Konflikt i forskningstiden?

For ganske nylig kom der omsider oplysninger fra Aalborg Universitets ledelse til de studerende om hvad der skal ske under den lockout, der begynder den 10. april.

Der står

HVIS MIN UNDERVISNING OG VEJLEDNING BLIVER AFLYST PGA. LOCKOUT, FÅR JEG SÅ DEN AFLYSTE UNDERVISNING OG VEJLEDNING, NÅR LOCKOUTEN ER OVRE?
Svar: Ja, aflyst undervisning og vejledning vil blive afholdt efterfølgende. Planlægning og udmelding om ændringer og omplacering vil ske efter lockoutens ophør.

HVIS UNDERVISNING OG VEJLEDNING AFLYSES OG ÆNDRES TIL ET SENERE TIDSPUNKT, VIL AFLEVERINGSFRISTEN FOR MIT PROJEKT OG/ELLER STØRRE SKRIFTLIG OPGAVE OGSÅ BLIVE ÆNDRET TIL ET SENERE TIDSPUNKT?

Svar: Det vil bl.a. afhænge af lockoutens varighed. Hvis lockouten medfører en forsinkelse i studiet, kan afleveringsfrister evt. blive rykket.

Jeg kan sagtens forstå, at mange studerende er kede af at miste undervisningstid, herunder mulighed for projektvejledning. For dem vil denne oplysning sikkert være beroligende. Men der er noget ved denne beslutning, der bekymrer mig som ansat.

Jeg er som universitetslektor ansat til at undervise, forske og lave administrativt arbejde (som f.eks. koordinering af undervisning eller arbejde i studienævn). Når jeg ikke underviser eller forbereder undervisning eller udfører administrative forpligtelser, har jeg tid til at forske. Forskningstiden er således defineret som den tid, jeg ikke bruger på andet. Det underlige er, at det stort set kun er min indsats i forskningstiden, jeg for alvor bliver bedømt på: Hvor mange og hvor godt ansete publikationer jeg publicerer, hvor mange eksterne forskningsmidler, jeg kan skaffe og hvad konsekvenserne er i form af samarbejde, innovation mv. Man kan levere halvdårlig undervisning og stadig være højt berømmet, men en halvdårlig forsker kommer ingen vegne. Dette at skaffe forskningsmidler er ikke forskning, men en indsats, jeg skal gøre for selv at skaffe penge til at udføre mit arbejde.

Når konflikten en dag er slut, genindtræder jeg i min stilling, men her siger universitetets ledelse så, at jeg skal bruge en større procentdel af min arbejdstid på at afholde undervisning, end jeg ellers skulle have gjort. Med andre ord: Den tid, jeg er del af konflikten, vil blive taget fra min forskningstid. Helt barokt bliver det, fordi jeg under konflikten jo ikke er ansat. Og konflikten har konkrete konsekvenser for min forskning: Jeg er nødt til at gøre en ansøgning om forskningsmidler færdig til den 9. april, fordi den rigtige ansøgningsfrist er 17. april, midt i lockouten. Jeg har ikke lyst til at smide fire måneders anstrengelser med ansøgningen overbord, endsige at skuffe de 8 samarbejdspartnere fra andre lande, der har stolet på min indsats som koordinator.

Når jeg har været syg, har jeg altid forsøgt at indhente den undervisning, jeg ikke har kunnet levere. Jeg har på denne måde været pligtopfyldende, men konsekvensen er den samme: Jeg har brugt min forskningstid på at være syg.

Det eneste anstændige er at finde en løsning, der ikke har denne konsekvens og alligevel mindsker følgerne for de studerende af at der ikke blev afholdt undervisning. Universitetet bør helt eksplicit nedsætte forventningen til min forskning (antal publikationer osv.) i 2018, fordi jeg har været del af en konflikt. Universitetet kan ikke med rimelighed have nogen forventninger om en ansat forskers forskningsindsats i den tid, hvor han/hun ikke har været til rådighed.

Og i sidste ende er dette endnu et argument for nødvendigheden af en arbejdstidsaftale også for universitetslærere.

Kirsten Stallknecht

Forsiden af festskriftet udgivet i anledning af Kirsten Stallknechts 75-års-dag i 2012.

Da jeg var barn, hørte jeg ofte om Kirsten Stallknecht i nyhederne. Hun blev forkvinde for Dansk Sygeplejeråd i 1968; dengang var hun 30 år gammel. Hun gav sig til at omstrukturere DSR, dens administration og økonomi, og hun begyndte at styrke organisationens placering i det fagretlige system. Tre år senere, i 1971 fik DSR en hovedaftale, der indebar retten til at etablere konflikt, og i 1973 strejkede de danske sygeplejersker for første gang. Det var en strejke, der varede to måneder. Senere blev Kirsten Stallknecht bl.a. forkvinde for FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd), der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte. Hun fik også en del andre bestyrelsesposter uden for fagbevægelsen.

Kirsten Stallknecht havde bl.a. også tid til partipolitik; hun var medlem af hovedbestyrelsen i sit parti. Og her bliver det interessant, for hun var ikke socialdemokrat, sådan som ganske mange andre fagforeningsledere traditionelt har været. Næ, hun var såmænd medlem af Det Konservative Folkeparti.

I dag er det blevet lige så svært at forestille sig en fagforeningsleder, der er konservativ og kæmper for offentligt ansattes strejkeret, som det er blevet at forestille sig en højkommissær for UNHCR, der arbejder for kvoteflygtninge og samtidig er tidligere statsminister for Venstre (her tænker jeg selvfølgelig på Poul Hartling, der var flygtningehøjkommissær fra 1978 til 1985).

Kirsten Stallknecht lever stadig – hun er nu 80 år gammel. Gad vide, hvad hun tænker om den lockout, der nu truer?

Hvad har euroen med storkonflikten at gøre?

Ofte bliver euroen solgt som en simpel løsning, der gør at vi ikke skal bruge en hel masse forskellige rejsevalutakøb og at det bliver nemt at foretage handel på tværs af lande. Men der er en forbindelse fra euroen til de igangværende overenskomstforhandlinger, som aldrig bliver nævnt. Euroen indebærer nemlig også en fælles styring af EU-landenes økonomiske politik, og den er bl.a. fastlagt i den såkaldte Europluspagt, som er en aftale, der blev indgået i 2011 mellem de 17 euro-lande, der dengang var, og Danmark, Polen, Letland, Litauen, Bulgarien og Rumænien. De, der tiltræder Europluspagten, forpligter sig til nogle mål på statsligt niveau. EU-kommissionen kontrollerer, om disse mål bliver nået, og afrapporterer årligt. Så selv om Danmark ikke er med i euro-samarbejdet, er den danske regering alligevel forpligtet af det i forhold til sin økonomiske politik.

I Europluspagten er lønforhandlinger og lønudvikling direkte nævnt; der står

Hvert land vil være ansvarligt for de specifikke politiktiltag, som det vælger for at fremme konkurrenceevnen, men der vil blive rettet særlig opmærksomhed mod følgende reformer:

i) foranstaltninger til at sikre en omkostningsudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten, med respekt for de nationale traditioner for arbejdsmarkedsdialog og -relationer, f.eks.:

  • gennemgang af lønfastsættelsesordningerne og om nødvendigt af graden af centralisering i forhandlingsprocessen og af indekseringsmekanismerne, dog således at arbejdsmarkedets parters autonomi under de kollektive forhandlinger fastholdes
  • sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor (under hensyntagen til den vigtige signaleffekt af lønningerne i den offentlige sektor)

Længere nede i pagten står der så dette:

For hvert land vil enhedslønomkostningerne blive vurderet for økonomien som helhed og for hver større sektor (fremstillingsindustrien, servicesektoren samt den konkurrenceudsatte og den ikke-konkurrenceudsatte sektor). Store og vedvarende stigninger kan føre til en svækkelse af konkurrenceevnen, især hvis de kombineres med et stigende underskud på betalingsbalancens løbende poster og faldende markedsandele for eksporten.

Så derfor hænger det faktisk sammen – af hensyn til euroen skal regeringerne forsøge at bremse lønudviklingen og specielt forhindre at udviklingen af lønninger i den offentlige sektor bliver for gunstig for lønmodtagerne. Og der er hermed endnu en forklaring på, hvorfor to forskellige danske regeringer med hver deres partisammensætning har anlagt samme strategi i overenskomstforhandlingerne. Ud over at bruge overenskomstforhandlingerne som en strategi for at kunne gennemføre nedskæringer, bliver overenskomstforhandlingerne et sted, hvor den danske regering skal leve op til forpligtelserne fra EU.

Overbelastet med udspil?

Vi er kun to en halv måned inde i 2018, og vi har allerede oplevet disse udspil fra regeringen:

  • Udflytning af 4000 statslige arbejdspladser, herunder opdelingen af Miljøstyrelsen (17. januar)
  • Nyt optjeningskrav for dagpenge (7. februar)
  • Sammenbrud i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område (23. februar og frem)
  • “Ghettoudspillet” (2. marts)
  • Varslet om lockout af 440.000 offentligt ansatte  (7. marts)
  • Rapporten Universitetsuddannelser til fremtiden (12. marts)

Der er kun få uger, til tider endda kun få dage mellem alle disse udspil, der hver især vil påvirke ikke helt få mennesker.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om denne pludselige initiativrigdom her tidligt i 2018 mon er udtryk for en strategi fra regeringens side – at meningen er, at de mange udspil skal “skygge for” hinanden og især, at konflikten skal komme i fokus på bekostning af de mange andre forslag. Når regeringen så griber ind i konflikten, vil den fremstå som ansvarlig og få øget opbakning, og alle de andre forslag er da trængt i baggrunden og glider nemmere ned.

Det er i al fald udmattende at følge med i.

En øvelse i nedskæring

Tegning: DR.

Når man tænker på den kommende lockout, er det ikke uvæsentligt at huske, at den siddende danske regering har en målsætning om at spare 20 milliarder frem til 2020. Min formodning er lige nu, at lockouten i ikke helt ringe omfang er et middel til at nå dette mål. Det er i sidste ende kun regeringen, der bestemmer hvor længe lockouten skal vare, og det kan betale sig for dem at lade lockouten vare forholdsvis længe. Det er der et enkelt overslag, der viser.

Sophie Løhde udtalte i december 2017 at

Vi bruger årligt godt 330 milliarder kroner på løn i den offentlige sektor…

Ifølge Danmarks Statistik var der i 3. kvartal af 2017 712.109 offentligt ansatte. Hvis vi anvender Sophie Løhdes estimat af lønsummen, er den gennemsnitlige månedsløn for en offentligt ansat derfor 38.617 kroner. Antager vi at en måned har 20 arbejdsdage, bliver den gennemsnitlige dagsløn for en offentligt ansat 1931 kr.

Lockouten, der begynder 10. april,  berører 440.000 offentligt ansatte. Hver dag under lockouten undgår stat, region og kommune dermed at udbetale 849,6 millioner kroner. Men en del af dette beløb tilbageføres  via skat. Lad os (med udgangspunkt i Skatteministeriets data) antage at alle offentligt ansatte har en trækprocent på 52. Da sparer stat, region og kommune 407,8 millioner kroner for hver dag, lockouten varer. Hvis lockouten varer 25 dage (som tilfældet var ved lockouten af lærerne i 2013), vil stat, region og kommune dermed spare i alt 10,2 milliarder kr. Herefter kan regeringen komme med et lovindgreb, der fastlægger lønnen for de offentligt ansatte og ad den vej nå frem til yderligere besparelser. Samtidig vil strejkekasserne hos fagforeningerne være tømt – de indeholder formodentlig kun lidt over 6 milliarder kr..

Regeringen vil tilmed være den part, der bringer lockouten til afslutning og indfører “normaltilstande” igen, så dermed vil de kunne høste sympati i de dele af befolkningen, der har en negativ holdning til de offentligt ansatte eller fagbevægelsen. De vil også kunne høste sympati hos de uddannelsessøgende, der vil kunne komme til eksamen.

Det vigtigste modtræk mod denne strategi er at minde alle i befolkningen om at der er tale om en arbejdskamp, som er helt igennem legitim (det er ikke fagforeningerne, der eskalerer denne konflikt!) og om at vi, de offentligt ansatte, ikke er “danskernes” fjender. Tværtimod er der rigtig mange familier i Danmark, hvor nogle er offentligt ansatte, andre privat ansatte. Vores jobfunktioner er præcis lige så vigtige som de jobfunktioner, som de privatansatte udfører, og på mange måder komplementerer de hinanden.

Danskerne og de offentligt ansatte

Foto: Martin sylvest © Scanpix

Så kommer lockouten, og som den altid skarpe Simon Kongshøj bemærker, taler Sophie Løhde helt konsekvent om “danskerne” og “de offentligt ansatte” som om det er to forskellige grupper af mennesker.

I dag udtaler hun således at

Strejkemålene er nøje udvalgt til at ramme afgørende dele af ikke bare staten, men det danske samfund, og vil være til stor gene for mange danskere…

Denne strategi med at tale om “det rigtige folk” sat over for “de andre” er en strategi, som ikke helt få politikere fra ikke helt få partier benytter sig flittigt af i vore dage. Målet er selvfølgelig at få “danskernes” stemmer og at fortælle, hvem “danskernes” fjende er. Men jeg og alle andre offentligt ansatte er borgere i Danmark og dermed også danskere (for her er jeg ligeglad med hvad der står i vores pas).

Konflikt!

I dag stod det klart, at der med usvigelig sikkerhed vil komme konflikt på det offentlige område. Jeg og mange andre medlemmer af DM (Dansk Magisterforening) deltog i et orienteringsmøde, hvor Jens Vraa fra DMs sekretariat og Camilla Gregersen, der er DMs forkvinde, fortalte om baggrunden og om hvordan vi skal forholde os. Camilla skulle egentlig have været i Aalborg, men hendes flyafgang blev aflyst og hun talte til os via et videolink fra Aalborg Universitet i København.

Der er rigtig meget, der skiller parterne denne gang, og det blev endnu engang tydeligt, at situationen er historisk vanskelig. Det var vigtigt og interessant at få belyst hvad arbejdsgivernes krav om at fjerne betalt frokostpause faktisk indebærer. For nogle virker det som en bagatel, men det er det slet ikke. Fjernelsen af betalt frokostpause indebærer nemlig enten længere arbejdsdage (to en halv time oveni hver uge) eller en reduktion i lønsummen på 7 procent, dvs. færre kolleger eller lavere løn til alle.

Der var mange spørgsmål fra os om hvad konflikten vil medføre. Hvordan konflikten vil forløbe, og hvor omfattende den bliver, ved vi ikke endnu. Men det er vigtigt at få afklaret, hvad den vil betyde for hver enkelt af os. Blandt andet var nogle medlemmer, der er udenlandske statsborgere fra lande uden for EU og Norden, nervøse for om de ville miste deres opholdstilladelse i tilfælde af en strejke. For under en strejke ophører den normale ansættelse. Men DM har her lovet at sørge for at holde disse medlemmer uden for strejken. Ingen, der er fagligt organiseret, skal risikere at miste sit livsgrundlag på grund af en lovlig konflikt.

Jeg og alle andre fik bestyrket vores allerede klare fornemmelse af at vi, der er offentligt ansatte, står sammen her på tværs af faggrænser, og det var en god oplevelse. Det er også godt at opleve, at uorganiserede nu omsider ser situationens alvor og begynder at melde sig ind i fagforeningerne. Camilla Gregersen nævnte endda undervejs mit blogindlæg om konflikten, hvor jeg kraftigt opfordrer alle uorganiserede til at melde sig ind!

Denne opfordring er hermed gentaget.

Sammenhængsreformen?

På onsdag får vi at vide, om det ender med konflikt på det offentlige område. Det kunne virke som et tilfælde, at det er gået så dårligt med overenskomstforhandlingerne, men det tror jeg bestemt ikke, at det er. Der er derimod efter alt at dømme tale om en strategi, som er opstået inden for de seneste få år. Jeg har aldrig tidligere i mine 26 år som universitetslærer oplevet at være så tæt på en konflikt.

Lærerkonflikten i 2013 viser, at danske regeringer nu bruger overenskomstforhandlingerne til at føre politik med. Når jeg læser kommentarer fra personer, der forsvarer regeringens position i overenskomstforhandlingerne, taler de uden undtagelse om at der skulle være et nødvendigt valg mellem “velfærd” eller “højere løn”.

Men hele diskursen om “velfærd eller lønstigninger” kommer fra regeringen og er deres indtil nu forbløffende vellykkede forsøg på at frame diskussionen som en konflikt mellem “det ansvarlige folk kontra de grådige offentlige ansatte”. Der er nemlig ikke tale om at de penge, som jeg og mine kolleger i stat, region og kommune, kunne få i lønstigninger, i stedet vil gå til mere “velfærd”. Tværtimod er målet nedskæringer. Og overenskomstforhandlingerne handler i øvrigt ikke kun om løn; de handler i høj grad også om arbejdsforhold og om at få gjort noget ordentligt ved de stressproblemer, der er mange steder i den offentlige sektor. Hvis vi får bedre arbejdsforhold, kan vi levere et bedre stykke arbejde.

Ganske megen stress kommer fra al den kontrol, der skyldes New Public Management. Snart kommer der en “sammenhængsreform”; den blev varslet i april 2017. I en artikel i dagbladet Information udtaler min AAU-kollega Henning Jørgensen at

Staten ser det som et udgiftsspørgsmål: Der skal spares 12 mia. kroner inden 2020, og det skal hjem via overenskomster. De fik to mia. kroner ud af det i 2013, da lærernes arbejdstidsaftale forsvandt, og de vil opnå noget lignende nu. Lønmodtagerne vil derimod have tryghed her og nu, for de ved, at der er mere i vente: Sophie Løhde er klar med en ’sammenhængsreform’ – en slags New Public Management version 4.0. Ledelseskommissionen har lavet en betænkning, som allerede er færdig og trykt, men ikke må offentligøres før efter overenskomsten. Sophie Løhde har også sagt, at 60 procent af løndannelsen bør være decentral, så det kan blive et ledelsesinstrument. 60 procent! Det er et totalt opgør med den danske model. Lønmodtagerne ved altså, at der kommer mere i fremtiden.

Ligesom alle andre “reformer” fra de seneste par årtier er der bare tale om endnu en blanding af øget kontrol i form af New Public Management og flere nedskæringer.

Alt dette fører mig til at forudsige, at den kommende konflikt bliver lang og udmattende og helst skal ende med et lovindgreb. Oveni kommer så endnu en runde New Public Management og endnu en runde nedskæringer. Derfor er det nødvendigt at være godt forberedte nu og om at fortælle alle derude, hvad denne arbejdskamp også handler om.

En aften for Ghouta

I går skrev jeg om Ghouta i Syrien, hvor Assad-regimets styrker begår krigsforbrydelser, som alene i den seneste uge har kostet omkring 500 mennesker livet. I aften holdt vi i Amnesty International en demonstration for fred og mod krigsforbrydelserne. I sidste øjeblik løb vi ind i logistiske problemer – Aalborg kommunes strømudtag til det PA, vi havde lånt, virkede ikke, men vi fik lov af en sandwichbar at låne deres udendørs stik, og så gik det hele endda.

Omkring 100 mennesker trodsede den bidende kolde februaraften og gik med os fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor Haifaa Awad holdt en fin og rammende tale over telefon (min telefon, som jeg holdt op til mikrofonen – primitivt, men det virkede). Da arrangementet var omme (vi holdt det kort, for kulden var træls) fik vi hilst på nogle unge syrere, som havde hørt om aftenens begivenhed fra deres danske venner. Og sammen med dem gik nogle af os ned til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 for at få varmen.

Avocado?

I dag var der bl.a. avocado til aftensmad derhjemme. Lige nu er der over 7 millioner forekomster af hashtagget #avocado på Instagram – det er en populær frugt, vi har med at gøre. Blød, mild og fotogen, dét er den. Jeg er formodentlig i fare for at være en lyseslukker, men måske er det ikke så godt igen, at avocadoer er blevet så populære.

En britisk artikel peger på tre gode grunde til ikke at spise så mange avocadoer.

  • Vandforbruget ved dyrkning af avocadoer er stort. Det kræver mere end 600 liter vand at producere et kilo af denne frugt. I nogle lande, bl.a. Chile, finder dyrkningen sted i områder med lav nedbørsmængde, og dermed går det ud over grundvandet.
  • Prisen på avocadoer er på vej op på grund af uheldigt vejr, som kan skyldes klimaforandringerne.
  • Og i den sædvanlige ironiske kobling hermed bemærker man, at CO2-fodaftrykket er ekstra højt for avocadoer, der sælges i Storbritannien – og også i Danmark – da frugten primært dyrkes i Sydamerika og Afrika og derfor ofte skal transporteres meget langt.

Og så kan man læse i The Guardian, at avocadodyrkningen i Mexico er blevet viklet ind i landets blodige bandekrig.