Antisemitismen i vor tid

Fra fakkeltoget i Aalborg til minde om Krystalnatten.

I går deltog jeg (og var gennem Amnesty International med til at arrangere) i et fakkeltog i Aalborg til minde om Krystalnatten i 1938, der var begyndelsen på nazismens systematiske forfølgelser af tyske jøder og således også det egentlige startskud til Holocaust. I dag kunne jeg så læse, at der har været omfattende skændinger af den jødiske kirkegård i Randers og antisemitiske klistermærker på postkasser i Silkeborg. Også den jødiske kirkegård i Aalborg, hvor fakkeltoget begyndte, blev skændet af graffiti på muren. Vi så ikke dette i går aftes. Måske var graffitien der ikke, eller måske har vi ikke bemærket den, fordi det var mørkt.

Men dybt skræmmende er det. Antisemitismen er på en måde en prototype på de mange former for had mod folkegrupper vi ser i vore dage, og derfor er det ikke overraskende, at også den dukker op nu. I en europæisk undersøgelse fra 2018 sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør også give anledning til at vi tænker os grundigt om.

Vore dages antisemitisme vidner i høj grad om at nazistiske strømninger trives alt for godt i vore dage. Det er samtidig skræmmende og underligt ironisk, at nogle antisemitter i vore dage har arabisk/muslimsk baggrund og begrunder deres had mød jøder i forholdene i Mellemøsten. Arabisk er ligesom hebraisk et semitisk sprog, og i Europa er mennesker med muslimsk baggrund et religiøst mindretal, der nu må lægge ryg til præcis samme slags hadefulde udtalelser, som antisemitismen kommer med mod jøder (udtalelser i valgkampen fra et parti, der ikke opnåede valg, står stadig i frisk erindring). Og ingen kan holdes ansvarlig for den israelske statsmagts handlinger, bare fordi de er jøder.

Til næste år holder vi et fakkeltog igen på Krystalnatten, og da er det vigtigt, at rigtig mange deltager, også i Aalborg. Vi skal have standset hadet, inden det gør det af med os.

Hvor er de blevet af?

Rohyngia-flygtninge i Bangladesh. Kilde: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/7/74/Rohingya_refugees_in_refugee_camp_in_Bangladesh%2C_2017.JPG

I dag afholdt Dansk Flygtningehjælp sin landsindsamling. For én gangs skyld var jeg ikke selv indsamler; jeg havde ikke nået at melde mig til. I øvrigt har jeg i de seneste dage også måttet slås med en halsbetændelse/forkølelse, som nu omsider er ved at klinge af, så jeg var nok desværre kommet af sted alligevel.

Men jeg har selvfølgelig givet et bidrag. Det er interessant at tænke på, hvor lidt mennesker på flugt fylder i mediebilledet netop nu i november 2019. For 4 år siden talte mange om om “flygtningekrisen”, og mennesker på flugt blev af en del politikere udnævnt til at være en stor trussel mod Europa. Mennesker på flugt fik megen opmærksomhed, men meget af den var negativ.

I dag er det svært at få medierne til at fokusere på mennesker på flugt i det hele taget, og en del af opmærksomheden er indirekte i form af f.eks. diskussioner om en forfatters udtalelser til en prisoverrækkelse. Der er ellers nok at hæfte sig ved. Ifølge FN er omkring 180.000 mennesker drevet på flugt af den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien. Og USAs regering har meddelt, at de kun vil tage imod 18.000 mennesker på flugt i det kommende år, det laveste antal hidtil.

Det er meget typisk for korttidshukommelsen, at problemer har det med at forsvinde fra den kollektive bevidsthed, når mediernes opmærksomhed flytter sig. Men det er værd at huske på disse tal (via Amnesty International):

  • Der er 25,9 millioner mennesker i verden, der er flygtet over en landegrænse; det er det højeste tal nogensinde. Hertil kommer de mange millioner internt fordrevne, der er på flugt i deres eget land.
  • Halvdelen af alle dem, der er på flugt i dag, er børn.
  • 80 procent a alle mennesker på flugt til et andet land befinder sig i udviklingslande, og en tredjedel befinder sig i verdens fattigste lande.

Jeg vil opfordre alle, der ikke har gjort det, til at give et bidrag til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling 2019.

En sikker zone?

De grøngule områder på dette kort er kurdisk kontrollerede. Det lille grå område er kontrolleret af Islamisk Stat. Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Kurdistan#/media/File:Syrian,_Iraqi,_and_Lebanese_insurgencies.png

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan siger, at den tyrkiske offensiv, der lige nu er i gang i Nordsyrien, har til formål at fjerne styrker under kurdisk ledelse fra grænsen og at skabe en “sikker zone”, så mange syriske flygtninge kan sendes tilbage til syrisk territorium.

Det er en underlig og ubehagelig alliance, der er opstået nu – den tyrkiske offensiv er blevet gjort nemmere, siden Donald Trump bestemte sig til at trække amerikansk militær ud af Syrien. Og de europæiske lande er passive, for de vil helst undgå at modtage flygtninge fra Syrien (selv om det, der nu sker, igen vil tvinge nogen på flugt). Ideen om en “sikker zone” passer lidt for mange europæiske regeringer lidt for godt. Taberne i det hele er – ud over civilbefolkningen, der altid taber i en krig – som så ofte før kurderne. Det er godt nok kurdiske styrker, der har stået i spidsen for at bekæmpe Islamisk Stat, men det er glemt nu.

Det må være på tide at sige til Erdogan-regimet, at det, der sker nu, er helt uacceptabelt, og at få indkaldt FNs sikkerhedsråd. Alle, der overvejer at tage på ferie i Tyrkiet, bør efter min mening også overveje deres beslutning.

Federico García Lorca

Den spanske forfatter Federico García Lorca var modstander af fascismen og blev skudt af Nationalisterne den 19. august 1936, kort efter begyndelsen på den spanske borgerkrig. Der var formodentlig i høj grad tale om en hævnakt; den ene af mændene, der skød Lorca, var i familie med hans fars første kone, og bagmanden var en politisk rival til faderen.

Her er et sjældent billede af henrettelsen. Det er altid underligt at se billeder af mennesker, taget lige inden de dør. Hvad billedet antyder, og også ifølge hvad jeg har kunnet læse mig til, gik Lorca i døden mens han reciterede et af sine digte. Man ved ikke så meget om hans sidste timer, men i en artikel fra The Guardian fra 2011 kan man læse hvad man ved. Et andet sted på nettet hævdes det, at Lorca i dødsøjeblikket reciterede et digt tilegnet sin hustru, men det kan ikke passe, for han blev aldrig gift.

Forskelsbehandling eller diskrimination?

“Integrationsydelsen” og “kontanthjælpsloftet” er bevidst diskriminerende foranstaltninger, for målet var at ramme flygtninge ved at formulere betingelser, som principielt kunne ramme enhver borger, men reelt først og fremmest ville ramme flygtninge. Venstre og Dansk Folkeparti var altid helt åbne mod dette.

De to tiltag er ikke blevet fjernet, selv om regeringen nu er en anden. Til gengæld er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om at indføre et nyt midlertidigt tilskud til de børnefamilier, der er berørt af kontanthjælpsloft eller integrationsydelse.

De fleste, der vil få glæde af dette tilskud, er flygtninge eller indvandrere – ifølge Jyllands-Posten er det 65 procent. Men samtidig kommer der et krav om at de, der for dette tilskud skal i nyttejob, virksomhedspraktik, i uddannelse eller en kombination af det i 37 timer om ugen.

Her bliver det interessant, for dette krav om 37 timers arbejde om ugen er dermed også et krav, der først og fremmest vil gælde flygtninge og indvandrere – og er på denne måde diskriminerende på samme måde som “integrationsydelsen” og kontanthjælpsloftet. Det var vel ikke meningen – eller var det?

Mød Verden 2019

I dag deltog vi i Amnesty International i Mød Verden 2019, en dag med mad, musik mm. Her er nogle billeder fra arrangementet, der fandt sted i Karolinelund i Aalborg. Vejret var godt, og det blev nogle rolige timer i parken sammen.

Inden teltene blev taget ned, fremførte jeg og fire andre lokale udøvere poetry slam-tekster. Det var godt at se og høre dem igen efter nogle måneders pause. Om jeg så selv skal eller bør fortsætte med poetry slam, er en anden snak.

Robert Mugabe er død

Voksfigur af Robert Mugabe (foto: Sherwood: https://www.flickr.com/photos/mwanasimba/2847545179)

Man skal ikke ønske andre mennesker døde, men jeg må indrømme, at jeg ikke sørgede, da jeg her til morgen læste, at Robert Mugabe var død i en alder af 95 år. En gængs vittighed (for det vrimler med vittigheder i diktaturer) var den om Mugabes søn, der blev spurgt, hvad han ville være når han blev stor. Han ville være pilot, ikke efterfølge sin far som præsident, for det regnede han ikke med at opleve i sin levetid. Men nu er det så sket: Robert Mugabe er ikke mere. Historien om ham er den triste og uhyggelige historie om en person, der engang var oppositionsleder og frihedshelt, men senere forvandlede sig til en undertrykker. Et andet eksempel er Nicaraguas leder af revolution for 40 år siden, den nuværende præsident Ortega, som i dag er alt andet end forkæmper for friheden og da også ofte bliver sammenlignet med Mugabe.

Jeg har mødt flere mennesker fra Zimbabwe i forbindelse med mine aktiviteter i Amnesty International. Nogle af dem var flygtet til Danmark, andre var aktive medlemmer af Amnesty Internationals zimbabweanske afdeling. Alle var selvfølgelig yderst kritiske over for Mugabes regime, men de var det på en meget lavmælt måde, for man vidste aldrig, om der var nogen, der lyttede med eller sladrede.

Jeg husker det samarbejde, vi i Amnesty-gruppen i Aalborg en overgang havde med Amnesty-gruppen i Masvingo, der er en af store byer i Zimbabwe. Det var fyldt med forhindringer, for det var tæt på umuligt at kommunikere med hinanden. Fastnet-telefoni var dybt upålidelig (adskillige er de faxbeskeder, jeg forgæves har prøvet at sende til Zimbabwe i årenes løb) og internettet var ikke så udbredt dengang for et årti siden. Som i andre tilfælde på det afrikanske kontinent var mobiltelefoni den mest pålidelige løsning, og jeg husker mine korte og dyre opkald, hvor vi på få minutter skulle prøve at få koordineret vores indsats.

Vi endte med at samarbejde i kampagnen mod rydningerne af slumkvarterer i Rumænien og lejre for hjemløse romaer i Italien, for her var der nogle påfaldende paralleller mellem europæiske regeringers fremfærd og det, der hører til dagens uorden mange steder i Afrika. Amnesty-gruppen i Masvingo skrev et lille teaterstykke om forholdene i Italien (!), som jeg oversatte og som Det Hem’lige Teater opførte.

Det er i den forbindelse ironisk at tænke på, at Amnesty International for mange år siden kæmpede for at Robert Mugabe skulle løslades af det daværende apartheid-regime og at han senere besøgte Amnesty Internationals internationale sekretariat for at sige tak!

En af gutterne?

Optagelsesceremoni i USAs narkopoliti – man får en t-shirt og bliver “en af gutterne”.

Der er næsten ingen kvindelige studerende på datalogi-uddannelserne, og det er et kæmpeproblem. Rundt om i miljøerne er der nu mange, der er opmærksomme på problemet, men nogle gange kommer det til udtryk på måder, der røber nogle rodfæstede holdninger, der snarere er en del af problemet.

Således kan man nogle gange opleve undervisere og ledere, der siger at “vi skal være gode ved kvinderne”. De mener det vel egentlig godt nok som udgangspunkt, men bag udtalelser som den ligger der en ubevidst patriarkalsk holdning: At “vi” giver “jer”, der ikke er som “os”, lov til at være med. Det er en holdning, hvor “gutterne” giver “de andre” lov til at være “en af gutterne”.

Den samme holdning kan man opleve i andre sammenhænge, hvor det handler om f.eks. integration af mennesker med anden etnisk baggrund (dvs. en anden baggrund end “danskernes”).

Det er en umiddelbart velmenende holdning, men den er nedladende og er faktisk en del af eksklusionen. Der skal nemlig ikke være nogen, der “giver lov til” at en bestemt gruppe af mennesker kan være med. “Vi” skal være et fællesskab, uanset baggrund, hvor alle bliver behandlet ordentligt. Man skal ikke “have lov til” at være “en af gutterne”, men kunne indgå i et fællesskab som den man er. Det handler om rettigheder, som vi alle har som mennesker, ikke om at få del i “gutternes” privilegier.

At ramme de forkerte

Det ser ud til, at det opholdskrav, der siden nytår 2019 har gjort, at man skal have opholdt sig i Danmark, et andet EU-land eller et EØS-land i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge, nu bliver fjernet. Det er rigtig glædeligt, hvis det sker.

Men der er alligevel noget, der skurrer i ørerne. I en artikel i Politiken citeres beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard således:

»Den overvejende del af folk, der bliver fanget i det, er etniske danskere, som har været i udlandet for at arbejde. Så det strider jo imod intentionen fra dem, der vedtog det i sin tid«, siger ministeren og nævner, at det også har vist sig »umuligt at administrere«.

»For det tredje – hvilket er et kæmpe problem – er det med til at udhule, hvor attraktivt det er at melde sig ind i en a-kasse«…

Skal argumentet for at afskaffe denne slags stramninger være, at de “rammer de forkerte”? En beslægtet stramning er integrationsydelsen (som engang hed starthjælp). Det er veldokumenteret, at hensigten med den var at give flygtninge halvt så meget i kontanthjælp som alle andre. Hensigten var med andre ord at forskelsbehandle borgere ud fra oprindelse. Men da bl.a. konventionen om flygtninges retsstilling siger, at man ikke må diskriminere mennesker med flygtningestatus mht. muligheder for at få sociale ydelser, blev regeringen nødt til at finde nogle betingelser, som alle flygtninge opfyldte, men også blev opfyldt af nogle danske statsborgere.

Ville opholdskravet være acceptabelt, hvis regeringen på en eller anden måde kunne lykkes med at definere det, så det slet ikke ramte etniske danskere og var nemt at administrere? Og hvad er i øvrigt en “etnisk dansker”?

Ytringsfrihed i Danmark – og andre steder

Foto: Amnesty International.

I de seneste måneder har store dele af befolkningen i Hong Kong kæmpet imod et lovforslag, der vil indebære at borgere kan blive udleveret til retsforfølgelse i Kina. Det vil i høj grad gøre det nemmere for regimet i Kina at gå målrettet efter systemkritikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, NGO-arbejdere og andre, der som man anser som modstandere. Politiet bruger voldsomme metoder – tåregas, peberspray og pistoler med gummikugler – mod demonstranterne, og mange af demonstranterne er blevet overfaldet og gennembanket med slagvåben.

Men den danske regering har været tavs og har især ikke udtrykt sin støtte til protesterne eller til demonstranternes brug af ytringsfriheden. Jeg har ingen grund til at tro, at Venstre ville have været mindre tavse, hvis de var blevet ved magten. Det, der er tale om, er en generel tavshed. Danske regeringer undlader af strategiske årsager at kritisere Kina, fordi der er så store økonomiske interesser på spil – og det minder om den lignende danske tavshed for andre diktaturer som f.eks. Saudiarabien.

Men det er i en påfaldende kontrast til alle de resurser, der er blevet brugt på at sikre ytringsfriheden for f.eks. Rasmus Paludan. Når danske politikere fra nuværende eller tidligere regeringspartier taler om ytringsfrihed, bør vi ikke undlade at nævne Hong Kong.