Hvad udad tabes, skal indad vindes

I går skrev jeg om Susan Cains bog Quiet om det at være introvert. I dag kan I her se hendes TED-foredrag; Susan Cain gør en fin fremtoning, der forhåbentlig også kan være med til at aflive myten om at introverte mennesker er kluntede og kedelige.

En af hendes afsluttende pointer handler om gruppearbejdets styrker og begrænsninger. Det fik mig til at tænke efter, for på Aalborg Universitet har vi som bekendt både det “ekstroverte” projektarbejde i grupper og den “introverte” kursusundervisning.

Jeg er en stor tilhænger af problemorienteret projektarbejde i grupper, hvilket måske er overraskende for dem, der kender mig fra min skoletid. Dengang havde jeg svært ved gruppearbejde. Min tid på universitetet lærte mig en anden og bedre form for samarbejde, og jeg indså at der er vigtige læringsmål, som kun kan nås gennem samarbejde. Men samtidig er der læringsmål, som kun kan nås med den enkelte studerendes fordybelse. Dét vidste jeg måske allerede. En af de store udfordringer er at få vores to undervisningsformer til at virke sammen.

Dette er en kæphest for mig, og jeg har sikkert nævnt det i tide og utide: Vi bruger mange kræfter på at lære de nye studerende at lave problemorienteret projektarbejde i grupper, og det bærer som regel frugt. Der er et kursus i projektarbejde på 1. semester på mange studieretninger, og projektgrupperne skal udarbejde en procesanalyse. Vi lærer de studerende at være åbne om deres projektproces – den vigtige færdighed det er at kunne opføre sig som en ekstrovert, når det er nødvendigt.

Men hvorhenne har vi som læringsmål, at de studerende skal reflektere over deres personlige læringsproces i de individuelle aktiviteter i kursusundervisningen? Mange studerende arbejder ikke nok med kursusstoffet, eller også gør de det på en uhensigtsmæssig facon. Vi er som undervisere (og som uddannelsesinstitution) nødt til at overveje, hvordan vi kan skabe en tilsvarende refleksion  over læring i kursussammenhænge og lære de studerende kunsten at kunne opføre sig som en introvert, når der er brug for denne færdighed.

Psykopaternes børn

Jeg blev færdig med at læse The Psychopath Test af Jon Ronson og begyndte derefter på en bog af Susan Cain, Quiet. Jon Ronsons bog er historien om hans møde med den canadiske ekspert i diagnosticering af psykopater, Robert Hare, og Ronsons møde med forskellige psykopater – fra en morderisk milits-leder fra Haiti til en succesfuld erhvervsmand i USA, der har som speciale at foretage kyniske massefyringer. Ronsons rejse gennem galskabs-industrien (som han ender med at kalde det) får ham til at revidere sit syn på normalitet, på psykopater, på sig selv og på “vores” behov for at kalde “de andre” for “gale”.

Her er Robert Hares liste over egenskaber, der kendetegner psykopater (oversættelsen til dansk stammer fra DRs temaside “Din chef hader dig”)

  1. Glat og overfladisk charme
  2. Egocentrisk med overdrevent højt selvværd
  3. Stærkt behov for spænding og stimulation
  4. Patologisk løgner
  5. Snedig og manipulerende
  6. Mangel på anger eller skyldfølelse
  7. Overfladisk følelsesmæssig respons
  8. Kold, og mangler empati
  9. Nasser på andre
  10. Dårlig adfærdskontrol
  11. Seksuelt udfarende
  12. Tidlige adfærdsproblemer(før 12-års alderen)
  13. Kort tidshorisont, planlægger ikke frem
  14. Impulsiv
  15. Uansvarlig som forælder
  16. Påtager sig ikke ansvar for egne handlinger
  17. Mange korte ægteskabelige forhold
  18. Ungdomskriminel
  19. Begår ny kriminalitet under prøveløsladelse
  20. Har adskillige kriminelle tilbøjeligheder

I bogen (der emnet til trods faktisk også er uhyre morsom) opsummerer Jon Ronson en af Bob Hares konklusioner:

This—Bob was saying—was the straightforward solution to the greatest mystery of all: Why is the world so unfair? Why all that savage economic injustice, those brutal wars, the everyday corporate cruelty? The answer: psychopaths. That part of the brain that doesn’t function right. You’re standing on an escalator and you watch the people going past on the opposite escalator. If you could climb inside their brains, you would see we aren’t all the same. We aren’t all good people just trying to do good. Some of us are psychopaths. And psychopaths are to blame for this brutal, misshapen society. They’re the jagged rocks thrown into the still pond.

Susan Cains bog Quiet er bogen om de introverte og de ekstroverte. Det er tydeligt, at Susan Cain selv er introvert og gerne vil fremhæve kvaliteterne ved denne personlighedstype. For et introvert menneske er det hans/hendes indre liv, der har forrang i hans/hendes opfattelse af virkeligheden, mens det for det ekstroverte menneske omvendt er det ydre liv, der har forrang.

Det har mange kvaliteter at være ekstrovert, men  en af Cains påstande er, at der er sket en bevægelse i den vestlig verden hen mod det ekstroverte som det eneste ideal. Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret. Fremkomsten af talentkonkurrencer og reality-tv og idealet om den handlekraftige politiker og erhvervsmand er alle symptomer på det, Cain kalder The Culture of Personality (der vel er et ordspil på The cult of personality).

Selv er jeg del af en underlig historie, hvor disse begreber indgår. En del mennesker ville sige, at jeg er introvert, og jeg har efterhånden indset, at de må have ret. Gennem årene har jeg hørt, at jeg er meget “i mine tanker og mine bøger”. Til alt held kunne jeg bruge dette personlighedstræk i mit arbejdsliv og min akademiske karriere. Derimod synes jeg stadig, at jeg kan være kejtet i sociale sammenhænge, og i skolen var det især tilfældet. Min introversion er dog ikke i modsætning til min glæde ved at undervise eller ved at optræde med musik eller med poetry slam. Jeg er ikke bange for eller utryg ved at tale til store forsamlinger; jeg har endda været på direkte fjernsyn et par gange. Omvendt er en dame som Barbara Streisand ifølge Susan Cain eksemplet på en genert ekstrovert person; fru Streisand har en lammende kombination af at være en udadrettet se-mig-person og samtidig være ekstremt plaget af sceneskræk.

Min mor var om muligt mere introvert end mig. Men ikke min far. For min far, som jeg først fik kontakt med igen i mine tidlige voksenår, har løjet om alt hvad der har kunnet lyves om, har udnyttet andre mennesker (herunder sine børn) groft økonomisk, har taget heroin i årevis, været forfængelig ud over alle grænser, og fået børn med fire forskellige kvinder for senere at forlade dem. Min far har i det hele taget ført et regulært dobbeltliv (i perioder et 3-dobbelt eller endog 4-dobbelt liv), der til sidst førte til at han i en alder af 74 fik en behandlingsdom på ubestemt tid for vold af særligt farlig karakter. Hvis man kaster et blik på Robert Hares liste ovenfor, er det da også meget tydeligt: min far er psykopat. Denne erkendelse er skamfuld for mig, ikke bare fordi min far har gjort så mange mennesker ondt, men også fordi det tog mig mange år at opdage hans bedrag og omfanget af det (vel også fordi min kontakt med ham var så sporadisk, som den var).

Det, der slår mig, er at psykopater i høj grad deler deres udadreagerende adfærd med ekstroverte mennesker; ligesom en psykopat repræsenterer den ekstreme egoisme, kan psykopaten repræsentere den ekstreme ekstroversion.

Susan Cain laver ikke en egentlig sociologisk analyse, men det er tydeligt, at hendes eksempler på ekstrovert adfærd i Quiet stammer fra den periode, hvor urbanisering og industrialisering for alvor tog fart. Den ekstroverte personlighed er nemmere at have som ideal i det moderne kapitalistiske samfund, og nogle af værdierne virker som “pæne” udgaver af psykopatisk adfærd. Tænk på i hvor stort omfang begreber som handlekraft, omstillingsparathed og branding dukker op som plusord. Hvis vores samfund fremmer ekstrovert adfærd, fremmer det også psykopaternes muligheder for succes, for nogle ekstroverte mennesker er psykopater og af den grund ikke spor bange for at gå langt for at nå deres mål. Med andre ord: hvis en ekstrovert person kan få succes, kan en ekstremt ekstrovert person måske også få ekstrem succes, hvis han/hun kan undgå at være for irrationelt destruktiv.

Vi ved nemlig også, at bestemte samfundsforhold kan fremelske en adfærd, som kan få “normale” mennesker til at overtage adfærden fra Robert Hares liste. Her tænker jeg på, hvordan politifolk, fængselspersonale og soldater kan drives til at udføre tortur eller krigsforbrydelser under tilstrækkeligt massiv påvirkning. Jeg husker endnu beretninger om hvordan tyske soldater og politifolk græd, mens de skød kvinder, børn og mænd under de første massakrer på polske jøder under 2. verdenskrig. Samfundsstrukturer kan forvandle os til psykopater.

Naturligvis vil jeg ikke påstå, at vores samfundsforhold og produktionsmåde er tilpasset psykopater eller skaber dem i stort omfang, men måske er samfundets fokus på ekstroverte kvaliteter i det mindste en del af forklaringen på at psykopater kan nå så forbandet langt. Det kan samtidig være en forklaring på at det efterhånden står så dårligt til med mulighederne for fordybelse i uddannelsessystemet – de introverte kvaliteter bliver nedprioriteret til fordel for her og nu. Hvis vi kan nå til en erkendelse af styrker og svagheder ved ekstroversion og introversion, kan vi bedre udnytte vores resurser (dette er også Susan Cains budskab) og måske også bedre forhindre asocial og direkte skadelig adfærd.

Lad os reflektere lidt over dét hver især.

Dagens skønhed

Trods mit tyskklingende navn er der intet tysk over mig, men for seks år siden fandt jeg ud af, at jeg har en halvbror, der er tysker (takket være min alt for foretagsomme fars ophold i Tyskland). Jeg har kun været sammen med ham et par gange, men han kunne fortælle mig, at han i sin studietid havde job som chauffør og en overgang tog sig af at køre escort-piger ud til kunder i Düsseldorf.

Dét er så tæt på jeg nogensinde er kommet til at møde prostitutionen og dens væsen. Som så mange andre betragter jeg dette fænomen på sikker afstand og prøver at finde ud af, hvad jeg skal mene. Min mavefornemmelse er, at prostitution som hovedregel er et socialt problem snarere end et alternativt, men muligt erhverv. Et af de rigtigt triste fænomener er trafficking, den menneskehandel, der fører til at kvinder bliver brugt som slaver på bordeller. Andre fremhæver så modeksemplerne, nemlig resursestærke kvinder der er prostituerede, fordi de gerne vil være det.

Sidste år udkom en bog i Storbritannien, der var en selvbiografi af en kvinde, der kaldte sig Belle de Jour (efter en berømt film af Luis Bunuel om en prostitueret). Bogen var baseret på en blog, der havde været meget læst. Kvinden bag bogen viste sig at være Brooke Magnanti, der havde en PhD fra University of Sheffield i epidemiologi, dvs. et område af statistik. Det var ikke dårlige sociale kår eller desperation, der førte hende til at blive prostitueret. Hun er således en af de undtagelser, jeg nævnte ovenfor.

Nu har hun skrevet The Sex Myth: Why Everything We’re Told Is Wrong. Hvor hendes bøger under pseudonym trak på erfaringerne som prostitueret, tager hun denne gang udgangspunkt i sin viden som statistiker. Blandt andet gør hun rede for, hvorfor trafficking ikke primært er et problem mht. prostitution, men med hensyn til landbrug o.lign. Nogle anmeldelser peger dog på at der er faktuelle fejl i bogen, og i en artikel af Julie Bindel, der er feminist og modstander af sex-industrien som helhed, er der også en del kritik af unøjagtigheder. Artiklen af Bindel er interessant – den er nemlig en beskrivelse af hvordan de to kvinder mødes. Det er temmelig tydeligt, at Bindel ikke bryder sig om Magnanti som person. Lidt underligt er det, at man ikke også får Magnantis udgave af mødet.

Under alle omstændigheder lyder det som en interessant vinkel på emnet, så jeg må vel få se at få læst Magnantis bog. Vi kan ikke bare lade stå til, men det er dog stadig ikke klart for mig hvordan (og om) man skal vægte hensynet til de resursestærke få frem for hensynet til det resursesvage flertal.

Alt det, sproget kan

I dag var anden og sidste dag på Amnesty Internationals landsmøde. Det er altid om søndagen, vi behandler forslag til udtalelser og vedtager eventuelle ændringer i kontingentsatser mv. Denne dag blev jeg mindet om, hvad vores brug af sproget betyder.

Det forslag til landsmødeudtalelse, jeg havde fremsat, var blevet behandlet i en arbejdsgruppe i går, og vi havde fundet nogle få formuleringer, der skulle ændres.

Kernen i udtalelsen er denne:

Amnesty Internationals landsmøde opfordrer på det kraftigste den nuværende regering til at gøre op med alle aspekter af den praksis mht. accept af tortur, der har udviklet sig i dansk politik. Vi opfordrer regeringen til at tage konkrete initiativer, der vil sikre

  • En principiel og permanent opgivelse af al fremtidig brug af diplomatiske forsikringer til lande, der systematisk anvender tortur.
  • Et stop for dansk medvirken til overførsel af fanger til situationer, hvor der er risiko for, at fangerne vil blive udsat for tortur.
  • At danske myndigheder ikke udfører, opfordrer til eller på anden måde giver anledning til at mennesker bliver udsat for tortur.

Disse formuleringer havde vi diskuteret i stor detalje, og vores overvejelser blev gjort klar i diskussionen i plenum.

Kunne vi mon slette ordet “systematisk” i den første opfordring? blev der spurgt. Svaret hertil er et nej, for de fleste lande i verden har desværre overtrådt FNs konvention mod tortur. Hvis vi slettede “systematisk”, ville det blive stort set umuligt at udlevere nogen til et andet land. Men FNs konvention mod tortur siger også, at myndighederne i et land, der har tiltrådt konventionen, ikke må udlevere nogen til et land, hvor der er begrundet risiko for at den pågældende bliver udsat for tortur. Det er grundigt dokumenteret, at der er en gruppe af lande, der skiller sig ud ved at være lande, hvor tortur bliver anvendt systematisk. Hvis man udleverer mennesker til retsforfølgelse disse lande, er der således begrundet risiko for at debliver udsat for tortur. Så det lille ord “systematisk” er særdeles vigtigt. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Bagefter var der en paneldiskussion om Amnesty Internationals nye rapport, der dokumenterer hvordan der i nogle europæiske lande forekommer udbredt diskrimination af borgere, der er muslimer. I paneldiskussionen deltog der repræsentanter for 5 politiske partiers ungdomsorganisationer: Liberal Alliance, Venstre, Radikale, SF og Socialdemokraterne (øvrige partier havde måttet melde afbud med meget kort varsel).

Det blev en meget ufokuseret diskussion, der kun kort berørte den nye rapport, og der kom nogle ubehagelige holdninger frem fra især nogle af de unge politikere.

For det første hæftede jeg mig ved, at Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at Amnesty International også bør forsvare de private aktører, der praktiserer diskrimination: Hvis en butik nægter at betjene kunder fra en bestemt befolkningsgruppe, er det en forkastelig praksis, men vi skal forsvare butikkens ret til at diskriminere på denne måde. Hans argument var det ofte hørte, at staten principielt ikke skal blande sig i, hvad en virksomhed gør. Her måtte jeg påpege, at den diskrimination af afro-amerikanere, som fandt sted i USA i det 20. århundrede, i stort omfang ikke skyldes lovgivning, men private aktørers diskriminerende adfærd: butikker ville ikke betjene afro-amerikanere, busselskaber ikke ville transportere afro-amerikanere på lige vilkår med alle andre, filmselskaber ville ikke give roller til afro-amerikanske skuespillere osv. Hvis de fleste butikker i en by ikke vil have mig som kunde, hvor kan jeg så købe ind? Her vidste den unge Venstre-politiker ikke, hvad han skulle svare. At private aktører har afgørende magt i samfundet, at der findes både institutionaliseret, officiel og ikke-institutionaliseret, privat baseret diskrimination og at menneskerettighederne ikke indebærer en ret til forskelsbehandling indgik tydeligvis ikke i hans analyse (hvis man kan tale om en sådan). Hvis man skal vælge mellem private virksomheders ubegrænsede ret til at gøre, hvad de vil, og retten til at leve et liv fri for forskelsbehandling, vil jeg altid vælge det sidste.

For det andet hæftede jeg mig ved, at nogle hævdede, at hadefulde udtalelser mod minoriteter ikke udgjorde et væsentligt problem. Specielt Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for denne holdning – “det er jo bare ord”, som han sagde. Men mange forfølgelser af mindretal er netop begyndt med hadefuld retorik. Tyskland i 1930’erne, Jugoslavien i 1990’erne og Rwanda på samme tid var alle eksempler på hvordan en hadefuld retorik efterhånden var med til at piske en folkestemning op, og i USA i det 20. århundrede gik diskriminationen af afro-amerikanere hånd i hånd med omtalen af mennesker fra denne del af befolkningen i film, tv og trykte medier. Retfærdigvis skal jeg sige, at den unge Venstre-politiker efter at have talt med nogle af os modererede sine udtalelser ganske meget på dette punkt og faktisk til sidst endte med at sige, at det var vigtigt, at Amnesty International var en vagthund over for de, der kom med hadefulde udtalelser. Han havde lyttet og reflekteret. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

For det tredje hæftede jeg mig også her ved at sproget former vores billede af verden, og at vi glemmer det. “Vi” skal gå i dialog med “dem”, var der en ung politiker, der sagde. Det er vigtigt, at der ikke gælder andre regler for “hvide” end for “muslimer”, var der en anden, der sagde. Disse egentlig helt velmenende bemærkninger afslørede de underlige kategoriseringer, mennesker har internaliseret og bærer med sig i sproget. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Landsmødet sluttede med at deltagerne traditionen tro lavede et “levende billede” på plænen uden for Nyborg Strandhotel. Billedet, der forestiller den berømte “knudepistol” af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd, er symbol på vores kampagne for en traktat, der skal regulere våbenhandel. Det var en god afslutning på et inspirerende landsmøde.

Lad os være fjender på Facebook

Af og til er der opslag på Facebook, jeg ikke bryder mig om. Der er en synes-om-knap, men ikke en synes-ikke-om-knap. Men er den slags nødvendigt? Dean Terry, der forsker i sociale medier på University of Texas at Dallas, har sammen med sin PhD-studerende Bradley Griffith lavet EnemyGraph, en app til Facebook som gør det muligt for en bruger at erklære, hvad han/hun ikke kan lide.

Terrys påstand er at det lige så meget er det, vi ikke kan lide, som det vi godt kan lide, der skaber fællesskaber, og derfor skal det også kunne gøres synligt i de sociale netværk. På en måde har han selvfølgelig ret. Jeg har i mine unge dage været sammen med venner, hvor vi alle var enige om hvilken slags musik vi slet ikke brød os om. Den slags er i bedste fald barnagtigt, men jeg har f.eks. uforvarende befundet mig i forsamlinger hvor alle andre tilstedeværende var enige om at de ikke kunne fordrage bøsser og muslimer – det var bestemt ikke rart. I begge tilfælde var det bestemte antipatier, der bandt en gruppe mennesker sammen.

En bekymring ved at indføre et fjendebegreb på sociale netværk er derfor den, at det kan føre til yderligere had og chikane. Hvad hvis nogen laver en gruppe vendt mod en minoritet? F.eks. et Facebook-netværk mod bøsser eller mod indvandrere. Det er jeg ikke så bekymret for – men ikke fordi jeg tror, at fjendebegrebet er “uskyldigt” eller fordi Facebook har regler om hvad man må skrive. Det er snarere, fordi det ofte er overflødigt at gøre eksplicit, hvem man har som “fjender”. Mange af de negative holdninger, der findes, kommer til udtryk på anden vis. De negative fællesskaber eksisterer allerede i indirekte form.

Negativt definerede fællesskaber foretrækker nemlig ofte at definere sig selv positivt. Nationalistiske fællesskaber foretrækker at tale om det land eller den folkegruppe, de holder så meget af, og først derefter taler de om de lande eller folkegrupper, de vil skaffe sig af med.

Et empirisk belæg for min påstand om unødvendigheden af en synes-ikke-om-mulighed er, at der faktisk kun er få hundrede, der bruger EnemyGraph. Et andet empirisk belæg er at Facebook-gruppen “Nej til moskeer i Danmark”  har 154.722 medlemmer i skrivende stund.

Vi er ikke terrorister, men…

Mens jeg var i Portugal, begyndte retssagen mod den norske terrorist Anders Breivik. Jeg har ikke fulgt sagen på tv og kun læst om den i uddrag. Mens dette skrives, begynder Breivik selv at fortælle om sin ugerning. Indtil nu har vi kun læst om begivenhederne fra de overlevende fra Utøya; i dag kommer morderens historie.

Der har været store diskussioner af hans mentale tilstand. og det skyldes for mig at se, dels at det er svært for os at fatte så ekstrem grusomhed (og det er et sundhedstegn), dels at denne sag tvinger os til at forholde os til os selv. Hvis Breivik er psykisk syg, betyder det, at han ikke er som “os”.  “Vi” er nemlig psykisk sunde. På den ene side er dette beroligende for “os”, men på den anden side betyder det, at han ikke kan holdes til ansvar på samme måde. Men hvis Breivik ikke er psykisk syg, betyder det på den anden side, at han på én eller anden måde er som “os”, og det er skræmmende.

Man kan læse et Twitter-feed fra retssagen på The Guardians webside. Det er i sandhed skræmmende læsning. Også Ritzau rapporterer fra retssagen. Her kan man læse følgende citat fra Breivik:

Jeg følte, at noget kom til at ske. Jeg var næsten paralyseret. Jeg tænkte, at jeg har så utrolig lidt lyst til at gøre dette…

Hvis dette virkelig er hans holdning, er dette for mig at se et tegn på at han ikke er psykisk syg. Han har tilsyneladende – som andre terrorister før ham, men også krigsforbrydere – en opfattelse af, at hans ufattelige forbrydelse er på én måde forkert, men samtidig nødvendig.

Jeg synes, vi har en tendens til at glemme, at Breiviks forbrydelser ikke er så usædvanlige igen. De er udtryk for en ondskab, man genfinder hos netop  andre, der har begået ekstreme grusomheder med den begrundelse, at hensigten helliger midlet: krigsforbrydere, terrorister og torturbødler. I vores naboland Tyskland var der adskillige eksempler for 70 år siden og igen i 1970’erne (Rote Armee Fraktion) og senest med nazister, der begik attentater mod etniske mindretal. Det er selvfølgelig ikke Tyskland specielt; længere nede i Europa, nemlig i det tidligere Jugoslavien, skal vi heller ikke så mange år tilbage. I mange andre europæiske lande har der været mennesker, der har udført grufulde forbrydelser i militærets eller politiets eller en “højere sags” tjeneste. Det grufulde ved Breiviks forbrydelse er i virkeligheden, at den historisk set ikke er enestående.

Jeg hæfter mig også ved, at Breivik hævder, at han ikke er racist. Dette er den ekstreme udgave af den for ofte hørte standard-indledning: “Jeg er ikke racist, men…” Det umiddelbart forsonende (hvis man overhovedet kan bruge dette ord her) er, at den talende ikke kan se sig selv som eksponent for racismen. Det konkret negative er så, at den talende i praksis er eksponent for den.

Ligesom vi skal erkende den racisme, der lurer i os alle og bekæmpe den derfra, således skal vi også erkende, at vi som mennesker er i stand til at være onde og bekæmpe ondskaben fra dén position.

Antropocæn

Jordens geologiske tidsaldre har alle et navn. Man plejer at sige, at vor tid er Holocæn. Nogle kalder nu de seneste årtusinder for Antropocæn, da det er den tidsalder, hvor forandringerne i Jordens økosystemer har været domineret af mennesket. Læs mere på http://www.anthropocene.info/en/anthropocene – og se filmen ovenfor. Det positive budskab i filmen er, at når mennesket har kunnet forandre kloden så grundlæggende, kan vi også forandre den til det bedre. Vi skal jo alle sammen være her.

En målrettet udvikling?

 

For tiden hører man stadigt oftere tale om at man skal begrænse adgangen til sociale ydelser. Mærsk McKinney-Møller har bestemt ikke brug for sin folkepension. Nogle politiske partier er af den holdning, at alle sociale ydelser bør være selektive. I deres valgpjece fra sidste år skrev de Konservative således:

Målet er at sikre, at det er dem, der har behov for hjælp, der får hjælpen.

Det virker umiddelbart tilforladeligt, og det er bestemt muligt, at der hos de Konservative her er en erkendelse af de privilegier, nogle mennesker (f.eks. Mærsk McKinney-Møller) har i kraft af deres økonomiske status.

Men jeg er faktisk modstander af ideen om selektive ydelser.  Lad mig her primært betragte det etiske, ikke det økonomiske aspekt. Problemet er for mig at se det samfundssyn og den socialpolitiske holdning, der ligger bag.

Der findes lande, hvor ideen om selektive ydelser bliver anvendt helt konsekvent; i USA bliver arbejdsløshedsdagpenge kun udbetalt i en kort periode, og derefter kan man, hvis man er “tilstrækkeligt trængende,” få yderligere økonomisk hjælp. Efterhånden har denne politik også vundet indpas i bl.a. Storbritannien.

Et af problemerne med at have selektivitet som kriterium for sociale ydelser er imidlertid  at det bliver repræsentanter for den gruppe i samfundet, der oftest ikke selv modtager sociale ydelser, der på subjektiv vis ender med at definere kriteriererne for hvornår man er “værdigt trængende”. Og dette begreb om hvem der er “værdigt trængende” kan meget let føre til en udgrænsning.

Den hollandske sociolog Wim van Oorschot har foretaget en meget citeret undersøgelse af holdninger til hvem der skal modtage sociale ydelser. Han baserer sig her dels på egne undersøgelser af holdninger i befolkningen, dels på resultater fra andres undersøgelser af opfattelser i befolkningen.

I sin artikel fra 2000 skriver han om hvilke faktorer, der ser ud til at bestemme, i hvilket omfang mennesker opfattes som “værdigt trængende”:

  1. control: poor people’s control over their neediness, or their responsibility for it: the less control, the more deserving;
  2. need: the greater the level of need, the more deserving;
  3. identity: the identity of the poor, ie their proximity to the rich or their ‘pleasantness’; the closer to ‘us’, the more deserving;
  4. attitude: poor people’s attitude towards support, or their docility or gratefulness: the more compliant, the more deserving;
  5. reciprocity: the degree of reciprocation by the poor, or having earned support: the more reciprocation, the more deserving.

Jo højere man scorer inden for disse 5 kriterier, jo mere anser folk et menneske for værdigt trængende. Alle er måske lige, men nogle er mere lige end andre. Det seneste årtis tiltag med “starthjælp” (der nu heldigvis bliver afskaffet) er netop eksempel på en sådan holdning; flygtninge og andre udenlandske statsborgere var ikke “værdigt trængende” i samme grad som andre borgere i Danmark. Udlændingene taber på faktorerne identitet (de opfattes som anderledes) og reciprocitet (de kom hertil sent i livet og har ikke bidraget på samme måde som “os”). Måske er de endda utilfredse, og så taber de også på attitude-faktoren. Hele debatten om indførelsen af “starthjælp” er næsten en opvisning i argumentation ud fra van Oorschoots 5 faktorer.

Hvis socialpolitikken anlægger den selektivistiske vinkel, kommer socialpolitik meget let ikke til at handle om problemer i samfundet, men om problemer hos “de svage”. Spørgsmålet bliver Hvordan skal “vi” løse “deres” problem?  hvor man i stedet kan spørge: Hvordan skal vi løse vores fælles udfordringer mht. folkesundhed, uddannelse, pension osv.?

Det man glemmer, er, at alle kan få behov for sociale ydelser på et tidspunkt i deres liv, også nogle mennesker, “vi” måske ikke bryder os om. Den solidariske vinkel på socialpolitik bliver transformeret til et syn på socialpolitik, der bliver til en form for fattighjælp. Man kunne så måske forestille sig en eksplicit defineret fattigdomsgrænse som selektivistisk kriterium, men de politiske partier, der især er tilhængere af en selektivistisk socialpolitik er faktisk også dem, der er imod at indføre en veldefineret fattigdomsgrænse.

Interessant nok dukker den selektivistiske vinkel ofte op med en økonomisk begrundelse: af finanspolitiske grunde er vi nødt til at begrænse adgangen til ydelser. Men en undersøgelse fra denne måned viser et interessant billede: i et land som Danmark (hvor der stadig er en temmelig høj grad af universalisme i socialpolitikken) er de offentlige finanser helt i top, mens lande med en udpræget selektivistisk socialpolitik som USA og Storbritannien faktisk befinder sig i den absolut dårlige ende. Den selektive socialpolitik kan altså næppe have hjulpet disse lande, og den langt mindre selektive socialpolitik ser ikke ud til at have skadet de offentlige finanser i Danmark.

Men hvorfor skal staten dog betale en folkepension til  Mærsk og andre rigmænd? vil nogen her spørge. Hertil er mit argument, at vi, hvis vi har indrettet vores skattesystem, således at der er en progressivitet i beskatningen, netop kan lade dét være en god måde at udligne denne udgift på.

Stenalderkostplan for de trykfølsomme

20120326-173631.jpg

I går aftes fik vi den første rigtige forårsdag, og også aftenen var en smuk forårsaften. Jeg holder af at der er så længe lyst. Det er som at vågne igen af en søvn. Det hele fejrede jeg med at gå en kort, spontan aftentur efter at have proppet syltetøjsglas i nærmeste container til glasgenbrug. Ja, det var i sandhed lyrisk. Og kort efter, efter at have set på den stort set skyfri aftenhimmel og sendt en længselsfuld tanke til den kommende sommer, greb jeg i bukselommen og – ja, der var kommet en fuldstændig ligegyldig e-mail. Suk. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare lade den dumme telefon være? Også jeg er blevet afhængig. Også jeg er altid på. Også jeg er altid på den.

Hele husstanden er på den. Min hustru har også en smartphone, som hun lejlighedsvis ikke bruger. Også vores datter på 10 har for længst opdaget nettet, og hun ville gerne bruge en side ved navn Moviestar Planet ved enhver given lejlighed, kunne hun få lov til det. Lige nu er hun heldigvis ude i haven, hvor hun spiller bold sammen med tre klassekammerater og alle fire skiftes de til at ae en kanin. Gode, gammeldags børnefornøjelser (og af og til tager en af de andre sin telefon frem for at høre en stump børnetekno, men de ser ud til ikke at være på nettet).

Engang i forrige århundrede var vi gode til at kede os. Nogle gange var det rigtig kedeligt, indrømmet. Jeg ville gerne have haft en smartphone eller såmænd bare en mp3-afspiller, dengang i min ungdoms sommerferier, hvor jeg brugte time efter time i sløve tog og sad og ventede på banegårde. Men muligheden for hele tiden at være på er ved at være blevet ikke bare en røver af tid, men også af min tid til eftertanke. Jeg har tidligere skrevet om fænomenet med studerendes brug (og irrelevante brug) af computere under forelæsninger, og jeg ved, at mange af os andre, der burde vide bedre, ender med at lade os friste af telefonens muligheder, når et møde bliver kedeligt. Også en søvnløs nat eller aften kan ende i telefonens skær. Og hvad værre er – det andet er “bare” asocialt – vi bliver stressede. Andre ved, at vi altid kan fanges, og det forpligter både afsender og modtager.

Jim Stogdill, der er leder i firmaet Accenture har skrevet om dette på sin blog. Han skriver:

I’m tired of walking down busy sidewalks full of interesting people and places with my head down staring at a rectangle. I want to be present, in the moment and the place. I want to experience mental flow by the river full and I want to be more productive. And above all, I want to nurture the relationships I have with people that I actually see and touch in all of their materialized-in-atoms glory.

Hans reaktion på dette er at prøve at begrænse sin egen brug af mobiltelefonen – og tilsyneladende med held. Stogdill gør dette:

Now I own the world’s dumbest smart phone. I removed all of the “social” apps – Yammer, Twitter, G+, LinkedIn, Path … all gone. I open up preferences and turn off “cellular data” for long stretches of each day. If there is a specific email I’m waiting for I’ll go through the multiple steps to turn it on and check, otherwise data stays turned off. I’ll get my mail when I’m at my computer, with intention. But I turn my computer off when I’m not actively using it too, and leave it off for most of each day. The first time I turn it on is at lunch. I don’t check anything electronic in the morning — that was the first thing I needed to stop. Compulsively checking messages before brushing my teeth is just ridiculous.

Det vil jeg også prøve. Men indrømmet – det bliver svært. Det store problem er, at det var min generation, der ikke voksede op med altid at være på, der skabte muligheden for altid at være det – for det drømte vi om og lod os fascinere af – men aldrig lærte generationen efter os de gode vaner. En etik ligger og venter på at blive formuleret og praktiseret.

Man kan tilstå alt

Til efteråret er jeg blevet indbudt til at holde et foredrag om Amnesty International på VUC i Aalborg. Det har jeg prøvet tidligere, og ét oplever jeg altid: En af tilhørerne, somme tider flere, siger at “normalt er vi modstandere af tortur, men der er da tilfælde, hvor det er nødvendigt at bruge tortur”. Vi hører nu (igen) folkevalgte politikere give udtryk for samme holdning, nogle på en meget bastant måde (f.eks. Tom Behnke) og andre på en mere “ansvarlig” måde (f.eks. statsministeren).

Rens van Munster fra Dansk Institut for Internationale Studier har en vigtig kronik om denne triste udvikling i Information i dag. Han skriver:

Men hvorfor diskuterer liberale demokratier – fra Danmark til USA – overhovedet, om tortur er legitimt? Årsagen skal findes i fremvæksten af en ny sikkerhedskultur i den vestlige verden – en kultur, der ikke kun muliggør tortur som et sikkerhedspolitisk instrument, men også legitimerer andre praksisser, der strider mod retssamfundets grundlag.

Det argument, der måske i virkeligheden er det, der bør kunne overbevise dem, der nærer den slags holdninger og taler om vigtigheden af sikkerhed, er at tortur simpelthen ikke kan fremskaffe pålidelige oplysninger og derfor ikke kan skabe sikkerhed.  Når et menneske bliver truet på liv og førlighed eller udsat for invaliderende vold, vil det gøre hvad som helst for at få det til at holde op. Fra inkvisitionen i Middelalderen og hekseprocesserne, der fortsatte helt ind i 1700-tallet, ved vi kun alt for godt, at et stort antal uskyldige mennesker i årenes løb tilstod den ene umulige, overnaturlige handling efter den anden.

Men også i den såkaldt “moderne verden” har der været eksempler. Jeg er blevet opmærksom på en sag fra befrielseskrigen i Algeriet i 1950’erne, omtalt af den franske forfatter Germaine Tillon, der reddede mange fra at blive henrettet på den tid. Brevet kan ses i Le Nouvel Observateurs arkiver.

For jeg var i Alger den 25. juli 1957, da man guillotinerede – guillotinerede – Amédée Frogers såkaldte morder, Badèche ben Hamdi, uden andet bevis end tilståelser som han efterfølgende vedblev at dementere. Under denne havnearbejders offentlige proces, erklærede han: “Man kan vride metal, man kan smelte metal, men hvad kan man gøre med mennesket med smerte”. Og der var så vidt jeg ved mindst 4 andre Algierere der under tortur tilstod samme mord…

(her oversat af Anne Andersen på hendes blog)

Den amerikanske historiker Shawn MacHale har påpeget, at det netop var brugen af tortur, der ødelagde Frankrigs legitimitet under befrielseskrigen i Algeriet – og han drager paralleller til USAs tilstedeværelse i Irak.

Befrielseskrigen i Algeriet er også indirekte leveringsdygtig i myten om “den tikkende bombe”, som også Tom Behnke nu har fremført en variation af. Information har en interessant artikel om denne idé om at tortur er tilladt, hvis en fange har væsentlige informationer. Det interessante er her, at myten om “den tikkende bombe” faktisk kommer fra en roman fra 1961. Senere er myten dukket op igen og igen i fiktionens verden. Og kun dér. Terrorhandlinger er blevet afværget i årenes løb, ikke gennem tortur, men ved langvarig efterforskning.