Over grænsen

dfannonce_755036a

I dag er der en annonce fra Dansk Folkeparti i flere danske dagblade. Annoncen er partiets reaktion på den seneste lov om tildeling af dansk statsborgerskab; i Danmark tildeles statsborgerskab af Folketinget via særlove, der vedtages med mellemrum. Ifølge PET skulle er én af dem, der nu får dansk statsborgerskab, være til “fare for rigets sikkerhed”.

Man kan selvfølgelig diskutere hvornår personer, der er dømt eller mistænkt for kriminelle handlinger, skal kunne opnå statsborgerskab. Men for mig at se er der i dette tilfælde helt klart tale om en form for injurier, og jeg kan læse at flere af de borgere, der er blevet nævnt, føler sig meget ubehageligt til mode. Det ville jeg også gøre, hvis det var mit navn, der blev nævnt.

Dansk Folkeparti har forsvaret sig med at listen over nye statsborgere er offentligt tilgængelig. Men det er konteksten, navnene optræder i, der er problemet. Nogle få medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet dømt for f.eks. bedrageri og for grov vold; dette har været fremme i medierne og er således også offentligt tilgængelige oplysninger.

Hvordan ville Dansk Folkeparti reagere, hvis der blev vist en annonce med 700 udvalgte navne på nuværende og tidligere partimedlemmer under overskriften “Flere på denne liste har begået kriminalitet”?

De nye satirikere?

lol

Jeg har nogle muligvis stærkt retoucherede erindringer om at der engang var ordentlig satire til, hvor nogen turde udfordre magthaverne. Og så var det morsomt. I dag er satire tilsyneladende blevet meningsdannernes domæne. Her er tre eksempler fra i år. Og ingen af dem er morsomme.

Ann Coulter, der er en amerikansk forfatter og politisk kommentator på Fox News, skrev for nylig et indlæg om våbenlovgivningen i USA. Hun gav udtryk for at hvis republikanske senatorer skulle miste et familiemedlem for at kunne støtte demokraternes lovforslag, kunne man jo passende starte med Meghan McCain. Meghan McCain er datter af den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain, og hun blev ikke overraskende bestyrtet. Ann Coulter skyndte sig at sige at hendes indlæg var satire.

Herhjemme skrev Marie Krarup i et indlæg om sit besøg i New Zealand nogle meget negative bemærkninger om maoriernes velkomst. Senere udtalte hun at dette indlæg blot var satire.

Og kulturminister Marianne Jelved sagde tidligere i år i en tale ved en konference, at hun håbede at Anders Bondo Christensen ville vinde i lærernes konflikt med Kommunernes Landsforening. Også hun skyndte sig efterfølgende at sige, at der bare var tale om satire.

I tv-programmer af tvivlsom kvalitet har man indført dåselatter, så seerne ved, hvornår det er meningen at de skal grine. Det kunne man selvfølgelig også overveje at gøre i politiske sammenhænge. Vi har allerede underlægningsmusik til indslag i tv-nyhedsudsendelser, så vi som seere ved hvad vi forventes at skulle føle.

For i virkeligheden er denne påberåbelse af satire blevet et moderne forsøg på at sige det man vil “uden at sige det for alvor”. På denne måde kan man nemlig på én gang komme med en udtalelse og trække den tilbage. Er der ikke snart nogen derude, der vil lave bedre satire end den, Ann, Marie og Marianne kan præstere?

Hvis Kopernikus var på nettet

designall-1

På Edge.org blev en lang række forfattere, kunstnere og forskere bedt om at give deres bud på hvad internettet har gjort ved vores måde at tænke på. Det er interessant læsning; jeg har allerede for halvandet års tid siden skrevet om noget lignende her på bloggen.

Og det påvirker alle, der har adgang til nettet. Forleden talte jeg med en efterskolelærer, der fortalte om udfordringerne med at få eleverne til at komme i gang med at lære. De skulle, som han udtrykte det, i gang med at bruge langtidshukommelsen til noget. Vores langtidshukommelse spiller nemlig en anden rolle i dag, hvor store mængder af data er tilgængelige for mange af os i form af internettet. Søgemaskiner – og ikke mindst Google. Jeg mindes engang i min studietid, hvor en studiekammerat og jeg var uenige om hvem det mon var, der spillede Trapper John i Robert Altmans film M*A*S*H. Var det Elliott Gould eller Donald Sutherland? Jeg måtte, da lejlighed omsider bød sig, finde et filmleksikon – og æv, det var Elliott Gould, og jeg havde tabt væddemålet om en flaske champagne. Den slags vil aldrig ske igen. I dag ville jeg gribe ud efter min smartphone (eller smartphonetelefon, som nogle journalister nu skriver) og kigge efter på IMDB.

Men der er en anden konsekvens, som jeg tror er mindst lige så væsentlig: Internettet forandrer vores kvalitetsbegreb. Lige så hurtigt som information kan spredes, lige så hurtigt kan information af dårlig kvalitet sprede sig. Vi så det for nylig i forbindelse med bombeattentaterne mod Boston Marathon, hvor en forsvunden studerende fejlagtigt blev udpeget som gerningsmand af nogle af hans bekendte, der mente at genkende ham på overvågningskameraernes optagelser. Først da de rigtige forbrydere var blevet pågrebet, kom der et dementi. Oplysningerne havde da for længst spredt sig fra de sociale medier til de mere traditionelle nyhedsmedier.

I den materielle infrastruktur for viden har der været en kvalitetskontrol, der i et vist omfang kom fra selve det faktum, at informationen krævede fysiske materialer. Forlæggeren ville kun bruge papir og tryksværte og typografers arbejdskraft på en bog, forlaget anså for at have en vis kvalitet. Pladeselskabet ville kun bruge vinyl og pap på en LP-plade eller en CD, som pladeselskabet anså for at have en vis kvalitet. Nogle gange, men ikke altid, hang dette sammen med bogens/pladens kvalitet som vare, og nogle gange tog producenterne fejl.

Men i dag er der ikke samme fornemmelse af kvalitetskontrol. Det er nemt og hurtigt at producere informationer, der ser gennemarbejdede og troværdige ud – men bestemt ikke altid er det. Også i dag vender vi derfor stadig tilbage til et gængs ideal om kvalitet. Studerende vil selv i dag indrømme, at de stoler mere på en bog end på en artikel fra Wikipedia. Og da jeg selv skulle udgive min bog om strukturel operationel semantik, valgte jeg at lade den udkomme som en trykt bog på et etableret forlag i stedet for at publicere den elektronisk selv.

Vi er nødt til at tænke over hvad vi forstår ved kvalitet. I mange af svarene på Edge.org dukker netop kvalitetsbegrebet op. Således skriver Martin Rees, tidligere formand for Royal Society:

Paul Ginsparg’s arXiv.org archive transformed the literature of physics, establishing a new model for communication over the whole of science. Far fewer people today read traditional journals. These have so far survived as guarantors of quality. But even this role may soon be trumped by a more informal system of quality control, signaled by the approbation of discerning readers (by analogy with the grading of restaurants by gastronomic critics), by blogs, or by Amazon-style reviews.

Det, vi har i vore dage, som vi ikke havde før internettet blev manges eje, er nemlig et stort landskab af fagfæller. Dette kan være med til at regulere kvaliteten – i stedet for at to-tre bedømmere læser en indsendt artikel, inden den bliver publiceret, kan hundreder af os bedømme artiklen. Men omvendt kan dette samfund af fagfæller være med til at bremse det nye og virkeligt spændende – fagfæller kan være uenige. Og hvis man ellers skal tro Kuhns idé om at et videnskabeligt samfund altid prøver på at opretholde “normalvidenskaben”, kan det måske ligefrem bremse eller i det mindste forsinke ny indsigt. Hvis internettet havde været tilgængeligt på Kopernikus’ tid, er det med andre ord ikke usandsynligt at det geocentriske verdensbillede havde fået flest likes.

Når bomberne er sprængt

boston-marathon-bombing

Det er en sørgelig nyhed, der præger dagen. Det er svært, sikkert umuligt, for andre at fatte en tragedie som den, der i går ramte Boston Matathon (der endda fandt sted på 24-årsdagen for Hillsborough-katastrofen). En hyggelig dag for tilskuerne og en milepæl for løberne blev med ét slag forvandlet til et blodbad. Hver gang et menneskeliv rammes på en sådan måde, er det en tragedie.

Jeg risikerer at komme til at fremstå som kynisk og ufølsom med det jeg skriver her, og det er bestemt ikke mit ærinde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at den uhyggelige hændelse i USA ikke er enestående. For en uge siden var der en bilbombe i Damaskus i et boligkvarter. Den kostede 15 mennesker livet. Der kom kun få artikler om denne lige så blodige begivenhed, bl.a. en notits på BBC News. Prøv at sammenligne med reaktionerne på terrorhandlingen i Boston.

damascus

I kølvandet på terrorhandlinger i den vestlige verden kommer reaktionerne ofte i form af en selvransagelse og et ønske om at det aldrig må ske igen, at der må gøres noget. Det vil selvfølgelig også ske her. Desværre har jeg alt for ofte en fornemmelse af at vi ikke lærer så meget – det eneste, der typisk sker, er yderligere sikkerhedsforanstaltninger og yderligere paranoia.

Hvis vi for alvor skulle lære noget nyt denne gang, kunne noget af det være at vi fik et indblik i den tragiske og helt uacceptable situation i lande som Syrien og Irak, og den trussel, civilbefolkningen der lever med. Hver gang et menneskeliv rammes på en sådan måde i andre dele af verden, er det nemlig også en tragedie.

På søndag er der marathonløb igen, denne gang netop i Mellemøsten på et sted hvor bombeangreb og andre voldshandlinger fører til tilfældige civiles pludselige død – nemlig marathonløbet i Palæstina. Dette løb, der er sponsoreret af bl.a. danske KVINFO og Copenhagen Post, kan ikke undgå på en eller anden vis at minde os om tragedien i Boston.

En blakket mand

Blachman_soonergaar_736268a

Der er en del røre om programmet Blachman på DR2. Det er tydeligt, at Torben Steno og Thomas Blachman har til hensigt at provokere, og det er tydeligvis lykkedes for dem.

Jeg så den første udsendelse, dvs. jeg så den ikke til ende. Det var simpelthen kedeligt tv. Hvis jeg vil høre to midaldrende mænd fremføre selvhøjtidelige almindeligheder og tale om kvinders udseende, er der allerede masser af muligheder – også i medieverdenen (mange  “mandeblade” har vel netop dette som kommunikationsform).

Den ene væsentlige kontrovers ligger for mig at se ikke i nøgenheden – der er masser af nøgne mennesker (mest kvinder) rundt om – men ligger i selve det at tale om andre mennesker, mens de selv er til stede, og at vurdere dem på deres ydre fremtoning alene.

Tænk på den situation, vi nok alle har oplevet – vi ser en usædvanligt udseende person på gaden og føler trang til at kommentere hans/hendes store næse/usædvanlige tøj/hvad nu, så det gør vi hviskende og måske først længe efter den usædvanlige person er ude af syne. Vi nærer en stor blufærdighed over for at tale om Den Anden, der vel i høj grad udspringer af en form for respekt. Så vidt jeg kan se, er det denne blufærdighed – ikke den blufærdighed, der har med fysisk afklædthed at gøre – der bliver udfordret. Er det så vigtigt eller godt? Jeg tror det ikke. Medierne er allerede fyldt med mennesker, der uhindret kommenterer andre mennesker, de ikke kender personligt. Det gælder såvel X-Factor og America’s Next Top Model som alle programmerne med politiske kommentatorer.

Det er sådan set heller ikke usædvanligt at den betragtede/vurderede kvinde i Blachman ikke må tale eller skal være nøgen, mens de to mænd er påklædte. Sådanne situationer findes der allerede mange af. Den anden væsentlige kontrovers, og vel den, der egentlig bekymrer mig, er at de medvirkende kvinder er anonyme. Man kunne vel lige så godt have lavet et program, hvor to mænd talte om billeder af kvinder, f.eks. hentet fra et “mandeblad”.

Er Blachman egentlig så usædvanligt et program? Nej, for det lever op til alle gængse konventioner ved at fokusere på det acceptable, nemlig den nøgne kvinde. Den afklædte kvindekrop er i mediesammenhæng typisk “pirrende”, den afklædte mandekrop er stadig mest “underlig” eller komisk.

Jeg så til gengæld engang et talkshow på britisk tv, hvor alle de medvirkende – mænd og kvinder – var nøgne (dette var britisk tv, så alle de “interessante” steder på kroppene var skjult for seerne med passende møbler mv.). Da jeg efter et stykke tid havde vænnet mig til at alle var nøgne, blev programmet faktisk spændende. Ingen kunne gemme sig bag dyrt tøj eller en facade; man kunne næsten bogstaveligt talt se lige igennem alle.

Styret fra bunden?

piktogram

Alle Folketingets partier har en hovedbestyrelse, dvs. SF kalder det så for en landsledelse. Her er links til partiernes oplysninger om hvem der er med.

Der er dog ét parti, der ikke har disse oplysninger offentligt tilgængelige, og det er Danmarks mest populære parti, Venstre. På Venstres egen side om partiets organisering står der at

Venstre er styret fra bunden.

Man vil ud fra oplysningerne på samme side med et passende detektivarbejde og med adgang til referat fra Venstres landsmøde til dels kunne finde ud af hvem der er medlemmer af Venstres hovedbestyrelse. Hvorfor vil Venstre ikke offentliggøre sammensætningen af sin hovedbestyrelse?

Dette forhold kan man læse mere om i en artikel fra Jyllands-Posten. Heri kan man læse:

“Vi vil ikke af princip. Og så vil vi ikke, fordi det strider mod Datatilsynets regler. Den er ikke længere. Vi vil ikke udlevere den liste. Punktum,” siger Claus Richter, der er partisekretær i Venstre.

Det er interessant – er det virkelig tilfældet at alle øvrige partier i Folketinget (og store organisationer) overtræder Datatilsynets regler? Nej, for Persondataloven siger

Stk. 4. En stiftelse, en forening eller en anden almennyttig organisation, hvis sigte er af politisk, filosofisk, religiøs eller faglig art, kan inden for rammerne af sin virksomhed foretage behandling af de i stk. 1 nævnte oplysninger om organisationens medlemmer eller personer, der på grund af organisationens formål er i regelmæssig kontakt med denne. Videregivelse af sådanne oplysninger kan dog kun finde sted, hvis den registrerede har meddelt sit udtrykkelige samtykke hertil eller behandlingen er omfattet af stk. 2, nr. 2-4, eller stk. 3.

Den sidste formulering er den interessante, for det må være den, Claus Richter henviser til. Er der medlemmer af Venstres hovedbestyrelse, der ikke vil give deres samtykke? Der kunne måske være tale om et personsammenfald med Den Liberale Erhvervsklub, der er en sammenslutning af virksomhedsledere, der støtter Venstre økonomisk. Klubben blev i sin tid oprettet på opfordring af Anders Fogh Rasmussen (ifølge en artikel fra B.T.) og har haft den ikke helt ukendte Fritz Schur som ledende medlem.

I ekstreme tilfælde

CCTV of James Bulger-1539103

Dette billede ser ikke ud af noget særligt, men i Storbritannien, ja måske i hele den engelsktalende verden, minder det mange om en på mange måder ekstrem forbrydelse, som skete i disse dage for 20 år siden. Jeg boede i Storbritannien mens det skete og kunne følge mediernes dækning.

James Bulger var en lille dreng på to år fra Bootle, der er en forstad til Liverpool. I et uopmærksomt øjeblik blev han bortført fra et butikscenter, hvor hans mor var ude at købe ind. Bortførerne var to drenge på 10 år, der pjækkede fra skole. De to drenge gik omkring 4 kilometer gennem Liverpool med lille James, inden de trak ham med op til en jernbanestrækning, hvor de torturerede ham på forskellig vis og til sidst slog ham ihjel med et tungt stykke metal. De to drenge på 10 år efterlod det lille lig på skinnerne for at skjule deres drab. Kort efter kom et tog.

Det ekstreme i denne sag er for det første det, at to drenge på kun 10 år kan begå en så frygtelig forbrydelse og i det hele taget handle som de gjorde. For det andet er det hele reaktionen i offentligheden bagefter. James Bulgers familie var selvfølgelig meget, meget dybt påvirket og i dyb sorg over at have mistet deres lille dreng – James’ forældre endte med at blive skilt, og det er tydeligt at især moderen er blevet mærket for livet af sit store tab. Men tabloidpressen svælgede i sagen og udråbte konsekvent de to drenge, der slog James Bulger ihjel, til simpelthen at være onde. Også myndighedernes håndtering af en sag med så unge mordere har altid forekommet mig at være dybt uheldig. Og endelig viser sagen for mig at se også hvad der sker i et samfund, hvor den kriminelle lavalder er lav. Den kriminelle lavalder i Storbritannien er 10 år – den laveste i Europa.

De to drenge på 10 år, Jon Venables og Robert Thompson, blev retsforfulgt ved en offentlig retssag og idømt forvaring i mindst 8 år. The Sun, der især dengang havde stor indflydelse på opinionsdannelsen i Storbritannien, iværksatte en underskriftsindsamling – og knap 280.00 underskrifter senere, i 1994, bekendtgjorde den daværende indenrigsminister Michael Howard, at de to drenge skulle have mindst 15 års forvaring. Denne beslutning blev omstødt i 1997 af Overhuset og igen underkendt af den europæiske menneskerettighedsdomstol i 1998. James Bulger’s mor appellerede forgæves i 1999. Hendes rejse til Strasbourg blev betalt af et britisk tv-selskab.

Den britiske tabloidpresse svælgede i moral panic og kom med bud på forklaringer på at to 10-årige drenge kunne begå et mord, men “forklaringerne” handlede mest om voldelige videofilm – derimod var der ikke fokus på det faktum, at de to drenge på 10 år systematisk pjækkede fra skole og var begyndt at stjæle småting fra butikker.

Siden er Jon Venables og Robert Thompson blevet løsladt fra forvaring, men de har fået nye identiteter for at undgå at de skulle blive offer for hævnaktioner. De britiske medier har med mellemrum bragt forlydender om hvad der er sket med Venables og Thompson. Blandt andet har der i sin tid været forsøg på at røbe hvor de var i forvaring, og af og til har der været forargelse over at Venables og Thompson fik lommepenge eller kunne komme på udflugt. Det er svært ikke at se denne del af mediedækningen som et ønske om at hævnen skal komme.

Sagen bruges stadig i Storbritannien som argument imod at hæve den kriminelle lavalder, senest i 2010, hvor der var forslag om at hæve lavalderen fra 10 til 12 år. Dette skete interessant nok samme år som Jon Venables, der på dette tidspunkt var 28 år gammel, var blevet pågrebet i at downloade og distribuere børneporno og var blevet idømt 2 års fængsel. Hvis ikke Jon Venables allerede var et dybt problematisk menneske i 1993, er han i høj grad blevet det.

For en dansker som mig var det dengang svært at forstå den helt unuancerede behandling af denne tragiske men samtidig etisk dybt komplicerede sag i de britiske medier. Det er det stadig. Jeg vil ikke påstå, at jeg ved hvad man skulle have gjort, men de britiske medier gjorde for mig at se kun ondt værre i det, der vel egentlig endte med kun at blive et ønske om hævn. Lille James Bulger, der i dag kunne være 22 år, kommer aldrig tilbage.

De ukendte antagelser

lup

Noget af det, der ærgrer mig, er den omsiggribende tendens til “talfnidder” i diskussioner af samfundsforhold. I denne uge så jeg endnu et eksempel, og som så ofte før handler det om “hemmelige” eller uklare definitioner.

Denne gang er det folkeskolelærernes undervisningstid, det handler om. En artikel i Information gør rede for et notat fra tænketanken Cevea, der undersøger påstande om danske folkeskolelæreres undervisningstid og når frem til at lærerne underviser næsten lige så meget som lærere i andre lande. Jeg vil her ikke forholde mig til forholdene i folkeskolen; det der undrer mig er hvordan undersøgelsen bliver omtalt i medierne.

Det der bekymrer mig er at det er lykkedes at skrive en artikel om talmateriale uden at nævne mere end ét tal lige i starten, hvor der står:

Med 650 årlige undervisningstimer har de danske folkeskolelærere flere undervisningstimer end deres kolleger i eksempelvis Finland, Frankrig, Korea og Japan.

Herefter er der intet om datamaterialet endsige de konkrete tal. Et lidt for sigende citat kommer til sidst i artiklen.

Professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, Peter N. Allerup, peger på, at det er ganske svært at lave verdensomspændende undersøgelser af undervisningstid og timetal, fordi der ikke findes en objektiv måde at opgøre tallene på. Tværtimod bliver datamaterialet ofte indberettet fra decentrale enheder, som kan have forskellige måder at opgøre timetal på.

»Det ulykkelige er, at der er så mange muligheder for at indberette. Derfor er det meget vanskeligt at føre en diskussion på baggrund af det materiale, der er i dag. Debatten bærer også præg af, at der ingen præcise opgørelser er, så alle kan argumentere for det ene og det andet synspunkt ud fra tallene,« siger han.

Det, der er så ærgerligt, er nemlig at artiklen faktisk aldrig fortæller hvordan antallet af undervisningstimer er beregnet. 

I dækningen af dette emne ser vi også en anden dårlig vane i medierne – nemlig at medierne citerer hinanden (i tv er det tv-journalister, der interviewer hinanden).

Politiken vil nemlig også skrive om emnet, så de citerer Information - så Politiken har selvfølgelig heller ikke noget talmateriale med. Og det samme gælder forresten Folkeskolen, der er medlemsblad for Danmarks Lærerforening – også de citerer Information.

Hvor er det dog ærgerligt, at vi skal se talløse tal-løse artikler, der præsenterer datamateriale på denne mangelfulde måde. Det er jo ikke nødvendigt. Det tog mig selv ganske få sekunder at finde notatet fra Cevea. Det ekstra interessante er, at beregningen af undervisningstimer desværre også er godt skjult i dette lille notat. Cevea henviser til en meget lang rapport fra OECD og heri står der på side 434:

This indicator captures intended instruction time, as established in public regulations, as a measure of exposure to learning in formal classroom settings.

Så her finder vi omsider den definition af undervisningstid, som Cevea anvender! Hvorfor kunne den slags vigtige oplysninger ikke finde vej til en avisartikel? Jeg holder ellers meget af dagbladet Information, netop fordi de som regel er grundige, men her glippede det på en slem måde. Det eneste, en artikel med “hemmeligt definerede” begreber gør, er at bidrage til endnu mere talfnidder.

Vi har tabt. Tillykke med sølvmedaljen!

sølv

Selvfølgelig er jeg da skuffet over at det danske håndboldslandshold tabte VM-finalen. Og nej, jeg så ikke kampen – jeg sad i et tog. Jeg har al mulig grund til at tro at det danske landshold spillede usædvanligt dårligt. Men jeg synes samtidig at mediernes dækning er urimelig. Det blev trods alt til en dansk sølvmedalje, og sådan én får man ikke, hvis ikke man spiller rigtig god håndbold det allermeste af tiden. Forhåbentlig er Ekstra Bladets spiseseddel med ordene “Skam jer” et udtryk for en slags redaktionelt granatchok – men det har nu aldrig faldet Ekstra Bladet svært at skrive den slags.

Reaktionen minder om dem, der fulgte efter Bjarne Riis’ femteplads i Tour de France i 1997. Han er siden blevet godt og grundigt detroniseret, men alligevel: dengang var skuffelsen over mandens sølle femteplads efter en sejr året før også ude af proportioner. Ti år tidligere havde der været stor triumf over at en dansk rytter i det hele taget kunne erobre førertrøjen. Det er som om hukommelsen lige nu er tilsvarende kort. Ved den olympiske turnering i London røg selvsamme danske landshold ud langt tidligere og fik ingen medalje. Dengang var der bare ingen spiseseddel, der bad spillerne om at skamme sig.

Læg også mærke til den sprogbrug, der er udbredt: Hvis det danske landshold havde vundet i går, havde medierne (og mange almindelige danskere) formodentlig skrevet at “Vi vandt!”. Den danske befolkning, hvoraf kun en forsvindende lille del havde spillet med på håndboldlandsholdet, ville have identificeret sig med det hold, der havde vundet. Men nu gik det anderledes, og nu er alle enige om at “De tabte”. Men hvis der er nogen, der for alvor har tabt, synes jeg at det er de danske medier – de er med til at skabe en identifikation med danske sportsfolk, der i sidste ende er kontraproduktiv, og når sportsfolkene ikke klarer sig så som forventet, sætter distancen øjeblikkelig ind. Jeg kommer til at tænke på den splittede måde, mange forældre omtaler deres børn på når de henholdsvis klarer sig godt og klarer sig mindre godt.

Hvad medierne skrev

Tabel

Der er nu en programrække på DR om socialt bedrageri. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke har set det pågældende program, men jeg kan se at det har vakt en del kritik hos seere både for sin dækning og for den holdning, som myndighederne udviser. Selvfølgelig er socialt bedrageri ikke acceptabelt, men for mig at se er den stadige tale om “reformer” af kontanthjælp og dagpenge yderligere med til at placere fokus på og skylden hos de mennesker, der bliver ramt af den økonomiske krise og får brug for sociale ydelser, frem for at undersøge årsagerne til krisen. Og der er en glidebane mellem omtalen af regulært bedrageri og at ydelser simpelthen er “ufortjente”. Lige nu lægger Ekstra Bladet an til en artikelserie om socialt bedrageri.

Alt dette er bestemt ikke kun et dansk fænomen.

Sidste år lavede den britiske organisation Turn2Us en undersøgelse af de britiske mediers dækning af det sociale system. Turn2Us undersøgte hvordan britiske aviser i perioden fra 1995 til 2011 havde dækket  brugen af sociale ydelser, og resultatet af undersøgelsen var en rapport, der udkom i november 2012.

Mere end 30 procent af artiklerne i de britiske aviser handlede om udnyttelse af det sociale system, men i Storbritannien er omfanget af socialt bedrageri faktisk ikke over 3 procent. Og endnu mere interessant er det, hvordan briterne oplever omfanget af socialt bedrageri:

1 in 5 people believe a majority of claims are false, while 14% believe a majority of claims are fraudulent. The Government’s own statistics indicate an actual fraud rate of around 1%

Og hvad der er mere foruroligende: Undersøgelsen dokumenterer, at der nu er stadigt flere, der ikke gør brug af de sociale ydelser, de har ret til. Det er ikke utænkeligt, at der er en sammenhæng med den negative omtale i medierne.

Forskerne bag undersøgelsen identificerer to slags ord. Der er de negative ord, der mere eller mindre direkte beskriver den sociale ydelse som “ufortjent”:

  • trust, for which we focussed on terms denoting or connoting fraud and dishonesty (including those such as ‘faking illness’);
  • dependency (including ‘underclass’ and ‘unemployable’);
  • reciprocity and effort, or more precisely, non-reciprocity/lack of effort (e.g. ‘handouts’, ‘something for nothing’, ‘lazy’, ‘scrounger’);
  • outsider status (e.g. ‘immigrant’, ‘obese’).

Og så er der en anden samling positive ord, der mere eller mindre direkte siger at den sociale ydelse er “fortjent”:

  • need (e.g. ‘vulnerable’, ‘hard-pressed’); and
  • disability (basically ‘disabled’, ‘disability’).

I alle aviserne er der mange artikler om sociale ydelser, der bruger de negative ord, men især tabloidaviserne The Sun, Daily Mail og The Daily Express (de britiske pendanter til Ekstra Bladet) bruger dem i høj grad. Undersøgelsen indikerer i det hele taget at der i Storbritannien er en mere negativ holdning til modtagere af sociale ydelser end tidligere.

Data suggests that people now see claimants as less deserving than they did 20 years ago, with some changes happening in the late 1990s and others in the early 2000s. Over time the views of the British public on the deservingness of claimants seem to have shifted: people are more likely to say that claimants don’t deserve help and that people in need are lazy.

En rapport fra KMD viser at det procentvise omfang af socialt bedrageri i Danmark er omtrent som i Storbritannien. Jeg ved ikke, om der er lavet lignende undersøgelser herhjemme, men det ville være interessant at få belyst hvordan medierne dækker modtagelse af sociale ydelser.