En køn omgang

Anita Sarkeesian er en ung amerikansk kvinde (med armensk baggrund), der på sin webside http://www.feministfrequency.com tager fat i nogle indarbejdede forestillinger i populærkulturen, som har med kønsroller at gøre, og som aldrig rigtig bliver genstand for diskussion. F.eks. er det egentlig påfaldende, at der er én kvindelig smølf, og at Smølfine oprindelig blev fremtryllet af troldmanden Gargamel for at så splid mellem de andre (alle mandlige) smølfer. Noget af det hun vil, er at få os til at tage stilling til og udfordre det, man kalder troper – ikke varme lande, men “faste vendinger” eller temaer, der dukker op igen og igen i fortællinger. Når de bliver dominerende, får vi en verden af stereotyper med alt hvad det indebærer af problemer. Der er masser af den slags rundt omkring i fiktionens verden – den dumme blondine, den naive jyde, den elskelige bedstemor osv. I computerspillenes verden er der også troper og stereotyper i den helt store stil – tænk bare på det vel første udbredte eksempel, Lara Croft. Problemerne med dominerende stereotyper er blandt andet, at de gør det meget sværere at tegne nuancerede billeder af mennesker og sværere for læsere, seere, spillere osv. at kunne “se sig selv”. Og stereotyperne rummer ofte også en forventning om hvordan “man” bør opføre sig som f.eks. kvinde. Derfor er det vigtigt at få udfordret hele dette univers af stereotyper.

Der er desværre også en anden grund til at Anita Sarkeesians arbejde vækker opsigt. Hun lagde ovenstående video ud på YouTube for at bede om crowdfunding (6.000 dollars) til sit videre arbejde om netop troper og kønsroller i computerspil – og hvad kom der ud af det? Flere tusinde ubehagelige, hadske (kvindefjendske og racistiske) og direkte truende kommentarer fra mænd, der af en eller anden grund følte sig trådt på eller truet på en eller anden vigtig del af deres identitet. Nogle gik så vidt som til at vandalisere hendes Wikipedia-side med pornobilleder. Al denne frastødende adfærd er endnu mere påfaldende, når jeg af videoen tydeligt kan se, at Anita Sarkeesian faktisk holder af at spille computerspil og når jeg tænker på, at tonen i videoen faktisk er både saglig og afdæmpet. Hele denne triste polemik kan man læse om hos New Statesman. Heldigvis kan man også af artiklen se, at Anita Sarkeesian fik 55.671 dollars ind på sin appel. Hun gjorde i øvrigt det rigtige med alle kommentarerne og lod dem stå til til beskuelse i al deres brutale dumhed.

Det, der slår mig her, er dels at der nogle gange tilsyneladende næsten ingen ting skal til for at fremprovokere en hel masse had på nettet, dels at det nogle gange er anonymiteten, der legitimerer det. I et indlæg fra sidste år greb jeg fat i netop dette. Mon de samme mænd ville have sagt det samme til Anita Sarkeesian, hvis de havde siddet og spillet computerspil sammen med hende?

Der er andre tilfælde, hvor mennesker er blevet udsat for trusler på nettet – senest et medlem af det britiske Underhus, der modtog trusler pr. e-mail. Manden bag disse trusler blev for nylig dømt. Denne sag var helt klar, for i dette tilfælde var der tale om en regulær trussel rettet mod den pågældende politikers børn, men hvad skal vi gøre ved alle de skrækkelige kommentarer, der kommer på debatfora?

Midt i tiden

Hvorfor virker det ikke at fortælle sine børn, at man får det bedre af at spise sundt? Hvorfor bliver vi så utålmodige, når computeren bruger et minut på at starte? Hvorfor er der så mange sure mennesker i Paris og New York og London? Hvorfor er det så kedeligt for nutidens studerende at være til en forelæsning? Et af svarene på alle disse spørgsmål er muligvis, at det syn, vi har på vores placering i tiden (fortid, fremtid og nutid), på afgørende vis er med til at forme vores billede af virkeligheden og derigennem vores adfærd.

Her er et interessant foredrag (igen fra RSA) om netop dette med den amerikanske (italiensk-amerikanske, opdager man) psykolog Philip Zimbardo. Et af de spørgsmål, man passende kan stille sig selv, og og Zimbardo ikke svarer på (han har trods alt også kun 10 minutter), er hvor vores tidsperspektiv kommer fra. Et menneskes tidsfornemmelse (dvs. hvor lang tid en begivenhed tager) er til dels fysiologisk betinget, men det kan ikke forklare forskellene mellem forskellige lande, for slet ikke at tale om forskelle mellem tidspunkter i historien, og det kan så vidt jeg kan se, ikke forklare forskellen på at være fremadrettet, nutidsorienteret eller bagudrettet.

Max Weber og os

20120607-155534.jpg

Engang begyndte jeg at studere på universitetet, fordi der var et fag, jeg holdt af, som jeg ville lære mere om. Det gik der 11 semestre med (det var et naturvidenskabeligt kandidatstudium i Aalborg normeret til dengang). Jeg havde 3 år bagefter, hvor jeg kunne fordybe mig. Set i bakspejlet er det de tre år, hvor jeg har kunnet fordybe mig fuldstændig i mit fagområde og den del af min karriere hvor jeg har opnået en tilstand af flow flest gange.

Bagefter kom tilværelsen som universitetslærer med undervisning og møder og ansøgninger og en masse tid brugt på at forberede oplæg og forsøge at overbevise kolleger og studerende.

Meget af det vi gør i den akademiske verden, gør vi egentlig fordi vi drømmer om at kunne fordybe os i vores fag på et senere tidspunkt. Vi skriver f.eks. formodentlig ikke ansøgninger, fordi vi holder af at skrive ansøgninger. Vi gør det i håb om at få forskningsmidler så vi kan fordybe os sådan som vi gjorde, da vi var unge og havde tid.

Det gælder ikke kun den akademiske biks. Meget af livet bruger vi på sekundære og tertiære aktiviteter for at nå det, der egentlig var det primære. Vi begrunder uddannelsen med ønsket om at få et job. Jobbet begrunder vi med lønnen. Lønnen begrunder vi med ønsket om at få god mad og en god bolig. Nogle gange er ferierne det eneste tidspunkt af livet, hvor man kan forfølge de primære mål.

Den tyske sociolog Max Weber beskrev hvad han kaldte den protestantiske arbejdsetik – at man arbejder for at opnå frelse. Vi arbejder for at få vores belønning på et senere tidspunkt. Hvis vi er heldige, er der et efterliv (måske en alderdom, måske bare ferien) hvor vi kan høste denne frugt af vores arbejde.

Arbejdet er blevet ophøjet til en kvalitet i sig selv, og politiske partier kappes om at tale på lønmodtagernes vegne. Ideen om at man ved at arbejde hører til de særligt udvalgte identificerede allerede Weber, og den lever videre overalt. I den akademiske verden er det blevet en kvalitet i sig selv at kunne skrive ansøgninger om forskningsmidler. Fordybelse er ikke en kvalitet, man taler meget om uden for festtalernes univers.

Vi belønner behovsudsættelsen på forunderlig vis i vore dage. Udsættelse af behov er en vigtig kvalitet i tilværelsen. Talrige psykologiske eksperimenter viser, at børn, der kan vente med at spise slik, får mest succes. Og ja, tålmodighed er en dyd. Men måske er det også på grund af en konstanteudsættelse af behov, at stress får lov til at fylde så meget i arbejdslivet i vores del af verden?

Strategiske fejltagelser

Ludwig Wittgenstein sluttede den tyske udgave af sit hovedværk Tractatus Logico-Philosophicus med ordene

Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen.

der på dansk oversættes til “Det, hvorom man ikke kan tale, må man tie om.”

Her kommer jeg igen til at tænke på problemet med at tabe ansigt. Helt tilbage i januar skrev jeg om nogle studerendes mislykkede bluff-strategier. Det er eksamenstid igen, og igen bliver jeg mindet om hvor lidt overbevisende den slags er. Jeg har igen i år set forsøg på opgavebesvarelser, hvor der bliver givet en besvarelse med et indhold, der helt åbenlyst for eksaminanden er irrelevant for opgaveformuleringen.

Efter mange år som underviser har jeg set et hav af dårlige bluff-strategier, og det er påfaldende, at nogle studerende tilsyneladende tror, at de virker. I nogle tilfælde er der formodentlig tale om en slags afledt Dunning-Kruger-effekt (det har jeg også skrevet om tidligere her),  hvor en eksaminand ikke kan se, at eksaminator og censor nemt kan indse, at bluff-strategien ikke vil virke.  Det er nemlig umådelig svært at overbevise fagfolk om at man er kompetent, hvis man ikke har nogen kompetence inden for det pågældende fag. Måske har vi i uddannelsessystemet skabt en slags misforstået kollektiv perfektionisme, hvor det fremstår som bedre at ytre noget meningsløst end ikke at ytre noget. På denne måde minder det om den primært kinesiske uskik af en bluff-strategi, jeg har læst om, der består i at give tilfældige, forkerte oplysninger, hvis en turist spørger én om vej på gaden, og man ikke kender vejen selv. Det er i kinesisk kultur værre at tabe ansigt over for turisten og indrømme, at man ikke kender vejen selv, end at stikke en løgn og få turisten til at fare vild!

Jeg har nogle gange tænkt på at offentliggøre en liste over dårlige bluff-strategier – i håb om at jeg aldrig vil se dem igen. Jeg tror imidlertid ikke, at det kunne forebygge ret meget. Hvis problemet er, at den studerende er bange for at tabe ansigt ved at stille sin usikkerhed til skue, skal man måske prøve en anden strategi, nemlig at supplere de “lukkede” spørgsmål med spørgsmål, der kan afsløre den studerendes tankeproces på vejen mod et svar. Jeg overvejer endnu, hvordan man kan gøre i skriftlig sammenhæng. Til mundtlige eksaminer er det oplagte, man som eksaminator eller censor kan gøre, at bede den studerende om at “tænke højt”. Måske kan det endda hjælpe den studerende på vej mod svaret; det har jeg selv oplevet med mellemrum.

Ikke noget at grine af

20120605-153800.jpg

Jeg er ved at læse This book has feelings, en lille bog af de britiske psykologer Neil Scott og Sandi Mann. Her får man et godt overblik over hvad man i dag indenfor psykologi ved om det menneskelige følelsesliv og hvordan det manifesterer sig.

I afsnittet om latter faldt jeg over en episode, jeg ikke kendte til. I 1962 var der en langvarig latterepidemi i Tanganyika (det nuværende Tanzania). Tre piger i en klasse på en pigeskole begyndte at fnise, og det smittede. Lærerne kunne ikke få eleverne til at holde op, og da eleverne kom hjem, spredte den ukontrollerede latter sig i lokalsamfundet. Efter at det havde stået på i to uger, blev Røde Kors involveret. Først omkring et halvt år senere var denne underlige epidemi slut.

Min første tanke var, at det må have været sjovt (det er som om udtrykket “grineren” er malplaceret her…), men det var det nok ikke. Og i selvsamme bog kan man i afsnittet om lykkefølelse læse, at Tanzania er det land i verden, hvor befolkningen føler sig mindst lykkelige!

Men hvad var det så, der skete? I en artikel i Chicago Tribune bliver latterforskeren Christian F. Hempelmann interviewet om denne underlige episode. Den var grundlaget for hans PhD-afhandling.

Hempelmann siger:

Something did happen in Tanganyika. The bad news is, it had nothing to do with humor. There was no merriment. Laughter was one of many symptoms.

These people were showing anxiety-related symptoms, from pain, to fainting, to respiratory problems, and sometimes people get rashes. There were attacks of crying as well as laughing.

The incident did last for about a year, but it occurred in relapses, not constantly. It spread to a couple of other schools and another village. The school did close down. You can’t know exactly how many people were affected, but it was around several thousand.

Det var med andre ord massehysteri. Al latteren var stress-udløst. Hempelmann siger:

It’s more common than you think. It usually starts in a school or in a work place, when people are in a stressful situation and they don’t have the power to get out of that situation.

In 1962, Tanganyika had just won its independence. The young people involved reported that they were feeling stressed by the higher expectations of their teachers and parents. It is a common occurrence and a costly occurrence if it occurs at your workplace because it may have to be closed down. This happened in Lafayette, Ind., a couple of years ago. They’ll get someone to spray the area to comfort people who were involved. People will say that there were a bunch of bugs and we were all stung by it. They won’t admit that it was hysteria.

Det giver noget at tænke over – hvor mange af de følelsesudbrud, som vi har i vores del af verden i et land, der af og til proklameres til at være “verdens lykkeligste”, er mon i virkeligheden udløst af stress?

Manden med hatten

Mange kender historien om fabrikanten Oskar Schindler fra filmen Schindlers liste og ved, hvordan han frelste hundredevis af tyske og polske jøder fra Holocaust. En del andre kender fra filmen Hotel Rwanda  historien om hotelbestyreren Paul Rusasebagina, der reddede 1268 mennesker under folkemordet i Rwanda i 1994.

Der har også været andre, mindre kendte eksempler på sådanne modige mennesker. Først i dag blev jeg selv opmærksom på den iranske diplomat Abdol-Hossein Sardari.

En gribende artikel fra BBC News fortæller historien om hvordan Sardari reddede mindst 2000 medlemmer af det samfund af iranske jøder som var bosat i Frankrig, da landet blev besat af nazisterne i 1940. Sardaris mod var særligt bemærkelsesværdigt, da det daværende iranske regime havde et nært forhold til Nazityskland. Sardari tilbragte sine sidste år i ubemærkethed i Storbritannien efter at have mistet diplomatpension og ejendom i sit hjemland efter revolutionen.

Den iransk-fødte forfatter Fariborz Mokhtari udsendte sidste år en bog om Sardari, In The Lion’s Shadow, som jeg prøve at få fat i. Det centrale citat fra BBC-artiklen er de sidste linjer, hvor Mokhtari siger dette:

Mr Mokhtari hopes that by telling his story, through the testimony of survivors, […], he will bring it to a wider audience but also shatter “popular misconceptions” about Iran and the Iranians.

“Here you have a Muslim Iranian who goes out of his way, risks his life, certainly risks his career and property and everything else, to save fellow Iranians,” he says.

“There is no distinction ‘I am Muslim, he is Jew’ or whatever.”

He believes the story illustrates the “general cultural propensity of Iranians to be tolerant” which is often overlooked in the current political climate.

Dette er værd at huske i vore dages politiske klima, hvor regimerne i Israel og Iran drømmer om krig mod hinanden, hvor antisemitisme og religiøs intolerance køres i stilling af diktaturet i Teheran og hvor dybest set tilfældige tilhørsforhold skygger for det grundlæggende vilkår, at vi alle uanset etnicitet og religiøst tilhørsforhold er mennesker. There is no distinction.

Lån mig dine øren

I snart mange år har jeg vovet mig ud i forskellige former for aktivisme. En af de bedste oplevelser, jeg har haft i den sammenhæng, var i 2006. Det var på mange måder en træls tid; Muhammedkrisen (eller hvad den nu hedder) dominerede medierne. Men samtidig var det som om, det var opstået et behov hos mange danskere for omsider at tale sammen og at være sammen – danskere fra etniske mindretal og danskere fra et etnisk flertal. Jeg tog initiativ til et arrangement på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor en af mine gamle helte, fotograf (og meget mere) Jacob Holdt kom og talte, og alle var indbudt til at tage kage med. To kommunikationsstuderende var med og skabte kontakt til en masse mennesker i Aalborg og omegn; uden de to var meget af det sikkert ikke lykkedes.

Dér sad vi en pinseeftermiddag i den store sal på Nordjyllands Kunstmuseum mellem kunstværkerne, unge og gamle, etniske mindretal og etnisk flertal. Der blev sagt en hel masse, og en del af det var knubset og udtryk for hinandens fordomme. Men det blev ikke til et stort skænderi, tværtimod. Jacob Holdt stod der i egen høje og skæggede person, lyttede først, talte så. Bagefter havde jeg og andre, jeg havde talt med, en fornemmelse af at vi også den eftermiddag havde været i stand til at lytte til hinanden og det var derfor, det var gået så godt. Jacob Holdt er ikke bare en visuel begavelse, han er også fremragende til at lytte.

For nylig talte jeg med en kollega om en stilling, der skal opslås på universitetet til næste år, og vi spekulerede på, hvem der mon kunne være gode at have til at sidde i et ansættelsesudvalg. Vi kunne komme i tanke om mange, men min kollega sagde om nogle af dem at “ham kan jeg godt lide, men han kan godt være stejl; han er ikke en god lytter”.

Det er vigtigt at være netop dét, en god lytter. Det er gået op for mig, at mange af de situationer, hvor jeg er blevet vred eller skuffet, kan føres tilbage til en følelse af ikke at blive lyttet til; en undervisningssituation, jeg beskrev i et tidligere blogindlæg, er et tydeligt eksempel på det. Børn holder måske af deres sovedyr og deres kæledyr, fordi de ubevidst konstruerer en følelse af, at disse dyr (levende eller af stof) lytter til dem. Religiøse mennesker har ubevidst konstrueret en følelse af, at den gud, de tror på, lytter til dem. Jeg har ind imellem hørt, at en af grundene til en skilsmisse var, at en eller begge af dem, der blev skilt følte, at man ikke blev lyttet til. Jeg forlader ofte politiske diskussioner i ærgrelse, for det er tydeligt, at parterne ikke lytter til hinanden, men kun hører sig selv.

Der er blevet forsket meget i det at lytte. Der er endda en International Journal of Listening. Men ligesom vi fokuserer på stress i stedet for flow, er der en tendens til at vi fokuserer på at få vores budskaber igennem, ikke på at lytte. Der er masser af kurser i at lære at lave gode præsentationer, og vi fokuserer i uddannelserne på at lære de studerende at skrive godt og præcist. Vi taler om meget om ytringsfrihed. Alt dette er vigtigt, meget vigtigt endda. Men fordringen er vel symmetrisk, for vi har alle behov for at blive lyttet til. Menneskerettighederne rummer faktisk en fordring om at lytte, for alle mennesker født frie og lige i værdigheder og skal handle mod hinanden i en broderskabets ånd, som der står i Verdenserklæringen.

Hvordan lærer vi hinanden at blive bedre til at lytte? Hvordan lærer vi studerende at lytte (i skrift og på tale)? Hvordan lærer vi undervisere at lytte (i skrift og på tale)? Hvordan kan vi kritisere dem, der ikke lytter? Er det overhovedet muligt, når nu de ikke lytter?

Essensen af alt

Jeg har på mit kontor på universitetet et hvidt tekrus, som jeg holder meget af. Jeg bruger det til grøn te og kun grøn te (jeg drikker hverken kaffe eller kakao). En dag var mit tekrus blevet væk, og jeg var lettere fortvivlet. Da kruset dagen efter dukkede op i en opvaskemaskine var jeg glad for at gense det, men meget mindre glad for at se det sølet ind i billig kakao. Føj. En af mine kolleger har et krus (med et billede af et Petri-net) som han nærer lige så varme følelser for, og han var lige så fortvivlet, da også dét forsvandt. Han er nu blevet genforenet med sit krus.

Hvad har denne historie om to akademikeres sære tilknytning til deres krus med noget som helst at gøre? Det handler om essentialisme, den antagelse, at fysiske objekter har en uudslettelig og uforanderlig essens. Mit hvide tekrus har en essens; et andet krus, der er magen til, vil være et kvalitativt andet krus. Et barns særlige sovedyr har en anden essens for barnet end alle de andre tøjdyr. Et menneske, der er dødt, har (i et vist tidsrum efter døden) stadig essensen af et menneske: man taler om “usømmelig omgang med lig”.

I den negative ende af essentialismen ruger nazister og andre racister med deres teorier om iboende egenskaber; et menneske, hvis familie havde været i Tyskland i mange generationer, kunne aldrig blive rigtig tysker, hvis familien var jødisk (ifølge nazisternes definion).

Et sted midt imellem lurer denne uges eksempel fra dagspressen om en udstilling af danske morderes våben eller sagen om den norske terrorist Anders Breivik. Kunne man bruge f.eks. Peter Lundins økse til at hugge brænde med, hvis den var blevet grundigt rengjort? Kunne det norske politi geninddrage Anders Breiviks politiuniform og give den til en betjent? De fleste af os vil uvægerligt svare nej. Disse genstande rummer åbenbart en iboende essens.

En del af den modvilje vi føler, kommer fra bevidste associationer. Når jeg ser et billede af Peter Lundins økse, kommer jeg altid til at tænke på de forfærdelige handlinger, han begik. Men er associationerne alt?

Et spændende interview med den britiske professor i psykologi Bruce Hood på Edge.org fører os hele vejen omkring essentialismen og hvad den fører med sig.I et citat kommer Hood ind på essentialismens væsentlighed (og kommer med et eksempel, der minder om ideen om Breiviks uniform):

I see essentialism everywhere I look now. It just seems to be pervasive. It’s one of these ways of seeing the world. People say, oh, it might just be association, but association strikes me as inadequate as an explanation as to why some things seem to have this property. Of course, Paul Rozin’’s work on moral contamination and contagion, again, I think speaks to this idea there are things which you can contaminate with evil, for example, just by wearing a killer’s cardigan, things like that. So as I say, I see it everywhere. I’m hoping to continue that kind of work. So that’s an example of a philosophical kind of question, or certainly a philosophical domain that I think does lend itself to the empirical studies and, who knows, that might actually turn out to have some application as far as marketers are concerned.

En af Hoods vigtige konklusioner er den, at essenser – eller som han kalder dem med et udtryk fra middelalderfilosoffen Duns Scotus – quddity og haecceity – på den ene side er psykologiske konstruktioner, på den anden side er højst reelle. Ifølge Hood er associationerne ikke hele forklaringen.

Quiddity har ikke noget med en Harry Potter-sportsgren at gøre; det er den “essens” som en gruppe har fælles, f.eks. hundes “hundet-hed”, det der gør hunde til hunde. Haecceity er den enkelte hunds “essens” – det, der gør Fido til Fido.

Den mest centrale essens, et menneske har, er selvet. Men også mit selvs haecceity er en psykologisk konstruktion, en illusion. Ikke en vrangforestilling, men noget, den enkelte person efterhånden konstruerer. Hvis selvet er konstrueret af individet på grund af en funktionsfejl i hjernen, kan det have betydning for hvor ansvaret for individets gerninger skal lægges. Igen dukker de ekstreme situationer, som gør etiske overvejelser så komplicerede, op – her igen i skikkelse af forbryderen Anders Breivik op: Hvis hans handlinger og holdninger skyldes en psykisk lidelse og således er en “funktionsfejl”, er han da ansvarlig på samme måde som hvis han ikke har en psykisk lidelse? Og nej, jeg kender ikke svaret og vil ikke give et bud.

(En anden interessant tanke, som Hood kun strejfer. er den, at varer har (eller forsøges markedsført som havende) en særlig essens. Det er vel egentlig beslægtet med den idé om varens fetich-karakter, som Karl Marx er ophavsmand til.)

Dette blogindlæg kan ikke yde interviewet med Bruce Hood fuld retfærdighed; læs det og få en spændende stund i grænseområdet mellem filosofi og psykologi.

Der var engang en vrede

Jeg kan ikke fordrage at blive vred, og jeg ved ikke om det hænger sammen med at jeg vel er introvert. Når jeg af og til bliver vred, er jeg bagefter både flov og udmattet, og specielt hvis jeg har været vred på studerende eller på min datter. Mit nærvær er da for alvor glippet. Hvorfor skulle andre se mig sådan? Hvorfor reagerede jeg så voldsomt på noget, der som regel slet ikke var det værd?

Jeg husker f.eks. en dag for mange år siden, hvor jeg var hjælpelærer for en kollega på et kursus. En dag kom jeg ind til en gruppe, blot for at opdage at de sad og lavede noget helt irrelevant – jeg tror, de sad og læste i nogle blade om biler eller sådan noget. En af de studerende så kort op og sagde “Spørg John, han laver opgaver”. Jeg spurgte John, men selv om han tilsyneladende havde bogen åben, var hans engagement på samme minimale niveau. Til sidst sagde jeg at “det her, det gider jeg fandme ikke være med til” og smækkede med døren, da jeg stormede ud af lokalet. Uden for lokalet indså jeg, at jeg havde dummet mig og havde sat mit professionelle nærvær som underviser over styr. Jeg måtte nærmest krybe ind til gruppen og sige undskyld. I gruppens semesterevaluering stod der, at “hjælpelæreren var hidsig”. Ak og ve.

I Susan Cains bog Quiet, som jeg nævnte her på bloggen for ikke så længe siden, kommer hun ind på ideen om den idé om vreden som en forløsende og rensende kraft, der engang har været fremherskende – og hun har ikke noget godt at sige om den. Man kan stadig høre forestillingen om den rensende vrede nævnt rundt om i samtaler som et af psykologiens mange ekkoer i dagligsproget. I de seneste årtier er denne ide om vreden blevet betvivlet grundigt, og nogle taler om katarsismyten. Ordet katarsis er græsk og betyder “renselse”; dets betydning i denne sammenhæng går helt tilbage til Aristoteles, der mente at man gennem at se tragedier (dvs. sørgelige teaterstykker) fik afløb for negative følelser. Med til historien hører, at i antikkens tragedier var der ikke bare tale om en slutning, hvor alle var kede af det – de “gode” kom som regel ulykkeligt og voldsomt af dage (jvf. Antigone, Ødipus m.fl.).

Man kan forske i meget forskelligt, og der findes selvfølgelig også vredesforskning – altså ikke vrede mennesker, der forsker, men forskere, der forsøger at forstå hvad vrede er. To amerikanske universitetspsykologer, Eric Dahlen og Ryan Martin, har en interessant blog ved navn All the rage om netop vredesforskning.

I et interview med Brad Bushman fra Ohio State University kommer Bushman ind på netop katarsismyten. Nøglecitatet er dette:

In 1973, Albert Bandura issued a moratorium on catharsis theory and the use of venting in therapy, and research evidence supported Bandura’s views (e.g., Geen & Quanty, 1977). Venting doesn’t work even among people who believe in the value of venting, and even among people who report feeling better after venting (Bushman, Baumeister, & Stack, 1999). In fact, venting has the opposite effect—it increases aggression. The better people feel after venting, the more aggressive they are. Venting can even increase aggression against innocent bystanders.

“Venting” svarer vel også lidt til en “slankekur”, hvor man sørger for hele tiden at fylde maven inden måltiderne, så man ikke kan spise så meget.

Så hvad gør man så med vreden? Man skal selvfølgelig ikke forstille sig; alt for mange af os har alt for svært ved at vise vores følelser. Men som regel skal man vel bearbejde følelsen, inden man slipper den ud. Og formodentlig skal følelsen slippes ud som noget end raseri. Ryan Martin taler således om den forløsende humor som en del af bearbejdning af vreden. Gad vide, om jeg f.eks. skulle have sagt til de studerende dengang, at de da vist havde misforstået det, hvis de troede, at Turing-maskiner var biler, og så have forladt lokalet uden at sige mere?

De liljehvide og de kulsorte

Billige malerier

I Information kan man i dag læse en kronik af Morten Uhrskov Jensen, der er uddannet historiker. Kronikken er baseret på uddrag af en bog, Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark, der udkommer på People’s Press den 24. maj. Allerede i denne bogtitel kan man ane en forklaringsmodel.

Morten Uhrskov Jensens påstand er at der findes en “elite”, som har et hyklerisk forhold til indvandring og etniske mindretal. På den ene side taler denne “elite” for øget indvandring fra ikke-vestlige lande, på den anden side gør den alt for at undgå at omgås netop indvandrere. Et nøglecitat fra kronikken er:

Svaret er nej, for alle de nævnte steder lever eliterne efter helt andre spilleregler end dem, de sætter for den del af den danske befolkning, der ikke er begunstiget af at kunne vælge frit imellem uddannelse, arbejde osv. Eliterne foretrækker at omgås mennesker, der helt bogstaveligt ligner dem selv, mennesker af samme hudfarve som den, eliterne typisk selv har – nemlig hvid.

Uhrskov Jensen kalder denne “elite” for de “liljehvide”. En anden, central, men lidt mindre fremhævet påstand, er at den gruppe, som “eliten” ikke vil omgås, er hvad jeg vil betegne som “indbygget inkompetent”. Denne påstand er faktisk lige så interessant som påstanden om “de liljehvide”. Nøglecitatet er her dette:

De ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere klarer sig gennemsnitligt så ringe i grundskolen og gymnasiet, at de nødvendigvis er underrepræsenteret på de lange videregående uddannelser. Efterkommerkvinderne ser ganske vist ud til at klare sig strålende, men det gør de kun, når man ser på dem, der er indskrevet på et videregående studium. Tallene for de 15-16-årige og de 30-årige efterkommerpiger og -kvinder viser, at de klarer sig signifikant ringere end danske mænd og langt dårligere end danske kvinder.

I en kronik i Berlingske, der ligesom kronikken i Information fungerer som en form for foromtale af hans bog, folder Uhrskov Jensen sin påstand om en sådan “indbygget inkompetence” yderligere ud:

Skulle man nu sidde og håbe på, at tredje, fjerde osv. generation kan rette op på disse forfærdelige resultater, venter man forgæves. Tallene er på ingen måde fyldestgørende for europæiske lande – selv om de få spredte tal fra Storbritannien bekræfter billedet – men fra USA ved vi, at anden generation, altså efterkommerne – er definerende for de kommende generationer. I USA har den latinamerikanske såkaldte SAT-score (adgangsprøven mange steder til universitetet) ikke ændret sig gennem de seneste 20 år, hvor også i hvert fald tredje generation tæller med. PISA og afgangskaraktererne fra folkeskolen fortæller med andre ord om en fremtidig økonomisk katastrofe, hvis ikke indvandringen af ikke-vestlige i Danmark standses.

Der er således ifølge Uhrskov Jensen en “indbygget inkompetence” i mennesker med baggrund i ikke-vestlige lande. Denne inkompetence er “indbygget” i de pågældende mennesker og deres efterkommere; den ikke vil kunne fjernes, selv om generationerne går. Den sociale arv er så ubrydelig, at den vel nærmest er biologisk. Vi er her meget tæt på at have en påstand om visse folkeslags medfødte og uforanderlige overlegenhed eller underlegenhed.

Morten Uhrskov-Jensens to kronikker tegner omridset af en typisk nationalistisk og populistisk argumentation i 4 trin:

  1. Der findes en elite, som er i modsætning til “den almindelige befolkning”. (Uhrskov Jensen taler om “mere almindelige danskere”). Nationalisten repræsenterer denne “almindelige befolkning” og dens holdninger.
  2. Den “almindelige befolkning” har særlige, overlegne kvaliteter.
  3. Men eliten holder af en anden etnisk gruppe, der er indbygget underlegen.
  4. Dette vil føre til undergangen for den “almindelige befolkning”, selv om den er indbygget overlegen.

Hvad der gøres for at ændre denne situation, hvor “eliten” og den indbygget underlegne gruppe er gået sammen om at gøre livet surt for den “almindelige befolkning”, kommer først senere.

Morten Uhrskov Jensen anvender nogle tvivlsomme retoriske metoder. Hyppigst ser man hans brug af stråmænd. Her er et par stykker:

De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.

og

Underklassen – det ros, som ikke mindst tidens idéforladte stand up-komikere muntrer sig over – kan da bare betale ved kasse et. Den danske underklasse er alligevel så uciviliseret, så den har vel egentlig bare godt af det?

Et andet uærligt træk, Uhrskov Jensen betjener sig af, er at tillægge modstanderen synspunkter, de aldrig vil kunne afkræfte, da der er tale om skjulte, ikke-verificerbare hensigter:

De liljehvide vil aldrig indrømme, at de bor disse steder, fordi de har begrænset lyst til at omgås de ikke-vestlige, som de med så stor ihærdighed og iver har fået til landet. Der er så mange andre praktiske grunde til, at de har valgt, som de har gjort.

Morten Uhrskov Jensens kronik er (i overensstemmelse med den populistiske 4-trins-argumentation) ikke handlingsanvisende. Men problemet, når nogen mener at påpege en inkonsistens hos andre, er at den, der påpeger inkonsistensen, da som næste skridt bør kunne påpege nogle principper for hvordan man i stedet skal handle. Specielt: Skal den anden handle anderledes for at følge principperne og derigennem blive konsistent? Eller skal den anden anlægge nogle andre principper og handle som hidtil, så der kommer konsistens på denne måde? Eller skal både principper og handling ændres?

I denne sammenhæng er der mindst følgende muligheder (igen forudsat at man ukritisk accepterer Uhrskov Jensens påstande):

  1. “Eliten” skal leve op til sine egne principper og ikke leve afsondret. Da skal der være en højere grad af mangfoldighed i samfundet, så “eliten” ikke gemmer sig fra “indvandrerne”, men lever sammen med dem. Hvis dette ønske om diversitet er Morten Uhrskov Jensens ærinde, passer det dårligt med hans synspunkter om de andre etniske gruppers “indbyggede inkompetence”.
  2. Den eksisterende “elite” kan fortsætte med at leve afsondret, men skal anlægge andre principper, der gør det konsistent at leve afsondret. Hvis disse andre principper er baseret på ideen om andre menneskers “indbyggede inkompetence”, har vi reelt at gøre med en politik om etnisk adskillelse baseret på en antagelse om en uovervindelig forskellighed. Den slags har vi set rigeligt af gennem historien; sporene skræmmer. At der måske i virkeligheden er tale om en sådan holdning, kan man ane af dette citat fra kronikken i Information:

    Der vil altid være eliter til. Jeg har ikke noget imod eliter i sig selv. Det ville være omtrent lige så absurd som at have noget imod tyngdekraften.

    Historisk har eliterne ofte nok været nogle skarn over for den jævne befolkning, men den foragt, som eliterne i dag nærer til de dårligst stillede danskere, savner formentlig sidestykke. I tidligere tider var de herskende mere ærlige. De lagde ikke skjul på, at de sad på flæsket, og at de havde særlige rettigheder. Og i det mindste havde godsejeren brug for sine fæstebønder. Det er ikke tilfældet i dag. De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.

  3. En tredje mulighed er, at de “liljehvide” skal erstattes med en anden “elite”, der ikke anlægger den gamle elites principper, men baserer sig på antagelsen om “indbygget inkompetence”. Det ironiske er her, at Morten Uhrskov Jensen har været en indflydelsesrig person i kredsen omkring Dansk Folkeparti og de foreninger (som Trykkefrihedsselskabet og Den Danske Forening), der har leveret ideologisk grundlag for Dansk Folkeparti og gennem dette partis indflydelse faktisk har haft stor indflydelse på dansk politik. På denne måde er Morten Uhrskov Jensen vel del af en form for elite; han har dog meldt sig ud af Dansk Folkeparti, da han anklager partiet for ikke at ville være ærlige om at “den stramme udlændingepolitik er død og borte”. Og på denne måde opdager man (skulle man fortsat være i tvivl), at han faktisk i langt højere grad retter det egentlige skyts mod de “ikkevestlige indvandrere” end mod “eliten”.

Allerede tidligt i sin kronik formulerer Morten Uhrskov Jensen en etisk regel for at kunne kritisere “eliten” for hykleri:

Den gyldne regel hedder som bekendt: Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Således efter Lukasevangeliet. Også i andre kulturer findes reglen, f.eks. hos Konfutse: Det, som du ikke ønsker, at andre skal gøre mod dig; gør det ikke mod dem.

Det er prisværdigt, at der kommer en etisk vinkel ind i en diskussion af menneskers motiver. Men hvordan kan man handle mod andre. som man gerne vil have, de skal handle mod én selv, hvis man har en antagelse om at Den Anden er “indbygget inkompetent”? Er Morten Uhrskov Jensen egentlig selv fortaler for det etiske imperativ ovenfor? Jeg ved det faktisk ikke.

Det ubehagelige ved Morten Uhrskov Jensens kronikker er nemlig i virkeligheden antagelsen om at der findes en gruppe, der er “indbygget inkompetent”. Denne forklaringsmodel gør det umuligt at føre socialpolitik, for den er deterministisk af natur og er snublende tæt på en biologisk racisme ved at hævde, at gruppen af “indbygget inkompetente” vil være  “indbygget inkompetent” i generation efter generation, og at ingen politiske tiltag vil kunne ændre ved det.

Der er bestemt problemer i Danmark med grupper af befolkningen, der ikke har kontakt med hinanden og ikke ser sig selv som del af samme samfund (og det kan lige så vel være velstillede som ikke velstillede mennesker!). Der kan bestemt være mennesker, der ikke efterlever de principper, de gør sig til fortalere for. Men forklaringsmodellen gør det også meget sværere at få en diskussion af de sociale uligheder, der rent faktisk findes i samfundet, både dem, der har med etniske mindretal og dem, der har med andre danskere at gøre. Morten Uhrskov Jensen taler om de “dårligst stillede danskere”, men hvorfor denne gruppe er dårligt stillet, er ikke del af hans forsøg på en analyse.