Over grænsen

I den forgangne weekend fik jeg læst Kill All Normies, en bog af den irske medieforsker og forfatter Angela Nagle, der giver en analyse af hvordan de sociale medier på Internettet inden for de seneste få år har skabt nogle uheldige og ubehagelige fænomener især i USA og hvordan de er med til at ændre hele det politiske billede, igen især i USA. Nogle sociale medier, ikke mindst 4chan, er blevet hjemsted for stærkt højreorienterede, racistiske og sexistiske personer, der ynder at være transgressive (eller grænseoverskridende, som man siger på dansk). Her kan man finde racistiske memes, hævnporno, chikane og ekstreme billeder og videoer af enhver slags. 4chan og andre sociale medier har været hjemsteder for Trump-tilhængere af enhver slags og for alt-right-bevægelsen og men’s rights-bevægelsen.

Engang var det at være transgressiv en progressiv/venstreorienteret handling, der var en protest mod systemet, men i dag har højrefløjen i stort omfang taget grænseoverskridelsen til sig som strategi.

Andre sociale medier, ikke mindst Tumblr, er til gengæld blevet steder hvor vidtgående former for venstreorienteret identitetspolitik med udgangspunkt på bestemte slags intersektionel feminisme og queer-teori folder sig ud. Her blandt Tumblr liberals finder man mange forskellige kønsidentiteter og seksualiteter og en call out-kultur rettet mod dem, som nogen anklager for at udtrykke intolerante holdninger. Det måske lidt ironiske er at man ud fra en slags venstreorienteret position her går i rette med dem, man opfatter som grænseoverskridende.

Man må så afgjort sige, at det er 4chan-kulturen, der har vundet. I USAs naboland Danmark ser vi helt tilsvarende fænomener. På én måde var hele postyret om Muhammed-karikaturerne vel en forløber for de transgressive ideer, som højrefløjen i dag gør flittigt brug af også i Danmark.  Den danske pendant til 4chan er formodentlig den for nylig så omtalte Facebook-gruppe Offensimentum, hvor sprogbrugen og de racistiske og sexistiske holdninger på mange måder har været præcis de samme som i 4chan og de tilsvarende fora. Også den fornedrende jargon og dødstruslerne, som ingen rigtig ville udtale sig om alvoren af, har været den samme. Og selv om Offensimentum-gruppen nu er lukket, er der intet tegn på at de tendenser, der ligger bag, er begravet. Tværtimod sker der nu en knopskydning af tilsvarende Facebook-grupper, og personerne bag Offensimentum vil nu lave deres eget websted – en om muligt endnu tydeligere pendant til 4chan.

Der findes selvfølgelig også danske pendanter til Tumblr-liberals (bl.a. i Facebook-grupper), men ligesom i den amerikanske kontekst kommer de til at fremstå underligt impotente i det, der ofte bare fremstår som udskamning og forargelse over detaljer, mens højrefløjen buldrer frem og truer og hetzer. Som Angela Nagle påpeger, er det som om diskussionen af de eksisterende sociale og økonomiske uligheder i samfundet er kommet til at vige for nærmest kroniske diskussioner om kultur – og her tænker jeg ikke på teatre eller museer. Højrefløjen vil hele tiden diskutere “dansk kultur” og har stort held med at få alle til at diskutere med. Dele af venstrefløjen vil helst tale om f.eks. cultural appropriation. Og der kommer ikke ret meget godt ud af det hele.

På denne måde er Kill All Normies også interessant herhjemme.

Flattr this!

Skadefryd?

Lige for tiden er der meget fokus i medierne på prins Henrik og på hans underlige adfærd og udtalelser. Jeg er bestemt ikke kendt som royalist, og i lang tid har jeg bare syntes, at han var pinlig og selvoptaget. Men på det seneste er der kommet en formodning om at prins Henrik måske har en form for demens, der fjerner hans hæmninger. Min mor blev selv ramt af netop en sådan form for demens, og faktisk er det ikke så usandsynligt at “kongen” har fået en lignende skæbne og at det, vi nu ser, er at demensen er ved at tage over.

Set i dét lys er historien om prins Henrik potentielt dybt tragisk. Men billederne og udtalelserne er derude, og medierne bliver ved med at gengive dem.

Min fornemmelse er, at der er ved at komme endnu mere skadefryd over medierne end før.  Det er da også bemærkelsesværdigt, at de kulørte medier faktisk er fyldt med fotos, der viser kendte mennesker fra deres grimmeste side. Google gav 11.700.000 hits på “ugly pictures of beautiful women”! I den endnu grimmere afdeling er der masser af billeder og filmklip rundt om på net-medierne, der viser ukendte mennesker, som kommer til skade eller dummer sig, nogle gange med meget alvorlige konsekvenser for liv og lemmer.

Jeg spekulerer på om (mange af) de “redigerede” medier som tv, ugeblade mm. er ved flytte sig over mod at betjene sig af samme appel til skadefryd, som i de seneste år har fået så gode udfoldelsesmuligheder på de uredigerede sociale medier.

Flattr this!

Tepotter i kredsløb

Tegning: xkcd.com

I 1952 skrev Bertrand Russell en artikel med titlen “Is There A God?” og her forekommer denne passage (her i dansk oversættelse fra Wikipedia):

Hvis jeg fremførte, at der mellem Jorden og Mars skulle findes en porcelænstepotte, som kredser om Solen i en elliptisk bane, da ville ingen kunne modbevise mit udsagn, forudsat at jeg var omhyggelig med at tilføje, at tepotten er for lille til at kunne ses med selv vores kraftigste teleskoper. Men hvis jeg fortsatte med at sige, at eftersom mit udsagn ikke kan modbevises, er det uacceptabelt overmod fra den menneskelige forstands side at forsøge at betvivle det, da skulle jeg med rette anses for at vrøvle. Hvis eksistensen af en sådan tepotte derimod var bekræftet af antikke bøger, forkyndt som den hellige sandhed hver søndag og indprentet i børns hjerner i skolen, da ville tøven med at tro på dens eksistens blive opfattet som et udtryk for excentricitet, og tvivleren ville vække opmærksomhed hos psykiatere i en oplyst tid eller inkvisitorer i en tidligere.

Russells eksempel dukker op i en sammenhæng, hvor man diskuterer eksistensen af en gud. Men det er interessant, at ganske mange udsagn i dag, som ikke nødvendigvis er af metafysisk art, faktisk forsøges gjort til “tepotter” – udsagn som ikke kan modbevises og som bliver “sandsynliggjort” ved appel til autoriteter. Her tænker jeg på hele fake news-fænomenet og bl.a. de mange forsøg på at fremstille diktatorer som Bashar al-Assad som fredelige tilhængere af demokrati og menneskerettigheder. Og jeg tænker på alle de forrykte påstande om vaccinationer og om sammenhænge mellem kost og autisme. Og jeg tænker selvfølgelig på alle de horrible påstande om at den globale opvarmning ikke skulle være menneskeskabt.

Hele tepotte-argumentet er baseret på at påstanden om tepotter ikke kan falsificeres. Men vi ved jo godt – og det er faktisk en del af argumentationen – at sandheden af påstanden om tepottens eksistens er særdeles usandsynlig. Hvis der virkelig skulle være en tepotte i kredsløb ude i solsystemet, måtte den jo være blevet sendt derud af nogen med en meget kraftig løfteraket, og det ville have været svært at holde raketopsendelsen og hele tepotte-projektet hemmeligt.

På samme måde må vi kunne bruge kræfter, ikke på at falsificere alle mediernes “tepotter”, for det vil vi aldrig kunne, men på at vise hvor fuldstændig usandsynlige deres eksistens er.

Flattr this!

Mediernes konflikter – og mangel på konflikter

En af de store, fredelige demonstrationer under G20-topmødet i Hamburg juli 2017.

Ulrik Haagerup, der tidligere var nyhedschef på DR (og før det igen var ved Nordjyske Medier), er nu hovedkraften i Constructive Institute, som er et initiativ taget i samarbejde med Aarhus Universitet. Haagerups omdiskuterede påstand er at nyhedsjournalistikken skal have en “konstruktiv” rolle i samfundsdebatten: den skal at dokumentere problemer, men også inspirere til mulige løsninger. Da ideen dukkede op i 2010, lød der kritik fra bl.a. Berlingske og TV2.

Min egen fornemmelse er at det netop er et problem, at mediernes hukommelse er kort, og at der i så høj grad er fokus på konflikter og at analyserne af konflikterne ikke rigtig fører nogen steder hen. Det gælder både de spontane, uredigerede “sociale” medier og de redigerede nyhedsmedier, hvor journalister står for formidlingen. Det er påfaldende at der nu igen er så lidt fokus på borgerkrigen i Syrien. Til gengæld er der en omfattende dækning af slaget om Mosul i Irak.

Et andet eksempel på det store fokus på konflikter er mediernes dækning af demonstrationerne i forbindelse med G20-topmødet i Hamburg. Megen omtale blev viet til et lille antal demonstranters stærkt aggressive adfærd. Samtidig var der også meget store og helt fredelige demonstrationer, men dem hørte man ikke meget om, og der har heller ikke været ret mange historier om hvad det var, de store og fredelige demonstrationer havde som budskab.

Det er fristende at fokusere på konflikter, for en konflikt kan være en “god fortælling”, der kan virke nem at forstå – og der er en begyndelse, en midte og måske en dag en afslutning. Men et af problemerne ved at de redigerede medier fokuserer så meget på konflikter er, at det ikke er alle hændelser, der nemt kan forstås som konflikter. Et andet er at nogle konflikter ikke er så åbenlyse endda.

Jeg vil påstå, at den største nyhed lige nu er at et isområde på størrelse med landet Luxembourg har revet sig løs fra Antarktis fra den såkaldte Larsen C Shelf. Men denne nyhed har ingen åbenlys konflikt i sig og bliver – så vidt jeg kan se – kun sporadisk dækket. Den konflikt, som er her, er konflikten mellem dem, der vil bremse den menneskeskabte globale opvarmning, og dem, der affærdiger de efterhånden mange og alvorlige tegn på at der er noget helt, helt galt.

Flattr this!

Det ensomme samfund

Mange mennesker føler sig i dag ensomme og rådvilde; verden forekommer stor og uoverskuelig, fremtiden virker meget uvis og det bliver sværere at føle sig forbundet til andre mennesker og uoverskueligt at prøve at påvirke de forhold, man lever under. Vi ved at ensomhed kan køre et menneske i sænk, men hvad gør ensomheden ved et samfund?

Den tysk-amerikanske filosof og forfatter Hannah Arendt mente, at det netop var ensomheden, der førte mennesker til at støtte totalitære ideologier. 

De totalitære ideologier, siger hun, baserer sig på ensomhed og på følelsen af ikke at høre til i verden. Når vi er ensomme, kan vi ikke tænke og er ude af stand til at stole på os selv. Vi kan ikke gøre brug af vores fulde kapacitet som individer, som vi kan, når vi føler os som del af et fællesskab.. Og når det totalitære samfund så først er på plads, bruger magthaverne ensomheden som en slags fastholdende våben. 

I vore dage er der mange kilder til ensomhed. Én ensomhed er den, der kommer fra generel magtesløshed – det enkelte menneske føler sig isoleret og sidder helt alene. En anden er følelsen af ikke at vide hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Hele fænomenet fake news ender med at isolere os fra omverdenen, og det er ikke tilfældigt at f.eks. Assad-regimet i Syrien og Donald Trump gør et stort nummer ud af at prøve at få mennesker til at tvivle på hvad der er sandt og hvad der er falsk – ikke for at fremme en kritisk sans, men for at forvirre dem.

Modsætningen til ensomheden er fællesskabet, men der er også andre former for ensomhed, der umiddelbart kan forveksles med fællesskab. Her tænker jeg på de som-om-fællesskaber som massemedierne kan skabe – det kan være ikke mindst de sociale medier på Internettet, men også ældre fænomener som tv. Vi kan sidde bag hver vores skærm og føle os som del af noget stort, men reelt er vi ofte alene med vore følelser og tanker imens.

Og en tredje ensomhed, der også kan forveksles med fællesskab, er den, der opstår, når grupper i samfundet trækker sig “ind i sig selv” og ender med at se sig selv som afsondret fra resten af samfundet. Det kan være privilegerede grupper i samfundet, der skaber gated communities for at være i fred – ofte er det rige menneskers frygt for den kriminelle underklasse, der er tale om. Men der kan også være undertrykte grupper, der kan “trække sig ind i sig selv”: I dag er der f.eks. nogle erklæret progressive mennesker, der taler for at skabe hvad de kalder separatistiske forsamlinger. Det er fora, der kun er for f.eks. bestemte folkegrupper, køn eller seksualiteter. Tanken er (som jeg forstår det) at give alle plads til at udfolde sig uden at skulle frygte hadske eller negative reaktioner, og det er egentlig prisværdigt, men min frygt er at man kan risikere også at “trække sig ind i selv” på den måde og faktisk også her skabe en isoleret, tilsyneladende tryg boble, der reelt ender med at afsondre én fra det store samfund.

Flattr this!

Men det er også bare mord

Terrorister opnår en særlig status, når de med deres primitive handlinger kan sætte et helt samfund i undtagelsestilstand og få mange til at købe deres forskruede fortælling om “civilisationernes sammenstød”. Men i Politiken i dag siger den pensionerede PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen det meget tydeligt:

Vi bliver ved med at kategorisere og glorificere dem som fjender af vores tid og civilisation. Hold nu op med det. De er radikale tabere på linje med skoleeleven, som trækker sin kalasjnikov og skyder sin skolekammerat. Familiefaren, som udrydder sin familie. Vi skal omkategorisere dem, så vi ikke medvirker til en form for glorificering af dem og frister svage sjæle.

Parallellen til  en distanceret betegnelse for en form for massemord, nemlig “familietragedier”, er helt tydelig fra den erfarne politimands side. “Familietragedier” er simpelthen mord.

Når man omtaler terrorister som en fjende af samfundet, kommer man let til at ophøje dem og tilskrive dem særligt avancerede motiver, som man skal diskutere rimeligheden af og arbejde på at tilbagevise. Tilbage i 1920’erne og 1930’erne udråbte en del aviser i USA de organiserede gangstere til at være folkefjender, og det var faktisk med til at give dem en form for heltestatus i nogle kredse. Men Al Capone m.fl. ville bare have et liv i luksus, bygget på udbytning af andre mennesker.

Ved at skyde to sagesløse mennesker kunne en småkriminel ung mand fra København få statsministeren til at udtale sig og få titusinder af mennesker på gaden i februar 2015. Han fik en hel masse opmærksomhed, som han aldrig nåede at få, mens han levede, og eksperter brugte en masse tid på at afdække om han mon var del af en stor, international sammensværgelse. Men uanset hvad, var han ikke andet end en morder, ikke en politisk eller religiøs tænker.

Rundt om i verden forsøger autoritære ledere at ramme deres fredelige politiske modstandere ved at kalde dem for terrorister  – dette ser vi bl.a. i Tyrkiet og Rusland for tiden. Den slags retorik er dybt forkastelig.

Til gengæld kan medierne med fuld ret kalde det, vi i dag kalder for terror, for hvad det helt præcis er. Terror er ikke andet end mord og grov vold rettet mod sagesløse, og terrorister er simpelthen organiserede kriminelle.

Flattr this!

Billederne, man ikke kan glemme

Et retoucheret billede taget lige efter terrorhandlingen i London i den forgangne uge.

Skal man dele de foruroligende billeder fra den forgangne uges terrorhandling i London? Den britiske journalist Stephanie Boland skriver et tankevækkende indlæg om det i New Statesman, og heri nævner hun en canadisk undersøgelse, der viser at også journalister, der ser voldsomme billeder på anden hånd (dvs. ikke billeder af farlige situationer, de selv har oplevet, men billeder af hvad andre har været udsat for), er i fare for at blive permanent påvirket af det.

Det er blevet meget nemt at dele billedmateriale, og nogle gange er jeg stødt på rigtig voldsomme og frastødende billeder på nettet. Det kan være sket ved billedsøgninger eller såmænd også “bare” i det store Facebook-feed. Der er uhyggeligt mange voldsomme billeder fra borgerkrigen i Syrien, og især billederne af døde børn ætser sig fast i hukommelsen hos mig. De værste oplevelser får jeg, når billederne dukker helt uventet op midt i det hele.

Der er billeder, jeg ville ønske, jeg aldrig havde set. Når man først har set den slags, glemmer man dem aldrig, og man begynder så småt at tvivle på menneskeheden. Eller rettere: Sådan får jeg det. En anden måde, man kan ende med at reagere på, er ved efterhånden at blive følelsesløs. Sådan kan jeg også efterhånden få det. Alene dét er måske en grund til ikke at dele denne slags billeder: at man kan ende med at blive immun og få et ubehageligt “abstrakt” forhold til alt det uhygggelige. Vi har alle en grænse for hvad vi kan kapere. Stephanie Boland bemærker, at der nu dukker flere billeder op af ofrene fra London, fra før den tragiske hændelse, billeder der viser de liv, de engang levede og som de blev berøvet. Hun skriver

It is those images which I hope will be shared: not just as a way to resist fear, but as a way of acknowledging them as more than victims – of forging a different connection, based not in horror and voyeurism, but in a small moment of shared humanity.

Og det er jeg helt enig med hende i.

Flattr this!

Og medierne sagde (ikke)…


Mens feberen fra det, der har vist sig bare at være en influenza, har sendt mig en tur i et uroligt drømmeland, har der været parlamentsvalg i Nederlandene. Jeg mindes ikke, at der tidligere var et fokus i de danske medier på et parlamentsvalg i dette land, der blot tilnærmelsesvist kunne sammenlignes med det, vi nu har set.

Det er også bemærkelsesværdigt at der ikke er blevet nævnt ret meget om hvordan Arbejderpartiet er gået voldsomt tilbage (er faktisk mere end halveret) eller om den tydelige fremgang for partierne på venstrefløjen. Den største interesse har temmelig konsekvent samlet sig om Geert Wilders.

Jeg tror ikke, at mediernes fokus skyldtes en særlig sympati for Wilders & Co.; formodentlig har man (uden at der selvfølgelig har været tale om en fælles, bevidst strategi) villet undgå at blive taget på sengen som man blev ved uventede valgresultater i Storbritannien, Colombia og USA.  Parlamentsvalget blev nærmest set som en folkeafstemning om populisme. Men derved lykkedes det desværre at få sagt meget lidt om hvad der sker i den politiske debat i Nederlandene, og ikke mindst da hvad der sker fjernt fra det Wilders’ke verdensbillede.

På denne måde er medierne måske også med til at holde højrepopulismen i live.

Flattr this!

En universitetsavis?

Københavns Universitet har en universitetsavis, der bare hedder Universitetsavisen (ligesom man i sin tid, når man ringede til Københavns Universitet, fik at vide i omstillingen at “det er universitetet”).

Når jeg læser det seneste nummer af Universitetsavisen fra København, bliver jeg forbløffet og faktisk også misundelig. Her er der både debat og kritisk journalistik, bl.a. en kritisk artikel om de siddende dekaner og hvordan forholdet mellem dem og den nye rektor mon vil blive.

Aalborg Universitet havde engang Center-Nyt (hvor Studenterrådet havde sit blad på bagsiden) og senere blev det erstattet af det stadigt mere glittede Uglen. Men Uglen holdt op med at udkomme i 2013. Der er nu ikke længere noget tilsvarende forum på min arbejdsplads; kun en Facebook-side og nyhedsbreve fra ledelsen og de centrale kontorer. Der er ikke noget fælles medium, hvor der også kan være et rum for debat og for intern kritik. Jeg er ikke sikker på at det er godt for universitetet, at den fælles kommunikation for alle ansatte og studerende kun foregår på denne måde og tilsyneladende kun i én retning.

Flattr this!

Men det er mord


Der er igen en uhyggelig sag om en mand, der har slået hele sin familie ihjel og bagefter har begået selvmord. Ofte dækker dette over en forhistorie, hvor manden har oplevet alvorlige økonomiske og måske også ægteskabelige problemer. Der er også tilsvarende uhyggelige sager om fædre, der slår deres døtre ihjel. Her er forhistorien typisk, at døtrene på en eller anden måde har brudt med bestemte forventninger, f.eks. ved at få en kæreste eller ved at leve på en måde som faderen ikke kunne acceptere.

Denne sidste form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med mellemøstlig eller sydasiatisk baggrund. Den første form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med “flertalsdansk” baggrund.

Den sidste form kaldes i medierne typisk for “æresdrab”, mens den første form kaldes for “familietragedie”. Og der er forskelle – “æresdrab” indeholder ofte ikke et selvmord, og der kan være medskyldige, mens “familietragedier” ofte er flerdobbelte mord. Men de er to forskellige manifestationer af samme uhyggelige psykologiske fænomen: En mands forskruede selvbillede som fader/ægtemand/forsørger går i stykker, og han slår sine børn og ofte også sin partner ihjel. “Familietragedierne” er den danske udgave af “æresdrab”.

I begge tilfælde er der tale om mænd, der myrder kvinder og børn, og i begge tilfælde er det en konsekvens af en forskruet manderolle, et lige så forskruet syn på hvad en familie er og et forskruet kvindesyn. Og det er helt bevidste handlinger, ikke uundgåelige naturfænomener. Det helt overvældende flertal af mænd slår jo ikke deres familier ihjel.

Én ting så jeg derfor gerne, at medierne gjorde, nemlig at de holdt op med at tale om “æresdrab” og “familietragedier” og i stedet begyndte at kalde disse grusomme forbrydelser ved deres rette navn, nemlig mord. 

Flattr this!