Lad os være fjender på Facebook

Af og til er der opslag på Facebook, jeg ikke bryder mig om. Der er en synes-om-knap, men ikke en synes-ikke-om-knap. Men er den slags nødvendigt? Dean Terry, der forsker i sociale medier på University of Texas at Dallas, har sammen med sin PhD-studerende Bradley Griffith lavet EnemyGraph, en app til Facebook som gør det muligt for en bruger at erklære, hvad han/hun ikke kan lide.

Terrys påstand er at det lige så meget er det, vi ikke kan lide, som det vi godt kan lide, der skaber fællesskaber, og derfor skal det også kunne gøres synligt i de sociale netværk. På en måde har han selvfølgelig ret. Jeg har i mine unge dage været sammen med venner, hvor vi alle var enige om hvilken slags musik vi slet ikke brød os om. Den slags er i bedste fald barnagtigt, men jeg har f.eks. uforvarende befundet mig i forsamlinger hvor alle andre tilstedeværende var enige om at de ikke kunne fordrage bøsser og muslimer – det var bestemt ikke rart. I begge tilfælde var det bestemte antipatier, der bandt en gruppe mennesker sammen.

En bekymring ved at indføre et fjendebegreb på sociale netværk er derfor den, at det kan føre til yderligere had og chikane. Hvad hvis nogen laver en gruppe vendt mod en minoritet? F.eks. et Facebook-netværk mod bøsser eller mod indvandrere. Det er jeg ikke så bekymret for – men ikke fordi jeg tror, at fjendebegrebet er “uskyldigt” eller fordi Facebook har regler om hvad man må skrive. Det er snarere, fordi det ofte er overflødigt at gøre eksplicit, hvem man har som “fjender”. Mange af de negative holdninger, der findes, kommer til udtryk på anden vis. De negative fællesskaber eksisterer allerede i indirekte form.

Negativt definerede fællesskaber foretrækker nemlig ofte at definere sig selv positivt. Nationalistiske fællesskaber foretrækker at tale om det land eller den folkegruppe, de holder så meget af, og først derefter taler de om de lande eller folkegrupper, de vil skaffe sig af med.

Et empirisk belæg for min påstand om unødvendigheden af en synes-ikke-om-mulighed er, at der faktisk kun er få hundrede, der bruger EnemyGraph. Et andet empirisk belæg er at Facebook-gruppen “Nej til moskeer i Danmark”  har 154.722 medlemmer i skrivende stund.

Vi er ikke terrorister, men…

Mens jeg var i Portugal, begyndte retssagen mod den norske terrorist Anders Breivik. Jeg har ikke fulgt sagen på tv og kun læst om den i uddrag. Mens dette skrives, begynder Breivik selv at fortælle om sin ugerning. Indtil nu har vi kun læst om begivenhederne fra de overlevende fra Utøya; i dag kommer morderens historie.

Der har været store diskussioner af hans mentale tilstand. og det skyldes for mig at se, dels at det er svært for os at fatte så ekstrem grusomhed (og det er et sundhedstegn), dels at denne sag tvinger os til at forholde os til os selv. Hvis Breivik er psykisk syg, betyder det, at han ikke er som “os”.  “Vi” er nemlig psykisk sunde. På den ene side er dette beroligende for “os”, men på den anden side betyder det, at han ikke kan holdes til ansvar på samme måde. Men hvis Breivik ikke er psykisk syg, betyder det på den anden side, at han på én eller anden måde er som “os”, og det er skræmmende.

Man kan læse et Twitter-feed fra retssagen på The Guardians webside. Det er i sandhed skræmmende læsning. Også Ritzau rapporterer fra retssagen. Her kan man læse følgende citat fra Breivik:

Jeg følte, at noget kom til at ske. Jeg var næsten paralyseret. Jeg tænkte, at jeg har så utrolig lidt lyst til at gøre dette…

Hvis dette virkelig er hans holdning, er dette for mig at se et tegn på at han ikke er psykisk syg. Han har tilsyneladende – som andre terrorister før ham, men også krigsforbrydere – en opfattelse af, at hans ufattelige forbrydelse er på én måde forkert, men samtidig nødvendig.

Jeg synes, vi har en tendens til at glemme, at Breiviks forbrydelser ikke er så usædvanlige igen. De er udtryk for en ondskab, man genfinder hos netop  andre, der har begået ekstreme grusomheder med den begrundelse, at hensigten helliger midlet: krigsforbrydere, terrorister og torturbødler. I vores naboland Tyskland var der adskillige eksempler for 70 år siden og igen i 1970’erne (Rote Armee Fraktion) og senest med nazister, der begik attentater mod etniske mindretal. Det er selvfølgelig ikke Tyskland specielt; længere nede i Europa, nemlig i det tidligere Jugoslavien, skal vi heller ikke så mange år tilbage. I mange andre europæiske lande har der været mennesker, der har udført grufulde forbrydelser i militærets eller politiets eller en “højere sags” tjeneste. Det grufulde ved Breiviks forbrydelse er i virkeligheden, at den historisk set ikke er enestående.

Jeg hæfter mig også ved, at Breivik hævder, at han ikke er racist. Dette er den ekstreme udgave af den for ofte hørte standard-indledning: “Jeg er ikke racist, men…” Det umiddelbart forsonende (hvis man overhovedet kan bruge dette ord her) er, at den talende ikke kan se sig selv som eksponent for racismen. Det konkret negative er så, at den talende i praksis er eksponent for den.

Ligesom vi skal erkende den racisme, der lurer i os alle og bekæmpe den derfra, således skal vi også erkende, at vi som mennesker er i stand til at være onde og bekæmpe ondskaben fra dén position.

Antropocæn

Jordens geologiske tidsaldre har alle et navn. Man plejer at sige, at vor tid er Holocæn. Nogle kalder nu de seneste årtusinder for Antropocæn, da det er den tidsalder, hvor forandringerne i Jordens økosystemer har været domineret af mennesket. Læs mere på http://www.anthropocene.info/en/anthropocene – og se filmen ovenfor. Det positive budskab i filmen er, at når mennesket har kunnet forandre kloden så grundlæggende, kan vi også forandre den til det bedre. Vi skal jo alle sammen være her.

En målrettet udvikling?

 

For tiden hører man stadigt oftere tale om at man skal begrænse adgangen til sociale ydelser. Mærsk McKinney-Møller har bestemt ikke brug for sin folkepension. Nogle politiske partier er af den holdning, at alle sociale ydelser bør være selektive. I deres valgpjece fra sidste år skrev de Konservative således:

Målet er at sikre, at det er dem, der har behov for hjælp, der får hjælpen.

Det virker umiddelbart tilforladeligt, og det er bestemt muligt, at der hos de Konservative her er en erkendelse af de privilegier, nogle mennesker (f.eks. Mærsk McKinney-Møller) har i kraft af deres økonomiske status.

Men jeg er faktisk modstander af ideen om selektive ydelser.  Lad mig her primært betragte det etiske, ikke det økonomiske aspekt. Problemet er for mig at se det samfundssyn og den socialpolitiske holdning, der ligger bag.

Der findes lande, hvor ideen om selektive ydelser bliver anvendt helt konsekvent; i USA bliver arbejdsløshedsdagpenge kun udbetalt i en kort periode, og derefter kan man, hvis man er “tilstrækkeligt trængende,” få yderligere økonomisk hjælp. Efterhånden har denne politik også vundet indpas i bl.a. Storbritannien.

Et af problemerne med at have selektivitet som kriterium for sociale ydelser er imidlertid  at det bliver repræsentanter for den gruppe i samfundet, der oftest ikke selv modtager sociale ydelser, der på subjektiv vis ender med at definere kriteriererne for hvornår man er “værdigt trængende”. Og dette begreb om hvem der er “værdigt trængende” kan meget let føre til en udgrænsning.

Den hollandske sociolog Wim van Oorschot har foretaget en meget citeret undersøgelse af holdninger til hvem der skal modtage sociale ydelser. Han baserer sig her dels på egne undersøgelser af holdninger i befolkningen, dels på resultater fra andres undersøgelser af opfattelser i befolkningen.

I sin artikel fra 2000 skriver han om hvilke faktorer, der ser ud til at bestemme, i hvilket omfang mennesker opfattes som “værdigt trængende”:

  1. control: poor people’s control over their neediness, or their responsibility for it: the less control, the more deserving;
  2. need: the greater the level of need, the more deserving;
  3. identity: the identity of the poor, ie their proximity to the rich or their ‘pleasantness’; the closer to ‘us’, the more deserving;
  4. attitude: poor people’s attitude towards support, or their docility or gratefulness: the more compliant, the more deserving;
  5. reciprocity: the degree of reciprocation by the poor, or having earned support: the more reciprocation, the more deserving.

Jo højere man scorer inden for disse 5 kriterier, jo mere anser folk et menneske for værdigt trængende. Alle er måske lige, men nogle er mere lige end andre. Det seneste årtis tiltag med “starthjælp” (der nu heldigvis bliver afskaffet) er netop eksempel på en sådan holdning; flygtninge og andre udenlandske statsborgere var ikke “værdigt trængende” i samme grad som andre borgere i Danmark. Udlændingene taber på faktorerne identitet (de opfattes som anderledes) og reciprocitet (de kom hertil sent i livet og har ikke bidraget på samme måde som “os”). Måske er de endda utilfredse, og så taber de også på attitude-faktoren. Hele debatten om indførelsen af “starthjælp” er næsten en opvisning i argumentation ud fra van Oorschoots 5 faktorer.

Hvis socialpolitikken anlægger den selektivistiske vinkel, kommer socialpolitik meget let ikke til at handle om problemer i samfundet, men om problemer hos “de svage”. Spørgsmålet bliver Hvordan skal “vi” løse “deres” problem?  hvor man i stedet kan spørge: Hvordan skal vi løse vores fælles udfordringer mht. folkesundhed, uddannelse, pension osv.?

Det man glemmer, er, at alle kan få behov for sociale ydelser på et tidspunkt i deres liv, også nogle mennesker, “vi” måske ikke bryder os om. Den solidariske vinkel på socialpolitik bliver transformeret til et syn på socialpolitik, der bliver til en form for fattighjælp. Man kunne så måske forestille sig en eksplicit defineret fattigdomsgrænse som selektivistisk kriterium, men de politiske partier, der især er tilhængere af en selektivistisk socialpolitik er faktisk også dem, der er imod at indføre en veldefineret fattigdomsgrænse.

Interessant nok dukker den selektivistiske vinkel ofte op med en økonomisk begrundelse: af finanspolitiske grunde er vi nødt til at begrænse adgangen til ydelser. Men en undersøgelse fra denne måned viser et interessant billede: i et land som Danmark (hvor der stadig er en temmelig høj grad af universalisme i socialpolitikken) er de offentlige finanser helt i top, mens lande med en udpræget selektivistisk socialpolitik som USA og Storbritannien faktisk befinder sig i den absolut dårlige ende. Den selektive socialpolitik kan altså næppe have hjulpet disse lande, og den langt mindre selektive socialpolitik ser ikke ud til at have skadet de offentlige finanser i Danmark.

Men hvorfor skal staten dog betale en folkepension til  Mærsk og andre rigmænd? vil nogen her spørge. Hertil er mit argument, at vi, hvis vi har indrettet vores skattesystem, således at der er en progressivitet i beskatningen, netop kan lade dét være en god måde at udligne denne udgift på.

Stenalderkostplan for de trykfølsomme

20120326-173631.jpg

I går aftes fik vi den første rigtige forårsdag, og også aftenen var en smuk forårsaften. Jeg holder af at der er så længe lyst. Det er som at vågne igen af en søvn. Det hele fejrede jeg med at gå en kort, spontan aftentur efter at have proppet syltetøjsglas i nærmeste container til glasgenbrug. Ja, det var i sandhed lyrisk. Og kort efter, efter at have set på den stort set skyfri aftenhimmel og sendt en længselsfuld tanke til den kommende sommer, greb jeg i bukselommen og – ja, der var kommet en fuldstændig ligegyldig e-mail. Suk. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare lade den dumme telefon være? Også jeg er blevet afhængig. Også jeg er altid på. Også jeg er altid på den.

Hele husstanden er på den. Min hustru har også en smartphone, som hun lejlighedsvis ikke bruger. Også vores datter på 10 har for længst opdaget nettet, og hun ville gerne bruge en side ved navn Moviestar Planet ved enhver given lejlighed, kunne hun få lov til det. Lige nu er hun heldigvis ude i haven, hvor hun spiller bold sammen med tre klassekammerater og alle fire skiftes de til at ae en kanin. Gode, gammeldags børnefornøjelser (og af og til tager en af de andre sin telefon frem for at høre en stump børnetekno, men de ser ud til ikke at være på nettet).

Engang i forrige århundrede var vi gode til at kede os. Nogle gange var det rigtig kedeligt, indrømmet. Jeg ville gerne have haft en smartphone eller såmænd bare en mp3-afspiller, dengang i min ungdoms sommerferier, hvor jeg brugte time efter time i sløve tog og sad og ventede på banegårde. Men muligheden for hele tiden at være på er ved at være blevet ikke bare en røver af tid, men også af min tid til eftertanke. Jeg har tidligere skrevet om fænomenet med studerendes brug (og irrelevante brug) af computere under forelæsninger, og jeg ved, at mange af os andre, der burde vide bedre, ender med at lade os friste af telefonens muligheder, når et møde bliver kedeligt. Også en søvnløs nat eller aften kan ende i telefonens skær. Og hvad værre er – det andet er “bare” asocialt – vi bliver stressede. Andre ved, at vi altid kan fanges, og det forpligter både afsender og modtager.

Jim Stogdill, der er leder i firmaet Accenture har skrevet om dette på sin blog. Han skriver:

I’m tired of walking down busy sidewalks full of interesting people and places with my head down staring at a rectangle. I want to be present, in the moment and the place. I want to experience mental flow by the river full and I want to be more productive. And above all, I want to nurture the relationships I have with people that I actually see and touch in all of their materialized-in-atoms glory.

Hans reaktion på dette er at prøve at begrænse sin egen brug af mobiltelefonen – og tilsyneladende med held. Stogdill gør dette:

Now I own the world’s dumbest smart phone. I removed all of the “social” apps – Yammer, Twitter, G+, LinkedIn, Path … all gone. I open up preferences and turn off “cellular data” for long stretches of each day. If there is a specific email I’m waiting for I’ll go through the multiple steps to turn it on and check, otherwise data stays turned off. I’ll get my mail when I’m at my computer, with intention. But I turn my computer off when I’m not actively using it too, and leave it off for most of each day. The first time I turn it on is at lunch. I don’t check anything electronic in the morning — that was the first thing I needed to stop. Compulsively checking messages before brushing my teeth is just ridiculous.

Det vil jeg også prøve. Men indrømmet – det bliver svært. Det store problem er, at det var min generation, der ikke voksede op med altid at være på, der skabte muligheden for altid at være det – for det drømte vi om og lod os fascinere af – men aldrig lærte generationen efter os de gode vaner. En etik ligger og venter på at blive formuleret og praktiseret.

Man kan tilstå alt

Til efteråret er jeg blevet indbudt til at holde et foredrag om Amnesty International på VUC i Aalborg. Det har jeg prøvet tidligere, og ét oplever jeg altid: En af tilhørerne, somme tider flere, siger at “normalt er vi modstandere af tortur, men der er da tilfælde, hvor det er nødvendigt at bruge tortur”. Vi hører nu (igen) folkevalgte politikere give udtryk for samme holdning, nogle på en meget bastant måde (f.eks. Tom Behnke) og andre på en mere “ansvarlig” måde (f.eks. statsministeren).

Rens van Munster fra Dansk Institut for Internationale Studier har en vigtig kronik om denne triste udvikling i Information i dag. Han skriver:

Men hvorfor diskuterer liberale demokratier – fra Danmark til USA – overhovedet, om tortur er legitimt? Årsagen skal findes i fremvæksten af en ny sikkerhedskultur i den vestlige verden – en kultur, der ikke kun muliggør tortur som et sikkerhedspolitisk instrument, men også legitimerer andre praksisser, der strider mod retssamfundets grundlag.

Det argument, der måske i virkeligheden er det, der bør kunne overbevise dem, der nærer den slags holdninger og taler om vigtigheden af sikkerhed, er at tortur simpelthen ikke kan fremskaffe pålidelige oplysninger og derfor ikke kan skabe sikkerhed.  Når et menneske bliver truet på liv og førlighed eller udsat for invaliderende vold, vil det gøre hvad som helst for at få det til at holde op. Fra inkvisitionen i Middelalderen og hekseprocesserne, der fortsatte helt ind i 1700-tallet, ved vi kun alt for godt, at et stort antal uskyldige mennesker i årenes løb tilstod den ene umulige, overnaturlige handling efter den anden.

Men også i den såkaldt “moderne verden” har der været eksempler. Jeg er blevet opmærksom på en sag fra befrielseskrigen i Algeriet i 1950’erne, omtalt af den franske forfatter Germaine Tillon, der reddede mange fra at blive henrettet på den tid. Brevet kan ses i Le Nouvel Observateurs arkiver.

For jeg var i Alger den 25. juli 1957, da man guillotinerede – guillotinerede – Amédée Frogers såkaldte morder, Badèche ben Hamdi, uden andet bevis end tilståelser som han efterfølgende vedblev at dementere. Under denne havnearbejders offentlige proces, erklærede han: “Man kan vride metal, man kan smelte metal, men hvad kan man gøre med mennesket med smerte”. Og der var så vidt jeg ved mindst 4 andre Algierere der under tortur tilstod samme mord…

(her oversat af Anne Andersen på hendes blog)

Den amerikanske historiker Shawn MacHale har påpeget, at det netop var brugen af tortur, der ødelagde Frankrigs legitimitet under befrielseskrigen i Algeriet – og han drager paralleller til USAs tilstedeværelse i Irak.

Befrielseskrigen i Algeriet er også indirekte leveringsdygtig i myten om “den tikkende bombe”, som også Tom Behnke nu har fremført en variation af. Information har en interessant artikel om denne idé om at tortur er tilladt, hvis en fange har væsentlige informationer. Det interessante er her, at myten om “den tikkende bombe” faktisk kommer fra en roman fra 1961. Senere er myten dukket op igen og igen i fiktionens verden. Og kun dér. Terrorhandlinger er blevet afværget i årenes løb, ikke gennem tortur, men ved langvarig efterforskning.

Åh Gud

Der er sikkert nogen, der bliver kede af det nu, men jeg er ekstremt skeptisk over for organiseret religion eller rettere over for dens konsekvenser. Der er ikke tale om at føre et Dawkins-agtigt “korstog” (hæ!) fra min side. Mennesker må tro på det, de vil. Jeg kender fornuftige og venlige mennesker, der er præster o.lign., og jeg kender dybt troende mennesker, som jeg er enig med i de allerfleste sammenhænge, og som jeg holder af. Det er konsekvenserne af organiseret religion, der kan bekymre mig. Det, jeg overhovedet ikke bryder mig om, er, når nogen bruger et “jeg ved hvad Gud vil”-argument som deres vigtigste (og ofte eneste) argument.

På det seneste har der været diskussion af mulighederne for at homoseksuelle par skulle kunne vies i den danske folkekirke. I Information fra denne weekend er der et læserbrev om denne sag fra en sognepræst ved navn Frederik Smidt. Nøglecitatet fra ham er dette:

Vil vi indføre noget, som er imod Guds principper og velsigne noget, som Gud siger nej til, bliver vi som ministre, præster og biskopper ligesom Aron med guldkalven. Vi er ikke vores opgave voksen. For hvad er en gud værd, som vi skaber i vores eget billede?

Den sidste formulering er forresten særligt interessant, for den ville en ateist også kunne fremføre. Men her er det underforstået, at læserbrevsskribenten ved, at den kristne gud ikke er skabt i “vores eget billede” og tilmed ved, hvad der er “Guds principper” og hvad “Gud siger nej til”. Jeg bliver altid underligt til mode, når en repræsentant for et trossamfund mener at have en indsigt i “hvad Gud vil”, som rækker ud over en rent personlig holdning. Lad mig bruge et “mulig-verdens”-argument for at argumentere for det.

  • Hvis den kristne gud findes, er det underligt, at en tilfældig præst i Danmark ved præcis, hvad den kristne gud har af holdning til et aktuelt emne i den politiske debat. Og selv, hvis den kristne gud (som vi i denne gren af argumentet antager findes) og den tilfældige præst skulle vise sig at være enige i deres stillingtagen til det aktuelle politiske emne, er det ikke en indsigt, der kan kommunikeres til en ikke-troende.
  • Hvis den kristne gud ikke findes, har den tilfældige præst intet gyldigt argument for sin påstand, for den autoritet, han påberåber sig, eksisterer simpelthen ikke.

Argumenter skal være objektive og interpersonelle for at kunne overbevise en modpart, dvs. de skal kunne fremføres og rekonstrueres af enhver og må ikke basere sig på en autoritet alene. Dette er aldrig tilfældet med religiøst baserede argumenter, for de er afhængige af tro. Det lyder banalt, men er det tilsyneladende ikke. Argumentation ud fra autoriteter (som så ikke engang er universelt anerkendte autoriteter) er ikke et gyldigt retorisk princip.

Der er blevet kastet uanede kræfter efter organiseret religion i årenes løb. Kan man da slet ikke lære noget positivt af det, selv om man er ekstremt skeptisk over for foretagendet? Bestemt. Vi kan ikke lære noget om argumentation af religionsudøvere, men vi kan formodentlig lære noget om form, om indstilling og om mål. Her er et interessant foredrag af den britiske filosof Alain de Botton, der er erklæret ateist. (Jeg har tidligere nævnt ham her på bloggen.) En af hans interessante pointer er denne: Hvorfor er der f.eks. så mange fængende prædikanter og så mange kedelige forelæsere? Fordi religionen lægger vægt på værdien af hvordan der tales – okay, så ikke på argumenternes kvalitet, men så på formen da. Det kunne alle os, der er stærke i tvivlen, også lære noget af. Se foredraget; det er det værd!

Dig og din mor og demokratiet

…en stat med lige love for enhver, hvor alle har samme ret til at handle og samme ret til at sige deres mening, en regering, der sætter undersåtternes frihed over alt.

Marcus Aurelius, Meditationer (I,14)

Et af ugens uofficielle højdepunkter for mig er altid weekendudgaven af Information. Nogle gange er det som om der udkommer en slags uofficielt temanummer. Sådan et kom der i dag, og dets tema er demokratiet. Se nu bare her:

Alle disse indlæg viser for mig én ting: Princippet om demokrati hyldes i teorien, men ikke i praksis. Ingen vil i vore dage for alvor sige, at de er udemokratiske. Universitetsloven af 2003 er ikke blevet begrundet med at universiteterne har brug for en udemokratisk ledelse. Vladimir Putin taler ikke for at have en udemokratisk styreform i Rusland, men om at der er tale om “særlige forhold”. I virksomheder taler man ikke om at virksomheden er udemokratisk, men om at alle er lige (men at nogle, nemlig ledelsen, påtager sig et “særligt ansvar”) – og når nu alle er lige, er der ikke rigtig behov for demokrati, vel? Mathias Herup Nielsen skriver:

Medarbejderen udfylder og signerer selv sin udviklingsplan. Dokumentet, der ligger tilbage på skrivebordet efter dialogens afslutning, bekræfter dermed, at tidens overordnede managementcredo er rigtigt. Medarbejderen og virksomheden vil grundlæggende det samme sted hen. Kabalen går op og medarbejderen har selv skrevet, at han vil udvikle sig i lige nøjagtig den retning, som ledelsen udstak på det tidligere møde.

Ligesom menneskerettighederne er kommet til at stå i vejen for “nødvendige beslutninger”, således er demokratiet i vore dage tilsyneladende kommet til at stå i vejen for “nødvendige beslutninger” og for “handlekraft”.

Et sted, hvor en forandringsproces hen mod demokratisk ledelse i organisationer kan starte, er i universitetsverdenen. Men hvorfor skal der være demokrati på universiteterne? vil nogen spørge. På andre arbejdspladser har der jo aldrig været nogen form for demokrati. Det er korrekt – men snarere end at gøre universitetsdemokrati til problemet, bør vi gøre fraværet af demokrati i andre  organisationer til det egentlige problem. Politikerne kunne have tænkt på erfaringerne med et universitetsdemokrati som et ideal for en arbejdsplads i stedet for at gøre andre virksomheders manglende demokrati til et ideal for universitetsverdenen.

Og der kan da også være gode ledere i en udemokratisk struktur, vil nogen sige. Det er da også helt korrekt. Jeg kan nævne gode ledere på min egen arbejdsplads. Men i universitetsverdenen og andetsteds har der så sandelig også været dårlige ledere i stort tal. Fortællingen om Aarhus Universitet siger det for så vidt klart nok.

Et helt ekstremt eksempel på forskellen mellem god og dårlig ledelse og den vilkårlighed, det fører med sig, er det gennemført udemokratiske Romerrige. Der var kompetente ledere som Julius Cæsar (forfatter og strateg) og Marcus Aurelius (der indførte en tidlig sociallovning, bedrede slavernes vilkår og var en fremtrædende stoisk filosof), men der var også magtsyge galninge som Caligula og Commodus (som forresten var søn af Marcus Aurelius).

I stedet for at afskaffe/indskrænke demokratiet med effektivitet som argument må idealet være at finde ud af, hvordan vi kan skabe samfund og organisationer, der på én gang er demokratiske og i stand til at leve i en foranderlig verden.

Et af de bedste forsvar for demokrati og demokratisk kontrol med ledelse er altid (sådan ser jeg det) at det kan sikre mod vilkårlighed og misbrug af magt fra ledernes side. Det er samtidig et etisk betinget argument. Du kan ikke vælge din mor, men du skal altid kunne vælge din leder.

Uopmærksom

Jeg blev via Peter Kaj Pedersen, der er professor i musik på AAU, opmærksom (!!) på dette lille RSA-foredrag med den britiske forfatter og uddannelsesrådgiver Ken Robinson. Brug 12 minutter på at se det; det er det værd.

Det, der slog mig, er at jeg har aldrig hørt så meget om ADHD som inden for det seneste årti. Tilbage i år 2000 udtalte The American Association of Pediatrics at ADHD er en epidemi. På samme tid da er antallet af børn diagnosticeret med ADHD vokset støt; i perioden fra 1997 til 2006 var det med 3% om året. Jeg kender herhjemme fra forældre, der overvejer at få deres børn undersøgt for ADHD, fordi børnene er lige lovlig livlige i skolen. I USA er det blevet en udbredt praksis at udstede recept på bestemte typer medicin (bl.a. Ritalin).

Ken Robinson hævder, som man vil kunne se, at denne ADHD-epidemi er fiktiv og at problemet med lav opmærksomhed reelt skyldes et stadig mere udtalt misforhold mellem de mange distraherende stimuli fra tv, internet osv. og at uddannelsessystemet i vore dage tager udgangspunkt i bestemte idealer om industriarbejde og effektivitet.

Så vidtgående en konklusion tør jeg ikke drage selv.  Der er nemlig en del  forskelligtrettede forsøg på at give alternative forklaringer på ADHD, ADD og andre “opmærksomhedsforringelsessyndromer”. Et populært bud er at forældre og/eller deres børn ikke “tager sig sammen” eller “melder sig ind i de svages klub”.  Ole Thyssen, der er professor på CBS, er en af dem, der  slår til lyd for denne forklaring. Det er et standpunkt, der danner en uskøn, men forventelig parallel til diskussioner af andre fænomener i samfundet som f.eks. ledighed – her er Ole Thyssen også på banen. Denne forklaring (der tilmed ikke er faktuelt underbygget og ikke vil kunne blive det, da den har uverificerbare hypoteser om menneskers “virkelige motiver”) bryder jeg mig lige så lidt om som den rent medicinske og lige så individualiserende forklaringsmodel, hvor løsningen er – ikke at tage sig sammen, men at tage medicin.

I en artikel fra Information fra januar i år beskriver Tine Byrckel hvordan den franske læge Maurice Corcos kritiserer det fra USA stammende diagnosesystem DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) for psykiske lidelser for netop at blive brugt til at udstede et meget stort antal recepter på medicin. Corcos argumenterer dels for, at medicinalindustrien er interesseret i denne diagnose, dels for at det er svært at give en enkel forklaring på, hvad psykiske problemer i fysisk forstand egentlig peger på – der er tale om komplekse sammenhænge.

Og måske er det her, Ken Robinsons pointe er væsentlig – at opmærksomhedsproblemerne er reelle, men ikke entydigt kan forstås som en medicinsk diagnose, men også må forstås i en familiemæssig og social kontekst. Uddannelsessystemet, medierne og de ændrede familiemønstre må også spille ind som faktorer, der  er med til at skabe mennesker med “opmærksomhedsproblemer”. Præcis som man f.eks. kan få en depression på grund af dårlige menneskelige relationer, kan man vel få andre psykiske problemer af sociale årsager.

Den sidste forelæsning

Efterhånden som jeg er blevet ældre, tænker jeg mere og mere på døden som en realitet. Hvis alt går godt, har jeg nu levet lidt over halvdelen af mit liv. Jeg skal finde ud af hvordan resten skal bruges – sammen med familien, sammen med venner og sammen med arbejdslivet og det, der forhåbentlig kommer bagefter. Min dødelighed får mig til at tænke på livet på en anden måde.

En af de bøger, jeg i denne weekend faldt over på bogudsalget, var Sidste forelæsning af Randy Pausch. Jeg vidste faktisk slet ikke, at bogen fandtes på dansk, men til 30 kroner kunne jeg leve med for en gangs skyld at læse en oprindelig engelsksproget bog i dansk oversættelse. Historien bag Sidste forelæsning  taler af oplagte årsager til på en særlig måde til mig.

Randy Pausch var professor i datalogi på Carnegie-Mellon University i USA. Hans forskningsområde var computergrafik og dets forbindelser til menneske-maskin-interaktion og virtual reality. Mest kendt er Pausch vel for arbejdet med 3D-programmeringssproget Alice (som kan læses om og hentes på http://www.alice.org/).

I en alder af 46 fik han at vide, at han havde kræft i bugspytkirtlen. Et år og en omfattende operation senere fik han at vide, at kræften ikke var slået ned; der var metastaser og hele 10 svulster i leveren. Randy Pausch havde mellem tre og seks måneder tilbage at leve i. Netop omkring dette tidspunkt fik han ved et tilfælde mulighed for at holde en forelæsning i CMUs forelæsningsrække “The Last Lecture”, hvor man som forsker får mulighed for at give sine væsentligste budskaber videre til andre – ud fra en forestilling om at dette bliver den sidste forelæsning, man skal give i sit liv. For Randy Pausch blev dette virkelighed og han brugte sin i bogstavelig forstand sidste forelæsning på at give en række budskaber videre den dag, den 18. september 2007. 25. juli 2008 døde han, så jeg er i skrivende stund allerede ældre end Randy Pausch nåede at blive.

Bogen Sidste forelæsning er en efterbearbejdning af den sidste forelæsning. Den er værd at læse, selv om dette også er en meget amerikansk fortælling om amerikansk fodbold, åbne biler og Disneyland (Randy Pausch havde en overgang sabbatical hos Disney) En amerikansk man-kan-hvad-man-vil-holdning stikker også hovedet frem med jævne mellemrum. Selv om det er tvivlsomt, hvor mange af Randy Pauschs erkendelser, der egentlig er universelle, er det interessant læsning. Det er tydeligt, at Randy Pausch var taknemmelig over sit liv og sin opvækst og at han ikke har haft de fortrydelser, mange andre døende ser ud til at have kæmpet med i deres sidste tid. Han følte virkelig, at han havde opnået at se sine barndomsdrømme blive til virkelighed. Gennem bogen løber en understrøm af kærlighed til hustruen Jai og til hans børn, der dengang var 6, 4 og 1 år gamle. Et andet tema, der især er gribende, er hvordan han forbereder familien på at skulle leve uden ham. Randy Pausch ved at hans børn kun vil have en svag erindring om ham, hans yngste måske slet ikke.

Rundt om i bogen er der opfattelser og erfaringer, som jeg som universitetslærer nikker genkendende til. Et eksempel er følgende citat fra hans kapitel om barndommens strenge sportstræner Graham.

Grundbegreber. Det var en enestående gave, som træner Graham gav os. Grundbegreber, grundbegreber og grundbegreber. Som universitetslektor har jeg gang på gang set studerende springe over dette niveau og altid til skade for dem selv. Man er nødt til at få fat i grundbegreberne, for ellers kan man ikke få noget af det mere spændende og kreative til at fungere.

Dét kan jeg kun tilslutte mig.

Det værste citat kan så til gengæld kun skyldes oversætteren, Eva Hage, der tydeligvis ikke har begreb skabt om matematik (eller også har jeg helt misforstået noget?).

I en andengradsligning er den højeste værdi af en ubekendt mængde en firkant.

Hvad betyder dét?

Nå, lad det nu fare. Ovenfor kan man se Randy Pauschs sidste forelæsning, og skulle man få lyst til at læse mere om ham og hans liv, kan man besøge http://www.thelastlecture.com/.