Konfliktkøkken

Det er underligt at tænke på at det først var i aften, jeg fik besøgt Verdenskøkkenet – der nu kalder sig Konfliktkøkkenet. Det er Folkekirkens Hus i Aalborg, der lægger rammer til, men der er intet kirkeligt indhold. Ideen er at præsentere byens borgere, indfødte og ude fra verden kommende, for hinanden over mad fra et bestemt land. Sidste år var der fokus på bl.a. Syrien og Pakistan. I år er fokus på lande, der er i konflikt med hinanden, og i aften var det Indien og Pakistan, der var temaet. Interessant nok er netop de to lande faktisk en del af min families historie – min farfar og farmor var født i det ene land og flyttede til det andet.

Et indisk og et pakistansk ægtepar bosat i Aalborg stod for maden. Bagefter havde Anna Klitgaard, der sammen med Catarina Bettencourt står bag arrangementerne, en samtale med de to familier. Det var interessant, men ikke overraskende, at de to familier, der ikke havde kendt hinanden før, talte samme sprog, faktisk lavede samme slags mad og i det hele taget havde rigtig mange ting til fælles – og i det hele taget kom godt ud af det med hinanden. Til sidst var der et længere foredrag om hele den indisk/pakistanske konflikt med Jørgen Dige Pedersen, lektor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

Konfliktkøkkenet er et spændende og vigtigt bud på hvordan man kan bringe borgere med forskellig baggrund sammen og på hvordan man kan lære mere om hinanden. Jeg opdagede til min glæde, at der også var flere kolleger fra mit institut til aftenens arrangement, herunder mindst én fra Indien. Næste Konfliktkøkken er i øvrigt den 23. marts, og her er temaet Somalia.

Flattr this!

En lørdag i Lissabon

2016-09-24-12-10-31

2016-09-24-15-05-43

2016-09-24-15-18-18-2

2016-09-24-15-35-29

2016-09-24-16-04-58

2016-09-24-16-25-11

2016-09-24-16-38-17

2016-09-24-16-42-01

2016-09-24-17-06-29-1

2016-09-24-19-33-51

2016-09-24-20-48-16

Jeg havde lovet mig selv og Francisco, at jeg i løbet af weekenden ville skrive ned, hvad vi endte med at få på tavlen i går eftermiddags. Det vil jeg bruge dagen i morgen på. I dag blev det til en tur på møntvaskeriet i selskab med Svend Brinkmann (eller rettere: Ståsteder). Hele Alfáma-kvarteret myldrer med turister, og dér gik jeg så med min snavsetøjspose.

Herefter var det ren eskapisme og sightseeing også for mig: Jeg opdagede i går at der er ølfestival i byen, så jeg tog en udflugt op til Lisbon Beer Week, der afholdes i Jardim do Torel. Jeg aflagde først et besøg i byens katedral; den er jeg gået forbi mange gange på mine tidligere besøg i Lissabon, men af uvisse årsager blev det først i dag, jeg så den indefra. Jeg forsøgte derefter endnu en gang at køre med Eiffels berømte Elevador de Santa Justa, men om muligt var køen til denne udendørs-elevator endnu længere end jeg huskede det fra sommerferien. Så det må (igen) vente til en anden gang.

På vej til ølfestivalen gik det til gengæld op for mig, at en af de stejleste gader på ruten, Calçada do Lavra, betjenes af endnu en “stejlsporvogn”. Jeg selv og en større flok turister måtte vente i omkring ti minutter mens chaufføren holdt pause et andet sted. Selve turen, der bestemt var ventetiden værd, tog et minuts tid.

I Jardim do Torel var der mulighed for at købe et særligt glas og jetoner, som man så kunne bruge til at købe øl for i boderne. Al øl kom fra portugisiske mikrobryggerier. De to, jeg fik prøvet, nemlig en strong ale af belgisk type og en dobbelt-IPA,  var begge overbevisende.  Sådan kunne jeg sidde med en flot udsigt ud over byens nordlige del og med Tejos munding i det fjerne, mens lettende passagerfly passerede i forholdsvis lav højde ude fra lufthavnen nogle kilometer længere væk. Ikke alle mennesker er så heldige at kunne sidde på den måde – mætte og rolige, i en intakt by, hvor det kun er fredelige trafikfly, der kommer nærmere for derefter at skynde sig væk.

Dagen sluttede med et måltid på The Food Temple, en lille vegansk restaurant godt gemt væk i en sidegyde for enden af en anden gyde, som selv er en sidegyde. Rygtet ville vide at her altid er fuldt hus, så derfor blev det ikke til et besøg i sommerferien. Men denne gang havde jeg bestilt bord. Det gjorde jeg klogt i, for kun fem minutter efter min ankomst var der faktisk fuldt hus. Ligesom Ao 26 er dette en restaurant drevet af unge og energiske mennesker, men her kan man følge direkte med i køkkenet [hvor der på intet tidspunkt, mens jeg var der, stod færre end seks mennesker!] og atmosfæren giver mig umiskendelige mindelser om 1000Fryd i Aalborg på en god dag og i en ekstra travl udgave.  Først var jeg lidt forbeholden over for stedet og maden, men til sidst måtte jeg overgive mig – dette er faktisk en rigtig god, lille restaurant med god og velsmagende mad i form af tapas plus dagens ret. Stedets øludvalg er pænt, men efter ølfestivalen havde jeg faktisk bare lyst til et glas vand og en ginger ale (der jo bare er en sodavand).

Til sidst var der blot tilbage at finde vej ud gennem gyderne og hjem på det, der for mig fremstod som en smuk, lun sommeraften – uagtet at det faktisk var i går, det var efterårsjævndøgn.

Flattr this!

Vel ankommet

2016-09-20-19-14-25 2016-09-20-20-13-34 2016-09-20-19-37-10 2016-09-20-19-37-15 2016-09-20-19-37-41

Jeg er et meget privilegeret menneske; jeg kan rejse ud i verden og vende hjem igen. Her til eftermiddag ankom jeg til Lissabon og efter knap en halv times metrotur fik jeg bugseret min kuffert op til den lejlighed, hvor jeg skal bo. Dvs. det lykkedes mig faktisk at fare vild i de stejle gader, trods en omhyggelig ruteangivelse med fotos og det hele. Alfama-kvarteret er hyggeligt og pittoresk, men de små krogede gader er også lidt af en labyrint for os, der ikke er helt stedkendte endnu.

Jeg er et meget privilegeret menneske; jeg har været i denne by før og kender noget af den. Noget af Lissabon kan jeg næsten finde rundt i nu. En langsom tur i sporvogn, et strejftog i supermarkedet, en telefonsamtale med familien og en lang gåtur i den nedgående sol senere var jeg tilbage på den lille restaurant Ao 26 på rua Vitor Cordon 26 (deraf navnet). Da jeg var med familien på sommerferie, var alle (også resten af familien, der bestemt ikke er veganere) enige om at at dette er et rigtig godt spisested. En i familien allerede legendarisk burger med stegte søde kartofler, godt portugisisk mikrobryg og gode kager – og dertil særdeles rimelige priser på dette lille sted drevet af venlige, unge mennesker. Og gensynet skuffede ikke. Hermed anbefalet. Sporvogn 28 stopper lige overfor.

Flattr this!

Sidste dag i Bologna

bologna

Anden dag i Bologna var også min sidste dag her. Vi fire, der var her – Domenico, Mario, Simon og jeg – endte med at bruge en masse tid på at tale om tids- og arbejdsplan for Horizon 2020-projektet; vi ville gerne kunne gennemføre projektet også hvis vi ikke får midler, for problemstillingen om typeinferens er spændende og relevant. Men den slags er ikke så let. I Italien er det om muligt endnu sværere at få eksterne forskningsmidler end i Danmark.

Til sidst på eftermiddagen skulle Simon tilbage til Glasgow, og Domenico skulle tilbage til Rom. Da Simons taxi kom, spurgte jeg chaufføren om han kendte noget til programmering.

– Sorry, no English, svarede han.

Så det fandt vi aldrig ud af.

Efter en lang dag satte jeg mig hjem på hotelværelset for at prøve at sammenfatte alle vores beslutninger og tanker om tids- og arbejdsplan, og hvis alt går vel, har jeg noget klar i morgen.

Aftenen sluttede med en lille tur i Bolognas restaurantmiljø. Først et besøg på det lillebitte vegetariske spisested Spicchiricchi lige i nærheden af mit hotel; samme person er ejer, kok og tjener. Jeg fik nogle stykker hjemmelavet tærte – der vel nærmest kan kaldes varianter over begrebet pizza. Og de smagte rigtig godt. Hertil en blandet, friskpresset frugt- og grøntsagsjuice.

Et billede fra Spicchiricchis eget websted, der viser ejeren/kokken/tjeneren.
Et billede fra Spicchiricchis eget websted, der viser ejeren/kokken/tjeneren.

Dernæst et besøg på BrewDog Bar, der drives af det skotske mikrobryggeri BrewDog. Her kunne Mario og jeg runde de to dage af med en snak om Horizon 2020 og om diverse tåbelige forskningsministre. Ulla og Esben og de andre er ikke isolerede fænomener. Jeg spurgte Mario hvor længe han havde kendt Domenico, som vi nu har talt med på ganske mange Skype-møder og som er en værdifuld person i vores samarbejde.

– Jeg mødte ham også første gang i går, sagde Mario.

Dét kom lidt bag på mig, men så indså jeg at man selvfølgelig ikke kan antage at alle italienere kender hinanden!

Flattr this!

Den tilpassede smag

pickwick

I går aftes var jeg sammen med min hustru og vor datter på en kinesisk restaurant i Odense sammen med min hustrus familie. Det var sådan en restaurant, der serverer kinamad, Mongolian barbecue, sushi og thaimad.  Jeg fik en stir fry med tofu, som kokken havde været så venlig at lave til mig – og den smagte pænt og så pæn ud, omend den overhovedet ikke var spicy (trods tjenerens forsikringer om det modsatte). Til sidst var der kaffe og te, til dem der ville have den slags. Jeg holder meget af kinesisk og ikke mindst japansk te, så jeg spurgte hvilke slags te, de mon havde. – Åh, det er Pickwick-te, sagde tjeneren. Og jeg svarede at det ikke var så vigtigt for mig endda at få te.

Jeg støder på Pickwick-te i breve i næsten alle de sammenhænge, hvor man kan få te. Resten af tiden er det Lipton-te – og den er på helt sammenligneligt niveau. Ligesom Heineken overholder de formelle krav for at kunne klassificeres som øl, således overholder Pickwick-te også de formelle krav for at være te. Men det er sådan nogle kedelige teer med knuste blade i små trange teposer, fesen aroma og en ubeskriveligt mørkebrun farve på det resulterende bryg. Jeg har stadig til gode at møde en tedrikker, der bliver glad ved synet af Pickwick-æsken.

Ligesom Heineken er øl for mennesker, der ikke kan lide øl, er Pickwick te produceret af et firma, der ikke interesserer sig for te. Pickwick er ejet af det nederlandske firma Douwe Egberts, der ellers kun gør sig i kaffeproduktion (bl.a. Gevalia).

Fænomenet bag Pickwick-te er det samme som den “tilpassede smag”, som også er typisk for mange kinesiske restauranter i Danmark – der er et sortiment af madretter med østasiatiske navne, men næppe ret meget af ligner det, lokalbefolkningen spiser i Kina, Japan, Thailand eller Mongoliet. Da jeg havde bestilt en spicy tofuret, havde jeg glemt hvad dette indebar af overvældende mangel på chili. I Uppsala besøgte jeg for et par år siden sammen med svenske kolleger en kinesisk restaurant. Her havde menuen to dele: En del med “svensk kinamad” og en del med autentisk kinesisk mad! Ingen af os valgte svensk kinamad den aften.

Flattr this!

Smag og behag i New York

image
image
Der er muligvis et paradoks gemt her. Jeg holder af øl, men de fleste af ugens dage drikker jeg slet ikke alkohol, og jeg bryder mig ikke meget om fulde menneskers selskab. Men smagsoplevelserne og den store rigdom af udtryk, der findes i ølverdenen i dag, holder jeg meget af. Engang var øl fra USA en kedelig omgang – smagløse og overkarbonerede parodier på gullig pilsner – og jeg har kolleger der har troet at der ikke er mere at sige om amerikansk øl end dét. Siden Jimmy Carter i 1979 tillod hjemmebrygning af øl er der imidlertid vokset en stor skare frem af mikrobryggerier, og blandt dem finder man nogle af de bedste repræsentanter for moderne ølkultur.

I dag besøgte vi Brooklyn Brewery, som er et af de største af disse “mikrobryggerier”, stiftet i 1988. Også i Aalborg/Nørresundby er dets enkle grønne og hvide logo med skønskrift-B’et velkendt.

Vi ankom i god tid og tilbragte en halv times tid med at stå i kø. (Over for bryggeriet ligger i øvrigt det fremstormende medieforetagende VICE.) For at kunne komme ind og deltage i rundvisning og ølsmagning skulle min hustru og jeg vise legitimation (ikke fordi vi ser ud til at være under 21) og love at passe godt på vores datter på 14.

Rundvisningen var kort, og der var (sådan som det skal være) meget varmt hvor mæskningen finder sted. Men i tappehallen var der klimaanlæg. Vi fik en samling anekdoter om bryggeriets grundlæggere og om hvordan dets logo blev til.

Brooklyn Brewery er ikke så mikroskopisk mere. Hele 30 procent af den øl, der produceres på bryggeriet, bliver i øvrigt solgt i Sverige. Der er nu indledt et samarbejde med Carlsberg om en aflægger af bryggeriet netop på svensk grund.

Bagefter var der mulighed for at smage på bryggeriets ølsortiment; ølsmagningslokalet var stort og den temmelig overvældende larm fra de mange snakkede gæster lagde desværre en dæmper (et paradoksalt, men nødvendigt ordvalg) på oplevelsen ved at drikke en Blast!  dobbelt IPA.

image

Til gengæld fik hele familien om aftenen nogle suveræne hjemmelavede is hos en rent vegansk isbar andetsteds i New York. Jeg fik jeg jordbæris og is lavet med grøn te (!!!) På billedet ovenfor ser man vaflen lynskudt omkring dens halveringstid. Den pågældende isbar må snildt kunne etablere en filial i Danmark, for den hedder DF Mavens.

Flattr this!

Bekræftelse på at træde ind i teenagernes rækker

nadia1 nadia2

I dag blev Nadia konfirmeret. Min hustru havde lagt et stort arbejde i at planlægge festen for vores datter, og den blev da også rigtig vellykket. Jeg er slet ikke religiøs selv (det er Nadia faktisk heller ikke), men det hele var en særdeles god anledning til at mødes med familie og venner på Restaurant Skovbakken, der faktisk ligger midt i Aalborg Zoo inde bag cafeteriet. Samtidig mærker man meget tydeligt på sådan en mærkedag (måske er det derfor, det hedder en mærkedag?), hvordan tiden går – eller måske snarere flyver af sted.

Flattr this!

En aften i London

kort-over-london

Jeg slutter ugen med at deltage i et møde og en workshop i London. Mødet er endnu et møde i det forskernetværk jeg er med i,  og workshoppen handler (uden at være del af netværkets aktiviteter) om mange af de samme emner, der har med behavioural types at gøre. Dette var første gang, hvor jeg tog det direkte fly fra Aalborg til London. Det virker næsten som snyd at være så hurtigt fremme; det er underligt at starte dagen med at tage sin datter til lægen og slutte den i London.

Aftenen brugte jeg på at spise på den indiske restaurant Woodlands på 77 Marylebone Lane (midt i et af Londons restaurant-kvarterer)– og det var en god oplevelse. Ved bordet ved siden af mit sad to kvinder fra Danmark, der tilsyneladende først ved nærstudier af menukortet opdagede at dette ikke bare var en indisk restaurant, men endog en indisk vegetarisk restaurant. “Der er jo slet ikke kød i nogen af retterne”, kunne jeg høre den ene udbryde.

Bagefter fik jeg tid til at besøge HMV-butikken på Oxford Street; det er faktisk længe siden, jeg har besøgt en pladeforretning i Storbritannien. Jeg var lige ved at købe et par albums med Richard Thompson, for ham har jeg ikke noget med, men i sidste øjeblik stejlede jeg, da jeg indså at det nok ville være bedre at lytte lidt til ham på nettet først. Derimod købte jeg Whorl med Simian Mobile Disco, Carrie & Lowell med Sufjan Stevens (der er en tilbagevenden til folk-rødderne for ham) og …The Fine Art of Hanging On med The Leisure Society. Bare rolig, jeg skal nok vende tilbage til Richard Thompson.

Flattr this!

Møde i grundejerforeningen

grundejerforeningen

I en verden med terrorisme, flystyrt og forurening er det årlige møde i grundejerforeningen i min gade i Nørresundby et fikspunkt. Jeg har deltaget i møderne hvert år siden jeg blev husejer (nogen indædt husejer har jeg aldrig været, men min hustru og jeg er faktisk noget så konventionelt som husejere), og det er næppe i grundejerforeningens forum, en kommende revolution vil have sit epicenter. Det mest epokegørende der er sket siden 2001 er at mødet er blevet flyttet fra et advokatfirmas lokaler til et privat hjem. Hvad er der sket i det forgangne år? Ikke rigtig noget – ikke engang det tidligere år så varme emne, nemlig pullerter, kunne vi finde noget at sige om. Og derudover besluttede vi at male husene; alle huse i gaden har samme farve, så også dette punkt  var hurtigt overstået. Herefter var det tid til det væsentlige: servering af ost og rødvin – og hummus og oliven (grundejerforeningen hedder trods alt Arabien) og sodavand og øl (tak til værterne!).  Netop i denne tid er der noget sært beroligende ved at besøge dette hjørne af tilværelsen, hvor tiden er sat i stå.

Flattr this!