Verdenserklæringen om menneskerettigheder bliver 70 år

I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres.

Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst.

Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.

Den er her:


Tale den 10. december 2018

I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.

Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.

I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.

I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.

Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.

Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.

Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv. 

Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det ikke er meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.

Landsindsamling for Amnesty International

I dag havde Amnesty International sin årlige landsindsamling. Første gang var sidste år, og der var en del begyndervanskeligheder – selve det at organisere og afholde en indsamling var noget, den ellers særdeles erfarne organisation ikke havde nogen erfaringer med. I år var ganske meget anderledes; blandt andet var der lokale koordinatorer over hele landet. I Aalborgs midtby var det mig. Så denne gang var det for én gangs skyld ikke mig, der var ude at samle ind, men mig, der sammen med mine Amnesty-kolleger i Aalborg var med til at udlevere indsamlingsbøtter (for dem, der ikke allerede havde fået dem med posten) og tage imod indsamlingsbøtterne igen, når indsamlerne vendte tilbage om eftermiddagen.

Det var en god oplevelse for mig og de andre, der også hjalp med at løfte opgaven – ikke mindst selve mødet med alle de mange indsamlere. Der er mange forskellige mennesker med meget forskellige baggrunde, der samler ind. Mange af dem takkede os for vores indsats, men vi takkede også dem for deres store ihærdighed og vilje til at bruge en kold decemberdag på at skaffe midler til arbejdet for de menneskerettigheder, der i disse år er under pres som de ikke har været det længe.

En aktiv søndag

Fra dagens demonstration for en samtykke-baseret lov om voldtægt.

Det er ikke hver søndag, jeg står op kl. 6.00. Men det gjorde jeg i dag, for jeg skulle interviewes kl. 8.15 i det direkte morgenprogram P4 Nordjylland om en demonstration, som vi arrangerede i Amnesty International i Aalborg i anledning af den internationale dag om vold mod kvinder. Kl. 7.00 cyklede jeg hjemmefra, ud til DR i Aalborg Øst (DRs bygning ligger faktisk lige ved siden af universitetet). Resultatet kan man høre her.

Demonstrationen var til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en voldtægtslovgivning, der siger, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. En sådan lovgivning har vi endnu ikke i Danmark, men det skal vi have for at kunne leve op til Europarådets konvention om vold mod kvinder – der er baseret på et samtykkeprincip.

Efter interviewet på P4 cyklede jeg hjem igen via Amnesty Internationals lokaler, hvor jeg gjorde materiale klar til demonstrationen – trykke sange, udskifte batterier i en megafon, pakke alting sammen osv. osv.. Vel hjemme brugte jeg et par timer sammen med familien på at skille min datters store skrummel af en Ikea-seng ad, bugsere den ind i et andet værelse og samle den igen. (Jeg nåede forresten også at feje visne blade sammen på fortovet.)

Omsider oprandt tiden til demonstrationen; 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret ved Gabels Torv til Toldbod Plads. Her var der taler og sang; det hele var overstået i løbet af en halv times tid. De elektriske fakler kom dog først for alvor til deres ret, da mørket havde sænket sig lidt efter kl. 16.00

Og derefter kunne jeg så vende hjem og runde dagen af med at forberede morgendagens projektvejledning. Det var blevet en af de mere travle søndage.

Gonzalo Vargas i Aalborg

Digt af Gonzalo Vargas.
Gonzalo fortæller.

I dag havde Amnesty International i Aalborg besøg af Gonzalo Vargas, der oprindelig kommer fra Chile. Han var som ung ansat til at undervise bønder i den sydlige del af landet i deres rettigheder. Men da Salvador Allendes regering blev fjernet ved militærkuppet den 11. september 1973, blev Gonzalo tilbageholdt og udsat for voldsom og langvarig tortur. Han tilbragte to år i en koncentrationslejr, der blev ledet af Walter Rauff, en nazistisk krigsforbryder som det var lykkedes at undslippe efter 2. verdenskrig.

Amnesty Internationals kampagnearbejde gjorde, at Gonzalo slap ud af fangenskabet og væk fra torturen. Han fik asyl i Danmark, hvor han har boet lige siden. Gonzalos beretning om de ufattelige lidelser, han selv og hans familie gennemlevede under fascismen, og om de fysiske og psykiske mén, det har været årsag til, gør et enormt indtryk i sig selv. Også hans beretning om hvordan hans tidligere kollega Martín endte med at forråde ham og siden blev torturbøddel gør et stort indtryk. Men allerstørst indtryk gør det, at da Gonzalo efter 18 års landflygtighed igen kunne besøge Chile, opsøgte han Martín – og tilgav ham.  Tilgivelsen er en lige så vigtig del af Gonzalos budskab som hans budskab om retfærdighed.

Gonzalo er en meget varm og engageret mand, der taler til og ser det bedste i alle dem, han møder. Han har boet hjemme ved mig og min familie i denne weekend, og her til formiddag gik han og jeg en tur ved Limfjorden. Vi så en lidt underlig terrasse med græs ved broen, og Gonzalo standsede en tilfældig forbipasserende for at spørge ham, hvad han mon syntes om den. Manden viste sig da at være en spansk besøgende fra Zaragoza, der havde nogle få timer tilbage i Aalborg, inden han skulle med tog til København. Og sådan gik det til, at Gonzalo og José havde en lang samtale på spansk og udvekslede telefonnumre, dér midt i novemberregnen på en kaj i Nørresundby.

En stor tak fra mig og de andre, der var sammen med Gonzalo i dag, for en god og vigtig stund sammen!

Krystalnatten 2018

I dag markerede vi i Amnesty International årsdagen for “Krystalnatten”, der i 1938 blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland. Det er ikke første gang, vi markerer denne tragiske dag, men i år gjorde 80-året dagen særlig vigtig for os. Vi holdt et fakkeltog, der gik fra den jødiske kirkegård ved Hasserisgade til Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Fremmødet til fakkeltoget var pænt trods regnen. 

Den jødiske menighed i Danmark kunne desværre ikke sende en repræsentant, men overbragte en hilsen til os i form af et digt og bad os om at invitere dem igen til næste år; det løfte vil vi selvfølgelig holde.

Jeg holdt en tale ved afslutningen af fakkeltoget. Desværre blev min tale afbrudt af tilråb fra en fremmødt mand, der højlydt tilkendegav sin voldsomme utilfredshed og fortsatte hermed under hele resten af arrangementet. Man må gerne være uenig i en tale, men jeg synes at det er taktløst at afbryde en taler på denne måde. Jeg følte mig overrumplet og bad om at få lov at holde min tale færdig. Men han blev ved med at afbryde mig højlydt. Det var en meget ubehagelig situation af en slags, som  jeg ikke er vant til.

Herunder er i al fald min tale. Den er helt bevidst i forlængelse af den gode tale, Alan Melchior fra den jødiske menighed i Danmark holdt, da han besøgte os i 2015, og den tager helt direkte udgangspunkt i de bekymringer, vi i Amnesty International giver udtryk for i vores seneste årsrapport.

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 100 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i for 29 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland. 

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 80 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede og andre.

Også i 2018 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 80 år siden. 

Det er kun få dage siden, at 11 mennesker blev dræbt i en synagoge i USA. I  Polen vedtog regeringen i år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Tjetjenien er over 100 LGBT-personer blevet dræbt. 

Også Europas muslimer oplever intolerance og love, der reelt kun er rettet mod dem. I Schweiz vedtog man i 2015 et forbud mod at opføre minareter, og i nogle lande, bl.a. Frankrig, er der nu et vidtgående forbud mod tildækning.

Alle de grupper af mennesker, jeg her har nævnt, bliver omtalt med en stadigt mere negativ sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne. Senest har vi i denne uge hørt en fremtrædende dansk socialdemokrat udtale, at menneskerettighederne var et problem for Danmark. 

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder. 

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. “Ikke-racisme” er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant og opfordre til diskrimination. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Nogle mennesker vil sige at det, jeg giver udtryk for her, er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt, men hvad godt bringer fordommene? Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Hvis der er noget, der er naivt, er det at tro, at man kan tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelsene, men de fleste af dem gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi er nødt til at bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.

Mød Verden 2018

I dag var der Mød Verden 2018 i Sohngårdsholmsparken. Ligesom første gang, arrangementet løb af stabelen, deltog vi fra Amnesty International, denne gang dog med en lidt mere praktisk og organisatorisk vinkel end sidst – og vel også noget mere, end vi havde regnet med. Der var mange gode kræfter, der gjorde en stor og helhjertet indsats for at få arrangementet til at blive til virkelighed med temmelig kort varsel. Uden dem havde Mød Verden 2018 ikke været der.

Desværre drillede vejret os, og ikke alt det, der var forsøgt planlagt, blev til noget. For mig og de andre fra Amnesty International var det især en stor skuffelse, at de aktiviteter, vi havde planlagt som vores centrale bidrag  – henholdsvis vores udstilling om flygtninge i verden og vores kampagne om verdenserklæringen om menneskerettigheder –  ikke blev til noget. Det telt, som vi skulle være i, og som vi (med andre frivilliges store og velgennemtænkte hjælp) brugte megen tid på at sætte op, kunne ikke holde til blæsten, og efter kun 45 minutter var vi nødt til at pakke sammen igen. Set gennem disse briller blev det derfor til en dag om teltpløkker, problemer med levering af kaffe, blæst og regn, oprydning og presenninger, ikke en dag med fokus på menneskerettighederne.

Til gengæld havde jeg den store glæde og ære at optræde sammen med Nader Alkasem til et Spoken World-indslag, som jeg lavede sammen med Nader og Nikolaj Lind Holm. Kaare Olsen skulle også have været med, men desværre var han blevet syg. Denne eftermiddag læste jeg danske versioner op af Naders digte fra digtsamlingen Dobbelt A (skrevet sammen med Claus Nivaa) om og fra det Aleppo, han var nødt til at flygte fra, og det Aalborg, han til sidst endte i.

Der var også musik og mad  – faktisk langt mere mad, end vi troede, der ville være. Vi prøvede forgæves at få maden afsat til Kirkens Korshærs varmestue for hjemløse. Efter mange opkald, hvor ingen svarede, måtte vi tage så meget af den veltillavede mad med hjem, som vi kunne, og resten måtte vi kassere. Det var ingen af os glade for.

Sammen i Aarhus

På Lille Torv i Aarhus

Efter en arbejdsuge med en del bekymringer var det med lidt blandede følelser, jeg satte mig i toget for at tage til Amnesty Internationals aktionsdag i Aarhus. Jeg følte mig træt og ukoncentreret. Men det blev en rigtig god og positiv oplevelse at mødes med andre menneskerettighedsforkæmpere fra Aarhus, Odense og København. Fokus var det positive budskab om at Verdenserklæringen om menneskerettigheder fylder 70 år i år.  Vi fejrede de 30 artikler i erklæringen med kage (den slags er som bekendt blevet populært i dansk politik), som de forbipasserende kunne stoppe op og smage på. 

Ofte har jeg følt mig lidt underligt til mode ved at skulle henvende mig til tilfældige forbipasserende, sådan som jeg også skulle i dag, men det gik faktisk meget bedre end jeg havde troet. Dagens ubetinget positive oplevelse skyldtes nogle piger på 11-12, der stoppede op. De havde aldrig hørt om menneskerettighederne før (!), men da jeg fortalte dem om dem og vores arbejde i Amnesty Internationalt, blev det særdeles vel modtaget, og de sagde, at det var godt, at rettighederne var der og at vi kæmpede for dem. Dét varmede.

Pludselig begyndte det at regne voldsomt, og vi måtte rykke ind under det medbragte telt. Her sad en aarhusiansk sanger og guitarist og underholdt; han hed forresten noget så usædvanligt som Hans. Det er ikke tit, jeg møder nogen med dét navn, så det hæftede jeg mig særligt ved.

Sidst på eftermiddagen kom ganske mange forbi Lille Torv – dog ikke for at snakke med os, men for at overvære en række korte taler, som blev afholdt af lokale borgere, der havde gennemført et forløb, der skulle hjælpe den enkelte med til at holde op med at stamme. Netop dét var  og her særdeles fascinerende!

Salme ved Internettets afslutning (En hyldest til Samuel Beckett)

Fra Samuel Becketts teaterstykke “Mens vi venter på Godot”, et stykke kendetegnet ved at personerne ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

Da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min familie mig at internetadgangen i vores hjem var afbrudt, og min datter var desperat – to afleveringer i matematik og fysik havde frist i aften, og i vore dage afleverer man over nettet.

Jeg kaster et blik på vores modem og kan konstatere, at dette er ude af vore hænder. Derefter går jeg ud på gaden for at ringe til Stofa, thi mobildækningen hvor vi bor er så elendig, at vi bruger wi-fi-opkald.

– Hej, det er Camilla.
– Hej Camilla, det er Hans. Jeg bor Bondropsgade 12A i Nørresundby. Vores Internetforbindelse fungerer ikke.
– Det er underligt; det ser ikke ud som om du er kunde hos os.
– Men det er jeg. Jeg betaler trofast til jer og får reklamebreve fra jer.
– Er du helt sikker?
– Ja, det er jeg.
– Vent, nu kan jeg se at der har været en tekniker ude og lukke forbindelsen.
– Hvorfor har vi ikke fået det at vide?
– Teknikeren har lagt et postkort i jeres brevkasse.
– Det har jeg ikke set.
– Det var ærgerligt. Nu vil jeg prøve at finde ud af hvilken dag, der kan komme en tekniker ud til jer. Hæng på lidt.

Herefter følger Stofas pausemusik. Imens sender jeg min datter en SMS: Hun kan sidde på biblioteket og lave lektier; de har internetadgang. Snart efter sidder vi begge på biblioteket. 20 minutters pausemusik senere:

– Ja, hej igen. Undskyld, det tog lidt tid. Men jeg vil prøve at finde ud af hvornår vi kan finde en tekniker til jer. Kan du vente en halv time? Så ringer vi tilbage.

Jeg snakker med min datter om hendes lektier; det er noget med koefficienterne i andengradspolynomier og vektorregning. I mellemtiden ringer telefonen.

– Hej, det er Heidi fra Amnesty International.
– Hej, Heidi.
– Du har jo skrevet under på en af vores appeller for nylig. Kunne du ikke tænke dig at være medlem af Amnesty International?
– Jeg har været medlem af Amnesty International siden 1993. Jeg var faktisk til aktivismeseminar i søndags og til landsmøde for en måned side. Jeg var med til at stifte Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg; jeg har endda nøgle til Amnestys lokaler i Aalborg.
– Nå, så ved du jo nok meget om Amnesty. Hvor meget betaler du i bidrag til os om måneden?
– Det kan jeg ikke huske; det er ikke et lille beløb.
– Hvad er dine bankoplysninger?
– Bankoplysninger? Hvad skal du bruge mine bankoplysninger til? Jeg giver jo allerede et bidrag.
– Hvis jeg får dine bankoplysninger, lover jeg at vi ikke ringer igen.
– ???????????!!!!??????

Ti minutter senere ringer telefonen igen.

– Hej, det er Camilla fra Stofa. Der kan komme en tekniker i morgen mellem 7.30 og 12.30.
– Men vi skal jo på arbejde og i skole.
– Kan din datter ikke blive hjemme fra skole?
– Jeg er bange for at det ikke er en god idé. Så må jeg jo aflyse mine aftaler og blive hjemme.
– Ja, det er da ærgerligt.
– Hov, nu kan jeg se, at I har sendt mig en SMS med bekræftelse på at der kommer en tekniker hjem til mig. Der står så godt nok også, at besøget vil koste 997 kroner i timen. Det er jer, der lukket for adgangen. Jeg har ikke pillet ved noget.
– Det er noget, vi skal skrive. Det betyder ikke, at du kommer til at betale noget.
– Så er jeg måske mere lettet. Farvel.
– Farvel.

Nu indløber to enslydende SMS’er fra Stofa:

Vi har annulleret din aftale med en tekniker. Ring til Stofa for at få en ny aftale.

Jeg ringer til Stofa. Nu følger 20 minutters pausemusik.

– Hej, det er Olav. Hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg talte med en af dine kolleger om at få en tekniker ud. I har lukket for vores internetforbindelse. Jeg havde fået en aftale, men nu har I aflyst aftalen pr. SMS. To gange.
– Det må være en fejl.
– Vil du ikke nok se efter?
– Det skal jeg nok.
– Tak.
– Vent, nu kan jeg se at det er en fejl. Din aftale er ikke aflyst.
– Er du helt sikker på det?
– Ja. Din aftale gælder stadig.
– Farvel, Olav.

Herefter følger et længere ophold på Nørresundbys bibliotek med mere samtale om andengradspolynomier og vektorer. På et tidspunkt laver jeg en banal fortegnsfejl i mit forsøg på at forklare noget med retningsvektorer og fortæller min datter, at jeg vil gå hjem for at lave mad. Derefter går jeg hjem, åbner fryseren og flår en pakke frosne grøntsager op.

(Senere, da jeg er mæt, sidder jeg igen på biblioteket og skriver dette indlæg.)

Aktivismeweekend i Odense

Amnesty Internationals generalsekretær Trine Christensen

Jeg har været med i Amnesty Internationals aktiviteter i Danmark siden 1994, og jeg synes fortsat, at jeg kan lære meget. I dag var jeg i Odense for at deltage i noget, der godt må blive en ny tradition, en såkaldt aktivismeweekend. Vi var omkring 20 deltagere fra hele landet i alle aldre. Mange var unge, men en enkelt havde været medlem af Amnesty Internationals danske afdeling siden grundlæggelsen i 1964 (det år, jeg selv er født!).

Vores generalsekretær Trine Christensen kiggede forbi, og hun fokuserede i det, hun sagde til os, på at menneskerettighederne i disse år er under større pres end de har været længe. Også Amnesty International selv har fået meget sværere ved at arbejde rundt om i verden, og det også i Europa. Når Amnesty Internationals generalsekretær og formand begge bliver fængslet i Tyrkiet på falske anklager om terrorisme og når Ungarns regering gennemfører en lov, der kræver at alle organisationer, der beskæfter sig med flygtninge, skal betale 25 procent i skat af alle penge, de bruger i udlandet til den ungarske stat og desuden hænger Amnesty Internationals medarbejdere ud i store avisannoncer – da er der grund til at være bekymret. Og når den danske statsminister i sin tale til Europarådet bruger tiden på at angribe Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så er der også grund til bekymring.

Der var dog også fokus på det nære arbejde, vi gør. Hvad gør man, når man skal henvende sig til mennesker på gaden? Jeg ved, hvor nødvendigt det er, men det er et aspekt af kampen for menneskerettigheder, der stadig slet ikke falder mig let. Det var godt at få at vide, at netop dette er svært og at der er teknikker, man kan bruge for at gøre mødet nemmere.

Og så var der noget om hvordan man kan bruge sociale medier; et helt konkret resultat af dagen i dag er at Amnesty Internationals Facebook-gruppe for Aalborg i dag er blevet genoprettet. For år tilbage belærte en lokal eventmager i Aalborg os ellers om, at Facebook-grupper var nytteløse, hvorimod Facebook-sider virkede godt. Derefter nedlagde vi så Facebook-gruppen. I dag fortalte Marie fra sekretariatet os så, at vi faktisk kan få meget mere ud af at have en Facebook-gruppe end af at have en Facebook-side!

I det hele taget var det en rigtig god dag, og som altid er det inspirerende at møde så mange vidt forskellige mennesker, der føler samme kald som jeg selv gør. Jeg havde kun tid til at være med i dag og skulle hjem efter dagens program; de fleste andre bliver til yderligere aktiviteter i morgen.

Amnesty Internationals landsmøde 2018

I dag og i morgen er jeg endnu engang til landsmøde i Amnesty Internationals danske sektion på Hotel Nyborg Strand. Det er efterhånden mit 22. landsmøde, og det er altid godt at være sammen med menneskerettighedsaktivister fra rundt om i landet. Det er altid en stor inspirationskilde at møde dem.

Dagens to talere var begge fra USA; først talte Chase Iron Eyes, der var leder af protesterne i Standing Rock, og efter frokost talte Kerry Kennedy, der er datter af Robert F. Kennedy og i dag er menneskerettighedsaktivist.

Senere var der et spændende foredrag, hvor journalisterne Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fra dagbladet Information fortalte om deres grundige afdækning af hvordan BAE Systems i Nørresundby har tjent store summer på salg af overvågningsudstyr til diktaturer i Mellemøsten. (Jeg har som bekendt selv skrevet en del om BAE Systems på denne blog, altid med afsæt i artiklerne fra Information.) Selv ikke den parodi på en offentlighedslov, vi nu har i Danmark, forhindrede de to i at afsløre hvor galt det hele var fat. BAE Systems lukker nu i Nørresundby, og måske er dette en konkret udløber af Gjerding og Skou Andersens afsløring.

Min gamle gymnasiekammerat Søren Christian Madsen var også her i dag, for i denne weekend holder Folkekirkens Nødhjælp som så ofte før også landsmøde på Nyborg Strand. Søren har gennem en del år været med i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp, og vi fik en kort snak om vores to organisationer. Helt en passant nævnte Søren, at han forresten lige var blevet valgt til formand! Jeg er glad for at det blev ham – et stort tillykke fra mig!