Kategoriarkiv: Medierne

Du er bange!

panik

Der er nu gået to uger siden attentaterne i København. Det er gået hurtigt med at finde 1 milliard kroner til at bekæmpe terrorisme.  Medierne har omtalt attentaterne og gerningsmandens liv og død meget omfattende. Der er kommet en masse skarpe udtalelser fra politikere. Det er ikke svært at se kontrasten til den politiske hverdag: I mange andre sammenhænge er det anderledes svært for politikere at finde offentlige midler og at komme med utvetydige udtalelser, og mediernes dækning kan være sporadisk. Terrorisme og trusler om terrorisme skaber frygt, og frygten bliver meget ofte brugt som begrundelse for hurtige politiske initiativer.

Men vil alle disse initiativer kunne ændre noget, eller er de mest til for at berolige dem, der er bange? Den danske sociolog Aydin Soei, der har beskæftiget sig med unge i belastede kvarterer, sætter fokus på netop dette i en meget velskrevet kronik i Information i dag. Soei er også på det seneste blevet omtalt fordi han blev truet af gerningsmanden til attentaterne, da denne kun var 15-16 år.

I kronikken nævner Aydin Soei den britiske sociolog Kenneth Thompson, som skrev i 1998 en bog, hvori han talte om moralsk panik (moral panic). Begrebet stammer helt tilbage fra 1830 (!), men det fik især omtale da Stanley Cohen skrev om det i 1972 og siden igen med bl.a. Thompsons bog.  Moralsk panik er et bestemt mønster i samfundet (her som beskrevet af Aydin Soei):

  1. En særlig gruppe af mennesker defineres som trussel mod samfundets værdier eller interesser.
  2. Denne trussel afbildes af medierne i en let genkendelig og utvetydig form.
  3. Der finder en hastig opbygning af offentlig bekymring sted.
  4. Myndigheder, beslutningstagere og offentlige meningsdannere kommer med udmeldinger, der skal genoprette social ro, og foretager konkrete handlinger for at afværge truslen.
  5. Som konsekvens af forsikringen over for befolkningen om reel handling over for den potentielle trussel går frygten i sig selv igen.

Hele mønsteret fra punkt 1 til punkt 5 er ét, vi kender fra mange sammenhænge: Ungdomsbander, rockere, ejere af kamphunde, arbejdsløse, folk der gifter sig med udlændinge, menneskesmuglere, pædofile, islamister osv. osv. Denne uges idé om at forbyde Hizb-ut-Tahrir er vel seneste eksempel på moralsk panik. En af de hyppige konsekvenser af den tilsyneladende handlekraft er begrænsninger af borgernes rettigheder – der kommer mere overvågning og flere kontrollerende sanktioner.

Aydin Soeis “kedelige” pointe er at den moralske panik ikke fører til de ønskede resultater.Det interessante og triste er at alle handlingerne i punkt 4 først og fremmest har til formål at berolige de borgere, der er bange. I tilfældet med radikalisering og kriminalitet har han en “kedelig”, men vigtig konklusion:

Tænk, hvad man ville kunne få for 1 milliard kroner i disse områder. Initiativer, der bidrager til børn og unges selvværd, selvdisciplin og ansvarstagen for sig selv og de områder, de bor i, udgør i det samlede regnestykke blot et greb i lommen.

Tidligere studier har vist, at såvel sunde fritidsaktiviteter, lommepengeprojekter og fritidsjob bidrager til ovenstående, der igen hænger uløseligt sammen med bedre skoleresultater og fremtidsmuligheder, ligesom den slags fungerer som værn imod asociale subkulturer, kriminalitet og radikale grupperinger. Lige nu befinder vi os imidlertid på en forudsigelig kurs, hvor vi indfører mere overvågning og gør skade på de selvsamme frihedsrettigheder, som vi foregiver at beskytte.

Flattr this!

Reagan og Egholm

reagan

Jeg har for ganske nylig læst bogen Få personlig indflydelse af Morten Sehested Münster. Der er en del af den slags bøger derude, og de er et sted i grænselandet mellem psykologi og retorik. Morten Sehested Münsters vigtigste budskab er at forskningen viser at det i en kommunikation mellem mennesker i langt højere grad handler om relationerne mellem parterne i kommunikationen end om de rationelle argumenters styrke. Netop dét har jeg og mange andre en tilbøjelighed til ikke at kunne (eller ville?) erkende. I videnskabelig praksis fokuserer vi – og det gælder vel i alle akademiske discipliner – meget på det gode, rationelle argument. Men der er en masse situationer hvor vi gerne vil påvirke andre menneskers adfærd og holdninger, og så er de rationelle argumenters styrke begrænset.

Vi kender det alle fra familiens skød (hvem tænkte her på ægteskab og børneopdragelse?) og fra politik. I vores kampagnearbejde mod Egholm-motorvejen har vi nogle gange (faktisk ikke helt sjældent) siddet med en fornemmelse at vi selv med de bedste argumenter ikke kan trænge igennem til beslutningstagerne. Politikerne gentager blot de samme remser som altid. Og jeg kender situationen fra forgæves forsøg på at få studerende til at interessere sig for mine projektforslag.

En vigtig pointe er at en af de store udfordringer er det, man kalder kognitiv dissonans – det at skulle leve med en modstrid. Undersøgelser viser nemlig at de allerfleste mennesker ikke bliver  ikke overbevist af modargumenter; de trækker sig bare tilbage til deres vante holdninger. Jeg kender det fra mig selv: Selv ikke en timelang prædiken fra motorvejstilhængere vil kunne få mig til at blive tilhænger af Egholm-motorvejen. Men så er det også svært at forestille sig at motorvejstilhængerne vil blive overbevist af mine argumenter.

Men hvad gør vi så? For det lykkes jo at flytte folks holdninger i politik; partiers popularitet kommer og går, folkestemninger ændrer sig.

Og her er så en anden vigtig pointe i Få personlig indflydelse, nemlig at overbevisende argumentation i høj grad handler om at fortælle en historie. Historien er nemlig en meget mere effektiv måde at formidle på end selv det mest velstrukturerede argument vil være. Historien giver os en måde at strukturere vores påstande på, som gør dem nemmere at forstå. Og historien kan ved at fortælle om personer være med til at skabe relationer mellem de parter, der kommunikerer.

En tredie pointe er at man skal argumentere enkelt. For mange komplicerede argumenter, uanset hvor gode de er, ender blot med at forvirre de fleste.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ronald Reagan, der bestemt ikke er en amerikansk politiker, jeg satte højt. Men der er forbløffende mange amerikanere, der beundrede manden og hans højreorienterede og irrationelle politik. Også herhjemme har Reagan stadig en del beundrere. Det, Reagan gjorde meget overbevisende, var at fortælle enkle historier (de var måske ikke altid sandfærdige, men det så man stort på) og det havde han lært i sin filmkarriere. Herhjemme havde Villy Søvndal, da han var populær, en lidt tilsvarende retorisk kvalitet som mange en overgang holdt af.

Nogen ambitioner om at handle på tilsvarende vis har jeg bestemt ikke. Og jeg tror stadig på vigtigheden af det gode argument, ikke på rendyrket populisme. Men selv det tykkeste argumentkatalog er ikke nok i sig selv. Vi skal finde en god og enkel historie at fortælle om hvorfor Egholm-motorvejen er forkert. For det er den motorvej jo.

Flattr this!

Kopi af et mord

sandy-hook-graphic3
Efter skoleskyderierne i Sandy Hook i USA bragte de amerikanske medier forbløffende detaljerede beskrivelser af hvilke våben, morderen havde benyttet og hvordan.

Vi kan nu se hvordan weekendens dobbeltdrab i København generelt omtales som først og fremmest en fundamental trussel mod demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Men det danske politi har allerede talt om at den københavnske dobbeltmorder formodentlig har været inspireret af attentaterne i Frankrig i januar. Derfor er det måske værd at tænke på en anden måde: Gerningsmanden begik det, man på engelsk kalder for copycat murder.  Den slags mord kan også være velplanlagte, men det er i høj grad beretningerne om hvad der skete i tidligere mord og om hvordan det dengang gik morderen, ender med at inspirere de nye kopi-mordere.

I USA er der allerede en trist tradition for offentlige skudattentater, der koster flere mennesker livet. I 2012 var det rigtig slemt, som en artikel i The Atlantic fra dengang påpeger:

Seven dead at an Oakland college in April. Five killed at a Seattle coffee shop in May. Twelve killed in an Aurora, Colorado, movie theater in July. Six murdered at a Wisconsin Sikh temple in August, and six more killed in Minneapolis in September. Three dead in the Milwaukee spa shootings in October. And most recently, and unimaginably, 20 children as young as six, along with six adults, murdered at Sandy Hook Elementary School.

Denne form for tendens er dybt skræmmende, men den skal bekæmpes på en anden måde end man bekæmper organiseret terrorisme. Det er bl.a. medierne, der har et ansvar her for hvordan og hvornår man rapporterer detaljer om alvorlige forbrydelser.  Medierne skal passe på med ikke at gøre forbrydere til “helte” og skal overveje om de kan komme til at give en “drejebog” for nye, lignende forbrydelser. I de danske medier har der allerede været ganske mange af denne slags detaljer.

Flattr this!

Broen

broen

Dagbladet Information bringer denne weekend en reportage fra en prisuddeling for reality-tv. Det er godt nok en trist omgang at læse om.  For nogle år siden skrev jeg om reality-tv og undrede mig over hvorfor det dog skulle være så dumt og vulgært.

Men i dag blev jeg mindet om Poul Martinsen, der fra 1960’erne og frem lavede en lang række interessante dokumentarfilm for Danmarks Radio. DR Bonanza har en række af Martinsens film fra dengang, hvor det fælles tema er fordomme. En af de film, andre har hæftet sig ved, er Broen, en lille film fra 1969 på en halv time. Den handler om to grupper af  unge mennesker fra København, der har voldsomme fordomme mod hinanden, men bliver bedt om at bygge en bro over en å. Den gruppe er “langhårede” og den anden er “læderjakker”.

Måske er det ikke reality-tv i moderne forstand, for filmen er redigeret og med en reflekteret og reflekterende kommentar, og selv om der er en pengepræmie på spil, er deltagerne ikke med for at blive berømte eller for at vinde. Broen er til gengæld en god lille dokumentar som stadig er værd at se i dag. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvad der mon er blevet af de unge mennesker, der var med i Broen.

Berlingske har en interessant portrætartikel om Poul Martinsen. Hans sidste tv-produktion hed Krigerne og kom i 2006 – den er den mest umiddelbart reality-agtige produktion, han har lavet, men som før er formålet langt dybere end at bære tilfældige unge mennesker frem til flygtig rigdom og berømmelse.

Flattr this!

Dannelse – og “computervidenskab”

zombieboy

I denne uge bringer Jyllands-Posten et interview med den amerikanske professor i datalogi David Gelernter. Nogle af os kender Gelernter fra hans arbejde med parallel programmering. Hans tragiske møde med en brevbombe afsendt af “Unabomberen” Ted Kaczynski er også en del af historien – Gelernter blev blind på det ene øje og fik læderet sin ene hånd.

Gelernter er af den holdning at vore dages datalogistuderende ikke har tilstrækkeligt med  dannelse. Han siger (citeret fra artiklen):

Det er som om, at den seneste teknologi er det eneste, der er værd at gå op i. Jeg kan endda mærke det på mine studerende fra Yale University – nogle af de klogeste unge i verden. De ved intet om moral, etik og religiøs filosofi. De er ufærdige mennesker. Det eneste, der interesserer dem, er den nyeste telefon eller den nyeste software. Min generation af lærere har fejlet. Vi har denne her mærkelige generation af unge, der får nydelse af at sidde sammen på café, og i stedet for at kigge på hinanden og snakke, så kigger de på telefonerne. Det er det billede, vi vil blive husket for.

Heri kan jeg kun være enig. I en videnskab som datalogi er der en stor risiko for at man bliver teknologifikseret. Jeg kunne godt ønske mig at der var mere fokus på almendannelse i datalogiuddannelserne – og på de videregående uddannelser i det hele taget. Den slags har trange kår i en nutid med studiefremdriftsreformer og en fiksering på målbarhed.

Men så bemærker jeg også noget andet. Artiklen fra Jyllands-Posten starter således:

“Det er utroligt og chokerende, at iPhone 6, et stykke legetøj, der ikke kan noget ekstraordinært, er den ting som flest danskere søger på, når de besøger “verdens-biblioteket” online. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke være stolt af det,” siger David Gelernter, professor i computervidenskab ved Yale University i USA.

Når han snakker, så lytter man. Han har udgivet fagbøger, digte, skønlitteratur og essays om teknologi. Han er mest kendt for bogen ”Mirror Worlds” fra 1993, hvori han med stor præcision forudsagde internettets komme.

Jeg bemærker her at det ikke var nogen stor kunst at forudsige Internettets komme i 1993. Selv sendte jeg min første e-mail i 1987, og min hjemmeside på universitetet oprettede jeg i 1994. Og jeg bemærker også at David Gelernter er udnævnt til professor i et af journalister opfundet fag, nemlig computervidenskab.

Og så er det jeg tænker på at forventningen til almendannelse må være bred; det er trist at danske journalister ved så lidt om datalogi og at de ikke engang ved hvad faget hedder.

Flattr this!

Kort og godt?

kortavis

Nogle af mine Facebook-venner er meget glade for Den korte avis. Jeg er slet ikke begejstret.

Én ting er at Karen Jespersen og Ralf Pittelkows websted lever i en verden, hvor Danmark er alvorligt truet af østeuropæere, flygtninge, indvandrere, muslimer og venstreorienterede (i ordets bredeste forstand). Overskrifter som

“Blandt borgerne er der flest, der nævner indvandringen som den største trussel mod Danmark”

og

“Den svenske ‘elite’ har nedgjort dem, der advarede mod udlændingepolitikken – nu er de selv blevet bange”

taler deres tydelige sprog, og valget af gæsteskribenter som f.eks. Morten Uhrskov Jensen, der meldte sig ud af Dansk Folkeparti fordi dets udlændingepolitik ikke var stram nok, er også sigende. Det er klart at Den korte avis under et dække af seriøsitet har en meget klar dagsorden om at fremme nogle reaktionære nationalistiske synspunkter, jeg tager stærkt afstand fra og ofte taler imod.

Én ting er altså holdningerne. Men er Den korte avis egentlig en avis? Artiklerne er korte, har fængende overskrifter og er nemme at dele på sociale medier. Men hvis man af en avis kræver, at den lever op til sædvanlige journalistiske standarder, er svaret nej. Det engelsksprogede danske webmagasin The Murmur har undersøgt journalistikken i Den korte avis. Blandt meget andet har Den korte avis store problemer med kildeangivelser. I kan læse artiklen herunder.

The Murmur har undersøgt hvordan det står til med kildeangivelserne i Den korte avis.

  • 95% af artiklerne har ingen originale kilder, dvs. er egentlig referater af noget, andre har skrevet.
  • 90% af artiklerne kommer med subjektive påstande eller konklusioner.
  • Og 23% af artiklerne havde ingen eller ukorrekte kildeangivelser.

Prøv at sammenligne med et vilkårligt dansk dagblad.

Min egen blog, hvor dette indlæg findes, har også kun få originale kilder, og den er fyldt med mine egne subjektive konklusioner. Men jeg foregiver ikke, at min blog er en avis eller et nyhedsmedie.

Kritikken hos The Murmur er ikke en enlig svale. Dansk Journalistforbunds medlemsblad Journalisten kritiserer det journalistiske niveau i Den korte avis. Og også i Kommunikationsforum er der en skarp kritik af hvordan Den korte avis bedriver “journalistik”.

Seneste eksempel fra Den korte avis handler om asylansøgere på asylcenteret i Fredericia, der ifølge artiklen siger nej til dansk catering-mad. Artiklens scoop var at ikke alene er der syriske flygtninge i Danmark, men de er også kræsne. De vil ikke spise den catering-mad, som de ældre mennesker i Danmark gerne spiser. (Bemærk den slet skjulte vinkling, der kæder de stakkels ældre danske sammen med de forkælede flygtninge.)

Artiklen henviste til Fredericia Dagblad, men nyheden var faktisk oprindelig “lånt” fra Kristeligt Dagblad uden kildeangivelse! Og medarbejdere fra asylcenteret i Fredericia afviser nu påstandene i artiklen. Og også B.T. har nu afkræftet historien. Forhåbentlig når dette så også ud til dem, der er så glade for Den korte avis –  nu er artiklen nemlig blevet slettet. Det er yderst usædvanligt for denne “avis”.

Et andet blandt mange eksempler er en meget delt artikel om en rumænsk kvinde og enlig mor til et barn, der har fået nej til kontanthjælp i Tyskland. Nogen kildeangivelse får vi aldrig, men det er næppe artiklens forfatter, der har været en tur i Tyskland. Artiklen er illustreret med – et billede fra et britisk tv-program af en roma-familie (om de er rumænere, fremgår ikke) i Storbritannien. Halvdelen af artiklen består af udtalelser fra Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti (om artiklens forfatter har interviewet ham, eller om der er tale om et lånt interview, bliver i øvrigt heller ikke klart).

Man kan bruge hele sin dag på at påpege den dybt tendentiøse vinkel i snart sagt alle artikler hos Den korte avis og tilsyneladende også på at påpege manglende kilder. Det rigtig bekymrende er at et så tendentiøst medium med en så lav grad af integritet er et af de meste delte på Facebook for tiden – ja, i februar i år var det faktisk det mest delte.

Flattr this!

Hjernekassen på besøg i Aalborg

hjernekassen-3
Producer Morten Remar varmer op.
hjernekassen-1
Kim og Winnie.
hjernekassen-4
Peter Lund Madsen forbereder sig mentalt.
hjernekassen-2
Kim bliver interviewet om danske independent-film.

I dag besøgte P1-programmet Hjernekassen Aalborg Universitet. I dette efterår besøger programmet og studievært Peter Lund Madsen nogle af de danske universiteter, og første udsendelse var på mit universitet, ja endda på Selma Lagerlöfs Vej 300, hvor Institut for datalogi holder til

Der var inviteret tre forskere til udsendelsen for at fortælle om deres fagområde, og jeg var en af dem. De to andre gæster var mine kolleger Winnie Jensen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og Kim Toft Hansen fra Institut for Kultur og Globale Studier.

Inden udsendelsen varmede først produceren Morten og siden Peter Lund Madsen selv publikum op. Peter fortalte en lille historie om neandertal-menneskets kranke skæbne. Neandertal-menneskene var kort og godt nutidsmennesket underlegne – de var procedurelle eksperter. Det lyder flot, men det betyder faktisk at de kun kunne udføre én ting ad gangen og ikke fandt på noget nyt.

Vi blev undervejs alle tre spurgt om hvilket rejsetips, vi ville give folk, der besøgte Aalborg. Jeg var på som den første og nævnte her selvfølgelig Egholm og lod en bemærkning falde om motorvejsplanerne. Bagefter fortalte jeg lidt om algoritmernes og computernes historie og om hvilke konsekvenser software-fejl kan have. Anekdoten om den dumme og kostbare fejl i Mars Climate Orbiter fik jeg fortalt endnu engang (sidst var det til science slam i København – nu må jeg til at forny mig!).

Det var også spændende for mig at høre om mine kollegers forskning. Kim fortalte om sin viden om danske independent-film og fik en passende kritisk bemærkning ind om regeringens dimensionsplaner for uddannelserne. Winnie fortalte om hvordan kunstige lemmer kan styres neuralt fra hjernen. Jeg havde taget mit hvide tekrus med for at kunne forklare forskellen på et tekrus og en computer. Der er i hvert fald én forskel, nemlig at en computer kan programmeres og altså er en procedurel ekspert. Det er et tekrus ikke engang. Senere, i interviewet med Winnie, blev mit tekrus faktisk også inddraget. Hvor mange tekrus kan egentlig prale af at have været i radioen på dén måde?

I kan høre hele udsendelsen på DRs websted.

 

Flattr this!

Debatten – nu uden diskussion

debattenall

I dag talte jeg med en kollega om størrelser på projektgrupper. På
humaniora, hvor hun vejleder, er det praksis at projektgrupper ikke
bør have mere end 5 medlemmer – for humanistiske projekter er meget diskuterende og i en stor gruppe kan det hele ende i ørkesløse diskussioner. Ja, det kommer nemt til at minde om Debatten på DR2, sagde jeg. Det syntes hun var en morsom sammenligning.

Debatten på DR2 er for mig at se et eksempel på hvordan et tv-program  om politik ikke bør være; programmet giver mig bare hovedpine. Jeg har en fornemmelse af at i hvert fald nogle af de politikere, der er med, egentlig gerne ville have deres modstandere til at forstå deres synspunkter. Andre lader til at være udelukkende angrebsorienterede. Men det man observerer, er en råbekonkurrence: ingen forstår hinanden og ingen lytter. Det hjælper heller ikke at Clement Kjærsgaard anvender den stil, han gør. Den pågående stil bliver også brugt af Martin Krasnik, men det er i en situation hvor han er alene med modparten. Her giver det fin mening, men jeg tror der skal gøres noget andet i en plenumdiskussion.

Nogle gange virker det som om nogle af deltagerne i Debatten bliver kørt ekstra meget op, fordi de ikke kan nå ind til hinanden. Det er en meget almindelig frustration, som jeg kun kender alt for godt. Jeg husker alt for godt samtaler med personer, der var overbeviste astrologer, og med andre, der havde ubehagelige intolerante holdninger til minoriteter.

Hvordan får man mennesker til i det mindste til at lytte ægte
interesseret i det, man siger? Dette må være første forudsætning for at kunne forstå.

Matthew Lieberman er professor i psykologi ved UCLA og er gift med Naomi Greenberg, som jeg tidligere har skrevet om. Han interesserer sig for dette; man bemærker straks at han omtaler den meget amerikanske kontrovers om skydevåben.

It’s called “latitude of acceptance”. If I want to persuade you, what I need to do is pitch my arguments so that they’re in the range of a bubble around your current belief; it’s not too far from your current belief, but it’s within this bubble. If your belief is that you’re really, really anti-guns, let’s say, and I want to move you a bit, if I come along and say, “here’s the pro-gun position,” you’re actually going to move further away. Okay? It’s outside the bubble of things that I can consider as reasonable.

Men hvordan finder man ind til den “boble”, man har fælles med
Den Anden?

Lieberman siger:

When you’re drunk, or when you’ve had a good meal, or when you’re with people you care about versus strangers, these bubbles flex and move in different ways. Getting two groups to work together is about trying to get them to a place where their bubbles overlap, not their ideas, not their beliefs, but the bubbles that surround their ideas. Once you do that, you don’t try to get them to go to the other position, you try to get them to see there’s some common ground that you don’t share, but that you think would not be a crazy position to hold.

Samme aften som der var Debatten på DR2 om hvordan Danmark skal behandle flygtninge fra krigen i Syrien var der Bag om Borgen på DR1, hvor Martin Henriksen og Johanne Schmidt-Nielsen besøgte flygtningelejre i Jordan i et forsøg på at substantiere diskussionen. Der blev ikke opnået nogen enighed, men det blev en meget roligere diskussion – og det ikke kun fordi der kun var to personer blandet ind. Ved at de besøgte det samme sted og talte med de samme mennesker, fik de to deltagere også en fælles latitude of acceptance. Det var også tydeligt at mange af samtalerne fandt sted uden for kameraets rækkevidde, så det ikke var muligt at “tale til vælgerne”. Personligt er jeg naturligvis meget ked af at Martin Henriksen trods de mange møder med syriske flygtninge stadig stod stejlt på sit partis ubehagelige politik, men det lykkedes ham dog at sige at han følte med den mor til 5, der havde mistet sin mand. Så lidt skete der faktisk.

Jeg så gerne Debatten på DR2 erstattet med programmer, hvor
politikerne rent faktisk lyttede til hinanden og måske endda blev klogere. Man må kunne lære noget af begrebet om latitude of acceptance  og skabe et rum, hvor politikerne kommer tættere på hinanden og heller ikke falder for fristelsen til at tale til kameraet i stedet for til hinanden. Målet skal ikke være at skabe et blødt kompromis, men det kunne være godt at opleve at politikere rent faktisk talte med hinanden.

Flattr this!

Pop om pop

141014-iggy-pop-free-music-in-a-capitalist-society-piracy-u2
Foto: Spin.

James Newell Osterberg alias Iggy Pop er efterhånden blevet 67 år gammel; som navnet antyder har hans familie nordisk baggrund (to af hans bedsteforældre var fra Danmark).  Mange af os tænker på ham som en vildmand i bar overkrop – og nogle af os også som ven og samarbejdspartner med David Bowie i sin tid.  I år gav han årets John Peel Lecture på BBC – foredraget begynder ca. 37 minutter inde. Det er ikke alle, der er klar over at Iggy Pop faktisk er en belæst og egentlig også viis herre på sin egen ukomplicerede amerikanske facon, og alene hans malmfulde stemme er værd at lytte til.

Foredraget kan også læses her. Meget af det handler om Iggy Pops oplevelser med musikbranchen (eller musikindustrien) gennem et langt liv der strækker sig fra de små øvelokaler frem til Internettet,  og livserfaringen og spilleglæden gennemstråler alt hvad han siger. Et af de mange gode citater fra ham er dette:

If I wanna make music, at this point in my life I’d rather do what I want, and do it for free, which I do, or cheap, if I can afford to. I can. And fund through alternative means, like a film budget, or a fashion website, both of which I’ve done. Those seem to be turning out better for me than the official rock n roll company albums I struggle through. Sorry. If I wanna make money, well how about selling car insurance? At least I’m honest. It’s an ad and that’s all it is. Every free media platform I’ve ever known has been a front for advertising or propaganda or both. And it always colors the content. In other words, you hear crap on the commercial radio. The licensing of music by films, corps, and TV has become a flood, because these people know they’re not a hell of a lot of fun so they throw in some music that is. I’m all for that, because that’s the way the door opened for me. I got heard on tv before radio would take a chance. But then I was ok. Good. And others too. I notice there are a lot of people, younger and younger, getting their exposure that way. But it’s a personal choice. I think it’s an aesthetic one, not an ethical one.

Flattr this!

Til minde om Klyderne

I dag kan jeg læse at Jess Ingerslev er død. Han blev 67 – og først nu, hvor jeg har læst hans nekrolog, går det op for mig at han faktisk var født i Aalborg. Her er et lille klip fra det oprindelige Kaptajn Klydes Flimmercirkus –  det starter med en nytårstale og ender med en meget u-vegetarisk (for ikke at sige u-vegansk) sang. Flimmercirkusset startede som en del af DRs Ungdomsredaktion og til sidst blev det så populært at der kom et selvstændigt show ud af dem. Senere blev det endda til en spillefilm, Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage.. Tom McEwan, der nu er den eneste tilbageværende Klyde, og Jess Ingerslev fortsatte samarbejdet i det smålegendariske børneprogram Nu er det ikke sjovt længere (kendt for sangen “Fy fy, skamme skamme”).

Men det var med Kaptajn Klydes Flimmercirkus, det begyndte. Det er interessant at tænke på at Erhard Jacobsen blev forarget over at Jesper Klein vaskede et Dannebrog i en vaskemaskine – ud kom et rødt flag og et kors! (Jesper Klein bemærkede at de to ting såmænd kunne bruges til at lave en drage, men det hørte Erhard J. vist ikke.) Jeg kan også huske hvordan der blev lavet et afsnit på engelsk til en international tv-festival – men indledt med velkomsten “Godaften, I udenlandske røvhuller” på dansk (næsten profetisk!). Også dét vakte en del forargelse hos Erhard Jacobsen og ligesindede.

Uden egentlig at ville det, blev Kaptajn Klyde del af samme stime musikalsk komik som de meget mere tandløse Eddie Skoller og Linie 3, og til sidst havde de overlevet sig selv. Der var grænser for hvor meget, trio-formatet kunne bære; jeg har en anelse om at Klyde-filmen ikke var så stor en succes. Men når man ser de gamle klip fra 1980, aner man slægtskabet med et andet legendarisk foretagende fra DRs B&U-afdeling, nemlig Poul og Nulle. Og man bemærker også at denne form for humor hører en anden tid til. Vore dages stand-up-komik er langt mere tempofyldt og bevidst om egne virkemidler, men også på godt og ondt noget mere kynisk og selvcentreret.

Flattr this!