Stråmændenes befrielsesfront

Jeg har tidligere kommenteret en kronik af Eva Selsing. Det var sidste år. Nu har hun igen skrevet en kronik i Berlingske, denne gang om kønsroller. Jeg ville sådan ønske, at det havde været en god kronik, for det er et vigtigt emne. Når jeg læser kronikken igennem, får jeg desværre på fornemmelsen, at den er sat op som én stor stråmand. En “stråmand” er det uærlige retoriske kneb, der består i at misrepræsentere en modstanders synspunkter og derefter skyde denne udgave af synspunkterne ned. Det er omtrent her, stråmanden bliver kørt i stilling:

De mange debatter om kønsroller, der både dækker emner som legetøj og tøj til små børn, rollefordelingen i familien og henholdsvis moder- og faderskabet, foregår på baggrund af et normativt ideal om kønsneutralitet. Det feministiske prestigeprojekt er nemlig indførelsen af det kønsmainstreamede samfund, hvor forskellene kønnene imellem er elimineret til fordel for en gennemfeminiseret arketype.

Man kunne have håbet, at der ville være nogle konkrete eksempler (måske bare i form af nogle citater), der viste synspunkterne hos dem, der ifølge Eva Selsing gennemfører det “feministiske prestigeprojekt”. Men nej. Det bliver ikke klart, præcis hvem det er, der er tale om. Er det politikere, administratorer, kulturpersonligheder eller andre? Selsing kalder dem helt uspecifikt for

…disse yderligtgående samfundsingeniører…

Det er i det hele taget ikke klart, hvem der er aktørerne. Selsing skriver:

Men hvad sker der, når et samfund begynder at udgrænse det maskuline? Hvilke følger har det for den enkelte mand, kvinde, for familien og for børnene? For vores kultur? Det er der grund til at overveje, eftersom universitetsfeminismen har gjort sit tydelige indtog i samfundet og de enkelte borgeres hoveder. Særligt gennem de statslige opdragelsesinstitutioner, der efterhånden følger velfærdsdanskeren fra vugge til grav. Det er kommet så vidt, at vi begynder at så tvivl om kønsidentiteten hos selv helt små børn. Et dramatisk skridt i feministisk retning.

Her bliver begreberne for alvor rodet sammen. Der er gennemgående ikke nogen klar skelnen i kronikken mellem “samfundet” og “staten”; de private virksomheder er en vigtig del af samfundet, men selvfølgelig ikke en del af staten. Har “universitetsfeminismen” virkelig gjort sit indtog i f.eks. de private virksomheder?

Store dele af resten af kronikken består i at præsentere Selsings stråmandsudgave af modstanderens postulerede tese om det kønsneutrale menneske og derefter at skyde dette stråmandsbillede ned. Her er et eksempel på stråmands-udgaven af de synspunkter, som modstanderen (og det er ikke helt klart, hvem modstanderen er) hævdes at have:

Det kønsneutrale menneske er først og fremmest kendetegnet ved ’åbenhed’. Det dømmer ikke, og kan ikke selv dømmes. Det er uden for de forældede identitetskasser og er kun bærer af de markører, det selv vælger. Det anerkender og tolererer alt – undtaget, naturligvis, de forældede kønsroller. Det er (i teorien) empatisk, lyttende og ’frigjort’ fra omverdenens forventninger, fra tradition og historie. Det er belæsset med ’rettigheder’ og har ingen kønsrelateret ansvarsrolle i forhold til rudimenter som familie, ægtefælle og børn. Det er, med andre ord, en moderne akademikerkvinde, som hun gerne vil opfatte sig selv. Og hvis det kønsneutrale menneske er en slags kvinde, er der selvsagt ikke plads til manden i dén utopi.

Kronikken er desværre blottet for konkrete eksempler, der kunne udgøre argumenter for den “udgrænsning af det maskuline”, som Selsing postulerer. Nogle data, der viser omfanget af en sådan “udgrænsning”, ville også udgøre en egentlig argumentation.

Det er bestemt væsentligt at diskutere kønsrollernes betydning i samfundet. Inden for de seneste årtier er der dukket et forskningsområde op, der tager fat i det – kønsforskning. Og jeg har læst en del (synes jeg) lødige og faktuelt baserede artikler i medierne om kønsrollernes betydning. Et sted blandt mange at starte er en interessant artikel af Louise Vogdrup Schmidt fra januar i år om drenge og piger i den danske folkeskole. Påstanden om en uheldig “femininisering” af samfundet dukker stadigt hyppigere op, og det især hos højreorienterede debattører (som bl.a. Eva Selsing og en gruppe, der kalder sig for Manfo); det er dog lidt underligt for mig at opleve denne diskussion fra mit kontor på Institut for datalogi på Aalborg Universitet, et sted der har en ekstremt skæv kønsfordeling i mændenes favør: så godt som alle studerende og videnskabelige medarbejdere er mænd, og så godt som alle administrative medarbejdere er kvinder. Jeg synes, billedet af kønsrollerne i det danske samfund er langt mere broget end påstandene om “feminisering” beskriver. Især er det ikke mit indtryk, at der er ret mange, der taler om “kønsneutralitet”.

Det er selvfølgelig interessant og paradoksalt, at en universitetsuddannet kvinde angriber netop kvindelige akademikere og forsvarer mændene. På mig virker det egentlig som en underlig form for selvhad. Men kampen for ligestilling skal ikke være en kamp, hvor det ene køn skal vinde over det andet – den skal være en kamp for at alle mennesker uanset køn (eller etnisk baggrund eller seksualitet eller…) kan få de samme muligheder i samfundet. Eva Selsings kronik er ikke noget godt indspark i debatten, præget som den er af dårlig, for ikke at sige manglende argumentation. Som mand vil jeg faktisk helst undvære hendes lidet overbevisende forsvar for mænds rettigheder og i stedet sammen med andre mennesker, uanset køn, kæmpe for ligestilling.

Truslen fra den mørke triade

Måske handler mange af mine indlæg i virkeligheden om det samme, nemlig udfordringerne ved (og problemerne ved) at finde ud af, hvad der foregår i andre menneskers mentale processer. Hvorfor skal det være så forbandet svært at sætte sig ind i hvad Den Anden tænker, føler og ved? Mange af problemerne i undervisning, i familier og i samfundsforhold handler dybest set om problemerne med at forstå Den Anden. Når jeg kan sætte mig ind i, hvad Den Anden forstår og ikke forstår, bliver jeg en bedre underviser. Mange af problemerne med ondskab i verden handler også om mangel på indlevelse i Den Anden. Når jeg ikke kan sætte mig ind i, hvad Den Anden føler, er det nemmere at komme til at gøre Den Anden fortræd.

Det danske sprog har desværre ikke et ord, der fanger det engelske “mind”, så jeg må i mangel af bedre skrive “følelser og tankeprocesser”. Dette at kunne have en indsigt (denne indsigt kan så være mere eller mindre korrekt) i Den Andens følelser og tankeprocesser er det, man på engelsk kalder at være i besiddelse af en Theory of Mind.

Jeg skrev engang om den britiske hjerneforsker Simon Baron-Cohen og hans arbejde for at forstå, hvad der foregår i sindet hos mennesker med en reduceret eller manglende empati. Disse mennesker kan kaldes zero-negative eller zero-positive, alt efter hvilke konsekvenser og hvilken hensigt de har. Psykopater og narcissister er zero-negative, autister er zero-positive.

Nu har jeg så læst en oversigtsartikel af den amerikanske psykolog Scott Barry Kaufman, hvori han gør rede for en analyse af manglen på empati. Denne analyse skyldes to australske psykologer, Wai og Tiliopoulos, og de skelner mellem to slags empati, nemlig kognitiv empati og affektiv empati. Den kognitive empati er evnen til at “læse” andres følelser, mens den affektive empati er evnen til at leve med i andres følelser. Nogle mennesker besidder kognitiv empati, men ikke affektiv empati, og det er dem, der er de farligste. Dette gælder for dem, der udviser psykopati, narcissisme eller det, Kaufman kalder Macchiavellianisme – at manipulere andre ved brug af interpersonelle strategier (i dagligsprog: at spille dem ud mod hinanden). Disse tre dårlige egenskaber har alle mennesker i et eller andet omfang. De er alle eksponenter for en systematisk manipulerende egoisme og kaldes for Den mørke triade.

Det ironiske er, at personer i Den mørke triade faktisk har god kognitiv empati; hvis ikke de kunne “læse” andres følelser, ville de nemlig ikke være i stand til at udføre deres manipulerende handlinger. Hvis man vil manipulere andre til (f.eks.) at føle sig tilfredse, skal man kunne aflæse, hvornår de er tilfredse.

Et eksperiment, som Wai og Tiliopoulos har udført, ser endda ud til at vise, at personer i Den mørke triade i modsætning til andre reagerer positivt, hvis de bliver præsenteret for billeder af mennesker, der er kede af det. Men de eneste fra Den mørke triade, der kan genkende vrede, er narcissister. De ser endda ud til at være særligt gode til det.

Evolutionsteoretisk set er det underligt, at der både findes mennesker, der er gode til at samarbejde og andre, der befinder sig i Den mørke triade. Kaufmans egen forklaring på dette er, at personer i Den mørke triade er gode til at bruge deres manipulerende strategier til at føre deres gener videre:

For most of our evolution, it payed to be cooperative and empathic. But during the course of our evolution, there were also selfish individuals who learned how to manipulate others to get what they wanted. They lacked empathy, perspective taking, and self-awareness (i.e., metacognition). Still, they had in tact lower-level perceptual theory of mind abilities that were good enough for them to manipulate others. In fact, their lower levels of empathy and higher levels of strategizing and spontaneous mentalizing worked to their advantage: whereas most people intuitively felt as though they were doing something wrong when they hurt others, these Machiavellian individuals didn’t recieve the same emotional signals so they persevered toward their short-term selfish goals. In the process, they obtained more quantity of mates. Therefore, they remained in the human gene pool, along with their short-term mating orientation.

Hvis det er korrekt, og hvis karaktertrækkene i Den mørke triade går i arv enten genetisk eller gennem opvækst, er det foruroligende, for da er der ikke meget, man kan gøre for at slippe af med Den mørke triade. Så vil der altid være psykopater og narcissister og mennesker, der spiller andre mennesker ud mod hinanden.

Den forbandede viden

Aristoteles var bestemt ikke dum. Hvorfor kunne han så ikke regne ud, at projektilets bane ville være en parabel?

For nogle uger siden skrev jeg om en pige fra Frederikshavn, der trods en gymnasial uddannelse ikke havde styr på selv helt grundlæggende fakta om verden. De fleste mennesker, der så hendes “søde” videohilsen på Facebook, rystede på hovedet: Hvorfor ved hun da ikke det, vi ved? Det er jo bl.a. helt oplagt, at man bor i huse i Norge!

Når jeg har holdt eksamen, kommer jeg af og til i en situation, hvor censor og jeg sidder og græmmer os bagefter, hvis vi har set en meget dårlig præstation. Hvordan kunne eksaminanden dog misforstå noget så helt fundamentalt?

Jeg kender også til tidligere studerende, der engang har klaret sig mindre godt, men siden er blevet særdeles kompetente inden for datalogi og er godt i gang med en akademisk karriere. Også de ryster på hovedet over de studerende, der ikke forstår “selv det mest elementære”. Heller ikke de kan nu sætte sig ind i hvordan det er at have den manglende forståelse.

Tidligere her på bloggen har jeg skrevet om Dunning-Kruger-effekten. Dette er effekten af en høj grad af inkompetence: det meget inkompetente individ er på grund af sin udtalte inkompetence ude af stand til at forstå, at han/hun er meget inkompetent.

Der findes imidlertid også et “dualt” fænomen, nemlig at kompetente personer inden for et fag kan være ude af stand til at forstå hvordan man tænker om faget, hvis man ikke har samme kompetence inden for faget. Dette fænomen er på engelsk blevet kaldt the curse of knowledge, og den blev først undersøgt af Elizabeth Newton omkring 1990 i forbindelse med hendes PhD-arbejde på Stanford University i USA. Denne “forbandelse” er en forbandelse, for den vil gøre det sværere at undervise. Den, der underviser, er nemlig forhåbentlig meget kompetent inden for sit fag, mens dem, der bliver undervist, normalt ikke er kompetente inden for samme fag.

En interessant artikel fra American Physical Society fra 2007 handler om netop denne udfordring, selvfølgelig med fokus på fysikundervisningen. Carl Wiemans pointe er denne:

In much the same way that physicists had to go through the wrenching process of replacing their classical-physics-based intuition with a new, more useful intuition about the quantum world, we need to make a similar step with regard to physics education. We must abandon the implicit assumption that all brains are the same and so passing along what is clear to us will be clear to the novice student, and if it fails, it is an indication that the students are simply incapable. We must instead come to recognize that mastery of a subject is much more a process of restructuring the brain than simply of transferring knowledge, and knowing a subject is profoundly different from knowing how that subject is best learned. The result will be greatly improved learning of physics. Knowledge becomes a curse only if one fails to recognize its limitations.

Dette er en helt central observation – vi er som undervisere nødt til at minde os selv om, at de studerende ikke har “konstrueret faget” i deres hjerne endnu. I bedste fald er de ved at bygge et hus, der kan stå selv, i værste fald er de i gang med at lægge et skævt tag på mure, der ikke findes endnu.

Denne opfattelse er ikke ny, men tager udgangspunkt i Jean Piagets idé om konstruktivisme, dvs. at læring består i at skabe en mental konstruktion. I undervisningssammenhæng handler det derfor om at opdage, hvor vores forkerte konstruktioner tager fejl. Naturvidenskab handler i høj grad om at erstatte de intuitive, men misforståede forklaringer med mere korrekte, men ofte anti-intuitive forklaringer, der omstrukturerer vores viden om verden. Det er på denne måde, naturvidenskaben “lærer”.

Håbet og drømmene

Der er mere empati og længsel efter en bedre fremtid i én sang med Bruce Springsteen end i alle de store beslutninger, der træffes i dagens Danmark. Vi ses i Roskilde!

Grab your ticket and your suitcase
Thunder’s rollin’ down this track
Well, you don’t know where you’re goin’ now
But you know you won’t be back
Well, darlin’ if you’re weary
Lay your head upon my chest
We’ll take what we can carry
Yeah, and we’ll leave the rest

Big wheels roll through fields
Where sunlight streams
Meet me in a land of hope and dreams

Well, I will provide for you
And I’ll stand by your side
You’ll need a good companion now
For this part of the ride
Leave behind your sorrows
Let this day be the last
Tomorrow there’ll be sunshine
And all this darkness past

Big wheels roll through fields
Where sunlight streams
Oh meet me in a land of hope and dreams

This train…
Carries saints and sinners
This train…
Carries losers and winners
This train…
Carries whores and gamblers
This train…
Carries lost souls

I said this train…
Dreams will not be thwarted
This train…
Faith will be rewarded

Kaczynski og Skrbina

Jeg er gammel nok til at huske den forfærdelige Unabomber-sag i USA i 1990’erne, hvor nogen sendte bomber til akademikere og flyselskaber. Fire mennesker mistede livet og 20 andre blev lemlæstet i større eller mindre omfang. Bombemanden viste sig at være eneboeren Theodore Kaczynski; han lod sig pågribe i 1996 mod at landsdækkende amerikanske aviser ville offentliggøre hans lange “manifest”. Manifestet var udtryk for en ekstremt negativ holdning til teknologien og dens indflydelse på samfundet. Oprindelig var Kaczynski matematiker, men han forlod den akademiske verden og isolerede sig i stigende grad for altså til sidst at ende som en fjendtlig og hadefuld eneboer.

Den amerikanske universitetslærer i filosofi David Skrbina har siden 2003 haft en regelmæssig korrespondance med Theodore Kaczynski, og dette er beskrevet i en lang artikel i Chronicle of Higher Education.

En udtalelse fra Skrbina viser, at også han er teknologiskeptiker og kan forstå (men ikke forsvare) Kaczynskis gerninger ud fra denne teknologiskepsis:

But he conducts his dialogue with Kaczynski with an open mind, as if he were willing to join the cause but has not quite been fully persuaded. “It’s a very strong case that reform is not adequately able to respond to the challenges we face,” he says, dryly. “And if that’s true, then some kind of revolt becomes necessary.” At one point he suggests that it makes sense that Kaczynski sent the bombs, since his manifesto would have been totally ignored otherwise, and the message needs to be heard. “It gave him the leverage to force the publication of the manifesto and to cause it to be read by large numbers of people in the public,” Skrbina says.

“It may yet turn out to be true that he was a prophet and potentially a kind of savior, of humanity and the planet.”

Det spørgsmål, der uvægerligt melder sig hos mig er, i hvilket omfang man skal læse og analysere det, Kaczynski skriver – og i så fald hvordan. Andre terrorister har haft en tilsvarende skrivetrang: Anders Breivik skrev et manifest på 1.500 sider, og også al-Qaeda og Baader-Meinhof-gruppen har fundet tid til at skrive manifester. Også de værste diktatorer har haft skrivetrang: Hitler skrev Mein Kampf, og Stalin, Mao og Pol Pot har ligeledes formuleret sig på skrift i større omfang. Interessant nok er det samtidig veldokumenteret, at Breivik plagierede en hel del fra Kaczynski.

Problemet med Kaczynskis tekster er, at de virker gennemarbejdede, og at der tilsyneladende er sammenhængende ræsonnementer i dem, noget man ikke kan sige om andre terroristers manifester. Kan man finde noget af værdi i dem? Må vi tage dem for pålydende? Skal man ligefrem udgive dem i bogform med redaktionelle kommentarer og forord? Dette har Skrbina faktisk gjort.

Skrbinas udtalelser om Unabomberens mulige profet-status i fremtiden kommer unægtelig til at minde om Anders Breiviks frygtelige udtalelser om, at man en dag vil forstå nødvendigheden af at han dræbte så mange mennesker. Det er bestemt ikke mit indtryk, at Skrbina nærer voldelige holdninger, men han kommer efter min mening til at tage Kaczynskis tekster alt for alvorligt.

Det er nemlig umuligt for mig at læse Kaczynskis tekster uafhængigt af hans ugerninger, for alt, hvad han har skrevet, har i et eller andet omfang haft til formål at retfærdiggøre dem. Kaczynskis bombeattentater udsprang af hans ekstreme teknologiskepticisme, og det er tydeligt af artiklen i Chronicle of Higher Education, at han aldrig har angret noget som helst.

Logik for droner

Jeg er med på flere mailinglister inden for datalogi. Forleden kunne jeg se et jobopslag, som jeg her bringer et uddrag af:

The Department of Computer Science of University of Oxford seeks a
 postdoctoral researcher to work on a 3-year EPSRC project entitled
 `New Foundational Structures for Engineering Multi-UAV Protocols'.
This interdisciplinary project aims to verify autonomous 
Unmanned Aerial Vehicles (UAV's) that not only navigate, but also
communicate with each other. The project aims to span the full
verification lifecycle: from high-level logical specifications, to 
oracle-based test-set reasoning through a bounded model checker, 
to low-level code on our four Pelican UAVs.
The position requires a researcher with a proven track record of
high-quality research in logic and its applications - of particular
relevance are formalisms such as:
- Modal and Epistemic Logics
 - Dynamic Program Logics
 - Probabilistic and Fuzzy logics
Preference will be given to researchers with experience in 
modelling and reasoning about epistemic properties of protocols 
of communicative Multi-Agent Systems.

Det lyder meget tilforladeligt. Hvad handler forskningsprojektet om? Det handler om at verificere software til UAV’er, ubemandede autonome fartøjer. Dvs. ikke et fjernstyret køretøj som “Rullemarie”, men fartøjer, der i større omfang kan handle selv og endda kommunikere selv, så de kan bevæge sig i flok.

Ubemandede autonome fartøjer har civile anvendelser; de kan sendes ind i katastrofezoner som f.eks. områder berørt af jordskælv eller atomulykker.  I omtalen af forskningsbevillingen fra Oxford er det dette civile aspekt, der udelukkende fokuseres på – med Japan som det helt oplagte eksempel på begge slags katastrofezoner.

Men reelt er de mest udbredte anvendelser militære. Det bedst kendte eksempel på UAV’er er de militære droner, som jeg skrev om for nylig. Pelican-dronen, som nævnes i opslaget fra Oxford, har da også militær baggrund ifølge firmaet, der fremstiller dem.

I en artikel i Information i dag kan jeg læse, at 50 lande i dag har indkøbt droner til militære formål, heriblandt Danmark. For mange tror på droner som en af fremtidens fremtrædende våbentyper. Charlotte Aagaard citerer i artiklen seniorforsker Henrik Breitenbauch fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet for at sige:

»Om 10 år vil vi ikke se et eneste bemandet militærfly i luften,« siger han. »Piloter vil være en mærkelig reminiscens fra en svunden tid.«

Droner er meget billigere end kampfly, og ingen piloters liv er på spil. Det bliver med droner muligt at bombe og slå ihjel hjemme fra kontoret.

Det tilsyneladende ukomplicerede jobopslag om modal og epistemisk logik og anvendelser i modeltjek er i virkeligheden et indslag i den nyeste form for krigsførelse, nemlig udviklingen af erstatningen for kampfly (og kamphelikoptere). Interessen for software til UAV’er er ikke ny; jeg husker en datalogi-konference i Aalborg for 11 år siden, hvor en af de indbudte foredragsholdere var en daværende ansat på Aalborg Universitet, der med slet skjult stolthed viste os en film med khakifarvede modelhelikoptere, der kunne flyve i formation takket være software, hans forskningsgruppe havde udviklet. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på en berygtet scene fra Dommedag nu; måske var jeg den eneste, der gjorde det.

Hvad skal vores rolle som forskere være i alt dette? Svaret er ikke enkelt. Jeg er meget skeptisk over for militæret og ideen om at løse konflikter med krig, men jeg ved at andre er helt uenige med mig heri. Det vigtige er, at man ikke foregøgler sig selv og andre, at det man laver er værdineutralt eller har entydigt positive konsekvenser. Jeg kommer til tænke på “Om matematik og krig”, en 20 år gammel artikel af Jens Høyrup, der var matematiker og ansat på RUC. Den giver en grundig gennemgang af hvordan forskning i matematik og datalogi (et langt afsnit handler om programmeringssprog) er blevet påvirket af og har påvirket militær teknologi og militær praksis. Høyrup skriver som noget af det sidste:

Enhver i dette miljø tager i praksis parti for den ene eller den anden udnyttelse af sit fag, ved at formidle og bearbejde problemer med rod i det ene eller det andet praksisfelt; ved at opdage eller ikke opdage sin påtænkte rolle i et større samspil; ved at lægge sine forskningsresultater frem offentligt eller kun i fortrolighed for den betalende institution; ved at sælge sin politiske og ideologiske loyalitet til gengæld for bekvemme forskningsmidler eller ved at undgå det; ved i sin undervisning (for matematikeren er jo også ofte universitetslærer) at lade segmenteringen blive til skyklapper, eller ved at kombinere den faglige seriøsitet med bredde og derved give næste generations fagfolk mulighed for at komme ud over bevidst- og samvittighedsløsheden; ved at påtage sig den ene eller anden offentlige rolle i kombination med sin faglige kunnen, eller dække sig ind under matematikkens erkendelsesmæssige neutralitet som gjaldt den matematikeren.

Og dette er i virkeligheden også min holdning. Vi er ikke neutrale som forskere, og vi bør derfor ikke lade som om vi er det. Også vi er en del af samfundet. Hvor ubekvemt det end kan være for os, har alt, hvad vi foretager os, konsekvenser, der godt kan risikere at være ubehagelige og kontroversielle. Nogle konsekvenser kan vi ikke ane, men andre ligger lige for. Forskerne i Oxford er måske selv lidt kede af de oplagte og udbredte militære anvendelser, som deres arbejde er en del af og lægger op til, men de burde stå ved dem. Og jeg ved med mig selv, at jeg ikke på den ene side ville kunne arbejde med dette emne og på den anden side med Amnesty International og andre kritisere de problemer med overholdelsen af international lov, som brugen af militære droner giver sig udslag i.

En dialog om arbejde

Sokrates og Sisyfos mødtes langt væk fra deres hjemland, hvor det ikke stod så godt til.

Sokrates: Goddag, Sisyfos.
Sisyfos: Goddag, Sokrates.
Sokrates: Jeg har læst i en dansk avis, at et flertal af politikerne i Danmark vil ændre reguleringen af dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, så den skal følge pristallet i stedet for lønudviklingen. Samtidig skal der være skattelettelser for flere lønmodtagere.
Sisyfos: Det er rigtigt, og jeg synes, det er en rigtig god idé.
Sokrates: Hvorfor er det en god idé?
Sisyfos: Det er vigtigt at få flere i arbejde. Ved at ændre reguleringen og give skattelettelser gør man forskellen mellem det at være lønmodtager og det at være uden arbejde tydeligere.
Sokrates: Hvorfor er det godt?
Sisyfos: Fordi det skal kunne betale sig at arbejde.
Sokrates: Der er nok ikke nogen, der vil sige, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. Så jeg er ikke overrasket.
Sisyfos: Det, jeg mener, er at der er mennesker, der ikke har et arbejde, men burde have det. Vi har brug for flere, der er i arbejde, så vi kan få vækst og komme ud af den økonomiske krise. Ved at vi sænker dagpengene og øger indkomsten efter skat, skabes der et incitament.
Sokrates: Så det du mener, er egentlig, at det ikke skal kunne betale sig ikke at arbejde? Det udsagn er nemlig logisk ækvivalent med “Det skal kunne betale sig at arbejde”, for vi indfører en dobbeltnegation.
Sisyfos: Det er korrekt. Det skal ikke kunne betale sig ikke at arbejde.
Sokrates: Har det kunnet betale sig ikke at arbejde indtil nu?
Sisyfos: Ja. Forskellen mellem højeste dagpengesats og laveste lønindkomst er kun ca. 1000 kroner om måneden.
Sokrates: Betyder det, at der er mennesker, der bevidst har fravalgt at få et arbejde på grund af den højeste dagpengesats?
Sisyfos: Ja, det er der.
Sokrates: Kan man kalde et menneske, der ikke vil arbejde, for ugidelig?
Sisyfos: Nej, det vil jeg ikke sige. Måske er “magelig” et bedre ord.
Sokrates: Så lad os bruge det ord. Er der noget i vejen med at de “magelige” modtager dagpenge?
Sisyfos: Ja. Det er uretfærdigt.
Sokrates: Hvorfor er det uretfærdigt?
Sisyfos: Fordi der er et stort flertal, nemlig lønmodtagerne, der ikke kan se en tydelig fordel af at arbejde under de hidtidige regler.
Sokrates: Så en politisk beslutning, der går ud over et flertal, er uretfærdig.
Sisyfos: Ja. Politik skal være retfærdig. Den må ikke gå ud over flertallet.
Sokrates: Hvor mange magelige arbejdsløse findes der?
Sisyfos: Jeg kender til nogen, der er. Jeg læste en artikel i en avis om en restaurant, der ikke kunne få personale, fordi dem, der blev tilbudt job sagde nej.
Sokrates: Så problemet er udbredt?
Sisyfos: Ja, det er jeg overbevist om.
Sokrates: Hvad er det, der overbeviser dig om det?
Sisyfos: Jeg har læst flere artikler i aviserne, og jeg kender en, der ikke vil arbejde.
Sokrates: Godt. Jeg tror på, at der findes magelige mennesker. Hvor stor en del de arbejdsløse er magelige?
Sisyfos: Det ved jeg ikke, men jeg tror, der er mange.
Sokrates: Hvordan kan vi finde ud af hvor mange magelige der er? Der er historier i aviserne, men vi ved ikke, hvor mange magelige, der er i alt.
Sisyfos: Vi kan lave en anonym undersøgelse blandt arbejdsløse, hvor vi spørger dem om de helst vil arbejde eller helst vil være fri.
Sokrates: Jeg har hørt om sådan en undersøgelse; det var faktisk et meget lille mindretal, der helst ikke ville arbejde.
Sisyfos: Men selvfølgelig ville de fleste ikke svare, at de er magelige. De bryder sig ikke om at fremstå som magelige, selv om de er det. Nogle af dem frygter måske også at blive opdaget af jobcenteret. Derfor kan man ikke stole på resultatet.
Sokrates: Hvordan kan man da undersøge, hvor mange magelige der er, hvis man ikke kan stole på de svar, man får?
Sisyfos: Det er formodentlig også meget svært. Man kan ikke se ind i et menneskes hoved. Men jeg er stadig sikker på, at der er mange magelige.
Sokrates: Er det ikke lidt underligt at basere en politik på noget, man ikke har sikre data på?
Sisyfos: Det er vi nødt til. Jeg er sikker på, at der er mange magelige.
Sokrates: Hvor mange magelige vil du anslå, at der er?
Sisyfos: Jeg ved det som sagt ikke, men mit gæt er omkring 30% af alle arbejdsløse.
Sokrates: Så der er samtidig 70% af alle arbejdsløse, der ikke er magelige?
Sisyfos: Ja, det er der.
Sokrates: Dvs. at der er 70% af de arbejdsløse, der ikke er arbejdsløse, fordi de får høj dagpengesats og udnytter det til at undlade at arbejde?
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Så kun de 30% af de arbejdsløse, der er magelige, er selv skyld i at de er arbejdsløse.
Sisyfos: Ja, det er de.
Sokrates: Når der er 30% magelige arbejdsløse, er der så også 70%, af de arbejdsløse, der ikke er magelige og som vil gerne have et arbejde.
Sisyfos: Ja, det er korrekt.
Sokrates: Hvorfor har de så ikke fået et arbejde?
Sisyfos: Fordi det ikke har været muligt for dem at finde et arbejde på grund af den økonomiske krise. De har prøvet, men det er ikke lykkedes.
Sokrates: Er der også økonomisk krise i Danmark? Det er slemt nok, hvor vi kommer fra.
Sisyfos: Ja, den økonomiske krise rammer hele Europa. Det er forskellige forhold, som skyldes at virksomhederne ikke kan tjene penge. Nogle fyrer deres ansatte, andre har ikke råd til at ansætte nye. Det er en lang historie; det hele begyndte med en kollaps af ejendomsmarkedet i USA.
Sokrates: Det begyndte altså i USA. Så de 70% af de arbejdsløse i Danmark, der ikke er magelige, er egentlig ikke selv skyld i at de er arbejdsløse?
Sisyfos: Det er korrekt. De er ikke skyld i det selv. Det skyldes den økonomiske krise.
Sokrates: Er det rigtigt, at den ændrede regulering af dagpengene og overførselsindkomsterne, som du er fortaler for, vil ramme alle, der modtager dem, altså både de “magelige”, som er et mindretal og de ikke-magelige, som er flertal?
Sisyfos: Ja, det er det.
Sokrates: Og er det rigtigt, at den ændrede regulering også ramme vil de handicappede, der er på førtidspension?
Sisyfos: Ja, det er det.
Sokrates: Vil du sige, at de handicappede er “magelige”?
Sisyfos: Nej, selvfølgelig ikke.
Sokrates: Meningen med ændringen er, at de “magelige” skal miste fordelen ved at være magelig. Men de fleste af dem, dem bliver ramt, er ikke “magelige”.
Sisyfos: Ja.
Sokrates: Men for lidt siden sagde du, at en politik, der er til ulempe for et flertal, er uretfærdig. Her er flertallet så et flertal bestående af dem, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension, men ikke er “magelige”. Vil du hermed sige, at den politik, du foreslår, er uretfærdig over for denne gruppe?
Sisyfos: Det bliver jeg vel nødt til at konkludere.
Sokrates: Du sagde også, at de fleste, der er arbejdsløse, er arbejdsløse på grund af den økonomiske krise.
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Så mange af de arbejdsløse har svært ved at få et job.
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Og de “magelige” vil også have svært ved at få et job, når dem, der gør en indsats også har det.
Sisyfos: Ja, det har de vel.
Sokrates: Og de handicappede vil aldrig kunne få et job, hvis de har førtidspension fordi de er handicappede?
Sisyfos: Nej, det kan de vel ikke.
Sokrates: Så måske hjælper det i det hele taget ikke at give de arbejdsløse færre penge at leve for.
Sisyfos: Ja, det kan vel egentlig godt være. Hjemme i Grækenland har vi en masse arbejdsløse, selv om dagpengene er lave. Det kan være at man skal gøre noget helt andet for at skabe flere arbejdspladser. Det kan være, at det ikke var så god en idé alligevel, det de danske politikere fandt på. Det vil jeg tænke lidt mere over; der må være en bedre løsning.
Sokrates: Det vil jeg også tænke over.

Og så gik de ud og fik et glas ouzo.

Prisoners’ Dilemma – igen

Nogle gange kommer der overraskende nyt om et videnskabeligt problem, som man troede, at man kendte godt. Betragt to varetægtsfængslede, X og Y, der afhøres hver for sig efter en alvorlig forbrydelse. Begge får følgende at vide:

Du kan tilstå eller nægte at tilstå. Straframmen er denne: Hvis I begge tilstår, får I hver 5 års fængsel. Hvis du tilstår, men den anden nægter at tilstå, bliver du løsladt, men den anden får 20 års fængsel. Hvis I begge nægter at tilstå, får I begge 1 års fængsel.

Hvad bør de to varetægtsfængslede vælge at gøre? De kan ikke kommunikere med hinanden. Dette er, hvad man i spilteori kalder Prisoners’ Dilemma. Det kan bedst betale sig for fangerne samlet set at “samarbejde” om at nægte at tilstå, men for den enkelte fange kan det bedst betale sig at tilstå.

Jeg kan huske, hvordan Douglas Hofstadter skriver om Prisoners’s Dilemma i Metamagical Themas og hvordan han her undersøger forskellige strategier i det, man kalder den itererede udgave, dvs. hvor Prisoners’ Dilemma udføres et stort antal gange. Her skal hver spiller have en strategi, dvs. en funktion, der fortæller, hvilken beslutning spilleren skal tage. Strategien kan have uendelig hukommelse (dvs. at den som argument har følgen af alle tidligere valg), en funktion med endelig hukommelse (dvs. at den som argument har de seneste k spil) eller måske endda være hukommelsesløs.

En lille artikel fra i år af William H. Press og selveste Freeman J. Dyson giver opsigtsvækkende nyt om Prisoners’ Dilemma. Press og Dyson har opdaget strategier, der faktisk kan anvendes af spiller X til på deterministisk vis at styre spiller Ys score uafhængigt af spiller Ys valg af strategi. Men ikke nok med det, sådanne strategier kan også anvendes til at udøve systematisk afpresning mod Y. Eneste udvej for Y (og det er en vigtig udvej) er at have en teori om hvordan og hvorfor X handler, dvs. en “theory of mind”.

Artiklen er teknisk, men der er ikke meget, der er mere avanceret end lineær algebra fra første studieår på et naturvidenskabeligt studium. Den bør derfor kunne læses af ganske mange. De interessante strategier, Press og Dyson finder frem til, er strategier, hvor bestemte af søjlevektorerne i payoff-matricerne for de to spillere er lineært afhængige. De kalder derfor disse strategier for zero determinant-strategier.

Det interessante er det tilfælde, hvor både X og Y har en “theory of mind”, for da er afpresning ikke mulig. Press og Dyson skriver:

The extortionate ZD strategies have the peculiar property of sharply distinguishing between “sentient” players, who have a theory of mind about their opponents, and “evolutionary” players, who may be arbitrarily good at exploring a fitness landscape (either locally or globally), but who have no theory of mind. The distinction does not depend on the details of any particular theory of mind, but only on Y’s ability to impute to X an ability to alter her strategy.

Alexander Stewart og Joshua Plotkin har en god præsentation af artiklen og dens kontekst.

Stenaldermennesker og stjernekrig

Jeg kan huske ørkesløse diskussioner, jeg har haft om hvorvidt mennesket er grundlæggende egoistisk eller altruistisk. Den slags diskussioner dukkede især op i gymnasietiden, hvor lysten til at diskutere svære filosofiske problemstillinger er der, men tankens klarhed meget sjældent kan følge trop.

Spørgsmålet har interesseret talrige filosoffer, men også evolutionsteorien har sine bud. Jeg kan huske, hvordan Richard Dawkins talte om “det selviske gen”, forstået således, at alle organismer er bærere af gener, og at det er generne, ikke individerne, ikke arterne, der overlever eller går til grunde. Set på denne måde skulle egoismen forstået som først og fremmest at gøre det, der tjener egen overlevelse, være et princip. Men samtidig er der jo masser af mennesker, der foretager sig noget uegennyttigt. Hvordan kan vi forlige disse to fænomener?

Et bud på en forklaring kommer fra den amerikanske biolog Edward O. Wilson fra Harvard. Han begyndte sin forskerkarriere med at studere myrer, men endte med at grundlægge den disciplin, der hedder sociobiologi. Wilsons seneste bog, The Social Conquest of Earth, er nu også blevet bemærket af danske medier og anmeldes i dag i Politiken. Et af hans vigtigste ærinder er at forklare, hvordan vi med evolutionsteorien kan forstå et tilsyneladende paradoksalt fænomen som dette foretage sig en handling, der ikke kommer det handlende individ til nytte.

Et interview med Edward O. Wilson fra New Scientist (der også kan læses på Slate.com) er et godt sted at starte. Heri siger han

Eusociality, where some individuals reduce their own reproductive potential to raise others’ offspring, is what underpins the most advanced form of social organization and the dominance of social insects and humans. One of the key ideas to explain this has been kin selection theory or inclusive fitness, which argues that individuals cooperate according to how they are related. I have had doubts about it for quite a while. Standard natural selection is simpler and superior. Humans originated by multilevel selection—individual selection interacting with group selection, or tribe competing against tribe. We need to understand a great deal more about that.


We should consider ourselves as a product of these two interacting and often competing levels of evolutionary selection. Individual versus group selection results in a mix of altruism and selfishness, of virtue and sin, among the members of a society. If we look at it that way, then we have what appears to be a pretty straightforward answer as to why conflicted emotions are at the very foundation of human existence. I think that also explains why we never seem to be able to work things out satisfactorily, particularly internationally.

Nu skulle man tro, at Wilson var pessimist, misantrop eller begge dele. Men nej! Han slutter interviewet med at sige dette.

I think we are ready to create a more human-centered belief system. I realize I sound like an advocate for science and technology, and maybe I am because we are now in a techno-scientific age. I see no way out of the problems that organized religion and tribalism create other than humans just becoming more honest and fully aware of themselves. Right now we’re living in what Carl Sagan correctly termed a demon-haunted world. We have created a Star Wars civilization but we have Paleolithic emotions, medieval institutions and godlike technology. That’s dangerous.

Det er værd at huske på i en verden, i hvilken mange mennesker stadig drømmer om, hvor meget bedre det hele kunne blive, hvis der ikke var så mange andre mennesker, der var så forbandet anderledes (end dem selv).

Sandheden er således ikke, at mennesket er altruistisk. Sandheden er heller ikke, at mennesket er egoistisk. Gymnasiediskussionerne spurgte om det forkerte. Begge former for adfærd er del af menneskets manifeste natur, men vi kan selv vælge, og vi er selv nødt til det. Spørgsmålet er, hvordan vi skal vælge at handle.

Edward O. Wilsons bog er hermed føjet til min lange liste af bøger, der skal læses.

Kant på fortovet

20120617-151030.jpg

Hvad bør jeg gøre, hvis jeg finder penge på gaden? Her er et indlæg om det på The Guardian. Kommentarerne er næsten lige så interessante som artiklen selv. De fleste ser ud til lige som jeg at have en “bagatelgrænse”. Hvis der er tale om en mønt, må jeg indrømme, at jeg beholder den. Mit argument er, at mønter er småbeløb, som den oprindelige ejer vil kunne undvære og måske endda ikke vil opdage at have mistet. Hvis der er tale om pengesedler, vil det være anderledes. Når jeg har fundet ejendele, har jeg altid indleveret dem til hittegods.

Men er dette et ræsonnement, der fordrer en “bagatelgrænse”, egentlig acceptabelt? Hvis jeg finder en tyver på fortovet, vil jeg kunne beholde den med ovenstående argument – men jeg vil ikke stjæle en plade chokolade til 20 kroner i supermarkedet. Bevæggrundene kunne ellers være de samme: Der er tale om en genstand af meget lille værdi, og supermarkedet kan sagtens undvære den lille plade chokolade – måske vil de aldrig opdage, at den forsvandt.

Nogle vil her sige: Jamen, hvis du konsekvent stjæler en plade chokolade i supermarkedet hver gang, du kommer der, mister supermarkedet faktisk en del penge. Og hvis alle andre gør det samme, går det endnu værre.

Mit oprindelige ræsonnement var baseret på en konsekvensetisk betragtning – konsekvenserne af at finde en mønt og stjæle en plade chokolade er begge små – mens indvendingen er pligtetisk. Begge opfattelser bliver identificeret i 1700-tallet. Konsekvensetikken opstår med Jeremy Bentham, mens pligtetikken skyldes Immanuel Kant.

Der er også et element af undtagelse i indvendingen ovenfor. Sandsynligheden for at jeg “finder” en plade chokolade i supermarkedet er tæt på 1, mens sandsynligheden for at jeg finder en mønt af tilsvarende værdi på fortovet er langt mindre. Derfor vil man kunne argumentere for, at der skal gælde andre regler i undtagelsestilfældet end i normalsituationen.

Undtagelsen er blevet brugt som argument for alle mulige politiske tiltag i freds- og ikke mindst i krigstid. Vi er egentlig for demokrati, men hvis undergravende kræfter truer, kan vi indføre militærstyre osv. Vi er egentlig imod fængsling uden retssag, men (osv.)

Det er overraskende, at der i selv det hverdagsagtige dilemma om fundne penge gemmer sig hvad der vel er nogle af de helt centrale spørgsmål, som etikken tumler med.

Ville jeg selv stjæle en plade chokolade til 20 kroner i supermarkedet? vil nogle nu spørge. Nej, det ville jeg ikke. Det ville de fleste andre, der læser dette, formodentlig heller ikke. Men er vore bevæggrunde mon de samme? Det kunne være interessant at få opklaret.