Martin Luther King

Netop i dag er det 50 år siden Martin Luther King blev myrdet. Han blev kun 39, og det er i dag specielt for mig at skulle indse, at jeg nu har levet meget længere end ham. King er som så mange andre betydningsfulde skikkelser i historien blevet “elsket ihjel” og har fået et tandløst eftermæle; selv ikke Donald Trump vil sige noget negativt om ham. Og skal man tro Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, er Martin Luther King hans store forbillede.

Men  mange glemmer hvor kontroversiel Martin Luther King også var i USA.  Selv om han var mindre barsk i sin retorik end Malcolm X, var han alt andet end tandløs. Hans kamp mod racismen var samtidig en kamp for en anderledes fordelingspolitik i USA, og ved flere lejligheder talte Martin Luther King direkte om socialisme. Dét vil Trump næppe nævne i dag.

Det er faktisk også underligt at tænke på, at en af de helt store antiracister fra det 20. århundrede er opkaldt efter en tysker fra det 16. århundrede, der var alt andet end antiracist..

Glæden ved et slips

Når jeg kommer hjem fra en lang arbejdsdag, bruger jeg ofte anledningen til at skifte fra den afslappede påklædning, som mange akademikere mere eller mindre forventes at benytte, til noget, der ligger mig langt nærmere. Da jeg var midt i trediverne, begyndte jeg at købe jakkesæt og lærte at binde slips. I dag har jeg efterhånden en større samling slips, og især de blå forårsnuancer holder jeg af. Der er en særlig, rolig følelse ved at gå rundt i hjemmet i jakkesæt, som jeg efterhånden har lært at sætte pris på. Ved de lejligheder føler jeg mig særligt tæt på de mennesker og de holdninger, der står mit hjerte nær.

Laugesen 76

Side 13 fra Traveling.

I dag bliver Peter Laugesen 76 – og Henrik Hall, elsket og savnet, ville være fyldt 70.

Peter Laugesen har vi heldigvis endnu, og sidste år udkom hans Traveling, der er endnu en vellykket digtsamling fra hans rolige hånd – fuld af rejseindtryk og natur. Jeg har haft den store ære og glæde at møde ham flere gange i årenes løb, og jeg håber en dag at kunne gøre det igen. Et særligt minde, jeg har, er at Laugesen engang sendte mig nogle af sine gamle udgivelser – kvit og frit. Og jeg husker hvordan jeg tilbage i 2015 havde den ære at stå på samme scene som ham (og Svend Åge Madsen)  i Aarhus.

Tillykke, Peter!

Endnu et år er gået

En lang kø uden for Liberty Theatre, Barrack Street, Perth, Australien den 8. januar 1964.

Og sådan blev det igen den dag, to uger efter jul, hvor jeg kunne fejre min fødselsdag. I dag har jeg levet i fireoghalvtreds år, og selv om verden er kompliceret, er det godt at være her. Jeg har tilmed det privilegium at dele fødselsdag med så berømte og inspirerende mennesker som Elvis Presley (jeg er nu tolv år ældre end han nogensinde nåede at blive), David Bowie, Shirley Bassey og Stephen Hawking.

Tak til alle for opmærksomhed på denne personlige mærkedag for mig – for gaver, for samvær og spadseretur i parken, for samtaler og for selskab, for telefonopkald og for hilsner på sms og på de sociale medier. Jeg er glad for at I er der.

Godt nytår 2018!

Og her slutter så endnu et år.  I år flyttede jeg kontor igen og vendte tilbage til Institut for datalogi, til et andet kontor og en anden gruppe.  Det var godt at kunne få opleve en ny begyndelse.

Min datter begyndte i gymnasiet. Også for hende var det en god, ny begyndelse.

2017 var til gengæld skavankernes år. I det år, der nu slutter, mistede jeg stemmen i februar – og igen i marts. Jeg skadede mine ledbånd i højre fod i november – og igen i december. Jeg kan tydeligt mærke, jeg er blevet ældre.

I år har jeg fået voldsom kritik af min undervisning, og den tager jeg til mig. Jeg er flov over at jeg har gjort det dårligt og såret mange studerende, og jeg bruger nu tid på at finde frem til hvad jeg kan gøre for at komme videre og blive en meget bedre og meget mere troværdig underviser. Det er meget vigtigt for mig at gøre det godt igen.

Et af de privilegier, man har som universitetslærer, er rejserne i forskningssammenhæng. I embeds medfør besøgte jeg Tyskland – igen – og Sydafrika for første gang. I ferierne nåede jeg Irland (også for første gang), Skotland og Portugal. Det var dejligt at gense Lissabon i oktober.

Jeg har kun meget få anelser om hvad 2018 vil bringe, men jeg håber at det bliver et godt og udviklende år.

Godt nytår til alle fra mig!

Glædelig jul 2017!

Så er der gået endnu et år. I aften slutter julen endnu engang efter tre måneder, og det gør den som altid med et bjerg af indpakningspapir og konfekt. Det har (vanen tro) været en travl juletid, og gad vide hvad der kommer nu. I morgen vil jeg og mange andre i al fald fejre alle anstrengelserne ved omsider at holde ferie. Glædelig jul til jer alle!

Simon Riber Kristensen

Foto: Kjerteminde Avis.

Det er ikke tit, jeg har været til en 90-års fødselsdag; faktisk var dagen i dag vel den første af slagsen for mig. Min hustru, vor datter og jeg drog til Fyn for at fejre min hustrus far, Simon Riber Kristensen, der i denne weekend fylder 90 år. Simon er i sin høje alder stadig en meget aktiv mand, der gennem sit virke som landinspektør på Kerteminde-egnen har fået en stor bekendtskabs- og vennekreds. Han engagerer sig stadig i mange lokale spørgsmål, men i de seneste år har han været ude at rejse rundt om i Europa. Sidst vi sås, spurgte han mig endda, om det mon var værd at besøge Lissabon. (Det er det jo.) Kjerteminde Avis bringer i dag en lang portrætartikel om ham, og det er i sig selv en bedrift at kommentarsporet til en avisartikel på WWW er fyldt med positive kommentarer! (Den slags er et særsyn i vore dage.)

Og her til aften holdt han en fin og indlevet fest for os alle. Tillykke, Simon!

Et nyt overblik

Der er en del af mig, der nikker genkendende til High Fidelity af Nick Hornby – romanen om de indædt musikelskende og -klassificerende mænd, den, der siden blev en film med John Cusack og Iben Hjejle. I dag kom der endnu et kapitel i dén fortælling.

Nogle af dem, jeg kender, har genopdaget glæden ved lp’er og anskaffet sig en pladespiller. Selv har jeg haft svært ved at nå til dét nostalgiske niveau og befinder mig endnu i en verden af små, blanke skiver, som jeg har anskaffet mig fra december 1988 og frem. Selv om jeg abonnerer på en musikstreaming-tjeneste, køber jeg faktisk stadig cd’er af og til, og sidste år investerede jeg endda i noget så gammeldags som en ny disk-afspiller, der kan spille ikke bare cd’er, men også alle de andre beslægtede optiske formater, der siden er kommet til (især dvd, super-audio cd og blu-ray). Der er noget udefinerbart hyggeligt ved at “sidde med musik og film i hånden”.

I dag gjorde jeg så omsider det, jeg ikke fik gjort, da jeg havde samlet det lave hvide skab i fjor: Jeg hev alle mine cd’er ud og sorterede dem alfabetisk og efter årstal. På dén måde genopdagede jeg mine albums med The Go-Betweens (de er stadig værd at lytte til) og The Only Ones (et for længst hedengangent engelsk band, som også stadig er værd at lytte til) og opdagede til min forbløffelse, at jeg havde to eksemplarer af Porcupine med Echo and The Bunnymen. Forklaringen var den enkle, at det ene eksemplar var en genudgivelse med bonusspor, som jeg engang havde købt på en rejse til USA.

Nu er alle de mere end 1000 cd’er placeret i den skønneste orden: Opsamlingen Incursions in Illbient står lige før et album med Grethe Ingmann, der står lige før Turn On The Bright Lights med Interpol. I et særligt hjørne står alle de klassiske udgivelser.

Og oppe ovenpå, i et skab lige bag den Rickenbacker 4001 fra 1975, som jeg spiller alt, alt for lidt på, står der endnu 1000 cd’er, som jeg skal have gjort orden i en anden gang. I dag tog det seks timer, så jeg venter nok lidt med det.

Dimission

I dag var jeg så sentimental, som vel kun forældre kan være det. Der var tale af skoleinspektøren, musik fra børnekor og skoleorkester, to fællessange (som jeg desværre ikke rigtig kendte, men de var smukke) og underholdende indslag fra elever og lærere. Og undervejs fik min datter Nadia sit afgangsbevis. Alle vi forældre sagde pænt farvel til klasselærerne for den store 9. klasse og gik ud ad den store, automatiske dør på Skansevejens Skole i Nørresundby for sidste gang, mens den gamle klasse drog af sted til fest. Efter så mange besøg i samlingssalen gennem 10 år havde jeg nok ikke regnet med at det ville blive en vemodig stund at sidde der for sidste gang og at tale med de andre forældre en sidste gang, men det blev det.

Og det gik op for mig, at jeg knap kunne huske, hvad der skete, da jeg for 38 år siden selv blev færdig med 9. klasse. Jeg tror faktisk bare, at jeg tog hjem og så fjernsyn. Fest var der i al fald ikke dengang. Godt, at det er anderledes for min datter. Om to måneder bliver det skolehverdag for hende igen, men nu i gymnasiet.

Ved F-klubbens 40-års jubilæum

Gensyn med F-klubbens gamle for- og bagmand Per Madsen.

I dag fejrede F-klubben sit 40-års jubilæum, og der var ganske mange til stede i kantinen på Selma Lagerlöfs Vej 300. Også nogle gamle kandidater havde fundet vejen forbi. Det var hyggeligt at gense dem; og heldigvis var F-klubbens formand gennem en årrække, Per Madsen, også blandt dem, der kunne være til stede og holde en tale med indtryk fra en lang og broget og uformel historie. De første indslag var med Finn Verner Jensen, der var med til at oprette F-klubben, og institutleder Kristian Grønborg Olesen, også et trofast og mangeårigt medlem. Selv har jeg kun være medlem i knap 34 år, men jeg blev alligevel bedt om at holde tale.

Desværre må jeg ikke tale for tiden, så min tale kunne jeg ikke holde selv. Tak til Jane Billestrup, der sørgede for at holde den på mine vegne!

Herunder er den i sin helhed.


Tale ved F-klubbens 40-års jubilæum

I sidste uge pådrog jeg mig en mere end almindeligt stædig influenza, som til sidst besluttede sig for at besøge mine stemmebånd. Lige nu kan jeg slet ikke tale –- eller rettere: Det kan jeg måske, men min læge siger at jeg skal la være med at prøve. Det er derfor, det ikke er mig, der holder denne tale.

Jeg blev medlem af F-klubben tilbage i september 1983, da jeg var en vred ung matematikstuderende og Afdeling for matematik og datalogi, som det hed dengang, holdt til inde i midtbyen på Strandvejen 19

Der er et gammelt halvfjerdserhit som har en linje, der lyder “you can check in any time you want, but you can never leave”, og sådan er det også med F-klubben. Én gang medlem, altid medlem. Der er ikke noget i vedtægterne, der beskriver hvordan man melder sig ud. Det kan man nemlig ikke.

Og ja, der var en masse halvfjerdseratmosfære over F-klubben dengang, men det er lige præcis derfor, den betød så meget for mig.

F-klubben havde et større arsenal af fjollede traditioner. Mange af dem opdagede jeg i løbet af mine første uger som medlem.

F-klubbens generalforsamling var sådan en tradition — en mellemting mellem et beruset møde og en fest, men bagefter var der altid en rigtig fest.

Til generalforsamlingen var en af de særeste traditioner nok den med næsen. Jeg har ingen anelse om hvem der egentlig fandt på i ideen, men allerede i 1983 var den særdeles veletableret. Jeg hørte første gang om næser netop under generalforsamlingen, da dagsordenen nåede til punkt etellerandet. En næse var en officiel påtale i form af en plasticnæse med krav om at man skulle bære samme resten af aftenen.

Dén aften kom der flere potentielle næsemodtagere i forslag, og derpå fulgte en længere, måske ikke helt ædru drøftelse — og derefter skete der ingen verdens ting. Men derefter oprandt stunden, hvor man skulle tale om rehabilitering af næser.

Det stod imidlertid hurtigt klart for mig at vedtægterne heller ikke sagde noget om den slags. Én gang næse-indehaver, altid næse-indehaver.

Det forhindrede imidlertid ikke En Vis Person i at give en lang og snørklet (nogle ville sige lidenskabelig) forsvarstale om uretfærdigheden i at have fået en næse året forinden — eller var det mon flere år tidligere? Ingen var helt sikre på det, virkede det til, og egentlig var det vel også ligegyldigt. Vi fik hele klagesangen under alle omstændigheder. Efter hvad jeg kunne forstå, havde En Vis Person og visse af hans medstuderende bestemt sig for at tage en enkelt øl en fredag eftermiddag. Men én øl førte til flere, og til sidst var køleskabet tomt, og lageret ligeså. En mindre krise fulgte, og det var denne krise, der havde gjort at En Vis Person havde fået næsen sidste år (eller et eller andet andet år)

Netop denne Visse Person bar forresten navnet Kristian. Rygtet vil vide, at han i dag er institutleder et sted på dette universitet. Så vidt vides er han holdt op med at få sin næse (den af plastik) omstødt.

En anden tradition var Miss F-sektor (af en eller anden grund var det ikke “Miss F-klubben”), en skønhedskonkurrence som blev afholdt under festen efter generalforsamlingen. Den forsvarende Miss F. var Preben Dahl Vestergaard, som dengang underviste os i “Funktioner af flere variabler” (han er i dag gået på pension) — men den aften skiftede kronen (eller plastichjelmen, som det retteligt var) ejer. Den nye Miss F-sektor var en muligvis lidt forbeholden datalogistuderende på 8. semester ved navn Jan. Rygtet vil vide at også han er kommet videre i livet og i dag har en akademisk stilling på dette institut og aldrig har forsøgt at udnytte sin fortid som skønhedsdronning.

Noget af det, der var rigtig godt ved F-klubben var, at alle var med – studerende og ansatte. Det var ved F-klubbens festlige lejligheder, at man fik mulighed for at se de lidt mere uformelle sider hos dem, man blev undervist af. I så henseende opdagede jeg snart, at F-klubbens julefrokost var en klassiker. Desværre er der ikke mange, der husker meget fra disse seancer — om end jeg har en svag erindring om visse mennesker, der engang sad fast i en godselevator. Og nej, jeg var ikke blandt dem.

Årene gik, jeg endte i et anfald af ufornuft med at blive kandidat og endte til sidst på den anden side af katederet. På et tidspunkt endte F-klubben desværre også på den anden side af katederet; den havde nu fået ru for at være sådan et sted, hvor kun studerende var med. Væk var den tidd, hvor man kunne se ellers respektable akademikere slå sig løs. I stedet fik vi de den officielle institutjulefrokost ved Institut for datalogi, og den er præcis lige så festlig som navnet antydet (eller måske i virkeligheden lidt mindre festlig end dét).

Tiderne skifter, som en anden gammel sang siger det (eller også er det navnet på et forlag). Sidste efterår tilbragte jeg på Institut for matematiske fag, og her opdagede jeg at nogle af de gamle ideer og noget af ånden fra F-klubben ser ud til at have levet videre. Det fik mig til at indse hvor meget jeg havde savnet både matematik og F-klubbens gamle ånd, og jeg indså at matematik i lige så høj grad bærer F-klubbens ånd videre som datalogi gør (eller gerne vil mene at gøre).

I sidste måned flyttede jeg så kontor igen, og nu tilbage til Institut for datalogi. Jeg har nu kontor lige oven på et sted i bygningen, hvor F-klubben færdes. Jeg burde nok gå lidt oftere nedenunder.

Så ja, selv om jeg ikke kan forlade F-klubben, er jeg desværre ikke det medlem, jeg var engang. Jeg savner det, og jeg savner de fjollede traditioner som kan hjælpe os med at få hele effektivitetscirkusset på afstand engang imellem. Jeg savner især de festlige lejligheder, der kan bringe studerende og ansatte samme og lade os slå os løs. Det bør vi gøre noget ved.

Nogle gange er det som om det faktisk ikke er tilladt at slå sig løs. Studerende skal bestå så mange eksaminer som muligt så hurtigt som muligt, og universitetslærere burde se at få sig nogle flere eksterne forskningsmidler, så de kunne publicere noget mere og få sig frikøbt for undervisning (den slags er alligevel en opgave for udenlandske PhD-studerende). Visse danske politikere har fundet på alle disse såkaldte reformer, der gør al denne mangel på morskab mulig. Tilbage i 1983, da jeg blev medlem af F-klubben, var selvsamme politikere stadig travlt beskæftiget i børnehaver rundt om i landet.

Hvis der var nogen, der skulle have en næse i vore dage, var det dem.