Ved F-klubbens 40-års jubilæum

Gensyn med F-klubbens gamle for- og bagmand Per Madsen.

I dag fejrede F-klubben sit 40-års jubilæum, og der var ganske mange til stede i kantinen på Selma Lagerlöfs Vej 300. Også nogle gamle kandidater havde fundet vejen forbi. Det var hyggeligt at gense dem; og heldigvis var F-klubbens formand gennem en årrække, Per Madsen, også blandt dem, der kunne være til stede og holde en tale med indtryk fra en lang og broget og uformel historie. De første indslag var med Finn Verner Jensen, der var med til at oprette F-klubben, og institutleder Kristian Grønborg Olesen, også et trofast og mangeårigt medlem. Selv har jeg kun være medlem i knap 34 år, men jeg blev alligevel bedt om at holde tale.

Desværre må jeg ikke tale for tiden, så min tale kunne jeg ikke holde selv. Tak til Jane Billestrup, der sørgede for at holde den på mine vegne!

Herunder er den i sin helhed.


Tale ved F-klubbens 40-års jubilæum

I sidste uge pådrog jeg mig en mere end almindeligt stædig influenza, som til sidst besluttede sig for at besøge mine stemmebånd. Lige nu kan jeg slet ikke tale –- eller rettere: Det kan jeg måske, men min læge siger at jeg skal la være med at prøve. Det er derfor, det ikke er mig, der holder denne tale.

Jeg blev medlem af F-klubben tilbage i september 1983, da jeg var en vred ung matematikstuderende og Afdeling for matematik og datalogi, som det hed dengang, holdt til inde i midtbyen på Strandvejen 19

Der er et gammelt halvfjerdserhit som har en linje, der lyder “you can check in any time you want, but you can never leave”, og sådan er det også med F-klubben. Én gang medlem, altid medlem. Der er ikke noget i vedtægterne, der beskriver hvordan man melder sig ud. Det kan man nemlig ikke.

Og ja, der var en masse halvfjerdseratmosfære over F-klubben dengang, men det er lige præcis derfor, den betød så meget for mig.

F-klubben havde et større arsenal af fjollede traditioner. Mange af dem opdagede jeg i løbet af mine første uger som medlem.

F-klubbens generalforsamling var sådan en tradition — en mellemting mellem et beruset møde og en fest, men bagefter var der altid en rigtig fest.

Til generalforsamlingen var en af de særeste traditioner nok den med næsen. Jeg har ingen anelse om hvem der egentlig fandt på i ideen, men allerede i 1983 var den særdeles veletableret. Jeg hørte første gang om næser netop under generalforsamlingen, da dagsordenen nåede til punkt etellerandet. En næse var en officiel påtale i form af en plasticnæse med krav om at man skulle bære samme resten af aftenen.

Dén aften kom der flere potentielle næsemodtagere i forslag, og derpå fulgte en længere, måske ikke helt ædru drøftelse — og derefter skete der ingen verdens ting. Men derefter oprandt stunden, hvor man skulle tale om rehabilitering af næser.

Det stod imidlertid hurtigt klart for mig at vedtægterne heller ikke sagde noget om den slags. Én gang næse-indehaver, altid næse-indehaver.

Det forhindrede imidlertid ikke En Vis Person i at give en lang og snørklet (nogle ville sige lidenskabelig) forsvarstale om uretfærdigheden i at have fået en næse året forinden — eller var det mon flere år tidligere? Ingen var helt sikre på det, virkede det til, og egentlig var det vel også ligegyldigt. Vi fik hele klagesangen under alle omstændigheder. Efter hvad jeg kunne forstå, havde En Vis Person og visse af hans medstuderende bestemt sig for at tage en enkelt øl en fredag eftermiddag. Men én øl førte til flere, og til sidst var køleskabet tomt, og lageret ligeså. En mindre krise fulgte, og det var denne krise, der havde gjort at En Vis Person havde fået næsen sidste år (eller et eller andet andet år)

Netop denne Visse Person bar forresten navnet Kristian. Rygtet vil vide, at han i dag er institutleder et sted på dette universitet. Så vidt vides er han holdt op med at få sin næse (den af plastik) omstødt.

En anden tradition var Miss F-sektor (af en eller anden grund var det ikke “Miss F-klubben”), en skønhedskonkurrence som blev afholdt under festen efter generalforsamlingen. Den forsvarende Miss F. var Preben Dahl Vestergaard, som dengang underviste os i “Funktioner af flere variabler” (han er i dag gået på pension) — men den aften skiftede kronen (eller plastichjelmen, som det retteligt var) ejer. Den nye Miss F-sektor var en muligvis lidt forbeholden datalogistuderende på 8. semester ved navn Jan. Rygtet vil vide at også han er kommet videre i livet og i dag har en akademisk stilling på dette institut og aldrig har forsøgt at udnytte sin fortid som skønhedsdronning.

Noget af det, der var rigtig godt ved F-klubben var, at alle var med – studerende og ansatte. Det var ved F-klubbens festlige lejligheder, at man fik mulighed for at se de lidt mere uformelle sider hos dem, man blev undervist af. I så henseende opdagede jeg snart, at F-klubbens julefrokost var en klassiker. Desværre er der ikke mange, der husker meget fra disse seancer — om end jeg har en svag erindring om visse mennesker, der engang sad fast i en godselevator. Og nej, jeg var ikke blandt dem.

Årene gik, jeg endte i et anfald af ufornuft med at blive kandidat og endte til sidst på den anden side af katederet. På et tidspunkt endte F-klubben desværre også på den anden side af katederet; den havde nu fået ru for at være sådan et sted, hvor kun studerende var med. Væk var den tidd, hvor man kunne se ellers respektable akademikere slå sig løs. I stedet fik vi de den officielle institutjulefrokost ved Institut for datalogi, og den er præcis lige så festlig som navnet antydet (eller måske i virkeligheden lidt mindre festlig end dét).

Tiderne skifter, som en anden gammel sang siger det (eller også er det navnet på et forlag). Sidste efterår tilbragte jeg på Institut for matematiske fag, og her opdagede jeg at nogle af de gamle ideer og noget af ånden fra F-klubben ser ud til at have levet videre. Det fik mig til at indse hvor meget jeg havde savnet både matematik og F-klubbens gamle ånd, og jeg indså at matematik i lige så høj grad bærer F-klubbens ånd videre som datalogi gør (eller gerne vil mene at gøre).

I sidste måned flyttede jeg så kontor igen, og nu tilbage til Institut for datalogi. Jeg har nu kontor lige oven på et sted i bygningen, hvor F-klubben færdes. Jeg burde nok gå lidt oftere nedenunder.

Så ja, selv om jeg ikke kan forlade F-klubben, er jeg desværre ikke det medlem, jeg var engang. Jeg savner det, og jeg savner de fjollede traditioner som kan hjælpe os med at få hele effektivitetscirkusset på afstand engang imellem. Jeg savner især de festlige lejligheder, der kan bringe studerende og ansatte samme og lade os slå os løs. Det bør vi gøre noget ved.

Nogle gange er det som om det faktisk ikke er tilladt at slå sig løs. Studerende skal bestå så mange eksaminer som muligt så hurtigt som muligt, og universitetslærere burde se at få sig nogle flere eksterne forskningsmidler, så de kunne publicere noget mere og få sig frikøbt for undervisning (den slags er alligevel en opgave for udenlandske PhD-studerende). Visse danske politikere har fundet på alle disse såkaldte reformer, der gør al denne mangel på morskab mulig. Tilbage i 1983, da jeg blev medlem af F-klubben, var selvsamme politikere stadig travlt beskæftiget i børnehaver rundt om i landet.

Hvis der var nogen, der skulle have en næse i vore dage, var det dem.

Flattr this!

Afsked

I dag flyttede jeg kontor endnu engang. Mit semester uden undervisning er ved at være slut, og i dag pakkede jeg mine ting på Institut for matematiske fag. Denne gang tog det ikke så lang tid; alt mit rod lagde jeg bag mig tilbage i august da jeg flyttede fra Institut for datalogi.

I morgen tager jeg til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar på Schloß Dagstuhl, der ligger i Saarlandet. Fra februar af er jeg igen at finde på Institut for datalogi, men i et andet kontor i en anden del af bygningen end før.

Jeg har, som nogle vil vide, været en del væk fra mit kontor i efterårets løb for at tage til udlandet i forskellige sammenhænge, men jeg har været glad for at have Institut for matematiske fag som base i den tid, og jeg er blevet taget godt imod af alle på instituttet. En så enkel ting som at genopdage, at man kan spise frokost med kolleger, har været en god oplevelse. Og der er også gode ansatser til samarbejde i støbeskeen, så jeg dukker efter alt at dømme op på fransk visit på Fredrik Bajers Vej 7G engang imellem i fremtiden.

Flattr this!

Noget om eksponentielle udviklinger 

Eksponentielle udviklinger. Statens budget følger den blå kurve med a = 0,98. Kilde: http://www.webmatematik.dk

Da VC-regeringen kom til magten i 2001, indførte den at der hvert år skal skæres 2 procent på de offentlige budgetter. Fra 2011 til 2015, mens Helle Thorning Schmidt var statsminister, var denne nedskæring ikke i kraft på uddannelsesområdet. Men da Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, begyndte nedskæringerne på 2 procent årligt igen. Dette nedskæringsprincip har siden 2001 fået konsekvenser rundt om i den offentlige sektor, bl.a. i form af fyringer og nedlæggelser.

Hvis man skærer i budgetterne med 2 procent om året, kan statens budget, når der er gået n år efter 2001, beskrives som en funktion f

f(n) = k \cdot 0,98^{(n-4)} = k \cdot \frac{1}{0.98^4} \cdot 0.98^n

hvor k betegner budgettet i 2001. Der er tale om en funktion af den slags, man kalder for en eksponentiel udvikling. Grundtallet er 0,98.

For en eksponentiel udvikling med grundtal b vil halveringstiden være

t_{1/2} = \frac{\ln (1/2)}{\ln b}

I dette tilfælde vil halveringstiden være 34 år, dvs. at statens budgetter er reduceret til det halve i 2035. Et tilsvarende regnestykke viser, at efter 14 år er budgettet beskåret med en fjerdedel — og det tidspunkt nåede vi i 2015. Samtidig er der en antagelse om konstant serviceniveau, og de offentlige institutioner (og de enkelte ansatte) er blevet pålagt stadigt flere forpligtelser.

Jeg ville gerne vide om den eksponentielle udvikling skal fortsætte på denne måde. Hvis ikke det er tilfældet, ville det være på sin plads, hvis regeringen kunne fortælle os, der arbejder i den offentlige sektor, hvad det acceptable bundniveau er for de offentlige budgetter.

Flattr this!

En dag ved tavlen

Tavlen om formiddagen. Tavlen så helt anderledes ud om eftermiddagen.

Dagen i dag var min sidste egentlige arbejdsdag i Lissabon. I går brugte jeg eftermiddagen på at besøge jeg det andet universitet her, Universidade Nova de Lisboa (UNL), ovre på den anden side af Tejo-flodens munding. Det var jeg nemlig kommet til at love Carla og Luis fra UNL, da jeg var på disse kanter for to måneder siden. Det gik som det skulle; jeg holdt et foredrag og fik talt med folk der.

Men nu var det tid til at få afsluttet det, der egentlig var formålet med mit besøg her, nemlig at komme videre med forskningssamarbejdet med mine kolleger på Universidade de Lisboa (UL). Dagen endte som en af de dage, hvor tre mennesker går frem og tilbage foran en tavle, skiftevis skriver ting ned og sletter dem igen og er højlydt i tvivl om det, de netop har skrevet, vældig meget af tiden.  Hvis folk uden for de teoretiske fagområder, hvor matematik spiller en stor rolle, havde overværet dette, ville de sikkert have undret sig – det er næsten så langt fra en normal samtale, som tænkes kan. Men sådan plejer de mest ide-intensive tidspunkter at udspille sig, i al fald inden for mit forskningsområde, og sådan har det været, så længe jeg kan mindes.

Til sidst indså vi, at vi havde fået nogle gode ideer og var blevet klogere, men at der var mere at lave, som vi ikke ville kunne nå nu. Vi tog billeder af tavlen om formiddagen, og jeg skrev ting ned i hånden på min iPad om eftermiddagen. På dén måde er tankeprocessen en anden end for bare 5 år siden. Formodentlig bliver vi nødt til at ses igen engang i det nye år, og sikkert i Lissabon (jeg er den ene af tre, der kommer udefra).

Bagefter var der kun tilbage for mig at tage metroen ind til centrum, få mig lidt at spise og at gå gennem den portugisiske hovedstad hvor der står store, lysende “julekegler” på flere af byens kendte pladser.

Flattr this!

Danske journalisters folkebevægelse mod matematik

math_describes_beauty_by_makaroniczos-d3d7gtj

Mange af os har mærket den danske litteraturs ubarmhjertighed på egen krop gennem skoleårene og ikke så få gange svedt eller bandet i mødet med digte, romaner, essays, og hvad det ellers hedder.

De hårde prøvelser har efterladt mange med et tvetydigt forhold til det danske skriftsprog og de specialister, der behersker det. Vi ser på ordenes verden med en blanding af frygt og fascination.

Nej nej, det mener jeg selvfølgelig ikke. Jeg holdt faktisk meget af dansktimerne i skolen (herunder i gymnasiet). Men en artikel i Politiken starter med at udbasunere at

Mange af os har mærket matematikkens ubarmhjertighed på egen krop gennem skoleårene og ikke så få gange svedt eller bandet i mødet med formler, algebra, brøker, og hvad det ellers hedder.

De hårde prøvelser har efterladt mange med et tvetydigt forhold til den oldgræske disciplin og de specialister, der behersker den. Vi ser på tallenes verden med en blanding af frygt og fascination.

Det er efterhånden meget tydeligt for mig, at så godt som alle danske journalister har et meget anstrengt forhold til de såkaldt eksakte videnskaber. Men alligevel: Hvorfor skal man altid lægge øre til den slags? Og hvorfor er det fuldstændig legitimt og naturligt for journalister at udtrykke deres negative holdning på denne måde?

For nogle dage siden kunne man (i Politiken!) læse en hyggelig historie om et københavnsk ægtepar, der mødte hinanden, mens de studerede matematik. Og intetsteds beskrives de som nørder, og intetsteds beskrives deres fag som problematisk. Det kan jo lade sig gøre.

Flattr this!

Slagsmål med en crackpot

251883_5_

Noget af det mest frustrerende, man kan komme ud for som en akademiker fra de såkaldt eksakte videnskaber, er en crackpot. Jeg følger med i matematik-forummet på Stackexchange.com og svarer nogenlunde jævnligt på spørgsmål. Forleden fik jeg så uforvarende et møde med en person, der viste sig at være en crackpot.

Hele den underlige udveksling kan ses på  http://math.stackexchange.com/questions/2011821/at-least-s-proper-subsets-of-set-s-for-which-there-is-a-bijection-with-s.

Spørgsmålet så umiddelbart helt uskyldigt ud; spørgeren efterlyste et bevis for at hvis S er en uendelig mængde, da er der mindst lige så mange delmængder af samme størrelse som S selv som der er elementer i S. (Beviset herfor er meget enkelt.)

Et af de klassiske resultater i mængdeteori er Georg Cantors klassiske resultat fra 1891, er dette: Lad S være en vilkårlig mængde. Da vil potensmængden \mathcal{P}(S), som er mængden af alle delmængder af \mathcal{S}, have flere elementer end S. Dette resultat gælder for vilkårlige mængder, dvs. også for uendelige mængder, og det har den konsekvens, at der er mere end én slags uendelighed.

Hele personens ærinde viste sig at være at hævde at en konsekvens af mit svar nu var, at Cantors resultat og hele bevisteknik, det såkaldte diagonalargument, er forkert. Diagonalargumentet er en velkendt og vigtig bevisteknik ikke bare i mængdeteori, men også i bl.a. kompleksitetsteori. Som man vil kunne se, blev jeg mere og mere opgivende. Alle mine forsøg på at anvende de præcise definitioner og på at forklare modparten at han/hun tog fejl, var forgæves: min modpart blev ved og ved med at glide af.  Jeg fik mere og mere lyst til at dunke hovedet ind i væggen, og til sidst var det ikke mit hoved, jeg her havde i tankerne. Jeg kaldte ham/hende for en crackpot – og det skulle jeg nok ikke have gjort. For han/hun kunne nu afsløre, at det tværtimod var Georg Cantor og alle, der accepterede Cantors begrebsapparat (og det er vi mange, der gør), der var crackpots!

Argumentet, som min opponent gentog igen og igen, var at der godt nok er en masse delmængder af \mathcal{P}(S) der har nemlig samme størrelse som \mathcal{P}(S), og derfor skal de bare ignoreres, og når man gør det, er S og \mathcal{P}(S) lige store! Præcis hvorfor og hvordan man skulle kunne gøre dette, blev aldrig klart. Den hjemmelavede idé om “surjektive funktioner der ignorerer noget af billedmængden” var nok til få alarmklokkerne til at ringe hos mig. Også ideen om at mængder, hvis elementer selv er mængder, på en eller anden udefineret måde er “anderledes”, gjorde mig særdeles urolig. Og da mine forsøg på at få modparten til at forklare mig, hvad definitionen på “samme størrelse”, også slog fejl, stod jeg af. Dette var en håbløs sag. En person, der undviger al præcision,  samtidig hævder at kunne tilbagevise en grundlæggende og klassisk (men kontra-intuitiv) matematisk sætning og tilmed mener at alle etablerede fagfolk tager fejl, er arketypen på en crackpot.

Jeg opdagede senere at samme person også har stillet lignende spørgsmål to andre gange på StackExchange. Og jeg har set, hvordan svarene var meget grundige og præcise og inddrog Zermelo-Fraenkel-aksiomerne, kontinuumshypotesen (i den svage udgave) og andre relevante begreber – men at denne crackpot altid forsøgte at dreje diskussionen ind på det samme, nemlig tilbagevisning af Cantor. Og jeg så at de andre deltagere i diskussionen begge gange endte med at blive frusterede og smækkede med døren, da de gik.

Det værste er, at en crackpot ender med at sluge en masse resurser og selv er et eksempel på Dunning-Kruger-effekten: At man kan tage så meget fejl, at man ikke kan bringes til at indse, hvor meget man rent faktisk tager fejl. I den akademiske verden tror vi alle på, at et godt og præcist argument kan overbevise modparten, men sådan virker det ikke, når man har fat i en crackpot.  Den amerikanske matematiker John Baez har en vældig god crackpot-indikator-liste, og den burde jeg nok have kigget på inden jeg spildte så megen tid på min opponent.

Flattr this!

Talmennesker og sprogmennesker

Oversigt fra Discover Magazine

For mange år siden, da jeg gik i gymnasiet (det almene gymnasium, i vore dage af nogle kendt som STX), var der to linjer: Den matematiske linje og den sproglige linje. På begge disse linjer var der så nogle grene.

Men er det egentlig den vigtige skelnen, den mellem matematikkundskaber og sprogkundskaber?

I USA har man de såkaldte GRE, som er adgangsgivende prøver til masters- og PhD-uddannelserne på universiteterne. I GRE-testen måler man både matematiske kompetencer og sproglige kompetencer, og der findes en oversigt over GRE-resultater grupperet efter hvilken uddannelse, man søger ind på. Figuren ovenfor (der er hentet fra et blogindlæg hos Discover Magazine) viser dette.

Det er ikke overraskende, at kommende matematikere er gode til matematik, men måske er det overraskende at de også har gode sprogfærdigheder. Kommende dataloger er til gengæld ikke helt så gode til matematik og heller ikke helt så gode til sprog. (Personligt synes jeg at det er rigtig ærgerligt. Og jeg skulle være blevet ved matematikken.)

Et godt stykke ude i tredje kvadrant, der hvor der er lave færdigheder inden for såvel matematik som sprog, finder man – de kommende idrætslærere og socialrådgivere! (Måske forklarer det, hvorfor det aldrig var lærerne i dét fag, der gjorde noget godt indtryk på mig i min skoletid? Jeg var elendig til idræt, men noget bedre til sprog og til matematik.)

Måske tyder dette på at man skal tænke anderledes på kompetencer, end tilfældet traditionelt har været. Matematik er også et sprogfag, og sprogfagene har et strukturelt aspekt, der faktisk er beslægtet med det strukturelle aspekt der findes i matematik.

Flattr this!

Lukning af en dansk matematikuddannelse

RUC-logo

Nu ruller nedskæringerne hen over de danske universiteter, og i et notat fra RUCs rektor kan man se, hvilke nedskæringer, der er tale om på Roskilde Universitet, hvor man skal spare 15 millioner.

Jeg kan her se, hvad der sker for de naturvidenskabelige uddannelsers vedkommende (datalogi er ikke nævnt):

  • Der fokuseres på medicinal-, molekylær- og miljøbiologi. Almen biologi (som på nuværende tidspunkt findes i kombinationen kemi-almen biologi) lukkes.
  • Strategisk fokus for matematik:
    • Cand.scient. i matematik lukkes
    • Matematisk modellering skal udvikles som RUC-profil –også som relevant integration i andre bacheloruddannelser (SIB, SAB, HUM-TEK).
    • Matematik som en central del af fagintegrerede kandidatuddannelser: integreret matematik fx medicomatematik, mekanistisk biomodellering, miljømodellering eller tilsvarende.
    • Nyt strategisk fokus betyder at den didaktiske profil nedtones, samt at kombinationskandidatuddannelser, hvori matematik indgår, lukkes.
  • For fysik og kemi opfordres der til at tænke strategisk/profileringsmæssigt i forhold til fagintegrerede uddannelser.

Det er bekymrende, at man vil lukke matematikuddannelsen, og ideen med “fagintegrerede” uddannelser er ikke nødvendigvis en god satsning. På Aalborg Universitet var der blandede erfaringer med sundhedsmatematik (der nu ikke findes mere), og så vidt jeg kan se, er de nuværende uddannelser i matematik-økonomi og matematik-teknik betinget af at der allerede er en matematikuddannelse som fundament.

Hvad alt dette vil gøre ved forskningen i de matematiske fag på Roskilde Universitet, ved jeg ikke – og det står der ikke meget om i notatet. Jeg bemærker dog at terminologien om injektive funktioner er trængt ind i administrationssproget, så noget har matematik dog bidraget med:

Sammenhængen mellem hvilke fag og uddannelser, der skal lukkes eller sammenlægges, og de besparelser det kan medføre, er ikke 1:1. Forskerne kan være tilknyttet flere fagområder eller uddannelser og/eller af andre grunde være vigtige for universitetet at fastholde.

Flattr this!

Journalist-algoritmer

algoritme

Nogle gange er det underligt at opdage, at et ord, man troede man havde i fred, dukker op i medierne. Inden for de seneste få år er journalister begyndt at interessere sig for – algoritmer. 

En artikel i dagbladet Information af Annegrethe Rasmussen 2014 hedder “Jeg hader algoritmer” – og nej, det var ikke en bandbulle mod quicksort, term-unifikation eller delmængdekonstruktionen for endelige automater. Det kunne nok ellers have været interessant. Nej, det vi får at læse, er en kritik af hvordan webtjenester målretter deres tilbud til brugerne på baggrund af en dataanalyse af brugernes vaner. I denne uge er der en klumme i Information om algoritmer – og denne gang handler den om præcis det samme.

Journalisterne har med andre ord opdaget det, der hedder recommender-algoritmer. Min fornemmelse er at denne meget specielle forståelse af algoritmebegrebet kommer til at dominere og nemt ender med at blive synonym med det for journalisters vedkommende.

Om det i sidste ende er godt, ved jeg ikke. Algoritmebegrebet bør være en helt central del af almen dannelse i vore dage og fortjener (som andre vigtige matematiske begreber) en ordentlig behandling i medierne.

Flattr this!

Matematik som jargon

math10

Nogle gange dukker matematisk terminologi op helt uden for matematiske sammenhænge, nemlig som “smart” jargon. Et amerikansk websted viser en række eksempler på hvordan denne uvane ytrer sig på engelsk. Billedet ovenfor er taget derfra.

Jeg kender også denne form for jargon fra min egen arbejdssammenhæng. Især før i tiden var der personer på mit institut, der talte om de muligheder som et forslag udspænder (et begreb fra lineær algebra) eller om en beslutnings randbetingelser (et begreb fra differentialligninger) eller om en afvigelse på et epsilon (et begreb fra reel analyse). Det har som regel været dem, der ikke selv har brugt matematik i deres akademiske virke, der har været glade for disse ord, og de kommer typisk fra bestemte steder i matematikken. Således har jeg aldrig hørt nogen tale om f.eks. naturlige transformationer (det kunne man nok ellers godt).

Jeg har altid undgået den slags jargon, for i min verden (og jeg bruger matematik stort set hele tiden i mit akademiske virke) betyder disse ord noget bestemt.

Nogle gange hører jeg matematikere bruge matematisk terminologi uden for matematik, men i de sammenhænge bruger de den faktisk korrekt (f.eks. når jeg hører dem tale om en “nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse”).

Min fornemmelse er at den pseudomatematiske jargon er et forsøg på at lyde præcis uden at være det, dvs. det stik modsatte af hvad der er tilfældet i matematik, hvor tilsyneladende dagligdags ord tildeles meget præcise og veldefinerede betydninger. Måske er det derfor, jeg er så lidt glad for jargon, som jeg er.

Flattr this!