Den forbandede viden

Aristoteles var bestemt ikke dum. Hvorfor kunne han så ikke regne ud, at projektilets bane ville være en parabel?

For nogle uger siden skrev jeg om en pige fra Frederikshavn, der trods en gymnasial uddannelse ikke havde styr på selv helt grundlæggende fakta om verden. De fleste mennesker, der så hendes “søde” videohilsen på Facebook, rystede på hovedet: Hvorfor ved hun da ikke det, vi ved? Det er jo bl.a. helt oplagt, at man bor i huse i Norge!

Når jeg har holdt eksamen, kommer jeg af og til i en situation, hvor censor og jeg sidder og græmmer os bagefter, hvis vi har set en meget dårlig præstation. Hvordan kunne eksaminanden dog misforstå noget så helt fundamentalt?

Jeg kender også til tidligere studerende, der engang har klaret sig mindre godt, men siden er blevet særdeles kompetente inden for datalogi og er godt i gang med en akademisk karriere. Også de ryster på hovedet over de studerende, der ikke forstår “selv det mest elementære”. Heller ikke de kan nu sætte sig ind i hvordan det er at have den manglende forståelse.

Tidligere her på bloggen har jeg skrevet om Dunning-Kruger-effekten. Dette er effekten af en høj grad af inkompetence: det meget inkompetente individ er på grund af sin udtalte inkompetence ude af stand til at forstå, at han/hun er meget inkompetent.

Der findes imidlertid også et “dualt” fænomen, nemlig at kompetente personer inden for et fag kan være ude af stand til at forstå hvordan man tænker om faget, hvis man ikke har samme kompetence inden for faget. Dette fænomen er på engelsk blevet kaldt the curse of knowledge, og den blev først undersøgt af Elizabeth Newton omkring 1990 i forbindelse med hendes PhD-arbejde på Stanford University i USA. Denne “forbandelse” er en forbandelse, for den vil gøre det sværere at undervise. Den, der underviser, er nemlig forhåbentlig meget kompetent inden for sit fag, mens dem, der bliver undervist, normalt ikke er kompetente inden for samme fag.

En interessant artikel fra American Physical Society fra 2007 handler om netop denne udfordring, selvfølgelig med fokus på fysikundervisningen. Carl Wiemans pointe er denne:

In much the same way that physicists had to go through the wrenching process of replacing their classical-physics-based intuition with a new, more useful intuition about the quantum world, we need to make a similar step with regard to physics education. We must abandon the implicit assumption that all brains are the same and so passing along what is clear to us will be clear to the novice student, and if it fails, it is an indication that the students are simply incapable. We must instead come to recognize that mastery of a subject is much more a process of restructuring the brain than simply of transferring knowledge, and knowing a subject is profoundly different from knowing how that subject is best learned. The result will be greatly improved learning of physics. Knowledge becomes a curse only if one fails to recognize its limitations.

Dette er en helt central observation – vi er som undervisere nødt til at minde os selv om, at de studerende ikke har “konstrueret faget” i deres hjerne endnu. I bedste fald er de ved at bygge et hus, der kan stå selv, i værste fald er de i gang med at lægge et skævt tag på mure, der ikke findes endnu.

Denne opfattelse er ikke ny, men tager udgangspunkt i Jean Piagets idé om konstruktivisme, dvs. at læring består i at skabe en mental konstruktion. I undervisningssammenhæng handler det derfor om at opdage, hvor vores forkerte konstruktioner tager fejl. Naturvidenskab handler i høj grad om at erstatte de intuitive, men misforståede forklaringer med mere korrekte, men ofte anti-intuitive forklaringer, der omstrukturerer vores viden om verden. Det er på denne måde, naturvidenskaben “lærer”.

Håbet og drømmene

Der er mere empati og længsel efter en bedre fremtid i én sang med Bruce Springsteen end i alle de store beslutninger, der træffes i dagens Danmark. Vi ses i Roskilde!

Grab your ticket and your suitcase
Thunder’s rollin’ down this track
Well, you don’t know where you’re goin’ now
But you know you won’t be back
Well, darlin’ if you’re weary
Lay your head upon my chest
We’ll take what we can carry
Yeah, and we’ll leave the rest

Big wheels roll through fields
Where sunlight streams
Meet me in a land of hope and dreams

Well, I will provide for you
And I’ll stand by your side
You’ll need a good companion now
For this part of the ride
Leave behind your sorrows
Let this day be the last
Tomorrow there’ll be sunshine
And all this darkness past

Big wheels roll through fields
Where sunlight streams
Oh meet me in a land of hope and dreams

This train…
Carries saints and sinners
This train…
Carries losers and winners
This train…
Carries whores and gamblers
This train…
Carries lost souls

I said this train…
Dreams will not be thwarted
This train…
Faith will be rewarded

Kaczynski og Skrbina

Jeg er gammel nok til at huske den forfærdelige Unabomber-sag i USA i 1990’erne, hvor nogen sendte bomber til akademikere og flyselskaber. Fire mennesker mistede livet og 20 andre blev lemlæstet i større eller mindre omfang. Bombemanden viste sig at være eneboeren Theodore Kaczynski; han lod sig pågribe i 1996 mod at landsdækkende amerikanske aviser ville offentliggøre hans lange “manifest”. Manifestet var udtryk for en ekstremt negativ holdning til teknologien og dens indflydelse på samfundet. Oprindelig var Kaczynski matematiker, men han forlod den akademiske verden og isolerede sig i stigende grad for altså til sidst at ende som en fjendtlig og hadefuld eneboer.

Den amerikanske universitetslærer i filosofi David Skrbina har siden 2003 haft en regelmæssig korrespondance med Theodore Kaczynski, og dette er beskrevet i en lang artikel i Chronicle of Higher Education.

En udtalelse fra Skrbina viser, at også han er teknologiskeptiker og kan forstå (men ikke forsvare) Kaczynskis gerninger ud fra denne teknologiskepsis:

But he conducts his dialogue with Kaczynski with an open mind, as if he were willing to join the cause but has not quite been fully persuaded. “It’s a very strong case that reform is not adequately able to respond to the challenges we face,” he says, dryly. “And if that’s true, then some kind of revolt becomes necessary.” At one point he suggests that it makes sense that Kaczynski sent the bombs, since his manifesto would have been totally ignored otherwise, and the message needs to be heard. “It gave him the leverage to force the publication of the manifesto and to cause it to be read by large numbers of people in the public,” Skrbina says.

“It may yet turn out to be true that he was a prophet and potentially a kind of savior, of humanity and the planet.”

Det spørgsmål, der uvægerligt melder sig hos mig er, i hvilket omfang man skal læse og analysere det, Kaczynski skriver – og i så fald hvordan. Andre terrorister har haft en tilsvarende skrivetrang: Anders Breivik skrev et manifest på 1.500 sider, og også al-Qaeda og Baader-Meinhof-gruppen har fundet tid til at skrive manifester. Også de værste diktatorer har haft skrivetrang: Hitler skrev Mein Kampf, og Stalin, Mao og Pol Pot har ligeledes formuleret sig på skrift i større omfang. Interessant nok er det samtidig veldokumenteret, at Breivik plagierede en hel del fra Kaczynski.

Problemet med Kaczynskis tekster er, at de virker gennemarbejdede, og at der tilsyneladende er sammenhængende ræsonnementer i dem, noget man ikke kan sige om andre terroristers manifester. Kan man finde noget af værdi i dem? Må vi tage dem for pålydende? Skal man ligefrem udgive dem i bogform med redaktionelle kommentarer og forord? Dette har Skrbina faktisk gjort.

Skrbinas udtalelser om Unabomberens mulige profet-status i fremtiden kommer unægtelig til at minde om Anders Breiviks frygtelige udtalelser om, at man en dag vil forstå nødvendigheden af at han dræbte så mange mennesker. Det er bestemt ikke mit indtryk, at Skrbina nærer voldelige holdninger, men han kommer efter min mening til at tage Kaczynskis tekster alt for alvorligt.

Det er nemlig umuligt for mig at læse Kaczynskis tekster uafhængigt af hans ugerninger, for alt, hvad han har skrevet, har i et eller andet omfang haft til formål at retfærdiggøre dem. Kaczynskis bombeattentater udsprang af hans ekstreme teknologiskepticisme, og det er tydeligt af artiklen i Chronicle of Higher Education, at han aldrig har angret noget som helst.

Logik for droner

Jeg er med på flere mailinglister inden for datalogi. Forleden kunne jeg se et jobopslag, som jeg her bringer et uddrag af:

The Department of Computer Science of University of Oxford seeks a
 postdoctoral researcher to work on a 3-year EPSRC project entitled
 `New Foundational Structures for Engineering Multi-UAV Protocols'.
This interdisciplinary project aims to verify autonomous 
Unmanned Aerial Vehicles (UAV's) that not only navigate, but also
communicate with each other. The project aims to span the full
verification lifecycle: from high-level logical specifications, to 
oracle-based test-set reasoning through a bounded model checker, 
to low-level code on our four Pelican UAVs.
The position requires a researcher with a proven track record of
high-quality research in logic and its applications - of particular
relevance are formalisms such as:
- Modal and Epistemic Logics
 - Dynamic Program Logics
 - Probabilistic and Fuzzy logics
Preference will be given to researchers with experience in 
modelling and reasoning about epistemic properties of protocols 
of communicative Multi-Agent Systems.

Det lyder meget tilforladeligt. Hvad handler forskningsprojektet om? Det handler om at verificere software til UAV’er, ubemandede autonome fartøjer. Dvs. ikke et fjernstyret køretøj som “Rullemarie”, men fartøjer, der i større omfang kan handle selv og endda kommunikere selv, så de kan bevæge sig i flok.

Ubemandede autonome fartøjer har civile anvendelser; de kan sendes ind i katastrofezoner som f.eks. områder berørt af jordskælv eller atomulykker.  I omtalen af forskningsbevillingen fra Oxford er det dette civile aspekt, der udelukkende fokuseres på – med Japan som det helt oplagte eksempel på begge slags katastrofezoner.

Men reelt er de mest udbredte anvendelser militære. Det bedst kendte eksempel på UAV’er er de militære droner, som jeg skrev om for nylig. Pelican-dronen, som nævnes i opslaget fra Oxford, har da også militær baggrund ifølge firmaet, der fremstiller dem.

I en artikel i Information i dag kan jeg læse, at 50 lande i dag har indkøbt droner til militære formål, heriblandt Danmark. For mange tror på droner som en af fremtidens fremtrædende våbentyper. Charlotte Aagaard citerer i artiklen seniorforsker Henrik Breitenbauch fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet for at sige:

»Om 10 år vil vi ikke se et eneste bemandet militærfly i luften,« siger han. »Piloter vil være en mærkelig reminiscens fra en svunden tid.«

Droner er meget billigere end kampfly, og ingen piloters liv er på spil. Det bliver med droner muligt at bombe og slå ihjel hjemme fra kontoret.

Det tilsyneladende ukomplicerede jobopslag om modal og epistemisk logik og anvendelser i modeltjek er i virkeligheden et indslag i den nyeste form for krigsførelse, nemlig udviklingen af erstatningen for kampfly (og kamphelikoptere). Interessen for software til UAV’er er ikke ny; jeg husker en datalogi-konference i Aalborg for 11 år siden, hvor en af de indbudte foredragsholdere var en daværende ansat på Aalborg Universitet, der med slet skjult stolthed viste os en film med khakifarvede modelhelikoptere, der kunne flyve i formation takket være software, hans forskningsgruppe havde udviklet. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på en berygtet scene fra Dommedag nu; måske var jeg den eneste, der gjorde det.

Hvad skal vores rolle som forskere være i alt dette? Svaret er ikke enkelt. Jeg er meget skeptisk over for militæret og ideen om at løse konflikter med krig, men jeg ved at andre er helt uenige med mig heri. Det vigtige er, at man ikke foregøgler sig selv og andre, at det man laver er værdineutralt eller har entydigt positive konsekvenser. Jeg kommer til tænke på “Om matematik og krig”, en 20 år gammel artikel af Jens Høyrup, der var matematiker og ansat på RUC. Den giver en grundig gennemgang af hvordan forskning i matematik og datalogi (et langt afsnit handler om programmeringssprog) er blevet påvirket af og har påvirket militær teknologi og militær praksis. Høyrup skriver som noget af det sidste:

Enhver i dette miljø tager i praksis parti for den ene eller den anden udnyttelse af sit fag, ved at formidle og bearbejde problemer med rod i det ene eller det andet praksisfelt; ved at opdage eller ikke opdage sin påtænkte rolle i et større samspil; ved at lægge sine forskningsresultater frem offentligt eller kun i fortrolighed for den betalende institution; ved at sælge sin politiske og ideologiske loyalitet til gengæld for bekvemme forskningsmidler eller ved at undgå det; ved i sin undervisning (for matematikeren er jo også ofte universitetslærer) at lade segmenteringen blive til skyklapper, eller ved at kombinere den faglige seriøsitet med bredde og derved give næste generations fagfolk mulighed for at komme ud over bevidst- og samvittighedsløsheden; ved at påtage sig den ene eller anden offentlige rolle i kombination med sin faglige kunnen, eller dække sig ind under matematikkens erkendelsesmæssige neutralitet som gjaldt den matematikeren.

Og dette er i virkeligheden også min holdning. Vi er ikke neutrale som forskere, og vi bør derfor ikke lade som om vi er det. Også vi er en del af samfundet. Hvor ubekvemt det end kan være for os, har alt, hvad vi foretager os, konsekvenser, der godt kan risikere at være ubehagelige og kontroversielle. Nogle konsekvenser kan vi ikke ane, men andre ligger lige for. Forskerne i Oxford er måske selv lidt kede af de oplagte og udbredte militære anvendelser, som deres arbejde er en del af og lægger op til, men de burde stå ved dem. Og jeg ved med mig selv, at jeg ikke på den ene side ville kunne arbejde med dette emne og på den anden side med Amnesty International og andre kritisere de problemer med overholdelsen af international lov, som brugen af militære droner giver sig udslag i.

En dialog om arbejde

Sokrates og Sisyfos mødtes langt væk fra deres hjemland, hvor det ikke stod så godt til.

Sokrates: Goddag, Sisyfos.
Sisyfos: Goddag, Sokrates.
Sokrates: Jeg har læst i en dansk avis, at et flertal af politikerne i Danmark vil ændre reguleringen af dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, så den skal følge pristallet i stedet for lønudviklingen. Samtidig skal der være skattelettelser for flere lønmodtagere.
Sisyfos: Det er rigtigt, og jeg synes, det er en rigtig god idé.
Sokrates: Hvorfor er det en god idé?
Sisyfos: Det er vigtigt at få flere i arbejde. Ved at ændre reguleringen og give skattelettelser gør man forskellen mellem det at være lønmodtager og det at være uden arbejde tydeligere.
Sokrates: Hvorfor er det godt?
Sisyfos: Fordi det skal kunne betale sig at arbejde.
Sokrates: Der er nok ikke nogen, der vil sige, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. Så jeg er ikke overrasket.
Sisyfos: Det, jeg mener, er at der er mennesker, der ikke har et arbejde, men burde have det. Vi har brug for flere, der er i arbejde, så vi kan få vækst og komme ud af den økonomiske krise. Ved at vi sænker dagpengene og øger indkomsten efter skat, skabes der et incitament.
Sokrates: Så det du mener, er egentlig, at det ikke skal kunne betale sig ikke at arbejde? Det udsagn er nemlig logisk ækvivalent med “Det skal kunne betale sig at arbejde”, for vi indfører en dobbeltnegation.
Sisyfos: Det er korrekt. Det skal ikke kunne betale sig ikke at arbejde.
Sokrates: Har det kunnet betale sig ikke at arbejde indtil nu?
Sisyfos: Ja. Forskellen mellem højeste dagpengesats og laveste lønindkomst er kun ca. 1000 kroner om måneden.
Sokrates: Betyder det, at der er mennesker, der bevidst har fravalgt at få et arbejde på grund af den højeste dagpengesats?
Sisyfos: Ja, det er der.
Sokrates: Kan man kalde et menneske, der ikke vil arbejde, for ugidelig?
Sisyfos: Nej, det vil jeg ikke sige. Måske er “magelig” et bedre ord.
Sokrates: Så lad os bruge det ord. Er der noget i vejen med at de “magelige” modtager dagpenge?
Sisyfos: Ja. Det er uretfærdigt.
Sokrates: Hvorfor er det uretfærdigt?
Sisyfos: Fordi der er et stort flertal, nemlig lønmodtagerne, der ikke kan se en tydelig fordel af at arbejde under de hidtidige regler.
Sokrates: Så en politisk beslutning, der går ud over et flertal, er uretfærdig.
Sisyfos: Ja. Politik skal være retfærdig. Den må ikke gå ud over flertallet.
Sokrates: Hvor mange magelige arbejdsløse findes der?
Sisyfos: Jeg kender til nogen, der er. Jeg læste en artikel i en avis om en restaurant, der ikke kunne få personale, fordi dem, der blev tilbudt job sagde nej.
Sokrates: Så problemet er udbredt?
Sisyfos: Ja, det er jeg overbevist om.
Sokrates: Hvad er det, der overbeviser dig om det?
Sisyfos: Jeg har læst flere artikler i aviserne, og jeg kender en, der ikke vil arbejde.
Sokrates: Godt. Jeg tror på, at der findes magelige mennesker. Hvor stor en del de arbejdsløse er magelige?
Sisyfos: Det ved jeg ikke, men jeg tror, der er mange.
Sokrates: Hvordan kan vi finde ud af hvor mange magelige der er? Der er historier i aviserne, men vi ved ikke, hvor mange magelige, der er i alt.
Sisyfos: Vi kan lave en anonym undersøgelse blandt arbejdsløse, hvor vi spørger dem om de helst vil arbejde eller helst vil være fri.
Sokrates: Jeg har hørt om sådan en undersøgelse; det var faktisk et meget lille mindretal, der helst ikke ville arbejde.
Sisyfos: Men selvfølgelig ville de fleste ikke svare, at de er magelige. De bryder sig ikke om at fremstå som magelige, selv om de er det. Nogle af dem frygter måske også at blive opdaget af jobcenteret. Derfor kan man ikke stole på resultatet.
Sokrates: Hvordan kan man da undersøge, hvor mange magelige der er, hvis man ikke kan stole på de svar, man får?
Sisyfos: Det er formodentlig også meget svært. Man kan ikke se ind i et menneskes hoved. Men jeg er stadig sikker på, at der er mange magelige.
Sokrates: Er det ikke lidt underligt at basere en politik på noget, man ikke har sikre data på?
Sisyfos: Det er vi nødt til. Jeg er sikker på, at der er mange magelige.
Sokrates: Hvor mange magelige vil du anslå, at der er?
Sisyfos: Jeg ved det som sagt ikke, men mit gæt er omkring 30% af alle arbejdsløse.
Sokrates: Så der er samtidig 70% af alle arbejdsløse, der ikke er magelige?
Sisyfos: Ja, det er der.
Sokrates: Dvs. at der er 70% af de arbejdsløse, der ikke er arbejdsløse, fordi de får høj dagpengesats og udnytter det til at undlade at arbejde?
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Så kun de 30% af de arbejdsløse, der er magelige, er selv skyld i at de er arbejdsløse.
Sisyfos: Ja, det er de.
Sokrates: Når der er 30% magelige arbejdsløse, er der så også 70%, af de arbejdsløse, der ikke er magelige og som vil gerne have et arbejde.
Sisyfos: Ja, det er korrekt.
Sokrates: Hvorfor har de så ikke fået et arbejde?
Sisyfos: Fordi det ikke har været muligt for dem at finde et arbejde på grund af den økonomiske krise. De har prøvet, men det er ikke lykkedes.
Sokrates: Er der også økonomisk krise i Danmark? Det er slemt nok, hvor vi kommer fra.
Sisyfos: Ja, den økonomiske krise rammer hele Europa. Det er forskellige forhold, som skyldes at virksomhederne ikke kan tjene penge. Nogle fyrer deres ansatte, andre har ikke råd til at ansætte nye. Det er en lang historie; det hele begyndte med en kollaps af ejendomsmarkedet i USA.
Sokrates: Det begyndte altså i USA. Så de 70% af de arbejdsløse i Danmark, der ikke er magelige, er egentlig ikke selv skyld i at de er arbejdsløse?
Sisyfos: Det er korrekt. De er ikke skyld i det selv. Det skyldes den økonomiske krise.
Sokrates: Er det rigtigt, at den ændrede regulering af dagpengene og overførselsindkomsterne, som du er fortaler for, vil ramme alle, der modtager dem, altså både de “magelige”, som er et mindretal og de ikke-magelige, som er flertal?
Sisyfos: Ja, det er det.
Sokrates: Og er det rigtigt, at den ændrede regulering også ramme vil de handicappede, der er på førtidspension?
Sisyfos: Ja, det er det.
Sokrates: Vil du sige, at de handicappede er “magelige”?
Sisyfos: Nej, selvfølgelig ikke.
Sokrates: Meningen med ændringen er, at de “magelige” skal miste fordelen ved at være magelig. Men de fleste af dem, dem bliver ramt, er ikke “magelige”.
Sisyfos: Ja.
Sokrates: Men for lidt siden sagde du, at en politik, der er til ulempe for et flertal, er uretfærdig. Her er flertallet så et flertal bestående af dem, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension, men ikke er “magelige”. Vil du hermed sige, at den politik, du foreslår, er uretfærdig over for denne gruppe?
Sisyfos: Det bliver jeg vel nødt til at konkludere.
Sokrates: Du sagde også, at de fleste, der er arbejdsløse, er arbejdsløse på grund af den økonomiske krise.
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Så mange af de arbejdsløse har svært ved at få et job.
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Og de “magelige” vil også have svært ved at få et job, når dem, der gør en indsats også har det.
Sisyfos: Ja, det har de vel.
Sokrates: Og de handicappede vil aldrig kunne få et job, hvis de har førtidspension fordi de er handicappede?
Sisyfos: Nej, det kan de vel ikke.
Sokrates: Så måske hjælper det i det hele taget ikke at give de arbejdsløse færre penge at leve for.
Sisyfos: Ja, det kan vel egentlig godt være. Hjemme i Grækenland har vi en masse arbejdsløse, selv om dagpengene er lave. Det kan være at man skal gøre noget helt andet for at skabe flere arbejdspladser. Det kan være, at det ikke var så god en idé alligevel, det de danske politikere fandt på. Det vil jeg tænke lidt mere over; der må være en bedre løsning.
Sokrates: Det vil jeg også tænke over.

Og så gik de ud og fik et glas ouzo.

Prisoners’ Dilemma – igen

Nogle gange kommer der overraskende nyt om et videnskabeligt problem, som man troede, at man kendte godt. Betragt to varetægtsfængslede, X og Y, der afhøres hver for sig efter en alvorlig forbrydelse. Begge får følgende at vide:

Du kan tilstå eller nægte at tilstå. Straframmen er denne: Hvis I begge tilstår, får I hver 5 års fængsel. Hvis du tilstår, men den anden nægter at tilstå, bliver du løsladt, men den anden får 20 års fængsel. Hvis I begge nægter at tilstå, får I begge 1 års fængsel.

Hvad bør de to varetægtsfængslede vælge at gøre? De kan ikke kommunikere med hinanden. Dette er, hvad man i spilteori kalder Prisoners’ Dilemma. Det kan bedst betale sig for fangerne samlet set at “samarbejde” om at nægte at tilstå, men for den enkelte fange kan det bedst betale sig at tilstå.

Jeg kan huske, hvordan Douglas Hofstadter skriver om Prisoners’s Dilemma i Metamagical Themas og hvordan han her undersøger forskellige strategier i det, man kalder den itererede udgave, dvs. hvor Prisoners’ Dilemma udføres et stort antal gange. Her skal hver spiller have en strategi, dvs. en funktion, der fortæller, hvilken beslutning spilleren skal tage. Strategien kan have uendelig hukommelse (dvs. at den som argument har følgen af alle tidligere valg), en funktion med endelig hukommelse (dvs. at den som argument har de seneste k spil) eller måske endda være hukommelsesløs.

En lille artikel fra i år af William H. Press og selveste Freeman J. Dyson giver opsigtsvækkende nyt om Prisoners’ Dilemma. Press og Dyson har opdaget strategier, der faktisk kan anvendes af spiller X til på deterministisk vis at styre spiller Ys score uafhængigt af spiller Ys valg af strategi. Men ikke nok med det, sådanne strategier kan også anvendes til at udøve systematisk afpresning mod Y. Eneste udvej for Y (og det er en vigtig udvej) er at have en teori om hvordan og hvorfor X handler, dvs. en “theory of mind”.

Artiklen er teknisk, men der er ikke meget, der er mere avanceret end lineær algebra fra første studieår på et naturvidenskabeligt studium. Den bør derfor kunne læses af ganske mange. De interessante strategier, Press og Dyson finder frem til, er strategier, hvor bestemte af søjlevektorerne i payoff-matricerne for de to spillere er lineært afhængige. De kalder derfor disse strategier for zero determinant-strategier.

Det interessante er det tilfælde, hvor både X og Y har en “theory of mind”, for da er afpresning ikke mulig. Press og Dyson skriver:

The extortionate ZD strategies have the peculiar property of sharply distinguishing between “sentient” players, who have a theory of mind about their opponents, and “evolutionary” players, who may be arbitrarily good at exploring a fitness landscape (either locally or globally), but who have no theory of mind. The distinction does not depend on the details of any particular theory of mind, but only on Y’s ability to impute to X an ability to alter her strategy.

Alexander Stewart og Joshua Plotkin har en god præsentation af artiklen og dens kontekst.

Stenaldermennesker og stjernekrig

Jeg kan huske ørkesløse diskussioner, jeg har haft om hvorvidt mennesket er grundlæggende egoistisk eller altruistisk. Den slags diskussioner dukkede især op i gymnasietiden, hvor lysten til at diskutere svære filosofiske problemstillinger er der, men tankens klarhed meget sjældent kan følge trop.

Spørgsmålet har interesseret talrige filosoffer, men også evolutionsteorien har sine bud. Jeg kan huske, hvordan Richard Dawkins talte om “det selviske gen”, forstået således, at alle organismer er bærere af gener, og at det er generne, ikke individerne, ikke arterne, der overlever eller går til grunde. Set på denne måde skulle egoismen forstået som først og fremmest at gøre det, der tjener egen overlevelse, være et princip. Men samtidig er der jo masser af mennesker, der foretager sig noget uegennyttigt. Hvordan kan vi forlige disse to fænomener?

Et bud på en forklaring kommer fra den amerikanske biolog Edward O. Wilson fra Harvard. Han begyndte sin forskerkarriere med at studere myrer, men endte med at grundlægge den disciplin, der hedder sociobiologi. Wilsons seneste bog, The Social Conquest of Earth, er nu også blevet bemærket af danske medier og anmeldes i dag i Politiken. Et af hans vigtigste ærinder er at forklare, hvordan vi med evolutionsteorien kan forstå et tilsyneladende paradoksalt fænomen som dette foretage sig en handling, der ikke kommer det handlende individ til nytte.

Et interview med Edward O. Wilson fra New Scientist (der også kan læses på Slate.com) er et godt sted at starte. Heri siger han

Eusociality, where some individuals reduce their own reproductive potential to raise others’ offspring, is what underpins the most advanced form of social organization and the dominance of social insects and humans. One of the key ideas to explain this has been kin selection theory or inclusive fitness, which argues that individuals cooperate according to how they are related. I have had doubts about it for quite a while. Standard natural selection is simpler and superior. Humans originated by multilevel selection—individual selection interacting with group selection, or tribe competing against tribe. We need to understand a great deal more about that.


We should consider ourselves as a product of these two interacting and often competing levels of evolutionary selection. Individual versus group selection results in a mix of altruism and selfishness, of virtue and sin, among the members of a society. If we look at it that way, then we have what appears to be a pretty straightforward answer as to why conflicted emotions are at the very foundation of human existence. I think that also explains why we never seem to be able to work things out satisfactorily, particularly internationally.

Nu skulle man tro, at Wilson var pessimist, misantrop eller begge dele. Men nej! Han slutter interviewet med at sige dette.

I think we are ready to create a more human-centered belief system. I realize I sound like an advocate for science and technology, and maybe I am because we are now in a techno-scientific age. I see no way out of the problems that organized religion and tribalism create other than humans just becoming more honest and fully aware of themselves. Right now we’re living in what Carl Sagan correctly termed a demon-haunted world. We have created a Star Wars civilization but we have Paleolithic emotions, medieval institutions and godlike technology. That’s dangerous.

Det er værd at huske på i en verden, i hvilken mange mennesker stadig drømmer om, hvor meget bedre det hele kunne blive, hvis der ikke var så mange andre mennesker, der var så forbandet anderledes (end dem selv).

Sandheden er således ikke, at mennesket er altruistisk. Sandheden er heller ikke, at mennesket er egoistisk. Gymnasiediskussionerne spurgte om det forkerte. Begge former for adfærd er del af menneskets manifeste natur, men vi kan selv vælge, og vi er selv nødt til det. Spørgsmålet er, hvordan vi skal vælge at handle.

Edward O. Wilsons bog er hermed føjet til min lange liste af bøger, der skal læses.

Kant på fortovet

20120617-151030.jpg

Hvad bør jeg gøre, hvis jeg finder penge på gaden? Her er et indlæg om det på The Guardian. Kommentarerne er næsten lige så interessante som artiklen selv. De fleste ser ud til lige som jeg at have en “bagatelgrænse”. Hvis der er tale om en mønt, må jeg indrømme, at jeg beholder den. Mit argument er, at mønter er småbeløb, som den oprindelige ejer vil kunne undvære og måske endda ikke vil opdage at have mistet. Hvis der er tale om pengesedler, vil det være anderledes. Når jeg har fundet ejendele, har jeg altid indleveret dem til hittegods.

Men er dette et ræsonnement, der fordrer en “bagatelgrænse”, egentlig acceptabelt? Hvis jeg finder en tyver på fortovet, vil jeg kunne beholde den med ovenstående argument – men jeg vil ikke stjæle en plade chokolade til 20 kroner i supermarkedet. Bevæggrundene kunne ellers være de samme: Der er tale om en genstand af meget lille værdi, og supermarkedet kan sagtens undvære den lille plade chokolade – måske vil de aldrig opdage, at den forsvandt.

Nogle vil her sige: Jamen, hvis du konsekvent stjæler en plade chokolade i supermarkedet hver gang, du kommer der, mister supermarkedet faktisk en del penge. Og hvis alle andre gør det samme, går det endnu værre.

Mit oprindelige ræsonnement var baseret på en konsekvensetisk betragtning – konsekvenserne af at finde en mønt og stjæle en plade chokolade er begge små – mens indvendingen er pligtetisk. Begge opfattelser bliver identificeret i 1700-tallet. Konsekvensetikken opstår med Jeremy Bentham, mens pligtetikken skyldes Immanuel Kant.

Der er også et element af undtagelse i indvendingen ovenfor. Sandsynligheden for at jeg “finder” en plade chokolade i supermarkedet er tæt på 1, mens sandsynligheden for at jeg finder en mønt af tilsvarende værdi på fortovet er langt mindre. Derfor vil man kunne argumentere for, at der skal gælde andre regler i undtagelsestilfældet end i normalsituationen.

Undtagelsen er blevet brugt som argument for alle mulige politiske tiltag i freds- og ikke mindst i krigstid. Vi er egentlig for demokrati, men hvis undergravende kræfter truer, kan vi indføre militærstyre osv. Vi er egentlig imod fængsling uden retssag, men (osv.)

Det er overraskende, at der i selv det hverdagsagtige dilemma om fundne penge gemmer sig hvad der vel er nogle af de helt centrale spørgsmål, som etikken tumler med.

Ville jeg selv stjæle en plade chokolade til 20 kroner i supermarkedet? vil nogle nu spørge. Nej, det ville jeg ikke. Det ville de fleste andre, der læser dette, formodentlig heller ikke. Men er vore bevæggrunde mon de samme? Det kunne være interessant at få opklaret.

Alt for langt væk

Stormtrooper (Lucy Pepper)
Lucy Pepper: Stormtrooper

USA har en politik med droner, små ubemandede fly, der med passende fjernstyring kan bombe mål i andre dele af verden. Sommetider må de piloter, der fjernstyrer en bombemission med droner, overlade kontrollen til en kollega – de er nødt til at gå til skole-hjem-samtale på børnenes skole.

Nogle borgere i Danmark stemte på Dansk Folkeparti og gik ind for en meget restriktiv udlændingepolitik, men da en ung asylansøger, de havde lært at kende, skulle udvises, protesterede de.

En britisk studerende var vellidt af sine kammerater og familie. Han deltog hyppigt i debatfora på nettet. Da han opdagede at en afrikansk fodboldspiller var faldet om med hjertestop under en kamp, skrev han i en kommentar på nettet “LOL! den slags er vel hvad man kunne forvente af de sorte”.

Hvad har disse meget forskellige situationer til fælles, ud over at de er autentiske? Én ting: de viser hvor forskelligt mennesker kan handle alt efter hvor langt de er fra objektet for deres handling.

Den amerikanske præsident vil næppe selv gå hen til et hus for at kaste en håndgranat ind gennem ruden. Den britiske studerende ville næppe selv stå bøjet over den døende fodboldspiller og grine. Borgerne i Danmark, der hjalp den asylansøger, de kendte, ville næppe have reageret på samme måde, hvis de kun havde læst om sagen og den fandt sted i en anden del af landet.

Mange handlinger, der påvirker andre mennesker, kræver, at man distancerer sig fra handlingens objekt. Det er ikke odiøst i sig selv; et eksempel er at man som underviser ikke må leve sig så meget ind i nogle studerendes modstand mod læring, at man fortvivler eller måske endda ender med at give op. Man skal dog samtidig også have et professionelt nærvær, for nu at låne et begreb fra mine dygtige AAU-kolleger Marianne Kristiansen og Helle Alrø. Har man ikke et sådant nærvær, ser man ikke den studerende som et lærende subjekt, og så kan undervisningen ikke undgå at lide under det.

Vi virtualiserer krig, underholdning, undervisning og politik, og virtualiseringen skaber distance. Måske er det en tendens, der ikke er ny. Det er blevet hævdet, at teknologien bag krigsførsel har som formål har skabe stadigt større distance fra den handling det er at dræbe et andet menneske med de bare næver. Et spyd, en kanon, et bombefly, et missil og en drone repræsenterer forskellige grader af distance fra denne handling.

Jeg er særligt forundret og fascineret over alt det had og de løsgående aggression, der manifesterer på nettet. I går skrev jeg om Anita Sarkeesian og de meget ubehagelige reaktioner, hun blev udsat for på nettet. I The Guardian skriver Zoe Williams om det fænomen, man på engelsk kalder  trolls. Zoe Williams er selv inde på at der i nogle tilfælde er tale om langt mere end trolls, nemlig om utilslørede trusler. Men disse er stadig i mindretal. Tilbage står en hel masse diffust had. Zoe Williams konkluderer sin artikel med at minde os om at der er mennesker bag enhver troll.

It’s all about humanisation, which is the big conundrum facing this amendment – people behave badly online because they feel liberated, and they feel liberated because it’s virtual. Our standards of courtesy are bound to our corporeal selves; freed from one we’re freed from the other. Calling trolls “trolls” probably doesn’t help. We should call them rude people.

Kunstneren Lucy Pepper har lavet en række portrætter af trolls, som hun forestiller sig dem. Et af disse portrætter viser jeg ovenfor.

Virtualiseringen skaber en stor etisk udfordring, nemlig at vi skal opdrage os selv og andre til at udvise et “professionelt nærvær”, også når vi færdes i den virtuelle verden. For uanset om vi er i den virtuelle verden (og virtue betyder jo faktisk “dyd” på engelsk) eller i den virkelige verden sker det samme med de samme konsekvenser: Den dårlige karakter falder, den sårende bemærkning falder, bomben falder.

En køn omgang

Anita Sarkeesian er en ung amerikansk kvinde (med armensk baggrund), der på sin webside http://www.feministfrequency.com tager fat i nogle indarbejdede forestillinger i populærkulturen, som har med kønsroller at gøre, og som aldrig rigtig bliver genstand for diskussion. F.eks. er det egentlig påfaldende, at der er én kvindelig smølf, og at Smølfine oprindelig blev fremtryllet af troldmanden Gargamel for at så splid mellem de andre (alle mandlige) smølfer. Noget af det hun vil, er at få os til at tage stilling til og udfordre det, man kalder troper – ikke varme lande, men “faste vendinger” eller temaer, der dukker op igen og igen i fortællinger. Når de bliver dominerende, får vi en verden af stereotyper med alt hvad det indebærer af problemer. Der er masser af den slags rundt omkring i fiktionens verden – den dumme blondine, den naive jyde, den elskelige bedstemor osv. I computerspillenes verden er der også troper og stereotyper i den helt store stil – tænk bare på det vel første udbredte eksempel, Lara Croft. Problemerne med dominerende stereotyper er blandt andet, at de gør det meget sværere at tegne nuancerede billeder af mennesker og sværere for læsere, seere, spillere osv. at kunne “se sig selv”. Og stereotyperne rummer ofte også en forventning om hvordan “man” bør opføre sig som f.eks. kvinde. Derfor er det vigtigt at få udfordret hele dette univers af stereotyper.

Der er desværre også en anden grund til at Anita Sarkeesians arbejde vækker opsigt. Hun lagde ovenstående video ud på YouTube for at bede om crowdfunding (6.000 dollars) til sit videre arbejde om netop troper og kønsroller i computerspil – og hvad kom der ud af det? Flere tusinde ubehagelige, hadske (kvindefjendske og racistiske) og direkte truende kommentarer fra mænd, der af en eller anden grund følte sig trådt på eller truet på en eller anden vigtig del af deres identitet. Nogle gik så vidt som til at vandalisere hendes Wikipedia-side med pornobilleder. Al denne frastødende adfærd er endnu mere påfaldende, når jeg af videoen tydeligt kan se, at Anita Sarkeesian faktisk holder af at spille computerspil og når jeg tænker på, at tonen i videoen faktisk er både saglig og afdæmpet. Hele denne triste polemik kan man læse om hos New Statesman. Heldigvis kan man også af artiklen se, at Anita Sarkeesian fik 55.671 dollars ind på sin appel. Hun gjorde i øvrigt det rigtige med alle kommentarerne og lod dem stå til til beskuelse i al deres brutale dumhed.

Det, der slår mig her, er dels at der nogle gange tilsyneladende næsten ingen ting skal til for at fremprovokere en hel masse had på nettet, dels at det nogle gange er anonymiteten, der legitimerer det. I et indlæg fra sidste år greb jeg fat i netop dette. Mon de samme mænd ville have sagt det samme til Anita Sarkeesian, hvis de havde siddet og spillet computerspil sammen med hende?

Der er andre tilfælde, hvor mennesker er blevet udsat for trusler på nettet – senest et medlem af det britiske Underhus, der modtog trusler pr. e-mail. Manden bag disse trusler blev for nylig dømt. Denne sag var helt klar, for i dette tilfælde var der tale om en regulær trussel rettet mod den pågældende politikers børn, men hvad skal vi gøre ved alle de skrækkelige kommentarer, der kommer på debatfora?