Min cykel – bag på bussen.

I skrivende stund sidder jeg på færgen til Aarhus og er lidt over halvvejs. Der er mange med færgen, og en højttalerstemme bad os om at sørge for at alle kunne få en siddeplads. Det er underligt, så hurtigt alle ser ud til at falde ind i gamle vaner, selv om pandemien ikke er ovre.

Jeg mødte en datalog, jeg har undervist en gang – for ti år siden, sagde han. Han var også på vej til Aalborg, men på besøg fra København. For mig er det som bekendt omvendt.

I går spiste jeg frokost med kollegerne fra DIKU og gik en tur i Fælledparken med institutlederen Jakob Grue Simonsen.og fik en god snak. Sektionsmødet i PLTC-sektionen lige bagefter blev som altid holdt på Zoom, men næsten alle deltagere sad på deres kontorer i HCØ-bygningen nu, og jeg kunne høre de andre nede ad gangen.

Det har været en vigtig og god oplevelse at rejse ud på denne måde, at tale med kolleger og at sidde på et kontor. Samtidig har alt dette også været forunderligt overvældende efter så lang tids tilværelse derhjemme. Overvældende har det også været at cykle rundt i en anden by, som jeg egentlig ikke kender særlig godt.

Om eftermiddagen genså jeg Hanne Pilegaard, som jeg kender fra Amnesty International og i mange år lavede interessant policy-arbejde med i den sammenhæng. Det var godt at snakke med hende om alt det, der er sket siden vi sidst sås for tre år siden. Og om aftenen genså jeg min grandfætter Kim og hans hustru Rumi. Kim gik en lille tur med mig i midtbyen og prøvede at forklare mig forskellen på Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Frederiksberg. Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad den er.