Meningen med livene og meningen med døden

20120205-100157.jpg

Det gik pludselig op for mig for første gang, at en vigtig forskel på liv og død er, at ordet “liv” har en flertalsform – det har “død” ikke. Men er der da kun én mulig død?

David Eagleman, der ud over at være forfatter også er neurolog, har skrevet en lille bog om mange mulige efterspil til døden. Sum – Tales of the afterlives er en samling af små kapitler på 2-4 sider hver.

Hvis man regner med at neurologen i denne bog vil komme med en række begrundede bud på hvad der sker med hjernen i og efter dødsøjeblikket, vil man dog blive skuffet. Eaglemans bog viser ham først og fremmest i rollen som forfatter og som en forfatter, der ser vores refleksioner over døden og et “efterliv” som betragtninger over livet og meningen med livet. Hvert kapitel er en lille beskrivelse af hvordan det kunne være efter døden.

De små efterlivs-beskrivelser minder mig om de små fabler, Jorge Luis Borges gjorde til sit særkende – optegnelsen af en alternativ virkelighed, dens lovmæssigheder og de overraskende konsekvenser af den. I et af kapitlerne forestiller Eagleman sig, at man efter døden kan leve sit liv om igen og få et ønske opfyldt. Én beder om at blive en medicinsk forsker, der finder ud af hvordan man kan undgå at dø af sygdom eller aldring. Men konsekvensen viser sig at blive, at livet mister mening for menneskene – der finder andre måder at tage sig selv (og andre) af dage på. Her er det vist alligevel neurologen, der stikker hovedet frem.

Det er en lille bog (107 sider) men med stof til mange eftertanker. Nogle af kapitlerne overvejer hvordan “efterlivet” afspejler livet – tænk f.eks. hvordan det ville være, hvis man i “efterlivet” kun var omgivet af de mennesker, man kendte i levende live. Man ville ende med at opleve det som en stor indskrænkning. Mange andre af kapitlerne tager udgangspunkt i andre forståelser af hvad det vil sige at leve videre: At vi lever videre som en erindring hos andre eller at vore bestanddele (atomerne) kan genfindes i andre sammenhænge. Dette er på sin vis også de mest interessante kapitler, og her, jeg selv i særdeleshed har tænkt efter.

Der er (desværre) intet, der tyder på at et “efterliv” findes i den forstand, religionerne beskriver det, men et “efterliv”, der består i de spor, vi sætter, er i høj grad en realitet.

Hilsen fra milten

Netop i dag har jeg en underlig fornemmelse i hoved og krop. Det er som om vejret og semesterstarten og verdenssituationen og dum dansk politik og dårlig søvn slår sammen, og det hele er kompliceret. Ikke engang lørdagsavisen er god, for den handler stort set kun om verdenssituationen og dum dansk politik og om hvor kompliceret det hele egentlig er. Weekenden er for kort og samtidig alt for lang. Jeg har købt en stor dum klods af en printer fra en biks i Viby, en printer jeg, stik mod alt hvad jeg har kunnet læse, ikke kan bruge og som er uforholdsmæssigt dyr at sende tilbage til Viby med fragt. Og det ved jeg godt ikke er noget reelt problem, for der er masser folk der ikke har råd til at købe en printer. Jeg vil gøre noget for at gøre noget for at få den underlige handlingslammende og -lammende fornemmelse til at lette, men jeg indser hurtigt, at det er for stor en mundfuld. Jeg kan ikke handle mig ud af det. Det føles som en gammel sang med C.V. Jørgensen. Jeg har lidt efter det rette ord til at beskrive den med, og her er det så (takket være Wikipedias danske udgave):

Spleen (fra eng. spleen, af latin splen, milt) melankoli, tungsind (der mentes at stamme fra milten) eller dårligt humør, trist eller gnaven sindsstemning; især om en blanding af blaserthed, kedsomhed, livslede og tristhed, gnavenhed, irritabilitet (som menes at forekomme i sin typiske form hos englændere).

Hvorfor skal milten have sådan et dårligt ry? Vi ved i dag, at den filtrerer de gamle blodceller fra og er med til at rense blodet for bakterier – så organet for tungsind er kroppens rensningsanlæg og som sådan nyttigt. Men måske er navnet på denne sindstilstand alligevel passende – for det milten, der har den tunge opgave at tage sig af skidtet og årsagerne til dårligdommene.

Også C.V. Jørgensen, hvis sange jeg skatter meget højt, er kommet videre end sin spleen. Hans seneste udgivelser er stadig reflekterede og bestemt ikke lalleglad, men hans spleen har veget pladsen og giver plads til et bagvedliggende klarsyn, som jeg også gerne vil kunne finde frem.

En elegant forklaring

Hvilken forklaring/forklaringsmodel er efter din mening den smukkeste, dybeste eller mest elegante? Edge.org stillede en lang række tænkere (forskere, forfattere o.lign.) dette spørgsmål. Resultatet er en liste med 192 bud, og den er spændende læsning.

Langt fra alle forklaringer, der bliver præsenteret som bud på elegante forklaringer, er videnskabelige forklaringer. Alle, der nærer en skepsis over for de ikke-naturlige forklaringer, vil synes om antropologen Scott Attrans bud:

The notion of a transcendent force that moves the universe or history or determines what is right and good—and whose existence is fundamentally beyond reason and immune to logical or empirical disproof—is the simplest, most elegant, and most scientifically baffling phenomenon I know of. Its power and absurdity perturbs mightily, and merits careful scientific scrutiny. In an age where many of the most volatile and seemingly intractable conflicts stem from sacred causes, scientific understanding of how to best deal with the subject has also never been more critical.

Elegance er noget, mange af os higer i videnskabelig sammenhæng. I matematik kan ingen kan lide de lange, trælse induktionsbeviser, hvor man skal undersøge 15 specialtilfælde – at lave dem føles som at gøre et køleskab rent. I teoretisk datalogi er der masser af den slags, og jeg kan ikke sige mig fri for at være lidt misundelig på den rene matematiks arsenal af elegante beviser. Måske kommer der flere med årene?

Det er svært at holde forklaringer fra forskellige genstandsområder op mod hinanden, og jeg synes ikke, det giver mening at prøve. Russells teori om bestemte beskrivelser er ikke det definitive bud på en filosofisk analyse af beskrivelser i sproget, men den er elegant og dyb. Newtons mekanik er som bekendt heller ikke det definitive bud på en bevægelseslære i fysik, men den er elegant og dyb.

Hvis man spurgte mig, hvad den mest elegante og dybeste forklaring i datalogi er, ville jeg sige dette:

Den mest elegante og dybeste forklaring i datalogi er János von Neumann og Alan Turings erkendelse i 1930’erne og 1940’erne (men egentlig foregrebet i 1800-tallet af Charles Babbage og Ada Lovelace) af at programmer er data. Indtil da havde man konstrueret computere (reelt: regnemaskiner), der kun kunne udføre én bestemt slags beregning. For at ændre beregningen, skulle man ændre maskinens opbygning – ved at flytte tandhjul eller (lidt senere) ledninger. Da von Neumann og Turing uafhængigt af hinanden indså, at programinstrukser kan gemmes i hukommelsen på maskinen og hentes frem derfra og udføres, dvs. at programmer er data, var vejen banet for fremkomsten af den programmerbare computer og alt hvad den førte med sig af erkendelser – specielt vigtigheden af sprog, man kan bruge til at beskrive algoritmer med. Det være sig matematiske notationer eller programmeringssprog.

Edge.org har tidligere år stillet en lang række tænkere tilsvarende interessante spørgsmål, og ud af de mange svar er der kommet en række bøger – som jeg stadig har til gode at læse. Man kan se mere om spørgsmålene og bøgerne på Edge.org.