Aforismer

En aforisme, der er negativt stillet over for aforisme!. Ophavsmanden er den rumænske forfatter Emil Cioran.

Ordet aforisme kommer fra græsk: aforis’mos. På dansk kunne man kalde en aforisme for et fyndord eller en strøtanke – omend det sidste lyder en anelse negativt. En aforisme er en kort formulering, der er “et kortfattet, fyndigt udtryk for en tanke” (ifølge Den Store Danske) eller en “kort, præcis og fyndig formulering af en (filosofisk eller moraliserende) tanke, fremsat uden argumentation” (ifølge Den Danske Ordbog). Meget ofte er der en modsætning eller endda en form for paradoks i en aforisme.

Her er et par stykker hentet fra danske forfattere:

Man kan ikke bryde lykkens dør op, selvom man lægger alle sine kræfter i det. (Søren Kierkegaard)

Det er utroligt, som synet på alderen skifter med alderen. (Soya)

Der er ganske mange filosofiske værker i vor tid, som er store tankekonstruktioner fyldt med omhyggelig argumentation. Men aforismen som udtryksform er gammel og kommer vel fra oldtiden. Et værk som Meditationer af Marcus Aurelius er vel en formulering af stoicismen som en samling aforismer. Men også senere er der filosofiske værker, der egentlig består af aforismer. Blaise Pascals Tanker er et andet eksempel. Om denne bog virkelig bare var adskilte tanker eller efterhånden blev tænkt som en helhed, ved man ikke. I det hele taget er der ikke så megen teoridannelse om aforismer. Den amerikanske filosof Andrew Hui har i år fået udgivet en bog om aforismer i filosofi; den ser spændende ud, men mit gæt er, at den ikke er en samling af aforismer.

Det interessante er, at aforismen er ved at komme til ny ære og værdighed i de korte formuleringer på Twitter og Facebook. De allerfleste tweets og statusopdateringer er selvfølgelig banale, men af og til er der også egentlige aforismer derude. Om det så er et tegn på, at tænkning er ved at blive fragmenteret, ved jeg ikke. Men det giver også noget nyt at skulle fatte sig i korthed og på en måde, så man netop får udtrykt en indre modsætning. Den amerikanske universitetslærer Eric Jarosinki prøver at formulere sig i korte formuleringer af tweet-længde, og på denne måde har han faktisk genopfundet aforismen. I et interview med The New Yorker siger han

You’re trying to find a way to state contradiction. You’re writing a cartoon caption for a cartoon that doesn’t exist….

Fra artiklen The Construction of a Twitter Aesthetic ( https://www.newyorker.com/culture/culture-desk/the-construction-of-a-twitter-aesthetic)

Krop og sind – og skærm

En stor del af mit liv for tiden tilbringer jeg ved skærmen. Jeg kan arbejde hjemmefra i stort omfang, og jeg prøver også at holde kontakt med dem, jeg kender. Alt sammen sker via internettet (Zoom og FaceTime) og til nød via telefon.

Men det er, som om der mangler noget. Jeg er glad for at se mine søskende på skærmen og for at høre deres stemmer. Men jeg ville meget hellere være sammen med dem rigtigt. Og jeg kan godt lide at se en god koncertoptagelse på tv. Men jeg ville stadig hellere være til selve koncerten.

Jeg ved ikke, præcis hvorfor jeg har det sådan. Hvad er det, der gør fysiske nærvær så anderledes? I et interessant essay i The New Statesman diskuterer den amerikanske filosof Kieran Setiya netop dét. Han kommer ikke med et svar, men han konkluderer noget interessant.

I psykologi og filosofi har man længe beskæftiget sig med det, man på engelsk kalder for the mind/body problem: Hvordan er sammenhængen mellem sind og krop? I nyere filosofi har man haft spændende tankeeksperimenter om at “downloade menneskets psyke” for på den måde at forstå forholdet mellem krop og sind, men fordi vi føler et afsavn i den som-om-virkelighed, som vi har på skærmen, viser det os, at sindet og kroppen hører sammen. Ét er tankeeksperimenterne, noget andet hvad mennesker faktisk oplever i situationen. Måske er det først nu, i isolationen med dets virtuelle samvær, at vi for alvor har fundet løsningen på the mind/body problem.

Skriv din egen nekrolog

Kevin J. McGroarty fra USA, der var en vittig sjæl, skrev sin egen nekrolog kort før sin død.

I en artikel på Medium foreslår den engelske forfatter og langdistanceroer Roz Savage, at man prøver at skrive sin egen nekrolog. Hun foreslår, at man skriver én nekrolog, hvor udgangspunktet er at man fortsætter sin livsbane som den er lige nu, og en anden udgave, hvor livet endte med at være, som man gerne ville have det. Man kan så bruge en sammenligning af de to nekrologer til at sætte sig nye mål i livet for at nå det, man gerne vil.

Men ideen om at skrive sin egen nekrolog er en interessant idé af mange andre grunde, for den kan gøre det konkret hvilke forestillinger man har om sit eget eftermæle (et emne, jeg berøre her tilbage i 2018). Der er faktisk også tale om en velkendt teknik inden for stoicismen, nemlig såkaldt negativ visualisering. Denne teknik går ud på at overveje det dårlige, der kan hænde én. Det kunne være et dødsfald i den allernærmeste familie, at man mister sit arbejde (hvis man har et arbejde) eller noget helt tredje. Gennem den negative visualisering kan man lære at sætte mere pris på det, man har netop nu, og sætte forhold i tilværelsen i perspektiv.

Jeg har ikke prøvet øvelsen endnu, men jeg spekulerer på om der i min nekrolog skal stå f.eks. helt så meget om mine mange afslag på ansøgninger om eksterne forskningsmidler, som jeg har skrevet her og andetsteds. Det er næppe de afslag, man vi huske mig mest for, for de udgør kun en lille del af mit levede liv.

Teknikken fordrer dog, at man har en vis selvindsigt allerede. Hvis f.eks. Trump, Erdogan eller Putin skulle skrive deres egen nekrolog på denne måde, er det således slet ikke sikkert, at de to udgaver ville være forskellige.

De borgerlige dyder

Den engelske sanger Billy Braggs tredje album fra 1986.

I dag er der en kronik i dagbladet Information af Joachim Nielsen, der kalder sig for “frafalden borgerlig” – for 21 år siden skiftede han fra “blå blok” til “rød blok”. Det, han savner, er et borgerligt ideal; han fremsætter ti bud på teser om borgerlighed. De er:

  1. Vi er så borgerlige, at det gør noget
  2. Vi vil bygge land med ånd mere end med lov
  3. Alle skal have adgang til kulturtilbud
  4. Alle skal årligt benytte kulturtilbud
  5. Vi vil fordoble investeringerne i kultur
  6. Alle skal læse skønlitteratur
  7. Danskerne skal kunne føre de mest nuancerede samtaler i verden
  8. Danmark skal være nummer et på det globale dannelsesindeks
  9. Faget kultur skal indføres i Folkeskolen
  10. Danskernes liv skal være mere meningsfulde

Jeg er bestemt ikke “så borgerlig, at det gør noget”, men de efterfølgende teser kan jeg faktisk erklære mig enig i.

Teserne er for mig at se ikke udtryk for politisk holdning, men derimod for en stillingtagen til begrebet dannelse – og det er længe siden, man har talt om dannelse. De eneste, der taler om en form for “borgerlige dyder” i den borgerlige verden, er nationalister som Marie Krarup, Sørine Gotfredsen og Alex Ahrendtsen, og her handler det i virkeligheden ikke om dannelse, men om en bestemt, tilbageskuende form for “danskhed”. De andre såkaldte borgerlige i dag er, som Joachim Nielsen da også siger, i virkeligheden bare liberalister, der først og fremmest er interesseret i økonomi og i profit (folk som næsten-navnebroderen, den netop detroniserede Joachim B. Olsen). For sådanne mennesker er kulturdebatten Talking with the taxman about poetry. Og på de såkaldte sociale medier, der reelt først og fremmest er reklamesider, er der ingen skønlitteratur og som oftest ikke nogen nuanceret debat.

En af grundene til at de “borgerlige dyder” har tabt, er ironisk nok netop, at de ikke “kan betale sig” under de økonomiske betingelser, som borgerlig politik har skabt.

Hvornår er vi gode nok?

Den amerikanske forfatter Avram Alpert har skrevet et lille essay om det, som er værd at læse. Det, han spørger om, er: Hvornår er vi gode nok ? Det at være “god nok” er ikke et ideal om middelmådighed, men om at finde et andet og sundere ideal end de konstante krav om storhed og perfektion, der hersker i konkurrencesamfundet, om at finde ud af hvad der faktisk kræves af os som mennesker.

Der er to farer ved idealet om storhed og perfektion. For det første er det et ideal, der vil være umuligt for de fleste at leve op til. For det andet kan det meget let føre til indbildskhed at opnå storhed. Det er f.eks. ikke sikkert, at Donald Trump er blevet et bedre menneske af at blive præsident i USA, eller at alle dem, der bliver forfremmet på baggrund af deres præstationer, bliver bedre til deres arbejde.

I den akademiske biks taler lederne (og dem, ledelsen begunstiger) hele tiden om “eliteforskere” og om at være “verdensførende”, og det er dét, der er kriterierne, vi skal bedømmes efter. Jeg er hverken eliteforsker eller verdensførende, men jeg ville gerne have en fornemmelse af om jeg egentlig er “god nok”.

Avram Alpert tager fat i noget vigtigt, nemlig forældreidealerne. Her vurderer de af os, der er forældre, nemlig ofte os selv. Mange af os har oplevet at være i tvivl om vi mon var gode nok som forældre. Især har vi nogle gange været gode til at stille os selv spørgsmål som: Kunne vi have gjort noget for at forhindre et problem, vores børn endte med at få?

Den engelske psykolog Winnicott indførte i 1950’erne begrebet at være “god nok” som forælder. Det var ment som en reaktion på den tendens, der allerede dengang var til at eksperter i børneopdragelse fremstod som autoriteter, der endte med at skabe tvivl hos mange forældre.

Som forælder er man ifølge Winnicott “god nok”, hvis det man gør, kan hjælpe børnene videre i deres opvækst. Når børnene er helt små, skal man være opmærksomme på deres behov hele tiden, men gradvist kan man lade børnene opleve frustrationer – det er en del af deres bevægelse mod at blive selvstændige mennesker og mod at slippe fri at en urealistisk følelse af almagt. Forældre, der er “gode nok”, laver fejl, men de gør grundlæggende det rigtige og er aldrig “helikopterforældre” eller “curlingforældre”, der hele tiden stræber efter at reagere perfekt på det, der sker for deres børn.

Det er en god betragtning, som kunne overføres på andre forhold også. Det ville være godt at få en diskussion af hvornår vi er “gode nok” som forældre, som børn af vores forældre, i arbejdslivet og i alle de andre sammenhænge, hvor vi bliver vejet og er i tvivl om vi mon er blevet fundet for lette.

Når modellen bliver til virkelighed

Et landkort i skala 1:1. Kilde: https://philosophipotamus.com/maps/the-11-scale-map/

En af de mange ultrakorte noveller af Jorge Luis Borges, den, der hedder Del rigor en la ciencia, er et fragment af en optegnelse om et imperium, hvor det officielle landkort er i fuld skala, dvs. lige så stort som imperiet selv. Novellen er en tanke om, hvad der sker, hvis en model af virkeligheden bliver lige så omfattende som det, modellen skal beskrive: Modellen bliver ubrugelig. Selv landkortet i skala 1:1 har sine mangler – bl.a. er det jo helt fladt og lavet af papir.

Den amerikanske forfatter og teknologihistoriker George Dyson hævder nu, at vi faktisk i dag har en situation, hvor internettets modeller ikke længere er modeller af virkeligheden – de er virkeligheden. Dyson skriver (her i min oversættelse fra engelsk):

Det geniale – sommetider tilsigtede, sommetider utilsigtede – ved de virksomheder, som nu vokser så hastigt, er at de har fundet deres vej gennem spejlet og er kommet ud igen som noget andet. Deres modeller er ikke længere modeller. Søgemaskinen er ikke længere en model af menneskelig viden, den er menneskelig viden. Det, der begyndte som en afbildning af menneskelig betydning definerer nu menneskelig betydning og er begyndt at kontrollere, snarere end blot at kontrollere eller indeksere, den menneskelige tanke. Ingen er ved roret. Hvis tilstrækkeligt mange bilister abonnerer på et realtidskort, bliver trafikken kontrolleret uden nogen central model ud over trafikken selv. Det succesrige sociale netværk er ikke længere en model af den sociale graf, det er den sociale graf.

Men det er samtidig en skræmmende situation, vi tilsyneladende er havnet i, thi modellen er jo ikke den potentielle virkelighed. Jo mere vi forveksler model og virkelighed, jo mindre kan vi se af det, der ligger uden for modellen. Der er stadig mange mennesker, der ikke benytter de sociale internet-medier, men alligevel er del af sociale netværk. Der er stadig trafikanter, der ikke bruger en app for at komme rundt i trafikken. Der er stadig færdigheder, man ikke kan opnå ved brug af en søgemaskine alene (f.eks. at lære at køre på cykel).

Egentlig er det der, den store udfordring ved moderne softwaresystemer er – at modellerne ofte virker så overbevisende, at vi forveksler dem med virkeligheden. En af de udfordringer, universitetsstuderende uanset fagområde skal møde, er netop at de skal forstå hvad det er, en model i deres fag ikke kan fange.

Hvordan føles det ikke at være til?

“She Said, She Said” fra Revolver er en underlig og faktisk også lidt uhyggelig sang med The Beatles. Den starter med linjerne

She said, “I know what it’s like to be dead.
I know what it is to be sad.”
And she’s making me feel like I’ve never been born.

og er faktisk en sang om en mand og en kvinde, der taler om hvordan det mon føles at være død. Sangen er endda skrevet kun to år efter ukomplicerede kærlighedssange som “I Want To Hold Your Hand”. Sangens jeg-person konkluderer meget tidligt, at døden må føles som, det føles hvis man aldrig er blevet født. Og formodentlig er det den bedste analogi.

Min fornemmelse er, at en hyppig grund til at være bange for døden ikke er en frygt for om det bliver smertefuldt at dø, men derimod at man er bange for, hvad der sker når man er død. Undersøgelser tyder på. at de fleste mennesker faktisk har en forestilling om at bevidstheden fortsætter efter døden. Det gælder faktisk også for dem, der ikke er religiøse eller tror på et liv efter døden! At det er sådan, har naturlige årsager: Man kan simpelthen ikke tænke på, hvordan det er ikke at tænke på noget. Og vi ved, at de mennesker, vi ikke kan se eller på anden måde er i kontakt med lige nu, med stor sandsynlighed eksisterer alligevel. (For eksempel regner jeg med at mine søstre i England i skrivende stund befinder sig derhjemme sammen med deres mænd og børn.)

Det gør det heller ikke lettere, at vi i Danmark og mange andre lande i den industrialiserede verden har så lidt kontakt med døden. Ofte ser vi ikke døde mennesker og har derfor kun en meget svag fornemmelse af ophøret af liv og bevidsthed.

Visdom og vrøvl

Et autogenereret Deepak Chopra-citat.

Internettet og ikke mindst de sociale medier som Facebook flyder over med viise citater. Nogle udsagn er viise, andre virker bare viise. Men hvordan kan man skelne mellem visdom og vrøvl? Nogle gange må jeg med Nigel Tunnel fra Spinal Tap indrømme at “There is a fine line between the clever and the stupid”.

Her er et citat fra Meditationer af Marcus Aurelius:

Magt over ens sjæl er evnen til at vække sig selv, rette sin energi i den retning og støbe sig selv i den form, sjælen vil, bevirke, at alt, hvad der hænder sjælen, synes den at være sådan som den selv vil.

Jeg vil til enhver tid forsvare, at der ligger en dyb indsigt i Marcus Aurelius’ tanker – de er et hovedværk i antikkens filosofiske tænkning. Citatet ovenfor tager fat i et centralt begreb i stoicismen, nemlig kontrollen over selvet. Og så er det forbilledligt klart formuleret.

Men så er der også andre slags udsagn. Den indiske Deepak Chopra er en af dem, der er berygtet for sine tilsyneladende dybe udsagn, der af mange kritiseres for at være ingenting hæftet op med roser. Der findes faktisk flere websteder, der tilbyder autogenererede Chopra-citater.Her er et ægte citat af Chopra:

Our minds influence the key activity of the brain, which then influences everything; perception, cognition, thoughts and feelings, personal relationships; they’re all a projection of you.

Det lyder også som et stort udsagn om menneskesindet – men hvad siger det egentlig? Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke ved det, endsige om

Jeg vil bestemt ikke afvise, at Deepak Chopra kan have skrevet noget viist på et tidspunkt eller at Marcus Aurelius kan have skrevet noget vrøvl. Men noget af det, jeg bemærker, er at meget af det, der på mig virker som vrøvl forklædt som visdom, bruger flittigt løs af “store ord” og begreber fra hjerneforskning, kognitiv psykologi, kvantefysik mm. og det ofte i en særpræget blanding og med vage betydningsdannelser. Hvad betyder f.eks. “they’re all a projection of you” i citatet ovenfor?

Heroverfor står de enkle og konkrete udsagn, som man findes hos f.eks. Marcus Aurelius og langt senere hos Ludwig Wittgenstein. En forfatter som Svend Brinkmann er tydeligt inspireret af den filosofiske retning, man kalder for dagligsprogsfilosofien –  som kendetegner bl.a. den sene Wittgenstein. Det er den tilgang til filosofi, hvor man ser filosofien som en analyse af problemer formuleret i almindeligt sprog, og resultater, der så også bliver formuleret i almindeligt sprog. Og det er vel dét, der gør det så nemt for Brinkmann at popularisere uden at popularisere ihjel.

På en måde er det samme slags forskel som man ser i lyrik – nogle af dem, der begynder at skrive digte, slynger hele tiden om sig med store begreber om frihed. død, fremmedgørelse osv. osv.. Men de vellykkede digte er i stand til at tale om frihed, død, fremmedgørelse mm. uden at de behøver at nævne alle disse store begreber ved navn.

At vinde over sig selv

Af og til er der nogen, der har sagt, at de synes at jeg har god selvdisciplin, bl.a. fordi jeg siden 1994 har været veganer,  fordi jeg helt regelmæssigt går i fitness-center og fordi det lykkedes mig at tabe mig igen efter en sommerferie med lidt for meget vellevned. Selv er jeg nu ikke så imponeret over mig selv. Jeg kender f.eks. nogen, der er kommet ud af et mangeårigt heroinmisbrug og nu har overskud til at være noget for andre. Dét bærer vidne om virkelig stor selvdisciplin.

Der er dog nogle aspekter, der er gået op for mig. 

Det første er, at man skal skabe nogle nye og enkle vaner og være konsekvent over for sig selv. Når det lykkes mig at tage i fitness-center hver anden dag, skyldes det ene og alene, at jeg har valgt dette enkle princip. Hvis jeg i stedet bare havde valgt et “blødt” løfte om at jeg skulle træne lidt mere end før og skulle være motiveret, ville det næppe være gået så godt. 9 ud af 10 gange hvor jeg tager i fitness-center, har jeg faktisk mest lyst til at lade være.

Det andet er, at en form for selvdisciplin egentlig består i at kunne vinde over sig selv. Det er en form for konkurrence, der er i stor modsætning til de konkurrenceformer, der huserer i vore dages konkurrencesamfund. Her er der nemlig altid vindere og tabere, og det er i høj grad andre, der har indflydelse på om man vinder. Når man konkurrerer mod sig selv, er det den gode version af én selv, den udgave man gerne vil være, der skal vinde over den mindre gode. Derfor kan man ikke undgå at være den, der vinder, og man har selv indflydelse på om man vinder.

Og det tredje aspekt er at mine begrænsede succeser med selvdisciplin er indtruffet på bestemte afgrænsede områder, som jeg selv kan håndtere. Jeg har f.eks. slet ikke succes med at få eksterne forskningsmidler trods en hel del anstrengelser.

Jeg har prøvet at lade mig inspirere af  et bærende princip i stoicismen, nemlig at vi skal finde ud af hvad vi kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre. Det, man ikke kan ændre (her især døden, men også i et vist omfang andre menneskers adfærd), må man acceptere, mens det man ikke kan acceptere, kan man ændre. Og det, man vil ændre, kan man ændre gennem systematisk refleksion og gennem altid at stræbe efter at bevare egen værdighed og ro, så man kan blive den bedste udgave af sig selv. Dette er principper, som bliver beskrevet godt hos den amerikanske filosof William Irvine (jeg har tidligere skrevet om ham her) og også hos Svend Brinkmann, hvis meget læste bog Stå fast! tager udgangspunkt i netop stoicismen. Jeg er netop gået i gang med at læse endnu en bog om stoicismen,  nemlig How to be a Stoic af den italienske filosof Massimo Pigliucci, og den ser ud til også at give indsigt i hvad selvkontrol egentlig er og bør være. Den glæder jeg mig til at skrive mere om her snart.

Ingen fri vilje?

En fascinerende bog fra min barndom og en bog, som jeg læste flere gange, var Politikens Pro & Contra, hvor en lang række spørgsmål blev belyst i dialogform – alt lige fra frigivelse af narkotika til spørgsmålet om eksistens af liv efter døden. Det spørgsmål, jeg husker bedst fra bogen, er dog spørgsmålet om fri vilje kontra determinisme. Det har jeg siden spekuleret meget over, og jeg har altid været i tvivl.

I Scientific American stiller den amerikanske astronom Abraham Loeb et uhyggeligt (og uhyggeligt godt) spørgsmål, nemlig: Hvad vil konsekvenserne være, hvis det en dag lykkes at påvise med naturvidenskabelige metoder, at den frie vilje er en illusion, dvs. at verden er deterministisk? Vil vi give op? Hvis min skæbne er forudbestemt, er der ikke rigtig nogen grund til at handle, for jeg kan ikke forandre noget.

Abraham Loeb forudsiger en voldsom reaktion blandt mange i form af resignation. Jeg kan bare sætte mig til at vente på det uundgåelige. Og der er vel heller ingen grund længere til at have en etik, hvis alt alligevel er uafvendeligt.

Men når jeg tænker godt efter, er min indvending at det faktisk ingen ting betyder, hvis ikke vi er i stand til at forudsige fremtiden, selv om den skulle være forudsigelig. Det kan nemlig være, at fremtiden kun er forudsigelig i teoretisk forstand, men ikke i praksis.. Nogle spil (f.eks. brætspil) er deterministiske i den forstand, at der altid findes en vindende strategi. Men spillere, der ikke mestrer denne strategi, vil stadig kunne få udbytte af at spille. Hvis vi ved, at fremtiden er fastlagt, men samtidig ikke ved hvordan fremtiden vil blive, er vi i praksis udstyret med en fri vilje. Det er meget tænkeligt, at det kan være sådan, det forholder sig for os.