Man kommer til at holde lidt mindre af mennesker

For nogle uger siden var jeg ude at samle penge ind til SOS Børnebyerne. Og før det var jeg med til samle underskrifter for at omgøre folketingsbeslutningen om at Danmark ikke længere skal tage imod 500 UNHCR-flygtninge.

Det er vigtigt for mig at være med her. Men samtidig må jeg indse, at det at bede andre mennesker om at støtte en sag, jeg går ind for, faktisk ikke giver mig mere energi. Tværtimod. Jeg ender nemlig altid med at holde en lille smule mindre af menneskeheden, når jeg hører mine medborgere give udtryk for synspunkter, som er kyniske eller hadefulde. Efterhånden er jeg også blevet meget lidt villig til at indlade mig på diskussioner på Internettet. Jeg prøver altid at veje mine ord på en guldvægt for at være så præcis som overhovedet muligt, men efterhånden bidrager jeg kun ugerne. For jeg kan mærke det samme ske – jeg kommer til at holde lidt mindre af mennesker hver gang. Og det gør især ondt, når det er familie eller venner.

Jeg har plejet at tænke, at det nok kun var mig, der havde det sådan. Men jeg opdagede for nylig, at nogle af dem, jeg kender fra Amnesty International, og som ligesom jeg er midaldrende mennesker, også har det på den måde. Måske er det debat-klimaet, der er blevet mere råt; det er min fornemmelse, at man i dag kan ytre sig offentligt på måder, der for en menneskealder siden slet ikke var acceptable. Måske har vi alle fået kortere lunte. Eller måske er jeg bare ved at blive konfliktsky?

Flattr this!

– Jeg samler ikke ind

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg samler ikke ind.
– Det er mig, der samler ind.
– Jeg samler ikke ind.
– Du vil altså ikke give et bidrag?
– Nej, det vil jeg ikke. Tak for besøget.

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg er studerende, så jeg har ingen kontanter.
– Du kan give via MobilePay eller sms.
– Min kæreste er medlem af Red Barnet.
– Det er ikke det samme som SOS Børnebyerne.
– Nej, det er vel ikke.
– Her er en folder, hvor du kan læse om MobilePay eller sms.
– Det vil jeg tænke over.

Det blev med andre ord en søndag eftermiddag af stærkt varierende kvalitet. Kancelligården nummer 1 til 55 (lige og ulige numre) i Nørresundby bidrog med i alt 11 kroner og 50 øre, og andre steder var der hele opgange, hvor ingen lukkede op. Et enkelt sted fik jeg 50 øre. Men til gengæld var der så også folk, der gav 100 kroner eller mere – og der var endda nogen, der sagde tak til mig.

I kan stadig nå at give et beløb på 20 14 11 00 (MobilePay) eller ved at sende SOS75 til 1910; på den måde giver I 75 kroner. Læs mere om SOS Børnebyerne og deres arbejde for forældreløse børn på https://www.sosbornebyerne.dk

Flattr this!

Datalogi og humanisme

Det er et interessant indlæg i Wired af Emma Pierson, der er en amerikansk PhD-studerende i datalogi ved Stanford University.

Hun skriver om den manglende forbindelse mellem datalogi og etiske spørgsmål. Til Coursera arbejdede hun f.eks. med at lave et recommender system som studerende kunne bruge til at hjælpe sig med at finde relevante kurser baseret på bl.a. den studerendes køn, men så opdagede hun at sådan et system, netop fordi der er få kvinder, der vælger datalogi, simpelthen aldrig ville anbefale kvindelige studerende et datalogikursus. Sådan et system ville bare forstærke den i forvejen meget skæve kønsfordeling.

Jeg er bange for at Emma Pierson har helt ret. Mange dataloger er meget bange for politiske og etiske diskussioner. De underlige ikke-diskussioner om forbindelsen til f.eks. militær og overvågningsindustri er et tegn på dette. De mærkelige studenterprojekter,  hvor studerende laver programmer til styring af en kanon, men aldrig overvejer om og hvorfor mennesker skal skydes på, er et andet.

På vores datalogi- og softwareuddannelser på Aalborg Universitet er der kursusaktiviteter, der skal anspore til etiske diskussioner, men de handler mest om forskningsetik (der selvfølgelig også er et vigtigt emne). Men ellers er det småt med overvejelserne. Måske er det frygten for at blive set som politiserende og derfor useriøs, der spiller ind. Hele den daværende regerings bredside mod “eksperter og smagsdommere” og frygten for at rage uklar med de eksterne kilder, der skal kunne finansiere forskning, har sikkert også været medvirkende til at mange går stille med dørene.

Der tales meget om ansættelighed og om at kandidater fra datalogiuddannelserne skal kunne fungere godt i samfundet. Ofte er det dét, der bruges til at fokusere på samarbejde med virksomheder. Men alligevel: Hvorfor skal det stoppe der? Hvis jeg skal vide mere om samfundet og de svære beslutninger, vi står over for, er jeg nødt til at etablere en kontakt til dem, der ved noget om disse områder. Vi kunne invitere vores kolleger fra andre fag og medarbejdere fra humanitære organisationer til at holde seminarer for os med helt andre perspektiver – og vi kunne få de studerende med til den slags aktiviteter.

Flattr this!

March for Science 2017

I dag er der March for Science rundt omkring i verden. I Danmark er der arrangementer i København og i Aarhus. De danske arrangører skriver

March for Science er en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet. Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende.

Hele benægtelsen af den globale opvarmning og af den er menneskeskabt, mange politikeres skepsis over for betydningen af forskning og hele det usikre økonomiske grundlag for forskning er alt sammen grunde til bekymring.

Desværre kan jeg ikke selv være med i dag – der er ikke nogen march planlagt i Aalborg. Men mon ikke der bliver behov for at gå på gaden igen?

Flattr this!

Når det hele virker håbløst

I går var der et attentat i Ankara, et skyderi ved et islamisk center i Zürich og et lastbil-angreb i Berlin. Pludselig føles det igen som i juli i år, hvor der en lang overgang var terrorangreb næsten hver dag.

I min egen lille privilegerede akademiske boble er der intet sket, men ude omkring i verden er der død og had. Snart kommer julen, men det er unægtelig en underlig jul.

Mine tanker er hos dem, der har mistet og med dem, der mister – i hele verden, ikke kun i Europa. For i Syrien dør der lige så mange mennesker hver dag, som der i går døde i Europa – og ofte langt flere.

Nogle gange virker det hele håbløst, og man kan være desillusioneret ud over alle grænser. Så er det værd at huske, at det jo er præcis sådan, de gerne vil have os til være, alle dem der hader og slår ihjel – at vi skal blive lige så desillusionerede som dem. Men vi har hinanden, og vi skal standse det her. Ingen anden vil gøre det for os. Vi må efterhånden være mange nok til at sige fra over for døden og hadet og kynismen og volden. Hvis der skal blive en bedre menneskehed derude, er det nødt til at det være os, der skaber den.

Flattr this!

En våd sommerdag for flygtninge

IMG_20160620_190227 IMG_20160620_191325 IMG_20160620_193720 IMG_20160620_193856 IMG_20160620_205517

I dag holdt vi en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i Aalborg. Den var et samarbejde mellem Amnesty International (hvor jeg som bekendt er med), Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum og Asylforum. Formålet var at give udtryk for at flygtninge skal behandles ordentligt både her i Danmark og internationalt og at grundlaget for det skal være menneskerettighederne.

Vi har holdt folkevandring én gang før i Aalborg, nemlig den 6. oktober – der viste sig at være den første rigtig kolde efterårsdag. Alligevel kom der mere end 200 dengang. I dag var det så den suverænt mest regnfulde sommerdag indtil nu. Planerne om en hyggelig sommeraften med musik i det fri ved havnen gav ikke mening; en mikserpult tåler ikke regn særlig godt. De andre fra arrangørgruppen var nødt til at træffe nogle hurtige beslutninger, mens jeg selv holdt en lang projekteksamen og derfor var incommunicado.

Det lykkedes, og der deltog omkring 100 mennesker i folkevandringen. Ikke så dårligt endda med så ringe et vejr! Samira Taba fra Amnesty og Signe Lindstrøm fra Asylforum holdt gode taler i hver sin ende af ruten, der gik fra J.F. Kennedys Plads til Honnørkajen. TV2 Nord kom forbi og lavede et lille direkte indslag, hvor bl.a. jeg blev interviewet. Bagefter gik mange af deltagerne ned til “Susan Himmelblå”, hvor der var levende musik ved de musikere, der oprindelig skulle have spillet på havnen, og Mads Nygaard, der var med til at stifte den første Venligbo-gruppe, holdt tale sammen med sin gode ven Ammar, der er flygtning fra Syrien og nu bor i Skagen.

Flattr this!

#lægeforendag (og en opgang, der hylder Harold Pinter)

Harold Pinter var en pionér inden for det absurde teater. Den Store Danske skriver: "Besiddelsen af et lukket rum, det være sig et kælderrum, en lejlighed eller et hus, er en livsnødvendighed for det Pinterske menneske, der stedse føler sig truet af andre menneskers invasion og aggression. Rummet fungerer med andre ord som et eksistentielt beskyttelsesrum i et dæmonisk truende univers."
Harold Pinter var en pionér inden for det absurde teater. Den Store Danske skriver: “Besiddelsen af et lukket rum, det være sig et kælderrum, en lejlighed eller et hus, er en livsnødvendighed for det Pinterske menneske, der stedse føler sig truet af andre menneskers invasion og aggression. Rummet fungerer med andre ord som et eksistentielt beskyttelsesrum i et dæmonisk truende univers.”

I dag var jeg indsamler for Læger uden grænser.

Et ungt par i pænt tøj åbner døren; de skal vist ud at gå søndagstur.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Vi har desværre ikke nogen kontanter, siger manden.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser dem app’en på min telefon). I skal bare oplyse hvilket beløb, I vil give, og et mobilnummer. Derefter får I en SMS som kvittering. I skal ikke engang have jeres egen telefon frem.
– Vi vil gerne give et beløb, når vi kommer hjem igen, siger konen.
– Men… jeg står her jo ikke til den tid og kan tage imod et beløb. Det er nu, I kan give et beløb via min app.
– Vi sagde, at vi gerne vil give et beløb, når vi kommer hjem igen, siger manden.
– Men det giver jo slet ingen mening! I virkeligheden vil I jo slet ikke give noget beløb, vel?
– Nej, det vil vi nemlig ikke. Og hvad bilder du dig ind at være sur, din spasser? Vi vil jo ikke give dig noget! siger manden.

Jeg skynder mig væk, op ad trappen og hører manden kalde mig en sur spasser én gang til, hvorefter han siger til konen at de sagtens kan bruge de penge selv.

På næste etage åbner en ung mand døren.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser ham app’en på min telefon). Du skal bare oplyse hvilket beløb, du vil give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have din egen telefon frem.
– Min mobil er ved at løbe tør for strøm.
– Det var ærgerligt. Men du skal jo ikke engang have din egen telefon frem; det er min telefon, vi skal bruge.
– Nej, men der er ikke flere penge på min mobil.
– Åh, det var vel nok ærgerligt. Her er et stykke papir med oplysninger, så du kan betale et beløb over netbank. Det håber jeg, du vil.

Naboen er ikke hjemme, så jeg går op til næste etage. Her er der en yngre mand, der åbner.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser ham app’en på min telefon). Du skal bare oplyse hvilket beløb, du vil give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have din egen telefon frem.
– Jeg er meget gammeldags. Jeg har hverken mobilbank eller Swipp eller noget.
– Men har du da ikke en mobiltelefon?
– Nej, det har jeg ikke.
– Virkelig ikke?
– Nej. Og forleden gav jeg penge til WWF.
– Men det er jo et helt andet formål end Læger uden grænser!
– Ja, det er det. Men jeg kan jo ikke give til det hele.
– Jeg håber du får en god dag.

På fjerde sal lukker en mand op.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser dem app’en på min telefon). Du bare oplyse hvilket beløb, du give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have jeres egen telefon frem.
– Jeg har mistet min telefon under karnevallet.
– Det var vel nok ærgerligt. Så har du vel fået spærret dit nummer?
– Nej, det har jeg ikke fået. Vent… jeg tror jeg har tabt en mønt ude på badeværelset. (går ud på badeværelset og kommer triumferende tilbage). Se, her er ti kroner.
– Mange tak. Her har du en seddel fra Læger uden grænser, så du kan se hvad pengene går til.

[ Retfærdigvis skal det siges, at denne opgang var en speciel oplevelse. Mange andre steder blev jeg vel modtaget, og i alt fik jeg indsamlet 815 kroner. Hvis du, kære læser, vil give et bidrag til Læger uden grænser, kan du gøre det via https://msf.dk/enkelt-donation. ]

Flattr this!

Nej til empati?

Den amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom har gjort sig til fortaler for at empati ikke nødvendigvis er af de gode. Den korte video ovenfor sætter tingene på spidsen, måske endda lige lovlig meget. Det er virkeligheden bedre at læse hans lange indlæg i Boston Review; det er en hel del mere nuanceret.

Jeg er  ikke sikker på at jeg er enig med Paul Blooms konklusioner som helhed. Mindst én ting har han nu ret i: Hvis man blot sørger sammen med den sørgende eller lider sammen med den lidende, fjerner man hverken sorgen eller lidelsen. Men det er, så vidt jeg kan se,  sympati snarere end empati, Bloom her har fat i (i hans indlæg bliver det da også tydeligt) og det er vel i virkeligheden her, min uenighed ligger. En retningsløs medlidenhed er et problem, for den fører ikke til forandring. Tegningen nedenfor illustrerer det meget klart.

sympathy-empathy-apathy-1

Det er rigtigt, at empati ofte kan være irrationel. Det barn, der falder ned i en dyb brønd og skal reddes op, får langt mere opmærksomhed end den globale opvarmning, der truer os alle (og også barnet i brønden, hvis hun/han bliver reddet op derfra). Og der er en veldokumenteret og trist tendens til det er meget nemmere at føle empati med dem, der ligner én selv.

Men dette viser for mig at se ikke at empati er overflødig. Om noget viser det kun at empati ikke er nok i sig selv, men at det er gennem kombinationen af medfølelsen og den bevidste handling, der skaber forandring, at vi kan nå længst. Noget andet, jeg faktisk synes godt om hos Bloom, er hans påpegning af at vrede (eller måske skulle vi kalde det for indignation) er en vigtig drivkraft til forandring. Martin Luther King viste stor medfølelse med de undertrykte i USA, men han var også vred over den uretfærdighed, som undertrykkelsen skabte.

Når man taler om at erstatte empati med rationalitet, bliver jeg derfor ofte skeptisk, for de mange begrundelser som en del politikere har for at “handle rationelt” i bestemte samfundsspørgsmål er netop ikke båret frem af en sådan vrede. De, der f.eks. taler om at vi ikke har råd til en bestemt miljøpolitik eller skal “hjælpe i nærområderne”, er tydeligvis ikke drevet frem af en vrede over de skader, der sker på miljøet eller af flygtninges hårde skæbne.

Flattr this!

Café Venlig på tværs

2016-03-11 15.23.03 2016-03-11 15.43.23 2016-03-11 16.36.34

I dag var jeg blevet inviteret med til Café “Venlig på tværs”, der er nogle helt uformelle sammenkomster på Huset i Aalborg, der er blevet til på initiativ fra medlemmer af Venligboerne. Ideen er at bringe danskere og flygtninge tættere på hinanden på en hyggelig måde.

Jeg var blevet bedt om at fortælle om Amnesty International – og det gjorde jeg så. Samira fra Amnesty skulle også have været med, men hun desværre lå underdrejet hjemme med akut hold i nakke og ryg.

Det hele blev undervejs tolket til arabisk, så flygtningene fra Syrien kunne følge med. Forinden havdeHanna fra “Elsk Aalborg” og Samih fra “Syrian Touch” fortalt om deres aktiviteter, der hver på deres måde også bringer mennesker med dansk og udenlandsk baggrund sammen.

Som man kan se af billederne, var der også musik.  Den lokale sangskriver Bjarke Kirk spillede. nogle sange. Nogle entusiastiske unge fyre fra Syrien (tror jeg nok) sang en sang tilsat en lidt sparsom guitar og til sidst var der en jamsession med Søren Bruun Jensen. Jeg nåede også at snakke med Søren; han var før jul to uger i Grækenland og kunne fortælle om hvordan grækerne tager mod flygtningene. Hans klare indtryk var at de fleste græske borgere havde en positiv holdning til flygtningene – de opfattede sig (halvvejs metaforisk) som værende i samme båd som dem i et Europa, der bestemt ikke altid viser sit pæne ansigt i disse år.

Café “Venlig på tværs” er en god idé og var for mig personligt også en god og menneskelig afslutning på en lige lovlig intens arbejdsuge med masser af veldefinerede mål,  dagsordener og referater. Som Ragnhild Hauge, en af initiativtagerne, sagde til mig: “Det her kan jo også godt lykkes, uden at det behøver at være så struktureret.” Og dét har hun ret i.

Flattr this!

Sitat av Knausgård om nasjonalisme

knausgaard

Jeg er i gang med at læse Karl Ove Knausgårds Min kamp, der er hans erindringer – seks omfangsrige bind.  Det er en god lejlighed til at få et indblik i Norges nyere hverdagshistorie, set gennem øjnene på Knausgård selv. Han er nogle få år yngre end mig (han er født i 1968), så de samtidsreferencer som ikke er specifikt norske, kan jeg selv genkende.

Her er et citat, som jeg faldt over under læsningen af Min kamp 4, og som uvilkårligt mindede mig om udtalelser, man kan høre i Danmark i 2016. På dette sted i bogen er Karl Ove 16 år og er på besøg hos sin farmor og farfar efter skoletid en dag i 1984.

Han så på meg. Bryskt og alvorlig. Nei, nei, det var ikke det, for i neste øyeblikk smilte han.

– Du er som din mor der, sa han.
– Ja, sa jeg. – Jeg vil ikke at penger skal styre livene til folk. Og så at vi bare skal være opptatt av oss selv i andedammen.
– Hvem skal vi være optatt av, da, om ikke det? sa han.
– De som lider. De fattige. Flyktningene.
– Men hvorfor skal de komme hit og bli forsøget av oss? Det må du forklare meg, sa han.
– Du må ikke høre på ham, sa farmor til meg og satte ei gryte på komfyren. – Han bare erter deg.
– Men vi må jo hjelpe de som ikke har det så bra? sa jeg.
– Jo, sa han. – Men først må vi hjelpe våre egne. Så kan vi hjelpe dem. Men det de vil, det er å bo her. Det er ikke for å få hjelp. Vi har kjempet oss fram og fått det bra her, og nå vil de ta over det. Uten å gjøre noe for det. Hvorfor skal vi det?

Flattr this!