Mød Verden 2019

I dag deltog vi i Amnesty International i Mød Verden 2019, en dag med mad, musik mm. Her er nogle billeder fra arrangementet, der fandt sted i Karolinelund i Aalborg. Vejret var godt, og det blev nogle rolige timer i parken sammen.

Inden teltene blev taget ned, fremførte jeg og fire andre lokale udøvere poetry slam-tekster. Det var godt at se og høre dem igen efter nogle måneders pause. Om jeg så selv skal eller bør fortsætte med poetry slam, er en anden snak.

Robert Mugabe er død

Voksfigur af Robert Mugabe (foto: Sherwood: https://www.flickr.com/photos/mwanasimba/2847545179)

Man skal ikke ønske andre mennesker døde, men jeg må indrømme, at jeg ikke sørgede, da jeg her til morgen læste, at Robert Mugabe var død i en alder af 95 år. En gængs vittighed (for det vrimler med vittigheder i diktaturer) var den om Mugabes søn, der blev spurgt, hvad han ville være når han blev stor. Han ville være pilot, ikke efterfølge sin far som præsident, for det regnede han ikke med at opleve i sin levetid. Men nu er det så sket: Robert Mugabe er ikke mere. Historien om ham er den triste og uhyggelige historie om en person, der engang var oppositionsleder og frihedshelt, men senere forvandlede sig til en undertrykker. Et andet eksempel er Nicaraguas leder af revolution for 40 år siden, den nuværende præsident Ortega, som i dag er alt andet end forkæmper for friheden og da også ofte bliver sammenlignet med Mugabe.

Jeg har mødt flere mennesker fra Zimbabwe i forbindelse med mine aktiviteter i Amnesty International. Nogle af dem var flygtet til Danmark, andre var aktive medlemmer af Amnesty Internationals zimbabweanske afdeling. Alle var selvfølgelig yderst kritiske over for Mugabes regime, men de var det på en meget lavmælt måde, for man vidste aldrig, om der var nogen, der lyttede med eller sladrede.

Jeg husker det samarbejde, vi i Amnesty-gruppen i Aalborg en overgang havde med Amnesty-gruppen i Masvingo, der er en af store byer i Zimbabwe. Det var fyldt med forhindringer, for det var tæt på umuligt at kommunikere med hinanden. Fastnet-telefoni var dybt upålidelig (adskillige er de faxbeskeder, jeg forgæves har prøvet at sende til Zimbabwe i årenes løb) og internettet var ikke så udbredt dengang for et årti siden. Som i andre tilfælde på det afrikanske kontinent var mobiltelefoni den mest pålidelige løsning, og jeg husker mine korte og dyre opkald, hvor vi på få minutter skulle prøve at få koordineret vores indsats.

Vi endte med at samarbejde i kampagnen mod rydningerne af slumkvarterer i Rumænien og lejre for hjemløse romaer i Italien, for her var der nogle påfaldende paralleller mellem europæiske regeringers fremfærd og det, der hører til dagens uorden mange steder i Afrika. Amnesty-gruppen i Masvingo skrev et lille teaterstykke om forholdene i Italien (!), som jeg oversatte og som Det Hem’lige Teater opførte.

Det er i den forbindelse ironisk at tænke på, at Amnesty International for mange år siden kæmpede for at Robert Mugabe skulle løslades af det daværende apartheid-regime og at han senere besøgte Amnesty Internationals internationale sekretariat for at sige tak!

Amnesty Internationals landsmøde 2019

I denne weekend er jeg til landsmøde i Amnesty International, sådan som jeg med et par undtagelser har været det hvert forår siden 1995. Som altid er det en god og inspirerende oplevelse.

Formiddagen gik med hovedbestyrelsens beretning, og jeg fik stillet et par spørgsmål i plenum. Af en eller anden grund er det blevet min særlige kompetence i Amnesty International at være referent, og det slog heller ikke fejl i år: I en pause blev jeg spurgt, om jeg ville være referent i arbejdsgruppen om forslag til vedtægtsændringer om eftermiddagen.

Arbejdsgruppens arbejde gik som det skulle – jeg nåede faktisk at foreslå den formulering, vi endte med at vedtage, og at føre den til referat. Bagefter nåede jeg at få et andet arrangement med ved landsmødet, nemlig en mulighed for at høre et dansk/syrisk par fortælle om deres liv sammen og arbejde med at sætte fokus på de forhold, flygtninge fra Syrien lever under i Danmark og rundt om i Europa og Mellemøsten. Rawan Abdullah flygtede oprindelig til Danmark fra Syrien, og har været her siden 2014. Hun mødte Martin Thaulow, der er fotograf. I dag danner de par med deres fem sammenbragte børn og bor på Bornholm. Det var en bevægende og stærk beretning om kærlighed og engagement og om hvor vigtigt det er at gå imod alt hadet og alle fordommene. Man kan læse og se meget mere om Rawan og Martins arbejde på deres websted Refugee Today.

I aften er der middag og live-musik. I morgen skal jeg fremlægge referatet og deltage i en præsentation for det aktivismepanel, jeg er med i. For mig er det noget helt særligt at møde gode bekendte og samarbejdspartnere fra rundt om i landet, og jeg kan fornemme, at de andre landsmødedeltagere føler det samme. I år var der dog et stort savn, for Linda Jørgensen fra Odense, som gennem mange år var en vigtig skikkelse i vores arbejde, er ikke længere blandt os. I denne weekend mindes vi også Linda og hendes store indsats.

I dag for 45 år siden i Portugal

Fra revolutionen i 1974.

Inden for det seneste tiår har jeg ofte været i Portugal, og her er det blevet tydeligt, at den 25. april stadig er en vigtig dag for portugiserne – den bliver blandt andet ofte nævnt på valgplakater som et ideal, som moderne politikere skal efterleve. I dag er det 45 år siden revolutionen i Portugal. Det er måske den eneste gang, hvor militæret i et land tog magten og fjernede et diktatur og den eneste gang, hvor det var en lettelse for befolkningen at se kampvogne i gaderne.

Amnesty Internationals historie har i øvrigt også en forbindelse til alt dette, for Peter Benenson stiftede Amnesty International i 1961 efter at have læst to portugisiske studerende, der blev fængslet efter at have udbragt en skål for friheden. I dag er der en Avenida da Liberdade i Lissabon.

Ulovlig påvirkningsvirksomhed

I denne uge vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som skal gøre såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed strafbar.Hermed menes der, at det skal være ulovligt f.eks. at dele opslag på de sociale medier, der skal påvirke den almene opfattelse af NATO-samarbejdet negativt, hvis den danske anklagemyndighed kan bevise, at det er sket i samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste, en virksomhed eller en myndighed, der samarbejder med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvis opslagene bliver delt i forbindelse med. med et valg, skal det kunne give op til 12 års fængsel. Det er hensigten, der tæller – straffen falder, uanset om påvirkningen lykkes eller ej. Det kan også være en indikation på samarbejde, at en borger og en efterretningstjeneste har en “fælles forståelse” om at nå et “fælles mål om udøvelse af påvirkningsvirksomhed”.

Amnesty International, tænketanken Justitia og andre har været meget kritiske over for konsekvenserne af en sådan lovændring, bl.a. fordi det hele er så rummeligt, for ikke at sige løst formuleret. Men jeg bemærker, at den der har suverænt stillet flest spørgsmål om loven (36 ud af de i alt 42) faktisk er – Marie Krarup fra Dansk Folkeparti. Hun spørger

… om ministeren er af den opfattelse, at et hvilket som helst russisk politisk forslag pr. definition er skadeligt og ikke må offentliggøres (når informationerne stammer fra suspekte kilder)…

og hun spørger også

om en dansk statsborger efter at have modtaget brochurer fra en russisk statsborger, delt brochurerne ud og skrevet debatindlæg, der støtter synspunktet i brochuren, ifølge lovforslaget skal straffes…

Man kunne godt sidde tilbage med en fornemmelse af at hun er bekymret for lovens konsekvenser. Dansk Folkeparti har ellers aldrig været kendt for at interessere sig positivt for menneskerettighederne. Men der er formodentlig en god grund. Ifølge Radio 24Syv har Ruslands efterretningstjeneste nemlig gentagne gange forsøgt at rekruttere Marie Krarup.

FNs dag mod racisme

I 1966 erklærede FN den 21. marts for dagen for bekæmpelse af racisme og diskrimination. Man valgte denne dag, fordi det var den 21. marts 1960, at politiet dræbte 69 mennesker ved en fredelig demonstration i byen Sharpeville i Sydafrika.

I dag markerede Stay Human-netværket dagen med en demonstration i Aalborg med tilslutning fra lokale organisationer og partier. Optoget gik fra John F. Kennedys Plads til Teglgårds Plads ved Nordkraft; undervejs krydsedes vore veje med et optog fra Karneval i Aalborg. Det kunne være endt som noget rod, men det gjorde det sket ikke – Dunkelfolket og andre fra karnevalsoptoget hilste på os, da vi gik forbi.

Rasha Khalife og Khadra Farah holdt en tale. Auri Paz gav sine helt egne fortolkninger af sange fra Peru. Claus Nivaa og Nader Alkasem fremførte deres digte fra Dobbelt-A-digtsamlingen. Og jeg holdt en tale på vegne af Amnesty International. Den kan I læse herunder.

***

Tale ved FNs dag mod racisme.

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, og det er dér, jeg oprindelig kender begrebet fra. Når en naturvidenskabelig teoridannelse bliver falsificeret af observationer, ender man med at skulle erstatte den med en ny teoridannelse, og et nyt paradigme opstår.

Men ordet dukker nu op i en helt anden sammenhæng, nemlig forbindelse med de voldsomme ændringer af dansk asylpolitik som kommer nu. Hvad Thomas Kuhn ville have tænkt om alt dette, ved jeg ikke. Han ville nok have vendt sig i sin grav.

Disse ændringer vil i sidste ende ikke opnå andet end simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

“Paradigmeskiftet” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler reelt om noget helt andet, nemlig at rigtig mange politiske partier ikke vil integrere flygtninge.

Lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal med andre ord genintegreres i deres tidligere hjemland. Det vil så kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her, hvor de er nu? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. 

Vi ved allerede, hvilke psykiske følgevirkninger den store usikkerhed har for de mennesker, der venter i uvished på udrejsecentrene Ellebæk, Kærshovedgård og Sjælsmark. I Amnesty International arbejder vi for at også disse mennesker skal have ordentlige forhold; det har de ikke nu, og for børnefamilier er situationen særligt hård.

“Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.

Et af elementerne i den nye lovgivning rettet mod flygtninge er den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Konventionen om flygtninges retsstilling og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden – uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Reglerne rammer imidlertid også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også rammer danske statsborgere og skaber de såkaldte “brøkpensionister”. 

Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke befolkningen til at konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at danske statsborgere bliver ramt – snarere end, at al den lovgivning vi ser i disse år er diskriminerende og et udtryk for at man bestemt ikke mener, at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.

Aktivismedag i Amnesty International

I dag var jeg til aktivismedag i Amnesty International. Dagen fandt sted i Odense, og jeg havde været med til at arrangere den. Men hovedkræfterne var unge kvinder – Sif (der har et studiejob på sekretariatet), Cecilia (fra Odense) og Mirela (fra Aalborg). Denne gang var vi en blanding af oplægsholdere og aktivister fra grupper rundt om i landet.

Vi begyndte dagen med at mindes én, vi alle savner: Linda Jørgensen, der gennem mange år var en vigtig skikkelse i Amnesty International i Odense. Den 2. januar i år mistede hun livet i togulykken på Storebælt. Det er underligt at være til et Amnesty-arrangement i Odense, hvor Linda ikke er med, og det er svært at fatte, at vi aldrig skal se hende igen.

Om eftermiddagen var der et vigtigt punkt om et af de problemer, der optager os i Amnesty Internationals danske afdeling. Claus Juul, der er juridisk konsulent på sekretariatet, kom forbi og gav et langt og informativt oplæg om situationen om udrejsecentrene for afviste asylansøgere. Især situationen for børnefamilierne på Sjælsmark udrejsecenter giver anledning til stor bekymring for os.

Dagen sluttede med et punkt om vores aktivismepanel, hvor både Mirela og jeg nu er med. Det er altid godt og inspirerende at møde Amnesty-medlemmer fra andre dele af landet. Trist er det, at menneskerettighederne har så lav status rundt om i verden – og også i Danmark – som tilfældet er, men i Amnesty International er vi optimister: Vi tror på, at vi vil også i fremtiden vil kunne skabe en afgørende forskel gennem vores arbejde.

Linda Jørgensen er død

Det var en af mine gode bekendte fra Amnesty International, der var blandt de otte, der omkom i togulykken den 2. januar 2019: Linda Jørgensen, kontaktperson for Amnesty International i Odense. I dag valgte vi at dele denne triste nyhed med andre, og nu deler jeg den med jer. Linda var en utrættelig, dygtig og inspirerende person, som vi i Amnesty i Aalborg holdt meget af. Hendes gode humør, store engagement og aldrig svigtende organisatoriske evner var en inspiration for os, og jeg har mødt hende til mange arrangementer i Amnesty International gennem de sidste 20 år. Senest kom ideen om at lade 10. december-arrangementet i 2018 sætte fokus på de nye lovindgreb mod flygtninge fra Amnesty-gruppen i Odense og fra Linda. Det var Linda, der holdt tale i Odense, samtidig med at jeg selv holdt tale i Aalborg.

Allerede i lørdags blev jeg kontaktet af journalister fra BT, der vidste, at jeg kendte et af ofrene fra ulykken, men det var vigtigt for mig og for andre at lade de nærmeste få fred og ro. Nogle journalister kan være ufatteligt pågående. Det var trist og beskæmmende at opleve.

Det bliver ikke det samme uden Linda i vores aktiviteter i Amnesty International, men vi vil alle gøre alt, hvad vi kan, for at føre ånden i hendes gode og store indsats for menneskerettighederne videre. Det har været en stor glæde for os at have kendt hende og lavet aktiviteter sammen med hende og de andre fra Odense. Æret være Linda Jørgensens minde.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder bliver 70 år

I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres.

Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst.

Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.

Den er her:


Tale den 10. december 2018

I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.

Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.

I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.

I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.

Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.

Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.

Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv. 

Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det ikke er meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.

Landsindsamling for Amnesty International

I dag havde Amnesty International sin årlige landsindsamling. Første gang var sidste år, og der var en del begyndervanskeligheder – selve det at organisere og afholde en indsamling var noget, den ellers særdeles erfarne organisation ikke havde nogen erfaringer med. I år var ganske meget anderledes; blandt andet var der lokale koordinatorer over hele landet. I Aalborgs midtby var det mig. Så denne gang var det for én gangs skyld ikke mig, der var ude at samle ind, men mig, der sammen med mine Amnesty-kolleger i Aalborg var med til at udlevere indsamlingsbøtter (for dem, der ikke allerede havde fået dem med posten) og tage imod indsamlingsbøtterne igen, når indsamlerne vendte tilbage om eftermiddagen.

Det var en god oplevelse for mig og de andre, der også hjalp med at løfte opgaven – ikke mindst selve mødet med alle de mange indsamlere. Der er mange forskellige mennesker med meget forskellige baggrunde, der samler ind. Mange af dem takkede os for vores indsats, men vi takkede også dem for deres store ihærdighed og vilje til at bruge en kold decemberdag på at skaffe midler til arbejdet for de menneskerettigheder, der i disse år er under pres som de ikke har været det længe.