Men vi er flere end dem

Skærmbilledudsnit fra Generation Identitærs hjemmeside.

For nogle måneder siden lå der en løbeseddel fra en gruppering, der kalder sig Nordfront, i brevkassen derhjemme. Nordfront er en nynazistisk bevægelse med afdelinger i Sverige, Norge, Danmark og Finland. I den weekend, der nu er gået, lavede en anden gruppering, der kalder sig for Generation Identitær, en demonstration, hvor de foldede et langt banner ud langs Limfjordsbroen. Netop denne dag cyklede jeg selv over broen, men slap heldigvis for at se på deres banner.

Den pågældende gruppering, der startede i Frankrig og nu også findes i en del andre lande, taler om “den store udskiftning”. Det er den blandt højrenationalister udbredte konspirationsteori, at nogle europæiske regeringer arbejder på at skifte den “hvide” befolkning i Europa ud med “brune” mennesker. Grupperingens “løsning” er det, de kalder for “remigration” – et andet ord for masseudvisning af “brune” mennesker fra Europa. Generation Identitær vil gerne fremstå som “pæne unge mennesker” og gør et stort nummer ud af distancere sig fra grupper som Nordfront ved at påpege, at deres aktionsformer er ikke-voldelige. Reelt er de en pendant til Stram Kurs, bare med bedre visuelt design og tøjvalg og færre tydelige ukvemsord.

Det er trist at tænke på, at denne gruppering nu findes i Nordjylland og tilsyneladende har en lokal afdeling. Men jeg bemærker også, at der faktisk ikke er ret mange til at holde banneret. Den 19. maj gik mange lokale foreninger i Aalborg sammen om at at lave en antiracistisk markering i form af en menneskekæde. Min kone og jeg var med. Mange andre var med. Menneskekæden gik hele vejen over Limfjordsbroen. Vi er mange flere end dem.

En solstrålehistorie

I kan stadig nå at give et beløb.

I dag samlede jeg ind til SOS Børnebyerne, der arbejder for at give forældreløse og udsatte børn i 130 lande en tryg barndom i en kærlig familie – for i dag er det Mors Dag. Ligesom andre år (og til indsamlinger for andre organisationer) har jeg haft en indsamlingsrute i bestemte gader i nærheden af min bopæl. På den måde har jeg erfaring for at der er nogle steder, hvor de altid giver, og andre steder, hvor de aldrig giver.

Der er et sted på en vej, hvor der er en ældre mand, der har rejst en del i Afrika. Han giver altid. Og på samme vej bor forældrene til en af min datters tidligere klassekammerater. De giver også altid. Men jeg ved også, at der længe henne ad samme vej er et tilrøget hus med en gammel dame, der ligegyldigt hvad jeg har samlet ind til, med et smil siger at hun er “fuldstændig ligeglad”. Det gjorde hun også i år.

Og et helt fjerde sted på samme vej er der en modvillig ældre mand, der altid begynder at udspørge mig og komme med detaljerede argumenter i et temmelig nedladende tonefald for hvorfor han ikke vil give. Denne gang spurgte han mig, hvilke lande, SOS Børnebyerne arbejder i (her kunne jeg svare, at det drejede sig om 130 lande) og hvor stor en del af organisationens budget, der går til administration. Her måtte jeg henvise ham til SOS Børnebyernes årsrapport. “Alle siger jo, at de ikke bruger ret meget til administration, men hvordan skal man kunne tro på dét?” sagde han. Og så tilføjede han at “Måske er alting godt i 120 af de 130 lande, men det kan jo være, at de børn, der bliver hjulpet, vokser op og bliver terrorister.” Jeg gav ham en folder og ønskede ham en god dag.

Men derefter indså jeg, at han ikke skulle få skovlen under mig denne gang. Jeg gik hjem og fandt SOS Børnebyernes seneste årsrapport og tog en udskrift af den. Bagest i den 40 sider lange rapport er organisationens officielle regnskab og en undersøgelse af impact, dvs. hvor mange børn, det lykkes at hjælpe videre. Det er kun 6,5 procent af SOS Børnebyernes budget, der går til administration, og i 2017 vidste man, at det er 84 procent af alle børn, som godt videre i voksenlivet takket været de projekter som SOS Børnebyerne står for. Og så ringede jeg til SOS Børnebyernes indsamlingskoordinator og fik en snak med hende og med organisationens kommunikationschef om hvordan man dog skal håndtere det triste argument om terrorisme. Her er argumenterne de oplagte: Man kender ikke til nogen tilfælde af at nogen børn fra SOS Børnebyernes projekter skulle være blevet terrorister, og den bedste garant for at man ikke bliver terrorist eller på anden måde begår grov kriminalitet er, at man får en god og tryg barndom og en uddannelse.

Således bevæbnet med argumenter gik jeg tilbage til den modvillige ældre mand og talte med ham. Jeg gav ham årsrapporten, viste ham lagkagediagrammet over budgetposterne og tallene, der viser et impact på 84 procent, og jeg fortalte ham, at jeg havde talt med SOS Børnebyernes sekretariat.

– Tænk, at du har gjort alt det. Og du har selv skrevet rapporten ud til mig. Du må gerne beholde den, så du kan vise den til andre, der er i tvivl. Nu er jeg overbevist. Jeg vil gerne give dig penge, sagde han.

Derefter fulgtes jeg med ham ind til hans hoveddør, hvor han kaldte på sin hustru. Hun skulle finde kontanter, og selv gav han 50 kroner yderligere på MobilePay.

Det er den slags oplevelser, der (alt andet lige) gør at jeg er optimist.

(I kan selvfølgelig også give et beløb til SOS Børnebyerne på MobilePay på nummer 75301.)

Mød Verden 2018

I dag var der Mød Verden 2018 i Sohngårdsholmsparken. Ligesom første gang, arrangementet løb af stabelen, deltog vi fra Amnesty International, denne gang dog med en lidt mere praktisk og organisatorisk vinkel end sidst – og vel også noget mere, end vi havde regnet med. Der var mange gode kræfter, der gjorde en stor og helhjertet indsats for at få arrangementet til at blive til virkelighed med temmelig kort varsel. Uden dem havde Mød Verden 2018 ikke været der.

Desværre drillede vejret os, og ikke alt det, der var forsøgt planlagt, blev til noget. For mig og de andre fra Amnesty International var det især en stor skuffelse, at de aktiviteter, vi havde planlagt som vores centrale bidrag  – henholdsvis vores udstilling om flygtninge i verden og vores kampagne om verdenserklæringen om menneskerettigheder –  ikke blev til noget. Det telt, som vi skulle være i, og som vi (med andre frivilliges store og velgennemtænkte hjælp) brugte megen tid på at sætte op, kunne ikke holde til blæsten, og efter kun 45 minutter var vi nødt til at pakke sammen igen. Set gennem disse briller blev det derfor til en dag om teltpløkker, problemer med levering af kaffe, blæst og regn, oprydning og presenninger, ikke en dag med fokus på menneskerettighederne.

Til gengæld havde jeg den store glæde og ære at optræde sammen med Nader Alkasem til et Spoken World-indslag, som jeg lavede sammen med Nader og Nikolaj Lind Holm. Kaare Olsen skulle også have været med, men desværre var han blevet syg. Denne eftermiddag læste jeg danske versioner op af Naders digte fra digtsamlingen Dobbelt A (skrevet sammen med Claus Nivaa) om og fra det Aleppo, han var nødt til at flygte fra, og det Aalborg, han til sidst endte i.

Der var også musik og mad  – faktisk langt mere mad, end vi troede, der ville være. Vi prøvede forgæves at få maden afsat til Kirkens Korshærs varmestue for hjemløse. Efter mange opkald, hvor ingen svarede, måtte vi tage så meget af den veltillavede mad med hjem, som vi kunne, og resten måtte vi kassere. Det var ingen af os glade for.

Dagens indsamling

– Nå, er du allerede ude at samle ind igen? sagde min genbo i dag, da jeg samlede ind for SOS Børnebyerne.  Ja og nej. Sidst, jeg samlede ind, var for knap fem måneder siden, den 10. december 2017, hvor jeg samlede ind for  Amnesty International. Ruten var af uvisse årsager præcis den samme denne gang.

En del mennesker var ikke hjemme, formodentlig på grund af det gode vejr, men der var en langt mere positiv stemning denne gang. Arbejdet for forældreløse og udsatte børn kan heldigvis bringe det bedste frem i mange. Ikke engang hundene virkede specielt bidske. Selv manden i den store villa, der tilbage i december sidste år ikke ville give et bidrag fordi det var Amnesty International, var på grænsen til at være velvillig. Han gav selvfølgelig heller ikke noget denne gang, men han “ville da lige kigge på det”.

Der er et sted længere nede af gaden, hvor jeg bor, hvor jeg har oplevet at de konsekvent siger nej, uanset hvilket formål jeg har samlet ind til i årenes løb. Det gjorde de selvfølgelig også i år. Folk, der har så konsekvente holdninger, kunne sikkert blive eminente fundraisere, hvis der er en dag blev iværksat en indsamling til støtte for et stop for indsamlinger.

Man kan i øvrigt stadig give et bidrag til SOS Børnebyernes indsamling. Brug nummeret på billedet ovenfor eller besøg SOS Børnebyernes websted.

Tanker ved en reception i Jernbanegade 23

Jeg har været aktivt medlem af Amnesty International i Aalborg igennem snart mange år. For mig begyndte det hele med at jeg kom til et introduktionsmøde i juni måned 1994, og jeg besluttede mig til komme igen. Jeg blev medlem i en af de lokale grupper, den der hed gruppe 144. Dengang holdt Amnesty International til i Priorgade 1a, en sidegade til Frederikstorv ved Danmarksgade.

Noget af det første, jeg var med til, var en tragisk sag om to unge mænd, der døde i politiets varetægt i Indien. Efter alt at dømme var de blevet tæsket ihjel af betjente. I gruppe 144 skrev vi ganske mange breve til de indiske myndigheder, og jeg fik kontakt med PUCL, en indisk menneskerettighedsgruppe. Det var før internettet blev almindeligt udbredt, så almindelige papirbreve var eneste kommunikationsform for os, når det gjaldt Indien.

Min første vigtige oplevelse kom hér: Jeg fik kontakt til medlemmer af PUCL og de hjalp med at få taget sagen om dødsfaldene op. En dag fik jeg et brev fra Indien; sagen om de to unge mænd var blevet taget op i det indiske retssystem. Desværre endte det hele med at dommerne konkluderede, at der ikke var sket noget galt.

Men alligevel var det en stor oplevelse for mig at opdage, at den indsats, jeg var med til, kunne betyde noget så konkret i en anden del af verden. Allerede i sensommeren 1994 kom jeg også med i det, der hed regionsledelsen – en koordinationsgruppe for vores aktiviteter i Nordjylland. Medlemmerne af regionsledelsen kom, lavede ofte en stor indsats og drog så efter nogle år videre. Medlemmerne af gruppe 144 kom, lavede ofte en stor indsats og drog så videre. Jeg slog mine folder som referent og sekretær i regionsledelsen og siden også som sekretær og referent i gruppe 144. Vi var nødt til at spinke og spare og lave en masse fundraising-aktiviteter, så vi kunne lave de arrangementer om menneskerettigheder, som vi egentlig gerne ville.

Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 foreslog, at vi skulle have internet-adgang i form af en mailadresse. Men ingen andre i Amnesty i Aalborg kendte til internettet og kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Så det blev ikke til noget.

Siden nedlagde vi regionsledelsen og oprettede en lokalforening. Her blev jeg igen referent, nu i lokalforeningsledelsen. Grupperne var lige så stille på vej ud; vi lavede det meste sammen alligevel. I lokalforeningen var jeg bl.a. med til at have kontakt med Amnesty-medlemmer i Zimbabwe. Her var den eneste mulighed samtaler i mobiltelefon! Og jeg var med i det, der hed mandatudvalget under den danske hovedbestyrelse, Også her endte jeg med at blive referent. Jeg oplevede at være med til spændende møder med Amnesty-medlemmer fra andre lande og at have mange gode stunder og vigtige diskussioner med dem. Det var en særlig oplevelse for mig at være med til at forfatte et dansk resolutionsforslag, som blev vedtaget på et internationalt rådsmøde (dem har jeg dog aldrig været med til).

Vi kom på nettet – først med vores egen blog og mailingliste, siden også via Facebook og Instagram. I dag kan ingen af os forestille sig, hvordan det var ikke at være på nettet.

Og jeg har været med til en masse landsmøder (mere end én gang har jeg været referent i arbejdsgrupper her) og har også her mødt Amnesty-medlemmer fra nær og fjern.

Med årene skiftede sekretariatet holdning til vores arbejde; nu behøvede vi ikke længere at bruge tid på at fundraise, men kunne simpelthen bede om penge fra dansk afdeling til de aktiviteter, vi gerne ville lave. Dét var et stort løft for vores i forvejen gode aktivitetsniveau, og samtidig fjernede det en stor bekymring for os.

I 2010 flyttede vi fra Priorgade 1a til nye lokaler i Danmarksgade 7, så vi kunne få nogle bedre rammer om vores aktiviteter. Vi nedlagde lokalforeningen og blev igen en gruppe, kogruppen. Og jeg blev referent i kogruppen.

Sidste år blev vores lejemål desværre opsagt, og vi var nødt til at flytte igen, denne gang til vores nuværende lokaler i Jernbanegade 23 (lige rundt om hjørnet fra Danmarksgade, en gade der åbenbart står os nær!). Det er uden diskussion de bedste lokaler, vi har haft.

På det personlige plan har det været en givende tid for mig: Jeg har lært en masse mennesker at kende (og har fået skrevet en hel masse referater). Ved receptionen i dag fik vi genset nogle af de gamle bekendtskaber; det var rigtig godt at se alle igen. Og repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, kiggede også forbi. Også dem var vi rigtig glade for at møde igen.

Det var lidt specielt for mig at indse, at den eneste gennemgående figur fra 1994 og frem faktisk er mig.

Min tid i Amnesty International er bestemt ikke slut. Menneskerettighederne er under pres mere end nogensinde før i min levetid; det er tragisk og skræmmende at høre ledende danske politikere tale dårligt om menneskerettighederne og at høre på deres ønsker om at få dem fjernet.

Set fra mit rigtige, lønnede arbejde som universitetslærer er det i øvrigt påfaldende, at jeg dér har måttet være med i den stik modsatte udvikling: Jeg skal nu bruge en masse tid på at fundraise for at kunne lave de aktiviteter, jeg egentlig helst ville bruge tid på. Erfaringerne fra mit ulønnede arbejde i Amnesty International viser, at det ikke var nogen god strategi.

Sponsor for en flygtning?

Et af de mange usympatiske skridt i udviklingen af dansk flygtningepolitik er den nylige beslutning om at Danmark ikke længere skal tage imod kvoteflygtninge, dvs. flygtninge der skal genbosættes gennem UNHCRs særlige program. Argumentet er at der ikke er råd og kræfter til dette, og at “Danmark har brug for et pusterum”. Jeg ved, at der rundt omkring i landet (og også i min kommune) er ikke helt få kommunalpolitikere, der er meget uenige heri – også politikere fra de partier, der i Folketinget står bag beslutningen.

Det ville være et godt signal, hvis kommuner rundt om i landet gjorde det klart, at de var villige til at modtage et antal kvoteflygtninge. Men det ville være mere end dét, det ville måske kunne hjælpe særligt sårbare flygtninge med at blive genbosat.

I Canada har man faktisk en lignende politik: Her kan virksomheder, organisationer og andre grupper være sponsorer for en flygtning. Sponsorerne skal lave en genbosættelsesplan og forsørge flygtningen. 

På denne måde kan Canada genbosætte flere flygtninge under UNHCRs program end den faste kvote, som landet også tager. Og de flygtninge, der bliver sponsoreret, bliver integreret gennem et personligt møde med en virksomhed eller organisation og kommer på denne måde ind i et konkret fællesskab og i arbejde eller ind på en uddannelse.

Måske kunne dette være en strategi, der var værd at overveje i Danmark – ikke at det skal blive en sovepude for den internationale (og moralske) forpligtelse, som Danmark stadig har. Dén må ikke privatiseres. Men det ville kunne sætte fokus på de positive holdninger til flygtninge og den vilje til at hjælpe dem, der faktisk findes hos ganske mange mennesker her i landet.

Indsamling til Amnesty International

I dag, hvor det er FNs menneskerettighedsdag, samlede jeg ind ved Amnesty Internationals første landsindsamling i Danmark nogensinde. Jeg var en af i alt 73 indsamlere i Aalborg-området, og fordi Amnesty International har lokaler i Aalborg, tog vi imod indsamlingsbøsser fra indsamlerne.

Jeg har samlet ind for flere andre organisationer i årenes løb, men for mig er det selvfølgelig noget helt særligt at samle ind for Amnesty International. Min rute i dag førte mig forbi 162 husstande i området, hvor jeg bor, inklusive min egen husstand, og jeg mødte alle mulige forskellige reaktioner og så en hel masse forskellige hunde og katte, som løb mig i møde. Én gade var delt op i en sydlig halvdel, hvor alle lukkede op, var venlige og gav et bidrag – og en nordlig halvdel, hvor alle (på når forældrene til en af min datters gamle klassekammerater) var negative og ikke ville give. Der var ligefrem nogle, der direkte sagde, at fordi det var Amnesty International, ville de ikke give noget.

Ligesom ved andre indsamlinger var det især ældre kvinder og unge mænd, der mest kategorisk ikke ville give noget. Ét sted fik jeg smækket døren i, straks den skæggede beboer så min indsamlingsbøsse (og man får ingen point for at gætte hans alder). Et andet sted var det en ung mand, der lukkede op, og bag ham stod – tre ældre kvinder. Med andre ord: Den mest ugunstige kombinationer af mennesker, man kunne forestille sig. Og de var selvfølgelig alle fire enige om ikke at ville give noget. “Vi har ikke tid”, lød begrundelsen. Dén var ny.

Men mange andre steder var der heldigvis stor velvilje, og flere steder fik jeg faktisk 100 kroner. Til sidst, tre en halv time senere, kunne jeg tage over til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 og være sammen med de andre i Amnesty-gruppen og med de indsamlere, der kom forbi. Det var en hyggelig afslutning.

Endnu en indsamling til Dansk Flygtningehjælp

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har kunnet deltage i Dansk Flygtningehjælps landsindsamling; jeg var med i 2014.

I år var min rute kort, kun 105 husstande blev det til. Dansk Flygtningehjælp opfordrede i år indsamlerne til at sige

Hej, jeg kommer fra Dansk Flygtningehjælp. Vi har Landsindsamling i dag, og vi samler ind til de mennesker, der er på flugt. Kunne du tænke dig at give et bidrag? Det går til nærområderne.

Denne formulering er nøje valgt. Ordet flygtning er desværre efterhånden blevet negativt ladet hos mange mennesker, og man skal omhyggeligt betone nærområderne – pengene fra Dansk Flygtningehjælps indsamlinger går aldrig til flygtninge i Danmark, men den politiske debat er efterhånden blevet tæt befolket med “nærområdehjælpere”.

Der er millioner af mennesker på flugt fra krigene i Syrien, Yemen og Sydsudan og også mange, der er på flugt på undertrykkelse i lande som Eritrea og Nigeria. Pengene fra landsindsamlingen går især til mad, vand og tag over hovedet for nogle af alle disse mange mennesker, der befinder sig i lejre i nærområderne (to ord, der til gengæld er blevet meget positivt ladede).

Mange steder var der desværre ingen hjemme. I én enkelt opgang var til gengæld næsten alle hjemme og lukkede op – men ingen af dem ville give. De, der ikke ville give i dag, var alle enten unge mænd eller ældre mennesker. Det hjalp ikke engang at nævne nærområderne. I det mindste var der da ikke nogen, der kaldte mig for spasser denne gang.

For få år siden begyndte vi at bruge MobilePay, fordi mange dengang sagde, at de ikke havde kontanter. Det er der stadig mange, der siger, men i dag opdagede jeg, at der nu også er mange, der siger, at de ikke har MobilePay.

Jeg har endnu ikke fået at vide, hvor meget jeg har fået samlet ind, men det kan desværre næppe være et særlig stort beløb. I 2008 fik jeg indsamlet 1588 kroner, i 2014 blev det til 800 kroner og denne gang er vi (iberegnet mit eget bidrag på 200 kroner) formodentlig nede omkring 400 kroner.

Men hvis du gerne vil hjælpe mennesker på flugt og har MobilePay eller et betalingskort, kan du stadig nå at give et beløb til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling via hjemmesiden.  Og det går til nærområderne.

Man kommer til at holde lidt mindre af mennesker

For nogle uger siden var jeg ude at samle penge ind til SOS Børnebyerne. Og før det var jeg med til samle underskrifter for at omgøre folketingsbeslutningen om at Danmark ikke længere skal tage imod 500 UNHCR-flygtninge.

Det er vigtigt for mig at være med her. Men samtidig må jeg indse, at det at bede andre mennesker om at støtte en sag, jeg går ind for, faktisk ikke giver mig mere energi. Tværtimod. Jeg ender nemlig altid med at holde en lille smule mindre af menneskeheden, når jeg hører mine medborgere give udtryk for synspunkter, som er kyniske eller hadefulde. Efterhånden er jeg også blevet meget lidt villig til at indlade mig på diskussioner på Internettet. Jeg prøver altid at veje mine ord på en guldvægt for at være så præcis som overhovedet muligt, men efterhånden bidrager jeg kun ugerne. For jeg kan mærke det samme ske – jeg kommer til at holde lidt mindre af mennesker hver gang. Og det gør især ondt, når det er familie eller venner.

Jeg har plejet at tænke, at det nok kun var mig, der havde det sådan. Men jeg opdagede for nylig, at nogle af dem, jeg kender fra Amnesty International, og som ligesom jeg er midaldrende mennesker, også har det på den måde. Måske er det debat-klimaet, der er blevet mere råt; det er min fornemmelse, at man i dag kan ytre sig offentligt på måder, der for en menneskealder siden slet ikke var acceptable. Måske har vi alle fået kortere lunte. Eller måske er jeg bare ved at blive konfliktsky?

– Jeg samler ikke ind

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg samler ikke ind.
– Det er mig, der samler ind.
– Jeg samler ikke ind.
– Du vil altså ikke give et bidrag?
– Nej, det vil jeg ikke. Tak for besøget.

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg er studerende, så jeg har ingen kontanter.
– Du kan give via MobilePay eller sms.
– Min kæreste er medlem af Red Barnet.
– Det er ikke det samme som SOS Børnebyerne.
– Nej, det er vel ikke.
– Her er en folder, hvor du kan læse om MobilePay eller sms.
– Det vil jeg tænke over.

Det blev med andre ord en søndag eftermiddag af stærkt varierende kvalitet. Kancelligården nummer 1 til 55 (lige og ulige numre) i Nørresundby bidrog med i alt 11 kroner og 50 øre, og andre steder var der hele opgange, hvor ingen lukkede op. Et enkelt sted fik jeg 50 øre. Men til gengæld var der så også folk, der gav 100 kroner eller mere – og der var endda nogen, der sagde tak til mig.

I kan stadig nå at give et beløb på 20 14 11 00 (MobilePay) eller ved at sende SOS75 til 1910; på den måde giver I 75 kroner. Læs mere om SOS Børnebyerne og deres arbejde for forældreløse børn på https://www.sosbornebyerne.dk