March for Science 2017

I dag er der March for Science rundt omkring i verden. I Danmark er der arrangementer i København og i Aarhus. De danske arrangører skriver

March for Science er en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet. Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende.

Hele benægtelsen af den globale opvarmning og af den er menneskeskabt, mange politikeres skepsis over for betydningen af forskning og hele det usikre økonomiske grundlag for forskning er alt sammen grunde til bekymring.

Desværre kan jeg ikke selv være med i dag – der er ikke nogen march planlagt i Aalborg. Men mon ikke der bliver behov for at gå på gaden igen?

Flattr this!

Når det hele virker håbløst

I går var der et attentat i Ankara, et skyderi ved et islamisk center i Zürich og et lastbil-angreb i Berlin. Pludselig føles det igen som i juli i år, hvor der en lang overgang var terrorangreb næsten hver dag.

I min egen lille privilegerede akademiske boble er der intet sket, men ude omkring i verden er der død og had. Snart kommer julen, men det er unægtelig en underlig jul.

Mine tanker er hos dem, der har mistet og med dem, der mister – i hele verden, ikke kun i Europa. For i Syrien dør der lige så mange mennesker hver dag, som der i går døde i Europa – og ofte langt flere.

Nogle gange virker det hele håbløst, og man kan være desillusioneret ud over alle grænser. Så er det værd at huske, at det jo er præcis sådan, de gerne vil have os til være, alle dem der hader og slår ihjel – at vi skal blive lige så desillusionerede som dem. Men vi har hinanden, og vi skal standse det her. Ingen anden vil gøre det for os. Vi må efterhånden være mange nok til at sige fra over for døden og hadet og kynismen og volden. Hvis der skal blive en bedre menneskehed derude, er det nødt til at det være os, der skaber den.

Flattr this!

En våd sommerdag for flygtninge

IMG_20160620_190227 IMG_20160620_191325 IMG_20160620_193720 IMG_20160620_193856 IMG_20160620_205517

I dag holdt vi en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i Aalborg. Den var et samarbejde mellem Amnesty International (hvor jeg som bekendt er med), Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum og Asylforum. Formålet var at give udtryk for at flygtninge skal behandles ordentligt både her i Danmark og internationalt og at grundlaget for det skal være menneskerettighederne.

Vi har holdt folkevandring én gang før i Aalborg, nemlig den 6. oktober – der viste sig at være den første rigtig kolde efterårsdag. Alligevel kom der mere end 200 dengang. I dag var det så den suverænt mest regnfulde sommerdag indtil nu. Planerne om en hyggelig sommeraften med musik i det fri ved havnen gav ikke mening; en mikserpult tåler ikke regn særlig godt. De andre fra arrangørgruppen var nødt til at træffe nogle hurtige beslutninger, mens jeg selv holdt en lang projekteksamen og derfor var incommunicado.

Det lykkedes, og der deltog omkring 100 mennesker i folkevandringen. Ikke så dårligt endda med så ringe et vejr! Samira Taba fra Amnesty og Signe Lindstrøm fra Asylforum holdt gode taler i hver sin ende af ruten, der gik fra J.F. Kennedys Plads til Honnørkajen. TV2 Nord kom forbi og lavede et lille direkte indslag, hvor bl.a. jeg blev interviewet. Bagefter gik mange af deltagerne ned til “Susan Himmelblå”, hvor der var levende musik ved de musikere, der oprindelig skulle have spillet på havnen, og Mads Nygaard, der var med til at stifte den første Venligbo-gruppe, holdt tale sammen med sin gode ven Ammar, der er flygtning fra Syrien og nu bor i Skagen.

Flattr this!

#lægeforendag (og en opgang, der hylder Harold Pinter)

Harold Pinter var en pionér inden for det absurde teater. Den Store Danske skriver: "Besiddelsen af et lukket rum, det være sig et kælderrum, en lejlighed eller et hus, er en livsnødvendighed for det Pinterske menneske, der stedse føler sig truet af andre menneskers invasion og aggression. Rummet fungerer med andre ord som et eksistentielt beskyttelsesrum i et dæmonisk truende univers."
Harold Pinter var en pionér inden for det absurde teater. Den Store Danske skriver: “Besiddelsen af et lukket rum, det være sig et kælderrum, en lejlighed eller et hus, er en livsnødvendighed for det Pinterske menneske, der stedse føler sig truet af andre menneskers invasion og aggression. Rummet fungerer med andre ord som et eksistentielt beskyttelsesrum i et dæmonisk truende univers.”

I dag var jeg indsamler for Læger uden grænser.

Et ungt par i pænt tøj åbner døren; de skal vist ud at gå søndagstur.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Vi har desværre ikke nogen kontanter, siger manden.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser dem app’en på min telefon). I skal bare oplyse hvilket beløb, I vil give, og et mobilnummer. Derefter får I en SMS som kvittering. I skal ikke engang have jeres egen telefon frem.
– Vi vil gerne give et beløb, når vi kommer hjem igen, siger konen.
– Men… jeg står her jo ikke til den tid og kan tage imod et beløb. Det er nu, I kan give et beløb via min app.
– Vi sagde, at vi gerne vil give et beløb, når vi kommer hjem igen, siger manden.
– Men det giver jo slet ingen mening! I virkeligheden vil I jo slet ikke give noget beløb, vel?
– Nej, det vil vi nemlig ikke. Og hvad bilder du dig ind at være sur, din spasser? Vi vil jo ikke give dig noget! siger manden.

Jeg skynder mig væk, op ad trappen og hører manden kalde mig en sur spasser én gang til, hvorefter han siger til konen at de sagtens kan bruge de penge selv.

På næste etage åbner en ung mand døren.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser ham app’en på min telefon). Du skal bare oplyse hvilket beløb, du vil give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have din egen telefon frem.
– Min mobil er ved at løbe tør for strøm.
– Det var ærgerligt. Men du skal jo ikke engang have din egen telefon frem; det er min telefon, vi skal bruge.
– Nej, men der er ikke flere penge på min mobil.
– Åh, det var vel nok ærgerligt. Her er et stykke papir med oplysninger, så du kan betale et beløb over netbank. Det håber jeg, du vil.

Naboen er ikke hjemme, så jeg går op til næste etage. Her er der en yngre mand, der åbner.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser ham app’en på min telefon). Du skal bare oplyse hvilket beløb, du vil give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have din egen telefon frem.
– Jeg er meget gammeldags. Jeg har hverken mobilbank eller Swipp eller noget.
– Men har du da ikke en mobiltelefon?
– Nej, det har jeg ikke.
– Virkelig ikke?
– Nej. Og forleden gav jeg penge til WWF.
– Men det er jo et helt andet formål end Læger uden grænser!
– Ja, det er det. Men jeg kan jo ikke give til det hele.
– Jeg håber du får en god dag.

På fjerde sal lukker en mand op.

– Goddag, jeg kommer fra Læger uden grænser. Vi samler ind, så vi kan hjælpe mennesker, der er blevet ramt af naturkatastrofer og krig.
– Jeg har desværre ikke nogen kontanter.
– Det er der mange, der ikke har. Derfor har vi indsamlere en app på vores telefoner, se her (viser dem app’en på min telefon). Du bare oplyse hvilket beløb, du give, og et mobilnummer. Derefter får du en SMS som kvittering. Du skal ikke engang have jeres egen telefon frem.
– Jeg har mistet min telefon under karnevallet.
– Det var vel nok ærgerligt. Så har du vel fået spærret dit nummer?
– Nej, det har jeg ikke fået. Vent… jeg tror jeg har tabt en mønt ude på badeværelset. (går ud på badeværelset og kommer triumferende tilbage). Se, her er ti kroner.
– Mange tak. Her har du en seddel fra Læger uden grænser, så du kan se hvad pengene går til.

[ Retfærdigvis skal det siges, at denne opgang var en speciel oplevelse. Mange andre steder blev jeg vel modtaget, og i alt fik jeg indsamlet 815 kroner. Hvis du, kære læser, vil give et bidrag til Læger uden grænser, kan du gøre det via https://msf.dk/enkelt-donation. ]

Flattr this!

Nej til empati?

Den amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom har gjort sig til fortaler for at empati ikke nødvendigvis er af de gode. Den korte video ovenfor sætter tingene på spidsen, måske endda lige lovlig meget. Det er virkeligheden bedre at læse hans lange indlæg i Boston Review; det er en hel del mere nuanceret.

Jeg er  ikke sikker på at jeg er enig med Paul Blooms konklusioner som helhed. Mindst én ting har han nu ret i: Hvis man blot sørger sammen med den sørgende eller lider sammen med den lidende, fjerner man hverken sorgen eller lidelsen. Men det er, så vidt jeg kan se,  sympati snarere end empati, Bloom her har fat i (i hans indlæg bliver det da også tydeligt) og det er vel i virkeligheden her, min uenighed ligger. En retningsløs medlidenhed er et problem, for den fører ikke til forandring. Tegningen nedenfor illustrerer det meget klart.

sympathy-empathy-apathy-1

Det er rigtigt, at empati ofte kan være irrationel. Det barn, der falder ned i en dyb brønd og skal reddes op, får langt mere opmærksomhed end den globale opvarmning, der truer os alle (og også barnet i brønden, hvis hun/han bliver reddet op derfra). Og der er en veldokumenteret og trist tendens til det er meget nemmere at føle empati med dem, der ligner én selv.

Men dette viser for mig at se ikke at empati er overflødig. Om noget viser det kun at empati ikke er nok i sig selv, men at det er gennem kombinationen af medfølelsen og den bevidste handling, der skaber forandring, at vi kan nå længst. Noget andet, jeg faktisk synes godt om hos Bloom, er hans påpegning af at vrede (eller måske skulle vi kalde det for indignation) er en vigtig drivkraft til forandring. Martin Luther King viste stor medfølelse med de undertrykte i USA, men han var også vred over den uretfærdighed, som undertrykkelsen skabte.

Når man taler om at erstatte empati med rationalitet, bliver jeg derfor ofte skeptisk, for de mange begrundelser som en del politikere har for at “handle rationelt” i bestemte samfundsspørgsmål er netop ikke båret frem af en sådan vrede. De, der f.eks. taler om at vi ikke har råd til en bestemt miljøpolitik eller skal “hjælpe i nærområderne”, er tydeligvis ikke drevet frem af en vrede over de skader, der sker på miljøet eller af flygtninges hårde skæbne.

Flattr this!

Café Venlig på tværs

2016-03-11 15.23.03 2016-03-11 15.43.23 2016-03-11 16.36.34

I dag var jeg blevet inviteret med til Café “Venlig på tværs”, der er nogle helt uformelle sammenkomster på Huset i Aalborg, der er blevet til på initiativ fra medlemmer af Venligboerne. Ideen er at bringe danskere og flygtninge tættere på hinanden på en hyggelig måde.

Jeg var blevet bedt om at fortælle om Amnesty International – og det gjorde jeg så. Samira fra Amnesty skulle også have været med, men hun desværre lå underdrejet hjemme med akut hold i nakke og ryg.

Det hele blev undervejs tolket til arabisk, så flygtningene fra Syrien kunne følge med. Forinden havdeHanna fra “Elsk Aalborg” og Samih fra “Syrian Touch” fortalt om deres aktiviteter, der hver på deres måde også bringer mennesker med dansk og udenlandsk baggrund sammen.

Som man kan se af billederne, var der også musik.  Den lokale sangskriver Bjarke Kirk spillede. nogle sange. Nogle entusiastiske unge fyre fra Syrien (tror jeg nok) sang en sang tilsat en lidt sparsom guitar og til sidst var der en jamsession med Søren Bruun Jensen. Jeg nåede også at snakke med Søren; han var før jul to uger i Grækenland og kunne fortælle om hvordan grækerne tager mod flygtningene. Hans klare indtryk var at de fleste græske borgere havde en positiv holdning til flygtningene – de opfattede sig (halvvejs metaforisk) som værende i samme båd som dem i et Europa, der bestemt ikke altid viser sit pæne ansigt i disse år.

Café “Venlig på tværs” er en god idé og var for mig personligt også en god og menneskelig afslutning på en lige lovlig intens arbejdsuge med masser af veldefinerede mål,  dagsordener og referater. Som Ragnhild Hauge, en af initiativtagerne, sagde til mig: “Det her kan jo også godt lykkes, uden at det behøver at være så struktureret.” Og dét har hun ret i.

Flattr this!

Sitat av Knausgård om nasjonalisme

knausgaard

Jeg er i gang med at læse Karl Ove Knausgårds Min kamp, der er hans erindringer – seks omfangsrige bind.  Det er en god lejlighed til at få et indblik i Norges nyere hverdagshistorie, set gennem øjnene på Knausgård selv. Han er nogle få år yngre end mig (han er født i 1968), så de samtidsreferencer som ikke er specifikt norske, kan jeg selv genkende.

Her er et citat, som jeg faldt over under læsningen af Min kamp 4, og som uvilkårligt mindede mig om udtalelser, man kan høre i Danmark i 2016. På dette sted i bogen er Karl Ove 16 år og er på besøg hos sin farmor og farfar efter skoletid en dag i 1984.

Han så på meg. Bryskt og alvorlig. Nei, nei, det var ikke det, for i neste øyeblikk smilte han.

– Du er som din mor der, sa han.
– Ja, sa jeg. – Jeg vil ikke at penger skal styre livene til folk. Og så at vi bare skal være opptatt av oss selv i andedammen.
– Hvem skal vi være optatt av, da, om ikke det? sa han.
– De som lider. De fattige. Flyktningene.
– Men hvorfor skal de komme hit og bli forsøget av oss? Det må du forklare meg, sa han.
– Du må ikke høre på ham, sa farmor til meg og satte ei gryte på komfyren. – Han bare erter deg.
– Men vi må jo hjelpe de som ikke har det så bra? sa jeg.
– Jo, sa han. – Men først må vi hjelpe våre egne. Så kan vi hjelpe dem. Men det de vil, det er å bo her. Det er ikke for å få hjelp. Vi har kjempet oss fram og fått det bra her, og nå vil de ta over det. Uten å gjøre noe for det. Hvorfor skal vi det?

Flattr this!

To kulturer

traderstoners

En figur fra Wilsons PhD-afhandling viser hvad de grupper af studerende endte med at synes om hinanden.
Tabeller  fra Wilsons PhD-afhandling viser hvad de grupper af studerende endte med at synes om hinanden.

I går annoncerede jeg Amnesty Internationals årlige fakkeltog i Aalborg den 10. december på Facebook i bl.a. gruppen om Krystalnat-arrangementet, som vi var med til at lave den 9. november og som jeg har skrevet om her. En kvinde, som jeg ikke kender og ikke er Facebook-ven med, skrev “Nej tak”. Jeg skrev at man jo bare kunne blive væk. Hertil svarede hun at det ville hun sandelig også, og at jeg var en pladderhumanist. Dette var tæt på at være en mikroudgave af det triste og polariserede debatklima i Danmark i disse år. Hvor kommer alt dette fra?

Engang viste det berømte/berygtede Stanford Prison Experiment, hvor nemt det kunne være at få nogle mennesker til at optræde som brutale fangevogtere. Men i 2008 viste et andet psykologisk eksperiment fra USA hvor let det kan være at dele mennesker op i “kulturer”. Dette og andre eksperimenter er nu beskrevet i en bog af Deborah Downing Wilson, der er forskeren bag. Eksperimentet var en central del af hendes PhD-afhandling.

Forsøget indgik i et kursus, hun holdt om interkulturel kommunikation – og bestod i at hun delte holdet af studerende i to grupper. Hver gruppe blev undervist for sig og fik nogle øvelser, der skulle etablere gruppens identitet. Den ene gruppe, alfa-gruppen, fik historien om den vidunderlige suppesten, som er fortællingen om en snedig tigger der får byens rige borgere til at lave suppe til ham. Den anden gruppe, beta-gruppen, fik lignelsen om de betroede talenter.

Alfa-gruppen, som Wilson endte med at kalde Stoner-gruppen, fik én slags øvelser, der alle skulle pointere at det var vigtigt at være tålmodig og vise samhørighed og hjælpsomhed. Beta-gruppen, som Wilson endte med at kalde Trader-gruppen fik derimod øvelser, der alle skulle pointere at det var vigtigt at være handelsorienteret og at kunne forhandle sin vilje igennem. Og det lykkedes over al forventning. Grupperne mødtes undervejs, men der opstod store forskelle imellem dem, som endda lod til at eksistere også efter eksperimentet var slut. Især var det interessant at opleve hvordan de to grupper af studerende vurderede hinanden. Det var tydeligt, at den ene gruppe syntes at de andre var “urealistiske pladderhumanister” og at den anden gruppe syntes at de andre var “kyniske stræbere”.

Og dette var bare en helt igennem konstrueret situation.

Flattr this!

Sort fredag

  
Det er ikke flygtninge, der forsøger at nå over en grænseovergang. Det er ikke rædselsslagne mennesker der løber fra terrorister. Billedet er fra Manchester, hvor jeg lige nu befinder mig (jeg skal til min søsters bryllup). Og det viser mennesker i kø til udsalg på denne den sidste fredag i november. 

Vi har fået Halloween fra Storbritannien via USA. Og hjemme i Danmark fejrer de nu også Black Friday, den seneste rendyrket kommercielle højtid. De religiøse højtider foregiver i det mindste at handle om noget andet også.

I Frankrig og i Libanon og i Mali har der i denne måned været sorte fredage, og i Syrien, Yemen og Libyen er der ikke andet — men Black Friday handler bare om udsalg og om at købe sig væk fra verdens problemer.

Jeg har valgt i stedet at sende et bidrag til Læger uden grænser. Hvis vi i den rige verden har råd til udsalgsvarer, har vi vel også råd til at hjælpe dem, for hvem hver fredag er mørk.

Flattr this!