Et dansk Nauru?

Så lancerede Socialdemokraterne deres “asylreform”. Ligesom alle andre reformer, danske politikere har talt om i de seneste par årtier, er der reelt tale om en kombineret stramning og nedskæring.

Tilbage i 2014 skrev jeg om hvordan Dansk Folkeparti opfordrede til at Danmark havde en flygtningepolitik, der lignede Australiens. Socialdemokratiets “asylreform” er i den sammenhæng påfaldende. Forslaget om at sende alle, der søger asyl i Danmark, til lejre i Nordafrika, er nemlig på mange måder udtryk for den samme politik om offshore processing, som Australien har ført i det seneste årti. Alle asylansøgere, der ankommer til Australien, bliver sendt til Nauru, en ø-stat på 21 kvadratkilometer, og her skal de vente indtil deres asylansøgning er færdigbehandlet.

Mange af de socialdemokratiske argumenter ligner da også de australske. Bl.a. vil man bruge offshore processing for at nedbringe antallet af dødsfald blandt bådflygtninge. Her kan jeg dog ikke lade være med at bemærke, at de fleste bådflygtninge ikke går specifikt efter Danmark.  Og jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at man ikke skal kunne søge asyl ved at henvende sig i offshore-lejrene: Man skal nå frem til Danmark, inden man bliver sendt til offshore-lejrene.

Et af de ubesvarede spørgsmål er så vidt jeg kan se, hvad der egentlig skal ske med asylansøgere i offshore-lejrene i Nordafrika. Skal de holdes adskilt fra det omgivende samfund? I så fald kræver lejrene omhyggelig bevogtning. Eller skal de indgå i det omgivende samfund? Her er det vigtigt dels at bemærke, at arbejdsløsheden i et land som Algeriet er meget højere end i Danmark (11,7 procent i 2017). Min fornemmelse er, at asylansøgere i så fald vil komme til at færdes på et sort arbejdsmarked på samme måde som man ser i det Danmark – bare med endnu mindre mulighed for transparens. Erfaringerne fra Nauru (som dokumenteret af Amnesty International i en udførlig rapport fra 2016) viser, at asylansøgere er blevet overfaldet af lokale indbyggere. Desuden er der faktisk også mennesker, der flygter fra lande som Algeriet og Marokko. Disse lande er ikke sikre.

Det er heller ikke billigt at lave “offshore processing”. I Nauru har man outsourcet driften, og private virksomheder har tjent store penge på at bevogte asylansøgere. Er det dét, Mette Frederiksen og andre forestiller sig?

Selv hvis alt dette var godt, er der stadig noget, der undrer mig meget. Socialdemokratiet taler om international lov og nævner UNHCR. Man kan imidlertid ikke ensidigt indføre en sådan løsning og så håbe på at andre vil være med. Hvis UNHCR skal tage sig af genbosættelsesprocessen for de flygtninge, som får dansk asyl, kræver det da også accept fra UNHCR.

Socialdemokratiets forslag er først og fremmest er et forsøg på at bejle til svingvælgere, der ellers ville stemme på Dansk Folkeparti eller Venstre, og det bliver da også lanceret som et første udspil til valgkampen. Man vil simpelthen overbevise disse svingvælgere om at man er mindst lige så opsat på at holde flygtninge væk fra Danmark. Det er beskæmmende, at endnu en valgkamp kommer til at handle om, hvordan den næste danske regering mest gennemgribende kan bekæmpe flygtninge.

Flattr this!

Sponsor for en flygtning?

Et af de mange usympatiske skridt i udviklingen af dansk flygtningepolitik er den nylige beslutning om at Danmark ikke længere skal tage imod kvoteflygtninge, dvs. flygtninge der skal genbosættes gennem UNHCRs særlige program. Argumentet er at der ikke er råd og kræfter til dette, og at “Danmark har brug for et pusterum”. Jeg ved, at der rundt omkring i landet (og også i min kommune) er ikke helt få kommunalpolitikere, der er meget uenige heri – også politikere fra de partier, der i Folketinget står bag beslutningen.

Det ville være et godt signal, hvis kommuner rundt om i landet gjorde det klart, at de var villige til at modtage et antal kvoteflygtninge. Men det ville være mere end dét, det ville måske kunne hjælpe særligt sårbare flygtninge med at blive genbosat.

I Canada har man faktisk en lignende politik: Her kan virksomheder, organisationer og andre grupper være sponsorer for en flygtning. Sponsorerne skal lave en genbosættelsesplan og forsørge flygtningen. 

På denne måde kan Canada genbosætte flere flygtninge under UNHCRs program end den faste kvote, som landet også tager. Og de flygtninge, der bliver sponsoreret, bliver integreret gennem et personligt møde med en virksomhed eller organisation og kommer på denne måde ind i et konkret fællesskab og i arbejde eller ind på en uddannelse.

Måske kunne dette være en strategi, der var værd at overveje i Danmark – ikke at det skal blive en sovepude for den internationale (og moralske) forpligtelse, som Danmark stadig har. Dén må ikke privatiseres. Men det ville kunne sætte fokus på de positive holdninger til flygtninge og den vilje til at hjælpe dem, der faktisk findes hos ganske mange mennesker her i landet.

Flattr this!

Der er ikke noget at fejre

Erik Nina Hansen. Foto: Bjarke Ørsted.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har længe pralet af de mange stramninger på udlændingeområdet, som regeringen gennemfører, men stramningerne er ikke bare lys på en kage eller et banner på en webside. Det bliver tydeligt nu, hvor de danske myndigheder skal lede efter syv alvorligt syge mennesker, der er blevet ulovligt udvist. Dagbladet Information har kendskab til tre af sagerne og kan fortælle, at en af de udviste har leukæmi, to andre nyresvigt.

Den nuværende sag om ulovlig nægtelse af humanitær opholdstilladelse  minder på den måde i uhyggelig grad om tamilsagen, der i 1993 gjorde at den daværende borgerlige regering måtte gå af. Mange husker tamilsagen som først og fremmest en sag om magtmisbrug i dansk politik, men ofte bliver det overset, at der var tale om et magtmisbrug med døden til følge. Sidst i 1988 var der mellem 130 og 140 færdigbehandlede sager om familiesammenføring til tamilske flygtninge fra Sri Lanka, og de manglede blot en underskrift. Men sagerne blev bevidst syltet af justitsminister Erik Nina-Hansen, der ville tækkes, der han mente var en folkestemning (man aner her en parallel til Inger Støjbergs gerninger). Og det var dét magtmisbrug, der kostede menneskeliv. Erik Ninn-Hansen blev anklaget ved Rigsretten og dømt i 1995, som den første minister siden 1910.

I 1988 var en tamilsk kvinde blevet dræbt, mens hendes mand ventede på at få hende til Danmark. Samme år, i januar 1988, søgte en anden mand, Mathulan, om familiesammenføring med sin hustru, og i juni samme år var sagen færdigbehandlet og kunne sendes videre – men der skete ingenting. I januar 1989 kom svaret omsider, men for sent. I et brev til Folketingets formand skrev Mathulan:

Jeg returnerer denne godkendelse i fotokopi til Dem, for jeg har ikke brug for den mere. Justitsministeren har forhalet min ansøgning gennem mere end 1 år, fordi ministeren mener, der er fred på Sri Lanka. Endelig nu (den 27. Jan. 1989) får jeg godkendelse til at få min kone til Danmark, men det er for sent. Min kone døde den 5. januar 1989 af hjernebetændelse…

Desværre ved jeg ikke, hvad der siden skete med Mathulan. Hvis han stadig lever, må det være skræmmende for ham at følge med i den aktuelle sag.

Jeg vil opfordre til, at vi (i det omfang det ikke går ud over de pågældendes sikkerhed) får ansigter og navne og beretninger sat på de syv mennesker, som de danske myndigheder nu skal opspore, så det bliver tydeligt, at dette ikke er en sag, der kun handler om Inger Støjberg, men derimod i høj grad også er en sag, der handler om de menneskelige konsekvenser af hendes omgåelse af international lov.

Flattr this!

Pengene eller familien?

Foto: DR.

I denne uge kan jeg se, at den seneste finanslovsaftale i stort omfang handler om udlændinge, og ikke mindst flygtninge. Målt i kroner og ører fylder udlændingeområdet ikke ret meget, men det fylder en femtedel af teksten i finanslovsaftalen.

Det er ikke overraskende at regeringen nu foreslår Dansk Folkeparti at indarbejde et forslag om at flygtninge kan få et kontantbeløb, hvis de ikke beder om familiesammenføring efter de tre år, de har måttet leve uden deres familie. Det er et forslag, der udkrystalliserer al den kynisme, der kendetegner den nuværende regerings politik: at man antager at andre mennesker først og fremmest er motiveret af penge og at væsentlige forhold i menneskers liv kan gøres op i penge. Når man selv tænker på denne måde, formoder man at andre også vil tænke sådan.

Samtidig udnytter forslaget, at flygtninge modtager den såkaldte integrationsydelse og derfor har særligt få penge. Og endelig sætter forslaget mennesker på flugt, der har midlertidig beskyttelsesstatus, i et dilemma, der vil ende med yderligere at stresse dem – og det er så vidt jeg kan se, også helt bevidst.

Artikel 16, stk. 3 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Men det, vi ser her, er det stik modsatte. Man vil nu med penge overtale mennesker, der er særligt trængt, til at blive ved med at være adskilt fra deres familier. Den sket skjulte begrundelse er selvfølgelig, at der er tale om mennesker (nemlig mennesker på flugt), som man ikke ønsker at have her.

Ville en dansk politiker være villig til at undvære sin nærmeste familie i tre år og bede den opholde sig på et farligt sted mod til gengæld at få et pengebeløb af en vis størrelse? Hvis ikke, hvorfor regner man da med at et menneske på flugt fra forfølgelse vil være parat til det?

Flattr this!

Indsamling til Amnesty International

I dag, hvor det er FNs menneskerettighedsdag, samlede jeg ind ved Amnesty Internationals første landsindsamling i Danmark nogensinde. Jeg var en af i alt 73 indsamlere i Aalborg-området, og fordi Amnesty International har lokaler i Aalborg, tog vi imod indsamlingsbøsser fra indsamlerne.

Jeg har samlet ind for flere andre organisationer i årenes løb, men for mig er det selvfølgelig noget helt særligt at samle ind for Amnesty International. Min rute i dag førte mig forbi 162 husstande i området, hvor jeg bor, inklusive min egen husstand, og jeg mødte alle mulige forskellige reaktioner og så en hel masse forskellige hunde og katte, som løb mig i møde. Én gade var delt op i en sydlig halvdel, hvor alle lukkede op, var venlige og gav et bidrag – og en nordlig halvdel, hvor alle (på når forældrene til en af min datters gamle klassekammerater) var negative og ikke ville give. Der var ligefrem nogle, der direkte sagde, at fordi det var Amnesty International, ville de ikke give noget.

Ligesom ved andre indsamlinger var det især ældre kvinder og unge mænd, der mest kategorisk ikke ville give noget. Ét sted fik jeg smækket døren i, straks den skæggede beboer så min indsamlingsbøsse (og man får ingen point for at gætte hans alder). Et andet sted var det en ung mand, der lukkede op, og bag ham stod – tre ældre kvinder. Med andre ord: Den mest ugunstige kombinationer af mennesker, man kunne forestille sig. Og de var selvfølgelig alle fire enige om ikke at ville give noget. “Vi har ikke tid”, lød begrundelsen. Dén var ny.

Men mange andre steder var der heldigvis stor velvilje, og flere steder fik jeg faktisk 100 kroner. Til sidst, tre en halv time senere, kunne jeg tage over til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 og være sammen med de andre i Amnesty-gruppen og med de indsamlere, der kom forbi. Det var en hyggelig afslutning.

Flattr this!

Et foregangsland?

En sammenligning mellem Libanon og Danmark. Bemærk, at Libanon er mindre end Jylland. Landets areal er 10.452 km², mens Jyllands areal er 29.777 km².

Endnu engang lancerer Dansk Folkeparti en samling stramninger af dansk flygtningepolitik, og hvis det går som det plejer, vil de lidt efter lidt blive til virkelighed. Den underliggende idé er at flygtninge ikke skal forsøges integereret i det danske samfund, og de skal ikke have lov til at arbejde eller uddanne sig. Flygtninge skal derimod befinde sig afsondret i lejre og i konstant venten på at blive sendt tilbage til det land, de flygtede fra. Det helt store ideal (hvis man ellers kan bruge den slags ord om Dansk Folkeparti) er at Danmark kan forlade international lov, så denne politik bliver nemmere at føre ud i livet.

Libanon er på mange måder et land, der gør præcis, hvad Dansk Folkeparti gerne vil have at Danmark skal gøre. Libanon er således et af de lande, der ikke har ratificeret FNs konvention fra 1951 om flygtninges rettigheder, og i Libanon har flygtninge ikke ret mange rettigheder og lever adskilt fra resten af befolkningen.

Der er dog alligevel ganske mange flygtninge i Libanon, for landet er også et af de så højt berømmede nærområder. Mange af flygtningene er palæstinensere. FNs organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har registreret 4.448.429 palæstinensiske flygtninge. Heraf bor de 1.327.772 i 58 officielle flygtningelejre på Vestbredden og Gazastriben, i Libanon, Syrien og Jordan. Det svarer til at 29,8 procent af de registrerede flygtninge bor i lejre. Mange palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere er statsløse. Den Arabiske Liga har flere gange forbudt sine med­lemsstater at tilbyde palæstinensiske flygtninge statsborgerskab.

I Libanon har kun 50.000 palæstinensere statsborgerskab mens de øvrige 400.000 flygtninge er statsløse. 53 procent af dem bor i lejre. De statsløse palæstinensere har ingen stemmeret, må ikke købe fast ejendom og er udelukket fra det offentlige sundhedsvæsen og fra en lang række erhverv, herunder læge, advokat og ingeniør. Levestandarden for palæstinensiske flygtninge i Libanon er markant dårligere end for “rigtige” libanesiske borgere.

Alle disse flygtninge er i stort omfang efterkommere af de oprindelige flygtninge fra 1948, og der er ikke noget, der tyder på at de vil kunne vende “tilbage” til Palæstina – et land, som det store flertal af dem aldrig har været i.

Og dertil kommer nu de mange mennesker på flugt fra borgerkrigen i Syrien. Ingen ved præcis, hvor mange syriske flygtninge der er i Libanon. Der var i juni 2017 1.001.051 flygtninge registreret af UNHCR i Libanon, men det faktiske tal er formodentlig meget højere – formodentlig tæt på 1,8 millioner mennesker. Og heller ikke de, der er på flugt fra Syrien, har nogen rettigheder i Libanon.

Det “libanesiske eksempel” fører ikke til noget godt. Hele ideen med at afsondre flygtninge og at holde dem i permanent venteposition er kun egnet til at nedbryde mennesker og til at skabe fattigdom og de parallelsamfund, som netop Dansk Folkeparti så gerne vil tale om. Det er da også typisk, at Dansk Folkepartis “løsning” på at mange mennesker er på flugt, er en uanstændig “løsning”, der ikke løser noget som helst, men tværtimod fremstår som en form for hævn.

Det eneste, der vil virke, er at det internationale samfund fordeler modtagelsen af flygtninge imellem sig og at det internationale samfund har en fælles plan for hvordan flygtninge kan vende tilbage. Det kan ikke være et enkelt land, der konkluderer at forholdene nu er sådan, at et stort antal mennesker skal sendes tilbage – det bør i tilfældet Syrien være en international vurdering. Samtidig må man indse, at mange flygtninge aldrig vil kunne vende hjem. Det er dét, vi har set med de palæstinensiske flygtninge, og det er dét, vi også vil se med en del af de syriske flygtninge, netop fordi de er modstandere af Assad-regimet, som lige nu ser ud til at være ved at få overtaget i Syrien.

Flattr this!

Lighed for loven?

I sin majestætiske retfærdighed forbyder loven både rige og fattige at sove under broer, tigge på gaden og stjæle brød.

Sådan skrev den franske forfatter Anatole France, der i 1921 fik Nobelprisen i litteratur.  Et af de seneste eksempler på denne mærkværdige fortolkning af at “alle er lige for loven” er den såkaldte tiggerlov, der gør det muligt at udvise hjemløse fra en hel kommune i op til to år.

Ligesom bl.a. integrationsydelsen blev denne lov indført med en begrundelse om at man vil ramme udlændinge, og her det, som regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet kalder for “utryghedsskabende tiggeri”. Men fordi dansk lovgivning ikke må diskriminere (og her tilføjer tilhængerne af denne slags love altid “desværre”), skal alle rammes. Målet er derfor at lave lovgivning, der “diskriminerer i praksis”, men formelt overholder menneskerettigheder. Oprindelig var Socialdemokratiet imod tiggerloven, men skiftede siden holdning, formodentlig fordi loven havde som intention kun at ramme udlændinge.

Tiggerloven og integrationsydelsen er samtidig eksempler på lovgivning, der er rettet mod i forvejen udsatte grupper i befolkningen. Det store skel i samfundet i dag ser ud til at gå mellem dem, der ikke har et arbejde, og dem, der har det – og den sidstnævnte gruppe bliver aldrig berørt af denne slags love. Derfor er det muligt for de mange politikere, der bejler til de mange vælgere, der har arbejde, at forsvare denne lovgivning. Tiggere og flygtninge kan ikke stemme.

Men det turde stå klart, at man ikke kan udføre “diskrimination i praksis”. Integrationsydelsen har allerede ramt mange danske statsborgere. I september i år blev den første dansker sigtet efter tiggerloven.

Hvad er det i det hele taget, “tiggerloven” kan opnå? Det er helt klart tilfældet, at det organiserede tiggeri er et problem, men tiggerloven rammer ikke bagmændene, men deres ofre, nemlig tiggerne selv. Mange af dem, der deltager i organiseret tiggeri, er nemlig (som jeg har nævnt tidligere her) ofre for trafficking. Og bag det hele lurer det sociale problem, der hedder fattigdom. Det kan man ikke forbyde sig ud af.

Flattr this!

Omsider – men hvad sker der nu?

Udgravningen af en massegrav i Srebrenica. Foto: Staton R. Winter/Associated Press

For seks et halvt år siden, da jeg netop var begyndt at skrive her, reagerede jeg på at det omsider var lykkedes at pågribe den serbiske krigsforbryder Ratko Mladic. Dengang mente nogle, at støtten til Mladic blandt serberne nu ville forsvinde.

I dag sluttede retssagen mod Mladic omsider, og denne mand, der er ansvarlig for drabet på 8000 mennesker ved massakren i Srebrenica, fik livsvarigt fængsel – men det tog 22 år, før det kom så vidt. På én måde er denne uges dom et punktum for den grusomme krig i det tidligere Jugoslavien. Men der er stadig udbredt støtte til ham blandt serbere, og nogle gange kan jeg ikke lade være med at spekulere på om dagens dom desværre snarere er at betragte et komma. Krigen i det tidligere Jugoslavien var måske i virkeligheden bare et af de tidlige og mest tydelige eksempler på netop den form for nationalisme, der nu i så mange afskygninger er blevet så udbredt i Europa. De serbiske nationalister ser da også i vore dage partier som f.eks. Alternative für Deutschland som allierede.

Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at der netop i de seks et halvt år, der er gået fra Mladics pågribelse til domfældelse, har udspillet sig en mindst lige så blodig borgerkrig i Syrien. Vil det mon også tage 22 år, før krigsforbryderne fra dén krig bliver dømt?

Én af de serbere, der ikke kunne leve med Ratko Mladics gerninger, var i øvrigt tilsyneladende hans datter, der begik selvmord. Efter sigende fik hun en depression som konsekvens af at skulle leve med faderens krigsforbrydelser.

Flattr this!

Farvel til Mugabe?

I forbindelse med mit engagement i Amnesty International har jeg haft kontakt til modige mennesker fra Zimbabwe. Jeg mødte Tendai Tagarira, der var forfatter og var kommet til Aarhus som flygtning under den såkaldte fribyordning. Jeg mødte Cousin Zilala, der arbejdede for Amnesty International i Zimbabwe og havde fået lov til at besøge Danmark. I Amnesty-gruppen i Aalborg arbejdede vi med en sag om WOZA (Women of Zimbabwe, Arise!), en græsrodsbevægelse i Zimbabwe, der arbejdede for kvinders rettigheder og blev udsat for omfattende og grov chikane fra myndighedernes side. Vi prøvede at sende appelbreve til myndighederne i Zimbabwe i denne sag, men almindelige papirbreve nåede ikke rigtig frem, så vidt vi kunne regne ud, og det var helt umuligt at sende dem pr. fax, for telefonnettet virkede kort og godt sket ikke derned.

En overgang havde vi kontakt til en Amnesty-gruppe i Harare og arbejdede med – en sag fra Europa om diskrimination mod romaer. Af og til lykkedes det mig at have helt korte samtaler i mobiltelefon med Amnesty-medlemmer fra Zimbabwe og af og til var e-mail, der nåede frem. Det lykkedes endda for dem at skrive et teaterstykke, som vi oversatte til dansk og fik Det Hem’lige Teater til at opføre.

Derfor kan det ikke undgå at påvirke mig at høre om situationen i Zimbabwe lige nu, hvor der måske/måske ikke er tale om et militærkup og måske/måske ikke er tale om at den 93 år gamle Robert Mugabes 37 år lange styre synger på sidste vers.

I sin tale i 1980, da apartheidregimet var bragt til ophør, sagde Mugabe (i min oversættelse – den oprindelige tekst kan forunderligt nok stadig findes hos ZBC, det statslige zimbabweanske tv-selskab)

En ond gerning er en ond gerning, hvad enten den begås af sorte mod hvide eller af sorte mod hvide. Vores flertalsstyre kunne let blive til et umenneskeligt styre hvis vi undertrykte, forfulgte eller chikanerede dem, der ikke ser ud som eller tænker som flertallet af os. Demokrati er aldrig pøbelvælde. Det er og skal forblive med at være et disciplineret styre, der kræver overholdelse af loven og samfundets regler. Vores uafhængighed må derfor ikke blive opfattet som et redskab, der udstyrer enkeltpersoner eller grupper med retten til at chikanere og intimidere andre til at handle mod deres egen vilje. Det er ikke retten til at nægte andre friheden til at tænke og handle, som de vil.

Jeg kan kun give ham ret. Og hvis dette havde været det sidste, vi havde hørt til Robert Mugabe, havde vi tænkt på ham som en stor frihedshelt, der trak sig tilbage med æren i behold.

Men alt det, der er sket siden, har været at Mugabe udstyrede sig selv med retten til at chikanere og intimidere andre. Det var en “ret”, han brugte ved enhver tænkelig lejlighed. Jeg er efterhånden overbevist om at det bedste, en frihedsbevægelse kan gøre efter at den har sejret, er at opløse sig selv efter at have taget initiativ til at indlede en forsoningsproces.

Flattr this!

Nærområdehjælpere og landegenopbyggere

Raqqa i april 2017. Foto: Røde Kors

I denne uge udtalte Kristian Thulesen Dahl sig om situationen i Syrien, hvor Islamisk Stat for ikke så længe siden mistede kontrollen over Raqqa.

– Raqqa er blevet befriet, og vi ser reportager om, at syrere vender hjem fra flygtningelejre og står foran døren til deres sønderbombede huse.

– Hvorfor skal den syrer, der er kommet til Danmark, ikke også stå foran sin dør og med hjælp fra Danmark være med til genopbygningen?, spørger Thulesen Dahl.

Hvis vi ser bort fra den situation, at den dør, som Kristian Thulesen Dahl nævner, ofte ikke findes mere, er det værd at bemærke at der her er tale om endnu en variation af en udbredt retorisk finte, der skal bruges til at begrunde at flygtninge ikke bør befinde sig i Danmark og samtidig dækker sig bag en tynd fernis af omsorg. Næst efter “nærområdehjælperne” er “landegenopbyggerne” formodentlig den største gruppe af sådanne tilsyneladende omsorgsfulde modstandere af at tage imod flygtninge.

Men hvor nemt er det egentlig at genopbygge et land efter en krig?

The Aleppo Project lader den amerikanske professor Jeffrey Diefendorf, der har skrevet flere bøger om genopbygningen af Tyskland, Japan og Rusland efter 2. verdenskrig, fortæller om hvor stor en opgave det var at genopbygge infrastrukturen i Tyskland. Genopbygningen af Tyskland var først mulig, da 2. verdenskrig var helt slut i Europa, og den krævede i høj grad en fælles velvilje.

Til gengæld er der ikke så mange moderne erfaringer med genopbygning af et land efter en borgerkrig. I en artikel fra januar i år bliver den bosniske arkitekt Amir Pasic spurgt som sine erfaringer med genopbygningen af sit land. Genopbygningen af en by som Mostar er stadig ikke overstået; der er stadig ganske mange ruiner i byen her mere end 20 år efter krigens afslutning.

Der var spontane små-genopbygninger af huse undervejs i 2. verdenskrig og borgerkrigen i Bosnien. Men i begge tilfælde skete den egentlige genopbygning først, da krigshandlingerne var endeligt overstået. Syrien er i høj grad stadig et land i borgerkrig. Hvordan forestiller Kristian Thulesen Dahl sig, at de tvangshjemsendte flygtninge skal organisere sig for at gennemføre en genopbygning, når de er i et Syrien, hvor der stadig er borgerkrig? Det er uvist for mig.

Det er også uklart for mig, hvilken rolle Danmark skal spille i den genopbygning som de tvangshjemsendte skal stå for, om genopbygningen skal ske i samarbejde med andre lande og hvordan forholdet til den stadig igangværende borgerkrigs parter skal være. Dansk Folkeparti er normalt ikke kendt som et parti med et internationalt udsyn, men dette bliver de nødt til at forholde sig til. Skal genopbygningen under den igangværende borgerkrig ske med militær beskyttelse, eller skal man blot håbe på at de tvangshjemsendte syrere klarer den med liv og sikkerhed i behold? Hvis ikke, hvad er da deres retslige stilling? Man kan forestille sig, at det område, de tvangshjemsendte skal sendes tilbage til, er under kontrol af Assad-regimet. Hvad skal der da ske med de syrere, der flygtede fra dette regime af frygt for at blive tvangsindkaldt til regimets hær? Ganske mange syriske flygtninge har fået asyl eller midlertidig opholdstilladelse med netop denne begrundelse. Skal også de sendes tilbage?

Baseret på de seneste to års erfaringer, tror jeg desværre at det sandsynlige forløb i dansk politik, nu er følgende.

  • Socialedemokraterne og Venstre vil efter en vis, indledende betænkelighed inden så længe støtte Dansk Folkepartis forslag, eventuelt med lette variationer.
  • Midlerne til “genopbygningsordningen”, som den tvungne hjemsendelse vil komme til at hedde, vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger. De vil blive taget fra eksisterende kilder, f.eks. gennem en nedsættelse af den såkaldte integrationsydelse og gennem nedsættelse af u-landshjælp. Socialdemokraterne vil få nogle indrømmelser, som gør at de stemmer for forslaget. Bl.a. vil der komme en vag formulering om at beslutningen om “genopbygningsordningen” vil kunne genovervejes, hvis nogen af de tvangshjemsendte mister livet.
  • Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Flattr this!