Stort er smukt?

hoest

For tiden ser vi i Danmark en masse tiltag fra den populære regering, der handler om at rulle miljøpolitikken tilbage. Selve dette at Miljøministeriet nu ikke længere er et selvstændigt ministerium, men er lagt ind under Fødevareministeriet, er meget sigende. Der er adskillige andre tiltager der peger i samme retning – man har bl.a. fjernet randzoneloven – nemlig at det populære parti vil tilgodese de store landbrug og deres industrialiserede tilgang til det, der med rette kaldes et primært erhverv. Og Landbrug & Fødevarer er da også særdeles tilfredse.

Det interessante er imidlertid at små landbrug yder et højere udbytte pr. hektar end større landbrug. Denne observation blev gjort allerede i 1962 af Amartya Sen, der senere fik Nobelprisen i økonomi. Studier i mange lande i det globale Syd bekræfter dette. En af årsagerne til denne umiddelbart paradoksale gevinst ved smådrift er at de små landbrug ofte drives af familier. George Monbiot skriver

Their workforce largely consists of members of their own families, which means that labour costs are lower than on large farms (they don’t have to spend money recruiting or supervising workers), while the quality of the work is higher. With more labour, farmers can cultivate their land more intensively: they spend more time terracing and building irrigation systems; they sow again immediately after the harvest; they might grow several different crops in the same field.

Derfor er det i virkeligheden både kontraproduktivt og (som det i det hele taget er tilfældet for den siddende regering) visionsløst at satse på stordrift. De industrielle metoder fra store landbrug er ikke gavnlige for miljøet eller kvaliteten og de gamle idealer om selveje er også en saga blott. I dag er det mindre end 1 procent af befolkningen, der ejer de 62 procent af Danmark, der er udlagt til landbrug (i sig selv en stor del af landet). Og hvis man skal brødføde flere mennesker i det globale Syd, kan man i stedet for at omlægge produktionen til stordrift hjælpe de små bønder i disse dele af verden til at kunne forblive selvstændige.

Flattr this!

En ny begyndelse?

slut

Det virker måske næsten plat at skrive om sidste afsnit af Arvingerne efter alt det der er sket i denne weekend. Men på en måde er sidste episode i sæson 2 en ny begyndelse for serien, og hvis der er noget vi trænger til netop nu er det håbet i en ny begyndelse. De fire voksne søskende (og den lille baby-søster, som de nu er fælles om at bære) kører deres mors efterladte skrammelkunst ud på en mark og sænker den i et dybt hul, som Signe har gravet. Derefter går de sammen tilbage til Grønnegården. I dette afsnit kom der på én gang det store opgør og en slags forløsning og nogle af seriens måske lidt for sjældne glimt af humor. Det er dem som en akavet situation kan skabe – hvor Frederiks børn ankommer lige efter det store opgør, eller scenen hvor Frederik og Emil sidder ved siden af hinanden på sofaen og forsvarer hinanden over for Gro. Jeg håber på en god sæson 3 – jeg er glad for at den kommer og selvfølgelig ærgelig over at vi skal vente et helt år på den.

Flattr this!

Kornet og krisen

egypt-wheat

Hvad har klimaforandring med uroligheder i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) at gøre? Specielt: Hvorfor opstod der netop omfattende protester i Tunesien og Egypten i 2011? Den politiske situation var ikke anderledes end den havde været i en del år. I New York Times har Thomas Friedman en opsigtsvækkende forklaring baseret på en ny rapport fra Center for American Progress. Tesen er at det, der kan udløse kriser, er bestemte stressorer – en pludselig, stressudløsende forandring, der så selv udløser andre forandringer.

Argumentet er interessant. Det er faktisk kun en lille del af verdens samlede hvedeudbytte, der bliver eksporteret. De lande i verden, der importerer mest hvede, findes alle i MENA-regionen. Og i Egypten bruges 38 procent af alle midler på fødevarer, og en tredjedel af gennemsnitsegypterens kaloreindtag stammer fra – hvede. I vinteren 2010/2011 faldt verdens hvedeproduktion drastisk på grund af voldsomt vejr i de lande, der eksporterer mest hvede – nogle oplevede ekstrem tørke, andre voldsomme oversvømmelser. Hvedeudbyttet gik ned og hvedepriserne steg til det dobbelte; det ramte den almindelige borger i MENA-regionen hårdt. Det var dét, der var stressoren – ikke f.eks. en pludselig religiøs vækkelse, terrorister, situationen i Israel/Palæstina eller hvad man nu ellers ofte taler om i forsøg på at forstå situationen i MENA-regionen.

Det ironiske er nu, at mange lande i MENA-regionen producerer olie og i ikke ringe omfang er modstandere af regulering af brugen af fossile brændstoffer!

Flattr this!

Erobring af sproget

Fra George Orwells 1984 kender vi begrebet “newspeak”, eller, som det kom til at hedde på dansk, “nysprog”. Newspeak var et systematisk forsøg på at ændre tænkemåden gennem at erobre sproget. Et berygtet eksempel var folkedemokratierne, der var alt andet end det. Også i vore dage prøver man også at erobre sproget ved at tage positive begreber til sig. Jeg tænker på et fænomen på højrefløjen som Trykkefrihedsselskabet, der bruger plusordet “frihed” i det, der reelt handler om at være en nationalistisk, anti-muslimsk forening. Eller tænk på Kvinder for Frihed, der som væsentligste programpunkt har et forbud mod muslimske hovedtørklæder.

Seneste forsøg på sprogerobring er Bæredygtigt Landbrug, som her i foråret har haft en massiv annoncekampagne i medierne. Tale om bæredygtigt landbrug har jeg tidligere kun set i miljøorganisationers sprogbrug (f.eks. hos Dansk Naturfredningsforening); begrebet bæredygtighed stammer fra Brundtlandrapporten fra 1987, hvor det defineres som det, der

“skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for dække deres behov”

Men foreningen Bæredygtigt Landbrug har en noget anden profil, der leder tankerne hen på USAs anti-miljøbevægelse med det tillokkende navn “Wise Use”. Foreningen Bæredygtigt Landbrug har en formålsparagraf (citeret efter foreningens webside) der lyder:

  1. Vi skal have afskaffet de økonomisk belastende dele af Grøn Vækst.
  2. Vi skal sikre os mod nye indgreb.
  3. Vi skal have afskaffet skatter og afgifter, der belaster erhvervet økonomi i forhold til vore konkurrenter.

Ikke meget om fremtidige generationers behov eller miljø dér.

Formanden er godsejer Christian G. Castenskiold, og blandt foreningens seneste aktiviteter er – ud over annoncekampagnen og en stor traktordemonstration i København – en stævning mod Dansk Naturfredningsforenings direktør René La Cour Sell for udtalelser om, at landbruget gennem de senere år har været skyld i op til 400 lukninger af drikkevandsboringer.

I en artikel i Landbrugsavisen fremgår det, at Bæredygtigt Landbrug faktisk står bag Liberal Alliances landbrugspolitik. Interessant nok var René La Cour Sell i sin tid medlem af Liberal Alliances forgænger, Ny Alliance.

Flattr this!