Et trist jubilæum nærmer sig

Snart er der gået 10 år siden terrorangrebene i USA d. 11. september 2011. I Foreign Policy har David J. Rothkopf en oversigt over de 10 vigtigste begivenheder/udviklinger, der har fundet sted inden for de seneste 10 år. Hans for sikkert en del amerikanere lidt overraskende konklusion er, at terrorangrebene langt fra er de mest betydningsfulde hændelser i denne periode. BRICS-landenes stærkt øgede rolle, den globale opvarmning (som ingen gør noget ved), det mobile internet, de sociale medier og revolutionerne i Mellemøsten i 2011 er nogle af de fænomener, han ser som vigtigere. Til sidst skriver han:

So, does all this mean 9/11 was not important? Of course not. It was a significant day in the life of America, a turning point in our view of our vulnerabilities and of the nature of threats and real power in the world. It led us to question many of our assumptions about the nature of our country

[…]

Foremost among those lessons, however, must be that we as a nation need to summon the discipline in times of great national challenges to frame events in the broader context of time and our larger interests. We cannot allow single isolated events to warp our view of all around them, like historical black holes twisting the fabric of adjacent time and events.

Et interessant og vigtigt citat fra en amerikansk journalist i en tid, hvor der er en forbløffende stor fascination af fortiden.

Der er fred i Yemen!

Nej, desværre. I dag blev 11 dræbt og 8 såret. Men de danske medier glemmer det. Der er nemlig ikke mange civile danskere i Yemen, og slet ikke nogen danske tropper. De danske medier minder efterhånden lidt for meget om de amerikanske, hvor verden uden for USA har det med at forsvinde i stort omfang eller bliver reduceret til en trussel mod USA.

Måske skal det være sådan? Man kan blive helt ør af de mange nyheder fra rundt om i verden, så det er da godt, at journalisterne sorterer indtrykkene for os, eller…?

Det, der bekymrer mig, er at der bliver sorteret i et sådant omfang, at konflikter, der ikke er “godt stof” bliver glemt. Glemte konflikter har det med at udvikle sig særlig slemt; når ingen kigger, kan krigens parter slippe af sted med lidt af hvert. Et sørgeligt eksempel på dette er afslutningen på borgerkrigen i Sri Lanka, hvor den britiske tv-kanal Channel 4 har kunnet afsløre noget, vi egentlig godt vidste – nemlig at den srilankanske hær begik omfattende massakrer i nedkæmpningen af LTTE (de Tamilske Tigre).

Det åbne samfund?

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet lægger nu op til, at al internetadgang skal være identificerbar, således at man skal identificere sig med en personlig kode for overhovedet at kunne komme på nettet fra steder med åben adgang som f.eks. biblioteker eller netcafeer. Argumentet er (ikke overraskende), at dette vil gøre det nemmere at efterforske kriminalitet – og de velkendte ord “terrorisme” og “børneporno” dukker straks op.

Jeg finder dette forslag bekymrende og i sidste ende ude af stand til at leve op til den hensigt, man begrunder det med. Hvis man er en hærdet forbryder, der benytter sig af internettets muligheder, vil man nemlig næppe få indskrænket sine handlemuligheder ad denne vej. De kriminelle kender teknologien rigtig godt. Der er f.eks. allerede ikke helt få eksempler, der viser at terrorister og pædofile opererer i lukkede fora og anvender stærk kryptering. En anden, nem mulighed er anonymiseringsværktøjet Tor. En tredje mulighed, der er stadigt mere udbredt, er at stjæle en identitet.

Den foreslåede overvågning risikerer først og fremmest at gøre livet besværligt for de, der ikke har samme indsigt. Det kunne være f.eks. besøgende fra udlandet eller mennesker, for hvem det er nødvendigt at kunne være anonyme af hensyn til egen sikkerhed. Her tænker jeg på f.eks. insider-vidner, der her mister en mulighed for at give vigtige oplysninger om netop organiseret kriminalitet. Også flygtninge og andre, der har oplysninger om menneskerettighedskrænkelser, vil kunne gøre brug af anonymiteten. At anonyme oplysninger kan have stor politisk vigtighed, kan man se af en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information om lækkede dokumenter fra Kinas kommunistiske parti.

Også her vil man selvfølgelig kunne omgå forbuddet ad teknologisk vej, men dette var vel ikke meningen?

Herudover er der den store nyfortolkning af en form for hemmelighed, der er vore dages forlængelse af brevhemmeligheden. Straffelovens § 263 nr. 1 siger:

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Bemærk ordet “uberettiget”, der her gør disse foranstaltninger lovlige.

Nogle vil her indvende, at man ikke har noget at frygte, hvis man intet forkert har gjort. Men hvor trygge ville vi være ved en tilsvarende lov, der krævede at al papirpost skulle være tydeligt forsynet med afsenderens fulde navn og adresse og at politiet kunne åbne al papirpost, hvor dette ikke var tilfældet? (Tyskere, der er vokset op i DDR, vil vide, hvad jeg mener.)

Sigøjnere og muhammedanere og…

I Amnesty International er vi nu begyndt at sætte fokus på de ubestridelige problemer med diskrimination, som romaer er udsat for. I Slovakiet er det f.eks. praksis at sende roma-børn i specialklasser. Resultatet er en reel segregering mellem romaer og andre slovakker, en slags “uformaliseret apartheid”. Den lille film ovenfor handler om dette problem. I andre lande i Europa er der andre, tilsvarende problemer med diskrimination af romaer.

Jyllands-Posten har en blog, hvor Thomas V. Lytken Larsen og Jeppe Fogtmann, der begge er medarbejdere ved Center for Positiv Integration skriver om en anden tilgang til integration af mennesker fra etniske mindretal. De seneste to indlæg har handlet om romaer og om Roskilde-festivalens aktiviteter i denne forbindelse. Responsen fra læserside har været en lang række meget hadefulde kommentarer, som jeg ikke har lyst til at gengive her i al deres negative primitivitet. For nylig har jeg skrevet om hadet på nettet, og det er ikke klart for mig, hvor repræsentative de pågældende udsagn er. Men der er tilsyneladende et latent had til romaer derude, også i Danmark. Derfor er jeg lidt bekymret for, hvordan vores arbejde i Amnesty vil blive modtaget.

De fleste ved, at Europas jøder gennem århundreder har været udsat for diskrimination og forfølgelse. Ikke mange ved, at også romaer blev systematisk forfulgt under nazismen og at flere hundrede tusinde romaer blev ofte for Holocaust på helt samme måde som jøderne. Det gør de hadefulde kommentarer om romaer i vore dages Danmark desto mere bekymrende.

Især (men ikke kun) Ekstra Bladet har et lidt påfaldende fokus på kriminelle romaer og insisterer her på at bruge benævnelsen “sigøjnere” om dem. Et nyligt eksempel er en artikel om en rumænsk roma-dreng, der er sigtet for en række mindre røverier. Et andet eksempel er en række artikler i Ekstra Bladet om en familie af kroatiske romaer, der tilsyneladende begår systematisk kriminalitet og socialt bedrageri. Også her bruges konsekvent betegnelsen “sigøjnere” – et udtryk, der i bedste fald er så forældet som “muhammedanere”, et ord som efterhånden ikke engang Mogens Camre bruger om muslimer.

Ovenstående er stort set det eneste, man ser til romaer i medierne, og min fornemmelse er, at romaer først og fremmest bliver fremstillet som en lidt ynkelig, men samtidig upålidelig folkegruppe, en form for indbegreb af de “farlige, fattige østeuropæere”.

Jeg ved naturligvis, at der findes romaer, der begår kriminalitet, og at etnisk baggrund selvfølgelig ikke er en undskyldning for at begå kriminalitet. Det er forkert at stjæle eller true andre mennesker. Men jeg ved også, at der er en del romaer i Danmark, der ikke ønsker at stå frem som romaer. Mange romaer i Danmark kommer fra det tidligere Jugoslavien og kalder sig kun ved deres nationalitet, dvs. betegner sig alene som bosniere, makedonere osv. trods at de også er romaer. En grund til denne skyggetilværelse er netop de negative stereotyper, som lever om romaer.

Den kriminalitet, som Ekstra Bladet beretter om hos romaer – mindre røverier, socialt bedrageri o.lign. – er netop den form for kriminalitet, der er et typisk resultat af sociale uligheder. Romaerne har været udgrænset og forfulgt i århundreder og er derfor i uforholdsmæssigt stort omfang endt som de fattigste af Europas fattige. Et stop for diskriminationen af Europas romaer, både i lovgivning og i praksis, er en nødvendig forudsætning for at problemer med kriminalitet hos grupper af romaer kan bringes til ophør. En af de mange forudsætninger for at få standset diskriminationen i praksis er så, at der bliver tegnet et langt mere nuanceret billede af romaer i medierne. Der er nemlig også romaer, der er rengøringsassistenter, faglærte arbejdere, kontorpersonale, studerende, gymnasielærere osv. Faktisk er det langt størsteparten, der lever sådanne almindelige liv herhjemme. Det må da være en opgave for Ekstra Bladet at afdække?