Apu-trilogien og andre glemte film

Fra “Apus Verden” af Satyajit Ray.

Før jul, da jeg mødtes til en hyggelig aften med nogle af dem, jeg gik i gymnasiet for mange år siden, kom vi på et tidspunkt at snakke om gamle film. Uffe fra den gamle y-klasse nævnte Rumrejsen år 2001, som var en af hans yndlingsfilm – og også er en film, jeg sætter meget højt. Men denne film havde han endnu ikke kunnet finde på dvd; den er svær at opdrive herhjemme. Selv var jeg så heldig at få et eksemplar i fødselsdagsgave for længe siden. I går fandt jeg så ved et tilfælde netop Rumrejsen år 2001 på dvd til 30 kr i et antikvariat og fortalte det fluks til Uffe.

I snart en del år har jeg prøvet at finde et dvd-bokssæt med film af Akira Kurosawa. Ikke hans samurai-film, men først og fremmest de film, der foregår i hans samtidige Japan. Det er film som bl.a. At leve (ikke at forveksle med Zhang Yimous kinesiske film af samme navn). Og også i går fandt jeg ved et tilfælde et brugt eksemplar af bokssættet på nettet, og jeg købte det fluks.

Og så er der Apu-trilogien, tre enkle og smukt fortalte film fra 1950’erne af den neorealistiske indiske instruktør Satyajit Ray. For snart mange år siden så jeg de tre film – Pather PanchaliAparajito og Apus verden – i filmklubben på universitetet i Edinburgh. De gjorde et meget stort indtryk på mig; det er tre enkle og gribende historier om at vokse op og finde sig selv og finde kærligheden. Siden har jeg gerne villet gense Apu-trilogien, men filmene er ikke nemt tilgængelige. For nylig læste jeg så, at de tre film er blevet restaureret og genudgivet på Blu-Ray. Alene efter traileren at dømme er der noget at glæde sig til. Se bare.

Den nye udgave fra Janus Film er imidlertid kun tilgængelig som Blu-Ray i USA, og har dermed Region A-kode, så de ikke kan afspilles på min dansk indkøbte afspiller fra i fjor. Filmene kan også købes som download, men igen kun fra iTunes-butikken USA. Disse tre indiske mesterværker er tilsyneladende ikke engang tilgængelige i deres hjemland i den nyrestaurerede udgave!

En overgang i dag sad jeg og prøvede at finde ud af, hvordan min disk-afspiller kunne gøres regionsfri ved brug af en passende tekstfil, så jeg ville kunne se Apu-trilogien ved at montere en USB-nøgle med tekstfilen i afspilleren. Filen skulle eksistere et sted derude, men jeg har endnu ikke kunnet finde den.

Men de slags tekniske fix og ture i antikvariater er underlige omveje at skulle ud på for at kunne se filmhistoriens mesterværker, og jeg er ærgerlig over, af at det er så svært i en verden, hvor det er blevet nemmere at dele information end nogensinde tidligere.

Flattr this!

Den sidste jedi

Det var umiddelbart lidt ærgerligt at måtte forlade en ølsmagning med kolleger fra Institut for datalogi i utide for at nå hjem i tide til at kunne komme til premiere på The Last Jedi. Men nu, hvor jeg har set denne, den nyeste film i Star Wars-serien, fortryder jeg intet. The Last Jedi er et sansebombardement af to en halv times varighed, der på én og samme tid formår at trække tråde tilbage til de gamle film (ikke mindst den gamle to’er, Imperiet slår igen) og at føje nye facetter til det visuelle indtryk.

The Last Jedi starter, hvor forgængeren slap, omend tonen er lidt lettere denne gang – der er en lidt underfundig humor, der stikker hovedet frem engang imellem, uden at vi bevæger os ind i egentlig komedie. Og endnu engang er der mange underlige dyr og lige så underlige landskaber; bl.a. de underlige “kanin-pingviner” og langørede ridedyr er sjovt tænkt – og saltplaneten, hvor et tyndt lag af hvidt salt dækker en rød overflade, er visuelt imponerende.

Hvis man kun vil se film om stille eksistenser, der mødes på en parkeringsplads i Brønderslev, skal man nok ikke gå ind at se The Last Jedi. Men for alle andre er denne film værd at se. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at spekulere på, hvordan fortsættelsen (for en sådan må der komme) vil håndtere, at Carrie Fisher ikke er mere. Hendes rolle i denne film blev som bekendt hendes sidste.

Flattr this!

Gensyn med Poul og Nulle

Foto: Bent Paulsen.

Danske tv-julekalendere falder typisk i én af to kategorier: de lidt for sentimentale og pyssenyssede med julemænd og julenisser, og så dem, der forsøger at nedtone julestemningen lidt til fordel for en god historie. Jul i Gammelby og Jul på Slottet er så afgjort i den første kategori, mens f.eks. Pagten, Tidsrejsen og Julestjerner (af Wikke og Rasmussen – og min personlige favorit) er moderne bud fra den anden kategori.

Men en julekalender, jeg aldrig glemmer, og desværre også en julekalender, som ikke vil kunne genudsendes, er julekalenderen med Poul og Nulle, der tilbragte 24 dage i et hul i jorden og hver dag udloddede et “jordfund”. “Poul og Nulle i jordhullet” hed faktisk Jul og grønne skove, og det var i høj grad en julekalender, der delte vandene. Nogle voksne var meget forargede på deres børns vegne over den totale mangel på jul og nisser – her skal man ikke glemme, at dette var året efter Jul i Gammelby. Julekalenderen blev endda diskuteret i TV-Avisen. Til gengæld var der mange børn, der skrev ind til Poul og Nulle i håb om at vinde “jordfundet”.

Det var en julekalender, jeg fulgte trofast med i, selv om jeg faktisk var ganske få uger fra at fylde 17. Tonen i Jul og grønne skove appellerede til mig og alle andre, der holdt af Poul Nesgaard og Nulles udsendelser i Ungdomsredaktionen, hvor de på finurlig vis blandede komedie og en slags reportage og ramte en helt særlig tone, der på én og samme tid var naiv og begavet.  Og det var mildt sagt en lettelse omsider at se en så u-julet julekalender. I det allersidste klip i det allersidste afsnit af Jul og grønne skove ser man dog faktisk julemanden løbe over en gangsti, mens Poul og Nulle går slukørede væk og kigger den anden vej!

Jeg har fået lyst til at se Jul og grønne skove igen, og nu kan mit ønske gå i opfyldelse. Man kan nemlig se 12 af afsnittene på DR Bonanza.

Og man kan læse hele beretningen om Jul og grønne skove hos DR.

Flattr this!

Men hvornår fandt det sted?

Der er en interessant artikel i Wired om Star Wars-filmene og deres naturvidenskabelige grund, der mildt sagt er tyndt. Den amerikanske fysiker Patrick Johnson har blevet skrevet en hel bog om dette, og den hedder såmænd The Physics of Star Wars

Nogle science fiction-historier er tydeligt placeret i tid. Orwells 1984 udspiller sig i et helt bestemt år, og Blade Runner-filmene finder sted i 2019 og 2049. Men hvornår finder Star Wars sted? Stjernekrigs-filmene finder sted på et uvist tidspunkt; “fortællerstemmen” (der er en rulletekst) i starten af den første film fra 1977 taler om en tid “for længe siden”. Tegneserierne om Linda og Valentin er også blevet tidsfæstet; den tidlige historie fra 1968, Storbyen, der druknede, lader Valentin rejse tilbage i tiden til 1986, og her går Jorden under. Men i det faktiske 1986 udkommer der stadig tegneserier med Linda og Valentin, så Jorden gik alligevel ikke under, og det er forfatterne så nødt til at finde en løsning på for ikke at virke utroværdige (i deres egen optik).

Mit eget bud på en forklaring på Star Wars er en anden: Der er ingen grund til at tro, at “fortællerstemmen” befinder sig i vor tid – den kunne lige så vel tale ud fra en “nutid”, der findes i en fjern fremtid og tale om begivenheder, der for “fortællerstemmen” er i fortiden, men for os ville finde sted i en fjern fremtid.  Selve ideen om et univers, hvor der findes mennesker, der ser ud som moderne mennesker og hvis civilisation bygger videre på kendte menneskelige civilisationers skikke og erfaringer, tyder på at fortællingerne foregår i (det, der for os er) fremtiden.

Men kort og godt: Vi ved ikke, hvornår Star Wars-filmene skal forestille at foregå. George Lucas ved det næppe selv. Filmene er et eksempel på en form for science fiction, der ikke foregiver at være en fremskrivning af nutiden – selv om den jo på mange måder er det.

Flattr this!

Banjodrengen

En af de film, jeg husker som god, men også skræmmende, er Udflugt med døden (engelsk: Deliverance) fra 1972 af John Boorman; den er historien om om en gruppe amerikanske storby-mænds kanotur gennem en afsides del af Georgia, en tur der går helt, helt galt ved mødet med nogle lokale hillbillies. Jeg har et minde om hvordan jeg og mine studiekammerater i 1985 slæbte et fjernsyn med til F-klubbens hyttetur, bare så vi kunne se denne film, den aften blev vist i fjernsynet.  Det lykkedes os næsten at få holdt fjernsynet skjult; vi var i billedrørenes tidsalder, så det var en stor kasse at få slæbt hele vejen op til spejderhytten.

Udflugt med døden er en virkelig grum film, og jeg må hellere få den set igen. The Guardian har for øvrigt en interessant artikel om den.

Den allergrummeste scene i filmen er en voldtægtsscene, hvor Bobby Trippe (spillet af Ned Beatty) bliver voldtaget af flere mænd. Men den mest mindeværdige scene er den med den tilsyneladende tilbagestående dreng, der viser sig at være forbløffende god til at spille banjo, meget bedre end storby-manden Drew (spillet af Ronny Cox) er til at spille guitar. Banjodrengen lever endnu og er nu en ældre herre ved navn Billy Redden. Han fik siden flere filmroller; bl.a. dukker han op igen i 2003 som banjospiller i Tim Burtons Big Fish, men siden sluttede det. I 2015 arbejdede han hos Walmart.

Den lidt skuffende afsløring i det lille portræt af Billy Redden nedenfor er – at han faktisk overhovedet ikke kan spille banjo! I et interview siger han

“Tim Burton said, ‘Just sit there and hold that banjo, that’s it,’ ” Redden says. “He was a real nice guy, a lot nicer than Burt Reynolds.”

Flattr this!

En glemt børnebog

I denne uge kunne man følge med i farcen om de højrenationalistiske demonstrationer, der skulle finde sted i Viborg og Skive i går. En talsperson for arrangørerne, der kalder sig Danmarks Nationale Front, udtalte, at man ikke ville have de nazister, som havde meldt sig som deltagere, med til demonstrationen. Som han sagde:

Vi ser ikke os selv som nazister – vi ser os selv som danske nationalister. Vi vil ikke ses med folk, der går med SS-flag og så videre

Bl.a. Abdel Aziz-Mahmoud har været hurtig til at bemærke, at den ikke-nazistiske talsperson har SS-tegnet tatoveret på et meget synligt sted på kroppen (se ovenfor), og det mærkværdige i at tv-journalisten ikke gør ikke-nazisten opmærksom på denne lille smutter.

Men noget andet, som helt er undsluppet alles opmærksomhed, også for den ikke-nazistiske talspersons vedkommende, er at han selv og alle andre danskere, der hedder Paw, faktisk er opkaldt efter hovedpersonen i Torry Gredsteds børnebog af samme navn. Paw blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen; filmen, der blev nomineret til en Oscar, handler om en dreng med dansk far og sydamerikansk mor, der bliver udsat for racistisk mobning og om hans reaktion på ikke at blive accepteret. Nedenfor er et billede fra filmen.

Foto fra filmen Paw (http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/13222.aspx?id=13222)

Flattr this!

Blade Runner 2049

Så fik jeg set Blade Runner 2049 sammen med familien. Jeg skal ikke røbe ret meget om filmens handling, men jeg tør godt røbe at den binder en sløjfe på historien fra den oprindelige film. Visuelt er der forskelle; hvor den oprindelige Blade Runner er en film, der konsekvent foregår i aftenmørket, vover Blade Runner 2049 sig af og til ud i forskellige slags meget diset dagslys og i nuancer af okker. Der er selvfølgelig tale om en film, hvor special effects skal virke upåklageligt, hvis illusionen ikke skal brydes. Og det lykkes: de store by- og ørkenlandskaber er rent ud sagt en nydelse at se. Der er også ganske pæne skuespillerpræstationer undervejs, og det er en glæde at se Harrison Ford igen.

Også tematisk er der forskelle mellem de to film; hvor den gamle film handler om de “rigtige” og de “forkerte” mennesker, er Blade Runner 2049 også i høj grad en film om den tabte barndom og om den kærlighed (til forældre eller til en partner), man aldrig rigtig fik lov at opleve, men altid har længtes efter. På den måde er der en parallel til nogle af temaerne fra Star Wars: The Force Awakens.

Det er alt for tidligt at sige, om Blade Runner 2049 bliver en klassiker på linje med den oprindelige film, men den er i høj grad værd at se – og dét i biografens mørke. Der er også i denne film også noget, der forbliver uopklaret, så der kunne snildt komme endnu en opfølger. Om det så er nødvendigt, eller om det er bedre bare at forestille sig, hvad der nu vil ske (sådan som vi gjorde i mange år med den oprindelige Blade Runner) er en anden snak.

Flattr this!

I morgen er jeg i radioen

I dag var jeg til et møde på mit institut, hvor to af universitetets informationsmedarbejdere, der tager sig af mediekontakter, fortalte om deres arbejde. De fortalte på et tidspunkt, at de ledte efter nogen, der kunne medvirke i Digitalt på P1, der har en udsendelse om Blade Runner i anledning af at der i morgen den 5. oktober er premere på Denis Villeneuves efterfølger Blade Runner 2049.

Så jeg meldte mig, og man kan høre mig på P1 i morgen den 5. oktober, formodentlig fra 13.30 til 14.00. Her vil jeg (og andre) fortælle om Ridley Scotts filmklassiker fra 1982 om det dengang så fjerne 2019 og specielt om hvad der set fra år 2017 er science og hvad der er fiction. DRs videnskabsredaktion holder i dag til i Aalborg, så for én gangs skyld er jeg ikke nødt til at lave et telefoninterview. Jeg kan bare gå et par hundrede meter, så er jeg nede ved radiostudiet.

Blade Runner er en film, som jeg holder meget af, og jeg har været så heldig at se den flere gange i biografen (blandt andet i den for længst hedengangne biograf på Nørresundby Torv, den der bare hed Biografen). Som opvarmning genså jeg her til aften filmen i Final Cut-udgaven derhjemme, og den er stadig i høj grad værd at se og opleve. På lørdag tager hele husstanden så i biografen for at se Blade Runner 2049. Den har bare at være god! Jeg stoler på Denis Villeneuve, der lavede den på alle måder meget overbevisende Arrival.

Flattr this!

En opringning fra P1

Nogle gange bliver jeg forbløffet over, hvem der dog finder frem til min blog. I dag ringede en journalist fra Danmarks Radio P1 til mig; anledningen var at Jerry Lewis i denne uge er gået bort. Jeg er ikke nogen ekspert i Lewis’ film, men jeg har ikke kunnet undgå at være fascineret af beretningen om hans aldrig viste film The Day The Clown Cried, der finder sted under Holocaust. Jeg skrev derfor et kort indlæg om filmen her på bloggen i februar 2016. Nu, hvor Jerry Lewis er død, kan man ikke udelukke at filmen endelig vil blive vist. Vi vil i så fald endelig få at vide, om den var så mislykket som dens skaber endte med at synes at den var – det var derfor, den forblev i arkiverne.

Journalisten fra P1 spurgte, om jeg ville interviewes i radioen, men jeg overbeviste ham om at det måske ikke ville kunne bidrage med så meget nyt. Jeg kunne  dog henvise ham til de kilder, jeg selv har fundet, heriblandt en to timer lang tysk tv-dokumentar. Her til aften har jeg så fundet endnu en tv-dokumentar om The Day The Clown Cried; den varer kun en halv time og stammer fra BBC. I kan se den herunder.

Flattr this!

Jern-Edderkoppen

Her til aften så jeg Spiderman: Homecoming på foranledning af (og sammen med) min datter, der om et par uger begynder i gymnasiet. Jeg er så gammel, at jeg kan huske tegneserien Edderkoppen tegnet af Steve Ditko, og jeg skal faktisk af og til minde mig selv om ikke at bruge dét navn om den velkendte superhelt. Jeg husker de tre oprindelige film fra 2002 og frem instrueret af Sam Raimi og med Tobey Maguire i hovedrollen. De var rigtig vellykkede bud på en filmatisering af den historie, jeg husker fra Edderkoppen, og der var både alvor og humor i fortællingerne.

Det var derfor en lidt underlig oplevelse for mig at se Spiderman: Homecoming,. Tobey Maguire var en Peter Parker/Spiderman, der var et sted midt i tyverne, arbejdede som fotojournalist og ulykkeligt forelsket i Gwen Stacy. Hans tante May var en hvidhåret dame over pensionsalderen. Og I de oprindelige film og tegneserien blev Spiderman opfattet som en skikkelse på samfundets udkant, og medierne udråber ham som en tvivlsom person.

Spiderman: Homecoming er Peter Parker, nu spillet af Tom Holland, imidlertid en stor skoledreng, og han er hemmeligt forelsket i Liz fra klassen. Tante May er en nu en attraktiv kvinde et sted sidst i fyrrerne (spillet af Marisa Tomei, der bestemt aldrig har haft et tanteagtigt image; hun er en flot kvinde). Ude på sidelinjen lurer hele tiden Iron Man/Tony Stark som en slags faderfigur, der har konstrueret Spidermans dragt.

Filmen er fermt skruet sammen, og man kan ikke sætte en finger på de mange special effects. Men den virker lidt for ofte som en blanding af High School Musical (dog uden sang og dans) og filmene om Iron Man. Det er nok bare et tegn på at der en tale om en film som jeg tydeligvis slet ikke er i målgruppen for. Min datter følte sig i al fald godt underholdt, og ideen med at lave så radikalt om på Spiderman-universet mindre end 10 år efter den sidste film instrueret af Sam Raimi er nok først og fremmest et forsøg på at nå en yngre målgruppe.

To interessante ting, som det måske kun er mig, der hæfter mig ved, vil jeg nævne her: Først at Michael Keaton er superskurken med robot-vinger – og han spillede som bekendt Batman i filmene fra 1980’erne (og mange år senere Birdman i filmen af samme navn.) Sådan blev en af de helt store superhelte fra DC-universet en superskurk i en film om en af de helt store Marvel-superhelte.

Dernæst bemærker jeg, at Liz, som Peter Parker er hemmeligt forelsket i, er datter af en “hvid” mand og en “sort” kvinde – og dermed er Peter Parker, som er “hvid”, forelsket i en pige som er “sort”. Og ingen af delene bliver der gjort noget stort nummer ud af. Det viser heldigvis, hvor langt amerikanske mainstream-film er kommet; det er trods alt kun 50 år siden at det blev tilladt for “sorte” og “hvide” at blive gift med hinanden i USA.

Flattr this!