Åh Gud

Der er sikkert nogen, der bliver kede af det nu, men jeg er ekstremt skeptisk over for organiseret religion eller rettere over for dens konsekvenser. Der er ikke tale om at føre et Dawkins-agtigt “korstog” (hæ!) fra min side. Mennesker må tro på det, de vil. Jeg kender fornuftige og venlige mennesker, der er præster o.lign., og jeg kender dybt troende mennesker, som jeg er enig med i de allerfleste sammenhænge, og som jeg holder af. Det er konsekvenserne af organiseret religion, der kan bekymre mig. Det, jeg overhovedet ikke bryder mig om, er, når nogen bruger et “jeg ved hvad Gud vil”-argument som deres vigtigste (og ofte eneste) argument.

På det seneste har der været diskussion af mulighederne for at homoseksuelle par skulle kunne vies i den danske folkekirke. I Information fra denne weekend er der et læserbrev om denne sag fra en sognepræst ved navn Frederik Smidt. Nøglecitatet fra ham er dette:

Vil vi indføre noget, som er imod Guds principper og velsigne noget, som Gud siger nej til, bliver vi som ministre, præster og biskopper ligesom Aron med guldkalven. Vi er ikke vores opgave voksen. For hvad er en gud værd, som vi skaber i vores eget billede?

Den sidste formulering er forresten særligt interessant, for den ville en ateist også kunne fremføre. Men her er det underforstået, at læserbrevsskribenten ved, at den kristne gud ikke er skabt i “vores eget billede” og tilmed ved, hvad der er “Guds principper” og hvad “Gud siger nej til”. Jeg bliver altid underligt til mode, når en repræsentant for et trossamfund mener at have en indsigt i “hvad Gud vil”, som rækker ud over en rent personlig holdning. Lad mig bruge et “mulig-verdens”-argument for at argumentere for det.

  • Hvis den kristne gud findes, er det underligt, at en tilfældig præst i Danmark ved præcis, hvad den kristne gud har af holdning til et aktuelt emne i den politiske debat. Og selv, hvis den kristne gud (som vi i denne gren af argumentet antager findes) og den tilfældige præst skulle vise sig at være enige i deres stillingtagen til det aktuelle politiske emne, er det ikke en indsigt, der kan kommunikeres til en ikke-troende.
  • Hvis den kristne gud ikke findes, har den tilfældige præst intet gyldigt argument for sin påstand, for den autoritet, han påberåber sig, eksisterer simpelthen ikke.

Argumenter skal være objektive og interpersonelle for at kunne overbevise en modpart, dvs. de skal kunne fremføres og rekonstrueres af enhver og må ikke basere sig på en autoritet alene. Dette er aldrig tilfældet med religiøst baserede argumenter, for de er afhængige af tro. Det lyder banalt, men er det tilsyneladende ikke. Argumentation ud fra autoriteter (som så ikke engang er universelt anerkendte autoriteter) er ikke et gyldigt retorisk princip.

Der er blevet kastet uanede kræfter efter organiseret religion i årenes løb. Kan man da slet ikke lære noget positivt af det, selv om man er ekstremt skeptisk over for foretagendet? Bestemt. Vi kan ikke lære noget om argumentation af religionsudøvere, men vi kan formodentlig lære noget om form, om indstilling og om mål. Her er et interessant foredrag af den britiske filosof Alain de Botton, der er erklæret ateist. (Jeg har tidligere nævnt ham her på bloggen.) En af hans interessante pointer er denne: Hvorfor er der f.eks. så mange fængende prædikanter og så mange kedelige forelæsere? Fordi religionen lægger vægt på værdien af hvordan der tales – okay, så ikke på argumenternes kvalitet, men så på formen da. Det kunne alle os, der er stærke i tvivlen, også lære noget af. Se foredraget; det er det værd!

Dig og din mor og demokratiet

…en stat med lige love for enhver, hvor alle har samme ret til at handle og samme ret til at sige deres mening, en regering, der sætter undersåtternes frihed over alt.

Marcus Aurelius, Meditationer (I,14)

Et af ugens uofficielle højdepunkter for mig er altid weekendudgaven af Information. Nogle gange er det som om der udkommer en slags uofficielt temanummer. Sådan et kom der i dag, og dets tema er demokratiet. Se nu bare her:

Alle disse indlæg viser for mig én ting: Princippet om demokrati hyldes i teorien, men ikke i praksis. Ingen vil i vore dage for alvor sige, at de er udemokratiske. Universitetsloven af 2003 er ikke blevet begrundet med at universiteterne har brug for en udemokratisk ledelse. Vladimir Putin taler ikke for at have en udemokratisk styreform i Rusland, men om at der er tale om “særlige forhold”. I virksomheder taler man ikke om at virksomheden er udemokratisk, men om at alle er lige (men at nogle, nemlig ledelsen, påtager sig et “særligt ansvar”) – og når nu alle er lige, er der ikke rigtig behov for demokrati, vel? Mathias Herup Nielsen skriver:

Medarbejderen udfylder og signerer selv sin udviklingsplan. Dokumentet, der ligger tilbage på skrivebordet efter dialogens afslutning, bekræfter dermed, at tidens overordnede managementcredo er rigtigt. Medarbejderen og virksomheden vil grundlæggende det samme sted hen. Kabalen går op og medarbejderen har selv skrevet, at han vil udvikle sig i lige nøjagtig den retning, som ledelsen udstak på det tidligere møde.

Ligesom menneskerettighederne er kommet til at stå i vejen for “nødvendige beslutninger”, således er demokratiet i vore dage tilsyneladende kommet til at stå i vejen for “nødvendige beslutninger” og for “handlekraft”.

Et sted, hvor en forandringsproces hen mod demokratisk ledelse i organisationer kan starte, er i universitetsverdenen. Men hvorfor skal der være demokrati på universiteterne? vil nogen spørge. På andre arbejdspladser har der jo aldrig været nogen form for demokrati. Det er korrekt – men snarere end at gøre universitetsdemokrati til problemet, bør vi gøre fraværet af demokrati i andre  organisationer til det egentlige problem. Politikerne kunne have tænkt på erfaringerne med et universitetsdemokrati som et ideal for en arbejdsplads i stedet for at gøre andre virksomheders manglende demokrati til et ideal for universitetsverdenen.

Og der kan da også være gode ledere i en udemokratisk struktur, vil nogen sige. Det er da også helt korrekt. Jeg kan nævne gode ledere på min egen arbejdsplads. Men i universitetsverdenen og andetsteds har der så sandelig også været dårlige ledere i stort tal. Fortællingen om Aarhus Universitet siger det for så vidt klart nok.

Et helt ekstremt eksempel på forskellen mellem god og dårlig ledelse og den vilkårlighed, det fører med sig, er det gennemført udemokratiske Romerrige. Der var kompetente ledere som Julius Cæsar (forfatter og strateg) og Marcus Aurelius (der indførte en tidlig sociallovning, bedrede slavernes vilkår og var en fremtrædende stoisk filosof), men der var også magtsyge galninge som Caligula og Commodus (som forresten var søn af Marcus Aurelius).

I stedet for at afskaffe/indskrænke demokratiet med effektivitet som argument må idealet være at finde ud af, hvordan vi kan skabe samfund og organisationer, der på én gang er demokratiske og i stand til at leve i en foranderlig verden.

Et af de bedste forsvar for demokrati og demokratisk kontrol med ledelse er altid (sådan ser jeg det) at det kan sikre mod vilkårlighed og misbrug af magt fra ledernes side. Det er samtidig et etisk betinget argument. Du kan ikke vælge din mor, men du skal altid kunne vælge din leder.

Uopmærksom

Jeg blev via Peter Kaj Pedersen, der er professor i musik på AAU, opmærksom (!!) på dette lille RSA-foredrag med den britiske forfatter og uddannelsesrådgiver Ken Robinson. Brug 12 minutter på at se det; det er det værd.

Det, der slog mig, er at jeg har aldrig hørt så meget om ADHD som inden for det seneste årti. Tilbage i år 2000 udtalte The American Association of Pediatrics at ADHD er en epidemi. På samme tid da er antallet af børn diagnosticeret med ADHD vokset støt; i perioden fra 1997 til 2006 var det med 3% om året. Jeg kender herhjemme fra forældre, der overvejer at få deres børn undersøgt for ADHD, fordi børnene er lige lovlig livlige i skolen. I USA er det blevet en udbredt praksis at udstede recept på bestemte typer medicin (bl.a. Ritalin).

Ken Robinson hævder, som man vil kunne se, at denne ADHD-epidemi er fiktiv og at problemet med lav opmærksomhed reelt skyldes et stadig mere udtalt misforhold mellem de mange distraherende stimuli fra tv, internet osv. og at uddannelsessystemet i vore dage tager udgangspunkt i bestemte idealer om industriarbejde og effektivitet.

Så vidtgående en konklusion tør jeg ikke drage selv.  Der er nemlig en del  forskelligtrettede forsøg på at give alternative forklaringer på ADHD, ADD og andre “opmærksomhedsforringelsessyndromer”. Et populært bud er at forældre og/eller deres børn ikke “tager sig sammen” eller “melder sig ind i de svages klub”.  Ole Thyssen, der er professor på CBS, er en af dem, der  slår til lyd for denne forklaring. Det er et standpunkt, der danner en uskøn, men forventelig parallel til diskussioner af andre fænomener i samfundet som f.eks. ledighed – her er Ole Thyssen også på banen. Denne forklaring (der tilmed ikke er faktuelt underbygget og ikke vil kunne blive det, da den har uverificerbare hypoteser om menneskers “virkelige motiver”) bryder jeg mig lige så lidt om som den rent medicinske og lige så individualiserende forklaringsmodel, hvor løsningen er – ikke at tage sig sammen, men at tage medicin.

I en artikel fra Information fra januar i år beskriver Tine Byrckel hvordan den franske læge Maurice Corcos kritiserer det fra USA stammende diagnosesystem DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) for psykiske lidelser for netop at blive brugt til at udstede et meget stort antal recepter på medicin. Corcos argumenterer dels for, at medicinalindustrien er interesseret i denne diagnose, dels for at det er svært at give en enkel forklaring på, hvad psykiske problemer i fysisk forstand egentlig peger på – der er tale om komplekse sammenhænge.

Og måske er det her, Ken Robinsons pointe er væsentlig – at opmærksomhedsproblemerne er reelle, men ikke entydigt kan forstås som en medicinsk diagnose, men også må forstås i en familiemæssig og social kontekst. Uddannelsessystemet, medierne og de ændrede familiemønstre må også spille ind som faktorer, der  er med til at skabe mennesker med “opmærksomhedsproblemer”. Præcis som man f.eks. kan få en depression på grund af dårlige menneskelige relationer, kan man vel få andre psykiske problemer af sociale årsager.

Den sidste forelæsning

Efterhånden som jeg er blevet ældre, tænker jeg mere og mere på døden som en realitet. Hvis alt går godt, har jeg nu levet lidt over halvdelen af mit liv. Jeg skal finde ud af hvordan resten skal bruges – sammen med familien, sammen med venner og sammen med arbejdslivet og det, der forhåbentlig kommer bagefter. Min dødelighed får mig til at tænke på livet på en anden måde.

En af de bøger, jeg i denne weekend faldt over på bogudsalget, var Sidste forelæsning af Randy Pausch. Jeg vidste faktisk slet ikke, at bogen fandtes på dansk, men til 30 kroner kunne jeg leve med for en gangs skyld at læse en oprindelig engelsksproget bog i dansk oversættelse. Historien bag Sidste forelæsning  taler af oplagte årsager til på en særlig måde til mig.

Randy Pausch var professor i datalogi på Carnegie-Mellon University i USA. Hans forskningsområde var computergrafik og dets forbindelser til menneske-maskin-interaktion og virtual reality. Mest kendt er Pausch vel for arbejdet med 3D-programmeringssproget Alice (som kan læses om og hentes på http://www.alice.org/).

I en alder af 46 fik han at vide, at han havde kræft i bugspytkirtlen. Et år og en omfattende operation senere fik han at vide, at kræften ikke var slået ned; der var metastaser og hele 10 svulster i leveren. Randy Pausch havde mellem tre og seks måneder tilbage at leve i. Netop omkring dette tidspunkt fik han ved et tilfælde mulighed for at holde en forelæsning i CMUs forelæsningsrække “The Last Lecture”, hvor man som forsker får mulighed for at give sine væsentligste budskaber videre til andre – ud fra en forestilling om at dette bliver den sidste forelæsning, man skal give i sit liv. For Randy Pausch blev dette virkelighed og han brugte sin i bogstavelig forstand sidste forelæsning på at give en række budskaber videre den dag, den 18. september 2007. 25. juli 2008 døde han, så jeg er i skrivende stund allerede ældre end Randy Pausch nåede at blive.

Bogen Sidste forelæsning er en efterbearbejdning af den sidste forelæsning. Den er værd at læse, selv om dette også er en meget amerikansk fortælling om amerikansk fodbold, åbne biler og Disneyland (Randy Pausch havde en overgang sabbatical hos Disney) En amerikansk man-kan-hvad-man-vil-holdning stikker også hovedet frem med jævne mellemrum. Selv om det er tvivlsomt, hvor mange af Randy Pauschs erkendelser, der egentlig er universelle, er det interessant læsning. Det er tydeligt, at Randy Pausch var taknemmelig over sit liv og sin opvækst og at han ikke har haft de fortrydelser, mange andre døende ser ud til at have kæmpet med i deres sidste tid. Han følte virkelig, at han havde opnået at se sine barndomsdrømme blive til virkelighed. Gennem bogen løber en understrøm af kærlighed til hustruen Jai og til hans børn, der dengang var 6, 4 og 1 år gamle. Et andet tema, der især er gribende, er hvordan han forbereder familien på at skulle leve uden ham. Randy Pausch ved at hans børn kun vil have en svag erindring om ham, hans yngste måske slet ikke.

Rundt om i bogen er der opfattelser og erfaringer, som jeg som universitetslærer nikker genkendende til. Et eksempel er følgende citat fra hans kapitel om barndommens strenge sportstræner Graham.

Grundbegreber. Det var en enestående gave, som træner Graham gav os. Grundbegreber, grundbegreber og grundbegreber. Som universitetslektor har jeg gang på gang set studerende springe over dette niveau og altid til skade for dem selv. Man er nødt til at få fat i grundbegreberne, for ellers kan man ikke få noget af det mere spændende og kreative til at fungere.

Dét kan jeg kun tilslutte mig.

Det værste citat kan så til gengæld kun skyldes oversætteren, Eva Hage, der tydeligvis ikke har begreb skabt om matematik (eller også har jeg helt misforstået noget?).

I en andengradsligning er den højeste værdi af en ubekendt mængde en firkant.

Hvad betyder dét?

Nå, lad det nu fare. Ovenfor kan man se Randy Pauschs sidste forelæsning, og skulle man få lyst til at læse mere om ham og hans liv, kan man besøge http://www.thelastlecture.com/.

En vågen nats søvn

I nat vågnede jeg klokken halv fire. Måske var det fordi jeg havde fejret arbejdsugens afslutning med en god trappistøl (Westmalle Tripel, en gave fra mit 25-års jubilæum). Stresset var jeg ikke. Snarere var jeg lettet efter en uge med usædvanligt fyldt kalender. Hvorfor vågnede jeg så? Vel fordi man sover lettere efter indtagelse af alkohol ud på aftenen, men vågner også lettere.  Jeg endte med at være vågen i et par timer og tænkte til sidst nogle forholdsvis sammenhængende tanker om lineære typesystemer, som jeg prøver at få styr på for tiden. Der var siden jeg gik i seng kommet en mail med svar fra en japansk kollega og samarbejdspartner, som jeg tidligere havde skrevet og spurgt. Hvis nogen derude ved noget om lineære typesystemer, er det ham. Til sidst faldt jeg i søvn igen, og resten af familien lod mig sove til kl. 9.40 (tak til dem for det!)

Da jeg vågnede og var stået op, fejrede jeg min udsovethed ved at læse weekendudgaven af Information. Formodentlig uden at nogen egentlig havde tænkt over det, er det som om arbejdstid og forestillinger om hvor meget, man bør arbejde er blevet et tema i dagens avis. Der er en artikel om Peter Brodersen, der som mindre selvstændig arbejder 15-20 timer om ugen, har en beskeden indtægt men er tilfreds med det, thi for ham er det vigtigste at have så megen fri tid som muligt. Frederik Dehlholm, der er formand for Magistrenes A-Kasse (og som jeg kender fra Dansk Magisterforeningens repræsentantskab) har et veldokumenteret indlæg om hvordan begrænsningerne i supplerende dagpenge og kravet om hurtigt at få fuldtidsarbejde  gør livet surt for arbejdsløse, jobsøgende akademikere. Og så er der Karen Lisa Salamons essay i Information handler om, hvordan de normative forestillinger om hvor meget og hvor længe man bør arbejde hænger sammen med forestillinger om hvad en god nats søvn bør være. Karen Lisa Salamons tager udgangspunkt i hvordan mennesker går til af overarbejde. Hun hæfter sig ved idealerne om at man ikke må “spilde tiden”, om at “tid er penge” og om at stress er et rent individuelt anliggende. En tidlig bannerfører for disse idealer er Benjamin Franklin, der levede i 1700-tallet, hvor kapitalismen og det udbredte lønarbejde var ved at slå igennem. Ikke noget tilfælde.

Især dette afsnit i Salamons essay hæftede jeg mig ved:

For et par år siden skabte nogle amerikanske forskere debat ved at koble biologiske søvnforsøg med studier i søvnens kulturhistorie og konkluderede, at folk sov anderledes frem til industrisamfundets og vækkeurets gennembrud. Indtil den kunstige belysning blev allemands eje og gadebelysningen slog igennem i byerne, sov folk i flere, korte perioder hen over døgnet. Ifølge forskerne sov de typisk nogle timer efter mørkets frembrud, hvorefter de vågnede og brugte noget tid på for eksempel snak, drømmetydning, sex, religiøse ritualer, børnepasning, vagtopgaver, indtagelse af varme drikke eller toiletbesøg, hvorefter de igen lagde sig til at sove nogle timer. I gamle tekster omtales natten ofte som opdelt i en ’første’ og ’anden’ søvn, og søvnforskerne konkluderede, at det er helt naturligt for mennesker, at sove for eksempel 4 + 4 timer, med en vågen pause på 1-2 timers aktivitet ind imellem. En siesta i løbet af dagen er også kendt fra mindre industrialiserede samfund. Etnografiske studier af jæger-samler-kulturers livsform og økonomi konkluderer også, at vi i dag sover mindre og arbejder hårdere end urbefolkningerne. En klassisk undersøgelse af indfødte australieres arbejdsdag som jægere, fiskere og samlere konkluderede, at arbejdstiden gennemsnitlig lå på 4-5 timer, og at folk holdt mange hvilepauser undervejs.

Måske er min opvågnen alligevel ikke så atypisk. Jeg har en fornemmelse af, at en del mennesker med søvnproblemer oplever at vågne efter netop omkring 3-4 timer. Det er her, man sover lettest, når drømmefaserne bliver længere. Hvis  man vidste, at man med god samvittighed kunne få sovet ud senere og bruge den vågne periode til noget, man selv synes er fornuftigt – sådan som det vel til dels var tilfældet for mig her i nat  – kunne meget formodentlig være anderledes og bedre.

Selvfølgelig er stress også et individuelt anliggende. Hver enkelt af os skal kunne sige nej. Men vi kan også sige nej sammen. Det skal ikke kun være et individuelt, individualiseret nej. Tænk, hvis vi vælger at indrette arbejdslivet efter menneskets søvnmønstre i stedet for det omvendte.  Og tænk, hvis vi vælger at ændre idealerne om at tid er penge til etiske idealer, der også kan passe til mennesket, som det faktisk er indrettet.

Billedet ovenfor er Salvador Dalis Le sommeil (Søvnen), og jeg tænker her på hvordan den sovende mest er et hoved og på hvor tynde de pinde egentlig er, der holder den sovende.

Jeg gør det en anden dag

Et af de største problemer, jeg selv kender, er overspringshandlingen – det, der på engelsk hedder procrastination. Det er de handlinger, vi foretager os i stedet for at gøre det besværlige, vi egentlig bør gøre. Vi skal rydde op, men i stedet sætter vi os til at se fjernsyn. Vi skal udfylde en rejseafregning for en tjenesterejse, men i stedet læser vi e-mail. Vi skal redigere et manuskript, men i stedet henter vi en kop te (ok, så kaffe da). Vi skal svare på en e-mail, men i stedet kaster vi os over Facebook.

Ordet procrastination er selvfølgelig latin. Det er et verbalsubstantiv afledt af verbet procrastinare, der igen er dannet af pro- ‘frem’ + crastinus ‘tilhørende morgendagen’ (fra cras ‘i morgen’).

Der er altid noget, vi ender med at sende frem til `i morgen’. Jeg kendte engang en dygtig fyr, der bare skulle rette nogle få trykfejl i sin afhandling efter veloverstået PhD-forsvar, så var graden i hus. Det er snart nogle år siden; hans vejleder er siden afgået ved døden, og rettelserne er ikke blevet lavet. Og jeg har selv et halvfærdigt artikelmanuskript liggende, som jeg bliver ved med at udskyde at få fulgt til dørs. Min medforfatter er gået på pension og er flyttet til udlandet. Som en slags overspringshandling laver jeg så alle mulige andre videnskabelige publikationer i stedet for at få lukket dette hul.

Problemet med overspringshandlingerne, der forhindrer mig i at gøre X er, at jeg (eller “man”, jeg tror at alle kender dette) ender med at bruge langt mere tid på dem og på at ærgre mig over ikke at gøre X, end den tid, det ville tage mig at gøre X.

Problemet er særlig stort i den akademiske biks og i andre sammenhænge, hvor der skal produceres stort. Det er formodentlig ikke et problem i samfund, hvor materiel fattigdom og hårdt arbejde går ud over livskvaliteten. Overspringshandlingen indebærer trods alt, at den erstattende handling dels skal være mulig, dels tilføre en erstattende kvalitet, den være sig nok så fiktiv.

Man skulle tro, at en fyldt kalender ville forhindre overspringshandlinger, men det sker ikke. Der er selvfølgelig travlt, men det eneste der sker, er at man vælger de nemme og mest presserende opgaver først. Løsningen må være en anden, og der er opstået en hel lille industri i at løse problemet.

En dag vil jeg købe en bog om overspringshandlinger, men det bliver ikke i dag. Nedenstående sang (det er måske så meget sagt) tager i det mindste tyren ved hornene.

I virkeligheden

20120225-114429.jpg

Nogle gange opdager jeg, at min blog bliver til et helt andet udtryk, end jeg egentlig troede, den skulle være. Jeg ville skrive om akademiske emner, om datalogi, om matematik og om samfundsforhold, Men reelt (bemærk ordet – det vender tilbage) ender jeg med at skrive en slags amatørudgave af Den etiske fordring. Måske er der i realiteten (også dette ord bør man bemærke) tale om en anden blog.

Det gik op for mig i dag, da jeg gav mig til at læse lørdagens udgave af Information, en af mine foretrukne beskæftigelser på en lørdag formiddag. Hermed er den midaldrende mand indfanget og karakteriseret – far læser avis.

Først læste jeg en lang artikel af Louise Vogdrup-Schmidt om de tanker, de døende gør sig om døden. Hvad ville de have gjort, hvad de havde fortrudt. Artiklen er endnu en konsekvens af bogen The Top Five Regrets of The Dying, som The Guardian omtalte tidligere på måneden. Bogen er skrevet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der i mange år har arbejdet på palliative afdelinger og. den forbindelse har haft samtaler med døende. Mange delte i de følgende uger artiklen med andre på Facebook og andetsteds – jeg var også en af dem – og jeg tror selv, at det skyldes, at den rammer ned i noget væsentligt. Hvem er vi?

De fem mest typiske fortrydelser er ifølge Bonnie Wares bog disse (listen er fra artiklen i Information):

  1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig.
  2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
  3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
  4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten til mine venner.
  5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være gladere.

Mange har ønsket, at de var det menneske, de “i virkeligheden var”.

Det gik for alvorg op for mig, da jeg nåede til avisens sidste artikel, der vanen tro er af Center for Vild Analyse. Denne gang leverer de en af deres bedre “vilde analyser” med udgangspunkt i et paradoksalt citat fra et interview med Lasse Rimmer, kendt fra diverse underholdningsprogrammer på (især) TV2:

I et interview i TV 2’s nye weekendhygge-program for et par uger siden fortalte komikeren Lasse Rimmer om sit forhold til de sociale medier. Interviewerne spurgte, hvordan det kunne hænge sammen, at han var så grov og direkte på f.eks. Twitter, mens han virkede så rar og omgængelig, når man sad der i sofaen og talte med ham. Da var det, den dekorerede IQ-mester gav den kun umiddelbart uskyldige og ved nærmere eftersyn filosofisk temmelig sofistikerede selvbeskrivelse: »Jeg er langt mere tilbageholdende i virkeligheden, end jeg ellers er.«

Også Lasse Rimmer er et andet menneske, end han “i virkeligheden er”. Dette paradoks er selvfølgelig til for at blive analyseret. Som så ofte før søger CVA svaret hos Lacan:

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan skelnede mellem realiteten og det reelle. Realiteten er den sociale virkelighed, det hele, sådan som den foreligger. Det reelle derimod er det, der modsætter sig denne virkelighed. Det reelle er ikke virkeligheden, men virkelighedens eget problem med sig selv: Dét som aldrig kommer med, når man forsøger at beskrive hvem man er, eller når man indtager en rolle i det sociale.

Det er tilsyneladende i uoverensstemmelsen mellem realiteten og det reelle, vi lever. Vi navigerer os gennem livet og befinder os stedse i modsætningen mellem det, der kommer med, og det, der ikke er med.

Måske er også den reelle udgave af denne blog en anden blog end realitetens blog?

Perspektivet , der blev væk

20120221-191156.jpg

Jeg havde vel egentlig lovet mig selv ikke at skrive om “betalingsringen”, men nu gør jeg det alligevel. Tilgiv mig, hvis det jeg skriver, er ureflekteret.

Men hele diskussionen om en afgift for at køre ind i hovedstadsområdet som privatbilist har forekommet mig at være perspektivløs. Formålet med denne foranstaltning var at nedbringe antallet af biler og mindske forureningen (herunder, men ikke kun CO2-udslip) og andre gener. Det økologiske råd nåede sidste år frem til at en afgift vil kunne nedsætte CO2-udslippet i varierende omfang, alt afhængig af hvilken løsning der blev valgt. Regeringen fremstod perspektivløs; der var ikke nogen samtidig promovering af et alternativ, f.eks. i form af bedre og billigere kollektiv trafik. (Tænk hvis man f.eks. havde gjort kollektiv transport gratis i hovedstadsområdet for bilister.) Også selve terminologien var dårligt valgt – “betalingsring” lyder ikke mere positivt end “betalingshospital”, det gamle, forbeholdne ord for det, der nu uden forbehold kaldes et privathospital.

Men modstanderne af afgiften, anført af Danmarks for tiden meget populære parti Venstre, er mindst lige så perspektivløse. Det er lykkedes at reducere det, der kunne være en diskussion af trafikkens påvirkning af miljøet i Danmarks største byområde og af visioner for den kollektive trafiks rolle i samfundet til en kamp i valgfrihedens navn for den velkendte, men på sigt tvivlsomme løsning for samfundet det er at vi hver især tager hver vores bil på arbejde. Jeg ville næsten ønske, at modstanderne havde sagt, at de var glade for at biltrafikken kunne fastholdes på dens nuværende leje. Jeg ville oprigtigt have ønsket, at der var kommet et bud på et alternativ. Men nej. Det eneste, modstanderne af afgiften kunne sige, var tilsyneladende, at det er glædeligt, at bilisterne slipper for at betale:

– Vi glæder os ikke mindst på vegne af de mange storkøbenhavnske og sjællandske borgere, der havde en risiko for at få en ekstraregning på op mod 20.000 kroner om året, siger Martin Geertsen, der er trafikordfører i Venstre.

Jeg synes, at initiativet nu bør komme fra modstanderne af “betalingsringen”. Nu er det op til dem at vise perspektiv. Især så jeg gerne. at modstanderne

  • svarede på om omfanget af trafikken i hovedstadsområdet udgør et miljøproblem og, hvis det et tilfældet,
  • gav et bud på hvordan et sådant miljøproblem kan løses, og
  • fortalte, hvilken rolle de mener, den kollektive trafik skal spille i samfundet. Og her vil jeg gerne have et bedre svar end at “man skal kunne vælge mellem at bruge offentlig transport og at lade være”

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at ingen af disse problemstillinger bliver nævnt i Ritzaus telegram, der omtaler Venstres glæde ved bortfaldet af “betalingsringen”. I værste fald har vi opnået det, jeg med et ord, jeg fandt på i en helt anden sammenhæng har kaldt for en “ikke-løsning”, nemlig en detaljeret bortforklaring af hvorfor intet kunne gøres.

Den akademiske konkurrence og det gyldne rige

Den akademiske verden er efterhånden blevet præget af konkurrence.

  • Forskerne konkurrerer om at få deres publikationer optaget i tidsskrifter.
  • Forskerne konkurrerer om at få deres bidrag optaget til en konference.
  • Forskerne konkurrerer om at få deres forslag til workshop-emner godkendt.
  • Forskerne konkurrerer om at få en akademisk stilling.
  • Forskerne konkurrerer om at få eksterne forskningsbevillinger.

Der går ikke en dag, uden jeg tænker over den akademiske konkurrence og min rolle i den, og der er dage, hvor jeg føler mig frusteret ud over alle grænser. Det er som om jeg ender med at indrette min adfærd efter hvordan jeg kan undgå at gå bag af dansen i konkurrencen og blive i stand til af og til at foretage mig det, jeg egentlig gerne vil, nemlig at finde frem til nye forskningsresultater.

Der er i vore dage en samling kvantificerede succeskriterier, der er med til at afgøre, hvor godt man klarer sig i konkurrencer.

  • Institutionerne tæller publikationer og giver dem karakter. Man tæller publikationer på individniveau, på institutniveau, på institutionsniveau og nationalt.
  • Institutionrne tæller, hvor PhD-studerende den enkelte forskere har, og hvor mange af dem, der gennemfører.
  • Institutionerne tæller de eksterne bevillinger. Hvor mange penge har den enkelte forsker skaffet?

Konkurrencerne hænger cirkulært sammen, og de hænger cirkulært sammen med de kvantificerede succeskriterier. For at vinde i konkurrencen om eksterne forskningsbevillinger skal man have tilstrækkeligt mange publikationer. For at kunne få PhD-studerende skal man have eksterne bevillinger, der kan finansiere dem. For at kunne få publiceret meget, skal man have nogle eksterne forskningsbevillinger, så man kan blive frikøbt fra undervisningsforpligtelserne og få nogle PhD-studerende og postdocs, man kan samarbejde med.

Oded Goldreich, der er professor på Weizmann-instituttet for datalogi og anvendt matematik i Israel, har skrevet et langt og for nogle provokerende essay om konkurrencens rolle i det akademiske samfund.

I essayet skelner han mellem “struggle” og “competition”. En helt fyldestgørende dansk oversættelse kender jeg ikke, men et bud er “kamp” kontra “konkurrence”. Det, man konkurrerer om, er hvad Goldreich kalder symbolsk kapital (i tilfældene ansættelser og forskningsbevillinger er kapitalen dog særdeles reel).

Goldreichs første påstand er, at der er en masse konkurrence mellem akademikere, hvor kamp ville være mere passende. Konkurrencen er eksplicit defineret og kvantificérbar (f.eks. ved at tælle publikationer og eksterne forskningsmidler), hvor kampen er en kamp for at opnå bestemte akademiske mål (typisk ny indsigt). Kampen er typisk ikke en konfrontation.

Goldreichs anden pointe er, at megen konkurrence i det akademiske samfund er, hvad han ville kalde sekundær konkurrence. Konkurrence er sekundær, hvis dens udfald er baseret på resultater fra tidligere konkurrence – f.eks. er det typisk tilfældet, hvis beslutninger om ansættelse udelukkende er baseret på optælling af publikationer ud fra en rangordning af publikationskanaler. I en fodnote skriver Goldreich:

Consider, for example, the secondary scoring competition that consists of counting the number of publications in a specific venue, which in turn is a multiple-winner competition (assumed to be monotone). This secondary competition ranks a collection of two works that are each marginally above the acceptance threshold of the venue higher than an alternative pair of works consisting of one work that is significantly above that threshold and a second work that is only marginally below that threshold. Unfortunately, this example is far from being hypothetical.

Mange primære konkurrencer er så til gengæld baseret på at få bidrag optaget til de særligt prestigefyldte publikationskanaler, der i tilfældet Oded Goldreichs forskningsområde er bestemte konferencer.

Goldreichs konklusion er

Assuming the validity of my analysis, it is quite clear what should be done in order to improve the situation: (1) all unnecessary competitions should be abolished, and (2) all (necessary) secondary competitions should be converted to primary ones (as much as possible). This is theoretically obvious, but practically non-trivial.

Bemærk, at Goldreich ikke hævder, at konkurrence som sådan skal afskaffes – der skal stadig være konkurrence om stillinger – men om at gøre konkurrencesituationerne færre og mere gennemsigtige og at kunne leve op til fagets krav om at stræbe efter indsigt snarere end altid at basere sig på det kvantificerbare. Nedenstående citat vil jeg gøre til min udgangsbøn her.

For example, it may and should be considered bad taste to refer to publication counts, and ditto using the outcome of any competition when discussing the merits of achievements and/or individuals. Indeed, I am talking about a change in values, one that puts more emphasis on the field’s inherent values (i.e., both the general scientific values and the specific interest in the field’s founding problems).

Fakta – og det, der ligger bag

Center for Vild Analyse har igen en interessant klumme i dagbladet Information. Udgangspunktet er, at Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken inspireret af amerikansk journalistik alle er begyndt at have forskellige former for “faktaundersøgelser”. DR2 følger nu også trop med programmet Detektor. Hvis en politiker påstår, at udgifterne til (X kan være hvadsomhelst i denne sammenhæng) er steget i de seneste 10 år, prøver faktaundersøgelserne at finde ud af om dette er tilfældet.

Som bl.a. Christian Kock har påpeget, er der voldsomme tendenser til talfnidder i den politiske debat. Typisk består talfnidder i at forskellige politiske interessenter definerer samme kvantitativt baserede begreb forskelligt. Hvis “faktaundersøgelser” kan komme talfnidder til livs, ville det kunne højne kvaliteten af politiske diskussioner.

Men samtidig er der noget andet, der kun sjældent bliver undersøgt, nemlig de grundantagelser, der ligger bag de politiske udtalelser, vi hører. Et nøglecitat fra Center for Vild Analyse er dette:

Det er blevet sagt, at Detektor er et udtryk for en trend, man kunne kalde en videnskabeliggørelse af journalistikken — der udføres kildekritik og korrigeres for fejl og løse antagelser — men har videnskabsteorien ikke netop lært os, at enhver virkelig videnskabelighed altid foregår inden for et paradigme af grundantagelser, som ingen rigtig rører ved? Hvis den kritiske journalistisk vil gå faktavejen, kommer den med andre ord uvægerligt til igen og igen at reproducere de fakta og grundantagelser, som vi allerede kender, mens intet nyt bringes frem. Eksempelvis kunne man i dag med god ret spørge, hvad vi egentlig forstår ved en retsstat eller ved demokrati, hvorfor ’vækst’ er en automatisk indikator for en hel serie af nødvendigheder i den offentlige debat, under hvilke forudsætninger Danmark skal deltage i international krigsførelse osv. osv.

Et konkret eksempel på et spørgsmål, der aldrig bliver besvaret er dette: Hvilken rolle skal menneskerettighederne spille i dansk politik? I bedste fald (?) bliver spørgsmål kun besvaret indirekte, i værste fald udråbes standpunkter til at være indiskutable selvfølgeligheder. Et eksempel er Karsten Nonbos udtalelse  (DR Nyheder 26. januar 2012)

Nu påråber du dig menneskerettigheder her i Danmark. Helt ærligt. Du kan tale om menneskerettigheder i Irak og Somalia…

Om Karsten Nonbos synspunkter om menneskerettighedernes rolle i dansk retspolitik er reflekteret, ved jeg ikke. Jeg tillader mig at tvivle.

De grundantagelser, vi møder i samfundsdebatten, er alle udtryk for en etik. Etik er det område af filosofien, der forsøger at analysere og besvare spørgsmålene om hvordan det enkelte menneske bør handle og hvordan samfundet bør være indrettet.

I videnskab er vi nødt til at analysere grundantagelserne. Men en tilsvarende analyse af de etiske grundantagelser, der ligger bag politikernes udtalelser, bliver aldrig for alvor foretaget af medierne. Jamen, der var da for få år siden en værdikamp/værdidebat, vil nogen her indvende.  Den husker jeg kun alt for godt, men denne “værdidebat” var alt andet end en diskussion af og afklaring af etiske grundantagelser, og medierne stod i høj grad på sidelinjen her. Jeg kunne godt tænke mig at journalister og andre mediearbejdere turde spørge til de etiske grundantagelser, politikere har og måske har reflekteret over.