Til dem, der keder sig

sms-bio

I denne uge kunne jeg læse at Madonna blev smidt ud fra en filmpremiere fordi hun tog sin mobiltelefon frem under forestillingen og sms’ede. I USA planlægger en biografkæde nu at indføre en særlig række bagest i salen for dem, der ikke kan undvære deres mobiltelefoner under forestillingen. Jeg er bestemt ingen helgen: jeg rækker også ud efter min telefon, når jeg keder mig. Så er der spil og musik og foto og en masse apps, jeg kan se på, inden de også bliver kedelige. Men i biografen nøjes jeg med at sidde og skumme over dem, der tager deres telefoner frem selv om de ikke må.

Jeg har engang købt en bog på bogudsalg, og jeg har aldrig taget mig sammen til at læse den. Det er måske ret sigende, for denne bog af Martin Doehlemann hedder bare Kedsomhed og handler om kedsomhed. Heldigvis er der andre, der har læst Doehlemanns bog, bl.a. Per Østergård fra SDU der selv skriver om kedsomhed. Han bemærker at Doehlemann skelner mellem fire former for kedsomhed:

  1. den situative kedsomhed, som opstår, når man venter på nogen eller noget
  2. mæthedskedsomhed, når man har fået for meget af det samme
  3. eksistentiel kedsomhed, hvor livet sådan i det hele taget forekommer én meningsløst
  4. kreativ kedsomhed, hvor kedsomheden gør, at man foretager sig noget andet

Hvorfor går man i biografen, når man hurtigt kommer til at kede sig? De fleste filmskabere vil ikke have at publikum keder sig; de vil gerne undgå den situative kedsomhed. Men det kan i virkeligheden være at biografgængerne i dag er endt med at føle en mæthedskedsomhed eller at filmene simpelthen forekommer dem af være meningsløse. Tænk, hvis vi følte en kreativ kedsomhed i stedet! Måske skal vi til at lære at kede os på en bedre måde og lade telefonerne blive hjemme?

Slavoj Žižek og The Clash

zizek

I den forgangne uge har der været et interview med Slavoj Žižek i New Statesman.

Anledningen er en ny dokumentarfilm om ham lavet af Sophie Fiennes. Vanen tro er interviewet fyldt med citategnede one-liners. Blandt andet røber den slovenske filosof at han ikke har set den nye film om sig selv – for han kan ikke fordrage at se sig selv på film! Og så synes han egentlig at 99 procent af alle mennesker er idioter.

Yeah, but who are the idiots? I didn’t mean so-called poor, uneducated, ordinary people. If anything, most of the idiots that I know are academics. That’s why I don’t have any interest in communicating too much with academics.

Hvad synes Žižek så om The Clash?

I like their activity … they were engaged [politically]. So I like everything about them … except their music.

Til gengæld er han ret begejstret for Rammstein.

They’re very hard – I think they’re extremely progressive. It’s totally wrong to read them as almost a proto-fascist band. My god, they explicitly supported Die Linke, the leftists there, and so on. I like their extremely subversive from within, undermining of all this – you know? Like, it gives me pleasure. Psychologically I’m a fascist – everyone knows it, no? Who published this – Daily Telegraph? That jerk who pronounced me a leftist fascist, you know? Alan Johnson or who? So – I mean – I think we should take over these – all of these – authoritarian gestures, unity, leader, sacrifice, f*ck it! Why not? No? So, Rammstein are my guys.

Og her er så traileren for The Pervert’s Guide to Ideology:

Ridsen i sidste sats

ridse

I dag starter jeg igen på arbejde, og selv om det er tid at se frem, ender jeg uvilkårligt med også i den første tid at skue tilbage på ferien. I løbet af min sommerferie fik jeg læst nogle bøger fra den hjemlige, ikke-akademiske boghylde. Det første jeg gjorde var at blive færdig med Thinking, Fast and Slow af Daniel Kahneman. Det er underligt, at det har taget mig flere måneder at få læst netop denne spændende bog, der er fuld af eksperimentelt underbyggede pointer om hvordan mennesker tænker, når de skal træffe rationelle beslutninger.

Én af de pointer, der dukker op sidst i bogen, er den om hvordan tilsyneladende små begivenheder kan ende med at ændre hvordan vi oplever en større helhed. Kahneman nævner bl.a. dette eksempel: Forestil dig en cd eller en lp med en fremragende indspilning af en lang symfoni. I lang tid lytter du opmærksom og glad til musikken, men til allersidst i finalen, tæt ved klimaks, er der en fæl ridse der får cd’en til at skippe eller lp’en til at hakke. Pludselig er oplevelsen ødelagt. Jeg ved det – sådan en cd har jeg selv. Det er en cd med Sinopolis indspilning af kendte orkesterværker; 2 minutter inden afslutningen af sidste spor, “Siegfried Idyll”, er der hvad der lyder som en kilometerdyb ridse midt i en svømmende lyrisk passage.

Hvor er det underligt og egentlig også trist at en oplevelse præget af 95% musikglæde bliver husket som en dårlig oplevelse. Et andet eksempel af mere dramatisk art er et langt og lykkeligt menneskeliv, der afsluttes med nogle måneders svær sygdom. Her vil den måde, vi husker den afdøde på, i høj grad være farvet af det der skete i den sidste tid. Vores vægtning af oplevelserne synes ude af proportioner.

Kahneman skelner mellem det oplevende selv og det huskende selv. Vi bruger det huskende selv til at rekonstruere vores oplevelse, og det bliver i høj grad det huskende selv, der går af med sejren. I et langt interview med Der Spiegel (på engelsk) beskriver Kahneman dette.

SPIEGEL: In your view, the remembering self is very dominant — to the point that it seems to have practically enslaved the experiencing self.

Kahneman: In fact, I call it a tyranny. It can vary in intensity, depending on culture. Buddhists, for example, emphasize the experience, the present; they try to live in the moment. They put little weight on memories and retrospective evaluation. For devout Christians, it’s completely different. For them, the only thing that matters is whether they go to heaven at the end.

Jeg kommer til at huske en oplevelse til Roskilde-festivalen i år, som viser hvor meget denne rekonstruktion er blevet en del af os. I et af de sidste numre af koncerten med The National på Orange Scene gik sangeren Matt Berninger ned i sikkerhedsgraven bag pitten og publikum blev ellevilde. Hvad gjorde vi så? Dér stod vi alle med vores telefoner fremme for at forevige hvordan sangeren var helt tæt på os, løb rundt, hilste og blev krammet. Vore dages kameratelefoner gør det tillokkende at tage billeder når som helst og hvor som helst; de er en konkret manifestation af det huskende selv. Men samtidig lægger det huskende selv en afstand til oplevelsen. Måske ville jeg have fået en endnu bedre koncertoplevelse, hvis jeg havde ladet telefonen blive i lommen netop da.

Min egen sommerferie i Spanien sluttede også med en ridse i sidste sats. Vi havde ikke kontanter nok til at betale taxien til lufthavnen og jeg måtte løbe rundt for at finde en hæveautomat. Køerne ved check-in i lufthavnen i Barcelona var dernæst så langsomme, at vi efter oven en times venten endnu ikke var nået til skranken. Nogen forklaring på hvorfor det gik så helt uhyggeligt langsomt fik vi ikke. Tre kvarter inden afgang kom en kort besked i højttaleren om at passagerer til Aalborg skulle gå til en anden skranke – hvilken opfangede vi ikke, og beskeden blev hverken gentaget eller vist på en skærm. Nu blev vi så desperate, at vi gik hen til sidste-minut-skranken – blot for at få at vide at nu det var for sent. Vores bagage ville ikke kunne blive checket ind, og som en nødløsning skulle vi selv tage vore kufferter gennem sikkerhedskontrollen. Vi blev her spurgt om vi havde væsker med i kufferterne – og selvfølgelig havde vi da det (netop fordi den slags netop ikke skulle i kabinebagagen). Min hustru måtte åbne sin kuffert og få den rodet i, metaldetektoren gav udslag på grund af øjerne i mine lærredssko, som så skulle sendes gennem metaldetektoren. Jeg blev afmægtigt vred. Det var ikke rart for min familie eller for personalet at opleve at jeg ikke kunne bevare roen, og min opførsel er jeg meget flov over nu.

Vi nåede flyet – det viste sig nemlig at være forsinket (noget der heller fremgik ikke af skærmene), så fremme ved gaten stod vi igen i kø. En medpassager kunne her fortælle os at bagagebåndet tilsyneladende var brudt ned og at det formodentlig var årsagen til det umulige check-in.

Det er ærgerligt at indse at hele denne oplevelse, der er afgrænset til to i feriens sidste få timer, farver billede af en sommerferie, der ellers på mange måder var en god oplevelse. Forhåbentlig kan jeg bruge mit huskende selv og de mange billeder jeg tog i løbet af mine ferie til at rekonstruere sommerferien i erindringen.

Vi bliver jo ældre

I et essay i Information skriver Jacob Stubbe Østergaard, der vel er et sted omkring de 30, om sit møde med ungdommen. Da han er på vej over Dronning Louises Bro i København, spørger unge mennesker ham om han ikke skal have noget ansigtsmaling. Og nej, det vil han ikke. Han svarer lidt ironisk at han jo skal “passe ind i normerne og sådan noget” og går videre.

Da jeg fortsatte ned ad Ravnsborggade på Nørrebro, begyndte ironien i min bemærkning at krakelere lidt i kanterne. For nok havde jeg da sagt det med et glimt i øjet, men det var jo rigtigt. Jeg måtte afslå ansigtsmalingen, fordi jeg skulle passe ind i normerne. Jeg var på vej ned på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv. Inde på Kaffeplantagen kan man ikke bare sådan have ansigtsmaling på. Jeg kan ikke sige præcis hvorfor. Folk er søde hernede, men ansigtsmaling ville bare ikke passe ind.

I Østergaards essay dukker den samme tanke op, som sikkert er dukket op hos mange andre mennesker: Vi opdager at vi er blevet ældre og at vores normer har ændret sig. Og vores normer har ændret os samtidig. Det er underligt og på en eller måde forkert at blive ældre. Vi føler at vi er de samme personer som vi “altid” har været, men pludselig ser vi forskellene. Jeg lytter til den samme Bruce Springsteen, som da jeg var 20 år, og han synger de samme sange som dengang (og en masse andre nye) – men både Springsteen og jeg er blevet nogle andre, og i anmeldelserne af gårsdagens koncert kan jeg nu pludselig læse om alle de gråhårede mennesker i publikum.

Jeg holder utroligt meget af Bruce Springsteens musik (og såmænd også af den person, man opdager at han er), men jeg stejler, når nogen ud fra dette udgangspunkt begynder at tale om at “vore dages nye musik i modsætning til Springsteen er noget bras”. Det synes Bruce Springsteen jo faktisk heller ikke. Jeg har ikke lyst til at blive forstokket.

En artikel fra BBC handler om en undersøgelse, der er i gang på universitetet i Cambridge, af hjernerne hos 14-24-årige. Hvad er det, der sker i denne vigtige periode af et menneskes liv? Måske er det hjerneforskningens videnskabelige forklaring på det, vi i dagligsproget kalder for erfaringer.

På Edge.org kan man læse mere om hele dette forskningsfelt; Sarah-Jayne Blakemore, der er professor i hjerneforskning i Cambridge siger bl.a.

The idea that the brain is somehow fixed in early childhood, which was an idea that was very strongly believed up until fairly recently, is completely wrong. There’s no evidence that the brain is somehow set and can’t change after early childhood. In fact, it goes through this very large development throughout adolescence and right into the 20s and 30s, and even after that it’s plastic forever, the plasticity is a baseline state, no matter how old you are.

Dette sidste burde give os alle håb: Vi bliver alle ældre og får flere erfaringer. Men vi behøver ikke at blive forstokkede, bare fordi vi bliver ældre. De unge er ikke dumme; de er simpelthen uerfarne – endnu. Manglen på erfaringer kan være farlig – det er vel på grund af manglende erfaringer, så uforholdsmæssigt mange unge mennesker kører galt, falder i havnen, kører i havnen osv. Men det er også manglen på at være overvældet af erfaringer, der gør det muligt at se verden påny og at skabe verden påny. Hvis vi, der er blevet ældre, kan undgå at lade os overvælde erfaringerne og stadig kan have en længsel og en sult efter at se mere, kan vi også være med.

Andre måder at være på

Bruno Latour i det tænksomme hjørne.

 

Noget af det mest frustrerende er kommunikationen mellem de videnskabelige samfund og “de andre”. “De andre” kan være andre videnskabelige samfund – det kan være det ene fag kontra det andet fag, den ene faglige tradition mod den anden – eller det kan være “etableret videnskab” mod diverse outsidere. Og det kan være helt enormt frustrerende, uanset om jeg taler med en kollega inden for datalogi, der griber samme slags problemstilling an på en anden måde end jeg synes man bør, om jeg taler med en kollega fra et andet fag (måske en person fra ingeniørfagene; de har et helt anderledes syn på bl.a. programmering) eller om jeg taler med en “crackpot”.

“Klimaskeptikerne” og “kreationisterne” er ekstra interessante, netop fordi de er så helt usædvanligt trælse. De synes selv, at de er en legitim udfordring til den etablerede videnskab, og det kan føles som at åbne en fem sektioner tyk avis i stormvejr, når man skal tilbagevise alt deres sludder. Ofte, når de af os, der rent faktisk er del af den videnskabelige mainstream bruger tid på den slags, ender vi med at bruge tid på at slå på at det videnskabelige samfund anvender fagfællebedømmelse, at dets deltagere er blevet bedømt osv. osv. Vi appellerer med andre ord til institutionerne, for de er vores “måde at eksistere på”, snarere end til fakta.

Den franske professor i sociologi Bruno Latour har skrevet en bog, som bliver anmeldt af Tine Byrckel i denne weekend, og den ser ud til at handle netop om dét. Tine Byrckel skriver:

Hver ’videnskab’ lukker sig inde i ekstremt komplekse felter, der oftest undslipper menigmand, når et ’videnskabeligt bevis’ slipper ud til medierne for eksempel. Det drejer sig her, som andre steder hos Latour, helt konkret om hvordan laboratorieforsøg udføres, hvordan artikler skrives, hvor forskningsmidler kommer fra, hvordan karriereforløb bestemmes. Om hvem der sidder i udvalgskommitéer ved videnskabelige tidsskrifter, og hvordan de er landet dér.

Alle mulige andre værensfelter og værdier, som Videnskaben med stort V benægter, har indflydelse på objektet, viser sig i allerhøjeste grad at modificere og forme det.

Latour prøver så at afdække væremåder, vi ganske enkelt overser, men som konkret er del af vor væren. Blot i eksemplet med videnskaben kan man konstatere interaktion af vidt forskellige værensmåder af det, vi tror er ren videnskab. Latour har indtil videre fundet frem til 15 sådanne måder og efterlyser andre.

Bogen kan findes online på http://www.modesofexistence.org/ Lige nu er den kun tilgængelig på originalsproget – en interessant udfordring for mit gamle gymnasiefransk.

Jeg er derfor ikke nået ret langt i Latours skrift, men hans første eksempel er netop et møde mellem erhvervsledere og en klimaforsker. Det er tydeligt at Latours sympati ligger hos klimaforskeren, men han er samtidig ærgerlig over at klimaforskeren simpelthen ender med at appellere til “det videnskabelige samfund”. Fokus er blevet flyttet – nu forholder kritikere sig ikke til videnskabelige fakta, men går simpelthen efter at kritisere selve de videnskabelige institutioner. (Jeg kommer her til at tænke på Anders Fogh Rasmussens triste udfald mod “eksperter og smagsdommere” i sin tid tid.) For at kunne svare ordentligt på denne kritik i stedet for bare at gå i defensiven, er vi også nødt til at forstå den væremåde, som Den Anden, der kritiserer os, lever i.

Men det handler ikke kun om videnskabelige samfund, så vidt jeg kan se, det handler også om alle de andre tilfælde, hvor forskellige væremåder mødes – om hvordan andre samfund svarer på det “moderne”. Prøv bare at tænke på hvordan lande i den tredje verden mere og mere tydeligt udfordrer den “første verdens” måde at handle på. Latours grundpåstand er at den “moderne” vestlige synsvinkel i det hele taget også er begrænset; derfor er udfordringen at “modernisere den moderne vestlige synsvinkel”.

Bruno Latour opfordrer alle til at være med til at skrive kommentarer til hans bog og korrigere det, der bør korrigeres. På den måde udgør hans forskningsprojekt (der har fået støtte af det europæiske forskningsråd) også en spændende tilgang til forskning, en anden måde at tænke på vores videnskabelige samfund på. For alle kan være med. Jeg har også registreret mig; om jeg kan bidrage med noget, ved jeg ikke.

Om at hedde det rigtige og ikke læse forkert

labyrint

Til mødet i Rom talte vi om mulige nye deltagere i vores forskernetværk. Vores formand havde fået en henvendelse fra en mand i Ukraine, der gerne ville være med. Han hed Vyacheslav Levytskyy; jeg tænkte med det samme uvilkårligt: hvordan skal det navn dog udtales? Ingen af de tilstedeværende kendte noget til ham, og vi gik hurtigt videre uden at træffe en beslutning. Måske var vi bare forudindtagede mod ukrainske navne.

Jeg har på Edge.org læst et interessant interview med Adam Alter fra New York University Stern School of Business. Adam Alter forsker i fluency, her forstået som hvor flydende vi mennesker opfatter en kommunikation og hvilke konsekvenser fluency og mangel på samme (disfluency) kan have. Et interessant aspekt er netop egennavne:

We’ve shown, for example, in some studies that if you look at lawyers who join law firms they tend to ascend up the legal hierarchy much more quickly when their names are easy to pronounce or process. That’s independent of a whole lot of other factors, like how foreign the name is. Even if you look at American male names, you’ll find that the ones that are easier to pronounce, there tends to be a relationship where they tend to progress up the hierarchy more.

Man kan læse hvordan danskere med ikke-danskklingende navne (ofte er det danskere med arabisk eller tyrkisk baggrund) i nogle tilfælde skifter navn og at andre oplever et stort antal afslag, når de oplyser deres ikke-danskklingende navn. Jeg er selv helt overbevist om at fordomme hos arbejdsgivere har en stor del af skylden, men gad vide om det også er navnes “sværhedsgrad” der spiller ind blandt ? I så fald må arbejdsgivere også være opmærksomme på dette.

Interviewet med Adam Alter har en hel masse andre fascinerende observationer om hvordan letflydende og sværtflydende kommunikation påvirker vores opfattelse af det, der bliver kommunikeret. Begrebet fluency spiller blandt andet også ind, når man skal læse en tekst. En tekst kan tilsyneladende blive for letflydende:

There’s a famous task called the Cognitive Reflection Test, and this test has three different questions, and each of the questions lures you into giving the wrong response, because the intuitive response is actually incorrect. An example of this is, “When you add the cost of a bat and a ball together the sum of those two is worth $1.10, and the bat costs a dollar more than the ball, how much does the ball cost?” It’s a very simple question. Anyone with basic arithmetic skills can answer it.

But if you present the questions in a font that’s a little bit more difficult to read, we found that you can increase their accuracy pretty dramatically. They make fewer of those intuitive responses. They take the time to reconsider their initial responses. They assume that the task is more difficult. They have a bit less confidence in their initial response, and so they tend to do a little bit better at the task. The same is true when you ask them to complete syllogism questions, logical syllogisms, any questions that ask you to think more deeply about a particular topic, where thinking more deeply will lead you to the right answer more often. We’ve shown that with disfluency people are more likely to do that. We have even found the same effect in a number of other domains as well.

Så æstetik er alt andet end triviel; det ikke handler om at finde en font, der får teksten til at “flyde let”, men får os til at få ro til at læse teksten grundigt.

En særlig form for kommunikation, hvor denne udfordring dukker op, er undervisning. Adam Alter giver i sit interview udtryk for noget, der faktisk er en meget vigtig holdning til dette at lære:

It’s very important that people struggle a little bit with tasks early on, because not only are they learning the tasks by doing them, but in a global high-level sense, the act of persevering through that difficulty, and of learning what it feels like to struggle with these things, to deal with the difficulty, makes you better at dealing with future examples of it when you’re really faced with many more difficult tasks.

Det tror jeg ikke

bussen

Kristian Leth skrev i sidste uge i Information om ateisterne, at nogle af dem var “fundamentalister”. Det var en voldsom påstand, men nogle af de reaktioner, der kom, var ikke heldige – der var bl.a. nogle forudsigelige kommentarer fra et bestyrelsesmedlem i Ateistisk Selskab om den katolske kirkes kamp mod brug af kondomer i kampen mod hiv-smitte. Men uanset hvad jeg synes om katolicismen, rammer den slags kommentarer ved siden af. Der er nemlig også en del katolikker “på gulvet”, der synes at kondomer er helt ok i kampen mod hiv.

Man kan ikke bevise eksistensen af en gud; moderne teologer inden for de mest udbredte religioner har da også for længst forladt ideen om “gudsbeviser”. Den slags var populært i middelalderen, men de virkede ikke. De var ikke intersubjektive; kun andre troende lod sig overbevise. (Er det mon egentlig ikke en slags sejr for tvivlere og ateister, at mange teologer nu kun taler om religiøs tro og ikke taler om religiøs viden?)

Men man bliver også nødt til at indrømme, at man heller ikke kan bevise ikke-eksistensen af en gud. Den argumentation mod eksistensen af en gud, som fremtrædende ateister kommer med, er heller ikke intersubjektiv. Det er endda hypotetisk set muligt at en af verdens religioner har ret. Det kunne f.eks. være at det er den polynesiske gud Kamapuaʻa der faktisk eksisterer, mens alle de andre guddomme, der nogensinde er blevet talt om,ikke gør. (Hvis det viste sig at være tilfældet, ville de nok ikke blive glade hverken i Vatikanet eller i Mekka.)

Måske er det så i virkeligheden et agnostisk synspunkt, det jeg her forfægter – at vi ikke kan vide. Men samtidig er jeg endt med at have den holdning, at det er helt overvældende sandsynligt, at religionernes hypoteser er helt og aldeles forkerte. Ateisters argumenter er meget bedre til at overbevise mig end de religiøses.

Den interessante lighed mellem ateismen og en religiøs overbevisning er at de så vidt jeg kan se er lige gyldige, ja faktisk ligegyldige, som fundament for de etiske holdninger, et menneske måtte have. Det er nok at se på Syd- og Mellemamerika, hvor den katolske kirke er blevet brugt som hjemsted for både godsejernes trofaste præster og for “befrielsesteologer” eller på Mellemøsten, hvor islam er blevet brugt som fundament både for et totalitært saudiarabisk regime og for de sufiske poeter, musikere og dansere. De troende skaber en udgave af deres tro, der passer med det, de ellers ville gøre. Og deres institutioner legitimerer sig med en bestemt tro. Denne idé: at legitimere sine handlinger med en ideologisk overbygning, er ikke en idé, der er speciel for religionerne. Jeg kender en del mennesker, der bekender sig til en religion og som er meget sympatiske – men det er de, ikke fordi de tror på dette eller hint, men fordi de er sympatiske mennesker. Og jeg er ikke vred på eller fjendtligt indstillet over for troende som sådan. På samme måde findes der både sympatiske og dybt usympatiske ateister. Vores holdning til religion er en funktion af vore andre holdninger snarere end omvendt. Det er religionsudøvelsens konsekvenser i den materielle verden, der er interessante.

I virkeligheden er det vel dette, der viser religionernes sande svaghed: at man kan bruge dem til hvad som helst og kan beskæftige sig med de etiske spørgsmål uden et religiøst udgangspunkt. De idealer om f.eks. befrielsesteologerne har om social retfærdighed, kan man nemlig sagtens efterleve uden at være religiøs. Men man bliver også nødt til at sige det samme, når man ikke tror på en gud. Vores etiske holdninger, vores bud på et godt liv, er mere end “bare” at tro/ikke tro.

En forklaring fra Guds eget land

Thomas_Nagel_teaching_Ethics

Rune Lykkeberg plejer at skrive noget interessant i Information, og han læser en hel masse interessante bøger. Denne weekend havde han fat i en bog af den amerikanske filosof Thomas Nagel, nemlig  Mind and Cosmos: Why the Materialist Neo-Darwinian Conception of Nature Is Almost Certainly FalseBogen udkom på Oxford University Press sidste år.

Så vidt jeg kan se, er Nagels ærinde det, der har beskæftiget så mange filosoffer siden naturvidenskabens store gennembrud blev en realitet: Hvordan kan vi leve med at den materielle verden kan forklares ved brug af naturvidenskab og at vi samtidig opfatter os selv som subjekter?

Jeg kender selv denne fornemmelse: “jeg” synes da selv at “jeg” er mere end en samling molekyler, og “jeg” er da mere end et tilfældigt eksemplar af Homo sapiens. Er jeg ikke? Det synes vi vel alle, at vi er, uanset om vi holder af os selv eller ej. Reduktionisme er tit et skældsord.

Lykkeberg skriver:

Nagel er på den ene side dualist, når det handler om erkendelse: Der er to verdener, hvor den ene kan erkendes objektivt, mens den anden ikke kan, fordi den rummer bevidsthed, værdier og tanker, der ikke kan afdækkes fysisk eller kemisk. Men han er på den anden side ikke dualist, når det kommer til universet: For han mener, at vores kroppe og hoveder hører til i den samme natur med den samme historie. Vi skal både se vores hjerner som et stykke natur, og natur som noget, der kan blive til tanker og værdier. For at forklare det lancerer Nagel en ’naturteleologi’. Det er en forestilling, der går tilbage til den antikke filosof Aristoteles, men som i årtier har været ildeset: Naturen er ikke bestemt af sine fysiske enheder og kemiske processer, men af sine mål.

Nagels teleologiske hypotese er, at mennesket og naturen ikke er bestemt af mekaniske processer, men også af kosmisk disposition for skabelse af liv, bevidsthed og værdier. Man kan sige, at naturen kommer til sig selv i mennesket. Det særlige ved teleologien er i det perspektiv, at man ikke kan slutte fra det foregående stadium til det næste. Du kan ikke slutte fra nutiden og fremtiden, men derimod kan fremtiden afsløre for dig, hvad der var latent i nutiden.

Hvis Lykkebergs tolkning af Nagels holdning er korrekt, er det unægtelig som om Nagel siger at naturen er “besjælet” med samme slags “sjæl” som mennesket – det er en velkendt holdning.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om bogen – jeg bliver nødt til at læse den for at kunne danne mig en ordentlig mening. Men jeg er lidt skeptisk over for en så voldsom afvisning af hvad naturvidenskaben kan, og jeg synes det er problematisk at give mennesket en sådan særstatus, som Nagel lægger op til. I en grundig og kritisk anmeldelse i det amerikanske tidsskrift The Nation fra oktober 2012 bliver der da også gjort opmærksom på at Nagels bog i sin gennemgang af naturvidenskabens landvindinger tager udgangspunkt i populærvidenskabelig litteratur. Det er ikke så heldigt.

Det, jeg fornemmer at Rune Lykkeberg måske ikke reflekterer så meget over er at også Thomas Nagel er produkt af det USA, hvor evolution stadig er kontroversiel helt op på det officielle niveau. Mark Oppenheimer har en interessant artikel i New York Times, som beskriver denne kontrovers rigtig godt. Når nogen diskuterer evolutionsteori i USA, står den religiøse højrefløj nemlig altid i kulissen. Det gør den også til dels for Thomas Nagels vedkommende. På den ene side er han født i Serbien, er af jødisk baggrund men er selv ateist. På den anden side har han udtalt, at vi skal være taknemmelige for dem, der forsvarer intelligent design! Alene af dén grund er jeg betænkelig ved Nagels ærinde.

Bechdel-testen

tangled-pascal-dress

Her er noget, der er værd at tænke over, når vi ser film, nemlig de ubevidste forestillinger om kønsroller.

Bechdel-testen er opkaldt efter den amerikanske tegneserietegner Alison Bechdel, der lader testen dukke op i en af sine striber tilbage i 1985. En film består Bechdel-testen hvis følgende kriterier alle gælder:

  1. Der er to eller flere kvinder med i filmen.
  2. Der er en scene, hvor to eller flere kvinder taler sammen uden at der mænd til stede (og vigtigst)
  3. Kvinderne taler om noget andet end mænd/en mand.

Forbløffende mange film består ikke denne test! På http://bechdeltest.com er der en liste over film der består, og andre der ikke gør. Jeg kan komme i tanke om forbløffende mange mainstream-underholdningsfilm, hvor de få kvinder er reduceret til at være “en potentiel romantisk partner” for de mandlige hovedpersoner. James Bond-filmene er et ekstremt eksempel. Jeg er ikke engang sikker på at film af kvindelige instruktører, f.eks. Susanne Bier, kan bestå Bechdel-testen. Og halvdelen af tegnefilmene fra Disney-studierne gør heller ikke.

Selvfølgelig skal man huske at testen har sine begrænsninger (bl.a. er der definitionen af at “tale om noget andet end mænd/en mand” – hvor strengt skal dette tolkes? Må man slet ikke nævne en mand undervejs?), men den er stadig meget tankevækkende.

Hvad er der at bekymre sig om?

optimistiskepessimister

Lad os nu se… Der er f.eks.

  • At tastaturets sejr over håndskriften truer matematikkens udvikling
  • At solens stråling kan aftage og forværre betingelserne for livet på vores planet
  • At den moderne informationsteknologi kombineret med generel historieløshed gør menneskeheden mere modtagelig for fascisme
  • At flere og flere ved mindre og mindre om teknologi
  • At Kina ved hjælp af racehygiejne forsøger at “forædle” befolkningen
  • At den kinesiske økonomi bryder sammen
  • At flere og flere mennesker (især fra konservative religiøse samfund) er dårligt begavede
  • At det bliver muligt for flere og flere at udnytte teknologien til at bygge ødelæggende våben, få Internettet til at bryde ned osv.
  • At pseudovidenskab bliver stadigt mere attraktiv
  • At der er for lidt drikkevand til en stadigt større befolkning
  • At der bliver færre og færre mennesker
  • At maskinerne overtager verden
  • At maskinerne ikke overtager verden, sådan som nogle havde håbet
  • At vi bekymrer os for meget
  • …osv.

Endnu engang har Edge.org spurgt sit panel af toneangivende eksperter, og i 2012 lød spørgsmålet/opfordringen

Tell us something that worries you (for scientific reasons), but doesn’t seem to be on the popular radar yet—and why it should be. Or tell us something that you have stopped worrying about, even if others do, and why it should be taken off the radar. 

Ovenstående er min sammenfatning af hvad jeg læste. Svarene er værd at læse, men nogle er mere værd at læse end andre. Forbløffende mange lader til at være bekymret over bekymringen selv, mens enkelte synes at der ikke rigtig er noget at være bekymret over. Det hele stabiliserer jo alligevel sig selv, og det er jo gået indtil nu.

Tænk på 2. verdenskrig. Inden 2. verdenskrig brød ud, var der i forvejen enorme problemer med økonomisk krise og fascisme, og det var i høj grad disse faktorer, der udløste denne verdenshistoriens værste krig og forsøget på udryddelsen af jøder, romaer, homoseksuelle, handicappede og andre “forkerte”. Til sidst kom der atombomber og i kølvandet på krigen kom der flygtningestrømme, voldsom økonomisk krise og en “kold krig”. Verden blev i løbet af alt dette til sidst “sig selv” igen. Måske er verden et sådant system, der til sidst kan nå en ny ligevægt, men de menneskelige omkostninger var som bekendt enorme. Hvis jeg havde oplevet optakten til 2. verdenskrig, ville jeg være bekymret, også selv om jeg havde anet, hvordan det hele ville ende.

Det er vigtigt at huske (i lighed med stoikerne) at vi skal skelne mellem de af livets forhold, vi har indflydelse på, dem vi har begrænset indflydelse på og dem, vi slet ikke har indflydelse på. Der er selvfølgelig af og til flyttedag mellem kategorierne (tænk på sygdomsbekæmpelse), men jeg tror næppe at vi inden for min levetid f.eks. vil kunne kontrollere supernovaer eller kolonisere solsystemet.

Jeg vil derfor sætte mine penge på det jordnære, dvs. de bekymringer, som vi kan gøre noget ved. Her er jeg faktisk mest enig med Brian Eno – af alle mennesker. Her er hans indlæg i sin helhed.

Most of the smart people I know want nothing to do with politics. We avoid it like the plague—like Edge avoids it, in fact. Is this because we feel that politics isn’t where anything significant happens? Or because we’re too taken up with what we’re doing, be it Quantum Physics or Statistical Genomics or Generative Music? Or because we’re too polite to get into arguments with people? Or because we just think that things will work out fine if we let them be—that The Invisible Hand or The Technosphere will mysteriously sort them out?

Whatever the reasons for our quiescence, politics is still being done—just not by us. It’s politics that gave us Iraq and Afghanistan and a few hundred thousand casualties. It’s politics that’s bleeding the poorer nations for the debts of their former dictators. It’s politics that allows special interests to run the country. It’s politics that helped the banks wreck the economy. It’s politics that prohibits gay marriage and stem cell research but nurtures Gaza and Guantanamo.

But we don’t do politics. We expect other people to do it for us, and grumble when they get it wrong. We feel that our responsibility stops at the ballot box, if we even get that far. After that we’re as laissez-faire as we can get away with.

What worries me is that while we’re laissez-ing, someone else is faire-ing.