En pinlig aktivitet

Alain de Botton

Så godt som alle voksne mennesker i den industrialiserede verden har på et tidspunkt set porno. For nogle var det nysgerrighed, for andre har det været (eller er) en form for fast forbrug. Samtidig er det en foreteelse, der er omgærdet med stor tavshed, og der er noget pinligt over det. I dag er pornoen vel næsten udelukkende noget, der findes på internettet. Det er mærkeligt at tænke på, at der engang var biografer (også biografer, der viste “normale fiktionsfilm”), hvor mennesker sad sammen og så porno.

Jeg har tænkt over, hvorfor porno egentlig er omgærdet med denne aura af pinlighed. Der er ofte en sket skjult holdning om at det er mere pinligt, at Donald Trump formodentlig har haft en affære med en kvinde, der har medvirket i porno, end det ville være, hvis affæren havde involveret en kvinde med en anden baggrund.

Også jeg har selvfølgelig set porno. Men det, der hurtigt er sket, er i de tilfælde, at jeg er kommet til at tænke på noget helt irrelevant, nemlig på de mennesker, der er med: Hvad lavede de lige inden optagelserne begyndte? Hvad gør de bagefter, når optagelserne er slut? Hvordan har de det imens? Hvad fik dem til at medvirke? Hvordan har de det med at skulle opføre sig så irrationelt? Osv.  Og da bliver pornofilmen, der skulle skabe seksuel opstemthed hos tilskueren, pludselig til et underligt kig ind i en verden, der egentlig burde være privat og samtidig virker dum. (Og her siger jeg endda ikke noget om de mildt sagt stereotype og problematiske kønsroller og syn på kvinder og på mænd, man møder.)

Hvorfor kan man få det sådan? Formodentlig fordi den suspension of disbelief, der er helt væsentlig i “normale fiktionsfilm” og gør, at man ikke tænker på at alle replikker er indøvet og at personerne ikke er dem, de foregiver at være, er væk i pornoen – for de medvirkende har rent faktisk sex med hinanden. Når en skuespiller dør i en “normal fiktionsfilm”, dør vedkommende til gengæld (forhåbentlig) ikke i virkeligheden. Pornoen kan kun virke og skabe en suspension of disbelief, hvis man slår forstanden helt fra og fokuserer på én bestemt dimension af den medvirkende. Og måske er det derfor, porno egentlig fremstår som pinlig. Den taler ned til mennesker og dehumaniserer egentlig både de medvirkende og dem, der ser på.

Den engelske forfatter og filosof Alain de Botton overvejer, om man mon kan lave en form for “fornuftig og begavet porno”, der ikke taler ned til de medvirkende eller dem, der ser på, men samtidig gør tilskueren seksuelt opstemt.

Han siger

“Ideally, porn would excite our lusts in contexts which also presented other, elevated sides of human nature – in which people were being witty, forinstance, or showing kindness, or working hard or being clever – so that our sexual excitement could bleed into, and enhance our respect for these other elements of a good life,” he said.

“No longer would sexuality have to be lumped together with stupidity, brutishness, earnestness and exploutation; it could instead be harnessed to what is noblest in us.”

I hvilket omfang det er muligt, ved jeg ikke. En del kulturelle udtryk som f.eks. rockmusik og tegneserier blev engang opfattet som pinlige og ubegavede af mange – men om de så nogensinde var det, er en helt anden historie.

En kvinde i rampelyset

Der er en kvinde i Danmark, der nu stadigt oftere er i medierne. Senest har hun kysset en studievært på DR, og man kan også læse om hendes forestående ægteskab med en rig mand. Da Donald Trump sidste år blev indsat som præsident, var hun i DR2 for at kommentere indsættelsen sammen med to andre kvinder med lignende politiske holdninger. Den pågældende kvinde har nemlig stiftet et stærkt højreorienteret politisk parti, der er kendetegnet ved voldsomt negative holdninger til ikke mindst flygtninge og kontanthjælpsmodtagere. 

Jeg har bestemt mig til at jeg denne gang ikke vil nævne hende ved navn (det har jeg gjort tidligere her på bloggen), netop fordi jeg ikke vil være med til at eksponere hende yderligere. Hun er ikke medlem af Folketinget, og det er helt uvist om hun eller hendes parti vil opnå valg. Alligevel får hun ganske megen opmærksomhed i medierne, og det bekymrer og undrer mig. For den opmærksomhed fortjener hun ikke.

Et nyt, gammelt DR

Den nye public service-kontrakt siger bl.a. at DR:

  • skal producere færre brede underholdningsprogrammer.
  • skal have større fokus på regionale programmer, debat og kultur.
  • ikke længere må skrive lange, dybdegående artikler, kun korte nyheder, på dr.dk.
  • skal sørge for at tydeliggøre, at »vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen«.

Jeg ser derfor frem til tv- og radioprogrammer, der skildrer hekseafbrændingerne i Danmark, der ophørte i 1693. De havde som bekendt rod i kristendommen. Og jeg ser frem til kritiske programmer, der, med udgangspunkt i at det danske samfund bygger på folkestyre, belyser behovet for demokrati på de danske arbejdspladser.

Men jeg kommer til at savne P6Beat. Hvordan vil man i øvrigt kontrollere længden af artikler på dr.dk og gribe ind, hvis en artikel bliver for lang eller for dybdegående?

Dansk med accent

På Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet beskæftiger man sig med hvordan man i Danmark opfatter forskellige accenter på dansk, og oversigten over resultaterne er interessant læsning. Forskerne konkluderer at

I Danmark har vi aldrig været særlig gode til at forstå dansk udtalt med udenlansk accent. Mange udlændinge fortæller, at de oplever, at danskere hurtigt bliver “trætte i ørene”, når de taler med dem. 

Accent opleves af mange som “støj på linjen”. Det kan bl.a. skyldes, at danskere ikke har været vant til at høre dansk talt af udlændinge.

Det er en konklusion, som ikke er svær at måtte drage. I går så jeg således lidt af et dansk tv-program, hvor en kvinde fortalte om et møbel, hun restaurerede. Hun talte grammatisk fejlfrit og flydende dansk, men hendes udtale og navn afslørede, at hun måtte være svensk af oprindelse. Derfor blev alt, hvad hun sagde, forsynet med undertekster. Interessant nok kunne min hustru, hvis mor kom fra Sverige, godt forstå denne praksis. Den ærgrede til gengæld mig. På rejser i lande som USA og Storbritannien har jeg aldrig oplevet en tilsvarende praksis, når personer fra et ikke-engelsktalende land udtalte sig på engelsk på tv. Takket være de engelsktalende landes historie har de i mange generationer været vant til “oversøisk engelsk”.

I Danmark har jeg kendt flere voksne mennesker, der talte et rigtig godt, grammatisk fejlfrit og flydende dansk med kun lidt udtalerest fra det sprog, de først lærte. Alligevel har de spurgt deres børn, om det var lidt pinligt for dem at have en far eller mor, der talte på den måde.

Jeg har en ærgerlig fornemmelse af at brugen af undertekster på dansk i disse sammenhænge har den stik modsatte virkning af den tilsigtede – at den i længden faktisk gør det sværere for dem, der har dansk som modersmål, at forstå dansk talt med accent og gør det sværere for dem, der ikke har dansk som modersmål, at turde ytre sig på dansk. Alle skal vænne sig til, at der er mange måder at tale dansk på. Helt konkret vil jeg foreslå at tv-stationerne ikke viser underteksterne til dem, der taler dansk “med accent”, som default-valg (eller endog som påtrykte tekster, man ikke kan vælge fra, som tilfældet var med programmet, jeg har nævnt her), men som undertekster, man selv skal slå til. Med digitalt tv er den slags nemt.

De overlevende

I min barndom så jeg en skræmmende BBC-produceret tv-serie, der hed The Survivors. Den var produceret af Terry Nation, der også stod bag bl.a. Blake’s Seven og hele 62 afsnit af Doctor Who. The Survivors handlede om hvordan små grupper af overlevende prøvede at klare sig videre efter en global krise, der havde lagt det meste af verden øde. Serien var fra 1975, hvor man i den vestlige verden for første gang anede at de fede år måske var omme. Der havde været oliekrise og bilfrie søndage.

Nu, mere end 40 år senere, er The Survivors blevet genindspillet (den kom i 2010; jeg har endnu til gode at se serien). Dét er i sig selv sigende. Og der er uden for fiktionens verden på den ene side fokus på den globale opvarmning og på den anden side også en hel masse snak om automatisering og alskens “snilde teknologier”; regeringen har sågar nedsat et “disruptionsråd”. Umiddelbart virker det underligt, at den store pessimisme og den store optimisme på denne måde kan sameksistere.

Den amerikanske medieforsker og forfatter Douglas Rushkoff har skrevet en tankevækkende beretning om et indbudt foredrag, han holdt til et lukket møde for stenrige investorer. Mødets tema var fremtidens teknologiske udvikling. Men faktisk, skriver Rushkoff, var de rige forretningsmænd ikke interesseret i de kommende teknologier til at skabe en bedre fremtid, men derimod i hvordan sådanne teknologier kunne bruges til at sikre deres egen overlevelse når det hele en dag bryder sammen. Hermed tænkte de på klimaforandringer, krige og omfattende social uro.

For nogle uger siden skrev jeg om hvordan de, der ikke vil gøre noget den globale opvarmning, ofte simpelthen er “strategisk ligeglade” – de vil simpelthen ikke gøre noget, fordi deres ræsonnement er at krisen først og fremmest vil ramme andre. Nu handler det om at være sig selv nærmest, tænker de.

Så meget af den tilsyneladende teknologioptimisme, som bl.a. Elon Musk er eksponent for med sine fantasier om at kolonisere Mars og hvad ved jeg, er i virkeligheden udtryk for en selvcentreret form for pessimisme. Den er en overklasseudgave af den survivalisme, der får i USA får borgere, der ikke er rige, til at hamstre mad og øve sig i at bruge våben så de kan være forberedt på den dag, det hele bryder sammen. Det er derfor, pessimismen og den tilsyneladende optimisme lever sammen: de er to sider af samme sag.

Det er tanken, der tænker

Albummet af og med Blur fra 2003.

I Dagbladet Information kan man læse at antallet at tænketanke i Danmark  er steget fra 34 i 2008 til 51 i 2017. Alle de tænketanke, jeg kan komme i tanke om, beskæftiger sig med samfundsforhold ud fra en samfundsvidenskabelig vinkel. Det kunne måske være interessant med en matematisk tænketank (ja, hvorfor ikke?).

Men hvorfor skal man egentlig have tænketanke? Er det for at analysere samfundsforhold? Eller er det for at skabe ammunition til diverse holdninger og forsøge at præge den politiske debat?

Tænketanke som det allestedsnærværende CEPOS får en masse opmærksomhed, men det er uklart for mig i hvilket omfang de skaber ny viden. Hvis tænketankene bidrog med forskningsresultater, er det påfaldende at de så sjældent bliver gjort til genstand for fagfællebedømmelse (peer review). Det ville være mere ærligt at kalde tænketankene for debatskabende foretagender.

På denne blog skriver jeg ganske ofte om anliggender, som jeg finder er vigtige. Og nogle gange kommer der en kort debat ud af det. Men en tænketank er denne blog godt nok ikke, og den eneste bedømmelse kommer fra eventuelle læsere.

Den bedste tænketank, vi kunne få os nu, ville nok være en tænketank, der skulle arbejde på at argumentere for en nedbringelse af antallet af tænketanke.

Fake news gør dig rolig

Kilde: https://www.verywellmind.com/what-is-cognitive-dissonance-2795012

Nogle gange har jeg her skrevet om det, man kalder for kognitiv dissonans, nemlig at man skal forsøge at forene to forskellige budskaber, der ikke passer sammen.

I dag kan man i dagbladet Information læse hvordan mange borgere i Danmark ikke skifter bank, selv om der er så meget, der peger på Danske Banks omfattende rolle i hvidvaskning af penge.

Her ser vi kognitiv dissonans for fuld udblæsning. En kvinde udtaler

»Jeg hørte om sagen i TV Avisen, og der blev jeg faktisk ret bekymret. Men jeg ved også, at historier kan blive pustet op i medierne, så jeg valgte at ringe til min bankrådgiver for at spørge ind til sagen,« …
»De sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. Så det vælger jeg at tro på, når jeg har været kunde der i så mange år.«
Hun understreger dog også, at det »langtfra er en god sag«. Derfor er hun heller ikke stolt over at være kunde i en bank, der har været involveret i en sag om hvidvaskning af penge. Men, som hun siger: »Det har ikke haft den store betydning for mig personligt.«
»Desuden tror jeg også, at det er helt normalt, at der sker sådan nogle ting. Jeg tror ikke, at det ville være bedre at være kunde i en anden bank.«

Og forleden fik jeg en personlig e-mail fra Amazons direktør, som jeg kendte fra min tid som PhD-studerende i Edinburgh. Jeg havde tidligere skrevet en mail til ham, hvor jeg nævnte, at jeg var meget bekymret over alt det, der var kommet frem om de usle løn- og arbejdsforhold, som arbejderne hos Amazon var udsat for. Hans svar var ikke overraskende, og også dét viser en måde at håndtere kognitiv dissonans på. For han skrev

I’d like to take this opportunity to reassure you that the safety of everyone who works at Amazon is my number one priority and, while I appreciate there have been concerns raised in the press about working conditions at Amazon, these do not reflect what it is really like to work here.

Amazon provides a safe and positive workplace for thousands of people across the UK. We have worked hard on ensuring we offer a great environment for all our employees, something that recently led to Amazon being named by LinkedIn as the 7th most sought after place to work in the UK (we were awarded first place in the U.S. poll).

Allegations that you may have seen in the press – that we monitor toilet breaks and that our associates don’t have time to drink water – are simply untrue. We provide breaks that are legally longer than required (30 mins lunch and 30 mins of other breaks (either 2 x15 mins or 1 x 30 min depending on site). It is important to us that all people working at Amazon receive their full break and walking time is allowed so they get the full 30 minutes.

Så hvis man skulle tro Amazons direktør, er alt vel. Om han tror på det, han selv skriver, ved jeg ikke, men jeg bemærkede at hans formuleringer minder voldsomt om Amazons pressemeddelelser på det seneste. Og så bemærkede jeg, at han ikke omtalte arbejderne som ansatte eller bare som arbejdere, men kaldte dem for associates.

Danske Bank og Amazon producerer beroligende versioner af virkeligheden, hvor intet er galt og alt går godt. Og på denne måde ser vi også, hvorfor det, vi i dag kalder for fake news, men reelt bare er et andet ord for løgn og propaganda, har lige så kronede dage som de altid har haft. Usandhederne er et redskab til at sikre indre tryghed ved at opretholde en form for konsistens, der kan holde kognitiv dissonans på afstand.  Og nogle gange digter vi selv med, som eksemplet om kunden hos Danske Bank viser. Vores alle sammens Donald Trump bruger endda fake news-beskyldningen til at afvise det, han ikke bryder sig om at høre.

Drengene i grotten – og alle de andre

Foto: Thailands flåde.

Jeg er bestemt ikke den eneste, der følger med i hvad der sker med de drenge og deres fodboldtræner, der er fanget i Tham Luang-grotten i Thailand og nu skal reddes ud. Det er en helt usædvanlig situation, og folk fra nær og fjern træder til for at hjælpe. Jeg håber sådan, at alt går godt.

Det er dog samtidig påfaldende, at denne ulykkelige situation får utroligt meget mere opmærksomhed end den globale opvarmning eller de ekstremt blodige krige i Syrien og Yemen. På DR Nyheders hjemmeside bliver disse krige end ikke nævnt i disse dage. Men i Syrien dør der på en typisk dag flere civile end det antal, der har været fanget i Tham Luang-grotten i Thailand.  Der er bare ingen, der prøver at redde de mennesker ud, hvis liv er i fare i Syrien. Heller ikke det usædvanlige vejr i Danmark og i f.eks. Japan for tiden bliver sat ind i den sandsynlige kontekst, nemlig klimaforandringerne.

Sandsynligvis er grunden til dette fokus hos medierne, at der er tale om en meget veldefineret situation med en helt veldefineret løsning, der skal nås inden for et veldefineret tidsrum. Medierne holder af den slags, og det gør mange af os, der følger med i nyhederne, også. Og når det hele er ovre, kan vi der fulgte med på afstand, lægge det hele bag os og tænke på noget andet. For dem, der er eller har været fanget i grotten, bliver det anderledes vanskeligt – de risikerer at skulle slås med de psykiske eftervirkninger i resten af deres liv.

Den globale opvarmning og krigene virker som uoverskuelige situationer. På sin vis befinder vi os også en situation, hvor vi snart skal reddes, inden vandet stiger. Men tænk, hvis verden ville gå sammen om at gøre noget afgørende her, på samme måde som der nu er så mange mennesker, der går sammen for at hjælpe med at redde drengene ud af Tham Luang-grotten. Da ville de uoverskuelige problem, verden slås med, måske heller ikke virke så uoverskuelige igen.

Den svære nekrolog

I dag kunne jeg læse om en usædvanligt bitter nekrolog (se ovenfor) indrykket af de voksne børn af en amerikansk kvinde, der for nylig døde i en alder af 80 år. Nekrologens ordlyd er ikke til at tage fejl af: Børnene vil ikke savne hende.

Man må selvfølgelig skrive lige hvad man vil, så længe det ikke er truende eller injurierende mod et levende menneske. På denne måde er der selvfølgelig ingen tvivl om at nekrologen er legitim. Men hvad bør man skrive? På sin vis er dette nemlig også et eksempel på den svære diskussion om ytringsfrihed og etik, nemlig om hvad man kan sige, kontra hvad man bør sige.

Da prins Henrik døde for ikke så længe siden, var nekrologerne i de danske medier overstrømmende, måske i et forsøg på at kompensere for at man her i mange år havde fremstillet ham som lettere grinagtig og pinlig, måske i en form for selvransagelse, fordi man nu vidste, at han i længere tid havde lidt af demens. Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville have skrevet. På den ene side går jeg ind for at monarkiet skal afskaffes, på den anden side er der ingen grund til at være personligt ubehagelig i denne sammenhæng.

Jeg vil gætte på, at børnene af den afdøde amerikanske kvinde heller ikke, mens hun levede, har forsømt at gøre hende opmærksom på hvor dårligt de syntes om hende. Måske var det derfor ikke på sin plads også at skrive det i nekrologen. Det dårlige eftermæle er formodentlig for længst på plads.

Det vil blive svært for mig og mine søskende at skrive en nekrolog over vores far, der i dag er meget gammel. Vi opfatter ham som ekstremt usympatisk og upålidelig, og vi har derfor ikke kontakt til ham længere.  Men skal der skrives en nekrolog, bliver den kort og faktuel. Engang var der jo også nogen, der holdt af ham.

Dit eftermæle

Eftermælet er som bekendt det ry, vi efterlader omverdenen, den dag vi ikke er mere. Den svenske forfatter Göran Rosenberg har skrevet et godt lille essay (som i dag kan læses på dansk i dagbladet Information) om betydningen af at have et eftermæle og om hvordan de sociale medier kan være med til at forhindre, at mennesker får et godt eftermæle. Man kan nemlig nu let og hurtigt sprede en masse negative budskaber om et andet menneske til en meget stor målgruppe. Og alt, hvad vi har deltaget i, der har været på nettet, betyder noget for vores ry og for vores eftermæle. Et så afskyeligt fænomen som hævnporno er den mest åbenlyse udgave heraf. Alt dette er skyggesiden af den selvpromovering, som Facebook, Twitter mm. ofte bruges som værktøj til.

Det er vigtigt at være opmærksomme på vores eftermæle og vores ry hinsides de sociale mediers selvpromovering i øjeblikket – men det er også at være opmærksomme på, hvilket eftermæle vi forsyner andre med gennem det, vi siger og skriver om dem.

Nu, hvor jeg er så gammel som jeg er, hvor jeg er forælder og hvor jeg har undervist ganske mange studerende efterhånden, er det endnu mere klart for mig, hvad eftermælet betyder. Det er alt andet end ligegyldigt, hvad jeg gør og siger. Da jeg sidste år fik voldsom kritik af min undervisning, mærkede jeg hvordan jeg var i færd med at få et rigtig dårligt ry, og det var hårdt at skulle erkende. Jeg var nødt til at genopfinde mig selv og til at tage kritikken til mig.