Mogadishu

Det er forbløffende, så lidt der er skrevet om terrorangrebet i Somalia i danske medier i denne uge. Dækningen af angrebet i USA for få uger siden har til gengæld været intens, men i Mogadishu døde tæt på seks gange så mennesker som i Las Vegas.

I Nordamerika og Europa opfatter man stadig terror som undtagelser fra en normaltilstand, mens medierne i de samme dele af verden ofte opfatter terror i lande i Afrika og Mellemøsten som et vilkår, som befolkningerne her må leve med, for “sådan er det jo i de lande”. Krigene i DR Congo, i Syrien og i Irak har varet meget længe nu, og de havner efterhånden længere og længere nede i nyhedsstrømmen. Det, vi efterhånden ser, er da også, at den seneste tids mange ugerninger i Nordamerika og Europa får en form for følelsesløshed til at sætte ind hos mange. Gad vide, hvornår vi ser det afspejlet i mediernes dækning.

Flattr this!

Andre fortællinger

Massemedierne har en enorm indflydelse på hvordan vi tænker på verden, og de siger i høj grad noget om de acceptable rammer for problemløsning. Det er mange film og bøger, der handler om konflikter og om hvordan de kan løses med vold, og de såkaldte reality-programmer består først og fremmest i at skabe rammerne for at kunne fremprovokere konflikter. Det fører til en masse afledt medieomtale, hvor der bliver spekuleret over hvem der nu skal “stemmes hjem” (eller hvad der nu kan risikere at ske).

Men behøver vi altid at have dette fokus, som dybest  set ikke er konstruktivt?

Den amerikanske psykolog Betsy Levy Paluck har undersøgt, hvordan en hørespilsfortælling i Rwanda kunne ændre borgernes opfattelse af deres land. Rwanda er særligt interessant, fordi folkemordet i 1994 i høj grad var en konsekvens af og blev koordineret af hadefulde radioudsendelser. Paluck interviewede rwandere, der lyttede til en føljeton om borgere i et splittet land, der fandt sammen, og hun interviewede også andre rwandere, der lyttede til en radioføljeton om HIV. Hendes resultater tyder på. at det gjorde en positiv forskel for de deltagere, der lyttede til fortællingen om det splittede land, der fandt sammen igen – de udtrykte en større grad af tolerance.

Jeg kunne godt tænke mig flere gode fortællinger, der fokuserer på hvordan vi kan løse problemer, og her især konflikter (og det uden vold), og på den måde kan hjælpe os med at tænke på alternativer. Når jeg siger det, ved jeg godt at den slags kan komme til at virke belærende.

I totalitære samfund fabrikerer regimet ofte “opbyggelige” fortællinger, der har til formål at vise, hvordan den borger, der er loyal over for systemet, klarer sig godt, mens det går ilde for den borger, der ikke er loyal. Det er selvfølgelig ikke den slags propagandafortællinger, jeg efterlyser. Jeg tænker heller ikke på “idylhistorier,” hvor alt går glat og forhindringer bliver overvundet med et trylleslag og alle pludselig bliver venner, men på fortællinger, der kan vise hvordan man på realistisk vis kan løse problemer – og her ikke mindst håndtere konflikter på en god måde.

Spændingen i sådanne fortællinger består ikke i en spænding om konflikten bliver løst, men hvordan og hvor lang tid det tager og hvad de positive konsekvenser er. På denne måde er der mindelser om retssals-dramaer, hvor spændingen hidrører fra hvordan en retssag skal føres til afslutning, og om min barndoms Columbo, hvor hele spændingen ikke lå i hvem der havde begået et mord, men i hvordan Columbo løste mordgåden.

Flattr this!

Mediernes konflikter – og mangel på konflikter

En af de store, fredelige demonstrationer under G20-topmødet i Hamburg juli 2017.

Ulrik Haagerup, der tidligere var nyhedschef på DR (og før det igen var ved Nordjyske Medier), er nu hovedkraften i Constructive Institute, som er et initiativ taget i samarbejde med Aarhus Universitet. Haagerups omdiskuterede påstand er at nyhedsjournalistikken skal have en “konstruktiv” rolle i samfundsdebatten: den skal at dokumentere problemer, men også inspirere til mulige løsninger. Da ideen dukkede op i 2010, lød der kritik fra bl.a. Berlingske og TV2.

Min egen fornemmelse er at det netop er et problem, at mediernes hukommelse er kort, og at der i så høj grad er fokus på konflikter og at analyserne af konflikterne ikke rigtig fører nogen steder hen. Det gælder både de spontane, uredigerede “sociale” medier og de redigerede nyhedsmedier, hvor journalister står for formidlingen. Det er påfaldende at der nu igen er så lidt fokus på borgerkrigen i Syrien. Til gengæld er der en omfattende dækning af slaget om Mosul i Irak.

Et andet eksempel på det store fokus på konflikter er mediernes dækning af demonstrationerne i forbindelse med G20-topmødet i Hamburg. Megen omtale blev viet til et lille antal demonstranters stærkt aggressive adfærd. Samtidig var der også meget store og helt fredelige demonstrationer, men dem hørte man ikke meget om, og der har heller ikke været ret mange historier om hvad det var, de store og fredelige demonstrationer havde som budskab.

Det er fristende at fokusere på konflikter, for en konflikt kan være en “god fortælling”, der kan virke nem at forstå – og der er en begyndelse, en midte og måske en dag en afslutning. Men et af problemerne ved at de redigerede medier fokuserer så meget på konflikter er, at det ikke er alle hændelser, der nemt kan forstås som konflikter. Et andet er at nogle konflikter ikke er så åbenlyse endda.

Jeg vil påstå, at den største nyhed lige nu er at et isområde på størrelse med landet Luxembourg har revet sig løs fra Antarktis fra den såkaldte Larsen C Shelf. Men denne nyhed har ingen åbenlys konflikt i sig og bliver – så vidt jeg kan se – kun sporadisk dækket. Den konflikt, som er her, er konflikten mellem dem, der vil bremse den menneskeskabte globale opvarmning, og dem, der affærdiger de efterhånden mange og alvorlige tegn på at der er noget helt, helt galt.

Flattr this!

Ikke kun et vestligt problem

Foto: Al-Masdar News, Libanon.

I dag kan jeg se at en 17-årig russer er blevet arresteret i Oslo i forbindelse med planer om et bombeangreb. Lastbilangrebet i Stockholm var i forgårs. Der er en meget grundig dækning af hvad der er sket i de nordiske hovedstæder, og det er der ikke noget galt i som sådan.

Men det var også i dag, 36 mennesker døde i et bombeangreb, som ISIS-sympatisører rettede mod to kirker i Egypten. Det, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er at der er så lidt omtale af denne tragiske hændelse. Så vidt jeg kan se, nævner DR Nyheder og Politiken slet ikke angrebet i dag. Jyllands-Posten nævner bombeangrebet, der er sket i Egypten – men den store rubrik er ikke en rapport om angrebet, men en dansk vinkel i form af en udtalelse fra Jakob Erle, en dansk forsker der i flere år har boet i Egypten. Berlingske nævner bombeangrebet langt nede på sin webside. 

Og i dag har der også været en bilbombe i Mogadishu, der har kostet mindst 13 mennesker livet. Dette er, så vidt jeg kan se (men jeg kan tage fejl her), overhovedet ikke nævnt i de danske medier.

Jeg har ikke noget enkelt svar på hvad man skal gøre. Jeg har nævnt dette tidligere, men jeg vil nævne det igen:  Det er ikke godt, at medierne opfatter terrorisme som først og fremmest et europæisk problem. Hvis man kigger ned over Wikipedias liste over terrorangreb (og det er værd at gøre, selv om man bestemt ikke bliver i bedre humør af det), vil man hurtigt opdage at det overvældende flertal af alle terrorhandlinger fortsat finder sted uden for Europa og “den vestlige verden” i øvrigt.

I den “vestlige verden” opfatter man stadig terrorhandlinger som en undtagelse, når de finder sted “her hos os”, og derfor tager men dem meget alvorligt (det skal man selvfølgelig også) – men jeg får fornemmelsen af at det ikke er tilfældet, når terroren finder sted andetsteds.

Flattr this!

Den tvivlsomme kunst at slå i stykker

Begreberne forklaret på http://ordnet.dk/ddo

Jeg vender tit tilbage til de underlige og ufrugtbare diskussioner rundt omkring på Internettet. Det er her, de store følelser dukker frem og sjældent bliver forløst. Nogle gange er det særdeles frustrerende.

De fora på nettet, der gør det muligt for mennesker at tale med hinanden, gør det nemt at diskutere. Men der er en forskel mellem dialog og diskussion.  Den amerikanske forfatter Peter Senge forklarer denne forskel således: I en diskussion, bliver de modsatrettede synspunkter optrukket og forsvaret, og deltagerne i diskussionen vil have at de andre deltagere accepterer deres synspunkter. Det er vigtigere at vinde end at lære. En diskussion ryster og slår i stykker.

I en dialog udforsker deltagerne en problemstilling, lytter til hinanden og tilsidesætter deres egne synspunkter for at komme tættere på en sandhed. Her er det vigtigere at skabe nyt og lære nyt. Det handler ikke om at andre skal bringes til at acceptere det synspunkt, man selv har, men om at udforske hver enkelt mulighed og nå en enighed om hvad der bør gøres. En dialog er en samtale.

Hvordan kan vi skabe fora på nettet, hvor der er dialog? Det virker tydeligvis ikke at overlade os til os selv, for vi begynder næsten altid at diskutere i stedet for at tale sammen. Hvis Facebook og kommentarfora på nyhedsmedier brugte moderatorer, der ikke bare slettede stødende kommentarer, men aktivt prøvede at facilitere en dialog, kunne det måske være en vej frem.

Flattr this!

Konfliktkøkken

Det er underligt at tænke på at det først var i aften, jeg fik besøgt Verdenskøkkenet – der nu kalder sig Konfliktkøkkenet. Det er Folkekirkens Hus i Aalborg, der lægger rammer til, men der er intet kirkeligt indhold. Ideen er at præsentere byens borgere, indfødte og ude fra verden kommende, for hinanden over mad fra et bestemt land. Sidste år var der fokus på bl.a. Syrien og Pakistan. I år er fokus på lande, der er i konflikt med hinanden, og i aften var det Indien og Pakistan, der var temaet. Interessant nok er netop de to lande faktisk en del af min families historie – min farfar og farmor var født i det ene land og flyttede til det andet.

Et indisk og et pakistansk ægtepar bosat i Aalborg stod for maden. Bagefter havde Anna Klitgaard, der sammen med Catarina Bettencourt står bag arrangementerne, en samtale med de to familier. Det var interessant, men ikke overraskende, at de to familier, der ikke havde kendt hinanden før, talte samme sprog, faktisk lavede samme slags mad og i det hele taget havde rigtig mange ting til fælles – og i det hele taget kom godt ud af det med hinanden. Til sidst var der et længere foredrag om hele den indisk/pakistanske konflikt med Jørgen Dige Pedersen, lektor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

Konfliktkøkkenet er et spændende og vigtigt bud på hvordan man kan bringe borgere med forskellig baggrund sammen og på hvordan man kan lære mere om hinanden. Jeg opdagede til min glæde, at der også var flere kolleger fra mit institut til aftenens arrangement, herunder mindst én fra Indien. Næste Konfliktkøkken er i øvrigt den 23. marts, og her er temaet Somalia.

Flattr this!

En krig om økonomisk kontrol

Bashar al-Assad og hans familie har i en lang årrække tilsammen kontrolleret en meget stor del af Syriens økonomi og infrastruktur, og dette er ikke noget, de har forsøgt at skjule.

De Konservative i Storbritannien har haft forbindelser til Assad i form af opbakning til en fond ejet af Bashar al-Assads fætter – men disse forbindelser droppede de i 2011, da konflikten i Syrien begyndte.

Bashar al-Assads fætter Rami Makhlouf kontrollerer omkring 60 procent af Syriens økonomi gennem sine interesser i olie og gas, telekommunikation, banker, luftfartsselskab og detailhandel. Telefonselskabet Syriatel er kontrolleret af Makhlouf og dækker 55% af telekommunikationsmarkedet i landet. Hans investeringsfirma Cham Holding Co. er Syriens største (og kontrollerer Syrian Pearl Airlines, landets første private luftfartsselskab). Markedsandelene har jeg fra en artikel i USA Today, men Makhloufs fremtrædende rolle fremgår også af hans egen LinkedIn-profil. Også SwissLeaks, der rummer de oplysninger om schweiziske bankkonti som er lækket af whistlebloweren Hervé Falciani, der tidligere arbejdede for den kinesiske storbank HSBC, kan bekræfte dette. Og den libanesiske internet-nyhedsmedium Now kunne i januar i år fortælle, at Rami Makhlouf har kontakter til israelske forretningsmænd.

Bashar al-Assad selv ejer også en betragtelig formue (alene billederne fra hans præsidentpalads antyder dette), men jeg har ikke kunnet finde præcise tal her. I 2012 anslog London-firmaet Alaco at han var god for 1,5 milliard US-dollars placeret i bl.a. Rusland og Hong Kong.

På denne baggrund er det oplagt, hvorfor der er lande, der vil gøre meget for at forhindre Assad-regimet i at falde – det udgør en vigtig økonomisk partner i Mellemøsten. For Ruslands vedkommende har dette økonomiske samarbejde stået på siden Hafez al-Assad kom til magten og blev en vigtig russisk allieret i regionen. En artikel i det officielle Syria Times fra august i år bekræfter, at Syrien vil udbygge sit samarbejde med Rusland og Iran.

For mig at se er det bemærkelsesværdigt, at de personer, der utrætteligt forsvarer Assad, og samtidig kalder sig venstreorienterede og kritiserer USAs rolle i Irak-krigene, siger så lidt om dette aspekt.

For en god ordens skyld:  Også de islamiske militser har store økonomiske interesser på spil i borgerkrigen i Syrien, og i hvert fald nogle af krigsherrerne her er blevet meget rige.  ISIS tjener penge på salg af olie, på gidseltagninger og – nok så vigtigt – ved donationer fra rige privatpersoner i Golfstaterne.

Flattr this!

Aleppo er faldet

I dag kunne jeg se en nyhedsopdatering om at den østlige del af Aleppo, der var kontrolleret af oprørere, nu er faldet til Assad-regimets hær. Det er ikke overraskende, men det er trist. Hvilke konsekvenser dette vil få, ved ingen. Men det betyder næppe, at krigen i Syrien slutter snart. Dét, der derimod er slut, er drømmen om et anderledes Syrien uden diktatur. De fleste mennesker har været tilskuere til alt dette og har ikke kunnet være stort mere end dét, men de verdens regeringer, der har haft mulighed for at gribe ind, har enten været tilskuere eller har støttet Assad-regimet.

Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan man vil i fremtiden vil se på begivenhederne op til Aleppos fald eller på den passive eller direkte fjendtlige måde, hvorpå mange af de samme regeringer har forholdt sig til at millioner af mennesker er flygtet ud Syrien. Men der er ikke noget at være stolte over.

Flattr this!

Partikelacceleratorer for fred

SESAME-new-roof

Synchrotron-Light for Experimental Science and Applications, forkortet SESAME, er en ny synkrotron som er blevet opført i Jordan. Acceleratoren er blevet til efter inspiration fra CERN og bliver støttet af UNESCO. Bag Sesame-samarbejdet står ud over Jordan også Iran, Pakistan, Israel, Tyrkiet, Cypern, Egypten, de palæstinensiske selvstyreområder og Bahrain. Især er det tankevækkende, at Iran og Israel er del af samme konsortium.

Konsortiet bag synkrotronen skriver:

SESAME will be a widely-available ‘user facility‘. Scientists, including graduate students, from universities and research institutes will typically visit the Centre for a week or two, twice or three times a year, to carry out experiments, frequently in collaboration with scientists from other centres/countries, and then return home to analyze the data they have obtained. In other words, SESAME will not be a source of brain drain; quite the contrary, not only will the scientists who visit SESAME bring back scientific expertise and knowledge, which they will share with their colleagues and students, but it will also create a motivating scientific environment that will encourage the region’s best scientists and technologists to stay in the region or to return if they have moved elsewhere.

Det er interessant og tankevækkende at netop naturvidenskabelig forskning kan bringe disse lande sammen. Men underligt er det ikke; naturvidenskabens sprog er fælles for os alle og måske er der i virkeligheden her et stort potentiale for en fælles strategi for at komme ud over konflikterne.

Flattr this!

Suverænen og det blottede liv

Billede: Henning Bagger
Billede: Henning Bagger

I år er der kommet en dansk udgave af den italienske filosof Giorgo Agambens hovedværk Homo Sacer, der er hans forståelse af det moderne samfunds magtstrukturer. I den ene af magtskalaen har vi suverænen, den magt som har magten til at formulere lovene og til at formulere undtagelserne fra lovene. Dette begreb har Agamben fra den tyske jurist og filosof Carl Schmitt, der var nazist og i modsætning til ham så begrebet som et godt og nødvendigt ideal.

I den anden ende af magtskalaen har vi homo sacer, det “blottede liv” som er det menneske, som “man” må gøre med som man vil – homo sacer har ingen rettigheder. Begrebet kommer fra Romerriget, hvor det henviser til et menneske, som alle må slå ihjel – dvs. er fredløs – men som ikke må ofres ved en religiøs ceremoni. Så ikke engang dén rettighed har homo sacer.

I vore dage er statsmagten mange steder suveræn på denne måde. Hele Guantánamo-systemet viser dette: George Bush havde magten til at forbyde tortur og til at tillade tortur som en “undtagelse”, og fangerne i Guantánamo-lejren blev homo sacer – de mennesker, som “man” måtte gøre ved som man ville. I Frankrig har statsmagten efter sidste års terrorhandlinger i Paris indført undtagelsestilstand i længere tid.

Men også i Danmark ser vi en udgave af denne magtskala, som også findes uden for terrorbekæmpelses-retorikken. Der er ikke tale om Guantánamo-tilstande, men i disse uger kan man opleve den siddende danske regering og dens støttepartier opføre sig som suveræn ved at tale om at “Grundloven skal udfordres” for at bekæmpe imamer, der opfordrer til vold mod børn og stening af kvinder. Flere politiske partier taler om at der bør være undtagelser fra menneskerettighederne. Og i dansk politik ser man samtidig hvordan grupper af mennesker uden en egentlig stemme i debatten i voksende omfang bliver til “blottede liv”, som “man” kan behandle som “man” vil: Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte, asylansøgere og flygtninge – mennesker uden “ret til rettigheder”.

Flattr this!