Landsindsamling for Amnesty International

I dag havde Amnesty International sin årlige landsindsamling. Første gang var sidste år, og der var en del begyndervanskeligheder – selve det at organisere og afholde en indsamling var noget, den ellers særdeles erfarne organisation ikke havde nogen erfaringer med. I år var ganske meget anderledes; blandt andet var der lokale koordinatorer over hele landet. I Aalborgs midtby var det mig. Så denne gang var det for én gangs skyld ikke mig, der var ude at samle ind, men mig, der sammen med mine Amnesty-kolleger i Aalborg var med til at udlevere indsamlingsbøtter (for dem, der ikke allerede havde fået dem med posten) og tage imod indsamlingsbøtterne igen, når indsamlerne vendte tilbage om eftermiddagen.

Det var en god oplevelse for mig og de andre, der også hjalp med at løfte opgaven – ikke mindst selve mødet med alle de mange indsamlere. Der er mange forskellige mennesker med meget forskellige baggrunde, der samler ind. Mange af dem takkede os for vores indsats, men vi takkede også dem for deres store ihærdighed og vilje til at bruge en kold decemberdag på at skaffe midler til arbejdet for de menneskerettigheder, der i disse år er under pres som de ikke har været det længe.

Man må ikke diskriminere, og derfor…

Den såkaldte “hjemsendelsesydelse” er en stærkt reduceret kontanthjælp, der skal ramme flygtninge. Men konventionen om flygtninges rettigheder og konventionen om civile og politiske rettigheder gør, at man ikke må diskriminere – selv om det er præcis dét, regeringen gerne ville kunne gøre. Derfor har man indført nogle krav til ophold i Danmark, som vil ramme alle flygtninge. Man ved nemlig at flygtninge altid kommer fra bestemte dele af verden, uden for EU, Norden, Island, Schweiz og Lichtenstein. Men reglerne rammer også danske statsborgere, der er vendt tilbage til Danmark efter en årrækkes ophold i udlandet. 

Der er også regler om ret til folkepension, der skal ramme flygtninge, men også skaber danske “brøkpensionister”. Seneste eksempel på et sådant tiltag, der skal “diskriminere uden at forskelsbehandle” er det såkaldte opholdskrav, der indebærer at man skal have opholdt sig i Danmark i en længere periode for at kunne få dagpenge. Kravet træder i krav fra 1. januar 2019 og indfases gradvist, så man i 2021 skal have opholdt sig i Danmark i 7 ud af 8 år for at være dagpengeberettiget. Meningen har været at forhindre flygtninge, der bliver arbejdsløse, i at kunne få dagpenge – og derigennem få dem anbragt på “hjemsendelsesydelse”. Men også danske statsborgere, der har opholdt sig uden for kongeriget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz,  EU eller EØS-området (Norge, Island og Lichtenstein) bliver ramt.

Socialdemokraterne var oprindelig tilhængere af opholdskravet, netop fordi det ville ramme flygtninge. Men så indså de, at det også ville ramme mange danske statsborgere. Også Dansk Industri og Dansk Erhverv er nu betænkelige.

Nu spekulerer jeg på, om alle disse tiltag er dårligt gennemtænkt lovgivning, eller om de mon faktisk også er politikernes subtile forsøg på at påvirke danske statsborgere til konkludere, at det er flygtninge og forbuddet mod diskrimination, der er årsagerne til at de bliver ramt – snarere end at lovgivningen er dybt asocial og udtryk for et ubehageligt syn på flygtninge.

En aktiv søndag

Fra dagens demonstration for en samtykke-baseret lov om voldtægt.

Det er ikke hver søndag, jeg står op kl. 6.00. Men det gjorde jeg i dag, for jeg skulle interviewes kl. 8.15 i det direkte morgenprogram P4 Nordjylland om en demonstration, som vi arrangerede i Amnesty International i Aalborg i anledning af den internationale dag om vold mod kvinder. Kl. 7.00 cyklede jeg hjemmefra, ud til DR i Aalborg Øst (DRs bygning ligger faktisk lige ved siden af universitetet). Resultatet kan man høre her.

Demonstrationen var til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en voldtægtslovgivning, der siger, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. En sådan lovgivning har vi endnu ikke i Danmark, men det skal vi have for at kunne leve op til Europarådets konvention om vold mod kvinder – der er baseret på et samtykkeprincip.

Efter interviewet på P4 cyklede jeg hjem igen via Amnesty Internationals lokaler, hvor jeg gjorde materiale klar til demonstrationen – trykke sange, udskifte batterier i en megafon, pakke alting sammen osv. osv.. Vel hjemme brugte jeg et par timer sammen med familien på at skille min datters store skrummel af en Ikea-seng ad, bugsere den ind i et andet værelse og samle den igen. (Jeg nåede forresten også at feje visne blade sammen på fortovet.)

Omsider oprandt tiden til demonstrationen; 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret ved Gabels Torv til Toldbod Plads. Her var der taler og sang; det hele var overstået i løbet af en halv times tid. De elektriske fakler kom dog først for alvor til deres ret, da mørket havde sænket sig lidt efter kl. 16.00

Og derefter kunne jeg så vende hjem og runde dagen af med at forberede morgendagens projektvejledning. Det var blevet en af de mere travle søndage.

Gonzalo Vargas i Aalborg

Digt af Gonzalo Vargas.
Gonzalo fortæller.

I dag havde Amnesty International i Aalborg besøg af Gonzalo Vargas, der oprindelig kommer fra Chile. Han var som ung ansat til at undervise bønder i den sydlige del af landet i deres rettigheder. Men da Salvador Allendes regering blev fjernet ved militærkuppet den 11. september 1973, blev Gonzalo tilbageholdt og udsat for voldsom og langvarig tortur. Han tilbragte to år i en koncentrationslejr, der blev ledet af Walter Rauff, en nazistisk krigsforbryder som det var lykkedes at undslippe efter 2. verdenskrig.

Amnesty Internationals kampagnearbejde gjorde, at Gonzalo slap ud af fangenskabet og væk fra torturen. Han fik asyl i Danmark, hvor han har boet lige siden. Gonzalos beretning om de ufattelige lidelser, han selv og hans familie gennemlevede under fascismen, og om de fysiske og psykiske mén, det har været årsag til, gør et enormt indtryk i sig selv. Også hans beretning om hvordan hans tidligere kollega Martín endte med at forråde ham og siden blev torturbøddel gør et stort indtryk. Men allerstørst indtryk gør det, at da Gonzalo efter 18 års landflygtighed igen kunne besøge Chile, opsøgte han Martín – og tilgav ham.  Tilgivelsen er en lige så vigtig del af Gonzalos budskab som hans budskab om retfærdighed.

Gonzalo er en meget varm og engageret mand, der taler til og ser det bedste i alle dem, han møder. Han har boet hjemme ved mig og min familie i denne weekend, og her til formiddag gik han og jeg en tur ved Limfjorden. Vi så en lidt underlig terrasse med græs ved broen, og Gonzalo standsede en tilfældig forbipasserende for at spørge ham, hvad han mon syntes om den. Manden viste sig da at være en spansk besøgende fra Zaragoza, der havde nogle få timer tilbage i Aalborg, inden han skulle med tog til København. Og sådan gik det til, at Gonzalo og José havde en lang samtale på spansk og udvekslede telefonnumre, dér midt i novemberregnen på en kaj i Nørresundby.

En stor tak fra mig og de andre, der var sammen med Gonzalo i dag, for en god og vigtig stund sammen!

Krystalnatten 2018

I dag markerede vi i Amnesty International årsdagen for “Krystalnatten”, der i 1938 blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland. Det er ikke første gang, vi markerer denne tragiske dag, men i år gjorde 80-året dagen særlig vigtig for os. Vi holdt et fakkeltog, der gik fra den jødiske kirkegård ved Hasserisgade til Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Fremmødet til fakkeltoget var pænt trods regnen. 

Den jødiske menighed i Danmark kunne desværre ikke sende en repræsentant, men overbragte en hilsen til os i form af et digt og bad os om at invitere dem igen til næste år; det løfte vil vi selvfølgelig holde.

Jeg holdt en tale ved afslutningen af fakkeltoget. Desværre blev min tale afbrudt af tilråb fra en fremmødt mand, der højlydt tilkendegav sin voldsomme utilfredshed og fortsatte hermed under hele resten af arrangementet. Man må gerne være uenig i en tale, men jeg synes at det er taktløst at afbryde en taler på denne måde. Jeg følte mig overrumplet og bad om at få lov at holde min tale færdig. Men han blev ved med at afbryde mig højlydt. Det var en meget ubehagelig situation af en slags, som  jeg ikke er vant til.

Herunder er i al fald min tale. Den er helt bevidst i forlængelse af den gode tale, Alan Melchior fra den jødiske menighed i Danmark holdt, da han besøgte os i 2015, og den tager helt direkte udgangspunkt i de bekymringer, vi i Amnesty International giver udtryk for i vores seneste årsrapport.

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 100 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i for 29 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland. 

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 80 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede og andre.

Også i 2018 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 80 år siden. 

Det er kun få dage siden, at 11 mennesker blev dræbt i en synagoge i USA. I  Polen vedtog regeringen i år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Tjetjenien er over 100 LGBT-personer blevet dræbt. 

Også Europas muslimer oplever intolerance og love, der reelt kun er rettet mod dem. I Schweiz vedtog man i 2015 et forbud mod at opføre minareter, og i nogle lande, bl.a. Frankrig, er der nu et vidtgående forbud mod tildækning.

Alle de grupper af mennesker, jeg her har nævnt, bliver omtalt med en stadigt mere negativ sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne. Senest har vi i denne uge hørt en fremtrædende dansk socialdemokrat udtale, at menneskerettighederne var et problem for Danmark. 

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder. 

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. “Ikke-racisme” er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant og opfordre til diskrimination. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Nogle mennesker vil sige at det, jeg giver udtryk for her, er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt, men hvad godt bringer fordommene? Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Hvis der er noget, der er naivt, er det at tro, at man kan tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelsene, men de fleste af dem gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi er nødt til at bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.

Hjemløs overalt

Flygtninge og indvandrere, der ikke er i uddannelse eller arbejde, når de fylder 22 år. (Kilde: https://www.information.dk/indland/2018/10/ny-undersoegelse-flygtningeboern-danmark-klarer-markant-bedre-20-aar-siden)

Ordet paradigmeskift kommer fra Thomas Kuhns berømte bog The Structure of Scientific Revolutions om naturvidenskabens (og især fysikkens) historie, men ordet har nu sneget sig ind alle vegne. For tiden dukker det op i forbindelse med Dansk Folkepartis krav om voldsomme ændringer af dansk asylpolitik (og Venstre bruger det samme ord). René Christensen fra Dansk Folkeparti formulerer dette “paradigmeskift” sådan (jeg vil ikke linke til Dansk Folkepartis avis herfra):

Flygtninge skal være i Danmark, når de har et beskyttelsesbehov, men derefter skal de tilbage til de land, de er flygtet fra. De skal ikke i gang med integrationsforløb. Kan vi få regeringen med på det, kan vi opnå markante besparelser. Og det lyder som om, at regeringen er med på det…

Dansk Folkeparti ønsker simpelthen at gøre integration umulig og at anbringe flygtninge i en permanent venteposition. Med en sådan politik ville kendte danskere som Paula Larrain, Danh Vo, Haifaa Awad, Khaterah Parwani, Farshad Kolghi osv. aldrig have kunnet gøre karriere, men være blevet anbragt i permanent venteposition.

Dansk Folkepartis “paradigmeskift” bliver hele tiden begrundet i en påstand om at flygtninge ikke kan integreres, men en ny undersøgelse fra Københavns Universitet analyserer samtlige flygtningebørn mellem seks og 15 år, der fik opholdstilladelse i Danmark i perioden 1986 til 2005, og sammenligner dem med jævnaldrende indvandrere, efterkommere og danskfødte i samme periode. Den viser noget ganske andet, nemlig at børn af flygtninge (og de er nu alle voksne) faktisk sagtens kan integreres og at det lykkes. Det handler (som Rune Lykkeberg skriver i Information) reelt om noget helt andet, nemlig at Dansk Folkeparti ikke vil integrere flygtninge.

Men lad os et øjeblik tage den horrible idé om et “paradigmeskift” for gode varer. Hvis det virkelig er meningen, at alle flygtninge skal vende tilbage til det land, de flygtede fra, må det også kræve, at de bliver accepteret som del af det samfund i deres tidligere hjemland, de bliver beordret til at rejse til. De skal integreres i deres tidligere hjemland. Og de vil kræve, at de også reelt føler sig velkomne og at der er plads til dem, når de skal bo i deres tidligere hjemland igen. Danskere, der er vendt tilbage til Danmark efter mange år i udlandet, ved hvor besværligt dét kan være.

Hvordan kan man forene dette med en politik, der gør at flygtninge i Danmark ikke føler sig velkomne her? Hvis flygtninges liv bliver til en permanent venteposition, kan det ikke ende med andet end at de føler sig uvelkomne i Danmark. Hvem vil mon ansætte en flygtning, der pludselig kan risikere at blive beordret til at forlade Danmark? Hvilken flygtning vil kunne påbegynde en uddannelse, der ville kunne hjælpe dem videre i det land, de skal beordres tilbage til, under den slags vilkår? Og her har vi end ikke talt om de psykiske konsekvenser i form af stress, det vil have for mennesker, der skal leve med permanent usikre fremtidsudsigter. “Paradigmeskiftet” skaber ikke andet end mennesker, der vil føle sig overalt hjemløse.

Evian

Evian-les-Bains, Frankrig: den britiske repræsentant Lord Winterton holder tale om mulighederne for forbedring af situtationen for jødiske flygtninge fra Tyskland og Østrig. Fotograf:: Presse-Illustrationen Heinrich Hoffmann- Vintage property of ullstein bild (Photo by Heinrich Hoffmann/ullstein bild via Getty Images)

Mange forbinder Evian med mineralvand, men denne franske by dannede for 80 år siden rammen om en mislykket konference om det internationale samfunds modtagelse af jødiske flygtninge. 32 lande deltog i konferencen, der fandt sted 6.-15. juli 1938, heriblandt Danmark. Men de fleste af de deltagende lande nægtede at tage imod jøder fra Tyskland – ikke engang USA, der havde taget initiativ til konferencen, ville tage imod flygtninge.

Det var en grim tid, og på nogle måneder giver begivenhederne dengang desværre mindelser om situationen i Europa i dag. Den danske avis Nationaltidende skrev således i en leder på denne tid at

Regeringen må gøre sig klart, at der inden for dens egne vælgermasser hersker en stærk modvilje mod udvidelse af adgangen til indvandring sydfra.

Det er et citat, man også ville kunne se i dag.

Der blev udarbejdet en resolution ved Evian-konferencen, der gjorde det klart, at der skulle laves en international flygtningekomité, der skulle tage kontakt til Tyskland. Danmark gik i spidsen for at sørge for at resolutionen ikke rummede formuleringer, der kritiserede nazisternes antisemitiske politik i Tyskland.

7 år senere havde millioner af mennesker fra Tyskland, Østrig og de lande, som Tyskland havde besat, mistet livet, fordi de var jøder, romaer, homoseksuelle, kommunister eller “bare” på anden måde i vejen for nazisterne. Endnu 6 år senere,  i 1951, gik Danmark forrest i arbejdet med at formulere Konventionen om flygtninges rettigheder. Der var nu igen millioner af flygtninge i Europa, men nu var de andre borgere fra Tyskland og områder, som tidligere havde været tyske.

Litteraturen samler ind til flygtningebørn

Mads Nygaard er den første forfatter til Litteraturen samler ind i Aalborg.

I januar 2016 besluttede regeringen med støtte fra Socialdemokratiet, at flygtninge selv skal betale for at få deres familie til Danmark.  En af konsekvenserne af denne lov er at uledsagede flygtningebørn skal betale for at blive genforenet med deres forældre.

Jeg ved, at mange synes at denne lov er retfærdig og nødvendig. Men det gør jeg bestemt ikke. Artikel 16 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder slår fast, at

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

så det er svært for mig at se, hvordan den nu gældende politik ikke er i modstrid med menneskerettighederne.

Siden 2016 har der været indsamlinger blandt borgere i Danmark for at hjælpe børn med at få deres forældre til Danmark. Især forfatteren Mads Nygaard fra Hirtshals, der var en af stifterne af Venligboerne, har været aktiv her. Takket være hans indsats har 33 flygtningebørn side 2016 fået deres familier til Danmark.

Især har Mads via sin gerning som forfatter stået bag arrangementer under titlen Litteraturen samler ind, hvor forfattere og musikere har optrådt gratis rundt om i landets største byer og har skaffet penge til flygtningebørn via entréindtægter og andre bidrag. I dag var det igen tid til Litteraturen samler ind, og i Aalborg fandt det sted på Huset i Hasserisgade.

Selv om anledningen var træls, var det en god oplevelse. Mads Nygaard var med til at åbne arrangementet, men overlod derefter konferencier-rollen til bl.a. sin gode ven Fawaz Alzatto for at drage til København, hvor han også skulle deltage i Litteraturen samler ind. Mange lokale forfattere og musikere optrådte, og blandt andet Simon Kvamm fra Nephew, der bor i Klitmøller, lagde vejen forbi og gav tre numre. Også jeg var med som den ene af to poetry slam-udøvere; den anden var den meget dygtige Kaare Olsen. Og undervejs nåede vi også at høre gribende beretninger fra flere flygtninge, der inden for de seneste få år er kommet til Danmark – den ene, Alan Sheikho, endda som uledsaget mindreårig.

Mød Verden 2018

I dag var der Mød Verden 2018 i Sohngårdsholmsparken. Ligesom første gang, arrangementet løb af stabelen, deltog vi fra Amnesty International, denne gang dog med en lidt mere praktisk og organisatorisk vinkel end sidst – og vel også noget mere, end vi havde regnet med. Der var mange gode kræfter, der gjorde en stor og helhjertet indsats for at få arrangementet til at blive til virkelighed med temmelig kort varsel. Uden dem havde Mød Verden 2018 ikke været der.

Desværre drillede vejret os, og ikke alt det, der var forsøgt planlagt, blev til noget. For mig og de andre fra Amnesty International var det især en stor skuffelse, at de aktiviteter, vi havde planlagt som vores centrale bidrag  – henholdsvis vores udstilling om flygtninge i verden og vores kampagne om verdenserklæringen om menneskerettigheder –  ikke blev til noget. Det telt, som vi skulle være i, og som vi (med andre frivilliges store og velgennemtænkte hjælp) brugte megen tid på at sætte op, kunne ikke holde til blæsten, og efter kun 45 minutter var vi nødt til at pakke sammen igen. Set gennem disse briller blev det derfor til en dag om teltpløkker, problemer med levering af kaffe, blæst og regn, oprydning og presenninger, ikke en dag med fokus på menneskerettighederne.

Til gengæld havde jeg den store glæde og ære at optræde sammen med Nader Alkasem til et Spoken World-indslag, som jeg lavede sammen med Nader og Nikolaj Lind Holm. Kaare Olsen skulle også have været med, men desværre var han blevet syg. Denne eftermiddag læste jeg danske versioner op af Naders digte fra digtsamlingen Dobbelt A (skrevet sammen med Claus Nivaa) om og fra det Aleppo, han var nødt til at flygte fra, og det Aalborg, han til sidst endte i.

Der var også musik og mad  – faktisk langt mere mad, end vi troede, der ville være. Vi prøvede forgæves at få maden afsat til Kirkens Korshærs varmestue for hjemløse. Efter mange opkald, hvor ingen svarede, måtte vi tage så meget af den veltillavede mad med hjem, som vi kunne, og resten måtte vi kassere. Det var ingen af os glade for.

Sammen i Aarhus

På Lille Torv i Aarhus

Efter en arbejdsuge med en del bekymringer var det med lidt blandede følelser, jeg satte mig i toget for at tage til Amnesty Internationals aktionsdag i Aarhus. Jeg følte mig træt og ukoncentreret. Men det blev en rigtig god og positiv oplevelse at mødes med andre menneskerettighedsforkæmpere fra Aarhus, Odense og København. Fokus var det positive budskab om at Verdenserklæringen om menneskerettigheder fylder 70 år i år.  Vi fejrede de 30 artikler i erklæringen med kage (den slags er som bekendt blevet populært i dansk politik), som de forbipasserende kunne stoppe op og smage på. 

Ofte har jeg følt mig lidt underligt til mode ved at skulle henvende mig til tilfældige forbipasserende, sådan som jeg også skulle i dag, men det gik faktisk meget bedre end jeg havde troet. Dagens ubetinget positive oplevelse skyldtes nogle piger på 11-12, der stoppede op. De havde aldrig hørt om menneskerettighederne før (!), men da jeg fortalte dem om dem og vores arbejde i Amnesty Internationalt, blev det særdeles vel modtaget, og de sagde, at det var godt, at rettighederne var der og at vi kæmpede for dem. Dét varmede.

Pludselig begyndte det at regne voldsomt, og vi måtte rykke ind under det medbragte telt. Her sad en aarhusiansk sanger og guitarist og underholdt; han hed forresten noget så usædvanligt som Hans. Det er ikke tit, jeg møder nogen med dét navn, så det hæftede jeg mig særligt ved.

Sidst på eftermiddagen kom ganske mange forbi Lille Torv – dog ikke for at snakke med os, men for at overvære en række korte taler, som blev afholdt af lokale borgere, der havde gennemført et forløb, der skulle hjælpe den enkelte med til at holde op med at stamme. Netop dét var  og her særdeles fascinerende!