Partikelacceleratorer for fred

SESAME-new-roof

Synchrotron-Light for Experimental Science and Applications, forkortet SESAME, er en ny synkrotron som er blevet opført i Jordan. Acceleratoren er blevet til efter inspiration fra CERN og bliver støttet af UNESCO. Bag Sesame-samarbejdet står ud over Jordan også Iran, Pakistan, Israel, Tyrkiet, Cypern, Egypten, de palæstinensiske selvstyreområder og Bahrain. Især er det tankevækkende, at Iran og Israel er del af samme konsortium.

Konsortiet bag synkrotronen skriver:

SESAME will be a widely-available ‘user facility‘. Scientists, including graduate students, from universities and research institutes will typically visit the Centre for a week or two, twice or three times a year, to carry out experiments, frequently in collaboration with scientists from other centres/countries, and then return home to analyze the data they have obtained. In other words, SESAME will not be a source of brain drain; quite the contrary, not only will the scientists who visit SESAME bring back scientific expertise and knowledge, which they will share with their colleagues and students, but it will also create a motivating scientific environment that will encourage the region’s best scientists and technologists to stay in the region or to return if they have moved elsewhere.

Det er interessant og tankevækkende at netop naturvidenskabelig forskning kan bringe disse lande sammen. Men underligt er det ikke; naturvidenskabens sprog er fælles for os alle og måske er der i virkeligheden her et stort potentiale for en fælles strategi for at komme ud over konflikterne.

Suverænen og det blottede liv

Billede: Henning Bagger
Billede: Henning Bagger

I år er der kommet en dansk udgave af den italienske filosof Giorgo Agambens hovedværk Homo Sacer, der er hans forståelse af det moderne samfunds magtstrukturer. I den ene af magtskalaen har vi suverænen, den magt som har magten til at formulere lovene og til at formulere undtagelserne fra lovene. Dette begreb har Agamben fra den tyske jurist og filosof Carl Schmitt, der var nazist og i modsætning til ham så begrebet som et godt og nødvendigt ideal.

I den anden ende af magtskalaen har vi homo sacer, det “blottede liv” som er det menneske, som “man” må gøre med som man vil – homo sacer har ingen rettigheder. Begrebet kommer fra Romerriget, hvor det henviser til et menneske, som alle må slå ihjel – dvs. er fredløs – men som ikke må ofres ved en religiøs ceremoni. Så ikke engang dén rettighed har homo sacer.

I vore dage er statsmagten mange steder suveræn på denne måde. Hele Guantánamo-systemet viser dette: George Bush havde magten til at forbyde tortur og til at tillade tortur som en “undtagelse”, og fangerne i Guantánamo-lejren blev homo sacer – de mennesker, som “man” måtte gøre ved som man ville. I Frankrig har statsmagten efter sidste års terrorhandlinger i Paris indført undtagelsestilstand i længere tid.

Men også i Danmark ser vi en udgave af denne magtskala, som også findes uden for terrorbekæmpelses-retorikken. Der er ikke tale om Guantánamo-tilstande, men i disse uger kan man opleve den siddende danske regering og dens støttepartier opføre sig som suveræn ved at tale om at “Grundloven skal udfordres” for at bekæmpe imamer, der opfordrer til vold mod børn og stening af kvinder. Flere politiske partier taler om at der bør være undtagelser fra menneskerettighederne. Og i dansk politik ser man samtidig hvordan grupper af mennesker uden en egentlig stemme i debatten i voksende omfang bliver til “blottede liv”, som “man” kan behandle som “man” vil: Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte, asylansøgere og flygtninge – mennesker uden “ret til rettigheder”.

Terrorisme i Østeuropa

Billeder af en udbrændt metrovogn fra Moskva, januar 1977.
Billeder af udbrændte metrovogne fra Moskva, januar 1977.

Jeg har ikke kunnet finde en statistik over terrorangreb i Østeuropa fra 1970 og frem. Den helt store udfordring er at landene i denne del af Europa i mange år var diktaturer med en strengt statskontrolleret presse. Terrorister har i mange sammenhænge gået efter at få mediernes opmærksomhed, og denne mulighed var der ikke i de østeuropæiske lande, der var med i Warszawapagten.

Men det er interessant at gå på opdagelse på nettet og finde ud af hvad man faktisk ved, og der var terrorisme. I det daværende Sovjetunionen var det ikke mindst separatister fra de baltiske republikker og de kaukasiske republikker, der udførte terror. På min 13-års fødselsdag, den 8. januar 1977, var der et bombeangreb i Moskvas metro, og 7 mennesker mistede livet og 37 blev såret. Formodentlig var det separatister fra Armenien, der stod bag. Den grundigste artikel, jeg har kunnet finde på nettet, er faktisk fra Wikipedia.

Flykapringer var en udbredt form for terrorisme i Østeuropa, og Alexander Sakharovsky, der var general i KGB, udtalte i 1971 at “flykapringer var min idé”. Om det faktisk er tilfældet, er en anden historie.

En kendt flykapring blev udført af to litauere, nemlig Pranas Brazinskas og hans søn på 13, Algirdas. Det lykkedes de to flykaprere at få jetflyet fra Aeroflot tvunget til Tyrkiet – og her blev de anbragt i husarrest. Men to år senere slap litauerne fri; de søgte og fik asyl i USA (det var den sovjetiske regering ikke glad for, og det er vel egentlig forståeligt nok).  32 år senere slog Algirdas sin far ihjel i Los Angeles.

Det sovjetiske regime støttede selv, så vidt man ved i dag, i et vist omfang terrorgrupper i Italien og det daværende Vesttyskland som led i den Kolde Krig, da man mente at det kunne være med til at destabilisere NATO. Og i det daværende DDR ydede Stasi en tilsvarende bistand til Baader-Meinhof-gruppen. DDR var dog (så vidt jeg kan læse mig til) også lidt tøvende, da de frygtede selv at blive mål for de vesttyske terroristers terrorhandlinger.

Ikke-voldelig modstand mod IS?

Nonviolence-is-not-to-be-used-ever-as-the-shield

Lige nu taler en del landes regeringer om militær intervention mod Islamisk Stat. Mange (også jeg) er bekymrede over om dette kan føre til endnu en kronisk væbnet konflikt, som ikke kan vindes. I en artikel i Foreign Policy taler Srdja Popovic om ikke-voldelig modstand som en alternativ taktik mod IS.

En typisk form for ikke-voldelig modstand er arbejdsnedlæggelser og andre former for lydighedsnægtelse og synlig sabotage af installationer. Men den slags fører uvægerligt til repressalier fra et totalitært regime. Men der er også en anden mulighed: For at et samfund skal kunne opretholdes, skal der være nogen til at bemande infrastrukturen. Der skal være nogen, der opkræver skatter. Nogen, der sørger for forsyninger af fødevarer, energi osv.  IS prøver netop at skabe en ny samfundsstruktur, men også de har brug for en infrastruktur. Man kan ramme infrastrukturen ved at sjuske med arbejdet og ved at arbejde langsomt, så intet rigtig fungerer.

På en måde var det vel noget lignende, der også var med til at få Sovjetunionen til at falde: Mange var så efterhånden lidt begejstrede for regimet, at de ikke gjorde sig umage med deres arbejde, og dermed destabiliserede de langsomt, men støt landets infrastruktur.

Om dette er nok til at vælte Islamisk Stat eller andre undertrykkende regimer, ved jeg ikke. Udfordringen er at man ved denne type ikke-voldelig modstand også gør livet sværere for sig selv. Derfor skal man som modstandere sørge for at etablere en “parallel infrastruktur”. Samtidig er der tale om en form for modstand, der kræver koordinering og tålmodighed. Én persons indsats gør det ikke alene.  Men under den tyske besættelse 1940-45 var der i et vist omfang civil ulydighed og i en vis forstand en slags “parallel infrastruktur” lige fra de illegale blade til de hjemmedyrkede grøntsager. Og i Indien nogle få år senere var Mahatma Gandhi fortaler for og udøver af ikke-voldelig modstand mod den britiske kolonimagt.

Måske kunne dette være et initiativ, der er værd at forfølge. Det kunne selvfølgelig også bruges mod det lige så grusomme Assad-regime i Syrien. Samtidig er det en form for modstand, hvor man som udefra kommende arbejder sammen med den lokale befolkning for at vælte regimet i stedet for at flyve hen over hovedet på den og kaste bomber, der rammer i flæng. Og faktisk er det også en form for støtte til ikke-voldelig modstand at affolke et land – hvis det lykkes tilstrækkeligt mange mennesker at forlade de undertrykte områder, er der ikke rigtig noget tilbage for undertrykkerne at kontrollere.

Hurra, Assad vinder?

Børn på flugt ankommer til Bab-Al Salam, nær Azaz i det nordlige Syrien. Foto: Bulent Kilic/AFP/Getty Images
Børn på flugt ankommer til Bab-Al Salam, nær Azaz i det nordlige Syrien. Foto: Bülent Kilic/AFP/Getty Images

De seneste meldinger fra borgerkrigen i Syrien tyder på at Assad-regimet vinder frem. Mere end 35.000 mennesker er inden for de seneste få dage flygtet fra Aleppo, der nu er truet af belejring, og ind i Tyrkiet. Hvis Aleppo falder til regimet, kan op mod en halv million mennesker blive tvunget på flugt. Hvis det kommer til en langvarig belejring inden Aleppo falder, vil det også betyde endnu en optrapning af den alvorlige humanitære krise. Alle parter i borgerkrigen, men ikke mindst Assad-regimet, bruger sult som våben.

Hvad det vil præcis indebære, at Assad er blevet styrket når borgerkrigen en dag er slut, ved vi endnu ikke. Men der er formodentlig ganske mange flygtninge fra Syrien, der ikke tør vende tilbage til deres land af frygt for repressalier. Man kan sagtens forestille sig en situation, hvor mange syrere aldrig vil kunne vende hjem.

Hvad den danske regerings politik er på dette område, ved jeg ikke. Lige nu er man egentlig kun optaget af at holde syriske flygtninge væk fra Danmark og af at bruge udenrigsministeriet til at forsvare dette mål. Udenrigspolitik er derudover tydeligt nedprioriteret hos regeringen – hvad end der er af dansk udenrigspolitik, skal granskes af én eneste mand, nemlig Peter Taksøe-Jensen, der er Danmarks ambassadør i Indien. Dvs. nogle få tiltag er der da over for Mellemøsten: Den danske regering og det danske kongehus står over for at skulle besøge Saudiarabien og Iran. Iran har i mange år været trofaste støtter for Assad-regimet, og jeg har en ubehagelig fornemmelse af at der i mange vestlige lande er en tendens til nu at opfatte Assad som garant for en “stabilitet”. En grusom form for stabilitet, ganske vist, men dog en stabilitet.

Vi bliver dårligere mennesker

Uden navn

Her er en statusopdatering af forfatteren Flemming Chr. Nielsen. Jeg forstår ham godt i sit ønske om at trække sig. Jeg synes, det er en grim tid vi er havnet i. Nationalismen fordrer at der skal udpeges en ydre fjende og en indre fjende, og nu sker det for fuld styrke. Danmark vender blikket indad, og det bliver tydeligvis sværere og sværere at se Den Anden som et menneske.

En skribent, hvis navn ikke fortjener at blive nævnt, skrev for nylig en usædvanligt plat, sexistisk og perfid kritik af Helle Thorning-Schmidt på Jyllands-Postens websted, og siden da er han blevet voldsomt kritiseret. Det fortjente han. Men samtidig kan jeg mærke at vi bliver trukket ned på det samme lave argumentationsniveau, og selv forfalder jeg også til det. Selv om jeg måske kan virke enormt hellig,  er jeg desværre ingen helgen.

Jeg lægger mærke til at Helle Thorning-Schmidt selv ikke har givet sin mening til kende, og det er da også fornuftigt af hende. Der er ingen grund til at give den pågældende skribent ekstra opmærksomhed.

Måske trækker det os ned, at det er så nemt og hurtigt at give sin mening til kende i dag på de sociale medier. Måske trækker det os ned, at ledende politikere rent ud sagt taler grimt og nedladende til hinanden. Jeg bryder mig af denne grund ikke om at se Debatten på DR2.

Jeg var ingen helgen i forvejen, men jeg kan selv mærke, at jeg bliver et dårligere menneske af alt dette. Noget godt bud på hvad der skal gøres, ved jeg ikke, og dette er i virkeligheden skrevet i afmagt.

Vi stiller om til Libyen

Libyan_Civil_War
Situationen i Libyen pr. 6. januar 2016. Kilde: Wikipedia.

Henrik Sass Larsen fra Socialdemokraterne slår til lyd for at at alle, der måtte søge asyl i Europa, skal samles i lejre i Algeriet og Libyen. Derefter skal det så være op til hvert enkelt vestligt land at bestemme, hvor mange flygtninge, landet vil at tage imod. Resten af flygtningene skal blive i lejrene, indtil de kan vende hjem en dag. Ikke uventet er Dansk Folkeparti begejstret for dette forslag, og også de Konservative støtter det.

Lad os derfor lige bruge lejligheden til at se på situationen i Libyen, hvor der er borgerkrig. Efter terrorangrebene i Paris i november 2015 bombede USA igen Libyen.

Sidste år blev der indgået en fredsplan for Libyen, men den har ikke ført til fred. Så sent om i december 2015 var ledere fra 17 lande samlet for at prøve at få en våbenhvile på plads.

Der er 4 store grupper og flere mindre, som kæmper om kontrollen over Libyen. På kortet ovenfor kan man se at den største gruppe, der er den officielle libyske regering, har kontrol over det lyserøde område. En anden gruppe (farvet med gråt med kortet) er Islamisk Stat (ISIL), der har kontrollen over Sirte og store dele af kyststrækningen øst herfor. Derudover kæmper ISIL for at komme ind i Benghazi. I december 2015 offentliggjorde ISIL en video, der viser halshugning af 21 kristne egyptere. Også al-Qaeda er til stede i Libyen og kæmper mod ISIL.

Det er dette land, ledende danske politikere nu vil have flygtningelejre i.  Enten er der tale om en totalt manglende realitetssans eller også er der tale om en hidtil uset kynisme.

Sammensværgelse?

screen_shot_2016-01-08_at_15.35.00
Den orange cirkel viser Madayas beliggenhed nær grænsen til Libanon.

Noget af det bemærkelsesværdige ved sammensværgelsesteorier er at de mest populære lader til at være dem, der mest tydeligt strider mod hændelser, der er ekstremt veldokumenterede. Der er masser af foto og film og astronomiske observationer, der bevidner månelandingerne i 1969 og frem. Der er foto og film og masser af øjenvidneberetninger, der bevidner at to passagerfly ramte World Trade Center i 2001 og dermed fik de to højhuse til at styrte sammen. Og der er masser og atter masser af dokumentation for at mere end seks millioner mennesker blev myrdet af nazisterne under Holocaust.  Men alligevel trives benægterne i bedste velgående. Nogle gange er der en tydelig politisk dagsorden; det er tydeligt for Holocaustbenægterne og for af benægterne af den alment accepterede forklaring om terrorangrebene i USA i 2001. Andre er måske “bare” ude af stand til at acceptere at så voldsomme og verdensforandrende hændelser som dem, jeg har nævnt, har kunnet være virkelighed.

Nu har borgerkrigen i Syrien fået (endnu) en sammensværgelsesteori, og den handler om den seks måneder lange belejring af byen Madaya. Assad-regimet står bag belejringen, der har til hensigt at drive oprørsgrupper ud af byen, og deres taktik er skræmmende og velkendt – at bruge sult som våben. Det er veldokumenteret at indbyggerne i Madaya lider af underernæring og at mindst 23 er døde af sult. Læger Uden Grænser, det Internationale Røde Kors og Amnesty International har hver især udtrykt deres voldsomme bekymring over situationen.

Jeg skrev i sin tid om initiativet til støtte for tekstilarbejdere i Pakistan, og det var og er et godt initiativ. Men de samme mennesker som står bag dette, bruger nu kræfter på at så tvivl om alvoren af denne belejring og på at forsvare Assad-regimet ved at hævde at regimet faktisk sender fødevarer til Madaya.  Det er imidlertid veldokumenteret at alle de stridende parter i den syriske krig nu benytter sig af sult som våben, og det er stadig tilfældet at Assad-regimet i kraft af sin militære overlegenhed er skyld i de største tab af menneskeliv i borgerkrigen.

De andre steder

150217125509-map-turbulent-nations-terror-fight-exlarge-169

Wikipedia har en liste over terroristangreb begået i 2015. Listen dækker alt lige fra omfattende bombeattentater rettet mod civile mål til episoder, hvor en 16-årig dreng stikker en soldat med en kniv. Her er nogle uddrag:

  • Samme dag som terrorangrebet i Paris var der attentater i Bagdad rettet mod shia-muslimer; disse kostede 19 mennesker livet og sårede 33.
  • Dagen før terrorangrebet i Paris var der et bombeattentat i Beirut, der kostede 43 mennesker livet og sårede 240.
  • Den 7. november blev 12 mennesker dræbt i et bombeattentat i Bagdad.
  • Den 10. oktober blev 102 mennesker dræbt og 502 såret i et angreb på en fredsdemonstration i Ankara (jeg har nævnt dette på denne blog)
  • Tunesien blev ramt af to voldsomme terrorangreb. De voldsomste indtraf den 18. marts, hvor 21 mennesker blev dræbt på Bardo-museet og 40 såret. Og den 26. juni blev 38 mennesker dræbt og 40 såret på en badestrand ved Sousse.
  • Og i perioden fra 3. til 7. januar i år dræbte Boko Haram mindst 2000 civile i landsbyer i det nordlige Nigeria.

Det er bestemt ikke min mening at bagatellisere fredagens terrorangreb i Paris. Det er et af de suverænt blodigste enkeltstående terrorangreb i 2015 uden for en egentlig krigszone, kun overgået af Al-Shabaabs massakre på universitetet i Garissa i Kenya og Boko Harams angreb i Nigeria i begyndelsen af januar.

Men vi taler meget om terrorisme som et egentligt globalt problem, og det dækker ikke det faktiske billede. Terrorismen rammer i det store og hele bestemte lande og regioner i Mellemøsten og i Afrika. Risikoen for at dø ved et terrorangreb der er langt større end risikoen er i Europa og Nordamerika. Hvis vi lader frygten for terrorisme løbe af med os, vil det så vidt jeg kan se, kun føre dette med sig:

De europæiske terrorister har fået held med at skræmme den europæiske befolkning, og fokus bliver flyttet over på at beskytte de rige lande væk fra den del af verden, hvor de helt store problemer er – uanset hvad er terrorismen i Mellemøsten og Afrika del af nogle større konflikter, der enten er eller ligner regulære borgerkrige.

Haifaa Awad i Aalborg

IMG_0322 IMG_0327 IMG_0340 IMG_0344 IMG_0346

Den danske læge, forfatter og nu også debattør Haifaa Awad kom forbi Aalborg og gav en fyldt sal på Studenterhuset et grundigt og hjerteskærende nødvendigt indblik i den borgerkrig, der siden 2011 har medført så helt ufattelige lidelser i Syrien. Jeg har læst hendes bøger (der oprindelig blev bragt i Information som artikler) der beskriver den tid, hun tilbragte i Syrien som læge i 2013 og igen i år. Men dagens foredrag lærte mig endnu mere om den enorme humanitære katastrofe, der udspiller jeg mens jeg skriver dette,

Det er vigtigt igen at blive mindet om at selv om ISIL står bag ufattelige grusomheder, gør Assad-regimet det også i meget stort omfang. Man skal ikke lade sig narre af at Bashar Assad bærer jakkesæt og er øjenlæge.  Han er ansvarlig for nogle af vor tids værste krigsforbrydelser.

Fredagens forfærdelige terrorangreb i Paris kunne ikke undgå at danne rammen om foredraget, og det var noget af det første Haifaa nævnte. Én ting stod klarere for mig i dag end nogensinde før: Hvis jeg boede i Syrien og gennemlevede det, hun har været vidne til, ville jeg skynde mig væk. Der er alt for mange mennesker i Danmark, der udtaler sig med stor sikkerhed om hvordan de tror flygtninge tænker og om hvor udspekulerede flygtninge mon er. Måske kan tragedien i Paris hjælpe disse mennesker til at forstå det, uden at vi dermed bagatelliserer den store smerte som franskmændene nu oplever: Hver dag bliver der dræbt lige så mange mennesker i Syrien som der i fredags blev dræbt i Frankrig.