I dag er det præcis et år siden, jeg tog af sted til en konference på Malta. Jeg rejste i tog gennem Tyskland, Schweiz og Italien og skulle sejle derfra til Malta. Jeg kan huske, at jeg bøvlede med printeren derhjemme for at få skrevet rejseplanen ud for alle tilfældes skyld – og det lykkedes ikke. Men det, jeg husker mest, er hvordan rejsen fandt sted netop som COVID-19-pandemien begyndte i Europa. Da jeg rejste fra Basel den 22. februar efter en underlig nat på et menneskeforladt hotel, fik jeg en sms fra min hustru om at der var fundet et tilfælde af COVID-19 i Norditalien. Den begyndende pandemi kom til at præge min rejse på mange måder, og da jeg steg af toget i Aalborg igen den 7. marts, var alt forandret. Jeg har med få og korte undtagelser siddet hjemme lige siden da. Den 21. februar 2020 blev, uden at jeg kunne ane det, den dag, hvor meget blev forandret. Min tilværelse er blevet en helt anden og bliver aldrig den samme som den var engang. Dagene med travle perroner, hoteller og konferencer er underlige erindringsglimt fra en på én gang nær og fjern fortid.

Den 24. februar 2020 havde jeg et essay i Nordjyske om glæden ved togrejser. Det virker helt uvirkeligt nu. Selv om jeg holder af mit hjem, håber jeg, at jeg en dag igen kan komme ud på en lang togrejse. Dét må gerne komme tilbage.