Dimission

I dag var jeg så sentimental, som vel kun forældre kan være det. Der var tale af skoleinspektøren, musik fra børnekor og skoleorkester, to fællessange (som jeg desværre ikke rigtig kendte, men de var smukke) og underholdende indslag fra elever og lærere. Og undervejs fik min datter Nadia sit afgangsbevis. Alle vi forældre sagde pænt farvel til klasselærerne for den store 9. klasse og gik ud ad den store, automatiske dør på Skansevejens Skole i Nørresundby for sidste gang, mens den gamle klasse drog af sted til fest. Efter så mange besøg i samlingssalen gennem 10 år havde jeg nok ikke regnet med at det ville blive en vemodig stund at sidde der for sidste gang og at tale med de andre forældre en sidste gang, men det blev det.

Og det gik op for mig, at jeg knap kunne huske, hvad der skete, da jeg for 38 år siden selv blev færdig med 9. klasse. Jeg tror faktisk bare, at jeg tog hjem og så fjernsyn. Fest var der i al fald ikke dengang. Godt, at det er anderledes for min datter. Om to måneder bliver det skolehverdag for hende igen, men nu i gymnasiet.

Flattr this!

Ved F-klubbens 40-års jubilæum

Gensyn med F-klubbens gamle for- og bagmand Per Madsen.

I dag fejrede F-klubben sit 40-års jubilæum, og der var ganske mange til stede i kantinen på Selma Lagerlöfs Vej 300. Også nogle gamle kandidater havde fundet vejen forbi. Det var hyggeligt at gense dem; og heldigvis var F-klubbens formand gennem en årrække, Per Madsen, også blandt dem, der kunne være til stede og holde en tale med indtryk fra en lang og broget og uformel historie. De første indslag var med Finn Verner Jensen, der var med til at oprette F-klubben, og institutleder Kristian Grønborg Olesen, også et trofast og mangeårigt medlem. Selv har jeg kun være medlem i knap 34 år, men jeg blev alligevel bedt om at holde tale.

Desværre må jeg ikke tale for tiden, så min tale kunne jeg ikke holde selv. Tak til Jane Billestrup, der sørgede for at holde den på mine vegne!

Herunder er den i sin helhed.


Tale ved F-klubbens 40-års jubilæum

I sidste uge pådrog jeg mig en mere end almindeligt stædig influenza, som til sidst besluttede sig for at besøge mine stemmebånd. Lige nu kan jeg slet ikke tale –- eller rettere: Det kan jeg måske, men min læge siger at jeg skal la være med at prøve. Det er derfor, det ikke er mig, der holder denne tale.

Jeg blev medlem af F-klubben tilbage i september 1983, da jeg var en vred ung matematikstuderende og Afdeling for matematik og datalogi, som det hed dengang, holdt til inde i midtbyen på Strandvejen 19

Der er et gammelt halvfjerdserhit som har en linje, der lyder “you can check in any time you want, but you can never leave”, og sådan er det også med F-klubben. Én gang medlem, altid medlem. Der er ikke noget i vedtægterne, der beskriver hvordan man melder sig ud. Det kan man nemlig ikke.

Og ja, der var en masse halvfjerdseratmosfære over F-klubben dengang, men det er lige præcis derfor, den betød så meget for mig.

F-klubben havde et større arsenal af fjollede traditioner. Mange af dem opdagede jeg i løbet af mine første uger som medlem.

F-klubbens generalforsamling var sådan en tradition — en mellemting mellem et beruset møde og en fest, men bagefter var der altid en rigtig fest.

Til generalforsamlingen var en af de særeste traditioner nok den med næsen. Jeg har ingen anelse om hvem der egentlig fandt på i ideen, men allerede i 1983 var den særdeles veletableret. Jeg hørte første gang om næser netop under generalforsamlingen, da dagsordenen nåede til punkt etellerandet. En næse var en officiel påtale i form af en plasticnæse med krav om at man skulle bære samme resten af aftenen.

Dén aften kom der flere potentielle næsemodtagere i forslag, og derpå fulgte en længere, måske ikke helt ædru drøftelse — og derefter skete der ingen verdens ting. Men derefter oprandt stunden, hvor man skulle tale om rehabilitering af næser.

Det stod imidlertid hurtigt klart for mig at vedtægterne heller ikke sagde noget om den slags. Én gang næse-indehaver, altid næse-indehaver.

Det forhindrede imidlertid ikke En Vis Person i at give en lang og snørklet (nogle ville sige lidenskabelig) forsvarstale om uretfærdigheden i at have fået en næse året forinden — eller var det mon flere år tidligere? Ingen var helt sikre på det, virkede det til, og egentlig var det vel også ligegyldigt. Vi fik hele klagesangen under alle omstændigheder. Efter hvad jeg kunne forstå, havde En Vis Person og visse af hans medstuderende bestemt sig for at tage en enkelt øl en fredag eftermiddag. Men én øl førte til flere, og til sidst var køleskabet tomt, og lageret ligeså. En mindre krise fulgte, og det var denne krise, der havde gjort at En Vis Person havde fået næsen sidste år (eller et eller andet andet år)

Netop denne Visse Person bar forresten navnet Kristian. Rygtet vil vide, at han i dag er institutleder et sted på dette universitet. Så vidt vides er han holdt op med at få sin næse (den af plastik) omstødt.

En anden tradition var Miss F-sektor (af en eller anden grund var det ikke “Miss F-klubben”), en skønhedskonkurrence som blev afholdt under festen efter generalforsamlingen. Den forsvarende Miss F. var Preben Dahl Vestergaard, som dengang underviste os i “Funktioner af flere variabler” (han er i dag gået på pension) — men den aften skiftede kronen (eller plastichjelmen, som det retteligt var) ejer. Den nye Miss F-sektor var en muligvis lidt forbeholden datalogistuderende på 8. semester ved navn Jan. Rygtet vil vide at også han er kommet videre i livet og i dag har en akademisk stilling på dette institut og aldrig har forsøgt at udnytte sin fortid som skønhedsdronning.

Noget af det, der var rigtig godt ved F-klubben var, at alle var med – studerende og ansatte. Det var ved F-klubbens festlige lejligheder, at man fik mulighed for at se de lidt mere uformelle sider hos dem, man blev undervist af. I så henseende opdagede jeg snart, at F-klubbens julefrokost var en klassiker. Desværre er der ikke mange, der husker meget fra disse seancer — om end jeg har en svag erindring om visse mennesker, der engang sad fast i en godselevator. Og nej, jeg var ikke blandt dem.

Årene gik, jeg endte i et anfald af ufornuft med at blive kandidat og endte til sidst på den anden side af katederet. På et tidspunkt endte F-klubben desværre også på den anden side af katederet; den havde nu fået ru for at være sådan et sted, hvor kun studerende var med. Væk var den tidd, hvor man kunne se ellers respektable akademikere slå sig løs. I stedet fik vi de den officielle institutjulefrokost ved Institut for datalogi, og den er præcis lige så festlig som navnet antydet (eller måske i virkeligheden lidt mindre festlig end dét).

Tiderne skifter, som en anden gammel sang siger det (eller også er det navnet på et forlag). Sidste efterår tilbragte jeg på Institut for matematiske fag, og her opdagede jeg at nogle af de gamle ideer og noget af ånden fra F-klubben ser ud til at have levet videre. Det fik mig til at indse hvor meget jeg havde savnet både matematik og F-klubbens gamle ånd, og jeg indså at matematik i lige så høj grad bærer F-klubbens ånd videre som datalogi gør (eller gerne vil mene at gøre).

I sidste måned flyttede jeg så kontor igen, og nu tilbage til Institut for datalogi. Jeg har nu kontor lige oven på et sted i bygningen, hvor F-klubben færdes. Jeg burde nok gå lidt oftere nedenunder.

Så ja, selv om jeg ikke kan forlade F-klubben, er jeg desværre ikke det medlem, jeg var engang. Jeg savner det, og jeg savner de fjollede traditioner som kan hjælpe os med at få hele effektivitetscirkusset på afstand engang imellem. Jeg savner især de festlige lejligheder, der kan bringe studerende og ansatte samme og lade os slå os løs. Det bør vi gøre noget ved.

Nogle gange er det som om det faktisk ikke er tilladt at slå sig løs. Studerende skal bestå så mange eksaminer som muligt så hurtigt som muligt, og universitetslærere burde se at få sig nogle flere eksterne forskningsmidler, så de kunne publicere noget mere og få sig frikøbt for undervisning (den slags er alligevel en opgave for udenlandske PhD-studerende). Visse danske politikere har fundet på alle disse såkaldte reformer, der gør al denne mangel på morskab mulig. Tilbage i 1983, da jeg blev medlem af F-klubben, var selvsamme politikere stadig travlt beskæftiget i børnehaver rundt om i landet.

Hvis der var nogen, der skulle have en næse i vore dage, var det dem.

Flattr this!

Så oprandt dagen atter

En af mine eneste tilbageværende ejendele fra barndomsårene er denne lille Folkevogn, en Tekno-bil fra dengang der stadig blev produceret legetøj i Danmark (og den har det officielle Volkswagen-logo i bunden). Den dukker op i fuld størrelse i Disney-filmen Herbie helt tilbage i 1968.

Og i dag blev primtallet på den lille legetøjsfolkevogn så en præcis beskrivelse af min alder. Tak til alle, der har ønsket mig tillykke med fødselsdagen via Internet og telefon eller ved at kigge forbi min bopæl her til aften! Det er bevægende at vide, at der er så mange derude, der husker mig på sådan en dag.

(David Bowie kunne være blevet 70 år i dag. Ham savner jeg.)

Flattr this!

Tillykke, Ms. Smith!

Mange har vi mistet i det år, der slutter i morgen. Men Patti Smith er her stadig. Amerikansk rockmusiks store gamle dame, der har taget os med på hele sin lange opdagelsesrejse fra de tidlige år med Joplin og Hendrix og digterne på Chelsea Hotel, gennem kærligheden til Mapplethorpe, over de voldsomme år med CBGB og Patti Smith Group, de stille år med familien og til sit comeback dengang i 1990’erne (hvor jeg stod og så på). Tak for stemmen og for ordene – tillykke med de 70!

Flattr this!

Bonfire Night 

I aften er det Bonfire Night i Storbritannien, og der er fyrværkeri og bål rundt omkring – en slags blanding af sankthansaften og nytårsaften tilsat tivoli. Jeg har fejret Bonfire Night i Stockport, en forstad til Manchester, sammen med mine to engelske søstre Angelina og Natascha og deres familier. November er årets længste og mindst spændende måned, så det er egentlig godt at have et påskud for at have en mærkedag.

Flattr this!

Den sidste sommeraften

IMG_5425

Jeg gik hjem over Limfjordsbroen denne smukke onsdag aften, den sidste officielle sommeraften i 2016. Der er altid et vemod forbundet med afslutningen på sommeren; man kan mærke at dagene er ved at blive kortere og man ved at inden længe kommer efteråret.

I dette efterår var det anderledes for mig at vende tilbage til arbejdet på universitetet. Det er godt for mig at være ude af rutinesløjfen og at opleve universitetet fra en anden vinkel, også helt bogstaveligt – jeg sidder et andet sted nu. Jeg har mulighed for at samarbejde med gode kolleger både her og andre steder.

I 24 år har jeg hvert år på denne tid forberedt mig på semesterstarten, men i år skulle jeg minde mig selv om at det nye semester begynder i morgen. Senere på semesteret skal jeg ud på nogle rejser, der for nogles vedkommede går sydpå – og på denne måde får jeg ud over vigtig faglig inspiration nogle yderligere glimt af sommer.

Flattr this!

De sidste dage derhjemme

image

Når alle møblerne er flyttet væk.
Når det runger en lille smule i stuen.
Når stuen er fyldt med flyttekasser.
Når jeg rydder op i køkkenskabet og finder to poser hørfrø, der er for gamle.
Når damerne fra Mosaikhjørnet råber hej, fordi de efterhånden kan genkende mig på gaden.
Når jeg efterhånden kan finde rundt i byggemarkederne uden større problemer.
Når jeg bliver rigtig glad for at kende nogen, der har en trailer (og en bil).

Så ved jeg at det er en særlig påskeferie, og en af dem uden ret megen ferie. I denne påskeferie er det vores sidste tid i hjemmet i et stykke tid; i dag cyklede vi ud til den lejlighed, der skal være vores hjem mens huset bliver renoveret. I vores rungende tomme hus bliver der en masse nyt liv fra nu og til sommeren kommer, bare ikke fra os, men fra murere, tømrere, elektrikere og vvs-folk.

Flattr this!

Et nyt gulv – og alt det andet

IMG_20160225_165552

Siden min mor døde, har jeg haft en ambition om bruge de penge, jeg arvede på omsider at gøre noget ved indretningen af hjemmet. Husene i den gade i Nørresundby, hvor jeg bor med min familie, blev renoveret engang i 1970’erne, og det er meget længe siden nu. Dét ser man usædvanligt tydeligt nu. En renovering er dyr, men nu kan jeg gøre det uden at skulle stifte ny gæld. Og jeg kan endda betale mig fra at skulle lave renoveringen selv (godt for dét, thi jeg er en meget fummelfingret person). Senere på foråret kommer der en længere periode, hvor vi ikke kan bo i vores hjem.

Dette er en rejse ind i en verden, jeg hidtil har vidst meget lidt om. Men nu kan jeg tale med om laminat kontra komposit kontra keramik til bordplader, jeg kan tale med om integrerbare køleskabe (der intet har med Riemann eller Lebesgue at gøre), og jeg har besøgt 5 af de 6 køkken/bad-forretninger i 9200 Aalborg.

I dag så vi på nye gulve til badeværelse, køkken og stue. Udvalget af gulvbelægning er enormt og forvirrende. Der er fliser, der ligner træ, og der er brædder der ligner træ. Intet af det er dog træ – men skulle ikke desto mindre være miljøvenlige løsninger.

Processen er interessant, men inderst inde glæder vi os nok alle til at den er overstået.

Flattr this!

Gensyn med Joakim

joakim-1984joakim-2016joakim-og-hans-1983 joakim-og-hans-2016

I 1982 vandt jeg som den ene af to danske gymnasieelever en stilekonkurrence udskrevet af Alliance Francaise og tilbragte nogle minderige julidage i Paris. Det var lige efter gymnasiet, og verden virkede ny, stor, åben og også lidt forvirrende. I Paris mødte jeg en svensk gymnasiedreng i lyseblå t-shirt som var helt vild med sprog og med at rejse. Jeg endte med at være meget sammen med Joakim Enwall fra Stockholm i de dage; vi snakkede godt sammen og det var fascinerende at høre om hvordan han prøvede at lære sig selv armensk og baskisk og om hans InterRail-tur, som rejsen til Paris “kun” var et stop på (den svenske afdeling af Alliance Francaise havde opdaget at den billigste billet fra Stockholm til Paris var et InterRail-kort til 30 dage!).

Siden studerede Joakim kinesisk (det var nogle år før det blev hip); senere blev han svensk kulturattaché i Beijing og han er nu professor i kinesisk i Uppsala. Vi har holdt kontakt med hinanden  siden dengang i 1982 – og Facebook har her været en god hjælp – men vi har kun set hinanden få gange. Flere gange i årenes løb har det ellers været nærved og næsten,

Sidste gang vi sås var den 28. september 1994 i Stockholm; det var morgenen efter Estonias forlis og vi mødtes på Centralstationen. Jeg havde været til et møde i den svenske hovedstad, Joakim var lige blevet færdig med sin PhD om det kinesiske minoritetssprog miao og stod for at skulle til Kina. I november 2013 var jeg i Uppsala, men netop i de få dage var Joakim desværre ikke i Sverige.

I dag, den 27. januar 2016, mødtes vi så omsider igen, nu i Aalborg. Joakim havde deltaget i en konference på AAU og havde spurgt om vi ikke skulle ses. Og det skulle vi da.

Det var godt at se Joakim igen, og igen var det spændende at høre om hans mange rejser og om sprogenes verden. Vi er fra hvert sit land og fra hvert sit universitetsfag, men vi kom selvfølgelig også til at tale om glæderne og sorgerne ved at være akademiker i vore dage – om manglende eksterne forskningsmidler, om undervisning og om forskning. Der var meget, vi kunne nikke genkendende til hos hinanden der.

Og jeg opdagede at vi igennem årene flere gange har opholdt os på det samme sted næsten på samme tid uden at vide det. I juli 1989 var Joakim i Moskva efter et ophold i Georgien, der blev afbrudt da borgerkrigen brød ud. Også jeg var i Moskva i juli 1989. I november 1995 var jeg i Tbilisi i Georgien til en konference, og her var han så i december samme år! Jeg kan ikke ét ord georgisk mens Joakim, som den eneste ikke-georgier jeg har mødt, taler sproget flydende. Til gengæld har jeg lært at tale (en slags) svensk, så vi fik talt en masse svensk. Og jeg håber og tror at der ikke skal gå 22 år inden vi ses igen.

Flattr this!

Og sådan blev det min fødselsdag påny

IMG_5313

I dag blev jeg tooghalvtreds. Dagen startede med morgenmad og fødselsdagssang, som min familie havde planlagt, og senere lidt sneskovling. Så kom arbejdet med planlægning af undervisning, spørgsmål fra studerende, rettelser i en artikel efter kommentarer fra bedømmere, et møde på Skype om en Horizon 2020-ansøgning og til sidst kommentarer fra bedømmere til en anden artikel. For én gangs skyld tog jeg bussen ud til AAU. Undervejs i løbet af dagen nåede jeg at lytte til Blackstar, det splinternye album af min medfødselar David Bowie. Det er i øvrigt et rigtig vellykket album.

Dagen sluttede med en lang aften på Café Ulla Terkelsen, London i selskab med folk jeg kender fra universitetet, fra gymnasietiden, fra Amnesty International og Nørresundby, Det var en hyggelig aften – tak til alle, der kiggede forbi! Og specielt en stor tak til min familie for at have gjort hele denne fødselsdag til en særlig dag.

Flattr this!