Kategoriarkiv: Matematik

Det er ikke satire, men…

djoefmedloegn

Per Helge Sørensen er kandidat fra Institut for matematik ved DTU og hans speciale hed Binær indkodning af cykliske koder via isomorfi med pseudocykliske koder i dellegemer – altså algebraisk kodningsteori. Men han havnede i den administrative verden. Han blev kontorchef i Forskningsministeret (som det hed dengang) – og gik ned med stress. Det var da, han skiftede spor og kastede sig over at skrive og optræde. Han har vundet Danmarksmesterskabet i story slam og har skrevet to romaner.

Per Helge Sørensens show Djøf med løg(n) er hans komiske beretning om årene som embedsmand og har et skarpt blik for alle de absurditeter, han oplevede i denne periode af sit liv.

I et interview i Politiken siger han

Hvis der er én ting, jeg ikke er stolt af ved mig selv, er det det der indre vredesspor, der kører en gang imellem. Følelsen af at sidde i sandkassen, hvor en dreng kaster sand i øjnene på din datter, og du har bare lyst til at stikke ham en. Så kommer hans far i sin kæmpestore bil, drøner forbi børnehaven, alt for hurtigt, en stor idiot. Og der kan vredessporet lyde sådan: ’Bare du ville køre min datter ned. Fordi så kunne jeg smadre dig for det. Knalde hendes løbehjul ned i hovedet på dig. Og ingen ville bebrejde mig for det bagefter. Alle ville forstå det’. Sådan nogle spor kan jeg have inde i hovedet, hvor jeg får det sådan – ’Øh, rolig nu?’. Jeg tror, det kommer af den moderne verdens grundtilstand, hvor du er i underskud i forhold til, hvad du burde nå. Du er udsat for et kæmpe pres, som du hverken kan sige fra over for eller blive vred på. Så dukker det så op på en anden måde…

Denne fornemmelse kender jeg kun alt for godt.

For tiden er jeg ved at få set Djøf med løg(n) og jeg kan nu se, at der er en del 2 lige på trapperne. Jeg færdes i andre traditioner end den administrations-verden, Per Helge har været i, men nogle forhold genkender jeg fra mit eget arbejde, og min egen organisation er præcis lige så absurd. Mange af absurditeterne skyldes det, der aldrig bliver sagt – alt det, vi har på hinanden. I den akademiske verden er det ofte de store egoer, forsmåelsen og magtforholdene, det handler om. Den og den holder alt for meget af at høre sig selv tale og holder lange oplæg om egne bedrifter. Den og den er afhængig af sin kollegas velvilje og roser ham/hende til skyerne. Den og den er en kværulant og finder altid fejl. Den og den har en faglig kæphest. Den og den taler engelsk med tommetyk accent. Den og den er efter mange år på dansk jord stadig lige stået ud af flyvemaskinen fra sit gamle hjemland. Osv. osv. osv. Der er masse, der ikke er som det burde være, men det er svært at rette vreden udad på en konstruktiv måde. I min egen organisation kan det føles som en kamp mod vejrmøller, og jeg ved fra min egen fagforening (Dansk Magisterforening, skulle nogen være i tvivl) at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.

Der er dage, hvor jeg godt kunne få lyst til at skrive en satirisk roman om mit arbejdsliv i stedet for at blive ved med at prøve på at være i det, absurd som det er. Som regel opstår lysten efter at jeg har været til endnu et alt for langt og helt formålsløst møde med de store egoer. Måske ender det også med at jeg gør det.

Flattr this!

Algoritmerne på børsen

PDT_careers

Sidste år skrev jeg om Preben Wilhjelm og om en af hans bekymringer, nemlig den højfrekvente handel med værdipapirer. Dengang citerede jeg ham for at i gennemsnit bliver en aktie i USA ejet i 22 sekunder.

Men hvem er det, der står bag disse systemer til højfrekvent handel? En artikel i Washington Post. fra 2011 fortæller om den såkaldte Process Driven Trading (PDT) -gruppe i USA, der består af 70 mennesker, hvoraf en del har en PhD i naturvidenskabelige fag, heriblandt datalogi og fysik. Der er mindst ét navn i artiklen, som jeg kan huske fra datalogikonferencer jeg har deltaget i. Da artiklen blev skrevet i 2011, var der netop blevet indført lovgivning i USA, der skulle begrænse amerikanske firmaers brug af såkaldte proprietary-trading-afdelinger –vel vidende at netop disse “prop traders” var midt i hele problemet med det eksploderende værdipapirmarked, der førte til finanskrisen dengang.

Men svaret på denne slags regulering var enkelt: nemlig at lade de pågældende afdelinger genopstå som separate firmaer.  PDT-gruppen var da artiklen blev skrevet stadig en del af Morgan Stanley-investeringsbanken, men var på vej til at “genopstå” som et sådant uafhængigt selskab i 2012 – og det er det da også i dag.

Firmaets slogan er

PDT believes that rigorous scientific investigation can unveil inefficiencies in financial markets.

Måske burde jeg være stolt af at teoretisk datalogi og matematik rent faktisk har konsekvenser for samfundets udvikling. Det kan jeg dog ikke påstå at jeg er, for alle disse anvendelser er med til at skabe økonomiske kriser og fattigdom. Om noget er eksistensen af denne slags firmaer, der ved brug af metoder fra datalogi og matematik lever af rendyrket spekulation i sig selv et argument for en skat på handel med værdipapirer, en såkaldt Tobin-skat.

Flattr this!

Man Ray og matematikken

man_ray_hamlet_1949_galleri_800x600

I dag kunne jeg læse om en ny udstilling på Glyptoteket i København af værker af den amerikanske kunstner Man Ray, der tilbragte det meste af sin karriere i Frankrig. Mange af os kender mest Man Ray fra hans dadaistiske readymades og fotos, men denne udstilling hedder Menneske//Ligninger og tager udgangspunkt i hans besøg på Institut Raymond Poincaré i 1934, hvor han fotograferede. Glyptoteket skriver bl.a.

Formålet var at fotografere instituttets samling af tredimensionelle matematiske modeller, som blev anvendt til at illustrere de geometriske egenskaber for matematiske ligninger.

I 1940’erne genoptog han processen, nu med fotografierne som forlæg for en serie på 20 malerier. I nogle af dem gengav han de matematiske modeller alene og i stærke farver, mens han i andre indsatte dem i komplicerede, surrealistiske tableauer. Sekunderet af titler fra Shakespeares berømte skuespil blev malerierne endnu et ambitiøst lag i Man Rays kunstneriske rejse frem og tilbage mellem to yderligheder: matematiske abstraktioner og det menneskelige drama.

Det er interessant at se hvordan begrebet “matematisk model” dukker op i omtalen; det bliver brugt på en noget anden måde end jeg er vant til. Jeg kan se en del omtale af denne for mig indtil nu ukendte side af Man Rays virke, men der står desværre ikke rigtig noget om den underliggende matematik. Så vidt jeg kan se er de “matematiske modeller” afbildninger af tredimensionelle flader. Der er ikke noget der tyder på Man Ray havde indsigt i den underliggende matematik, men jeg ville ønske at omtalen af hans arbejde i det mindste kunne give nutidige læsere en lille smule indsigt i denne overraskende forbindelse mellem matematik og dadaistisk kunst.

Flattr this!

Et tapet fra det ydre rum?

 

Fra artiklen Is bacteriophage φX174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence? af Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima
Fra artiklen Is bacteriophage φX174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence? af
Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima

En af de mest underlige ideer, jeg er stødt på inden for seriøs forskning, dukker op i artiklen  Is bacteriophage phi X174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence fra 1979. På det tidspunkt var der japanske mikrobiologer, der i ramme alvor troede at DNA-sekvensen fra en bakteriofag (en bestemt slags “bakteriespisende” virus) måske kunne indeholde et budskab fra en ekstraterrestrial civilisation.

Mankan bruge sammensatte tal med præcis to primfaktorer, dvs. naturlige tal på formen pq, hvor p[/math] og [latex]q er primtal, til at kode heltallige koordinater. På denne måde ville man kunne repræsentere information om et billede som en følge af naturlige tal. At primtalsfaktorisering så formodentlig er beregningsmæssigt træls er en anden snak. Dette var 1979, kompleksitetsteori var stadig forholdsvis ung og RSA-kryptosystemet var endnu kun to år gammelt. De to japanere, Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima, undersøgte så om DNA-sekvensen for bakteriofag φX174 DNA (eller rettere de overlappende codon'er i den) rummede denne slags information. Mere præcist gav de sig til at finde de steder, hvor der var overlappende codon'er hvis indeks var sammensatte tal med præcis to primfaktorer. Og herefter prøvede de at finde ud af om denne information mon kunne bruges til at læse billedinformation ud fra den videre DNA-sekvens. Det kunne de så ikke.

Abstract for artiklen lyder sådan:

The possibility that biological material may serve as a medium of extraterrestrial communication is discussed and DNA from bacteriophage phi X174 is investigated to determine whether such a message could be derived from it. It is speculated that advanced civilizations could manipulate viral or bacterial DNA so that its base sequence would carry a coded message in addition to specifying compounds necessary for survival and send a microorganism containing the message to a planet with conditions similar to those of the sending planet, where the microorganism would replicate. Two dimensional pictures were drawn of an overlapping gene section of phi X174 DNA using bases represented by four colors, and by digital systems according to chemical nature (purine or pyrimidine) or base pair. No significant patterns have been observed and other means of constructing pictorial arrays with other phage DNAs are planned.

Tre sådanne sammensatte tal er ikke ligefrem et langt budskab, og som resumeet ovenfor tydeligt indikerer, lykkedes det ikke at finde et mønster. Jeg kan ikke påstå at det undrer mig. Hvis en ekstraterrestrial civilisation var kvik nok til at kunne indsætte information i en DNA-sekvens, ville jeg også formode at den kendte til evolution og derfor ville vide at den uomgængelige konsekvens af evolution er at DNA-sekvensens information efterhånden vil ændre sig som generationerne går.  En DNA-sekvens placeret i en frit tilgængelig organisme er derfor et dårligt sted at gemme på evige budskaber!

Men hvorfor lige denne bakteriofag? Kun fordi den tilbage i 1979 var den eneste organisme hvis DNA-sekvens man havde fuldstændigt kendskab til. Dette tyder helt klart på at vi har at gøre med et eksempel på at man søger efter sammenhænge, der hvor man synes de skal være. På denne måde ligner det pareidolia, som er det psykologiske fænomen at vi kan "se ansigter" i et tilfældigt mønster i tapetet eller se en sky, der ligner Grønland. Selv om tapetet er fremstillet ved en veldefineret proces, er "ansigtet" i tapetet ikke til stede, og selv om skyer har bestemte strukturer, er det ikke det grønlandske turistbureau, der gør opmærksom på sig selv på denne måde.

 

Flattr this!

John Nash er død

nash1

Jeg har netop læst at John Nash i går er omkommet i en bilulykke i USA sammen med sin hustru. Han ville være blevet 87 i næste måned. Mange blev opmærksomme på Nash gennem filmen A Beautiful Mind. Som i så mange andre film om matematik og matematikere (ikke at der er så mange igen) er fremstillingen af de matematiske emner ikke særligt imponerende, og også aspekter af Nash’s ægteskab er ikke korrekt skildret. Men filmen gav mig en vigtig indsigt i det at være skizofren – en af de potentielt mest invaliderende psykiske sygdomme, et menneske kan komme ud for. Og den viser at et menneske er meget mere den psykiske sygdom, han eller hun, lider af.

I 1994 fik Nash Nobelprisen, og i år fik han Abel-prisen, der vel er matematikkens Nobelpris (undskyld til Fields-medaljetagerne). Denne pris fik han ikke for sit arbejde inden for spilteori, men for sine resultater om partielle differentialligninger. Det var da Nash var på vej hjem fra prisoverrækkelsen i Norge, at hans taxi forulykkede.

Nu er Nash ikke blandt os mere. Æret være hans minde.

Flattr this!

Uganda i Dronninglund

This slideshow requires JavaScript.

I dag prøvede jeg for første gang at være med til at åbne en kunstudstilling – det var på Glocal Art, et galleri i nærheden af Dronninglund med fokus på afrikansk kunst. Frede Hansen, der ejer galleriet, er en af min hustrus kolleger, og han havde erfaret at jeg er aktivt medlem i Amnesty International. Derfor havde han for nogle måneder siden via hende spurgt om jeg ville holde en tale ved åbningen af en udstilling med billeder af Geoffrey Banadda fra Uganda og Anette Falk Lund, der oprindelig er fra Tyskland (og var til stede i dag; hun bor i Nordjylland). Så det gjorde jeg i dag.

Det var lidt af en udfordring, for jeg har aldrig været i Uganda – men til gengæld har jeg igennem mit virke i Amnesty International mødt flere menneskerettighedsaktivister fra Uganda.  Så dét fokuserede jeg på, og jeg prøvede også at betone at Amnesty Internationals budskab faktisk er positivt – at vi ikke bare sidder og svælger i beretninger om menneskers lidelser. Og jeg skulle også prøve at skabe en forbindelse til Tyskland, syntes jeg. Om det hele lykkedes, ved jeg ikke. Men gæsterne klappede, og Frede forærede mig sin bog om afrikansk kunst.

Bagefter var der påskebryg, sodavand og en risret fra Congo. Jeg fik tid til at gå rundt og se på billederne, og på ét af billederne fra Uganda opdagede jeg intet ringere end Fibonacci-tallene! 

Flere gæster ville gerne snakke med mig om Amnesty International – de fleste var medlemmer og undskyldte på det allerhøfligste at de ikke gjorde mere for menneskerettighederne end at betale deres kontingent! Det var bestemt ikke meningen, at de skulle være så brødebetyngede, men det var noget af en kontrast til den “vi betaler vores skat og det er allerede rigeligt”-holdning, jeg nogle gange støder på i andre sammenhænge.

Flattr this!

Alan Turing på film

The Imitation Game
En filmplakat fra Berlin.

Så fik jeg omsider set The Imitation Game. Jeg havde været temmelig skeptisk efter at have læst foromtalerne af filmen i bl.a. The Guardian, og det er da også tilfældet at der er nogle underlige unøjagtigheder i filmen. Men filmen var jeg nærmest forpligtet til at se, for jeg har ved flere lejligheder holdt foredrag om Alan Turings liv og virke og samtidig er han en af de helt centrale personer inden for det 20. århundredes matematik og datalogi.

Det er svært ikke at bemærke de åbenlyse fejl i filmen – der samtidig hævdes at være baseret på Andrew Hodges’ ekstremt grundige biografi. Jeg vil aldrig kunne forstå hvorfor det hele vejen gennem filmen hævdes at Turing er professor i Cambridge, når han nu faktisk var lektor i Manchester. Forhåbentlig har de brokket sig over dette i Manchester. Heller ikke skildringen af Alan Turings person svarer til det indtryk, man får fra Hodges.

Også skildringen af arbejdet i Bletchley Park-centret er underlig. Det virker som om Turing bare bøvler dag og nat på må og få med sin bombe (der i virkelighedens verden aldrig hed noget, og da slet ikke Christopher). Det var i høj grad Alan Turings statistiske analyser, der gjorde det muligt at foretage kryptanalyse af Enigma. Selvfølgelig er det korrekt at det bl.a. var opdagelsen af forekomsten af bestemte stykker klartekst i de tyske beskeder, der på afgørende vis hjalp i nogle tilfælde. Og endelig er historien om John Cairncross, der af Turing bliver afsløret som russisk spion, helt og aldeles konstrueret.

Det er også interessant at se en film, der nævner Eulers sætning – selv om Keira Knightley udtaler mandens navn som juu-ler. Gamle øgler som bl.a. undertegnede har lært en noget anden udtale. Så vidt jeg kan skimte (men det går jo hurtigt i en film) er der tale om en diskussion af modulær aritmetik, så Eulers sætning er her den sætning, som siger at a^{\varphi(n)} \equiv 1 hvis a og n er indbyrdes primiske (\varphi(n) er Eulers totientfunktion). Præcis hvor modulær aritmetik skulle være nødvendig i datidens kryptografi er til gengæld ikke klart for mig (og næppe heller for dem, der stod bag filmen).

Matematikken i filmen er ikke våset som sådan – der er en kort reference til beviset for irrationaliteten af \sqrt{2} og en kort samtale om den universelle Turing-maskine, omend det næppe er tilfældet at Turing tænkte på sin bombe som en universelt programmerbar maskine. Det var derimod tilfældet for Mark I-maskinen, han nogle år senere var med til at konstruere i Manchester.

Der er næppe heller noget belæg for at Alan Turing (sådan som filmens rammefortælling vil have det) pludselig skulle sidde og røbe en masse fortrolige oplysninger til en betjent i Manchester som reaktion på et indbrud.

Når alt dette er sagt, er der trods alt en særlig glæde ved omsider at se en film om en skikkelse, jeg har læst så meget om, og også billederne fra Bletchley Park er værd at se. Især er det fascinerende at se nogen sidde og taste forsigtigt på en Enigma-maskine.

Set isoleret er det en velkomponeret film, ikke mindst på billedsiden, og de kendte skuespillere gør det faktisk godt. Hvis The Imitation Game kan få flere til at interessere sig for Alan Turings liv og virke (og de tragiske omstændigheder om hans død, der i høj grad hang sammen med andres manglende accept af hans seksualitet) har filmen trods alt tjent et væsentligt formål.

På en måde er The Imitation Game en nutidig parallel til Amadeus fra 1984. Amadeus er en dengang Oscar-belønnet film om Mozart, som bestemt ikke skildrer Wolfgang Amadeus Mozarts korte liv og omfattende værk historisk korrekt og næppe heller giver et godt indblik i mandens personlighed. Til gengæld gjorde den en del mennesker interesseret i at lytte til Mozart.

Flattr this!

Mig og Monty Hall

montyhall

I 1991 læste jeg første gang om det såkaldte Monty Hall-problem, der er opkaldt efter en daværende studievært på et quizprogram i USA. Det kan beskrives således:

I et quizprogram skal deltageren vælge mellem tre døre. Bag en og kun én af disse døre er der en bil, og deltageren ved ikke hvilken dør det er. Hvis deltageren vælger døren bag hvilken bilen befinder sig, vinder deltageren bilen.

Men efter deltageren har valgt dør, åbner studieværten en anden dør – og bag den er der ikke en bil (vi antager her at studieværten ved hvilken dør, bilen er bag). Herefter har deltageren lov til at skifte mening og i stedet vælge en anden dør. Bør deltageren skifte mening?

De fleste vil intuitivt mene at man ikke bør skifte – der er ikke blevet afsløret noget bare fordi der er blevet åbnet en irrelevant dør.

Problemet blev omtalt af brevkasseredaktøren Marilyn Vos Savant fra det amerikanske blad Parade. (Jeg har tidligere skrevet om hende; hun er indehaver af den højeste IQ, der nogensinde er blevet målt.) Hun forklarede grundigt at det bedste faktisk vil være at skifte – at sandsynligheden for at vælge den rigtige dør før var 1/3, men efter åbningen af den “irrelevante dør” nu var 2/3.

Der var en hel masse aktivitet på Internettet i den anledning; det var før World Wide Web så alt dette skete i Usenet-nyhedsgrupperne. En hel masse mennesker dyngede Marilyn Vos Savant til med protester – mange af dem var universitetsmatematikere, og de var rigtig hånlige. Alle og enhver kunne da se at quizdeltageren ikke skulle skifte mening. Nogle af kommentarerne befandt sig i den rigtig grimme ende og hævdede at Marilyn Vos Savant var dum, fordi hun var kvinde.

I ugerne efter brugte Marilyn Vos Savant sin klumme på at forklare sin løsning, men der var stadig mænd, der nægtede at tro på hende og blev med at komme med sexistiske kommentarer. En artikel fra New York Times gav i 1991 et overblik over hele denne på godt og ondt interessante hændelse på Internettet.

Det interessante er selvfølgelig, at det var Vos Savant, der havde ret og at alle de vrede mænd tog fejl. Man kan se dette ved at liste alle de mulige tilfælde. Her er en tabel taget fra en ny, populærvidenskabelig gennemgang på Priceonomics.com.

opremsning

Tabellen viser at der er 9 mulige tilfælde, og i 6 af dem kan quizdeltageren vinde bilen ved at skifte mening.

Mange år senere har Marilyn Vos Savant skrevet om dette på sin hjemmeside. Og i artiklen fra Priceonomics.com kan man nu se hvordan nogle af de matematikere, der i sin tid fór op, nu undskylder pænt.

Monty Hall-problemet handler om det, man i sandsynlighedsteori kalder for betingede sandsynligheder. Der er en god lille gennemgang af dette på en hjemmeside fra Cornell University for et kursus i sandsynlighedsteori.

Jeg bliver mindet om en historie min gamle matematiklærer Jens Friis fortalte mig i gymnasiet, om dengang man indførte sandsynlighedsregning i matematikpensum i det almene gymnasium, En forsamling af gymnasielærere fik nogle opgaver, som eleverne fra nu af kunne blive stillet – og der var omtrent lige så mange forskellige forkerte løsninger, som der var lærere til stede! Denne historie og Monty Hall-historien fortæller at sandsynlighedsteori har det med at være det modsatte af intuitiv. Betingede sandsynligheder er særligt snedige. Af samme grund falder jeg ofte tilbage på et gammelt råd, Jens gav mig i gymnasietiden, nemlig at gøre som ovenfor: at opliste antallet af mulige tilfælde og se hvor mange af dem der er “gunstige”.

 

Flattr this!

Møder med Bertrand Russell

br71

En af de mest interessante tænkere fra det 20. århundrede er, synes jeg, den walisiske filosof og matematiker og forfatter og aktivist Bertrand Russell. Han levede fra 1872 til 1970, så han er et af mennesker, der nåede at påvirke mange, men også at møde og blive mødt af mange. Det er også interessant at læse om de mennesker, der har beskrevet deres møder med ham.

Giuseppe Peano mødte Bertrand Russell ved den internationale matematikkongres i Paris i 1900, hvor David Hilbert fremlagde sine problemer. Peano gav Russell et eksemplar af sin bog Formulario,
hvori den berømte aksiomatisering af de naturlige tal dukker op. Siden havde de to en brevveksling, der strakte sig fra 1901 til 1912. I alt 9 breve blev det til.

I 1920 rejste Bertrand Russell til Rusland, hvor han mødte Lenin, Trotskij og forfatteren Maxim Gorkij. Dette skrev Russell selv om i en rejseberetning fra dengang. Man kan af hans beretning se, at Russell troede at Gorkij var døende på det tidspunkt – men Gorkij levede helt frem til 1936!

Den irske forfatter George Bernard Shaw kolliderede med Bertrand Russell, engang de var ude at cykle sammen – men det tæller ikke som et møde, for de to mænd kendte hinanden inden da.

bernard-shaw-bertrand-russell

Paul McCartney mødte faktisk også Bertrand Russell mange år senere, og det var dét møde, der fik McCartney til at gå ind i modstanden mod Vietnam-krigen.

Og samme år (i 1964, et væsentligt år i mit liv), mødte den engelske skuespillerinde Sarah Miles Russell. Hun var 23 og hendes hund var sluppet løs, han var 92. Russell og Miles spiste agurkesandwich og Russell klemte hendes knæ – han havde nemlig altid, nå ja, været glad for damer.

sarah_miles_in_ryans_daughter

Flattr this!

F-klubben på U-Matic

U-matic

Hvis man ikke ved hvad F-klubben er, er det sikkert svært at forklare det – det er en festforening for studerende og ansatte ved matematik, datalogi og hermed beslægtede uddannelser på Aalborg Universitet. Efterhånden er det dog mest studerende, der engagerer sig i F-klubben og alt for mange af mine kolleger tænker på F-klubben som en forening for studerende. Nærmeste beslægtede fænomen derude er vel Tågekammeret på Aarhus Universitets naturvidenskabelige uddannelser.

Selv blev jeg medlem af F-klubben i 1983, da jeg begyndte på Mat 1 (dvs. 3. semester og det første semester af matematikstudiet efter den daværende basisuddannelse). Man kan ikke melde sig ud af F-klubben; medlemskab er livsvarigt.

Finn Verner Jensen, der nu er professor emeritus og i sin tid var med til at stifte F-klubben i 1977, har påtaget sig den interessante opgave at dokumentere Institut for datalogis historie. De første mange år er fælles med matematiks historie, og F-klubben spiller også en stor rolle i denne fortælling. Mange af mine (endnu) ældre kolleger er allerede blevet spurgt. Når jeg selv indtræder i fortællingen, kommer der også et bidrag fra mig.

Jeg havde en flyttekasse på mit kontor med alskens gamle ting; den var ikke blevet åbnet siden jeg flyttede til mit nuværende kontor i 2007. Den fik Finn adgang til – i den lå en del relikvier fra F-klubbens tidlige år, bl.a. en mappe som jeg havde fået i arv med materiale helt tilbage fra 1977. Og der lå en sjælden sydøstbulgarsk debatfilm, som jeg havde indspillet i 1987 sammen med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen, der nu er at finde på London School of Economics. Filmen er indspillet på U-Matic-videobånd og vil blive behørigt digitaliseret en dag (der er et firma på Sjælland, der specialiserer sig i den slags). Jeg glæder mig til at se den, og en dag vil I også kunne få den særlige oplevelse.

I går aftes var jeg på kort visit til årets julefrokost i F-klubben. Det var en næsten lige så hyggelig og delvist kaotisk forestilling som jeg husker dem, ganske meget hyggeligere end de grundigt iscenesatte men underligt u-festlige julefrokoster på Institut for datalogi, der nu er blevet sparet væk. En pige til festen kom hen til mig og sagde at hun skulle hilse mig mange gange fra en af mine andre gamle studiekammerater, nemlig Jan Sieker, der havde været hendes matematiklærer i gymnasiet (og en lang overgang var F-klubbens kasserer, men det glemte jeg at nævne for hende).

Flattr this!