Kategoriarkiv: Filosofi i lommen

Wow?

wow-signal

Den 18. august 1977 opdagede den amerikanske astronom Jerry Ehman, som arbejdede som frivillig på SETI-projektet, et 72 sekunder langt kraftigt signal opfanget af Ohio State Universitys radioteleskop i Delaware i Ohio. (Hermed lærte jeg så at Delaware ikke kun er en delstat i USA, men også en by i en anden delstat.) Man gav sig først til at udelukke sædvanlige jordiske kilder, og man ved stadig ikke hvad signalet skyldes, kun at det kom fra et tilsyneladende øde sted i stjernebilledet Skytten. Det har stadig ikke været muligt at dekode signalet (hvis det i det hele taget rummer egentlig information).

20 år senere troede man at man nu havde et signal, der rummede information og kunne dekodes. Beviset på intelligent liv uden for Jorden var fundet. Men nej:  i 1997 var det falsk alarm – signalet kom bare fra en europæisk satellit. Øv.

Jeg ved ikke hvilke følelser der løb igennem astronomerne, kun at New York Times hurtigt fandt ud af at der var astronomer, der havde detekteret et interessant signal. Og dette siger faktisk også en del om hvor svært det kan være at holde den slags hemmeligt.

Mit håb er at en sådan opdagelse vil kunne få os til at se vore problemer her på Jorden i et andet perspektiv. Kan vi føre krig og ødelægge vores planet, hvis der er nogen derude, der opdager det?

Jill Tarter, tidligere direktør for Center for SETI Research, har dette at sige.

“If we succeed at detecting another technological civilization, that success helps tell us that on average, technological civilizations can survive for a long time,” she said. “The very act of success [in hearing from another planet] tells us that we can have a long future. I think that’s the most amazing impact that contact would have, even if we never figure out how to interpret whatever information we receive.”

Flattr this!

Papkasser og ananas

Papkasse

Indtil 1800-tallet var ananas en meget sjælden frugt i Europa, og i 1600-tallets Storbritannien kunne én enkelt ananas koste hvad der i dag svarer til £5000. Der blev bygget tårne med kupler formet som den sjældne og fascinerende koglelignende frugt med det søde indre. I dag koster en økologisk ananas fra Costa Rica 23 kroner.

Da Berlinmuren faldt, var borgerne i DDR dybt fascinerede af bananer. Det var nemlig næsten umuligt at få den slags i østtyske butikker. I dag er der næppe mange tyskere, der bliver fascinerede af mødet med den gule frugt.

Da min datter var 6 år gammel, ville hun altid gerne have de papkasser, jeg fik hvis jeg modtog en pakke med posten. Også kuverter med store japanske tegn syntes hun var spændende. Senere blev jeg ved med at give hende de japanske kuverter jeg fik, men efterhånden var hun blevet ligeglad med dem. Til gengæld var hun blevet glad for dyre japanske tegneserier og konsolspil. Nu var papkassen bare – en papkasse.

I min sommerferie har jeg siddet med min familie i en flyvemaskine og set ned på skyerne. Vi fløj over sydspidsen af Grønland og kunne kigge ned på isbjerge og bjerge, og på et tidspunkt kiggede vi alle ud ad vinduerne. Det var interessant og spændende, men ti minutter efter sad vi igen og lavede noget andet. H.C. Andersen og Leonardo da Vinci ville have givet meget for at opleve det, vi oplevede, Det ville have forandret deres liv for altid. Men for os var det bare en lang flyvetur i et passagerfly.

I Edinburgh var min nabo en ældre tysk dame (faktisk var hun vel netop så gammel som jeg er nu, men dengang syntes jeg hun var en ældre dame), og en dag jeg gik en lille tur med hende, lånte jeg hende min Discman [det var dengang] med en cd med Goréckis 3. symfoni. Hun lyttede til musikken, mens vi gik – den slags havde hun aldrig prøvet før og hun sagde, at det gav hende en helt anderledes fornemmelse af at være ude at gå.

The Book of Life har en spændende artikel om alt det, vi nu tager for givet. De “billige” ting og de “billige” oplevelser har mistet deres skønhed, og de eneste steder hvor man stadig besynger glæden ved ting og glæden ved oplevelser er i reklamer for dyre ting og dyre oplevelser. Fascinationen af det simple og dog underfulde er væk, og kun børnene ejer den endnu – indtil markedskræfterne gør det af med den også for dem.

De stoiske filosoffer beder os genoverveje alt det, vi har og at sætte pris på det, vi faktisk har, så vi kan eje det og værdsætte det inden vi måske mister det. Det er en svær øvelse at holde op med at tage alt det vante for givet.

Flattr this!

At komme i tvivl

Foto: Berlingske
Foto: Berlingske

For ikke så længe siden har der været et interessant interview i Information med videnskabsjournalisten Lone Frank.  Hendes kæreste døde for under et år siden af en kræftsygdom, der blev opdaget alt for sent, og denne store sorg har tydeligt gjort noget ved hende.

I dette interview fremhæver hun tilfældets magt, og det har jeg ikke hørt fra hende før. Hun taler om et forsøg, hvor man har analyseret dødeligheden af klonede mus. Selv for mus med helt ens arveanlæg og helt ens livsbetingelser gælder det nemlig at deres dødelighed er normalfordelt. Det er umiddelbart overraskende.

»Forsøget illustrerer, at i takt med at vi får mere viden om genetik og fysiologi, desto mere kan vi også se, at der bliver ved med at være en rest af viden, som vi ikke kan forklare. Jo mere vi har styr på noget, jo mere falder det ukontrollable i øjnene,« siger Lone Frank. Faktisk fylder tilfældighedstanken mere og mere i den generelle forskning, siger hun og peger blandt andet på, at tilfældigheder har vist sig at have langt større betydning for udviklingen af kræftsygdomme, end vi hidtil har troet.

Det fremgår af interviewet at det er kærestens død, der har bragt Lone Frank i tvivl om nogle anskuelser, hun hidtil har taget for givet. Dette interview med hende er måske det mest interessante jeg har læst med hende. Jeg spekulerer på hvorfor jeg mon har det sådan.

Min første indskydelse er at det er netop fordi Lone Frank er i tvivl. Hun har gennem sit forfatterskab ofte kunne fremstå som eksponent for en form for biologisk determinisme, som jeg har haft svært ved se som en uomgængelig konklusion af vore dages naturvidenskabelige erkendelser.

Det er ikke nogen værdi i sig selv at komme i tvivl – hvis man f.eks. kommer i tvivl om sin modstand mod tortur eller om at mange millioner mennesker blev slået ihjel af nazisterne under 2. verdenskrig. Og hvis mennesker, der skifter mening, skulle være særligt interessante, ville vendekåber og overløbere jo fremstå som ekstra spændende mennesker. Det er bestemt ikke altid tilfældet. Malcolm Xs livsbane er interessant, Karen Jespersens ditto er det måske ikke helt.

Måske jeg bare synes at interviewet er godt fordi hun er i tvivl om noget, jeg selv er i tvivl om? Religiøse mennesker ville måske begynde at håbe at Lone Frank omsider er ved at “indse at alt står i Guds faderhånd”. Eller måske er forklaringen på at interviewet er så interessant i virkeligheden at Lone Frank indrømmer sin tvivl? Den slags gør vendekåber nemlig aldrig. En væsentlig egenskab ved ordentlig videnskabelig praksis er at man som forsker kun må konkludere på baggrund af det man rent faktisk ved og at man skal være præcis om de usikkerhedsfaktorer, der er, og her ser vi hende efterleve det. Det er vel i virkeligheden dét, jeg godt kan lide.

Flattr this!

Her er mit liv (og dit)

Weeks

Visualiseringer kan sige noget, der ellers er svært at udtrykke kort. Mennesker har ofte en tendens til at se deres liv som næsten endeløst; det er vel derfor vi har så svært ved at forlige os med tanken om at vi skal dø.  Men her er et menneskeliv på 90 år udtrykt som uger.  Hvert lille felt svarer til en uge. I nogle af dem sker der noget stort – vi bliver færdige med en uddannelse, får børn, flytter osv. – men de fleste felter er anonyme kvadrater.

Figuren er hentet fra Wait But Why, et interessant lille websted som jeg opdagede ved et tilfælde for nylig. Den lille danske tekst skyldes (ikke overraskende) mig. Jeg bliver igen opmærksom på hvor mange felter, jeg nu har lagt bag mig, og på hvor ukorrekt det faktisk er for mig at hævde at være “midt i livet”.

Flattr this!

Den gamle barndom og den nye

1970

Da jeg var seks år gammel og boede i Arentsminde, en landsby på 400 sjæle, gik jeg alene i skole hver dag. Det var vel omkring 600 meter, måske lidt mere. Da jeg fik en cykel som syvårig, cyklede jeg selv i skole langs hovedvej A11. Mange dage og mange aftener af min barndom var jeg alene ude, når vejret var til det. Jeg var egentlig ikke så meget sammen med de voksne i hjemmet.

Dette er fjern fortid. Vores datter var vel 10 år gammel, før hun fik lov af far og mor til helt alene at gå de 600 meter hen for at besøge en kammerat.

En lang, fascinerende artikel af den amerikanske forfatter Hanna Rosin (ja, det hedder hun!) i The Atlantic handler netop om dét. Vi der er forældre har svært ved at slippe vores børn. I hvert fald i middelklassen er børnene blevet vores “projekter” – vi vil gerne give dem alle muligheder og skåne dem for alt det onde i tilværelsen. Så derfor ender vi med ikke at ville, ikke at turde slippe dem. I Storbritannien var det i 1971 80 procent af alle børn i 3. klasse, der gik alene i skole (uden at blive fulgt). Nu er det kun 9 procent.

Hanna Rosin vier meget af sin artikel til The Land, en skrammellegeplads i Wales, hvor børnene må løbe frit omkring og endda må tænde bål; der er dog altid et par voksne på legepladsen, men de blander sig meget lidt. Skrammellegepladser dukkede op i Storbritannien efter 2. verdenskrig; i Danmark dukkede de allerede op under krigen. Senere kom også skovbørnehaverne. I USA ville det være helt utænkeligt at lade børn færdes frit omkring og endda tænde bål på en legeplads. Det er det efterhånden også herhjemme.

Der er også en lang omtale af den norske forsker Ellen Sandseter, der  konkluderer at børn faktisk gerne vil udfordres af højder, af at håndtere skarpe genstande, af at være i nærheden af noget de synes er farligt (f.eks. ild), af fart, af at udforske på egen hånd. Ved at lære at overfinde “farerne” bliver man mere modig!

Og endelig er der en lang historie om den britiske forsker Roger Hart der i 1972 brugte to år på at studere børns leg et sted i USA og 30 år senere vender tilbage. I 1970’erne løb børnene rundt hvor de ville; nu, hvor de selv er forældre, er tonen en ganske anden over for deres børn!

Det rigtig ironiske er at der i USA faktisk er flere børn, der kommer på skadestuen i vore dage (artiklens data er fra 2012) efter uheld på legepladser end der var i 1980. Så meget for forældrenes anstrengelser for at passe på deres børn!

Selvfølgelig er der grunde til at mentaliteten er en anden, og ikke alt det nye er skidt. Det var i 1970’erne, mange børn oplevede at deres forældre blev skilt – og de har så lovet sig selv ikke at ville svigte deres børn. Selv voksede jeg op uden min far, og det er måske derfor jeg selv har været så beskyttende.

Og for 40 år siden var der ikke fokus på mobning. Det er helt anderledes nu.

Artiklens konklusioner er alligevel værd at tænke over: Måske er det sådan, at hvis vi ikke lader børnene vove, vil de tage større risici senere i livet, hvor vi heller ville have at de tænkte sig bedre om.

Og måske er der en anden følge af at være så længe under forældrenes bekymrede opsyn. Mange forældre beklager at deres børn bliver så hurtigt voksne, men måske er det ikke så underligt, for meget af tiden er børnene jo netop sammen med voksne. Så er der ikke tid til at være barn alene, uovervåget, i sin egen verden.

Flattr this!

Julekort

20131221-201527.jpg

Der går meget længe mellem jeg skriver breve – rigtige breve med frimærke. Men jeg skriver stadig julekort. Jeg holder af denne tradition; den giver mig en god grund til at gøre status over året der nu snart er gået og en god mulighed for at kontakte dem, jeg måske ikke har fået set så meget til i årets løb. Og jeg lægger mærke til at jeg skriver på en anden måde når jeg sidder der ved spisebordet med kort og kuglepen. Jeg plejer at tænke over hvad jeg vil skrive, men når jeg skriver kort tænker jeg over det på en anden måde, for det er svært at rette det jeg har skrevet. Samtidig er det en god tænkepause, hvor jeg prøver at veje alt det triste op mod alt det gode. I år var der så sandelig nok af begge dele: min hustru mistede sin mor, og min mor fik konstateret fremskreden kræft. Men min hustru fik også nyt job og jeg selv var mange gange ude at rejse.

Denne december er jeg kommet sent i gang, og jeg har ikke fået skrevet helt så mange kort som ellers. Til jer jeg ikke har nået at skrive til, men som læser dette: Undskyld jeg var så sent ude – jeg lover at sende jer en hilsen i det nye år!

Flattr this!

Amatørernes aften

platon

Hvornår er man filosof, og hvornår er man “lommefilosof”? Hvornår er man i det hele taget forsker?

På det seneste har jeg læst to beretninger om amatørfilosoffer, der begge har forsøgt at få anerkendelse. Begge var rige amerikanere, der var blevet optaget af tilværelsens gåder. Begge har forsøgt at yde nye bidrag til en del af filosofien, der er blevet lidt glemt og måske også miskrediteret – nemlig metafysik, forsøget på at formulere en teori der forklarer “altings natur”.

Den ene beretning er fra 2001 og handler om jagten på at finde frem til den anonyme person, der gerne ville have en række fremtrædende filosoffer til at bedømme et manuskrift – mod fyrstelig betaling! Bagmanden viste sig at være en forretningsmand ved navn Marc Sanders. Her er hvad Sanders skrev i svar til journalisten:

“Now that you have discovered that I am Ammonius,” he wrote, “I know that you will think it your job to inform the world.” He had chosen to remain anonymous, he explained, so that his “failure to become a professional philosopher” would not come to light and thus tempt professional philosophers to “simply dismiss the idea of reviewing my work out of hand because the work was known to be by a devoted amateur.”

Den anden er langt nyere, nemlig fra i år – her er amatørfilosoffen David Birnbaum, en smykkehandler fra New York, der ud fra jødisk teologi (Birnbaum er selv jøde) forsøger at formulere en metafysik. Også her kommer der penge ind i billedet – Birnbaum finansierer en konference for fremtrædende filosoffer, der skal bedømme og diskutere hans arbejde, der består af en bog i to tykke bind, udgivet på eget forlag.

Der er ikke mange ukendte amatører, der pludselig dukker op og yder store bidrag til erkendelsen. Man kunne måske her nævne den store nederlandske filosof Baruch de Spinoza, der ernærede sig som optiker, men som 40-årig fik tilbudt et professorat i filosofi i Heidelberg. Det sagde han så nej tak til. Men Spinoza korresponderede med teologer og filosoffer i andre europæiske lande, og han var ikke anonym. Rig var han bestemt heller ikke.

Men drømmen lever videre hos en del amatører om at gøre Det Store Gennembrud, og måske lever den særlig stærkt i filosofiens verden, hvor det i det mindste ser ud som om vi alle kan være med. Filosofi virker som et demokratisk fag, hvor det “kun” er det gode argument, der tæller.

Drømmen lever også videre et andet sted, hvor det “kun” er det gode argument der tæller, nemlig i de matematiske fag. Her er der som bekendt ganske mange “beviser” for berømte åbne problemer (bl.a. for at P=NP og for at P er forskellig fra NP). Til gengæld er der ikke mange, der opfører en partikelaccelerator for egne penge i baghaven.

Flattr this!

Til dem, der keder sig

sms-bio

I denne uge kunne jeg læse at Madonna blev smidt ud fra en filmpremiere fordi hun tog sin mobiltelefon frem under forestillingen og sms’ede. I USA planlægger en biografkæde nu at indføre en særlig række bagest i salen for dem, der ikke kan undvære deres mobiltelefoner under forestillingen. Jeg er bestemt ingen helgen: jeg rækker også ud efter min telefon, når jeg keder mig. Så er der spil og musik og foto og en masse apps, jeg kan se på, inden de også bliver kedelige. Men i biografen nøjes jeg med at sidde og skumme over dem, der tager deres telefoner frem selv om de ikke må.

Jeg har engang købt en bog på bogudsalg, og jeg har aldrig taget mig sammen til at læse den. Det er måske ret sigende, for denne bog af Martin Doehlemann hedder bare Kedsomhed og handler om kedsomhed. Heldigvis er der andre, der har læst Doehlemanns bog, bl.a. Per Østergård fra SDU der selv skriver om kedsomhed. Han bemærker at Doehlemann skelner mellem fire former for kedsomhed:

  1. den situative kedsomhed, som opstår, når man venter på nogen eller noget
  2. mæthedskedsomhed, når man har fået for meget af det samme
  3. eksistentiel kedsomhed, hvor livet sådan i det hele taget forekommer én meningsløst
  4. kreativ kedsomhed, hvor kedsomheden gør, at man foretager sig noget andet

Hvorfor går man i biografen, når man hurtigt kommer til at kede sig? De fleste filmskabere vil ikke have at publikum keder sig; de vil gerne undgå den situative kedsomhed. Men det kan i virkeligheden være at biografgængerne i dag er endt med at føle en mæthedskedsomhed eller at filmene simpelthen forekommer dem af være meningsløse. Tænk, hvis vi følte en kreativ kedsomhed i stedet! Måske skal vi til at lære at kede os på en bedre måde og lade telefonerne blive hjemme?

Flattr this!

Slavoj Žižek og The Clash

zizek

I den forgangne uge har der været et interview med Slavoj Žižek i New Statesman.

Anledningen er en ny dokumentarfilm om ham lavet af Sophie Fiennes. Vanen tro er interviewet fyldt med citategnede one-liners. Blandt andet røber den slovenske filosof at han ikke har set den nye film om sig selv – for han kan ikke fordrage at se sig selv på film! Og så synes han egentlig at 99 procent af alle mennesker er idioter.

Yeah, but who are the idiots? I didn’t mean so-called poor, uneducated, ordinary people. If anything, most of the idiots that I know are academics. That’s why I don’t have any interest in communicating too much with academics.

Hvad synes Žižek så om The Clash?

I like their activity … they were engaged [politically]. So I like everything about them … except their music.

Til gengæld er han ret begejstret for Rammstein.

They’re very hard – I think they’re extremely progressive. It’s totally wrong to read them as almost a proto-fascist band. My god, they explicitly supported Die Linke, the leftists there, and so on. I like their extremely subversive from within, undermining of all this – you know? Like, it gives me pleasure. Psychologically I’m a fascist – everyone knows it, no? Who published this – Daily Telegraph? That jerk who pronounced me a leftist fascist, you know? Alan Johnson or who? So – I mean – I think we should take over these – all of these – authoritarian gestures, unity, leader, sacrifice, f*ck it! Why not? No? So, Rammstein are my guys.

Og her er så traileren for The Pervert’s Guide to Ideology:

Flattr this!

Ridsen i sidste sats

ridse

I dag starter jeg igen på arbejde, og selv om det er tid at se frem, ender jeg uvilkårligt med også i den første tid at skue tilbage på ferien. I løbet af min sommerferie fik jeg læst nogle bøger fra den hjemlige, ikke-akademiske boghylde. Det første jeg gjorde var at blive færdig med Thinking, Fast and Slow af Daniel Kahneman. Det er underligt, at det har taget mig flere måneder at få læst netop denne spændende bog, der er fuld af eksperimentelt underbyggede pointer om hvordan mennesker tænker, når de skal træffe rationelle beslutninger.

Én af de pointer, der dukker op sidst i bogen, er den om hvordan tilsyneladende små begivenheder kan ende med at ændre hvordan vi oplever en større helhed. Kahneman nævner bl.a. dette eksempel: Forestil dig en cd eller en lp med en fremragende indspilning af en lang symfoni. I lang tid lytter du opmærksom og glad til musikken, men til allersidst i finalen, tæt ved klimaks, er der en fæl ridse der får cd’en til at skippe eller lp’en til at hakke. Pludselig er oplevelsen ødelagt. Jeg ved det – sådan en cd har jeg selv. Det er en cd med Sinopolis indspilning af kendte orkesterværker; 2 minutter inden afslutningen af sidste spor, “Siegfried Idyll”, er der hvad der lyder som en kilometerdyb ridse midt i en svømmende lyrisk passage.

Hvor er det underligt og egentlig også trist at en oplevelse præget af 95% musikglæde bliver husket som en dårlig oplevelse. Et andet eksempel af mere dramatisk art er et langt og lykkeligt menneskeliv, der afsluttes med nogle måneders svær sygdom. Her vil den måde, vi husker den afdøde på, i høj grad være farvet af det der skete i den sidste tid. Vores vægtning af oplevelserne synes ude af proportioner.

Kahneman skelner mellem det oplevende selv og det huskende selv. Vi bruger det huskende selv til at rekonstruere vores oplevelse, og det bliver i høj grad det huskende selv, der går af med sejren. I et langt interview med Der Spiegel (på engelsk) beskriver Kahneman dette.

SPIEGEL: In your view, the remembering self is very dominant — to the point that it seems to have practically enslaved the experiencing self.

Kahneman: In fact, I call it a tyranny. It can vary in intensity, depending on culture. Buddhists, for example, emphasize the experience, the present; they try to live in the moment. They put little weight on memories and retrospective evaluation. For devout Christians, it’s completely different. For them, the only thing that matters is whether they go to heaven at the end.

Jeg kommer til at huske en oplevelse til Roskilde-festivalen i år, som viser hvor meget denne rekonstruktion er blevet en del af os. I et af de sidste numre af koncerten med The National på Orange Scene gik sangeren Matt Berninger ned i sikkerhedsgraven bag pitten og publikum blev ellevilde. Hvad gjorde vi så? Dér stod vi alle med vores telefoner fremme for at forevige hvordan sangeren var helt tæt på os, løb rundt, hilste og blev krammet. Vore dages kameratelefoner gør det tillokkende at tage billeder når som helst og hvor som helst; de er en konkret manifestation af det huskende selv. Men samtidig lægger det huskende selv en afstand til oplevelsen. Måske ville jeg have fået en endnu bedre koncertoplevelse, hvis jeg havde ladet telefonen blive i lommen netop da.

Min egen sommerferie i Spanien sluttede også med en ridse i sidste sats. Vi havde ikke kontanter nok til at betale taxien til lufthavnen og jeg måtte løbe rundt for at finde en hæveautomat. Køerne ved check-in i lufthavnen i Barcelona var dernæst så langsomme, at vi efter oven en times venten endnu ikke var nået til skranken. Nogen forklaring på hvorfor det gik så helt uhyggeligt langsomt fik vi ikke. Tre kvarter inden afgang kom en kort besked i højttaleren om at passagerer til Aalborg skulle gå til en anden skranke – hvilken opfangede vi ikke, og beskeden blev hverken gentaget eller vist på en skærm. Nu blev vi så desperate, at vi gik hen til sidste-minut-skranken – blot for at få at vide at nu det var for sent. Vores bagage ville ikke kunne blive checket ind, og som en nødløsning skulle vi selv tage vore kufferter gennem sikkerhedskontrollen. Vi blev her spurgt om vi havde væsker med i kufferterne – og selvfølgelig havde vi da det (netop fordi den slags netop ikke skulle i kabinebagagen). Min hustru måtte åbne sin kuffert og få den rodet i, metaldetektoren gav udslag på grund af øjerne i mine lærredssko, som så skulle sendes gennem metaldetektoren. Jeg blev afmægtigt vred. Det var ikke rart for min familie eller for personalet at opleve at jeg ikke kunne bevare roen, og min opførsel er jeg meget flov over nu.

Vi nåede flyet – det viste sig nemlig at være forsinket (noget der heller fremgik ikke af skærmene), så fremme ved gaten stod vi igen i kø. En medpassager kunne her fortælle os at bagagebåndet tilsyneladende var brudt ned og at det formodentlig var årsagen til det umulige check-in.

Det er ærgerligt at indse at hele denne oplevelse, der er afgrænset til to i feriens sidste få timer, farver billede af en sommerferie, der ellers på mange måder var en god oplevelse. Forhåbentlig kan jeg bruge mit huskende selv og de mange billeder jeg tog i løbet af mine ferie til at rekonstruere sommerferien i erindringen.

Flattr this!