Farvel til Mugabe?

I forbindelse med mit engagement i Amnesty International har jeg haft kontakt til modige mennesker fra Zimbabwe. Jeg mødte Tendai Tagarira, der var forfatter og var kommet til Aarhus som flygtning under den såkaldte fribyordning. Jeg mødte Cousin Zilala, der arbejdede for Amnesty International i Zimbabwe og havde fået lov til at besøge Danmark. I Amnesty-gruppen i Aalborg arbejdede vi med en sag om WOZA (Women of Zimbabwe, Arise!), en græsrodsbevægelse i Zimbabwe, der arbejdede for kvinders rettigheder og blev udsat for omfattende og grov chikane fra myndighedernes side. Vi prøvede at sende appelbreve til myndighederne i Zimbabwe i denne sag, men almindelige papirbreve nåede ikke rigtig frem, så vidt vi kunne regne ud, og det var helt umuligt at sende dem pr. fax, for telefonnettet virkede kort og godt sket ikke derned.

En overgang havde vi kontakt til en Amnesty-gruppe i Harare og arbejdede med – en sag fra Europa om diskrimination mod romaer. Af og til lykkedes det mig at have helt korte samtaler i mobiltelefon med Amnesty-medlemmer fra Zimbabwe og af og til var e-mail, der nåede frem. Det lykkedes endda for dem at skrive et teaterstykke, som vi oversatte til dansk og fik Det Hem’lige Teater til at opføre.

Derfor kan det ikke undgå at påvirke mig at høre om situationen i Zimbabwe lige nu, hvor der måske/måske ikke er tale om et militærkup og måske/måske ikke er tale om at den 93 år gamle Robert Mugabes 37 år lange styre synger på sidste vers.

I sin tale i 1980, da apartheidregimet var bragt til ophør, sagde Mugabe (i min oversættelse – den oprindelige tekst kan forunderligt nok stadig findes hos ZBC, det statslige zimbabweanske tv-selskab)

En ond gerning er en ond gerning, hvad enten den begås af sorte mod hvide eller af sorte mod hvide. Vores flertalsstyre kunne let blive til et umenneskeligt styre hvis vi undertrykte, forfulgte eller chikanerede dem, der ikke ser ud som eller tænker som flertallet af os. Demokrati er aldrig pøbelvælde. Det er og skal forblive med at være et disciplineret styre, der kræver overholdelse af loven og samfundets regler. Vores uafhængighed må derfor ikke blive opfattet som et redskab, der udstyrer enkeltpersoner eller grupper med retten til at chikanere og intimidere andre til at handle mod deres egen vilje. Det er ikke retten til at nægte andre friheden til at tænke og handle, som de vil.

Jeg kan kun give ham ret. Og hvis dette havde været det sidste, vi havde hørt til Robert Mugabe, havde vi tænkt på ham som en stor frihedshelt, der trak sig tilbage med æren i behold.

Men alt det, der er sket siden, har været at Mugabe udstyrede sig selv med retten til at chikanere og intimidere andre. Det var en “ret”, han brugte ved enhver tænkelig lejlighed. Jeg er efterhånden overbevist om at det bedste, en frihedsbevægelse kan gøre efter at den har sejret, er at opløse sig selv efter at have taget initiativ til at indlede en forsoningsproces.

Flattr this!

Udfordringer for menneskerettighederne

I dag deltog jeg som så ofte før i Amnesty Internationals kampagneseminar i Odense, og det var godt at møde unge og ældre menneskerettighedsforkæmpere fra rundt om i landet og at få ny inspiration til vores arbejde. Inden for de seneste år har vi ikke kunnet undgå, at menneskerettighederne er under pres på en måde som vi ikke har set det i mange år.

Interessant nok var det netop i dag, Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti i en artikel i dagbladet Information forsvarer, at Danmarks næststørste politiske parti har stillet et forslag til folketingsbeslutning om at den europæiske menneskerettighedskonvention skal skrives ud af dansk lovgivning. Nøglecitatet i interviewet er dette:

– Åbner det ikke muligheden for, at mere undertrykkende regimer kan henvise til, at når selv Danmark tager forbehold for konventionen, så kan vi for eksempel også lade være med at respektere homoseksuelles rettigheder?

»Der er mange lande, som i forvejen ser stort på menneskerettighederne. Det, at Danmark ønsker en anden retning på visse punkter, betyder ikke, at Rusland, Tyrkiet eller Aserbajdsjan begynder at opføre sig dårligt. Det gør de jo i forvejen.«

Dette er en interessant og meget bekymrende form for argumentation; den er faktisk udtryk for lige præcis en kulturrelativisme af den slags, som Dansk Folkeparti ofte har tordnet imod. Når andre ikke lever op til menneskerettighederne, behøver Danmark heller ikke at gøre det. På hvilket grundlag skulle Danmark herefter kunne kritisere de mange lande, som undertrykker deres befolkning? Der kan ikke være tale om et grundlag bestående af menneskerettighederne, for dette grundlag anerkender Dansk Folkeparti ikke. Og det kan heller ikke være på grundlag af dansk lovgivning, for den gælder kun i Danmark. Og det kan heller ikke være på grundlag af “kristne værdier”, for dem deler de pågældende lande ofte ikke. Hvert enkelt land kan derfor have sit eget “nationale værdisæt”; internationale principper er værdiløse, for de bliver ikke overholdt.

Flattr this!

Amnesty Internationals landsmøde 2017

Denne weekend deltog jeg igen i landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling sammen med 475 andre medlemmer.

Som altid var det godt at gense gamle bekendtskaber og samarbejdspartnere, og som altid var der interessante workshops og gæstetalere. I år mødte vi Albert Woodfox, der tilbragte 43 år i isolationsfængsel i USA og hans ven Robert King, der “kun” sad i fængsel i 28 år – for et mord, de ikke havde begået. Det var gribende at høre de to ældre mænd fortælle om de mange år, de havde kæmpet for at bevare værdigheden midt i et af USAs mest umenneskelige fængsler.

Der var også et inspirerende foredrag med ekspolitikeren Özlem Cekic om den svære samtale med dem, der er allermest intolerante, og en workshop om en ny strategi for menneskerettighedsaktivisme. Aftenen sluttede med en tale af den internationale generalsekretær Salil Shetty og derefter en koncert med selveste Peter Sommer. Ikke mange andre sangskrivere kan citere både Dorthe Kollo og Epimenides-paradokset i deres tekster.

Flattr this!

Ordkraft 2017

I denne weekend er der Ordkraft-festival i Aalborg, og selvfølgelig er det på Nordkraft. I går var jeg kort forbi for at samle underskrifter for Amnesty International – og jeg blev mødt med megen velvilje (og desværre også af de sædvanlige knotne mennesker, der af en eller anden grund altid synes at tilhøre den ældre generation).

I dag var jeg tilbage på Ordkraft, denne gang sammen med min hustru. Vi hørte bl.a. sidste del af samtalen med de nominerede til DRs romanpris, bl.a. Mich Vraa, Kirsten Thorup (der ikke sagde noget mens vi var der) og Merete Pryds Helle.

Vi fik hørt Signe Gjessings lidt utraditionelle fremførelse af egne digte fra Ideale begivenheder fra i år.

Min hustru fik bagefter en snak med Mads Nygaard fra Venligboerne, som var sikker på at jeg havde ført Ammar fra Syrien og Ann fra Aalborg sammen – de mødte i al fald hinanden til Amnesty Internationals folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni, hvor Mads og Ammar holdt taler.

Poetry slam er også en del af Ordkraft. Det var hyggeligt at gense og snakke med den dobbelte Danmarksmester i poetry slam, Lasse Nyholm Jensen, og hans kollega Peter Dyreborg. Det var efterhånden et par år siden, jeg havde set Lasse, og Peter så jeg sidst til DM i 2016.

Lasse, Peter og engelske Harry Baker, der af uvisse årsager var blevet kaldt “verdensmester i stand-up” i Ordkrafts program – han er tidligere verdensmester i poetry slam! – optrådte senere med deres respektive tekster. Det var en flot og helt uhøjtidelig opvisning i hvad poetry slam kan, og det gjorde bestemt ikke noget at konkurrenceelementet denne gang var fraværende.

Sidste indslag var en oplæsning med elever fra Nordkrafts skriveskole, og teksterne her var meget forskellige. Jeg hæftede mig her især ved Amina Elmi, som også nogle gange har været med poetry slam, og ved en af min hustrus kolleger, Anne Kirstine Mathisen, der fremførte en meget gribende tekst om at have en mor ramt af demens. Netop dét kendte jeg selv kun alt for godt.

Der er masser af muligheder for at købe bøger til Ordkraft. Selv fik jeg kun købt én bog, og det var – en kogebog.

Flattr this!

Endnu en 8. marts

I dag var jeg og andre medlemmer af Amnesty International ude for at samle underskrifter i forbindelse med kvindernes internationale kampdag. Fokus hos os var i år på de kvinder og piger, der er flygtninge. Omkring 15 procent af alle kvinder og piger, der er flygtninge i dag, bliver udsat for overgreb i form af voldtægt eller anden form for vold, seksuel chikane osv. – når de befinder sig i de af nogle så berømmede nærområder. Det er embedsmænd, vagter, nødhjælpsarbejdere, andre flygtninge og lokale beboere, der står bag overgrebene.

Hvis nærområderne skal kunne beskytte kvinder på flugt, er omverdenen nødt til at yde et langt højere niveau af økonomisk bistand og sørge for ordentlige faciliteter. Derudover må lokalsamfundene sikre, at gerningsmændene bag overgreb findes og straffes.

Samtidig må verdens rigeste lande – herunder Danmark – øge antallet af genbosættelser af verdens flygtninge, så nærområderne ikke skal løse opgaven alene.

Og så bør Danmark som minimum genindføre aftalen med FN om at årligt tage imod 500 kvoteflygtninge – de mest sårbare mennesker på flugt. Enlige mødre er nogle af disse særligt sårbare flygtninge.

Jeg vil gerne opfordre alle til at skrive under på en appel til den danske regering for at gøre en aktiv indsats for at beskytte kvinder og piger på flugt mod disse utrygge og farlige vilkår.

Flattr this!

En nykonservativ CIA-agents bekendelser 

Kilde: The Monthly Statistical Report on victims, November 2016 Violations Document (http://vdc-sy.net/Website/wp-content/uploads/2016/12/November-report-Eng.pdf)

I dag begik jeg den brøler at vikle mig ind i en diskussion i et kommentarspor på Facebook blandt mennesker, der har en opfattelse af konflikten i Syrien som er fuldstændig forskellig fra min. Ifølge dem er det, de kalder mainstreammedierne og konsekvent forkorter MSM, helt igennem usandfærdige og ren propaganda for USA og NATO. Tværtimod er det Assad-styret, de russiske medier og de vestlige journalister, som med Assad-styrets tilladelse har besøgt de Assad-kontrollerede områder i Syrien, der er de troværdige kilder.

Konflikten i Syrien udspringer ifølge Assad-tilhængerne slet ikke af noget, der engang var protester mod et diktatur. Tværtimod er konflikten i Syrien et angreb på Bashar al-Assads legitime regering, og de grupperinger, andre ville omtale som oprørere, er simpelthen terrorister. Konflikten er i det hele taget ikke en borgerkrig, men en række terrorangreb. Bashar al-Assad er en demokratisk og pluralistisk præsident, der aldrig har forårsaget uskyldige civiles død. Flygtninge flygter derfor kun fra ISIS og andre islamistiske grupper; i virkeligheden er alle flygtninge fra Syrien nemlig tilhængere af Assad. Det tør de bare ikke sige til nogen. En undtagelse er dog de syriske flygtninge der når til Europa; de er nemlig Assad-modstandere på samme måde som iranske flygtninge er tilhængere af den nu afdøde shah. I det hele taget skal man ikke fæste lid til flygtninge, for ingen af dem har noget godt overblik over situationen i Syrien (ligesom danskere typisk ikke forstår den politiske situation i Danmark).

Jeg kan formodentlig ikke referere denne fortælling loyalt, for jeg må indrømme at jeg finder den meget bizar og helt umulig at forene med de beretninger, jeg har hørt fra mennesker, der selv har været i Syrien, og med min opfattelse af Syrien som et brutalt diktatur. Jeg er kritisk over for den politik, USA og andre vestlige lande har ført i forhold til borgerkrigen i Syrien – mest har den bestået i ikke at gøre noget, og ellers har den bestået i bombardementer, der har kostet en del civile livet. Men det betyder bestemt ikke, at jeg sympatiserer med Assad-regimet – tværtimod.

Da man i Facebook-diskussionen opdagede,  at jeg er medlem af Amnesty International, steg foragten voldsomt, for jeg var nu ifølge dem afsløret som en nykonservativ tilhænger af CIAs forsøg på at omstyrte lovligt valgte regeringer – og dertil var jeg en islamofob som mener at flygtninge kun kommer til Europa med den hensigt at kunne modtage kontanthjælp, og jeg var tydeligvis et menneske som ikke stoler på arabere. (Ingen af delene kan siges at beskrive mine holdninger særlig godt.)

Hele denne bredside af vrede virkede fuldstændig fyldt med selvmodsigelser, og til sidst, da jeg fik at vide at jeg var et røvhul, gav jeg op. Det påfaldende var dels, at ingen af deltagerne var syrere, dels at de tydeligvis opfattede sig som venstreorienterede. Nogle af dem er samtidig tilhængere af det, jeg ville kalde en konspirationsteori  – nemlig at terrorangrebene i USA i 2001 var udført af USA selv. Det yderligere specielle er her, at det i Europas politiske landskab er på den nationalistiske højrefløj, man finder den store støtte til Assad. Front National i Frankrig, Alternative für Deutschland i Tyskland og Jobbik i Ungarn støtter alle Assad, og i Danmark kan man høre lignende toner fra Dansk Folkeparti. Alle er enige i en fortælling om at der findes en særlig sandhed om verdens sande tilstand, som bliver undertrykt, og som kun de har adgang til.

Og alt dette viser mig to ting: For det første, at diskussioner på Facebook er ørkesløse og udmattende. For det andet, at de syriske flygtninge er oppe imod en gruppe mennesker, der simpelthen ikke tror på deres historier.  Det er i virkeligheden dét, der gør mig allermest vred. Assad-tilhængernes benægtelse af syrernes lidelser under Assad-regimet og af deres bevæggrunde for at flygte fra Syrien er simpelthen en hån mod dem.

Flattr this!

I morgen: Fakkeltog i Aalborg for Aleppo

Fra fakkeltoget for Aleppo i København.

I dag har der været fakkeltog i solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo rundt om i landet. I morgen, torsdag den 15. december kl. 19.00, er det i Aalborg, der er fakkeltog. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen og byrådsmedlem Per Clausen holder tale, og med på en telefonforbindelse fra København er Haifaa Awad, der også holder en tale. Fakkeltoget går fra Toldbod Plads til Honnørkajen.

Amnesty International i Aalborg står bag arrangementet sammen med andre engagerede borgere, partier og foreninger. Selv kan jeg desværre ikke deltage, for jeg befinder mig i Portugal (men jeg har forsøgt også at gøre mit for at være med i planlægningen via Internet).

Mød op i Aalborg og vis din solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo!

Skulle du være forhindret, kan du skrive under på Amnesty Internationals underskriftindsamling. Vi kræver at civilbefolkningen skal evakueres sikkert ud af Aleppo.

Flattr this!

Menneskerettighedsdagen 2016 – en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge

I dag har jeg og mine kolleger fra Amnesty International endnu engang været med til at fejre den internationale menneskerettighedsdag, som er den 10. december. I år har vi i Amnesty International særligt fokus på flygtninges menneskerettigheder, og derfor var vi gået sammen med Oxfam Ibis, Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum, den lokale Aalborg-forening Asylforum og aktivitetshuset 1000fryd om at arrangere et fakkeltog. Det fulgte op på vores to tidligere folkevandringer for en ordentlig behandling af flygtninge i oktober 2015 og juni i år.

Denne gang var det vores særlige fokus at appellere til verdens regeringer – og her specielt, fordi vi er i Danmark, til den danske regering – om at finde en fælles løsning på den store humanitære krise, der har drevet millioner af mennesker på flugt fra især borgerkrigen i Syrien. En så stor krise kan kun håndteres, hvis der bliver fundet en fælles løsning, hvor mange lande påtager sig et ansvar. Lige nu er det helt overvældende flertal af flygtninge fra Syrien fordelt over nabolandene til Syrien. Libanon, et land der er en hel del mindre end Danmark, huser nu langt over 1 million flygtninge. I gennemsnit er et menneske, der er flygtning, på flugt i hele 17 år.

På Nytorv havde vi sat 200 små “minitelte” op med lys i for at minde om at 86% af alle verdens flygtninge opholder sig i nærområder, dvs. et naboland til det land de er flygtet fra – og at mange af dem bor i lejre. Derefter gik vi sammen til Nordkraft. Her var der en tale med Fawaz Alzatto, der bor i Hobro, er aktiv i Venligboerne og er flygtning fra Syrien. Så fortalte og Søren Bruun Jensen, der ud over at arbejde med asylansøgere også skriver sange. Og endelig kom Signe Lindstrøm fra Asylforum og holdt en tale og fik os til at synge en fælleskanon.

Til allersidst samlede vi underskrifter for at appellere til den danske regering om at tage imod 500 UNHCR-flygtninge, sådan som Danmark altid har haft en mangeårig praksis for at gøre. Denne praksis har regeringen, de øvrige borgerlige partier og Socialdemokraterne imidlertid nu valgt at stoppe.  Denne praksis rammer nogle af de svageste flygtninge i UNHCRs system. Man vil end ikke genbosætte 20 handicappede flygtninge.

Flattr this!

Diplomatiske forsikringer?

Diplomatiske forsikringer som toiletpapir
Diplomatiske forsikringer som toiletpapir

Nu kan jeg læse, at den danske regering vil indføre såkaldte “diplomatiske forsikringer” for at gøre det muligt at sende udvisningsdømte mennesker ud af Danmark. For 8 år siden var jeg (som medlem af Amnesty International) med til at kæmpe mod denne idé, som altså nu bliver genlanceret. Ideen er at myndighederne i det modtagende land skal give en forsikring om at den person, der bliver udleveret, ikke vil blive udsat for tortur.

Hvad er det, der er galt med diplomatiske forsikringer? Det lyder jo smukt alt sammen. Der er mindst tre problemer. For det første er disse forsikringer ikke meget værd – når først personen er blevet udleveret, kan de danske myndigheder reelt intet gøre. Og for det andet: Skulle en diplomatisk forsikring rent faktisk virke, vil de danske myndigheder nu være havnet i den prekære situation at de fordømmer at et land kan udøve tortur mod bestemte mennesker, men samtidig ikke udtaler sig i forhold til alle andre fanger.  Og for det tredje: Hvem skal kontrollere, at den udleverede person ikke bliver udsat for tortur? Skal det være myndighederne i udleveringslandet? De er jo selv er ansvarlig for torturen af andre.

Prøv at læse Amnesty Internationals kommentarer til den daværende regerings lovforslag fra 2008.

Det er trist, at den nuværende regering ikke er blevet klogere. Formodentlig er der er tale om en egentlig kynisme, hvor regeringen tager udgangspunkt dels i de stadigt mere negative holdninger til menneskerettighederne i kredse i befolkningen, dels i en lige så fremherskende holdning om at mennesker på tålt ophold skal sendes ud af landet, uanset de menneskelige omkostninger.

I sin tid var det udleveringen af en dansk statsborger til Indien, nemlig Niels Holck, der skulle til for at denne idé blev skrinlagt. Østre Landsret udtalte sig mod udleveringen, netop fordi den diplomatiske forsikring var værdiløs. Men nu dukker ideen altså op igen, og det er vigtigt at få den standset mens tid er.

Flattr this!

En våd sommerdag for flygtninge

IMG_20160620_190227 IMG_20160620_191325 IMG_20160620_193720 IMG_20160620_193856 IMG_20160620_205517

I dag holdt vi en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i Aalborg. Den var et samarbejde mellem Amnesty International (hvor jeg som bekendt er med), Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum og Asylforum. Formålet var at give udtryk for at flygtninge skal behandles ordentligt både her i Danmark og internationalt og at grundlaget for det skal være menneskerettighederne.

Vi har holdt folkevandring én gang før i Aalborg, nemlig den 6. oktober – der viste sig at være den første rigtig kolde efterårsdag. Alligevel kom der mere end 200 dengang. I dag var det så den suverænt mest regnfulde sommerdag indtil nu. Planerne om en hyggelig sommeraften med musik i det fri ved havnen gav ikke mening; en mikserpult tåler ikke regn særlig godt. De andre fra arrangørgruppen var nødt til at træffe nogle hurtige beslutninger, mens jeg selv holdt en lang projekteksamen og derfor var incommunicado.

Det lykkedes, og der deltog omkring 100 mennesker i folkevandringen. Ikke så dårligt endda med så ringe et vejr! Samira Taba fra Amnesty og Signe Lindstrøm fra Asylforum holdt gode taler i hver sin ende af ruten, der gik fra J.F. Kennedys Plads til Honnørkajen. TV2 Nord kom forbi og lavede et lille direkte indslag, hvor bl.a. jeg blev interviewet. Bagefter gik mange af deltagerne ned til “Susan Himmelblå”, hvor der var levende musik ved de musikere, der oprindelig skulle have spillet på havnen, og Mads Nygaard, der var med til at stifte den første Venligbo-gruppe, holdt tale sammen med sin gode ven Ammar, der er flygtning fra Syrien og nu bor i Skagen.

Flattr this!