Bonfire Night 

I aften er det Bonfire Night i Storbritannien, og der er fyrværkeri og bål rundt omkring – en slags blanding af sankthansaften og nytårsaften tilsat tivoli. Jeg har fejret Bonfire Night i Stockport, en forstad til Manchester, sammen med mine to engelske søstre Angelina og Natascha og deres familier. November er årets længste og mindst spændende måned, så det er egentlig godt at have et påskud for at have en mærkedag.

Den sidste sommeraften

IMG_5425

Jeg gik hjem over Limfjordsbroen denne smukke onsdag aften, den sidste officielle sommeraften i 2016. Der er altid et vemod forbundet med afslutningen på sommeren; man kan mærke at dagene er ved at blive kortere og man ved at inden længe kommer efteråret.

I dette efterår var det anderledes for mig at vende tilbage til arbejdet på universitetet. Det er godt for mig at være ude af rutinesløjfen og at opleve universitetet fra en anden vinkel, også helt bogstaveligt – jeg sidder et andet sted nu. Jeg har mulighed for at samarbejde med gode kolleger både her og andre steder.

I 24 år har jeg hvert år på denne tid forberedt mig på semesterstarten, men i år skulle jeg minde mig selv om at det nye semester begynder i morgen. Senere på semesteret skal jeg ud på nogle rejser, der for nogles vedkommede går sydpå – og på denne måde får jeg ud over vigtig faglig inspiration nogle yderligere glimt af sommer.

De sidste dage derhjemme

image

Når alle møblerne er flyttet væk.
Når det runger en lille smule i stuen.
Når stuen er fyldt med flyttekasser.
Når jeg rydder op i køkkenskabet og finder to poser hørfrø, der er for gamle.
Når damerne fra Mosaikhjørnet råber hej, fordi de efterhånden kan genkende mig på gaden.
Når jeg efterhånden kan finde rundt i byggemarkederne uden større problemer.
Når jeg bliver rigtig glad for at kende nogen, der har en trailer (og en bil).

Så ved jeg at det er en særlig påskeferie, og en af dem uden ret megen ferie. I denne påskeferie er det vores sidste tid i hjemmet i et stykke tid; i dag cyklede vi ud til den lejlighed, der skal være vores hjem mens huset bliver renoveret. I vores rungende tomme hus bliver der en masse nyt liv fra nu og til sommeren kommer, bare ikke fra os, men fra murere, tømrere, elektrikere og vvs-folk.

Et nyt gulv – og alt det andet

IMG_20160225_165552

Siden min mor døde, har jeg haft en ambition om bruge de penge, jeg arvede på omsider at gøre noget ved indretningen af hjemmet. Husene i den gade i Nørresundby, hvor jeg bor med min familie, blev renoveret engang i 1970’erne, og det er meget længe siden nu. Dét ser man usædvanligt tydeligt nu. En renovering er dyr, men nu kan jeg gøre det uden at skulle stifte ny gæld. Og jeg kan endda betale mig fra at skulle lave renoveringen selv (godt for dét, thi jeg er en meget fummelfingret person). Senere på foråret kommer der en længere periode, hvor vi ikke kan bo i vores hjem.

Dette er en rejse ind i en verden, jeg hidtil har vidst meget lidt om. Men nu kan jeg tale med om laminat kontra komposit kontra keramik til bordplader, jeg kan tale med om integrerbare køleskabe (der intet har med Riemann eller Lebesgue at gøre), og jeg har besøgt 5 af de 6 køkken/bad-forretninger i 9200 Aalborg.

I dag så vi på nye gulve til badeværelse, køkken og stue. Udvalget af gulvbelægning er enormt og forvirrende. Der er fliser, der ligner træ, og der er brædder der ligner træ. Intet af det er dog træ – men skulle ikke desto mindre være miljøvenlige løsninger.

Processen er interessant, men inderst inde glæder vi os nok alle til at den er overstået.

Gensyn med Joakim

joakim-1984joakim-2016joakim-og-hans-1983 joakim-og-hans-2016

I 1982 vandt jeg som den ene af to danske gymnasieelever en stilekonkurrence udskrevet af Alliance Francaise og tilbragte nogle minderige julidage i Paris. Det var lige efter gymnasiet, og verden virkede ny, stor, åben og også lidt forvirrende. I Paris mødte jeg en svensk gymnasiedreng i lyseblå t-shirt som var helt vild med sprog og med at rejse. Jeg endte med at være meget sammen med Joakim Enwall fra Stockholm i de dage; vi snakkede godt sammen og det var fascinerende at høre om hvordan han prøvede at lære sig selv armensk og baskisk og om hans InterRail-tur, som rejsen til Paris “kun” var et stop på (den svenske afdeling af Alliance Francaise havde opdaget at den billigste billet fra Stockholm til Paris var et InterRail-kort til 30 dage!).

Siden studerede Joakim kinesisk (det var nogle år før det blev hip); senere blev han svensk kulturattaché i Beijing og han er nu professor i kinesisk i Uppsala. Vi har holdt kontakt med hinanden  siden dengang i 1982 – og Facebook har her været en god hjælp – men vi har kun set hinanden få gange. Flere gange i årenes løb har det ellers været nærved og næsten,

Sidste gang vi sås var den 28. september 1994 i Stockholm; det var morgenen efter Estonias forlis og vi mødtes på Centralstationen. Jeg havde været til et møde i den svenske hovedstad, Joakim var lige blevet færdig med sin PhD om det kinesiske minoritetssprog miao og stod for at skulle til Kina. I november 2013 var jeg i Uppsala, men netop i de få dage var Joakim desværre ikke i Sverige.

I dag, den 27. januar 2016, mødtes vi så omsider igen, nu i Aalborg. Joakim havde deltaget i en konference på AAU og havde spurgt om vi ikke skulle ses. Og det skulle vi da.

Det var godt at se Joakim igen, og igen var det spændende at høre om hans mange rejser og om sprogenes verden. Vi er fra hvert sit land og fra hvert sit universitetsfag, men vi kom selvfølgelig også til at tale om glæderne og sorgerne ved at være akademiker i vore dage – om manglende eksterne forskningsmidler, om undervisning og om forskning. Der var meget, vi kunne nikke genkendende til hos hinanden der.

Og jeg opdagede at vi igennem årene flere gange har opholdt os på det samme sted næsten på samme tid uden at vide det. I juli 1989 var Joakim i Moskva efter et ophold i Georgien, der blev afbrudt da borgerkrigen brød ud. Også jeg var i Moskva i juli 1989. I november 1995 var jeg i Tbilisi i Georgien til en konference, og her var han så i december samme år! Jeg kan ikke ét ord georgisk mens Joakim, som den eneste ikke-georgier jeg har mødt, taler sproget flydende. Til gengæld har jeg lært at tale (en slags) svensk, så vi fik talt en masse svensk. Og jeg håber og tror at der ikke skal gå 22 år inden vi ses igen.

Og sådan blev det min fødselsdag påny

IMG_5313

I dag blev jeg tooghalvtreds. Dagen startede med morgenmad og fødselsdagssang, som min familie havde planlagt, og senere lidt sneskovling. Så kom arbejdet med planlægning af undervisning, spørgsmål fra studerende, rettelser i en artikel efter kommentarer fra bedømmere, et møde på Skype om en Horizon 2020-ansøgning og til sidst kommentarer fra bedømmere til en anden artikel. For én gangs skyld tog jeg bussen ud til AAU. Undervejs i løbet af dagen nåede jeg at lytte til Blackstar, det splinternye album af min medfødselar David Bowie. Det er i øvrigt et rigtig vellykket album.

Dagen sluttede med en lang aften på Café Ulla Terkelsen, London i selskab med folk jeg kender fra universitetet, fra gymnasietiden, fra Amnesty International og Nørresundby, Det var en hyggelig aften – tak til alle, der kiggede forbi! Og specielt en stor tak til min familie for at have gjort hele denne fødselsdag til en særlig dag.

God jul!

jul

Så blev det den dag igen. Da jeg var barn, var julen altid et af årets højdepunkter. I dag kan jeg ikke lade være med også at tænke at der er mange mennesker derude, for hvem julen er en svær tid, samtidig med at andre laver et amokløb i mad og gaver.  Selv vil jeg bruge tiden til at holde ferie og til at samle kræfter i. Jeg vil samle tankerne, men også slippe dem fri.

I dag vil jeg gerne bruge lejligheden til at ønske alle jer, der læser dette – dem, jeg kender, dem, der kender mig og andre, der kommer tilfældigt forbi, en glædelig jul.

Krystalnatten 2015

IMG_0321
Alan Melchior og Ester Christiansen.
IMG_0314
Fakler ved 4. maj-kollegiet og den jødiske kirkegård.
IMG_0318
Sammen på Nytorv ved Synagogegade.

I dag samledes vi i Aalborg for at markere at det i dag er 77 år siden at de tyske nazister indledte forfølgelsen af de tyske jøder – og snart også alle jøder hvorend nazisterne kom. Også romaer, LGBT’er, handicappede, psykisk syge og andre mennesker som nazisterne betragtede som undermennesker, blev forfulgt og systematisk myrdet. Og i år er det samtidig 70 år siden at danske nazister i tysk tjeneste sprængte synagogen i Aalborg i luften.

Omkring 40 mennesker havde trodset det våde og blæsende novembervejr og mødtes ved den jødiske kirkegård i Hasserisgade. Daniel Nyboe Andersen var desværre blevet syg, men med helt kort varsel trådte Per Clausen til og holdt en tale foran 4. maj-kollegiet, der ligger ved siden af kirkegården. I talen trak han tråde hele vejen fra jødeforfølgelserne til vore dages folkedrab og mindede om at der også i 1930erne var mange flygtninge i Europa. Dengang var det nazismen, man flygtede fra.

Herefter gik vi ned til Nytorv, hvor Synagogegade er eneste tilbageværende minde om den gamle synagoge i Aalborg. Da vik kom frem, blev faklerne tændt. Alan Melchior var kommet hele vejen fra København som repræsentant for Mosaisk Trossamfund og holdt en tale, der tog udgangspunkt i historien om den jødiske menighed i Aalborg. Også han fortalte om flygtningesituationen i Europa i 1930’erne og mindede om at de europæiske lande dengang ikke var villige til at tage imod de mange jødiske flygtninge.

Og til sidst holdt Ester Christiansen, der er datter af en modstandsmand, en gribende tale om at rejse i sin fars fodspor til Tyskland og se den koncentrationslejr, hvor han havde siddet fanget og om nazisternes dødsmarcher mod 2. verdenskrigs afslutning.

Der var en veltillavet suppe til alle, og der var fællessang. Trods den alvorlige baggrund var der en positiv og venlig stemning, og det var godt at møde så mange forskellige mennesker. Nogle af dem var gengangere fra folkevandringen den 6. oktober, hvor vejret ikke var bedre end her til aften – bl.a. Søren Brun Jensen fra Captain Flowers, der akkompagnerede fællessangen.

Alan Melchior var glad for at vi også i Aalborg markerede denne vigtige dag, og han var bevæget over at stå på et sted hvor der engang havde ligget en synagoge. Interessant nok talte hans far Bent Melchior, tidligere overrabbiner, også her til aften ved det tilsvarende mindearrangement på Nytorv i København. Alan kunne desuden fortælle at han faktisk for år tilbage havde været i Nørresundby for at deltage i en af sangaftenerne, som i 2000-2001 blev holdt hver aften som protest mod nazisterne i Niels Lykkes Gade.

En søndag i Ertebølle

2015-08-30 16.32.14
2015-08-30 17.11.03
2015-08-30 17.11.18
2015-08-30 18.17.37 I dag mødtes jeg igen med nogle af dem, jeg for mere end 30 år siden gik på Fjerritslev Gymnasium med. Initiativet tog Bolette fra b-klassen; hun har i mange år boet i USA men kommer til Danmark to gange om året. Nu har hun overtaget sine forældres sommerhus i Ertebølle i Vesthimmerland, et stenkast fra Limfjorden lige over for Fur. Bolette havde sin ældste søn og hans kæreste med sig fra USA, og dem fik vi også hilst på.

Tiden er blevet den store udligner siden 1982. Efter mere end 51 års levet liv har vi alle oplevet store glæder og store sorger. Vores forældre er blevet gamle; nogle af os har mistet en af dem eller dem begge. Nogle af os har til gengæld pludselig fået nye søskende; Bolette har fået to brødre og to søstre, og det har jeg jo også. Nogle har oplevet arbejdsulykker eller stress. Mange har nu oplevet deres børn flytte hjemmefra. På denne sensommeraften var dog det ikke en alvorstung eller trist stemning, der prægede os. Det var som altid godt at ses igen; vores sammenkomster i den gamle gymnasieårgang ændrer lige så stille karakter med årene. På et tidspunkt ringede vi til vores gamle rektor Henning Galmar og fik en god lang snak – han var også i sommerhus, omend ved Slettestrand.

Jeg fik kørelejlighed af Birgitte fra a-klassen, og på vej hjem talte hun, jeg og Kirsten fra b-klassen om hvordan vores uddannelsesvalg og studietid havde været helt anderledes end det, vore børn oplever nu. Dengang i 1980’erne var vi ikke nær så målrettede og vi tog os nogle gange god tid – men vi nåede frem alligevel og vi ville ikke have været oplevelserne foruden. I vore dage er der ekstreme krav om målrettethed og alskens styringsmekanismer med SU-regler, fremdriftsreform osv. osv. Det barokke og sørgelige er at mange af de beslutningstagere, der står bag alle de mange former for styring, faktisk kommer fra netop vores generation.

Sankthansaften på Egholm 2015

2015-06-23 20.35.38I disse dage er der gået et år siden Folketingets transportudvalg besluttede at en ny Limfjordsforbindelse skal være en motorvej gennem det vestlige Aalborg og hen over Egholm. Sidste år til sankthansaften på Egholm mødtes flere af os, der har arbejdet imod denne forbindelse – og det var vel egentlig den aften, kimen blev lagt til samarbejdet i Fremtidens Aalborg.

I aften var vi samlet igen på Egholm til endnu en hyggelig sankthansaften, og flere af os der var med sidste år var der igen. Louise Faber fra Fremtidens Aalborg og Borgerbevægelsen (et af initiativerne, der er med i Fremtidens Aalborg) holdt en rigtig vellykket båltale.

Bagefter var der bål og øl og god tid til at nyde den smukke ø-stemning, inden min hustru og jeg tog færgen tilbage og cyklede langs fjorden hjem på denne kølige, men smukke midsommeraften. Der er noget helt særligt ved den danske sommer, hvor solen ikke er gået ned selv om klokken er halv ti om aftenen.

Men de ubehagelige motorvejsplaner sidder et sted i baghovedet. I den sammenhæng er det vigtigt at huske ét: Motorvejen er der ikke endnu. Hvad en kommende ny regering har i sinde, ved vi ikke – men vi bliver ved med at kæmpe.