Mediernes konflikter – og mangel på konflikter

En af de store, fredelige demonstrationer under G20-topmødet i Hamburg juli 2017.

Ulrik Haagerup, der tidligere var nyhedschef på DR (og før det igen var ved Nordjyske Medier), er nu hovedkraften i Constructive Institute, som er et initiativ taget i samarbejde med Aarhus Universitet. Haagerups omdiskuterede påstand er at nyhedsjournalistikken skal have en “konstruktiv” rolle i samfundsdebatten: den skal at dokumentere problemer, men også inspirere til mulige løsninger. Da ideen dukkede op i 2010, lød der kritik fra bl.a. Berlingske og TV2.

Min egen fornemmelse er at det netop er et problem, at mediernes hukommelse er kort, og at der i så høj grad er fokus på konflikter og at analyserne af konflikterne ikke rigtig fører nogen steder hen. Det gælder både de spontane, uredigerede “sociale” medier og de redigerede nyhedsmedier, hvor journalister står for formidlingen. Det er påfaldende at der nu igen er så lidt fokus på borgerkrigen i Syrien. Til gengæld er der en omfattende dækning af slaget om Mosul i Irak.

Et andet eksempel på det store fokus på konflikter er mediernes dækning af demonstrationerne i forbindelse med G20-topmødet i Hamburg. Megen omtale blev viet til et lille antal demonstranters stærkt aggressive adfærd. Samtidig var der også meget store og helt fredelige demonstrationer, men dem hørte man ikke meget om, og der har heller ikke været ret mange historier om hvad det var, de store og fredelige demonstrationer havde som budskab.

Det er fristende at fokusere på konflikter, for en konflikt kan være en “god fortælling”, der kan virke nem at forstå – og der er en begyndelse, en midte og måske en dag en afslutning. Men et af problemerne ved at de redigerede medier fokuserer så meget på konflikter er, at det ikke er alle hændelser, der nemt kan forstås som konflikter. Et andet er at nogle konflikter ikke er så åbenlyse endda.

Jeg vil påstå, at den største nyhed lige nu er at et isområde på størrelse med landet Luxembourg har revet sig løs fra Antarktis fra den såkaldte Larsen C Shelf. Men denne nyhed har ingen åbenlys konflikt i sig og bliver – så vidt jeg kan se – kun sporadisk dækket. Den konflikt, som er her, er konflikten mellem dem, der vil bremse den menneskeskabte globale opvarmning, og dem, der affærdiger de efterhånden mange og alvorlige tegn på at der er noget helt, helt galt.

Flattr this!

Det ensomme samfund

Mange mennesker føler sig i dag ensomme og rådvilde; verden forekommer stor og uoverskuelig, fremtiden virker meget uvis og det bliver sværere at føle sig forbundet til andre mennesker og uoverskueligt at prøve at påvirke de forhold, man lever under. Vi ved at ensomhed kan køre et menneske i sænk, men hvad gør ensomheden ved et samfund?

Den tysk-amerikanske filosof og forfatter Hannah Arendt mente, at det netop var ensomheden, der førte mennesker til at støtte totalitære ideologier. 

De totalitære ideologier, siger hun, baserer sig på ensomhed og på følelsen af ikke at høre til i verden. Når vi er ensomme, kan vi ikke tænke og er ude af stand til at stole på os selv. Vi kan ikke gøre brug af vores fulde kapacitet som individer, som vi kan, når vi føler os som del af et fællesskab.. Og når det totalitære samfund så først er på plads, bruger magthaverne ensomheden som en slags fastholdende våben. 

I vore dage er der mange kilder til ensomhed. Én ensomhed er den, der kommer fra generel magtesløshed – det enkelte menneske føler sig isoleret og sidder helt alene. En anden er følelsen af ikke at vide hvad der er fakta og hvad der er fiktion. Hele fænomenet fake news ender med at isolere os fra omverdenen, og det er ikke tilfældigt at f.eks. Assad-regimet i Syrien og Donald Trump gør et stort nummer ud af at prøve at få mennesker til at tvivle på hvad der er sandt og hvad der er falsk – ikke for at fremme en kritisk sans, men for at forvirre dem.

Modsætningen til ensomheden er fællesskabet, men der er også andre former for ensomhed, der umiddelbart kan forveksles med fællesskab. Her tænker jeg på de som-om-fællesskaber som massemedierne kan skabe – det kan være ikke mindst de sociale medier på Internettet, men også ældre fænomener som tv. Vi kan sidde bag hver vores skærm og føle os som del af noget stort, men reelt er vi ofte alene med vore følelser og tanker imens.

Og en tredje ensomhed, der også kan forveksles med fællesskab, er den, der opstår, når grupper i samfundet trækker sig “ind i sig selv” og ender med at se sig selv som afsondret fra resten af samfundet. Det kan være privilegerede grupper i samfundet, der skaber gated communities for at være i fred – ofte er det rige menneskers frygt for den kriminelle underklasse, der er tale om. Men der kan også være undertrykte grupper, der kan “trække sig ind i sig selv”: I dag er der f.eks. nogle erklæret progressive mennesker, der taler for at skabe hvad de kalder separatistiske forsamlinger. Det er fora, der kun er for f.eks. bestemte folkegrupper, køn eller seksualiteter. Tanken er (som jeg forstår det) at give alle plads til at udfolde sig uden at skulle frygte hadske eller negative reaktioner, og det er egentlig prisværdigt, men min frygt er at man kan risikere også at “trække sig ind i selv” på den måde og faktisk også her skabe en isoleret, tilsyneladende tryg boble, der reelt ender med at afsondre én fra det store samfund.

Flattr this!

Men det er også bare mord

Terrorister opnår en særlig status, når de med deres primitive handlinger kan sætte et helt samfund i undtagelsestilstand og få mange til at købe deres forskruede fortælling om “civilisationernes sammenstød”. Men i Politiken i dag siger den pensionerede PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen det meget tydeligt:

Vi bliver ved med at kategorisere og glorificere dem som fjender af vores tid og civilisation. Hold nu op med det. De er radikale tabere på linje med skoleeleven, som trækker sin kalasjnikov og skyder sin skolekammerat. Familiefaren, som udrydder sin familie. Vi skal omkategorisere dem, så vi ikke medvirker til en form for glorificering af dem og frister svage sjæle.

Parallellen til  en distanceret betegnelse for en form for massemord, nemlig “familietragedier”, er helt tydelig fra den erfarne politimands side. “Familietragedier” er simpelthen mord.

Når man omtaler terrorister som en fjende af samfundet, kommer man let til at ophøje dem og tilskrive dem særligt avancerede motiver, som man skal diskutere rimeligheden af og arbejde på at tilbagevise. Tilbage i 1920’erne og 1930’erne udråbte en del aviser i USA de organiserede gangstere til at være folkefjender, og det var faktisk med til at give dem en form for heltestatus i nogle kredse. Men Al Capone m.fl. ville bare have et liv i luksus, bygget på udbytning af andre mennesker.

Ved at skyde to sagesløse mennesker kunne en småkriminel ung mand fra København få statsministeren til at udtale sig og få titusinder af mennesker på gaden i februar 2015. Han fik en hel masse opmærksomhed, som han aldrig nåede at få, mens han levede, og eksperter brugte en masse tid på at afdække om han mon var del af en stor, international sammensværgelse. Men uanset hvad, var han ikke andet end en morder, ikke en politisk eller religiøs tænker.

Rundt om i verden forsøger autoritære ledere at ramme deres fredelige politiske modstandere ved at kalde dem for terrorister  – dette ser vi bl.a. i Tyrkiet og Rusland for tiden. Den slags retorik er dybt forkastelig.

Til gengæld kan medierne med fuld ret kalde det, vi i dag kalder for terror, for hvad det helt præcis er. Terror er ikke andet end mord og grov vold rettet mod sagesløse, og terrorister er simpelthen organiserede kriminelle.

Flattr this!

Billederne, man ikke kan glemme

Et retoucheret billede taget lige efter terrorhandlingen i London i den forgangne uge.

Skal man dele de foruroligende billeder fra den forgangne uges terrorhandling i London? Den britiske journalist Stephanie Boland skriver et tankevækkende indlæg om det i New Statesman, og heri nævner hun en canadisk undersøgelse, der viser at også journalister, der ser voldsomme billeder på anden hånd (dvs. ikke billeder af farlige situationer, de selv har oplevet, men billeder af hvad andre har været udsat for), er i fare for at blive permanent påvirket af det.

Det er blevet meget nemt at dele billedmateriale, og nogle gange er jeg stødt på rigtig voldsomme og frastødende billeder på nettet. Det kan være sket ved billedsøgninger eller såmænd også “bare” i det store Facebook-feed. Der er uhyggeligt mange voldsomme billeder fra borgerkrigen i Syrien, og især billederne af døde børn ætser sig fast i hukommelsen hos mig. De værste oplevelser får jeg, når billederne dukker helt uventet op midt i det hele.

Der er billeder, jeg ville ønske, jeg aldrig havde set. Når man først har set den slags, glemmer man dem aldrig, og man begynder så småt at tvivle på menneskeheden. Eller rettere: Sådan får jeg det. En anden måde, man kan ende med at reagere på, er ved efterhånden at blive følelsesløs. Sådan kan jeg også efterhånden få det. Alene dét er måske en grund til ikke at dele denne slags billeder: at man kan ende med at blive immun og få et ubehageligt “abstrakt” forhold til alt det uhygggelige. Vi har alle en grænse for hvad vi kan kapere. Stephanie Boland bemærker, at der nu dukker flere billeder op af ofrene fra London, fra før den tragiske hændelse, billeder der viser de liv, de engang levede og som de blev berøvet. Hun skriver

It is those images which I hope will be shared: not just as a way to resist fear, but as a way of acknowledging them as more than victims – of forging a different connection, based not in horror and voyeurism, but in a small moment of shared humanity.

Og det er jeg helt enig med hende i.

Flattr this!

Og medierne sagde (ikke)…


Mens feberen fra det, der har vist sig bare at være en influenza, har sendt mig en tur i et uroligt drømmeland, har der været parlamentsvalg i Nederlandene. Jeg mindes ikke, at der tidligere var et fokus i de danske medier på et parlamentsvalg i dette land, der blot tilnærmelsesvist kunne sammenlignes med det, vi nu har set.

Det er også bemærkelsesværdigt at der ikke er blevet nævnt ret meget om hvordan Arbejderpartiet er gået voldsomt tilbage (er faktisk mere end halveret) eller om den tydelige fremgang for partierne på venstrefløjen. Den største interesse har temmelig konsekvent samlet sig om Geert Wilders.

Jeg tror ikke, at mediernes fokus skyldtes en særlig sympati for Wilders & Co.; formodentlig har man (uden at der selvfølgelig har været tale om en fælles, bevidst strategi) villet undgå at blive taget på sengen som man blev ved uventede valgresultater i Storbritannien, Colombia og USA.  Parlamentsvalget blev nærmest set som en folkeafstemning om populisme. Men derved lykkedes det desværre at få sagt meget lidt om hvad der sker i den politiske debat i Nederlandene, og ikke mindst da hvad der sker fjernt fra det Wilders’ke verdensbillede.

På denne måde er medierne måske også med til at holde højrepopulismen i live.

Flattr this!

En universitetsavis?

Københavns Universitet har en universitetsavis, der bare hedder Universitetsavisen (ligesom man i sin tid, når man ringede til Københavns Universitet, fik at vide i omstillingen at “det er universitetet”).

Når jeg læser det seneste nummer af Universitetsavisen fra København, bliver jeg forbløffet og faktisk også misundelig. Her er der både debat og kritisk journalistik, bl.a. en kritisk artikel om de siddende dekaner og hvordan forholdet mellem dem og den nye rektor mon vil blive.

Aalborg Universitet havde engang Center-Nyt (hvor Studenterrådet havde sit blad på bagsiden) og senere blev det erstattet af det stadigt mere glittede Uglen. Men Uglen holdt op med at udkomme i 2013. Der er nu ikke længere noget tilsvarende forum på min arbejdsplads; kun en Facebook-side og nyhedsbreve fra ledelsen og de centrale kontorer. Der er ikke noget fælles medium, hvor der også kan være et rum for debat og for intern kritik. Jeg er ikke sikker på at det er godt for universitetet, at den fælles kommunikation for alle ansatte og studerende kun foregår på denne måde og tilsyneladende kun i én retning.

Flattr this!

Men det er mord


Der er igen en uhyggelig sag om en mand, der har slået hele sin familie ihjel og bagefter har begået selvmord. Ofte dækker dette over en forhistorie, hvor manden har oplevet alvorlige økonomiske og måske også ægteskabelige problemer. Der er også tilsvarende uhyggelige sager om fædre, der slår deres døtre ihjel. Her er forhistorien typisk, at døtrene på en eller anden måde har brudt med bestemte forventninger, f.eks. ved at få en kæreste eller ved at leve på en måde som faderen ikke kunne acceptere.

Denne sidste form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med mellemøstlig eller sydasiatisk baggrund. Den første form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med “flertalsdansk” baggrund.

Den sidste form kaldes i medierne typisk for “æresdrab”, mens den første form kaldes for “familietragedie”. Og der er forskelle – “æresdrab” indeholder ofte ikke et selvmord, og der kan være medskyldige, mens “familietragedier” ofte er flerdobbelte mord. Men de er to forskellige manifestationer af samme uhyggelige psykologiske fænomen: En mands forskruede selvbillede som fader/ægtemand/forsørger går i stykker, og han slår sine børn og ofte også sin partner ihjel. “Familietragedierne” er den danske udgave af “æresdrab”.

I begge tilfælde er der tale om mænd, der myrder kvinder og børn, og i begge tilfælde er det en konsekvens af en forskruet manderolle, et lige så forskruet syn på hvad en familie er og et forskruet kvindesyn. Og det er helt bevidste handlinger, ikke uundgåelige naturfænomener. Det helt overvældende flertal af mænd slår jo ikke deres familier ihjel.

Én ting så jeg derfor gerne, at medierne gjorde, nemlig at de holdt op med at tale om “æresdrab” og “familietragedier” og i stedet begyndte at kalde disse grusomme forbrydelser ved deres rette navn, nemlig mord. 

Flattr this!

Kampen om virkeligheden

Man taler om det postfaktuelle samfund (begrebet dukkede faktisk op i 2008 med en bog af Farhad Majoo), og man taler om fake news. Vi kan se, hvordan der i de seneste uger har været mange rapporter om den desperate situation i Aleppo. Men samtidig, på de sociale medier, har der været historier, der beskriver Assad-regimet som krigens egentlige helte og Aleppos befriere. I mange andre igangværende konflikter, som f.eks. den væbnede konflikt i Ukraine, er der en lang række modstridende beskrivelser af situationen. Nogle hævder, at de modstridende beskrivelser simpelthen afslører mainstream-mediernes manipulationer. Men hvis én beretning modsiger mange andre, betyder det ikke at den er mere troværdig – nogle gange vel tværtimod.

Og det, der sker, er ikke at nogen bliver bedre oplyst – de modstridende billeder skaber handlingslammelse hos nogle, og andre vælger den udgave, de helst vil tro på og dermed bliver bekræftet i de holdninger, de allerede har.

Det interessante er, hvem der er med til at skabe hele denne “kamp om virkeligheden”. En rapport fra Corporate Europe Observatory beskriver, hvordan det i mange tilfælde er europæiske kommunikationsbureauer, der bistår regeringer i en lang række lande med at sikre, at det er bestemte beskrivelser, der kommer frem, og med at påvirke verdensopinionen. Ofte er der tale om forsøg på at skønmale situationen – bl.a. har firmaer som det britiske M&C Saatchi aktivt bistået regimet i Bahrain med at promovere det. M&C Saatchi fik i 2011 en fem-årig kontrakt på 11,7 millioner euro for at udvikle og implementere en samlet mediestrategi for regimet i Bahrain. Hele rapporten kan ses på https://corporateeurope.org/sites/default/files/20150120_spindoctors_mr.pdf.

Så det er vigtigt at holde øje med alle disse kommunikationsbureauer, der i en del tilfælde reelt fungerer som private propagandaministerier. Men det stopper ikke der. Mange af bureauernes ansatte har nemlig en kommunikationsuddannelse fra et universitet. Hvad gør man på universiteternes kommunikationsuddannelser for at fremme en etisk forsvarlig adfærd hos dem, man uddanner? Dette er et ægte spørgsmål, for jeg ved det ikke. Jeg håber, at universiteterne gør det rigtige.

Flattr this!

Danske journalisters folkebevægelse mod matematik

math_describes_beauty_by_makaroniczos-d3d7gtj

Mange af os har mærket den danske litteraturs ubarmhjertighed på egen krop gennem skoleårene og ikke så få gange svedt eller bandet i mødet med digte, romaner, essays, og hvad det ellers hedder.

De hårde prøvelser har efterladt mange med et tvetydigt forhold til det danske skriftsprog og de specialister, der behersker det. Vi ser på ordenes verden med en blanding af frygt og fascination.

Nej nej, det mener jeg selvfølgelig ikke. Jeg holdt faktisk meget af dansktimerne i skolen (herunder i gymnasiet). Men en artikel i Politiken starter med at udbasunere at

Mange af os har mærket matematikkens ubarmhjertighed på egen krop gennem skoleårene og ikke så få gange svedt eller bandet i mødet med formler, algebra, brøker, og hvad det ellers hedder.

De hårde prøvelser har efterladt mange med et tvetydigt forhold til den oldgræske disciplin og de specialister, der behersker den. Vi ser på tallenes verden med en blanding af frygt og fascination.

Det er efterhånden meget tydeligt for mig, at så godt som alle danske journalister har et meget anstrengt forhold til de såkaldt eksakte videnskaber. Men alligevel: Hvorfor skal man altid lægge øre til den slags? Og hvorfor er det fuldstændig legitimt og naturligt for journalister at udtrykke deres negative holdning på denne måde?

For nogle dage siden kunne man (i Politiken!) læse en hyggelig historie om et københavnsk ægtepar, der mødte hinanden, mens de studerede matematik. Og intetsteds beskrives de som nørder, og intetsteds beskrives deres fag som problematisk. Det kan jo lade sig gøre.

Flattr this!

Nej til dialog!

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jeg har selv været med til at lave arrangementer, der handlede om dialog mellem grupper i den danske befolkning; for 10 år siden lavede jeg på egen hånd, sammen med Jacob Holdt og sammen med Amnesty International flere initiativer af denne art. Nogle af dem var faktisk vellykkede.

Men jeg er endt med ikke altid at tro på dialog. Nærmere bestemt er jeg blevet meget skeptisk over for dialog med nationalisterne i dansk politik. Det er blevet sagt, at samtalen er en central del af demokratiet – men hvad gør man, hvis der ikke er nogen samtale?

Det er efterhånden blevet tydeligt, at den såkaldte dialog i dansk politik er endt med at finde sted på Dansk Folkepartis præmisser. I gårsdagens udgave af Debatten på DR2 lykkedes det således at få bevæget debatten helt sømløst fra kvoteflygtninge i starten af programmet til at man til sidst i ramme alvor diskuterede om en af deltagerne, en dansk gymnasieelev på 18 år, rent faktisk var dansk. Det var vel at mærke studieværten, der sørgede for at denne sømløse bevægelse var mulig. Den timelange “samtale” flyttede – intet som helst. Flere af deltagerne kunne, selv om de blev ved med at insistere at de faktisk var danske (hvor er det dog trist at man kan være nødt til at skulle sige det, og så på landsdækkende tv!), ikke få de nationalistiske deltagere til at acceptere dette.

At det er kommet så vidt i vore dage, skyldes i høj grad at mange politiske partier og danske medier er endt med at acceptere (varianter af) Dansk Folkepartis nationalistiske verdensbillede, hvor flygtninge, danskere med helt eller delvis mellemøstlig baggrund, islam, udenlandske statsborgere i Danmark, terrorister, kontanthjælpsmodtagere osv. er del af én og samme fortælling om et land, der først og fremmest skal forsvare sig selv mod den truende omverden. Dette verdensbillede er efterhånden blevet så indarbejdet, at der nu er konkurrerende partier, der er rede til at levere en mere “ægte” og “kompromisløs” udgave af fortællingen.

Samtidig kan det godt være, at politikere går ind i en dialog med de reaktionære nationalister ud fra et ønske om at påvirke dem. Men i virkeligheden går påvirkningen kun den anden vej efterhånden. Dansk Folkeparti og de andre nationalister vil ikke lytte og kan ikke lytte.

Socialdemokraterne er det mest tydelige eksempel i disse år (Venstre nåede allerede dertil for mere end 15 år siden.) I dag kan man f.eks. læse et interview med socialdemokraten Peter Hummelgaard, der er kritisk over for “dele af” Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Der er stadig politikere i Danmark, der ikke accepterer Dansk Folkepartis fortælling. Et par af dem så vi i går aftes på DR2. Måske ville det bedste være, at de (og andre gode mennesker) blev enige om ikke at stille op i medierne til de frugtesløse og ørkesløse debatter med Dansk Folkepartis folketingspolitikere og i stedet brugte kræfterne på at tale med folk i Danmark. Min konklusion (og den er jeg ked af at måtte drage) er, det efterhånden kun dén udenomsparlamentariske, men demokratiske samtale, der kan skabe forandring til det bedre.

Flattr this!