The Jam i dansk tv

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

Forsvar for de små plasticskiver

Af avisartikler kan jeg læse, at mange tyr til Netflix og HBO i disse tider. Men ikke jeg. Jeg arbejder mig langsomt igennem den store samling af dvd’er, som af uransagelige årsager har stået urørt på hylden. Jeg havde aldrig set Brokeback Mountain, 12 år som slave, Avatar eller Barry Lyndon, men nu har jeg fået det gjort, og jeg indser i denne underlige pandemi-tid, hvilke gode filmoplevelser, jeg ikke fik i biografen.

For et år siden var jeg til et arrangement, hvor en foredragsholder fortalte om teknologi, som han ikke brugte mere (jeg synes, at hans tone her var lidt nedladende). Han fortalte om hvordan han havde proppet alle sine dvd’er og cd’er i affaldssække og spurgte ud i salen, hvornår nogen sidst havde lyttet til musik på cd. Underforstået: “Vi streamer jo alle sammen nu”. Flere tilhørere rakte derefter hånden op og sagde, at det havde de gjort så sent om aftenen inden. Det er ikke alle, der kun bruger streaming.

I dag er der igen et debatindlæg i en avis, der minder os om miljøbelastningen ved streamning. 1 times streaming på Netflix bruger 163 gram CO2. Netflix får ifølge Greenpeace kun omkring 17 procent af deres strømforbrug fra vedvarende energi, men 26 procent fra atomkraft og de resterende 30 og 24 procent af deres energi fra henholdsvis kul og naturgas.

LP-pladerne har fået en renæssance, men hvis der er retfærdighed til, bør det samme ske for cd’er, dvd’er og blu-ray. De er nemlig et bedre miljøvalg. CO2-belastningen ved fremstilling og distribution af en dvd eller cd er ganske vist omkring ét engelsk pund (vægtenhed) ifølge en amerikansk webside (i USA bruger man i modsætning til i Storbritannien stadig engelske pund). Det svarer til tre timers streaming på Netflix. Men det, der er det vigtige kritikpunkt ved plasticaffald, nemlig at plastic ikke forgår så let, taler til de små skivers fordel. For hvis man passer godt på sin dvd eller cd, kan man have den i mange år og se og lytte til indholdet igen og igen, og da er de små skiver et langt mere miljøvenligt valg. Og hvis man vil, kan man købe og sælge skiverne på antikvariat.

Jeg har haft dvd’er og blu-ray-dvd’er siden 2004. Nogle af mine cd’er har jeg haft i mere end 30 år. Én skive er blevet irret på en underlig måde ved en produktionsfejl, et par andre er blevet ridset, men resten spiller fint. Jeg holder af de gode bokssæt med ekstramateriale, som man kan gå på opdagelse i. Her er der ganske meget tilbage, jeg ikke har set og hørt.

Avatar

Den underlige nye hverdag med meditation, morgengymnastik, møder på nettet, skrivning, stedvise cykelture på øde veje og en film fra dvd/blu-ray-bunken hver aften fortsætter. Filmene udgør selvfølgelig indslaget af eskapisme i de kommende måneder.

Her til formiddag, hvor der nu er 13 døde af COVID-19 herhjemme, nåede jeg til Avatar af James Cameron. Jeg fik aldrig set denne film fra 2009 i biografen, men har haft dvd-udgaven liggende længe, og netop i dag blev den gravet frem. Avatar er ikke en kompliceret film rent fortælleteknisk, men den er også i vore dag visuelt imponerende. Jeg lod mig bevæge, og sikkert også lidt ekstra, fordi der er så meget lige nu, der er oppe i luften (også bogstaveligt talt). Et langt stykke af vejen er historien i Avatar en præcist formuleret allegori om den europæiske kolonialismes jagt på billige resurser og undertrykkelse og dehumanisering af de oprindelige folkeslag. Men filmen ender selvfølgelig anderledes end virkeligheden – dels er det Hollywood, dels ville det næsten ikke være til at bære ellers.

Kare Kare

Et band, jeg har været glad for i mange år, er det australsk/newzealandske Crowded House. Især deres album Together Alone fra 1993 fortjener at blive lyttet til, og i disse dage er denne albumtitel forunderligt aktuel.

Her mødes Neil Finns sans for den gode, Beatles-inspirerede sang med den tågede produktion fra Youth, den tidligere bassist i Killing Joke, og nogle af bandets stærkeste numre og mest spændende arrangementer er at finde netop på Together Alone. Mange år senere fik jeg omsider set Crowded House i Aarhus og mødte ved et tilfælde endda to medlemmer af bandet uden for Train et par timer inden koncerten.

Her er en lille dokumentarfilm om indspilningen af Together Alone. I 1999, da jeg selv var i New Zealand, var jeg på en udflugt til netop det område af Nordøen, hvor albummet blev indspillet. Vi kørte forbi studiet ved Kare Kare (vores guide vidste, præcis hvor studiet lå) og brugte en stund på Piha Beach, stranden med det sorte sand. Også filmen The Piano af Jane Campion, i øvrigt også fra 1993 er indspillet i dette område, og flere af filmens vigtige scener foregår netop på Piha Beach.

Barry Lyndon

Jeg har for længst set alle film instrueret af Stanley Kubrick, på nær én enkelt, nemlig Barry Lyndon fra 1975. I denne tid, hvor dagene flyder sammen og vi skal være hjemme, fik jeg fundet den blu-ray-udgave, jeg har haft liggende i det bokssæt med Kubricks film jeg købte for et år siden, og sat mig til rette i sofaen. Hvorfor jeg aldrig fik set Barry Lyndon, ved jeg ikke. For vi har at gøre med en usædvanligt flot og bevægende film.

Selv på en 55-tommer-fladskærm imponerer Barry Lyndon. Kubricks film på 3 timer (!!) handler om Redmond Barry, en ung irer, der mere eller mindre tilfældigt får sig en omtumlet, farverig og i sidste ende tragisk livsbane der fører ham fra Irland til Tyskland og til sidst England. Nogen særligt sympatisk skikkelse er han ikke, selv om han heller ikke er entydigt ond. I dag ville man vel kalde Redmond Barry for et typisk eksempel på hvad giftig maskulinitet kan føre til.

Hele denne brogede fortælling er forsynet med nogle af de smukkeste billeder, jeg har set. Mange af totalerne leder i deres billedkomposition og afdæmpede farvevalg tankerne hen på gamle malerier fra 1700-tallet og skulle da også være direkte inspireret af William Hogarth. Yngre seere kunne nok blive forledt til at tro, at de smukke baggrunde med gamle slotte og parker og de store kampscener fra Syvårskrigen var CGI-effekter, men det er landskaberne, bygningerne og de mange statister ikke – for i en film fra 1975 er det hele den ægte vare. Andre scener foregår i belysning fra levende lys, og det er faktisk også ægte nok. Til sidst i slutteksterne bliver Carl Zeiss takket for at have udviklet særlig optik (oprindelig til NASA) der gjorde det muligt at filme disse scener uden yderligere lyssætning.

Vi er langt fra Rumrejsen år 2001 og A Clockwork Orange i dette drama fra 1700-tallet (omend jeg kan genkende mindst én skuespiller fra 2001, nemlig Leonard Rossiter). Scenerne fra Syvårskrigen og den dramatiske skudduel hen mod slutningen af Barry Lyndon er til gengæld gjort af samme billedstof som Full Metal Jacket.

Her er traileren.

Når støvet har lagt sig

Foto: Skærmbillede fra 6. afsnit, dr.dk.

Jeg har også fulgt med i “støvserien”, som er blevet vores betegnelse derhjemme for Når støvet har lagt sig på DR1. For så vidt er det en velproduceret serie, men der er to ting, der undrer mig meget lige nu ved aftenens episode.

Den ene er, at man ikke ser noget om de overlevendes efterbearbejdning af forbrydelsen. Når man læser om trafikulykker og andre voldsomme hændelser i Danmark, ser man ofte krisepsykologer nævnt. De er imidlertid fuldstændigt fraværende i tv-serien, selv om jeg ville have forventet, at man umiddelbart efter en massakre med 19 døde brugte rigtig megen tid på debriefing og anden akut hjælp. Det ser i serien ud, som om politiet tilsyneladende slipper bare alle de overlevende ud på gaden og lader dem gå hjem til sig selv. Rent dramaturgisk er debriefing måske ikke særligt spændende, men i Når støvet har lagt sig har forfatterne ellers konsulteret psykologer for at kunne skildre den måde, personerne i serien reagerer på, på troværdig vis.

Den anden er, at politiet ikke sporer et af ofrenes smartphone (der endda tilsyneladende er ulåst og har masser af batteritid!), og især undrer det mig, at man ikke gør det, når nu offeret var gift med landets justitsminister.

Verdens ældste pladeforretning

Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.

Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.

Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:

– Don’t worry!

– < noget på maltesisk >

– Grazie.

– Thank you.

Hvem snylter på hvem?

Så fik jeg omsider set den sydkoreanske film Parasite. En film, der både har modtaget Guldpalmerne i Cannes og en Oscar bør være værd at se. Og det er denne film da også i høj grad. Få den set, mens den endnu går i biografen!

Jeg har kun set få sydkoreanske film; en af dem er The Host, der faktisk også er instrueret af Bong Joon Ho. The Host skiftede helt sømløst mellem at være en samfundskritisk film om forurening, en komedie og beretningen om et enormt søuhyre, der huserer i Han-floden ved Seoul. På samme måde er det med Parasite, der starter som en slags svindlerkomedie om en fattig familie, der arbejder for en rig familie, og efterhånden helt sømløst bliver til en blanding af thriller og familiedrama. Hele vejen er historien rammet ind i klasseforskellene, der i høj grad stadig findes i Sydkorea. Jeg skal derudover ikke røbe ret meget om handlingen, for den tager flere interessante og overrumplende drejninger undervejs. Det interessante er hele tiden spørgsmålet om hvem, der egentlig snylter på hvem. Svaret på det spørgsmål er faktisk ikke så enkelt.

Himmelvandrerens opstigning

I dag fik jeg set Star Wars: The Rise of Skywalker. Når man som jeg har været siden den første Stjernekrigs-film fik premiere i danske biografer, er det næsten uomgængeligt at følge med også i den seneste trilogi. Der er sket ganske meget siden de første film blev til for 40 år siden, og ikke bare på special effects-siden. At denne trilogis ubestridt største helt er en ung kvinde, er en glædelig udvikling. At konfliktløsningen i filmen tager udgangspunkt i et stort fællesskab, ikke kun i individers heltemod, er selvfølgelig også et godt budskab. Og mon ikke drengenavnet Finn vil få en renæssance?

Jeg kan ikke røbe ret meget mere om Himmelvandrerens opstigning, som filmen vel ville hedde på dansk, uden at komme til at spolere fornøjelsen hos dem, der ikke har set den endnu. Det er måske nok ikke den bedste af de ni film (som film betragtet er det nu nok stadig Imperiet slår igen), men den er alligevel en meget værdig afrunding af det store science fiction-eventyr.

Til verdens ende

Kilde: https://www.villagevoice.com/2015/09/03/at-five-hours-wim-wenderss-full-until-the-end-of-the-world-is-a-dream-odyssey/

Her til aften så jeg en dokumentarfilm om Steve Jobs, hvor man nævnte Until The End Of The World, filmen af Wim Wenders fra 1991. Det var en film, jeg var meget fascineret af, da den kom frem; jeg havde den endda på VHS-video. Filmen er en lang, drømmende road movie medr en masse hip musik på lydsiden. Until The End Of The World er fortællingen om en ikke så fjern fremtid, hvor verden er ved at gå under, og mange mennesker er uhjælpeligt draget af små skærme, hvor de kan se optagelser af deres drømme. Lyder det bekendt?

Næsten alle de mennesker, jeg har talt med denne tirsdag i oktober 2019, var ikke født, da Wenders’ film havde premiere. Men i dag er dens spådomme tættere på at gå i opfyldelse, end jeg havde troet. Og jeg har fået lyst til at gense den film, der engang tryllebandt mig. Samtidig kan jeg konstatere, at filmen er så svær at opdrive. Streaming-tjenesterne ser ikke ud til at have den, og DVD- og Blu-Ray-udgaver koster mindre formuer. Det er rigtig ærgerligt, men også typisk for medieverdenens korte hukommelse. Om det også siger noget om Wim Wenders, ved jeg ikke, for de fleste andre af hans film er lige så svære at få lov at gense i dag, i de små skærmes tidsalder.