En opringning fra P1

Nogle gange bliver jeg forbløffet over, hvem der dog finder frem til min blog. I dag ringede en journalist fra Danmarks Radio P1 til mig; anledningen var at Jerry Lewis i denne uge er gået bort. Jeg er ikke nogen ekspert i Lewis’ film, men jeg har ikke kunnet undgå at være fascineret af beretningen om hans aldrig viste film The Day The Clown Cried, der finder sted under Holocaust. Jeg skrev derfor et kort indlæg om filmen her på bloggen i februar 2016. Nu, hvor Jerry Lewis er død, kan man ikke udelukke at filmen endelig vil blive vist. Vi vil i så fald endelig få at vide, om den var så mislykket som dens skaber endte med at synes at den var – det var derfor, den forblev i arkiverne.

Journalisten fra P1 spurgte, om jeg ville interviewes i radioen, men jeg overbeviste ham om at det måske ikke ville kunne bidrage med så meget nyt. Jeg kunne  dog henvise ham til de kilder, jeg selv har fundet, heriblandt en to timer lang tysk tv-dokumentar. Her til aften har jeg så fundet endnu en tv-dokumentar om The Day The Clown Cried; den varer kun en halv time og stammer fra BBC. I kan se den herunder.

Flattr this!

Jern-Edderkoppen

Her til aften så jeg Spiderman: Homecoming på foranledning af (og sammen med) min datter, der om et par uger begynder i gymnasiet. Jeg er så gammel, at jeg kan huske tegneserien Edderkoppen tegnet af Steve Ditko, og jeg skal faktisk af og til minde mig selv om ikke at bruge dét navn om den velkendte superhelt. Jeg husker de tre oprindelige film fra 2002 og frem instrueret af Sam Raimi og med Tobey Maguire i hovedrollen. De var rigtig vellykkede bud på en filmatisering af den historie, jeg husker fra Edderkoppen, og der var både alvor og humor i fortællingerne.

Det var derfor en lidt underlig oplevelse for mig at se Spiderman: Homecoming,. Tobey Maguire var en Peter Parker/Spiderman, der var et sted midt i tyverne, arbejdede som fotojournalist og ulykkeligt forelsket i Gwen Stacy. Hans tante May var en hvidhåret dame over pensionsalderen. Og I de oprindelige film og tegneserien blev Spiderman opfattet som en skikkelse på samfundets udkant, og medierne udråber ham som en tvivlsom person.

Spiderman: Homecoming er Peter Parker, nu spillet af Tom Holland, imidlertid en stor skoledreng, og han er hemmeligt forelsket i Liz fra klassen. Tante May er en nu en attraktiv kvinde et sted sidst i fyrrerne (spillet af Marisa Tomei, der bestemt aldrig har haft et tanteagtigt image; hun er en flot kvinde). Ude på sidelinjen lurer hele tiden Iron Man/Tony Stark som en slags faderfigur, der har konstrueret Spidermans dragt.

Filmen er fermt skruet sammen, og man kan ikke sætte en finger på de mange special effects. Men den virker lidt for ofte som en blanding af High School Musical (dog uden sang og dans) og filmene om Iron Man. Det er nok bare et tegn på at der en tale om en film som jeg tydeligvis slet ikke er i målgruppen for. Min datter følte sig i al fald godt underholdt, og ideen med at lave så radikalt om på Spiderman-universet mindre end 10 år efter den sidste film instrueret af Sam Raimi er nok først og fremmest et forsøg på at nå en yngre målgruppe.

To interessante ting, som det måske kun er mig, der hæfter mig ved, vil jeg nævne her: Først at Michael Keaton er superskurken med robot-vinger – og han spillede som bekendt Batman i filmene fra 1980’erne (og mange år senere Birdman i filmen af samme navn.) Sådan blev en af de helt store superhelte fra DC-universet en superskurk i en film om en af de helt store Marvel-superhelte.

Dernæst bemærker jeg, at Liz, som Peter Parker er hemmeligt forelsket i, er datter af en “hvid” mand og en “sort” kvinde – og dermed er Peter Parker, som er “hvid”, forelsket i en pige som er “sort”. Og ingen af delene bliver der gjort noget stort nummer ud af. Det viser heldigvis, hvor langt amerikanske mainstream-film er kommet; det er trods alt kun 50 år siden at det blev tilladt for “sorte” og “hvide” at blive gift med hinanden i USA.

Flattr this!

En anden form for filosofi

Hver sommer får jeg læst en stribe romaner og novellesamlinger, noget jeg desværre ellers ikke altid er så flink til.

Jeg sidder lige nu med Stories of Your Life and Others, en novellesamling af Ted Chiang; det er ham, der skrev “The Story of Your Life”, den novelle, der er forlægget for filmen Arrival. Novellesamlingen er nu blevet genudsendt under navnet Arrival.

Det interessante ved denne novellesamling er – ligesom for mange andre vellykkede værker inden for genren science fiction – at dens noveller alle er baseret på tankeeksperimenter: Hvordan ville et menneske opføre sig, hvad han/hun var langt mere intelligent end noget andet menneske? Hvordan ville samfundet være indrettet, hvis de middelalderlige teorier om menneskelig forplantning faktisk var korrekte? Hvordan ville en matematiker reagere, hvis hun opdagede at mainstream-matematik viste sig at være inkonsistent? og så fremdeles.

Men vi behøver selvfølgelig ikke at stille så voldsomme spørgsmål. Dostojevskijs Idioten er fortællingen om det gode og forstående menneske (titelpersonen) og hans kvaler i en verden, der bestemt ikke altid er god eller forstående.

På denne måde er fiktionen faktisk en anden vej til at forstå mange de store spørgsmål, som filosofi og psykologi tager udgangspunkt i. Fortællingerne lader os opleve og udforske en verden, vi kan forestille os og kunne være virkelig. Hvis Chiangs novellesamling er en slags erkendelsesteori, udgør Dostojevskijs romaner en etik. Den amerikanske filosof Costica Bradatan beskriver, hvordan Akira Kurozawas film Rashomon faktisk også tager livtag med filosofiske problemer.

Slægtskabet bliver tydeligt, når man husker at der er en del berømte forfattere, der balancerer på grænsen mellem filosofi og fiktion, som f.eks. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre.

Selvfølgelig er der forskelle: I en filosofisk tekst er der ofte en påstand, der bliver fremsat og derefter argumenteret for. I film og litteratur er der som regel ikke denne struktur. Men det er vel i virkeligheden fortællingens handling, der er et “argument”, netop fordi fortællingens grundantagelser bliver ført igennem til deres konklusion, nemlig fortællingens slutning.

Jeg tror selv på at det at læse og se film giver os mulighed for at få yderligere erfaringer end dem, vi oplever i “virkeligheden”, og de giver os en særlig mulighed for at se ind i andre mennesker og derigennem lære empati og sympati. Derfor er det vigtigt at læse, og derfor er det også vigtigt at tænke over, hvad man læser og ser. Dårlige fortællinger er på en måde “dårlig” filosofi.

Flattr this!

En sjæleven

Jeg har set den japanske tegnefilm Your Name (hvorfor hedder den ikke “Dit navn” i Danmark) sammen med familien her til aften. Min datter har i mange år været glad for Hayoa Miyazakis tegnefilm, og hun syntes også om Your Name – en film, der tager udgangspunkt i forestillingen om at have en sjæleven, som man har en særligt nær forbindelse til.

Your Name er instrueret og skrevet af Makoto Shinkai og er en meget smukt og overbevisende animeret fortælling om kærlighed, venskab og længsel mellem teenagerne Taki og Mitsuha på tværs af tid og sted. Filmens titel kommer fra det gennemgående tema, som er længslen efter at kende hinandens navn og omsider at kunne mødes. En klar anbefaling herfra.

Flattr this!

Farvel til Arvingerne

Foto: DR

Jeg har ikke skrevet om denne sæson af Arvingerne, men det er bestemt ikke fordi jeg ikke har fulgt med. Faktisk synes jeg at tredje og sidste sæson af serien har holdt det høje niveau og på mange måder var lige så god som den første sæson.

Denne gang har det været interessant at se, at hovedpersonerne har udviklet sig på baggrund af en stor sorg – og især at de konfliktsky (mørkblonde!) Emil og Signe lærer at løse konflikter, mens de dominerede (lysblonde!) Frederik og Gro lærer at det bestemt ikke er alle konflikter, der er lige vigtige.

Også selve serien har udviklet sig:  Hvor den første sæson var en ofte meget knugende omgang, lettede trykket her i tredje sæson og der sneg der sig en del barokke indslag ind. Selve afslutningen var en nærmest surrealistisk genforening, og det var interessant at gense Kirsten Olesen som spøgelset af den Veronica, hvis pludselige død indledte første afsnit af første sæson. Nogle vil sikkert synes at det hele gik lidt for pænt op i sidste ende, men det er vel også en måde for Maya Ilsøe at fortælle det på: at nu er serien endegyldigt slut.

Flattr this!

Mange af os kender Daniel Blake

Så fik jeg endelig set Jeg, Daniel Blake, den måske sidste film instrueret af den engelske instruktørveteran Ken Loach. Daniel Blake er en tømrer i Newcastle omkring de 60, der får et hjerteanfald og har fået at vide af sin læge, at han ikke må arbejde. Han vil gerne på sygedagpenge, men det vil systemet ikke gå med til. Filmen er fortællingen om Daniels venskab med Katie, en ung, enlig mor, der også er ramt af det sociale system, og deres fælles, ofte desperate kamp for at kunne få til dagen og vejen og for at bevare en form for værdighed i livet.

Filmen har mange styrker. Den er en tragisk historie baseret på mange interviews med mennesker, der er i samme situation om Daniel Blake, og dermed også en historie om et menneske, mange af os kunne kende – og på den måde er Daniel Blake meget tættere på os end de mange amerikanske middelklassemennesker, så mange film skildrer, kan være.

Jeg, Daniel Blake er, ud over at være en hård kritik af den britiske sociallovgivning og ikke mindst jobcentrenes kynisme, også en historie om fælles menneskelighed og solidaritet. Den viser at mennesker er i stand til at være gode ved hinanden, til at holde af hinanden og til at hjælpe hinanden. Især en central scene, hvor Daniel og Katie besøger en food bank, hvor frivillige deler overskudsmad ud til fattige, er gribende. Og så er der også undervejs eksempler på den lune og solidariske humor, som man kender fra andre film af Ken Loach.

Det er helt fortjent, at Jeg er Daniel Blake vandt guldpalmerne i Cannes i 2016.

Her er traileren.

Flattr this!

Rogue One

Så fik jeg set Rogue One, her kun et døgn efter den triste nyhed om Carrie Fishers alt for tidlige bortgang.

Filmen fortæller forhistorien om tilvejebringelsen af de tegninger, der i den (kronologisk set) første stjernekrigsfilm bliver brugt til at finde det svage punkt i Dødsstjernen. Mest fascinerende er dog den blinde kinesiske (?) stokkekamp- og bueskydnings-ekspert Churrit Imwe. Denne del af filmen er en tydelig hilsen til asiatiske film om kampsport. I det hele taget kan man se, hvordan filmmagerne har gjort sig umage med at lave en langt mere mangfoldig rollebesætning end i gamle dage. Skurkene fra Imperiet er dog stadig alle fra Sydengland! Og så er der selvfølgelig Mads Mikkelsen, der igen har fået en rolle som mut mand.

Prinsesse Leia dukker op til allersidst, spillet af den norske skuespiller Ingvild Deila. Mest overraskende er det, at også general Tarkin fra de gamle Star Wars-film dukker op – og at hans ansigt er helt og aldeles computergenereret. Den oprindelige rolleindehaver, den legendariske engelske skuespiller Peter Cushing, døde nemlig helt tilbage i 1994. Netop her kan man se, hvor langt hele teknologien er nået. Det teknologiske stade har præget også den sidste del af filmen, der er et langt slag mellem rumskibe og som uvilkårligt leder tankerne hen på et storslået computerspil. Netop her bliver det næsten for meget spil-atmosfære og for lidt spillefilm, må jeg tilstå. (Denne bevægelse går begge veje. I en forfilm kunne jeg se, at det populære spil Assassin’s Creed nu er blevet filmatiseret!)

I Rogue One er det den høje robot K-2SO, der er filmens comic relief. Men det er så også dét. Tonen er som helhed noget mere dyster end den, man kender fra de tre klassiske Star Wars-film, og det er nok her, Rogue One har sin begejstring. Det var i højere grad, end jeg vel engang troede, samspillet mellem Carrie Fisher, Harrison Ford og Mark Hamill midt i hele det futuristiske og utrolige univers, der gjorde de tre klassiske film til noget særligt.

Flattr this!

Farvel, Carrie

I år er det stort set kun dårlige nyheder, jeg har fået fra nyhedsopdateringerne på min telefon. Her til aften var det, at Carrie Fisher er død. Det giver et stik i hjertet at skulle indse, at endnu en af min ungdoms helte nu pludselig ikke er blandt os mere. Og endnu engang var det netop hjertet, der pludselig ikke ville mere.

Der var to handlekraftige kvinder i 1970’ernes klassiske science fiction-film, der dengang ellers var særdeles mandsdominerede. Den ene var Ripley fra Alien-filmene, den anden var prinsesse Leia fra Star Wars-filmene. På dén måde var Carrie Fisher banebrydende.  Senere trak hun sig tilbage og blev forfatter og manuskriptkonsulent, og ligesom så mange andre af de store navne fra filmens og musikkens verden, vi har mistet i 2016, havde hun i perioder sine dæmoner at slås med – misbrugsproblemer og en bipolar lidelse. En lang overgang regnede jeg vel med at hun havde spillet sin sidste rolle.

Det var derfor meget bevægende at se Carrie Fisher igen i The Force Awakens, og hele skildringen af gensynet mellem Leia og Han Solo fik pludselig en ekstra dimension, efter jeg læste at de to skuespillere havde haft et forhold til hinanden i deres unge dage.

Tilfældet vil, at jeg i morgen skal i biografen med familien for at se Rogue One. Det bliver en helt anderledes melankolsk oplevelse, end nogen af os kunne have forestillet sig.

Flattr this!

En anden verden

Igen i år har jeg fulgt med i DRs julekalender. Den anden verden er en velspillet tv-serie, og den har været meget gennemført, både visuelt og med hensyn til skuespilpræstationer (Sofie Gråbøl og Lars Brygmann er altid gode at se). Om den er præcis så god som Julestjerner af Wikke og Rasmussen eller Tidsrejsen, ved jeg ikke. Men jeg kan godt lide at den fortæller en anden prinsessehistorie end den, man umiddelbart skulle tro – og en anderledes historie om hvad kærligheden rummer. De to teenage-piger, søstrene Anna og Sarah, deler en interesse for at spille teater, men er ellers noget forskellige af sind.

I enhver god fortælling gennemgår hovedpersonerne en afgørende udvikling, og det sker også her:  Sarah først vil flygte ind i eventyrenes verden for at finde den “lækre” prins på den hvide hest (og vil gerne hyldes for sin skønhed omend hun har tandbøjle på!), men til sidst indser hun at det ikke er så godt eller vigtigt: Man kan bogstaveligt talt blive spærret inde af kærligheden, og man kan leve lykkeligt uden prinsen. Anna ender med at være tryg i den hovedrolle, Sarah frasiger sig, og finder sig en kæreste uden egentlig at have ledt efter én. Selv prinsen, der var dominerende og grådig, gennemgår en udvikling. På den måde er Den anden verden en kritik af den eskapisme og jagt på den hurtige kærlighed og de traditionelle kønsroller, der fylder så meget mange steder i verden i disse år.

Og så kan jeg også godt lide fortællingen om den fladpandede og omskiftelige hovedsponsor for teatret, der konsekvent insisterer på flere nissescener og tror at han kan instruere den slags selv. På den måde får julekalenderen taget brodden af al den sædvanlige kritik (der typisk kommer fra voksne) af at der ikke “er jul nok” i årets julekalender og endda også sagt noget om at god kunst er uafhængig af økonomiske luner.

Det er kærkomment med disse positive modfortællinger, der findes i et fortælle-format, hvor vi alle forventer (og med rette) at det skal ende godt. Der er heldigvis sket en hel masse siden Jul på slottet. Man kunne måske håbe, at næste års julekalender/u-landskalender kunne tage dette endnu et skridt, hedde Den tredje verden og rette blikket sydpå også, men det er måske et lige vel voldsomt forlangende!

Flattr this!

Bedrag og resignation

Jeg har fulgt trofast med i begge sæsoner af Bedrag, og det var med let bævende hjerte, jeg så afslutningen på denne sæson. Det er interessant, at 1864 fik voldsom høvl fra højrefløjen for at være kritisk over for nationalisme og krig, mens Bedrag, der er stærkt kritisk over for kapitalismen og her specielt den moderne finanskapitalisme, ikke har været ude for det samme.

Det var ikke helt uforudsigeligt, at de store sammensværgelser ikke førte til nogen domfældelser og at de store fisk kunne leve ufortrødent videre. På den måde er serien på én gang udtryk for resignation og for en kritik af at ingen får gjort noget afgørende, men søger private løsninger i familiens skød hos børnene.

Seriens mest interessante udvikling er den, hvor Mads krydser over fra at ville det gode og til at blive kynisk resigneret, mens Claudia krydser over i den stik modsatte retning. Det er vel hende, der (sammen med Alf) er den egentlige helt i Bedrag, og lige lidt hjalp det hende. 

Flattr this!