I dag gjorde jeg noget, jeg ikke har gjort i lang tid: Jeg købte et blad, da jeg var ude for at handle. Det var det nye nummer af Dossier; jeg havde ikke set det før hos SuperBrugsen og spekulerede på, om det mon var et nyt magasin. Det var det nu ikke. Det er bare mig, der ikke følger godt nok med.

Som barn og ung holdt jeg af at læse blade. I barndommen og den tidlige ungdom var det tegneserier, nemlig Anders And & Co og Fantomet og Seriemagasinet, jeg altid vendte tilbage til. Marvel-serierne udkom sporadisk på dansk, og de franske og belgiske serier (Tintin, Lucky Luke, Linda og Valentin osv.) kom mest i albumform. Senere blev jeg glad for Levende Billeder og for Press. I min tid i Skotland var det New Musical Express og Sounds og diverse blade om film, der fangede mig.

Jeg kan huske, hvordan jeg kunne gå og vente på det nye nummer, glæden ved at gå ind i kiosken, købe det blad, jeg gerne ville have, komme hjem og bruge tiden på at strejfe igennem indholdet for at finde det, jeg ville læse først. Det nærmeste, jeg kommer på den følelse i dag, er tiden brugt med papirudgaven af dagbladet Information.

Der er en særlig glæde ved at læse på papir, måske en glæde tilsvarende den, som nogle føler ved at lytte til vinylplader. Det, der står på tryk, er mere forpligtende, fordi det er gjort permanent på en særlig måde.

Var Dossier så pengene værd? Måske. Der er ganske mange portrætartikler, herunder en lang artikel om The Minds of 99 og om en kollega (som jeg ikke har mødt) fra Københavns Universitet – og et digt af Caspar Eric. Der er reklamer for biler og for armbåndsure; det er velsagtens ure til mænd, og næsten alle artikler handler om mænd, der har en eller anden form for succes. Om det er grund nok til at portrættere dem på skrift, ved jeg ikke.