Og medierne sagde (ikke)…


Mens feberen fra det, der har vist sig bare at være en influenza, har sendt mig en tur i et uroligt drømmeland, har der været parlamentsvalg i Nederlandene. Jeg mindes ikke, at der tidligere var et fokus i de danske medier på et parlamentsvalg i dette land, der blot tilnærmelsesvist kunne sammenlignes med det, vi nu har set.

Det er også bemærkelsesværdigt at der ikke er blevet nævnt ret meget om hvordan Arbejderpartiet er gået voldsomt tilbage (er faktisk mere end halveret) eller om den tydelige fremgang for partierne på venstrefløjen. Den største interesse har temmelig konsekvent samlet sig om Geert Wilders.

Jeg tror ikke, at mediernes fokus skyldtes en særlig sympati for Wilders & Co.; formodentlig har man (uden at der selvfølgelig har været tale om en fælles, bevidst strategi) villet undgå at blive taget på sengen som man blev ved uventede valgresultater i Storbritannien, Colombia og USA.  Parlamentsvalget blev nærmest set som en folkeafstemning om populisme. Men derved lykkedes det desværre at få sagt meget lidt om hvad der sker i den politiske debat i Nederlandene, og ikke mindst da hvad der sker fjernt fra det Wilders’ke verdensbillede.

På denne måde er medierne måske også med til at holde højrepopulismen i live.

Flattr this!

En universitetsavis?

Københavns Universitet har en universitetsavis, der bare hedder Universitetsavisen (ligesom man i sin tid, når man ringede til Københavns Universitet, fik at vide i omstillingen at “det er universitetet”).

Når jeg læser det seneste nummer af Universitetsavisen fra København, bliver jeg forbløffet og faktisk også misundelig. Her er der både debat og kritisk journalistik, bl.a. en kritisk artikel om de siddende dekaner og hvordan forholdet mellem dem og den nye rektor mon vil blive.

Aalborg Universitet havde engang Center-Nyt (hvor Studenterrådet havde sit blad på bagsiden) og senere blev det erstattet af det stadigt mere glittede Uglen. Men Uglen holdt op med at udkomme i 2013. Der er nu ikke længere noget tilsvarende forum på min arbejdsplads; kun en Facebook-side og nyhedsbreve fra ledelsen og de centrale kontorer. Der er ikke noget fælles medium, hvor der også kan være et rum for debat og for intern kritik. Jeg er ikke sikker på at det er godt for universitetet, at den fælles kommunikation for alle ansatte og studerende kun foregår på denne måde og tilsyneladende kun i én retning.

Flattr this!

Men det er mord


Der er igen en uhyggelig sag om en mand, der har slået hele sin familie ihjel og bagefter har begået selvmord. Ofte dækker dette over en forhistorie, hvor manden har oplevet alvorlige økonomiske og måske også ægteskabelige problemer. Der er også tilsvarende uhyggelige sager om fædre, der slår deres døtre ihjel. Her er forhistorien typisk, at døtrene på en eller anden måde har brudt med bestemte forventninger, f.eks. ved at få en kæreste eller ved at leve på en måde som faderen ikke kunne acceptere.

Denne sidste form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med mellemøstlig eller sydasiatisk baggrund. Den første form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med “flertalsdansk” baggrund.

Den sidste form kaldes i medierne typisk for “æresdrab”, mens den første form kaldes for “familietragedie”. Og der er forskelle – “æresdrab” indeholder ofte ikke et selvmord, og der kan være medskyldige, mens “familietragedier” ofte er flerdobbelte mord. Men de er to forskellige manifestationer af samme uhyggelige psykologiske fænomen: En mands forskruede selvbillede som fader/ægtemand/forsørger går i stykker, og han slår sine børn og ofte også sin partner ihjel. “Familietragedierne” er den danske udgave af “æresdrab”.

I begge tilfælde er der tale om mænd, der myrder kvinder og børn, og i begge tilfælde er det en konsekvens af en forskruet manderolle, et lige så forskruet syn på hvad en familie er og et forskruet kvindesyn. Og det er helt bevidste handlinger, ikke uundgåelige naturfænomener. Det helt overvældende flertal af mænd slår jo ikke deres familier ihjel.

Én ting så jeg derfor gerne, at medierne gjorde, nemlig at de holdt op med at tale om “æresdrab” og “familietragedier” og i stedet begyndte at kalde disse grusomme forbrydelser ved deres rette navn, nemlig mord. 

Flattr this!

Kampen om virkeligheden

Man taler om det postfaktuelle samfund (begrebet dukkede faktisk op i 2008 med en bog af Farhad Majoo), og man taler om fake news. Vi kan se, hvordan der i de seneste uger har været mange rapporter om den desperate situation i Aleppo. Men samtidig, på de sociale medier, har der været historier, der beskriver Assad-regimet som krigens egentlige helte og Aleppos befriere. I mange andre igangværende konflikter, som f.eks. den væbnede konflikt i Ukraine, er der en lang række modstridende beskrivelser af situationen. Nogle hævder, at de modstridende beskrivelser simpelthen afslører mainstream-mediernes manipulationer. Men hvis én beretning modsiger mange andre, betyder det ikke at den er mere troværdig – nogle gange vel tværtimod.

Og det, der sker, er ikke at nogen bliver bedre oplyst – de modstridende billeder skaber handlingslammelse hos nogle, og andre vælger den udgave, de helst vil tro på og dermed bliver bekræftet i de holdninger, de allerede har.

Det interessante er, hvem der er med til at skabe hele denne “kamp om virkeligheden”. En rapport fra Corporate Europe Observatory beskriver, hvordan det i mange tilfælde er europæiske kommunikationsbureauer, der bistår regeringer i en lang række lande med at sikre, at det er bestemte beskrivelser, der kommer frem, og med at påvirke verdensopinionen. Ofte er der tale om forsøg på at skønmale situationen – bl.a. har firmaer som det britiske M&C Saatchi aktivt bistået regimet i Bahrain med at promovere det. M&C Saatchi fik i 2011 en fem-årig kontrakt på 11,7 millioner euro for at udvikle og implementere en samlet mediestrategi for regimet i Bahrain. Hele rapporten kan ses på https://corporateeurope.org/sites/default/files/20150120_spindoctors_mr.pdf.

Så det er vigtigt at holde øje med alle disse kommunikationsbureauer, der i en del tilfælde reelt fungerer som private propagandaministerier. Men det stopper ikke der. Mange af bureauernes ansatte har nemlig en kommunikationsuddannelse fra et universitet. Hvad gør man på universiteternes kommunikationsuddannelser for at fremme en etisk forsvarlig adfærd hos dem, man uddanner? Dette er et ægte spørgsmål, for jeg ved det ikke. Jeg håber, at universiteterne gør det rigtige.

Flattr this!

Danske journalisters folkebevægelse mod matematik

math_describes_beauty_by_makaroniczos-d3d7gtj

Mange af os har mærket den danske litteraturs ubarmhjertighed på egen krop gennem skoleårene og ikke så få gange svedt eller bandet i mødet med digte, romaner, essays, og hvad det ellers hedder.

De hårde prøvelser har efterladt mange med et tvetydigt forhold til det danske skriftsprog og de specialister, der behersker det. Vi ser på ordenes verden med en blanding af frygt og fascination.

Nej nej, det mener jeg selvfølgelig ikke. Jeg holdt faktisk meget af dansktimerne i skolen (herunder i gymnasiet). Men en artikel i Politiken starter med at udbasunere at

Mange af os har mærket matematikkens ubarmhjertighed på egen krop gennem skoleårene og ikke så få gange svedt eller bandet i mødet med formler, algebra, brøker, og hvad det ellers hedder.

De hårde prøvelser har efterladt mange med et tvetydigt forhold til den oldgræske disciplin og de specialister, der behersker den. Vi ser på tallenes verden med en blanding af frygt og fascination.

Det er efterhånden meget tydeligt for mig, at så godt som alle danske journalister har et meget anstrengt forhold til de såkaldt eksakte videnskaber. Men alligevel: Hvorfor skal man altid lægge øre til den slags? Og hvorfor er det fuldstændig legitimt og naturligt for journalister at udtrykke deres negative holdning på denne måde?

For nogle dage siden kunne man (i Politiken!) læse en hyggelig historie om et københavnsk ægtepar, der mødte hinanden, mens de studerede matematik. Og intetsteds beskrives de som nørder, og intetsteds beskrives deres fag som problematisk. Det kan jo lade sig gøre.

Flattr this!

Nej til dialog!

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jeg har selv været med til at lave arrangementer, der handlede om dialog mellem grupper i den danske befolkning; for 10 år siden lavede jeg på egen hånd, sammen med Jacob Holdt og sammen med Amnesty International flere initiativer af denne art. Nogle af dem var faktisk vellykkede.

Men jeg er endt med ikke altid at tro på dialog. Nærmere bestemt er jeg blevet meget skeptisk over for dialog med nationalisterne i dansk politik. Det er blevet sagt, at samtalen er en central del af demokratiet – men hvad gør man, hvis der ikke er nogen samtale?

Det er efterhånden blevet tydeligt, at den såkaldte dialog i dansk politik er endt med at finde sted på Dansk Folkepartis præmisser. I gårsdagens udgave af Debatten på DR2 lykkedes det således at få bevæget debatten helt sømløst fra kvoteflygtninge i starten af programmet til at man til sidst i ramme alvor diskuterede om en af deltagerne, en dansk gymnasieelev på 18 år, rent faktisk var dansk. Det var vel at mærke studieværten, der sørgede for at denne sømløse bevægelse var mulig. Den timelange “samtale” flyttede – intet som helst. Flere af deltagerne kunne, selv om de blev ved med at insistere at de faktisk var danske (hvor er det dog trist at man kan være nødt til at skulle sige det, og så på landsdækkende tv!), ikke få de nationalistiske deltagere til at acceptere dette.

At det er kommet så vidt i vore dage, skyldes i høj grad at mange politiske partier og danske medier er endt med at acceptere (varianter af) Dansk Folkepartis nationalistiske verdensbillede, hvor flygtninge, danskere med helt eller delvis mellemøstlig baggrund, islam, udenlandske statsborgere i Danmark, terrorister, kontanthjælpsmodtagere osv. er del af én og samme fortælling om et land, der først og fremmest skal forsvare sig selv mod den truende omverden. Dette verdensbillede er efterhånden blevet så indarbejdet, at der nu er konkurrerende partier, der er rede til at levere en mere “ægte” og “kompromisløs” udgave af fortællingen.

Samtidig kan det godt være, at politikere går ind i en dialog med de reaktionære nationalister ud fra et ønske om at påvirke dem. Men i virkeligheden går påvirkningen kun den anden vej efterhånden. Dansk Folkeparti og de andre nationalister vil ikke lytte og kan ikke lytte.

Socialdemokraterne er det mest tydelige eksempel i disse år (Venstre nåede allerede dertil for mere end 15 år siden.) I dag kan man f.eks. læse et interview med socialdemokraten Peter Hummelgaard, der er kritisk over for “dele af” Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Der er stadig politikere i Danmark, der ikke accepterer Dansk Folkepartis fortælling. Et par af dem så vi i går aftes på DR2. Måske ville det bedste være, at de (og andre gode mennesker) blev enige om ikke at stille op i medierne til de frugtesløse og ørkesløse debatter med Dansk Folkepartis folketingspolitikere og i stedet brugte kræfterne på at tale med folk i Danmark. Min konklusion (og den er jeg ked af at måtte drage) er, det efterhånden kun dén udenomsparlamentariske, men demokratiske samtale, der kan skabe forandring til det bedre.

Flattr this!

…og derfor har jeg netop nu skiftet mening

facebook-politics-infographic-g

Der er en masse politiske meningstilkendegivelser på Facebook og andetsteds på nettet. Mange politikere gør en stor dyd ud af at være på Facebook og på Twitter nu om dage.

Resultaterne af en undersøgelse fra USA tyder dog på at det kun er få af de menige borgere, der skriver og læser politisk indhold på Facebook, der skifter indhold.  10.000 Facebook-brugere fra USA blev spurgt om hvilket parti de identificerede sig med i USA – Republikanerne, Demokraterne eller “uafhængige”. Og desuden blev de spurgt om hvorvidt de nogensinde havde ændret holdning i politiske spørgsmål på grund af noget, de havde læst på Facebook. Det store flertal svarede nej, og det for hvert af de tre mulige partitilhørsforhold.

En anden amerikansk undersøgelse tyder på at en væsentlig bevæggrund bag at dele indhold af politisk karakter på nettet er at det styrker vores selvfølelse.

Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Danmark, men det kunne være værd at undersøge om de sociale medier rent faktisk flytter nogen holdninger. Det er dog nok ikke anderledes med mundtlige politiske meningsudvekslinger; de flytter meget lidt. Jeg har aldrig fået en person, der var fundamentalt uenig med mig, til at ændre holdning, og man oplever kun meget sjældent folketingspolitikere skifte mening under eller lige efter en debat, de har deltaget i. Og alligevel bliver vi ved!

Når de politiske diskussioner rent faktisk flytter noget, er det på en helt anden måde.  F.eks. er de seneste års negative holdning i dansk politik til menneskerettighederne, herunder ideen om menneskerettighedskonventioner som noget, man kan og bør ændre eller helt forlade, ikke opstået pludseligt. Det skyldes lang tids påvirkning fra især Dansk Folkeparti.

Det er denne virkning, som politiske diskussioner kan have, nemlig langtidsvirkningen. Men det taler vi kun sjældent om, og vi har måske endnu til gode at se sådanne langtidsvirkninger, som er skabt af de sociale medier.

Flattr this!

DR ifølge DF

Foto: Torben Huss
Foto: Torben Huss

Der har været mange og voldsomme reaktioner på en kronik i Berlingske, hvor tre toneangivende medlemmer af Dansk Folkeparti foreslår at DRs budget skal skæres med 25 procent.

Jeg bemærker flere ting. Først og fremmest er det meget sigende for det politiske klima i Danmark i 2016 og for den indflydelse, Dansk Folkeparti har fået, at en meningstilkendegivelse fra dette parti kan få  så mange reaktioner,

Og jeg bemærker også at kronikken først og fremmest fokuserer på hvad public service-begrebet ikke er; argumentet for nedskæringen er først og fremmest at DR ifølge DF ikke opfylder en public service-forpligtelse og derfor skal have fjernet de aktiviteter, som ikke er . Det nærmeste vi kommer en definition er dette sted:

I Dansk Folkeparti har vi endvidere et stærkt fokus på, at public service skal tjene hele landet. Det er derfor vigtigt, at public service, som navnet antyder, sikrer mangfoldighed – også geografisk.

Det er interessant at Dansk Folkeparti her taler om mangfoldighed, noget de ellers ikke har for vane. Der er formodentlig tale om endnu et begreb, som partiet er i gang med at kapre, ligesom man med held har kapret begreber som f.eks. ytringsfrihed. Og det er også påfaldende, at der næsten ikke er nogen konkrete bud i kronikken på hvad DR skal udbyde. En af de helt store udfordringer er at DR som andre tv- og radiostationer nu er i gang med omstillingen fra flow-udsendelser til on demand-udsendelser; hvordan dette skal gøres, er der heller ikke nogen bud på i kronikken.

Flattr this!

Ikke stramt nok

Kilde: Infomedia
Kilde: Infomedia

En ny analyse fra Infomedia viser at der siden sommeren 2015 er sket et tydeligt skred i danskernes holdninger til flygtningepolitik. Det er bemærkelsesværdigt, for Dansk Folkeparti har fået gennemført ganske meget af det, de gerne ville. Men 26 procent af de adspurgte i Infomedias undersøgelse vil gerne have et parti med en flygtningepolitik, der er strammere end Dansk Folkepartis. Og 47 procent af de adspurgte mener at regeringens flygtningepolitik ikke har været stram nok.

Nogle vil her formodentlig indvende at denne udvikling måske er lidt voldsom, men dog nødvendig og et tegn på at Danmark omsider er ved at blive det land, det bør være, på at danskerne nu er i trygge hænder efter mange års misforstået godhed. Også lederen af det endnu ikke opstillingsberettigede Danskernes Parti tager nu afstand fra racisme, så alle kan sove trygt. Og med et parti i Folketinget til højre for Dansk Folkeparti vil Dansk Folkeparti ikke længere blive genstand for samme kritik, men er endegyldigt accepteret som en vigtig del af dansk mainstream-politik.

Men jeg tilhører et mindretal i befolkningen, der ikke er glad for alt dette. Uden for Danmarks grænser er der stadig krig, og der er stadig mennesker på flugt. Forskellen er at der i disse dage kun er ganske få historier i medierne om borgerkrigen i Syrien (den har nu varet mere end fem år og ser ikke ud til at slutte foreløbig), om diktaturet i Eritrea eller om forholdene i Afghanistan. Fokus i de danske medier er lige nu på en aftale om udsendelse af personer på tålt ophold, trods det at der faktisk kun er ganske få mennesker på tålt ophold i Danmark. Det internationale perspektiv er for alvor veget for det snævert danske.

Jeg mærker selv den ændrede holdning på et anekdotisk plan, nu hvor vi i Amnesty Internationals Aalborg-gruppe sammen med flere andre lokale organisationer, der arbejder med flygtningespørgsmål, er ved at arrangere en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge. Dette optog finder sted den 20. juni kl. 19.00, og alle er velkomne.

Vi lavede et helt tilsvarende arrangement den 6. oktober sidste år, i et køligt efterår hvor der var stort fokus på flygtningesituationen. Men det, jeg bemærker, er at der nu, i 2016, er kommet langt flere vrede og direkte fjendtlige kommentarer end sidst til vores Facebook-opslag. Dét bekymrer mig, og jeg er også bekymret over hvordan holdningen til flygtningepolitikken påvirker befolkningens holdning til den enkelte flygtning.

Flattr this!

Mediernes korte hukommelse

45007360-1000x50we_1

I begyndelsen af september 2015 var der et voldsomt fokus i medierne på flygtninge, der ankom til Danmark. Nu er det maj 2016, og borgerkrigen i Syrien raser videre. Men det er tydeligt, at medierne har fundet andet at fokusere på end flygtninge, der ankommer til Danmark. Medierne har nemlig en kort hukommelse; i vore dage hvor begrebet breaking news bliver brugt stadigt oftere, er det som om denne hukommelse bliver kortere og kortere.

Ulempen ved mediernes korte hukommelse er, at nogle problemstillinger, der fortjener vedvarende opmærksomhed, bliver gemt og glemt. Fordelen ved mediernes korte hukommelse er til gengæld, at nogle problemstillinger til gengæld får fred. For situationen om flygtninge og asylansøgere i Danmark mærker man begge konsekvenser – der er ikke helt så mange pludselige tiltag og negative udtalelser som for et halvt år siden, men der er heller ikke helt den samme opmærksomhed på de voldsomme menneskeskæbner, der her er tale om.

Massemedierne er i høj grad med til at forme vores kollektive hukommelse. Det, der i virkeligheden bekymrer mig ved mediernes korte hukommelse, er at vi, der bruger medierne, også tit ender med at få en kort hukommelse og det manglende overblik, der følger af det. Hvad lærer journalister mon egentlig om dette?

Flattr this!