Tilbage til fremtiden

20120226-191326.jpg

Kim Skotte har et langt essay i Politiken i dag (jeg kan desværre ikke finde det online), hvori han ser tilbage på 1980erne med fokus på sin egen rejse gennem dette tiår og dets kulturliv. Hans udgangspunkt for tilbageblikket er filmen “Jernladyen” om Margaret Thatcher, hvis regime sammen med valget af Ronald Reagan til præsident i USA markerede indgangen til dette årti.

Kim Skotte er 7 år ældre end mig, men også jeg har i høj grad haft mine formative år i 1980erne. Det var her, jeg fik mine første store musikalske og litterære oplevelser, og her, jeg begyndte min rejse ind i den akademiske verden. Det var også i det årti, jeg opdagede internettet og hvad det tilbød af muligheder (dengang var det e-mail og Usenet) – ti år før de fleste andre.

1980erne var dog også på mange måder en grim tid. Jeg led aldrig selv nød i min trygge middelklasseeksistens, men arbejdsløsheden med de berygtede 300.000 ledige var særdeles reel, og jeg og mange andre brugte lang tid på at være skiftevis bange, resignerende og vrede over den trussel om en tredje verdenskrig, der hang over os gennem det meste af dette årti. Det, jeg især husker, er hvordan frygten og vreden blev individualiseret i den tid, hvor også Chicago-skolens liberalistiske økonomiske politik med de massive privatiseringer slog igennem og prædikede, at der ikke var noget samfund, kun individer. Mange af de dystre og vel egentlig regulært opgivende tendenser i rockmusik og litteratur var ét med denne individuelle afmagt.

1980erne er en vigtig tid, men det er ikke en universel sandhed. Jeg kan kun sige sådan, fordi det var det årti, hvor jeg begyndte at orientere mig mod en større verden. For en stor generation af unge skal de igenem samme proces netop i disse år. 10’erne en slags nye 1980ere med økonomisk krise og usikkerhed om klodens fremtid, men det må da kunne sig gøre at undgå at synke hen i afmagt og individualisme.

1980erne forandrede manges menneskesyn i retning af en fiksering på individet. En enkelt bemærkning hæfter jeg mig derfor ved i Kim Skottes essay. Han skriver et sted:

De menneskelige omkostninger ufortalt fik Thatcher jo ret i, at hendes hestekur ville bringe Storbritannien på ret køl igen med efterfølgende velstand

Jeg oplevede at opholde mig i Storbritannien sidst i 1980erne og ved, at dette er en sandhed med modifikationer. De rige blev rigere, men de fattige blev flere og flere. Hvis Maggie Thatcher var en jernlady, var det fordi hun var kold og hård. Hende savner jeg bestemt ikke.

I virkeligheden

20120225-114429.jpg

Nogle gange opdager jeg, at min blog bliver til et helt andet udtryk, end jeg egentlig troede, den skulle være. Jeg ville skrive om akademiske emner, om datalogi, om matematik og om samfundsforhold, Men reelt (bemærk ordet – det vender tilbage) ender jeg med at skrive en slags amatørudgave af Den etiske fordring. Måske er der i realiteten (også dette ord bør man bemærke) tale om en anden blog.

Det gik op for mig i dag, da jeg gav mig til at læse lørdagens udgave af Information, en af mine foretrukne beskæftigelser på en lørdag formiddag. Hermed er den midaldrende mand indfanget og karakteriseret – far læser avis.

Først læste jeg en lang artikel af Louise Vogdrup-Schmidt om de tanker, de døende gør sig om døden. Hvad ville de have gjort, hvad de havde fortrudt. Artiklen er endnu en konsekvens af bogen The Top Five Regrets of The Dying, som The Guardian omtalte tidligere på måneden. Bogen er skrevet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der i mange år har arbejdet på palliative afdelinger og. den forbindelse har haft samtaler med døende. Mange delte i de følgende uger artiklen med andre på Facebook og andetsteds – jeg var også en af dem – og jeg tror selv, at det skyldes, at den rammer ned i noget væsentligt. Hvem er vi?

De fem mest typiske fortrydelser er ifølge Bonnie Wares bog disse (listen er fra artiklen i Information):

  1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig.
  2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
  3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
  4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten til mine venner.
  5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være gladere.

Mange har ønsket, at de var det menneske, de “i virkeligheden var”.

Det gik for alvorg op for mig, da jeg nåede til avisens sidste artikel, der vanen tro er af Center for Vild Analyse. Denne gang leverer de en af deres bedre “vilde analyser” med udgangspunkt i et paradoksalt citat fra et interview med Lasse Rimmer, kendt fra diverse underholdningsprogrammer på (især) TV2:

I et interview i TV 2’s nye weekendhygge-program for et par uger siden fortalte komikeren Lasse Rimmer om sit forhold til de sociale medier. Interviewerne spurgte, hvordan det kunne hænge sammen, at han var så grov og direkte på f.eks. Twitter, mens han virkede så rar og omgængelig, når man sad der i sofaen og talte med ham. Da var det, den dekorerede IQ-mester gav den kun umiddelbart uskyldige og ved nærmere eftersyn filosofisk temmelig sofistikerede selvbeskrivelse: »Jeg er langt mere tilbageholdende i virkeligheden, end jeg ellers er.«

Også Lasse Rimmer er et andet menneske, end han “i virkeligheden er”. Dette paradoks er selvfølgelig til for at blive analyseret. Som så ofte før søger CVA svaret hos Lacan:

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan skelnede mellem realiteten og det reelle. Realiteten er den sociale virkelighed, det hele, sådan som den foreligger. Det reelle derimod er det, der modsætter sig denne virkelighed. Det reelle er ikke virkeligheden, men virkelighedens eget problem med sig selv: Dét som aldrig kommer med, når man forsøger at beskrive hvem man er, eller når man indtager en rolle i det sociale.

Det er tilsyneladende i uoverensstemmelsen mellem realiteten og det reelle, vi lever. Vi navigerer os gennem livet og befinder os stedse i modsætningen mellem det, der kommer med, og det, der ikke er med.

Måske er også den reelle udgave af denne blog en anden blog end realitetens blog?

Populismernes nederlag

20120223-180401.jpg

Populisme har som regel været et negativt ladet ord i politik. Begrebet dukker op i USA i 1891 med The Populist Party, der hævdede at repræsentere den “jævne mand”. Siden har der været mange forskellige populistiske strømninger rundt om i verden. De seneste dages begivenheder i dansk politik viser, at der er mere end en slags populisme. Så vidt jeg kan se, er der faktisk to. Den ene er en offensiv populisme, der bruger latente holdninger blandt en større gruppe vælgere til at fremme egne sager. Venstre og Dansk Folkeparti har benyttet den frygt, der er for etniske mindretal blandt grupper i befolkningen, til at gennemføre en lang række tiltag fra 2001 til 2011. Men også siden har Venstre udført offensiv populisme. I den aktuelle sag om betalingsringen har Venstre været del af en underlig alliance med borgmestre (en del af dem socialdemokratiske) fra københavnske oplandskommuner, og da ideen om betalingsringen blev kasseret, søgte Venstre at skabe en lige så populistisk alliance med trafikforskere og dem, der benytter kollektiv trafik. Til Ritzau udtaler Lars Løkke Rasmussen således

– Hvis man spørger pendlerne og dem, der har forstand på det her, er det ikke en marginalprisnedsættelse, der betyder noget for folks valg af kollektiv trafik, siger han og fortsætter:

– Det er et spørgsmål om kvalitet i den kollektive trafik. Er den beregnelig, kører den til tiden – det synes jeg hellere, man skal koncentrere sig om end en symbolsk prisnedsættelse.

Dette forsøg på alliance er særdeles uventet, da man kun sjældent hører politikere fra Venstre udtale sig om offentlig transport og da normalt kun ud fra en virksomhedsbetragtning.

Men så er der også den anden slags populisme, som er en modstræbende, reagerende populisme. Her former man sin politik ud fra en frygt for at grupper i befolkningen vil vende partiet ryggen. Socialdemokraterne er i høj grad eksponenter for denne defensive populisme, og partiets ændrede holdninger i spørgsmål om bl.a. etniske mindretal og retspolitik er tydelige eksempler på det. Også i den aktuelle sag om betalingsringen kan man se hvordan den socialdemokratiske politik er endt med at være defensivt populistisk.

Til Ritzau siger statsministeren

– Vi ville gerne gøre noget for dem, der hver dag spilder en masse tid i trafikken, og derfor foreslog vi en betalingsring. Det viste sig så, at ingen af dem, der skulle bruge den, virkede specielt tilfredse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Jeg bryder mig hverken om den defensive eller den offensive populisme, for begge spiller på opfattelser om en “folkestemning” og en idé om at man som politiker skal følge denne. Også i Danmark er der grænser for hvor langt man vil strække sig i populisme. Nyere undersøgelser viser således, at op mod hver femte adspurgte herhjemme går ind for genindførelse af dødsstraf, men alle politiske partier, selv de efterhånden mange der taler for en “stram retspolitik”, er modstandere af dette. Jeg ville ønske, at politikerne som helhed havde en tilsvarende vilje til at tro på sig selv også i andre sammenhænge. Faktisk tror jeg, at “folkestemningen” ville have mere respekt for den slags politikere.

Hvem sagde gammel?

20120219-205003.jpg

En britisk undersøgelse nævnt i The Guardian viser at man bliver hurtigt gammel:

On average, respondents thought “youth” ended at 41 and “old age” began at 59. However, this varied by as much as 20 years in relation to the age of the respondent: the age at which youth stopped and old age started increased in relation to the age of the respondent.

Undersøgelsen viser samtidig, at denne skelnen er – nå ja, aldersafhængig. Mennesker i firserne synes, at mennesker i tresserne stadig er unge. Jeg kender bestemt denne relativitet fra mig selv; jeg gøs, da jeg nærmede mig de tredive, men senere, hvor jeg kun er et par år fra at være halvtreds, måtte jeg smile lidt, da min søster (som jeg først mødte for få år siden, men det er en anden historie) følte det samme ved tanken om at blive tredive.

Det værste er en snigende alderschauvinisme (eller ageism, som man rammende kalder det på engelsk)- ville jeg være tryg ved at have en tandlæge, som jeg kunne huske som én, der gik adskillige årgange under mig i skolen? Selv i dag ville jeg komme til at føle at jeg var klasser bedre end ham. Men den slags er farligt; alderschauvinismen kan som bekendt også pege den modsatte vej. Amerikaneren Jerry Rubin, der var fredsaktivist under Vietnamkrigen, er kendt for citatet

Never trust a man over thirty

Da han selv blev tredive, fik han da også læst og påskrevet for det. I 1994 døde Rubin så i en alder af 56, tre år fra at være gammel.

Alle andre sover

Jeg er et reformeret B-menneske. I dag kan jeg stå tidligt op og gå nogenlunde tidligt i seng. Livet som underviser og medlem af en familie, hvor de andre også skal op på arbejde eller i skole, har gradvist ændret mig. Men engang var jeg næsten altid længe oppe.

Den britiske forfatter David Harsent skriver i New Statesman:

F Scott Fitzgerald once observed that, “In a real dark night of the soul it is always three o’clock in the morning.”

To the true insomniac, this is no metaphor. It’s not a matter of as easily inhabiting the night-time as the daytime world; more that in the night-time world, the sleepless person is the sole inhabitant. If two insomniacs were to meet in that place of displacement, each would assume that the other was a ghost, or a creature peering in from the threshold of a parallel universe.

Most often, the insomniac will be housebound in a building more or less identical to the one he occupies by day. The house will feel bigger, as if it contained a room that no one had ever entered. Sometimes, music seems to be playing just on the edge of audibility; it might fade, remaining inexplicable, or grow to become the sound of a plane, solo and unscheduled, forward lights seeming to wobble in heavy air.

Det er en stemning, jeg kender fra de år, hvor jeg tit var længe oppe. Jeg husker en spøgelsesagtig nat i Edinburgh, hvor en kvindes gennemtrængende skrig et sted i kvarteret flængede natten gennem længere tid, og jeg ringede til politiet. Og jeg husker dårlige marmelademadder og mærkelige radioprogrammer. Det meste af min PhD-afhandling blev til ud på de små timer, og jeg cyklede hjem med et stop undervejs for at købe natmad.

I dag er min mentale effektivitet stadig størst ud på eftermiddagen og om aftenen, men kroppen er samtidig gjort træt af den almindelige arbejdsdags rutiner, så det er  forbløffende besværligt for mig at være længe oppe. Og med til komplikationerne hører, at jeg faktisk holder meget af lyset.

Så jeg er vel ikke noget ægte B-menneske, her efter reformationen. Og så er det faktisk også morsomt at kunne provokere de ureformerede B-mennesker ved at stå tidligt op.

Meningen med livene og meningen med døden

20120205-100157.jpg

Det gik pludselig op for mig for første gang, at en vigtig forskel på liv og død er, at ordet “liv” har en flertalsform – det har “død” ikke. Men er der da kun én mulig død?

David Eagleman, der ud over at være forfatter også er neurolog, har skrevet en lille bog om mange mulige efterspil til døden. Sum – Tales of the afterlives er en samling af små kapitler på 2-4 sider hver.

Hvis man regner med at neurologen i denne bog vil komme med en række begrundede bud på hvad der sker med hjernen i og efter dødsøjeblikket, vil man dog blive skuffet. Eaglemans bog viser ham først og fremmest i rollen som forfatter og som en forfatter, der ser vores refleksioner over døden og et “efterliv” som betragtninger over livet og meningen med livet. Hvert kapitel er en lille beskrivelse af hvordan det kunne være efter døden.

De små efterlivs-beskrivelser minder mig om de små fabler, Jorge Luis Borges gjorde til sit særkende – optegnelsen af en alternativ virkelighed, dens lovmæssigheder og de overraskende konsekvenser af den. I et af kapitlerne forestiller Eagleman sig, at man efter døden kan leve sit liv om igen og få et ønske opfyldt. Én beder om at blive en medicinsk forsker, der finder ud af hvordan man kan undgå at dø af sygdom eller aldring. Men konsekvensen viser sig at blive, at livet mister mening for menneskene – der finder andre måder at tage sig selv (og andre) af dage på. Her er det vist alligevel neurologen, der stikker hovedet frem.

Det er en lille bog (107 sider) men med stof til mange eftertanker. Nogle af kapitlerne overvejer hvordan “efterlivet” afspejler livet – tænk f.eks. hvordan det ville være, hvis man i “efterlivet” kun var omgivet af de mennesker, man kendte i levende live. Man ville ende med at opleve det som en stor indskrænkning. Mange andre af kapitlerne tager udgangspunkt i andre forståelser af hvad det vil sige at leve videre: At vi lever videre som en erindring hos andre eller at vore bestanddele (atomerne) kan genfindes i andre sammenhænge. Dette er på sin vis også de mest interessante kapitler, og her, jeg selv i særdeleshed har tænkt efter.

Der er (desværre) intet, der tyder på at et “efterliv” findes i den forstand, religionerne beskriver det, men et “efterliv”, der består i de spor, vi sætter, er i høj grad en realitet.

Hilsen fra milten

Netop i dag har jeg en underlig fornemmelse i hoved og krop. Det er som om vejret og semesterstarten og verdenssituationen og dum dansk politik og dårlig søvn slår sammen, og det hele er kompliceret. Ikke engang lørdagsavisen er god, for den handler stort set kun om verdenssituationen og dum dansk politik og om hvor kompliceret det hele egentlig er. Weekenden er for kort og samtidig alt for lang. Jeg har købt en stor dum klods af en printer fra en biks i Viby, en printer jeg, stik mod alt hvad jeg har kunnet læse, ikke kan bruge og som er uforholdsmæssigt dyr at sende tilbage til Viby med fragt. Og det ved jeg godt ikke er noget reelt problem, for der er masser folk der ikke har råd til at købe en printer. Jeg vil gøre noget for at gøre noget for at få den underlige handlingslammende og -lammende fornemmelse til at lette, men jeg indser hurtigt, at det er for stor en mundfuld. Jeg kan ikke handle mig ud af det. Det føles som en gammel sang med C.V. Jørgensen. Jeg har lidt efter det rette ord til at beskrive den med, og her er det så (takket være Wikipedias danske udgave):

Spleen (fra eng. spleen, af latin splen, milt) melankoli, tungsind (der mentes at stamme fra milten) eller dårligt humør, trist eller gnaven sindsstemning; især om en blanding af blaserthed, kedsomhed, livslede og tristhed, gnavenhed, irritabilitet (som menes at forekomme i sin typiske form hos englændere).

Hvorfor skal milten have sådan et dårligt ry? Vi ved i dag, at den filtrerer de gamle blodceller fra og er med til at rense blodet for bakterier – så organet for tungsind er kroppens rensningsanlæg og som sådan nyttigt. Men måske er navnet på denne sindstilstand alligevel passende – for det milten, der har den tunge opgave at tage sig af skidtet og årsagerne til dårligdommene.

Også C.V. Jørgensen, hvis sange jeg skatter meget højt, er kommet videre end sin spleen. Hans seneste udgivelser er stadig reflekterede og bestemt ikke lalleglad, men hans spleen har veget pladsen og giver plads til et bagvedliggende klarsyn, som jeg også gerne vil kunne finde frem.

En elegant forklaring

Hvilken forklaring/forklaringsmodel er efter din mening den smukkeste, dybeste eller mest elegante? Edge.org stillede en lang række tænkere (forskere, forfattere o.lign.) dette spørgsmål. Resultatet er en liste med 192 bud, og den er spændende læsning.

Langt fra alle forklaringer, der bliver præsenteret som bud på elegante forklaringer, er videnskabelige forklaringer. Alle, der nærer en skepsis over for de ikke-naturlige forklaringer, vil synes om antropologen Scott Attrans bud:

The notion of a transcendent force that moves the universe or history or determines what is right and good—and whose existence is fundamentally beyond reason and immune to logical or empirical disproof—is the simplest, most elegant, and most scientifically baffling phenomenon I know of. Its power and absurdity perturbs mightily, and merits careful scientific scrutiny. In an age where many of the most volatile and seemingly intractable conflicts stem from sacred causes, scientific understanding of how to best deal with the subject has also never been more critical.

Elegance er noget, mange af os higer i videnskabelig sammenhæng. I matematik kan ingen kan lide de lange, trælse induktionsbeviser, hvor man skal undersøge 15 specialtilfælde – at lave dem føles som at gøre et køleskab rent. I teoretisk datalogi er der masser af den slags, og jeg kan ikke sige mig fri for at være lidt misundelig på den rene matematiks arsenal af elegante beviser. Måske kommer der flere med årene?

Det er svært at holde forklaringer fra forskellige genstandsområder op mod hinanden, og jeg synes ikke, det giver mening at prøve. Russells teori om bestemte beskrivelser er ikke det definitive bud på en filosofisk analyse af beskrivelser i sproget, men den er elegant og dyb. Newtons mekanik er som bekendt heller ikke det definitive bud på en bevægelseslære i fysik, men den er elegant og dyb.

Hvis man spurgte mig, hvad den mest elegante og dybeste forklaring i datalogi er, ville jeg sige dette:

Den mest elegante og dybeste forklaring i datalogi er János von Neumann og Alan Turings erkendelse i 1930’erne og 1940’erne (men egentlig foregrebet i 1800-tallet af Charles Babbage og Ada Lovelace) af at programmer er data. Indtil da havde man konstrueret computere (reelt: regnemaskiner), der kun kunne udføre én bestemt slags beregning. For at ændre beregningen, skulle man ændre maskinens opbygning – ved at flytte tandhjul eller (lidt senere) ledninger. Da von Neumann og Turing uafhængigt af hinanden indså, at programinstrukser kan gemmes i hukommelsen på maskinen og hentes frem derfra og udføres, dvs. at programmer er data, var vejen banet for fremkomsten af den programmerbare computer og alt hvad den førte med sig af erkendelser – specielt vigtigheden af sprog, man kan bruge til at beskrive algoritmer med. Det være sig matematiske notationer eller programmeringssprog.

Edge.org har tidligere år stillet en lang række tænkere tilsvarende interessante spørgsmål, og ud af de mange svar er der kommet en række bøger – som jeg stadig har til gode at læse. Man kan se mere om spørgsmålene og bøgerne på Edge.org.