Vor tids tyskerpiger

“Tyskerpiger” tilbageholdes i Aarhus efter Danmarks befrielse.

For tiden er der diskussioner af hvad man skal gøre ved de europæiske statsborgere (danskere, tyskere, briter og andre) der rejste til Syrien og Irak og tilsluttede sig Islamisk Stat. De fleste er enige om at de pågældende mennesker har handlet helt igennem forkasteligt, men der stopper enigheden. Nogle mener, at de pågældende europæere ikke skal kunne vende tilbage til det land, de forlod. Dette er også holdningen hos den danske regering. Til gengæld mener Donald Trump, at de europæiske lande skal lade deres statsborgere, der sympatiserede med Islamisk Stat, vende tilbage, så de kan blive retsforfulgt. Det er underligt at indse, at jeg for første gang faktisk er enig med Donald Trump!

De kvinder, der rejste til Mellemøsten og giftede sig ind i Islamisk Stat, er et særligt komplekst fænomen. Af reaktionerne rundt omkring kan jeg se, at nogle nærer et voldsomt had til dem. Og jeg synes selvfølgelig, at det er forkasteligt at tilslutte sig en grusom og menneskefjendsk gruppering som Islamisk Stat. Men et statsborgerskab må gælde, uanset et menneskes gerninger. Det vil være svært for Danmark at udlevere kriminelle udenlandske statsborgere til udlandet, hvis Danmark ikke også vil acceptere at modtage sine egne kriminelle statsborgere.

Men der er noget andet, jeg også vil bemærke her. Der er for mig at se en tydelig parallel til hadet mod de unge kvinder, der havde forhold til medlemmer af den tyske besættelsesmagt. Efter Danmarks befrielse var der et voldsomt had til “tyskerpigerne”, og på nogle måder var de en form for lynafledere, netop fordi Danmarks rolle i besættelsen havde været mere tvetydig end mange brød sig om at tænke på. På samme måde har mange landes rolle i krigene i Syrien og Irak været temmelig tvetydig, og måske er det også derfor, reaktionerne mod de unge kvinder, der tilsluttede sig Islamisk Stat, er så voldsomme. På én måde burde mange af “tyskerpigerne” være langt nemmere at tilgive, for mange af de omkring 107.000 tyske soldater i Danmark under 2. verdenskrig begik faktisk ikke grusomheder. På en anden måde er historien om “tyskerpigerne” til gengæld voldsommere, for der var mange flere “tyskerpiger” (måske op mod 50.000) end der er unge kvinder, der har sluttet sig til Islamisk Stat.

I begge tilfælde var der tale om unge kvinder, der ikke tænkte sig om.

Endnu en oliekonflikt

Foto: France24.com.

Jeg kan ikke sige noget positivt om Maduro-regimet i Venezuela. Som Amnesty International har dokumenteret, foregår der omfattende krænkelser af menneskerettighederne i Venezuela. Flere og flere venezuelanere flygter til andre lande og søger asyl. Menneskerettighedsaktivister bliver forfulgt.

Men der er ét aspekt af hele krisen om Venezuela, som man kun sjældent taler om: Venezuela har verdens største oliereserver og har gennem en lang årrække været blandt verdens ti største eksportører af råolie (men er det ikke for tiden). Tilmed går 45 procent af Venezuelas eksport af olie til USA.

På denne måde er der en parallel til situationen i Irak i 2003. Og som så ofte før taler lande som USA pludselig om udemokratiske og undertrykkende regimer (og Maduro-regimet er et sådant) og om social ulighed i befolkningen på en måde, de ellers ikke er kendt for at gøre. På denne måde dækker de tilsyneladende hensyn til menneskerettighederne over det, der dybest set bare er økonomiske interesser.

Et andet eksempel på at storpolitiske konflikter reelt handler om økonomiske interesser mere end om så meget andet, er det mindst lige så plagede Afghanistan. I 1980erne viste det sig, at Afghanistan har store resurser af metaller – jern, kobber, guld og ikke mindst de såkaldte sjældne jordarter, der har stor betydning for elektronikindustrien.

Hvad tegneserien kan

Fra Footnotes in Gaza (her fra https://mondoweiss.net/2009/12/exclusive-excerpt-from-joe-saccos-groundbreaking-new-book-footnotes-in-gaza/)

Jeg købte for flere år siden Joe Saccos bog Footnotes in Gaza, der udkom i 2009, og læste lidt i den. Det var tydeligt for mig, at her var en bog, det var vigtigt for mig at læse. Men først i den juleferie, der lige er slut, kom jeg i gang med at læse bogen i sin helhed og fra ende til anden. Tilfældet ville, at jeg samme dag som jeg var kommet et godt stykke ind i bogen, fik en venneanmodning på Facebook fra Mahmoud Qudaih, der bor i Gaza-striben.

Footnotes in Gaza er en vigtig bog på flere måder.

For det første er bogen et af efterhånden mange eksempler på at tegneserien er et medium, som kan bruges til meget mere end underholdning. Tag ikke fejl – jeg holder meget af Carl Barks’ Anders And og Mezières og Christins Linda og Valentin. Men kombinationen af tegninger og tekst er en særlig udtryksform, der også er særdeles velegnet til dokumentarisme. For det er hvad, Footnotes in Gaza er – nemlig beretningen om den maltesiskfødte tegner og reporter Joe Saccos forsøg på at afdække de massakrer, den israelske hær begik i Rafah og Khan Younis i 1956. Bogen er lige så meget beretningen om Saccos møde med Gaza i det 21. århundrede og journalistiske metode som den er en beretning om massakrerne.

For det andet kaster Footnotes in Gaza lys over to massakrer, jeg faktisk ikke havde hørt om. I gymnasiets historieundervisning havde jeg kun læst ganske lidt om den væbnede konflikt i området, der fandt sted efter oprettelsen af Israel i 1948. Hvis massakrerne blev nævnt i senere historiebøger, har det højst været i form af en fodnote. Footnotes in Gaza tager helt klart parti for den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza (og de andre besatte områder), der har været udsat for så megen brutalitet i de sidste mange år – og det bør man også gøre. Men bogen er også et eksempel på god og grundig kildekritik og på et analytisk baseret forsøg på at forstå alle parters motiver, sådan som god journalistik skal gøre.

For det tredie er tegningerne i Footnotes in Gaza værd at studere i sig selv. Ligesom andre så forskellige tegnere som Carl Barks, Will Eisner, Reed Crandall og Claus Deleuran har Joe Sacco en stor sans for detaljen og viser desuden, at sort/hvide billeder som et bevidst udtryk kan være meget mere realistiske end farvebilleder.

Footnotes in Gaza er klart anbefalet herfra; bogen findes desværre ikke på dansk, men den kan lånes på danske biblioteker.

Fred på jord?

I dag er jeg endnu engang i medierne, og nu er det Nordjyske, der har en kritisk dækning af Aalborg Universitets satsning på EUs nye militære forskningsprogram. Jeg udtaler mig som sædvanlig kritisk (jeg har skrevet om det her tidligere)og Nordjyske bringer endda et gammelt billede af mig, hvor jeg er mørkhåret.

Her vil jeg dog give ordet til rektor Per Michael Johansen. I et langt interview i Nordjyske, der er en del af dagens tema, siger han bl.a. dette:

For at være helt ligefrem, så handler det om at få etableret en samlet dansk indsats i forhold til at øge hjemtaget af midler til dansk forskning fra EU. Det er jo det helt overordnede aspekt af det her…

Hvis vi ser på den umiddelbare fremtid for danske universiteter, så er der ikke tegn på, at de nationale forskningsmidler øges de kommende år. Derfor må man sige, at hvis vi som universitet vil hjemtage flere midler for at understøtte forskningen, så er vi nødt til i højere grad at rette fokus mod EU….

Men det er klart, at et område som kunstig intelligens, kan have drastiske konsekvenser for, hvordan det kan udnyttes i forhold til en fjende. Men det kan jo også udnyttes defensivt, hvis der er en fjende, der vil angribe os…

Jeg kan godt forstå, hvor du vil hen, men det her handler for mig ikke om oprustning eller ej. Det handler for mig om udvikling af forskellige teknologier, som kan bruges civilt og kan bruges militært….

Jeg står også lidt med en fornemmelse af, at hvis vi sætter os op på den høje hest og siger, at her er en speciel teknologi, som blandt andet kan have nogle militære anvendelsesmuligheder, som vi så ikke vil arbejde med, så er der andre, der vil….

Truslen er i dag så bred, at den kan true fundamentet i vores demokratiske samfund. Man er vel stadigvæk nogenlunde sikker på, at russerne var inde og påvirke det amerikanske valg. Hvis det samme er tilfældet, og russerne er parate til at påvirke et fremtidigt dansk valg, så er teknologiens rækkevidde langt større end blot det at forsvare sig i militær kontekst, I virkeligheden er vi ude i at skulle forsvare os i en demokratisk kontekst. Hvor det forsvarsteknologiske bliver en del af det demokratiske.

Fra interview med Per Michael Johansen, Nordjyske, 23. december 2018.

Det er en lang og detaljeret forklaring – eller rettere bortforklaring – der anvender alle de velkendte argumenter for at deltage i militære udviklingsprojekter. Alle mine mistanker om at militærforskning vil gøre os økonomisk afhængige, bliver bekræftet helt direkte. I det mindste er Per Michael Johansen helt ærlig om dette.

Hvad angår de etiske overvejelser er det som sædvanlig ideen om teknologi som en neutral hyldevare, der bliver udviklet uden bagtanker fra nogens siden, der bliver brugt til bortforklaringen. (Denne gang taler man dog ikke om knive, men om økser.) Men som navnet på afdelingen AAU Defense kraftigt antyder, er der bestemt ikke tale om teknologi, der kan have militære anvendelser, men om teknologi, der skal have militære anvendelser. Der er tydelige militære bagtanker.

Og hvis ikke udtalelsen om at hvis ikke vi vil arbejde med dette, så er der bare andre, der gør det, ikke er en etisk blankocheck, hvad er den så?

Aalborg Universitet kunne have valgt en anden vej end den kynisk/følgagtige: Man kunne gå sammen med andre universiteter og forskningsinstitutioner i Europa for at lægge pres på beslutningstagerne for at skaffe forskningsmidler til grundforskning og til vigtige civile anvendelser.

Autonome våben fra AAU

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan ledelsen på Aalborg Universitet er meget ihærdig i sit ønske om at få midler fra EUs nye militære forskningsprogram, der er rettet mod våbenudvikling. Der er allerede 90 millioner euro i PADR-projektet, men i 2019 kommer formodentlig den store European Defence Fund (EDF) på 13 milliarder euro, formodentlig mere. Som så ofte før er der her tale om et EU-program, der i høj grad består i støtte til virksomheder, og virksomhederne har selv bestemt hvordan de skal støttes. Den belgiske NGO Vredesactie (Fredsaktion) har dokumenteret, at EU-kommissionens forslag til rammer for EDF i høj grad er baseret på materiale fra militærindustrien. 

AAUs ledelse har oprettet kontoret AAU Defence, og en del af den strategiske satsning er, at AAU skal satse på udvalgte områder som bl.a. militærforskning og autonome systemer (omend kandidatuddannelsen i autonome systemer nu lukker på grund af de seneste nedskæringer).

Det er to meget aktuelle områder, AAU åbenbart nu skal satse på. Snart er der den årlige konference i i European Defence Agency, From unmanned to autonomous systems: trends, challenges and opportunities, hvor EU-pinger og den europæiske militærindustri mødes. Som titlen antyder, er noget som EDA interesserer sig særligt for, er såkaldte autonome våbensystemer. Det er våben, der uden menneskelig indgriben (og på baggrund af maskinintelligens) udvælger og angriber mål. Den slags våben er formodentlig i strid med folkeretten; det Internationale Røde Kors har sat spørgsmålstegn ved om våben, der træffer beslutning uden menneskelig indgriben, overhovedet er lovlige.  Måske kan autonome våben en dag overholde international humanitær lov, hvis deres beslutninger er baseret på at international lov skal overholdes. Men dertil er man slet ikke nået endnu. Det hele kompliceres yderligere af, at der er en ulden grænse mellem egentlige autonome våben og våben som droner.  

Der er faktisk netop nu en kampagne i gang for at få autonome våben forbudt.  I juli år tilsluttede 160 organisationer og virksomheder, der specialiserer sig i maskinintelligens, sig et krav om et sådant forbud, Alligevel satser Aalborg Universitet tilsyneladende på et så tvivlsomt og foruroligende område. Jeg håber, at jeg tager fejl.

Hverdag midt i krigen

Foto: Florian Rainer.

I Wired kan man for tiden se nogle fascinerende fotos fra krigen i Ukraine mellem russisksindede/russiskstøttede separatister og Ukraines hær.

Noget, man ofte ikke tænker på, når man selv bor fjernt fra krige, er at der også stadig hersker en hverdag midt i de steder, hvor der er krig. Før krigen kom, gik indbyggerne i krigszonen på arbejde, gik ud for at købe ind og passede i det hele taget almindelige hverdagsgøremål. Og det gør de stadig.

Halvanden million ukrainere er i dag internt fordrevne, men der er stadig mange mennesker, der bor i det område, hvor der er kampe. Enten kan de ikke rejse, eller også vil de ikke rejse fra det sted, hvor de har boet i lang tid. Og det er netop fordi hverdagsfornemmelsen sidder så dybt i mange mennesker, at de med store anstrengelser prøver at få hverdagen til at fortsætte, selv dér midt i krigen. Netop dét er værd at tænke på, når man som dansker møder mennesker, der er flygtet fra krig. Flugten var for mange af dem en allersidste udvej og det endegyldige tegn på at hverdagen var og måtte være helt forbi.

Drengene i grotten – og alle de andre

Foto: Thailands flåde.

Jeg er bestemt ikke den eneste, der følger med i hvad der sker med de drenge og deres fodboldtræner, der er fanget i Tham Luang-grotten i Thailand og nu skal reddes ud. Det er en helt usædvanlig situation, og folk fra nær og fjern træder til for at hjælpe. Jeg håber sådan, at alt går godt.

Det er dog samtidig påfaldende, at denne ulykkelige situation får utroligt meget mere opmærksomhed end den globale opvarmning eller de ekstremt blodige krige i Syrien og Yemen. På DR Nyheders hjemmeside bliver disse krige end ikke nævnt i disse dage. Men i Syrien dør der på en typisk dag flere civile end det antal, der har været fanget i Tham Luang-grotten i Thailand.  Der er bare ingen, der prøver at redde de mennesker ud, hvis liv er i fare i Syrien. Heller ikke det usædvanlige vejr i Danmark og i f.eks. Japan for tiden bliver sat ind i den sandsynlige kontekst, nemlig klimaforandringerne.

Sandsynligvis er grunden til dette fokus hos medierne, at der er tale om en meget veldefineret situation med en helt veldefineret løsning, der skal nås inden for et veldefineret tidsrum. Medierne holder af den slags, og det gør mange af os, der følger med i nyhederne, også. Og når det hele er ovre, kan vi der fulgte med på afstand, lægge det hele bag os og tænke på noget andet. For dem, der er eller har været fanget i grotten, bliver det anderledes vanskeligt – de risikerer at skulle slås med de psykiske eftervirkninger i resten af deres liv.

Den globale opvarmning og krigene virker som uoverskuelige situationer. På sin vis befinder vi os også en situation, hvor vi snart skal reddes, inden vandet stiger. Men tænk, hvis verden ville gå sammen om at gøre noget afgørende her, på samme måde som der nu er så mange mennesker, der går sammen for at hjælpe med at redde drengene ud af Tham Luang-grotten. Da ville de uoverskuelige problem, verden slås med, måske heller ikke virke så uoverskuelige igen.

Nedrustningsløfter igen

I dag taler mange om topmødet mellem Donald Trump og Kim Jong-Un som om det har ført afgørende nyt med sig og som om det viser, at Donald Trump måske alligevel formår et eller andet.

Men mange glemmer her, at Nordkorea faktisk har givet tilsvarende løfter ikke helt få gange tidligere siden 1985 – og de førte ikke til nedrustning. Mønsteret ser ud til at være, at Nordkoreas regime køber sig tid og velvilje fra omverdenen ved at love atomvåbennedrustning, når der er krise i landet. Først truer diktatoren med atomvåbnene, og derefter finder der en slags gensidig appeasement sted. I alle de tilfælde, hvor dette er sket, har det ikke været nogen konkret plan for hvordan nedrustningen skal finde sted, og derfor sker der aldrig rigtig noget. Heller ikke denne gang er der noget konkret udkomme. Det eneste, der er kommet ud af topmødet er vel, at to usympatiske statsledere begge har fået styrket deres image.

Det er også værd at bemærke, at Donald Trump som bekendt ikke har kunnet acceptere den helt konkrete atomnedrustningsaftale med Iran.

Efter afstemningen

Det er ikke engang fem uger, det stod klart at der ikke ville blive storkonflikt på det offentlige område i 2018. Lige nu føles det som meget længere tid siden. Mange af os bandt en masse mental energi i arbejdskampen i de måneder, den stod på, og jeg var en af dem, der talte om den truende konflikt hver dag. Alt andet lige var derfor det en stor lettelse at der ikke kom nogen konflikt. Nu kunne vi omsider tænke på noget andet igen. Samtidig var jeg og mange andre dog meget skuffede over at lærerne fik et så pauvert forhandlingsresultat, som de gjorde. Nogen arbejdstidsaftale blev det slet ikke til.

Nu foreligger så resultatet af urafstemningerne, og i næsten alle fagforeninger har der været et stort flertal for overenskomsterne. I min fagforening DM var det næsten 98 procent, der stemte ja. Også i Danmarks Lærerforening var der flertal, omend kun på omkring 75%.

Fordi urafstemningerne var særskilte for hvert område, var der ikke så meget at betænke sig på for min side. Jeg kunne godt acceptere overenskomstforslaget, og en nej-stemme fra mig ville ikke kunne give lærerne en bedre overenskomst – det er uklart for mig, hvordan en konflikt på AC-området ville have gavnet lærernes forhandlingsposition. Men havde jeg været lærer, havde jeg stemt nej.

Mindst ét sted på det offentlige område bliver der dog konflikt. De ansatte ved lokalbanerne har nemlig stemt nej til en ny overenskomst, og det betyder, at der kan bryde konflikt ud fra midnat den 11. juni, hvis ikke der inden da er opnået en aftale om arbejdstidsregler. Så nu er det ved lokalbanerne, at vi ser efterdønningerne af forårets store arbejdskamp. Og samtidig er denne konflikt for mig at se endnu en indikator på hvad fremtidens overenskomstforhandlinger på det offentlige område vil komme til at have som et vigtigt tema, nemlig bedre arbejdstidsregler.

Konflikten kom ikke

Foto: DR/Scanpix.

I går aftes ved 21-tiden kom der en mail fra DMs forkvinde Camilla Gregersen – overenskomstforhandlingerne på statens område endte med et forlig. Jeg var usædvanligt lettet.

Truslen om en konflikt har fyldt meget i min og andre offentligt ansattes hverdag i de sidste to måneder, og uvisheden har præget planlægningen af min arbejdsindsats i et omfang, der er helt uvant. For en måned siden, da lockouten truede allermest, var det særligt stressende og ubehageligt. Da var jeg i tvivl om jeg ville kunne nå at afslutte et kursus for et stort hold på 4. semester og samtidig var jeg i tvivl om jeg kunne nå at færdiggøre en stor Horizon 2020-ansøgning med indsendelsesfrist lige efter konfliktens varslede begyndelse.

Jeg ved at mange uddannelsessøgende, herunder de studerende, jeg underviser, også har været meget bekymrede. Jeg har været rede til en arbejdskamp, for det, vi har kæmpet for, er vigtigt. Men jeg ville selvfølgelig helst undgå at skulle nå dertil. Og især var jeg bange for at det ville ende med en udmarvende konflikt og et lovindgreb.

Ganske meget i forliget er godt. Fagbevægelsen fik en lønramme på 8,1 %; det er et brud med ti års nulvækst og følger udviklingen i det private. Det er ikke store stigninger, men det opfylder de krav, som man gik i kamp for. Der kom puljer til ligeløn og lavtløn; de er ikke store, men er dog også et fremskridt. Og det lykkedes at få fjernet Corydons “privatlønsværn” (en new public management-eufemisme), så lønnen i det offentlige fremover følger udviklingen på det private arbejdsmarked, dvs. den tidligere reguleringsordning.

Og så fik man sikret den betalte frokostpause – omend der er forskellige juridiske udgaver af den.

Det er også vigtigt at bemærke, hvad der blev undgået. De krav, som arbejdgiversiden stillede om øget fleksibilitet i ansættelse og arbejdstid, blev ikke til noget. Regeringens “sammenhængsreform” (endnu en new public management-eufemisme), der ville føre til at 60 procent af løndannelsen skulle ske lokalt, blev heller ikke til noget. Og endelig måtte arbejdsgiverne opgive forringelser af seniorordningerne.

Men så er der lærernes arbejdstidsaftale, og dette er forligets svageste punkt. Danmarks Lærerforenings aftale med KL om nedsættelsen af en kommission, der også får konsekvenser for statens undervisere, er et valg som lærernes forhandlere selv har truffet. Aftalen har fået opbakning af hovedstyrelsen i DLF, men mange lærere derude er meget utilfredse. Og det er underligt og trist, at et så centralt krav står hen i det uvisse. Jeg kan sagtens forstå, hvis medlemmer af DLF vil stemme nej ved urafstemningen.

(Og så er der selvfølgelig også LOs enegang på det regionale område. Den har jeg ikke ret meget pænt at sige om.)

Mit eget håb er at vi til de næste overenskomstforhandlinger kan få sat fokus på arbejdstid overalt på det offentlige område og gøre det til et tema. For det, som mange af os i stat, region og kommune har til fælles, er at vores arbejde meget let kan blive grænseløst. Det er dét, der skaber usikkerhed og stress. Hvis vi kan få fokus på arbejdstidsspørgsmålet, vil det være lærerne til gavn.

Og så vil jeg samtidig endnu engang slå til lyd for at selve forhandlingsmodellen bliver reformeret. Det har jeg tidligere skrevet om.