Dette billede ser ikke ud af noget særligt, men i Storbritannien, ja måske i hele den engelsktalende verden, minder det mange om en på mange måder ekstrem forbrydelse, som skete i disse dage for 20 år siden. Jeg boede i Storbritannien mens det skete og kunne følge mediernes dækning.
James Bulger var en lille dreng på to år fra Bootle, der er en forstad til Liverpool. I et uopmærksomt øjeblik blev han bortført fra et butikscenter, hvor hans mor var ude at købe ind. Bortførerne var to drenge på 10 år, der pjækkede fra skole. De to drenge gik omkring 4 kilometer gennem Liverpool med lille James, inden de trak ham med op til en jernbanestrækning, hvor de torturerede ham på forskellig vis og til sidst slog ham ihjel med et tungt stykke metal. De to drenge på 10 år efterlod det lille lig på skinnerne for at skjule deres drab. Kort efter kom et tog.
Det ekstreme i denne sag er for det første det, at to drenge på kun 10 år kan begå en så frygtelig forbrydelse og i det hele taget handle som de gjorde. For det andet er det hele reaktionen i offentligheden bagefter. James Bulgers familie var selvfølgelig meget, meget dybt påvirket og i dyb sorg over at have mistet deres lille dreng – James’ forældre endte med at blive skilt, og det er tydeligt at især moderen er blevet mærket for livet af sit store tab. Men tabloidpressen svælgede i sagen og udråbte konsekvent de to drenge, der slog James Bulger ihjel, til simpelthen at være onde. Også myndighedernes håndtering af en sag med så unge mordere har altid forekommet mig at være dybt uheldig. Og endelig viser sagen for mig at se også hvad der sker i et samfund, hvor den kriminelle lavalder er lav. Den kriminelle lavalder i Storbritannien er 10 år – den laveste i Europa.
De to drenge på 10 år, Jon Venables og Robert Thompson, blev retsforfulgt ved en offentlig retssag og idømt forvaring i mindst 8 år. The Sun, der især dengang havde stor indflydelse på opinionsdannelsen i Storbritannien, iværksatte en underskriftsindsamling – og knap 280.00 underskrifter senere, i 1994, bekendtgjorde den daværende indenrigsminister Michael Howard, at de to drenge skulle have mindst 15 års forvaring. Denne beslutning blev omstødt i 1997 af Overhuset og igen underkendt af den europæiske menneskerettighedsdomstol i 1998. James Bulger’s mor appellerede forgæves i 1999. Hendes rejse til Strasbourg blev betalt af et britisk tv-selskab.
Den britiske tabloidpresse svælgede i moral panic og kom med bud på forklaringer på at to 10-årige drenge kunne begå et mord, men “forklaringerne” handlede mest om voldelige videofilm – derimod var der ikke fokus på det faktum, at de to drenge på 10 år systematisk pjækkede fra skole og var begyndt at stjæle småting fra butikker.
Siden er Jon Venables og Robert Thompson blevet løsladt fra forvaring, men de har fået nye identiteter for at undgå at de skulle blive offer for hævnaktioner. De britiske medier har med mellemrum bragt forlydender om hvad der er sket med Venables og Thompson. Blandt andet har der i sin tid været forsøg på at røbe hvor de var i forvaring, og af og til har der været forargelse over at Venables og Thompson fik lommepenge eller kunne komme på udflugt. Det er svært ikke at se denne del af mediedækningen som et ønske om at hævnen skal komme.
Sagen bruges stadig i Storbritannien som argument imod at hæve den kriminelle lavalder, senest i 2010, hvor der var forslag om at hæve lavalderen fra 10 til 12 år. Dette skete interessant nok samme år som Jon Venables, der på dette tidspunkt var 28 år gammel, var blevet pågrebet i at downloade og distribuere børneporno og var blevet idømt 2 års fængsel. Hvis ikke Jon Venables allerede var et dybt problematisk menneske i 1993, er han i høj grad blevet det.
For en dansker som mig var det dengang svært at forstå den helt unuancerede behandling af denne tragiske men samtidig etisk dybt komplicerede sag i de britiske medier. Det er det stadig. Jeg vil ikke påstå, at jeg ved hvad man skulle have gjort, men de britiske medier gjorde for mig at se kun ondt værre i det, der vel egentlig endte med kun at blive et ønske om hævn. Lille James Bulger, der i dag kunne være 22 år, kommer aldrig tilbage.
