Kategoriarkiv: Medierne

Kort og godt?

kortavis

Nogle af mine Facebook-venner er meget glade for Den korte avis. Jeg er slet ikke begejstret.

Én ting er at Karen Jespersen og Ralf Pittelkows websted lever i en verden, hvor Danmark er alvorligt truet af østeuropæere, flygtninge, indvandrere, muslimer og venstreorienterede (i ordets bredeste forstand). Overskrifter som

“Blandt borgerne er der flest, der nævner indvandringen som den største trussel mod Danmark”

og

“Den svenske ‘elite’ har nedgjort dem, der advarede mod udlændingepolitikken – nu er de selv blevet bange”

taler deres tydelige sprog, og valget af gæsteskribenter som f.eks. Morten Uhrskov Jensen, der meldte sig ud af Dansk Folkeparti fordi dets udlændingepolitik ikke var stram nok, er også sigende. Det er klart at Den korte avis under et dække af seriøsitet har en meget klar dagsorden om at fremme nogle reaktionære nationalistiske synspunkter, jeg tager stærkt afstand fra og ofte taler imod.

Én ting er altså holdningerne. Men er Den korte avis egentlig en avis? Artiklerne er korte, har fængende overskrifter og er nemme at dele på sociale medier. Men hvis man af en avis kræver, at den lever op til sædvanlige journalistiske standarder, er svaret nej. Det engelsksprogede danske webmagasin The Murmur har undersøgt journalistikken i Den korte avis. Blandt meget andet har Den korte avis store problemer med kildeangivelser. I kan læse artiklen herunder.

The Murmur har undersøgt hvordan det står til med kildeangivelserne i Den korte avis.

  • 95% af artiklerne har ingen originale kilder, dvs. er egentlig referater af noget, andre har skrevet.
  • 90% af artiklerne kommer med subjektive påstande eller konklusioner.
  • Og 23% af artiklerne havde ingen eller ukorrekte kildeangivelser.

Prøv at sammenligne med et vilkårligt dansk dagblad.

Min egen blog, hvor dette indlæg findes, har også kun få originale kilder, og den er fyldt med mine egne subjektive konklusioner. Men jeg foregiver ikke, at min blog er en avis eller et nyhedsmedie.

Kritikken hos The Murmur er ikke en enlig svale. Dansk Journalistforbunds medlemsblad Journalisten kritiserer det journalistiske niveau i Den korte avis. Og også i Kommunikationsforum er der en skarp kritik af hvordan Den korte avis bedriver “journalistik”.

Seneste eksempel fra Den korte avis handler om asylansøgere på asylcenteret i Fredericia, der ifølge artiklen siger nej til dansk catering-mad. Artiklens scoop var at ikke alene er der syriske flygtninge i Danmark, men de er også kræsne. De vil ikke spise den catering-mad, som de ældre mennesker i Danmark gerne spiser. (Bemærk den slet skjulte vinkling, der kæder de stakkels ældre danske sammen med de forkælede flygtninge.)

Artiklen henviste til Fredericia Dagblad, men nyheden var faktisk oprindelig “lånt” fra Kristeligt Dagblad uden kildeangivelse! Og medarbejdere fra asylcenteret i Fredericia afviser nu påstandene i artiklen. Og også B.T. har nu afkræftet historien. Forhåbentlig når dette så også ud til dem, der er så glade for Den korte avis –  nu er artiklen nemlig blevet slettet. Det er yderst usædvanligt for denne “avis”.

Et andet blandt mange eksempler er en meget delt artikel om en rumænsk kvinde og enlig mor til et barn, der har fået nej til kontanthjælp i Tyskland. Nogen kildeangivelse får vi aldrig, men det er næppe artiklens forfatter, der har været en tur i Tyskland. Artiklen er illustreret med – et billede fra et britisk tv-program af en roma-familie (om de er rumænere, fremgår ikke) i Storbritannien. Halvdelen af artiklen består af udtalelser fra Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti (om artiklens forfatter har interviewet ham, eller om der er tale om et lånt interview, bliver i øvrigt heller ikke klart).

Man kan bruge hele sin dag på at påpege den dybt tendentiøse vinkel i snart sagt alle artikler hos Den korte avis og tilsyneladende også på at påpege manglende kilder. Det rigtig bekymrende er at et så tendentiøst medium med en så lav grad af integritet er et af de meste delte på Facebook for tiden – ja, i februar i år var det faktisk det mest delte.

flattr this!

Hjernekassen på besøg i Aalborg

hjernekassen-3
Producer Morten Remar varmer op.
hjernekassen-1
Kim og Winnie.
hjernekassen-4
Peter Lund Madsen forbereder sig mentalt.
hjernekassen-2
Kim bliver interviewet om danske independent-film.

I dag besøgte P1-programmet Hjernekassen Aalborg Universitet. I dette efterår besøger programmet og studievært Peter Lund Madsen nogle af de danske universiteter, og første udsendelse var på mit universitet, ja endda på Selma Lagerlöfs Vej 300, hvor Institut for datalogi holder til

Der var inviteret tre forskere til udsendelsen for at fortælle om deres fagområde, og jeg var en af dem. De to andre gæster var mine kolleger Winnie Jensen fra Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og Kim Toft Hansen fra Institut for Kultur og Globale Studier.

Inden udsendelsen varmede først produceren Morten og siden Peter Lund Madsen selv publikum op. Peter fortalte en lille historie om neandertal-menneskets kranke skæbne. Neandertal-menneskene var kort og godt nutidsmennesket underlegne – de var procedurelle eksperter. Det lyder flot, men det betyder faktisk at de kun kunne udføre én ting ad gangen og ikke fandt på noget nyt.

Vi blev undervejs alle tre spurgt om hvilket rejsetips, vi ville give folk, der besøgte Aalborg. Jeg var på som den første og nævnte her selvfølgelig Egholm og lod en bemærkning falde om motorvejsplanerne. Bagefter fortalte jeg lidt om algoritmernes og computernes historie og om hvilke konsekvenser software-fejl kan have. Anekdoten om den dumme og kostbare fejl i Mars Climate Orbiter fik jeg fortalt endnu engang (sidst var det til science slam i København – nu må jeg til at forny mig!).

Det var også spændende for mig at høre om mine kollegers forskning. Kim fortalte om sin viden om danske independent-film og fik en passende kritisk bemærkning ind om regeringens dimensionsplaner for uddannelserne. Winnie fortalte om hvordan kunstige lemmer kan styres neuralt fra hjernen. Jeg havde taget mit hvide tekrus med for at kunne forklare forskellen på et tekrus og en computer. Der er i hvert fald én forskel, nemlig at en computer kan programmeres og altså er en procedurel ekspert. Det er et tekrus ikke engang. Senere, i interviewet med Winnie, blev mit tekrus faktisk også inddraget. Hvor mange tekrus kan egentlig prale af at have været i radioen på dén måde?

I kan høre hele udsendelsen på DRs websted.

 

flattr this!

Debatten – nu uden diskussion

debattenall

I dag talte jeg med en kollega om størrelser på projektgrupper. På
humaniora, hvor hun vejleder, er det praksis at projektgrupper ikke
bør have mere end 5 medlemmer – for humanistiske projekter er meget diskuterende og i en stor gruppe kan det hele ende i ørkesløse diskussioner. Ja, det kommer nemt til at minde om Debatten på DR2, sagde jeg. Det syntes hun var en morsom sammenligning.

Debatten på DR2 er for mig at se et eksempel på hvordan et tv-program  om politik ikke bør være; programmet giver mig bare hovedpine. Jeg har en fornemmelse af at i hvert fald nogle af de politikere, der er med, egentlig gerne ville have deres modstandere til at forstå deres synspunkter. Andre lader til at være udelukkende angrebsorienterede. Men det man observerer, er en råbekonkurrence: ingen forstår hinanden og ingen lytter. Det hjælper heller ikke at Clement Kjærsgaard anvender den stil, han gør. Den pågående stil bliver også brugt af Martin Krasnik, men det er i en situation hvor han er alene med modparten. Her giver det fin mening, men jeg tror der skal gøres noget andet i en plenumdiskussion.

Nogle gange virker det som om nogle af deltagerne i Debatten bliver kørt ekstra meget op, fordi de ikke kan nå ind til hinanden. Det er en meget almindelig frustration, som jeg kun kender alt for godt. Jeg husker alt for godt samtaler med personer, der var overbeviste astrologer, og med andre, der havde ubehagelige intolerante holdninger til minoriteter.

Hvordan får man mennesker til i det mindste til at lytte ægte
interesseret i det, man siger? Dette må være første forudsætning for at kunne forstå.

Matthew Lieberman er professor i psykologi ved UCLA og er gift med Naomi Greenberg, som jeg tidligere har skrevet om. Han interesserer sig for dette; man bemærker straks at han omtaler den meget amerikanske kontrovers om skydevåben.

It’s called “latitude of acceptance”. If I want to persuade you, what I need to do is pitch my arguments so that they’re in the range of a bubble around your current belief; it’s not too far from your current belief, but it’s within this bubble. If your belief is that you’re really, really anti-guns, let’s say, and I want to move you a bit, if I come along and say, “here’s the pro-gun position,” you’re actually going to move further away. Okay? It’s outside the bubble of things that I can consider as reasonable.

Men hvordan finder man ind til den “boble”, man har fælles med
Den Anden?

Lieberman siger:

When you’re drunk, or when you’ve had a good meal, or when you’re with people you care about versus strangers, these bubbles flex and move in different ways. Getting two groups to work together is about trying to get them to a place where their bubbles overlap, not their ideas, not their beliefs, but the bubbles that surround their ideas. Once you do that, you don’t try to get them to go to the other position, you try to get them to see there’s some common ground that you don’t share, but that you think would not be a crazy position to hold.

Samme aften som der var Debatten på DR2 om hvordan Danmark skal behandle flygtninge fra krigen i Syrien var der Bag om Borgen på DR1, hvor Martin Henriksen og Johanne Schmidt-Nielsen besøgte flygtningelejre i Jordan i et forsøg på at substantiere diskussionen. Der blev ikke opnået nogen enighed, men det blev en meget roligere diskussion – og det ikke kun fordi der kun var to personer blandet ind. Ved at de besøgte det samme sted og talte med de samme mennesker, fik de to deltagere også en fælles latitude of acceptance. Det var også tydeligt at mange af samtalerne fandt sted uden for kameraets rækkevidde, så det ikke var muligt at “tale til vælgerne”. Personligt er jeg naturligvis meget ked af at Martin Henriksen trods de mange møder med syriske flygtninge stadig stod stejlt på sit partis ubehagelige politik, men det lykkedes ham dog at sige at han følte med den mor til 5, der havde mistet sin mand. Så lidt skete der faktisk.

Jeg så gerne Debatten på DR2 erstattet med programmer, hvor
politikerne rent faktisk lyttede til hinanden og måske endda blev klogere. Man må kunne lære noget af begrebet om latitude of acceptance  og skabe et rum, hvor politikerne kommer tættere på hinanden og heller ikke falder for fristelsen til at tale til kameraet i stedet for til hinanden. Målet skal ikke være at skabe et blødt kompromis, men det kunne være godt at opleve at politikere rent faktisk talte med hinanden.

flattr this!

Pop om pop

141014-iggy-pop-free-music-in-a-capitalist-society-piracy-u2
Foto: Spin.

James Newell Osterberg alias Iggy Pop er efterhånden blevet 67 år gammel; som navnet antyder har hans familie nordisk baggrund (to af hans bedsteforældre var fra Danmark).  Mange af os tænker på ham som en vildmand i bar overkrop – og nogle af os også som ven og samarbejdspartner med David Bowie i sin tid.  I år gav han årets John Peel Lecture på BBC – foredraget begynder ca. 37 minutter inde. Det er ikke alle, der er klar over at Iggy Pop faktisk er en belæst og egentlig også viis herre på sin egen ukomplicerede amerikanske facon, og alene hans malmfulde stemme er værd at lytte til.

Foredraget kan også læses her. Meget af det handler om Iggy Pops oplevelser med musikbranchen (eller musikindustrien) gennem et langt liv der strækker sig fra de små øvelokaler frem til Internettet,  og livserfaringen og spilleglæden gennemstråler alt hvad han siger. Et af de mange gode citater fra ham er dette:

If I wanna make music, at this point in my life I’d rather do what I want, and do it for free, which I do, or cheap, if I can afford to. I can. And fund through alternative means, like a film budget, or a fashion website, both of which I’ve done. Those seem to be turning out better for me than the official rock n roll company albums I struggle through. Sorry. If I wanna make money, well how about selling car insurance? At least I’m honest. It’s an ad and that’s all it is. Every free media platform I’ve ever known has been a front for advertising or propaganda or both. And it always colors the content. In other words, you hear crap on the commercial radio. The licensing of music by films, corps, and TV has become a flood, because these people know they’re not a hell of a lot of fun so they throw in some music that is. I’m all for that, because that’s the way the door opened for me. I got heard on tv before radio would take a chance. But then I was ok. Good. And others too. I notice there are a lot of people, younger and younger, getting their exposure that way. But it’s a personal choice. I think it’s an aesthetic one, not an ethical one.

flattr this!

Til minde om Klyderne

I dag kan jeg læse at Jess Ingerslev er død. Han blev 67 – og først nu, hvor jeg har læst hans nekrolog, går det op for mig at han faktisk var født i Aalborg. Her er et lille klip fra det oprindelige Kaptajn Klydes Flimmercirkus –  det starter med en nytårstale og ender med en meget u-vegetarisk (for ikke at sige u-vegansk) sang. Flimmercirkusset startede som en del af DRs Ungdomsredaktion og til sidst blev det så populært at der kom et selvstændigt show ud af dem. Senere blev det endda til en spillefilm, Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage.. Tom McEwan, der nu er den eneste tilbageværende Klyde, og Jess Ingerslev fortsatte samarbejdet i det smålegendariske børneprogram Nu er det ikke sjovt længere (kendt for sangen “Fy fy, skamme skamme”).

Men det var med Kaptajn Klydes Flimmercirkus, det begyndte. Det er interessant at tænke på at Erhard Jacobsen blev forarget over at Jesper Klein vaskede et Dannebrog i en vaskemaskine – ud kom et rødt flag og et kors! (Jesper Klein bemærkede at de to ting såmænd kunne bruges til at lave en drage, men det hørte Erhard J. vist ikke.) Jeg kan også huske hvordan der blev lavet et afsnit på engelsk til en international tv-festival – men indledt med velkomsten “Godaften, I udenlandske røvhuller” på dansk (næsten profetisk!). Også dét vakte en del forargelse hos Erhard Jacobsen og ligesindede.

Uden egentlig at ville det, blev Kaptajn Klyde del af samme stime musikalsk komik som de meget mere tandløse Eddie Skoller og Linie 3, og til sidst havde de overlevet sig selv. Der var grænser for hvor meget, trio-formatet kunne bære; jeg har en anelse om at Klyde-filmen ikke var så stor en succes. Men når man ser de gamle klip fra 1980, aner man slægtskabet med et andet legendarisk foretagende fra DRs B&U-afdeling, nemlig Poul og Nulle. Og man bemærker også at denne form for humor hører en anden tid til. Vore dages stand-up-komik er langt mere tempofyldt og bevidst om egne virkemidler, men også på godt og ondt noget mere kynisk og selvcentreret.

flattr this!

Hvor er verden blevet af?

usa_today

Tilbage i 1989 var jeg i Rusland (der dengang var en del af Sovjetunionen) til min første konference i datalogi. En af de russere, jeg talte mest med, var Alexei, der var formand for organisationskomiteen.

En aften sad vi og talte om hvordan det egentlig var at bo i Rusland. Alle var rigtig trætte af situationen i landet, sagde Alexei. Der er mange russere, der drømmer om at bosætte sig i USA. Men der er jo alvorlige problemer med fattigdom og ulige adgang til sygesikring osv. osv. i USA også, indvendte jeg. Ja, og de bliver også omtalt i tv, sagde Alexei, men ingen her tror på at andre lande skulle have problemer – der har været så megen propaganda i medierne, at alle regner med at medierne lyver. Vi trak på skuldrene og talte om noget andet. I dag bor Alexei i USA og arbejder for Google.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på dette, når jeg læser et indlæg om de russiske medier fra en korrespondent for Washington Post. I medierne i Rusland florerer der mange udlægninger af flystyrtet i Ukraine for nylig, og den ene er mere underlig end den anden. Så hedder det sig at flyet var fyldt med lig, der var en uge gamle da det styrtede. Så hedder det sig at flyet blev skudt ned af nogen, der i en kikkert troede at have set Putins private jet. Så hedder det sig at NATO stod bag nedskydningen. Osv. osv. Og det interessante er at de allerfleste russere køber disse udgaver af sandheden, der mest af alt ligner ekstra fantasifulde konspirationsteorier. Til gengæld hører man i medierne i Rusland ikke den forklaring, at det var russiske separatister der ved en fejl (og med brug af et russisk jord-til-luft-missil) skød ruteflyet fra Malaysia ned.

De russiske medier kan slippe af sted med alt dette, netop fordi der er en tradition for ikke at tro på medierne og fordi de russiske medier udgør et lukket kredsløb.

Det er lidt specielt at opleve en amerikansk skribent pege fingre ad Rusland. Der er ikke mange sammensværgelsesteorier i USAs fremherskende medier, og regeringen har ikke samme kontrol over medierne som det er tilfældet i Rusland, men når jeg har været i USA og har tændt for tv på hotelværelset, opdager jeg hurtigt noget lignende: Resten af verden er væk eller optræder i det omfang, den har med USA at gøre.

Og det er måske også lidt specielt at sidde i Danmark og pege fingre ad USA. Man kunne tro, at det bare var et spørgsmål om stormagter og stormagtsdrømme, men prøv at kaste et blik på mange af de danske medier også.

flattr this!

Er dette en kronik?

liebe

Der er tit gode kronikker i dagbladet Information; for nylig var der en intet mindre end fremragende kronik af en kvinde, der beskrev sine oplevelser med hospitalsvæsenet og konsekvenserne af LEAN-tankegangen. Men dagens kronik af Susan Liebe, der er mor til fire og fraskilt, er slet ikke nogen god kronik. Kronikken starter som en kritik af en bestemt måde at være mand på:

Hvad er det med alfa-mænd, der tror, de er mænd, med stort M, fordi de gør, hvad der passer dem. Mænd, der insisterer på at leve livet som de vil, uanset at de har fået både kone og børn, rudekuverter og en familie, der skriger efter nærvær?

Men efterhånden bliver det klart at vi har at gøre med et partsindlæg i en kompliceret skilsmisse. Se bare dette:

Han går heller ikke op i sit tøj. »Det er bøsset og prætentiøst,« siger han. Han har en ternet fleeceskjorte fra Aldi, der lugter lidt af hipster på afstand, men mere af Sydhavnen tæt på. Og det er godt, for man skulle da nødig være smart med de smarte. Hellere snobbe nedad end opad. Hellere være i træskohøjde med dem på kajen end dem i Kødbyen.

Her er vi blevet så konkrete, at det er helt tydeligt at der kun kan være tale om en kritik af én bestemt mand, nemlig eksmanden, og hans tøjsmag.

Jeg har en klar fornemmelse af at Susan Liebes eksmand må have været ret besværlig og selvoptaget. Det, jeg imidlertid ikke kan lide, er hendes indlæg i meget høj grad er et personligt opgør, som ikke burde have været antaget som kronik i et seriøst dansk dagblad. Hvorfor skal vi høre om eksmandens dårlige tøjsmag i Information? Tænk hvis der kom en modkronik skrevet af eksmanden, hvor han rettede tilsvarende triste anklager mod sin ekskone. Den kunne vi også godt undvære.

Uanset hvad eksmanden har måtte have gjort af usympatiske ting, er han stadig far til parrets fire børn, og det er også usympatisk at hænge børnenes far ud i medierne på denne måde. Kronikken er blevet diskuteret en del på Facebook, og det viser sig faktisk at en af mine Facebook-venner kender eksmanden. Det kan ikke være overraskende, at diskussionen her hurtigt gik over til at handle om om hvilken af de to parter i skilsmissen, der “har ret”.

Det, der dog i virkeligheden bekymrer mig mest, er dog at dette partsindlæg bliver forklædt som et indlæg i kønsrolledebatten.  Det er det nemlig ikke; så vidt jeg kan se er det derimod et eksempel på hvad der sker når man er allermest vred på sin partner, og det er at  generaliseringerne vælter frem: “Du laver aldrig noget som helst i vores hjem”, “Alle kvinder er ligeglade med hvad deres mænd tænker”, “Jeg er altid alene om at kontakte børnenes skole” osv. osv. Og den slags generaliseringer kortslutter diskussionen, for det er bestemt ikke altid at de er så indiskutable. I skænderier ender det meget ofte med at man uden held bruger en masse krudt på at prøve at tilbagevise generaliseringerne. Reaktionerne på kronikken rundt om på Facebook og på Informations eget debatforum er da også den forudsigelige, at mange kvinder og mange mænd begynder at gøre opmærksomme på at “sådan er vi da ikke selv!”.

Det er ikke på baggrund af en kronik som Susan Liebes, vi kan finde ud af om der er noget galt med kønsrollerne i vores samfund eller vi kan finde frem til hvordan de kan blive bedre. Der er en helt enorm forskel på at kæmpe for ligestilling og på at kæmpe imod et andet menneske, man har en personlig konflikt med. Et godt bud på en analyse af problemer med kønsrollerne i dagens Danmark er kronikken i al fald ikke.

flattr this!

Politiske kommentatorer uden politik

politiskspil

Jeg er træt af de politiske kommentatorers rolle. Det hele ser ud til at være begyndt i USA, og her er de politiske kommentatorer fra især Fox News for længst blevet kendte (og ofte også berygtede). Man kunne måske forestille sig, at de pågældende politiske kommentatorer tænkte på deres gerning i medierne som første skridt på vej til en egentlig politisk karriere, men sådan er det ikke.

En af de seneste års mest kendte skikkelser herhjemme er Henrik Qvortrup, der gik  fra en stilling som Anders Fogh Rasmussens pressechef (dvs. spindoktor) til at være chefredaktør på Se og Hør – og derfra til at være politisk kommentator på TV2 News. Umiddelbart virker det underligt, at nogen kan foretage disse jobskift, men i virkeligheden er det helt oplagt. Det virker som sagt også underligt, at politiske kommentatorer ikke vil gå ind i politik, men heller ikke dette er egentlig underligt.

Qvortrup siger det helt ligeud i et interview i DSBs blad Ud og Se, og citatet dukker op igen i en skarp og præcis kommentar i Information fra Lasse Jensen:

Jeg har jo aldrig interesseret mig for substansen i politik. Tanken om at beskrive en arbejdsmarkedsreform, studere detaljerne i et forlig eller læse en finanslov gør mig træt […] Politik er staffage, udenomsværker, taktik. Jeg interesserer mig for skæbnerne, menneskene, dramaerne, spillet, alt det ikke-kedelige…

Udtalelsen fra den nu berygtede Qvortrup er meget sigende for mediernes dækning af politik. Politik har til formål at ændre på (eller forhindre ændringer af) samfundsforholdene, men netop dét aspekt er “kedeligt”. Derfor ender mediedækningen med at blive en beskrivelse af politikerne og hvad politikerne gør, ikke af de samfundsforhold de tager stilling til. Prøv at sammenligne med sladderblade som Se og Hør – der står en hel masse om hvad f.eks. skuespillere og musikere foretager sig i deres privatliv, men forbløffende lidt (ja, måske slet intet) om teater, film eller musik.

Sammen med det stærkt øgede fokus på meningsmålingerne fører den politiker-centrerede dækning af politik (eller mangel på dækning af samme) til at alle begynder at tænke på politik som et spil, der skal vindes. Meningsmålingerne bliver til en rapport om den aktuelle stilling i spillet. De egentlige problemer i samfundet – krig, den globale opvarmning, sociale uligheder osv.  osv. – er gledet i baggrunden. De politiske kommentatorer er i virkeligheden blot endnu en afart af sladderjournalister, og det er derfor lige så usandsynligt at politiske kommentatorer går ind i politik som det er at sportsjournalister prøver at komme på landsholdet.

flattr this!

Kildebeskyttelse?

02

Reaktionerne på Se og Hørs hemmelige aftale med en medarbejder ved Nets er forståeligt nok meget skarpe, og jeg har ingen sympati overhovedet for ugebladet. Seks kendte danskere har nu lagt sag an.

Men lad os forestille os et særdeles hypotetisk eksempel: At Se og Hør havde brugt oplysningerne fra Nets til at afdække store pengeoverførsler fra firmaer til embedsmænd og på denne måde kunne have afsløret korruption i den offentlige forvaltning. Hvordan ville reaktionerne da have været? Sikkert meget anderledes. I en klumme i Information i dag gør Kim Kristensen opmærksom på denne vinkel.

Der findes en del tilfælde, hvor journalister ved adgang til fortrolige oplysninger har kunnet opsnappe historier af stor vigtighed. Det mest berømte eksempel er Watergate-afsløringerne fra Washington Post, men også de seneste års sager om Manning og Snowden (der ikke var journalister) er værd at huske i denne sammenhæng. Journalister påberåber sig kildebeskyttelse, og andre bliver hyldet som whistleblowers.

Ingen vil kalde Se og Hør for whistleblowers.  Men vore reaktioner er i høj grad  farvet af at Se og Hør har brugt oplysningerne til at skrive journalistisk set fuldstændig ligegyldige historier om nogle menneskers helt lovlige aktiviteter, der hører til i privatsfæren. Det er historier, der til gengæld ikke er ligegyldige for dem, der er blevet skrevet om – de ville ligesom alle andre gerne have haft deres privatliv i fred.

Det, der er allermest interessant i denne sag er (ud over den sikkerhedslækage, der er i Nets) at den viser, hvor omfattende muligheder adgang til automatisk registrerede data giver andre til at analysere vores privatliv. Og det er ikke optagelser af telefonsamtaler eller filer med e-mails; der er alene tale om det, vi kalder metadata (altså “data om data”): at person X og person Y begge brugte deres kreditkort på samme sted på samme dag.

flattr this!

Musikalsk fast food?

foto-mashable_spotify

Weekendavisen har en interessant artikel om hvordan vi forbruger musik. Anledningen er en reportage fra et møde i Audio Engineering Society i New York, hvor bl.a. kendte pladeproducere er med. Et af de udsagn, der går igen, er hvordan de digitale lydmedier påvirker musikoplevelsen i negativ retning. Der er ganske mange udsagn i artiklen om utilfredshed med de digitale filformater, bl.a. MP3- og AAC-formaterne. Der er simpelthen information, der går tabt, lyder det igen og igen.

Jeg kan mærke at mine lyttevaner er blevet nogle helt andre. Den vigtigste ændring er at jeg næsten kun hører musik  i hovedtelefoner (dels et par store “hørebøffer”, dels nogle små in-ear-øretelefoner) og via nogle små højttalere tilsluttet min computer. Når det en sjælden gang lykkes mig at få fred til at høre en cd (ja, dem køber jeg skam stadig) på anlægget i stuen, er det en på mange måder helt anderledes oplevelse.

Men er der også et andet aspekt af musikoplevelsen, nemlig at det svimlende udvalg risikerer at gøre os alt for overfladiske. Pladeproduceren David Foster siger i artiklen:

»Hvem har glæde af at have et ubegrænset udvalg? Kvantitet decimerer kvalitet i den forstand, at det sløver koncentrationen. Man bliver rastløs, vil videre til næste nummer, hvis de første ti sekunder ikke lige tænder én. Men har det noget som helst med god musik at gøre? Er det kunst? Det største problem er den effekt, det har i den anden ende: på de udøvende kunstnere, der forsøger at ramme lytteren med deres musik.«

Dette er også min fornemmelse. Jeg har ikke abonnement på en streaming-tjeneste længere; en kort overgang prøvede jeg at abonnere på Spotify, men dels var jeg utilfreds med forretningsmodellen, der giver kunstnerne meget lidt, dels føltes det simpelthen underligt ikke at eje musikken. Og så er jeg alligevel traditionel i den forstand, at jeg stadig ofte lytter til hele albums på min telefon, og også ofte på min computer. Nogle af de gamle vaner fra lp-æraen hænger ved.

Når jeg lyttede til lp’er i forrige århundrede, var det kun sjældent, jeg sprang de numre, der ikke trængte ind, over. Jeg kan godt huske f.eks. det noget melankolske instrumentalnummer “Elegia” på New Orders Low-Life; det fik jeg trods alt hørt en del gange, vel vidende at der kom et up-tempo-nummer bagefter.

Jeg bliver mindet om forskellene mellem slow food og fast food, men også om hvordan det enorme udbud af tekst på Internettet gør at jeg langt fra altid læser en tekst færdig. Trist, men sandt. Derfor måske er dette blot endnu et eksempel på at teknologiens muligheder kræver at vi skal opfinde en ny etik – eller i dette tilfælde vel snarere en ny æstetik.

flattr this!