Robert Mugabe er død

Voksfigur af Robert Mugabe (foto: Sherwood: https://www.flickr.com/photos/mwanasimba/2847545179)

Man skal ikke ønske andre mennesker døde, men jeg må indrømme, at jeg ikke sørgede, da jeg her til morgen læste, at Robert Mugabe var død i en alder af 95 år. En gængs vittighed (for det vrimler med vittigheder i diktaturer) var den om Mugabes søn, der blev spurgt, hvad han ville være når han blev stor. Han ville være pilot, ikke efterfølge sin far som præsident, for det regnede han ikke med at opleve i sin levetid. Men nu er det så sket: Robert Mugabe er ikke mere. Historien om ham er den triste og uhyggelige historie om en person, der engang var oppositionsleder og frihedshelt, men senere forvandlede sig til en undertrykker. Et andet eksempel er Nicaraguas leder af revolution for 40 år siden, den nuværende præsident Ortega, som i dag er alt andet end forkæmper for friheden og da også ofte bliver sammenlignet med Mugabe.

Jeg har mødt flere mennesker fra Zimbabwe i forbindelse med mine aktiviteter i Amnesty International. Nogle af dem var flygtet til Danmark, andre var aktive medlemmer af Amnesty Internationals zimbabweanske afdeling. Alle var selvfølgelig yderst kritiske over for Mugabes regime, men de var det på en meget lavmælt måde, for man vidste aldrig, om der var nogen, der lyttede med eller sladrede.

Jeg husker det samarbejde, vi i Amnesty-gruppen i Aalborg en overgang havde med Amnesty-gruppen i Masvingo, der er en af store byer i Zimbabwe. Det var fyldt med forhindringer, for det var tæt på umuligt at kommunikere med hinanden. Fastnet-telefoni var dybt upålidelig (adskillige er de faxbeskeder, jeg forgæves har prøvet at sende til Zimbabwe i årenes løb) og internettet var ikke så udbredt dengang for et årti siden. Som i andre tilfælde på det afrikanske kontinent var mobiltelefoni den mest pålidelige løsning, og jeg husker mine korte og dyre opkald, hvor vi på få minutter skulle prøve at få koordineret vores indsats.

Vi endte med at samarbejde i kampagnen mod rydningerne af slumkvarterer i Rumænien og lejre for hjemløse romaer i Italien, for her var der nogle påfaldende paralleller mellem europæiske regeringers fremfærd og det, der hører til dagens uorden mange steder i Afrika. Amnesty-gruppen i Masvingo skrev et lille teaterstykke om forholdene i Italien (!), som jeg oversatte og som Det Hem’lige Teater opførte.

Det er i den forbindelse ironisk at tænke på, at Amnesty International for mange år siden kæmpede for at Robert Mugabe skulle løslades af det daværende apartheid-regime og at han senere besøgte Amnesty Internationals internationale sekretariat for at sige tak!

Årets underviser 2019

Ved en reception i forbindelse med starten på efterårssemesteret blev jeg udnævnt til årets underviser ved Studienævn for datalogi. Jeg kan ikke helt fatte det. Tak til dem, der valgte mig! Det er en meget, meget stor ære for mig.

En ny begyndelse for Louise

I går var jeg til reception for Louise Faber, der indtil for ganske nylig var lektor i jura, men nu har valgt at arbejde i sin egen ejendomsjuridiske rådgivningsvirksomhed Lysholt Faber på fuld tid. Jeg kender Louise fra kampen mod en motorvej over Egholm; her har hun længe været en utrættelig drivkraft, og hendes store indsigt har været og er rigtig vigtig for os – og til receptionen i går var der da også andre motorvejsmodstandere med, herunder et kontingent fra Egholm anført af den utrættelige Henrik Mørch.

Mange kender også Louise som en dygtig og afholdt underviser og forsker, så samtidig med at det er en gevinst for juridisk rådgivning, at hun nu helliger sig dette område, er det et tab for den akademiske verden, at hun forlader sin tidligere gerning. Men med de ting, der sker lige nu i vores arbejdsliv, er det nemt at forstå at man får lyst til at prøve at bruge sine store kompetencer til noget andet. Jeg vil ønske Louise god vind og se frem til hendes mange og gode bidrag i den fortsatte kamp mod motorvejen!

Lysholt Faber har til huse i Aalborgs midtby, og det var hyggeligt at være til reception på tagterrassen, snakke med folk og kigge ud over byens tage. Jeg mødte nogen, der kunne huske mig fra poetry slam, men også flere af vores fælles bekendte, der i år har mistet deres arbejde. Med dem talte jeg om hvordan vilkårene har forandret sig, der hvor vi alle har været (jeg kan ikke omtale stedet på denne blog), det var de samme bekymringer, vi alle havde – og min solidaritet er at finde hos dem.

En ny pakke te

Verden er sær, og menneskene er underlige. Men én gang om året har jeg en god og enkel tradition på universitetet: En ny pakke grøn te fra Japan skal tages i bruges. Da kan jeg omsider klippe hul på den blanke pose og indsnuse den friske duft fra de dampede teblade, der sidst så dagens lys ovre på den anden side af kloden. Så varmer jeg vandet til 70°C og brygger den første lille kande i min kyusu, sætter en klemme på posen og lægger den ind i køleskabet. Sådan en dag var det i dag.

Og grøn te fra Japan bliver faktisk grøn.

Nogle ord ved feriens afslutning


De gule lande er de lande, hvor anden påskedag er en helligdag. Jeg bemærker, at Portugal ikke er et af dem.

Anden påskedag er sådan en underlig helligdag, men jeg er glad for at den er der. For én gangs skyld brugte jeg nemlig tre feriedage inden påske, og det gav mig 10 sammenhængende fridage, som jeg må indrømme, at jeg trængte til. Jeg har ikke haft egentlige fridage siden jeg begyndte igen på arbejde den 2. januar. Der er sket en masse for mig på universitetet siden da; her tænker jeg selvfølgelig i høj grad på fyringsrunden og alt hvad den indebar af usikkerhed. Det har været godt at være væk fra den side af tilværelsen. Ude i verden er der sket en masse trist (senest de forfærdelige terrorangreb i Sri Lanka), men på sin vis har det været nemmere for mig at bearbejde og give ordentlig eftertanke, når arbejdet ikke også fylder.

Min undervisningsbelastning i dette semester er igen så høj, som den var for et årti siden – noget, jeg nemt har kunnet mærke (jeg bliver som bekendt heller ikke yngre). Jeg fik klemt to rejser i embeds medfør ind siden juleferien sluttede, men selv om det var interessant at besøge Portugal og Tjekkiet, var det også arbejde. I denne ferie kom jeg ikke ret langt hjemmefra, og det var helt bevidst. For lige så spændende en rejse kan være, lige så krævende kan den også ende med at blive.

Tak! – tanker ved endnu et palindrom

I dag blev min alder igen palindromisk. Jeg skal lige vænne mig til at være femoghalvtreds, men skrevet med bogstaver er det faktisk ikke så kompliceret at vænne sig til. Her til aften kom kolleger fra AAU, gamle venner fra gymnasietiden, tidligere studerende og gode bekendtskaber fra Aalborgs poetry slam-scene forbi og mødte hinanden i mit hjem. Vi fik snakket sammen, spist suppe og lyttet til min medfødselar David Bowie. En stor tak til alle for en god og hyggelig aften og også en stor tak til alle, der har sendt mig hilsener på mail og via Facebook. Hvad var jeg uden alle jer? Jeg ved det ikke, og det er godt at vide, at I er derude og tænkte på mig i dag.

Farvel til 2018

Om syv en halv time slutter 2018.

Det var året, der startede med en lang arbejdskamp for os, de offentligt ansatte. Hver gang jeg mødte de studerende, jeg underviste, mindede jeg dem om at det måske kunne være sidste gang, vi skulle ses. Der var store demonstrationer og mange diskussioner og en solidaritet i befolkningen, som jeg havde længtes efter at opleve igen. Mange opdagede vigtigheden af at være organiseret og af at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Imens skrev jeg på endnu en Horizon 2020-ansøgning og besøgte endnu engang Lissabon i den forbindelse. Det var godt at møde partnerne bag ansøgningen. Men også alt dette blev påvirket af arbejdskampen i Danmark, for ansøgningen skulle være færdig inden alt måske lukkede ned. Da foråret var omme, var arbejdskampen endt med et forlig, men jeg havde også oplevet at også denne Horizon 2020-ansøgning var blevet afvist, selv om den var nået over tærskelen. Det var en skuffelse. En anden, lovende mulighed for eksterne forskningsmidler glippede også meget pludseligt. Også dét var en skuffelse.

Sommeren blev lang og varm og tør – alt for varm og alt for tør. Omsider gik det op for mange, at de menneskeskabte klimaforandringer er virkelige. I 2018 blev de almindelige danske mainstream-medier pludselig optaget af miljøspørgsmål og af plantebaseret kost. Det var helt nyt at opleve.

Jeg brugte en del tid i 2018 på at genopfinde mig selv som underviser og på at lave helt nyt undervisningsmateriale. Min undervisning lykkedes bedre end i 2017, hvor så mange havde været så vrede på mig. I efteråret deltog jeg i to konferencer – den ene i Lissabon, den anden i Athen. Det var mit første besøg i den græske hovedstad i mange år og samtidig min sidste flyrejse. Der var også gensyn med gamle, nære venner og med mit barndomshjem.

Jeg blev Aalborg-mester i poetry slam for anden gang, Jeg tabte mig helt som planlagt efter en sommerferies vellevned. Jeg var med til at organisere en hel del begivenheder i Amnesty International; specielt den 10. december oplevede jeg hvor mange mennesker, der stod sammen i et forsvar for menneskerettighederne. Jeg fik besøg af Gonzalo Vargas fra Fakse (og Chile). Kim Larsen døde, og endnu engang oplevede jeg, at det var noget, der kunne samle befolkningen.

Der var endnu engang en pludselig, alt for pludselig økonomisk krise på Aalborg Universitet. Nogle af mine kolleger mister deres arbejde, men ledelsen gik som sædvanlig fri.

Og hvad så med 2019? Der er allerede løftet en lille flig af sløret. I januar skal jeg på min første lange togrejse i mange år, når jeg deltager i en konference i Portugal, så jeg har købt min første InterRail-billet i dette årtusinde. Lige efter min hjemkomst skal jeg deltage i Danmarksmesterskaberne i poetry slam og også i story slam. Forårssemesteret bliver travlt; jeg skal undervise i Syntaks og semantik, måske for sidste gang i en længere årrække. Om jeg kan eller skal prøve kræfter med Horizon 2020 og den slags, ved jeg endnu ikke. Jeg bliver nok nødt til det. Der bliver i øvrigt også et folketingsvalg engang i 2019; jeg håber det bedste og frygter det værste. Mit håb er baseret på alle de gode oplevelser i 2018, hvor mange i befolkningen kom tæt på hinanden og stod sammen om noget positivt og vigtigt.

Hermed ønsket om et godt nytår og et tak for dem gamle år, til alle jer, der læser med her og måske har delt oplevelser med mig. Vi ses i 2019.

Studenterjubilæet som tidsrejse

Udsnit af fotoalbummet for 1.x, Fjerritslev Gymnasium, 1979. Foto (af fotoalbummet): Flemming Smit.

I dag faldt jeg over en interessant artikel af den amerikanske professor i psykologi Glenn Geher, der skrev om at være til sit 30-års jubilæum med den gamle high school-klasse.

Glenn Geher var glad for at se sine gamle skolekammerater igen, og der var en positiv stemning. Tidsrejser er (så vidt vi ved) umulige, men der er noget fascinerende ved at være sammen med mange mennesker, man kendte godt og tilbragte megen tid sammen med for mange år siden – nu bare i meget ældre udgave. Studenterjubilæer er en slags tidsrejse. Sådan tænker jeg også på det. Nogle gange kan samtalen nærmest fortsætte, der hvor man slap engang. Andre gange starter man på en helt ny samtale, for der er sket så meget, der gør os anderledes. Vi har et arbejdsliv, har typisk mistet en eller begge af vores forældre og de fleste af os har voksne eller næsten voksne børn. Nogle enkelte fra dengang lever ikke mere.

I artiklen bemærker Geher i øvrigt, at han mødte tre slags mennesker tre slags mennesker

  • Dem, der på en måde så uforandrede ud i forhold til skoletiden (dem var der vel 20 procent af, anslår han)
  • Dem, der simpelthen lignede 30 år ældre udgaver af dem, de var i skoletiden (dem var der vel 40 procent af, anslår han)
  • Dem, der var helt ukendelige; det var typisk dem, han ikke rigtig havde haft noget med at gøre i skoletiden

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Når jeg har været sammen med min gamle gymnasieårgang, har de altid kunnet genkende mig, men det skyldes sikkert i høj grad, at jeg har været primus motor i vores arrangementer. Da jeg genså min gamle folkeskoleklasse tidligere i år, var der til gengæld nogen, der ikke kunne genkende mig.

På lørdag skal jeg gense nogle af dem, jeg gik i gymnasiet med. Til næste år er det 40 år siden, vi begyndte, og det utroligt at tænke på. Jeg glæder mig til at se dem igen og komme på endnu en tidsrejse for en stund.

Det skete midt i juli

Nogle af mine sommerferier i udlandet med familien bringer desværre også triste minder om hvad der skete andre steder i Europa samtidig dér i juli måned.

Her tænker jeg specielt på terrorangrebene; jeg husker præcis hvor jeg var, da jeg først læste om dem, og det har i særlig grad været kontrasten mellem den fredelige sommerferie og de voldsomme dødsfald blandt mennesker, der troede at de skulle opleve endnu en rolig sommerdag, der skar. Jeg husker bombeattentaterne i Londons metro i 2005. Og jeg husker lastbilangrebet i Nice i 2016. Netop i dag er det præcis syv år siden bombeattentatet i Oslo og massakren på Utøya. Vi må ikke glemme.