Platismen viser vej!

Jeg holder utrolig meget af Carl Barks’ Anders And. I Carl Barks’ streg og fortælling bliver Anders, Andersine, ungerne, Joakim og bipersoner som Anderbilt og den uforlignelige Hexia de mest menneskelige ænder i tegneseriernes historie. Min datter er glad for Don Rosa, der også er en stor fan af Barks. Men, som jeg ofte siger til hende, Don Rosa er omhyggelig, men ikke særlig sjov.

Carl Barks er sjov! Der er de lange historier, der ofte får karakter af eventyr. Her er det ofte Onkel Joakim, der er hovedpersonen assisteret af Rip, Rap og Rup. Men så er der også de korte historier, hvor en interessant pointe bliver kondenseret til få sider på en uforligneligt sjov måde. Især bliver de gode fra midt i 1950’erne, hvor ændernes koleriske temperament bliver nedtonet, og andre sider af dem også stikker hovedet frem. En af mine absolutte favoritter, en kandidat til den morsomste historie om ænderne, er historien om platismen. Den blev oprindelig blev udgivet i Anders And & Co. tilbage i 1954 og er selvfølgelig også at finde i Carl Barks’ samlede værker (som jeg hermed tilstår at eje).

“Livet bliver som en leg – når Platismen viser dig vej”, som denne ismes grundlægger, Professor Fup formulerer det. Anders slår plat og krone om alt, ender med at køre galt i en uoverskuelig motorvejsudfletning og kommer i retten. Dommeren – en vred ugle – vil idømme ham en bøde for færdselsforseelser, men gør bøden større, da det viser sig at Anders ikke brugte forstanden, men slog plat og krone! Herefter bruger Anders And platismen en sidste gang for at finde Professor Fup – men det lykkes kun næsten.

Læs historien, hvis du ikke allerede har gjort det. Ellers læs den igen. Og le. Jeg griner stadig hver gang.

Og nej nej, jeg skal nok lade være med at drage en analogi til alternative behandlingsformer eller politiske beslutningsprocesser. (Hov, nu kom jeg vist til det alligevel.)

Åndløst

Der var Åndernes verden på TV3 her til aften, bemærkede jeg, da min hustru og jeg zappede rundt, inden vi slukkede. Og nej, jeg så det ikke. Vi har nemlig et meget alternativt syn på det alternative hjemme ved os.

Jeg har ikke noget overblik over, hvor stor omsætningen er inden for clairvoyance/healing/astrologi osv. i Danmark i dag, men når nogle mennesker tilsyneladende kan leve af det, og når nogle ellers respektable forlag (som f.eks. Borgen) udgiver bøger om den slags emner, må det være nogenlunde profitabelt. Desværre.

Hvis jeg henvendte mig til min læge og sagde, at jeg var fuldt og helt overbevist om at jeg hørte stemmer og at de døde talte med mig, ville han formodentlig kraftigt overveje at stille en psykiatrisk diagnose. Andre mennesker kan slippe af sted med at sige det samme og ernære sig som foredragsholdere og tv-kendisser.

Det foruroligende er, at disse mennesker bliver en slags autoriteter og for en del mennesker fremstår som eksperter, der simpelthen ikke kan kritiseres.

Jeg delte for knap 20 år siden, da jeg boede i Edinburgh, lejlighed med bl.a. en NN (initialerne er ændret for at beskytte vedkommende, der forhåbentlig er blevet klogere siden). En aften havde jeg besøg af venner og kolleger fra det datalogiske institut på universitetet; da de var gået ud på de små timer, var NN oprigtigt forbløffet over, at de faktisk var nogle sympatiske mennesker, når nu de lavede noget, der “er så farligt”. NN, der bestemt ikke var datalog endsige havde anden naturvidenskabelig baggrund, var af den opfattelse, at naturvidenskab var roden til alt muligt ondt, lige fra gensplejsning til borgerkrig. NN gik derimod meget ind for astrologi, som NN anså for en meget væsentlig kilde til indsigt.

Men forskellen på os, der laver noget “farligt” og de indsigtsfulde astrologer mv. er, at vi ofte må indrømme, at der er noget vi ikke ved. Der er åbne problemer, konklusioner der peger et uklart sted hen og teoridannelser, der er ufuldstændige. Den slags problemer har “de alternative” aldrig; de kan og vil gerne forklare alt og udsender aldrig dementier. De er samtidig vældig opsat på at kapre naturvidenskabens sprog, dog altid med stærkt begrænset succes. Marion Dampier-Jeans udtaler f.eks.

Lige nu har jeg ikke stillet ind på den frekvens. Ånderne er på en helt anden bølgelængde end mennesker. En meget hurtig bølgelængde. At stille ind på den er som at få billeder og stemmer flyvende igennem mig.

Hvad i alverden er en “hurtig bølgelængde”? (Nej, jeg ved det heller ikke.)

Slutningen på historien fra før skal da lige med: Da jeg påpegede, at jeg og mine kolleger nok ikke var så farlige, eftersom vi beskæftigede os med teoretisk datalogi, påpegede NN, at det var meget værre, for når det var noget teoretisk, kunne det jo ikke bruges til noget som helst!