Ytringsfrihed i Danmark – og andre steder

Foto: Amnesty International.

I de seneste måneder har store dele af befolkningen i Hong Kong kæmpet imod et lovforslag, der vil indebære at borgere kan blive udleveret til retsforfølgelse i Kina. Det vil i høj grad gøre det nemmere for regimet i Kina at gå målrettet efter systemkritikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, NGO-arbejdere og andre, der som man anser som modstandere. Politiet bruger voldsomme metoder – tåregas, peberspray og pistoler med gummikugler – mod demonstranterne, og mange af demonstranterne er blevet overfaldet og gennembanket med slagvåben.

Men den danske regering har været tavs og har især ikke udtrykt sin støtte til protesterne eller til demonstranternes brug af ytringsfriheden. Jeg har ingen grund til at tro, at Venstre ville have været mindre tavse, hvis de var blevet ved magten. Det, der er tale om, er en generel tavshed. Danske regeringer undlader af strategiske årsager at kritisere Kina, fordi der er så store økonomiske interesser på spil – og det minder om den lignende danske tavshed for andre diktaturer som f.eks. Saudiarabien.

Men det er i en påfaldende kontrast til alle de resurser, der er blevet brugt på at sikre ytringsfriheden for f.eks. Rasmus Paludan. Når danske politikere fra nuværende eller tidligere regeringspartier taler om ytringsfrihed, bør vi ikke undlade at nævne Hong Kong.

En sommerferiebog: Eichmann i Jerusalem

Foto: Israel Government Press Office (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Adolf_Eichmann_takes_notes_during_his_trial_USHMM_65268.jpg)

Nu er ferien slut, og jeg er vendt tilbage til arbejdslivet.

I mine sommerferie prøver jeg altid at få læst nogle gode bøger. En af dem, jeg kastede mig over i år, var Eichmann in Jerusalem: The Banality of Evil af Hannah Arendt. Bogen er en klassiker (ligesom så meget andet, Arendt nåede at skrive) og giver en kritisk skildring af retssagen mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann, der var ansvarlig for transporterne af hundredetusinder af mennesker til udryddelseslejre under 2. verdenskrig.

Hannah Arendt var selv fra Tyskland og kom fra en jødisk baggrund, men flygtede, da Hitler kom til magten i 1933. Det er derfor ikke så underligt, at netop sagen om Eichmann optog hende og at hun valgte at rejse til Israel for at dække den. Hendes pointe, der dengang var mere kontroversiel end den er nu, er at sagen mod Eichmann i høj grad var en skueproces, der skulle gavne den israelske regering og vise verden, at israelerne var handlekraftige på en måde, som de europæiske jøder ifølge de israelske holdning ikke havde været under nazismen. Noget andet, der også var kontroversielt i sin tid, var at gøre opmærksom på at nazisterne havde forsøgt at gøre jøder til “medskyldige” ved at oprette såkaldte Judenrat af lokale jødiske ledere, overalt hvor de hærgede. Disse Judenrat skulle indsamle oplysninger om lokale jøder, og det gik man med til – i høj grad fordi de lokale jødiske ledere ikke anede, hvad alle disse oplysninger ville blive brugt til. Et tredje faktum, der heller ikke er kontroversielt længere, er at de daværende vesttyske myndigheder i sin tid holdt hånden over ganske mange krigsforbrydere og lod dem fortsætte som “respektable” samfundsborgere. Man kunne sagtens have retsforfulgt Eichmann i Tyskland, men det skete ikke. Det er underligt, at der ikke for alvor er overvejelser om menneskerettighederne set i forhold til international lov, hverken hos Arendt eller hos de implicerede.

Eichmann in Jerusalem er en bog, der sætter mange tanker i gang. Ofte tænker vi på Holocaust som ikke bare et folkemord, men også som en krigsforbrydelse, men det paradoksale er, som Hannah Arendt påpeger, at det bestemt ikke var del af en tysk strategi for at opnå fordele i krigen at myrde så stor en del af Europas civilbefolkning. Tværtimod tog massemordene og hele den morderiske organisation, der stod bag, resurser fra den nazistiske krigsmaskine på et kritisk tidspunkt.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Eichmann ganske vist havde begået enorme forbrydelser, men faktisk ikke var så højt i magthierarkiet. Det var i langt højere grad Heydrich og ikke mindst Himmler, der orkestrerede massemordene, indtil krigslykken var vendt i en sådan grad, at man mere eller mindre opgav og “bare” prøvede at dække over grusomhederne. Eichmann var “bare” ham, der sendte folk i døden og gjorde det med uhyggelig grundighed.

Jeg lærte flere (for mig) overraskende ting om Holocaust ved at læse Arendts bog.

En af dem er, at Adolf Eichmann faktisk besøgte Palæstina inden 2. verdenskrig! Han havde læst Theodor Herzls bog om zionisme og opfattede den som en nationalistisk ideologi, som han som nationalist selv kunne forstå rationalet bag. Derfor mente han en lang overgang, at de tyske jøder “bare” skulle deporteres, og det var derfor, han besøgte Palæstina (men endte med at blive deporteret fra Egypten!). Senere skiftede han og andre nazister som bekendt strategi, og ordet “evakuering” fik en ny og meget skræmmende (og hemmelig) betydning.

En anden er, at brugen af gaskamre i højere grad, end jeg troede, var en direkte forlængelse af mordene på handicappede og psykiske syge under nazismens første år. Det var et skift i strategi fra nazisternes side, men ikke overraskende.

En tredje oplysning, der måske ikke er så overraskende igen, men alligevel kom bag på mig. er at den tyske hær systematisk slog sine soldater ihjel, hvis de var hårdt sårede. Faktisk gik nazisterne tilsyneladende med ideen om at tage den ikke-jødiske befolkning med sig i døden, da nederlaget nærmede sig. Alle mennesker kunne undværes i sidste ende under nazismen.

Men en gribende beretning om en tysk soldat, der var det stik modsatte af Eichmann, finder man faktisk også i Eichmann in Jerusalem. Den dukker op under retssagen i form af historien om sergenten Anton Schmidt, der var med i en patrulje, der skulle opspore tyske soldater, der var blevet fanget bag fronten. På denne måde stødte han ind i jødiske polske partisaner og endte med at beskytte dem og hjælpe dem fra oktober 1941, indtil han til sidst selv blev fanget og henrettet i marts 1942. I dag er der en kaserne i Tyskland, der er opkaldt efter Anton Schmidt. Hannah Arendt skriver i sin bog

And in those two minutes, which were like a sudden burst of light in the midst of impenetrable, unfathomable darkness, a single thought stood out clearly, irrefutably, beyond question: How utterly different everything would be today in this courtroom, in Israel, in Germany, in all of Europe, and perhaps in all the countries of the world, if only more such stories could be told!

For mig var det fantastisk at blive mindet om, at der midt i en så grim og grusom verden, fandtes mennesker, der turde og ville handle anderledes.

Efter Tiananmen

Foto: Jian Liu (https://www.information.dk/udland/2019/06/2000-hidtil-ukendte-fotos-viser-sandhed-kinas-kommunistparti-skjule)

I dag er det præcis 30 år siden massakren i Beijing. Jeg husker den dag meget tydeligt; jeg var PhD-studerende i Edinburgh dengang. I dagene op til massakren havde jeg fulgt protesterne på Den Himmelske Freds Plads med tilbageholdt åndedræt – hvor langt kunne de unge kinesere mon nå?

De nåede ikke ret langt, opdagede vi. Der var kinesiske PhD-studerende, jeg kendte, og en af dem gik den 4. juni rundt på universitetet og græd. En af hans venner var PhD-studerende i Aalborg og var heldigvis i Danmark netop da. Nede på Princes Street, byens hovedgade, sad mange unge kinesere på fortovet i en samlet, tavs protest. Solen skinnede, men der var intet, slet intet at glæde sig over.

Måneden efter tog jeg toget til Moskva via Berlin og Warszawa. I spisevognen fra Deutsche Reichsbahn sad jeg over for nogle turister fra Nederlandene, som jeg faldt i snak med. Den østtyske tjener spurgte os, hvor vi skulle hen. Vi skulle til Sovjetunionen, svarede vi alle.

– I det mindste skal I da ikke til Kina, svarede hun.

Og vi vidste alle godt, hvad hun hentydede til.

Fire måneder senere faldt Berlinmuren.

I dagbladet Information er der i dag en lang artikel med billeder taget af Jian Liu, der dengang var studerende og 20 år gammel.

Femte generation

Til Amnesty Internationals landsmøde kommer der af og til nogle underlige spørgsmål og kommentarer. En deltager spurgte i år i plenum, om ikke Amnesty International burde gøre noget for at standse den nye 5G-mobilteknologi, for “den er et alvorligt problem for menneskerettighederne”. Amnestys generalsekretær gav et forbilledligt diplomatisk svar på dette underlige spørgsmål. Jeg får også i mit Facebook-feed ganske mange bekymrede opslag fra personer, der er bekymrede over 5G-teknologien og dens konsekvenser for folkesundhed og miljø.

For ikke så længe siden var der et debatindlæg i dagbladet Information forfattet af tre personer fra det såkaldte Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, der trods sit officielt klingende navn er en gruppe af bekymrede mennesker. De henviser til en rapport fra EU-Kommissionens organ for nye miljøtrusler, SCHEER, der giver 5G-teknologi den højeste prioritet for risikoafklaring.

I rapporten står der

5G networks will soon be rolled out for mobile phone and smart device users. How exposure to electromagnetic fields could affect humans remains a controversial area, and studies have not yielded clear evidence of the impact on mammals, birds or insects. The lack of clear evidence to inform the development of exposure guidelines to 5G technology leaves open the possibility of unintended biological consequences.

Men bemærk: Der står netop ikke at 5G-teknologien er farlig, blot at vi simpelthen ikke ved nok om denne teknologis konsekvenser. Det er netop derfor, man kan påstå næsten hvad som helst. Jeg har ikke ekspertisen til at sige at 5G-teknologien er ufarlig, og vi skal naturligvis undersøge helbredskonsekvenserne grunde, men hvad vi ved om tidligere trådløse teknologier har ikke påvist nogen fare for mennesker, og i 2011 udtalte Kræftens Bekæmpelse at man ikke så nogen grund til at være bekymret over helbredspåvirkningen fra de dengang eksisterende mobilnetværk.

Måske er der til gengæld andet at tænke over. Insekters levevilkår er i forvejen truet af klimaforandringerne og af sprøjtemidler, og uden insekter ingen bestøvning af planter. En artikel fra Nature i 2018 antyder, at radiofrekvenser mellem 2 og 120 GHz kan påvirke insekter, men der er tale om den første undersøgelse af sin art (og man foretager CT-scanning af insekter!). Der skal meget mere forskning til.

Det er nemt at komme i tanke om nogle helt andre, meget mere håndgribelige bekymringer. For det første kræver 5G-teknologien at der skal opstilles flere mobilantenner end i tidligere generationer af mobilteknologi, og her kommer endnu en runde af de problemer, opstilling af mange nye mobilmaster vil medføre. For andet er det trist, at en så vigtig ny infrastruktur som 5G skal være på private hænder – af præcis de samme grunde som det ville være et problem at privatisere f.eks. vejnettet eller vandforsyningen. Og for det tredie er det ærgerligt, at så megen bekymring bliver kanaliseret over i noget, der for mig at se lige nu ikke er andet end en slags konspirationsteorier i en tid, hvor de menneskeskabte klimaforandringer udgør en meget stor og meget veldokumenteret trussel.

Amnesty Internationals landsmøde 2019

I denne weekend er jeg til landsmøde i Amnesty International, sådan som jeg med et par undtagelser har været det hvert forår siden 1995. Som altid er det en god og inspirerende oplevelse.

Formiddagen gik med hovedbestyrelsens beretning, og jeg fik stillet et par spørgsmål i plenum. Af en eller anden grund er det blevet min særlige kompetence i Amnesty International at være referent, og det slog heller ikke fejl i år: I en pause blev jeg spurgt, om jeg ville være referent i arbejdsgruppen om forslag til vedtægtsændringer om eftermiddagen.

Arbejdsgruppens arbejde gik som det skulle – jeg nåede faktisk at foreslå den formulering, vi endte med at vedtage, og at føre den til referat. Bagefter nåede jeg at få et andet arrangement med ved landsmødet, nemlig en mulighed for at høre et dansk/syrisk par fortælle om deres liv sammen og arbejde med at sætte fokus på de forhold, flygtninge fra Syrien lever under i Danmark og rundt om i Europa og Mellemøsten. Rawan Abdullah flygtede oprindelig til Danmark fra Syrien, og har været her siden 2014. Hun mødte Martin Thaulow, der er fotograf. I dag danner de par med deres fem sammenbragte børn og bor på Bornholm. Det var en bevægende og stærk beretning om kærlighed og engagement og om hvor vigtigt det er at gå imod alt hadet og alle fordommene. Man kan læse og se meget mere om Rawan og Martins arbejde på deres websted Refugee Today.

I aften er der middag og live-musik. I morgen skal jeg fremlægge referatet og deltage i en præsentation for det aktivismepanel, jeg er med i. For mig er det noget helt særligt at møde gode bekendte og samarbejdspartnere fra rundt om i landet, og jeg kan fornemme, at de andre landsmødedeltagere føler det samme. I år var der dog et stort savn, for Linda Jørgensen fra Odense, som gennem mange år var en vigtig skikkelse i vores arbejde, er ikke længere blandt os. I denne weekend mindes vi også Linda og hendes store indsats.

I dag for 45 år siden i Portugal

Fra revolutionen i 1974.

Inden for det seneste tiår har jeg ofte været i Portugal, og her er det blevet tydeligt, at den 25. april stadig er en vigtig dag for portugiserne – den bliver blandt andet ofte nævnt på valgplakater som et ideal, som moderne politikere skal efterleve. I dag er det 45 år siden revolutionen i Portugal. Det er måske den eneste gang, hvor militæret i et land tog magten og fjernede et diktatur og den eneste gang, hvor det var en lettelse for befolkningen at se kampvogne i gaderne.

Amnesty Internationals historie har i øvrigt også en forbindelse til alt dette, for Peter Benenson stiftede Amnesty International i 1961 efter at have læst to portugisiske studerende, der blev fængslet efter at have udbragt en skål for friheden. I dag er der en Avenida da Liberdade i Lissabon.

En vigtig kamp

I dag blev Brøndby og OB idømt bøder af  Fodboldens Disciplinærinstans på 25.000 kr hver, fordi deres fans havde råbt homofobiske tilråb mod FCK-spilleren Viktor Fischer.

Det var i høj grad på sin plads. Det er skræmmende, at homofobien stadig huserer inden for herrefodbold. Inden for kvindefodbold er der spillere, der er åbne om deres homoseksualitet – Pernille Harder er nok den bedst kendte spiller – men der er usædvanligt langt imellem herrespillerne, og bl.a. den triste skæbne, som den engelske spiller Justin Fashanu fik, er skræmmende. Jeg har bare svært ved at forestille mig, at der ikke skulle være nogen mandlige fodboldspillere på topplan, der er homoseksuelle, så hele tavshedskulturen er et yderligere grimt aspekt. Det er segmenter blandt fodboldfans, der i høj grad er med til at holde den i live, og klubber, der ikke gør nok for at komme den til livs.

Jeg havde regnet med, at Viktor Fischer selv var homoseksuel. Det er han så ikke, kan jeg nu læse. og det gør hans reaktion endnu mere betydningsfuld, for den er en direkte solidaritetshandling. Forhåbentlig kan den være med til, at der kommer der en dag, hvor danske fodboldspillere tør være åbne om deres seksualitet.

Samtykke?

I dag holdt vi i Amnesty International et arrangement om den danske lovgivning om voldtægt, som vi kræver ændret, så den kommer i overensstemmelse med den såkaldte Istanbul-konvention og med anbefalinger fra Europarådet. Helt konkret skal lovgivningen ændres, så den bliver samtykke-baseret:. Hvis ikke begge parter har givet samtykke til den seksuelle handling, er der tale om voldtægt. Som det er i dag, er loven i Danmark dog temmelig anderledes. Det skal nemlig kunne bevises, at gerningspersonen har haft “forsæt” – dvs. har gjort det med vilje. Men der kan være situationer, hvor offeret har opfattet være blevet tvunget til sex, mens gerningspersonen ikke forstod, at hun opfattede det sådan. Og ikke helt sjældent sker der det, at offeret på grund af voldsom frygt “fryser” og befinder sig i en tilstand, hvor hun ikke gør noget som helst.

De holdninger til voldtægt, der stadig er udbredt i Danmark, og afspejler sig i den eksisterende lovgivning, er helt ude af trit med andre holdninger i retspolitik. Hvis principperne i dansk lovgivning om voldtægt blev overført til andre dele af straffeloven, ville der kun være tale om indbrudstyveri, hvis beboerne i et hjem havde fortalt tyven, at han/hun ikke måtte stjæle deres ting. Hvis beboerne derimod gemte sig for tyven eller ikke gjorde anskrig, var der (igen pr. analogi) ikke tale om indbrudstyveri, men om at tyven troede, at han/hun gerne måtte knuse en rude og tage ejendele i huet.

På flugt fra USAs apartheid

En sovjetisk plakat fra 1964. Teksten lyder:Jeg vil aldrig glemme en ven, hvis jeg får ham som ven i Moskva!
Foto: Wayland Rudd Archive/Yevgeniy Fiks/Flint

I dag så jeg filmen The Green Book med Viggo Mortensen og Mahershala Ali. Den bygger på venskabet mellem Don Shirley, en afro-amerikansk pianist, og Tony Vallelonga, en italiensk-amerikansk ufaglært arbejder. Filmen viser starten på deres venskab i 1962, hvor der stadig er apartheid i USA. I Danmark hæfter mange sig selvfølgelig ved at Mortensen har en hovedrolle, men den autentiske beretning i filmen er bestemt interessant. En interessant detalje i filmen, som der ikke bliver ofret megen tid på, er at Don Shirley var konservatorieuddannet – men fra musikkonservatoriet i Leningrad midt under den kolde krig!

Sovjetunionen var et diktatur, der gennemførte meget voldsom undertrykkelse og også registrerede borgere efter etnisk tilhørsforhold. Således var det angivet i sovjetiske pas, om bæreren af passet var f.eks. russer, ukrainer, ester, usbeker – eller jøde. Dette at være jøde opfattedes af regimet ikke som en religion, men som en nationalitet. Men samtidig kunne styret med rette kritisere USA for at undertrykke de amerikanere, der havde afrikansk baggrund.

Derfor var det en propagandasejr at Don Shirley som amerikaner og som den første nogensinde med afrikansk baggrund blev konservatorieuddannet i Leningrad. Fra 1920’er og frem til 1980erne var der afro-amerikanere, der valgte at slå sig ned i Sovjetunionen, og skal man tro en artikel fra The Guardian fra 2016, følte de sig særdeles godt taget imod, nemlig som ligeværdige. I Rusland findes endda en samling af plakatkunst, The Wayland Rudd Collection, opkaldt efter en afro-amerikansk skuespiller, der i 1932 emigrerede til Sovjetunionen og levede de sidste 20 år af sit liv der. Det er bemærkelsesværdigt (og egentlig også skræmmende), at han selv midt under stalinismens værste udskejelser åbenbart følte sig friere der end i USA.

Robert Robinson. Foto: http://www.historynotes.info/a-black-worker-in-soviet-union-948/

En anden afro-amerikaner, Robert Robinson, tilbragte hele 44 år i Sovjetunionen og fandt også ud af at klare sig uskadt gennem stalinismens grusomheder (hvor det farligste for ham var at han var amerikansk statsborger), men til sidst ville han tilbage til USA. Det var meget svært for ham at få et udrejsevisum, men til sidst lykkedes det – ved at rejse til Uganda.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.