Efter Tiananmen

Foto: Jian Liu (https://www.information.dk/udland/2019/06/2000-hidtil-ukendte-fotos-viser-sandhed-kinas-kommunistparti-skjule)

I dag er det præcis 30 år siden massakren i Beijing. Jeg husker den dag meget tydeligt; jeg var PhD-studerende i Edinburgh dengang. I dagene op til massakren havde jeg fulgt protesterne på Den Himmelske Freds Plads med tilbageholdt åndedræt – hvor langt kunne de unge kinesere mon nå?

De nåede ikke ret langt, opdagede vi. Der var kinesiske PhD-studerende, jeg kendte, og en af dem gik den 4. juni rundt på universitetet og græd. En af hans venner var PhD-studerende i Aalborg og var heldigvis i Danmark netop da. Nede på Princes Street, byens hovedgade, sad mange unge kinesere på fortovet i en samlet, tavs protest. Solen skinnede, men der var intet, slet intet at glæde sig over.

Måneden efter tog jeg toget til Moskva via Berlin og Warszawa. I spisevognen fra Deutsche Reichsbahn sad jeg over for nogle turister fra Nederlandene, som jeg faldt i snak med. Den østtyske tjener spurgte os, hvor vi skulle hen. Vi skulle til Sovjetunionen, svarede vi alle.

– I det mindste skal I da ikke til Kina, svarede hun.

Og vi vidste alle godt, hvad hun hentydede til.

Fire måneder senere faldt Berlinmuren.

I dagbladet Information er der i dag en lang artikel med billeder taget af Jian Liu, der dengang var studerende og 20 år gammel.

Femte generation

Til Amnesty Internationals landsmøde kommer der af og til nogle underlige spørgsmål og kommentarer. En deltager spurgte i år i plenum, om ikke Amnesty International burde gøre noget for at standse den nye 5G-mobilteknologi, for “den er et alvorligt problem for menneskerettighederne”. Amnestys generalsekretær gav et forbilledligt diplomatisk svar på dette underlige spørgsmål. Jeg får også i mit Facebook-feed ganske mange bekymrede opslag fra personer, der er bekymrede over 5G-teknologien og dens konsekvenser for folkesundhed og miljø.

For ikke så længe siden var der et debatindlæg i dagbladet Information forfattet af tre personer fra det såkaldte Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, der trods sit officielt klingende navn er en gruppe af bekymrede mennesker. De henviser til en rapport fra EU-Kommissionens organ for nye miljøtrusler, SCHEER, der giver 5G-teknologi den højeste prioritet for risikoafklaring.

I rapporten står der

5G networks will soon be rolled out for mobile phone and smart device users. How exposure to electromagnetic fields could affect humans remains a controversial area, and studies have not yielded clear evidence of the impact on mammals, birds or insects. The lack of clear evidence to inform the development of exposure guidelines to 5G technology leaves open the possibility of unintended biological consequences.

Men bemærk: Der står netop ikke at 5G-teknologien er farlig, blot at vi simpelthen ikke ved nok om denne teknologis konsekvenser. Det er netop derfor, man kan påstå næsten hvad som helst. Jeg har ikke ekspertisen til at sige at 5G-teknologien er ufarlig, og vi skal naturligvis undersøge helbredskonsekvenserne grunde, men hvad vi ved om tidligere trådløse teknologier har ikke påvist nogen fare for mennesker, og i 2011 udtalte Kræftens Bekæmpelse at man ikke så nogen grund til at være bekymret over helbredspåvirkningen fra de dengang eksisterende mobilnetværk.

Måske er der til gengæld andet at tænke over. Insekters levevilkår er i forvejen truet af klimaforandringerne og af sprøjtemidler, og uden insekter ingen bestøvning af planter. En artikel fra Nature i 2018 antyder, at radiofrekvenser mellem 2 og 120 GHz kan påvirke insekter, men der er tale om den første undersøgelse af sin art (og man foretager CT-scanning af insekter!). Der skal meget mere forskning til.

Det er nemt at komme i tanke om nogle helt andre, meget mere håndgribelige bekymringer. For det første kræver 5G-teknologien at der skal opstilles flere mobilantenner end i tidligere generationer af mobilteknologi, og her kommer endnu en runde af de problemer, opstilling af mange nye mobilmaster vil medføre. For andet er det trist, at en så vigtig ny infrastruktur som 5G skal være på private hænder – af præcis de samme grunde som det ville være et problem at privatisere f.eks. vejnettet eller vandforsyningen. Og for det tredie er det ærgerligt, at så megen bekymring bliver kanaliseret over i noget, der for mig at se lige nu ikke er andet end en slags konspirationsteorier i en tid, hvor de menneskeskabte klimaforandringer udgør en meget stor og meget veldokumenteret trussel.

Amnesty Internationals landsmøde 2019

I denne weekend er jeg til landsmøde i Amnesty International, sådan som jeg med et par undtagelser har været det hvert forår siden 1995. Som altid er det en god og inspirerende oplevelse.

Formiddagen gik med hovedbestyrelsens beretning, og jeg fik stillet et par spørgsmål i plenum. Af en eller anden grund er det blevet min særlige kompetence i Amnesty International at være referent, og det slog heller ikke fejl i år: I en pause blev jeg spurgt, om jeg ville være referent i arbejdsgruppen om forslag til vedtægtsændringer om eftermiddagen.

Arbejdsgruppens arbejde gik som det skulle – jeg nåede faktisk at foreslå den formulering, vi endte med at vedtage, og at føre den til referat. Bagefter nåede jeg at få et andet arrangement med ved landsmødet, nemlig en mulighed for at høre et dansk/syrisk par fortælle om deres liv sammen og arbejde med at sætte fokus på de forhold, flygtninge fra Syrien lever under i Danmark og rundt om i Europa og Mellemøsten. Rawan Abdullah flygtede oprindelig til Danmark fra Syrien, og har været her siden 2014. Hun mødte Martin Thaulow, der er fotograf. I dag danner de par med deres fem sammenbragte børn og bor på Bornholm. Det var en bevægende og stærk beretning om kærlighed og engagement og om hvor vigtigt det er at gå imod alt hadet og alle fordommene. Man kan læse og se meget mere om Rawan og Martins arbejde på deres websted Refugee Today.

I aften er der middag og live-musik. I morgen skal jeg fremlægge referatet og deltage i en præsentation for det aktivismepanel, jeg er med i. For mig er det noget helt særligt at møde gode bekendte og samarbejdspartnere fra rundt om i landet, og jeg kan fornemme, at de andre landsmødedeltagere føler det samme. I år var der dog et stort savn, for Linda Jørgensen fra Odense, som gennem mange år var en vigtig skikkelse i vores arbejde, er ikke længere blandt os. I denne weekend mindes vi også Linda og hendes store indsats.

I dag for 45 år siden i Portugal

Fra revolutionen i 1974.

Inden for det seneste tiår har jeg ofte været i Portugal, og her er det blevet tydeligt, at den 25. april stadig er en vigtig dag for portugiserne – den bliver blandt andet ofte nævnt på valgplakater som et ideal, som moderne politikere skal efterleve. I dag er det 45 år siden revolutionen i Portugal. Det er måske den eneste gang, hvor militæret i et land tog magten og fjernede et diktatur og den eneste gang, hvor det var en lettelse for befolkningen at se kampvogne i gaderne.

Amnesty Internationals historie har i øvrigt også en forbindelse til alt dette, for Peter Benenson stiftede Amnesty International i 1961 efter at have læst to portugisiske studerende, der blev fængslet efter at have udbragt en skål for friheden. I dag er der en Avenida da Liberdade i Lissabon.

En vigtig kamp

I dag blev Brøndby og OB idømt bøder af  Fodboldens Disciplinærinstans på 25.000 kr hver, fordi deres fans havde råbt homofobiske tilråb mod FCK-spilleren Viktor Fischer.

Det var i høj grad på sin plads. Det er skræmmende, at homofobien stadig huserer inden for herrefodbold. Inden for kvindefodbold er der spillere, der er åbne om deres homoseksualitet – Pernille Harder er nok den bedst kendte spiller – men der er usædvanligt langt imellem herrespillerne, og bl.a. den triste skæbne, som den engelske spiller Justin Fashanu fik, er skræmmende. Jeg har bare svært ved at forestille mig, at der ikke skulle være nogen mandlige fodboldspillere på topplan, der er homoseksuelle, så hele tavshedskulturen er et yderligere grimt aspekt. Det er segmenter blandt fodboldfans, der i høj grad er med til at holde den i live, og klubber, der ikke gør nok for at komme den til livs.

Jeg havde regnet med, at Viktor Fischer selv var homoseksuel. Det er han så ikke, kan jeg nu læse. og det gør hans reaktion endnu mere betydningsfuld, for den er en direkte solidaritetshandling. Forhåbentlig kan den være med til, at der kommer der en dag, hvor danske fodboldspillere tør være åbne om deres seksualitet.

Samtykke?

I dag holdt vi i Amnesty International et arrangement om den danske lovgivning om voldtægt, som vi kræver ændret, så den kommer i overensstemmelse med den såkaldte Istanbul-konvention og med anbefalinger fra Europarådet. Helt konkret skal lovgivningen ændres, så den bliver samtykke-baseret:. Hvis ikke begge parter har givet samtykke til den seksuelle handling, er der tale om voldtægt. Som det er i dag, er loven i Danmark dog temmelig anderledes. Det skal nemlig kunne bevises, at gerningspersonen har haft “forsæt” – dvs. har gjort det med vilje. Men der kan være situationer, hvor offeret har opfattet være blevet tvunget til sex, mens gerningspersonen ikke forstod, at hun opfattede det sådan. Og ikke helt sjældent sker der det, at offeret på grund af voldsom frygt “fryser” og befinder sig i en tilstand, hvor hun ikke gør noget som helst.

De holdninger til voldtægt, der stadig er udbredt i Danmark, og afspejler sig i den eksisterende lovgivning, er helt ude af trit med andre holdninger i retspolitik. Hvis principperne i dansk lovgivning om voldtægt blev overført til andre dele af straffeloven, ville der kun være tale om indbrudstyveri, hvis beboerne i et hjem havde fortalt tyven, at han/hun ikke måtte stjæle deres ting. Hvis beboerne derimod gemte sig for tyven eller ikke gjorde anskrig, var der (igen pr. analogi) ikke tale om indbrudstyveri, men om at tyven troede, at han/hun gerne måtte knuse en rude og tage ejendele i huet.

På flugt fra USAs apartheid

En sovjetisk plakat fra 1964. Teksten lyder:Jeg vil aldrig glemme en ven, hvis jeg får ham som ven i Moskva!
Foto: Wayland Rudd Archive/Yevgeniy Fiks/Flint

I dag så jeg filmen The Green Book med Viggo Mortensen og Mahershala Ali. Den bygger på venskabet mellem Don Shirley, en afro-amerikansk pianist, og Tony Vallelonga, en italiensk-amerikansk ufaglært arbejder. Filmen viser starten på deres venskab i 1962, hvor der stadig er apartheid i USA. I Danmark hæfter mange sig selvfølgelig ved at Mortensen har en hovedrolle, men den autentiske beretning i filmen er bestemt interessant. En interessant detalje i filmen, som der ikke bliver ofret megen tid på, er at Don Shirley var konservatorieuddannet – men fra musikkonservatoriet i Leningrad midt under den kolde krig!

Sovjetunionen var et diktatur, der gennemførte meget voldsom undertrykkelse og også registrerede borgere efter etnisk tilhørsforhold. Således var det angivet i sovjetiske pas, om bæreren af passet var f.eks. russer, ukrainer, ester, usbeker – eller jøde. Dette at være jøde opfattedes af regimet ikke som en religion, men som en nationalitet. Men samtidig kunne styret med rette kritisere USA for at undertrykke de amerikanere, der havde afrikansk baggrund.

Derfor var det en propagandasejr at Don Shirley som amerikaner og som den første nogensinde med afrikansk baggrund blev konservatorieuddannet i Leningrad. Fra 1920’er og frem til 1980erne var der afro-amerikanere, der valgte at slå sig ned i Sovjetunionen, og skal man tro en artikel fra The Guardian fra 2016, følte de sig særdeles godt taget imod, nemlig som ligeværdige. I Rusland findes endda en samling af plakatkunst, The Wayland Rudd Collection, opkaldt efter en afro-amerikansk skuespiller, der i 1932 emigrerede til Sovjetunionen og levede de sidste 20 år af sit liv der. Det er bemærkelsesværdigt (og egentlig også skræmmende), at han selv midt under stalinismens værste udskejelser åbenbart følte sig friere der end i USA.

Robert Robinson. Foto: http://www.historynotes.info/a-black-worker-in-soviet-union-948/

En anden afro-amerikaner, Robert Robinson, tilbragte hele 44 år i Sovjetunionen og fandt også ud af at klare sig uskadt gennem stalinismens grusomheder (hvor det farligste for ham var at han var amerikansk statsborger), men til sidst ville han tilbage til USA. Det var meget svært for ham at få et udrejsevisum, men til sidst lykkedes det – ved at rejse til Uganda.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.

En anden slags hjælp til nærområderne

Somaliske flygtninge flygter fra oversvømmelserne i Dadaab i Kenya. Foto: UNHCR.

Når man hører om den danske regerings flygtningepolitik, bliver det hurtigt klart, at den mest går ud på at forhindre, at flygtninge kommer til Danmark. Og man taler om “flygtningekrisen” og om hvordan den kræver hurtig handling. Ofte tales der også i et ukonkret tonefald om vigtigheden af at “hjælpe i nærområderne”. Og man indfører en skelnen mellem “flygtninge” og “migranter”, hvor man typisk underforstår at sidstnævnte ikke burde forlade deres hjemland. Men det er ikke mange gange, man hører danske politikere tale om at fjerne årsagerne til at mennesker bliver drevet på flugt. Det er bestemt heller ikke alle danske politikere, der taler om en flygtningekrise, der også taler om en klimakrise, der kræver hurtig handling.

I New York Times er der en interessant artikel af Lauren Markham om de mange mennesker, der flygter fra konsekvenserne af klimaforandringerne. Ifølge FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR er mere end 22,5 millioner mennesker siden 2008 blevet drevet på flugt af ekstremt vejr. Mange flygter på grund af ændrede nedbørsmønstre, der gør det umuligt at leve af landbrug. Nogle flygter nordpå mod USA fra Mellemamerika, hvor tørken i Guatemala og El Salvador gør det umuligt at ernære sig som kaffebønder. Andre flygter sydpå mod Kenya fra Ethiopien, hvor tørken også gør det umuligt at fortsætte med at leve af at dyrke jorden.

Tilbage i 2015 skrev jeg her om hvordan den svigtende kornhøst i Syrien var med til at drive fødevarepriserne i vejret og dermed til at udløse de uroligheder, der førte til borgerkrigen.

De mennesker, der flygter fra klimaforandringerne, er ikke personligt forfulgte, men det, de flygter fra, er lige så reelt som en krig. Hvis man skal tale om flygtninge i den kommende valgkamp og om “hjælp i nærområderne”, bør det ske ud fra en erkendelse af at klimaforandringerne driver mennesker på flugt og af at en helt fundamental form for hjælp til nærområderne må være at få standset klimaforandringerne så hurtigt som overhovedet muligt.

FNs dag mod racisme

I 1966 erklærede FN den 21. marts for dagen for bekæmpelse af racisme og diskrimination. Man valgte denne dag, fordi det var den 21. marts 1960, at politiet dræbte 69 mennesker ved en fredelig demonstration i byen Sharpeville i Sydafrika.

I dag markerede Stay Human-netværket dagen med en demonstration i Aalborg med tilslutning fra lokale organisationer og partier. Optoget gik fra John F. Kennedys Plads til Teglgårds Plads ved Nordkraft; undervejs krydsedes vore veje med et optog fra Karneval i Aalborg. Det kunne være endt som noget rod, men det gjorde det sket ikke – Dunkelfolket og andre fra karnevalsoptoget hilste på os, da vi gik forbi.

Rasha Khalife og Khadra Farah holdt en tale. Auri Paz gav sine helt egne fortolkninger af sange fra Peru. Claus Nivaa og Nader Alkasem fremførte deres digte fra Dobbelt-A-digtsamlingen. Og jeg holdt en tale på vegne af Amnesty International. Den kan I læse herunder.

***

Tale ved FNs dag mod racisme.

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, og det er dér, jeg oprindelig kender begrebet fra. Når en naturvidenskabelig teoridannelse bliver falsificeret af observationer, ender man med at skulle erstatte den med en ny teoridannelse, og et nyt paradigme opstår.

Men ordet dukker nu op i en helt anden sammenhæng, nemlig forbindelse med de voldsomme ændringer af dansk asylpolitik som kommer nu. Hvad Thomas Kuhn ville have tænkt om alt dette, ved jeg ikke. Han ville nok have vendt sig i sin grav.

Disse ændringer vil i sidste ende ikke opnå andet end simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

“Paradigmeskiftet” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler reelt om noget helt andet, nemlig at rigtig mange politiske partier ikke vil integrere flygtninge.

Lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal med andre ord genintegreres i deres tidligere hjemland. Det vil så kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her, hvor de er nu? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. 

Vi ved allerede, hvilke psykiske følgevirkninger den store usikkerhed har for de mennesker, der venter i uvished på udrejsecentrene Ellebæk, Kærshovedgård og Sjælsmark. I Amnesty International arbejder vi for at også disse mennesker skal have ordentlige forhold; det har de ikke nu, og for børnefamilier er situationen særligt hård.

“Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.

Et af elementerne i den nye lovgivning rettet mod flygtninge er den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Konventionen om flygtninges retsstilling og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden – uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Reglerne rammer imidlertid også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også rammer danske statsborgere og skaber de såkaldte “brøkpensionister”. 

Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke befolkningen til at konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at danske statsborgere bliver ramt – snarere end, at al den lovgivning vi ser i disse år er diskriminerende og et udtryk for at man bestemt ikke mener, at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.