Da Nadia Doumani talte ved demonstrationen i Aalborg den 19. maj.

Den 19. maj i år var jeg med til arrangere den første af indtil nu fire demonstrationer, hvor bl.a. Amnesty International og Mellemfolkeligt Samvirke protesterer mod at syriske flygtninge får inddraget deres opholdstilladelser.

En af talerne var Nadia Doumani, der er 18 år gammel, gymnasieelev og blandt dem, der nu har fået frataget sin opholdstilladelse. Nadia holdt en stærk og bevægende tale.

For nylig mødte hun statsministeren, da denne besøgte Aalborg. Bagefter skrev Nadia dette på Facebook:

Jeg er bange for at blive et nummer blandt dem der sidder på udrejsecentre. Jeg er bange for at blive en af dem, der blev så psykiske pressede, at de til sidst valgte “frivilligt” at rejse ud af Danmark. Selv den gruppe blev brugt som et nummer på, dem der har “rejst frivilligt” ud af Danmark, og dermed blev det et kort i regeringens hænder, der også bliver brugt som argument for at Syrien er sikkert og folk rejser tilbage til den. Alt det og mange andre ting havde jeg besluttet mig for at fortælle statsministeren om. Jeg stod i Nytorv klar og ventede på hende. Det gjorde mange andre mennesker også. De stod der med røde roser og ventede på at hun skulle komme. Jeg stod der og kiggede på de røde roser. Når jeg ser det røde farve kan jeg ikke lade være med at tænke på det blod vi så ude på gaderne i Syrien. Blodet af uskyldige mennesker og børn der blev skudt og bombet ud på gaden og i deres egne hjem. Det blod hænger stadigvæk på murene i Assads fængsler, som jeg måske vil ende i, hvis jeg bliver udvist. Imens jeg stod der med masser af tanker og følelser kom statsministeren endelig. Jeg rykkede mig blandt folk og nåede hende. Hun stod der med røde roser. Jeg præsenterede mig selv og sagde at jeg gik på gymnasiet, havde studiejob og taler flydende dansk. “Det kan jeg godt høre”, sagde statsministeren smilende. Jeg fortalte hende, at jeg er en af dem, der har fået afslag og skal udvises til Syrien. Syrien er ikke sikkert, sagde jeg. Jeg spurgte hende om hun havde læst den sidste rapport, der udkom af Amnesty, som dokumenterer at hjemvendte syriske flygtninge tortureres, voldtages og forsvinder i sikkerhedsstyrkers varetægt. Hun svarede ja at hun havde læst den og hun har overblik over det hele, men hun kan ikke gøre noget. “Jeg kan ikke gøre noget. Det er ikke mig der vurderer det”, sagde hun.

Det er påfaldende, at den danske statsminister, som i andre sammenhænge, ikke mindst under COVID-19-pandemien, ikke har tøvet med at bruge sin magt, i denne sammenhæng pludselig erklærer sig som magtesløs og fralægger sig ansvaret for den politik, hun selv har skabt.

Regeringen giver kort og godt Flygtningenævnet ansvaret for det, der sker. Men der er intet her, der ikke er tilskyndet af regeringen. På regeringens eget websted kunne man i 2020 læse at

Udlændinge- og integrationsministeren fremskynder Udlændingestyrelsens sagsbehandling, således at styrelsen hurtigere end planlagt skal vurdere, om opholdstilladelser til flere hundrede personer fra Damaskusprovinsen kan inddrages.

Regeringen sætter gang i genvurdering af syriske flygtninges behov for beskyttelse (https://www.regeringen.dk/nyheder/2020/regeringen-saetter-gang-i-genvurdering-af-syriske-flygtninges-behov-for-beskyttelse/)

I maj i år udtalte Mattias Tesfaye at regeringen aktivt og »hurtigst muligt« vil forsøge at tvangsudsende afviste syriske asylansøgere.

Det er grimt at se, hvordan regeringen nu forsøger at forklæde sin politik, der har store menneskelige omkostninger, som en form for “nødvendighedens politik”.