Hvad ytringsfriheden koster

Der findes en yngre, noget fedladen mand som kalder sig partiformand – hans såkaldte politiske parti er dog end ikke i nærheden af at være opstillingsberettiget. Han fortjener ikke at få sit navn nævnt, så det vil jeg ikke gøre her.

Den pågældende mand, der ofte omtales som “islamkritiker”, bruger ikke ret meget af tiden på at blande sig i den politiske debat, men bruger den først fremmest på at rejse land og rige rundt for at ødelægge eksemplarer af Koranen. (Ironisk nok må det så det betyde, at han aktivt bidrager til salget af netop Koranen, men lad os ikke fokusere på dét.) Til sine specielle arrangementer (eller hvad vi nu skal kalde det) bruger han også tiden på at synge smædesange vendt mod muslimer, flygtninge og indvandrere. Han mener åbenbart, det er på disse måder, man udøver religionskritik.

Den mand, som dette handler om, vælger sine smagløse handlinger med omhu; han annoncerer dem flittigt på internettet og med pressemeddelelser og vælger at udføre dem på steder, hvor han er sikker på at mange vil reagere – nemlig på steder, hvor der bor særligt mange muslimer, flygtninge og indvandrere eller på steder, hvor bestemte, meget intolerante grupper af muslimer samles.

Manden, som vi her taler om, er blevet udsat for trusler, og han har politibeskyttelse til sine arrangementer. Det har i år allerede nu kostet omkring seks millioner kroner. Selvfølgelig må man ikke true nogen på baggrund af deres ikke-voldelige holdninger eller gerninger, for ytringsfriheden strækker sig langt. (Her taler vi ikke om mandens homofobiske udsagn eller om hans seneste dom for racisme.)

Men hele situationen er grotesk og den er baseret på den samme logik, som ligger bag mange former for mobning, hvor man antyder vold og antyder had, men lader det være op til en oplagt tolkning, som modparten ikke kan undgå at lave. De bizarre og smagløse arrangementer er tydeligvis ene og alene til for at tirre en bestemt gruppe af befolkningen, så det kan fremprovokere konfrontationer og måske endda trusler. En udspekuleret mobber behøver bare antyde sin hån og sit had for at få modparten til at gå amok – og selv få opmærksomhed.

Og det er en ekstremt udspekuleret taktik, den pågældende mand bedriver. Hvis der ikke kommer trusler eller konfrontationer, er det en sejr – for så har dem, der skal tirres, lade sig ydmyge. Og skulle der komme en konfrontation, kan manden og hans meningsfæller bruge det som argument for hvor fjendtlige hensigter, muslimer, indvandrere og flygtninge har. På denne måde bliver alt dette en øvelse i ekstrem tålmodighed for alle dem, der ikke bryder sig om den pågældende mands holdninger eller gerninger. Men den udspekulerede taktik skal derfor udstilles som netop det, den er, nemlig en form for opmærksomhedssøgende mobning. Forhåbentlig vil dette også i sidste ende få alle til at ignorere ham, sådan som det for nylig skete i Aalborg. Og det er dén skæbne, han fortjener – at blive glemt.

Fyringsrunden når frem til medierne

Det tog lang tid at få de landsdækkende medier til at opdage fyringsrunden på Aalborg Universitet. I dag er der et debatindlæg om fyringsrunden, hvor jeg og 14 af mine kolleger fra alle fakulteter kritiserer den måde, situationen udviklede sig og blev håndteret på.

Også i Magisterbladet bringer et indlæg om fyringsrunden. Det er skrevet af Morten Ejrnæs, der er en af initiativtagerne til indlægget i Politiken. ForskerForum bringer et interview med en af dem, der er blevet fyret. I ScienceForum er der et andet indlæg af Morten Ejrnæs og mig. Der er endda en artikel i DJØF-bladet – det er særligt interessant, når man husker at DJØF også organiserer store dele af ledelsen og ledelsens sekretariat.

Forhåbentlig vil krisen på AAU ikke glemt, men blive anledningen til at vi kan få gjort noget ved de dybt kritisable forhold, der nu kendetegner Danmarks universiteter.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.

Trends i terrorisme?

I dag var der så endnu en grusom forbrydelse, hvor en yngre mand dræbte tilfældige mennesker – og denne gang var det i Utrecht. Tilbage i 2016 og 2017 var der en stribe angreb på tilfældige mennesker i Nice, Berlin, London, Stockholm og New York, alle begået af yngre mænd. Det skrev jeg om her i maj 2017. Alle disse angreb havde noget fælles: Gerningsmanden havde med høj hastighed kørt et motorkøretøj ind i en folkemængde.

Siden er masseskyderierne vendt tilbage som foretrukken drabsform; en af grundene er måske de afspærringer, som er blevet sat op mange steder og på den måde er med til at gøre bilangreb sværere. Men måske er der også andre forklaringer. Julia Ebner fra Institute for Strategic Dialogue, der er en tænketank i London som fokuserer på voldelig ekstremisme, udtalte for få dage siden, at det var sandsynligt at der kunne komme copycat-angreb efter massakren i Christchurch. Måske er dagens drab i Utrecht et eksempel på netop dét.

I en artikel fra 2010 skrev forskeren Brigitte Nacos fra Columbia University i USA om copycat-terrorisme. Formodentlig var bilangrebene i 2016-2017 en sådan grusom trend, mens vi nu skal se endnu en bølge af skyderier rettet mod tilfældige mennesker.

Brigitte Nacos hæfter sig ved at medierne spiller en stor rolle i at skabe trends inden for terrorisme. De gør de, fordi alle beretningerne fra voldshandlingerne er med til fortælle alle, hvilke former for vold, der kan skabe mest ødelæggelse og mest død. Jeg synes selvfølgelig ikke, at medierne skal lade være med at dække disse grufulde hændelser, men man kunne tænke over, hvad det egentlig er vigtigt at berette og hvorfor. De udpenslede beretninger om hvad der er sket ved tidligere, tilsvarende forbrydelser er strengt taget kun sensationalisme. Selv bemærker jeg heldigvis, at der denne gang er særligt fokus på ofrene for massakren i Christchurch og deres livshistorier, så alle kan se, at det var tilfældige mennesker som dig og mig, hvis liv sluttede så brat.

Den taknemmelige flygtning?

En lille tysk flygtningedreng hilser på den socialdemokratiske politiker Johannes Kjærbøl, der var leder af Flygtningeadministrationen. Billedet er fra perioden 1945-1949.

Der er et mønster i debatten om flygtninge i Danmark, der er påfaldende på en træls måde. Nogle flygtninge bliver hurtigt så gode til at læse og skrive dansk, at de får lyst til at deltage i den offentlige debat med debatindlæg og kommentere de forhold, de lever under i Danmark. Det, de oplever, er meget ofte en bestemt slags reaktioner. Her er to eksempler fra denne måned.

I dag er der en kronik i dagbladet Information, hvor en kurdisk flygtning fra Iran udtrykker sin bekymring over hvad han oplever i Danmark.

I 2014 søgte jeg asyl i Danmark. Mit håb var, at jeg med base her kunne bruge de rettigheder, som det danske demokrati sikrer, til at kæmpe videre imod racismen i mit hjemland. … Efter snart fem år i Danmark må jeg sande, at selv i et land, der har næsten 200 års demokratiske erfaringer at trække på, trives de overlegenhedsfølelser, som racismen bygger på, fortsat.

I kommentarsporet efter kronikken kom der hurtigt mange kommentarer om at forfatteren til kronikken var utaknemmelig og at danskere ikke er racister: De negative reaktioner er en nødvendig reaktion på flygtningene i Danmark. Mange af kommentarerne kommer derefter frem med nogle meget negative udsagn om flygtninge i Danmark.

En ung flygtning fra Syrien, der går i gymnasiet, skrev i sidste uge et andet debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor hun udtrykte sig meget mere positivt. Hendes indlæg slutter:

Jeg har lært, at de racistiske og negative kommentarer og beskeder, jeg altid får, fordi jeg er aktiv i medierne, skal gøre mig endnu stærkere. Det må ikke svække mig eller være en grund til, at jeg opgiver kampen. Jeg har lært, at jeg ikke må hade dem, der skriver negative og racistiske ting til mig, men at jeg skal lytte til dem og kæmpe for at ændre deres synspunkter. Jeg har lært at elske mig selv, som jeg er. Jeg har også lært, hvad kærligheden og håbet er. Jeg har fået meget kærlighed i mit liv: kærlighed fra min familie og venner, kærlighed fra de flygtninge og indvandrere, der tror på mig, støtter mig og ser mig som deres stemme i medierne, og kærlighed fra alle de danskere, der står på min side og hjælper mig med at føle mig velkommen i Danmark. Jeg har lært, at kærlighed er livsvigtig og er stærkere end alt det had, der findes i vores store verden.

Men også i dette kommentarspor var kommentarerne af fuldstændig samme art som dem, der kom på kronikken i Information. Ja, jeg vil endda sige at kommentarerne til indlægget i Jyllands-Posten var endnu mere negative.

Selvfølgelig kan jeg forstå, at det kan være hårdt at blive kritiseret og at man føler et behov for at forsvare sig. Men jeg bemærker to forhold.

For det første, at mange af svarene reelt bekræfter det udsagn om negative holdninger til flygtninge, som det oprindelige debatindlæg omtaler.

For det andet, at der tilsyneladende er en holdning om at flygtninge først og fremmest skal være taknemmelige og kun ytre sig for at vise deres taknemmelighed. Og måske er de endda “indbildte flygtninge”, der faktisk ikke burde være i Danmark. Det er også en holdning, man nogle gange ser til andre grupper i befolkningen – f.eks. de arbejdsløse. De skal være taknemmelige, fordi “vi” giver dem mulighed for at få dagpenge og skal ikke kritisere de forhold, som “vi” er nødt til at byde dem. Måske er de arbejdsløse endda “indbildt arbejdsløse”.

Jeg synes selv, det er godt og meget vigtigt, at de mennesker, der er eller oplever sig selv som marginaliserede i samfundet, kommer til orde og fortæller, hvordan de oplever marginaliseringen. Man kan ikke lave politik hen over hovedet på nogen. Arbejdsløse er kun i ringe tal politisk aktive, og udenlandske statsborgere kan i stort omfang slet ikke deltage i den politiske proces. Men mange af kommentarerne går mest ud på at få de pågældende mennesker til at tie stille og være taknemmelige.

Fiktion eller journalistik?

Aktantmodellen. Kilde: DFI.

I sidste weekend læste jeg en lang artikel i dagbladet Information om en afvist asylansøger fra Iran. Jeg er umiddelbart overbevist om, at beretningen er sand. Men det, jeg husker tydeligt, er fornemmelsen af, at jeg læste beretningen som en spændende historie – selv om det egentlig var en dybt tragisk beretning om en ung mands nedtur.

Katrine Marie Guldager, der mest er kendt som skønlitterær forfatter, har et interessant indlæg i Politiken. Hendes fokus er, at “dramatisk nutid” er blevet så dominerende i journalistik. Men egentlig synes jeg, at hendes mest interessante observation er den, der kommer til sidst. Hun skriver nemlig

Og så synes jeg måske også, at medierne skal passe på med at lege fiktion. Jeg er nok ikke den eneste, der har oplevet, hvordan min personlige historie skal have klippet en hæl og hugget en tå, for at en eller anden journalist kan fortælle ’en god historie’. Problemet er bare, at virkeligheden ikke lader sig rette til på den måde; ikke uden at man gør vold på den. Og dybest set er det jo derfor, vi har fiktion.

Det, er her, der er en vigtig pointe: grænserne mellem fiktion og fakta ofte bliver udvisket i vore dage. Sommetider sker det i form af egentlig løgn. Nogle af de største skandaler fra senere års journalistik har at gøre med journalister, der har skrevet fuldstændig opdigtede historier. Senest var det en redaktør fra Der Spiegel, der blev grebet i dette – og han var endda ved at modtage en hædersbevisning for sin “journalistik”.

Men andre gange er det mere subtilt, fordi journalisterne er med til at iscenesætte virkeligheden. Selv husker jeg, hvordan jeg i 2006 var i TV-Avisen og TV2-nyhederne besøgte flere landes ambassader i forbindelse med en underskriftsindsamling, som jeg stod for og som fik en del omtale. TV-stationerne betalte for at jeg kunne komme rundt med taxi (det var rigtig pænt af dem!). Dette var i sig selv en form for iscenesættelse, men på et tidspunkt blev det fuldstændig tydeligt, hvor iscenesat det hele kunne blive. Kameraholdet (jeg mener at huske, at det var dem fra DR, men jeg kan tage fejl) kørte rundt bag mig i en anden taxi. Jeg skulle på et tidspunkt stige ud af den taxi, jeg kørte i, og kameramanden stod klar. Men han syntes, at billederne af mig ikke var så gode og bad mig om at gå ind i bilen igen og stige ud én gang til!

Hele autofiktion-genren inden for skønlitteratur kommer fra modsat hold, men er også med til udviske grænserne mellem fiktion og fakta. Karl Ove Knausgårds bøger Min Kamp 1-6 bliver lanceret som romaner, og han bruger alle de skønlitterære fortælleteknikker, men reelt er der tale om hans selvbiografi. Her er det kontroversielle ikke, at historien er sand, men det stik modsatte. Nogle har følt, at Knausgård har udleveret meget personlige dele af deres fælles liv.

Dybest set er problemet ikke brugen af dramatisk nutid, men at journalistik og biografi-skrivning har overtaget de meget effektive fortælletekniske teknikker, som virker så godt i romaner. Især er det den berømte aktantmodel, der ser ud til at stikke hovedet frem også i journalistik. Den blev oprindelig brugt til at analysere de allermest oprindelige menneskelige fortællinger, nemlig folkeeventyr. Men modellen kan bruges som en model af virkeligheden og dermed kan den bruges til at skabe nye og effektive fortællinger. Om det er en god idé at tænke sådan i journalistik, er en anden historie.

En intellektuel hitliste?

For tiden er der en del delinger på Facebook og Twitter af Weekendavisens liste over fremtrædende danske intellektuelle i 2018. På listen er fødevare- og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen på førstepladsen og længere nede ser man Hella Joof og en meget omtalt kvinde fra et nyt, højrenationalistisk parti. Mange spørger lidt forargede, om dén slags mennesker virkelig skal regnes som intellektuelle.

Her vil jeg bemærke flere ting. For det første vil jeg bemærke, at Weekendavisen også undrer sig over, hvem det er, der er på listen, og skribenten kommer med en noget tør hyldest til Jakob Ellemann-Jensen.

For det andet siger Weekendavisen, at listen er baseret på en rangordnings-strategi, som skyldes den tyske forfatter Max Höfer og bruges af tidsskriftet Cicero. Men Max Höfer siger selv at

Das Ranking “identifiziert jene 500 Öffentlichkeitsarbeiter, deren Produktivvermögen in den vergangenen zehn Jahren am stärksten angewachsen ist oder sich behauptet hat. Das Vermögen, gehört zu werden. Intellektuelle sind Menschen, die vor Publikum vernehmbar denken.”

(fra Max Höfers websted, http://www.maxhoefer.de/startseitendetails/article/die-500-einflussreichsten-intellektuellen.html)

Så i den tyske udgave taler man om vækst i omtale inden for de seneste ti år. Jeg ved ikke, hvordan denne vækst bliver målt, men der er ganske mange af personerne på listen (bl.a. den højrenationalistiske partileder) der først er dukket op i medierne inden for de seneste par år.

Og for det tredie: Jeg ved heller ikke, hvad det vil sige at være intellektuel (og jeg synes ikke selv, at jeg er det.) Jeg forbinder stadig begrebet med skarpsindige mennesker, der i skrift og tale har kritiseret magten og givet ny indsigt her – mennesker som Andrei Sakharov og Vaclav Havel og Hannah Arendt og Noam Chomsky og Slavoj Žižek. Der er ikke ret mange af personerne på Weekendavisens liste, der er sammenlignelige med dem. Og jeg ved heller ikke, hvordan de ville klare sig i Höfers eller andres rangordninger.

En pinlig aktivitet

Alain de Botton

Så godt som alle voksne mennesker i den industrialiserede verden har på et tidspunkt set porno. For nogle var det nysgerrighed, for andre har det været (eller er) en form for fast forbrug. Samtidig er det en foreteelse, der er omgærdet med stor tavshed, og der er noget pinligt over det. I dag er pornoen vel næsten udelukkende noget, der findes på internettet. Det er mærkeligt at tænke på, at der engang var biografer (også biografer, der viste “normale fiktionsfilm”), hvor mennesker sad sammen og så porno.

Jeg har tænkt over, hvorfor porno egentlig er omgærdet med denne aura af pinlighed. Der er ofte en sket skjult holdning om at det er mere pinligt, at Donald Trump formodentlig har haft en affære med en kvinde, der har medvirket i porno, end det ville være, hvis affæren havde involveret en kvinde med en anden baggrund.

Også jeg har selvfølgelig set porno. Men det, der hurtigt er sket, er i de tilfælde, at jeg er kommet til at tænke på noget helt irrelevant, nemlig på de mennesker, der er med: Hvad lavede de lige inden optagelserne begyndte? Hvad gør de bagefter, når optagelserne er slut? Hvordan har de det imens? Hvad fik dem til at medvirke? Hvordan har de det med at skulle opføre sig så irrationelt? Osv.  Og da bliver pornofilmen, der skulle skabe seksuel opstemthed hos tilskueren, pludselig til et underligt kig ind i en verden, der egentlig burde være privat og samtidig virker dum. (Og her siger jeg endda ikke noget om de mildt sagt stereotype og problematiske kønsroller og syn på kvinder og på mænd, man møder.)

Hvorfor kan man få det sådan? Formodentlig fordi den suspension of disbelief, der er helt væsentlig i “normale fiktionsfilm” og gør, at man ikke tænker på at alle replikker er indøvet og at personerne ikke er dem, de foregiver at være, er væk i pornoen – for de medvirkende har rent faktisk sex med hinanden. Når en skuespiller dør i en “normal fiktionsfilm”, dør vedkommende til gengæld (forhåbentlig) ikke i virkeligheden. Pornoen kan kun virke og skabe en suspension of disbelief, hvis man slår forstanden helt fra og fokuserer på én bestemt dimension af den medvirkende. Og måske er det derfor, porno egentlig fremstår som pinlig. Den taler ned til mennesker og dehumaniserer egentlig både de medvirkende og dem, der ser på.

Den engelske forfatter og filosof Alain de Botton overvejer, om man mon kan lave en form for “fornuftig og begavet porno”, der ikke taler ned til de medvirkende eller dem, der ser på, men samtidig gør tilskueren seksuelt opstemt.

Han siger

“Ideally, porn would excite our lusts in contexts which also presented other, elevated sides of human nature – in which people were being witty, forinstance, or showing kindness, or working hard or being clever – so that our sexual excitement could bleed into, and enhance our respect for these other elements of a good life,” he said.

“No longer would sexuality have to be lumped together with stupidity, brutishness, earnestness and exploutation; it could instead be harnessed to what is noblest in us.”

I hvilket omfang det er muligt, ved jeg ikke. En del kulturelle udtryk som f.eks. rockmusik og tegneserier blev engang opfattet som pinlige og ubegavede af mange – men om de så nogensinde var det, er en helt anden historie.

En kvinde i rampelyset

Der er en kvinde i Danmark, der nu stadigt oftere er i medierne. Senest har hun kysset en studievært på DR, og man kan også læse om hendes forestående ægteskab med en rig mand. Da Donald Trump sidste år blev indsat som præsident, var hun i DR2 for at kommentere indsættelsen sammen med to andre kvinder med lignende politiske holdninger. Den pågældende kvinde har nemlig stiftet et stærkt højreorienteret politisk parti, der er kendetegnet ved voldsomt negative holdninger til ikke mindst flygtninge og kontanthjælpsmodtagere. 

Jeg har bestemt mig til at jeg denne gang ikke vil nævne hende ved navn (det har jeg gjort tidligere her på bloggen), netop fordi jeg ikke vil være med til at eksponere hende yderligere. Hun er ikke medlem af Folketinget, og det er helt uvist om hun eller hendes parti vil opnå valg. Alligevel får hun ganske megen opmærksomhed i medierne, og det bekymrer og undrer mig. For den opmærksomhed fortjener hun ikke.

Et nyt, gammelt DR

Den nye public service-kontrakt siger bl.a. at DR:

  • skal producere færre brede underholdningsprogrammer.
  • skal have større fokus på regionale programmer, debat og kultur.
  • ikke længere må skrive lange, dybdegående artikler, kun korte nyheder, på dr.dk.
  • skal sørge for at tydeliggøre, at »vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen«.

Jeg ser derfor frem til tv- og radioprogrammer, der skildrer hekseafbrændingerne i Danmark, der ophørte i 1693. De havde som bekendt rod i kristendommen. Og jeg ser frem til kritiske programmer, der, med udgangspunkt i at det danske samfund bygger på folkestyre, belyser behovet for demokrati på de danske arbejdspladser.

Men jeg kommer til at savne P6Beat. Hvordan vil man i øvrigt kontrollere længden af artikler på dr.dk og gribe ind, hvis en artikel bliver for lang eller for dybdegående?