En sikker zone?

De grøngule områder på dette kort er kurdisk kontrollerede. Det lille grå område er kontrolleret af Islamisk Stat. Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Kurdistan#/media/File:Syrian,_Iraqi,_and_Lebanese_insurgencies.png

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan siger, at den tyrkiske offensiv, der lige nu er i gang i Nordsyrien, har til formål at fjerne styrker under kurdisk ledelse fra grænsen og at skabe en “sikker zone”, så mange syriske flygtninge kan sendes tilbage til syrisk territorium.

Det er en underlig og ubehagelig alliance, der er opstået nu – den tyrkiske offensiv er blevet gjort nemmere, siden Donald Trump bestemte sig til at trække amerikansk militær ud af Syrien. Og de europæiske lande er passive, for de vil helst undgå at modtage flygtninge fra Syrien (selv om det, der nu sker, igen vil tvinge nogen på flugt). Ideen om en “sikker zone” passer lidt for mange europæiske regeringer lidt for godt. Taberne i det hele er – ud over civilbefolkningen, der altid taber i en krig – som så ofte før kurderne. Det er godt nok kurdiske styrker, der har stået i spidsen for at bekæmpe Islamisk Stat, men det er glemt nu.

Det må være på tide at sige til Erdogan-regimet, at det, der sker nu, er helt uacceptabelt, og at få indkaldt FNs sikkerhedsråd. Alle, der overvejer at tage på ferie i Tyrkiet, bør efter min mening også overveje deres beslutning.

Federico García Lorca

Den spanske forfatter Federico García Lorca var modstander af fascismen og blev skudt af Nationalisterne den 19. august 1936, kort efter begyndelsen på den spanske borgerkrig. Der var formodentlig i høj grad tale om en hævnakt; den ene af mændene, der skød Lorca, var i familie med hans fars første kone, og bagmanden var en politisk rival til faderen.

Her er et sjældent billede af henrettelsen. Det er altid underligt at se billeder af mennesker, taget lige inden de dør. Hvad billedet antyder, og også ifølge hvad jeg har kunnet læse mig til, gik Lorca i døden mens han reciterede et af sine digte. Man ved ikke så meget om hans sidste timer, men i en artikel fra The Guardian fra 2011 kan man læse hvad man ved. Et andet sted på nettet hævdes det, at Lorca i dødsøjeblikket reciterede et digt tilegnet sin hustru, men det kan ikke passe, for han blev aldrig gift.

Forskelsbehandling eller diskrimination?

“Integrationsydelsen” og “kontanthjælpsloftet” er bevidst diskriminerende foranstaltninger, for målet var at ramme flygtninge ved at formulere betingelser, som principielt kunne ramme enhver borger, men reelt først og fremmest ville ramme flygtninge. Venstre og Dansk Folkeparti var altid helt åbne mod dette.

De to tiltag er ikke blevet fjernet, selv om regeringen nu er en anden. Til gengæld er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om at indføre et nyt midlertidigt tilskud til de børnefamilier, der er berørt af kontanthjælpsloft eller integrationsydelse.

De fleste, der vil få glæde af dette tilskud, er flygtninge eller indvandrere – ifølge Jyllands-Posten er det 65 procent. Men samtidig kommer der et krav om at de, der for dette tilskud skal i nyttejob, virksomhedspraktik, i uddannelse eller en kombination af det i 37 timer om ugen.

Her bliver det interessant, for dette krav om 37 timers arbejde om ugen er dermed også et krav, der først og fremmest vil gælde flygtninge og indvandrere – og er på denne måde diskriminerende på samme måde som “integrationsydelsen” og kontanthjælpsloftet. Det var vel ikke meningen – eller var det?

Mød Verden 2019

I dag deltog vi i Amnesty International i Mød Verden 2019, en dag med mad, musik mm. Her er nogle billeder fra arrangementet, der fandt sted i Karolinelund i Aalborg. Vejret var godt, og det blev nogle rolige timer i parken sammen.

Inden teltene blev taget ned, fremførte jeg og fire andre lokale udøvere poetry slam-tekster. Det var godt at se og høre dem igen efter nogle måneders pause. Om jeg så selv skal eller bør fortsætte med poetry slam, er en anden snak.

Robert Mugabe er død

Voksfigur af Robert Mugabe (foto: Sherwood: https://www.flickr.com/photos/mwanasimba/2847545179)

Man skal ikke ønske andre mennesker døde, men jeg må indrømme, at jeg ikke sørgede, da jeg her til morgen læste, at Robert Mugabe var død i en alder af 95 år. En gængs vittighed (for det vrimler med vittigheder i diktaturer) var den om Mugabes søn, der blev spurgt, hvad han ville være når han blev stor. Han ville være pilot, ikke efterfølge sin far som præsident, for det regnede han ikke med at opleve i sin levetid. Men nu er det så sket: Robert Mugabe er ikke mere. Historien om ham er den triste og uhyggelige historie om en person, der engang var oppositionsleder og frihedshelt, men senere forvandlede sig til en undertrykker. Et andet eksempel er Nicaraguas leder af revolution for 40 år siden, den nuværende præsident Ortega, som i dag er alt andet end forkæmper for friheden og da også ofte bliver sammenlignet med Mugabe.

Jeg har mødt flere mennesker fra Zimbabwe i forbindelse med mine aktiviteter i Amnesty International. Nogle af dem var flygtet til Danmark, andre var aktive medlemmer af Amnesty Internationals zimbabweanske afdeling. Alle var selvfølgelig yderst kritiske over for Mugabes regime, men de var det på en meget lavmælt måde, for man vidste aldrig, om der var nogen, der lyttede med eller sladrede.

Jeg husker det samarbejde, vi i Amnesty-gruppen i Aalborg en overgang havde med Amnesty-gruppen i Masvingo, der er en af store byer i Zimbabwe. Det var fyldt med forhindringer, for det var tæt på umuligt at kommunikere med hinanden. Fastnet-telefoni var dybt upålidelig (adskillige er de faxbeskeder, jeg forgæves har prøvet at sende til Zimbabwe i årenes løb) og internettet var ikke så udbredt dengang for et årti siden. Som i andre tilfælde på det afrikanske kontinent var mobiltelefoni den mest pålidelige løsning, og jeg husker mine korte og dyre opkald, hvor vi på få minutter skulle prøve at få koordineret vores indsats.

Vi endte med at samarbejde i kampagnen mod rydningerne af slumkvarterer i Rumænien og lejre for hjemløse romaer i Italien, for her var der nogle påfaldende paralleller mellem europæiske regeringers fremfærd og det, der hører til dagens uorden mange steder i Afrika. Amnesty-gruppen i Masvingo skrev et lille teaterstykke om forholdene i Italien (!), som jeg oversatte og som Det Hem’lige Teater opførte.

Det er i den forbindelse ironisk at tænke på, at Amnesty International for mange år siden kæmpede for at Robert Mugabe skulle løslades af det daværende apartheid-regime og at han senere besøgte Amnesty Internationals internationale sekretariat for at sige tak!

En af gutterne?

Optagelsesceremoni i USAs narkopoliti – man får en t-shirt og bliver “en af gutterne”.

Der er næsten ingen kvindelige studerende på datalogi-uddannelserne, og det er et kæmpeproblem. Rundt om i miljøerne er der nu mange, der er opmærksomme på problemet, men nogle gange kommer det til udtryk på måder, der røber nogle rodfæstede holdninger, der snarere er en del af problemet.

Således kan man nogle gange opleve undervisere og ledere, der siger at “vi skal være gode ved kvinderne”. De mener det vel egentlig godt nok som udgangspunkt, men bag udtalelser som den ligger der en ubevidst patriarkalsk holdning: At “vi” giver “jer”, der ikke er som “os”, lov til at være med. Det er en holdning, hvor “gutterne” giver “de andre” lov til at være “en af gutterne”.

Den samme holdning kan man opleve i andre sammenhænge, hvor det handler om f.eks. integration af mennesker med anden etnisk baggrund (dvs. en anden baggrund end “danskernes”).

Det er en umiddelbart velmenende holdning, men den er nedladende og er faktisk en del af eksklusionen. Der skal nemlig ikke være nogen, der “giver lov til” at en bestemt gruppe af mennesker kan være med. “Vi” skal være et fællesskab, uanset baggrund, hvor alle bliver behandlet ordentligt. Man skal ikke “have lov til” at være “en af gutterne”, men kunne indgå i et fællesskab som den man er. Det handler om rettigheder, som vi alle har som mennesker, ikke om at få del i “gutternes” privilegier.

At ramme de forkerte

Det ser ud til, at det opholdskrav, der siden nytår 2019 har gjort, at man skal have opholdt sig i Danmark, et andet EU-land eller et EØS-land i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge, nu bliver fjernet. Det er rigtig glædeligt, hvis det sker.

Men der er alligevel noget, der skurrer i ørerne. I en artikel i Politiken citeres beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard således:

»Den overvejende del af folk, der bliver fanget i det, er etniske danskere, som har været i udlandet for at arbejde. Så det strider jo imod intentionen fra dem, der vedtog det i sin tid«, siger ministeren og nævner, at det også har vist sig »umuligt at administrere«.

»For det tredje – hvilket er et kæmpe problem – er det med til at udhule, hvor attraktivt det er at melde sig ind i en a-kasse«…

Skal argumentet for at afskaffe denne slags stramninger være, at de “rammer de forkerte”? En beslægtet stramning er integrationsydelsen (som engang hed starthjælp). Det er veldokumenteret, at hensigten med den var at give flygtninge halvt så meget i kontanthjælp som alle andre. Hensigten var med andre ord at forskelsbehandle borgere ud fra oprindelse. Men da bl.a. konventionen om flygtninges retsstilling siger, at man ikke må diskriminere mennesker med flygtningestatus mht. muligheder for at få sociale ydelser, blev regeringen nødt til at finde nogle betingelser, som alle flygtninge opfyldte, men også blev opfyldt af nogle danske statsborgere.

Ville opholdskravet være acceptabelt, hvis regeringen på en eller anden måde kunne lykkes med at definere det, så det slet ikke ramte etniske danskere og var nemt at administrere? Og hvad er i øvrigt en “etnisk dansker”?

Ytringsfrihed i Danmark – og andre steder

Foto: Amnesty International.

I de seneste måneder har store dele af befolkningen i Hong Kong kæmpet imod et lovforslag, der vil indebære at borgere kan blive udleveret til retsforfølgelse i Kina. Det vil i høj grad gøre det nemmere for regimet i Kina at gå målrettet efter systemkritikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, NGO-arbejdere og andre, der som man anser som modstandere. Politiet bruger voldsomme metoder – tåregas, peberspray og pistoler med gummikugler – mod demonstranterne, og mange af demonstranterne er blevet overfaldet og gennembanket med slagvåben.

Men den danske regering har været tavs og har især ikke udtrykt sin støtte til protesterne eller til demonstranternes brug af ytringsfriheden. Jeg har ingen grund til at tro, at Venstre ville have været mindre tavse, hvis de var blevet ved magten. Det, der er tale om, er en generel tavshed. Danske regeringer undlader af strategiske årsager at kritisere Kina, fordi der er så store økonomiske interesser på spil – og det minder om den lignende danske tavshed for andre diktaturer som f.eks. Saudiarabien.

Men det er i en påfaldende kontrast til alle de resurser, der er blevet brugt på at sikre ytringsfriheden for f.eks. Rasmus Paludan. Når danske politikere fra nuværende eller tidligere regeringspartier taler om ytringsfrihed, bør vi ikke undlade at nævne Hong Kong.

En sommerferiebog: Eichmann i Jerusalem

Foto: Israel Government Press Office (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Adolf_Eichmann_takes_notes_during_his_trial_USHMM_65268.jpg)

Nu er ferien slut, og jeg er vendt tilbage til arbejdslivet.

I mine sommerferie prøver jeg altid at få læst nogle gode bøger. En af dem, jeg kastede mig over i år, var Eichmann in Jerusalem: The Banality of Evil af Hannah Arendt. Bogen er en klassiker (ligesom så meget andet, Arendt nåede at skrive) og giver en kritisk skildring af retssagen mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann, der var ansvarlig for transporterne af hundredetusinder af mennesker til udryddelseslejre under 2. verdenskrig.

Hannah Arendt var selv fra Tyskland og kom fra en jødisk baggrund, men flygtede, da Hitler kom til magten i 1933. Det er derfor ikke så underligt, at netop sagen om Eichmann optog hende og at hun valgte at rejse til Israel for at dække den. Hendes pointe, der dengang var mere kontroversiel end den er nu, er at sagen mod Eichmann i høj grad var en skueproces, der skulle gavne den israelske regering og vise verden, at israelerne var handlekraftige på en måde, som de europæiske jøder ifølge de israelske holdning ikke havde været under nazismen. Noget andet, der også var kontroversielt i sin tid, var at gøre opmærksom på at nazisterne havde forsøgt at gøre jøder til “medskyldige” ved at oprette såkaldte Judenrat af lokale jødiske ledere, overalt hvor de hærgede. Disse Judenrat skulle indsamle oplysninger om lokale jøder, og det gik man med til – i høj grad fordi de lokale jødiske ledere ikke anede, hvad alle disse oplysninger ville blive brugt til. Et tredje faktum, der heller ikke er kontroversielt længere, er at de daværende vesttyske myndigheder i sin tid holdt hånden over ganske mange krigsforbrydere og lod dem fortsætte som “respektable” samfundsborgere. Man kunne sagtens have retsforfulgt Eichmann i Tyskland, men det skete ikke. Det er underligt, at der ikke for alvor er overvejelser om menneskerettighederne set i forhold til international lov, hverken hos Arendt eller hos de implicerede.

Eichmann in Jerusalem er en bog, der sætter mange tanker i gang. Ofte tænker vi på Holocaust som ikke bare et folkemord, men også som en krigsforbrydelse, men det paradoksale er, som Hannah Arendt påpeger, at det bestemt ikke var del af en tysk strategi for at opnå fordele i krigen at myrde så stor en del af Europas civilbefolkning. Tværtimod tog massemordene og hele den morderiske organisation, der stod bag, resurser fra den nazistiske krigsmaskine på et kritisk tidspunkt.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Eichmann ganske vist havde begået enorme forbrydelser, men faktisk ikke var så højt i magthierarkiet. Det var i langt højere grad Heydrich og ikke mindst Himmler, der orkestrerede massemordene, indtil krigslykken var vendt i en sådan grad, at man mere eller mindre opgav og “bare” prøvede at dække over grusomhederne. Eichmann var “bare” ham, der sendte folk i døden og gjorde det med uhyggelig grundighed.

Jeg lærte flere (for mig) overraskende ting om Holocaust ved at læse Arendts bog.

En af dem er, at Adolf Eichmann faktisk besøgte Palæstina inden 2. verdenskrig! Han havde læst Theodor Herzls bog om zionisme og opfattede den som en nationalistisk ideologi, som han som nationalist selv kunne forstå rationalet bag. Derfor mente han en lang overgang, at de tyske jøder “bare” skulle deporteres, og det var derfor, han besøgte Palæstina (men endte med at blive deporteret fra Egypten!). Senere skiftede han og andre nazister som bekendt strategi, og ordet “evakuering” fik en ny og meget skræmmende (og hemmelig) betydning.

En anden er, at brugen af gaskamre i højere grad, end jeg troede, var en direkte forlængelse af mordene på handicappede og psykiske syge under nazismens første år. Det var et skift i strategi fra nazisternes side, men ikke overraskende.

En tredje oplysning, der måske ikke er så overraskende igen, men alligevel kom bag på mig. er at den tyske hær systematisk slog sine soldater ihjel, hvis de var hårdt sårede. Faktisk gik nazisterne tilsyneladende med ideen om at tage den ikke-jødiske befolkning med sig i døden, da nederlaget nærmede sig. Alle mennesker kunne undværes i sidste ende under nazismen.

Men en gribende beretning om en tysk soldat, der var det stik modsatte af Eichmann, finder man faktisk også i Eichmann in Jerusalem. Den dukker op under retssagen i form af historien om sergenten Anton Schmidt, der var med i en patrulje, der skulle opspore tyske soldater, der var blevet fanget bag fronten. På denne måde stødte han ind i jødiske polske partisaner og endte med at beskytte dem og hjælpe dem fra oktober 1941, indtil han til sidst selv blev fanget og henrettet i marts 1942. I dag er der en kaserne i Tyskland, der er opkaldt efter Anton Schmidt. Hannah Arendt skriver i sin bog

And in those two minutes, which were like a sudden burst of light in the midst of impenetrable, unfathomable darkness, a single thought stood out clearly, irrefutably, beyond question: How utterly different everything would be today in this courtroom, in Israel, in Germany, in all of Europe, and perhaps in all the countries of the world, if only more such stories could be told!

For mig var det fantastisk at blive mindet om, at der midt i en så grim og grusom verden, fandtes mennesker, der turde og ville handle anderledes.

Efter Tiananmen

Foto: Jian Liu (https://www.information.dk/udland/2019/06/2000-hidtil-ukendte-fotos-viser-sandhed-kinas-kommunistparti-skjule)

I dag er det præcis 30 år siden massakren i Beijing. Jeg husker den dag meget tydeligt; jeg var PhD-studerende i Edinburgh dengang. I dagene op til massakren havde jeg fulgt protesterne på Den Himmelske Freds Plads med tilbageholdt åndedræt – hvor langt kunne de unge kinesere mon nå?

De nåede ikke ret langt, opdagede vi. Der var kinesiske PhD-studerende, jeg kendte, og en af dem gik den 4. juni rundt på universitetet og græd. En af hans venner var PhD-studerende i Aalborg og var heldigvis i Danmark netop da. Nede på Princes Street, byens hovedgade, sad mange unge kinesere på fortovet i en samlet, tavs protest. Solen skinnede, men der var intet, slet intet at glæde sig over.

Måneden efter tog jeg toget til Moskva via Berlin og Warszawa. I spisevognen fra Deutsche Reichsbahn sad jeg over for nogle turister fra Nederlandene, som jeg faldt i snak med. Den østtyske tjener spurgte os, hvor vi skulle hen. Vi skulle til Sovjetunionen, svarede vi alle.

– I det mindste skal I da ikke til Kina, svarede hun.

Og vi vidste alle godt, hvad hun hentydede til.

Fire måneder senere faldt Berlinmuren.

I dagbladet Information er der i dag en lang artikel med billeder taget af Jian Liu, der dengang var studerende og 20 år gammel.