Amnesty Internationals landsmøde 2018

I dag og i morgen er jeg endnu engang til landsmøde i Amnesty Internationals danske sektion på Hotel Nyborg Strand. Det er efterhånden mit 22. landsmøde, og det er altid godt at være sammen med menneskerettighedsaktivister fra rundt om i landet. Det er altid en stor inspirationskilde at møde dem.

Dagens to talere var begge fra USA; først talte Chase Iron Eyes, der var leder af protesterne i Standing Rock, og efter frokost talte Kerry Kennedy, der er datter af Robert F. Kennedy og i dag er menneskerettighedsaktivist.

Senere var der et spændende foredrag, hvor journalisterne Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fra dagbladet Information fortalte om deres grundige afdækning af hvordan BAE Systems i Nørresundby har tjent store summer på salg af overvågningsudstyr til diktaturer i Mellemøsten. (Jeg har som bekendt selv skrevet en del om BAE Systems på denne blog, altid med afsæt i artiklerne fra Information.) Selv ikke den parodi på en offentlighedslov, vi nu har i Danmark, forhindrede de to i at afsløre hvor galt det hele var fat. BAE Systems lukker nu i Nørresundby, og måske er dette en konkret udløber af Gjerding og Skou Andersens afsløring.

Min gamle gymnasiekammerat Søren Christian Madsen var også her i dag, for i denne weekend holder Folkekirkens Nødhjælp som så ofte før også landsmøde på Nyborg Strand. Søren har gennem en del år været med i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, og vi fik en kort snak om vores to organisationer. Helt en passant nævnte Søren, at han forresten lige var blevet valgt til formand! Jeg er glad for at det blev ham – et stort tillykke fra mig!

Bomber og undtagelser?

Oversigt over hvilke lande, der har tilsluttet sig Rom-statutten, der er grundlaget for den internationale straffedomstol. De grønne lande har tilsluttet sig Rom-statutten og ratificeret aftalen. De orange har underskrevet, men ikke ratificeret, statutten. USA, Sudan, Israel og nu også Rusland har trukket deres underskrifter tilbage.
De grå lande er ikke-deltagerstater, der ikke har underskrevet statutten. Grafik: Amnesty International.

I nat har USA og Storbritannien bombet mål i Syrien. Jeg kan ikke “holde med” Trump, Putin eller Assad, for de er alle tre statsoverhoveder, jeg tager stærk afstand fra. Jeg kan kun bemærke, at bombardementerne er en isoleret hændelse, der kommer syv år inde i en af de blodigste krige i mange år, en krig som mest har haft omverdenen som en slags modvillige tilskuere. For et år siden, i april 2017, bombede USA også kortvarigt Syrien, og det fik, så vidt jeg kan se, ingen konsekvenser.

Jeg har ikke noget godt bud på en løsning i skrivende stund. Men én af de veje, man bør forfølge, er at udstede en international arrestordre på Assad og de andre, der er ansvarlige for krigsforbrydelserne i Syrien – både forbryderne på det syriske regimes side og blandt regimets modstandere. Det skal ikke være ét land, der retsforfølger de syriske krigsforbrydere; det skal derimod være det internationale samfund.

Men det, der forhindrer netop dét træk, er at USA har taget afstand fra den internationale straffedomstol. USA var et af kun syv lande, der tog afstand fra oprettelsen af domstolen i 1998. De andre lande var Kina, Irak, Libyen, Yemen, Qatar og Israel. Rusland har siden trukket sig fra domstolen i protest mod at den ville retsforfølge russere efter invasionen af Krim. Også flere afrikanske lande har trukket sig med den begrundelse, at domstolens sager kun omhandler forhold i Afrika. Men netop dét skyldes blandt andet modstand fra USA. Når et stort og magtfuldt land insisterer på at være en “undtagelse fra normen”, leverer de selv argumentet for at andre lande kan indtage samme holdning.

Martin Luther King

Netop i dag er det 50 år siden Martin Luther King blev myrdet. Han blev kun 39, og det er i dag specielt for mig at skulle indse, at jeg nu har levet meget længere end ham. King er som så mange andre betydningsfulde skikkelser i historien blevet “elsket ihjel” og har fået et tandløst eftermæle; selv ikke Donald Trump vil sige noget negativt om ham. Og skal man tro Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, er Martin Luther King hans store forbillede.

Men  mange glemmer hvor kontroversiel Martin Luther King også var i USA.  Selv om han var mindre barsk i sin retorik end Malcolm X, var han alt andet end tandløs. Hans kamp mod racismen var samtidig en kamp for en anderledes fordelingspolitik i USA, og ved flere lejligheder talte Martin Luther King direkte om socialisme. Dét vil Trump næppe nævne i dag.

Det er faktisk også underligt at tænke på, at en af de helt store antiracister fra det 20. århundrede er opkaldt efter en tysker fra det 16. århundrede, der var alt andet end antiracist..

Tanker ved en reception i Jernbanegade 23

Jeg har været aktivt medlem af Amnesty International i Aalborg igennem snart mange år. For mig begyndte det hele med at jeg kom til et introduktionsmøde i juni måned 1994, og jeg besluttede mig til komme igen. Jeg blev medlem i en af de lokale grupper, den der hed gruppe 144. Dengang holdt Amnesty International til i Priorgade 1a, en sidegade til Frederikstorv ved Danmarksgade.

Noget af det første, jeg var med til, var en tragisk sag om to unge mænd, der døde i politiets varetægt i Indien. Efter alt at dømme var de blevet tæsket ihjel af betjente. I gruppe 144 skrev vi ganske mange breve til de indiske myndigheder, og jeg fik kontakt med PUCL, en indisk menneskerettighedsgruppe. Det var før internettet blev almindeligt udbredt, så almindelige papirbreve var eneste kommunikationsform for os, når det gjaldt Indien.

Min første vigtige oplevelse kom hér: Jeg fik kontakt til medlemmer af PUCL og de hjalp med at få taget sagen om dødsfaldene op. En dag fik jeg et brev fra Indien; sagen om de to unge mænd var blevet taget op i det indiske retssystem. Desværre endte det hele med at dommerne konkluderede, at der ikke var sket noget galt.

Men alligevel var det en stor oplevelse for mig at opdage, at den indsats, jeg var med til, kunne betyde noget så konkret i en anden del af verden. Allerede i sensommeren 1994 kom jeg også med i det, der hed regionsledelsen – en koordinationsgruppe for vores aktiviteter i Nordjylland. Medlemmerne af regionsledelsen kom, lavede ofte en stor indsats og drog så efter nogle år videre. Medlemmerne af gruppe 144 kom, lavede ofte en stor indsats og drog så videre. Jeg slog mine folder som referent og sekretær i regionsledelsen og siden også som sekretær og referent i gruppe 144. Vi var nødt til at spinke og spare og lave en masse fundraising-aktiviteter, så vi kunne lave de arrangementer om menneskerettigheder, som vi egentlig gerne ville.

Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 foreslog, at vi skulle have internet-adgang i form af en mailadresse. Men ingen andre i Amnesty i Aalborg kendte til internettet og kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Så det blev ikke til noget.

Siden nedlagde vi regionsledelsen og oprettede en lokalforening. Her blev jeg igen referent, nu i lokalforeningsledelsen. Grupperne var lige så stille på vej ud; vi lavede det meste sammen alligevel. I lokalforeningen var jeg bl.a. med til at have kontakt med Amnesty-medlemmer i Zimbabwe. Her var den eneste mulighed samtaler i mobiltelefon! Og jeg var med i det, der hed mandatudvalget under den danske hovedbestyrelse, Også her endte jeg med at blive referent. Jeg oplevede at være med til spændende møder med Amnesty-medlemmer fra andre lande og at have mange gode stunder og vigtige diskussioner med dem. Det var en særlig oplevelse for mig at være med til at forfatte et dansk resolutionsforslag, som blev vedtaget på et internationalt rådsmøde (dem har jeg dog aldrig været med til).

Vi kom på nettet – først med vores egen blog og mailingliste, siden også via Facebook og Instagram. I dag kan ingen af os forestille sig, hvordan det var ikke at være på nettet.

Og jeg har været med til en masse landsmøder (mere end én gang har jeg været referent i arbejdsgrupper her) og har også her mødt Amnesty-medlemmer fra nær og fjern.

Med årene skiftede sekretariatet holdning til vores arbejde; nu behøvede vi ikke længere at bruge tid på at fundraise, men kunne simpelthen bede om penge fra dansk afdeling til de aktiviteter, vi gerne ville lave. Dét var et stort løft for vores i forvejen gode aktivitetsniveau, og samtidig fjernede det en stor bekymring for os.

I 2010 flyttede vi fra Priorgade 1a til nye lokaler i Danmarksgade 7, så vi kunne få nogle bedre rammer om vores aktiviteter. Vi nedlagde lokalforeningen og blev igen en gruppe, kogruppen. Og jeg blev referent i kogruppen.

Sidste år blev vores lejemål desværre opsagt, og vi var nødt til at flytte igen, denne gang til vores nuværende lokaler i Jernbanegade 23 (lige rundt om hjørnet fra Danmarksgade, en gade der åbenbart står os nær!). Det er uden diskussion de bedste lokaler, vi har haft.

På det personlige plan har det været en givende tid for mig: Jeg har lært en masse mennesker at kende (og har fået skrevet en hel masse referater). Ved receptionen i dag fik vi genset nogle af de gamle bekendtskaber; det var rigtig godt at se alle igen. Og repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, kiggede også forbi. Også dem var vi rigtig glade for at møde igen.

Det var lidt specielt for mig at indse, at den eneste gennemgående figur fra 1994 og frem faktisk er mig.

Min tid i Amnesty International er bestemt ikke slut. Menneskerettighederne er under pres mere end nogensinde før i min levetid; det er tragisk og skræmmende at høre ledende danske politikere tale dårligt om menneskerettighederne og at høre på deres ønsker om at få dem fjernet.

Set fra mit rigtige, lønnede arbejde som universitetslærer er det i øvrigt påfaldende, at jeg dér har måttet være med i den stik modsatte udvikling: Jeg skal nu bruge en masse tid på at fundraise for at kunne lave de aktiviteter, jeg egentlig helst ville bruge tid på. Erfaringerne fra mit ulønnede arbejde i Amnesty International viser, at det ikke var nogen god strategi.

En aften for Ghouta

I går skrev jeg om Ghouta i Syrien, hvor Assad-regimets styrker begår krigsforbrydelser, som alene i den seneste uge har kostet omkring 500 mennesker livet. I aften holdt vi i Amnesty International en demonstration for fred og mod krigsforbrydelserne. I sidste øjeblik løb vi ind i logistiske problemer – Aalborg kommunes strømudtag til det PA, vi havde lånt, virkede ikke, men vi fik lov af en sandwichbar at låne deres udendørs stik, og så gik det hele endda.

Omkring 100 mennesker trodsede den bidende kolde februaraften og gik med os fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor Haifaa Awad holdt en fin og rammende tale over telefon (min telefon, som jeg holdt op til mikrofonen – primitivt, men det virkede). Da arrangementet var omme (vi holdt det kort, for kulden var træls) fik vi hilst på nogle unge syrere, som havde hørt om aftenens begivenhed fra deres danske venner. Og sammen med dem gik nogle af os ned til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 for at få varmen.

Ghouta: Fanget i en belejring

Ghouta ligger i Syrien, nær Damaskus, og området har været under kontrol af to islamistiske oprørsgrupper. Lige nu er omkring 400.000 civile spærret inde i det østlige Ghouta af Assad-regimets belejring, og de er for alvor ofre i den borgerkrig, der nu har varet mere end seks år. Det regner med bomber, adgang til fødevarer og lægehjælp er bevidst blokeret. Amnesty International, der har fulgt udviklingen i Syrien siden borgerkrigens start for snart 7 år siden, siger at dette er det hidtil værste, man har set. Assad-regimets bombardementer, herunder brug af klyngebomber, og brug af sult som våben er egentlige krigsforbrydelser, men også de islamistiske oprørsgrupper i Ghouta begår alvorlige brud på menneskerettighederne.

I morgen er der demonstrationer rundt om i verden mod alle disse overgreb og for at det internationale samfund skal gribe ind. Civile skal sikres fri og uhindret passage ud af Ghouta, og der skal sikres adgang for humanitære organisationer til Ghouta.  FNs sikkerhedsråd skal håndhæve sine egne resolutioner, der kræver en ende på belejringen af civile områder og angreb på civile og kræver uhindret humanitær adgang. Sikkerhedsrådets faste medlemmer, herunder Rusland, må ikke blokere for at få skabt en ende på grusomhederne. Der er gået alt, alt for lang tid med at vende blikket væk fra Syrien.

Også i Aalborg er der en demonstration i morgen søndag den 25. februar 2018 kl. 19.00. Arrangør er Amnesty International i Aalborg. Vi går fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor der vil være taler af bl.a. Haifaa Awad. Mød op!

Et dansk Nauru?

Så lancerede Socialdemokraterne deres “asylreform”. Ligesom alle andre reformer, danske politikere har talt om i de seneste par årtier, er der reelt tale om en kombineret stramning og nedskæring.

Tilbage i 2014 skrev jeg om hvordan Dansk Folkeparti opfordrede til at Danmark havde en flygtningepolitik, der lignede Australiens. Socialdemokratiets “asylreform” er i den sammenhæng påfaldende. Forslaget om at sende alle, der søger asyl i Danmark, til lejre i Nordafrika, er nemlig på mange måder udtryk for den samme politik om offshore processing, som Australien har ført i det seneste årti. Alle asylansøgere, der ankommer til Australien, bliver sendt til Nauru, en ø-stat på 21 kvadratkilometer, og her skal de vente indtil deres asylansøgning er færdigbehandlet.

Mange af de socialdemokratiske argumenter ligner da også de australske. Bl.a. vil man bruge offshore processing for at nedbringe antallet af dødsfald blandt bådflygtninge. Her kan jeg dog ikke lade være med at bemærke, at de fleste bådflygtninge ikke går specifikt efter Danmark.  Og jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at man ikke skal kunne søge asyl ved at henvende sig i offshore-lejrene: Man skal nå frem til Danmark, inden man bliver sendt til offshore-lejrene.

Et af de ubesvarede spørgsmål er så vidt jeg kan se, hvad der egentlig skal ske med asylansøgere i offshore-lejrene i Nordafrika. Skal de holdes adskilt fra det omgivende samfund? I så fald kræver lejrene omhyggelig bevogtning. Eller skal de indgå i det omgivende samfund? Her er det vigtigt dels at bemærke, at arbejdsløsheden i et land som Algeriet er meget højere end i Danmark (11,7 procent i 2017). Min fornemmelse er, at asylansøgere i så fald vil komme til at færdes på et sort arbejdsmarked på samme måde som man ser i det Danmark – bare med endnu mindre mulighed for transparens. Erfaringerne fra Nauru (som dokumenteret af Amnesty International i en udførlig rapport fra 2016) viser, at asylansøgere er blevet overfaldet af lokale indbyggere. Desuden er der faktisk også mennesker, der flygter fra lande som Algeriet og Marokko. Disse lande er ikke sikre.

Det er heller ikke billigt at lave “offshore processing”. I Nauru har man outsourcet driften, og private virksomheder har tjent store penge på at bevogte asylansøgere. Er det dét, Mette Frederiksen og andre forestiller sig?

Selv hvis alt dette var godt, er der stadig noget, der undrer mig meget. Socialdemokratiet taler om international lov og nævner UNHCR. Man kan imidlertid ikke ensidigt indføre en sådan løsning og så håbe på at andre vil være med. Hvis UNHCR skal tage sig af genbosættelsesprocessen for de flygtninge, som får dansk asyl, kræver det da også accept fra UNHCR.

Socialdemokratiets forslag er først og fremmest er et forsøg på at bejle til svingvælgere, der ellers ville stemme på Dansk Folkeparti eller Venstre, og det bliver da også lanceret som et første udspil til valgkampen. Man vil simpelthen overbevise disse svingvælgere om at man er mindst lige så opsat på at holde flygtninge væk fra Danmark. Det er beskæmmende, at endnu en valgkamp kommer til at handle om, hvordan den næste danske regering mest gennemgribende kan bekæmpe flygtninge.

Sponsor for en flygtning?

Et af de mange usympatiske skridt i udviklingen af dansk flygtningepolitik er den nylige beslutning om at Danmark ikke længere skal tage imod kvoteflygtninge, dvs. flygtninge der skal genbosættes gennem UNHCRs særlige program. Argumentet er at der ikke er råd og kræfter til dette, og at “Danmark har brug for et pusterum”. Jeg ved, at der rundt omkring i landet (og også i min kommune) er ikke helt få kommunalpolitikere, der er meget uenige heri – også politikere fra de partier, der i Folketinget står bag beslutningen.

Det ville være et godt signal, hvis kommuner rundt om i landet gjorde det klart, at de var villige til at modtage et antal kvoteflygtninge. Men det ville være mere end dét, det ville måske kunne hjælpe særligt sårbare flygtninge med at blive genbosat.

I Canada har man faktisk en lignende politik: Her kan virksomheder, organisationer og andre grupper være sponsorer for en flygtning. Sponsorerne skal lave en genbosættelsesplan og forsørge flygtningen. 

På denne måde kan Canada genbosætte flere flygtninge under UNHCRs program end den faste kvote, som landet også tager. Og de flygtninge, der bliver sponsoreret, bliver integreret gennem et personligt møde med en virksomhed eller organisation og kommer på denne måde ind i et konkret fællesskab og i arbejde eller ind på en uddannelse.

Måske kunne dette være en strategi, der var værd at overveje i Danmark – ikke at det skal blive en sovepude for den internationale (og moralske) forpligtelse, som Danmark stadig har. Dén må ikke privatiseres. Men det ville kunne sætte fokus på de positive holdninger til flygtninge og den vilje til at hjælpe dem, der faktisk findes hos ganske mange mennesker her i landet.

Der er ikke noget at fejre

Erik Nina Hansen. Foto: Bjarke Ørsted.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har længe pralet af de mange stramninger på udlændingeområdet, som regeringen gennemfører, men stramningerne er ikke bare lys på en kage eller et banner på en webside. Det bliver tydeligt nu, hvor de danske myndigheder skal lede efter syv alvorligt syge mennesker, der er blevet ulovligt udvist. Dagbladet Information har kendskab til tre af sagerne og kan fortælle, at en af de udviste har leukæmi, to andre nyresvigt.

Den nuværende sag om ulovlig nægtelse af humanitær opholdstilladelse  minder på den måde i uhyggelig grad om tamilsagen, der i 1993 gjorde at den daværende borgerlige regering måtte gå af. Mange husker tamilsagen som først og fremmest en sag om magtmisbrug i dansk politik, men ofte bliver det overset, at der var tale om et magtmisbrug med døden til følge. Sidst i 1988 var der mellem 130 og 140 færdigbehandlede sager om familiesammenføring til tamilske flygtninge fra Sri Lanka, og de manglede blot en underskrift. Men sagerne blev bevidst syltet af justitsminister Erik Nina-Hansen, der ville tækkes, der han mente var en folkestemning (man aner her en parallel til Inger Støjbergs gerninger). Og det var dét magtmisbrug, der kostede menneskeliv. Erik Ninn-Hansen blev anklaget ved Rigsretten og dømt i 1995, som den første minister siden 1910.

I 1988 var en tamilsk kvinde blevet dræbt, mens hendes mand ventede på at få hende til Danmark. Samme år, i januar 1988, søgte en anden mand, Mathulan, om familiesammenføring med sin hustru, og i juni samme år var sagen færdigbehandlet og kunne sendes videre – men der skete ingenting. I januar 1989 kom svaret omsider, men for sent. I et brev til Folketingets formand skrev Mathulan:

Jeg returnerer denne godkendelse i fotokopi til Dem, for jeg har ikke brug for den mere. Justitsministeren har forhalet min ansøgning gennem mere end 1 år, fordi ministeren mener, der er fred på Sri Lanka. Endelig nu (den 27. Jan. 1989) får jeg godkendelse til at få min kone til Danmark, men det er for sent. Min kone døde den 5. januar 1989 af hjernebetændelse…

Desværre ved jeg ikke, hvad der siden skete med Mathulan. Hvis han stadig lever, må det være skræmmende for ham at følge med i den aktuelle sag.

Jeg vil opfordre til, at vi (i det omfang det ikke går ud over de pågældendes sikkerhed) får ansigter og navne og beretninger sat på de syv mennesker, som de danske myndigheder nu skal opspore, så det bliver tydeligt, at dette ikke er en sag, der kun handler om Inger Støjberg, men derimod i høj grad også er en sag, der handler om de menneskelige konsekvenser af hendes omgåelse af international lov.

Pengene eller familien?

Foto: DR.

I denne uge kan jeg se, at den seneste finanslovsaftale i stort omfang handler om udlændinge, og ikke mindst flygtninge. Målt i kroner og ører fylder udlændingeområdet ikke ret meget, men det fylder en femtedel af teksten i finanslovsaftalen.

Det er ikke overraskende at regeringen nu foreslår Dansk Folkeparti at indarbejde et forslag om at flygtninge kan få et kontantbeløb, hvis de ikke beder om familiesammenføring efter de tre år, de har måttet leve uden deres familie. Det er et forslag, der udkrystalliserer al den kynisme, der kendetegner den nuværende regerings politik: at man antager at andre mennesker først og fremmest er motiveret af penge og at væsentlige forhold i menneskers liv kan gøres op i penge. Når man selv tænker på denne måde, formoder man at andre også vil tænke sådan.

Samtidig udnytter forslaget, at flygtninge modtager den såkaldte integrationsydelse og derfor har særligt få penge. Og endelig sætter forslaget mennesker på flugt, der har midlertidig beskyttelsesstatus, i et dilemma, der vil ende med yderligere at stresse dem – og det er så vidt jeg kan se, også helt bevidst.

Artikel 16, stk. 3 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Men det, vi ser her, er det stik modsatte. Man vil nu med penge overtale mennesker, der er særligt trængt, til at blive ved med at være adskilt fra deres familier. Den sket skjulte begrundelse er selvfølgelig, at der er tale om mennesker (nemlig mennesker på flugt), som man ikke ønsker at have her.

Ville en dansk politiker være villig til at undvære sin nærmeste familie i tre år og bede den opholde sig på et farligt sted mod til gengæld at få et pengebeløb af en vis størrelse? Hvis ikke, hvorfor regner man da med at et menneske på flugt fra forfølgelse vil være parat til det?