Ordkraft 2017

I denne weekend er der Ordkraft-festival i Aalborg, og selvfølgelig er det på Nordkraft. I går var jeg kort forbi for at samle underskrifter for Amnesty International – og jeg blev mødt med megen velvilje (og desværre også af de sædvanlige knotne mennesker, der af en eller anden grund altid synes at tilhøre den ældre generation).

I dag var jeg tilbage på Ordkraft, denne gang sammen med min hustru. Vi hørte bl.a. sidste del af samtalen med de nominerede til DRs romanpris, bl.a. Mich Vraa, Kirsten Thorup (der ikke sagde noget mens vi var der) og Merete Pryds Helle.

Vi fik hørt Signe Gjessings lidt utraditionelle fremførelse af egne digte fra Ideale begivenheder fra i år.

Min hustru fik bagefter en snak med Mads Nygaard fra Venligboerne, som var sikker på at jeg havde ført Ammar fra Syrien og Ann fra Aalborg sammen – de mødte i al fald hinanden til Amnesty Internationals folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni, hvor Mads og Ammar holdt taler.

Poetry slam er også en del af Ordkraft. Det var hyggeligt at gense og snakke med den dobbelte Danmarksmester i poetry slam, Lasse Nyholm Jensen, og hans kollega Peter Dyreborg. Det var efterhånden et par år siden, jeg havde set Lasse, og Peter så jeg sidst til DM i 2016.

Lasse, Peter og engelske Harry Baker, der af uvisse årsager var blevet kaldt “verdensmester i stand-up” i Ordkrafts program – han er tidligere verdensmester i poetry slam! – optrådte senere med deres respektive tekster. Det var en flot og helt uhøjtidelig opvisning i hvad poetry slam kan, og det gjorde bestemt ikke noget at konkurrenceelementet denne gang var fraværende.

Sidste indslag var en oplæsning med elever fra Nordkrafts skriveskole, og teksterne her var meget forskellige. Jeg hæftede mig her især ved Amina Elmi, som også nogle gange har været med poetry slam, og ved en af min hustrus kolleger, Anne Kirstine Mathisen, der fremførte en meget gribende tekst om at have en mor ramt af demens. Netop dét kendte jeg selv kun alt for godt.

Der er masser af muligheder for at købe bøger til Ordkraft. Selv fik jeg kun købt én bog, og det var – en kogebog.

Flattr this!

Der er én, der våger over dig

Her til aften holdt jeg et oplæg ved en af debataftenerne arrangeret af studenterpræsterne i Aalborg under fællestitlen Science & Cocktails. Ovenfor kan I se mine slides; der er nogle små film med, som I desværre ikke kan se her.

Deltagerne ved Science & Cocktails.

Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt; vi skulle konkurrere med et foredrag af Svend Brinkmann i Folkekirkens Hus lige ved siden af Studenterhuset og poetry slam nede i den store sal. Men jeg, studenterpræst Christen Staghøj Sinding og de 10 fremmødte fik ikke desto mindre en interessant snak, der førte os vidt omkring. Det er ikke overraskende, at vi igen og igen vendte tilbage til den omfattende dataindsamling, som ikke mindst Facebook, Google og de store webbutikker som f.eks. Amazon foretager. Det er enorme datamængder, som der nu sættes mange kræfter ind på at kunne analysere – og her kommer universiteterne ofte virksomhederne til hjælp ved at oprette nye uddannelser i det, der er kommet til at hedde data science. Vi kom også omkring BAE Systems og deres indsats for at udvikle overvågningsteknologi, som kan eksporteres (og bliver eksporteret) til lande i Asien, der overtræder menneskerettighederne i stor stil.

Nikolaj vinder et poetry slam for anden gang i træk.

Efter lidt over halvanden time sluttede vi, og jeg gik nedenunder til poetry slam, hvor jeg havde meldt mig til og dukkede op i allersidste øjeblik. For anden gang i træk var det Nikolaj Lind Holm, der vandt (og igen var det fuldt fortjent), men selv endte jeg på en andenplads. Og det var slet ikke skidt, alt taget i betragtning.

Flattr this!

Lad dem spise kage

I dag fejrer Inger Støjberg stramning nummer 50 over for flygtninge og asylansøgere med en kage. Nogle af de beslutninger, hun fejrer, er

27)   Udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelse
28)   Gebyrbetaling på familiesammenføringsområdet
29)   Afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte til herboende flygtninge
30)   Ophævelse af 2-årsfristen i sager om familiesammenføring med børn

Måske vil de børn, der nu er uledsagede flygtninge, rose Inger Støjberg for hendes handlekraft og måske endda få en lille del af kagen. Men jeg må indrømme, at jeg tvivler. Det er billeder som dette og beslutninger som disse, der viser at beslutningstagerne nu ikke engang bruger de forskønnende omskrivninger om at “hjælpe i nærområderne”. Det er ikke engang tunge, men nødvendige beslutninger, beslutningstagerne taler om – det er beslutninger, de åbenlyst glæder sig så meget over at tage, at det skal fejres og udstilles. Mennesker skal holdes væk fra Danmark, familier skal holdes adskilt, børn skal betale for at blive genforenet med forældre og søskende og livet skal gøres utåleligt for nogle.

Hvordan vil de voksne mennesker, der i dag er flygtningebørn, tænke tilbage på dette billede?

Vi er langt længere ude, end vi aner.

Flattr this!

Endnu en 8. marts

I dag var jeg og andre medlemmer af Amnesty International ude for at samle underskrifter i forbindelse med kvindernes internationale kampdag. Fokus hos os var i år på de kvinder og piger, der er flygtninge. Omkring 15 procent af alle kvinder og piger, der er flygtninge i dag, bliver udsat for overgreb i form af voldtægt eller anden form for vold, seksuel chikane osv. – når de befinder sig i de af nogle så berømmede nærområder. Det er embedsmænd, vagter, nødhjælpsarbejdere, andre flygtninge og lokale beboere, der står bag overgrebene.

Hvis nærområderne skal kunne beskytte kvinder på flugt, er omverdenen nødt til at yde et langt højere niveau af økonomisk bistand og sørge for ordentlige faciliteter. Derudover må lokalsamfundene sikre, at gerningsmændene bag overgreb findes og straffes.

Samtidig må verdens rigeste lande – herunder Danmark – øge antallet af genbosættelser af verdens flygtninge, så nærområderne ikke skal løse opgaven alene.

Og så bør Danmark som minimum genindføre aftalen med FN om at årligt tage imod 500 kvoteflygtninge – de mest sårbare mennesker på flugt. Enlige mødre er nogle af disse særligt sårbare flygtninge.

Jeg vil gerne opfordre alle til at skrive under på en appel til den danske regering for at gøre en aktiv indsats for at beskytte kvinder og piger på flugt mod disse utrygge og farlige vilkår.

Flattr this!

Alle ved, hvad du er for én

For nylig læste jeg om en situation, der opstod under en indenrigsflyvning i USA, hvor en passager fik et ildebefindende. Kabinepersonalet spurgte, om der var en læge til stede. Det var der heldigvis, og lægen rakte hånden op. Men kabinepersonalet sagde bare (i min oversættelse fra nedladende engelsk)

“Åh nej, skat, tag den hånd ned igen. Vi skal altså bruge én, der faktisk er læge eller sygeplejerske eller er sundhedsuddannet; vi har ikke tid til at tale med dig.”

Når jeg læser dette, bliver jeg mildt sagt pinligt berørt. Lægen, der havde rakt hånden op, var en kvinde med afrikansk baggrund. Kabinepersonalet regnede ikke med at hun kunne være læge.

Man kunne formodentlig have forestillet sig en lignende situation i Danmark. Et “normalt” menneske i Danmark er en hvid mand med “typisk dansk” middelklasse- eller overklassebaggrund. Læg mærke til hvor ofte det ikke bliver nævnt i medierne i omtalen af en person, at der er tale om et sådant menneske! Kvinder i mandsdominerede fag, mennesker med “anden etnisk baggrund” der har et “typisk dansk” arbejde eller interesseområde og mennesker med underklassebaggrund bliver derimod ofte omtalt med deres køn/etnicitet/sociale baggrund som noget “interessant”.

Der er selvfølgelig ikke noget suspekt i sig selv i at være en hvid mand med ovenstående “normale” baggrund. Problemet kommer først, hvis man ikke vedkender sig at man  i kraft af sin baggrund får nogle usagte privilegier, andre mennesker ikke har – at man i nogle situationer oplever færre problemer og færre forhindringer end andre, herunder at der ofte er større sandsynlighed for at man uden videre bliver taget alvorligt.

Forskellen på privilegier og menneskerettigheder er tydelig – menneskerettigheder er rettigheder, alle mennesker har, mens privilegier er rettigheder, som nogle mennesker har. Det lyder måske paradoksalt, men de usagte privileger får for alvor betydning, hvis vi benægter at de findes, at vi måske selv har ét eller flere af dem og at de reelt har betydning i samfundet.

Flattr this!

Akademisk frihed

Der er en vigtig diskussion om akademisk frihed og fri adgang til information, der nu er ved at tage form. Til seminaret på Schloß Dagstuhl har jeg haft diskussioner om open access-adgang til akademiske publikationer med mine kolleger. En af mine italienske kolleger, Mariangiola Dezani, der er en meget erfaren og respekteret forsker, har været redaktør på et tidsskrift publiceret af Elsevier. I den egenskab talte hun allerede for 10 år siden for at der skulle gøre noget ved situationen om de dyre abonnementer på tidsskrifter – men de fleste af hendes kolleger ville ikke være med til at gøre noget. De var tilfredse med det privilegium det var at være del af redaktionen af det dengang meget prestigefyldt tidsskrift. Situationen var også træls dengang, men den er ikke blevet bedre. Jeg havde håbet at kunne lave en diskussionsgruppe til seminaret om dette emne, men det har der ikke været interesse for. Det, jeg fornemmer, er desværre en følelse af magtesløshed hos mange.

Tidsskrifter er én mulighed for udveksling af information, en anden vigtig mulighed er akademiske besøg. Jeg bemærker, at SIGPLAN, der er ACMs interessegruppe om programmeringssprog, nu også udtrykker sin bekymring om Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra 7 lande. SIGPLAN er ligesom jeg af den holdning, at videnskaben skal kunne komme alle til gode og ikke må være afhængig af nationale, religiøse, kulturelle eller etniske forskelle. Uanset hvad man synes om regimet i et land som Iran, kan akademisk samarbejde med forskere i dette og andre udemokratiske lande være med til at åbne dem mod omverdenen. Det nuværende indrejseforbud har blandt sine mange ubehagelige konsekvenser dén, at akademisk samarbejde nu bliver sværere.

Flattr this!

Fordi de ikke vil

Foto: Christina Mosegaard, Horsens Folkeblad.

Udsendelsen på TV2 om den afghanske pige Rokhsar og hendes familie kan forhåbentlig ikke undgå at gøre indtryk.  Den gjorde i al fald et stort indtryk på mig.

I udsendelsen ser jeg, at en advokat tager udgangspunkt i den fortolkning af Konventionen om barnets rettigheder, som i 2015 førte til nye afgørelser i en række sager om opholdstilladelser. 

Det giver bestemt mening, men der findes faktisk andre muligheder, der gør at afviste asylsøgere kan få opholdstilladelse, hvis en udsendelse vurderes udsigtsløs. Dette gjorde Ulrik Dahlin og Nikolaj Houmann Mortensen opmærksom på i en artikel fra Information på menneskerettighedsdagen den 10. december 2016.  I 2009 var der et møde i Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik om retningslinjerne for brugen, og referatet af mødet kan læses hos Retsinformation. 

Her står der

Efter forarbejderne til bestemmelsen og ministeriets praksis kan varigheden af en ansøgers ophold her i landet indgå som et af de kriterier, som skal medtages i afgørelsen af, hvorvidt der skal gives humanitær opholdstilladelse. Opholdets varighed skal i almindelighed være på cirka 5-6 år, førend der alene under henvisning til dette kriterium kan gives humanitær opholdstilladelse.

Her bemærker jeg at Rokhsar og hendes familie nu har været i Danmark i mere end 5 år. Og i oktober 2016 udtalte en afghansk viceminister, at den afghanske regering ikke vil have flere tvangshjemsendelser.

Der er en længere artikel i Politiken, og her får Inger Støjberg det sidste ord; hun siger:

»Jeg kan godt forstå, at familien gerne vil blive i Danmark. Men vores asylsystem fungerer ikke sådan, at man kan vente sig til asyl. Hele grundlaget for vores asylsystem er, at vi yder beskyttelse til personer, der er i fare eller er særligt udsatte. Resten får nej og skal vende hjem til deres eget land – også selv om de bedre kunne tænke sig at bo her. Så når alle instanser har givet afslag på asyl, må man respektere den beslutning og forlade Danmark«.

Det interessante her er dette: Indtil 2009 blev reglen om humanitær opholdstilladelse anvendt hyppigt, men i de sidste fire år er den slet ikke blevet anvendt. Der er derfor ikke kun tale om et objektivt lovgrundlag, som regeringen er nødt til at følge uanset hvilke sympatier man måtte have, selv om Inger Støjberg gerne vil fremmane et sådant billede. Der er tale om en ændret og langt mere restriktiv fortolkning af loven end man så f.eks i 1990erne, hvor der var en del borgere fra det tidligere Jugoslavien, der opnåede humanitær opholdstilladelse.

Min klare fornemmelse (som lægmand) er at de danske myndigheder i sagen om Rokhsar og hendes familie (og lignende sager) har mulighed for at give humanitær opholdstilladelse (ikke asyl), men at det er et helt bevidst valg fra både den nuværende og den tidligere regering, at man ikke vil.

Flattr this!

Behandlet efter anseelse?

Bunden af tabellen fra 2016.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger i sin artikel 1 at

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Sidste år lavede Ugebrevet A4 en undersøgelse, hvor 2.020 danskere [jeg formoder at dette blot betyder “borgere i Danmark”] blev bedt om at svare på, hvor meget prestige de forbinder med 99 forskellige jobtyper.  Undersøgelsen følger op på A4s oprindelige undersøgelse fra 2006.

I toppen har vi

  1. Pilot
  2. Hospitalslæge
  3. Praktiserende læge
  4. Advokat
  5. Universitetslektor

Så jeg har ikke grund til at være nervøs – jeg ved i forvejen, at jeg er privilegeret og nok skal klare mig næsten uanset hvor galt det går i samfundet. (Professorer er interessant nok ikke nævnt.)

Allernederst på listen finder vi dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere. Disse grupper kan vel næppe kan kaldes for “jobtyper”. Der er nu i snart mange år fra politisk hold blevet stadigt flere sanktioner rettet mod disse grupper af borgere – senest i form af den såkaldte dagpengereform og det såkaldte kontanthjælpsloft.

Jeg tør heller ikke tænke på hvilken placering afviste asylansøgere ville få i det nuværende politiske klima. Sidste år udtalte Inger Støjberg, at “tålt ophold skal være så utåleligt som muligt”.

Og i denne uge har Kirsten Thorup og Kristina Stoltz i Politiken en grundig artikel om de vilkår, afviste, ikke kriminelle asylansøgere lever under i Danmark. Det er en meget forstemmende artikel.

Handler vi mod hinanden i en broderskabets ånd i Danmark? Jeg er efterhånden grundigt i tvivl. Min ubehagelige mistanke er at mange politiske partier i dag ikke vil røre ved denne rangordning i anseelse, men tværtimod accepterer den og faktisk også gennem deres politik er med til at forstærke den.

Flattr this!

Et udsat land?

Oversigt over genbosættelse af flygtninge i UNHCR-regi i 2014. Kilde: Sandra Elgersma: International Context for Refugee Protection (https://hillnotes.wordpress.com/2016/02/04/international-context-for-refugee-protection/) [noter fra Canadas parlament]
I dag kan jeg læse i Information og på DR Nyheder, at den danske regering vil inddrage opholdstilladelsen for 100 kvoteflygtninge fra Somalia.

Jeg kender ikke de pågældende flygtninges baggrund, men flygtninge under kvotesystemet har typisk befundet sig i lang tid i flygtningelejre, og der er tale om de svageste og mest udsatte flygtninge såsom forældreløse børn og unge eller handicappede. Kvoteflygtningene falder under UNHCRs genbosættelsesprogram, og her er målet at genbosætte flygtningene. Man kan læse mere om UNHCRs genbosættelsesprogram hos UNHCR selv.

UNHCR beskriver programmet således:

Resettlement is the transfer of refugees from an asylum country to another State that has agreed to admit them and ultimately grant them permanent settlement. UNHCR is mandated by its Statute and the UN General Assembly Resolutions to undertake resettlement as one of the three durable solutions. Resettlement is unique in that it is the only durable solution that involves the relocation of refugees from an asylum country to a third country. Of the 14.4 million refugees of concern to UNHCR around the world, less than one per cent is submitted for resettlement.

Genbosættelse er altså ikke en midlertidig foranstaltning.

Nogle af kvoteflygtningene fra Somalia har en ringere beskyttelse end andre ifølge dansk lov. Men jeg bemærker, at  denne sondring er en sondring, som den daværende danske regering selv indførte i 2005 uden om UNHCR.

Det er også interessant at sammenligne med de beskrivelser af situationen i Somalia, som det danske udenrigsministerium har lavet. Herunder er et uddrag af Udenrigsministeriets rejsevejledning. Den blev senest opdateret den 29. november 2016.

Der er stor forskel på sikkerhedssituationen i de forskellige dele af Somalia, men kendetegnende for alle dele er, at situationen kan ændre sig med stor hast.

Der er krigslignende tilstande i og omkring hovedstaden Mogadishu, i visse dele af det sydlige og centrale Somalia samt i visse dele af Puntland. Der er daglige kampe mellem Den Føderale Regerings styrker støttet af AU-styrker (AMISOM) og forskellige oprørsgrupper. Der er stor risiko for morter- og selvmordsangreb, som desværre ofte rammer civile. Der er fortsat risiko for direkte angreb på lufthavnen, hvilket forøger risikoen for at ind- og udrejse umuliggøres.

Hele den igangværende manøvre fra den danske regering er bekymrende, dels fordi den ikke kan undgå at kunne få store menneskelige omkostninger for dem, der skal forlade Danmark trods deres flygtningestatus, dels fordi den er endnu et tegn på at den danske regering ikke længere har nogen skrupler ved at omgå internationale aftaler, den selv tidligere har indgået, eller ved at ignorere FN-systemet.

Flattr this!

En nykonservativ CIA-agents bekendelser 

Kilde: The Monthly Statistical Report on victims, November 2016 Violations Document (http://vdc-sy.net/Website/wp-content/uploads/2016/12/November-report-Eng.pdf)

I dag begik jeg den brøler at vikle mig ind i en diskussion i et kommentarspor på Facebook blandt mennesker, der har en opfattelse af konflikten i Syrien som er fuldstændig forskellig fra min. Ifølge dem er det, de kalder mainstreammedierne og konsekvent forkorter MSM, helt igennem usandfærdige og ren propaganda for USA og NATO. Tværtimod er det Assad-styret, de russiske medier og de vestlige journalister, som med Assad-styrets tilladelse har besøgt de Assad-kontrollerede områder i Syrien, der er de troværdige kilder.

Konflikten i Syrien udspringer ifølge Assad-tilhængerne slet ikke af noget, der engang var protester mod et diktatur. Tværtimod er konflikten i Syrien et angreb på Bashar al-Assads legitime regering, og de grupperinger, andre ville omtale som oprørere, er simpelthen terrorister. Konflikten er i det hele taget ikke en borgerkrig, men en række terrorangreb. Bashar al-Assad er en demokratisk og pluralistisk præsident, der aldrig har forårsaget uskyldige civiles død. Flygtninge flygter derfor kun fra ISIS og andre islamistiske grupper; i virkeligheden er alle flygtninge fra Syrien nemlig tilhængere af Assad. Det tør de bare ikke sige til nogen. En undtagelse er dog de syriske flygtninge der når til Europa; de er nemlig Assad-modstandere på samme måde som iranske flygtninge er tilhængere af den nu afdøde shah. I det hele taget skal man ikke fæste lid til flygtninge, for ingen af dem har noget godt overblik over situationen i Syrien (ligesom danskere typisk ikke forstår den politiske situation i Danmark).

Jeg kan formodentlig ikke referere denne fortælling loyalt, for jeg må indrømme at jeg finder den meget bizar og helt umulig at forene med de beretninger, jeg har hørt fra mennesker, der selv har været i Syrien, og med min opfattelse af Syrien som et brutalt diktatur. Jeg er kritisk over for den politik, USA og andre vestlige lande har ført i forhold til borgerkrigen i Syrien – mest har den bestået i ikke at gøre noget, og ellers har den bestået i bombardementer, der har kostet en del civile livet. Men det betyder bestemt ikke, at jeg sympatiserer med Assad-regimet – tværtimod.

Da man i Facebook-diskussionen opdagede,  at jeg er medlem af Amnesty International, steg foragten voldsomt, for jeg var nu ifølge dem afsløret som en nykonservativ tilhænger af CIAs forsøg på at omstyrte lovligt valgte regeringer – og dertil var jeg en islamofob som mener at flygtninge kun kommer til Europa med den hensigt at kunne modtage kontanthjælp, og jeg var tydeligvis et menneske som ikke stoler på arabere. (Ingen af delene kan siges at beskrive mine holdninger særlig godt.)

Hele denne bredside af vrede virkede fuldstændig fyldt med selvmodsigelser, og til sidst, da jeg fik at vide at jeg var et røvhul, gav jeg op. Det påfaldende var dels, at ingen af deltagerne var syrere, dels at de tydeligvis opfattede sig som venstreorienterede. Nogle af dem er samtidig tilhængere af det, jeg ville kalde en konspirationsteori  – nemlig at terrorangrebene i USA i 2001 var udført af USA selv. Det yderligere specielle er her, at det i Europas politiske landskab er på den nationalistiske højrefløj, man finder den store støtte til Assad. Front National i Frankrig, Alternative für Deutschland i Tyskland og Jobbik i Ungarn støtter alle Assad, og i Danmark kan man høre lignende toner fra Dansk Folkeparti. Alle er enige i en fortælling om at der findes en særlig sandhed om verdens sande tilstand, som bliver undertrykt, og som kun de har adgang til.

Og alt dette viser mig to ting: For det første, at diskussioner på Facebook er ørkesløse og udmattende. For det andet, at de syriske flygtninge er oppe imod en gruppe mennesker, der simpelthen ikke tror på deres historier.  Det er i virkeligheden dét, der gør mig allermest vred. Assad-tilhængernes benægtelse af syrernes lidelser under Assad-regimet og af deres bevæggrunde for at flygte fra Syrien er simpelthen en hån mod dem.

Flattr this!