En vigtig kamp

I dag blev Brøndby og OB idømt bøder af  Fodboldens Disciplinærinstans på 25.000 kr hver, fordi deres fans havde råbt homofobiske tilråb mod FCK-spilleren Viktor Fischer.

Det var i høj grad på sin plads. Det er skræmmende, at homofobien stadig huserer inden for herrefodbold. Inden for kvindefodbold er der spillere, der er åbne om deres homoseksualitet – Pernille Harder er nok den bedst kendte spiller – men der er usædvanligt langt imellem herrespillerne, og bl.a. den triste skæbne, som den engelske spiller Justin Fashanu fik, er skræmmende. Jeg har bare svært ved at forestille mig, at der ikke skulle være nogen mandlige fodboldspillere på topplan, der er homoseksuelle, så hele tavshedskulturen er et yderligere grimt aspekt. Det er segmenter blandt fodboldfans, der i høj grad er med til at holde den i live, og klubber, der ikke gør nok for at komme den til livs.

Jeg havde regnet med, at Viktor Fischer selv var homoseksuel. Det er han så ikke, kan jeg nu læse. og det gør hans reaktion endnu mere betydningsfuld, for den er en direkte solidaritetshandling. Forhåbentlig kan den være med til, at der kommer der en dag, hvor danske fodboldspillere tør være åbne om deres seksualitet.

Samtykke?

I dag holdt vi i Amnesty International et arrangement om den danske lovgivning om voldtægt, som vi kræver ændret, så den kommer i overensstemmelse med den såkaldte Istanbul-konvention og med anbefalinger fra Europarådet. Helt konkret skal lovgivningen ændres, så den bliver samtykke-baseret:. Hvis ikke begge parter har givet samtykke til den seksuelle handling, er der tale om voldtægt. Som det er i dag, er loven i Danmark dog temmelig anderledes. Det skal nemlig kunne bevises, at gerningspersonen har haft “forsæt” – dvs. har gjort det med vilje. Men der kan være situationer, hvor offeret har opfattet være blevet tvunget til sex, mens gerningspersonen ikke forstod, at hun opfattede det sådan. Og ikke helt sjældent sker der det, at offeret på grund af voldsom frygt “fryser” og befinder sig i en tilstand, hvor hun ikke gør noget som helst.

De holdninger til voldtægt, der stadig er udbredt i Danmark, og afspejler sig i den eksisterende lovgivning, er helt ude af trit med andre holdninger i retspolitik. Hvis principperne i dansk lovgivning om voldtægt blev overført til andre dele af straffeloven, ville der kun være tale om indbrudstyveri, hvis beboerne i et hjem havde fortalt tyven, at han/hun ikke måtte stjæle deres ting. Hvis beboerne derimod gemte sig for tyven eller ikke gjorde anskrig, var der (igen pr. analogi) ikke tale om indbrudstyveri, men om at tyven troede, at han/hun gerne måtte knuse en rude og tage ejendele i huet.

På flugt fra USAs apartheid

En sovjetisk plakat fra 1964. Teksten lyder:Jeg vil aldrig glemme en ven, hvis jeg får ham som ven i Moskva!
Foto: Wayland Rudd Archive/Yevgeniy Fiks/Flint

I dag så jeg filmen The Green Book med Viggo Mortensen og Mahershala Ali. Den bygger på venskabet mellem Don Shirley, en afro-amerikansk pianist, og Tony Vallelonga, en italiensk-amerikansk ufaglært arbejder. Filmen viser starten på deres venskab i 1962, hvor der stadig er apartheid i USA. I Danmark hæfter mange sig selvfølgelig ved at Mortensen har en hovedrolle, men den autentiske beretning i filmen er bestemt interessant. En interessant detalje i filmen, som der ikke bliver ofret megen tid på, er at Don Shirley var konservatorieuddannet – men fra musikkonservatoriet i Leningrad midt under den kolde krig!

Sovjetunionen var et diktatur, der gennemførte meget voldsom undertrykkelse og også registrerede borgere efter etnisk tilhørsforhold. Således var det angivet i sovjetiske pas, om bæreren af passet var f.eks. russer, ukrainer, ester, usbeker – eller jøde. Dette at være jøde opfattedes af regimet ikke som en religion, men som en nationalitet. Men samtidig kunne styret med rette kritisere USA for at undertrykke de amerikanere, der havde afrikansk baggrund.

Derfor var det en propagandasejr at Don Shirley som amerikaner og som den første nogensinde med afrikansk baggrund blev konservatorieuddannet i Leningrad. Fra 1920’er og frem til 1980erne var der afro-amerikanere, der valgte at slå sig ned i Sovjetunionen, og skal man tro en artikel fra The Guardian fra 2016, følte de sig særdeles godt taget imod, nemlig som ligeværdige. I Rusland findes endda en samling af plakatkunst, The Wayland Rudd Collection, opkaldt efter en afro-amerikansk skuespiller, der i 1932 emigrerede til Sovjetunionen og levede de sidste 20 år af sit liv der. Det er bemærkelsesværdigt (og egentlig også skræmmende), at han selv midt under stalinismens værste udskejelser åbenbart følte sig friere der end i USA.

Robert Robinson. Foto: http://www.historynotes.info/a-black-worker-in-soviet-union-948/

En anden afro-amerikaner, Robert Robinson, tilbragte hele 44 år i Sovjetunionen og fandt også ud af at klare sig uskadt gennem stalinismens grusomheder (hvor det farligste for ham var at han var amerikansk statsborger), men til sidst ville han tilbage til USA. Det var meget svært for ham at få et udrejsevisum, men til sidst lykkedes det – ved at rejse til Uganda.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.

En anden slags hjælp til nærområderne

Somaliske flygtninge flygter fra oversvømmelserne i Dadaab i Kenya. Foto: UNHCR.

Når man hører om den danske regerings flygtningepolitik, bliver det hurtigt klart, at den mest går ud på at forhindre, at flygtninge kommer til Danmark. Og man taler om “flygtningekrisen” og om hvordan den kræver hurtig handling. Ofte tales der også i et ukonkret tonefald om vigtigheden af at “hjælpe i nærområderne”. Og man indfører en skelnen mellem “flygtninge” og “migranter”, hvor man typisk underforstår at sidstnævnte ikke burde forlade deres hjemland. Men det er ikke mange gange, man hører danske politikere tale om at fjerne årsagerne til at mennesker bliver drevet på flugt. Det er bestemt heller ikke alle danske politikere, der taler om en flygtningekrise, der også taler om en klimakrise, der kræver hurtig handling.

I New York Times er der en interessant artikel af Lauren Markham om de mange mennesker, der flygter fra konsekvenserne af klimaforandringerne. Ifølge FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR er mere end 22,5 millioner mennesker siden 2008 blevet drevet på flugt af ekstremt vejr. Mange flygter på grund af ændrede nedbørsmønstre, der gør det umuligt at leve af landbrug. Nogle flygter nordpå mod USA fra Mellemamerika, hvor tørken i Guatemala og El Salvador gør det umuligt at ernære sig som kaffebønder. Andre flygter sydpå mod Kenya fra Ethiopien, hvor tørken også gør det umuligt at fortsætte med at leve af at dyrke jorden.

Tilbage i 2015 skrev jeg her om hvordan den svigtende kornhøst i Syrien var med til at drive fødevarepriserne i vejret og dermed til at udløse de uroligheder, der førte til borgerkrigen.

De mennesker, der flygter fra klimaforandringerne, er ikke personligt forfulgte, men det, de flygter fra, er lige så reelt som en krig. Hvis man skal tale om flygtninge i den kommende valgkamp og om “hjælp i nærområderne”, bør det ske ud fra en erkendelse af at klimaforandringerne driver mennesker på flugt og af at en helt fundamental form for hjælp til nærområderne må være at få standset klimaforandringerne så hurtigt som overhovedet muligt.

FNs dag mod racisme

I 1966 erklærede FN den 21. marts for dagen for bekæmpelse af racisme og diskrimination. Man valgte denne dag, fordi det var den 21. marts 1960, at politiet dræbte 69 mennesker ved en fredelig demonstration i byen Sharpeville i Sydafrika.

I dag markerede Stay Human-netværket dagen med en demonstration i Aalborg med tilslutning fra lokale organisationer og partier. Optoget gik fra John F. Kennedys Plads til Teglgårds Plads ved Nordkraft; undervejs krydsedes vore veje med et optog fra Karneval i Aalborg. Det kunne være endt som noget rod, men det gjorde det sket ikke – Dunkelfolket og andre fra karnevalsoptoget hilste på os, da vi gik forbi.

Rasha Khalife og Khadra Farah holdt en tale. Auri Paz gav sine helt egne fortolkninger af sange fra Peru. Claus Nivaa og Nader Alkasem fremførte deres digte fra Dobbelt-A-digtsamlingen. Og jeg holdt en tale på vegne af Amnesty International. Den kan I læse herunder.

***

Tale ved FNs dag mod racisme.

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, og det er dér, jeg oprindelig kender begrebet fra. Når en naturvidenskabelig teoridannelse bliver falsificeret af observationer, ender man med at skulle erstatte den med en ny teoridannelse, og et nyt paradigme opstår.

Men ordet dukker nu op i en helt anden sammenhæng, nemlig forbindelse med de voldsomme ændringer af dansk asylpolitik som kommer nu. Hvad Thomas Kuhn ville have tænkt om alt dette, ved jeg ikke. Han ville nok have vendt sig i sin grav.

Disse ændringer vil i sidste ende ikke opnå andet end simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

“Paradigmeskiftet” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler reelt om noget helt andet, nemlig at rigtig mange politiske partier ikke vil integrere flygtninge.

Lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal med andre ord genintegreres i deres tidligere hjemland. Det vil så kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her, hvor de er nu? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. 

Vi ved allerede, hvilke psykiske følgevirkninger den store usikkerhed har for de mennesker, der venter i uvished på udrejsecentrene Ellebæk, Kærshovedgård og Sjælsmark. I Amnesty International arbejder vi for at også disse mennesker skal have ordentlige forhold; det har de ikke nu, og for børnefamilier er situationen særligt hård.

“Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.

Et af elementerne i den nye lovgivning rettet mod flygtninge er den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Konventionen om flygtninges retsstilling og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden – uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Reglerne rammer imidlertid også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også rammer danske statsborgere og skaber de såkaldte “brøkpensionister”. 

Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke befolkningen til at konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at danske statsborgere bliver ramt – snarere end, at al den lovgivning vi ser i disse år er diskriminerende og et udtryk for at man bestemt ikke mener, at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.

Alle har ret til at bruge retten

Grafik: Meredith Stern (https://justseeds.org/product/article-6-udhr/)

Jeg tror ofte, at lavpunktet er nået i dansk flygtningepolitik, men hver gang tager jeg fejl. Efterhånden handler det nu for politikerne om at skaffe sig af med menneskerettighederne.

I dag kan jeg læse at Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti vil gøre det umuligt for flygtninge og asylansøgere at sagsøge de danske myndigheder.

Den konkrete anledning er, at et syrisk ægtepar af Københavns Byret er blevet tildelt en erstatning på 10.000 kroner hver for at være blevet adskilt af de danske myndigheder. I et spørgsmål til Inger Støjberg spørger Martin Henriksen

…hvilke muligheder der er for enten helt at afskære eller alternativt begrænse asylansøgeres og/eller flygtninges muligheder for at føre retssager mod den danske stat eller andre offentlige myndigheder eksempelvis ved i visse tilfælde at fjerne muligheden for at søge økonomisk kompensation, således at domstolen fortsat kan dømme, men uden at tildele økonomisk kompensation i tilsvarende sager.

Her bemærker jeg, at artikel 6 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger at

Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Det, Martin Henriksen her anfægter, er med andre ord en af de fundamentale menneskerettigheder. Det er bekymrende, at en toneangivende dansk politiker så systematisk vil underminere retssikkerheden. Og jeg spekulerer på, hvordan Socialdemokraterne vil reagere her.

Aktivismedag i Amnesty International

I dag var jeg til aktivismedag i Amnesty International. Dagen fandt sted i Odense, og jeg havde været med til at arrangere den. Men hovedkræfterne var unge kvinder – Sif (der har et studiejob på sekretariatet), Cecilia (fra Odense) og Mirela (fra Aalborg). Denne gang var vi en blanding af oplægsholdere og aktivister fra grupper rundt om i landet.

Vi begyndte dagen med at mindes én, vi alle savner: Linda Jørgensen, der gennem mange år var en vigtig skikkelse i Amnesty International i Odense. Den 2. januar i år mistede hun livet i togulykken på Storebælt. Det er underligt at være til et Amnesty-arrangement i Odense, hvor Linda ikke er med, og det er svært at fatte, at vi aldrig skal se hende igen.

Om eftermiddagen var der et vigtigt punkt om et af de problemer, der optager os i Amnesty Internationals danske afdeling. Claus Juul, der er juridisk konsulent på sekretariatet, kom forbi og gav et langt og informativt oplæg om situationen om udrejsecentrene for afviste asylansøgere. Især situationen for børnefamilierne på Sjælsmark udrejsecenter giver anledning til stor bekymring for os.

Dagen sluttede med et punkt om vores aktivismepanel, hvor både Mirela og jeg nu er med. Det er altid godt og inspirerende at møde Amnesty-medlemmer fra andre dele af landet. Trist er det, at menneskerettighederne har så lav status rundt om i verden – og også i Danmark – som tilfældet er, men i Amnesty International er vi optimister: Vi tror på, at vi vil også i fremtiden vil kunne skabe en afgørende forskel gennem vores arbejde.

Endnu en oliekonflikt

Foto: France24.com.

Jeg kan ikke sige noget positivt om Maduro-regimet i Venezuela. Som Amnesty International har dokumenteret, foregår der omfattende krænkelser af menneskerettighederne i Venezuela. Flere og flere venezuelanere flygter til andre lande og søger asyl. Menneskerettighedsaktivister bliver forfulgt.

Men der er ét aspekt af hele krisen om Venezuela, som man kun sjældent taler om: Venezuela har verdens største oliereserver og har gennem en lang årrække været blandt verdens ti største eksportører af råolie (men er det ikke for tiden). Tilmed går 45 procent af Venezuelas eksport af olie til USA.

På denne måde er der en parallel til situationen i Irak i 2003. Og som så ofte før taler lande som USA pludselig om udemokratiske og undertrykkende regimer (og Maduro-regimet er et sådant) og om social ulighed i befolkningen på en måde, de ellers ikke er kendt for at gøre. På denne måde dækker de tilsyneladende hensyn til menneskerettighederne over det, der dybest set bare er økonomiske interesser.

Et andet eksempel på at storpolitiske konflikter reelt handler om økonomiske interesser mere end om så meget andet, er det mindst lige så plagede Afghanistan. I 1980erne viste det sig, at Afghanistan har store resurser af metaller – jern, kobber, guld og ikke mindst de såkaldte sjældne jordarter, der har stor betydning for elektronikindustrien.

Demokratiet er i vejen

Dette kunne faktisk være et dansk universitet.

Theresa Scavenius, der (endnu) er ansat på Aalborg Universitet, skriver i Information om demokratiet, der har det skidt i Danmark. Hun nævner bl.a. lovgivningen om dobbelt straf for forbrydelser begået i bestemte områder af landet og lovgivning, der bliver vedtaget på trods af forskningsresultater. Og hun har fat i et ubehageligt fænomen, vi meget sjældent taler om.

Det er ikke en samlet bevægelse for afmontering af demokrati i stor skala, “bare” en lang række af tilsyneladende små ændringer. I Danmark er der mange eksempler på denne langsomme afmontering af demokratiet, og også en del, som Scavenius ikke får nævnt. Hvad angår beslutningsprocesser og indsigt i dem er der flere direkte eksempler. Universiteterne blev afdemokratiseret i 2003. Offentlighedsloven blev ændret i 2014 og begrænsede bl.a. mulighederne for indsigt i ministerbetjening, dvs. i hvordan ministerier og embedsværk kommunikerer med hinanden. Argumentet for disse ændringer er det samme, nemlig effektivitet. Socialdemokraterne og de nuværende regeringspartier var helt enige om disse to former for afdemokratisering.

En anden form for afdemokratisering er mere subtil, nemlig privatisering, hvor tidligere offentlige virksomheder kommer på private hænder og ikke mere er under demokratisk kontrol. Her er argumentet også til dels et effektivitetsargument, til dels et økonomisk. Også her har der været stor enighed mellem Socialdemokraterne og de nuværende regeringspartier.

Men også stramningerne af lovene om statsborgerskab (hvor der nu også er stor enighed mellem Socialdemokraterne og den nuværende regering) er udtryk for en afdemokratisering, for jo sværere det bliver at blive statsborger, jo sværere bliver det at kunne deltage fuldt og helt i den demokratiske proces. Her er det ikke et effektivitetshensyn, der er tale om, men derimod en idé om at deltagelse i den demokratiske proces ikke er en rettighed, men derimod et privilegium, man skal gøre sig fortjent til. Hele lovgivningen om integrationsydelse/hjemsendelsesydelse, brøkpension og andre former for forskelsbehandling er også udtryk for en tænkning om sociale ydelser, der ikke er rettighedsbaseret, men baserer sig på en idé om privilegier.

Engang i 2019 kommer der et folketingsvalg, og i valgkampen kunne det være godt at få demokratiet og den snigende afdemokratisering i fokus og få en diskussion af begrundelserne for afdemokratiseringen. Det kan sagtens gå hen og blive en meget afslørende diskussion.