Det går ufatteligt godt (?)

En lang artikel i dagbladet Information i denne weekend tager fat på centrale påstande i den canadiskfødte Harvard-professor Steven Pinkers bog The Better Angels of Our Nature, der udkom sidste efterår.

Steven Pinkers påstand er, at menneskeheden aldrig har levet fredeligere, end den gør nu. Selv hvis man medregner de to verdenskrige og deres enorme tab af menneskeliv, var det 20. århundrede en tidsalder, hvor sandsynligheden for at blive slået ihjel af et andet menneske var lavere, end den nogen sinde har været. Og hvorfor er det så gået sådan? Fordi oplysningstidens idealer og humanisme har haft afgørende indflydelse på opfattelsen af menneskets værd, hæver Pinker. International lov, herunder menneskerettighederne, er vundet frem.

Er vi mon i virkeligheden tættere på den empati, jeg efterlyste i går?

Herunder er et kort foredrag fra 2007 med Pinker selv. Han virker selv meget begejstret.

Artiklen citerer Pinkers bog, og journalist Lasse Lavrsen citerer ham desuden fra et interview. Artiklen summerer tallene op således:

Og det gælder ikke bare i et træk set over 100 eller 1.000 år, det gælder også i et kortere perspektiv. Siden 1945 har vi i Europa og i Nord- og Sydamerika registreret et brat fald i antallet af dræbte som følge af krige, etniske konflikter og militærkup. Globalt er antallet af krigsdræbte faldet fra gennemsnitlig 65.000 pr. konflikt pr. år til mindre end 2.000 i indeværende årti. Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi også oplevet færre borgerkrige og et 90 procents fald i antallet af folkemordsdræbte. I Vietnam-krigen faldt op mod fem millioner mennesker – heraf fire millioner civile og 60.000 amerikanere, mens Afghanistan-krigen har kostet godt 2.000 amerikanere livet og omkring 15.000 civile.

Det er udsagn, der virker paradoksale, når man ser tilbage på en blodig borgerkrig midt i Europa for ikke engang 20 år siden og på folkemordet i Rwanda på samme tid – og tænker på krigene i Irak og Afghanistan og den igangværende borgerkrig i Syrien.

Og er det virkelig så simpelt? En af de store ændringer er at væbnede konflikter nu primært udkæmpes uden for den industrialiserede verden. Det man har set under den kolde krig og stadig ser, er at aktørerne fra denne del af verden i høj grad “kæmper pr. stedfortræder” og på den måde ikke selv lider tab af menneskeliv. I borgerkrigen i Syrien ser vi således i dag, hvordan regimet har haft støtte fra Rusland, mens oprørshæren har støtte fra især USA. Vietnam-krigen er på sin vis også et eksempel på denne moderne tendens, selv om USA selv satte tropper ind. Endelig er det også interessant, at dem, der led de klart største tab i Vietnam var vietnameserne selv.

Den engelske filosof John Gray er meget kritisk over for Steven Pinkers konklusioner, og i hans anmeldelse er det netop denne “outsourcing” af krigen, han bl.a. fremhæver. Også et andet aspekt af samfundsudviklingen dukker op i Grays kritik, nemlig at der er mere end to millioner indsatte i USAs fængsler i dag. John Gray (og også jeg) har svært ved at se dette som et tegn på at det enkelte menneskes liv er blevet mere værd.

Selv vil jeg også fremhæve en anden bekymrende tendens der også bemærkes af Mogens Rüdiger fra mit eget universitet i Lasse Lavrsens artikel, nemlig den såkaldte “krig mod terror” der igen gjorde tortur og “forsvindinger” til acceptable metoder i USA og Europa. Heller ikke dette er en indikator på at det enkelte menneskes liv er blevet mere værd.

Det er selvfølgelig positivt, at Steven Pinker ser menneskerettighederne og international lov som væsentlige. Det gør jeg som bekendt også. Men måske er den mest plausible forklaring på at der i nogle sammenhænge og i nogle lande (nemlig i den industrialiserede verden) er blevet mere respekt for det enkelte menneske desværre, at en individualistisk opfattelse af menneskeværd er blevet fremherskende. Svend Andersen, der er professor i etik og religionsfilosofi på Aarhus Universitet, siger:

»Det er en stærk betoning af frihed, den hænger tæt sammen med en udbredelse af den liberalistiske ideologi, og den står stærkere end nogensinde.«

Men som Svend Andersen ser det, har liberalismen nogle indbyggede paradokser og problemer. Må den enkelte gøre hvad som helst med sit liv? Må man risikere det af tåbelige grunde?

»Dyrkelsen af individet er helt ekstrem, men man er jo ikke kun et enkeltindivid, men en del af et fællesskab og et samfund, hvor vi skal tage hensyn og ofre os for hinanden,« siger han og beskriver, hvordan frihedsbegrebet bliver bøjeligt i den politiske kontekst. Svend Andersen finder den moderne politiske betoning af frihed tæt forbundet med økonomi og muligheden for at tjene penge. Forbrugerindividualismen, påpeger han, betyder enormt meget, og vores kultur dyrker de mennesker, der har ressourcer.

Set på denne måde fører den individualistiske opfattelse af mennesket til en relativ opfattelse af menneskeværd i den industrialiserede verden. Både i den forstand at nogle menneskeliv bliver mere værd end andre, og i den forstand at den enkelte ikke længere er så tilbøjelige til at sætte sit liv på spil for et fællesskab.

En empatisk civilisation

Ja, det lyder måske meget hippie-agtigt, men så lad det være hippie-agtigt netop i dag: Hvordan kan vi udvide den empati, de fleste mennesker føler (og som er softwired i vore hjerner), til at kunne rumme alle? Hvis vi skal kunne løse de problemer, vi står med, bliver vi nødt til det.

Jeg lægger mærke til, at der ikke rigtig er nogen, der taler om dette, når der bliver diskuteret politik. I bedste fald er det målet. Politikere, der er eller har været statsministre, har mumlet om “en varm hånd”, og det er vel en form for empati, og beskæftigelsesministre taler om noget så paradoksalt som “et kærligt skub”. Lige nu taler ministrene i den danske regering om at de godt kan se, at det må være svære at miste dagpenge, hvis man er en af dem, der er arbejdsløs (ministre er aldrig selv arbejdsløse), så også her er der vel en form for empati. Men fokusset på midlerne og metoderne skygger i så fald for målet – diskussionerne er altid reduceret til en samtale om økonomiske indgreb og lovforslag af den ene eller den anden art. I værste fald er politikerne måske ligeglade; der er ikke andet end midler og metoder.

Ovenfor er et lille foredrag (som en af læserne anbefalede mig sidste år – tak for det!) af den amerikanske forfatter og tænker Jeremy Rifkin om hele udfordringen med at udvide vores empatibegreb.

Try now, we can only lose…

Af og til kan jeg blive overvældet af alt det, vi ikke kan få til at lykkes. Krigen i Syrien, krigen i Congo, den globale opvarmning, dødsstraf og tortur, intolerance og kortsynethed i politik, den hadske tone i medierne, forældre, der slår deres børn ihjel, sygdom i den nærmeste familie, det faktum, at jeg med meget stor sandsynlighed allerede har levet over halvdelen af mit liv osv. osv. Og jeg nåede ikke den deadline, jeg satsede på – det burde jeg have gjort bedre. Den artikel, jeg ikke fik optaget, er yderligere en indikator på at jeg er en middelmådig forsker. Dem, der bedømte artiklen og afviste den, har ret. Og min undervisning lykkes ikke – budskabet kommer ikke ud over scenekanten. Jeg har ikke gjort det godt nok.

På de tidspunkter er det hele bogstavelig talt ikke til at holde ud. Verden er på katastrofekurs, og mine fiaskoer på arbejdet skyldes min egen inkompetence.

Der er andre dage, hvor jeg haft en god dag på arbejde og hvor det, jeg har sat mig for, er lykkedes. Jeg holdt en blændende forelæsning, jeg fik en artikel optaget, en kollega i udlandet skrev og spurgte mig om noget, og jeg kom med en god pointe til et møde. Jeg er vel nok dygtig! De dage er jeg overbevist om at det hele nok skal gå endda.

Hvem har ret? Det optimistiske verdensbillede eller det pessimistiske? Normalt ville jeg, når jeg altså har en “almindelig” dag, hævde at sandheden er midt imellem. Men er den nu det? Hvad er “midt imellem”? Og er det egentlig så godt at være optimist?

En filosofisk/psykologisk teori er depressiv realisme, som siger, at mennesker med en depression faktisk har et mere realistisk billede end andre af deres egne evner og af omverdenens beskaffenhed. Når vi ikke er deprimerede, har vi en tendens til at overvurdere os selv og vores chancer for at det hele går godt. Den depressive realisme. hævdes endda (i modsætning til så mange andre filosofiske teorier) at være klart empirisk funderet. I et indlæg af Anouk Vluegels bliver grundlaget for den depressive realisme opsummeret.

Grundlaget for depressiv realisme er psykologiske eksperimenter, der undersøger hvordan mennesker, der har en moderat depression, vurderer en situation i forhold til mennesker, der ikke har en depression. En berømt undersøgelse fra 1979, foretaget af Abramson og Alloy, undersøger hvordan de to grupper af forsøgspersoner vurderer deres kontrol af hvornår en elektrisk pære bliver tændt (selv det objektivt set slet ikke er forsøgspersonen selv, der påvirker pæren!). De depressive havde en lavere tiltro til at de påvirkede pæren, hvilket selvfølgelig er mere realistisk. På den anden side har man senere i en undersøgelse af 1110 fodboldfans under VM i Sydafrika i 2010 resultater, der synes at indikere at mennesker med en depression har sværere ved at forudsige, hvordan landsholdene vil klare sig.

Modsætningen er den optimistiske illusion. Det er den, der får os til at tro på, at der ikke kan ske os noget, selv om vi er storrygere eller kører uden sikkerhedssele eller gør noget andet, der nemt kan ende galt. Dette er illusionen om kontrol, illusionen om at vi rent faktisk er i kontrol over vores eget liv. Og fordi vi er optimister, ender vi med at overvurdere vore egne evner. Talrige undersøgelser viser, at et flertal af de adspurgte vurderer sig selv til at være bedre end gennemsnittet. På denne måde er der en parallel til den manglende selvindsigt, der er forbundet med Dunning-Kruger-effekten, som jeg også har skrevet om her ved et par lejligheder.

Optimismen er dømt til at slå fejl. Men ulempen ved den depressive realisme (i det omfang denne hypotese i det hele taget er sand) er, at den depressive person typisk også er handlingslammet, netop fordi illusionen om kontrol er væk. I tilfældet den globale opvarmning gør den depressive person ikke noget, fordi det alligevel er omsonst, og den optimistiske person gør heller ikke noget – fordi det ikke er nødvendigt.

Den svære løsning er at forsyne det bedste ved de to ekstremer, nemlig at være realistisk, men ikke handlingslammet. Anouk Vleugels giver som sit eksempel den amerikanske admiral Jim Stockdale. Han var krigsfange i Vietnam i hele otte år og blev gentagne gange udsat for tortur. Han troede alt på at han ville komme ud til sidst, men det paradoksale var, at han ikke faldt i optimisme-fælden. Han blev senere spurgt, hvem det var, der ikke klarede sig gennem tiden som krigsfanger:

“Oh, that’s easy- the optimists. Oh, they were the ones who said, ‘We’re going to be out by Christmas.’ And Christmas would come, and Christmas would go. Then they’d say, ‘We’re going to be out by Easter.’ And Easter would come, and Easter would go. And then Thanksgiving, and then it would be Christmas again. And they died of a broken heart.”

Hvis der er noget, der kan redde os fra den globale opvarmning og alle de andre trusler, er det denne tredje mentale indstilling. Det er en kombination af en vilje til forandring – vi ønsker rent faktisk at få gjort noget ved problemerne – og en forståelse af, at forandring er en krævende proces.

At kunne opføre sig forkert

I kølvandet på retssagen mod Anders Breivik og biografmassakren i USA, hvor James Holmes begik en lignende udåd (men hvor “kun” 12 mennesker mistede livet) har mange spurgt sig selv: Er disse og lignende forbrydere psykisk syge? Der er fremsat den påstand, at både Breivik og Holmes er meget bevidste om dette – at James Holmes skulle simulere psykisk sygdom (han er blevet omtalt som skizofren), mens Breivik omvendt gør sit yderste for at fremstå som ikke psykisk syg for at få sine nationalistiske synspunkter accepteret.

Jeg har læst en interessant artikel om amerikanske forbrydere, der prøver at simulere psykisk sygdom for på denne måde at få en nedsat eller ændret straf, og hvordan de retspsykologer, der undersøger dem, opdager at de simulerer. I de delstater i USA, hvor der er dødsstraf, er det vel egentlig forståeligt nok, at forbrydere prøver denne udvej.

“Most malingerers don’t read the psychological literature,” says Tali Walters, a Boston forensic psychologist, so they present a Hollywood version of how a crazy person acts.

Malingerers often exaggerate their symptoms and ignore common, subtle signs such as the blunting of a mentally ill patient’s emotions. Some fakers say one thing and do another. They might feign confusion to the psychiatrist but later converse easily with cell-mates, or claim to be paranoid while sitting at ease. Some combine symptoms from different conditions, such as hallucinations of schizophrenia and obscene outbursts found in Tourette’s syndrome. The forensic psychologist may suggest an outrageous delusion during the interview, such as, “Do you believe cars are part of an organized religion?” Fakers might latch onto this bait and perhaps even run with it. Real schizophrenics would say no.

Det er med andre ord svært at have den nødvendige indsigt for at kunne simulere på overbevisende facon. Selv har jeg haft desværre en lignende problemstilling inde på livet i min nærmeste familie. Desværre har jeg en far, der trods det faktum, at han er næsten 80 år gammel, har begået vold af særligt farlig karakter og for 3 år siden blev idømt en fængselsstraf i Storbritannien. Det lykkedes ham en overgang at så tvivl om sin strafegnethed ved at foregive at være hukommelsessvækket og forvirret – og nogle læger blev faktisk overbevist om at han havde kardiovaskulær demens. Åbenbart er det nemmere at simulere dette end at simulere sædvanlig psykisk sygdom, og for en gammel mand var det vel også en mere nærliggende strategi. Men kardiovaskulær demens er en demenssygdom, der skyldes små blodpropper i hjernen og kan derfor afsløres ved scanning af hjernen. Det havde han ikke tænkt over. Min far har “kun” en antisocial personlighedsforstyrrelse og er som sådan ikke psykisk syg ifølge den sædvanlige forståelse af dette begreb. Så han fik en tidsubestemt forvaringsdom.

Disse sørgelige hændelser, hvor mennesker simulerer en mistet forstand, mindede mig uvilkårligt om Turing-testen, som Alan Turing beskrev i sin berømte artikel Computing Machinery and Intelligence fra 1951. Også Turing-testen handler om at foregive at være noget, man ikke er, men her handler det om det modsatte – at simulere intelligens.

Faktisk handler det første imitationsspil i Turings berømte artikel ikke om at lade en computer simulere menneskelig intelligens eller om at simulere et menneske. Det handler derimod om at foregive at have en anden kønsidentitet; en mand A og en kvinde B er begge placeret bag et forhæng og skal hver især ved en skriftlig dialog med tredjeparten C overbevise denne, om at de er en kvinde. B kan på denne måde siges at være C’s “allierede”, for det er jo B, der siger sandheden. Men den eneste indsigt, C har, er indholdet af den skriftlige dialog, der kan handle om hvad som helst. Turing spørger derefter:

What will happen if a machine takes the part of A in the game?

Hans påstand er, at dette, dvs. en sammenligning af adfærd i en dialog, kan bringe os til at forstå om maskiner kan tænke. Ja, ikke bare det – Turing hævder faktisk, at dette kriterium er tilstrækkeligt for at kunne afgøre om en maskine kan tænke.

Men ligesom en maskine kan afsløre sig selv som værende ikke et menneske og ligesom manden A kan komme til at afsløre sig selv som mand, kan en forbryder, der simulerer psykisk sygdom, forlade sin rolle, enten ubevidst eller bevidst. Turings test undersøger tilfældene, hvor en deltager uden at ville det falder ud af rollen. Men det interessante er måske den forskel, der skyldes, at deltageren bevidst kan træde ind og ud af sin rolle.

Maskinen kan ikke have præcis samme slags intelligens som et menneske, for den er fysisk anderledes – mennesker har en krop med alt hvad det indebærer af viden om hvordan en krop fungerer (f.eks. hvad man skal gøre, hvis man er sulten eller skal tisse), det har en artefakt som en computer ikke. Derfor er der tidspunkter, hvor computeren under Turings imitationsspil bliver nødt til at spille en rolle. Men set på denne måde kan en maskine først siges at være lige så klog som et menneske, hvis den ikke bare indtage rollen som menneske men også er bevidst som sin rolle og bevidst kan forlade sin rolle.

Grunden til at dette argument ikke kan anvendes refleksivt om mennesker er så netop, at mennesker ikke foregiver at være mennesker, men rent faktisk er det – mennesket kan ikke “holde op med at spille menneske”.

Noget helt andet er så, om det ved observation er muligt at finde ud af, hvornår en maskine, der er mindst lige så intelligent som et menneske (vi antager her, at de findes), bevidst træder ud af sin rolle som menneske. Dette spørgsmål er i høj grad åbent for mig.

Og dette fører mig egentlig tilbage til mit udgangspunkt: For hvor let er det mon egentlig at simulere en dyssocial personlighedsforstyrrelse? Det er sikkert heller ikke let; det omvendte er meget lettere, for simulering af normalitet er tilsyneladende en integreret del af dette at være psykopat. En forbryder i Jon Ronsons bog The Psychopath Test hævder selv at være en normal person, der har gjort dette for at slippe for en sædvanlig straf. Men en af bogens pointer er, at han er en person med dyssocial personlighedsforstyrrelse, der foregiver at være en normal person, der har foregivet at have en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Min personlige fornemmelse som lægmand er, at Anders Breivik har en dyssocial personlighedsforstyrrelse, dvs. ikke er psykisk syg i sædvanlig forstand.

Et nummer på skulderen

De voldsomme arrestationer efter COP15-topmødet i 2010 trækker stadig et ubehageligt spor efter sig. Den triste sag om en flyttemand og fire andre, der bliver uretmæssigt anholdt og tilsyneladende rigtig dårligt behandlet af de betjente, der stod for transporten fra anholdelsen, men som man stadig ikke kan finde frem til, giver et træls billede af elementer i det danske politi, der vil dække over hinanden. Politikere fra Enhedslisten foreslår nu, at betjente skal bære synlige numre. Dette mødes med en del modstand fra det danske politi. Peter Ibsen, der er formand for Politiforbundet, udtaler til DR Nyheder:

– Der er en risiko for, at man i tilspidsede situationer aflæser nummeret forkert, så en betjent bliver anklaget for noget han ikke har gjort, siger Politiforbundets formand og fortsætter:

– Desuden er der den fare ved uroligheder, at man retter sine angreb mod en bestemt betjent. Det vil være langt lettere, hvis man kan aftale, at man kaster sten mod betjenten med et bestemt nummer.

Selv synes jeg, det er lidt underligt, at netop dette forslag er så kontroversielt. Jeg vil dog hellere hæfte mig ved Storbritannien og USA, hvor man i mange år har haft tilsvarende synlige numre. De fleste, der har set tv-krimier fra de to lande, vil sikkert allerede vide dette. Britiske betjente bærer nummeret på epauletterne, mens amerikanske betjente har nummererede skilte. Og netop i de to lande, hvor politiet ofte gives temmelig vide beføjelser, ville jeg forestille mig, at myndighederne ville fjerne nummereringen, hvis den bekymring, Peter Ibsen, giver udtryk for, var et væsentligt problem. Betjentene fra Cambridgeshire på billedet ovenfor er far og søn; Rob Savill junior og senior virker til at være stolte af deres numre.

En fordel, som jeg selv ser, ved at betjente er tydeligt identificérbare er, at det måske kan få både betjente og arrestanter til at tænke sig ekstra godt om i situationen. Anonymiteten kan få mennesker ofte til at reagere hårdere, end de ellers ville, hvis Den Anden havde en identitet (det være sig et nummer eller et navn). Her tænker jeg på de lidt tilsvarende bekymringer, jeg har haft om debatfora på nettet.

Stråmændenes befrielsesfront

Jeg har tidligere kommenteret en kronik af Eva Selsing. Det var sidste år. Nu har hun igen skrevet en kronik i Berlingske, denne gang om kønsroller. Jeg ville sådan ønske, at det havde været en god kronik, for det er et vigtigt emne. Når jeg læser kronikken igennem, får jeg desværre på fornemmelsen, at den er sat op som én stor stråmand. En “stråmand” er det uærlige retoriske kneb, der består i at misrepræsentere en modstanders synspunkter og derefter skyde denne udgave af synspunkterne ned. Det er omtrent her, stråmanden bliver kørt i stilling:

De mange debatter om kønsroller, der både dækker emner som legetøj og tøj til små børn, rollefordelingen i familien og henholdsvis moder- og faderskabet, foregår på baggrund af et normativt ideal om kønsneutralitet. Det feministiske prestigeprojekt er nemlig indførelsen af det kønsmainstreamede samfund, hvor forskellene kønnene imellem er elimineret til fordel for en gennemfeminiseret arketype.

Man kunne have håbet, at der ville være nogle konkrete eksempler (måske bare i form af nogle citater), der viste synspunkterne hos dem, der ifølge Eva Selsing gennemfører det “feministiske prestigeprojekt”. Men nej. Det bliver ikke klart, præcis hvem det er, der er tale om. Er det politikere, administratorer, kulturpersonligheder eller andre? Selsing kalder dem helt uspecifikt for

…disse yderligtgående samfundsingeniører…

Det er i det hele taget ikke klart, hvem der er aktørerne. Selsing skriver:

Men hvad sker der, når et samfund begynder at udgrænse det maskuline? Hvilke følger har det for den enkelte mand, kvinde, for familien og for børnene? For vores kultur? Det er der grund til at overveje, eftersom universitetsfeminismen har gjort sit tydelige indtog i samfundet og de enkelte borgeres hoveder. Særligt gennem de statslige opdragelsesinstitutioner, der efterhånden følger velfærdsdanskeren fra vugge til grav. Det er kommet så vidt, at vi begynder at så tvivl om kønsidentiteten hos selv helt små børn. Et dramatisk skridt i feministisk retning.

Her bliver begreberne for alvor rodet sammen. Der er gennemgående ikke nogen klar skelnen i kronikken mellem “samfundet” og “staten”; de private virksomheder er en vigtig del af samfundet, men selvfølgelig ikke en del af staten. Har “universitetsfeminismen” virkelig gjort sit indtog i f.eks. de private virksomheder?

Store dele af resten af kronikken består i at præsentere Selsings stråmandsudgave af modstanderens postulerede tese om det kønsneutrale menneske og derefter at skyde dette stråmandsbillede ned. Her er et eksempel på stråmands-udgaven af de synspunkter, som modstanderen (og det er ikke helt klart, hvem modstanderen er) hævdes at have:

Det kønsneutrale menneske er først og fremmest kendetegnet ved ’åbenhed’. Det dømmer ikke, og kan ikke selv dømmes. Det er uden for de forældede identitetskasser og er kun bærer af de markører, det selv vælger. Det anerkender og tolererer alt – undtaget, naturligvis, de forældede kønsroller. Det er (i teorien) empatisk, lyttende og ’frigjort’ fra omverdenens forventninger, fra tradition og historie. Det er belæsset med ’rettigheder’ og har ingen kønsrelateret ansvarsrolle i forhold til rudimenter som familie, ægtefælle og børn. Det er, med andre ord, en moderne akademikerkvinde, som hun gerne vil opfatte sig selv. Og hvis det kønsneutrale menneske er en slags kvinde, er der selvsagt ikke plads til manden i dén utopi.

Kronikken er desværre blottet for konkrete eksempler, der kunne udgøre argumenter for den “udgrænsning af det maskuline”, som Selsing postulerer. Nogle data, der viser omfanget af en sådan “udgrænsning”, ville også udgøre en egentlig argumentation.

Det er bestemt væsentligt at diskutere kønsrollernes betydning i samfundet. Inden for de seneste årtier er der dukket et forskningsområde op, der tager fat i det – kønsforskning. Og jeg har læst en del (synes jeg) lødige og faktuelt baserede artikler i medierne om kønsrollernes betydning. Et sted blandt mange at starte er en interessant artikel af Louise Vogdrup Schmidt fra januar i år om drenge og piger i den danske folkeskole. Påstanden om en uheldig “femininisering” af samfundet dukker stadigt hyppigere op, og det især hos højreorienterede debattører (som bl.a. Eva Selsing og en gruppe, der kalder sig for Manfo); det er dog lidt underligt for mig at opleve denne diskussion fra mit kontor på Institut for datalogi på Aalborg Universitet, et sted der har en ekstremt skæv kønsfordeling i mændenes favør: så godt som alle studerende og videnskabelige medarbejdere er mænd, og så godt som alle administrative medarbejdere er kvinder. Jeg synes, billedet af kønsrollerne i det danske samfund er langt mere broget end påstandene om “feminisering” beskriver. Især er det ikke mit indtryk, at der er ret mange, der taler om “kønsneutralitet”.

Det er selvfølgelig interessant og paradoksalt, at en universitetsuddannet kvinde angriber netop kvindelige akademikere og forsvarer mændene. På mig virker det egentlig som en underlig form for selvhad. Men kampen for ligestilling skal ikke være en kamp, hvor det ene køn skal vinde over det andet – den skal være en kamp for at alle mennesker uanset køn (eller etnisk baggrund eller seksualitet eller…) kan få de samme muligheder i samfundet. Eva Selsings kronik er ikke noget godt indspark i debatten, præget som den er af dårlig, for ikke at sige manglende argumentation. Som mand vil jeg faktisk helst undvære hendes lidet overbevisende forsvar for mænds rettigheder og i stedet sammen med andre mennesker, uanset køn, kæmpe for ligestilling.

Truslen fra den mørke triade

Måske handler mange af mine indlæg i virkeligheden om det samme, nemlig udfordringerne ved (og problemerne ved) at finde ud af, hvad der foregår i andre menneskers mentale processer. Hvorfor skal det være så forbandet svært at sætte sig ind i hvad Den Anden tænker, føler og ved? Mange af problemerne i undervisning, i familier og i samfundsforhold handler dybest set om problemerne med at forstå Den Anden. Når jeg kan sætte mig ind i, hvad Den Anden forstår og ikke forstår, bliver jeg en bedre underviser. Mange af problemerne med ondskab i verden handler også om mangel på indlevelse i Den Anden. Når jeg ikke kan sætte mig ind i, hvad Den Anden føler, er det nemmere at komme til at gøre Den Anden fortræd.

Det danske sprog har desværre ikke et ord, der fanger det engelske “mind”, så jeg må i mangel af bedre skrive “følelser og tankeprocesser”. Dette at kunne have en indsigt (denne indsigt kan så være mere eller mindre korrekt) i Den Andens følelser og tankeprocesser er det, man på engelsk kalder at være i besiddelse af en Theory of Mind.

Jeg skrev engang om den britiske hjerneforsker Simon Baron-Cohen og hans arbejde for at forstå, hvad der foregår i sindet hos mennesker med en reduceret eller manglende empati. Disse mennesker kan kaldes zero-negative eller zero-positive, alt efter hvilke konsekvenser og hvilken hensigt de har. Psykopater og narcissister er zero-negative, autister er zero-positive.

Nu har jeg så læst en oversigtsartikel af den amerikanske psykolog Scott Barry Kaufman, hvori han gør rede for en analyse af manglen på empati. Denne analyse skyldes to australske psykologer, Wai og Tiliopoulos, og de skelner mellem to slags empati, nemlig kognitiv empati og affektiv empati. Den kognitive empati er evnen til at “læse” andres følelser, mens den affektive empati er evnen til at leve med i andres følelser. Nogle mennesker besidder kognitiv empati, men ikke affektiv empati, og det er dem, der er de farligste. Dette gælder for dem, der udviser psykopati, narcissisme eller det, Kaufman kalder Macchiavellianisme – at manipulere andre ved brug af interpersonelle strategier (i dagligsprog: at spille dem ud mod hinanden). Disse tre dårlige egenskaber har alle mennesker i et eller andet omfang. De er alle eksponenter for en systematisk manipulerende egoisme og kaldes for Den mørke triade.

Det ironiske er, at personer i Den mørke triade faktisk har god kognitiv empati; hvis ikke de kunne “læse” andres følelser, ville de nemlig ikke være i stand til at udføre deres manipulerende handlinger. Hvis man vil manipulere andre til (f.eks.) at føle sig tilfredse, skal man kunne aflæse, hvornår de er tilfredse.

Et eksperiment, som Wai og Tiliopoulos har udført, ser endda ud til at vise, at personer i Den mørke triade i modsætning til andre reagerer positivt, hvis de bliver præsenteret for billeder af mennesker, der er kede af det. Men de eneste fra Den mørke triade, der kan genkende vrede, er narcissister. De ser endda ud til at være særligt gode til det.

Evolutionsteoretisk set er det underligt, at der både findes mennesker, der er gode til at samarbejde og andre, der befinder sig i Den mørke triade. Kaufmans egen forklaring på dette er, at personer i Den mørke triade er gode til at bruge deres manipulerende strategier til at føre deres gener videre:

For most of our evolution, it payed to be cooperative and empathic. But during the course of our evolution, there were also selfish individuals who learned how to manipulate others to get what they wanted. They lacked empathy, perspective taking, and self-awareness (i.e., metacognition). Still, they had in tact lower-level perceptual theory of mind abilities that were good enough for them to manipulate others. In fact, their lower levels of empathy and higher levels of strategizing and spontaneous mentalizing worked to their advantage: whereas most people intuitively felt as though they were doing something wrong when they hurt others, these Machiavellian individuals didn’t recieve the same emotional signals so they persevered toward their short-term selfish goals. In the process, they obtained more quantity of mates. Therefore, they remained in the human gene pool, along with their short-term mating orientation.

Hvis det er korrekt, og hvis karaktertrækkene i Den mørke triade går i arv enten genetisk eller gennem opvækst, er det foruroligende, for da er der ikke meget, man kan gøre for at slippe af med Den mørke triade. Så vil der altid være psykopater og narcissister og mennesker, der spiller andre mennesker ud mod hinanden.

Den forbandede viden

Aristoteles var bestemt ikke dum. Hvorfor kunne han så ikke regne ud, at projektilets bane ville være en parabel?

For nogle uger siden skrev jeg om en pige fra Frederikshavn, der trods en gymnasial uddannelse ikke havde styr på selv helt grundlæggende fakta om verden. De fleste mennesker, der så hendes “søde” videohilsen på Facebook, rystede på hovedet: Hvorfor ved hun da ikke det, vi ved? Det er jo bl.a. helt oplagt, at man bor i huse i Norge!

Når jeg har holdt eksamen, kommer jeg af og til i en situation, hvor censor og jeg sidder og græmmer os bagefter, hvis vi har set en meget dårlig præstation. Hvordan kunne eksaminanden dog misforstå noget så helt fundamentalt?

Jeg kender også til tidligere studerende, der engang har klaret sig mindre godt, men siden er blevet særdeles kompetente inden for datalogi og er godt i gang med en akademisk karriere. Også de ryster på hovedet over de studerende, der ikke forstår “selv det mest elementære”. Heller ikke de kan nu sætte sig ind i hvordan det er at have den manglende forståelse.

Tidligere her på bloggen har jeg skrevet om Dunning-Kruger-effekten. Dette er effekten af en høj grad af inkompetence: det meget inkompetente individ er på grund af sin udtalte inkompetence ude af stand til at forstå, at han/hun er meget inkompetent.

Der findes imidlertid også et “dualt” fænomen, nemlig at kompetente personer inden for et fag kan være ude af stand til at forstå hvordan man tænker om faget, hvis man ikke har samme kompetence inden for faget. Dette fænomen er på engelsk blevet kaldt the curse of knowledge, og den blev først undersøgt af Elizabeth Newton omkring 1990 i forbindelse med hendes PhD-arbejde på Stanford University i USA. Denne “forbandelse” er en forbandelse, for den vil gøre det sværere at undervise. Den, der underviser, er nemlig forhåbentlig meget kompetent inden for sit fag, mens dem, der bliver undervist, normalt ikke er kompetente inden for samme fag.

En interessant artikel fra American Physical Society fra 2007 handler om netop denne udfordring, selvfølgelig med fokus på fysikundervisningen. Carl Wiemans pointe er denne:

In much the same way that physicists had to go through the wrenching process of replacing their classical-physics-based intuition with a new, more useful intuition about the quantum world, we need to make a similar step with regard to physics education. We must abandon the implicit assumption that all brains are the same and so passing along what is clear to us will be clear to the novice student, and if it fails, it is an indication that the students are simply incapable. We must instead come to recognize that mastery of a subject is much more a process of restructuring the brain than simply of transferring knowledge, and knowing a subject is profoundly different from knowing how that subject is best learned. The result will be greatly improved learning of physics. Knowledge becomes a curse only if one fails to recognize its limitations.

Dette er en helt central observation – vi er som undervisere nødt til at minde os selv om, at de studerende ikke har “konstrueret faget” i deres hjerne endnu. I bedste fald er de ved at bygge et hus, der kan stå selv, i værste fald er de i gang med at lægge et skævt tag på mure, der ikke findes endnu.

Denne opfattelse er ikke ny, men tager udgangspunkt i Jean Piagets idé om konstruktivisme, dvs. at læring består i at skabe en mental konstruktion. I undervisningssammenhæng handler det derfor om at opdage, hvor vores forkerte konstruktioner tager fejl. Naturvidenskab handler i høj grad om at erstatte de intuitive, men misforståede forklaringer med mere korrekte, men ofte anti-intuitive forklaringer, der omstrukturerer vores viden om verden. Det er på denne måde, naturvidenskaben “lærer”.

Håbet og drømmene

Der er mere empati og længsel efter en bedre fremtid i én sang med Bruce Springsteen end i alle de store beslutninger, der træffes i dagens Danmark. Vi ses i Roskilde!

Grab your ticket and your suitcase
Thunder’s rollin’ down this track
Well, you don’t know where you’re goin’ now
But you know you won’t be back
Well, darlin’ if you’re weary
Lay your head upon my chest
We’ll take what we can carry
Yeah, and we’ll leave the rest

Big wheels roll through fields
Where sunlight streams
Meet me in a land of hope and dreams

Well, I will provide for you
And I’ll stand by your side
You’ll need a good companion now
For this part of the ride
Leave behind your sorrows
Let this day be the last
Tomorrow there’ll be sunshine
And all this darkness past

Big wheels roll through fields
Where sunlight streams
Oh meet me in a land of hope and dreams

This train…
Carries saints and sinners
This train…
Carries losers and winners
This train…
Carries whores and gamblers
This train…
Carries lost souls

I said this train…
Dreams will not be thwarted
This train…
Faith will be rewarded

Kaczynski og Skrbina

Jeg er gammel nok til at huske den forfærdelige Unabomber-sag i USA i 1990’erne, hvor nogen sendte bomber til akademikere og flyselskaber. Fire mennesker mistede livet og 20 andre blev lemlæstet i større eller mindre omfang. Bombemanden viste sig at være eneboeren Theodore Kaczynski; han lod sig pågribe i 1996 mod at landsdækkende amerikanske aviser ville offentliggøre hans lange “manifest”. Manifestet var udtryk for en ekstremt negativ holdning til teknologien og dens indflydelse på samfundet. Oprindelig var Kaczynski matematiker, men han forlod den akademiske verden og isolerede sig i stigende grad for altså til sidst at ende som en fjendtlig og hadefuld eneboer.

Den amerikanske universitetslærer i filosofi David Skrbina har siden 2003 haft en regelmæssig korrespondance med Theodore Kaczynski, og dette er beskrevet i en lang artikel i Chronicle of Higher Education.

En udtalelse fra Skrbina viser, at også han er teknologiskeptiker og kan forstå (men ikke forsvare) Kaczynskis gerninger ud fra denne teknologiskepsis:

But he conducts his dialogue with Kaczynski with an open mind, as if he were willing to join the cause but has not quite been fully persuaded. “It’s a very strong case that reform is not adequately able to respond to the challenges we face,” he says, dryly. “And if that’s true, then some kind of revolt becomes necessary.” At one point he suggests that it makes sense that Kaczynski sent the bombs, since his manifesto would have been totally ignored otherwise, and the message needs to be heard. “It gave him the leverage to force the publication of the manifesto and to cause it to be read by large numbers of people in the public,” Skrbina says.

“It may yet turn out to be true that he was a prophet and potentially a kind of savior, of humanity and the planet.”

Det spørgsmål, der uvægerligt melder sig hos mig er, i hvilket omfang man skal læse og analysere det, Kaczynski skriver – og i så fald hvordan. Andre terrorister har haft en tilsvarende skrivetrang: Anders Breivik skrev et manifest på 1.500 sider, og også al-Qaeda og Baader-Meinhof-gruppen har fundet tid til at skrive manifester. Også de værste diktatorer har haft skrivetrang: Hitler skrev Mein Kampf, og Stalin, Mao og Pol Pot har ligeledes formuleret sig på skrift i større omfang. Interessant nok er det samtidig veldokumenteret, at Breivik plagierede en hel del fra Kaczynski.

Problemet med Kaczynskis tekster er, at de virker gennemarbejdede, og at der tilsyneladende er sammenhængende ræsonnementer i dem, noget man ikke kan sige om andre terroristers manifester. Kan man finde noget af værdi i dem? Må vi tage dem for pålydende? Skal man ligefrem udgive dem i bogform med redaktionelle kommentarer og forord? Dette har Skrbina faktisk gjort.

Skrbinas udtalelser om Unabomberens mulige profet-status i fremtiden kommer unægtelig til at minde om Anders Breiviks frygtelige udtalelser om, at man en dag vil forstå nødvendigheden af at han dræbte så mange mennesker. Det er bestemt ikke mit indtryk, at Skrbina nærer voldelige holdninger, men han kommer efter min mening til at tage Kaczynskis tekster alt for alvorligt.

Det er nemlig umuligt for mig at læse Kaczynskis tekster uafhængigt af hans ugerninger, for alt, hvad han har skrevet, har i et eller andet omfang haft til formål at retfærdiggøre dem. Kaczynskis bombeattentater udsprang af hans ekstreme teknologiskepticisme, og det er tydeligt af artiklen i Chronicle of Higher Education, at han aldrig har angret noget som helst.