Martin Niemöller og det fælles ansvar

Martin Niemöller taler i Westerkerk i Amsterdam. Foto: Daan Noske / Anefo. http://proxy.handle.net/10648/a98c2a10-d0b4-102d-bcf8-003048976d84

I dag kom jeg til at tænke på et berømt citat af den tyske antinazist Martin Niemöller. Niemöller var præst i Tyskland under nazismen; han blev arresteret af Gestapo i 1937 og overlevede hele syv år i koncentrationslejr fra 1938 til 1945.

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Citatet blev aldrig skrevet ned, men er baseret på et svar fra Martin Niemöller, da nogen spurgte ham, hvorfor den tyske kirke dog ikke protesterede efter Krystalnatten i 1938. Hos Martin-Niemöller-Stiftung kan man læse historien bag.

Netop i dag vil jeg gerne sige, at det er min holdning, at vi alle bør protestere mod menneskerettighedskrænkelserne, og her blandt andet den racisme og den undertrykkelse, der finder sted i USA. Jeg er hverken amerikaner eller af afrikansk baggrund, men selv da kan også jeg protestere mod undertrykkelsen, også selv om jeg måske ikke har mærket den på egen krop eller påstår at have nogen indsigt i hvordan undertrykkelsen føles. Kravene om at racismen og undertrykkelsen skal bringes til ophør, er universelle og må kunne fremføres af alle, for menneskerettighederne er universelle, og det, der skal gælde for én selv, skal også gælde for andre.

Fredelige protester møder tåregas

Foto: Victor J. Blue for The New York Times

Det er skræmmende at læse fra USA om hvordan fredelige protester mod racisme og politibrutalitet bliver mødt med tåregas og gummikugler af landets politi. Også rapporterne om hvordan journalister bliver behandlet af politiet er foruroligende.

Forskning i konfliktløsning viser med stor tydelighed, at det udelukkende er med til at optrappe konfliktniveauet, når politi møder frem med skjolde og i kampuniformer. Selve synet af kampklædt politi kan ikke undgå at skabe en ubehagelig forventning hos mange demonstranter.

Det er strengt taget lige så lidt overraskende, som det er, at sandsynligheden for at en demonstration forbliver fredelig, aftager voldsomt, når nogle demonstranter tager hjemmelavede våben med. Forskning viser også (men mange af os ved det også hver især), at demonstranterne ikke er en én homogen masse hvad angår adfærd, og derfor er det også problematisk, når politiet behandler demonstranterne, som om de var ens – og især når politiet tænker på demonstranterne som modstandere.

Det er endnu mere vigtigt i den nuværende situation, hvor der er protester mod politibrutalitet, at politiet ikke cementerer billedet af sig selv som brutale. Desværre ser det ud som om det er ved at ske nu i USA, desværre godt hjulpet af præsident Trumps fremfærd.

Det, der kan holde konfliktniveauet nede under en demonstration, er at både politi og ledere af demonstrationen er enige om at løse konflikter og de-eskalere situationer, og det kræver psykologisk indsigt og uddannelse af betjentene – ligesom ledere af en demonstration skal sikre. at demonstranterne viser ordentlig adfærd. Rundt omkring i verden, bl.a. hos det britiske politi, er der en vis ekspertise i konfliktløsning og såkaldte protest liaison officers. Desuden er der et krav om at politi i Storbritannien skal møde op i deres normale uniformer. Engang var politiet i USA også klart bedre til forhandlingsteknikker, men efter de meget voldsomme protester mod WTO i Seattle i 1999 gik det desværre ned ad bakke.

Alle liv har betydning – også afro-amerikaneres!

Foto: Johnny Silvercloud (https://www.flickr.com/photos/116193477@N08/28476745294)

Når man som ikke-amerikaner følger situationen i USA lige nu, dukker sloganet Black Lives Matter op med særlig styrke. For mig er dette et meget kraftfuldt og vigtigt slogan, der er samlingspunkt for en protest mod diskriminationen af afro-amerikanere og siden drabet på Trayvon Martin i 2013 har været navn på en borgerrettighedsgruppe. Nogle siger så at “All lives matter” (og det er aldrig afro-amerikanere, der siger det!), men det er en formulering, som gør mange mennesker vrede. Hvorfor er dette tilsyneladende uskyldige slogan så bekymrende? Umiddelbart lyder det jo som om man siger, at alle liv har værdi. Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger jo, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder, så umiddelbart lyder “All lives matter” som et ekko af dét.

Men det, der er bekymrende, er at brugen af dette slogan indirekte er med til at få fokus væk fra det, som Black Lives Matter-sloganet siger: At det netop nu er sådan, at det er tydeligt, at afro-amerikaneres liv er mindre værd i mange myndighedspersoners øjne. “All lives matter” bruges ofte til at give passivt-aggressivt udtryk for, at afro-amerikaneres problemer med at kunne leve uden trusler om mord og mishandling ikke er noget særligt. Måske skulle sloganet have været Black Lives Also Matter, men hvorfor dog? De, der gerne vil misforstå og bagatellisere, vil bruge enhver undskyldning til at gøre det. At kæmpe for en bestemt befolkningsgruppes ligestilling betyder ikke, at man vil nægte andre de samme grundlæggende rettigheder. Det bør alle huske.

Dette hænger sammen med et andet kritikpunkt, man hører for tiden. Nogle vil sige: Der er jo også politibrutalitet i Brasilien og Tyrkiet og Iran og Rusland og mange andre steder. Hvorfor er netop situationen i USA et særligt problem? Er det ikke bare den sædvanlige fascination af amerikanske forhold, der gør sig gældende her? Situationen i andre lande er bestemt også dybt bekymrende og vi skal da også påpege den og gøre hvad vi kan for at forandre den. Men menneskerettighedsproblemer i forskellige lande har ofte forskellige årsager. Det er den skræmmende kombination af systemisk racisme og politibrutalitet, der gør situationen i USA så skræmmende. Sorte menneskers problemer i USA er noget særligt, der kræver en særlig og stor indsats.

Benjamin Schou

Benjamin Christian Schous gravsted med årstallene 1973-1992-2008.

Når jeg læser om den forfærdelige sag om hvordan George Floyd døde i politiets varetægt i USA, efter at have fået presset et knæ mod halsen, mens han lå fikseret. kommer jeg til at tænke på den usædvanligt grimme sag om Benjamin Schou fra København.

Nytårsnat 1991/1992 var han på Rådhuspladsen i København ligesom så mange andre unge mennesker. Men 20 minutter inde i det nye år lå Benjamin, der dengang var 18, på asfalten med tre betjente oven på sig.

En af dem brugte sit knæ til at presse ham voldsomt i ryggen, mens en anden trak i Benjamins halstørklæde. Selv om Benjamin mistede bevidstheden, reagerede betjentene ikke.

På Benjamins 22 års fødselsdag fik han tilkendt en erstatning på 1,4 millioner kroner og politiet og de tre betjente blev dømt. Men det fik han ikke megen glæde af. Og der var uroligheder i København efter retssagens afslutning.

Benjamin Schou døde i september 2008 på et plejehjem, hvor han havde været siden den skæbnesvangre nat. Han kom aldrig rigtig til bevidsthed.

Det er svært at forstå

De nyeste medlemmer i familien af sammensværgelsesteorier er dem, der handler om COVID-19-pandemien. Nogle varianter hævder, at pandemien ikke findes, andre, at de mange restriktioner først og fremmest er et forsøg på undertrykkelse og atter andre, at der er en eller anden sammenhæng mellem COVID-19 og 5G-mobilnetværket mm.

Alle de underlige forestillinger kommer samme sted fra, nemlig fra en fornemmelse af at verdens tilstand er svær at forstå og acceptere. Det er svært at begribe, at Jorden er en kugle, for marken udenfor er jo helt flad. Det er svært at begribe, at det er lykkedes at sende mennesker til Månen, uden at de kom noget til. Det er svært at begribe, at regimet i et stort europæisk land med fuldt overlæg slog mange millioner mennesker ihjel. Det er svært at begribe, at nogen mennesker med enkle midler og grundig forberedelse kaprede store passagerfly blot for at lade dem ramme ind i store højhuse en tilfældig mandag morgen. Og det er svært at begribe, at der skal være meget voldsomme restriktioner på grund af en infektionssygdom, der i de fleste tilfælde har et temmelig mildt forløb.

Ekkoerne af den slags dukker op mange steder. På DR P2 hørte jeg i sidste uge lederen af en dansk musikfestival for klassisk musik undre sig over at festivalen skulle aflyses – for der havde jo ikke været nogen overbelastning af sundhedsvæsenet!

Samtidig er sammensværgelsesteorierne også en kanal for protester mod det, der er svært at acceptere og svært at leve med. I Tyskland er der dukket et parti op, der kalder sig Widerstand 2020 og i USA er der rundt omkring demonstrationer mod nedlukning af samfundet. Begge steder tiltrækker protesterne personer langt ude på højrefløjen, men ikke kun dem. Protesterne er nemlig egentlig også en form for kritik af magthavere, lidt på samme måde som mange af dem, der hævder at terrorangrebene i USA i 2001 var planlagt af USAs myndigheder, opfatter sig som kritikere af USAs udenrigspolitik. Kritikken er så også misforstået, for de personer, der vil have restriktionerne ophævet, står reelt og er fortalere for at skabe en situation, som er farlig for dem selv.

Derfor er det ikke altid klart, hvordan man bedst kan reagere for at standse den seneste omgang af sammensværgelsesteorier. Det er oplagt, at man skal tilbagebevise alle de mange bizarre fortællinger om COVID-19-pandemien og at man kan argumentere godt for, at restriktionerne er nødvendige for at bringe pandemien under kontrol og undgå en belastning af sundhedsvæsenet. Men samtidig er der jo også eksempler på at pandemien i nogle udemokratiske lande bliver brugt som påskud for undertrykkelse. Vi skal faktisk ikke længere væk end til Ungarn for at se, hvordan Orbán-regimet bruger pandemien som påskud for særlovgivning.

Amnesty Internationals landsmøde 2020

Jeg har været med til landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling i mange år; jeg har kun været forhindret to gange, og jeg har altid set frem til muligheden for at være sammen med andre menneskerettighedsaktivister fra resten af landet og gæster fra afdelinger i andre lande. Landsmødet på Hotel Nyborg Strand er både vores øverste besluttende myndighed, en enestående mulighed for erfaringsudveksling og rammen om workshops, foredrag og film med fokus på menneskerettighederne.

I foråret 2020 er alt pludselig blevet anderledes. Landsmødet, der skulle finde sted i denne weekend i de vante rammer, blev aflyst. Men der er stadig brug for at diskutere og siden godkende regnskab og beretning og for at vælge en ny hovedbestyrelse.

Derfor blev vi indkaldt til et landsmøde via Zoom og med afstemning over nettet. Jeg var blevet udpeget som election officer med det ansvar, at jeg skulle læse beskrivelsen af afstemnings-opsætningen igennem for at kunne sikre os at den var forsvarlig med hensyn til databeskyttelse mm. Det vurderede jeg, at den er.

Amnesty Internationals fokus er med kort varsel blevet ændret til at fokusere på de akutte menneskeretslige udfordringer, COVID-19-pandemien har bragt med sig og som vi skal forholde os til. Dels er der hele udfordringen med at mennesker, der i forvejen er særligt udsat for menneskerettighedskrænkelser nu bliver endnu mere udsatte, dels er der de retspolitiske udfordringer med alle de særlove, der der blevet indført og som begrænser borgeres frihed i stort omfang. Disse love giver mening lige nu, men man kan frygte, at nogle magthavere “glemmer” at trække dem tilbage igen en dag.

Også internt påvirker COVID-19-pandemien vores arbejde. Hele diskussion om Amnesty Internationals strategi i de kommende år er vigtig, men den internationale generalforsamling, hvor den nye strategi skal fastlægges, kan ikke afholdes som planlagt på grund af pandemien.

I dette forår vil vi kæmpe for at alle samvittighedsfanger rundt om i verden, der er i risikogrupperne for COVID-19, bliver løsladt øjeblikkelig – denne kampagne sker under hashtagget #freePOC.

Zoom-landsmødet fandt sted her til formiddag, og da vi var flest, var vi 65 deltagere – med en enkelt gæst fra udlandet, nemlig Anne Marie fra den norske afdeling. Der var nogle tekniske problemer i starten og jeg mistede selv forbindelsen til mødet kortvarigt flere gange. Alligevel lykkedes det os at gennemføre et møde med vigtige og gode diskussioner, og på mange måder blev det faktisk godt på de præmisser, vi var mødt til at anlægge. Tak til vores sekretariat og hovedbestyrelse for at have gjort et stort og grundigt forarbejde siden den 10. marts.

Nogle ting savnede vi selvfølgelig. Hele den sociale dimension, og ikke mindst glæden ved gensynet med dem, vi ikke ser så tit, måtte vi undvære. På landsmøderne er der tit nye ansigter, der har været medlemmer i et stykke tid men her møder Amnesty Internationals fællesskab for første gang. Dem var der ikke mange af i dag på Zoom.

Jeg ved, at vi alle håber at kunne mødes igen rigtigt, ansigt til ansigt, i 2021 på Hotel Nyborg Strand.

Ikke kun for voksne

Hvad har klimakrisen egentlig med menneskerettighederne at gøre? Så vidt jeg kan se, har de to ting rigtig meget med hinanden at gøre. Sidste år, i september 2019, klagede 16 børn (dvs. personer under 18) til De Forenede Nationer over regeringers manglende handlinger ift. klimakrisen. De hævdede, at medlemsstaternes manglende håndtering af klimakrisen udgør en krænkelse af børns rettigheder.  Blandt dem, der klagede, var Greta Thunberg.

Nu er der så kommer en ny FN-rapport fra WHO (publiceret i The Lancet), der konkluderer at alle børns helbred er truet af klimaforandringer, dårlig kost og flere andre faktorer. Rapportens 42 forfattere er fremtrædende forskere, der alle formodentlig er fyldt 18. De konkluderer at “ikke ét land i tilstrækkelig grad beskytter børns helbred, miljø og fremtid”. Rapporten vurderer på baggrund af en række parametre, hvordan børn har der Danmark ligger på en sjetteplads blandt 180 lande, i forhold til hvor godt børn trives. Men Danmarks CO2-udledning placerer landet på en 135.-plads i en kategori, hvor udledninger ses som en målestok for “et lands trussel mod fremtidens børn”. Her kan man ikke ligefrem sige, at Danmark er et foregangsland.

Det er bl.a. derfor, jeg selv er mere og mere bekymret over at mange repræsentanter for de ældre generationer ser ud til at tage så let på klimakrisen, som de gør, og ser den som afkoblet fra diskussionen om menneskerettigheder. Men måske er det desværre ikke så underligt, at det forholder sig sådan i vore dage, hvor menneskerettighederne er under pres og hvor mange politikere påberåber sig at vi er nødt til at lave dem om – typisk i den forstand, at de skal indskrænkes.

En kronisk diskussion

Det er, som om diskussionen om ytringsfrihed er blevet kronisk. Der har været diskussionerne om Facebooks ret til at begrænse muligheder for bl.a. en britisk højreekstremist for at dele materiale på platformen, og nu er der diskussionerne om Jyllands-Postens seneste karikaturtegning, der viser det kinesiske flag.

Tilbage i 2011 skrev jeg at der er handlinger, der er juridisk tilladelige, men hvis etiske status er mere uklar.

Vi har (i det store og hele) bevægelsesfrihed i Danmark. Jeg har derfor ret til at gå ud af mit hus for at gå en tur tværs gennem byen. Men bør jeg gøre brug af denne ret, netop når familien kommer på besøg?

Fra http://www.hanshuttel.dk/wordpress/2011/06/07/jeg-er-traet-af-ytringsfriheden/

Et tredje element her er hensigten. Jeg ved ikke, hvad Jyllands-Posten ville opnå med deres seneste karikaturtegning, og jeg er faktisk ikke sikker på at de selv ved det. En ytring er ikke værdifuld alene fordi den er en ytring.

Et fjerde forhold er at ytringsfriheden kan være de jure og de facto. Det er juridisk umuligt at retsforfølge en dansk avis for at have bragt en karikaturtegning, men konsekvenserne kan være en forværring af forholdet mellem Danmark og Kina – eller bare blive et påskud for Kina til handle på en bestemt, ubehagelig måde over for Danmark f.eks. ved handelssanktioner. Derfor kan magtfulde aktører ved at intimidere andre reelt begrænse ytringsfriheden.

Dette sidste forhold kender vi også fra danske sammenhænge, bl.a. fra diskussioner om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er velkendt, også af mig, at en offentligt ansat person i Danmark ganske vist ikke kan blive straffet for kritiske ytringer om sin arbejdsplads, men kan opleve frygten for repressalier som en reel begrænsning af sin ytringsfrihed.

Min holdning har altid været og er stadig, at man

  • bør kritisere hensigten med en ytring, hvis man finder hensigten forkastelig, og bør kritisere ytringen, hvis hensigten var uklar
  • bør anerkende den juridiske ret til at foretage ytringer
  • og endelig også bør kritisere forsøg på intimidering på grund af ytringer; dette er også en kritik af magtforhold

Omsider

Pakkespillets resultat.

Nu har jeg omsider nogle dages ferie, mens året rinder ud. Det har været et travlt efterår og der var tryk på til det sidste; man kan tydeligt mærke forskel på foråret med alle dets skæve helligdage og efteråret. Jeg bruger aftenen efter en lang dag til juleafslutning med gode venner og bekendte fra Amnesty International, et positivt og hyggeligt fællesskab i modsætning til hvad nogle måske tror. Godt nok er der meget, der er alvor og kræver handling, men det betyder ikke, at man skal miste modet.