Historien gentager sig

For knap 3 år siden skrev jeg her om skibet St. Louis, der den 19. maj 1939 stod ud fra havnen i Hamburg med kurs mod Havana. Om bord var 937 passagerer, hvoraf de fleste var jøder – flertallet heraf var tyske. Deres håb var at kunne undslippe det nazistiske regime og komme til USA. Men rejsen med St. Louis var forgæves. Cuba ville kun tage imod 28 mennesker; skibet sejlede til USA, men måtte ikke komme i havn. USA ville ikke tage imod nogen fra St. Louis, for man tog allerede imod mange flygtninge fra Europa. St. Louis måtte vende tilbage til Europa. 288 af passagererne fik asyl i Storbritannien, Nederlandene tog imod 181, Belgium tog imod 214 og atter 224 fik midlertidigt ophold i Frankrig. De 288 mennesker, der kom til Storbritannien, overlevede alle 2. verdenskrig på nær én, der døde under et tysk luftangreb. 532 andre blev forfulgt af nazisterne, da de tre andre lande blev invaderet, og 254 af dem døde i Holocaust.

Den 9. november anløb Hai Hong Port Klang i Malaysia med omkring 2500 mennesker fra Vietnam efter forgæves at have forsøgt at anløbe havne i Indonesien. Mange af dem var etniske kinesere fra Sydvietnam. Men de måtte ikke gå i land, da myndighederne mistænkte dem for “at have købt sig ud af Vietnam” og for ikke at være “sande flygtninge”. Hai Hong lå i havnen i Port Klang indtil USA, Canada og lande i Vesteuropa tog imod menneskene ombord på skibet.

Der er en trist parallel til den aktuelle beretning om skibet Aquarius, der her til morgen har kunnet anløbe havnen i Valencia. De 630 passagerer har været om bord på skibet i Middelhavet i ni dage, efter de blev reddet ud for Libyens kyst. Blandt dem var 123 uledsagede børn, 11 andre børn og syv gravide. Både Malta og Italien nægtede tidligere på ugen at tage imod Aquarius. Først efter pres fra UNHCR og EU tog Spanien imod Aquarius.

Nogle vil her formodentlig sige, at den italienske og den maltesiske regerings afvisning var korrekt. Men hvad vil vi da sige om de tilsvarende beslutninger fra USA og Cuba i 1939 og fra Malaysia i 1978?

Flere lejre?

Efterhånden virker det som om den eneste løsning, mange politikere kan forestille på det, at mennesker er på flugt, er at sende dem i lejr et sted langt væk. For mig at se er det endnu et eksempel den blanding af afmagt og kynisme, der kendetegner så mange politiske udmeldinger i Danmark i disse år.

For nogle måneder siden foreslog Socialdemokraterne, at asylmodtagere skulle opholde sig i lejre i Nordafrika. En reaktion herpå var at Inger Støjberg røbede, at Danmark sammen med 15 andre lande ville lave en fordeling af flygtninge – uden om EUs regi.  I dag røbede Lars Løkke Rasmussen så, at der i den forbindelse er planer om at placere asylansøgere i lejre uden for EU, men i Europa.

Statsministeren kan ikke være mere specifik omkring, hvilket land han har i tankerne.

»Det er svært at komme tættere på, for hvis vi snakker for meget om det, er det ikke sikkert, det vil lykkes.

»Der er jo nogle lande, der skal acceptere det og have en modydelse«, siger han.

Men det er et land uden for EU-fællesskabet, han har i tankerne.

»Vi taler rimeligvis uden for EU, det vil jeg tro, siger statsministeren.

De europæiske lande, der ikke er medlemmer af EU, er Albanien, Armenien, Azerbaijan, Georgien, Gibraltar,  Hviderusland, Island, Kosovo, Lichtenstein, Makedonien, Moldova, Montenegro, Norge, Rusland, San Marino, Schweiz, Serbien, Tyrkiet, Ukraine og Vatikanstaten.

Men det er næppe f.eks. Norge, Schweiz, Vatikanstaten eller San Marino, der skal tage sig af endnu et forslag til en “lejrløsning”.  Det er næppe heller Østrig, for Østrig er et af de lande, Danmark er sammen med. Hvem der så er tale om, er uklart for mig – og bekymrende. Lande som Hviderusland og Serbien er ikke ligefrem kendt for deres gode standpunkt på menneskerettighedsområdet.

Salme ved Internettets afslutning (En hyldest til Samuel Beckett)

Fra Samuel Becketts teaterstykke “Mens vi venter på Godot”, et stykke kendetegnet ved at personerne ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

Da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min familie mig at internetadgangen i vores hjem var afbrudt, og min datter var desperat – to afleveringer i matematik og fysik havde frist i aften, og i vore dage afleverer man over nettet.

Jeg kaster et blik på vores modem og kan konstatere, at dette er ude af vore hænder. Derefter går jeg ud på gaden for at ringe til Stofa, thi mobildækningen hvor vi bor er så elendig, at vi bruger wi-fi-opkald.

– Hej, det er Camilla.
– Hej Camilla, det er Hans. Jeg bor Bondropsgade 12A i Nørresundby. Vores Internetforbindelse fungerer ikke.
– Det er underligt; det ser ikke ud som om du er kunde hos os.
– Men det er jeg. Jeg betaler trofast til jer og får reklamebreve fra jer.
– Er du helt sikker?
– Ja, det er jeg.
– Vent, nu kan jeg se at der har været en tekniker ude og lukke forbindelsen.
– Hvorfor har vi ikke fået det at vide?
– Teknikeren har lagt et postkort i jeres brevkasse.
– Det har jeg ikke set.
– Det var ærgerligt. Nu vil jeg prøve at finde ud af hvilken dag, der kan komme en tekniker ud til jer. Hæng på lidt.

Herefter følger Stofas pausemusik. Imens sender jeg min datter en SMS: Hun kan sidde på biblioteket og lave lektier; de har internetadgang. Snart efter sidder vi begge på biblioteket. 20 minutters pausemusik senere:

– Ja, hej igen. Undskyld, det tog lidt tid. Men jeg vil prøve at finde ud af hvornår vi kan finde en tekniker til jer. Kan du vente en halv time? Så ringer vi tilbage.

Jeg snakker med min datter om hendes lektier; det er noget med koefficienterne i andengradspolynomier og vektorregning. I mellemtiden ringer telefonen.

– Hej, det er Heidi fra Amnesty International.
– Hej, Heidi.
– Du har jo skrevet under på en af vores appeller for nylig. Kunne du ikke tænke dig at være medlem af Amnesty International?
– Jeg har været medlem af Amnesty International siden 1993. Jeg var faktisk til aktivismeseminar i søndags og til landsmøde for en måned side. Jeg var med til at stifte Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg; jeg har endda nøgle til Amnestys lokaler i Aalborg.
– Nå, så ved du jo nok meget om Amnesty. Hvor meget betaler du i bidrag til os om måneden?
– Det kan jeg ikke huske; det er ikke et lille beløb.
– Hvad er dine bankoplysninger?
– Bankoplysninger? Hvad skal du bruge mine bankoplysninger til? Jeg giver jo allerede et bidrag.
– Hvis jeg får dine bankoplysninger, lover jeg at vi ikke ringer igen.
– ???????????!!!!??????

Ti minutter senere ringer telefonen igen.

– Hej, det er Camilla fra Stofa. Der kan komme en tekniker i morgen mellem 7.30 og 12.30.
– Men vi skal jo på arbejde og i skole.
– Kan din datter ikke blive hjemme fra skole?
– Jeg er bange for at det ikke er en god idé. Så må jeg jo aflyse mine aftaler og blive hjemme.
– Ja, det er da ærgerligt.
– Hov, nu kan jeg se, at I har sendt mig en SMS med bekræftelse på at der kommer en tekniker hjem til mig. Der står så godt nok også, at besøget vil koste 997 kroner i timen. Det er jer, der lukket for adgangen. Jeg har ikke pillet ved noget.
– Det er noget, vi skal skrive. Det betyder ikke, at du kommer til at betale noget.
– Så er jeg måske mere lettet. Farvel.
– Farvel.

Nu indløber to enslydende SMS’er fra Stofa:

Vi har annulleret din aftale med en tekniker. Ring til Stofa for at få en ny aftale.

Jeg ringer til Stofa. Nu følger 20 minutters pausemusik.

– Hej, det er Olav. Hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg talte med en af dine kolleger om at få en tekniker ud. I har lukket for vores internetforbindelse. Jeg havde fået en aftale, men nu har I aflyst aftalen pr. SMS. To gange.
– Det må være en fejl.
– Vil du ikke nok se efter?
– Det skal jeg nok.
– Tak.
– Vent, nu kan jeg se at det er en fejl. Din aftale er ikke aflyst.
– Er du helt sikker på det?
– Ja. Din aftale gælder stadig.
– Farvel, Olav.

Herefter følger et længere ophold på Nørresundbys bibliotek med mere samtale om andengradspolynomier og vektorer. På et tidspunkt laver jeg en banal fortegnsfejl i mit forsøg på at forklare noget med retningsvektorer og fortæller min datter, at jeg vil gå hjem for at lave mad. Derefter går jeg hjem, åbner fryseren og flår en pakke frosne grøntsager op.

(Senere, da jeg er mæt, sidder jeg igen på biblioteket og skriver dette indlæg.)

Aktivismeweekend i Odense

Amnesty Internationals generalsekretær Trine Christensen

Jeg har været med i Amnesty Internationals aktiviteter i Danmark siden 1994, og jeg synes fortsat, at jeg kan lære meget. I dag var jeg i Odense for at deltage i noget, der godt må blive en ny tradition, en såkaldt aktivismeweekend. Vi var omkring 20 deltagere fra hele landet i alle aldre. Mange var unge, men en enkelt havde været medlem af Amnesty Internationals danske afdeling siden grundlæggelsen i 1964 (det år, jeg selv er født!).

Vores generalsekretær Trine Christensen kiggede forbi, og hun fokuserede i det, hun sagde til os, på at menneskerettighederne i disse år er under større pres end de har været længe. Også Amnesty International selv har fået meget sværere ved at arbejde rundt om i verden, og det også i Europa. Når Amnesty Internationals generalsekretær og formand begge bliver fængslet i Tyrkiet på falske anklager om terrorisme og når Ungarns regering gennemfører en lov, der kræver at alle organisationer, der beskæfter sig med flygtninge, skal betale 25 procent i skat af alle penge, de bruger i udlandet til den ungarske stat og desuden hænger Amnesty Internationals medarbejdere ud i store avisannoncer – da er der grund til at være bekymret. Og når den danske statsminister i sin tale til Europarådet bruger tiden på at angribe Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er der også grund til bekymring.

Der var dog også fokus på det nære arbejde, vi gør. Hvad gør man, når man skal henvende sig til mennesker på gaden? Jeg ved, hvor nødvendigt det er, men det er et aspekt af kampen for menneskerettigheder, der stadig slet ikke falder mig let. Det var godt at få at vide, at netop dette er svært og at der er teknikker, man kan bruge for at gøre mødet nemmere.

Og så var der noget om hvordan man kan bruge sociale medier; et helt konkret resultat af dagen i dag er at Amnesty Internationals Facebook-gruppe for Aalborg i dag er blevet genoprettet. For år tilbage belærte en lokal eventmager i Aalborg os ellers om, at Facebook-grupper var nytteløse, hvorimod Facebook-sider virkede godt. Derefter nedlagde vi så Facebook-gruppen. I dag fortalte Marie fra sekretariatet os så, at vi faktisk kan få meget mere ud af at have en Facebook-gruppe end af at have en Facebook-side!

I det hele taget var det en rigtig god dag, og som altid er det inspirerende at møde så mange vidt forskellige mennesker, der føler samme kald som jeg selv gør. Jeg havde kun tid til at være med i dag og skulle hjem efter dagens program; de fleste andre bliver til yderligere aktiviteter i morgen.

En aften for DIGNITY

Backstage på Gamle Scene.

En række danske solister og bands har i de seneste år givet koncerter på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fordel for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), der i 1982 blev stiftet af Inge Genefke og i dag har afdelinger i 20 lande. Ikke mange tænker på, at der er i Danmark bor mere end 30.000 mennesker, der er torturoverlevere. Omkring hver tredje flygtning i Danmark har været udsat for tortur.

I aften var det så Love Shop, der gav koncert til fordel for DIGNITY. For mig, der har fulgt Love Shop siden 1991 og har set deres udvikling fra de første, småt besøgte koncerter til at blive et fremragende livenavn, men også har været vidne til tabet af først Hilmer og siden Henrik, var dette en helt særlig aften. Mikael Simpson dukkede op og spillede mundharpe på bl.a. “Fremmedlegionær”, så Henrik ville have været stolt. Hvis nogen formår at tage Henriks mundharpetradition op, er det ham. Og Peter Sommer sang med på “En nat bliver det sommer” (ja, hvad ellers?) og forsøgte sig også som dansende jakkesæt.

Helt tilbage i 1980 besøgte jeg Det Kongelige Teaters Nye Scene og har ikke besøgt teateret siden. Aftenens besøg på Gamle Scene var også noget helt særligt for mig, og den nærmest andægtige stemning, der hviler over den store, gamle, gyldne sal var meget anderledes end den, man kender fra et spillested. Det var specielt at se Jens gå til scenens venstre forkant, vel vidende at dér havde Christian Den Fjerde stået i Elverhøj.

Efter koncerten fik nogle af os et sjældent kig backstage og måtte her konstatere, at Gamle Scenes baglokaler slet ikke ligner dem, man så i Olsen-banden ser rødt.

Husk at støtte DIGNITY! Besøg https://stoptortur.dk.

Amnesty Internationals landsmøde 2018

I dag og i morgen er jeg endnu engang til landsmøde i Amnesty Internationals danske sektion på Hotel Nyborg Strand. Det er efterhånden mit 22. landsmøde, og det er altid godt at være sammen med menneskerettighedsaktivister fra rundt om i landet. Det er altid en stor inspirationskilde at møde dem.

Dagens to talere var begge fra USA; først talte Chase Iron Eyes, der var leder af protesterne i Standing Rock, og efter frokost talte Kerry Kennedy, der er datter af Robert F. Kennedy og i dag er menneskerettighedsaktivist.

Senere var der et spændende foredrag, hvor journalisterne Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fra dagbladet Information fortalte om deres grundige afdækning af hvordan BAE Systems i Nørresundby har tjent store summer på salg af overvågningsudstyr til diktaturer i Mellemøsten. (Jeg har som bekendt selv skrevet en del om BAE Systems på denne blog, altid med afsæt i artiklerne fra Information.) Selv ikke den parodi på en offentlighedslov, vi nu har i Danmark, forhindrede de to i at afsløre hvor galt det hele var fat. BAE Systems lukker nu i Nørresundby, og måske er dette en konkret udløber af Gjerding og Skou Andersens afsløring.

Min gamle gymnasiekammerat Søren Christian Madsen var også her i dag, for i denne weekend holder Folkekirkens Nødhjælp som så ofte før også landsmøde på Nyborg Strand. Søren har gennem en del år været med i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, og vi fik en kort snak om vores to organisationer. Helt en passant nævnte Søren, at han forresten lige var blevet valgt til formand! Jeg er glad for at det blev ham – et stort tillykke fra mig!

Bomber og undtagelser?

Oversigt over hvilke lande, der har tilsluttet sig Rom-statutten, der er grundlaget for den internationale straffedomstol. De grønne lande har tilsluttet sig Rom-statutten og ratificeret aftalen. De orange har underskrevet, men ikke ratificeret, statutten. USA, Sudan, Israel og nu også Rusland har trukket deres underskrifter tilbage.
De grå lande er ikke-deltagerstater, der ikke har underskrevet statutten. Grafik: Amnesty International.

I nat har USA og Storbritannien bombet mål i Syrien. Jeg kan ikke “holde med” Trump, Putin eller Assad, for de er alle tre statsoverhoveder, jeg tager stærk afstand fra. Jeg kan kun bemærke, at bombardementerne er en isoleret hændelse, der kommer syv år inde i en af de blodigste krige i mange år, en krig som mest har haft omverdenen som en slags modvillige tilskuere. For et år siden, i april 2017, bombede USA også kortvarigt Syrien, og det fik, så vidt jeg kan se, ingen konsekvenser.

Jeg har ikke noget godt bud på en løsning i skrivende stund. Men én af de veje, man bør forfølge, er at udstede en international arrestordre på Assad og de andre, der er ansvarlige for krigsforbrydelserne i Syrien – både forbryderne på det syriske regimes side og blandt regimets modstandere. Det skal ikke være ét land, der retsforfølger de syriske krigsforbrydere; det skal derimod være det internationale samfund.

Men det, der forhindrer netop dét træk, er at USA har taget afstand fra den internationale straffedomstol. USA var et af kun syv lande, der tog afstand fra oprettelsen af domstolen i 1998. De andre lande var Kina, Irak, Libyen, Yemen, Qatar og Israel. Rusland har siden trukket sig fra domstolen i protest mod at den ville retsforfølge russere efter invasionen af Krim. Også flere afrikanske lande har trukket sig med den begrundelse, at domstolens sager kun omhandler forhold i Afrika. Men netop dét skyldes blandt andet modstand fra USA. Når et stort og magtfuldt land insisterer på at være en “undtagelse fra normen”, leverer de selv argumentet for at andre lande kan indtage samme holdning.

Martin Luther King

Netop i dag er det 50 år siden Martin Luther King blev myrdet. Han blev kun 39, og det er i dag specielt for mig at skulle indse, at jeg nu har levet meget længere end ham. King er som så mange andre betydningsfulde skikkelser i historien blevet “elsket ihjel” og har fået et tandløst eftermæle; selv ikke Donald Trump vil sige noget negativt om ham. Og skal man tro Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, er Martin Luther King hans store forbillede.

Men  mange glemmer hvor kontroversiel Martin Luther King også var i USA.  Selv om han var mindre barsk i sin retorik end Malcolm X, var han alt andet end tandløs. Hans kamp mod racismen var samtidig en kamp for en anderledes fordelingspolitik i USA, og ved flere lejligheder talte Martin Luther King direkte om socialisme. Dét vil Trump næppe nævne i dag.

Det er faktisk også underligt at tænke på, at en af de helt store antiracister fra det 20. århundrede er opkaldt efter en tysker fra det 16. århundrede, der var alt andet end antiracist..

Tanker ved en reception i Jernbanegade 23

Jeg har været aktivt medlem af Amnesty International i Aalborg igennem snart mange år. For mig begyndte det hele med at jeg kom til et introduktionsmøde i juni måned 1994, og jeg besluttede mig til komme igen. Jeg blev medlem i en af de lokale grupper, den der hed gruppe 144. Dengang holdt Amnesty International til i Priorgade 1a, en sidegade til Frederikstorv ved Danmarksgade.

Noget af det første, jeg var med til, var en tragisk sag om to unge mænd, der døde i politiets varetægt i Indien. Efter alt at dømme var de blevet tæsket ihjel af betjente. I gruppe 144 skrev vi ganske mange breve til de indiske myndigheder, og jeg fik kontakt med PUCL, en indisk menneskerettighedsgruppe. Det var før internettet blev almindeligt udbredt, så almindelige papirbreve var eneste kommunikationsform for os, når det gjaldt Indien.

Min første vigtige oplevelse kom hér: Jeg fik kontakt til medlemmer af PUCL og de hjalp med at få taget sagen om dødsfaldene op. En dag fik jeg et brev fra Indien; sagen om de to unge mænd var blevet taget op i det indiske retssystem. Desværre endte det hele med at dommerne konkluderede, at der ikke var sket noget galt.

Men alligevel var det en stor oplevelse for mig at opdage, at den indsats, jeg var med til, kunne betyde noget så konkret i en anden del af verden. Allerede i sensommeren 1994 kom jeg også med i det, der hed regionsledelsen – en koordinationsgruppe for vores aktiviteter i Nordjylland. Medlemmerne af regionsledelsen kom, lavede ofte en stor indsats og drog så efter nogle år videre. Medlemmerne af gruppe 144 kom, lavede ofte en stor indsats og drog så videre. Jeg slog mine folder som referent og sekretær i regionsledelsen og siden også som sekretær og referent i gruppe 144. Vi var nødt til at spinke og spare og lave en masse fundraising-aktiviteter, så vi kunne lave de arrangementer om menneskerettigheder, som vi egentlig gerne ville.

Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 foreslog, at vi skulle have internet-adgang i form af en mailadresse. Men ingen andre i Amnesty i Aalborg kendte til internettet og kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Så det blev ikke til noget.

Siden nedlagde vi regionsledelsen og oprettede en lokalforening. Her blev jeg igen referent, nu i lokalforeningsledelsen. Grupperne var lige så stille på vej ud; vi lavede det meste sammen alligevel. I lokalforeningen var jeg bl.a. med til at have kontakt med Amnesty-medlemmer i Zimbabwe. Her var den eneste mulighed samtaler i mobiltelefon! Og jeg var med i det, der hed mandatudvalget under den danske hovedbestyrelse, Også her endte jeg med at blive referent. Jeg oplevede at være med til spændende møder med Amnesty-medlemmer fra andre lande og at have mange gode stunder og vigtige diskussioner med dem. Det var en særlig oplevelse for mig at være med til at forfatte et dansk resolutionsforslag, som blev vedtaget på et internationalt rådsmøde (dem har jeg dog aldrig været med til).

Vi kom på nettet – først med vores egen blog og mailingliste, siden også via Facebook og Instagram. I dag kan ingen af os forestille sig, hvordan det var ikke at være på nettet.

Og jeg har været med til en masse landsmøder (mere end én gang har jeg været referent i arbejdsgrupper her) og har også her mødt Amnesty-medlemmer fra nær og fjern.

Med årene skiftede sekretariatet holdning til vores arbejde; nu behøvede vi ikke længere at bruge tid på at fundraise, men kunne simpelthen bede om penge fra dansk afdeling til de aktiviteter, vi gerne ville lave. Dét var et stort løft for vores i forvejen gode aktivitetsniveau, og samtidig fjernede det en stor bekymring for os.

I 2010 flyttede vi fra Priorgade 1a til nye lokaler i Danmarksgade 7, så vi kunne få nogle bedre rammer om vores aktiviteter. Vi nedlagde lokalforeningen og blev igen en gruppe, kogruppen. Og jeg blev referent i kogruppen.

Sidste år blev vores lejemål desværre opsagt, og vi var nødt til at flytte igen, denne gang til vores nuværende lokaler i Jernbanegade 23 (lige rundt om hjørnet fra Danmarksgade, en gade der åbenbart står os nær!). Det er uden diskussion de bedste lokaler, vi har haft.

På det personlige plan har det været en givende tid for mig: Jeg har lært en masse mennesker at kende (og har fået skrevet en hel masse referater). Ved receptionen i dag fik vi genset nogle af de gamle bekendtskaber; det var rigtig godt at se alle igen. Og repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, kiggede også forbi. Også dem var vi rigtig glade for at møde igen.

Det var lidt specielt for mig at indse, at den eneste gennemgående figur fra 1994 og frem faktisk er mig.

Min tid i Amnesty International er bestemt ikke slut. Menneskerettighederne er under pres mere end nogensinde før i min levetid; det er tragisk og skræmmende at høre ledende danske politikere tale dårligt om menneskerettighederne og at høre på deres ønsker om at få dem fjernet.

Set fra mit rigtige, lønnede arbejde som universitetslærer er det i øvrigt påfaldende, at jeg dér har måttet være med i den stik modsatte udvikling: Jeg skal nu bruge en masse tid på at fundraise for at kunne lave de aktiviteter, jeg egentlig helst ville bruge tid på. Erfaringerne fra mit ulønnede arbejde i Amnesty International viser, at det ikke var nogen god strategi.

En aften for Ghouta

I går skrev jeg om Ghouta i Syrien, hvor Assad-regimets styrker begår krigsforbrydelser, som alene i den seneste uge har kostet omkring 500 mennesker livet. I aften holdt vi i Amnesty International en demonstration for fred og mod krigsforbrydelserne. I sidste øjeblik løb vi ind i logistiske problemer – Aalborg kommunes strømudtag til det PA, vi havde lånt, virkede ikke, men vi fik lov af en sandwichbar at låne deres udendørs stik, og så gik det hele endda.

Omkring 100 mennesker trodsede den bidende kolde februaraften og gik med os fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor Haifaa Awad holdt en fin og rammende tale over telefon (min telefon, som jeg holdt op til mikrofonen – primitivt, men det virkede). Da arrangementet var omme (vi holdt det kort, for kulden var træls) fik vi hilst på nogle unge syrere, som havde hørt om aftenens begivenhed fra deres danske venner. Og sammen med dem gik nogle af os ned til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 for at få varmen.