Mig og Information

I dag er det ikke bare 75 år siden Danmarks befrielse. Det er også 75 år siden, dagbladet Information udkom som lovligt dagblad for første gang. Det er ikke mange aviser, der kan prale af at have begyndt tilværelsen som et illegalt, antinazistisk nyhedsbrev og er endt som et respekteret dagblad. Den røde prik over i’et i Informations logo er faktisk en blodsdråbe og et minde om modstandskampens ofre.

Hvis man har læst, hvad jeg skriver her, har man selvfølgelig opdaget, at jeg ofte henviser til artikler fra Information, Det er nemlig en avis, jeg abonnerer på og altid har set frem til at læse. Mit første møde med Information er fra skoletiden, hvor den var en af de få aviser, der udkom under typografernes strejker og derfor fangede min interesse. I min studietid lå Information altid fremme i kaffestuen på Strandvejen 19, 4. sal, og en dag tegnede jeg så selv abonnement. Information er stadig en passende avis for sådan én som mig, der efterhånden har været akademiker i 32 år.

Det sker ikke helt sjældent, at jeg ser noget i Information, jeg undrer mig over og ind imellem læser jeg da også noget, jeg ikke bryder mig om. Men det, jeg godt kan lide ved Information, er at den i modsætning til de fleste andre dagblade ikke hele tiden prøver at positionere sig og så ofte virker til at være i tvivl. Ideen med at have to ledere i samme avis – og nogle gange er de åbenlyst uenige med hinanden – er alle tiders. Dækningen af miljøstof og retspolitik er forbilledlig, synes jeg. Kulturstoffet er også stærkt, omend der måske er lige vel meget om Netflix og HBO, som jeg stort set aldrig ser.

Selvfølgelig er det ærgerligt, at dækningen af lokalstof ikke er der, men man kan ikke få alt. Hvis man gerne vil læse om dengang, nogen så en slange i en busk i Aalborg og tilkaldte politiet, der kom og opdagede, at slangen var en pind, da er der altid Nordjyske. Og ja, det er skam en autentisk nyhed fra Nordjyske.

Den iscenesatte virkelighed

I går aftes så jeg første afsnit af DRs serie om dyrelivet i Danmark, Vilde, vidunderlige Danmark. Afsnittet var bygget op som en række skildringer af dyrs adfærd. Allerede for nogle måneder siden havde DR vist, hvordan en mus er ude for skaffe mad til sine unger, mens en ugle på sin side også prøver at skaffe sig mad ved at fange musen. Det hele er imponerende filmet. Jeg sad uvilkårligt og spekulerede på, hvordan det dog kunne lade sig gøre at kunne finde frem til en mus og en ugle derude i skoven netop på et tidspunkt, hvor der er så meget på spil for begge dyr. Mit gæt var, at man havde timevis af optagelser, måske af forskellige dyr, og så redigeret dem sammen, så det ud som historien om én bestemt ugle og én bestemt mus.

I dag fik jeg så forklaringen: episoden med musen og uglen er faktisk lavet ved brug af tamme dyr. Er det så ikke snyd? Journalisten ved dagbladet Politiken, der bragte artiklen, anede i al fald en slags skandale.

Men dette er bare endnu et eksempel på den iscenesatte virkelighed, som er et typisk greb i dokumentarisme. Sidste år skrev jeg om dette og nævnte bl.a. den nyhedsreportage, jeg selv var med i for år tilbage, og hvor kameramanden bad mig stige ud af en taxi én gang til, fordi den første optagelse af mig ikke var så god.

Iscenesættelsen består tit i at beskrive virkeligheden som om den er en fortælling struktureret efter den såkaldte aktantmodel. Det er en model for fortællinger, som man bruger i film og tv-serier, og eksemplet med musen og uglen er, så vidt jeg kan se, netop struktureret efter denne model:

Fortællingen har en hovedperson, subjekt, der har noget, hun vil opnå. Så er der objektet, som er det, subjektet gerne vil opnå. Her er subjektet musen, og objektet er en nød. Der er en modtager, som der den, der til slut modtager objektet. Her er det også musen. Aktantmodellen har en modstander, der står i vejen for at subjektet kan nå sit mål, og det er selvfølgelig uglen. Men så er der en hjælper, der er nogen eller noget, der hjælper subjektet med at nå sit mål. I fortællingen om uglen og musen er hjælperen “bare” skovbundens græs og kviste, som musen kan søge ly under.

Jeg synes ikke så meget, det er et problem, at dyrene er tamme eller at man har filmet dem i et studie. Problemet er måske mere det, at man lægger en fortælling ned over naturen. Det er en oplagt måde at bygge en historie op på, men naturen er ikke altid så pænt struktureret. Det samme gælder så meget andet, som dokumentarfilm og nyhedsindslag vil dække – der er ikke nødvendigvis tale om en fortælling, der følger aktantmodellen pænt.

Forskningens genkomst

I 1939 troede mange, at det, der blev til 2. verdenskrig, ville være ovre til jul. Nogle har tilsvarende troet, at alle begrænsningerne, der er blevet indført på grund af pandemien, ville være ovre efter påske. Den slags hører man ikke så meget om mere. Min fornemmelse er, at de fleste har indset, at hele nedlukningen af samfundet vil vare længe. Foråret 2020 er blevet en tid, hvor medierne i uvant grad har været præget af matematiske modeller og deskriptiv statistik. Min fornemmelse er, at der er ved at blive skabt en ny forståelse af mekanismerne bag en epidemis forløb, og at videnskabelig indsigt omsider er ved at blive rehabiliteret, vel som led i den sorgproces, samfundet gennemlever.

På sin måde blev dette indvarslet, da Mette Frederiksen på pressemødet den 10. marts retorisk spurgte og svarede

Kommer vi til at tage fejl? Ja, det gør vi.

Det er (desværre) sjældent at høre en sådan udtalelse fra en minister, men det vidner om en erkendelse af at pandemien kun kan forstås og kontrolleres ved brug af videnskab, og af at videnskaben kan tage fejl. Opnåelsen af videnskabelig indsigt er langsom af natur; man kan ikke forcere erkendelse (omend man sagtens kan modarbejde den) og der vil altid være tilbageslag. Jeg skrev tidligere i år om intellektuel ydmyghed, der indebærer at man indser og indrømmer, at man kan tage fejl. Og det, der er kendetegnet ved ordentlig forskning, er netop den intellektuelle ydmyghed. Hvis vi kan få bedre underbyggede beslutninger og bedre beslutningstagere ud af pandemien, vil det være af stor værdi, for det vil kunne hjælpe os til bedre at kunne håndtere den klimakrise, der stadig er der og bestemt ikke er ovre til jul.

Og så skader det i det hele taget ikke med ledere, der besidder intellektuel ydmyghed. Det vil mange i USA nok efterhånden kunne skrive under på i dette forår.

Hvad sker der egentlig i resten af verden?

Nogle gange siger man, at COVID-19-pandemien bringer os sammen i den forstand, at pandemien rammer alle uanset alder og baggrund. Men helt lige er vi ikke. Selv er jeg f.eks. et meget privilegeret menneske; jeg kan arbejde hjemmefra og jeg mister formodentlig ikke mit arbejde. Jeg var lidt sløj med lette forkølelsessymptomer i et par dage for et stykke tid siden, men jeg er for længst blevet rask og om jeg overhovedet havde COVID-19, ved jeg ikke. Der er mad (og toiletpapir) nok derhjemme, og jeg er ikke alene – i de sidste fire uger har min familie været hjemme også.

De danske nyhedsmedier vender i høj grad blikket indad, omend der også er ganske meget nyt om pandemiens virkning på situationen i bestemte andre europæiske lande.

Men dette tilsyneladende internationale perspektiv har sine klare begrænsninger. Andre lande i Europa hører man ikke særlig meget til. Jeg skrev til en gammel ven fra Grækenland for nylig for at høre, hvordan det stod til, og jeg fik det svar, at myndighederne her så ud til at have situationen under nogenlunde kontrol. Men der er ikke megen dækning i medierne af situationen i flygtningelejrene i samme land, for slet ikke at tale om hvordan pandemien påvirker Syrien, Libyen og Yemen, der alle er plaget af langvarige og meget blodige borgerkrige. Hvordan pandemien påvirker verdens flygtninge i det hele taget, ved jeg ikke. De store medier er tavse.

Pandemien vil uden tvivl påvirke økonomien rundt i Europa alvorligt, men for lande hvor sundhedsvæsenet bare aldrig har været dækkende eller måske endda også er blevet voldsomt ødelagt, må konsekvenserne blive enorme. Det er vigtigt, at den rige del af verden også husker at vende blikket ud mod det, der er “resten af verden”,, for efter pandemien er problemerne dér bestemt ikke blevet mindre.

Dårlig reklame?

Hele den underlige historie om ytringsfrihed har fået endnu et mærkeligt og ubehageligt kapitel i form af sagen om en reklamefilm fra SAS. Senest har der været en bombetrussel mod reklamebureauet bag filmen.

I 2017 udtalte Søren Espersen fra Dansk Folkeparti sig til Jyllands-Posten om karikaturtegningerne af Muhammed; han delte disse tegninger flittigt og sagde i den forbindelse at

Det er den kujonagtige holdning, der er kommet ind med, at man laver selvcensur for at undgå ballade. Man tør simpelthen ikke af ren frygt. Og der er vi ude i kunstnerisk selvcensur, som er farlig. Sådan skal kunstnere ikke gøre, de skal gå foran og vise mod, og det oplever jeg ikke, at vores kunstnere gør i øjeblikket…

(Jyllands-Posten, 27. september 2017)

I går, 12. februar 2020, udtalte selvsamme Søren Espersen til selvsamme avis at

SAS nedgør med sin ulækre kampagnefilm alt ægte norsk, ægte svensk og ægte dansk. SAS spytter samtidig på enhver ordentlig og redelig skandinav. Jeg vil have en dårlig smag i munden, næste gang jeg sætter mig i et SAS fly…!

Regeringen må sige, at nu må det være nok. Transportministeriet må give SAS en kæmpe røffel, så man aldrig nogensinde skal se noget lignende…

Jyllands-Posten, 12. februar 2020

Enten har Søren Espersen ændret holdning, eller også er han, hvad man med et pænt ordvalg ville kalde lidt inkonsekvent.

Propaganda?

Foto af opslag fra rumænsk propagandablad. Kilde: https://www.flickr.com/photos/cod_gabriel/2148842073

Siden Donald Trump gik ind i politik, er begrebet fake news blevet temmelig udbredt. Trump bruger selv begrebet som anklage mod sine modstandere, men også blandt dem, der er helt uenige med ham, florerer begrebet.

Til gengæld er begrebet propaganda ved at gå i glemmebogen; det er underligt og uheldigt, at det er endt sådan. Alle de bevidst falske nyheder er jo netop en form for propaganda. Åbenlyst udemokratiske regimer rundt om i verden gør ganske meget for at bruge netop falske nyheder i propagandaens tjeneste. I lande som Rusland og Tyrkiet har denne form for propaganda kronede dage. I en skræmmende beretning om terrorangrebet i Beslan i 2004 skriver den tjetjenske journalist Zulay Magazieva

I naboværelset boede nogle russiske journalister. Gennem væggen kunne vi tydeligt høre alt, hvad de sagde. De repeterede deres historie højt for sig selv eller videregav information over telefonen. Vi så på hinanden og begyndte at fnise. Er det her virkelig nødvendigt, tænkte jeg. Først skal staklerne finde ud af, hvad der er sket i virkeligheden, derpå beskrive det modsatte. Og det skal være kreativt! Jeg havde næsten ondt af dem. Men hvad var der at gøre? Sådan er medierne jo i Rusland.

Fra De troede på, at de ville få deres børn at se igen. Levende, Politiken, 7. februar 2020.

Den nederlandske kunstner og forsker Jonas Staal har skrevet en bog om propaganda, og den bliver anmeldt i dagbladet Information i denne uge. Hans ærinde er interessant (synes jeg). Ud over at genfremsætte begrebet “propaganda”, slår Staal nemlig til lyd for at propaganda også kan bruges positivt og for at indse, at vi ikke kan gøre os fri af propagandaen. Ordet “propaganda” betyder faktisk bare “udbredelse” (jvf. verbet “propagere”, som dukker op i bl.a. matematik og datalogi). I 1622 grundlagde pave Gregor d. 15. La Congregatio de Propaganda Fide, der var en gejstlig orden hvis formål var at udbrede katolicismen – og der var naturligvis tale om et modtræk mod reformationen.

Når jeg og andre taler om f.eks. klimaforandringerne og hvad vi kan gøre for at standse dem, er det på denne måde også propaganda – selv om det, vi fremfører, er faktuelt baseret.

Hvorfor kan man ikke gøre sig fri af propagandaen? Alle nyhedsreportager, også dem, der er ikke tænkt som propaganda, er udtryk for en redaktionel linje, hvor man vælger stof til og fra og hvor man vælger en bestemt indfaldsvinkel. Alt for ofte strander diskussioner af fake news i forsøg på at finde ud af om en nyhedsreportage er faktuelt sand and ej og om hvordan man ; der er ikke ret mange diskussioner af hensigten med måske at ville rapportere ukorrekt og at bruge nyheder som propaganda.

Hvidt og bredt

En ikke helt blond dansk familie fra undervisningsmateriale fra forlaget Elysion.

Socialdemokratiet har fået en del kritik for en video om ulighed, fordi alle børn i videoen er blonde og hvide. Nogle danskere med anden etnisk baggrund undrer sig over at de på denne måde er usynlige og at den ulighed, de oplever, ikke bliver illustreret. I kraft af min egen noget blandede baggrund synes jeg også, at det er underligt at se, selv om jeg har vænnet mig til det at det er sådan i Danmark.

Det er i forresten ikke den eneste video fra Socialdemokratiets hånd, der fremstår på denne måde. Hvis man ser de korte videoer på Socialdemokratiets YouTube-kanal, vil man opdage, at også dér stort set kun er masser af hvide (og blonde) mennesker.

I USA har der været en tilsvarende kritik af en velkomstvideo fra University of Wisconsin: Så godt som alle, der var med i den oprindelige udgave af denne video, var hvide.

Jeg tror ikke, at University of Wisconsin har forsøgt at skabe et billede af universitetet som et sted for hvide mennesker. Det ville man måske have gjort i 1960’erne, da der stadig var apartheid-lovgivning i USA. Men amerikanske universiteter tænker ikke sådan mere. Jeg tror tilsvarende heller ikke, at Socialdemokratiet bevidst går efter ikke at vise minoriteter i deres materiale. Mit indtryk er, at vi har med et andet fænomen at gøre: De, der producerer det materiale, vi her har med at gøre, skildrer mennesker, der minder om dem selv. Det gør de, fordi de uden at tænke over det, laver indhold, der skal “tale til dem selv” – de antager ubevidst, at den, de skal kommunikere med, simpelthen er en udgave af dem selv.

Det gør ikke problemet mindre. Men en del af løsningen må være, at mangfoldigheden kommer til udtryk ved at afsenderne og producenterne af materialet (her er det videoer) repræsenterer en bredere gruppe af befolkningen.

Man kan altid zappe væk

Teknologien gør noget ved den måde, vi oplever tekst, lyd og billede på. For mange år siden, da jeg havde en pladespiller, var jeg nødt til at høre hele pladesider ad gangen. Det var simpelthen bøvlet at skifte mellem mange LP-plader. Til gengæld fik jeg også hørt alle de numre på pladerne, som jeg først var lidt mindre tiltrukket af.

Jeg holdt omhyggeligt øje med, hvad der kom i fjernsynet. Gennem min opvækst og helt frem til efteråret 1988 var der kun én tv-kanal, og hvis der var en udsendelse, jeg ville se, var jeg nødt til at være hjemme og sidde foran fjernsynsapparatet. Endnu har jeg minder om udsendelser, jeg aldrig fik set. Til gengæld har jeg også tydelige minder om de udsendelser, jeg faktisk fik set, for her fulgte jeg godt med.

I vore dage er alt dette ændret for stedse. Man taler om flow-tv som et lidt bedaget fænomen, og albumformatet har ikke samme betydning, som det havde engang. Man kan springe frem og tilbage som man vil og når man vil. Det gør noget ved fordybelsen. (Selv hænger jeg meget fat i albumformatet, og jeg foretrækker stadig at lytte til albums fra start til slut. Men jeg er jo også oppe i årene.)

Netop i dag skriver Katrine Wiedemann i dagbladet Information om hvordan Netflix stræber efter at producere materiale, der kan ses på små mobile enheder og er nemt at forstå i urolige omgiver som f.eks. busser og tog. Og andetsteds i samme avis er der en lang artikel om hvordan vore hjerner tilpasser sig til Internettets mulighed for hele tiden at springe videre og er med til at gøre fordybelse til en udfordring.

Men som Morten Overgaard, der er professor i kognitiv neurovidenskab på Aarhus Universitet, påpeger, er problemet ikke selve denne forandring i sig selv, men snarere, at der er blevet skabt nogle omgivelser, som måske ikke er gavnlige, når det gælder om at løse samfundets udfordringer. Den stadige mulighed for ikke at fordybe sig gør det sværere at skabe den koncentration, der skal til for at analysere, forstå og håndtere de store problemer, vi møder i vore dage. Det er fristende og let at zappe væk fra f.eks. klimakrisen, uligheden i verden og krigene i Mellemøsten. Dermed ikke være sagt at generationerne, der ikke kunne zappe væk, var bedre til at løse de tilsvarende problemer der fandtes på deres tid.

Herostratos og Kylie Jenner

Herostratos. Træsnit af Sebastian de Covarrubias (1610)

Berømmelse er et underligt fænomen. Den 21. juli 356 f.Kr. ødelagde Herostratos Artemistemplet i Efesos ved at sætte ild til det. Bagefter indrømmede han, at motivet til denne udåd var – at blive berømt. Interessant nok blev Alexander den Store født samme dag og år, og han blev en del mere berømt end sin landsmand, hvis navn i dag kun lever videre i udtrykket “herostratisk berømmelse”. Alexander den Store stræbte selv efter at blive mere berømt end Achilleus.

I Wired skriver Virginia Heffernan om berømmelse og tager fat i menneskers bevæggrunde til at ville være berømte. Heffernans eksempel er fotomodellen Kylie Jenner, der blev kendt fra reality-tv og siden er blevet milliardær på make-up-produkter. Andre eksempler på moderne berømmelse er influencerne på Instagram og alle youtuberne. Det er som om alle disse moderne berømtheder går efter en kvantitativ form for berømmelse – jo mere omtale, jo bedre. På denne måde minder de om Herostratos. Alexander den Store har bestemt fået en masse omtale i de seneste knap 2400 år, men hans berømmelse er ikke baseret på megen omtale.

Det interessante er, at det altid er kanalen, hvorigennem man bliver berømt, der sætter standarden. Feks. vil selve YouTube vil altid være bedre kendt end selv den mest fulgte youtuber, og hvis man førhen blev kendt fordi man ofte var på landsdækkende tv, var man det, fordi landsdækkende tv var så udbredt og kendt. Min egen fornemmelse er, at kvalitativ berømmelse adskiller sig fra den kvantitative ved at række ud over den enkelte kanal og ved at gå på tværs af tid.

Greta Thunberg er måske det bedst kendte eksempel på et menneske i vor tid, der bruger andre præmisser end Kylie Jenner, og helst vil flytte fokus væk fra sin person og over på kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer, men alligevel ender med at blive berømt. Det selv om Greta faktisk er en teenagepige, der gør flittig brug af Instagram og Twitter – og på denne måde er inden for en typisk målgruppe for disse medier. Det, der er forskellen, er at det er lykkedes Greta og klimabevægelsen at blive kendt langt hinsides disse medier. Det er også derfor, jeg er sikker på at vi vil huske hende længere end f.eks. Kylie Jenner.

En trist sag

En del aviser skriver lige nu meget om en aktuel sag, der omhandler et seksuelt overgreb i en københavnsk lokalpolitikers hjem.

Det er tydeligt, at der efter alt at dømme ikke har været tale om vold i sædvanlig forstand (dvs. med fysiske skader), men der er tale om en seksuel handling, hvor kvinder ikke har givet deres samtykke og dermed om noget, der ifølge den nuværende lovgivning i bl.a. Sverige og Storbritannien vil være at regne som voldtægt. Lige nu er det ikke tilfældet i dansk lovgivning (hvis ikke offeret har været ude af stand til at sætte sig til modværge), omend et folketingsflertal har givet udtryk for at loven skal ændres. Sagen kunne have vist, hvor vigtigt det er at ændre dansk lovgivning om voldtægt.

Men sagen er først og fremmest interessant for medierne i kraft af at en del seksuelle detaljer kommer frem. Det er trist og faktisk også usmageligt, at det er denne sensationshungrende vinkel, der bliver taget, og det må være rigtig ubehageligt for de indblandede kvinder. Hvis det havde været en sag om en helt ukendt kvinde, ville de seksuelle detaljer formodentlig ikke komme på forsiden. Og voldtægt er ikke “pirrende”, det er et overgreb.