Kategoriarkiv: Medierne

…og derfor har jeg netop nu skiftet mening

facebook-politics-infographic-g

Der er en masse politiske meningstilkendegivelser på Facebook og andetsteds på nettet. Mange politikere gør en stor dyd ud af at være på Facebook og på Twitter nu om dage.

Resultaterne af en undersøgelse fra USA tyder dog på at det kun er få af de menige borgere, der skriver og læser politisk indhold på Facebook, der skifter indhold.  10.000 Facebook-brugere fra USA blev spurgt om hvilket parti de identificerede sig med i USA – Republikanerne, Demokraterne eller “uafhængige”. Og desuden blev de spurgt om hvorvidt de nogensinde havde ændret holdning i politiske spørgsmål på grund af noget, de havde læst på Facebook. Det store flertal svarede nej, og det for hvert af de tre mulige partitilhørsforhold.

En anden amerikansk undersøgelse tyder på at en væsentlig bevæggrund bag at dele indhold af politisk karakter på nettet er at det styrker vores selvfølelse.

Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Danmark, men det kunne være værd at undersøge om de sociale medier rent faktisk flytter nogen holdninger. Det er dog nok ikke anderledes med mundtlige politiske meningsudvekslinger; de flytter meget lidt. Jeg har aldrig fået en person, der var fundamentalt uenig med mig, til at ændre holdning, og man oplever kun meget sjældent folketingspolitikere skifte mening under eller lige efter en debat, de har deltaget i. Og alligevel bliver vi ved!

Når de politiske diskussioner rent faktisk flytter noget, er det på en helt anden måde.  F.eks. er de seneste års negative holdning i dansk politik til menneskerettighederne, herunder ideen om menneskerettighedskonventioner som noget, man kan og bør ændre eller helt forlade, ikke opstået pludseligt. Det skyldes lang tids påvirkning fra især Dansk Folkeparti.

Det er denne virkning, som politiske diskussioner kan have, nemlig langtidsvirkningen. Men det taler vi kun sjældent om, og vi har måske endnu til gode at se sådanne langtidsvirkninger, som er skabt af de sociale medier.

Flattr this!

DR ifølge DF

Foto: Torben Huss
Foto: Torben Huss

Der har været mange og voldsomme reaktioner på en kronik i Berlingske, hvor tre toneangivende medlemmer af Dansk Folkeparti foreslår at DRs budget skal skæres med 25 procent.

Jeg bemærker flere ting. Først og fremmest er det meget sigende for det politiske klima i Danmark i 2016 og for den indflydelse, Dansk Folkeparti har fået, at en meningstilkendegivelse fra dette parti kan få  så mange reaktioner,

Og jeg bemærker også at kronikken først og fremmest fokuserer på hvad public service-begrebet ikke er; argumentet for nedskæringen er først og fremmest at DR ifølge DF ikke opfylder en public service-forpligtelse og derfor skal have fjernet de aktiviteter, som ikke er . Det nærmeste vi kommer en definition er dette sted:

I Dansk Folkeparti har vi endvidere et stærkt fokus på, at public service skal tjene hele landet. Det er derfor vigtigt, at public service, som navnet antyder, sikrer mangfoldighed – også geografisk.

Det er interessant at Dansk Folkeparti her taler om mangfoldighed, noget de ellers ikke har for vane. Der er formodentlig tale om endnu et begreb, som partiet er i gang med at kapre, ligesom man med held har kapret begreber som f.eks. ytringsfrihed. Og det er også påfaldende, at der næsten ikke er nogen konkrete bud i kronikken på hvad DR skal udbyde. En af de helt store udfordringer er at DR som andre tv- og radiostationer nu er i gang med omstillingen fra flow-udsendelser til on demand-udsendelser; hvordan dette skal gøres, er der heller ikke nogen bud på i kronikken.

Flattr this!

Ikke stramt nok

Kilde: Infomedia
Kilde: Infomedia

En ny analyse fra Infomedia viser at der siden sommeren 2015 er sket et tydeligt skred i danskernes holdninger til flygtningepolitik. Det er bemærkelsesværdigt, for Dansk Folkeparti har fået gennemført ganske meget af det, de gerne ville. Men 26 procent af de adspurgte i Infomedias undersøgelse vil gerne have et parti med en flygtningepolitik, der er strammere end Dansk Folkepartis. Og 47 procent af de adspurgte mener at regeringens flygtningepolitik ikke har været stram nok.

Nogle vil her formodentlig indvende at denne udvikling måske er lidt voldsom, men dog nødvendig og et tegn på at Danmark omsider er ved at blive det land, det bør være, på at danskerne nu er i trygge hænder efter mange års misforstået godhed. Også lederen af det endnu ikke opstillingsberettigede Danskernes Parti tager nu afstand fra racisme, så alle kan sove trygt. Og med et parti i Folketinget til højre for Dansk Folkeparti vil Dansk Folkeparti ikke længere blive genstand for samme kritik, men er endegyldigt accepteret som en vigtig del af dansk mainstream-politik.

Men jeg tilhører et mindretal i befolkningen, der ikke er glad for alt dette. Uden for Danmarks grænser er der stadig krig, og der er stadig mennesker på flugt. Forskellen er at der i disse dage kun er ganske få historier i medierne om borgerkrigen i Syrien (den har nu varet mere end fem år og ser ikke ud til at slutte foreløbig), om diktaturet i Eritrea eller om forholdene i Afghanistan. Fokus i de danske medier er lige nu på en aftale om udsendelse af personer på tålt ophold, trods det at der faktisk kun er ganske få mennesker på tålt ophold i Danmark. Det internationale perspektiv er for alvor veget for det snævert danske.

Jeg mærker selv den ændrede holdning på et anekdotisk plan, nu hvor vi i Amnesty Internationals Aalborg-gruppe sammen med flere andre lokale organisationer, der arbejder med flygtningespørgsmål, er ved at arrangere en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge. Dette optog finder sted den 20. juni kl. 19.00, og alle er velkomne.

Vi lavede et helt tilsvarende arrangement den 6. oktober sidste år, i et køligt efterår hvor der var stort fokus på flygtningesituationen. Men det, jeg bemærker, er at der nu, i 2016, er kommet langt flere vrede og direkte fjendtlige kommentarer end sidst til vores Facebook-opslag. Dét bekymrer mig, og jeg er også bekymret over hvordan holdningen til flygtningepolitikken påvirker befolkningens holdning til den enkelte flygtning.

Flattr this!

Mediernes korte hukommelse

45007360-1000x50we_1

I begyndelsen af september 2015 var der et voldsomt fokus i medierne på flygtninge, der ankom til Danmark. Nu er det maj 2016, og borgerkrigen i Syrien raser videre. Men det er tydeligt, at medierne har fundet andet at fokusere på end flygtninge, der ankommer til Danmark. Medierne har nemlig en kort hukommelse; i vore dage hvor begrebet breaking news bliver brugt stadigt oftere, er det som om denne hukommelse bliver kortere og kortere.

Ulempen ved mediernes korte hukommelse er, at nogle problemstillinger, der fortjener vedvarende opmærksomhed, bliver gemt og glemt. Fordelen ved mediernes korte hukommelse er til gengæld, at nogle problemstillinger til gengæld får fred. For situationen om flygtninge og asylansøgere i Danmark mærker man begge konsekvenser – der er ikke helt så mange pludselige tiltag og negative udtalelser som for et halvt år siden, men der er heller ikke helt den samme opmærksomhed på de voldsomme menneskeskæbner, der her er tale om.

Massemedierne er i høj grad med til at forme vores kollektive hukommelse. Det, der i virkeligheden bekymrer mig ved mediernes korte hukommelse, er at vi, der bruger medierne, også tit ender med at få en kort hukommelse og det manglende overblik, der følger af det. Hvad lærer journalister mon egentlig om dette?

Flattr this!

Jeg har set X-Faktor

maxresdefault

Det er ellers længe siden, jeg sidst tændte for dette program. Men jeg opdagede at Sarah Glerup er med, og dét gjorde mig interesseret. Jeg kender hende ellers kun fra de interessante artikler, hun har leveret gennem årene til bl.a. dagbladet Information – mange af dem med hendes helt særlige perspektiv på livet som dobbeltminoritet (som handicappet og LGBT). For Sarah er ikke bare den unge kvinde, der kan synge på tv selv om hun har muskelsvind og skal bruge respirator. Hun er også cand.mag i medievidenskab og arbejder på Christiansborg. (Og så ikke et ord om at hendes karaktergennemsnit til studentereksamen var 11,5.) Dette er den egentlige bedrift, en historie om at at menneske ikke er eller må blive reduceret til en fysisk diagnose og ikke vil eller skal lade sig reducere.

I armene på et menneske, der lever sammen med sin respirator og sin elektriske kørestol, kommer sangen “Strict Machine” pludselig til at handle om noget andet, end jeg troede (jeg må indrømme at jeg ikke var helt sikker på hvad Goldfrapps sang helt præcis handler om – det er næppe en hyldest til en abstrakt maskine for et strict funktionsorienteret sprog; en mere indoktrineret datalog er jeg trods alt ikke), og dét alene var al tiden værd foran tv’et og med et program, der ellers ikke siger mig så meget.

Jeg ville stadig hellere se musik leveret af “rigtige” musikere, men X-Faktor har en overraskende berettigelse, hvis man glemmer alle sangene: Deltagerne er alle slags danskere, opdager jeg – programmet er derved et noget uventet bidrag til at anskueliggøre og fremme accepten af mangfoldigheden i det danske samfund: Hverdagens “helte” kan være hvem som helst.

Flattr this!

Uden for ekkokammeret

ekko

Jeg har nogle Facebook-venner som jeg opdager at jeg tit er enig med. Det er samtidig dem, der mest hyppigt kommenterer mine statusopdateringer. Og nogle gange kommenterer jeg deres. Sommetider skriver vi noget, vi hver især synes er morsomt og rammende.

Nogle af mine Facebook-venner har derimod holdninger, jeg finder ekstremt usympatiske. En støtter det kryptonazistiske Danskernes Parti, en anden støtter Stop Islamiseringen Af Danmark. Nogle er bare konsekvent meget glade for Dansk Folkeparti og dets initiativer. Atter andre lægger ubehagelige og mere eller mindre åbenlyst racistiske billeder op – f.eks. har en lagt et billede op af hoveder af døde grise med en tekst om at “holde flygtningene væk”.  Når jeg støder på den slags opslag, bliver jeg altid vred eller ked af det og da overvejer jeg, om jeg skal skrive en kommentar eller bare lade stå til. Helst ville jeg udfordre, men samtidig har jeg også en trist fornemmelse af at det ikke ville gøre en forskel. I virkeligheden kan jeg nemlig ikke lide de ørkesløse meningsudvekslinger, det tit ender med på de sociale medier. I de fleste tilfælde er det som om ingen af os bliver klogere.

Der er en tendens til at omgive sig med mennesker, man er grundlæggende enig med. Vincent Hendricks kalder det for ekkokammeret.

Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, så har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning, og således sorteres der kraftigt i, hvilken information og hvilke stemmer, man gider høre på.

Således kan ekkokammeret opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen.

I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror. Det viser sig ydermere, at polarisering kan true et samfundsideal, mange sætter meget højt – idealet om det drøftende demokrati.

Det er meget fristende at have venner/andre man følger/hvad det nu hedder, som man er enig med. I nogle tilfælde kan de ligesindede være en støttegruppe – hvis man f.eks. har en interesse, kun forholdsvis få andre har, er det godt at kende til andre med et interessefællesskab. I andre tilfælde er det bare nemt at vælge sine venner, så man undgår kontroverser, men man ender i de tilfælde let med at have et ekkokammer til sin rådighed.

Jeg kunne måske godt slette de Facebook-venskaber, der mest lukker had og intolerance ud eller dem, jeg “bare” er uenig med.  Om der er nogen, der har slettet mig som Facebook-ven, fordi de synes at mine holdninger er ubehagelige, ved jeg ikke. Men jeg vil ikke slette nogen. Det er ekkokammeret, der er farligt, og muligheden for dialog er trods alt den bedste og vigtigste.

Flattr this!

At vokse op i medierne

10300445_10153036475453644_3078726673638173303_n

I disse dage kan man se, hvordan det er som om en hel masse smuldrer mellem hænderne på Yahya Hassan – måske er det overmod, måske er det manglende dømmekraft og situationsfornemmelse, måske er det så meget andet også.  Jeg må indrømme, at det gør mig ked af det at opleve. Yahya Hassan er en vigtig stemme i dansk litteratur og i den politiske debat og har aldrig været bange for at provokere.

I vore dage vokser alle unge i Danmark (og mange andre steder i verden) op med medierne – for de flestes vedkommende er det de sociale medier. Men Yahya Hassan er vokset op ikke bare her, men i særdeleshed også i alle de andre massemedier, og det har været en overvældende og hurtig rejse siden efteråret 2013. Ja, længere er det ikke siden. Inden han fyldte 20, nåede Yahya Haasan blive forfatter til den mest sælgende danske digtsamling nogensinde, at at få flere store litteraturpriser og at være gæst i adskillige tv-programmer hvor han har udtalt sig om sociale problemer, Palæstinas situation og meget, meget andet.  Man glemmer derfor ofte hvor ung han er og hvor hurtigt han har skullet vokse op i medierne. Der er mange unge musikere, der har prøvet en lignende opstigningens rus , og det er ikke altid endt godt.

Billedet ovenfor er fra en af Yahya Hassans fineste stunder, for mindre end et år siden ved fredsringen om synagogen i København. Her mødte han faderen til Dan Uzan, der blev myrdet samme sted to måneder tidligere under terrordrabene i København. Skildringerne af samtalen mellem Sergeot Uzan og Yahya Hassan er bevægende læsning.

Jeg håber (og tror på) at der kan komme flere af den slags stunder en dag for Yahya Hassan. Men det kræver noget af os alle sammen.

Flattr this!

Vi bliver dårligere mennesker

Uden navn

Her er en statusopdatering af forfatteren Flemming Chr. Nielsen. Jeg forstår ham godt i sit ønske om at trække sig. Jeg synes, det er en grim tid vi er havnet i. Nationalismen fordrer at der skal udpeges en ydre fjende og en indre fjende, og nu sker det for fuld styrke. Danmark vender blikket indad, og det bliver tydeligvis sværere og sværere at se Den Anden som et menneske.

En skribent, hvis navn ikke fortjener at blive nævnt, skrev for nylig en usædvanligt plat, sexistisk og perfid kritik af Helle Thorning-Schmidt på Jyllands-Postens websted, og siden da er han blevet voldsomt kritiseret. Det fortjente han. Men samtidig kan jeg mærke at vi bliver trukket ned på det samme lave argumentationsniveau, og selv forfalder jeg også til det. Selv om jeg måske kan virke enormt hellig,  er jeg desværre ingen helgen.

Jeg lægger mærke til at Helle Thorning-Schmidt selv ikke har givet sin mening til kende, og det er da også fornuftigt af hende. Der er ingen grund til at give den pågældende skribent ekstra opmærksomhed.

Måske trækker det os ned, at det er så nemt og hurtigt at give sin mening til kende i dag på de sociale medier. Måske trækker det os ned, at ledende politikere rent ud sagt taler grimt og nedladende til hinanden. Jeg bryder mig af denne grund ikke om at se Debatten på DR2.

Jeg var ingen helgen i forvejen, men jeg kan selv mærke, at jeg bliver et dårligere menneske af alt dette. Noget godt bud på hvad der skal gøres, ved jeg ikke, og dette er i virkeligheden skrevet i afmagt.

Flattr this!

Jeg er journalist, men…

iamamuslimbut
Billede fra en meget delt amerikansk YouTube-video der hedder “I am a Muslim, but” (jeg skrev om den her tilbage i november)

I DR1s nytårskavalkade er der et indslag hvor en række danskere, der er muslimer, rejser sig én efter én og siger “Jeg er muslim, men….”. Flere har kritiseret indslaget, heriblandt Özlem Cekic, der selv deltog i det.

Jeg forstår vel godt hensigten hos DR1, nemlig at gøre noget ved alle fordommene mod muslimer (og indslaget er vel inspireret af en tilsvarende amerikansk YouTube-video, som jeg tidligere har skrevet om), men måden det sker på, er usædvanligt kluntet. Min ene anke er at de danske medier nu igen virker som om de taler om en gruppe af mennesker (“Se! Her er de!”). Den anden er at indslaget kommer til at fokusere på alt det, som personerne siger at de ikke gør og ikke er. Det var vel ikke det, der var meningen? Det må kunne lade sig gøre at finde en mere gennemtænkt indfaldsvinkel.

Kunne man forestille sig et indslag, hvor en række danskere, der er journalister, rejste sig efter tur og sagde “Jeg er journalist, men jeg plagierer ikke”, “Jeg er journalist, men jeg er ikke ukritisk”, “Jeg er journalist, men jeg er seriøs” osv. ? Kunne seerne risikere at sidde tilbage med et billede af journalister som nogen, der plagierer, er ukritiske og ikke seriøse? Og hvordan mon den efterfølgende diskussion ville blive?

Flattr this!

Wow?

wow-signal

Den 18. august 1977 opdagede den amerikanske astronom Jerry Ehman, som arbejdede som frivillig på SETI-projektet, et 72 sekunder langt kraftigt signal opfanget af Ohio State Universitys radioteleskop i Delaware i Ohio. (Hermed lærte jeg så at Delaware ikke kun er en delstat i USA, men også en by i en anden delstat.) Man gav sig først til at udelukke sædvanlige jordiske kilder, og man ved stadig ikke hvad signalet skyldes, kun at det kom fra et tilsyneladende øde sted i stjernebilledet Skytten. Det har stadig ikke været muligt at dekode signalet (hvis det i det hele taget rummer egentlig information).

20 år senere troede man at man nu havde et signal, der rummede information og kunne dekodes. Beviset på intelligent liv uden for Jorden var fundet. Men nej:  i 1997 var det falsk alarm – signalet kom bare fra en europæisk satellit. Øv.

Jeg ved ikke hvilke følelser der løb igennem astronomerne, kun at New York Times hurtigt fandt ud af at der var astronomer, der havde detekteret et interessant signal. Og dette siger faktisk også en del om hvor svært det kan være at holde den slags hemmeligt.

Mit håb er at en sådan opdagelse vil kunne få os til at se vore problemer her på Jorden i et andet perspektiv. Kan vi føre krig og ødelægge vores planet, hvis der er nogen derude, der opdager det?

Jill Tarter, tidligere direktør for Center for SETI Research, har dette at sige.

“If we succeed at detecting another technological civilization, that success helps tell us that on average, technological civilizations can survive for a long time,” she said. “The very act of success [in hearing from another planet] tells us that we can have a long future. I think that’s the most amazing impact that contact would have, even if we never figure out how to interpret whatever information we receive.”

Flattr this!