Kategoriarkiv: Filosofi i lommen

Her er mit liv (og dit)

Weeks

Visualiseringer kan sige noget, der ellers er svært at udtrykke kort. Mennesker har ofte en tendens til at se deres liv som næsten endeløst; det er vel derfor vi har så svært ved at forlige os med tanken om at vi skal dø.  Men her er et menneskeliv på 90 år udtrykt som uger.  Hvert lille felt svarer til en uge. I nogle af dem sker der noget stort – vi bliver færdige med en uddannelse, får børn, flytter osv. – men de fleste felter er anonyme kvadrater.

Figuren er hentet fra Wait But Why, et interessant lille websted som jeg opdagede ved et tilfælde for nylig. Den lille danske tekst skyldes (ikke overraskende) mig. Jeg bliver igen opmærksom på hvor mange felter, jeg nu har lagt bag mig, og på hvor ukorrekt det faktisk er for mig at hævde at være “midt i livet”.

flattr this!

Den gamle barndom og den nye

1970

Da jeg var seks år gammel og boede i Arentsminde, en landsby på 400 sjæle, gik jeg alene i skole hver dag. Det var vel omkring 600 meter, måske lidt mere. Da jeg fik en cykel som syvårig, cyklede jeg selv i skole langs hovedvej A11. Mange dage og mange aftener af min barndom var jeg alene ude, når vejret var til det. Jeg var egentlig ikke så meget sammen med de voksne i hjemmet.

Dette er fjern fortid. Vores datter var vel 10 år gammel, før hun fik lov af far og mor til helt alene at gå de 600 meter hen for at besøge en kammerat.

En lang, fascinerende artikel af den amerikanske forfatter Hanna Rosin (ja, det hedder hun!) i The Atlantic handler netop om dét. Vi der er forældre har svært ved at slippe vores børn. I hvert fald i middelklassen er børnene blevet vores “projekter” – vi vil gerne give dem alle muligheder og skåne dem for alt det onde i tilværelsen. Så derfor ender vi med ikke at ville, ikke at turde slippe dem. I Storbritannien var det i 1971 80 procent af alle børn i 3. klasse, der gik alene i skole (uden at blive fulgt). Nu er det kun 9 procent.

Hanna Rosin vier meget af sin artikel til The Land, en skrammellegeplads i Wales, hvor børnene må løbe frit omkring og endda må tænde bål; der er dog altid et par voksne på legepladsen, men de blander sig meget lidt. Skrammellegepladser dukkede op i Storbritannien efter 2. verdenskrig; i Danmark dukkede de allerede op under krigen. Senere kom også skovbørnehaverne. I USA ville det være helt utænkeligt at lade børn færdes frit omkring og endda tænde bål på en legeplads. Det er det efterhånden også herhjemme.

Der er også en lang omtale af den norske forsker Ellen Sandseter, der  konkluderer at børn faktisk gerne vil udfordres af højder, af at håndtere skarpe genstande, af at være i nærheden af noget de synes er farligt (f.eks. ild), af fart, af at udforske på egen hånd. Ved at lære at overfinde “farerne” bliver man mere modig!

Og endelig er der en lang historie om den britiske forsker Roger Hart der i 1972 brugte to år på at studere børns leg et sted i USA og 30 år senere vender tilbage. I 1970′erne løb børnene rundt hvor de ville; nu, hvor de selv er forældre, er tonen en ganske anden over for deres børn!

Det rigtig ironiske er at der i USA faktisk er flere børn, der kommer på skadestuen i vore dage (artiklens data er fra 2012) efter uheld på legepladser end der var i 1980. Så meget for forældrenes anstrengelser for at passe på deres børn!

Selvfølgelig er der grunde til at mentaliteten er en anden, og ikke alt det nye er skidt. Det var i 1970′erne, mange børn oplevede at deres forældre blev skilt – og de har så lovet sig selv ikke at ville svigte deres børn. Selv voksede jeg op uden min far, og det er måske derfor jeg selv har været så beskyttende.

Og for 40 år siden var der ikke fokus på mobning. Det er helt anderledes nu.

Artiklens konklusioner er alligevel værd at tænke over: Måske er det sådan, at hvis vi ikke lader børnene vove, vil de tage større risici senere i livet, hvor vi heller ville have at de tænkte sig bedre om.

Og måske er der en anden følge af at være så længe under forældrenes bekymrede opsyn. Mange forældre beklager at deres børn bliver så hurtigt voksne, men måske er det ikke så underligt, for meget af tiden er børnene jo netop sammen med voksne. Så er der ikke tid til at være barn alene, uovervåget, i sin egen verden.

flattr this!

Julekort

20131221-201527.jpg

Der går meget længe mellem jeg skriver breve – rigtige breve med frimærke. Men jeg skriver stadig julekort. Jeg holder af denne tradition; den giver mig en god grund til at gøre status over året der nu snart er gået og en god mulighed for at kontakte dem, jeg måske ikke har fået set så meget til i årets løb. Og jeg lægger mærke til at jeg skriver på en anden måde når jeg sidder der ved spisebordet med kort og kuglepen. Jeg plejer at tænke over hvad jeg vil skrive, men når jeg skriver kort tænker jeg over det på en anden måde, for det er svært at rette det jeg har skrevet. Samtidig er det en god tænkepause, hvor jeg prøver at veje alt det triste op mod alt det gode. I år var der så sandelig nok af begge dele: min hustru mistede sin mor, og min mor fik konstateret fremskreden kræft. Men min hustru fik også nyt job og jeg selv var mange gange ude at rejse.

Denne december er jeg kommet sent i gang, og jeg har ikke fået skrevet helt så mange kort som ellers. Til jer jeg ikke har nået at skrive til, men som læser dette: Undskyld jeg var så sent ude – jeg lover at sende jer en hilsen i det nye år!

flattr this!

Amatørernes aften

platon

Hvornår er man filosof, og hvornår er man “lommefilosof”? Hvornår er man i det hele taget forsker?

På det seneste har jeg læst to beretninger om amatørfilosoffer, der begge har forsøgt at få anerkendelse. Begge var rige amerikanere, der var blevet optaget af tilværelsens gåder. Begge har forsøgt at yde nye bidrag til en del af filosofien, der er blevet lidt glemt og måske også miskrediteret – nemlig metafysik, forsøget på at formulere en teori der forklarer “altings natur”.

Den ene beretning er fra 2001 og handler om jagten på at finde frem til den anonyme person, der gerne ville have en række fremtrædende filosoffer til at bedømme et manuskrift – mod fyrstelig betaling! Bagmanden viste sig at være en forretningsmand ved navn Marc Sanders. Her er hvad Sanders skrev i svar til journalisten:

“Now that you have discovered that I am Ammonius,” he wrote, “I know that you will think it your job to inform the world.” He had chosen to remain anonymous, he explained, so that his “failure to become a professional philosopher” would not come to light and thus tempt professional philosophers to “simply dismiss the idea of reviewing my work out of hand because the work was known to be by a devoted amateur.”

Den anden er langt nyere, nemlig fra i år – her er amatørfilosoffen David Birnbaum, en smykkehandler fra New York, der ud fra jødisk teologi (Birnbaum er selv jøde) forsøger at formulere en metafysik. Også her kommer der penge ind i billedet – Birnbaum finansierer en konference for fremtrædende filosoffer, der skal bedømme og diskutere hans arbejde, der består af en bog i to tykke bind, udgivet på eget forlag.

Der er ikke mange ukendte amatører, der pludselig dukker op og yder store bidrag til erkendelsen. Man kunne måske her nævne den store nederlandske filosof Baruch de Spinoza, der ernærede sig som optiker, men som 40-årig fik tilbudt et professorat i filosofi i Heidelberg. Det sagde han så nej tak til. Men Spinoza korresponderede med teologer og filosoffer i andre europæiske lande, og han var ikke anonym. Rig var han bestemt heller ikke.

Men drømmen lever videre hos en del amatører om at gøre Det Store Gennembrud, og måske lever den særlig stærkt i filosofiens verden, hvor det i det mindste ser ud som om vi alle kan være med. Filosofi virker som et demokratisk fag, hvor det “kun” er det gode argument, der tæller.

Drømmen lever også videre et andet sted, hvor det “kun” er det gode argument der tæller, nemlig i de matematiske fag. Her er der som bekendt ganske mange “beviser” for berømte åbne problemer (bl.a. for at P=NP og for at P er forskellig fra NP). Til gengæld er der ikke mange, der opfører en partikelaccelerator for egne penge i baghaven.

flattr this!

Til dem, der keder sig

sms-bio

I denne uge kunne jeg læse at Madonna blev smidt ud fra en filmpremiere fordi hun tog sin mobiltelefon frem under forestillingen og sms’ede. I USA planlægger en biografkæde nu at indføre en særlig række bagest i salen for dem, der ikke kan undvære deres mobiltelefoner under forestillingen. Jeg er bestemt ingen helgen: jeg rækker også ud efter min telefon, når jeg keder mig. Så er der spil og musik og foto og en masse apps, jeg kan se på, inden de også bliver kedelige. Men i biografen nøjes jeg med at sidde og skumme over dem, der tager deres telefoner frem selv om de ikke må.

Jeg har engang købt en bog på bogudsalg, og jeg har aldrig taget mig sammen til at læse den. Det er måske ret sigende, for denne bog af Martin Doehlemann hedder bare Kedsomhed og handler om kedsomhed. Heldigvis er der andre, der har læst Doehlemanns bog, bl.a. Per Østergård fra SDU der selv skriver om kedsomhed. Han bemærker at Doehlemann skelner mellem fire former for kedsomhed:

  1. den situative kedsomhed, som opstår, når man venter på nogen eller noget
  2. mæthedskedsomhed, når man har fået for meget af det samme
  3. eksistentiel kedsomhed, hvor livet sådan i det hele taget forekommer én meningsløst
  4. kreativ kedsomhed, hvor kedsomheden gør, at man foretager sig noget andet

Hvorfor går man i biografen, når man hurtigt kommer til at kede sig? De fleste filmskabere vil ikke have at publikum keder sig; de vil gerne undgå den situative kedsomhed. Men det kan i virkeligheden være at biografgængerne i dag er endt med at føle en mæthedskedsomhed eller at filmene simpelthen forekommer dem af være meningsløse. Tænk, hvis vi følte en kreativ kedsomhed i stedet! Måske skal vi til at lære at kede os på en bedre måde og lade telefonerne blive hjemme?

flattr this!

Slavoj Žižek og The Clash

zizek

I den forgangne uge har der været et interview med Slavoj Žižek i New Statesman.

Anledningen er en ny dokumentarfilm om ham lavet af Sophie Fiennes. Vanen tro er interviewet fyldt med citategnede one-liners. Blandt andet røber den slovenske filosof at han ikke har set den nye film om sig selv – for han kan ikke fordrage at se sig selv på film! Og så synes han egentlig at 99 procent af alle mennesker er idioter.

Yeah, but who are the idiots? I didn’t mean so-called poor, uneducated, ordinary people. If anything, most of the idiots that I know are academics. That’s why I don’t have any interest in communicating too much with academics.

Hvad synes Žižek så om The Clash?

I like their activity … they were engaged [politically]. So I like everything about them … except their music.

Til gengæld er han ret begejstret for Rammstein.

They’re very hard – I think they’re extremely progressive. It’s totally wrong to read them as almost a proto-fascist band. My god, they explicitly supported Die Linke, the leftists there, and so on. I like their extremely subversive from within, undermining of all this – you know? Like, it gives me pleasure. Psychologically I’m a fascist – everyone knows it, no? Who published this – Daily Telegraph? That jerk who pronounced me a leftist fascist, you know? Alan Johnson or who? So – I mean – I think we should take over these – all of these – authoritarian gestures, unity, leader, sacrifice, f*ck it! Why not? No? So, Rammstein are my guys.

Og her er så traileren for The Pervert’s Guide to Ideology:

flattr this!

Ridsen i sidste sats

ridse

I dag starter jeg igen på arbejde, og selv om det er tid at se frem, ender jeg uvilkårligt med også i den første tid at skue tilbage på ferien. I løbet af min sommerferie fik jeg læst nogle bøger fra den hjemlige, ikke-akademiske boghylde. Det første jeg gjorde var at blive færdig med Thinking, Fast and Slow af Daniel Kahneman. Det er underligt, at det har taget mig flere måneder at få læst netop denne spændende bog, der er fuld af eksperimentelt underbyggede pointer om hvordan mennesker tænker, når de skal træffe rationelle beslutninger.

Én af de pointer, der dukker op sidst i bogen, er den om hvordan tilsyneladende små begivenheder kan ende med at ændre hvordan vi oplever en større helhed. Kahneman nævner bl.a. dette eksempel: Forestil dig en cd eller en lp med en fremragende indspilning af en lang symfoni. I lang tid lytter du opmærksom og glad til musikken, men til allersidst i finalen, tæt ved klimaks, er der en fæl ridse der får cd’en til at skippe eller lp’en til at hakke. Pludselig er oplevelsen ødelagt. Jeg ved det – sådan en cd har jeg selv. Det er en cd med Sinopolis indspilning af kendte orkesterværker; 2 minutter inden afslutningen af sidste spor, “Siegfried Idyll”, er der hvad der lyder som en kilometerdyb ridse midt i en svømmende lyrisk passage.

Hvor er det underligt og egentlig også trist at en oplevelse præget af 95% musikglæde bliver husket som en dårlig oplevelse. Et andet eksempel af mere dramatisk art er et langt og lykkeligt menneskeliv, der afsluttes med nogle måneders svær sygdom. Her vil den måde, vi husker den afdøde på, i høj grad være farvet af det der skete i den sidste tid. Vores vægtning af oplevelserne synes ude af proportioner.

Kahneman skelner mellem det oplevende selv og det huskende selv. Vi bruger det huskende selv til at rekonstruere vores oplevelse, og det bliver i høj grad det huskende selv, der går af med sejren. I et langt interview med Der Spiegel (på engelsk) beskriver Kahneman dette.

SPIEGEL: In your view, the remembering self is very dominant — to the point that it seems to have practically enslaved the experiencing self.

Kahneman: In fact, I call it a tyranny. It can vary in intensity, depending on culture. Buddhists, for example, emphasize the experience, the present; they try to live in the moment. They put little weight on memories and retrospective evaluation. For devout Christians, it’s completely different. For them, the only thing that matters is whether they go to heaven at the end.

Jeg kommer til at huske en oplevelse til Roskilde-festivalen i år, som viser hvor meget denne rekonstruktion er blevet en del af os. I et af de sidste numre af koncerten med The National på Orange Scene gik sangeren Matt Berninger ned i sikkerhedsgraven bag pitten og publikum blev ellevilde. Hvad gjorde vi så? Dér stod vi alle med vores telefoner fremme for at forevige hvordan sangeren var helt tæt på os, løb rundt, hilste og blev krammet. Vore dages kameratelefoner gør det tillokkende at tage billeder når som helst og hvor som helst; de er en konkret manifestation af det huskende selv. Men samtidig lægger det huskende selv en afstand til oplevelsen. Måske ville jeg have fået en endnu bedre koncertoplevelse, hvis jeg havde ladet telefonen blive i lommen netop da.

Min egen sommerferie i Spanien sluttede også med en ridse i sidste sats. Vi havde ikke kontanter nok til at betale taxien til lufthavnen og jeg måtte løbe rundt for at finde en hæveautomat. Køerne ved check-in i lufthavnen i Barcelona var dernæst så langsomme, at vi efter oven en times venten endnu ikke var nået til skranken. Nogen forklaring på hvorfor det gik så helt uhyggeligt langsomt fik vi ikke. Tre kvarter inden afgang kom en kort besked i højttaleren om at passagerer til Aalborg skulle gå til en anden skranke – hvilken opfangede vi ikke, og beskeden blev hverken gentaget eller vist på en skærm. Nu blev vi så desperate, at vi gik hen til sidste-minut-skranken – blot for at få at vide at nu det var for sent. Vores bagage ville ikke kunne blive checket ind, og som en nødløsning skulle vi selv tage vore kufferter gennem sikkerhedskontrollen. Vi blev her spurgt om vi havde væsker med i kufferterne – og selvfølgelig havde vi da det (netop fordi den slags netop ikke skulle i kabinebagagen). Min hustru måtte åbne sin kuffert og få den rodet i, metaldetektoren gav udslag på grund af øjerne i mine lærredssko, som så skulle sendes gennem metaldetektoren. Jeg blev afmægtigt vred. Det var ikke rart for min familie eller for personalet at opleve at jeg ikke kunne bevare roen, og min opførsel er jeg meget flov over nu.

Vi nåede flyet – det viste sig nemlig at være forsinket (noget der heller fremgik ikke af skærmene), så fremme ved gaten stod vi igen i kø. En medpassager kunne her fortælle os at bagagebåndet tilsyneladende var brudt ned og at det formodentlig var årsagen til det umulige check-in.

Det er ærgerligt at indse at hele denne oplevelse, der er afgrænset til to i feriens sidste få timer, farver billede af en sommerferie, der ellers på mange måder var en god oplevelse. Forhåbentlig kan jeg bruge mit huskende selv og de mange billeder jeg tog i løbet af mine ferie til at rekonstruere sommerferien i erindringen.

flattr this!

Vi bliver jo ældre

I et essay i Information skriver Jacob Stubbe Østergaard, der vel er et sted omkring de 30, om sit møde med ungdommen. Da han er på vej over Dronning Louises Bro i København, spørger unge mennesker ham om han ikke skal have noget ansigtsmaling. Og nej, det vil han ikke. Han svarer lidt ironisk at han jo skal “passe ind i normerne og sådan noget” og går videre.

Da jeg fortsatte ned ad Ravnsborggade på Nørrebro, begyndte ironien i min bemærkning at krakelere lidt i kanterne. For nok havde jeg da sagt det med et glimt i øjet, men det var jo rigtigt. Jeg måtte afslå ansigtsmalingen, fordi jeg skulle passe ind i normerne. Jeg var på vej ned på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv. Inde på Kaffeplantagen kan man ikke bare sådan have ansigtsmaling på. Jeg kan ikke sige præcis hvorfor. Folk er søde hernede, men ansigtsmaling ville bare ikke passe ind.

I Østergaards essay dukker den samme tanke op, som sikkert er dukket op hos mange andre mennesker: Vi opdager at vi er blevet ældre og at vores normer har ændret sig. Og vores normer har ændret os samtidig. Det er underligt og på en eller måde forkert at blive ældre. Vi føler at vi er de samme personer som vi “altid” har været, men pludselig ser vi forskellene. Jeg lytter til den samme Bruce Springsteen, som da jeg var 20 år, og han synger de samme sange som dengang (og en masse andre nye) – men både Springsteen og jeg er blevet nogle andre, og i anmeldelserne af gårsdagens koncert kan jeg nu pludselig læse om alle de gråhårede mennesker i publikum.

Jeg holder utroligt meget af Bruce Springsteens musik (og såmænd også af den person, man opdager at han er), men jeg stejler, når nogen ud fra dette udgangspunkt begynder at tale om at “vore dages nye musik i modsætning til Springsteen er noget bras”. Det synes Bruce Springsteen jo faktisk heller ikke. Jeg har ikke lyst til at blive forstokket.

En artikel fra BBC handler om en undersøgelse, der er i gang på universitetet i Cambridge, af hjernerne hos 14-24-årige. Hvad er det, der sker i denne vigtige periode af et menneskes liv? Måske er det hjerneforskningens videnskabelige forklaring på det, vi i dagligsproget kalder for erfaringer.

På Edge.org kan man læse mere om hele dette forskningsfelt; Sarah-Jayne Blakemore, der er professor i hjerneforskning i Cambridge siger bl.a.

The idea that the brain is somehow fixed in early childhood, which was an idea that was very strongly believed up until fairly recently, is completely wrong. There’s no evidence that the brain is somehow set and can’t change after early childhood. In fact, it goes through this very large development throughout adolescence and right into the 20s and 30s, and even after that it’s plastic forever, the plasticity is a baseline state, no matter how old you are.

Dette sidste burde give os alle håb: Vi bliver alle ældre og får flere erfaringer. Men vi behøver ikke at blive forstokkede, bare fordi vi bliver ældre. De unge er ikke dumme; de er simpelthen uerfarne – endnu. Manglen på erfaringer kan være farlig – det er vel på grund af manglende erfaringer, så uforholdsmæssigt mange unge mennesker kører galt, falder i havnen, kører i havnen osv. Men det er også manglen på at være overvældet af erfaringer, der gør det muligt at se verden påny og at skabe verden påny. Hvis vi, der er blevet ældre, kan undgå at lade os overvælde erfaringerne og stadig kan have en længsel og en sult efter at se mere, kan vi også være med.

flattr this!

Andre måder at være på

Bruno Latour i det tænksomme hjørne.

 

Noget af det mest frustrerende er kommunikationen mellem de videnskabelige samfund og “de andre”. “De andre” kan være andre videnskabelige samfund – det kan være det ene fag kontra det andet fag, den ene faglige tradition mod den anden – eller det kan være “etableret videnskab” mod diverse outsidere. Og det kan være helt enormt frustrerende, uanset om jeg taler med en kollega inden for datalogi, der griber samme slags problemstilling an på en anden måde end jeg synes man bør, om jeg taler med en kollega fra et andet fag (måske en person fra ingeniørfagene; de har et helt anderledes syn på bl.a. programmering) eller om jeg taler med en “crackpot”.

“Klimaskeptikerne” og “kreationisterne” er ekstra interessante, netop fordi de er så helt usædvanligt trælse. De synes selv, at de er en legitim udfordring til den etablerede videnskab, og det kan føles som at åbne en fem sektioner tyk avis i stormvejr, når man skal tilbagevise alt deres sludder. Ofte, når de af os, der rent faktisk er del af den videnskabelige mainstream bruger tid på den slags, ender vi med at bruge tid på at slå på at det videnskabelige samfund anvender fagfællebedømmelse, at dets deltagere er blevet bedømt osv. osv. Vi appellerer med andre ord til institutionerne, for de er vores “måde at eksistere på”, snarere end til fakta.

Den franske professor i sociologi Bruno Latour har skrevet en bog, som bliver anmeldt af Tine Byrckel i denne weekend, og den ser ud til at handle netop om dét. Tine Byrckel skriver:

Hver ’videnskab’ lukker sig inde i ekstremt komplekse felter, der oftest undslipper menigmand, når et ’videnskabeligt bevis’ slipper ud til medierne for eksempel. Det drejer sig her, som andre steder hos Latour, helt konkret om hvordan laboratorieforsøg udføres, hvordan artikler skrives, hvor forskningsmidler kommer fra, hvordan karriereforløb bestemmes. Om hvem der sidder i udvalgskommitéer ved videnskabelige tidsskrifter, og hvordan de er landet dér.

Alle mulige andre værensfelter og værdier, som Videnskaben med stort V benægter, har indflydelse på objektet, viser sig i allerhøjeste grad at modificere og forme det.

Latour prøver så at afdække væremåder, vi ganske enkelt overser, men som konkret er del af vor væren. Blot i eksemplet med videnskaben kan man konstatere interaktion af vidt forskellige værensmåder af det, vi tror er ren videnskab. Latour har indtil videre fundet frem til 15 sådanne måder og efterlyser andre.

Bogen kan findes online på http://www.modesofexistence.org/ Lige nu er den kun tilgængelig på originalsproget – en interessant udfordring for mit gamle gymnasiefransk.

Jeg er derfor ikke nået ret langt i Latours skrift, men hans første eksempel er netop et møde mellem erhvervsledere og en klimaforsker. Det er tydeligt at Latours sympati ligger hos klimaforskeren, men han er samtidig ærgerlig over at klimaforskeren simpelthen ender med at appellere til “det videnskabelige samfund”. Fokus er blevet flyttet – nu forholder kritikere sig ikke til videnskabelige fakta, men går simpelthen efter at kritisere selve de videnskabelige institutioner. (Jeg kommer her til at tænke på Anders Fogh Rasmussens triste udfald mod “eksperter og smagsdommere” i sin tid tid.) For at kunne svare ordentligt på denne kritik i stedet for bare at gå i defensiven, er vi også nødt til at forstå den væremåde, som Den Anden, der kritiserer os, lever i.

Men det handler ikke kun om videnskabelige samfund, så vidt jeg kan se, det handler også om alle de andre tilfælde, hvor forskellige væremåder mødes – om hvordan andre samfund svarer på det “moderne”. Prøv bare at tænke på hvordan lande i den tredje verden mere og mere tydeligt udfordrer den “første verdens” måde at handle på. Latours grundpåstand er at den “moderne” vestlige synsvinkel i det hele taget også er begrænset; derfor er udfordringen at “modernisere den moderne vestlige synsvinkel”.

Bruno Latour opfordrer alle til at være med til at skrive kommentarer til hans bog og korrigere det, der bør korrigeres. På den måde udgør hans forskningsprojekt (der har fået støtte af det europæiske forskningsråd) også en spændende tilgang til forskning, en anden måde at tænke på vores videnskabelige samfund på. For alle kan være med. Jeg har også registreret mig; om jeg kan bidrage med noget, ved jeg ikke.

flattr this!

Om at hedde det rigtige og ikke læse forkert

labyrint

Til mødet i Rom talte vi om mulige nye deltagere i vores forskernetværk. Vores formand havde fået en henvendelse fra en mand i Ukraine, der gerne ville være med. Han hed Vyacheslav Levytskyy; jeg tænkte med det samme uvilkårligt: hvordan skal det navn dog udtales? Ingen af de tilstedeværende kendte noget til ham, og vi gik hurtigt videre uden at træffe en beslutning. Måske var vi bare forudindtagede mod ukrainske navne.

Jeg har på Edge.org læst et interessant interview med Adam Alter fra New York University Stern School of Business. Adam Alter forsker i fluency, her forstået som hvor flydende vi mennesker opfatter en kommunikation og hvilke konsekvenser fluency og mangel på samme (disfluency) kan have. Et interessant aspekt er netop egennavne:

We’ve shown, for example, in some studies that if you look at lawyers who join law firms they tend to ascend up the legal hierarchy much more quickly when their names are easy to pronounce or process. That’s independent of a whole lot of other factors, like how foreign the name is. Even if you look at American male names, you’ll find that the ones that are easier to pronounce, there tends to be a relationship where they tend to progress up the hierarchy more.

Man kan læse hvordan danskere med ikke-danskklingende navne (ofte er det danskere med arabisk eller tyrkisk baggrund) i nogle tilfælde skifter navn og at andre oplever et stort antal afslag, når de oplyser deres ikke-danskklingende navn. Jeg er selv helt overbevist om at fordomme hos arbejdsgivere har en stor del af skylden, men gad vide om det også er navnes “sværhedsgrad” der spiller ind blandt ? I så fald må arbejdsgivere også være opmærksomme på dette.

Interviewet med Adam Alter har en hel masse andre fascinerende observationer om hvordan letflydende og sværtflydende kommunikation påvirker vores opfattelse af det, der bliver kommunikeret. Begrebet fluency spiller blandt andet også ind, når man skal læse en tekst. En tekst kan tilsyneladende blive for letflydende:

There’s a famous task called the Cognitive Reflection Test, and this test has three different questions, and each of the questions lures you into giving the wrong response, because the intuitive response is actually incorrect. An example of this is, “When you add the cost of a bat and a ball together the sum of those two is worth $1.10, and the bat costs a dollar more than the ball, how much does the ball cost?” It’s a very simple question. Anyone with basic arithmetic skills can answer it.

But if you present the questions in a font that’s a little bit more difficult to read, we found that you can increase their accuracy pretty dramatically. They make fewer of those intuitive responses. They take the time to reconsider their initial responses. They assume that the task is more difficult. They have a bit less confidence in their initial response, and so they tend to do a little bit better at the task. The same is true when you ask them to complete syllogism questions, logical syllogisms, any questions that ask you to think more deeply about a particular topic, where thinking more deeply will lead you to the right answer more often. We’ve shown that with disfluency people are more likely to do that. We have even found the same effect in a number of other domains as well.

Så æstetik er alt andet end triviel; det ikke handler om at finde en font, der får teksten til at “flyde let”, men får os til at få ro til at læse teksten grundigt.

En særlig form for kommunikation, hvor denne udfordring dukker op, er undervisning. Adam Alter giver i sit interview udtryk for noget, der faktisk er en meget vigtig holdning til dette at lære:

It’s very important that people struggle a little bit with tasks early on, because not only are they learning the tasks by doing them, but in a global high-level sense, the act of persevering through that difficulty, and of learning what it feels like to struggle with these things, to deal with the difficulty, makes you better at dealing with future examples of it when you’re really faced with many more difficult tasks.

flattr this!