Men hvornår fandt det sted?

Der er en interessant artikel i Wired om Star Wars-filmene og deres naturvidenskabelige grund, der mildt sagt er tyndt. Den amerikanske fysiker Patrick Johnson har blevet skrevet en hel bog om dette, og den hedder såmænd The Physics of Star Wars

Nogle science fiction-historier er tydeligt placeret i tid. Orwells 1984 udspiller sig i et helt bestemt år, og Blade Runner-filmene finder sted i 2019 og 2049. Men hvornår finder Star Wars sted? Stjernekrigs-filmene finder sted på et uvist tidspunkt; “fortællerstemmen” (der er en rulletekst) i starten af den første film fra 1977 taler om en tid “for længe siden”. Tegneserierne om Linda og Valentin er også blevet tidsfæstet; den tidlige historie fra 1968, Storbyen, der druknede, lader Valentin rejse tilbage i tiden til 1986, og her går Jorden under. Men i det faktiske 1986 udkommer der stadig tegneserier med Linda og Valentin, så Jorden gik alligevel ikke under, og det er forfatterne så nødt til at finde en løsning på for ikke at virke utroværdige (i deres egen optik).

Mit eget bud på en forklaring på Star Wars er en anden: Der er ingen grund til at tro, at “fortællerstemmen” befinder sig i vor tid – den kunne lige så vel tale ud fra en “nutid”, der findes i en fjern fremtid og tale om begivenheder, der for “fortællerstemmen” er i fortiden, men for os ville finde sted i en fjern fremtid.  Selve ideen om et univers, hvor der findes mennesker, der ser ud som moderne mennesker og hvis civilisation bygger videre på kendte menneskelige civilisationers skikke og erfaringer, tyder på at fortællingerne foregår i (det, der for os er) fremtiden.

Men kort og godt: Vi ved ikke, hvornår Star Wars-filmene skal forestille at foregå. George Lucas ved det næppe selv. Filmene er et eksempel på en form for science fiction, der ikke foregiver at være en fremskrivning af nutiden – selv om den jo på mange måder er det.

Flattr this!

Banjodrengen

En af de film, jeg husker som god, men også skræmmende, er Udflugt med døden (engelsk: Deliverance) fra 1972 af John Boorman; den er historien om om en gruppe amerikanske storby-mænds kanotur gennem en afsides del af Georgia, en tur der går helt, helt galt ved mødet med nogle lokale hillbillies. Jeg har et minde om hvordan jeg og mine studiekammerater i 1985 slæbte et fjernsyn med til F-klubbens hyttetur, bare så vi kunne se denne film, den aften blev vist i fjernsynet.  Det lykkedes os næsten at få holdt fjernsynet skjult; vi var i billedrørenes tidsalder, så det var en stor kasse at få slæbt hele vejen op til spejderhytten.

Udflugt med døden er en virkelig grum film, og jeg må hellere få den set igen. The Guardian har for øvrigt en interessant artikel om den.

Den allergrummeste scene i filmen er en voldtægtsscene, hvor Bobby Trippe (spillet af Ned Beatty) bliver voldtaget af flere mænd. Men den mest mindeværdige scene er den med den tilsyneladende tilbagestående dreng, der viser sig at være forbløffende god til at spille banjo, meget bedre end storby-manden Drew (spillet af Ronny Cox) er til at spille guitar. Banjodrengen lever endnu og er nu en ældre herre ved navn Billy Redden. Han fik siden flere filmroller; bl.a. dukker han op igen i 2003 som banjospiller i Tim Burtons Big Fish, men siden sluttede det. I 2015 arbejdede han hos Walmart.

Den lidt skuffende afsløring i det lille portræt af Billy Redden nedenfor er – at han faktisk overhovedet ikke kan spille banjo! I et interview siger han

“Tim Burton said, ‘Just sit there and hold that banjo, that’s it,’ ” Redden says. “He was a real nice guy, a lot nicer than Burt Reynolds.”

Flattr this!

En glemt børnebog

I denne uge kunne man følge med i farcen om de højrenationalistiske demonstrationer, der skulle finde sted i Viborg og Skive i går. En talsperson for arrangørerne, der kalder sig Danmarks Nationale Front, udtalte, at man ikke ville have de nazister, som havde meldt sig som deltagere, med til demonstrationen. Som han sagde:

Vi ser ikke os selv som nazister – vi ser os selv som danske nationalister. Vi vil ikke ses med folk, der går med SS-flag og så videre

Bl.a. Abdel Aziz-Mahmoud har været hurtig til at bemærke, at den ikke-nazistiske talsperson har SS-tegnet tatoveret på et meget synligt sted på kroppen (se ovenfor), og det mærkværdige i at tv-journalisten ikke gør ikke-nazisten opmærksom på denne lille smutter.

Men noget andet, som helt er undsluppet alles opmærksomhed, også for den ikke-nazistiske talspersons vedkommende, er at han selv og alle andre danskere, der hedder Paw, faktisk er opkaldt efter hovedpersonen i Torry Gredsteds børnebog af samme navn. Paw blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen; filmen, der blev nomineret til en Oscar, handler om en dreng med dansk far og sydamerikansk mor, der bliver udsat for racistisk mobning og om hans reaktion på ikke at blive accepteret. Nedenfor er et billede fra filmen.

Foto fra filmen Paw (http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/13222.aspx?id=13222)

Flattr this!

Blade Runner 2049

Så fik jeg set Blade Runner 2049 sammen med familien. Jeg skal ikke røbe ret meget om filmens handling, men jeg tør godt røbe at den binder en sløjfe på historien fra den oprindelige film. Visuelt er der forskelle; hvor den oprindelige Blade Runner er en film, der konsekvent foregår i aftenmørket, vover Blade Runner 2049 sig af og til ud i forskellige slags meget diset dagslys og i nuancer af okker. Der er selvfølgelig tale om en film, hvor special effects skal virke upåklageligt, hvis illusionen ikke skal brydes. Og det lykkes: de store by- og ørkenlandskaber er rent ud sagt en nydelse at se. Der er også ganske pæne skuespillerpræstationer undervejs, og det er en glæde at se Harrison Ford igen.

Også tematisk er der forskelle mellem de to film; hvor den gamle film handler om de “rigtige” og de “forkerte” mennesker, er Blade Runner 2049 også i høj grad en film om den tabte barndom og om den kærlighed (til forældre eller til en partner), man aldrig rigtig fik lov at opleve, men altid har længtes efter. På den måde er der en parallel til nogle af temaerne fra Star Wars: The Force Awakens.

Det er alt for tidligt at sige, om Blade Runner 2049 bliver en klassiker på linje med den oprindelige film, men den er i høj grad værd at se – og dét i biografens mørke. Der er også i denne film også noget, der forbliver uopklaret, så der kunne snildt komme endnu en opfølger. Om det så er nødvendigt, eller om det er bedre bare at forestille sig, hvad der nu vil ske (sådan som vi gjorde i mange år med den oprindelige Blade Runner) er en anden snak.

Flattr this!

I morgen er jeg i radioen

I dag var jeg til et møde på mit institut, hvor to af universitetets informationsmedarbejdere, der tager sig af mediekontakter, fortalte om deres arbejde. De fortalte på et tidspunkt, at de ledte efter nogen, der kunne medvirke i Digitalt på P1, der har en udsendelse om Blade Runner i anledning af at der i morgen den 5. oktober er premere på Denis Villeneuves efterfølger Blade Runner 2049.

Så jeg meldte mig, og man kan høre mig på P1 i morgen den 5. oktober, formodentlig fra 13.30 til 14.00. Her vil jeg (og andre) fortælle om Ridley Scotts filmklassiker fra 1982 om det dengang så fjerne 2019 og specielt om hvad der set fra år 2017 er science og hvad der er fiction. DRs videnskabsredaktion holder i dag til i Aalborg, så for én gangs skyld er jeg ikke nødt til at lave et telefoninterview. Jeg kan bare gå et par hundrede meter, så er jeg nede ved radiostudiet.

Blade Runner er en film, som jeg holder meget af, og jeg har været så heldig at se den flere gange i biografen (blandt andet i den for længst hedengangne biograf på Nørresundby Torv, den der bare hed Biografen). Som opvarmning genså jeg her til aften filmen i Final Cut-udgaven derhjemme, og den er stadig i høj grad værd at se og opleve. På lørdag tager hele husstanden så i biografen for at se Blade Runner 2049. Den har bare at være god! Jeg stoler på Denis Villeneuve, der lavede den på alle måder meget overbevisende Arrival.

Flattr this!

En opringning fra P1

Nogle gange bliver jeg forbløffet over, hvem der dog finder frem til min blog. I dag ringede en journalist fra Danmarks Radio P1 til mig; anledningen var at Jerry Lewis i denne uge er gået bort. Jeg er ikke nogen ekspert i Lewis’ film, men jeg har ikke kunnet undgå at være fascineret af beretningen om hans aldrig viste film The Day The Clown Cried, der finder sted under Holocaust. Jeg skrev derfor et kort indlæg om filmen her på bloggen i februar 2016. Nu, hvor Jerry Lewis er død, kan man ikke udelukke at filmen endelig vil blive vist. Vi vil i så fald endelig få at vide, om den var så mislykket som dens skaber endte med at synes at den var – det var derfor, den forblev i arkiverne.

Journalisten fra P1 spurgte, om jeg ville interviewes i radioen, men jeg overbeviste ham om at det måske ikke ville kunne bidrage med så meget nyt. Jeg kunne  dog henvise ham til de kilder, jeg selv har fundet, heriblandt en to timer lang tysk tv-dokumentar. Her til aften har jeg så fundet endnu en tv-dokumentar om The Day The Clown Cried; den varer kun en halv time og stammer fra BBC. I kan se den herunder.

Flattr this!

Jern-Edderkoppen

Her til aften så jeg Spiderman: Homecoming på foranledning af (og sammen med) min datter, der om et par uger begynder i gymnasiet. Jeg er så gammel, at jeg kan huske tegneserien Edderkoppen tegnet af Steve Ditko, og jeg skal faktisk af og til minde mig selv om ikke at bruge dét navn om den velkendte superhelt. Jeg husker de tre oprindelige film fra 2002 og frem instrueret af Sam Raimi og med Tobey Maguire i hovedrollen. De var rigtig vellykkede bud på en filmatisering af den historie, jeg husker fra Edderkoppen, og der var både alvor og humor i fortællingerne.

Det var derfor en lidt underlig oplevelse for mig at se Spiderman: Homecoming,. Tobey Maguire var en Peter Parker/Spiderman, der var et sted midt i tyverne, arbejdede som fotojournalist og ulykkeligt forelsket i Gwen Stacy. Hans tante May var en hvidhåret dame over pensionsalderen. Og I de oprindelige film og tegneserien blev Spiderman opfattet som en skikkelse på samfundets udkant, og medierne udråber ham som en tvivlsom person.

Spiderman: Homecoming er Peter Parker, nu spillet af Tom Holland, imidlertid en stor skoledreng, og han er hemmeligt forelsket i Liz fra klassen. Tante May er en nu en attraktiv kvinde et sted sidst i fyrrerne (spillet af Marisa Tomei, der bestemt aldrig har haft et tanteagtigt image; hun er en flot kvinde). Ude på sidelinjen lurer hele tiden Iron Man/Tony Stark som en slags faderfigur, der har konstrueret Spidermans dragt.

Filmen er fermt skruet sammen, og man kan ikke sætte en finger på de mange special effects. Men den virker lidt for ofte som en blanding af High School Musical (dog uden sang og dans) og filmene om Iron Man. Det er nok bare et tegn på at der en tale om en film som jeg tydeligvis slet ikke er i målgruppen for. Min datter følte sig i al fald godt underholdt, og ideen med at lave så radikalt om på Spiderman-universet mindre end 10 år efter den sidste film instrueret af Sam Raimi er nok først og fremmest et forsøg på at nå en yngre målgruppe.

To interessante ting, som det måske kun er mig, der hæfter mig ved, vil jeg nævne her: Først at Michael Keaton er superskurken med robot-vinger – og han spillede som bekendt Batman i filmene fra 1980’erne (og mange år senere Birdman i filmen af samme navn.) Sådan blev en af de helt store superhelte fra DC-universet en superskurk i en film om en af de helt store Marvel-superhelte.

Dernæst bemærker jeg, at Liz, som Peter Parker er hemmeligt forelsket i, er datter af en “hvid” mand og en “sort” kvinde – og dermed er Peter Parker, som er “hvid”, forelsket i en pige som er “sort”. Og ingen af delene bliver der gjort noget stort nummer ud af. Det viser heldigvis, hvor langt amerikanske mainstream-film er kommet; det er trods alt kun 50 år siden at det blev tilladt for “sorte” og “hvide” at blive gift med hinanden i USA.

Flattr this!

En anden form for filosofi

Hver sommer får jeg læst en stribe romaner og novellesamlinger, noget jeg desværre ellers ikke altid er så flink til.

Jeg sidder lige nu med Stories of Your Life and Others, en novellesamling af Ted Chiang; det er ham, der skrev “The Story of Your Life”, den novelle, der er forlægget for filmen Arrival. Novellesamlingen er nu blevet genudsendt under navnet Arrival.

Det interessante ved denne novellesamling er – ligesom for mange andre vellykkede værker inden for genren science fiction – at dens noveller alle er baseret på tankeeksperimenter: Hvordan ville et menneske opføre sig, hvad han/hun var langt mere intelligent end noget andet menneske? Hvordan ville samfundet være indrettet, hvis de middelalderlige teorier om menneskelig forplantning faktisk var korrekte? Hvordan ville en matematiker reagere, hvis hun opdagede at mainstream-matematik viste sig at være inkonsistent? og så fremdeles.

Men vi behøver selvfølgelig ikke at stille så voldsomme spørgsmål. Dostojevskijs Idioten er fortællingen om det gode og forstående menneske (titelpersonen) og hans kvaler i en verden, der bestemt ikke altid er god eller forstående.

På denne måde er fiktionen faktisk en anden vej til at forstå mange de store spørgsmål, som filosofi og psykologi tager udgangspunkt i. Fortællingerne lader os opleve og udforske en verden, vi kan forestille os og kunne være virkelig. Hvis Chiangs novellesamling er en slags erkendelsesteori, udgør Dostojevskijs romaner en etik. Den amerikanske filosof Costica Bradatan beskriver, hvordan Akira Kurozawas film Rashomon faktisk også tager livtag med filosofiske problemer.

Slægtskabet bliver tydeligt, når man husker at der er en del berømte forfattere, der balancerer på grænsen mellem filosofi og fiktion, som f.eks. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre.

Selvfølgelig er der forskelle: I en filosofisk tekst er der ofte en påstand, der bliver fremsat og derefter argumenteret for. I film og litteratur er der som regel ikke denne struktur. Men det er vel i virkeligheden fortællingens handling, der er et “argument”, netop fordi fortællingens grundantagelser bliver ført igennem til deres konklusion, nemlig fortællingens slutning.

Jeg tror selv på at det at læse og se film giver os mulighed for at få yderligere erfaringer end dem, vi oplever i “virkeligheden”, og de giver os en særlig mulighed for at se ind i andre mennesker og derigennem lære empati og sympati. Derfor er det vigtigt at læse, og derfor er det også vigtigt at tænke over, hvad man læser og ser. Dårlige fortællinger er på en måde “dårlig” filosofi.

Flattr this!

En sjæleven

Jeg har set den japanske tegnefilm Your Name (hvorfor hedder den ikke “Dit navn” i Danmark) sammen med familien her til aften. Min datter har i mange år været glad for Hayoa Miyazakis tegnefilm, og hun syntes også om Your Name – en film, der tager udgangspunkt i forestillingen om at have en sjæleven, som man har en særligt nær forbindelse til.

Your Name er instrueret og skrevet af Makoto Shinkai og er en meget smukt og overbevisende animeret fortælling om kærlighed, venskab og længsel mellem teenagerne Taki og Mitsuha på tværs af tid og sted. Filmens titel kommer fra det gennemgående tema, som er længslen efter at kende hinandens navn og omsider at kunne mødes. En klar anbefaling herfra.

Flattr this!

Farvel til Arvingerne

Foto: DR

Jeg har ikke skrevet om denne sæson af Arvingerne, men det er bestemt ikke fordi jeg ikke har fulgt med. Faktisk synes jeg at tredje og sidste sæson af serien har holdt det høje niveau og på mange måder var lige så god som den første sæson.

Denne gang har det været interessant at se, at hovedpersonerne har udviklet sig på baggrund af en stor sorg – og især at de konfliktsky (mørkblonde!) Emil og Signe lærer at løse konflikter, mens de dominerede (lysblonde!) Frederik og Gro lærer at det bestemt ikke er alle konflikter, der er lige vigtige.

Også selve serien har udviklet sig:  Hvor den første sæson var en ofte meget knugende omgang, lettede trykket her i tredje sæson og der sneg der sig en del barokke indslag ind. Selve afslutningen var en nærmest surrealistisk genforening, og det var interessant at gense Kirsten Olesen som spøgelset af den Veronica, hvis pludselige død indledte første afsnit af første sæson. Nogle vil sikkert synes at det hele gik lidt for pænt op i sidste ende, men det er vel også en måde for Maya Ilsøe at fortælle det på: at nu er serien endegyldigt slut.

Flattr this!