Dårlig reklame?

Hele den underlige historie om ytringsfrihed har fået endnu et mærkeligt og ubehageligt kapitel i form af sagen om en reklamefilm fra SAS. Senest har der været en bombetrussel mod reklamebureauet bag filmen.

I 2017 udtalte Søren Espersen fra Dansk Folkeparti sig til Jyllands-Posten om karikaturtegningerne af Muhammed; han delte disse tegninger flittigt og sagde i den forbindelse at

Det er den kujonagtige holdning, der er kommet ind med, at man laver selvcensur for at undgå ballade. Man tør simpelthen ikke af ren frygt. Og der er vi ude i kunstnerisk selvcensur, som er farlig. Sådan skal kunstnere ikke gøre, de skal gå foran og vise mod, og det oplever jeg ikke, at vores kunstnere gør i øjeblikket…

(Jyllands-Posten, 27. september 2017)

I går, 12. februar 2020, udtalte selvsamme Søren Espersen til selvsamme avis at

SAS nedgør med sin ulækre kampagnefilm alt ægte norsk, ægte svensk og ægte dansk. SAS spytter samtidig på enhver ordentlig og redelig skandinav. Jeg vil have en dårlig smag i munden, næste gang jeg sætter mig i et SAS fly…!

Regeringen må sige, at nu må det være nok. Transportministeriet må give SAS en kæmpe røffel, så man aldrig nogensinde skal se noget lignende…

Jyllands-Posten, 12. februar 2020

Enten har Søren Espersen ændret holdning, eller også er han, hvad man med et pænt ordvalg ville kalde lidt inkonsekvent.

Propaganda?

Foto af opslag fra rumænsk propagandablad. Kilde: https://www.flickr.com/photos/cod_gabriel/2148842073

Siden Donald Trump gik ind i politik, er begrebet fake news blevet temmelig udbredt. Trump bruger selv begrebet som anklage mod sine modstandere, men også blandt dem, der er helt uenige med ham, florerer begrebet.

Til gengæld er begrebet propaganda ved at gå i glemmebogen; det er underligt og uheldigt, at det er endt sådan. Alle de bevidst falske nyheder er jo netop en form for propaganda. Åbenlyst udemokratiske regimer rundt om i verden gør ganske meget for at bruge netop falske nyheder i propagandaens tjeneste. I lande som Rusland og Tyrkiet har denne form for propaganda kronede dage. I en skræmmende beretning om terrorangrebet i Beslan i 2004 skriver den tjetjenske journalist Zulay Magazieva

I naboværelset boede nogle russiske journalister. Gennem væggen kunne vi tydeligt høre alt, hvad de sagde. De repeterede deres historie højt for sig selv eller videregav information over telefonen. Vi så på hinanden og begyndte at fnise. Er det her virkelig nødvendigt, tænkte jeg. Først skal staklerne finde ud af, hvad der er sket i virkeligheden, derpå beskrive det modsatte. Og det skal være kreativt! Jeg havde næsten ondt af dem. Men hvad var der at gøre? Sådan er medierne jo i Rusland.

Fra De troede på, at de ville få deres børn at se igen. Levende, Politiken, 7. februar 2020.

Den nederlandske kunstner og forsker Jonas Staal har skrevet en bog om propaganda, og den bliver anmeldt i dagbladet Information i denne uge. Hans ærinde er interessant (synes jeg). Ud over at genfremsætte begrebet “propaganda”, slår Staal nemlig til lyd for at propaganda også kan bruges positivt og for at indse, at vi ikke kan gøre os fri af propagandaen. Ordet “propaganda” betyder faktisk bare “udbredelse” (jvf. verbet “propagere”, som dukker op i bl.a. matematik og datalogi). I 1622 grundlagde pave Gregor d. 15. La Congregatio de Propaganda Fide, der var en gejstlig orden hvis formål var at udbrede katolicismen – og der var naturligvis tale om et modtræk mod reformationen.

Når jeg og andre taler om f.eks. klimaforandringerne og hvad vi kan gøre for at standse dem, er det på denne måde også propaganda – selv om det, vi fremfører, er faktuelt baseret.

Hvorfor kan man ikke gøre sig fri af propagandaen? Alle nyhedsreportager, også dem, der er ikke tænkt som propaganda, er udtryk for en redaktionel linje, hvor man vælger stof til og fra og hvor man vælger en bestemt indfaldsvinkel. Alt for ofte strander diskussioner af fake news i forsøg på at finde ud af om en nyhedsreportage er faktuelt sand and ej og om hvordan man ; der er ikke ret mange diskussioner af hensigten med måske at ville rapportere ukorrekt og at bruge nyheder som propaganda.

Hvidt og bredt

En ikke helt blond dansk familie fra undervisningsmateriale fra forlaget Elysion.

Socialdemokratiet har fået en del kritik for en video om ulighed, fordi alle børn i videoen er blonde og hvide. Nogle danskere med anden etnisk baggrund undrer sig over at de på denne måde er usynlige og at den ulighed, de oplever, ikke bliver illustreret. I kraft af min egen noget blandede baggrund synes jeg også, at det er underligt at se, selv om jeg har vænnet mig til det at det er sådan i Danmark.

Det er i forresten ikke den eneste video fra Socialdemokratiets hånd, der fremstår på denne måde. Hvis man ser de korte videoer på Socialdemokratiets YouTube-kanal, vil man opdage, at også dér stort set kun er masser af hvide (og blonde) mennesker.

I USA har der været en tilsvarende kritik af en velkomstvideo fra University of Wisconsin: Så godt som alle, der var med i den oprindelige udgave af denne video, var hvide.

Jeg tror ikke, at University of Wisconsin har forsøgt at skabe et billede af universitetet som et sted for hvide mennesker. Det ville man måske have gjort i 1960’erne, da der stadig var apartheid-lovgivning i USA. Men amerikanske universiteter tænker ikke sådan mere. Jeg tror tilsvarende heller ikke, at Socialdemokratiet bevidst går efter ikke at vise minoriteter i deres materiale. Mit indtryk er, at vi har med et andet fænomen at gøre: De, der producerer det materiale, vi her har med at gøre, skildrer mennesker, der minder om dem selv. Det gør de, fordi de uden at tænke over det, laver indhold, der skal “tale til dem selv” – de antager ubevidst, at den, de skal kommunikere med, simpelthen er en udgave af dem selv.

Det gør ikke problemet mindre. Men en del af løsningen må være, at mangfoldigheden kommer til udtryk ved at afsenderne og producenterne af materialet (her er det videoer) repræsenterer en bredere gruppe af befolkningen.

Man kan altid zappe væk

Teknologien gør noget ved den måde, vi oplever tekst, lyd og billede på. For mange år siden, da jeg havde en pladespiller, var jeg nødt til at høre hele pladesider ad gangen. Det var simpelthen bøvlet at skifte mellem mange LP-plader. Til gengæld fik jeg også hørt alle de numre på pladerne, som jeg først var lidt mindre tiltrukket af.

Jeg holdt omhyggeligt øje med, hvad der kom i fjernsynet. Gennem min opvækst og helt frem til efteråret 1988 var der kun én tv-kanal, og hvis der var en udsendelse, jeg ville se, var jeg nødt til at være hjemme og sidde foran fjernsynsapparatet. Endnu har jeg minder om udsendelser, jeg aldrig fik set. Til gengæld har jeg også tydelige minder om de udsendelser, jeg faktisk fik set, for her fulgte jeg godt med.

I vore dage er alt dette ændret for stedse. Man taler om flow-tv som et lidt bedaget fænomen, og albumformatet har ikke samme betydning, som det havde engang. Man kan springe frem og tilbage som man vil og når man vil. Det gør noget ved fordybelsen. (Selv hænger jeg meget fat i albumformatet, og jeg foretrækker stadig at lytte til albums fra start til slut. Men jeg er jo også oppe i årene.)

Netop i dag skriver Katrine Wiedemann i dagbladet Information om hvordan Netflix stræber efter at producere materiale, der kan ses på små mobile enheder og er nemt at forstå i urolige omgiver som f.eks. busser og tog. Og andetsteds i samme avis er der en lang artikel om hvordan vore hjerner tilpasser sig til Internettets mulighed for hele tiden at springe videre og er med til at gøre fordybelse til en udfordring.

Men som Morten Overgaard, der er professor i kognitiv neurovidenskab på Aarhus Universitet, påpeger, er problemet ikke selve denne forandring i sig selv, men snarere, at der er blevet skabt nogle omgivelser, som måske ikke er gavnlige, når det gælder om at løse samfundets udfordringer. Den stadige mulighed for ikke at fordybe sig gør det sværere at skabe den koncentration, der skal til for at analysere, forstå og håndtere de store problemer, vi møder i vore dage. Det er fristende og let at zappe væk fra f.eks. klimakrisen, uligheden i verden og krigene i Mellemøsten. Dermed ikke være sagt at generationerne, der ikke kunne zappe væk, var bedre til at løse de tilsvarende problemer der fandtes på deres tid.

Herostratos og Kylie Jenner

Herostratos. Træsnit af Sebastian de Covarrubias (1610)

Berømmelse er et underligt fænomen. Den 21. juli 356 f.Kr. ødelagde Herostratos Artemistemplet i Efesos ved at sætte ild til det. Bagefter indrømmede han, at motivet til denne udåd var – at blive berømt. Interessant nok blev Alexander den Store født samme dag og år, og han blev en del mere berømt end sin landsmand, hvis navn i dag kun lever videre i udtrykket “herostratisk berømmelse”. Alexander den Store stræbte selv efter at blive mere berømt end Achilleus.

I Wired skriver Virginia Heffernan om berømmelse og tager fat i menneskers bevæggrunde til at ville være berømte. Heffernans eksempel er fotomodellen Kylie Jenner, der blev kendt fra reality-tv og siden er blevet milliardær på make-up-produkter. Andre eksempler på moderne berømmelse er influencerne på Instagram og alle youtuberne. Det er som om alle disse moderne berømtheder går efter en kvantitativ form for berømmelse – jo mere omtale, jo bedre. På denne måde minder de om Herostratos. Alexander den Store har bestemt fået en masse omtale i de seneste knap 2400 år, men hans berømmelse er ikke baseret på megen omtale.

Det interessante er, at det altid er kanalen, hvorigennem man bliver berømt, der sætter standarden. Feks. vil selve YouTube vil altid være bedre kendt end selv den mest fulgte youtuber, og hvis man førhen blev kendt fordi man ofte var på landsdækkende tv, var man det, fordi landsdækkende tv var så udbredt og kendt. Min egen fornemmelse er, at kvalitativ berømmelse adskiller sig fra den kvantitative ved at række ud over den enkelte kanal og ved at gå på tværs af tid.

Greta Thunberg er måske det bedst kendte eksempel på et menneske i vor tid, der bruger andre præmisser end Kylie Jenner, og helst vil flytte fokus væk fra sin person og over på kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer, men alligevel ender med at blive berømt. Det selv om Greta faktisk er en teenagepige, der gør flittig brug af Instagram og Twitter – og på denne måde er inden for en typisk målgruppe for disse medier. Det, der er forskellen, er at det er lykkedes Greta og klimabevægelsen at blive kendt langt hinsides disse medier. Det er også derfor, jeg er sikker på at vi vil huske hende længere end f.eks. Kylie Jenner.

En trist sag

En del aviser skriver lige nu meget om en aktuel sag, der omhandler et seksuelt overgreb i en københavnsk lokalpolitikers hjem.

Det er tydeligt, at der efter alt at dømme ikke har været tale om vold i sædvanlig forstand (dvs. med fysiske skader), men der er tale om en seksuel handling, hvor kvinder ikke har givet deres samtykke og dermed om noget, der ifølge den nuværende lovgivning i bl.a. Sverige og Storbritannien vil være at regne som voldtægt. Lige nu er det ikke tilfældet i dansk lovgivning (hvis ikke offeret har været ude af stand til at sætte sig til modværge), omend et folketingsflertal har givet udtryk for at loven skal ændres. Sagen kunne have vist, hvor vigtigt det er at ændre dansk lovgivning om voldtægt.

Men sagen er først og fremmest interessant for medierne i kraft af at en del seksuelle detaljer kommer frem. Det er trist og faktisk også usmageligt, at det er denne sensationshungrende vinkel, der bliver taget, og det må være rigtig ubehageligt for de indblandede kvinder. Hvis det havde været en sag om en helt ukendt kvinde, ville de seksuelle detaljer formodentlig ikke komme på forsiden. Og voldtægt er ikke “pirrende”, det er et overgreb.

Alkohol, kaffe, slik og oksekød

For få dage siden var der røre om en rapport fra Aarhus Universitet, der tilsyneladende viste, at oksekød ikke var så stor en årsag til klimaforandringerne som bl.a. alkohol, kaffe og slik. DR Nyheder viderebragte nyheden om rapporten med netop dette budskab.

Snart efter kom det imidlertid frem, at det er interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der skaffede pengene til forskningen. Også hele det metodiske grundlag kom under lup.

Hele det tilsyneladende overraskende resultat i rapporten er nemlig nemt at kritisere. For hvis ikke der er én enkelt kilde til CO2-udledning, der bidrager med mere end 50% af den samlede CO2-udledning, kan man altid udvælge en kilde X og en mængde M af andre kilder og konkludere, at X ikke bidrager med mere end summen af bidragene fra kilderne i M. Det er en stort set triviel observation.

Hele dette postyr udgør for mig at se nærmest et mikrokosmos. Det er nemlig en sag, der afspejler ganske mange tendenser i samfundet på én og samme tid:

  • Der er for alvor kommet fokus på hvordan det animalske landbrug indvirker på klimaforandringerne, i et sådant omfang at landbrugets interesseorganisationer nu føler sig truede og går til modangreb.
  • Universiteterne er blevet afhængige af eksterne forskningsmidler i væsentlig grad og påtager sig bestillingsopgaver fra private aktører uden at anlægge en kritisk vinkel på det, de bliver bedt om.
  • Forskere udfører disse bestillingsopgaver, fordi det er karrierefremmende.
  • Universiteternes kommunikationsafdelinger vinkler forskningsresultaterne, så de kan få mest mulig presseomtale.
  • De fleste danske journalister fremlægger forskningsresultaterne uden at nærlæse dem og uden at gøre den stort set trivielle observation, jeg nævner ovenfor.
  • Der er et tydeligt problem med alle disse tendenser, men om lidt er sagen glemt, og fokus igen flyttet.

Et forsøg på kommunikation

Når nogen, der har magt, gennemfører en større ændring, er det en ofte anvendt kommunikationsstrategi at sige, at ændringen ikke vil få konsekvenser, men samtidig er helt nødvendig.

I forbindelse med årets første fyringsrunde på Aalborg Universitet udtalte rektor, at kvaliteten af undervisningen ville være uforandret. Og til DR udtalte han, at der var blevet fyret 107 mennesker, men at der stadig var mere end 3000 ansatte.

I denne måned fandt så den anden fyringsrunde sted på Aalborg Universitet, og igen følte ledelsen igen behov for at pointere, at det ikke vil komme til at betyde noget for serviceniveauet.

Det er også en typisk strategi at tale til i stedet for at tale med. AAUs ledelse udsendte denne gang en video på YouTube, hvor direktøren forsvarer fyringerne. Det er en ændring i kommunikationsstrategi forhold til delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, hvor ledelsen aldrig gav en forklaring på hvorfor fakultetet skulle deles, men henviste til en artikel i Nordjyske. Men når jeg taler med kolleger, fornemmer jeg tydeligt, at denne strategi heller ikke virker overbevisende.

AAUs ledelse har længe været vant til at tale til ansatte og studerende i stedet for at tale med dem, fordi den reelt kan gøre som den vil. Det fører med sig en kluntet kommunikationsstrategi, der mest består i at træffe vidtgående beslutninger og derefter forsvare dem. Denne praksis er i sidste ende en konsekvens af Universitetsloven af 2003, der satte en stopper for demokratiet på de danske universiteter. Om de partier, der vedtog denne lov, vidste, at kommunikationen på danske universiteter i dag ville være sådan, ved jeg ikke.

Valgplakater?

Valgplakater i Køge 20150530. Photo: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund (CC BY 3.0)

Jeg ser en hel masse valgplakater på mine daglige cykelture over Limfjordsbroen; det mest interessante ved synet er de plakater, der hænger lidt skævt.

Det er også i disse dage, der cirkulerer et opslag på Facebook, der opfordrer til at man forbyder valgplakater, fordi miljøbelastningen ved produktionen, anvendelsen og senere destruktion af dem er høj. Politiken har lavet en grundig opfølgende analyse af påstandene, og avisens overslag er at valgplakaterne i Danmark fører til udledning af 1500 ton CO2. Det svarer til omkring 85 danske borgeres årlige klimabelastning. Om det er voldsomt eller ej, er ikke klart for mig. (Men i 150 byer i Irland har man i år valgt ikke at have valgplakater hængende.)

Men giver valgplakater overhovedet mening? Det er slet ikke klart for mig. Jeg talte med en kollega i dag, der var i tvivl om hvad der ville være bedst at stemme, hvis man ville have en helt anderledes miljøpolitik. Og noget af de, vi ikke talte om, var valgplakater.

Hvor mange vælgere træffer beslutning om hvor de skal sætte krydset efter at have set en eller flere valgplakater? Er der nogen, der kommer hjem fra en tur over Limfjordsbroen og nu tænker, at de vil stemme anderledes end før? Hvis ikke der bliver flyttet ret mange (om nogen) stemmer på denne måde, hvorfor bliver alle så ved med at bruge dem, selv nu hvor alle taler om Internettets store påvirkningsmuligheder?

Børnene kan høre dig

Skærmbillede fra en YouTube-video af og med den racistiske partileder.

Børn opfatter mere af det, der sker ude i samfundet, end man tror. Jeg kan huske mange historier fra bekymrede forældre i 1980’erne, hvor mange var bange for at der ville udbryde atomkrig. Forældrene opdagede, at deres børn også tænkte over den krigstrussel, så mange voksne talte om.

Men netop nu er der nogle voksne, der ved og udnytter det, at børn lytter med, til noget meget usympatisk. Lederen af et racistisk parti, der er opstillet til det kommende folketingsvalg, går helt bevidst efter at nå ud til børn og unge gennem sine YouTube-videoer. Nogle børn i målgruppen efterligner den racistiske og homofobiske retorik, han anvender; andre børn bliver ofre for den.

I Politiken kan man læse om en pige på 12 år, der er bange for at hun kan blive tvunget til at forlade Danmark, og i sidste uge kunne man læse om en dreng på 10 år, der ville slå sig selv ihjel efter at andre børn i hans skoleklasse var begyndt at tale om hvem der skulle “sendes hjem”. På den måde flytter racisterne en konflikt ned i børnehøjde.

Formodentlig sætter børn alle de mange oplysninger, de får på nettet, sammen på en anden måde, og formodentlig lægger de også ekstra mærke til udtalelser, der er ekstreme og særligt eksponerede og enkelt formulerede – og det er præcis tilfældet for udtalelser som dem, den racistiske partileder kommer med. Derfor ville det være værdifuldt, hvis andre politikere (jeg kvier mig ved at kalde den racistiske mand for politiker, men det er han formelt set) ville komme med klare antiracistiske udtalelser som modvægt til det had, der nu kommer frem – og sørge for at børn hørte dem.