Avocado?

I dag var der bl.a. avocado til aftensmad derhjemme. Lige nu er der over 7 millioner forekomster af hashtagget #avocado på Instagram – det er en populær frugt, vi har med at gøre. Blød, mild og fotogen, dét er den. Jeg er formodentlig i fare for at være en lyseslukker, men måske er det ikke så godt igen, at avocadoer er blevet så populære.

En britisk artikel peger på tre gode grunde til ikke at spise så mange avocadoer.

  • Vandforbruget ved dyrkning af avocadoer er stort. Det kræver mere end 600 liter vand at producere et kilo af denne frugt. I nogle lande, bl.a. Chile, finder dyrkningen sted i områder med lav nedbørsmængde, og dermed går det ud over grundvandet.
  • Prisen på avocadoer er på vej op på grund af uheldigt vejr, som kan skyldes klimaforandringerne.
  • Og i den sædvanlige ironiske kobling hermed bemærker man, at CO2-fodaftrykket er ekstra højt for avocadoer, der sælges i Storbritannien – og også i Danmark – da frugten primært dyrkes i Sydamerika og Afrika og derfor ofte skal transporteres meget langt.

Og så kan man læse i The Guardian, at avocadodyrkningen i Mexico er blevet viklet ind i landets blodige bandekrig.

Flattr this!

Hvis krigen kom

I dag, da jeg kom hjem fra en ølsmagning ikke ret langt fra mit hjem, opdagede jeg at der havde været en falsk alarm om et atomvåbenangreb mod Hawaii. Heldigvis havde ingen til ølsmagningen opdaget noget, mens det hele stod på.

Det er gribende og skræmmende at læse om folks reaktioner i USA – og her tænker jeg på den fatalisme, der i virkeligheden stadig er at finde dybt i mange mennesker (og sikkert også i mig). I 1980’erne var vi mange, der frygtede at der ville udbryde en altødelæggende atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Jeg husker pjecen Hvis krigen kommer fra de danske myndigheder og den amerikanske spillefilm  Dagen efter om et atomvåbenangreb, der trak fulde huse i biograferne.

I The Guardians artikel slutter med beretningen om en mand, hvis reaktion var at åbne en dyr flaske japansk (!) whisky – når nu man skulle dø, og der alligevel ikke var noget at gøre, kunne man lige så godt “go out in style”, som det hedder med en uoversættelig vending på engelsk.

Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Stanislav Petrov, der var ansat ved de russiske varslingssystemer og i 1983 fik besked om et amerikansk atomvåbenangreb, men valgte ikke at udløse et russisk modangreb – han vurderede at der var tale om falsk alarm og handlede derefter ved ikke at gøre noget. Jeg skrev om ham her i 2011, og jeg ville ønske, jeg havde lige så meget nærvær som ham. Hvordan jeg villle have reageret i dag, ved jeg ikke. Jeg var desværre nok blevet helt handlingslammet. Noget siger mig umiddelbart, at der ville være ekstra øl på arrangørernes regning.

Flattr this!

De sorte pantere i Mellemøsten

Sidste år talte jeg med to, jeg kender, som havde besøgt Israel og Vestbredden og havde set ganske meget ubehageligt, ikke mindst de skræmmende bosættelser på Vestbredden og den lange mur. Den ene af dem kunne fortælle om et aspekt af regionens historie, som jeg overhovedet ikke kendte til: For 45 år siden havde en gruppe af mizrahier i Israel grundlagt De Sorte Pantere, et politisk parti direkte inspireret af det afro-amerikanske Black Panther Party i USA. Mizrahierne havde signifikant lavere gennemsnitsindkomst end ashkenazierne og mindre indflydelse i samfundet, og utilfredsheden havde ulmet længe. Mizrahierne er de “brune” jøder, der har nordafrikansk eller anden arabisk baggrund – i modsætning til ashkenazierne, der er “hvide” europæere af baggrund. Omkring halvdelen af de jøder, der er bosat, i Israel har mizrahi-baggrund, og der er derudover også jøder med etiopisk baggrund i Israel.

Det er interessant, at De Sorte Pantere betonede et fællesskab med palæstinenserne – det arabiske sprog og meget af den arabiske kultur havde de fælles.  Og måske kunne netop dét have ført til en anden udvikling end den triste udvikling med had, vold og undertrykkelse, vi har set siden da – og måske kunne man også i dag bruge dette kulturelle fællesskab til noget godt. Det giver mindelser om det begreb, man i dag kalder for intersektionalitet.

Men også i Israel var De Sorte Pantere et fænomen, der forsvandt i 1970erne – kun et gadenavn er tilbage. I dag er det sådan, at hovedparten af mizrahierne støtter Likud og de andre partier på højrefløjen, der er allermest negative over for palæstinenserne – men deres socioøkonomiske status er stadig dårligere end askhenaziernes.

Flattr this!

Omsider – men hvad sker der nu?

Udgravningen af en massegrav i Srebrenica. Foto: Staton R. Winter/Associated Press

For seks et halvt år siden, da jeg netop var begyndt at skrive her, reagerede jeg på at det omsider var lykkedes at pågribe den serbiske krigsforbryder Ratko Mladic. Dengang mente nogle, at støtten til Mladic blandt serberne nu ville forsvinde.

I dag sluttede retssagen mod Mladic omsider, og denne mand, der er ansvarlig for drabet på 8000 mennesker ved massakren i Srebrenica, fik livsvarigt fængsel – men det tog 22 år, før det kom så vidt. På én måde er denne uges dom et punktum for den grusomme krig i det tidligere Jugoslavien. Men der er stadig udbredt støtte til ham blandt serbere, og nogle gange kan jeg ikke lade være med at spekulere på om dagens dom desværre snarere er at betragte et komma. Krigen i det tidligere Jugoslavien var måske i virkeligheden bare et af de tidlige og mest tydelige eksempler på netop den form for nationalisme, der nu i så mange afskygninger er blevet så udbredt i Europa. De serbiske nationalister ser da også i vore dage partier som f.eks. Alternative für Deutschland som allierede.

Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at der netop i de seks et halvt år, der er gået fra Mladics pågribelse til domfældelse, har udspillet sig en mindst lige så blodig borgerkrig i Syrien. Vil det mon også tage 22 år, før krigsforbryderne fra dén krig bliver dømt?

Én af de serbere, der ikke kunne leve med Ratko Mladics gerninger, var i øvrigt tilsyneladende hans datter, der begik selvmord. Efter sigende fik hun en depression som konsekvens af at skulle leve med faderens krigsforbrydelser.

Flattr this!

Mogadishu

Det er forbløffende, så lidt der er skrevet om terrorangrebet i Somalia i danske medier i denne uge. Dækningen af angrebet i USA for få uger siden har til gengæld været intens, men i Mogadishu døde tæt på seks gange så mennesker som i Las Vegas.

I Nordamerika og Europa opfatter man stadig terror som undtagelser fra en normaltilstand, mens medierne i de samme dele af verden ofte opfatter terror i lande i Afrika og Mellemøsten som et vilkår, som befolkningerne her må leve med, for “sådan er det jo i de lande”. Krigene i DR Congo, i Syrien og i Irak har varet meget længe nu, og de havner efterhånden længere og længere nede i nyhedsstrømmen. Det, vi efterhånden ser, er da også, at den seneste tids mange ugerninger i Nordamerika og Europa får en form for følelsesløshed til at sætte ind hos mange. Gad vide, hvornår vi ser det afspejlet i mediernes dækning.

Flattr this!

Andre fortællinger

Massemedierne har en enorm indflydelse på hvordan vi tænker på verden, og de siger i høj grad noget om de acceptable rammer for problemløsning. Det er mange film og bøger, der handler om konflikter og om hvordan de kan løses med vold, og de såkaldte reality-programmer består først og fremmest i at skabe rammerne for at kunne fremprovokere konflikter. Det fører til en masse afledt medieomtale, hvor der bliver spekuleret over hvem der nu skal “stemmes hjem” (eller hvad der nu kan risikere at ske).

Men behøver vi altid at have dette fokus, som dybest  set ikke er konstruktivt?

Den amerikanske psykolog Betsy Levy Paluck har undersøgt, hvordan en hørespilsfortælling i Rwanda kunne ændre borgernes opfattelse af deres land. Rwanda er særligt interessant, fordi folkemordet i 1994 i høj grad var en konsekvens af og blev koordineret af hadefulde radioudsendelser. Paluck interviewede rwandere, der lyttede til en føljeton om borgere i et splittet land, der fandt sammen, og hun interviewede også andre rwandere, der lyttede til en radioføljeton om HIV. Hendes resultater tyder på. at det gjorde en positiv forskel for de deltagere, der lyttede til fortællingen om det splittede land, der fandt sammen igen – de udtrykte en større grad af tolerance.

Jeg kunne godt tænke mig flere gode fortællinger, der fokuserer på hvordan vi kan løse problemer, og her især konflikter (og det uden vold), og på den måde kan hjælpe os med at tænke på alternativer. Når jeg siger det, ved jeg godt at den slags kan komme til at virke belærende.

I totalitære samfund fabrikerer regimet ofte “opbyggelige” fortællinger, der har til formål at vise, hvordan den borger, der er loyal over for systemet, klarer sig godt, mens det går ilde for den borger, der ikke er loyal. Det er selvfølgelig ikke den slags propagandafortællinger, jeg efterlyser. Jeg tænker heller ikke på “idylhistorier,” hvor alt går glat og forhindringer bliver overvundet med et trylleslag og alle pludselig bliver venner, men på fortællinger, der kan vise hvordan man på realistisk vis kan løse problemer – og her ikke mindst håndtere konflikter på en god måde.

Spændingen i sådanne fortællinger består ikke i en spænding om konflikten bliver løst, men hvordan og hvor lang tid det tager og hvad de positive konsekvenser er. På denne måde er der mindelser om retssals-dramaer, hvor spændingen hidrører fra hvordan en retssag skal føres til afslutning, og om min barndoms Columbo, hvor hele spændingen ikke lå i hvem der havde begået et mord, men i hvordan Columbo løste mordgåden.

Flattr this!

Mediernes konflikter – og mangel på konflikter

En af de store, fredelige demonstrationer under G20-topmødet i Hamburg juli 2017.

Ulrik Haagerup, der tidligere var nyhedschef på DR (og før det igen var ved Nordjyske Medier), er nu hovedkraften i Constructive Institute, som er et initiativ taget i samarbejde med Aarhus Universitet. Haagerups omdiskuterede påstand er at nyhedsjournalistikken skal have en “konstruktiv” rolle i samfundsdebatten: den skal at dokumentere problemer, men også inspirere til mulige løsninger. Da ideen dukkede op i 2010, lød der kritik fra bl.a. Berlingske og TV2.

Min egen fornemmelse er at det netop er et problem, at mediernes hukommelse er kort, og at der i så høj grad er fokus på konflikter og at analyserne af konflikterne ikke rigtig fører nogen steder hen. Det gælder både de spontane, uredigerede “sociale” medier og de redigerede nyhedsmedier, hvor journalister står for formidlingen. Det er påfaldende at der nu igen er så lidt fokus på borgerkrigen i Syrien. Til gengæld er der en omfattende dækning af slaget om Mosul i Irak.

Et andet eksempel på det store fokus på konflikter er mediernes dækning af demonstrationerne i forbindelse med G20-topmødet i Hamburg. Megen omtale blev viet til et lille antal demonstranters stærkt aggressive adfærd. Samtidig var der også meget store og helt fredelige demonstrationer, men dem hørte man ikke meget om, og der har heller ikke været ret mange historier om hvad det var, de store og fredelige demonstrationer havde som budskab.

Det er fristende at fokusere på konflikter, for en konflikt kan være en “god fortælling”, der kan virke nem at forstå – og der er en begyndelse, en midte og måske en dag en afslutning. Men et af problemerne ved at de redigerede medier fokuserer så meget på konflikter er, at det ikke er alle hændelser, der nemt kan forstås som konflikter. Et andet er at nogle konflikter ikke er så åbenlyse endda.

Jeg vil påstå, at den største nyhed lige nu er at et isområde på størrelse med landet Luxembourg har revet sig løs fra Antarktis fra den såkaldte Larsen C Shelf. Men denne nyhed har ingen åbenlys konflikt i sig og bliver – så vidt jeg kan se – kun sporadisk dækket. Den konflikt, som er her, er konflikten mellem dem, der vil bremse den menneskeskabte globale opvarmning, og dem, der affærdiger de efterhånden mange og alvorlige tegn på at der er noget helt, helt galt.

Flattr this!

Ikke kun et vestligt problem

Foto: Al-Masdar News, Libanon.

I dag kan jeg se at en 17-årig russer er blevet arresteret i Oslo i forbindelse med planer om et bombeangreb. Lastbilangrebet i Stockholm var i forgårs. Der er en meget grundig dækning af hvad der er sket i de nordiske hovedstæder, og det er der ikke noget galt i som sådan.

Men det var også i dag, 36 mennesker døde i et bombeangreb, som ISIS-sympatisører rettede mod to kirker i Egypten. Det, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er at der er så lidt omtale af denne tragiske hændelse. Så vidt jeg kan se, nævner DR Nyheder og Politiken slet ikke angrebet i dag. Jyllands-Posten nævner bombeangrebet, der er sket i Egypten – men den store rubrik er ikke en rapport om angrebet, men en dansk vinkel i form af en udtalelse fra Jakob Erle, en dansk forsker der i flere år har boet i Egypten. Berlingske nævner bombeangrebet langt nede på sin webside. 

Og i dag har der også været en bilbombe i Mogadishu, der har kostet mindst 13 mennesker livet. Dette er, så vidt jeg kan se (men jeg kan tage fejl her), overhovedet ikke nævnt i de danske medier.

Jeg har ikke noget enkelt svar på hvad man skal gøre. Jeg har nævnt dette tidligere, men jeg vil nævne det igen:  Det er ikke godt, at medierne opfatter terrorisme som først og fremmest et europæisk problem. Hvis man kigger ned over Wikipedias liste over terrorangreb (og det er værd at gøre, selv om man bestemt ikke bliver i bedre humør af det), vil man hurtigt opdage at det overvældende flertal af alle terrorhandlinger fortsat finder sted uden for Europa og “den vestlige verden” i øvrigt.

I den “vestlige verden” opfatter man stadig terrorhandlinger som en undtagelse, når de finder sted “her hos os”, og derfor tager men dem meget alvorligt (det skal man selvfølgelig også) – men jeg får fornemmelsen af at det ikke er tilfældet, når terroren finder sted andetsteds.

Flattr this!

Den tvivlsomme kunst at slå i stykker

Begreberne forklaret på http://ordnet.dk/ddo

Jeg vender tit tilbage til de underlige og ufrugtbare diskussioner rundt omkring på Internettet. Det er her, de store følelser dukker frem og sjældent bliver forløst. Nogle gange er det særdeles frustrerende.

De fora på nettet, der gør det muligt for mennesker at tale med hinanden, gør det nemt at diskutere. Men der er en forskel mellem dialog og diskussion.  Den amerikanske forfatter Peter Senge forklarer denne forskel således: I en diskussion, bliver de modsatrettede synspunkter optrukket og forsvaret, og deltagerne i diskussionen vil have at de andre deltagere accepterer deres synspunkter. Det er vigtigere at vinde end at lære. En diskussion ryster og slår i stykker.

I en dialog udforsker deltagerne en problemstilling, lytter til hinanden og tilsidesætter deres egne synspunkter for at komme tættere på en sandhed. Her er det vigtigere at skabe nyt og lære nyt. Det handler ikke om at andre skal bringes til at acceptere det synspunkt, man selv har, men om at udforske hver enkelt mulighed og nå en enighed om hvad der bør gøres. En dialog er en samtale.

Hvordan kan vi skabe fora på nettet, hvor der er dialog? Det virker tydeligvis ikke at overlade os til os selv, for vi begynder næsten altid at diskutere i stedet for at tale sammen. Hvis Facebook og kommentarfora på nyhedsmedier brugte moderatorer, der ikke bare slettede stødende kommentarer, men aktivt prøvede at facilitere en dialog, kunne det måske være en vej frem.

Flattr this!

Konfliktkøkken

Det er underligt at tænke på at det først var i aften, jeg fik besøgt Verdenskøkkenet – der nu kalder sig Konfliktkøkkenet. Det er Folkekirkens Hus i Aalborg, der lægger rammer til, men der er intet kirkeligt indhold. Ideen er at præsentere byens borgere, indfødte og ude fra verden kommende, for hinanden over mad fra et bestemt land. Sidste år var der fokus på bl.a. Syrien og Pakistan. I år er fokus på lande, der er i konflikt med hinanden, og i aften var det Indien og Pakistan, der var temaet. Interessant nok er netop de to lande faktisk en del af min families historie – min farfar og farmor var født i det ene land og flyttede til det andet.

Et indisk og et pakistansk ægtepar bosat i Aalborg stod for maden. Bagefter havde Anna Klitgaard, der sammen med Catarina Bettencourt står bag arrangementerne, en samtale med de to familier. Det var interessant, men ikke overraskende, at de to familier, der ikke havde kendt hinanden før, talte samme sprog, faktisk lavede samme slags mad og i det hele taget havde rigtig mange ting til fælles – og i det hele taget kom godt ud af det med hinanden. Til sidst var der et længere foredrag om hele den indisk/pakistanske konflikt med Jørgen Dige Pedersen, lektor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

Konfliktkøkkenet er et spændende og vigtigt bud på hvordan man kan bringe borgere med forskellig baggrund sammen og på hvordan man kan lære mere om hinanden. Jeg opdagede til min glæde, at der også var flere kolleger fra mit institut til aftenens arrangement, herunder mindst én fra Indien. Næste Konfliktkøkken er i øvrigt den 23. marts, og her er temaet Somalia.

Flattr this!