Evian

Evian-les-Bains, Frankrig: den britiske repræsentant Lord Winterton holder tale om mulighederne for forbedring af situtationen for jødiske flygtninge fra Tyskland og Østrig. Fotograf:: Presse-Illustrationen Heinrich Hoffmann- Vintage property of ullstein bild (Photo by Heinrich Hoffmann/ullstein bild via Getty Images)

Mange forbinder Evian med mineralvand, men denne franske by dannede for 80 år siden rammen om en mislykket konference om det internationale samfunds modtagelse af jødiske flygtninge. 32 lande deltog i konferencen, der fandt sted 6.-15. juli 1938, heriblandt Danmark. Men de fleste af de deltagende lande nægtede at tage imod jøder fra Tyskland – ikke engang USA, der havde taget initiativ til konferencen, ville tage imod flygtninge.

Det var en grim tid, og på nogle måneder giver begivenhederne dengang desværre mindelser om situationen i Europa i dag. Den danske avis Nationaltidende skrev således i en leder på denne tid at

Regeringen må gøre sig klart, at der inden for dens egne vælgermasser hersker en stærk modvilje mod udvidelse af adgangen til indvandring sydfra.

Det er et citat, man også ville kunne se i dag.

Der blev udarbejdet en resolution ved Evian-konferencen, der gjorde det klart, at der skulle laves en international flygtningekomité, der skulle tage kontakt til Tyskland. Danmark gik i spidsen for at sørge for at resolutionen ikke rummede formuleringer, der kritiserede nazisternes antisemitiske politik i Tyskland.

7 år senere havde millioner af mennesker fra Tyskland, Østrig og de lande, som Tyskland havde besat, mistet livet, fordi de var jøder, romaer, homoseksuelle, kommunister eller “bare” på anden måde i vejen for nazisterne. Endnu 6 år senere,  i 1951, gik Danmark forrest i arbejdet med at formulere Konventionen om flygtninges rettigheder. Der var nu igen millioner af flygtninge i Europa, men nu var de andre borgere fra Tyskland og områder, som tidligere havde været tyske.

Litteraturen samler ind til flygtningebørn

Mads Nygaard er den første forfatter til Litteraturen samler ind i Aalborg.

I januar 2016 besluttede regeringen med støtte fra Socialdemokratiet, at flygtninge selv skal betale for at få deres familie til Danmark.  En af konsekvenserne af denne lov er at uledsagede flygtningebørn skal betale for at blive genforenet med deres forældre.

Jeg ved, at mange synes at denne lov er retfærdig og nødvendig. Men det gør jeg bestemt ikke. Artikel 16 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder slår fast, at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

så det er svært for mig at se, hvordan den nu gældende politik ikke er i modstrid med menneskerettighederne.

Siden 2016 har der været indsamlinger blandt borgere i Danmark for at hjælpe børn med at få deres forældre til Danmark. Især forfatteren Mads Nygaard fra Hirtshals, der var en af stifterne af Venligboerne, har været aktiv her. Takket være hans indsats har 33 flygtningebørn side 2016 fået deres familier til Danmark.

Især har Mads via sin gerning som forfatter stået bag arrangementer under titlen Litteraturen samler ind, hvor forfattere og musikere har optrådt gratis rundt om i landets største byer og har skaffet penge til flygtningebørn via entréindtægter og andre bidrag. I dag var det igen tid til Litteraturen samler ind, og i Aalborg fandt det sted på Huset i Hasserisgade.

Selv om anledningen var træls, var det en god oplevelse. Mads Nygaard var med til at åbne arrangementet, men overlod derefter konferencier-rollen til bl.a. sin gode ven Fawaz Alzatto for at drage til København, hvor han også skulle deltage i Litteraturen samler ind. Mange lokale forfattere og musikere optrådte, og blandt andet Simon Kvamm fra Nephew, der bor i Klitmøller, lagde vejen forbi og gav tre numre. Også jeg var med som den ene af to poetry slam-udøvere; den anden var den meget dygtige Kaare Olsen. Og undervejs nåede vi også at høre gribende beretninger fra flere flygtninge, der inden for de seneste få år er kommet til Danmark – den ene, Alan Sheikho, endda som uledsaget mindreårig.

Mød Verden 2018

I dag var der Mød Verden 2018 i Sohngårdsholmsparken. Ligesom første gang, arrangementet løb af stabelen, deltog vi fra Amnesty International, denne gang dog med en lidt mere praktisk og organisatorisk vinkel end sidst – og vel også noget mere, end vi havde regnet med. Der var mange gode kræfter, der gjorde en stor og helhjertet indsats for at få arrangementet til at blive til virkelighed med temmelig kort varsel. Uden dem havde Mød Verden 2018 ikke været der.

Desværre drillede vejret os, og ikke alt det, der var forsøgt planlagt, blev til noget. For mig og de andre fra Amnesty International var det især en stor skuffelse, at de aktiviteter, vi havde planlagt som vores centrale bidrag  – henholdsvis vores udstilling om flygtninge i verden og vores kampagne om verdenserklæringen om menneskerettigheder –  ikke blev til noget. Det telt, som vi skulle være i, og som vi (med andre frivilliges store og velgennemtænkte hjælp) brugte megen tid på at sætte op, kunne ikke holde til blæsten, og efter kun 45 minutter var vi nødt til at pakke sammen igen. Set gennem disse briller blev det derfor til en dag om teltpløkker, problemer med levering af kaffe, blæst og regn, oprydning og presenninger, ikke en dag med fokus på menneskerettighederne.

Til gengæld havde jeg den store glæde og ære at optræde sammen med Nader Alkasem til et Spoken World-indslag, som jeg lavede sammen med Nader og Nikolaj Lind Holm. Kaare Olsen skulle også have været med, men desværre var han blevet syg. Denne eftermiddag læste jeg danske versioner op af Naders digte fra digtsamlingen Dobbelt A (skrevet sammen med Claus Nivaa) om og fra det Aleppo, han var nødt til at flygte fra, og det Aalborg, han til sidst endte i.

Der var også musik og mad  – faktisk langt mere mad, end vi troede, der ville være. Vi prøvede forgæves at få maden afsat til Kirkens Korshærs varmestue for hjemløse. Efter mange opkald, hvor ingen svarede, måtte vi tage så meget af den veltillavede mad med hjem, som vi kunne, og resten måtte vi kassere. Det var ingen af os glade for.

Sammen i Aarhus

På Lille Torv i Aarhus

Efter en arbejdsuge med en del bekymringer var det med lidt blandede følelser, jeg satte mig i toget for at tage til Amnesty Internationals aktionsdag i Aarhus. Jeg følte mig træt og ukoncentreret. Men det blev en rigtig god og positiv oplevelse at mødes med andre menneskerettighedsforkæmpere fra Aarhus, Odense og København. Fokus var det positive budskab om at Verdenserklæringen om menneskerettigheder fylder 70 år i år.  Vi fejrede de 30 artikler i erklæringen med kage (den slags er som bekendt blevet populært i dansk politik), som de forbipasserende kunne stoppe op og smage på. 

Ofte har jeg følt mig lidt underligt til mode ved at skulle henvende mig til tilfældige forbipasserende, sådan som jeg også skulle i dag, men det gik faktisk meget bedre end jeg havde troet. Dagens ubetinget positive oplevelse skyldtes nogle piger på 11-12, der stoppede op. De havde aldrig hørt om menneskerettighederne før (!), men da jeg fortalte dem om dem og vores arbejde i Amnesty Internationalt, blev det særdeles vel modtaget, og de sagde, at det var godt, at rettighederne var der og at vi kæmpede for dem. Dét varmede.

Pludselig begyndte det at regne voldsomt, og vi måtte rykke ind under det medbragte telt. Her sad en aarhusiansk sanger og guitarist og underholdt; han hed forresten noget så usædvanligt som Hans. Det er ikke tit, jeg møder nogen med dét navn, så det hæftede jeg mig særligt ved.

Sidst på eftermiddagen kom ganske mange forbi Lille Torv – dog ikke for at snakke med os, men for at overvære en række korte taler, som blev afholdt af lokale borgere, der havde gennemført et forløb, der skulle hjælpe den enkelte med til at holde op med at stamme. Netop dét var  og her særdeles fascinerende!

Eviva España?

Bilbomben mod Luis Carrer Blanco eksploderer 20. december 1973.

For tiden holder min familie og jeg ferie i Spanien, og ved et af disse underlige tilfælde fik jeg en fæl gammel popsang på hjernen i den anledning: “Eviva España”, der oprindelig er flamsk-belgisk, blev i Danmark et dansktophit for Elisabeth Esbjerg, men blev et meget større hit i Sverige og siden også i Storbritannien for Sylvia Vrethammar.

Ordet “Eviva” findes ikke på spansk og er simpelthen konstrueret for at få teksten til at passe til melodien!

Sangen er umiddelbart en uskyldig og lalleglad hyldest til sommerferie i Spanien, men den var et hit i 1973, hvor Spanien gennemlevede en meget grim periode af sin historie. Undertrykkelsen fra det fascistiske regime var meget tydelig. Den væbnede modstand fra diverse militante grupper (bl.a., men ikke kun ETA) var også eskaleret. Jeg husker, selv om jeg knap var 10 år, hvordan Francos arvtager Luis Carrero Blanco blev dræbt med en bilbombe i 1973 og hvordan to catalanske oprørere blev henrettet i garotte i 1974. Set i bakspejlet forekommer det upassende at hylde Spanien netop da. Sylvia Vrethammar fik dødstrusler og blev kaldt fascist, da “Eviva España” var et hit i Sverige, så også dengang var sangen kontroversiel.

Ved en underlig form for popmusikalsk retfærdighed blev en anden svensk sang om Spanien i øvrigt et meget større hit i Danmark få år senere, nemlig Björn Afzelius’ sentimentale “Juanita”. Den var til gengæld ikke bange for at kritisere diktaturet og dem, der lukkede øjnene for hvad der skete i Spanien. Jeg er ikke klar over, om Afzelius skrev sangen som en reaktion på “Eviva España”, men det skulle ikke undre mig.

I dag har der i øvrigt stadig ikke været noget retsopgør i Spanien, her mere end 40 år efter diktaturets fald. Nu dukker ønsket om et sådant opgør frem igen i kølvandet på regeringsskiftet tidligere i år.

Nicaragua 2018

Sidst i 1970erne hørte man en del til Nicaragua i medierne, for her udspillede der sig en lang oprørskrig mod Somoza-diktaturet. I 1979, lige inden jeg skulle begynde i gymnasiet, endte det hele med at Anastasio Somoza gik af og den sandinistiske front FSLN med Daniel Ortega som leder overtog statsmagten.

På den ene side gav det for mange et håb om at det kunne bringe en tiltrængt forandring til Mellemamerika, hvor der i El Salvador, Guatemala og Honduras var ekstrem ulighed og lige så ekstrem undertrykkelse. Ganske få familier ejede i det store og hele de små lande og styrede dem med udbredt tortur, politiske mord, forsvindinger og brug af dødspatruljer – og voldsom korruption og reel straffrihed for alle overgrebene. Det er desværre også i høj grad tilfældet i dag.

På den anden side blev oprøret i Nicaragua lynhurtigt kastet i armene på den kolde krig. USAs fremfærd var specielt direkte i strid med international lov og kan stadig i dag kun fordømmes.  Reagan begyndte i 1981 at yde økonomisk støtte og træning til de pro-somozistiske contraer, og CIA lagde miner ud ved havnene i Nicaragua – en helt uhørt krænkelse. Der var mange solidaritetstilkendegivelser over for Nicaragua i Europa, og jeg bakkede selv op om dem. I Danmark blev der organiseret såkaldte fredsvagter i Nicaragua for at vise støtte til FSLN-regeringen. The Clash kaldte deres fjerde album ¡Sandinista!.  

Til sidst, i 1990, tabte FSLN magten ved et valg, og nogle udråbte det som en konsekvens af Berlinmurens fald. I dag, næsten 40 år efter revolutionen i Nicaragua er Daniel Ortega igen ved magten, og det har han været siden 2006, hvor han gjorde comeback på den mest ubehagelige måde.  Han havde som oppositionsleder nogle år tidligere underskrevet en aftale med den ekstremt korrupte ekspræsident Arnoldo Alemán. Aftalen ville sørge for, at landet var ligeligt fordelt mellem de to partiledere.  Og i marts 2007 gav Ortega amnesti til Alemán, der på det tidspunkt ikke kun var under anklage for korruption, men faktisk allerede var dømt til tyve års fængsel af landets højesteret. Man vurderede at Alemán havde beriget sig for et beløb på mellem 100 og 250 millioner dollar af statens midler. Siden har Ortega bl.a. gennemført et totalforbud på fri abort for at tækkes den katolske højrefløj i landet. Ikke engang kvinder og piger, der er ofre for vold eller incest, kan få en abort – de kommer til gengæld i fængsel, hvis de forsøger at afbryde svangerskabet! Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at Ortega har udtalt sin støtte til Bashar Al-Assad.

Nicaragua er i dag det næstfattigste land på den vestlige halvkugle (fattigst er stadig Haiti), og undertrykkelsen er voldsom i Nicaragua i dag. Siden april har der været voldsomme protester mod Ortega-regimet fra fagforeninger og studenterbevægelse. USA var med til at destabilisere Nicaragua for 35 år siden, men den forklaring kan ikke være tilstrækkelig længere. Ortega er blevet en ny Somoza. Det håb om et friere og retfærdigere Nicaragua, der var engang, må ikke blive glemt. Det er på høje tid at rette blikket mod Mellemamerika igen.

Minder om krigen

Her til aften vandt Kroatien helt fortjent semifinalen ved VM i fodbold for mænd. Ved et af disse underlige tilfælde er 11. juli også den dag. hvor massakren i Srebrenica begyndte. Omkring 8000 bosniske mænd og drenge blev i 1995 myrdet af den bosnisk-serbiske hær, der var anført af general og hærchef Ratko Mladić.  Det er det mest omfattende folkemord i Europa siden 2. verdenskrig.

På denne måde binder historien en uventet sløjfe, for Luka Modríc, der er en af de helt store profiler på det kroatiske landshold og i det hele taget ved dette verdensmesterskab, oplevede som lille dreng krigen i det tidligere Jugoslavien på tæt hold. Hans bedstefar, der også hed Luka Modríc, blev dræbt af serbere i december 1991, og derefter måtte Luka Modríc og hele hans familie flygte til en anden del af Kroatien. En artikel i The Guardian fra 2012 fortæller denne ikke så kendte historie.

Børn som “gidsler”?

Foto: Miriam Dalsgaard.

I disse år er det som om familiebegrebet er ved at ende i en slags undtagelsestilstand, hvor man splitter familier eller bevidst udsætter dem for voldsom stress. Den amerikanske praksis med at adskille migranters børn fra deres forældre er et særligt voldsomt eksempel. New Statesman har en skræmmende reportage fra et af de længst fungerende centre i USA.

Der er også blevet afsløret en praksis for at bortadoptere børnene af de mennesker, der har forsøgt at komme ind i USA. Denne praksis med adskillelsen af børn og deres forældre kender man også fra Australien, hvor mange børn fra den oprindelige befolkning blev fjernet fra deres forældre, så de kunne blive placeret i lejre og opdraget “på en civiliseret måde”. Man har her talt om “de stjålne generationer”; filmen Rabbit-Proof Fence fra 2002 skildrer tre australske børns flugt fra en sådan lejr.

Og vi kender ideen med at placere familier i undtagelsestilstand fra dansk asylpolitik. Undtagelsestilstanden ser vi bl.a. i beslutningen om at uledsagede flygtningebørn selv skal betale for familiesammenføring og i de hårde vilkår for børn på udsendelsescentre som Sjælsmark. Jeg skrev i sidste måned om hvordan politikere fra regeringen og Dansk Folkeparti konsekvent taler hårdt om familierne på disse udsendelsescentre. Denne måde at tale om afviste asylansøgeres familier på stammer formodentlig fra 2009, hvor Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti til Politiken sagde

Man kommer hurtigt i en situation, hvor afviste irakiske asylansøgere bruger deres børn og skubber dem foran sig. Børnene er forældrenes gidsler, som de bruger overfor myndighederne. Det synes jeg er skammeligt…

Man kan imidlertid lige så vel beskrive situationen på en anden måde, nemlig at det er myndighederne rundt om i verden, der skubber børn foran sig og på denne måde bruger dem som gidsler for at fremtvinge en bestemt situation. Og dette er særligt skammeligt, for det er nemlig myndighederne, der har forpligtet sig til at efterleve menneskerettighederne og deres formulering om at familien som enhed er ukrænkelig. I Verdenserklæringens artikel 16, stk. 3 står der at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

og i Børnekonventionens artikel 3, stk. 3 står der at

Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.

Et nyt omsorgscenter

Grafik: Al-Jazeera. https://www.aljazeera.com/indepth/interactive/2016/08/afghanistan-controls-160823083528213.html

For ikke så længe siden skrev jeg om det “opdragelsesteam”, som regeringen har nedsat. Dette “opdragelsesteam” har fastlagt nogle retningslinjer for hvordan opdragelse bør finde sted i Danmark og taler bl.a. om at indføre såkaldte “forældrekontrakter”.

Men den igangværende omkalfatring af sproget og af forholdet til børns og familiers rettigheder slutter ikke her. Den danske regering og den norske regering (hvor Dansk Folkepartis søsterparti Fremskrittspartiet har justitsministerposten) forhandler nemlig med den afghanske regering om at oprette en lejr for afviste mindreårige asylansøgere i Kabul.

Afviste asylansøgere fra Afghanistan, der er mindreårige, skal så sendes til Afghanistan og opholde sig i denne lejr. Lejren kalder man for et “omsorgscenter”. Incitamentet for den afghanske regering til at oprette et sådant “omsorgscenter” er midler fra Danmark og Norge. Jeg bemærker her,  at den afghanske regering reelt kun kontrollerer 56,3 procent af landet. Resten kontrolleres af Taliban og ISIL, som kortet ovenfor viser (og begge er tæt på Kabul). Hvor stor omsorg, der ligger bag de dansk/norske planer, er derfor meget uklart for mig. Dansk Flygtningehjælp har afvist at ville drive “omsorgscenteret”, bl.a. fordi man anser det for at være et oplagt mål for terrorhandlinger.

Ordet “omsorgscenter” har hidtil været brugt i forbindelse med den kommunale hjemmepleje i Danmark, men nu kommer ordet altså også til at indgå i det omsiggribende politiske nysprog, der udelukkende handler om at skjule og forskønne.

Historien gentager sig

For knap 3 år siden skrev jeg her om skibet St. Louis, der den 19. maj 1939 stod ud fra havnen i Hamburg med kurs mod Havana. Om bord var 937 passagerer, hvoraf de fleste var jøder – flertallet heraf var tyske. Deres håb var at kunne undslippe det nazistiske regime og komme til USA. Men rejsen med St. Louis var forgæves. Cuba ville kun tage imod 28 mennesker; skibet sejlede til USA, men måtte ikke komme i havn. USA ville ikke tage imod nogen fra St. Louis, for man tog allerede imod mange flygtninge fra Europa. St. Louis måtte vende tilbage til Europa. 288 af passagererne fik asyl i Storbritannien, Nederlandene tog imod 181, Belgium tog imod 214 og atter 224 fik midlertidigt ophold i Frankrig. De 288 mennesker, der kom til Storbritannien, overlevede alle 2. verdenskrig på nær én, der døde under et tysk luftangreb. 532 andre blev forfulgt af nazisterne, da de tre andre lande blev invaderet, og 254 af dem døde i Holocaust.

Den 9. november anløb Hai Hong Port Klang i Malaysia med omkring 2500 mennesker fra Vietnam efter forgæves at have forsøgt at anløbe havne i Indonesien. Mange af dem var etniske kinesere fra Sydvietnam. Men de måtte ikke gå i land, da myndighederne mistænkte dem for “at have købt sig ud af Vietnam” og for ikke at være “sande flygtninge”. Hai Hong lå i havnen i Port Klang indtil USA, Canada og lande i Vesteuropa tog imod menneskene ombord på skibet.

Der er en trist parallel til den aktuelle beretning om skibet Aquarius, der her til morgen har kunnet anløbe havnen i Valencia. De 630 passagerer har været om bord på skibet i Middelhavet i ni dage, efter de blev reddet ud for Libyens kyst. Blandt dem var 123 uledsagede børn, 11 andre børn og syv gravide. Både Malta og Italien nægtede tidligere på ugen at tage imod Aquarius. Først efter pres fra UNHCR og EU tog Spanien imod Aquarius.

Nogle vil her formodentlig sige, at den italienske og den maltesiske regerings afvisning var korrekt. Men hvad vil vi da sige om de tilsvarende beslutninger fra USA og Cuba i 1939 og fra Malaysia i 1978?