Når historien gentager sig på film

Der er et eller andet fascinerende ved film, der ikke er rigtig vellykkede, især når de har været stort lagt an. Hvem husker ikke Heaven’s Gate, der tvang United Artists i knæ og gjorde livet surt på instruktøren Michael Cimino?

Den seneste sådanne film er John Carter, der er baseret på en 100 år gammel science fiction-roman ved navn A Princess of Mars af Edgar Rice Burroughs. Jeg kan huske historien fra min gymnasietid; en af mine klassekammerater var vild med den. Historier om rejser til Mars er spændende, men det er lidt underligt at forestille sig civilisationer med henholdsvis seksarmede grønne mænd og mennesker med sædvanligt jord-udseende på dén planet med alt det, vi nu ved. Den rigtige udgave af Mars er nemlig fascinerende nok i sig selv.

I al fald: Her er traileren, og det er tydeligt, at der ikke er sparet på noget som helst. Instruktøren Andrew Stanton er tilmed kendt fra Pixar. Stanton instruerede endda Wall-E, som er en af de nyere animationsfilm, jeg faktisk holder meget af.

Men John Carter har fået en mildt sagt blandet modtagelse. Christian Monggaard, der har et blødt punkt for stort anlagte Hollywood-fantasier, er nogenlunde positiv i sin anmeldelse i Information. Omvendt giver Peter Bradshaw samme film én sølle stjerne i The Guardian. Mange andre er enige med ham om at filmen er plaget af dårlige skuespillerpræstationer og en kedelig afvikling af plottet.

Og så opdagede jeg ved et tilfælde i dag, at bogen blev filmatiseret for første gang allerede i 2009, og det endda under den rigtige titel. Filmen gik direkte til dvd, sådan som B-filmselskabet Asylum altid gør. Lad os også lige se traileren til Princess of Mars.

Traileren ovenfor afslører, at der tydeligvis er tale om en lavbudget-film, skuespillerne er også på B-holdet, og Mars-prinsessen er blandt de ældre, man har set – men det giver jo egentlig håb for alle os over 40. Også denne billigudgave fik dårlige anmeldelser – for dårlige skuespilpræstationer og en kedelig afvikling af plottet. Til gengæld kan jeg læse mig til, at B-filmen tilsyneladende følger den oprindelige fortælling noget tættere end den nye, dyre udgave. Måske skulle man bare have nøjedes med B-udgaven?

Og tiden går

Temporal Distortion af Randy Halverson set på Vimeo.

Time-lapse-film er en velkendt teknik i vore dage. Jeg blev selv først opmærksom på den i filmen Koyaanisqatsi, og den er siden blevet brugt til hudløshed i spillefilm og ligegyldige musikvideoer. Men ovenstående sekvenser, der blandt andet viser hvordan nattehimlen “flytter sig” er fascinerende. Det, man kan med time-lapse-optagelser, er netop at genskabe en tidsfornemmelse, der ellers ikke ville være der. Vi oplever nattehimlen som statisk, men vi med med forstanden, at den ikke er det.

Det er den manglende tidsfornemmelse, der gør det muligt at være kreationist; dyre- og plantearter, bjerge og kontinenter og solsystemets struktur synes at være statiske og det er muligt at benægte, at de forandrer sig. Det er også den manglende tidsfornemmelse, der gør det muligt at benægte klimaforandringer; klimaet synes statisk og det er muligt at benægte, at det ændrer sig.

Tænk, hvad kosmisk time-lapse-optagelser ville kunne ændre.

Ungdommens lagune

Youth Lagoon – Montana from Tyler T Williams on Vimeo.

En gribende lille film om at forlige sig med barndommen; den officielle musikvideo for nummeret “Montana” med Youth Lagoon, der – bestemt ikke overraskende, når man ser billederne – er fra USA. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Terrence Malicks The Tree Of Life, en film som jeg holder meget af. Koblingen til den solblegede lyd hos Youth Lagoon (her i samme musikalske familie som f.eks. Memory Tapes og Washed Out) er også rigtig vellykket.

Årets trofaste tv-begivenhed

Julen er en slags remse, der gentages i kor. Vi gør præcis det samme, som vi altid har gjort. Én af de mere specielle traditioner er Disneys juleshow, der vises juleaftensdag på DR1. Jeg har trofast set dette program lige så længe, jeg kan huske, omend der har været år, hvor det glippede af rent praktiske årsager. Som barn var jeg tryllebundet af muligheden for at se Disney-film – det var ellers noget, man kun kunne i biografen. Senere blev jeg træt af at det altid var de samme film, der blev vist. Men nu er det netop dét, der fascinerer mig – der er ikke tale om et sædvanligt tv-program; det er et vers i en remse, der gentages i kor. Selv min datter, der nu i en alder af 10 har set flere tegnefilm end jeg tør indrømme og har adgang til indtil flere tv-kanaler der viser sådanne (afbrudt af dårligt eftersynkronisede dårlige sitcoms), og som nu derfor ikke gider se Disney-sjov på DR1, insisterer på at vi skal se Disneys juleshow.

Også i Norge og Sverige har Disneys juleshow en særlig status – måske er det endda mere udpræget der. Jeg har én enkelt gang set den svenske udgave af Disneys juleshow, og det er lidt forskelligt fra den udgave, vi får at se i Danmark. Det er ikke helt de samme film, og der er en svensk fortællestemme ind over det hele (det var i hvert fald tilfældet dengang, jeg så det).

Den amerikanske journalist Jeremy Stahl skriver om Disneys juleshow i Sverige set med den udefra kommendes øjne. Jeremy Stahl, som er svensk gift, oplevede juleshowet for første gang for tre år siden. Han skriver:

Watching Kalle Anka for the first time, I was taken aback not only by the datedness of the clips (and the somewhat random dubbing) but also by how seriously my adoptive Swedish family took the show. Nobody talked, except to recite favorite lines along with the characters. My soon-to-be father-in-law, a burly man built like a Scandinavian spruce, laughed at jokes he had obviously heard scores of times before.

Traditioner kan tydeligvis kan være underlige eller endog lidt skræmmende for udenforstående. Samtidig er der en forunderlig tryghed i dem, og dét vil jeg måske skrive om en anden gang – for lige så fascineret jeg er af at synge den samme remse, lige så meget fortæller det mig om en menneskelig reaktion på det, man oplever som udefrakommende forandringer. Det sidste ord giver jeg derfor via Jeremy Stahls artikel:

Feldreich, Sweden’s Jiminy Cricket, told the Swedish newspaper Länstidningen in 2008. “And then, like in a fairy tale from when we were kids, there’s something familiar.” Kalle Anka, he said, “offers security in a confusing world.”

Feldreich er Bengt Feldreich, der ud over at lægge stemme til Jesper Fårekylling, er manden, der hvert år er vært i tv-samtalen mellem de nye Nobelprismodtagere!

Skulle man få lyst til at læse mere om Disneys juleshow, kan jeg anbefale en artikel på Bries blog-O-Rama, der er Brian I-Skovs blog om film.

Et akademisk hit på YouTube

YouTube har ført musiknavne frem fra intetheden til berømmelse, og når de ikke ser musik, bruger mange deres tid på at se på sjove dyr på YouTube (tilsyneladende er det ofte katte). Her er det seneste hit, og det er overraskende – nemlig en optagelse fra en forelæsning på den norske Handelshøyskolen BI. Den entusiastiske forelæser er Tor Haugnes fra Institutt for innovasjon og økonomisk organisering (nej, det er ikke stavefejl, det er norsk).

Lad mig først slå fast, at vi er i det etiske grænseland her; jeg har prøvet at få mine forelæsninger filmet, men jeg vidste, at jeg blev filmet. Jeg fornemmer dog, at optagelsen er en hyldest til Tor Haugnes og hans uortodokse forelæsningsstil.

Man kan sagtens klare sig uden at være så manisk engageret som Tor Haugnes. Marianne Kristiansen fra Aalborg Universitet har en interessant klassifikation af undervisere: der er perfektionisten, der går meget op i præsentere stoffet på den rigtige måde og uden fejl, antennepædagogen, der hele tiden forsøger at lodde stemningen blandt tilhørerne), teknikeren, der fokuserer på layout af slides, og så turbopædagogen, der fræser løs i højeste gear non-stop. Tor Haugnes er hverken perfektionist eller antennepædagog, og han er tydeligvis heller ikke tekniker, men simpel turbopædagog er han heller ikke. Selv vil jeg gerne have en god oplevelse ud af at forelæse. Det har det ikke altid været. Jeg har aldrig haft egentlig sceneskræk, men for mange år siden kunne jeg blive helt knust over de fejl, jeg lavede, når jeg forelæste. Som adjunkt så jeg en optagelse af en af mine forelæsninger, og da jeg opdagede, at jeg havde lavet en fejl i en elementær definition, blev det for meget. Jeg slukkede for videomaskinen (ja, det var dengang) og gik en timelang aftentur. I dag prøver jeg at se, om jeg kan vende fejlene til noget, alle kan lære af i situationen. Nogle gange lykkes det. Jeg prøver også at undgå at tage mig selv alvorligt på en kedelig måde; når det lykkes at undgå den faldgrube, er jeg mest rolig.

Gad vide, hvor meget de studerende rent faktisk lærer hos Tor Haugnes? Jeg ved det ikke. Og mon han nogen sinde stopper og lytter til dem? Det ved jeg heller det ikke, men de glemmer ham nok ikke.

Børnefjernsynets guldalder

20111104-082628.jpg

Når man har 39,7 i feber, er det ikke altid nemt at holde koncentrationen og tankerne flyver underlige steder hen. I nat lå jeg således og tænkte på børne-tv fra min egen barndom.

Nogle kan huske en rar mand, der hed Hans Henrik, og han lavede klippe-klistre-ting sammen med et lille egern.

De pågældende mennesker husker bare forkert – de blander de to legendariske studieværter Hans Henrik Ley og Finn Bentzen sammen. Hans Henrik Ley var tegner og sangskriver (det var ham, der skrev musik til Cirkeline-filmene), mens Finn Bentzen mest var tegner. Finn Bentzen var manden bag Sørøver-Sally og alle de dukke-julekalendere der trak på erfaringerne fra Sørøver-Sally: Vinterbyøster, Jullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby. Også Bamse og Kylling skyldes Finn Bentzen.

Og så havde han sit eget program med Syvsoveren – det lille brune tøjdyr med Hanne Willumsens stemme. Hanne var forresten gift med Finn.

Det tiår fra 1968 og frem var dansk børnefjernsyns guldalder. Inden for de seneste 10 år har vi til gengæld kunnet opleve en stenalder. I dag er det ikke altid nemt at skelne børneudsendelser fra reklamer; med al respekt for Walt Disneys værk og de japanske animé-film er der for mange dårlige eksempler på den slags i dag. Eftertanken er røget sig en tur; det skal være hurtigt og let ironisk. Og studieværterne er altid helt unge, snarere en slags store søskende end onkler/tanter. Den erfaring og ro, som altid var tydelig hos Hans Henrik Ley, Finn Bentzen, Thorkild Demuth og Elith Nørreholm savner jeg.

Fem år gammel – og tyve år senere

Her er den korte trailer til kortfilmen 1989: Dengang jeg var fem år gammel af den danske instruktør Thor Ochsner. Filmen er allerede rost af mange og er udtaget til programmet med animerede kortfilm ved Sundance Film Festival i USA i år.

Filmen handler om en oktoberaften i 1989, hvor den femårige Thor er på vej i bil med sin far mod lufthavnen i Luxembourg for at hente sin mor. Faderen omkommer i den trafikulykke, det ender med. 20 år senere, i 2009, får Thor Ochsner en sms fra en kvinde, der viser sig at være hans halvsøster. Faderen har været vidt omkring og har børn med andre kvinder, så Thor Ochsner har faktisk tre halvsøskende.

Jeg håber at kunne få hele filmen at se en dag; den ser spændende ud på billedsiden og er samtidig en gribende fortælling, jeg kan relatere til. Også jeg var som fem-årig ude for at være passager i en bil, der kørte galt. Også jeg har som voksen opdaget, at min far har været vidt omkring og har børn med andre kvinder. Jeg voksede op som enebarn, men har i dag fire halvsøskende i fire forskellige lande.

Der er et godt interview i Politiken med Thor Ochsner.

At være der og ikke være der

De to morsomste film, jeg kender, er begge amerikanske. Der findes et hav af film fra Hollywood, der forsøger at være morsomme, men slet ikke lykkes med at være det – ligesom der findes et lige så stort hav af gyserfilm, der ikke er uhyggelige. Der er sikkert ikke noget så svært som at lave en vellykket genrefilm.

Og hvad er det så for to film, jeg synes er så morsomme? Den ene er Hal Ashbys Being There med Peter Sellers og Shirley MacLaine. Handlingen er enkel: En rig mand i Washington D.C. har en gartner, der aldrig forlader huset, er analfabet og tilbringer sine ledige stunder med at se sæbeoperaer. Da den rige mand dør, bliver gartneren sat på gaden. Han bliver samlet op af en rig politikerfrue og herefter begynder den naive, helt uvidende mands odyssé ind i magtens korridorer.

Dette er nok en af de bedste film med Peter Sellers – og den er desværre samtidig en af de de sidste, han nåede at lave. Samtidig er den ukarakteristisk for hans produktion. Alt for mange skuespillere i filmkomedier tror, de bliver ekstra morsomme ved at overspille. I denne film underspiller Peter Sellers konsekvent, og det går perfekt i spænd med Hal Ashbys instruktion.

Den anden film, jeg synes er rigtig morsom er Harold Ramis’ Groundhog Day med Bill Murray og Andie MacDowell. Også her kommer humoren frem i forsøget på at møde en ukendt, ny hverdag, og igen lykkes det den mandlige hovedrolleindehaver at tøjle sig selv og underspille. Bill Murray er heldigvis stadig i live og har lavet gode film siden, bl.a. Lost in Translation.

Disse to film sætter i virkeligheden fokus på komediegenrens problem – der er en hel masse komik, men alt for lidt humor. Komik er som regel overtydelig i sin kalden på grinet, mens humor kan være subtil og sætte tanker og følelser i gang.

Skal jeg nævne en tredje film, jeg også finde morsom, er det forresten også en film med Peter Sellers på rollelisten, nemlig Dr. Strangelove. Men mere om den en anden gang.

Denne film skal jeg se

Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg deler den bekymring om den globale opvarmning, som Svend Auken havde – og på mange måder var han en af de sidste fremtrædende idealister i sit parti. Det savner jeg også.

Usandsynligt?

For rigtig mange år siden, da jeg studerede matematik, skulle jeg følge et kursus i videregående sandsynlighedsteori. Dengang var der to bøger, kursusholderen vaklede imellem at bruge. Den ene var A Course In Probability Theory af Kai Lai Chung, den anden var Probability and Measure af Patrick Billingsley. Chungs bog forudsatte kendskab til målteori, Billingsleys gjorde (som navnet antyder) ikke. Chungs bog var forholdsvis tynd, mens Billingsleys bog bestemt ikke var det. Vores kursusholder havde mødt begge forfattere – Billingsley var en rødhåret irsk-amerikaner, Chung var en stor, entusiastisk kineser.

Vi endte med at bruge Chungs bog. Dét år viste dansk tv (det var i monopolets dage) en film med Christopher Reeve og Jane Seymour, der hed Somewhere In Time. I filmen var der en rødhåret professor, som blev spillet af en, der hed Patrick Billingsley. Hvilket sammentræf, at en birolleskuespiller som hed det samme som en kendt sandsynlighedsteoretiker og at begge var rødhårede! tænkte jeg.

I dag fandt jeg ud af det ved et tilfælde: Det var faktisk den samme Patrick Billingsley. Denne amerikanske professor i matematik var nemlig også en dreven skuespiller, der var med i flere film – bl.a. også Brian de Palmas The Untouchables med Sean Connery, Robert de Niro og Kevin Costner. Den har jeg også set, men heller ikke her gik det op for mig, at manden, der havde skrevet Probability and Measure, var med.

Patrick Billingsley døde i år i april måned i år. Læs nekrologen her; han har været et interessant menneske, opdager man. Chung døde i 2009, og også han var et interessant menneske.