Kategoriarkiv: Medierne

De to kulturer

sander

Journalister og akademikere har haft et meget anstrengt forhold gennem tiden. Det hjalp som bekendt heller ikke, da Danmark i en længere årrække havde en meget lidt fantastisk journalist som videnskabsminister. Selv har jeg og sikkert ganske mange af mine kolleger haft dårlige oplevelser med journalister, der nikkede begejstret og alligevel skrev noget, der ikke var så godt som man kunne ønske.

Min egen fornemmelse er at journalister har svært ved at læse akademiske tekster, for akademiske tekster er fulde af forbehold og antagelser og i kvantitative analyser dukker der ofte sandsynligheder op. En journalistisk tekst skal fænge med det samme, den akademiske kræver som regel eftertanke.

Denne konflikt kræver at de to kulturer bliver bedre til at sætte sig ind i hinandens normer og kvalitetskrav – og der burde findes en veldefineret profession som videnskabsjournalist. Lige nu bedrives den af ganske udmærkede personer som f.eks. Lone Frank og Tor Nørretranders, der oprindelig har haft akademiske ambitioner, men nu er blevet formidlere. Men her er for mig at se en uopdyrket form for tværfaglighed, vi burde kaste os over at få på et ordentligt fundament herhjemme.

En artikel af den amerikanske journalist Ezra Klein i netmagasinet Bloomberg View tager fat på samme problemstilling og spørger om ikke et andet af problemerne også er at de publikationskanaler, akademikere benytter sig af, faktisk ikke er velegnede (det synes jeg bestemt heller ikke selv). Mange tidsskrifter er uhyggeligt dyre, og store forlag tjener på en udgivelsesproces der reelt ikke burde koste ret meget og burde være hurtigt i vore dage, hvor enhver kan lægge hvad som helst på Internettet med sekunds varsel. Og så er der det, der nok især ærgrer journalister: Der er masser af meget specialiserede tidsskrifter, som det er svært at få overblik over. Måske er dette også et indsatspunkt, hvis nogen en dag vil til at uddanne videnskabsjournalister.

Ezra Klein taler også om videnskabelige blogs; de er meget nyttige, men som han også nævner, er de ren formidling – et blogindlæg er ikke en publikation eller en formidlingsaktivitet, som det ser ud i dag. Min egen blog har knap nok nogen redaktionel linje og er vel næppe en videnskabelig blog; jeg skriver om alt muligt, og meget ofte er indholdet uvidenskabeligt eller uden for mit eget fagområde, af og til vel nærmest polemisk. Så jeg er ikke et eksempel til efterfølgelse.

flattr this!

Meningsmaskinen?

blog

Måske er det sådan en dialog, man kunne have med mig? Jeg håber det ikke. Der bliver hældt en masse meninger ud på internettet, og på sociale medier er der en masse videoer som handler om hvor vigtigt det er at være gode ved hinanden (jeg er ikke den eneste, der af og til er havnet på Upworthy). Af og til spekulerer jeg på, hvor meget det hele ændrer. I bedste fald er der nogen der ser med og reflekterer. I værste fald præker jeg og andre til alle dem, der måske er enige med os, og intet er forandret.  I så fald ligner blogindlæggene de rutineproducerede læserbreve, som folketingsmedlemmer er mestre i at skrive og som oftest ikke imponerer mig mere end læserbreve generelt. De, der stemte på de pågældende politikere, nikker anerkendende, mens alle dem der ikke gjorde det, vel er lige så lidt overbevist som de var før. For enhver politiker gælder det nemlig at næsten alle vælgere ikke har stemt på ham/hende.

flattr this!

Mediestormen

stormen1999

Vi er mange, der kan huske decemberorkanen i 1999. Billedet ovenfor er fra Nykøbing Falster, taget dagen efter den voldsomme orkan den 3. december. Syv mennesker blev dræbt; dette er en af de voldsomste naturkatastrofer vi har haft i Danmark. Jeg kan ikke huske ret meget fra mediernes dækning dengang for 14 år siden – og i dag opdager jeg hvorfor ved at læse en artikel af Anna Ullman i dagens udgave af Information: Der kom kun én enkelt ekstra tv-avis den aften.

Prøv at sammenligne med reaktionerene i medierne i 2013. Anna Ullman skriver:

I Esbjerg følger DR2’s kamera spændt den stigende vandstand aftegnet på en pæl i vandet som et grumt forvarsel om, hvad den kommende klimakatastrofe vil blive. I studiet er stemningen hysterisk og apatisk: »Skal vi ruste os på sådanne nødsituationer i fremtiden?«

Måske er det i virkeligheden derfor, medierne gjorde så meget ud af den seneste storm? Det er en slags mental forberedelse på noget, der kan være langt værre – de terrorangreb, som vi har vænnet os til at frygte eller måske netop voldsommere konsekvenser af klimaforandringerne.

flattr this!

Et helt nyt Brand?

s3.amazonaws.com-policymic-images-ac94f0c83f8934ed8aa13b4e5173ddad470fdf341c9261fd0fcf624e0e244704

Jeg har tidligere aldrig helt kunnet leve mig ind i britisk politik. I de senere år er det som om dansk politik (og måske også det danske samfund) er kommet til at virke mere “britisk” – blandt andet kan man se det af al talen om “rød blok” og “blå blok”, der først er opstået i medierne inden for de seneste 10 år.

Storbritanniens valgsystem med enkeltmandskredse favoriserer under alle omstændigheder få, men store partier. Det nye, reaktionært nationalistiske UK Independence Party har primært fået vind i sejlene takket være valgene til EU-parlamentet, hvor briterne skal anvende forholdstalsvalg. Der er ikke rigtig nogen pendant på den britiske venstrefløj.

Og dog. For tiden er der noget uventet kommet fokus på den britiske skuespiller og komiker Russell Brand. Jeg har ikke haft store tanker om ham; han har mest været kendt for sin temmelig rockstjerneagtige fremtoning, for at have taget en hel del stoffer før i tiden, for at have været gift med (og pludselig skilt fra) Katy Perry og for at have lavet tvivlsom telefonfis i radioen. Men der er sket et eller andet med manden siden da. I dette efterår har Russell Brand været gæsteredaktør på New Statesman og har her skrevet en forbløffende indsigtsfuld kronik. Og så optræder han i et nyt interview med Jeremy Paxman; interviewet handler udelukkende om politik.

Interviewet med Paxman kan man se herunder.

Bemærk at Brand gør det helt klart at han ikke vil stemme til valg. Ja, faktisk har han aldrig stemt i sit liv. Det er enten den ultimative sofavælger eller – hvad der vel snarere er tale om her – den ultimative boykot af et politisk system, man ikke bryder sig om. Og så fremstår han unægtelig som en veltalende og begavet ildsjæl.

Nogle spekulerer nu på om Russell Brand kan ende som en britisk pendant til Beppe Grillo. Grillo begyndte som skuespiller og komiker, bevægede sig langsomt ind i den politiske debat og stiftede til sidst Movimento 5 Stelle, der fik godt 25% af stemmerne ved seneste parlamentsvalg. Grillo kan i øvrigt ikke selv være parlamentsmedlem, da han har en dom fra 1980 for uagtsomt manddrab (forårsaget ved en trafikulykke).

En anden mulighed er at Russell Brand først og fremmest er symptom på problemer i britisk politik. For har Beppe Grillo egentlig ændret forholdene i Italien? Det er uklart for mig om Grillo og Brand egentlig er ret meget mere end populister og om det måske i virkeligheden er tættere på sandheden at sige at Storbritannien er “det næste Italien”.

flattr this!

Den blonde engel

Greece Mystery Girl

Fundet af en lille blond pige i en græsk romalejr trak en del overskrifter i denne uge, og der blev skrevet en del om de kummerlige forhold, den lille “blonde engel” Maria måtte leve under.

Sagen blev ikke et gennembrud i sager om menneskesmugling og bortførelse af børn. Derimod er den endt med at sige noget væsentligt om de holdninger, der er udbredt over for romaer. En DNA-test viser nemlig nu at den lille piges biologiske mor faktisk er en bulgarsk kvinde med romabaggrund. De græske roma-”adoptivforældres” forklaring var efter alt at dømme sand.

Der er bekymrende sager, hvor østeuropæere med romabaggrund er blevet dømt for grov, organiseret kriminalitet. Men det er samtidig ikke sager, der siger noget generelt de omkring 12 millioner romaer i Europa. Trafficking er et helt reelt problem i Europa, men jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har hørt om romaer, der bortførte og “handlede” børn. Sagen og den mistanke den vakte, giver snarere minder om hvordan europæiske jøder i middelalderen blev anklaget for at bortføre børn og hvordan disse grundløse beskyldninger blev brugt som påskud for en hetz.

De østeuropæiske romaer er ligesom så mange andre blevet ofre for det økonomiske kollaps efter Berlinmurens fald. Den officielle politik var før den tid at “integrere” romaer – på den ene side betød det lønarbejde og boliger, på den anden side betød det dårligt betalt arbejde og dårlige boliger og en undertrykkelse af romaernes sprog. Men bagefter var der – intet. De traditionelle roma-erhverv som bl.a. hestehandel og småhåndværk var ikke længere til, og i de nye kapitalistiske samfund kunne man synke så langt det skulle være.

I The Guardian skriver Filip Borev, der er en ung mand fra Storbritannien på 18 år med bulgarisk/irsk roma-baggrund, om hvordan det er at være en “bleg” roma blandt andre romaer og i samfundet som sådan. Filip Borev har også en blog, der bestemt også er værd at læse.

For en kort stund har den lille blonde Maria fået en masse sympati. Hvad vil der ske med hende nu, hvor det viser sig at hun “bare” er roma? Måske kan der komme noget godt ud af denne triste sag, nemlig at det bliver gjort helt tydeligt at der er mennesker der ligner “os”, der lever under kummerlige forhold på de europæiske samfunds bund. Og hvis deres vilkår er urimelige, er det vel også tilfældet for dem, der ikke ligner “os”.

flattr this!

Morrissey-generationen

morrissey_car

Det var i denne uge, Morrisseys selvbiografi udkom. Har jeg lyst til at læse den? Jeg ved det ikke rigtig. The Smiths lavede musik, der talte til en generation, der følte sig misforstået og ikke set. Men i dag er alle os, der kom fra denne generation, midaldrende og nogle af os bliver set og lyttet til. Mange ledende danske politikere og kulturpersonligheder og beslutningstagere er fra Morrissey-generationen. Jeg er også del af den generation, og uden at jeg på nogen måde er berømt, har jeg dog fået en vis indflydelse i visse sammenhænge. Indrømmet, jeg var aldrig en af dem der var særlig betaget af Morrissey. Da The Smiths’ bagkatalog kom som remastereret bokssæt til en forholdsvis billig penge, købte jeg det. For The Smiths er et klassisk britisk band, der lavede en hel del sange, der ikke vil eller bør gå i glemmebogen. Det er vigtigt i sig selv.

Men i dag er Morrissey for længst blevet som dem, han tog afstand fra – en af de velhavende, midaldrende hvide mænd, der fylder godt i medierne.. Den walisiske forfatter Carole Cadwalladr skriver om dette i The Guardian.

The Morrissey generation is running the country, and even if they came from Preston or Hull or Lanarkshire, and shared a background not unlike his, they are now closer, in just about every way – security, capital, lifestyle – to the likes of David Cameron than some young lad from Manchester.

Morrissey ejer huse i USA, Italien, Schweiz og Storbritannien. Som andre rockstjerner er han blevet velhavende;  han kan derfor gøre præcis som det passer ham. Det gør han da også i høj grad. Morrissey er bestemt ikke dum, men lad mig være ærlig: jeg synes, han efterhånden blevet træls og jeg er blevet grundigt træt af personen Morrissey. Det er mere end 20 år siden, han har lavet interessant musik, så dén side af ham er for længst overstået. Den selviscenesættelse, der måske engang gjorde ham gådefuld i nogles øjne, vidner i dag mest om selvoptagethed.

Og kan den succesrige del af Morrissey-generationen se den unge generation, der for længst har overtaget rollen som den unge generation, der var for 30 år siden? Nej, jeg tror det egentlig ikke. De/vi har glemt hvordan det var; det er vel en del af det at blive ældre, men det er ikke altid lige smukt når de erfaringer, man selv har gjort sig gennem livet, dukker op som arrogance. Morrisseys observationer fra de unge år af hvordan det var at være ung og føle sig som outsider har stadig vægt, men de handler ikke om Morrissey længere.

flattr this!

Telepati via Google

UN women ad

Google afslører hvad folk tænker, for søgemaskinens autocomplete-funktion ved hvad vi søger mest på og foreslår en søgestreng. Ovenstående billede er fra en annoncekampagne om kvinders rettigheder, og den viser nogle  populære og faktisk også foruroligende populære søgestrenge. På dansk er første hit på “kvinder bør” faktisk at “kvinder bør tie i forsamlinger” – til gengæld er første hit på “kvinder er” at “kvinder er klogere end mænd” !

Jeg prøvede at vælge nogle banale begyndelser på formuleringer og derefter også at vælge nogle politikere, jeg havde set i medierne i dag. Det blev til nedenstående digt. De kvindelige politikeres udseende er tydeligvis vigtigt for nogle, men ægteskabelig status er også spændende. Det samme gælder Twitter, kan jeg se.

jeg er din
jeg er jonathan
jeg er din trailer
jeg er havren

hvem er det der banker
hvem er det der banker på klostrets porte
hvem er det der banker på mit bøgetræ
hvem er det der tramper på min bro

bertel haarder amok
bertel haarder youtube
berter haarder går amok

pernille skipper lækker
pernille skipper privat

lars løkke rasmussen twitter
lars løkke rasmussen cv
lars løkke rasmussen sko

margrethe vestager twitter
margrethe vestager højde
margrethe vestager tyk

lars barfoed liste
lars barfoed utro
lars barfoed og helle sjelle

christine antorini
christine antorini henrik dahl
christine antorine kæreste

Apropós Twitter er der faktisk en Twitter-konto, GooglePoetics, der udelukkende tweeter denne form for autogenereret lyrik.

flattr this!

Hvad kan der stå på en ballon?

varmluft

Magisterbladet tager i sit nye nummer fat på et emne, der altid har undret mig, nemlig den stadig stigende reklameindsats fra danske universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner. Alle de reklamer, vi efterhånden ser på busser, i tv og biografer og på husmure, er endnu en af konsekvenserne af at de danske videregående uddannelser er blevet til pseudo-selvejende institutioner der inden for finanslovens rammer skal konkurrere mod hinanden. Det er svært at sammenligne udgifterne for de danske universiteter, da de definerer markedsføring forskelligt, men ud fra de beløb som Magisterbladet nævner, ser det unægtelig ud som om Aalborg Universitet er det af de danske universiteter, der har det suverænt største budget til markedsføring – for alle er der tale om et budget i millionklassen. Den institution, der har det næststørste budget, er forresten Syddansk Universitet, der ligesom Aalborg Universitet har etableret sig med en udpost i Esbjerg og med en anden udpost på Sjælland.

Efter 22 år som universitetslærer har jeg endnu til gode at møde en studerende, der begyndte at studere på Aalborg Universitet efter at have set en reklame. Og hvis det endelig skete en dag, ville jeg være bekymret – var den store ballon på billedet eller den lille æske med lakridspastiller virkelig den udløsende faktor der gjorde at nogen ville give sig i kast med en naturvidenskabelig uddannelse (eller hvad det nu er)? Jeg ville håbe at det var fagligheden, der først og fremmest motiverede nogen til at studere hos os, for det er i sidste ende den faglige interesse, der kan bære studerende igennem.

Jeg ville derfor hellere gå i den modsatte retning – stod det til mig, skulle statslige institutioner simpelthen ikke have lov til at reklamere ud fra en konkurrencesynsvinkel. Derimod kunne jeg sagtens forestille mig at der var centralt planlagte fremstød, hvor institutionerne gik sammen om at markedsføre sig inden for bestemte områder, så vi kunne få flere studerende til fag, der slås med særlige udfordringer – f.eks. datalogiuddannelserne, hvor det bl.a. er tilfældet at kønsfordelingen er urimeligt skæv. Forhåbentlig kunne det så også være en kampagneform, hvor fagligheden var i fokus.

flattr this!

Det kan ikke siges tit nok

keepcalm

Jeg har tidligere skrevet om Christian Kocks bog De svarer ikke, der handler om politikernes forsøg på at sige noget uden at sige noget. En interviewer, der på det seneste har opnået berømmelse på at ignorere ikke-svar-strategierne fra politikere er Martin Krasnik. Han siger i et interview i Information:

»Det er forståeligt nok, at jeg overskrider folks grænser en gang imellem. Jeg bryder jo nogle basale sociale koder. Der sker jo sjældent, at man i virkeligheden møder et menneske, som man stiller det samme spørgsmål fem-ti gange, mens man understreger, at vedkommende ikke svarer. Man ville med rette blive opfattet som en galning. Derfor er det mærkeligt, at vi har vænnet os til det modsatte: At politikere svarer på helt andre ting, end de lige er blevet spurgt om. Tænk hvis vi gjorde sådan over for vores venner eller kone. ’Henter du børnene skat?’ – ’Jeg er meget glad for mit arbejde’. Vi har vænnet os til den absurde kommunikation, der foregår i medierne. Vi accepterer det bare.

Det interessante er hvornår specielt gentagelsen mon er kommet ind som politisk undvigemanøvre. Og det interessante er hvorfor denne gentagelsesmanøvre virker på så mange interviewere, når den så tydeligt ikke virker på alle os, der overværer interviewet. Det kan ikke undre at det er blevet et forskningsområde at forstå ikke-svar. Stephen Clayman fra UCLA har skrevet en 39 sider lang oversigtsartikel om strategien med ikke at svare.

Allerede for 20 år siden viste en analyse af 8 tv-interviews under den britiske valgkamp i 1987 at både Margaret Thatcher og Neil Kinnock (den siddende danske statsministers svigerfar) undlod at svare på mere end halvdelen af de spørgsmål, de blev stillet. De to politikere brugte dog to forskellige strategier: Thatcher angreb intervieweren i stedet, mens Kinnock i stedet fortalte hvilken politik hans parti ikke ville følge. Thatcher kom på denne måde til at virke stærk og resolut, selv om hun i virkeligheden ikke ville svare. Hun var bestemt ikke den sidste, der valgte denne tilgang. Den tilsyneladende kommunikation er i virkeligheden en strategi, hvor man gennem lade-som-om-”kommunikation” forsøger at skabe et image.

En amerikansk undersøgelse fra Harvard af Todd Rogers og Michael I. Norton giver endnu et bud på hvorfor undvigelsesstrategier virker: Tilhørere har en begrænset opmærksomhedshorisont og en begrænset evne til at få et overblik, og derfor kan det være muligt at få det til at se ud som man faktisk har svaret på et spørgsmål, selv om man har svaret på noget helt andet.

Rogers believes there are two reasons for this inability to detect subtle evasions. The first, he says, is that humans simply have a limited attention span. Poor attention is universal to all “humans and all animals that we manage to study,” he says. “Though we don’t realize it, we go through our lives detecting just the gist of what’s going on. Even if we wanted to pay careful attention to each answer, we would have a limited capacity” to do so. A second, related reason is that paying attention to a speaker involves taking in an overwhelming amount of information. When watching a presidential debate, for example, viewers are considering not only the questions and answers but also the speakers’ body language, facial expressions, and overall likability. This adds yet another level of cognitive challenge, making it more difficult to remember whether a given answer is a specific response to the question asked.

Alt for ofte oplever vi journalister, der i stedet accepterer politikernes undvigestrategi. Netop da bør vel så interviewerens rolle at være med til at skabe et overblik og at være med til at formidle faktiske svar. Dette er forskellen mellem journalisten som kritisk formidler og journalisten som ukritisk gengiver. Tænk hvis journalister kunne praktisere en sokratisk metode, der stiller ubekvemme, men naive spørgsmål og bliver ved med at gøre det. Tænk hvis flere journalister end Martin Krasnik turde sige til en politiker at politikeren ikke har svaret og blive ved med det.

flattr this!

Over grænsen

dfannonce_755036a

I dag er der en annonce fra Dansk Folkeparti i flere danske dagblade. Annoncen er partiets reaktion på den seneste lov om tildeling af dansk statsborgerskab; i Danmark tildeles statsborgerskab af Folketinget via særlove, der vedtages med mellemrum. Ifølge PET skulle er én af dem, der nu får dansk statsborgerskab, være til “fare for rigets sikkerhed”.

Man kan selvfølgelig diskutere hvornår personer, der er dømt eller mistænkt for kriminelle handlinger, skal kunne opnå statsborgerskab. Men for mig at se er der i dette tilfælde helt klart tale om en form for injurier, og jeg kan læse at flere af de borgere, der er blevet nævnt, føler sig meget ubehageligt til mode. Det ville jeg også gøre, hvis det var mit navn, der blev nævnt.

Dansk Folkeparti har forsvaret sig med at listen over nye statsborgere er offentligt tilgængelig. Men det er konteksten, navnene optræder i, der er problemet. Nogle få medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet dømt for f.eks. bedrageri og for grov vold; dette har været fremme i medierne og er således også offentligt tilgængelige oplysninger.

Hvordan ville Dansk Folkeparti reagere, hvis der blev vist en annonce med 700 udvalgte navne på nuværende og tidligere partimedlemmer under overskriften “Flere på denne liste har begået kriminalitet”?

flattr this!