Menneskerettigheder og forskning

Når et dansk universitet skal promovere forskning, er det typisk anvendeligheden, ledelsen ønsker at fremhæve. Men på det seneste er der tilsyneladende opstået en ny interesse for grundforskning i de samme kredse.

Baggrunden er den seneste tids fokus på samarbejde mellem danske universiteter og kinesiske forskningsinstitutioner. Siden 2012 har forskere fra DTU publiceret mindst 17 forskningsartikler sammen med folk fra. Det dækker områder fra flyvninger over Grønland med måleinstrumenter, der kan opfange tyngdekraften, til kryptanalyse.

DTU svarer ifølge dagbladet Politiken, at der er tale om grundforskning, der er fuldt ud lovlig og inden for de etiske retningslinjer på universitetet. Kryptanalyse er et »klassisk eksempel på dual use«, skriver man i svaret. Dual use er et begreb for at forskningsresultater kan bruges både militært og civilt. DTU udtaler, at »når resultaterne af forskningen publiceres, styrker det samlet set sikkerheden i civilsamfundet«.

Man kan ikke (og skal ikke) forbyde teknologier med dual use-muligheder, men det betyder ikke at det er holdbart at dække sig ind under forsvaret om grundforskning. Som Teknologirådet påpeger, er der brug for processer for at evaluere hvilke ’dual uses’ der er problematiske bl.a. ud fra et menneskerettighedssynspunkt. Der er stor dansk forskningsekspertise på menneskerettighedsområdet, og den kunne man udnytte her. Det ville være godt, hvis danske forskere også inden for teknik og naturvidenskab kunne opnå indsigt i menneskerettighederne og kunne handle aktivt i stedet for at ende som redskaber for andre, der har formål, som man ikke selv billiger. Det samme kunne man ønske sig for dem, der uddanner sig inden for disse områder. Tænk hvis der var menneskerettighedsundervisning også på teknisk-naturvidenskabelige uddannelser.

Rundt omkring er FNs verdensmål for bæredygtig udvikling blevet rosende omtalt, og Syddansk Universitet er et dansk universitet, der nu har vedtaget at arbejde ud fra dem. Men hvis danske universiteter mener noget med alt dette, bør de som del af deres strategier have en egentlig menneskerettighedsstrategi for hvordan de gennem forskning og uddannelse kan fremme menneskerettighederne i udlandet og herhjemme.

Og så ville det da i øvrigt også klæde danske universiteter også at tale positivt om grundforskning og fri forskning, også når anledningen ikke er defensiv (hvis man vil tillade mig dette ordspil).

Srebrenica

Foto: https://www.flickr.com/photos/aiva/41726395815 (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Et af de første indlæg, jeg skrev på denne blog, var om Radko Mladic, den serbiske krigsforbryder, der var ansvarlig for massakren i Srebrenica, der kostede mere en 7000 bosniere livet. Massakren fandt sted 11. juli 1995, dvs. for præcis 25 år siden, og den er et af de grimmeste kapitler i Europas historie efter 2. verdenskrig. Mladic blev omsider pågrebet i 2011 og fik en livstidsdom i 2017 ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol.

Massakren i Srebrenica er det mest synlige eksempel på de bosniske serberes overgreb mod den muslimske befolkning i landet og og et symbol på de grusomheder, der fandt sted overalt i Bosnien. På mange måder er massakren også et ekstremt udtryk for den nationalisme, der har hærget kontinentet i så mange år og samtidig fremstår den som symbol på det internationale samfunds svigt og på den tidlige hen mod den benægtelse, vi i dag ser af, at der overhovedet findes et internationalt samfund med et fælles ansvar.

“Et indgreb af nogen intensitet” i statens interesse

Mogadishu i Somalia set fra den internationale rumstation ISS. Foto: NASA.

I oktober 2018 skrev jeg om det såkaldte “paradigmeskift”, der er den politiske beslutning, at alle flygtninge i Danmark er i Danmark midlertidigt og en dag, når det er muligt, skal sendes tilbage til det land, de flygtede fra.

Nu er den første sag om inddragelse af opholdstilladelse her. En ung mand på 27, der kom til Danmark som 19-årig. skal have inddraget sin opholdstilladelse og sendes til Somalia. Han er gift, har børn og har fast arbejde og er en lovlydig borger. Han kunne ikke finde en læreplads, så han har ikke kunnet gøre sin uddannelse som blikkenslager færdig.

Flygtningenævnet finder, at selv om manden har »væsentlig tilknytning til Danmark«, og at inddragelsen derfor vil være »et indgreb af nogen intensitet i hans ret til privatliv«, så vil det ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at fjerne hans opholdstilladelse. Det rigtig interessante er begrundelsen, nemlig at inddragelsen af mandens opholdstillladelse er i statens interesse, og at den vejer stærkere end hans familieliv:

Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en sådan inddragelse kan indebære i hans ret til familie- og/eller privatliv. Nævnet finder i den forbindelse, at en håndhævelse af udlændingelovens § 19 a, jf. § 19, udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2…

Flygtningenævnets afgørelse af 1. juli 2020 https://fln.dk/-/media/FLN/Nyheder/Praemisser-30062020-paradigme.pdf (min fremhævelse)

Når Flygtningenævnet er begyndt at ræsonnere på denne måde for at fratage opholdstilladelser, er det et ubehageligt signal om at “statens interesse” vejer tungest. At det, der er i “statens interesse”, er at sende lovlydige og velintegrerede mennesker ud af landet, står kun mellem linjerne.

Vi ved ikke, hvad manden på 27 hedder, og han har sikkert også lyst til at være i fred i den usikre og svære situation, de danske myndigheder nu har sat ham i. Men det ville være godt at kunne få et ansigt på det første offer for “paradigmeskiftet”, der nu er i gang med at gøre flygtninge overalt hjemløse.

Din nye app kan mere, end du tror

Skærmbillede af turist-aflytnings-app’en, som bliver installeret hvis man begiver sig til Xinjiang-provinsen.

I denne tid, hvor det kinesiske regime har slået ned på systemkritikere i Hongkong med undertrykkende lovgivning, er det også forstemmende at læse en artikel fra New York Times om hvordan kinesiske app-udviklere udvikler apps, der reelt er malware rettet mod Android-telefoner og beregnet til overvågning af uighurerne i Xinjiang-provinsen.

Hele denne hacker-indsats har stået på siden 2013. Nogle former for overvågning er gemt i tastatur-apps, mens andre er indlejret i bl.a. apps med uighur-sprogede nyheder, skønhedstips eller religiøse tekster som Koranen (uighurerne er muslimer). Disse apps kan f.eks. tænde for telefonens mikrofon uden at brugeren opdager det, optage opkald eller eksportere fotos, GPS-data og samtaler på chat-apps.

Men også andre bliver ramt. Hvis man som udlænding rejser ind i Xinjiang-provinsen med sin smartphone, installerer grænsepolitiet en app på telefonen, der scanner telefonen for indhold og aflytter sms’er.

I Kina er grænserne mellem erhvervslivet og regimet meget uklare, og derfor er det meget uklart, hvem man reelt har med at gøre og i hvilket omfang hackerne egentlig har regimets aktive opbakning. På universiteter verden over bliver der i disse år oprettet uddannelser i cybersikkerhed, og emnet er i de seneste årtier blevet genstand for stor forskningsaktivitet. Især arbejdet med analyser af mobil kode er blevet væsentligt. Xinhua News skrev i 2019, at Kina regnede med at være førende inden for cybersikkerhed i den nærmeste fremtid. Det lyder umiddelbart lovende, for det vil formodentlig bane vejen for ganske meget forskningssamarbejde mellem Kina og omverdenen. Om det så er en god idé at samarbejde med miljøer, hvor hattene så ofte skifter farve fra hvid til sort, er en anden snak.

Min fornemmelse er, at det mest nødvendige krav til apps er, at deres kildekode bør være åbent tilgængelig og analyserbar og at man af app-butikkerne bør kræve, at de foretager sådanne sikkerhedsanalyser. Det kræver så også, at vi som forskere udvikler nye metoder til sikkerhedsanalyse af mobil kode. Der er selvfølgelig en masse spændende nye muligheder for forskning i programmeringssprog gemt her.

Men den slags tager tid. Lige nu er det sikreste formodentlig desværre ikke at tage en smartphone med, hvis man skal til Kina.

“Uddannelsescentre” og forskning

Tashpolat Tiyip (tv.) bliver æresdoktor fra Sorbonne. Foto: Amnesty International.

Tashpolat Tiyip er en fremtrædende forsker i geografi i Xinjiang-provinsen i Kina. Han er bl.a. æresdoktor fra Sorbonne. Fra 2010 til 2017 var han præsident for Xinjiang Universitet, men i 2017 blev han tilbageholdt i Beijings lufthavn, da han sammen med en gruppe studerende skulle rejse til Tyskland. Herefter er han “forsvundet” og er blevet dømt til døden ved en hemmelig domstol. Hans familie kan ikke få at vide, hvor han er.

Tashpolat Tiyip er efter alt at dømme blevet forfulgt, fordi han er uighur og kritisk over for det kinesiske regime. Uighurere er et etnisk mindretal på omkring 11 millioner mennesker; de er muslimer. Uighurerne modsætter sig ligesom tibetanerne det kinesiske overherredømme, og derfor bliver de udsat for voldsom og systematisk forfølgelse. Omkring en million af dem menes at sidde i lejre eller fængsler. Ifølge Amnesty International foregår der tortur og indoktrinering i lejrene, mens de kinesiske myndigheder kalder lejrene for “uddannelsescentre”.

Det er desværre her, datalogiske metoder til analyse af data kommer ind. Kinesiske firmaer udvikler i tæt samarbejde med regimet metoder til analyse af internet-data og mobildata og til ansigtsgenkendelse, så det er muligt at opspore og overvåge dissidenter blandt uighurer og andre etniske mindretal.

USA er et af de vestlige lande, hvor der har været tæt samarbejde mellem datalogiske forskningsmiljøer og kinesiske virksomheder om teknologi, der bliver brugt til overvågning og i sidste ende til forfølgelse. I nogle tilfælde er det kinesiske universiteter, der agerer som en form for mellemmænd.

Ofte er det jagten på forskningsmidler, der er drivkraften hos datalogiske miljøer, og mange af problemerne, man beskæftiger sig med, fremstår fra de kinesiske samarbejdspartnere så generelle, at det bliver sløret hvad formålet egentlig er. I 2019 skred USAs handelsministerium dog ind over for disse samarbejder og sortlistede en række kinesiske virksomheder. Dette skete som reaktion på en række sager.

I 2018 indgik MIT et forskningspartnerskab med det kinesiske firma SenseTime, som er blandt de virksomheder, der i 2019 blev sortlistet af det amerikanske handelsministerium på grund af sin rolle i undertrykkelsen af uighurerne. SenseTime-midlerne hos MIT er forbundet med betydelige donationer fra iFlyTek, som er en anden kinesisk virksomhed inden for overvågningsteknologi. Også iFlyTek er sortlistet af det amerikanske handelsministerium og nævnt af Human Rights Watch i 2017 for sin masseindsamling af data i forbindelse med politiets overvågning i Xinjiang .

MIT er på ingen måde det eneste universitet i USA, der har haft forbindelser til forfølgelsen af uighurerne, og som har hentet eksterne forskningsmidler gennem samarbejde med kinesiske firmaer. Et andet eksempel er University of Illinois at Urbana-Champaign, hvor der har været forskning delvist finansieret af CloudWalk, der arbejder med software til ansigtsgenkendelse af uighurer og tibetanere.

USAs politik om sortlistning kan blive et generelt redskab i det større billede, men det er vigtigt, at forskningsmiljøer også selv tager aktiv stilling til de potentielle anvendelser af de teknologiske løsninger, de arbejder med, og tager et etisk ansvar i stedet for at risikere at ende som en form for naive redskaber for andre. I bl.a. USA har afhængigheden af ekstern finansiering nu nået et niveau, hvor det er vigtigt med en kritisk stillingtagen til interessenterne, ikke mindst hvis de kommer fra lande med voldsom undertrykkelse.

En kæmpe gave?

Noget underligt ved den danske forfatning er, at dansk statsborgerskab tildeles ved lov. Hvert halve år fremsættes der et lovforslag, hvor navnene på de nye statsborgere er nævnt. På denne måde bliver tildeling af statsborgerskab pludselig et politisk emne.

De konservatives indfødsretsordfører, Marcus Knuth, gik i denne måned først ind for et lovforslag, der vil betyde at udenlandske statsborgere permanent vil blive frakendt retten til at opnå dansk statsborgerskab, hvis de på et tidspunkt har fået en betinget eller ubetinget fængselsdom. Senere trak Knuth så sin opbakning og ville i stedet fremsætte et ændringsforslag til loven om tildeling af statsborgerskab, så 15 fængselsdømte udlændinge ikke kunne få statsborgerskab. Problemet med dette ændringsforslag var, at selve lovforslaget (som alle kan læse) ville afsløre hvem de 15 mennesker var. Derefter trak han sit forslag.

Nu er det så Dansk Folkeparti, der fremsætter det usympatiske forslag. Der er to aspekter, der også bekymrer mig her. De afslører nemlig begge et syn på retspolitik, som er typisk for Dansk Folkeparti (men ikke kun dem).

Det første aspekt er det syn på statsborgerskab, der ligger bag. Statsborgerskab er ikke en rettighed, men et privilegium. Marie Krarup fra Dansk Folkeparti siger

»Det med, at man skal have statsborgerskab, er ikke noget, man har behov for for at overleve. Det er en kæmpe gave, man får. Det er en meget voldsom ting at give, hvis man er i tvivl, om folk er værdige til det«, siger hun.

Politiken 21. juni 2019 (https://politiken.dk/indland/art7833402/DF-vil-fremsætte-kontroversielt-forslag-om-statsborgerskab-efter-at-de-konservative-har-fortrudt)

Det andet er, at en dom så vil blive en form for “dobbeltstraf” for udenlandske statsborgere med opholdstilladelse. En dom står på den offentlige straffeattest i 10 år fra datoen for afgørelsen. Herefter bliver dommen slettet. Men hvis dette lovforslag bliver gennemført, vil enhver dom have konsekvenser for borgere resten af deres liv. Man kan aldrig udstå sin straf.

Det grænser derfor til ufrivillig satire, at Marie Krarup forsvarer sig på denne måde imod anklagerne om at lovforslaget er i strid med international lov:

»Jeg mener, at tvivlen må altid komme den anklagede til gode, og her er den anklagede Danmark, der kan risikere at få nogle problemer med nogle mennesker, hvor der vil være risiko for, at det vil være forkert at give dem statsborgerskab«.

Politiken 21. juni 2019 (https://politiken.dk/indland/art7833402/DF-vil-fremsætte-kontroversielt-forslag-om-statsborgerskab-efter-at-de-konservative-har-fortrudt) – min fremhævning.

Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at tænke på Klaus Riskær Pedersen, der efter flere år i fængsel for grov økonomisk kriminalitet stillede op til Folketinget i 2019 med sit eget parti. Det var ikke mange fordømmende røster, man hørte fra Marie Krarup eller Marcus Knuth eller de partier, de repræsenterer, om Riskær Pedersens kandidatur dengang. Kriminalitet skal åbenbart ikke altid være en forhindring, og det er vel på en måde sympatisk (???)

Mennesker på flugt er blevet glemt

Kllde: UNHCR (https://www.unhcr.org/figures-at-a-glance.html)

Medierne har det med at flytte deres opmærksomhed fra problemstilling til problemstilling, uden at det nødvendigvis betyder at en problemstilling er blevet løst. Jeg er også skyldig i det.

I 2015 talte mange om mennesker på flugt, og et folketingsvalg blev vundet på løfter om at gøre så meget som overhovedet muligt for at forhindre mennesker på flugt i at komme til Danmark. Den daværende regering indførte endda et stop for modtagelse af kvoteflygtninge med den begrundelse, at Danmark “havde brug for et pusterum”. Meget af det, der blev sagt om mennesker på flugt for fem år siden handlede i virkeligheden først og fremmest om “os selv”, nemlig de problemer, som politikere i den rige verden mente at mennesker på flugt påførte den rige verden.

Der har været fokus på ganske meget andet på det seneste, og ikke mindst COVID-19-pandemien har fyldt meget. Nu er det racisme og politibrutalitet og ulighed, der er i fokus hos mange. Meget af det, der bliver skrevet i Danmark, handler igen om “os selv”, bare på en lidt anden måde.

Men mennesker er stadig på flugt. Tal fra FNs flygtningehøjkommissariat viser, at der var næsten dobbelt så mange mennesker på flugt i verden i 2019 som i 1990; i dag er 1 ud af 100 mennesker i verden enten flygtning eller internt fordrevet. Fem lande har taget imod særligt mange mennesker på flugt, og 85 procent af alle mennesker på flugt befinder sig i udviklingslande. Netop sådanne lande kunne måske i højere grad end Danmark og andre rige lande have brug for et pusterum.

Det er svært at holde fokus, men alle de fokusområder, medierne og vi andre skifter mellem at fokusere på, er forbundet. I flygtningelejre rammer COVID-19 særligt hårdt, og mennesker på flugt bliver i ikke helt ringe omfang udsat for netop racisme, politibrutalitet og ulighed rundt om i verden. Det er et problem, at der nu ikke er nogen, der taler om alt det, mennesker på flugt er udsat for.

Marchen mod Washington

Begivenhederne i USA lige nu giver mindelser om historiske begivenheder, der fandt sted i de tidlige 1960’ere. Den 28. august 1963, et halvt år før jeg selv blev født, marcherede mellem 200.000 og 300.000 mennesker til Washington D.C. Formålet med denne enorme demonstration var at kæmpe for afro-amerikanernes borgerlige og økonomiske rettigheder. 75-80 procent af deltagerne i The March on Washington var afro-amerikanere.

Marchen blev arrangeret af de afrikansk-amerikanske aktivister A. Philip Randolph og Bayard Rustin. Det lykkedes dem at skabe en alliance af borgerrettighedsgrupper, fagforeninger og religiøse organisationer under sloganet Jobs and freedom. Blandt de hvide med-organisatorer var formanden for United Auto Workers, Walter Reuther, og Joachim Prinz, en tyskfødt rabbiner, der var flygtet fra nazismen i 1937.

Martin Luther King Jr. holdt sin berømte ”I Have a Dream” -tale ved marchens afslutning. Fem år senere var han død, offer for en hvid racists attentat.

Man skal ikke (kun) pege fingre

Lige nu er der omsider kommet fokus på racismen og politibrutaliteten i USA. Der har næppe været et sådant fokus siden 1960’erne, og denne brede opmærksomhed er en enestående chance for at skabe et bredt ønske om forandring af de forhold, der har skabt så mange års utryghed og egentlig lidelse. Det er et øjeblik, vi er mange der har længtes efter. Måske kommer det omsider nu.

Det vil dog også være meget forkert blot at pege fingre ad USA nu, for racismen findes alle steder. Der er ikke systemisk racisme i Danmark på samme måde som i USA, men det betyder bestemt ikke, at alt er vel herhjemme, blot at forholdene i Danmark og USA er forskellige. Danmark var en af de største aktører i slaveriet i 1800-tallet, hvor millioner af mennesker blev bortført fra deres hjemlande og udsat for undertrykkelse og dehumanisering. Forskellen fra USA er, at slaveriet aldrig rigtig kom til Danmark, og derfor kom apartheidlovgivningen mod afrikanernes efterkommere aldrig hertil. Der var så til gengæld en fattiglovgivning, der diskriminerede voldsomt mod fattige. Den lovgivning blev siden fjernet.

Nogle siger, at der af disse grunde ikke er racisme i Danmark mere. Men de pågældende mennesker bruger det kunstgreb at definere racisme som denne form for racisme, der historisk set er fortid.

Den nutidige systemiske racisme i Danmark er nemlig subtilt anderledes, selv om den stadig er funderet i en holdning om at nogle grupper skal behandles systematisk anderledes, fordi de er “forkerte” og denne “forkerthed” er indbygget i dem. I dag er der lovgivning, der har som mål at ramme bestemte minoriteter med krav, som flertallet i praksis aldrig bliver udsat for. Det såkaldte håndtrykskrav ved statsborgerskab er nok det mest tydeligt absurde eksempel, nemlig baseret på at det er “forkert” ikke at give hånd. Især er det absurd i en tid, hvor håndtrykket som hilsen er noget miskrediteret.

Dertil er der al den uformelle racisme med “vittigheder”, tilråb og forhånelser. Den lever også i Danmark, ligesom den lever videre andre steder, og de to slags racisme understøtter hinanden. Lovgivning af enhver slags baserer sig dybest altid på nogle uformelle opfattelser, og hvis man omvendt er en myndighedsperson, der er vant til “vittigheder”, tilråb og forhånelser, tager man med stor sandsynlighed sin nedladende indstilling med sig på arbejde.

Det forvirrende og frusterende ved racismen er, at de allerfleste mennesker oprigtigt ikke vil være racister. På den ene side giver det et håb om mulig forandring, men på den anden side kan det også let blive en benægtelsesstrategi. De allerfleste mennesker er nemlig heller ikke onde, og det triste paradoks er derfor, at rigtig mange mennesker med racistiske holdninger er flinke og imødekommende og næstekærlige i mange andre sammenhænge. Og måske tror de simpelthen ikke, at de selv er racister, fordi de er modstandere af det, der skete i fortiden. Og måske tror de ikke, at nogen bliver udsat for racisme, fordi de selv tilhører det flertal, der ikke bliver udsat for racisme og derfor ikke har oplevet den på egen krop. Det er også derfor, det kan være så svært at sige fra over for dem.

Martin Niemöller og det fælles ansvar

Martin Niemöller taler i Westerkerk i Amsterdam. Foto: Daan Noske / Anefo. http://proxy.handle.net/10648/a98c2a10-d0b4-102d-bcf8-003048976d84

I dag kom jeg til at tænke på et berømt citat af den tyske antinazist Martin Niemöller. Niemöller var præst i Tyskland under nazismen; han blev arresteret af Gestapo i 1937 og overlevede hele syv år i koncentrationslejr fra 1938 til 1945.

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Citatet blev aldrig skrevet ned, men er baseret på et svar fra Martin Niemöller, da nogen spurgte ham, hvorfor den tyske kirke dog ikke protesterede efter Krystalnatten i 1938. Hos Martin-Niemöller-Stiftung kan man læse historien bag.

Netop i dag vil jeg gerne sige, at det er min holdning, at vi alle bør protestere mod menneskerettighedskrænkelserne, og her blandt andet den racisme og den undertrykkelse, der finder sted i USA. Jeg er hverken amerikaner eller af afrikansk baggrund, men selv da kan også jeg protestere mod undertrykkelsen, også selv om jeg måske ikke har mærket den på egen krop eller påstår at have nogen indsigt i hvordan undertrykkelsen føles. Kravene om at racismen og undertrykkelsen skal bringes til ophør, er universelle og må kunne fremføres af alle, for menneskerettighederne er universelle, og det, der skal gælde for én selv, skal også gælde for andre.