Autonome våben fra AAU

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan ledelsen på Aalborg Universitet er meget ihærdig i sit ønske om at få midler fra EUs nye militære forskningsprogram, der er rettet mod våbenudvikling. Der er allerede 90 millioner euro i PADR-projektet, men i 2019 kommer formodentlig den store European Defence Fund (EDF) på 13 milliarder euro, formodentlig mere. Som så ofte før er der her tale om et EU-program, der i høj grad består i støtte til virksomheder, og virksomhederne har selv bestemt hvordan de skal støttes. Den belgiske NGO Vredesactie (Fredsaktion) har dokumenteret, at EU-kommissionens forslag til rammer for EDF i høj grad er baseret på materiale fra militærindustrien. 

AAUs ledelse har oprettet kontoret AAU Defence, og en del af den strategiske satsning er, at AAU skal satse på udvalgte områder som bl.a. militærforskning og autonome systemer (omend kandidatuddannelsen i autonome systemer nu lukker på grund af de seneste nedskæringer).

Det er to meget aktuelle områder, AAU åbenbart nu skal satse på. Snart er der den årlige konference i i European Defence Agency, From unmanned to autonomous systems: trends, challenges and opportunities, hvor EU-pinger og den europæiske militærindustri mødes. Som titlen antyder, er noget som EDA interesserer sig særligt for, er såkaldte autonome våbensystemer. Det er våben, der uden menneskelig indgriben (og på baggrund af maskinintelligens) udvælger og angriber mål. Den slags våben er formodentlig i strid med folkeretten; det Internationale Røde Kors har sat spørgsmålstegn ved om våben, der træffer beslutning uden menneskelig indgriben, overhovedet er lovlige.  Måske kan autonome våben en dag overholde international humanitær lov, hvis deres beslutninger er baseret på at international lov skal overholdes. Men dertil er man slet ikke nået endnu. Det hele kompliceres yderligere af, at der er en ulden grænse mellem egentlige autonome våben og våben som droner.  

Der er faktisk netop nu en kampagne i gang for at få autonome våben forbudt.  I juli år tilsluttede 160 organisationer og virksomheder, der specialiserer sig i maskinintelligens, sig et krav om et sådant forbud, Alligevel satser Aalborg Universitet tilsyneladende på et så tvivlsomt og foruroligende område. Jeg håber, at jeg tager fejl.

Hverdag midt i krigen

Foto: Florian Rainer.

I Wired kan man for tiden se nogle fascinerende fotos fra krigen i Ukraine mellem russisksindede/russiskstøttede separatister og Ukraines hær.

Noget, man ofte ikke tænker på, når man selv bor fjernt fra krige, er at der også stadig hersker en hverdag midt i de steder, hvor der er krig. Før krigen kom, gik indbyggerne i krigszonen på arbejde, gik ud for at købe ind og passede i det hele taget almindelige hverdagsgøremål. Og det gør de stadig.

Halvanden million ukrainere er i dag internt fordrevne, men der er stadig mange mennesker, der bor i det område, hvor der er kampe. Enten kan de ikke rejse, eller også vil de ikke rejse fra det sted, hvor de har boet i lang tid. Og det er netop fordi hverdagsfornemmelsen sidder så dybt i mange mennesker, at de med store anstrengelser prøver at få hverdagen til at fortsætte, selv dér midt i krigen. Netop dét er værd at tænke på, når man som dansker møder mennesker, der er flygtet fra krig. Flugten var for mange af dem en allersidste udvej og det endegyldige tegn på at hverdagen var og måtte være helt forbi.

Drengene i grotten – og alle de andre

Foto: Thailands flåde.

Jeg er bestemt ikke den eneste, der følger med i hvad der sker med de drenge og deres fodboldtræner, der er fanget i Tham Luang-grotten i Thailand og nu skal reddes ud. Det er en helt usædvanlig situation, og folk fra nær og fjern træder til for at hjælpe. Jeg håber sådan, at alt går godt.

Det er dog samtidig påfaldende, at denne ulykkelige situation får utroligt meget mere opmærksomhed end den globale opvarmning eller de ekstremt blodige krige i Syrien og Yemen. På DR Nyheders hjemmeside bliver disse krige end ikke nævnt i disse dage. Men i Syrien dør der på en typisk dag flere civile end det antal, der har været fanget i Tham Luang-grotten i Thailand.  Der er bare ingen, der prøver at redde de mennesker ud, hvis liv er i fare i Syrien. Heller ikke det usædvanlige vejr i Danmark og i f.eks. Japan for tiden bliver sat ind i den sandsynlige kontekst, nemlig klimaforandringerne.

Sandsynligvis er grunden til dette fokus hos medierne, at der er tale om en meget veldefineret situation med en helt veldefineret løsning, der skal nås inden for et veldefineret tidsrum. Medierne holder af den slags, og det gør mange af os, der følger med i nyhederne, også. Og når det hele er ovre, kan vi der fulgte med på afstand, lægge det hele bag os og tænke på noget andet. For dem, der er eller har været fanget i grotten, bliver det anderledes vanskeligt – de risikerer at skulle slås med de psykiske eftervirkninger i resten af deres liv.

Den globale opvarmning og krigene virker som uoverskuelige situationer. På sin vis befinder vi os også en situation, hvor vi snart skal reddes, inden vandet stiger. Men tænk, hvis verden ville gå sammen om at gøre noget afgørende her, på samme måde som der nu er så mange mennesker, der går sammen for at hjælpe med at redde drengene ud af Tham Luang-grotten. Da ville de uoverskuelige problem, verden slås med, måske heller ikke virke så uoverskuelige igen.

Nedrustningsløfter igen

I dag taler mange om topmødet mellem Donald Trump og Kim Jong-Un som om det har ført afgørende nyt med sig og som om det viser, at Donald Trump måske alligevel formår et eller andet.

Men mange glemmer her, at Nordkorea faktisk har givet tilsvarende løfter ikke helt få gange tidligere siden 1985 – og de førte ikke til nedrustning. Mønsteret ser ud til at være, at Nordkoreas regime køber sig tid og velvilje fra omverdenen ved at love atomvåbennedrustning, når der er krise i landet. Først truer diktatoren med atomvåbnene, og derefter finder der en slags gensidig appeasement sted. I alle de tilfælde, hvor dette er sket, har det ikke været nogen konkret plan for hvordan nedrustningen skal finde sted, og derfor sker der aldrig rigtig noget. Heller ikke denne gang er der noget konkret udkomme. Det eneste, der er kommet ud af topmødet er vel, at to usympatiske statsledere begge har fået styrket deres image.

Det er også værd at bemærke, at Donald Trump som bekendt ikke har kunnet acceptere den helt konkrete atomnedrustningsaftale med Iran.

Efter afstemningen

Det er ikke engang fem uger, det stod klart at der ikke ville blive storkonflikt på det offentlige område i 2018. Lige nu føles det som meget længere tid siden. Mange af os bandt en masse mental energi i arbejdskampen i de måneder, den stod på, og jeg var en af dem, der talte om den truende konflikt hver dag. Alt andet lige var derfor det en stor lettelse at der ikke kom nogen konflikt. Nu kunne vi omsider tænke på noget andet igen. Samtidig var jeg og mange andre dog meget skuffede over at lærerne fik et så pauvert forhandlingsresultat, som de gjorde. Nogen arbejdstidsaftale blev det slet ikke til.

Nu foreligger så resultatet af urafstemningerne, og i næsten alle fagforeninger har der været et stort flertal for overenskomsterne. I min fagforening DM var det næsten 98 procent, der stemte ja. Også i Danmarks Lærerforening var der flertal, omend kun på omkring 75%.

Fordi urafstemningerne var særskilte for hvert område, var der ikke så meget at betænke sig på for min side. Jeg kunne godt acceptere overenskomstforslaget, og en nej-stemme fra mig ville ikke kunne give lærerne en bedre overenskomst – det er uklart for mig, hvordan en konflikt på AC-området ville have gavnet lærernes forhandlingsposition. Men havde jeg været lærer, havde jeg stemt nej.

Mindst ét sted på det offentlige område bliver der dog konflikt. De ansatte ved lokalbanerne har nemlig stemt nej til en ny overenskomst, og det betyder, at der kan bryde konflikt ud fra midnat den 11. juni, hvis ikke der inden da er opnået en aftale om arbejdstidsregler. Så nu er det ved lokalbanerne, at vi ser efterdønningerne af forårets store arbejdskamp. Og samtidig er denne konflikt for mig at se endnu en indikator på hvad fremtidens overenskomstforhandlinger på det offentlige område vil komme til at have som et vigtigt tema, nemlig bedre arbejdstidsregler.

Konflikten kom ikke

Foto: DR/Scanpix.

I går aftes ved 21-tiden kom der en mail fra DMs forkvinde Camilla Gregersen – overenskomstforhandlingerne på statens område endte med et forlig. Jeg var usædvanligt lettet.

Truslen om en konflikt har fyldt meget i min og andre offentligt ansattes hverdag i de sidste to måneder, og uvisheden har præget planlægningen af min arbejdsindsats i et omfang, der er helt uvant. For en måned siden, da lockouten truede allermest, var det særligt stressende og ubehageligt. Da var jeg i tvivl om jeg ville kunne nå at afslutte et kursus for et stort hold på 4. semester og samtidig var jeg i tvivl om jeg kunne nå at færdiggøre en stor Horizon 2020-ansøgning med indsendelsesfrist lige efter konfliktens varslede begyndelse.

Jeg ved at mange uddannelsessøgende, herunder de studerende, jeg underviser, også har været meget bekymrede. Jeg har været rede til en arbejdskamp, for det, vi har kæmpet for, er vigtigt. Men jeg ville selvfølgelig helst undgå at skulle nå dertil. Og især var jeg bange for at det ville ende med en udmarvende konflikt og et lovindgreb.

Ganske meget i forliget er godt. Fagbevægelsen fik en lønramme på 8,1 %; det er et brud med ti års nulvækst og følger udviklingen i det private. Det er ikke store stigninger, men det opfylder de krav, som man gik i kamp for. Der kom puljer til ligeløn og lavtløn; de er ikke store, men er dog også et fremskridt. Og det lykkedes at få fjernet Corydons “privatlønsværn” (en new public management-eufemisme), så lønnen i det offentlige fremover følger udviklingen på det private arbejdsmarked, dvs. den tidligere reguleringsordning.

Og så fik man sikret den betalte frokostpause – omend der er forskellige juridiske udgaver af den.

Det er også vigtigt at bemærke, hvad der blev undgået. De krav, som arbejdgiversiden stillede om øget fleksibilitet i ansættelse og arbejdstid, blev ikke til noget. Regeringens “sammenhængsreform” (endnu en new public management-eufemisme), der ville føre til at 60 procent af løndannelsen skulle ske lokalt, blev heller ikke til noget. Og endelig måtte arbejdsgiverne opgive forringelser af seniorordningerne.

Men så er der lærernes arbejdstidsaftale, og dette er forligets svageste punkt. Danmarks Lærerforenings aftale med KL om nedsættelsen af en kommission, der også får konsekvenser for statens undervisere, er et valg som lærernes forhandlere selv har truffet. Aftalen har fået opbakning af hovedstyrelsen i DLF, men mange lærere derude er meget utilfredse. Og det er underligt og trist, at et så centralt krav står hen i det uvisse. Jeg kan sagtens forstå, hvis medlemmer af DLF vil stemme nej ved urafstemningen.

(Og så er der selvfølgelig også LOs enegang på det regionale område. Den har jeg ikke ret meget pænt at sige om.)

Mit eget håb er at vi til de næste overenskomstforhandlinger kan få sat fokus på arbejdstid overalt på det offentlige område og gøre det til et tema. For det, som mange af os i stat, region og kommune har til fælles, er at vores arbejde meget let kan blive grænseløst. Det er dét, der skaber usikkerhed og stress. Hvis vi kan få fokus på arbejdstidsspørgsmålet, vil det være lærerne til gavn.

Og så vil jeg samtidig endnu engang slå til lyd for at selve forhandlingsmodellen bliver reformeret. Det har jeg tidligere skrevet om.

En løsning for nogle???

Foto: Nikolai Linares.

I går havde jeg for én gangs skyld ingen aftaler på mit arbejde, men bekymringerne om overenskomstforhandlingerne satte en dæmper på mine udfoldelser, og jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg er ikke den eneste, der har været nervøs for hvad der kunne ske på dette kritiske tidspunkt.

Den 31. marts skrev jeg

Det kan ende på mange måder. Det kan ende med en konflikt og et regeringsindgreb. Indtil for få dage siden regnede jeg og mange andre først og fremmest med at det ville gå sådan. Men det kan også ende med at det lykkes regeringen at skabe splittelse blandt de offentligt ansatte, så de f.eks. skal vælge imellem en aftale om lønudvikling og en arbejdstidsaftale for lærerne. Og det kan også ende med en lunken aftale, der først og fremmest har til formål at undgå at nogen af parterne taber ansigt.

Og det er dét, vi er ved at se netop nu: LO-forbundene på det regionale område siger ja til en aftale, mens FTF og Akademikerne siger nej. Det skaber en splittelse både hvad angår de tre forhandlingsområder og mellem fagforeningerne. Det er meget skuffende og det er en klar svækkelse af fagforeningernes muligheder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der for få uger siden var der enighed om en sammenlægning mellem LO og FTF.  Hvordan den sammenlægning nu vil forløbe. ved jeg ikke.  Og hvad der vil blive af parolen om En løsning for alle, ved jeg heller ikke. Da det kom til stykket, blev den glemt.

En anden forhandlingsmodel

Billede: http://www.detdanskearbejdsmarked.dk

Det er underligt at følge overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i nyhederne. Det blev grotesk, da regeringens partier begyndte at tale om at de sparede lønmidler ved en lockout skulle bruges til lavere skatter. Også de lange og udmattende forhandlinger i går aftes var tegn på en voldsom strategi fra forligskvindens side – alle ved, at man til sidst går med til hvad som helst, når man længe nok bliver forhindret i at sove. Dette er i sig selv også lidt uværdigt at opleve.

Jo længere dette står på, jo tydeligere bliver det også, at vi som offentligt ansatte har forhandlingsstrukturen imod os. Arbejdskampe virker på det private område, fordi begge parter i arbejdskampen mister noget vigtigt. De berørte virksomheder får ingen indtjening, og de berørte arbejdere får ingen løn. Men i offentligt regi har skiftende regeringer nu opdaget, at lockout og efterfølgende lovindgreb er en strategi. I sidste måned skrev jeg om hvordan hver dag med lockout vil lade regeringen spare 407,8 millioner kroner om dagen.

Konsekvensen af årets overenskomstforhandlinger må være at sikre, at dette aldrig kan ske igen.

Her er tre konkrete forslag, som jeg kan se at min AAU-kollega Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker, slår til lyd for.

  • I tilfælde af lockout skal de sparede lønmidler føres tilbage til de områder, de kom fra. På den måde kan man undgå, at regeringen varsler lockout i håb om at bruge den til hurtige besparelser på det offentlige område eller til “skattelettelser” (jeg synes ikke, at det i sig selv er en byrde at betale skat!)
  • Der skal være en særlig forhandlingsinstitution for stat, regioner og kommuner, som er uafhængig af regeringen. På den måde kan man undgå, at regeringen bruger overenskomstforhandlingerne til at føre finanspolitik.
  • I tilfælde af et lovindgreb skal lovteksten forfattes ikke af regeringen, men af en uafhængig part. Det kunne f.eks. være forligskvinden. På den måde kan man forhindre, at regeringen kan gennemføre sine overenskomstkrav på en let måde.

Fagforeningerne bør tage initiativ til at foreslå disse ændringer. Jeg er dog spændt på om Socialdemokraterne, der engang var fagforeningernes tætte allierede, mon vil gå med til det.

Bomber og undtagelser?

Oversigt over hvilke lande, der har tilsluttet sig Rom-statutten, der er grundlaget for den internationale straffedomstol. De grønne lande har tilsluttet sig Rom-statutten og ratificeret aftalen. De orange har underskrevet, men ikke ratificeret, statutten. USA, Sudan, Israel og nu også Rusland har trukket deres underskrifter tilbage.
De grå lande er ikke-deltagerstater, der ikke har underskrevet statutten. Grafik: Amnesty International.

I nat har USA og Storbritannien bombet mål i Syrien. Jeg kan ikke “holde med” Trump, Putin eller Assad, for de er alle tre statsoverhoveder, jeg tager stærk afstand fra. Jeg kan kun bemærke, at bombardementerne er en isoleret hændelse, der kommer syv år inde i en af de blodigste krige i mange år, en krig som mest har haft omverdenen som en slags modvillige tilskuere. For et år siden, i april 2017, bombede USA også kortvarigt Syrien, og det fik, så vidt jeg kan se, ingen konsekvenser.

Jeg har ikke noget godt bud på en løsning i skrivende stund. Men én af de veje, man bør forfølge, er at udstede en international arrestordre på Assad og de andre, der er ansvarlige for krigsforbrydelserne i Syrien – både forbryderne på det syriske regimes side og blandt regimets modstandere. Det skal ikke være ét land, der retsforfølger de syriske krigsforbrydere; det skal derimod være det internationale samfund.

Men det, der forhindrer netop dét træk, er at USA har taget afstand fra den internationale straffedomstol. USA var et af kun syv lande, der tog afstand fra oprettelsen af domstolen i 1998. De andre lande var Kina, Irak, Libyen, Yemen, Qatar og Israel. Rusland har siden trukket sig fra domstolen i protest mod at den ville retsforfølge russere efter invasionen af Krim. Også flere afrikanske lande har trukket sig med den begrundelse, at domstolens sager kun omhandler forhold i Afrika. Men netop dét skyldes blandt andet modstand fra USA. Når et stort og magtfuldt land insisterer på at være en “undtagelse fra normen”, leverer de selv argumentet for at andre lande kan indtage samme holdning.

Det er ikke slut endnu

Forleden udsatte forligskvinden den varslede konflikt for de offentligt ansatte. Det må betyde, at hun har ment at det ville give mening at forlænge forhandlingerne. Men det betyder bestemt ikke, at risikoen for en konflikt er ovre.  Konflikten kan nemlig bryde ud når som helst med fire dages varsel, hvis forhandlingerne bryder sammen på et tidspunkt i de kommende 14 dage.

Det er uklart for mig, om de tre krav fra de offentligt ansatte er på vej til at blive imødekommet. Her tænker jeg på kravet om en arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne, kravet om at den betalte frokostpause skal sikres og kravet om en lønudvikling, der kan holde trit med lønudviklingen for de privatansatte.

Så det er ikke slut endnu. Overhovedet ikke. Det kan ende på mange måder. Det kan ende med en konflikt og et regeringsindgreb. Indtil for få dage siden regnede jeg og mange andre først og fremmest med at det ville gå sådan. Men det kan også ende med at det lykkes regeringen at skabe splittelse blandt de offentligt ansatte, så de f.eks. skal vælge imellem en aftale om lønudvikling og en arbejdstidsaftale for lærerne. Og det kan også ende med en lunken aftale, der først og fremmest har til formål at undgå at nogen af parterne taber ansigt.

Med andre ord: Det er vigtigt at blive ved med at bakke op om os, de offentligt ansatte! Det er nødvendigt at skabe en løsning for alle.