Pirater alle vegne

20120110-192537.jpg

Er piratkopiering en forsvarlig handling?

Henrik Chulu, der er kandidat i filosof og geografi og er professionel musiker, har en interessant blog, hvor han skriver om netop dette. Han benytter sig her af det meget afslørende websted http://www.youhavedownloaded.com, der har oplysninger om hvilke IP-adresser, der downloader hvad gennem brug af Bittorrent-protokollen,

Og det er ikke småting, han finder ud af. Fra en IP-adresse, der tilhører Socialdemokraternes sekretariat i København, er der blevet hentet og delt et afsnit af tv-serien Revenge. Fra en IP-adresse på Christiansborg (det fremgår ikke hos hvilket parti) er der blevet hentet et afsnit af BBC-serien The Frozen Planet.

Men det slutter ikke her. For nogen ved Sony Music har downloadet et nummer med sangerinden Ledisi, der udkommer hos konkurrenten Universal, nogen ved Zentropa har hentet billedbehandlingsprogrammet Adobe After Effects – og nogen ved selveste RettighedsAlliancen, det tidligere AntiPiratGruppen, har hentet den danske film Dirch på lidt over 1 gigabyte!

Man kan selvfølgelig ikke konkludere, at en handling bliver etisk forsvarlig, blot fordi der er tale om noget, mange foretager sig. Men det ser unægtelig ud som om de, der forsvarer en gældende model for ophavsret, underminerer deres egen position, og jeg tvivler meget på, at den er holdbar.

Henrik Chulu konkluderer da også følgende:

Rettighedshaverne har intet at vinde ved at bekæmpe fildeling på internettet. I stedet burde den traditionelle plade-, film- og bogbranche overveje om deres bidrag til en lobbyorganisation som RettighedsAlliancen på sigt gavner deres evne til at konkurrere på et marked, hvor gamle distributionsmodeller er under pres, men hvor internettet samtidigt tilbyder øget omsætning, hvis de formår at tilrettelægge deres strategier efter dets potentialer i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.

Ligeledes bør faglige organisationer som Koda, Dansk Musikerforbund, Danske Filminstruktører, Dansk Forfatterforening, etc. kraftigt overveje om det er en fornuftig forvaltning af deres medlemmers midler at hælde dem i samme bundløse hul som deres arbejdsgivere i de respektive brancher, i stedet for at bruge pengene til at udvikle nye forretningsmodeller og tjenester der sikrer at deres medlemmer også i fremtiden kan leve af at skabe indhold.

Det må kunne lade sig gøre at finde en ny forretningsmodel for kunstneres frembringelser – det er sket før i samfundsudviklingen, at teknologien været med til at ændre markedet. Kapitalismens gennembrud i 1700- og 1800-tallet ændrede markedsforholdene gennemgribende, og det uden nogen kontrol, restriktioner eller bevidst strategi. Men det behøver jo ikke at være sådan for det digitale indholds vedkommende.

Hvem er Megaupload?

20120104-193210.jpg

Et af de fænomener, der på godt og ondt er med til at transformere vore dages kultur, er digitaliseringen af information, og i hælene på den simple observation, at det er nemt at kopiere en fil, er fulgt den ulovlige kopiering og deling af ophavsretsligt materiale. Fildeling via Bittorrent-protokollen er er én tilgang, en anden er at placere en fil ved en webbaseret fildelingstjeneste. Der er i dag en mindre jungle af sådanne tjenester med Rapidshare og Megaupload som to af bedst kendte.

Der er endda nu kommet en Megaupload-sang, hvor ganske mange kendte amerikanere, bl.a. storsælgende musikere som Kanye West og P. Diddy, fortæller i ord/sang/rap, at de elsker Megaupload.

Men hvem står bag disse succesrige firmaer? Owni.eu har en interessant artikel om den tyske (med finsk pas!) tidligere hacker Kim Schmitz (eller Kim Tim Jim Vestor eller hvad han nu kalder sig), der bor i Auckland i New Zealand og lader Megaupload have hovedkvarter i skattely i Hong Kong. Eller er direktøren for det hele i virkeligheden en nyopstået person ved navn David Robb?

Det frie valg i medieverdenen (?)

Nogle ynder at tale om skjulte holdninger i medierne. Der er “røde” medier (som man ikke kan lide) og “blå” medier (som man ikke kan lide). Dem, man selv synes bedst om, er typisk “neutrale”. Fox News i USA opfatter sig selv om “fair and balanced”, mens mange andre bestemt ikke gør det. Men for mig at se er den rigtig vigtige diskussion om mediernes holdningsdannelse en anden end den om hvilke holdninger, der kommer til udtryl, nemlig diskussionen om hvem der ejer medierne.

Herunder er en oversigt som den amerikanske blogger Jason (alias Frugal Dad) har lavet over medieverdenen i USA. Skulle man nogensinde have ment, at der er fri tilgang til informationer og underholdning, vil man blive skuffet på amerikanernes vegne. Også i Danmark er medieverdenen domineret af bestemte koncerner. Den Fjerde Statsmagt har en oversigt over hvem der ejer de danske medier. Oversigten er ikke helt opdateret – det hedengangne Nyhedsavisen og dets lige så hedengangne medejer Baugur Group dukker op som det første på listen. Alligevel er det tydeligt, at medierne herhjemme er på forholdsvis få hænder.

Men hvorfor er det et problem? Fordi medierne er med til at regulere, hvad vi får at vide og hvordan vi får det at vide. Verden er stor og kompliceret, så medierne bliver vores øje på denne komplicerede størrelse. Et lille antal øjne betyder et samlet synsfelt, der er lille. Selvfølgelig ser medierne noget af det, der sker. Uden de danske og internationale medier ville jeg få meget svært ved at vide, hvad der sker i Syrien. Uden medierne ville jeg sikkert ikke vide ret meget om, hvilken musik der blev udgivet i dag. Med selv med mediernes tilstedeværelse kan jeg ikke få et dækkende billede. Medierne har en tendens til at vende blikket mod de samme få udviklinger i verden, mens andre bliver nedprioriteret. Derudover er der (og det er ikke kun tilfældet i Danmark, nogle lande er endog værre) et overvejende fokus på indenlandske begivenheder. Et nyligt eksempel er COP17-topmøde, der fik langt mindre plads i medierne herhjemme end COP15, der som bekendt foregik i København. Min egen subjektive fornemmelse er derudover, at dækningen af COP15 fokuserede mere om danske politikere og politiets fremfærd end om på selve topmødets problemstillinger.

Men det handler ikke kun om nyhedsmedierne. Et andet eksempel er netop fra musikkens verden. Radiostationerne fokuserer også her på bestemte popnumre takket være brugen af playlister. Hvis et nummer ikke er på en af disse spillelister, får kun meget få det at høre.

I disse dage kan vi af sagen om TV2s håndtering af den såkaldte lækagesag se, hvordan nyhedsmedierne og politikerne (og deres rådgivere) er spundet sammen i et tæt spin. Tidligere spindoktorer bliver mediepersonligheder (jvf. Henrik Qvortrup) og omvendt (jvf. Philip Egea Flores). De politiske kommentatorer er også med til at bestemme hvor mediernes øje vendes hen.

Men det behøver vel ikke være sådan?

Media Consolidation Infographic
Kilde: Frugal dad

Libyen, Syrien og pengene

En af de vigtigste begivenheder i det seneste år er de oprør i Mellemøsten, der under ét er blevet kaldt Det Arabiske Forår. Vi tænker tit på begivenhederne som en kamp for demokrati, og det er det selvfølgelig også. Det er en vigtig og nødvendig kamp, der viser, at befolkningen i de arabiske lande ikke ser en islamisk stat som alternativet til de udemokratiske og undertrykkende regimer, der har eksisteret hidtil.

Men i konteksten for denne kamp lurer der også nogle væsentlige økonomiske interesser, der er med til at forklare hvorfor NATO-landene har interveneret i Libyen og ikke i andre lande. Den australske journalist John Pilger skriver i en noget polemisk artikel i The New Statesman:

This is Rupert’s Revolution, after all. Gone from the Murdoch press are pejorative “insurgents”. The action in Libya, says the Times, is “a revolution . . . as revolutions used to be”. That it is a coup by a gang of Muammar al-Gaddafi’s ex-cronies and spooks in collusion with Nato is hardly news. Their self-appointed leader, Mustafa Abdel Jalil, was Gaddafi’s feared justice minister. The CIA runs or bankrolls most of the rest, including America’s old friends – the mujahedin Islamists who spawned al-Qaeda. They told journalists what they needed to know: that Gaddafi was about to commit “genocide”, of which there was no evidence, unlike the abundant evidence of “rebel” massacres of black African workers falsely accused of being mercenaries. European bankers’ secret transfer of the Central Bank of Libya from Tripoli to Benghazi in order to control the country’s oil billions was an epic heist of little interest.

Denne side af begivenhederne i Libyen bliver stort set ikke omtalt. Somme tider tales der om olie, men der er også klare økonomiske interesser bag at få væltet den uforudsigelige Gaddafi og få kontrol over Libyens finansielle resurser. En artikel af Ellen Brown fra Public Banking Institute beskriver dette temmelig grundigt. Især er det påfaldende, at de libyske oprørere hurtigt etablerede en alternativ nationalbank.

Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Jeg vil aldrig komme til at savne Muammar Gaddafi! Han var en diktator, der har stået bag omfattende menneskerettighedskrænkelser. Men jeg kan ikke se, at der er en tilsvarende interesse for at støtte oprøret i Syrien, hvor der ikke er lignende økonomiske interesser på spil og hvor op mod 2600 mennesker indtil nu har mistet livet.

Et trist jubilæum nærmer sig

Snart er der gået 10 år siden terrorangrebene i USA d. 11. september 2011. I Foreign Policy har David J. Rothkopf en oversigt over de 10 vigtigste begivenheder/udviklinger, der har fundet sted inden for de seneste 10 år. Hans for sikkert en del amerikanere lidt overraskende konklusion er, at terrorangrebene langt fra er de mest betydningsfulde hændelser i denne periode. BRICS-landenes stærkt øgede rolle, den globale opvarmning (som ingen gør noget ved), det mobile internet, de sociale medier og revolutionerne i Mellemøsten i 2011 er nogle af de fænomener, han ser som vigtigere. Til sidst skriver han:

So, does all this mean 9/11 was not important? Of course not. It was a significant day in the life of America, a turning point in our view of our vulnerabilities and of the nature of threats and real power in the world. It led us to question many of our assumptions about the nature of our country

[…]

Foremost among those lessons, however, must be that we as a nation need to summon the discipline in times of great national challenges to frame events in the broader context of time and our larger interests. We cannot allow single isolated events to warp our view of all around them, like historical black holes twisting the fabric of adjacent time and events.

Et interessant og vigtigt citat fra en amerikansk journalist i en tid, hvor der er en forbløffende stor fascination af fortiden.

Der er fred i Yemen!

Nej, desværre. I dag blev 11 dræbt og 8 såret. Men de danske medier glemmer det. Der er nemlig ikke mange civile danskere i Yemen, og slet ikke nogen danske tropper. De danske medier minder efterhånden lidt for meget om de amerikanske, hvor verden uden for USA har det med at forsvinde i stort omfang eller bliver reduceret til en trussel mod USA.

Måske skal det være sådan? Man kan blive helt ør af de mange nyheder fra rundt om i verden, så det er da godt, at journalisterne sorterer indtrykkene for os, eller…?

Det, der bekymrer mig, er at der bliver sorteret i et sådant omfang, at konflikter, der ikke er “godt stof” bliver glemt. Glemte konflikter har det med at udvikle sig særlig slemt; når ingen kigger, kan krigens parter slippe af sted med lidt af hvert. Et sørgeligt eksempel på dette er afslutningen på borgerkrigen i Sri Lanka, hvor den britiske tv-kanal Channel 4 har kunnet afsløre noget, vi egentlig godt vidste – nemlig at den srilankanske hær begik omfattende massakrer i nedkæmpningen af LTTE (de Tamilske Tigre).

Det åbne samfund?

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet lægger nu op til, at al internetadgang skal være identificerbar, således at man skal identificere sig med en personlig kode for overhovedet at kunne komme på nettet fra steder med åben adgang som f.eks. biblioteker eller netcafeer. Argumentet er (ikke overraskende), at dette vil gøre det nemmere at efterforske kriminalitet – og de velkendte ord “terrorisme” og “børneporno” dukker straks op.

Jeg finder dette forslag bekymrende og i sidste ende ude af stand til at leve op til den hensigt, man begrunder det med. Hvis man er en hærdet forbryder, der benytter sig af internettets muligheder, vil man nemlig næppe få indskrænket sine handlemuligheder ad denne vej. De kriminelle kender teknologien rigtig godt. Der er f.eks. allerede ikke helt få eksempler, der viser at terrorister og pædofile opererer i lukkede fora og anvender stærk kryptering. En anden, nem mulighed er anonymiseringsværktøjet Tor. En tredje mulighed, der er stadigt mere udbredt, er at stjæle en identitet.

Den foreslåede overvågning risikerer først og fremmest at gøre livet besværligt for de, der ikke har samme indsigt. Det kunne være f.eks. besøgende fra udlandet eller mennesker, for hvem det er nødvendigt at kunne være anonyme af hensyn til egen sikkerhed. Her tænker jeg på f.eks. insider-vidner, der her mister en mulighed for at give vigtige oplysninger om netop organiseret kriminalitet. Også flygtninge og andre, der har oplysninger om menneskerettighedskrænkelser, vil kunne gøre brug af anonymiteten. At anonyme oplysninger kan have stor politisk vigtighed, kan man se af en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information om lækkede dokumenter fra Kinas kommunistiske parti.

Også her vil man selvfølgelig kunne omgå forbuddet ad teknologisk vej, men dette var vel ikke meningen?

Herudover er der den store nyfortolkning af en form for hemmelighed, der er vore dages forlængelse af brevhemmeligheden. Straffelovens § 263 nr. 1 siger:

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Bemærk ordet “uberettiget”, der her gør disse foranstaltninger lovlige.

Nogle vil her indvende, at man ikke har noget at frygte, hvis man intet forkert har gjort. Men hvor trygge ville vi være ved en tilsvarende lov, der krævede at al papirpost skulle være tydeligt forsynet med afsenderens fulde navn og adresse og at politiet kunne åbne al papirpost, hvor dette ikke var tilfældet? (Tyskere, der er vokset op i DDR, vil vide, hvad jeg mener.)

Sigøjnere og muhammedanere og…

I Amnesty International er vi nu begyndt at sætte fokus på de ubestridelige problemer med diskrimination, som romaer er udsat for. I Slovakiet er det f.eks. praksis at sende roma-børn i specialklasser. Resultatet er en reel segregering mellem romaer og andre slovakker, en slags “uformaliseret apartheid”. Den lille film ovenfor handler om dette problem. I andre lande i Europa er der andre, tilsvarende problemer med diskrimination af romaer.

Jyllands-Posten har en blog, hvor Thomas V. Lytken Larsen og Jeppe Fogtmann, der begge er medarbejdere ved Center for Positiv Integration skriver om en anden tilgang til integration af mennesker fra etniske mindretal. De seneste to indlæg har handlet om romaer og om Roskilde-festivalens aktiviteter i denne forbindelse. Responsen fra læserside har været en lang række meget hadefulde kommentarer, som jeg ikke har lyst til at gengive her i al deres negative primitivitet. For nylig har jeg skrevet om hadet på nettet, og det er ikke klart for mig, hvor repræsentative de pågældende udsagn er. Men der er tilsyneladende et latent had til romaer derude, også i Danmark. Derfor er jeg lidt bekymret for, hvordan vores arbejde i Amnesty vil blive modtaget.

De fleste ved, at Europas jøder gennem århundreder har været udsat for diskrimination og forfølgelse. Ikke mange ved, at også romaer blev systematisk forfulgt under nazismen og at flere hundrede tusinde romaer blev ofte for Holocaust på helt samme måde som jøderne. Det gør de hadefulde kommentarer om romaer i vore dages Danmark desto mere bekymrende.

Især (men ikke kun) Ekstra Bladet har et lidt påfaldende fokus på kriminelle romaer og insisterer her på at bruge benævnelsen “sigøjnere” om dem. Et nyligt eksempel er en artikel om en rumænsk roma-dreng, der er sigtet for en række mindre røverier. Et andet eksempel er en række artikler i Ekstra Bladet om en familie af kroatiske romaer, der tilsyneladende begår systematisk kriminalitet og socialt bedrageri. Også her bruges konsekvent betegnelsen “sigøjnere” – et udtryk, der i bedste fald er så forældet som “muhammedanere”, et ord som efterhånden ikke engang Mogens Camre bruger om muslimer.

Ovenstående er stort set det eneste, man ser til romaer i medierne, og min fornemmelse er, at romaer først og fremmest bliver fremstillet som en lidt ynkelig, men samtidig upålidelig folkegruppe, en form for indbegreb af de “farlige, fattige østeuropæere”.

Jeg ved naturligvis, at der findes romaer, der begår kriminalitet, og at etnisk baggrund selvfølgelig ikke er en undskyldning for at begå kriminalitet. Det er forkert at stjæle eller true andre mennesker. Men jeg ved også, at der er en del romaer i Danmark, der ikke ønsker at stå frem som romaer. Mange romaer i Danmark kommer fra det tidligere Jugoslavien og kalder sig kun ved deres nationalitet, dvs. betegner sig alene som bosniere, makedonere osv. trods at de også er romaer. En grund til denne skyggetilværelse er netop de negative stereotyper, som lever om romaer.

Den kriminalitet, som Ekstra Bladet beretter om hos romaer – mindre røverier, socialt bedrageri o.lign. – er netop den form for kriminalitet, der er et typisk resultat af sociale uligheder. Romaerne har været udgrænset og forfulgt i århundreder og er derfor i uforholdsmæssigt stort omfang endt som de fattigste af Europas fattige. Et stop for diskriminationen af Europas romaer, både i lovgivning og i praksis, er en nødvendig forudsætning for at problemer med kriminalitet hos grupper af romaer kan bringes til ophør. En af de mange forudsætninger for at få standset diskriminationen i praksis er så, at der bliver tegnet et langt mere nuanceret billede af romaer i medierne. Der er nemlig også romaer, der er rengøringsassistenter, faglærte arbejdere, kontorpersonale, studerende, gymnasielærere osv. Faktisk er det langt størsteparten, der lever sådanne almindelige liv herhjemme. Det må da være en opgave for Ekstra Bladet at afdække?