klart, i hvilket omfang strategien rent faktisk kan forhindre udbredelsen af børneporno. Den er nemlig overfladisk af natur. De netværk af pædofile, som er blevet afsløret inden for de seneste år, viser sig at være teknologisk særdeles kompetente med bl.a. brug af stærk kryptering og anvendelse af “Deep Web”. Og hvis man er en lidt for nysgerrig bruger, der vil besøge et blokeret domæne, skal man blot anvende en anden DNS-server end den man har som standard fra sin udbyder.

Men hvorfor synes jeg så ikke, at man skal boykotte Red Barnets landsindsamling? Fordi en boykot rammer forkert.

For det første er Red Barnets landsindsamling som så mange andre landsindsamlinger  fokuseret på bestemte emner. Sidste år var fokus ved indsamlingen på Red Barnets arbejde i Bangladesh og på Afrikas Horn. I år er det sultkatastrofen i Vestafrika, der er et tema. En boykot giver simpelthen færre penge til dette meget vigtige arbejde.

For det andet er en boykot i det hele taget en dårlig aktionsform, hvis man forsøger at ramme noget, der er en mindre økonomisk aktivitet. Og det er dét, der er tale om her. Red Barnet har som andre ledende NGOer sit regnskab offentligt tilgængeligt. Det seneste regnskab for den danske afdeling kan hentes på http://www.redbarnet.dk/Årsrapporter-og-regnskaber.aspx?ID=89. Det er ikke udspecificeret, hvor mange penge der anvendes på at arbejde mod børneporno, men knap 232 mio. af det samlede budget på 308 mio. anvendes på internationalt bistandsarbejde. En udspecificering viser, at indsatsen mht. bekæmpelse af seksuelt misbrug er på ca. 6,5 mio. og falder ind under hovedposten “Indsats i Danmark og Grønland. Der er mange andre aktiviteter her, så selv hvis man antog, at alle udgifter under denne underpostering i regnskabet for Red Barnets danske afdeling gik til at blokere bestemte IP-adresser (det er ikke tilfældet), ville det dreje sig om 2% af budgettet.

For det tredje er Red Barnet ikke engang den vigtigste aktør i denne problematik. Mindst lige så vigtige er politiet og internetudbyderne. Førstnævnte skal påvirkes via lovgivningen, dvs. der er her tale om politikerne. Sidstnævnte har store økonomiske interesser inden for adgang til internet og kun dét – det er trods alt de pågældende firmaers eksistensberettigelse. Udbyderne bør også have en interesse i uhindret adgang til nettet her.

Hvis man skal påvirke Red Barnet, bør man i stedet betjene sig af en strategi, som en NGO kender og respekterer, nemlig at indlede en målrettet dialog med dem. I hvilket omfang IT-politisk forening allerede har gjort dette, ved jeg ikke.

Jeg er i det hele taget ikke sikker på, at problemet med udbredelse af billeder af seksuelt misbrug af børn primært skal løses ad teknologisk vej. Ligesom for en del andre samfundsproblemers vedkommende bliver teknologien i høj grad et middel, som de pædofile betjener sig af. Der er en langt mere ubehagelig problemstilling nedenunder, nemlig hvordan vi taler (og ikke taler) om seksuelt misbrug af børn. Ved at reducere hele problemstillingen udelukkende til et teknologisk fix overser vi meget nemt, at der er tale om en ekstremt konkret og traumatiserende erfaring for de børn, det går ud over. Billederne fastholder nogle lidelsesfulde oplevelser og er på den måde det stik modsatte af den bearbejdning af traumet, som et offer skal igennem.

Jeg tror derfor også, at IT-politisk forening selv kan komme til at reducere diskussionen af børneporno og Red Barnets rolle til en diskussion alene om teknologi. IT-politisk forenings formodentlig velmente kritik af Red Barnet ender meget let med at kunne blive endnu en dårlig undskyldning, som kan benyttes af de sure mennesker, der altid smækker døren i over for indsamlere med bemærkninger som “det hele går til administration”, “de skal hjælpes i nærområderne”, “jeg betaler skat” eller “jeg tror ikke på at det nytter”.

Inden solnedgang

I forgårs, lørdag aften, tænkte jeg, at dette ville blive den sidste sommeraften i 2012. Jeg barrikaderede mig i gården med en bog og en god flaske øl og nød solnedgangen og fjerskyerne. Men det blev ikke den sidste sommeraften – søndag blev lige så god. Engang kommer den sidste sommeraften; jeg ved ikke hvornår.

Dan Turélls digt “Gennem byen en sidste gang” er fra 1977, men blev indspillet til Pas på pengene!, som Halfdan E nåede at lave med ham i 1998, kort før Turélls død. I digtet håber Dan Turéll på at kunne vælge sin sidste gåtur gennem København:

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske

Men han ved selvfølgelig også godt, at han ikke kan vælge dette tidspunkt. Ingen kender dagen før solen går ned.

Den amerikanske filosof William B. Irvine har ladet sig inspirere af de stoiske filosoffer fra antikken (bl.a. Epiktet, Seneca og Marcus Aurelius) til at tænke på altings forgængelighed som en måde til bedre at kunne være opmærksom i og værdsætte nuet. Her er et citat fra hans bog A Guide to the Good Life: The Ancient Art of Stoic Joy:

We need to keep firmly in mind that everything we value and the people we love will someday be lost to us. If nothing else, our own death will deprive us of them. More generally, we should keep in mind that any human activity that cannot be carried on indefinitely must have a final occurrence. There will be—or already has been!—a last time in your life that you brush your teeth, cut your hair, drive a car, mow the lawn, or play hopscotch. There will be a last time you hear the sound of snow falling, watch the moon rise, smell popcorn, feel the warmth of a child falling asleep in your arms, or make love. You will someday eat your last meal, and soon thereafter you will take your last breath.

Sometimes the world gives us advance notice that we are about to do something for the last time. We might, for example, eat at a favorite restaurant the night before it is scheduled to close, or we might kiss a lover who is forced by circumstances to move to a distant part of the globe, presumably forever. Previously, when we thought we could repeat them at will, a meal at this restaurant or a kiss shared with our lover might have been unremarkable. But now that we know they cannot be repeated, they will likely become extraordinary events: The meal will be the best we ever had at the restaurant, and the parting kiss will be one of the most intensely bittersweet experiences life has to offer.

By contemplating the impermanence of everything in the world, we are forced to recognize that every time we do something could be the last time we do it, and this recognition can invest the things we do with a significance and intensity that would otherwise be absent. We will no longer sleepwalk through our life. Some people, I realize, will find it depressing or even morbid to contemplate impermanence. I am nevertheless convinced that the only way we can be truly alive is if we make it our business periodically to entertain such thoughts.

Vi kan ikke leve uden at vide at døden findes og vi kan ikke værdsætte det vi har uden at forestille os at det ikke fandtes længere. For en dag kommer den, den sidste tur gennem byen.

En tydelig forskel på stoicismen og meditative retninger som buddhisme er at stoicismen kalder på bevidst refleksion over dette mens buddhistisk meditation tilsyneladende handler om det modsatte, nemlig at have som sit mål at tømme sindet for tanker.

Aha! vil nogen sige her. Det er jo lige noget for dig, Hans. Det er de samme mennesker, der synes at jeg bruger megen tid (for megen tid?) på at tænke over alt muligt. Det har de så allerede fortalt mig, og det har jeg selvfølgelig spekuleret en del over. Men nej – den stoiske refleksion er selvfølgelig ikke bekymringstanker, men en refleksion over bl.a. hvad der forstyrrer vores ro og hvad vi kan gøre for at undgå disse forstyrrelser. Og den er en refleksion over altings forgængelighed og hvad den fortæller os om nuet.

Tak til Lars Schunk for at gøre mig opmærksom på Irvines tanker. Jeg har bestilt bogen og glæder mig til at læse den. Et sted, hvor alle kan starte, er William B. Irvines tre essays om moderne stoicisme.

Det går ufatteligt godt (?)

En lang artikel i dagbladet Information i denne weekend tager fat på centrale påstande i den canadiskfødte Harvard-professor Steven Pinkers bog The Better Angels of Our Nature, der udkom sidste efterår.

Steven Pinkers påstand er, at menneskeheden aldrig har levet fredeligere, end den gør nu. Selv hvis man medregner de to verdenskrige og deres enorme tab af menneskeliv, var det 20. århundrede en tidsalder, hvor sandsynligheden for at blive slået ihjel af et andet menneske var lavere, end den nogen sinde har været. Og hvorfor er det så gået sådan? Fordi oplysningstidens idealer og humanisme har haft afgørende indflydelse på opfattelsen af menneskets værd, hæver Pinker. International lov, herunder menneskerettighederne, er vundet frem.

Er vi mon i virkeligheden tættere på den empati, jeg efterlyste i går?

Herunder er et kort foredrag fra 2007 med Pinker selv. Han virker selv meget begejstret.

Artiklen citerer Pinkers bog, og journalist Lasse Lavrsen citerer ham desuden fra et interview. Artiklen summerer tallene op således:

Og det gælder ikke bare i et træk set over 100 eller 1.000 år, det gælder også i et kortere perspektiv. Siden 1945 har vi i Europa og i Nord- og Sydamerika registreret et brat fald i antallet af dræbte som følge af krige, etniske konflikter og militærkup. Globalt er antallet af krigsdræbte faldet fra gennemsnitlig 65.000 pr. konflikt pr. år til mindre end 2.000 i indeværende årti. Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi også oplevet færre borgerkrige og et 90 procents fald i antallet af folkemordsdræbte. I Vietnam-krigen faldt op mod fem millioner mennesker – heraf fire millioner civile og 60.000 amerikanere, mens Afghanistan-krigen har kostet godt 2.000 amerikanere livet og omkring 15.000 civile.

Det er udsagn, der virker paradoksale, når man ser tilbage på en blodig borgerkrig midt i Europa for ikke engang 20 år siden og på folkemordet i Rwanda på samme tid – og tænker på krigene i Irak og Afghanistan og den igangværende borgerkrig i Syrien.

Og er det virkelig så simpelt? En af de store ændringer er at væbnede konflikter nu primært udkæmpes uden for den industrialiserede verden. Det man har set under den kolde krig og stadig ser, er at aktørerne fra denne del af verden i høj grad “kæmper pr. stedfortræder” og på den måde ikke selv lider tab af menneskeliv. I borgerkrigen i Syrien ser vi således i dag, hvordan regimet har haft støtte fra Rusland, mens oprørshæren har støtte fra især USA. Vietnam-krigen er på sin vis også et eksempel på denne moderne tendens, selv om USA selv satte tropper ind. Endelig er det også interessant, at dem, der led de klart største tab i Vietnam var vietnameserne selv.

Den engelske filosof John Gray er meget kritisk over for Steven Pinkers konklusioner, og i hans anmeldelse er det netop denne “outsourcing” af krigen, han bl.a. fremhæver. Også et andet aspekt af samfundsudviklingen dukker op i Grays kritik, nemlig at der er mere end to millioner indsatte i USAs fængsler i dag. John Gray (og også jeg) har svært ved at se dette som et tegn på at det enkelte menneskes liv er blevet mere værd.

Selv vil jeg også fremhæve en anden bekymrende tendens der også bemærkes af Mogens Rüdiger fra mit eget universitet i Lasse Lavrsens artikel, nemlig den såkaldte “krig mod terror” der igen gjorde tortur og “forsvindinger” til acceptable metoder i USA og Europa. Heller ikke dette er en indikator på at det enkelte menneskes liv er blevet mere værd.

Det er selvfølgelig positivt, at Steven Pinker ser menneskerettighederne og international lov som væsentlige. Det gør jeg som bekendt også. Men måske er den mest plausible forklaring på at der i nogle sammenhænge og i nogle lande (nemlig i den industrialiserede verden) er blevet mere respekt for det enkelte menneske desværre, at en individualistisk opfattelse af menneskeværd er blevet fremherskende. Svend Andersen, der er professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet, siger:

»Det er en stærk betoning af frihed, den hænger tæt sammen med en udbredelse af den liberalistiske ideologi, og den står stærkere end nogensinde.«

Men som Svend Andersen ser det, har liberalismen nogle indbyggede paradokser og problemer. Må den enkelte gøre hvad som helst med sit liv? Må man risikere det af tåbelige grunde?

»Dyrkelsen af individet er helt ekstrem, men man er jo ikke kun et enkeltindivid, men en del af et fællesskab og et samfund, hvor vi skal tage hensyn og ofre os for hinanden,« siger han og beskriver, hvordan frihedsbegrebet bliver bøjeligt i den politiske kontekst. Svend Andersen finder den moderne politiske betoning af frihed tæt forbundet med økonomi og muligheden for at tjene penge. Forbrugerindividualismen, påpeger han, betyder enormt meget, og vores kultur dyrker de mennesker, der har ressourcer.

Set på denne måde fører den individualistiske opfattelse af mennesket til en relativ opfattelse af menneskeværd i den industrialiserede verden. Både i den forstand at nogle menneskeliv bliver mere værd end andre, og i den forstand at den enkelte ikke længere er så tilbøjelige til at sætte sit liv på spil for et fællesskab.

En empatisk civilisation

Ja, det lyder måske meget hippie-agtigt, men så lad det være hippie-agtigt netop i dag: Hvordan kan vi udvide den empati, de fleste mennesker føler (og som er softwired i vore hjerner), til at kunne rumme alle? Hvis vi skal kunne løse de problemer, vi står med, bliver vi nødt til det.

Jeg lægger mærke til, at der ikke rigtig er nogen, der taler om dette, når der bliver diskuteret politik. I bedste fald er det målet. Politikere, der er eller har været statsministre, har mumlet om “en varm hånd”, og det er vel en form for empati, og beskæftigelsesministre taler om noget så paradoksalt som “et kærligt skub”. Lige nu taler ministrene i den danske regering om at de godt kan se, at det må være svære at miste dagpenge, hvis man er en af dem, der er arbejdsløs (ministre er aldrig selv arbejdsløse), så også her er der vel en form for empati. Men fokusset på midlerne og metoderne skygger i så fald for målet – diskussionerne er altid reduceret til en samtale om økonomiske indgreb og lovforslag af den ene eller den anden art. I værste fald er politikerne måske ligeglade; der er ikke andet end midler og metoder.

Ovenfor er et lille foredrag (som en af læserne anbefalede mig sidste år – tak for det!) af den amerikanske forfatter og tænker Jeremy Rifkin om hele udfordringen med at udvide vores empatibegreb.

Try now, we can only lose…

Af og til kan jeg blive overvældet af alt det, vi ikke kan få til at lykkes. Krigen i Syrien, krigen i Congo, den globale opvarmning, dødsstraf og tortur, intolerance og kortsynethed i politik, den hadske tone i medierne, forældre, der slår deres børn ihjel, sygdom i den nærmeste familie, det faktum, at jeg med meget stor sandsynlighed allerede har levet over halvdelen af mit liv osv. osv. Og jeg nåede ikke den deadline, jeg satsede på – det burde jeg have gjort bedre. Den artikel, jeg ikke fik optaget, er yderligere en indikator på at jeg er en middelmådig forsker. Dem, der bedømte artiklen og afviste den, har ret. Og min undervisning lykkes ikke – budskabet kommer ikke ud over scenekanten. Jeg har ikke gjort det godt nok.

På de tidspunkter er det hele bogstavelig talt ikke til at holde ud. Verden er på katastrofekurs, og mine fiaskoer på arbejdet skyldes min egen inkompetence.

Der er andre dage, hvor jeg haft en god dag på arbejde og hvor det, jeg har sat mig for, er lykkedes. Jeg holdt en blændende forelæsning, jeg fik en artikel optaget, en kollega i udlandet skrev og spurgte mig om noget, og jeg kom med en god pointe til et møde. Jeg er vel nok dygtig! De dage er jeg overbevist om at det hele nok skal gå endda.

Hvem har ret? Det optimistiske verdensbillede eller det pessimistiske? Normalt ville jeg, når jeg altså har en “almindelig” dag, hævde at sandheden er midt imellem. Men er den nu det? Hvad er “midt imellem”? Og er det egentlig så godt at være optimist?

En filosofisk/psykologisk teori er depressiv realisme, som siger, at mennesker med en depression faktisk har et mere realistisk billede end andre af deres egne evner og af omverdenens beskaffenhed. Når vi ikke er deprimerede, har vi en tendens til at overvurdere os selv og vores chancer for at det hele går godt. Den depressive realisme. hævdes endda (i modsætning til så mange andre filosofiske teorier) at være klart empirisk funderet. I et indlæg af Anouk Vluegels bliver grundlaget for den depressive realisme opsummeret.

Grundlaget for depressiv realisme er psykologiske eksperimenter, der undersøger hvordan mennesker, der har en moderat depression, vurderer en situation i forhold til mennesker, der ikke har en depression. En berømt undersøgelse fra 1979, foretaget af Abramson og Alloy, undersøger hvordan de to grupper af forsøgspersoner vurderer deres kontrol af hvornår en elektrisk pære bliver tændt (selv det objektivt set slet ikke er forsøgspersonen selv, der påvirker pæren!). De depressive havde en lavere tiltro til at de påvirkede pæren, hvilket selvfølgelig er mere realistisk. På den anden side har man senere i en undersøgelse af 1110 fodboldfans under VM i Sydafrika i 2010 resultater, der synes at indikere at mennesker med en depression har sværere ved at forudsige, hvordan landsholdene vil klare sig.

Modsætningen er den optimistiske illusion. Det er den, der får os til at tro på, at der ikke kan ske os noget, selv om vi er storrygere eller kører uden sikkerhedssele eller gør noget andet, der nemt kan ende galt. Dette er illusionen om kontrol, illusionen om at vi rent faktisk er i kontrol over vores eget liv. Og fordi vi er optimister, ender vi med at overvurdere vore egne evner. Talrige undersøgelser viser, at et flertal af de adspurgte vurderer sig selv til at være bedre end gennemsnittet. På denne måde er der en parallel til den manglende selvindsigt, der er forbundet med Dunning-Kruger-effekten, som jeg også har skrevet om her ved et par lejligheder.

Optimismen er dømt til at slå fejl. Men ulempen ved den depressive realisme (i det omfang denne hypotese i det hele taget er sand) er, at den depressive person typisk også er handlingslammet, netop fordi illusionen om kontrol er væk. I tilfældet den globale opvarmning gør den depressive person ikke noget, fordi det alligevel er omsonst, og den optimistiske person gør heller ikke noget – fordi det ikke er nødvendigt.

Den svære løsning er at forsyne det bedste ved de to ekstremer, nemlig at være realistisk, men ikke handlingslammet. Anouk Vleugels giver som sit eksempel den amerikanske admiral Jim Stockdale. Han var krigsfange i Vietnam i hele otte år og blev gentagne gange udsat for tortur. Han troede alt på at han ville komme ud til sidst, men det paradoksale var, at han ikke faldt i optimisme-fælden. Han blev senere spurgt, hvem det var, der ikke klarede sig gennem tiden som krigsfanger:

“Oh, that’s easy- the optimists. Oh, they were the ones who said, ‘We’re going to be out by Christmas.’ And Christmas would come, and Christmas would go. Then they’d say, ‘We’re going to be out by Easter.’ And Easter would come, and Easter would go. And then Thanksgiving, and then it would be Christmas again. And they died of a broken heart.”

Hvis der er noget, der kan redde os fra den globale opvarmning og alle de andre trusler, er det denne tredje mentale indstilling. Det er en kombination af en vilje til forandring – vi ønsker rent faktisk at få gjort noget ved problemerne – og en forståelse af, at forandring er en krævende proces.

At kunne opføre sig forkert

I kølvandet på retssagen mod Anders Breivik og biografmassakren i USA, hvor James Holmes begik en lignende udåd (men hvor “kun” 12 mennesker mistede livet) har mange spurgt sig selv: Er disse og lignende forbrydere psykisk syge? Der er fremsat den påstand, at både Breivik og Holmes er meget bevidste om dette – at James Holmes skulle simulere psykisk sygdom (han er blevet omtalt som skizofren), mens Breivik omvendt gør sit yderste for at fremstå som ikke psykisk syg for at få sine nationalistiske synspunkter accepteret.

Jeg har læst en interessant artikel om amerikanske forbrydere, der prøver at simulere psykisk sygdom for på denne måde at få en nedsat eller ændret straf, og hvordan de retspsykologer, der undersøger dem, opdager at de simulerer. I de delstater i USA, hvor der er dødsstraf, er det vel egentlig forståeligt nok, at forbrydere prøver denne udvej.

“Most malingerers don’t read the psychological literature,” says Tali Walters, a Boston forensic psychologist, so they present a Hollywood version of how a crazy person acts.

Malingerers often exaggerate their symptoms and ignore common, subtle signs such as the blunting of a mentally ill patient’s emotions. Some fakers say one thing and do another. They might feign confusion to the psychiatrist but later converse easily with cell-mates, or claim to be paranoid while sitting at ease. Some combine symptoms from different conditions, such as hallucinations of schizophrenia and obscene outbursts found in Tourette’s syndrome. The forensic psychologist may suggest an outrageous delusion during the interview, such as, “Do you believe cars are part of an organized religion?” Fakers might latch onto this bait and perhaps even run with it. Real schizophrenics would say no.

Det er med andre ord svært at have den nødvendige indsigt for at kunne simulere på overbevisende facon. Selv har jeg haft desværre en lignende problemstilling inde på livet i min nærmeste familie. Desværre har jeg en far, der trods det faktum, at han er næsten 80 år gammel, har begået vold af særligt farlig karakter og for 3 år siden blev idømt en fængselsstraf i Storbritannien. Det lykkedes ham en overgang at så tvivl om sin strafegnethed ved at foregive at være hukommelsessvækket og forvirret – og nogle læger blev faktisk overbevist om at han havde kardiovaskulær demens. Åbenbart er det nemmere at simulere dette end at simulere sædvanlig psykisk sygdom, og for en gammel mand var det vel også en mere nærliggende strategi. Men kardiovaskulær demens er en demenssygdom, der skyldes små blodpropper i hjernen og kan derfor afsløres ved scanning af hjernen. Det havde han ikke tænkt over. Min far har “kun” en antisocial personlighedsforstyrrelse og er som sådan ikke psykisk syg ifølge den sædvanlige forståelse af dette begreb. Så han fik en tidsubestemt forvaringsdom.

Disse sørgelige hændelser, hvor mennesker simulerer en mistet forstand, mindede mig uvilkårligt om Turing-testen, som Alan Turing beskrev i sin berømte artikel Computing Machinery and Intelligence fra 1951. Også Turing-testen handler om at foregive at være noget, man ikke er, men her handler det om det modsatte – at simulere intelligens.

Faktisk handler det første imitationsspil i Turings berømte artikel ikke om at lade en computer simulere menneskelig intelligens eller om at simulere et menneske. Det handler derimod om at foregive at have en anden kønsidentitet; en mand A og en kvinde B er begge placeret bag et forhæng og skal hver især ved en skriftlig dialog med tredjeparten C overbevise denne, om at de er en kvinde. B kan på denne måde siges at være C’s “allierede”, for det er jo B, der siger sandheden. Men den eneste indsigt, C har, er indholdet af den skriftlige dialog, der kan handle om hvad som helst. Turing spørger derefter:

What will happen if a machine takes the part of A in the game?

Hans påstand er, at dette, dvs. en sammenligning af adfærd i en dialog, kan bringe os til at forstå om maskiner kan tænke. Ja, ikke bare det – Turing hævder faktisk, at dette kriterium er tilstrækkeligt for at kunne afgøre om en maskine kan tænke.

Men ligesom en maskine kan afsløre sig selv som værende ikke et menneske og ligesom manden A kan komme til at afsløre sig selv som mand, kan en forbryder, der simulerer psykisk sygdom, forlade sin rolle, enten ubevidst eller bevidst. Turings test undersøger tilfældene, hvor en deltager uden at ville det falder ud af rollen. Men det interessante er måske den forskel, der skyldes, at deltageren bevidst kan træde ind og ud af sin rolle.

Maskinen kan ikke have præcis samme slags intelligens som et menneske, for den er fysisk anderledes – mennesker har en krop med alt hvad det indebærer af viden om hvordan en krop fungerer (f.eks. hvad man skal gøre, hvis man er sulten eller skal tisse), det har en artefakt som en computer ikke. Derfor er der tidspunkter, hvor computeren under Turings imitationsspil bliver nødt til at spille en rolle. Men set på denne måde kan en maskine først siges at være lige så klog som et menneske, hvis den ikke bare indtage rollen som menneske men også er bevidst som sin rolle og bevidst kan forlade sin rolle.

Grunden til at dette argument ikke kan anvendes refleksivt om mennesker er så netop, at mennesker ikke foregiver at være mennesker, men rent faktisk er det – mennesket kan ikke “holde op med at spille menneske”.

Noget helt andet er så, om det ved observation er muligt at finde ud af, hvornår en maskine, der er mindst lige så intelligent som et menneske (vi antager her, at de findes), bevidst træder ud af sin rolle som menneske. Dette spørgsmål er i høj grad åbent for mig.

Og dette fører mig egentlig tilbage til mit udgangspunkt: For hvor let er det mon egentlig at simulere en dyssocial personlighedsforstyrrelse? Det er sikkert heller ikke let; det omvendte er meget lettere, for simulering af normalitet er tilsyneladende en integreret del af dette at være psykopat. En forbryder i Jon Ronsons bog The Psychopath Test hævder selv at være en normal person, der har gjort dette for at slippe for en sædvanlig straf. Men en af bogens pointer er, at han er en person med dyssocial personlighedsforstyrrelse, der foregiver at være en normal person, der har foregivet at have en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Min personlige fornemmelse som lægmand er, at Anders Breivik har en dyssocial personlighedsforstyrrelse, dvs. ikke er psykisk syg i sædvanlig forstand.

Et nummer på skulderen

De voldsomme arrestationer efter COP15-topmødet i 2010 trækker stadig et ubehageligt spor efter sig. Den triste sag om en flyttemand og fire andre, der bliver uretmæssigt anholdt og tilsyneladende rigtig dårligt behandlet af de betjente, der stod for transporten fra anholdelsen, men som man stadig ikke kan finde frem til, giver et træls billede af elementer i det danske politi, der vil dække over hinanden. Politikere fra Enhedslisten foreslår nu, at betjente skal bære synlige numre. Dette mødes med en del modstand fra det danske politi. Peter Ibsen, der er formand for Politiforbundet, udtaler til DR Nyheder:

– Der er en risiko for, at man i tilspidsede situationer aflæser nummeret forkert, så en betjent bliver anklaget for noget han ikke har gjort, siger Politiforbundets formand og fortsætter:

– Desuden er der den fare ved uroligheder, at man retter sine angreb mod en bestemt betjent. Det vil være langt lettere, hvis man kan aftale, at man kaster sten mod betjenten med et bestemt nummer.

Selv synes jeg, det er lidt underligt, at netop dette forslag er så kontroversielt. Jeg vil dog hellere hæfte mig ved Storbritannien og USA, hvor man i mange år har haft tilsvarende synlige numre. De fleste, der har set tv-krimier fra de to lande, vil sikkert allerede vide dette. Britiske betjente bærer nummeret på epauletterne, mens amerikanske betjente har nummererede skilte. Og netop i de to lande, hvor politiet ofte gives temmelig vide beføjelser, ville jeg forestille mig, at myndighederne ville fjerne nummereringen, hvis den bekymring, Peter Ibsen, giver udtryk for, var et væsentligt problem. Betjentene fra Cambridgeshire på billedet ovenfor er far og søn; Rob Savill junior og senior virker til at være stolte af deres numre.

En fordel, som jeg selv ser, ved at betjente er tydeligt identificérbare er, at det måske kan få både betjente og arrestanter til at tænke sig ekstra godt om i situationen. Anonymiteten kan få mennesker ofte til at reagere hårdere, end de ellers ville, hvis Den Anden havde en identitet (det være sig et nummer eller et navn). Her tænker jeg på de lidt tilsvarende bekymringer, jeg har haft om debatfora på nettet.

Stråmændenes befrielsesfront

Jeg har tidligere kommenteret en kronik af Eva Selsing. Det var sidste år. Nu har hun igen skrevet en kronik i Berlingske, denne gang om kønsroller. Jeg ville sådan ønske, at det havde været en god kronik, for det er et vigtigt emne. Når jeg læser kronikken igennem, får jeg desværre på fornemmelsen, at den er sat op som én stor stråmand. En “stråmand” er det uærlige retoriske kneb, der består i at misrepræsentere en modstanders synspunkter og derefter skyde denne udgave af synspunkterne ned. Det er omtrent her, stråmanden bliver kørt i stilling:

De mange debatter om kønsroller, der både dækker emner som legetøj og tøj til små børn, rollefordelingen i familien og henholdsvis moder- og faderskabet, foregår på baggrund af et normativt ideal om kønsneutralitet. Det feministiske prestigeprojekt er nemlig indførelsen af det kønsmainstreamede samfund, hvor forskellene kønnene imellem er elimineret til fordel for en gennemfeminiseret arketype.

Man kunne have håbet, at der ville være nogle konkrete eksempler (måske bare i form af nogle citater), der viste synspunkterne hos dem, der ifølge Eva Selsing gennemfører det “feministiske prestigeprojekt”. Men nej. Det bliver ikke klart, præcis hvem det er, der er tale om. Er det politikere, administratorer, kulturpersonligheder eller andre? Selsing kalder dem helt uspecifikt for

…disse yderligtgående samfundsingeniører…

Det er i det hele taget ikke klart, hvem der er aktørerne. Selsing skriver:

Men hvad sker der, når et samfund begynder at udgrænse det maskuline? Hvilke følger har det for den enkelte mand, kvinde, for familien og for børnene? For vores kultur? Det er der grund til at overveje, eftersom universitetsfeminismen har gjort sit tydelige indtog i samfundet og de enkelte borgeres hoveder. Særligt gennem de statslige opdragelsesinstitutioner, der efterhånden følger velfærdsdanskeren fra vugge til grav. Det er kommet så vidt, at vi begynder at så tvivl om kønsidentiteten hos selv helt små børn. Et dramatisk skridt i feministisk retning.

Her bliver begreberne for alvor rodet sammen. Der er gennemgående ikke nogen klar skelnen i kronikken mellem “samfundet” og “staten”; de private virksomheder er en vigtig del af samfundet, men selvfølgelig ikke en del af staten. Har “universitetsfeminismen” virkelig gjort sit indtog i f.eks. de private virksomheder?

Store dele af resten af kronikken består i at præsentere Selsings stråmandsudgave af modstanderens postulerede tese om det kønsneutrale menneske og derefter at skyde dette stråmandsbillede ned. Her er et eksempel på stråmands-udgaven af de synspunkter, som modstanderen (og det er ikke helt klart, hvem modstanderen er) hævdes at have:

Det kønsneutrale menneske er først og fremmest kendetegnet ved ’åbenhed’. Det dømmer ikke, og kan ikke selv dømmes. Det er uden for de forældede identitetskasser og er kun bærer af de markører, det selv vælger. Det anerkender og tolererer alt – undtaget, naturligvis, de forældede kønsroller. Det er (i teorien) empatisk, lyttende og ’frigjort’ fra omverdenens forventninger, fra tradition og historie. Det er belæsset med ’rettigheder’ og har ingen kønsrelateret ansvarsrolle i forhold til rudimenter som familie, ægtefælle og børn. Det er, med andre ord, en moderne akademikerkvinde, som hun gerne vil opfatte sig selv. Og hvis det kønsneutrale menneske er en slags kvinde, er der selvsagt ikke plads til manden i dén utopi.

Kronikken er desværre blottet for konkrete eksempler, der kunne udgøre argumenter for den “udgrænsning af det maskuline”, som Selsing postulerer. Nogle data, der viser omfanget af en sådan “udgrænsning”, ville også udgøre en egentlig argumentation.

Det er bestemt væsentligt at diskutere kønsrollernes betydning i samfundet. Inden for de seneste årtier er der dukket et forskningsområde op, der tager fat i det – kønsforskning. Og jeg har læst en del (synes jeg) lødige og faktuelt baserede artikler i medierne om kønsrollernes betydning. Et sted blandt mange at starte er en interessant artikel af Louise Vogdrup Schmidt fra januar i år om drenge og piger i den danske folkeskole. Påstanden om en uheldig “femininisering” af samfundet dukker stadigt hyppigere op, og det især hos højreorienterede debattører (som bl.a. Eva Selsing og en gruppe, der kalder sig for Manfo); det er dog lidt underligt for mig at opleve denne diskussion fra mit kontor på Institut for datalogi på Aalborg Universitet, et sted der har en ekstremt skæv kønsfordeling i mændenes favør: så godt som alle studerende og videnskabelige medarbejdere er mænd, og så godt som alle administrative medarbejdere er kvinder. Jeg synes, billedet af kønsrollerne i det danske samfund er langt mere broget end påstandene om “feminisering” beskriver. Især er det ikke mit indtryk, at der er ret mange, der taler om “kønsneutralitet”.

Det er selvfølgelig interessant og paradoksalt, at en universitetsuddannet kvinde angriber netop kvindelige akademikere og forsvarer mændene. På mig virker det egentlig som en underlig form for selvhad. Men kampen for ligestilling skal ikke være en kamp, hvor det ene køn skal vinde over det andet – den skal være en kamp for at alle mennesker uanset køn (eller etnisk baggrund eller seksualitet eller…) kan få de samme muligheder i samfundet. Eva Selsings kronik er ikke noget godt indspark i debatten, præget som den er af dårlig, for ikke at sige manglende argumentation. Som mand vil jeg faktisk helst undvære hendes lidet overbevisende forsvar for mænds rettigheder og i stedet sammen med andre mennesker, uanset køn, kæmpe for ligestilling.