Kamp på andres vegne?

I dag er der en kronik af Christine Antorini i dagbladet Information om muslimske privatskoler.  Overskriften er Unge muslimer, hjælp os i kampen for jeres frihed.

Jeg er selv slet ikke troende, og ideen om religiøse privatskoler er umiddelbart underlig.  Der bliver forkyndt ting på sådanne skoler, som jeg er helt uenig i. Men samtidig er der udstrakt religionsfrihed i Danmark. Det, jeg vil hæfte mig ved i kronikken, er dog noget andet, nemlig det menneskesyn, Christine Antorini giver udtryk for. Kronikken viser nemlig temmelig tydeligt, hvordan Socialdemokratiet efterhånden har overtaget nogle centrale dele af Dansk Folkepartis tankesæt.

Engang talte man i Socialdemokratiet om solidaritet, men kronikken beskriver en underlig udgave af solidaritet – at man vil kæmpe en kamp på andres vegne og beder de andre om at være med. Mange menneskerettighedsorganisationer fra Europa og Nordamerika, bl.a. Amnesty International, hvor jeg jo selv er med, har imidlertid for længst indset at vi ikke kan kæmpe “for” eller “på vegne af”, men kun sammen med mennesker, der bliver undertrykt. Det er nemlig som oftest dem, der bedst ved hvad det er, der bør gøres. For eksempel var kampen mod apartheid i sin tid en kamp, som det sorte flertal i Sydafrika opfordrede omverdenen til, og det var også apartheid-regimets modstandere, der havde klare bud på, hvad omverdenen skulle gøre. Jeg har ikke hørt et tilsvarende enigt krav fra muslimske danskere om at de muslimske privatskoler skulle nedlægges – men der er sikkert nogen, der har en sådan holdning.

Idéen om at “kæmpe på vegne af andre” er en tydelig pendant til hvordan man i Dansk Folkeparti argumenterer for forbud mod hovedtørklæder mm. ved at hævde at man derved kæmper for de undertrykte muslimske kvinder.  Og her bemærker jeg, hvor sjældent personer fra denne befolkningsgruppe faktisk har bedt Dansk Folkeparti om hjælp til at føre en sådan kamp.

Når man kæmper på vegne af og ikke sammen med en gruppe, er der en meget stor risiko for at kampen i bedste fald er dårligt informeret og i værste fald enten nedladende over for gruppen eller et påskud for at gøre noget helt andet.

Jeg kan heller ikke undlade at bemærke en passus i kronikken som

Men går man på en muslimsk privatskole, får man en opvækst, der er meget isoleret fra vores samfund. Der er ingen danske klassekammerater, og dermed heller ikke nem adgang til danske familier, traditioner og netværk.

Her bliver det sagt meget direkte, at der er en modsætning mellem at være dansk og at være muslim. De fleste elever på de muslimske privatskoler er formodentlig født og opvokset i Danmark, så de må vel siges at være danskere. Men denne skelnen mellem “muslimer” og “danskere” er en vigtig del af netop Dansk Folkepartis tankegods, eksemplificeret i bl.a. Martin Henriksens pinlige nedgøring af en dansk gymnasieelev på direkte TV. (Jens Philip Yazdani er forresten siden blevet formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.)

Flattr this!

Ret til førtidspension

Kim Damgaard i sengepraktik. Foto: DR (http://www.dr.dk/nyheder/indland/ressourceforloeb-gjorde-kim-damgaard-mere-syg-end-han-var-i-forvejen)

Da jeg i sidste måned var i Edinburgh, mødtes jeg med en gammel bekendt, der er dansker, men i mange år har boet i Skotland. Undervejs i vores samtale kom jeg til at tale om pensionsreglerne i Danmark og nævnte her sengepraktik. Da jeg beskrev denne horrible foranstaltning, måtte jeg igen pointere, at det ikke var satire, og det blev endnu engang klart for mig at reglerne for førtidspension og fleksjob efterhånden mest går ud på at forhindre borgere i Danmark i at kunne gøre brug af disse muligheder. Ordet resurseforløb er det seneste i en række af forskønnende eufemismer. Og dertil kommer, at fleksjob er blevet en mulighed for at lade nogle mennesker arbejde billigt uden de sædvanlige rettigheder for almindeligt ansatte.

I dag kom der så et rigtig godt initiativ fra 41 danske fagforeninger – heriblandt min fagforening, Dansk Magisterforening – der har til formål at ændre på den absurde praksis, så man bl.a. ikke kan være i resurseforløb i mere end fem år og så løn og så arbejdsvilkår ved ansættelse i fleksjob skal fastsættes i samarbejde med de faglige organisationer .

Men det er trist, at det skal nå så vidt, og det hele vidner om at synet på sociale ydelser har ændret sig fundamentalt på en måde, der er helt parallel med den måde, hvorpå mange beslutningstagere har ændret holdning til et begreb som statsborgerskab. Man tænker ofte ikke på dette, men også på det sociale område er der tale om et område i samfundet, hvor menneskerettighederne er under pres. Sociale ydelser ses ikke længere som en rettighed, man vil kunne opnå, men som et privilegium for de få. Tilsvarende er det tydeligt, at fleksjob-ansatte ikke bliver set som ansatte med de rettigheder, som en sædvanlig lønmodtager har.

Flattr this!

Ærlige Danmark?

I dag kan jeg læse, hvordan man i Kina er ved at indføre et pointsystem for borgerne.

I Shanghai sker det i form af en app, der hedder Ærlige Shanghai. I appen skal man først indtaste sit nationale identifikationsnummer og så bruge mobilens kamera til at scanne ansigtet. Når man har gjort det, kan appen finde brugerens personoplysninger, og her er tale om mere end 3.000 datasæt fra omkring 100 offentlige myndigheder, alt fra parkeringsbøder til bankoplysninger.  Et døgn senere får man så sin bedømmelse: rigtig god, god eller dårlig. Alt efter den bedømmelse man har fået, kan man så drage nytte af rabatordninger og f.eks. købe billigere flybilletter, hvis man er god. Der er ikke så meget, man kan, hvis man derimod er dårlig.

Der er også andre steder i Kina (i alt 40 steder) hvor man har indført lignende pointsystemer. Hele ideen blev først testet i Suining i 2010, hvor der var fire ratings. Hvis man fik et A, kunne man bl.a. få statsstøtte til at starte en virksomhed, mens man ville blive afskåret fra al offentlig støtte eller beskæftigelse (!), hvis man fik et D.

Umiddelbart virker alt dette til at være langt ude, men ideen om et altomfattende pointsystem er i virkeligheden målbarhedsidealet fra new public management kombineret med diverse rating-systemer fra sociale medier i sin yderste konsekvens. Så vidt jeg kan se, vil det være uhyggeligt nemt at designe en Ærlige Danmark-app ved at kombinere indholdet fra de offentlige registre med aktivitetsoplysninger fra vores færden på de sociale medier. Og det er nok en af grimmeste muligheder, som fascinationen af big data har ført med sig.

Flattr this!

Det er ikke Nordkorea, men…

Raif Badawi

I dag kan jeg i dagbladet Information læse at BAE Systems har eksporteret overvågningsteknologi til Saudiarabien efter tilladelse fra Erhvervsstyrelsen – også selv om britiske myndigheder havde advaret mod dette.

Det, der her er tale om, er software til kryptanalyse – og derfor software, der kan bruges til at aflytte krypteret kommunikation. Det er naturligvis ikke software, der skal bruges til fredelige formål, og i et land med et stort hemmeligt politi turde det være indlysende, hvad denne software skal anvendes til.

Hvem er det, de saudiarabiske myndigheder holder øje med på nettet? En af dem er Raif Badawi på billedet ovenfor. Han blev i maj 2014 idømt 10 års fængsel og 1000 stokkeslag samt en bødestraf for at oprette en kritisk hjemmeside om politiske og sociale forhold i Saudi Arabien. Han fik de første 50 slag fredag den 9. januar og myndighederne ville derefter give ham yderligere 50 stokkeslag hver fredag, indtil han har fået 1000. Men hans helbredstilstand efter de første 50 stokkeslag var sådan, at myndighederne har udskudt stokkeslagene til han er rask nok til det.

Det er trist at se, at danske myndigheder blåstempler eksport af denne slags teknologi til et af de mest undertrykkende regimer i verden. I tilfældet Saudiarabien befinder vi os på samme niveau af foragt for menneskerettighederne som for Nordkoreas vedkommende. Jeg bemærker også (og det har jeg gjort før) at BAE Systems er en af Aalborg Universitets samarbejdspartnere og har mange kandidater fra AAU ansat på firmaets afdeling i Nørresundby – herunder folk, jeg tidligere har undervist og som jeg husker fra den tid som gode og ordentlige studerende. Jeg vil opfordre min arbejdsgiver og dem, jeg har undervist, til nu omsider at huske, at de også har et ansvar, og til at sige fra over dette uværdige scenarie. Er dette for meget forlangt?

Flattr this!

Amnesty Internationals landsmøde 2017

Denne weekend deltog jeg igen i landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling sammen med 475 andre medlemmer.

Som altid var det godt at gense gamle bekendtskaber og samarbejdspartnere, og som altid var der interessante workshops og gæstetalere. I år mødte vi Albert Woodfox, der tilbragte 43 år i isolationsfængsel i USA og hans ven Robert King, der “kun” sad i fængsel i 28 år – for et mord, de ikke havde begået. Det var gribende at høre de to ældre mænd fortælle om de mange år, de havde kæmpet for at bevare værdigheden midt i et af USAs mest umenneskelige fængsler.

Der var også et inspirerende foredrag med ekspolitikeren Özlem Cekic om den svære samtale med dem, der er allermest intolerante, og en workshop om en ny strategi for menneskerettighedsaktivisme. Aftenen sluttede med en tale af den internationale generalsekretær Salil Shetty og derefter en koncert med selveste Peter Sommer. Ikke mange andre sangskrivere kan citere både Dorthe Kollo og Epimenides-paradokset i deres tekster.

Flattr this!

Fordi de ikke skal være her

Jeg læser i dag om Uffe Hellsten, der er bioinformatiker. Efter mange år i USA er han flyttet til Vodskov sammen med sin hustru Quynh Doan og deres to børn. Quynh Doan er imidlertid ikke dansk, men amerikansk statsborger, og nu skal hun forlade Danmark senest den 10. juni.

Regeringen udtalte i sidste måned, at de vil fremsætte et lovforslag, der skal gøre familiesammenføring lettere for mennesker der befinder sig på en såkaldt positivliste eller falder under det, der hedder beløbsordningen, dvs. mennesker med høj løn eller bestemte uddannelser.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger i artikel 16, stk. 3 at familien er ukrænkelig:

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Men det er det modsatte, vi ser i disse år. Det er interessant (men på en trist måde) at opdage, at menneskerettighederne nu tilsyneladende kun for skal gælde for mennesker med høj løn. Hvordan ville reaktionen hos regeringen have været, hvis Uffe Hellsten og Quynh Doan havde været ufaglærte lagerarbejdere? Konsekvenserne for ægteparret og deres børn ville være præcis de samme.

Regeringens argument er standardargumentet om at “begrænse tilstrømning” – men hvilken “tilstrømning” er det helt konkret, der er tale om? Der er 200.000 danskere bosat i udlandet lige nu, og 10.000 af dem vil risikere at komme i klemme ifølge Anne Marie Dalgaard fra Danes Worldwide. Det er næppe tilfældet, at de alle flytter til Danmark samtidig.

Flattr this!

Ordkraft 2017

I denne weekend er der Ordkraft-festival i Aalborg, og selvfølgelig er det på Nordkraft. I går var jeg kort forbi for at samle underskrifter for Amnesty International – og jeg blev mødt med megen velvilje (og desværre også af de sædvanlige knotne mennesker, der af en eller anden grund altid synes at tilhøre den ældre generation).

I dag var jeg tilbage på Ordkraft, denne gang sammen med min hustru. Vi hørte bl.a. sidste del af samtalen med de nominerede til DRs romanpris, bl.a. Mich Vraa, Kirsten Thorup (der ikke sagde noget mens vi var der) og Merete Pryds Helle.

Vi fik hørt Signe Gjessings lidt utraditionelle fremførelse af egne digte fra Ideale begivenheder fra i år.

Min hustru fik bagefter en snak med Mads Nygaard fra Venligboerne, som var sikker på at jeg havde ført Ammar fra Syrien og Ann fra Aalborg sammen – de mødte i al fald hinanden til Amnesty Internationals folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni, hvor Mads og Ammar holdt taler.

Poetry slam er også en del af Ordkraft. Det var hyggeligt at gense og snakke med den dobbelte Danmarksmester i poetry slam, Lasse Nyholm Jensen, og hans kollega Peter Dyreborg. Det var efterhånden et par år siden, jeg havde set Lasse, og Peter så jeg sidst til DM i 2016.

Lasse, Peter og engelske Harry Baker, der af uvisse årsager var blevet kaldt “verdensmester i stand-up” i Ordkrafts program – han er tidligere verdensmester i poetry slam! – optrådte senere med deres respektive tekster. Det var en flot og helt uhøjtidelig opvisning i hvad poetry slam kan, og det gjorde bestemt ikke noget at konkurrenceelementet denne gang var fraværende.

Sidste indslag var en oplæsning med elever fra Nordkrafts skriveskole, og teksterne her var meget forskellige. Jeg hæftede mig her især ved Amina Elmi, som også nogle gange har været med poetry slam, og ved en af min hustrus kolleger, Anne Kirstine Mathisen, der fremførte en meget gribende tekst om at have en mor ramt af demens. Netop dét kendte jeg selv kun alt for godt.

Der er masser af muligheder for at købe bøger til Ordkraft. Selv fik jeg kun købt én bog, og det var – en kogebog.

Flattr this!

Der er én, der våger over dig

Her til aften holdt jeg et oplæg ved en af debataftenerne arrangeret af studenterpræsterne i Aalborg under fællestitlen Science & Cocktails. Ovenfor kan I se mine slides; der er nogle små film med, som I desværre ikke kan se her.

Deltagerne ved Science & Cocktails.

Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt; vi skulle konkurrere med et foredrag af Svend Brinkmann i Folkekirkens Hus lige ved siden af Studenterhuset og poetry slam nede i den store sal. Men jeg, studenterpræst Christen Staghøj Sinding og de 10 fremmødte fik ikke desto mindre en interessant snak, der førte os vidt omkring. Det er ikke overraskende, at vi igen og igen vendte tilbage til den omfattende dataindsamling, som ikke mindst Facebook, Google og de store webbutikker som f.eks. Amazon foretager. Det er enorme datamængder, som der nu sættes mange kræfter ind på at kunne analysere – og her kommer universiteterne ofte virksomhederne til hjælp ved at oprette nye uddannelser i det, der er kommet til at hedde data science. Vi kom også omkring BAE Systems og deres indsats for at udvikle overvågningsteknologi, som kan eksporteres (og bliver eksporteret) til lande i Asien, der overtræder menneskerettighederne i stor stil.

Nikolaj vinder et poetry slam for anden gang i træk.

Efter lidt over halvanden time sluttede vi, og jeg gik nedenunder til poetry slam, hvor jeg havde meldt mig til og dukkede op i allersidste øjeblik. For anden gang i træk var det Nikolaj Lind Holm, der vandt (og igen var det fuldt fortjent), men selv endte jeg på en andenplads. Og det var slet ikke skidt, alt taget i betragtning.

Flattr this!

Lad dem spise kage

I dag fejrer Inger Støjberg stramning nummer 50 over for flygtninge og asylansøgere med en kage. Nogle af de beslutninger, hun fejrer, er

27)   Udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelse
28)   Gebyrbetaling på familiesammenføringsområdet
29)   Afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte til herboende flygtninge
30)   Ophævelse af 2-årsfristen i sager om familiesammenføring med børn

Måske vil de børn, der nu er uledsagede flygtninge, rose Inger Støjberg for hendes handlekraft og måske endda få en lille del af kagen. Men jeg må indrømme, at jeg tvivler. Det er billeder som dette og beslutninger som disse, der viser at beslutningstagerne nu ikke engang bruger de forskønnende omskrivninger om at “hjælpe i nærområderne”. Det er ikke engang tunge, men nødvendige beslutninger, beslutningstagerne taler om – det er beslutninger, de åbenlyst glæder sig så meget over at tage, at det skal fejres og udstilles. Mennesker skal holdes væk fra Danmark, familier skal holdes adskilt, børn skal betale for at blive genforenet med forældre og søskende og livet skal gøres utåleligt for nogle.

Hvordan vil de voksne mennesker, der i dag er flygtningebørn, tænke tilbage på dette billede?

Vi er langt længere ude, end vi aner.

Flattr this!

Endnu en 8. marts

I dag var jeg og andre medlemmer af Amnesty International ude for at samle underskrifter i forbindelse med kvindernes internationale kampdag. Fokus hos os var i år på de kvinder og piger, der er flygtninge. Omkring 15 procent af alle kvinder og piger, der er flygtninge i dag, bliver udsat for overgreb i form af voldtægt eller anden form for vold, seksuel chikane osv. – når de befinder sig i de af nogle så berømmede nærområder. Det er embedsmænd, vagter, nødhjælpsarbejdere, andre flygtninge og lokale beboere, der står bag overgrebene.

Hvis nærområderne skal kunne beskytte kvinder på flugt, er omverdenen nødt til at yde et langt højere niveau af økonomisk bistand og sørge for ordentlige faciliteter. Derudover må lokalsamfundene sikre, at gerningsmændene bag overgreb findes og straffes.

Samtidig må verdens rigeste lande – herunder Danmark – øge antallet af genbosættelser af verdens flygtninge, så nærområderne ikke skal løse opgaven alene.

Og så bør Danmark som minimum genindføre aftalen med FN om at årligt tage imod 500 kvoteflygtninge – de mest sårbare mennesker på flugt. Enlige mødre er nogle af disse særligt sårbare flygtninge.

Jeg vil gerne opfordre alle til at skrive under på en appel til den danske regering for at gøre en aktiv indsats for at beskytte kvinder og piger på flugt mod disse utrygge og farlige vilkår.

Flattr this!