Poesibogen

Der findes en nordjysk forening for lyrik ved navn 57°Nord, og de udgiver et webtidsskrift ved navn Reflex. Nu er der så i anledning af foreningens 10-årsjubilæum kommet en antologi af bidrag, der tidligere har været trykt i Reflex, og den hedder Poesibogen. Initiativtager og økonomisk bagstopper er den meget aktive Kell Ivan Thygesen, og  i denne uge kom bogen på gaden. Jeg havde helt glemt, at jeg var med, men det blev jeg mindet om. Så jeg mødte selvfølgelig op til udgivelsesarrangementet og sikrede mig et eksemplar (faktisk var det to).

Rastafari-farverne på omslaget kan jeg ikke helt greje, men lyrikken inde i Poesibogen spænder vidt, både i form og indhold; . Meget af den er det, man ville kalde centrallyrik, dvs. lyrik, hvor det skrivende jeg er centralt og udtrykker hvordan jeg’et oplever omverdenen. Mit eget bidrag er nu faktisk ikke centrallyrik, for det er en tekst skrevet om og skrevet til Jan Nygaard, der er webredaktør for Reflex. Jan, der ofte kalder sig J Nyd, er også en af dem, der tidligt forsøgte sig med poetry slam i Aalborg – og så er han også en meget rar mand. Min tekst er derfor også en poetry slam-tekst og noget så sjældent som en tekst, der ikke er beregnet til at blive fremført af mig. Jan fremførte teksten på Studenterhuset i foråret 2015 og han er den eneste, der bør fremføre den!

Jeg håber selvfølgelig, at det ikke bliver en enlig svale, men at vi her er vidne til den første af en lang række af poesibøger.

At vokse op i medierne

10300445_10153036475453644_3078726673638173303_n

I disse dage kan man se, hvordan det er som om en hel masse smuldrer mellem hænderne på Yahya Hassan – måske er det overmod, måske er det manglende dømmekraft og situationsfornemmelse, måske er det så meget andet også.  Jeg må indrømme, at det gør mig ked af det at opleve. Yahya Hassan er en vigtig stemme i dansk litteratur og i den politiske debat og har aldrig været bange for at provokere.

I vore dage vokser alle unge i Danmark (og mange andre steder i verden) op med medierne – for de flestes vedkommende er det de sociale medier. Men Yahya Hassan er vokset op ikke bare her, men i særdeleshed også i alle de andre massemedier, og det har været en overvældende og hurtig rejse siden efteråret 2013. Ja, længere er det ikke siden. Inden han fyldte 20, nåede Yahya Haasan blive forfatter til den mest sælgende danske digtsamling nogensinde, at at få flere store litteraturpriser og at være gæst i adskillige tv-programmer hvor han har udtalt sig om sociale problemer, Palæstinas situation og meget, meget andet.  Man glemmer derfor ofte hvor ung han er og hvor hurtigt han har skullet vokse op i medierne. Der er mange unge musikere, der har prøvet en lignende opstigningens rus , og det er ikke altid endt godt.

Billedet ovenfor er fra en af Yahya Hassans fineste stunder, for mindre end et år siden ved fredsringen om synagogen i København. Her mødte han faderen til Dan Uzan, der blev myrdet samme sted to måneder tidligere under terrordrabene i København. Skildringerne af samtalen mellem Sergeot Uzan og Yahya Hassan er bevægende læsning.

Jeg håber (og tror på) at der kan komme flere af den slags stunder en dag for Yahya Hassan. Men det kræver noget af os alle sammen.

LKJ

For nogle uger siden deltog jeg i “Mejlgade for mangfoldighed”, og her husker jeg at jeg kom til at tale om reggae med en god ven, der som så mange andre fra vores generation har tænkt på reggae som noget, der begyndte med Bob Marley. Og ikke et ondt ord om Marley – jeg sætter hans musik meget højt.

Men der er også en forbindelse mellem spoken word og reggae, og den skyldes i høj grad Linton Kwesi Johnson. Han er født på Jamaica, men kom til Storbritannien – nærmere bestemt Brixton i London – som 11-årig med sin familie.

Det må have været i 1983, jeg så Linton Kwesi Johnson til reggae-festivalen på Huset i Aalborg. Opvarmningen var et reggaeband fra Warszawa (!) ved navn Daab (det betød ikke “dåb”, men “dub”) og Linton Kwesi Johnson var fuld af lovord over for deres polske udgave af reggae. Daab findes stadig, men det er LKJ, som han ofte bare kaldes, jeg husker. Jeg skyndte mig at købe hans album Forces of Victory.

Forces of Victory er et fænomenalt album, hvor en tydeligt jamaicansk stemme kritiserer forholdene i Storbritannien i Thatcher-regeringens første tid. Dengang i 1983 var det især den antifascistiske “Fite Dem Back”, der gjorde stort indtryk på mig, men hele albummet er fyldt med velformulerede politiske udladninger. På denne måde var han beslægtet med hvide rocknavne som The Clash, der da også efterhånden begyndte at lade sig inspirere af reggae. Paul Simonon fra The Clash voksede op i Brixton (man husker “The Guns of Brixton”, som skyldes ham) og er 3 år yngre end Linton Kwesi Johnson så det er ikke helt utænkeligt at de to kan have mødt hinanden.

Der er en afgrund til forskel på den politisk bevidste og tungt swingende reggae, man møder hos LKJ og den ofte homofobiske og samtidig underligt letbenede dancehall, der er blevet så populær siden. Egentlig er LKJ vel tættest beslægtet med amerikanske Gil Scott-Heron, som jeg skrev om på denne blog for lidt over 4 år siden.

Af en eller anden grund har jeg altid tænkt  på LKJ som en ældre, viis herre. Men dengang i 1983 var han faktisk kun 30 år gammel. Det er underligt at tænke på. I dag er Linton Kwesi Johnson en anerkendt stemme i Storbritannien; han er den ene af kun to nulevende digtere, der har fået værker udgivet i serien Penguin Poetry Classics – og den eneste overhovedet, der er sort.