Dagen derpå

Klar til at rette eksamenssæt – med udsigt til Atlanterhavet.
Cascais i gråvejr.
En med længsel ventet aftensmad.

Fra og med i dag kunne jeg læne mig tilbage, her efter mine to foredrag var overstået. Jeg brugte meget af formiddagen på at rette eksamenssæt og tog også lidt fat i en pause under fordragene i dag.

53 eksamenssæt fik jeg rettet. Resten får jeg rettet i de næste få dage, for fristelsen til at snakke med kolleger fra udlandet og høre om deres tanker og aktiviteter og få ideer til ny forskning trækker voldsomt.

Vi talte om bevisassistenter og hvordan man kommer i gang med dem, men også om hvordan man mon kan sørge for at konferencer bedre understøtter det, der egentlig fører mest med sig – nemlig kontakterne og samtalerne i pauserne. Jeg foreslog (selvfølgelig), at man kunne “flippe” konferencer, så foredragene var podcasts, man kunne se hjemmefra, og så hovedparten af programpunkterne skulle hjælpe forskerne med at møde hinanden.

Aftenen brugte jeg på et besøg på Ao 26, der har æren af at være en af mine absolutte favoritrestauranter. Netop dén restaurant er et fremragende eksempel på at plantebaseret mad ikke behøver at være kedelig eller næringsfattig, og det er værd at bemærke, at der lader til altid at være fyldt. Kig forbi Rua Vítor Cordon 26 og prøv at få en plads!

Salatmyten

I dag så jeg ved et tilfælde et indslag på TV2 om det forslag, der har været fra et flertal i byrådet i Aarhus om at der alle offentlige institutioner (dvs. skoler, daginstitutioner, plejehjem og medarbejderkantiner i kommunen) skulle tilbyde en plantebaseret valgmulighed. Det forslag er nu blevet droppet. (Personligt synes jeg, at det er rigtig ærgerligt; det var ikke et af de nu så populære “obligatoriske tilbud”.) I indslaget interviewede man en række beboere på et plejehjem, der alle var enige om at det var vigtigt at spise kød til hvert måltid.

Men det rigtig interessante var kommentarerne bagefter. En gæst i studiet udtalte, at man ikke kunne tvinge ældre mennesker til at spise salat!!!

Og da jeg i sidste måned var til skolejubilæum, fik jeg at vide at der var salat, så der var noget, jeg kunne spise – salaten var så en coleslaw med æg og skinke. I tidens løb er jeg blevet serveret utallige kedelige salater af mennesker, der havde fået at vide, at jeg er veganer.

Men jeg har aldrig mødt en veganer, der bad om salat eller gav udtryk for at holde af salat, og i de veganske og vegetariske kogebøger, jeg har kendskab til, er der ikke lange kapitler med opskrifter på salat. Jeg har aldrig besøgt en vegansk eller vegetarisk restaurant, hvor der var mange salater på menuen. Tværtimod. Hvor kommer den sejlivede “salatmyte” egentlig fra?

Kantinekrigen

Kantinen på Roskilde Universitet (til venstre) og kantinen på University College Sjælland (til højre). Foto: Foto: Marcel Mirzaei-Fard og Karoline Graulund Nøhr.

Det er ikke hver dag at jeg er fundamentalt uenig med alle politiske partier, men det er jeg nu. De danske universiteter skal i stadigt større omfang tænke økonomisk, og nu er der kommet en ny taxameter-model, som alle partier bakker op om. Universiteterne skal nu konkurrere om midler på basis af hvor god ansættelighed, de færdiguddannede har. Den idé, at universiteterne skal være konkurrenter, går tilbage til taxameterprincippets fødsel i 1990erne og bliver intensiveret, da 5 procent af basismidlerne bliver sat på finansloven – og yderligere intensiveret, efterhånden som eksterne forskningsmidler skal finansiere mere og mere. Hele denne idé om konkurrence mellem universiteterne er i sidste ende ikke af det gode.

I USA kan man se konsekvenserne af konkurrence mellem videregående uddannelsesinstitutioner på nogle ret overraskende måder. I en ny serie podcasts af Malcolm Gladwell kaldet  Revisionist History er der således et afsnit om to private amerikansk universiteter, der konkurrerer om studerende. Det ene universitet, Bowdoin College, slår sig op på at tiltrække studerende på basis af den udsøgte mad, som universitetets kantine serverer. Og alt dette er en konsekvens af en konkurrence med det andet universitet, Vassar College. Vassar College har en politik om at tiltrække studerende fra lavindkomstfamilier, der kan få nedsat undervisningsafgift; det har Bowdoin College ikke. Begge universiteter er – i lighed med større universiteter i USA – nødt til at have en stor egenkapital (det, man i USA kalder for en endowment) for at kunne satse. Vassar College er nødt til at spænde livremmen ind, selv om de har en stor egenkapital. Men på den anden side vil man ikke miste de studerende, som betaler fuld undervisningsafgift, for de er en kilde til indtjening. Og derfor prøver Vassar College at slå sig op som et universitet, hvor mad ikke er så vigtig, mens Bowdoin College gør det stik modsatte. Det er en absurd konsekvens af konkurrencen at fokusere på disse sekundære parametre – og konsekvensen kan i USA blive at universiteter, der ikke gør så meget for at skabe mangfoldighed, ender med at trække det længste strå.

Vi har endnu ikke set danske universiteter fremhæve deres kantiner i reklamematerialet, men der er faktisk en “kantinekrig” mellem Roskilde Universitet og University College Sjælland. Mange studerende på RUC har efter sigende været utilfredse med maden i universitetets kantine, og derfor lokker UCSJ dem over til deres kantine. Og vi kan se, at de danske universiteter bliver mere og mere fokuseret på deres egenkapital i disse år. Dette er en meget tydelig konsekvens af de usikkerheder, som konkurrencen mellem universiteter fører med sig.

Hyldest til Heineken

I dag vil jeg lige så stille indvarsle en pause i min blog-aktivitet, der kommer til at vare de næste par uger med sikkert kun få afbrydelser. Ferien er nu i høj grad blevet hverdag.

Og i dén anledning er det på sin plads med en anekdote om dengang, jeg drak en dåse Heineken og nød det. Denne opsigtsvækkende hændelse fandt sted for 12 år og lidt over en uge siden.

Det var i de år, hvor familien rejste sydpå med tog i sommerferierne. Dengang i 2005 havde vi lejet en ferielejlighed i Sydfrankrig i Cap d’Ail ikke så langt fra Nice. Planen var at vi skulle med tog ned gennem Jylland til Hamburg, derfra videre med nattog til Paris, derefter med TGV til Nice og endelig med bumletog det sidste stykke.

Alt gik planmæssigt, lige indtil vores datter Nadia fik hånden i klemme i de automatiske døre i toget knap en time inden vi nåede Nice. Der var en masse venlige passagerer i toget, som sørgede for at hjælpe os med at få ringet efter en ambulance, der kunne få Nadia på skadestuen. Da vi nåede Nice, gik det med fuld udrykning gennem byen til hospitalet. Nadia fik taget et røntgenfoto, og gudskelov var intet brækket. Vi fik en cd-rom med røntgenbillederne, hvorefter vi sagde pænt farvel til ambulancefolk, sygeplejersker og læger, der alle havde været venlige og tålmodige. Og så skulle vi have lidt at spise, inden vi kunne nå bumletoget til Cap d’Ail. Da vi nåede frem, var klokken tæt på midnat og vi indså at ikke bare lå hele byen i særdeles kuperet terræn, den lå reelt set på en stejl skrænt med vores ferielejlighed oppe på toppen. Der var ikke andet for end at tage de mange hundrede trappetrin med al vores bagage, selv om det var langt hinsides Nadias sengetid og rigeligt sommervarmt.

Det føltes som en mindre evighed at nå op til lejligheden, men til sidst kunne vi da låse op. Nadia kom i seng – klokken var næsten ét om natten – og min hustru og jeg tog et hurtigt kig rundt i lejligheden for at se om alt var som det skulle være. Det var det, men køkkenskabene var helt tomme. Dvs. i det tændte køleskab stod der en dåse Heineken og over for køleskabet stod en lænestol. Der var nu kun ét at gøre, mens min hustru krøb til køjs.

Dén dåse Heineken nød jeg, og for ikke at besmitte dette ferieminde lovede jeg derfor mig selv at jeg ikke ville drikke Heineken igen.

Hermed ønsket om en god sommerferie til dem, der læser med her.

Konfliktkøkken

Det er underligt at tænke på at det først var i aften, jeg fik besøgt Verdenskøkkenet – der nu kalder sig Konfliktkøkkenet. Det er Folkekirkens Hus i Aalborg, der lægger rammer til, men der er intet kirkeligt indhold. Ideen er at præsentere byens borgere, indfødte og ude fra verden kommende, for hinanden over mad fra et bestemt land. Sidste år var der fokus på bl.a. Syrien og Pakistan. I år er fokus på lande, der er i konflikt med hinanden, og i aften var det Indien og Pakistan, der var temaet. Interessant nok er netop de to lande faktisk en del af min families historie – min farfar og farmor var født i det ene land og flyttede til det andet.

Et indisk og et pakistansk ægtepar bosat i Aalborg stod for maden. Bagefter havde Anna Klitgaard, der sammen med Catarina Bettencourt står bag arrangementerne, en samtale med de to familier. Det var interessant, men ikke overraskende, at de to familier, der ikke havde kendt hinanden før, talte samme sprog, faktisk lavede samme slags mad og i det hele taget havde rigtig mange ting til fælles – og i det hele taget kom godt ud af det med hinanden. Til sidst var der et længere foredrag om hele den indisk/pakistanske konflikt med Jørgen Dige Pedersen, lektor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

Konfliktkøkkenet er et spændende og vigtigt bud på hvordan man kan bringe borgere med forskellig baggrund sammen og på hvordan man kan lære mere om hinanden. Jeg opdagede til min glæde, at der også var flere kolleger fra mit institut til aftenens arrangement, herunder mindst én fra Indien. Næste Konfliktkøkken er i øvrigt den 23. marts, og her er temaet Somalia.

En lørdag i Lissabon

2016-09-24-12-10-31

2016-09-24-15-05-43

2016-09-24-15-18-18-2

2016-09-24-15-35-29

2016-09-24-16-04-58

2016-09-24-16-25-11

2016-09-24-16-38-17

2016-09-24-16-42-01

2016-09-24-17-06-29-1

2016-09-24-19-33-51

2016-09-24-20-48-16

Jeg havde lovet mig selv og Francisco, at jeg i løbet af weekenden ville skrive ned, hvad vi endte med at få på tavlen i går eftermiddags. Det vil jeg bruge dagen i morgen på. I dag blev det til en tur på møntvaskeriet i selskab med Svend Brinkmann (eller rettere: Ståsteder). Hele Alfáma-kvarteret myldrer med turister, og dér gik jeg så med min snavsetøjspose.

Herefter var det ren eskapisme og sightseeing også for mig: Jeg opdagede i går at der er ølfestival i byen, så jeg tog en udflugt op til Lisbon Beer Week, der afholdes i Jardim do Torel. Jeg aflagde først et besøg i byens katedral; den er jeg gået forbi mange gange på mine tidligere besøg i Lissabon, men af uvisse årsager blev det først i dag, jeg så den indefra. Jeg forsøgte derefter endnu en gang at køre med Eiffels berømte Elevador de Santa Justa, men om muligt var køen til denne udendørs-elevator endnu længere end jeg huskede det fra sommerferien. Så det må (igen) vente til en anden gang.

På vej til ølfestivalen gik det til gengæld op for mig, at en af de stejleste gader på ruten, Calçada do Lavra, betjenes af endnu en “stejlsporvogn”. Jeg selv og en større flok turister måtte vente i omkring ti minutter mens chaufføren holdt pause et andet sted. Selve turen, der bestemt var ventetiden værd, tog et minuts tid.

I Jardim do Torel var der mulighed for at købe et særligt glas og jetoner, som man så kunne bruge til at købe øl for i boderne. Al øl kom fra portugisiske mikrobryggerier. De to, jeg fik prøvet, nemlig en strong ale af belgisk type og en dobbelt-IPA,  var begge overbevisende.  Sådan kunne jeg sidde med en flot udsigt ud over byens nordlige del og med Tejos munding i det fjerne, mens lettende passagerfly passerede i forholdsvis lav højde ude fra lufthavnen nogle kilometer længere væk. Ikke alle mennesker er så heldige at kunne sidde på den måde – mætte og rolige, i en intakt by, hvor det kun er fredelige trafikfly, der kommer nærmere for derefter at skynde sig væk.

Dagen sluttede med et måltid på The Food Temple, en lille vegansk restaurant godt gemt væk i en sidegyde for enden af en anden gyde, som selv er en sidegyde. Rygtet ville vide at her altid er fuldt hus, så derfor blev det ikke til et besøg i sommerferien. Men denne gang havde jeg bestilt bord. Det gjorde jeg klogt i, for kun fem minutter efter min ankomst var der faktisk fuldt hus. Ligesom Ao 26 er dette en restaurant drevet af unge og energiske mennesker, men her kan man følge direkte med i køkkenet [hvor der på intet tidspunkt, mens jeg var der, stod færre end seks mennesker!] og atmosfæren giver mig umiskendelige mindelser om 1000Fryd i Aalborg på en god dag og i en ekstra travl udgave.  Først var jeg lidt forbeholden over for stedet og maden, men til sidst måtte jeg overgive mig – dette er faktisk en rigtig god, lille restaurant med god og velsmagende mad i form af tapas plus dagens ret. Stedets øludvalg er pænt, men efter ølfestivalen havde jeg faktisk bare lyst til et glas vand og en ginger ale (der jo bare er en sodavand).

Til sidst var der blot tilbage at finde vej ud gennem gyderne og hjem på det, der for mig fremstod som en smuk, lun sommeraften – uagtet at det faktisk var i går, det var efterårsjævndøgn.

Vel ankommet

2016-09-20-19-14-25 2016-09-20-20-13-34 2016-09-20-19-37-10 2016-09-20-19-37-15 2016-09-20-19-37-41

Jeg er et meget privilegeret menneske; jeg kan rejse ud i verden og vende hjem igen. Her til eftermiddag ankom jeg til Lissabon og efter knap en halv times metrotur fik jeg bugseret min kuffert op til den lejlighed, hvor jeg skal bo. Dvs. det lykkedes mig faktisk at fare vild i de stejle gader, trods en omhyggelig ruteangivelse med fotos og det hele. Alfama-kvarteret er hyggeligt og pittoresk, men de små krogede gader er også lidt af en labyrint for os, der ikke er helt stedkendte endnu.

Jeg er et meget privilegeret menneske; jeg har været i denne by før og kender noget af den. Noget af Lissabon kan jeg næsten finde rundt i nu. En langsom tur i sporvogn, et strejftog i supermarkedet, en telefonsamtale med familien og en lang gåtur i den nedgående sol senere var jeg tilbage på den lille restaurant Ao 26 på rua Vitor Cordon 26 (deraf navnet). Da jeg var med familien på sommerferie, var alle (også resten af familien, der bestemt ikke er veganere) enige om at at dette er et rigtig godt spisested. En i familien allerede legendarisk burger med stegte søde kartofler, godt portugisisk mikrobryg og gode kager – og dertil særdeles rimelige priser på dette lille sted drevet af venlige, unge mennesker. Og gensynet skuffede ikke. Hermed anbefalet. Sporvogn 28 stopper lige overfor.

Sidste dag i Bologna

bologna

Anden dag i Bologna var også min sidste dag her. Vi fire, der var her – Domenico, Mario, Simon og jeg – endte med at bruge en masse tid på at tale om tids- og arbejdsplan for Horizon 2020-projektet; vi ville gerne kunne gennemføre projektet også hvis vi ikke får midler, for problemstillingen om typeinferens er spændende og relevant. Men den slags er ikke så let. I Italien er det om muligt endnu sværere at få eksterne forskningsmidler end i Danmark.

Til sidst på eftermiddagen skulle Simon tilbage til Glasgow, og Domenico skulle tilbage til Rom. Da Simons taxi kom, spurgte jeg chaufføren om han kendte noget til programmering.

– Sorry, no English, svarede han.

Så det fandt vi aldrig ud af.

Efter en lang dag satte jeg mig hjem på hotelværelset for at prøve at sammenfatte alle vores beslutninger og tanker om tids- og arbejdsplan, og hvis alt går vel, har jeg noget klar i morgen.

Aftenen sluttede med en lille tur i Bolognas restaurantmiljø. Først et besøg på det lillebitte vegetariske spisested Spicchiricchi lige i nærheden af mit hotel; samme person er ejer, kok og tjener. Jeg fik nogle stykker hjemmelavet tærte – der vel nærmest kan kaldes varianter over begrebet pizza. Og de smagte rigtig godt. Hertil en blandet, friskpresset frugt- og grøntsagsjuice.

Et billede fra Spicchiricchis eget websted, der viser ejeren/kokken/tjeneren.
Et billede fra Spicchiricchis eget websted, der viser ejeren/kokken/tjeneren.

Dernæst et besøg på BrewDog Bar, der drives af det skotske mikrobryggeri BrewDog. Her kunne Mario og jeg runde de to dage af med en snak om Horizon 2020 og om diverse tåbelige forskningsministre. Ulla og Esben og de andre er ikke isolerede fænomener. Jeg spurgte Mario hvor længe han havde kendt Domenico, som vi nu har talt med på ganske mange Skype-møder og som er en værdifuld person i vores samarbejde.

– Jeg mødte ham også første gang i går, sagde Mario.

Dét kom lidt bag på mig, men så indså jeg at man selvfølgelig ikke kan antage at alle italienere kender hinanden!

Den tilpassede smag

pickwick

I går aftes var jeg sammen med min hustru og vor datter på en kinesisk restaurant i Odense sammen med min hustrus familie. Det var sådan en restaurant, der serverer kinamad, Mongolian barbecue, sushi og thaimad.  Jeg fik en stir fry med tofu, som kokken havde været så venlig at lave til mig – og den smagte pænt og så pæn ud, omend den overhovedet ikke var spicy (trods tjenerens forsikringer om det modsatte). Til sidst var der kaffe og te, til dem der ville have den slags. Jeg holder meget af kinesisk og ikke mindst japansk te, så jeg spurgte hvilke slags te, de mon havde. – Åh, det er Pickwick-te, sagde tjeneren. Og jeg svarede at det ikke var så vigtigt for mig endda at få te.

Jeg støder på Pickwick-te i breve i næsten alle de sammenhænge, hvor man kan få te. Resten af tiden er det Lipton-te – og den er på helt sammenligneligt niveau. Ligesom Heineken overholder de formelle krav for at kunne klassificeres som øl, således overholder Pickwick-te også de formelle krav for at være te. Men det er sådan nogle kedelige teer med knuste blade i små trange teposer, fesen aroma og en ubeskriveligt mørkebrun farve på det resulterende bryg. Jeg har stadig til gode at møde en tedrikker, der bliver glad ved synet af Pickwick-æsken.

Ligesom Heineken er øl for mennesker, der ikke kan lide øl, er Pickwick te produceret af et firma, der ikke interesserer sig for te. Pickwick er ejet af det nederlandske firma Douwe Egberts, der ellers kun gør sig i kaffeproduktion (bl.a. Gevalia).

Fænomenet bag Pickwick-te er det samme som den “tilpassede smag”, som også er typisk for mange kinesiske restauranter i Danmark – der er et sortiment af madretter med østasiatiske navne, men næppe ret meget af ligner det, lokalbefolkningen spiser i Kina, Japan, Thailand eller Mongoliet. Da jeg havde bestilt en spicy tofuret, havde jeg glemt hvad dette indebar af overvældende mangel på chili. I Uppsala besøgte jeg for et par år siden sammen med svenske kolleger en kinesisk restaurant. Her havde menuen to dele: En del med “svensk kinamad” og en del med autentisk kinesisk mad! Ingen af os valgte svensk kinamad den aften.