En ny pakke te

Verden er sær, og menneskene er underlige. Men én gang om året har jeg en god og enkel tradition på universitetet: En ny pakke grøn te fra Japan skal tages i bruges. Da kan jeg omsider klippe hul på den blanke pose og indsnuse den friske duft fra de dampede teblade, der sidst så dagens lys ovre på den anden side af kloden. Så varmer jeg vandet til 70°C og brygger den første lille kande i min kyusu, sætter en klemme på posen og lægger den ind i køleskabet. Sådan en dag var det i dag.

Og grøn te fra Japan bliver faktisk grøn.

Ubat Veggie

I dag blev min datter Nadia 18 år, og det blev fejret med middag på Ubat Veggie. Jeg har været vegetar og siden veganer i halvdelen af mit liv (i år har jeg faktisk været veganer i 25 år), og i de seneste år er der sket en stor og positiv udvikling i holdningerne til og mulighederne for at spise plantebaseret. Nu er der endda en vegetarisk restaurant i Aalborg, og i aften gæstede vi den for første gang.

Det var godt at bemærke, at så godt som alle borde var optaget – også dette er et tegn på at holdningerne til plantebaseret mad er under forandring. Nogle af gæsterne var endda nogen, jeg kendte..

Der er er mange forskellige tilgange til at drive vegetariske og veganske restauranter; Ubat er, som navnet antyder, er en vegetarisk pendant til naborestauranten Tabu og har ligesom sin søster-restaurant fokus på lokale råvarer. Portionerne er små (og i vegetariske og vegansk sammenhænge er de i særdeleshed små), men smagen fejler ikke noget, og ii det hele taget var restaurantbesøget en god oplevelse.

En planteæder i Prag

En vellykket vegansk burger fra Prag.

Når jeg har været til konferencer rundt om i verden, har arrangørerne så godt som altid været opmærksomme på den forskellighed i dietære præferencer. Til en typisk konference er der blandt os, der deltager, vegetarer, veganere, jøder og muslimer (der har særlige dietære præferencer som bunder i deres tro) og også diabetikere og allergikere. Inden for de seneste år er organisatorerne rundt omkring blevet rigtig dygtige og tolerante, så alle bliver mætte og tilfredse. Men denne gang følte jeg mig hensat til Danmark omkring årtusindeskiftet (før dengang, hvor der kom en vegansk køledisk i SuperBrugsen og før dengang, der kom en vegetarisk restaurant i Aalborg og før kendte danske skuespillere sprang ud som veganere i medierne uden at blive latterliggjort), og det var lidt spøjst at være på sådan en tidsrejse.

I sidste uge fik jeg og mange andre således en mail fra de lokale organisatorer, hvor de forklarede, at der desværre ikke var så meget at byde på for os, der var vegetarer eller veganere (!!). På dén måde vidste jeg, hvad der ventede.

I denne weekend havde jeg da også mit hyr med at få tjenerne til frokosten til at forstå, at jeg var veganer. Og jeg tror ikke rigtig, det lykkedes. Jeg pegede på skålen med hønsekødssuppe, og så gik tjeneren  ud og kom lidt efter ind med hvad der så ud til at være præcis den samme skål, bare med kødstykkerne fisket op og kommentaren “This is good for you”. Der var ikke andet at gøre for mig og de to vegetarer ved bordet end at trække på smilebåndet og ikke være så forurettede som tjenerne.

Jeg tror, den opgivende attitude hos arrangørerne siger noget om hvor dybt traditionerne stikker i Tjekkiet, for her er maden usædvanligt tung, sovset og animalsk. Til pauserne i dag og i går var der kaffe, te, kolde drikke, kage, lidt frugt – og et enormt udbud af franskbrød med kødpålæg!

Til gengæld er der så faktisk også nogle rigtig gode og hyggelige veganske og vegetariske restauranter i Prag – for dette er et land med nogle meget iøjnefaldende modsætninger mellem det gamle og det nye.

I dag har jeg således været på en rigtig god vegansk restaurant med velsmagende og rigelig mad, ordentligt øl, en smuk udsigt over byen og mange gæster. Stedet hedder Vegan’s Prague og er hermed anbefalet.

Bare at gå ind på en café

I dag vil jeg bare tage fat i en af de små oplevelser, som også er udtryk for noget vigtigt og nogle ændringer til det bedre, der er reaktioner på det, vi ser. Vi skal (som Lasse Nyholm Jensen sagde i en tekst i går aftes) bygge en bedre verden på det, vi har nu.

Inden jeg tog hjem fra København, havde jeg lidt tid og skulle have noget at spise. Jeg har været veganer i 25 år og kan huske hvordan det ikke altid har været nemt. Mange gange har jeg fået noget underligt serveret efter at være blevet grundigt udspurgt, andre gange var der slet intet at spise, kun lange forklaringer om hvor umuligt den slags ville være. Det var helt utænkeligt bare at gå ind få en café og få noget lækkert vegansk at spise.

Men i dag kunne jeg og min hustru gå ind på en café i København og få et lækkert morgenmåltid med dejligt bagværk, frisk frugt, hjemmelavet yoghurt, skæreost osv. Der var også store, luftige fastelavnsboller, ostekager og lagkager. Og det hele var fuldstændig vegansk.

Stedet hedder Kaf’ og ligger i Birkegade 21, skulle nogen komme den vej forbi ovre i Rigets Centrum.

Dagen derpå

Klar til at rette eksamenssæt – med udsigt til Atlanterhavet.
Cascais i gråvejr.
En med længsel ventet aftensmad.

Fra og med i dag kunne jeg læne mig tilbage, her efter mine to foredrag var overstået. Jeg brugte meget af formiddagen på at rette eksamenssæt og tog også lidt fat i en pause under fordragene i dag.

53 eksamenssæt fik jeg rettet. Resten får jeg rettet i de næste få dage, for fristelsen til at snakke med kolleger fra udlandet og høre om deres tanker og aktiviteter og få ideer til ny forskning trækker voldsomt.

Vi talte om bevisassistenter og hvordan man kommer i gang med dem, men også om hvordan man mon kan sørge for at konferencer bedre understøtter det, der egentlig fører mest med sig – nemlig kontakterne og samtalerne i pauserne. Jeg foreslog (selvfølgelig), at man kunne “flippe” konferencer, så foredragene var podcasts, man kunne se hjemmefra, og så hovedparten af programpunkterne skulle hjælpe forskerne med at møde hinanden.

Aftenen brugte jeg på et besøg på Ao 26, der har æren af at være en af mine absolutte favoritrestauranter. Netop dén restaurant er et fremragende eksempel på at plantebaseret mad ikke behøver at være kedelig eller næringsfattig, og det er værd at bemærke, at der lader til altid at være fyldt. Kig forbi Rua Vítor Cordon 26 og prøv at få en plads!

Salatmyten

I dag så jeg ved et tilfælde et indslag på TV2 om det forslag, der har været fra et flertal i byrådet i Aarhus om at der alle offentlige institutioner (dvs. skoler, daginstitutioner, plejehjem og medarbejderkantiner i kommunen) skulle tilbyde en plantebaseret valgmulighed. Det forslag er nu blevet droppet. (Personligt synes jeg, at det er rigtig ærgerligt; det var ikke et af de nu så populære “obligatoriske tilbud”.) I indslaget interviewede man en række beboere på et plejehjem, der alle var enige om at det var vigtigt at spise kød til hvert måltid.

Men det rigtig interessante var kommentarerne bagefter. En gæst i studiet udtalte, at man ikke kunne tvinge ældre mennesker til at spise salat!!!

Og da jeg i sidste måned var til skolejubilæum, fik jeg at vide at der var salat, så der var noget, jeg kunne spise – salaten var så en coleslaw med æg og skinke. I tidens løb er jeg blevet serveret utallige kedelige salater af mennesker, der havde fået at vide, at jeg er veganer.

Men jeg har aldrig mødt en veganer, der bad om salat eller gav udtryk for at holde af salat, og i de veganske og vegetariske kogebøger, jeg har kendskab til, er der ikke lange kapitler med opskrifter på salat. Jeg har aldrig besøgt en vegansk eller vegetarisk restaurant, hvor der var mange salater på menuen. Tværtimod. Hvor kommer den sejlivede “salatmyte” egentlig fra?

Kantinekrigen

Kantinen på Roskilde Universitet (til venstre) og kantinen på University College Sjælland (til højre). Foto: Foto: Marcel Mirzaei-Fard og Karoline Graulund Nøhr.

Det er ikke hver dag at jeg er fundamentalt uenig med alle politiske partier, men det er jeg nu. De danske universiteter skal i stadigt større omfang tænke økonomisk, og nu er der kommet en ny taxameter-model, som alle partier bakker op om. Universiteterne skal nu konkurrere om midler på basis af hvor god ansættelighed, de færdiguddannede har. Den idé, at universiteterne skal være konkurrenter, går tilbage til taxameterprincippets fødsel i 1990erne og bliver intensiveret, da 5 procent af basismidlerne bliver sat på finansloven – og yderligere intensiveret, efterhånden som eksterne forskningsmidler skal finansiere mere og mere. Hele denne idé om konkurrence mellem universiteterne er i sidste ende ikke af det gode.

I USA kan man se konsekvenserne af konkurrence mellem videregående uddannelsesinstitutioner på nogle ret overraskende måder. I en ny serie podcasts af Malcolm Gladwell kaldet  Revisionist History er der således et afsnit om to private amerikansk universiteter, der konkurrerer om studerende. Det ene universitet, Bowdoin College, slår sig op på at tiltrække studerende på basis af den udsøgte mad, som universitetets kantine serverer. Og alt dette er en konsekvens af en konkurrence med det andet universitet, Vassar College. Vassar College har en politik om at tiltrække studerende fra lavindkomstfamilier, der kan få nedsat undervisningsafgift; det har Bowdoin College ikke. Begge universiteter er – i lighed med større universiteter i USA – nødt til at have en stor egenkapital (det, man i USA kalder for en endowment) for at kunne satse. Vassar College er nødt til at spænde livremmen ind, selv om de har en stor egenkapital. Men på den anden side vil man ikke miste de studerende, som betaler fuld undervisningsafgift, for de er en kilde til indtjening. Og derfor prøver Vassar College at slå sig op som et universitet, hvor mad ikke er så vigtig, mens Bowdoin College gør det stik modsatte. Det er en absurd konsekvens af konkurrencen at fokusere på disse sekundære parametre – og konsekvensen kan i USA blive at universiteter, der ikke gør så meget for at skabe mangfoldighed, ender med at trække det længste strå.

Vi har endnu ikke set danske universiteter fremhæve deres kantiner i reklamematerialet, men der er faktisk en “kantinekrig” mellem Roskilde Universitet og University College Sjælland. Mange studerende på RUC har efter sigende været utilfredse med maden i universitetets kantine, og derfor lokker UCSJ dem over til deres kantine. Og vi kan se, at de danske universiteter bliver mere og mere fokuseret på deres egenkapital i disse år. Dette er en meget tydelig konsekvens af de usikkerheder, som konkurrencen mellem universiteter fører med sig.

Hyldest til Heineken

I dag vil jeg lige så stille indvarsle en pause i min blog-aktivitet, der kommer til at vare de næste par uger med sikkert kun få afbrydelser. Ferien er nu i høj grad blevet hverdag.

Og i dén anledning er det på sin plads med en anekdote om dengang, jeg drak en dåse Heineken og nød det. Denne opsigtsvækkende hændelse fandt sted for 12 år og lidt over en uge siden.

Det var i de år, hvor familien rejste sydpå med tog i sommerferierne. Dengang i 2005 havde vi lejet en ferielejlighed i Sydfrankrig i Cap d’Ail ikke så langt fra Nice. Planen var at vi skulle med tog ned gennem Jylland til Hamburg, derfra videre med nattog til Paris, derefter med TGV til Nice og endelig med bumletog det sidste stykke.

Alt gik planmæssigt, lige indtil vores datter Nadia fik hånden i klemme i de automatiske døre i toget knap en time inden vi nåede Nice. Der var en masse venlige passagerer i toget, som sørgede for at hjælpe os med at få ringet efter en ambulance, der kunne få Nadia på skadestuen. Da vi nåede Nice, gik det med fuld udrykning gennem byen til hospitalet. Nadia fik taget et røntgenfoto, og gudskelov var intet brækket. Vi fik en cd-rom med røntgenbillederne, hvorefter vi sagde pænt farvel til ambulancefolk, sygeplejersker og læger, der alle havde været venlige og tålmodige. Og så skulle vi have lidt at spise, inden vi kunne nå bumletoget til Cap d’Ail. Da vi nåede frem, var klokken tæt på midnat og vi indså at ikke bare lå hele byen i særdeles kuperet terræn, den lå reelt set på en stejl skrænt med vores ferielejlighed oppe på toppen. Der var ikke andet for end at tage de mange hundrede trappetrin med al vores bagage, selv om det var langt hinsides Nadias sengetid og rigeligt sommervarmt.

Det føltes som en mindre evighed at nå op til lejligheden, men til sidst kunne vi da låse op. Nadia kom i seng – klokken var næsten ét om natten – og min hustru og jeg tog et hurtigt kig rundt i lejligheden for at se om alt var som det skulle være. Det var det, men køkkenskabene var helt tomme. Dvs. i det tændte køleskab stod der en dåse Heineken og over for køleskabet stod en lænestol. Der var nu kun ét at gøre, mens min hustru krøb til køjs.

Dén dåse Heineken nød jeg, og for ikke at besmitte dette ferieminde lovede jeg derfor mig selv at jeg ikke ville drikke Heineken igen.

Hermed ønsket om en god sommerferie til dem, der læser med her.

Konfliktkøkken

Det er underligt at tænke på at det først var i aften, jeg fik besøgt Verdenskøkkenet – der nu kalder sig Konfliktkøkkenet. Det er Folkekirkens Hus i Aalborg, der lægger rammer til, men der er intet kirkeligt indhold. Ideen er at præsentere byens borgere, indfødte og ude fra verden kommende, for hinanden over mad fra et bestemt land. Sidste år var der fokus på bl.a. Syrien og Pakistan. I år er fokus på lande, der er i konflikt med hinanden, og i aften var det Indien og Pakistan, der var temaet. Interessant nok er netop de to lande faktisk en del af min families historie – min farfar og farmor var født i det ene land og flyttede til det andet.

Et indisk og et pakistansk ægtepar bosat i Aalborg stod for maden. Bagefter havde Anna Klitgaard, der sammen med Catarina Bettencourt står bag arrangementerne, en samtale med de to familier. Det var interessant, men ikke overraskende, at de to familier, der ikke havde kendt hinanden før, talte samme sprog, faktisk lavede samme slags mad og i det hele taget havde rigtig mange ting til fælles – og i det hele taget kom godt ud af det med hinanden. Til sidst var der et længere foredrag om hele den indisk/pakistanske konflikt med Jørgen Dige Pedersen, lektor ved Institut for statskundskab ved Aarhus Universitet.

Konfliktkøkkenet er et spændende og vigtigt bud på hvordan man kan bringe borgere med forskellig baggrund sammen og på hvordan man kan lære mere om hinanden. Jeg opdagede til min glæde, at der også var flere kolleger fra mit institut til aftenens arrangement, herunder mindst én fra Indien. Næste Konfliktkøkken er i øvrigt den 23. marts, og her er temaet Somalia.

En lørdag i Lissabon

2016-09-24-12-10-31

2016-09-24-15-05-43

2016-09-24-15-18-18-2

2016-09-24-15-35-29

2016-09-24-16-04-58

2016-09-24-16-25-11

2016-09-24-16-38-17

2016-09-24-16-42-01

2016-09-24-17-06-29-1

2016-09-24-19-33-51

2016-09-24-20-48-16

Jeg havde lovet mig selv og Francisco, at jeg i løbet af weekenden ville skrive ned, hvad vi endte med at få på tavlen i går eftermiddags. Det vil jeg bruge dagen i morgen på. I dag blev det til en tur på møntvaskeriet i selskab med Svend Brinkmann (eller rettere: Ståsteder). Hele Alfáma-kvarteret myldrer med turister, og dér gik jeg så med min snavsetøjspose.

Herefter var det ren eskapisme og sightseeing også for mig: Jeg opdagede i går at der er ølfestival i byen, så jeg tog en udflugt op til Lisbon Beer Week, der afholdes i Jardim do Torel. Jeg aflagde først et besøg i byens katedral; den er jeg gået forbi mange gange på mine tidligere besøg i Lissabon, men af uvisse årsager blev det først i dag, jeg så den indefra. Jeg forsøgte derefter endnu en gang at køre med Eiffels berømte Elevador de Santa Justa, men om muligt var køen til denne udendørs-elevator endnu længere end jeg huskede det fra sommerferien. Så det må (igen) vente til en anden gang.

På vej til ølfestivalen gik det til gengæld op for mig, at en af de stejleste gader på ruten, Calçada do Lavra, betjenes af endnu en “stejlsporvogn”. Jeg selv og en større flok turister måtte vente i omkring ti minutter mens chaufføren holdt pause et andet sted. Selve turen, der bestemt var ventetiden værd, tog et minuts tid.

I Jardim do Torel var der mulighed for at købe et særligt glas og jetoner, som man så kunne bruge til at købe øl for i boderne. Al øl kom fra portugisiske mikrobryggerier. De to, jeg fik prøvet, nemlig en strong ale af belgisk type og en dobbelt-IPA,  var begge overbevisende.  Sådan kunne jeg sidde med en flot udsigt ud over byens nordlige del og med Tejos munding i det fjerne, mens lettende passagerfly passerede i forholdsvis lav højde ude fra lufthavnen nogle kilometer længere væk. Ikke alle mennesker er så heldige at kunne sidde på den måde – mætte og rolige, i en intakt by, hvor det kun er fredelige trafikfly, der kommer nærmere for derefter at skynde sig væk.

Dagen sluttede med et måltid på The Food Temple, en lille vegansk restaurant godt gemt væk i en sidegyde for enden af en anden gyde, som selv er en sidegyde. Rygtet ville vide at her altid er fuldt hus, så derfor blev det ikke til et besøg i sommerferien. Men denne gang havde jeg bestilt bord. Det gjorde jeg klogt i, for kun fem minutter efter min ankomst var der faktisk fuldt hus. Ligesom Ao 26 er dette en restaurant drevet af unge og energiske mennesker, men her kan man følge direkte med i køkkenet [hvor der på intet tidspunkt, mens jeg var der, stod færre end seks mennesker!] og atmosfæren giver mig umiskendelige mindelser om 1000Fryd i Aalborg på en god dag og i en ekstra travl udgave.  Først var jeg lidt forbeholden over for stedet og maden, men til sidst måtte jeg overgive mig – dette er faktisk en rigtig god, lille restaurant med god og velsmagende mad i form af tapas plus dagens ret. Stedets øludvalg er pænt, men efter ølfestivalen havde jeg faktisk bare lyst til et glas vand og en ginger ale (der jo bare er en sodavand).

Til sidst var der blot tilbage at finde vej ud gennem gyderne og hjem på det, der for mig fremstod som en smuk, lun sommeraften – uagtet at det faktisk var i går, det var efterårsjævndøgn.