Den tilpassede smag

pickwick

I går aftes var jeg sammen med min hustru og vor datter på en kinesisk restaurant i Odense sammen med min hustrus familie. Det var sådan en restaurant, der serverer kinamad, Mongolian barbecue, sushi og thaimad.  Jeg fik en stir fry med tofu, som kokken havde været så venlig at lave til mig – og den smagte pænt og så pæn ud, omend den overhovedet ikke var spicy (trods tjenerens forsikringer om det modsatte). Til sidst var der kaffe og te, til dem der ville have den slags. Jeg holder meget af kinesisk og ikke mindst japansk te, så jeg spurgte hvilke slags te, de mon havde. – Åh, det er Pickwick-te, sagde tjeneren. Og jeg svarede at det ikke var så vigtigt for mig endda at få te.

Jeg støder på Pickwick-te i breve i næsten alle de sammenhænge, hvor man kan få te. Resten af tiden er det Lipton-te – og den er på helt sammenligneligt niveau. Ligesom Heineken overholder de formelle krav for at kunne klassificeres som øl, således overholder Pickwick-te også de formelle krav for at være te. Men det er sådan nogle kedelige teer med knuste blade i små trange teposer, fesen aroma og en ubeskriveligt mørkebrun farve på det resulterende bryg. Jeg har stadig til gode at møde en tedrikker, der bliver glad ved synet af Pickwick-æsken.

Ligesom Heineken er øl for mennesker, der ikke kan lide øl, er Pickwick te produceret af et firma, der ikke interesserer sig for te. Pickwick er ejet af det nederlandske firma Douwe Egberts, der ellers kun gør sig i kaffeproduktion (bl.a. Gevalia).

Fænomenet bag Pickwick-te er det samme som den “tilpassede smag”, som også er typisk for mange kinesiske restauranter i Danmark – der er et sortiment af madretter med østasiatiske navne, men næppe ret meget af ligner det, lokalbefolkningen spiser i Kina, Japan, Thailand eller Mongoliet. Da jeg havde bestilt en spicy tofuret, havde jeg glemt hvad dette indebar af overvældende mangel på chili. I Uppsala besøgte jeg for et par år siden sammen med svenske kolleger en kinesisk restaurant. Her havde menuen to dele: En del med “svensk kinamad” og en del med autentisk kinesisk mad! Ingen af os valgte svensk kinamad den aften.

Smag og behag i New York

image
image
Der er muligvis et paradoks gemt her. Jeg holder af øl, men de fleste af ugens dage drikker jeg slet ikke alkohol, og jeg bryder mig ikke meget om fulde menneskers selskab. Men smagsoplevelserne og den store rigdom af udtryk, der findes i ølverdenen i dag, holder jeg meget af. Engang var øl fra USA en kedelig omgang – smagløse og overkarbonerede parodier på gullig pilsner – og jeg har kolleger der har troet at der ikke er mere at sige om amerikansk øl end dét. Siden Jimmy Carter i 1979 tillod hjemmebrygning af øl er der imidlertid vokset en stor skare frem af mikrobryggerier, og blandt dem finder man nogle af de bedste repræsentanter for moderne ølkultur.

I dag besøgte vi Brooklyn Brewery, som er et af de største af disse “mikrobryggerier”, stiftet i 1988. Også i Aalborg/Nørresundby er dets enkle grønne og hvide logo med skønskrift-B’et velkendt.

Vi ankom i god tid og tilbragte en halv times tid med at stå i kø. (Over for bryggeriet ligger i øvrigt det fremstormende medieforetagende VICE.) For at kunne komme ind og deltage i rundvisning og ølsmagning skulle min hustru og jeg vise legitimation (ikke fordi vi ser ud til at være under 21) og love at passe godt på vores datter på 14.

Rundvisningen var kort, og der var (sådan som det skal være) meget varmt hvor mæskningen finder sted. Men i tappehallen var der klimaanlæg. Vi fik en samling anekdoter om bryggeriets grundlæggere og om hvordan dets logo blev til.

Brooklyn Brewery er ikke så mikroskopisk mere. Hele 30 procent af den øl, der produceres på bryggeriet, bliver i øvrigt solgt i Sverige. Der er nu indledt et samarbejde med Carlsberg om en aflægger af bryggeriet netop på svensk grund.

Bagefter var der mulighed for at smage på bryggeriets ølsortiment; ølsmagningslokalet var stort og den temmelig overvældende larm fra de mange snakkede gæster lagde desværre en dæmper (et paradoksalt, men nødvendigt ordvalg) på oplevelsen ved at drikke en Blast!  dobbelt IPA.

image

Til gengæld fik hele familien om aftenen nogle suveræne hjemmelavede is hos en rent vegansk isbar andetsteds i New York. Jeg fik jeg jordbæris og is lavet med grøn te (!!!) På billedet ovenfor ser man vaflen lynskudt omkring dens halveringstid. Den pågældende isbar må snildt kunne etablere en filial i Danmark, for den hedder DF Mavens.

Bekræftelse på at træde ind i teenagernes rækker

nadia1 nadia2

I dag blev Nadia konfirmeret. Min hustru havde lagt et stort arbejde i at planlægge festen for vores datter, og den blev da også rigtig vellykket. Jeg er slet ikke religiøs selv (det er Nadia faktisk heller ikke), men det hele var en særdeles god anledning til at mødes med familie og venner på Restaurant Skovbakken, der faktisk ligger midt i Aalborg Zoo inde bag cafeteriet. Samtidig mærker man meget tydeligt på sådan en mærkedag (måske er det derfor, det hedder en mærkedag?), hvordan tiden går – eller måske snarere flyver af sted.

En aften i London

kort-over-london

Jeg slutter ugen med at deltage i et møde og en workshop i London. Mødet er endnu et møde i det forskernetværk jeg er med i,  og workshoppen handler (uden at være del af netværkets aktiviteter) om mange af de samme emner, der har med behavioural types at gøre. Dette var første gang, hvor jeg tog det direkte fly fra Aalborg til London. Det virker næsten som snyd at være så hurtigt fremme; det er underligt at starte dagen med at tage sin datter til lægen og slutte den i London.

Aftenen brugte jeg på at spise på den indiske restaurant Woodlands på 77 Marylebone Lane (midt i et af Londons restaurant-kvarterer)– og det var en god oplevelse. Ved bordet ved siden af mit sad to kvinder fra Danmark, der tilsyneladende først ved nærstudier af menukortet opdagede at dette ikke bare var en indisk restaurant, men endog en indisk vegetarisk restaurant. “Der er jo slet ikke kød i nogen af retterne”, kunne jeg høre den ene udbryde.

Bagefter fik jeg tid til at besøge HMV-butikken på Oxford Street; det er faktisk længe siden, jeg har besøgt en pladeforretning i Storbritannien. Jeg var lige ved at købe et par albums med Richard Thompson, for ham har jeg ikke noget med, men i sidste øjeblik stejlede jeg, da jeg indså at det nok ville være bedre at lytte lidt til ham på nettet først. Derimod købte jeg Whorl med Simian Mobile Disco, Carrie & Lowell med Sufjan Stevens (der er en tilbagevenden til folk-rødderne for ham) og …The Fine Art of Hanging On med The Leisure Society. Bare rolig, jeg skal nok vende tilbage til Richard Thompson.

Møde i grundejerforeningen

grundejerforeningen

I en verden med terrorisme, flystyrt og forurening er det årlige møde i grundejerforeningen i min gade i Nørresundby et fikspunkt. Jeg har deltaget i møderne hvert år siden jeg blev husejer (nogen indædt husejer har jeg aldrig været, men min hustru og jeg er faktisk noget så konventionelt som husejere), og det er næppe i grundejerforeningens forum, en kommende revolution vil have sit epicenter. Det mest epokegørende der er sket siden 2001 er at mødet er blevet flyttet fra et advokatfirmas lokaler til et privat hjem. Hvad er der sket i det forgangne år? Ikke rigtig noget – ikke engang det tidligere år så varme emne, nemlig pullerter, kunne vi finde noget at sige om. Og derudover besluttede vi at male husene; alle huse i gaden har samme farve, så også dette punkt  var hurtigt overstået. Herefter var det tid til det væsentlige: servering af ost og rødvin – og hummus og oliven (grundejerforeningen hedder trods alt Arabien) og sodavand og øl (tak til værterne!).  Netop i denne tid er der noget sært beroligende ved at besøge dette hjørne af tilværelsen, hvor tiden er sat i stå.

Markedet

Det blev en lang andendag på kurset om Horizon 2020-ansøgninger; først klokken 17.45 sluttede vi. Flere deltagere havde været nødt til at gå inden da, for de skulle nå et fly hjem, og til sidst rundede kursusholderen da også nogenlunde hurtigt af efter to dage med en masse information og måske lidt for mange PowerPoint-slides.

Jeg brugte min sidste aften i Berlin sammen med Ronnie Nielsen, der for fem år siden flyttede permanent hertil fra København. Vi har fulgt hinanden via de sociale medier (især Facebook og Google Plus), og det er ikke svært at bemærke Ronnies mange interessante blogindlæg på hans websteder – om rock og elektronisk musik, om kompositionsmusik, om fodbold og Formel 1, om film, om politik, om teknologi og om miljø. I det hele taget er Ronnie en flittig bruger af WWW som kommunikationsmedium og hans delvist virtuelle firma Signal Digital gør sig da også her. I aften mødte vi hinanden for første gang.

Ronnie foreslog at vi skulle tage til Markthalle Neun, og det var jeg helt med på. Dette overdækkede marked er et meget stemningsfuldt og tæt besøgt sted med et særdeles righoldigt har et udvalg af street food fra alle verdenshjørner og et godt udbud af alskens drikkevarer og desserter tillige. Ronnie fik smagt hvad der måske var hans livs første veganske burger og dessert i form af en vegansk cheesecake – så nu ved han lidt mere om dén side af tilværelsen. Som kender i denne sammenhæng kan jeg røbe at begge dele var særdeles velsmagende, og den tyske IPA, der kunne købes på fad, var heller ikke helt skidt.

Det blev en hyggelig aften, hvor vi fik talt om Egholmmotorvejen, EU-ansøgninger, japanske balletbørn, det at rejse til New York, Jellingstenen, Daniel Barenboim, The New Pornographers, dansk provinsialisme og udsyn, forskellene mellem bydelene i Berlin, koreanske læger og meget, meget andet.

Skål?

problemsolver

I denne måned er der gode muligheder for at drikke juleøl, og det har jeg da også gjort. Bryggeriet Rocket Brewing i København har netop lanceret en ny øl, de kalder for Problem Solver. Der er tale om er en pale ale, altså ikke en typisk juleøl.

Bryggeriet skriver

Have you ever considered why you seem to find the most interesting solutions after a couple of beers? As it turns out there might be some truth to it after all. Beer-loving researchers have proven that when reaching an alcohol level of precisely 0.75‰ the average person produces the most creative thinking. That’s why we have now brewed a beer especially made to bring you as close to your creative peak as possible. All you have to do is drink and think!

Medical Daily beskriver nogle af de undersøgelser, der ligger til grund for denne påstand.  Tallet på 0,75 promille stammer fra en amerikansk undersøgelse fra 2012. Det, der får kreativiteten frem, er tilsyneladende at man på på grund af påvirkningen får svækket hæmningerne og “tænker friere”.

Jeg kan godt lide at drikke (godt!) øl, så jeg vil ikke moralisere unødigt her. Men selv kan jeg ikke tænke klart om faglige problemer, når jeg har drukket alkohol. Efter 2-3 genstande vælder der hurtigt en træthedsfølelse frem, og jeg føler mig på det tidspunkt først og fremmest forvirret. Rationaliteten går sig en tur, og det er et signal til mig om at stoppe og selvfølgelig også en indikator på at man ikke skal drikke alkohol særlig ofte.

Egentlig er jeg ikke så glad for Rocket Brewings måde at lancere en øl på. Der  er nemlig ganske mange forfattere og musikere, der har været alkoholikere eller narkomaner, og deres promille må have været langt højere end 0,75 meget af tiden. Måske brugte de alkohol i starten af karrieren for at slippe hæmningerne. Mange af os kender den tragiske historie om Amy Winehouse, der levede alt for godt op til sit efternavn og døde som 27-årig. Hendes ven, den vel efterhånden mere berygtede end berømte Pete Doherty, har levet med voldsomt alkohol- og stofmisbrug gennem hele sit voksenliv og har to børn, som han ikke har set i årevis. I sidste måned kunne jeg se at han har gennemgået et længere behandlingsforløb i Thailand. Jeg håber at han ikke falder i denne gang.

 

At fika

fika

Når jeg har besøgt et universitet i Sverige, har jeg stiftet bekendtskab med traditionen att fika. I lang tid spekulerede jeg på, hvad dette ord egentlig dækkede over – og så betegner det “bare” den vane at samles i fællesarealet for at spise kage (evt. også frugt eller lignende). Egentlig er det jo meget hyggeligt.

Formodentlig har vi også en tilsvarende tradition i Danmark; af og til er der i al fald kage-pauser i fællesarealet, der hvor jeg sidder. Men noget godt ord for det har vi slet ikke, og det siger også noget om vores forståelse for fænomenet eller mangel på samme. På engelsk taler man om snack, som dog ikke betyder det samme som det svenske snack eller det danske snak, omend det at fika indebærer at man snakker med hinanden.

Nu har The Guardian også opdaget det at fika, og som så ofte før kan det være meget instruktivt at læse om hvordan omverdenen prøver at beskrive de traditioner, vi tager for givet.

Selve det at fika er så stor en del af svensk kultur, at det har sin egen rekord. I 2009 var der således 3567 svenskere, der fikade i hele 5 timer i Östersund. Det var hårdt, men nødvendigt, formoder jeg. Den rekord (som vel må være en verdensrekord) er nok for længst blevet slået.

En planteædende censors bekendelser

Der er noget, jeg egentlig ikke føler den store trang til at skrive om her. Og jeg lover at jeg ikke vil skrive om det igen. Det er et emne, som jeg ved vækker stærke følelser hos nogle. Men i dag gør jeg en undtagelse. Jeg er veganer, dvs. jeg spiser kun mad der er rent plantebaseret. Jeg er 100% planteæder og har været det i 20 år. Mange andre er lakto-ovo-vegetarer (ofte er det europæere og nordamerikanere, og jeg var det selv før jeg blev veganer); de spiser planter og ingredienser baseret på mælk og æg. Atter andre (ofte er det hinduer) er lakto-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på mælk. Der skulle også findes ovo-vegetarer; de spiser planter og ingredienser baseret på æg – men jeg har endnu til gode at møde en af slagsen.

I tidens løb har jeg fået mange spørgsmål. Mange af dem er vel i virkeligheden omskrivninger af det samme grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har en lille FAQ i hovedet, og jeg kunne vel godt lægge den på nettet. Men dels ville det virke unødigt flabet, dels vil det næppe forhindre spørgsmålene i at dukke op igen (og igen). Det er tydeligt, at nogle mennesker opfatter det at være vegetar eller veganer som et afsavn.

Inden for de sidste års tid har jeg rundt om i verden opdaget gode veganske spisesteder, hvor man kan gå lige ind fra gaden og vælge veltillavet mad fra et godt menukort. Senest skete det i dag i Aarhus.

I Los Angeles ligger der en billig vegansk diner med sæder beklædt i gult vinyl og et overvejende thai-inspireret menukort, suppleret med alskens desserter. I Stockholm findes der en fin lille kinesisk vegansk restaurant ved navn Lao Wai. I Buenos Aires, kun få hundrede meter fra præsidentpaladset på Plaza del Mayo, ligger der en billig og pæn vegansk café. Der er en helt suverænt god vegansk restaurant i Tallinns gamle bydel, og den har endda et interessant udvalg af interessant øl (det, mange mennesker insisterer på at kalde “specialøl” og som mange andre af os kalder for “mikrobryg”). I en sidegade i Barcelona ligger den meget prisbillige veganske café Cat Bar, der desuden har et helt overvældende udbud af mikrobryg fra hele verden. Via Bergamo i Rom byder på restaurant Ops! med udendørs servering, en helt overvældende buffet og et lille, men fornuftigt udbud af italiensk øl. Og Aarhus kan byde på Mikuna, hvor jeg i dag spiste for første gang efter at have været censor ved en specialeeksamen på Aarhus Universitet. Jeg fik en dejlig mulligatawny og derefter et stykke helt nybagt chokoladekage.

Disse spisesteder viser, at det ikke behøver at være et afsavn at være veganer – maden er lækker og rigelig. Måske har de veganske cafeer også en slags folkeoplysende effekt. Min erfaring er at der er mange ikke-vegetarer, der ikke ved særlig meget om vegetarer og veganere (og meget at det, de mener at vide, er desværre ofte fordomme og halvfordøjede udsagn om ernæring – hvor ofte har jeg ikke hørt velmenende bekymringer om “kalk og protein”?), men de allerfleste vegetarer ved godt, at der er folk, der spiser kød. De fleste af os, der er vegetarer eller veganere, har nemlig engang spist kød. At vi holdt op med det, er et personligt, bevidst valg, der krævede overvejelser og stillingtagen.

Den amerikanske forfatter Carol J. Adams, der selv er vegetar (faktisk tror jeg, hun er veganer) har skrevet en læseværdig bog om den slags underlige møder mellem vegetarer og ikke-vegetarer, Living Among Meat-Eaters, og jeg genkender kun alt for godt de situationer, hun beskriver. Med fare for selv at virke meget fordomsfuld: Det at spise kød er den adfærd, der er normen i mange samfund rundt om i verden, og derfor er det uden personlige omkostninger at vælge at følge denne norm. Man behøver heller ikke at begrunde at man følger normen, og derfor overvejer man det som regel ikke. Derfor er situationen ikke helt symmetrisk – temmelig mange ikke-vegetarer, jeg har talt med, udtrykker først og fremmest, fornemmer jeg, et forsvar for at blive ved med at gøre som de plejer. Det bemærkelsesværdige er, at jeg ikke har kritiseret dem. Jeg har simpelthen svaret på deres spørgsmål om hvorfor jeg får serveret noget andet mad end dem, og jeg har egentlig ikke lyst til at tale mere om det på dét tidspunkt. Nogle gange er det tilsyneladende selve mødet med en anderledes norm, der udløser forsvaret. For jeg har i andre sammenhænge oplevet tilsvarende lidenskabelige forsvar for normerne i helt andre sammenhænge – f.eks. ved mødet med folk med f.eks. anden seksualitet, anden tøjstil eller anden livsanskuelse. Selve dette at vælge anderledes kan nogle gange fremstå som en provokation i nogle menneskers øjne.

Men den slags lærer man efterhånden at tage med et smil og et skuldertræk. Livet er for kort til unødig polemik. I virkeligheden er der efterhånden kun én ting, der for alvor stadig ærgrer mig, og det er udsagnet Men vegetarer plejer at spise fisk! Nogle gange er dem, der siger det, ægte overraskede over at jeg ikke spiser fisk, andre gange er de forargede – hvorfor kan jeg da ikke spise fisk når nu “alle de andre vegetarer gør det”?

Men de, der spiser fisk og derudover kun lakto-ovo-vegetarisk mad, er jo ikke vegetarer. Det, alle vi, der er vegetarer, har til fælles er at vi slet ikke spiser dyr. De fiskespisere, jeg kender, er begavede og sympatiske mennesker, og deres spisevaner er også udtryk for et bevidst valg; det er ikke et valg, jeg er enig i, men fiskespiserne har selvfølgelig lov til at træffe dette valg og de spiser vel også færre animalske produkter end mange andre. Det eneste jeg vil bede fiskespiserne om, er om de ikke nok vil lade være med at kalde sig for vegetarer. Når de gør det, er de nemlig med til at udbrede en misforståelse, der ender med at gøre livet mere besværligt for os, der rent faktisk er vegetarer eller det der er værre.