En anden forhandlingsmodel

Billede: http://www.detdanskearbejdsmarked.dk

Det er underligt at følge overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i nyhederne. Det blev grotesk, da regeringens partier begyndte at tale om at de sparede lønmidler ved en lockout skulle bruges til lavere skatter. Også de lange og udmattende forhandlinger i går aftes var tegn på en voldsom strategi fra forligskvindens side – alle ved, at man til sidst går med til hvad som helst, når man længe nok bliver forhindret i at sove. Dette er i sig selv også lidt uværdigt at opleve.

Jo længere dette står på, jo tydeligere bliver det også, at vi som offentligt ansatte har forhandlingsstrukturen imod os. Arbejdskampe virker på det private område, fordi begge parter i arbejdskampen mister noget vigtigt. De berørte virksomheder får ingen indtjening, og de berørte arbejdere får ingen løn. Men i offentligt regi har skiftende regeringer nu opdaget, at lockout og efterfølgende lovindgreb er en strategi. I sidste måned skrev jeg om hvordan hver dag med lockout vil lade regeringen spare 407,8 millioner kroner om dagen.

Konsekvensen af årets overenskomstforhandlinger må være at sikre, at dette aldrig kan ske igen.

Her er tre konkrete forslag, som jeg kan se at min AAU-kollega Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker, slår til lyd for.

  • I tilfælde af lockout skal de sparede lønmidler føres tilbage til de områder, de kom fra. På den måde kan man undgå, at regeringen varsler lockout i håb om at bruge den til hurtige besparelser på det offentlige område eller til “skattelettelser” (jeg synes ikke, at det i sig selv er en byrde at betale skat!)
  • Der skal være en særlig forhandlingsinstitution for stat, regioner og kommuner, som er uafhængig af regeringen. På den måde kan man undgå, at regeringen bruger overenskomstforhandlingerne til at føre finanspolitik.
  • I tilfælde af et lovindgreb skal lovteksten forfattes ikke af regeringen, men af en uafhængig part. Det kunne f.eks. være forligskvinden. På den måde kan man forhindre, at regeringen kan gennemføre sine overenskomstkrav på en let måde.

Fagforeningerne bør tage initiativ til at foreslå disse ændringer. Jeg er dog spændt på om Socialdemokraterne, der engang var fagforeningernes tætte allierede, mon vil gå med til det.

Bomber og undtagelser?

Oversigt over hvilke lande, der har tilsluttet sig Rom-statutten, der er grundlaget for den internationale straffedomstol. De grønne lande har tilsluttet sig Rom-statutten og ratificeret aftalen. De orange har underskrevet, men ikke ratificeret, statutten. USA, Sudan, Israel og nu også Rusland har trukket deres underskrifter tilbage.
De grå lande er ikke-deltagerstater, der ikke har underskrevet statutten. Grafik: Amnesty International.

I nat har USA og Storbritannien bombet mål i Syrien. Jeg kan ikke “holde med” Trump, Putin eller Assad, for de er alle tre statsoverhoveder, jeg tager stærk afstand fra. Jeg kan kun bemærke, at bombardementerne er en isoleret hændelse, der kommer syv år inde i en af de blodigste krige i mange år, en krig som mest har haft omverdenen som en slags modvillige tilskuere. For et år siden, i april 2017, bombede USA også kortvarigt Syrien, og det fik, så vidt jeg kan se, ingen konsekvenser.

Jeg har ikke noget godt bud på en løsning i skrivende stund. Men én af de veje, man bør forfølge, er at udstede en international arrestordre på Assad og de andre, der er ansvarlige for krigsforbrydelserne i Syrien – både forbryderne på det syriske regimes side og blandt regimets modstandere. Det skal ikke være ét land, der retsforfølger de syriske krigsforbrydere; det skal derimod være det internationale samfund.

Men det, der forhindrer netop dét træk, er at USA har taget afstand fra den internationale straffedomstol. USA var et af kun syv lande, der tog afstand fra oprettelsen af domstolen i 1998. De andre lande var Kina, Irak, Libyen, Yemen, Qatar og Israel. Rusland har siden trukket sig fra domstolen i protest mod at den ville retsforfølge russere efter invasionen af Krim. Også flere afrikanske lande har trukket sig med den begrundelse, at domstolens sager kun omhandler forhold i Afrika. Men netop dét skyldes blandt andet modstand fra USA. Når et stort og magtfuldt land insisterer på at være en “undtagelse fra normen”, leverer de selv argumentet for at andre lande kan indtage samme holdning.

Det er ikke slut endnu

Forleden udsatte forligskvinden den varslede konflikt for de offentligt ansatte. Det må betyde, at hun har ment at det ville give mening at forlænge forhandlingerne. Men det betyder bestemt ikke, at risikoen for en konflikt er ovre.  Konflikten kan nemlig bryde ud når som helst med fire dages varsel, hvis forhandlingerne bryder sammen på et tidspunkt i de kommende 14 dage.

Det er uklart for mig, om de tre krav fra de offentligt ansatte er på vej til at blive imødekommet. Her tænker jeg på kravet om en arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne, kravet om at den betalte frokostpause skal sikres og kravet om en lønudvikling, der kan holde trit med lønudviklingen for de privatansatte.

Så det er ikke slut endnu. Overhovedet ikke. Det kan ende på mange måder. Det kan ende med en konflikt og et regeringsindgreb. Indtil for få dage siden regnede jeg og mange andre først og fremmest med at det ville gå sådan. Men det kan også ende med at det lykkes regeringen at skabe splittelse blandt de offentligt ansatte, så de f.eks. skal vælge imellem en aftale om lønudvikling og en arbejdstidsaftale for lærerne. Og det kan også ende med en lunken aftale, der først og fremmest har til formål at undgå at nogen af parterne taber ansigt.

Med andre ord: Det er vigtigt at blive ved med at bakke op om os, de offentligt ansatte! Det er nødvendigt at skabe en løsning for alle.

En midlertidig lettelse

Mette Christensen, forligskvinde.

Jeg har lige læst og hørt, at forligskvinden udsætter konflikten med 14 dage.   Det er en lettelse på mange måder. Det kunne godt se ud som om det pres, vores fagforeninger lægger på statens forhandlere, har en virkning. Dét i sig selv er godt.

Men der er nogle lidt mere kortsigtede fordele for mig. Siden november har jeg og kolleger i fem andre europæiske lande arbejdet på en stor ansøgning om Horizon 2020-midler. Deadline er 17. april, men i den sidste måned har jeg regnet med at skulle være færdig den 9. april. Nu kan jeg tage den en lille smule mere med ro i påsken. Jeg kan også blive færdig med min kursusundervisning – sidste kursusgang er 18. april. Og jeg kan mødes med min søster fra England og hendes familie i begyndelsen af april. De kan komme med et fly, jeg kan rejse med tog.

Naturligvis er arbejdskampen slet ikke slut; det gælder om at holde gejsten oppe i fagforeningerne, for nu bliver det rigtig afgørende. Jeg mærker, at der er stor opbakning hos mange derude til de offentligt ansatte, og det er jeg og mange andre glad for.

Ingen lockout her?

Jeg har lidt naivt regnet med at lockouten, der begynder den 10. april, ville ramme hele vejen rundt. Men nej. Listen over undtagelser på det statslige område (som kan ses hos DM) fortæller en påfaldende og anderledes historie.

På de videregående uddannelser er der nogle, der ikke er med. Mange institutter på DTU er således ikke udvalgt til lockout, mens bl.a. DTU Compute og DTU Bioinformatik derimod bliver ramt. På Københavns Universitet går bl.a. Institut for Immunologi og Mikrobiologi fri, men på Roskilde Universitet er det kun finans, it- og teknik-afdelingen, der går fri.

Jeg har ikke nogen klar fornemmelse for hvorfor det netop er disse steder, der går fri – mange af undtagelserne på de videregående uddannelser befinder sig under det tekniske og naturvidenskabelige område, og der er ofte tale om de steder, hvor der er en ikke helt lille finansieringsandel fra eksterne midler i spil. Og at netop DTU i så stort omfang er undtaget, undrer mig. Formodentlig er der tale om en bevidst strategi fra regeringens side for at skabe splittelse mellem os offentligt ansatte.

Konflikt i forskningstiden?

For ganske nylig kom der omsider oplysninger fra Aalborg Universitets ledelse til de studerende om hvad der skal ske under den lockout, der begynder den 10. april.

Der står

HVIS MIN UNDERVISNING OG VEJLEDNING BLIVER AFLYST PGA. LOCKOUT, FÅR JEG SÅ DEN AFLYSTE UNDERVISNING OG VEJLEDNING, NÅR LOCKOUTEN ER OVRE?
Svar: Ja, aflyst undervisning og vejledning vil blive afholdt efterfølgende. Planlægning og udmelding om ændringer og omplacering vil ske efter lockoutens ophør.

HVIS UNDERVISNING OG VEJLEDNING AFLYSES OG ÆNDRES TIL ET SENERE TIDSPUNKT, VIL AFLEVERINGSFRISTEN FOR MIT PROJEKT OG/ELLER STØRRE SKRIFTLIG OPGAVE OGSÅ BLIVE ÆNDRET TIL ET SENERE TIDSPUNKT?

Svar: Det vil bl.a. afhænge af lockoutens varighed. Hvis lockouten medfører en forsinkelse i studiet, kan afleveringsfrister evt. blive rykket.

Jeg kan sagtens forstå, at mange studerende er kede af at miste undervisningstid, herunder mulighed for projektvejledning. For dem vil denne oplysning sikkert være beroligende. Men der er noget ved denne beslutning, der bekymrer mig som ansat.

Jeg er som universitetslektor ansat til at undervise, forske og lave administrativt arbejde (som f.eks. koordinering af undervisning eller arbejde i studienævn). Når jeg ikke underviser eller forbereder undervisning eller udfører administrative forpligtelser, har jeg tid til at forske. Forskningstiden er således defineret som den tid, jeg ikke bruger på andet. Det underlige er, at det stort set kun er min indsats i forskningstiden, jeg for alvor bliver bedømt på: Hvor mange og hvor godt ansete publikationer jeg publicerer, hvor mange eksterne forskningsmidler, jeg kan skaffe og hvad konsekvenserne er i form af samarbejde, innovation mv. Man kan levere halvdårlig undervisning og stadig være højt berømmet, men en halvdårlig forsker kommer ingen vegne. Dette at skaffe forskningsmidler er ikke forskning, men en indsats, jeg skal gøre for selv at skaffe penge til at udføre mit arbejde.

Når konflikten en dag er slut, genindtræder jeg i min stilling, men her siger universitetets ledelse så, at jeg skal bruge en større procentdel af min arbejdstid på at afholde undervisning, end jeg ellers skulle have gjort. Med andre ord: Den tid, jeg er del af konflikten, vil blive taget fra min forskningstid. Helt barokt bliver det, fordi jeg under konflikten jo ikke er ansat. Og konflikten har konkrete konsekvenser for min forskning: Jeg er nødt til at gøre en ansøgning om forskningsmidler færdig til den 9. april, fordi den rigtige ansøgningsfrist er 17. april, midt i lockouten. Jeg har ikke lyst til at smide fire måneders anstrengelser med ansøgningen overbord, endsige at skuffe de 8 samarbejdspartnere fra andre lande, der har stolet på min indsats som koordinator.

Når jeg har været syg, har jeg altid forsøgt at indhente den undervisning, jeg ikke har kunnet levere. Jeg har på denne måde været pligtopfyldende, men konsekvensen er den samme: Jeg har brugt min forskningstid på at være syg.

Det eneste anstændige er at finde en løsning, der ikke har denne konsekvens og alligevel mindsker følgerne for de studerende af at der ikke blev afholdt undervisning. Universitetet bør helt eksplicit nedsætte forventningen til min forskning (antal publikationer osv.) i 2018, fordi jeg har været del af en konflikt. Universitetet kan ikke med rimelighed have nogen forventninger om en ansat forskers forskningsindsats i den tid, hvor han/hun ikke har været til rådighed.

Og i sidste ende er dette endnu et argument for nødvendigheden af en arbejdstidsaftale også for universitetslærere.

Kirsten Stallknecht

Forsiden af festskriftet udgivet i anledning af Kirsten Stallknechts 75-års-dag i 2012.

Da jeg var barn, hørte jeg ofte om Kirsten Stallknecht i nyhederne. Hun blev forkvinde for Dansk Sygeplejeråd i 1968; dengang var hun 30 år gammel. Hun gav sig til at omstrukturere DSR, dens administration og økonomi, og hun begyndte at styrke organisationens placering i det fagretlige system. Tre år senere, i 1971 fik DSR en hovedaftale, der indebar retten til at etablere konflikt, og i 1973 strejkede de danske sygeplejersker for første gang. Det var en strejke, der varede to måneder. Senere blev Kirsten Stallknecht bl.a. forkvinde for FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd), der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte. Hun fik også en del andre bestyrelsesposter uden for fagbevægelsen.

Kirsten Stallknecht havde bl.a. også tid til partipolitik; hun var medlem af hovedbestyrelsen i sit parti. Og her bliver det interessant, for hun var ikke socialdemokrat, sådan som ganske mange andre fagforeningsledere traditionelt har været. Næ, hun var såmænd medlem af Det Konservative Folkeparti.

I dag er det blevet lige så svært at forestille sig en fagforeningsleder, der er konservativ og kæmper for offentligt ansattes strejkeret, som det er blevet at forestille sig en højkommissær for UNHCR, der arbejder for kvoteflygtninge og samtidig er tidligere statsminister for Venstre (her tænker jeg selvfølgelig på Poul Hartling, der var flygtningehøjkommissær fra 1978 til 1985).

Kirsten Stallknecht lever stadig – hun er nu 80 år gammel. Gad vide, hvad hun tænker om den lockout, der nu truer?

Hvad har euroen med storkonflikten at gøre?

Ofte bliver euroen solgt som en simpel løsning, der gør at vi ikke skal bruge en hel masse forskellige rejsevalutakøb og at det bliver nemt at foretage handel på tværs af lande. Men der er en forbindelse fra euroen til de igangværende overenskomstforhandlinger, som aldrig bliver nævnt. Euroen indebærer nemlig også en fælles styring af EU-landenes økonomiske politik, og den er bl.a. fastlagt i den såkaldte Europluspagt, som er en aftale, der blev indgået i 2011 mellem de 17 euro-lande, der dengang var, og Danmark, Polen, Letland, Litauen, Bulgarien og Rumænien. De, der tiltræder Europluspagten, forpligter sig til nogle mål på statsligt niveau. EU-kommissionen kontrollerer, om disse mål bliver nået, og afrapporterer årligt. Så selv om Danmark ikke er med i euro-samarbejdet, er den danske regering alligevel forpligtet af det i forhold til sin økonomiske politik.

I Europluspagten er lønforhandlinger og lønudvikling direkte nævnt; der står

Hvert land vil være ansvarligt for de specifikke politiktiltag, som det vælger for at fremme konkurrenceevnen, men der vil blive rettet særlig opmærksomhed mod følgende reformer:

i) foranstaltninger til at sikre en omkostningsudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten, med respekt for de nationale traditioner for arbejdsmarkedsdialog og -relationer, f.eks.:

  • gennemgang af lønfastsættelsesordningerne og om nødvendigt af graden af centralisering i forhandlingsprocessen og af indekseringsmekanismerne, dog således at arbejdsmarkedets parters autonomi under de kollektive forhandlinger fastholdes
  • sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor (under hensyntagen til den vigtige signaleffekt af lønningerne i den offentlige sektor)

Længere nede i pagten står der så dette:

For hvert land vil enhedslønomkostningerne blive vurderet for økonomien som helhed og for hver større sektor (fremstillingsindustrien, servicesektoren samt den konkurrenceudsatte og den ikke-konkurrenceudsatte sektor). Store og vedvarende stigninger kan føre til en svækkelse af konkurrenceevnen, især hvis de kombineres med et stigende underskud på betalingsbalancens løbende poster og faldende markedsandele for eksporten.

Så derfor hænger det faktisk sammen – af hensyn til euroen skal regeringerne forsøge at bremse lønudviklingen og specielt forhindre at udviklingen af lønninger i den offentlige sektor bliver for gunstig for lønmodtagerne. Og der er hermed endnu en forklaring på, hvorfor to forskellige danske regeringer med hver deres partisammensætning har anlagt samme strategi i overenskomstforhandlingerne. Ud over at bruge overenskomstforhandlingerne som en strategi for at kunne gennemføre nedskæringer, bliver overenskomstforhandlingerne et sted, hvor den danske regering skal leve op til forpligtelserne fra EU.

Overbelastet med udspil?

Vi er kun to en halv måned inde i 2018, og vi har allerede oplevet disse udspil fra regeringen:

  • Udflytning af 4000 statslige arbejdspladser, herunder opdelingen af Miljøstyrelsen (17. januar)
  • Nyt optjeningskrav for dagpenge (7. februar)
  • Sammenbrud i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område (23. februar og frem)
  • “Ghettoudspillet” (2. marts)
  • Varslet om lockout af 440.000 offentligt ansatte  (7. marts)
  • Rapporten Universitetsuddannelser til fremtiden (12. marts)

Der er kun få uger, til tider endda kun få dage mellem alle disse udspil, der hver især vil påvirke ikke helt få mennesker.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om denne pludselige initiativrigdom her tidligt i 2018 mon er udtryk for en strategi fra regeringens side – at meningen er, at de mange udspil skal “skygge for” hinanden og især, at konflikten skal komme i fokus på bekostning af de mange andre forslag. Når regeringen så griber ind i konflikten, vil den fremstå som ansvarlig og få øget opbakning, og alle de andre forslag er da trængt i baggrunden og glider nemmere ned.

Det er i al fald udmattende at følge med i.

En øvelse i nedskæring

Tegning: DR.

Når man tænker på den kommende lockout, er det ikke uvæsentligt at huske, at den siddende danske regering har en målsætning om at spare 20 milliarder frem til 2020. Min formodning er lige nu, at lockouten i ikke helt ringe omfang er et middel til at nå dette mål. Det er i sidste ende kun regeringen, der bestemmer hvor længe lockouten skal vare, og det kan betale sig for dem at lade lockouten vare forholdsvis længe. Det er der et enkelt overslag, der viser.

Sophie Løhde udtalte i december 2017 at

Vi bruger årligt godt 330 milliarder kroner på løn i den offentlige sektor…

Ifølge Danmarks Statistik var der i 3. kvartal af 2017 712.109 offentligt ansatte. Hvis vi anvender Sophie Løhdes estimat af lønsummen, er den gennemsnitlige månedsløn for en offentligt ansat derfor 38.617 kroner. Antager vi at en måned har 20 arbejdsdage, bliver den gennemsnitlige dagsløn for en offentligt ansat 1931 kr.

Lockouten, der begynder 10. april,  berører 440.000 offentligt ansatte. Hver dag under lockouten undgår stat, region og kommune dermed at udbetale 849,6 millioner kroner. Men en del af dette beløb tilbageføres  via skat. Lad os (med udgangspunkt i Skatteministeriets data) antage at alle offentligt ansatte har en trækprocent på 52. Da sparer stat, region og kommune 407,8 millioner kroner for hver dag, lockouten varer. Hvis lockouten varer 25 dage (som tilfældet var ved lockouten af lærerne i 2013), vil stat, region og kommune dermed spare i alt 10,2 milliarder kr. Herefter kan regeringen komme med et lovindgreb, der fastlægger lønnen for de offentligt ansatte og ad den vej nå frem til yderligere besparelser. Samtidig vil strejkekasserne hos fagforeningerne være tømt – de indeholder formodentlig kun lidt over 6 milliarder kr..

Regeringen vil tilmed være den part, der bringer lockouten til afslutning og indfører “normaltilstande” igen, så dermed vil de kunne høste sympati i de dele af befolkningen, der har en negativ holdning til de offentligt ansatte eller fagbevægelsen. De vil også kunne høste sympati hos de uddannelsessøgende, der vil kunne komme til eksamen.

Det vigtigste modtræk mod denne strategi er at minde alle i befolkningen om at der er tale om en arbejdskamp, som er helt igennem legitim (det er ikke fagforeningerne, der eskalerer denne konflikt!) og om at vi, de offentligt ansatte, ikke er “danskernes” fjender. Tværtimod er der rigtig mange familier i Danmark, hvor nogle er offentligt ansatte, andre privat ansatte. Vores jobfunktioner er præcis lige så vigtige som de jobfunktioner, som de privatansatte udfører, og på mange måder komplementerer de hinanden.