Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

DGS' nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).
DGS’ nuværende logo (ensfarvet og uden ugle).

I dette forår er det 50 år siden, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) blev stiftet, og jeg kan se at det har været fejret som det sig hør og bør. Jeg og andre kæmpede fra 1979 til 1982 en forgæves kamp for at få mit gymnasiums elevråd til at melde sig ind. Bortset fra en kort periode til sidst var jeg ikke selv med i elevrådet. De fleste elever på Fjerritslev Gymnasium var ligeglade med uddannelsespolitik, og en del var direkte modstandere af DGS. Den konkurrerende, noget mindre og noget mere borgerligt orienterede organisation hed GLO (Gymnasieelevernes Landsorganisation). Måske var de mest populære på mit gymnasium fordi de ikke brød sig om DGS.

Selv sad jeg altid lidt på sidelinjen i DGS sammen med Steen og Mie og Lærke og Britta og Finn og Jeppe og de andre, der også var med til at kæmpe den forgæves kamp i Fjerritslev. Nogle gange tog vi til landsmøder og repræsentantskabsmøder og mødte gymnasieelever fra resten af landet og blev inspireret. Nogle fandt sig en kæreste på den måde (jeg gjorde ikke). Det var en sjov og måske også lidt forvirret tid, hvor det var hip at lytte til Malurt og Kliché og at gå i anorak og at diskutere for og imod atomkraft.

De rigtig aktive i DGS var mest fra København og omegn, og forbløffende mange af dem var med i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU); det var der ingen af os fra Fjerritslev, der var. Fra de år husker jeg især Bo Søby Kristensen, Tonny Johansen (den ene afløste den anden som formand og kæmpede efter sigende om at have de hvideste skjorter!), Niels Rohleder, Claus Piculell og Gorm Gunnarsen. Niels mødte jeg igen mange år senere, da han var blevet journalist på Information. Claus, som så afgjort var den af københavnerne, jeg kendte bedst, døde desværre for nogle måneder siden efter lang tids sygdom. Gorm lever til gengæld i bedste velgående, kan jeg se på Facebook – han er gymnasielærer og har endda tid til at være lokalpolitiker i København også. Ikke helt få politikere og journalister har i årenes løb indledt deres samfundsengagement netop i gymnasieelevernes bevægelse. Der var til gengæld ingen af os fra Fjerritslev, der endte i politik eller journalistik – med Cavlingpris-vinderen Jeppe Gaardboe som en væsentlig undtagelse. Fra Nordjylland husker jeg selvfølgelig Lars Hellerup (dengang fra Hasseris Gymnasium), der som en af de få nordjyder var med helt fremme dengang og som stadig bor i Aalborg og nu er bestyrer på Studenterhuset.

Jeg kan huske lange diskussioner om alt muligt, og jeg husker bl.a. en lang  landsmødediskussion om hvorvidt DGS skulle udtale sin støtte til kampen mod diktaturet i El Salvador. Det endte vi så med ikke at gøre, mest fordi det ikke rigtig havde så meget med gymnasiepolitik at gøre. De fleste af os (nok os alle) havde stor sympati for sagen. Til gengæld var det også i den tid, nogle havde havde en drøm om Operation Dagsværk – en drøm, der få år efter blev til virkelighed.  Kun små ånder som f.eks. Inger Støjberg (der selvfølgelig aldrig var med i DGS) syntes stadig, en del år senere, at ideen om at give en arbejdsdag til fordel for Det Globale Syd var noget, der burde bekæmpes.

Mit sidste minde om min tid i DGS er vemodigt. Jeg var nødt til at gå fra landsmødet i 1982 lidt inden afslutningen, fordi jeg skulle nå et tog nordpå – og det netop som Sidsel Stenbak var blevet valgt som foreningens nye formand/kvinde. Jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til et DGS-møde igen, for nogle få måneder senere skulle jeg afslutte gymnasiet. Dem, jeg havde været sammen med den weekend, så jeg ikke igen.

Ironisk nok var det DGS, der mange år senere var med til at kæmpe imod lukningen af mit gamle gymnasium, og jeg ved da også at stemningen inden da for længst var vendt i Fjerritslev til fordel for DGS. GLO havde opløst sig selv og gik ind i DGS. DKU var for længst blevet opløst efter Murens fald. Mit gamle gymnasium er der endnu. Gymnasieskolen er en anden, uddannelsessystemet forandret til ukendelighed og på mange måder bestemt ikke til det bedre. New Public Management og taxametermareridtet er kommet til.

DGS har vedholdende kæmpet imod en masse urimeligheder i de 50 år der er gået og har da også opnået resultater undervejs. Elevbevægelsen er rigtig vigtig.

Jeg ville gerne kunne vise jer det gamle logo med DGS-uglen fra dengang. Det var de år, hvor badges var hip. Men mit rød-hvide badge (det lykkedes mig at sælge nogle af dem til familien for en femmer stykket!) er desværre gået tabt for mange år siden. Og engang havde jeg også nogle sort-hvide fotos jeg tog til et landsmøde, men også de er desværre væk. Minderne har jeg til gengæld endnu.

Per Clausen 60 år

2015-02-20 14.22.03 2015-02-20 14.27.47 2015-02-20 14.29.08 2015-02-20 14.55.48 2015-02-20 15.47.23 2015-02-20 15.47.41

I dag fyldte Per Clausen 60 år. På de år har han været vidt omkring. Mange kender mest Per fra hans tid som medlem af Folketinget for Enhedslisten og nu også fra Aalborgs byråd, Men inden da har han været en dygtig håndboldmålmand, arbejdet på Volvo-fabrikkerne i Göteborg og ejet et vaskeri i Aulum. Det sidste, at han selv har været en slags kapitalist, har han ofte drillet borgerlige politikere med.

Selv mødte jeg Per Clausen første gang i 1982, da jeg begav mig ind i Studenterrådet på universitetet. Jeg tror ikke jeg fornærmer nogen ved at sige at han var en af dem, der tog sig lidt god tid med sit studium i samfundsfag. Overskægget og brillerne havde han også dengang, men frisuren var dengang en afro. I 1990’erne krydsedes vore veje igen, da Per blev formand for Dansk Magisterforening – det var i den periode, hvor jeg selv var med i DMs repræsentantskab og en overgang sad i sektionsbestyrelsen for universitetslærerafdelingen i DM. Jeg husker Per Clausen som en god og meget engageret formand, der var i stand til at repræsentere og stå i spidsen en fagforening der rummer en stor og meget broget medlemsskare. I det hele taget er han en grundig og indsigtsfuld mand, der er seriøs uden nogen sinde at blive selvhøjtidelig.

Sidenhen har Per ikke været bange for at stille op, når vi har holdt aktiviteter i Amnesty International, og også i arbejdet mod Egholm-motorvejen har jeg kunnet drage nytte af at snakke med ham. Nogle gange er det rigtig værdifuldt at kende et folketingsmedlem.

Ved receptionen i dag på Socialisternes Hus i Aalborg var der stort rykind med mange af dem, der kender Per Clausen fra alle de mange sammenhænge, han har færdedes i. Der var politikere fra diverse partier i folketing og byråd, der var aktive i Enhedslisten, der var familie og venner – og nogle af dem, der også kunne huske fødselarens fjerne fortid i Studenterrådet. Lasse Olsen holdt en lun tale, hvori han blandt andet fortalte om sin elevrådstid på Nørresundby Gymnasium, hvor han for første gang mødte fødselaren tilbage i 1999 op til gymnasielærernes konflikt. Der var flere fællessange og… forsøg på fællessang, hvor det viste sig at især borgerlige politikere er notorisk dårlige til at huske Carl Scharnbergs tekster (det er jeg nu også). Gavebordet var stort, og  Ole Wolf havde medbragt en gavekurv med en hjemmebrygget hyldestøl, hvis tilblivelse og skæbne nogle af os har kunnet følge på Facebook.

Goddag til et nyt år

IMG_0831.JPG

Det er første gang, familien og jeg har holdt nytår uden for Danmark. Dronningens nytårstale (som min hustru og jeg i år fik set på min iPad) nævnte os faktisk denne gang:

Mange danske fejrer nytåret udenfor Danmark. Enten de er nær eller fjern, enten de er hjemmefra for en kort tid, eller har slået sig ned mere permanent i det fremmede, vil jeg ønske dem et godt nytår. De er med til at gøre Danmark kendt over hele verden.

Vores indsats for at gøre Danmark kendt over hele verden (eller i al fald i Manchester) bestod denne gang bl.a. i et forsøg på at bage en kransekage. Men man kan overhovedet ikke konstruere en kransekage med passer og lineal alene — Euklid havde overset betydningen af af have en god ovn til sin rådighed. Så resultatet lignede mest en skæv vulkan. Men fortørnet blev den af de nysgerrige mennesker fra England, Skotland, Irland, New Zealand. USA og Tyskland. De tre danskere spiste også med.

Som altid skal man lige have det nye årstal til at blive del af dato-vanen. 2015 må gerne blive et godt år, men sådan har jeg jo sagt om alle nye år. Hjemme venter en måned med eksamen, og midt i bedømmelsen af 100 eksamenssæt vanker der endnu en fødselsdag, der bliver noget mindre rund end sidst.

1 stk. måned til salg

Det bedste ved at nå til december er i virkeligheden at november omsider er overstået. Min manglende begejstring for november ligner i høj grad (og uden sammenligning i øvrigt) den, Henrik Nordbrandt lægger for dagen i digtet Året har 16 måneder (der stammer fra Håndens skælven i november fra 1986):

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Den gamle klasse

IMG_3879.JPG

I dag har jeg været jeg sammen med nogle af dem, jeg gik i folkeskole med fra 1970 til 1979. Vi kom oprindelig fra flere landsbyer i Han Herred, men endte med at gå på de samme skoler.
Det var en god oplevelse at se dem igen. Mange var desværre forhindret i at være med, men for første gang i lang tid var jeg sammen med flere andre, der som jeg er vokset op i Arentsminde.

Der er sket meget for os siden 1979. Forældre er døde, børn er flyttet hjemmefra, flere af de skoler vi gik på er lukket. Umiddelbart er det underligt at tænke på, at vi ikke i alle de år der er gået, har mødt hinanden. Men i aften blev det så.

På toilettet på cafeen var der musik i højttalerne – og det var Kate Bush. På forunderlig vis en hilsen fra sidste lørdags koncert på Hammersmith Apollo.

Midsommer på Egholm

2014-06-23 19.58.05

I går fulgtes jeg med min datter til spejdernes Skt. Hans-fest i Solsideparken i Nørresundby og en lille time senere tog jeg over til Egholm for at være med til Skt. Hans-festen dér også. Vejrudsigten havde truet med en lidt trist aften, men det blev det heldigvis slet ikke.

På Egholm fik jeg hilst på flere af dem, der er med i borgerinitiativerne mod en motorvej over Egholm. Båltalen blev holdt af byrådsmedlem Jens Toft Nielsen; han er også modstander af motorvejen. Efter at vi havde sunget Midsommervisen og “Danmark nu blunder den lyse nat”, fik jeg mulighed for at gøre opmærksom på underskriftsindsamlingen mod motorvejen. En besøgende fra USA fortalte mig, at han slet ikke kunne forstå at nogen i Danmark kunne finde på at ville bygge en motorvej på sådan en smuk og fredfyldt ø; den slags steder ville man længes efter at have i amerikanske byer. “Hvis du har set trafikpropper i San Francisco eller Los Angeles, ved du hvor slemt det kan være derovre”, sagde han. (Og ja, det havde jeg.) Jeg fik også hilst på Lászlo Szábo, der er en herboende ungarsk studerende og fotograf, der er gået i gang med at lave en film om Egholm.

Da bålet var ved at brænde ud, tog jeg og mange andre den store færge over til fastlandet og cyklede hjem langs fjorden.

Her til morgen var der kommet 2290 underskrifter ind i løbet af en periode på knap 3 døgn.  Jeg har nu lavet en PDF-fil og sendt den til medlemmer af borgerinitiativerne og til medlemmer af Folketingets transportudvalg.

Underskriftsindsamlingen fortsætter, så længe det er nødvendigt – og man kan stadig nå at skrive under.

I de seneste 4 dage har jeg brugt en del tid på at tænke over Egholms skæbne og på at reagere; min blog har mere eller mindre haft Egholm som tema. Der kommer mere om Egholm en anden gang her, men nu vil jeg lade andre ting træde lidt i forgrunden igen.

Jens Unmack

Jens Unmack

I dag bliver Jens Unmack 50 år. Et stort tillykke herfra! Det hele startede i  Næste Uges TV, der vel var Viborgs dansksprogede svar på The Cure (jeg gik glip af deres koncert sammen med Ballet Mécanique i Aalborg i sin tid; jeg har siden hørt at den var endog særdeles god), og siden da er det blevet til en masse sange af høj kvalitet både fra Love Shop og fra Jens’ tre gode soloalbums. Det har været en gave at kunne følge med på nærmeste hold, selv om tabet af Jens’ nære samarbejdspartnere Hilmer Hassig og siden også Henrik Hall en lang overgang kastede en tung skygge.

Jens er en af de danske musikere, der stadig har ambitionerne sat højt og aldrig går efter de nemmeste løsninger – det kunne mange andre lære meget af. Hvis alt går vel, og den nye harddisk i den nye computer holder, kommer det nyt fra ham senere i år. Fikspunkterne i Jens’ voksenliv er ud over hustru og børn bl.a. Liverpool FC, Berlin, de gamle rockhelte (hvem nævnte The Clash og Springsteen og Cohen og Reed og Bowie og Morrissey og Patti Smith og Blondie ?), en trofast bil og gåture langs Gammel Kongevej med en hund, der er en hel del mindre end den selv tror. For nylig lykkedes det Jens for første gang at sætte foden på amerikansk jord, og tilsyneladende har det også gjort hans Instagram-kameraføring mere stabil.

Hvis I ikke allerede gør det, så kig forbi Jens’ blog.

(Ballet Mécaniques sanger fylder forresten også år i dag; han bliver 51 og har da egentlig også gjort det ganske pænt.)