At betragte andres lidelser

Jeg vil normalt ikke bringe de grusomme fotos, man ser i nyhedsmedierne. Dette billede vil jeg dog alligevel bringe. På én måde er dette måske det værste billede, jeg har set. Omayra Sánchez var en pige på 13 år, der blev fanget i et mudderskred i Colombia i 1985. Omayra var fanget i mudderet i 60 timer, kunne ikke hjælpes op og endte med at dø. Billedet er taget af Frank Fournier. Omayras blik og close-up-kompositionen, der bringer beskueren helt, helt tæt på hende, giver fornemmelsen af en omgivende virkelighed, der ikke hjalp et menneske i nød, samtidig med at den godt ville dokumentere. Det er, som om vi sidder lige over for et barn, der er ved at drukne. Hvorfor hjælper vi hende ikke?

Læs Fourniers beretning her (og opdag, hvorfor Omayra ikke blev hjulpet fri).

Den amerikanske forfatter Susan Sontag skrev i en af sine sidste bøger, Regarding the The Pain of Others fra 2004 om netop fotografiets dilemma (bogen er en fortsættelse af hendes On Photography, der udkom tre årtier tidligere). Og hun siger:

It is felt that there is something morally wrong with the abstract of reality offered by photography; that one has no right to experience the suffering of others at a distance, denuded of its raw power; that we pay too high a human (or moral) price for those hitherto admired qualities of vision—the standing back from the aggressiveness of the world which frees us for observation and for elective attention. But this is only to describe the function of the mind itself.

There’s nothing wrong with standing back and thinking. To paraphrase several sages: “Nobody can think and hit someone at the same time.”

Hvis vi kan bruge billedet til noget, hvis man som fotograf skal kunne retfærdiggøre det voldsomme billede, skal det være, at det tvinger os til at reflektere over grusomheden, over andres lidelser, over om de nu virkelig var uundgåelige.

Nødvendige beskyldninger

Ved et af disse underlige sammentræf, jeg måske selv konstruerer, var det i går, Informations forside kunne fortælle, at også tre-årige mobber, og også i går, flere nyvalgte folketingsmedlemmer, bl.a. Mette Bock fra Liberal Alliance, karakteriserede debatten i Folketinget som en børnehave. Jeg er også træt af den manglende kvalitet af de politiske diskussioner i Danmark, men jeg bryder mig ikke om sammenligningen med en børnehave. Der er dog trods alt stadig håb for at de 3-6-årige kan lære at behandle hinanden bedre,

Kristoffer Raun Thomsen, der er retoriker, analyserer diskussionen i Folketinget i Politiken. Herunder er et interessant sted i hans artikel.

Men ofte drejer salens samtaler sig mere om personangreb end direkte debat. Som Søren Espersen for nylig sagde: »Altså, hvis jeg skulle finde nogen, der var unuanceret i forhold til Mellemøsten, kunne jeg da hurtigt finde en – er det ikke 12 medlemmer, der er i Enhedslistens folketingsgruppe? – det kunne jeg sagtens finde«.

Her hævder den ene part sig på modpartens bekostning i stedet for reelt at tage stilling til noget om emnet, og som følge bliver debatten afsporet.

Modparten er nemlig ikke meget bedre. Holger K. Nielsen svarer: »Jeg synes, at hr. Søren Espersen lige pludselig bliver en frygtelig moralist, en frygtelig følelsesladet moralist, som han jo ellers i andre sammenhænge tager afstand fra«.

Her bliver vi ikke informeret om emnet. Men vi får rigelige informationer om, hvordan vi skal opfatte modparten i debatten.

Den ene væsentlige observation er, at den politiker, der er på talerstolen, ikke replicerer til en anden politiker, selv om det umiddelbart forekommer at være tilfældet. Den talende henvender sig i virkeligheden til et andet publikum, nemlig en potentiel vælgerskare.

Hvis jeg var politiker, ville jeg græmme mig.

Den anden væsentlige observation er, at en stor del af talehandlingen ser ud til at handle om at udstille modparten som utroværdig, inkompetent og/eller hyklerisk.

Politik er kommet til at handle om politikere først, og deres meninger derefter. Medierne holder af det. Vi kommer med hjem til Pia Kjærsgaard og ser hendes samling af Asterix-bøger. Vi kommer med hjem til Helle Thorning-Schmidt og hører om hendes opvækst og ægteskab. Ungdomsbladene vil høre om Johanne Schmidt-Nielsens erfaringer med tømmermænd. Og så videre.

Og fordi politik først og fremmest fokuserer på politikerne, kommer den politiske diskussion til at blive til en diskussion om politikerne først.

Vores viden om interpersonel kommunikation kan bruges til at manipulere med eller til at fremme kommunikation. Der er for så vidt intet odiøst i at manipulere, hvis vi hermed mener selve dette at forsøge at få Den Anden til at handle, som vi gerne vil have det (det har allerede Klaus Kjøller gjort opmærksom på i sin bog om manipulation). Men den manipulation, alle de mange former for spin består i – og i dette uhellige spin-komplot er formodentlig alle politiske partier i et eller andet omfang delagtige – leder fokus væk fra politikken og over på politikernes person og lader modtageren være ikke Den Anden, men En Tredje.

Det var først i 1983, at man tillod tv-transmissioner fra det britiske parlament (eller rettere: Underhuset). Argumentet imod at lade fjernsynskameraerne få adgang var, at politikerne ville begynde at tale til vælgerne i stedet for til hinanden. Dette argument er måske mere vægtigt, end man havde troet.

Tilstedeværelsen af kameraerne gør noget ved os. Jeg kan huske, hvordan fotografen og dokumentaristen Jacob Holdt fortalte om hvordan han besøgte medlemmer af Ku Klux Klan i USA. En dag tog han et lille videokamera med til en sammenkomst. Når han tændte for kameraet, begyndte KKK-medlemmerne at udspy deres racistiske fordomme; når han lagde kameraet væk, begyndte de at tale om alt muligt andet og i et noget mere afdæmpet toneleje.

Kunne man mon i en forsøgsperiode på et år lade være med at lade tv få adgang til Folketinget undtagen ved bestemte lejligheder (f.eks. ved Folketingets åbning eller i forbindelse med udvalge, korte nyhedsindslag) og se, om det fik politikerne til at ændre adfærd?

Billedet ovenfor viser nogle politikere, jeg selv kan huske fra min tidlige barndom (ikke at jeg gik op i politik dengang), nemlig Anker Jørgensen (Socialdemokraterne), Poul Hartling (Venstre) og Hilmar Baunsgaard (Radikale Venstre). Alle tre opnåede at blive statsministre, og de var samtidig politikertyper, der nok ikke ville have haft mange chancer i dag – Anker J. var specialarbejder og fagforeningsmand, Poul H. var præst og blev siden formand for FNs flygtningehøjkommissariat og Hilmar B. var handelsuddannet. Og på billedet ser det faktisk ud som de egentlig kan lide at være sammen, selv om de er uenige.

Den lille negative

Jeg kan ikke lide at blive kritiseret. Det er der heller ikke mange andre, der kan. Vi vil gerne anerkendes for det, vi gør.

Rasmus Willig, der er lektor på RUC, har et interessant indlæg i Information om hvordan en “anerkendende tilgang” kan ende med at være direkte ødelæggende. Han skriver:

Jeg har lige fået en opringning fra en pædagog, der efter eget udsagn har sygemeldt sig på grund af den såkaldte anerkendende tilgang. Hun kunne fortælle mig, at efter tiltrædelsen af en ny leder var det blevet forbudt at sige noget kritisk, endsige bruge negativt ladede ord. Alle pædagoger på institutionen skulle tilegne sig den anerkendende tilgang over for børn, forældre og ledelse. Konsekvensen blev en sygemelding for den pågældende pædagog og et ønske om aldrig at vende tilbage til det arbejde, hun ellers altid havde holdt af.

Den tilsyneladende anerkendelse, der gjorde pædagogen syg, dækkede i virkeligheden over dels en manglende anerkendelse af problemer, dels en dækken over negativ kritik. Willig peger her på to teorier om anerkendelse: Den ene er baseret i kritisk teori og påpeger den manglende eller forbigåede anerkendelse, som er krænkende og sætter den, der ikke bliver anerkendt, under pres. Den anden kaldes appreciative inquiry og er en management-teori, der fokuserer på det positive (som tilfældet er i “positiv psykologi”) og dermed ikke betragter de problemer, der måtte være.

Pædagogen fik ingen anerkendelse i den første forstand, men blev udsat for – og skulle selv videregive – positive bemærkninger, der i virkeligheden dækkede over en kun tilsyneladende anerkendelse af Den Anden.

Efter pædagogens udsagn gik hendes leder så vidt som til at forbyde personalet at benytte faglige begreber, der var negativt ladede, såsom at børnene var ’grænsesøgende’ eller ’kravafvisende’ — en pædagog kunne således ikke stille krav til et barn om, at det selv skulle tage sin flyverdragt på uden hjælp fra en voksen. Selv sådanne centrale faglige begreber kunne nemlig opfattes som negative.

Rune Lykkeberg skriver i dag i Information (i den faste “leder” i tillægget Billeder, hvor skribenten konsekvent omtaler sig selv i tredje person) om det samme problem, nemlig fraværet af den passende kritik, og han hæfter sig ved at en af de eneste personer, der i medierne udtaler sig om hvad han kan lide og ikke kan lide, er Thomas Blachman, der er dommer i X-Faktor:

»Alt er i krise. Forbrugssamfundet har forkrøblet vores værdier, og massekulturen har ødelagt vores sans for kvalitet og æstetik. Vi er blevet materielt rigere og åndeligt fattigere — på samme tid,« siger Lykkeberg, der er den ene halvdel af det succesrige kommentator-team Lykke og Ville: »Selv vores præster er blevet medieliderlige populister, som sælger ud af hele troen og ånden for en hurtig mening om hvad som helst,« siger Lykkeberg og understreger, at han ikke tænker på nogen personligt, men ser det som et generelt fænomen:

»Det er der, vi er nået til,« siger han med bittert grin: »Det er kun dommerne i talentkonkurrencen, som tør stå ved, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide. Det er bagsiden af det, jeg har kaldt ’cv-samfundet’.«

Selvfølgelig er tonen hos Lykkeberg let ironiserende, men jeg observerer også en sådan tendens i dag. Mange, der udtaler sig i medierne, anvender enten en udglattende tone, der tilsyneladende er anerkendende og positiv, men reelt kun bunder i en idé om at man ikke må være negativ, eller også kammer de over i en gennemført negativ polemisk diskurs, hvor de hverken anerkender Den Andens holdninger eller ret til at have dem eller kommer med væsentlige argumenter for egen kritik.

Det må da kunne lade sig gøre at være både kritisk og anerkende Den Anden? Det, som Den Anden har brug for, er hverken en total nedsabling eller en tilsyneladende anerkendelse af sine valg og sin adfærd, men at blive reelt anerkendt, dvs. at blive taget alvorligt samtidig med at kritikken bliver begrundet ordentligt.

(Og så har jeg efterhånden opdaget, at min blog i langt større omfang end jeg oprindelig havde regnet med, er kommet til at handle om etik. Derfor har jeg indført en ny kategori for indlæg.)