At række hånden ud

dr2

Det er som om de seneste ugers begivenheder, hvor der er stort fokus på ankomsten af flygtninge fra Syrien (og Eritrea og andre lande med voldsom undertrykkelse) til Danmark endnu engang bringer nogle meget forskellige reaktioner frem i den danske befolkning. Der er initiativer som Venligboerne og ideen om en “folkevandring” den 6. oktober, men der er også en masse ubehagelige og kyniske følelser, der kommer til udtryk på nettet og i den daglige samtale. Jeg har hørt og læst ubehagelige udsagn og holdningstilkendegivelser, som jeg aldrig tidligere troede at jeg skulle opleve, også fra folk (jeg troede) jeg kendte. Nogle gange hører jeg udsagn der tyder på at toneangivende politiker mener at selve det at ville være god ved sine medmennesker er blevet noget, man bør tage afstand fra, og noget der i bedste fald er udtryk for manglende begavelse eller “klamt”. Det ubehagelige udtryk at “flashe sin godhed” går sin sejrsgang lige nu. Det er som om alt bliver trukket meget skarpere op, når det står på en skærm. Konfrontationen mellem Marie Krarup og Lisbeth Zornig Andersen i Deadline på DR2 er næsten en arketypisk beskrivelse.

I denne uge læste jeg et indlæg i Venligboernes Facebook-gruppe af en person, jeg ikke kender. Men hendes overvejelser kan jeg nikke genkendende til. Hun skrev:

Jeg har nogle bekendte på min facebook, jeg vil ikke kalde dem venner. Hver gang jeg poster noget positivt ved vores nye medborgere der er kommet som flygtninge, så vil de bare diskutere, hvor forfærdeligt de synes det er at de kommer her. Jeg synes at man skal være venlig og ordenlig mod alle og jeg har håbet, at jeg ved at dele mine positive oplevelser har kunne smitte af på dem. Men jeg kan også mærke, at jeg ikke rigtigt orker mere når de igen og igen poster ting om flygtninge, som jeg personligt finder meget sårende. Hvad har i andre gjort med de af jeres facebook “venner” som ikke deler jeres positive holdninger? Jeg håber at vi kan holde dette i en positiv tone, jeg er ikke ude på at nedgøre andre mennesker som ikke deler mine holdninger, men jeg føler mig som et dårligt menneske fordi jeg ikke kan holde dem ud længere fordi vi slet ikke deler hinandens holdninger.

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at spekulere på om den person, der går foran mig på gaden eller cykler forbi, mon går hjem og giver udtryk for ubehagelige holdninger. Sandsynligheden for det er stor. I virkeligheden ville jeg helst bare passe mit arbejde, leve i abstraktionerne og lade verden passe sig selv. Men samtidig kan jeg ikke se passivt til, når der er en masse kynisme og had derude, fordi disse holdninger ender med at gå ud over andre mennesker i sidste ende.

Ligesom kvinden, jeg citerer ovenfor, orker jeg ofte ikke at lytte mere til al negativiteten, fordommene og kynismen. Der er tidspunktet hvor jeg bare har lyst til at “skumme vreden af” i enrum og resignere. Men den store udfordring er samtidig den, at vi alle er nødt til fortsat at leve sammen. Uanset hvad er vi familie, kolleger, venner, bekendte osv. og indgår i alle mulige andre sammenhænge. Jeg ved det er et dilemma, mange andre også står i.

Og uanset hvad er der jo nogle af os, der i et eller andet omfang enten selv er eller har venner eller familie, der er medborgere med udenlandsk baggrund (flygtninge, indvandrere, danskfødte borgere med forældre fra udlandet osv.). Nogle mennesker kan ikke bare gemme sig, og det er da heller ikke meningen at man skal det.

Alle os, der nu vil det gode og vil forsvare menneskeværd og flygtninges ret til at blive behandlet ordentligt, bliver nødt til at række hånden ud til dem vi er uenige med og vise at der er en anden og bedre vej end al den mistro og alt det had, vi nu ser.

Et kapløb, der er gået galt

57142683_h39018646-5addd4c89fe9e5fc750218bdf76f375610e2f2ce-s900-c85Dit liv bliver ikke påvirket af at 71 mennesker, du formodentlig ikke har kendt, er døde af iltmangel i en lastbil. Du kan holde fredag eftermiddag og weekend, sådan som du plejer. Men mens jeg skriver dette, er der andre mennesker, der prøver at slippe væk fra borgerkrigene i Syrien og Libyen. De ungarske myndigheder har sat et hegn op ved grænsen, men alligevel forsøger mennesker at komme forbi det. Den danske regering indfører “integrationsydelse” og planlægger skræmmekampagner, men alligevel søger mennesker asyl i Danmark.

Jeg tøver med at bruge ordet “våbenkapløb”, for det minder om en ubehagelig diskurs, der opfatter de mennesker, der prøver at flygte til europæiske lande, som udgørende en form for angreb. Men hver gang myndighederne får iværksat en modforanstaltning, vil nogen desperat prøve at omgå den, fordi omstændighederne er så ekstreme. Vi kender dette fra mange andre sammenhænge. Et trist eksempel fra historien er den tyske besættelsesmagts forsøg på at forhindre danskere i at flygte til Sverige – og alligevel forsøgte man jo at flygte.

Der skal andre løsninger til.

Østrigs indenrigsminister Johanna Mikl Leitner siger, at der er tale om menneskesmuglere, som står bag transporten af de døde flygtninge. Hun understreger samtidig, at Europa skal finde en løsning på flygtningekrisen. Løsningen er ikke mere grænsekontrol, men i stedet at finde frem til lovlige måder, hvorpå flygtninge kan komme til Europa. Det vil gøre de ulovlige menneskesmuglinger mindre attraktive.

– Vi har brug for en løsning, så vi kan beskytte flygtningene, og så de kriminelle ikke har nogen chance, udtaler Johanns Mikl Leitner til pressekonferencen.

Jeg har skrevet dette før, men jeg vil skrive det igen. Den langsigtede løsning er at fjerne årsagerne til at mennesker er nødt til at flygte. Hvis ikke de nuværende tragedier viser os, at det er bydende nødvendigt for det internationale samfund at få standset borgerkrigen i Syrien, ved jeg ikke hvad der skal til.

Den nødvendige løsning på kortere sigt er at sikre en international, solidarisk løsning for de mennesker, der er flygtet. Det kræver både en storstilet hjælpeindsats til de lande, der tager imod mange flygtninge, og en vilje til selv at tage mod flygtninge. Og det kræver en erkendelse af at mange af dem, der er flygtet, formodentlig aldrig vil kunne vende hjem igen.

Det har taget en krig

Den nye Venstre-regering starter med at ville nedlægge den kommission, der undersøger grundlaget for den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. Planen var at Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller skulle afhøres af kommissionen til november, men det bliver nu ikke til noget. Nogle politiske beslutninger bliver truffet for at beskytte beslutningstagere og deres venner, men i dette tilfælde formelig skriger det mod himlen af at være tilfældet.

I november sidste år kunne man til gengæld læse dette:

Hvis blå blok vinder det kommende folketingsvalg, vil Venstre have en fuldstændig undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse fra 1998 og frem, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Til gengæld sagde det dengang populære parti også dengang at man ville lukke Irak- og Afghanistan-kommissionen. Hvordan begge disse synspunkter kan forsvares på én og samme tid, ved jeg stadig ikke. Den bedst mulighed for at undgå selv at blive beskyldt for løftebrud er tilsyneladende at man modsiger sig selv bevidst.

Min fornemmelse er dog også at der også er en sammenhæng med Venstres ønske om at forlænge det nuværende danske militære engagement i Irak – der blev indledt af den socialdemokratisk/radikale regering, der nedsatte Irak- og Afghanistan-kommissionen.

Stumper af en dag

spoergsmaal

Nogle dage har en klar konklusion, andre er fulde af modsætninger. Dagen i dag var sådan én – en modsætningsfyldt dag.

Juni er eksamenstid hos mig, og i denne uge har jeg haft tre projekteksaminer: et speciale og to grupper på datalogiuddannelsens 4. semester, hvor jeg også er semesterkoordinator. Censor på disse to eksaminer var Bent Bruun Kristensen som var vejleder for mig (og han var en god vejleder!) hele to gange dengang jeg selv studerende på datalogi. Det var Bent, der skrev under på at jeg kunne få min session udsat, husker jeg. Nu, 30 år senere, er Bent gået på pension men havde stadig tid og lyst til at være censor for mig. Det var godt at se ham igen. Begge eksaminer gik pænt;  det var en stor og vigtig dag for begge grupper, men de blev ikke overmandet af nervøsitet. Karaktererne fordelte sig lidt, sådan som det plejer at være tilfældet, og jeg blev endnu engang mindet om hvad det er en gruppebaseret projekteksamen kan: at være en eksamen og at være en afslutning på projektet, gruppens sidste møde med vejlederen, hvor alle parter lærer noget nyt om projektet og processen bag. Bagefter sad Bent og jeg over censorfrokosten i kantinen og talte om glæden ved at undervise og hvad forelæsninger kan og især ikke kan. Det var en god afslutning på denne uges eksaminer.

Bagefter, da jeg havde taget afsked med Bent, gik jeg op på mit kontor og prøvede at skrive på en artikel, jeg er i gang med – noget om uddannelsesforskning. Men inspirationen er ikke altid hvad den bør være når det bliver ud på eftermiddagen en fredag. Og netop da tikkede nyheden ind på min telefons nyheds-app: at der havde været hele tre terrorangreb mens jeg havde holdt eksamen. En mand var blevet halshugget i Frankrig, 27 turister var blevet skudt i Tunesien (senere viste det sig at være 37) og 8 mennesker var blevet dræbt under bøn i en moské i Kuwait. I sådan en situation opdager jeg at der er noget, der er stort og svært at håndtere. Min fornemmelse af ro efter eksamen var med ét helt væk og afløst af en blanding af afmagt og vrede. Nu var det umuligt for mig at lave mere, og til sidst tog jeg hjem.

Jeg har stadig ikke noget godt bud på hvordan man bedst kan reagere i denne slags situationer. Man kan ikke være ligeglad, men man kan heller intet gøre. Det er helt oplagt at dagens hændelser ikke påvirker min umiddelbare hverdag, men jeg ved også at de påvirker bestemte andre mennesker meget voldsomt – og jeg huskede med det samme at jeg selv har holdt ferie i Sousse i Tunesien, dér hvor 37 mennesker blev myrdet af terrorister i dag.

Danmarks befrielse

4maj1945
Befrielsen, som den tog sig ud i Reberbansgade i Aalborg.

I dag er det 70 år siden Danmarks befrielse. Der er stort fokus på denne mærkedag og der er mange, der gerne vil bruge dette til en slags politisk markering. Men det er svært for mig og sikkert også for de fleste andre, der ikke var født dengang, at forestille os de voldsomme og modsatrettede følelser, der må have været den aften hvor den mest blodige krig nogensinde omsider var ved at være slut.

På den ene side var der lettelsen. Nogle danskere kunne omsider indstille modstandskampen, andre kunne komme hjem fra tyske koncentrationslejre, fra en tilværelse som flygtninge i Sverige eller som søfolk i allieret tjeneste. Men der må på den anden side også have været en stor følelse af uvished; de danske myndigheder var for længst brudt sammen og ingen vidste rigtig hvad der nu ville ske.

Det er også værd at huske at det desværre ikke var helt slut med krigen – den 7. og 8. maj 1945 bombede russerne Bornholm fordi tyskerne kun havde kapituleret til briterne, men endnu ikke til russerne. 10 danskere mistede livet og 35 blev såret ved den første dags angreb; den 8. maj var alle blevet evakueret, så her skete der kun materiel skade. Og 2. verdenskrig  fortsatte faktisk over 3 måneder endnu i Asien; først efter atombomberne i Japan var det helt forbi.

Kærlighedens hær og de 20 millioner døde

Seglet, som Taiping-oprørerne anvendte.
Seglet, som Taiping-oprørerne anvendte.

Der er en masse amerikanske film, tv-serier og bøger om borgerkrigen i USA. For nylig så vi Ole Bornedals tv-serie 1864 om den samtidige væbnede konflikt, der vel balancerede et sted mellem at være en borgerkrig og en krig mellem lande. Men samtidig var der borgerkrig i Kina; den fandt sted fra 1851 til 1864. Det er pinligt for mig at skulle indrømme at jeg ikke før nu har vidst hvor voldsom en borgerkrig, der var tale om. Den får unægtelig de samtidige krige i USA og Danmark til at blegne. Formodentlig var det 20 millioner mennesker, der mistede livet i den væbnede konflikt i Kina, som ofte omtales som Taiping-oprøret. Kun 2. verdenskrig har i så fald kostet flere mennesker livet.

Kina havde været præget af naturkatastrofer og konsekvenserne af den såkaldte Første Opiumskrig, der fandt sted fra 1839 til 1842. Især i det sydlige Kina var der stor utilfredshed med kejserdømmet. Taiping-oprøret blev startet og ledet af Hong Xiuquan og var inspireret af hans særlige form for kristendom; Hong udråbte sig selv til at være lillebror til Jesus og udvalgt af Gud til at frelse landet fra Qing-dynastiet. Målet var at oprette Taiping Tianguo, den store freds himmelske rige og Hongs hær kaldte sig Kærlighedens hær. Der var på mange måder tale om en slags utopisk socialisme; godsejernes kontrol over jorden skulle bekæmpes. Derudover tiltrak oprørsbevægelsen ikke helt få medlemmer fra Kinas mange etniske mindretal.

“Kærlighedens hær” udråbte sit eget religiøst funderede styre, hvor de kom frem. Kvinder var her på nogle områder ligestillede med mænd – flerkoneri og indsnøring af kvinders fødder blev forbudt, og en del af soldaterne var kvinder. I 1853 indtog “Kærlighedens hær” Nanjing, som man udråbte til hovedstad. I 1860 angreb oprørerne Shanghai, og kejserdømmet søgte hjælp hos udlandet. I 1864 var Taiping-oprøret og “Den store freds himmelske rige” nedkæmpet.

Der er mange store konflikter, der helt uden brug af avanceret teknologi har kostet millioner af mennesker livet og har været baseret på forskellige slags religiøs fanatisme og på idé-konflikter som vi fejlagtigt opfatter som nogen, der hører nutiden til. Mange af krigene har fundet sted i Asien og især har Kina været skueplads for mange af dem.

Nogle ville nu være fristede til at konkludere at alle disse tragedier fra verdenshistorien viser at verden er ond og at der ikke er noget at gøre. Det er da også næppe noget tilfælde at det kinesiske regime slår så hårdt ned på bl.a. Falun Gong, som tilfældet er. Men for mig at se viser den kinesiske borgerkrig i 1800-tallet snarere at det er mange af de samme mekanismer i samfundet, der stadig er årsag til konflikter. Taiping-oprørets moderne modstykke er de nuværende bevægelser i Mellemøsten og Nordafrika, der kombinerer en religiøs fanatisme med en idé om at ville bygge et nyt “himmelsk rige” og en slags social dimension (hvor underlig og forkvaklet den så end er), og tilsvarende er det igen de svage regimers alliancer med stormagter uden for regionen, der er modsvaret.