Den telepatiske fejlslutning

En gammel sang af Gordon Lightfoot er blevet lavet i en gribende udgave af Johnny Cash på hans American Recordings V, der udkom posthumt i 2006 – det er sangen, der hedder “If You Could Read My Mind”. Den handler om et ægtepar (jeg forestiller mig et gammelt ægtepar, men måske er det fordi jeg tænker på Johnny Cash og June Carter?) og alt det, de gerne vil fortælle hinanden, men ikke kan.

Et af de helt store problemer, når mennesker er sammen, er vi alle i større eller mindre omfang tror at andre tænker det samme som os. Vi længes efter at det var sådan.

Problemet dukker tit op, selv om der er tale om mennesker, der har kendt hinanden længe. Det kan være kolleger, familier eller klassikeren: to ægtefæller. Her er den typiske udgave af den telepatiske fejlslutning (her tilpasset årstiden):

Den Ene: Hvorfor har du ikke fejet de visne blade sammen?
Den Anden: Jeg er ved at hænge en knagerække op.
Den Ene: Det er ikke så vigtigt med den knagerække. Det er da oplagt, at du skal feje blade sammen først.
Den Anden: Hvorfor det?
Den Ene: Det giver da sig selv. Det første man skal gøre, når man bor ud til en vej, er at feje blade sammen.
Den Anden: Det er da også vigtigt, at vi alle sammen kan hænge vores overtøj op.
Den Ene: Hvad mener du med det?
Den Anden: Jeg mener hvad jeg siger!

Hvis ikke Den Ene og Den Anden passer på, vil dette om få øjeblikke ende i surmuleri eller det der er værre. Det værste er jo, at de begge har ret – de arbejdsopgaver, de taler for, er begge vigtige. Også i økonomi og politik (og her da også i storpolitik) dukker den telepatiske fejlslutning op igen og igen. Hvorfor kan palæstinenserne da ikke forstå at israelerne er nødt til at gøre som de gør? Hvorfor kan israelerne da ikke forstå at palæstinenserne er nødt til at gøre som de gør?

Løsningen er ikke enkel. Men først og fremmest skal vi minde os selv om at telepati ikke findes og at man ikke kan gå ud fra at sandheder er indlysende og nødvendige. Andre mennesker tænker ikke nødvendigvis som os selv, og det er specielt ikke givet, at andre tænker det samme som mig på samme tid som mig, Og der er grunde til at andre tænker anderledes end mig – de har en anden baggrund, de har andre forudsætninger eller der er måske tale om en regulær interessekonflikt. Omvendt kommer den telepatiske fejlslutning selvfølgelig også et sted fra – den er nemlig baseret i det faktum, at mennesker også ofte er i stand til at tænke det samme og til at forstå hinanden.

Men telepati findes ikke. Det eneste middel til tankeoverføring, der er velafprøvet og ser ud til at kunne virke, er – sproget.

Hvad var det nu du hed?

En dag for snart længe siden, da jeg var på vej hen over Gammeltorv, så jeg en studerende, jeg engang havde undervist. Jeg hilste kort på ham; han drejede hovedet, så på mig og sagde: Ja, du har undervist mig engang. Hvad var det nu du hed? spurgte han.

En anden gang for endnu længere siden, mens jeg var PhD-studerende i Edinburgh, løb jeg ind i en pige, jeg havde mødt til en fest. Hun inviterede mig på en kop te, og vi endte med at sidde og snakke i flere timer. Jeg tror gerne, hun ville have set mig igen. Men det blev aldrig til noget. For hvad var det nu hun hed? Til sidst turde jeg ikke spørge.

Engang prøvede jeg at lave et overslag over hvor mange studerende, jeg har undervist i årenes løb. Jeg blev universitetslærer i 1991 og hvis jeg har haft hold med i gennemsnit 50 studerende pr. år, har jeg set over 1000 studerende i årenes løb. Formodentlig er det rigtige tal tættere på 1500. Hele billedet bliver forplumret af alle de øvrige mennesker, jeg har mødt i årenes løb eller måske bare har set på billedet. Engang til en koncert i København så jeg f.eks. en ung kvinde, som jeg var sikker på at jeg kendte. Var det en, jeg havde undervist engang? Eller var hun en, jeg kendte via min kone? Til sidst gik det op for mig: Hun var studievært på et program på DR2.

Det er svært at lære navnene på dem, man underviser. Med projektgrupper går det nemt, og dem, jeg har vejledt i deres specialeforløb, glemmer jeg ikke. Men hvad med de store hold? Især amerikanske websider for undervisere er fulde af tips for hvordan man lærer studerendes navne at kende. F.eks. har Natalie Houston en liste med gode råd på The Chronicle of Higher Education. Interessant nok er listen helt forskellig fra den liste, psykologen Susan Krauss Whitbourne kommer med på Psychology Today.

Men det er vigtigt at lære Den Anden at kende ved navn. Jeg tror, at de fleste studerende kender mit navn fra undervisningens websider. Engang var der dog én, der troede, at jeg hed Ole.

Vi tager hinanden alvorligt på en helt anden måde, når der er navne og ansigter på. Når jeg holdt mundtlig eksamen, opdagede jeg om ikke andet navnet til sidst, men nu hvor jeg primært holder skriftlig eksamen, er heller ikke det muligt. Der er ét godt råd, Natalie Houston har, og det vil jeg følge: Man er nødt til at sige til de studerende, at man vil lære deres navne at kende. Det har jeg aldrig fået sagt; jeg har bare håbet på at det ville lykkes af sig selv. Men hvis underviseren siger det, fortæller han/hun også, at det er vigtigt. Det ligner måske en minimal ingrediens i undervisningen, men det tror jeg ikke at det er. Ellers må I kalde mig Ole.

Mere vil have mere

Jeg bliver oftere og oftere mindet om den tvivlsomme strategi, mange af os er endt med at bære med os gennem livet: Mere vil have mere. Det er en leveregel, som er blevet central i den økonomiske model, vi lever med, og der er noget forkert ved den. I den akademiske verden ender vi også med at hylde den; der er kolleger, der hele tiden bliver ved med at søge (og få) nye forskningsbevillinger og stræbe efter at få flere PhD-studerende, de kan vejlede.

Tidligere her på bloggen har jeg skrevet om William Irvines bog A Guide to the Good Life: The Ancient Art of Stoic Joy. Da jeg læste denne bog, fik jeg omsider sat ord på denne bekymring.

We humans are unhappy in large part because we are insatiable; after working hard to get what we want, we routinely lose interest in the object of our desire. Rather than feeling satisfied, we feel a bit bored, and in response to this boredom, we go on to form new, even grander desires.

Initially, we delight in the wide-screen television or fine leather handbag we bought. After a time, though, we come to despise them and find ourselves longing for an even wider-screen television or an even more extravagant handbag. Likewise, we experience hedonic adaptation in our career. We might once have dreamed of getting a certain job. We might consequently have worked hard in college and maybe graduate school as well to get on the proper career path, and on that path, we might have spent years making slow but steady progress toward our career goal. On finally landing the job of our dreams, we will be delighted, but before long we are likely to grow dissatisfied. We will grumble about our pay, our coworkers, and the failure of our boss to recognize our talents.

One key to happiness, then, is to forestall the adaptation process: We need to take steps to prevent ourselves from taking for granted, once we get them, the things we worked so hard to get.

Selvfølgelig kan man misbruge en kritik af den hedoniske adaptation som argument over for andre, når man vil afvise deres krav. Den hjemløse skal da være glad for at han i det mindste har tøj på kroppen. Den arbejdsløse skal da være glad for at hun i det mindste får dagpenge. Osv. osv. Sådan må vores skepsis over for “mere vil have mere” selvfølgelig ikke være. Det skal ikke være en strategi for afvisning, men en metode til selvkontrol: Har vi virkelig brug for mere? Der er ikke megen tvivl om at den hjemløse har brug for et hjem og at den arbejdsløse har brug for et arbejde. Men det er til gengæld ikke sikkert, at jeg har brug for et større hus, for jeg har allerede et hus, som jeg engang gjorde meget for at anskaffe mig.

Jens Unmack har faktisk en sang om netop den hedoniske adaptation på det nye album med Love Shop (Jens kender muligvis ikke begrebet endnu), men de sidste fire linjer fra “Mere vil have mere” siger det meget klart: bag al vores længsel efter mere er der tit nogle ønsker af en helt anden art og vel også en frygt for at miste. Vi prøver at dulme denne frygt ved at bede om mere, men det lykkes kun kort.

Og søvnen står af
og natten bliver tyst
og hvileløs nu
og lang uden trøst
og her kommer frygt
og savn der står frem
og lyset går ud
og snart skal du hjem

Velkommen til virkeligheden

Min gamle gymnasiekammerat Annemette Grundtvig skriver i Politiken om den moderne danske hverdag, hvor børn i gennemsnit bruger syv timer foran en skærm. Forældrene er ved at fortvivle. Vi vil gerne være sammen med vores børn. Spil et brætspil, siger vi til dem. Læs en bog eller en avis, siger vi til dem. Men Internettet er et brætspil og Internettet er en bog og Internettet en avis. Og Internettet er meget mere end det.

Selv er jeg jo ikke anderledes. Se mig bare sidde i en bus eller et tog. Dér sidder jeg med hovedet bøjet – ned mod min lille telefon, der lader mig gå på opdagelse på WWW, sende beskeder, videochatte, tage billeder og film, lytte til musik og foredrag (og ringe til andre). Jeg er på kunstmuseum og tager et billede af noget interessant kunst; det deler jeg straks på Facebook. Jeg læser en spændende artikel og skriver om den her.

Når vi tænker på “den rigtige virkelighed” og “virkeligheden på nettet” som to adskilte størrelser, glemmer vi det: Internettet er virkeligheden. Som man har kunnet læse her, har jeg haft et ideal om kun at have Facebook-venner, som jeg havde mødt “i virkeligheden”. Det er lige så stille ved at forsvinde, det ideal. For Facebook er virkeligheden, ligesom træet uden for mit vindue. Facebook er lige så virkelig som det, der står i den bog, der ligger på mit natbord og venter på mig.

Og nu hvor jeg har set internettet og alt hvad det tilbyder, vil jeg aldrig kunne glemme det. Min “offline”-tilværelse hænger sammen med min “online”-tilværelse.

Nathan Jurgenson har en interessant artikel om dette. Han skriver:

The notion of the offline as real and authentic is a recent invention, corresponding with the rise of the online. If we can fix this false separation and view the digital and physical as enmeshed, we will understand that what we do while connected is inseparable from what we do when disconnected. That is, disconnection from the smartphone and social media isn’t really disconnection at all: The logic of social media follows us long after we log out. There was and is no offline; it is a lusted-after fetish object that some claim special ability to attain, and it has always been a phantom.

Selvfølgelig er der noget, jeg ikke kan på internettet. Jeg kan ikke mærke blæsten i ansigtet eller den fornemmelse, jeg har i maven efter et godt måltid mad, når jeg er på nettet. Men mens jeg skriver dette, lytter jeg til Mahlers 3. symfoni med Claudio Abbado og Wienerfilharmonikerne. Der er ikke plads til dem her, hvor jeg sidder, og Claudio Abbado dirigerer ikke mere. Og jeg ville i det hele taget ikke kunne dele mine tanker, som jeg gør det netop nu, uden internettet. Så derfor handler det ikke om at blive asket eller om at sætte bestemte tidsbegrænsninger på. Når internettet er en del af virkeligheden, skal vi lære at færdes i denne del af virkeligheden, ligesom vi skal lære at færdes i andre dele af virkeligheden – morgentrafikken, møder, frokostpause, indkøb, seksualliv osv. osv. Ligesom en tidsbegrænsning i sig selv ikke lærer os at blive bedre til at holde møder eller foretage indløb, sådan kan simple begrænsninger af tiden foran en skærm ikke lære os at blive bedre til at færdes i internettets del af virkeligheden. Det er denne etik, vi stadig kæmper med at udvikle, mens vi halter bagefter teknologien.

Men det er ikke internettets skyld. Situationen er helt analog til den ændrede virkelighed, som nye transportmidler har ført med sig. Vores viden om hvordan man skal opføre sig i biltrafikken er opstået efterhånden som bilerne er blevet mere og mere udbredt. Jeg ved endnu ikke, hvordan vi skal lære vores børn at færdes i den udvidede virkelighed, men jeg er nødt til at finde ud af det.

Måske bliver vi nødt til at sende vores børn en mail?

Så kan de lære det

Den bevidst sårende kommunikation kender alle til, både i privat og i offentlig sammenhæng. Nogle gange oplever vi en Anden, der bevidst tirrer os eller fornærmer os. Nogle gange er vores egen lunte kort, når Den Anden gør dette.

Et eksempel på en sådan kommunikation var Jyllands-Postens karikaturtegninger af Muhammed. Der var tale om en bevidst udfordring, og det var særdeles tydeligt at nogle af de tænkte modtagere var utilfredse og sårede. Nogle steder i Mellemøsten blev utilfredsheden brugt som påskud til voldelige protester mod Danmark og “den vestlige verden”. Diplomatiske repræsentationer blev angrebet og nogle af tegnerne blev truet på livet. Andre steder, i den “vestlige verden”, blev de oprindelige karikaturtegninger brugt på hadefuld vis af højrenationalistiske grupperinger som påskud for deres dagsorden. Tonen i debatten var ofte særdeles hård. Det hele var trist og uværdigt at opleve for alle os andre, der så på.

Der er en etik for kommunikationer, og den er symmetrisk: Hvordan bør senderen tale, og hvordan bør modtageren svare. Denne etik skal også kunne håndtere situationer, hvor kommunikationen af en eller begge parter bliver opfattet som et angreb: Hvordan bør afsenderen tale? Hvordan bør modtageren tage udfordringen op?

Lad mig her hæfte mig ved kommunikationens etik, som den ser ud for modtageren. Hvordan bør modtageren reagere? Dette fritager selvfølgelig ikke afsender for også at have et ansvar. De to parter påvirker da også hinanden.

Jeg er i disse dage ved at læse den amerikanske filosof William B. Irvines bog Stoicism – A Guide To The Good Life (jeg har tidligere skrevet om denne bog her på bloggen). En central komponent af den stoiske filosofi er at den enkelte skal handle, således at han/hun bevarer sin ro. En fornærmelse er en direkte udfordring af denne ro. Noget af det, det stoiske filosoffer beskæftigede sig med, var derfor hvordan man bør håndtere fornærmelser. Denne tilgang tror jeg, at vi kan lære noget af inden for konflikthåndtering.

Idealet at man kan svare med humor, og det må gerne være en form for humor, der sætter én selv lavere. Det vil forvirre afsenderen – fornærmelsen virkede jo tilsyneladende ikke.

Her er et eksempel fra en artikel i Wall Street Journal, der handler om situationer, hvor mennesker eksploderer i vrede. Det eksempel, som artiklen slutter med, er en klar kandidat til at være lærebogseksempel på en stoisk tilgang til håndtering af fornærmelser. Det er samtidig et meget amerikansk eksempel – komplet med et indkøbscenter, en parkeringsplads, en pickup truck og en hærdebred mand, der siger “a–hole”.

Jonathan Yarmis was pulling into a shopping mall one afternoon, and he cut off a guy driving a dual-cab pickup truck. Mr. Yarmis pulled into his parking spot, and the truck came to a stop right behind his car. “Never a good sign,” says Mr. Yarmis, 57, a technology-industry analyst in Stamford, Conn.
The irate driver, a large man, yelled, “What do you think you are, a race car driver?” Mr. Yarmis, who has driven in several amateur auto races, replied: “Yes, as a matter of fact, I am.” The man seemed taken aback but replied, “Well, you’re still an a—,” to which Mr. Yarmis replied: “You’re right about that, too.”
“He laughed, I laughed—and we actually had lunch together,” says. Mr. Yarmis. “My treat.”

Men det er ikke altid nemt at svare med humor, for det kræver at man er i stand til at være humoristisk her og nu. I sådanne situationer vil stoicismen i mange situationer råde modtageren til at fortsætte, som om intet var hændt og på denne måde bevare roen. Også her vil afsenderen blive forvirret over at fornærmelsen ikke virkede efter hensigten.

Der er selvfølgelig situationer, hvor man er nødt til at besvare fornærmelsen, og her vil stoicismen råde til at svaret er kort og faktuelt. Igen er målet at bevare roen,

Jeg vil ikke påstå, at stocismen som beskrevet af William B. Irvine giver en universel strategi. Der findes situationer, hvor den negative kommunikation er del af en systematisk chikane. Det samme gælder formodentlig også, hvor der er tale om egentlig vold.

Ikke desto mindre synes jeg, at der er noget at tænke over her. I menneskerettighedsarbejde har vi ofte talt om at arbejde for dem, der bliver udsat for krænkelser af menneskerettighederne, her blandt andet ofre for hadefulde udfald. De krænkede bliver krænket, aktivisterne er aktive. I Amnesty International har vi bakket om bøsser/lesbiske/transkønnede og romaer. Disse grupper er udsat for diskrimination og had i forskellige lande i Østeuropa og bliver ofte nedsættende omtalt af politikere og medier. Men i sidste ende skal vi kunne arbejde sammen med dem, hvis rettigheder bliver krænket. Det handler nemlig om det, man kalder empowerment – den krænkede og aktivisten er sammen om at være aktive, og i idealsituationen kan den krænkede opnå at forsvare sine menneskerettigheder uden at der er behov for indgriben fra aktivisten.

Den stoiske tilgang giver et yderligere bud på en strategi, der kan være del af empowerment. Det er en strategi, hvor mottoet er “Jeg lader mig ikke såre.” Eller “Kald mig ikke offer”, som Dina Yafasovas bog om den indiske torturoverlever og menneskerettighedsaktivist Archana Guha hedder. (Denne bog har jeg forresten også skrevet om her engang.) Ved ikke at lade sig fornærme bliver fornærmelsen virkningsløs. Men det er også en krævende strategi; det ved jeg godt.

Alle er mere lige end andre (???)

Information har en interessant artikel om Sverige, hvor nogle nu taler om at en anti-feminisme er på fremmarch. Malin Schmidt skriver:

»Man skilter ikke med feminismen, som man har gjort tidligere,« siger danske Drude Dahlerup, der er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet, hvor hun forsker i køn og politik. Ligestillingen gennemsyrer stadig mediebilledet og det politiske liv, men på en anden måde end tidligere.

»Der er en træthed, man ikke har set før, samtidig med at antifeministerne virkelig er kommet på banen. Jeg er holdt op med at læse kommentarerne, når jeg har skrevet noget i aviserne. Debatklimaet er blevet så hadsk. Der er virkelig sket et skift de seneste par år.«

Herhjemme kan man også se debattører, der er erklærede anti-feminister. Nogle af dem er mænd som f.eks. personerne bag det såkaldte Manfo, mens andre er kvinder som Katrine Winkel Holm og Marie Krarup, der tilhører Dansk Folkeparti (og er døtre af Søren Krarup).

Det er trist, at det nu er blevet sådan. Min egen fornemmelse er lidt knudret. Der er nemlig også nogle feministiske initiativer, der ender med at virke latterlige og kontraproduktive. Malin Schmidt citerer sin svenske onkel i artiklen:

»Nu skal alle kommuner have en genuspædagog, der går rundt og overvåger daginstitutioner og fjerner dukker og biler fra legetøjet, fordi drenge ikke skal lege med biler, og piger ikke skal lege med dukker. Det mest vanvittige, jeg har hørt, var, da der for nogle år siden blev bevilliget en halv million kroner til et forskningsprojekt om trompeten som genussymbol,« siger han og læser op fra projektbeskrivelsen, der skal »problematisere begreberne mandligt og kvindeligt og nærmere undersøge de forestillinger, som er virksomme og skaber trompeten som markør for mandlighed.«

»Hvad er det for en slags postmoderne videnskab? Det irriterer mig virkelig. Jeg tror, problemet er, at debatten er gået fra at være en feministisk debat til at handle om genus. Den klassiske feministiske debat er forstummet, debatten om ligeløn og kvoter er væk, Feministisk Initiativ (feministpartiet, red.) er ude af billedet og erstattet med forestillingen om at man kan konstruere sit eget køn.«

Og det er vel også her, at problemet er – for for nogle personer, der kalder sig feminister, kommer det til at handle om kønnet alene, uafhængigt af samfundsforholdene i øvrigt og af andre roller, mennesker bliver påtvunget. Der er uligheder i samfundet, og der er en del tilfælde hvor der er klare skævheder mellem kønnene. Men der er også andre uligheder, der spiller ind.

Det er jo heller ikke uproblematisk f.eks. at være mand. Der er langt flere kriminelle mænd end kvinder og langt flere hjemløse mænd end kvinder, og også mænd bliver placeret i en kønsrolle, der begrænser deres muligheder. Det er bare ikke det, anti-feministerne fokuserer på, og reelt er anti-feministerne ligeglade med at forbedre forholdene for f.eks. de kriminelle mænd og de hjemløse mænd. Jeg kan også have mine tvivl om hvor positivt stemt anti-feministerne, der hævder at kæmpe for mænds rettigheder, ville være over for et rent mande-foretagende, nemlig et bøssepar, der vil adoptere et barn.

Min fornemmelse er, at det i overvejende grad snarere kræfter på højrefløjen, der igen prøver at kapre en diskussion, end så meget andet. Tidligere har bl.a Dansk Folkeparti forsøgt at kapre ligestillingen i udtalelser om indvandrerkvinder. Nu er anti-feministerne i stort omfang de samme personer, der bakker op om højrenationalistiske synspunkter. I Danmark er netop Katrine Winkel Holm og Marie Krarup eksponenter for denne kobling. I Sverige ser man noget lignende.

Omvendt har vi så problemet med de tiltag, der mere skader end gavner. Det, der ser ud til at blive glemt i nogle tilfælde, er solidaritet. Nogle feminister glemmer, at også andre bliver diskrimineret og at andre bliver om end ikke diskrimineret, så dog begrænset af de roller, samfundet tildeler dem. Hvis vi husker, at det handler om ligestilling for alle, er sagen en anden og bredere – og meget bedre. Verdenserklæringen om menneskerettighederne siger, at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og rettigheder, og dét bør vi have som udgangspunkt.

Jeg kommer til at tænke på den amerikanske forfatter Susan Faludi, der helt tilbage i 1991 skrev Backlash, der handler om den reaktion, der fandt sted fra den amerikanske højrefløj efter 1970’ernes kamp for kvindernes ligestilling. Fem år senere udkom hendes bog Stiffed, der som budskab havde at også de amerikanske mænd er hæmmet af deres kønsroller og at selv om det er tilfældet, at mange af dem, der sidder i magtpositioner, er mænd, så har de fleste mænd faktisk ikke nogen magt. Derfor er det forkert at give det ene køn skylden for det andet køns problemer – det er samfundsstrukturerne, der er problemet.

Dialog om 32.598 mennesker

Sokrates og Sisyfos mødtes igen uden for jobcenteret.

Sokrates: Godt, vi ikke er hjemme i Grækenland lige nu.
Sisyfos: Ja, det er godt nok slemt med krisen.
Sokrates: Har du set, at den danske Arbejdsmarkedsstyrelse siger, at der er 32.598 arbejdsløse, der står til at miste deres dagpenge, hvis ikke de finder et arbejde inden for de næste seks måneder?
Sisyfos: Nej da. Det er mange. Men så må alle de 32.598 arbejdsløse finde sig et arbejde.
Sokrates: Hvordan kan de det?
Sisyfos: De bliver motiveret til det. De mister dagpengene og så har de ingen indtægt. Så vil de gøre alt, hvad de kan for at finde et arbejde.
Sokrates: Hvorfor er det vigtigt?
Sisyfos: Dem, der kan arbejde, skal arbejde. Det er ikke retfærdigt, hvis der er mennesker, der kan få sig et arbejde, men som ikke har et arbejde. Jeg har selv nok at se til; jeg har hårdt fysisk arbejde.
Sokrates: Hvis man slet ikke kan finde et arbejde, skal man så have dagpenge?
Sisyfos: Ja, selvfølgelig. Hvis man faktisk er arbejdsløs, skal man kunne leve. Det er de andre, der skal finde sig et arbejde.
Sokrates: Så der er nogle, der kalder sig arbejdsløse, men egentlig ikke burde kalde sig det?
Sisyfos: Ja, det er der.
Sokrates: Kan vi kalde dem for indbildt arbejdsløse?
Sisyfos: Det kan vi vel godt.
Sokrates: Så der findes altså også egentlige arbejdsløse?
Sisyfos: Ja, det gør der jo.
Sokrates: Hvem er det, der er de egentlige arbejdsløse?
Sisyfos: Det er dem, der har gjort alt hvad de kunne for at finde et arbejde, men ikke har fundet et arbejde.
Sokrates: De egentlige arbejdsløse har gjort alt hvad de kunne for at finde et arbejde?
Sisyfos: Ja, det har de. De har søgt alle de stillinger, de overhovedet kunne søge, også uden for deres almindelige arbejdsområde.
Sokrates: En af mine venner, der hedder Platon og er retoriker, har ikke kunnet finde et arbejde. Han har ellers prøvet i 2 år nu. Han har skrevet i hundredevis af jobansøgninger og fået afslag hver gang. Han har også været på jobtræningskursus. Han gik så vidt som bl.a. at søge job i et firma, der importerer retsina, men det lykkedes heller ikke for ham. Er han så en af de egentlige arbejdsløse?
Sisyfos: Det synes jeg.
Sokrates: Men forleden opdagede Platon, at der lige havde været et opslag om en stilling som dansklærer på VUC. Det opdagede han først, da det var for sent. Fristen var kort.
Sisyfos: Det var vel nok ærgerligt.
Sokrates: Ja, det var det. Kunne Platon kunne måske have fået stillingen, hvis han havde opdaget opslaget i tide?
Sisyfos: Det kunne han vel.
Sokrates: Så han gjorde ikke alt hvad han kunne?
Sisyfos: Nej, det gjorde han ikke. Han kunne jo have gjort mere. Det viser det, du fortæller.
Sokrates: Hvis Platon aldrig havde opdaget opslaget, hverken nu eller senere, havde han så gjort alt hvad han kunne?
Sisyfos: Nej, det kan man heller ikke sige. Opslaget var derude et sted, og så kunne han have fundet det, hvis han havde ledt grundigt nok.
Sokrates: Så Platon har ikke gjort alt, hvad han kunne, og derfor er han ikke en af de egentlige arbejdsløse?
Sisyfos: Nej, det er han så ikke.
Sokrates: Men der er andre, der er de egentlige arbejdsløse?
Sisyfos: Ja, det er der.
Sokrates: Og de vil ikke kunne finde arbejde, uanset hvor meget de prøver?
Sisyfos: Ja, det er korrekt.
Sokrates: Så de egentlige arbejdsløse har gjort alt, hvad de kunne – men de fandt ikke noget arbejde. Det må så betyde, at der ikke var noget arbejde, de kunne få overhovedet.
Sisyfos: Ja.
Sokrates: Men de indbildt arbejdsløse gjorde ikke nok, selv om der faktisk var arbejde at få.
Sisyfos: Det er også korrekt.
Sokrates: Så der er arbejde nok til at de indbildt arbejdsløse kunne få arbejde?
Sisyfos: Ja, det er der. De skal simpelthen gøre mere. Så får de et arbejde.
Sokrates: Men det betyder så at der er arbejde nok til de indbildt arbejdsløse og ikke arbejde nok til de egentlige arbejdsløse.
Sisyfos: Ja, det må det jo så.
Sokrates: Men det må vel så betyde, at der ikke er nogen egentlige arbejdsløse? For de kunne jo bare søge det arbejde, som de indbildt arbejdsløse kunne få.
Sisyfos: Ja, det kunne de jo.
Sokrates: Men du sagde før, at der findes egentlige arbejdsløse. Og nu mister de deres dagpenge, men de kan ikke finde et arbejde, selv om de har gjort hvad de kan.
Sisyfos: Ja, det sagde jeg jo. Vent… Måske er det hele lidt mere indviklet, end jeg troede.

En anden burka

20121007-173426.jpg

Internettet har mange specielle afkroge. Via et tilfældigt besøg på et politisk debatforum på sol.dk havnede jeg på en blog, der — og jeg indser her, at jeg måske er fordomsfuld — vel er den underligste, jeg har set. Bloggen skrives med ujævne mellemrum af en kvinde i USA. Hendes navn og alder får man aldrig oplyst. Hun har arbejdet som lærer, har en PhD, har arbejdet i et softwarefirma og har voksne børn. Men hun har sagt sit arbejde op for nogle år siden og går nu derhjemme dagen lang efter ordre fra sin mand. Når hun skal ud, er hun iført burka og må ikke tale. Under burkaen har hun en kjole og tungt undertøj. Billederne ovenfor er af hende (eller det formoder jeg da…)

Og nej, kvinden er slet ikke muslim og formodentlig ikke af afghansk eller mellemøstlig baggrund heller. Hendes livsstil er del af et mangeårigt masochistisk forhold — ordet “langtidsbondage” rækker knap nok her. På bloggen beskriver hun sine dagligdags gøremål og oplevelser – så er hun på restaurant, så går hun ind i en boghandel for at se på nye bogudgivelser. så er hun til katolsk påskemesse (!), så er familien på besøg, så er hun til en symfonisk koncert, så høster hun tomater ude i nyttehaven, så er hun i biografen for at se Walter og Trofast (!!), så har hun influenza og så rejser hun med manden til Japan. Og hele tiden er hun iklædt burka og tungt tøj indenunder – og det meste af det er af latex, også burkaen. Mange gange er hun bundet og kneblet inde under burkaen, og manden hundser rundt med hende. Af en blog med seksuelle under- og overtoner er den i mere end én forstand ufatteligt tækkelig.

Min første tanke var (som det vel er tilfældet for mange andre), at dette er helt ekstremt og at den pågældende kvinde går glip af en hel masse muligheder. Det føles forkert, at et menneske bliver gemt af vejen på den måde. Der er masser af kvinder i lande som Afghanistan og Saudiarabien, der har en sådan dagligdag, bare uden mulighed for rejser til Japan, restaurantbesøg og biografture, og gerne ville være fri for at leve det ekstremt restriktive liv. På denne måde var min reaktion vel som den, man kan føle ved kontrasten mellem det globale problem, der hedder tortur, og så den seksuelle interesse, der hedder S/M, og ved første øjekast rummer de samme elementer som tortur. Det må være underligt for en torturoverlever at høre om mennesker, der frivilligt lader sig hænge op i armene og frivilligt bliver truet og slået på.

Men forskellen er den samme. Det magtforhold, som burka-kvinden i USA indgår i med alle dets ekstreme restriktioner er frivilligt valgt, ligesom slagene og ydmygelserne i et S/M-forhold er del af en gensidig kontrakt. For den amerikanske burkakvinde er der tale om en kontrakt med hendes mand, der giver hende en følelse af velvære, jeg ikke kan leve mig ind i.

På samme måde er der kvinder, der går i bestemt tøj af egen fri vilje, men af religiøse, ikke seksuelle årsager. De opfatter ikke sig selv som undertrykte, og det har mange svært ved at forstå. For dem er der tale om en kontrakt med en gud, der giver dem en følelse af tilfredshed, jeg ikke kan leve mig ind i. Derfor er der interessant at opleve én, der går i burka, men ikke af religiøse årsager. Hvordan vil de politikere, der går ind for et burka-forbud, mon reagere her?

I Danmark har vi på én og samme tid oplevet en heftig debat om muslimske kvinders påklædning og at mange herhjemme har fået nemmere ved at acceptere andre seksualiteter, som alle deltagende parter er indforstået med – her tænker jeg på især homoseksualitet og S/M. Måske er dette vejen ind til at acceptere de livsstile, der er religiøst valgt, og som de deltagende parter selv er indforståede med. De tilfælde, hvor den burka-bærende kvinde ikke bryder sig om at bære burka, er selvfølgelig udtryk for tvang og er helt uacceptable.

Jeg vil vel altid synes at den amerikanske burka-kvindes livsstil er meget underlig og dybest set helt utiltalende, men hun har lov til at gøre som hun gør. Nogle vil sikkert også blive kede af at jeg hermed drager en slags parallel mellem religiøs underkastelse og S/M-forhold, men denne parallel har psykoanalytikere allerede for længst gjort.

Hvad er der i et navn?

I disse dage følger jeg med i en tragisk sag om en lille pige på 5 år fra Wales, der er forsvundet. Vi kender hendes navn. Hun hedder April Jones. Den formodede bortfører er nu pågrebet, men pigen er ikke fundet, og alle frygter det værste. I de britiske medier er der billeder af April Jones og nu også af den formodede bortfører, hvis navn også er blevet oplyst. Han hedder Mark Bridger.

Det overvældende flertal af os, der læser om denne tragiske sag, har aldrig mødt April Jones eller Mark Bridger – men vi er forenet i vores sorg og vrede. Vi stopper op og tænker, når vi har læst.

Andetsteds i de britiske medier, længere væk fra forsiderne, kan man læse om hvad der sker i Syrien og ved den tyrkiske grænse. Fem mennesker er blevet dræbt ved et syrisk mortérangreb på en tyrkisk landsby, og i Aleppo er i alt 41 mennesker blevet ofre for tre bombeangreb. Måske er nogle af dem børn på fem år. Jeg ved det ikke. Der er ingen oplysninger om ofrenes identitet, alder eller lignende. Artiklen bliver læst, og jeg går videre til noget andet.

Anders Haahr Rasmussen fra dagbladet Information har et vigtigt blogindlæg om netop dette – hvornår sørger vi, og hvornår er vi ligeglade? Han nævner, at det USA har der i politiet nogle steder og igennem mange år været en ubehagelig, uofficiel praksis med at klassificere mord og voldshandlinger som NHI (No Humans Involved), hvis offeret var fra et etnisk mindretal, var prostitueret eller sad i fængsel. På denne måde blev offeret bogstaveligt talt dehumaniseret og forbrydelsen bagatelliseret.

Anders Haahr Rasmussen nævner også et essay af den amerikanske filosof Judith Butler, hvori hun nævner en kristen arabisk gruppe i USA, der i 2002 bad avisen San Francisco Chronicle om at optage mindeord for seks navngivne palæstinensere, der var blevet dræbt af israelsk militær. Oplysningerne stammede fra en israelsk avis. Fire af de døde var børn. Avisen nægtede med den begrundelse, at det ville kunne forarge nogle læsere!  Den oprindelige e-mail til San Francisco Chronicle kan læses her.

Det er i høj grad navnene, der gør både os og Den Anden til et menneske. I sin tid tvang de amerikanske slaveejere de afrikanere, der var blevet bortført som slaver, til at tage nye, engelske navne, og herigennem blev afrikanerne dehumaniseret. De af os, der så den amerikanske tv-serie Rødder i 1980 husker, hvordan Kunta Kinte nægtede at lyde navnet Toby.

Omvendt gør vi i Amnesty International det, at vi giver ofrene for menneskerettighedsovergreb et navn og et ansigt, når vi kan. Det er sværere at ignorere beretningen og nemmere for os at handle, når vi ved, hvem der er blevet fængslet, tortureret eller udsat for andre grove overgreb. Vi opdager, at det er mennesker som os.

Herhjemme findes der både lovgivning om navneforbud og sædvanlig kotyme mht. hvornår navnene på de, der er indblandet i ulykker eller forbrydelser må nævnes. Det er særdeles forståeligt, og det vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved. Men i nogle sammenhænge kunne jeg ønske mig om ikke et navnepåbud, men så dog en anden praksis fra mediernes side. Der er mere i et navn, end vi tror, og måske ville det få os til at handle anderledes, hvis vi kendte navnene på De Andre.

Hvad man kan lære af døde breve

Man hører af og til den påstand, at offentlige institutioner er ineffektive. Den slags bliver jeg ærgerlig over at høre; jeg er statsansat og udfylder en jobfunktion, som er helt legitim. Mange af dem, jeg har været med til at uddanne (vel endda et klart flertal) er havnet i den private sektor, så på denne måde yder også jeg et bidrag til at opkvalificere den private sektor.

Der er en meget interessant artikel på Slate.com om en ny måde på at måle hvor godt et samfund fungerer – og det faktisk ved at måle performance for noget, der i mange lande stadig er en offentlig institution, nemlig postvæsenet. Det amerikanske National Bureau of Economic Research har undersøgt, hvor gode postvæsner rundt om i verden er til at håndtere døde breve, og beskrevet resultaterne i en artikel.

Døde breve er de breve, som ikke kan leveres til modtageren — typisk fordi den angivne adresse er forkert eller mangelfuld. Det samvittighedsfulde postvæsen bør så returnere forsendelsen til afsenderen. Men gør det så faktisk det?

De fire forskere bag artiklen sendte 10 breve til 159 lande; det var breve med tydelig, men bevidst ukorrekt modtageradresse og tydelig og korrekt afsenderadresse, dvs. “dødfødte” breve, som man vidste ikke ville kunne leveres og burde returneres til afsenderen. 21 af deltagernelandene returnerede alle breve inden for et år, og fire af dem endda inden for 90 dage. Det var USA, Luxembourg, Tjekkiet og El Salvador. Værst så det ud for 16 andre lande, der ikke returnerede ét eneste inden for et år. Det var mest afrikanske lande, men også Cambodia. Tadjikistan og Rusland var med.

Og så var der hele dataanalysen – hvad er retur-villighed mon korreleret med? Det viser sig (måske ikke overraskende), at jo mere et land investerer af infrastruktur (herunder posthuse og postarbejdere) i sit postvæsen, jo større er sandsynligheden for at et brev bliver returneret. Det viser sig også, at sandsynligheden for at få et brev tilbage er størst for lande, der selv bruger det latinske alfabet. (Alle adresser i eksperimentet var skrevet med det latinske alfabet, og ifølge den internationale postkonvention skal alle landes postvæsner kunne håndtere forsendelser, der bruger det latinske alfabet.) Dette siger formodentlig noget om uddannelsesniveauet for postvæsenet i de deltagende lande.

Men mest interessant er det vel (siger artiklen fra Slate.com – og synes også jeg) at der er en korrelation med virksomhedskulturen i de pågældende lande. Jo bedre virksomhedskultur i form af god ledelse, god produktivitet og god uddannelse, man ser, jo bedre postvæsen. Som Slate.com konkluderer:

Researchers often puzzle over the fact that on the quality of government services almost invariably increases with per capita income. This, the authors point, is “surprising if one focuses on the uniqueness of government, but makes perfect sense once it is recognized that government is subject to the same dynamics as the private sector.” In other words, government agencies are people and tend to share the characteristics of the overall society in which they’re embedded.

De offentlige arbejdspladsers effektivitetesniveau og virksomhedskultur afspejler derfor i ikke ringe grad normerne i samfundet som helhed og herunder virksomhedskulturen i det pågældende samfund. Egentlig er det vel ikke så overraskende – i lande med en stor offentlig sektor er der typisk en del trafik frem og tilbage mellem offentlig og privat ansættelse, og det er også i stort omfang de samme uddannelser, der uddanner til offentlige som til private jobs. Set på denne måde skal man derfor passe på med at konkludere at offentlige arbejdspladser er markant mere ineffektive end private.

Det er i øvrigt rigtig interessant, at postvæsenet i El Salvador klarer sig så godt i undersøgelsen – og bedre end de nordiske lande! Måske er der et særligt potentiale i dette lille land, der for få årtier siden har været så hærget af borgerkrig.