Dagens indsamling

– Nå, er du allerede ude at samle ind igen? sagde min genbo i dag, da jeg samlede ind for SOS Børnebyerne.  Ja og nej. Sidst, jeg samlede ind, var for knap fem måneder siden, den 10. december 2017, hvor jeg samlede ind for  Amnesty International. Ruten var af uvisse årsager præcis den samme denne gang.

En del mennesker var ikke hjemme, formodentlig på grund af det gode vejr, men der var en langt mere positiv stemning denne gang. Arbejdet for forældreløse og udsatte børn kan heldigvis bringe det bedste frem i mange. Ikke engang hundene virkede specielt bidske. Selv manden i den store villa, der tilbage i december sidste år ikke ville give et bidrag fordi det var Amnesty International, var på grænsen til at være velvillig. Han gav selvfølgelig heller ikke noget denne gang, men han “ville da lige kigge på det”.

Der er et sted længere nede af gaden, hvor jeg bor, hvor jeg har oplevet at de konsekvent siger nej, uanset hvilket formål jeg har samlet ind til i årenes løb. Det gjorde de selvfølgelig også i år. Folk, der har så konsekvente holdninger, kunne sikkert blive eminente fundraisere, hvis der er en dag blev iværksat en indsamling til støtte for et stop for indsamlinger.

Man kan i øvrigt stadig give et bidrag til SOS Børnebyernes indsamling. Brug nummeret på billedet ovenfor eller besøg SOS Børnebyernes websted.

Tanker ved en reception i Jernbanegade 23

Jeg har været aktivt medlem af Amnesty International i Aalborg igennem snart mange år. For mig begyndte det hele med at jeg kom til et introduktionsmøde i juni måned 1994, og jeg besluttede mig til komme igen. Jeg blev medlem i en af de lokale grupper, den der hed gruppe 144. Dengang holdt Amnesty International til i Priorgade 1a, en sidegade til Frederikstorv ved Danmarksgade.

Noget af det første, jeg var med til, var en tragisk sag om to unge mænd, der døde i politiets varetægt i Indien. Efter alt at dømme var de blevet tæsket ihjel af betjente. I gruppe 144 skrev vi ganske mange breve til de indiske myndigheder, og jeg fik kontakt med PUCL, en indisk menneskerettighedsgruppe. Det var før internettet blev almindeligt udbredt, så almindelige papirbreve var eneste kommunikationsform for os, når det gjaldt Indien.

Min første vigtige oplevelse kom hér: Jeg fik kontakt til medlemmer af PUCL og de hjalp med at få taget sagen om dødsfaldene op. En dag fik jeg et brev fra Indien; sagen om de to unge mænd var blevet taget op i det indiske retssystem. Desværre endte det hele med at dommerne konkluderede, at der ikke var sket noget galt.

Men alligevel var det en stor oplevelse for mig at opdage, at den indsats, jeg var med til, kunne betyde noget så konkret i en anden del af verden. Allerede i sensommeren 1994 kom jeg også med i det, der hed regionsledelsen – en koordinationsgruppe for vores aktiviteter i Nordjylland. Medlemmerne af regionsledelsen kom, lavede ofte en stor indsats og drog så efter nogle år videre. Medlemmerne af gruppe 144 kom, lavede ofte en stor indsats og drog så videre. Jeg slog mine folder som referent og sekretær i regionsledelsen og siden også som sekretær og referent i gruppe 144. Vi var nødt til at spinke og spare og lave en masse fundraising-aktiviteter, så vi kunne lave de arrangementer om menneskerettigheder, som vi egentlig gerne ville.

Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 foreslog, at vi skulle have internet-adgang i form af en mailadresse. Men ingen andre i Amnesty i Aalborg kendte til internettet og kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Så det blev ikke til noget.

Siden nedlagde vi regionsledelsen og oprettede en lokalforening. Her blev jeg igen referent, nu i lokalforeningsledelsen. Grupperne var lige så stille på vej ud; vi lavede det meste sammen alligevel. I lokalforeningen var jeg bl.a. med til at have kontakt med Amnesty-medlemmer i Zimbabwe. Her var den eneste mulighed samtaler i mobiltelefon! Og jeg var med i det, der hed mandatudvalget under den danske hovedbestyrelse, Også her endte jeg med at blive referent. Jeg oplevede at være med til spændende møder med Amnesty-medlemmer fra andre lande og at have mange gode stunder og vigtige diskussioner med dem. Det var en særlig oplevelse for mig at være med til at forfatte et dansk resolutionsforslag, som blev vedtaget på et internationalt rådsmøde (dem har jeg dog aldrig været med til).

Vi kom på nettet – først med vores egen blog og mailingliste, siden også via Facebook og Instagram. I dag kan ingen af os forestille sig, hvordan det var ikke at være på nettet.

Og jeg har været med til en masse landsmøder (mere end én gang har jeg været referent i arbejdsgrupper her) og har også her mødt Amnesty-medlemmer fra nær og fjern.

Med årene skiftede sekretariatet holdning til vores arbejde; nu behøvede vi ikke længere at bruge tid på at fundraise, men kunne simpelthen bede om penge fra dansk afdeling til de aktiviteter, vi gerne ville lave. Dét var et stort løft for vores i forvejen gode aktivitetsniveau, og samtidig fjernede det en stor bekymring for os.

I 2010 flyttede vi fra Priorgade 1a til nye lokaler i Danmarksgade 7, så vi kunne få nogle bedre rammer om vores aktiviteter. Vi nedlagde lokalforeningen og blev igen en gruppe, kogruppen. Og jeg blev referent i kogruppen.

Sidste år blev vores lejemål desværre opsagt, og vi var nødt til at flytte igen, denne gang til vores nuværende lokaler i Jernbanegade 23 (lige rundt om hjørnet fra Danmarksgade, en gade der åbenbart står os nær!). Det er uden diskussion de bedste lokaler, vi har haft.

På det personlige plan har det været en givende tid for mig: Jeg har lært en masse mennesker at kende (og har fået skrevet en hel masse referater). Ved receptionen i dag fik vi genset nogle af de gamle bekendtskaber; det var rigtig godt at se alle igen. Og repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, kiggede også forbi. Også dem var vi rigtig glade for at møde igen.

Det var lidt specielt for mig at indse, at den eneste gennemgående figur fra 1994 og frem faktisk er mig.

Min tid i Amnesty International er bestemt ikke slut. Menneskerettighederne er under pres mere end nogensinde før i min levetid; det er tragisk og skræmmende at høre ledende danske politikere tale dårligt om menneskerettighederne og at høre på deres ønsker om at få dem fjernet.

Set fra mit rigtige, lønnede arbejde som universitetslærer er det i øvrigt påfaldende, at jeg dér har måttet være med i den stik modsatte udvikling: Jeg skal nu bruge en masse tid på at fundraise for at kunne lave de aktiviteter, jeg egentlig helst ville bruge tid på. Erfaringerne fra mit ulønnede arbejde i Amnesty International viser, at det ikke var nogen god strategi.

Sponsor for en flygtning?

Et af de mange usympatiske skridt i udviklingen af dansk flygtningepolitik er den nylige beslutning om at Danmark ikke længere skal tage imod kvoteflygtninge, dvs. flygtninge der skal genbosættes gennem UNHCRs særlige program. Argumentet er at der ikke er råd og kræfter til dette, og at “Danmark har brug for et pusterum”. Jeg ved, at der rundt omkring i landet (og også i min kommune) er ikke helt få kommunalpolitikere, der er meget uenige heri – også politikere fra de partier, der i Folketinget står bag beslutningen.

Det ville være et godt signal, hvis kommuner rundt om i landet gjorde det klart, at de var villige til at modtage et antal kvoteflygtninge. Men det ville være mere end dét, det ville måske kunne hjælpe særligt sårbare flygtninge med at blive genbosat.

I Canada har man faktisk en lignende politik: Her kan virksomheder, organisationer og andre grupper være sponsorer for en flygtning. Sponsorerne skal lave en genbosættelsesplan og forsørge flygtningen. 

På denne måde kan Canada genbosætte flere flygtninge under UNHCRs program end den faste kvote, som landet også tager. Og de flygtninge, der bliver sponsoreret, bliver integreret gennem et personligt møde med en virksomhed eller organisation og kommer på denne måde ind i et konkret fællesskab og i arbejde eller ind på en uddannelse.

Måske kunne dette være en strategi, der var værd at overveje i Danmark – ikke at det skal blive en sovepude for den internationale (og moralske) forpligtelse, som Danmark stadig har. Dén må ikke privatiseres. Men det ville kunne sætte fokus på de positive holdninger til flygtninge og den vilje til at hjælpe dem, der faktisk findes hos ganske mange mennesker her i landet.

Indsamling til Amnesty International

I dag, hvor det er FNs menneskerettighedsdag, samlede jeg ind ved Amnesty Internationals første landsindsamling i Danmark nogensinde. Jeg var en af i alt 73 indsamlere i Aalborg-området, og fordi Amnesty International har lokaler i Aalborg, tog vi imod indsamlingsbøsser fra indsamlerne.

Jeg har samlet ind for flere andre organisationer i årenes løb, men for mig er det selvfølgelig noget helt særligt at samle ind for Amnesty International. Min rute i dag førte mig forbi 162 husstande i området, hvor jeg bor, inklusive min egen husstand, og jeg mødte alle mulige forskellige reaktioner og så en hel masse forskellige hunde og katte, som løb mig i møde. Én gade var delt op i en sydlig halvdel, hvor alle lukkede op, var venlige og gav et bidrag – og en nordlig halvdel, hvor alle (på når forældrene til en af min datters gamle klassekammerater) var negative og ikke ville give. Der var ligefrem nogle, der direkte sagde, at fordi det var Amnesty International, ville de ikke give noget.

Ligesom ved andre indsamlinger var det især ældre kvinder og unge mænd, der mest kategorisk ikke ville give noget. Ét sted fik jeg smækket døren i, straks den skæggede beboer så min indsamlingsbøsse (og man får ingen point for at gætte hans alder). Et andet sted var det en ung mand, der lukkede op, og bag ham stod – tre ældre kvinder. Med andre ord: Den mest ugunstige kombinationer af mennesker, man kunne forestille sig. Og de var selvfølgelig alle fire enige om ikke at ville give noget. “Vi har ikke tid”, lød begrundelsen. Dén var ny.

Men mange andre steder var der heldigvis stor velvilje, og flere steder fik jeg faktisk 100 kroner. Til sidst, tre en halv time senere, kunne jeg tage over til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 og være sammen med de andre i Amnesty-gruppen og med de indsamlere, der kom forbi. Det var en hyggelig afslutning.

Endnu en indsamling til Dansk Flygtningehjælp

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har kunnet deltage i Dansk Flygtningehjælps landsindsamling; jeg var med i 2014.

I år var min rute kort, kun 105 husstande blev det til. Dansk Flygtningehjælp opfordrede i år indsamlerne til at sige

Hej, jeg kommer fra Dansk Flygtningehjælp. Vi har Landsindsamling i dag, og vi samler ind til de mennesker, der er på flugt. Kunne du tænke dig at give et bidrag? Det går til nærområderne.

Denne formulering er nøje valgt. Ordet flygtning er desværre efterhånden blevet negativt ladet hos mange mennesker, og man skal omhyggeligt betone nærområderne – pengene fra Dansk Flygtningehjælps indsamlinger går aldrig til flygtninge i Danmark, men den politiske debat er efterhånden blevet tæt befolket med “nærområdehjælpere”.

Der er millioner af mennesker på flugt fra krigene i Syrien, Yemen og Sydsudan og også mange, der er på flugt på undertrykkelse i lande som Eritrea og Nigeria. Pengene fra landsindsamlingen går især til mad, vand og tag over hovedet for nogle af alle disse mange mennesker, der befinder sig i lejre i nærområderne (to ord, der til gengæld er blevet meget positivt ladede).

Mange steder var der desværre ingen hjemme. I én enkelt opgang var til gengæld næsten alle hjemme og lukkede op – men ingen af dem ville give. De, der ikke ville give i dag, var alle enten unge mænd eller ældre mennesker. Det hjalp ikke engang at nævne nærområderne. I det mindste var der da ikke nogen, der kaldte mig for spasser denne gang.

For få år siden begyndte vi at bruge MobilePay, fordi mange dengang sagde, at de ikke havde kontanter. Det er der stadig mange, der siger, men i dag opdagede jeg, at der nu også er mange, der siger, at de ikke har MobilePay.

Jeg har endnu ikke fået at vide, hvor meget jeg har fået samlet ind, men det kan desværre næppe være et særlig stort beløb. I 2008 fik jeg indsamlet 1588 kroner, i 2014 blev det til 800 kroner og denne gang er vi (iberegnet mit eget bidrag på 200 kroner) formodentlig nede omkring 400 kroner.

Men hvis du gerne vil hjælpe mennesker på flugt og har MobilePay eller et betalingskort, kan du stadig nå at give et beløb til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling via hjemmesiden.  Og det går til nærområderne.

Man kommer til at holde lidt mindre af mennesker

For nogle uger siden var jeg ude at samle penge ind til SOS Børnebyerne. Og før det var jeg med til samle underskrifter for at omgøre folketingsbeslutningen om at Danmark ikke længere skal tage imod 500 UNHCR-flygtninge.

Det er vigtigt for mig at være med her. Men samtidig må jeg indse, at det at bede andre mennesker om at støtte en sag, jeg går ind for, faktisk ikke giver mig mere energi. Tværtimod. Jeg ender nemlig altid med at holde en lille smule mindre af menneskeheden, når jeg hører mine medborgere give udtryk for synspunkter, som er kyniske eller hadefulde. Efterhånden er jeg også blevet meget lidt villig til at indlade mig på diskussioner på Internettet. Jeg prøver altid at veje mine ord på en guldvægt for at være så præcis som overhovedet muligt, men efterhånden bidrager jeg kun ugerne. For jeg kan mærke det samme ske – jeg kommer til at holde lidt mindre af mennesker hver gang. Og det gør især ondt, når det er familie eller venner.

Jeg har plejet at tænke, at det nok kun var mig, der havde det sådan. Men jeg opdagede for nylig, at nogle af dem, jeg kender fra Amnesty International, og som ligesom jeg er midaldrende mennesker, også har det på den måde. Måske er det debat-klimaet, der er blevet mere råt; det er min fornemmelse, at man i dag kan ytre sig offentligt på måder, der for en menneskealder siden slet ikke var acceptable. Måske har vi alle fået kortere lunte. Eller måske er jeg bare ved at blive konfliktsky?

– Jeg samler ikke ind

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg samler ikke ind.
– Det er mig, der samler ind.
– Jeg samler ikke ind.
– Du vil altså ikke give et bidrag?
– Nej, det vil jeg ikke. Tak for besøget.

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg er studerende, så jeg har ingen kontanter.
– Du kan give via MobilePay eller sms.
– Min kæreste er medlem af Red Barnet.
– Det er ikke det samme som SOS Børnebyerne.
– Nej, det er vel ikke.
– Her er en folder, hvor du kan læse om MobilePay eller sms.
– Det vil jeg tænke over.

Det blev med andre ord en søndag eftermiddag af stærkt varierende kvalitet. Kancelligården nummer 1 til 55 (lige og ulige numre) i Nørresundby bidrog med i alt 11 kroner og 50 øre, og andre steder var der hele opgange, hvor ingen lukkede op. Et enkelt sted fik jeg 50 øre. Men til gengæld var der så også folk, der gav 100 kroner eller mere – og der var endda nogen, der sagde tak til mig.

I kan stadig nå at give et beløb på 20 14 11 00 (MobilePay) eller ved at sende SOS75 til 1910; på den måde giver I 75 kroner. Læs mere om SOS Børnebyerne og deres arbejde for forældreløse børn på https://www.sosbornebyerne.dk

Datalogi og humanisme

Det er et interessant indlæg i Wired af Emma Pierson, der er en amerikansk PhD-studerende i datalogi ved Stanford University.

Hun skriver om den manglende forbindelse mellem datalogi og etiske spørgsmål. Til Coursera arbejdede hun f.eks. med at lave et recommender system som studerende kunne bruge til at hjælpe sig med at finde relevante kurser baseret på bl.a. den studerendes køn, men så opdagede hun at sådan et system, netop fordi der er få kvinder, der vælger datalogi, simpelthen aldrig ville anbefale kvindelige studerende et datalogikursus. Sådan et system ville bare forstærke den i forvejen meget skæve kønsfordeling.

Jeg er bange for at Emma Pierson har helt ret. Mange dataloger er meget bange for politiske og etiske diskussioner. De underlige ikke-diskussioner om forbindelsen til f.eks. militær og overvågningsindustri er et tegn på dette. De mærkelige studenterprojekter,  hvor studerende laver programmer til styring af en kanon, men aldrig overvejer om og hvorfor mennesker skal skydes på, er et andet.

På vores datalogi- og softwareuddannelser på Aalborg Universitet er der kursusaktiviteter, der skal anspore til etiske diskussioner, men de handler mest om forskningsetik (der selvfølgelig også er et vigtigt emne). Men ellers er det småt med overvejelserne. Måske er det frygten for at blive set som politiserende og derfor useriøs, der spiller ind. Hele den daværende regerings bredside mod “eksperter og smagsdommere” og frygten for at rage uklar med de eksterne kilder, der skal kunne finansiere forskning, har sikkert også været medvirkende til at mange går stille med dørene.

Der tales meget om ansættelighed og om at kandidater fra datalogiuddannelserne skal kunne fungere godt i samfundet. Ofte er det dét, der bruges til at fokusere på samarbejde med virksomheder. Men alligevel: Hvorfor skal det stoppe der? Hvis jeg skal vide mere om samfundet og de svære beslutninger, vi står over for, er jeg nødt til at etablere en kontakt til dem, der ved noget om disse områder. Vi kunne invitere vores kolleger fra andre fag og medarbejdere fra humanitære organisationer til at holde seminarer for os med helt andre perspektiver – og vi kunne få de studerende med til den slags aktiviteter.

March for Science 2017

I dag er der March for Science rundt omkring i verden. I Danmark er der arrangementer i København og i Aarhus. De danske arrangører skriver

March for Science er en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet. Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende.

Hele benægtelsen af den globale opvarmning og af den er menneskeskabt, mange politikeres skepsis over for betydningen af forskning og hele det usikre økonomiske grundlag for forskning er alt sammen grunde til bekymring.

Desværre kan jeg ikke selv være med i dag – der er ikke nogen march planlagt i Aalborg. Men mon ikke der bliver behov for at gå på gaden igen?

Når det hele virker håbløst

I går var der et attentat i Ankara, et skyderi ved et islamisk center i Zürich og et lastbil-angreb i Berlin. Pludselig føles det igen som i juli i år, hvor der en lang overgang var terrorangreb næsten hver dag.

I min egen lille privilegerede akademiske boble er der intet sket, men ude omkring i verden er der død og had. Snart kommer julen, men det er unægtelig en underlig jul.

Mine tanker er hos dem, der har mistet og med dem, der mister – i hele verden, ikke kun i Europa. For i Syrien dør der lige så mange mennesker hver dag, som der i går døde i Europa – og ofte langt flere.

Nogle gange virker det hele håbløst, og man kan være desillusioneret ud over alle grænser. Så er det værd at huske, at det jo er præcis sådan, de gerne vil have os til være, alle dem der hader og slår ihjel – at vi skal blive lige så desillusionerede som dem. Men vi har hinanden, og vi skal standse det her. Ingen anden vil gøre det for os. Vi må efterhånden være mange nok til at sige fra over for døden og hadet og kynismen og volden. Hvis der skal blive en bedre menneskehed derude, er det nødt til at det være os, der skaber den.