Militæret, klimakrisen og forskningen

Kilde: https://www.army.mil/article/208766/12_principles_of_modern_military_leadership_part_1

Syddansk Universitet er et af de danske universiteter, der har tilsluttet sig FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er bestemt prisværdigt. Men samtidig er der på danske universiteter også en systematisk indsats for at prøve at skaffe midler fra EUs nye program for våbenforskning. Nogle steder er der oprettet enheder, der skal koordinere denne indsats inden for våbenforskning.

For mig at se er disse to indsatser i stor modstrid med hinanden. Militæret er ikke bare en trussel mod samfundet i den forstand, at civilbefolkningen i en krig altid lider de største tab, eller i den forstand, at krigsførsel i høj grad går ud på at ødelægge modpartens infrastruktur, men er også en trussel i den forstand, at militæret sluger enorme mængder af energi og har et enormt klimaaftryk. Begrundelsen for FNs verdensmål nr. 13 siger at

Alle lande i verden kan se de drastiske konsekvenser af klimaforandringer. Udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, og udledningen er i dag mere end 50 procent højere end niveauet i 1990. Endvidere forårsager den globale opvarmning langvarige ændringer i vores klimasystem, som truer med uoprettelige konsekvenser, hvis vi ikke handler nu.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

USAs militære ledelse ser klimakrisen for en alvorlig trussel mod USAs sikkerhed. Men det interessante er, at det amerikanske militær set på denne måde udgør en sikkerhedstrussel! En analyse foretaget af samfundsforskeren Neta C. Crawford fra Brown University i USA konkluderer nemlig, at USAs militær gennem sine aktiviteter har et større klimaaftryk end de fleste lande i verden.

Samtidig siger begrundelsen for FNs verdensmål nr. 16 at

Fred, stabilitet, menneskerettigheder og effektiv regeringsførelse baseret på retsstatsprincipper er vigtige betingelser for en bæredygtig udvikling. Vi lever i en verden, der i stigende grad er opdelt. Nogle regioner nyder vedvarende fred, sikkerhed og velstand, mens andre er plaget af tilsyneladende uendelige cyklusser af konflikter og vold. Dette er på ingen måde uundgåeligt, og skal løses.

Væbnet vold og usikkerhed har en ødelæggende effekt på et lands udvikling, det påvirker den økonomiske vækst, og medfører ofte langvarigt fjendskab mellem lokalsamfund, der kan vare ved i flere generationer.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

Set i lyset af dette, er det svært at forstå, at danske universiteter på én og samme tid hævder at arbejde for FNs verdensmål og opfordrer til militærforskning. For mig at se er der først og fremmest tale om en form for opportunisme, netop fordi eksterne forskningsmidler er blevet så vigtige, at universiteternes ledelser først og fremmest er interesseret i at skaffe midler på så mange fronter som muligt (hvis man vil undskylde mig dette ordspil).

En uforfærdet kamp for det frie ord?

I kølvandet på Muhammed-krisen fik det såkaldte Trykkefrihedsselskab stor opmærksomhed. Foreningen blev grundlagt i oktober 2004 af Lars Hedegaard, David Gress, Søren Krarup, Jesper Langballe og Kai Sørlander; det er derfor ikke overraskende, at næsten hele selskabets virke har bestået i at deltage i den såkaldte “islamkritik”, der reelt ikke er religionskritik, men et slet skjult udtryk for nationalisme. Trykkefrihedsselskabet hævder dog at være “tværpolitisk” og at kæmpe for alles ytringsfrihed.

Til januar vil Trykkefrihedsselskabet så give deres Sappho-pris til englænderen Tommy Robinson. Prisen skal gå til “en person, der har udvist uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord”. Det er et interessant valg. Hvis man kigger nærmere på Robinsons “kamp for det frie ord”, vil man nemlig opdage, at han bl.a. har været leder af den højrenationalistiske English Defence League og har en lang forhistorie med vold og overfald og domme for det. Så sent som i juni 2019 blev han filmet i forbindelse med et overfald på åben gade i Portugal. Også i år han blev dømt for foragt for retten efter at have livestreamet fra en sag om voldtægt. Endnu mere ironisk, når man tænker på “kampen for det frie ord”, er det, at de grupper, som Robinson har tilknytning til, er kommet i fokus efter en række overfald på britiske journalister. BBC, Channel 4 og ITV var endda nødt til at anvende private sikkerhedsvagtselskaber for at beskytte deres journalister under retssagen mod Robinson.

Langt ude?

I dag var der en stor demonstration mod antisemitisme og racisme i Randers som reaktion på skændingerne af jødiske gravsteder på byens kirkegård. Det var rigtig glædeligt at se. Det er også godt, at to personer, der formodentlig var gerningsmændene, er blevet pågrebet.

Nogle gange er det som om der er en konsensus om at nazismen ikke kan vinde opbakning i Danmark. I den offentlige debat skorter det ikke på fordømmelse af nazismen, også fra stærkt nationalistiske politikere. Selv Rasmus Paludan siger, at han tager afstand fra fascisme og nazisme! I 2017 skrev han

Jeg tager den stærkest mulige afstand fra nazisme, racisme, fascisme, islamisme, stalinisme og alle ekstreme og voldelige ideologier.

Kun “Den Nordiske Modstandsbevægelse”, der efter alt at dømme stod bag gravskændingerne i Randers, kalder sig uden blusel for “en revolutionær, nationalsocialistisk modstandsbevægelse”.

Lad os antage, at alle dem, der taler negativt om nazisme, faktisk mener det – dvs. også f.eks. Rasmus Paludan. Men kan vi deraf slutte, at nazismen ikke vil kunne få opbakning i Danmark i vor tid? Jeg er desværre ikke overbevist. Den store forhindring for et gennembrud for nazismen er vel stadig antisemitismen og holocaust-benægtelsen, men hvis det lykkes at nedtone dette aspekt (måske “bare” ved at det går i glemmebogen), er jeg bange for at det ser anderledes ud. Især kan jeg ikke lade være med at tænke på, at partiet Stram Kurs fik 1,8 procent af stemmerne ved folketingsvalget i år og således var tæt på at komme ind. Partiet fik i sin kampagne hjælp af medlemmer af det nazistiske miljø og på mange måder er det desværre netop et parti, der lykkedes med at nedtone netop de elementer af nazismen, er der uspiselige, nemlig antisemitismen og holocaust-benægtelsen.

En sikker zone?

De grøngule områder på dette kort er kurdisk kontrollerede. Det lille grå område er kontrolleret af Islamisk Stat. Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Kurdistan#/media/File:Syrian,_Iraqi,_and_Lebanese_insurgencies.png

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan siger, at den tyrkiske offensiv, der lige nu er i gang i Nordsyrien, har til formål at fjerne styrker under kurdisk ledelse fra grænsen og at skabe en “sikker zone”, så mange syriske flygtninge kan sendes tilbage til syrisk territorium.

Det er en underlig og ubehagelig alliance, der er opstået nu – den tyrkiske offensiv er blevet gjort nemmere, siden Donald Trump bestemte sig til at trække amerikansk militær ud af Syrien. Og de europæiske lande er passive, for de vil helst undgå at modtage flygtninge fra Syrien (selv om det, der nu sker, igen vil tvinge nogen på flugt). Ideen om en “sikker zone” passer lidt for mange europæiske regeringer lidt for godt. Taberne i det hele er – ud over civilbefolkningen, der altid taber i en krig – som så ofte før kurderne. Det er godt nok kurdiske styrker, der har stået i spidsen for at bekæmpe Islamisk Stat, men det er glemt nu.

Det må være på tide at sige til Erdogan-regimet, at det, der sker nu, er helt uacceptabelt, og at få indkaldt FNs sikkerhedsråd. Alle, der overvejer at tage på ferie i Tyrkiet, bør efter min mening også overveje deres beslutning.

En grandios misforståelse

Hele den mærkværdige historie om Donald Trumps fornærmede aflysning af sit besøg i Danmark er ikke bare en påmindelse om, hvordan virkeligheden ofte kan overgå fiktionen og om hvor svært det er blevet at lave satire. Det er også interessant, at den forrykte idé om at ville købe Grønland vel var det, der skulle til for at bringe Danmark og Grønland tættere på hinanden. Det ofte komplicerede forhold mellem Grønland og den gamle kolonimagt er trods alt nemmere at forholde sig til end den kyniske naivitet hos en præsident, der er ligeglad med at der faktisk bor mennesker på den store ø oppe nordpå.

Forløbet viser samtidig, at USAs præsident er fanget i en grandiositet, som man sjældent har set mage til. Det er en grandiositet, der gør at han har svært ved at forstå og acceptere, at andre ikke deler hans opfattelse af egen fortræffelighed og berettigelse, der “tillader” ham at overskride almindelig adfærd i internationale forhold. Jeg skrev om Kanye West og hans grandiose og fornærmede adfærd for et par år siden her. Det er næppe noget tilfælde, at musikeren og præsidenten har så nært et forhold, og min fornemmelse er, at det forhold næppe er et isoleret eksempel på at grandiose og magtsøgende mennesker holder af hinandens selskab.

Godhavn: Noget om at tabe ansigt

Kilde: http://www.godhavn.dk/images/AnerkendelseGodhavnsdrengene.pdf

I dag kom den så – den siddende danske regerings undskyldning til dem, der i perioden 1945-1976 blev udsat for svigt og mishandling på 19 danske børnehjem. Det er ikke ofte, danske regeringer har givet sådanne undskyldninger. Tidligere regeringer har ikke villet give en undskyldning, og her var argumentet altid, at det var andre tider nu: den siddende regering kunne ikke holdes ansvarlig for det, der skete for længe siden – det var andre myndigheder og andre politikere dengang, sagde man.

Jeg synes selv, den nuværende regering har handlet rigtigt. Det, der overbeviste mig om det, var de reaktioner, som de tidligere børnehjemsbørn kom med i medierne i dag. For dem var et svært kapitel nu afsluttet. Undskyldningen er på den måde også et stærkt budskab om at det er andre tider nu.

Ofte ser regeringer sig som officielle bærere af nogle gode nationale traditioner, som de er stolte af at føre videre. Men regeringer risikerer nemt også at være bærere af dårlige nationale traditioner. Der har i de senere år været diskussioner om hvorvidt regeringer fra lande, der engang var kolonimagter, skal undskylde over for befolkningen i de lande, der engang var kolonier. Selv om det virker underligt på nogle, synes jeg at regeringerne fra de gamle kolonimagter burde tage et sådant skridt, også selv om ingen længere taler for kolonialisme eller slaveri.

Den store udfordring er, at statsledere (og politikere generelt) er meget bange for at tabe ansigt. Men jeg tror, det i nogle situationer kan være langt bedre selv at lade ansigtet falde end at bruge tiden på at prøve at undgå at det sker. Den nuværende regering har bestemt ikke tabt ansigt ved at komme med sin undskyldning – tværtimod.

Vor tids tyskerpiger

“Tyskerpiger” tilbageholdes i Aarhus efter Danmarks befrielse.

For tiden er der diskussioner af hvad man skal gøre ved de europæiske statsborgere (danskere, tyskere, briter og andre) der rejste til Syrien og Irak og tilsluttede sig Islamisk Stat. De fleste er enige om at de pågældende mennesker har handlet helt igennem forkasteligt, men der stopper enigheden. Nogle mener, at de pågældende europæere ikke skal kunne vende tilbage til det land, de forlod. Dette er også holdningen hos den danske regering. Til gengæld mener Donald Trump, at de europæiske lande skal lade deres statsborgere, der sympatiserede med Islamisk Stat, vende tilbage, så de kan blive retsforfulgt. Det er underligt at indse, at jeg for første gang faktisk er enig med Donald Trump!

De kvinder, der rejste til Mellemøsten og giftede sig ind i Islamisk Stat, er et særligt komplekst fænomen. Af reaktionerne rundt omkring kan jeg se, at nogle nærer et voldsomt had til dem. Og jeg synes selvfølgelig, at det er forkasteligt at tilslutte sig en grusom og menneskefjendsk gruppering som Islamisk Stat. Men et statsborgerskab må gælde, uanset et menneskes gerninger. Det vil være svært for Danmark at udlevere kriminelle udenlandske statsborgere til udlandet, hvis Danmark ikke også vil acceptere at modtage sine egne kriminelle statsborgere.

Men der er noget andet, jeg også vil bemærke her. Der er for mig at se en tydelig parallel til hadet mod de unge kvinder, der havde forhold til medlemmer af den tyske besættelsesmagt. Efter Danmarks befrielse var der et voldsomt had til “tyskerpigerne”, og på nogle måder var de en form for lynafledere, netop fordi Danmarks rolle i besættelsen havde været mere tvetydig end mange brød sig om at tænke på. På samme måde har mange landes rolle i krigene i Syrien og Irak været temmelig tvetydig, og måske er det også derfor, reaktionerne mod de unge kvinder, der tilsluttede sig Islamisk Stat, er så voldsomme. På én måde burde mange af “tyskerpigerne” være langt nemmere at tilgive, for mange af de omkring 107.000 tyske soldater i Danmark under 2. verdenskrig begik faktisk ikke grusomheder. På en anden måde er historien om “tyskerpigerne” til gengæld voldsommere, for der var mange flere “tyskerpiger” (måske op mod 50.000) end der er unge kvinder, der har sluttet sig til Islamisk Stat.

I begge tilfælde var der tale om unge kvinder, der ikke tænkte sig om.

Endnu en oliekonflikt

Foto: France24.com.

Jeg kan ikke sige noget positivt om Maduro-regimet i Venezuela. Som Amnesty International har dokumenteret, foregår der omfattende krænkelser af menneskerettighederne i Venezuela. Flere og flere venezuelanere flygter til andre lande og søger asyl. Menneskerettighedsaktivister bliver forfulgt.

Men der er ét aspekt af hele krisen om Venezuela, som man kun sjældent taler om: Venezuela har verdens største oliereserver og har gennem en lang årrække været blandt verdens ti største eksportører af råolie (men er det ikke for tiden). Tilmed går 45 procent af Venezuelas eksport af olie til USA.

På denne måde er der en parallel til situationen i Irak i 2003. Og som så ofte før taler lande som USA pludselig om udemokratiske og undertrykkende regimer (og Maduro-regimet er et sådant) og om social ulighed i befolkningen på en måde, de ellers ikke er kendt for at gøre. På denne måde dækker de tilsyneladende hensyn til menneskerettighederne over det, der dybest set bare er økonomiske interesser.

Et andet eksempel på at storpolitiske konflikter reelt handler om økonomiske interesser mere end om så meget andet, er det mindst lige så plagede Afghanistan. I 1980erne viste det sig, at Afghanistan har store resurser af metaller – jern, kobber, guld og ikke mindst de såkaldte sjældne jordarter, der har stor betydning for elektronikindustrien.

Hvad tegneserien kan

Fra Footnotes in Gaza (her fra https://mondoweiss.net/2009/12/exclusive-excerpt-from-joe-saccos-groundbreaking-new-book-footnotes-in-gaza/)

Jeg købte for flere år siden Joe Saccos bog Footnotes in Gaza, der udkom i 2009, og læste lidt i den. Det var tydeligt for mig, at her var en bog, det var vigtigt for mig at læse. Men først i den juleferie, der lige er slut, kom jeg i gang med at læse bogen i sin helhed og fra ende til anden. Tilfældet ville, at jeg samme dag som jeg var kommet et godt stykke ind i bogen, fik en venneanmodning på Facebook fra Mahmoud Qudaih, der bor i Gaza-striben.

Footnotes in Gaza er en vigtig bog på flere måder.

For det første er bogen et af efterhånden mange eksempler på at tegneserien er et medium, som kan bruges til meget mere end underholdning. Tag ikke fejl – jeg holder meget af Carl Barks’ Anders And og Mezières og Christins Linda og Valentin. Men kombinationen af tegninger og tekst er en særlig udtryksform, der også er særdeles velegnet til dokumentarisme. For det er hvad, Footnotes in Gaza er – nemlig beretningen om den maltesiskfødte tegner og reporter Joe Saccos forsøg på at afdække de massakrer, den israelske hær begik i Rafah og Khan Younis i 1956. Bogen er lige så meget beretningen om Saccos møde med Gaza i det 21. århundrede og journalistiske metode som den er en beretning om massakrerne.

For det andet kaster Footnotes in Gaza lys over to massakrer, jeg faktisk ikke havde hørt om. I gymnasiets historieundervisning havde jeg kun læst ganske lidt om den væbnede konflikt i området, der fandt sted efter oprettelsen af Israel i 1948. Hvis massakrerne blev nævnt i senere historiebøger, har det højst været i form af en fodnote. Footnotes in Gaza tager helt klart parti for den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza (og de andre besatte områder), der har været udsat for så megen brutalitet i de sidste mange år – og det bør man også gøre. Men bogen er også et eksempel på god og grundig kildekritik og på et analytisk baseret forsøg på at forstå alle parters motiver, sådan som god journalistik skal gøre.

For det tredie er tegningerne i Footnotes in Gaza værd at studere i sig selv. Ligesom andre så forskellige tegnere som Carl Barks, Will Eisner, Reed Crandall og Claus Deleuran har Joe Sacco en stor sans for detaljen og viser desuden, at sort/hvide billeder som et bevidst udtryk kan være meget mere realistiske end farvebilleder.

Footnotes in Gaza er klart anbefalet herfra; bogen findes desværre ikke på dansk, men den kan lånes på danske biblioteker.

Fred på jord?

I dag er jeg endnu engang i medierne, og nu er det Nordjyske, der har en kritisk dækning af Aalborg Universitets satsning på EUs nye militære forskningsprogram. Jeg udtaler mig som sædvanlig kritisk (jeg har skrevet om det her tidligere)og Nordjyske bringer endda et gammelt billede af mig, hvor jeg er mørkhåret.

Her vil jeg dog give ordet til rektor Per Michael Johansen. I et langt interview i Nordjyske, der er en del af dagens tema, siger han bl.a. dette:

For at være helt ligefrem, så handler det om at få etableret en samlet dansk indsats i forhold til at øge hjemtaget af midler til dansk forskning fra EU. Det er jo det helt overordnede aspekt af det her…

Hvis vi ser på den umiddelbare fremtid for danske universiteter, så er der ikke tegn på, at de nationale forskningsmidler øges de kommende år. Derfor må man sige, at hvis vi som universitet vil hjemtage flere midler for at understøtte forskningen, så er vi nødt til i højere grad at rette fokus mod EU….

Men det er klart, at et område som kunstig intelligens, kan have drastiske konsekvenser for, hvordan det kan udnyttes i forhold til en fjende. Men det kan jo også udnyttes defensivt, hvis der er en fjende, der vil angribe os…

Jeg kan godt forstå, hvor du vil hen, men det her handler for mig ikke om oprustning eller ej. Det handler for mig om udvikling af forskellige teknologier, som kan bruges civilt og kan bruges militært….

Jeg står også lidt med en fornemmelse af, at hvis vi sætter os op på den høje hest og siger, at her er en speciel teknologi, som blandt andet kan have nogle militære anvendelsesmuligheder, som vi så ikke vil arbejde med, så er der andre, der vil….

Truslen er i dag så bred, at den kan true fundamentet i vores demokratiske samfund. Man er vel stadigvæk nogenlunde sikker på, at russerne var inde og påvirke det amerikanske valg. Hvis det samme er tilfældet, og russerne er parate til at påvirke et fremtidigt dansk valg, så er teknologiens rækkevidde langt større end blot det at forsvare sig i militær kontekst, I virkeligheden er vi ude i at skulle forsvare os i en demokratisk kontekst. Hvor det forsvarsteknologiske bliver en del af det demokratiske.

Fra interview med Per Michael Johansen, Nordjyske, 23. december 2018.

Det er en lang og detaljeret forklaring – eller rettere bortforklaring – der anvender alle de velkendte argumenter for at deltage i militære udviklingsprojekter. Alle mine mistanker om at militærforskning vil gøre os økonomisk afhængige, bliver bekræftet helt direkte. I det mindste er Per Michael Johansen helt ærlig om dette.

Hvad angår de etiske overvejelser er det som sædvanlig ideen om teknologi som en neutral hyldevare, der bliver udviklet uden bagtanker fra nogens siden, der bliver brugt til bortforklaringen. (Denne gang taler man dog ikke om knive, men om økser.) Men som navnet på afdelingen AAU Defense kraftigt antyder, er der bestemt ikke tale om teknologi, der kan have militære anvendelser, men om teknologi, der skal have militære anvendelser. Der er tydelige militære bagtanker.

Og hvis ikke udtalelsen om at hvis ikke vi vil arbejde med dette, så er der bare andre, der gør det, ikke er en etisk blankocheck, hvad er den så?

Aalborg Universitet kunne have valgt en anden vej end den kynisk/følgagtige: Man kunne gå sammen med andre universiteter og forskningsinstitutioner i Europa for at lægge pres på beslutningstagerne for at skaffe forskningsmidler til grundforskning og til vigtige civile anvendelser.