Anes fødselsdag

Engang kendte jeg pludselig en masse mennesker, der fyldte 40. I disse år kender jeg mange, der bliver 50.

I år tilfaldt denne ære Ane Gaarden Gaardmark, som jeg kender fra Amnesty International.  Ane har rødt hår og deler fødselsdag med Inger Støjberg, men her hører ligheden heldigvis op.

I dag var jeg med til at fejre Anes fødselsdag i Aarhus og mødte hendes familie og venner. Stort tillykke herfra!

Martin Luther King

Netop i dag er det 50 år siden Martin Luther King blev myrdet. Han blev kun 39, og det er i dag specielt for mig at skulle indse, at jeg nu har levet meget længere end ham. King er som så mange andre betydningsfulde skikkelser i historien blevet “elsket ihjel” og har fået et tandløst eftermæle; selv ikke Donald Trump vil sige noget negativt om ham. Og skal man tro Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, er Martin Luther King hans store forbillede.

Men  mange glemmer hvor kontroversiel Martin Luther King også var i USA.  Selv om han var mindre barsk i sin retorik end Malcolm X, var han alt andet end tandløs. Hans kamp mod racismen var samtidig en kamp for en anderledes fordelingspolitik i USA, og ved flere lejligheder talte Martin Luther King direkte om socialisme. Dét vil Trump næppe nævne i dag.

Det er faktisk også underligt at tænke på, at en af de helt store antiracister fra det 20. århundrede er opkaldt efter en tysker fra det 16. århundrede, der var alt andet end antiracist..

Glæden ved et slips

Når jeg kommer hjem fra en lang arbejdsdag, bruger jeg ofte anledningen til at skifte fra den afslappede påklædning, som mange akademikere mere eller mindre forventes at benytte, til noget, der ligger mig langt nærmere. Da jeg var midt i trediverne, begyndte jeg at købe jakkesæt og lærte at binde slips. I dag har jeg efterhånden en større samling slips, og især de blå forårsnuancer holder jeg af. Der er en særlig, rolig følelse ved at gå rundt i hjemmet i jakkesæt, som jeg efterhånden har lært at sætte pris på. Ved de lejligheder føler jeg mig særligt tæt på de mennesker og de holdninger, der står mit hjerte nær.

Laugesen 76

Side 13 fra Traveling.

I dag bliver Peter Laugesen 76 – og Henrik Hall, elsket og savnet, ville være fyldt 70.

Peter Laugesen har vi heldigvis endnu, og sidste år udkom hans Traveling, der er endnu en vellykket digtsamling fra hans rolige hånd – fuld af rejseindtryk og natur. Jeg har haft den store ære og glæde at møde ham flere gange i årenes løb, og jeg håber en dag at kunne gøre det igen. Et særligt minde, jeg har, er at Laugesen engang sendte mig nogle af sine gamle udgivelser – kvit og frit. Og jeg husker hvordan jeg tilbage i 2015 havde den ære at stå på samme scene som ham (og Svend Åge Madsen)  i Aarhus.

Tillykke, Peter!

Endnu et år er gået

En lang kø uden for Liberty Theatre, Barrack Street, Perth, Australien den 8. januar 1964.

Og sådan blev det igen den dag, to uger efter jul, hvor jeg kunne fejre min fødselsdag. I dag har jeg levet i fireoghalvtreds år, og selv om verden er kompliceret, er det godt at være her. Jeg har tilmed det privilegium at dele fødselsdag med så berømte og inspirerende mennesker som Elvis Presley (jeg er nu tolv år ældre end han nogensinde nåede at blive), David Bowie, Shirley Bassey og Stephen Hawking.

Tak til alle for opmærksomhed på denne personlige mærkedag for mig – for gaver, for samvær og spadseretur i parken, for samtaler og for selskab, for telefonopkald og for hilsner på sms og på de sociale medier. Jeg er glad for at I er der.

Godt nytår 2018!

Og her slutter så endnu et år.  I år flyttede jeg kontor igen og vendte tilbage til Institut for datalogi, til et andet kontor og en anden gruppe.  Det var godt at kunne få opleve en ny begyndelse.

Min datter begyndte i gymnasiet. Også for hende var det en god, ny begyndelse.

2017 var til gengæld skavankernes år. I det år, der nu slutter, mistede jeg stemmen i februar – og igen i marts. Jeg skadede mine ledbånd i højre fod i november – og igen i december. Jeg kan tydeligt mærke, jeg er blevet ældre.

I år har jeg fået voldsom kritik af min undervisning, og den tager jeg til mig. Jeg er flov over at jeg har gjort det dårligt og såret mange studerende, og jeg bruger nu tid på at finde frem til hvad jeg kan gøre for at komme videre og blive en meget bedre og meget mere troværdig underviser. Det er meget vigtigt for mig at gøre det godt igen.

Et af de privilegier, man har som universitetslærer, er rejserne i forskningssammenhæng. I embeds medfør besøgte jeg Tyskland – igen – og Sydafrika for første gang. I ferierne nåede jeg Irland (også for første gang), Skotland og Portugal. Det var dejligt at gense Lissabon i oktober.

Jeg har kun meget få anelser om hvad 2018 vil bringe, men jeg håber at det bliver et godt og udviklende år.

Godt nytår til alle fra mig!

Glædelig jul 2017!

Så er der gået endnu et år. I aften slutter julen endnu engang efter tre måneder, og det gør den som altid med et bjerg af indpakningspapir og konfekt. Det har (vanen tro) været en travl juletid, og gad vide hvad der kommer nu. I morgen vil jeg og mange andre i al fald fejre alle anstrengelserne ved omsider at holde ferie. Glædelig jul til jer alle!

Simon Riber Kristensen

Foto: Kjerteminde Avis.

Det er ikke tit, jeg har været til en 90-års fødselsdag; faktisk var dagen i dag vel den første af slagsen for mig. Min hustru, vor datter og jeg drog til Fyn for at fejre min hustrus far, Simon Riber Kristensen, der i denne weekend fylder 90 år. Simon er i sin høje alder stadig en meget aktiv mand, der gennem sit virke som landinspektør på Kerteminde-egnen har fået en stor bekendtskabs- og vennekreds. Han engagerer sig stadig i mange lokale spørgsmål, men i de seneste år har han været ude at rejse rundt om i Europa. Sidst vi sås, spurgte han mig endda, om det mon var værd at besøge Lissabon. (Det er det jo.) Kjerteminde Avis bringer i dag en lang portrætartikel om ham, og det er i sig selv en bedrift at kommentarsporet til en avisartikel på WWW er fyldt med positive kommentarer! (Den slags er et særsyn i vore dage.)

Og her til aften holdt han en fin og indlevet fest for os alle. Tillykke, Simon!

Et nyt overblik

Der er en del af mig, der nikker genkendende til High Fidelity af Nick Hornby – romanen om de indædt musikelskende og -klassificerende mænd, den, der siden blev en film med John Cusack og Iben Hjejle. I dag kom der endnu et kapitel i dén fortælling.

Nogle af dem, jeg kender, har genopdaget glæden ved lp’er og anskaffet sig en pladespiller. Selv har jeg haft svært ved at nå til dét nostalgiske niveau og befinder mig endnu i en verden af små, blanke skiver, som jeg har anskaffet mig fra december 1988 og frem. Selv om jeg abonnerer på en musikstreaming-tjeneste, køber jeg faktisk stadig cd’er af og til, og sidste år investerede jeg endda i noget så gammeldags som en ny disk-afspiller, der kan spille ikke bare cd’er, men også alle de andre beslægtede optiske formater, der siden er kommet til (især dvd, super-audio cd og blu-ray). Der er noget udefinerbart hyggeligt ved at “sidde med musik og film i hånden”.

I dag gjorde jeg så omsider det, jeg ikke fik gjort, da jeg havde samlet det lave hvide skab i fjor: Jeg hev alle mine cd’er ud og sorterede dem alfabetisk og efter årstal. På dén måde genopdagede jeg mine albums med The Go-Betweens (de er stadig værd at lytte til) og The Only Ones (et for længst hedengangent engelsk band, som også stadig er værd at lytte til) og opdagede til min forbløffelse, at jeg havde to eksemplarer af Porcupine med Echo and The Bunnymen. Forklaringen var den enkle, at det ene eksemplar var en genudgivelse med bonusspor, som jeg engang havde købt på en rejse til USA.

Nu er alle de mere end 1000 cd’er placeret i den skønneste orden: Opsamlingen Incursions in Illbient står lige før et album med Grethe Ingmann, der står lige før Turn On The Bright Lights med Interpol. I et særligt hjørne står alle de klassiske udgivelser.

Og oppe ovenpå, i et skab lige bag den Rickenbacker 4001 fra 1975, som jeg spiller alt, alt for lidt på, står der endnu 1000 cd’er, som jeg skal have gjort orden i en anden gang. I dag tog det seks timer, så jeg venter nok lidt med det.

Dimission

I dag var jeg så sentimental, som vel kun forældre kan være det. Der var tale af skoleinspektøren, musik fra børnekor og skoleorkester, to fællessange (som jeg desværre ikke rigtig kendte, men de var smukke) og underholdende indslag fra elever og lærere. Og undervejs fik min datter Nadia sit afgangsbevis. Alle vi forældre sagde pænt farvel til klasselærerne for den store 9. klasse og gik ud ad den store, automatiske dør på Skansevejens Skole i Nørresundby for sidste gang, mens den gamle klasse drog af sted til fest. Efter så mange besøg i samlingssalen gennem 10 år havde jeg nok ikke regnet med at det ville blive en vemodig stund at sidde der for sidste gang og at tale med de andre forældre en sidste gang, men det blev det.

Og det gik op for mig, at jeg knap kunne huske, hvad der skete, da jeg for 38 år siden selv blev færdig med 9. klasse. Jeg tror faktisk bare, at jeg tog hjem og så fjernsyn. Fest var der i al fald ikke dengang. Godt, at det er anderledes for min datter. Om to måneder bliver det skolehverdag for hende igen, men nu i gymnasiet.