Omsider

Pakkespillets resultat.

Nu har jeg omsider nogle dages ferie, mens året rinder ud. Det har været et travlt efterår og der var tryk på til det sidste; man kan tydeligt mærke forskel på foråret med alle dets skæve helligdage og efteråret. Jeg bruger aftenen efter en lang dag til juleafslutning med gode venner og bekendte fra Amnesty International, et positivt og hyggeligt fællesskab i modsætning til hvad nogle måske tror. Godt nok er der meget, der er alvor og kræver handling, men det betyder ikke, at man skal miste modet.

Menneskerettighedsdagen 2019

I dag markerede vi i Amnesty International FNs menneskerettighedsdag. Det er i dag 71 år siden, verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget. Den er stadig helt aktuel, og vi er også i dag stadig langt fra dens ord om at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder. Med andre ord er der stadig masser at tage fat på.

Menneskerettighederne er for alvor under pres i disse år, som udviklingen i bl.a. Kina er et tydeligt eksempel på. I Xinjiang-provinsen i det vestlige Kina bliver mindst en million muslimske uighurer, kasakhere og andre etniske minoriteter bliver holdt fanget i genopdragelseslejre. De er for alvor blandt de glemte fanger, som Amnesty International er kendt for at arbejde for.

Og i år udtalte FNs kommisær for menneskerettigheder Michelle Bachelet at klimaforandringerne nu er den største trussel mod menneskerettighederne. Mennesker vil blive drevet på flugt og regeringer vil bruge krisen som påskud for at indskrænke rettigheder. I Amnesty International er det nyt for os at skulle arbejde med klimakrisen, og vi er stadig ved at finde ud af hvordan vi bedst kan gøre dette ud fra de mange års erfaringer med kampagnearbejde, som vi har. Men det er klart for os allerede nu, at dette bliver en af vores helt store, nye udfordringer – der kommer oven i dem, vi allerede arbejder med.

Amnesty Internationals landsindsamling 2019

Sækken med indsamlingsposter sidst på dagen.

I dag var jeg for andet år i træk koordinator i Aalborg ved Amnesty Internationals landsindsamling. Der var 61 indsamlere i området, og i løbet af eftermiddagen fik jeg og Emma, der assisterede mig, mødt dem og hørt om deres oplevelser ude på ruterne. Der var gnavne mennesker her og der, men også mange, der var positive og tog godt imod dem, der brugte denne søndag på at samle ind til vores arbejde for menneskerettighederne.

Dagen startede ganske vist på en træls måde ved at jeg opdagede, at en højrenationalistisk gruppering for anden uge i træk havde forsøgt at skamfere Amnesty Internationals dørskilt med klistermærker. Dette har vi anmeldt til politiet som det hærværk, det er. Men heldigvis er der mange andre mennesker, der i stedet har valgt at bruge dagen på at gøre en god og positiv forskel – og vi er flest!

Antisemitismen i vor tid

Fra fakkeltoget i Aalborg til minde om Krystalnatten.

I går deltog jeg (og var gennem Amnesty International med til at arrangere) i et fakkeltog i Aalborg til minde om Krystalnatten i 1938, der var begyndelsen på nazismens systematiske forfølgelser af tyske jøder og således også det egentlige startskud til Holocaust. I dag kunne jeg så læse, at der har været omfattende skændinger af den jødiske kirkegård i Randers og antisemitiske klistermærker på postkasser i Silkeborg. Også den jødiske kirkegård i Aalborg, hvor fakkeltoget begyndte, blev skændet af graffiti på muren. Vi så ikke dette i går aftes. Måske var graffitien der ikke, eller måske har vi ikke bemærket den, fordi det var mørkt.

Men dybt skræmmende er det. Antisemitismen er på en måde en prototype på de mange former for had mod folkegrupper vi ser i vore dage, og derfor er det ikke overraskende, at også den dukker op nu. I en europæisk undersøgelse fra 2018 sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør også give anledning til at vi tænker os grundigt om.

Vore dages antisemitisme vidner i høj grad om at nazistiske strømninger trives alt for godt i vore dage. Det er samtidig skræmmende og underligt ironisk, at nogle antisemitter i vore dage har arabisk/muslimsk baggrund og begrunder deres had mød jøder i forholdene i Mellemøsten. Arabisk er ligesom hebraisk et semitisk sprog, og i Europa er mennesker med muslimsk baggrund et religiøst mindretal, der nu må lægge ryg til præcis samme slags hadefulde udtalelser, som antisemitismen kommer med mod jøder (udtalelser i valgkampen fra et parti, der ikke opnåede valg, står stadig i frisk erindring). Og ingen kan holdes ansvarlig for den israelske statsmagts handlinger, bare fordi de er jøder.

Til næste år holder vi et fakkeltog igen på Krystalnatten, og da er det vigtigt, at rigtig mange deltager, også i Aalborg. Vi skal have standset hadet, inden det gør det af med os.

Hvor er de blevet af?

Rohyngia-flygtninge i Bangladesh. Kilde: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/7/74/Rohingya_refugees_in_refugee_camp_in_Bangladesh%2C_2017.JPG

I dag afholdt Dansk Flygtningehjælp sin landsindsamling. For én gangs skyld var jeg ikke selv indsamler; jeg havde ikke nået at melde mig til. I øvrigt har jeg i de seneste dage også måttet slås med en halsbetændelse/forkølelse, som nu omsider er ved at klinge af, så jeg var nok desværre kommet af sted alligevel.

Men jeg har selvfølgelig givet et bidrag. Det er interessant at tænke på, hvor lidt mennesker på flugt fylder i mediebilledet netop nu i november 2019. For 4 år siden talte mange om om “flygtningekrisen”, og mennesker på flugt blev af en del politikere udnævnt til at være en stor trussel mod Europa. Mennesker på flugt fik megen opmærksomhed, men meget af den var negativ.

I dag er det svært at få medierne til at fokusere på mennesker på flugt i det hele taget, og en del af opmærksomheden er indirekte i form af f.eks. diskussioner om en forfatters udtalelser til en prisoverrækkelse. Der er ellers nok at hæfte sig ved. Ifølge FN er omkring 180.000 mennesker drevet på flugt af den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien. Og USAs regering har meddelt, at de kun vil tage imod 18.000 mennesker på flugt i det kommende år, det laveste antal hidtil.

Det er meget typisk for korttidshukommelsen, at problemer har det med at forsvinde fra den kollektive bevidsthed, når mediernes opmærksomhed flytter sig. Men det er værd at huske på disse tal (via Amnesty International):

  • Der er 25,9 millioner mennesker i verden, der er flygtet over en landegrænse; det er det højeste tal nogensinde. Hertil kommer de mange millioner internt fordrevne, der er på flugt i deres eget land.
  • Halvdelen af alle dem, der er på flugt i dag, er børn.
  • 80 procent a alle mennesker på flugt til et andet land befinder sig i udviklingslande, og en tredjedel befinder sig i verdens fattigste lande.

Jeg vil opfordre alle, der ikke har gjort det, til at give et bidrag til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling 2019.

En sikker zone?

De grøngule områder på dette kort er kurdisk kontrollerede. Det lille grå område er kontrolleret af Islamisk Stat. Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Kurdistan#/media/File:Syrian,_Iraqi,_and_Lebanese_insurgencies.png

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan siger, at den tyrkiske offensiv, der lige nu er i gang i Nordsyrien, har til formål at fjerne styrker under kurdisk ledelse fra grænsen og at skabe en “sikker zone”, så mange syriske flygtninge kan sendes tilbage til syrisk territorium.

Det er en underlig og ubehagelig alliance, der er opstået nu – den tyrkiske offensiv er blevet gjort nemmere, siden Donald Trump bestemte sig til at trække amerikansk militær ud af Syrien. Og de europæiske lande er passive, for de vil helst undgå at modtage flygtninge fra Syrien (selv om det, der nu sker, igen vil tvinge nogen på flugt). Ideen om en “sikker zone” passer lidt for mange europæiske regeringer lidt for godt. Taberne i det hele er – ud over civilbefolkningen, der altid taber i en krig – som så ofte før kurderne. Det er godt nok kurdiske styrker, der har stået i spidsen for at bekæmpe Islamisk Stat, men det er glemt nu.

Det må være på tide at sige til Erdogan-regimet, at det, der sker nu, er helt uacceptabelt, og at få indkaldt FNs sikkerhedsråd. Alle, der overvejer at tage på ferie i Tyrkiet, bør efter min mening også overveje deres beslutning.

Federico García Lorca

Den spanske forfatter Federico García Lorca var modstander af fascismen og blev skudt af Nationalisterne den 19. august 1936, kort efter begyndelsen på den spanske borgerkrig. Der var formodentlig i høj grad tale om en hævnakt; den ene af mændene, der skød Lorca, var i familie med hans fars første kone, og bagmanden var en politisk rival til faderen.

Her er et sjældent billede af henrettelsen. Det er altid underligt at se billeder af mennesker, taget lige inden de dør. Hvad billedet antyder, og også ifølge hvad jeg har kunnet læse mig til, gik Lorca i døden mens han reciterede et af sine digte. Man ved ikke så meget om hans sidste timer, men i en artikel fra The Guardian fra 2011 kan man læse hvad man ved. Et andet sted på nettet hævdes det, at Lorca i dødsøjeblikket reciterede et digt tilegnet sin hustru, men det kan ikke passe, for han blev aldrig gift.

Forskelsbehandling eller diskrimination?

“Integrationsydelsen” og “kontanthjælpsloftet” er bevidst diskriminerende foranstaltninger, for målet var at ramme flygtninge ved at formulere betingelser, som principielt kunne ramme enhver borger, men reelt først og fremmest ville ramme flygtninge. Venstre og Dansk Folkeparti var altid helt åbne mod dette.

De to tiltag er ikke blevet fjernet, selv om regeringen nu er en anden. Til gengæld er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om at indføre et nyt midlertidigt tilskud til de børnefamilier, der er berørt af kontanthjælpsloft eller integrationsydelse.

De fleste, der vil få glæde af dette tilskud, er flygtninge eller indvandrere – ifølge Jyllands-Posten er det 65 procent. Men samtidig kommer der et krav om at de, der for dette tilskud skal i nyttejob, virksomhedspraktik, i uddannelse eller en kombination af det i 37 timer om ugen.

Her bliver det interessant, for dette krav om 37 timers arbejde om ugen er dermed også et krav, der først og fremmest vil gælde flygtninge og indvandrere – og er på denne måde diskriminerende på samme måde som “integrationsydelsen” og kontanthjælpsloftet. Det var vel ikke meningen – eller var det?

Mød Verden 2019

I dag deltog vi i Amnesty International i Mød Verden 2019, en dag med mad, musik mm. Her er nogle billeder fra arrangementet, der fandt sted i Karolinelund i Aalborg. Vejret var godt, og det blev nogle rolige timer i parken sammen.

Inden teltene blev taget ned, fremførte jeg og fire andre lokale udøvere poetry slam-tekster. Det var godt at se og høre dem igen efter nogle måneders pause. Om jeg så selv skal eller bør fortsætte med poetry slam, er en anden snak.

Robert Mugabe er død

Voksfigur af Robert Mugabe (foto: Sherwood: https://www.flickr.com/photos/mwanasimba/2847545179)

Man skal ikke ønske andre mennesker døde, men jeg må indrømme, at jeg ikke sørgede, da jeg her til morgen læste, at Robert Mugabe var død i en alder af 95 år. En gængs vittighed (for det vrimler med vittigheder i diktaturer) var den om Mugabes søn, der blev spurgt, hvad han ville være når han blev stor. Han ville være pilot, ikke efterfølge sin far som præsident, for det regnede han ikke med at opleve i sin levetid. Men nu er det så sket: Robert Mugabe er ikke mere. Historien om ham er den triste og uhyggelige historie om en person, der engang var oppositionsleder og frihedshelt, men senere forvandlede sig til en undertrykker. Et andet eksempel er Nicaraguas leder af revolution for 40 år siden, den nuværende præsident Ortega, som i dag er alt andet end forkæmper for friheden og da også ofte bliver sammenlignet med Mugabe.

Jeg har mødt flere mennesker fra Zimbabwe i forbindelse med mine aktiviteter i Amnesty International. Nogle af dem var flygtet til Danmark, andre var aktive medlemmer af Amnesty Internationals zimbabweanske afdeling. Alle var selvfølgelig yderst kritiske over for Mugabes regime, men de var det på en meget lavmælt måde, for man vidste aldrig, om der var nogen, der lyttede med eller sladrede.

Jeg husker det samarbejde, vi i Amnesty-gruppen i Aalborg en overgang havde med Amnesty-gruppen i Masvingo, der er en af store byer i Zimbabwe. Det var fyldt med forhindringer, for det var tæt på umuligt at kommunikere med hinanden. Fastnet-telefoni var dybt upålidelig (adskillige er de faxbeskeder, jeg forgæves har prøvet at sende til Zimbabwe i årenes løb) og internettet var ikke så udbredt dengang for et årti siden. Som i andre tilfælde på det afrikanske kontinent var mobiltelefoni den mest pålidelige løsning, og jeg husker mine korte og dyre opkald, hvor vi på få minutter skulle prøve at få koordineret vores indsats.

Vi endte med at samarbejde i kampagnen mod rydningerne af slumkvarterer i Rumænien og lejre for hjemløse romaer i Italien, for her var der nogle påfaldende paralleller mellem europæiske regeringers fremfærd og det, der hører til dagens uorden mange steder i Afrika. Amnesty-gruppen i Masvingo skrev et lille teaterstykke om forholdene i Italien (!), som jeg oversatte og som Det Hem’lige Teater opførte.

Det er i den forbindelse ironisk at tænke på, at Amnesty International for mange år siden kæmpede for at Robert Mugabe skulle løslades af det daværende apartheid-regime og at han senere besøgte Amnesty Internationals internationale sekretariat for at sige tak!