En anden form for filosofi

Hver sommer får jeg læst en stribe romaner og novellesamlinger, noget jeg desværre ellers ikke altid er så flink til.

Jeg sidder lige nu med Stories of Your Life and Others, en novellesamling af Ted Chiang; det er ham, der skrev “The Story of Your Life”, den novelle, der er forlægget for filmen Arrival. Novellesamlingen er nu blevet genudsendt under navnet Arrival.

Det interessante ved denne novellesamling er – ligesom for mange andre vellykkede værker inden for genren science fiction – at dens noveller alle er baseret på tankeeksperimenter: Hvordan ville et menneske opføre sig, hvad han/hun var langt mere intelligent end noget andet menneske? Hvordan ville samfundet være indrettet, hvis de middelalderlige teorier om menneskelig forplantning faktisk var korrekte? Hvordan ville en matematiker reagere, hvis hun opdagede at mainstream-matematik viste sig at være inkonsistent? og så fremdeles.

Men vi behøver selvfølgelig ikke at stille så voldsomme spørgsmål. Dostojevskijs Idioten er fortællingen om det gode og forstående menneske (titelpersonen) og hans kvaler i en verden, der bestemt ikke altid er god eller forstående.

På denne måde er fiktionen faktisk en anden vej til at forstå mange de store spørgsmål, som filosofi og psykologi tager udgangspunkt i. Fortællingerne lader os opleve og udforske en verden, vi kan forestille os og kunne være virkelig. Hvis Chiangs novellesamling er en slags erkendelsesteori, udgør Dostojevskijs romaner en etik. Den amerikanske filosof Costica Bradatan beskriver, hvordan Akira Kurozawas film Rashomon faktisk også tager livtag med filosofiske problemer.

Slægtskabet bliver tydeligt, når man husker at der er en del berømte forfattere, der balancerer på grænsen mellem filosofi og fiktion, som f.eks. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre.

Selvfølgelig er der forskelle: I en filosofisk tekst er der ofte en påstand, der bliver fremsat og derefter argumenteret for. I film og litteratur er der som regel ikke denne struktur. Men det er vel i virkeligheden fortællingens handling, der er et “argument”, netop fordi fortællingens grundantagelser bliver ført igennem til deres konklusion, nemlig fortællingens slutning.

Jeg tror selv på at det at læse og se film giver os mulighed for at få yderligere erfaringer end dem, vi oplever i “virkeligheden”, og de giver os en særlig mulighed for at se ind i andre mennesker og derigennem lære empati og sympati. Derfor er det vigtigt at læse, og derfor er det også vigtigt at tænke over, hvad man læser og ser. Dårlige fortællinger er på en måde “dårlig” filosofi.

Flattr this!

Det er svært at lære af andres erfaringer

I min tid som universitetslærer har jeg nogle gange oplevet at studerende har insisteret på at gøre noget, som jeg har advaret dem imod. Det kan dreje sig om dispositioner i projektarbejde eller om hvordan man skal gribe dét at følge et kursus.

Sådan noget som at lave projektarbejde er et eksempel, der viser dette meget tydeligt. Jeg ved f.eks., at det er en dårlig idé at uddelegere opgaver i projektarbejde og først samle op på dem til til allersidst i projektet, men det er usædvanligt svært at overbevise helt nye studerende om det. Det virkede for dem i gymnasiet, så det burde også virke nu, tænker de. De pågældende studerende kan give en vejleder grå hår i hovedet, men de er som udgangspunkt ikke ubegavede – de er simpelthen uerfarne.  Nogle semestre senere er de som regel blevet meget klogere.

Helt tilsvarende kan man fortælle sine børn om alt det, de bør passe på: at færdes i trafikken, indtagelse af alkohol osv.  Og igen virker det meget ofte ikke. Et par årtier senere vil de ofte give deres forældre ret, men nu er det så deres børn, de ikke kan overbevise!

Efterhånden har jeg desværre indset, at en af de store forhindringer er at man meget ofte slet ikke kan kommunikere sin dyrekøbte erfaring uden at komme til at virke belærende og utroværdig. Og det betyder, at der reelt er bestemte slags indsigt, man ofte kun kan nå gennem personlig erfaring.  Desværre er det som oftest alle de vigtigste former for indsigt, der kun kan læres på dén måde.  En artikel på thoughtcatalog.com prøver at lave en liste over dem, og på listen over det, der kun kan læres gennem erfaring er at

  • Livet er svært
  • Alt er midlertidigt
  • Vi har alle brug for kærlighed
  • Man kan komme videre efter et nederlag

Og ironisk er netop dét: At der er noget, man kun kan lære gennem erfaring, noget jeg selv først har lært gennem erfaring!

Flattr this!

Eugene Thacker kontra Birgit Lystager

Eugene Thacker

Nogle gange kan man godt blive ramt af mismod. Der er en masse lidelse i verden, og der er ikke ret mange, der vil passe på klodens miljø. Det kan kun gå galt. Den amerikanske filosof Thacker har gjort dette til en livsanskuelse; han taler om kosmisk pessimisme. Og der er en bog om netop dette, der nu er udkommet på dansk. Det er en lille sag på kun 48 sider. Det hele går galt alligevel, siger Thacker: En dag er menneskeheden alligevel væk, og universet vil ikke mærke nogen forskel ved dét. Der kommer ikke noget ud af at håbe.

Leibniz sagde, at den verden, vi lever i, er den bedste af alle de mulige verdener, Thacker vil sige det modsatte: Denne verden er den værste af dem alle. Og på denne måde er han helt på linje med Schopenhauer.

Jeg troede at Eugene Thacker var en bitter gammel mand ligesom Schopenhauer, men hvis billedet ovenfor står til troende, er han da i al fald ikke gammel endnu. Men det skal nok komme – eller også dør han inden da.

En fremtrædende opponent mod den kosmiske pessimisme var tilsyneladende dansktopsangerinden Birgit Lystager. Egentlig ville jeg helst være hende, men for tiden glipper det desværre.

Flattr this!

I dit korte liv

Så blev jeg omsider færdig med at læse Bertrand Russells bog In Praise of Idleness. Det sidste essay i bogen er Russells overvejelser om hvordan hver enkelt af os skal forholde sig til døden. Hans budskab er at vi skal leve med at vi en dag skal dø og at vi skal lære at fortælle det til os selv – og at finde ud af hvordan vi fortæller det til vore børn.

Nu kan jeg så læse, at amerikanske erhvervsfolk og virksomheder (bl.a. Google) poster store summer penge i forskning i hvordan man kan forlænge livet. Det er ikke forskning målrettet døende mennesker. men forskning der skal gøre det muligt at leve meget længere end de 122 år, der lige nu er rekorden.

En gruppe mennesker (som jeg har skrevet om her på bloggen for snart længe siden) der deler dette håb er transhumanisterne. Hos The Atlantic kan man se en lille video med et kort portræt af den amerikansk-ungarske transhumanist Zoltán Istvan. Men det jeg tænker, når jeg ser og læser om Istvan og hans med-entusiaster, er at de faktisk virker mere optaget af døden end jeg er, når man ser dem med alle deres snedige planer om at snyde døden ved brug af kosttilskud, omhyggelige gymnastikprogrammer, nedfrysning og implanteret elektronik i kroppen.

Nogle har sammenlignet livet med en fest – hermed ikke sagt at et menneskeliv er særlig festligt. Men en fest har en begyndelse og en afslutning, og en dag kommer der en anden fest.  Hvis vi var udødelige, ville festen aldrig slutte, men så ville det også være fristende at vente med at gå til fest. Og måske endte man så med aldrig at ankomme til festen. Jeg vil hævde, at det er min accept af døden, der gør det muligt for mig at leve. Selvfølgelig bliver det underligt at skulle herfra, men der skal være plads til nye generationer med nye ideer og nye drømme.

Der er en gammel sang af PH, der egentlig udtrykker det meget klart:

I dit korte liv
er det meste spildt.
Tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:
Håndtryk blev glemt,
chancer blev spildt.
Hold dig vågen ven.
Hvorfor sove nu
i den lyse sommernat …
Det haster med det kys.
Den kommer, før du tror,
den drømmeløse søvn.

Flattr this!

Alle tror at alle tror

Noge linjer fra Leonard Cohens "Everybody knows":
Noge linjer fra Leonard Cohens “Everybody knows”:

Da jeg var ung, besøgte jeg engang en familie, jeg kendte, i Sydeuropa. Hver morgen serverede de morgenmad for mig  – og til morgenmad fik jeg et glas varm mælk. Det ærgrede mig lidt, for ganske vist drak jeg komælk dengang, men det var altid kold mælk. Men jeg havde bestemt mig for ikke at sige noget til værterne, for man drak åbenbart varm mælk til morgenmad i deres land. Den sidste morgen, jeg var der, sagde jeg at det var lidt interessant at man drak varm mælk her, for i Danmark vil de fleste helst have kold mælk. Da kiggede mine værter forbløffet på mig, for de kunne faktisk bedst lide at drikke kold mælk – men de regnede med at man foretrak varm mælk i Nordeuropa! Og fordi jeg intet sagde, regnede de (naturligt nok) med at alt var som jeg gerne ville have det.

Denne historie kom jeg til at tænke på i dag, hvor jeg købte og gik i gang med at læse Spræng boblen, en ny bog af Vincent F. Hendricks. Han er leder af Center for boblestudier på Københavns Universitet, og i sin bog giver han en populærvidenskabelig analyse af “bobler” i økonomi, på sociale medier og andetsteds hvor der er aktiver på spil. Aktiverne kan være penge eller måske “bare” social prestige i form af likes eller retweets på sociale medierne. En for mig at se helt central observation er denne:

Til tider kan det være nok, at alle tror, at alle andre tror, at der er en fundamental værdi forbundet med aktivet, hvad den så end måtte være…

Her spekulerer jeg på hvor mange fænomener derude – og det er ikke kun “bobler” – der mon hidrører fra at alle tror at andre tror noget bestemt, som man ikke selv tror på. Denne tilstand er måske ikke et egentligt paradosk i logisk forstand, men den rummer i sig en interessant selvmodsigelse. Nogle af de fænomener uden for bobleverdenen som måske skyldes at “alle tror at alle tror” er

  • Usikkerheden om seksuel debutalder. Mange unge mennesker tror at alle andre havde en tidlig seksuel debut og er derfor flove over at debutere sent – men statistikkerne viser, at det faktisk ikke er tilfældet at alle unge mennesker har en tidlig seksuel debut
  • Skønhedsidealer for kvinder. En del unge kvinder tror at alle andre (mænd og kvinder) vil have at kvinder skal være åleslanke  og går derfor meget langt for at blive åleslanke – men igen viser statistikkerne, at det faktisk ikke er tilfældet at det åleslanke ideal er særlig populært.
  • Bestemte politiske tiltag. Mange politiske partier tror at de fleste vælgere vil have en  bestemt politik og bruger derfor mange anstrengelser på at tale for en sådan – men hermed påvirker de formodentlig den samme vælgerskare til at acceptere denne politik mere af nødvendighed end af lyst.

Flattr this!

Vi drømmer om Anden Verdenskrig

_____Intet_navn____1026969z

Min svigerfar interesserer sig meget for Anden Verdenskrig, og min hustru synes af og til at det kan være lidt overvældende at have en far, der går så meget op i denne periode. Men så minder vi os selv om at han var teenager netop på dén tid; en voldsom påvirkning udefra på et tidspunkt i et menneskes liv, hvor der altid sker en masse forandringer. Det kan vi, der ikke har oplevet denne tid, ikke tale med om.

En billedserie i Politiken i dag spørger om Anden Verdenskrig er ved at blive en slags underlig turistattraktion med alle de mange turister, der besøger mindesmærker for de store slag, koncentrationslejre og så fremdeles. Måske er det tilfældet. Stadig i dag, mere end 70 år efter krigens afslutning, er Anden Verdenskrig for mange mennesker den “sidste retfærdige krig” og en uudtømmelig kilde til fortællinger – lige fra Band of Brothers til Anne Franks dagbog. Når en krig skal retfærdiggøres, bliver fjenden sammenlignet med Nazityskland. Når en politiker skal fordømmes, sammenlignes han/hun med Adolf Hitler. Når vi vil protestere mod racisme og intolerence over for religiøse mindretal, griber vi tilbage til Holocaust.

Der er mange politikere, der i disse år prøver at bruge Anden Verdenskrig til at ville lave fortiden om. Anders Fogh Rasmussen prøvede i sin tid som statsminister at tale for at Danmark burde have ydet mere militær modstand den 9. april, og Mette Frederiksen taler om at ville bekæmpe radikaliserende imamer  “som vi bekæmpede nazisterne” – men netop modstandskampen var det kun et lille mindretal af danskerne, der tog del i, og hverken Venstre eller Socialdemokraterne var med her. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti har brugt hele sin politiske løbebane på at rekonstruere sig selv som en slags Kaj Munk i en modstandskamp – uagtet at Kaj Munk dels var en dygtig forfatter, dels først blev modstander af besættelsen, da han indså at han havde taget fejl. Selv var Krarup en lille dreng, da Anders Verdenskrig sluttede.

Også på denne måde er Anden Verdenskrig blevet attraktiv. Men jeg ville ønske, at man kunne se denne krig som det, jeg tror den var: En tid, der var grim og ond og ubegribelig, så ubegribelig at vi, der er en slags historiske turister i den, ikke kan fatte dybden i alt det grusomme. Jeg vil passe meget på med at sammenligne nuværende konflikter med konflikterne dengang og med f.eks. at udnævne den-og-den politiker til en ny Hitler. Når vi prøver på denne slags paralleller, er vi snublende tæt på at ville lave fortiden om. Konflikterne er nogle andre i dag, løsningsmodellerne også nogle andre.

Hvis der er noget, som vi kan lære noget af Anden Verdenskrig og hvor det giver mening at sammenligne, må det være dybden og omfanget af selve lidelsen, selve det grusomme. Den slags grusomheder og den slags lidelser ser vi nemlig stadig i stort omfang i vore dage. Årsagerne er nogle andre, men lidelsen er den samme.

Flattr this!

Wow?

wow-signal

Den 18. august 1977 opdagede den amerikanske astronom Jerry Ehman, som arbejdede som frivillig på SETI-projektet, et 72 sekunder langt kraftigt signal opfanget af Ohio State Universitys radioteleskop i Delaware i Ohio. (Hermed lærte jeg så at Delaware ikke kun er en delstat i USA, men også en by i en anden delstat.) Man gav sig først til at udelukke sædvanlige jordiske kilder, og man ved stadig ikke hvad signalet skyldes, kun at det kom fra et tilsyneladende øde sted i stjernebilledet Skytten. Det har stadig ikke været muligt at dekode signalet (hvis det i det hele taget rummer egentlig information).

20 år senere troede man at man nu havde et signal, der rummede information og kunne dekodes. Beviset på intelligent liv uden for Jorden var fundet. Men nej:  i 1997 var det falsk alarm – signalet kom bare fra en europæisk satellit. Øv.

Jeg ved ikke hvilke følelser der løb igennem astronomerne, kun at New York Times hurtigt fandt ud af at der var astronomer, der havde detekteret et interessant signal. Og dette siger faktisk også en del om hvor svært det kan være at holde den slags hemmeligt.

Mit håb er at en sådan opdagelse vil kunne få os til at se vore problemer her på Jorden i et andet perspektiv. Kan vi føre krig og ødelægge vores planet, hvis der er nogen derude, der opdager det?

Jill Tarter, tidligere direktør for Center for SETI Research, har dette at sige.

“If we succeed at detecting another technological civilization, that success helps tell us that on average, technological civilizations can survive for a long time,” she said. “The very act of success [in hearing from another planet] tells us that we can have a long future. I think that’s the most amazing impact that contact would have, even if we never figure out how to interpret whatever information we receive.”

Flattr this!

Papkasser og ananas

Papkasse

Indtil 1800-tallet var ananas en meget sjælden frugt i Europa, og i 1600-tallets Storbritannien kunne én enkelt ananas koste hvad der i dag svarer til £5000. Der blev bygget tårne med kupler formet som den sjældne og fascinerende koglelignende frugt med det søde indre. I dag koster en økologisk ananas fra Costa Rica 23 kroner.

Da Berlinmuren faldt, var borgerne i DDR dybt fascinerede af bananer. Det var nemlig næsten umuligt at få den slags i østtyske butikker. I dag er der næppe mange tyskere, der bliver fascinerede af mødet med den gule frugt.

Da min datter var 6 år gammel, ville hun altid gerne have de papkasser, jeg fik hvis jeg modtog en pakke med posten. Også kuverter med store japanske tegn syntes hun var spændende. Senere blev jeg ved med at give hende de japanske kuverter jeg fik, men efterhånden var hun blevet ligeglad med dem. Til gengæld var hun blevet glad for dyre japanske tegneserier og konsolspil. Nu var papkassen bare – en papkasse.

I min sommerferie har jeg siddet med min familie i en flyvemaskine og set ned på skyerne. Vi fløj over sydspidsen af Grønland og kunne kigge ned på isbjerge og bjerge, og på et tidspunkt kiggede vi alle ud ad vinduerne. Det var interessant og spændende, men ti minutter efter sad vi igen og lavede noget andet. H.C. Andersen og Leonardo da Vinci ville have givet meget for at opleve det, vi oplevede, Det ville have forandret deres liv for altid. Men for os var det bare en lang flyvetur i et passagerfly.

I Edinburgh var min nabo en ældre tysk dame (faktisk var hun vel netop så gammel som jeg er nu, men dengang syntes jeg hun var en ældre dame), og en dag jeg gik en lille tur med hende, lånte jeg hende min Discman [det var dengang] med en cd med Goréckis 3. symfoni. Hun lyttede til musikken, mens vi gik – den slags havde hun aldrig prøvet før og hun sagde, at det gav hende en helt anderledes fornemmelse af at være ude at gå.

The Book of Life har en spændende artikel om alt det, vi nu tager for givet. De “billige” ting og de “billige” oplevelser har mistet deres skønhed, og de eneste steder hvor man stadig besynger glæden ved ting og glæden ved oplevelser er i reklamer for dyre ting og dyre oplevelser. Fascinationen af det simple og dog underfulde er væk, og kun børnene ejer den endnu – indtil markedskræfterne gør det af med den også for dem.

De stoiske filosoffer beder os genoverveje alt det, vi har og at sætte pris på det, vi faktisk har, så vi kan eje det og værdsætte det inden vi måske mister det. Det er en svær øvelse at holde op med at tage alt det vante for givet.

Flattr this!

At komme i tvivl

Foto: Berlingske
Foto: Berlingske

For ikke så længe siden har der været et interessant interview i Information med videnskabsjournalisten Lone Frank.  Hendes kæreste døde for under et år siden af en kræftsygdom, der blev opdaget alt for sent, og denne store sorg har tydeligt gjort noget ved hende.

I dette interview fremhæver hun tilfældets magt, og det har jeg ikke hørt fra hende før. Hun taler om et forsøg, hvor man har analyseret dødeligheden af klonede mus. Selv for mus med helt ens arveanlæg og helt ens livsbetingelser gælder det nemlig at deres dødelighed er normalfordelt. Det er umiddelbart overraskende.

»Forsøget illustrerer, at i takt med at vi får mere viden om genetik og fysiologi, desto mere kan vi også se, at der bliver ved med at være en rest af viden, som vi ikke kan forklare. Jo mere vi har styr på noget, jo mere falder det ukontrollable i øjnene,« siger Lone Frank. Faktisk fylder tilfældighedstanken mere og mere i den generelle forskning, siger hun og peger blandt andet på, at tilfældigheder har vist sig at have langt større betydning for udviklingen af kræftsygdomme, end vi hidtil har troet.

Det fremgår af interviewet at det er kærestens død, der har bragt Lone Frank i tvivl om nogle anskuelser, hun hidtil har taget for givet. Dette interview med hende er måske det mest interessante jeg har læst med hende. Jeg spekulerer på hvorfor jeg mon har det sådan.

Min første indskydelse er at det er netop fordi Lone Frank er i tvivl. Hun har gennem sit forfatterskab ofte kunne fremstå som eksponent for en form for biologisk determinisme, som jeg har haft svært ved se som en uomgængelig konklusion af vore dages naturvidenskabelige erkendelser.

Det er ikke nogen værdi i sig selv at komme i tvivl – hvis man f.eks. kommer i tvivl om sin modstand mod tortur eller om at mange millioner mennesker blev slået ihjel af nazisterne under 2. verdenskrig. Og hvis mennesker, der skifter mening, skulle være særligt interessante, ville vendekåber og overløbere jo fremstå som ekstra spændende mennesker. Det er bestemt ikke altid tilfældet. Malcolm Xs livsbane er interessant, Karen Jespersens ditto er det måske ikke helt.

Måske jeg bare synes at interviewet er godt fordi hun er i tvivl om noget, jeg selv er i tvivl om? Religiøse mennesker ville måske begynde at håbe at Lone Frank omsider er ved at “indse at alt står i Guds faderhånd”. Eller måske er forklaringen på at interviewet er så interessant i virkeligheden at Lone Frank indrømmer sin tvivl? Den slags gør vendekåber nemlig aldrig. En væsentlig egenskab ved ordentlig videnskabelig praksis er at man som forsker kun må konkludere på baggrund af det man rent faktisk ved og at man skal være præcis om de usikkerhedsfaktorer, der er, og her ser vi hende efterleve det. Det er vel i virkeligheden dét, jeg godt kan lide.

Flattr this!

Her er mit liv (og dit)

Weeks

Visualiseringer kan sige noget, der ellers er svært at udtrykke kort. Mennesker har ofte en tendens til at se deres liv som næsten endeløst; det er vel derfor vi har så svært ved at forlige os med tanken om at vi skal dø.  Men her er et menneskeliv på 90 år udtrykt som uger.  Hvert lille felt svarer til en uge. I nogle af dem sker der noget stort – vi bliver færdige med en uddannelse, får børn, flytter osv. – men de fleste felter er anonyme kvadrater.

Figuren er hentet fra Wait But Why, et interessant lille websted som jeg opdagede ved et tilfælde for nylig. Den lille danske tekst skyldes (ikke overraskende) mig. Jeg bliver igen opmærksom på hvor mange felter, jeg nu har lagt bag mig, og på hvor ukorrekt det faktisk er for mig at hævde at være “midt i livet”.

Flattr this!