Srebrenica

Foto: https://www.flickr.com/photos/aiva/41726395815 (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Et af de første indlæg, jeg skrev på denne blog, var om Radko Mladic, den serbiske krigsforbryder, der var ansvarlig for massakren i Srebrenica, der kostede mere en 7000 bosniere livet. Massakren fandt sted 11. juli 1995, dvs. for præcis 25 år siden, og den er et af de grimmeste kapitler i Europas historie efter 2. verdenskrig. Mladic blev omsider pågrebet i 2011 og fik en livstidsdom i 2017 ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol.

Massakren i Srebrenica er det mest synlige eksempel på de bosniske serberes overgreb mod den muslimske befolkning i landet og og et symbol på de grusomheder, der fandt sted overalt i Bosnien. På mange måder er massakren også et ekstremt udtryk for den nationalisme, der har hærget kontinentet i så mange år og samtidig fremstår den som symbol på det internationale samfunds svigt og på den tidlige hen mod den benægtelse, vi i dag ser af, at der overhovedet findes et internationalt samfund med et fælles ansvar.

Sven Caspersen fylder 85

Skærmbillede fra https://www.youtube.com/watch?v=0uGkcmlWXj8

I denne uge fylder Sven Caspersen 85 år. Jeg husker ham fra de mange år, han var rektor. Sidst, jeg snakkede med ham, var til et arrangement på Studenterhuset med den colombianske miljøaktivist Ingrid Betancourt, og han fortalte mig ved den lejlighed, at han netop selv havde været på besøg i Colombia. I min studietid lærte jeg faktisk også hans søn Jes at kende – vi studerede datalogi samtidig. Noget, alle vi gamle har gode minder om, er hvordan “Casper”, som vi lærte at kende ham som, i december tog rundt og ønskede alle (og jeg mener alle) en glædelig jul. Dén gestus var typisk for ham. Han var en god rektor for os.

Lill Lindfors – og dem, der kom efter

Et billede af Lill Lindfors fra 8. maj 1968.

I dag fylder Lill Lindfors 80 år. Jeg husker hendes varme, ofte jazzede vokal og sange som (ikke mindst!) “Du är den ende”. Af uransagelige årsager husker jeg også hendes værtsrolle med det europæiske Melodi Grand Prix i Stockholm, hvor alle troede, at hun tabte sin nederdel! Det var selvfølgelig nøje indstuderet. Ikke mange ved, at denne berømte svensker faktisk er født i Finland. I al fald: Tillykke til Lill!

I Sverige er Lill Lindfors selvfølgelig legendarisk, men der er desværre nok ikke så mange i Danmark fra generationerne, der kom efter min, der ved hvem hun er. Det er bemærkelsesværdigt, at der engang var en meget større interesse for populærkultur (i ordets bedste forstand) på tværs af de nordiske lande. ABBA var selvfølgelig et verdensnavn, men der var meget mere end dét, og det var som om sprogbarrieren ikke var så høj. Jeg husker en samtale med en svensker på min alder sidste sommer til Way Out West-festivalen i Göteborg, hvor han talte længe om hvor meget Gasolin’ havde betydet for ham. Og de sang som bekendt (for det meste) på dansk. I Danmark var sangere som Björn Afzelius nærmest folkeeje i 1980’erne. Mange svenske film (ikke mindst komedier) trak fulde huse i biograferne.

Mange år senere gav Håkan Hellström koncert i Aalborg for et halvtomt Studenterhus; i sit hjemland kan han spille for et udsolgt Nya Ullevi, og senest var det Veronica Maggio, der spillede i et halvtomt Musikkens Hus i Aalborg. I Göteborg var hun hovednavn på Way Out West.

CV 70

Foto: Jonas Nordström. Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)

I dag fylder C.V. Jørgensen 70 år. Han er en kunstner, det tog mig lidt tid at lære at holde af, men nu gør jeg det så også uforbeholdent. Engang, før jeg fandt ind til C.V. Jørgensen, syntes jeg at han var ordrig og sur, men så hørte jeg Lediggang A Go Go i 1982 og blev overbevist. Dét album er stadig blandt mine favoritter og holder langt bedre end efterfølgeren, Vennerne og vejen, der lyder så underligt komprimeret og “firseragtige”. Efterhånden fremstod han mere og mere afklaret, og det, der engang var spleen var blevet til en stilfærdig social indignation. Det musikalske udtryk gik fra rock over noget mere akustisk (I det muntre hjørne produceret af min grandfætter Kim Hyttel er en anden favorit, hvor netop dét udtryk er tydeligt) og over til det nærmest jazzede Sjælland (endnu et højdepunkt).

Første gang, jeg oplevede C.V. til en koncert, var i 1983 på Fjordmarken i Aalborg, og senest var det i sommeren 2018 i Skovdalen i Aalborg. Dengang var det andet navn på programmet en anden dansk rocklegende, der også så dagens lys i 1970’erne, nemlig Sort Sol. Sort Sol udsendte ikke nyt materiale i mange år, men så kom Stor Langsom Stjerne pludselig i 2017. C.V. Jørgensen har ikke ladet høre fra sig siden Fraklip fra det fjerne helt tilbage fra 2002, og jeg må indrømme, at jeg ikke tror, der kommer mere nyt fra ham.

Det er på den ene side ærgerligt, på den anden side forståeligt. Hvad mere er der egentlig at sige? spurgte C.V. Jørgensen da også på Sjælland. Man skal sige det, der er vigtigt at sige, og det har han i høj grad gjort. Tak for alle de store sange!

Mig og Information

I dag er det ikke bare 75 år siden Danmarks befrielse. Det er også 75 år siden, dagbladet Information udkom som lovligt dagblad for første gang. Det er ikke mange aviser, der kan prale af at have begyndt tilværelsen som et illegalt, antinazistisk nyhedsbrev og er endt som et respekteret dagblad. Den røde prik over i’et i Informations logo er faktisk en blodsdråbe og et minde om modstandskampens ofre.

Hvis man har læst, hvad jeg skriver her, har man selvfølgelig opdaget, at jeg ofte henviser til artikler fra Information, Det er nemlig en avis, jeg abonnerer på og altid har set frem til at læse. Mit første møde med Information er fra skoletiden, hvor den var en af de få aviser, der udkom under typografernes strejker og derfor fangede min interesse. I min studietid lå Information altid fremme i kaffestuen på Strandvejen 19, 4. sal, og en dag tegnede jeg så selv abonnement. Information er stadig en passende avis for sådan én som mig, der efterhånden har været akademiker i 32 år.

Det sker ikke helt sjældent, at jeg ser noget i Information, jeg undrer mig over og ind imellem læser jeg da også noget, jeg ikke bryder mig om. Men det, jeg godt kan lide ved Information, er at den i modsætning til de fleste andre dagblade ikke hele tiden prøver at positionere sig og så ofte virker til at være i tvivl. Ideen med at have to ledere i samme avis – og nogle gange er de åbenlyst uenige med hinanden – er alle tiders. Dækningen af miljøstof og retspolitik er forbilledlig, synes jeg. Kulturstoffet er også stærkt, omend der måske er lige vel meget om Netflix og HBO, som jeg stort set aldrig ser.

Selvfølgelig er det ærgerligt, at dækningen af lokalstof ikke er der, men man kan ikke få alt. Hvis man gerne vil læse om dengang, nogen så en slange i en busk i Aalborg og tilkaldte politiet, der kom og opdagede, at slangen var en pind, da er der altid Nordjyske. Og ja, det er skam en autentisk nyhed fra Nordjyske.

Noget om at pynte juletræ

Juletræet 2019

Den egentlige glæde ved julen består formodentlig i at de samme enkle aktiviteter finder sted på samme måde år efter år. Forudsigelighed kan være tryg. Derfor synes sorgen da også desto større, når det ikke er muligt at opleve gentagelsens glæde. Jeg mødte én i går, der for et par måneder siden pludseligt havde mistet sin lillebror på 30 og nu for første gang skulle holde jul uden ham, som han altid havde kendt. Det var ikke let.

Et af de små ritualer (for det er jo hvad det er) i min jul af gentagelser er dét at pynte juletræ. En af mine mange onkler hægede om pyntningen i en sådan grad, at ingen måtte få træet at se før juleaften efter middagen – den slags kræver så også en bolig af en vis størrelse. Til gengæld fik alle andre så et glimt af benovelse, der var en julefilm værdigt.

Selv har jeg altid brugt det at pynte juletræ som en fælles syssel, der finder sted lillejuleaftensdag. Mine eneste tommelfingerregler (som der hersker konsensus om også i resten af husstanden) er, at træet ikke må være overlæsset og at der er en form for rotationssymmetri, der skal respekteres. Ellers er der ikke mange fikspunkter. Som barn stod jeg med en let dryssende rødgran, en lametta-stjerne og levende lys i kontravægtstager, men i dag er det en normannsgran, en formstøbt stjerne og LED-lyskæde, jeg har til rådighed. Forskellen er – ens.

Det perfekt pyntede træ eksisterer næppe, men det er altid godt at forsøge.

Omsider

Pakkespillets resultat.

Nu har jeg omsider nogle dages ferie, mens året rinder ud. Det har været et travlt efterår og der var tryk på til det sidste; man kan tydeligt mærke forskel på foråret med alle dets skæve helligdage og efteråret. Jeg bruger aftenen efter en lang dag til juleafslutning med gode venner og bekendte fra Amnesty International, et positivt og hyggeligt fællesskab i modsætning til hvad nogle måske tror. Godt nok er der meget, der er alvor og kræver handling, men det betyder ikke, at man skal miste modet.

Robert Mugabe er død

Voksfigur af Robert Mugabe (foto: Sherwood: https://www.flickr.com/photos/mwanasimba/2847545179)

Man skal ikke ønske andre mennesker døde, men jeg må indrømme, at jeg ikke sørgede, da jeg her til morgen læste, at Robert Mugabe var død i en alder af 95 år. En gængs vittighed (for det vrimler med vittigheder i diktaturer) var den om Mugabes søn, der blev spurgt, hvad han ville være når han blev stor. Han ville være pilot, ikke efterfølge sin far som præsident, for det regnede han ikke med at opleve i sin levetid. Men nu er det så sket: Robert Mugabe er ikke mere. Historien om ham er den triste og uhyggelige historie om en person, der engang var oppositionsleder og frihedshelt, men senere forvandlede sig til en undertrykker. Et andet eksempel er Nicaraguas leder af revolution for 40 år siden, den nuværende præsident Ortega, som i dag er alt andet end forkæmper for friheden og da også ofte bliver sammenlignet med Mugabe.

Jeg har mødt flere mennesker fra Zimbabwe i forbindelse med mine aktiviteter i Amnesty International. Nogle af dem var flygtet til Danmark, andre var aktive medlemmer af Amnesty Internationals zimbabweanske afdeling. Alle var selvfølgelig yderst kritiske over for Mugabes regime, men de var det på en meget lavmælt måde, for man vidste aldrig, om der var nogen, der lyttede med eller sladrede.

Jeg husker det samarbejde, vi i Amnesty-gruppen i Aalborg en overgang havde med Amnesty-gruppen i Masvingo, der er en af store byer i Zimbabwe. Det var fyldt med forhindringer, for det var tæt på umuligt at kommunikere med hinanden. Fastnet-telefoni var dybt upålidelig (adskillige er de faxbeskeder, jeg forgæves har prøvet at sende til Zimbabwe i årenes løb) og internettet var ikke så udbredt dengang for et årti siden. Som i andre tilfælde på det afrikanske kontinent var mobiltelefoni den mest pålidelige løsning, og jeg husker mine korte og dyre opkald, hvor vi på få minutter skulle prøve at få koordineret vores indsats.

Vi endte med at samarbejde i kampagnen mod rydningerne af slumkvarterer i Rumænien og lejre for hjemløse romaer i Italien, for her var der nogle påfaldende paralleller mellem europæiske regeringers fremfærd og det, der hører til dagens uorden mange steder i Afrika. Amnesty-gruppen i Masvingo skrev et lille teaterstykke om forholdene i Italien (!), som jeg oversatte og som Det Hem’lige Teater opførte.

Det er i den forbindelse ironisk at tænke på, at Amnesty International for mange år siden kæmpede for at Robert Mugabe skulle løslades af det daværende apartheid-regime og at han senere besøgte Amnesty Internationals internationale sekretariat for at sige tak!

Årets underviser 2019

Ved en reception i forbindelse med starten på efterårssemesteret blev jeg udnævnt til årets underviser ved Studienævn for datalogi. Jeg kan ikke helt fatte det. Tak til dem, der valgte mig! Det er en meget, meget stor ære for mig.