Farvel til Mugabe?

I forbindelse med mit engagement i Amnesty International har jeg haft kontakt til modige mennesker fra Zimbabwe. Jeg mødte Tendai Tagarira, der var forfatter og var kommet til Aarhus som flygtning under den såkaldte fribyordning. Jeg mødte Cousin Zilala, der arbejdede for Amnesty International i Zimbabwe og havde fået lov til at besøge Danmark. I Amnesty-gruppen i Aalborg arbejdede vi med en sag om WOZA (Women of Zimbabwe, Arise!), en græsrodsbevægelse i Zimbabwe, der arbejdede for kvinders rettigheder og blev udsat for omfattende og grov chikane fra myndighedernes side. Vi prøvede at sende appelbreve til myndighederne i Zimbabwe i denne sag, men almindelige papirbreve nåede ikke rigtig frem, så vidt vi kunne regne ud, og det var helt umuligt at sende dem pr. fax, for telefonnettet virkede kort og godt sket ikke derned.

En overgang havde vi kontakt til en Amnesty-gruppe i Harare og arbejdede med – en sag fra Europa om diskrimination mod romaer. Af og til lykkedes det mig at have helt korte samtaler i mobiltelefon med Amnesty-medlemmer fra Zimbabwe og af og til var e-mail, der nåede frem. Det lykkedes endda for dem at skrive et teaterstykke, som vi oversatte til dansk og fik Det Hem’lige Teater til at opføre.

Derfor kan det ikke undgå at påvirke mig at høre om situationen i Zimbabwe lige nu, hvor der måske/måske ikke er tale om et militærkup og måske/måske ikke er tale om at den 93 år gamle Robert Mugabes 37 år lange styre synger på sidste vers.

I sin tale i 1980, da apartheidregimet var bragt til ophør, sagde Mugabe (i min oversættelse – den oprindelige tekst kan forunderligt nok stadig findes hos ZBC, det statslige zimbabweanske tv-selskab)

En ond gerning er en ond gerning, hvad enten den begås af sorte mod hvide eller af sorte mod hvide. Vores flertalsstyre kunne let blive til et umenneskeligt styre hvis vi undertrykte, forfulgte eller chikanerede dem, der ikke ser ud som eller tænker som flertallet af os. Demokrati er aldrig pøbelvælde. Det er og skal forblive med at være et disciplineret styre, der kræver overholdelse af loven og samfundets regler. Vores uafhængighed må derfor ikke blive opfattet som et redskab, der udstyrer enkeltpersoner eller grupper med retten til at chikanere og intimidere andre til at handle mod deres egen vilje. Det er ikke retten til at nægte andre friheden til at tænke og handle, som de vil.

Jeg kan kun give ham ret. Og hvis dette havde været det sidste, vi havde hørt til Robert Mugabe, havde vi tænkt på ham som en stor frihedshelt, der trak sig tilbage med æren i behold.

Men alt det, der er sket siden, har været at Mugabe udstyrede sig selv med retten til at chikanere og intimidere andre. Det var en “ret”, han brugte ved enhver tænkelig lejlighed. Jeg er efterhånden overbevist om at det bedste, en frihedsbevægelse kan gøre efter at den har sejret, er at opløse sig selv efter at have taget initiativ til at indlede en forsoningsproces.

Flattr this!

Nærområdehjælpere og landegenopbyggere

Raqqa i april 2017. Foto: Røde Kors

I denne uge udtalte Kristian Thulesen Dahl sig om situationen i Syrien, hvor Islamisk Stat for ikke så længe siden mistede kontrollen over Raqqa.

– Raqqa er blevet befriet, og vi ser reportager om, at syrere vender hjem fra flygtningelejre og står foran døren til deres sønderbombede huse.

– Hvorfor skal den syrer, der er kommet til Danmark, ikke også stå foran sin dør og med hjælp fra Danmark være med til genopbygningen?, spørger Thulesen Dahl.

Hvis vi ser bort fra den situation, at den dør, som Kristian Thulesen Dahl nævner, ofte ikke findes mere, er det værd at bemærke at der her er tale om endnu en variation af en udbredt retorisk finte, der skal bruges til at begrunde at flygtninge ikke bør befinde sig i Danmark og samtidig dækker sig bag en tynd fernis af omsorg. Næst efter “nærområdehjælperne” er “landegenopbyggerne” formodentlig den største gruppe af sådanne tilsyneladende omsorgsfulde modstandere af at tage imod flygtninge.

Men hvor nemt er det egentlig at genopbygge et land efter en krig?

The Aleppo Project lader den amerikanske professor Jeffrey Diefendorf, der har skrevet flere bøger om genopbygningen af Tyskland, Japan og Rusland efter 2. verdenskrig, fortæller om hvor stor en opgave det var at genopbygge infrastrukturen i Tyskland. Genopbygningen af Tyskland var først mulig, da 2. verdenskrig var helt slut i Europa, og den krævede i høj grad en fælles velvilje.

Til gengæld er der ikke så mange moderne erfaringer med genopbygning af et land efter en borgerkrig. I en artikel fra januar i år bliver den bosniske arkitekt Amir Pasic spurgt som sine erfaringer med genopbygningen af sit land. Genopbygningen af en by som Mostar er stadig ikke overstået; der er stadig ganske mange ruiner i byen her mere end 20 år efter krigens afslutning.

Der var spontane små-genopbygninger af huse undervejs i 2. verdenskrig og borgerkrigen i Bosnien. Men i begge tilfælde skete den egentlige genopbygning først, da krigshandlingerne var endeligt overstået. Syrien er i høj grad stadig et land i borgerkrig. Hvordan forestiller Kristian Thulesen Dahl sig, at de tvangshjemsendte flygtninge skal organisere sig for at gennemføre en genopbygning, når de er i et Syrien, hvor der stadig er borgerkrig? Det er uvist for mig.

Det er også uklart for mig, hvilken rolle Danmark skal spille i den genopbygning som de tvangshjemsendte skal stå for, om genopbygningen skal ske i samarbejde med andre lande og hvordan forholdet til den stadig igangværende borgerkrigs parter skal være. Dansk Folkeparti er normalt ikke kendt som et parti med et internationalt udsyn, men dette bliver de nødt til at forholde sig til. Skal genopbygningen under den igangværende borgerkrig ske med militær beskyttelse, eller skal man blot håbe på at de tvangshjemsendte syrere klarer den med liv og sikkerhed i behold? Hvis ikke, hvad er da deres retslige stilling? Man kan forestille sig, at det område, de tvangshjemsendte skal sendes tilbage til, er under kontrol af Assad-regimet. Hvad skal der da ske med de syrere, der flygtede fra dette regime af frygt for at blive tvangsindkaldt til regimets hær? Ganske mange syriske flygtninge har fået asyl eller midlertidig opholdstilladelse med netop denne begrundelse. Skal også de sendes tilbage?

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialedemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Flattr this!

Udfordringer for menneskerettighederne

I dag deltog jeg som så ofte før i Amnesty Internationals kampagneseminar i Odense, og det var godt at møde unge og ældre menneskerettighedsforkæmpere fra rundt om i landet og at få ny inspiration til vores arbejde. Inden for de seneste år har vi ikke kunnet undgå, at menneskerettighederne er under pres på en måde som vi ikke har set det i mange år.

Interessant nok var det netop i dag, Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti i en artikel i dagbladet Information forsvarer, at Danmarks næststørste politiske parti har stillet et forslag til folketingsbeslutning om at den europæiske menneskerettighedskonvention skal skrives ud af dansk lovgivning. Nøglecitatet i interviewet er dette:

– Åbner det ikke muligheden for, at mere undertrykkende regimer kan henvise til, at når selv Danmark tager forbehold for konventionen, så kan vi for eksempel også lade være med at respektere homoseksuelles rettigheder?

»Der er mange lande, som i forvejen ser stort på menneskerettighederne. Det, at Danmark ønsker en anden retning på visse punkter, betyder ikke, at Rusland, Tyrkiet eller Aserbajdsjan begynder at opføre sig dårligt. Det gør de jo i forvejen.«

Dette er en interessant og meget bekymrende form for argumentation; den er faktisk udtryk for lige præcis en kulturrelativisme af den slags, som Dansk Folkeparti ofte har tordnet imod. Når andre ikke lever op til menneskerettighederne, behøver Danmark heller ikke at gøre det. På hvilket grundlag skulle Danmark herefter kunne kritisere de mange lande, som undertrykker deres befolkning? Der kan ikke være tale om et grundlag bestående af menneskerettighederne, for dette grundlag anerkender Dansk Folkeparti ikke. Og det kan heller ikke være på grundlag af dansk lovgivning, for den gælder kun i Danmark. Og det kan heller ikke være på grundlag af “kristne værdier”, for dem deler de pågældende lande ofte ikke. Hvert enkelt land kan derfor have sit eget “nationale værdisæt”; internationale principper er værdiløse, for de bliver ikke overholdt.

Flattr this!

En anden slags mennesker?

Dagens forsidehistorie fra dagbladet Information er, at det inden for de seneste to år er blevet meget sværere at blive dansk statsborger, hvis man er handicappet eller har PTSD. Folketingets Indfødsretsudvalg gav tilbage i 2014 dispensation i 97 procent af de sager om dansk statsborgerskab, hvor ansøgere kunne henvise til langvarig funktionsnedsættelse som forklaring på, at de ikke kunne klare prøverne til statsborgerskab. Men i dag, under den nuværende regering, er det kun fire procent af ansøgerne, der får dispensation.

Det er ikke overraskende, at det er regeringens politik at gøre det svært at blive dansk statsborger. Man ser statsborgerskab som et privilegium for de særligt udvalgte, ikke som en rettighed. Men hvis man dykker ned i de seneste 15 års folketingshistorie, finder man ud af at dette område er den kampplads, hvor det stadigt mere negative syn på udlændinge i Danmark og det stadigt mere negative syn på mennesker med psykiske problemer mødes. I 2005 besluttede den daværende regering sammen med Dansk Folkeparti, at det ikke skulle være muligt at opnå dispensation fra sprogkravene, selv om man led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).  

Dengang udtalte Søren Krarup at

PTSD er noget, psykologer og læger rask væk skriver, og det hænger mig ud af halsen med sådan en sludder for en sladder, hvor man svindler sig igennem.

Men det er også blevet sværere at få førtidspension; det er et resultat af den såkaldte fleksjobreform fra 2012, der indførte de såkaldte resurseforløb og blev vedtaget af partierne fra den nuværende og de tidligere regering i skøn forening: Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

Derfor er det formodentlig ikke særlig sandsynligt, at den nuværende ekstremt restriktive holdning til statsborgerskab vil blive ændret, skulle der en dag komme en socialdemokratisk ledet regering til magten. Hvis der overhovedet skulle være en samling af sager, der for alvor kunne udfordre hele dette syn på mennesker med funktionsnedsættelse, er det måske sager om danskere, der af andre er blevet påført funktionsnedsættelse. Her tænker jeg på sagerne om danske soldater, der er vendt hjem fra dansk krigsdeltagelse med PTSD og på voksne danskere, der er blevet seksuelt misbrugt som børn.  (Dette har jeg tidligere skrevet om her.)

Flattr this!

Det er noget snyd (?)

Foto: Simon Reiter © DR

Forslaget fra undervisningsministeren om, at gymnasier skal kunne få adgang til indholdet på elevernes private computere og indhold fra sociale medier, viser for mig dels hvor betænkeligt glade politikere er blevet for at detailreguleret eksamensformer (en udvikling, der begyndte med det berygtede forbud mod gruppeeksamen), dels hvor lidt vi egentlig ved om bring your own device-politikkernes konsekvenser. Derudover viser forslaget også skræmmende tydeligt, hvor lidt hensyn til privatlivets fred efterhånden betyder for politikere. 

Og dertil viser forslaget en holdning, der egentlig ikke gør andet end at legitimere den holdning hos nogle studerende, som ofte kaldes instrumentalisme. Det er den holdning, at man altid bør handle, så det  bliver så nemt at bestå eksamen som overhovedet muligt. Og fordi hensigten helliger midlet, er alle midler acceptable. Set på denne måde er eksamenssnyd en ekstrem form for instrumentalisme.

Undervisningsministeren regner med at mange studerende er instrumentalistiske og derfor snyder, og hun bruger derefter sin tolkning af at hensigten (at forhindre eksamenssnyd) helliger midlet (at tillade ransagning af studerendes/elevers data). Forslaget er lige som så mange andre forslag, der tager udgangspunkt i at hensigten helliger midlet, i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men menneskerettighederne er i forvejen ikke i høj kurs hos den danske regering, så dette aspekt kommer desværre ikke bag på mig.

Eksamenssnyd er et faktum, men det bedste vi kan gøre, er (og her taler jeg selv af bitter erfaring) at vi ikke tænker på studerendes instrumentalistiske adfærd som et vilkår, men som en adfærd, der i ikke ubetydeligt omfang udspringer af bestemte vilkår – som f.eks. karakterræset for at kunne komme ind på bestemte videregående uddannelser og ræset for ikke at blive fanget af fremdriftsreformer o.lign. Og så skulle vi hellere få udviklet nogle bedømmelsesformer, hvor det simpelthen ikke giver mening og ikke kan betale sig at snyde, dvs. komme instrumentalismen til livs.

Flattr this!

Retten til at bo hvor man vil?

Foto: Altinget

Den seneste uges diskussion om burka-forbud har været underlig at følge. Ét er at der bliver ofret så megen opmærksomhed på et marginalt fænomen, et andet er den forbuds-tankegang der ligger bag. Jeg synes ikke om burkaen og det menneskesyn, der ligger bag ideen om at kvinder bør tildække sig helt, men samtidig er det bekymrende, at man vil detailregulere menneskers påklædning på denne måde. Der findes allerede lovgivning, der skal forhindre at nogen skal gå tildækket mod deres vilje.

Næste skridt ind i forbuds-tankegangen er tilsyneladende at skabe lovgivning, der vil forhindre udenlandske statsborgere i Danmark i selv at bestemme, hvor de vil bo. I Berlingske kan man læse dette (Claus Hjort Frederiksen er egentlig forsvarsminister):

Claus Hjort Frederiksen tøver ikke med at komme med svaret: Den frie flytteret skal ikke nødvendigvis gælde for alle.

»Den mulighed skal man udforske, men jeg vil ikke have nogle kvababbelser over det.«

Argumentet her, at man vil forhindre “ghettodannelser”. Man kunne selvfølgelig overveje, om der er sociale forhold, der ligger bag de problemer, man ser nogle steder. I andre dele af verden er der også områder, hvor mere eller mindre marginaliserede grupper af befolkningen ender med at være koncentreret.

Ideen om at man ikke kan bosætte sig frit i det land, hvor man har opholdstilladelse, kender vi fra bl.a. Sydafrika under apartheid og fra Sovjetunionen. Og den idé, som den nuværende regering nu gør sig til fortalere for, er samtidig en idé, der meget direkte er i modstrid med menneskerettighederne.  Artikel 13 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder siger at

Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser.

Den idé, som regeringen nu pusler med, er derfor ekstremt bekymrende. Hvis tanken om et flytteforbud skal kunne realiseres uden at Danmark vil blive indklaget for internationale menneskerettighedsinstanser, kan jeg forestille mig at man vil vælge en løsning, der ligner de ideer bag den såkaldte integrationsydelse, der har ført til absurde og nedværdigende konsekvenser som “brøkpension” og obligatoriske danskprøver for mennesker, der er født og opvokset i Danmark, men har opholdt sig i udlandet i en periode.

Det er derudover væsentligt at bemærke, at det er blevet stadigt sværere at blive dansk statsborger, og et flytteforbud vil derfor let kunne komme til at indebære at udenlandske statsborgere i Danmark i en lang periode af deres liv ikke frit vil kunne vælge, hvor de vil bo.

Flattr this!

Kamp på andres vegne?

I dag er der en kronik af Christine Antorini i dagbladet Information om muslimske privatskoler.  Overskriften er Unge muslimer, hjælp os i kampen for jeres frihed.

Jeg er selv slet ikke troende, og ideen om religiøse privatskoler er umiddelbart underlig.  Der bliver forkyndt ting på sådanne skoler, som jeg er helt uenig i. Men samtidig er der udstrakt religionsfrihed i Danmark. Det, jeg vil hæfte mig ved i kronikken, er dog noget andet, nemlig det menneskesyn, Christine Antorini giver udtryk for. Kronikken viser nemlig temmelig tydeligt, hvordan Socialdemokratiet efterhånden har overtaget nogle centrale dele af Dansk Folkepartis tankesæt.

Engang talte man i Socialdemokratiet om solidaritet, men kronikken beskriver en underlig udgave af solidaritet – at man vil kæmpe en kamp på andres vegne og beder de andre om at være med. Mange menneskerettighedsorganisationer fra Europa og Nordamerika, bl.a. Amnesty International, hvor jeg jo selv er med, har imidlertid for længst indset at vi ikke kan kæmpe “for” eller “på vegne af”, men kun sammen med mennesker, der bliver undertrykt. Det er nemlig som oftest dem, der bedst ved hvad det er, der bør gøres. For eksempel var kampen mod apartheid i sin tid en kamp, som det sorte flertal i Sydafrika opfordrede omverdenen til, og det var også apartheid-regimets modstandere, der havde klare bud på, hvad omverdenen skulle gøre. Jeg har ikke hørt et tilsvarende enigt krav fra muslimske danskere om at de muslimske privatskoler skulle nedlægges – men der er sikkert nogen, der har en sådan holdning.

Idéen om at “kæmpe på vegne af andre” er en tydelig pendant til hvordan man i Dansk Folkeparti argumenterer for forbud mod hovedtørklæder mm. ved at hævde at man derved kæmper for de undertrykte muslimske kvinder.  Og her bemærker jeg, hvor sjældent personer fra denne befolkningsgruppe faktisk har bedt Dansk Folkeparti om hjælp til at føre en sådan kamp.

Når man kæmper på vegne af og ikke sammen med en gruppe, er der en meget stor risiko for at kampen i bedste fald er dårligt informeret og i værste fald enten nedladende over for gruppen eller et påskud for at gøre noget helt andet.

Jeg kan heller ikke undlade at bemærke en passus i kronikken som

Men går man på en muslimsk privatskole, får man en opvækst, der er meget isoleret fra vores samfund. Der er ingen danske klassekammerater, og dermed heller ikke nem adgang til danske familier, traditioner og netværk.

Her bliver det sagt meget direkte, at der er en modsætning mellem at være dansk og at være muslim. De fleste elever på de muslimske privatskoler er formodentlig født og opvokset i Danmark, så de må vel siges at være danskere. Men denne skelnen mellem “muslimer” og “danskere” er en vigtig del af netop Dansk Folkepartis tankegods, eksemplificeret i bl.a. Martin Henriksens pinlige nedgøring af en dansk gymnasieelev på direkte TV. (Jens Philip Yazdani er forresten siden blevet formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.)

Flattr this!

Ret til førtidspension

Kim Damgaard i sengepraktik. Foto: DR (http://www.dr.dk/nyheder/indland/ressourceforloeb-gjorde-kim-damgaard-mere-syg-end-han-var-i-forvejen)

Da jeg i sidste måned var i Edinburgh, mødtes jeg med en gammel bekendt, der er dansker, men i mange år har boet i Skotland. Undervejs i vores samtale kom jeg til at tale om pensionsreglerne i Danmark og nævnte her sengepraktik. Da jeg beskrev denne horrible foranstaltning, måtte jeg igen pointere, at det ikke var satire, og det blev endnu engang klart for mig at reglerne for førtidspension og fleksjob efterhånden mest går ud på at forhindre borgere i Danmark i at kunne gøre brug af disse muligheder. Ordet resurseforløb er det seneste i en række af forskønnende eufemismer. Og dertil kommer, at fleksjob er blevet en mulighed for at lade nogle mennesker arbejde billigt uden de sædvanlige rettigheder for almindeligt ansatte.

I dag kom der så et rigtig godt initiativ fra 41 danske fagforeninger – heriblandt min fagforening, Dansk Magisterforening – der har til formål at ændre på den absurde praksis, så man bl.a. ikke kan være i resurseforløb i mere end fem år og så løn og så arbejdsvilkår ved ansættelse i fleksjob skal fastsættes i samarbejde med de faglige organisationer .

Men det er trist, at det skal nå så vidt, og det hele vidner om at synet på sociale ydelser har ændret sig fundamentalt på en måde, der er helt parallel med den måde, hvorpå mange beslutningstagere har ændret holdning til et begreb som statsborgerskab. Man tænker ofte ikke på dette, men også på det sociale område er der tale om et område i samfundet, hvor menneskerettighederne er under pres. Sociale ydelser ses ikke længere som en rettighed, man vil kunne opnå, men som et privilegium for de få. Tilsvarende er det tydeligt, at fleksjob-ansatte ikke bliver set som ansatte med de rettigheder, som en sædvanlig lønmodtager har.

Flattr this!

Ærlige Danmark?

I dag kan jeg læse, hvordan man i Kina er ved at indføre et pointsystem for borgerne.

I Shanghai sker det i form af en app, der hedder Ærlige Shanghai. I appen skal man først indtaste sit nationale identifikationsnummer og så bruge mobilens kamera til at scanne ansigtet. Når man har gjort det, kan appen finde brugerens personoplysninger, og her er tale om mere end 3.000 datasæt fra omkring 100 offentlige myndigheder, alt fra parkeringsbøder til bankoplysninger.  Et døgn senere får man så sin bedømmelse: rigtig god, god eller dårlig. Alt efter den bedømmelse man har fået, kan man så drage nytte af rabatordninger og f.eks. købe billigere flybilletter, hvis man er god. Der er ikke så meget, man kan, hvis man derimod er dårlig.

Der er også andre steder i Kina (i alt 40 steder) hvor man har indført lignende pointsystemer. Hele ideen blev først testet i Suining i 2010, hvor der var fire ratings. Hvis man fik et A, kunne man bl.a. få statsstøtte til at starte en virksomhed, mens man ville blive afskåret fra al offentlig støtte eller beskæftigelse (!), hvis man fik et D.

Umiddelbart virker alt dette til at være langt ude, men ideen om et altomfattende pointsystem er i virkeligheden målbarhedsidealet fra new public management kombineret med diverse rating-systemer fra sociale medier i sin yderste konsekvens. Så vidt jeg kan se, vil det være uhyggeligt nemt at designe en Ærlige Danmark-app ved at kombinere indholdet fra de offentlige registre med aktivitetsoplysninger fra vores færden på de sociale medier. Og det er nok en af grimmeste muligheder, som fascinationen af big data har ført med sig.

Flattr this!

Det er ikke Nordkorea, men…

Raif Badawi

I dag kan jeg i dagbladet Information læse at BAE Systems har eksporteret overvågningsteknologi til Saudiarabien efter tilladelse fra Erhvervsstyrelsen – også selv om britiske myndigheder havde advaret mod dette.

Det, der her er tale om, er software til kryptanalyse – og derfor software, der kan bruges til at aflytte krypteret kommunikation. Det er naturligvis ikke software, der skal bruges til fredelige formål, og i et land med et stort hemmeligt politi turde det være indlysende, hvad denne software skal anvendes til.

Hvem er det, de saudiarabiske myndigheder holder øje med på nettet? En af dem er Raif Badawi på billedet ovenfor. Han blev i maj 2014 idømt 10 års fængsel og 1000 stokkeslag samt en bødestraf for at oprette en kritisk hjemmeside om politiske og sociale forhold i Saudi Arabien. Han fik de første 50 slag fredag den 9. januar og myndighederne ville derefter give ham yderligere 50 stokkeslag hver fredag, indtil han har fået 1000. Men hans helbredstilstand efter de første 50 stokkeslag var sådan, at myndighederne har udskudt stokkeslagene til han er rask nok til det.

Det er trist at se, at danske myndigheder blåstempler eksport af denne slags teknologi til et af de mest undertrykkende regimer i verden. I tilfældet Saudiarabien befinder vi os på samme niveau af foragt for menneskerettighederne som for Nordkoreas vedkommende. Jeg bemærker også (og det har jeg gjort før) at BAE Systems er en af Aalborg Universitets samarbejdspartnere og har mange kandidater fra AAU ansat på firmaets afdeling i Nørresundby – herunder folk, jeg tidligere har undervist og som jeg husker fra den tid som gode og ordentlige studerende. Jeg vil opfordre min arbejdsgiver og dem, jeg har undervist, til nu omsider at huske, at de også har et ansvar, og til at sige fra over dette uværdige scenarie. Er dette for meget forlangt?

Flattr this!