I virkeligheden

20120225-114429.jpg

Nogle gange opdager jeg, at min blog bliver til et helt andet udtryk, end jeg egentlig troede, den skulle være. Jeg ville skrive om akademiske emner, om datalogi, om matematik og om samfundsforhold, Men reelt (bemærk ordet – det vender tilbage) ender jeg med at skrive en slags amatørudgave af Den etiske fordring. Måske er der i realiteten (også dette ord bør man bemærke) tale om en anden blog.

Det gik op for mig i dag, da jeg gav mig til at læse lørdagens udgave af Information, en af mine foretrukne beskæftigelser på en lørdag formiddag. Hermed er den midaldrende mand indfanget og karakteriseret – far læser avis.

Først læste jeg en lang artikel af Louise Vogdrup-Schmidt om de tanker, de døende gør sig om døden. Hvad ville de have gjort, hvad de havde fortrudt. Artiklen er endnu en konsekvens af bogen The Top Five Regrets of The Dying, som The Guardian omtalte tidligere på måneden. Bogen er skrevet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der i mange år har arbejdet på palliative afdelinger og. den forbindelse har haft samtaler med døende. Mange delte i de følgende uger artiklen med andre på Facebook og andetsteds – jeg var også en af dem – og jeg tror selv, at det skyldes, at den rammer ned i noget væsentligt. Hvem er vi?

De fem mest typiske fortrydelser er ifølge Bonnie Wares bog disse (listen er fra artiklen i Information):

  1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig.
  2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
  3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
  4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten til mine venner.
  5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være gladere.

Mange har ønsket, at de var det menneske, de “i virkeligheden var”.

Det gik for alvorg op for mig, da jeg nåede til avisens sidste artikel, der vanen tro er af Center for Vild Analyse. Denne gang leverer de en af deres bedre “vilde analyser” med udgangspunkt i et paradoksalt citat fra et interview med Lasse Rimmer, kendt fra diverse underholdningsprogrammer på (især) TV2:

I et interview i TV 2’s nye weekendhygge-program for et par uger siden fortalte komikeren Lasse Rimmer om sit forhold til de sociale medier. Interviewerne spurgte, hvordan det kunne hænge sammen, at han var så grov og direkte på f.eks. Twitter, mens han virkede så rar og omgængelig, når man sad der i sofaen og talte med ham. Da var det, den dekorerede IQ-mester gav den kun umiddelbart uskyldige og ved nærmere eftersyn filosofisk temmelig sofistikerede selvbeskrivelse: »Jeg er langt mere tilbageholdende i virkeligheden, end jeg ellers er.«

Også Lasse Rimmer er et andet menneske, end han “i virkeligheden er”. Dette paradoks er selvfølgelig til for at blive analyseret. Som så ofte før søger CVA svaret hos Lacan:

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan skelnede mellem realiteten og det reelle. Realiteten er den sociale virkelighed, det hele, sådan som den foreligger. Det reelle derimod er det, der modsætter sig denne virkelighed. Det reelle er ikke virkeligheden, men virkelighedens eget problem med sig selv: Dét som aldrig kommer med, når man forsøger at beskrive hvem man er, eller når man indtager en rolle i det sociale.

Det er tilsyneladende i uoverensstemmelsen mellem realiteten og det reelle, vi lever. Vi navigerer os gennem livet og befinder os stedse i modsætningen mellem det, der kommer med, og det, der ikke er med.

Måske er også den reelle udgave af denne blog en anden blog end realitetens blog?

Perspektivet , der blev væk

20120221-191156.jpg

Jeg havde vel egentlig lovet mig selv ikke at skrive om “betalingsringen”, men nu gør jeg det alligevel. Tilgiv mig, hvis det jeg skriver, er ureflekteret.

Men hele diskussionen om en afgift for at køre ind i hovedstadsområdet som privatbilist har forekommet mig at være perspektivløs. Formålet med denne foranstaltning var at nedbringe antallet af biler og mindske forureningen (herunder, men ikke kun CO2-udslip) og andre gener. Det økologiske råd nåede sidste år frem til at en afgift vil kunne nedsætte CO2-udslippet i varierende omfang, alt afhængig af hvilken løsning der blev valgt. Regeringen fremstod perspektivløs; der var ikke nogen samtidig promovering af et alternativ, f.eks. i form af bedre og billigere kollektiv trafik. (Tænk hvis man f.eks. havde gjort kollektiv transport gratis i hovedstadsområdet for bilister.) Også selve terminologien var dårligt valgt – “betalingsring” lyder ikke mere positivt end “betalingshospital”, det gamle, forbeholdne ord for det, der nu uden forbehold kaldes et privathospital.

Men modstanderne af afgiften, anført af Danmarks for tiden meget populære parti Venstre, er mindst lige så perspektivløse. Det er lykkedes at reducere det, der kunne være en diskussion af trafikkens påvirkning af miljøet i Danmarks største byområde og af visioner for den kollektive trafiks rolle i samfundet til en kamp i valgfrihedens navn for den velkendte, men på sigt tvivlsomme løsning for samfundet det er at vi hver især tager hver vores bil på arbejde. Jeg ville næsten ønske, at modstanderne havde sagt, at de var glade for at biltrafikken kunne fastholdes på dens nuværende leje. Jeg ville oprigtigt have ønsket, at der var kommet et bud på et alternativ. Men nej. Det eneste, modstanderne af afgiften kunne sige, var tilsyneladende, at det er glædeligt, at bilisterne slipper for at betale:

– Vi glæder os ikke mindst på vegne af de mange storkøbenhavnske og sjællandske borgere, der havde en risiko for at få en ekstraregning på op mod 20.000 kroner om året, siger Martin Geertsen, der er trafikordfører i Venstre.

Jeg synes, at initiativet nu bør komme fra modstanderne af “betalingsringen”. Nu er det op til dem at vise perspektiv. Især så jeg gerne. at modstanderne

  • svarede på om omfanget af trafikken i hovedstadsområdet udgør et miljøproblem og, hvis det et tilfældet,
  • gav et bud på hvordan et sådant miljøproblem kan løses, og
  • fortalte, hvilken rolle de mener, den kollektive trafik skal spille i samfundet. Og her vil jeg gerne have et bedre svar end at “man skal kunne vælge mellem at bruge offentlig transport og at lade være”

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at ingen af disse problemstillinger bliver nævnt i Ritzaus telegram, der omtaler Venstres glæde ved bortfaldet af “betalingsringen”. I værste fald har vi opnået det, jeg med et ord, jeg fandt på i en helt anden sammenhæng har kaldt for en “ikke-løsning”, nemlig en detaljeret bortforklaring af hvorfor intet kunne gøres.

Den akademiske konkurrence og det gyldne rige

Den akademiske verden er efterhånden blevet præget af konkurrence.

  • Forskerne konkurrerer om at få deres publikationer optaget i tidsskrifter.
  • Forskerne konkurrerer om at få deres bidrag optaget til en konference.
  • Forskerne konkurrerer om at få deres forslag til workshop-emner godkendt.
  • Forskerne konkurrerer om at få en akademisk stilling.
  • Forskerne konkurrerer om at få eksterne forskningsbevillinger.

Der går ikke en dag, uden jeg tænker over den akademiske konkurrence og min rolle i den, og der er dage, hvor jeg føler mig frusteret ud over alle grænser. Det er som om jeg ender med at indrette min adfærd efter hvordan jeg kan undgå at gå bag af dansen i konkurrencen og blive i stand til af og til at foretage mig det, jeg egentlig gerne vil, nemlig at finde frem til nye forskningsresultater.

Der er i vore dage en samling kvantificerede succeskriterier, der er med til at afgøre, hvor godt man klarer sig i konkurrencer.

  • Institutionerne tæller publikationer og giver dem karakter. Man tæller publikationer på individniveau, på institutniveau, på institutionsniveau og nationalt.
  • Institutionrne tæller, hvor PhD-studerende den enkelte forskere har, og hvor mange af dem, der gennemfører.
  • Institutionerne tæller de eksterne bevillinger. Hvor mange penge har den enkelte forsker skaffet?

Konkurrencerne hænger cirkulært sammen, og de hænger cirkulært sammen med de kvantificerede succeskriterier. For at vinde i konkurrencen om eksterne forskningsbevillinger skal man have tilstrækkeligt mange publikationer. For at kunne få PhD-studerende skal man have eksterne bevillinger, der kan finansiere dem. For at kunne få publiceret meget, skal man have nogle eksterne forskningsbevillinger, så man kan blive frikøbt fra undervisningsforpligtelserne og få nogle PhD-studerende og postdocs, man kan samarbejde med.

Oded Goldreich, der er professor på Weizmann-instituttet for datalogi og anvendt matematik i Israel, har skrevet et langt og for nogle provokerende essay om konkurrencens rolle i det akademiske samfund.

I essayet skelner han mellem “struggle” og “competition”. En helt fyldestgørende dansk oversættelse kender jeg ikke, men et bud er “kamp” kontra “konkurrence”. Det, man konkurrerer om, er hvad Goldreich kalder symbolsk kapital (i tilfældene ansættelser og forskningsbevillinger er kapitalen dog særdeles reel).

Goldreichs første påstand er, at der er en masse konkurrence mellem akademikere, hvor kamp ville være mere passende. Konkurrencen er eksplicit defineret og kvantificérbar (f.eks. ved at tælle publikationer og eksterne forskningsmidler), hvor kampen er en kamp for at opnå bestemte akademiske mål (typisk ny indsigt). Kampen er typisk ikke en konfrontation.

Goldreichs anden pointe er, at megen konkurrence i det akademiske samfund er, hvad han ville kalde sekundær konkurrence. Konkurrence er sekundær, hvis dens udfald er baseret på resultater fra tidligere konkurrence – f.eks. er det typisk tilfældet, hvis beslutninger om ansættelse udelukkende er baseret på optælling af publikationer ud fra en rangordning af publikationskanaler. I en fodnote skriver Goldreich:

Consider, for example, the secondary scoring competition that consists of counting the number of publications in a specific venue, which in turn is a multiple-winner competition (assumed to be monotone). This secondary competition ranks a collection of two works that are each marginally above the acceptance threshold of the venue higher than an alternative pair of works consisting of one work that is significantly above that threshold and a second work that is only marginally below that threshold. Unfortunately, this example is far from being hypothetical.

Mange primære konkurrencer er så til gengæld baseret på at få bidrag optaget til de særligt prestigefyldte publikationskanaler, der i tilfældet Oded Goldreichs forskningsområde er bestemte konferencer.

Goldreichs konklusion er

Assuming the validity of my analysis, it is quite clear what should be done in order to improve the situation: (1) all unnecessary competitions should be abolished, and (2) all (necessary) secondary competitions should be converted to primary ones (as much as possible). This is theoretically obvious, but practically non-trivial.

Bemærk, at Goldreich ikke hævder, at konkurrence som sådan skal afskaffes – der skal stadig være konkurrence om stillinger – men om at gøre konkurrencesituationerne færre og mere gennemsigtige og at kunne leve op til fagets krav om at stræbe efter indsigt snarere end altid at basere sig på det kvantificerbare. Nedenstående citat vil jeg gøre til min udgangsbøn her.

For example, it may and should be considered bad taste to refer to publication counts, and ditto using the outcome of any competition when discussing the merits of achievements and/or individuals. Indeed, I am talking about a change in values, one that puts more emphasis on the field’s inherent values (i.e., both the general scientific values and the specific interest in the field’s founding problems).

Fakta – og det, der ligger bag

Center for Vild Analyse har igen en interessant klumme i dagbladet Information. Udgangspunktet er, at Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken inspireret af amerikansk journalistik alle er begyndt at have forskellige former for “faktaundersøgelser”. DR2 følger nu også trop med programmet Detektor. Hvis en politiker påstår, at udgifterne til (X kan være hvadsomhelst i denne sammenhæng) er steget i de seneste 10 år, prøver faktaundersøgelserne at finde ud af om dette er tilfældet.

Som bl.a. Christian Kock har påpeget, er der voldsomme tendenser til talfnidder i den politiske debat. Typisk består talfnidder i at forskellige politiske interessenter definerer samme kvantitativt baserede begreb forskelligt. Hvis “faktaundersøgelser” kan komme talfnidder til livs, ville det kunne højne kvaliteten af politiske diskussioner.

Men samtidig er der noget andet, der kun sjældent bliver undersøgt, nemlig de grundantagelser, der ligger bag de politiske udtalelser, vi hører. Et nøglecitat fra Center for Vild Analyse er dette:

Det er blevet sagt, at Detektor er et udtryk for en trend, man kunne kalde en videnskabeliggørelse af journalistikken — der udføres kildekritik og korrigeres for fejl og løse antagelser — men har videnskabsteorien ikke netop lært os, at enhver virkelig videnskabelighed altid foregår inden for et paradigme af grundantagelser, som ingen rigtig rører ved? Hvis den kritiske journalistisk vil gå faktavejen, kommer den med andre ord uvægerligt til igen og igen at reproducere de fakta og grundantagelser, som vi allerede kender, mens intet nyt bringes frem. Eksempelvis kunne man i dag med god ret spørge, hvad vi egentlig forstår ved en retsstat eller ved demokrati, hvorfor ’vækst’ er en automatisk indikator for en hel serie af nødvendigheder i den offentlige debat, under hvilke forudsætninger Danmark skal deltage i international krigsførelse osv. osv.

Et konkret eksempel på et spørgsmål, der aldrig bliver besvaret er dette: Hvilken rolle skal menneskerettighederne spille i dansk politik? I bedste fald (?) bliver spørgsmål kun besvaret indirekte, i værste fald udråbes standpunkter til at være indiskutable selvfølgeligheder. Et eksempel er Karsten Nonbos udtalelse  (DR Nyheder 26. januar 2012)

Nu påråber du dig menneskerettigheder her i Danmark. Helt ærligt. Du kan tale om menneskerettigheder i Irak og Somalia…

Om Karsten Nonbos synspunkter om menneskerettighedernes rolle i dansk retspolitik er reflekteret, ved jeg ikke. Jeg tillader mig at tvivle.

De grundantagelser, vi møder i samfundsdebatten, er alle udtryk for en etik. Etik er det område af filosofien, der forsøger at analysere og besvare spørgsmålene om hvordan det enkelte menneske bør handle og hvordan samfundet bør være indrettet.

I videnskab er vi nødt til at analysere grundantagelserne. Men en tilsvarende analyse af de etiske grundantagelser, der ligger bag politikernes udtalelser, bliver aldrig for alvor foretaget af medierne. Jamen, der var da for få år siden en værdikamp/værdidebat, vil nogen her indvende.  Den husker jeg kun alt for godt, men denne “værdidebat” var alt andet end en diskussion af og afklaring af etiske grundantagelser, og medierne stod i høj grad på sidelinjen her. Jeg kunne godt tænke mig at journalister og andre mediearbejdere turde spørge til de etiske grundantagelser, politikere har og måske har reflekteret over.

At betragte andres lidelser

Jeg vil normalt ikke bringe de grusomme fotos, man ser i nyhedsmedierne. Dette billede vil jeg dog alligevel bringe. På én måde er dette måske det værste billede, jeg har set. Omayra Sánchez var en pige på 13 år, der blev fanget i et mudderskred i Colombia i 1985. Omayra var fanget i mudderet i 60 timer, kunne ikke hjælpes op og endte med at dø. Billedet er taget af Frank Fournier. Omayras blik og close-up-kompositionen, der bringer beskueren helt, helt tæt på hende, giver fornemmelsen af en omgivende virkelighed, der ikke hjalp et menneske i nød, samtidig med at den godt ville dokumentere. Det er, som om vi sidder lige over for et barn, der er ved at drukne. Hvorfor hjælper vi hende ikke?

Læs Fourniers beretning her (og opdag, hvorfor Omayra ikke blev hjulpet fri).

Den amerikanske forfatter Susan Sontag skrev i en af sine sidste bøger, Regarding the The Pain of Others fra 2004 om netop fotografiets dilemma (bogen er en fortsættelse af hendes On Photography, der udkom tre årtier tidligere). Og hun siger:

It is felt that there is something morally wrong with the abstract of reality offered by photography; that one has no right to experience the suffering of others at a distance, denuded of its raw power; that we pay too high a human (or moral) price for those hitherto admired qualities of vision—the standing back from the aggressiveness of the world which frees us for observation and for elective attention. But this is only to describe the function of the mind itself.

There’s nothing wrong with standing back and thinking. To paraphrase several sages: “Nobody can think and hit someone at the same time.”

Hvis vi kan bruge billedet til noget, hvis man som fotograf skal kunne retfærdiggøre det voldsomme billede, skal det være, at det tvinger os til at reflektere over grusomheden, over andres lidelser, over om de nu virkelig var uundgåelige.

Nødvendige beskyldninger

Ved et af disse underlige sammentræf, jeg måske selv konstruerer, var det i går, Informations forside kunne fortælle, at også tre-årige mobber, og også i går, flere nyvalgte folketingsmedlemmer, bl.a. Mette Bock fra Liberal Alliance, karakteriserede debatten i Folketinget som en børnehave. Jeg er også træt af den manglende kvalitet af de politiske diskussioner i Danmark, men jeg bryder mig ikke om sammenligningen med en børnehave. Der er dog trods alt stadig håb for at de 3-6-årige kan lære at behandle hinanden bedre,

Kristoffer Raun Thomsen, der er retoriker, analyserer diskussionen i Folketinget i Politiken. Herunder er et interessant sted i hans artikel.

Men ofte drejer salens samtaler sig mere om personangreb end direkte debat. Som Søren Espersen for nylig sagde: »Altså, hvis jeg skulle finde nogen, der var unuanceret i forhold til Mellemøsten, kunne jeg da hurtigt finde en – er det ikke 12 medlemmer, der er i Enhedslistens folketingsgruppe? – det kunne jeg sagtens finde«.

Her hævder den ene part sig på modpartens bekostning i stedet for reelt at tage stilling til noget om emnet, og som følge bliver debatten afsporet.

Modparten er nemlig ikke meget bedre. Holger K. Nielsen svarer: »Jeg synes, at hr. Søren Espersen lige pludselig bliver en frygtelig moralist, en frygtelig følelsesladet moralist, som han jo ellers i andre sammenhænge tager afstand fra«.

Her bliver vi ikke informeret om emnet. Men vi får rigelige informationer om, hvordan vi skal opfatte modparten i debatten.

Den ene væsentlige observation er, at den politiker, der er på talerstolen, ikke replicerer til en anden politiker, selv om det umiddelbart forekommer at være tilfældet. Den talende henvender sig i virkeligheden til et andet publikum, nemlig en potentiel vælgerskare.

Hvis jeg var politiker, ville jeg græmme mig.

Den anden væsentlige observation er, at en stor del af talehandlingen ser ud til at handle om at udstille modparten som utroværdig, inkompetent og/eller hyklerisk.

Politik er kommet til at handle om politikere først, og deres meninger derefter. Medierne holder af det. Vi kommer med hjem til Pia Kjærsgaard og ser hendes samling af Asterix-bøger. Vi kommer med hjem til Helle Thorning-Schmidt og hører om hendes opvækst og ægteskab. Ungdomsbladene vil høre om Johanne Schmidt-Nielsens erfaringer med tømmermænd. Og så videre.

Og fordi politik først og fremmest fokuserer på politikerne, kommer den politiske diskussion til at blive til en diskussion om politikerne først.

Vores viden om interpersonel kommunikation kan bruges til at manipulere med eller til at fremme kommunikation. Der er for så vidt intet odiøst i at manipulere, hvis vi hermed mener selve dette at forsøge at få Den Anden til at handle, som vi gerne vil have det (det har allerede Klaus Kjøller gjort opmærksom på i sin bog om manipulation). Men den manipulation, alle de mange former for spin består i – og i dette uhellige spin-komplot er formodentlig alle politiske partier i et eller andet omfang delagtige – leder fokus væk fra politikken og over på politikernes person og lader modtageren være ikke Den Anden, men En Tredje.

Det var først i 1983, at man tillod tv-transmissioner fra det britiske parlament (eller rettere: Underhuset). Argumentet imod at lade fjernsynskameraerne få adgang var, at politikerne ville begynde at tale til vælgerne i stedet for til hinanden. Dette argument er måske mere vægtigt, end man havde troet.

Tilstedeværelsen af kameraerne gør noget ved os. Jeg kan huske, hvordan fotografen og dokumentaristen Jacob Holdt fortalte om hvordan han besøgte medlemmer af Ku Klux Klan i USA. En dag tog han et lille videokamera med til en sammenkomst. Når han tændte for kameraet, begyndte KKK-medlemmerne at udspy deres racistiske fordomme; når han lagde kameraet væk, begyndte de at tale om alt muligt andet og i et noget mere afdæmpet toneleje.

Kunne man mon i en forsøgsperiode på et år lade være med at lade tv få adgang til Folketinget undtagen ved bestemte lejligheder (f.eks. ved Folketingets åbning eller i forbindelse med udvalge, korte nyhedsindslag) og se, om det fik politikerne til at ændre adfærd?

Billedet ovenfor viser nogle politikere, jeg selv kan huske fra min tidlige barndom (ikke at jeg gik op i politik dengang), nemlig Anker Jørgensen (Socialdemokraterne), Poul Hartling (Venstre) og Hilmar Baunsgaard (Radikale Venstre). Alle tre opnåede at blive statsministre, og de var samtidig politikertyper, der nok ikke ville have haft mange chancer i dag – Anker J. var specialarbejder og fagforeningsmand, Poul H. var præst og blev siden formand for FNs flygtningehøjkommissariat og Hilmar B. var handelsuddannet. Og på billedet ser det faktisk ud som de egentlig kan lide at være sammen, selv om de er uenige.

Den lille negative

Jeg kan ikke lide at blive kritiseret. Det er der heller ikke mange andre, der kan. Vi vil gerne anerkendes for det, vi gør.

Rasmus Willig, der er lektor på RUC, har et interessant indlæg i Information om hvordan en “anerkendende tilgang” kan ende med at være direkte ødelæggende. Han skriver:

Jeg har lige fået en opringning fra en pædagog, der efter eget udsagn har sygemeldt sig på grund af den såkaldte anerkendende tilgang. Hun kunne fortælle mig, at efter tiltrædelsen af en ny leder var det blevet forbudt at sige noget kritisk, endsige bruge negativt ladede ord. Alle pædagoger på institutionen skulle tilegne sig den anerkendende tilgang over for børn, forældre og ledelse. Konsekvensen blev en sygemelding for den pågældende pædagog og et ønske om aldrig at vende tilbage til det arbejde, hun ellers altid havde holdt af.

Den tilsyneladende anerkendelse, der gjorde pædagogen syg, dækkede i virkeligheden over dels en manglende anerkendelse af problemer, dels en dækken over negativ kritik. Willig peger her på to teorier om anerkendelse: Den ene er baseret i kritisk teori og påpeger den manglende eller forbigåede anerkendelse, som er krænkende og sætter den, der ikke bliver anerkendt, under pres. Den anden kaldes appreciative inquiry og er en management-teori, der fokuserer på det positive (som tilfældet er i “positiv psykologi”) og dermed ikke betragter de problemer, der måtte være.

Pædagogen fik ingen anerkendelse i den første forstand, men blev udsat for – og skulle selv videregive – positive bemærkninger, der i virkeligheden dækkede over en kun tilsyneladende anerkendelse af Den Anden.

Efter pædagogens udsagn gik hendes leder så vidt som til at forbyde personalet at benytte faglige begreber, der var negativt ladede, såsom at børnene var ’grænsesøgende’ eller ’kravafvisende’ — en pædagog kunne således ikke stille krav til et barn om, at det selv skulle tage sin flyverdragt på uden hjælp fra en voksen. Selv sådanne centrale faglige begreber kunne nemlig opfattes som negative.

Rune Lykkeberg skriver i dag i Information (i den faste “leder” i tillægget Billeder, hvor skribenten konsekvent omtaler sig selv i tredje person) om det samme problem, nemlig fraværet af den passende kritik, og han hæfter sig ved at en af de eneste personer, der i medierne udtaler sig om hvad han kan lide og ikke kan lide, er Thomas Blachman, der er dommer i X-Faktor:

»Alt er i krise. Forbrugssamfundet har forkrøblet vores værdier, og massekulturen har ødelagt vores sans for kvalitet og æstetik. Vi er blevet materielt rigere og åndeligt fattigere — på samme tid,« siger Lykkeberg, der er den ene halvdel af det succesrige kommentator-team Lykke og Ville: »Selv vores præster er blevet medieliderlige populister, som sælger ud af hele troen og ånden for en hurtig mening om hvad som helst,« siger Lykkeberg og understreger, at han ikke tænker på nogen personligt, men ser det som et generelt fænomen:

»Det er der, vi er nået til,« siger han med bittert grin: »Det er kun dommerne i talentkonkurrencen, som tør stå ved, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide. Det er bagsiden af det, jeg har kaldt ’cv-samfundet’.«

Selvfølgelig er tonen hos Lykkeberg let ironiserende, men jeg observerer også en sådan tendens i dag. Mange, der udtaler sig i medierne, anvender enten en udglattende tone, der tilsyneladende er anerkendende og positiv, men reelt kun bunder i en idé om at man ikke må være negativ, eller også kammer de over i en gennemført negativ polemisk diskurs, hvor de hverken anerkender Den Andens holdninger eller ret til at have dem eller kommer med væsentlige argumenter for egen kritik.

Det må da kunne lade sig gøre at være både kritisk og anerkende Den Anden? Det, som Den Anden har brug for, er hverken en total nedsabling eller en tilsyneladende anerkendelse af sine valg og sin adfærd, men at blive reelt anerkendt, dvs. at blive taget alvorligt samtidig med at kritikken bliver begrundet ordentligt.

(Og så har jeg efterhånden opdaget, at min blog i langt større omfang end jeg oprindelig havde regnet med, er kommet til at handle om etik. Derfor har jeg indført en ny kategori for indlæg.)