Programmering: Moderne hjemkundskab

Hvorfor skal man dog lære at programmere? Det blev jeg tit spurgt om af skeptiske studerende, da jeg underviste i programmering på den daværende basisuddannelse på Aalborg Universitet. Det var studerende på teknisk-naturvidenskabelige uddannelser (som ikke var datalogi). Når jeg talte med dem, kunne jeg godt bringe dem til at forstå, at der ikke var tegn på at computere var på vej til at forsvinde ud af samfundet, endsige fra de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser. Men ligefrem at skulle prøve at programmere selv…

I Estland skal alle skoleelever nu lære at programmere, lige fra 1. klasse (og i Estland begynder man i skolen som 6-årig). I The Guardian skriver Benji Lanyado om den holdning til undervisning i informationsteknologi, der er fremherskende i Storbritannien. Han skriver:

In schoolrooms across the country, pupils have long learned how to use Word, and Excel, and how to make Powerpoint presentations during ICT classes. This is akin to teaching a generation of aspiring chefs how to shop at Tesco.

Det er en forbløffende god analogi, som er værd at forfølge. Lad os se på hvad det danske undervisningsministerium siger om formålet med faget hjemkundskab:

Undervisningen skal forberede eleverne til at tage del i og medansvar for problemstillinger vedrørende mad, husholdning og forbrug i relation til kultur, sundhed og livskvalitet samt bæredygtighed. Undervisningen skal lægge op til, at eleverne oplever værdien af et fællesskab og samarbejde, der bygger på ligeværd og demokrati.

Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om at være erhvervsforberende. Læringsmålet i hjemkundskab er ikke at den enkelte elev skal blive kok eller kunne holde sulten fra døren, men at han/hun får indsigt i “problemstillinger vedrørende mad, husholdning og forbrug”, dvs. bl.a. hvor det, vi spiser kommer fra. Jeg ved ikke, om skoleelever lærer at finde på deres egne madopskrifter, men det burde de (som man næsten kan regne ud, holder jeg af at improvisere i et køkken!).

På helt tilsvarende vis kan man ved at lære at programmere få et indblik i hvor de programmer, vi bruger, kommer fra og hvordan de bliver til. Derfor skal man selv prøve at programmere. Undervisning i informationsteknologi er derfor på samme måde som hjemkundskab et spørgsmål om almen dannelse.

Måske kunne vi på samme måde tænke på undervisning i informationsteknologi som en ny slags hjemkundskab? Altså ikke som et “kogebogsfag” eller som simpel erhvervsforberedelse, men et fag om en almen dannelse, der er nødvendig i vore dage – præcis som det er nødvendigt at få en indsigt i fødevarernes verden, der rækker ud over hyldevarerne på supermarkedet og menukortet på burgerbaren.

(Inden nogen anklager mig for skamløs promovering af Apple-computere: billedet ovenfor er fra ubuntulife.net.)

Under parasollen

20120803-151600.jpg

Den elektroniske Stella Polaris-festival ankom for første gang til Aalborg i går, og der var et fornuftigt program med bl.a. Mike Sheridan, Pete Gooding, Lulu Rouge og Laid Back, som jeg er gammel nok til at huske fra deres gennembrud for list over tredive år siden. Mikael Simpson var også på programmet, men kun ovre i Rigets Centrum.

Samtidig var Stella Polaris et ærkedansk arrangement med salg af is (dog ikke Polar Is), pølser og øl og sodavand – og hele herligheden er tilsyneladende sponsoreret af Carlsbergs sødlige cider, som vist skal drikkes af folk på en tredjedel af min alder, når der er sommer i byen. Der var i hvert fald en masse parasoller og tæpper med dét ciderlogo på, og der var en bod, hvor man kunne købe sødlig cider (jeg selv købte dog en almindelig sodavand).

Musikken var hovedattraktionen sammen med muligheden for at lægge sig i parken og få lidt ud af den sidste feriedag. Jeg havde ikke hørt Mike Sheridan live før; han er en meget dygtig københavnsk musiker på kun 20 år. Musikalsk er vi i ambient-hjørnet, temmelig langt fra det umiddelbart dansable. Hans første album, I syv sind, er mere end almindeligt vellykket, og især da når man tænker på, at Mike Sheridan kun var 16, da det udkom. På hans andet album, Ved første øjekast, tager han for første gang livtag med egentlig kompositionsmusik – der er kammerkor, violin mv. med. Men i Kildeparken var Sheridan alene med sin computer, og hans musik er måske lidt for kølig og alvorlig til et arrangement, der i bund og grund er en gang dansk hygge. Men det gjorde ikke noget, at der blev talt hen over musikken; i ambient-genren er dette tilladt. Og hyggeligt, det var det faktisk at opleve Stella Polaris i Aalborg. Men den sødlige cider lod jeg andre om at indtage. Jeg kan sagtens leve uden sponsorering; tænk, hvis musikken også kunne det.

Proppen kommer af

Så sad vi der sammen, mig og mine to søstre, deres mødre og deres familie og venner. En dag med indkøb, samtale og forsigtig inspektion af Manchesters sporvogns- og tognet endte med et lille, uformelt og hyggeligt selskab. Nogle af dem mødte hinanden for første gang – og det gjaldt specielt mine to halvsøstres mødre, der havde boet i samme forstad gennem mange år, men ikke kendte til hinandens eksistens, fordi det lykkes mine søstres far (som også er min) at opretholde et dobbeltliv af den slags, man ellers kun hører om på film.

Det blev en god aften, og min mave endte med at have en juleagtig fornemmelse. Der var mest englændere, men også irere, en tysker og en amerikaner (og en dansker). Der var et bjerg af mad og godt med drikkevarer indkøbt i Sainsbury’s, der faktisk har et hæderligt udvalg. En venlig, ældre mand med irsk baggrund havde fundet en Duvel og syntes, den smagte godt, men så lidt uklar ud i glasset (Duvel kan godt ligne en pilsner af udseende, men er ikke filtreret). Nu ville han prøve et glas af den store flaske Meantime IPA. Meantime bliver brygget i London og deres IPA er i den klassiske engelske stil (dvs. ikke med de mere voldsomme aromahumler som kendes fra moderne amerikanske varianter).

Var det nu godt?  Jeg prøvede at forklare det: India Pale Ale er en type øl, der er topfermenteret, tydeligt humlet med aromahumler,  med en frugtagtig  palette osv. Brygmæssigt nogle måder beslægtet med Duvel, der jo også “bare” er en pale ale. Han så mig fumle med korkproppen.

– Vil alt det så sige, at det ikke er en øl?

Det var det, og han kunne lide den. Det kunne jeg også.

Den ægte vare

Te-tid

Selvfølgelig passer det ikke. Jeg har ikke drukket kaffe i historisk tid. Dvs. en kold oktober i 2007 til åbningen af en fotoudstilling af Jacob Holdt i en kold hal var jeg så plaget af en lungeinfektion og kulde, at jeg i desperation drak lidt af en kop for i det mindste at få varmen. Men føj! Og nej. (Min hustru har siden ofte mindet mig om det.) Kaffe siger mig slet intet. Men i går var det 1. april med alt hvad det indebærer.

Til gengæld er jeg glad for te – grøn te og det, der ligner. Jeg forsøgte mig for første gang med kinesisk gunpowder-te tilbage i 1988, men først da jeg var i Japan til en konference i 1994, opdagede jeg den rigtig gode japanske te. Jeg købte en pakke tebreve og strakte den ud over et helt år. For få år siden blev det endelig muligt for mig at købe den rigtige grønne te fra Japan over nettet, og nu har jeg (takket være min hustru) en ordentlig tokoname-tekande, der rummer præcis ét krus og har indbygget filter, så teen kan brygge på den rigtige måde, dvs. løst i kanden. Hver teskefuld blade giver tre kopper. Næste skridt bliver en ordentlig elkedel med indbygget termostat, så jeg kan vælge mellem de 70 graders vandtemperatur, som en gyokuro-te kræver, og de 80 grader, som mange andre grønne teer kræver.

Japanske grønne teer er dampede, kinesiske grønne er (med én undtagelse) ristede og er derfor snarere gullige i farven. Grøn té skal være grøn, synes jeg., og på den måde er jeg vel japansk. En undtagelse fra dette smagsvalg er pouchong-te som er en de få kinesiske grønne teer, jeg ofte drikker. Ret beset er pouchong vel ikke en grøn te, thi den er en anelse fermenteret og er på den måde snarere beslægtet med de sødlige, halvfermenterede oolong-teer, der befinder sig et sted mellem de ufermenterede grønne teer og de helt fermenterede sorte.

En god kop kaffe

Min kone skænkede dagens første kop op til mig, straks jeg var kommet ned i køkkenet. Colombia, Java, lavlands-ristet, Arabica eller Robusta – der er ikke noget som en god kop kaffe på en søndag morgen her først i april, og gerne en bryg der lidt stærk i det. Nogle mennesker foretrækker grøn te o.lign, men friskmalede bønner og skoldhedt vand får mig altid til at vågne for alvor. Kaffe er hvad jeg holder mig til, og det gør mange andre også.

(Behøver jeg at tilføje, at den står på rødvin og bøf i aften? Det tegner til at blive en overraskende god weekend.)

Indiskret?

20120114-000703.jpg

Aalborg har måske et lidt blakket ry blandt feinschmeckere. Biografejere taler om en “rigtig Aalborg-film”; det er sådan en amerikansk én med to biljagter og en nøgenscene. Tilsvarende er en rigtig Aalborg-koncert en af dem på Skråen eller i Skovdalen med Lars Lilholt eller Runrig. Og en rigtig Aalborg-restaurant en af dem, der serverer billige bøffer og is til dessert – altså Bones, Natalie, Jensens Bøfhus og hvad ved jeg ellers.

Måske er det derfor, det indiske køkken aldrig rigtig er nået frem til Aalborg. Der er underlige krydderier i, det kan være hot og ofte er det vegetarisk. For mange år siden, da jeg boede i Edinburgh, havnede jeg ofte på den slags restauranter, og især da på de vegetariske af slagsen – min favorit var et billigt og godt sted ved navn Kalpna på St. Patricks Square. Kalpna serverede mad fra Gujarat, og det gør de forhåbentlig stadig, Nogle aftener, his jeg var på vej hjem og det var rigtig sent, slog jeg et smut inden om Kebab Mahal og fik – nej, ikke kebab, men pakora (en dybstegt dumpling af kartofler/aubergine/chilipeber/hvad man nu ellers kan finde på dyppet i en dej af kikærtemel, typisk krydret med kommen, koriander og chili) og med en postkasserød chilisovs til. Den slags var lidt en Edinburgh-tradition, og ikke kun for mig.

Nu er der så en indisk café i Aalborg. Et tidligere forsøg, en indisk restaurant på Østerå, overlevede kun i et halvt års tid. Denne gang er det Azzurra, der står bag Mumbai, som cafeen i Nordkraft hedder.

Og hvordan er det så? Min hustru og jeg besøgte Mumbai i går, og det var da bedre end ingenting. Mumbai er en café med cafeborde og rå gulve; ud over menukortets retter kan man få et udvalg af italiensk is. Retterne på menukortet er standard-udgaven af indisk restaurantmad, dvs. tilpasset et internationalt publikum og uden regionale specialiteter. Der er tre vegetariske retter på menuen (vi er i Aalborg), og samosaerne kan være under en gammel dansk femkrone. Jeg bestilte channa masala (kikærter i “karry”) og den skulle være hot (dvs, med mest muligt varme i form af chili). Enten er mine smagsløg negativt påværket efter mange år, eller også kunne jeg også her fornemme, at vi er i Aalborg. Maden blev serveret på hvid fajance; jeg ville have foretrukket skåle af metal.

Jeg må vist hellere være positiv for en gangs skyld. I går kritiserede jeg det økonomiske system, i dag går det så tilsyneladende ud over en lille restaurant. Og ret skal være ret (undskyld ordspillet): det er i sig selv godt, at der er kommet en indisk restaurant i Aalborg, den være så nok så beskeden. Ligesom det italienske køkken startede forsigtigt i Aalborg, men i dag er veletableret og også betydeligt mere interessant og varieret, sådan kan det også gå med det indiske køkken.

(Og billedet ovenfor? Nej, det er desværre ikke fra Mumbai – det er fra Kalpna i Edinburgh.)