De borgerlige dyder

Den engelske sanger Billy Braggs tredje album fra 1986.

I dag er der en kronik i dagbladet Information af Joachim Nielsen, der kalder sig for “frafalden borgerlig” – for 21 år siden skiftede han fra “blå blok” til “rød blok”. Det, han savner, er et borgerligt ideal; han fremsætter ti bud på teser om borgerlighed. De er:

  1. Vi er så borgerlige, at det gør noget
  2. Vi vil bygge land med ånd mere end med lov
  3. Alle skal have adgang til kulturtilbud
  4. Alle skal årligt benytte kulturtilbud
  5. Vi vil fordoble investeringerne i kultur
  6. Alle skal læse skønlitteratur
  7. Danskerne skal kunne føre de mest nuancerede samtaler i verden
  8. Danmark skal være nummer et på det globale dannelsesindeks
  9. Faget kultur skal indføres i Folkeskolen
  10. Danskernes liv skal være mere meningsfulde

Jeg er bestemt ikke “så borgerlig, at det gør noget”, men de efterfølgende teser kan jeg faktisk erklære mig enig i.

Teserne er for mig at se ikke udtryk for politisk holdning, men derimod for en stillingtagen til begrebet dannelse – og det er længe siden, man har talt om dannelse. De eneste, der taler om en form for “borgerlige dyder” i den borgerlige verden, er nationalister som Marie Krarup, Sørine Gotfredsen og Alex Ahrendtsen, og her handler det i virkeligheden ikke om dannelse, men om en bestemt, tilbageskuende form for “danskhed”. De andre såkaldte borgerlige i dag er, som Joachim Nielsen da også siger, i virkeligheden bare liberalister, der først og fremmest er interesseret i økonomi og i profit (folk som næsten-navnebroderen, den netop detroniserede Joachim B. Olsen). For sådanne mennesker er kulturdebatten Talking with the taxman about poetry. Og på de såkaldte sociale medier, der reelt først og fremmest er reklamesider, er der ingen skønlitteratur og som oftest ikke nogen nuanceret debat.

En af grundene til at de “borgerlige dyder” har tabt, er ironisk nok netop, at de ikke “kan betale sig” under de økonomiske betingelser, som borgerlig politik har skabt.

Hvornår er vi gode nok?

Den amerikanske forfatter Avram Alpert har skrevet et lille essay om det, som er værd at læse. Det, han spørger om, er: Hvornår er vi gode nok ? Det at være “god nok” er ikke et ideal om middelmådighed, men om at finde et andet og sundere ideal end de konstante krav om storhed og perfektion, der hersker i konkurrencesamfundet, om at finde ud af hvad der faktisk kræves af os som mennesker.

Der er to farer ved idealet om storhed og perfektion. For det første er det et ideal, der vil være umuligt for de fleste at leve op til. For det andet kan det meget let føre til indbildskhed at opnå storhed. Det er f.eks. ikke sikkert, at Donald Trump er blevet et bedre menneske af at blive præsident i USA, eller at alle dem, der bliver forfremmet på baggrund af deres præstationer, bliver bedre til deres arbejde.

I den akademiske biks taler lederne (og dem, ledelsen begunstiger) hele tiden om “eliteforskere” og om at være “verdensførende”, og det er dét, der er kriterierne, vi skal bedømmes efter. Jeg er hverken eliteforsker eller verdensførende, men jeg ville gerne have en fornemmelse af om jeg egentlig er “god nok”.

Avram Alpert tager fat i noget vigtigt, nemlig forældreidealerne. Her vurderer de af os, der er forældre, nemlig ofte os selv. Mange af os har oplevet at være i tvivl om vi mon var gode nok som forældre. Især har vi nogle gange været gode til at stille os selv spørgsmål som: Kunne vi have gjort noget for at forhindre et problem, vores børn endte med at få?

Den engelske psykolog Winnicott indførte i 1950’erne begrebet at være “god nok” som forælder. Det var ment som en reaktion på den tendens, der allerede dengang var til at eksperter i børneopdragelse fremstod som autoriteter, der endte med at skabe tvivl hos mange forældre.

Som forælder er man ifølge Winnicott “god nok”, hvis det man gør, kan hjælpe børnene videre i deres opvækst. Når børnene er helt små, skal man være opmærksomme på deres behov hele tiden, men gradvist kan man lade børnene opleve frustrationer – det er en del af deres bevægelse mod at blive selvstændige mennesker og mod at slippe fri at en urealistisk følelse af almagt. Forældre, der er “gode nok”, laver fejl, men de gør grundlæggende det rigtige og er aldrig “helikopterforældre” eller “curlingforældre”, der hele tiden stræber efter at reagere perfekt på det, der sker for deres børn.

Det er en god betragtning, som kunne overføres på andre forhold også. Det ville være godt at få en diskussion af hvornår vi er “gode nok” som forældre, som børn af vores forældre, i arbejdslivet og i alle de andre sammenhænge, hvor vi bliver vejet og er i tvivl om vi mon er blevet fundet for lette.

Når modellen bliver til virkelighed

Et landkort i skala 1:1. Kilde: https://philosophipotamus.com/maps/the-11-scale-map/

En af de mange ultrakorte noveller af Jorge Luis Borges, den, der hedder Del rigor en la ciencia, er et fragment af en optegnelse om et imperium, hvor det officielle landkort er i fuld skala, dvs. lige så stort som imperiet selv. Novellen er en tanke om, hvad der sker, hvis en model af virkeligheden bliver lige så omfattende som det, modellen skal beskrive: Modellen bliver ubrugelig. Selv landkortet i skala 1:1 har sine mangler – bl.a. er det jo helt fladt og lavet af papir.

Den amerikanske forfatter og teknologihistoriker George Dyson hævder nu, at vi faktisk i dag har en situation, hvor internettets modeller ikke længere er modeller af virkeligheden – de er virkeligheden. Dyson skriver (her i min oversættelse fra engelsk):

Det geniale – sommetider tilsigtede, sommetider utilsigtede – ved de virksomheder, som nu vokser så hastigt, er at de har fundet deres vej gennem spejlet og er kommet ud igen som noget andet. Deres modeller er ikke længere modeller. Søgemaskinen er ikke længere en model af menneskelig viden, den er menneskelig viden. Det, der begyndte som en afbildning af menneskelig betydning definerer nu menneskelig betydning og er begyndt at kontrollere, snarere end blot at kontrollere eller indeksere, den menneskelige tanke. Ingen er ved roret. Hvis tilstrækkeligt mange bilister abonnerer på et realtidskort, bliver trafikken kontrolleret uden nogen central model ud over trafikken selv. Det succesrige sociale netværk er ikke længere en model af den sociale graf, det er den sociale graf.

Men det er samtidig en skræmmende situation, vi tilsyneladende er havnet i, thi modellen er jo ikke den potentielle virkelighed. Jo mere vi forveksler model og virkelighed, jo mindre kan vi se af det, der ligger uden for modellen. Der er stadig mange mennesker, der ikke benytter de sociale internet-medier, men alligevel er del af sociale netværk. Der er stadig trafikanter, der ikke bruger en app for at komme rundt i trafikken. Der er stadig færdigheder, man ikke kan opnå ved brug af en søgemaskine alene (f.eks. at lære at køre på cykel).

Egentlig er det der, den store udfordring ved moderne softwaresystemer er – at modellerne ofte virker så overbevisende, at vi forveksler dem med virkeligheden. En af de udfordringer, universitetsstuderende uanset fagområde skal møde, er netop at de skal forstå hvad det er, en model i deres fag ikke kan fange.

Hvordan føles det ikke at være til?

“She Said, She Said” fra Revolver er en underlig og faktisk også lidt uhyggelig sang med The Beatles. Den starter med linjerne

She said, “I know what it’s like to be dead.
I know what it is to be sad.”
And she’s making me feel like I’ve never been born.

og er faktisk en sang om en mand og en kvinde, der taler om hvordan det mon føles at være død. Sangen er endda skrevet kun to år efter ukomplicerede kærlighedssange som “I Want To Hold Your Hand”. Sangens jeg-person konkluderer meget tidligt, at døden må føles som, det føles hvis man aldrig er blevet født. Og formodentlig er det den bedste analogi.

Min fornemmelse er, at en hyppig grund til at være bange for døden ikke er en frygt for om det bliver smertefuldt at dø, men derimod at man er bange for, hvad der sker når man er død. Undersøgelser tyder på. at de fleste mennesker faktisk har en forestilling om at bevidstheden fortsætter efter døden. Det gælder faktisk også for dem, der ikke er religiøse eller tror på et liv efter døden! At det er sådan, har naturlige årsager: Man kan simpelthen ikke tænke på, hvordan det er ikke at tænke på noget. Og vi ved, at de mennesker, vi ikke kan se eller på anden måde er i kontakt med lige nu, med stor sandsynlighed eksisterer alligevel. (For eksempel regner jeg med at mine søstre i England i skrivende stund befinder sig derhjemme sammen med deres mænd og børn.)

Det gør det heller ikke lettere, at vi i Danmark og mange andre lande i den industrialiserede verden har så lidt kontakt med døden. Ofte ser vi ikke døde mennesker og har derfor kun en meget svag fornemmelse af ophøret af liv og bevidsthed.

Visdom og vrøvl

Et autogenereret Deepak Chopra-citat.

Internettet og ikke mindst de sociale medier som Facebook flyder over med viise citater. Nogle udsagn er viise, andre virker bare viise. Men hvordan kan man skelne mellem visdom og vrøvl? Nogle gange må jeg med Nigel Tunnel fra Spinal Tap indrømme at “There is a fine line between the clever and the stupid”.

Her er et citat fra Meditationer af Marcus Aurelius:

Magt over ens sjæl er evnen til at vække sig selv, rette sin energi i den retning og støbe sig selv i den form, sjælen vil, bevirke, at alt, hvad der hænder sjælen, synes den at være sådan som den selv vil.

Jeg vil til enhver tid forsvare, at der ligger en dyb indsigt i Marcus Aurelius’ tanker – de er et hovedværk i antikkens filosofiske tænkning. Citatet ovenfor tager fat i et centralt begreb i stoicismen, nemlig kontrollen over selvet. Og så er det forbilledligt klart formuleret.

Men så er der også andre slags udsagn. Den indiske Deepak Chopra er en af dem, der er berygtet for sine tilsyneladende dybe udsagn, der af mange kritiseres for at være ingenting hæftet op med roser. Der findes faktisk flere websteder, der tilbyder autogenererede Chopra-citater.Her er et ægte citat af Chopra:

Our minds influence the key activity of the brain, which then influences everything; perception, cognition, thoughts and feelings, personal relationships; they’re all a projection of you.

Det lyder også som et stort udsagn om menneskesindet – men hvad siger det egentlig? Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke ved det, endsige om

Jeg vil bestemt ikke afvise, at Deepak Chopra kan have skrevet noget viist på et tidspunkt eller at Marcus Aurelius kan have skrevet noget vrøvl. Men noget af det, jeg bemærker, er at meget af det, der på mig virker som vrøvl forklædt som visdom, bruger flittigt løs af “store ord” og begreber fra hjerneforskning, kognitiv psykologi, kvantefysik mm. og det ofte i en særpræget blanding og med vage betydningsdannelser. Hvad betyder f.eks. “they’re all a projection of you” i citatet ovenfor?

Heroverfor står de enkle og konkrete udsagn, som man findes hos f.eks. Marcus Aurelius og langt senere hos Ludwig Wittgenstein. En forfatter som Svend Brinkmann er tydeligt inspireret af den filosofiske retning, man kalder for dagligsprogsfilosofien –  som kendetegner bl.a. den sene Wittgenstein. Det er den tilgang til filosofi, hvor man ser filosofien som en analyse af problemer formuleret i almindeligt sprog, og resultater, der så også bliver formuleret i almindeligt sprog. Og det er vel dét, der gør det så nemt for Brinkmann at popularisere uden at popularisere ihjel.

På en måde er det samme slags forskel som man ser i lyrik – nogle af dem, der begynder at skrive digte, slynger hele tiden om sig med store begreber om frihed. død, fremmedgørelse osv. osv.. Men de vellykkede digte er i stand til at tale om frihed, død, fremmedgørelse mm. uden at de behøver at nævne alle disse store begreber ved navn.

At vinde over sig selv

Af og til er der nogen, der har sagt, at de synes at jeg har god selvdisciplin, bl.a. fordi jeg siden 1994 har været veganer,  fordi jeg helt regelmæssigt går i fitness-center og fordi det lykkedes mig at tabe mig igen efter en sommerferie med lidt for meget vellevned. Selv er jeg nu ikke så imponeret over mig selv. Jeg kender f.eks. nogen, der er kommet ud af et mangeårigt heroinmisbrug og nu har overskud til at være noget for andre. Dét bærer vidne om virkelig stor selvdisciplin.

Der er dog nogle aspekter, der er gået op for mig. 

Det første er, at man skal skabe nogle nye og enkle vaner og være konsekvent over for sig selv. Når det lykkes mig at tage i fitness-center hver anden dag, skyldes det ene og alene, at jeg har valgt dette enkle princip. Hvis jeg i stedet bare havde valgt et “blødt” løfte om at jeg skulle træne lidt mere end før og skulle være motiveret, ville det næppe være gået så godt. 9 ud af 10 gange hvor jeg tager i fitness-center, har jeg faktisk mest lyst til at lade være.

Det andet er, at en form for selvdisciplin egentlig består i at kunne vinde over sig selv. Det er en form for konkurrence, der er i stor modsætning til de konkurrenceformer, der huserer i vore dages konkurrencesamfund. Her er der nemlig altid vindere og tabere, og det er i høj grad andre, der har indflydelse på om man vinder. Når man konkurrerer mod sig selv, er det den gode version af én selv, den udgave man gerne vil være, der skal vinde over den mindre gode. Derfor kan man ikke undgå at være den, der vinder, og man har selv indflydelse på om man vinder.

Og det tredje aspekt er at mine begrænsede succeser med selvdisciplin er indtruffet på bestemte afgrænsede områder, som jeg selv kan håndtere. Jeg har f.eks. slet ikke succes med at få eksterne forskningsmidler trods en hel del anstrengelser.

Jeg har prøvet at lade mig inspirere af  et bærende princip i stoicismen, nemlig at vi skal finde ud af hvad vi kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre. Det, man ikke kan ændre (her især døden, men også i et vist omfang andre menneskers adfærd), må man acceptere, mens det man ikke kan acceptere, kan man ændre. Og det, man vil ændre, kan man ændre gennem systematisk refleksion og gennem altid at stræbe efter at bevare egen værdighed og ro, så man kan blive den bedste udgave af sig selv. Dette er principper, som bliver beskrevet godt hos den amerikanske filosof William Irvine (jeg har tidligere skrevet om ham her) og også hos Svend Brinkmann, hvis meget læste bog Stå fast! tager udgangspunkt i netop stoicismen. Jeg er netop gået i gang med at læse endnu en bog om stoicismen,  nemlig How to be a Stoic af den italienske filosof Massimo Pigliucci, og den ser ud til også at give indsigt i hvad selvkontrol egentlig er og bør være. Den glæder jeg mig til at skrive mere om her snart.

Ingen fri vilje?

En fascinerende bog fra min barndom og en bog, som jeg læste flere gange, var Politikens Pro & Contra, hvor en lang række spørgsmål blev belyst i dialogform – alt lige fra frigivelse af narkotika til spørgsmålet om eksistens af liv efter døden. Det spørgsmål, jeg husker bedst fra bogen, er dog spørgsmålet om fri vilje kontra determinisme. Det har jeg siden spekuleret meget over, og jeg har altid været i tvivl.

I Scientific American stiller den amerikanske astronom Abraham Loeb et uhyggeligt (og uhyggeligt godt) spørgsmål, nemlig: Hvad vil konsekvenserne være, hvis det en dag lykkes at påvise med naturvidenskabelige metoder, at den frie vilje er en illusion, dvs. at verden er deterministisk? Vil vi give op? Hvis min skæbne er forudbestemt, er der ikke rigtig nogen grund til at handle, for jeg kan ikke forandre noget.

Abraham Loeb forudsiger en voldsom reaktion blandt mange i form af resignation. Jeg kan bare sætte mig til at vente på det uundgåelige. Og der er vel heller ingen grund længere til at have en etik, hvis alt alligevel er uafvendeligt.

Men når jeg tænker godt efter, er min indvending at det faktisk ingen ting betyder, hvis ikke vi er i stand til at forudsige fremtiden, selv om den skulle være forudsigelig. Det kan nemlig være, at fremtiden kun er forudsigelig i teoretisk forstand, men ikke i praksis.. Nogle spil (f.eks. brætspil) er deterministiske i den forstand, at der altid findes en vindende strategi. Men spillere, der ikke mestrer denne strategi, vil stadig kunne få udbytte af at spille. Hvis vi ved, at fremtiden er fastlagt, men samtidig ikke ved hvordan fremtiden vil blive, er vi i praksis udstyret med en fri vilje. Det er meget tænkeligt, at det kan være sådan, det forholder sig for os.

Populær filosofi?

Bryan Magee (til højre) i samtale med den engelske filosof Isaiah Berlin.

I New Statesman er der en lang og spændende artikel om den engelske filosof og tv-vært Bryan Magee. Han havde for mange år siden havde et tv-program på BBC, hvor han sad og talte med kendte nulevende filosoffer.

Det er meget svært at forestille sig den slags i dag, i en verden hvor de eneste tv-programmer, der er sikre på omtale, er dem, hvor mennesker uden særlige forudsætninger (det, der på græsk hedder idiotes) forsøger at blive berømte. Selvfølgelig er der begavede radioprogrammer, men de er efterhånden godt begravet i sendefladen, og det er længe siden, der sidst har været samtaler med filosoffer på dansk tv. Og det er desværre endnu sværere at forestille sig, at en filosof i dag kunne blive folkeeje ved at optræde i medierne.

Det er i øvrigt fascinerende at læse, hvordan Magee ankom til filosofien: som barn lå han længe vågen i håb om at opleve det øjeblik, hvor han faldt i søvn!

Filosofikums genopstandelse

Steen Christiansen var den første, som bestod filosofikum ved Universitetsundervisningen i Jylland. Foto: Aarhus Universitet.

Fra 1675 og indtil 1971 var filosofikum en prøve for danske universitetsstuderende, som var obligatorisk og skulle bestås før nogen anden eksamen kunne aflægges. Ifølge bekendtgørelsen bestod kurset af et “filosofisk propædeutik, således som denne i et kursus blev foredraget af en af de filosofiske professorer” i fire timer om ugen spredt ud over to semestre. Som regel betød det filosofikum skulle omfatte psykologi, logik og filosofihistorie.

Nu har uddannelses- og forskningsministeren nedsat en inspirationsgruppe, der skal genindføre filosofikum på de danske universiteter. For mig er det også interessant at læse en bemærkning i ministeriets pressemeddelelse som

Filosofi opfattes ofte som havende et humanistisk indhold, men det er lige så vigtigt, at humanister kender til teknik og naturvidenskab. Alle skal eksempelvis kende til matematik og programmering, fordi algoritmer vil få afgøren de indflydelse på vores fremtid.

Men om dette virkelig betyder, at alle universitetsstuderende fremover skal kende til matematik og programmering og om dette nu også anses som en del af almen akademisk dannelse, er uklart for mig.

Ideen om at genindføre filosofikum er måske del af en langsom bevægelse væk fra den voldsomme nytteorientering, som har præget de sidste mange års uddannelsespolitik. I så tilfælde kan jeg kun bifalde det.  Og hvis der, som pressemeddelelsen fra ministeriet også antyder, skal større fokus på at studerende skal kunne skrive akademisk, er det også godt, for der er desværre mange studerende, der har store problemer med at skrive godt. Og der er forbløffende lidt fokus på filosofi på de uddannelser, jeg underviser på. Det burde der også gøres noget ved. Men hvis filosofikums genindførelse bare indebærer, der der bliver dynget endnu et krav på i forlængelse af kravene om videnskabsteori, entreprenørskab, studiefremdrift osv. og skaber endnu mere fagtrængsel, er jeg straks meget mere skeptisk over for det genopstandne filosofikum.

I øvrigt bemærker jeg, at inspirationsgruppen for filosofikum består af to rektorer, en prorektor, en dekan, direktøren for Nationalmuseet og to professorer emeritus. Til gengæld er der ikke nogen filosoffer med!

En anden form for filosofi

Hver sommer får jeg læst en stribe romaner og novellesamlinger, noget jeg desværre ellers ikke altid er så flink til.

Jeg sidder lige nu med Stories of Your Life and Others, en novellesamling af Ted Chiang; det er ham, der skrev “The Story of Your Life”, den novelle, der er forlægget for filmen Arrival. Novellesamlingen er nu blevet genudsendt under navnet Arrival.

Det interessante ved denne novellesamling er – ligesom for mange andre vellykkede værker inden for genren science fiction – at dens noveller alle er baseret på tankeeksperimenter: Hvordan ville et menneske opføre sig, hvad han/hun var langt mere intelligent end noget andet menneske? Hvordan ville samfundet være indrettet, hvis de middelalderlige teorier om menneskelig forplantning faktisk var korrekte? Hvordan ville en matematiker reagere, hvis hun opdagede at mainstream-matematik viste sig at være inkonsistent? og så fremdeles.

Men vi behøver selvfølgelig ikke at stille så voldsomme spørgsmål. Dostojevskijs Idioten er fortællingen om det gode og forstående menneske (titelpersonen) og hans kvaler i en verden, der bestemt ikke altid er god eller forstående.

På denne måde er fiktionen faktisk en anden vej til at forstå mange de store spørgsmål, som filosofi og psykologi tager udgangspunkt i. Fortællingerne lader os opleve og udforske en verden, vi kan forestille os og kunne være virkelig. Hvis Chiangs novellesamling er en slags erkendelsesteori, udgør Dostojevskijs romaner en etik. Den amerikanske filosof Costica Bradatan beskriver, hvordan Akira Kurozawas film Rashomon faktisk også tager livtag med filosofiske problemer.

Slægtskabet bliver tydeligt, når man husker at der er en del berømte forfattere, der balancerer på grænsen mellem filosofi og fiktion, som f.eks. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre.

Selvfølgelig er der forskelle: I en filosofisk tekst er der ofte en påstand, der bliver fremsat og derefter argumenteret for. I film og litteratur er der som regel ikke denne struktur. Men det er vel i virkeligheden fortællingens handling, der er et “argument”, netop fordi fortællingens grundantagelser bliver ført igennem til deres konklusion, nemlig fortællingens slutning.

Jeg tror selv på at det at læse og se film giver os mulighed for at få yderligere erfaringer end dem, vi oplever i “virkeligheden”, og de giver os en særlig mulighed for at se ind i andre mennesker og derigennem lære empati og sympati. Derfor er det vigtigt at læse, og derfor er det også vigtigt at tænke over, hvad man læser og ser. Dårlige fortællinger er på en måde “dårlig” filosofi.