Kategoriarkiv: Medierne

Vi bliver dårligere mennesker

Uden navn

Her er en statusopdatering af forfatteren Flemming Chr. Nielsen. Jeg forstår ham godt i sit ønske om at trække sig. Jeg synes, det er en grim tid vi er havnet i. Nationalismen fordrer at der skal udpeges en ydre fjende og en indre fjende, og nu sker det for fuld styrke. Danmark vender blikket indad, og det bliver tydeligvis sværere og sværere at se Den Anden som et menneske.

En skribent, hvis navn ikke fortjener at blive nævnt, skrev for nylig en usædvanligt plat, sexistisk og perfid kritik af Helle Thorning-Schmidt på Jyllands-Postens websted, og siden da er han blevet voldsomt kritiseret. Det fortjente han. Men samtidig kan jeg mærke at vi bliver trukket ned på det samme lave argumentationsniveau, og selv forfalder jeg også til det. Selv om jeg måske kan virke enormt hellig,  er jeg desværre ingen helgen.

Jeg lægger mærke til at Helle Thorning-Schmidt selv ikke har givet sin mening til kende, og det er da også fornuftigt af hende. Der er ingen grund til at give den pågældende skribent ekstra opmærksomhed.

Måske trækker det os ned, at det er så nemt og hurtigt at give sin mening til kende i dag på de sociale medier. Måske trækker det os ned, at ledende politikere rent ud sagt taler grimt og nedladende til hinanden. Jeg bryder mig af denne grund ikke om at se Debatten på DR2.

Jeg var ingen helgen i forvejen, men jeg kan selv mærke, at jeg bliver et dårligere menneske af alt dette. Noget godt bud på hvad der skal gøres, ved jeg ikke, og dette er i virkeligheden skrevet i afmagt.

Flattr this!

Jeg er journalist, men…

iamamuslimbut
Billede fra en meget delt amerikansk YouTube-video der hedder “I am a Muslim, but” (jeg skrev om den her tilbage i november)

I DR1s nytårskavalkade er der et indslag hvor en række danskere, der er muslimer, rejser sig én efter én og siger “Jeg er muslim, men….”. Flere har kritiseret indslaget, heriblandt Özlem Cekic, der selv deltog i det.

Jeg forstår vel godt hensigten hos DR1, nemlig at gøre noget ved alle fordommene mod muslimer (og indslaget er vel inspireret af en tilsvarende amerikansk YouTube-video, som jeg tidligere har skrevet om), men måden det sker på, er usædvanligt kluntet. Min ene anke er at de danske medier nu igen virker som om de taler om en gruppe af mennesker (“Se! Her er de!”). Den anden er at indslaget kommer til at fokusere på alt det, som personerne siger at de ikke gør og ikke er. Det var vel ikke det, der var meningen? Det må kunne lade sig gøre at finde en mere gennemtænkt indfaldsvinkel.

Kunne man forestille sig et indslag, hvor en række danskere, der er journalister, rejste sig efter tur og sagde “Jeg er journalist, men jeg plagierer ikke”, “Jeg er journalist, men jeg er ikke ukritisk”, “Jeg er journalist, men jeg er seriøs” osv. ? Kunne seerne risikere at sidde tilbage med et billede af journalister som nogen, der plagierer, er ukritiske og ikke seriøse? Og hvordan mon den efterfølgende diskussion ville blive?

Flattr this!

Wow?

wow-signal

Den 18. august 1977 opdagede den amerikanske astronom Jerry Ehman, som arbejdede som frivillig på SETI-projektet, et 72 sekunder langt kraftigt signal opfanget af Ohio State Universitys radioteleskop i Delaware i Ohio. (Hermed lærte jeg så at Delaware ikke kun er en delstat i USA, men også en by i en anden delstat.) Man gav sig først til at udelukke sædvanlige jordiske kilder, og man ved stadig ikke hvad signalet skyldes, kun at det kom fra et tilsyneladende øde sted i stjernebilledet Skytten. Det har stadig ikke været muligt at dekode signalet (hvis det i det hele taget rummer egentlig information).

20 år senere troede man at man nu havde et signal, der rummede information og kunne dekodes. Beviset på intelligent liv uden for Jorden var fundet. Men nej:  i 1997 var det falsk alarm – signalet kom bare fra en europæisk satellit. Øv.

Jeg ved ikke hvilke følelser der løb igennem astronomerne, kun at New York Times hurtigt fandt ud af at der var astronomer, der havde detekteret et interessant signal. Og dette siger faktisk også en del om hvor svært det kan være at holde den slags hemmeligt.

Mit håb er at en sådan opdagelse vil kunne få os til at se vore problemer her på Jorden i et andet perspektiv. Kan vi føre krig og ødelægge vores planet, hvis der er nogen derude, der opdager det?

Jill Tarter, tidligere direktør for Center for SETI Research, har dette at sige.

“If we succeed at detecting another technological civilization, that success helps tell us that on average, technological civilizations can survive for a long time,” she said. “The very act of success [in hearing from another planet] tells us that we can have a long future. I think that’s the most amazing impact that contact would have, even if we never figure out how to interpret whatever information we receive.”

Flattr this!

Et nyt kapitel?

br_1004687_300x300

I 1956 invaderede Sovjetunionen Ungarn, og 200.000 ungarere flygtede ud af landet. For første gang lavede Danmarks Radio en tv-indsamling, og der kom fem millioner kroner ind til hjælp til de ungarske flygtninge dengang. Med frygt for at lyde som en gammel nisse var det faktisk mange penge dengang. Jeg husker stadig nostalgiske læserbreve fra ældre mennesker, der længtes efter at opleve stemningen fra indsamlingen dengang.

I aften er der igen indsamling på DR og TV2 til verdens flygtninge, og det er godt at se andre billeder af mit land i medierne end de negative. Måske er dette begyndelsen på et kapitel i historien om et venligt Danmark, der ser ud over grænserne. Vi har jo kunnet gøre den slags før.

Flattr this!

Du er bange!

panik

Der er nu gået to uger siden attentaterne i København. Det er gået hurtigt med at finde 1 milliard kroner til at bekæmpe terrorisme.  Medierne har omtalt attentaterne og gerningsmandens liv og død meget omfattende. Der er kommet en masse skarpe udtalelser fra politikere. Det er ikke svært at se kontrasten til den politiske hverdag: I mange andre sammenhænge er det anderledes svært for politikere at finde offentlige midler og at komme med utvetydige udtalelser, og mediernes dækning kan være sporadisk. Terrorisme og trusler om terrorisme skaber frygt, og frygten bliver meget ofte brugt som begrundelse for hurtige politiske initiativer.

Men vil alle disse initiativer kunne ændre noget, eller er de mest til for at berolige dem, der er bange? Den danske sociolog Aydin Soei, der har beskæftiget sig med unge i belastede kvarterer, sætter fokus på netop dette i en meget velskrevet kronik i Information i dag. Soei er også på det seneste blevet omtalt fordi han blev truet af gerningsmanden til attentaterne, da denne kun var 15-16 år.

I kronikken nævner Aydin Soei den britiske sociolog Kenneth Thompson, som skrev i 1998 en bog, hvori han talte om moralsk panik (moral panic). Begrebet stammer helt tilbage fra 1830 (!), men det fik især omtale da Stanley Cohen skrev om det i 1972 og siden igen med bl.a. Thompsons bog.  Moralsk panik er et bestemt mønster i samfundet (her som beskrevet af Aydin Soei):

  1. En særlig gruppe af mennesker defineres som trussel mod samfundets værdier eller interesser.
  2. Denne trussel afbildes af medierne i en let genkendelig og utvetydig form.
  3. Der finder en hastig opbygning af offentlig bekymring sted.
  4. Myndigheder, beslutningstagere og offentlige meningsdannere kommer med udmeldinger, der skal genoprette social ro, og foretager konkrete handlinger for at afværge truslen.
  5. Som konsekvens af forsikringen over for befolkningen om reel handling over for den potentielle trussel går frygten i sig selv igen.

Hele mønsteret fra punkt 1 til punkt 5 er ét, vi kender fra mange sammenhænge: Ungdomsbander, rockere, ejere af kamphunde, arbejdsløse, folk der gifter sig med udlændinge, menneskesmuglere, pædofile, islamister osv. osv. Denne uges idé om at forbyde Hizb-ut-Tahrir er vel seneste eksempel på moralsk panik. En af de hyppige konsekvenser af den tilsyneladende handlekraft er begrænsninger af borgernes rettigheder – der kommer mere overvågning og flere kontrollerende sanktioner.

Aydin Soeis “kedelige” pointe er at den moralske panik ikke fører til de ønskede resultater.Det interessante og triste er at alle handlingerne i punkt 4 først og fremmest har til formål at berolige de borgere, der er bange. I tilfældet med radikalisering og kriminalitet har han en “kedelig”, men vigtig konklusion:

Tænk, hvad man ville kunne få for 1 milliard kroner i disse områder. Initiativer, der bidrager til børn og unges selvværd, selvdisciplin og ansvarstagen for sig selv og de områder, de bor i, udgør i det samlede regnestykke blot et greb i lommen.

Tidligere studier har vist, at såvel sunde fritidsaktiviteter, lommepengeprojekter og fritidsjob bidrager til ovenstående, der igen hænger uløseligt sammen med bedre skoleresultater og fremtidsmuligheder, ligesom den slags fungerer som værn imod asociale subkulturer, kriminalitet og radikale grupperinger. Lige nu befinder vi os imidlertid på en forudsigelig kurs, hvor vi indfører mere overvågning og gør skade på de selvsamme frihedsrettigheder, som vi foregiver at beskytte.

Flattr this!

Reagan og Egholm

reagan

Jeg har for ganske nylig læst bogen Få personlig indflydelse af Morten Sehested Münster. Der er en del af den slags bøger derude, og de er et sted i grænselandet mellem psykologi og retorik. Morten Sehested Münsters vigtigste budskab er at forskningen viser at det i en kommunikation mellem mennesker i langt højere grad handler om relationerne mellem parterne i kommunikationen end om de rationelle argumenters styrke. Netop dét har jeg og mange andre en tilbøjelighed til ikke at kunne (eller ville?) erkende. I videnskabelig praksis fokuserer vi – og det gælder vel i alle akademiske discipliner – meget på det gode, rationelle argument. Men der er en masse situationer hvor vi gerne vil påvirke andre menneskers adfærd og holdninger, og så er de rationelle argumenters styrke begrænset.

Vi kender det alle fra familiens skød (hvem tænkte her på ægteskab og børneopdragelse?) og fra politik. I vores kampagnearbejde mod Egholm-motorvejen har vi nogle gange (faktisk ikke helt sjældent) siddet med en fornemmelse at vi selv med de bedste argumenter ikke kan trænge igennem til beslutningstagerne. Politikerne gentager blot de samme remser som altid. Og jeg kender situationen fra forgæves forsøg på at få studerende til at interessere sig for mine projektforslag.

En vigtig pointe er at en af de store udfordringer er det, man kalder kognitiv dissonans – det at skulle leve med en modstrid. Undersøgelser viser nemlig at de allerfleste mennesker ikke bliver  ikke overbevist af modargumenter; de trækker sig bare tilbage til deres vante holdninger. Jeg kender det fra mig selv: Selv ikke en timelang prædiken fra motorvejstilhængere vil kunne få mig til at blive tilhænger af Egholm-motorvejen. Men så er det også svært at forestille sig at motorvejstilhængerne vil blive overbevist af mine argumenter.

Men hvad gør vi så? For det lykkes jo at flytte folks holdninger i politik; partiers popularitet kommer og går, folkestemninger ændrer sig.

Og her er så en anden vigtig pointe i Få personlig indflydelse, nemlig at overbevisende argumentation i høj grad handler om at fortælle en historie. Historien er nemlig en meget mere effektiv måde at formidle på end selv det mest velstrukturerede argument vil være. Historien giver os en måde at strukturere vores påstande på, som gør dem nemmere at forstå. Og historien kan ved at fortælle om personer være med til at skabe relationer mellem de parter, der kommunikerer.

En tredie pointe er at man skal argumentere enkelt. For mange komplicerede argumenter, uanset hvor gode de er, ender blot med at forvirre de fleste.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ronald Reagan, der bestemt ikke er en amerikansk politiker, jeg satte højt. Men der er forbløffende mange amerikanere, der beundrede manden og hans højreorienterede og irrationelle politik. Også herhjemme har Reagan stadig en del beundrere. Det, Reagan gjorde meget overbevisende, var at fortælle enkle historier (de var måske ikke altid sandfærdige, men det så man stort på) og det havde han lært i sin filmkarriere. Herhjemme havde Villy Søvndal, da han var populær, en lidt tilsvarende retorisk kvalitet som mange en overgang holdt af.

Nogen ambitioner om at handle på tilsvarende vis har jeg bestemt ikke. Og jeg tror stadig på vigtigheden af det gode argument, ikke på rendyrket populisme. Men selv det tykkeste argumentkatalog er ikke nok i sig selv. Vi skal finde en god og enkel historie at fortælle om hvorfor Egholm-motorvejen er forkert. For det er den motorvej jo.

Flattr this!

Kopi af et mord

sandy-hook-graphic3
Efter skoleskyderierne i Sandy Hook i USA bragte de amerikanske medier forbløffende detaljerede beskrivelser af hvilke våben, morderen havde benyttet og hvordan.

Vi kan nu se hvordan weekendens dobbeltdrab i København generelt omtales som først og fremmest en fundamental trussel mod demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Men det danske politi har allerede talt om at den københavnske dobbeltmorder formodentlig har været inspireret af attentaterne i Frankrig i januar. Derfor er det måske værd at tænke på en anden måde: Gerningsmanden begik det, man på engelsk kalder for copycat murder.  Den slags mord kan også være velplanlagte, men det er i høj grad beretningerne om hvad der skete i tidligere mord og om hvordan det dengang gik morderen, ender med at inspirere de nye kopi-mordere.

I USA er der allerede en trist tradition for offentlige skudattentater, der koster flere mennesker livet. I 2012 var det rigtig slemt, som en artikel i The Atlantic fra dengang påpeger:

Seven dead at an Oakland college in April. Five killed at a Seattle coffee shop in May. Twelve killed in an Aurora, Colorado, movie theater in July. Six murdered at a Wisconsin Sikh temple in August, and six more killed in Minneapolis in September. Three dead in the Milwaukee spa shootings in October. And most recently, and unimaginably, 20 children as young as six, along with six adults, murdered at Sandy Hook Elementary School.

Denne form for tendens er dybt skræmmende, men den skal bekæmpes på en anden måde end man bekæmper organiseret terrorisme. Det er bl.a. medierne, der har et ansvar her for hvordan og hvornår man rapporterer detaljer om alvorlige forbrydelser.  Medierne skal passe på med ikke at gøre forbrydere til “helte” og skal overveje om de kan komme til at give en “drejebog” for nye, lignende forbrydelser. I de danske medier har der allerede været ganske mange af denne slags detaljer.

Flattr this!

Broen

broen

Dagbladet Information bringer denne weekend en reportage fra en prisuddeling for reality-tv. Det er godt nok en trist omgang at læse om.  For nogle år siden skrev jeg om reality-tv og undrede mig over hvorfor det dog skulle være så dumt og vulgært.

Men i dag blev jeg mindet om Poul Martinsen, der fra 1960’erne og frem lavede en lang række interessante dokumentarfilm for Danmarks Radio. DR Bonanza har en række af Martinsens film fra dengang, hvor det fælles tema er fordomme. En af de film, andre har hæftet sig ved, er Broen, en lille film fra 1969 på en halv time. Den handler om to grupper af  unge mennesker fra København, der har voldsomme fordomme mod hinanden, men bliver bedt om at bygge en bro over en å. Den gruppe er “langhårede” og den anden er “læderjakker”.

Måske er det ikke reality-tv i moderne forstand, for filmen er redigeret og med en reflekteret og reflekterende kommentar, og selv om der er en pengepræmie på spil, er deltagerne ikke med for at blive berømte eller for at vinde. Broen er til gengæld en god lille dokumentar som stadig er værd at se i dag. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvad der mon er blevet af de unge mennesker, der var med i Broen.

Berlingske har en interessant portrætartikel om Poul Martinsen. Hans sidste tv-produktion hed Krigerne og kom i 2006 – den er den mest umiddelbart reality-agtige produktion, han har lavet, men som før er formålet langt dybere end at bære tilfældige unge mennesker frem til flygtig rigdom og berømmelse.

Flattr this!

Dannelse – og “computervidenskab”

zombieboy

I denne uge bringer Jyllands-Posten et interview med den amerikanske professor i datalogi David Gelernter. Nogle af os kender Gelernter fra hans arbejde med parallel programmering. Hans tragiske møde med en brevbombe afsendt af “Unabomberen” Ted Kaczynski er også en del af historien – Gelernter blev blind på det ene øje og fik læderet sin ene hånd.

Gelernter er af den holdning at vore dages datalogistuderende ikke har tilstrækkeligt med  dannelse. Han siger (citeret fra artiklen):

Det er som om, at den seneste teknologi er det eneste, der er værd at gå op i. Jeg kan endda mærke det på mine studerende fra Yale University – nogle af de klogeste unge i verden. De ved intet om moral, etik og religiøs filosofi. De er ufærdige mennesker. Det eneste, der interesserer dem, er den nyeste telefon eller den nyeste software. Min generation af lærere har fejlet. Vi har denne her mærkelige generation af unge, der får nydelse af at sidde sammen på café, og i stedet for at kigge på hinanden og snakke, så kigger de på telefonerne. Det er det billede, vi vil blive husket for.

Heri kan jeg kun være enig. I en videnskab som datalogi er der en stor risiko for at man bliver teknologifikseret. Jeg kunne godt ønske mig at der var mere fokus på almendannelse i datalogiuddannelserne – og på de videregående uddannelser i det hele taget. Den slags har trange kår i en nutid med studiefremdriftsreformer og en fiksering på målbarhed.

Men så bemærker jeg også noget andet. Artiklen fra Jyllands-Posten starter således:

“Det er utroligt og chokerende, at iPhone 6, et stykke legetøj, der ikke kan noget ekstraordinært, er den ting som flest danskere søger på, når de besøger “verdens-biblioteket” online. Hvis jeg var Danmark, ville jeg ikke være stolt af det,” siger David Gelernter, professor i computervidenskab ved Yale University i USA.

Når han snakker, så lytter man. Han har udgivet fagbøger, digte, skønlitteratur og essays om teknologi. Han er mest kendt for bogen ”Mirror Worlds” fra 1993, hvori han med stor præcision forudsagde internettets komme.

Jeg bemærker her at det ikke var nogen stor kunst at forudsige Internettets komme i 1993. Selv sendte jeg min første e-mail i 1987, og min hjemmeside på universitetet oprettede jeg i 1994. Og jeg bemærker også at David Gelernter er udnævnt til professor i et af journalister opfundet fag, nemlig computervidenskab.

Og så er det jeg tænker på at forventningen til almendannelse må være bred; det er trist at danske journalister ved så lidt om datalogi og at de ikke engang ved hvad faget hedder.

Flattr this!

Kort og godt?

kortavis

Nogle af mine Facebook-venner er meget glade for Den korte avis. Jeg er slet ikke begejstret.

Én ting er at Karen Jespersen og Ralf Pittelkows websted lever i en verden, hvor Danmark er alvorligt truet af østeuropæere, flygtninge, indvandrere, muslimer og venstreorienterede (i ordets bredeste forstand). Overskrifter som

“Blandt borgerne er der flest, der nævner indvandringen som den største trussel mod Danmark”

og

“Den svenske ‘elite’ har nedgjort dem, der advarede mod udlændingepolitikken – nu er de selv blevet bange”

taler deres tydelige sprog, og valget af gæsteskribenter som f.eks. Morten Uhrskov Jensen, der meldte sig ud af Dansk Folkeparti fordi dets udlændingepolitik ikke var stram nok, er også sigende. Det er klart at Den korte avis under et dække af seriøsitet har en meget klar dagsorden om at fremme nogle reaktionære nationalistiske synspunkter, jeg tager stærkt afstand fra og ofte taler imod.

Én ting er altså holdningerne. Men er Den korte avis egentlig en avis? Artiklerne er korte, har fængende overskrifter og er nemme at dele på sociale medier. Men hvis man af en avis kræver, at den lever op til sædvanlige journalistiske standarder, er svaret nej. Det engelsksprogede danske webmagasin The Murmur har undersøgt journalistikken i Den korte avis. Blandt meget andet har Den korte avis store problemer med kildeangivelser. I kan læse artiklen herunder.

The Murmur har undersøgt hvordan det står til med kildeangivelserne i Den korte avis.

  • 95% af artiklerne har ingen originale kilder, dvs. er egentlig referater af noget, andre har skrevet.
  • 90% af artiklerne kommer med subjektive påstande eller konklusioner.
  • Og 23% af artiklerne havde ingen eller ukorrekte kildeangivelser.

Prøv at sammenligne med et vilkårligt dansk dagblad.

Min egen blog, hvor dette indlæg findes, har også kun få originale kilder, og den er fyldt med mine egne subjektive konklusioner. Men jeg foregiver ikke, at min blog er en avis eller et nyhedsmedie.

Kritikken hos The Murmur er ikke en enlig svale. Dansk Journalistforbunds medlemsblad Journalisten kritiserer det journalistiske niveau i Den korte avis. Og også i Kommunikationsforum er der en skarp kritik af hvordan Den korte avis bedriver “journalistik”.

Seneste eksempel fra Den korte avis handler om asylansøgere på asylcenteret i Fredericia, der ifølge artiklen siger nej til dansk catering-mad. Artiklens scoop var at ikke alene er der syriske flygtninge i Danmark, men de er også kræsne. De vil ikke spise den catering-mad, som de ældre mennesker i Danmark gerne spiser. (Bemærk den slet skjulte vinkling, der kæder de stakkels ældre danske sammen med de forkælede flygtninge.)

Artiklen henviste til Fredericia Dagblad, men nyheden var faktisk oprindelig “lånt” fra Kristeligt Dagblad uden kildeangivelse! Og medarbejdere fra asylcenteret i Fredericia afviser nu påstandene i artiklen. Og også B.T. har nu afkræftet historien. Forhåbentlig når dette så også ud til dem, der er så glade for Den korte avis –  nu er artiklen nemlig blevet slettet. Det er yderst usædvanligt for denne “avis”.

Et andet blandt mange eksempler er en meget delt artikel om en rumænsk kvinde og enlig mor til et barn, der har fået nej til kontanthjælp i Tyskland. Nogen kildeangivelse får vi aldrig, men det er næppe artiklens forfatter, der har været en tur i Tyskland. Artiklen er illustreret med – et billede fra et britisk tv-program af en roma-familie (om de er rumænere, fremgår ikke) i Storbritannien. Halvdelen af artiklen består af udtalelser fra Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti (om artiklens forfatter har interviewet ham, eller om der er tale om et lånt interview, bliver i øvrigt heller ikke klart).

Man kan bruge hele sin dag på at påpege den dybt tendentiøse vinkel i snart sagt alle artikler hos Den korte avis og tilsyneladende også på at påpege manglende kilder. Det rigtig bekymrende er at et så tendentiøst medium med en så lav grad af integritet er et af de meste delte på Facebook for tiden – ja, i februar i år var det faktisk det mest delte.

Flattr this!