En sjæleven

Jeg har set den japanske tegnefilm Your Name (hvorfor hedder den ikke “Dit navn” i Danmark) sammen med familien her til aften. Min datter har i mange år været glad for Hayoa Miyazakis tegnefilm, og hun syntes også om Your Name – en film, der tager udgangspunkt i forestillingen om at have en sjæleven, som man har en særligt nær forbindelse til.

Your Name er instrueret og skrevet af Makoto Shinkai og er en meget smukt og overbevisende animeret fortælling om kærlighed, venskab og længsel mellem teenagerne Taki og Mitsuha på tværs af tid og sted. Filmens titel kommer fra det gennemgående tema, som er længslen efter at kende hinandens navn og omsider at kunne mødes. En klar anbefaling herfra.

Flattr this!

Farvel til Arvingerne

Foto: DR

Jeg har ikke skrevet om denne sæson af Arvingerne, men det er bestemt ikke fordi jeg ikke har fulgt med. Faktisk synes jeg at tredje og sidste sæson af serien har holdt det høje niveau og på mange måder var lige så god som den første sæson.

Denne gang har det været interessant at se, at hovedpersonerne har udviklet sig på baggrund af en stor sorg – og især at de konfliktsky (mørkblonde!) Emil og Signe lærer at løse konflikter, mens de dominerede (lysblonde!) Frederik og Gro lærer at det bestemt ikke er alle konflikter, der er lige vigtige.

Også selve serien har udviklet sig:  Hvor den første sæson var en ofte meget knugende omgang, lettede trykket her i tredje sæson og der sneg der sig en del barokke indslag ind. Selve afslutningen var en nærmest surrealistisk genforening, og det var interessant at gense Kirsten Olesen som spøgelset af den Veronica, hvis pludselige død indledte første afsnit af første sæson. Nogle vil sikkert synes at det hele gik lidt for pænt op i sidste ende, men det er vel også en måde for Maya Ilsøe at fortælle det på: at nu er serien endegyldigt slut.

Flattr this!

Mange af os kender Daniel Blake

Så fik jeg endelig set Jeg, Daniel Blake, den måske sidste film instrueret af den engelske instruktørveteran Ken Loach. Daniel Blake er en tømrer i Newcastle omkring de 60, der får et hjerteanfald og har fået at vide af sin læge, at han ikke må arbejde. Han vil gerne på sygedagpenge, men det vil systemet ikke gå med til. Filmen er fortællingen om Daniels venskab med Katie, en ung, enlig mor, der også er ramt af det sociale system, og deres fælles, ofte desperate kamp for at kunne få til dagen og vejen og for at bevare en form for værdighed i livet.

Filmen har mange styrker. Den er en tragisk historie baseret på mange interviews med mennesker, der er i samme situation om Daniel Blake, og dermed også en historie om et menneske, mange af os kunne kende – og på den måde er Daniel Blake meget tættere på os end de mange amerikanske middelklassemennesker, så mange film skildrer, kan være.

Jeg, Daniel Blake er, ud over at være en hård kritik af den britiske sociallovgivning og ikke mindst jobcentrenes kynisme, også en historie om fælles menneskelighed og solidaritet. Den viser at mennesker er i stand til at være gode ved hinanden, til at holde af hinanden og til at hjælpe hinanden. Især en central scene, hvor Daniel og Katie besøger en food bank, hvor frivillige deler overskudsmad ud til fattige, er gribende. Og så er der også undervejs eksempler på den lune og solidariske humor, som man kender fra andre film af Ken Loach.

Det er helt fortjent, at Jeg er Daniel Blake vandt guldpalmerne i Cannes i 2016.

Her er traileren.

Flattr this!

Rogue One

Så fik jeg set Rogue One, her kun et døgn efter den triste nyhed om Carrie Fishers alt for tidlige bortgang.

Filmen fortæller forhistorien om tilvejebringelsen af de tegninger, der i den (kronologisk set) første stjernekrigsfilm bliver brugt til at finde det svage punkt i Dødsstjernen. Mest fascinerende er dog den blinde kinesiske (?) stokkekamp- og bueskydnings-ekspert Churrit Imwe. Denne del af filmen er en tydelig hilsen til asiatiske film om kampsport. I det hele taget kan man se, hvordan filmmagerne har gjort sig umage med at lave en langt mere mangfoldig rollebesætning end i gamle dage. Skurkene fra Imperiet er dog stadig alle fra Sydengland! Og så er der selvfølgelig Mads Mikkelsen, der igen har fået en rolle som mut mand.

Prinsesse Leia dukker op til allersidst, spillet af den norske skuespiller Ingvild Deila. Mest overraskende er det, at også general Tarkin fra de gamle Star Wars-film dukker op – og at hans ansigt er helt og aldeles computergenereret. Den oprindelige rolleindehaver, den legendariske engelske skuespiller Peter Cushing, døde nemlig helt tilbage i 1994. Netop her kan man se, hvor langt hele teknologien er nået. Det teknologiske stade har præget også den sidste del af filmen, der er et langt slag mellem rumskibe og som uvilkårligt leder tankerne hen på et storslået computerspil. Netop her bliver det næsten for meget spil-atmosfære og for lidt spillefilm, må jeg tilstå. (Denne bevægelse går begge veje. I en forfilm kunne jeg se, at det populære spil Assassin’s Creed nu er blevet filmatiseret!)

I Rogue One er det den høje robot K-2SO, der er filmens comic relief. Men det er så også dét. Tonen er som helhed noget mere dyster end den, man kender fra de tre klassiske Star Wars-film, og det er nok her, Rogue One har sin begejstring. Det var i højere grad, end jeg vel engang troede, samspillet mellem Carrie Fisher, Harrison Ford og Mark Hamill midt i hele det futuristiske og utrolige univers, der gjorde de tre klassiske film til noget særligt.

Flattr this!

Farvel, Carrie

I år er det stort set kun dårlige nyheder, jeg har fået fra nyhedsopdateringerne på min telefon. Her til aften var det, at Carrie Fisher er død. Det giver et stik i hjertet at skulle indse, at endnu en af min ungdoms helte nu pludselig ikke er blandt os mere. Og endnu engang var det netop hjertet, der pludselig ikke ville mere.

Der var to handlekraftige kvinder i 1970’ernes klassiske science fiction-film, der dengang ellers var særdeles mandsdominerede. Den ene var Ripley fra Alien-filmene, den anden var prinsesse Leia fra Star Wars-filmene. På dén måde var Carrie Fisher banebrydende.  Senere trak hun sig tilbage og blev forfatter og manuskriptkonsulent, og ligesom så mange andre af de store navne fra filmens og musikkens verden, vi har mistet i 2016, havde hun i perioder sine dæmoner at slås med – misbrugsproblemer og en bipolar lidelse. En lang overgang regnede jeg vel med at hun havde spillet sin sidste rolle.

Det var derfor meget bevægende at se Carrie Fisher igen i The Force Awakens, og hele skildringen af gensynet mellem Leia og Han Solo fik pludselig en ekstra dimension, efter jeg læste at de to skuespillere havde haft et forhold til hinanden i deres unge dage.

Tilfældet vil, at jeg i morgen skal i biografen med familien for at se Rogue One. Det bliver en helt anderledes melankolsk oplevelse, end nogen af os kunne have forestillet sig.

Flattr this!

En anden verden

Igen i år har jeg fulgt med i DRs julekalender. Den anden verden er en velspillet tv-serie, og den har været meget gennemført, både visuelt og med hensyn til skuespilpræstationer (Sofie Gråbøl og Lars Brygmann er altid gode at se). Om den er præcis så god som Julestjerner af Wikke og Rasmussen eller Tidsrejsen, ved jeg ikke. Men jeg kan godt lide at den fortæller en anden prinsessehistorie end den, man umiddelbart skulle tro – og en anderledes historie om hvad kærligheden rummer. De to teenage-piger, søstrene Anna og Sarah, deler en interesse for at spille teater, men er ellers noget forskellige af sind.

I enhver god fortælling gennemgår hovedpersonerne en afgørende udvikling, og det sker også her:  Sarah først vil flygte ind i eventyrenes verden for at finde den “lækre” prins på den hvide hest (og vil gerne hyldes for sin skønhed omend hun har tandbøjle på!), men til sidst indser hun at det ikke er så godt eller vigtigt: Man kan bogstaveligt talt blive spærret inde af kærligheden, og man kan leve lykkeligt uden prinsen. Anna ender med at være tryg i den hovedrolle, Sarah frasiger sig, og finder sig en kæreste uden egentlig at have ledt efter én. Selv prinsen, der var dominerende og grådig, gennemgår en udvikling. På den måde er Den anden verden en kritik af den eskapisme og jagt på den hurtige kærlighed og de traditionelle kønsroller, der fylder så meget mange steder i verden i disse år.

Og så kan jeg også godt lide fortællingen om den fladpandede og omskiftelige hovedsponsor for teatret, der konsekvent insisterer på flere nissescener og tror at han kan instruere den slags selv. På den måde får julekalenderen taget brodden af al den sædvanlige kritik (der typisk kommer fra voksne) af at der ikke “er jul nok” i årets julekalender og endda også sagt noget om at god kunst er uafhængig af økonomiske luner.

Det er kærkomment med disse positive modfortællinger, der findes i et fortælle-format, hvor vi alle forventer (og med rette) at det skal ende godt. Der er heldigvis sket en hel masse siden Jul på slottet. Man kunne måske håbe, at næste års julekalender/u-landskalender kunne tage dette endnu et skridt, hedde Den tredje verden og rette blikket sydpå også, men det er måske et lige vel voldsomt forlangende!

Flattr this!

Bedrag og resignation

Jeg har fulgt trofast med i begge sæsoner af Bedrag, og det var med let bævende hjerte, jeg så afslutningen på denne sæson. Det er interessant, at 1864 fik voldsom høvl fra højrefløjen for at være kritisk over for nationalisme og krig, mens Bedrag, der er stærkt kritisk over for kapitalismen og her specielt den moderne finanskapitalisme, ikke har været ude for det samme.

Det var ikke helt uforudsigeligt, at de store sammensværgelser ikke førte til nogen domfældelser og at de store fisk kunne leve ufortrødent videre. På den måde er serien på én gang udtryk for resignation og for en kritik af at ingen får gjort noget afgørende, men søger private løsninger i familiens skød hos børnene.

Seriens mest interessante udvikling er den, hvor Mads krydser over fra at ville det gode og til at blive kynisk resigneret, mens Claudia krydser over i den stik modsatte retning. Det er vel hende, der (sammen med Alf) er den egentlige helt i Bedrag, og lige lidt hjalp det hende. 

Flattr this!

Hypernormalisering

hypernormalisation

Den engelske filminstruktør Adam Curtis står bag en ny film, Hypernormalisation, der blev vist på BBC iPlayer fra søndag den 16. oktober. BBC iPlayer er ikke tilgængelig uden for Storbritannien,  men man kan se filmen fra webstedet thoughtmaybe.com.

Hypernormalisation er en lang film på 2 timer og 46 minutter. Adam Curtis forsøger via arkivmateriale at fortælle en sammenhængende historie om hvordan verden i dag kan synes så uoverskuelig, og hvorfor så mange mennesker føler afmagt. Filmen tager sin titel fra det ord, som blev brugt til at karakterisere Sovjetunionen under Bresjnev-regimet fra 1964 til 1982. Regimet gjorde et stort nummer ud af at samfundet var “normalt” – man lod som alt var vel, men den almindelige befolkning vidste at dette var en tid med økonomisk stagnation og politisk undertrykkelse. Modløsheden var stor, og ingen kunne forestille sig en verden uden Sovjetunionen – hverken i landet selv eller uden for det. Adam Curtis’ holdning er, så vidt jeg kan se, at noget lignende er tilfældet i vore dages verden.

Der er gode pointer i filmen, men den taber somme tider tråden mens den forsøger at navigere rundt fra USA i 1970’erne frem gennem Mellemøsten i 1980’erne og frem til Internettets storhedstid i det post-faktuelle 21. århundrede. Af og til er den tæt på at kamme over i sammensværgelsesteorier og sidehistorier – to af dem handler i øvrigt om datalogi, nemlig dels historien om Josephn Weizenbaums Eliza, dels historien om Judea Pearls arbejde med bayesianske net (!!). Men igennem filmen løber tre fortællinger, som er værd at bemærke.

For det første præsenterer filmen selvmordsbombens “kulturhistorie” – hvordan ideen udspringer af ayatollah Khomeinis ekstreme ideer, dukker op hos det syrisk og iransk støttede shiamuslimske Hizbollah, derfra spreder sig til det sunnimuslimske Hamas og derfra videre igen til al-Qaeda og til Isis.

For det andet fortæller filmen en bemærkelsesværdig historie om hvordan Assad-regimet i Syrien er mistænkt for at stå bag megen terrorisme i Europa og Mellemøsten (bl.a. Lockerbie-bomben), men at det ofte er endt med at være Gaddafi-regimet i Libyen, som blev gjort til den hovedansvarlige “slyngelstat”. Også i dag ser vi, hvordan Assad-regimets forbrydelser ikke får nogen væsentlige konsekvenser.

Og for det tredje kommer der et interessant bud på hvorfor det er så svært for en opposition at lykkes – ikke mindst for Occupy Wall Street. Svaret er ifølge Curtis at det siden de økonomiske kriser der begyndte i 1970erne, hvor bankerne reelt dikterede politikernes økonomiske beslutninger, er kommet et voldsomt fokus på management. Alle tror at politik kun skal handle at sikre stabilitet og om ledelse. Occupy Wall Street strandede i diskussioner om hvordan bevægelsen skulle organisere sig og ledes, fordi bevægelsens ledere kom fra et samfund hvor man kun talte om ledelsesaspekter, ikke om visioner.

Og derudover vil jeg bemærke, at Hypernormalisation har Donald Trump – bolighaj, konkursrytter, spekulant, opportunist, sexist, racist og fascist – som en gennemgående bifigur og prøver at forklare hvordan mandens opportunisme i virkeligheden er et symptom på nogle af de uheldige fænomener, som bliver beskrevet undervejs.

Se eventuelt også The Guardians anmeldelse af filmen.

Flattr this!

Gensyn med Jacob Holdt

jacobholdt-3

jacobholdt-4

jacobholdt-2

jacobholdt-1

I 1981, da jeg gik i 3.g, så jeg Jacob Holdts Amerikanske billeder på mit gymnasium. Det var et foredrag, der gjorde et varigt indtryk på mig. Skildringen af Jacob Holdts møde med USAs sociale ulighed og racismen, men også af kærlighed og tillid og drømme om et bedre liv, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og på mange af mine gymnasiekammeret. Senere havde jeg den store glæde at møde Jacob og at lave flere arrangementer sammen med ham i Amnesty Internationals regi.

I dag er Jacob Holdt efterhånden blevet 69 år. I dag var der premiere på Mit liv i billeder, der er et portræt af ham og hans meget rige og sammensatte liv som fotograf og forfatter. I filmen møder man ud over Jacob og hans hustru Vibeke flere af de højst forskellige kvinder, Jacob var kæreste med i sine år i USA. Man ser Jacobs venskab med en fattig familie, hvor faderen er medlem af Ku Klux Klan og i sin tid slog en sort mand ihjel, men mange år senere drog ned til New Orleans for at hjælpe med at genopbygge ødelagte hjem. Der er en skildring af den underlige strid om indholdet af et kapitel i Amerikanske billeder, som Weekendavisen og en højreorienteret blogger foranledigede for få år siden.

Og vi får beretningen om hvordan Jacob blev ramt af prostatakræft og om hvad det førte med sig af tanker om hvad han ville nå med resten af sit liv. Hans deltagelse i  Palestine Marathon bliver på én og samme tid en skildring af en solidaritetshandling med det  palæstinensiske folk og af en ældre mand, der vil vise over for sig selv at han har overvundet sin kræftsygdom. Denne del af filmen, hvor han også besøger Jakobsbrønden i Nablus, er måske den allermest gribende del af et i forvejen vellykket portræt.

Jeg var meget beæret over at Jacob kunne huske mig; vi hilste kort på hinanden i foyeren, da jeg som den allersidste ankom til biografen. Efter filmen var der tid til spørgsmål fra publikum, og her nævnte han mig faktisk, fordi jeg havde været med til at få den dengang helt nye fotoudstilling Ghettoen i vore hjerter til Aalborg.

Jeg fik købt to nye eksemplarer af den reviderede udgave af Amerikanske billeder – ét til mig selv og ét til min datter. Hun mødte Jacob tilbage i 2007 (og var ret fascineret af hans skæg!), men det kan hun ikke huske. Og så genså jeg også Jes Vestergaard, som var en af Jacobs gamle skolekammerater og som jeg gennem en række år har haft et godt samarbejde med i Amnesty International. Det var også rigtig godt at gense Jes og at se han havde det godt.

Flattr this!

Barnestjerne, rockmusiker, pornofotograf og rød dokumentarist

Ole Neumann og Alice O'Fredericks.
Ole Neumann og Alice O’Fredericks.

Jeg kan sagtens huske sangen om julebal i Nisseland. Men Far til fire- filmene så jeg af uvisse grunde aldrig som barn – til gengæld så jeg en masse Disney-film og ikke mindst Pippi Langstrømpe. Min mor havde faktisk ikke så dårlig smag, kan jeg se i dag. Og måske er det også derfor, jeg aldrig har ladet min egen datter se den nye runde af Far til fire-film.

Men hvad blev der egentlig af “Lille Per” fra dengang?

Ole Neumann, som han rigtigt hedder, har været skuespiller i en masse film,  været studieassistent hos DR, været fotograf og dokumentarfilmskaber – alt sammen uden uden at have nogen formel uddannelse i nogen af delene. Hele denne lange historie kan man læse i Ole Neumanns erindringer, der kan hentes som PDF på hans eget websted. Efter tiden som  Lille Per var slut, kastede Neumann sig over rockmusikken og spillede guitar og bas i ikke helt få københavnske bands. Han var fotograf på pornobladet Weekend-Sex (!!), og det er en periode han ikke virker særlig stolt af. Han arbejdede som studieassistent i Radiohuset i København.  Og han lavede samfundskritiske dokumentarfilm sammen med Ib Makwarth og stiftede filmselskabet Rødfilm; det er tydeligt at Ole Neumann er meget stolt af denne periode i sin karriere.

Historien om Ole Neumann, der i dag er 68 år gammel, er på mange måder en fortælling, der er helt typisk for 1960’erne, nemlig historien om en tid hvor man kunne nå forbløffende vidt omkring uden en egentlig uddannelsesbaggrund. I dag ville det næppe være muligt.

Flattr this!