Konfliktkøkken

Det er underligt at tænke på at det først var i aften, jeg fik besøgt Verdenskøkkenet – der nu kalder sig Konfliktkøkkenet. Det er Folkekirkens Hus i Aalborg, der lægger rammer til, men der er intet kirkeligt indhold. Ideen er at præsentere byens borgere, indfødte og ude fra verden kommende, for hinanden over mad fra et bestemt land. Sidste år var der fokus på bl.a. Syrien og Pakistan. I år er fokus på lande, der er i konflikt med hinanden, og i aften var det Indien og Pakistan, der var temaet. Interessant nok er netop de to lande faktisk en del af min families historie – min farfar og farmor var født i det ene land og flyttede til det andet.

Et indisk og et pakistansk ægtepar bosat i Aalborg stod for maden. Bagefter havde Anna Klitgaard, der sammen med Catarina Bettencourt står bag arrangementerne, en samtale med de to familier. Det var interessant, men ikke overraskende, at de to familier, der ikke havde kendt hinanden før, talte samme sprog, faktisk lavede samme slags mad og i det hele taget havde rigtig mange ting til fælles – og i det hele taget kom godt ud af det med hinanden. Til sidst var der et længere foredrag om hele den indisk/pakistanske konflikt med Jørgen Dige Pedersen, lektor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

Konfliktkøkkenet er et spændende og vigtigt bud på hvordan man kan bringe borgere med forskellig baggrund sammen og på hvordan man kan lære mere om hinanden. Jeg opdagede til min glæde, at der også var flere kolleger fra mit institut til aftenens arrangement, herunder mindst én fra Indien. Næste Konfliktkøkken er i øvrigt den 23. marts, og her er temaet Somalia.

En krig om økonomisk kontrol

Bashar al-Assad og hans familie har i en lang årrække tilsammen kontrolleret en meget stor del af Syriens økonomi og infrastruktur, og dette er ikke noget, de har forsøgt at skjule.

De Konservative i Storbritannien har haft forbindelser til Assad i form af opbakning til en fond ejet af Bashar al-Assads fætter – men disse forbindelser droppede de i 2011, da konflikten i Syrien begyndte.

Bashar al-Assads fætter Rami Makhlouf kontrollerer omkring 60 procent af Syriens økonomi gennem sine interesser i olie og gas, telekommunikation, banker, luftfartsselskab og detailhandel. Telefonselskabet Syriatel er kontrolleret af Makhlouf og dækker 55% af telekommunikationsmarkedet i landet. Hans investeringsfirma Cham Holding Co. er Syriens største (og kontrollerer Syrian Pearl Airlines, landets første private luftfartsselskab). Markedsandelene har jeg fra en artikel i USA Today, men Makhloufs fremtrædende rolle fremgår også af hans egen LinkedIn-profil. Også SwissLeaks, der rummer de oplysninger om schweiziske bankkonti som er lækket af whistlebloweren Hervé Falciani, der tidligere arbejdede for den kinesiske storbank HSBC, kan bekræfte dette. Og den libanesiske internet-nyhedsmedium Now kunne i januar i år fortælle, at Rami Makhlouf har kontakter til israelske forretningsmænd.

Bashar al-Assad selv ejer også en betragtelig formue (alene billederne fra hans præsidentpalads antyder dette), men jeg har ikke kunnet finde præcise tal her. I 2012 anslog London-firmaet Alaco at han var god for 1,5 milliard US-dollars placeret i bl.a. Rusland og Hong Kong.

På denne baggrund er det oplagt, hvorfor der er lande, der vil gøre meget for at forhindre Assad-regimet i at falde – det udgør en vigtig økonomisk partner i Mellemøsten. For Ruslands vedkommende har dette økonomiske samarbejde stået på siden Hafez al-Assad kom til magten og blev en vigtig russisk allieret i regionen. En artikel i det officielle Syria Times fra august i år bekræfter, at Syrien vil udbygge sit samarbejde med Rusland og Iran.

For mig at se er det bemærkelsesværdigt, at de personer, der utrætteligt forsvarer Assad, og samtidig kalder sig venstreorienterede og kritiserer USAs rolle i Irak-krigene, siger så lidt om dette aspekt.

For en god ordens skyld:  Også de islamiske militser har store økonomiske interesser på spil i borgerkrigen i Syrien, og i hvert fald nogle af krigsherrerne her er blevet meget rige.  ISIS tjener penge på salg af olie, på gidseltagninger og – nok så vigtigt – ved donationer fra rige privatpersoner i Golfstaterne.

Aleppo er faldet

I dag kunne jeg se en nyhedsopdatering om at den østlige del af Aleppo, der var kontrolleret af oprørere, nu er faldet til Assad-regimets hær. Det er ikke overraskende, men det er trist. Hvilke konsekvenser dette vil få, ved ingen. Men det betyder næppe, at krigen i Syrien slutter snart. Dét, der derimod er slut, er drømmen om et anderledes Syrien uden diktatur. De fleste mennesker har været tilskuere til alt dette og har ikke kunnet være stort mere end dét, men de verdens regeringer, der har haft mulighed for at gribe ind, har enten været tilskuere eller har støttet Assad-regimet.

Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan man vil i fremtiden vil se på begivenhederne op til Aleppos fald eller på den passive eller direkte fjendtlige måde, hvorpå mange af de samme regeringer har forholdt sig til at millioner af mennesker er flygtet ud Syrien. Men der er ikke noget at være stolte over.

Partikelacceleratorer for fred

SESAME-new-roof

Synchrotron-Light for Experimental Science and Applications, forkortet SESAME, er en ny synkrotron som er blevet opført i Jordan. Acceleratoren er blevet til efter inspiration fra CERN og bliver støttet af UNESCO. Bag Sesame-samarbejdet står ud over Jordan også Iran, Pakistan, Israel, Tyrkiet, Cypern, Egypten, de palæstinensiske selvstyreområder og Bahrain. Især er det tankevækkende, at Iran og Israel er del af samme konsortium.

Konsortiet bag synkrotronen skriver:

SESAME will be a widely-available ‘user facility‘. Scientists, including graduate students, from universities and research institutes will typically visit the Centre for a week or two, twice or three times a year, to carry out experiments, frequently in collaboration with scientists from other centres/countries, and then return home to analyze the data they have obtained. In other words, SESAME will not be a source of brain drain; quite the contrary, not only will the scientists who visit SESAME bring back scientific expertise and knowledge, which they will share with their colleagues and students, but it will also create a motivating scientific environment that will encourage the region’s best scientists and technologists to stay in the region or to return if they have moved elsewhere.

Det er interessant og tankevækkende at netop naturvidenskabelig forskning kan bringe disse lande sammen. Men underligt er det ikke; naturvidenskabens sprog er fælles for os alle og måske er der i virkeligheden her et stort potentiale for en fælles strategi for at komme ud over konflikterne.

Suverænen og det blottede liv

Billede: Henning Bagger
Billede: Henning Bagger

I år er der kommet en dansk udgave af den italienske filosof Giorgo Agambens hovedværk Homo Sacer, der er hans forståelse af det moderne samfunds magtstrukturer. I den ene af magtskalaen har vi suverænen, den magt som har magten til at formulere lovene og til at formulere undtagelserne fra lovene. Dette begreb har Agamben fra den tyske jurist og filosof Carl Schmitt, der var nazist og i modsætning til ham så begrebet som et godt og nødvendigt ideal.

I den anden ende af magtskalaen har vi homo sacer, det “blottede liv” som er det menneske, som “man” må gøre med som man vil – homo sacer har ingen rettigheder. Begrebet kommer fra Romerriget, hvor det henviser til et menneske, som alle må slå ihjel – dvs. er fredløs – men som ikke må ofres ved en religiøs ceremoni. Så ikke engang dén rettighed har homo sacer.

I vore dage er statsmagten mange steder suveræn på denne måde. Hele Guantánamo-systemet viser dette: George Bush havde magten til at forbyde tortur og til at tillade tortur som en “undtagelse”, og fangerne i Guantánamo-lejren blev homo sacer – de mennesker, som “man” måtte gøre ved som man ville. I Frankrig har statsmagten efter sidste års terrorhandlinger i Paris indført undtagelsestilstand i længere tid.

Men også i Danmark ser vi en udgave af denne magtskala, som også findes uden for terrorbekæmpelses-retorikken. Der er ikke tale om Guantánamo-tilstande, men i disse uger kan man opleve den siddende danske regering og dens støttepartier opføre sig som suveræn ved at tale om at “Grundloven skal udfordres” for at bekæmpe imamer, der opfordrer til vold mod børn og stening af kvinder. Flere politiske partier taler om at der bør være undtagelser fra menneskerettighederne. Og i dansk politik ser man samtidig hvordan grupper af mennesker uden en egentlig stemme i debatten i voksende omfang bliver til “blottede liv”, som “man” kan behandle som “man” vil: Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte, asylansøgere og flygtninge – mennesker uden “ret til rettigheder”.

Terrorisme i Østeuropa

Billeder af en udbrændt metrovogn fra Moskva, januar 1977.
Billeder af udbrændte metrovogne fra Moskva, januar 1977.

Jeg har ikke kunnet finde en statistik over terrorangreb i Østeuropa fra 1970 og frem. Den helt store udfordring er at landene i denne del af Europa i mange år var diktaturer med en strengt statskontrolleret presse. Terrorister har i mange sammenhænge gået efter at få mediernes opmærksomhed, og denne mulighed var der ikke i de østeuropæiske lande, der var med i Warszawapagten.

Men det er interessant at gå på opdagelse på nettet og finde ud af hvad man faktisk ved, og der var terrorisme. I det daværende Sovjetunionen var det ikke mindst separatister fra de baltiske republikker og de kaukasiske republikker, der udførte terror. På min 13-års fødselsdag, den 8. januar 1977, var der et bombeangreb i Moskvas metro, og 7 mennesker mistede livet og 37 blev såret. Formodentlig var det separatister fra Armenien, der stod bag. Den grundigste artikel, jeg har kunnet finde på nettet, er faktisk fra Wikipedia.

Flykapringer var en udbredt form for terrorisme i Østeuropa, og Alexander Sakharovsky, der var general i KGB, udtalte i 1971 at “flykapringer var min idé”. Om det faktisk er tilfældet, er en anden historie.

En kendt flykapring blev udført af to litauere, nemlig Pranas Brazinskas og hans søn på 13, Algirdas. Det lykkedes de to flykaprere at få jetflyet fra Aeroflot tvunget til Tyrkiet – og her blev de anbragt i husarrest. Men to år senere slap litauerne fri; de søgte og fik asyl i USA (det var den sovjetiske regering ikke glad for, og det er vel egentlig forståeligt nok).  32 år senere slog Algirdas sin far ihjel i Los Angeles.

Det sovjetiske regime støttede selv, så vidt man ved i dag, i et vist omfang terrorgrupper i Italien og det daværende Vesttyskland som led i den Kolde Krig, da man mente at det kunne være med til at destabilisere NATO. Og i det daværende DDR ydede Stasi en tilsvarende bistand til Baader-Meinhof-gruppen. DDR var dog (så vidt jeg kan læse mig til) også lidt tøvende, da de frygtede selv at blive mål for de vesttyske terroristers terrorhandlinger.

Ikke-voldelig modstand mod IS?

Nonviolence-is-not-to-be-used-ever-as-the-shield

Lige nu taler en del landes regeringer om militær intervention mod Islamisk Stat. Mange (også jeg) er bekymrede over om dette kan føre til endnu en kronisk væbnet konflikt, som ikke kan vindes. I en artikel i Foreign Policy taler Srdja Popovic om ikke-voldelig modstand som en alternativ taktik mod IS.

En typisk form for ikke-voldelig modstand er arbejdsnedlæggelser og andre former for lydighedsnægtelse og synlig sabotage af installationer. Men den slags fører uvægerligt til repressalier fra et totalitært regime. Men der er også en anden mulighed: For at et samfund skal kunne opretholdes, skal der være nogen til at bemande infrastrukturen. Der skal være nogen, der opkræver skatter. Nogen, der sørger for forsyninger af fødevarer, energi osv.  IS prøver netop at skabe en ny samfundsstruktur, men også de har brug for en infrastruktur. Man kan ramme infrastrukturen ved at sjuske med arbejdet og ved at arbejde langsomt, så intet rigtig fungerer.

På en måde var det vel noget lignende, der også var med til at få Sovjetunionen til at falde: Mange var så efterhånden lidt begejstrede for regimet, at de ikke gjorde sig umage med deres arbejde, og dermed destabiliserede de langsomt, men støt landets infrastruktur.

Om dette er nok til at vælte Islamisk Stat eller andre undertrykkende regimer, ved jeg ikke. Udfordringen er at man ved denne type ikke-voldelig modstand også gør livet sværere for sig selv. Derfor skal man som modstandere sørge for at etablere en “parallel infrastruktur”. Samtidig er der tale om en form for modstand, der kræver koordinering og tålmodighed. Én persons indsats gør det ikke alene.  Men under den tyske besættelse 1940-45 var der i et vist omfang civil ulydighed og i en vis forstand en slags “parallel infrastruktur” lige fra de illegale blade til de hjemmedyrkede grøntsager. Og i Indien nogle få år senere var Mahatma Gandhi fortaler for og udøver af ikke-voldelig modstand mod den britiske kolonimagt.

Måske kunne dette være et initiativ, der er værd at forfølge. Det kunne selvfølgelig også bruges mod det lige så grusomme Assad-regime i Syrien. Samtidig er det en form for modstand, hvor man som udefra kommende arbejder sammen med den lokale befolkning for at vælte regimet i stedet for at flyve hen over hovedet på den og kaste bomber, der rammer i flæng. Og faktisk er det også en form for støtte til ikke-voldelig modstand at affolke et land – hvis det lykkes tilstrækkeligt mange mennesker at forlade de undertrykte områder, er der ikke rigtig noget tilbage for undertrykkerne at kontrollere.

Hurra, Assad vinder?

Børn på flugt ankommer til Bab-Al Salam, nær Azaz i det nordlige Syrien. Foto: Bulent Kilic/AFP/Getty Images
Børn på flugt ankommer til Bab-Al Salam, nær Azaz i det nordlige Syrien. Foto: Bülent Kilic/AFP/Getty Images

De seneste meldinger fra borgerkrigen i Syrien tyder på at Assad-regimet vinder frem. Mere end 35.000 mennesker er inden for de seneste få dage flygtet fra Aleppo, der nu er truet af belejring, og ind i Tyrkiet. Hvis Aleppo falder til regimet, kan op mod en halv million mennesker blive tvunget på flugt. Hvis det kommer til en langvarig belejring inden Aleppo falder, vil det også betyde endnu en optrapning af den alvorlige humanitære krise. Alle parter i borgerkrigen, men ikke mindst Assad-regimet, bruger sult som våben.

Hvad det vil præcis indebære, at Assad er blevet styrket når borgerkrigen en dag er slut, ved vi endnu ikke. Men der er formodentlig ganske mange flygtninge fra Syrien, der ikke tør vende tilbage til deres land af frygt for repressalier. Man kan sagtens forestille sig en situation, hvor mange syrere aldrig vil kunne vende hjem.

Hvad den danske regerings politik er på dette område, ved jeg ikke. Lige nu er man egentlig kun optaget af at holde syriske flygtninge væk fra Danmark og af at bruge udenrigsministeriet til at forsvare dette mål. Udenrigspolitik er derudover tydeligt nedprioriteret hos regeringen – hvad end der er af dansk udenrigspolitik, skal granskes af én eneste mand, nemlig Peter Taksøe-Jensen, der er Danmarks ambassadør i Indien. Dvs. nogle få tiltag er der da over for Mellemøsten: Den danske regering og det danske kongehus står over for at skulle besøge Saudiarabien og Iran. Iran har i mange år været trofaste støtter for Assad-regimet, og jeg har en ubehagelig fornemmelse af at der i mange vestlige lande er en tendens til nu at opfatte Assad som garant for en “stabilitet”. En grusom form for stabilitet, ganske vist, men dog en stabilitet.

Vi bliver dårligere mennesker

Uden navn

Her er en statusopdatering af forfatteren Flemming Chr. Nielsen. Jeg forstår ham godt i sit ønske om at trække sig. Jeg synes, det er en grim tid vi er havnet i. Nationalismen fordrer at der skal udpeges en ydre fjende og en indre fjende, og nu sker det for fuld styrke. Danmark vender blikket indad, og det bliver tydeligvis sværere og sværere at se Den Anden som et menneske.

En skribent, hvis navn ikke fortjener at blive nævnt, skrev for nylig en usædvanligt plat, sexistisk og perfid kritik af Helle Thorning-Schmidt på Jyllands-Postens websted, og siden da er han blevet voldsomt kritiseret. Det fortjente han. Men samtidig kan jeg mærke at vi bliver trukket ned på det samme lave argumentationsniveau, og selv forfalder jeg også til det. Selv om jeg måske kan virke enormt hellig,  er jeg desværre ingen helgen.

Jeg lægger mærke til at Helle Thorning-Schmidt selv ikke har givet sin mening til kende, og det er da også fornuftigt af hende. Der er ingen grund til at give den pågældende skribent ekstra opmærksomhed.

Måske trækker det os ned, at det er så nemt og hurtigt at give sin mening til kende i dag på de sociale medier. Måske trækker det os ned, at ledende politikere rent ud sagt taler grimt og nedladende til hinanden. Jeg bryder mig af denne grund ikke om at se Debatten på DR2.

Jeg var ingen helgen i forvejen, men jeg kan selv mærke, at jeg bliver et dårligere menneske af alt dette. Noget godt bud på hvad der skal gøres, ved jeg ikke, og dette er i virkeligheden skrevet i afmagt.

Vi stiller om til Libyen

Libyan_Civil_War
Situationen i Libyen pr. 6. januar 2016. Kilde: Wikipedia.

Henrik Sass Larsen fra Socialdemokraterne slår til lyd for at at alle, der måtte søge asyl i Europa, skal samles i lejre i Algeriet og Libyen. Derefter skal det så være op til hvert enkelt vestligt land at bestemme, hvor mange flygtninge, landet vil at tage imod. Resten af flygtningene skal blive i lejrene, indtil de kan vende hjem en dag. Ikke uventet er Dansk Folkeparti begejstret for dette forslag, og også de Konservative støtter det.

Lad os derfor lige bruge lejligheden til at se på situationen i Libyen, hvor der er borgerkrig. Efter terrorangrebene i Paris i november 2015 bombede USA igen Libyen.

Sidste år blev der indgået en fredsplan for Libyen, men den har ikke ført til fred. Så sent om i december 2015 var ledere fra 17 lande samlet for at prøve at få en våbenhvile på plads.

Der er 4 store grupper og flere mindre, som kæmper om kontrollen over Libyen. På kortet ovenfor kan man se at den største gruppe, der er den officielle libyske regering, har kontrol over det lyserøde område. En anden gruppe (farvet med gråt med kortet) er Islamisk Stat (ISIL), der har kontrollen over Sirte og store dele af kyststrækningen øst herfor. Derudover kæmper ISIL for at komme ind i Benghazi. I december 2015 offentliggjorde ISIL en video, der viser halshugning af 21 kristne egyptere. Også al-Qaeda er til stede i Libyen og kæmper mod ISIL.

Det er dette land, ledende danske politikere nu vil have flygtningelejre i.  Enten er der tale om en totalt manglende realitetssans eller også er der tale om en hidtil uset kynisme.