Kategoriarkiv: Medierne

Er dette en kronik?

liebe

Der er tit gode kronikker i dagbladet Information; for nylig var der en intet mindre end fremragende kronik af en kvinde, der beskrev sine oplevelser med hospitalsvæsenet og konsekvenserne af LEAN-tankegangen. Men dagens kronik af Susan Liebe, der er mor til fire og fraskilt, er slet ikke nogen god kronik. Kronikken starter som en kritik af en bestemt måde at være mand på:

Hvad er det med alfa-mænd, der tror, de er mænd, med stort M, fordi de gør, hvad der passer dem. Mænd, der insisterer på at leve livet som de vil, uanset at de har fået både kone og børn, rudekuverter og en familie, der skriger efter nærvær?

Men efterhånden bliver det klart at vi har at gøre med et partsindlæg i en kompliceret skilsmisse. Se bare dette:

Han går heller ikke op i sit tøj. »Det er bøsset og prætentiøst,« siger han. Han har en ternet fleeceskjorte fra Aldi, der lugter lidt af hipster på afstand, men mere af Sydhavnen tæt på. Og det er godt, for man skulle da nødig være smart med de smarte. Hellere snobbe nedad end opad. Hellere være i træskohøjde med dem på kajen end dem i Kødbyen.

Her er vi blevet så konkrete, at det er helt tydeligt at der kun kan være tale om en kritik af én bestemt mand, nemlig eksmanden, og hans tøjsmag.

Jeg har en klar fornemmelse af at Susan Liebes eksmand må have været ret besværlig og selvoptaget. Det, jeg imidlertid ikke kan lide, er hendes indlæg i meget høj grad er et personligt opgør, som ikke burde have været antaget som kronik i et seriøst dansk dagblad. Hvorfor skal vi høre om eksmandens dårlige tøjsmag i Information? Tænk hvis der kom en modkronik skrevet af eksmanden, hvor han rettede tilsvarende triste anklager mod sin ekskone. Den kunne vi også godt undvære.

Uanset hvad eksmanden har måtte have gjort af usympatiske ting, er han stadig far til parrets fire børn, og det er også usympatisk at hænge børnenes far ud i medierne på denne måde. Kronikken er blevet diskuteret en del på Facebook, og det viser sig faktisk at en af mine Facebook-venner kender eksmanden. Det kan ikke være overraskende, at diskussionen her hurtigt gik over til at handle om om hvilken af de to parter i skilsmissen, der “har ret”.

Det, der dog i virkeligheden bekymrer mig mest, er dog at dette partsindlæg bliver forklædt som et indlæg i kønsrolledebatten.  Det er det nemlig ikke; så vidt jeg kan se er det derimod et eksempel på hvad der sker når man er allermest vred på sin partner, og det er at  generaliseringerne vælter frem: “Du laver aldrig noget som helst i vores hjem”, “Alle kvinder er ligeglade med hvad deres mænd tænker”, “Jeg er altid alene om at kontakte børnenes skole” osv. osv. Og den slags generaliseringer kortslutter diskussionen, for det er bestemt ikke altid at de er så indiskutable. I skænderier ender det meget ofte med at man uden held bruger en masse krudt på at prøve at tilbagevise generaliseringerne. Reaktionerne på kronikken rundt om på Facebook og på Informations eget debatforum er da også den forudsigelige, at mange kvinder og mange mænd begynder at gøre opmærksomme på at “sådan er vi da ikke selv!”.

Det er ikke på baggrund af en kronik som Susan Liebes, vi kan finde ud af om der er noget galt med kønsrollerne i vores samfund eller vi kan finde frem til hvordan de kan blive bedre. Der er en helt enorm forskel på at kæmpe for ligestilling og på at kæmpe imod et andet menneske, man har en personlig konflikt med. Et godt bud på en analyse af problemer med kønsrollerne i dagens Danmark er kronikken i al fald ikke.

flattr this!

Politiske kommentatorer uden politik

politiskspil

Jeg er træt af de politiske kommentatorers rolle. Det hele ser ud til at være begyndt i USA, og her er de politiske kommentatorer fra især Fox News for længst blevet kendte (og ofte også berygtede). Man kunne måske forestille sig, at de pågældende politiske kommentatorer tænkte på deres gerning i medierne som første skridt på vej til en egentlig politisk karriere, men sådan er det ikke.

En af de seneste års mest kendte skikkelser herhjemme er Henrik Qvortrup, der gik  fra en stilling som Anders Fogh Rasmussens pressechef (dvs. spindoktor) til at være chefredaktør på Se og Hør – og derfra til at være politisk kommentator på TV2 News. Umiddelbart virker det underligt, at nogen kan foretage disse jobskift, men i virkeligheden er det helt oplagt. Det virker som sagt også underligt, at politiske kommentatorer ikke vil gå ind i politik, men heller ikke dette er egentlig underligt.

Qvortrup siger det helt ligeud i et interview i DSBs blad Ud og Se, og citatet dukker op igen i en skarp og præcis kommentar i Information fra Lasse Jensen:

Jeg har jo aldrig interesseret mig for substansen i politik. Tanken om at beskrive en arbejdsmarkedsreform, studere detaljerne i et forlig eller læse en finanslov gør mig træt [...] Politik er staffage, udenomsværker, taktik. Jeg interesserer mig for skæbnerne, menneskene, dramaerne, spillet, alt det ikke-kedelige…

Udtalelsen fra den nu berygtede Qvortrup er meget sigende for mediernes dækning af politik. Politik har til formål at ændre på (eller forhindre ændringer af) samfundsforholdene, men netop dét aspekt er “kedeligt”. Derfor ender mediedækningen med at blive en beskrivelse af politikerne og hvad politikerne gør, ikke af de samfundsforhold de tager stilling til. Prøv at sammenligne med sladderblade som Se og Hør – der står en hel masse om hvad f.eks. skuespillere og musikere foretager sig i deres privatliv, men forbløffende lidt (ja, måske slet intet) om teater, film eller musik.

Sammen med det stærkt øgede fokus på meningsmålingerne fører den politiker-centrerede dækning af politik (eller mangel på dækning af samme) til at alle begynder at tænke på politik som et spil, der skal vindes. Meningsmålingerne bliver til en rapport om den aktuelle stilling i spillet. De egentlige problemer i samfundet – krig, den globale opvarmning, sociale uligheder osv.  osv. – er gledet i baggrunden. De politiske kommentatorer er i virkeligheden blot endnu en afart af sladderjournalister, og det er derfor lige så usandsynligt at politiske kommentatorer går ind i politik som det er at sportsjournalister prøver at komme på landsholdet.

flattr this!

Kildebeskyttelse?

02

Reaktionerne på Se og Hørs hemmelige aftale med en medarbejder ved Nets er forståeligt nok meget skarpe, og jeg har ingen sympati overhovedet for ugebladet. Seks kendte danskere har nu lagt sag an.

Men lad os forestille os et særdeles hypotetisk eksempel: At Se og Hør havde brugt oplysningerne fra Nets til at afdække store pengeoverførsler fra firmaer til embedsmænd og på denne måde kunne have afsløret korruption i den offentlige forvaltning. Hvordan ville reaktionerne da have været? Sikkert meget anderledes. I en klumme i Information i dag gør Kim Kristensen opmærksom på denne vinkel.

Der findes en del tilfælde, hvor journalister ved adgang til fortrolige oplysninger har kunnet opsnappe historier af stor vigtighed. Det mest berømte eksempel er Watergate-afsløringerne fra Washington Post, men også de seneste års sager om Manning og Snowden (der ikke var journalister) er værd at huske i denne sammenhæng. Journalister påberåber sig kildebeskyttelse, og andre bliver hyldet som whistleblowers.

Ingen vil kalde Se og Hør for whistleblowers.  Men vore reaktioner er i høj grad  farvet af at Se og Hør har brugt oplysningerne til at skrive journalistisk set fuldstændig ligegyldige historier om nogle menneskers helt lovlige aktiviteter, der hører til i privatsfæren. Det er historier, der til gengæld ikke er ligegyldige for dem, der er blevet skrevet om – de ville ligesom alle andre gerne have haft deres privatliv i fred.

Det, der er allermest interessant i denne sag er (ud over den sikkerhedslækage, der er i Nets) at den viser, hvor omfattende muligheder adgang til automatisk registrerede data giver andre til at analysere vores privatliv. Og det er ikke optagelser af telefonsamtaler eller filer med e-mails; der er alene tale om det, vi kalder metadata (altså “data om data”): at person X og person Y begge brugte deres kreditkort på samme sted på samme dag.

flattr this!

Musikalsk fast food?

foto-mashable_spotify

Weekendavisen har en interessant artikel om hvordan vi forbruger musik. Anledningen er en reportage fra et møde i Audio Engineering Society i New York, hvor bl.a. kendte pladeproducere er med. Et af de udsagn, der går igen, er hvordan de digitale lydmedier påvirker musikoplevelsen i negativ retning. Der er ganske mange udsagn i artiklen om utilfredshed med de digitale filformater, bl.a. MP3- og AAC-formaterne. Der er simpelthen information, der går tabt, lyder det igen og igen.

Jeg kan mærke at mine lyttevaner er blevet nogle helt andre. Den vigtigste ændring er at jeg næsten kun hører musik  i hovedtelefoner (dels et par store “hørebøffer”, dels nogle små in-ear-øretelefoner) og via nogle små højttalere tilsluttet min computer. Når det en sjælden gang lykkes mig at få fred til at høre en cd (ja, dem køber jeg skam stadig) på anlægget i stuen, er det en på mange måder helt anderledes oplevelse.

Men er der også et andet aspekt af musikoplevelsen, nemlig at det svimlende udvalg risikerer at gøre os alt for overfladiske. Pladeproduceren David Foster siger i artiklen:

»Hvem har glæde af at have et ubegrænset udvalg? Kvantitet decimerer kvalitet i den forstand, at det sløver koncentrationen. Man bliver rastløs, vil videre til næste nummer, hvis de første ti sekunder ikke lige tænder én. Men har det noget som helst med god musik at gøre? Er det kunst? Det største problem er den effekt, det har i den anden ende: på de udøvende kunstnere, der forsøger at ramme lytteren med deres musik.«

Dette er også min fornemmelse. Jeg har ikke abonnement på en streaming-tjeneste længere; en kort overgang prøvede jeg at abonnere på Spotify, men dels var jeg utilfreds med forretningsmodellen, der giver kunstnerne meget lidt, dels føltes det simpelthen underligt ikke at eje musikken. Og så er jeg alligevel traditionel i den forstand, at jeg stadig ofte lytter til hele albums på min telefon, og også ofte på min computer. Nogle af de gamle vaner fra lp-æraen hænger ved.

Når jeg lyttede til lp’er i forrige århundrede, var det kun sjældent, jeg sprang de numre, der ikke trængte ind, over. Jeg kan godt huske f.eks. det noget melankolske instrumentalnummer “Elegia” på New Orders Low-Life; det fik jeg trods alt hørt en del gange, vel vidende at der kom et up-tempo-nummer bagefter.

Jeg bliver mindet om forskellene mellem slow food og fast food, men også om hvordan det enorme udbud af tekst på Internettet gør at jeg langt fra altid læser en tekst færdig. Trist, men sandt. Derfor måske er dette blot endnu et eksempel på at teknologiens muligheder kræver at vi skal opfinde en ny etik – eller i dette tilfælde vel snarere en ny æstetik.

flattr this!

Hold ud (?)

seoghoer

Sagen om hvordan Se og Hør tilsyneladende har benyttet sig af en kilde hos Nets til at skaffe sig fortrolige oplysninger om kendte danskeres adfærd viser hvor meget metadata faktisk betyder og den viser også hvilken betydning oplysningerne hos Nets, der nu er på udenlandske hænder, faktisk har. Alene af disse grunde burde sagen være af stor betydning.

Men vil hele den sag, der nu ser ud til at være under opsejling, få nogen konsekvenser for Se og Hør eller for Nets i sidste ende? Jeg kan desværre være i tvivl om det. På Se og Hørs egen webside er (godt gemt af vejen) en systematisk benægtelse af at man har gjort noget ulovligt.

Dette er en taktik, der er gode erfaringer med. Center for Vild Analyse sammenligner med Kejserens nye klæder hvor kejseren til sidst bare fortsætter sin procession, selv om han har opdaget at alle nu ved at han ikke har tøj på. Noget tilsvarende er der mange andre, der har erfaring med.

Jesper Tynell, journalist på P1, dokumenterede i 15 radioprogrammer, hvordan Claus Hjort Frederiksen systematisk gav Folketinget urigtige oplysninger, i hemmelighed afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed, foreskrev en ulovlig administration af 300-timersreglen i kommunerne, bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at fordreje den offentlige debat og slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.  For disse afsløringer fik Tynell Cavlingprisen i 2010. Og hvad blev resultatet af alle disse afsløringer af en fremtrædende ministers systematiske magtmisbrug?  Ingen ting.

Sidste år kunne medierne berette hvordan Lars Løkke Rasmussen brugte midler fra GGGI og om hvordan Troels Lund Poulsen og hans embedsmænd søgte at påvirke behandlingen af Helle Thorning-Schmidts skattesag. Hvilke konsekvenser har dette fået? Ingen.
Venstre er Danmarks populæreste parti.

Og i den sammenhæng, der hedder den amerikanske efterretningstjenestes overvågning, bemærker jeg hvordan kritikken preller af på den danske regering. Der er ingen  konsekvenser.

Det ser ud som om den mest effektive strategi for at overleve dårlig omtale og skandaler er at holde masken. Omvendt viser historierne om andre politikere, at man er ilde stedt, hvis man ikke kan fremstå overbevisende.

flattr this!

De to kulturer

sander

Journalister og akademikere har haft et meget anstrengt forhold gennem tiden. Det hjalp som bekendt heller ikke, da Danmark i en længere årrække havde en meget lidt fantastisk journalist som videnskabsminister. Selv har jeg og sikkert ganske mange af mine kolleger haft dårlige oplevelser med journalister, der nikkede begejstret og alligevel skrev noget, der ikke var så godt som man kunne ønske.

Min egen fornemmelse er at journalister har svært ved at læse akademiske tekster, for akademiske tekster er fulde af forbehold og antagelser og i kvantitative analyser dukker der ofte sandsynligheder op. En journalistisk tekst skal fænge med det samme, den akademiske kræver som regel eftertanke.

Denne konflikt kræver at de to kulturer bliver bedre til at sætte sig ind i hinandens normer og kvalitetskrav – og der burde findes en veldefineret profession som videnskabsjournalist. Lige nu bedrives den af ganske udmærkede personer som f.eks. Lone Frank og Tor Nørretranders, der oprindelig har haft akademiske ambitioner, men nu er blevet formidlere. Men her er for mig at se en uopdyrket form for tværfaglighed, vi burde kaste os over at få på et ordentligt fundament herhjemme.

En artikel af den amerikanske journalist Ezra Klein i netmagasinet Bloomberg View tager fat på samme problemstilling og spørger om ikke et andet af problemerne også er at de publikationskanaler, akademikere benytter sig af, faktisk ikke er velegnede (det synes jeg bestemt heller ikke selv). Mange tidsskrifter er uhyggeligt dyre, og store forlag tjener på en udgivelsesproces der reelt ikke burde koste ret meget og burde være hurtigt i vore dage, hvor enhver kan lægge hvad som helst på Internettet med sekunds varsel. Og så er der det, der nok især ærgrer journalister: Der er masser af meget specialiserede tidsskrifter, som det er svært at få overblik over. Måske er dette også et indsatspunkt, hvis nogen en dag vil til at uddanne videnskabsjournalister.

Ezra Klein taler også om videnskabelige blogs; de er meget nyttige, men som han også nævner, er de ren formidling – et blogindlæg er ikke en publikation eller en formidlingsaktivitet, som det ser ud i dag. Min egen blog har knap nok nogen redaktionel linje og er vel næppe en videnskabelig blog; jeg skriver om alt muligt, og meget ofte er indholdet uvidenskabeligt eller uden for mit eget fagområde, af og til vel nærmest polemisk. Så jeg er ikke et eksempel til efterfølgelse.

flattr this!

Meningsmaskinen?

blog

Måske er det sådan en dialog, man kunne have med mig? Jeg håber det ikke. Der bliver hældt en masse meninger ud på internettet, og på sociale medier er der en masse videoer som handler om hvor vigtigt det er at være gode ved hinanden (jeg er ikke den eneste, der af og til er havnet på Upworthy). Af og til spekulerer jeg på, hvor meget det hele ændrer. I bedste fald er der nogen der ser med og reflekterer. I værste fald præker jeg og andre til alle dem, der måske er enige med os, og intet er forandret.  I så fald ligner blogindlæggene de rutineproducerede læserbreve, som folketingsmedlemmer er mestre i at skrive og som oftest ikke imponerer mig mere end læserbreve generelt. De, der stemte på de pågældende politikere, nikker anerkendende, mens alle dem der ikke gjorde det, vel er lige så lidt overbevist som de var før. For enhver politiker gælder det nemlig at næsten alle vælgere ikke har stemt på ham/hende.

flattr this!

Mediestormen

stormen1999

Vi er mange, der kan huske decemberorkanen i 1999. Billedet ovenfor er fra Nykøbing Falster, taget dagen efter den voldsomme orkan den 3. december. Syv mennesker blev dræbt; dette er en af de voldsomste naturkatastrofer vi har haft i Danmark. Jeg kan ikke huske ret meget fra mediernes dækning dengang for 14 år siden – og i dag opdager jeg hvorfor ved at læse en artikel af Anna Ullman i dagens udgave af Information: Der kom kun én enkelt ekstra tv-avis den aften.

Prøv at sammenligne med reaktionerene i medierne i 2013. Anna Ullman skriver:

I Esbjerg følger DR2’s kamera spændt den stigende vandstand aftegnet på en pæl i vandet som et grumt forvarsel om, hvad den kommende klimakatastrofe vil blive. I studiet er stemningen hysterisk og apatisk: »Skal vi ruste os på sådanne nødsituationer i fremtiden?«

Måske er det i virkeligheden derfor, medierne gjorde så meget ud af den seneste storm? Det er en slags mental forberedelse på noget, der kan være langt værre – de terrorangreb, som vi har vænnet os til at frygte eller måske netop voldsommere konsekvenser af klimaforandringerne.

flattr this!

Et helt nyt Brand?

s3.amazonaws.com-policymic-images-ac94f0c83f8934ed8aa13b4e5173ddad470fdf341c9261fd0fcf624e0e244704

Jeg har tidligere aldrig helt kunnet leve mig ind i britisk politik. I de senere år er det som om dansk politik (og måske også det danske samfund) er kommet til at virke mere “britisk” – blandt andet kan man se det af al talen om “rød blok” og “blå blok”, der først er opstået i medierne inden for de seneste 10 år.

Storbritanniens valgsystem med enkeltmandskredse favoriserer under alle omstændigheder få, men store partier. Det nye, reaktionært nationalistiske UK Independence Party har primært fået vind i sejlene takket være valgene til EU-parlamentet, hvor briterne skal anvende forholdstalsvalg. Der er ikke rigtig nogen pendant på den britiske venstrefløj.

Og dog. For tiden er der noget uventet kommet fokus på den britiske skuespiller og komiker Russell Brand. Jeg har ikke haft store tanker om ham; han har mest været kendt for sin temmelig rockstjerneagtige fremtoning, for at have taget en hel del stoffer før i tiden, for at have været gift med (og pludselig skilt fra) Katy Perry og for at have lavet tvivlsom telefonfis i radioen. Men der er sket et eller andet med manden siden da. I dette efterår har Russell Brand været gæsteredaktør på New Statesman og har her skrevet en forbløffende indsigtsfuld kronik. Og så optræder han i et nyt interview med Jeremy Paxman; interviewet handler udelukkende om politik.

Interviewet med Paxman kan man se herunder.

Bemærk at Brand gør det helt klart at han ikke vil stemme til valg. Ja, faktisk har han aldrig stemt i sit liv. Det er enten den ultimative sofavælger eller – hvad der vel snarere er tale om her – den ultimative boykot af et politisk system, man ikke bryder sig om. Og så fremstår han unægtelig som en veltalende og begavet ildsjæl.

Nogle spekulerer nu på om Russell Brand kan ende som en britisk pendant til Beppe Grillo. Grillo begyndte som skuespiller og komiker, bevægede sig langsomt ind i den politiske debat og stiftede til sidst Movimento 5 Stelle, der fik godt 25% af stemmerne ved seneste parlamentsvalg. Grillo kan i øvrigt ikke selv være parlamentsmedlem, da han har en dom fra 1980 for uagtsomt manddrab (forårsaget ved en trafikulykke).

En anden mulighed er at Russell Brand først og fremmest er symptom på problemer i britisk politik. For har Beppe Grillo egentlig ændret forholdene i Italien? Det er uklart for mig om Grillo og Brand egentlig er ret meget mere end populister og om det måske i virkeligheden er tættere på sandheden at sige at Storbritannien er “det næste Italien”.

flattr this!

Den blonde engel

Greece Mystery Girl

Fundet af en lille blond pige i en græsk romalejr trak en del overskrifter i denne uge, og der blev skrevet en del om de kummerlige forhold, den lille “blonde engel” Maria måtte leve under.

Sagen blev ikke et gennembrud i sager om menneskesmugling og bortførelse af børn. Derimod er den endt med at sige noget væsentligt om de holdninger, der er udbredt over for romaer. En DNA-test viser nemlig nu at den lille piges biologiske mor faktisk er en bulgarsk kvinde med romabaggrund. De græske roma-”adoptivforældres” forklaring var efter alt at dømme sand.

Der er bekymrende sager, hvor østeuropæere med romabaggrund er blevet dømt for grov, organiseret kriminalitet. Men det er samtidig ikke sager, der siger noget generelt de omkring 12 millioner romaer i Europa. Trafficking er et helt reelt problem i Europa, men jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har hørt om romaer, der bortførte og “handlede” børn. Sagen og den mistanke den vakte, giver snarere minder om hvordan europæiske jøder i middelalderen blev anklaget for at bortføre børn og hvordan disse grundløse beskyldninger blev brugt som påskud for en hetz.

De østeuropæiske romaer er ligesom så mange andre blevet ofre for det økonomiske kollaps efter Berlinmurens fald. Den officielle politik var før den tid at “integrere” romaer – på den ene side betød det lønarbejde og boliger, på den anden side betød det dårligt betalt arbejde og dårlige boliger og en undertrykkelse af romaernes sprog. Men bagefter var der – intet. De traditionelle roma-erhverv som bl.a. hestehandel og småhåndværk var ikke længere til, og i de nye kapitalistiske samfund kunne man synke så langt det skulle være.

I The Guardian skriver Filip Borev, der er en ung mand fra Storbritannien på 18 år med bulgarisk/irsk roma-baggrund, om hvordan det er at være en “bleg” roma blandt andre romaer og i samfundet som sådan. Filip Borev har også en blog, der bestemt også er værd at læse.

For en kort stund har den lille blonde Maria fået en masse sympati. Hvad vil der ske med hende nu, hvor det viser sig at hun “bare” er roma? Måske kan der komme noget godt ud af denne triste sag, nemlig at det bliver gjort helt tydeligt at der er mennesker der ligner “os”, der lever under kummerlige forhold på de europæiske samfunds bund. Og hvis deres vilkår er urimelige, er det vel også tilfældet for dem, der ikke ligner “os”.

flattr this!