Bange for alt?

Nogle dage er det som om nyhederne hver dag varsler verdens undergang. Når det virker sådan, bliver jeg ikke ansporet til handling – tværtimod. Jeg er næppe den eneste, der har det sådan. For nogle få år siden var det terrorismen, der fyldte meget i medierne. Dengang skrev jeg her om at terrorismen skaber ikke frygt, for frygt er målrettet, men derimod en form for angst. Og denne angst kommer til at styre politiske beslutninger.

I dag er der en boganmeldelse i Politiken af en ny bog af den svenske sociolog Roland Paulsen, og han er inde på det samme. Han siger i et interview

»Hvis vi f.eks. tager diskussionen om arbejdstid, og spørgsmålet om, hvorvidt vi kunne arbejde mindre. Så siger man fra venstrefløjen: ’Vi må arbejde mindre, fordi ellers går jorden under. Vi er nødt til at sænke produktiviteten for klimaets skyld’. Mens man fra højre siger: ’Nej, det går ikke at sænke produktiviteten, for det får konsekvenser for bnp, og vi får færre penge til velfærd’. Når alt skal ske med afsæt i risikoberegning, bliver reel progressiv politik umulig. Al progressiv politik kræver et skridt ud i det ukendte, og der er altid en risiko for, at det går ad helvede til«.

Fra https://politiken.dk/debat/art7872324/I-dag-gennemsyrer-ét-spørgsmål-alle-aspekter-af-vores-liv-’Hvad-nu-hvis-…’

Der er meget at være bange for, og i nogle tilfælde er frygten konkret og bør kunne anspore til konkret handling. Her tænker jeg på f.eks. klimaforandringerne og COVID-19-pandemien. Men hvis vi som grundregel alene kommer med tiltag, der forsøger at minimere vores frygt for alt, begynder det mere at ligne forsøg på at dæmpe vores angst. Måske er det i virkeligheden derfor, det er så svært at finde løsninger: vi er bange for at noget kan gå galt. Og derfor bliver vi handlingslammede eller i bedste fald fokuserede på at fastholde en begrænset form for tryghed.

Benægtelse virker

For snart mange år siden skrev jeg her om bogen De svarer ikke af Christian Kock, der dengang var professor i retorik på Københavns Universitet; han er nu gået på pension. Bogen er en skarp analyse af uskikke i danske politikeres kommunikation og en fortegnelse over deres måder ikke at argumentere på. Det var fascinerende, at en kronik af den siden så omtalte Eva Selsing nærmest var en fortegnelse over alle de retoriske uskikke Kock påpeger. Der er vel næppe nogen i den danske offentlighed, der argumenterer så dårligt så netop hende.

Et af Eva Selsings erklærede forbilleder er Donald Trump, og hans retoriske uskikke er hinsides selv hendes. Det er nemt at forvisse sig om, thi der findes en masse officielle transkripter af interviews med Donald Trump og af taler, han har holdt. Også dette er mærkværdigt fascinerende. Senest er denne, den siddende præsident af USA, blevet interviewet på Fox News, der ellers ikke er kendt for at være specielt kritiske over for Trump. Men i interviewet, der handler om de amerikanske myndigheders strategi (eller mangel på samme) under COVID-19-pandemien må selv journalisten Chris Wallace give op. Her er et lille udpluk:

WALLACE:  But, sir, we have the seventh highest mortality rate in the world. Our mortality rate is higher than Brazil, it’s higher than Russia and the European Union has us on a travel ban.

TRUMP:  Yeah. I think what we’ll do — well, we have them under travel ban too, Chris. I closed them off. If you remember, I was the one that did the European Union very early. 

But when you talk about mortality rates, I think it’s the opposite. I think we have one of the lowest mortality rates in the world.

WALLACE:  That’s not true, sir. We, we, we have a — we had 900 deaths on a single day…

Christian Kock analyserer retoriske kneb som ikke at svare og ideen om talfnidder. I bedste fald dukker der “talfnidder” op et sted i interviewet, hvor Trump påstår, at det høje antal smittede i USA skyldes at mange bliver testet. Men ellers er der tale om simpel benægtelse, og denne retoriske strategi ser desværre ud til at virke. Trump bruger den til at søsætte en diskussion om hvor mange der mon egentlig er smittet med COVID-19 i USA, og på den måde får han flyttet fokus væk fra hvordan USAs myndigheder under Trumps ledelse egentlig håndterer pandemien – og endda over på en påstået ydre fjende, nemlig EU. Det er primitivt, men også skræmmende, at det kan lade sig gøre.

Den glemte katastrofe

DR Nyheder onsdag den 15. juli 2020. Nyhederne om opvarmningen af Arktis glimrer ved deres fuldstændige fravær.

Verkhojansk i Sibirien er det koldeste sted på Jorden; om vinteren har man målt temperaturer under -60°C. Men den 20. juni i år målte man en temperatur på 38°C. Det er en varmerekord for Arktis. Den kommer i en periode, hvor der blev målt mindst 30°C 11 dage i træk. I mandags lød meldingen på 31 grader. Ovre i Canada, på Ellesmere Island, målte man den 28. juni en rekordtemperatur på 18,8 grader i byen Alert, der er det nordligste beboede sted i verden. Globalt set blev juni 2020 er den varmeste juni i temperaturmålingernes historie, på niveau med temperaturrekorden fra sidste år.

Når tundraen i Arktis begynder at smelte, bliver der frigjort metan. Metan er også en drivhusgas, og dermed er en ond cirkel i gang.

Det hjælper selvfølgelig ikke, at nogle af de voldsomme forandringer finder sted i Rusland, hvor der mildt sagt ikke er stor vilje til at standse de menneskeskabte klimaforandringer. Men det er skræmmende, at det, der sker lige nu, får så lidt opmærksomhed, som tilfældet er.

Arven efter Erhard

Skærmbillede fra “Portræt af Erhard” (https://www.youtube.com/watch?v=_-7UQrLMWNg)

Engang var der en politiker, der hed Erhard Jakobsen. Han begyndte som socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe, men efterhånden blev han en populistisk højrepolitiker, der stiftede Centrumdemokraterne. Yngre mennesker kender ham nok først og fremmest fra filmen om John Mogensen, hvor det er Erhard, der hele tiden taler om de “røde lejesvende”, som han mener dominerer i dansk kulturliv – og en af dem er så John med hans nogle gange meget samfundskritiske tekster. Erhard stiftede Aktive Lyttere og Seere, der skulle dokumentere og bekæmpe det, han mente var den venstreorienterede dominans i de danske medier.

I dag er der så en kronik af Eva Selsing i dagbladet Information om præcis det samme. Eva er 38 år gammel, så hun var faktisk ikke født, da Erhard var meget fremme i medierne. Jeg vil ikke så meget forholde mig til om hun har ret, for det er en underlig kronik. Der er nemlig næsten ingen argumentation i teksten. Eva kalder sig filosof, men jeg kan komme i tanke om mange filosoffer, der argumenterer bedre end hende. På sin vis er det fascinerende, at man kan argumentere så dårligt som tilfældet er i hendes kronik. Det er stort set ikke andet end postulater, vi får at læse, og de er alle varianter af samme påstand, nemlig at

…livsvigtige områder for et samfund som uddannelsessystemet, retsvæsnet, pressen og kunsten er meget eller totalt dominerede af venstreorienteret tænkning.

Fra Eva Selsing: De røde har tilranet sig et kulturelt magtmonopol, der truer Danmark (https://www.information.dk/debat/2020/07/eva-selsing-roede-tilranet-kulturelt-magtmonopol-truer-danmark#comment-1444569)

Det nærmeste, vi kommer et argument, er påstanden

Dygtige, akademisk tænkende borgerlige intellektuelle kan ikke få ansættelse på universitetet. De meget få offentligt erklærede borgerlige, som bestrider faste universitetsstillinger, er enten meget, meget forsigtige med at sige noget borgerligt i offentligheden, eller også venter de helt med at tale, til de når pensionsalderen.

Tænk på historikeren Uffe Østergaard, som måske ikke er klassisk borgerlig, men som dog havde gjort sig ikkevenstreorienterede tanker om indvandringen i sin forskning og først kunne tale frit om emnet, da han indledte sit otium.

Fra Eva Selsing: De røde har tilranet sig et kulturelt magtmonopol, der truer Danmark (https://www.information.dk/debat/2020/07/eva-selsing-roede-tilranet-kulturelt-magtmonopol-truer-danmark#comment-1444569)

Første halvdel er en interessant påstand, for hvis det virkelig er sådan, at dygtige borgerlige akademikere ikke kan blive ansat på danske universiteter, må der være nogle konkrete eksempler på at det står så grelt til – og det vil være en oplagt sag om nepotisme. Jeg har været universitetslærer i knap 30 år og har aldrig hørt om en sådan sag (men jeg kender bestemt til eksistensen af nepotisme!). Anden halvdel er også interessant, for Uffe Østergaard har ytret sig meget ofte i dagbladet Information gennem årene. Har han først turdet sige det, han nu mener, eller har han simpelthen skiftet mening på sine gamle dage og er blevet nationalist? Jeg ved det ikke, men jeg tror at det sidste er tilfældet.

Er Eva selv undertrykt i den offentlige debat? Det ved jeg ikke om hun er, men det ser ud som om hun har rigtig gode muligheder for at komme til orde. En søgning på Infomedia viser, at hun er blevet nævnt 261 gange i danske dagblade i de seneste 12 måneder, heraf 212 gange i Berlingske. Ganske mange af omtalerne er interviews med Eva og lange indlæg forfattet af hende.

Derudover vil jeg da godt undre mig over at de lange perioder med borgerlige regeringer i Danmark (i min levetid 1968-1971, 1973-1975, 1982-1993, 2001-2011 og 2015-2019, dvs. 30 år) tilsyneladende ikke har formået at vende den tendens, Eva Selsing mener at se.

Mig og Information

I dag er det ikke bare 75 år siden Danmarks befrielse. Det er også 75 år siden, dagbladet Information udkom som lovligt dagblad for første gang. Det er ikke mange aviser, der kan prale af at have begyndt tilværelsen som et illegalt, antinazistisk nyhedsbrev og er endt som et respekteret dagblad. Den røde prik over i’et i Informations logo er faktisk en blodsdråbe og et minde om modstandskampens ofre.

Hvis man har læst, hvad jeg skriver her, har man selvfølgelig opdaget, at jeg ofte henviser til artikler fra Information, Det er nemlig en avis, jeg abonnerer på og altid har set frem til at læse. Mit første møde med Information er fra skoletiden, hvor den var en af de få aviser, der udkom under typografernes strejker og derfor fangede min interesse. I min studietid lå Information altid fremme i kaffestuen på Strandvejen 19, 4. sal, og en dag tegnede jeg så selv abonnement. Information er stadig en passende avis for sådan én som mig, der efterhånden har været akademiker i 32 år.

Det sker ikke helt sjældent, at jeg ser noget i Information, jeg undrer mig over og ind imellem læser jeg da også noget, jeg ikke bryder mig om. Men det, jeg godt kan lide ved Information, er at den i modsætning til de fleste andre dagblade ikke hele tiden prøver at positionere sig og så ofte virker til at være i tvivl. Ideen med at have to ledere i samme avis – og nogle gange er de åbenlyst uenige med hinanden – er alle tiders. Dækningen af miljøstof og retspolitik er forbilledlig, synes jeg. Kulturstoffet er også stærkt, omend der måske er lige vel meget om Netflix og HBO, som jeg stort set aldrig ser.

Selvfølgelig er det ærgerligt, at dækningen af lokalstof ikke er der, men man kan ikke få alt. Hvis man gerne vil læse om dengang, nogen så en slange i en busk i Aalborg og tilkaldte politiet, der kom og opdagede, at slangen var en pind, da er der altid Nordjyske. Og ja, det er skam en autentisk nyhed fra Nordjyske.

Den iscenesatte virkelighed

I går aftes så jeg første afsnit af DRs serie om dyrelivet i Danmark, Vilde, vidunderlige Danmark. Afsnittet var bygget op som en række skildringer af dyrs adfærd. Allerede for nogle måneder siden havde DR vist, hvordan en mus er ude for skaffe mad til sine unger, mens en ugle på sin side også prøver at skaffe sig mad ved at fange musen. Det hele er imponerende filmet. Jeg sad uvilkårligt og spekulerede på, hvordan det dog kunne lade sig gøre at kunne finde frem til en mus og en ugle derude i skoven netop på et tidspunkt, hvor der er så meget på spil for begge dyr. Mit gæt var, at man havde timevis af optagelser, måske af forskellige dyr, og så redigeret dem sammen, så det ud som historien om én bestemt ugle og én bestemt mus.

I dag fik jeg så forklaringen: episoden med musen og uglen er faktisk lavet ved brug af tamme dyr. Er det så ikke snyd? Journalisten ved dagbladet Politiken, der bragte artiklen, anede i al fald en slags skandale.

Men dette er bare endnu et eksempel på den iscenesatte virkelighed, som er et typisk greb i dokumentarisme. Sidste år skrev jeg om dette og nævnte bl.a. den nyhedsreportage, jeg selv var med i for år tilbage, og hvor kameramanden bad mig stige ud af en taxi én gang til, fordi den første optagelse af mig ikke var så god.

Iscenesættelsen består tit i at beskrive virkeligheden som om den er en fortælling struktureret efter den såkaldte aktantmodel. Det er en model for fortællinger, som man bruger i film og tv-serier, og eksemplet med musen og uglen er, så vidt jeg kan se, netop struktureret efter denne model:

Fortællingen har en hovedperson, subjekt, der har noget, hun vil opnå. Så er der objektet, som er det, subjektet gerne vil opnå. Her er subjektet musen, og objektet er en nød. Der er en modtager, som der den, der til slut modtager objektet. Her er det også musen. Aktantmodellen har en modstander, der står i vejen for at subjektet kan nå sit mål, og det er selvfølgelig uglen. Men så er der en hjælper, der er nogen eller noget, der hjælper subjektet med at nå sit mål. I fortællingen om uglen og musen er hjælperen “bare” skovbundens græs og kviste, som musen kan søge ly under.

Jeg synes ikke så meget, det er et problem, at dyrene er tamme eller at man har filmet dem i et studie. Problemet er måske mere det, at man lægger en fortælling ned over naturen. Det er en oplagt måde at bygge en historie op på, men naturen er ikke altid så pænt struktureret. Det samme gælder så meget andet, som dokumentarfilm og nyhedsindslag vil dække – der er ikke nødvendigvis tale om en fortælling, der følger aktantmodellen pænt.

Forskningens genkomst

I 1939 troede mange, at det, der blev til 2. verdenskrig, ville være ovre til jul. Nogle har tilsvarende troet, at alle begrænsningerne, der er blevet indført på grund af pandemien, ville være ovre efter påske. Den slags hører man ikke så meget om mere. Min fornemmelse er, at de fleste har indset, at hele nedlukningen af samfundet vil vare længe. Foråret 2020 er blevet en tid, hvor medierne i uvant grad har været præget af matematiske modeller og deskriptiv statistik. Min fornemmelse er, at der er ved at blive skabt en ny forståelse af mekanismerne bag en epidemis forløb, og at videnskabelig indsigt omsider er ved at blive rehabiliteret, vel som led i den sorgproces, samfundet gennemlever.

På sin måde blev dette indvarslet, da Mette Frederiksen på pressemødet den 10. marts retorisk spurgte og svarede

Kommer vi til at tage fejl? Ja, det gør vi.

Det er (desværre) sjældent at høre en sådan udtalelse fra en minister, men det vidner om en erkendelse af at pandemien kun kan forstås og kontrolleres ved brug af videnskab, og af at videnskaben kan tage fejl. Opnåelsen af videnskabelig indsigt er langsom af natur; man kan ikke forcere erkendelse (omend man sagtens kan modarbejde den) og der vil altid være tilbageslag. Jeg skrev tidligere i år om intellektuel ydmyghed, der indebærer at man indser og indrømmer, at man kan tage fejl. Og det, der er kendetegnet ved ordentlig forskning, er netop den intellektuelle ydmyghed. Hvis vi kan få bedre underbyggede beslutninger og bedre beslutningstagere ud af pandemien, vil det være af stor værdi, for det vil kunne hjælpe os til bedre at kunne håndtere den klimakrise, der stadig er der og bestemt ikke er ovre til jul.

Og så skader det i det hele taget ikke med ledere, der besidder intellektuel ydmyghed. Det vil mange i USA nok efterhånden kunne skrive under på i dette forår.

Hvad sker der egentlig i resten af verden?

Nogle gange siger man, at COVID-19-pandemien bringer os sammen i den forstand, at pandemien rammer alle uanset alder og baggrund. Men helt lige er vi ikke. Selv er jeg f.eks. et meget privilegeret menneske; jeg kan arbejde hjemmefra og jeg mister formodentlig ikke mit arbejde. Jeg var lidt sløj med lette forkølelsessymptomer i et par dage for et stykke tid siden, men jeg er for længst blevet rask og om jeg overhovedet havde COVID-19, ved jeg ikke. Der er mad (og toiletpapir) nok derhjemme, og jeg er ikke alene – i de sidste fire uger har min familie været hjemme også.

De danske nyhedsmedier vender i høj grad blikket indad, omend der også er ganske meget nyt om pandemiens virkning på situationen i bestemte andre europæiske lande.

Men dette tilsyneladende internationale perspektiv har sine klare begrænsninger. Andre lande i Europa hører man ikke særlig meget til. Jeg skrev til en gammel ven fra Grækenland for nylig for at høre, hvordan det stod til, og jeg fik det svar, at myndighederne her så ud til at have situationen under nogenlunde kontrol. Men der er ikke megen dækning i medierne af situationen i flygtningelejrene i samme land, for slet ikke at tale om hvordan pandemien påvirker Syrien, Libyen og Yemen, der alle er plaget af langvarige og meget blodige borgerkrige. Hvordan pandemien påvirker verdens flygtninge i det hele taget, ved jeg ikke. De store medier er tavse.

Pandemien vil uden tvivl påvirke økonomien rundt i Europa alvorligt, men for lande hvor sundhedsvæsenet bare aldrig har været dækkende eller måske endda også er blevet voldsomt ødelagt, må konsekvenserne blive enorme. Det er vigtigt, at den rige del af verden også husker at vende blikket ud mod det, der er “resten af verden”,, for efter pandemien er problemerne dér bestemt ikke blevet mindre.

Dårlig reklame?

Hele den underlige historie om ytringsfrihed har fået endnu et mærkeligt og ubehageligt kapitel i form af sagen om en reklamefilm fra SAS. Senest har der været en bombetrussel mod reklamebureauet bag filmen.

I 2017 udtalte Søren Espersen fra Dansk Folkeparti sig til Jyllands-Posten om karikaturtegningerne af Muhammed; han delte disse tegninger flittigt og sagde i den forbindelse at

Det er den kujonagtige holdning, der er kommet ind med, at man laver selvcensur for at undgå ballade. Man tør simpelthen ikke af ren frygt. Og der er vi ude i kunstnerisk selvcensur, som er farlig. Sådan skal kunstnere ikke gøre, de skal gå foran og vise mod, og det oplever jeg ikke, at vores kunstnere gør i øjeblikket…

(Jyllands-Posten, 27. september 2017)

I går, 12. februar 2020, udtalte selvsamme Søren Espersen til selvsamme avis at

SAS nedgør med sin ulækre kampagnefilm alt ægte norsk, ægte svensk og ægte dansk. SAS spytter samtidig på enhver ordentlig og redelig skandinav. Jeg vil have en dårlig smag i munden, næste gang jeg sætter mig i et SAS fly…!

Regeringen må sige, at nu må det være nok. Transportministeriet må give SAS en kæmpe røffel, så man aldrig nogensinde skal se noget lignende…

Jyllands-Posten, 12. februar 2020

Enten har Søren Espersen ændret holdning, eller også er han, hvad man med et pænt ordvalg ville kalde lidt inkonsekvent.

Propaganda?

Foto af opslag fra rumænsk propagandablad. Kilde: https://www.flickr.com/photos/cod_gabriel/2148842073

Siden Donald Trump gik ind i politik, er begrebet fake news blevet temmelig udbredt. Trump bruger selv begrebet som anklage mod sine modstandere, men også blandt dem, der er helt uenige med ham, florerer begrebet.

Til gengæld er begrebet propaganda ved at gå i glemmebogen; det er underligt og uheldigt, at det er endt sådan. Alle de bevidst falske nyheder er jo netop en form for propaganda. Åbenlyst udemokratiske regimer rundt om i verden gør ganske meget for at bruge netop falske nyheder i propagandaens tjeneste. I lande som Rusland og Tyrkiet har denne form for propaganda kronede dage. I en skræmmende beretning om terrorangrebet i Beslan i 2004 skriver den tjetjenske journalist Zulay Magazieva

I naboværelset boede nogle russiske journalister. Gennem væggen kunne vi tydeligt høre alt, hvad de sagde. De repeterede deres historie højt for sig selv eller videregav information over telefonen. Vi så på hinanden og begyndte at fnise. Er det her virkelig nødvendigt, tænkte jeg. Først skal staklerne finde ud af, hvad der er sket i virkeligheden, derpå beskrive det modsatte. Og det skal være kreativt! Jeg havde næsten ondt af dem. Men hvad var der at gøre? Sådan er medierne jo i Rusland.

Fra De troede på, at de ville få deres børn at se igen. Levende, Politiken, 7. februar 2020.

Den nederlandske kunstner og forsker Jonas Staal har skrevet en bog om propaganda, og den bliver anmeldt i dagbladet Information i denne uge. Hans ærinde er interessant (synes jeg). Ud over at genfremsætte begrebet “propaganda”, slår Staal nemlig til lyd for at propaganda også kan bruges positivt og for at indse, at vi ikke kan gøre os fri af propagandaen. Ordet “propaganda” betyder faktisk bare “udbredelse” (jvf. verbet “propagere”, som dukker op i bl.a. matematik og datalogi). I 1622 grundlagde pave Gregor d. 15. La Congregatio de Propaganda Fide, der var en gejstlig orden hvis formål var at udbrede katolicismen – og der var naturligvis tale om et modtræk mod reformationen.

Når jeg og andre taler om f.eks. klimaforandringerne og hvad vi kan gøre for at standse dem, er det på denne måde også propaganda – selv om det, vi fremfører, er faktuelt baseret.

Hvorfor kan man ikke gøre sig fri af propagandaen? Alle nyhedsreportager, også dem, der er ikke tænkt som propaganda, er udtryk for en redaktionel linje, hvor man vælger stof til og fra og hvor man vælger en bestemt indfaldsvinkel. Alt for ofte strander diskussioner af fake news i forsøg på at finde ud af om en nyhedsreportage er faktuelt sand and ej og om hvordan man ; der er ikke ret mange diskussioner af hensigten med måske at ville rapportere ukorrekt og at bruge nyheder som propaganda.