Det føles ærgerligt at bruge tid på en kynisk opportunist som Socialdemokratiets Rasmus Stoklund. Men hans udtalelser afslører hvordan den danske regering forsøger at legitimere sin hårde politik.

I det efterhånden temmelig omtalte interview på DR2 forsvarer Stoklund Socialdemokratiets hårde udlændingepolitik med at den giver “mest humanisme for pengene”. Andre socialdemokrater kommer med lignende bemærkninger om at de skulle være de sande humanister (i modsætning til falskhumanister som f.eks. mig).

Men hvad er et humanistisk livssyn? Den Store Danske siger at

Det humanistiske livssyn sætter som norm respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed. Humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter.

Den store danske (https://denstoredanske.lex.dk/humanisme)

Argumentet er tilsyneladende at de midler, den danske stat bruger på flygtninge i Danmark kunne bruges bedre på anden vis – typisk ved at holde mennesker på flugt væk fra Danmark eller sende dem væk så snart man kan finde en begrundelse for det.

Mange af de mennesker på flugt, der får asyl i Danmark, har hidtil fået en uddannelse og et arbejde. På et udrejsecenter bidrager man til gengæld ikke med noget, for man må hverken arbejde eller uddanne sig. Hvis de, der ellers ville kunne få asyl i Danmark, skulle være i lejre i f.eks. Rwanda, ville de formodentlig aldrig få sig en uddannelse. I bedste fald ville man kunne sige, at midlerne man ville spare ved at mennesker blev forhindret i at opnå i Danmark, kunne fordeles ud på lejre i Afrika.

Det er dog ikke klart for mig hvordan dette kan leve sammen med et ideal om retten til en udvikling i frihed. Der er ikke megen mulighed for en udvikling i frihed ved at tilbringe sit liv i en lejr. Det er klart, at langt fra alle flygtninge når til Europa, men skaber man en bedre tilværelse for verdens flygtninge ved systematisk at gøre livet dårligere for nogle af dem? Dette er for mig at se uforeneligt med det humanistiske livssyns krav om moralsk ansvarlighed.

Udtalelsen om “mest humanisme for pengene” er for mig at se ikke andet end endnu et eksempel på den typiske position af “strategisk velvilje”, der hævder at man vil det gode, men ikke præcis hvordan – det skal bare ikke lige være det der.