Kategoriarkiv: Filosofi i lommen

Vi bliver jo ældre

Udgivet den af
Svar

I et essay i Information skriver Jacob Stubbe Østergaard, der vel er et sted omkring de 30, om sit møde med ungdommen. Da han er på vej over Dronning Louises Bro i København, spørger unge mennesker ham om han ikke skal have noget ansigtsmaling. Og nej, det vil han ikke. Han svarer lidt ironisk at han jo skal “passe ind i normerne og sådan noget” og går videre.

Da jeg fortsatte ned ad Ravnsborggade på Nørrebro, begyndte ironien i min bemærkning at krakelere lidt i kanterne. For nok havde jeg da sagt det med et glimt i øjet, men det var jo rigtigt. Jeg måtte afslå ansigtsmalingen, fordi jeg skulle passe ind i normerne. Jeg var på vej ned på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv. Inde på Kaffeplantagen kan man ikke bare sådan have ansigtsmaling på. Jeg kan ikke sige præcis hvorfor. Folk er søde hernede, men ansigtsmaling ville bare ikke passe ind.

I Østergaards essay dukker den samme tanke op, som sikkert er dukket op hos mange andre mennesker: Vi opdager at vi er blevet ældre og at vores normer har ændret sig. Og vores normer har ændret os samtidig. Det er underligt og på en eller måde forkert at blive ældre. Vi føler at vi er de samme personer som vi “altid” har været, men pludselig ser vi forskellene. Jeg lytter til den samme Bruce Springsteen, som da jeg var 20 år, og han synger de samme sange som dengang (og en masse andre nye) – men både Springsteen og jeg er blevet nogle andre, og i anmeldelserne af gårsdagens koncert kan jeg nu pludselig læse om alle de gråhårede mennesker i publikum.

Jeg holder utroligt meget af Bruce Springsteens musik (og såmænd også af den person, man opdager at han er), men jeg stejler, når nogen ud fra dette udgangspunkt begynder at tale om at “vore dages nye musik i modsætning til Springsteen er noget bras”. Det synes Bruce Springsteen jo faktisk heller ikke. Jeg har ikke lyst til at blive forstokket.

En artikel fra BBC handler om en undersøgelse, der er i gang på universitetet i Cambridge, af hjernerne hos 14-24-årige. Hvad er det, der sker i denne vigtige periode af et menneskes liv? Måske er det hjerneforskningens videnskabelige forklaring på det, vi i dagligsproget kalder for erfaringer.

På Edge.org kan man læse mere om hele dette forskningsfelt; Sarah-Jayne Blakemore, der er professor i hjerneforskning i Cambridge siger bl.a.

The idea that the brain is somehow fixed in early childhood, which was an idea that was very strongly believed up until fairly recently, is completely wrong. There’s no evidence that the brain is somehow set and can’t change after early childhood. In fact, it goes through this very large development throughout adolescence and right into the 20s and 30s, and even after that it’s plastic forever, the plasticity is a baseline state, no matter how old you are.

Dette sidste burde give os alle håb: Vi bliver alle ældre og får flere erfaringer. Men vi behøver ikke at blive forstokkede, bare fordi vi bliver ældre. De unge er ikke dumme; de er simpelthen uerfarne – endnu. Manglen på erfaringer kan være farlig – det er vel på grund af manglende erfaringer, så uforholdsmæssigt mange unge mennesker kører galt, falder i havnen, kører i havnen osv. Men det er også manglen på at være overvældet af erfaringer, der gør det muligt at se verden påny og at skabe verden påny. Hvis vi, der er blevet ældre, kan undgå at lade os overvælde erfaringerne og stadig kan have en længsel og en sult efter at se mere, kan vi også være med.

Andre måder at være på

Udgivet den af
Svar

Bruno Latour i det tænksomme hjørne.

 

Noget af det mest frustrerende er kommunikationen mellem de videnskabelige samfund og “de andre”. “De andre” kan være andre videnskabelige samfund – det kan være det ene fag kontra det andet fag, den ene faglige tradition mod den anden – eller det kan være “etableret videnskab” mod diverse outsidere. Og det kan være helt enormt frustrerende, uanset om jeg taler med en kollega inden for datalogi, der griber samme slags problemstilling an på en anden måde end jeg synes man bør, om jeg taler med en kollega fra et andet fag (måske en person fra ingeniørfagene; de har et helt anderledes syn på bl.a. programmering) eller om jeg taler med en “crackpot”.

“Klimaskeptikerne” og “kreationisterne” er ekstra interessante, netop fordi de er så helt usædvanligt trælse. De synes selv, at de er en legitim udfordring til den etablerede videnskab, og det kan føles som at åbne en fem sektioner tyk avis i stormvejr, når man skal tilbagevise alt deres sludder. Ofte, når de af os, der rent faktisk er del af den videnskabelige mainstream bruger tid på den slags, ender vi med at bruge tid på at slå på at det videnskabelige samfund anvender fagfællebedømmelse, at dets deltagere er blevet bedømt osv. osv. Vi appellerer med andre ord til institutionerne, for de er vores “måde at eksistere på”, snarere end til fakta.

Den franske professor i sociologi Bruno Latour har skrevet en bog, som bliver anmeldt af Tine Byrckel i denne weekend, og den ser ud til at handle netop om dét. Tine Byrckel skriver:

Hver ’videnskab’ lukker sig inde i ekstremt komplekse felter, der oftest undslipper menigmand, når et ’videnskabeligt bevis’ slipper ud til medierne for eksempel. Det drejer sig her, som andre steder hos Latour, helt konkret om hvordan laboratorieforsøg udføres, hvordan artikler skrives, hvor forskningsmidler kommer fra, hvordan karriereforløb bestemmes. Om hvem der sidder i udvalgskommitéer ved videnskabelige tidsskrifter, og hvordan de er landet dér.

Alle mulige andre værensfelter og værdier, som Videnskaben med stort V benægter, har indflydelse på objektet, viser sig i allerhøjeste grad at modificere og forme det.

Latour prøver så at afdække væremåder, vi ganske enkelt overser, men som konkret er del af vor væren. Blot i eksemplet med videnskaben kan man konstatere interaktion af vidt forskellige værensmåder af det, vi tror er ren videnskab. Latour har indtil videre fundet frem til 15 sådanne måder og efterlyser andre.

Bogen kan findes online på http://www.modesofexistence.org/ Lige nu er den kun tilgængelig på originalsproget – en interessant udfordring for mit gamle gymnasiefransk.

Jeg er derfor ikke nået ret langt i Latours skrift, men hans første eksempel er netop et møde mellem erhvervsledere og en klimaforsker. Det er tydeligt at Latours sympati ligger hos klimaforskeren, men han er samtidig ærgerlig over at klimaforskeren simpelthen ender med at appellere til “det videnskabelige samfund”. Fokus er blevet flyttet – nu forholder kritikere sig ikke til videnskabelige fakta, men går simpelthen efter at kritisere selve de videnskabelige institutioner. (Jeg kommer her til at tænke på Anders Fogh Rasmussens triste udfald mod “eksperter og smagsdommere” i sin tid tid.) For at kunne svare ordentligt på denne kritik i stedet for bare at gå i defensiven, er vi også nødt til at forstå den væremåde, som Den Anden, der kritiserer os, lever i.

Men det handler ikke kun om videnskabelige samfund, så vidt jeg kan se, det handler også om alle de andre tilfælde, hvor forskellige væremåder mødes – om hvordan andre samfund svarer på det “moderne”. Prøv bare at tænke på hvordan lande i den tredje verden mere og mere tydeligt udfordrer den “første verdens” måde at handle på. Latours grundpåstand er at den “moderne” vestlige synsvinkel i det hele taget også er begrænset; derfor er udfordringen at “modernisere den moderne vestlige synsvinkel”.

Bruno Latour opfordrer alle til at være med til at skrive kommentarer til hans bog og korrigere det, der bør korrigeres. På den måde udgør hans forskningsprojekt (der har fået støtte af det europæiske forskningsråd) også en spændende tilgang til forskning, en anden måde at tænke på vores videnskabelige samfund på. For alle kan være med. Jeg har også registreret mig; om jeg kan bidrage med noget, ved jeg ikke.

Om at hedde det rigtige og ikke læse forkert

Udgivet den af
Svar

labyrint

Til mødet i Rom talte vi om mulige nye deltagere i vores forskernetværk. Vores formand havde fået en henvendelse fra en mand i Ukraine, der gerne ville være med. Han hed Vyacheslav Levytskyy; jeg tænkte med det samme uvilkårligt: hvordan skal det navn dog udtales? Ingen af de tilstedeværende kendte noget til ham, og vi gik hurtigt videre uden at træffe en beslutning. Måske var vi bare forudindtagede mod ukrainske navne.

Jeg har på Edge.org læst et interessant interview med Adam Alter fra New York University Stern School of Business. Adam Alter forsker i fluency, her forstået som hvor flydende vi mennesker opfatter en kommunikation og hvilke konsekvenser fluency og mangel på samme (disfluency) kan have. Et interessant aspekt er netop egennavne:

We’ve shown, for example, in some studies that if you look at lawyers who join law firms they tend to ascend up the legal hierarchy much more quickly when their names are easy to pronounce or process. That’s independent of a whole lot of other factors, like how foreign the name is. Even if you look at American male names, you’ll find that the ones that are easier to pronounce, there tends to be a relationship where they tend to progress up the hierarchy more.

Man kan læse hvordan danskere med ikke-danskklingende navne (ofte er det danskere med arabisk eller tyrkisk baggrund) i nogle tilfælde skifter navn og at andre oplever et stort antal afslag, når de oplyser deres ikke-danskklingende navn. Jeg er selv helt overbevist om at fordomme hos arbejdsgivere har en stor del af skylden, men gad vide om det også er navnes “sværhedsgrad” der spiller ind blandt ? I så fald må arbejdsgivere også være opmærksomme på dette.

Interviewet med Adam Alter har en hel masse andre fascinerende observationer om hvordan letflydende og sværtflydende kommunikation påvirker vores opfattelse af det, der bliver kommunikeret. Begrebet fluency spiller blandt andet også ind, når man skal læse en tekst. En tekst kan tilsyneladende blive for letflydende:

There’s a famous task called the Cognitive Reflection Test, and this test has three different questions, and each of the questions lures you into giving the wrong response, because the intuitive response is actually incorrect. An example of this is, “When you add the cost of a bat and a ball together the sum of those two is worth $1.10, and the bat costs a dollar more than the ball, how much does the ball cost?” It’s a very simple question. Anyone with basic arithmetic skills can answer it.

…

But if you present the questions in a font that’s a little bit more difficult to read, we found that you can increase their accuracy pretty dramatically. They make fewer of those intuitive responses. They take the time to reconsider their initial responses. They assume that the task is more difficult. They have a bit less confidence in their initial response, and so they tend to do a little bit better at the task. The same is true when you ask them to complete syllogism questions, logical syllogisms, any questions that ask you to think more deeply about a particular topic, where thinking more deeply will lead you to the right answer more often. We’ve shown that with disfluency people are more likely to do that. We have even found the same effect in a number of other domains as well.

Så æstetik er alt andet end triviel; det ikke handler om at finde en font, der får teksten til at “flyde let”, men får os til at få ro til at læse teksten grundigt.

En særlig form for kommunikation, hvor denne udfordring dukker op, er undervisning. Adam Alter giver i sit interview udtryk for noget, der faktisk er en meget vigtig holdning til dette at lære:

It’s very important that people struggle a little bit with tasks early on, because not only are they learning the tasks by doing them, but in a global high-level sense, the act of persevering through that difficulty, and of learning what it feels like to struggle with these things, to deal with the difficulty, makes you better at dealing with future examples of it when you’re really faced with many more difficult tasks.

Det tror jeg ikke

Udgivet den af
Svar

bussen

Kristian Leth skrev i sidste uge i Information om ateisterne, at nogle af dem var “fundamentalister”. Det var en voldsom påstand, men nogle af de reaktioner, der kom, var ikke heldige – der var bl.a. nogle forudsigelige kommentarer fra et bestyrelsesmedlem i Ateistisk Selskab om den katolske kirkes kamp mod brug af kondomer i kampen mod hiv-smitte. Men uanset hvad jeg synes om katolicismen, rammer den slags kommentarer ved siden af. Der er nemlig også en del katolikker “på gulvet”, der synes at kondomer er helt ok i kampen mod hiv.

Man kan ikke bevise eksistensen af en gud; moderne teologer inden for de mest udbredte religioner har da også for længst forladt ideen om “gudsbeviser”. Den slags var populært i middelalderen, men de virkede ikke. De var ikke intersubjektive; kun andre troende lod sig overbevise. (Er det mon egentlig ikke en slags sejr for tvivlere og ateister, at mange teologer nu kun taler om religiøs tro og ikke taler om religiøs viden?)

Men man bliver også nødt til at indrømme, at man heller ikke kan bevise ikke-eksistensen af en gud. Den argumentation mod eksistensen af en gud, som fremtrædende ateister kommer med, er heller ikke intersubjektiv. Det er endda hypotetisk set muligt at en af verdens religioner har ret. Det kunne f.eks. være at det er den polynesiske gud Kamapuaʻa der faktisk eksisterer, mens alle de andre guddomme, der nogensinde er blevet talt om,ikke gør. (Hvis det viste sig at være tilfældet, ville de nok ikke blive glade hverken i Vatikanet eller i Mekka.)

Måske er det så i virkeligheden et agnostisk synspunkt, det jeg her forfægter – at vi ikke kan vide. Men samtidig er jeg endt med at have den holdning, at det er helt overvældende sandsynligt, at religionernes hypoteser er helt og aldeles forkerte. Ateisters argumenter er meget bedre til at overbevise mig end de religiøses.

Den interessante lighed mellem ateismen og en religiøs overbevisning er at de så vidt jeg kan se er lige gyldige, ja faktisk ligegyldige, som fundament for de etiske holdninger, et menneske måtte have. Det er nok at se på Syd- og Mellemamerika, hvor den katolske kirke er blevet brugt som hjemsted for både godsejernes trofaste præster og for “befrielsesteologer” eller på Mellemøsten, hvor islam er blevet brugt som fundament både for et totalitært saudiarabisk regime og for de sufiske poeter, musikere og dansere. De troende skaber en udgave af deres tro, der passer med det, de ellers ville gøre. Og deres institutioner legitimerer sig med en bestemt tro. Denne idé: at legitimere sine handlinger med en ideologisk overbygning, er ikke en idé, der er speciel for religionerne. Jeg kender en del mennesker, der bekender sig til en religion og som er meget sympatiske – men det er de, ikke fordi de tror på dette eller hint, men fordi de er sympatiske mennesker. Og jeg er ikke vred på eller fjendtligt indstillet over for troende som sådan. På samme måde findes der både sympatiske og dybt usympatiske ateister. Vores holdning til religion er en funktion af vore andre holdninger snarere end omvendt. Det er religionsudøvelsens konsekvenser i den materielle verden, der er interessante.

I virkeligheden er det vel dette, der viser religionernes sande svaghed: at man kan bruge dem til hvad som helst og kan beskæftige sig med de etiske spørgsmål uden et religiøst udgangspunkt. De idealer om f.eks. befrielsesteologerne har om social retfærdighed, kan man nemlig sagtens efterleve uden at være religiøs. Men man bliver også nødt til at sige det samme, når man ikke tror på en gud. Vores etiske holdninger, vores bud på et godt liv, er mere end “bare” at tro/ikke tro.

En forklaring fra Guds eget land

Udgivet den af
Svar

Thomas_Nagel_teaching_Ethics

Rune Lykkeberg plejer at skrive noget interessant i Information, og han læser en hel masse interessante bøger. Denne weekend havde han fat i en bog af den amerikanske filosof Thomas Nagel, nemlig  Mind and Cosmos: Why the Materialist Neo-Darwinian Conception of Nature Is Almost Certainly False. Bogen udkom på Oxford University Press sidste år.

Så vidt jeg kan se, er Nagels ærinde det, der har beskæftiget så mange filosoffer siden naturvidenskabens store gennembrud blev en realitet: Hvordan kan vi leve med at den materielle verden kan forklares ved brug af naturvidenskab og at vi samtidig opfatter os selv som subjekter?

Jeg kender selv denne fornemmelse: “jeg” synes da selv at “jeg” er mere end en samling molekyler, og “jeg” er da mere end et tilfældigt eksemplar af Homo sapiens. Er jeg ikke? Det synes vi vel alle, at vi er, uanset om vi holder af os selv eller ej. Reduktionisme er tit et skældsord.

Lykkeberg skriver:

Nagel er på den ene side dualist, når det handler om erkendelse: Der er to verdener, hvor den ene kan erkendes objektivt, mens den anden ikke kan, fordi den rummer bevidsthed, værdier og tanker, der ikke kan afdækkes fysisk eller kemisk. Men han er på den anden side ikke dualist, når det kommer til universet: For han mener, at vores kroppe og hoveder hører til i den samme natur med den samme historie. Vi skal både se vores hjerner som et stykke natur, og natur som noget, der kan blive til tanker og værdier. For at forklare det lancerer Nagel en ’naturteleologi’. Det er en forestilling, der går tilbage til den antikke filosof Aristoteles, men som i årtier har været ildeset: Naturen er ikke bestemt af sine fysiske enheder og kemiske processer, men af sine mål.

Nagels teleologiske hypotese er, at mennesket og naturen ikke er bestemt af mekaniske processer, men også af kosmisk disposition for skabelse af liv, bevidsthed og værdier. Man kan sige, at naturen kommer til sig selv i mennesket. Det særlige ved teleologien er i det perspektiv, at man ikke kan slutte fra det foregående stadium til det næste. Du kan ikke slutte fra nutiden og fremtiden, men derimod kan fremtiden afsløre for dig, hvad der var latent i nutiden.

Hvis Lykkebergs tolkning af Nagels holdning er korrekt, er det unægtelig som om Nagel siger at naturen er “besjælet” med samme slags “sjæl” som mennesket – det er en velkendt holdning.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om bogen – jeg bliver nødt til at læse den for at kunne danne mig en ordentlig mening. Men jeg er lidt skeptisk over for en så voldsom afvisning af hvad naturvidenskaben kan, og jeg synes det er problematisk at give mennesket en sådan særstatus, som Nagel lægger op til. I en grundig og kritisk anmeldelse i det amerikanske tidsskrift The Nation fra oktober 2012 bliver der da også gjort opmærksom på at Nagels bog i sin gennemgang af naturvidenskabens landvindinger tager udgangspunkt i populærvidenskabelig litteratur. Det er ikke så heldigt.

Det, jeg fornemmer at Rune Lykkeberg måske ikke reflekterer så meget over er at også Thomas Nagel er produkt af det USA, hvor evolution stadig er kontroversiel helt op på det officielle niveau. Mark Oppenheimer har en interessant artikel i New York Times, som beskriver denne kontrovers rigtig godt. Når nogen diskuterer evolutionsteori i USA, står den religiøse højrefløj nemlig altid i kulissen. Det gør den også til dels for Thomas Nagels vedkommende. På den ene side er han født i Serbien, er af jødisk baggrund men er selv ateist. På den anden side har han udtalt, at vi skal være taknemmelige for dem, der forsvarer intelligent design! Alene af dén grund er jeg betænkelig ved Nagels ærinde.

Bechdel-testen

Udgivet den af
3

tangled-pascal-dress

Her er noget, der er værd at tænke over, når vi ser film, nemlig de ubevidste forestillinger om kønsroller.

Bechdel-testen er opkaldt efter den amerikanske tegneserietegner Alison Bechdel, der lader testen dukke op i en af sine striber tilbage i 1985. En film består Bechdel-testen hvis følgende kriterier alle gælder:

  1. Der er to eller flere kvinder med i filmen.
  2. Der er en scene, hvor to eller flere kvinder taler sammen uden at der mænd til stede (og vigtigst)
  3. Kvinderne taler om noget andet end mænd/en mand.

Forbløffende mange film består ikke denne test! På http://bechdeltest.com er der en liste over film der består, og andre der ikke gør. Jeg kan komme i tanke om forbløffende mange mainstream-underholdningsfilm, hvor de få kvinder er reduceret til at være “en potentiel romantisk partner” for de mandlige hovedpersoner. James Bond-filmene er et ekstremt eksempel. Jeg er ikke engang sikker på at film af kvindelige instruktører, f.eks. Susanne Bier, kan bestå Bechdel-testen. Og halvdelen af tegnefilmene fra Disney-studierne gør heller ikke.

Selvfølgelig skal man huske at testen har sine begrænsninger (bl.a. er der definitionen af at “tale om noget andet end mænd/en mand” – hvor strengt skal dette tolkes? Må man slet ikke nævne en mand undervejs?), men den er stadig meget tankevækkende.

Hvad er der at bekymre sig om?

Udgivet den af
Svar

optimistiskepessimister

Lad os nu se… Der er f.eks.

  • At tastaturets sejr over håndskriften truer matematikkens udvikling
  • At solens stråling kan aftage og forværre betingelserne for livet på vores planet
  • At den moderne informationsteknologi kombineret med generel historieløshed gør menneskeheden mere modtagelig for fascisme
  • At flere og flere ved mindre og mindre om teknologi
  • At Kina ved hjælp af racehygiejne forsøger at “forædle” befolkningen
  • At den kinesiske økonomi bryder sammen
  • At flere og flere mennesker (især fra konservative religiøse samfund) er dårligt begavede
  • At det bliver muligt for flere og flere at udnytte teknologien til at bygge ødelæggende våben, få Internettet til at bryde ned osv.
  • At pseudovidenskab bliver stadigt mere attraktiv
  • At der er for lidt drikkevand til en stadigt større befolkning
  • At der bliver færre og færre mennesker
  • At maskinerne overtager verden
  • At maskinerne ikke overtager verden, sådan som nogle havde håbet
  • At vi bekymrer os for meget
  • …osv.

Endnu engang har Edge.org spurgt sit panel af toneangivende eksperter, og i 2012 lød spørgsmålet/opfordringen

Tell us something that worries you (for scientific reasons), but doesn’t seem to be on the popular radar yet—and why it should be. Or tell us something that you have stopped worrying about, even if others do, and why it should be taken off the radar. 

Ovenstående er min sammenfatning af hvad jeg læste. Svarene er værd at læse, men nogle er mere værd at læse end andre. Forbløffende mange lader til at være bekymret over bekymringen selv, mens enkelte synes at der ikke rigtig er noget at være bekymret over. Det hele stabiliserer jo alligevel sig selv, og det er jo gået indtil nu.

Tænk på 2. verdenskrig. Inden 2. verdenskrig brød ud, var der i forvejen enorme problemer med økonomisk krise og fascisme, og det var i høj grad disse faktorer, der udløste denne verdenshistoriens værste krig og forsøget på udryddelsen af jøder, romaer, homoseksuelle, handicappede og andre “forkerte”. Til sidst kom der atombomber og i kølvandet på krigen kom der flygtningestrømme, voldsom økonomisk krise og en “kold krig”. Verden blev i løbet af alt dette til sidst “sig selv” igen. Måske er verden et sådant system, der til sidst kan nå en ny ligevægt, men de menneskelige omkostninger var som bekendt enorme. Hvis jeg havde oplevet optakten til 2. verdenskrig, ville jeg være bekymret, også selv om jeg havde anet, hvordan det hele ville ende.

Det er vigtigt at huske (i lighed med stoikerne) at vi skal skelne mellem de af livets forhold, vi har indflydelse på, dem vi har begrænset indflydelse på og dem, vi slet ikke har indflydelse på. Der er selvfølgelig af og til flyttedag mellem kategorierne (tænk på sygdomsbekæmpelse), men jeg tror næppe at vi inden for min levetid f.eks. vil kunne kontrollere supernovaer eller kolonisere solsystemet.

Jeg vil derfor sætte mine penge på det jordnære, dvs. de bekymringer, som vi kan gøre noget ved. Her er jeg faktisk mest enig med Brian Eno – af alle mennesker. Her er hans indlæg i sin helhed.

Most of the smart people I know want nothing to do with politics. We avoid it like the plague—like Edge avoids it, in fact. Is this because we feel that politics isn’t where anything significant happens? Or because we’re too taken up with what we’re doing, be it Quantum Physics or Statistical Genomics or Generative Music? Or because we’re too polite to get into arguments with people? Or because we just think that things will work out fine if we let them be—that The Invisible Hand or The Technosphere will mysteriously sort them out?

Whatever the reasons for our quiescence, politics is still being done—just not by us. It’s politics that gave us Iraq and Afghanistan and a few hundred thousand casualties. It’s politics that’s bleeding the poorer nations for the debts of their former dictators. It’s politics that allows special interests to run the country. It’s politics that helped the banks wreck the economy. It’s politics that prohibits gay marriage and stem cell research but nurtures Gaza and Guantanamo.

But we don’t do politics. We expect other people to do it for us, and grumble when they get it wrong. We feel that our responsibility stops at the ballot box, if we even get that far. After that we’re as laissez-faire as we can get away with.

What worries me is that while we’re laissez-ing, someone else is faire-ing.

Interview

Udgivet den af
1

old49

Jeg satte mig ned og lavede et interview med denne blogs forfatter, der stadig var på internat med sit institut. Det kom måske ikke så meget bag på mig, hvad han sagde, men jeg skrev det ned alligevel.

Det er i dag, du bliver 49, Hans. Tillykke med dét.

Tak.

Er du glad for at leve?

Jeg holder af min familie – min kone, min datter og også de andre, der “bare” er slægtninge – og jeg har også været så heldig at have en masse gode oplevelser i andre sammenhænge. Der har også været store sorger og skuffelser, men sådan er det vel, når man er 49. Det er tit inspirerende at være i live. Så ja, jeg er som regel glad for at leve.

Hvordan har du det med at blive ældre?

Det er underligt, for inderst inde følger sindet ikke helt med. Jeg tænker på en anden måde, end da jeg var 25 – der er en masse erfaringer, jeg har fået. Men der er noget andet, der måske aldrig bliver ældre. Jeg er jo også fortsættelsen af ham, der engang var 25. Det er erfaringerne, der gør forskellen.

Hvad er det for nogle erfaringer?

Det er svært at opsummere, sikkert umuligt. Meget af det “sidder i mig”, og andre kan se sider af mig, som jeg selv er afskåret fra at se. Jeg har efterhånden opdaget, at det langt fra altid går så galt som jeg har frygtet (det gælder bl.a. de gange hvor jeg har været syg), og at der findes forhold i tilværelsen, som jeg kan påvirke og andre forhold, som jeg ikke vil kunne påvirke. Derfor er jeg på nogle måder mere rolig nu. Og jeg har lært en masse om hvor vigtigt det er at formulere sig præcist, og hvad præcision egentlig er. Man skal kunne udtrykke sig, så Den Anden kan forstå, hvad man vil sige, for telepati findes ikke. Den erkendelse er for mit vedkommende vel en konsekvens af bl.a. min karriere i den matematisk orienterede ende af datalogi – og de udfordringer der er i undervisningen på et universitet. Jeg har også lært en masse af at blive forælder og være ægtemand – og af at være med i andre sammenhænge (her tænker jeg især på Amnesty International). Men jeg er ikke færdig med at lære. Og der er sikkert altid noget, jeg aldrig bliver helt tilfreds med. Jeg mærker tit en følelse af at der er meget, der ikke er som det burde være og som bør forandres. Nu kom jeg f.eks. igen til at tænke på alle menneskerettighedskrænkelserne og ulighederne derude.

Uanset min alder og det jeg har erfaret, har jeg stadig en grundlæggende fornemmelse af at verden er åben. På den ene side er det en god fornemmelse, for det betyder at jeg stadig ikke helt har glemt at der er mere, der skal læres og mere der skal opleves. Jeg er vel en nysgerrig sjæl. På den anden side det er også en illusion, at verden er åben, og illusionen er endnu mere en illusion når man er niogfyrre. Efterhånden er jeg bevidst om at jeg med meget stor sandsynlighed har levet over halvdelen af mit liv og at det efterhånden vil gå ned ad bakke. Der kommer en dag, hvor jeg skal dø.

Hvordan har du det med at dø?

Jeg kan stadig ikke forlige mig med det. Jeg ville gerne kunne se, hvad der er om det næste hjørne.  Og jeg er egentlig også bange for selve det øjeblik, hvor jeg skal dø. Er jeg klar til det? Går jeg mon i panik? Det bliver underligt, når hele mit system lukker ned. Det ville være nemmest hvis det skete mens jeg sov.

Tror du på en gud, Hans?

Nej, det må jeg indrømme at jeg er så meget tvivler efterhånden, at svaret må blive nej.  Enten er jeg agnostiker eller ikke-praktiserende ateist. Eller også er jeg bare bange for helt at slippe taget i det sidste, forgæves håb. Nogle gange tænker jeg på troen på en gud som glæden ved at have en bamse. Det er bamsens ejer, der tillægger bamsen alle de gode egenskaber og finder trøst med den. Bamsen siger ikke noget og gør ikke noget. Den har kære øjne og smiler, men bamsens øjne og smil er lavet af et menneske. (Jeg holder faktisk meget af bamser!)

Jeg har det underligt med at lyde så forbeholden. Er det her noget du spørger om, fordi du har fået at vide, at jeg er bange for at dø?

Ja og nej. Jeg ved at mange religiøse mennesker ikke er bange for at dø. Men jeg ved også, at mange mennesker, der ikke er religiøse, heller ikke er bange for at dø. Det er mest alle tvivlerne, der har problemerne.

Sådan en som mig?

Måske. Hvordan havde du det den 8. januar 1913?

Det er et mærkeligt spørgsmål. Jeg var jo slet ikke født. Egentlig giver det ingen mening at spørge.

Var det ikke underligt for dig dengang, da du endnu ikke eksisterede?

Nej. Spørgsmålet giver slet ikke mening. Et menneske, der ikke findes, kan ikke være ked af det.

Hvordan tror du, du har det den 8. januar 2113?

Til den tid er jeg for længst død. Og fordi jeg igen ikke eksisterer, giver spørgsmålet heller ingen mening denne gang. Eller rettere: jeg har det nok præcis som jeg havde det 200 år tidligere. Eller rettere: der var ikke et “jeg”, der er det samme som det “jeg”, der svarer på dit spørgsmål.

Men hvad er det så der er så trist ved at du skal dø?

Jeg tror, det er uvisheden (selv om det jo er underligt at være uvis om noget, der ikke er grund til at være uvis om). Måske er det selve det uvisse håb om et efterliv, der får os til at frygte døden – og det gælder også for mig, der er så stærk i tvivlen efterhånden. Men det er også uafvendeligheden. Vi kan flytte, vi kan blive skilt, vi kan sige vores job op (hvis vi har ét). Vi kan påvirke andre menneskers tilværelse og påvirke samfundet (hvis vi vil). Men der er noget, vi aldrig kan påvirke – og det er netop døden. Den kommer hvad end der sker. Vi skal alle dø engang. Måske er trøsten at vi allerede tidligere har prøvet ikke at eksistere. Jeg vil helst ikke sige at tilværelsen er en cyklus – for det der med reinkarnation er bare endnu en idé om et “efterliv”.

Hvordan vil du tilbringe i dag, den 8. januar 2013?

Jeg kommer hjem fra institutseminaret ikke alt for sent på eftermiddagen. I dagens anledning vil jeg ikke rette eksamensopgaver eller læse i de projektrapporter, jeg skal holde eksamen om. I stedet vil jeg befinde mig i familiens skød, hvor jeg bl.a. tage mig af den sidste overlevende pose pebernødder. Og jeg vil minde mig selv om at jeg stadig lever  og at jeg faktisk er meget privilegeret.

Firs-tyve

Udgivet den af
Svar

firstyve

Af og til hører jeg om “80/20″-reglen. Det anslås at 80 procent af alle køretidsfejl i Microsofts software skyldes 20 procent af fejlene i koden. Jeg kan også læse, at det i USA er 20 procent af de kriminelle, der begår 80 procent af al kriminalitet.

Jeg tør ikke sætte tal på, men jeg har også selv en fornemmelse af at det til offentlige møder oftest er en lille andel af de tilstedeværende, der taler suverænt mest (ved de foredrag, jeg har givet om gruppebaseret projekteksamen har det hver gang været sådan) og af at det både i studerendes projektarbejde og i egen og andres forskning så godt som altid er tilfældet at det meste og det mest spændende sker i den sidste måned – så der bliver brugt uforholdsmæssigt meget tid i starten på noget, der senere viser sig at være af begrænset værdi.

80/20-reglen blev formuleret i 1906 af den italienske økonom Vilfredo Pareto (1848-1923), der bl.a observerede at 20 procent af hans ærteplanter leverede 80 procent af udbyttet og at 80 procent af al jord i Italien, da Pareto levede, blev ejet af 20 procent af befolkningen. Den tid, hvor Pareto var aktiv, var i øvrigt også den tid hvor en anden italiener, Corrado Gini, gav sit bud på et kvantitativt mål for økonomisk ulighed, den såkaldte Gini-koefficient. Også Ginis arbejde er baseret på studiet af fordelingsfunktioner.

Reglen hænger sammen med en antagelse om at mange fænomener følger det, man nu kalder en Pareto-fordeling. En stokastisk variabel X er Pareto-fordelt med parametre \alpha og x_m hvis dens fordelingsfunktion er givet ved

F_X(x) = \begin{cases} 1 - (\frac{x_m}{x})^{\alpha} & \mbox{for } x \geq x_m \\ 0 & \text{for } x < x_m \end{cases}

Så x_m angiver en minimumsværdi, som X kan antage. Hvis man sætter \alpha = \log_4 5 \approx 1.16, får vi netop 80/20-reglen.

Er Pareto-fordelingen “naturlig”? Det ved jeg ikke – jeg er ikke matematikøkonom (læser du min blog, Esben?) – men der findes en samling resultater som giver tilstrækkelige betingelser for hvornår en stokastisk variabel er Pareto-fordelt. På den måde er de vel en slags pendanter til den centrale grænseværdisætning.

Hvis arbejdsindsats også er Pareto-fordelt og følger 80/20-loven, skulle man tro at man kunne effektivisere sin arbejdsplanlægning. Men hvis man udvælger 20 procent af opgaverne og nøjes med at koncentrere sig om dem, betyder det kun, at man stadig vil ende med at bruge 80 procent af sine resurser på 20 procent af dette udvalg. Fordelingskurven er nemlig selv-similær i matematisk forstand!

80/20-reglen er under alle omstændigheder ikke en universel lov, og det er vigtigt at huske. I bedste fald er 80/20-reglen vel en beskrivelse af bestemte situationer, hvor man ikke regulerer det, man måler. Tallene er ikke naturkonstanter. I samfund med stor social ulighed ser det som bekendt ganske anderledes ud – for eksempel er det i nogle lande i verden en meget lille procentdel af befolkningen, der ejer næsten al jord. Hvis vi vil forhindre at 80 procent af jorden ejes af 20 procent af befolkningen, kan det ske gennem en jordreform. På tilsvarende vis kan man påvirke fordelingen af den tid, man bruger på bestemte arbejdsopgaver.

Desuden er det vigtigt at huske, at vi har en tendens til at hæfte os ved de tilfælde, der bekræfter vores hypotese – nemlig de tilfælde, der opfylder 80/20-reglen. I virkeligheden er de interessante tilfælde jo de mange tilfælde, hvor det ikke sker!

Den underlige Turing-test

Udgivet den af
Svar

Turing-testen er det berømte “imitationsspil”, som Alan Turing foreslog som en metode til at undersøge om en programmerbar computer er i besiddelse af menneskelig intelligens. Det er tilfældet, sagde Turing, hvis computeren og mennesket er uskelnelige i en dialog, hvor man som dialogpartner ikke ved eller kan se hvem der er hvem.

En forsker ved Laboratoire d’Etude de l’Apprentissage et du développement ved universitetet i Bourgogne har et interessant indlæg i Communications of the ACM om netop Turing-testen. Han hedder forresten Robert French – et usædvanligt passende navn, må man sige.

Hans pointe er at vi skal se bort fra Turing-testen netop fordi computere ikke er mennesker og aldrig kan blive det. Som mennesker har vi noget helt enestående, nemlig den menneskelige organisme med alt hvad det indebærer at have en sådan. En computer vil aldrig kunne blive forkølet eller mærke hvordan det er at skulle skynde sig på toilettet. Men det betyder ikke at en computer ikke kan udvide bestemte former for intelligens, skriver Robert French.

The point is essentially the same one I made in an earlier es- say, that it would be “essentially impossible for a machine that has not experienced the world as we have to pass the Turing Test.” This observation in no way implies renouncing the goal of building intelligent machines. It suggests merely that we renounce the Turing-inspired goal of building intelligent machines that mimic our own behavior so perfectly that we would not be able to distinguish them from ourselves.

Man kan sagtens udvise intelligens uden at være en komplet menneskelig organisme. Et menneske, der er født som stærkt bevægelseshandicappet, kan ikke lave et vristspark eller fortælle hvordan det føles, men kan sagtens følge med i en fodboldkamp – og kan være god til mange, mange andre ting.

Jeg spekulerer selv på hvorfor det egentlig skulle være så vigtigt at få computeren til at udvise menneskelig intelligens. Det er meget vigtigere for mig at have den som et godt værktøj, så jeg kan koncentrere mig om det bedste i min tilværelse. Og hvorfor skulle jeg være interesseret i at frembringe min egen konkurrent? French skriver:

The degree to which progress can be made in AI will be in direct relation to the degree to which the problems to be solved can be represented cleanly and unambiguously. One of the next great challenges of AI will be the development of computer programs designed to discover and prove elegant new mathematical theorems worthy of publication in mathematics journals, not because they were done by a computer but because the mathematics itself will be worthy of publication. Other challenges will be development of programs that make use of the oceans of data now available to find new relationships between diseases and human behavior or the environment. Yet others will be programs that can look at two different pictures and find their analogous elements.

Dette peger i virkeligheden væk fra dogmet “maskinintelligens” og hen mod det, der i 1980′erne blev kaldt ekspertsystemer.

Hvis jeg som forsker kan få en computer, der kan inspirere mig og lade sig blive inspireret af mig, vil jeg være særdeles tilfreds. Det er langt vigtigere for mig end at få en computer, jeg også kan snakke med om julegaveindkøb, finansloven, landskampen i sidste måned eller den trælse hoste, jeg har døjet med. Om jeg så må sige: Det har vi allerede folk til.