En aften i Aarhus

2014-11-27 20.07.47
Carsten Bagge Lausten taler.

Jeg var blevet inviteret til Aarhus for at fortælle om Amnesty Internationals arbejde med og holdninger til den enorme humanitære krise i Irak og Syrien. Efter mit oplæg skulle der være en koncert med to lokale rockgrupper. Arrangementet var stablet på benene af Amnesty-gruppen ved Aarhus Universitet.

Den anden oplægsholder var Carsten Bagge Lausten fra Statskundskab på Århus Universitet. Han holdt et langt og grundigt oplæg om religiøs fanatisme; det mindede sine steder måske lige vel rigeligt om en sociologiforelæsning med slides med tekst på punktform og det hele. Ikke et ondt ord om forelæsninger i sociologi som sådan, men de er muligvis ikke altid den bedste optakt til en rockkoncert.

Jeg havde ingen slides og prøvede at fatte mig i korthed; jeg tror at det lykkedes. Mange er underligt fascinerede af IS (eller hvad de nu kalder sig for tiden – det er sjældent et tegn på grundlæggende mental stabilitet at skifte navn tit), men alle parter i de væbnede konflikter i Irak og Syrien begår faktisk voldsomme menneskerettighedskrænkelser. De shiitiske grupper, der kæmper mod IS, begår også kidnapninger, mord og tortur – helt uden at blive stillet til ansvar for det af Iraks myndigheder. Hvis IS skal have hovedansvaret for noget ud over at begå massakrer, der bedst kan beskrives som folkedrab, må det være at have tvunget mere end 800.000 mennesker på flugt.

Efter mit lille indslag var det straks tid til at tage tilbage nordpå, så jeg nåede desværre ikke rigtig at høre noget af musikken.

På H.C. Andersens slot

foto 1

foto2

foto 5-1

I dag har jeg været i København for endnu engang at præsentere mit science slam fra april i år – den lille historie med flyttekassen om Mars Climate Orbiter, britiske pundsekunder og antallet af linjer i Dostojevskijs Idioten.

I sin tid blev jeg inviteret af Det Obelske Familiefond, som står bag en masse store donationer. Jeg spurgte om jeg kunne rejse på 1. klasse med tog, og det kunne jeg.

Denne eftermiddag i H.C. Andersen Slottet i Tivoli i København blev kaldt en inspirationsdag og den skulle promovere fonden i København. Hele maskineriet var kørt i stilling. Der var en stor delegation fra Aalborg til stede; bl.a. dekanerne Eskild Holm Nielsen fra tek-nat, Hanne Katrine Krogstrup fra samf og rektor himself var der.

Stéphanie Surrugue fra TV2 var konferencier – hun havde faktisk set min science slam-video på YouTube og sagde at hun syntes godt om den. Så dét.

Inspirationsdagens helt store fokus  var på sundhedsvæsenet. Vi fik to oplæg om nye erfaringer med telemedicin, men også sundhedsminister Nick Hækkerup var der; han talte om det psykiatriske behandlingssystem. Hans pointe var ikke specielt politisk, men faktisk vigtig – at der er nogle meget uheldige tabuer om psykisk sygdom, som ikke findes om fysisk sygdom, og at det stadig er udbredt at tænke på psykisk sygdom som noget kronisk. Nu håber jeg bare han vil leve op til den fine hensigt i sin politik over for psykiatrien.

Der var en (nok lige lovlig lang) præsentation af Tivoli-garden, og så kom nogle af garderne selv og spillede. Efter kun 170 år vil dette københavnske musikkorps for børn nu gøre noget hidtil uhørt – de vil optage piger (!!), og begrundelsen er ikke ligestilling, men at der i vore dage simpelthen er flest piger, der spiller de instrumenter som indgår i Tivoligarden. Og nej, det var ikke satire.

Det mest interessante indslag var dog dagens sidste, en beretning fra Frank Mugisha fra menneskerettighedsorganisationen SMUG, der kæmper for LGBT-rettigheder i Uganda. Frank Mugisha er en meget modig mand i et land hvor homofobien er en stor og konkret trussel mod bøsser, lesbiske og trans- og interkønnede; hans ven og kollega David Kato blev myrdet men Frank tog over efter David. Som Frank sagde: Jeg har ingen bodyguards til at passe på mig; det der beskytter nu er at jeg er en offentlig person der hele tiden er i medierne. Sammen med Frank var Helle Jacobsen fra Amnestys sekretariat; det var også et godt gensyn – vi var begge ret overraskede over at møde hinanden netop ved denne lejlighed. Jeg har gennem snart en del år haft et godt samarbejde med Helle i forbindelse med vores kampagnearbejde i Amnesty Aalborg. SMUG har fået 3 millioner kroner til sit arbejde af Obel, og det er rigtig godt for denne vigtige kamp for menneskerettigheder. Og i en sidebemærkning fik jeg at vide at Frank Mugisha faktisk er blandt de 17 mennesker, der er på shortlist til Nobels Fredspris!

Hvordan gik mit eget indslag egentlig? Jeg tror såmænd det gik som det skulle; der var da nogle der lo undervejs på passende steder. På tirsdag holder jeg det for fjerde og sidste gang, denne gang for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (hvis der kun kommer én tilhører ligesom sidst, er det godt at det ikke er ny-forberedt).

Stephania Surrugue stillede undervejs et par spørgsmål til alle, der havde et indslag, og mig spurgte hun om hvorfor det dog nu var nødvendigt for forskere at bruge humor i formidlingen, sådan som vi ender med at gøre i science slam. Min egen forklaring er at forskning – og ikke mindst naturvidenskabelig forskning – er fyldt med paradokser og overraskelser, og dette er da også virkemidlerne i god humor.  Afstanden er ikke så stor, som nogen tror. Og derudover er der ikke nogen modsætning mellem at være seriøs og at anvende humor.

En verden uden had

Tilbage i maj måned skrev jeg om den på én gang skræmmende og gribende historie om Rais Bhuyian, der var en indvandrer fra Bangladesh, som i dagene efter terrorangrebene mod USA i september 2001 overlevede et mordforsøg begået af den stærkt højreorienterede Mark Stroman. Stroman havde haft til hensigt at myrde arabere som hævn for terrorangrebene – og fik dræbt to andre mænd, der heller ikke var arabere. Det gribende ved historien er at Rais kæmpede en ihærdig kamp for at få benådet Stroman, der var blevet dømt til døden. Desværre lykkedes det ikke; Mark Stroman blev henrettet den 20. juli 2011.

Siden da har jeg fået læst bogen The True American, skrevet af den amerikanske journalist Anand Ghiridaradas (der har indisk baggrund). Bogen er meget bedre end jeg havde regnet med og jeg vil klart anbefale den; The True American er mere end blot den i sig selv fascinerende historie om hvordan to mænd fra hver sit hjørne af verden med meget forskellig baggrund kom til at stå hinanden nær, selv om den ene oprindelig ville slå den anden ihjel.

I The True American er der nemlig også tydelige ansatser til dels en kritik af det amerikanske sundhedsvæsen, dels en analyse af de sociale forhold i USA, der er med til at skabe og nære hadet. Mark Stroman kom fra en utryg opvækst og kunne ikke blive fastholdt i et arbejde, men røg ud i stofmisbrug og kriminalitet. Og han bar den sociale arv videre til sine tre børn, der alle tre fik samme skæbnen – omend de tog afstand fra deres fars racisme. Kontrasten er Rais Bhuyian, den gudfrygtige og hårdtarbejdende afholdsmand, der bliver udskrevet få dage efter attentatet fordi han ikke kan betale hospitalsregningen. Han bruger de næste mange år på at arbejde hårdt for at afdrage sin gæld og bliver drevet frem af idealer om menneskerettigheder og tilgivelse – men efterhånden som hans karriere i it-branchen tager form, indser han at den outsourcing, hans firma står for, er med til at skabe arbejdsløshed i USA og dermed den sociale nød, der rummer grobunden for racisme.

Det er også interessant at læse om hvordan Mark Stroman også gennemgår en forvandling i løbet af de 10 år, han venter på at blive henrettet. Her er det lige så meget de mange samtaler med den israelske dokumentarist Ilan Ziv (der forlod Israel i protest mod regimets behandling af palæstinenserne og samtidig er barn af en polsk overlevende efter Holocaust), der forandrer ham. Jeg håber at jeg en dag vil få Ilan Zivs film om Mark Stroman at se.

Rais Bhuyian står i dag bag stiftelsen A World Without Hate, der har som sit store mål at være med til at bryde den onde cyklus af had i USA. På denne måde er hans indsats beslægtet med de fine initiativer, Jacob Holdt står bag. Derudover kan jeg se af The True American at Rais har været tilknyttet Amnesty International i USA, og også dét synes jeg selvfølgelig er godt.

Rais Bhuyian har også besøgt Danmark, hvor han appellerede til medicinalfirmaet Lundbeck om ikke at tillade brugen af den medicin, der bruges ved henrettelser i USA. Herunder er en video om Rais’ rejser i Europa.

Sølvvognen

Hvert år er der en koncert med et dansk musiknavn ved Amnesty Internationals danske landsmøde. Jeg har desværre hidtil været skuffet over valget af musik. Men i år var det Ulige Numre, der spillede, og jeg var meget tilfreds. Her er “Sølvvognen” fra deres debut-ep, der bare hedder Ulige Numre. Nu håber jeg at Carl Emil og de andre har tilmeldt sig Amnesty Lifeline – ellers kan de gøre det ved at klikke på dette link. Og det kan alle I andre selvfølgelig også.

Amnesty Internationals landsmøde 2014

2014-04-26 13.58.40

En af dem, der også fylder 50 i år er Amnesty Internationals danske afdeling. Jeg er til landsmøde i Nyborg, og det er altid godt at gense  dem, jeg kender fra rundt om i landet og at møde nye menneskerettighedsaktivister. Forude venter en spændende eftermiddag med workshops om de mange udfordringer, der venter os nu og i de kommende år.

I aften spiller Ulige Numre, og det glæder jeg mig også til. Hvis vejret er til det (og det ser det ud til) bliver der måske endda tid til en lille gåtur nede ved Storebælt.

En lørdag i Odense

2013-11-02 12.02.26

I går var jeg i Odense til kampagneseminar i Amnesty International.  Det er altid en lejlighed til at møde nye mennesker og at gense andre Amnesty-medlemmer, jeg har kendt i snart en del år – fra Amnesty-grupper rundt om i Danmark og fra sekretariatet. En af de personer, jeg genså, var Gonzalo Vargas, der kom til Danmark som flygtning fra Chile, der dengang var et fascistisk diktatur under Pinochet. (Gonzalo er den ældre mand i rødt på billedet ovenfor.)

For omkring 10 år siden var Gonzalo i Aalborg for at fortælle sin historie, men skæbnen ville at der var pigegarde-festival netop dén dag. Så et større antal marchorkestre passerede lige forbi det telt, hvor Gonzalo talte, og druknede hans beretning i messingsuppe. Det var ikke lige dét, vi havde regnet med.

I går fik jeg omsider hilst på Gonzalo Vargas igen og hørt hans beretning uforstyrret. Det er en på én gang helt særlig og uhyggeligt typisk historie om at være torturoverlever. Gonzalo Vargas arbejdede i en årrække med at undervise bønder i Ildlandet i årene efter Allendes jordreformer og havde en trofast chauffør, Martín, der blev hans gode ven. Men da fascisterne tog magten ved et kup, var det samme Martín, der var med, den aften Gonzalo blev hentet i sit hjem af militæret og ført bort til tortur og siden flere års ophold i koncentrationslejr. Til sidst lykkedes det Gonzalo at komme til Danmark takket være den danske ambassadørs hjælp.

Noget af det, der er så gribende ved Gonzalos beretning er at han omsider kan besøge Chile igen, da Pinochet-regimet er fortid, og her møder sin gamle ven Martín, som han inviterer på en kop kaffe. Gonzalo kan fortælle, at han er kommet til verdens bedste land (!) og har et godt liv. Martín, derimod, er nu en knækket og foragtet mand. Og Gonzalo tilgiver den ven, der svigtede ham og voldte ham lidelse og landflygtighed.

Jeg ved ikke om jeg selv ville kunne. Jeg håber det sådan. Der er nemlig alt for meget hævn og nag derude, der slider os op.

Nogle tror at vi, der er med i Amnesty International, først og fremmest sidder og fortvivler over andres lidelse og føler os overvældede og magtesløse bagefter. Faktisk er det lige omvendt! Det er altid en helt igennem positiv oplevelse at møde andre medlemmer,  at få ny inspiration og igen blive mindet om at arbejdet for menneskerettighederne gør en forskel. Det er en del af historien om at lyset kan vinde over mørket. Sådan var det også i går.

At sejle sin egen sø

Body bags containing migrants at Lampedusa

Et skib med afrikanske migranter er i denne uge forlist ud for den italienske ø Lampedusa. Der er formodentlig 300 omkomne, og mediernes dækning er temmelig sparsom.

DDRs regime prøvede at retfærdiggøre Berlinmuren som et værn mod indtrængende fjender. Reelt var Berlinmuren DDRs forsøg på at forhindre indbyggerne i at flygte fra en skrantende økonomi. Den politik, vi ser fra europæiske lande i disse år, er reelt en tilsvarende mur, men den er opført fra den anden side. Også USAs grænse mod Mexico er blevet en slags moderne mur vendt mod det globale Syd, der ligger syd for USA.

Jamen, vi kan da ikke tage imod så mange mennesker, vil mange sige. Og det er korrekt at der er økonomisk krise i Nordamerika og Europa og at den skaber store problemer. Men forskellene mellem det globale Nord og det globale Syd er stadig ufatteligt meget større end det dyk, de europæiske og nordamerikanske økonomier har taget på grund af krisen. Og så længe det er tilfældet, vil nogen forsøge at komme over muren.

Jeg har ikke noget enkelt svar på hvad man bør gøre. Men ét viser tragedien i Middelhavet: De Berlinmure, vi ser i disse år, er enkle, men dårlige svar, for de bliver ved med at koste menneskeliv og den simple politik med at holde mennesker væk virker ikke. Tragedien ved Lampedusa viser begge dele med stor tydelighed. Så længe der var en Berlinmur, var der mennesker, der drømte om at krydse muren. Det gælder også for de mure, vi har nu. Og mange af dem, der får krydset de mure, vi nu har, havner i et ingenmandsland som illegale indvandrere. Mange er hjemløse og har ingen indtægt, nogle hutler sig igennem med elendige arbejdsforhold og har en uvis fremtid.

Og i mange tilfælde er det tydeligt, at nogle europæiske lande udviser ligegyldighed over for migranter i havsnød og skubber ansvaret over på hinanden. En rapport fra Amnesty International viser dette med skrækkelig tydelighed. Den 6. april 2011 omkom mere end 200 mennesker, da en båd med migranter fra Somalia og Eritrea kæntrede ud for Malta. Selv om Malta modtog meldingen om et skib i havsnød i maltesisk farvand, gjorde de maltesiske myndigheder ikke noget – ud fra en begrundelse om at den italienske redningstjeneste var tættere på. Da et italiensk fartøj endelig nåede frem, var de fleste på det kæntrede skib omkommet; kun 47 overlevede.  Et andet, endnu værre tilfælde fandt sted i marts samme år, da en båd fra Libyen var på vej mod Europa. Der var tale om 72 mennesker fra Sudan, Nigeria, Ghana, Etiopien og Eritrea der forsøgte at flygte fra konflikten i Libyen. Båden løb tør for brændstof og drikkevand og mad slap hurtigt op. Trods det at der var NATO-styrker i farvandet, blev der aldrig iværksat en redningsaktion. Båden drev til sidst tilbage mod Libyen. Kun 6 ud af de 72 ombordværende overlevede – og det på et tidspunkt hvor man talte meget om nødvendigheden af militær intervention i Libyen for at redde civile.

Den eneste varige og værdige løsning er at skabe en politik, der gør noget afgørende ved de årsager, der får mennesker til at forlade deres land – og de årsager har i høj grad at gøre med globale uligheder. Ellers vil problemet aldrig forsvinde. Og de europæiske regeringer kan lade være med at beskytte sig mod hinanden. Uanset hvad man mener om Italiens håndtering af migranter i øvrigt, er det tydeligt af tragedien ved Lampedusa også skyldes at andre europæiske lande blot har set til i et forsøg på ikke at blive indblandet. Men uanset hvad forpligter international lov til at man skal redde mennesker i havsnød. Ingen særaftale eller mur kan berettige til undtagelser her. Det er som om de europæiske lande er holdt op med at have en langsigtet plan for hvordan de store udfordringer skal håndteres, ja, i virkeligheden har der vel aldrig været nogen plan.

Alt dette er i virkeligheden det bedste og det kedeligste argument for at tænke over hvordan vi skal agere overfor dem, der vil over muren. Vi kan ikke lade afrikanerne sejle deres egen sø.

En verden udenfor

20130919-222409.jpg

I dag havde vi – både jeg selv og min familie og Amnesty International – besøg af Nakiganda Hasifah, der er flygtning fra Uganda. Som åben lesbisk i et afrikansk land har hun i sit 24-årige liv gennemlevet mere smerte end man skulle tro et menneske kan bære med hjemløshed, fængsling, tortur, voldtægt og landflygtighed. I Danmark kan vi i dag tage positiv stilling til homoseksuelles ret til adoption og ægteskab, men i Uganda er homoseksualitet af toneangivende politikere og ikke mindst præster blevet udråbt til en sygdom og en forbrydelse. Man har inden for de de seneste år været uhyggeligt tæt på at vedtage en lov om dødsstraf for at være homoseksuel. Det ekstra ironiske er at anti-homolovene har deres oprindelse i den britiske kolonitid; de oprindelige østafrikanske stammesamfund var ikke på samme måde homofobiske.

Men det var en stærk, smilende og positiv ung kvinde vi mødte, og hendes beretning fra et land hvor krænkelser af menneskerettighederne i høj grad hører til dagens uorden var på en gang meget afrikansk i sin form og helt universel i sit indhold. I høj grad stof til eftertanke. Billedet ovenfor viser Nakiganda til et af de pride-optog, hun har været til i sin tid i Danmark.