Amnesty Internationals landsmøde 2018

I dag og i morgen er jeg endnu engang til landsmøde i Amnesty Internationals danske sektion på Hotel Nyborg Strand. Det er efterhånden mit 22. landsmøde, og det er altid godt at være sammen med menneskerettighedsaktivister fra rundt om i landet. Det er altid en stor inspirationskilde at møde dem.

Dagens to talere var begge fra USA; først talte Chase Iron Eyes, der var leder af protesterne i Standing Rock, og efter frokost talte Kerry Kennedy, der er datter af Robert F. Kennedy og i dag er menneskerettighedsaktivist.

Senere var der et spændende foredrag, hvor journalisterne Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fra dagbladet Information fortalte om deres grundige afdækning af hvordan BAE Systems i Nørresundby har tjent store summer på salg af overvågningsudstyr til diktaturer i Mellemøsten. (Jeg har som bekendt selv skrevet en del om BAE Systems på denne blog, altid med afsæt i artiklerne fra Information.) Selv ikke den parodi på en offentlighedslov, vi nu har i Danmark, forhindrede de to i at afsløre hvor galt det hele var fat. BAE Systems lukker nu i Nørresundby, og måske er dette en konkret udløber af Gjerding og Skou Andersens afsløring.

Min gamle gymnasiekammerat Søren Christian Madsen var også her i dag, for i denne weekend holder Folkekirkens Nødhjælp som så ofte før også landsmøde på Nyborg Strand. Søren har gennem en del år været med i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, og vi fik en kort snak om vores to organisationer. Helt en passant nævnte Søren, at han forresten lige var blevet valgt til formand! Jeg er glad for at det blev ham – et stort tillykke fra mig!

Tanker ved en reception i Jernbanegade 23

Jeg har været aktivt medlem af Amnesty International i Aalborg igennem snart mange år. For mig begyndte det hele med at jeg kom til et introduktionsmøde i juni måned 1994, og jeg besluttede mig til komme igen. Jeg blev medlem i en af de lokale grupper, den der hed gruppe 144. Dengang holdt Amnesty International til i Priorgade 1a, en sidegade til Frederikstorv ved Danmarksgade.

Noget af det første, jeg var med til, var en tragisk sag om to unge mænd, der døde i politiets varetægt i Indien. Efter alt at dømme var de blevet tæsket ihjel af betjente. I gruppe 144 skrev vi ganske mange breve til de indiske myndigheder, og jeg fik kontakt med PUCL, en indisk menneskerettighedsgruppe. Det var før internettet blev almindeligt udbredt, så almindelige papirbreve var eneste kommunikationsform for os, når det gjaldt Indien.

Min første vigtige oplevelse kom hér: Jeg fik kontakt til medlemmer af PUCL og de hjalp med at få taget sagen om dødsfaldene op. En dag fik jeg et brev fra Indien; sagen om de to unge mænd var blevet taget op i det indiske retssystem. Desværre endte det hele med at dommerne konkluderede, at der ikke var sket noget galt.

Men alligevel var det en stor oplevelse for mig at opdage, at den indsats, jeg var med til, kunne betyde noget så konkret i en anden del af verden. Allerede i sensommeren 1994 kom jeg også med i det, der hed regionsledelsen – en koordinationsgruppe for vores aktiviteter i Nordjylland. Medlemmerne af regionsledelsen kom, lavede ofte en stor indsats og drog så efter nogle år videre. Medlemmerne af gruppe 144 kom, lavede ofte en stor indsats og drog så videre. Jeg slog mine folder som referent og sekretær i regionsledelsen og siden også som sekretær og referent i gruppe 144. Vi var nødt til at spinke og spare og lave en masse fundraising-aktiviteter, så vi kunne lave de arrangementer om menneskerettigheder, som vi egentlig gerne ville.

Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 foreslog, at vi skulle have internet-adgang i form af en mailadresse. Men ingen andre i Amnesty i Aalborg kendte til internettet og kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Så det blev ikke til noget.

Siden nedlagde vi regionsledelsen og oprettede en lokalforening. Her blev jeg igen referent, nu i lokalforeningsledelsen. Grupperne var lige så stille på vej ud; vi lavede det meste sammen alligevel. I lokalforeningen var jeg bl.a. med til at have kontakt med Amnesty-medlemmer i Zimbabwe. Her var den eneste mulighed samtaler i mobiltelefon! Og jeg var med i det, der hed mandatudvalget under den danske hovedbestyrelse, Også her endte jeg med at blive referent. Jeg oplevede at være med til spændende møder med Amnesty-medlemmer fra andre lande og at have mange gode stunder og vigtige diskussioner med dem. Det var en særlig oplevelse for mig at være med til at forfatte et dansk resolutionsforslag, som blev vedtaget på et internationalt rådsmøde (dem har jeg dog aldrig været med til).

Vi kom på nettet – først med vores egen blog og mailingliste, siden også via Facebook og Instagram. I dag kan ingen af os forestille sig, hvordan det var ikke at være på nettet.

Og jeg har været med til en masse landsmøder (mere end én gang har jeg været referent i arbejdsgrupper her) og har også her mødt Amnesty-medlemmer fra nær og fjern.

Med årene skiftede sekretariatet holdning til vores arbejde; nu behøvede vi ikke længere at bruge tid på at fundraise, men kunne simpelthen bede om penge fra dansk afdeling til de aktiviteter, vi gerne ville lave. Dét var et stort løft for vores i forvejen gode aktivitetsniveau, og samtidig fjernede det en stor bekymring for os.

I 2010 flyttede vi fra Priorgade 1a til nye lokaler i Danmarksgade 7, så vi kunne få nogle bedre rammer om vores aktiviteter. Vi nedlagde lokalforeningen og blev igen en gruppe, kogruppen. Og jeg blev referent i kogruppen.

Sidste år blev vores lejemål desværre opsagt, og vi var nødt til at flytte igen, denne gang til vores nuværende lokaler i Jernbanegade 23 (lige rundt om hjørnet fra Danmarksgade, en gade der åbenbart står os nær!). Det er uden diskussion de bedste lokaler, vi har haft.

På det personlige plan har det været en givende tid for mig: Jeg har lært en masse mennesker at kende (og har fået skrevet en hel masse referater). Ved receptionen i dag fik vi genset nogle af de gamle bekendtskaber; det var rigtig godt at se alle igen. Og repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, kiggede også forbi. Også dem var vi rigtig glade for at møde igen.

Det var lidt specielt for mig at indse, at den eneste gennemgående figur fra 1994 og frem faktisk er mig.

Min tid i Amnesty International er bestemt ikke slut. Menneskerettighederne er under pres mere end nogensinde før i min levetid; det er tragisk og skræmmende at høre ledende danske politikere tale dårligt om menneskerettighederne og at høre på deres ønsker om at få dem fjernet.

Set fra mit rigtige, lønnede arbejde som universitetslærer er det i øvrigt påfaldende, at jeg dér har måttet være med i den stik modsatte udvikling: Jeg skal nu bruge en masse tid på at fundraise for at kunne lave de aktiviteter, jeg egentlig helst ville bruge tid på. Erfaringerne fra mit ulønnede arbejde i Amnesty International viser, at det ikke var nogen god strategi.

En aften for Ghouta

I går skrev jeg om Ghouta i Syrien, hvor Assad-regimets styrker begår krigsforbrydelser, som alene i den seneste uge har kostet omkring 500 mennesker livet. I aften holdt vi i Amnesty International en demonstration for fred og mod krigsforbrydelserne. I sidste øjeblik løb vi ind i logistiske problemer – Aalborg kommunes strømudtag til det PA, vi havde lånt, virkede ikke, men vi fik lov af en sandwichbar at låne deres udendørs stik, og så gik det hele endda.

Omkring 100 mennesker trodsede den bidende kolde februaraften og gik med os fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor Haifaa Awad holdt en fin og rammende tale over telefon (min telefon, som jeg holdt op til mikrofonen – primitivt, men det virkede). Da arrangementet var omme (vi holdt det kort, for kulden var træls) fik vi hilst på nogle unge syrere, som havde hørt om aftenens begivenhed fra deres danske venner. Og sammen med dem gik nogle af os ned til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 for at få varmen.

Ghouta: Fanget i en belejring

Ghouta ligger i Syrien, nær Damaskus, og området har været under kontrol af to islamistiske oprørsgrupper. Lige nu er omkring 400.000 civile spærret inde i det østlige Ghouta af Assad-regimets belejring, og de er for alvor ofre i den borgerkrig, der nu har varet mere end seks år. Det regner med bomber, adgang til fødevarer og lægehjælp er bevidst blokeret. Amnesty International, der har fulgt udviklingen i Syrien siden borgerkrigens start for snart 7 år siden, siger at dette er det hidtil værste, man har set. Assad-regimets bombardementer, herunder brug af klyngebomber, og brug af sult som våben er egentlige krigsforbrydelser, men også de islamistiske oprørsgrupper i Ghouta begår alvorlige brud på menneskerettighederne.

I morgen er der demonstrationer rundt om i verden mod alle disse overgreb og for at det internationale samfund skal gribe ind. Civile skal sikres fri og uhindret passage ud af Ghouta, og der skal sikres adgang for humanitære organisationer til Ghouta.  FNs sikkerhedsråd skal håndhæve sine egne resolutioner, der kræver en ende på belejringen af civile områder og angreb på civile og kræver uhindret humanitær adgang. Sikkerhedsrådets faste medlemmer, herunder Rusland, må ikke blokere for at få skabt en ende på grusomhederne. Der er gået alt, alt for lang tid med at vende blikket væk fra Syrien.

Også i Aalborg er der en demonstration i morgen søndag den 25. februar 2018 kl. 19.00. Arrangør er Amnesty International i Aalborg. Vi går fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor der vil være taler af bl.a. Haifaa Awad. Mød op!

Et dansk Nauru?

Så lancerede Socialdemokraterne deres “asylreform”. Ligesom alle andre reformer, danske politikere har talt om i de seneste par årtier, er der reelt tale om en kombineret stramning og nedskæring.

Tilbage i 2014 skrev jeg om hvordan Dansk Folkeparti opfordrede til at Danmark havde en flygtningepolitik, der lignede Australiens. Socialdemokratiets “asylreform” er i den sammenhæng påfaldende. Forslaget om at sende alle, der søger asyl i Danmark, til lejre i Nordafrika, er nemlig på mange måder udtryk for den samme politik om offshore processing, som Australien har ført i det seneste årti. Alle asylansøgere, der ankommer til Australien, bliver sendt til Nauru, en ø-stat på 21 kvadratkilometer, og her skal de vente indtil deres asylansøgning er færdigbehandlet.

Mange af de socialdemokratiske argumenter ligner da også de australske. Bl.a. vil man bruge offshore processing for at nedbringe antallet af dødsfald blandt bådflygtninge. Her kan jeg dog ikke lade være med at bemærke, at de fleste bådflygtninge ikke går specifikt efter Danmark.  Og jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at man ikke skal kunne søge asyl ved at henvende sig i offshore-lejrene: Man skal nå frem til Danmark, inden man bliver sendt til offshore-lejrene.

Et af de ubesvarede spørgsmål er så vidt jeg kan se, hvad der egentlig skal ske med asylansøgere i offshore-lejrene i Nordafrika. Skal de holdes adskilt fra det omgivende samfund? I så fald kræver lejrene omhyggelig bevogtning. Eller skal de indgå i det omgivende samfund? Her er det vigtigt dels at bemærke, at arbejdsløsheden i et land som Algeriet er meget højere end i Danmark (11,7 procent i 2017). Min fornemmelse er, at asylansøgere i så fald vil komme til at færdes på et sort arbejdsmarked på samme måde som man ser i det Danmark – bare med endnu mindre mulighed for transparens. Erfaringerne fra Nauru (som dokumenteret af Amnesty International i en udførlig rapport fra 2016) viser, at asylansøgere er blevet overfaldet af lokale indbyggere. Desuden er der faktisk også mennesker, der flygter fra lande som Algeriet og Marokko. Disse lande er ikke sikre.

Det er heller ikke billigt at lave “offshore processing”. I Nauru har man outsourcet driften, og private virksomheder har tjent store penge på at bevogte asylansøgere. Er det dét, Mette Frederiksen og andre forestiller sig?

Selv hvis alt dette var godt, er der stadig noget, der undrer mig meget. Socialdemokratiet taler om international lov og nævner UNHCR. Man kan imidlertid ikke ensidigt indføre en sådan løsning og så håbe på at andre vil være med. Hvis UNHCR skal tage sig af genbosættelsesprocessen for de flygtninge, som får dansk asyl, kræver det da også accept fra UNHCR.

Socialdemokratiets forslag er først og fremmest er et forsøg på at bejle til svingvælgere, der ellers ville stemme på Dansk Folkeparti eller Venstre, og det bliver da også lanceret som et første udspil til valgkampen. Man vil simpelthen overbevise disse svingvælgere om at man er mindst lige så opsat på at holde flygtninge væk fra Danmark. Det er beskæmmende, at endnu en valgkamp kommer til at handle om, hvordan den næste danske regering mest gennemgribende kan bekæmpe flygtninge.

Indsamling til Amnesty International

I dag, hvor det er FNs menneskerettighedsdag, samlede jeg ind ved Amnesty Internationals første landsindsamling i Danmark nogensinde. Jeg var en af i alt 73 indsamlere i Aalborg-området, og fordi Amnesty International har lokaler i Aalborg, tog vi imod indsamlingsbøsser fra indsamlerne.

Jeg har samlet ind for flere andre organisationer i årenes løb, men for mig er det selvfølgelig noget helt særligt at samle ind for Amnesty International. Min rute i dag førte mig forbi 162 husstande i området, hvor jeg bor, inklusive min egen husstand, og jeg mødte alle mulige forskellige reaktioner og så en hel masse forskellige hunde og katte, som løb mig i møde. Én gade var delt op i en sydlig halvdel, hvor alle lukkede op, var venlige og gav et bidrag – og en nordlig halvdel, hvor alle (på når forældrene til en af min datters gamle klassekammerater) var negative og ikke ville give. Der var ligefrem nogle, der direkte sagde, at fordi det var Amnesty International, ville de ikke give noget.

Ligesom ved andre indsamlinger var det især ældre kvinder og unge mænd, der mest kategorisk ikke ville give noget. Ét sted fik jeg smækket døren i, straks den skæggede beboer så min indsamlingsbøsse (og man får ingen point for at gætte hans alder). Et andet sted var det en ung mand, der lukkede op, og bag ham stod – tre ældre kvinder. Med andre ord: Den mest ugunstige kombinationer af mennesker, man kunne forestille sig. Og de var selvfølgelig alle fire enige om ikke at ville give noget. “Vi har ikke tid”, lød begrundelsen. Dén var ny.

Men mange andre steder var der heldigvis stor velvilje, og flere steder fik jeg faktisk 100 kroner. Til sidst, tre en halv time senere, kunne jeg tage over til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 og være sammen med de andre i Amnesty-gruppen og med de indsamlere, der kom forbi. Det var en hyggelig afslutning.

Farvel til Mugabe?

I forbindelse med mit engagement i Amnesty International har jeg haft kontakt til modige mennesker fra Zimbabwe. Jeg mødte Tendai Tagarira, der var forfatter og var kommet til Aarhus som flygtning under den såkaldte fribyordning. Jeg mødte Cousin Zilala, der arbejdede for Amnesty International i Zimbabwe og havde fået lov til at besøge Danmark. I Amnesty-gruppen i Aalborg arbejdede vi med en sag om WOZA (Women of Zimbabwe, Arise!), en græsrodsbevægelse i Zimbabwe, der arbejdede for kvinders rettigheder og blev udsat for omfattende og grov chikane fra myndighedernes side. Vi prøvede at sende appelbreve til myndighederne i Zimbabwe i denne sag, men almindelige papirbreve nåede ikke rigtig frem, så vidt vi kunne regne ud, og det var helt umuligt at sende dem pr. fax, for telefonnettet virkede kort og godt sket ikke derned.

En overgang havde vi kontakt til en Amnesty-gruppe i Harare og arbejdede med – en sag fra Europa om diskrimination mod romaer. Af og til lykkedes det mig at have helt korte samtaler i mobiltelefon med Amnesty-medlemmer fra Zimbabwe og af og til var e-mail, der nåede frem. Det lykkedes endda for dem at skrive et teaterstykke, som vi oversatte til dansk og fik Det Hem’lige Teater til at opføre.

Derfor kan det ikke undgå at påvirke mig at høre om situationen i Zimbabwe lige nu, hvor der måske/måske ikke er tale om et militærkup og måske/måske ikke er tale om at den 93 år gamle Robert Mugabes 37 år lange styre synger på sidste vers.

I sin tale i 1980, da apartheidregimet var bragt til ophør, sagde Mugabe (i min oversættelse – den oprindelige tekst kan forunderligt nok stadig findes hos ZBC, det statslige zimbabweanske tv-selskab)

En ond gerning er en ond gerning, hvad enten den begås af sorte mod hvide eller af sorte mod hvide. Vores flertalsstyre kunne let blive til et umenneskeligt styre hvis vi undertrykte, forfulgte eller chikanerede dem, der ikke ser ud som eller tænker som flertallet af os. Demokrati er aldrig pøbelvælde. Det er og skal forblive med at være et disciplineret styre, der kræver overholdelse af loven og samfundets regler. Vores uafhængighed må derfor ikke blive opfattet som et redskab, der udstyrer enkeltpersoner eller grupper med retten til at chikanere og intimidere andre til at handle mod deres egen vilje. Det er ikke retten til at nægte andre friheden til at tænke og handle, som de vil.

Jeg kan kun give ham ret. Og hvis dette havde været det sidste, vi havde hørt til Robert Mugabe, havde vi tænkt på ham som en stor frihedshelt, der trak sig tilbage med æren i behold.

Men alt det, der er sket siden, har været at Mugabe udstyrede sig selv med retten til at chikanere og intimidere andre. Det var en “ret”, han brugte ved enhver tænkelig lejlighed. Jeg er efterhånden overbevist om at det bedste, en frihedsbevægelse kan gøre efter at den har sejret, er at opløse sig selv efter at have taget initiativ til at indlede en forsoningsproces.

Udfordringer for menneskerettighederne

I dag deltog jeg som så ofte før i Amnesty Internationals kampagneseminar i Odense, og det var godt at møde unge og ældre menneskerettighedsforkæmpere fra rundt om i landet og at få ny inspiration til vores arbejde. Inden for de seneste år har vi ikke kunnet undgå, at menneskerettighederne er under pres på en måde som vi ikke har set det i mange år.

Interessant nok var det netop i dag, Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti i en artikel i dagbladet Information forsvarer, at Danmarks næststørste politiske parti har stillet et forslag til folketingsbeslutning om at den europæiske menneskerettighedskonvention skal skrives ud af dansk lovgivning. Nøglecitatet i interviewet er dette:

– Åbner det ikke muligheden for, at mere undertrykkende regimer kan henvise til, at når selv Danmark tager forbehold for konventionen, så kan vi for eksempel også lade være med at respektere homoseksuelles rettigheder?

»Der er mange lande, som i forvejen ser stort på menneskerettighederne. Det, at Danmark ønsker en anden retning på visse punkter, betyder ikke, at Rusland, Tyrkiet eller Aserbajdsjan begynder at opføre sig dårligt. Det gør de jo i forvejen.«

Dette er en interessant og meget bekymrende form for argumentation; den er faktisk udtryk for lige præcis en kulturrelativisme af den slags, som Dansk Folkeparti ofte har tordnet imod. Når andre ikke lever op til menneskerettighederne, behøver Danmark heller ikke at gøre det. På hvilket grundlag skulle Danmark herefter kunne kritisere de mange lande, som undertrykker deres befolkning? Der kan ikke være tale om et grundlag bestående af menneskerettighederne, for dette grundlag anerkender Dansk Folkeparti ikke. Og det kan heller ikke være på grundlag af dansk lovgivning, for den gælder kun i Danmark. Og det kan heller ikke være på grundlag af “kristne værdier”, for dem deler de pågældende lande ofte ikke. Hvert enkelt land kan derfor have sit eget “nationale værdisæt”; internationale principper er værdiløse, for de bliver ikke overholdt.

Amnesty Internationals landsmøde 2017

Denne weekend deltog jeg igen i landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling sammen med 475 andre medlemmer.

Som altid var det godt at gense gamle bekendtskaber og samarbejdspartnere, og som altid var der interessante workshops og gæstetalere. I år mødte vi Albert Woodfox, der tilbragte 43 år i isolationsfængsel i USA og hans ven Robert King, der “kun” sad i fængsel i 28 år – for et mord, de ikke havde begået. Det var gribende at høre de to ældre mænd fortælle om de mange år, de havde kæmpet for at bevare værdigheden midt i et af USAs mest umenneskelige fængsler.

Der var også et inspirerende foredrag med ekspolitikeren Özlem Cekic om den svære samtale med dem, der er allermest intolerante, og en workshop om en ny strategi for menneskerettighedsaktivisme. Aftenen sluttede med en tale af den internationale generalsekretær Salil Shetty og derefter en koncert med selveste Peter Sommer. Ikke mange andre sangskrivere kan citere både Dorthe Kollo og Epimenides-paradokset i deres tekster.

Ordkraft 2017

I denne weekend er der Ordkraft-festival i Aalborg, og selvfølgelig er det på Nordkraft. I går var jeg kort forbi for at samle underskrifter for Amnesty International – og jeg blev mødt med megen velvilje (og desværre også af de sædvanlige knotne mennesker, der af en eller anden grund altid synes at tilhøre den ældre generation).

I dag var jeg tilbage på Ordkraft, denne gang sammen med min hustru. Vi hørte bl.a. sidste del af samtalen med de nominerede til DRs romanpris, bl.a. Mich Vraa, Kirsten Thorup (der ikke sagde noget mens vi var der) og Merete Pryds Helle.

Vi fik hørt Signe Gjessings lidt utraditionelle fremførelse af egne digte fra Ideale begivenheder fra i år.

Min hustru fik bagefter en snak med Mads Nygaard fra Venligboerne, som var sikker på at jeg havde ført Ammar fra Syrien og Ann fra Aalborg sammen – de mødte i al fald hinanden til Amnesty Internationals folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni, hvor Mads og Ammar holdt taler.

Poetry slam er også en del af Ordkraft. Det var hyggeligt at gense og snakke med den dobbelte Danmarksmester i poetry slam, Lasse Nyholm Jensen, og hans kollega Peter Dyreborg. Det var efterhånden et par år siden, jeg havde set Lasse, og Peter så jeg sidst til DM i 2016.

Lasse, Peter og engelske Harry Baker, der af uvisse årsager var blevet kaldt “verdensmester i stand-up” i Ordkrafts program – han er tidligere verdensmester i poetry slam! – optrådte senere med deres respektive tekster. Det var en flot og helt uhøjtidelig opvisning i hvad poetry slam kan, og det gjorde bestemt ikke noget at konkurrenceelementet denne gang var fraværende.

Sidste indslag var en oplæsning med elever fra Nordkrafts skriveskole, og teksterne her var meget forskellige. Jeg hæftede mig her især ved Amina Elmi, som også nogle gange har været med poetry slam, og ved en af min hustrus kolleger, Anne Kirstine Mathisen, der fremførte en meget gribende tekst om at have en mor ramt af demens. Netop dét kendte jeg selv kun alt for godt.

Der er masser af muligheder for at købe bøger til Ordkraft. Selv fik jeg kun købt én bog, og det var – en kogebog.