Endnu en oliekonflikt

Foto: France24.com.

Jeg kan ikke sige noget positivt om Maduro-regimet i Venezuela. Som Amnesty International har dokumenteret, foregår der omfattende krænkelser af menneskerettighederne i Venezuela. Flere og flere venezuelanere flygter til andre lande og søger asyl. Menneskerettighedsaktivister bliver forfulgt.

Men der er ét aspekt af hele krisen om Venezuela, som man kun sjældent taler om: Venezuela har verdens største oliereserver og har gennem en lang årrække været blandt verdens ti største eksportører af råolie (men er det ikke for tiden). Tilmed går 45 procent af Venezuelas eksport af olie til USA.

På denne måde er der en parallel til situationen i Irak i 2003. Og som så ofte før taler lande som USA pludselig om udemokratiske og undertrykkende regimer (og Maduro-regimet er et sådant) og om social ulighed i befolkningen på en måde, de ellers ikke er kendt for at gøre. På denne måde dækker de tilsyneladende hensyn til menneskerettighederne over det, der dybest set bare er økonomiske interesser.

Et andet eksempel på at storpolitiske konflikter reelt handler om økonomiske interesser mere end om så meget andet, er det mindst lige så plagede Afghanistan. I 1980erne viste det sig, at Afghanistan har store resurser af metaller – jern, kobber, guld og ikke mindst de såkaldte sjældne jordarter, der har stor betydning for elektronikindustrien.

Demokratiet er i vejen

Dette kunne faktisk være et dansk universitet.

Theresa Scavenius, der (endnu) er ansat på Aalborg Universitet, skriver i Information om demokratiet, der har det skidt i Danmark. Hun nævner bl.a. lovgivningen om dobbelt straf for forbrydelser begået i bestemte områder af landet og lovgivning, der bliver vedtaget på trods af forskningsresultater. Og hun har fat i et ubehageligt fænomen, vi meget sjældent taler om.

Det er ikke en samlet bevægelse for afmontering af demokrati i stor skala, “bare” en lang række af tilsyneladende små ændringer. I Danmark er der mange eksempler på denne langsomme afmontering af demokratiet, og også en del, som Scavenius ikke får nævnt. Hvad angår beslutningsprocesser og indsigt i dem er der flere direkte eksempler. Universiteterne blev afdemokratiseret i 2003. Offentlighedsloven blev ændret i 2014 og begrænsede bl.a. mulighederne for indsigt i ministerbetjening, dvs. i hvordan ministerier og embedsværk kommunikerer med hinanden. Argumentet for disse ændringer er det samme, nemlig effektivitet. Socialdemokraterne og de nuværende regeringspartier var helt enige om disse to former for afdemokratisering.

En anden form for afdemokratisering er mere subtil, nemlig privatisering, hvor tidligere offentlige virksomheder kommer på private hænder og ikke mere er under demokratisk kontrol. Her er argumentet også til dels et effektivitetsargument, til dels et økonomisk. Også her har der været stor enighed mellem Socialdemokraterne og de nuværende regeringspartier.

Men også stramningerne af lovene om statsborgerskab (hvor der nu også er stor enighed mellem Socialdemokraterne og den nuværende regering) er udtryk for en afdemokratisering, for jo sværere det bliver at blive statsborger, jo sværere bliver det at kunne deltage fuldt og helt i den demokratiske proces. Her er det ikke et effektivitetshensyn, der er tale om, men derimod en idé om at deltagelse i den demokratiske proces ikke er en rettighed, men derimod et privilegium, man skal gøre sig fortjent til. Hele lovgivningen om integrationsydelse/hjemsendelsesydelse, brøkpension og andre former for forskelsbehandling er også udtryk for en tænkning om sociale ydelser, der ikke er rettighedsbaseret, men baserer sig på en idé om privilegier.

Engang i 2019 kommer der et folketingsvalg, og i valgkampen kunne det være godt at få demokratiet og den snigende afdemokratisering i fokus og få en diskussion af begrundelserne for afdemokratiseringen. Det kan sagtens gå hen og blive en meget afslørende diskussion.

Linda Jørgensen er død

Det var en af mine gode bekendte fra Amnesty International, der var blandt de otte, der omkom i togulykken den 2. januar 2019: Linda Jørgensen, kontaktperson for Amnesty International i Odense. I dag valgte vi at dele denne triste nyhed med andre, og nu deler jeg den med jer. Linda var en utrættelig, dygtig og inspirerende person, som vi i Amnesty i Aalborg holdt meget af. Hendes gode humør, store engagement og aldrig svigtende organisatoriske evner var en inspiration for os, og jeg har mødt hende til mange arrangementer i Amnesty International gennem de sidste 20 år. Senest kom ideen om at lade 10. december-arrangementet i 2018 sætte fokus på de nye lovindgreb mod flygtninge fra Amnesty-gruppen i Odense og fra Linda. Det var Linda, der holdt tale i Odense, samtidig med at jeg selv holdt tale i Aalborg.

Allerede i lørdags blev jeg kontaktet af journalister fra BT, der vidste, at jeg kendte et af ofrene fra ulykken, men det var vigtigt for mig og for andre at lade de nærmeste få fred og ro. Nogle journalister kan være ufatteligt pågående. Det var trist og beskæmmende at opleve.

Det bliver ikke det samme uden Linda i vores aktiviteter i Amnesty International, men vi vil alle gøre alt, hvad vi kan, for at føre ånden i hendes gode og store indsats for menneskerettighederne videre. Det har været en stor glæde for os at have kendt hende og lavet aktiviteter sammen med hende og de andre fra Odense. Æret være Linda Jørgensens minde.

Za’atari genbesøgt

Foto: André Pain

For tre år siden skrev jeg om flygtningelejren Za’atari i Jordan. Lejren  ligger kun 12 kilometer fra grænsen ; i 2015 var der en overgang 120.000 syriske flygtninge der, nu er der “kun” 80.000 i Za’atari. Lejren er med andre ord på størrelse med Esbjerg. Nyankomne flygtninge kommer nu til Azraq-lejren i stedet. 

 I Information er der i dag en lang artikel om situationen i Za’atari, og den viser at den ikke er en garanti for stabilitet – tværtimod.

Matteo Paoltroni, der er rådgiver ved EU’s generaldirektorat for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse, siger i artiklen at

De steder, som kaldes for nærområder, står over for en mætning. Økonomien er under et gevaldigt pres. Forestil dig lige, hvis kong Abdullah af Jordan pludselig giver opholds- og arbejdstilladelser til syrerne. Oprør! Jordanerne mangler selv job og ønsker på ingen måde at konkurrere med syrerne om de få, der er tilbage…

På én måde er lejren et billede på det, den danske regering gerne vil have: Flygtningene bor i et nærområde, de modtager ingen økonomisk hjælp og de må ikke arbejde eller uddanne sig  i modtagerlandet. Men samtidig – og af samme grunde – er lejren blevet netop dét, den danske regering også ofte taler om i stærkt negative vendinger, nemlig et parallelsamfund. De syriske flygtninge lever for sig selv uden kontakt med det omgivende samfund.  Og noget af det, Inger Støjberg ofte advarer imod, er blevet realitet i Za’atari, netop på grund af den udsigtsløse situation.

»Jeg ser flere og flere unge piger under 15 år føde børn, ja, faktisk helt ned til 12-årsalderen. Vi kæmper en daglig kamp for at oplyse familierne om, hvor skadeligt det er, men til ingen nytte,« siger Uhud al-Nuaimi, jordansk kvindelæge på hospitalet i Zaatari.


Verdenserklæringen om menneskerettigheder bliver 70 år

I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres.

Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst.

Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.

Den er her:


Tale den 10. december 2018

I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.

Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.

I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.

I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.

Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.

Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.

Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv. 

Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det ikke er meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.

Landsindsamling for Amnesty International

I dag havde Amnesty International sin årlige landsindsamling. Første gang var sidste år, og der var en del begyndervanskeligheder – selve det at organisere og afholde en indsamling var noget, den ellers særdeles erfarne organisation ikke havde nogen erfaringer med. I år var ganske meget anderledes; blandt andet var der lokale koordinatorer over hele landet. I Aalborgs midtby var det mig. Så denne gang var det for én gangs skyld ikke mig, der var ude at samle ind, men mig, der sammen med mine Amnesty-kolleger i Aalborg var med til at udlevere indsamlingsbøtter (for dem, der ikke allerede havde fået dem med posten) og tage imod indsamlingsbøtterne igen, når indsamlerne vendte tilbage om eftermiddagen.

Det var en god oplevelse for mig og de andre, der også hjalp med at løfte opgaven – ikke mindst selve mødet med alle de mange indsamlere. Der er mange forskellige mennesker med meget forskellige baggrunde, der samler ind. Mange af dem takkede os for vores indsats, men vi takkede også dem for deres store ihærdighed og vilje til at bruge en kold decemberdag på at skaffe midler til arbejdet for de menneskerettigheder, der i disse år er under pres som de ikke har været det længe.

Man må ikke diskriminere, og derfor…

Den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Men konventionen om flygtninges rettigheder og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden, uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Men reglerne rammer også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. 

Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også skaber danske “brøkpensionister”. Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke danske statsborgere til konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at de bliver ramt – snarere end at lovgivningen er dybt asocial og udtryk for et ubehageligt syn på flygtninge.

En aktiv søndag

Fra dagens demonstration for en samtykke-baseret lov om voldtægt.

Det er ikke hver søndag, jeg står op kl. 6.00. Men det gjorde jeg i dag, for jeg skulle interviewes kl. 8.15 i det direkte morgenprogram P4 Nordjylland om en demonstration, som vi arrangerede i Amnesty International i Aalborg i anledning af den internationale dag om vold mod kvinder. Kl. 7.00 cyklede jeg hjemmefra, ud til DR i Aalborg Øst (DRs bygning ligger faktisk lige ved siden af universitetet). Resultatet kan man høre her.

Demonstrationen var til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en voldtægtslovgivning, der siger, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. En sådan lovgivning har vi endnu ikke i Danmark, men det skal vi have for at kunne leve op til Europarådets konvention om vold mod kvinder – der er baseret på et samtykkeprincip.

Efter interviewet på P4 cyklede jeg hjem igen via Amnesty Internationals lokaler, hvor jeg gjorde materiale klar til demonstrationen – trykke sange, udskifte batterier i en megafon, pakke alting sammen osv. osv.. Vel hjemme brugte jeg et par timer sammen med familien på at skille min datters store skrummel af en Ikea-seng ad, bugsere den ind i et andet værelse og samle den igen. (Jeg nåede forresten også at feje visne blade sammen på fortovet.)

Omsider oprandt tiden til demonstrationen; 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret ved Gabels Torv til Toldbod Plads. Her var der taler og sang; det hele var overstået i løbet af en halv times tid. De elektriske fakler kom dog først for alvor til deres ret, da mørket havde sænket sig lidt efter kl. 16.00

Og derefter kunne jeg så vende hjem og runde dagen af med at forberede morgendagens projektvejledning. Det var blevet en af de mere travle søndage.

Gonzalo Vargas i Aalborg

Digt af Gonzalo Vargas.
Gonzalo fortæller.

I dag havde Amnesty International i Aalborg besøg af Gonzalo Vargas, der oprindelig kommer fra Chile. Han var som ung ansat til at undervise bønder i den sydlige del af landet i deres rettigheder. Men da Salvador Allendes regering blev fjernet ved militærkuppet den 11. september 1973, blev Gonzalo tilbageholdt og udsat for voldsom og langvarig tortur. Han tilbragte to år i en koncentrationslejr, der blev ledet af Walter Rauff, en nazistisk krigsforbryder som det var lykkedes at undslippe efter 2. verdenskrig.

Amnesty Internationals kampagnearbejde gjorde, at Gonzalo slap ud af fangenskabet og væk fra torturen. Han fik asyl i Danmark, hvor han har boet lige siden. Gonzalos beretning om de ufattelige lidelser, han selv og hans familie gennemlevede under fascismen, og om de fysiske og psykiske mén, det har været årsag til, gør et enormt indtryk i sig selv. Også hans beretning om hvordan hans tidligere kollega Martín endte med at forråde ham og siden blev torturbøddel gør et stort indtryk. Men allerstørst indtryk gør det, at da Gonzalo efter 18 års landflygtighed igen kunne besøge Chile, opsøgte han Martín – og tilgav ham.  Tilgivelsen er en lige så vigtig del af Gonzalos budskab som hans budskab om retfærdighed.

Gonzalo er en meget varm og engageret mand, der taler til og ser det bedste i alle dem, han møder. Han har boet hjemme ved mig og min familie i denne weekend, og her til formiddag gik han og jeg en tur ved Limfjorden. Vi så en lidt underlig terrasse med græs ved broen, og Gonzalo standsede en tilfældig forbipasserende for at spørge ham, hvad han mon syntes om den. Manden viste sig da at være en spansk besøgende fra Zaragoza, der havde nogle få timer tilbage i Aalborg, inden han skulle med tog til København. Og sådan gik det til, at Gonzalo og José havde en lang samtale på spansk og udvekslede telefonnumre, dér midt i novemberregnen på en kaj i Nørresundby.

En stor tak fra mig og de andre, der var sammen med Gonzalo i dag, for en god og vigtig stund sammen!

Krystalnatten 2018

I dag markerede vi i Amnesty International årsdagen for “Krystalnatten”, der i 1938 blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland. Det er ikke første gang, vi markerer denne tragiske dag, men i år gjorde 80-året dagen særlig vigtig for os. Vi holdt et fakkeltog, der gik fra den jødiske kirkegård ved Hasserisgade til Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Fremmødet til fakkeltoget var pænt trods regnen. 

Den jødiske menighed i Danmark kunne desværre ikke sende en repræsentant, men overbragte en hilsen til os i form af et digt og bad os om at invitere dem igen til næste år; det løfte vil vi selvfølgelig holde.

Jeg holdt en tale ved afslutningen af fakkeltoget. Desværre blev min tale afbrudt af tilråb fra en fremmødt mand, der højlydt tilkendegav sin voldsomme utilfredshed og fortsatte hermed under hele resten af arrangementet. Man må gerne være uenig i en tale, men jeg synes at det er taktløst at afbryde en taler på denne måde. Jeg følte mig overrumplet og bad om at få lov at holde min tale færdig. Men han blev ved med at afbryde mig højlydt. Det var en meget ubehagelig situation af en slags, som  jeg ikke er vant til.

Herunder er i al fald min tale. Den er helt bevidst i forlængelse af den gode tale, Alan Melchior fra den jødiske menighed i Danmark holdt, da han besøgte os i 2015, og den tager helt direkte udgangspunkt i de bekymringer, vi i Amnesty International giver udtryk for i vores seneste årsrapport.

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 100 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i for 29 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland. 

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 80 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede og andre.

Også i 2018 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 80 år siden. 

Det er kun få dage siden, at 11 mennesker blev dræbt i en synagoge i USA. I  Polen vedtog regeringen i år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Tjetjenien er over 100 LGBT-personer blevet dræbt. 

Også Europas muslimer oplever intolerance og love, der reelt kun er rettet mod dem. I Schweiz vedtog man i 2015 et forbud mod at opføre minareter, og i nogle lande, bl.a. Frankrig, er der nu et vidtgående forbud mod tildækning.

Alle de grupper af mennesker, jeg her har nævnt, bliver omtalt med en stadigt mere negativ sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne. Senest har vi i denne uge hørt en fremtrædende dansk socialdemokrat udtale, at menneskerettighederne var et problem for Danmark. 

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder. 

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. “Ikke-racisme” er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant og opfordre til diskrimination. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Nogle mennesker vil sige at det, jeg giver udtryk for her, er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt, men hvad godt bringer fordommene? Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Hvis der er noget, der er naivt, er det at tro, at man kan tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelsene, men de fleste af dem gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi er nødt til at bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.