Ingen punchlines, tak

For meget længe siden boede jeg i Edinburgh og kunne hvert år vælge og vrage mellem et væld af tilbud ved Edinburgh-festivalen: teater, film, klassisk musik, dans og en hel masse komik. Et par gange var jeg endda med til bogfestivalen på Charlotte Square. Det var nogle gode udgaver af august måned.

En britisk komiker, jeg først nu har opdaget, er Edward Aczel. Videoklippet ovenfor viser et uddrag af hans show fra sidste års festival. Og jeg kan ikke lade være med at grine hele vejen igennem klippet.

Men hvorfor griner jeg egentlig? Der er jo slet ingen egentlige vittigheder eller punchlines; hele Edward Aczels optræden minder mest om et dårligt foredrag af den slags, jeg har set alt for mange af i min tid som akademiker.

Der er den underspillede form, den hvor det meste bliver antydet, der fanger mig ind. Hele Edward Aczels liste over dårlige og gode emner til en stand-up-optræden er en ret så subtil satire over stand-up-verdenens klicheer og hans fremtoning er på samme måde en bevidst modsætning til den overtydelighed, der præger stand-up-verdenen. Det meste stand-up-komik, jeg er vidne til på dansk fjernsyn, får mig til at slukke efter få minutter netop på grund af overtydeligheden. Det er, som om pointerne skal forklares, råbes og vrænges ud, som om den optrædende føler sig nødsaget til at tale ned til publikum. En guitarsolo lyder ikke nødvendigvis bedre, bare fordi man skruer op for forstærkeren. Her sker det stik modsatte.

Læs mere om denne form for “anti-comedy” i et essay af Killian Fox. Jeg synes selv, der er en parallel til den underspillede stil i de to filmkomedier, jeg holder mest af, nemlig Being There (Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers for en gang skyld holder sig i ro og underspiller monumentalt, og Groundhog Day (En ny dag truer), hvor jeg for første gang opdager, hvor god en skuespiller Bill Murray faktisk er. På mange måder er Bill Murrays bevidst karismaløse fremtoning en direkte parallel til det, vi ser hos Edward Aczel. (I andre film, som f.eks. Lost in Translation, sker der et lille skift, og nu bliver Bill Murrays fremtoning som den kejtede mand i lige så høj grad vemodig. Men det er en anden historie.)

Idioten på sommerferie

Og så startede hverdagen, og bloggen genstarter for alvor. Jeg og resten af husstanden er tilbage fra to ugers ferie i Kroatien, i Pula på Istriens vestkyst. Det, vi lige nu husker bedst, er togrejserne ud og hjem, der forekom noget mere komplicerede end rejser af tilsvarende længde tidlige år. Det var, som om der var lidt for megen ventetid, lidt for mange komplikationer og lidt for megen bagage. Selv havde jeg væbnet mig med en kombination af tilstræbt tålmodighed og nogle bøger af et vist omfang, heriblandt Dostojevskis Idioten i Jan Hansens oversættelse fra 2006.

Jeg har kun læst én af Dostojevskijs romaner tidligere – den lidt tidligere Forbrydelse og straf, også i oversættelse af Jan Hansen. Den fængede og fascinerede mig med sin blanding af en elementær handling, skildringer af et russisk samfund under langsom forandring og et nuanceret og detaljerigt indblik i hovedpersonernes indre liv. Nogle har kaldt Dostojevskij for grundlæggeren af den psykologiske realisme i litteraturen; det er bestemt ikke forkert. Idioten rummer den samme blanding af kærlighedshistorie, store følelser og overvejelser over Ruslands nutid og fremtid, og den er lige så fremragende.

På sæt og vis er Idioten en sæbeopera (Jan Hansen bruger selv dette udtryk i sin efterskrift til oversættelsen) med sin fortælling om mørke og lyse kvinder, der møder gode og onde mænd i et væv af rænker og regulære cliffhangere. På denne måde er romanen nem at filmatisere; billedet ovenfor er fra en russisk filmudgave fra 1958, som jeg dog ikke har set. Hovedpersonen, Lev Nikolajevitj Mysjkin, ligner faktisk rigtig meget mit indre billede af ham. Den slags sker ikke så tit!

Det er skildringen af hovedpersonen, den fattige fyrst Mysjkin, der er romanens allerstørste bedrift. Han er en ung mand, som er epileptiker (som Dostojevskij selv) og derfor i en tid, hvor man ikke kunne behandle lidelsen medicinsk, bliver betragtet med en vis skepsis og ængstelse, som en “idiot”. Men samtidig er han alt andet end dum – han besidder, hvad man i dag ville kalde en helt usædvanligt god følelsesmæssig intelligens, og er i modsætning til mange af de andre personer aldrig intrigant, men vil alle det bedste. På denne måde er han en katalysator for mange af de andre skikkelser i romanen, og samtidig fornemmer man også, at det må gå galt til sidst i en uforudsigelig, forstillet og intrigant virkelighed.

På andre måder er romanen dog svær at filmatisere godt. Personerne i Idioten har nemlig meget på hjerte, og der er nogle lange dialog-sekvenser undervejs. I nogle af dem er romanen tæt ved at tabe pusten, men i andre får vi nogle særdeles interessante sidefortællinger. Især er jeg fascineret af Mysjkins fortælling om en mand, han mødte, der var blevet dømt til døden, men blev benådet, da henrettelsen netop skulle i gang. Skildringen af hvordan tidsoplevelsen ændrer sig, så selv det korteste øjeblik synes at vare en evighed, er usædvanligt gribende – og er endnu et klart selvbiografisk element. Dostojevskij blev nemlig selv dømt til døden og benådet i sidste øjeblik. Alle, der tænker over dødsstraf og etik, bør læse disse sider.

Interessant er det også at opleve, hvordan Dostojevskij veksler mellem at være en alvidende fortæller, der kan se ind i personernes tanker, og at være en “afmægtig” fortæller, der sommetider opdager, at han enten ikke ved nok om personernes motiver eller har fortalt for meget om nogle ikke så spændende personer. Gad vide om denne fascinerede fortællestil også til dels er affødt af noget så jordnært, som at det 120 år før den computerbaserede tekstbehandling som bekendt var rigtig svært at lave større rettelser i et omfangsrigt, håndskrevet manuskript? Jeg kunne godt forestille mig det.

 

Patti Smith

Sidste år gav min hustru mig et bokssæt med de første fem albums med Patti Smith, og da vi sad og lyttede til Easter (hvor man kan finde bl.a. “Because The Night”), sagde min kone: “Hun er jo en gammel dame.” Da måtte jeg minde min kone om, at Patti Smith trods alt kun var 32 dengang, Easter udkom. Mange år tidligere, i 1996, så jeg Patti Smith på hendes comeback-turné, der førte hende forbi Roskilde-festivalen. Dagen efter sagde en fyr på 18, som var min daværende kærestes nevø, at “nå, I har været inde at se hende den gamle”. Patti Smith var dengang lige knap 50. Nogle mennesker er åbenbart dømt til altid at være gamle. Lidt på samme måde som Johnny Cash, der faktisk kun nåede at blive 71. Ligesom Johnny Cash blev countrymusikkens sortklædte Grand Old Man, er Patti Smith blevet rockens sortklædte Grande Dame – medlem af Rock’n’Roll Hall Of Fame og tildelt det franske kulturministeriums højeste udmærkelse, l’Ordre des Arts et des Lettres. Patti Smith har altid værdsat fransk lyrik, og i hendes erindringer Just Kids hører vi om hendes pilgrimsagtige rejse til Frankrig for at se Arthur Rimbauds grav og museet om ham i Charleville.

Men Patti Smith har altså også været ung, og om det handler meget af Just Kids – også en gave fra min hustru, og en bog, jeg omsider har fået tid til at læse her i sommer. Bogens gennemgående tema er hendes forhold til Robert Mapplethorpe, der var hendes første store kærlighed, og om hvordan dette forhold udvikler sig og påvirker dem begge til at finde deres kald i henholdsvis fotografi og rockmusik. De forsøger sig begge først med billedkunst, men det er tydeligvis Mapplethorpe, der er den visuelle begavelse. Patti Smith kommer efterhånden ind i musikmiljøet via sine digte. Undervejs træffer Patti Smith nogle af de helt store legender fra amerikansk rockmusik og litteratur – Janis Joplin, Jimi Hendrix og Sam Shepard – og færdes på in-stederne i New York, især Chelsea Hotel og Max’s Kansas City.

Hun går også hårde ting igennem og oplever store sorger: Som 19-årig i New Jersey får hun et barn, som hun bortadopterer og hun stopper kort tid derefter som lærerstuderende. Hun rejser til New York og er i en periode hjemløs. Ungdomsårene er i det hele taget præget af fattigdom med sult og bolignød. Senere slutter Patti Smiths kærlighedsforhold til Robert Mapplethorpe, da han efterhånden kommer i tvivl om sin seksualitet og langsomt bliver del af et et homoseksuelt S/M-miljø. Trods alt fortsætter de to dog med at være sammen og inspirere hinanden, og et særligt nært bånd bliver skabt hinsides sædvanlig kærlighed.

Jeg aner somme tider en vis blufærdighed om følelserne ved de svære ting, Patti Smith har gennemgået – det bortadopterede barn, den kuldsejlede kærlighed og fattigdommen. Måske ville jeg have forventet, at hun ville have sagt noget af mere politisk natur om de sociale vilkår i USA. Måske ville jeg have troet, at hun i sine erindringer vendte tilbage til mindet om sit første, bortadopterede barn. Men noget skal også have lov til at være privat. Jeg aner ingen vrede eller bitterhed mod de mennesker, Patti Smith har kendt. Også en senere kæreste, der var meget fraværende og var hende utro, beskriver hun nuanceret og varmt.

Om Mapplethorpes død er Patti Smith meget åben. Til sidst i bogen får hun igen kontakt med ham, og det er på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg af AIDS, og hun på samme tid er gravid med sit andet barn og i færd med at indspille sit comeback-album, Dream Of Life. Han tager cover-fotoet til dette album, ligesom han gjorde det for hendes debut Horses. Denne del af bogen er usædvanligt gribende. Det sted, hvor den døende Mapplethorpe fortæller, hvor ked han er af, at de aldrig fik børn sammen, og hvor Patti Smith svarer, at “det er vores kunst sammen, der blev vores børn”, må jeg lægge bogen fra mig et øjeblik.

Sproget i Just Kids er levende, og hele fortællingen rummer også en del pudsige anekdoter – f.eks. om Mapplethorpes glæde ved kakaomælk, som der altid skal være råd til (!). Det er nemlig også en livsbekræftende bog, skrevet af et tydeligvis varmt og livsklogt menneske. Patti Smith har også i denne udtryksform ordet i sin magt; det er slet ikke underligt, at Just Kids fik den amerikanske National Book Award i 2010.

Nogle mennesker forbinder Patti Smith med punk, men begrebet (endsige ordet) dukker slet ikke op i hendes bog, som derimod gør det helt tydeligt, hvordan hendes skabertrang, holdninger og dedikation er formet af 1960’ernes idealisme. Langt snarere skal man se hende som en repræsentant herfor, der rækker faklen over til punkbevægelsen og med rette har fået respekt for dette.

For ganske nylig havde Patti Smith forresten sin debut som skuespiller i en lille rolle i tv-krimien Law and Order. Se et lille klip her og et lille interview med hende her. Man skal dog tage hendes udsagn om at hun aldrig har haft noget med skuespilfaget at gøre med et vist forbehold. Faktisk kan man nemlig af Just Kids se, at hun først i 1970’erne havde nogle små roller i små teaterproduktioner i New York og også skrev et teaterstykke sammen med Sam Shepard!

Livets træ

Hvis en film er god, er det som om den fortsætter inden i, når man forlader biografen. Sådan har jeg det med The Tree Of Life, der vandt De Gyldne Palmer ved årets Cannes-festival. Filmen er på mange måder en helt og aldeles atypisk amerikansk film. Hvis man tror, at en film med Brad Pitt og Sean Penn vil være en hektisk actionfilm, må man tro om igen.

The Tree Of Life overrasker på flere måder – først og fremmest fordi historien om hovedpersonen (spillet af Sean Penn), der ser tilbage på sin brors død for mange år siden og sit komplicerede forhold til faderen, pludselig afbrydes af en lang sekvens om Jordens tilbliven, komplet med Big Bang, de første encellede organismer, computeranimerede dinosaurer á la Jurassic Park og så meteoren, der udsletter selvsamme dinosaurer. Filmens krop er det lange flashback til barndomsårene i Waco med den strenge, på mange måder skuffede far og den sarte og dog stærke og sensuelle mor. Det er her, fortællingen i filmen findes, og her man for alvor forstår meningen bag Terence Malicks vision – det allerstørste og det allermindste hænger sammen og skal forstås som et hele. En dvælende, smuk film, et episk billeddigt – på mange måder en dybt uamerikansk film i ordets bedste forstand.

Og så er filmen propfyldt med smuk klassisk musik. Jeg tillader mig at undres over, at de første takter fra Mahlers 1. symfoni, der for mig handler om forventningen om forårets komme, her bliver til et varsel om død. Men Smetanas Moldau forstår jeg nu, som jeg ikke har forstået den før, og også Goreckis 3. symfoni, der engang var i fare for at blive spillet ihjel, passer ind.

Peter Falk 1927-2011

To minutters stilhed her på bloggen til ære for mindet om Peter Falk, der døde i torsdags. Peter Falk var Columbo i tv-serien af samme navn, en serie, jeg har mange gode minder om fra min barndom.

Det var først i dag, jeg fandt ud af at Peter Falk ikke var den helt oprindelige Columbo. Helt i starten blev Columbo introduceret i en episode af The Chevy Mystery Show, og her var det Bert Freed, der spillede Columbo. Denne episode dannede grundlag for et teaterstykke ved navn “Prescription: Murder”, og her spillede Thomas Mitchell Columbo. Men så blev “Prescription: Murder” til en lang tv-film med Peter Falk i hovedrollen. Den blev så blev pilot for en tv-serie, og den rigtige Columbo var født.

På mange måder var Columbo en atypisk krimihistorie, især i en amerikansk sammenhæng. Den lille, tydeligvis italiensk-amerikanske detektiv med den nussede frakke, Egon Olsen-cigaren og glasøjet var som sådan en usandsynlig helt. Man så aldrig Columbo bruge vold eller true, han blev kun sjældent vred og jeg mindes ikke at jeg har set ham trække en pistol. Det, der talte, var det gode ræsonnement og den gode observationsevne – lige noget for sådan en som mig. Og så blev gerningsmanden afsløret allerede i starten i hvert afsnit. Forresten var samme gerningsmand ganske ofte en højt respekteret, ofte magtfuld samfundsborger; her lå der vel en slags samfundskritik begravet.

Faktisk var Peter Falk slet ikke italiensk af baggrund, har jeg for nylig fundet ud af – hans baggrund var østeuropæisk (familie fra Rusland og Ungarn). Jvf. Charles Bronson, der ret ofte spillede mexicansk skurk – han var af litauisk baggrund – og “grækeren Zorba”, Anthony Quinn, der så til gengæld havde mexicanske aner.