Et forsøg på kommunikation

Når nogen, der har magt, gennemfører en større ændring, er det en ofte anvendt kommunikationsstrategi at sige, at ændringen ikke vil få konsekvenser, men samtidig er helt nødvendig.

I forbindelse med årets første fyringsrunde på Aalborg Universitet udtalte rektor, at kvaliteten af undervisningen ville være uforandret. Og til DR udtalte han, at der var blevet fyret 107 mennesker, men at der stadig var mere end 3000 ansatte.

I denne måned fandt så den anden fyringsrunde sted på Aalborg Universitet, og igen følte ledelsen igen behov for at pointere, at det ikke vil komme til at betyde noget for serviceniveauet.

Det er også en typisk strategi at tale til i stedet for at tale med. AAUs ledelse udsendte denne gang en video på YouTube, hvor direktøren forsvarer fyringerne. Det er en ændring i kommunikationsstrategi forhold til delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, hvor ledelsen aldrig gav en forklaring på hvorfor fakultetet skulle deles, men henviste til en artikel i Nordjyske. Men når jeg taler med kolleger, fornemmer jeg tydeligt, at denne strategi heller ikke virker overbevisende.

AAUs ledelse har længe været vant til at tale til ansatte og studerende i stedet for at tale med dem, fordi den reelt kan gøre som den vil. Det fører med sig en kluntet kommunikationsstrategi, der mest består i at træffe vidtgående beslutninger og derefter forsvare dem. Denne praksis er i sidste ende en konsekvens af Universitetsloven af 2003, der satte en stopper for demokratiet på de danske universiteter. Om de partier, der vedtog denne lov, vidste, at kommunikationen på danske universiteter i dag ville være sådan, ved jeg ikke.

Valgplakater?

Valgplakater i Køge 20150530. Photo: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund (CC BY 3.0)

Jeg ser en hel masse valgplakater på mine daglige cykelture over Limfjordsbroen; det mest interessante ved synet er de plakater, der hænger lidt skævt.

Det er også i disse dage, der cirkulerer et opslag på Facebook, der opfordrer til at man forbyder valgplakater, fordi miljøbelastningen ved produktionen, anvendelsen og senere destruktion af dem er høj. Politiken har lavet en grundig opfølgende analyse af påstandene, og avisens overslag er at valgplakaterne i Danmark fører til udledning af 1500 ton CO2. Det svarer til omkring 85 danske borgeres årlige klimabelastning. Om det er voldsomt eller ej, er ikke klart for mig. (Men i 150 byer i Irland har man i år valgt ikke at have valgplakater hængende.)

Men giver valgplakater overhovedet mening? Det er slet ikke klart for mig. Jeg talte med en kollega i dag, der var i tvivl om hvad der ville være bedst at stemme, hvis man ville have en helt anderledes miljøpolitik. Og noget af de, vi ikke talte om, var valgplakater.

Hvor mange vælgere træffer beslutning om hvor de skal sætte krydset efter at have set en eller flere valgplakater? Er der nogen, der kommer hjem fra en tur over Limfjordsbroen og nu tænker, at de vil stemme anderledes end før? Hvis ikke der bliver flyttet ret mange (om nogen) stemmer på denne måde, hvorfor bliver alle så ved med at bruge dem, selv nu hvor alle taler om Internettets store påvirkningsmuligheder?

Børnene kan høre dig

Skærmbillede fra en YouTube-video af og med den racistiske partileder.

Børn opfatter mere af det, der sker ude i samfundet, end man tror. Jeg kan huske mange historier fra bekymrede forældre i 1980’erne, hvor mange var bange for at der ville udbryde atomkrig. Forældrene opdagede, at deres børn også tænkte over den krigstrussel, så mange voksne talte om.

Men netop nu er der nogle voksne, der ved og udnytter det, at børn lytter med, til noget meget usympatisk. Lederen af et racistisk parti, der er opstillet til det kommende folketingsvalg, går helt bevidst efter at nå ud til børn og unge gennem sine YouTube-videoer. Nogle børn i målgruppen efterligner den racistiske og homofobiske retorik, han anvender; andre børn bliver ofre for den.

I Politiken kan man læse om en pige på 12 år, der er bange for at hun kan blive tvunget til at forlade Danmark, og i sidste uge kunne man læse om en dreng på 10 år, der ville slå sig selv ihjel efter at andre børn i hans skoleklasse var begyndt at tale om hvem der skulle “sendes hjem”. På den måde flytter racisterne en konflikt ned i børnehøjde.

Formodentlig sætter børn alle de mange oplysninger, de får på nettet, sammen på en anden måde, og formodentlig lægger de også ekstra mærke til udtalelser, der er ekstreme og særligt eksponerede og enkelt formulerede – og det er præcis tilfældet for udtalelser som dem, den racistiske partileder kommer med. Derfor ville det være værdifuldt, hvis andre politikere (jeg kvier mig ved at kalde den racistiske mand for politiker, men det er han formelt set) ville komme med klare antiracistiske udtalelser som modvægt til det had, der nu kommer frem – og sørge for at børn hørte dem.

En mand med opmærksomhed

Der findes en mand i Danmark, som stiller op for et nyt parti, der bedst kan beskrives som fascistisk og racistisk. Han bruger sin tid på smagløse provokationer og ytrer sig nedladende, groft og hadsk i medierne. Alle taler om ham, og han er nu på forsiden af dagbladene næsten hver dag. Det passer ham desværre fint, ekstremt opmærksomhedssøgende som han er. (En af kandidaterne i hans parti er en lige så opmærksomhedssøgende arbejdsløs journalist, som selv står bag en række smagløse og provokerende handlinger i det offentlige rum og tilmed har en dom for vold.) Mange tager afstand fra det opmærksomhedssøgende parti og dets leder, men det eksponerer det bare endnu mere. For ikke så længe siden fik et andet højrenationalistisk parti og dets kvindelige leder en tilsvarende opmærksomhed i medierne.

Men hvad gavner al denne opmærksomhed kampen mod had? Det må og skal være muligt at være antiracist og at kæmpe mod racisme og had uden at tale om dem, der helt åbenlyst betjener sig af racisme og had. Hvor ville jeg dog ønske, at der i valgkampen (og ellers) kom nogle positive og antiracistiske udsagn fra regeringspartierne og Socialdemokraterne i stedet for alle de mange udsagn, der alene siger at “vi tager afstand”. Det undrer mig dog ikke; det er svært for dem at sige at alle mennesker i dette land har samme rettigheder, når de så ofte har stået bag politiske tiltag, der afspejler det modsatte. På den måde bliver den åbenlyse intolerance desværre et skjold, som den “pæne” forskelsbehandling kan dække sig bag.

Hvad ytringsfriheden koster

Der findes en yngre, noget fedladen mand som kalder sig partiformand – hans såkaldte politiske parti er dog end ikke i nærheden af at være opstillingsberettiget. Han fortjener ikke at få sit navn nævnt, så det vil jeg ikke gøre her.

Den pågældende mand, der ofte omtales som “islamkritiker”, bruger ikke ret meget af tiden på at blande sig i den politiske debat, men bruger den først fremmest på at rejse land og rige rundt for at ødelægge eksemplarer af Koranen. (Ironisk nok må det så det betyde, at han aktivt bidrager til salget af netop Koranen, men lad os ikke fokusere på dét.) Til sine specielle arrangementer (eller hvad vi nu skal kalde det) bruger han også tiden på at synge smædesange vendt mod muslimer, flygtninge og indvandrere. Han mener åbenbart, det er på disse måder, man udøver religionskritik.

Den mand, som dette handler om, vælger sine smagløse handlinger med omhu; han annoncerer dem flittigt på internettet og med pressemeddelelser og vælger at udføre dem på steder, hvor han er sikker på at mange vil reagere – nemlig på steder, hvor der bor særligt mange muslimer, flygtninge og indvandrere eller på steder, hvor bestemte, meget intolerante grupper af muslimer samles.

Manden, som vi her taler om, er blevet udsat for trusler, og han har politibeskyttelse til sine arrangementer. Det har i år allerede nu kostet omkring seks millioner kroner. Selvfølgelig må man ikke true nogen på baggrund af deres ikke-voldelige holdninger eller gerninger, for ytringsfriheden strækker sig langt. (Her taler vi ikke om mandens homofobiske udsagn eller om hans seneste dom for racisme.)

Men hele situationen er grotesk og den er baseret på den samme logik, som ligger bag mange former for mobning, hvor man antyder vold og antyder had, men lader det være op til en oplagt tolkning, som modparten ikke kan undgå at lave. De bizarre og smagløse arrangementer er tydeligvis ene og alene til for at tirre en bestemt gruppe af befolkningen, så det kan fremprovokere konfrontationer og måske endda trusler. En udspekuleret mobber behøver bare antyde sin hån og sit had for at få modparten til at gå amok – og selv få opmærksomhed.

Og det er en ekstremt udspekuleret taktik, den pågældende mand bedriver. Hvis der ikke kommer trusler eller konfrontationer, er det en sejr – for så har dem, der skal tirres, lade sig ydmyge. Og skulle der komme en konfrontation, kan manden og hans meningsfæller bruge det som argument for hvor fjendtlige hensigter, muslimer, indvandrere og flygtninge har. På denne måde bliver alt dette en øvelse i ekstrem tålmodighed for alle dem, der ikke bryder sig om den pågældende mands holdninger eller gerninger. Men den udspekulerede taktik skal derfor udstilles som netop det, den er, nemlig en form for opmærksomhedssøgende mobning. Forhåbentlig vil dette også i sidste ende få alle til at ignorere ham, sådan som det for nylig skete i Aalborg. Og det er dén skæbne, han fortjener – at blive glemt.

Fyringsrunden når frem til medierne

Det tog lang tid at få de landsdækkende medier til at opdage fyringsrunden på Aalborg Universitet. I dag er der et debatindlæg om fyringsrunden, hvor jeg og 14 af mine kolleger fra alle fakulteter kritiserer den måde, situationen udviklede sig og blev håndteret på.

Også i Magisterbladet bringer et indlæg om fyringsrunden. Det er skrevet af Morten Ejrnæs, der er en af initiativtagerne til indlægget i Politiken. ForskerForum bringer et interview med en af dem, der er blevet fyret. I ScienceForum er der et andet indlæg af Morten Ejrnæs og mig. Der er endda en artikel i DJØF-bladet – det er særligt interessant, når man husker at DJØF også organiserer store dele af ledelsen og ledelsens sekretariat.

Forhåbentlig vil krisen på AAU ikke glemt, men blive anledningen til at vi kan få gjort noget ved de dybt kritisable forhold, der nu kendetegner Danmarks universiteter.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.

Trends i terrorisme?

I dag var der så endnu en grusom forbrydelse, hvor en yngre mand dræbte tilfældige mennesker – og denne gang var det i Utrecht. Tilbage i 2016 og 2017 var der en stribe angreb på tilfældige mennesker i Nice, Berlin, London, Stockholm og New York, alle begået af yngre mænd. Det skrev jeg om her i maj 2017. Alle disse angreb havde noget fælles: Gerningsmanden havde med høj hastighed kørt et motorkøretøj ind i en folkemængde.

Siden er masseskyderierne vendt tilbage som foretrukken drabsform; en af grundene er måske de afspærringer, som er blevet sat op mange steder og på den måde er med til at gøre bilangreb sværere. Men måske er der også andre forklaringer. Julia Ebner fra Institute for Strategic Dialogue, der er en tænketank i London som fokuserer på voldelig ekstremisme, udtalte for få dage siden, at det var sandsynligt at der kunne komme copycat-angreb efter massakren i Christchurch. Måske er dagens drab i Utrecht et eksempel på netop dét.

I en artikel fra 2010 skrev forskeren Brigitte Nacos fra Columbia University i USA om copycat-terrorisme. Formodentlig var bilangrebene i 2016-2017 en sådan grusom trend, mens vi nu skal se endnu en bølge af skyderier rettet mod tilfældige mennesker.

Brigitte Nacos hæfter sig ved at medierne spiller en stor rolle i at skabe trends inden for terrorisme. De gør de, fordi alle beretningerne fra voldshandlingerne er med til fortælle alle, hvilke former for vold, der kan skabe mest ødelæggelse og mest død. Jeg synes selvfølgelig ikke, at medierne skal lade være med at dække disse grufulde hændelser, men man kunne tænke over, hvad det egentlig er vigtigt at berette og hvorfor. De udpenslede beretninger om hvad der er sket ved tidligere, tilsvarende forbrydelser er strengt taget kun sensationalisme. Selv bemærker jeg heldigvis, at der denne gang er særligt fokus på ofrene for massakren i Christchurch og deres livshistorier, så alle kan se, at det var tilfældige mennesker som dig og mig, hvis liv sluttede så brat.

Den taknemmelige flygtning?

En lille tysk flygtningedreng hilser på den socialdemokratiske politiker Johannes Kjærbøl, der var leder af Flygtningeadministrationen. Billedet er fra perioden 1945-1949.

Der er et mønster i debatten om flygtninge i Danmark, der er påfaldende på en træls måde. Nogle flygtninge bliver hurtigt så gode til at læse og skrive dansk, at de får lyst til at deltage i den offentlige debat med debatindlæg og kommentere de forhold, de lever under i Danmark. Det, de oplever, er meget ofte en bestemt slags reaktioner. Her er to eksempler fra denne måned.

I dag er der en kronik i dagbladet Information, hvor en kurdisk flygtning fra Iran udtrykker sin bekymring over hvad han oplever i Danmark.

I 2014 søgte jeg asyl i Danmark. Mit håb var, at jeg med base her kunne bruge de rettigheder, som det danske demokrati sikrer, til at kæmpe videre imod racismen i mit hjemland. … Efter snart fem år i Danmark må jeg sande, at selv i et land, der har næsten 200 års demokratiske erfaringer at trække på, trives de overlegenhedsfølelser, som racismen bygger på, fortsat.

I kommentarsporet efter kronikken kom der hurtigt mange kommentarer om at forfatteren til kronikken var utaknemmelig og at danskere ikke er racister: De negative reaktioner er en nødvendig reaktion på flygtningene i Danmark. Mange af kommentarerne kommer derefter frem med nogle meget negative udsagn om flygtninge i Danmark.

En ung flygtning fra Syrien, der går i gymnasiet, skrev i sidste uge et andet debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor hun udtrykte sig meget mere positivt. Hendes indlæg slutter:

Jeg har lært, at de racistiske og negative kommentarer og beskeder, jeg altid får, fordi jeg er aktiv i medierne, skal gøre mig endnu stærkere. Det må ikke svække mig eller være en grund til, at jeg opgiver kampen. Jeg har lært, at jeg ikke må hade dem, der skriver negative og racistiske ting til mig, men at jeg skal lytte til dem og kæmpe for at ændre deres synspunkter. Jeg har lært at elske mig selv, som jeg er. Jeg har også lært, hvad kærligheden og håbet er. Jeg har fået meget kærlighed i mit liv: kærlighed fra min familie og venner, kærlighed fra de flygtninge og indvandrere, der tror på mig, støtter mig og ser mig som deres stemme i medierne, og kærlighed fra alle de danskere, der står på min side og hjælper mig med at føle mig velkommen i Danmark. Jeg har lært, at kærlighed er livsvigtig og er stærkere end alt det had, der findes i vores store verden.

Men også i dette kommentarspor var kommentarerne af fuldstændig samme art som dem, der kom på kronikken i Information. Ja, jeg vil endda sige at kommentarerne til indlægget i Jyllands-Posten var endnu mere negative.

Selvfølgelig kan jeg forstå, at det kan være hårdt at blive kritiseret og at man føler et behov for at forsvare sig. Men jeg bemærker to forhold.

For det første, at mange af svarene reelt bekræfter det udsagn om negative holdninger til flygtninge, som det oprindelige debatindlæg omtaler.

For det andet, at der tilsyneladende er en holdning om at flygtninge først og fremmest skal være taknemmelige og kun ytre sig for at vise deres taknemmelighed. Og måske er de endda “indbildte flygtninge”, der faktisk ikke burde være i Danmark. Det er også en holdning, man nogle gange ser til andre grupper i befolkningen – f.eks. de arbejdsløse. De skal være taknemmelige, fordi “vi” giver dem mulighed for at få dagpenge og skal ikke kritisere de forhold, som “vi” er nødt til at byde dem. Måske er de arbejdsløse endda “indbildt arbejdsløse”.

Jeg synes selv, det er godt og meget vigtigt, at de mennesker, der er eller oplever sig selv som marginaliserede i samfundet, kommer til orde og fortæller, hvordan de oplever marginaliseringen. Man kan ikke lave politik hen over hovedet på nogen. Arbejdsløse er kun i ringe tal politisk aktive, og udenlandske statsborgere kan i stort omfang slet ikke deltage i den politiske proces. Men mange af kommentarerne går mest ud på at få de pågældende mennesker til at tie stille og være taknemmelige.

Fiktion eller journalistik?

Aktantmodellen. Kilde: DFI.

I sidste weekend læste jeg en lang artikel i dagbladet Information om en afvist asylansøger fra Iran. Jeg er umiddelbart overbevist om, at beretningen er sand. Men det, jeg husker tydeligt, er fornemmelsen af, at jeg læste beretningen som en spændende historie – selv om det egentlig var en dybt tragisk beretning om en ung mands nedtur.

Katrine Marie Guldager, der mest er kendt som skønlitterær forfatter, har et interessant indlæg i Politiken. Hendes fokus er, at “dramatisk nutid” er blevet så dominerende i journalistik. Men egentlig synes jeg, at hendes mest interessante observation er den, der kommer til sidst. Hun skriver nemlig

Og så synes jeg måske også, at medierne skal passe på med at lege fiktion. Jeg er nok ikke den eneste, der har oplevet, hvordan min personlige historie skal have klippet en hæl og hugget en tå, for at en eller anden journalist kan fortælle ’en god historie’. Problemet er bare, at virkeligheden ikke lader sig rette til på den måde; ikke uden at man gør vold på den. Og dybest set er det jo derfor, vi har fiktion.

Det, er her, der er en vigtig pointe: grænserne mellem fiktion og fakta ofte bliver udvisket i vore dage. Sommetider sker det i form af egentlig løgn. Nogle af de største skandaler fra senere års journalistik har at gøre med journalister, der har skrevet fuldstændig opdigtede historier. Senest var det en redaktør fra Der Spiegel, der blev grebet i dette – og han var endda ved at modtage en hædersbevisning for sin “journalistik”.

Men andre gange er det mere subtilt, fordi journalisterne er med til at iscenesætte virkeligheden. Selv husker jeg, hvordan jeg i 2006 var i TV-Avisen og TV2-nyhederne besøgte flere landes ambassader i forbindelse med en underskriftsindsamling, som jeg stod for og som fik en del omtale. TV-stationerne betalte for at jeg kunne komme rundt med taxi (det var rigtig pænt af dem!). Dette var i sig selv en form for iscenesættelse, men på et tidspunkt blev det fuldstændig tydeligt, hvor iscenesat det hele kunne blive. Kameraholdet (jeg mener at huske, at det var dem fra DR, men jeg kan tage fejl) kørte rundt bag mig i en anden taxi. Jeg skulle på et tidspunkt stige ud af den taxi, jeg kørte i, og kameramanden stod klar. Men han syntes, at billederne af mig ikke var så gode og bad mig om at gå ind i bilen igen og stige ud én gang til!

Hele autofiktion-genren inden for skønlitteratur kommer fra modsat hold, men er også med til udviske grænserne mellem fiktion og fakta. Karl Ove Knausgårds bøger Min Kamp 1-6 bliver lanceret som romaner, og han bruger alle de skønlitterære fortælleteknikker, men reelt er der tale om hans selvbiografi. Her er det kontroversielle ikke, at historien er sand, men det stik modsatte. Nogle har følt, at Knausgård har udleveret meget personlige dele af deres fælles liv.

Dybest set er problemet ikke brugen af dramatisk nutid, men at journalistik og biografi-skrivning har overtaget de meget effektive fortælletekniske teknikker, som virker så godt i romaner. Især er det den berømte aktantmodel, der ser ud til at stikke hovedet frem også i journalistik. Den blev oprindelig brugt til at analysere de allermest oprindelige menneskelige fortællinger, nemlig folkeeventyr. Men modellen kan bruges som en model af virkeligheden og dermed kan den bruges til at skabe nye og effektive fortællinger. Om det er en god idé at tænke sådan i journalistik, er en anden historie.