I den bedste mening?

Jeg husker et spis-sammen-arrangement for et par år siden, hvor jeg kom til at sidde ved siden af et par unge mennesker, der fortalte mig at de gik meget ind for astrologi. Min reaktion på det var – nå ja – uforbeholdent negativ. Jeg sagde, at astrologi er noget vås. Det blev de meget sure over, og jeg fik at vide, at jeg skulle være mere åben. Til sidst blev vi enige om at snakke om maden i stedet for.

For nylig var der et bizart indslag på TV2 om en dansk kirke, hvor man havde arrangeret en seance med en dyreclairvoyant. Og i kan kunne jeg læse om den “kernesunde” Ninka-Bernadette Mauritsson, der hævder at kunne “kurere” autisme med en bestemt kostplan.

Nogle af alle disse mennesker er drevet af en slags iværksættertrang, der først og fremmest drejer sig om personlig succes og profit. Mauritsson er, så vidt jeg kan se, en af dem. Andre mener det, så vidt jeg kan se oprigtigt godt. Der er mennesker, der mener at være i kontakt med en åndeverden, som de kan tale med. (Men jeg kender mennesker, der hører stemmer og ved at der er tale om en psykisk lidelse, som er behandlingskrævende og ofte forhindrer dem i at fungere normalt.)

Og alle dem, der tilbyder clairvoyance, helbredelse mm. får kunder i butikken. For der er en hel masse længsel derude blandt menneskene. Der er mange, der savner deres kære, afdøde dyrevenner. For mange mennesker er det er en tung byrde at have børn med autisme. Alle mennesker med alvorlige sygdomme vil gerne helbredes. De fleste (måske alle) mennesker vil gerne vide hvem de “egentlig” er og om de kan finde en, de kan elske. De alternative behandlere, clairvoyante, astrologer og andre lever af, at der er al denne længsel og alle disse kriser.

Hvorfor kan jeg ikke være “åben”? Fordi det, der bekymrer mig, er at de pågældende mennesker udnytter den store længsel, der findes derude, samtidig med at de udsteder store, tomme løfter om smarte genveje ud af længslen og kriserne. Men der er ikke nogen som helst evidens, der peger på at deres smarte genveje skulle være noget bevendt, og der er desværre også er en hel del eksempler på at den såkaldte hjælp faktisk gør direkte skade. Alle ideerne om at “kurere autisme” er et eksempel på netop dét.

Flattr this!

Måske er det bare for svært for os?

Jeg har tidligere skrevet om det, man kalder wicked problems – det er samfundsproblemer som f.eks. krig, arbejdsløshed og social ulighed, som er svære at definere præcist og endnu sværere at løse. Og det er min klare opfattelse, at når beslutningstagere tror at kende en enkel løsning på et af disse problemer, er der noget galt.

Nu har jeg læst et interessant essay af den amerikanske neurolog Robert Burton; hans fornemmelse er at det simpelthen er sådan, at den menneskelige erkendelse er begrænset – at vi ikke kender vores begrænsede analytiske evner – og at det gør mange ude af stand til at kunne overskue analyserne af de “slemme problemer”, men at næsten ingen vil indrømme, at det er sådan. På en måde er der tale om en udgave af Dunning-Kruger-effekten: at de lidet kompetente ikke kan indse, hvor lidt kompetente de faktisk er.

Det er helt legitimt at have nogle grundlæggende etiske principper, vi ikke vil gå på kompromis med, ja, faktisk er det fuldstændig nødvendigt. Det, der bekymrer mig, er når deltagere i den demokratiske proces bevidst ignorerer meget veletablerede forskningsresultater. Forskning er ikke værdifri, og mange af forskningens konklusioner er kontingente (som forskere ved), men der er noget galt, når beslutningstagere (og dem, der har bragt dem til magten) ikke vil acceptere at der er overvældende evidens for at den globale opvarmning er virkelig og menneskeskabt – eller ikke vil acceptere at der ikke er evidens for at hårdere straffe fører til lavere kriminalitet. Og jeg husker selv, hvor enormt frustrerende det ofte har været for mig at høre politikere uden indsigt i undervisning eller i uddannelsesforskning tale om hvor undervisning og bedømmelse efter deres mening burde foregå.

De fleste af os må erkende, at vi ikke for alvor vil kunne forstå analyserne af de “slemme problemer”, for slet ikke at tale om at kunne foretage sådanne analyser selv. Jeg kan bestemt heller ikke altid, heller ikke selv om jeg selv er forsker. Videnskabens erkendelser strider ofte mod intuitionen, og de analyser, der frem til dem, betjener sig ofte af kvantitative analyser baseret på matematiske modeller, herunder på statistisk inferens. Et klassisk værk om dette, at videnskab er kontraintuitiv, er Lewis Wolperts The Unnatural Nature of Science.

Alle har ret til at ytre sig, men det er ikke tilfældet at alle har lige meget ret. Jeg taler ikke for en elitær holdning, men derimod for en ydmyg holdning, hvor vi alle skal erkende, at der er nogle problemer, der er meget svære at analysere og kræver en ikke-triviel analytisk indsigt. Men hvornår har vi sidst hørt en politiker sige, at der var noget, han/hun ikke ved noget om og ikke har indsigt til at udtale sig om?

Flattr this!

Kampen om virkeligheden

Man taler om det postfaktuelle samfund (begrebet dukkede faktisk op i 2008 med en bog af Farhad Majoo), og man taler om fake news. Vi kan se, hvordan der i de seneste uger har været mange rapporter om den desperate situation i Aleppo. Men samtidig, på de sociale medier, har der været historier, der beskriver Assad-regimet som krigens egentlige helte og Aleppos befriere. I mange andre igangværende konflikter, som f.eks. den væbnede konflikt i Ukraine, er der en lang række modstridende beskrivelser af situationen. Nogle hævder, at de modstridende beskrivelser simpelthen afslører mainstream-mediernes manipulationer. Men hvis én beretning modsiger mange andre, betyder det ikke at den er mere troværdig – nogle gange vel tværtimod.

Og det, der sker, er ikke at nogen bliver bedre oplyst – de modstridende billeder skaber handlingslammelse hos nogle, og andre vælger den udgave, de helst vil tro på og dermed bliver bekræftet i de holdninger, de allerede har.

Det interessante er, hvem der er med til at skabe hele denne “kamp om virkeligheden”. En rapport fra Corporate Europe Observatory beskriver, hvordan det i mange tilfælde er europæiske kommunikationsbureauer, der bistår regeringer i en lang række lande med at sikre, at det er bestemte beskrivelser, der kommer frem, og med at påvirke verdensopinionen. Ofte er der tale om forsøg på at skønmale situationen – bl.a. har firmaer som det britiske M&C Saatchi aktivt bistået regimet i Bahrain med at promovere det. M&C Saatchi fik i 2011 en fem-årig kontrakt på 11,7 millioner euro for at udvikle og implementere en samlet mediestrategi for regimet i Bahrain. Hele rapporten kan ses på https://corporateeurope.org/sites/default/files/20150120_spindoctors_mr.pdf.

Så det er vigtigt at holde øje med alle disse kommunikationsbureauer, der i en del tilfælde reelt fungerer som private propagandaministerier. Men det stopper ikke der. Mange af bureauernes ansatte har nemlig en kommunikationsuddannelse fra et universitet. Hvad gør man på universiteternes kommunikationsuddannelser for at fremme en etisk forsvarlig adfærd hos dem, man uddanner? Dette er et ægte spørgsmål, for jeg ved det ikke. Jeg håber, at universiteterne gør det rigtige.

Flattr this!

En nykonservativ CIA-agents bekendelser 

Kilde: The Monthly Statistical Report on victims, November 2016 Violations Document (http://vdc-sy.net/Website/wp-content/uploads/2016/12/November-report-Eng.pdf)

I dag begik jeg den brøler at vikle mig ind i en diskussion i et kommentarspor på Facebook blandt mennesker, der har en opfattelse af konflikten i Syrien som er fuldstændig forskellig fra min. Ifølge dem er det, de kalder mainstreammedierne og konsekvent forkorter MSM, helt igennem usandfærdige og ren propaganda for USA og NATO. Tværtimod er det Assad-styret, de russiske medier og de vestlige journalister, som med Assad-styrets tilladelse har besøgt de Assad-kontrollerede områder i Syrien, der er de troværdige kilder.

Konflikten i Syrien udspringer ifølge Assad-tilhængerne slet ikke af noget, der engang var protester mod et diktatur. Tværtimod er konflikten i Syrien et angreb på Bashar al-Assads legitime regering, og de grupperinger, andre ville omtale som oprørere, er simpelthen terrorister. Konflikten er i det hele taget ikke en borgerkrig, men en række terrorangreb. Bashar al-Assad er en demokratisk og pluralistisk præsident, der aldrig har forårsaget uskyldige civiles død. Flygtninge flygter derfor kun fra ISIS og andre islamistiske grupper; i virkeligheden er alle flygtninge fra Syrien nemlig tilhængere af Assad. Det tør de bare ikke sige til nogen. En undtagelse er dog de syriske flygtninge der når til Europa; de er nemlig Assad-modstandere på samme måde som iranske flygtninge er tilhængere af den nu afdøde shah. I det hele taget skal man ikke fæste lid til flygtninge, for ingen af dem har noget godt overblik over situationen i Syrien (ligesom danskere typisk ikke forstår den politiske situation i Danmark).

Jeg kan formodentlig ikke referere denne fortælling loyalt, for jeg må indrømme at jeg finder den meget bizar og helt umulig at forene med de beretninger, jeg har hørt fra mennesker, der selv har været i Syrien, og med min opfattelse af Syrien som et brutalt diktatur. Jeg er kritisk over for den politik, USA og andre vestlige lande har ført i forhold til borgerkrigen i Syrien – mest har den bestået i ikke at gøre noget, og ellers har den bestået i bombardementer, der har kostet en del civile livet. Men det betyder bestemt ikke, at jeg sympatiserer med Assad-regimet – tværtimod.

Da man i Facebook-diskussionen opdagede,  at jeg er medlem af Amnesty International, steg foragten voldsomt, for jeg var nu ifølge dem afsløret som en nykonservativ tilhænger af CIAs forsøg på at omstyrte lovligt valgte regeringer – og dertil var jeg en islamofob som mener at flygtninge kun kommer til Europa med den hensigt at kunne modtage kontanthjælp, og jeg var tydeligvis et menneske som ikke stoler på arabere. (Ingen af delene kan siges at beskrive mine holdninger særlig godt.)

Hele denne bredside af vrede virkede fuldstændig fyldt med selvmodsigelser, og til sidst, da jeg fik at vide at jeg var et røvhul, gav jeg op. Det påfaldende var dels, at ingen af deltagerne var syrere, dels at de tydeligvis opfattede sig som venstreorienterede. Nogle af dem er samtidig tilhængere af det, jeg ville kalde en konspirationsteori  – nemlig at terrorangrebene i USA i 2001 var udført af USA selv. Det yderligere specielle er her, at det i Europas politiske landskab er på den nationalistiske højrefløj, man finder den store støtte til Assad. Front National i Frankrig, Alternative für Deutschland i Tyskland og Jobbik i Ungarn støtter alle Assad, og i Danmark kan man høre lignende toner fra Dansk Folkeparti. Alle er enige i en fortælling om at der findes en særlig sandhed om verdens sande tilstand, som bliver undertrykt, og som kun de har adgang til.

Og alt dette viser mig to ting: For det første, at diskussioner på Facebook er ørkesløse og udmattende. For det andet, at de syriske flygtninge er oppe imod en gruppe mennesker, der simpelthen ikke tror på deres historier.  Det er i virkeligheden dét, der gør mig allermest vred. Assad-tilhængernes benægtelse af syrernes lidelser under Assad-regimet og af deres bevæggrunde for at flygte fra Syrien er simpelthen en hån mod dem.

Flattr this!

Slagsmål med en crackpot

251883_5_

Noget af det mest frustrerende, man kan komme ud for som en akademiker fra de såkaldt eksakte videnskaber, er en crackpot. Jeg følger med i matematik-forummet på Stackexchange.com og svarer nogenlunde jævnligt på spørgsmål. Forleden fik jeg så uforvarende et møde med en person, der viste sig at være en crackpot.

Hele den underlige udveksling kan ses på  http://math.stackexchange.com/questions/2011821/at-least-s-proper-subsets-of-set-s-for-which-there-is-a-bijection-with-s.

Spørgsmålet så umiddelbart helt uskyldigt ud; spørgeren efterlyste et bevis for at hvis $latex S$ er en uendelig mængde, da er der mindst lige så mange delmængder af samme størrelse som $latex S$ selv som der er elementer i $latex S$. (Beviset herfor er meget enkelt.)

Et af de klassiske resultater i mængdeteori er Georg Cantors klassiske resultat fra 1891, er dette: Lad $latex S$ være en vilkårlig mængde. Da vil potensmængden $latex \mathcal{P}(S)$, som er mængden af alle delmængder af $latex \mathcal{S}$, have flere elementer end $latex S$. Dette resultat gælder for vilkårlige mængder, dvs. også for uendelige mængder, og det har den konsekvens, at der er mere end én slags uendelighed.

Hele personens ærinde viste sig at være at hævde at en konsekvens af mit svar nu var, at Cantors resultat og hele bevisteknik, det såkaldte diagonalargument, er forkert. Diagonalargumentet er en velkendt og vigtig bevisteknik ikke bare i mængdeteori, men også i bl.a. kompleksitetsteori. Som man vil kunne se, blev jeg mere og mere opgivende. Alle mine forsøg på at anvende de præcise definitioner og på at forklare modparten at han/hun tog fejl, var forgæves: min modpart blev ved og ved med at glide af.  Jeg fik mere og mere lyst til at dunke hovedet ind i væggen, og til sidst var det ikke mit hoved, jeg her havde i tankerne. Jeg kaldte ham/hende for en crackpot – og det skulle jeg nok ikke have gjort. For han/hun kunne nu afsløre, at det tværtimod var Georg Cantor og alle, der accepterede Cantors begrebsapparat (og det er vi mange, der gør), der var crackpots!

Argumentet, som min opponent gentog igen og igen, var at der godt nok er en masse delmængder af $latex \mathcal{P}(S)$ der har nemlig samme størrelse som $latex \mathcal{P}(S)$, og derfor skal de bare ignoreres, og når man gør det, er $latex S$ og $latex \mathcal{P}(S)$ lige store! Præcis hvorfor og hvordan man skulle kunne gøre dette, blev aldrig klart. Den hjemmelavede idé om “surjektive funktioner der ignorerer noget af billedmængden” var nok til få alarmklokkerne til at ringe hos mig. Også ideen om at mængder, hvis elementer selv er mængder, på en eller anden udefineret måde er “anderledes”, gjorde mig særdeles urolig. Og da mine forsøg på at få modparten til at forklare mig, hvad definitionen på “samme størrelse”, også slog fejl, stod jeg af. Dette var en håbløs sag. En person, der undviger al præcision,  samtidig hævder at kunne tilbagevise en grundlæggende og klassisk (men kontra-intuitiv) matematisk sætning og tilmed mener at alle etablerede fagfolk tager fejl, er arketypen på en crackpot.

Jeg opdagede senere at samme person også har stillet lignende spørgsmål to andre gange på StackExchange. Og jeg har set, hvordan svarene var meget grundige og præcise og inddrog Zermelo-Fraenkel-aksiomerne, kontinuumshypotesen (i den svage udgave) og andre relevante begreber – men at denne crackpot altid forsøgte at dreje diskussionen ind på det samme, nemlig tilbagevisning af Cantor. Og jeg så at de andre deltagere i diskussionen begge gange endte med at blive frusterede og smækkede med døren, da de gik.

Det værste er, at en crackpot ender med at sluge en masse resurser og selv er et eksempel på Dunning-Kruger-effekten: At man kan tage så meget fejl, at man ikke kan bringes til at indse, hvor meget man rent faktisk tager fejl. I den akademiske verden tror vi alle på, at et godt og præcist argument kan overbevise modparten, men sådan virker det ikke, når man har fat i en crackpot.  Den amerikanske matematiker John Baez har en vældig god crackpot-indikator-liste, og den burde jeg nok have kigget på inden jeg spildte så megen tid på min opponent.

Flattr this!

En ny kreationisme?

conscious_universe646_01

Af og til kan man læse spekulationer om hvorvidt den virkelighed, vi befinder os i, er en slags storslået simulering, der bliver afviklet på en computer. Det er en meget konkret udgave af omverdensproblemet fra filosofi, og mange har tænkt på det i lyset af filmene om The Matrix (der ikke har meget med lineær algebra at gøre).

I disse dage kan man læse om hvordan den allestedsnærværende Elon Musk er overbevist om at denne simuleringshypotese, og han nu vil have forskere til at undersøge hvordan vi kan forlade denne simulering. (Det er også Elon Musk, der vil kolonisere Mars, og da tænker jeg om det så ikke ville være nemmere at ændre i simuleringen så denne kolonisering skete af sig selv?)

Men hvad er argumenterne for at vi skulle befinde os i en simulering?  Tidligere i år blev dette emne faktisk diskuteret af en række kendte amerikanske forskere ved den årlige Isaac Asimov Memorial Debate i New York.

Et af de vigtige argumenter for simuleringshypotesen er, at universets love viser sig at være baseret på pæne matematiske sammenhænge – ligesom universet i et computerspil er det. Det kan da ikke være opstået “af sig selv”.

Når man bliver opmærksom på det, kommer det til at stå klart at det faktisk er samme argument som det, der ligger bag “intelligent design”: at verden er alt for snedigt indrettet til at den kan være opstået uden at der har været en ydre skabende kraft.

Der er også et andet argument for simulering, der har en tydelig kreationistisk tone: At det er relevant og interessant at simulere  lige præcis den civilisation (eller mangel på samme) der findes i form af menneskeheden på planeten Jorden. Her er der en grundantagelse om at menneskeheden er udvalgt af en højere magt.

I virkeligheden (!!) er simuleringshypotesen vel blot den seneste analogidannelse, som mennesker har brugt for at forstå sig selv og sin plads i universet, og ligesom alle de andre analogier siger den mest om mennesket selv. I det mekanistiske verdensbillede, der opstod i kølvandet på fysikkens udvikling, så man universet som en stor “maskine” styret af fysikkens (her: mekanikkens og optikkens) love. Denne indvending dukker da også op under debatten i New York hos astronomen Neil DeGrasse Tyson:

“If you’re finding IT solutions to your problems, maybe it’s just the fad of the moment,” Tyson pointed out. “Kind of like if you’re a hammer, every problem looks like a nail.”

Min egen fornemmelse er da også at simuleringshypotesen er gammel vin på nye flasker, og at den faktisk er kvasi-religiøs og i med at den giver et enkelt bud på hvorfor du og jeg er til og på hvorfor der er så megen ondskab i verden: det er en højere magt, der har villet det således og har skabt alting i sit billede. Forskellen fra traditionel religion er så at den højere magt er en slags programmør.

Flattr this!

Inkompetent?

children-832136_1920

En artikel i Information i dag har denne rubrik:

Rapport: Ikkevestlige børn er mindre empatiske end danske

Børnehavebørn af ikkevestlige forældre er dårligere til dansk og har ringere sociale færdigheder end børn af danske forældre, viser undersøgelse af 13.000 børn i Danmark

Den slags konklusioner, baseret på omtale af en rapport udarbejdet på baggrund af en analyse udført af forskere fra AU, SDU og Rambøll, er selvfølgelig allerede blevet modtaget med kyshånd af bestemte debattører og politikere.

Jeg bliver tit lidt utryg for den slags formidling, som denne artikel er udtryk for, nemlig en journalists forsøg på at formidle konklusioner af en stor kvantitativ undersøgelse. Denne slags formidling har nemlig en ærgerlig tendens til at komme med langt mere bastante konklusioner end den oprindelige undersøgelse har belæg for.

Man kan nemlig stille spørgsmål til selve undersøgelsen, som en del journalister desværre ikke gør. Det helt oplagte spørgsmål er om der skulle være skjulte variabler, dvs. om der er faktorer som ikke kan uddrages af datamaterialet, men kan forklare korrelationer. Min klare fornemmelse er, at det er tilfældet her.

Rapporten, som omtales i artiklen i Information, kan hentes fra Undervisningsministeriet (alias Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling) og fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

I rapportens indledning står der

Det skal også nævnes, at de tre baggrundsfaktorer indgår i tolkningen som ”rene” mål for baggrundsfaktorerne, hvilket betyder, at vi i denne indledende undersøgelse ikke har korrigeret for øvrige faktorer, fx om den enlige mor også har et lavt uddannelsesniveau. Fx er der en højere andel af mødre med ikke-dansk baggrund, der ikke har nogen uddannelse, sammenlignet med mødre med en dansk baggrund.

Lige efter, på side 9 er der en særdeles interessant fodnote. Her står der

Det er valgt ikke at bruge indkomstvariable, idet Danmarks Statistiks register for familieindkomster i skrivende stund kun er opdateret til og med 2012. Da baselinemålingerne i Fremtidens Dagtilbud er gennemført i 2014 (og nogle af børnene end ikke var født endnu i 2012) anses det ikke for at være tilstrækkeligt relevant at vurdere sammenhængen mellem børnenes kompetencer og indkomstvariable fra 2012.

Forældrenes indkomst og uddannelse har stor betydning for børns mentale udvikling, og det bliver da også nævnt i rapporten – men det inddrages altså slet ikke i analysen.

Fra min egen studietid husker jeg mit 4. semester-projekt på matematikuddannelsen, hvor vi i min projektgruppe (ud over at lære en masse om lineære normale modeller og lineær algebra) opdagede at der er en korrelation mellem gymnasieelevers matematikkarakterer og hvilken samfundsklasse, de kommer fra. Det undrer mig derfor yderligere, at samfundsklasse-relaterede faktorer ikke bliver inddraget i større omfang i analysen fra AU, SDU og Rambøll.

På side 36 siger forfatterne af rapporten endda

Internationale studier viser bl.a., at børn fra familier med lav husstandsindkomst har svagere tidlige matematiske kompetencer end børn fra familier med højere husstandsindkomst (Clements & Sarama, 2008), særligt i forhold til mere abstrakt matematisk problemløsning.

men dette følger de slet ikke op på.

Flattr this!

Tænker du på det samme som mig?

Fortune blog

I 1948 lavede den amerikanske psykolog Bertram R. Forer et interessant forsøg. En gruppe psykologistuderende gennemgik en personlighedstest. Bagefter fik hver forsøgsperson udleveret en tekst, som de fik at vide var en beskrivelse baseret på deres testresultat. Herefter skulle forsøgspersonen på en 5-trin-skala, hvor 1 var dårligst og 5 var bedst, angive hvor præcis beskrivelsen var. Hvad de ikke vidste var at alle fik samme tekst udleveret:  (her i dansk oversættelse):

Du har et stort behov for andre menneskers anerkendelse og en tendens til at være meget selvkritisk. Du råder over en hel del uudnyttet kapacitet, som du endnu ikke har anvendt til egen fordel. Selv om du har nogle personlige svagheder, er du generelt set i stand til at kompensere for dem. Dit seksualliv har af og til givet dig anledning til spekulationer. Overfor andre kan du virke både velafbalanceret og fuld af selvtillid, men indeni føler du dig mere usikker. Nogle gange er du i alvorlig tvivl, om du har truffet den rigtige beslutning eller har gjort nok. Du foretrækker variationer i din dagligdag og bliver irriteret, hvis du hæmmes af restriktioner og begrænsninger. Du betragter dig selv som et selvstændigt individ, der ikke uden videre lader sig pådutte andres meninger. Du har erfaret, at det kan være uklogt, at være hudløs ærlig, når du betror dig til andre – også nære venner. Du svinger mellem at være udadvendt, venlig og imødekommende og andre gange mere reserveret. Nogle af dine fremtidsdrømme forekommer at være temmelig urealistiske. Sikkerhed er en af dine levesætninger.

Ud af de 39 studerende var kun fem personer der gav en karakter under 4 – og ingen af dem under 2. Gennemsnitskarakteren var 4,3.

Siden er forsøget blevet gentaget ganske mange gange – og resultatet er altid det samme – den generiske beskrivelse passer fremragende godt. Det er denne slags pseudopræcise udtalelser som astrologer, clairvoyante m.fl. er så gode til at fremsætte.

Men dette eksperiment viser vel egentlig også noget andet – fordi mange mennesker kan nikke genkendende til samme beskrivelse af sig, er det måske også tilfældet at de fleste mennesker gør sig mange af de samme tanker. Det er derfor, så mange kan nikke genkendende til dem. Så måske er Forer-effekten, som man nu kalder den, også en indikator på at de fleste mennesker har de samme håb, de samme bekymringer og det samme svingende selvbillede.

Flattr this!

Et tapet fra det ydre rum?

 

Fra artiklen Is bacteriophage φX174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence? af Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima
Fra artiklen Is bacteriophage φX174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence? af
Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima

En af de mest underlige ideer, jeg er stødt på inden for seriøs forskning, dukker op i artiklen  Is bacteriophage phi X174 DNA a message from an extraterrestrial intelligence fra 1979. På det tidspunkt var der japanske mikrobiologer, der i ramme alvor troede at DNA-sekvensen fra en bakteriofag (en bestemt slags “bakteriespisende” virus) måske kunne indeholde et budskab fra en ekstraterrestrial civilisation.

Mankan bruge sammensatte tal med præcis to primfaktorer, dvs. naturlige tal på formen [latex]pq[/latex], hvor [latex]p[/math] og [latex]q[/latex] er primtal, til at kode heltallige koordinater. På denne måde ville man kunne repræsentere information om et billede som en følge af naturlige tal. At primtalsfaktorisering så formodentlig er beregningsmæssigt træls er en anden snak. Dette var 1979, kompleksitetsteori var stadig forholdsvis ung og RSA-kryptosystemet var endnu kun to år gammelt. De to japanere, Hiromitsu Yokoo og Tairo Oshima, undersøgte så om DNA-sekvensen for bakteriofag φX174 DNA (eller rettere de overlappende codon’er i den) rummede denne slags information. Mere præcist gav de sig til at finde de steder, hvor der var overlappende codon’er hvis indeks var sammensatte tal med præcis to primfaktorer. Og herefter prøvede de at finde ud af om denne information mon kunne bruges til at læse billedinformation ud fra den videre DNA-sekvens. Det kunne de så ikke.

Abstract for artiklen lyder sådan:

The possibility that biological material may serve as a medium of extraterrestrial communication is discussed and DNA from bacteriophage phi X174 is investigated to determine whether such a message could be derived from it. It is speculated that advanced civilizations could manipulate viral or bacterial DNA so that its base sequence would carry a coded message in addition to specifying compounds necessary for survival and send a microorganism containing the message to a planet with conditions similar to those of the sending planet, where the microorganism would replicate. Two dimensional pictures were drawn of an overlapping gene section of phi X174 DNA using bases represented by four colors, and by digital systems according to chemical nature (purine or pyrimidine) or base pair. No significant patterns have been observed and other means of constructing pictorial arrays with other phage DNAs are planned.

Tre sådanne sammensatte tal er ikke ligefrem et langt budskab, og som resumeet ovenfor tydeligt indikerer, lykkedes det ikke at finde et mønster. Jeg kan ikke påstå at det undrer mig. Hvis en ekstraterrestrial civilisation var kvik nok til at kunne indsætte information i en DNA-sekvens, ville jeg også formode at den kendte til evolution og derfor ville vide at den uomgængelige konsekvens af evolution er at DNA-sekvensens information efterhånden vil ændre sig som generationerne går.  En DNA-sekvens placeret i en frit tilgængelig organisme er derfor et dårligt sted at gemme på evige budskaber!

Men hvorfor lige denne bakteriofag? Kun fordi den tilbage i 1979 var den eneste organisme hvis DNA-sekvens man havde fuldstændigt kendskab til. Dette tyder helt klart på at vi har at gøre med et eksempel på at man søger efter sammenhænge, der hvor man synes de skal være. På denne måde ligner det pareidolia, som er det psykologiske fænomen at vi kan “se ansigter” i et tilfældigt mønster i tapetet eller se en sky, der ligner Grønland. Selv om tapetet er fremstillet ved en veldefineret proces, er “ansigtet” i tapetet ikke til stede, og selv om skyer har bestemte strukturer, er det ikke det grønlandske turistbureau, der gør opmærksom på sig selv på denne måde.

 

Flattr this!

Forskergruppen som kult

Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.
Kim Il-Sung og Kim Jong-Il.

I denne uge talte jeg med en tidligere PhD-studerende ved et dansk universitet, der nu havde fundet andet arbejde. Selv om han holdt af sit fag, var han blevet led og ked af den akademiske verden. Hans fornemmelse var at en bestemt af de forskergrupper, han havde været i berøring med på det institut, hvor han havde haft sin gang, efterhånden var kommet til at ligne en kult. Ja, det gjaldt vel egentlig for mange af dem.

En lignende tanke er kommet til at strejfe mig stadigt oftere. Jeg kender til ikke helt få forskergrupper rundt om i den akademiske verden, hvor lederen lader møderne i gruppen og fortællingerne om gruppen handle om lederens egne bedrifter, ikke mindst alle lederens egne midler og projekter, og arrangerer sociale begivenheder, der ofte har konkurrenceelementer hvor det vigtige er at lederen og lederens foretrukne vinder. Lederen er selvfølgelig medforfatter på de fleste artikler i gruppen. Og alle artikler i gruppen tager derfor altid udgangspunkt i samme grundlæggende paradigme. Lederens egen grandiositet er altid uantastet.

Steven Alan Hassan, der i sin tid var med i Moon-bevægelsen, er siden er blevet en ledende autoritet inden for kulter. Her er en oversigt over den adfærd, der ifølge ham er karakteristisk for en kult:

  • Adfærdskontrol:  man bruger en masse tid på indoktrinerings-sessioner og grupperitualer; man skal spørge om lov i tilfælde af større beslutninger; man skal indberette tanker, følelser og aktiviteter til overordnede
  • Informationskontrol: Adgang til information udefra frarådes eller minimeres (medlemmerne bliver holdt beskæftiget så de ikke har tid til at prøve), flittig brug af information som er blevet til inden for kulten (nyhedsbreve, skrifter, video osv.)
  • Tankekontrol: Det er nødvendigt at gøre gruppens doktriner til éns egen “sandhed”; ingen kritiske spørgsmål om hvorvidt lederes doktriner og beslutninger er fornuftige.
  • Emotionel kontrol: Omfattende appel til egen skyldfølelse; indoktrinering om at det er farligt at forlade gruppen eller sætte spørgsmålstegn ved lederens autoritet; de der forlader gruppen ses som svage og udisciplinerede.

Også store personlighedskulter som trives i diktaturstater fungerer efter disse principper. Nordkorea og dets kongerække af Kim’er er et velkendt eksempel. Men meget af ovenstående kan faktisk også siges om en del forskergrupper derude. Helt konkret blev jeg mindet om en gammel artikel fra 2009 om Milena Penkowa, fra før hun blev afsløret som fusker. Her er et sigende udpluk:

Lad os holde fast i din definition. Er du intelligent og mere end andre?

»Ja.«

Svaret falder prompte og understreges af et fast blik i de brune øjne.

»Min begavelse kommer til udtryk i det, jeg laver, og den måde, jeg tilrettelægger mit liv på. En del af intelligensbegrebet er også at undgå at komme i vanskeligheder. For eksempel at blive overfaldet eller omgås psykopater. Der er stor forskel på, hvordan folk indretter sig, og det kræver megen tankevirksomhed at lægge planer og få dem til at fungere, uden nogen opdager, at man har tilrettelagt det hele for dem. Forskning er det, jeg bruger flest kræfter på. Jeg er ligeglad med, om jeg er totalt flad, når jeg kommer hjem og kun kan finde ud af at falde om, hvis jeg har brugt al min energi på at analysere hjerner.«

Milena Penkowa skruer op for varmen og ned for Metallica. Hun har lige luftet ud, og heavy metal fungerer ikke som muzak. Så det er vel logisk nok. Eller manipulerer hun i virkeligheden journalisten til at skrive om sin yndlingsmusik?

»At kunne lide Metallica er nærmest et krav, som jeg også nævner i de indledende samtaler med mine studerende. Derfor inviterer jeg også min forskergruppe med til en af sommerens fem Metallica-koncerter i København.«

Grandiositeten, tilrettelæggelsen af medarbejdernes tankeliv og kravene til adfærd er der helt klart.

Flattr this!