Populært sagt

I går skrev jeg om en artikel om Alan Turing i Politiken. Artiklen er velment, men er desværre ikke godt skrevet. Dele af beskrivelserne er decideret misforståede, andre steder bliver sammenhængene mellem væsentlige aspekter af Turings arbejde ikke gjort klare.

Jamen, man kan jo ikke skrive på samme måde i en avisartikel som man ville gøre i en akademisk publikation! vil nogen indvende. Avisartiklen skal nå de mange, publikationen når de få. Det har de helt ret i. Man er nødt til at popularisere og popularisering er en vigtig aktivitet inden for formidling af videnskabens resultater.

Den, der populariserer, har nemlig et stort ansvar. Det gælder, uanset om der er tale om en forsker eller en journalist. Eksempler fra de seneste år, bl.a. kontroversen om Bjørn Lomborgs bøger viser vigtigheden af at kunne repræsentere forskningsresultater på troværdig og forsvarlig vis i populær form, hvis resultaterne skal kunne indgå i samfundsdebatten.

Men også, når det “bare” handler om almen dannelse, er det vigtigt at kunne formidle godt. Selv holder jeg meget af at læse gode populærvidenskabelige fremstillinger af problemstillinger og teoridannelser inden for fag, jeg intet kender dem. Her på bloggen har jeg skrevet om bl.a. gode bøger om psykologi og hjerneforskning.

Man har som popularisator et ansvar for at formidle viden på korrekt vis. Videnskabelige begreber betyder nemlig noget præcist, og det forsøger vi også at lære vores studerende. I udlandet findes der efterhånden en del dygtige formidlere, der kan udnytte deres kombinerede journalistiske kunnen og akademiske indsigt til at formidle svære emner på en god måde. Et eksempel er Simon Singh (manden bag bl.a. The Code Book), et andet er Malcolm Gladwell (manden bag bl.a. Outliers). Inden for matematik er The Princeton Companion to Mathematics en fremragende populær fremstilling af centrale teoridannelser inden for matematik.

Populærvidenskabelig formidling kan aldrig være så detaljeret som akademisk kommunikation, for målgruppen er en anden og meget bredere. Samme høje grad af præcision er derfor umulig. Men hvad kan man så kræve af fremstillingen? I en populær artikel er man nødt til at abstrahere detaljer væk, men man må aldrig misrepræsentere de centrale begreber, og man skal gøre det klart, hvad der er de centrale begreber.

Ved abstraktion forstår jeg således ikke, at man skriver på et uforståeligt abstraktionsniveau, men at man udelader detaljer, der vil forvirre. En analogi: At abstrahere væk svarer til at undlade at vise alle detaljer på Afrikas kystlinje på et verdenskort; der mangler detaljer. Men hvis man på verdenskortet bytter om på Afrika og Europa eller helt undlader at vise Afrika, er det en misrepræsentation af Jordens kontinenter.

Hvis man abstraherer væk i stedet for at misrepræsentere, og måske endda gør det klart for læseren, hvor man abstraherer væk, kan man give den nysgerrige læser lyst til at opsøge andre og grundigere kilder, hvor der kommer flere detaljer. Man kunne endda angive nogle kilder, som den nysgerrige læser kan opsøge. I Internettets tidsalder bør dette være muligt.

Det er som sagt ikke trivielt at abstrahere ordentligt, når man giver en populær fremstilling af et svært emne, og ej heller er det trivielt at angive de ordentlige kilder til videre læsning. Men så bør man som skribent opsøge ekspertisen. Jeg turde ikke selv skrive en artikel om et ikke-trivielt emne inden for astronomi uden at konsultere en astronom.

Man skal som fagperson lære at tale fagets sprog. Studerende på universitetet skal kunne dét. Ellers kan de ikke tale med fagfolk, og måske kan de ikke engang “tale med sig selv” i tankeprocesserne. Det kan godt være, at den, der populariserer, kun kan nogle bestemte ord på fagets sprog, men så er det vigtigt at kende betydningen og brugen af disse ord. Det er samtidig (for nu at blive i analogien) både tilladt og klogt at benytte sig af en tolk i tvivlstilfælde.

En køn omgang

Anita Sarkeesian er en ung amerikansk kvinde (med armensk baggrund), der på sin webside http://www.feministfrequency.com tager fat i nogle indarbejdede forestillinger i populærkulturen, som har med kønsroller at gøre, og som aldrig rigtig bliver genstand for diskussion. F.eks. er det egentlig påfaldende, at der er én kvindelig smølf, og at Smølfine oprindelig blev fremtryllet af troldmanden Gargamel for at så splid mellem de andre (alle mandlige) smølfer. Noget af det hun vil, er at få os til at tage stilling til og udfordre det, man kalder troper – ikke varme lande, men “faste vendinger” eller temaer, der dukker op igen og igen i fortællinger. Når de bliver dominerende, får vi en verden af stereotyper med alt hvad det indebærer af problemer. Der er masser af den slags rundt omkring i fiktionens verden – den dumme blondine, den naive jyde, den elskelige bedstemor osv. I computerspillenes verden er der også troper og stereotyper i den helt store stil – tænk bare på det vel første udbredte eksempel, Lara Croft. Problemerne med dominerende stereotyper er blandt andet, at de gør det meget sværere at tegne nuancerede billeder af mennesker og sværere for læsere, seere, spillere osv. at kunne “se sig selv”. Og stereotyperne rummer ofte også en forventning om hvordan “man” bør opføre sig som f.eks. kvinde. Derfor er det vigtigt at få udfordret hele dette univers af stereotyper.

Der er desværre også en anden grund til at Anita Sarkeesians arbejde vækker opsigt. Hun lagde ovenstående video ud på YouTube for at bede om crowdfunding (6.000 dollars) til sit videre arbejde om netop troper og kønsroller i computerspil – og hvad kom der ud af det? Flere tusinde ubehagelige, hadske (kvindefjendske og racistiske) og direkte truende kommentarer fra mænd, der af en eller anden grund følte sig trådt på eller truet på en eller anden vigtig del af deres identitet. Nogle gik så vidt som til at vandalisere hendes Wikipedia-side med pornobilleder. Al denne frastødende adfærd er endnu mere påfaldende, når jeg af videoen tydeligt kan se, at Anita Sarkeesian faktisk holder af at spille computerspil og når jeg tænker på, at tonen i videoen faktisk er både saglig og afdæmpet. Hele denne triste polemik kan man læse om hos New Statesman. Heldigvis kan man også af artiklen se, at Anita Sarkeesian fik 55.671 dollars ind på sin appel. Hun gjorde i øvrigt det rigtige med alle kommentarerne og lod dem stå til til beskuelse i al deres brutale dumhed.

Det, der slår mig her, er dels at der nogle gange tilsyneladende næsten ingen ting skal til for at fremprovokere en hel masse had på nettet, dels at det nogle gange er anonymiteten, der legitimerer det. I et indlæg fra sidste år greb jeg fat i netop dette. Mon de samme mænd ville have sagt det samme til Anita Sarkeesian, hvis de havde siddet og spillet computerspil sammen med hende?

Der er andre tilfælde, hvor mennesker er blevet udsat for trusler på nettet – senest et medlem af det britiske Underhus, der modtog trusler pr. e-mail. Manden bag disse trusler blev for nylig dømt. Denne sag var helt klar, for i dette tilfælde var der tale om en regulær trussel rettet mod den pågældende politikers børn, men hvad skal vi gøre ved alle de skrækkelige kommentarer, der kommer på debatfora?

At vise virkeligheden

Jeg har set spredte klip af Big Brother og har engang set næsten 10 minutter af Paradise Hotel. Det er programmer, der mest handler om at sætte overfladiske mennesker i samme lokale for at intriger og sex kan opstå. Dialogen består af tåbelige bemærkninger om ligegyldige emner. Alle der ser på, kan hævde sig lidt, for ingen er helt så fladpandede som dem i fjernsynet.

Men i årets udgave af Big Brother i Israel er der sket noget nyt. Jeg kan læse mig til, at en af deltagerne, Saar Szekely, insisterer på at diskutere den israelske besættelse og regimets fremfærd over for palæstinenserne med de andre deltagere. Han fremstår både sympatisk og veltalende. Undervejs er det lykkedes Szekely at blive ven med en tidligere officer med stærkt anti-palæstinensiske holdninger, og mest interessant – han er nået helt til finalen. Et af de helt store tabuer i de israelske medier er pludselig blevet synligt.

Se artiklen på Korrespondenterne.dk og se også et kort, tekstet klip fra udsendelsen. Også The Guardian har en interessant artikel om Big Brother i Israel.

Så derfor er mit spørgsmål: hvorfor skal reality-tv være dumt? Måske er den fremherskende reality-tv-genre i virkeligheden en genspejling af det fravær af egentlig argumentation og den stadigt hyppigere mudderkastning og latterliggørelse, der også er endt med at præge mainstream-politik. Reality-tv er blevet en situationistisk opførelse af tesen om alles kamp mod alle.

Men den konstruerede situation – der kun i en vis forstand kan benævnes virkelighed – kunne lige så vel bruges til at sætte interessante mennesker sammen og lade dem inspirere hinanden, en slags tænketank for åben skærm. Ikke nødvendigvis kendte mennesker – måske snarere tværtimod – men mennesker, der har noget at bidrage med. Den sædvanlige reality-tv-form filtrerer alt det interessante væk, så deltagerne kan skændes om det ligegyldige. Men man kunne i stedet filtrere alt det ligegyldige væk, så deltagerne kunne være sammen om det væsentlige. Det kunne  endda samtidig være en konkurrence, hvor deltagerne kun kunne vinde, hvis alle vandt. På den måde kunne reality-tv blive en værdig arvtager til den højskoletanke, der lige nu desværre ikke har det særlig godt.

Subkulturer uden spørgsmålstegn

I USA er tv-kanalen Fox News i stort omfang blevet den foretrukne nyhedskilde for de amerikanere, der identificerer sig med det republikanske parti og den yderste højrefløj. Fox News hævder at være “fair and balanced”, men langt fra alle deler denne vurdering. Også amerikanere med andre synspunkter forskanser sig ved at vælge medier, der har samme fokus og holdning som dem selv. I Danmark er vi ikke nået dertil, men det kan sagtens gå på samme måde. På nettet anbefaler recommender-systemet altid mere af det samme, og nyheds-app’er skræddersyr på tilsvarende vis udseendet af et nyhedsmedium efter hvad vi foretrækker: hvis jeg mest læser om miljøpolitik og håndbold, får jeg flest artikler at se om miljøpolitik og håndbold. Annegrethe Rasmussen, der er korrespondent for Information, har et indlæg i Politiken om dette.

Nye undersøgelser fra universiteterne Stanford og UCLA peger på intet mindre end en revolution, hvad angår amerikanernes medievaner.

Borgerne burer sig selv inde i ’meningssiloer’, hvor de udelukkende udveksler holdninger med ligesindede, uanset om de er til højre eller venstre, om de er optagede af miljø, dyrevelfærd eller religion.

Resultatet er ikke bare, at de forskellige grupperinger har hver deres holdninger og verdenssyn, men også adgang til forskellige fakta.

Faktisk er offentligheden så polariseret, at også underholdning, hverdagsforbrug, rejser og sport falder ned i kasserne – ’selektiv eksponering’ kalder forskerne det.

Hvad skal vi synes om en sådan udvikling? Jeg er selv meget utryg ved den.

Engang havde dagbladet Information en chefredaktør ved navn David Trads, der skrev uforbeholdent USA-positive ledere. Det blev nogle læsere meget fortørnede over. når nu det – som de sagde – var så tydeligt, også fra Informations egen dækning af amerikanske forhold, at USA gjorde så meget skidt. Også i Information har Søren Krarup skrevet ofte, og også det har forarget en hel del læsere.

Min begejstring for Søren Krarup kan ligge på et meget lille sted, og det er bestemt ikke hverken udenrigs- eller socialpolitik, jeg vil rose for USAs vedkommende. Men det er vigtigt, at vi ser mange forskellige holdninger i de medier, vi besøger.

Det er trygt kun at blive mødt af holdninger, der lignes ens egen. Hvis man ikke kan lide konflikter, slipper man for meningsudvekslinger. Hvis man er vred på en bestemt gruppe i samfundet, kan man finde medier, der retter vreden samme sted hen og dermed forstærker den. Men man opnår aldrig at komme i tvivl. Den menneskelige erkendelses historie viser, at det kun er når vi begynder at tvivle, at vi lærer noget nyt.

Martin Hall (sanger/musiker/talentshowsdommer mm.) har egentlig sagt det meget rammende:

Det er langt sværere at leve med spørgsmålstegnet end med udråbstegnet.

Mig og Information

20120118-134636.jpg

Det måtte jo ske en dag. Jeg nævner tit dagbladet Information her på bloggen, så det var vel kun et spørgsmål om tid før jeg havnede der selv. Og nu er jeg der – i al fald i avisens webudgave på
http://www.information.dk/290846. Samtidig bryder jeg en slags uskreven regel her på bloggen ved at bringe et billede af mig selv. Grå trøje, alvorligt blik – det kan da kun handle om noget seriøst.

Det gør det også. Information har her i efteråret, op til og efter folketingsvalget, haft en online-tænketank, hvor brugere kunne stille forslag, der kunne løse de mange udfordringer, Danmark står over for. Disse forslag vil så blive præsenteret samlet for regeringen.

Mit eget forslag er at man indfører en gradueret moms, således at varer med høj miljøbelastning får højere moms end varer med lavere miljøbelastning. Hermed bliver der et incitament for at købe miljørigtigt, og miljø-tvivlsomme varer vil få sværere ved at skjule deres problematiske påvirkning af miljøet. Den store udfordring (og den er ikke nem, det ved jeg) er ikke at administrere selve momsen, men derimod at fastlægge den. Jeg foreslår, at man indhenter erfaringer fra en veldefineret varegruppe – et eksempel kunne være frugt. Men også her skal der tænkes grundigt – et økologisk dansk æble belaster miljøet mindre end et sprøjtet dansk æble og skal have lavere moms. Men hvad med et økologisk æble fra Chile? Hele denne evaluering af miljøbelastning kan forhåbentlig gøres lettere ved at fastlægge kriterierne i forslagets lidt upåagtede anden del, nemlig en miljødeklaration.

Pirater alle vegne

20120110-192537.jpg

Er piratkopiering en forsvarlig handling?

Henrik Chulu, der er kandidat i filosof og geografi og er professionel musiker, har en interessant blog, hvor han skriver om netop dette. Han benytter sig her af det meget afslørende websted http://www.youhavedownloaded.com, der har oplysninger om hvilke IP-adresser, der downloader hvad gennem brug af Bittorrent-protokollen,

Og det er ikke småting, han finder ud af. Fra en IP-adresse, der tilhører Socialdemokraternes sekretariat i København, er der blevet hentet og delt et afsnit af tv-serien Revenge. Fra en IP-adresse på Christiansborg (det fremgår ikke hos hvilket parti) er der blevet hentet et afsnit af BBC-serien The Frozen Planet.

Men det slutter ikke her. For nogen ved Sony Music har downloadet et nummer med sangerinden Ledisi, der udkommer hos konkurrenten Universal, nogen ved Zentropa har hentet billedbehandlingsprogrammet Adobe After Effects – og nogen ved selveste RettighedsAlliancen, det tidligere AntiPiratGruppen, har hentet den danske film Dirch på lidt over 1 gigabyte!

Man kan selvfølgelig ikke konkludere, at en handling bliver etisk forsvarlig, blot fordi der er tale om noget, mange foretager sig. Men det ser unægtelig ud som om de, der forsvarer en gældende model for ophavsret, underminerer deres egen position, og jeg tvivler meget på, at den er holdbar.

Henrik Chulu konkluderer da også følgende:

Rettighedshaverne har intet at vinde ved at bekæmpe fildeling på internettet. I stedet burde den traditionelle plade-, film- og bogbranche overveje om deres bidrag til en lobbyorganisation som RettighedsAlliancen på sigt gavner deres evne til at konkurrere på et marked, hvor gamle distributionsmodeller er under pres, men hvor internettet samtidigt tilbyder øget omsætning, hvis de formår at tilrettelægge deres strategier efter dets potentialer i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.

Ligeledes bør faglige organisationer som Koda, Dansk Musikerforbund, Danske Filminstruktører, Dansk Forfatterforening, etc. kraftigt overveje om det er en fornuftig forvaltning af deres medlemmers midler at hælde dem i samme bundløse hul som deres arbejdsgivere i de respektive brancher, i stedet for at bruge pengene til at udvikle nye forretningsmodeller og tjenester der sikrer at deres medlemmer også i fremtiden kan leve af at skabe indhold.

Det må kunne lade sig gøre at finde en ny forretningsmodel for kunstneres frembringelser – det er sket før i samfundsudviklingen, at teknologien været med til at ændre markedet. Kapitalismens gennembrud i 1700- og 1800-tallet ændrede markedsforholdene gennemgribende, og det uden nogen kontrol, restriktioner eller bevidst strategi. Men det behøver jo ikke at være sådan for det digitale indholds vedkommende.

Hvem er Megaupload?

20120104-193210.jpg

Et af de fænomener, der på godt og ondt er med til at transformere vore dages kultur, er digitaliseringen af information, og i hælene på den simple observation, at det er nemt at kopiere en fil, er fulgt den ulovlige kopiering og deling af ophavsretsligt materiale. Fildeling via Bittorrent-protokollen er er én tilgang, en anden er at placere en fil ved en webbaseret fildelingstjeneste. Der er i dag en mindre jungle af sådanne tjenester med Rapidshare og Megaupload som to af bedst kendte.

Der er endda nu kommet en Megaupload-sang, hvor ganske mange kendte amerikanere, bl.a. storsælgende musikere som Kanye West og P. Diddy, fortæller i ord/sang/rap, at de elsker Megaupload.

Men hvem står bag disse succesrige firmaer? Owni.eu har en interessant artikel om den tyske (med finsk pas!) tidligere hacker Kim Schmitz (eller Kim Tim Jim Vestor eller hvad han nu kalder sig), der bor i Auckland i New Zealand og lader Megaupload have hovedkvarter i skattely i Hong Kong. Eller er direktøren for det hele i virkeligheden en nyopstået person ved navn David Robb?

Det frie valg i medieverdenen (?)

Nogle ynder at tale om skjulte holdninger i medierne. Der er “røde” medier (som man ikke kan lide) og “blå” medier (som man ikke kan lide). Dem, man selv synes bedst om, er typisk “neutrale”. Fox News i USA opfatter sig selv om “fair and balanced”, mens mange andre bestemt ikke gør det. Men for mig at se er den rigtig vigtige diskussion om mediernes holdningsdannelse en anden end den om hvilke holdninger, der kommer til udtryl, nemlig diskussionen om hvem der ejer medierne.

Herunder er en oversigt som den amerikanske blogger Jason (alias Frugal Dad) har lavet over medieverdenen i USA. Skulle man nogensinde have ment, at der er fri tilgang til informationer og underholdning, vil man blive skuffet på amerikanernes vegne. Også i Danmark er medieverdenen domineret af bestemte koncerner. Den Fjerde Statsmagt har en oversigt over hvem der ejer de danske medier. Oversigten er ikke helt opdateret – det hedengangne Nyhedsavisen og dets lige så hedengangne medejer Baugur Group dukker op som det første på listen. Alligevel er det tydeligt, at medierne herhjemme er på forholdsvis få hænder.

Men hvorfor er det et problem? Fordi medierne er med til at regulere, hvad vi får at vide og hvordan vi får det at vide. Verden er stor og kompliceret, så medierne bliver vores øje på denne komplicerede størrelse. Et lille antal øjne betyder et samlet synsfelt, der er lille. Selvfølgelig ser medierne noget af det, der sker. Uden de danske og internationale medier ville jeg få meget svært ved at vide, hvad der sker i Syrien. Uden medierne ville jeg sikkert ikke vide ret meget om, hvilken musik der blev udgivet i dag. Med selv med mediernes tilstedeværelse kan jeg ikke få et dækkende billede. Medierne har en tendens til at vende blikket mod de samme få udviklinger i verden, mens andre bliver nedprioriteret. Derudover er der (og det er ikke kun tilfældet i Danmark, nogle lande er endog værre) et overvejende fokus på indenlandske begivenheder. Et nyligt eksempel er COP17-topmøde, der fik langt mindre plads i medierne herhjemme end COP15, der som bekendt foregik i København. Min egen subjektive fornemmelse er derudover, at dækningen af COP15 fokuserede mere om danske politikere og politiets fremfærd end om på selve topmødets problemstillinger.

Men det handler ikke kun om nyhedsmedierne. Et andet eksempel er netop fra musikkens verden. Radiostationerne fokuserer også her på bestemte popnumre takket være brugen af playlister. Hvis et nummer ikke er på en af disse spillelister, får kun meget få det at høre.

I disse dage kan vi af sagen om TV2s håndtering af den såkaldte lækagesag se, hvordan nyhedsmedierne og politikerne (og deres rådgivere) er spundet sammen i et tæt spin. Tidligere spindoktorer bliver mediepersonligheder (jvf. Henrik Qvortrup) og omvendt (jvf. Philip Egea Flores). De politiske kommentatorer er også med til at bestemme hvor mediernes øje vendes hen.

Men det behøver vel ikke være sådan?

Media Consolidation Infographic
Kilde: Frugal dad

Libyen, Syrien og pengene

En af de vigtigste begivenheder i det seneste år er de oprør i Mellemøsten, der under ét er blevet kaldt Det Arabiske Forår. Vi tænker tit på begivenhederne som en kamp for demokrati, og det er det selvfølgelig også. Det er en vigtig og nødvendig kamp, der viser, at befolkningen i de arabiske lande ikke ser en islamisk stat som alternativet til de udemokratiske og undertrykkende regimer, der har eksisteret hidtil.

Men i konteksten for denne kamp lurer der også nogle væsentlige økonomiske interesser, der er med til at forklare hvorfor NATO-landene har interveneret i Libyen og ikke i andre lande. Den australske journalist John Pilger skriver i en noget polemisk artikel i The New Statesman:

This is Rupert’s Revolution, after all. Gone from the Murdoch press are pejorative “insurgents”. The action in Libya, says the Times, is “a revolution . . . as revolutions used to be”. That it is a coup by a gang of Muammar al-Gaddafi’s ex-cronies and spooks in collusion with Nato is hardly news. Their self-appointed leader, Mustafa Abdel Jalil, was Gaddafi’s feared justice minister. The CIA runs or bankrolls most of the rest, including America’s old friends – the mujahedin Islamists who spawned al-Qaeda. They told journalists what they needed to know: that Gaddafi was about to commit “genocide”, of which there was no evidence, unlike the abundant evidence of “rebel” massacres of black African workers falsely accused of being mercenaries. European bankers’ secret transfer of the Central Bank of Libya from Tripoli to Benghazi in order to control the country’s oil billions was an epic heist of little interest.

Denne side af begivenhederne i Libyen bliver stort set ikke omtalt. Somme tider tales der om olie, men der er også klare økonomiske interesser bag at få væltet den uforudsigelige Gaddafi og få kontrol over Libyens finansielle resurser. En artikel af Ellen Brown fra Public Banking Institute beskriver dette temmelig grundigt. Især er det påfaldende, at de libyske oprørere hurtigt etablerede en alternativ nationalbank.

Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Jeg vil aldrig komme til at savne Muammar Gaddafi! Han var en diktator, der har stået bag omfattende menneskerettighedskrænkelser. Men jeg kan ikke se, at der er en tilsvarende interesse for at støtte oprøret i Syrien, hvor der ikke er lignende økonomiske interesser på spil og hvor op mod 2600 mennesker indtil nu har mistet livet.