Den svære nekrolog

I dag kunne jeg læse om en usædvanligt bitter nekrolog (se ovenfor) indrykket af de voksne børn af en amerikansk kvinde, der for nylig døde i en alder af 80 år. Nekrologens ordlyd er ikke til at tage fejl af: Børnene vil ikke savne hende.

Man må selvfølgelig skrive lige hvad man vil, så længe det ikke er truende eller injurierende mod et levende menneske. På denne måde er der selvfølgelig ingen tvivl om at nekrologen er legitim. Men hvad bør man skrive? På sin vis er dette nemlig også et eksempel på den svære diskussion om ytringsfrihed og etik, nemlig om hvad man kan sige, kontra hvad man bør sige.

Da prins Henrik døde for ikke så længe siden, var nekrologerne i de danske medier overstrømmende, måske i et forsøg på at kompensere for at man her i mange år havde fremstillet ham som lettere grinagtig og pinlig, måske i en form for selvransagelse, fordi man nu vidste, at han i længere tid havde lidt af demens. Jeg ved ikke, hvad jeg selv ville have skrevet. På den ene side går jeg ind for at monarkiet skal afskaffes, på den anden side er der ingen grund til at være personligt ubehagelig i denne sammenhæng.

Jeg vil gætte på, at børnene af den afdøde amerikanske kvinde heller ikke, mens hun levede, har forsømt at gøre hende opmærksom på hvor dårligt de syntes om hende. Måske var det derfor ikke på sin plads også at skrive det i nekrologen. Det dårlige eftermæle er formodentlig for længst på plads.

Det vil blive svært for mig og mine søskende at skrive en nekrolog over vores far, der i dag er meget gammel. Vi opfatter ham som ekstremt usympatisk og upålidelig, og vi har derfor ikke kontakt til ham længere.  Men skal der skrives en nekrolog, bliver den kort og faktuel. Engang var der jo også nogen, der holdt af ham.

Dit eftermæle

Eftermælet er som bekendt det ry, vi efterlader omverdenen, den dag vi ikke er mere. Den svenske forfatter Göran Rosenberg har skrevet et godt lille essay (som i dag kan læses på dansk i dagbladet Information) om betydningen af at have et eftermæle og om hvordan de sociale medier kan være med til at forhindre, at mennesker får et godt eftermæle. Man kan nemlig nu let og hurtigt sprede en masse negative budskaber om et andet menneske til en meget stor målgruppe. Og alt, hvad vi har deltaget i, der har været på nettet, betyder noget for vores ry og for vores eftermæle. Et så afskyeligt fænomen som hævnporno er den mest åbenlyse udgave heraf. Alt dette er skyggesiden af den selvpromovering, som Facebook, Twitter mm. ofte bruges som værktøj til.

Det er vigtigt at være opmærksomme på vores eftermæle og vores ry hinsides de sociale mediers selvpromovering i øjeblikket – men det er også at være opmærksomme på, hvilket eftermæle vi forsyner andre med gennem det, vi siger og skriver om dem.

Nu, hvor jeg er så gammel som jeg er, hvor jeg er forælder og hvor jeg har undervist ganske mange studerende efterhånden, er det endnu mere klart for mig, hvad eftermælet betyder. Det er alt andet end ligegyldigt, hvad jeg gør og siger. Da jeg sidste år fik voldsom kritik af min undervisning, mærkede jeg hvordan jeg var i færd med at få et rigtig dårligt ry, og det var hårdt at skulle erkende. Jeg var nødt til at genopfinde mig selv og til at tage kritikken til mig.

En del af dagens uorden

Sidste år skrev jeg 

Men samtidig skaber terrorismen, der selv er fuldstændigt følelseskold, også en følelsesløshed i samfundet. Der sker nu så hyppigt terrorangreb i Europa og Nordamerika, at der sætter en mental udmattelse ind hos mange borgere. Reaktionerne i medierne og hos den enkelte bliver nemme at forudsige (og måske er også dette blogindlæg forudsigeligt?). De fleste ved nemlig inderst inde, at det seneste terrorangreb bare er endnu ét og at der vil komme flere.

Måske er Jyllands-Postens forside fra i dag udtryk for netop dét. Et bilangreb i Toronto, der har kostet ti mennesker livet (dvs. krævede flere menneskeliv end bilangrebene i London i 2017) havner langt nede på forsiden og med mindre skrift end et forslag om opdeling af Københavns kommune. Også i Politiken er bilangrebet i Toronto blevet en sidehistorie.

Et alternativ til Facebook

Den seneste tids afsløringer om Facebook har gjort det fristende for mig at finde et alternativ, hvor jeg kan have mine data i fred for uvedkommende. Men det er ikke nemt, for jeg har gennem mine mere end 10 år fået genskabt kontakten til mange af dem, jeg har mødt gennem årene: Gamle gymnasiekammerater, dem, jeg mødte til Alliance Française-turen i juli 1982, folk, jeg har været på højskole mere, familiemedlemmer rundt omkring osv. osv. Faktisk fik jeg endda kontakt med min ene lillesøster gennem Facebook! Det sidste er en særligt kuriøs del af den underlige historie det er, at mine søskende og jeg først fik kontakt med hinanden som voksne. Og jeg kommunikerer en del med venner og familie via Facebook Messenger.

Der er masser af alternativer til Facebook, og jeg er bruger på både Ello og Minds – og på Google Plus, men Google er lige så glad for at høste data som Facebook, så de tæller ikke. Men desværre har jeg ikke fundet nogen, jeg kender, på hverken Ello eller Minds. Og så er der jo også rigtig mange organisationer og fællesskaber, jeg er interesseret i nyt fra, der kun er til stede på Facebook.

Det er ikke nok, at jeg skifter til et andet socialt medium; jeg skal have alle mine Facebook-venner (eller de fleste af dem) med, og det kræver noget stort, nemlig et fælles initiativ fra en hel masse Facebook-brugere. Hvordan man får dette sat i gang, ved jeg ikke, men hvis nogle store aktører gik forrest, ville det betyde noget. Tænk hvis f.eks. et universitet eller et stort firma bekendtgjorde, at de forlod Facebook til fordel for (f.eks.) Minds! For slet ikke at tale om hvad der ville ske, hvis de danske myndigheder gik deres vej. Men i lyset af al den seneste tids kamp blandt lokalpolitikere om at lægge plads til en serverpark for Facebook på dansk grund er netop dét næppe sandsynligt.

Populær filosofi?

Bryan Magee (til højre) i samtale med den engelske filosof Isaiah Berlin.

I New Statesman er der en lang og spændende artikel om den engelske filosof og tv-vært Bryan Magee. Han havde for mange år siden havde et tv-program på BBC, hvor han sad og talte med kendte nulevende filosoffer.

Det er meget svært at forestille sig den slags i dag, i en verden hvor de eneste tv-programmer, der er sikre på omtale, er dem, hvor mennesker uden særlige forudsætninger (det, der på græsk hedder idiotes) forsøger at blive berømte. Selvfølgelig er der begavede radioprogrammer, men de er efterhånden godt begravet i sendefladen, og det er længe siden, der sidst har været samtaler med filosoffer på dansk tv. Og det er desværre endnu sværere at forestille sig, at en filosof i dag kunne blive folkeeje ved at optræde i medierne.

Det er i øvrigt fascinerende at læse, hvordan Magee ankom til filosofien: som barn lå han længe vågen i håb om at opleve det øjeblik, hvor han faldt i søvn!

Ekkokamre?

Man hører efterhånden ofte om hvordan de sociale medier skulle skabe “ekkokamre”; hvor alle er enige med hinanden og ingens meninger bliver udfordret. Men en ny canadisk/britisk undersøgelse tyder på noget andet.

Forskerne spurgte 2000 voksne borgere fra Storbritannien, og deres konklusioner er at det faktisk kun er få af de adspurgte (8 procent) der har en medieadfærd, der er en slags “ekkokammer”. Til gengæld bemærker de, at mange eksisterende undersøgelser af adfærd på sociale medier ikke tager højde for at der findes mange medier (og også massemedier uden for de sociale medier), og at mange benytter sig af ganske mange flere medier end de sociale medier. Hvis man er interesseret i politik og har adgang til flere medier, havner man ikke i et ekkokammer.

Men det er interessant at bemærke, at konklusionerne, i al fald så vidt jeg kan se, kun gælder for sådanne engagerede mennesker. Jeg er faktisk mest bekymret for dem, der ikke er politisk engagerede og danner deres meninger ud fra en begrænset samling af kilder.

Min egen erfaring har ofte været, at det kan være voldsomt frusterende at tale med sådanne dybest set apolitiske og uengagerede mennesker – og på mange måder meget værre end at tale med mennesker, jeg er dybt uenig med, men som faktisk engagerer sig aktivt. Det kunne være interessant at se hvor mange der befinder sig i den apolitiske gruppe i dag i forhold til for en generation siden.

Medieforlis

I går skrev jeg om de mange udspil fra regeringen, der kommer med knap en uges mellemrum fortiden. I dag kom det såkaldte “medieforlig”, hvor licensen erstattes med betaling over skatten (og det er også på høje tid), men hvor DR skal beskæres med 20 procent over de næste fem år. Det er ikke tit, man ser at en organisation beskæres så drastisk og så hurtigt. I disse tider, hvor der tales mere om fake news end før, er det især trist at se denne form for nedskæring.

Mette Bock siger, at DR har brug for en “brændende platform”. Det her minder nu mere om den brændte jords taktik – den, der går ud på at destruere så meget som muligt, mens man trækker sig tilbage.

Tekst eller billeder?

Internettets sejrsgang har ført til, at vi i højere grad end nogensinde før i den moderne verden kommunikerer ved brug af billeder. Den svenske forfatter Göran Rosenberg skriver i dagbladet Information om hvad alt dette gør ved os.

Han skriver

Jo mere vi kommunikerer med billeder og billedsymboler, desto mere kommer vi til at sige noget andet end det, vi kan sige med skrevne tekster.

Den civilisation, vi nu lever i, havde ikke været mulig uden en vidt udbredt evne til at skrive og læse tekster med komplicerede betydninger, flere bisætninger og ræsonnementer i flere led.

Hvilken slags civilisation vil være mulig, hvis denne evne svækkes og fortrænges under indtryk af den dramatisk styrkede evne til at kommunikere med lyd og animerede billeder? Det tror jeg knap nok, vi kan ane i dag.

Hvad jeg dog mener at kunne ane, er, at den eksplosionsagtige tilvækst af falske nyheder og mentale vira af alle slags også har at gøre med billedernes sejrsgang.

Når man som jeg og andre fra min generation er vokset op i en anden virkellghed, giver dette stof til eftertanke. Jeg har selv haft lignende overvejelser i forbindelse med min undervisning, siden jeg holdt op med at forelæse og begyndte at bruge podcasts. De studerende kunne nu se mine præsentationer, når de havde lyst og så ofte de ville. Over for mine kolleger nævnte jeg min bekymring for om dette ville betyde, at de ikke længere ville læse teksten i lærebogen. Men her fik jeg to meget vigtige indvendinger. Dels er der forbløffende mange studerende, der alligevel ikke læser teksten, dels kan brugen af video måske være med til at hjælpe disse og andre studerende med at lære det, de skal. Det vigtigste er dog, at de når læringsmålene, ikke at de når dem gennem video i stedet for gennem tekst.

Men samtidig ved vi, at der er masser af akademisk viden, der kun er tilgængelig i form af tekst, så det er nødvendigt at lære at læse. Og det vil stadig være nødvendigt at skrive akademiske tekster, for der er nogle erkendelser, det er lettest at formidle på skrift. Hele matematikkens sprog af notation er et eksempel på det. Skrift kan noget, som billeder ikke kan, præcis ligesom billeder kan noget, det skrevne ord ikke er i stand til. De studerende får stadig brug for at kunne læse akademiske tekster, og dette bliver er særligt læringsmål.

Min egen fornemmelse er, at udfordringen og det potentielle problem ikke kun er fremvæksten af billedmediet på bekostning af tekstmediet. Problemet er vel snarere, at det er fordybelsen, der forsvinder. En indholdsrig tekst tager tid at fordøje, men det gør et indholdsrigt billede (eller en indholdsrig film) så sandelig også. De billeder  – levende eller ej – som vi deler med hinanden på Internettet er ofte ikke af den slags, der kræver fordybelse. Så vi skal lære at læse billeder, og vi skal lære at skabe billeder, der kræver fordybelse, præcis ligesom vi skal lære at læse og skrive.

71-årig mand har adgang til tusinder af atomvåben

En af de mange konsekvenser af den tilstundende storkonflikt er at forligsmanden – der faktisk er en forligskvinde, Mette Christensen– nu bliver en central person. Jyllands-Posten havde for to dage siden en artikel om Mette Christensen med overskriften En 72-årig kvinde skal måske rage kastanjerne ud af ilden i overenskomstforhandlingerne.

Men hvorfor er Mette Christensens alder og køn egentlig vigtigt i denne sammenhæng? Jeg ved det virkelig ikke. Det vigtigste er altid de kompetencer, som forligsmægleren (hvorfor hedder det egentlig ikke dét?) skal have. Jyllands-Posten rettede da også deres overskrift til

Hvordan ville det mon fremstå, hvis alle overskrifter om USAs siddende præsident i stedet for “Donald Trump” brugte ordvalget “71-årig mand”? Det var egentlig et spændende eksperiment.

Forbrydelser som underholdning

I dag kunne man læse, at der nu bliver udgivet en e-bog af journalisten Thomas Djursing om mordet på den svenske journalist Kim Wall; bogen udkommer imens retssagen stadig er i gang. Forfatteren har tidligere, før mordet fandt sted, skrevet en bog og et stort antal artikel om den mistænkte, Peter Madsen, og man kan fornemme af omtalen, at udgangspunktet bliver dennes udtalelser.

Mange har allerede giver udtryk for at det er et udtryk for dårlig situationsfornemmelse og en mangel på hensyn til Kim Walls efterladte at udgive en sådan bog netop nu. Det er jeg helt enig i. Jeg tvivler ikke på, at Thomas Djursing er berørt af at en person, han mente at kende godt, har vist sig at være en bestialsk morder. Men forlaget Saxo burde have sagt nej til en udgivelse netop nu; de må have ment, at der ville være et tilpas stort publikum til en sådan udgivelse netop nu.

True crime-genren inden for de seneste få år har fået en ny udbredelse gennem podcasts. Ikke mindst podcast-føljetonen Serial har fået mange lyttere. I de fleste tilfælde er det bestialske mord (og her især massemord) der er i fokus.

Der er blevet skrevet ganske meget i forsøget på at finde ud af hvorfor true crime-genren er så populær. Mange andre former journalistik bliver ofte begrundet med vigtigheden af at påpege problemer i samfundet, men det kan ofte ikke være tilfældet for true crime. Den amerikanske kriminolog Scott Bonn har forsket i spørgsmålet om hvorfor true crime-genren lokker så mange af os (og har skrevet en bog om emnet). Hans bud på et svar er enkelt og plausibelt:

Beretningerne om de bestialske mord er så dragende, fordi de udløser en helt grundlæggende følelse i mennesket, nemlig frygt. Og det sker i en kontrolleret sammenhæng; forbrydelsen har fundet sted. På mange måder er beretningerne om de bestialske mord for voksne, hvad spøgelseshistorier og rutsjebaner er for børn. Og når man følger med i en true crime-beretning, kan man “lege detektiv” undervejs.

Med andre ord: True crime er reelt bare underholdning. Men skal en tragisk sag om mordet på en ung kvinde i september 2017, virkelig kunne bruges som underholdning i december 2017? Den meget krimi-agtige titel Ubådsmysteriet tyder desværre på, at det er tilfældet. For mig at se er der udelukende tale om spekulation fra forlagets side.