En køn historie

I dag fik jeg set biograffilmen Ditte og Louise efter at have fulgt de to sæsoner af tv-serien af samme navn så trofast, som jeg nu kunne. Det er en film, der ligesom tv-serien på én og samme tid er selvudleverende og kritisk, plat og præcis, men forskellen er her at spillefilmsformatet giver langt mere tid til at fortælle en historie.

Efter alle de mange triste beretninger fra #metoo-kampagnen og fra kvinder, jeg kender, er det en glæde at se en udstilling af sexismens og kønsstereotypernes latterlighed og af alle de lige så latterligt modstridende forventninger, kvinder (og jo også mænd) bliver udsat for. Selv om Ditte og Louise er en yderst bramfri filmkomedie, giver den også noget at tænke over. En klar anbefaling herfra.

Uhyggelige film

Fra Eksorcisten. Damien Karras tror at gense sin afdøde moder.

The Guardian bringer i denne måned filmanmelderen Peter Bradshaws personlige bud på en liste over de mest uhyggelige spillefilm.

Det er trist at skulle indrømme dette,men det er faktisk ikke ret mange af filmene på denne liste, jeg har set. Jeg har det i det hele taget svært med film, der kun kan virke, fordi de skal være uhyggelige eller spændende eller morsomme. Rigtig mange gysere er nemlig ikke uhyggelige, rigtig mange komedier er ikke morsomme og rigtige mange spændingsfilm er slet ikke spændende.  Genreblandinger som gyserkomedier siger mig i det store og hele desværre ingen verdens ting, men formodentlig er netop den slags til for at få alle dødsfaldene til at glide lettere ned hos publikum. Spørger man mig, er en egentligt uhyggelig film nemlig en knugende oplevelse.

Kun filmene øverst på listen er med, men de er så til gengæld også gode film i det hele taget. Og de bekræfter min formodentlig ukorrekte opfattelse af at 1970erne var et godt årti for amerikansk film. Rødt chok (som Don’t Look Now hedder på dansk) er højt på min liste over uhyggelige film, og det er Eksorcisten også. Samtidig må jeg dog indrømme, at begge disse film  (i al fald som jeg ser dem) også er meget sørgelige film. På hver sin måde handler de begge om at miste sit barn til noget ukendt og om forholdet mellem forældre og børn. Det er ikke noget tilfælde, at Eksorcisten er opkaldt efter præsten Damian Karras, der er tynget af ensomhed og følelsen af at have svigtet sin græske mor. Det uhyggeligste og ensomste sted i filmen er den scene, hvor Karras tror at han genser sin afdøde mor.

Men måske er den mest uhyggelige film, jeg har set, ikke en gyser, men Ingmar Bergmans Høstsonate med Liv Ullman og Ingrid Bergman. Også dén handler om forholdet mellem forældre og (voksne) børn, og i den sammenhæng skildrer den med stor styrke et mangeårigt, skjult had og selve dét, at man kan slå meget hårdt med ord.

Rollerball

Da jeg gik i 5. klasse, snakkede mange i klassen om den amerikanske film Rollerball af Norman Jewison med James Caan og Maud Adams i hovedrollerne. Netop dén film fik en hel del omtale i aviser og i tv, og de tv-klip, vi så virkede godt nok spændende med motorcykler og sport og slåskampe i en science fiction-opsætning. Desværre var vi ikke gamle nok til at se Rollerball i biografen, thi den var forbudt for børn under 16 år.

For nylig fandt jeg så den rigtige Rollerball på dvd for en billig penge, og nu har jeg omsider fået set filmen med kun 43 års forsinkelse. Det særligt interessante netop nu er, at filmen foregår i 2018.

Enhver science fiction-films troværdighed afhænger til en vis grad af hvor godt den kan fremskrive den teknologiske udvikling, og her er Rollerball fanget i 1970’erne. Computerne er enorme kasser med store knapper og små billedrørsskærme, og de store Multivision-tv-skærme i alle stuer er store billedrørsskærme. Tøjmoden hos James Caan og Maud Adams er også rendyrket 1975.

Til gengæld er der historien i Norman Jewisons film. Det er dén, der bærer hele filmen, og den bærer den overbevisende. I filmens udgave af 2018 er det de transnationale firmaer, der styrer verden og ejer al adgang til data. Det er ikke så langt fra det faktiske 2018. Der er en form for fred i verden, og den store afledningsmanøvre er sportsgrenen rollerball, en underlig blanding af amerikansk fodbold, ishockey, rollerderby og motorpace. Hver rollerball-kamp starter med, at alle i salen afsynger en højtidelig “virksomhedssalme” (et ord, der er Svend Åge Madsen værdig)!

Den berømte rollerball-spiller Jonathan, der er på højden af sin karriere, bliver efter holdets seneste sejr pludselig bedt om at trække sig tilbage, og netop dét er handlingens motor. Jonathan vil finde ud af hvorfor han skal trække sig tilbage, og hvorhenne i de transnationale firmaers magthierarki beslutningen er truffet. Undervejs finder vi ud af at firmaerne besluttede, at Jonathans hustru skulle forlade ham.

Reglene i rollerball bliver i løbet af filmen lavet om, så sporten går fra at være voldsom, men dog reguleret med straffeperioder og udskiftning, til at være en regelløs omgang håndgemæng, hvor det er helt i orden at overfalde sine modspillere og slå dem halvt eller helt ihjel – alt sammen i et forsøg på at få flere seere. Også dét er ikke så langt fra motiverne bag vore dages regelændringer i sportsgrene.

Hvad det futuristiske element i Rollerball ikke har, har scenerne fra rollerball-kampene. De er meget overbevisende og voldsomme. Der er nemlig ingen filmtricks her; de medvirkende skuespillere og stuntmen spiller rent faktisk rollerball med alle de knubs, denne til filmen opfundne sportsgren giver. Også i dag fremstår de voldsscener, der er en del af adfærden på banen, voldsomme. Det var tydeligvis derfor, filmen var forbudt for børn.

Rollerball er stadig værd at se, men det var nok godt, at jeg ikke så den da jeg gik i 5. klasse.

I 2002 kom der i øvrigt en genindspilning af Rollerball, og den fik usædvanligt dårlige anmeldelser. Jeg har ikke set den, men alle de gode elementer fra Norman Jewisons film er tilsyneladende luget ud med en plat actionfilm med (dårligt) heavy metal-soundtrack som resultat. I Jewisons film er der i øvrigt kun klassisk musik på lydsiden, og det virker fint.

Pontius Pilatus

På denne langfredag kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg for 30 år siden så Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ (der aldrig har fået en dansk titel), der er bygget på Nikos Kazantzakis’ roman. Filmen var dengang meget kontroversiel, fordi den viser hvordan Jesus bliver fristet af djævelen og tilsyneladende giver efter for at stige ned af korset, blive gift med Maria Magdalene (!) og få børn. Filmens og romanens pointe er dog faktisk, at det netop ikke sker og at djævelen bliver besejret. Men det overså de kristne fundamentalister.

Det er i al fald en film, det er værd at se. Harvey Keitel er en overraskende velvalgt Judas. Men den store overraskelse for mig var at opdage, hvem der spillede Pontius Pilatus. Jeg forventede (og håbede vel også) at han ville sige, at we can be heroes, just for one day.

Apu-trilogien og andre glemte film

Fra “Apus Verden” af Satyajit Ray.

Før jul, da jeg mødtes til en hyggelig aften med nogle af dem, jeg gik i gymnasiet for mange år siden, kom vi på et tidspunkt at snakke om gamle film. Uffe fra den gamle y-klasse nævnte Rumrejsen år 2001, som var en af hans yndlingsfilm – og også er en film, jeg sætter meget højt. Men denne film havde han endnu ikke kunnet finde på dvd; den er svær at opdrive herhjemme. Selv var jeg så heldig at få et eksemplar i fødselsdagsgave for længe siden. I går fandt jeg så ved et tilfælde netop Rumrejsen år 2001 på dvd til 30 kr i et antikvariat og fortalte det fluks til Uffe.

I snart en del år har jeg prøvet at finde et dvd-bokssæt med film af Akira Kurosawa. Ikke hans samurai-film, men først og fremmest de film, der foregår i hans samtidige Japan. Det er film som bl.a. At leve (ikke at forveksle med Zhang Yimous kinesiske film af samme navn). Og også i går fandt jeg ved et tilfælde et brugt eksemplar af bokssættet på nettet, og jeg købte det fluks.

Og så er der Apu-trilogien, tre enkle og smukt fortalte film fra 1950’erne af den neorealistiske indiske instruktør Satyajit Ray. For snart mange år siden så jeg de tre film – Pather PanchaliAparajito og Apus verden – i filmklubben på universitetet i Edinburgh. De gjorde et meget stort indtryk på mig; det er tre enkle og gribende historier om at vokse op og finde sig selv og finde kærligheden. Siden har jeg gerne villet gense Apu-trilogien, men filmene er ikke nemt tilgængelige. For nylig læste jeg så, at de tre film er blevet restaureret og genudgivet på Blu-Ray. Alene efter traileren at dømme er der noget at glæde sig til. Se bare.

Den nye udgave fra Janus Film er imidlertid kun tilgængelig som Blu-Ray i USA, og har dermed Region A-kode, så de ikke kan afspilles på min dansk indkøbte afspiller fra i fjor. Filmene kan også købes som download, men igen kun fra iTunes-butikken USA. Disse tre indiske mesterværker er tilsyneladende ikke engang tilgængelige i deres hjemland i den nyrestaurerede udgave!

En overgang i dag sad jeg og prøvede at finde ud af, hvordan min disk-afspiller kunne gøres regionsfri ved brug af en passende tekstfil, så jeg ville kunne se Apu-trilogien ved at montere en USB-nøgle med tekstfilen i afspilleren. Filen skulle eksistere et sted derude, men jeg har endnu ikke kunnet finde den.

Men de slags tekniske fix og ture i antikvariater er underlige omveje at skulle ud på for at kunne se filmhistoriens mesterværker, og jeg er ærgerlig over, af at det er så svært i en verden, hvor det er blevet nemmere at dele information end nogensinde tidligere.

Den sidste jedi

Det var umiddelbart lidt ærgerligt at måtte forlade en ølsmagning med kolleger fra Institut for datalogi i utide for at nå hjem i tide til at kunne komme til premiere på The Last Jedi. Men nu, hvor jeg har set denne, den nyeste film i Star Wars-serien, fortryder jeg intet. The Last Jedi er et sansebombardement af to en halv times varighed, der på én og samme tid formår at trække tråde tilbage til de gamle film (ikke mindst den gamle to’er, Imperiet slår igen) og at føje nye facetter til det visuelle indtryk.

The Last Jedi starter, hvor forgængeren slap, omend tonen er lidt lettere denne gang – der er en lidt underfundig humor, der stikker hovedet frem engang imellem, uden at vi bevæger os ind i egentlig komedie. Og endnu engang er der mange underlige dyr og lige så underlige landskaber; bl.a. de underlige “kanin-pingviner” og langørede ridedyr er sjovt tænkt – og saltplaneten, hvor et tyndt lag af hvidt salt dækker en rød overflade, er visuelt imponerende.

Hvis man kun vil se film om stille eksistenser, der mødes på en parkeringsplads i Brønderslev, skal man nok ikke gå ind at se The Last Jedi. Men for alle andre er denne film værd at se. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at spekulere på, hvordan fortsættelsen (for en sådan må der komme) vil håndtere, at Carrie Fisher ikke er mere. Hendes rolle i denne film blev som bekendt hendes sidste.

Gensyn med Poul og Nulle

Foto: Bent Paulsen.

Danske tv-julekalendere falder typisk i én af to kategorier: de lidt for sentimentale og pyssenyssede med julemænd og julenisser, og så dem, der forsøger at nedtone julestemningen lidt til fordel for en god historie. Jul i Gammelby og Jul på Slottet er så afgjort i den første kategori, mens f.eks. Pagten, Tidsrejsen og Julestjerner (af Wikke og Rasmussen – og min personlige favorit) er moderne bud fra den anden kategori.

Men en julekalender, jeg aldrig glemmer, og desværre også en julekalender, som ikke vil kunne genudsendes, er julekalenderen med Poul og Nulle, der tilbragte 24 dage i et hul i jorden og hver dag udloddede et “jordfund”. “Poul og Nulle i jordhullet” hed faktisk Jul og grønne skove, og det var i høj grad en julekalender, der delte vandene. Nogle voksne var meget forargede på deres børns vegne over den totale mangel på jul og nisser – her skal man ikke glemme, at dette var året efter Jul i Gammelby. Julekalenderen blev endda diskuteret i TV-Avisen. Til gengæld var der mange børn, der skrev ind til Poul og Nulle i håb om at vinde “jordfundet”.

Det var en julekalender, jeg fulgte trofast med i, selv om jeg faktisk var ganske få uger fra at fylde 17. Tonen i Jul og grønne skove appellerede til mig og alle andre, der holdt af Poul Nesgaard og Nulles udsendelser i Ungdomsredaktionen, hvor de på finurlig vis blandede komedie og en slags reportage og ramte en helt særlig tone, der på én og samme tid var naiv og begavet.  Og det var mildt sagt en lettelse omsider at se en så u-julet julekalender. I det allersidste klip i det allersidste afsnit af Jul og grønne skove ser man dog faktisk julemanden løbe over en gangsti, mens Poul og Nulle går slukørede væk og kigger den anden vej!

Jeg har fået lyst til at se Jul og grønne skove igen, og nu kan mit ønske gå i opfyldelse. Man kan nemlig se 12 af afsnittene på DR Bonanza.

Og man kan læse hele beretningen om Jul og grønne skove hos DR.

Men hvornår fandt det sted?

Der er en interessant artikel i Wired om Star Wars-filmene og deres naturvidenskabelige grund, der mildt sagt er tyndt. Den amerikanske fysiker Patrick Johnson har blevet skrevet en hel bog om dette, og den hedder såmænd The Physics of Star Wars

Nogle science fiction-historier er tydeligt placeret i tid. Orwells 1984 udspiller sig i et helt bestemt år, og Blade Runner-filmene finder sted i 2019 og 2049. Men hvornår finder Star Wars sted? Stjernekrigs-filmene finder sted på et uvist tidspunkt; “fortællerstemmen” (der er en rulletekst) i starten af den første film fra 1977 taler om en tid “for længe siden”. Tegneserierne om Linda og Valentin er også blevet tidsfæstet; den tidlige historie fra 1968, Storbyen, der druknede, lader Valentin rejse tilbage i tiden til 1986, og her går Jorden under. Men i det faktiske 1986 udkommer der stadig tegneserier med Linda og Valentin, så Jorden gik alligevel ikke under, og det er forfatterne så nødt til at finde en løsning på for ikke at virke utroværdige (i deres egen optik).

Mit eget bud på en forklaring på Star Wars er en anden: Der er ingen grund til at tro, at “fortællerstemmen” befinder sig i vor tid – den kunne lige så vel tale ud fra en “nutid”, der findes i en fjern fremtid og tale om begivenheder, der for “fortællerstemmen” er i fortiden, men for os ville finde sted i en fjern fremtid.  Selve ideen om et univers, hvor der findes mennesker, der ser ud som moderne mennesker og hvis civilisation bygger videre på kendte menneskelige civilisationers skikke og erfaringer, tyder på at fortællingerne foregår i (det, der for os er) fremtiden.

Men kort og godt: Vi ved ikke, hvornår Star Wars-filmene skal forestille at foregå. George Lucas ved det næppe selv. Filmene er et eksempel på en form for science fiction, der ikke foregiver at være en fremskrivning af nutiden – selv om den jo på mange måder er det.

Banjodrengen

En af de film, jeg husker som god, men også skræmmende, er Udflugt med døden (engelsk: Deliverance) fra 1972 af John Boorman; den er historien om om en gruppe amerikanske storby-mænds kanotur gennem en afsides del af Georgia, en tur der går helt, helt galt ved mødet med nogle lokale hillbillies. Jeg har et minde om hvordan jeg og mine studiekammerater i 1985 slæbte et fjernsyn med til F-klubbens hyttetur, bare så vi kunne se denne film, den aften blev vist i fjernsynet.  Det lykkedes os næsten at få holdt fjernsynet skjult; vi var i billedrørenes tidsalder, så det var en stor kasse at få slæbt hele vejen op til spejderhytten.

Udflugt med døden er en virkelig grum film, og jeg må hellere få den set igen. The Guardian har for øvrigt en interessant artikel om den.

Den allergrummeste scene i filmen er en voldtægtsscene, hvor Bobby Trippe (spillet af Ned Beatty) bliver voldtaget af flere mænd. Men den mest mindeværdige scene er den med den tilsyneladende tilbagestående dreng, der viser sig at være forbløffende god til at spille banjo, meget bedre end storby-manden Drew (spillet af Ronny Cox) er til at spille guitar. Banjodrengen lever endnu og er nu en ældre herre ved navn Billy Redden. Han fik siden flere filmroller; bl.a. dukker han op igen i 2003 som banjospiller i Tim Burtons Big Fish, men siden sluttede det. I 2015 arbejdede han hos Walmart.

Den lidt skuffende afsløring i det lille portræt af Billy Redden nedenfor er – at han faktisk overhovedet ikke kan spille banjo! I et interview siger han

“Tim Burton said, ‘Just sit there and hold that banjo, that’s it,’ ” Redden says. “He was a real nice guy, a lot nicer than Burt Reynolds.”

En glemt børnebog

I denne uge kunne man følge med i farcen om de højrenationalistiske demonstrationer, der skulle finde sted i Viborg og Skive i går. En talsperson for arrangørerne, der kalder sig Danmarks Nationale Front, udtalte, at man ikke ville have de nazister, som havde meldt sig som deltagere, med til demonstrationen. Som han sagde:

Vi ser ikke os selv som nazister – vi ser os selv som danske nationalister. Vi vil ikke ses med folk, der går med SS-flag og så videre

Bl.a. Abdel Aziz-Mahmoud har været hurtig til at bemærke, at den ikke-nazistiske talsperson har SS-tegnet tatoveret på et meget synligt sted på kroppen (se ovenfor), og det mærkværdige i at tv-journalisten ikke gør ikke-nazisten opmærksom på denne lille smutter.

Men noget andet, som helt er undsluppet alles opmærksomhed, også for den ikke-nazistiske talspersons vedkommende, er at han selv og alle andre danskere, der hedder Paw, faktisk er opkaldt efter hovedpersonen i Torry Gredsteds børnebog af samme navn. Paw blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen; filmen, der blev nomineret til en Oscar, handler om en dreng med dansk far og sydamerikansk mor, der bliver udsat for racistisk mobning og om hans reaktion på ikke at blive accepteret. Nedenfor er et billede fra filmen.

Foto fra filmen Paw (http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/13222.aspx?id=13222)