Eviva España?

Bilbomben mod Luis Carrer Blanco eksploderer 20. december 1973.

For tiden holder min familie og jeg ferie i Spanien, og ved et af disse underlige tilfælde fik jeg en fæl gammel popsang på hjernen i den anledning: “Eviva España”, der oprindelig er flamsk-belgisk, blev i Danmark et dansktophit for Elisabeth Esbjerg, men blev et meget større hit i Sverige og siden også i Storbritannien for Sylvia Vrethammar.

Ordet “Eviva” findes ikke på spansk og er simpelthen konstrueret for at få teksten til at passe til melodien!

Sangen er umiddelbart en uskyldig og lalleglad hyldest til sommerferie i Spanien, men den var et hit i 1973, hvor Spanien gennemlevede en meget grim periode af sin historie. Undertrykkelsen fra det fascistiske regime var meget tydelig. Den væbnede modstand fra diverse militante grupper (bl.a., men ikke kun ETA) var også eskaleret. Jeg husker, selv om jeg knap var 10 år, hvordan Francos arvtager Luis Carrero Blanco blev dræbt med en bilbombe i 1973 og hvordan to catalanske oprørere blev henrettet i garotte i 1974. Set i bakspejlet forekommer det upassende at hylde Spanien netop da. Sylvia Vrethammar fik dødstrusler og blev kaldt fascist, da “Eviva España” var et hit i Sverige, så også dengang var sangen kontroversiel.

Ved en underlig form for popmusikalsk retfærdighed blev en anden svensk sang om Spanien i øvrigt et meget større hit i Danmark få år senere, nemlig Björn Afzelius’ sentimentale “Juanita”. Den var til gengæld ikke bange for at kritisere diktaturet og dem, der lukkede øjnene for hvad der skete i Spanien. Jeg er ikke klar over, om Afzelius skrev sangen som en reaktion på “Eviva España”, men det skulle ikke undre mig.

I dag har der i øvrigt stadig ikke været noget retsopgør i Spanien, her mere end 40 år efter diktaturets fald. Nu dukker ønsket om et sådant opgør frem igen i kølvandet på regeringsskiftet tidligere i år.

Nicaragua 2018

Sidst i 1970erne hørte man en del til Nicaragua i medierne, for her udspillede der sig en lang oprørskrig mod Somoza-diktaturet. I 1979, lige inden jeg skulle begynde i gymnasiet, endte det hele med at Anastasio Somoza gik af og den sandinistiske front FSLN med Daniel Ortega som leder overtog statsmagten.

På den ene side gav det for mange et håb om at det kunne bringe en tiltrængt forandring til Mellemamerika, hvor der i El Salvador, Guatemala og Honduras var ekstrem ulighed og lige så ekstrem undertrykkelse. Ganske få familier ejede i det store og hele de små lande og styrede dem med udbredt tortur, politiske mord, forsvindinger og brug af dødspatruljer – og voldsom korruption og reel straffrihed for alle overgrebene. Det er desværre også i høj grad tilfældet i dag.

På den anden side blev oprøret i Nicaragua lynhurtigt kastet i armene på den kolde krig. USAs fremfærd var specielt direkte i strid med international lov og kan stadig i dag kun fordømmes.  Reagan begyndte i 1981 at yde økonomisk støtte og træning til de pro-somozistiske contraer, og CIA lagde miner ud ved havnene i Nicaragua – en helt uhørt krænkelse. Der var mange solidaritetstilkendegivelser over for Nicaragua i Europa, og jeg bakkede selv op om dem. I Danmark blev der organiseret såkaldte fredsvagter i Nicaragua for at vise støtte til FSLN-regeringen. The Clash kaldte deres fjerde album ¡Sandinista!.  

Til sidst, i 1990, tabte FSLN magten ved et valg, og nogle udråbte det som en konsekvens af Berlinmurens fald. I dag, næsten 40 år efter revolutionen i Nicaragua er Daniel Ortega igen ved magten, og det har han været siden 2006, hvor han gjorde comeback på den mest ubehagelige måde.  Han havde som oppositionsleder nogle år tidligere underskrevet en aftale med den ekstremt korrupte ekspræsident Arnoldo Alemán. Aftalen ville sørge for, at landet var ligeligt fordelt mellem de to partiledere.  Og i marts 2007 gav Ortega amnesti til Alemán, der på det tidspunkt ikke kun var under anklage for korruption, men faktisk allerede var dømt til tyve års fængsel af landets højesteret. Man vurderede at Alemán havde beriget sig for et beløb på mellem 100 og 250 millioner dollar af statens midler. Siden har Ortega bl.a. gennemført et totalforbud på fri abort for at tækkes den katolske højrefløj i landet. Ikke engang kvinder og piger, der er ofre for vold eller incest, kan få en abort – de kommer til gengæld i fængsel, hvis de forsøger at afbryde svangerskabet! Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at Ortega har udtalt sin støtte til Bashar Al-Assad.

Nicaragua er i dag det næstfattigste land på den vestlige halvkugle (fattigst er stadig Haiti), og undertrykkelsen er voldsom i Nicaragua i dag. Siden april har der været voldsomme protester mod Ortega-regimet fra fagforeninger og studenterbevægelse. USA var med til at destabilisere Nicaragua for 35 år siden, men den forklaring kan ikke være tilstrækkelig længere. Ortega er blevet en ny Somoza. Det håb om et friere og retfærdigere Nicaragua, der var engang, må ikke blive glemt. Det er på høje tid at rette blikket mod Mellemamerika igen.

Minder om krigen

Her til aften vandt Kroatien helt fortjent semifinalen ved VM i fodbold for mænd. Ved et af disse underlige tilfælde er 11. juli også den dag. hvor massakren i Srebrenica begyndte. Omkring 8000 bosniske mænd og drenge blev i 1995 myrdet af den bosnisk-serbiske hær, der var anført af general og hærchef Ratko Mladić.  Det er det mest omfattende folkemord i Europa siden 2. verdenskrig.

På denne måde binder historien en uventet sløjfe, for Luka Modríc, der er en af de helt store profiler på det kroatiske landshold og i det hele taget ved dette verdensmesterskab, oplevede som lille dreng krigen i det tidligere Jugoslavien på tæt hold. Hans bedstefar, der også hed Luka Modríc, blev dræbt af serbere i december 1991, og derefter måtte Luka Modríc og hele hans familie flygte til en anden del af Kroatien. En artikel i The Guardian fra 2012 fortæller denne ikke så kendte historie.

Børn som “gidsler”?

Foto: Miriam Dalsgaard.

I disse år er det som om familiebegrebet er ved at ende i en slags undtagelsestilstand, hvor man splitter familier eller bevidst udsætter dem for voldsom stress. Den amerikanske praksis med at adskille migranters børn fra deres forældre er et særligt voldsomt eksempel. New Statesman har en skræmmende reportage fra et af de længst fungerende centre i USA.

Der er også blevet afsløret en praksis for at bortadoptere børnene af de mennesker, der har forsøgt at komme ind i USA. Denne praksis med adskillelsen af børn og deres forældre kender man også fra Australien, hvor mange børn fra den oprindelige befolkning blev fjernet fra deres forældre, så de kunne blive placeret i lejre og opdraget “på en civiliseret måde”. Man har her talt om “de stjålne generationer”; filmen Rabbit-Proof Fence fra 2002 skildrer tre australske børns flugt fra en sådan lejr.

Og vi kender ideen med at placere familier i undtagelsestilstand fra dansk asylpolitik. Undtagelsestilstanden ser vi bl.a. i beslutningen om at uledsagede flygtningebørn selv skal betale for familiesammenføring og i de hårde vilkår for børn på udsendelsescentre som Sjælsmark. Jeg skrev i sidste måned om hvordan politikere fra regeringen og Dansk Folkeparti konsekvent taler hårdt om familierne på disse udsendelsescentre. Denne måde at tale om afviste asylansøgeres familier på stammer formodentlig fra 2009, hvor Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti til Politiken sagde

Man kommer hurtigt i en situation, hvor afviste irakiske asylansøgere bruger deres børn og skubber dem foran sig. Børnene er forældrenes gidsler, som de bruger overfor myndighederne. Det synes jeg er skammeligt…

Man kan imidlertid lige så vel beskrive situationen på en anden måde, nemlig at det er myndighederne rundt om i verden, der skubber børn foran sig og på denne måde bruger dem som gidsler for at fremtvinge en bestemt situation. Og dette er særligt skammeligt, for det er nemlig myndighederne, der har forpligtet sig til at efterleve menneskerettighederne og deres formulering om at familien som enhed er ukrænkelig. I Verdenserklæringens artikel 16, stk. 3 står der at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

og i Børnekonventionens artikel 3, stk. 3 står der at

Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.

Et nyt omsorgscenter

Grafik: Al-Jazeera. https://www.aljazeera.com/indepth/interactive/2016/08/afghanistan-controls-160823083528213.html

For ikke så længe siden skrev jeg om det “opdragelsesteam”, som regeringen har nedsat. Dette “opdragelsesteam” har fastlagt nogle retningslinjer for hvordan opdragelse bør finde sted i Danmark og taler bl.a. om at indføre såkaldte “forældrekontrakter”.

Men den igangværende omkalfatring af sproget og af forholdet til børns og familiers rettigheder slutter ikke her. Den danske regering og den norske regering (hvor Dansk Folkepartis søsterparti Fremskrittspartiet har justitsministerposten) forhandler nemlig med den afghanske regering om at oprette en lejr for afviste mindreårige asylansøgere i Kabul.

Afviste asylansøgere fra Afghanistan, der er mindreårige, skal så sendes til Afghanistan og opholde sig i denne lejr. Lejren kalder man for et “omsorgscenter”. Incitamentet for den afghanske regering til at oprette et sådant “omsorgscenter” er midler fra Danmark og Norge. Jeg bemærker her,  at den afghanske regering reelt kun kontrollerer 56,3 procent af landet. Resten kontrolleres af Taliban og ISIL, som kortet ovenfor viser (og begge er tæt på Kabul). Hvor stor omsorg, der ligger bag de dansk/norske planer, er derfor meget uklart for mig. Dansk Flygtningehjælp har afvist at ville drive “omsorgscenteret”, bl.a. fordi man anser det for at være et oplagt mål for terrorhandlinger.

Ordet “omsorgscenter” har hidtil været brugt i forbindelse med den kommunale hjemmepleje i Danmark, men nu kommer ordet altså også til at indgå i det omsiggribende politiske nysprog, der udelukkende handler om at skjule og forskønne.

Historien gentager sig

For knap 3 år siden skrev jeg her om skibet St. Louis, der den 19. maj 1939 stod ud fra havnen i Hamburg med kurs mod Havana. Om bord var 937 passagerer, hvoraf de fleste var jøder – flertallet heraf var tyske. Deres håb var at kunne undslippe det nazistiske regime og komme til USA. Men rejsen med St. Louis var forgæves. Cuba ville kun tage imod 28 mennesker; skibet sejlede til USA, men måtte ikke komme i havn. USA ville ikke tage imod nogen fra St. Louis, for man tog allerede imod mange flygtninge fra Europa. St. Louis måtte vende tilbage til Europa. 288 af passagererne fik asyl i Storbritannien, Nederlandene tog imod 181, Belgium tog imod 214 og atter 224 fik midlertidigt ophold i Frankrig. De 288 mennesker, der kom til Storbritannien, overlevede alle 2. verdenskrig på nær én, der døde under et tysk luftangreb. 532 andre blev forfulgt af nazisterne, da de tre andre lande blev invaderet, og 254 af dem døde i Holocaust.

Den 9. november anløb Hai Hong Port Klang i Malaysia med omkring 2500 mennesker fra Vietnam efter forgæves at have forsøgt at anløbe havne i Indonesien. Mange af dem var etniske kinesere fra Sydvietnam. Men de måtte ikke gå i land, da myndighederne mistænkte dem for “at have købt sig ud af Vietnam” og for ikke at være “sande flygtninge”. Hai Hong lå i havnen i Port Klang indtil USA, Canada og lande i Vesteuropa tog imod menneskene ombord på skibet.

Der er en trist parallel til den aktuelle beretning om skibet Aquarius, der her til morgen har kunnet anløbe havnen i Valencia. De 630 passagerer har været om bord på skibet i Middelhavet i ni dage, efter de blev reddet ud for Libyens kyst. Blandt dem var 123 uledsagede børn, 11 andre børn og syv gravide. Både Malta og Italien nægtede tidligere på ugen at tage imod Aquarius. Først efter pres fra UNHCR og EU tog Spanien imod Aquarius.

Nogle vil her formodentlig sige, at den italienske og den maltesiske regerings afvisning var korrekt. Men hvad vil vi da sige om de tilsvarende beslutninger fra USA og Cuba i 1939 og fra Malaysia i 1978?

Flere lejre?

Efterhånden virker det som om den eneste løsning, mange politikere kan forestille på det, at mennesker er på flugt, er at sende dem i lejr et sted langt væk. For mig at se er det endnu et eksempel den blanding af afmagt og kynisme, der kendetegner så mange politiske udmeldinger i Danmark i disse år.

For nogle måneder siden foreslog Socialdemokraterne, at asylmodtagere skulle opholde sig i lejre i Nordafrika. En reaktion herpå var at Inger Støjberg røbede, at Danmark sammen med 15 andre lande ville lave en fordeling af flygtninge – uden om EUs regi.  I dag røbede Lars Løkke Rasmussen så, at der i den forbindelse er planer om at placere asylansøgere i lejre uden for EU, men i Europa.

Statsministeren kan ikke være mere specifik omkring, hvilket land han har i tankerne.

»Det er svært at komme tættere på, for hvis vi snakker for meget om det, er det ikke sikkert, det vil lykkes.

»Der er jo nogle lande, der skal acceptere det og have en modydelse«, siger han.

Men det er et land uden for EU-fællesskabet, han har i tankerne.

»Vi taler rimeligvis uden for EU, det vil jeg tro, siger statsministeren.

De europæiske lande, der ikke er medlemmer af EU, er Albanien, Armenien, Azerbaijan, Georgien, Gibraltar,  Hviderusland, Island, Kosovo, Lichtenstein, Makedonien, Moldova, Montenegro, Norge, Rusland, San Marino, Schweiz, Serbien, Tyrkiet, Ukraine og Vatikanstaten.

Men det er næppe f.eks. Norge, Schweiz, Vatikanstaten eller San Marino, der skal tage sig af endnu et forslag til en “lejrløsning”.  Det er næppe heller Østrig, for Østrig er et af de lande, Danmark er sammen med. Hvem der så er tale om, er uklart for mig – og bekymrende. Lande som Hviderusland og Serbien er ikke ligefrem kendt for deres gode standpunkt på menneskerettighedsområdet.

Salme ved Internettets afslutning (En hyldest til Samuel Beckett)

Fra Samuel Becketts teaterstykke “Mens vi venter på Godot”, et stykke kendetegnet ved at personerne ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

Da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min familie mig at internetadgangen i vores hjem var afbrudt, og min datter var desperat – to afleveringer i matematik og fysik havde frist i aften, og i vore dage afleverer man over nettet.

Jeg kaster et blik på vores modem og kan konstatere, at dette er ude af vore hænder. Derefter går jeg ud på gaden for at ringe til Stofa, thi mobildækningen hvor vi bor er så elendig, at vi bruger wi-fi-opkald.

– Hej, det er Camilla.
– Hej Camilla, det er Hans. Jeg bor Bondropsgade 12A i Nørresundby. Vores Internetforbindelse fungerer ikke.
– Det er underligt; det ser ikke ud som om du er kunde hos os.
– Men det er jeg. Jeg betaler trofast til jer og får reklamebreve fra jer.
– Er du helt sikker?
– Ja, det er jeg.
– Vent, nu kan jeg se at der har været en tekniker ude og lukke forbindelsen.
– Hvorfor har vi ikke fået det at vide?
– Teknikeren har lagt et postkort i jeres brevkasse.
– Det har jeg ikke set.
– Det var ærgerligt. Nu vil jeg prøve at finde ud af hvilken dag, der kan komme en tekniker ud til jer. Hæng på lidt.

Herefter følger Stofas pausemusik. Imens sender jeg min datter en SMS: Hun kan sidde på biblioteket og lave lektier; de har internetadgang. Snart efter sidder vi begge på biblioteket. 20 minutters pausemusik senere:

– Ja, hej igen. Undskyld, det tog lidt tid. Men jeg vil prøve at finde ud af hvornår vi kan finde en tekniker til jer. Kan du vente en halv time? Så ringer vi tilbage.

Jeg snakker med min datter om hendes lektier; det er noget med koefficienterne i andengradspolynomier og vektorregning. I mellemtiden ringer telefonen.

– Hej, det er Heidi fra Amnesty International.
– Hej, Heidi.
– Du har jo skrevet under på en af vores appeller for nylig. Kunne du ikke tænke dig at være medlem af Amnesty International?
– Jeg har været medlem af Amnesty International siden 1993. Jeg var faktisk til aktivismeseminar i søndags og til landsmøde for en måned side. Jeg var med til at stifte Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg; jeg har endda nøgle til Amnestys lokaler i Aalborg.
– Nå, så ved du jo nok meget om Amnesty. Hvor meget betaler du i bidrag til os om måneden?
– Det kan jeg ikke huske; det er ikke et lille beløb.
– Hvad er dine bankoplysninger?
– Bankoplysninger? Hvad skal du bruge mine bankoplysninger til? Jeg giver jo allerede et bidrag.
– Hvis jeg får dine bankoplysninger, lover jeg at vi ikke ringer igen.
– ???????????!!!!??????

Ti minutter senere ringer telefonen igen.

– Hej, det er Camilla fra Stofa. Der kan komme en tekniker i morgen mellem 7.30 og 12.30.
– Men vi skal jo på arbejde og i skole.
– Kan din datter ikke blive hjemme fra skole?
– Jeg er bange for at det ikke er en god idé. Så må jeg jo aflyse mine aftaler og blive hjemme.
– Ja, det er da ærgerligt.
– Hov, nu kan jeg se, at I har sendt mig en SMS med bekræftelse på at der kommer en tekniker hjem til mig. Der står så godt nok også, at besøget vil koste 997 kroner i timen. Det er jer, der lukket for adgangen. Jeg har ikke pillet ved noget.
– Det er noget, vi skal skrive. Det betyder ikke, at du kommer til at betale noget.
– Så er jeg måske mere lettet. Farvel.
– Farvel.

Nu indløber to enslydende SMS’er fra Stofa:

Vi har annulleret din aftale med en tekniker. Ring til Stofa for at få en ny aftale.

Jeg ringer til Stofa. Nu følger 20 minutters pausemusik.

– Hej, det er Olav. Hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg talte med en af dine kolleger om at få en tekniker ud. I har lukket for vores internetforbindelse. Jeg havde fået en aftale, men nu har I aflyst aftalen pr. SMS. To gange.
– Det må være en fejl.
– Vil du ikke nok se efter?
– Det skal jeg nok.
– Tak.
– Vent, nu kan jeg se at det er en fejl. Din aftale er ikke aflyst.
– Er du helt sikker på det?
– Ja. Din aftale gælder stadig.
– Farvel, Olav.

Herefter følger et længere ophold på Nørresundbys bibliotek med mere samtale om andengradspolynomier og vektorer. På et tidspunkt laver jeg en banal fortegnsfejl i mit forsøg på at forklare noget med retningsvektorer og fortæller min datter, at jeg vil gå hjem for at lave mad. Derefter går jeg hjem, åbner fryseren og flår en pakke frosne grøntsager op.

(Senere, da jeg er mæt, sidder jeg igen på biblioteket og skriver dette indlæg.)

Aktivismeweekend i Odense

Amnesty Internationals generalsekretær Trine Christensen

Jeg har været med i Amnesty Internationals aktiviteter i Danmark siden 1994, og jeg synes fortsat, at jeg kan lære meget. I dag var jeg i Odense for at deltage i noget, der godt må blive en ny tradition, en såkaldt aktivismeweekend. Vi var omkring 20 deltagere fra hele landet i alle aldre. Mange var unge, men en enkelt havde været medlem af Amnesty Internationals danske afdeling siden grundlæggelsen i 1964 (det år, jeg selv er født!).

Vores generalsekretær Trine Christensen kiggede forbi, og hun fokuserede i det, hun sagde til os, på at menneskerettighederne i disse år er under større pres end de har været længe. Også Amnesty International selv har fået meget sværere ved at arbejde rundt om i verden, og det også i Europa. Når Amnesty Internationals generalsekretær og formand begge bliver fængslet i Tyrkiet på falske anklager om terrorisme og når Ungarns regering gennemfører en lov, der kræver at alle organisationer, der beskæfter sig med flygtninge, skal betale 25 procent i skat af alle penge, de bruger i udlandet til den ungarske stat og desuden hænger Amnesty Internationals medarbejdere ud i store avisannoncer – da er der grund til at være bekymret. Og når den danske statsminister i sin tale til Europarådet bruger tiden på at angribe Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er der også grund til bekymring.

Der var dog også fokus på det nære arbejde, vi gør. Hvad gør man, når man skal henvende sig til mennesker på gaden? Jeg ved, hvor nødvendigt det er, men det er et aspekt af kampen for menneskerettigheder, der stadig slet ikke falder mig let. Det var godt at få at vide, at netop dette er svært og at der er teknikker, man kan bruge for at gøre mødet nemmere.

Og så var der noget om hvordan man kan bruge sociale medier; et helt konkret resultat af dagen i dag er at Amnesty Internationals Facebook-gruppe for Aalborg i dag er blevet genoprettet. For år tilbage belærte en lokal eventmager i Aalborg os ellers om, at Facebook-grupper var nytteløse, hvorimod Facebook-sider virkede godt. Derefter nedlagde vi så Facebook-gruppen. I dag fortalte Marie fra sekretariatet os så, at vi faktisk kan få meget mere ud af at have en Facebook-gruppe end af at have en Facebook-side!

I det hele taget var det en rigtig god dag, og som altid er det inspirerende at møde så mange vidt forskellige mennesker, der føler samme kald som jeg selv gør. Jeg havde kun tid til at være med i dag og skulle hjem efter dagens program; de fleste andre bliver til yderligere aktiviteter i morgen.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.